Top Banner
13

Nutidens konservatisme

Mar 19, 2016

Download

Documents

MUNCH

Rune Kristensen skriver om nutidens liberalkonservative visioner.
Welcome message from author
This document is posted to help you gain knowledge. Please leave a comment to let me know what you think about it! Share it to your friends and learn new things together.
Transcript
Page 1: Nutidens konservatisme
Page 2: Nutidens konservatisme

Replique, 2. årgang 2012

Redaktion: Rasmus Pedersen (ansvh.), Christian H. Skov og Anders Orris

Skriftet er sat med Book Antiqua, Myriad Pro

Udgives af forlaget Munch & Lorenzen

www.critique.ksaa.dk/replique

ISSN: 2245-0165

© Munch & Lorenzen

Page 3: Nutidens konservatisme

Nutidens konservatisme

Side 71

LIBERALKONSERVATISME – Hvad er fremti-den for dansk konservatisme? Slankning af den offentlige sektor, en indførelse af flad skat, reformer af velfærdssamfundet, samt et mere åbent og frihedsorienteret Danmark er det liberalkonservative bud.

Af Rune Kristensen

VISION: DEN OFFENTLIGE SEKTOR SKAL

SLANKES - OG DEN PRIVATE SKAL STYRKES I 80’erne forsøgte den politiske højrefløj i Danmark, inspireret af bl.a. Reagan og Thatcher, at sætte begreber som privatise-ringer, udliciteringer, decentraliseringer, regelsaneringer og liberaliseringer på agendaen. Dét forsøg havde lige så stor effekt som at slå i en dyne. De kendte po-litiske vinde blæste i en helt anden ret-ning og trods valide argumenter, var det en umulighed at skabe et politisk storm-vejr herom. Politikerne var ligesom i dag farveløse og rørende enige. "Det fungerer jo egentlig meget godt," lød og lyder pa-rolen. Der blev selvfølgelig taget små skridt i den rigtige retning - f.eks. på te-lemarkedet. Grundlæggende stoppede den danske udvikling dog ved transfor-meringen af statslige institutioner til statslige aktieselskaber. En ændring der reelt ikke er en ændring, for det er stadig staten, der i dag driver store, rentable virksomheder, der sagtens vil kunne overleve på markedsvilkår som privat-ejede - endda mere effektivt med lavere priser og bedre service. Denne statslige indblanding på markedet er for det første konkurrenceforvridende, da det alt andet lige er nemmere at tage risici med stats-kassen solidt i ryggen end det er som en-keltstående privatinvestor, og for det an-

det er det ineffektivt, da produktiviteten og handlekraften ofte er langt ringere i offentligt regi. Endelig er den væsentlig-ste pointe, at drift af erhvervsvirksom-hed, hvad enten det er i medieverdenen, på oliemarkedet eller på infrastrukturom-råderne, på ingen måde bør være statens opgave. Som konservativ anerkender man beho-vet for en offentlig sektor. Den offentlige sektor skal varetage opgaver, der ikke forsvarligt kan løses af private, såsom offentlig administration, retsvæsenet og forsvaret. Opgaver, der kan løses af in-stanser uden for det offentlige regi, skal under forudsætning af, at borgeren sikres effektive serviceydelser af høj kvalitet varetages af private. Udlicitering og pri-vatisering vil øge konkurrencen mellem udbydere af offentlig service, hvilket vil styrke kvaliteten af serviceydelserne og sænke omkostningerne på disse. Denne liberalisering af den offentlige sektor må under ingen omstændigheder ske på bor-gernes bekostning. Så længe det offentli-ge varetager en opgave, bør pengene føl-ge borgeren, således at der sikres det størst mulige frie valg. Borgeren bør der-for så vidt muligt sikres et valg mellem flere leverandører. Dette sikrer, at udby-derne står overfor det mest sikre kvali-tetsbarometer, nemlig kundernes til-fredshed. Gennem øget konkurrence får borgerne mulighed for selv at vælge, hvilken serviceydelse de foretrækker, og derved sikres hver enkelt borgers vel-færd. Det økonomiske faktum er, at hver krone, der anvendes i det offentlige først skal tjenes i det private. Det er en kends-gerning, der fuldstændig er forsvundet fra debatten. Det er således ikke en over-

Page 4: Nutidens konservatisme

drivelse at påstå, at den offentlige sektor endegyldigt har besejret den private. Det efterlader en kæmpe finansieringsudfor-dring til de kommende politiske genera-tioner. Jeg mener derfor, at vi skal privatisere store dele af staten. Hvorfor skulle priva-te ansvarlige og servicemindede virk-somheder ikke kunne drive de danske plejehjem, folkeskoler, hospitaler, admi-nistrationer etc.? Ineffektiviteten stråler os i øjnene i mødet med disse offentlige arbejdspladser. Lærere leder skolerne, læger leder hospitalerne, og sygeplejer-sker leder plejehjemmene - hvad er det for noget? Hvilke ledelsesmæssige evner får man på seminariet eller på medicin-studiet? Hvorfor ser man ingen store fol-keskolekæder, der konkurrerer mod hin-anden med dygtige lærere og gode un-dervisningsmaterialer som trækplastre? Hvorfor ser man ikke reklamer på TV med behandlingsprocenter på sygehuse-ne for at tiltrække patienter? Man vil sag-tens med en fortsat frit-valgs-ordning og sågar fortsat offentlig dækning af udgif-terne, hvis man er til sådan noget, kunne drive private virksomheder og institutio-ner på de områder, hvor det offentlige driver dem i dag. Politikerne kan fint sæt-te rammer for undervisningsplaner for uddannelsesinstitutionerne, krav til kvali-tet på sygehusene og regler for behand-lingen af de ældre. Men der er intet logisk argument for, at det er "politikerne selv", der skal forestå udførelsen. Det er lidt som en gammel familievirksomhed, hvor man stædigt placerer familiens uuddan-nede analfabeter i direktionen frem for at gøre som konkurrenterne og ansætte de mest kompetente til at drive virksomhe-

den! Hvorfor kun snakke privatisering i forhold til de offentlige virksomheder – som konservative skal vi være visionære og adskille os fra de rørende enige politi-kere og også privatisere de offentlige in-stitutioner. MÅL: 75 % AF ALLE ANSATTE SKAL VÆRE I

DEN PRIVATE SEKTOR. Dansk økonomi kan bedst sammenlignes med fortællingen om humlebien, som i teorien ikke kan flyve, men alligevel letter og flyver fra blomst fra blomst. Desværre har humlebien netop fået inddraget sin start- og landingstilladelse. Det sker efter-som for få danskere arbejder og for man-ge holder fri. Cirka hver tredje, der går på arbejde, går på arbejde for det offentlige. Dette tal er alt for højt. Mange offentlige ansatte mener ikke, at de har de rette vil-kår og lønninger, der er høje nok. Det grundlæggende problem for alle grupper af offentligt ansatte er, at vores store vel-færdsstat har ødelagt deres mulighed for at få en ordentlig vurdering af, hvad de-res arbejdsindsats egentlig er værd. For folkeskolelærere, politibetjente, social-rådgivere osv. gælder nemlig, at den ene-ste reelle arbejdsgiver, de kan vælge, er den offentlige sektor, dvs. at arbejdsgi-versiden har monopol på at aftage ar-bejdskraften, og derfor vil der - i endnu mindre grad end på resten af det gen-nemregulerede danske arbejdsmarked - ikke være en fornuftig løndannelse. Det offentlige monopol skaber automatisk lav løn for disse grupper. Det er et problem, som mange offentlige ansatte - i større eller mindre grad - lider under. En del faggrupper har selvfølgelig muligheden for at søge væk, hvis de altså husker at gøre det i tide, inden de er blevet "sovset"

Page 5: Nutidens konservatisme

REPLIQUE 2. årg. s. 71-81

Nutidens konservatisme

Af Rune Kristensen

Side 73

alt for meget ind i mentaliteten på de of-fentlige arbejdspladser, og disse faggrup-per er da også dem, der trods alt kan få en hæderlig løn i den offentlige sektor. Et godt eksempel på en sådan faggruppe er læger og sygeplejersker, som i allerhøje-ste grad har forstået budskabet og nær-mest flygter fra de offentlige hospitaler til fordel for mere vellønnede stillinger på private hospitaler, og klinikker og i medi-cinalbranchen. Problemet for de faggrup-per, som vi ofte ser demonstrere for høje-re løn er, at den mulighed har de ikke - i stedet føler de åbenbart, at deres bedste alternativ er at gå på gaden for at forlan-ge en højere løn. På sin vis kan man dår-ligt bebrejde dem, at de reagerer sådan - det er jo mennesker, der om nogen er pakket ind i velfærdsstaten, og på bag-grund af det offentlige monopol som ar-bejdsudbyder ser de ikke andre udveje end at demonstrere. Den eneste langsig-tede løsning for disse grupper - og de der ellers er fanget af velfærdsstatens offent-lige monopol på arbejdsudbud - er omfat-tende privatiseringer af arbejdsopgaver-ne. Kun på den måde har disse grupper af mennesker, som ganske givet leverer en god og samfundsnødvendig service, en reel mulighed for at få dén løn og de vilkår, som de er værd. Et frit marked for deres arbejdsindsats giver med sikkerhed den rigtige løn; og også en løn der vil væ-re højere, end den løn et offentligt mono-pol tilbyder. I det gamle kommunistiske Sovjet - eller for den sags skyld andre kommunistiske samfund - kunne man konstatere, at produktmonopolet skabte varemangel og høje priser, og på samme måde kan vi nu konstatere, at et offentligt arbejdsmonopol skaber lav løn og dårlige arbejdsvilkår. Derfor må målet i første

omgang være at maksimum en fjerdedel arbejder i den offentlige sektor. VISION: AFSKAF DET PROGRESSIVE SKATTE-

SYSTEM - INDFØR FLAD SKAT Den øgede internationale konkurrence på produktion og de højteknologiske ar-bejdspladser medfører, at vi i Danmark skal være konkurrencedygtige på en lang række områder. Skatten på arbejdsind-komst er et de vigtige parametre for både at fastholde arbejdspladser i Danmark og for at tiltrække den mest kvalificerede arbejdskraft. Den nuværende progressive skatteform kan beskatte to ens livsind-komster forskelligt. Hvis der forefindes svingende indkomster eller sen indtræ-delse på arbejdsmarkedet, kan beskatnin-gen blive uhensigtsmæssig høj i forhold til en stabil indkomst eller tidlig indtræ-delse på arbejdsmarkedet. Den progressi-ve skatteform gør ligeledes forholdene for sort arbejde gunstige. En flad skat beskat-ter derimod alle indkomster med den samme skatteprocent. Skattesystemet bli-ver mere gennemskueligt, hvis alle fra-drag fjernes og erstattes af et højt bund-fradrag, der så tilgodeser de svageste i samfundet. Mange politikere i dansk poli-tik tør kun at tale om reelle skattelettelser i små lukkede kredse, og dermed ignore-res verdens højeste skattetryk i den of-fentlige debat. Vi skal ikke rykke top-grænsen højere op, og dermed marginali-sere topskatteyderne endnu mere. Vi skal i stedet fjerne topskatten helt, sammen med alle fradrag på nær et højt beskæfti-gelsesfradrag. På denne måde får vi en flad skat, der er både retfærdig og gen-nemskuelig. En markant sænkelse af skat-ten på arbejde og virksomheder er ligele-des en nødvendighed, hvis Danmark

Page 6: Nutidens konservatisme

fortsat skal være et attraktivt sted at leve og arbejde. I en global verden flytter mennesker og virksomheder derhen, hvor vilkårene passer bedst. Med en ver-densrekord i skattetryk er det næppe no-gen tilfældighed, at erhvervsliv og uden-landske eksperter i stigende omfang fra-vælger Danmark. Derfor skal skatten ned. MÅL: VI SKAL I 2050 HAVE EN FLAD SKAT PÅ

MAKSIMUM 30 % Jeg ønsker som nævnt, at der indføres en flad skat, der beskatter alle indkomster med den samme skatteprocent. Skattesy-stemet skal være gennemskueligt, hvorfor alle fradrag skal fjernes og erstattes af et højt bundfradrag, der tilgodeser de sva-geste i samfundet. Der skal indføres en flad skat for at tiltrække kvalificeret ar-bejdskraft, minimere sort arbejde og be-lønne de som yder en ekstra indsats. Vi ønsker generelt at lave en forenkling på skatteområdet. Et opgør med skattestop, multimedieskat, fedtskat, iværksætter-skat, bilafgifter, momsfritagelse og andre supplerende skatter. Konkret skal vi have en lav selskabsskat og en flad skat på maksimum 30 procent. VISION: VELFÆRD SKAL MÅLRETTES DE

SVAGESTE For vi konservative står det sociale ansvar for folk, der ikke kan klare sig selv, højt. Samfundet og familien skal i så høj grad som muligt påtage dette ansvar, men sker dette ikke, må staten træde til. Ingen mennesker må lide nød, og vi er som samfund nødt til at bruge staten i et vist omfang til at tage vare på vores svageste medborgere. ”Staten skal være stærk nok til at løfte den svage, men for svag til at knække den stærke”; således har Per Stig

Møller meget præcist beskrevet konserva-tismens sociale skue. Hvor socialismen vil gøre alle folk lige, og liberalismen vil lade alle individuelt være sin egen lykkes smed, så vil vi konservative give alle folk lige muligheder, men kun hjælpe de sva-geste igennem staten. Folk, der kan klare sig selv, skal gøre dette, og familien og det omgivende samfund skal være nær-meste håndsrækning – ikke staten. Soci-alhjælp via staten, kaldet velfærd, skal derfor kun gives, hvis det ikke kan und-gås og den skal gives fra bunden. Som konservative ønsker vi derfor, at man indretter samfundet, så velfærden målret-tes de svageste, og vi opfordrer de reste-rende borgere til at tage ansvar for eget liv, og andres i det omfang det er muligt. Det er vigtigt, at den sociale ansvarlighed udøves på en måde, så mennesker ikke bliver passive tilskuere til deres eget liv. Derfor må velfærd aldrig være andet end en socialhjælp til de, der ikke kan klare sig selv. MÅL: AFSKAF ALLE SOCIALE YDELSER OG

ERSTAT DEM MED ÉN SAMLET I dag modtager en alt for stor del af den danske befolkning penge fra staten. Vi ønsker i stedet at bruge skattekronerne på de som virkelig behøver dem, og lade den 'øvrige befolkning få ansvaret for eget liv tilbage. Fremtidens Danmark skal bygges på frivillige fællesskaber, brugerbetaling og pligter frem for velfærdsrettigheder. For vi borgerlige står det sociale ansvar for folk, der ikke kan klare sig selv, gan-ske højt. Samfundet og familien skal i så høj grad som muligt påtage dette ansvar, men sker dette ikke, må staten træde til. Ingen mennesker må lide nød, og vi er som samfund nødt til at bruge staten i et

Page 7: Nutidens konservatisme

REPLIQUE 2. årg. s. 71-81

Nutidens konservatisme

Af Rune Kristensen

Side 75

vist omfang til at tage vare på vores sva-geste medborgere. Folk, der kan klare sig selv, skal gøre dette, og familien og det omgivende samfund skal være nærmeste håndsrækning – ikke staten. Socialhjælp via staten, kaldet velfærd, skal derfor kun gives, hvis det ikke kan undgås og den skal gives fra bunden. Som konservative ønsker vi derfor, at man indretter sam-fundet, så velfærden målrettes de svage-ste, og vi opfordrer de resterende borgere til at tage ansvar for eget liv, og andres i det omfang det er muligt. Det er vigtigt, at den sociale ansvarlighed udøves på en måde, så mennesker ikke bliver passive tilskuere til deres eget liv. Derfor må vel-færd aldrig være andet end en social-hjælp til de, der ikke kan klare sig selv. Vi konservative mener, at det offentlige via et socialt sikkerhedsnet skal sikre de sva-geste i samfundet. Det er imidlertid nød-vendigt at omdefinere gruppen af svage. I dag modtager en stor del af den danske befolkning en eller anden form for over-førselsindkomst fra det offentlige - hvad enten de har behov eller ej. Vi mener, at socialpolitikken skal rettes mod de virke-ligt svage, som ikke har mulighed for at opretholde en tålelig levestandard. Der-imod bør den store middelklasse, som i dag modtager offentlige ydelser såsom børnecheck, orlovs- og boligydelser, i langt højere grad tage ansvar for deres eget liv. Derved fordeles offentlige goder til mennesker med særligt behov, således at udbetaling af f.eks. kontanthjælp ikke forfalder til rutinesager eller almisser. Grundlæggende mener vi, at alle ar-bejdsdygtige bør have et arbejde. Det of-fentlige skal derfor have mulighed for at stille krav til modtagere af offentlig støtte, i det omfang det er muligt. Derfor må vi

afskaffe alle former for sociale ydelser og erstatte disse med én behovsafstemt ydel-se. VISION: DANMARK SKAL VÆRE ET ÅBENT

SAMFUND FOR ALLE Vi har igennem flere år set den danske flygtnige-, indvandrer- , asyl- og integra-tionspolitik blive tegnet af de snæversy-nede populister i Dansk Folkeparti – et parti, hvis politiske kerne er ældre- og udlændingepolitik. De har forsøgt at luk-ke Danmark inde i en osteklokke med skræmmende konsekvenser til følge. En ting er, at danskerne er blevet mere ang-ste for det fremmede, noget andet er, at vi i Danmark i dag mangler blandt mange andre faggrupper ingeniører og læger – og vi er ikke selv i stand til at uddanne nok dygtige folk. Derfor bør vi ændre vores politik og åbne vore grænser for indvandrere med en sådan baggrund. Udlændinge som ønsker at gøre en ind-sats for det danske samfund, naturligvis uden at ligge de øvrige borgere til last. Helt overordnet, så er det vigtigt, at vi skelner mellem flygtninge og indvandre-re. Flygtninge er på flugt fra noget og skal derfor hjælpes midlertidigt. Jeg anerken-der Danmarks forpligtelser over for FN i forhold til at modtage flygtninge fra ver-dens brændpunkter. Flygtninge skal dog først og fremmest hjælpes i nærområdet både af menneskelige og økonomiske år-sager. Men når de kommer til Danmark, kan det ikke understreges nok, at en hur-tig asylproces er vigtig, da vi nødigt skal gøre en ulykkelig skæbne værre. På den anden side har vi indvandrere, der frivil-ligt vandrer ind i landet. Det er denne gruppe, som Dansk Folkeparti primært vil have gjort mindre. Som borgerlige ac-

Page 8: Nutidens konservatisme

cepterer vi forskellighed. Indvandrere skal have ret til at udøve deres religion og bevare deres kulturelle særpræg, men samtidigt skal indvandrere rette sig efter dansk lovgivning. Indvandrerne skal in-tegreres i det danske samfund, og dette skal foregå både ved at give forskellige tilbud såvel som at stille krav. Det velfærdssystem, vi har i Danmark, tiltrækker fattige fra hele verden. Hvis vi i stedet for at lave skrappe regler mod indvandring til Danmark, indskrænker velfærdsstaten til kun at omfatte danske statsborgere, så vil de fattige og ukvalifi-cerede ude i verden ikke være tiltrukket af Danmark, og vi vil kunne åbne græn-serne for omverdenen. Frihed indebærer, at man kan slå sig ned og søge sin lykke, hvor man vil. Dette er ikke muligt for ud-lændinge at gøre i Danmark i dag. Som samfund må vi derfor undvære de initia-tiver og goder, som potentielle tilflyttere måtte bringe med sig, og det er en skam. Det ønsker vi, at gøre op med således, at alle, der kan forsørge sig selv, er velkom-ne i Danmark uanset nationalitet. En kri-minel tilflytter bør derimod være en selvmodsigelse i sig selv. Bliver man idømt mere end sammenlagt 6 måneders betinget eller ubetinget, er det ensbety-dende med øjeblikkelig udvisning, da de er en klar krænkelse af vores gæstfrihed.. Misbrug af landets gæstfrihed er uaccep-tabel. Derfor skal grænserne åbnes for de mange potentielle personer, der kan bi-drage positivt til landet og samfundsøko-nomien, men det skal vores sind også. Vi skal acceptere forskellighederne, der både styrker vores egen kultur og krydrer den med nye elementer. Statsborgerskabet skal dog naturligvis være helligt. Har

man først dansk statsborgerskab, så kan det aldrig under nogen omstændigheder tages fra en igen. Statsborgerskab skal kunne opnås på flere måder. Hvis én af forældrene er dansk statsborger eller man er født på dansk territorium, skal man kunne få dansk statsborgerskab, så snart man måtte ønske det. Er man ikke det, kan man få dansk statsborgerskab ved at have arbejdet og betalt skat i Danmark i 7 år. Har man det, har man bevist, at man ønsker at være til gavn for det danske samfund – integreret eller ej. Staten kan ikke integrere mennesker i samfundet. Kun personerne selv kan lade sig integre-re. Det betyder at i stedet for at lave det ene bekostelige integrationsinitiativ efter det andet, så skal man i stedet fokusere på at stille nødvendige tilbud til rådighed for dem, der har brug for det såsom danskundervisning og lignende. Integra-tion vil være helt naturlig for tilflyttere pga. udsigten til statsborgerskab. Integra-tion er en individuel sag, som bedst kla-res gennem arbejdsmarkedet. Dermed kan mange integrationsproble-mer løses, hvis overførselsindkomsterne sænkes, og starthjælpen fjernes. Arbejds-giverne kan nemlig, hvis de er i tvivl om migranters kvalifikationer og uddannelse, vælge at tilbyde disse en særlig lav ind-slusningsløn for at se, om deres kvalifika-tioner rent faktisk er til stede. Hvis dette så er tilfældet, vil indvandrerne kunne komme op på vanlig løn. På denne måde ville indvandrere have lettere adgang til arbejdsmarkedet, og dermed ville en stor hurdle mod integrationsprocessen være forsvundet. Derfor må en velgennem-tænkt politik på dette område indebære, at folk kan slå sig ned, hvor de vil, med

Page 9: Nutidens konservatisme

REPLIQUE 2. årg. s. 71-81

Nutidens konservatisme

Af Rune Kristensen

Side 77

mulighed for permanent opholdstilladel-se og statsborgerskab. Naturligvis skal vi ikke åbne grænserne for alle og enhver. Menneskesmugling skal eksempelvis be-kæmpes og straffes hårdt som al øvrigt organiseret kriminalitet, men folk, der frivilligt ønsker at være en del af det dan-ske samfund, bør også få muligheden herfor. MÅL: FRI INDVANDRING - ET OPGØR MED

OSTEKLOKKEMENTALITETEN Danmark skal være et samfund der er åbent for alle personer – uanset kultur, religion og etnicitet. Alle, der kan og vil forsørge sig og sine, skal være velkomne i Danmark. Nogle politikere i Danmark har en opfattelse af integrationen som noget, skal gøre indvandrere til 'ægte danske'. Man fremsætter krav om, at de skal kende til alverdens i denne sammen-hæng ligegyldige spørgsmål i en dansk-hedstest. Men man kan sagtens være dansk uden at kunne kongerækken. Den er der ufatteligt mange 'ægte danskere', der heller ikke kan. Om man spiser flæ-skesteg eller halalkød er ikke det afgø-rende. Man kan godt blive dansk stats-borger og holde ramadan. Det handler om at overholde loven og om at bidrage til samfundet. Så skal vi ikke være så ner-vøse for en kulturel mangfoldighed, som er helt naturlig i et moderne globalt ori-enteret samfund. Andre kulturer har alle dage påvirket Danmark. Vi kan ikke leve i en osteklokke - og vi skal udnytte poten-tialet fra disse tilkommere fuldt ud. VISION: NY VÆRDIPOLITIK Danmarks fremtid bliver afgjort af de, der vinder det værdipolitiske slagsmål – og denne kamp er langt fra vundet. Jeg øn-

sker et opgør med statsligt finansierede kulturproduktioner, privatisering af bl.a. Danmarks Radio, en afskaffelse af vær-nepligten, samt en adskillelse af religion og politik – kirke og stat. Hertil mener jeg, at de mange forbud, der er i Danmark skal afskaffes. Forbud be-grænser og regulerer danskernes hverdag og frihed. Fra den borgerlige regering har vi tre konkrete forbud, som bør afskaffes: - Knivforbuddet, der kriminaliserer rigtig mange helt almindelige mennesker, skal afskaffes, så håndværkere, spejdere og grupper ikke bryder loven i deres virke. - Hundeloven, der er et forbud mod spe-cifikke hunderacer, skal afskaffes, da problemer i vores øjne ligger i den anden ende af snoren - hos hundeejeren. - Og endelig skal rygeforbuddet, der krænker ejendomsretten, afskaffes, så ejere af udskænkningssteder selv kan vælge hvorvidt, der må ryges eller ej. Så kan kunder via en ordentlig skiltning selv til- eller fravælge stedet på denne bag-grund og dermed nemt undgå eventuelle gener - uden forbud. Der er også mange øvrige forbud, som bør afskaffes: Forbud mod at købe harm-løs medicin uden misbrugsmuligheder som eksempelvis malariapiller, forbud mod at bedrive taxikørsel uden licens, forbud mod at sælge bøger, hvis man ik-ke er boghandler, forbud mod at videre-sælge fodboldbilletter, forbud mod at gå på isen og forbud mod at køre uden lys, forbud mod at køre uden sele og ikke mindst de mange restriktioner på spille-området. Det risikofrie samfund er ikke et mål i sig selv, og politikerne skal blande sig mindre i danskernes hverdag. Derfor

Page 10: Nutidens konservatisme

skal vi også have mindre overvågning i Danmark. Der foregår i disse dage et voldsomt overgreb på den personlige fri-hed, når personlige e-mails, telefonsamta-ler og helt uskyldige strøgture overvåges af staten. Overvågning har kun en yderst begrænset præventiv effekt, om nogen overhovedet. Vi lever i forvejen i et gen-nemreguleret og gennemkontrolleret samfund og ethvert yderligere tiltag skal overvejes nøje. En af de reguleringer, der historisk set har gjort størst indgreb på danskerne – eller i hvert fald den mandlige del at be-folkningen – er værnepligten, eller vær-netvangen om man vil. Debatten om værnepligten er altid aktuel i Danmark, især da hvor de fleste af vores NATO-allierede har afskaffet den. Ud fra den borgerlige tanke om personlig frihed og respekten for det enkelte individ, ville det være naturligt om afskaffede værneplig-ten. I de seneste år er der sket en kraftig teknologisering af forsvaret, og dette har betydet, at meget materiel kræver en stør-re uddannelse for at kunne anvendes. Dette stiller større krav til personellet. Samtidig har teknologiseringen i stigende grad gjort de store mobiliseringshære af uddannede værnepligtsstyrker overflødi-ge. Udover efterhånden at blive mere og mere overflødig virker værnepligten uret-færdig, idet der hvert år tvangsindkaldes en stor gruppe unge mænd. Da tvang ikke er motiverende, anvender forsvaret alt for mange midler til at uddanne denne gruppe. Vi mener derfor, at værnepligten bør afskaffes i fredstid, og at man bør la-de værnepligtsstyrkerne erstatte af pro-fessionelle styrker bestående af fastansat personel samt frivillige. Forsvaret er ikke

indrettet til at kunne fungere ved afskaf-felse af værnepligten fra dag til dag, hvorfor processen bør ske over en flerårig periode, ved at antallet af værnepligtige, der indkaldes, nedsættes fra år til år. Det frivillige engagement er vigtigt - derfor skal man udnytte de mange frivillige i Hjemmeværnet bedre end, man gør i dag, således at man får et mere effektivt Hjemmeværn, der ikke kun bruges til at dirigere biler ved festivaler. Ved at hæve lønnen for ansatte i forsvaret vil man kunne tiltrække og fastholde et tilstræk-keligt antal soldater og der igennem vil man kunne opnå det høje uddannelsesni-veau, som vil blive krævet af fremtidens soldat. Dette, frem for, at staten underbe-taler unge mænd, som billig arbejdskraft i forsvaret – disse mænd udøver dagligt deres samfundspligt i kraft af deres civile job. Et andet af Danmarks paradokser i for-hold til frihed, er den tætte kobling mel-lem kirke og stat. Alt for mange Folke-tingsmedlemmer på tværs af partierne mener, at når fire ud af fem danskere er medlem af folkekirken, så skal denne fortsat være en særlig privilegeret stats-kirke i Danmark. Dette er vi meget uenige i. Forstil dig, hvis fire-femtedele af be-folkningen var medlem af Dansk Folke-parti - skulle dette så også være et stats-parti? Mange mennesker tror fejlagtigt, at den danske folkekirkes særlige rettighe-der styrker den, selv om dette ikke er til-fældet - tværtimod. Hvis medlemskabet var et aktivt tilvalg frem for manglen på et passivt fravalg, så ville man på mange måder have en større entusiasme om-kring sit medlemskab af folkekirken. Mange medlemmer kommer kun i kirken

Page 11: Nutidens konservatisme

REPLIQUE 2. årg. s. 71-81

Nutidens konservatisme

Af Rune Kristensen

Side 79

til jul, samt i sjældne anledninger såsom bryllupper og begravelser. I de lande, hvor man har adskilt kirke og stat, ser man et langt større medlemsengagement i kirkerne. Den danske folkekirkes styrke burde ligge i den store befolkningsmæs-sige opbakning frem for i dens særstatus i statsøjemed. Hvis man frigjorde kirken fra staten, så ville der ske en fornyet op-blomstring i folkekirken - noget som vi gerne ser som borgerlige. Danmark skal bygge på kristendommen, men også på religionsfrihed. Enhver har ret til at have den religiøse tro, vedkommende ønsker – og ingen trosretning indenfor lovens rammer skal favoriseres eller diskrimine-res. Derfor mener vi, at der skal ske en adskillelse af religion og politik i Dan-mark. Tilsvarende mener vi, at der skal ske en adskillelse af stat og kultur. Igennem år-tusinder har kultur blomstret frem ver-den over uden statslig indblanding. I mange lande udspringer kultur stadig fra befolkningen selv og behøver ikke frem-skyndelse via skattefinansierede subsidi-er. I 60'ernes Danmark rasede kultur-kampen med Peter Rindal i spidsen, men i dag er protesterne mod de mange milli-arder, som staten og kommunerne hvert år pumper i produktionen af såkaldt "dansk kultur", langsomt røget ud i peri-ferien som ubetydelige kvæk i den dagli-ge politiske trummerum. Protesterne er ubetydelige, delvist fordi disse milliarder trods alt udgør en ligeså ubetydelig del af de i forvejen omsiggribende offentlige budgetter, og delvist fordi det for mange mennesker er uhåndgribeligt, hvor man skulle skære i midlerne. Tager man ek-sempelvis 50.000 kroner fra 100 sæbepi-

bespillende musikanter i støtte, så råber disse betydeligt mere op end de 100.000 borgere i kommunen, der finansierer det over skattebetalingen. Ingen bekymrer sig om de 50 øre per skatteborger, men de 100 musikanter bekymrer sig voldsomt om deres tilskud - og overdøver derved de stille protester, der måtte fremkomme. Kultur danner folk - og folk danner kul-tur. Kultur udspringer fra den kreative og videreformidlende side af mennesket. En side der uagtet skattetryk og kulturstøtte er en fast bestanddel af menneskeheden. Kultur er smuk og unik. "Hvad der er kultur for mig, er ikke nødvendigvis kul-tur for dig," kunne man forenklet udtryk-ke det. Netop derfor bør man ikke for-myndergøre kulturen. Kultur behøver ikke økonomisk støtte for at kunne frem-komme. En ting er, at de faktiske om-kostninger ved f.eks. en pensel og et lær-red ikke er overvældende, en anden ting er motivationen: Den kommer indefra. Man finder ikke på en god idé eller tæn-ker en fordybet tanke, blot fordi man får kulturstøtte. Mange kunstnere gennem tiden har i øvrigt måske netop tænkt spændende tanker grundet deres liv i armod. Kulturstøtte hjælper dermed ikke kreativiteten på vej, men dræber i stedet mangfoldigheden. Når én kunstner sub-sidieres via offentlige midler, så sker det på bekostning af andre kunstnere, der ikke kan konkurrere mod en, der har statskassen i ryggen. Staten kan øge kulturproduktionen med lærerige uddannelser i form af eksempel-vis Kunstakademiet, Statens Filmskole og Musikkonservatoriet, men staten skal ik-ke lønne kunstnere - og slet ikke med livslange ydelser. Staten kan sætte ram-

Page 12: Nutidens konservatisme

merne, men kunstnerne må selv udfylde dem. Det må være forbrugernes lod at afgøre om et maleri, en film, en bog eller et teaterstykke er interessant nok til, at der skal skydes penge i. Hvis en møbel-fabrikant producerer møbler, som ingen gider købe, så må denne lukke. På samme måde bør det fungere i kunstens verden. Hvis ingen gider købe dine malerier, så må du male nogle mere seværdige og interessante, eller holde din kunstneriske trang til en hobby. Det er ret beset sådan, at mange mennesker føler, at det, de la-ver, er en eller anden form for kultur. En ting er møbelarkitektur, en anden er f.eks. tøjdesignere. Her kan designeren heller ikke forvente, at blot fordi hans buksers bagdel er mundmalede af en ældre kvin-de fra Slagelse, så vil staten skyde penge i produktet. Når smagsdommere definerer lort på dåse, blendede guldfisk, udstillin-ger med døde grise og hundevalpe samt en mands urinering op af en væg som værdige endemål for skatteydernes pen-ge, så må der trækkes en grænse. Så må protesterne gentages - og blive højere. En ting er, at der er mere værdige formål, vores borgeres penge kunne gå til. En anden er, at det ikke er op til staten at holde kultureliten beskæftiget. Naturlig-vis bør staten hjælpe til bevarelsen af den kultur, som tidligere generationer har efterladt os, via museer og lignende, men selve produktionen af kultur bør ske efter kulturens værd i samfundet. Staten skal altså bevare kulturen, men ikke skabe den. Jeg er stor tilhænger af, at kulturstøt-ten afskaffes, og at der i stedet indføres øget brugerbetaling i f.eks. teatre og på biblioteker. Jeg er stor tilhænger af, at forfattere benytter reklameindlæg i deres bogudgivelser, som man blandt andet ser

det i Schweiz til finansiering. Jeg er stor tilhænger af, at man opretter endnu flere private kunst- og kulturfonde i samarbej-de med virksomheder og andre interesse-rede. Men kultur skal som udgangspunkt ikke finansieres via skattebilletten, når folk i stedet kan beholde deres penge og vælge deres eget kulturforbrug. MÅL: ET FRIHEDSMINISTERIUM Derfor er der brug for en vagthund, der rydder op i de mange eksisterende for-bud og som slår hårdt ned på nye for-budsforslag. Der er brug for en vagthund, når uskyldige mennesker via overvåg-ning behandles som skyldige indtil det modsatte er bevist. Der er brug for et al-ternativ til Etisk Råd, der kan råbe vagt i gevær. Denne form for kontrol af almin-delige menneskers hverdag, rejser en række etiske spørgsmål; Hvor går græn-sen? Kan vi skyde en chip i nakken på alle nyfødte børn, så vi ved, hvilke regler de overtræder gennem livet? Kan vi til-sidesætte demokratiet eller andre grund-elementer i vores samfund i terrorbe-kæmpelsens navn? Og ligeså vigtigt; Hvad bliver konsekvenserne den dag overvågningen af danskerne bliver mis-brugt? Med mine visioner in mente, vil det være naturligt at nedlægge både kul-turministeriet og kirkeministeriet, men ligeså naturligt at oprette et frihedsmini-sterium. At være borgerlig er mange ting. Men frihed udgør et vigtigt element. Vi hylder frihed som borgerlige. Frihed har dog ofte en følgesvend; ansvar. Man kan ikke have en frihed eller en ret, om man vil, uden også at have et ansvar. Først og fremmest et ansvar for andres tilsvarende ret, men også et ansvar for at benytte og håndhæve sin egen ret. Det er vigtigt at

Page 13: Nutidens konservatisme

REPLIQUE 2. årg. s. 71-81

Nutidens konservatisme

Af Rune Kristensen

Side 81

forstå, at de negative frihedsrettigheder – det vil sige friheden til ikke at blive tvun-get til noget - må være udgangspunktet for frihed, som borgerlig. Det er statens opgave, at hver enkelt borger har frihe-den til at udfolde sig, men staten skal samtidig sikre, at ingen borgere eller myndigheder, krænker andres tilsvaren-de frihed. Man skal værne om den enkel-tes ret til at bestemme over sit eget liv, uden at staten blander sig. Til gengæld må staten aldrig tøve med at gribe ind, når nogen bruger sin frihed til at krænke andre. På samme måde skal staten også give en hjælpende hånd, når nogen har svært ved at forvalte sin egen frihed, og dermed ikke kan få tilværelsen til at fun-gere. Frihed handler i princippet om, at man kan gøre, som man vil. Dette mener vi som borgerlige, at alle mennesker skal kunne inden for visse rammer. Netop derfor hænger frihed og ansvar - både for sig selv og for andre - uløseligt sammen. Ansvaret for egne handlinger er ikke en begrænsning, men en styrkelse af frihe-dens værdimæssige position.