Projektopgave Rasmus, Mikkel og Jacob 2012
Post on 04-Mar-2016
216 Views
Preview:
DESCRIPTION
Transcript
Perspektiv.
”
Those who make peaceful
revolution impossible, make
violent revolution inevitable.
Dagens citat:
- John F. Kennedy
” Fredag den 13. januar 2012
Temauge: Det Arabiske Forår
Frugthandleren startede en revolution
Mohammed Al Bouazizi på sygehuset, han er døende. Ben Ali besøger Bouazizi, hvilket kunne tyde på et mediestunt..
Foto: Tunesisk Regering
Han gjorde kål på de hårde bananer.
Selvvisk var han ikke, den 26-årige grønt-
handler Mohammed Al Bouazizi, da han den
18. december 2010, satte ild til sig selv og
startede den revolution, vi kender som ”Det
Arabiske Forår”. Han havde væddet sin krop
ind i benzin foran regeringsbygningen i byen
Sidi Bouzids. Derefter satte han ild til sig
selv, for at vise sin frustration over det kor-
rupte offentlige system i Tunesien.
Bouazizi satte ild til sig selv, fordi politiet
havde beslaglagt hans varer og hans bod. De
sagde de gjorde det, fordi han ikke havde en
tilladelse til at sælge frugt og grønt på gaden.
Det vides ikke om det overhovedet er nød-
vendigt at have sådan en tilladelse. Tunesier-
ne så Bouazizi som en helt, da hans ”stunt”
var en protest mod alle de år, befolkningen
var blevet ydmyget og behandlet dårligt af
myndighederne.
Demonstrationerne starter
Befolkningen fandt hurtigt ud af, via nettet,
at Tunesiens ledere og overhoveder levede i
luksus, især i forhold til befolkningen selv.
Allerede dagen efter Bouazizi antændte sig
selv, begyndte befolkningen at demonstrere
imod deres dårlige leveforhold og undertryk-
kelse.
Det startede med et begravelsesoptog for
Al Bouazizi, men det udviklede sig hurtigt til
en voldelig kamp mellem myndighederne og
demonstranterne, mindst 80 demonstranter
blev dræbt. På grund af de voksende demon-
strationer, valgte Tunesiens daværende præ-
sident, Zine El Ebidine Ben Ali, den 14.
januar 2011, at opløse landets regering og
parlament. Senere samme dag flygtede Ben
Ali ud af landet sammen med hans familie.
Rygterne siger at de tog 1,5 ton guld, sva-
rende til 335 millioner kroner, med sig ud
af landet.
En midlertidig præsident
Efter Ben Ali får Tunesien en midlertidig
præsident, der lover at der bliver valg 6
dage senere. Men befolkningen er stadig
ikke tilfredse, de vil have alle fra ”det gam-
le styre” til at træde helt af. De vedvarende
protester virker, og styret løslader 800 poli-
tiske fanger, og fyrer 3 af ”de gamle” mini-
stre. Der bliver udskrevet valg, 90 procent af
befolkningen stemmer og partiet Ennahada
vandt valget.
Befolkningen vinder kampen
Tunesien havde vundet. Rygterne spredte sig
hurtigt, og ikke længe efter fik Egypten den
samme ide. ”Hvis et lille land som Tunesien
kan, så kan Egypten også!”, det var hvad
demonstranterne råbte under demonstratio-
nerne på Tahrir-pladsen midt i Egyptens
hovedstad Kairo. Derefter var det kun et
spørgsmål om tid, før de andre arabiske lan-
de fik den samme idé.
Revolutionen var i gang.
jmr@gmail.com
Perspektiv, Fredag d. 13 januar, 2011
2
Indhold Side 1
- Frugthandleren startede en revolu-
tion
Side 2
- Muammar Gadaffi - bag solbrillerne
Side 3
- Demonstrationer
- Før revolutionen
Side 4 og 5
- Tidslinje, Det Arabiske Forår
Side 6
- NATO’s indflydelse
- Sociale netværk betyder noget
Side 7
- Sammenligningen med murens fald
- Observatørerne i Syrien
Side 8
- Hvordan står det til nu?
Side 9
- Det muslimske broder-
skab
Side 10
- Konklusion
GADAFFI: RYGTERNE SIGER, AT GADAFFI HAVDE
OP TIL FLERE CONTAINERE FYLDT MED UDEN-
LANDSK VALUTA BEGRAVET I ØRKENEN. OG ET
BJERG AF 150 TONS GULD GEMT I TRIPOLI BY.
Muammar Gadaffi sammen med Sarkozy, den franske præsident. Foto: Allvoices
Muammar Gadaffi blev født i juni år 1942 i
byen Sirte, som også var den sidste by, de
libyske demonstranter overtog.
Gadaffis forfædre var beduiner fra Tripoli-
tanien og hans forældre hed Mohammed
Abdul Salam bin Hamed Mohammed al-
Gadaffi og Aisha Gadaffi. I 1962 begyndte
Gadaffi på universitetet i Benghazi, men
allerede i 1963 droppede han ud, for at starte
på det libyske militærakademi hvorfra han i
1965 skiftede til en militær uddannelse i
England.
42 år
Gadaffi var i september 1969 med til at styr-
te den libyske kong Idris den første, og var
siden da leder indtil sin død.
Gadaffi regerede efter ideerne i Den Grøn-
ne Bog, han skrev i 70erne, som kunne bru-
ges af u-landene som en udviklingsstrategi,
der hverken er baseret på vestlig kapitalisme,
eller kommunisme. Selvom ideologien var
demokratisk, var det egentligt Gadaffi og
hans nærmeste rådgivere, magten lå i hæn-
derne på.
Hvis der var nogen der forsøgte at danne
opposition, blev de straks fjernet. Men mod-
standen forsvandt aldrig helt.
Afrikas pauseklovn
I Vesten har man gennem mange år, set på
Gadaffi som et selviscenesættende magtmen-
neske. Han var også en af verdens mest far-
verige ledere, og mødte altid op i specielle
klædedragter og boede i sit beduintelt, som
han havde med sig rundt i verden.
Men han er ikke en mand man bør gøre
grin med, fortæller leder af Center for Afri-
kastudier, Stig Jensen:
”Han er fantastisk dygtig til at manøvrere.
Han forstår at afkode, hvad mulighederne
er,” sagde Stig Jensen, i forbindelse med
Muammar Gadaffi - bag solbrillerne Den 69-årige libyske oberst Gadaffi døde den 20.10.2011, efter at han har været jaget siden foråret samme år.
Gadaffis udnævnelse til leder for Den Afri-
kanske Union (AU) i 2009.
Igennem tiderne er Gadaffi blevet be-
skyldt for mange ting, f.eks. blev han af
Ronald Reagan beskyldt for at stå bag
bombeattentatet på La Belle i Berlin i 1986.
Af den grund blev Tripoli bombet af USA,
og to libyske krigsskibe blev sunket. Under
bombningerne døde 31 mennesker herun-
der Gadaffis adoptivdatter. Journalister
sagde dog, at pigen først var blevet adopte-
ret efter hendes død. Som hævn for dette
skulle Gadaffi havde beordret et fly over
Skotland, i 1988 og et over Niger i 1989,
skudt ned. I 1996 forsøgtes han dræbt, men
han overlevede uden skader.
Ret op på dit ry med penge!
I midt-halvfemserne ville Gadaffi gerne
rette op på sit ry igen. Det gjorde han ved
bl.a. at hjælpe til med en fredelig løsning af
konflikten mellem Israel og Palæstina, og
ved at købe en fodboldklub i Italien. Nogle
spørger om penge er vejen til storhed. Nog-
le er for og nogen er imod. Gadaffi var en
af dem der var for. Med alle hans penge og
hans magt, kan man kun sige han var stor!
Hvad er der tilbage?
Gadaffi var en af verdens rigeste mænd, og
efter den store leders død er der mange pen-
ge uden en egentlig ejer.
Når man, gennem de sidste 42 år, har
været Afrikas største olieproducent, tjener
man mange penge, men der er ingen der ved
hvor mange. En ting er sikkert: Gadaffi tog
de fleste.
Der går rygter om containere i ørkenen,
fyldt med udenlandsk valuta og 150 tons
guld et sted i Tripoli. De ca. 873 milliarder
man ved han havde, blev fastlåst da oprøret
startede. Men der er formentligt stadig man-
ge milliarder postet forskellige steder i Afri-
ka. En af de største summer der er blevet
fundet, var i en investeringsfond i Libyen,
ved navn Libyan Investment Authority, her
er der omkring 364 mia. kr. postet.
Muammar Gadaffi har gennem tiden
opbygget en stor formue. Han har dikteret
landet med hård hånd og købt sig til storhed.
jmr@gmail.com
3
Perspektiv, Fredag d. 13 januar, 2011
Protestanten blev i 2011 kåret som ”Person
of the Year” i Times Magazine, fordi de
mener at demonstranterne rundt omkring i
verden, lige fra Rusland over Grækenland til
Mellemøsten, er dem der har haft størst hi-
storisk betydning for året 2011.
Hvad gør de? Det ligger lidt i ordet: demonstranter demon-
strerer. Man demonstrerer hvis man er util-
freds med noget.
I Rusland demonstrerer de imod at de skifter
mellem Præsidenterne, inden for samme
parti, ved at snyde ved valgene. Og i Græ-
kenland demonstrerer de imod regeringens
nedskæringer af offentlige ydelser.
Demonstrationer – hvad er det? Der er demonstrationer mange steder i verdenen, men hvad skal man bruge
dem til?
Demonstranter på Foley Square USA Foto: Mario Tama
Dominerende politi på gaden i Libyen undertrykker den civile befolkning. Foto: Msnbc
Før Det Arabiske Forår sprang ud Det begyndte ikke uden grund, men hvad var grunden?
I de fleste arabiske lande har de diktatorer,
eller konger. Problemet med disse er, at de
bestemmer alt i landet, og gør derfor så de
selv får størstedelen af landets indkomst. Og
lader befolkningen leve under kummerlige
forhold, fordi lønningerne er lave, og priser-
ne på mad høj.
De arabiske lande og Mellemøsten er ver-
dens største producent af olie, og tjener der-
for mange penge. Men de fleste store oliefir-
maer har også meget magt i landene, eller er
ejet af staterne.
I Mellemøsten og de Arabiske lande har
man mange traditioner.
De arabiske kvinders manglende rettighe-
der er en hæmsko for udviklingen i regio-
nen. Stod der i Arab Human Development
Report fra United Nations Development
Program (UNDP).
Selvom flere og flere kvinder går i skole,
er der stadig en stor udbredelse af analfabe-
tisme.
Selvom væksten i kvinders deltagelse i
økonomien i de arabiske lande ligger seks
gange over verdensgennemsnittet, konklu-
derer rapporten, at der er meget langt igen.
Kun 33,3 pct. af den arabiske verdens kvin-
der er involveret i økonomien mod et gen-
nemsnit i verden på 55,6 pct.
17 ud af 21 arabiske stater har underskre-
vet en konvention om afskaffelse af alle
former for diskrimination mod kvinder fra
1979, men mange lande har indført betingel-
ser og forbehold til konventionen, hvilket
næsten gør traktaten ligegyldig.
Jeg var i Libyen før revolution
For et par måneder siden var jeg ude og gå
på gaden i Libyen. Jeg så politiet anholde en
mand uden grund. Jeg var rystet. Det var så
langt fra den hverdag jeg var vant til hjemme
i trygge Danmark.
En demonstration er en forsamling af akti-
vister, en forsamling borgere med samme
baggrund eller borgere med samme hold-
ninger. De fleste demonstrationer i Danmark bliver
afholdt af fagforeninger som er utilfredse
med lovforslag eller lignende. Det er også
tit studerende der vil klage over nedskærin-
ger på SU´en. For det meste er demonstrationer politisk
opildnet men der er også årlige demonstra-
tioner. For eksempel 1. maj-
demonstrationerne hvor man har arbejder-
nes internationale kampdag. Jo flere der er med i en demonstration jo
vigtigere anses den, men betydningen kan
sløres, fordi de mange deltagere har forskel-
lige meninger om samme emne. Nogle demonstrationer udvikler sig volde-
ligt, og bliver til optøjer hvor der kan blive
slået på biler, butikker eller politiet. Normalt
foregår demonstrationer stille og roligt. El-
lers sørger politiet for at det sker.
jmr@gmail.com
jmr@gmail.com
Perspektiv, Fredag d. 13 januar, 2011
4
Tidslinje - Det arabiske forår
Mohamed Bouazizi
4. januar
Den 26-årige Mohamed Bouazizi dør på hospi-
talet. Efter ildspåsættelsen af sig selv.
Demonstranter i Tunesien
5. januar
Tusindvis af mennesker på gaden ved Moha-
med Bouazizis begravelsesoptog. Det udvikler
sig til voldsomme demonstrationer og mindst
80 bliver dræbt
Ben Ali
14. januar
Tunesiens præsident Ben Ali opløser regerin-
gen og parlamentet og flygter til Saudi-Arabien
med sin familie
Fouad Mebazaa
17. januar
Fouad Mebazaa bliver Tunesiens midlertidige
præsident.
Demonstranter i Kairo, Egypten
26. januar
Demonstrationer er godt igang Egyp-
tens hovedstad Kairo og begynder så
småt at starte i Egyptens andre byer.
Oprør i Syrien
5. februar
Demonstrationerne mod Syriens præ-
sident Bashar al-Assad begynder. Der
demonstreres mod fattigdom, under-
trykkelse og korruption.
Hosni Mubarak
11. februar
Egyptens præsident træder tilbage og
overgiver magten til militæret efter
flere dages demonstrationer.
Oprørerne i Libyen
21. februar
Overtager kontrollen, efter flere
dages hårde kampe mod Gadaffis
styrker, i byerne: Benghazi og Sirte.
I kampen bliver over 200 demon-
stranter dræbt .
Oprør i Yemen
26. februar
Demonstrationerne er godt i gang
og vokser hurtigt i styrke. Demon-
stranterne har oprettet et hoved
kvarter på pladsen foran universite-
tet i hovedstaden Sanaa.
Forende Nationer
27. februar
FN’s sikkerhedsråd forlanger at
Gadaffi stopper volden mod de-
monstranterne. Rådet forbyder
salg af våben til Libyen og indefry-
ser Gaddafis formue i alle lande.
Flygtninge fra Tunesien var her: Lampedusa,
Italien
14. februar
Demonstranter i Libyen
16. februar
500 libyere demonstrerer i byen Benghazi.
Demonstrationen udvikler sig til gadekam-
pe.
Egyptens Militær
22. februar
Egyptens militær danner en overgangsrege-
ring med ministre fra oppositionen .
5
Perspektiv, Fredag d. 13 januar, 2011
Bashar al-Assad
1. april
Syriens præsident, Assad, er gået af og ned-
sætter en gruppe der skal komme med forslag
til nye reformer.
Ali Abdullah Saleh
3. juni
Efter flere ugers kamp bliver Saleh og flere
ministre såret under et granatangreb. De rej-
ser til Saudi-Arabien for at blive behandlet på
et hospital.
Muammar Gadaffi
20. Oktober
Efter flere måneders kamp og over 15.000
døde erobrer oprørerne endelig Gadaffis føde
by, Sirte. Oprørerne fanger Gadaffi og senere
på dagen dør han af sine sår.
Oprørerne synes godt om dette
Tunesien oprettede begivenheden: Valg
23. oktober
Tunesien holder sit første frie valg. 90%
af befolkningen stemmer og partiet
Ennahda vinder.
Valg 2011 - Tunesien 3 nye billeder
Rached Ghannouch
1. marts
Den islamistiske bevægelse Ennahda
bliver igen tilladt. Dvs. at islamisterne
får lov til at danne et politisk parti og
stille op til valg.
Politiske Fanger i Tunesien
2. marts
800 politiske fanger bliver frigivet af
landets styre.
Danmark
18. marts
Gadaffis hær er kommet tæt på de-
monstranternes hovedkvarter, har er-
klæret at han er klar til blodig krig, så
oprørerne beder vesten om hjælp. Dan-
mark sender sammen med flere vestli -
ge lande F16-fly ned for at angribe Ga -
daffis styrker i Libyen.
Demonstranter i Kairo, Egypten
21. november
Selvom Hosni Murbarak er oprører-
ne stadigvæk ikke tilfredse og fort
sætter med demonstrationerne
fordi de er bange for at militæret
nu skal overtage magten.
Ali Abdullah Saleh
23. november
Efter at Saleh er vendt tilbage fra
Hospitalet i Saudi-Arabien overdra-
ger han magten i Yemen til sin vice-
præsident Abd-Rabbu Mansour
Hadi.
Retten
28. december
Efter næsten 100 dages pause er
retssagen mod den tidligere egypti-
ske præsident, Hosni Murbarak,
igen i gang. Retssagen finder sted i
egyptens hovedstad, Kairo.
Perspektiv, Fredag d. 13 januar, 2011
6
Nato sender kampfly over Libyen Bomberne buldrer og brager over Gadaffis soldater. Nato har kun et formål i Libyen i disse dage. At hjælpe
demonstranterne.
Bomberne falder som regn i disse dage over
Gadaffis soldater. Oprørernes frontlinjer
trænger længere ind mod nogle to de måske
vigtigste byer i Libyens historie, Sirte og
Tripoli. Beslutningen er truffet. Nato går
ind.
Nato udsender oplysninger
Forsvarsalliancen oplyser, at der er blevet
udført flere angreb mod Muammar Gadaffis
regimes kommandocentre, herunder i Tripoli.
Nato har bevidst gennemført flere angreb
mod kommando- og kontrolfaciliteter i
Egypten oplyste Nato i en officiel presse-
meddelelse.
Senere oplyser Nato, at deres kampfly fra
forsvarsalliancen har lettet ikke færre end
26.156 gange fra deres baser i Middelhavsre-
gionen, siden den internationale operation i
Libyen blev sat i gang den 31. marts.
Eliten rykker ind
Nato har haft 12 krigsskibe til at patruljere
den centrale del af Middelhavet for at hånd-
hæve Nato´s forbud mod at eksportere eller
importere våben fra udlandene, og for at
holde øje med eventuelle flygtninge
Natos flåde er gået om bord på 296 skibe.
Kun 11 er blevet nægtet adgang til libyske
havne.
Natos fly har fløjet 26.156 gange fra
deres baser i middelhavet og har sat Gadaf-
fi fuldstændig ude af spil. Det er, efter min
mening, hvad man kan kalde indflydelse.
Nato fortæller
Kampflyene er gået i luften 9634 gange for
at identificere og angribe fjendtlige mål.
Nato´s øverstkommanderende, admiral
James Stavridis, fastslår også at alliancen
nu bør stoppe sin libyske mission.
”Jeg vil anbefale en tilendebringelse af
denne mission”, skriver admiralen på sin
officielle Facebook-side.
Stor indflydelse
Der er ingen tvivl om at Nato har haft stor
indflydelse i denne krig. Hvis ikke det var
for Nato, der havde sendt en masse fly over
Libyen for at bombe Gadaffis tungt udru-
stede soldater, havde mange uskyldige de-
monstranter mistet livet i en håbløs revoluti-
on, der ville ende med at Gadaffi stadig hav-
de magten og tusindvis af oprørere ville
blive dræbt af Gadaffis mellem-afrikanske
lejesoldater.
Flere udtaler efter Nato’s tilbagetrækning
fra Libyen, at: ”det var det hele værd.”
DK´s indflydelse
Det var et enstemmigt folketing der i marts
2011 blev enige om i første omgang at sende
fire F16-jagerfly til Libyen og senere to mere
til at hjælpe dem. Til at håndtere flyene blev
der sendt 100 mænd med.
Det danske flyvevåben har været på vin-
gerne og gennemført i alt 594 missioner i
Libyen og kastet 923 præcisionsbomber,
oplyser Flyvertaktisk Kommando.
Mens de var i syden havde de base på den
amerikanske flyvebase på Sicilien.
De danske soldater glæder sig til at komme
hjem, oplyser Flyvertaktisk kommando.
Fly fra Belgien er ved at blive klargjort af en pilot før mission Foto: Nato Danske fly i luften. Foto: Andrew Medichini/AP
Vi fik det af vide, ikke af politiet, men af Facebook Interviewet med Maysaa, fra Libyen, blev afbrudt af en facebook-notifikation. Det var hendes veninde fra Danmark, hun
skrev at Nato bombede en by 15 kilometer væk fra hende lige nu.
Jeg var i chok. Vores lokale tv-station havde
ikke sagt noget om krig i de her dage. Jeg har
de seneste dage, på grund af min uddannelse,
ellers holdt mig ret opdateret på nyhederne.
-Sådan udtaler Maysaa til Perspektiv. da vi
interviewer hende om hendes forhold til
Libyen.
Facebook, uddannelse og bomber Det er fredag morgen. Maysaa skal til et
uddannelses-interview på hendes skole. Det
er et internationalt projekt de er i gang med.
Pludselig, midt under interviewet popper en
Facebook-notifikation op på hendes telefon.
Den er fra en af hendes danske veninder.
Hun skriver at der bliver bombet en af Ga-
daffis hovedlejre. 15 kilometer fra Tripoli.
Maysaa havde godt hørt om, at Gadaffi hav-
de slået lejr. Hendes mor havde fortalt hende,
station, den var blokeret. Mærkeligt. Maysaa
valgte at gå hjem. For at få tankerne til at
falde til ro. ”Jeg kunne kun se på.” Fortæller
Maysaa.
Demonstrerer nu Maysaa fortæller senere at hun ikke kunne
stole på noget regeringen udmeldte til bor-
gerne. Hun så ikke mere nyheder og hun
spurgte flere gange sin mor: ”Hvad er det for
et land vi lever i mor?”
Et par uger senere sluttede Maysaa sig til
en anti-diktaturisk organisation, der skulle
samledes for at demonstrere mod styret.
”Jeg fik det af vide, ikke af politiet, men
af Facebook? Hvad er det for en verden?”
Siden da har vi været i kontakt med Maysaa
og hun nu er hun lykkelig over at Gadaffi er
”væltet af pinden.”
at hun skulle passe på med at begå sig på
gaden i disse dage. Maysaa bad om en
pause fra projektet og gik udenfor.
Hun fortalte til os efterfølgende at hun
kunne høre brag, svagt i det fjerne.
Ingen vidste noget På vejen ind for at hente hendes taske
spurgte hun flere af hendes venner om de
vidste at Nato ville bombe en Gadaffi-lejr
lige uden for Tripoli lige nu? Ingen vidste
noget.
Jeg følte mig afskåret
Hele verdenen ramlede derefter for Mays-
aa. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre af
sig selv. Hun tjekkede endnu engang be-
skeden fra hendes veninde. Hendes venin-
de havde sendt et link til en dansk tv-
jmr@gmail.com
jmr@gmail.com
7
Perspektiv, Fredag d. 13 januar, 2011
Man sammenligner Berlinmurens fald
med Det Arabiske Forår. Hvorfor? Der er mange episoder der passer sammen,
hvis man sammenligner Det Arabiske Forår
med Berlinmurens Fald.
Begge lande havde en leder, der begræn-
sede befolkningens frie valg. De to hændel-
ser var revolutioner, der fik befolkningen til
at prøve at bryde systemet. I revolutionerne
var der mange, som var utilfredse med den
måde regeringen styrede landet på. I begge
revolutioner havde vi et sammenbrud eller en
”mur” der blev væltet, som gjorde landene til
et bedre sted at være.
De to revolutioner sammenlignes fordi de
begge har haft ledere, der har begrænset
befolkningen i deres frie valg og muligheder.
Begge diktatorer har udnyttet deres store
magt til at putte folk i ”kasser.”
Revolutionens formål
En revolution er, når der bliver lavet drastisk
om på noget. Det er en omfattende, gerne
Berlinmuren foran Brandenburger. Lykkelige tyskere på muren. Foto: Scanpix
voldelig, forandring af samfundets politi-
ske organer. En revolution har det formål
at ændre magtforholdende i samfundet.
Svenn Nelson mener
”Libyen-aktionen er en succes! Forholdene
i magtfordelingen er blevet ændret til det
bedre. Vi har i lang tid set nyhederne,
hvordan Gadaffis soldater bare skyder løs
på forsvarsløse demonstranter.”
Det var en god beslutning Folketinget
foretog da de besluttede vi skulle sende
kampfly til Libyen.
Svenn mener, at vi skal støtte op om et
fælles Europa. Et Europa som støtter hin-
anden landene i mellem. ”Hvis en er med
er alle med.” Udtaler Svenn til Perspektiv.
Vi mener
Når man melder sig ind i noget. Skal man
gå ind i det med hele hjertet. Det gjorde de
glade øst– og vesttyskere natten fra torsdag
til fredag d. 9. november 1989. Det gjorde
demonstranterne også i Libyen, Syrien, Su-
dan, Tunesien og Jordan og mange flere.
Embedsmænd og politikere forsøger i
disse dage at få genetableret et nyt styre i de
forhenværende diktator-styrede lande.
Observatørerne fra Den Arabiske Liga
Byen, Latakia under angreb. Foto: VOA News.
Berlinmuren i dag. Herbert Knosowski/AP
165 observatører blev sendt af sted, 154
observerer stadig og 11 er blevet hårdt såret.
Den Arabiske liga har udsat flyene der skulle
sende nye observatører af sted til Syrien, da
det er alt for farligt.
Det var under et angreb på havnebyen
Latakia, de 11 observatører blev hårdt såret.
En af de observatører der ikke blev ramt,
udtaler at han ikke vil være observatør læn-
gere da han mener det er alt for farligt. No-
gen siger dog at oppositionen overdriver og
kalder det massenedslagtninger, mens det
ikke er så slemt.
Dog har endnu en observatør truet med at
forlade jobbet i december 2011.
I byen Homs, blev en fransk journalist
slået ihjel den 11. januar. Det siges at han
blev dræbt af en granat, der var blevet
kastet meget tæt på ham.
Beder FN om hjælp
Observatørerne er blevet sendt til Syrien
for at holde øje med, om det nye styre
overholder fredsaftalen. De ankom til Syri-
en den 26. december 2011. Observatørerne
er til at få øje på, da de går rundt i en oran-
ge vest.
Observatørerne og Den Arabiske Liga er
blevet udsat for stor kritik, da volden ikke er
stoppet selvom de render rundt dernede.
Derfor har de bedt FN om hjælp.
Om FN sender en hjælp derned, er ikke ble-
vet bestemt ved redaktionen.
Den Arabiske Liga tøver med at sende flere observatører til Syrien.
jmr@gmail.com
jmr@gmail.com
Perspektiv, Fredag d. 13 januar, 2011
8
”Game over” Står der på skiltet en af oprørene holder. Gadaffi er efter mange måneders protester endelig blevet væltet af pinden.
Hvordan står det til nu? - Og hvilke konsekvenser har revolutionen haft?
Ifølge Amnesty International fortsætter un-
dertrykkelsen i de arabiske lande, trods Det
Arabiske Forår. I Egypten har militæret taget
over, men de har ikke taget skeen i den an-
den hånd, de fortsætter der hvor Hosni Mu-
barak slap. Nogle af overgrebene er endda
værre end da Mubarak havde magten. 84
mennesker er blevet slået ihjel, og flere men-
nesker er blevet sat for en militærdomstol på
ét år, end alle de 30 år Mubarak havde mag-
ten.
”De regimer der mange steder har overta-
get magten efter Det Arabiske Forår, er ikke
meget bedre end deres forgænger”, siger
Amnesty-rapport.
I Syrien og Yemen blev over 400 dræbt
I Syrien blev, i slutningen af 2011, rapporte-
ret over 200 dødsfald blandt demonstranter i
varetægt. Det er mere end 40 gange så man-
ge, som da Mubarak sad ved magten. Siden
sikkerhedsstyrkerne fortsætter med at dræbe
demonstranterne i Syrien, har Den Arabiske
Liga indkaldt til krisemøde, så de kan disku-
tere den foreløbige rapport fra ligaens obser-
vationer i landet.
Der er lige nu omkring 100 observatører i
Syrien til at holde øje med at Syriens præsi-
dent, Bashar al-Assad, overholder den freds-
aftale, Den Arabiske Liga fik ham til at skri-
ve under på. Men de har ikke haft hæld med
sig endnu, volden fortsætter. Der er snigskyt-
ter der skyder civile overalt i Syrien, siger
observatørerne.
I Yemen er også over 200 blevet slået
ihjel i demonstrationerne, og flere hundrede
er døde i væbnede kampe.
Bashar al-Assad giver ikke op
Da den syriske præsident Bashar al-Assad
den 10. januar dag stod på podiet foran et
stort publikum, var det med noget af en
krigerisk tale i lommen. Bashar lovede at
han ikke gav op og fortalte, at han stoler på
militæret, og at ”sejren var nær.”
Oven i var det også en tale, der lovede
folkeafstemning og en ny grundlov til fol-
ket, som siden marts har gjort oprør mod
styret. Umiddelbart var det en hjælp til
demonstranterne, som præsident al-Assad
kalder hjernevaskede terrorister.
Der fængsles i Libyen
I Libyen sidder nu over 7.000 mennesker
fra det gamle styre, ikke mindst Muammar
Gadaffis søn, i fængsel uden mulighed for
en advokat.
Ironisk nok må menneskeretsorganisatio-
ner nu forsvare de personer, de ellers kæm-
pede imod førhen.
Rollerne er næsten byttet om, nu sidder
dem der ellers havde kontrol over alt, i
fængsel uden ret til en advokat og aflukke-
de fra omverdenen.
Der ligger en borgerkrig og ulmer i Tripo-
li, Libyens hovedsad. Krigen er mellem de
rivaliserende militser, der slog Gadaffi ihjel,
og overgangsrådet der ”tog over” efter Ga-
daffis død. Militslederne nægter at afgive
deres magt og våben.
Overgangsrådets formand, Mustafa Abdel
Jalil, advarer om, at Libyen lige nu står over-
for et dilemma: Enten skal man slå hårdt ned
på de militsfolk, der har ansvaret for volden,
og dermed bringe libyerne ud i endnu mili-
tærkonflikt - eller også udvikler situationen
sig til reel borgerkrig.
Er det overhovedet blevet bedre? Både og.
Gadaffi er død og det meste af befolkningen
har fået magten, men om de kan håndtere
den magt vil tiden vise. I Syrien gør al-Assad
klar til kamp, og i Yemen bliver flere hund-
rede blevet dræbt.
De arabiske lande taget tre skridt frem og
to tilbage, de kommer fremad, men kan det
kan nemt ende i nye voldelige oprør og sam-
menstød mellem regeringen og demonstran-
terne.
I dag er det svært at gå fra diktatur til
demokrati, og forandringer kan være en svær
ting, når man ikke har de rette midler og
rette støtte til at få gennemført hvad der skal
gennemføres og gøres hvad der skal gøres.
jmr@gmail.com
9
Perspektiv, Fredag d. 13 januar, 2011
Hvad er Det
Muslimske
Broderskab?
Det Muslimske Broderskab
vinder mere og mere magt i
Egypten. Hvad kan dette
gøre for menneskerettighe-
derne i det allerede presse-
de land?
Det Muslimske Broderskabs leder Mohammed Badie taler under en studenterkonference i Kairo 24. september.
Foto: Scanpix
Det Muslimske Broderskab blev oprettet i år
1928, af Hasan al-Banna som var en egyp-
tisk lærer, der aldrig skrev sine holdninger
ned i et samlet værk, men udgav dem i pje-
cer og bøger.
Han var meget kritisk over for Vestens
indblanding i de muslimske landes politik,
og ville reislamisere den brede befolkning.
Han blev myrdet af den egyptiske sikker-
hedstjeneste i 1949.
I slutningen af 30´erne begyndte Det Mus-
limske Broderskab at blande sig i egyptisk
politik, og blev gjort forbudt i 1948-50 og
igen i ´54.
Lederne flyttede
Herefter flyttede de fleste ledere i broderska-
bet til udlandet, og de lavere rangerede med-
lemmer fortsatte i landet illegalt.
I 70´erne stoppede de med at ville bruge
vold og siden da har Det Muslimske Broder-
skab været vigtige i Egyptens politiske spil.
Da man i 1976 begyndte i Egypten at
bruge et flerpartissystem forsøgte Broder-
skabet, som igen var blevet lovligt, at blive
et politisk parti, det fik de ikke lov til, men
der er alligevel 88 ud af 444 medlemmer af
parlamentet der er stillet op som uafhængi-
ge kandidater, der samtidig er medlemmer
af Broderskabet.
Stor magt
Broderskabet har stor magt i mange af
Egyptens organisationer, og de er en offent-
ligt anerkendt velgørenhedsorganisation.
Hosni Mubaraks regering forsøgt derfor at
gøre det svært for dem, at blive for populæ-
re.
Broderskabet tager skarpt afstand fra
vold og militante islamistiske grupper som
har lavet utallige terrorangreb i landet, men
de støtter dog terrorangreb på Israel, hvilket
har gjort dem meget upopulære i Vesten.
Efter oprørene i Egypten har Det Mus-
limske Broderskab vundet mere og mere
magt hvilket ikke tyder godt for menneske-
rettighederne i landet.
Kan det virkelig passe?
Skal et broderskab af muslimer som har stor
magt og indflydelse virkelig have lov til at
bestemme så meget? Kan det passe at man
kan have sådan en snævert-synet organisati-
on der ser ned på kvinder i dag i verden?
På besøg
Jeg var på besøg i Egypten for ikke så lang
tid siden. Jeg boede på et hotel. Jeg så ingen
kvinder. Det var en mand som bestyrede
hotellet. Allerhøjest så jeg en kvinde eller
inde bag et gardin eller et vindue.
Man har stadig meget at lære i de arabiske
lande. Det var en helt anderledes hverdag
end den jeg var vant til. Det var ikke en rejse
jeg ville komme hjem og fortælle om.
En demonstrants tanker
Jeg sidder på mit hotelværelse. Det er
dagen før demonstrationen. Mine foræl-
dre har lige haft ringet. De ville høre
hvordan jeg havde det. Jeg fortalte dem
at jeg havde det ”fint” og at jeg i morgen
skulle ind til byen for at demonstrere
mod vores politiske leder, Murbarak
Det er varmt på det lille hotelværelse.
Jeg skal mødes med en af mine venner i
morgen. Det er ham der har arrangeret
demonstrationen mod det diktaturiske
styre i Egypten. Vi skal mødes ved den
vestlige af del af Tahrir-pladsen.
Næste dag pakker jeg mine ting og
går ud af hotelværelset. Tahrir-pladsen
ligger fem minutters gang fra mit hotel.
Egypten på den anden ende Landet er i disse dage på den anden
ende. De demonstrerer for en anden
regering.
Tahrir-pladsen er fyldt med menne-
sker. Jeg orienterer mig og ser hundred-
vis af skilte og mennesker der råber.
Jeg kigger mod den vestlige del af
pladsen
Whalid er demonstrant. Det er dagen før demonstrationen på Tharir-pladsen.
Walids tanker flyver gennem hovedet. jmr@gmail.com
jmr@gmail.com
Der er min ven! Jeg stiller mig hen til
ham og han råber med på den slagsang
der er blevet sunget hele dagen.
Jeg kan se på min vens ansigt og mærke
på ham at han er nervøs og bange.
Det er jeg også selv. Min krop ryster
og mine håndflader bliver svedige.
Det er mærkeligt at være med til en de-
monstration der kan forandre landet for
evigt. Vi to er med til at forandre landet
til det, der er bedre. Hans øjne flakker og
sammen går vi ind i menneskemængden
og synger med på sangen.
Perspektiv, Fredag d. 13 januar, 2011
10
KONKLUSION.
Der er ingen tvivl om at folkene og oprørene
fra Libyen og de andre lande, er blevet un-
dertrykt gennem en længerne periode. De-
monstranterne valgte at gøre oprør fordi de
var utilfredse. De havde nået grænsen, og nu
havde de fået nok.
Derfor stimlede man sammen i grupper og
begyndte at påvirke politikkere og embeds-
mænd. De havde fået nok af at blive dikteret
på den måde som Gadaffi gjorde det. Det er
den primære grund til man demonstrerer:
utilfredshed.
Mens vi har arbejdet med dette projekt,
har vi fundet ud af hvor meget det betyder
for et samfund, at de har et velfungerende,
demokratisk, politisk system. Det er det
essentielle for et velfungerende samfund i
den moderne verden.
Resten af verden Oveni dét, er det ikke bare landene selv der
bliver indblandet, men også resten af omver-
denen og det kan blive problemer i andre
dele af verdenen.
De andre lande skal tage stilling til hvad
der er det rigtige at gøre og hvem de skal
”holde med”.
De vestlige lande skal på en måde vælge
side og derefter handle alt efter hvad de har
valgt. På den anden side. Hvad skulle lande-
ne have gjort, hvis vi ikke havde hjulpet
dem?
”With great power, comes great responsibili-
ty” - Uncle Ben, Spiderman.
Hvad er det der gør at befolkningen lige pludselig tager initiativ til at gøre oprør, og hvilke konsekvenser kan oprøret få, for de andre nordafrikanske/arabiske lande og resten af verden?
jmr@gmail.com
top related