Page 1
2
Center for Kunst og Videnskab vil gerne takke følgende
for velvillig støtte til Bioetik og Musik:
Undervisningsministeriet
H.C. Ørsted Selskabet
Dansk Musikerforbund
Derudover takker centret følgende for deres hjælp og opbakning:
Moustapha Kassem. Professor, dr.med.
Leder af Klinik for Molekylær Endokrinologisk Behandling (OUH)
Jens Zimmer Rasmussen. Professor, dr.med.
Leder af Dansk Center for Stamcelleforskning
Trykt med støtte fra Undervisningsministeriet
Redaktionen: Mimo Antabi, Claus Michelsen og Bent Nørgaard
Omslag: Rasmus Holst Andersson
ISBN: ISBN 87-990855-1-8
Copyright: Bidragyderne og Center for Kunst og Videnskab 2005
Tryk: Bookpartner / Nørhaven Digital
Center for Kunst og Videnskab er et forskningskommunikationscenter ved Syddansk
Universitet, Odense. Vi arbejder blandt andet med videnskabsformidling til
offentligheden ved hjælp af kunstneriske udtryksformer.
Læs, se og hør mere på:
www.kunstogvidenskab.sdu.dk
Center for Kunst og Videnskab er finansieret af Fyns Amt, Odense Kommune og
Syddansk Universitet
Page 2
3
Indhold
Forord........................................................................................................................................4
- Ved Jens Oddershede, Mogens Hørder og redaktionen
Hvad er stamceller? En kort introduktion....................................................................6
Malthe Kristiansen - stamcellerforsker.........................................................................8
- Af Malthe Kristiansen
Ann Dorte Pørneki - stamcelleforsker.........................................................................11
- Af Ann Dorte Pørneki
Hvad er etik?.........................................................................................................................15
- Af Morten Gad og Esben Petersen
Remarks by the President on Stem Cell Research..................................................20
- By George W. Bush
Fosteranlæggets status - et spørgsmål om respekt.................................................24
- Af Kerstin Hoffmann
Etik og stamceller. En kort diskussion........................................................................28
- Af Morten Gad og Esben Petersen
Musical Ethics?.....................................................................................................................33
- By James Howard Young
“B” for Bach og Bonsai.....................................................................................................36
- Af Jens Hørsving
Kompleksitet i fysik og biologi: Nye naturvidenskabelige erkendelser.......39
- Af Claus Emmeche
Vil du vide mere om stamceller og bioetik?.............................................................48
Page 3
4
Forord
Forord
- Ved Jens Oddershede, rektor ved Syddansk Universitet
Syddansk Universitet har som det første universitet i Danmark oprettet et center -
Center for Kunst og Videnskab - som har til formål at styrke dialogen mellem
forskningens verden og offentligheden. Dermed ønsker universitetet at medvirke til
at forbedre den demokratiske forståelse for forskningens samfundsmæssige
betydning.
På Syddansk Universitet lægger vi stor vægt på at være en del af det samfund,
der omgiver os, og vi ønsker at være i tæt kontakt med regionens gymnasier. Vi
finder, det er vigtigt med en stadigt tættere kontakt mellem den forskende og den
undervisende verden. Dette lever i øvrigt op til de anbefalinger, som
Videnskabsministeriet, Kulturministeriet og Undervisningsministeriet kommer
med i rapporten ”Vild med Viden”. Her er fokus rettet mod at forbedre
kommunikationen af forskningens metoder, resultater og samfundsmæssige
betydning til børn og unge.
Det er i lyset af dette, at man skal se Center for Kunst og Videnskabs projekt
Bioetik og Musik, som foruden dette kompendium består af en
videnskabsteaterforestilling. Der er tale om et nyt tværgående undervisningsformat
for gymnasieklassernes grundforløb, hvor yngre forskere og kunstnere gæster
gymnasierne for selv at formidle deres viden og diskutere den med elever og lærere.
Bioetik og Musik udtrykker således universitetets ønske om at give regionens
gymnasieelever - fremtidens eksperter og beslutningstagere – et så godt afsæt som
muligt til at træde ind i debatten om forskningen og dens rolle i vidensamfundet.
- Ved Mogens Hørder , dekan ved det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Syddansk
Universitet
Forskning er ikke bare et spørgsmål om rigtigt og forkert og om at måle og veje sig
frem til sandheden. Moderne frontforskning – i dette tilfælde biomedicin - er genstand
for vågen opmærksomhed - og undertiden frygt- fra mange interessenter, der
deltager i den bioetiske debat.
Bioetiske spørgsmål vedrører alle borgere, og da især den yngre del af
befolkningen: Fremtidens biomedicinske landvindinger vil nemlig uden tvivl
medføre endnu flere spørgsmål at forholde sig til. Og hvis man ikke deltager i en
diskussion af disse, lader man reelt andre tage stilling for sig.
Det er imidlertid vigtigt, at debatten bliver så kvalificeret som muligt: Der er
ingen, som er eksperter i de centrale etiske spørgsmål , men det er vigtigt at de, der
deltager i debatten, er sig bevidste om, hvorfor andre har synspunkter, der skal
have lov at komme til orde. Bag mange etiske debatter ligger kulturelle, religiøse og
samfundsmæssige holdninger og præferencer. Kort sagt: det er en fordel at forstå,
hvad der er uenighed i en etisk debat. Kun derved er der rum for de personlige
holdninger, der også skal være plads for.
Bioetik og Musik sætter netop den kvalificerede debat i centrum. Det er min
klare formodning, at såvel forestilling som kompendium vil give den enkelte
gymnasieelev et bedre og bredere grundlag for at deltage i den bioetiske debat.
Page 4
5
Forord
- Ved redaktionen
Dette kompendium er et supplement til videnskabsteaterforestillingen Bioetik og
Musik. Både kompendium og forestilling henvender sig til elever på
gymnasieskolernes grundforløb.
Kompendiet indeholder en række baggrundsartikler, som omhandler nogle
af de emner og problemstillinger, der tages op i videnskabsteaterforestillingen.
Flere af kompendiets bidragydere står selv på scenen i forestillingen.
Kompendiet introducerer til biomedicinsk frontforskning og til en række af
de etiske problemstillinger i relation hertil. Desuden gives der en indføring i både
komplekse biologiske systemer og komplekse musikalske systemer, herunder en
introduktion til nogle af de berøringsflader, der findes mellem to så tilsyneladende
forskellige former for kompleksitet.
Selvom kompendiet er knyttet til videnskabsteaterforestillingen Bioetik og
Musik, er de enkelte tekster udarbejdet således, at de uden videre vil kunne anvendes
som en del af pensum i fx Biologi og de øvrige naturfag, Musik og Filosofi. Ligeledes
vil de med fordel kunne indgå i et tværfagligt temaforløb.
God læselyst!
Page 5
6
Hvad er stamceller? En kort introduktion
Vores krop består af mange forskellige specialiserede celler: En hudcelle er en hudcelle,
en knoglecelle er en knoglecelle osv. Der er tale om forholdsvis simple celler, som er,
hvad de er, og som ikke er i stand til at ændre sig til en anden celletype.
Stamceller, derimod, er menneskets ”oprindelige” celler, og modsat de
almindelige celler, er stamcellerne uspecialiserede. Det vil sige, at de kan differentiere
(dele sig) og blive til mere specialiserede celler. I princippet kan de derfor blive til en
hvilken som helst del af kroppen (altså forskellige celletyper), når forskerne har lært
at styre cellernes udvikling.
Stamceller har naturligvis altid eksisteret, men det var først i 1998, at det
lykkedes for forskere at isolere og opdyrke stamceller fra menneskelige fosteranlæg.
Det markerede et videnskabeligt gennembrud, som samtidig medførte stor debat
om de etiske problemstillinger, der knytter sig til stamcelleforskning.
Hvad kan vi bruge stamceller til?
Da stamceller kan udvikle sig til alle slags celler, nærer forskerne store
forventningertil dem: Man håber, at det bliver muligt at behandle patienter med
stamceller, som vil kunne erstatte de syge celler.
I dag bruges voksne stamceller blandt andet til at
kurere visse former for blodkræft, og håbet er på
længere sigt at kunne helbrede andre alvorlige
sygdomme som gigt, kræft, Alzheimers syge,
sukkersyge og blodpropper.
Desuden arbejder forskerne på at kunne
kontrollere og styre stamcellerne og dermed få
dem til at udvikle sig til forskellige vævs- eller
organtyper efter ønske. Målet er, at stamceller vil
erstatte organtransplantation, som vi kender den.
I dag er der stor risiko for, at kroppen udstøder fremmede organer ved
transplantation, og denne risiko vil blive fjernet, hvis man kan bruge stamceller i
stedet.
To forskellige stamcelletyper1:
Fosterstamceller (embryonale stamceller): Stamceller fra fosteranlæg har det særlige
kendetegn, at de kan udvikle sig til alle typer celler og væv. Der er to kilder til
fosterstamceller:
Hvad er stamceller?
VIDSTE DU AT?
Siden 2003 har det i
Danmark været tilladt at
bruge overskydende æg fra
kunstig befrugtning til at
danne stamceller.
1. Fosteranlæg der er blevet tilovers fra kunstig befrugtning.
Når en kvinde befrugtes kunstigt, befrugtes oftest flere æg, end man lægger op i
kvindens livmoder. De overskydende æg fryses ned, men dansk lovgivning siger, at
de skal destrueres efter to år. Hvis donorparret giver tilladelse til det, kan forskere
anvende de ubrugte æg til at danne fosterstamceller, i stedet for at man destruerer
dem.
Page 6
7
2. Fosteranlæg skabt ved kerneoverførsel
Kerneoverførsel (også kaldet kernetransplantation)
kendes fra eksempelvis kloning. Her tager man et
æg og tømmer det for genetisk indhold. Dernæst
tager man en celle fra det individ, man ønsker at
klone og indsætter kernen herfra i det tomme æg,
som derefter opfører sig som et fosteranlæg. Det
var samme metode, man benyttede til at skabe det
berømte klonede får Dolly. Ved
kernetransplantation er der altså ikke behov for
sæd til at skabe fosteranlæg (modsat ved kunstig
befrugtning). Kernetransplantation er ikke tilladt
i Danmark.
Voksne stamceller
Voksne stamceller har kun begrænsede udviklingsmuligheder, fordi de er sjældne
og svære at opsamle, og endelig deler de sig ikke lige så effektivt som foster-
stamcellerne.
Der er tre kilder til voksenstamceller:
1. Navlestrengen
Lige efter at et barn er født, er det muligt at tage stamceller fra navlestrengsblodet.
Disse celler vil kunne bruges, hvis den nyfødte har en meget syg søskende, der har
behov for fx knoglemarvstransplantation.
2. Et aborteret foster
Væv fra et aborteret foster er rigere på voksne
stamceller, end det er tilfældet med væv fra
voksne mennesker, og derfor knytter forskere store
forhåbninger til denne metode. Det er dog endnu
meget vanskeligt at udtage stamceller fra et
aborteret foster.
3. Kropsceller
Alle voksne mennesker har stamceller i kroppen:
knoglemarvsceller, blodkarsceller osv. Disse
stamceller kan dog kun udvikle sig til én type væv.
Forskere arbejder på at få stamceller fra den
voksne krop til at udvikle sig til forskellige
vævstyper. Hvis det bliver muligt, vil det mindske
nødvendigheden af at bruge stamceller fra
fosteranlæg.
Note
1 Faktisk findes der også en tredje type stamcelle, nemlig kønsceller, men de er ikke så interessante,
når vi taler om behandling.
B I O B A N K E R
I dag findes der firmaer,
som tilbyder nedfrysning af
navlestrengsblod i såkaldte
”biobanker”. Disse firmaer,
som eksempelvis det
danske CopyGene, op-
bevarer blodet mod
betaling, indtil en eventuel
anvendelse kommer på tale.
4 ORD - SAMME BETYDNING
Fire udtryk, som alle dækker
over det at bruge levende
(stam)celler til at bekæmpe
sygdomme i stedet for at bruge
medicin:
”Regenerativ medicin”
”Celleterapi”
”Terapeutisk kloning”
”Transplantation
af arvemateriale”
Hvad er stamceller?
Page 7
8
Malthe Kristiansen - stamcelleforsker
- Af Malthe Kristiansen
Hvordan ender man som forsker i stamceller? Det lå ikke i kortene, at jeg skulle være
læge. For bare 6-7 år siden havde jeg bestemt ikke forestillet mig, at jeg skulle
beskæftige mig med områder som cellebiologi, genetik, dyreforsøg og
molekylærbiologi.
Jeg har altid været nysgerrig og lidt af en opfinder. Det var derfor let at vælge
matematisk linie i gymnasiet. Men da jeg efter tre år stod med eksamensbeviset og
endeligt skulle beslutte mig for, hvad jeg ville beskæftige med, så var valget svært!
Jeg overvejede alt fra Jura til svagstrømsingeniør, men valgte Medicin, fordi
uddannelsen kombinerer anvendelsen af viden og kommunikation med regulært
detektivarbejde.
Medicinstudiet tog 6½ år, og herefter er der 1½ års turnus, fordelt på 3
ansættelser af ½ år på hhv. medicinsk afdeling, kirurgisk afdeling, og hos en almen
praktiserende læge. Herefter har man autorisation til ”selvstændigt virke”, hvilket
vil sige ret til at arbejde uden supervision af en ældre kollega. Inden man derefter
kan søge ind på en speciallægeudannelse, har man behov for at optjene et antal
points. Points opnås ved at have bestemte stillinger, deltage i kurser og lave
videnskabeligt arbejde. Det er dog forskellige aktiviteter, der giver points til
forskellige specialer.
Jeg ønsker på lang sigt at arbejde med kirtelsygdomme, det vil sige sukkersyge,
stofskiftesygdomme og binyrelidelser, og søgte derfor ind på endokrinologisk1
afdeling på Odense Universitetshospital, hvor jeg blev ansat som reservelæge.
Motivation
Det er forskellige faktorer, der motiverer
læger til at vælge det område, de vil arbejde
indenfor, men noget der ofte går igen er, at
man under sin uddannelse møder
problemstillinger eller ældre kollegaer, der
motiverer og inspirerer en. I mit tilfælde
var det mødet med min vejleder Moustapha
Kassem, der er overlæge og professor ved
endokrinologisk afdeling. Han formåede at
vække min interesse for
stamcelleforskning. Da min stilling på
hospitalsafdelingen udløb, blev jeg ansat
som ph.d-studerende ved Klinik for
Molekylær Endokrinologisk Behandling
(KMEB). Her arbejder jeg med udvikling af
behandlinger baseret på såkaldte ”voksne
stamceller”.
Hvad er en ph.d.?
Ph.d.-uddannelsen er en
forskeruddannelse, der skal
udvikle den studerendes evne til
erkendelse, formulering og
løsning af videnskabelige
problemer. Der opslås et
begrænset antal ph.d.-stillinger
inden for de forskellige fakulteter,
som kan søges af kandidater med
relevant uddannelse. Ph.d.-
uddannelsen består af tre års
fuldtidsbeskæftigelse inden for
forskning og undervisning/
formidling. Graden opnås ved
mundtligt forsvar af den skriftlige
ph.d.-afhandling.
Malthe Kristiansen
Page 8
9
Basalforskning og undersøgelser
Mit forskningsprojekt er delt op i to overordnede områder: Basalforskning og
undersøgelser med anvendelse af stamceller på patienter – såkaldte kliniske
undersøgelser.
Basalforskningen omhandler isolering og karakterisering af stamceller fra
knoglemarven, optimering af dyrkningsmetoder med henblik på dels at øge antallet
af stamceller, men også at få stamcellerne til at udvikle sig til de celler, der danner
blodkar, såkaldte endotel celler. Stamcellernes evne til at ”reparere” vævsskader
undersøges efterfølgende i dyremodeller2.
De kliniske undersøgelser er designet til at vurdere, hvorvidt stamceller fra
patienternes egen knoglemarv kan anvendes til at reparere muskelskaden i hjertet
efter en blodprop, og om hvorvidt det er muligt at danne nye blodkar i benene hos
patienter med svær åreforkalkning.
Min dagligdag
Jeg arbejder til daglig på KMEB, et laboratorium der beskæftiger sig med
stamcellebiologi. Min dagligdag er meget varieret, men generelt bruger jeg ca. 1/3 af
min tid på at planlægge forsøg, læse videnskabelige artikler og skrive, 1/3 med
forsøg og kliniske undersøgelser og 1/3 på administrative opgaver, supervision af
studenter, kurser og videnskabelige møder.
Et typisk forsøg med voksne stamceller begynder med en planlægningsfase,
hvor man ved at læse artikler fra internationale tidsskrifter (fx Science), ved diskussion
med kollegaer og ud fra tidligere erfaringer laver en udførlig protokol, der detaljeret
beskriver forsøgsgangen. Selve forsøget starter med en knoglemarvsaspiration, hvor
man ved hjælp af en kanyle, i lokal bedøvelse, borer et hul i hoftebenskammen på en
frivillig donor og suger knoglemarv ud. Knoglemarven centrifugeres, hvorved de
hvide blodlegemer isoleres, og knogle, fedt og røde blodlegemer sies fra. Herefter
mærkes de stamceller, som jeg ønsker at isolere, ved hjælp af antistoffer der
genkender molekyler på overfladen af cellerne, hvorefter der anvendes en FACS
maskine til at sortere cellerne. FACS maskinen fungerer ved hjælp af en laser, der
kan vurdere hver eneste celle individuelt, og sortere de celler der har antistoffet
bundet til overfladen. Når cellerne er isoleret, sås de ud i flasker og små petriskåle,
hvor de opformeres i specielle dyrkningsmedier indeholdende vækstfaktorer og
næringsstoffer. Alt arbejdet foregår i en speciel arbejdsbænk, under helt sterile
forhold, iført handsker og overtrækskittel. Cellerne opformeres, indtil man har nok
til ens videre undersøgelser. Her bruges forskellige teknikker, til at se hvilke proteiner
cellerne laver, og hvilke gener der er ”aktive”. Ved at sammenligne disse resultater
med fuldt udviklede cellers proteiner og aktive gener, er det muligt at se, om cellerne
udvikler sig til den modne celletype, man er interesseret i. Såfremt cellerne synes at
have potentiale i laboratoriet, indsprøjter jeg dem i mus, der efterligner sygdomme
hos mennesker, for at se om den isolerede celletype kunne have anvendelse i
behandlingen af patienter.
Udover laboratoriearbejdet bruger jeg meget tid på at koordinere de kliniske
undersøgelser. Undersøgelserne involverer mange afdelinger, og det er vigtigt at
alle ved, hvad de skal lave og hvornår. Patienterne der indgår i undersøgelserne
skal informeres grundigt, og de skal vide, hvornår de skal møde op til de forskellige
undersøgelser. Endelig skal de data, man indsamler, bearbejdes, og artikler baseret
på de opnåede resultater skal skrives.
Malthe Kristiansen
Page 9
10
Jeg forventer at være færdig med ph.d-studiet i 2006. Herefter venter
specialelægeuddannelsen der tager ca. 5 år. På lang sigt vil jeg gerne have mulighed
for at kombinere muligheden for at se og behandle patienter, med basal forskning i
laboratoriet.
Noter
1 Endokrinologi = læren om den interne sekretion eller kirtelafsondring.
2 Dvs. i levende dyr.
MALTHE KRISTIANSEN ER FØDT I 1975. ER CAND.MED. OG PH.D.STUDERENDE VED SYDDANSK UNIVERSITET, ODENSE OG ANSAT VED
KMEB (ODENSE UNIVERSITETSHOSPITAL).
Malthe Kristiansen
Page 10
11
Ann Dorte Pørneki - stamcelleforsker
- Af Ann Dorte Pørneki
Jeg har altid haft interesse for biologien, og for hvordan tingene i og omkring os
hænger sammen. Som barn var min drøm at blive dyrlæge. Denne ide blev senere
afløst af en forestilling om, at ”rigtig” medicin ville være mere interessant. Jeg havde
bare vanskeligt ved at se mig selv i lægerollen – det var egentligt ikke patienter,
sygdomme og deres behandling, der interesserede mig. De grundlæggende fag på
medicinstudiet, som fysiologi, biokemi, genetik og molekylærbiologi lød dog rigtige
i mine ører. Efter endt matematisk-naturfaglig studentereksamen begyndte jeg at
læse Biokemi i København – et studium med vægt på moderne molekylærbiologiske
forskningsmetoder. En række fag på studiet er obligatoriske, men der er også en
bred vifte af valgfri fag, der gør det muligt at specialisere sig i retning af f.eks.
medicinsk forskning, som jeg har gjort. Alligevel er det under studiet meget svært
at forestille sig, hvor man vil havne henne – ofte viser det sig, at områder, man end
ikke havde overvejet, er utroligt spændende, når man hører mere om dem.
Lige nu er jeg ansat på et laboratorium i tilknytning til Odense
Universitetshospital (KMEB) som ph.d-studerende. Her er vi omkring 25 personer,
læger, molekylærbiologer og laboratorieteknikkere, der alle arbejder med at udvikle
nye stamcellebaserede behandlinger.
Etablering af en embryonal stamcellelinie
Siden 2003 har det været tilladt at udvikle embryonale stamcellelinier fra
fosteranlæg i Danmark. Vores laboratorium var det første til at opnå endelig
godkendelse, og vi har siden da arbejdet med embryonale stamceller og deres vækst
og specialisering.
For at kunne anvende embryonale stamceller til forskning, må vi udvikle en
stamcellelinie, dvs. cellerne skal kunne dyrkes, altså vokse og dele sig, i en
plastikflaske i en inkubator (varmeskab) i laboratoriet. Under de rette betingelser
vil cellerne dele sig uendeligt mange gange og derved sikre ubegrænsede mængder
af celler til brug i forskellige forsøg.
For at starte en cellelinie kræves et befrugtet æg. Når et barnløst par behandles
på en fertilitetsklinik, vil der blive udtaget og befrugtet et større antal æg, end der
reelt er behov for til selve behandlingen. Dette gøres for at sikre den højest mulige
kvalitet af de æg, der anvendes. De følgende dage efter reagensglasbefrugtningen
studeres de befrugtede æg, og efter 2 døgn udvælges 1-3 embryoner, der findes
egnede til den videre behandling. Efterfølgende vil de overskydende embryoner
blive vurderet. Embryoner af god kvalitet kan nedfryses til senere behandling, mens
æg, der har udviklet sig dårligere, vil blive destrueret.
I Danmark er det muligt at donere såkaldte overskuds-embryoner til
forskning i stedet for at destruere dem. Det kræver således accept fra det involverede
par, inden et embryon kan anvendes til forskning. Det er ikke tilladt at fremstille
embryoner udelukkende til forskningsbrug; de skal være skabt med henblik på
behandling af barnløshed.
Når et befrugtet æg er erklæret uegnet til fertilitetsbehandling og doneret til
forskning, modtager vi det på laboratoriet og dyrker cellerne yderligere 2-3 dage.
Ann Dorte Pørneki
Page 11
12
På 4.-5. dagen nås det såkaldte blastocyst-stadie, hvor cellerne har dannet en
kugleformet struktur med en celleklump i den ene ende. Disse celler udtages, placeres
i en ny skål, og de nye omgivelser får cellerne til at opføre sig på en måde, der
adskiller sig fra deres normale udvikling. I embryonet ville stamcellerne efter kort
tid begynde at differentiere, dvs. at specialisere sig til andre celletyper. I laboratoriet
er det muligt for os at forhindre dette og i stedet fremme celledelingen og bevarelsen
af stamcelletypen.
Lykkes det at etablere en cellelinie, der fortsætter med at dele sig, har vi nu
adgang til store mængder af embryonale stamceller. Ét embryon kan således bidrage
med store mængder af celler til forskningsbrug.
Metoder i laboratoriet
Hvordan kan jeg nu vide, at det virkelig er embryonale stamceller, der vokser i
plastikflasken? Jeg studerer cellerne i et mikroskop og ser, om cellerne har den
struktur, jeg forventer. Embryonale stamceller vokser tæt sammen i en cirkelformet
koloni. Det er dog ofte nødvendigt at studere cellerne nærmere for at kunne
identificere dem.
Den menneskelige organisme består af mange forskellige celletyper, omkring
200. Alle celler indeholder den samme arvemasse, DNA. Forskellen på de enkelte
celletyper opstår ved, at cellerne anvender forskellige dele af arvematerialet. I
fagsprog taler man om, at cellerne “udtrykker”, dvs. anvender, forskellige gener. En
hudcelle vil udtrykke andre gener og dermed andre proteiner end en levercelle,
hvilket gør at cellerne kan løse forskellige opgaver og udfylde deres plads. Der findes
flere metoder til at påvise disse forskelle i gen- og proteinudtryk. En metode er en
såkaldt immunfarvning. Her anvendes et antistof, der genkender et protein i cellen.
Der findes proteiner, som kun embryonale stamceller har, og ved at anvende
antistoffer, der genkender disse proteiner, er det muligt at se, hvorvidt cellerne rent
faktisk er embryonale stamceller eller ej. Der findes også molekylærbiologiske
metoder, der direkte kan påvise hvilke gener, cellerne udtrykker.
Hvad vil jeg med stamcellerne?
Jeg er naturligvis interesseret i at have adgang til store mængder embryonale
stamceller til mine forsøg. Min primære interesse ligger dog ikke i at få cellerne til at
vokse og dele sig i det uendelige. Tværtimod ønsker jeg, at de skal specialisere sig i en
ønsket retning – for mit vedkommende til insulin-producerende celler.
I den sunde organisme reagerer bugskytkirtlen på den stigning i blodsukkeret,
der ses efter et måltid, ved at udskille insulin til blodet. Insulins funktion er at
fremme optagelsen af sukker i bl.a. muskler og lever og dermed sænke
blodsukkerniveauet igen. Hos folk med sukkersyge, diabetes, er denne regulation af
blodsukkerniveauet ødelagt, hvilket medfører en forhøjet mængde af sukker i blodet.
På længere sigt kan det føre til komplikationer som nyresvigt, blindhed, kroniske
sår på fødder og ben og åreforkalkning med deraf følgende øget risiko for slagtilfælde
og hjertesygdomme. Den manglende regulation af blodsukkerniveauet kan enten
skyldes at cellerne, der skal optage sukker fra blodet, har miste evnen til at reagere
korrekt på tilstedeværelsen af insulin, eller at bugspytkirtlen har mistet evnen til at
producere insulin.
I bugspytkirtlen findes flere celletyper. Det er den såkaldte beta-celle, der er
ansvarlig for insulinproduktionen. Hos patienter med diabetes type 1 angriber
Ann Dorte Pørneki
Page 12
13
kroppens immunsystem beta-cellerne og destruerer dem. Herved ødelægges
kroppens evne til at reagere på forhøjede blodsukkerniveauer, og sukkersyge opstår.
Denne type sukkersyge behandles i dag ved, at patienten adskillige gange om dagen
tilføres insulin ved injektion. Det er ligeledes vigtigt, at blodsukkeret måles jævnligt
for at sikre, at det holdes så konstant og tæt på det normale som muligt. På trods af
behandlingen med insulin kan det være vanskeligt at holde blodsukkerniveauet
jævnt og dermed undgå komplikationerne.
Eftersom komplikationerne til sukkersyge er så alvorlige og kan være
vanskelige at undgå ved den traditionelle behandling med insulin, forskes der
ihærdigt i muligheden for at behandle sygdommen ved at erstatte de ødelagte beta-
celler i bugspytkirtlen. Dette kan opnås ved transplantation af en bugspytkirtel fra
en organdonor. Problemet er her det samme som ses hos nyrepatienter: alt for få
organer i forhold til antallet af syge, lange ventetider, samt livslang behandling
med kraftig medicin, der undertrykker immunsystemet for at undgå afstødning af
det transplanterede organ. Alternativer til transplantation er derfor nødvendige.
Men hvor kan vi så få beta-celler fra? Det er vores håb, at vi kan få de
embryonale stamceller til at differentiere til beta-celler, der kan erstatte de ødelagte
beta-celler hos patienter med diabetes type 1. Embryonale stamceller er jo netop
karakteriseret ved, at de har potentialet til at udvikle sig til alle celletyper i kroppen.
Hvordan arbejder jeg med stamcellerne?
De embryonale stamceller dyrkes i en inkubator ved 37 grader C. De hæfter sig fast
på bunden af dyrkningsflasken og er dækket af et vækstmedium. Vækstmediet
indeholder alle de stoffer, der er nødvendige for cellernes vækst, f.eks. glucose,
aminosyrer1, salte, vitaminer, plus serum2 fra kalve eller mennesker. Tilsætning af
serum er nødvendigt, idet det indeholder forskellige ikke-definerede hormoner og
vækstfaktorer, der er essentielle for cellevæksten. Der tilsættes også antibiotika for
at undgå, at cellerne inficeres med bakterier.
Når cellerne fjernes fra inkubatoren skal de behandles sterilt. Jeg er iført speciel
kittel og sko, der kun må anvendes i det rum, hvor vi har vores cellekulturer, samt
engangshandsker. Når dyrkningsflasken åbnes, foregår det i en såkaldt sterilbænk,
der gennemstrømmes af en konstant luftstrøm for at fjerne forurenende partikler.
For at inducere3 de embryonale stamceller til at differentiere, fjerner jeg dem
fra deres normale dyrkningsflaske og overfører dem til en ny type skål, hvor de ikke
har mulighed for at hæfte sig fast på bunden. Jeg ændrer ligeledes på deres
vækstmedium, således at nogle faktorer fjernes og andre tilsættes. Denne behandling
får cellerne til at samle sig i større, tredimensionelle klumper, der flyder rundt i
vækstmediet. Inde i disse celleklumper begynder cellerne spontant at udvikle sig til
mange forskellige celletyper. Denne fase af forsøgene, hvor cellerne dyrkes, varer
oftest 2-4 uger.
Vi kender flere af de gener, der er medvirkende i differentieringsprocessen,
lige som mange af cellens signaleringsveje og differentieringsfaktorer er kendte.
Men selvom fremskridtene har været store, er vi stadig langt fra at forstå eller
kunne kontrollere de processer, som får celler til at specialisere sig i bestemte retninger.
Mine forsøg drejer sig om at påvirke cellerne med forskellige faktorer på bestemte
tidspunkter i deres udvikling. Disse faktorer kan være stoffer, der påvirker deres
vækst eller differentieringspotentiale, eller stoffer, der direkte hæmmer nogle af
cellens signaleringsveje og således forhindrer cellen i at reagere på et givent signal.
Ann Dorte Pørneki
Page 13
14
Når et embryon udvikler sig normalt, foregår det via forskellige intermediære4
celletyper. Vejen fra stamcelle til insulin-producerende celle kræver således flere
trin. Fra forsøg med mus kender vi til nogle af disse forstadie-celler til de modne
insulin-producerende celler, og vi har kendskab til gen-markører, vi kan anvende til
at genkende og adskille dem fra de øvrige. For at evaluere mine forsøg undersøger
jeg efterfølgende, hvorvidt nogle af disse celletyper findes i min blanding af celler, og
i hvor høj grad, der er sket en forøgning i deres antal. Ved denne metode er det
muligt at klarlægge effekten af forskellige faktorer på stamcellernes differentiering i
retning af insulin-producerende celler.
Livlig debat og udenlandsrejser
Ofte vil data fra et forsøg ikke kun besvare spørgsmål, men også give anledning til
nye og dermed behov for yderligere forsøg. Ideer til nye forsøg kan således opstå
som følge af et tidligere forsøg. Inspiration kan også komme fra videnskabelige
artikler, der omhandler lignende eksperimenter. Jeg bruger en del tid på læsning af
sådanne artikler, både for at øge grundlæggende viden, men også for at se, hvordan
andre griber tingene an.
Formidling og diskussion af forsøgsresultater foregår således gennem artikler,
men også internt i laboratoriet fører vi en livlig debat. Vi arbejder sammen i mindre
grupper, hvor vi planlægger og diskuterer forsøgene, men vi har også ugentlige
møder, hvor alle deltager. Der er således rig mulighed for at spørge om råd, når
ingenting lykkes og dele glæden, når tingene fungerer!
Arbejdet med biomedicinsk forskning giver også mulighed for at rejse med
jobbet. Både kortere rejser, fx til videnskabelige konferencer, men også ophold af
længere varighed ved udenlandske laboratorier er en mulighed. Vores job er præget
af korte ansættelser, måske kun af et års varighed. Ofte skal finansering af ens løn
findes via fondsmidler, hvilket kræver fondsansøgninger, hvilket igen kræver
resultater fra laboratoriet, hvis det skal lykkes. Det er således en verden, hvor ens
arbejde bliver målt og vejet med jævne mellerum. Til gengæld er det en branche i
rivende udvikling med mange forskellige forskningsområder.
Noter
1 Aminosyrer = byggestenene i proteiner. Vores proteiner består af 20 forskellige aminosyrer. Det er
rækkefølgen og antallet af de enkelte aminosyrer, der bestemmer et proteins egenskaber.
2 Serum = Bestanddel af blodet, anvendes til dyrkning af celler i laboratoriet pga. sine vækstfremmende
egenskaber.
3 Inducere = en påvirkning, der fremmer en proces.
4 Intermediære = mellemliggende, i dette tilfælde celletyper, der endnu ikke har udviklet sig til det
modne stadium.
ANN DORTE PØRNEKI ER FØDT I 1968. ER CAND SCIENT OG PH.D. STUDERENDE VED SYDDANSK UNIVERSITET, ODENSE OG ANSAT VED
KMEB (ODENSE UNIVERSITETSHOSPITAL).
Ann Dorte Pørneki
Page 14
15
Hvad er etik?
- Af Morten Gad og Esben Petersen
Etik som filosofisk disciplin
I den følgende filosofiske undersøgelse skal vi se på etik1 i den moderne betydning,
hvor man typisk spørger: Hvordan bør jeg handle over for andre mennesker? Hvad
er den gode handling? Bør jeg altid undgå at lyve uanset hvad? Bør jeg altid forsøge
at hjælpe andre mennesker, hvis de fx er i nød? Og i så fald hvorfor? Etik handler
altså om fundamentale begreber som godt og ondt. Denne type almenmenneskelige
spørgsmål synes at kræve nogle svar, der er mere universelle eller almengyldige.
Filosofiske undersøgelser går ud på at undersøge, de af vores grundbegreber,
som ikke direkte kan gøres til genstand for empiriske2 , videnskabelige undersøgelser.
Vi kan ikke ved hjælp af statistik, laboratorieforsøg eller lignende finde ud af, hvad
etik er – det er noget, vi må undersøge filosofisk.
Absolutisme versus relativisme
Først må vi overveje, om det overhovedet er muligt at opstille en absolut etik – eller
om etik blot er udtryk for holdninger hos enkeltpersoner og samfundsgrupper, som
relativisten hævder.
I de sidste par tusinde år har den europæiske etiske tænkning været præget af
kristen etik, men i takt med den europæiske kolonialisering af den omkringliggende
verden og vore dages globalisering har vi fået øjnene op for, at der er andre måder at
håndtere spørgsmål om godt og ondt på end vores egen. Det har gjort etisk
relativisme3 til en gængs holdning, og mange vil således i dag sige, at etik er relativt
fra samfund til samfund, og at vi dermed bør afholde os fra at fordømme andre
samfund.
En sådan holdning lyder tolerant og open-minded, men den er dog ikke uden
problemer. For det første synes ovenstående holdning at involvere en selvmodsigelse,
da tanken om, at vi bør afholde os fra at fordømme andre samfund, er en vurdering,
som i sig selv enten må være relativ eller absolut. Hvis den er relativ, så er der jo ikke
noget forkert i, at vi netop i vores samfund synes, det er i orden at fordømme andre
samfund, og måske ligefrem intervenere i disse, da det så vil være et relativt
spørgsmål, om vi har lov til dette. Men hvis ovenstående bud er en absolut vurdering,
så synes der trods alt at være mindst ét etisk krav, der er absolut og gælder uanset,
hvilket samfund man tilhører – nemlig princippet om at udvise tolerance over for
andre.
Yderligere kan man understrege, at det faktum, at mange normer er relative
fra samfund til samfund, ikke er det samme som, at alle er normer relative. Måske
man kunne finde normer, der er fælles for alle kulturer frem for at fremhæve
kulturafhængige normer?
Når vi skal vurdere den etisk gode handling, synes der at være noget, der er
mere rigtigt og forkert end andet. Mange traditioner og normer er kulturafhængige,
men denne kulturelle forskellighed udgør ikke i sig selv noget etisk dilemma.
Spørgsmålet er dog, hvor langt tolerancen for andres normer kan strækkes? Hvis vi
skal vurdere, de handlinger, der blev udført i Hitler-Tyskland, synes sagen at være
en anden. Hitler ønskede at udrydde jøder, sigøjnere etc., fordi de i hans øjne tilhørte
Morten Gad og Esben Petersen
Page 15
16
mindreværdige racer, men var det ikke forkert? Og er det ikke stadig forkert til trods
for, at det foregik i en anden tid og i et andet land? Den følelse har de fleste nok.
Hitlers gerninger kan ikke bare affærdiges med at ”sådan gjorde man nu engang i
datidens Tyskland. ” Netop som absolutisten4 hævder, synes visse handlinger
simpelthen at være mere forkerte end andre uanset tid eller sted!
Relativisme-argumentet er et stærkt argument imod ideen om, at der findes
almengyldige moralske principper. Men argumentet er også et tveægget sværd, da
man, som antydet i det ovenstående, kan vende argumentet på hovedet og lave,
hvad vi kan kalde et konvergens-argument5: I takt med at folk bliver oplyste og
giver slip på religiøse og kulturelle fordomme, synes der at blive større og større
enighed om moralske principper (fx FN’s menneskerettighedserklæring). Hvis det
er rigtigt, at der er en sådan konvergens imod nogle universelle etiske principper, så
melder spørgsmålet sig, om denne konvergens skyldes en erkendelse af etiske
principper på samme måde, som vi har erkendt, at Jorden kredser om Solen og ikke
omvendt – eller om denne konvergens, ikke som sådan skyldes en erkendelse, men
snarere bare skyldes en kulturel ensretning som flere og flere påvirkes af. De færreste
vil i dag finde det intellektuelt respektabelt at argumentere for, at det faktum, at
Jorden er rund og kredser om Solen, blot er en social eller kulturel konvention. Det er
simpelthen en sandhed, som er sand uafhængigt af, om vi har erkendt det eller ej.
Men mht. etik er situationen lidt mere kompliceret.
Absolut moral?
Det er fristende at affeje absolut moral som blot værende et spørgsmål om
konventioner6 og konsensus7, da almengyldige moralske sandheder er svære at
indpasse i et moderne verdensbillede baseret på, hvad der kan måles og vejes. Men
her kan absolutisten appellere til vores moralske intuitioner og hævde, at hvis
moral blot var et spørgsmål om konsensus, så ville en opinionsundersøgelse til et
hvert tidspunkt kunne afklare, hvad der er godt og ondt.
Endelig skal man ikke underkende, at det af og til anføres som argument for en
absolut moral, at for at en sådan moral kan være mulig, så må vi tro på en almægtig
Gud. Argumentet kan faktisk siges at gå to veje:
Den troende søger at vise, at vi må acceptere
troen på Gud, som forudsætning for at vi kan
have en absolut moral. Og den ikke-troende
søger at vise, at troen på en absolut moral er
lige så absurd, som troen på eksistensen af Gud.
Men allerede for over 2000 år siden afviste
Platon ideen om at blande Gud (eller dengang
guderne) ind i billedet. Han spurgte nemlig:
Billiger Gud det gode, fordi det er godt – eller er
de gode handlinger gode, blot fordi Gud billiger
det? Svaret synes, at være: hvis Gud billiger
visse handlinger, må det være fordi disse
handlinger er gode, og i så fald kan det ikke være
Guds billigelse i sig selv, der gør handlingerne
gode. Derfor kan vi, uanset om vi er religiøse
eller ej, tilsyneladende godt diskutere det gode
Platon
Græsk filosof, som levede ca.
429 - 347 f.v.t. Platons
omfangsrige forfatterskab
inddeles almindeligvis i tre
grupper: Ungdomsdialogerne
(bl.a. Sokrates’ forsvarstale),
Manddomsdialogerne (bl.a.
Symposion og det meste af det
store værk Staten) og
Alderdomsdialogerne (som
bl.a. omfatter Lovene).
Morten Gad og Esben Petersen
Page 16
17
uafhængigt af troen på Guds eksistens.
På samme måde kan man faktisk også spørge: har vi konventioner om det
gode, fordi det er godt – eller anser vi noget for værende godt, blot fordi det er
konventioner? I den forbindelse kan man sige, at kun de færreste betragter en handling
som god alene ud fra det forhold, at der en konvention om, at handlingen er god. Når
mennesker tilslutter sig en konvention, sker det derimod ud fra en forestilling om,
at konventionen er i overensstemmelse med det, som faktisk er moralsk godt.
Har moralfilosofi praktisk relevans?
Moralfilosofi handler ikke nødvendigvis om ideale systemer, som ikke vedrører
vores daglige liv eller indiskutable pligter, som vi blot må følge. Vores påstand er, at
etik faktisk kan gøres til genstand for rationel diskussion. Etik handler om at styre
menneskelig praksis og handling, og hvorfor skulle sådan en styring ikke kunne
gøres til genstand for fornuftigt argumentation? I det følgende skal vi se på to konkrete
bud på normativt8 etiske teorier om, hvad den gode handling er, nemlig nytteetikken
og pligtetikken, som på sin vis er meget forskellige teorier, men som begge dukker
op, næsten uanset hvilket praktisk etisk problem, man tager fat på.
Nytteetik
I nytteetikken betragter man den gode handling, som den handling der fremmer det
værdifulde, lykken, velfærden, eller hvad man nu ønsker at kalde det, vi oplever
som havende positiv værdi. Man må altså se på konsekvenserne af en handling
(eller de forventede konsekvenser), førend man kan vurdere om en handling er god
eller ond. Lykke eller velfærd er således det eneste, der har værdi i sig selv, hvorimod
andre værdier som fx frihed og retfærdighed blot ses som midler til et mål – nemlig
at forøge den samlede sum af velfærd. Nytteetikken kaldes også utilitarisme (af det
engelske utility, som betyder nytte). Utilitarismens ophavsmænd er filosofferne J.
Bentham og J.S. Mill.
Det, som utilitarismen stræber efter, kan lidt sloganagtigt formuleres som:
Størst mulig lykke for størst mulige antal.
Denne grundsætning kan så opdeles i to
principper: Lykkemaksimeringsprincippet:
Man bør vælge det handlingsalternativ, der
tilgodeser flest interesser, eller med andre ord
de flestes lykke. Således vælger man det
alternativ, der realiserer flest værdier. Og
Lighedsprincippet: Når man skal afgøre
værdien af en bestemt handling, skal man tage
alles interesser i betragtning og give lige stor
vægt til interesserne, uanset hvem der har
disse interesser. Altså, vi skal skabe så meget
velfærd eller lykke som muligt – og tage alle i
betragtning, som har interesser.
Utilitarismen er et godt bud på en etisk
teori, der umiddelbart harmonerer med vores
moralske intuitioner. Men den har mindst ét alvorligt problem – nemlig
syndebukproblemet:
J. Bentham
Engelsk filosof og jurist, som
levede 1748-1832. Hovedværket
er An Introduction to the Principles
of Morals and Legislation (1789).
J. S. Mill
Engelsk filosof og økonom, som
levede 1806 - 1873.
Hovedværkerne er A System of
Logic (1843) og Utilitarianism
(1861).
Morten Gad og Esben Petersen
Page 17
18
Immanuel Kant
Tysk filosof, som levede 1724 -
1804. Fra det omfangsrige
forfatterskab kan fremhæves
Kritik der reinen Vernunft (1781)
og Grundlegung zur Metaphysik
der Sitten (1785), hvorfra citatet
stammer.
Morten Gad og Esben Petersen
Forestiller man sig fx, at en gruppe læger tager organerne fra en fuldstændig rask
mand og lader ham dø for at rede fem andre, der ellers ville dø, så kunne denne
handling forsvares ud fra ’størst-lykke-pricippet’. Dette virker intuitivt forkert, og
desuden er det måske heller ikke helt klart, hvem der har interesser; er det kun
mennesker – eller er det også dyr, træer og evt. stamceller?
Pligtetik
Ifølge pligtetikken har man absolutte pligter,
som gælder uanset konsekvenserne. Den
moralske status af bestemte handlinger
vurderes altså ikke ud fra handlingernes
konsekvenser, men ud fra om den gode vilje eller
intentionen er i overensstemmelse med pligten.
Filosoffen Immanuel Kant er berømt for sin
pligtetik; i hans morallære støder man på
følgende formulering:
”Handl således, at du altid bruger
menneskeheden såvel i din egen person og i enhver anden person tillige som formål,
aldrig blot som middel”
Ifølge pligtetikken må man altså ikke behandle andre mennesker blot som middel til
et mål. Ifølge Kant er mennesket som fornuftvæsen det eneste, der har en ubetinget
moralsk status; men konsekvensen af et sådan synspunkt er dog, at både mentalt
handicappede, børn og dyr ikke har nogen moralsk status, da de ikke er
fornuftsvæsner. Det har fået pligtetikere til at hævde, at det ikke kun er voksne
mennesker, som er i besiddelse af fornuft, der har moralsk værdi, men at også fx dyr
og naturen som helhed kan tilskrives en værdi, som bør respekteres.
Uanset hvem eller hvad man ønsker at tilskrive moralsk status, så gælder det
dog samtlige pligtetiske teorier, at visse værdier er ukrænkelige og skal respekteres
uafhængigt af nytteetiske betragtninger, da målet ikke helliger midlet. Det er altså
ifølge pligtetikken ikke tilladeligt at ofre en syndebuk, selvom konsekvenserne giver
den størst mulige lykke for det størst mulige antal mennesker. Er man pligtetiker, og
mener man tilmed, at fx et embryon har værdi i sig selv, så er det ikke umiddelbart
moralsk tilladeligt at lave forsøg med stamceller. Utilitarismen synes derimod
umiddelbart at tillade, at der bliver lavet forsøg med stamceller (også selvom man
faktisk skulle mene, at embryoner har en vis værdi), eftersom det tab af værdier,
som stamcelleforskningen medfører, tilsyneladende kan opvejes af de gode
konsekvenser, som forskningen vil have. Tab af værdier kan i denne henseende siges
at være tab af et potentielt menneskeliv, hvorimod de gode konsekvenser kan være
sygdomsbekæmpelse etc.
Sammenfattende kan vi sige, at pligtetikken forsøger at give os nogle absolutte
svar på, hvad der er rigtigt og forkert, og at vi altid har pligt til at gøre det rigtige,
hvorimod utilitarismen betragter en handling som moralsk rigtig, hvis blot den
fremmer den generelle velfærd og forkert, hvis den medfører lidelse.
Page 18
19
Noter
1 ’Etik’ og ’moral’ er betegnelser, som ofte benyttes i flæng, og vi vil også her bruge termerne
synonymt.
2 Empirisk: Som bygger på forsøg og erfaring.
3 Relativisme er den anskuelse, at ethvert faktum for et givet emneområde, fx moral, er bestemt af
forhold, der er personlige, sociale, geografiske etc.
4 Absolutist = Tilhænger af absolutisme, som betyder hævdelse af absolutte sandheder.
5 Konvergens: Nærmelse, sammenløben af to linier.
6 Konventioner: Overenskomst, mellemfolkelig aftale om begrænsede anliggender.
7 Konsensus: Almindelig eller bred enighed blandt en gruppe af personer.
8 Normativ: Som foreskriver regler eller angiver en norm. Dvs. fastsætter hvordan noget bør være
eller bør gøres.
ESBEN PETERSEN ER FØDT I 1978. SKRIVER MAGISTERKONFERENS I FILOSOFI VED SYDDANSK UNIVERSITET, ODENSE. HAR BLANDT
ANDET ARBEJDET SOM UDSTILLINGSSEKRETÆR I KUNSTHALLEN BRANDTS KLÆDEFABRIK, ODENSE.
MORTEN GAD ER FØDT I 1977. SKRIVER MAGISTERKONFERENS I FILOSOFI VED SYDDANSK UNIVERSITET, ODENSE. HAR UNDERVIST I ETIK
OG ERKENDELSESTEORI VED BLANDT ANDET HØJSKOLEN PÅ HELNÆS.
Morten Gad og Esben Petersen
Page 19
20
Remarks by the President on Stem CellResearch
- By George W. Bush
D. 9. august 2001 gik USA’s præsident George W. Bush på talerstolen for at tale til den amerikanske
befolkning. Baggrunden var en længerevarende offentlig debat om de etiske dilemmaer forbundet med
stamcelleforskning. Debatten var på dette tidspunkt blevet så omfattende, at den amerikanske
præsident følte sig kaldet til at tale direkte til nationen. Det følgende er en afskrift af denne tale.
Good evening. I appreciate you giving me a few minutes of your time tonight so I
can discuss with you a complex and difficult issue, an issue that is one of the most
profound of our time.
The issue of research involving stem cells derived from human embryos is
increasingly the subject of a national debate and dinner table discussions. The
issue is confronted every day in laboratories as scientists ponder the ethical
ramifications of their work. It is agonized over by parents and many couples as
they try to have children, or to save children already born.
The issue is debated within the church, with people of different faiths, even
many of the same faith coming to different conclusions. Many people are finding
that the more they know about stem cell research, the less certain they are about
the right ethical and moral conclusions.
My administration must decide whether to allow federal funds, your tax
dollars, to be used for scientific research on stem cells derived from human embryos.
A large number of these embryos already exist. They are the product of a process
called in vitro fertilization, which helps so many couples conceive children. When
doctors match sperm and egg to create life outside the womb, they usually produce
more embryos than are planted in the mother. Once a couple successfully has
children, or if they are unsuccessful, the additional embryos remain frozen in labo-
ratories.
Some will not survive during long storage; others are destroyed. A number
have been donated to science and used to create privately funded stem cell lines.
And a few have been implanted in an adoptive mother and born, and are today
healthy children.
Based on preliminary work that has been privately funded, scientists believe
further research using stem cells offers great promise that could help improve the
lives of those who suffer from many terrible diseases — from juvenile diabetes to
Alzheimer’s, from Parkinson’s to spinal cord injuries. And while scientists admit
they are not yet certain, they believe stem cells derived from embryos have unique
potential.
You should also know that stem cells can be derived from sources other than
embryos — from adult cells, from umbilical cords that are discarded after babies
are born, from human placenta1. And many scientists feel research on these type of
stem cells is also promising. Many patients suffering from a range of diseases are
already being helped with treatments developed from adult stem cells.
However, most scientists, at least today, believe that research on embryonic
stem cells offer the most promise because these cells have the potential to develop in
all of the tissues in the body.
George W. Bush
Page 20
21
Scientists further believe that rapid progress in this research will come only
with federal funds. Federal dollars help attract the best and brightest scientists.
They ensure new discoveries are widely shared at the largest number of research
facilities and that the research is directed toward the greatest public good.
The United States has a long and proud record of leading the world toward
advances in science and medicine that improve human life. And the United States
has a long and proud record of upholding the highest standards of ethics as we
expand the limits of science and knowledge. Research on embryonic stem cells raises
profound ethical questions, because extracting the stem cell destroys the embryo,
and thus destroys its potential for life. Like a snowflake, each of these embryos is
unique, with the unique genetic potential of an individual human being.
As I thought through this issue, I kept returning to two fundamental questions:
First, are these frozen embryos human life, and therefore, something precious to be
protected? And second, if they’re going to be destroyed anyway, shouldn’t they be
used for a greater good, for research that has the potential to save and improve
other lives?
I’ve asked those questions and others of scientists, scholars, bioethicists, reli-
gious leaders, doctors, researchers, members of Congress, my Cabinet, and my
friends. I have read heartfelt letters from many Americans. I have given this issue
a great deal of thought, prayer and considerable reflection. And I have found wide-
spread disagreement.
On the first issue, are these embryos human life — well, one researcher told
me he believes this five-day-old cluster of cells is not an embryo, not yet an
individual, but a pre-embryo. He argued that it has the potential for life, but it is
not a life because it cannot develop on its own.
An ethicist dismissed that as a callous attempt at rationalization. Make no
mistake, he told me, that cluster of cells is the same way you and I, and all the rest of
us, started our lives. One goes with a heavy heart if we use these, he said, because
we are dealing with the seeds of the next generation.
And to the other crucial question, if these are going to be destroyed anyway,
why not use them for good purpose — I also found different answers. Many argue
these embryos are byproducts of a process that helps create life, and we should
allow couples to donate them to science so they can be used for good purpose instead
of wasting their potential. Others will argue there’s no such thing as excess life, and
the fact that a living being is going to die does not justify experimenting on it or
exploiting it as a natural resource.
At its core, this issue forces us to confront fundamental questions about the
beginnings of life and the ends of science. It lies at a difficult moral intersection,
juxtaposing the need to protect life in all its phases with the prospect of saving and
improving life in all its stages.
As the discoveries of modern science create tremendous hope, they also lay
vast ethical mine fields. As the genius of science extends the horizons of what we
can do, we increasingly confront complex questions about what we should do. We
have arrived at that brave new world that seemed so distant in 1932, when Aldous
Huxley wrote about human beings created in test tubes in what he called a
“hatchery.2”
In recent weeks, we learned that scientists have created human embryos in
test tubes solely to experiment on them. This is deeply troubling, and a warning
George W. Bush
Page 21
22
sign that should prompt all of us to think through these issues very carefully.
Embryonic stem cell research is at the leading edge of a series of moral hazards.
The initial stem cell researcher was at first reluctant to begin his research, fearing it
might be used for human cloning. Scientists have already cloned a sheep. Re-
searchers are telling us the next step could be to clone human beings to create
individual designer stem cells, essentially to grow another you, to be available in
case you need another heart or lung or liver.
I strongly oppose human cloning, as do most Americans. We recoil at the idea
of growing human beings for spare body parts, or creating life for our convenience.
And while we must devote enormous energy to conquering disease, it is equally
important that we pay attention to the moral concerns raised by the new frontier of
human embryo stem cell research. Even the most noble ends do not justify any
means.
My position on these issues is shaped by deeply held beliefs. I’m a strong
supporter of science and technology, and believe they have the potential for
incredible good — to improve lives, to save life, to conquer disease. Research offers
hope that millions of our loved ones may be cured of a disease and rid of their
suffering. I have friends whose children suffer from juvenile diabetes. Nancy Reagan
has written me about President Reagan’s struggle with Alzheimer’s3. My own
family has confronted the tragedy of childhood leukemia. And, like all Americans,
I have great hope for cures.
I also believe human life is a sacred gift from our Creator. I worry about a
culture that devalues life, and believe as your President I have an important
obligation to foster and encourage respect for life in America and throughout the
world. And while we’re all hopeful about the potential of this research, no one can
be certain that the science will live up to the hope it has generated.
Eight years ago, scientists believed fetal tissue research offered great hope for
cures and treatments — yet, the progress to date has not lived up to its initial
expectations. Embryonic stem cell research offers both great promise and great
peril. So I have decided we must proceed with great care.
As a result of private research, more than 60 genetically diverse stem cell
lines already exist. They were created from embryos that have already been
destroyed, and they have the ability to regenerate themselves indefinitely, creating
ongoing opportunities for research. I have concluded that we should allow federal
funds to be used for research on these existing stem cell lines, where the life and
death decision has already been made.
Leading scientists tell me research on these 60 lines has great promise that
could lead to breakthrough therapies and cures. This allows us to explore the
promise and potential of stem cell research without crossing a fundamental moral
line, by providing taxpayer funding that would sanction or encourage further
destruction of human embryos that have at least the potential for life.
I also believe that great scientific progress can be made through aggressive
federal funding of research on umbilical cord placenta4, adult and animal stem cells
which do not involve the same moral dilemma. This year, your government will
spend $250 million on this important research.
I will also name a President’s council to monitor stem cell research, to recom-
mend appropriate guidelines and regulations, and to consider all of the medical and
ethical ramifications of biomedical innovation. This council will consist of leading
George W. Bush
Page 22
23
scientists, doctors, ethicists, lawyers, theologians and others, and will be chaired
by Dr. Leon Kass, a leading biomedical ethicist from the University of Chicago.
This council will keep us apprised of new developments and give our nation
a forum to continue to discuss and evaluate these important issues. As we go for-
ward, I hope we will always be guided by both intellect and heart, by both our
capabilities and our conscience.
I have made this decision with great care, and I pray it is the right one.
Thank you for listening. Good night, and God bless America.
Noter og gloser
1 Placenta = Moderkage (red.).
2 Aldous Huxley (1894 - 1963) = Amerikansk forfatter, der i 1932 udgav sit hovedværk, science
fiction-romanen Brave New World, som George W. Bush citerer her (red.).
3 Ronald Reagan (gift med Nancy Reagan) var ligesom George W. Bush republikaner og USA’s
præsident i perioden 1981 - 1989. Reagan døde af komplikationer til Alzheimers syge i 2004 (red.).
4 Umbilical cord = Navlestreng (red.).
George W. Bush
Page 23
24
Fosteranlæggets status -
Kerstin Hoffmann
et spørgsmål om respekt1
- Af cand. med. Kerstin Hoffmann, fhv. landssekretær i foreningen Retten til Liv
D. 23. januar 2003 afholdt man på Christiansborg en høring om anvendelse af stamceller i forskning
og behandling. Formålet var at få klarlagt i hvilken grad og under hvilke betingelser, det skal være
tilladt at forske i embryonale stamceller i Danmark. Folketinget havde inviteret en lang række
eksperter – både tilhængere og modstandere – til at kaste lys over nogle af de komplekse etiske og
reguleringsmæssige problemstillinger, der knytter sig til stamcelleforskningen. En af disse eksperter
var cand.med. Kerstin Hoffmann, og det følgende er et genoptryk af hendes indlæg.
Introduktion
Følgende indlæg er et forsvar for den holdning, at et fosteranlæg skal beskyttes som
ethvert andet menneske og derfor ikke må bruges til forsknings- eller
behandlingsformål.
Hvilken status skal fosteranlægget have?
De fleste mennesker vælger umiddelbart befrugtningen, når man beder dem definere,
hvornår de blev til. Tænker man tilbage i sit livsforløb for at finde et tidspunkt,
hvor man ikke var til, må man tilbage før denne begivenhed.
Også ud fra en biologisk betragtning starter menneskelivet ved befrugtningen.
Det er ikke noget, der ofres megen opmærksomhed i lærebøger om fosterets udvikling,
det konstateres blot. Der er et klart før og efter befrugtningen, som gør denne
begivenhed væsensforskellig fra alle livets andre milepæle. Alle væsentlige afgørelser
er truffet, i det øjeblik fosteranlægget danner sit eget genom ved sammensmeltningen
af æg- og sædcelle. Barnets køn, dets udseende, det kreative potentiale, sygdomsrisici
osv. Ethvert nyt fosteranlæg er i bund og grund unikt og uerstatteligt. Folketinget
har da også med lov om Etisk Råd taget stilling til spørgsmålet om fosteranlæggets
status med formuleringen: “Rådet skal i sit virke bygge på den forudsætning, at
menneskeligt liv tager sin begyndelse på befrugtningstidspunktet”2.
Som en naturlig konsekvens af disse kendsgerninger bør fosteranlægget helt
fra befrugtningen have samme status som ethvert andet menneskeligt liv. Selv om
det har en lang og voldsom udvikling foran sig i afhængighed af sine omgivelser, har
det samme krav på beskyttelse som ethvert andet menneske. Denne holdning bygger
på et menneskesyn, hvor alle mennesker - uafhængig af alder, størrelse, ydeevne,
helbredstilstand, opholdssted, forældreopbakning, osv. - regnes for ligeværdige.
Værdien består alene i dette at være et menneske. Ikke et dyr, ikke en ting, men et
menneske.
Fosteranlæggets absolutte ret til liv og beskyttelse har tidligere været en
selvfølge for lægevidenskaben. I Geneve-deklarationen, som verdenslægeforeningen
vedtog i 1948, indgår bl.a. følgende sætning: “Jeg vil nære den højeste respekt for
menneskets liv fra dets undfangelse selv under trusler.”
Ønsket om at ændre fosteranlæggets status er opstået i takt med, at
graviditeten er blevet mål for forskning, manipulation og behandling. Fosteranlægget
betragtes i denne forbindelse som et middel til at opnå graviditet, noget man kan
have overskud af, dyrke, kassere eller forske på. Etikken forventes at tilpasse sig.
Page 24
25
Argumenter og modargumenter
Men de etiske begrundelser, der bliver givet for at fratage det tidlige liv dets absolutte
værdi, virker kunstige og ulogiske. Særligt to argumenter har været fremført i
debatten:
For det første har man fremført, at fosteranlægget først ved indvæksten i
livmoderen har fuld “moralsk status”3, fordi det først dér har mulighed for liv4.
Dette er imidlertid en kunstig opdeling af fosteranlæggets livsløb, idet fosteranlægget
helt fra befrugtningen har ‘mulighed for liv’, hvis det gives de rette betingelser. I
dette stykke adskiller det sig ikke fra det ældre foster eller fra det fødte barn. I
laboratoriet skaber man jo netop med varmeskabe og vækstmedier et miljø, der
efterligner æggelederens, fordi man derved kan holde fosteranlægget i live!
Indvæksten i livmoderen er en milepæl i fosterets liv, en begivenhed, der er
nødvendig, hvis det skal vokse og blive større. Vælger man at fratage fosteret denne
mulighed for at leve videre, bliver dette menneskeliv meget kort - men det bliver
ikke noget andet end et menneskeliv.
For det andet fremføres der i debatten ofte tidspunkter i fosterudviklingen,
der skal passeres, eller kvaliteter, der skal opnås, for at fosteret kan gives fuld
menneskelig status. Nogle foreslår sammenvoksningen af neuralrøret, andre
afslutningen af organdannelsen, evnen til at føle smerte osv. Eller man kan som
lektor Lone Nørgård, vælge den definition, at et barn skal kunne ønske livet for at
have ret til det - dvs. være mellem 1 og 2 år!5
Problemet med denne måde at betragte fosteret på er, at den ene grænse ikke
adskiller sig væsentligt fra den anden, og at det er helt urimeligt at stille kvalitetskrav
til livet. Dette at skulle kvalificere sig til at leve, er en ny og skræmmende etik, der
kan få vide konsekvenser for andre svage grupper i vort samfund: syge, gamle og
døende.
Tilsidesætter vi menneskets absolutte værdi i dets tidligste faser, kan det ikke
undgå at påvirke synet på mennesket i andre af livets faser.
Kan forskning i embryonale stamceller forenes med hensynet til fosteranlægget
og den nuværende lovgivning?
At gøre fosteranlægget til objekt for forskning og til et potentielt middel for behandling
af et andet menneske er udtryk for en farlig tingsliggørelse og krænkelse af mennesket.
Intet menneske skal ufrivilligt udsættes for indgreb, der ikke kommer det menneske
selv til gode, og ingen har ret til at ofre en andens liv. Derfor kan forskning i
embryonale stamceller ikke forenes med hensynet til fosteranlægget.
Det ændrer ikke ved situationen, at forældre evt. har givet tilladelse i det
enkelte tilfælde, idet fosterets værdi dermed gøres afhængig af forældrenes hensigter
med det. Det ændrer heller ikke ved situationen, at ofringen af fostrets liv tjener et
godt formål. Indfører vi først princippet, at den svagere gruppe må ofre sig for den
lidt stærkere, sender vi for alvor de svage og handicappede ud i et etisk tomrum,
hvor ingen kan føle sig sikker på, hvornår det vil tjene et godt formål at de ofres, for
en stærkere gruppes skyld.
De handicappede er desværre blevet gidsler i debatten om fosterstamceller,
som eksempelvis i en nylig amerikansk udsendelse med Christopher Reeve6. Det er
dybt beklageligt, at forskere, der har stor karrieremæssig interesse i at forske i
fosterstamceller, bruger ulykkelige menneskers håb som murbrækker i forsøget på
at ændre lovgivningen.
Det er for så vidt forståeligt, at forskere, der arbejder med dette til daglig og
Kerstin Hoffmann
Page 25
26
har det som interesse og levebrød, med begejstring griber alle ny muligheder. Det er
endnu mere forståeligt, at svært handicappede mennesker og deres pårørende vil
gøre næsten hvad som helst for at opnå helbredelse eller lindring. Men den nye
forskning involverer ikke kun disse to parter. Den tredje part er fosteranlægget, og
da det ikke kan tale sin egen sag, er det samfundets opgave at forsvare dets
rettigheder.
Forskningen i voksne stamceller indebærer ikke nogen krænkelse af
menneskeligt liv og er derfor et oplagt sted at lægge kræfter og ressourcer, for et
samfund, der vil holde fast i, at menneskelivet har krav på beskyttelse fra
undfangelsen. Også på dette felt er der vel brug for, at nogen går foran og investerer.
Argumenter og modargumenter
I debatten er det blevet brugt som begrundelse for at give tilladelse til forskning i
fosterstamceller, at de fosteranlæg, man gerne vil forske i alligevel skal kasseres, og
derfor lige så godt kan bruges til noget nyttigt. Denne argumentation bygger på en
vigtig iagttagelse, nemlig, at alt for mange fosteranlæg kasseres som følge af den
nuværende praksis, fordi man befrugter mange flere æg ved IVF-behandling7 , end
man kan bruge. Konklusionen er dog forkert. I stedet for yderligere at vanære
fosteranlægget ved at gøre det til “forsøgsdyr”, bør man stoppe den IVF-praksis,
der resulterer i “overskudslagre” af menneskeligt liv. Vi ville også finde det uetisk,
hvis man i USA tilbød transplantationer med organer fra dødsdømte fanger, med
den begrundelse, at de jo skal dø alligevel.
Et andet ofte anført argument er, at udlandet vil overhale danske forskere og
om få år kunne tilbyde en behandling, som handicappede derefter vil kræve at
komme til udlandet for at få. Dette er et typisk erhvervsbeskyttende argument, som
ingen vægt kan tillægges i en etisk debat. Hvis man i etiske spørgsmål skal følge
trop, hver gang en bestemt praksis tillades i et af de lande, vi normalt sammenligner
os med, fralægger man sig sit ansvar for selv at tage etisk stilling. Ja, man tilsidesætter
i virkeligheden enhver etisk overvejelse og knæsætter i stedet den laveste
fællesnævners princip.
Konklusion
Gøres fosteranlægget til et forskningsobjekt, et medikament, et industriprodukt,
ringeagter vi vor egen oprindelse. Dette vil få helt uoverskuelige konsekvenser for
synet på samfundets svageste grupper. Et menneskeligt liv må aldrig reduceres til
et formål for andre mennesker.
Kerstin Hoffmann
Page 26
27
Noter
1 Denne artikel har tidligere været trykt i Teknologirådets høringsrapport: Embryonale
stamceller (Biosam 2003) (red.).
2 Denne formulering blev i 2004 ændret til: ”Respekt for menneskets integritet og værdighed
omfatter også det menneskelige livs første faser, herunder befrugtede menneskelige æg
og fosteranlæg”. Jf. Lov om det Etiske Råd, kap 1,§ 1. (red.).
3 Vedr. begrebet “moralsk status” se Morten Gad og Esben Petersen: “Etik og stamceller.
En kort diskussion” her i kompendiet (red.).
4 “Kloning - udtalelse fra Det Etiske Råd og Det Dyreetiske Råd”.
5 Dagbladet Information, 27. januar 1999.
6 Jf. TV2, 6. januar 2003. Christopher Reeve var Hollywoodskuespiller og kendt for sin
rolle som Supermand i 1970’erne og 1980’ernes tegneseriefilmatiseringer. I 1995 blev han
lam som følge af en rideulykke og var i de følgende år en ivrig fortaler for
stamcelleforskning, idet han mente, at en vellykket behandling med stamcelleterapi ville
kunne give ham førligheden tilbage. Christopher Reeve døde af en hjertefejl i 2004 (red.).
7 IVF behandling = Forkortelse af det engelske In Vitro Fertilization, som betyder
befrugtning i (reagens)glas. IVF er i dag den mest effektive og udbredte metode til
udførelse af kunstig befrugtning (red.).
Kerstin Hoffmann
Page 27
28
Etik og stamceller. En kort diskussion
- Af Morten Gad og Esben Petersen
Det bioetiske perspektiv
Anvendelsen af menneskelige stamceller i forbindelse med medicinsk forskning og
behandling er et af de områder, hvor vi ikke umiddelbart kan afgøre hvilke
handlinger, der er moralsk acceptable. En afklaring af de etiske aspekter synes
nødvendig. Dette er netop bioetikkens område, da denne har til opgave at undersøge
de etiske spørgsmål, der rejser sig i forbindelse med medicinsk og bioteknologisk
praksis og forskning.
I forbindelse med diskussionen omkring anvendelsen af stamceller er det i
første omgang vigtigt at skelne mellem anvendelsen af to forskellige former for
stamceller: Voksne stamceller og embryonale stamceller. Med hensyn til de voksne
stamceller gælder det, at de fx kan være indhentet fra personer over myndighedsalder
efter frivilligt samtykke. I sådanne tilfælde kan brugen af dem etisk betragtet
sidestilles med den uproblematiske brug af frivilligt donerede organer. Voksne
stamceller kan imidlertid også indhentes fra fostre og spædbørn, men hvorvidt en
sådan praksis er etisk forsvarlig vil ikke blive diskuteret i denne sammenhæng. Her
nøjes vi altså med at konstatere, at voksne stamceller i hvert fald i visse situationer
kan anvendes uproblematisk.
Vender vi nu blikket mod anvendelsen af embryonale stamceller gælder det,
at denne i manges øjne forekommer mere kontroversiel, da en sådan brug indebærer,
at stamceller indhentes fra et befrugtet æg, som dermed ikke længere kan fortsætte
den udvikling, der i sidste ende ville kunne resultere i et voksent menneske. I det
følgende vil vi derfor koncentrere os om diskussionen af de etiske aspekter ved
anvendelsen af de embryonale stamceller.
Embryoners moralske status
Det centrale etiske spørgsmål vedrørende anvendelsen af embryonale humane
stamceller er følgende: Har embryonet (der i medicinsk fagsprog på det tidspunkt
fem dage efter befrugtningen af ægget betegnes som en blastocyst) en moralsk sta-
tus, der betyder, at det er forkert at ødelægge det for at kunne anvende stamcellerne
i det?
Diskussionen af dette spørgsmål afhænger af, hvorvidt en blastocyst kan
siges at have egenskaber, der betyder, at vi med vores handlinger er forpligtet til at
tage særlige hensyn til den. Hævder man således, at det er forkert at ødelægge ægget
fem dage efter befrugtningen for at udvinde stamceller, må man altså kunne
argumentere for, at en blastocyst ligesom mennesker og dyr har egenskaber, der
adskiller den fra de mange ting i verden omkring os, som vi ud fra en etisk betragtning
kan behandle som vi vil.
Modstandere af anvendelsen af embryonale stamceller har i diskussionen
omkring blastocystens moralske status hævdet, at der lige fra det øjeblik, hvor
ægget bliver befrugtet, er tale om et menneske på lige fod med eksempelvis en kvinde
på halvtreds, og at ægget derfor allerede fra befrugtningen har en særlig moralsk
status, der tilfalder ethvert menneske. Det er imidlertid indlysende, at en sådan
argumentation i sig selv er utilstrækkelig, da den hævder netop det, der benægtes af
fortalerne for anvendelsen af embryonale stamceller: At de egenskaber, der giver
Morten Gad og Esben Petersen
Page 28
29
kvinder, mænd, piger og drenge deres moralske status, er egenskaber, som ligeledes
kendetegner en blastocyst.
Det at pege på embryonets biologiske tilhørsforhold til arten homo sapiens er
altså ikke et tilstrækkeligt grundlag for at tilskrive det en særlig moralsk status,
fordi det ikke siger noget om, hvilke moralsk relevante egenskaber, der giver
medlemmer af netop denne art deres særlige status. At tage særlige hensyn til
embryonet alene af den grund, at det er menneskeligt, kan således sammenlignes
med at diskriminere mennesker ud fra biologiske kategorier som race og køn, der
ikke i sig selv har moralsk relevans. Hvis argumentet skal opretholdes, er det
nødvendigt at pege på de konkrete egenskaber, der hævdes at give det befrugtede
æg den samme status som et voksent menneske. Dermed vil man være tvunget til at
tage udgangspunkt i de egenskaber, der kan betragtes som grundlaget for den
moralske status, der tilskrives voksne individer af arten homo sapiens.
Her har man peget på, at individer med en sådan moralsk status kan føle
smerte og behag, og at de betragter sig selv som personer, der befinder sig i et
livsforløb med en fortid og en fremtid. Når dette kan hævdes at give de pågældende
individer en særlig moralsk status, skyldes det med hensyn til evnen til at føle
smerte og behag, at denne evne giver individet en interesse i at undgå, at man
påfører det lidelse. Angående individets evne til at betragte sig selv som en person
med et livsforløb gælder det, at denne evne yderligere styrker fordringen om moralsk
hensyntagen. For det første fordi den indebærer, at en smerte, der påføres individet,
kan fortsætte sin eksistens som smertefuld erindring. For det andet fordi denne
evne indebærer, at man kan fratage individet en fremtid, som individet selv har en
interesse i at opleve og har forhåbninger til.
Spørgsmålet er imidlertid, om man kan hævde, at de netop omtalte egenskaber
ved det voksne menneske ligeledes er egenskaber ved en blastocyst, således at
tilstedeværelsen af de pågældende egenskaber betyder, at det er moralsk forkert at
ødelægge blastocysten. Hertil skal det bemærkes, at en blastocyst udelukkende vil
kunne føle smerte og behag, og betragte sig selv som en person med et livsforløb,
hvis den har bevidsthed. Dette er afgørende, fordi embryonet end ikke er i nærheden
af at vise tegn på bevidsthed på det tidlige udviklingsstadium, hvor de embryonale
stamceller udvindes. Embryonet er på det tidspunkt en celleklump, som endnu er
langt fra at udvikle et centralnervesystem, der kan fungere som fysiologisk grundlag
for bevidste mentale processer. Den umiddelbare konklusion er således, at
egenskaber, der er forbundet med eksistensen af en bevidsthed, ikke kan tilskrives
en blastocyst, og derfor ikke kan have betydning for blastocystens moralske status.
Imod denne konklusion har nogen dog peget på det, som i den filosofiske
tradition betegnes det fremmedpsykiskes problem. De har haft den indvending, at
det er principielt umuligt med sikkerhed at bekræfte tilstedeværelsen af bevidsthed
hos en anden person, og at vi derfor aldrig kan vide med sikkerhed, hvorvidt
blastocysten har bevidsthed. Med denne begrundelse er det således blevet hævdet,
at vi af ren og skær forsigtighed bør behandle embryonet som om, det har
bevidsthedsegenskaber, der giver det en særlig moralsk status. I forhold til denne
argumentation skal det imidlertid bemærkes, at vi heller ikke med sikkerhed kan
udelukke, at kampesten, brændenælder og bakterier har bevidsthedsegenskaber,
der giver dem en særlig moralsk status, og at vi altså ud fra ovenstående argumen-
tation også bør behandle kampesten, brændenælder og bakterier, som om de faktisk
har en særlig moralsk status. En sådan konklusion kan næppe forekomme
Morten Gad og Esben Petersen
Page 29
30
acceptabel.
Der kan dog stadig være grund til at overveje om ikke, blastocysten alligevel
har en særlig moralsk status, for til forskel fra kampesten og brændenælder kan den
siges at have potentialet til at udvikle sig til et menneske med bevidsthed: Den har
potentialet til at blive en person. Spørgsmålet er derfor nu, om blastocysten skal
tilskrives en særlig moralsk status i kraft af, at den er en potentiel person.
Angående denne mulighed skal det i første omgang understreges, at man ikke
umiddelbart kan antage, at et potentielt X har den samme moralske status som et X.
Dette bliver indlysende, hvis man eksempelvis overvejer forholdene omkring
organdonation. Man kan således gå ud fra, at det kun er de færreste, der ville melde
sig som mulige donorer til hjertetransplantationer, hvis de var af den opfattelse, at
de som potentielle organdonorer dermed i samme øjeblik gjorde det moralsk
tilladeligt for et hold læger at fjerne deres hjerter, inden de befinder sig i en tilstand,
der opfylder hjernedødskriteriet.
Dermed er det imidlertid ikke udelukket, at blastocysten som potentiel person
har en særlig status. I stedet betyder det, at hvis blastocysten som potentiel person
har en særlig moralsk status, så er det fordi, det at have potentialet til at blive en
person i sig selv er en egenskab, der giver en sådan status. Vi må altså overveje, om
det forhold, at noget har mulighed for at udvikle sig til en person, betyder, at det er
moralsk forkert at forhindre denne udvikling i at finde sted. Til det formål kan vi
tage udgangspunkt i et tankeeksperiment:
Vi kan forestille os en forsker, der er beskæftiget med undersøgelser af
menneskelig forplantning. Forskeren befinder sig nu i sit laboratorium, hvor der på
hendes bord står en petriskål med en menneskelig ægcelle samt en petriskål med en
sædcelle. De to petriskåle står ved siden af hinanden, og forskeren har planlagt, at
hun den pågældende dag vil foretage en kunstig befrugtning. Alt er således forberedt
til hendes forsøg, og forskeren går i gang med den procedure, der skal resultere i den
kunstige befrugtning. Tilsammen har ægcellen og sædcellen på dette tidspunkt
potentialet til at udvikle sig til en person. At sædcellen endnu ikke er trængt ind i
ægcellen betyder i den henseende intet. De har tilsammen potentialet til at blive et
embryon, og dermed har de samtidig potentialet til i sidste ende at blive til en
person. Men lige inden det sidste trin i den procedure, der vil resultere i, at en
sædcelle trænger ind i ægget, beslutter hun at udskyde forsøget, og da hun har en
rigelig mængde sædceller til rådighed, lader hun sædcellen destruere, mens ægcellen
igen placeres, så den er opbevaret sikkert. Dermed har hun nu forhindret, at ægcellen
og sædcellen, der tilsammen havde potentialet til at blive en person, vil kunne
udvikle sig til en person. Har hun dermed foretaget sig en moralsk forkert handling?
Efter vores opfattelse kan man ikke ud fra den beskrevne situation påstå, at
den kvindelige forsker har foretaget sig noget moralsk forkert. Det er muligt, at det
er uhensigtsmæssigt at udskyde forsøget, men det er vanskeligt at forestille sig, at
nogen ud fra et etisk perspektiv vil bebrejde forskeren, at hun har svigtet en moralsk
forpligtelse, som hun har over for ægcellen og sædcellen. Da de to celler imidlertid
tilsammen havde potentialet til at blive en bevidst person, må vi dermed konkludere,
at det ikke i sig selv er moralsk forkert, at forhindre en potentiel person i at udvikle
sig til en person. Det forhold, at blastocysten er en potentiel person, kan altså ikke
betyde, at det er forkert at forhindre embryonets videre udvikling for at anvende
stamcellerne i det.
Morten Gad og Esben Petersen
Page 30
31
Den overordnede konklusion angående de etiske aspekter af anvendelsen af
stamceller er således, ud fra de argumenter vi her har undersøgt, at det ikke er
moralsk problematisk at anvende embryonale stamceller til forskning og i
sygdomsbehandling. Det skal dog understreges, at det naturligvis ikke dermed er
udelukket, at der kan fremføres andre argumenter end dem, vi har kunnet diskutere
i denne sammenhæng. I denne korte artikel har vi således foreløbig koncentreret os
om de vigtigste argumenter angående spørgsmålet om, hvorvidt blastocysten i sig
selv har en moralsk status, der betyder at anvendelsen af stamceller er moralsk
forkert. Det er derfor stadig værd at overveje, om der kan være andre moralske
problemer forbundet med anvendelsen af stamceller. Eksempelvis kunne man
overveje om anvendelsen af stamceller har konsekvenser, der ikke er problematiske
pga. blastocystens moralske status, men af andre grunde, fx ud fra utilitaristiske
overvejelser.
I stedet for at bevæge os ind i denne diskussion, vil vi afslutningsvis behandle
en anden mulig indvending mod anvendelsen af stamceller.
Naturlighedsargumentet
I forbindelse med den naturvidenskabelige udvikling af ny teknologi, herunder
udvinding af og behandling med stamceller, er det en ofte tilbagevendende
indvending mod anvendelsen af en ny teknologi, at den repræsenterer noget
unaturligt. Med denne indvending er det således underforstået, at det naturlige
etisk betragtet er uproblematisk, mens det unaturlige er moralsk forkert. En sådan
indvending er imidlertid behæftet med alvorlige problemer.
For det første er det langt fra indlysende, at der overhovedet er grundlag for
at skelne mellem det naturlige og det unaturlige. Betragter man eksempelvis et
menneskes handlinger med den hensigt at opdele dem i handlinger, der er i
overensstemmelse med dets natur, og handlinger, der ikke er, må vi således have et
begreb om, hvad der er menneskets natur, og hvad der ikke er, for at foretage
opdelingen. Men hvordan kan man udarbejde et sådant begreb? Her synes den
eneste mulighed at være, at man betragter de handlinger, mennesker faktisk foretager
sig, som udtryk for deres natur. Dermed vil man imidlertid være tvunget til at sige,
at enhver handling et menneske foretager sig er udtryk for menneskets natur, og at
man derfor ikke kan sige om nogen handling et menneske udfører, at den er unaturlig
for mennesker at udføre. En egentlig skelnen mellem naturlige og unaturlige
menneskelige handlinger er dermed kun mulig, hvis man kan udarbejde et begreb
om den menneskelige natur uafhængigt af de handlinger mennesker faktisk foretager
sig. Hvordan dette skulle kunne lade sig gøre er endog overordentligt vanskeligt at
se.
Forestiller man sig nu, at det alligevel er muligt at skelne mellem naturligt og
unaturligt, viser der sig endnu et problem i forhold til at betragte
naturlighedsargumentet som en holdbar indvending mod anvendelsen af stamceller.
Skal man udpege oplagte kandidater til at udgøre det unaturlige ud fra en sådan
mulig skelnen, vil man således kunne pege på vaccination mod polio,
hjertetransplantationer, blodtransfusioner, ruteflyvning, togkørsel, sæbefremstilling
og kloakering. Alt dette ville dermed ud fra naturlighedsargumentet være moralsk
forkert, fordi det er unaturligt. En sådan konklusion er der næppe mange, der kan
acceptere.
Morten Gad og Esben Petersen
Page 31
32
I stedet kan vi afslutningsvis konkludere, at spørgsmålet om, hvorvidt noget
er naturligt eller unaturligt, ikke kan have betydning for, om det er moralsk forkert.
At nogen mener, at anvendelsen af menneskelige stamceller, voksne og embryonale,
er unaturlig, kan altså heller ikke være grund til at hævde, at vi skal afstå fra at
anvende stamceller i den medicinske forskning og i sidste ende i behandlingen af
sygdomme.
ESBEN PETERSEN ER FØDT I 1978. SKRIVER MAGISTERKONFERENS I FILOSOFI VED SYDDANSK UNIVERSITET, ODENSE. HAR BLANDT
ANDET ARBEJDET SOM UDSTILLINGSSEKRETÆR I KUNSTHALLEN BRANDTS KLÆDEFABRIK, ODENSE.
MORTEN GAD ER FØDT I 1977. SKRIVER MAGISTERKONFERENS I FILOSOFI VED SYDDANSK UNIVERSITET, ODENSE. HAR UNDERVIST I ETIK
OG ERKENDELSESTEORI VED BLANDT ANDET HØJSKOLEN PÅ HELNÆS.
Morten Gad og Esben Petersen
Page 32
33
Musical Ethics?
- By James Howard Young
For my graduate exam from the Carl Nielsen Academy in Odense (Det Fynske
Musikkonservatorium) in 2002 I performed an arrangement of a Bach Violin Concerto.
As a performer of the recorder (blokfløjte), I was already stretching the limits of what
most people would find acceptable by arranging an old standard of the violin rep-
ertoire for my own instrument. Never content to break only one tradition, I decided
to perform the entire concerto accompanied by a computer. In order to do this, I
spent two months recording each of the five orchestral parts with a separate size
flute, which I played into an audio program on my computer. Each part was com-
bined with the other parts in a process called “multitracking”. When I finally
finished creating the synthetic orchestra, I was ready to perform the solo part live
along with the taped accompaniment. Many people liked it. Some absolutely hated
it but I was happy to report that everyone seemed to have an opinion. Although
this process of multitracking has been used in popular music for over half a century,
it is looked upon with some disdain in classical music circles. Many people object to
the use of computers on stage, thinking that it robs listeners of the “live” aspect of
performance while others don’t like the sound of pre-recorded or synthesized mu-
sic. Some people simply do not approve of the use of electronics to make music and
it is this attitude that I will explore in a discussion about musical ethics.
Instrumental Purity
The human voice is often considered the purest instrument since one can sing with
the body alone and without any help from instruments or tools of any kind. It is for
this reason that many religions have in earlier times objected to the use of musical
instruments in church, claiming that only the voice was suitable for the worship of
God. Both religions and larger society have tended to put nature and purity in the
same category. We are told that the most natural things are also the most pure and
will somehow lead us to be better human beings. We are constantly searching for
purity in the food we eat and the activities we pursue. We know for a fact that
whole foods are healthier for the human body and that clean water is better for
swimming. In musical terms, the use of instruments can be seen as less “natural”
than the use of the voice since instruments are an artificial extension of the human
body that has been manufactured by man.
We do know the value of instruments and can therefore appreciate our
necessity for them. Without musical instruments, we would be robbed of some of
the richest traditions that music has to offer. Singers in church would have a hard
time singing psalms without organ and there would be no guitar to strum out the
chords of your favorite song. Orchestras wouldn’t exist and marching bands
couldn’t march. We need instruments and we benefit from the use of these wonderful
man-made objects. In recent times, certain companies such as Yamaha have begun
manufacturing traditionally wooden instruments from plastic. I remember learning
to play the clarinet and refusing to have anything to do with a plastic clarinet. I
knew I wanted a wooden one, despite the quality and cost. I was a 9-year old purist
James Howard Young
Page 33
34
who refused to settle for plastic on principle. However, the situation is such that
plastic instruments often perform better than wooden ones of the same price and
manufacturers are always perfecting them. A plastic clarinet worth 3000 DKR is
almost certain to play better than a 3000 DKR wooden one. This is because you pay
for the materials used and wood is much more expensive to work with than plastic,
which can be mass-produced cheaply.
We have benefited form the use of plastic to manufacture instruments. Imagine
the music schools that need to purchase 50 clarinets for their students. They are
certainly better off with good plastic instruments than with wooden ones. This is
due not only to price considerations, but plastic instruments are also easier for
children to maintain, easier to repair in some cases, require much less care for the
student, are less likely to crack, are lighter to pick up and play and are not as prone
to clogging and condensation from water. This is not to say that a good quality
wooden instrument is not worth the price for many musicians. Wood will in most
cases resonate better than plastic and will provide a more natural sound in wind
instruments. But the issues of cost and ease must be taken into consideration espe-
cially since the affordability of these plastic instruments will lure more people into
playing an instrument and this will benefit everyone.
I had a teacher who criticized my wooden flute with plastic rings. This was
an interesting modern instrument that had been made of wood but was merely
decorated with plastic in an attempt to imitate the ivory rings that were common on
flutes of the 18th century. His criticism had nothing to do with the sound quality
since the rings were superficial and had no influence on the sound at all. He merely
objected to the use of plastic on the instrument since it disrupted his sense of the
purity of the wooden instrument. I worked for many years in a music store where
I encountered this attitude many times. People didn’t even need to hear the plastic
instrument, they just knew they didn’t like it because it was plastic. This attitude
can also be explored in the area of electronic instruments.
The Synthesizer Debate
I am not going to propose that electronic instruments sound exactly the same as
their acoustic counterparts although that had been the intention of many of the
pioneers of electronic music in the late 1800’s. They theorized that if it were possible
to manipulate and reproduce all of the frequencies available to the human ear then
they could artificially create the sound of any musical instrument using electronics.
This theory looked better on paper than in real life and even in 2005 we have still
been unable to successfully reproduce the sounds of many acoustic instruments
artificially. We have come very close, but still many listeners could tell the differ-
ence immediately. This lead the way for the production of electronic instruments
that had their own sound and were not trying to imitate the sound of acoustic
instruments. Examples of these instruments include the Theramin (1917) and the
Ondes-Martenot (1928) both of which produced sound using vacuum tubes and
both of which sounded nothing like any acoustic counterpart.
Instruments like the Theramin and the Ondes-Martenot were never meant to
replace other instruments but many people feared at the time that these instru-
ments were the beginning of a new trend that would mean the death of musical
integrity as they had known it. The United States newspapers featured comics of
people waving their arms about to play the Theramin and mocked the way that
James Howard Young
Page 34
35
looked. Would it be possible to swat a fly while you played this instrument? Could
traffic police play the Theramin while they were working? This is yet another
example of something I might call musical morality. A Theramin performer had to
move his hands in an unusual way and that was somehow considered improper
for no other reason than that people were not used to it. Some people even viewed
the popularity of electronic instruments as causing the death of acoustic instru-
ments and reacted negatively to that as well.
Synthesizer pioneer Wendy Carlos produced recordings of Bach pieces per-
formed on analog synthesizers beginning in the late 1960’s. These recordings
achieved remarkable popularity since the use of instrumental synthesizers had
become generally accepted by that point. However, she stated that people simply
refused to accept her later use of synthesized voice (called “vocoding”): “The reaction
in 1970 was extreme. People hated it. They thought imitating an instrument was
okay, but a human voice? No!” (Secrets of Synthesis, Serendip, 2003).
Again we can see the problems caused when someone disturbs our concepts
of what music should or should not be. Although instrumental modeling was
accepted, the use of synthesized voice was considered wrong. The logic here is that
the voice is somehow more “sacred” than instruments and should be left in its
original, unvocoded state.
It is possible to see in these examples how often people reject the ideas of
electronic music based on their own values of what is right and wrong with regards
to their own understanding of what music should be. This is the definition of ethics
as they relate to any profession whether it is medicine, religion or the arts. It is
important for modern musicians to encourage their audiences to try to judge their
music based on the quality of the material and not so much on the underlying ethics
involved.
Personal Reflections
I was educated as a traditional classical musician who performed on traditional
musical instruments ranging from the clarinet to the recorder to the organ. I have
always been fascinated by the opportunities presented by the electronic media and
I feel as though this gives us even more potential as musicians. I use the computer
to build synthetic instruments and to create effects that I can apply to acoustic
instruments. This opens up the door to sounds and textures that would otherwise
be impossible. I enjoy the palette of colors that the computer provides. This does
not mean that I am against the performance of acoustic music. I am actively in-
volved in the recreation of Renaissance and Baroque music, which is about as tradi-
tional as one can be. However I do not think that an arbitrary set of rights and
wrongs should prevent anyone from experimentation in the electronic media.
James Howard Young
JAMES HOWARD YOUNG WAS BORN IN 1975. GRADUATED FROM THE CARL NIELSEN ACADEMY. MUSIC PERFORMER, COMPOSER AND
TEACHER IN MUSIC. LATEST WORK: “HAIRCUT FUGUE” FOR SOPRANO, ALTO AND BASS RECORDER.
Page 35
36
“B” for Bach og Bonsai
- Af Jens Hørsving
Kan musik illustrere former for biologisk vækst, såsom udviklingen fra frø til træ?
Eller fra en celle til en anden?
Johan Sebastian Bach (1685-1750) komponerede to samlinger af Præludier og
Fugaer (Das Wohltemperierte Klavier, første samling 1722 - anden samling fulgte 20 år
senere). Hver samling indeholder 24 par af præludier og fugaer, første par står i C-
dur, andet par i c-mol, tredje par i Cis-dur og så fremdeles. Dette stigende kromatiske1
mønster fortsætter indtil alle 24 dur/mol-tonearter er blevet repræsenteret.
Bonsai, træ hvis vækst begrænses gennem beskæring af
rodnettet, hvorved vand- og næringsoptagelsen fra jorden
hæmmes. Desuden beskæres stamme og krone, så træet ofte
ligner et vildtvoksende træ, der er opvokset under vanskelige
livsbetingelser. Bonsaidyrkning kom i 1000-1100 tallet med
buddhistmunke til Japan fra Kina og i 1870erne til Europa,
hvor det er en populær hobby.
(Opslag fra Gyldendals Leksikon, 2002)
Hvad er det en komponist gør, når han komponerer ? Han designer en organisme, en
struktur der folder sig ud i tid. Udviklingen i det musikalske materiale styres stramt,
han kontrollerer organismens vækst således at en tilfredsstillende og æstetisk
appellerende komposition opstår.
Præludium
Musik er en særdeles kompleks kunstart, der virker og indvirker på mange niveauer.
Mange forhold i musik kan måles og vejes. Tonehøjder kan måles i Hertz, rytmer
kan måles i millisekunder, lydstyrke i decibel, en cello kan skilles ad, og man kan
forklare ret så præcist, hvordan den virker som et fysisk instrument. Men der er
mindst ligeså mange forhold ved musik, som ikke kan forklares videnskabeligt.
Hvorfor er en melodi smuk, hvad gør at en musiker gennem sin musik taler direkte
til vores hjerter og hjerner og måske det mest basale: Hvordan er forholdet mellem
et musikstykke og hvad man kunne kalde oplevet tid? En god ven og kollega sagde
engang til mig: “Jeg kan bedre tro på Marsmænd end på Mozart”. Mozart bliver i
stigende grad brugt terapeutisk i mange sammenhænge. Man har iagttaget, at
Mozarts musik, dens smukke lyd og harmoniske balance virker påfaldende
beroligende på urolige sjæle - børn som voksne.
Mange musikelskere og musikkyndige sætter Bach ligeså højt som Mozart.
Bach er en utrolig lydarkitekt, man taler ligefrem om Bachs katedraler i musik -
monumentale musikværker af stor skønhed og gennemførthed. Og noget af det der
gør Bach helt unik er hans evne til at konstruere store komplekse musikalske
strukturer ud fra ganske få (men yderst velvalgte) motiviske celler.
Fuga
Polyfonisk musik er bygget op af adskillige uafhængige stemmer, i modsætning til
Jens Hørsving
Page 36
37
musik med kun én stemme (monofoni) eller musik med en dominerende stemme
akkompagneret af akkorder (homofoni). En af de mest udviklede former for polyfoni
er fuga-kompositionsteknikken. Fuga betyder “flugt” (temaets flugt mellem
stemmerne), i Bachs musik kulminerer udviklingen inden for fugaen, en udvikling
der stammer helt tilbage fra Middelalderen. Fugaen er en kompleks videreudvikling
af den enkle kanon som ethvert barn kender.
En fuga begynder med det centrale tema, der høres alene i en af stemmerne.
Herefter følger temaet i en anden stemme, og der optræder samtidigt hermed en
modstemme i den stemme der startede fugaen. Disse to elementer - tema og
modstemme (også kaldet dux og comes - føreren og efterfølgeren) - er fugaens
“embryo”. Herefter præsenteres temaet i de øvrige stemmer, og i resten af fugaen
udvikles det musikalske materiale ligeværdigt i alle stemmerne.
Ved at fokusere på temaets vej gennem fugaen, og ikke mindst de omgivelser
temaet befinder sig i undervejs, kan man iagttage musikalsk udvikling og vækst i
ren musikalsk form. Temaet kan komme i forskellige tonearter (dvs. på forskellige
tonetrin), det kan optræde spejlvendt (opadgående toner bliver til nedadgående),
baglæns og spejlvendt baglæns. Længden af temaet kan halveres (dobbelt hastighed
af temaets varigheder) eller fordobles (halv hastighed). Temaet kan spalte sig ud til
flere stemmer, således at en stemme starter temaet og en anden stemme slutter
temaet. Der kan gå lang tid mellem temaindsatserne i stemmerne, og temaet kan
jagte sig selv ved at blive spillet med kort interval i to eller flere stemmer.
Temaet er altså en organisk-plastisk organisme, som komponisten kan forme
og udvikle over tid. Men det er ikke kun temaet som helhed, der arbejdes med. Et
tema er et kort melodisk forløb, der er sat sammen af et antal motiver. Disse motiver
permuterer2 sig ud i temaets omgivelser og danner grundlaget for hele det musikalske
miljø der omgiver temaet. Det er jo som regel kun én stemme, der spiller temaet ad
gangen, de andre stemmer danner modstemmer, der iscenesætter temaet. Man taler
om “mangfoldighed gennem enhed”.
Tilsammen danner alle stemmerne en harmonisk progression der fungerer
inden for den mest grundliggende motor i fugaen: Tonaliteten. En fuga i C-dur har
tonen C som grundtone. C-dur er akkorden mod hvilken en sådan fugas tyngdekraft
er rettet mod, tonen C er aksen, omkring hvilken alle andre toner drejer. På denne
måde dannes der spænding og afspænding (og dermed fremdrift) på kompositionens
makroplan. Overordnet set starter fugaen i hovedtonearten (ro, stabilitet), herefter
bevæger den sig langsomt væk fra denne (spænding bygges op), hvorefter den til
slut vender tilbage (afspænding).
24 bonsai træer i to parker
De to samlinger der udgør Das Wohltemperierte Klavier er som sagt bygget op af 2 x 24
præludier og fugaer. Fugaerne er meget koncentrerede og informationsmættede, og
Bach følger en tradition for at parre fugaen med et lidt lettere fordøjeligt præludium.
Men denne lethed udelukker ikke indre kompleksitet, fugaen, og præludiet er tæt
forbundet motivisk.
Som det fremgår, er fugaen et dynamisk vækstsystem, med mange hierarkiske
lag. Komponisten kan vel derfor lignes med en gartner, der kultiverer sin have.
Musikkens indre kræfter er stærke, temaerne og motiverne har deres egen vilje - det
gælder om at styre dem i den retning man har udtænkt. Ellers er resultatet et
uoverskueligt vildnis af ukrudt og utøj. På Bachs tid var der blandt komponister
stor status i at kunne skrive en velfungerende fuga. Beherskelsen af denne tidens
Jens Hørsving
Page 37
38
JENS HØRSVING ER FØDT I 1969. ER KOMPONIST OG DOCENT INDEN FOR ELEKTROAKUSTISK MUSIK PÅ DET FYNSKE MUSIKKONSERVATORIUM.
Noter:
1 Kromatisk = Som udelukkende består af halvtonetrin.
2 Permutere: Omstille eller ombytte.
kongedisciplin var bevis på at man var en god håndværker. Bach var ikke en kunstner,
som vi kender det i dag. Han leverede “bare” musik til sine forskellige arbejdsgivere,
ligesom en maler malede vinduer og smeden lavede hestesko.
De 24 fugaer i de to samlinger er som 24 bonsai træer i to parker. De er opstået
ud fra 24 nøje udvalgte frø (tema/motiver), der har fået tilført betingelser for vækst
(et tema i en fugaverden). Denne vækst er holdt i et jerngreb, således at kontrollen
over for fremtrædelsesformen er maksimal. Som bonsai træet er blevet klippet og
næringen til træet er blevet kontrolleret, er temaet stramt blevet foldet ud i tid
dannende en fuga.
Ved detaljestudier af Bachs fugaer er noget af det mest slående
variationsrigdommen i temaerne og deres behandling. Fugaerne er meget forskellige,
hver har deres personlighed og komponisten finder unikke og til tider geniale
løsninger på kompositoriske problemstillinger undervejs. Intet kan konkurrere med
naturens rigdom og kompleksitet, men Bach kommer, sammen med andre kunstnere
i superligaen, tættere på end os andre dødelige.
Jens Hørsving
Page 38
39
Kompleksitet i fysik og biologi:
Claus Emmeche
Nye naturvidenskabelige erkendelser1
- Af Claus Emmeche
Igennem den sidste fjerdedel af 1900-tallet er der opstået en ny interesse for de
forskellige former for kompleksitet, som den naturvidenskabelige forskning i hele
den forudgående periode havde tendens til at overse. Groft sagt havde
naturvidenskaberne i perioden 1900-1970 fokuseret på naturen som et system af
basalt set enkle processer og naturlove. Perioden fra ca. 1970 til 2000 betegner en
genopdagelse af de aspekter af naturen, som ikke er simple, men komplekse og ikke-
lineære2. Dette gælder en mangfoldighed af fænomener - som skyernes urolige
bevægelser, planternes krogede vækst eller de sitrende bølger af signaler som visse
encellede organismer kommunikerer med. Den slags processer, der ser stærkt
uregelmæssige ud, havde man hidtil været tilbøjelig til at lade ude af betragtning og
på forhånd anse for umulige at gøre til genstand for eksakt naturvidenskab. Eller
man idealiserede det ikke-lineære til det lineære, og glemte forskellen på model og
virkelighed. Den hidtidige næsten puritanske holdning til kompleksitet skyldtes
ikke mindst den reduktionistiske metode i fysikken3 og de eksakte discipliners bind-
ing til det matematiske sprog. Ting som er komplekse, som ikke kan skilles ad i pæne
dele, eller som ikke umiddelbart ser ud til at kunne beskrives matematisk, gemte
man bort - og glemte, indtil en ny generation af forskere igen satte kompleksitet på
dagsordenen.
Determinisme og forudsigelighed
Determinisme er den opfattelse, at det som sker, sker med naturlovenes
nødvendighed. Det gør ubegrænset forudsigelse mulig, hvis bare man kender lovene
og har information om systemets tilstand på et givet tidspunkt (dets
begyndelsesbetingelser). Den klassiske fysik fra Newton til Einstein var
deterministisk. Selvom kvantefysikken4 brød med determinismen, troede mange at
den kvantemekaniske tilfældighed kun gjaldt kvanteniveauet, og at man fortsat
kunne antage at makroskopiske systemer som klimaet, havstrømme, eller bare et
penduls bevægelser kunne forudsiges præcist, netop fordi de på makroskopisk niveau
opførte sig deterministisk. Nok indeholdt mikroniveauet både kvantemekanisk
indeterminisme og de tilfældige termiske ‘fluktuationer’5 der var beskrevet i den
klassiske termodynamik6, men i en vis forstand kunne man roligt se bort fra
bevægelsernes tilfældige udsving på partikelplan, de udviskede hinanden og ansås
som uden betydning for større objekters opførsel.
Den nye kaosfysik, som gradvist tog form i 1970’erne og begyndelsen af 80’erne,
brød afgørende med antagelsen om sammenhæng mellem determinisme og
forudsigelighed: Man opdagede, at små påvirkninger kunne have overraskende store
effekter på et systems udvikling, så forudsigelighed var ikke længere en triviel
antagelse. Denne erkendelse formuleredes fyndigt i den såkaldte sommerfugleeffekt:
En sommerfugls slag med vingerne i Nevada kan afstedkomme en tornado over Den
mexicanske Golf. Udtrykt mere teknisk kan det siges sådan: Især i komplekse
systemer, hvor der er ikke-lineære vekselvirkninger mellem systemets dele (dvs.
hvor der ikke er et en-til-en forhold mellem størrelsen af påvirkning og effekt), kan
der forekomme situationer, hvor systemet i sin bevægelse gennem faserummet7
Page 39
40
kommer tæt på en art ‘gaffelgreninger’ (bifurkationer), så selv små påvirkninger
bliver afgørende for om systemet vælger den ene eller den anden vej. Det betyder, at
selvom systemet i virkeligheden skulle være deterministisk, så vil det i sin bevægelse
gennem to forløb som næsten er ens (begyndelsesbetingelserne ligger næsten
uskelneligt tæt på hinanden), let kunne komme til at vælge to forskellige veje gennem
faserummet. Man siger, systemet er meget følsomt over for små ændringer i
begyndelsesbetingelserne. Et lille slag med sommerfuglens vingetip kan være
afgørende. Det var den amerikanske meteorolog Edvard N. Lorenz (f. 1917) som
opfandt betegnelsen ‘sommerfugleeffekten’. Han havde allerede i 1963 publiceret en
artikel, der viste betydningen af følsomheden på begyndelsesbetingelserne for en
simpel model af vejret, men først i 1980’erne, med den stigende interesse for ikke-
lineære systemer, blev hans arbejde for alvor kendt.
Har kaosfysikken så bevist, at naturen dybest set udvikler sig tilfældigt? Nej:
Selvom det ofte er blevet udlagt sådan, er det forkert at påstå, at forekomsten af kaos
i fysiske systemer skulle bevise, at naturen ikke er deterministisk. Kaosfysikkens
brud med determinismen er nemlig ikke nødvendigvis ontologisk (omhandlende
det som dybest set findes): Indenfor det nye paradigme8, som fysikere ofte foretrækker
at kalde “ikke-lineær dynamik”, kan naturen stadig anskues deterministisk, dvs.
som om enhver proces, under de givne betingelser, kun kan videreudvikle sig på een
måde. Dette ligger i høj grad i valget af matematisk værktøj til at beskrive de
komplekse systemer man arbejder med, da de differentialligninger9, man hyppigst
bruger, udtrykker en deterministisk ændring af fx sted eller hastighed pr. tidsenhed.
Derfor benyttes “deterministisk kaos” ofte som betegnelse for studier af denne type
systemer. Det betyder, at hvis vi opstiller ligningerne, og angiver de eksakt samme
begyndelsesbetingelser for to forløb, vil den numeriske beregning af systemets
tilstand efter et bestemt antal tidslige skridt være det samme. Men giver vi de to
forløb en anelse forskellige begyndelsesbetingelser, vil sluttilstanden ikke blot være
en anelse men enormt forskellig (der sker en såkaldt “eksponentiel separation” af de
to forløb i faserummet, hvilket måles ved den såkaldte Lyapunov-eksponent). Da
den matematik, man dækkende kan beskrive kaotiske systemer med, selv er
determinististisk, kan man godt som forsker fastholde en hypotese om, at naturen
selv er deterministisk, om end det stadig er en hypotese, eller måske en metafysisk
fordom.
Men naturen er i al fald uforudsigelig, for spørgsmålet om forudsigelighed er
ikke det samme som spørgsmålet om determinisme - en indsigt kaosfysikken har
gjort krystalklar. Det er kompleksiteten og ikke-lineariteten af naturens dynamik
som gør, at vi ikke kan forudsige udviklingen. Manglende forudsigelighed er altså i
første omgang en erkendelsesmæssig begrænsning. Dog er den af så principiel art,
at bedre måleinstrumenter til at bestemme systemets nøjagtige tilstand (og dermed
de værdier som vi skal indsætte for begyndelsesbetingelserne i ligningerne) altid
kun er af meget begrænset betydning. Vi kan aldrig overvinde ‘kaosmuren’, kun
rykke den en anelse væk; dvs. forbedrede måleinstrumenter vil kun ganske lidt
kunne udvide det korte tidsspand, hvor vi kan forvente at vores forudsigelser
rammer nogenlunde rigtigt. For et system som vejret er det i dag kun ca. 1 uge.
Så selvom kaosfysikken på det ontologiske plan ikke klart siger, om naturen
er deterministisk eller ej (da man ikke kan slutte fra den valgte matematik til hvordan
naturen dybest set er), og dermed lader en dør stå på klem for den klassiske ide om,
at verdens gang er forudbestemt, så understreger kaosfysikken umuligheden af at
Claus Emmeche
Page 40
41
noget væsen nogensinde skulle kunne forudsige verden præcist i nogen klassisk
forstand.
Alligevel vælger mange fysikere at tolke kaosfysikken som et tydeligt tegn på,
at naturen ikke er deterministisk, og andre områder af fysikken understøtter en
sådan intuition. Det gælder fx studiet af fluktuationers betydning for ikke-
ligevægtstilstande i termodynamik, og studiet af kvantemekaniske effekter, der
forstørres op fra mikro- til makroniveau. Et markant og fuldt ud realistisk eksempel
på det sidste er, når et (ægte uforudsigeligt) henfald af et enkelt radioaktivt atom
gennem en kemisk omdannelse medfører en mutation i et vigtigt gen i en organisme,
der igen kan påvirke en biologisk arts udvikling. Da den kvantemekaniske
indeterminisme er af en mere principiel karakter (som påvist af Niels Bohr), og da
mikrofysiske effekter samtidig gennem opforstærkning kan påvirke makroskopiske
systemers begyndelsestilstande, får også de komplekse bevægelsesmønstre, som i
kaosfysikken giver sig udslag i uforudsigelighed, et mere virkeligt, og, om man vil,
ontologisk10 grundlag.
At kaos betyder uforudsigelighed er et vigtigt begrænsningsresultat. Det er
ikke første gang et nybrud i fysikken har haft form af et resultat, der fortæller om
fundamentale begrænsninger på, hvad naturen kan eller begrænsninger på hvad vi
kan opnå af viden om naturen. Et velkendt eksempel er relativitetsteorien, der siger
at intet objekt kan opnå en hastighed som overgår lysets; så i modsætning til
overlydsfly er “overlysfly” en umulighed, en ultimativ begrænsning. Et andet
eksempel er de resultater fra termodynamikken, der fortæller, at man aldrig vil
kunne lave maskiner med større energi-output end input, eller evighedsmaskiner
der bliver ved med at køre uden netto energiforbrug. Kaos i fysisk forstand betyder,
at vi aldrig kan få nok information om et systems tilstand på et givet tidspunkt til at
vi kan forudsige dets adfærd ubegrænset langt ud i fremtiden. Dette er ikke ‘kun’ et
begrænsningsresultat; kaosfysik udgør et frugtbart og produktivt forskningsfelt,
som har bidraget til, at man har fået øjnene op for en kvalitativ rigdom af
bevægelsesformer i naturen. Selvom man ikke kan forudsige et system kan det
sagtens gøres til genstand for nærmere studier, primært i kraft af udforskning af
matematiske modeller af systemet, som kan simuleres på computeren. Derved kan
man få en forståelse af de kvalitativt forskellige typer dynamik, som et system kan
gennemløbe. Ofte kan en jævn øgning af en parameterværdi forårsage et pludseligt
skift i bevægelsesform af systemet, og man søger i modellen af fx et vejrsystem at
beskrive de forskellige mulige ‘veje til kaos’. Man studerer i en vis forstand ikke
vejret, men modeller af vejret. Kaosfysikken er dermed også et af de centrale
eksempler på, at den øgede beregningskraft, som stadigt nye generationer af
computere forsynede videnskaben med, ikke blot indgår som et vigtigt redskab,
men også at computeren som redskab selv kom til at ændre videnskaben.
Kaosfysikken har også bidraget til en dybere forståelse af en række universelle
former i naturen. Det skyldes, at de matematisk- geometriske beskrivelser af de
kaotiske bevægelsesformer ofte fremviser nogle universelle proportioner, der i stil
med det klassiske ‘gyldne snit’ genfindes i mange forskellige systemer. Når man
taler om ‘universalitet’ i kaos, henviser man fx til de fraktale mønstre i bevægelsernes
attraktorer11. At et mønster er fraktalt vil sige, at det er selvsimilært12, som når
formen af et grantræ eller et bregneblad genfindes i de enkelte dele, og forstørres
disse op, genfindes igen de samme former, osv. Dimensionen er i matematisk forstand
brudt, fx som en mellemting mellem liniens endimensionalitet og fladens
Claus Emmeche
Page 41
42
todimensionalitet. Bregnebladet er dog ikke selvsimilært i det uendelige (på et
tidspunkt støder vi på de enkelte celler, der ikke selv har bregnefacon), men den
geometri, man med fordel kan anvende på at beskrive kaotiske bevægelsesmønstre,
rummer sådanne fraktale strukturer.
Moderat holisme: Naturen er kreativ
Den form for viden om verden som naturvidenskaben traditionelt (og op til ca.
1970) havde givet, var ofte blevet forstået reduktionistisk og materialistisk13. Naturen
blev anskuet som et stort system af stof i bevægelse, og makroskopiske strukturer
som stjerner, planeter, bjergdale, planter og dyr, kunne forstås som organiserede
systemer af molekyler, atomer og i sidste ende elementarpartikler. Man kunne
reducere et system til dets dele og studere dem hvis man ville begribe det pågældende
system. Det er ganske vist i sig selv lidt reduktionistisk at hævde, at sådan var
situationen inden for alle felter, for i lang tid var man i store dele af de biologiske og
geologiske videnskaber klar over, at enkle, reduktive beskrivelser ikke var nok, men
groft sagt var reduktionismen stadig det dominerende ideal for erkendelsen.
Påstanden om, at naturvidenskaben de sidste tre årtier har bevæget sig i retning af
en moderat holisme14, hvor helhedernes ‘styring’ af delene er kommet i fokus, belyses
bedst ved at se nærmere på den forudgående debat mellem holisme og
reduktionisme.
Holismen er traditionelt en helhedsorienteret kritik af reduktionismen. Når
den klassiske reduktionisme hævder, at mennesket dybest set er en samling
molekyler, ligger heri to forskellige påstande: For det første: Biokemikere og
molekylærbiologer må i praksis anvende den reduktionisiske metode - se på helheden
ved at analysere delenene (organismens organer), og forstå disse dele ved igen at
analysere deres dele (cellerne), osv. For det andet: Ikke blot kan mennesket beskrives
som molekyler, mennesker er dybest set molekyler i vekselvirkning, og intet andet.
I denne sidste variant er reduktionismen ikke kun metodisk, men ontologisk (altså
om det som eksisterer) - og som ontologisk er den også mere provokerende. Én ting
er jo at sige, at det i visse situationer er nyttigt at beskrive et menneske som et
mekanisk bevægelsesapparat, noget andet er at påstå at det ikke er andet. Imod det
sidste hævder holisten, at “helheden er mere end summen af delene”. Op igennem
1960’erne var diskussionen mellem holisme og reduktionisme præget af uklarhed,
bl.a. fordi holister generelt udtrykte sig som om den reduktionistiske metode pr.
automatik måtte føre til, at man så bort fra helheder i naturvidenskab (hvilket i så
fald skulle umuliggøre en videnskab om økologi, der jo netop handler om hele
økosystemer). Det var også uklart, hvad holister præcist mente med “mere end”
summen af enkeltdele, for hvordan skulle man overhovedet summere op og
sammenligne?
I midten af 1960’erne så det ud som om naturvidenskaberne kunne deles
skarpt op i på den ene side de eksakte og reduktionistiske fag som fysik, kemi og
biokemi, og på den anden side de mere bløde og holistisk orienterede fag som geologi,
evolutionsbiologi, botanik og zoologi. De hårde fag arbejdede eksperimentelt og
matematisk; de analyserede adfærden af forholdsvis simple systemer ved at
underkaste isolerede enkeltdele af systemet kontrollerede påvirkninger for herved
at finde de årsagsmekanismer, der kunne forklare systemets samlede adfærd. De
bløde fag fokuserede på større helheder, men havde sværere ved eksperimentelt at
Claus Emmeche
Page 42
43
karakterisere de centrale virkemekanismer i det samlede system (som fx et
istidslandskab, et økosystem, eller et levende foster), bl.a. fordi en eksperimentel
isolering af bestemte komponenter skabte et andet system, ofte meget simplere end
det man i første omgang ønskede at kende. Derfor var de bløde fag mere beskrivende
og ‘botaniserende’, optaget af at sammenligne og klassificere - optaget mere af mønstre
end af mekanismer. Holisterne havde bare svært ved at forklare, hvad det var helheden
gjorde, som ikke i princippet kunne forklares ud fra delene, og skeptikerne mente
endda, at holisme i virkeligheden var en omvendt reduktionisme - der ville reducere
alt til spørgsmål om en mystisk helhed, som om alt kunne forstås alene ud fra
helhedens niveau.
Mange af disse uklarheder blev overvundet efter en serie nybrud inden for
biologi og fysik i 1970’erne og 80’erne, hvor bl.a. studiet af faseovergange15 og
anvendelsen af computere til at modellere systemer på både makro- og mikro-
niveau gav nye muligheder for at forstå forholdet mellem helheder og dele. Begge
lejre i diskussionen om reduktionisme begyndte at indse, at det ikke var
reduktionismen i sig selv som metode, der var forfejlet, men en bestemt form for
reduktionisme, der overså naturens egen kreativitet, og foregav at det var muligt, i
teorien, at udlede komplekse egenskaber på højt niveau ud fra enkeltdelenes niveau.
Den uholdbare form for reduktionisme kaldte fysikeren Philip W. Anderson (f. 1923)
i 1972 konstruktionistisk, fordi den fejlagtigt troede, at når man endelig engang ville
finde den fulde teori om de basale mikropartiklers opførsel (fysikernes ambitiøse
“store forenede teori om alt”), ville man ud fra en sådan altomfattende teori kunne
rekonstruere eller udlede adfærden af de fænomener, som er sammensat af de basale
partikler - og det vil sige stort set alt. Men herved overser man den kreativitet og
spontanitet, der kommer til udtryk i fx den biologiske evolution. At naturen er
kreativ vil bl.a. sige, at nye egenskaber fremkommer, når elementerne af et system
får lov til - under gunstige betingelser - at vekselvirke længe nok til at systemet
udvikler en form for hukommelse, der over tid bevarer information om
langtrækkende vekselvirkninger, hvilket svarer til fremkomsten af struktur - eller
tegn om man vil - på makroniveau. Generne, der udgør dele af en organismes samlede
DNA, er et fornemt eksempel på en struktur, der virker som en hukommelse, og som
bevarer information om de proteiner, der viste sig brugbare for organismens
forfædre. I stedet for at sige at helheden er mere end summen af delene, er det mere
præcist at sige, at helheden er anderledes: Nye emergente egenskaber (som det at fungere
som et gen) dukker op når mange enkelte dele vekselvirker i en samlet kollektiv
adfærd (som de enkelte atomer i en celle). Emergens blev netop betegnelsen for, at
der dukker noget nyt op i naturens udvikling, som ikke helt kan forudsiges af det
foregående, og at helheder har egenskaber, som de enkelte dele ikke har. Et gen er
ikke bare et stykke kemi, eller et hvilket som helst stykke DNA, for ikke al DNA er
organiseret i gener; genets emergente egenskab er dets funktion, som har at gøre
med helheden af funktioner i en levende celle. Begrebet emergens havde man allerede
brugt videnskabsfilosofisk i den første tredjedel af 1900-tallet (og ordet var allerede
blevet smedet af George Henry Lewes i værket Problems of Life and Mind, 1874-1877),
men nu kunne det pludseligt anvendes i en mere eksakt sammenhæng. Anderson
havde intet imod reduktionismen som metode, som sådan er den uundværlig. Men
som troen på, at man kan konstruere sig frem til enhver viden om helheden alene ud
fra en stykkevis viden om de enkelte dele, er en sådan “konstruktionistisk
reduktionisme” en illusion.
Claus Emmeche
Page 43
44
Generne kortlægges: Organismens mysterium stadig uløst
Et område, hvor reduktionismen tilsyneladende sejrede totalt, var i
molekylærbiologien. Den var startet allerede i 1930’erne, men først efter opdagelsen
af DNA’s dobbeltspiral struktur i 1953 (Watson og Crick) og den efterfølgende
afdækning af den genetiske kode i starten af 1960’erne etablerede den sig for alvor
som en ny type biologi, der både var eksakt og eksperimentelt baseret. I løbet af
1970’erne fremkom nye biologiske teknikker til at manipulere de enkelte gener, bl.a.
takket være opdagelsen af de såkaldte restriktionsenzymer. De produceres naturligt
i levende celler, men de kan anvendes af forskerne til at klippe og klistre i det genetiske
materiale. Hermed åbnedes muligheden for, at man kunne flytte rundt på de enkelte
gener, og overføre genetisk materiale mellem forskellige arter, vha. transportører
som virus eller plasmider, der er små ringformede bakteriekromosomer, som kan
udveksles mellem forskellige bakterier. Selvom mennesket gennem plante- og
dyreavl længe havde grebet ind i bestemte arters naturlige evolution, stod man nu
over for en langt stærkere teknologi, med en tilsyneladende ubegrænset mulighed
for at flytte og kombinere egenskaber mellem de biologiske arter. Det var en udvikling
som mange, også blandt forskerne selv, anså som bekymrende, og siden da har den
bioetiske debat om gode og dårlige anvendelser af gen- og bioteknologi været på den
politiske dagsorden, som har forsøgt at følge med i den hastige udvikling af
forskningen. Også i den bioetiske debat står selve spørgsmålet om, hvad liv er, til
stadig diskussion. Vi skal her koncentrere os om den dybere forståelse af livets
natur, som den nye genetik og molekylærbiologi medførte, og nogle af denne
forståelses begrænsninger.
I perioden fra sidst i 1970’erne til sidst i 1990’erne var et af de mest interessante
nybrud i den grundlæggende forståelse af biologisk liv ‘afdogmatiseringen’ af det,
som man har kaldt Det centrale Dogme i molekylærbiologien. For at forstå hvad der
menes med det, er det nødvendigt at tegne et kort rids af biologiens verdensbillede
før, under og efter dette nybrud.
Selve det billede af livet på det basale plan, som den nye molekylærbiologi og
evolutionsteori var nået frem til ved 1970’ernes begyndelse, var på mange måder
ganske enkelt. Genetik, biokemi og evolutionsteori understøttede hinanden i følgende
forestilling. Livet på jorden er opstået af naturlig vej ved begivenheder vi ikke kan
sige meget om, men som i al fald handler om selvorganisering, dvs. at store molekyler,
især nukleinsyrer (DNAog RNA), proteiner og lipider, selv forbinder sig med hinanden
og danner celler. Gennem evolution ved naturlig selektion udvikledes encellede
organismer til flercellede, som igen udvikledes til den mangfoldighed af arter man
kender i dag. Udviklingen er darwinistisk: Der er ingen på forhånd givet eller designet
hensigtsmæssig forbindelse mellem de variationer, der opstår spontant ved muta-
tion, og de ‘behov’ arten har for at få tilført nye egenskaber, når miljøet skifter:
Dermed bliver evolution et bestandigt samspil mellem tilfældighed (mutationer) og
nødvendighed (miljøets naturlige selektion af overlevelsesdygtige varianter),
hvorunder der sker en gradvis tilpasningsproces og dannelse af nye arter.
Evolutionen producerer organismer, der af naturlig vej er blevet designet til at klare
sig i bestemte miljøer. Den målrettethed, man ser i de mange tilpasninger, er ikke
forud defineret af noget, som står uden for selve evolutionsprocessen.
Den neodarwinistiske teori udformedes i 1930’erne som en syntese af klassisk
genetik og darwinistisk evolutionsteori. Det vakte glæde, at man kunne se, at teorien
Claus Emmeche
Page 44
45
blev støttet af den molekylære biologi i 1950’erne og 60’erne, især gennem det såkaldte
“centrale dogme”. Dette dogme, som i starten blot var en arbejdshypotse, blev
formuleret af Francis Crick (f. 1916) i 1957, få år efter han sammen med James D.
Watson (f. 1928) havde opklaret DNA-strukturens kemi. Man havde også
karakteriseret RNA som et slags søstermolekyle til DNA. Cricks hypotese, som han
i øvrigt mente blot sammenfattede den herskende konsensus blandt forskerne på
det tidspunkt, omhandlede retningen af information der kunne overføres mellem
protein, mRNA (messenger RNA) og DNA. Den ‘forbød’ visse retninger: Typisk ville
sekvensinformation (dvs. information om rækkefølgen af de byggesten i proteinet,
som de enkelte baser eller ‘bogstaver’ i DNA kodede for) kun gå fra DNA til mRNA,
og derfra videre til proteinet:
DNA ———> mRNA ———> protein
Sekvensinformation i mRNA kunne dog måske overføres ‘tilbage’ til DNA, men
Crick’s Dogme forbød, at informationen kunne ‘undslippe’ proteinet, når dette først
var syntetiseret. Der kunne altså ikke gå information fra de aktive proteiner ude i
cellen tilbage til DNA i cellens kerne. Teoretisk var dette yderst vigtigt, for hvis
dogmet var sandt (hvad man antog ud fra et biokemisk synspunkt) var det alene
DNA, som specificerede hvilke proteiner, der fandtes i cellen, og ikke omvendt. Dermed
undgås den mulighed, at erhvervede egenskaber (via modificerede proteiner)
nedarves (i DNA). Nu kunne man anse dogmet som en biokemisk støtte til den
neodarwinistiske teori, som jo var strengt anti-lamarckistisk. Erhvervelse af
nedarvede egenskaber indgik jo som en del af Lamarcks evolutionsteori, som man
opfattede i skarp modsætning til Darwins. Denne støtte til neodarwinismen er en
vigtig grund til, at Det centrale Dogme blev så populært. Der skete snart det, at
dogmet, fra at være en arbejdshypotese om umuligheden af én type flow af
sekvensinformation, hærdedes til en indiskutabel sandhed og overfortolkedes. Det
betød, at man kortsluttede fra Dogmet til den ide, at forholdet mellem generne (som
jo ligger på DNA) og de fænotypiske16 egenskaber ved organismen (som generne er
“gener for”), skulle følge det samme skema, dvs.:
Gen (genotype17) ———> [ontogenese18] ———> egenskab (fænotype).
I grove træk antog man således omkring 1960, at der var det samme lineære forhold
mellem dét, at bære et gen for en egenskab, og dét, at denne egenskab realiseres
under den individuelle udvikling (ontogenesen) fra befrugtet ægcelle til voksent
individ.
En række opdagelser i 1970’erne og 1980’erne ændrede dette billede drastisk.
For det første var der hele tiden en lavmælt kritik (fra embryologer19 og selv blandt
en del genetikere) af den genetiske determinisme, der lå i kortslutningen: De to skemaer
afbilder ganske enkelt ikke det samme, og selvom dogmet skulle være sandt (at
sekvensen i DNA determinerer eller bestemmer sekvensen af et protein), er en
fænotypisk “egenskab” altid et unikt resultat af et komplekst samspil mellem det
omgivende miljø og organismens egne gener, proteiner og celler. Ofte er der mange
gener og mange miljøfaktorer på spil samtidigt, som vekselvirker på højst ikke-
lineære måder. For det andet fandt man ud af, at faktisk fandtes der i cellerne enzymer
Claus Emmeche
Page 45
46
(revers transkriptaser), der kunne oversætte fra RNA til DNA (hvilket dogmet jo
heller ikke udelukkede). Dermed kan fx RNA-virus forvandle sig til DNA og i perioder
være en integreret del af værtsorganismens genom20. For det tredje understregedes
betydningen af at skelne mellem sekvensinformation (som ikke kan gå fra protein til
DNA) og alle de former for ‘feed-back information’ eller signaler af regulerende art,
som faktisk går fra cellens samlede netværk af biokemiske processer, inklusiv
proteinerne, til DNA-niveauet. Dvs. det er de fysiologiske reguleringsmekanismer i
cellen, der bestemmer hvordan DNA skal læses, hvilke gener der skal tændes og
slukkes osv., DNA bestemmer i sig selv intet.
For det fjerde opdagedes i 1980’erne forekomsten af kemiske former for
‘redigering’ af mRNA (‘RNA-editing’), hvor cellen som led i reguleringsprocesser
ændrer i selve sekvensinformationen på dens vej fra DNA til protein. Dette er et
afgørende brud med det skema, der ligger i dogmet (selv korrekt fortolket), selvom
hyppigheden og omfanget af RNA-redigering endnu ikke er tilstrækkeligt kendt.
Men når cellen ‘redigerer’ i RNA, som er mellemled mellem DNA og protein, er det
ikke længere DNA som alene fastlægger sekvensen af proteinets byggesten.
For det femte viste det sig (allerede i 1977 og fremover) at generne på DNA
ikke ligger som perler på en snor i en lang sammenhængende sekvens, som man
tidligere antog, men er brudt op i talrige stykker kaldet exons, der koder for dele af
proteinet, og introns, som ikke koder for protein, og som cellen derfor skal splejse ud
af sit mRNA, før det oversættes til protein. For det sjette opdagede man i 1980’erne
og 90’erne, at de enkelte exons ikke altid sammenbringes med samme exons fra
samme gen; der forekommer alternative splejsninger. Dvs. yderligere
kombinationsmulighed ligger på RNA-niveau, så ét gen koder ikke entydigt for ét
protein.
For det syvende blev DNA’s biokemiske monopol på bærer af arvelig infor-
mation brudt i to omgange, først da man fandt virus, hvis arvemateriale var RNA
(det var allerede i 1950’erne), og siden da man i 1990’erne identificerede proteiner
(prioner kendt fra kogalskab) som var infektiøse21 og syntes at kunne overføre en
form for biologisk specificitet22 alene ved en protein-til-protein vekselvirkning. Disse
og lignende opdagelser ændrede på mange måder synet på den kompleksitet, som
ligger blot i cellens syntese af hvert enkelt protein - en kompleksitet man endnu
langt fra har forstået til bunds. Hvad der under Det centrale Dogmes perspektiv
forekom som en enkel sindrig mekanisme, viser sig i dag som en samling sindssygt
komplicerede processer, der i raffinement langt overgår de skematiske ideer, man
fra starten gjorde sig om dem.
Claus Emmeche
Page 46
47
Noter
1 Denne artikel er en forkortet og let omarbejdet version af artiklen ”Kompleksitet og bevidsthed i
naturen: Nye naturvidenskabelige erkendelser” som senere udkommer i bogen Tankens Magt. Vestens
åndshistorie, redigeret af Frederik Stjernfelt m.fl.
2 Ikke-lineær = Det modsatte af lineær / retlinjet.
3 Den reduktionistiske metode = fra reduktionisme som betyder tilbageføring til et mere grundlæggende
begrebssystem (og dermed udtryk for en forenkling).
4 Kvantefysik = Fysik der bygger på kvanteteorien om, at stoffets elektromagnetiske stråling foregår
springvis i kvanter af endelig størrelse.
5 Fluktuation = Bølgeformet bevægelse.
6 Termodynamik = Læren om varmes omdannelse til anden energi.
7 Faserum = En oversættelse af ’phase space’ og populært sagt en matematiserbar beskrivelse af det
rum af mulige udviklingsveje, som et system kan ’følge’ eller realisere.
8 Paradigme = Forbillede eller mønstergyldig metode. Her brugt i den betydning,
videnskabshistorikeren Thomas Kuhn anvender: Et sæt metoder, begreber, mønstereksempler og
værdier for god videnskab, som et samfund af forskere er enige om.
9 Differentialligning = en ligning af eksempelvis denne form: dx/dt = 2x + yx + b, som i dette tænkte
eksempel kan benyttes til at karakterisere en lille ændring af x (skrevet dx - hvor x eksempelvis er sted)
pr. en lille tidsenhed (dt), dvs. hastighedens afhængighed af faktorerne x, y og b. Når fysikere beskriver
dynamiske systemer, bruges hyppigt differentialligninger.
10 Ontologi = Vedr. det værende eller tingenes egentlige væsen.
11 Attraktorer = et begrænset område af hele faserummet (se 7. ovenfor) som systemet har tendens
til at udvikle sig i retning af: En attraktor kan være et punkt, en cyklisk ring, eller et kaotisk garnnøgle
af ringe, der optager en begrænset del af rummet af mulige tilstande.
12 Selvsimilært = Kopierende eller gentagende sig selv i en principiel uendelighed
13 Materialistisk = Her den opfattelse at alt i verden er af stoflig (materiel) art, og at selv
bevidsthedsfænomener kan forstås som udtryk for stof i bevægelse.
14 Holisme = Den opfattelse at verden består af helheder, der udvikler sig fra mindre til mere
komplicerede dannelser.
15 Faseovergange = (et eksempel): Overgangen fra is til vand er en faseovergang fra stoffet vands
faste til dets flydende fase.
16 Fænotype = Fremtoningspræg: resultat af arvede anlæg plus ydre levevilkår. Eksempel: ”Brun”
som beskrivelse for egenskaben øjenfarve.
17 Gentotype = Anlægspræget i kønscellerne. Eksempel: Genet for brune øjne.
18 Ontogenese = Det enkelte individs udvikling fra æg til fuldt færdigt individ.
19 Embryologer = Fra embryo, som betyder foster (op til 8 uger). Dvs. forskere som forsker i
fosterudvikling.
20 Genom = Kromosomsæt, eller ”den samlede arvemasse” i en organismes DNA.
21 Infektiøse = Smitsom.
22 Specificitet = Det at være specifik. I biokemi er enzymer (som er en type proteiner) meget specifikt
virkende ”igangsættere” for en bestemt type reaktion i stofskiftet.
Claus Emmeche
CLAUS EMMECHE ER FØDT I 1956. ER TEORETISK BIOLOG OG VIDENSKABSTEORETIKER. ANSAT SOM LEKTOR OG LEDER AF CENTER FOR
NATURFILOSOFI OG VIDENSKABSSTUDIER VED DET NATURVIDENSKABELIGE FAKULTET, KØBENHAVNS UNIVERSITET (NIELS BOHR
INSTITUTTET). VAR SENEST MEDFORFATTER TIL READING HOFFMEYER, RETHINKING BIOLOGY (TARTU UNIVERSITY PRESS, 2002).
Page 47
48
Vil du vide mere om stamceller og bioetik?
Biosam
www.biosam.dk
Biosam var et landsdækkende samarbejdsforum for bioteknologi, som bl.a.
arrangerede høringer, møder m.m. Selvom forummet blev nedlagt i 2004, har
hjemmesiden stadig mange relevante oplysninger vedr. bioetiske sprøgsmål. Fx
kan man gratis downloade en bog, der beskriver nogle af de emner, BIOSAM har
arbejdet med.
Biotik
www.biotik.dk
Biotik er Forbrugerstyrelsens bioetikportal, og selvom den ikke længere opdateres,
er der stadig meget baggrundsmateriale og information at hente. Bl.a. kan man
gratis downloade rollespillet Master of Creation, som omhandler bioetiske
problemstillinger.
Center for Bioetik
http://www.teo.au.dk/enhed/afdelinger/bioetik
Center for Bioetik hører til på det Teologiske Fakultet ved Aarhus Universitet. Her
arbejder man bl.a. med forskning og formidling af bioetik og bioteknologiens
grundlag.
Dansk Center for Stamcelleforskning (Danish Stem Cell Research Center)
www.dasc.dk
Dansk netværksorganisation for stamcelleforskningsenheder i bl.a. Odense, Aalborg
og København. På den engelsksprogede hjemmeside er der links til de enkelte
forskningsgruppers egne hjemmesider.
Det Etiske Råd
www.etiskraad.dk
Det Etiske Råd har til opgave at rådgive Folketinget og sundhedsmyndighederne
samt at skabe debat om etiske spørgsmål på det medicinske område. På rådets
hjemmeside kan man bl.a. læse sidste nyt om bioetiske emner samt læse om Etisk
Forum for Unge; et undervisnings- og demokratiprojekt om stamceller og etik.
TrygFonden
www.trygfonden.dk
TrygFonden er en privat fond. Fonden støtter tiltag og aktiviteter, der kan skabe
større tryghed for alle i Danmark. TrygFonden har blandt andet udgivet folderen
“Stamceller i fremtiden”, som kan rekvireres via fondens hjemmesiden.