1 SUNDHEDSVÆSENETS PATIENTKLAGENÆVN Sammenfatning af nævnets praksis vedrørende SUNDHEDSPERSONERS TAVSHEDSPLIGT 1998 - 2006 November 2006 cand.jur. Sanne Bech cand. jur. Christina Friis Glisby cand. jur. Henrik Kristensen cand. jur. Nina Schultz-Lorentzen cand. jur. Sofia Anna Freuchen cand. jur. Klaus Toftgaard
81
Embed
SUNDHEDSVÆSENETS PATIENTKLAGENÆVN · Sammenfatningen offentliggøres på nævnets hjemmeside . Kommentarer til sammenfatningen er meget velkomne – gerne på e-mail til [email protected].
This document is posted to help you gain knowledge. Please leave a comment to let me know what you think about it! Share it to your friends and learn new things together.
Transcript
1
SUNDHEDSVÆSENETS PATIENTKLAGENÆVN
Sammenfatning af
nævnets praksis
vedrørende
SUNDHEDSPERSONERS TAVSHEDSPLIGT 1998 - 2006
November 2006
cand.jur. Sanne Bech
cand. jur. Christina Friis Glisby
cand. jur. Henrik Kristensen
cand. jur. Nina Schultz-Lorentzen
cand. jur. Sofia Anna Freuchen
cand. jur. Klaus Toftgaard
2
Sundhedsvæsenets Patientklagenævn
Patientklagenævnet har udgivet nedenstående
Sammenfatninger af nævnets praksis: • Aktindsigt. 1998-2001. Oktober 2002 • Kliniske tandteknikere. 1999-2001. November 2002 • Psykologer. 1998-2002. Januar 2003 • Lægeerklæringer. 1998-2002. Februar 2003 • Identifikation, mærkning og glemte ting. 2000-2001. Februar 2003 • Fødsler (obstetrik) 2000-2002. November 2003 • Information og samtykke og journalføring heraf. 1998-2003. December 2003 • Klager over plastikkirurgiske indgreb på bryster.1998-2003. Juli 2004 • Klager i forbindelse med udlevering af medicin fra apoteker. 1999-2003. Oktober 2004 • Klager inden for neurokirurgi. 1999-2003. November 2004 • Klager over diagnostik af brystkræft. 2001-2003. December 2004 • Tandlæger. 1998-2005. November 2005 • Klager i forbindelse med øjensygdomme. 2003-2004. December 2005 • Psykiatriske ankesager. 1997-2005. December 2005 • Klager over ambulancebehandlere. November 2006
Sammenfatningerne findes på nævnets hjemmeside www.pkn.dk under nyhedsbreve og
5.1 Videregivelse af oplysninger med patientens samtykke ....................................................19 5.1.1 Samtykkets indhold og form..................................................................................................................... 19 5.1.2 Hvem skal give samtykke? ....................................................................................................................... 22 5.1.3 Journalføring............................................................................................................................................. 22
5.2 Videregivelse af oplysninger uden patientens samtykke ...................................................23 5.2.1 Videregivelse af oplysninger i forbindelse med et aktuelt behandlingsforløb.......................................... 24 5.2.2 Videregivelse af oplysninger ved berettiget varetagelse af åbenbar almen interesse eller af væsentlige
hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre. ............................................................................................... 29 Varetagelse af åbenbar almen interesse ............................................................................................................................... 29 Væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre ........................................................................................... 30
5.2.3 Videregivelse fra stedfortræder til egen læge ........................................................................................... 33
5.3 Hvem træffer afgørelse om videregivelse? ........................................................................34
6 VIDEREGIVELSE AF HELBREDSOPLYSNINGER MV. TIL ANDRE FORMÅL END
6.1 Videregivelse af oplysninger med patientens samtykke ....................................................35 6.1.1 Samtykkets indhold og form..................................................................................................................... 35 6.1.2 Hvem skal give samtykke? ....................................................................................................................... 42 6.1.3 Til hvem skal samtykke gives?................................................................................................................. 44 6.1.4 Journalføring............................................................................................................................................. 47 6.1.5 Tilbagekaldelse og bortfald af samtykke .................................................................................................. 47
6.2 Videregivelse uden patientens samtykke ...........................................................................48 6.2.1 Videregivelse ifølge lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov ....................................................... 48 6.2.2 Videregivelse af hensyn til varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til
patienten, sundhedspersonen eller andre................................................................................................................. 52 6.2.3 Videregivelse af hensyn til en myndigheds tilsyns- og kontrolopgaver ................................................... 62 6.2.4 Generelle betingelser for videregivelse uden samtykke............................................................................ 62 6.2.5 Hvem træffer afgørelse om videregivelse uden samtykke? ...................................................................... 65
7 VIDEREGIVELSE AF HELBREDSOPLYSNINGER TIL SÆRLIGE FORMÅL
(FORSKNING, STATISTIK MV.) ...................................................................................................67
7.1 Oplysninger til brug for forskningsprojekt ........................................................................67
5
7.2 Oplysninger til brug for statistik eller planlægning ...........................................................67
8 VIDEREGIVELSE AF HELBREDSOPLYSNINGER VEDRØRENDE EN AFDØD
PATIENT TIL DENNES PÅRØRENDE..........................................................................................68
Dette er en sammenfatning af Patientklagenævnets praksis i de sager, hvori der er klaget over
sundhedspersoners brud på tavshedspligten. Sammenfatningen omfatter afgørelser truffet i perioden
1. oktober 1998 til 1. juli 2006.
Sammenfatningen består af 8 kapitler. I kapitel 1 beskrives udviklingen af den retlige regulering af
området, og i kapitel 2 og 3 beskrives, hvem der er omfattet af tavshedspligten, samt hvilke
oplysninger, der er omfattet af tavshedspligten. I kapitel 4 angives, hvem der er ansvarlig for
videregivelse af fortrolige oplysninger. I kapitel 5 redegøres for bestemmelserne om videregivelse i
forbindelse med behandling. I kapitel 6 og 7 gennemgås reglerne for videregivelse af
helbredsoplysninger mv. til andre formål samt til særlige formål, og i kapitel 8 gennemgås reglerne
for videregivelse af helbredsoplysninger vedrørende en afdød patient til dennes pårørende.
I hvert kapitel beskrives retsreglerne, og der refereres et antal afgørelser, som belyser nævnets
praksis på det pågældende område.
Afgørelserne er offentliggjort på nævnets hjemmeside (www.pkn.dk), og der er i den elektroniske
udgave af sammenfatningen links til de anonymiserede afgørelser. Det er således muligt at læse
afgørelserne i hele deres længde. Disse afgørelser vil være tilgængelige på nettet i løbet af 1. kvartal
2007.
1.1 Regulering af tavshedspligten
Retsgrundlaget i dag er lov om patienters retsstilling (loven), der trådte i kraft den 1. oktober 1998.
Loven har til formål at styrke patienternes retsstilling gennem lovbestemmelser, der regulerer
patientens forhold til sundhedsvæsenet.1 I lovens kapitel 5 samlede, forenklede og ændrede man den
hidtidige regulering af tavshedspligt og videregivelse af helbredsoplysninger, som blandt andet var
indeholdt i forvaltningsloven, i lov om offentlige myndigheders registre 2 samt i nogle
autorisationslove. Tavshedspligtreglerne overføres med virkning fra den 1. januar 2007 til
sundhedsloven, lov nr. 546 af 24. juni 2005, og disse bestemmelser vil i al væsentlighed være
identiske med reglerne i lov om patienters retsstilling.
1 Lov nr. 482 af 1. juli 1998 om patienters retsstilling. 2 Lov om offentlige myndigheders registre (jf. lovbekendtgørelse nr. 654 af 20. september 1991 med senere ændringer).
Det fremgår af lov om patienters retsstilling § 1, at lovens formål er at medvirke til at sikre, at
patienters værdighed, integritet (fysisk og psykisk ukrænkelighed) og selvbestemmelsesret
respekteres. Endvidere er det lovens formål at medvirke til at sikre tillids- og fortrolighedsforholdet
mellem patient og sundhedsperson. Ønsket om at sikre tillidsforholdet mellem sundhedsperson og
patient hviler ifølge vejledningen om information og samtykke og om videregivelse af
helbredsoplysninger dels på hensynet til beskyttelsen af patientens privatliv, dels på hensynet til, at
sundhedspersonerne får mulighed for at yde effektiv og korrekt behandling på baggrund af de
oplysninger, som patienten giver dem. 3
Reglerne om tavshedspligt hviler endvidere på en generel samfundsmæssig interesse i at højne
sundhedstilstanden gennem forebyggelse, behandling og kontrol med sygdommes udbredelse.
Reglerne om tavshedspligt findes i kapitel 5 i lov om patienters retsstilling, det vil sige i §§ 23-32.4
Det fremgår af § 23, at reglerne i kapitel 5 finder anvendelse i forhold til alle fortrolige oplysninger,
som sundhedspersoner får kendskab til eller formodning om under udøvelsen af deres erhverv.
Reglerne er uddybet i Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 665 af 14. september 1998 om
information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger m.v. (Bekendtgørelsen) samt i
Sundhedsstyrelsens vejledning nr. 161 af 16. september 1998 om information og samtykke og om
videregivelse af helbredsoplysninger (Vejledningen).
Det fremgår af Vejledningen, at det er en fundamental regel, at de oplysninger, som en patient
betror en sundhedsperson, bliver mellem patienten og den pågældende sundhedsperson og ikke
videregives til uvedkommende.5 Reglerne om tavshedspligt er i loven udformet som en egentlig
patientrettighed forstået både som en ret for patienten til at kræve fortrolighed fra
sundhedspersonens side og som en ret til at bestemme over egne helbredsoplysninger.
Brud på tavshedspligten efter kapitel 5 kan straffes efter straffelovens §§ 152-152f, hvilket fremgår
af lovens § 34. Spørgsmål om overtrædelse af straffelovens § 152 er som hovedregel undergivet
privat påtale, jf. straffelovens § 152f, hvilket betyder, at den krænkede selv som udgangspunkt skal
3 Sundhedsstyrelsens Vejledning nr. 161 af 16. september 1998 om information og samtykke og om videregivelse af
helbredsoplysninger pkt. 4 (vejledningen). 4 Tavshedspligten følger endvidere af de fleste autorisationslove, for eksempel af lægelovens § 9 og
sygeplejerskelovens § 6. Autorisationslovgivningens bestemmelser om tavshedspligt henviser til straffelovens
bestemmelser. 5 Vejledningen, pkt. 4.
8
anlægge sagen ved domstolene. Der gælder her en frist på 6 måneder for at indbringe en sag
undergivet privat påtale for domstolene. 6
Klager over brud på tavshedspligten kan indbringes for Sundhedsvæsenets Patientklagenævn efter
reglerne herom i lov om sundhedsvæsenets centralstyrelse, medmindre særlig klageadgang er
foreskrevet i anden lovgivning, jf. lov om patienters retsstilling § 33. 7
Uden for anvendelsesområdet af lov om patienters retsstilling gælder de almindelige regler i
straffeloven, forvaltningsloven og persondataloven om videregivelse af personoplysninger. 8
2 HVEM HAR TAVSHEDSPLIGT?
Det fremgår af lovens § 2, at reglerne om tavshedspligt gælder for sundhedspersoner indenfor
sundhedsvæsenet og for sundhedspersoner, som udfører sundhedsfaglig virksomhed udenfor den
almindelige primære og sekundære sundhedssektor, for eksempel sundhedspersoner ansat på
plejehjem, i bedriftssundhedstjeneste osv. Reglerne omfatter både offentlig og privat sundhedsfaglig
virksomhed.
Det kan af § 2 udledes, at reglerne om tavshedspligt i loven ikke gælder for personer, som ikke er
sundhedspersoner, og som befinder sig udenfor sundhedsvæsenet. Dette kunne for eksempel være
en socialrådgiver, som i forbindelse med en social sag behandler helbredsoplysninger. Disse
personer vil dog være omfattet af forvaltningslovens regler om videregivelse af fortrolige
oplysninger.
Det kan endvidere udledes af § 2, at reglerne om tavshedspligt i loven heller ikke omfatter
sundhedspersoner, som fungerer i administrative stillinger, for eksempel lægekonsulenter i en
socialforvaltning og lægelige direktører/chefer på sygehuse, idet de omtalte personers virksomhed
ikke består i at deltage i eller have ansvaret for patientbehandling.
Det fremgår desuden af loven, at tavshedspligt gælder for autoriseret sundhedspersonale og deres
hjælpere, jf. § 4. Socialrådgivere på sygehuse, portører og administrativt ansatte vil dermed ikke
være omfattet af lovens regler om tavshedspligt.
6 Lovbekendtgørelse nr. 849 af 6. september 2000, Straffeloven (med senere ændringer). 7 Lovbekendtgørelse nr. 215 af 9. april 1999 om Sundhedsvæsenets centralstyrelse m.v. (med senere ændringer). 8 Lov nr. 429 af 31. maj 2000 om behandling af personoplysninger.
9
Det følger imidlertid af straffelovens bestemmelser, at der generelt gælder en tavshedspligt for
offentligt personale.9 Det vil sige, uanset at en person er underlagt en autorisationslov eller lov om
patienters retsstilling, fastslår straffeloven, at alt sundhedspersonale er omfattet af en
strafsanktioneret tavshedspligt.
Nævnet har i en afgørelse taget stilling til, hvorvidt der var identifikation mellem en læge og dennes
advokat i relation til brud på tavshedspligten.
Sag 1 Ikke brud på tavshedspligten at give journal til sin advokat (0126916A)
En 86-årig kvindes søn blev klar over, at moderens praktiserende læge havde overladt hendes journal til sin
advokat, for at denne på lægens vegne kunne træffe en afgørelse om, hvorvidt sønnen kunne få aktindsigt i
moderens journal.
Der blev klaget over, at lægen havde brudt sin tavshedspligt ved at give advokaten journalen.
Patientklagenævnet fandt, at lægen ikke havde brudt sin tavshedspligt ved at udlevere journalen til sin advokat i
forbindelse med, at han fra sønnen havde modtaget en anmodning om aktindsigt.
Nævnet oplyste, at en person altid kan vælge at lade sig repræsentere af en advokat med henblik på at få juridisk
bistand, uden at der herved opstår spørgsmål om, hvorvidt det vil være brud på tavshedspligten, at der
videregives de til sagens varetagelse nødvendige oplysninger til advokaten. Nævnet oplyste videre, at en advokat
har tavshedspligt vedrørende de oplysninger, som advokaten får kendskab til i forbindelse med varetagelse af en
sag.
Nævnet har i en afgørelse også taget stilling til, hvorvidt der var identifikation mellem klager og
dennes advokat i relation til brud på tavshedspligten.
Sag 2 Klage over at egen læge uden samtykke gav visse journaloplysninger til patients advokat (0233503A)
En 24-årige kvinde blev i foråret 2000 behandlet af sin praktiserende læge for nakke- og rygsmerter i
forbindelse med en whiplash-læsion, hun havde pådraget sig ved et trafikuheld i 1997. Patienten havde givet
tilladelse til, at hendes advokat kunne indhente oplysninger om datoer for, hvornår hun var undersøgt for sine
ryg- og nakkesmerter i form af et par linier fra lægen. Patientens advokat anmodede i efteråret 2000 om et
resumé af journalen, hvilket den praktiserende læge herefter fremsendte. Lægen sendte konsultationsnotaterne
vedrørende whiplash-læsionen i deres helhed, også selvom der ved de pågældende konsultationer var blevet
drøftet andre helbredsproblemer.
9 Jf. Straffeloven §§ 152b, 152c og 152, hvoraf det fremgår, at personer og deres medhjælpere, som udøver virksomhed
eller erhverv i medfør af offentlig beskikkelse, anerkendelse eller ansættelse, er pålagt tavshedspligt.
10
Der blev klaget over, at lægen ud over datoerne for undersøgelse af nakke- og rygsmerter uden samtykke
videregav andre fortrolige helbredsoplysninger.
Nævnet fandt, at lægen ikke havde brudt sin tavshedspligt.
Det var nævnets opfattelse, at lægen var berettiget til at videregive oplysninger vedrørende patientens
konsultationer om whiplash-læsionen i form af kopi af journalen fra disse konsultationer, idet patienten ved sin
advokat havde anmodet herom.
Det var endvidere nævnets opfattelse, at lægen var berettiget til at videregive de øvrige helbredsoplysninger om
patienten, selv om det er lovens udgangspunkt, at disse ikke kan videregives uden samtykke. Nævnet lagde vægt
på, at disse helbredsoplysninger blev videregivet til patientens advokat, der var antaget til at varetage dennes
interesser under en erstatningssag mod et forsikringsselskab. Nævnet fandt derfor ikke, at lægen havde brudt sin
tavshedspligt.
Nævnet bemærkede i øvrigt, at en advokat har tavshedspligt om de oplysninger, som advokaten får kendskab til i
forbindelse med varetagelse af en sag.
3 HVILKE OPLYSNINGER ER OMFATTET AF
TAVSHEDSPLIGTEN?
Det fremgår af lovens § 23, stk. 1, at en patient har krav på, at sundhedspersoner iagttager tavshed
om, hvad de under udøvelsen af deres erhverv erfarer eller får formodning om angående
helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige oplysninger.
Nævnet har i en enkelt sag taget stilling til, at læger i deres daglige virke almindeligvis drøfter
patienter med hinanden, når det drejer sig om forhold, de enten er i tvivl om eller finder principielle.
Denne drøftelse skal foretages uden at nævne navne, cpr.nr. eller andre oplysninger, som gør det
muligt at identificere den omtalte person.
Sag 3 Klage over brud på tavshedspligten i forbindelse med en speciallæges udfærdigelse af en erklæring, idet
speciallægen havde talt tilfældet igennem med nogle af sine kolleger (04F029P)
En 52-årig mand blev på foranledning af Arbejdsskadestyrelsen undersøgt af en speciallæge, som på baggrund
heraf udfærdigede en speciallægeerklæring. Patienten kontaktede efterfølgende speciallægen, da han var
utilfreds med erklæringen. I den forbindelse anførte speciallægen, at han fastholdt sin erklæring, og at han
havde drøftet nogle få principielle forhold med nogle af sine kolleger, og at han havde foretaget denne drøftelse
anonymiseret.
Der blev klaget over denne drøftelse, idet patienten mente, at det var et brud på tavshedspligten.
11
Nævnet fandt ikke, at speciallægen havde brudt sin tavshedspligt.
Nævnet oplyste, at læger i deres daglige virke almindeligvis konfererer med hinanden, når det drejer sig om
forhold, som de enten er i tvivl om eller finder principielle. Denne drøftelse skal foretages uden at nævne navne,
cpr.nr. eller andre oplysninger, som gør det muligt at identificere den omtalte patient.
Nævnet fandt på denne baggrund, at det ikke kunne kritiseres, at speciallægen drøftede patienten med sine
kolleger, og idet nævnet ikke fandt det godtgjort, at speciallægen i forbindelse med konfereringen havde
videregivet fortrolige oplysninger om patienten.
I forbindelse med, at oplysningerne skal være erfaret under udøvelse af sundhedspersonens erhverv,
har nævnet i et enkelt tilfælde afvist at behandle en klage over, at en praktiserende læge uden
samtykke og under tilsidesættelse af sin tavshedspligt videregav oplysninger til personalet om en
kvindelig patient, som var ansat på lægens klinik, idet nævnet nåede frem til, at oplysningerne ikke
var erfaret i forbindelse med lægens erhverv.
Sag 4 Klage over brud på tavshedspligten af egen læge, som også var kollega (0229601P)
En kvinde var igennem en årrække klinikassistent hos en tandlæge, der havde kontorfællesskab med 2
praktiserende læger, hvoraf den ene var hendes egen læge. Kvinden havde et forhold til tandlægen, hvilket hun
betroede sin egen læge, der ligeledes var hendes kollega.
Der blev klaget over, at lægen uden kvindens samtykke og under tilsidesættelse af sin tavshedspligt havde
videregivet oplysninger om hende til personalet i lægehuset.
Nævnet afviste klagen, idet nævnet ikke fandt grundlag for at fastslå, at lægen havde modtaget oplysninger om
forholdet i forbindelse med en konsultation eller på baggrund af et læge/patientforhold, hvorfor nævnet ikke
havde kompetence til at behandle klagen. Lægen havde således fået sin viden ved en kollegial snak, hvilket blev
bekræftet af, at der ikke i journalen var noteret noget om oplysningerne.
For at der kan være tale om fortrolige oplysninger, skal to forhold være opfyldt. For det første skal
oplysningerne være fortrolige på grund af deres karakter (se herom afsnit 3.1 og 3.2), og for det
andet skal oplysningerne være fortrolige i den forstand, at omverdenen ikke allerede kender til dem.
I sidstnævnte tilfælde kan det være svært at sige, hvor meget der skal til, for at en sundhedsperson
ikke har tilsidesat sin tavshedspligt ved at videregive oplysninger, som allerede er kendt af
modtageren.
Nævnet har i en enkelt afgørelse taget stilling til, om oplysninger kan karakteriseres som fortrolige,
når de i forvejen er offentligt tilgængelige.
12
Sag 5 Klage over, at læge kommenterede et barns journal, som en avis havde fået udleveret af moderen
(00F014P)
Medens et 5-årigt barn var tilmeldt en praktiserende læge A, og moderen havde forældremyndigheden, fik
moderen udleveret en kopi af lægens journal over barnet. Moderen videregav journalen til en avis, som således
havde oplysninger om barnets helbredsforhold fra journalen. Disse helbredsforhold kommenterede den
praktiserende læge over for avisen. På tidspunktet for udtalelserne var barnet tilmeldt en anden praktiserende
læge B, idet forældremyndigheden var blevet overdraget fra moderen til faderen.
Der blev klaget over, at praktiserende læge A uden faderens samtykke havde videregivet oplysninger om barnets
helbredsforhold til avisen.
Patientklagenævnet fandt ikke, at praktiserende læge A havde overtrådt sin tavshedspligt i forbindelse med sine
udtalelser til avisen, da avisen havde fået udleveret journalen af moderen, og journalen dermed forinden var
kendt af avisen.
Det var nævnets opfattelse, at lægens kommentarer til de anonymiserede oplysninger, som allerede var
offentliggjort på moderens foranledning, ikke indeholdt nye oplysninger af fortrolig karakter.
Den følgende sag viser, at en læge kan være berettiget til at antage, at en person allerede kender til
helbredsoplysninger vedrørende én af lægens patienter, og at lægen ved at udtale sig til denne
person ikke tilsidesætter sin tavshedspligt.
Sag 6 Klage over brud på tavshedspligt i forbindelse med samtale med patients søster (05F013P)
En 50-årig kvinde var i perioden 1995 til 1996 indlagt på psykiatrisk afdeling i en svær tilstand af
forfølgelsesvanvid, hvor hun tillige havde tilskyndelse til at slå et andet menneske ihjel.
Den 28. januar 2003 blev patienten udskrevet fra psykiatrisk afdeling, hvor hun havde været indlagt med henblik
på abstinensbehandling med Fenemal i forbindelse med aftrapning for misbrug af afhængighedsskabende
lægemidler. Hun lod sig udskrive, før den planlagte behandling var afsluttet.
Den 30. januar 2003 kontaktede patientens søster telefonisk den praktiserende læge og oplyste, at patienten
dagen før telefonisk havde truet hende og familien på livet. Søsteren oplyste, at hun vidste, at patienten stod på
venteliste til indlæggelse på psykiatrisk afdeling, og hun bad lægen være behjælpelig med indlæggelsen. Lægen
omtalte indlæggelsen i januar 2003 over for søsteren og fandt, at det ikke kunne udelukkes, at patienten havde en
abstinenspsykose. Ved konsultation samme dag fandt lægen, at patienten ikke fremtrådte psykotisk. Lægen gav
patienten en ny henvisning til den psykiater, hun tidligere havde konsulteret.
Der blev klaget over, at den praktiserende læge havde tilsidesat sin tavshedspligt ved uden patientens samtykke
at have videregivet helbredsoplysninger om hende til hendes søster i begyndelse af februar 2003, idet han havde
oplyst om en tidligere hospitalsindlæggelse, og om at patienten havde ladet sig udskrive, inden behandlingen var
afsluttet.
Nævnet fandt ikke, at den praktiserende læge havde brudt sin tavshedspligt.
13
Det var nævnets opfattelse, at lægen videregav fortrolige oplysninger vedrørende patienten til dennes søster, idet
oplysning om tidligere hospitalsindlæggelse og oplysning om at patienten havde ladet sig udskrive, inden
behandlingen var afsluttet, måtte anses for at være fortrolige oplysninger i lovens forstand.
Det var imidlertid nævnets opfattelse, at idet lægen var orienteret om, at søsteren vidste, at patienten stod på
venteliste til indlæggelse på psykiatrisk afdeling, var det berettiget af lægen at antage, at søsteren var vidende om
patientens aktuelle tilknytning til psykiatrisk afdeling. Nævnet lagde her til grund, at lægen måtte antage, at
søsterens viden om patientens aktuelle tilknytning til psykiatrisk afdeling også omfattede viden om den tidligere
indlæggelse og udskrivelse fra psykiatrisk afdeling i januar 2003. Det var således nævnets opfattelse, at lægen
ikke videregav oplysninger, der var fortrolige i lovens forstand, idet patientens søster allerede inden
videregivelsen var oplyst om de pågældende forhold.
Nedenstående sag illustrerer, at det i nogle tilfælde ikke kan undgås, at andre bliver bekendt med
visse af en patients helbredsoplysninger, og at forespørgsler vedrørende patienten ofte kan
imødekommes uden, at spørgeren får yderligere oplysninger om patienten. I den konkrete sag var
der tale om et forældrepar, der spurgte til et andet barns indlæggelsesforløb, idet deres eget barn
skulle igennem samme behandling.
Sag 7 Klage over at andre forældre på afdelingen blev bekendt med en lille piges helbredsoplysninger
(0338218P)
En 10-årig pige var i perioden fra februar 2000 til januar 2001 indlagt på en børneafdeling, hvor hun blev
behandlet for blandt andet en tumor i venstre side af brystkassen. Hun blev behandlet med højdosis kemoterapi
efterfulgt af såkaldt stamcelle-transplantation for at bekæmpe tumoren.
Patienten døde på intensiv afdeling den 12. januar 2001.
Herefter gav et forældrepar til et barn, der også skulle have en stamcelle-transplantation, udtryk for bekymring
over det bivirkningsfyldte transplantationsforløb, som de havde iagttaget på afdelingen, at det afdøde barn
havde haft. Overlægen forklarede disse forældre, at det afdøde barn havde haft flere bivirkninger, end man
normalt ser.
Der blev blandt andet klaget over, at lægerne brød deres tavshedspligt ved at omtale patientens sygdom overfor
andre forældre.
Nævnet fandt ikke, at overlægen havde brudt sin tavshedspligt, idet nævnet oplyste, at det specielt på en
børneonkologisk afdeling ikke kan undgås, at forældrepar er bekendt med andre indlagte børns forløb og
problemer. Endvidere oplyste nævnet, at forældrenes kendskab til forskellige sygdomsforløb ofte giver
anledning til forespørgsler som ”vi kan se, at det er gået sådan for NN – hvor hyppigt sker det, vil det også gå
vores barn sådan?”. Sådanne forespørgsler kan besvares generelt uden, at spørgeren får yderligere oplysninger
om barnet og uden at berøre konkrete og fortrolige patientoplysninger.
14
3.1 Helbredsoplysninger
Oplysninger, der er omfattet af sundhedspersoners tavshedspligt, er inddelt i tre grupper, nemlig
helbredsoplysninger, øvrige private oplysninger og andre fortrolige oplysninger.
Helbredsoplysninger skal ifølge Vejledningen forstås som oplysninger om en patients tidligere,
nuværende og fremtidige fysiske og psykiske tilstand, herunder om en persons kontakt til
sundhedsvæsenet, for eksempel at en person har været eller er indlagt til behandling samt
oplysninger om medicinmisbrug og misbrug af narkotika, alkohol og lignende.10
I de følgende afgørelser har nævnet vurderet, hvilke oplysninger nævnet anser for at være
helbredsoplysninger i forbindelse med sundhedspersoners videregivelse af disse.
Sag 8 Klage over psykologs henvendelse til skolepsykolog uden samtykke fra forældrene (0016103A)
En 11-årig pige blev indlagt på en børneafdeling, fordi hun havde haft svære smerter i begge ankelled, i venstre
skulder, i albue- og fingerled. Sundhedspersonalet fandt det påfaldende, at hun viste en kraftig smertereaktion
ved berøringer, men at hun alligevel uden problemer kunne stå og gå. Efter en afdelingskonference indvilligede
moderen i, at børneafdelingen kunne få nærmere oplysninger om datteren fra skolepsykologen, men det blev
aftalt, at moderen selv ville tage kontakt til skolepsykologen. Senere denne dag ringede en psykolog fra
børneafdelingen til skolepsykologen. Da skolepsykologen ikke kunne træffes, lagde psykologen en telefonbesked
til skolepsykologen. Under en senere telefonsamtale spurgte skolepsykologen til sagen, men psykologen ønskede
drøftelsen udskudt, fordi hun i mellemtiden var kommet i tvivl om, hvilken form for samarbejde med skolen der
konkret var ønsket.
Der blev klaget over, at psykologen gennem sin telefoniske henvendelse til skolepsykologen uberettiget havde
videregivet fortrolige oplysninger.
Patientklagenævnet fandt, at psykologen havde brudt tavshedspligten i forbindelse med sin opringning til
skolepsykologen. Nævnet lagde vægt på, at psykologen kontaktede skolepsykologen i strid med en aftale, der var
indgået mellem moderen og afdelingen. Det var nævnets opfattelse, at den blotte henvendelse til
skolepsykologen udgjorde en overtrædelse af tavshedspligten.
Der blev afgivet dissens i sagen.
Sag 9 Brud på tavshedspligten ved at videregive oplysninger om en henvisning (0016901A)
En 21-årig kvinde blev i juni 1998 opereret for en svulst i baghovedet. Efter operationen gennemgik hun
adskillige strålebehandlinger. Et år senere aftalte hun med den læge, som havde opereret hende, at han ville
10 Vejledningen, pkt. 4.1.
15
orientere hendes praktiserende læge om, at denne skulle henvise hende til en samtale med en psykolog, da hun
havde behov for at tale om sit sygdoms- og behandlingsforløb. Lægen afventede herefter hendes henvendelse,
men da dette ikke skete, ringede lægen til hende. Imidlertid tog hendes moder telefonen, hvorefter lægen bad
moderen give datteren besked om at ringe tilbage. På moderens forespørgsel svarede lægen, at datteren ønskede
en henvisning til en psykolog.
Der blev klaget over, at lægen havde brudt sin tavshedspligt ved telefonisk at oplyse patientens mor om, at
patienten havde ønsket henvisning til en psykolog.
Patientklagenævnet fandt, at lægen havde brudt sin tavshedspligt ved at videregive oplysningen om henvisningen
til psykolog til patientens mor, idet nævnet fandt, at der var tale om helbredsoplysninger.
Nævnet oplyste, at der ved helbredsoplysninger forstås oplysninger om en patients tidligere, nuværende og
fremtidige fysiske og psykiske tilstand, herunder om en persons kontakt med sundhedsvæsenet.
Det er ikke kun de helbredsoplysninger om patienten, som er ført i en journal, der er beskyttet af
tavshedspligten. Det er derimod alle oplysninger, som kan fortælle noget om patientens helbred,
herunder røntgenbilleder og udskrifter fra elektrokardiogrammer.
Nævnet har i få tilfælde taget stilling til spørgsmålet om muligheden for at identificere patienten i
forbindelse med videregivelse af helbredsoplysninger om denne.
Sag 10 (ref. sag 33) Mulig identifikation af patient ved videregivelse af oplysning (0126306P)
En 30-årig kvinde blev undersøgt på en dermatologisk afdeling med henblik på udredning af kronisk nældefeber,
som ifølge hende selv skyldtes overfølsomhed for vinyl. Patienten havde specielt været meget generet under en
ansættelse på en arbejdsplads, hvor hun ikke længere var ansat. Ved undersøgelsens afslutning oplyste
afdelingslægen, at hun ville kontakte forskellige læger fra tidligere undersøgelser samt eventuelt kontakte den
tidligere arbejdsplads. Afdelingslægen sendte herefter en e-mail til den tidligere arbejdsgiver med henblik på at
få tilsendt forskellige prøver til anvendelse i den videre behandling af patienten.
Der blev klaget over, at afdelingslægen uden patientens samtykke og under tilsidesættelse af sin tavshedspligt
videregav oplysninger om hende til hendes tidligere arbejdsgiver.
Patientklagenævnet fandt, at afdelingslægen havde brudt sin tavshedspligt ved at videregive oplysningerne.
Patientklagenævnet fandt, at det var muligt for den tidligere arbejdsplads at identificere, hvem oplysningerne
drejede sig om, idet det i brevet var angivet, at det drejede sig om en person, som havde arbejdet i virksomheden
med produktion af latex-uridomer i perioden 1996-98, at personen havde ført en arbejdsskadesag, og at prøver til
brug for sagen skulle mærkes på en måde, som svarede til patientens forbogstaver samt fødselsdato. Det var
derfor uden betydning, at lægen i brevet ikke havde nævnt patienten ved navn.
16
Nævnet fandt, at der således blev videregivet oplysninger af privat karakter, idet det i brevet fra lægen til
arbejdspladsen blev oplyst, hvilke tests der var blevet udført på patienten, hvilken type allergi man herefter
mente, hun havde, og hvordan tilstanden havde udviklet sig.
3.2 Øvrige private oplysninger og andre fortrolige oplysninger
Øvrige rent private oplysninger og andre fortrolige oplysninger, som ikke falder ind under
helbredsoplysninger, kan for eksempel være oplysninger om patientens familiære forhold, sociale
problemer, strafbare forhold, gæld, indkomst- og skatteforhold.
Nedenstående afgørelse viser, at nævnet i denne sag vurderede, at oplysninger om, at en person
havde en ubetalt gæld, var en fortrolig oplysning i henhold til § 23 i loven.
Sag 11 Klage over brud på tavshedspligt ved oplysning til forældre om søns ubetalte tandlægeregning
(0342405P)
En 37-årig mand havde i gennem flere år været patient hos en tandlæge, hvor han blandt andet var blevet
behandlet i oktober 2002. Tandlægen havde efter behandlingen af patienten i oktober 2002 forgæves forsøgt at
kontakte denne på mobiltelefon. Ved en samtale med patientens forældre i marts 2003 forespurgte tandlægen
blandt andet, om patienten havde samme telefonnummer, og under samtalen oplyste patientens moder, at hun
ville betale sønnens tandlægeregning på kr. 633,-, hvilket skete.
Der blev klaget over, at tandlægen uden patientens samtykke og under tilsidesættelse af sin tavshedspligt
videregav oplysninger om ham til hans forældre i marts 2003.
Nævnet fandt, at tandlægen havde tilsidesat sin tavshedspligt.
Nævnet oplyste, at det fremgår af vejledning nr. 161 af 16. september 1998 om information og samtykke og
videregivelse af helbredsoplysninger, at ”andre oplysninger” i § 23 for eksempel kan være oplysninger om
Det fremgår af lovens § 27, stk. 2, at patientens samtykke til, at sundhedspersonen videregiver
fortrolige oplysninger til myndigheder, organisationer, private personer m.fl. med henblik på at
varetage et andet formål end patientbehandling, bortfalder senest et år efter, at det er givet. Ifølge
Vejledningen har hensigten med denne regel været at give patienten mulighed for at kunne overskue
omfanget af videregivelse. Patienten kan fastsætte en snævrere tidsmæssig begrænsning af
videregivelsen, hvilket eventuelt kan fremgå af samtykkets formål.30
6.2 Videregivelse uden patientens samtykke
Der er i § 26, stk. 2, angivet tre situationer, hvor en sundhedsperson er berettiget til at videregive
oplysninger uden samtykke fra patienten.
Det fremgår således af § 26, stk. 2, nr. 1, at en sundhedsperson kan videregive oplysninger uden
samtykke fra patienten, når det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at
oplysningerne skal videregives, og oplysningerne må antages at have væsentlig betydning for den
modtagende myndigheds sagsbehandling.
Det fremgår endvidere af § 26, stk. 2, nr. 2, at en sundhedsperson kan videregive oplysninger uden
samtykke fra patienten, når videregivelsen er nødvendig til berettiget varetagelse af en åbenbar
almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre.
Det fremgår endelig af § 26, stk. 2, nr. 3, at en sundhedsperson kan videregive oplysninger uden
samtykke fra patienten, når videregivelsen er nødvendig for, at en tilsynsmyndighed kan
gennemføre tilsyns- og kontrolopgaver.
6.2.1 Videregivelse ifølge lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov
I nogle tilfælde fraviges udgangspunktet om sundhedspersonens tavshedspligt og erstattes af en
oplysningspligt. Det forudsættes, at sundhedspersonen, forinden videregivelse af oplysningerne
finder sted, forsøger at indhente patientens samtykke hertil, medmindre der foreligger særlige
grunde31. Det fremgår således af lovens § 26, stk. 2 nr. 1, at en sundhedsperson uden patientens
samtykke kan videregive oplysninger om en patients helbredsforhold, øvrige private forhold og
andre fortrolige oplysninger til myndigheder, organisationer, private personer m.fl., når det følger af
lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at der gælder en pligt for sundhedspersonen til at 30 Vejledningen, pkt. 6.4.2 31 Lovbemærkningerne, speciel del s. 37, jf. Vejledningen, pkt. 5.2
49
videregive oplysninger, og oplysningerne må antages at have væsentlig betydning for den
modtagende myndigheds sagsbehandling. Således fastsætter lægelovens §§ 11 og 12 og lov om
retssikkerhed og administration på det sociale område § 12 en oplysningspligt for læger.
Ifølge Vejledningen har den sundhedsperson, der sidder inde med oplysningerne, krav på at få
præciseret den rekvirerende myndigheds anmodning om videregivelse af oplysningerne.32 Reglen
har navnlig betydning i de situationer, hvor den rekvirerende myndighed fremsætter en meget bredt
formuleret begæring om at modtage oplysninger om en konkret patient.
Såfremt en patientjournal indeholder oplysninger, som sundhedspersonen må antage ikke har
væsentlig betydning for den rekvirerende myndigheds sagsbehandling, må disse oplysninger ikke
videregives. Det kan f.eks. være oplysninger om ægteskabelige forhold og forholdet til ens
pårørende. Sundhedspersonen skal inden videregivelsen frasortere ikke-relevante oplysninger, for
eksempel ved overdækning i forbindelse med kopiering eller ved tilbageholdelse af dele af
journalen. I nogle tilfælde kan det være mest hensigtsmæssigt, at sundhedspersonen udfærdiger en
erklæring eller lignende til den rekvirerende myndighed.
Patientklagenævnet har i de følgende afgørelser taget stilling til, om en oplysning er relevant og
væsentlig i forbindelse med videregivelse af denne.
Sag 41 Klage over en overlæges videregivelse af helbredsoplysninger til en kommune i forbindelse med en
dagpengesag (9913704P)
En 51-årig mand blev behandlet på et sygehus for en skade på højre fod, for hvilken han var sygemeldt. Han
ansøgte som selvstændig erhvervsdrivende kommunen om sygedagpenge. Kommunen anmodede sygehuset om
relevante oplysninger om hans helbredsforhold. Som svar på denne anmodning sendte sygehusets overlæge kopi
af hele patientens journal fra det tre dage lange indlæggelsesforløb, inklusiv stuegangsnotater m.v.
Der blev klaget over, at overlægen uden patientens samtykke videregav oplysninger i form af kopi af hele
indlæggelsesforløbet med stuegangsnotater m.v.
Nævnet fandt, at overlægen ikke havde brudt sin tavshedspligt, idet patienten ved sin underskrift på en blanket
vedrørende anmodning om dagpenge havde givet samtykke til, at kommunen indhentede helbredsmæssige
oplysninger til brug ved behandlingen af anmodningen.
Det var nævnets opfattelse, at begrebet helbredsmæssige oplysninger til brug for behandlingen af en
dagpengesag omfatter oplysninger om sygdommens/skadens opståen, alvor, udvikling, varighed og betydning
for blandt andet arbejdsevne og funktionsniveau i øvrigt.
32 Vejledningen, pkt. 5. 2
50
Nævnet fandt, at der i den af overlægen til kommunen fremsendte journal ikke var oplysninger, der var
irrelevante for behandlingen af dagpengesagen, og som derfor burde have været undtaget i forbindelse med
fremsendelsen.
Sag 42 Klage over en læges videregivelse af fortrolige oplysninger til kommune (0128519P)
En læge udfærdigede til en kommune en statuserklæring vedrørende en patient, som fik sygedagpenge. Lægen
anførte, at patienten havde rygsmerter, og at han havde været sygemeldt i et halvt år. Lændesmerterne var
betinget af stress, og psykisk hjælp var indiceret, men patienten var ikke parat til at modtage dette. Yderligere
anførte lægen i erklæringen, at patienten havde fået en ubetinget fængselsstraf på 8 måneder.
Der blev klaget over, at lægen uden patientens samtykke til kommunen havde videregivet oplysning om, at
patienten skulle afsone en fængselsstraf.
Nævnet fandt, at lægen ikke havde overtrådt sin tavshedspligt, idet nævnet lagde vægt på, at patienten havde en
langvarig sygehistorie med smerter fra ryggen, som kun i ringe grad kunne forklares ud fra faktiske legemlige
forhold, og at en dom på 8 måneders fængsel hørte med til forståelsen af patientens situation, idet det er
velkendt, at psykisk stress spiller en betydelig rolle i smerteoplevelsen.
Derudover lagde nævnet vægt på, at lægen ifølge lov om patienters retsstilling § 26, stk. 2, nr.1, havde pligt til at
videregive oplysninger om patientens helbredsforhold, idet oplysningerne må antages af have været af væsentlig
betydning for kommunens sagsbehandling. Det følger af lov om retssikkerhed og administration på det sociale
område § 12 stk. 1,33 at en myndighed kan forlange, at personer, myndigheder mv., der har kendskab til
forholdene, giver oplysninger, der er eller må anses for nødvendige for at behandle en sag. Dette gælder også
oplysninger om en persons rent private forhold eller andre fortrolige oplysninger, ligesom myndigheden kan
indhente lægejournaler, sygehusjournaler eller udskrifter heraf.
Nedenstående afgørelser illustrerer omfanget af sundhedspersonens pligt til at forsøge at indhente
patientens samtykke forinden en videregivelse af oplysninger til kommunen efter servicelovens §§
35 og 36.
Sag 43 Klage over en læges videregivelse af oplysninger til en kommune om patients evne til at give sin datter
tilstrækkelig omsorg (0235218P)
En praktiserende læge havde foreslået en patient, at hendes datter blev undersøgt af kommunens børnelæge,
fordi lægen havde mistanke om, at patienten ikke gav sin datter tilstrækkelig omsorg. Patienten reagerede på
opfordringen ved at meddele, at hun ville skifte læge.
Lægen tog derfor kontakt til kommunen for at få socialforvaltningen til at vurdere, om patienten var i stand til at
tage sig af sin datter.
33 Lovbekendtgørelse nr. 944 af 16. oktober 2000 med senere ændringer.
51
Der blev klaget over, at lægen havde brudt sin tavshedspligt ved at videregive oplysninger til socialforvaltningen
uden patientens samtykke.
Nævnet fandt, at lægen ikke havde brudt sin tavshedspligt.
Nævnet oplyste, at det som udgangspunkt bør forsøges at indhente patientens samtykke.
Nævnet lagde dog vægt på, at lægen ikke havde grund til at forvente, at patienten ville give sit samtykke til
videregivelsen, og nævnet fandt derfor, at videregivelsen af oplysninger uden forinden at have forsøgt at
indhente samtykke var berettiget.
Sag 44 Indberetning fra Sundhedsstyrelsen vedrørende en sundhedsplejerskes videregivelse af oplysninger om et
barn i henhold til servicelovens § 35 uden forinden at have forsøgt at få moderens samtykke hertil
(0447211A)
Ved en sundhedsplejerskes første hjemmebesøg fandt hun, at det 11 dage gamle barn trivedes. Da barnet var 6
måneder gammelt, var sundhedsplejersken atter på besøg, og hun observerede en glad og livlig pige. Det havde
dog været en svær tid for forældrene, som havde problemer indbyrdes.
Sundhedsplejersken blev efterfølgende telefonisk kontaktet af faderen, der oplyste, at moderen havde ændret sig
efter fødselen, og at han var bekymret for sin datter. Sundhedsplejersken underrettede derfor kommunen om, at
hun på grund af moderens psykiske tilstand var bekymret for barnets udvikling på længere sigt.
Sundhedsstyrelsen indberettede sundhedsplejersken til Patientklagenævnet med henblik på stillingtagen til, om
sundhedsplejersken forud for bekymringsskrivelsen til kommunen skulle have forsøgt at indhente samtykke fra
moderen.
Nævnet fandt, at sundhedsplejersken havde brudt tavshedspligten ved sin videregivelse af oplysninger om barnet
til kommunen.
Nævnet oplyste, at det følger af lov om patienters retsstilling § 26, stk. 2, nr. 1, at der kan ske videregivelse uden
forældremyndighedsindehaverens samtykke, når det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov, at
oplysningen skal videregives, og oplysningen må antages at have væsentlig betydning for den modtagende
myndigheds sagsbehandling.
Nævnet oplyste, at underretningen blev givet i henhold til servicelovens § 35, som indebærer en udvidet
underretningspligt for offentligt ansatte, når der er formodning for, at et barn har behov for særlig støtte. Det
fremgår i den sammenhæng af Vejledningen, at det forudsættes, at en sundhedsperson i almindelighed,
medmindre der foreligger særlige grunde, forinden en videregivelse finder sted, skal forsøge at indhente
forældremyndighedsindehaverens samtykke. Baggrunden herfor er, at videregivelsen finder sted til andre formål
end behandling.
Det var nævnets opfattelse, at sundhedsplejersken, inden hun videregav oplysningerne til kommunen, burde have
forsøgt at indhente samtykke fra barnets moder til at videregive oplysningerne.
52
Nævnet lagde vægt på, at der herved kunne være opstået mulighed for en ny dialog med barnets moder, inden
sundhedsplejersken besluttede at videregive oplysninger til kommunen.
Nævnet lagde desuden vægt på, at der ikke var optegnelser i journalmaterialet, der tydede på, at inddragelse af
barnets moder inden videregivelsen af oplysninger til kommunen, kunne have skadet barnet eller hendes
forældre, og at sundhedsplejersken alene var bekymret for barnets udvikling på længere sigt.
6.2.2 Videregivelse af hensyn til varetagelse af en åbenbar almen interesse
eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre
Selvom patientens krav på sundhedspersonens tavshed er en væsentlig patientrettighed, kan der i
særlige situationer være hensyn, der taler imod at respektere patientens ønske på dette område.
Det fremgår således af lovens § 26, stk. 2 nr. 2, at en sundhedsperson uden patientens samtykke kan
videregive oplysninger om en patients helbredsforhold, øvrige private forhold og andre fortrolige
oplysninger til myndigheder, organisationer, private personer m.fl., når videregivelsen er nødvendig
til berettiget varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten,
sundhedspersonen eller andre. Den patient, som oplysningerne angår, skal ifølge lov om patienters
retsstilling § 26, stk. 4, snarest muligt herefter orienteres om videregivelsen og formålet hermed.
Det fremgår af Vejledningen, at reglen er en såkaldt værdispringsregel, hvorved forstås, at de
hensyn, der begrunder videregivelse til andre formål end behandling, klart skal overstige hensynet
til patientens ret til fortrolighed34.
Bestemmelsen vil kunne finde anvendelse i forbindelse med en sundhedspersons videregivelse af
oplysninger til politi og anklagemyndighed, således at videregivelse af oplysninger blandt andet vil
være muligt, såfremt der er tale om efterforskning af alvorlig kriminalitet som manddrab,
seksualforbrydelser, grovere vold m.m., herunder vold mod børn. Det er i den forbindelse uden
betydning, om politiet fremsætter begæring om udlevering af oplysninger, eller der opstår
spørgsmål om videregivelse på sundhedspersonens eget initiativ, for eksempel i forbindelse med
overvejelse om indgivelse af anmeldelse om strafbart forhold.
En sundhedspersons mistanke om, at en patient har begået mindre grov kriminalitet, vil ikke kunne
Patientklagenævnet har i nedenstående afgørelse taget stilling til videregivelse af en fortrolig
oplysning af hensyn til varetagelse af en åbenbar almen interesse.
Sag 45 Klage over en læges videregivelse af oplysninger til politiet om, at patienten igen kørte bil (0231311P)
En 72-årig mand oplyste i september 2001 sin læge om, at han havde genoptaget sin bilkørsel. Lægen vurderede,
at fortsat bilkørsel ville indebære en umiddelbar risiko, idet han fandt, at patienten havde følger efter en
blodprop i hjernen, problemer med den venstre arm, synsfeltstab samt tilsyneladende tegn på demens. Endvidere
fandt lægen, at patientens generelle mangler på fysiske færdigheder umuliggjorde lovlig bilkørsel. Lægen
tilkendegav overfor patienten sine betænkeligheder ved den fortsatte bilkørsel, og han oplyste, at såfremt
patienten ikke afstod fra at køre bil, ville han rette henvendelse til politiet med henblik på, at der blev foretaget
en samlet vurdering af hans evne til at køre bil.
Patienten afviste, at der var et problem vedrørende hans kørefærdigheder, og lægen skrev den efterfølgende dag
et brev til politimesteren, hvoraf det fremgik, at lægen var blevet opmærksom på, at patienten kørte bil, og at han
fandt det uforsvarligt på grund af patientens helbredstilstand.
Der blev klaget over, at lægen uden patientens samtykke og under tilsidesættelse af sin tavshedspligt videregav
oplysninger til politiet om, at patienten var begyndt at køre igen.
Nævnet fandt, at lægen ikke havde overtrådt sin tavshedspligt ved at videregive helbredsmæssige oplysninger
om patienten til politiet.
Nævnet oplyste, at det fremgår af vejledning nr. 161 af 16. september 1998 om information og samtykke og
videregivelse af helbredsoplysninger, at § 26, stk. 2, nr. 1, blandt andet finder anvendelse i forhold til lægelovens
§ 12.
Nævnet oplyste hertil, at det fremgår af lægelovens § 12, at en læge er forpligtet til at søge faren afbødet ved
henvendelse til vedkommende selv, om fornødent ved anmeldelse til pågældende Embedslægeinstitution eller
Sundhedsstyrelsen, når han i sin virksomhed kommer til kundskab om, at en person lider af sådanne sygdomme
eller mangler i legemlig eller sjælelig henseende, at han i betragtning af de forhold, hvorunder han lever eller
arbejder, udsætter andres liv eller helbred for nærliggende fare.
Nævnet oplyste endvidere, at det fremgår af den kommenterede udgave af lægeloven, at Sundhedsstyrelsen har
indskærpet, at lægen er forpligtet til at indberette motorførere med sygdomme eller mangler i legeme eller
sjælelig henseende, der må betragtes som uforenelig med motorkørsel. Lægen er ikke forpligtet til at indberette
til politiet, men skal i akutte situationer, hvor det er nødvendigt uden ophold at inddrage kørekortet, anmode
politiet om bistand hertil. Patienten bør forudgående informeres om, at indberetning vil blive foretaget med
henblik på at få hans/hendes evne til at føre motorkøretøj vurderet.
Nævnet oplyste ligeledes, at det fremgår af § 26, stk. 2, nr. 2, i lov om patienters retsstilling, at videregivelse af
de i stk. 1 nævnte oplysninger kan ske uden patientens samtykke, når videregivelsen er nødvendig til berettiget
varetagelse af en åbenbar almen interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre.
54
Nævnet fandt, at bedømmelsen af, hvorvidt det var berettiget at lægen videregav helbredsmæssige oplysninger til
politiet, henhører under § 26, stk. 2, nr. 2, idet lægelovens § 12 alene hjemler videregivelse af oplysninger til
embedslægen eller Sundhedsstyrelsen.
Det fremgår af lægens udtalelse til sagen, at baggrunden for, at han underrettede politiet var, at han fandt, at
patientens manglende sygdomsindsigt gjorde det presserende, at politiet blev bekendt med hans vurdering af
behovet for at få testet patientens evne til at køre bil på betryggende måde for færdselssikkerheden.
Det fremgår endvidere af lægens brev til politiet, at han var af den opfattelse, at patienten ikke burde køre bil, og
at han henstillede, at politiet rettede henvendelse til patienten med henblik på en fremstilling til
motorkørekortsattest mv., medmindre politiet på de foreliggende oplysninger mente at kunne inddrage hans
kørekort.
Nævnet fandt, at lægen var berettiget til at videregive oplysninger til politiet, idet patienten ikke var indstillet på
at ophøre med at køre bil, og idet lægen vurderede, at der forelå en akut og nærliggende fare, hvorfor han rettede
henvendelse direkte til politiet frem for til embedslægen med henblik på varetagelse af en åbenbar almen
interesse.
Patientklagenævnet har i nedenstående afgørelse taget stilling til videregivelse af en fortrolig
oplysning af hensyn til patienten.
Sag 46 Klage over en læges videregivelse af oplysninger om en selvmordstruet patient til patientens onkel
(0343630P)
Bekendte til en 37-årig mand henvendte sig til politiet, fordi de frygtede, at han ville begå selvmord. Politiet
opsøgte manden og fandt ham i god behold, men trist og indesluttet, og politiet bad derfor mandens
praktiserende læge om at besøge ham.
Lægen besøgte patienten på hans privatadresse, men han var ikke hjemme og lægen talte derfor med patientens
onkel, som boede samme sted, om patientens psykiske og fysiske helbred.
Der blev klaget over, at lægen havde brudt sin tavshedspligt ved uden patientens samtykke at have videregivet
fortrolige oplysninger om ham til hans onkel.
Nævnet fandt, at lægen ikke havde overtrådt sin tavshedspligt.
Nævnet lagde vægt på, at lægen havde grund til at frygte, at patienten ville begå selvmord, og at onklen kunne
af- eller bekræfte mistanken om, at patienten havde brug for akut psykiatrisk hjælp.
Nævnet fandt derfor, at lægen var derfor berettiget til at videregive oplysningerne, da der forelå væsentlige
hensyn til patienten selv.
55
Nedenstående sag illustrerer situationen, hvor en sundhedsperson ikke uden skriftligt samtykke
kunne videregive fortrolige helbredsoplysninger af hensyn til patienten, da oplysningerne var til
brug for en myndigheds behandling af en ansøgningssag.
Sag 47 Klage over at sygeplejerske videregav helbredsoplysninger til en styrelse (0447212A)
En styrelse havde i forbindelse med behandlingen af en kvindes asylsag ikke kunnet indhente en udtalelse fra
hende om, hvorfor hun søgte asyl. Styrelsen henvendte sig herefter telefonisk til det asylcenter, hvor kvinden
befandt sig, og fik af en sygeplejerske udleveret fortrolige helbredsoplysninger om kvinden. Der var ikke forinden
givet samtykke til, at der kunne indhentes helbredsoplysninger om kvinden hos sundhedspersonalet på
asylcenteret. Helbredsoplysningerne blev senere brugt i forbindelse med styrelsens afslag på asyl til kvinden.
Der blev klaget over, at sygeplejersken uden kvindens samtykke og under tilsidesættelse af sin tavshedspligt
videregav helbredsoplysninger om kvinden til styrelsen.
Nævnet fandt, at sygeplejersken havde brudt sin tavshedspligt.
Nævnet kunne oplyse, at der gælder en tavshedspligt for sundhedspersoner om, hvad de under deres arbejde får
viden eller formodning om angående patienters helbredsforhold, øvrige rent private forhold og andre fortrolige
oplysninger.
Nævnet lagde til grund, at sagsbehandleren i en styrelsen ved en telefonsamtale den 18. december 2002 blandt
andet fik oplyst af sygeplejersken, at kvindens tilstand var uændret, og at hun var sengeliggende. Det var nævnets
vurdering, at en oplysning om, at en persons helbredstilstand er uændret, og at personen er sengeliggende, er en
fortrolig helbredsoplysning, som er opfattet af tavshedspligten.
Nævnet lagde videre til grund, at oplysningerne blev videregivet uden kvindens samtykke hertil. Nævnet kunne
hertil oplyse, at en sundhedsperson under visse betingelser uden patientens samtykke kan videregive oplysninger
til myndigheder, organisationer og private personer. Det var imidlertid nævnets vurdering, at en sådan
videregivelse af oplysninger ikke kan ske til brug for en myndigheds behandling af en ansøgningssag, idet
ansøgeren selv råder over, hvilke oplysninger denne ønsker at bidrage med til sagens behandling, og således også
må være forberedt på, at sagen kan få et udfald, der ikke er til ansøgerens fordel, såfremt ansøgeren ikke ønsker,
at myndigheden kan indhente de oplysninger, som myndigheden finder relevante.
Patientklagenævnet har i nedenstående afgørelser taget stilling til videregivelse af en fortrolig
oplysning af hensyn til andre end patienten.
Sag 48 (ref. sag 55) Klage over en læges videregivelse af oplysninger til politiet (0231702A)
En 38-årig mand blev den 10. september 2001 henvist af vagtlæge til psykiatrisk afdeling til observation for
psykose. Han oplyste, at han havde været i skænderi med sin kæreste, og at han forlod skænderiet med et
jagtgevær. Den 11. september 2001 foretog en reservelæge en gennemgang af sygdomshistorie og objektive
fund, og ved samtale med patienten kom det igen frem, at han havde et jagtgevær, som han havde gravet ned ved
en navngiven sti, og han gav udtryk for, at han ikke kunne love, at han ikke ville bruge jagtgeværet mod sig selv,
56
hvis han forlod afdelingen. Han oplyste endvidere, at han ofte havde svært ved at styre sit temperament og
derfor kunne blive voldelig, samt at han således havde været indblandet i voldssager. Han fortalte, at han havde
en del fjender, og at han for nylig havde fået trusselsbreve.
Reservelægen tog samme dag kontakt til politiet, efter at have konfereret med den administrerende overlæge.
Hun orienterede politiet om jagtgeværets placering og på direkte forespørgsel oplyste hun tillige indehaverens
navn. Hun underrettede herefter patienten om kontakten til politiet.
Der blev klaget over, at reservelægen uden samtykke og under tilsidesættelse af sin tavshedspligt videregav
oplysninger om patienten til politiet.
Nævnet fandt, at lov om patienters retsstilling § 26, jf. § 23 var blevet overtrådt ved videregivelse af
oplysningerne til politiet den 11. september 2001, idet nævnet lagde til grund, at reservelægen kunne have
afværget en eventuel faresituation for patienten og andre, som kunne finde geværet, alene ved at have oplyst til
politiet, at hun var blevet bekendt med placeringen af et jagtgevær, og at hun var bekymret for, at der kunne
opstå en farlig situation.
Nævnet fandt, at reservelægen handlede retsstridigt ved at have oplyst patientens navn til politiet. Nævnet fandt
imidlertid ikke grundlag for at kritisere reservelægen herfor, idet hun forinden videregivelsen havde rådført sig
med sin overordnede, den administrerende overlæge.
Nævnet fandt herefter, at ansvaret for den retsstridige videregivelse af oplysninger måtte placeres hos den
administrerende læge, idet hun vejledte reservelægen om, at patientens identitet kunne oplyses på politiets
anmodning.
Sag 49 Klage over en sygeplejerskes videregivelse af fortrolige oplysninger om en patient til dennes far
(0124630P)
En 32- årig mand havde været indlagt 24 gange på psykiatrisk afdeling siden 1991 med stofudløste
vrangforestillinger. I 1996 stillede man diagnosen skizofren residualtilstand. Han fik i maj 1998 dom til
anbringelse på hospital for sindslidende. Indlæggelserne på psykiatrisk afdeling var ofte relateret til et
betydeligt blandingsmisbrug. Der var ofte voldsepisoder og en del undvigelser fra afdelingen, hvor patienten
hver gang havde et betydeligt misbrug under udeblivelsen. Ved tilbagekomsten var han ofte voldsom. I juni 2000
flygtede patienten fra psykiatrisk afdeling, og da han var anbringelsesdømt, blev han straks efterlyst via politiet.
Efter 1 døgn blev faderen af en sygeplejerske orienteret om det skete, idet man fra afdelingen vurderede dette
som en berettiget varetagelse af familiens tarv, da man nu antog, at patienten måtte være stofpåvirket og dermed
potentielt voldelig.
Der blev klaget over, at sygeplejersken uden patientens samtykke videregav oplysninger til hans far om, at han
var flygtet fra afdelingen.
57
Patientklagenævnet fandt, at sygeplejersken ikke havde overtrådt sin tavshedspligt, idet patienten tidligere havde
udvist voldelig adfærd, og han havde haft polititilhold mod at opsøge farmoderen på grund af trusler. Der var
således væsentlige hensyn til patientens familie, som berettigede, at oplysningen kunne videregives.
Sag 50 (ref. sag 36) Klage over, at en læge informerede forældrene til en 19-årig psykiatrisk patient om, at denne
var i livsfare efter et selvmordsforsøg (0447501A)
En 19-årig kvinde, der var indlagt på psykiatrisk afdeling indvilligede i april 2003 i, at hendes forældre blev
inviteret til en samtale vedrørende det rent lægelige/diagnostiske forhold og hvilken behandlingsplan, som man
ville foreslå anvendt. Den 30. april 2003 havde patienten en samtale med sine forældre. I forbindelse med
samtalen deltog en læge, og denne gjorde forældrene bekendt med de rent lægelige oplysninger om deres datter.
Herefter blev forældrene orienteret om de sociale planer i forhold til patienten.
Patienten blev den 4. maj 2003 akut overflyttet til en øre-, næse- og halsafdelingen efter et forsøg på selvmord
ved hængning. Det blev vurderet, at hun fortsat var i livsfare, og der blev planlagt observation for frie luftveje.
På øre-, næse- og halsafdelingen tilkendegav patienten, at hun ikke ønskede indlæggelse på afdelingen. Man
fandt, at der var indikation for tvangstilbageholdelse, og der blev anmodet om psykiatrisk tilsyn.
Senere samme dag foretog en 1. reservelæge psykiatrisk tilsyn, og han fandt grundlag for bæltefiksering, hvilket
blev iværksat kl. 21.15.1. Reservelægen vurderede endvidere, at tilstanden var så alvorlig med risiko for at
udvikle hævelse i luftvejene med efterfølgende kvælning, at det var bedst at orientere patientens pårørende. 1.
reservelægen fandt patienten meget ambivalent omkring, hvorvidt der skulle tages kontakt til hendes pårørende,
og han kontaktede telefonisk en overlæge med henblik på en drøftelse af, hvorvidt forældrene skulle orienteres
om deres datters kritiske tilstand. Overlægen støttede 1. reservelægen i at orientere forældrene. Kl. 22.50
ringede 1. reservelægen til patientens far og fortalte ham om dagens hændelser.
Den 5. maj 2003 kl. 11.30 blev bæltefikseringen fjernet, og patienten blev tilbageflyttet til psykiatrisk afdeling
efter, at hun var blevet vurderet uden for livsfare.
Der blev klaget over, at en hospitalslæge den 4. maj 2003 uden patientens samtykke havde videregivet
oplysninger om en iværksat tvangsbehandling af hende til hendes forældre.
Nævnet fandt, at overlægen havde brudt sin tavshedspligt i forbindelse med informationen af forældrene. Nævnet
fandt således, at 1. reservelægen den 4. maj 2003 havde handlet retsstridigt ved at oplyse patientens forældre om
datterens selvmordsforsøg og efterfølgende kritiske tilstand, men fandt ikke grundlag for at kritisere 1.
reservelægen herfor, fordi han forinden videregivelsen havde rådført sig med afdelingens overlæge. Ansvaret for
den retsstridige videregivelse af oplysninger måtte derfor placeres hos overlægen, idet han vejledte 1.
reservelægen om, at forældrene kunne oplyses om deres datters selvmordsforsøg og efterfølgende kritiske
tilstand.
Nævnet fandt, at patienten ikke havde givet samtykke til, at forældrene måtte informeres om hendes
helbredstilstand.
Nævnet fandt ikke, at hensynet til forældrenes interesse i at blive bekendt med deres datters kritiske
helbredstilstand kunne tilsidesætte lægens tavshedspligt.
58
Der blev afgivet dissens i sagen.
Patientklagenævnet har i nedenstående afgørelser taget stilling til videregivelse af en fortrolig
oplysning af hensyn til sundhedspersonen selv.
Sag 51 Klage over, at en praktiserende læge videregav oplysninger om en patient i en klagesag, som patienten
havde anlagt imod ham (06F004P)
En 74-årig mand klagede den 13. oktober 2004 over sin praktiserende læge til sundhedsforvaltningen. Det blev
anført i klagen, at lægen havde behandlet patienten unødigt hårdhændet i forbindelse med anlæggelse af en
blokade. Patienten blev observeret for demens, og hans tilstand var ustabil og præget af psykose med
vrangforestillinger. Den 21. oktober 2004 afgav lægen en besvarelse til sundhedsforvaltningen, hvori han
meddelte disse lægefaglige oplysninger om patienten.
Der blev klaget over, at lægen uden patientens samtykke havde videregivet de pågældende oplysninger.
Nævnet fandt ikke, at lægen havde brudt sin tavshedspligt ved at videregive oplysningerne.
Nævnet oplyste, at en læge i henhold til lov om patienters retsstilling § 26, stk. 2, under visse betingelser uden
patientens samtykke kan videregive oplysninger til myndigheder, organisationer og private personer. Således
fremgår det af § 26, stk. 2, nr. 2, at der kan ske videregivelse uden patientens samtykke, hvis videregivelsen er
nødvendig på grund af et væsentligt hensyn til lægen.
Det var nævnets opfattelse, at en sundhedsperson, som kritiseres offentligt af en patient, vil være berettiget til at
forsvare sig, hvilket kan indebære videregivelse af fortrolige oplysninger. Der må således antages at være en vid
adgang for en sundhedsperson til at forsvare sig, når der som led i en klagesag fremsættes beskyldninger mod
denne. Der må dog kun videregives oplysninger, der relaterer sig til de rejste kritikpunkter.
Nævnet lagde vægt på, at det ikke kunne udelukkes, at de oplysninger om patienten, som blev videregivet, var af
relevans for bedømmelsen af den klage, som patienten havde indgivet til sundhedsforvaltningen.
Nævnet lagde endvidere vægt på, at det burde have stået patienten klart, at han ved at indgive en klage til
sundhedsforvaltningen måtte forvente, at lægen, som den indklagede part, svarede på sundhedsforvaltningens
henvendelse.
Sag 52 Klage over, at en læge videregav helbredsoplysninger om en patient til pressen (0656724P)
En patient fik foretaget en operation på en kirurgisk afdeling. Under operationen blev det konstateret, at
patienten også havde en anden lidelse, end den lidelse der var årsag til operationen. Patienten døde kort tid
efter.
Senere blev der i pressen rejst kritik af den operative behandling af patienten. For at imødegå denne kritik skrev
operatøren et brev til de dele af pressen, der havde beskæftiget sig med sagen. I brevet oplyste lægen blandt
59
andet om den yderligere lidelse, som man havde fundet hos patienten i forbindelse med operationen, og det blev
anført, at det var denne lidelse, som havde været årsag til patientens død.
Der blev klaget over, at lægen havde brudt sin tavshedspligt i forbindelse med sin henvendelse til pressen.
Nævnet fandt, at lægen havde brudt sin tavshedspligt.
Nævnet fandt, at oplysningen om den anden lidelse, som var blevet fundet under operationen, måtte anses som
fortrolig, da denne oplysning ikke havde været fremme i medierne og således ikke var offentligt tilgængelig.
Det var nævnets opfattelse, at en sundhedsperson, som kritiseres offentligt, vil være berettiget til at korrigere
eller kommentere de oplysninger, som er bragt offentligt frem. Ved vurderingen af om en sådan videregivelse er
lovlig, skal hensynet til patientens ret til fortrolighed om sine helbredsforhold afvejes i forhold til
sundhedspersonens ønske om at korrigere oplysninger, som efter dennes opfattelse er urigtige. I vurderingen
indgår med nogen vægt de konsekvenser en videregivelse kan have for tillidsforholdet mellem den konkrete
patient og behandler og i et større perspektiv også de mulige konsekvenser for befolkningens tillidsforhold til
sundhedsvæsenet.
Nævnet bemærkede, at der i pressen var blevet anlagt en kritisk vinkel på behandlingen af patienten. Det var i
den forbindelse nævnets opfattelse, at operatøren, dvs. den læge der senere skrev til pressen, kunne opfatte
pressens behandling af sagen som en kritik af hans behandling af patienten. På den baggrund var det nævnets
opfattelse, at der forelå en situation, hvor lægen var berettiget til at tilsidesætte sin tavshedspligt for at forsvare
sig mod kritik af den behandling, som var blevet foretaget af patienten.
Det var imidlertid nævnets opfattelse, at lægen kunne have korrigeret den oplysning, som han anså for fejlagtig,
uden at det havde været nødvendigt at videregive specifikke oplysninger om den anden lidelse, som blev fundet
under operationen. Nævnet bemærkede i den forbindelse, at lovens § 26, stk. 2, nr. 2, alene giver mulighed for at
videregive de oplysninger, som er nødvendige til det konkrete formål.
I en anden sag har nævnet taget stilling til, om en ledende overlæge brød sin tavshedspligt ved at
videregive oplysninger om en patient til Patientklagenævnet. Den ledende overlæge afgav udtalelse
til klagesagen i sin egenskab af chef for den indklagede læge.
Sag 53 Klage over brud på tavshedspligten ved videregivelse af oplysninger til Patientklagenævnet 0552110A)
En 49-årig kvinde klagede til Patientklagenævnet over behandling modtaget i 2001 på en psykiatrisk afdeling.
Klagen omhandlede specifikt, at en afdelingslæge i forbindelse med behandling med præparatet Leponex, havde
overset, at patienten havde et meget lavt antal hvide blodlegemer. I forbindelse med oplysning af denne klagesag
afgav afdelingens ledende overlæge en udtalelse efter anmodning fra Patientklagenævnet. I udtalelsen anførte
den ledende overlæge blandt andet, at patienten netop (i 2003) var udskrevet fra et andet sygehus, hvor hun
havde forsøgt at begå selvmord. Patienten indgav herefter en klage over brud på tavshedspligten.
Der blev blandt andet klaget over, at den ledende overlæge havde overtrådt sin tavshedspligt ved i sin udtalelse
at videregive oplysninger om patientens selvmordsforsøg til Patientklagenævnet.
60
Nævnet fandt, at den ledende overlæge havde brudt sin tavshedspligt ved at oplyse til Patientklagenævnet, at
patienten havde været indlagt på et andet sygehus, hvor hun havde forsøgt at begå selvmord.
Det var under henvisning til § 26, stk. 2, nr. 2 i lov om patienters retsstilling, nævnets opfattelse, at der eksisterer
en vid ramme for videregivelse af fortrolige oplysninger for sundhedspersoner, der udtaler sig i en klagesag for
nævnet, idet en sundhedsperson skal have mulighed for at kunne forsvare sig ved at fremlægge oplysninger, som
sundhedspersonen skønner, kan have betydning for behandlingen af klagesagen.
Dog var det tillige nævnets opfattelse, at der, selvom en sundhedsperson har en vid margen for sit skøn over,
hvilke oplysninger der kan have betydning for behandlingen af klagesagen, er en grænse for, hvilke oplysninger
en sundhedsperson kan videregive i en udtalelse i en klagesag for nævnet. Således vil der være tale om et brud på
tavshedspligten, hvis der videregives fortrolige oplysninger, som er åbenbart irrelevante for behandlingen af
klagesagen.
Patientklagenævnet fandt, at oplysningen om, at patienten i slutningen af 2003 var blevet udskrevet fra et andet
sygehus, og at hun der havde forsøgt at begå selvmord, var åbenbart irrelevant for behandlingen af klagen over
patientens behandling i med Leponex 2001 på den psykiatriske afdeling.
Nævnet lagde vægt på, at klagesagen specifikt vedrørte manglende lægelig opfølgning på blodprøvesvar.
Oplysningen om indlæggelsen på et andet sygehus og om selvmordsforsøget i 2003 kunne ikke på nogen måde
bidrage til at belyse, om der var blevet begået lægelige fejl i forbindelse med vurderingen af blodprøver og
øgning af dosis af Leponex i slutningen af 2001 på den psykiatriske afdeling.
Der blev afgivet dissens i sagen.
Nedenstående sag illustrerer, at § 26, stk. 2, nr. 2, også kan finde anvendelse, såfremt en anmodning
fra de nærmeste pårørende om aktindsigt i en afdød patients journal beror på en konkret mistanke
om, at der er sket fejlbehandling.
Sag 54 (ref. sag 67) Klage over afslag på aktindsigt i en afdød patients journal (0552110A)
En 55-årig mand henvendte sig i december 2002 til en speciallæge i psykiatri, da han i mange år havde haft
psykiske problemer i form af angst og tvangsritualer samt selvmordstanker. Den 11. marts 2003 vurderede
speciallægen, at diagnosen muligvis var depression. Patienten var i behandling hos speciallægen frem til midten
af april 2003. Han blev tiltagende dårlig gennem behandlingsforløbet, havde hyppigere selvmordstanker og
problemer med at sove. Han fik antipsykotiske og antidepressive lægemidler samt sovemedicin efter behov. Den
22. april 2003 udeblev patienten fra konsultation hos speciallægen. Ved henvendelse hos politiet fik speciallægen
oplyst, at patienten havde begået selvmord.
Ved brev af 7. juli 2003 anmodede moderen om aktindsigt i patientens journal hos speciallægen. Der blev
ligeledes anmodet om oplysninger sygdomsforløb, dødsårsag og dødsmåde efter lov om patienters retsstilling §
28, stk. 1. Speciallægen gav afslag på aktindsigt ved svar af 23. juli 2003. I samme brev gav speciallægen visse
oplysninger om patientens sygdom og behandlingen heraf.
61
Der blev klaget over, at speciallægen i psykiatri gav afslag på anmodning om aktindsigt i den afdøde patients
journal.
Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere speciallægen i psykiatri, da lovens § 26, stk. 2, ikke pålægger
sundhedspersonen en pligt til at udlevere helbredsoplysninger, selvom betingelserne for videregivelse er opfyldt.
Henset til moderens skepsis overfor den behandling, patienten havde modtaget af speciallægen, og hendes
interesse i at forstå baggrunden for sin søns selvmord, fandt nævnet dog, at det havde været hensigtsmæssigt, om
speciallægen havde givet delvis aktindsigt i patientens journal.
Nævnet fandt, at moderen utvivlsomt tilhørte personkredsen af patientens nærmeste pårørende, da det fremgik af
journalen, at patienten havde hyppig kontakt med sin mor.
For så vidt angik anmodningen om aktindsigt, fremgik det ikke af patientens journal, at han positivt tilkendegav,
at de nærmeste pårørende måtte få adgang til hans journal, og nævnet fandt derfor ikke, at patienten havde givet
sit samtykke til, at speciallægen i psykiatri kunne videregive oplysninger om ham til hans nærmeste pårørende.
Nævnet oplyste, at en læge dog i henhold til lovens § 26, stk. 2, under visse betingelser uden patientens samtykke
kan videregive oplysninger til de nærmeste pårørende til en afdød patient. Således fremgår det af bestemmelsen,
at sundhedspersoner uden patientens samtykke kan videregive oplysninger om patientens helbredsforhold, øvrige
rent private forhold og andre fortrolige oplysninger til myndigheder, organisationer, private personer m.fl. til
andre formål end behandling, når videregivelsen er nødvendig til berettiget varetagelse af en åbenbar almen
interesse eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre privatpersoner.
Det var nævnets opfattelse, at bestemmelsen i visse situationer kan finde anvendelse, såfremt en anmodning fra
de nærmeste pårørende om aktindsigt i en afdød patients journal beror på en konkret mistanke om, at der er sket
fejlbehandling.
Nævnet bemærkede i den anledning, at aktindsigt i en afdød patients journalmateriale i en sådan situation kan
være den afgørende forudsætning for de nærmeste pårørende til en afdød patient for at opnå nærmere klarhed
over behandlingsforløbet med henblik på eventuelle overvejelser om at klage over behandlingen.
Nævnet fandt på baggrund af ordlyden af anmodningen om aktindsigt den 6. juni 2003, at det måtte stå klart for
speciallægen, at baggrunden for henvendelsen var en konkret mistanke om, at patienten var blevet fejlbehandlet.
Det var herefter nævnets opfattelse, at betingelserne for videregivelse af helbredsoplysninger i henhold til § 26,
stk. 2, nr. 2, var opfyldt. Denne bestemmelse foreskriver ikke en pligt for sundhedspersoner til at videregive
oplysninger, men giver alene mulighed for, at oplysningerne kan videregives, uden at sundhedspersonen herved
overtræder sin tavshedspligt.
På denne baggrund fandt Patientklagenævnet ikke grundlag for kritik af, at speciallægen ikke gav aktindsigt i
patientens journal. Henset til moderens skepsis overfor den behandling, patienten havde modtaget af
speciallægen, og hendes interesse i at forstå baggrunden for sin søns selvmord, fandt nævnet dog, at det havde
været hensigtsmæssigt, om speciallægen havde givet delvis aktindsigt i patientens journal.
62
Nævnet fandt således, at hensynet til moderens ønske om aktindsigt oversteg patientens krav på tavshedspligt.
Nævnet fandt dog tillige, at journalen indeholdt nogle oplysninger af meget privat karakter, som ikke burde
udleveres, idet disse oplysninger ikke havde betydning for moderens vurdering af, om der var grundlag for at
klage over behandlingen, ligesom oplysningerne ikke ville give større indsigt i baggrunden for patientens
selvmord.
Nævnet gjorde i forbindelse med afgørelsen speciallægen opmærksom på, hvilke oplysninger i journalen, det
efter nævnets opfattelse ville have været hensigtsmæssigt at udlevere.
6.2.3 Videregivelse af hensyn til en myndigheds tilsyns- og kontrolopgaver
I nogle tilfælde vil en myndighed have brug for at få oplysninger om en patient for at kunne
varetage sine tilsyns- og kontrolopgaver. Det fremgår således af lovens § 26, stk. 2, nr. 3, at en
sundhedsperson uden patientens samtykke kan videregive oplysninger om en patients
helbredsforhold, øvrige private forhold og andre fortrolige oplysninger til myndigheder,
organisationer, private personer m.fl., når videregivelsen er nødvendig for, at en myndighed kan
gennemføre tilsyns- og kontrolopgaver.
Det fremgår af Vejledningen, at det for eksempel kan være sygehusadministrationen eller amtets
sygehusforvaltning, der har brug for oplysninger vedrørende patienten i forbindelse med refusion af
udgifter fra andre amter. Det kan også være tilfældet i forbindelse med tilsyn og kontrol vedrørende
sygesikringsordningen. De oplysninger, der kan videregives, er alene de oplysninger, der er
nødvendige for, at myndigheden kan udføre sine tilsyns- og kontrolopgaver. Sundhedspersonen skal
således foretage en gennemgang af journalen med henblik på at vurdere, hvilke oplysninger, der
skal videregives, og hvilke det ikke er nødvendigt at videregive.36
Der foreligger på nuværende tidspunkt ikke afgørelser i Patientklagenævnet vedrørende en
sundhedspersons videregivelse af oplysninger uden patientens samtykke af hensyn til en
myndigheds tilsyns- og kontrolopgaver.
6.2.4 Generelle betingelser for videregivelse uden samtykke
Selv om der er mulighed for at fravige lovens hovedprincip om, at der skal indhentes samtykke til
videregivelse af fortrolige oplysninger, så fremgår det af lovbemærkningerne og Vejledningen, at
det er en forudsætning for videregivelse af oplysninger uden samtykke i de pågældende tilfælde, at
36 Vejledningen, pkt. 5.2
63
sundhedspersonen ikke videregiver oplysninger i et videre omfang, end det er påkrævet efter
formålet.
Dette betyder i praksis, at sundhedspersonen nøje må gennemgå relevansen af de oplysninger, der
videregives.
Patientklagenævnet har i nedenstående afgørelse tage stilling til omfanget af de oplysninger, der kan
videregives for at varetage formålet med videregivelsen.
Sag 55 (ref. sag 48) Klage over læges videregivelse af oplysninger til politiet (0231702A)
En 38-årig mand blev den 10. september 2001 henvist af vagtlæge til psykiatrisk afdeling til observation for
psykose. Han oplyste, at han havde været i skænderi med sin kæreste, og at han forlod skænderiet med et
jagtgevær. Den 11. september 2001 foretog en reservelæge en gennemgang af sygdomshistorie og de objektive
fund, og ved samtale med patienten kom det igen frem, at han havde et jagtgevær, som han havde gravet ned ved
en navngiven sti, og han gav udtryk for, at han ikke kunne love, at han ikke ville bruge jagtgeværet mod sig selv,
hvis han forlod afdelingen. Han oplyste endvidere, at han ofte havde svært ved at styre sit temperament og
derfor kunne blive voldelig, samt at han således havde været indblandet i voldssager. Han fortalte, at han havde
en del fjender, og at han for nylig havde fået trusselsbreve.
Reservelægen tog samme dag kontakt til politiet efter at have konfereret med den administrerende overlæge.
Hun orienterede politiet om jagtgeværets placering og på direkte forespørgsel oplyste hun tillige indehaverens
navn. Hun underrettede herefter patienten om kontakten til politiet.
Der blev klaget over, at reservelægen uden samtykke og under tilsidesættelse af sin tavshedspligt videregav
oplysninger om patienten til politiet.
Nævnet fandt, at lov om patienters retsstilling § 26, jf. § 23 var blevet overtrådt ved videregivelse af
oplysningerne til politiet den 11. september 2001, idet nævnet lagde til grund, at reservelægen kunne have
afværget en eventuel faresituation for patienten og andre, som kunne finde geværet, alene ved at have oplyst til
politiet, at hun var blevet bekendt med placeringen af et jagtgevær, og at hun var bekymret for, at der kunne
opstå en farlig situation.
Nævnet fandt, at reservelægen handlede retsstridigt ved at have oplyst patientens navn til politiet. Nævnet fandt
imidlertid ikke grundlag for at kritisere reservelægen herfor, idet hun forinden videregivelsen havde rådført sig
med sin overordnede, den administrerende overlæge.
Nævnet fandt herefter, at ansvaret for den retsstridige videregivelse af oplysninger måtte placeres hos den
administrerende læge, idet hun vejledte reservelægen om, at patientens identitet kunne oplyses på politiets
anmodning.
64
Det er desuden en forudsætning, at sundhedspersonen, forinden videregivelsen finder sted, forsøger
at indhente patientens samtykke hertil, medmindre der foreligger særlige grunde.37
Patientklagenævnet har i de følgende afgørelser taget stilling til kravet om, at sundhedspersonen
inden videregivelse af oplysningerne, skal forsøge at indhente patientens samtykke hertil.
Sag 56 (ref. sag 13) Klage over læges videregivelse af oplysninger uden patientens samtykke til et statsamt
(0231315P)
En 51-årig mand havde siden 1992 gentagne gange været indlagt på et sygehus psykiatriske afdeling og blev
senest udskrevet i november 2001, idet han i en periode ikke havde vist sig på afdelingen. Med brev af 17.
december 2001 meddelte afdelingens overlæge statsamtet, at afdelingen var i en vanskelig situation, idet en
patientforeningens plads i det lokale patientklagenævn nu var besat med patienten, som igennem en længere
årrække havde været og fortsat var i behandling på afdelingen. Han ville dermed få en særdeles uheldig
dobbeltrolle i forhold til de involverede patienter og læger, idet han sad i det nævn, hvori afdelingens sager blev
behandlet. Overlægen forsøgte ikke forinden videregivelsen af oplysningerne at indhente patientens samtykke til
videregivelsen.
Der blev klaget over, at overlægen uden patientens samtykke havde videregivet oplysninger om patienten til
statsamtet.
Nævnet fandt, at overlægen havde brudt sin tavshedspligt, da denne burde have forsøgt at indhente et samtykke
fra patienten forinden videregivelsen af oplysninger om ham til statsamtet. Nævnet fandt endvidere, at der ikke
forelå særlige grunde, som kunne begrunde, at et sådant samtykke ikke skulle indhentes først.
Sag 57 Klage over læges videregivelse af oplysninger uden patientens samtykke til en kommune (0231303A)
En 53-årig kvinde og hendes mand havde den samme praktiserende læge. De havde en mindreårig søn. I maj
2001 underrettede lægen i henhold til lov om social service § 36 kommunens børne- og ungdomsrådgivning om
familieforholdene, da han var bekymret for sønnens videre udvikling. Som følge heraf blev kvinden, manden og
sønnen indkaldt til møde med en socialrådgiver og lægen.
Der blev klaget over, at lægen uden den kvindelig patients samtykke havde videregivet oplysninger om hendes
familieforhold til kommunen
Nævnet fandt, at lægen var berettiget til at underrette de sociale myndigheder, og at han således ikke havde
overtrådt sin tavshedspligt. Det var endvidere nævnets opfattelse, at lægen ikke havde grund til at forvente, at
kvinden ville give sit samtykke til underretningen, hvorfor lægen ikke kunne kritiseres for at undlade at forsøge
at indhente patientens samtykke, inden videregivelsen af oplysningerne om familieforholdene fandt sted.
Nævnet har ved vurderingen lagt vægt på, at indberetningspligten i lov om social service § 36 er en særlig grund
til at undlade at indhente patientens samtykke.
37 Lovbemærkningerne, speciel del s. 37, jf. Vejledningen, pkt. 5. 2
65
Det fremgår i øvrigt af lovens § 26, stk. 4, at hvis der videregives oplysninger efter stk. 2, nr. 2, så
skal den, som oplysningen angår, snarest muligt herefter orienteres om videregivelsen og formålet
hermed.
Nedenstående afgørelse illustrerer kravene til efterfølgende underretning af patienten.
Sag 58 Klage over en læges videregivelse af oplysninger uden patientens samtykke i en lægeerklæring til politiet
til brug for en tvangsindlæggelse (9914903P)
En 50-årig kvinde led af en maniodepressiv psykose og var i en manisk fase. En praktiserende læge udfærdigede
en lægeerklæring til brug for tvangsindlæggelse af patienten.
Der blev klaget over, at lægen uden patientens samtykke havde videregivet oplysninger om hende til politiet.
Nævnet fandt, at lægen ikke havde brudt sin tavshedspligt, da denne havde været berettiget til at videregive
oplysningerne uden patientens samtykke. Nævnet fandt i den forbindelse, at lægen havde opfyldt kravet om
snarest muligt efter videregivelsen at orientere patienten om denne samt formålet med den, idet det af
lægeerklæringen med fortrykt tekst fremgik, at patienten var underrettet om den påtænkte tvang, om baggrunden
for tvangsindlæggelsen samt om formålet hermed.
6.2.5 Hvem træffer afgørelse om videregivelse uden samtykke?
Det fremgår af lovens § 26, stk. 3, at det er den sundhedsperson, der er i besiddelse af en fortrolig
oplysning, der afgør, hvorvidt det er berettiget at videregive oplysninger uden patientens samtykke
til andre formål end behandling.
Beslutningskompetencen ligger således hos sundhedspersonen. På et sygehus skal en afgørelse af,
hvorvidt en videregivelse af helbredsoplysninger fra en patientjournal er berettiget, som hovedregel
ifølge Vejledningen træffes af den overlæge, der er ansvarlig for den sygehusafdeling, hvor den
pågældende patient er eller har været indlagt, eller af den sundhedsperson, som opgaven er blevet
delegeret til. For så vidt angår videregivelse fra for eksempel en praktiserende læge, speciallæge
eller tandlæge, skal afgørelsen træffes af den pågældende sundhedsperson.38
Nedenstående afgørelse illustrerer, at nævnet i visse tilfælde ikke vil pålægge en sundhedsperson
ansvaret for videregivelse af helbredsoplysninger fra en patientjournal.
38 Vejledningen, pkt. 7.
66
Sag 59 Klage over en læges videregivelse af oplysninger fra afdød patients journal (0021305A)
En 56-årig mand anmodede via sin advokat i februar 1999 om aktindsigt i sin afdøde pårørendes journal på et
sygehus for perioden 1996-1998. Begrundelse for anmodningen om aktindsigt var at opnå dokumentation for
afdødes psykiske tilstand på tidspunktet for oprettelse af testamente i september 1997, idet manden havde anlagt
sag til omstødelse af testamentet. Anmodningen om aktindsigt blev modtaget af sygehusledelsen.
Den administrerende overlæge, der var i besiddelse af patientens journal, blev af sygehusledelsen pålagt at give
advokaten aktindsigt. Overlægen kontaktede en kontorchef i Sundhedsforvaltningen om aktindsigtens omfang og
blev oplyst om, at der skulle gives aktindsigt i alt journalmateriale, som skønnedes relevant.
Der blev klaget over, at der blev givet advokaten aktindsigt i patientens journal for perioden 1996 til 1998, idet
det blev anført, at manden ikke kunne betragtes som nærmeste pårørende. Det blev endvidere anført, at hvis
manden kunne betragtes som nærmeste pårørende, burde han kun have fået aktindsigt i oplysninger om
sygdomsforløb, dødsårsag og dødsmåde.
Patientklagenævnet fandt, at den administrerende overlæge ikke havde overtrådt sin tavshedspligt ved at
videregive helbredsoplysninger vedrørende afdøde til advokaten.
Nævnet lagde vægt på, at det overordnede ansvar for, at oplysninger videregives i overensstemmelse med loven,
påhviler den driftsansvarlige myndighed, og at sygehusledelsen havde pålagt overlægen at give advokaten
aktindsigt i relevante dele af journalen til brug for den verserende retssag om omstødelse af afdødes testamente.
Nævnet lagde endvidere vægt på, at overlægen kontaktede en kontorchef i Sundhedsforvaltningen om
aktindsigtens omfang og blev oplyst om, at der skulle gives aktindsigt i alt journalmateriale, som skønnedes
relevant.
Patientklagenævnet fandt anledning til at fremhæve, at det var nævnets opfattelse, at det var i strid med reglerne i
lov om patienters retsstilling at videregive oplysninger fra patientens journal til klienten.
På baggrund af alle foreliggende oplysninger fandt Patientklagenævnet imidlertid, at overlægens videregivelse af
patientoplysninger var udførelse af en tjenestepligt, fordi han havde fået pålæg derom fra sygehusledelsen. Når
henses til overlægens kontakt med kontorchef i Sundhedsforvaltningen, kan videregivelsen ikke fremstå som for
ham åbenbar uberettiget.
Patientklagenævnet fandt heller ikke anledning til at udtale kritik af omfanget af overlægens videregivelse af
patientoplysninger, fordi han kontaktede kontorchefen i Sundhedsforvaltningen, der forklarede omfanget af,
hvad der skulle udleveres. Herefter fik advokaten adgang til at læse journalen, dog ikke kontinuation 25.1 og
25.2, der omhandlede forhold, der ikke var direkte relateret til patientens sygdom og død. Advokaten fik
endvidere kopi af de af ham udvalgte dele af journalen, der vedrørte tiden fra den 20. januar 1996 til den 29. juni
1998.
Patientklagenævnet fandt herefter, at der ikke var tilstrækkelig sikkert grundlag for at antage, at overlægen havde
brudt sin tavshedspligt i forbindelse med videregivelse af helbredsoplysninger vedrørende patienten til
advokaten i forbindelse med anmodning om aktindsigt i patientens journal i februar 1999.
67
7 VIDEREGIVELSE AF HELBREDSOPLYSNINGER TIL
SÆRLIGE FORMÅL (FORSKNING, STATISTIK MV.)
7.1 Oplysninger til brug for forskningsprojekt
Det fremgår af lovens § 29, at oplysninger om patienters helbredsforhold, øvrige rent private
forhold og andre fortrolige oplysninger fra patientjournaler m.v. kan videregives af en
sundhedsperson til en forsker til brug for et konkret biomedicinsk forskningsprojekt uden samtykke
fra patienten, såfremt betingelserne i § 29, stk. 1, eller 2, er opfyldt.
Det fremgår af stk. 1, at såfremt der er meddelt tilladelse til projektet efter lov om et
videnskabsetisk komitésystem og behandling af biomedicinske forskningsprojekter, kan
oplysningerne umiddelbart overlades til forskeren. 39
Det fremgår af stk. 2, at såfremt forskningsprojektet ikke er omfattet af lov om et videnskabsetisk
komitésystem m.v., kan oplysningerne videregives til forskeren efter godkendelse af
Sundhedsstyrelsen, som fastsætter vilkår for videregivelsen. I disse tilfælde kan videregivelse af
oplysninger til forskeren alene ske til brug ved et konkret forskningsprojekt af væsentlig
samfundsmæssig interesse.
Efterfølgende henvendelse fra forskeren til enkeltpersoner, hvis personoplysninger indgår i
forskningsprojektet, må kun ske i det omfang, de sundhedspersoner, der har behandlet de
pågældende enkeltpersoner, giver tilladelse hertil, jfr. § 29, stk. 3.
Der foreligger på nuværende tidspunkt ikke afgørelser fra Patientklagenævnet vedrørende
videregivelse af helbredsoplysninger til brug for forskningsprojekter.
7.2 Oplysninger til brug for statistik eller planlægning
Det fremgår af lovens § 30, stk. 1, at oplysninger i henhold til § 29 kan videregives til brug for
statistik eller planlægning efter godkendelse af Sundhedsstyrelsen, som fastsætter vilkår for
39 Lovbekendtgørelse nr. 69 af 8. januar 1999 om et videnskabsetisk komitésystem og behandling af biomedicinske
forskningsprojekter (med senere ændringer).
68
oplysningernes anvendelse. Det kan for eksempel være vilkår om sletning, anonymisering eller
kryptografering på et nærmere angivet tidspunkt under forløbet.
Videregivelse kan endvidere ske uden godkendelse af Sundhedsstyrelsen, når det følger af lov, at
oplysningerne skal videregives, jf. § 30, stk. 2. Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at
bestemmelsen navnlig tager sigte på lov om Danmarks Statistik, hvorefter offentlige myndigheder
og institutioner i visse tilfælde efter anmodning fra Danmarks Statistik skal meddele de
oplysninger, de er i besiddelse af. 40
Oplysninger, der er indhentet efter lovens §§ 29 og 30 til brug for forskning, statistik eller
planlægning, må ikke senere behandles i andet end statistisk eller videnskabeligt øjemed, jf. § 31,
stk. 1. Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at der således gerne må ske videregivelse
indenfor samme formål, herunder til brug for yderligere forskning. 41 Offentliggørelse af de
pågældende oplysninger må kun ske i en form, hvori oplysningerne ikke kan henføres til
patienterne, jf. § 31, stk. 2.
Sundhedsministeren har i medfør af § 31, stk. 3, hjemmel til at fastsætte nærmere regler om
videregivelse af oplysninger efter § 29, stk. 2, og § 30, stk. 1. Denne hjemmel er ikke udnyttet
endnu.
Der foreligger på nuværende tidspunkt ikke afgørelser fra Patientklagenævnet vedrørende
videregivelse af helbredsoplysninger til brug for statistik eller planlægning.
8 VIDEREGIVELSE AF HELBREDSOPLYSNINGER
VEDRØRENDE EN AFDØD PATIENT TIL DENNES
PÅRØRENDE
Ifølge lovens § 28, stk. 1, kan en sundhedsperson videregive oplysninger om en afdød patients
sygdomsforløb, dødsårsag og dødsmåde til afdødes nærmeste pårørende, såfremt det må antages
ikke at stride mod afdødes ønske og hensynet til afdøde eller andre private interesser ikke taler
afgørende herimod.
40 Bemærkninger til lovforslaget, til §§ 29-31. Lovbekendtgørelse nr. 599 af 22. juni 2000 om Danmarks Statistik. 41 Bemærkninger til lovforslaget, til §§ 29-31.
69
Yderligere oplysninger – det vil sige ud over oplysninger om sygdomsforløb, dødsårsag og
dødsmåde - kan gives, hvis betingelserne i § 26, stk. 2, nr. 2, er opfyldt.
§ 28 er placeret i lovens kapitel 5 vedrørende tavshedspligt og videregivelse af helbredsoplysninger,
hvorfor bestemmelsen giver pårørende en mulighed for at få meddelt de i bestemmelsen anførte
helbredsoplysninger. Bestemmelsen giver derimod ikke de pårørende en egentlig ret til aktindsigt.
Der er imidlertid intet til hinder for, at sundhedspersonen videregiver oplysninger efter § 28 i form
af aktindsigt i den del af journalen, der indeholder de relevante oplysninger.
De formelle regler i lovens kapitel 4 vedrørende besvarelse af anmodninger om aktindsigt og
gennemførelse af aktindsigt, herunder 10-dagesfristen og retten til udlevering af kopi, gælder derfor
ikke for videregivelsesbestemmelserne i lovens kapitel 5.
Det fremgår ikke af lov om patienters retsstilling, at sundhedspersonen har pligt til at give de
oplysninger, som sundhedspersonen har ret til at videregive til de pårørende. Nævnet har derfor ikke
kompetence til at kritisere, hvis de i § 28 nævnte oplysninger ikke er blevet givet til de pårørende.
Nævnet kan dog udtale, at det havde været hensigtsmæssigt at videregive oplysningerne.
Nedenstående sag illustrerer, at de pårørende ikke har en egentlig ret til aktindsigt i afdødes journal,
og at der derfor ikke gælder nogen specifik tidsfrist for udlevering af oplysninger efter § 28.
Sag 60 Klage over for sen besvarelse af anmodning om aktindsigt i afdød broders journal (0233502P)
En mand anmodede ved brev sin afdøde broders praktiserende læge om aktindsigt i broderens journal.
Imidlertid besvarede lægen ikke brevet, hvorfor manden 14 dage senere klagede til Patientklagenævnet.
Der blev klaget over, at lægen ikke indenfor 10 dage besvarede mandens anmodning om aktindsigt i hans afdøde
broders journal.
Nævnet fandt ikke at kunne statuere, at lægen havde overtrådt lov om patienters retsstilling ved ikke senest 10
dage efter modtagelsen af mandens anmodning om aktindsigt at have besvaret denne.
Nævnet oplyste i denne forbindelse, at bestemmelsen i § 28, stk. 1, er placeret i lovens kapitel 5 vedrørende
tavshedspligt og videregivelse af helbredsoplysninger, hvorfor bestemmelsen giver pårørende en mulighed for at
få meddelt de i bestemmelsen anførte helbredsoplysninger. Bestemmelsen giver derimod ikke de pårørende en
ret til aktindsigt eller til at videregivelsen sker på samme vis, som ved gennemførelse af aktindsigt.
Nedenstående sag illustrerer, at der kun kan gives specifikt angivne helbredsoplysninger efter § 28,
hvis oplysningerne vedrører en afdød patients sygdomsforløb, dødsårsag og dødsmåde.
70
Sag 61 (ref. sag 68) Klage over, at afdødes praktiserende læge afslog at imødekomme en advokats anmodning om
aktindsigt i afdødes journal på vegne af afdødes datter (04F030P)
I december 2002 anmodede en advokat på vegne af et barn til en afdød patient om aktindsigt i patientens journal
for årene 1990-1992 hos den praktiserende læge blandt andet efter lov om patienters retsstilling § 28. Advokaten
anførte over for patientens læge, at anmodningen havde til formål at få et samlet billede af behandlingsforløbet i
de omtalte tre år, og at advokaten var interesseret i afdødes forbrug af sovemedicin, henvisninger til
speciallægevurderinger og lægens vurdering af, om afdøde i februar 1992 havde været i stand til at disponere
fornuftsmæssigt over sin formue i testamentarisk forstand.
Afdødes praktiserende læge udfærdigede en udtalelse til advokaten om afdødes overordnede helbredstilstand i
perioden 1983 til 2000, herunder at afdøde i februar 1992 var psykisk upåfaldende.
Der blev klaget over, at advokaten ikke fik den ønskede aktindsigt.
Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere den praktiserende læge.
Nævnet lagde vægt på, at advokatens anmodning om aktindsigt i afdødes journal fra 1990 til 1992 ikke kunne
være begrundet i et ønske om at få kendskab til patientens sygdomsforløb, dødsårsag og dødsmåde, idet patienten
afgik ved døden i 2000.
Nævnet fandt således, at advokaten ikke havde krav på helbredsoplysninger om afdøde vedrørende perioden fra
1990 til 1992 efter lov om patienters retsstilling § 28.
Nævnets praksis på området viser, at ved behandlingen af en klage fra en person, der har fået afslag
på anmodningen om aktindsigt i en afdød pårørendes journal, tager nævnet indledningsvis stilling
til, om de ønskede oplysninger omhandler den afdødes sygdomsforløb, dødsårsag eller dødsmåde.
Endvidere skal der foretages en vurdering af, om den pårørende kan betragtes som tilstrækkeligt
nærtstående til den afdøde. Det fremgår af vejledning nr. 155 af 14. september 1998 om aktindsigt
mv. i helbredsoplysninger, at der ved nærmeste pårørende normalt først og fremmest forstås
patientens samlevende ægtefælle eller samlever, slægtninge i lige linie og, alt efter de konkrete
forhold, søskende.
Ved afgørelsen heraf lægger nævnet mere vægt på den faktiske tilknytning, der har været mellem
den afdøde patient og klageren, og mindre vægt på det formelle slægtskabsforhold.
Nedenstående afgørelse illustrerer nævnets fortolkning af begrebet nærmeste pårørende.
Sag 62 Klage over afslag på aktindsigt i afdød faders journal (02F01P)
En kvinde anmodede ved brev en medicinsk afdeling om at få oplysninger om sin faders dødsforløb og
dødsårsag.
71
En læge på afdelingen afslog at imødekomme anmodningen om aktindsigt.
Der blev klaget over, at lægen ikke imødekom kvindens anmodning om at få videregivet oplysninger om
forholdene omkring hendes faders død.
Nævnet tiltrådte lægens afslag på videregivelse af oplysningerne, idet nævnet lagde vægt på, at faderen under
rubrikken ”sociale forhold” i journalen havde oplyst, at han var bosiddende i udlandet, og at han hverken havde
ægtefælle eller børn.
Nævnet lagde endvidere vægt på, at det fremgik af klageskrivelsen, at kvinden ikke havde haft kontakt til
faderen i mange år, idet han i midten af 70’erne havde valgt at slå hånden af såvel sin øvrige familie som hende.
Hun begrundede sin anmodning med, at dødsfaldet havde berørt hende, hvorfor hun gerne ville have information
herom.
Der skal i hver sag foretages en konkret vurdering af, hvorvidt det var imod patientens ønske, at de
pårørende fik indsigt i journalen. Ved vurderingen lægges der vægt på, om det kan bevises, at
patienten skriftligt, mundtligt eller på anden måde har tilkendegivet, at de pårørende ikke skulle
have indsigt i journalen.
Endelig lægger nævnet vægt på karakteren af de ønskede oplysninger, hvor personfølsomme de er,
og om de kan være til skade for den afdøde eller andre.
Nedenstående afgørelser belyser betydningen af patientens kontakt til de pårørende, samt
tilkendegivelser vedrørende forholdet til de pårørende.
Sag 63 Forældres anmodning om aktindsigt i deres psykisk syge afdøde datters journal (0552726P)
En yngre kvinde havde i otte år ikke haft kontakt til sine forældre, men i slutningen af 2002 tog forældrene
kontakt til hende og frem til oktober 2003 var der brevveksling og enkelte møder mellem datteren og forældrene.
I slutningen af 2003 begik datteren selvmord.
Herefter anmodede moderen om at modtage helbredsoplysninger vedrørende datteren fra den psykiatriske
afdeling, hvor datteren havde været indlagt, men fik afslag.
Der blev klaget over afslaget, da forældrene mente, at det fremgik klart af brevvekslingen, at datteren ønskede
kontakt med sine forældre.
Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere den overlæge, der gav afslag på anmodningen om at modtage
helbredsoplysninger.
72
Nævnet fandt, at moderen tilhørte personkredsen af nærmeste pårørende.
Nævnet lagde efter en gennemgang af datterens journal vægt på, at det fremgik flere steder, at hun ikke ønskede
kontakt med sine forældre, og at afdelingen ikke måtte kontakte hendes forældre.
Nævnet fandt herefter ikke grundlag for kritik af, at overlægen afslog at imødekomme forældrenes anmodning
om at modtage helbredsoplysninger.
Sag 64 Klage over afslag på aktindsigt i afdød søsters journal (0019204A)
En 52-årig kvinde med paranoid skizofreni havde gennem årene været indlagt adskillige gange på psykiatrisk
afdeling.
En dag blev kvinden fundet død i sit hjem. Dødsårsagen formodedes at være nyresvigt, idet der ved obduktion
blev fundet forsnævringer i urinvejene.
Det fremgik af et notat i journalen, at der den 3. juni 1998 blev fremsendt kopi af journalkontinuationerne 25-75
til den afdøde kvindes søster, som havde fremsat anmodning om aktindsigt i hele journalen.
Søsteren fremsatte endnu en gang anmodning om at få fuld aktindsigt i hele journalen, hvilket overlægen
imidlertid afslog. Han oplyste til sagen, at hans afslag på yderligere aktindsigt var begrundet i diskretionære
årsager for at beskytte den afdøde kvinde mod yderligere indsigt i hendes journal. Overlægen oplyste endvidere,
at kvinden overfor en distriktssygeplejerske havde givet udtryk for, at hun ikke ønskede, at hendes søster havde
indsigt i hendes journal eller blev fortalt om hendes liv og levned. Dette ønske blev ikke journalført, idet der på
daværende tidspunkt ikke var forventning om, at kvinden ville dø.
Søsteren til den afdøde kvinde fremsatte endvidere anmodning om aktindsigt i journalen overfor kvindens
praktiserende læge, som imidlertid gav afslag herpå.
Lægen oplyste til sagen, at kvinden flere gange gav udtryk for, at hun ikke ønskede, at hendes familie fik indsigt i
hendes liv og i hendes journal. Dette ønske blev imidlertid ikke journalført.
Der var klaget over, at overlægen afslog at give yderligere aktindsigt i den afdøde kvindes journal. Der var
endvidere klaget over, at den praktiserende læge afslog anmodningen om aktindsigt i journalen.
Nævnet lagde vægt på, at såvel overlægen som den praktiserende læge uafhængigt af hinanden oplyste, at
kvinden havde modsat sig, at hendes familie fik indsigt i hendes patientjournal. Nævnet fandt udtalelserne fra de
to læger bestyrket af et journalnotat, hvoraf fremgik, at kvinden anførte, at hun var irriteret over familiens
indblanding.
Nævnet fandt herefter ikke grundlag for kritik af, at overlægen afslog at give søsteren yderligere aktindsigt i
journalen, samt at den praktiserende læge ligeledes afslog at give aktindsigt i den journal, som han var i
besiddelse af vedrørende den afdøde kvinde.
73
Nævnet fandt imidlertid, at det havde været hensigtsmæssigt, om overlægen og den praktiserende læge havde
journalført kvindens ønske om, at hendes familie ikke fik indsigt i hendes journal.
Nedenstående sag illustrerer, at nævnet i en konkret sag også tog stilling til, hvorvidt
menneskerettighedskonventionens artikel 8 gav en datter til en afdød patient adgang til
journalindsigt i afdødes journal.
Sag 65 Klage over, at en afdøds datter ikke kunne få udleveret kopi af moderens journal vedrørende 40 års
indlæggelse på en psykiatrisk afdeling (0549016P)
En datter til en afdød mor anmodede en psykiatrisk afdeling om aktindsigt i journalmateriale fra perioden 1.
februar 1935 til 23. februar 1975 vedrørende moderen.
Den 6. august 2002 afslog overlægen den pågældende anmodning om aktindsigt.
Der blev klaget over, at datteren til den afdøde patient havde fået afslag på aktindsigt i patientens journal.
Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere overlægen. Nævnet fandt imidlertid, at det havde været
hensigtsmæssigt, om overlægen havde tilbudt datteren til den afdøde patient en samtale, hvor hun kunne få
oplysning om patientens dødsårsag og dødsmåde samt sygdomsforløbet op til dødsfaldet.
Nævnet lagde vægt på, at datteren var født i 1931, og at forældrene blev skilt i 1935, hvorefter moderen besøgte
datteren en gang i 1935 eller 1936, og at datteren besøgte moderen få dage før hun døde og deltog i hendes
bisættelse. Det fremgår endvidere, at datteren i hvert fald frem til den 1. december 1949, hvor hun var 18 år
gammel, havde fået oplyst blandt andet af sin far, at moderen var død.
Nævnet lagde endvidere vægt på, at datteren havde sendt moderen pakker, men at hun var ophørt med dette, da
det bibragte moderen sygelige forestillinger, og at moderen beklagede, at gaverne var ophørt.
På denne baggrund fandt nævnet det godtgjort, at der mellem moderen og datteren havde været en sådan faktisk
tilknytning, at datteren kunne anses som nærmeste pårørende i lovens forstand, og dermed som udgangspunkt var
berettiget til at modtage journaloplysninger om moderen.
Det fremgik ikke af sagen, at moderen havde tilkendegivet, at hun ikke ønskede, at oplysninger vedrørende
hende blev videregivet til datteren.
Nævnet lagde i øvrigt vægt på, at det ud fra de foreliggende journaloplysninger var vanskeligt at vurdere,
hvorvidt moderen ønskede personlig kontakt til datteren, men det var nævnets opfattelse, at der ikke var
holdepunkter i sagen for at antage, at det ville stride imod moderen ønske, at oplysninger vedrørende hende om
sygdomsforløb, dødsårsag og dødsmåde blev videregivet til datteren. Det var endvidere nævnets opfattelse, at der
ikke var afgørende hensyn til moderen, der stred imod videregivelse af sådanne oplysninger.
Folketingets Ombudsmand havde i sagen bedt Patientklagenævnet tage stilling til den eventuelle betydning af
bestemmelsen i artikel 8, stk. 1, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention for datterens adgang til
aktindsigt i de ønskede journaloplysninger vedrørende hendes mor. Ombudsmanden gik ud fra, at
74
Patientklagenævnet i den forbindelse ville inddrage Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis
vedrørende artikel 8, herunder blandt andet sagen Gaskin 7/7 1989.
Det var i den forbindelse nævnets opfattelse, at datterens rettigheder efter art. 8 i Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention ikke var blevet tilsidesat.
Nævnet oplyste, at helbredsoplysninger efter § 26, stk. 2, nr. 2, i lov om patienters retsstilling kan videregives
uden patientens samtykke, når videregivelsen er nødvendig til berettiget varetagelse af åbenbar almen interesse
eller af væsentlige hensyn til patienten, sundhedspersonen eller andre. Bestemmelsen er en såkaldt
”værdispringsregel”, der forudsætter en konkret vurdering af interessen i hemmeligholdelse af fortrolige
oplysninger overfor interessen i at blive gjort bekendt med oplysningerne. Det er en forudsætning for
videregivelse, at interessen i at blive gjort bekendt med oplysningerne vejer væsentligt tungere end interessen i
hemmeligholdelse (værdispring).
Hermed må bestemmelsen i § 26, stk. 2, nr. 2, inddrages ved vurderingen af, om der kan gives de nærmeste
pårørende adgang til indsigt i afdødes journal ud over de oplysninger, der er omtalt i § 28, stk. 1. Bestemmelsen i
§ 26, stk. 2, nr. 2, skal i den forbindelse fortolkes i overensstemmelse med art. 8 i Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention.
Det var nævnets opfattelse, at datterens interesse i at få adgang til journaloplysninger om sin mor, ikke havde den
tilstrækkelige vægt til at kunne tilsidesætte moderens interesse i, at hendes samlede sygdomsforløb gennem en
periode på cirka 40 år blev holdt fortroligt.
Der blev afgivet dissens i sagen.
Nedenstående afgørelser illustrerer, hvilke oplysninger der kan videregives efter § 28, stk. 1.
Endvidere illustrerer afgørelserne, hvornår der kan videregives oplysninger til afdødes nærmeste
pårørende efter værdispringsreglen i § 26, stk. 2, nr. 2.
Sag 66 Klage over ufuldstændig aktindsigt i afdød ægtefælles journal (06F007A)
En 79-årig mand blev indlagt på intensiv afdeling på grund af en bristning i hovedpulsåren. Han blev opereret
samme dag på kirurgisk afdeling. Få dage senere afgik han ved døden.
Ved brev af 21. juli 2003 til den ledende overlæge på kirurgisk afdeling anmodede patientens ægtefælle om
aktindsigt i hans journal. En datter blev befuldmægtiget til at modtage den ønskede aktindsigt.
Den 4. august 2003 fik datteren udleveret obduktionserklæringen samt journalkontinuationer fra kirurgisk
afdeling. Hun modtog ikke observationsskemaer fra intensiv afdeling eller sygeplejekardex.
Der blev klaget over, at det tilsendte materiale var mangelfuldt, idet der manglede observationsskemaer fra
intensiv afdeling samt sygeplejejournalen. Der blev endvidere klaget over, at der ikke inden for 10 dage efter
begæring herom blev givet aktindsigt.
75
Nævnet fandt, at der var blevet givet tilstrækkelige oplysninger i henhold til § 28, stk. 1, i lov om patienters
retsstilling om patientens sygdomsforløb, dødsårsag og dødsmåde. Det var nævnets opfattelse, at
sygdomsforløbet fremgik af de udleverede journalkontinuationer, mens dødsårsagen og dødsmåden fremgik af
patologirapporten.
Nævnet oplyste i denne forbindelse, at der endvidere kan videregives oplysninger til afdødes nærmeste pårørende
efter den såkaldte værdispringsregel i § 26, stk. 2, nr. 2, jf. § 28, stk. 1, 2. pkt. Efter denne regel kan der
videregives andre og flere oplysninger end blot oplysninger om sygdomsforløb, dødsårsag og dødsmåde.
Det var nævnets opfattelse, at § 26, stk. 2, nr. 2, kan finde anvendelse, såfremt en anmodning fra de nærmeste
pårørende om aktindsigt i en afdød patients journal beror på en konkret mistanke om, at der er sket
fejlbehandling.
Nævnet lagde til grund, at den ledende overlæge ikke havde anledning til at tro, at ønsket om aktindsigt beroede
på en mistanke om fejlbehandling. Derfor fandt nævnet, at betingelserne for videregivelse af helbredsoplysninger
i henhold til § 26, stk. 2, nr. 2, ikke var opfyldt.
Nævnet fandt i øvrigt ikke grundlag for at kritisere den ledende overlæge for ikke at have besvaret ægtefællens
anmodning om aktindsigt inden 10 dage. Nævnet oplyste i den forbindelse, at lov om patienters retsstilling § 28
ikke giver de pårørende en ret til aktindsigt, og at de formelle regler vedrørende besvarelse af anmodninger om
aktindsigt derfor heller ikke finder anvendelse.
Sag 67 (ref. sag 54) Klage over utilstrækkelige oplysninger om afdød patients sygdomsforløb, dødsårsag og
dødsmåde og klage over afslag på aktindsigt i den afdødes patients journal (0552110A)
En 55-årig mand henvendte sig i december 2002 til en speciallæge i psykiatri, da han i mange år havde haft
psykiske problemer i form af angst og tvangsritualer samt selvmordstanker. Den 11. marts 2003 vurderede
speciallægen, at diagnosen muligvis var depression. Patienten var i behandling hos speciallægen frem til midten
af april 2003. Han blev tiltagende dårlig gennem behandlingsforløbet, havde hyppigere selvmordstanker og
problemer med at sove. Han fik antipsykotiske og antidepressive lægemidler samt sovemedicin efter behov. Den
22. april 2003 udeblev patienten fra konsultation hos speciallægen. Ved henvendelse hos politiet fik speciallægen
oplyst, at patienten havde begået selvmord.
Ved brev af 7. juli 2003 anmodede moderen om aktindsigt i patientens journal hos speciallægen, ligesom hun
anmodede om oplysninger efter § 28, stk. 1 i lov om patienters retsstilling. Speciallægen gav afslag på aktindsigt
ved svar af 23. juli 2003. I samme brev gav speciallægen visse oplysninger om patientens sygdom og
behandlingen heraf.
Der blev klaget over, at speciallægen i psykiatri gav afslag på anmodning om aktindsigt i den afdøde patients
journal.
Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere speciallægen i psykiatri. Henset til moderens skepsis overfor den
behandling sønnen havde modtaget af speciallægen og hendes interesse i at forstå baggrunden for sin søns
selvmord, fandt nævnet dog, at det havde været hensigtsmæssigt, om speciallægen havde givet delvis aktindsigt i
patientens journal.
76
Nævnet fandt, at moderen utvivlsomt tilhørte personkredsen af patientens nærmeste pårørende, da det fremgik af
journalen, at patienten havde hyppig kontakt med sin mor.
Nævnet havde gennemgået journalen fra den 19. december 2002 til den 15. april 2002, som speciallægen førte i
forbindelse med sin behandling af patienten.
Nævnet fandt på den baggrund, at speciallægen ved sit brev af 23. juli 2003 gav tilstrækkelige oplysninger i
henhold til § 28, stk. 1, i lov patienters retsstilling om patientens sygdomsforløb, dødsårsag og dødsmåde.
Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte speciallægens skøn med hensyn til, hvilke oplysninger der kunne
videregives i henhold til denne bestemmelse.
Det var imidlertid nævnets opfattelse, at betingelserne for aktindsigt efter § 26, stk. 2, nr. 2 var opfyldt, da
henvendelsen til speciallægen beroede på en konkret mistanke om, at der var sket fejlbehandling. Nævnet fandt
derfor, at det havde været hensigtsmæssigt, om speciallægen havde givet delvis aktindsigt i patientens journal.
Nævnet bemærkede i den forbindelse, at journalen indeholdt nogle oplysninger af meget privat karakter, som
ikke burde udleveres, idet disse oplysninger ikke havde betydning for moderens vurdering af, om der var
grundlag for at klage over behandlingen, ligesom oplysningerne ikke vil give større indsigt i baggrunden for
patientens selvmord.
Sag 68 (ref. sag 61) Klage over, at afdødes praktiserende læge afslog at imødekomme en advokats anmodning om
aktindsigt i afdødes journal på vegne af afdødes datter (04F030P)
I december 2002 anmodede en advokat for et barn til en afdød patient om aktindsigt i patientens journal for
årene 1990-1992 hos den praktiserende læge efter blandt andet lov om patienters retsstilling § 26. Advokaten
anførte over for patientens læge, at anmodningen havde til formål at få et samlet billede af behandlingsforløbet i
de omtalte tre år, og at advokaten var interesseret i afdødes forbrug af sovemedicin, henvisninger til
speciallægevurderinger og lægens vurdering af, om afdøde i februar 1992 havde været i stand til at disponere
fornuftsmæssigt over sin formue i testamentarisk forstand.
Afdødes praktiserende læge udfærdigede en udtalelse til advokaten om afdødes overordnede helbredstilstand i
perioden 1983 til 2000, herunder at afdøde i februar 1992 var psykisk upåfaldende.
Der blev klaget over, at advokaten ikke fik den ønskede aktindsigt.
Nævnet fandt ikke grundlag for at kritisere den praktiserende læge.
For så vidt angik anmodning om aktindsigt efter lov om patienters retsstilling § 26, stk. 2, nr. 2, fandt nævnet, at
anmodningen om aktindsigt blev fremsendt med henblik på at anvende oplysningerne i en retssag mellem
afdødes to børns arvefordeling efter ham. Det var nævnets opfattelse, at denne baggrund for anmodningen om
aktindsigt ikke klart oversteg hensynet til afdødes ret til fortrolighed.
77
Nævnet fandt efter en konkret gennemgang af afdødes journal, at det måtte lægges til grund, at afdøde ikke på
noget tidspunkt gav samtykke til, at familiemedlemmer eller andre måtte få adgang til at gennemgå hans journal.
Nævnet kunne således tiltræde afdødes praktiserende læges afgørelse om afslag på aktindsigt til afdødes datters
advokat om helbredsoplysninger vedrørende afdøde i perioden fra 1990 til 1992, jf. lov om patienters retsstilling
§ 26, stk. 2, nr. 2.
78
SAGSOVERSIGT Sag 1 Ikke brud på tavshedspligten at give journal til sin advokat (0126916A) .................................9
Sag 2 Klage over at egen læge uden samtykke gav visse journaloplysninger til patients advokat