Lav en demo

Palle VibeL

av en d

emo

Per Helmer HansenFilmsprogFilm-, video- og tv-produktion

En bog, der rummer alt det, du skal vide om filmsprog og massemedieproduktion, enten hvis du interesserer dig for den teoretiske side af sagen, eller hvis du skal i gang med produk-tionen selv.

80 sider, illustreret i farver149 kr.

Søren Marquardt FrederiksenSkriv journalistik

Hvordan skriver du en artikel, reportage, anmeldelse eller kro-nik? Hvordan interviewer du en anden person? Hvordan vinkler og målretter du din historie? Og hvordan arbejder en journalist? Bogen giver svar på alle disse spørgsmål.

157 sider199 kr.

Læs mere om bøgerne på www.frydenlund.dk

ISBN 87-7887-883-7

9 788778 878830

Palle Vibe (født 1952)

har skrevet, arrangeret og

produceret musik, bl.a.

til reklamer. Herudover

ud giver han musikserien

Naturens Melodi.

Han er forfatter til en

lang række bøger om bl.a.

musikproduktion og com-

puterspil, og han skriver

artikler til magasiner og

fagblade samt romaner.

Læs mere på

www.pallevibe.skysite.dk.

Palle Vibe

Frydenlund

Du behøver ikke nødvendigvis et professionelt lydstudie eller alt mulig avanceret udstyr, hvis du vil lave en demo.

Lav en demo fortæller, hvordan du trin for trin kan indspille en demo hjemme hos dig selv – enten alene eller sammen med dit band.

Her er gode råd om, hvad du skal huske, hvordan du gør, og hvilke miksere, optagere, computer-programmer m.m., der kan hjælpe dig på vej.

Bagerst i bogen finder du desuden en oversigt over alle de musikudtryk og -begreber, der er værd at kende, når du indspiller din musik.

Er du særlig interesseret, kan du også læse om den teoretiske side af musik, lyd og optagelse.

2 3

Lav en dem

o

Palle Vibe

Lav en demo

Frydenlund

2 3

Lav en dem

o

Palle Vibe

Lav en demo

Frydenlund

Del 1Før optagelse

Del 1Før optagelse

14 15

Før

opta

gel

se

Musikkens m

ursten

Vil du vide lidt om lyd? Nå, du vil hellere i gang med at spille og optage? Så bare vent med at læse det følgende, til du bliver interesseret. Det gør du før eller siden. Nu kan du bare gå direkte til side 63.

En toneEn tone er en lyd, men en lyd er ikke en tone. Lyd opstår, når de molekyler, som luften består af, bliver skubbet rundt af en fysisk påvirkning. Er påvirkningen uregel-mæssig, bliver lyden det også og vil lyde som noget, de fleste formentlig vil kalde støj. Er påvirkningen regelmæssig, bliver lyden det også og vil mere eller mindre minde om en tone. En svingende guitar-streng vil f.eks. sætte luftens molekyler i så regelmæssige svingninger, at resultatet bliver en pæn tone med en bestemt tone-højde, tonestyrke og toneklang.

TonehøjdeTonehøjden angiver, hvor høj eller dyb tonen er, og det afhænger af, hvor mange gange luftmolekylerne svinger frem og tilbage på et sekund. Det kaldes lydens frekvens og måles i hertz (Hz).

Dit øre kan ikke høre en hvilken som helst frekvens. Frekvenser under 16 Hz føles mere, end de høres, og kun meget få er i stand til at fornemme toner over ca. 19.000 Hz.

Teknikere vil derfor sige, at dit øres frekvensområde eller frekvensomfang går fra 16-19.000 Hz. Dyrs høresans er gene-relt meget bedre. Hunde menes f.eks. at kunne høre op til 40.000 Hz.

TonestyrkeTonestyrken er et udtryk for, hvor kraftigt tonen lyder. Men ikke hvor kraftig tonen

rent faktisk er. Mennesker hører nem-lig ikke alle toner lige kraftigt. Og du er næppe nogen undtagelse. Tonestyrken har ikke det fjerneste med frekvensen og an-tallet af svingninger at gøre, men er alene resultatet af, hvor store luftmolekylernes udsving er. Tonestyrken er lydens ‘ampli-tude’ og angives i watt pr. kvadratmeter (forkortes W/m2).

Som nævnt er øret ikke lige følsomt for alle frekvenser. Dybe og høje toner skal være betydeligt kraftigere, før du hører dem lige så godt som toner i mellemom-rådet, hvor f.eks. tale eller sang befinder sig. Din og alle andre menneskers hørelse fungerer altså højst uensartet. En tekniker vil sige ulineært.

Du har derfor kun begrænset glæde af kende amplituden i W/m2. Derfor har man vedtaget at måle en tones styrke i forhold til en tilfældigt fastlagt værdi og har givet

Musikkens mursten Det hørbare toneområdeOrgel

KlarinetTrompet

FløjtePaukeViolinCello

KontrabasPiano

Mandsstemme (sang)Kvindestemme (sang)

Maracas

Grundtoner Overtoner

20 50 100 200 500 Hz 1000 2000 5000 10000 20000

C1 C c c1 c2 c3 c4

Skematisk oversigt over forskellige lydkilders

frekvensomfang.

14 15

Før

opta

gel

se

Musikkens m

ursten

Vil du vide lidt om lyd? Nå, du vil hellere i gang med at spille og optage? Så bare vent med at læse det følgende, til du bliver interesseret. Det gør du før eller siden. Nu kan du bare gå direkte til side 63.

En toneEn tone er en lyd, men en lyd er ikke en tone. Lyd opstår, når de molekyler, som luften består af, bliver skubbet rundt af en fysisk påvirkning. Er påvirkningen uregel-mæssig, bliver lyden det også og vil lyde som noget, de fleste formentlig vil kalde støj. Er påvirkningen regelmæssig, bliver lyden det også og vil mere eller mindre minde om en tone. En svingende guitar-streng vil f.eks. sætte luftens molekyler i så regelmæssige svingninger, at resultatet bliver en pæn tone med en bestemt tone-højde, tonestyrke og toneklang.

TonehøjdeTonehøjden angiver, hvor høj eller dyb tonen er, og det afhænger af, hvor mange gange luftmolekylerne svinger frem og tilbage på et sekund. Det kaldes lydens frekvens og måles i hertz (Hz).

Dit øre kan ikke høre en hvilken som helst frekvens. Frekvenser under 16 Hz føles mere, end de høres, og kun meget få er i stand til at fornemme toner over ca. 19.000 Hz.

Teknikere vil derfor sige, at dit øres frekvensområde eller frekvensomfang går fra 16-19.000 Hz. Dyrs høresans er gene-relt meget bedre. Hunde menes f.eks. at kunne høre op til 40.000 Hz.

TonestyrkeTonestyrken er et udtryk for, hvor kraftigt tonen lyder. Men ikke hvor kraftig tonen

rent faktisk er. Mennesker hører nem-lig ikke alle toner lige kraftigt. Og du er næppe nogen undtagelse. Tonestyrken har ikke det fjerneste med frekvensen og an-tallet af svingninger at gøre, men er alene resultatet af, hvor store luftmolekylernes udsving er. Tonestyrken er lydens ‘ampli-tude’ og angives i watt pr. kvadratmeter (forkortes W/m2).

Som nævnt er øret ikke lige følsomt for alle frekvenser. Dybe og høje toner skal være betydeligt kraftigere, før du hører dem lige så godt som toner i mellemom-rådet, hvor f.eks. tale eller sang befinder sig. Din og alle andre menneskers hørelse fungerer altså højst uensartet. En tekniker vil sige ulineært.

Du har derfor kun begrænset glæde af kende amplituden i W/m2. Derfor har man vedtaget at måle en tones styrke i forhold til en tilfældigt fastlagt værdi og har givet

Musikkens mursten Det hørbare toneområdeOrgel

KlarinetTrompet

FløjtePaukeViolinCello

KontrabasPiano

Mandsstemme (sang)Kvindestemme (sang)

Maracas

Grundtoner Overtoner

20 50 100 200 500 Hz 1000 2000 5000 10000 20000

C1 C c c1 c2 c3 c4

Skematisk oversigt over forskellige lydkilders

frekvensomfang.

16 17

Før

opta

gel

se

Musikkens m

ursten

måleenheden betegnelsen decibel.Man har fundet ud af, at den svage-

ste lyd, mennesker normalt kan skelne, har en amplitude på 10-12 W/m2. Denne styrke har man så fastsat som ørets nedre tærskelværdi eller høregrænse. Videre har man opdaget, at øret ikke er dygtigt

til at registrere små forskelle i tonestyrke. Faktisk skal styrken fordobles, før dit øre overhovedet erkender en styrkeændring, og skal du opleve en fordobling af lydstyr-ken, kræver det en tidobling af den abso-lutte lydstyrke i W/m2. Tilsvarende skal styrken mindskes ti gange, før du oplever en styrkehalvering.

For at kunne angive dette på en lidt smartere måde, har man opfundet enhe-den Bell opkaldt efter telefonens opfinder: Graham Bell. Men da en Bell ofte er for stor en enhed at arbejde med i det prakti-ske liv, deler man den almindeligvis med ti til en tiendedel Bell eller en decibel (dB).

Decibel er med andre ord et forholds-tal. Enheden har ikke nogen værdi i sig selv, men angiver kun en værdi i forhold til en anden. Sætter du lyden af ingenting (altså absolut stilhed) til 0, kan øret i den anden ende af skalaen tåle et lydtryk på ca. 120 dB, før hørenerverne smerter og kan lide varig skade. Ørets arbejdsområde eller ‘dynamikområde’ er med andre ord 120 dB. Men da det faktisk er en forøgelse af lydstyrken på en billion, er forholdstal-let dB noget mere praktisk.

Grundtoner, overtoner og gode tonerDer kan være forskel på, hvordan og hvor behageligt en tone opleves. Er tonen ubehagelig, er det fordi den er opbygget af mere eller mindre uregelmæssige sving-ninger og derfor mere har karakter af støj

end af tone. Men selv toner af meget re-gelmæssige svingninger kan lyde vidt for-skelligt. En helt ren tone uden overtoner (en såkaldt sinustone) er faktisk direkte ubehagelig at høre på i længere tid. Der må altså være andre fysiske faktorer end svingningernes frekvens og amplitude, der former en tone.

To lydbølger i fase To lydbølger, der er faseforskudt To lydbølger i modfase

Som alt der udbreder sig i bølger, har også lyd faser.

En fase er den del af bølgen, der enten er positiv

(over nullinjen) eller negativ (under nullinjen). Når

svingningen passerer nullinjen, skifter den med

andre ord fase. To lydbølger kan imidlertid løbe

mere eller mindre faseforskudt til det punkt, hvor de

kommer i modfase. Og det sker, når den enes fase er

positiv, mens den andens er negativ. Teoretisk ophæ-

ver de hinanden, så ingen kan høre dem. Men også

mindre faseforskydninger er uheldige. Det samme

gælder for elektriske svingninger.

+

–

Tid

0 sek. 1 sek.

Amplitude maksimum

Amplitude minimum Lydsvingning

Bølgelængde

Skematisk tegning af lydfrekvensers udseende.

Graham Bell og hans decibels140 Colt 0,45 pistol (7-8 m afstand)130

Smertegrænse120110

Undergrundstog10090 Alm. stue-lydanlæg

Fabriksstøj8070

Samtale6050 Kontorstøj40 Baggrundslyd i hjemmet30

Hvisken (1½ m afstand)20100 Høregrænse

16 17

Før

opta

gel

se

Musikkens m

ursten

måleenheden betegnelsen decibel.Man har fundet ud af, at den svage-

ste lyd, mennesker normalt kan skelne, har en amplitude på 10-12 W/m2. Denne styrke har man så fastsat som ørets nedre tærskelværdi eller høregrænse. Videre har man opdaget, at øret ikke er dygtigt

til at registrere små forskelle i tonestyrke. Faktisk skal styrken fordobles, før dit øre overhovedet erkender en styrkeændring, og skal du opleve en fordobling af lydstyr-ken, kræver det en tidobling af den abso-lutte lydstyrke i W/m2. Tilsvarende skal styrken mindskes ti gange, før du oplever en styrkehalvering.

For at kunne angive dette på en lidt smartere måde, har man opfundet enhe-den Bell opkaldt efter telefonens opfinder: Graham Bell. Men da en Bell ofte er for stor en enhed at arbejde med i det prakti-ske liv, deler man den almindeligvis med ti til en tiendedel Bell eller en decibel (dB).

Decibel er med andre ord et forholds-tal. Enheden har ikke nogen værdi i sig selv, men angiver kun en værdi i forhold til en anden. Sætter du lyden af ingenting (altså absolut stilhed) til 0, kan øret i den anden ende af skalaen tåle et lydtryk på ca. 120 dB, før hørenerverne smerter og kan lide varig skade. Ørets arbejdsområde eller ‘dynamikområde’ er med andre ord 120 dB. Men da det faktisk er en forøgelse af lydstyrken på en billion, er forholdstal-let dB noget mere praktisk.

Grundtoner, overtoner og gode tonerDer kan være forskel på, hvordan og hvor behageligt en tone opleves. Er tonen ubehagelig, er det fordi den er opbygget af mere eller mindre uregelmæssige sving-ninger og derfor mere har karakter af støj

end af tone. Men selv toner af meget re-gelmæssige svingninger kan lyde vidt for-skelligt. En helt ren tone uden overtoner (en såkaldt sinustone) er faktisk direkte ubehagelig at høre på i længere tid. Der må altså være andre fysiske faktorer end svingningernes frekvens og amplitude, der former en tone.

To lydbølger i fase To lydbølger, der er faseforskudt To lydbølger i modfase

Som alt der udbreder sig i bølger, har også lyd faser.

En fase er den del af bølgen, der enten er positiv

(over nullinjen) eller negativ (under nullinjen). Når

svingningen passerer nullinjen, skifter den med

andre ord fase. To lydbølger kan imidlertid løbe

mere eller mindre faseforskudt til det punkt, hvor de

kommer i modfase. Og det sker, når den enes fase er

positiv, mens den andens er negativ. Teoretisk ophæ-

ver de hinanden, så ingen kan høre dem. Men også

mindre faseforskydninger er uheldige. Det samme

gælder for elektriske svingninger.

+

–

Tid

0 sek. 1 sek.

Amplitude maksimum

Amplitude minimum Lydsvingning

Bølgelængde

Skematisk tegning af lydfrekvensers udseende.

Graham Bell og hans decibels140 Colt 0,45 pistol (7-8 m afstand)130

Smertegrænse120110

Undergrundstog10090 Alm. stue-lydanlæg

Fabriksstøj8070

Samtale6050 Kontorstøj40 Baggrundslyd i hjemmet30

Hvisken (1½ m afstand)20100 Høregrænse

26 27

Før

opta

gel

se

Fra sang til sig

nal

MikrofonenEnhver elektrisk optagelse af lyd kræver, at lydsvingningerne først omdannes til elektriske signaler. Og det sker i mikro-fonen. Mikrofonen kan være indbygget i optageren, eller den kan være løs og skal tilsluttes med en ledning og stik.

Der findes forskellige typer mikrofoner, der hver for sig fungerer på lidt

forskellig vis og hver især har deres fordele og

ulemper.

Den dynamiske mikrofon

Den mest populære og udbredte mi-krofontype har stort set altid været den dynamiske mikrofon. Den kan fremstilles i glimrende kvalitet, den er robust, relativt prisbillig og virkelig alsidig. Den dynami-ske mikrofon afgiver en rimelig signalstyr-ke, der kan ledes gennem relativt lange kabler uden behov for ekstra signalfor-stærkning.

Kondensatormikrofonen

En kondensatormikrofon er i modsætning til en dynamisk mikrofon skrøbelig, hun-dedyr og ikke lige god til hvad som helst.

Desuden skal alle kondensatormikrofoner strømforsynes med en jævnspænding for at virke, og denne spænding er typisk så høj som 24-48 V. Samtidig er mikrofonty-pens signal så svagt, at det forudsætter forstærkning og helst så hurtigt efter selve mikrofonenheden som muligt, og også denne forforstærker skal naturligvis have strøm. Det betyder bl.a., at kondensator-mikrofoner ikke egner sig særlig godt til batterioptagere og alt i alt er ret udfor-

drende at have med at gøre. Til gengæld er de normalt af uovertruffen kvalitet og an-vendes professionelt næsten konsekvent i alle situationer, hvor lydkvalitet tæller højere end alle de nævnte ulemper.

Electretmikrofonen

Det er klart, at det ville være ideelt, om man kunne forene kondensatormikrofo-nens kvalitet med den dynamiske types robusthed og enkelhed, og drømmen er til en vis grad opfyldt med electretmikro-fonen.

Electretmikrofonen er billig at frem-stille og behøver ikke at få tilført spænding i sig selv, men det er stadig nødvendigt at forstærke dens signal. Denne forstærkning kan imidlertid nøjes med strøm fra et lille 1,5 V element, der ofte kan holde et års tid eller mere.

Derfor findes denne mikrofontype også i et utal af udformninger og er normalt den type, der er indbygget i batteriopta-gere, diktafoner og mp3-afspillere med diktafonfunktion. Til mere seriøs brug er typen endnu temmelig sjælden. Til

Typisk klassisk dynamisk kvalitetsmikrofon,

som er blevet nærmest legendarisk

(Sennheiser MD 421).

Fra sang til signal

Typisk klassisk kondensator-

mikrofon fra Neumann i

10.000-kroners-klassen.

26 27

Før

opta

gel

se

Fra sang til sig

nal

MikrofonenEnhver elektrisk optagelse af lyd kræver, at lydsvingningerne først omdannes til elektriske signaler. Og det sker i mikro-fonen. Mikrofonen kan være indbygget i optageren, eller den kan være løs og skal tilsluttes med en ledning og stik.

Der findes forskellige typer mikrofoner, der hver for sig fungerer på lidt

forskellig vis og hver især har deres fordele og

ulemper.

Den dynamiske mikrofon

Den mest populære og udbredte mi-krofontype har stort set altid været den dynamiske mikrofon. Den kan fremstilles i glimrende kvalitet, den er robust, relativt prisbillig og virkelig alsidig. Den dynami-ske mikrofon afgiver en rimelig signalstyr-ke, der kan ledes gennem relativt lange kabler uden behov for ekstra signalfor-stærkning.

Kondensatormikrofonen

En kondensatormikrofon er i modsætning til en dynamisk mikrofon skrøbelig, hun-dedyr og ikke lige god til hvad som helst.

Desuden skal alle kondensatormikrofoner strømforsynes med en jævnspænding for at virke, og denne spænding er typisk så høj som 24-48 V. Samtidig er mikrofonty-pens signal så svagt, at det forudsætter forstærkning og helst så hurtigt efter selve mikrofonenheden som muligt, og også denne forforstærker skal naturligvis have strøm. Det betyder bl.a., at kondensator-mikrofoner ikke egner sig særlig godt til batterioptagere og alt i alt er ret udfor-

drende at have med at gøre. Til gengæld er de normalt af uovertruffen kvalitet og an-vendes professionelt næsten konsekvent i alle situationer, hvor lydkvalitet tæller højere end alle de nævnte ulemper.

Electretmikrofonen

Det er klart, at det ville være ideelt, om man kunne forene kondensatormikrofo-nens kvalitet med den dynamiske types robusthed og enkelhed, og drømmen er til en vis grad opfyldt med electretmikro-fonen.

Electretmikrofonen er billig at frem-stille og behøver ikke at få tilført spænding i sig selv, men det er stadig nødvendigt at forstærke dens signal. Denne forstærkning kan imidlertid nøjes med strøm fra et lille 1,5 V element, der ofte kan holde et års tid eller mere.

Derfor findes denne mikrofontype også i et utal af udformninger og er normalt den type, der er indbygget i batteriopta-gere, diktafoner og mp3-afspillere med diktafonfunktion. Til mere seriøs brug er typen endnu temmelig sjælden. Til

Typisk klassisk dynamisk kvalitetsmikrofon,

som er blevet nærmest legendarisk

(Sennheiser MD 421).

Fra sang til signal

Typisk klassisk kondensator-

mikrofon fra Neumann i

10.000-kroners-klassen.

28 29

Før

opta

gel

se

Fra sang til sig

nal

Kugle. En kuglemikrofon er lige følsom for

lyd fra alle retninger.

Nyre (cardioid). En nyremikrofon er mest

følsom for lyde forfra og kun lidt følsom

for lyd bagfra.

Supernyre (supercardioid). Supernyremikro-

fonen er endnu mere følsom for lyd forfra

end nyremikrofonen.

8-tal. En 8-talsmikrofon er enten følsom for

lyd forfra og bagfra eller fra siderne.

Kølle. En helt særlig karakteristik har

køllemikrofoner, der så at sige gør det

muligt at pege på en lydkilde og opfange

den, mens alt andet lukkes ude. Beteg-

nes også shotgun, fordi de ofte monteres

Electretmikrofoner har i dag mange udformnin-

ger, men kan dog også ligne det, de er (Philips

SBCME570/00).

Specielle mikrofoner til specielle opgaverStereomikrofoner

Optagelser i stereo kræver mindst to mikrofoner svarende til dine to ører. To ens enkeltmikrofoner kan udmærket klare sagen. Det kaldes A/B-teknik. Men du kan også anskaffe en speciel stereomikrofon med to selvstændige mikrofonkapsler. Det kan f.eks. være to nyremikrofoner eller en ottetalsmikro-fon (der peger til siderne og ikke for- og

Mikrofonens retningskarakteristikUd over størrelse, kvalitet og udformning

er det også væsentligt at vide, hvor følsom

mikrofonen er for lyde i forskellige retninger.

Eller med andre ord at kende mikrofonens

såkaldte retningskarakteristik.

Almindeligvis arbejder man med fem

forskellige grundtyper af retningskarakteri-

stik, der har navn efter den grafiske afbild-

ning af mikrofonens følsomhed:

Illustrationen viser de mest udbredte mikrofonkarakteristikker: kugle-, nyre-, supernyre- og 8-talskarakteristik.

computeroptagelse (se side 120) er electretmikrofoner,

der tilsluttes med usb-stik, praktiske, fordi de kan få strøm

direkte fra computeren via stikket.

Matchede mikrofoner til stereoopta-

gelse (SE Electronics SE1a ST).

håndholdt på en form for pistolgreb, der

får disse lange mikrofoner til at ligne et

sigtevåben. Bruges også ofte monteret på

en lang stativstang (en boom) i forbindelse

med tv- og filmoptagelse.

28 29

Før

opta

gel

se

Fra sang til sig

nal

Kugle. En kuglemikrofon er lige følsom for

lyd fra alle retninger.

Nyre (cardioid). En nyremikrofon er mest

følsom for lyde forfra og kun lidt følsom

for lyd bagfra.

Supernyre (supercardioid). Supernyremikro-

fonen er endnu mere følsom for lyd forfra

end nyremikrofonen.

8-tal. En 8-talsmikrofon er enten følsom for

lyd forfra og bagfra eller fra siderne.

Kølle. En helt særlig karakteristik har

køllemikrofoner, der så at sige gør det

muligt at pege på en lydkilde og opfange

den, mens alt andet lukkes ude. Beteg-

nes også shotgun, fordi de ofte monteres

Electretmikrofoner har i dag mange udformnin-

ger, men kan dog også ligne det, de er (Philips

SBCME570/00).

Specielle mikrofoner til specielle opgaverStereomikrofoner

Optagelser i stereo kræver mindst to mikrofoner svarende til dine to ører. To ens enkeltmikrofoner kan udmærket klare sagen. Det kaldes A/B-teknik. Men du kan også anskaffe en speciel stereomikrofon med to selvstændige mikrofonkapsler. Det kan f.eks. være to nyremikrofoner eller en ottetalsmikro-fon (der peger til siderne og ikke for- og

Mikrofonens retningskarakteristikUd over størrelse, kvalitet og udformning

er det også væsentligt at vide, hvor følsom

mikrofonen er for lyde i forskellige retninger.

Eller med andre ord at kende mikrofonens

såkaldte retningskarakteristik.

Almindeligvis arbejder man med fem

forskellige grundtyper af retningskarakteri-

stik, der har navn efter den grafiske afbild-

ning af mikrofonens følsomhed:

Illustrationen viser de mest udbredte mikrofonkarakteristikker: kugle-, nyre-, supernyre- og 8-talskarakteristik.

computeroptagelse (se side 120) er electretmikrofoner,

der tilsluttes med usb-stik, praktiske, fordi de kan få strøm

direkte fra computeren via stikket.

Matchede mikrofoner til stereoopta-

gelse (SE Electronics SE1a ST).

håndholdt på en form for pistolgreb, der

får disse lange mikrofoner til at ligne et

sigtevåben. Bruges også ofte monteret på

en lang stativstang (en boom) i forbindelse

med tv- og filmoptagelse.

Del 2Optagelse

64

Før

opta

gel

se

Eget hjemmestudie/øvelokale?Det er nemt at optage sang og musik i dag.

Det kan du stort set gøre overalt. Selv uden-

dørs, fordi meget optagegrej i dag kan køre

på batteri. En stue, et soveværelse, ja, faktisk

ethvert ledigt lokale kan bruges. Bare væg-

gene ikke er for hårde, så lyden runger.

Men der kommer uden tvivl et tids-

punkt, hvor dine optagelser beslaglægger

samme værelse så massivt og længe, at dine

omgivelser stritter imod. Derfor drømmer

alle hjemmemusikere om at kunne indrette et

musiklokale, der ikke skal bruges til andet.

Det kan være et frigjort værelse på

loftet, i kælderen eller et andet sted. Det

eneste, du skal sørge for, er at gøre rummet

tilpas lyddødt. Det kan du gøre med filt eller

træbeklædning og tæpper på både gulv og

vægge. Tidligere var det in at bruge ægge-

bakker på enhver ledig kvadratcentimeter. I

dag er det både bedre og enklere at bruge

dæmpematerialer, der er specielt beregnet

til lyddæmpning af rum, og som fås i bygge-

markeder, i specialforretninger og på nettet.

Se f.eks. www.aquatex.dk og www.ebst.dk.

Det er dog vigtigt at vide, at

dæmpende beklædningsmateria-

ler kun betyder noget for akustikken

og dæmpningen af rummet, så det ikke

‘synger’ for meget med. Ønsker du lyd-

dæmpning af rummet, så din musik ikke

trænger ud af lokalet og måske forstyrrer

andre, er der tale om egentlig støjdæmp-

ning og lydisolering, og så er det helt andre

midler, der skal til.

Det eneste, der kan lydisolere og virkelig

spærre for og dæmpe lyd, er tunge ting. Dvs.

materialer som sten, beton og tunge træarter.

Dobbelte vægge isoleret med rockwool

har også en vis effekt. Men det er sjældent

nogen oplagt mulighed, hvis du holder til i

f.eks. soveværelset eller gæsteværelset.

Selve indretningen af et lydstudie eller

øvelokale afhænger fuldstændig af, hvilke

instrumenter du spiller på. Hvis du alene

optager elektronisk, dvs. uden mikrofoner,

uden rigtige trommer og uden instrument-

forstærkere, er det hele ligegyldigt, for

så kan du roligt blive i soveværelset.

Del 2Optagelse

64

Før

opta

gel

se

Eget hjemmestudie/øvelokale?Det er nemt at optage sang og musik i dag.

Det kan du stort set gøre overalt. Selv uden-

dørs, fordi meget optagegrej i dag kan køre

på batteri. En stue, et soveværelse, ja, faktisk

ethvert ledigt lokale kan bruges. Bare væg-

gene ikke er for hårde, så lyden runger.

Men der kommer uden tvivl et tids-

punkt, hvor dine optagelser beslaglægger

samme værelse så massivt og længe, at dine

omgivelser stritter imod. Derfor drømmer

alle hjemmemusikere om at kunne indrette et

musiklokale, der ikke skal bruges til andet.

Det kan være et frigjort værelse på

loftet, i kælderen eller et andet sted. Det

eneste, du skal sørge for, er at gøre rummet

tilpas lyddødt. Det kan du gøre med filt eller

træbeklædning og tæpper på både gulv og

vægge. Tidligere var det in at bruge ægge-

bakker på enhver ledig kvadratcentimeter. I

dag er det både bedre og enklere at bruge

dæmpematerialer, der er specielt beregnet

til lyddæmpning af rum, og som fås i bygge-

markeder, i specialforretninger og på nettet.

Se f.eks. www.aquatex.dk og www.ebst.dk.

Det er dog vigtigt at vide, at

dæmpende beklædningsmateria-

ler kun betyder noget for akustikken

og dæmpningen af rummet, så det ikke

‘synger’ for meget med. Ønsker du lyd-

dæmpning af rummet, så din musik ikke

trænger ud af lokalet og måske forstyrrer

andre, er der tale om egentlig støjdæmp-

ning og lydisolering, og så er det helt andre

midler, der skal til.

Det eneste, der kan lydisolere og virkelig

spærre for og dæmpe lyd, er tunge ting. Dvs.

materialer som sten, beton og tunge træarter.

Dobbelte vægge isoleret med rockwool

har også en vis effekt. Men det er sjældent

nogen oplagt mulighed, hvis du holder til i

f.eks. soveværelset eller gæsteværelset.

Selve indretningen af et lydstudie eller

øvelokale afhænger fuldstændig af, hvilke

instrumenter du spiller på. Hvis du alene

optager elektronisk, dvs. uden mikrofoner,

uden rigtige trommer og uden instrument-

forstærkere, er det hele ligegyldigt, for

så kan du roligt blive i soveværelset.

66 67

Op

tag

else

En enkelt m

usiker – eller en dob

belt

Har du ikke hørt nok nu om mikrofoner og instrumenter? Lad os dog komme i krig!

Sidder du alene og synger til en akustisk guitar, er det naturligvis oplagt at stille en mikrofon op og blot begynde at optage. Det kan der blive et rigtig godt resultat ud af. Og du behøver ikke noget særligt udstyr overhovedet. En god håndholdt digitaloptager med indbygget stereomikrofon (hvoraf nogle af de små opta-gere ligefrem kan skrues på et

mikrofonstativ), en stem-meprøve for at høre, om balancen mellem stemme

og guitar er i orden og så ellers i gang. Og det er nok i virkeligheden både den enkleste og billigste form for demo-optagelse, du kan foretage.

Vil du gerne gøre det lidt avanceret, slutter du et par gode udvendige mikrofoner til optageren. Ryk lidt rundt på placerin-gen, til du opnår den bedst mulige sang og klang. Er du dygtig, vil resultatet være en udmærket lydoptagelse

i stereo, der, for så vidt du er tilfreds og ikke forlanger

mere, vil være lige til at brænde ned på en demo-cd. Tak for nu!

Men nu kan det jo være, at det er en flad spade af en elguitar eller f.eks. et keyboard, du akkompagnerer dig selv på, og medmindre du vil optage lyden gennem højttalere og forstærker, er du nødt til at optage direkte (se side 61). Så er der ingen anden vej end at slutte mikrofonen til den ene kanal og instrumentet til den anden. Det betyder, at din sang kommer til at ligge helt for sig selv i den ene højttaler og dit akkompagnement i den anden. Hvis du lytter til optagelsen gennem f.eks. dit stereoanlæg, kan du ganske vist balancere styrken mellem sang og guitarakkompag-nement på balanceknappen. Men du kan ikke være bekendt at aflevere en demo, der er så skarpt opdelt i de to kanaler.

På den anden side er du jo også kun lige begyndt at eksperimentere, og måske får du den tanke, at en solo efter andet vers vil klæde dit nummer. Hvordan føjer du en guitarsolo til det, du allerede har optaget?

Kunsten at udstyreKunsten at udstyre er det samme som

at indstille optagestyrken optimalt.

Kunsten at udstyre består med andre

ord i at holde et gennemsnitsniveau,

der hverken er for svagt eller for kraf-

tigt.

Stort set alle optagere har en indi-

kator, der fortæller om styrken af det

signal, du optager. Det er nødvendigt,

for et alt for kraftigt signal vil uund-

gåeligt ‘overstyre’ – eller ‘overfodre’

– både optagerens elektronik og

selve optagelsen, og i begge tilfælde

vil resultatet være forvrængning.

Indikatoren hedder et VU-meter og

havde oprindelig form af et viserin-

strument med en skala inddelt fra -20

dB til +3 dB (det klassiske VU-meter),

men i dag er det normalt en række

lysdioder (LED-meter) eller et flydende

krystaldisplay som i digitale armbånds-

ure (LCD-meter).

Små batteridrevne optagere vil som

oftest have et LCD-meter, der har et

relativt lavt strømforbrug. Som oftest

En enkelt musiker – eller en dobbelt

De mest smarte små håndholdte

er nu så avancerede, at de fås med

trådløs fjernbetjening af start og

stop (Olympus LS-11).

66 67

Op

tag

else

En enkelt m

usiker – eller en dob

belt

Har du ikke hørt nok nu om mikrofoner og instrumenter? Lad os dog komme i krig!

Sidder du alene og synger til en akustisk guitar, er det naturligvis oplagt at stille en mikrofon op og blot begynde at optage. Det kan der blive et rigtig godt resultat ud af. Og du behøver ikke noget særligt udstyr overhovedet. En god håndholdt digitaloptager med indbygget stereomikrofon (hvoraf nogle af de små opta-gere ligefrem kan skrues på et

mikrofonstativ), en stem-meprøve for at høre, om balancen mellem stemme

og guitar er i orden og så ellers i gang. Og det er nok i virkeligheden både den enkleste og billigste form for demo-optagelse, du kan foretage.

Vil du gerne gøre det lidt avanceret, slutter du et par gode udvendige mikrofoner til optageren. Ryk lidt rundt på placerin-gen, til du opnår den bedst mulige sang og klang. Er du dygtig, vil resultatet være en udmærket lydoptagelse

i stereo, der, for så vidt du er tilfreds og ikke forlanger

mere, vil være lige til at brænde ned på en demo-cd. Tak for nu!

Men nu kan det jo være, at det er en flad spade af en elguitar eller f.eks. et keyboard, du akkompagnerer dig selv på, og medmindre du vil optage lyden gennem højttalere og forstærker, er du nødt til at optage direkte (se side 61). Så er der ingen anden vej end at slutte mikrofonen til den ene kanal og instrumentet til den anden. Det betyder, at din sang kommer til at ligge helt for sig selv i den ene højttaler og dit akkompagnement i den anden. Hvis du lytter til optagelsen gennem f.eks. dit stereoanlæg, kan du ganske vist balancere styrken mellem sang og guitarakkompag-nement på balanceknappen. Men du kan ikke være bekendt at aflevere en demo, der er så skarpt opdelt i de to kanaler.

På den anden side er du jo også kun lige begyndt at eksperimentere, og måske får du den tanke, at en solo efter andet vers vil klæde dit nummer. Hvordan føjer du en guitarsolo til det, du allerede har optaget?

Kunsten at udstyreKunsten at udstyre er det samme som

at indstille optagestyrken optimalt.

Kunsten at udstyre består med andre

ord i at holde et gennemsnitsniveau,

der hverken er for svagt eller for kraf-

tigt.

Stort set alle optagere har en indi-

kator, der fortæller om styrken af det

signal, du optager. Det er nødvendigt,

for et alt for kraftigt signal vil uund-

gåeligt ‘overstyre’ – eller ‘overfodre’

– både optagerens elektronik og

selve optagelsen, og i begge tilfælde

vil resultatet være forvrængning.

Indikatoren hedder et VU-meter og

havde oprindelig form af et viserin-

strument med en skala inddelt fra -20

dB til +3 dB (det klassiske VU-meter),

men i dag er det normalt en række

lysdioder (LED-meter) eller et flydende

krystaldisplay som i digitale armbånds-

ure (LCD-meter).

Små batteridrevne optagere vil som

oftest have et LCD-meter, der har et

relativt lavt strømforbrug. Som oftest

En enkelt musiker – eller en dobbelt

De mest smarte små håndholdte

er nu så avancerede, at de fås med

trådløs fjernbetjening af start og

stop (Olympus LS-11).

68 69

Op

tag

else

En enkelt m

usiker – eller en dob

belt

vil det være indbygget i

optagerens almindelige

display, der også viser alt

muligt andet. Større bær-

bare optagere kan have et

LED-meter. Miksere og æl-

dre båndoptagere er gerne

forsynet med VU-metre,

der i bund og grund ikke

er andet end et voltmeter,

der er justeret til at give en

bestemt aflæsning.

Et viserinstrument har

dog en vis træghed, og et

klassisk VU-meter viser derfor

snarere den gennemsnitlige

signalstyrke og når sjældent at registrere

kortvarige kraftige spidser (peaks). Der

findes dog også PEAK-metre, der viser alle

spidser. De er til gengæld ikke gode til at

give et billede af det gennemsnitlige lyd-

niveau. Derfor bruges i mange tilfælde VU-

metre med en rød lysdiode (LED), der lyser

op, hvis der forekommer så kraftige spidser

i signalet, at optagelsen bliver overstyret.

Lysdioden reagerer meget hurtigt, og det er

lettere at opfatte et lysglimt

end et hurtigt viserudsving.

Kortvarige glimt medfører

ikke hørbar forvrængning,

men dioden må selvsagt

ikke stå og blinke endsige

lyse konstant.

Det har ført til udvikling af LED-metret

eller PPM-søjlen (Peak Program Meter). Det

er simpelthen en række farvede lysdioder,

der angiver optagestyrken og takket være

lysdioders meget hurtigere reaktion giver

et ganske reelt billede af signalstyrken.

Normalt indfører man dog en vis tøven, så

dioderne nok tænder hurtigt, men slukker

langsomt. Mange LED-metre har endvidere

en særlig finesse, peak-hold. Denne funktion

holder den LED, der registrerer den kraftig-

ste peak, tændt, et øjeblik efter at de øvrige

er slukket.

Udstyring, understyring eller overstyring?

En enkelt kortvarig overstyring vil næppe

genere, men hvis der er flere, kan forvræng-

ningen godt blive generende. Hvis metret

blot holder sig omkring 0 til -3 dB og kun

lejlighedsvist blinker rødt, skal det ret store

uheld være ude, for at du ikke henter en pæn

og uforvrænget optagelse hjem. I hvert fald

hvis din musik har et nogenlunde ensartet

gennemsnitsniveau. Optagelse af sang og

mere klassisk betonet musik kan imidlertid

medføre slemme overraskelser.

Her er det en fordel, om du eller den,

der indstiller optagestyrken, kender ma-

terialet godt i forvejen eller erfarings-

mæssigt fornemmer, hvornår en kraftig

passage nærmer sig. På den måde er det

nemlig muligt at følge med og regulere

lidt ned før de kraftigste toner, og tilbage

igen når faren er drevet over. Derved

ændres optagelsens styrke (gain) løbende

op og ned, hvilket udøves ganske normalt

af alle professionelle indspilningsteknikere

ved optagelse af vanskeligt materiale og

kendes som gain-riding, og som enten kan

foretages på gain-reguleringerne eller

på faderne (se også side 78). Det skal

naturligvis gøres med følelse – meget

blødt og meget blidt – så reguleringen

ikke bliver opfattet.

Små batteridrevne og hånd-

holdte optagere som f.eks.

denne Sony model PCM M10

vil som oftest have deres

LCD-meter indbygget i

optagerens almindelige

display.

Klassisk VU-meter fra en TEAC-spolebånd-

optager. VU betyder Volume Unit (styrke-

enhed). Et VU-meter er med andre ord et

instrument, der måler den gennemsnitlige

styrke af lydsignal. Et VU-meter er velegnet

til at bedømme den gennemsnitlige styrke af

lydsignalet, men ikke spidserne i musikken

(peak-niveauet).

68 69

Op

tag

else

En enkelt m

usiker – eller en dob

belt

vil det være indbygget i

optagerens almindelige

display, der også viser alt

muligt andet. Større bær-

bare optagere kan have et

LED-meter. Miksere og æl-

dre båndoptagere er gerne

forsynet med VU-metre,

der i bund og grund ikke

er andet end et voltmeter,

der er justeret til at give en

bestemt aflæsning.

Et viserinstrument har

dog en vis træghed, og et

klassisk VU-meter viser derfor

snarere den gennemsnitlige

signalstyrke og når sjældent at registrere

kortvarige kraftige spidser (peaks). Der

findes dog også PEAK-metre, der viser alle

spidser. De er til gengæld ikke gode til at

give et billede af det gennemsnitlige lyd-

niveau. Derfor bruges i mange tilfælde VU-

metre med en rød lysdiode (LED), der lyser

op, hvis der forekommer så kraftige spidser

i signalet, at optagelsen bliver overstyret.

Lysdioden reagerer meget hurtigt, og det er

lettere at opfatte et lysglimt

end et hurtigt viserudsving.

Kortvarige glimt medfører

ikke hørbar forvrængning,

men dioden må selvsagt

ikke stå og blinke endsige

lyse konstant.

Det har ført til udvikling af LED-metret

eller PPM-søjlen (Peak Program Meter). Det

er simpelthen en række farvede lysdioder,

der angiver optagestyrken og takket være

lysdioders meget hurtigere reaktion giver

et ganske reelt billede af signalstyrken.

Normalt indfører man dog en vis tøven, så

dioderne nok tænder hurtigt, men slukker

langsomt. Mange LED-metre har endvidere

en særlig finesse, peak-hold. Denne funktion

holder den LED, der registrerer den kraftig-

ste peak, tændt, et øjeblik efter at de øvrige

er slukket.

Udstyring, understyring eller overstyring?

En enkelt kortvarig overstyring vil næppe

genere, men hvis der er flere, kan forvræng-

ningen godt blive generende. Hvis metret

blot holder sig omkring 0 til -3 dB og kun

lejlighedsvist blinker rødt, skal det ret store

uheld være ude, for at du ikke henter en pæn

og uforvrænget optagelse hjem. I hvert fald

hvis din musik har et nogenlunde ensartet

gennemsnitsniveau. Optagelse af sang og

mere klassisk betonet musik kan imidlertid

medføre slemme overraskelser.

Her er det en fordel, om du eller den,

der indstiller optagestyrken, kender ma-

terialet godt i forvejen eller erfarings-

mæssigt fornemmer, hvornår en kraftig

passage nærmer sig. På den måde er det

nemlig muligt at følge med og regulere

lidt ned før de kraftigste toner, og tilbage

igen når faren er drevet over. Derved

ændres optagelsens styrke (gain) løbende

op og ned, hvilket udøves ganske normalt

af alle professionelle indspilningsteknikere

ved optagelse af vanskeligt materiale og

kendes som gain-riding, og som enten kan

foretages på gain-reguleringerne eller

på faderne (se også side 78). Det skal

naturligvis gøres med følelse – meget

blødt og meget blidt – så reguleringen

ikke bliver opfattet.

Små batteridrevne og hånd-

holdte optagere som f.eks.

denne Sony model PCM M10

vil som oftest have deres

LCD-meter indbygget i

optagerens almindelige

display.

Klassisk VU-meter fra en TEAC-spolebånd-

optager. VU betyder Volume Unit (styrke-

enhed). Et VU-meter er med andre ord et

instrument, der måler den gennemsnitlige

styrke af lydsignal. Et VU-meter er velegnet

til at bedømme den gennemsnitlige styrke af

lydsignalet, men ikke spidserne i musikken

(peak-niveauet).