Fjodor Dostojevskij : En hanrej (1910-udgave)

1

2

3

FEDOR DOSTOJEVSKI

EN HANREJ

ROMAN

OVERSAT AF

CARL BEHRENS

JOHN MARTIN'S FORLAG KØBENHAVN — MCMX

JOHN MARTIN'S BOGTRYKKERI

Digitaliseret maj 2010 af Peter Jessen Retskrivning og navneformer er let moderniseret, f. eks. er aa

erstattet af å - bl.a. af hensyn til søgbarheden.

4

5

I. Det var blevet Sommer, og Veltjaninov var mod al

Forventning bleven i St. Petersborg. Sin Rejse til

Sydrusland havde han opgivet, og der yar endnu stadig

ingen Mulighed for at få Ende på hans Sag. Denne Sag

— en Proces om et pekuniært Mellemværende — havde

taget en meget alvorlig Vending. Endnu for et

Fjerdingår siden syntes den så soleklar, at det var

næsten umuligt, den kunde tabes. Men på en Gang som

med et Slag var alligevel alt blevet forvandlet.

„Overhovedet begynder alt at forandre sig til det værre"

— denne Vending plejede Veltjaninov nu med en vis

Bitterhed som oftest at gentage i al Stilhed. Han havde

henvendt sig til en behændig, dyr, berømt Advokat og

sparede intet på Sagen; utålmodig og mistænksom, som

han var, kunde han dog ikke lade være også selv at

blande sig i Sagen: han forfattede en Mængde Indlæg,

som Advokaten alle til Hobe kastede i Papirkurven, løb

fra den ene Ret til den anden, anstillede Undersøgelser

og bidrog sandsynligvis i høj Grad til at gøre

Spørgsmålet endnu mere indviklet, end det var — i det

mindste beklagede Advokaten sig over ham og rådede

ham til hellere at tage ud på Landet og holde

Sommerferie. Men det var heller ikke efter hans Hoved,

han blev i St. Petersborg og havde den Fornøjelse at

indånde den trykkende, støvede Luft på Gaderne og

ligge søvnløs i de lyse, nerveoprivende Nætter, der er

ejendommelige for St. Petersborg om Sommeren. Han

var desuden slet ikke tilfreds med den nye Lejlighed

han nylig var flyttet ind i nær ved „Det store Teater". Alt

gik ham med andre Ord på tværs. Den Hypokondri, han

altid havde haft Anlæg for, voksede fra Dag til Dag. Veltjaninov var et Menneske, der havde levet stærkt og

på en stor Fod. Han var ikke ung mere, en otte eller ni og

tredive År, og denne „Oldingealder", som han plejede at

sige, var kommen „næsten helt uventet" over ham. Han for-

6

stod dog selv, at han var bleven ældet mindre ved Årenes

Tal end ved sin Måde at leve på, og at, når han allerede

følte sig gammel, dette i hvert Fald mere gjaldt hans Indre

end hans Ydre. Med Hensyn til Udseende kunde han nemlig

endnu stadig gå og gælde for en statelig og kraftig Mand.

Han var høj og firskåren af Vækst, havde tykt, lyseblondt

Hår, hvori der endnu ikke kunde opdages noget gråt Stænk,

og et langt Skæg, som vældede ned på Brystet. Ved det før-

ste Blik gjorde han et noget plumpt og slapt Indtryk, men

når man tog ham lidt nøjere i Øjesyn, kunde man straks se,

at han var en Mand af god Opdragelse og fine Sæder.

Veltjaninovs Manerer var endnu bestandig sikre, utvungne,

ja næsten gratiøse, til Trods for den Tunghed og

Velnærethed, der i Årenes Løb var bleven ejendommelig for

ham. Han havde endnu ikke mistet noget af

Verdensmandens urokkelige Selvtillid, som måske ikke en

Gang var ham selv bevidst i hele sit Omfang, skønt han

virkelig var ikke blot et ganske forstandigt, men endog et

rigtig lyst Hoved, et virkelig dannet og utvivlsomt

velbegavet Menneske. Hans friske, røde Ansigt havde

fordum, i Ungdomsårene, ejet en næsten kvindelig Ynde og

tildraget sig Damernes Opmærksomhed, og endnu

bestandig udbrød mange ved Synet af ham: „Nej, se blot

dette kærnesunde Menneske — Mælk og Blod!" Og dog var

dette „kærnesunde Menneske" allerede en skrækkelig

Hypokondrist. Hans store blå Øjne havde for ti År siden

endnu haft et Udtryk af Sejrsvished; det havde været så

klare, muntre, livsglade Øjne, at enhver uvilkårlig følte sig

draget hen imod deres Indehaver. Nu, da han snart stod på

Grænsen mellem de tredive og fyrre, havde disse Øjne næ-

sten helt mistet deres Glans og Munterhed og var allerede

omgivne af talrige Rynker. I Stedet for den tidligere Sorg-

løshed og Livslyst var de prægede af den Snuhed,

Spottelyst og Kynisme, som man træffer hos et udlevet og i

sædelig Henseende ikke helt uangribeligt Menneske. Dertil

kom yderligere et nyt, hidtil ukendt Anstrøg af Sorg og

Tungsind, der selv om det endnu syntes ubestemt og

ligesom intetsigende, dog trådte mere og mere frem. Denne

7

tungsindige Stemning gjorde sig navnlig stærkt bemærket,

når Veltjaninov var alene. Og det var det besynderlige, at

dette samme Menneske, som endnu for to År siden havde

været en sådan livlig, snaksom og lystig Selskabsmand og

fortalte sådanne uimodståelige Historier, holdt nu mest af at

være ganske alene med sig selv. Af egen Drift havde han

opgivet alle de talrige Bekendtskaber, som han til Trods for

sine fuldstændig ødelagte Formuesomstændigheder dog

endnu bestandig havde kunnet vedligeholde. Ganske vist

havde hans Ærgerrighed her været med i Spillet: hans

Mistænksomhed og hans Forfængelighed vilde afgjort have

lidt ved en Fortsættelse af hans gamle Forhold. Men også

hans Forfængelighed antog i Ensomheden lidt efter lidt en

ny Karakter. Ikke således at forstå, at den skulde være

bleven formindsket — tværtimod; den forandrede kun sit

Væsen og overførtes nu på andre Ting end før. Det var ikke

mere de samme Årsager, hvorover den før havde følt sig

såret, men derimod helt nye, hidtil ubekendte og uventede

Årsager, „Årsager af højere Art, hvis man kan udtrykke sig

således, og hvis der i det hele i denne Retning gives Årsager

af højere og lavere Art", som Veltjaninov selv plejede at

udtrykke sig. Ja, så vidt var det kommet med ham; han plagede sig nu

i Virkeligheden med „højere" Årsager og Bevæggrunde, som

han tidligere slet ikke havde tænkt på. Men som „højere"

gjaldt for hans Samvittighed og hans Indsigt just de Bevæg-

grunde, over hvilke han — til sin egen Forbavselse —

aldeles ikke var i Stand til at le, det vil sige, naturligvis kun,

når han var alene med sig selv, thi i Selskab var det noget

anderledes. Tidligere havde han overhovedet ikke kendt

sådanne Bevæggrunde. Han vidste meget godt, at han også

nu under visse Omstændigheder vilde være den første,

som uden nogetsomhelst Hensyn til sin Samvittigheds

hemmelige Stemme vilde fornægte hine „højere"

Bevæggrunde og udle dem som „overflødigt

Krimskrams". Således var virkelig Forholdet, skønt han i

den sidste Tid havde tilkæmpet sig en ret betydelig

Portion Uafhængighed af hine lavere Bevæggrunde, der

8

hidtil havde behersket ham. Å, hvor ofte havde han

ikke, når han om Morgenen stod op, skammet sig over

de Tanker og Følelser, der i Nattens søvnløse Timer

havde optaget ham. Han led nemlig i den sidste Tid

stadig hyppigere af Søvnløshed. Allerede længe havde

han lagt Mærke til, at han, både når det gjaldt vigtige

Ting og Ubetydeligheder, blev mere og mere mistroisk

fra Dag til Dag, og så besluttede han også at tro sig

selv så lidt som muligt. Der forelå dog Kendsgerninger,

hvis Eksistens, når alt kom til alt, på ingen Måde lod sig

nægte. Således antog hans Tanker og Følelser

undertiden om Natten en helt forandret Skikkelse og

havde slet intet mere tilfælles med Dagens Tanker og

Følelser. Denne Omstændighed foruroligede ham levende,

og han søgte endog — naturligvis kun i en spøgefuld

Samtale — Råd hos en berømt Læge, som han kendte

nøje. Denne svarede ham, at hin Forvandling af, eller

snarere „Spaltning" i Tanker og Følelser ved Nattetid,

navnlig når der er indtruffet en udpræget Tilbøjelighed til

Søvnløshed, er meget almindelig hos Mennesker, der

„tænker meget og er meget modtagelige for Indtryk", at

et helt langt Livs Overbevisninger pludselig kan forandre

sig under den melankolske Indflydelse af Natten og

Søvnløsheden og helt uventede, skæbnesvangre

Beslutninger bliver fattede tilsyneladende uden

nogensomhelst Indledning. Når Symptomerne optræder

så heftigt, at vedkommende ligefrem lider derunder, så

er i hvert Fald en Sygdom i Frembrud, og det vil være

tilrådeligt straks at gribe til de nødvendige

Forholdsregler mod den. Især må en fuldstændig

Forandring i Diæt anbefales og om muligt en

Fornøjelsesrejse. Et Afføringsmiddel kan naturligvis heller

ikke skade.

Veltjaninov vilde ikke høre mere, dog var han fuld-

kommen overbevist om, at han var syg.

„Sygdom altså, ikke andet end Sygdom er alt dette

„højere" Krimskrams!" sagde han undertiden med et

spottende Smil til sig selv. Nej, det var ham dog

9

alligevel slet ikke indlysende.

Snart gentog forøvrigt det samme Symptom, der hidtil

kun var indtrådt i søvnløse Nætter, sig også i

Morgentimerne, kun at hans Stemning så mere var

præget af galdebitter Ondskab og besk Spot i Stedet for

af den natlige Anger og Sønderknuselse. I Reglen var

hermed forbundet Erindringer fra hans Liv, fra længst

forsvundne, fjerntliggende År, som ganske pludselig og

på en ganske besynderlig Måde dukkede frem i hans

Sind. Således havde Veltjaninov for Eksempel allerede i

lang Tid beklaget sig over, at hans Hukommelse tog af:

han glemte sine bekendtes Ansigter, og disse følte sig

så fornærmede, når han tilfældigt mødte dem uden at

hilse dem. Også Indholdet af Bøger, som han havde læst

for et halvt År siden, svandt i Løbet af dette Tidsrum

ofte fuldstændig ud af hans Erindring. Og til Trods for

denne daglig tiltagende Hukommelsessvaghed, der

foruroligede ham så stærkt, faldt der ham nu

undertiden Ting ind, der lå ti eller endog femten År

tilbage i Tiden, og som han allerede havde troet

fuldstændig begravede i Glemsel. Og de trådte ham i

Møde med en så overraskende Tydelighed, at han

ligesom bildte sig ind at opleve dem endnu en Gang.

Der var deriblandt Begivenheder, som han så absolut

havde glemt, at det næsten syntes ham forunderligt, at

de nu påny kunde blive opfriskede i hans Hukommelse.

Det var dog endnu ikke alt. Hvem har ikke, når et

bevæget og letsindigt Liv ligger bag ham, sine særlige

Erindringer? Det mærkværdigste var, at samtidig med, at

disse Erindringer nu dukkede op i ham, begyndte en ny,

ganske bestemt, ligesom ved personlig Indgriben,

forberedt Opfattelse af vedkommende Forhold at gøre

sig gældende hos ham. Hvorfor syntes nu enkelte af

hine Erindringer ham næsten at være Misgerninger, han

havde begået? Og det var ikke blot hans Forstand,

som bedømte dem således, thi denne formørkede,

ensomme, syge Forstand alene kunde han ikke have

skænket Tiltro. Nej, han havde endog ladet sig drive til

10

Forbandelser, ja næsten til Tårer — selv om ikke til

synlige, så dog i hvert Fald til indre. Hvor vilde han

have lét, når man blot for to År siden vilde have sagt

ham, at han en Gang vilde udgyde Tårer! Tilstanden

begyndte forøvrigt ikke straks med disse renere Følelser,

men med bidende Spot og Fortrædelighed: han kom til

at huske på forskellige Uheld og Ydmygelser i sit Liv.

For Eksempel faldt det ham ind, at en intrigant Person

en Gang havde bagvasket ham, hvad der havde haft til

Følge, at han ikke mere blev modtaget i et vist fornemt

Hus. Endvidere kom han til at tænke på en

Begivenhed, der først for nylig var hændt: Han var

offentlig bleven alvorligt fornærmet og havde ikke

udfordret sin Fornærmer. En anden Gang havde man i

en Kreds smukke Damer ved ef vittigt Epigram bragt

ham i den Grad i Forlegenhed, at han blev ethvert Svar

skyldig. Endog to eller tre ubetalte Gældsposter faldt

ham ind — ganske vist ubetydelige Summer, men dog

altid Æresgæld til Folk, som han ikke mere kom sammen

med, og om hvilke han endog allerede havde sagt

adskillige slemme Ting. Yderst pinlig var ham også Erin-

dringen, som dog kun indfandt sig i hans mørkeste

Øjeblikke, om to betydelige Formuer, som han på den

allerdummeste Måde havde sat over Styr.

Det var altsammen kun Årsager af lavere Art, men

snart begyndte dog også „højere" Årsager at gøre sig

gældende. For Eksempel kom han ganske pludselig til at

tænke på en godmodig lille Mandsling, hvis Skikkelse i

lang Tid havde være forsvunden fra hans Hukommelse

— en latterlig gammel Embedsmand, som han en Gang

for mange, mange År siden af rent Praleri offentlig og

ustraffet havde fornærmet, og det ene og alene for ikke

at lade sig berøve Lejligheden til at sige en god

Vittighed, man bagefter morede sig meget over og som

blev fortalt videre. Han havde så fuldstændig glemt

denne Begivenhed, at ikke engang Navnet på hin

gamle Mand faldt ham ind, skønt hele Scenen stod for

hans Blik med forbavsende Tydelighed. Han kunde

11

ganske bestemt huske, at den gamle Mand den Gang var

trådt i Skranken for sin Datter — en gammel Jomfru, der

levede sammen med ham, og om hvem der i Byen var

visse Rygter i Omløb. Den stakkels gamle Mand havde i

en heftig, forbitret Tone krævet ham til Ansvar, men var

så pludselig i mange Menneskers Nærværelse brudt ud i

en voldsom Hulken, hvad der havde gjort et uhyggeligt

Indtryk på Selskabet. Enden på Historien var bleven, at

man havde skænket ordentlig med Champagne for den

gamle og så først for Alvor gjort ham til Genstand for

Spot. Og da Veltjaninov nu på en Gang kom til at huske

på, hvorledes den gamle Mand var bristet i Gråd og

som et Barn havde skjult sit Ansigt i sine Hænder, da

syntes det ham på en Gang, som om han overhovedet

aldrig havde glemt hin Begivenhed. Og mærkeligt nok:

medens hele Sagen den Gang havde taget sig helt

pudsig ud i hans Øjne, var nu det modsatte Tilfældet.

Især forekom den Måde, hvorpå han havde skjult det

tårevædede Ansigt, ham ret pinlig. Derpå faldt det ham

ind, at han en Gang udelukkende for Spøg havde

bagvasket en hæderlig Skolelærers højst agtværdige

Hustru. Veltjaninov havde kort derefter forladt Stedet —

han vidste kun, at hans Bagvaskelse var kommen

Manden for Øre; hvad der ellers var bleven ud deraf,

havde han aldrig erfaret.' Nu kunde han pludselig ikke

lade være at tænke på de Følger, som hans letsindige

Streg kunde have haft, og Gud må vide, hvilke Spring

hans Fantasi endnu vilde have taget i denne Retning,

hvis ikke en anden Historie, der angik ham langt nøjere,

pludselig havde bortledt hans Opmærksomhed derfra.

Det var Historien om en jævn Borgerpige, der ikke

engang havde behaget ham, og som han, hvis man var

kommen på Spor efter hans Forhold til hende, afgjort

vilde have skammet sig ved. Et Barn var endog blevet

Frugten af dette besynderlige Forhold. Han havde den

Gang forladt St. Petersborg uden at bekymre sig videre

om den ulykkelige unge Pige eller blot så meget som sige

Farvel til hende — hvorledes skulde han også have

12

fået Tid dertil? I et helt År igennem havde han nu søgt

efter dette Pigebarn, uden at det dog var lykkedes ham

blot at opdage det ringeste Spor af hende. Og lignende

Historier faldt ham ind i Dusinvis, og det lod næsten til,

at enhver af dem stadig påny kaldte en halv Snes

Erindringer til Live. Under Indflydelse heraf begyndte så

lidt efter lidt også hans Forfængelighed at såres.

Vi har allerede omtalt, at hans Forfængelighed havde

antaget en helt ny Skikkelse, og det var i Virkeligheden

Tilfældet. Til Tider, selv om det også kun var sjældent,

gik han så vidt i sin Selvforglemmelse, at han ikke en

Gang skammede sig over ikke at have egen Vogn, over

at begive sig til Fods til Retterne og møde skødesløst

klædt, og hvis en af hans tidligere Bekendte havde set

på ham fra oven nedad, når han optrådte i en sådan

Påklædning eller måske ladet, som han ikke så ham,

vilde det ikke engang have generet ham så meget, så

han havde blinket med Øjenhårene — og denne

Ligegyldighed var oprigtig ment og ikke bare påtaget!

Ganske vist forekom dette ham sjældent, kun i Øjeblikke

af fuldstændig Resignation og Sønderknuselse. Dog var

det underligt at bemærke, at hans Egenkærlighed ikke

mere vandrede ad de gamle Veje, men mere og mere

samlede sig om et eneste Spørgsmål, der nu bestandig

optog hans Tanker.

„Nej, vil man bare se," begyndte han undertiden sin

ironiske Samtale med sig selv — hans Tanker antog

næsten altid, når de drejede sig om hans eget Jeg, et

ironisk Anstrøg — „vil man bare se, nu lader det

næsten til, at der er en eller anden, der har påtaget

sig den Opgave at styrke min Sædelighed, som derfor

sender mig disse fordømte Erindringer og angerfulde

Tårer på Halsen! Å, det er jo altsammen til

ingensomhelst Nytte, alt er kun blinde Skræmmeskud!

Jeg ved jo dog, så vist som to og to er fire, at jeg til

Trods for alle disse Anfald af Anger og disse Selvanklager

alligevel ikke er i Besiddelse af en Smule Selvstændighed,

selv om jeg nu nærmer mig disse kritiske fyrretyve År!

13

Hvis der i Morgen igen frembyder sig en Lejlighed til,

at jeg kan påstå om hin Lærerhustru, at hun har taget

imod Gaver af mig, så vil jeg sikkert uden at fortrække

en Mine, bringe denne Bagvaskelse i Omløb, kun at min

Opførsel vil synes endnu mere gemen og modbydelig, da

den nu vilde være en Gentagelse af min tidligere, hvad

der må få Folk til at formode, at jeg fra Fødslen af

har været en fordærvet Person. Eller hvis hin unge

Dreng af en Fyrste, sin Moders eneste Søn, som jeg den

Gang for elleve År siden skød Benet af, nu påny

fornærmede mig — jeg vilde straks på Timen udfordre

ham igen og endnu en Gang skaffe ham et Træben. Nå,

må jeg så spørge, om det ikke er tåbelige

Skræmmeskud, der er ganske uden Betydning? Til hvad

Nytte derfor disse overflødige Erindringer, da jeg dog

alligevel aldrig på en pæn Måde vil komme på det rene

med disse indviklede Sager!"

Og skønt Oplevelsen om Lærerhustruen ikke

gentoges endnu en Gang, og han heller ikke skaffede

nogen et Træben igen, var dog alene den Tanke, at han i

påkommende Tilfælde vilde handle ganske på samme

Måde som før, undertiden temmelig nedtrykkende for

ham. Intet Menneske kan udholde evig og altid at lide

under Indtrykket af pinlige Erindringer — der må virkelig

også gives Mellemrum, hvor man atter kan ånde op og

komme en Smule til s?g selv igen.

Sålédes bar også i Virkeligheden Veltjaninov sig ad:

han nærede ingen Betænkeligheder ved så vidt muligt

at more sig i Mellemrummene; men jo mere Tid der

gik, des mere utiltalende formede hans Liv i St.

Petersborg sig. Juli Måned nærmede sig mere og mere.

Nu og da følte han en udpræget Lyst til at opgive det

hele, ja selv lade Processen i Stikken og over Hals og

Hoved, uden at se sig om, forsvinde et eller andet Sted

hen, selv om det skulde være til Krim. I det næste

Øjeblik lo han dog allerede igen ad denne Tanke om

Flugt: „Ikke engang Syden vilde kunne få Bugt med

disse dumme Idéer, dertil har de sat sig for godt fast,

14

og jeg er også kun halvvejs et ordentligt Menneske.

Hvorfor skulde jeg i det hele forlade St. Petersborg? Alt

er her så støvet, tåget og snavset," fortsatte han sin

filosofiske Samtale med sig selv — „alle de Mennesker,

jeg ser her, er opfyldte af elendige, ubetydelige

Hverdagssorger; alle de Ansigter, jeg nu møder her fra

Morgen til Aften, lægger så oprigtigt og naivt deres

Egenkærlighed, deres utilslørede Skamløshed, deres

Sjæles hele Fejghed og deres Hjerters Usselhed for Da-

gen, at man i fuldt Alvor må betragte dette sommerlige

St. Petersborg som et Paradis for en Hypokondrist. Alt går

så åbenhjertigt, så ærligt til, man anser det ikke en Gang

for nødvendigt at maskere sin Gemenhed, som for

Eksempel vore Damer gør det, når de ligger på Landet eller

besøger udenlandske Badesteder — nej, alene af Hensyn

til denne Åbenhjertighed og Oprigtighed fortjener disse

Folk min fuldeste Højagtelse. . . . Nej, jeg rejser ikke,

jeg vil blive her! . . ."

---o---

II. Man skrev den 3die Juli. Lummerheden og Varmen var

uudholdelig. Veltjaninov havde hele Dagen fuldt op at

gøre. Morgenen var forløbet med alle Slags Ture og

Besøg, og i Aftenens Løb forestod der ham nu en særlig

ubehagelig Opgave: han måtte nødvendigvis opsøge en

Person i hans Villa på Landet, et eller andet Sted ved

den „sorte Bæk" for at tale med vedkommende om sin

Proces. Det var en dygtig Jurist og Statsråd, som havde

at varetage hans Sag, men dog med Vilje syntes at

vige af Vejen for ham, hvad der tvang Veltjaninov til at

gå til Værks med ganske særlig Forsigtighed. Klokken seks

om Eftermiddagen begav han sig ind i en tvivlsom, til

Gengæld fransk Restaurant på Nevski Prospektet ved Siden

af Politibroen, satte sig i sit sædvanlige Hjørne ved sit

særlige Bord og bestilte sin Middagsmad.

15

Han spiste daglig en Diner til en Rubel, Vinen

iberegnet, noget han anså for et Offer, han naturligvis

måtte bringe sine ødelagte Formuesomstændi'gheder.

Han forundrede sig over, at man virkelig kunde få en

sådan afskyelig Mad ned, men lod dog alt, lige til den

sidste Krumme, forsvinde i sin Mave, og det i Reglen

med en sådan Appetit, som om han intet havde spist

de sidste tre Dage. „Det er sikkert et uhyggeligt Tegn,"

hviskede han til sig selv, når han undertiden lagde

Mærke til sin Appetit. Denne Gang satte han sig i

ganske særlig dårligt Lune ved sit lille Bord, smed

gnaven sin Hat i den første, den bedste Krog, støttede

Hovedet i Hænderne og hensank i Grublerier. Hvis nu en

eller anden Nabo ved Bordet havde talt til ham, eller

hvis den opvartende Kelner ikke straks havde forstået

ham, vilde han, til Trods for sin medfødte Taktfølelse,

sikkert være brust op som en Korporal og måske endog

have fremkaldt en Skandale.

Man bragte ham Suppen. Han greb allerede Skeen,

men kastede den dog pludselig, endnu inden han havde

fået den dyppet, heftigt henad Bordet, og det var ikke

langt fra, at han var sprunget op fra Stolen. En

uventet Tanke var pludselig faret gennem Hovedet på

ham, og i samme Øjeblik var han, Gud må vide gennem

hvilken Ideforbindelse, bleven klar over Grunden til sin

gnavne Sindsstemning. Denne ganske mærkelige

Sindsstemning havde allerede pint ham i flere Dage, den

havde ligget som en Skygge over hele hans Tilværelse

og vilde på ingen Måde slippe ham igen. Nu gik der på

en Gang et Lys op for ham, han kunde ligesom regne

det hele ud på sine fem Fingre.

„Denne Hat er ene og alene Skyld i det altsammen!"

mumlede han mellem Tænderne, idet han trak Vejret

lettere — „ene og alene denne forbistrede, runde Hat

med det afskyelige Sørgeflor — den er Skyld i det

altsammen!"

Han sank hen i dybe Tanker, og jo længere han

tænkte sig om, des mere formørkedes hans Træk, des

16

besynderligere tog hele denne „Begivenhed" sig ud i

hans Øjne.

„Men hvad for en „Begivenhed" kan der her være Tale

om?" modsagde han mistroisk sin egen Tankegang —

„foreligger der i det hele taget det ringeste, som kan ligne

en Begivenhed?" Med denne Sag forholdt det sig på

følgende Måde: For omtrent fjorten Dage siden —

bestemt vidste han det ikke, men det forekom ham

omtrentlig, at det var så længe siden — havde han et

eller andet Sted på Gaden på Hjørnet af Advokat- og

Brogade for første Gang mødt en Herre, der bar et

Sørgeflor om sin Hat. Det var en Herre som alle andre,

intet påfaldende var at bemærke hos ham,

og han gik hurtig forbi Veltjaninov, men så samtidig

så gennemtrængende på ham, at denne straks blev

opmærksom derpå. Hans Ansigtstræk forekom

Veltjaninov bekendte, han måtte åbenbart have mødt

ham et eller andet Sted. „For øvrigt har jeg allerede

truffet så mange tusinde Ansigter i mit Liv — hvor skal

jeg så kunne huske dem alle sammen lige tydeligt."

Da han var gået tyve Skridt videre, havde han til

Trods for det levende Indtryk dog allerede glemt dette

Møde igen. Men Indtrykket kunde han ikke befri sig for

hele Dagen igennem, og dette gjorde sig besynderlig

nok gældende som en ganske ejendommelig,

tilsyneladende grundløs Gnavenhed. Han kunde endnu

efter fjorten Dages Forløb tydelig mindes dette Indtryk;

han undrede sig også, at han den Gang aldeles ikke

kunde begribe, hvorfra denne Gnavenhed egentlig

stammede, og at han ikke en eneste Gang kom på

den Tanke, at hans dårlige Lune måske kunde hænge

sammen med hin Begivenhed.

Herren med Sørgefloret skyndte sig dog selv med igen

at kalde sig tilbage i hans Hukommelse: næste Dag

mødte Veltjaninov ham for anden Gang på Nevski

Prospektet, og også denne Gang målte den ubekendte

ham med det samme besynderlige Blik. Veltjaninov

spyttede, men næppe havde han dog gjort dette,

17

førend han straks forundrede sig over dette Udtryk for

sin Uvilje. Ganske vist var det et Ansigt, som

uvilkårligt vakte Uvilje. „Ja, jeg har virkelig en Gang

tidligere mødt ham et eller andet Sted," hviskede han

eftertænksomt, da der allerede var forløbet en halv

Time efter dette andet Sammentræf. Påny tilbragte

han Dagen i det væmmeligste Humør. Om Natten

foruroligedes han endog af onde Drømme, og alligevel

faldt det ham aldeles ikke ind, at den eneste Grund til

dette mærkværdige Tungsind var hin Herre med

Sørgeflor om Hatten, skønt han hele Aftenen igennem

ikke en eneste Gang var kommen til at huske på ham.

Han vilde sikkert være bleven meget forbavset over, at

en sådan „Tåbelighed" så længe havde kunnet blive i

hans Erindring, og især at tilskrive denne Tåbelighed sin

Gnavenhed og pirrelige Stemning vilde have syntes

ham højst nedværdigende, hvis han i det hele var kom-

men på denne Tanke.

To Dage senere traf de hinanden igen, midt i

Trængslen, da Veltjaninov netop havde forladt Dækket på

en Neva-damper. Denne Gang kunde han have svoret

på, at Herren med Sørgefloret havde genkendt ham og

vilde standse ham, men alligevel blev forhindret heri af

den tætte Menneskemængde. Det forekom ham endog,

som om den ubekendte havde vovet at række Hånden ud

imod ham, som om han endog havde anråbt ham og

nævnt ham ved Navn. Det sidste havde han forøvrigt

ikke hørt nøje.

„Men hvem kan denne Fyr dog være, og hvorfor

tiltaler han mig ikke, når han virkelig kender mig og oven

i Købet er så længselsfuld efter at komme i Lag med

mig?" tænkte han gnaven, idet han steg op i en

Droske og kørte bort i Retning af Smolnaklostret. En

halv Time senere skændtes og mundhuggedes han

allerede med sin Sagfører, men om Aftenen og Natten

plagedes han igen af de afskyeligste Griller og

Hjernespind. „Mon jeg skulde være i Færd med at få

Gulsot?" spurgte han urolig sig selv, idet han tog sig

18

nøje i Øjesyn i Spejlet.

Dette var det tredie Møde. Så blev han skånet i

hele fem Dage, af „Fyren" var der intet Spor at opdage.

Besynderlig nok kom han flere Gange til at huske på

ham, og han blev ganske forbavset, når han opdagede,

at hans Tanker dvælede ved den ubekendte. „Hvad for

noget, skulde jeg virkelig længes efter ham?" spurgte

han sig selv forundret. „Hm!... Han må have meget at

gøre her i St. Petersborg — og for hvem bærer han

Sorg? Han har åbenbart genkendt mig, og jeg kan slet

ikke huske hvem han er. Hvorfor bærer egentlig den

Slags Mennesker Flor om Hatten? Det klæder aldeles

ikke deres Ansigt.... Jeg tror for øvrigt, at jeg vilde

kunne kende ham igen, hvis jeg tog ham lidt nærmere i

Øjesyn..."

Og på en Gang begyndte noget ligesom at røre sig i

hans Hukommelse, som et bekendt, dog pludselig af en

eller anden Grund glemt Ord, man med store

Anstrængelser søger at komme på: man véd og man

kender det rigtig godt, og man ved, at man kender det;

man ved også, hvad det betyder, og man drejer og snoer

sig ligesom rundt om det, og alligevel vil det på ingen

Måde falde én ind, hvor store Anstrængelser man end

gør sig.

„Det var ... det var allerede længe før ... det var dér,

nej

dér Nej, det var dér ... nå, i Djævelens Skind og

Ben

det kan for mig have været, hvor det var!. . ." råbte

han pludselig aldeles rasende — „fortjener denne Fyr

virkelig, at jeg piner og plager mig selv i den Grad for

hans Skyld ..."

Han blev for Alvor forbitret, men om Aftenen, da han

pludselig huskede på, at han i den Grad havde ladet sig

henrive, følte han sig dog ubehagelig berørt deraf: han

var til Mode, som om han havde grebet ham på fersk

Gerning i Færd med at begå en eller anden slet Handling.

Han blev næsten forlegen og sagde helt forbavset til

19

sig selv:

„Det er såmænd også Umagen værd at tage sig

sådan en Bagatel så nær... blot fordi man kommer til

at tænke på den ..." Videre nåede han ikke i sin

Tankegang.

Den følgende Dag blev han endnu mere opbragt,

denne Gang troede han dog at have al Grund, ja endog

Ret dertil. „En uhørt Frækhed!" udråbte han — han

havde nemlig for fjerde Gang truffet den fremmede.

Herren med Sørgefloret var ganske pludselig dukket

frem foran ham, som om han var vokset op af Jorden.

Veltjaninov havde lige netop tilfældig på Gaden slået en

Klo i den Statsråd, som havde en så vigtig Stemme med i

Afgørelsen af hans Proces og så behændig forstod at

undgå ham. Han havde just henledt Samtalen på den

omtvistede Sag for at få den gamle drevne Rad til at

løse sin Tunge, da han pludselig på den anden Side af

Gaden opdagede den ubekendte Herre med Sørgefloret,

der nysgerrig og med et uforskammet Grin så efter

dem begge.

„Nu skulde da også Fanden tage ham!" udbrød

Veltjaninov, der pludselig kom helt fra Koncepterne og

naturligvis gav den „frække Fyrs" Tilsynekomst

Skylden for sit Uheld, rasende. Mon han skulde vove at

udspionere mig? Han forfølger mig åbenbart. Mon der er

nogen, som betaler ham derfor, og ... og... jeg tror

minsandten han lo, ved Gud, det gjorde han! Jeg skal

mørbanke ham, så sandt jeg lever ... Det er blot

Skade, at jeg ingen Stok har med mig — dog bi lidt,

jeg vil købe mig en Stok! Nej, han skal ikke dø i

Synden! Hvem er han egentlig? Jeg vil for enhver Pris

have at vide, hvem han er."

Dagen efter dette fjerde Møde træffer vi Veltjaninov,

som ovenfor beskrevet, ved hans Middag, denne Gang

for Alvor vred og i en ophidset Stemning. Nu kunde

han ikke mere lade være at indrømme, at Sagen virkelig

levende foruroligede ham, og at denne Herre med

Sørgefloret til Trods for hans Ynkelighed var den eneste

20

Grund til hans ubehagelige Tilstand. Selv om han var

hypokonder og hvert Øjeblik rede til at gøre en Myg til

en Elefant, så måtte der dog i hvert Fald være en eller

anden mærkelig Grund, som han blot ikke kunde

komme på, til, at en sådan Skurk formåede at bringe

ham i den Grad ud af Ligevægt.

Han havde igen i Dag og for femte Gang krydset

hans Vej. Og denne Gang lod det virkelig til, at

Veltjaninov gjorde en Myg til en Elefant, thi Manden

med Sørgefloret havde i Dag ikke engang set sig om

efter ham, men var så hurtigt som muligt med sænket

Blik smuttet forbi ham, som om det havde været ham

selv magtpåliggende ikke at blive bemærket. Men

Veltjaninov havde vendt sig om efter ham og råbt med

høj Stemme til ham:

„Hør, De dér med Sørgefloret! Nu skal De ikke slippe

bort fra mig. Hvem er De?"

Spørgsmålet var ganske overflødigt, som Veltjaninov

bagefter kunde sige sig selv. Den ubekendte havde ved

hans Råb drejet sig om; han blev stående et Øjeblik,

smilende forlegent, som om han ikke vidste, hvad han

skulde sige eller gøre, men vendte så dog pludselig

Ryggen til og løb over Hals og Hoved bort, uden at se sig

mere om. Veltjaninov så helt forundret efter ham.

„Og hvis han nu slet ikke vilde tiltale mig, men det

er mig selv, der nærer denne Hensigt?" tænkte han —

„hvad så?"

Efter Middagen begav han sig så hurtig som mulig til

Statsrådens Villa. Han traf ham ikke hjemme — man

meddelte ham, at han var bleven inde i Byen til et

Fødselsdagsgilde og næppe vilde komme igen førend om

Natten mellem Klokken tre eller fire. Denne Besked

bragte Veltjaninov helt ud af Fatning. Han forhørte sig

om, hvor dette Gilde holdtes, og besluttede i sin

ophidsede Sindsstemning uden videre at opsøge

Statsråden i Fødselsdagsselskabet. Han havde allerede

sat sig i en Droske for at udføre denne Plan, men

undervejs kom han dog ved nærmere Overvejelse til

21

at tænke på, at hans Forehavende måske gik for vidt,

og han lod derfor Kusken holde på Halvvejen for til Fods

at begive sig til sin Lejlighed ved „Det store Teater".

Han følte Trang til at skaffe sig Bevægelse. For at

bringe sine angrebne Nerver til at falde til Ro, måtte

han også en Gang se at få udsovet, koste, hvad det

koste vilde, og for at falde i Søvn, måtte han i det

mindste forsøge at gå sig træt. Så gik han da af Sted

med lange Skridt og havde lykkelig tilbagelagt den

anselige Vej til sin Lejlighed, da Klokken var henad halv

elleve. Den ønskede Træthed, havde indfundet sig.

Hans Lejlighed, hvor han var flyttet ind i Marts, og

hvor han, som han udtrykte sig, kun blev holdt tilbage

på Grund af sin forbistrede Proces, var aldeles ikke så

lurvet og uanstændig, som han selv indbildte sig

Opgangen var ganske vist noget skummel og ikke

videre ren, men selve Lejligheden, der lå på anden Sal,

bestod af to store lyse og høje værelser, der var

adskilte fra hinanden ved en mørk Forstue, og af hvilke

det ene vendte ud til Gaden, det andet til Gården. Ved

Siden af det sidste befandt der sig et lille Kabinet,

som var bestemt til at sove i, men for Øjeblikket var

fuldt proppet med alle Slags Bøger og Papirer. Som

Soveværelse benyttede Veltjaninov den store Stue, hvis

Vinduer vendte ud mod Gaden. Han plejede at sove på

Divanen. Hans Møbler var ikke dårlige, selv om de

allerede var blevne noget slidte, der var endog enkelte

kostbare Sager mellem dem — Rester af fordums

Velstand: Nipssager af Porcellæn og Bronce, ægte

bukariske Tæpper, også to Oliemalerier som ingenlunde

var ilde. Men altsammen befandt sig i en vis Uorden,

hist og her lå der endog tommetykt Støv, da hans

Tjenestepige Pelageja var rejst til sin Familie i

Novgorod og havde ladet ham i Stikken. Det besynderlige

Faktum, at en ung Mand, der regnede sig til det gode

Selskab og desuden gerne vilde anses for en Gentleman,

havde kvindeligt Tyende, fik i Virkeligheden undertiden

Veltjaninov til at rødme lidt, skønt han var fuldstændig

22

tilfreds med denne Pelageja. Han havde fået denne

Pige, da han flyttede ind i sin nuværende Lejlighed, fra

en Familie, han kendte, som rejste til Udlandet, og

Pelageja havde bragt alt i udmærket Orden hos ham.

Efter at hun var taget bort, havde han, da han nærede

en absolut Uvilje mod Tjenere, overladt Opvartningen,

samt Nøglen til Døren til en Søster til Gårdskarlen, men

hun lod næsten alt ligge, som det lå, og stjal oven i

Købet hans få Penge fra ham. Men det hele var

omsider blevet ham ligegyldigt, og selv om han også

næsten hver eneste Gang, når han kom ind i sit

„snavsede Hul", følte en vis Uvilje derved, så var han

dog i det mindste glad over, at han kunde blivet et Par

Timers Tid alene. Denne Gang gav han sig imidlertid

slet ikke Stunder til at tænke over sin Lejlighed, men

klædte sig af så hurtig, han bare kunde, kastede sig

på sit Leje og foresatte sig ganske bestemt at falde i

Søvn så snart som muligt. Og besynderlig nok — han

sov virkelig ind, lige da han havde lagt sit Hoved på

Puden. Noget lignende var ikke hændt ham i den sidste

Månedstid.

Han sov omtrent i fulde tre Timer, men hans Søvn

var urolig og opfyldt af besynderlige Drømme, som

ellers kun plejer at optræde under Febersygdomme. De

drejede sig om en Forbrydelse, som han havde begået

og søgte at holde skjult. Men man havde opdaget den,

og en hel Skare Mennesker fór løs på ham under

højlydte Beskyldninger. Og stadig voksede Mængden af

Anklagere mere og mere, og da Døren stod på vidt Gab,

strømmede der uafladelig Folk ind. Disse Folks

almindelige Opmærksomhed vendte sig tilsidst mod et

besynderligt Menneske, der engang havde været ham

velbekendt og endog stået ham nær, men som dog

forlængst var død, og nu på en ubegribelig Måde

pludselig havde indfundet sig hos ham. Mest pinte det

ham alligevel, at han ikke vidste, hvem dette Menneske

var, at han helt og holdent havde glemt hans Navn og

aldeles ikke kunde komme på det. Han vidste kun, at

23

han engang havde sat stor Pris på ham. Af denne

Mands Mund ventede alle utålmodigt det afgørende

Ord, som skulde fastslå Veltjaninovs Skyld eller Ikke-

Skyld. Men dette Menneske sad ubevægeligt ved sit

Bord og tav stille.

Larmen voksede bestandig, og Mængden blev mere

og mere ophidset, da Veltjaninov pludselig rasende

styrtede løs på den tavse Mand og gav sig til at banke

ham, fordi han ikke vilde tale. Han blev yderst forbavset

over det, han havde gjort, men følte samtidig en vis

Tilfredsstillelse derved. Han slog ham for anden og tredie

Gang, et vanvittigt, næsten vellystigt, men alligevel med

Forfærdelse blandet Raseri greb ham, og han slog stadig

hurtigere og hurtigere, uden at tælle sine Slag. Han vilde

ødelægge alt, alt, men pludselig løftede der sig et

frygteligt Skrig fra Mængden, som trængte ind på ham,

alles Øjne vendte sig forventningsfulde mod Døren, og i

samme Øjeblik lød der tre klare Klokkeklemt og så højt,

som om nogen vilde rive Klokkestrængen midt over.

Veltjaninov vågnede, sprang over Hals og Hoved op fra

sit Leje og styrtede til Døren. Han var fuldstændig

overbevist om, at disse Klokkeslag ikke var nogen Drøm,

men den rene Virkelighed og at en eller anden havde

ringet på hans Dør. „Det vilde jo være højst

mærkværdigt," sagde han til sig selv, „om jeg kun i

Drømme skulde have hørt denne tydelige, næsten

håndgribelige Lyd."

Til hans Forundring viste det sig, at Klokkelyden

også var en Drøm. Han åbnede Døren, gik ud i

Entréen, så endog efter på Trappegangen — men der

var ingen at se. Klokken hang der ganske ubevægelig.

På en Gang forbavset og oplivet vendte han tilbage til

Værelset. Da han havde fået tændt Lys, kom han til at

huske på, at Døren kun var trykket i, men hverken

lukket eller låset. Det var allerede tidligere ofte hændet

ham, at han havde ladet den stå åben, og Pelageja

havde ofte rettet Bebrejdelser mod ham i den

Anledning. Han vendte endnu en Gang tilbage til For-

24

stuen for at lukke Døren, åbhede den endnu en Gang

og kastede et Blik ud på Trappegangen. Så skød han

Slåen for — det var ham altfor besværligt at dreje

Nøglen om. Klokken slog halv tre. Han måtte altså have

sovet over tre Timer.

Drømmen havde foruroliget ham i den Grad, at han

ikke straks vilde lægge sig til at sove igen, men

besluttede at gå en halv Times Tid op og ned i Værelset.

Han tændte sig en Cigar, klædte sig halvvejs på, gik hen

til Vinduet, løftede de tunge Klædesgardiner til Side og

trak den hvide Persienne i Vejret. Man kunde allerede se

alt tydeligt nede på Gaden. De lyse Nætter i St.

Petersborg havde altid bidraget til at ophidse hans

Nerver og var også i væsentlig Grad Årsagen til hans

Søvnløshed. Han havde netop af den Grund for et Par

Uger siden anbragt disse tætte Klædesgardiner, ved

Hjælp af hvilke han kunde holde alt Lys borte fra sit

Soveværelse. Det indtrængende Dæmringsskær blandede

sig med Skæret fra det brændende Lys på Bordet,

medens han i en beklemt og pinefuld Sindsstemning gik

op og ned i Værelset. Indtrykkene af Drømmen optog

endnu bestandig i høj Grad hans Tanker: han kunde ikke

tilgive sig selv, at han havde lagt Hånd på det Menneske

og slået ham.

„Men det Menneske eksisterer jo slet ikke og har

heller aldrig eksisteret, det hele er kun en Drøm —

hvorfor sejgpiner jeg mig da selv således?"

Og han sammenfattede al sin Bekymring og al sin

Uro i den ene Sætning, at han syntes at være alvorlig

syg.

Den Tanke, at han vilde blive gammel og svag,

havde altid været ham i højeste Grad imod, og det

opirrede ham naturligvis endnu kun mere, når han i sine

særlig nedtrykte Timer overdrev i den Grad, at han

gjorde sig selv til en fuldstændig nedbrudt Olding.

„Å, denne Alderdom!" hviskede han til sig selv, idet han

fortsatte sin Vandring gennem Værelset — „det er

virkelig snart ude med mig! Jeg taber Hukommelsen,

25

har Drømmesyner og Hallucinationer, hører Klokken

ringe . . . Fanden skal tage det! Jeg ved af egen

Erfaring, at jeg altid får Feber, når jeg har sådanne

Drømme. . . . Jeg er overbevist om, at hele den

Begivenhed med Sørgefloret ikke er andet end en

Drøm. Jeg tror virkelig, jeg i Går havde Ret: at han

ikke har lagt an på mig, men tvertimod jeg på ham. Jeg

har tillagt ham, Gud må vide, hvilke Motiver og er sam-

tidig selv krøbet under Bordet af Frygt. Og hvorfor

kaldte jeg ham egentlig en „fræk Fyr"? Hvem véd, han

er måske et rigtig pænt Menneske! Hans Ansigt er

ganske vist ubehageligt, men dog ingenlunde særlig

frastødende. Han er klædt som alle andre; kun ved hans

Blik er der noget ejendommeligt . . . men se nu bare,

om ikke mine Tanker igen er i Færd med at beskæftige

sig med ham! Hvad i Djævelens Skind og Ben kommer

hans Udseende mig ved? Kan jeg virkelig ikke leve uden

denne . . . Galgenfugl?"

En pinlig Tanke fór ham pludselig gennem Hovedet: det

forekom ham, som om hin Herre med Sørgefloret

engang endog havde stået i venskabeligt Forhold til

ham og var bleven indviet i en eller anden vigtig

Hemmelighed i hans Fortid, og at han af Skadefryd

derover dengang havde smilet ad ham. Mekanisk gik

han hen til Vinduet for at åbne det og indånde lidt frisk

Luft, da det pludselig gav et Sæt i ham: på Fortovet på

den anden Side af Gaden, lige overfor Huset opdagede

han til sin Skræk Herren med Sørgefloret om Hatten.

Han tog nysgerrigt Huset i Øjesyn og fæstede omsider

sit Blik på Veltjaninovs Vinduer, men han kunde alligevel

ikke have lagt Mærke til denne, da han straks havde

trukket sig tilbage bag Gardinerne. Han holdt

eftertænksom Fingeren mod Panden og syntes at

overveje noget med sig selv. Omsider måtte han have

fattet en Beslutning: han så sig rask omkring og listede

sig derefter på Tåspidserne over Gaden. Han forsvandt

gennem Portgangen, hvis lille Sidedør, som Veltjaninov

vidste, ofte stod åben til Klokken tre om Natten.

26

„Han kommer op til mig," fór det som et Lyn gennem

Veltjaninovs Hjerne. Hurtig styrtede han, ligeledes på

Tåspidserne, hen til Døren i Forstuen og blev stående

foran denne, idet han med sin skælvende højre Hånd

greb Slåen og spændt lyttede i Retning af Trappen.

Hans Hjerte bankede så højt, at han blev bange for at

overhøre den ubekendtes listende Skridt. Hans Sanser

var spændte til det yderste, selv om han endnu ikke

klart forstod, hvad det var, der gik for sig. Hans

Drøm fra før syntes at flyde sammen med Virkeligheden.

Af Naturen var Veltjaninov modig, han holdt, undertiden

af at overdrive sin Frygtløshed overfor Faren lige til

Naragtighed, selv når han ikke havde nogen Tilskuer.

Men hertil kom i dette Tilfælde yderligere, at den

hypokondre Gnavpotte med et Slag var bleven

forvandlet. En nervøs, uhørlig Latter rystede ham.

Bag den lukkede Dør kunde han følge enhver Bevæ-

gelse, den ubekendte gjorde.

„Å, nu er han kommen op! Nu ser han sig omkring,

nu lytter han nedad Trappen, han ånder næppe, han

sniger sig frem og tilbage . . . å! Nu griber han Klinken

og trykker på Døren og prøver sig frem! Han troede, at

der ikke var låset af hos mig — bildte sig måske ind, at

Slåen vilde springe op af sig selv? Det vilde sandelig

være Skade, om han skulde blive nødt til at luske af

igen med uforrettet Sag."

I Virkeligheden forholdt alt. sig netop således, som

Veltjaninov forestillede sig det: der var sandelig én, som

famlede efter Dørgrebet. „Nej, han er ikke kommen uden

en bestemt Hensigt —!" sagde Veltjaninov til sig selv. Og

idet han forsigtig skubbede Slåen fra og lige på en Gang

rev Døren op, stod han Ansigt til Ansigt med Herren med

Sørgefloret.

---o---

27

III. Den ubekendte stivnede næsten af Overraskelse.

Ansigt til Ansigt stod de to nogle Øjeblikke på Tærskelen

— da genkendte Veltjaninov pludselig sin Gæst. Samtidig

blev den fremmede klar over, at Veltjaninov havde

genkendt ham, og hans Ansigt antog på en Gang et

venligt grinende Udtryk.

„Jeg har formodentlig den Fornøjelse at tale med

Aleksej Ivanovitj ?" begyndte han i en sødlig,

ejendommelig syngende Tonart, der aldeles ikke

passede til Situationen.

„Er De ikke Pavel Pavlovitj Trusotski ?" spurgte

Veltjaninov lidt betuttet.

„Vi gjorde Bekendtskab med hinanden for ni År

siden i T., og — hvis De vil tillade mig dette Udtryk —

blev ligefrem Venner . . ."

„Ja . . . ganske rigtig . . . imidlertid Klokken er nu

tre om Natten, og De har i hele ti Minutter undersøgt,

om min Dør var aflåset . . ."

„Er Klokken tre!" råbte Gæsten helt forbavset, idet

han trak sit Lommeur frem — „ja virkelig, Klokken er

tre! De må undskylde, Aleksej Ivanovitj, det kunde jeg

have sagt mig selv! Å, jeg skammer mig ligefrem! Nå,

så vil jeg komme igen en af de nærmeste Dage for at få

talt rigtig ud med Dem. Men nu . . ."

„Nej, på ingen Måde. Hvis De alligevel vil tale rigtig

ud med mig, så kom De bare straks med indenfor,"

faldt Veltjaninov ham i Talen — „jeg beder, kom blot ind,

vær så venlig, i dette Værelse! Det var dog sikkert

Deres Hensigt at trænge ind i mine Værelser, De er

sikkert ikke kommen ene og alene for at prøve Låsene

her ved Nattetid!"

Han var på en Gang gnaven og urolig. Samtidig

skammede han sig også en Smule! Der var ikke kommet

noget hemmelighedsfuldt, end sige farligt ud af det hele

Eventyr — der blev ikke andet tilbage end en eller anden

28

Pavel Pavlovitjs tåbelige Skikkelse. For øvrigt havde han

en Forudanelse om, at alt til syvende og sidst dog ikke

vilde løbe så glat af. Han lod sin Gæst tage Plads i en

Lænestol og satte sig selv i utålmodig Forventning

omtrent et Skridt bort fra ham på Divanen. Med Hagen

støttet i Hånden ventede han på, at hans sælsomme

Gæst skulde tage Ordet. Han betragtede ham nysgerrigt

og søgte at kalde den Tid, da de kendte hinanden,

tilbage i sin Hukommelse. Den fremmede gjorde dog

besynderlig nok slet ikke Mine til at „tale ud", men så

tvertimod med et spørgende Udtryk i Ansigtet på

Veltjaninov. Måske var det kun Generthed og Forle-

genhed — den samme Forlegenhed, som Musen føler i

første Øjeblik i Musefælden. Men Veltjaninov fór

fortrædelig løs på ham:

„Nå, min Herre, De er dog forhåbentlig intet Spøgelse

eller Drømmebillede! Tænker De måske på at

forskrække mig med Spøgeri? Vær dog så venlig at

forklare Dem, min kære!"

Den fremmede rykkede frem og tilbage i sin Stol med

et ængsteligt Smil og begyndte derpå i en betænksom

Tone:

„Jeg ser, at den usædvanlige Tid for mit Besøg og . . . de

besynderlige Omstændigheder . . . vækker Deres

Forbavselse . . . så at jeg, når jeg tænker på vort

Bekendtskab . . . og vor venskabelige Afsked med

hinanden, ligefrem finder det mærkværdigt . . . For

øvrigt var det aldeles ikke min Hensigt at komme

herhen, og når det dog er sket, så er det helt uventet

for mig selv . . ."

„Hvorledes? Uventet? Jeg har jo set gennem Vinduet,

hvorledes De listede Dem på Tåspidserne over Gaden!"

„Å, det har De set! Nå, så kan De måske sige mere

om vort Møde end jeg! Men jeg vil ikke opirre Dem . .

. hør blot: Jeg kom hertil for omtrent tre Uger siden i

mine egne Anliggender . . . Jeg er virkelig Pavel

Pavlovitj Trusotski, De har jo selv kunnet kende mig

igen. Jeg søger nemlig om Ansættelse i et andet

29

Guvernement, med bedre Gage . . . Nej, det er dog

egentlig ikke det . . . Når De vil vide det, så er

Hovedsagen den, at jeg nu allerede i tre Uger har drevet

rundt her og med Vilje har trukket mit Forehavende,

Forsættelsen, i Langdrag. Og når den omsider har fundet

Sted, har jeg måske til sidst selv glemt, at jeg har ansøgt

derom og forlader muligvis slet ikke mere St. Petersborg.

Ja, jeg driver rundt, som om jeg har tabt mit Mål af

Syne, og som om jeg selv glæder mig over, at jeg har

tabt det — thi i min Sindsstemning . . ."

„I hvad for en Sindsstemning befinder De Dem da?"

spurgte Veltjaninov gnavent.

Gæsten så stift på ham, greb sin Hat og pegede med

en værdig Håndbevægelse på Sørgefloret.

„Dér kan De selv se, i hvilken Stemning jeg er!"

Veltjaninov så spørgende snart på Sørgefloret, snart

på Gæstens Ansigt. Pludselig blev han ligbleg og spurgte

heftig bevæget:

„Hvad for noget? Er det måske Natalia Vassiljevna?"

„Ganske rigtig, det er Natalia Vassiljevna! Sidste Marts

Måned . . . af Svindsot, og det gik hurtig, varede

næppe nok to, tre Måneder! Og jeg står nu ganske

alene tilbage, som De ser."

Med disse Ord slog Gæsten i heftig Sindsbevægelse ud

med Armene, medens han samtidig holdt Hatten med

Sørgefloret i sin venstre Hånd og vist i ti Sekunder

bøjede sit skaldede Hoved mod Brystet. Denne

besynderlige Bevægelse gengav på engang Veltjaninov

hans Fatning. Et spottende Smil fór henover hans Træk,

men kun for et Øjeblik, thi Efterretningen om, at den

Dame, som han engang havde kendt så godt og nu

allerede i lang Tid glemt, var død, havde alligevel rystet

ham for stærkt.

„Er det da virkelig muligt —!" hviskede han halvt

ubevidst hen for sig — „men hvorfor har De ikke ganske

simpelt besøgt mig og fortalt mig det?"

„Mange Tak for Deres Deltagelse, som jeg på rette

Måde forstår at skatte — skønt . . . "

30

„Nå, skønt?"

„Skønt der er forløbet så mange År siden den Gang,

har De dog lagt en så oprigtig Medfølelse for Dagen, at jeg

naturligvis føler mig i dyb Gæld til Dem. Det var kun

det, jeg vilde bemærke. Ikke således at forstå, som

om jeg skulde nære Mistillid til mine Venner, for jeg har

her i St. Petersborg rigtig gode Venner — jeg behøver

kun at nævne Hr. Stepan Michajlovitj Bagautov1 — men

ser De, Aleksej Ivanovitj, siden vort Bekendtskab — eller

rettere Venskab, thi vi stod jo, oprigtig talt, i et

fortræffeligt Forhold til hinanden — er der jo mindst

forløbet ni År, og De har aldrig tænkt på os, aldrig

skrevet så meget som et Brev , . ."

Gæsten talte i en ejendommelig syngende Tone og så,

medens han talte,, uafladelig mod Gulvet, idet han dog i al

Hemmelighed iagttog Veltjaninov.

Den sidste havde imidlertid genvundet sin

Selvbeherskelse. Med en ganske ejendommelig Følelse

hørte han på og iagttog han Pavel Pavlovitj, og, da

denne tav, trådte pludselig Billederne af hine længst

forsvundne Dage i livfulde Farver frem for hans

Erindring.

„Hvoraf kan det komme, at jeg ikke straks kunde

kende Dem igen?" udråbte han med høj Stemme. „Vi

har jo mindst fem Gange truffet hinanden på Gaden!"

„Ganske rigtig, jeg kan huske, De ofte har mødt

mig..."

„Det vil sige, De har mødt mig, ikke jeg Dem . . ."'

Veltjaninov sprang i Vejret fra sin Plads og gav sig

pludselig til at le højt. Pavel Pavlovitj tav et Øjeblik,

idet han opmærksomt så på ham, og vedblev så straks

igen:

„Det er ikke underligt, at De ikke har kunnet kende

mig igen — De har vel med Tiden glemt mit Ansigt, og

så har jeg desuden også siden den Gang haft Kopper,

der jo har sat sig enkelte Spor."

1 udtales: Baga-utov

31

„Kopper? Ja, sandelig, han har haft Kopper! Nej,

hvor de har . . . "

„Tilredt mig, ikke sandt? Ak ja, hvad hænder der

ikke alt et Menneske, Aleksej Ivanovitj!"

„Nej, det er virkelig komisk! Nå, bliv endelig ved, bliv

ved . . . kæreste Ven! Men stop! Hvorfor sagde De nylig

„tilredt"? Jeg vilde absolut have udtrykt mig mere

høfligt. Men fortæl nu bare videre!"

Hans Bestyrtelse havde fuldstændig forladt ham og

endog givet Plads for en vis Munterhed. Med hurtige

Skridt gik han op og ned i Værelset.

„Jeg har ganske rigtig mødt Dem, og jeg havde endog,

da jeg kørte hertil, til Hensigt at opsøge Dem, men . . .

jeg gentager kun for Dem, at jeg nu er i sådan en

mærkværdig Sindsstemning . . . jeg kunde næsten

fristes til at sige slået for Panden, siden Marts Måned

nemlig . . ."

„Nå sådan, slået for Panden siden Marts Måned . . .

Hør engang, ryger De?"

„Jeg... jeg . . . De véd nok, at Natalia Vassiljevna

..."

„Ja rigtig; men siden Marts Måned?"

„Højst en Cigaret."

„Der er Cigaretter, tænd Dem en og gå videre. Gå

endelig videre, De har gjort mig helt nysgerrig."

Og idet han selv tændte sig en Cigaret, satte han sig

hurtig igen på Divanen. Pavel Pavlovitj tav lidt.

„Men De er jo helt ophidset!" sagde han med et

næppe nok kendeligt Anstrøg af Spot — „hvad fejler

Dem egentlig? Er De syg?"

„Å, hvad syg!" bruste Veltjaninov gnavent op — „De

skal fortsætte, skal De!"

Jo uroligere Veltjaninov teede sig, des sikrere følte

hans Gæst sig.

„Fortsætte, hm!" begyndte denne i samme Tone.

„Forestil Dem nu for det første et ganske sønderknust

Menneske, Aleksej Ivanovitj — det vil sige, det skal ikke

tages bogstaveligt, men kun som en Talemåde; et

32

Menneske, der efter et tyveårigt Ægteskab begynder et

helt forandret Liv, uden Mål og selvforglemmende

driver rundt på Gaderne og endog finder en vis

Fornøjelse i denne Selvforglemmelse. I sådanne Øjeblikke

trænger jeg ikke til nogle bekendte, ikke engang til

oprigtige Venner — jeg går endog med Vilje af Vejen for

dem, for ikke at træffe dem. Men så kommer der

andre Øjeblikke, i hvilke alt muligt falder én ind, og man

formelig længes efter at se et Vidne til en Deltager i den

for bestandig svundne Fortid, og éns Hjerte begynder

samtidig at slå så højt, at man ikke blot om Dagen, men

endog midt om Natten kunde have Lyst til at kaste sig i

Armene på disse Venner, hvem man ene og alene i den

Hensigt banker op endog Klokken tre om Natten. Ja

vist, jeg har kun taget fejl af Tiden, ikke af Venskabet,

thi i dette Minut føler jeg mig fuldkommen belønnet. Og

hvad Tiden angår, så troede jeg jo, at Klokken først var

tolv . . . det skyldes virkelig kun min Adspredthed. Å,

man véd på Grund af Sorg ikke mere selv, hvad der går

for sig med én. Og så er det heller ikke Sorgen alene,

men så at sige hele den nye Livsopfattelse, som man

må se at vænne sig til . . ."

„Hvor De udtrykker Dem besynderligt!" bemærkede

Veltjaninov, idet han pludselig blev alvorlig og trist igen.

„Å ja, jeg udtrykker mig ret besynderligt!"

„Vil De måske drive Løjer med mig?"

„Hvad for noget? Jeg drive Løjer med Dem?" råbte

Pavel Pavlovitj i en opbragt Tone — „i samme Øjeblik,

som jeg underretter Dem om mit tunge Tab . . ."

„Å, jeg beder Dem, ti hellere stille med det!"

Veltjaninov rejste sig og begyndte igen at gå op og

ned i Værelset. De tav begge i nogle Minutter. Gæsten

vilde ligeledes rejse sig, men Veltjaninov råbte heftig til

ham: „Bliv dog siddende," og lydig sank han tilbage i

sin Stol.

„Hvor De dog har forandret Dem meget!" begyndte

derpå Veltjaninov, idet han pludselig blev stående

foran den anden. „Det er helt påfaldende, som De har

33

forandret Dem! De er bleven et helt andet Menneske!"

„Hm! Det er da intet Under, i ni År . . ."

„Nej, nej, det er ikke Årene, som er Skyld heri! Foran-

dringen ligger heller ikke så meget i Deres Ydre som i

noget andet!"

„Jeg siger jo, at ni År . . . "

„Eller snarere måske siden Marts Måned!"

„He, he!" smilede Pavel Pavlovitj listig hen for sig —

„det er virkelig en pudsig Tanke, De her har haft. . . .

Men om jeg tør spørge: hvori består så egentlig denne

Forandring?"

„Ja, hvorledes skal jeg forklare Dem det? Tidligere

var De sådan en solid Pavel Pavlovitj, sådan en net Pavel

Pavlovitj, og nu forekommer det mig... at Pavel Pavlovitj

er bleven noget af en Døgenigt!"

I sin ærgerlige Stemning vidste han ikke en Gang, om

han var vred på sig selv eller på den anden.

„En Døgenigt! Finder De virkelig? Og ikke mere så

anstandsfuld og net som tidligere?" fniste Pavel Pavlovitj

i lystig Stemning.

„Å, hvad vil det sige, Døgenigt eller ej! For min Skyld

kan De gerne betragte Dem selv som et Dydsmønster!"

fór det heftig ud af Munden på Veltjaninov. Men i sit

stille Sind tænkte han: „Pokker må vide, hvad den Fyr

har til Hensigt — jeg er uforskammet, men han er endnu

langt mere uforskammet!"

„Å, dyrebare, enestående Aleksej Ivanovitj!" be-

gyndte Gæsten pludselig følelsesfuldt, idet han bøjede

sig frem og tilbage i Stolen — „hvorfor bliver vi egentlig

så hidsige begge to? Vi er jo dog under fire Øjne og kan

som oprigtige Mænd åbent og ærligt udveksle vore

Erindringer om det gamle Venskab, hvori den afdøde var et

så væsentligt Bindeled."

Han var så henrevet af sine Følelser, at han påny lod

Hovedet synke ned på Brystet og bedækkede Ansigtet

med Hatten. Veltjaninov betragtede ham endnu

bestandig med en Blanding af Uvilje og Uro,

„Og hvis han nu virkelig ikke er nogetsomhelst andet

34

end en Nar?" fór det gennem Hovedet på ham. „Men

nej, nej! Han synes heller ikke at være beruset, skønt

han er helt rød i Ansigtet. Og selv om han også skulde

være beruset — det kommer dog helt ud på det samme!

Hvad kan han mon føre i sit Skjold? Hvad vil den Fyr

mig egentlig?"

„Kan De huske, kan De endnu huske," råbte Pavel

Pavlovitj, idet han langsomt tog sin Hat fra Ansigtet og

i en vis Grad lod sig rive med af sine Følelser — „kan

De endnu huske vore fælles Landture, vore Aftensamtaler,

The-dansant'er og uskyldige Pantelege hos Hans

Ekscellence den gæstfrie Semjon Semjonovitj? Og vore

små Læsetimer, vi tre alene, har De da ikke glemt? Og

vort første Bekendtskab, hvorledes De en Morgen

indfandt Dem hos mig i Forretningsanliggender og

begyndte at skrige ganske højt, og hvorledes så Natalia

Vassiljevna pludselig trådte ind, og De allerede efter ti

Minutters Forløb var vor oprigtige Ven, man kunde da

næsten sige vor Husven, hvad De så også vedblev at

være et helt År igennem — ganske på samme Måde som

i Hr. Turgenjevs Stykke „Provinsdamen"!"

Veltjaninov gik langsomt op og ned, idet han så mod

Gulvet og hørte utålmodigt, men samtidig med en vis

Spænding på den fremmede.

„Jeg kender ikke noget til „Provinsdamen"!" afbrød

han ham en Smule forlegen — „og hvorfor taler De til mig

i denne klynkende Tone og . . . denne skruede Stil? Det

gjorde De dog ikke tidligere, hvad skal det nu være

godt for?"

„Jeg har i Virkeligheden tidligere været mere tavs af

mig, jeg holdt så at sige Tand for Tunge!" faldt Pavel

Pavlovitj ham i Talen — „De véd nok, jeg syntes tidligere

bedre ' om at høre efter, når den afdøde talte. De kan

nok huske, hvor hun forstod at konversere, med hvor

meget Vid og Forstand . . . Og hvad „Provinsdamen"

angår, og navnlig Stupendjev, så har De ganske vist Ret

i, at De ikke kan kende noget dertil, da vi nemlig først

fandt på den Sammenligning senere, efter at De allerede

35

havde vendt os Ryggen, — nemlig fordi Deres første

Optræden i vor lille Kreds i Virkeligheden ganske lignede

en Scene i dette Stykke, navnlig hvad angår Stupendjev."

„Hvad for en Stupendjev, for Pokker?" skreg

Veltjaninov, idet han rasende stampede i Gulvet og ved

sin opbrusende Vrede søgte at skjule sin Uro.

„Stupendjev? Det er en Rolle, en Teaterfigur, Mandens

Rolle i Stykket „Provinsdamen"," fløjtede Pavel Pavlovitj i

en sødlig Tone — „men det hentyder allerede til en anden

Gruppe af dyrebare og skønne Erindringer, som først

begynder efter Deres Afrejse, da nemlig Stepan

Michajlovitj Bagautov beærede os med sit Venskab,

ganske på samme Måde som De, kun at dette varede

fulde fem År."

„Bagautov? Hvem er det? Hvad for en Bagautov?"

råbte Veltjaninov, idet han blev stående som groet fast.

„Bagautov, Stepan Michajlovitj, der har beæret os med

sit Venskab, nøjagtig et År efter Deres Afrejse og . . .

ganske på samme Måde som De . . ."

„Å Gud, jeg kender ham jo!" råbte Veltjaninov, idet han

tænkte sig om — „Bagautov, ganske rigtig, han har jo

været ansat i Deres lille By!"

„Ja vist har han været ansat dér, hos selve

Guvernøren. En ægte St. Petersborger, en ung Mand af

det allerbedste Selskab!" udråbte Pavel Pavlovitj

formelig begejstret.

„Nå, således! Hm — han har også . . ."

„Ja vist, han har også!" faldt Pavel Pavlovitj ham i

Talen, ganske henrevet af sine Minder, idet han hurtig

greb det Ord, der uvilkårlig var undsluppet hans „Ven", i

Flugten — „ja han også, han også! Ser De nemlig, vi

spillede „Provinsdamen" på Hans Ekscellence, den gæstfri

Semjon Semjonovitjs Husteater — Stepan Michajlovitj

udførte Greven, jeg Manden og den afdøde

Provinsdamen — kun at man på den afdødes Ønske atter

tog Mandens Rolle fra mig, som om jeg ikke skulde have

været i Stand til at spille en Stupendjev . . ."

„Men hvad er det nu for noget med Deres

36

Stupendjev? De er jo dog først og fremmest Pavel

Pavlovitj Trusotski og ikke Stupendjev!" fór Veltjaninov

næsten grovt løs på ham. „Og denne Bagautov, som

De taler om, er nu her i St. Petersborg, jeg har selv

set ham i Foråret. Hvorfor besøger De ham da ikke, når

De kender ham så godt?"

„Jeg har været hos ham hver eneste Dag i de sidste

tre Uger! Men han er syg og kan ikke tage imod

nogen! Og vil De tænke Dem, jeg véd fra den allerbedste

Kilde, at han i Virkeligheden er temmelig farlig syg! Nej

— og når man så tænker på, at vi var Venner i seks År!

Å, Aleksej Ivanovitj, jeg må endnu engang gentage,

at, når man er i sådan Sindsstemning, kunde man

undertiden bogstavelig ønske at synke i Jorden! Og så

kommer der andre Øjeblikke, hvor man gerne vilde, jeg

kan næsten sige kysse og omfavne et af hine tidligere

Øjenvidner, en af hine gamle Venner, ene og alene for

en Gang at kunne få grædt ud — ja, ikke for andet

end for at kunne få grædt ud! . . ."

„Nå, nu tror jeg, vi har nok af hinanden for i Dag, ikke

sandt?" faldt Veltjaninov ham skarpt i Talen.

„Fuldkommen nok, fuldkommen nok!" bekræftede Pavel

Pavlovitj, idet han hurtig rejste sig fra sin Plads, „Klok-

ken er fire, og jeg er på en så hensynsløs Måde faldet

Dem til Besvær . . ."

„Hør, jeg vil ligeledes besøge Dem, ganske bestemt,

og så håber jeg . . . men sig mig engang oprigtig: Er De

ikke beruset i Dag?"

„Beruset? Ikke Spor! Jeg troer, De fantaserer, Aleksej

Ivanovitj."

„Nå, lad det nu være godt! Jeg kommer til Dem i

Morgen henad Middagstid . . ."

„Jeg synes, De fra første Øjeblik af har været meget

ophidset," afbrød Pavel Pavlovitj, hvem det åbenbart mo-

rede at vende tilbage til dette Tema, ham. „Det gør mig

virkelig ondt, at jeg ved mit upassende Besøg . . . dog

jeg går, jeg går, og jeg vil give Dem det Råd at lægge

Dem igen og se hurtig at falde i Søvn!"

37

„Men De har jo slet ikke sagt mig endnu, hvor de

boer!" råbte Veltjaninov efter Gæsten, der allerede var i

Færd med at fjerne sig.

„Har jeg virkelig ikke sagt det? Jeg boer på

Gæstgivergården ved Mariakirken."

„Hvad for en Gæstgivergård ?"

„Lige ved Mariakirken, i en Tværgade — dens Navn

har jeg glemt, Numret husker jeg heller ikke, men det

er i hvert Fald lige ved Mariakirken . . . "

„Jeg skal nok finde Dem!"

„Det skal være mig en stor Fornøjelse!"

Gæsten var allerede ilet nogle Trin ned ad Trappen.

„Stop!" råbte Veltjaninov efter ham — „Det er da vel

ikke Deres Hensigt at smøre Haser i Morgen, inden jeg

kommer?"

„Hvorledes smøre Haser?" spurgte Pavel Pavlovitj,

idet han vendte sig om og så durkdrevent på Veltjaninov.

I Stedet for at svare, slog Veltjaninov Døren i med et

Brag, låsede den omhyggeligt og skød Slåen for. Da

han var vendt tilbage til sit Værelse, spyttede han langt,

som om han havde tilsølet sig ved Berøringen med et

eller andet. Ubevægelig, ligesom lamslået stod han nogle

Minutter midt i Værelset, derpå kastede han sig, uden at

klæde sig af, på Divanen og faldt straks i Søvn. Lyset,

som han havde glemt at slukke, brændte ned til sidste

Stump.

---o---

IV. Efter en tryg Søvn vågnede Veltjaninov henad halv

ti; han stod straks op fra sit Leje og gav sig til at tænke

på „hin Kvindes" Død.

Det rystende Indtryk, som den pludselige Meddelelse

om dette Dødsfald havde gjort på ham, havde efterladt

en vis smertelig Uro i hans Sjæl. Denne Uro var, medens

Pavel Pavlovitj opholdt sig hos ham, kun rent

38

forbigående ved en besynderlig Tankegang bleven trængt

i Baggrunden. Men nu, da han vågnede, kunde han

pludselig med en overordentlig Klarhed se for sig alt,

hvad der var sket for ni År siden.

Han havde elsket hin Kvinde, afdøde Natalia

Vassiljevna, denne Trusotskis Hustru. Han havde været

hendes Elsker, da han, ligeledes i Anledning af en

Arveproces, havde tilbragt et helt År i T., skønt selve

Sagen egentlig ikke krævede et så langt Ophold. Den

virkelige Grund til at han blev der, var just hint Forhold,

som på dette Tidspunkt fuldstændig havde behersket

ham. Han havde næsten været denne Kvindes Slave og

vilde på hendes mindste Vink uden Betænkelighed have

begået enhver nok så tåbelig og afsindig Streg.

Hverken før eller senere var noget lignende hændet

ham igen. Da efter et Års Forløb Adskillelsens Stund slog,

blev Veltjaninov, skønt han kun for kort Tid skulde tage

Afsked med Natalia Vassiljevna, grebet af den største

Fortvivlelse. Han var rede til at prisgive alt, til at

bortføre hende og for bestandig tage med hende til

Udlandet, men Natalia Vassiljevna, der i Begyndelsen af

Kedsomhed var gået ind på Forslaget om Flugt, vilde til

sidst ikke vide noget deraf at sige og gjorde sig kun lystig

derover.

Så måtte da Veltjaninov rejse sin Vej alene — men

hvad sker? Der var næppe nok gået to Måneder siden

Skilsmissen, førend han allerede forelagde sig selv det

Spørgsmål, om han da virkelig havde elsket denne

Kvinde, eller om alt kun havde været en „Illusion".

Dette Spørgsmål skyldtes ikke hans Letsindighed eller en

eller anden ny Lidenskab, der muligvis havde slået Rod i

ham: han havde, skønt han i St. Petersborg straks

havde opsøgt sine gamle Kredse og vist set Hundreder

af Kvinder, dog næppe nok haft Blik for nogen af dem

alle. Ganske vist måtte han sige sig selv, at, hvis han

igen vendte tilbage til T., vilde han ubetinget, til Trods for

alle lignende „Spørgsmål", påny bukke under for denne

Kvindes fængslende Trylleri. Endnu for nogle År siden

39

nærede han denne Overbevisning, men for fem År siden

begyndte han allerede at skamme sig over denne

Overbevisning og tænkte endog med en vis Afsky på

„hin Kvinde".

Ja, han skammede sig over dette År i T. Han kunde ikke

engang begribe, hvorledes han, Veltjaninov, havde kunnet

hengive sig til en så „tåbelig" Lidenskab. Alle Erindringer

om denne Lidenskab havde noget forsmædeligt for ham.

Han rødmede over denne Forvildelse og gjorde sig selv

Bebrejdelser i den Anledning. Men da der yderligere var

gået et Par År, havde han så temmelig beroliget sig selv

med Hensyn til den hele Sag, han søgte at glemme den,

og det var næsten også lykkedes ham. Og nu, efter hele

ni Års Forløb, levede disse Erindringer ved Efterretningen

om Natalia Vassiljevnas Død op i ham på en så uventet

og sælsom Måde!

Som han således sad på sit Leje og tænkte tilbage på

det forefaldne, trådte ud fra hans forvirrede

Forestillinger den ene Tanke tydelig frem for hans Sjæl,

at hint Dødsbudskab til Trods for det første rystende

Indtryk dog i Grunden ikke gjorde noget videre Indtryk

på ham. „Hvorledes? Skulde jeg ikke engang have et

beklagende Ord tilovers for hende?" spurgte han sig

selv. Ganske vist følte han heller ingen Afsky mere,

ligesom han i det hele dømte mere lidenskabsløst og

retfærdigt om hende. Natalia Vassiljevna var efter hans

Mening — og han havde allerede i lang Tid dannet sig

denne Mening — en ganske almindelig Dame af det gode

småborgerlige Selskab, af hvem udelukkende hans

Fantasi havde skabt sig et Ideal. Ganske vist syntes han

selv at vakle med Hensyn til denne Mening, og han

følte også nu, at den kunde være fejlagtig.

Kendsgerningerne syntes i det mindste at tale mod

den. Om det så var denne Bagautov, så havde han

måttet skatte til hendes fortryllende Personlighed og var i

lang Tid bleven fængslet af hende. Bagautov var en ung

Mand, tilhørende det bedste Selskab i St. Petersborg, „et

Menneske med et temmelig flovt Væsen", således som

40

Veltjaninov bedømte ham, „der kun kunde gøre Karriere i

St. Petersborg, hvor alle Veje stod ham åbne". Og

alligevel havde han vendt St. Petersborg Ryggen og givet

Afkald på sin Fremtid for at tilbringe fem—seks År i en

Afkrog som T. ene og alene for denne Dames Skyld. Og

måske var han kun af den Grund vendt tilbage til St.

Petersborg, fordi man også havde kastet ham bort som

en gammel, slidt Støvle. Der.måtte altså have været noget

usædvanligt ved denne Kvinde, en eller anden

hemmelighedsfuld Evne til at drage til sig, til at fængsle

og herske.

Hendes ydre Tillokkelser var ingenlunde

fremragende. Man kunde ikke engang kalde hende smuk,

og da Veltjaninov lærte hende at kende, var hun allerede

fyldt otte og tyve År. Hendes Ansigt kunde undertiden få

et rigtigt levende Udtryk, og så var det absolut

tiltalende. Men hendes Øjne var ikke smukke, der lå

noget stift, bestemt i dem. Endvidere var hun

overordentlig mager. Hendes Dannelse var ikke videre

omfattende, men hun besad uden Tvivl en skarp, selv

om også ensidig udpræget Forstand. Hun havde de

Manerer, man plejer at træffe hos en Provinsdame i de

bedre Kredse og besad megen naturlig Takt. I sin Måde

at klæde sig på lagde hun en god Smag for Dagen. I

hendes Karakter lå der noget sikkert, herskesygt, hun

slog sig ikke til Tåls med noget halvt — enten alt eller

intet var hendes Løsen. I vanskelige Anliggender viste

hun en sjælden Udholdenhed og Fasthed. Hun kunde

være storsindet, men samtidig alligevel grænseløs

uretfærdig. Den, som indlod sig i Strid med hende, trak

afgjort det korteste Strå. Sætningen: to Gange to er

fire, havde i hendes Øjne kun ringe Gyldighed. Aldrig

vilde hun have indrømmet sin Brøde. Det bestandige

Forræderi mod hendes Mand voldte hende ikke det

ringeste Samvittighedsnag. Mod sin Elsker var hun tro-

fast — naturl igvis kun så længe, som hun ikke

var ked af ham. Hun holdt af at pine ham, men

hun holdt l ige så meget af at belønne ham. Hele

41

hendes Væsen var lidenskabeligt, hensynsløst,

sanseligt. Hun hadede Udsvævelser og fordømte dem

på den mest afgørende Måde, men til Trods derfor var

hun selv udsvævende, skønt intet i Verden vilde have

overbevist hende om denne Kendsgerning. Allerede den

Gang i T. havde Veltjanihov sagt sig selv, at hendes

Lidenskabelighed var ubevidst og ligesom bundede i

hendes inderste Væsen. „Hun er," sagde han til sig

selv, „en af hine Kvinder, der på en vis Måde er fødte

til at blive deres Mænd utro. Disse Kvinder nyder,

medens de er unge Piger, det bedste Rygte,, som de

først mister, når de er blevne Hustruer. Manden er deres

første Elsker, men først efter Vielsen. Ingen Art

Kvinder finder så hurtig og let en Mand som denne.

Ægtemanden får altid Skyld for den første Elsker. Og

samtidig tror de at være fuldstændig oprigtige mod

Ægtemanden: aldrig vilde de tilstå, at de tilføjede ham

en Uret, aldrig anerkende en Brøde fra deres egen

Side."

Veltjaninov var overbevist om, at der i Virkeligheden

eksisterede en sådan Kvindetype, men han var i lige

så høj Grad overbevist om, at der også eksisterede en

dertil svarende Type af Mænd. Disse Mænds Væsen

bestod efter hans Opfattelse deri, at de netop lige

overfor hine Kvinder hele deres Liv igennem ikke var

nogetsomhelst andet end . „Ægtemænd". „En sådan

Mand," sluttede Veltjaninov, „kommer til Verden ene og

alene med det Formål at gifte sig og umiddelbart

derefter forvandle sig til et Tillæg til sin Hustru, og det

endog i Tilfælde af, at han ved Siden af har sin egen,

udprægede Karakter. Når disse Typer bliver ført sammen

i et Ægteskab, så er den uundgåelige Følge deraf, at

Manden i Løbet af kortere eller længere Tid bliver den

bedragne Part. Han bliver det nied samme

Naturnødvendighed, hvormed Solen skinner, og

samtidig véd han ikke engang af det, og kan i

Overensstemmelse med sit Væsen heller ikke vide af

det."

42

Veltjaninov tvivlede heller ikke om, at begge disse

Typer eksisterede, og at Pavel Pavlovitj Trusotski var

Repræsentant for en af dem. Ganske vist var Pavel

Pavlovitj fra i Går ikke den samme Pavel Pavlovitj, som

han havde kendt i T. Han fandt, at han havde forandret

sig ganske overordentlig, men han sagde sig selv, at

dette også var en ren Nødvendighed efter alt, hvad der

var sket. Hr. Trusotski kunde kun være det, han tidligere

var, medens hans Hustru levede — han var ikke andet

end det løsrevne Stykke af en Helhed, som pludselig så

sig henvist til sig selv alene og slet ikke kunde finde sig

til Rette i Verden. „Ægtemanden" var, efter Hustruens

Død, bleven til et formløst, besynderligt Halvvæsen.

Veltjaninov kunde endnu meget godt huske den Pa-

vel Pavlovitj, som han havde lært at kende i T. Denne

var i Virkeligheden i enhver Henseende intet andet end

sin Hustrus Ægtemand. Han var for Eksempel desuden

også Embedsmand, men hans Embedsstilling var kun

bleven et Tilbehør til hans Rolle som Ægtemand. Han

beklædte sit Embede alene for sin Kones Skyld, for at

skaffe hende en selskabelig Stilling i T., men med alt

det var han for øvrigt en overordentlig ivrig

Embedsmand. Han var den Gang fem og tredive År

gammel og havde ved Siden af sit Embede en

temmelig betydelig Formue. I sin Virksomhed lagde han

ingen særlige Evner for Dagen, men lige så lidt nogen

særlig Mangel på Evner. Han levede på en fornem Fod

og omgikkes selskabeligt med de bedste Kredse i

Guvernementet. Natalia Vassiljevna blev almindelig

agtet i T., noget, hun for øvrigt ikke tillagde nogen

videre Vægt, men anså som en Selvfølge. I sit eget Hus

forstod hun udmærket at repræsentere, og Pavel

Pavlovitj var bleven så fortræffelig skolet af hende, at

han selv ved Modtagelsen af Guvernementets højeste

Spidser forstod at gøre udadlelig Honnør. Veltjaninov

anså det aldeles ikke for umuligt, at Pavel Pavlovitj

endog ejede en selvstændig Forstand, men da Natalia

Vassiljevna ikke holdt af, at hendes Mand talte for

43

meget, så kunde man ikke få Lejlighed til at mærke

denne Forstand i videre høj Grad. Han havde måske af

Naturen lige så mange gode som slette Egenskaber.

Men hans gode Egenskaber lignede omtrent Møbler, der er

beskyttede mod Støv ved et Overtræk, og hans dårlige Til-

bøjeligheder var næsten fuldstændig undertrykte.

Veltjaninov kunde for Eksempel huske, at Hr.

Trusotski undertiden havde Tilbøjelighed til at gøre sig

lystig over sin Næste — det var dog en Gang for alle

blevet ham strengt forbudt. Han holdt også ofte af at

give en Fortælling til bedste, men også her var han

under Opsigt: han måtte kun fortælle ganske korte,

ubetydelige Historier. Han havde fremdeles en vis

Forkærlighed for et lystigt Samvær i Vennekredsen,

udenfor Huset, helst ved et Glas Vin. Men denne

Tilbøjelighed var bleven rykket op med Rode i ham. Med

alt det vilde dog ingen ved en overfladisk Bedømmelse

have anset ham for en Tøffelhelt. Natalia Vassiljevna

lignede aldeles en lydig Hustru og troede muligvis, at

hun virkelig var det. Måske elskede Pavel Pavlovitj sin

Hustru ganske uudsigeligt, men det var skjult for hele

Verden, formodentlig af den Grund, at således ønskede

Natalia Vassiljevna det selv.

Mere end en Gang spurgte Veltjaninov under sit Op-

hold i T. sig selv, om denne Mand havde nogen som

helst Anelse om hans Forhold til Natalia Vassiljevna.

Han udspurgte også Natalia Vassiljevna ofte om dette

Punkt, men hun svarede ham hver Gang i en gnaven

Tone, at hendes Mand intet vidste, overhovedet intet

kunde erfare, at Sagen „aldeles ikke vedkom ham".

Endnu et Træk fra hendes Side: hun lo aldrig over Pavel

Pavlovitj og fandt ham overhovedet ikke i nogen

Forbindelse latterlig eller enfoldig, ja hun vilde endog

ivrig have taget hans Parti, hvis nogen skulde have

fundet på at nedsætte ham i hendes Øjne. Da hun

ingen Børn havde, så blev hun ganske naturligt mere og

mere et Midtpunkt i Selskabslivet. Dog gik hun ikke

helt op i denne Rolle, men forstod også at bevare en

44

vis Sans for Huslighed og beskæftigede sig endog gerne

med Husholdningen og med Håndarbejder. Pavel

Pavlovitj havde i Går omtalt deres fælles Læseaftener i

T. Disse havde været arrangerede på den Måde, at

enten Veltjaninov eller Pavel Pavlovitj læste højt. Den

sidste var endog til Veltjaninovs Forbavselse en meget

god Forelæser.

Natalia Vassiljevna sad i Reglen med et Broderi hos

dem og hørte rolig og sindig efter. Man læste Dickens

Romaner eller en eller anden Ting i de russiske

Tidsskrifter, undertiden også noget alvorligt. Natalia

Vassiljevna nærede en vis, stiltiende Højagtelse for

Veltjaninovs Dannelse, hun anså den for en afgjort

Kendsgerning, som man ikke behøvede at spilde noget

Ord på. I Almindelighed var hun temmelig ligegyldig

overfor alt, som angik Bøger og Lærdom — hun

betragtede disse Sager som Biting, selv om de måske

også var nyttige. Pavel Pavlovitj nærede derimod

endog en vis Begejstring for Videnskab og Litteratur.

VeltjaninOvs Forhold til Trusotskis tog ganske pludselig

Ende, da hans Lidenskab netop havde nået sit Højde-

punkt og næsten grænsede til Vanvid. Han fik ganske

uventet Løbepas, skønt han ved sin Afrejse endnu

aldeles ikke vidste, at man ganske simpelt havde

kastet ham til Side „som en gammel, slidt Støvle".

Omtrent seks Uger før hans Afrejse var der kommen en

ung Artilleriofficer, som lige netop havde forladt

Kadetskolen, til T. Han begyndte snart at omgås

Trusotskis, og Læseaftenerne blev nu fortsatte i

Nærværelse af fire i Stedet for tre. Natalia

Vassiljevna var straks fra Begyndelsen af den unge

Soldat meget bevågen, selv om hun også behandlede

ham aldeles som en Dreng.

Veltjaninov havde ikke den svageste Mistanke, skønt

Natalia Vassiljevna da for første Gang havde ladet ham

forstå Nødvendigheden af en Skilsmisse. Hun kom med

alle Slags Udflugter og anførte de mest forskellige

Grunde for at gøre ham klart, at de måtte skilles.

45

Blandt andet meddelte hun ham, at hun følte, hun

skulde være Moder, og at han i hvert Fald, for at

forebygge al Mistanke og Sladder, måtte forlade Byen i

nogle Måneder. Veltjaninov vilde først absolut ikke vide

noget af en Skilsmisse at sige og besvor hende at

flygte med sig til Paris eller til Amerika. Men da han

indså, at hun var urokkelig, begav han sig til sidst, „na-

turligvis kun for ganske kort Tid, i det højeste for tre

Måneder", til St. Petersborg; i en Adskillelse for Livet

vilde han under ingen Omstændigheder have indvilliget.

Han havde omtrent tilbragt to Måneder i St. Petersborg,

da han fik Brev fra Natalia Vassiljevna, hvori hun bad

ham om ikke mere at vende tilbage, da hun allerede

elskede en anden. Den Formodning, hun i sin Tid havde

meddelt ham, havde, som hun skrev, været fejlagtig.

Veltjaninov kom nu på en Gang til at huske på den

unge Officer og forstod alt. Dermed var han en Gang

for alle færdig med den Sag. Han hørte så nogle År

senere om Bagautovs Forhold til denne Dame og

forundrede sig kun over, at Natalia Vassiljevna havde

holdt ud hele fem År med ham. Han forklarede sig

dette blandt andet derigennem, at hun jo var bleven

nogle År ældre og i samme Grad også mere hengiven.

Veltjaninov sad vist en hel Time hensunken i Betragt-

ninger på sit Leje. Endelig vågnede han op af sine dybe

Tanker og ringede på Kaffen. Mavra, Gårdskarlens Sø-

ster, kom med den. Han drak hurtig Koppen ud, klædte

sig på og begav sig henad Klokken elleve af Sted for at

opsøge Gæstgivergården „ved Siden af Mariakirken".

Han vidste ikke rigtig, hvad han egentlig vilde Pavel

Pavlovitj, hvorfor han følte Trang til på ny at genoptage

Forbindelsen med ham, skønt Forholdet mellem dem jo

på en så simpel og naturlig Måde var blevet afsluttet.

Han kom endog med svage Bebrejdelser mod sig selv for,

at han i Går havde behandlet Pavel Pavlovitj så dårligt.

Gæstens sælsomme Optræden kunde han kun forklare

sig ved den oplivede Tilstand, hvori denne til Trods for

sin Nægtelse havde befundet sig. Dog syntes der

46

desuden at stikke en eller anden hemmelig Bevæggrund

bagved, som han under alle Omstændigheder vilde søge

at komme på Spor efter. Rent uvilkårligt følte han sig

tilskyndet til at få sine Tvivl opklarede. „Nu skal vi se!"

sagde han stille til sig selv...

---o---

V. Pavel Pavlovitj tænkte ikke på „at smøre Haser", og

Gud må vide, hvorfor Veltjaninov havde stillet ham dette

Spørgsmål. Han måtte sige sig selv, at han i Går ikke

havde været ved sine fulde fem. Hos en Urtekræm-

mer ved Siden af Mariakirken spurgte han efter

vedkommende Gæstgivergård, og man viste ham det få

Skridt der fra i en Sidegade. I Gæstgivergården

meddelte man ham, at Hr. Trusotski ikke boede der

mere, men havde lejet sig et møbleret Værelse i

Sidebygningen i samme Hus hos Marja Sysojevna. Ad en

smal, fedtet, uren Stentrappe steg Veltschaninov op til

anden Sal i Sidebygningen, hvor Marja Sysojevna boede.

Allerede ude på Trappegangen hørte han et Barn hulke

heftig, samtidig skreg en rasende Mand med hæs

Fistelstemme. Mandsstemmen syntes at ville tysse på

Barnet og at være opbragt over dets Gråd, men alligevel

larmede han endnu langt stærkere end Barnet. I hans

Stemme lå.der noget ubarmhjertigt, følelsesløst, men

Barnet syntes at bede om Tilgivelse. Veltjaninov trådte

ind i en lille Korridor, i hvilken der fandtes to Døre på

begge Sider. En stor, tyk, uordentlig klædt, uredt Kone

kom imod ham. Da han spurgte efter Pavel Pavlovitj,

pegede hun med Fingeren på den Dør, bagved hvilken

man hørte Barnet hulke. Den omtrent fyrretyveårige

Dames fede, røde Ansigt var bevæget af en heftig

Uvilje.

„Nu hører han forhåbentlig op!" brummede hun i

Bastone, idet hun gik ned ad Trapperne. Veltjaninov

47

vilde først banke på, men han betænkte sig og åbnede

uden videre den betegnede Dør. Midt i et lille, meget

almindelig møbleret Værelse stod Pavel Pavlovitj halvt

påklædt, uden Frakke og Vest og forsøgte med sit røde,

ophidsede Ansigt at få en omtrent otteårig lille Pige til

at være stille. Den lille Pige var iført en kort, sort ulden

Kjole, som gjorde et fattigt, men dog samtidig

anstændigt Indtryk. Hun syntes at være helt opløst i

Tårer og strakte bedende sine små Hænder ud efter

Pavel Pavlovitj, som om hun vilde omfavne ham, og

bede ham om et eller andet. Da den fremmede viste

sig, forandrede Scenen sig øjeblikkelig: den lille Pige

skyndte sig med et Skrig ind i et tilstødende Kammer,

medens Pavel Pavlovitj helt forbløffet vendte sig om,

men dog straks derpå smeltede hen i et venligt, bredt

Smil — ganske på samme Måde som i Går, da Veltjaninov

pludselig havde revet Korridordøren op foran ham.

„Å, Aleksej Ivanovitj!" råbte han i en forbavset Tone

— „det vilde jeg ikke have tænkt mig i Drømme . . .

Jeg beder, kom ind, kom endelig ind! Værsågod tag Plads

på Divanen . . . eller her på Stolen, og jeg . . ,"

Han greb hurtig efter sin Frakke og trak den på, men

glemte i sin Iver Vesten.

„Gør endelig ingen Omstændigheder, men bliv som

De er," sagde Veltjaninov, idet han satte sig på en

Stol.

„Nej, lad bare mig om det, jeg véd nok, hvad der

passer sig! Men hvorfor har De sat Dem dér i Krogen?

Jeg beder Dem, tag Plads i Lænestolen her ved Bordet

. . . Nej, det havde jeg rigtignok ikke ventet, ikke

ventet!"

Han tog nu også Plads på Kanten af en Rørstol og

drejede den således, at han kom til at sidde lige overfor

den „uventede" Gæst.

„Hvorfor har De egentlig ikke ventet mig? Jeg

sagde Dem jo dog i Går, at jeg vilde besøge Dem på

dette Tidspunkt!"

„Jeg tænkte ikke, De vilde komme; da jeg vågnede

48

i Dag og huskede på Gårsdagens Begivenheder, da

havde jeg virkelig for bestandig opgivet Håbet om at få

Dem at se endnu en Gang."

Veltjaninov lod sine Øjne vandre rundt i Værelset.

Dette henlå i stor Uorden, Sengen var uredt,

Klædningsstykker lå smidt omkring. På Bordet stod et Par

tomme Kaffekopper og en halvtømt Champagneflaske

uden Prop med et Glas ved Siden. Han kastede et Blik

ind i Kamret, hvor alt var ganske stille. Den lille Pige

havde åbenbart skjult sig for den ubekendte Herre.

„Drikker De da nu?" spurgte Veltjaninov, idet han

pegede på Flasken.

„Kun en lille Slat . . ." stammede Pavel Pavlovitj

forvirret.

„Nå, De har virkelig forandret Dem."

„En dårlig Vane, der er kommen ganske pludselig. Vir-

kelig først efter hin Datum, jeg lyver ikke! Jeg kan

virkelig ikke lade være. Men bliv ikke urolig, Aleksej

Ivanovitj, for Øjeblikket er jeg helt ædru og skal ikke

komme med sådant noget Vås som i Går hos Dem. De

kan tro mig på mit Ord: først efter hin Datum. . . . Og

hvis nogen blot for et halvt År siden havde sagt mig, at

det vilde komme så langt med mig — hvis han i Spejl

havde vist mig mit eget Billede — jeg vilde ikke have

anset det for muligt." „De var altså også beruset i

Går?" „Det kan ikke nægtes!" tilstod Pavel Pavlovitj

sagte, idet han forvirret slog Øjnene ned — „det vil

sige, ikke just beruset, min Rus var allerede næsten

fordampet. Jeg betoner dette, fordi dette Stadium

netop er det farligste for mig: Rusen er næsten forbi,

kun et vist Raseri, en vis Ubesindighed griber mig, og

dyb Sorg fylder mit Hjerte. Måske drikker jeg kun på

Grund af denne Sorg; jeg er så i Stand til at begå den

største Dumhed. Jeg må i Går have gjort et rigtigt

besynderligt Indtryk på Dem, ikke sandt?" „Kan De

ikke selv huske det mere?" „Hvorfor ikke? Naturligvis

kan jeg huske det..." „Nå, på den Måde har jeg også

selv forklaret mig denne Sag, Pavel Pavlovitj!" sagde

49

Veltjaninov i en forsonlig Tone. „Jeg var for øvrigt i

Går temmelig irriteret og . . . unødvendig opbragt på

Dem, hvad jeg gerne skal indrømme. Jeg er ofte i

meget dårligt Lune, og Deres pludselige Tilsynekomst

midt om Natten . . ."

„Ja rigtig, midt om Natten, midt om Natten," sagde

Pavel Pavlovitj hovedrystende, som om han forundrede

sig over sin egen Opførsel og misbilligede den — „Gud

må vide, hvorledes jeg fik det Indfald! Jeg vilde for

øvrigt sikkert ikke være trængt ind til Dem, hvis De

ikke selv havde lukket op for mig — jeg vilde ganske

simpelt være gået min Vej igen. Jeg har for øvrigt for

en Uges Tid siden set ind til Dem, Aleksej Ivanovitj,

men jeg traf Dem ikke hjemme. Anden Gang vilde jeg

sikkert ikke være kommen tilbage. Jeg er nemlig også

en Smule stolt af mig, Aleksej, selv om jeg også,,

oprigtig talt . . . har liden Grund dertil. Når vi traf

hinanden på Gaden, tænkte jeg altid: „Og hvis han

nu ikke kender Dig, hvis han nu vender Dig Ryggen?

Ni År er ingen Ubetydelighed!" — og så har jeg altid

ladet det være. Og i Går slæbte jeg mig herover

endog lige fra St. Petersborg-Siden — jeg vidste ikke

engang, hvad Klokken var! Alt skyldtes det Stads dér" —

og han pegede på Flasken — „nå, og så mine Følelser.

Det er dog for tåbeligt! Og hvis jeg ikke lige netop var

stødt på et Menneske som Dem, der endog efter en

sådan Hændelse stadig tænker på det gamle Venskab —

så vilde jeg virkelig have opgivet ethvert Håb om at

genopfriske Bekendtskabet."

Veltjaninov hørte opmærksomt på ham. Dette Men-

neske syntes at tale oprigtig og endog med en vis

Værdighed, men alligevel kunde han, fra det Øjeblik af

han var trådt ind her, ikke føle sig rigtig sikker på ham.

„Hør en Gang, Pavel Pavlovitj," bemærkede han —

„det lader ikke til, at De er alene her. Hvad er det for

et Barn, som jeg nylig så her hos Dem?"

Pavel Pavlovitj lod til at blive forbavset over hans

Spørgsmål og trak Øjenbrynene i Vejret, men dog så

50

han straks igen venlig smilende på Veltjaninov.

„Hvad det er for et Barn? Men det er jo Lisa!"

svarede han i den mest elskværdige Tone.

„Hvilken Lisa?" mumlede Veltjaninov, og det forekom

ham, som om hans Hjerte pludselig gav sig til at banke

stærkere. En lynsnar Tanke fór gennem hans Hoved.

Da han nylig ved sin Indtræden havde set Lisa, var han

vistnok bleven forbavset, men han anede ikke det

ringeste.

„Naturligvis vores Lisa, vores Datter Lisa!" sagde Pavel

Pavlovitj smilende.

„Hvad for noget? En Datter? Men havde De da Børn

med — Na . . . med afdøde Natalia Vassiljévna?"

spurgte Veltjaninov vantro, med sagte, næsten

frygtsom Stemme.

„Vist havde jeg det! Men, min Gud, hvor skulde De

også vide det fra? Hvorledes er det dog jeg snakker?

Det var jo først efter Deres Afrejse, at Gud skænkede

os hende!"

Pavel Pavlovitj sprang ved disse Ord op fra Stolen i

tydelig Sindsbevægelse, men forandrede dog ikke sit

venlige Ansigtsudtryk.

„Jeg har intet hørt derom!" sagde Veltjaninov og blev

bleg.

„Naturligvis, naturligvis, af hvem skulde De også

have hørt det," indskød Pavel Pavlovitj i en vis trykket,

men dog stadig elskværdig Tone. „Vi havde allerede

mistet alt Håb, det kan De nok selv huske, og så

sendte Herren os på en Gang sin Velsignelse! Hvad

jeg den Gang følte, véd kun Gud alene. Det var netop

et År efter, at De havde forladt os — nej, det er ikke

rigtigt, det var ikke et helt År efter, lad mig nu se . . .

De forlod os, om jeg ikke tager fejl, i Oktober eller

måske først i November?"

„Jeg rejste fra T. i Begyndelsen af September —

den tolvte September, det kan jeg endnu huske . . ."

„Var det virkelig i September? Hm . . . Men hvad

er det dos;, jeg siger!" råbte Pavel Pavloviftch

51

forbavset — „lad mig se: De rejste Deres Vej den tolvte

September, og Lisa blev født den ottende Maj, det må

altså have været" — han talte Månedernes Navne højt

på Fingrene — „lige otte Måneder efter Deres Bortrejse!

Og hvis De nu sidste, hvorledes den afdøde . . ."

„Lad mig dog se hende . . . kald hende ind et

Øjeblik!" sagde Veltjaninov, der med Nød og næppe

kunde blive Herre over sin Sindsbevægelse, i en

usikker Tone.

„Ja gerne, gerne, nu skal jeg straks forestille hende

for Dem!" svarede Pavel Pavlovitj ivrig og begav sig ind

i det lille Kammer til Lisa.

Der forløb tre eller fire Minutter. Fra det lille Kammer

hørte man en hurtig og ivrig Hvisken — det lod til, at

Lisa ikke vilde komme ud. Endelig viste de sig dog

begge to.

„Der er hun! Hun er endnu helt forvirret," sagde Pavel

Pavlovitj — „hun er så genert og så stolt og — over-

hovedet minder hun aldeles om den afdøde."

Lisa græd ikke mere, da hun trådte ind, men hun

slog Øjnene ned. Faderen førte hende ved Hånden.

Det var en slank, spinkel og meget smuk lille Pige.

Hun rettede hurtig sine store, blå Øjne på den

fremmede, betragtede ham med frygtsom

Nysgerrighed og sænkede straks igen sit Blik. I hendes

Øjne lå der hin naive Alvor, som Børn hyppig lægger

for Dagen i fremmedes Nærværelse, idet de fra deres

Krog strengt og mistroisk mønstrer de ubekendte

Personer. Dog forekom det Veltjaninov, som om en an-

den, ikke mere helt barnlig Tanke desuden prægede

hendes Ansigtstræk.

Pavel Pavlovitj førte hende lige hen til Gæsten.

„Onkel dér har tidligere kendt din Moder, han var

vores Ven, vær ikke bange for ham, giv ham din lille

Hånd!"

Den lille Pige bøjede Hovedet en Smule og rakte ham

frygtsom Hånden.

„Natalia Vassiljevna kunde nemlig ikke lide, at hun

52

nejede, men lod hende efter engelsk Skik gøre et let

Buk og række de fremmede Hånden," føjede Pavel

Pavlovitj forklarende til.

Veltjaninov så stift på Lisa og formåede ikke mere

at holde sine Følelser tilbage. Han vidste, at man på

hans Ansigt kunde læse, hvad der gik for sig i hans

Indre, men alligevel vilde han slet ikke mere skjule

dette. Han sad ubevægelig på sin Stol, holdt Lisas

Hånd i sin og vendte ikke mere sit Blik bort fra Barnet.

Men Lisa så bekymret efter sin Fader og lyttede

ængsteligt til hvert Ord, han sagde, medens hendes

Hånd lå i den fremmede Herres, som om hun havde

glemt den dér. Veltjaninov kunde ikke mere tvivle: disse

store, blå Øjne, hendes Hårs lyse Farve og fremfor alt

hendes Ansigts blændende, påfaldende hvide Teint

fortalte ham alt. Derimod erindrede Ansigtets Omrids

og Læbernes Bue ham levende om Natalia Vassiljevna.

Veltjaninov var så fordybet i at se på Lisa, at han slet

ikke hørte, hvorledes Pavel Pavlovitj uafladelig og med

levende Iver fortalte en eller anden Ting. Kun de

sidste Ord hørte han:

„ . . . så at De," sagde Pavel Pavlovitj, „aldeles

ikke kan forestille Dem vores Glæde over denne Guds

Gave. Hun var mit Et og Alt, og ofte tænkte jeg: når

min stille Lykke efter den højestes Vilje engang får

Ende, så har jeg i det mindste Lisa tilbage....Det var mig

dog altid en Trøst!"

„Og Natalia Vassiljevna?" spurgte Veltjaninov.

„Natalia Vassiljevna?" gentog Pavel Pavlovitj med en

sælsom Grimace. „Nå, De véd jo nok, at hun ikke holdt

af at bruge mange Ord. Men på hendes Dødsleje viste

hendes Moderhjerte sig dog i et glimrende Lys. . . . Da

udtalte hun, hvad der lå skjult i hendes Sjæl. Ak ja,

dette Dødsleje. Det var hende så tungt at dø. Endnu

Dagen før sin Død var hun helt urolig og fortrædelig og

sagde, at hun slet ikke var videre syg og at hun kun

havde en let Feber; man vilde forgive hende med

Dråber, vore to Læger forstod sig aldeles ikke på noget,

53

og når blot Koch — De kan nok huske vor gamle

Stabslæge — først var kommen tilbage, så vilde hun

efter to Ugers Forløb være rask igen og kunne stå op.

Og endnu fem Timer, førend hun døde, talte hun om,

at hun om tre Uger ganske bestemt vilde besøge sin

Tante, Lisas Gudmoder, på hendes Gods, nemlig på Tan-

tens Fødselsdag . . ."

Veltjaninov rejste sig pludselig fra Stolen, medens han

endnu bestandig holdt Lisa i Hånden. Den lille Pige så

med et ejendommeligt uroligt Blik, hvori der endog

syntes at ligge en Bebrejdelse, på sin Fader.

„Er hun syg?" spurgte Veltjaninov i en bekymret

Tone.

„Det tror jeg ikke, skønt . . . det har føjet sig så be-

synderligt," svarede Pavel Pavlovitj med en vis

Ferlegenhed — „hun er et underligt Barn, meget nervøs

og hysterisk. Efter sin Moders Død har hun været syg i

fuldt fjorten Dage. De hørte nok før, da De trådte ind,

hvor heftig hun hulkede — og véd De, hvad Grunden

var? Ene og alene den, at jeg går og lader hende være

alene, at jeg altså, som hun udtrykker sig, ikke mere

holder så meget af hende, som jeg gjorde, medens

hendes Moder levede — ser De, det er det, hun

bebrejder mig. Hvor kan nu den Slags Tåbeligheder

falde et Barn ind, som dog kun skulde tænke på at lege!

Hører du, Lisa, hører du? Rigtignok er der ingen her,

med hvem hun kan lege ..."

„De bor altså her . . . ganske alene med hende?"

„Ganske alene. Pigen kommer kun en Gang om

Dagen for at gøre i Stand."

„Og når De går bort, er hun helt overladt til sig

selv?"

„Ja, hvad skal jeg stille op med hende? Da jeg i

Går gik bort, havde jeg låset hende inde i det lille

Kammer dér; af den Grund var det også, at hun før

græd. Men hvad skal jeg gøre? Nu kan De selv dømme:

i Forgårs gik hun, medens jeg var borte, alene ned i

Gården, og en lang Lømmel kastede en Sten i Hovedet

54

på hende. Så begyndte hun at skrige op og at hulke og

spurgte alle Mennesker om, hvor jeg var gået hen? Det

er da virkelig ikke pænt af hende! Jeg er rigtignok

heller ikke selv uden Skyld: jeg går bort for en lille

Time og kommer først igen næste Morgen! Det var da

godt, at min Værtinde lod en Smed hente og lod Døren

åbne for hende — nej det er virkelig en Skandale,

jeg kunde prygle mig selv! Det er disse dumme Tanker,

denne ulykkelige Stemning . . ."

„Fa'r!" råbte den lille Pige frygtsom og urolig.

„Nå, skal det nu gå løs igen! Tager du igen på Vej?

Hvad var det, jeg sagde før?"

„Jeg skal aldrig gøre det mere, jeg skal aldrig gøre

det mere!" råbte Lisa, idet hun ængstelig bedende foldede

sine Hænder.

„Det kan ikke blive ved med at gå på denne Måde!"

begyndte Veltjaninov på en Gang i en utålmodig, by-

dende Tone. „De er . . . De er jo en velhavende Mand;

hvorfor flakker De så rundt med Deres Barn på disse

Bagtrapper og i sådanne Omgivelser?"

„Bagtrapper? Vi vil måske rejse væk allerede om en

Uges Tid, og Pengene er det desuden knapt med, selv

om man også er en velhavende Mand . . ."

„Nå, lad det nu være godt, lad det nu være godt!"

afbrød Veltjaninov ham med voksende Uvilje, som om han

allerede på Forhånd vidste, hvad den anden vilde

komme frem med. „Hør engang, jeg vil gøre Dem et

Forslag: De sagde nylig, at De endnu vilde blive her en

Uges Tid — nå, måske bliver det også to Uger. Jeg

kender en Familie her, som jeg allerede den sidste Snes

År har stået på fortrolig Fod med, og hvor jeg ligesom

har mit andet Hjem. Det er Geheimeråd Aleksander

Pavlovitj Pogorjelzovs Familie, og han kan måske endog

være Dem til Nytte i Deres tjenstlige Anliggende. Fru

Pogorjelzov er som en Søster for mig. De er nit med

deres otte Børn flyttet ud på deres Landsted — hvis

De synes om det, vil jeg straks bringe Lisa ud til dem

— man vil tage imod hende med åbne Arme, og hun

55

kunde så blive der, så længe De opholder Dem i St. Pe-

tersborg."

Han var meget heftig bevæget og søgte ikke i

mindste Måde at lægge Skjul på sine Følelser.

„Det kan vist ikke gå an," svarede Pavel Pavlovitj

med en venlig Grimace, idet han blinkede listigt til

Veltjaninov.

„Hvorfor ikke? Hvorfor skulde det dog ikke kunne

gå an?"

„Hvor kan jeg overlade Barnet i helt fremmede

Hænder? Jeg taler ikke om Dem, De er jo min oprigtige

Ven, men i et så ubekendt Hus, oven i Købet hos så fine

Folk, om hvem jeg ikke engang véd, hvorledes de vil

tage imod hende ..."

„Men jeg har jo allerede sagt Dem, at jeg står på for-

trolig Fod med dem og ligesom har mit andet Hjem

dér!" råbte Veltjaninov næsten rasende — „Klaudia

Petrovna, Hr. Pogorjelzovs Gemalinde, vil skatte sig

lykkelig, når jeg bare siger et Ord. Som min egen

Datter . . . Men for Pokker, De véd bedst selv, at det, De

siger, kun er tomme Talemåder . . . hvorfor skal jeg så

spilde mange Ord på Dem!"

Han stampede forbitret med Foden.

„Jeg mente kun, at man kunde finde det underligt —

i hvert Fald måtte jeg så en Gang imellem gå hen og

se til hende, thi vilde det ikke tage sig mærkeligt ud,

om hun slet ingen Fader havde? He, he . . . oven i

Købet i sådant et fint Hus!"

„Det er jo aldeles ikke noget fint, men tvertimod et

meget Jævnt Hus!" fór Veltjaninov op — »jeg har jo

allerede sagt Dem, at der er mange Børn. Hun vil leve

op dér, netop af den Grund. . . . Hvis De ønsker det,

skal jeg i Morgen selv indføre Dem dér i Huset. De må

jo desuden aflægge et Besøg blot for at sige Tak. Hvis

De ønsker det, kan De for min Skyld gerne indfinde

Dem dér hver eneste Dag..."

„Det hele tager sig så underligt ud i mine Øjne . .

."

56

„Å; De véd jo bedst selv, at De kun kommer med Ud-

flugter! Jeg vil gøre Dem et Forslag: Se i Aften hjem

til mig og overnat hos mig — så kan vi i Morgen ganske

tidlig tage derud, så at vi er der Klokken tolv."

„Å, De er altfor god, skal jeg virkelig overnatte hos

Dem . . ." svarede Pavel Pavlovitj og slog pludselig over

i en helt elskværdig Tone . — „Jeg er Dem virkelig højst

forbunden. . . . Hvor ligger det omtalte Landsted?"

„Det ligger i Ljesnoje."

„Men hvorledes skal det gå med Tøjet? Thi hos så

fine Folk og oven i Købet på deres Landsted. . . . Det

kan De da sige Dem selv . . . at man jo ikke som hendes

Fader udsætter sig for Kritik!"

„Med hvilket Tøj? Hun går jo i Sorg! Kan hun da se

mere anstændig ud, end hun gør? Kun lidt renere

Linned, Strimlen dér . . ." Han pegede på Lisas Hals, hvor

man i Virkeligheden kunde se en temmelig snavset

Kniplings-strimmel.

„Øjeblikkelig, øjeblikkelig!" råbte Pavel Pavlovitj ivrig.

„Vi vil straks klæde hende om og desuden hurtig se at

finde frem, hvad hun ellers behøver. Marja Sysojevna

har nemlig taget alt til Vask."

„Så kan vi jo straks sende Bud efter en Vogn!" udbrød

Veltjaninov.

Der mødte dog en uventet Hindring: Lisa modsatte sig

aldeles bestemt at tage bort. Al den Tid, Veltjaninov og

Pavel Pavlovitj havde forhandlet med hinanden, havde

hun lyttet helt forskrækket, næsten med Forfærdelse.

„Jeg vil ikke bort herfra!" sagde hun sagte, men i en

bestemt Tone.

„Ser De nu, ser De — ganske som hendes Mór!"

„Nej, jeg er ikke som Móer!" råbte Lisa og hulkede

højt, idet hun rent fortvivlet vred sine små Hænder og

viste Sammenligningen med sin Moder fra sig, som om der

lå en skrækkelig Bebrejdelse i den. „Å, Fa'r, Fa'r, hvis

du forlader mig . . ." Pludselig styrtede hun løs på den

helt forfærdede Veltjaninav.

„Hvis De tager mig med, så vil jeg . . ." Hun kunde

57

ikke fuldende Sætningen. Pavel Pavlovitj greb hende i

Armen med synlig Arrigskab, som han ikke engang

søgte at skjule, og slæbte hende ind i det lille Kammer.

I nogle Minutter hørte man igen kun en sagte Hvisken og

Lisas undertrykte Hulken. Veltjaninov skulde lige til at

følge dem, da kom i samme Øjeblik Pavel Pavlovitj til

Syne på Dørtærskelen og sagde med et venligt Grin, at

hun straks vilde komme. Veltjaninov undgik at fæste

Blikket på ham og så til Siden.

Marja Sysojevna — den samme fede Dame, som

Veltjaninov nylig havde mødt i Korridoren — kom ind

med Lisas Linned og begyndte at pakke det ind i en

pæn, lille Rejsetaske, som tilhørte Lisa.

„De vil tage Pigebarnet med Dem, lille Fa'r?"

henvendte hun Ordet til Veltjaninov. — „De har vel

Familie, ikke sandt? Det gør De Ret i, lille Fa'r, hun er

et artigt Barn. Så behøver hun da i det mindste ikke

længere at være Vidne til dette frygtelige Roderi."

„Tag Vare på Deres Mund, Marja Sysojevna!" hviskede

Pavel Pavlovitj truende til hende.

„Nå, hvad så —Marja Sysojevna? Ja vist, det hed-

der jeg! Hersker der måske ikke et frygteligt Roderi

hos Dig? Passer det sig, at et Barn er Vidne til en

sådan Skændsel? Vognen er allerede dernede, lille

Fa'r — den skal til Ljesnoje, ikke sandt?"

„Jo, til Ljesnoje."

„Nå, kør med Gud! På Gensyn!"

Lisa kom ganske bleg, med nedslagne Øjne ind og

tog sin Rejsetaske. Hun havde åbenbart fattet sig og

fulgte Faderens Ordrer uden at sige et Ord. Pavel

Pavlovitj kyssede hende på Panden og klappede

hende; en krampagtig Dirren gik hen over hendes

Ansigt, men hun overvandt sig selv og så ikke engang på

Faderen. Veltjaninov anstrengte sig for ikke at se på

Pavel Pavlovitj, men han troede at bemærke, at han var

bleven blegere, og at hans Hænder skælvede. Han

søgte så hurtigt som muligt at komme af Sted. „Har

jeg noget at bebrejde mig selv?" tænkte han. „Det

58

måtte vel gå således!" Da de var komne ned, kyssede

Lisa Værtinden til Afsked. Først da de havde taget Plads i

Vognen, så hun på Faderen, slog pludselig Hænderne

sammen og skreg. Hvis der var gået endnu et Øjeblik,

vilde hun være styrtet hen til ham, men. Hesten havde

allerede sat sig i Bevægelse, og Vognen rullede af

Sted.

---o---

VI. „Føler du dig ikke vel, Lisa?" spurgte Veltjaninov

forskrækket — „jeg skal lade Vognen holde og skaffe

dig

et Glas Vand "

Hun vendte sig hurtig om imod ham og tilkastede

ham et flammende, bebrejdende Blik.

„Hvor fører De mig hen?" spurgte hun skarpt.

„Til gode Mennesker, Lisa. De bor nu på et meget

smukt Landsted; der er mange Børn, de vil komme til

at holde af dig og more sig sammen med dig. . . .

Vær ikke vred på mig, Lisa, jeg mener dig det godt. .

. ."

Hvis en eller anden af hans bekendte havde set

ham i dette Øjeblik, vilde han uden Tvivl have taget sig

meget underlig ud i dennes Øjne.

,,De er . . . De er . . . De er . . . Å, hvor er De

ond!" råbte Lisa, idet hendes Stemme kvaltes i en

stærk Hulken, og hendes smukke Øjne så vredt på

ham.

„Lisa, jeg er . . ."

„De er ond, ond, ond!" råbte hun og vred sine Hænder.

Veltjaninov kom helt ud af Fatning.

„Lisa, kære Lisa, hvis du vidste, hvor ondt du gør

mig!"

„Er det sandt, at han kommer i Morgen? Er det

sandt?" spurgte hun i en bydende Tone.

59

„Ja vist er det sandt! Jeg skal selv bringe ham

med derud, ganske sikkert skal jeg bringe ham med!"

„Han narrer Dem!" hviskede Lisa, idet hun slog

Øjnene ned.

„Holder han da ikke af dig, Lisa?"

„Nej, han holder ikke af mig!"

„Har han mishandlet og fornærmet dig?"1

Lisa så mørkt på ham og tav. Hun vendte sig igen

bort fra ham og sad trodsig hensunken i sine egne

Tanker. Han begyndte at tale godt til hende, han blev

ivrig og syntes næsten selv at have Feber. Lisa sad

med en vantro, næsten fjendtlig Mine, men hørte dog

opmærksom efter. Han var helt lykkelig derover, talte i

et Væk og forklarede hende endog, hvad en

Drukkenbolt var for en. Han sagde hende også, at han

holdt af hende, og at han vilde våge over hendes

Fader. Lisa løftede endelig sine Øjne mod ham og så

gennemtrængende på ham. Han fortalte hende, at han

havde kendt hendes Moder, og så, at hun syntes godt

om hans Fortælling. Lidt efter lidt begyndte hun også at

svare på hans Spørgsmål, men med Enstavelsesord og

forsigtig, ligesom med en vis Trods. Hans

Hovedspørgsmål lod hun dog ubesvarede: når han

spurgte hende om hendes Faders tidligere Opførsel mod

hende, tav hun hårdnakket. Hele Tiden holdt han

hendes lille Hånd i sin, og hun trak den ikke til sig. Af

hendes korte, uklare Svar fremgik der dog så meget,

at hun havde holdt mere af Faderen end af Moderen,

fordi han tidligere havde holdt mere af hende end af

Moderen; men at, da Moderen lå for Døden, og alle

var gået ud af Værelset, medens kun de to var blevne

tilbage, havde Moderen kysset hende meget inderligt

og samtidig grædt. . . . At hun nu elskede hende over

alt andet i Verden, mere end alle andre Mennesker, og at

hun navnlig elskede hende hver Nat over alt andet i

Verden. Pludselig greb hun dog sig selv på fersk

Gerning i alligevel at plapre ud med sine Følelser og tav

på en Gang med en trodsig, indesluttet Mine. Ja, hun så

60

endog fjendtlig på Veltjaninov, der havde forledt hende

til denne Svaghed. Da Køreturen nærmede sig sin

Slutning, var hendes hysteriske Tilstand næsten til Ende;

kun en mørk Eftertænksomhed og en bestemt,

mennesky Trods var bleven tilbage. Det var ikke det,

at man førte hende til et fremmed Hus, hvor hun endnu

aldrig havde været, som foruroligede hende. Det var en

anden Tanke, som pinte hende, og som Veltjaninov godt

kunde gætte: hun skammede sig over ham, hendes

Fader, der sådan uden videre havde givet Slip på

hende og betroet hende til en fremmed.

„Hun synes at være syg," tænkte Veltjaninov, „hun

må have lidt meget. . . . Å, denne Drukkenbolt! Denne

gemene Skurk! Nu forstår jeg ham." Han satte al sin

Lid til Landstedet, den friske Luft, Haven, Børnene, til

hele dette nye, hende ubekendte Liv, og når så . . .

ja, hvad der så vilde ske, nærede han ikke mere Tvivl

om. I hvert Fald vidste han den ene Ting, at han

endnu aldrig havde følt det samme, som i dette Øjeblik,

og Tanken om, at denne Følelse vilde følge ham hele Livet

igennem, fyldte ham med glade, lyse Forhåbninger.

„Det kalder jeg et Mål! Det kalder jeg Liv!" tænkte han

begejstret.

Mangfoldige Tanker surrede gennem Hovedet på

ham, men han forsøgte med Vilje ikke at dvæle ved

Enkeltheder: Alt tog sig langt skønnere og klarere ud,

når han betragtede det i store Omrids. Hans Plan var

færdig: „Måske," tænkte han, „vil man kunne påvirke

denne Slubbert således, at han rejser alene sin Vej og

lader Lisa blive i St. Petersborg hos Pogorjelzovs, selv

om også kun for en bestemt Tid. Så tager jeg mig af

hende — nå, hvad mere kan jeg ønske mig? Og . . .

og det lader næsten til, som om han selv ønskede

det. Hvorfor skulde han ellers pine hende således?"

Endelig var de nået til Målet: Pogorjelzovs Landsted

gjorde i Virkeligheden et rigtig indbydende Indtryk; en

larmende Børneflok styrtede ud på Trappen for at tage

imod de ankommende. Veltjaninov havde allerede i

61

lang Tid ikke været dér, og Børnenes Glæde kendte

ingen Grænse. De holdt alle forfærdelig meget af ham.

Før han endnu var stegen ud af Vognen, hilste de ham

med høje Tilråb.

„Hvorledes går det med Deres Proces? hvorledes går

det med Deres Proces?" råbte de ældre, og de yngre,

lige ned til den mindste, gentog disse Ord med deres fine

små Stemmer. Det var bleven en Vane hos dem at

drille ham med hans Proces. Men da de fik Øje på Lisa,

tav de straks stille og omringede hende med nysgerrige,

prøvende Blikke. Straks derefter kom også Klaudia

Petrovna, ledsaget af sin Mand. De forhørte sig også

først smilende om Processen.

Klaudia Petrovna var en Dame på syv og tredive År,

en statelig, endnu smuk Brunette med et friskt,

rødmusset Ansigt. Hendes Mand, der var fyldt fem og

halvtredsindstyve År, var et forstandigt og dygtigt, men

fremfor alt meget godmodigt Menneske. Deres Hus var

virkelig for Veltjaninov en „lun Krog", som han plejede

at udtrykke sig. For øvrigt var hans Forkærlighed for

dette forbundet med visse Erindringer af øm Natur: for

en Snes År siden var Klaudia Petrovna nær bleven gift

med Veltjaninov, der dengang var en ung Student. Det

var en første Kærlighed — ganske vist temmelig

tåbelig, men ildfuld og lykkelig. Enden på Historien blev,

at den elskede — giftede sig med Hr. Pogorjelzov. Fem

År efter traf de hinanden igen, og den gamle

Tilbøjelighed forvandlede sig til et stille, oprigtigt

Venskab. Der var bestandig vedblevet at være en vis be-

hagelig Klarhed og Varme i Forholdet mellem dem.

Veltschaninovs Erindringer var rene og dadelfri og så

meget mere dyrebare for ham, som han kun kunde

føle således her. I denne Families Skød var han glad,

naiv og god; han legede med Børnene, kunde åbenlyst

være den, han var, og skrifte alt, hvad han havde på

Hjerte. Han havde mere end en Gang svoret

Pogorjelzovs til, at han endnu kun en lille Stund vilde

farte rundt i Verden for så bestandig at blive hos dem

62

og aldrig mere skilles fra dem. Han havde ganske vist

kun sagt det for Spøg, men han tog i al Stilhed denne

Mulighed helt alvorlig under Overvejelse.

Med Hensyn til Lisa gav han dem den nødvendige For-

klaring, uden dog at omtale sit nærmere Forhold til

hende. Man opfyldte med Glæde hans Anmodning.

Klaudia Petrovna kyssede den „lille forældreløse" og

lovede at gøre alt, hvad der stod i hendes Magt.

Børnene tog straks Lisa i Hånden og førte hende ud i

Haven for at lege med hende. Veltjaninov var usædvanlig

livlig og talende, men allerede efter en halv Times Forløb

rejste han sig for at tage Afsked. Man lagde Mærke til

hans Utålmodighed og undrede sig over den: i de

sidste tre Uger havde han ikke set ind og nu vilde han

gå allerede efter en halv Times Forløb. Han lovede

smilende at komme igen i Morgen. Da Klaudia Petrovna

sagde til ham at han lod til at være usædvanlig be-

væget, tog han hendes Hånd og førte hende — under

Påskud af at have noget vigtigt at meddele hende — ind i

det tilstødende Værelse.

„Kan De endnu huske," begyndte han, „hvad jeg i sin

Tid fortalte Dem — og kun Dem alene — om mit Ophold

i T.?"

„Jeg kan huske det ganske tydeligt; De har ofte

talt derom."

„Jeg har ikke talt derom, men jeg har skriftet for

Dem, og ikke for nogen som helst anden end Dem! Jeg

har aldrig nævnt Dem Navnet på hin Kvinde — det var

Madame Trusotskaja, denne Trusotskis Hustru. Hun er

død, og Lisa er hendes Datter — min Datter!"

„Er det vist? Tager De virkelig ikke fejl?" spurgte

Klaudia Petrovna ikke uden Bevægelse.

„Ganske vist, jeg tager aldeles ikke fejl!" svarede

Veltjaninov livligt og bestemt.

Han anførte i al Korthed Grundene for sin

Antagelse. Han havde altid hemmeligholdt Navnet på hin

Kvinde, fordi han var bange for at en eller anden af

hans Bekendte måske tilfældig kunde lære Madame

63

Trusotskaja at kende og forundret ryste på Hovedet

over, at han, Veltjaninov, havde kunnet forelske sig i

denne Kvinde.

„Og Manden véd ikke noget af det?" spurgte Klaudia

Petrovna, efter at hun havde hørt hans Fremstilling.

„Det lader næsten til, at han véd lidt derom.... Det

er netop det, som piner mig, at jeg endnu ikke kan se

klart i dette Punkt!" svarede Veltjaninov. „Han véd

det, han véd det; jeg har tydelig kunnet mærke det i

Dag og i Går. Jeg må dog have Sikkerhed for, hvor

meget han véd derom, og det er netop derfor jeg har

så travlt. Han agter at besøge mig i Aften. Jeg véd

for øvrigt ikke, hvor han kan have fået noget nøjere

at vide. Da jeg nylig besøgte ham, var jeg i den Grad

overbevist om, at alt var ham bekendt, at jeg endog

kom til at røbe mig selv for ham. Han besøgte mig i

Går i drukken Tilstand — sikkert kun af den Grund, at

han vilde give mig at forstå, han var underrettet om

alt. Jeg kan udmærket godt sætte mig ind i hans

Følelser, og det gør mig egentlig ondt, at jeg tog

temmelig grovt imod ham.

Han er en ganske ubetydelig Nar, men han føler det,

han føler det og er dygtig forbitret! Han har behandlet

Barnet meget dårligt — ene og alene af den Grund for i

det mindste at have et levende Væsen at hævne sig

på. Det er fejgt og gement, men jeg vil prøve på ikke

at lade ham komme til at undgælde for sin Gemenhed.

Ja, jeg vil virkelig prøve på, om det ikke skulde lykkes

mig at nå til en fredelig Overenskomst med ham. Jeg er

unægtelig den skyldige overfor ham! Han nærede slet

ingen Mistanke, han var så godmodig — da jeg engang i

T. havde Brug for fire Tusind Rubler gav han mig dem

på Stedet uden noget som helst Bevis og var helt

lykkelig over at kunne gøre mig en Tjeneste. Og tænk

Dem, jeg tog imod Pengene af hans Hænder, tog imod

dem som af en Ven!"

„Vær i hvert Fald forsigtig!" formanede Klaudia Pe-

trovna ham i en bekymret, advarende Tone. „I den

64

bevægede, lykkelige Stemning, hvori De befinder Dem,

kunde De let gå for vidt. Jeg synes, der er endnu så

meget uklart i hele denne Sag. Og hvad Lisa angår, så

vær De blot rolig — hun er fra nu af så godt som min

Datter."

Veltjaninov sagde Farvel. Børnene kom ind med

Lisa, som de havde leget med i Haven. Hun lod endnu

langt fra til at føle sig som hjemme blandt dem, og da

Veltjaninov kyssede hende i alles Nærværelse, slog hun

sky og forlegen Øjnene ned. Han lovede næste Dag at

komme igen sammen med hendes Fader, men hun tav,

og det lod næsten til, at hun ikke lagde Mærke til hans

Ord. Men da han allerede var på Vej til Døren, greb hun

ham pludselig i Ærmet og forsøgte med et bedende

Blik at trække ham til Side, som om hun vilde sige

ham noget i al Fortrolighed. Han gik straks ind med

hende i det tilstødende Værelse.

„Hvad er der på Færde?" spurgte han hende i en

venlig, opmuntrende Tone; men hun så sig ængstelig

omkring og førte ham endnu længere bort fra de

øvrige.

„Hvad er det da, Lisa; hvad er det da?"

Hun lod endnu stadig til at være tvivlrådig og tav,

medens hun så stivt på ham med sine store, blå Øjne, og

en vanvittig Frygt prægede sig i ethvert af hendes

Ansigtstræk.

„Han . . . hænger sig!" hviskede hun som i Feber.

„Hvem hænger sig?" spurgte Veltjaninov for-

skrækket.

„Han, han! Også i Nat vilde han hænge sig i Snoren,"

mumlede hun åndeløs — „jeg har selv set det! Han

sagde mig, at han vilde hænge sig i Snoren! Han har

allerede før villet gøre det, stadig har han villet gøre

det . . . jeg har selv set det ved Nattetid . . ."

„Det er ikke muligt!" hviskede Veltjaninov helt be-

styrtet. Lisa begyndte pludselig at kysse hans Hånd;

hun hulkede krampagtigt og jamrede og bad, men han

kunde ikke forstå, hvad det var, hun vilde. Fortvivlet så

65

hun op på ham, som om hun i sin grænseløse Smerte

satte sit sidste Håb til ham. Han kunde aldrig senere

glemme det ulykkelige Barns sorgtunge Blik.

„Skulde hun virkelig holde så meget af ham?"

tænkte han med en Følelse af Skinsyge og Misundelse,

medens han, drevet af en feberagtig Utålmodighed,

vendte tilbage til Byen. „Men hun sagde jo selv, at

hun holdt mere af sin Moder — måske bryder hun sig

aldeles ikke om ham — ja muligvis hader hun ham

endog! . . ."

„ . . . Og hvad skal det sige: han vil hænge sig?

Er det en ren Fantasi af hende eller er der virkelig

noget derom? Skulde det Fjols virkelig tænke på at

hænge sig? . . . Nå, det må jeg under alle

Omstændigheder se at komme under Vejr med! Jeg vil

så hurtigt som muligt søge at få Klarhed over det hele."

---o---

VII Veltjaninov havde i Virkeligheden travlt med „at få

Klarhed over det hele". „Før var jeg som bedøvet og

kunde næppe nok fatte mig," tænkte han ved sig selv,

idet han genkaldte sit første Møde med Lisa i sin

Erindring — „nu er jeg roligere og vil gå Sagen efter i

Sømmene." I sin Utålmodighed gav han Kusken Befaling

til at køre lige til Trusotski, men han betænkte sig

hurtig. „Nej, det er bedre, at han kommer til mig, og

jeg vil imidlertid så hurtig som mulig besørge mine

Forretninger."

Med feberagtig Iver skyndte han sig herhen og

derhen, men han følte, at han var meget adspredt og

aldeles ikke i Stemning til at ofre den nødvendige Omhu

på sine Anliggender. Da han ved Femtiden gik ind på en

Restaurant for at spise til Middag, fór pludselig for første

Gang den Tanke gennem Hovedet på ham, at han

måske vilde gøre bedre i aldeles ikke mere personlig

66

at give sig af med „denne Proces", at han, når alt kom

til alt, kun bragte Forvirring i Tingene ved sine

bestandige Indblandinger og ved hver Time på Dagen

at løbe sin Sagfører, der allerede havde begyndt på at

nægte sig hjemme for ham, på Dørene. Han følte sig

næsten lettet ved denne Tanke og sagde smilende til sig

selv, at han sikkert vilde være bleven aldeles rasende,

hvis denne Tanke var falden ham ind i Går. Alligevel var

han ikke helt falden til Ro — han var adspredt,

eftertænksom og plaget af en vis Utålmodighed. Hans

Tanker tog snart den ene, snart den anden Retning,

men han kunde aldeles ikke blive klar over, hvad der

egentlig var i Vejen med ham.

„Nu véd jeg, hvad der er i Vejen med mig," faldt det ham

pludseligt ind — jeg savner ham, jeg savner dette

Menneske! Ham må jeg se at komme på det rene

med, koste, hvad det koste vil. Det kan ellers let ende

med en Duel!"

Klokken syv begav han sig hjem. Pavel Pavlovitj

var endnu ikke til at øjne, hvad der vakte hans

Forbavselse. Hans Forbavselse forvandlede sig dog

snart til Ærgrelse og til sidst til Nedslåéthed; han blev

endog ganske ængstelig til Mode: „Gud må vide, Gud

må vide, hvad det skal ende med!" gentog han i sit

stille Sind, idet han snart gik op og ned i Værelset,

snart lagde sig på Divanen og hvert Øjeblik så på Uret.

Omsider, henad Klokken ni, indfandt Pavel Pavlovitj sig.

„Hvis dette Menneske," sagde Veltjaninov, der var

henrykt over Gæstens Ankomst, „hvis dette Menneske

skulde have til Hensigt at gøre Løjer med mig, så har

han nu den bedste Lejlighed dertil, så forvirret er jeg

i Hovedet."

Med en munter og venlig Stemme råbte han Pavel

Pavlovitj i Møde, hvorfor det havde varet så længe in-

den han var kommen. Denne tog skødesløst og med et

spottende Smil, helt anderledes end den foregående

Dag, Plads i Lænestolen, hvor han allerede havde siddet

i Går, og kastede sin Hat med Sørgefloret ligegyldigt på

67

en Stol. Hans forandrede Opførsel undgik ikke

Veltjaninovs Opmærksomhed, og han besluttede at

rette sig efter den. Han fortalte i al Korthed, hvorledes

han havde fulgt Lisa til Stedet, og hvor venligt man

havde taget imod hende. Han tilføjede, at denne

Forandring absolut vilde være meget heldig for Lisa,

førte så Talen helt bort fra Lisa og kom ubemærket til

at tale om Pogorjelzovs — hvad det var for nogle præg-

tige Mennesker, hvor længe han allerede havde kendt

dem, hvor indflydelsesrig og forekommende

Pogorjelzov var og så videre. Pavel Pavlovitj hørte

adspredt på ham,.idet han fra Tid til anden så op på

ham med lurende, ironiske Blikke.

„De er et rigtigt Brushoved!" mumlede han med et

hånligt, ubehageligt Smil.

„De lader nok til i Dag at være en Smule

ondskabsfuld på mig, ikke sandt?" bemærkede

Veltjaninov ærgerlig.

„Og hvorfor skulde jeg ikke som enhver anden have

Lov til at være ondskabsfuld?" fór Pavel Pavlovitj

pludselig som fra et Baghold løs på ham; det lod til, at

han kun havde vente på dette Øjeblik.

„Ganske som De behager!" svarede Veltjaninov smi-

lende — „det lader næsten til, at der er hændet Dem et

eller andet?"

„Vist er der hændi mig noget!" råbte Pavel Pavlovitj i

en heftig, pralende Tone.

„Hvad da om man tør spørge?"

Pavel Pavlovitj holdt et Øjeblik inde og begyndte så:

„Vil De blot tænke Dem, vores Stepan Michajlovitj har

spillet mig et Puds . . . De véd, Bagautov, den unge St.

Petersborger fra de bedste Kredse . . ."

„Har han igen ikke villet tage imod Dem?"

„Å nej, denne Gang tog man imod mig, og det var

såmænd første Gang; jeg har set ham ind i hans Ansigt,

kun at han . . . allerede lå Lig!"

„Hvad for noget? Er Bagautov død?" råbte Veltjaninov

bestyrtet.

68

„Således er det. Vil De tænke Dem, denne trofaste,

mangeårige Ven! Han døde i Går Middags, og jeg havde

ingen Anelse derom. Måske netop i det selvsamme

Øjeblik, da jeg så ind til ham for at forhøre mig om hans

Befindende. I Morgen finder Begravelsen Sted, han er

allerede lagt i Kiste. En pragtfuld Kiste, beslået med

mørkerødt Fløjl og med forgyldte Borter. . . , Han døde

af Nervefeber. Tænk, man lod mig komme ind, og jeg fik

hans Ansigt at se! Jeg erklærede, at jeg havde været en af

hans mest oprigtige Venner, og så slap man mig ind. Vil De

tænke Dem, sådan en Streg spiller min oprigtige,

mangeårige Ven mig — hvad siger De til det? Ene og alene

for hans Skyld er jeg kommen til St. Petersborg!" „Men hvorfor ærgrer De Dem sådan over ham?" spurgte

Veltjaninov smilende — „han er dog ikke død med Vilje, for.

at irritere Dem!" „Ih, jeg udtrykker jo min Beklagelse — han var jo min

dyrebareste Ven! Her skal De se hvilken Betydning han

havde for mig! . . ." Med disse Ord anbragte Pavel Pavlovitj sine to Pegefingre

som to Horn over sin skaldede Pande og lod en sagte Fnisen

høre. Han sad vist et halvt Minut således, idet han med

ondskabsfuld Vellyst nød Veltjaninovs forlegne Ansigt. Den

sidste stirrede som et Spøgelse på ham, men hans pinlige

Følelser forsvandt hurtig for et roligt, spottende Smil. „Hvad skal det betyde?" spurgte han i en ligegyldig og

rolig Tone. „Det betyder Horn," forklarede Pavel Pavlovitj giftigt, idet

han fjernede sine Fingre fra Panden. „Hvis Horn? . . . Deres Horn?" „Mine egne, ærligt erhvervede Horn," svarede Pavel

Pavlovitj med en modbydelig Grimace, hvori Bitterhed og

Hån blandede sig på en sælsom Måde. Et Øjeblik tav de begge to. „De er alligevel et modigt Menneske!" begyndte omsider

Veltjaninov. „Hvorfor? Fordi jeg viste Dem Hornene? Véd De hvad,

Aleksej Ivanovitj, De skulde hellere byde mig et eller andet!

69

De har jo i T. været min Gæst hver eneste Dag et helt År

igennem. Lad en Flaske hente, jeg er helt tør i Halsen!" „Med Glæde! Det skulde De have sagt for længe siden.

Hvad vil De drikke?" „Hvad skal det betyde: De? Sig hellere: hvad vil vi drikke

— for vi vil dog begge to drikke, ikke sandt?" bemærkede

Pavel Pavlovitj, idet han så på Veltjaninov med en

udfordrende, dog samtidig mærkelig urolig Mine. „Champagne?" „Ja, hvad ellers? Brændevin er vi dog ikke nået til

endnu!" Veltjaninov rejste sig skødesløst, ringede på sin Hus-

holderske og gav hende de nødvendige Ordrer. „Vi vil fejre vort glade Gensyn, efter ni Års Adskillelse,"

spottede Pavel Pavlovitj, „nu er De den eneste, oprigtige

Ven, jeg har beholdt tilbage! Stepan Michajlovitj Bagautov

er ikke mere! Hvad siger ikke Digteren: „Død er Patrokles nu den store, siden Tåben Thersites

lever!" " Ved Ordet „Thersites" pegede han med Fingeren på sig

selv. „Når den Fyr bare hurtig vilde forklare sig, jeg kan ikke

lide Hentydninger," tænkte Veltjaninov. Vreden kogte heftig

op i ham, og han bevarede kun med Møje sin Ro. „Sig mig kun den ene Ting," bemærkede han ærgerlig,

„når De uden videre retter Beskyldninger af den Art mod

Stepan Michajlovitj, så må De jo glæde Dem over, at han er

død. Hvorfor ærgrer De Dem da således?" „Skulde jeg måske glæde mig? Hvordan glæde mig?" „I det mindste at dømme efter de Følelser, som De nærer

overfor ham." „He, he, denne Gang tager De fejl af mine Følelser. Hvad

siger ikke hin Vismand: „En død Fjende er god, men en

levende Fjende er bedre," — hi hi!" „Nå, jeg troede dog, De i de fem År havde haft Tid nok til

at se Dem mæt på den levende," bemærkede Veltjaninov

ondskabsfuldt. „Men tror De måské . . . tror De måske, at jeg den Gang

70

vidste noget?" faldt Pavel Pavlovitj ham hurtig i Talen,

ligesom oplivet ved, at det Spørgsmål, som han allerede

længe havde ventet på, omsider blev stillet ham. „Hvad

anser De mig egentlig for, Aleksej Ivanovitj?" Det simple, halvt spottende, halvt fejge Udtryk forsvandt

pludselig fra hans Ansigt, som på en Gang syntes overra-

skende alvorligt og næsten mandigt. „De har altså ikke vidst noget!" sagde Veltjaninov

overrasket. „Troede De, jeg havde vidst det? Jeg skulde have vidst

det? Å, I Sønner af Jupiter! I Jeres Øjne er et Menneske ikke

mere værd end en Hund, alle bedømmer I efter Jeres egen,

elendige Karakter! Sådan skal I have det, slug nu den bitre

Pille!" Og han slog rasende med knyttet Hånd i Bordet, men

blev selv forskrækket over sin Opførsel og så sig ængstelig

omkring. Veltjaninov iagttog ham med en alvorlig Mine. „Hør nu, Pavel Pavlovitj, det er mig virkelig ligegyldigt,

om De har vidst det eller ej. Hvis De ikke har vidst det, så

er den Rolle, som De har spillet, ikke nogen æreløs Rolle.

Jeg kan blot ikke forstå, hvorfor De netop har valgt mig til

Deres fortrolige!" „Jeg taler ikke om Dem . . . ærger De Dem bare ikke,

ikke om Dem . . ." mumlede Pavel Pavlovitj, idet han slog

Øjnene ned. I dette Øjeblik kom Mavra ind med Champagnen. „Ah, der er den!" råbte Pavel Pavlovitj hende i Møde,

åbenbart glad ved, at han kunde give Samtalen en anden

Vending. — »Glas, lille Mo'r, Glas! Herligt! For øvrigt vil vi

Dem ikke noget, min kære. Er den allerede trukket op?

Tusind Tak og al Ære være Jer, kære, lille Væsen! Så, nu kan

I godt gå." Han havde atter taget Mod til sig og så igen på

Veltjaninov med en dristig Mine. „Tilstå nu bare," sagde han med et uforskammet Smil,

„at De dog er meget nysgerrig og slet ikke så ligegyldig,

som De gerne vil give det Udseende af, ja, at De endog

vilde blive rigtig vred, hvis jeg for Eksempel nu i dette

71

Øjeblik vilde rejse mig for at gå, uden at have givet Dem

den ventede Oplysning." „Jeg vilde aldeles ikke blive vred." „Nej, hvor De lyver!" tænkte Pavel Pavlovitj, idet han

listig så ham ind i Øjnene. „Lad os nu få fat i Glassene!"

råbte han højt, idet han skænkede Vinen og løftede sin

Pokal i Vejret — „vi vil udbringe en Skål: på vor afdøde Ven

Stepan Michajlovitjs Velgående!" Han tømte et Glas i et

Drag. „Jeg kan ikke slutte mig til denne Skål," bemærkede

Veltjaninov, idet han stillede sit Glas fra sig uden at drikke. „Hvorfor dog ikke? Det er jo sådan en pæn Skål!" „Sig mig engang, havde De drukket noget, førend De

kom herhen?" „Jeg har nok drukket et Par Dråber. Hvorfor det?" „Å, ikke for noget — det forekom mig kun, at Deres

afdøde Hustrus Død i Går og navnlig i Morges gik Dem

oprigtig til Hjertet." „Og hvem siger Dem så, at den ikke også nu går mig

oprigtig til Hjertet?" fo'r det ud af Pavel Pavlovitj, idet han

sprang i Vejret fra sit Sæde som en Springfjeder. „Det har jeg ikke betvivlet. Men De vil selv indrømme

mig, at De kunde tage fejl med Hensyn til Stepan

Michajlovitj, og det er i hvert Fald et vigtigt Punkt." Pavel Pavlovitj blinkede listigt med Øjnene. „Å, hvor De dog gerne vilde have at vide, hvorledes jeg

er kommen under Vejr dermed!" „Jeg må endnu engang gentage for Dem, at det er mig

aldeles ligegyldigt!" sagde Veltjaninov, der blev helt rød i

Hovedet af Vrede. „Skal jeg ikke hellere kaste den Fyr på

Døren sammen med Flasken?" tænkte han uvilkårlig — så

forbitret var han. „Har ikke noget at sige, har ikke noget at sige!" sagde

Pavel Pavlovitj ligesom opmuntrende, idet han fyldte sit Glas

påny. „Jeg skal straks fortælle Dem, hvorledes jeg har fået

det hele at vide, og dermed opfylde Deres varmeste Ønsker.

... De er nemlig et varmblodigt Menneske, he, he! Men giv

mig nu en lille Cigaret, jeg er nemlig siden Marts Måned . .

72

." „Værs'god, her er Cigaretter." . „ . . . siden Marts Måned bleven lidt af en Døgenigt,

Aleksej Ivanovitj, og det er gået til på følgende Måde. Hør

nu rigtig opmærksomt efter! Svindsoten, dyrebare Ven,"

begyndte han med en vis Fortrolighed, „er som De nok véd,

en meget interessant Sygdom. I Reglen går den svindsot-

tige Døden i Møde uden at ane, at han måske skal dø alle-

rede i Morgen. Jeg har før sagt Dem, at også Natalia

Vasiljevna endnu fem Timer inden sin Død talte om en

Rejse, som hun i Løbet af fjorten Dage vilde foretage til sin

Tante, der boede 40 Verst borte. Fremdeles véd De jo også

nok, at talrige Damer og muligvis også Kavalerer har den

Skik, eller rettere den slette Vane at opbevare alle Slags

gamle Kærlighedsbreve. Det er da det bedste, man kan

gøre, at putte sådan noget Stads i Kakkelovnen, ikke sandt?

Men nej, enhver Papirlap må omhyggelig gemmes i Skrin og

Chatoller — endog nummererede, efter Dato, År og Perso-

ner. Om det hele virkelig volder så megen Glæde, skal jeg

ikke kunne sige. I hvert Fald opbevarer man vel dette Juks

på Grund af de behagelige Erindringer, som knytter sig der-

til. Natalia Vassiljevna tænkte altså aldeles ikke på at dø,

men ventede lige til sin sidste Stund på Stabslæge Koch. Så

hændte det da, at hun døde ganske pludselig og efterlod et

lille Ibenholtskrin, fint indlagt med Perlemoder og Sølv, i sit

Skrivebord. Det var et henrivende Skrin med en lille Nøgle

til — et gammelt Familiearvestykke, som hun havde fået

efter sin Bedstemoder. Nå, og i dette Skrin fandtes nu alt,

alt uden Undtagelse, ordnet efter Datum og Nummer. Alle

vort Ægteskabs tyve År var omtrent repræsenteret heri. Og

da Stepan Michajlovitj besad en udpræget literær Begavelse

og endog engang havde indsendt en Kærlighedsroman til et

Tidsskrift, så var det intet Under, at de Produkter, som jeg

fandt i det lille Skrin, beløb sig omtrent til hundrede Numre.

Men naturligvis, når man betænker, at det havde varet fem

År! Enkelte af Brevene var forsynede med egenhændige

Bemærkninger af Natalia Vassiljevna. En behagelig

Opdagelse for en Ægtemand, ikke sandt?"

73

Veltjaninov kom straks til at huske på, at han aldrig

havde sendt Natalia Vassiljevna noget Brev eller overhove-

det nogen skriftlig Meddelelse. Fra St. Petersborg havde han

ganske vist to Gange skrevet til hende, men disse Breve

var, efter Aftale, samtidig rettede til begge Ægtefolk. På det

sidste Brev, hvori Natalia Vassiljevna en Gang for alle gav

ham Løbepas, havde han slet ikke svaret. Da Pavel Pavlovitj havde endt sin Fortælling, tav han i

nogle Minutter, idet han med et lurende Blik så Veltjaninov

ind i Ansigtet. „Nå, hvorfor svarer De så ikke på mit Spørgsmål?"

begyndte han endelig. „På hvilket Spørgsmål egentlig?" „Ih, naturligvis med Hensyn til den behagelige Opdagelse

og de Følelser, som må gribe en Ægtemand ved at finde et

sådant Skrin." „Hvad kommer det mig ved?" sagde Veltjaninov, idet han

rejste sig og begyndte at gå op og ned i Værelset. „Jeg vil vædde om, at De nu i Deres stille Sind tænker:

„Hvor væmmeligt er det ikke at prale med sine Horn!" Det

forekommer mig, De er et meget nøjeregnende Menneske,

he, he!" „Det falder mig aldeles ikke ind at tænke således. Det

forekommer mig kun, at De har drukket lidt for meget Vin.

Jeg kan slet ikke se noget usædvanligt i det hele. Jeg kan

meget vel forstå, at De havde Brug for den levende

Bagautov for at forlange Oprejsning for den Krænkelse, han

havde tilføjet Dem ..." „Og hvortil havde jeg efter Deres Mening Brug for den

levende Bagautov?" „Det må blive Deres egen Sag." „Jeg vædder om, at De sigter til en Duel!" „For Pokker!" råbte Veltjaninov, der blev mere og mere

opbragt, „jeg troede, at De, som ethvert anstændigt

Menneske i et lignende Tilfælde, ikke vilde nedlade Dem til

tåbeligt Vås, til latterlige Klager, modbydelige Hentydninger

og dumme Talemåder, men handle åbent og ærligt, som det

nu engang sømmer sig for et anstændigt Menneske."

74

„He he! Men måske er jeg netop ikke noget anstændigt

Menneske!" „Det må rigtignok ganske blive Deres egen Sag ... men,

for Djævelen, hvad forlangte De da af den levende Bagauto

v?" „Når det nu ikke var en Smule andet end af og til, en

Gang imellem, at se min Hjertensven og tømme en lille Fla-

ske sammen med ham." „Han vilde aldeles ikke drikke med Dem!" „Hvorfor dog ikke? Noblesse oblige! De drikker jo også

med mig; skulde han i den Retning være bedre end De?" „Jeg har ikke drukket med Dem." „Ih, hvorfor på en Gang så stolt?" Et ondt Smil krusede med et Veltjaninovs Læber. „Fy for Pokker, De ligner virkelig et eller andet Rovdyr!

Og jeg troede, De kun var en Hanrej af Fødsel og intet

andet!" „Hvad skal det sige, en „Hanrej", hvad er det?" sagde

Pavel Pavlovitj og spidsede Øren. „Å, det er en Slags Mænd . . . dog lad os ikke spilde flere

Ord herpå! Gå De hellere hjem, det er på høje Tid; De keder

mig!" „Og hvad skal det sige „et eller andet Rovdyr"? Hvorfor

sagde De „Rovdyr"?" „Jeg sagde det for at gøre mig lystig over Dem." „Hvad skal det sige „Rovdyr"? Å sig mig det nu for Guds

Skyld, eller snarere for Christi Skyld!" „Nej, nu må det være nok!" skreg Veltjaninov, hvis

Tålmodighed omsider var til Ende — „det er på høje Tid, se

til, at De kommer af Sted!" „Nej, det er ikke nok!" råbte Pavel Pavlovitj, idet han

pludselig sprang op — „og selv om De allerede skulde være

ked af mig, så er det alligevel ikke nok, for vi må nemlig

først klinke sammen og drikke ud! Når vi har drukket, går

jeg, men foreløbig er det aldeles ikke nok!" „Pavel Pavlovitj, vil De pakke Dem bort eller vil De ikke?" „Jeg skal nok pakke mig bort, men først vil vi drikke. De

sagde nylig, at De ikke vilde drikke med mig, men jeg

75

forlanger bestemt, at De drikker med mig!" Det ubehagelige Grin var pludselig forsvundet fra hans

Ansigt; hans Træk antog på en Gang et Udtryk, som aldeles

ikke svarede til hans Ydre og hans hidtilværende Opførsel og

virkelig gjorde Veltjaninov helt betuttet. „Lad os drikke, Aleksej Ivanovitj, hører De? Nej, afslå det

ikke, hører De?" vedblev Pavel Pavlovitj, idet han holdt

Veltjaninovs Hånd fast omklamret og så ham ind i Ansigtet

med et sælsomt Udtryk. Det gjaldt åbenbart for ham ikke

blot om at drikke. „Men jeg beder Dem!" sagde Veltjaninov usikkert, „det

lader sig jo ikke gøre . . . der er jo kun en Smule tilbage i

Flasken!" „Der er kun en Smule tilbage, men det er alligevel nok til

to Glas. Vi vil klinke og drikke, dér, tag nu Deres Glas." De klinkede og drak. „Nå, og nu, og nu ... ak!" Pavel Pavlovitj tog sig pludselig

med Hånden til Panden og blev i nogle Minutter i denne

Stilling. Veltjaninov ventede, at han i næste Øjeblik vilde

udtale det afgørende Ord. Men Pavel Pavlovitj sagde slet

ikke noget; han så kun på ham, og det gamle brede, stille,

listige Smil kom igen til Syne på hans Ansigt. „Hvad vil De mig egentlig, drukne Menneske! De holder

mig vel for Nar?" fo'r Veltjaninov fuldkomment rasende løs

på ham. „Skrig dog ikke sådan, skrig dog ikke sådan — hvorfor

skriger De på den Måde?" sagde Pavel Pavlovitj hurtig i en

beroligende Tone. „Nej, nej, jeg holder Dem ikke for Nar! De

skulde blot vide, hvor stor Pris jeg er kommen til at sætte

på Dem! Ser De, så stor Pris . . ." og han greb pludselig

Veltjaninovs ene Hånd og kyssede den. Veltjaninov vidste

slet ikke, hvad der gik for sig med ham, så uventet var det

hele sket. „Ser De, så stor Pris sætter jeg på Dem. Og nu — nu vil

jeg pakke mig." „Vent dog lidt, hører De!" råbte Veltjaninov, der næppe

nok var kommen sig igen af sin Overraskelse, efter den

bortilende — „jeg glemte at sige Dem . . ."

76

Pavel Pavlovitj vendte sig om ved Døren. „Ser De," vedblev Veltjaninov med en vis Hurtighed og

Forlegenhed — „De må i Morgen absolut tage ud med mig til

Pogorjelzovs . . . må forestille Dem for dem og sige dem

Tak. . . ." „Absolut, absolut, det er jo en Selvfølge!" istemte Pavel

Pavlovitj samtykkende. „Desuden venter også Lisa Dem ganske bestemt, jeg har

lovet hende det. . . ." „Å, Lisa!" råbte Pavel Pavlovitj, idet han pludselig trådte

et Skridt nærmere — „Lisa! Mon De også véd, hvad Lisa har

været for mig, har været og stadig er? Ja, har været og

endnu stadig er!" råbte han pludselig helt ude af sig selv.

„Men . . . he, derom senere hen, om det alt sammen senere

hen ... og nu — det er ikke nok, at De har drukket med mig,

Aleksej Ivanovitj, jeg behøver yderligere en anden

Oprejsning . . ." Han lagde sin Hat på Stolen og så på ham, idet han trak

Vejret dybt. „Kys mig, Aleksej Ivanovitj!" sagde han pludselig efter

kort Tavshed. „Er De fuld?" råbte Veltjaninov, idet han trådte et Skridt

tilbage. „Ja vel er jeg fuld, men kys mig alligevel, Aleksej Ivano-

vitj! Å, kys mig, hører De? Har jeg måske ikke lige nu

kysset Deres Hånd først?" Aleksej Ivanovitj tøvede nogle Øjeblikke — det forekom

ham, som om han pludselig havde fået et Kølleslag lige for

Panden. På en Gang bøjede han sig over Pavel Pavlovitj, der

næppe nok nåede ham til Skulderen, og kyssede ham på

Munden, fra hvilken der udgik en stærk Vinlugt. Han var for

øvrigt ikke helt sikker på, at han virkelig havde kysset ham. „Nå, og nu, nå . . ." råbte Pavel Pavlovitj i en drukken

Henrykkelsestilstand og med funklende Øjne — „hør nu! Jeg

tænkte nylig: „Skulde mon også han, også han? . . . Thi

hvis han også . . . tænkte jeg . . . hvis han også . . . hvem

skulde man så mere kunne lide på i denne Verden" ?!" Ved disse Ord gav han sig pludselig til at græde.

77

„Kan De så forstå, hvad for en Ven jeg nu har fået i

Dem?!. . ." Og idet han hurtig greb sin Hat, ilede han rask ud af

Værelset. Veltjaninov blev nogle Minutter stående på

samme Plet, ganske som i Går, da Pavel Pavlovitj for første

Gang havde besøgt ham. „Å, hvad så! En beruset Nar og intet andet," afgjorde han

endelig Sagen med en afvisende Håndbevægelse. „En beruset Nar, intet andet," bekræftede han endnu en

Gang energisk, da han allerede havde klædt sig af og lagt

sig til at sove.

---o---

VIII.

Næste Morgen ventede Veltjaninov i sin Lejlighed på

Pavel Pavlovitj, der havde lovet at komme tidlig for at køre

med ham til Pogorjelzovs. Han gik op og ned i Værelset, idet

han skyllede sin Kaffe i sig, samtidig røg en Cigaret og

tænkte nærmere over Aftenens Begivenheder. Han var til

Mode som et Menneske, der ved sin Opvågnen kommer til

at huske på, at han den foregående Aften har fået en

Ørefigen. „Hm . . . han véd meget godt, hvorledes Sagerne for-

holder sig og vil lade Lisa undgælde derfor," tænkte han,

idet en ængstelig Følelse overlistede ham. Det yndige

Billede af det blege, sørgmodige Barn dukkede op for ham.

Hans Hjerte bankede hurtigere ved Tanken om, at han

endnu i Dag, måske allerede om to Timer, vilde få sin Lisa at

se igen. „Å, hvad er her at overveje!" sagde han til sig selv, og en

ny Følelse strømmede pludselig gennem hans Indre — „det

er nu mit Liv og mit Mål. Hvad bryder jeg mig om alle

Ørefigener og Erindringer! . . . Hvad var egentlig hele mit

hidtilværende Liv? Et øde Virvar af alle Slags Dårskaber og

overflødige Sorger. Det skal nu blive anderledes — ja helt

anderledes!"

78

Midt i sin Begejstring begyndte han dog at blive efter-

tænksom. „Han vil betale mig med samme Mønt, han vil lade Lisa

undgælde derfor — det er klart! Han vil pine hende til Døde.

Han vil hævne sig på mig, hævne sig for alt, idet han sårer

mig på dette følsomme Sted. Han ... jeg vil i Fremtiden på

ingen Måde tillade ham den Slags Frækheder som i Går,"

tænkte han, idet han uvilkårligt rødmede — „men hvad er

det . . . Klokken er allerede tolv, og han er endnu ikke

kommen!" Han ventede til halv et og blev uroligere fra Minut til

Minut. Pavel Pavlovitj lod sig stadig ikke se. Flere Gange var

den Tanke falden Veltjaninov ind, at den anden måske holdt

ham for Nar og med Vilje udeblev. Denne Tanke blev tilsidst

til Vished og bragte ham helt ud af Fatning: „Han véd, at jeg

er afhængig af ham," sagde han til sig selv, „hvad skal det

nu blive til med Lisa? Hvorledes kan jeg komme til hende

uden ham?" Omsider kunde han ikke holde det ud mere og begav sig

henad Klokken et selv til Pavel Pavlovitj. Man meddelte ham

dér, at denne slet ikke havde tilbragt Natten i sin Bolig, men

først omtrent Klokken ni Morgen var kommen et Kvarterstid

for så straks at forsvinde på ny. Veltjaninov stod foran det

aflåsede Værelse og bevægede rent mekanisk Dørgrebet op

og ned, medens Tjenestepigen meddelte ham dette.

Pludselig var det, som om han rystede noget af sig, han

spyttede langt og gav Slip på Dørgrebet. Han skulde lige til

at spørge efter Marja Sysojevna, da denne selv trådte ind i

Korridoren. Marja Sysojevna var et godt Menneske, „en Kone af

hæderlig Tænkemåde", således som Veltjaninov senere

betegnede hende, da han fortalte Klaudia Petrovna om sin

Samtale med hende. Hun forhørte sig i al Korthed om, hvor-

ledes han i Går havde fået „det lille Væsen" anbragt og

begyndte så ufortøvet at fortælle om Pavel Pavlovitj. Hun

sagde, at hun allerede for længe siden vilde have kastet

ham på Døren, „hvis ikke Barnet havde været. Fra

Gæstgivergården derovre," vedblev hun, „har man allerede

79

jaget ham bort, fordi han opførte sig som et galt Menneske.

Hør nu engang, er det ikke skammeligt af ham, at han midt

om Natten, medens Barnet var der, tog et Fruentimmer med

sig hjem! „Hun bliver din Mo'r," skreg han, „hvis jeg vil det."

Det var dog selv dette Kvindemenneske et Nummer for

stærkt, og hun spyttede ham lige ind i Ansigtet. Og han

skreg stadig højere: „Du er ikke min Datter," skreg han,

„men en uægte Unge!" „Det er da ikke muligt?" spurgte Veltjaninov rent for-

færdet. „Jeg har hørt det med mine egne Øren, og selv om han

også var nok så beruset, så kan man da ikke byde et Barn

den Slags. Og selv om hun er nok så lille, så har] hun dog

alle Tider sin Smule Forstand. Hun har grædt og græmmet

sig, det stakkels lille Pus, så man kunde jo få ganske ondt

deraf. Og nylig hændte der her i Huset hos os en sørgelig

Begivenhed: en Fuldmægtig, eller hvad han nu var,

indlogerede sig om Morgenen her på Gæstgivergården, og

den følgende Morgen hængte han sig. Han havde begået

Underslæb, efter hvad Folk sagde. Der blev et stort Opløb,

men Pavel Pavlovitj var ikke hjemme, og Barnet drev rundt

uden Opsyn, og på en Gang så jeg, hvorledes hun stod i

Korridoren midt imellem alle Folkene og bag de andres Ryg

kigede med store Øjne på den hængte. Jeg førte hende

naturligvis straks bort, og jeg kan forsikre Dem for: hele

hendes lille Legeme skælvede, og hun blev helt blå i

Ansigtet, og jeg havde næppe fået hende herind, før hun

faldt om, så lang hun var, og begyndte at ryste. Med Nød og

næppe bragte jeg hende til sig selv igen. Det var Krampe,

og fra nu af begyndte hun at skrante. Da han kom hjem og

hørte, hvad der var sket, så begyndte han at knibe hende —

for han plejer aldrig at slå hende, i Reglen kniber han hende

— og så drak han sig fuld og skræmmede næsten Livet af

hende ved at sige: „Jeg vil også hænge mig . . . jeg vil

hænge mig dér i Gardinsnoren," sagde han og lavede alle-

rede Løkken, medens hun stod og så derpå. Og da blev hun

helt ude af sig selv og skreg og holdt på ham med begge

Hænder: „Jeg skal aldrig gøre det mere," skreg hun, „jeg

80

skal aldrig gøre det mere, lille Fa'r!" Det var virkelig ren

Jammer." Veltjaninov havde ganske vist været forberedt på at få

mærkelige Ting at høre om Pavel Pavlovitj, men Værtindens

Fortælling bragte ham i den Grad ud af Fatning, at han

næsten anså den for umulig. Marja Sysojevna kunde end-

videre fortælle meget andet, for Eksempel var det gået så

vidt, at Lisa i sin Angst vilde have styrtet sig ud af Vinduet,

hvis hun ikke havde lagt sig imellem. Da Veltjaninov gik, var

han som bedøvet. „Jeg slår den Hund ihjel med en Knippel!"

fo'r det uvilkårligt gennem hans Hoved. Og i sin grænseløse

Forbitrelse vedblev han endnu længe at gentage disse Ord. Han tog en Vogn og kørte ud til Pogorjelzovs. Han var

endnu ikke kommen ud af Byen, da hans Køretøj måtte

holde ved en Kanalbro, hvor to Gader krydsedes, thi et stort Ligtog spærrede Vejen. På begge Sider af Broen stuvedes

Vogne og Mennesker sammen. Det var en fornem Begra-

velse og Sørgekareternes Række usædvanlig lang. Pludselig

opdagede Veltjaninov i et Karetvindue Pavel Pavlovitjs

Ansigt. Et Øjeblik troede han at tage fejl, men Pavel

Pavlovitj havde ligeledes lagt Mærke til ham, idet han rakte

Hovedet ud af Karetvinduet. Han var åbenbart meget glad

ved at se Veltjaninov og kyssede endog på Fingeren ad

ham. Veltjaninov sprang ud af sin Vogn og begav sig til

Trods for Menneskemængden og Politibetjentene hen til

Trusotskis Vogn, som netop kørte over Broen. Pavel

Pavlovitj sad alene i Kareten. „Hvad går der af Dem?" skreg Veltjaninov — „hvorfor er

De ikke kommen? Hvad har De her at bestille?" „Skrig dog ikke sådan op, skrig dog ikke sådan op, jeg

opfylder en kær Pligt," fniste Pavel Pavlovitj, idet han

fornøjet blinkede med Øjnene — „jeg følger min oprigtige

Ven Stepan Michajlovitjs jordiske Levninger til deres sidste

Hvilested." „Det er jo noget rent Vrøvl, fordrukne, naragtige Fyr!"

skreg Veltjaninov endnu højere, efter at han havde stået

uvis et Øjeblik; „stig straks ud og kom med mig — hører De,

straks!"

81

„Jeg kan ikke, min Pligt . . ." „Så skal jeg trække Dem ud ved Ørene," overfusede

Veltjaninov ham rasende. „Så skriger jeg! Så skriger jeg!" fniste Pavel Pavlovitj lige

så fornøjet som før, som om man spøgede med ham,

medens han dog samtidig af Forsigtighedshensyn pressede

sig ind i det ene Hjørne af Vognen. „Pas på, pas på! De er lige ved at blive kørt over!" råbte

en Politibetjent til Veltjaninov. I Virkeligheden var en

fremmed Vogn ved Enden af Broen brudt igennem Ligtoget

og havde fremkaldt stor Forvirring. Veltjanmov måtte

springe til Siden og blev stadig drevet længere bort af

Mængden. Han spyttede rasende og kunde kun med Nød og

næppe trænge sig igennem til sin Vogn. „Nå, i den Tilstand, han var, kunde jeg alligevel ikke tage

ham med mig!" forsøgte han til sidst på at trøste sig, men

Følelsen af en næsten ængstende Uro vilde ikke vige fra

ham. Da han fortalte Klaudia Petrovna om Værtindens Med-

delelser og om sit besynderlige Møde med Pavel Pavlovitj,

blev hun meget betænkelig. »Jeg er bange for Deres Skyld," sagde hun — „De må

afbryde enhver Forbindelse med ham, jo før jo heller." „Han er en fordrukken Nar og intet andet!" råbte

Veltjaninov heftig — „jeg er virkelig ikke bange for ham! Og

hvor kan jeg afbryde Forbindelsen med ham — alene for

Lisas Skyld! Husk dog på Lisa!" Lisa var, som Klaudia Petrovna fortalte ham, bleven ret

alvorlig syg. Den foregående Aften havde hun pludselig fået

Feber, og man ventede nu på en berømt Læge fra Byen,.til

hvem der om Morgenen var gået Ilbud. Disse Meddelelser

hensatte Veltjaninov i en ganske fortvivlet Sindsstemning.

Klaudia Petrovna førte ham til den syge. „Jeg har i Går iagttaget hende nøje," bemærkede hun,

idet hun et Øjeblik blev stående foran Døren til Sygeværel-

set. „Hun er et stolt Barn og har et tungt Sind. Hun skam-

mer sig over ,at hun er hos os, og at hendes Fader så ukær-

ligt har forladt hende, og jeg tror, at hendes Sygdom stam-

82

mer derfra." „Hvorledes kommer De på den Tanke, at han har forladt

hende?" „Det er allerede nok, at han sådan uden videre har ladet

hende tage med et vildfremmed Menneske til en ubekendt

Familie . . ." „Men jeg har jo næsten med Magt måttet føre hende

med mig; deri kan jeg ikke se noget særligt Bevis på Ukær-

lighed . . ." „Ak, min Gud, Lisa finder det nu. Efter min Mening kom-

mer han nu overhovedet aldrig." Lisa blev slet ikke forbavset ved at se Veltjaninov komme

alene; et sørgmodigt Smil gled hen over hendes Ansigt,

derpå vendte hun sit feberglødende lille Hoved om mod

Væggen. På Veltjaninovs forsigtige Trøstegrunde og hans

Forsikringer om, at han i Morgen ganske bestemt vilde

bringe hendes Fader med, svarede hun ikke noget. Da han

forlod hendes Værelse, brød han pludselig ud i Tårer. Lægen kom først henad Aften. Efter at han havde under-

søgt den syge, forskrækkede han straks alle, ved at spørge

om, hvorfor man ikke havde ladet ham kalde noget før. Han

vilde aldeles ikke tro, at Lisa først den foregående Aften var

bleven syg. „Alt afhænger af, hvorledes hun tilbringer næste

Nat," erklærede han til sidst, gav sine Ordrer og kørte igen,

efter at han havde lovet at komme tilbage næste Morgen så

tidligt som muligt. Veltjaninov vilde absolut tilbringe hele

Natten hos den syge, men det lykkedes dog Klaudia

Petrovna at få ham overtalt til at vende tilbage til St.

Petersborg, for, om muligt, at hente „dette Umenneske". „Skal jeg forsøge endnu engang?" sagde Veltjaninov helt

fortvivlet — „nu vel, selv om jeg så skal binde ham og

slæbte ham af Sted med Magt!" Den Tanke, at binde Pavel Pavlovitj og med Magt føre

ham til Pogorjelzovs, bragte hans Fortvivlelse fuldstændig til

Udbrud. „Nu føler jeg mig ikke skyldig overfor ham i noget

som helst, ikke i noget som helst!" sagde han dybt forbitret

til Klaudia Petrovna, da han tog Afsked. „Jeg tager alle de

ydmyge, klynkende Ord, som jeg brugte her i Går, tilbage."

83

Lisa lå stille hen med lukkede Øjne og syntes at sove.

Men da Veltjaninov bøjede sig forsigtig ned over hende for

til Afsked i det mindste at kysse Sømmen på hendes

Chemise, slog hun pludselig Øjnene op, som om hun havde

ventet på ham, og hviskede sagte: „Tag mig med!" Det var en stille, sørgmodig Bøn, i hvilken der ikke mere

lå noget af Gårsdagens Ophidselse. Samtidig var hendes

Ord dog prægede af en trykkende Selvopgivelse — hun syn-

tes at være overbevist om, at man ikke vilde opfylde hendes

Bøn. Veltjaninov stod helt rådvild og sønderknust ved

hendes Seng og søgte at få hende til at forstå, at det var

ganske umuligt at tage hende med nu. Lisa lukkede sine

Øjne og tav, som om hun ikke hørte, hvad han sagde. Efter at være vendt tilbage til Byen, kørte Veltjaninov

straks til det lille Stræde ved Mariakirken. Klokken var

allerede ti. Pavel Pavlovitj var ikke hjemme. Veltjaninov

ventede vist en halv Time, idet han i pinefuld Utålmodighed

gik op og ned i Korridoren. Marja Sysojevna forsikrede ham

om, at Pavel Pavlovitj næppe vilde vende tilbage før ved

Daggry. „Nå, så vil jeg komme tilbage igen ved Daggry!" be-

sluttede han endelig og begav sig hjem i den heftigste For-

bitrelse. Men hvor stor var ikke hans Forbavselse, da Mavra alle-

rede nede i Gadedøren modtog ham med den Efterretning,

at „Herren fra i Går" havde ventet på ham lige siden

Klokken ti. „Han hår drukket Te hos os og også sendt Bud efter Vin

af samme Slags som i Går."

---o---

IX. Pavel Pavlovitj havde indrettet sig rigtig bekvemt i

Veltjaninovs Lejlighed. Han sad på samme Sted som i Går,

røg en Cigaret og havde just skænket sig det fjerde og

84

sidste Glas af Flasken. Tepotten og et endnu med Te

halvfyldt Glas stod ved Siden af ham på Bordet. Hans

stærkt blussende Ansigt strålede af Lykke. Han havde endog

trukket Frakken af og priste Sommer alene i Vest. „Tilgiv, dyrebare Ven!" råbte han, da han pludselig fik Øje

på Veltjaninov, idet han sprang op og iførte sig sin Frakke,

„jeg tog den af, den blev mig for snæver . . ." Veltjaninov nærmede sig ham med en mørk Mine. „Er De endnu ikke helt fuld? Kan man tale et fornuftigt

Ord med Dem?" Pavel Pavlovitj blev en Smule betuttet. „Nej, endnu ikke helt. . . . Det var Gravøl for den afdøde,

men . . . jeg er endnu ikke helt . . ." „Kan man tale med Dem som med et Menneske?" „Jeg er jo netop kommen herop for at De kan tale med

mig." „Nå, så vil jeg straks begynde med, at De er en dårlig

Person!" råbte Veltjaninov ham lige ind i Ansigtet med en af

Vrede kvalt Stemme. „Når De begynder på den Måde, hvorledes vil De så

ende?" bemærkede Pavel Pavlovitj, endnu stadig i en vis

kæk Tone, skønt hans Mod var sunket betydeligt.

Veltjaninov hørte ikke på ham, men vedblev stærkt op-

hidset: „Deres Datter er syg, hun ligger for Døden; har De givet

Afkald på hende eller ej?" „Er det virkelig sandt?" „Hun er syg, farlig syg!" „Å, måske er det kun sådant et lille Anfald . . ." „Kom ikke med den Slags Vås, hun er virkelig farlig syg!

Alene af den Grund burde De tage ud til hende . . ." „For at sige Tak, for at sige Tak for Gæstfriheden! Forstår

jeg meget vel. Aleksej Ivanovitj, min gode, dyrebare Ven!"

råbte han i en klynkende Tone, idet han i sin berusede

Salighedstilstand greb Veltjaninovs Hånd med begge sine.

— „Aleksej Ivanovitj, skrig bare ikke op, skrig bare ikke op!

Tænk dog på, om det ikke vilde være ganske det samme,

hvis jeg døde, hvis jeg for Eksempel i beruset Tilstand faldt i

85

Neva? Vi kommer såmænd tidligt nok ud til Hr. Pogorjelzov .

. ." Veltjaninov forsøgte at beherske sig en Smule. „De er fuld, og jeg forstår ikke, hvad De vil mig," sagde

han i en streng Tone — „jeg er, hvad Øjeblik det skal være,

rede til at holde Opgør med Dem . . . endog med Fornøjelse,

og helst straks. . . . Men først og fremmest skal De dog

vide, at jeg må træffe mine Forholdsregler: De skal

overnatte hos mig, og i Morgen tidlig kører vi sammen

derud. Jeg slipper Dem ikke!" råbte han heftigt — „om jeg

så skal binde Dem og føre Dem derud med Magt! . . . Passer

denne Divan Dem?" spurgte han, idet han pegede på en

bred, blød Divan, der stod ved den anden Væg lige overfor

hans egen. „Men jeg beder Dem, det er virkelig ganske det samme .

. ." „Nej, det er ikke ganske det samme —De skal ligge her

på denne Divan. Værsgod, her er et Lagen, et Sengetæppe

og en Hovedpude!" — han tog de nævnte Genstande frem

af et Skab og kastede dem hen til Pavel Pavlovitj, der lydig

greb dem med Hænderne — „red straks Deres Natteleje —

straks, hører De?" Belæsset med Sengetøjet stod Pavel Pavlovitj tvivlrådig

og med et enfoldigt Smil midt i Værelset. Men da

Veltjaninov endnu engang råbte truende til ham, tog han

straks fat på Arbejdet, rykkede Bordet bort og redte sig hur-

tig et Natteleje. Veltjaninov kom ham til Hjælp, hans Gæsts

Lydighed og frygtsomme Opførsel havde gjort ham mildere

stemt. „Tøm Deres Glas og læg Dem så!" sagde han i den

befalende Tone, som syntes ham at være den eneste

passende her — „har De selv bestilt Vinen?" »Ja. Jeg selv, Vinen. . . . Jeg vidste jo nok, Aleksej

Ivanovitj, at De ikke oftere vilde lade nogen hente . . ." „Det er pænt af Dem, at De vidste det, men det vilde

være bedre, om De vidste endnu mere. Jeg forsikrer Dem

altså endnu engang, at jeg nu har truffet mine

Forholdsregler: den tåbelige Opførsel, som De i Går lagde

86

for Dagen, vil jeg ikke mere finde mig i. De må ikke mere

opvarte mig med Deres drukne Kys!" „Jeg kan godt selv forstå, Aleksej Ivanovitj, at det kun

kunde ske en eneste Gang," smålo Pavel Pavlovitj. Veltjaninov, der gik op og ned i Værelset, blev ved at

høre dette Svar stående i en truende Holdning foran Pavel

Pavlovitj. „Pavel Pavlovitj, tal nu åbent og ærligt, uden Udflugter!

De er klog nok til at vide, at De ikke kommer langt med mig

ad denne Vej. Tal lige ud af Posen og uden Omsvøb, og jeg

giver Dem mit Æresord på, at jeg skal forklare Dem alt." På Pavel Pavlovitjs Ansigt viste sig igen hint hånlige Smil,

som berøvede Veltjaninov al hans Tålmodighed. „Stop!" vedblev den sidste, „forstil Dem bare ikke, jeg

gennemskuer Dem! Jeg gentager altså endnu en Gang for

Dem: De har mit Æresord på, at jeg er beredt til at besvare

Dem ethvert Spørgsmål og give Dem enhver Oprejsning,

som De forlanger. Å, når De dog blot vilde forstå mig!" „Hvis De vilde være så god," svarede Pavel Pavlovitj

sagte, idet han nærmede sig ham — „så vilde jeg bede Dem

forklare mig, hvad De i Går mente med Udtrykket „Rovdyr"!

. . ." Veltjaninov spyttede og begyndte igen, men endnu

hurtigere, at gå op og ned i Værelset. „Nej, Aleksej Ivanovitj, lad være med at spytte, thi det

Udtryk interesserer mig virkelig meget, og jeg kom for at

høre derom. ... De kan nok mærke, at min Tunge ikke helt

vil lystre Ordre, men det tilgiver De vel ... Jeg har nylig i et

Tidsskrift læst om en „Rovdyrtype" og en „tam Type" af

Mennesker — jeg forstod det ikke den Gang, og i Morges

faldt det mig ind igen, efter at De i Går havde brugt dette

Udtryk. Jeg vilde nemlig gerne vide, til hvilken af disse to

Typer afdøde Stepan Michajlovitj Bagautov hørte — om han

var et „Rovdyr" eller et „tamt Dyr". Hvad mener De derom?" Veltjaninov gik endnu stadig tavs op og ned i Værelset. „En Rovdyrtype," begyndte han endelig og standsede

gnaven, „er det Menneske, som hellere vilde give en

Bagautov Gift ved et fortroligt Glas Vin i Stedet for at gå til

87

hans Begravelse, hvad De har gjort, Gud må vide ud fra

hvilke tåbelige, skjulte, lave Bevæggrunde, som De aldeles

ikke har Ære af." „En „Rovdyrtype" vilde altså ikke gå til Begravelse,"

sagde Pavel Pavlovitj — „men hvor kunde De så sige, at jeg

. . ." „Rovdyrtypen," vedblev Veltjaninov i en opbragt Tone,

uden at høre på ham, „anvender ikke sin Tid til tomme

Grublerier og ynkelig Flæben over sin krænkede Ære, ej hel-

ler til alle Slags Grimacer og Kneb, den ligger heller ikke

Folk til Byrde, forstår De? Rovdyrtypen afgør Sagen på en

anden, kortere, mere ligefrem Måde. ... Er det sandt, at De

vilde hænge Dem? Svar nu!" „I min Rus kan jeg jo have snakket noget derom, men

jeg husker det ikke mere. De talte nylig om Gift, Aleksej

Ivanovitj — ih, det passer sig da virkelig ikke for Folk af

vores Slags! For det første har man sin pæne Stilling og

desuden sin lille Kapital, og Gud må vide, hvad der yder-

ligere kan hænde, man får måske til sidst Lyst til at gifte sig

påny . . ." „Ganske rigtig, og Giftmord fører desuden den lige Vej til

Sibirien . . ." „Ja, også den Mulighed, som De der nævner — skønt nu

til Dags kan der findes formildende Omstændigheder for alt.

Men her falder der mig netop en pudsig Anekdote ind, som

jeg vil fortælle Dem. De talte nylig om at „ligge Folk til

Byrde" — netop derom handler min Anekdote. De kan

måske endnu huske en vis Livzov, Semjon Petrovitj, der,

medens De opholdt Dem i T., plejede at komme hos os. Nå,

han havde altså en yngre Broder, der arbejdede under

Guvernøren i V. og var en flot, ung St. Petersborger med de

mest glimrende Evner. Denne unge Mand kom nu engang i

et Selskab, endog i Nærværelse af Damer, deriblandt også

hans Hjertes Dame, i Strid med en Oberst Golubenko. Han

følte sig fornærmet, men stak Fornærmelsen i Lommen og

lod, som om der intet var hændt. Men Golubenko fralokkede

ham imidlertid hans Hjertes Dame og tilbød hende sin Hånd.

Nå, hvad tror De så, min Livzov gjorde? Han forsonede sig

88

med Golubenko, blev snart hans oprigtigste Ven og var

endog til Stede ved hans Bryllup som Forlover. Men da

Selskabet — og det var det fineste Selskab, endog Guvernø-

ren var med — vendte tilbage fra Kirke, trådte Livzov,

således som han gik og stod, i Kjole og med krøllet Hår, hen

til Brudgommen, gratulerede ham, kyssede ham og stak

ham samtidig uden videre en Dolk i Maven, så at Golubenko

faldt om. Tænk Dem bare, hans egen Forlover, hvilken

Skandale! Og da han havde fuldbragt sin Dåd, gav han sig

til at skrige: „Å Gud, hvad har jeg gjort!" og Tårerne løb

ham ud af Øjnene, og han skælvede over hele Kroppen, og

han kastede sig om Halsen på hver enkelt af de tilstedevæ-

rende, endog Damerne, og vedblev at skrige: „Å Gud, hvad

har jeg gjort!" He he he! Han betalte ham igen med samme

Mønt. Jeg havde virkelig ondt af den stakkels Golubenko;

for øvrigt kom han sig igen." „Jeg forstår ikke, hvorfor De fortæller mig det," bemær-

kede Veltjaninov med en mørk Mine. „Ih, jeg mener kun, at han stak ham med Dolken," fniste

Pavel Pavlovitj — „ser De, og han var dog ingen „Type", men

en blid, fin lille Sjæl, selv om han forglemte sig i den Grad,

at han af Frygt kastede sig om Halsen på Damerne i

Guvernørens Nærværelse — og ser De, han opnåede dog,

hvad han vilde, han stak ham jo med Dolken! Det var kun

det, jeg mente." „Gå Pokker i Vold!" skreg Veltjaninov skælvende af Vrede

— gå ad Helvede til med Deres væmmelige, ondskabsfulde

Sladder. Vil De måske gøre mig bange, De, Deres Barns

Plageånd, De usle Fyr, Slubbert, Slubbert, Slubbert!" Hans

Ord blev næsten kvalte i det voldsomme Vredesudbrud. Pavel Pavlovitj fo'r sammen og blev i et Øjeblik endog

ædru. „De kalder mig en Slubbert, Aleksej Ivanovitj?"

vovede han sig endelig forsigtig frem — De kalder mig en

Slubbert?" Veltjaninov syntes et Øjeblik afvæbnet. Med tungt

Åndedrag og i indre Kamp med sig selv målte han flere

Gange Værelset med lange Skridt. »Jeg tager det Ord tilbage," sagde han endelig og stand-

89

sede foran Pavel Pavlovitj, „men kun på den Betingelse, at

De fra nu af handler åbent og ærligt." „I Deres Sted vilde jeg tage det tilbage uden nogen som

helst Betingelse, Aleksej Ivanovitj!" „Godt, det kan jeg også gå ind på," sagde Veltjaninov,

efter at han nogle Øjeblikke havde stirret mørkt hen for sig

— „jeg tager alt tilbage. Men De vil indrømme mig, Pavel

Pavlovitj, at vi nu i enhver Henseende er færdige med

hinanden, og at jeg ikke mere føler at have Forpligtelser

overfor Dem." „Ja vist, ja vist, hvorfor skulde De føle nogen Forplig-

telser!" svarede Pavel Pavlovitj med et spotsk Smil, idet han

dog samtidig slog Øjnene ned. „Nå, så meget des bedre, så meget des bedre! Drik

Deres Vin ud og læg Dem så ned, for jeg vil i hvert Fald

beholde Dem her i Aften . . ." „Hm, den Rest der . . ." brummede Pavel Pavlovitj, men

han trådte lydigt hen til Bordet og drak den allerede dovne

Champagne helt ud. Han havde absolut drukket en Del før

sin Ankomst, thi hans Hånd skælvede stærkt, og han

spildte, medens han drak, en Del af Vinen på Gulvet og på

sine Klæder. Som en artig Skoledreng stillede han det

tomme Glas forsigtig på Bordet, gik hen til sit Leje og

begyndte i Tavshed at klæde sig af. „Mon det alligevel ikke var bedre, hvis jeg . . . ikke blev

her i Nat?" spurgte han pludselig, idet han holdt sin højre

Støvle, som han allerede havde trukket af, i Hånden. „Nej, det er ikke bedre!" svarede Veltjaninov, der endnu

stadig vedblev at gå op og ned i Værelset, i en utålmodig

Tone uden at se på ham. Pavel Pavlovitj klædte sig helt af og lagde sig ned. Et

Kvarterstid senere gik Veltjaninov til Ro og slukkede Lyset.

Han faldt hen i en urolig Dvaletilstand. Han drømte, at han skulde tilendebringe en eller anden vigtig

Forretning, som forvoldte ham alvorlige Sorger. Den lå over

hans Bryst som et tungt Tryk. Så forekom det ham, som om

han blev befriet for dette — hans Søvn blev roligere og

fastere. Pludselig blev han vækket af Støj — han fo'r op og

90

så efter Pavel Pavlovitjs Leje. Gardinerne var trukket for, der

var næsten helt mørkt i Værelset, men det forekom Veltja-

ninov, som om Pavel Pavlovitj ikke lå på Divanen. „Hvad er

der i Vejen med Dem?" råbte han. „En Skygge," hviskede

Pavel Pavlovitj efter kort Tøven næppe hørligt. „Hvad siger De? Hvad for en Skygge?" „Dér i det andet

Værelse, i Døren, så jeg en Skygge." „Hvis Skygge?"

spurgte Veltjaninov efter et Øjebliks Forløb. „Natalia Vassiljevnas Skygge!" Veltjaninov rejste sig i Vejret og så selv gennem den

åbne Dør ind i det andet Værelse. Der var langt lysere

derinde, da Vinduerne dér ikke var tildækkede med

Gardiner, men kun med hvide Persienner. „Der er ikke noget at se, De er beruset, læg Dem ned

igen!" sagde Veltjaninov, idet han atter strakte sig på

Divanen og indhyllede sig tæt i sit Tæppe. Pavel Pavlovitj

sagde ikke et Ord, men lagde sig ligeledes ned igen. „Har De nogen Sinde tidligere set hendes Skygge?"

spurgte Veltjaninov pludselig, efter at der var gået omtrent

en halv Snes Minutter. „Jeg tror, jeg har set den én Gang tidligere," svarede Pa-

vel Pavlovitj sagte. De forstummede nu begge. Veltjaninov havde vist igen

ligget en halv Time i denne Dvaletilstand, da han påny blev

vækket af en Støj og fo'r hovedkulds i Vejret: midt i

Værelset, et Par Skridt borte, troede han i Mørket at se en

hvid Skikkelse. Vist et helt Minut stirrede han stift i Retning

af den. „Er det Dem, Pavel Pavlovitj?" råbte han med sagte 88 Stemme, hvis Klang midt i den natlige Stilhed forekom

ham selv ganske besynderlig. Der fulgte intet Svar, men der var dog ikke mere nogen

Tvivl om, at der stod én dér. „Er det Dem . . . Pavel Pavlovitj?" gentog han så højt, at

selv om Pavel Pavlovitj havde sovet på sin Divan, vilde han

sikkert være vågnet. Igen blev alt stille, kun forekom det ham, at den hvide

91

Skikkelse, der næppe var til at skelne, langsomt nærmede

sig ham. Da var det pludselig, som om noget sønderreves i

hans Indre, og skælvende af Vrede og Ophidselse skreg han

ind i Værelset: „Hvad går der af Dem, berusede Nar? Vil De agere

Spøgelse og forskrække mig? Her skal De se, hvor lidt jeg

bryder mig derom! . . ." og han spyttede foragteligt i den

Retning, hvor han formodede, Pavel Pavlovitj opholdt sig. Så

hyllede han sig tæt ind i sit Tæppe, vendte sig om mod

Væggen og blev liggende stille og ubevægelig. Dødsstilhed

herskede omkring ham, men hans Hjerte bankede med

heftige Slag. Der var vist gået omtrent fem Minutter, da

pludselig Pavel Pavlovitjs svage og ynkelige Stemme lod sig

høre: »Jeg . . . Jeg søgte efter Tændstikkerne, Aleksej

Ivanovitj! Jeg er så tør i Halsen . . . jeg vil gerne have lidt

Vand at drikke." „Hvorfor tav De så, da jeg nylig anråbte Dem ?" spurgte

Veltjaninov gnavent. „Jeg var så forskrækket ... De havde skreget så vold-

somt, og så bliver jeg altid så forskrækket . . ." „Her på Bordet til venstre . . . her ... er, hvad De søger . .

." Han vendte sig en Smule om og famlede rundt på Bordet.

Endelig fandt han Tændstikkerne, tændte selv Lyset og viste

Pavel Pavlovitj, hvor Vandkaraflen stod. „De må endelig ikke være vred over, at jeg har forstyrret

Dem," sagde Pavel Pavlovitj i en undskyldende Tone,

medens han skænkede sig et Glas Vand . . . „det brænder

sådan i Halsen på mig . . . jeg har dog vist drukket noget

for meget. . ." Veltjaninov tog ikke mere Hensyn til ham. Medens Pavel

Pavlovitj slukkede Lyset og begav sig til Ro, vendte han sig

igen om mod Væggen og blev hele Natten igennem liggende

i denne Stilling. Han ærgrede sig næsten endnu mere over

sig selv end over Pavel Pavlovitj og kunde aldeles ikke falde

til Ro. Han lå endnu længe søvnløs med lukkede Øjne, pint

af forvirrede Tanker og Forestillinger. Omsider faldt han i

Søvn for først at vågne Klokken ti om Morgenen. Hurtig fo'r

92

han op og så sig om i Værelset. Pavel Pavlovitj var der ikke.

Også i de andre Stuer søgte han forgæves: hans natlige

Gæst var sporløst forsvunden. „Det tænkte jeg nok!" råbte han rasende og slog sig med

Hånden for Panden.

---o---

X. Lægens slemme Anelser viste sig kun altfor begrundede:

det gik dårligere og dårligere med Lisa — endnu dårligere,

end Veltjaninov og Klaudia Petrovna den foregående Aften

havde forestillet sig. Da Veltjaninov henad Middag indfandt

sig hos Pogorjelzovs, traf han den syge endnu ved fuld

Bevidsthed, skønt Feberen allerede havde nået en betydelig

Højde. Han forsikrede senere, at hun havde smilet til ham

og endog rakt ham sin lille Hånd i Møde. Om dette i

Virkeligheden forholdt sig således, eller om det kun var hans

smerteligt bevægede Indbildningskraft, der ligesom havde

forespejlet ham det til Trøst, forblev uafgjort. Om Natten

begyndte Lisa at fantasere, og herefter kom hun ikke mere

til sin Bevidsthed. Den tiende Dag efter hendes Ankomst til

Landstedet lå hun Lig. Det var en tung og trist Tid for Veltjaninov. Pogorjelzovs

begyndte endog at nære ganske alvorlige Bekymringer for

ham. Den største Del af disse trøstesløse Dage tilbragte han

hos dem. I de sidste Dage af Lisas Sygdom sad han i

timevis alene et eller andet Sted i en Krog, rugende hen for

sig uden at tænke, ligegyldig overfor alle trøstende Ord.

Undertiden lod det endog til, at det berørte ham pinligt, når

Klaudia Petrovna forsøgte at indgyde ham nyt Livsmod. Hun

ytrede dengang, at hun ikke havde anset det for muligt, at

alle disse Ting vilde gøre et så dybt Indtryk på ham. Den

eneste Lindring var det ham at omgås Børnene, som

undertiden endog kunde aflokke ham et Smil. Men selv når

han legede med dem, listede han sig bestandig på ny bort

på Tæerne for at se til den syge. Undertiden forekom det

93

ham ,at hun kendte ham. På Helbredelse vovede han lige så

lidt som de andre at håbe, og på den Måde blev det hans

sidste, sørgelige Trøst, i det mindste at kunne være hos den

døende så ofte som muligt. To eller tre Gange blev han i

Løbet af disse Dage grebet af en febersyg Trang til i det

mindste at gøre et eller andet for den syge: han brød

pludselig op, kørte i susende Fart til St. Petersborg og kaldte

nogle berømte Læger til Konsultation ved Lisas Sygeleje.

Endnu Aftenen før hendes Død blev en sådan Konsultation

— det var allerede den anden — afholdt i Lesnoje. Nogle

Dage forinden havde Klaudia Petrovna indtrængende

forestillet ham, at det dog vist vilde være nødvendigt, på en

eller anden Måde at få fat på Hr. Trusotski, da man, i

Tilfælde af, at Lisa døde, virkelig ikke kunde begrave hende

uden ham. Veltjaninov, hvis Tanker bestandig dvælede hos

den syge, svarede adspredt, at han vilde skrive til ham. Da

nu også Gehejmeråden ytrede sig i den Retning, at han i

Nødsfald vilde lade ham opsøge ved Hjælp af Politiet, begav

omsider Veltjaninov sig på Vej til Pavel Pavlovitj. Som

sædvanlig traf han ikke denne hjemme, og efterlod derfor

en kort Meddelelse til ham hos Marja Sysojevna. På en smuk Sommeraften, da Solen just gik ned, blev

Lisa endelig udfriet af sine Lidelser. Da forekom det på en

Gang Veltjaninov, som om han vågnede af en tung Drøm.

Da den døde lå på Bordet ubevægelig og med foldede

Hænder og just blev smykket med den hvide Ligdragt og et

rigt Blomsterflor, trådte han på en Gang med funklende

Øjne hen til Klaudia Petrovna og erklærede, at han

øjeblikkelig vilde skaffe „Morderen" herud. Klaudia Petrovna,

der blev bange for, hvad der kunde ske, rådede ham til at

vente til i Morgen. Han hørte dog ikke på hende, men begav

sig straks til Byen. Han vidste omtrent, hvor Pavel Pavlovitj var at træffe.

Ikke blot af Hensyn til Lægerne var han dengang taget til

St. Petersborg. Undertiden var den Tanke faldet ham ind, at

Lisa måske, hvis hun uventet fik sin Faders Stemme at høre,

påny vilde leve op. Så var han ilet bort som fortvivlet for at

søge efter Pavel Pavlovitj. I hans Bolig var han aldrig til at

94

finde. „Han bliver ofte borte tre Dage i Rad," fortalte Marja

Sysojevna ham — „og når han så pludselig kommer hjem i

beruset Tilstand, bliver han næppe nok en Time, og så går

det løs igen — han er ganske ustyrlig." En Opvarter på Gæstgivergården havde fortalt

Veltjaninov, at Pavel Pavlovitj blandt andet var Ven med

nogle tvivlsomme Damer i et Hus på Vosnessenski-

Prospektet. Veltjaninov havde så ufortøvet opsøgt disse og

forhørt sig hos dem. „Å, Herren med Sørgefloret," råbte Skønhederne, som

straks huskede deres gavmilde Gæst. De var dog aldeles

ikke venligt stemte mod ham, da han i den sidste Tid ikke

mere kom til dem, men, som en af Damerne ved Navn

Katja, fortalte, sad og spildte sin Tid hos en vis Maschka, „et

meget farligt Væsen, som for længe siden burde være sendt

til Sibirien og i ethvert Fald ordentlig plukker den gode Pavel

Pavlovitj." Katja lovede dengang straks at skaffe Pavel

Pavlovitj til Stede, men endnu havde hun stadig ikke fået

Lejlighed dertil. Klokken var allerede ti, da Veltjaninov denne Gang

indfandt sig hos Katja og opfordrede hende til at gå ud og

lede sammen med ham. Han vidste endnu ikke, hvad han

egentlig skulde stille op med Pavel Pavlovitj — om han vilde

dræbe ham eller blot søge efter ham alene i den Hensigt at

meddele ham hans Datters Død og at gøre ham klart, at

han måtte komme til Stede ved Begravelsen. Hos sin nye

Veninde Maschka var Pavel Pavlovitj ikke mere til at finde:

han var to Dage forinden bleven Uvenner med hende, efter

hvad Maschka fortalte, havde en eller anden Kasserer

„kastet ham en Skammel i Hovedet". Veltjaninov måtte

afsøge hele Kvarterer, og med Katja som Fører kom han ind

i Hovedstadens mest afsides Knejper. Endelig, henad

Klokken to om Natten, stødte han pludselig ved Indgangen

til et Lokale af tvivlsomt Rygte på Pavel Pavlovitj. Pavel Pavlovitj var aldeles drukken og blev ført ind i

Lokalet af to Damer. En høj, bredskuldret „Herre" af et

yderst mistænkeligt Udseende gik bagefter dem og

overdængede Pavel Pavlovitj med en hel Strøm af

95

Skældsord. Det drejede sig åbenbart om en eller anden

Sum Penge, i det mindste råbte den bredskuldrede

bestandig til Pavel Pavlovitj, at han havde „bedraget ham og

forgiftet hans Liv." Pavel Pavlovitj syntes ligesom Damerne

at være bange for Forfølgeren. Da han pludselig fik Øje på

Veltjaninov, styrtede han ham i Møde med åbne Arme og

råbte af fuld Hals: „Broderhjerte, frels mig!" Da den bredskuldrede så Veltjaninovs atletiske Skikkelse,

foretrak han at smøre Haser. Pavel Pavlovitj udstødte et

Triumfskrig og truede med Hånden ad den flygtende. Men

Veltjaninov greb ham rasende ved Skuldrene og begyndte —

han vidste ikke selv hvorfor — at ryste ham så voldsomt, at

Tænderne klaprede i Munden på ham. Pavel Pavlovitj

forstummede straks og stirrede med en fuld Mands Skræk

på sin nye Angriber. Veltjaninov havde mistet al

Selvbeherskelse — med hele sin Vægt pressede han Pavel

Pavlovitj mod Jorden, så denne til sin Forbavselse pludselig

fandt sig selv siddende på Fortovet. „Lisa er død!" stødte omsider Veltjaninov frem med

dæmpet Stemme. Pavel Pavlovitj stirrede endnu bestandig på ham uden at

forstå et Muk, medens den ene af Damerne forsøgte at

trække ham op fra hans hårde Sæde. Endelig syntes han at

forstå, hvad Veltjaninov sagde. „Er død ..." hviskede han med et sælsomt Udtryk i

Ansigtet, hvor hans sædvanlige spottende Smil syntes at

blande sig med en hel ny Følelse. Så løftede han med

Besvær sin skælvende højre Hånd for at gøre Korsets Tegn,

men det lykkedes ham ikke, og han lod atter Armen synke.

Langsomt rejste han sig derpå ved sin Dames Arm op fra

Fortovet og vilde gå videre, som om han helt havde glemt

Veltjaninov. Men denne greb ham på ny i Skulderen. „Kan du da ikke forstå, infame Drukkenbolt, at hun ikke

engang kan blive begravet, hvis du ikke tager dig deraf!"

skreg han, idet han trak Vejret tungt. Pavel Pavlovitj vendte sig om imod ham. „Kan De endnu

huske . . . Artilleriløjtnanten?" stammede han med lallende

Tunge.

96

„Hvad for noget?" råbte Veltjaninov og fo'r sammen som

stukket af et giftigt Kryb. „Det er hendes Fader . . . gå og led efter ham, lad ham

sørge for, at hun bliver begravet." „Du lyver, Slubbert!" skreg Veltjaninov helt ude af sig

selv — „Du lyver af Nederdrægtighed. . . . Å, jeg vidste jo

nok, at du ikke vilde ud med Sproget!" Et Øjeblik endnu, og han havde med et Slag af sin Næve

strakt Pavel Pavlovitj til Jorden. Men de to Damer tog

ængsteligt deres ravende Ledsager under Armene og trak

ham næsten voldsomt af Sted med sig. Lammet af

Sindsoprør og Raseri så Veltjaninov efter dem og — lod dem

gå. Næste Dag, henad Klokken et om Eftermiddagen,

indfandt der sig hos Pogorjelzovs en meget net udseende

Herre i Embedsmandsuniform. Han overrakte med et dybt

Buk Klaudia Petrovna en Pakke fra Pavel Pavlovitj Trusotski.

Denne indeholdt de til Lisas Begravelse nødvendige Doku-

menter, tre hundrede Rubler til Dækning af Omkostningerne

og et pænt Brev, hvori Pavel Pavlovitj „takker Deres

Ekscellence for den venlige Deltagelse, hvormed De har ta-

get Dem af det stakkels, forældreløse Barn, noget kun Gud

alene kan skænke den rette Belønning for". Af en temmelig

uklar Sætning syntes det at fremgå, at han selv „på Grund

af sin Sundhedstilstand" var forhindret i at være til Stede

ved sin kære, ulykkelige Datters Begravelse, og at han

måtte sætte al sin Lid i så Henseende til Deres Ekscellences

store Godhed. De tre hundrede Rubler var bestemte til

Begravelsen og forkellige Udgifter, som Sygdommen havde

forårsaget. Men hvis der skulde blive noget tilovers af Pen-

gene, så vilde han i al Ærbødighed anmode om, at Resten

måtte blive anvendt til Sjælemesser for afdøde Lisas him-

melske Fred. Da man ikke kunde forbyde en Fader at lade

sit Barn begrave på egen Bekostning, så blev i Virkeligheden

den af Pavel Pavlovitj oversendte Sum dels anvendt til

Begravelsen, dels til det af ham bestemte fromme Formål. Veltjaninov var efter Lisas Begravelse ligesom nedbrudt

på Legeme og Sjæl. Han kom ikke mere til Ljesnoje, skønt

97

Pogorjelzovs ofte nok opfordrede ham dertil. Klaudia

Petrovna, der var noget urolig på hans Vegne, indfandt sig

endog personlig i hans Lejlighed, men traf ham ikke

hjemme. Han befandt sig omtrent fjorten Dage i en Art sløv

Bedøvelsestilstand. Han forsømte de mest nødvendige

Forretninger, flakkede rundt på Gaderne uden Mål og Med

eller lå i mørke Tanker på sin Divan. I denne Tilstand blev

han også truffen af sin Sagfører, der en Dag indfandt sig hos

ham med den glædelige Efterretning, at hans Proces havde

taget en heldig Vending: Modparten var rede til at lade sig

affinde med en ringe Sum, og der krævedes endnu kun

hans Billigelse, for at hidføre et godvilligt Forlig. Den sløve

Ligegyldighed, hvormed Veltjaninov modtog denne

Meddelelse, forbavsede i høj Grad Sagføreren, der tidligere i

ikke ringe Grad havde ærgret sig over sin Klients

Utålmodighed. Julivarmen havde imidlertid nået sit Højdepunkt og var

ligefrem bleven uudholdelig for de stakkels Hovedstadsbe-

boere. Men Veltjaninov var ligegyldig for alt. Ingen anden

Følelse kunde rummes Side om Side med den dybe Smerte i

hans Sjæl. Mest pinte det ham at Lisa måtte dø uden at

erfare, hvor dybt og inderligt han elskede hende. Det klare,

strålende Mål, der pludselig var dukket op på hans Livs

Horizont og havde fyldt ham med frisk Livsglæde, var lige

så pludseligt sunket ned igen for bestandigt. Hvor herligt

havde han ikke forestillet sig sit fremtidige Livsmål, der ene

og alene skulde bestå deri, at Lisa hver Dag og hver Time

uden Ophør skulde føle hans Kærlighed! „Et andet Livsmål

gives der ikke for os Mennesker, kan der ikke gives for os!"

tænkte han undertiden i sin Ekstase — „hvis der gives andre

Livsformål, så er der i hvert Fald intet mere ædelt og.helligt

end dette!" Ved Kærlighed til Lisa vilde han have gjort alt

det godt igen, som han i et unyttigt og syndefuldt Liv havde

forbrudt. I Stedet for et overflødigt, dovent, udlevet

Menneske, som han selv, vilde han have opdraget et rent og

ædelt Væsen for det menneskelige Samfund, og af Hensyn

til dette Væsen vilde alt være blevet ham tilgivet, vilde han

have tilgivet sig selv alt.

98

Erindringen om den afdøde kunde han ikke mere adskille

fra disse tydelige, bevidste Tanker. Han var selv helt over-

rasket over det dybe, blivende Indtryk, som Lisas pludselige

Opdukken havde frembragt i hans Sind. Hans ophidsede

Fantasi syslede uafladelig med at føre det ulykkelige Barns

blege Ansigt frem for hans Sjæl. Hvor kunde han huske

hvert eneste Træk, som han i Løbet af de få Dage, det

havde været ham forundt at se hende, havde iagttaget på

hendes Ansigt. Han så hende bevidstløs, i glødende Feber,

med vidt åbnede, ubevægelige, brustne Øjne, og han så

hende i Kisten, smykket med Blomster, med de små Hænder

ligesom foldede i Bøn. Han kom pludselig til at erindre, at

han, da hun allerede lå i sit Ligtøj, havde bemærket en

mørk Plet på hendes Hånd, at denne Plet fik ham til at

tænke på de Mishandlinger, hendes Fader havde tilføjet

hende, og at han just i dette Øjeblik ligesom pludselig

vågnede af sin uklare Svimmelhedstilstand og besluttede at

tugte „Morderen". Hvad havde egentlig givet denne fine

Barnesjæl Dødsstødet? Var det såret Stolthed, eller var det

de Pinsler, som hendes egen Fader i tre Måneder havde

gjort hende til Genstand for — den samme Fader, som

engang havde elsket hende og nu havde forvandlet sin

Kærlighed til Had, Ringeagt og Hån? Uden Ophør fo'r den

Slags Spørgsmål og Tvivl gennem Hovedet på ham. Han

kom også til at huske på de Ord, Trusotski havde lallet i sin

Rus: „Véd De også, hvad Lisa engang har været for mig?"

Han følte, at disse Ord ikke blot var en beruset Nars

Sladder, men Sandhed, oprigtig Sandhed. Ja, han havde

sikkert holdt meget af hende — men hvorledes havde denne

Skurk kunnet være så grusom mod et Barn, som han

engang havde elsket! „Er det da virkelig muligt?" spurgte

Veltjaninov sig selv, idet han forgæves søgte efter en

Løsning på denne for ham så pinefulde Gåde. En Dag var han halvt ubevidst kommen ind på den

Kirkegård, hvor Lisa lå begravet. Det var første Gang, han

opsøgte hendes Grav — han havde hidtil undgået det for

ikke at forøge sine Kvaler. Men hvor mærkeligt! Næppe var

han trådt hen til den lille Tue, næppe havde han bøjet sig

99

ned for at kysse den, førend han blev lettere til Mode. Det

var en klar Dag, Solen gik netop ned; rundt omkring mellem

Gravene voksede der yppigt grønt Græs; i en nærliggende

Hybenbusk summede en Bi. På Lisas Grav lå allerede

visnede og næsten afbladede Blomster og Kranse, som

Klaudia Petrovnas Børn på Begravelsesdagen havde nedlagt

på den. For første Gang i lange Tider fo'r noget som en

Stråle af Håb gennem hans Bryst. „Hvor én bliver let om

Hjertet her!" tænkte han ved Synet af den lyse Himmel og

den dødsstille Kirkegård, og på en Gang forekom det ham,

som om han ligesom i sine Barneår igen kunde tro på

noget. „Det har Lisa skænket mig, hun har talt til mig,"

sagde han til sig selv. Aftenen begyndte allerede at falde på, da han forlod

Kirkegården og begav sig hjemad. Han havde omtrent til-

bagelagt nogle hundrede Skridt, da hans Blik tilfældigvis

faldt på det åbne Vindue i et Værtshus, og han pludselig

troede at opdage et bekendt Ansigt blandt Gæsterne. Han

så nøjere til — ja virkelig, der sad Pavel Pavlovitj Trusotski

lige ved Vinduet foran et halvtømt Glas. Han syntes at have

genkendt Veltjaninov og såa nysgerrigt efter ham.

Veltjaninov fortsatte sin Vej uden at bekymre sig om ham,

da han pludselig hørte, hvorledes nogen hurtig kom efter

ham. Det var Pavel Pavlovitj, der, opmuntret af Veltjaninovs

fredelige Mine, på en Gang fik Lyst til at genopfriske det

„gamle Venskab". Ængstelig og med et forlegent Smil trådte

han hen ved Siden af Veltjaninov; han lod denne Gang til at

være fuldstændig ædru. „Ærbødigste Tjener, Aleksej Ivanovitj," sagde han høfligt. „Ærbødigste Tjener," svarede Veltjaninov.

---o---

XI. Veltjaninov var selv forbavset over, at han havde be-

svaret hans Hilsen. Det forekom ham meget mærkeligt, at

han slet ikke følte noget Had mod dette Menneske, men at

100

derimod en hel ny, snarere venlig end uvillig Følelse rørte

sig i ham ved Synet af ham. „En herlig Aften!" begyndte Pavel Pavlovitj, idet han så

ham ind i Øjnene, for ligesom at blive klar over, hvilken

Stemning han var i. „De er ikke rejst endnu?" bemærkede Veltjaninov mere

forbavset end egentlig spørgende, idet han gik videre. „Det er trukket ud, men nu har jeg fået Embedet med

Lønningsforhøjelse. I Overmorgen rejser jeg ganske be-

stemt." „De har fået Embedet?" indskød Veltjaninov, denne Gang

derimod i en spørgende Tone. „Ja, hvorfor ikke?" spurgte Pavel Pavlovitj forundret. „Nå, jeg spurgte bare . . ." sagde Veltjaninov, idet han så

på Pavel Pavlovitj fra Siden. Til hans Forbavselse var Hr.

Trusotskis Ydre i Sammenligning med tidligere i høj Grad

blevet forandret til hans Fordel. „Hvad har han mon at gøre i

den Knejpe?" fo'r det gennem Hovedet på ham. „Jeg kan også fortælle Dem en anden glædelig Begiven-

hed, der er hændt mig, Aleksej Ivanovitj," begyndte Pavel

Pavlovitj. „Hvad er det for en glædelig Begivenhed?" „Jeg gifter mig igen." „Hvad behager?" „Efter Sorg kommer Glæde, det er nu så Livets Gang. Jeg

vilde meget gerne tale med Dem derom, Aleksej Ivanovitj,

men . . . jeg véd ikke, måske De har ikke Tid nu, De

skynder Dem sådan af Sted . . ." „Ja” Jeg skynder mig . . . jeg befinder mig ikke ganske

vel." ' Han følte på en Gang det mest levende Ønske om at

blive af med ham; denne „nye Følelse", som lige havde rørt

sig i ham til Fordel for Pavel Pavlovitj, var i dette Øjeblik

forsvunden igen. „Å, og jeg vilde så gerne . . ." Pavel Pavlovitj udtalte

ikke, hvad han så gerne vilde; Veltjaninov tav. „Så vil jeg hellere gemme det til en anden Gang, når vi

træffes igen . . ." vedblev Pavel Pavlovitj.

101

„Meget vel, en anden Gang," brummede Veltjaninov,

uden at se på ham. Pavel Pavlovitj gik endnu et Par Minutter ved Siden af

ham uden at mæle et Ord. „Nå, på Gensyn da!" sagde han endelig. „På Gensyn og Lykke til det!" Veltjaninov var i rigtig dårligt Lune, da han kom hjem.

Mødet med dette Menneske havde ødelagt hans Stemning.

Da han lagde sig til at sove, tænkte han på ny: „Hvorledes

kom han mon derhen, i Nærheden af Kirkegården?" Næste Morgen belavede han sig endelig, om også mod-

stridende, på at tage ud til Pogorjelzovs. Han var overbevist

om, at de var meget urolige for hans Skyld, og følte sig

derfor forpligtet til at sprede deres bange Anelser. Men på den anden Side følte han en vis Uvilje ved at tage

imod trøstende Ord fra nogen som helst, selv om de var nok

så godt mente. Han forestillede sig, at han ved det første

Møde med dem vilde blive skamfuld. „Skal jeg tage derud

eller ej?" overvejede han, medens han drak sin

Morgenkaffe, da pludselig Døren til hans store Forbavselse

gik op — Pavel Pavlovitj trådte ind i Værelset. Veltjaninov havde til Trods for Gårsdagens Møde ikke

anset det for muligt, at dette Menneske vilde besøge ham

endnu en Gang og blev helt forbløffet ved nu så uventet at

se ham igen. Medens han endnu helt forbavset vedblev at

stirre på ham med en Blanding af Uro og Uvilje havde Pavel

Pavlovitj allerede husvant taget Plads på sin sædvanlige

Stol. „De er sikkert overrasket?" begyndte den sidste, idet han

prøvede på at gætte Veltjaninovs Tanker. Han lod til at være temmelig oprømt, selv om ikke helt fri

for en vis Forlegenhed. Hans ydre Fremtræden var denne

Gang endnu mere påfaldende end den foregående Dag. Han

var ikke blot anstændigt, men næsten lapset klædt. Han var

iført en let Sommerjaket, lyse, snævertsluttende Benklæder

og hvid Vest. Linned og Handsker var dadelløse, på nans

Bryst hang et Par Guldlorgnetter — han var endog

parfumeret. Hele hans Skikkelse gjorde i denne Påklædning

102

et sælsomt, på en Gang latterligt og ubehageligt Indtryk. „Mit Besøg må sikkert overraske Dem, Aleksej Ivanovitj,"

vedblev Pavel Pavlovitj en Smule forlegent — „jeg føler det

meget godt. Men der gives dog efter min Mening for ethvert

Menneske noget højere, om jeg tør udtrykke mig således,

ikke sandt? . . . noget højere, der intet har at gøre med

personlige Følelser . . . ikke sandt?" „Tal bare hurtigt og uden alle Omsvøb, Pavel Pavlovitj,"

svarede Veltjaninov mørk. „Med få Ord åltså," tog Pavel Pavlovitj hurtig Ordet —

„jeg gifter mig igen og er netop på Vejen til min forlovede,

hvis Forældre ligger på Landet. Jeg vil nu gerne have den

store Ære at forestille Dem for denne Familie og kommer

derfor til Dem med den usædvanlige Bøn" — han bøjede

Hovedet høfligt mod Veltjaninov — „at ledsage mig derud." „Ledsage Dem hvorud?" spurgte Veltjaninov, idet han så

forundret på ham. „Til dem, det vil sige, ud på deres Landsted. De må

undskylde, jeg taler som i Feber, og jeg udtrykker mig

måske ikke helt klart. Det vilde være rnig meget smerteligt,

hvis De lod mig i Stikken . . ." Han så uroligt og ængsteligt på Veltjaninov. „De vil, at jeg nu skal køre sammen med Dem til Deres

forlovede?" spurgte Veltjaninov, der ikke vilde tro sine egne

Øren, ham med skarp Betoning. „Ja, netop," svarede Pavel Pavlovitj genert. „Vær nu blot

ikke vred på mig, Aleksej Ivanovitj, opfat det ikke som

Frækhed fra min Side; jeg vilde kun i Ærbødighed bede Dem

om ... jeg tænkte mig, De vilde måske ikke afslå det ..." „Men det er jo ganske umuligt!'* indskød Veltjaninov. „Det er kun et Ønske, jeg nærer, intet andet," vedblev

Pavel Pavlovitj at bede ham — „jeg nægter ikke, at jeg har

en særlig Grund dertil, men den kan jeg først senere

meddele Dem, foreløbig kommer det mig kun an på, at De

svarer ja . . ." Han rejste sig af lutter Høflighed fra sin Stol. „Nej, nej, det går virkelig ikke, det må De kunne sige

Dem selv . . ." sagde Veltjaninov, idet han også forlod sin

103

Plads. „Jo vist går det, Aleksej Ivanovitj — jeg vil forestille Dem

dér som min Ven. For øvrigt kender De jo Familien, i det

mindste dens Overhoved, Hr. Statsråd Sachlebinin..." „Hvad for noget, Sachlebinin?" råbte Veltjaninov aldeles

som himmelfalden. Det var nemlig den samme Statsråd,

som han for omtrent fire Uger siden forgæves havde søgt at

træffe for at stemme ham gunstigt i Anledning af sin Proces. 101 „Netop, netop ham," bekræftede Pavel Pavlovitj

smilende, idet han følte sig opmuntret ved Veltjaninovs

Forbavselse — „den samme Sachlebinin, med hvem De den

Gang gik og diskuterede — det husker De nok? — medens

jeg stod på den anden Side af Gaden og ventede på at

komme til at tale med ham efter Dem. Vi har nemlig kendt

hinanden i den sidste Snes År, ja vi har været ansat på sam-

me Sted. Dengang tænkte jeg rigtignok endnu ikke på

noget, det er først i den sidste Uges Tid, at jeg er begyndt

at nære visse Hensigter." „Men tillad mig dog et Spørgsmål: det er jo, så vidt jeg

véd, en meget anstændig Familie?" bemærkede Veltjaninov

i naiv Forbavselse. „Nå og hvad har det at sige, at den er anstændig?"

„Intet, slet intet, jeg vilde kun sige . . . For Øvrigt lagde jeg

aldeles ikke Mærke til nogen, da jeg var hos dem . . ."

„Rigtig, De var der jo, man kan meget godt huske Dem,"

faldt Pavel Pavlovitj ham livlig i Talen — „kun fik De ikke

dengang Familien at se. Selv sætter han stor Pris på Dem,

og jeg har sagt ham alt muligt godt om Dem." „Men hvorledes kan De tænke på at gifte Dem, det er jo

først tre Måneder siden De blev Enkemand?" „Brylluppet skal ikke finde Sted nu, men først om ni eller

ti Måneder, så der kommer til at ligge et helt Sørgeår

imellem. Alt er så godt som i Orden, tro De mig. For det

første kender Fedosej Petrovitj mig næsten fra Ungdommen

af — han kendte også min afdøde Hustru. Han véd, på

hvilken Fod jeg lever, hvor stor Gage jeg har, hvor stor

Formue, desuden får jeg jo nu også et LØnningstillæg — alt

104

det lægger jo et stærkt Lod i Vægtskålen!" „Det drejer sig

altså om hans Datter?" „Jeg skal fortælle Dem det hele

udførligt," bemærkede Pavel Pavlovitj, der følte sig smigret

ved Veltjaninovs Opmærksomhed — „tillad mig kun at

tænde en Cigaret. De vil for øvrigt få det hele at se i Dag

med Deres egne Øjne. Folk som Fedosej Petrovitj sætter

man megen Pris på her i St. Petersborg, så snart man først

er bleven opmærksom på dem, kun kommer der desværre

til Trods for Gage, Tillæg, Gratifikationer, Tilskud en Gang

for alle og så videre ikke meget ud deraf, en Kapital lader

der sig i hvert Fald ikke erhverve på den Måde. De lever

godt, men alt går netop derfor også med. Tænk Dem

engang, der er ikke mindre end otte Døtre, og kun en

eneste Søn, som endnu er ganske lille. Hvis Faderen for

Eksempel pludselig skulde dø, vilde de stakkels Mennesker

være meget slet stillede. Otte Pigebørn — forestil Dem, at

hver af dem blot skal have ét Par Sko: hvad der alene går

med dertil! Fire af dem er allerede forlovede, den ældste —

en henrivende ung Pige på fire og tyve År — er endnu fri. Så

er der foruden de ganske små endvidere en sjette, et

muntert Pigebarn på femten År, som endnu går på Kursus.

Hvor der skal meget til for at finde passende Friere til så

mange Døtre! Nu har jeg også pludselig vist mig på

Skuepladsen — nå, og da man jo har nogen Formue, så gik

det hele temmelig hurtigt i Orden. Ser De, således forholder

det sig." Pavel Pavlovitj strålede af Fornøjelse ved sin Fortælling. „De har vel kastet Deres Øjne på den ældste Datter?" „N—æh, ikke på den ældste Datter . . . jeg vilde gerne

gifte mig med den sjette, netop hende, som endnu går på

Kursus." „Hvad for noget?" råbte Veltjaninov med et vantro Smil

— „men De sagde jo, at hun kun var femten År gammel!" „Nu for Tiden er hun ganske vist kun femten, men om ni

Måneder vil hun være seksten, seksten År og tre Måneder,

det er da ikke for tidligt? For øvrigt bliver det hele foreløbig

holdt hemmeligt på Grund af, at jeg har Sorg. Det er kun

afgjort med hendes Forældre ... det er alt så godt som i

105

Orden." „Helt sikkert er det altså endnu ikke?" „Å jo, jo vist, helt sikkert — alt er så godt som i Orden,

det kan De stole på!" „Og véd hun selv noget derom?" „For Velanstændigheds Skyld lader hun naturligvis, som

om hun ikke véd noget deraf, men hvorledes er det muligt,

at hun ikke skulde vide det?" svarede Pavel Pavlovitj med et

fornøjet og polisk Smil. „Nå, hvad mener De så, Aleksej

Ivanovitj, vil De gøre mig den Ære?" tilføjede han

frygtsomt. „Men hvad skal jeg egentlig? Og ... hvorfor fortæller De

mig alt det, da jeg alligevel under ingen Omstændigheder

vil tage med?" „Aleksej Ivanovitj jeg beder Dem . . ." „Men hvorledes

kan jeg vise mig i Deres Selskab, køre ud sammen med

Dem for at aflægge Besøg! Det er dog et lovligt stærkt

Forlangende!" De sladderagtige Meddelelser, som Pavel Pavlovitj havde

givet til Bedste om sin tilkommende Brud, havde først moret

Veltjaninov. Men pludselig vendte hele den Uvilje, som han

tidligere havde følt mod ham, tilbage, og han var nær ved,

uden videre Omsvøb at vise ham Døren. Han ærgrede sig

endog over, at han ikke straks havde gjort det. „Å, hør nu, Aleksej Ivanovitj, kør nu alligevel derud

sammen med mig, De vil ikke komme til at fortryde det!"

bad Pavel Pavlovitj mere og mere indtrængende. „Å, bliv nu

ikke vred!" fortsatte han ligesom beroligende, da han lagde

Mærke til Veltjaninovs utålmodige og uvillige Mine — „jeg

beder Dem, Aleksej Ivanovitj, afvis mig ikke på den Måde!

Det lader til, at De ikke har forstået mig rigtig: jeg indser

meget godt, at vi to ikke kan blive Venner; jeg er dog ikke

så indskrænket, at jeg ikke indser det. Det er kun en

Tjeneste, jeg beder Dem om, og den skal fremtidig aldeles

ikke forpligte nogen af os. Desuden rejser jeg allerede i

Overmorgen min Vej, hvad kan det så gøre Dem? Betragt

det kun som noget rent forbigående, som en Episode. Jeg

stolede, da jeg kom herhen, aldeles bestemt på Deres

106

Hjertes ædle Følelser, Aleksej Ivanovitj — på de Følelser,

som i den sidste Tid må være vågnet til Live i Dem . . . jeg

véd ikke, om jeg udtaler mig tydeligt nok..." Pavel Pavlovitj var bleven mere og mere bevæget, så at

Veltjaninov betragtede ham med en vis Forundring. „De beder mig om en Tjeneste," bemærkede han endelig

eftertænksom — „og synes at lægge så megen Vægt derpå,

at det næsten forekommer mig mistænkeligt. De må for-

klare Dem tydeligere." „Tjenesten beror ene og alene derpå, at De tager med

mig — alt det andet skal jeg sige Dem, så snart vi er komne

tilbage. Jeg vil skrifte alt for Dem, når De blot vil have Tillid

til mig, Aleksej Ivanovitj!" Veltjaninov vilde vedblivende ikke vide noget deraf og

indtog en så meget mere uvillig Holdning, som han i Grun-

den fra Begyndelsen af havde følt en vis Lyst til at gå ind på

Pavel Pavlovitjs Forslag. Om det kun havde været simpel

Nysgerrighed eller måske en anden værre Tilbøjelighed,

kunde han selv endnu ikke afgøre. Men jo mere han følte

sig fristet, des halsstarrigere viste han sig. Støttet til

Albuerne sad han eftertænksom ved Bordet, medens Pavel

Pavlovitj bestandig vimsede omkring ham og søgte at

stemme ham gunstigt. „Nu vel, jeg tager med!" indvilligede han omsider ikke

uden en vis indre Uro, idet han rejste sig fra sin Plads. Pavel

Pavlovitj var helt ude af sig selv af Glæde. „Å, det er prægtigt, Aleksej Ivanovitj!" råbte han

jublende — „så klæd Dem endelig straks på — rigtig fint, De

véd jo bedst selv, hvad der klæder Dem." „Et besynderligt Menneske!" sagde Veltjaninov til sig selv

— „når blot ikke Sagen får et dårligt Udfald for ham!" „Og da De nu engang har givet Deres Samtykke," be-

gyndte Pavel Pavlovitj, „så må De også bistå mig med Deres

gode Råd." „Med mine gode Råd? I hvilken Henseende?" „Å, der er for Eksempel et meget vigtigt Spørgsmål:

Sørgefloret! Hvad er mest passende: at jeg tager det af,

eller at jeg beholder det på?"

107

„Det kan De gøre, som De selv vil!" „Nej, jeg vil gerne vide, hvad De vilde gøre, hvis De

havde Sorg. Efter min Mening vidner det om en vis Be-

standighed i mine Følelser, når jeg beholder det på, det kan

følgelig kun være en Anbefaling mere for mig." „Selvfølgelig må De tage det af." „Mener De virkelig, at det er selvfølgeligt?" indskød Pavel

Pavlovitj eftertænksomt. „Nej, jeg vil dog hellere beholde

det på . . ." „Som De vil," sagde Veltjaninov. „Det lader dog til, at han

ikke rigtig stoler på mig, det er ganske behageligt," tænkte

han i sit stille Sind. Endelig brød de op. Pavel Pavlovitj betragtede med stort

Velbehag og Selvtilfredshed Veltjaninovs statelige Person,

som kun havde vundet ved den elegante Dragt. Man kunde

ligefrem se på hans Ansigt, at han nu følte langt større

Højagtelse for ham. Veltjaninov kunde ikke lade være med

at forundre sig i høj Grad både over ham og over sig selv,

der nedlod sig til den Slags Ting. Foran Porten ventede en

fin Ekvipage på dem. „De har altså allerede bestilt en Vogn? De vidste altså, at

jeg vilde køre med Dem?" „Vognen har jeg taget til mig selv, men jeg var Tast over-

bevist om, at De vilde køre med," svarede Pavel Pavlovitj

med en Mine som et fuldkomment lykkeligt Menneske. „Hør nu, min gode Pavel Pavlovitj," bemærkede

Veltjaninov, hvem den andens Sikkerhed dog begyndte at

ærgre en Smule — „har De endnu ikke for megen Tillid til

mig?" „Vil De bebrejde mig det, Aleksej Ivanovitj?" spurgte

Pavel Pavlovitj. De havde allerede taget Plads i Vognen. Veltjaninov

vidste ikke, hvad han skulde svare. Billedet af Lisa dukkede

pludselig op i hans Sjæl, men han søgte med Magt at vende

sine Tanker bort fra hende, da det i dette Øjeblik næsten

syntes ham en Helligbrøde at blande Mindet om hende sam-

men med Virkeligheden. Og på en Gang forekom han sig

selv så lille og ubetydelig, og den Bagtanke, der havde fået

108

ham til at bestemme sig til turen, tog sig så ussel ud i hans

Øjne, at han helst straks vilde være sprungen ud af Vognen

igen. Men Pavel Pavlovitj begyndte at tale, og straks følte

han igen den samme „Bagtanke" som Drivfjederen til sin

Handlemåde. „Aleksej Ivanovitj, har De Forstand på Juveler?" „På hvad for Juveler?" „Å, på Brillanter?" „Jo, jeg forstår mig på dem." „Jeg vilde nemlig gerne tage en lille Gave med. Hvad er

Deres Mening derom: behøves det eller ej ?" „Efter min Mening behøver De det ikke." „Hm, jeg vilde dog meget gerne tage en eller anden Ting

med," sagde Pavel Pavlovitj — „men hvad skal man købe?

En hel Besætning, det vil sige Brosche, Ørenringe og

Armbånd, eller kun en eneste Ting?" „Det kommer an på, hvor meget De vil spendere." „Å, sådan henved fire eller fem hundrede Rubler." „Nå for Fanden!" „Mange Penge, ikke sandt?" spurgte Pavel Pavlovitj, idet

det ligefrem gav et Sæt i ham. „Køb De bare et Armbånd til hundrede Rubler." Pavel Pavlovitj følte sig ligefrem fornærmet ved dette

Forslag. Han vilde så gerne give rigtig mange Penge ud og

blev ved sit, at han vilde købe en hel Besætning. De holdt

foran en Juvelerbutik, og Sagen endte omsider med, at Pa-

vel Pavlovitj kun købte et Armbånd, dog ikke det, han

syntes bedst om, men det, som Veltjaninov anbefalede

ham. Helst vilde han rigtignok have købt dem begge. Da

Juveleren, der først havde forlangt hundrede og

halvfjersindstyve Rubler, til sidst slog tyve Rubler af, var det

ikke langt fra, at Pavel Pavlovitj var bleven fornærmet; han

vilde med Glæde også have anvendt to hundrede Rubler. „De må ikke finde det påfaldende, at jeg har sådan Hast

med Gaver," ytrede Pavel Pavlovitj i en selvtilfreds Tone, da

de atter sad i Vognen — „man holder nemlig ikke dér i

Huset så strengt på Etiketten, det går ganske jævnt til. Den

lille Uskyldighed kan nu engang godt lide at få Gaver,"

109

vedblev han med et listigt og muntert Smil. „De lo nylig,

Aleksej Ivanovitj, da jeg sagde, hun kun var femten År

gammel; men det er netop det, som jeg så godt kan lide —

at hun endnu går i Skole, med sin lille Taske på Armen, og

med en lille Stilebog og et lille Penneskaft i den lille Taske,

he he! Jeg har netop taget Hensyn til den lille Taske, Aleksej

Ivanovitj — det vil atter sige til Uskyldigheden! Jeg lægger

mere Vægt herpå end på Skønhed. De sad nylig fnisende i

et Hjørne af Stuen sammen med en Veninde — å Gud, hvor

de lo! Og hvorfor? Ene og alene, fordi en Kattekilling var

sprunget fra Kommoden lige op i Sengen og havde indviklet

sig i et Nøgle Garn. Det virker på en som Duften af friske

Æbler. . . . Skal jeg ikke hellere tage Floret af?" „Som De

selv vil." „Jeg tager det af!" Han tog sin Hat, rev Floret af og kastede det på Gaden.

Da han atter havde dækket sit skaldede Hoved med Hatten,

strålede hans Ansigt i lyse Forhåbninger. „Skulde han virkelig i Dag vise den rigtige Side af sin

Karakter?" tænkte Veltjaninov, idet han blev grebet af en

pinlig Følelse — „skulde der virkelig ikke ligge nogen skjult

Hensigt bag hans Opfordring til mig om at køre med? Har

han virkelig, som han selv sagde, kun gjort Regning på

mine ædlere Følelser?" Denne sidste Formodning opfattede

han næsten som en Fornærmelse. „Hvad er han mon egent-

lig— en Nar, et Fæ eller en ... født Hanrej? Jeg véd virkelig

ikke, hvad jeg skal tro om ham! . . ." XII. Sachlebinins var i Virkeligheden en meget anstændig Fa-

milie, som Veltjaninov havde udtrykt sig, og Hr. Sachlebinin

var ikke blot anset for en ret dygtig Embedsmand, men

også meget afholdt. For øvrigt var også alt det, som Pavel

Pavlovitj havde sagt om deres Formuesomstændigheder,

aldeles rigtigt: „De synes at leve godt, men i Tilfælde af

hans Død vilde der ikke være en Skilling tilbage." Hr. Sachlebinin modtog Veltjaninov yderst elskværdigt;

den tidligere Fjende syntes på en Gang at være forvandlet

til en oprigtig Ven. „Jeg gratulerer til Udfaldet af Deres Proces, det er dog

110

langt bedre således," begyndte han i en forekommende og

velvillig Tone — „jeg har selv arbejdet på at finde et frede-

ligt Forlig, og Deres Advokat har gjort sine Sager fortræffe-

ligt. På den Måde har De i det mindste Deres 60,000 Rubler

i Behold, uden Besvær eller Ærgrelser af nogen Art! Ellers

kunde Sagen let være bleven trukken ud mindst tre År

endnu." Veltjaninov blev forestillet for Madame Sachlebinin, en

halvgammel Dame af usædvanlig Korpulence, med et noget

enfoldigt og vissent Ansigt. Lidt efter lidt kom også, hver for

sig eller parvis, de unge Piger spadserende ind. Der var en

hel Flok af dem, i det mindste tolv; Veltjaninov formåede

slet ikke at tælle dem alle — nogle kom, andre gik. De var

for øvrigt ikke alle sammen Sachlebinins Døtre, der fandtes

også nogle Veninder fra de nærliggende Landsteder mellem

dem. Sachlebinins Villa — et stort Træhus, der var opført i

en ubestemmelig Stil med alle mulige Tilbygninger, som

stammede fra forskellige Tider — lå nemlig ud til en stor

Have, hvor yderligere tre eller fire andre Landsteder vendte

deres Facader ud fra forskellige Sider. Denne store, fælles

Have bidrog i væsentlig Grad til at sætte Liv i de unge

Damers Omgang som Naboer. Straks ved de første Ord, der

blev vekslede, så Veltjaninov, at han allerede var bleven

ventet som Ven af Pavel Pavlovitj, og at der endog blev

tillagt hans Besøg en vis festlig Betydning. Hans

sædvanlige, i den Slags Anliggender velerfarne, skarpe Blik

lod ham også gætte endnu mere: den usædvanlige elskvær-

dige Modtagelse fra Forældrenes Side, de unge Damers

ejendommelige Miner og deres udsøgte Toiletter vakte den

Mistanke til Live i ham, at Pavel Pavlovitj havde spillet For-

syn for ham og måske fremstillet ham som „en Ungkarl af

det gode Selskab", der af Kedsomhed muligvis gerne vilde

gifte sig — så meget mere som han nu for let Køb havde

fået Arven i Hænde. Det lod endog til at Katerina

Fedosejevna, Sachlebinins ældste Datter — just den fire og

tyveårige unge Dame, hvis Skønhed Pavel Pavlovitj havde

prist i så høje Toner — lagde en Smule an på ham. Hendes

Kjoles usædvanlige Elegance og den påfaldende Måde,

111

hendes store Hår var friseret på, kunde i det mindste tyde i

den Retning. Også de Blikke, hvormed hendes Søstre og de

andre unge Damer betragtede dem, syntes at sige, at de

alle godt vidste, at Veltjaninov kun var kommen „for at se

Katja". Af og til faldt der også pludselig et eller andet Ord,

som kun syntes at bekræfte hans Antagelse. Katerina

Fedosejevna var en høj, yppig Blondine med et meget be-

hageligt Ansigt og tilsyneladende af et blidt, måske endog

noget dvaskt Væsen. „Besynderligt, at hun er bleven sid-

dende over," tænkte Veltjaninov uvilkårligt, idet han be-

tragtede hende med Velbehag — „selv om hun ikke får no-

gen Medgift og snart lægger sig ud, så gives der dog mange

Yndere af denne Genre. . . ." Katjas Søstre var heller ikke

ilde, og blandt Veninderne dukkede der endog et Par rigtig

pæne Ansigter frem. Det muntre Selskab morede ham me-

get, skønt den, med hvem hans Tanker mest beskæftigede

sig, endnu ikke havde indfundet sig. Nadezjda Fedosejevna, den „sjette", hende, på hvem

Pavel Pavlovitj havde kastet sine Øjne, syntes med Vilje at

lade vente på sig. Veltjaninov blev næsten utålmodig, da

hun ikke kom, og kunde ikke andet end i al Stilhed forundre

sig over sin Utålmodighed. Endelig indfandt hun sig, og det

ikke uden en vis Effekt, ledsaget af en munter, livlig

Veninde, ved Navn Marja Nikitischna, en Brunette med et

udfordrende Ansigt, hvem Pavel Pavlovitj, hvad Veltjaninov

straks lagde Mærke til, syntes at være ganske særlig bange

for. Denne Marja Nikitischna, en bidende, spottesyg ung

Dame, allerede tre og tyve År gammel, var Guvernante for

Børnene i en Nabofamilie, og Sachlebinins Døtre satte stor

Pris på hende. Navnlig syntes hun at være en meget nær

Veninde af Nadja. Veltjaninov havde straks ved det første Blik lagt Mærke

til, at alle de unge Piger var ugunstig stemte imod Pavel

Pavlovitj, og lige så hurtig bemærkede han, at også Nadja

hadede ham. Det undgik ham lige så lidt, at Pavel Pavlovitj

ikke bemærkede noget af det hele eller måske ikke vilde

bemærke det. Nadezjda var uden Tvivl den smukkeste af de

otte Søstre — en lille Brunette, ildfuld som en vild, modig

112

som en Nihilistinde, en durkdreven, lille Satan med lynende

Øjne, kirsebærrøde Læber og blændende hvide Tænder, fin

og slank, med et henrivende, undertiden noget

ondskabsfuldt Smil og det første Udtryk af selvstændig

Tænkning i det ellers endnu helt barnlige Ansigt. Hvert Ord,

hver Bevægelse forrrådte hendes femten År. Pavel Pavlovitj

havde i Virkeligheden set hende første Gang med en lille

Voksdugstaske på Armen, men hun var senere hørt op med

at gå med den. Overrækkelsen af Armbåndet forløb på en temmelig be-

klagelig Måde og fremkaldte endog et ubehageligt Indtryk.

Næppe havde Pavel Pavlovitj fået Øje på sin „Brud", førend

han straks med et polisk Smil trådte hen til hende og

overrakte hende Gaven under Påskud af, at den „skulde

være en Tak for den særdeles Fornøjelse, som Nadezjda

Fedosejevna ved hans sidste Besøg havde beredt ham ved

at foredrage en henrivende Romance med Klaverledsagelse

. . ." Midt i sin Tale gik han i Stå og stod der helt forvirret,

idet han søgte at få Nadezjda Fedosejevna til at tage mod

Etuiet med Armbåndet. Rødmende, af Vrede og Arrigskab

trak den lille sin Hånd tilbage og vilde på ingen Måde tage

imod Gaven. „Jeg vil ikke have den, maman!" sagde hun højt, idet hun

modigt vendte sig om mod sin Moder, hvis Ansigt prægedes

af tydelig Forlegenhed. „Tag den og sig Tak til!" indskød hendes Fader roligt og

strengt, men han var heller ikke helt tilfreds med Pavel

Pavlovitj. „Overflødigt, helt overflødigt!" sagde han i en let

tilrettevisende Tone. Der blev ikke andet for Nadja at gøre end at tage imod

Etuiet. Hun slog Øjnene ned og gjorde ganske på Småpigers

Vis et lille Kniks for Pavel Pavlovitj. En af hendes Søstre kom

hen til hende, og Nadja overrakte hende Etuiet, uden i

Forvejen at have værdiget dets Indhold så meget som et

Blik. Armbåndet blev taget ud og gik fra Hånd til Hånd. Det

blev betragtet i Tavshed af de fleste, endog med spottende

Blikke af nogle. Kun Madame Sachlebinin bemærkede i en

ligegyldig Tone, at Armbåndet var „meget nydeligt". Pavel

113

Pavlovitj vilde helst være sunken i Jorden. Optrinet havde gjort et pinligt Indtryk på hele Selskabet.

Da gjorde Veltjaninov Ende på den trykkende Stemning ved

pludselig højt og ivrigt at lede Samtalen hen på den første,

den bedste Genstand. Der var ikke gået fem Minutter,

førend han allerede havde fængslet den almindelige

Opmærksomhed. Han forstod sig mesterlig på den Kunst at

konversere i Selskab, det vil sige at give sig ud for et fuld-

stændig oprigtigt og naivt Menneske og antage en sådan

Holdning, som om han anså sine Tilhørere for lige så naive

og oprigtige. Han kunde, når det behøvedes, gå og gælde

for et meget muntert og lykkeligt Menneske. Ganske som

det passede, blandede han snart en skarpsindig Bemærk-

ning, snart en uskyldig Stikpille, en Hentydning eller en

Vittighed i sin Tale, og dertil kom, at han gav det hele et

ganske naturligt, utvungent Præg, medens disse fine

Tilsætninger i Virkeligheden var forberedte længe i Forvejen

og endog allerede var blevne anvendte hundrede Gange før

af ham. Han følte sig ved denne Lejlighed ganske særlig

oplagt, ligesom tilskyndet af en indre Impuls. Han var

fuldstændig overbevist om sin Sejr og tvivlede ikke om, at i

Løbet af få Minutter vilde alle disse Øjne være rettede på

ham alene, alle disse Mennesker kun høre på ham og lytte

til hans Ord som til en Åbenbaring. Og i Virkeligheden

mærkede han snart her og snart der et Latterudbrud, og det

varede ikke længe, så blandede også de andre sig i

Samtalen, og da han fortræffelig forstod at drage hver

enkelt med sig ind i Underholdningen, så blev denne snart

så livlig, at man undertiden hørte tre, ja endog fire

Stemmer på en Gang. Selv Madame Sachlebinins kedelige,

trætte Ansigt klarede op, og det samme var Tilfældet med

Katerina Fedosejevna, der lyttede til ham som fortryllet.

Kun Nadja så endnu mistroisk på ham fra Siden — hun var

åbenbart forudindtaget imod ham, men dette ansporede

ham kun så meget des mere. Den ondskabsfulde Marja

Nikitischna krydrede Samtalen med en temmelig følelig

Stikpille på hans Bekostning — hun påstod nemlig, at Pavel

Pavlovitj havde betegnet ham som sin bedste Ungdomsven.

114

Hun havde kun udtænkt sig dette, for at foreholde

Veltjaninov, der var syv År yngre end Pavel Pavlovitj, hans

Alder, men selv den ondskabsfulde Marja Nikitischna kom til

sidst til at synes om ham. Pavel Pavlovitj var bleven helt

forbavset over Veltjaninovs Held. Han kendte meget godt

hans Fortrin og glædede sig i Begyndelsen oprigtig over den

Anerkendelse, der blev vist dem, fniste ad Veltjaninovs

Vittigheder og tog Del i Samtalen; men lidt efter lidt blev

han dog eftertænksom, og til sidst prægedes hans Ansigt

endog af en vis Nedslåethed. „Nå, De er i hvert Fald en Gæst, som man ikke behøver

at have Ulejlighed med at underholde," bemærkede den

gamle Sachlebinin smilende, idet han rejste sig fra sin Stol

for at begive sig op i sit Arbejdsværelse, der lå i øverste

Etage. Han havde nemlig, skønt det var Søndag, en stor

Mængde Aktstykker at se igennem — „og vil De tænke

Dem, jeg troede, De var den værste Melankoliker, der i det

hele var til at finde blandt vore unge Mennesker. Hvor man

dog kan tage fejl!" „Der stod et Flygel i Salen. Veltjaninov spurgte, hvem der

dyrkede Musik, og vendte sig pludselig mod Nadja. „De skal synge så smukt!" „Hvem har fortalt Dem det?" spurgte Nadja skarpt. „Pavel Pavlovitj sagde det før." „Det er ikke sandt; jeg synger kun, når jeg vil få én til at

le — jeg har slet ingen Stemme." „Nå, jeg har heller ingen Stemme, men alligevel synger

jeg." „Å, så må De synge noget for os! I så Tilfælde vil jeg

også synge," sagde Nadja med livligt tindrende Øjne —

„men blot ikke nu, først efter Middag. Jeg kan ikke lide

Musik," tilføjede hun — „Klaverspil keder mig skrækkeligt.

Hos os bliver der spillet og sunget i et væk fra Morgen til

Aften. Og så er alligevel Katja den eneste, som har Talent

derfor." Veltjaninov henvendte sig straks på en elskværdig Måde

til Katerina Fedosejevna og bad hende spille lidt for ham.

Alle var behagelig berørte af, at han havde anmodet Katja

115

derom, og Fruen rødmede endog af Tilfredshed. Katerina

Fedosejevna rejste sig smilende, gik hen til Flyglet og blev

ligeledes rød over hele Ansigtet. Det var, som om hun

pludselig skammede sig over, at hun var så høj og fyldig og

desuden allerede fire og tyve År gammel. Hun spillede noget

af Haydn med stor Færdighed, om end ikke videre

udtryksfuldt. Da hun havde endt sit Spil, begyndte

Veltjaninov en Samtale med hende om hendes Foredrag,

men han roste ikke så meget hende som Haydn, navnlig hin

lille Komposition, som hun havde spillet for ham. Hun hørte

på denne Ros over Haydn med et så lykkeligt og

taknemmeligt Ansigt, at Veltjaninov uvilkårligt så lidt nøjere

på hende og sagde til sig selv i al Stilhed: „Du synes at

være et prægtigt Pigebarn!" Denne Tanke læstes tydeligt i

hans Øjne, og alle tilstedeværende, men navnlig Katerina

Fedosejevna, forstod den. „De har en herlig Have her," henvendte han derpå Ordet

til hele Selskabet, idet han så henimod Glasdøren, der førte

ud til Verandaen — „skal vi ikke gå lidt derud?" „Jo, lad os det, ned i Haven!" hørte man fra alle Sider

glade Råb, som om han på en Gang havde udtrykt et al-

mindeligt, længe næret Ønske. Man spadserede lige til Middag rundt i Haven. Madame

Sachlebinin, der allerede længe havde været søvnig og

gerne vilde tage sig en lille Lur, gik ligeledes ud med

Selskabet, men hun var så fornuftig at blive på Verandaen,

hvor hun tog Plads og hurtig faldt i Søvn. I Haven antog

Veltjaninovs Forhold til de unge Damer en endnu venligere

Karakter. Han lagde Mærke til, at to unge Mennesker fra de

nærliggende Villaer sluttede sig til dem — en Student og en

Latinskoleelev, der straks gik hen ved Siden af deres ud-

valgte, og en forpjusket Yngling på henved tyve År med

mclankolskt Ansigt og uhyre blå Briller, der straks gav sig til

at hviske meget ivrigt med Nikitischna og Nadja. Han

mønstrede Veltjaninov med mistroisk Mine og anså sig for

forpligtet til at bevidne ham en ganske usædvanlig Foragt.

Nogle af de unge Piger foreslog straks, at man skulde

begynde at lege. Veltjaninov spurgte hvad de plejede at

116

lege, og de svarede ham, at de legede alle Slags Lege, men

navnlig „Gorelki2, men at de dog i Aften vilde lege

Ordsprogsleg. De forklarede ham udførligt denne Leg: „Alle

sætter sig ned, medens én fjerner sig for kort Tid. Imedens

bliver de andre enige om et Ordsprog, for Eksempel: „For-

sigtighed er Moder til Visdom", og når så hin kommer til-

bage, så skal hver efter Tur sige en Sætning, hvori Ord-

sprogets enkelte Ord forekommer. I den første Sætning må

altså Ordet „Forsigtighed" forekomme, i den anden Ordet

„er" og så videre. Men den gættende må passe på disse Ord

og sammensætte Ordsproget af dem." „Det må jo være meget underholdende," bemærkede

Veltjaninov. „Å nej, det er meget kedeligt," ytrede samtidig to eller

tre Stemmer. „Ofte spiller vi Komedie," fortalte Nadja, idet hun hen-

vendte Ordet til Veltjaninov. „Kan De se det tykke Træ dér

med Bænkene rundt omkring; der bag yed er Kulisserne,

der sidder Skuespillerne, hver har en Rolle: Kongen, Dron-

ningen, Prinsessen, den modige Ridder, som man nu selv

vil. Og den, som har Lyst dertil, træder frem og siger, hvad

der netop falder ham ind." „Å, det må jo være forfærdelig morsomt!" sagde

Veltjaninov i en lystig Tone. „Å nej, det er meget kedeligt. Det begynder i Reglen

meget pænt, men til sidst bliver der ikke sagt andet end

Dumheder, fordi ingen forstår at bringe sin Rolle til

behændig Afslutning. Måske vil det blive mere

underholdende i Dag, hvis De vil tage Del deri. Vi troede

nemlig, De var en Ven af Pavel Pavlovitj, men nu viser det

sig jo, at han ligefrem har løjet. Jeg er så glad over, at De er

kommen ... af en ganske bestemt Grund," sluttede hun med

et alvorligt, gennemtrængende Blik på Veltjaninov og

skyndte sig derpå hurtig hen til sin Veninde Marja

Nikitischna. „I Aften leger' vi Ordsprogsleg," hviskede

pludselig en af Veninderne fortroligt til Veltjaninov. Han

2 en Art russisk Tagfat

117

havde hidtil næppe nok lagt Mærke til hende og ikke en

eneste Gang talt med hende. — „Vi vil nemlig gøre Løjer

med Pavel Pavlovitj, og De må hjælpe os." „Å, hvor det er

dejligt, at De er kommen, vi keder os nemlig altid sådan

her," sagde en anden Veninde, han hidtil overhovedet ikke

havde set, og som pludselig — Gud må vide hvorfra —

dukkede frem foran ham. Det var en lille rødhåret, fregnet

én, med et pudsigt Ansigt, der var blussende rødt af

Solvarmen og af hurtig Gang. Pavel Pavlovitj blev fra Minut til Minut mere og mere

urolig. I Haven havde Veltjaninov ganske utvungent sluttet

sig til Nadja, der på en Gang var bleven helt fortrolig overfor

ham, lo og jublede og endog to Gange greb hans Hånd; hun

var med et Ord meget lykkelig og skænkede ikke den

stakkels Pavel Pavlovitj den ringeste Opmærksomhed.

Veltjaninov overbeviste sig snart om, at der bestod en

fuldstændig Sammensværgelse mod Pavel Pavlovitj. Den

ene Skare unge Piger bortførte Veltjaninov til den ene Side,

medens de andre lokkede Pavel Pavlovitj i den modsatte

Retning ved at bilde ham alt muligt ind. Men den stakkels

„Brudgom" gjorde sig, så snart han kunde fri for dem,

styrtede over Hals og Hoved hen til det andet Selskab og

stak pludselig sit skaldede Hoved med et uroligt, nysgerrigt

lurende Udtryk i Øjnene ind mellem Veltjaninov og Nadja.

Til sidst gjorde han sig slet ikke mere nogen Ulejlighed for

at skjule sine Følelser; af alle hans Miner og Bevægelser

talte den heftigste Skinsyge. Heller ikke den stakkels Katja

kunde i Længden undgå at mærke, at Veltjaninov ikke var

kommen for hendes Skyld. Men Udtrykket i hendes Ansigt

vedblev til Trods herfor at være lige så mildt og troskyldigt

som før, så at Veltjaninov, da han et Øjeblik så mere

opmærksomt på hende, ikke kunde lade være at beholde

sin gunstige Mening om hende. Hun syntes at være lykkelig

over blot at kunne gå ved Siden af ham og at lytte til, hvad

deres ny Gæst sagde. Selv at deltage i Samtalen var

desværre ikke forundt hende. „Deres Søster Katerina Fedosejevna er en prægtig ung

Pige," sagde Veltjaninov sagte til Nadja.

118

„Å ja, Katja! Der gives rigtignok ikke en bedre Sjæl her

på Jorden. Hun er Englen her i Huset, jeg er formelig

forelsket i hende!" svarede Nadja begejstret. Klokken fem gik man til Bords. Også Middagen havde et

særligt Præg, som om den var anrettet ene og alene til Ære

for Gæsten. Der blev budt to eller tre Retter om, som

åbenbart ellers kun sjældent forekom på Statsrådens Bord.

En af dem vidste de ikke engang Navnet på. Ved Siden af

den sædvanlige Bordvin skænkedes en Flaske Tokaier, og til

sidst blev der endog budt Champagne rundt. Den gamle

Sachlebinin havde taget en Tår over Tørsten og var i den

fortræffeligste Stemning. Han lo hver eneste Gang,

Veltjaninov bare åbnede Munden. Til sidst kunde Pavel

Pavlovitj ikke holde det ud mere: han lod sig rive med af

Kappelyst og fik den mærkelige Idé ligeledes at give et Ord-

spil til Bedste. Ved Enden af Bordet hvor han sad ved Siden

af Madame Sachlebinin, slog de unge Damer en skraldende

Latter op. „Fa'r, Fa'r! Pavel Pavlovitj har også sagt en Vittighed,'"

råbte den fjerde og femte af Sachlebinins Døtre samtidigt —

„han siger, det er „glædeligt, at se så megen Glæde" . . ." „Å, han forstår da også at sige Vittigheder! Nå, lad os så

høre, hvad for en Vittighed han har lavet?" spurgte Hr.

Sachlebinin godmodigt, idet han venlig vendte sig om mod

Pavel Pavlovitj og smilede i Forventning om den formentlige

Vittighed. „Du hører jo, Fa'r, at han siger, det er „glædeligt, at se så

megen Glæde"." „Nå ja, og hvad så?" spurgte den gamle, der endnu ikke

kunde begribe, hvad det drejede sig om. „Men Fa'r, hvad går der dog af Dig — kan Du da ikke

forstå? Ikke sandt, „glædeligt" og „så megen Glæde", disse

Ord ligner jo hinanden . . ." „Å—a—a!" udbrød den gamle. „Hm! Nå — næste Gang

lykkes det nok bedre for ham," tilføjede han smilende. „Man kan ikke på en Gang være i Besiddelse af alle

Fortrin, Pavel Pavlovitj!" skosede Marja Nikitischna. „Å, min

Gud, han er lige ved at blive kvalt af et Fiskeben!" råbte hun

119

pludselig og sprang op fra Stolen. Hele Selskabet kom med et i Bevægelse. Pavel Pavlovitj

havde kun fået lidt i den gale Hals, da han, for at skjule sin

Forvirring, havde ført sit Glas til Munden. Men Marja

Nikitischna forsikrede og svor højt og dyrt på, at hun havde

set Fiskebenet, som han havde fået i den gale Hals, og det

var ligefrem livsfarligt. „Bank ham på Ryggen!" var der én, som råbte. „Ja vist, det er det bedste!" råbte Hr. Sachlebinin højt, og

straks faldt en lille Skare over Pavel Pavlovitj: Marja

Nikitischna, den rødhårede, endnu en Veninde, til sidst end-

og Husets Frue, der for ramme Alvor var bange. Alle vilde

de banke Pavel Pavlovitj på Ryggen, og kun med Nød og

næppe kunde han få dem overbevist om, at han kun havde

fået lidt Vin ned i Luftrøret, og at det straks vilde være forbi

igen. Til sidst kom de alle under Vejr med, at det hele kun

havde været en dristig Spøg af Marja Nikitischna. „Har man set Mage, altid skal hun lave Optøjer!" sagde

Madame Sachlebinin, henvendt til Marja Nikitischna i en

streng Tone, men hun formåede ikke selv at bevare Alvoren

og brast straks derpå ud i en så voldsom Latter, at man blev

helt forbavset over, at hun kunde le således. Efter Middagen begav de sig alle ud på Verandaen for at

drikke Kaffe dér. „Hvilke prægtige Dage!" bemærkede Statsråden i en

nedladende Tone, som om han vilde tildele Naturen en An-

erkendelse, idet han med muntert Blik så ud i Haven — „en

Smule Regn vilde rigtignok ikke skade. . . . Nå, jeg vil nu

hvile mig en Smule. Mor Jer i Guds Navn! Mor du dig også,"

sagde han ved sin Bortgang til Pavel Pavlovitj, idet han

klappede ham venligt på Ryggen. Da de alle havde begivet sig ned i Haven igen, nærmede

Pavel Pavlovitj sig på en Gang hemmelighedsfuldt til

Veltjaninov og trak ham i Ærmet. „Blot et Minut!" hviskede han, åbenbart meget utålmodig. De bøjede ind på en ensom Sidesti. „Nej, undskyld, her må jeg bede ... nej, her tillader jeg

absolut ikke . . ." sagde han heftigt, idet han skælvede af

120

Ophidselse og endnu bestandig holdt Veltjaninov i Ærmet. „Hvad for noget? Hvad for noget?" spurgte Veltjaninov

helt forbløffet. Pavel Pavlovitj så på ham i Tavshed, medens hans Læber

dirrede, og hans Mund fortrak sig til et hadefuldt Smil. „Hvor skal De hen? Hvor er De dog? Alt er allerede i

Orden!" hørte man de unge Damers utålmodigt råbende

Stemmer. Veltjaninov trak på Skuldrene og vendte tilbage til

Selskabet. Også Pavel Pavlovitj ilede bag efter ham. „Jeg vædder om, han vil låne Deres Lommetørklæde,"

bemærkede Marja Nikitischna — „forrige Gang havde han

også glemt sit eget." „Det glemmer han altid!" var der en af Selskabet, som

bemærkede. „Har han glemt sit Lommetørklæde! Pavel Pavlovitj har

glemt sit Lommetørklæde! Mo'r, Pavel Pavlovitj har igen

glemt sit Lommetørklæde — Mo'r, Pavel Pavlovitj har atter

Snue!" råbte de lystigt fra alle Sider. „Nå, hvorfor siger han så ikke et Ord? De er da en

besynderlig én, Pavel Pavlovitj!" hørte man Madame

Sachlebinins syngende Stemme fra Verandaen. „Med Snue

bør man ikke spase, jeg vil straks sende Dem et Lomme-

tørklæde ned. Hvoraf kommer det egentlig, at De altid har

Snue?" tilføjede hun ved sin Bortgang, meget tilfreds med,

at hun havde et Påskud til at trække sig tilbage. „Jeg har endog to Lommetørklæder og slet ingen Snue!"

råbte Pavel Pavlovitj efter hende, men Madame Sachlebinin

lod ikke til at have hørt, hvad han sagde, thi allerede efter

et Minuts Forløb, da Pavel Pavlovitj allerede trippede af Sted

bag de andre, kom en Tjenestepige ilende med

Lommetørklædet. „Lad os lege, lege Ordsprogsleg!" råbte de unge Damer

fra alle Sider, som om de ventede, Gud må vide hvad, af

Ordsprogene. Man tog Plads på Bænkene og begyndte Legen. Først

kom Turen til Marja Nikitischna. Man forlangte, at hun

skulde gå så langt som muligt bort og ikke lytte. Under

121

hendes Fraværelse blev der valgt et Ordsprog, og man for-

delte Ordene. Marja Nikitischna kom tilbage og gættede

straks sit Ordsprog. Det lød således: „Når Nøden er størst,

er Hjælpen nærmest." Efter Marja Nikitischna kom Turen til den forpjuskede

unge Mand med de blå Briller. Af ham forlangte man endog,

at han skulde gå helt hen bag ved Lysthuset og vende sig

med Ansigtet om mod Gærdet. Den unge Mand adlød denne

Bestemmelse med en foragtelig Mine og betragtede den

endog som en Slags moralsk Fornedrelse. Da han kom

tilbage, lod han hver enkelt sige sig Sætningen to Gange,

men skønt han antog en yderst dybsindig Tænkermine,

kunde han alligevel slet ikke finde ud af noget, og man lo

ordentlig af ham i den Anledning. Ordsproget lød: „Bed til

Gud og adlyd Czaren, så er altid bedst du faren." „Sikke noget tåbeligt Tøjeri!" brummede den unge Ni-

hilist, idet han med en fornærmet Mine trak sig tilbage på

sin Plads. „Å, hvor det er kedeligt!" hørte man igen fra nogle Sider. Nu kom Turen til Veltjaninov. Man førte ham om muligt

endnu længere bort; han kunde til sidst heller ikke finde ud

af noget. „Å, hvor det er kedeligt!" vedblev det stadig at lyde. „Nej, nu går jeg," sagde Nadja. „Nej, nej, nu skal Pavel Pavlovitj gå, nu er det Pavel

Pavlovitjs Tur!" blev der råbt fra alle Sider. Man førte Pavel Pavlovitj til den yderste Krog af Haven og

stillede ham således, at han vendte Ansigtet mod Gærdet.

For at han ikke skulde se sig om, fik den rødhårede den

Opgave betroet at passe på ham. Pavel Pavlovitj havde atter

fattet Mod og var endog bleven temmelig munter; han

iagttog med den pinligste Nøjagtighed Reglerne for Legen

og stod som muret fast foran Gærdet, uden blot så meget

som en eneste Gang at se tilbage. Den rødhårede stod

omtrent tyve Skridt borte ved Siden af Lysthuset og slap

ham ikke af Syne, medens hun gjorde forskellige Tegn med

Hænderne til de andre, hvorpå disse pludselig sprang op og

i al Hemmelighed skyndsomst løb deres Vej i modsat

122

Retning. „Kom dog med, kom dog endelig med!" hviskede flere

Stemmer til Veltjaninov, som stod der helt betuttet og slet

ikke vidste, hvad det hele skulde betyde. „Hvad er der på Færde? Hvad er der hændt?" spurgte

han, medens han fulgte efter dem. „Stille, skrig endelig ikke! Lad ham bare stå og glo på

Gærdet, vi vil lege videre et andet Sted. Ser De, der

kommer også Nastja allerede." Nastja, den rødhårede, kom netop ilende i en frygtelig

Ophidselse, ligesom om der var hændt, Gud må vide hvad.

De løb lige til Dammen i den anden Ende af Haven. Da

Veltjaninov havde indhentet dem, lagde han Mærke til, at

Katerina Fedosejevna var bleven uenig med de øvrige,

navnlig med Nadja og Marja Nikitischna. „Katja, kære Katja, vær nu ikke vred!" råbte Nadja, idet

hun kyssede Søsteren. „Nu vel, jeg skal lade være at sige noget til Mo'r, men jeg

vil hente ham, thi det er virkelig ikke pænt af Jer. 'Hvad må

den stakkels Mand ikke tro, når I lader ham stå dér ved

Gærdet!" Hun havde ondt af Pavel Pavlovitj, men de andre var og

blev ubønhørlige og forlangte også af Veltjaninov, at han,

når Pavel Pavlovitj kom tilbage, ikke i ringeste Måde skulde

ænse ham, men lade, som om der slet intet var hændt. „Og nu vil vi lege „Gorjelki"!" råbte den rødhårede

ganske begejstret. Pavel Pavlovitj viste sig først efter et Kvarters Forløb igen

i Selskabet — han havde vist stået i ti Minutter foran

Gærdet. Den nye Leg gik fortræffelig, alle råbte i Munden på

hinanden og var højst oprømte. Helt ude af sig selv af

Raseri gik Pavel Pavlovitj uden videre løs på Veltjaninov og

tog ham igen i Ærmet. „Kun et Minut!" „Å Gud, nu er han der igen med sine Minutter!" „Han vil

igen have et Lommetørklæde," lød det bagved dem, da de

begge havde fjernet sig nogle Skridt. „Nej, denne Gang er det så sikkert som noget Dem, som

123

har været på Spil. Denne Gang er det Deres Skyld, eae og

alene Deres Skyld! . . ." Han skar ligefrem Tænder, da han

sagde disse Ord. Veltjaninov rådede ham i en rolig Tone til

ikke at vise sit dårlige Lune i den Grad, men hellere more

sig sammen med dem, ellers vilde de bare drille ham endnu

mere. Til hans Forundring gjorde dette Råd et vist Indtryk

på Pavel Pavlovitj; han forstummede straks, vendte igen

tilbage til Selskabet og tog ganske rolig Del i de andres

Lege. De lod ham i Virkeligheden i Ro, og efter en halv

Times Forløb var han næsten bleven munter igen. Han

vimsede bestandig rundt i Nadjas Nær^ hed, dog lagde

Veltjaninov Mærke til, at han ikke en eneste Gang vovede at

tiltale hende, opfattede hendes Foragt som en ren Selvfølge

og hver Gang, han skulde vælge sig en Dame, enten tog

den rødhårede eller en af de ældre Sachlebinins. Men tilsidst spillede de ham dog endnu et Puds. Man

legede „Skjul", og Pavel Pavlovitj havde gemt sig under en

tæt Busk. Da fik han pludselig den Idé at løbe ind i Huset og

at skjule sig bag en Kommode i Pulterkammeret. Man havde

imidlertid godt set ham, og den rødhårede løb straks bag

efter ham for at låse Verandadøren af. Legen blev straks

afbrudt og en ny begyndt bag ved Dammen. Pavel Pavlovitj

mærkede snart, at man slet ikke søgte efter ham og vovede

at kigge fra Vinduet ned i Haven. Der var ingen at se, men

han vilde ikke råbe for ikke at vække de sovende Forældre.

Det var på det strengeste forbudt Tjenestepigen at lukke op

for ham, og Katja, der første Gang havde udfriet ham, var

ikke i Nærheden. Hun havde begivet sig op på sit Værelse

og var ligeledes falden i Søvn dér. Pavel Pavlovitj havde vist siddet omtrent en hel Time på

Pulterkammeret, da nogle af de unge Piger kom spadse-

rende. „Nej, Pavel Pavlovitj, hvorfor kommer De dog ikke ned til

os? Å, hvis De vidste, hvor der er smukt hernede! Vi spiller

nu „Teater", Aleksej Ivanovitj har lige fremstillet

„Helteynglingen"." „Pavel Pavlovitj, hvorfor kommer De ikke? De er virkelig

ikke videre opmuntrende!" råbte to andre til ham i

124

Forbigående. „Hvad er det, som ikke er videre opmuntrende?" lød

pludselig Madame Sachlebinins Stemme: Hun var lige

vågnet og vilde nu for en Gangs Skyld også ned i Haven, for

indtil Tetid at se på „Børnenes" Lege. „Se bare, derinde sidder Pavel Pavlovitj!" råbte de unge

Piger, idet de pegede på Vinduet, ud af hvilket Pavel

Pavlovitjs blege Ansigt, der var helt fortrukket af et hæsligt,

rasende Smil, kigede ud. „Hvor kan man finde på at sidde helt alene, når alle

andre er så glade og fornøjede!" sagde Husets Frue hoved-

rystende. Imidlertid havde Nadja omsider fået Lejlighed til at op-

lyse Veltjaninov om, af hvilken „bestemt Grund" hun

glædede sig så meget over hans Ankomst. Marja Nikitischna

fik ham i den Hensigt ind i en ensomt beliggende Sidevej,

hvor han blev alene med Nadja." „Jeg er overbevist om," begyndte den sidste i en modig

og sikker Tone, „at De slet ikke står i et så nært venskabe-

ligt Forhold til Pavel Pavlovitj, som han har pralet med

overfor os. De må nu gøre mig en stor Tjeneste, jeg beder

Dem rigtig indtrængende derom. Se, her er hans afskyelige

Armbånd" — hun tog Etuiet med Gaven op af sin Lomme —

„vær nu så god så snart som muligt at give ham det tilbage,

for jeg vil nu aldrig mere tale et Ord med ham. De kan jo

sige, jeg har bedt Dem derom; alt det øvrige skal jeg

snarest lade meddele ham gennem andre. Vil De gøre mig

den Tjeneste?" „Å, min Gud, fritag mig derfor!" svarede Veltjaninov med

en afvisende Håndbevægelse. „Hvad for noget? De vil ikke?" spurgte Nadja helt for-

bavset, idet hun så vantro på ham. Hendes påtagne Mod var

øjeblikkelig forsvundet, og hun var nær ved at græde.

Veltjaninov kunde ikke lade være med at smile. „Ikke således at forstå . . . som om jeg ikke vilde... med

den største Fornøjelse . . . men jeg skal holde et personligt

Opgør med ham ..." „Jeg vidste nok, at De ikke er hans Ven, og at han kun

125

har løjet!" afbrød Nadja ham heftigt; „jeg vil aldrig gifte mig

med ham, det kan De være overbevist om, aldrig! Jeg

forstår ikke engang, hvorledes han kunde vove det. . . . Men

De må alligevel give ham Armbåndet, der er ikke andet for!

Jeg forlanger bestemt, ganske bestemt forlanger jeg, at han

får det endnu i Dag og sluger denne beske Pille. Og hvis han

sladrer af Skole derom til Fa'r, så skal han bare se, hvad der

hænder ham!" Bag Busken dukkede uventet den forpjuskede unge Mand

med de blå Briller frem. „De må overlevere Armbåndet!" skreg han i en truende,

næsten rasende Tone til Veltjaninov — „alene i de krænkede

kvindelige Rettigheders Navn må De gøre det, såfremt De

vil stå på Højde med Deres Tid. . ." Han blev ikke færdig med sin Tale; Nadja greb ham ved

Armen og førte ham til Side. „Gud, hvor De er dum, Predpossylov!" råbte hun, „gå

Deres Vej! Hvor kunde det falde Dem ind at lytte? . . . Jeg

sagde jo til Dem, De skulde vente derhenne!" Hun

stampede arrigt med Foden, og da den forpjuskede unge

Mand atter var forsvundet i Buskadset, begyndte hun at gå

op og ned foran Veltjaninov, idet hun vred sine Hænder. „Nej, De kan ikke tænke Dem, hvor dumme disse unge

Mennesker er!" sagde hun pludselig, idet hun blev stående

— „De morer Dem naturligvis over ham, men hvad må jeg

ikke føle!" „Er det måske ham, måske ham?" spurgte Veltjaninov

smilende. „Nej, ham er det rigtignok ikke, hvor kunde De dog

tænke Dem det!" svarede Nadja, idet hun smilede og blev

rød i Hovedet. „Det er kun hans Ven. Jeg kan slet ikke be-

gribe, hvorledes han kan vælge sig den Slags Venner, og

denne Konfusionsmager kalder de endog for en „Fremtidens

Mand"! . . . Aleksej Ivanovitj, jeg véd virkelig ikke, til hvem

jeg skal henvende mig, altså for sidste Gang: Vil De give

ham Armbåndet eller ej?" „Nu vel, jeg skal give ham det." „Å, hvor De er sød, De er rigtigok et godt Menneske!"

126

råbte hun henrykt, idet hun overrakte ham Etuiet — „til

Gengæld skal jeg i Aften synge hele Tiden for Dem, jeg kan

nemlig virkelig synge, og jeg løj før, da jeg sagde, at jeg

ikke holdt af Musik. Å, hvor jeg vilde være glad, hvis De

vilde komme ud til os en anden Gang, så skulde jeg fortælle

Dem alt, alt, og desuden meget andet, for De er virkelig lige

så god, lige så god som — som Katja." Efter at De havde begivet sig ind i Huset til. Te, sang hun

virkelig for ham to Romancer med en ganske vist endnu

uudviklet, men dog temmelig kraftig og behagelig Stemme.

Pavel Pavlovitj sad allerede værdigt og ærbart sammen med

Forældrene ved Tebordet, hvor en stor Familiesamovar

kogte og et Teservice af ægte Sévresporcellæn var stillet

rundt. Han havde formodentlig talt med de gamle om meget

vigtige Ting, da hans Afrejse jo var forestående, og han ikke

vilde komme tilbage før om ni eller ti Måneder. Han lod, som

om han ikke lagde Mærke til de indtrædende, navnlig vær-

digede han ikke Veltjaninov noget Blik; det syntes imid-

lertid, som om han endnu ikke havde „sladret af Skole". Men da Nadja begyndte at synge, kom han også hen til

Flyglet. Han rettede et eller andet Spørgsmål til Nadja og

lod sig aldeles ikke forbløffe, da hun ligesom med Vilje

overhørte hans Spørgsmål: han stod lige op og ned bag ved

hendes Stol, og hans Mine syntes tydelig at sige, at han for

ingen Pris vilde overlade denne Plads til en anden. „Aleksej Ivanovitj vil synge, — Mo'r, Aleksej Ivanovitj

synger nu!" råbte de unge Damer i Munden på hinanden,

idet de flokkede sig tættere omkring Flyglet, medens

Veltjaninov selvtilfreds tog Plads foran det for selv at

akkompagnere sig. Også de gamle og Katerina Fedosejevna,

der lige havde skænket Te i Kopperne, sluttede sig til

Selskabet. Veltjaninov valgte den bekendte Romance af Glinka: „I dine Øjne tindrer skønne Drømme, og ømme Ord fra

dine Læber strømme. . . ." Han sang Romancen, som om han rettede hvert af dens

Ord alene til Nadja, der stod lige ved Siden af ham. Han

havde for længe siden mistet sin Stemme, men man kunde

127

høre på ham, at den engang ikke måtte have været ilde.

Veltjaninov havde for en Snes År siden, da han endnu var

Student, hørt denne Romance i en ham beslægtet Kom-

ponists Hjem af Glinkas egen Mund. Det var et litterært-

kunstnerisk Herreselskab, hvor Glinka gav flere af sine Ynd-

lingssange til Bedste. Glinka besad den Gang heller ikke

mere nogen Stemme, men alligevel havde, som Veltjaninov

levende erindrede, hin Romance frembragt en så stor

Virkning, at ingen nok så vel skolet Koncertsanger vilde

have kunnet overtræffe den. Lidenskaben vokser i denne

Sang fra Strofe til Strofe, fra Ord til Ord. Netop dette

usædvanlige Højtryk i Følelserne vilde have ladet enhver

falsk Tone, enhver Overdrivelse og Usandhed fremtræde på

en ubehagelig Måde. Alene Følelsens Sandhed, den ægte, virkelige Begejstring

og den dybeste, indre Tilegnelse af Emnet kunde forme no-

get virkelig poetisk af denne lille Sang. I modsat Fald vilde

den virke ligefrem pinligt og frastødende. Det lykkedes

Veltjaninov at genfinde det ægte Udtryk, som han dengang

havde afluret Tonedigteren, og at udtrykke den voksende

Lidenskab på en kraftig og naturlig Måde. Han havde rettet

sine flammende Blikke på Nadja, og i ildfulde Akkorder lød

den sidste Strofe af hans Sang gennem Salen: „Nu jeg forstummer — vil ej lytte længer til dine Ord —

mit hele Væsen fænger ved dine Øjnes Ild og Læbers Bue,

ved dine Læbers søde Flammelue. . . ." Nadja fo'r pludselig forskrækket sammen og trådte

uvilkårlig et Skridt tilbage — hendes Kinders glødende røde

Farve og det generte Udtryk i hendes Ansigt forrådte det

Indtryk, som Sangen havde gjort på hende. Også de andres

Ansigter var prægede af en Begejstring, hvori der tillige

blandede sig en overordentlig Forbavselse over Foredragets Dristighed. Veltjaninovs Øjne faldt tilfældig på Katja, hvis

Træk næsten syntes forklarede ved den levende Sinds-

bevægelse. „Hm, en Romance!" brummede den gamle Sachlebinin,

der var bleven en Smule betænkelig — „men ... er den ikke

en Smule vel stærk? Smuk er den, men alligevel noget vel

128

stærk. . . ." „Ganske vist noget vel stærk . . ." ytrede også Madame

Sachlebinin sig, men Pavel Pavlovitj lod hende ikke tale ud:

som en besat sprang han pludselig frem, greb Nadja ved

Hånden og førte hende bort fra Veltjaninov; så trådte han

hen til denne og stirrede helt ude af sig selv på ham med

skælvende Læber. „Kun et Minut," fremstødte han endelig. Veltjaninov indså tydelig, at der i næste Øjeblik måske

vilde ske noget endnu værre, hvis han ikke straks fulgte

hans Opfordring. Han tog derfor Pavel Pavlovitj ved Hånden

og gik med ham, uden at tage Hensyn til de andres

forbavsede Miner, ud af Verandadøren ned i Haven, hvor

Mørket allerede stærkt faldt på. „De må straks, uden Tøven, tage hjem med mig —

forstår De?" sagde Pavel Pavlovitj, da de havde fjernet sig

nogle Skridt fra Verandaen. „Nej, det forstår jeg ikke." „Kan De ikke huske," vedblev Pavel Pavlovitj i en

ophidset, hviskende Tone — „kan De ikke huske, at De den

Gang forlangte af mig, at jeg skulde sige Dem alt, alt . . . på

en vis Måde, det sidste Ord . . . kan De ikke huske det

mere? Nuvel, ser De, nu er Øjeblikket der . . . Kom derfor

med!" Veltjaninov tænkte sig et Øjeblik om, så endnu engang

opmærksomt på Pavel Pavlovitj og erklærede sig rede til at

tage med ham. De to Gæsters pludselige Beslutning vakte almindelig Be-

klagelse. „Blot en lille Kop Te endnu!" bad Madame Sachlebinin i en

indtrængende Tone. „Det er dog en besynderlig Måde, du optræder på! Hvad

er der egentlig i Vejen med dig?" henvendte Statsråden

gnavent Ordet til Pavel Pavlovitj, som stod der med et

ubehageligt Smil på Læberne, uden at svare et Ord. „Pavel Pavlovitj, hvorfor vil De egentlig have Aleksej

Ivanovitj med Dem?" kurrede de unge Piger, idet de så

polisk på Pavel Pavlovitj. Nadja tilkastede ham et så rasende

129

Blik, at han blev helt rød i Ansigtet af Forbitrelse uden dog

af den Grund at forandre sin Beslutning. „Nej, lad være, lad være, jeg er endog Pavel Pavlovitj

taknemmelig derfor — han har mindet mig om en meget

vigtig Sag, som jeg ellers vilde have glemt," afskar

Veltjaninov leende alle Indvendinger, idet han trykkede

Statsråden i Hånden og bukkede for Damerne. Man undlod

ikke at bemærke, at han bukkede særlig dybt for Katja. „Tak for Deres Besøg! Det vil glæde os hjerteligt at se

Dem igen," sluttede Hr. Sachlebinin med en højtidelig Mine. „Det vil glæde os hjerteligt! . . ." gentog Husets Frue

følelsesfuldt. „Kom snart igen, Aleksej Ivanovitj! Kom snart igen,

Aleksej Ivanovitj!" råbte talrige Stemmer fra Verandaen, da

Veltjaninov allerede steg til Vogns sammen med Pavel

Pavlovitj. „Kom snart igen, kære, kære Aleksej Ivanovitj!" var der

til aller sidst en spæd Stemme, der råbte. „Det var den rødhårede!" tænkte Veltjaninov.

---o---

XIII. Da Veltjaninov steg til Vogns, befandt han sig i den mest

irriterede Stemning. Han ærgrede sig over sig selv og over

hele sin Opførsel denne Dag. Selv om han tænkte på den

rødhårede, var hans Sjæl alligevel fuld af Smerte og Anger.

Under alle de uskyldige Forlystelser havde Sorgen ikke

forladt ham et eneste Øjeblik. Før han begyndte at synge,

vidste han ikke, hvor han skulde skjule sig for denne Sorg,

og ved sit lidenskabelige Foredrag vilde han måske kun

kvæle den med Magt. „Og jeg kunde fornedre mig selv i den Grad, blive For-

ræder mod mig selv i den Grad!" sagde han bebrejdende til

sig selv, men gjorde sig dog al mulig Ulejlighed for at give

sine Tanker en anden Retning. Det forekom ham ydmygende

at overlade sig så fuldstændigt til sin ynkelige Stemning —

130

det var dog langt behageligere at ærgre sig dygtig over en

eller anden. „Denne Tølper!" hviskede han ondskabsfuldt, idet han fra

Siden så på Pavel Pavlovitj, der sad tavs i det andet Hjørne

af Vognen. Pavel Pavlovitj havde endnu ikke sagt et Ord;

det lod til, at han samlede sig og traf sine Forberedelser.

Med en utålmodig Bevægelse tog han fra Tid til anden sin

Hat af og tørrede sin Pande med Lommetørklædet. „Nå,

hvor han sveder!" tænkte Veltjaninov, idet han prøvede på

at ægge sig op til Raseri. Kun en Gang tog Pavel Pavlovitj Ordet — han spurgte

Kusken, om det vilde blive Uvejr eller ej. „Ganske sikkert, og det bliver slemt! Det har allerede

ligget i Luften hele Dagen," svarede Kusken. I Virkeligheden blev Himlen mørkere og mørkere, og

stærke Lyn flammede allerede i det fjerne. Klokken var

henad halv elleve, da de ankom til Byen. „Jeg vil hjem med Dem," henvendte Pavel Pavlovitj

pludselig Ordet til Veltjaninov, da de ikke mere var langt

borte fra sidstnævntes Lejlighed. „Meget vel; men jeg må meddele Dem, at jeg virkelig

føler mig syg . . ." „Jeg skal ikke blive længe, ikke længe!" Da de kom ind i Ejendommen, løb Pavel Pavlovitj ud i

Gården til Mavra. „Hvad vilde De egentlig dér?" spurgte Veltjaninov skarpt,

da Pavel Pavlovitj havde indhentet ham, og de begge trådte

ind i Værelset. „Å, ikke noget ... det var Kusken, som . . ." „Der vanker ikke noget at drikke i Dag!" Der kom intet Svar. Da Veltjaninov havde fået tændt Lys,

satte Pavel Pavlovitj sig på sin sædvanlige Plads. Veltjaninov

blev stående foran ham med en uvenlig Mine. »Jeg vil også sige Dem mit sidste Ord," begyndte han,

idet han med Magt holdt sit indre Oprør tilbage. „Hør derfor

nu, hvad jeg vil sige: jeg tror med den bedste Samvittighed

at kunne påstå, at alt er forbi mellem os to, og at vi slet

ikke har noget mere at sige hinanden— hører De? Ikke det

131

ringeste! Det vilde derfor være det bedste, at De straks gik

Deres Vej, og at jeg låsede Døren af efter Dem." „Nej, vi må først blive hinanden kvit, Aleksej Ivanovitj!"

svarede Pavel Pavlovitj, idet han så på ham med et

besynderligt Udtryk. „Blive hinanden kvit?" spurgte Veltjaninov helt forundret

— „det er et mærkeligt Udtryk, De bruger her! Men på

hvilken Måde blive hinanden kvit? Bah! Er dette måske det

„sidste Ord", som De nylig lovede at åbenbare mig?" „Det er det netop." „Vi behøver jo slet ikke mere at blive hinanden kvit, det

har vi allerede længe været!" svarede Veltjaninov over-

legent. „Mener De virkelig?" spurgte Pavel Pavlovitj i en

indtrængende Tone. Veltjaninov svarede ham ikke straks, men begyndte at gå

op og ned i Værelset. „Lisa! Lisa!" lød det tungt og

smerteligt i hans Indre. „Hvori er det egentlig, at De vil blive mig kvit?" hen-

vendte han sig endelig til Pavel Pavlovitj, der hele Tiden

havde fulgt ham med Øjnene. „De må ikke tage derud oftere," svarede Pavel Pavlovitj

med en hviskende Stemme, der samtidig fordrede og bad,

idet han pludselig rejste sig fra Stolen. „Hvad for noget? Det er altså det, De taler om?" busede

Veltjaninov ud, idet han lo foragteligt — „ja, man måtte

rigtignok undre sig over Dem i Dag!" vedblev han spotsk,

men hans Stemning syntes pludselig at slå om. „Hør nu,"

begyndte han så med en oprigtig, smertelig Følelse — „jeg

er af den Mening, at jeg endnu aldrig har fornedret mig så

dybt som i Dag, for det første derved, at jeg indlod mig på

at ledsage Dem og dernæst overhovedet ved alt, hvad der

skete derude . . . Det var altsammen så småligt, så usselt .

. . jeg har opført mig så jammerligt ved at jeg fandt mig

deri og glemte alt ... Men, hvad er det, jeg siger — De har

overrumplet mig, det er det hele! . . . Nej, jeg kan forsikre

Dem for, jeg tager ikke mere derud, jeg har intet at søge

efter dér," sluttede han i en afgørende Tone.

132

„Virkelig ikke? Virkelig ikke?" råbte Pavel Pavlovitj, idet

han kun med Møje skjulte sin Glæde. Veltjaninov så

foragtelig på ham og begyndte igen at gå op og ned i

Værelset. „Det lader til, at De har foresat Dem at se at blive

lykkelig for enhver Pris," kunde han ikke dy sig for at

bemærke. „Således forholder det sig også," bekræftede Pavel

Pavlovitj naivt. „Hvad kommer det mig ved," tænkte Veltjaninov, „at han

er en Nar og kun af Dumhed er ond? Jeg kan ikke engang

gøre ved, at jeg hader ham, selv om også han ikke er det

værd." »Jeg er netop en født Hanrej," sagde Pavel Pavlovitj

ligesom spottende over sig selv; „jeg har allerede længe

hørt dette smukke lille Ord af Deres egen Mund, Aleksej

Ivanovitj — De plejede at bruge det allerede den Gang, da

De levede hos os i T. Å, jeg har bidt Mærke i mange af

Deres Ytringer fra den Tid. Da De nylig kaldte mig en

Hanrej, kom jeg straks til at huske derpå igen." Mavra kom ind med en Flaske Champagne og to Glas. „For mig gerne," sagde Veltjaninov med et Udtryk af „Undskyld, Aleksej Ivanovitj, men De véd nok, jeg ikke

kan holde det ud uden denne her. . . ." Uvilje — „men jeg

forsikrer Dem for, at jeg føler mig uvel. ..." „Nu skal jeg straks være der, kun et lille Glas!" råbte

Pavel Pavlovitj hurtig — „jeg er så tør i Halsen i denne

Varme. ..." Begærligt tømte han sit Glas, satte sig ned og så venligt

grinende Veltjaninov ind i Ansigtet. Mavra var allerede gået. „En modbydelig Fyr!" mumlede Veltjaninov sagte hen for

sig. „Det var kun Veninderne," begyndte Pavel Pavlovitj på en

Gang, idet han så forhåbningsfuldt frem for sig. „Hvad? Hvem? Nå således, De taler endnu stadig derom.

. . ." „Kun Veninderne. Det er jo ungt Blod; det hele var kun

Vigtigmageri, det skulde tage sig ud af noget! Egentlig

133

burde man le deraf. Nå, når vi først er nået så vidt, vil jeg

helt være hendes Slave: hun skal få at se, at man nærer

Agtelse for hende, hun vil komme til at indtage en

fremskudt Plads i Selskabslivet . . . med ét Ord, det vil nok

blive godt." „Nu kunde jeg egentlig give ham Armbåndet," tænkte

Veltjaninov, idet han famlede efter Etuiet i Lommen på sin

Overfrakke. „De sagde før, at jeg for enhver Pris vilde se at blive lyk-

kelig. I hvert Fald vil jeg gifte mig, Aleksej Ivanovitj,"

vedblev Pavel Pavlovitj i en fortrolig Tone — „hvad skulde

der ellers blive af mig? De ser jo selv," sagde han, idet han

pegede på Flasken — „og det er kun en af mine hundrede

Svagheder. Jeg kan ikke leve, når jeg ikke bliver gift og igen

kan tro på noget. Ved at tro på noget nyt, vil jeg kunne

vågne til nyt Liv." „Men hvorfor fortæller De mig egentlig alt det?" lo

Veltjaninov højt. Det forekom ham helt besynderligt at være

Vidne til denne Hjertets Enfold. „Sig mig kun denne ene

Ting: Hvorfor slæbte De mig derud? Hvad Brug havde De

egentlig for mig dér?" »Jeg vilde prøve ..." begyndte Pavel Pavlovitj en Smule

forlegen. „Hvad vilde De prøve?" „Ih, Effekten naturligvis. . .. Ser De, Aleksej Ivanovitj,

jeg har jo kun kendt hende en Uges Tid" — hans Forvirring

blev stadig større og større — „og da jeg nu traf Dem i Går,

tænkte jeg straks: „Jeg har endnu aldrig set hende i

Selskab med fremmede, det vil sige i Selskab med Herrer . .

. undtagen i mit . . ." Et dumt Indfald, det føler jeg nu selv;

rent overflødigt. Men jeg vilde nu så gerne anstille en Prøve,

det ligger engang sådan i min Natur. . . ." Han blev pludselig rød i Hovedet og så helt forvirret på

Veltjaninov. „Skulde han virkelig tale Sandhed?" spurgte Veltjaninov

forundret sig selv. „Nå, og hvad så?" sagde han derpå højt. På Pavel Pavlovitjs Ansigt tegnede der sig et listigt,

134

sødligt Smil. „Det er kun hendes Ungdom, intet andet! Veninderne er

alene Skyld i det hele. De må virkelig unskylde, Aleksej

Ivanovitj, at jeg i Dag har opført mig så tåbeligt lige overfor

Dem, det skal ikke ske oftere." „Jeg kommer vist heller aldrig mere i den Forlegenhed,

thi det er min Agt ikke oftere at besøge dette Hus." „Det er netop det, jeg vilde bede Dem om." „Nå, jeg er da ikke alene i Verden," udbrød Veltjaninov

harmfuld. Pavel Pavlovitj følte sig pinlig berørt ved denne Hen-

tydning. „Det er ikke behageligt for mig at høre på den Slags Ting,

Aleksej Ivanovitj, jeg sætter Nadezjda Fedosejevna så højt.

. . ." „Undskyld, undskyld, jeg mente ikke noget dermed, det

forekommer mig kun besynderligt, at De vurderede mine

Fortrin så højt ... og gjorde så sikker Regning på mig...." „Netop derfor troede jeg at kunne være sikker på Dem, 134 fordi jeg . . . efter alt, hvad der var forefaldet mellem os,

ikke anså det for muligt, at De endnu engang. . . ." „De synes, til Trods for alt, hvad der er sket, dog at anse

mig for et rigtigt agtværdigt Menneske," afbrød Veltjaninov

ham med en ejendommelig Betoning. „Det har jeg altid anset Dem for," svarede Pavel Pavlovitj

med et alvorligt Ansigt. „Nå, naturligvis, naturligvis . . . jeg mener jo heller ikke i

sædvanlig Forstand, men om jeg så må sige ... til Trods for

visse Fordomme. ..." „Ja rigtig, til Trods for visse Fordomme. ..." „Og da De tog til St. Petersborg?" spurgte Veltjaninov

nysgerrig. „Jeg anså Dem også for et højst agtværdigt Menneske,

da jeg tog til St. Petersborg. Jeg har altid næret Agtelse for

Dem, Aleksej Ivanovitj." Ved disse Ord så han Veltjaninov ind i Ansigtet med en

åben, oprigtig Mine. Veltjaninov kom pludselig på andre

135

Tanker: han huskede på Kyssescenen med Pavel Pavlovitj og

vilde for enhver Pris hindre en Gentagelse af den. „Jeg har holdt af Dem, Aleksej Ivanovitj," begyndte Pavel

Pavlovitj påny med et påfaldende alvorligt Ansigt, „hele det

År dengang i T. holdt jeg af Dem. De har ikke lagt Mærke til

det," vedblev han til Veltjaninovs Skræk med en af Rørelse

skælvende Stemme, „jeg følte mig for ubetydelig i

Sammenligning med Dem, til at lade Dem mærke mine

Følelser. Jeg har gennem alle disse ni År meget ofte tænkt

på Dem, thi jeg havde ikke oplevet noget andet lignende År

i mit Liv." Hans Øjne fik ved disse Ord en ejendommelig

Glans. „Jeg har mærket mig mange af Deres Tanker, mange

af Deres Udtalelser og Ord. Altid har De foresvævet mig

som et Menneske, der var højtdannet og i Stand til at nære

ædle Følelser. „Store Tanker stammer ikke fra stor Forstand,

men fra en stor Følelse," sagde De for Eksempel den Gang.

De har måske glemt det, men jeg kan huske det. Jeg så op

til Dem og troede på Dem til Trods for alt, hvad der skete. .

. ." Det begyndte at dirre i hans Hage, og et Følelsesudbrud

syntes uundgåeligt. Veltjaninov var højst urolig og

besluttede i hvert Fald at give Samtalen en anden Vending. „Nok herom, om jeg må bede, Pavel Pavlovitj," sagde

han utålmodig — »plag mig ikke, for jeg er syg og ryster

som i Feber. Hvad vil De mig i det hele taget?" fo'r han

pludselig heftig op — „hvorfor trækker De mig med Magt ind

i disse snavsede Affærer. . . . Det er jo dog altsammen

Løgn, Blændværk og Unatur . . . altsammen afskyelige

Tåbeligheder, der er mig imod ... og vi to er nogle ganske

uduelige Pråse! ... Og véd De hvad? Jeg skal straks bevise

Dem, at De ikke blot ikke holder af mig, men hader mig,

hader mig af Deres hele Sjæl, og at De lyver uden selv at

vide af det. De har ikke ledsaget mig derud for at prøve

Deres Brud — hvilket latterligt Indfald! — men De vilde

ganske simpelt triumfere over mig og skaffe Dem selv en

Tilfredsstillelse: „Tag De hende bare i Øjesyn," tænkte De,

„snart hjemfører jeg hende, læg nu bare engang an på

hende!" De vilde ganske simpelt friste mig — måske stod

det Dem ikke selv klart, men sikkert følte De noget i den

136

Retning, og det var kun muligt fordi De hadede mig.

Således forholder det sig, kære Ven; lad os hellere tie stille

med Kærligheden!" Han gik med hurtige Skridt op og ned i Værelset og for-

søgte ved sin Heftighed at bedøve den Følelse af

Skamfuldhed, som hele dette Opgør fremkaldte hos ham. »Jeg vil forsone mig med Dem, Aleksej Ivanovitj!"

hviskede Pavel Pavlovitj med en vis Bestemthed. Veltjaninov fo'r rasende op, som om man havde for-

nærmet ham dødeligt. „Jeg må endnu engang gentage for Dem," skreg han, „at

jeg er syg, og at De skal lade mig være i Fred! De går mig

på Klingen for i min feberagtige Tilstand at fralokke mig et

uforsigtigt Ord ... et Ord, som jeg aldrig vilde udtale, for vi

er Mennesker af helt forskellige Sfærer . . . forstår De? Og

dernæst . . . ligger der en Grav imellem os." Han havde sagt de sidste Ord i en dæmpet, hviskende

Tone. Hans Heftighed var med et forsvundet. „Og véd De også," busede det ud af Pavel Pavlovitj, hvis

Ansigt var helt blegt og fortrukket, idet han slog sig for

Brystet — „véd De også, hvilken Betydning denne Grav har

for mig? Å, jeg kender denne lille Grav, jeg har først fået

den at se i Går, og tro De mig, jeg har begravet mere dér

end De, langt mere, langt mere!" . . . vedblev han at

gentage, idet han hver Gang slog sig for Brystet — „ja,

langt mere. . . ." En usædvanlig stærk Ringen afbrød ham pludselig. Det

lod til, at en eller anden havde til Hensigt med et Ryk at rive

Klokkestrengen over. Veltjaninov fo'r heftig sammen, og

Pavel Pavlovitj var også forskrækket; han blev på en Gang

den samme Pavel Pavlovitj, han ellers var. „Hvad kan nu det være for en Lømmel?" brummede

Veltjaninov ærgerlig, idet han rejste sig for at åbne Døren. „Hr. Veltjaninov, hvis jeg ikke tager fejl?" hørtes en

ungdommelig, selvbevidst klingende Stemme i Forværelset. „Hvad ønsker De?" „Jeg har ganske bestemt bragt i Erfaring," vedblev den

sonore Stemme, „at en vis Trusotski for Øjeblikket opholder

137

sig hos Dem. „Jeg må absolut straks tale med denne Herre." Veltjaninov vilde helst øjeblikkelig med et kraftigt Spark

have befordret den selvbevidste unge Mand ned ad

Trapperne, men han betænkte sig, gik til Side og lod ham

træde ind. „Værsgod, dér er Hr. Trusotski. . . ." XIV. Ind i Værelset trådte en ung Mand på højst nitten År med

et selvtilfreds Udtryk i sit kønne Ansigt. Han var over

Middelhøjde, havde tykt, sort Hår og store, mørke, dristige

Øjne. Havde han ikke haft en bred Opstoppernæse, vilde

man endog have kunnet kalde ham smuk. Hans Tøj sad

fortræffeligt, og hele hans Optræden var præget af Selvbe-

vidsthed. „Det lader til, at jeg har Lejlighed til at tale med Hr.

Trusotski," begyndte han i en foragtelig Tone, idet han

navnlig betonede Ordet „Lejlighed" skarpt, som om Ordene

„Ære" eller „Fornøjelse" ikke passede for en Samtale med

Hr. Trusotski. Veltjaninov begyndte at forstå, og Pavel Pavlovitj syntes

også at ane noget. I hans Ansigt afspejlede der sig en vis

Uro, som han imidlertid forsøgte at skjule. „Jeg har ikke den Ære at kende Dem," svarede han kø-

ligt, „og jeg véd ikke, hvad vi to skulde have at gøre med

hinanden." „Hør først, og sig så Deres Mening," svarede den unge

Mand i en tilrettevisende Tone, idet han samtidig tog sine

Lorgnetter på og opmærksomt betragtede den på Bordet

stående Champagneflaske. Efter at han havde endt denne

Mønstring, lukkede han rolig Lorgnetten sammen og vendte

sig påny mod Pavel Pavlovitj: „Aleksander Lobov." „Hvorledes? Hvad mener De, Aleksander Lobov?" „Det er

mig. Har De ikke hørt Tale om mig?" „Nej." „Naturligvis, hvorledes skulde De have det? Det drejer

sig om et vigtigt Anliggede, der angår Dem personligt: De

tillader måske, at jeg sætter mig, jeg er træt. . . ." „Tag Plads," sagde Veltjaninov med en indbydende

Håndbevægelse. Den unge Mand havde dog allerede fundet

138

sig en Stol, uden at afvente en Indbydelse. Veltjaninovs

Befindende var stadig blevet dårligere og dårligere. Han

havde fået stærke Smerter i Brystet. Alligevel interesserede

den unge Fyr ham, og han vilde se, hvor langt denne vilde

vove sig. I hans smukke, rødmossede, barnlige Ansigt

syntes der at ligge en fjern Lighed med Nadja. „Sæt De Dem også," foreslog den unge Mand Pavel

Pavlovitj, idet han med et skødesløst Nik pegede på en Stol. „Nej, jeg vil hellere blive stående." „De bliver træt. Og De, Hr. Veltjaninov, kan blive her, hvis

De har Lyst." »Jeg véd heller ikke, hvorfor jeg skulde gå min Vej — jeg

bor her." „Som De vil. Oprigtig talt ønsker jeg også helst, at De

overværer mit Opgør med den Herre dér. Nadezjda

Fedosejevna har anbefalet Dem til mig i temmelig

smigrende Udtryk." „Hm! Når havde hun Tid dertil?" „Straks efter De tog bort, jeg kommer lige derfra. Hør

nu, Hr. Trusotski," vendte han sig i en foragtelig Tone til

Pavel Pavlovitj, som stod der urolig og forventningsfuld —

„vi to, det vil sige, jeg og Nadezjda Fedosejevna, har

allerede i lang Tid elsket hinanden og vil gifte os. De er

trådt hindrende i Vejen for os, og jeg kommer for at opfor-

dre Dem til hurtigst muligt at rømme Pladsen. Er De villig til

at rette Dem efter min Opfordring?" Pavel Pavlovitj blegnede og mistede aldeles Fatningen

ved disse Ord, dog tegnede der sig straks efter et ondskabs-

fuldt Smil på hans Ansigt. „Nej, jeg er aldeles ikke villig," svarede han lakonisk. „Virkelig ikke?" spurgte den unge Mand, idet han flyttede

sig frem og tilbage på sin Stol og lagde Benene over Kors. »Jeg véd i det hele ikke, hvem jeg har for mig," vedblev

Pavel Pavlovitj, „og jeg har ingen Anelse om, hvad vi

yderligere har at tale om." Ved disse Ord anså han det for passende at sætte sig. „Jeg sagde jo nok, at De vilde blive træt," sagde den

unge Mand i en spottende Tone; „jeg havde nylig Lejlighed

139

til at meddele Dem, at jeg hedder Lobov, og at jeg er for-

lovet med Nadezjda Fedosejevna — følgelig kan De ikke

sige, som De nylig gjorde, at De ikke véd, hvem De har for

Dem. Lige så lidt kan De påstå, at vi ikke skulde have 139 mere at tale om. Om mig selv vil jeg ikke sige noget,

men det drejer sig jo om Nadezjda Fedosejevna, som De

viser en så uforskammet og påtrængende Opførsel mod.

Det er allerede Grund nok til, at vi taler med hinanden." Han pressede formelig sine Ord gennem Tænderne, hvad

der gav hans Væsen et noget naragtigt Præg. Han havde

også taget sine Lorgnetter på igen og mønstrede, medens

han talte, snart den ene, snart den anden Ting gennem

dem. „Tillad mig, unge Mand," busede Pavel Pavlovitj gnavent

ud med, men den „unge Mand" viste ham dog irriteret

tilbage igen indenfor de rette Grænser. „Hør engang, til enhver anden Tid vilde jeg ganske be-

stemt have frabedt mig Deres „unge Mand", men i det fore-

liggende Tilfælde er imidlertid dog vist min Ungdom, som

De selv må indrømme, mit Hovedfortrin, og jeg formoder, at

De for Eksempel i Dag, da De overrakte Deres Armbånd,

ganske sikkert Ønskede Dem en halv Snes År yngre." „Ih, hvilken bidsk, lille Køter!" tænkte Veltjaninov. „I hvert Fald, ærede Herre," svarede Pavel Pavlovitj

værdigt, „anser jeg de af Dem anførte Grunde — Grunde af

meget upassende og tvivlsom Natur — for i ingen

Henseende plausible nok til, at jeg skulde strides med Dem

derom. Jeg ser, at det drejer sig om en fuldstændig tåbelig

og barnagtig Historie. I Morgen vil jeg i den Anledning

rådføre mig med den agtværdige Fedosej Semjonovitj, og

nu må jeg bede Dem om hurtigst muligt at fjerne Dem." „Har De set Mage til Menneske!" råbte den unge Mand

opbragt, idet han ligesom henvendte sig om Hjælp til

Veltjaninov — „ikke nok med, at man i Dag har givet ham

Løbepas, vil han i Morgen bagtale os hos den gamle! Be-

viser De ikke på den Måde, følelsesløse Menneske, at De

øver en voldelig Adfærd mod hende og vil købe hende for

140

Penge af disse gamle, svaghjernede Folk — af Folk, i hvis

Magt hun kun befinder sig som en Følge af Samfundets Bar-

bari? Det kunde dog være Dem nok, at hun har vist Dem sin

Foragt, idet hun har ladet Deres upassende Gave, hint

Armbånd, levere tilbage til Dem. Hvad forlanger De så

yderligere af hende?" „Der er ingen, som har leveret mig Armbåndet tilbage, og

det er også ganske umuligt, at det kan ske," svarede Pavel

Pavlovitj, idet det ligesom gav et Sæt i ham. „Hvad for noget? Det er ikke muligt? Har Hr.

Veltschaninov da ikke leveret Dem Armbåndet tilbage?" „Gid Fanden havde dig!" tænkte Veltjaninov. — „Nadezjda

Fedosejevna har virkelig pålagt mig, Pavel Pavlovitj, at

levere Dem dette Etui tilbage," sagde han højt. „Jeg vilde

ikke tage det, men hun bad mig så indtrængende derom . .

. her er det … det er mig meget ubehageligt …" Med disse Ord lagde han Etuiet på Bordet foran Pavel

Pavlovitj, der så på ham helt stiv af Skræk. „Hvorfor har De så ikke leveret ham det tilbage for længe

siden?" henvendte den unge Mand sig i en streng Tone til

Veltjaninov. „Jeg har endnu ikke fundet nogen passende Lejlighed

dertil," svarede Veltjaninov, idet han rynkede Panden. „Ikke nogen passende Lejlighed? Det er mærkeligt!" „Så—å?" „Ja, lidt mærkeligt er det virkeligt, det må De selv ind-

rømme. For øvrigt er jeg rede til at indrømme, at der her

foreligger en Misforståelse." Veltjaninov følte ikke ringe Lyst til at tage den modige

Fyr ved Ørene, men alligevel gav han sig pludselig til at le

højt, og den unge Mand stemmede straks i med. Hvis

Veltjaninov i dette Øjebilk havde set Pavel Pavlovitjs Blik, så

vilde han uden Tvivl have gættet, at medens han lo med

Lobov, skete der en afgørende Forandring i Trusotskis Sjæl.

Men også uden dette forstod han, at han under alle

Omstændigheder måtte komme Pavel Pavlovitj til Hjælp. „Hør nu, Hr. Lobov," begyndte han i en venskabelig Tone,

„jeg vil ikke yderligere blande mig i denne Sag, men jeg må

141

blot bemærke, at når Pavel Pavlovitj frier til Nadezjda

Fedosejevna, er det alligevel ikke helt urimeligt af ham, at

han nærer berettigede Forhåbninger: for det første kender

man ham meget godt i denne hæderlige Familie, for det

andet har han en udmærket agtet Stilling, for det tredie er

han også formuende — ganske naturligt måtte han derfor

blive noget underlig til Mode ved pludselig at møde en

sådan Rival som Dem. Jeg vil ikke benægte, at De ejer store

Fortrin, men fremfor alt er De dog endnu så ung, at han

ikke kan tage Dem helt alvorligt og ... følgelig har Ret til at

bede Dem om ikke at genere ham." „Hvad skal det sige „endnu så ung"? Allerede for en

Måned siden fyldte jeg mit nittende År og kan følgelig efter

Loven gifte mig, når jeg vil. Er det ikke klart som Dagen?" „Men hvilken Fader vil kunne overvinde sig til nu at give

Dem sin Datter, selv om De også i Fremtiden tænker på at

erhverve nok så mange Millioner eller at blive en nok så stor

Velgører mod Menneskeheden? Et Menneske på nitten År

kan ikke engang være ansvarlig for sig selv, og De vil endog

tage en fremmed Skæbne på Deres Samvittighed, oven i

Købet et Barns Skæbne, De, som selv endnu er et Barn! Det

vil De da ikke kalde for hæderligt, vel? — Jeg har kun sagt

Dem min Mening på Grund af, at De nylig ligesom

henvendte Dem til mig som Mægler mellem Dem og Pavel

Pavlovitj." „Å rigtig, han hedder jo Pavel Pavlovitj!" udbrød den unge

Mand — „hvoraf kan det komme, at jeg bestemt troede, han

hed Vassili Petrovitj? Nå, og hvad Dem selv angår," vendte

han sig derpå til Veltjaninov, „så har De aldeles ikke

forbavset mig. Jeg vidste jo, at I af den gamle Skole alle til

Hobe er således. Det er besynderligt, hvorledes man har

kunnet sige mig, at De tilhører den nye Retning en Smule!

Nå, dette er kun en Sidebemærkning. Hvad Hovedsagen

angår, vil jeg udtale, at jeg aldeles ikke kan se noget

„uhæderligt", som De behagede at udtrykke Dem, i min

Opførsel, men snarere det modsatte, hvad jeg hurtig skal

gøre Dem indlysende. For det første har vi jo forlovet os, for

det andet har jeg i to Vidners Nærværelse lovet hende, at

142

jeg, hvis hun vinder en anden kær eller af nogen anden

Grund vil skilles fra mig, straks vil give hende en Attest for,

at jeg har brudt Ægteskabet, hvorved hendes

Skilsmisseansøgning lettere vil kunne gennemføres hos Au-

toriteterne. Men ikke nok med det: skulde jeg senere få

andre Tanker og gøre Vanskeligheder ved at udstede hin

Attest, så vil hun være i Besiddelse af en Veksel på over

100,000 Rubler, som jeg udsteder til hende på Bryllupsda-

gen, så at hun, i Tilfælde af, at jeg tøver med Attesten, ved

at omsætte Vekslen kan Øve en Pression på mig. På denne

Måde er vi forberedte på alt, hvad der kan ske, og jeg tager

aldeles ikke nogen fremmed Skæbne på min Samvittighed." „Jeg vædder om, at alt dette er blevet udspekuleret af

denne Yngling med de blå Briller, denne — hvad var det dog

han hed — Predpossylov," bemærkede Veltjaninov. „He he he!" fniste Pavel Pavlovitj hånligt. „Hvorfor fniser denne Herre dér? De har gættet rigtig,

dev er Predpossylovs Tanke; De vil vist indrømme, at denne

Idé slet ikke er så dum endda. Den meningsløse Lov er på

den Måde fuldstændig bleven berøvet sin Virkning. Selv-

følgelig vil hin yderste Mulighed ikke indtræde, thi jeg tæn-

ker på at elske hende for bestandig, og hun lo blot ad Pred-

possylovs Indfald. Men man kan ikke nægte, at dette er

meget godt, og at jeg jo i Retning af Hæderlighed strækker

mig langt nok." „Efter min Mening er det ikke blot ikke hæderligt, men

endog temmelig tåbeligt," indskød Veltjaninov. Den unge Mand trak på Skuldrene. „De forbavser mig aldeles ikke," bemærkede han efter

nogle Øjeblikkes Forløb. „Predpossylov vilde ganske simpelt

sige Dem, at Grunden til, at De ikke kan begribe disse højst

naturlige Ting, er den, at Deres Forestillinger og Følelser er

blevne forkrøblede som Følge af Deres Alder og det

Driverliv, De altid har ført. For øvrigt forstår vi måske endnu

ikke hinanden rigtig, man har jo givet mig sådan en gunstig

Skildring af Dem. . . . Hvor gammel er De egentlig?

Halvtredsindstyve År, ikke sandt?" „Vær så venlig at blive ved Sagen!"

143

„Nå, undskyld min Ubeskedenhed, jeg vilde ikke for-

nærme Dem. Jeg vedbliver altså: jeg har aldeles ikke til

Hensigt at erhverve Millioner, som De behager at udtrykke

Dem. Hvilken besynderlig Tanke! Jeg ejer ikke andet end

det, jeg står og går i, men jeg er alligevel ikke bange for

min Fremtid. Jeg tænker heller ikke på at blive nogen særlig

Velgører mod Menneskeheden, men jeg skal nok forstå at

sørge for mig selv og min Hustru. Vi kender hinanden fra

Barndommen af, jeg er bleven opdraget i hendes Hjem..." „Nej, virkelig?" „Ja, jeg er Søn af en fjern Slægtning af Madame

Sachlebinin, og da i mit ottende År alle mine pårørende var

døde, tog den gamle mig til sig og lod mig besøge

Latinskolen. Han er ellers en rigtig rar Fyr, hvis De bryder

Dem om at vide det. . . ." „Å, jeg véd det, jeg véd . . ." „En rar Fyr er han, men hvad Forstanden angår, er det

dog temmelig dårligt fat med ham. Nu har jeg selvfølgelig

for længe siden unddraget mig hans Varetægt, da jeg vilde

være selvstændig og ikke vilde være nogen forbunden." „Når forlod De Skolen?" spurgte Veltjaninov nysgerrigt. „Allerede for fire Måneder siden." „Å, nu forstår jeg det: Ungdomsleg. . . . Har De nogen

Ansættelse?" „Jeg er ansat på et Sagførerkontor og har en månedlig

Gage af fem og tyve Rubler. Naturligvis kun rent foreløbig —

da jeg anholdt om hendes Hånd, havde jeg ikke engang så

meget. Dengang var jeg ansat ved Jernbanen med ti

Rubler." „De har altså anholdt om hendes Hånd?" „Ganske formelt, allerede for tre Uger siden." „Nå, og hvad så?" „Den gamle lo mig først ud og blev derpå meget vred, og

hende spærrede man inde på Pulterkammeret. Men Nadja

holdt tappert Stand. Den gamles Forbitrelse stammede

navnlig derfra, at jeg kort i Forvejen, førend jeg gik over til

Jernbanen, mod hans Vilje opgav en Plads i Departementet,

som han for fire Måneder siden havde givet mig Anvisning

144

på. Et prægtigt Menneske, det gentager jeg, men lige så

sympatetisk og elskværdig han kan være hjemme, lige så

bister optræder han i Departementet. De kan slet ikke gøre

Dem en Forestilling om ham, han sidder dér som en Jupiter.

Jeg gjorde ham straks forståelig, at denne hans Måde at

være på, aldeles ikke tiltalte mig ... og hertil kom så

yderligere et Sammenstød med hans Sekretær, hvem jeg

sagde lige op i hans åbne Ansigt, at jeg anså ham for et

Menneske, der stod i Stampe . . . kort og godt, jeg vendte

dem Ryggen og er nu hos min Sagfører." „Hvad fik De da i Departementet?" „Ikke andet end nogle Diæter, det øvrige sørgede den

gamle for ... en rar Fyr, som sagt, men vi giver alligevel ikke

efter. Fem og tyve Rubler er jo ikke mange Penge, men jeg

håber snart at få en Ansættelse på Grev Savilejskis Godser,

som er under Administration, og så stiger jeg til en

Årsindtægt af 3000 Rubler. Skulde der ikke blive noget ud af

dette, tager jeg Bestalling som Sagfører. Nu for Tiden har

man overalt Brug for Folk . . . nej, hvor det tordner! Det

bliver vist Uvejr, hvor det var heldigt, at jeg kom forinden!

Jeg tilbagelagde hele Vejen til Fods og løb næsten uden

Standsning." „Men undskyld, hvorledes bar De Dem egentlig ad med at

få Nadezjda Fedosejevna i Tale, siden man ikke modtager

Dem dér?" „Det gik meget let, over Gærdet! Har De ikke set det

rødhårede Pigebarn?" spurgte han smilende — „nå, ser De,

hun besørger altid det fornødne, og det samme gælder

Marja Nikitischna, skønt denne Marja Nikitischna egentlig er

en Slange. . . . Hvorfor farer De sådan sammen? Er De

bange for Tordenen?" „Nej, jeg befinder mig dårligt, meget dårligt. . . ." 145 Veltjaninov følte i Virkeligheden stadig heftigere Smerter

i Brystet og gik urolig op og ned i Værelset. „Å, så forstyrrer jeg naturligvis . . . vær ikke urolig, jeg går straks igen!" sagde den unge Mand, som sprang

op fra Stolen.

145

„Nej, på ingen Måde, De forstyrrer mig ikke," bemærkede

Veltjaninov høfligt. „Hvad vil „på ingen Måde" sige, når „Kobylnikov ,har

Mavepine", som det hedder hos Sjtjedrin. Kan De lide

Sjtjedrin?3" „Ja." „Jeg ligeledes. Nå, Vassili . . . eller rettere Pavel Pavlovitj,

lad os så blive færdige!" henvendte han med et spottende

Smil Ordet til Trusotski. „Jeg sammenfatter endnu en Gang

mine Ønsker, så De tydeligt kan forstå dem: Er De rede til i

Morgen højtideligt i Forældrenes og min egen Nærværelse

at træde tilbage som Frier og opgive alle Fordringer på

Nadezjda Fedosejevna?" „Nej, det er jeg aldeles ikke rede til," svarede Pavel

Pavlovitj, idet han rejste sig fra sin Plads med en utålmodig,

heftig Bevægelse, „og jeg må anmode Dem om at være så

venlig at forskåne mig for Deres Ønsker ... det hele er ikke

andet end dumme Barnestreger." „Tag Dem i Agt!" sagde den unge Mand, idet han truede

ad Pavel Pavlovitj med Fingeren — „pas De bare på, at der

ikke kommer en Mand med en Slæde i Vejen. De véd nok,

hvad det vil sige? Jeg advarer Dem bare, De vil kun pådrage

Dem Udgifter og til ingen Verdens Nytte ophidse Dem selv,

og når De så efter ni eller ti Måneders Forløb kommer

tilbage for at afhente Nadezjda Fedosejevna, giver De af

egen Drift Afkald på hende, i Fald De ikke vil opleve endnu

langt mere ubehagelige Ting. Som sagt, jeg advarer Dem,

jeg taler af ren Humanitet; overvej Sagen endnu engang,

prøv i det mindste en Gang i Deres Liv på at overveje noget

grundigt!" „Må jeg bede Dem om at forskåne mig for Deres Moral,"

skreg Pavel Pavlovitj rasende — „og hvad Deres lumpne

Hentydninger angår, så skal jeg i Morgen træffe mine

Forholdsregler, meget strenge Forholdsregler!"

„Lumpne Hentydninger? Hvad mener De egentlig? De er

selv lumpen, når De kan få den Slags Indfald. Som sagt: jeg

3 Den bekendte russiske Satiriker

146

venter til i Morgen, men så . . . Å, igen denne Torden! Nå,

på Gensyn, det glæder mig meget at have gjort Deres

Bekendtskab," råbte han, idet han bukkede let for

Veltjaninov og hurtig skyndte sig bort for om muligt at

undgå Regnen.

---o---

XV. „Har De set Mage? Har De set Mage?" sagde Pavel

Pavlovitj ophidset til Veltjaninov, da den unge Mand havde

forladt Værelset.

„Hm, det lader til, at De ikke har Held med Dem,"

undslap det Veltjaninov, i hvis Bryst den pinefulde Smerte

tiltog for hvert Minut. Pavel Pavlovitj fo'r sammen, som om

han havde brændt sig på noget.

„De vilde formodentlig ikke give mig Armbåndet tilbage,

fordi De havde ondt af mig — ikke sandt?"

„Jeg fik ikke Tid dertil. . ."

„Fordi De beklagede mig af Deres inderste Hjerte, som

den ene oprigtige Ven beklager den anden?"

„Nå, lad gå, jeg har beklaget Dem," sagde Veltjaninov

ærgerlig. Han fortalte ham derpå ganske kort, hvorledes

han nylig havde fået Armbåndet, og hvorledes Nadezjda

Fedosejevna næsten med Magt havde bevæget ham til at

blande sig i Sagen.

„De kan nok forstå, at jeg ikke var ivrig derefter; man

har såmænd Ubehageligheder nok i Forvejen."

„Men De har dog ladet Dem forlede og taget det,"

bemærkede Pavel Pavlovitj med et ondskabsfuldt Smil.

„Kom ikke med sådan noget Vås. For øvrigt — man må

bære over med Dem. De har nu selv fået at se, at det ikke

er mig, men andre, som har en Finger med i Spillet."

„Men alligevel har De ladet Dem forlede." Pavel Pavlovitj

satte sig ned og skænkede sig et Glas.

„Bilder De Dem måske ind, at jeg vil overlade hende til

denne Flødeskæg? Jeg skal jage ham i et Musehul, vent

147

blot! I Morgen tager jeg derud og bringer det hele i Orden.

Vi skal nok få Bugt med den Fyr!"

Han tømte sit Glas i et Drag og skænkede sig et nyt. I

det hele anstrengte han sig for at optræde så utvungent

som muligt.

„Næ, ser man til „Nadenda og Sasjenka4, de kære

Småbørn! Hi hi hi!"

Han var aldeles ude af sig selv af Ondskabsfuldhed. Et

nyt Lyn flammede skærende gennem Værelset, en voldsom

bragende Torden fulgte efter, og det begyndte at øse ned.

Pavel Pavlovitj rejste sig og lukkede det åbne Vindue.

„Han spurgte Dem før, om De ikke var bange for

Tordenen — hi hi! Veltjaninov være bange for Torden! Og

det om Kobylnikov ... om Mavepine ... og om de

halvtredsindstyve År . . . kan De huske?" søgte han at stikle

til Veltjaninov.

„Det lader til, at De vil indrette Dem hyggeligt her,"

bemærkede Veltjaninov, der næppe nok kunde tale for

Smerter — „jeg vil gå til Ro ... gør, hvad De vil . . ."

„I et sådant Vejr jager man jo ikke engang en Hund på

Døren," udbrød Pavel Pavlovitj fornærmet, idet han

åbenbart glædede sig over, at han havde fundet en

Anledning til at føle sig fornærmet.

„Nu vel, bliv så bare siddende . . . overnat her, for mig

gerne," brummede Veltjaninov, idet han lagde siig på sin

Divan og stønnede svagt.

„Overnatte? Men kan De så lade være at blive bange?"

„Hvad for noget?" fo'r Veltjaninov op, idet han

vendte Hovedet om efter ham.

„Intet, intet, der var blot det ... at sidste Gang lod De til

at være forskrækket, eller måske var det kun en Idé af mig"

„De må jo ikke være rigtig i Hovedet," sagde Veltjaninov

gnaven og drejede sig om mod Væggen. „Mener De?" sagde

Pavel Pavlovitj. Allerede efter fem Minutters Forløb var den

syge falden i Søvn. Den usædvanlige Spænding, hans

Nerver havde været underkastet Dagen igennem, havde

4 Diminutiv af Aleksander

148

ligesom på en Gang overvældet ham, så at han nu var

udmattet som et Barn. Men hans Lidelser var langt stærkere

end hans Udmattelse og jog ham snart igen op af Søvnen —

efter næppe nok en Times Forløb vågnede han og rejste sig

op fra Divanen, pint af heftige Smerter. Uvejret var forbi;

Værelset var fuldt af Røg, Flasken på Bordet var tømt, og

Pavel Pavlovitj sov på den anden Divan. Han lå fuldt

påklædt på Ryggen, med Hovedet på en Sofapude, han

havde ikke engang trukket Støvlerne af. Lorgnetterne var

gledne ud af hans Vestelomme og hang i en Snor næsten

lige ned til Gulvet. Hans Hat lå slængt ved Siden af ham.

Veltjaninov så irriteret på ham, men lod ham dog sove

videre. Krummende sig af Smerte og svagt stønnende

begyndte han at gå op og ned i Værelset og tænke over sine

Lidelser.

Disse Smerter i Brystet havde allerede i længere Tid

foruroliget ham, og ikke uden Grund. Allerede for en Række

År tilbage var de første Anfald af denne Sygdom indtruffet,

men de gentog sig kun sjeldent, højst en Gang om Året.

Han vidste, at Leveren var Sædet for hans Lidelse. Denne

begyndte i Reglen med en tung, ikke egentlig heftig, men

dog ubehageligt trykkkende Fornemmelse et eller andet

Steds i Brystet, i Hjertehulen eller lige derved. Denne

trykkende Fornemmelse tog dog ofte i Løbet af få Timer i

den Grad til, at den næsten blev uudholdelig, og den syge

troede, hans yderste Time var kommen. Det sidste Anfald,

som han havde haft for omtrent et År siden, var forløbet

således og havde svækket ham i den Grad, at han kun med

Nød og næppe kunde røre sine Hænder i Sengen, og Lægen

hele Dagen igennem ikke gav ham Lov til at nyde andet end

et Par Skefulde tynd Te og et lille Stykke Brød, der var

dyppet i Bouillon. Anfaldene indtrådte navnlig efter heftige

Sindsbevægelser. Mærkelig var også den Måde, hvorpå

Smerterne hver Gang forsvandt igen, undertiden lykkedes

det ham straks i Begyndelsen, i den første halve Time helt

at få dem hævede ene og alene ved varme Omslag, men

det kunde også forekomme, at alle lettere Midler viste sig

virkningsløse, og først den gentagne Anvendelse af stærke

149

Brækmidler skaffede ham nogen Lindring. Således var

Anfaldet forløbet sidste Gang, og hans Læge tilstod senere

overfor ham, at han egentlig havde troet på et

Forgiftningstilfælde.

Der var endnu længe til Morgen, og Veltjaninov vilde ikke

midt om Natten sende Bud efter Lægen — han var i det hele

ingen Ven af Læger. Omsider kunde han dog ikke holde det

ud længere og begyndte at stønne højt. Hans Stønnen

vækkede Pavel Pavlovitj — denne rejste sig op på Divanen

og sad i nogle Minutter ængstelig lyttende, idet han fulgte

Veltjaninov med sine Blikke, medens denne næsten i Løb

bevægede sig op og ned gennem begge Værelser. Åbenbart

havde Flasken øvet en stærk Virkning på Pavel Pavlovitj, så

det varede længe, førend han kunde komme til klar

Bevidsthed. Omsider forstod han, hvad der var på Færde og

styrtede hen til Veltjaninov, der på hans Forespørgsel

fremstammede et Par uforståelige Ord. „Det er Deres Lever,

der er angrebet, jeg kender det nok," råbte Pavel Pavlovitj

usædvanlig livligt — „det var ganske det samme med Peter

Kusmitj Polossuchin, det var også galt fat med hans Lever.

Bedst er varme Omslag, Peter Kusmitj tog også altid varme

Omslag. . . . Det kan let ende med Døden! Skal jeg kalde på

Mavra?" „Behøves ikke, behøves ikke," sagde Veltjaninov i

en forbitret Tone — „behøves slet ikke."

Men Pavel Pavlovitj var, Gud må vide af hvilken Grund,

helt ude af sit gode Skind, som om det drejede sig om at

redde hans egen Søn. Han holdt aldeles bestemt på, at der

skulde laves varme Omslag, og at den syge desuden skulde

drikke to eller tre Kopper tynd Te hurtig efter hinanden —

„og den Te skal ikke alene være varm, men spilkogende."

Han skyndte sig også, uden at indhente Veltjaninovs

Tilladelse, hurtig ned til Mavra, fik fyret op i Køkkenet, der

ellers altid stod tomt, og Samovaren bragt i Orden. Så trak

han Frakke og Vest af Veltjaninov, bragte ham til Sengs,

viklede ham ind i Sengetæppet og vendte allerede efter tyve

Minutters Forløb tilbage med Teen og den første varme

Tallerken.

„Her er en varm Tallerken, aldeles glødende!" råbte han

150

formelig begejstret, idet han lagde en i en Serviet indviklet

Tallerken på Veltjaninovs syge Bryst —„noget andet kan vi

ikke opdrive, og Tallerkener er desuden, det kan jeg give

mit Ord på, det bedste; det har jeg med mine egne Øjne

erfaret af Peter Kusmitjs Eksempel. . . . Man kan virkelig dø

deraf! Drik nu Te, tag nogle ordentlige Slurke — det har ikke

noget at sige, hvis det skulde skolde Dem en Smule, hellere

redde Livet end . . . Ganen . . . !

Han fik sat ordentlig Liv i den søvndrukne Mavra. Hvert

tredie eller fjerde Minut varmede de en ny Tallerken. Efter

den tredie Tallerken og den anden Kop varme Te følte

Veltjaninov pludselig nogen Lindring.

„Det er et godt Tegn, Gud være lovet, når vi blot kan få

disse Smerter dæmpede," råbte Pavel Pavlovitj og skyndte

sig glad efter en ny Tallerken og frisk Te i Køkkenet.

„Når vi kun kan få Smerterne til at tage af! Når de bare

først begynder at mildnes!" gentog han hvert Øjeblik.

Efter en halv Times Forløb var Smerterne virkelig næsten

forbi, men den syge følte sig så udmattet, at han til Trods

for alle Pavel Pavlovitjs Bønner ikke vilde indlade sig på en

eneste „lille Tallerken" endnu. Hans Øjne faldt næsten i af

Svaghed.

„Sove, sove," hviskede han næsten uhørligt.

„Nu vel!" samstemte endelig Pavel Pavlovitj. „Bliv her i

Nat . . . hvor sent er det?" „Klokken er snart to." „Bliv her i

Nat!" „Vel, jeg bliver så."

Et Minut senere kaldte den syge endnu en Gang på Pavel

Pavlovitj.

„De er ... De er .. ." hviskede han, da denne var kommen

hen til ham og havde bøjet sig over ham — „De er ... bedre

end jeg! Jeg forstår alt, alt ... jeg takker Dem!" „Sov nu

blot, sov," svarede Pavel Pavlovitj sagte og listede sig hurtig

på Tåspidserne tilbage til sin Divan.

Den syge kunde endnu, da han allerede var i Færd med

at falde i Søvn, høre, hvorledes Pavel Pavlovitj forsigtig

redte sit Leje, klædte sig af og endelig, efter at han havde

slukket Lyset — næppe vovende at ånde, for ikke at

forstyrre — lagde sig på sin Divan.

151

Da Lyset var slukket, faldt Veltjaninov meget hurtig i

Søvn. Det kunde han senere huske ganske nøje. Hele Tiden,

lige til det Øjeblik, han vågnede, havde han alligevel i

Søvnen en Følelse af, at han ikke sov, og at han, til Trods for

sin Træthed, slet ikke kunde falde i Søvn. Så drømte han, at

han i vågen Tilstand begyndte at fantasere, og at han

aldeles ikke kunde blive af med de Forestillinger, der

trængte ind på ham, skønt han var sig klart bevidst, at det

kun var Drømmebilleder og slet ikke Virkelighed. Det var

Syner, som han meget godt kendte: han befandt sig i sit

Værelse, der var helt fyldt med Mennesker. Døren til

Korridoren stod på vid Gab, og fra Trappegangen trængte

der sig nye Mennesker ind. Ved et Bord, der stod midt i

Værelset, sad et Menneske — ganske på samme Måde som

den Gang i hin Drøm, han havde haft for en Måned siden.

Ligesom denne Gang sad også nu „hint Menneske" med

Hovedet støttet i Armene ved Bordet og vilde ikke tale.

Denne Gang havde han dog en rund Hat, omhyllet af

Sørgeflor, på Hovedet. „Hvorledes? Var det muligvis også

den Gang Pavel Pavlovitj?" tænkte Veltjaninov. Men da han

nøjere studerede det tavse Menneskes Ansigtstræk,

overbeviste han sig om, at det var en hel anden. „Men

hvorfor bærer han så Sorg?" spurgte Veltjaninov sig selv

tvivlrådig. Larmen og Skrålet fra de Folk, som stimlede

sammen omkring Bordet, var uudholdelig. Det lod til, at de

nu var langt mere opbragte på Veltjaninov end den Gang i

den første Drøm. De truede ham med Næverne og skreg et

eller andet til ham, men han kunde aldeles ikke forstå, hvad

det var. „Å, det er jo altsammen kun Drømmesyner, jeg véd

det jo ganske nøje," fo'r det ham gennem Hjernen — „jeg

véd, at jeg ikke kan falde i Søvn og nu er stået op, fordi jeg

af lutter Angst ikke kan sove! . . ."

Men alligevel — dette Skrål og disse Mennesker og deres

Bevægelser og det hele ... det var så tydeligt, så virkeligt,

at han mod sin Vilje dog begyndte at tvivle: „Hvem véd,

måske er det dog ikke rene Drømmesyner — hvad vil disse

Mennesker mig egentlig, å Gud! . . . Hvis det ikke er

Drømmesyner, men derimod Virkelighed — er det så muligt,

152

at dette Skrål ikke allerede for længe siden vilde have

vækket Pavel Pavlovitj? Og han sover jo dog rolig derhenne!

. . ."

På en Gang syntes der at foregå noget ganske særligt,

aldeles som i den første Drøm: alle Øjne vendte sig mod

Trappen, og der opstod en voldsom Trængsel i Døren, da en

ny Skare forsøgte at trænge ind udefra.

De ankommende syntes at bære noget, noget stort og

tungt; man kunde høre, hvorledes Bærernes Skridt drønede

hult på Trappetrinene, og hvorledes de, stønnende under

deres Byrde, langsomt kom nærmere. Men i Værelset råbte

alle: „De bringer det, de bringer det!" Alles Øjne var

funklende rettede mod Veltjaninov, og alle pegede med

truende, sejrssikre Miner i Retning af Trappen. Han tvivlede

ikke længere om, at ikke alt var Drømmesyner, men

Virkelighed, og for bedre at kunne se ud over Folks Hoveder,

hvad det egentlig var, man bragte, stillede han sig på

Tæerne. Hans Hjerte hamrede og bankede, og pludselig —

ganske som den Gang i hin Drøm — lød der tre stærke

Klokkeslag.

Disse Klokkeslag var så klare og tydelige, at han umulig

kun kunde have drømt dem, og pludselig — skreg han højt

og vågnede.

Han skyndte sig dog ikke, således som den Gang, til

Døren. Ligesom advaret af en indre Stemme sprang han op

og styrtede med udstrakte Arme, som om han vilde

beskytte sig og afværge et Angreb, lige i den Retning, hvor

Pavel Pavlovitj sov. Men næppe havde han gjort et Skridt,

førend hans Arme stødte sammen med et Par andre Arme,

der var udstrakte mod ham; i næste Øjeblik vilde disse have

grebet ham. Skønt Gardinerne var trukne for, var det ikke

helt mørkt i Værelset, da der fra den tilstødende Stue, hvor

der ikke fandtes lignende Gardiner, trængte et svagt

Lysskær ind gennem den åbne Dør. Pludselig følte han en

heftig Smerte i sin venstre Hånd, og han forstod

øjeblikkelig, at han havde grebet om Æggen på en Dolk eller

en Barberkniv. I samme Øjeblik styrtede et Legeme dumpt

og tungt til Jorden.

153

Veltjaninov var måske tre Gange stærkere end Pavel

Pavlovitj, men alligevel varede deres Kamp mindst tre

Minutter. Han pressede Modstanderen fast mod Gulvet og

følte pludselig et ejendommeligt Ønske om at lænke hans

Hænder på Ryggen. Med sin sårede venstre Hånd holdt han

Snigmorderen fast, medens han med den højre famlede

rundt på Gulvet for at rive Gardinsnoren af og binde den

fangnes Hænder dermed. Længe anstrængte han sig

forgæves, indtil omsider Pavel Pavlovitj lå bunden på

Gulvet. Ingen af dem havde i al denne Tid sagt et eneste

Ord, man hørte ikke andet end de kæmpendes gispende

Åndedræt og deres Stønnen. Veltjaninov trak Gardinerne til

Side fra Vinduet og lod Rullegardinet gå op. På den

mennesketomme Gade var det allerede lyst. Han åbnede

Vinduet og trak Vejret dybt nogle Gange. Klokken var

allerede fem. Efter at han igen havde lukket Vinduet, gik

han langsomt hen til Skabet, tog et rent Håndklæde frem og

viklede det stramt om sin venstre Hånd, for at standse

Blodet, der stadig vedblev at løbe. Derved kom den åbne

Barberkniv, som lå på Tæppet, ind under hans Fødder; han

tog den op, lukkede den i og lagde den i sit Barber-etui,

som han om Morgenen havde ladet blive liggende på et lille

Sidebord, lige ved den Sofa, hvor Pavel Pavlovitj sov. Efter

at have låset Barbersagerne inde i sit Skrivebord, gik han

hen til Pavel Pavlovitj og gav sig til at betragte ham.

Skønt han var bundet på Armene, havde han dog

allerede med Besvær rejst sig og taget Plads i en Stol. Han

var kun i Undertøj, hans Skjorte var på Ryggen og ved

Ærmerne plettet af Blod, dog var det ikke hans eget, men

Veltjaninovs Blod.

Det var ganske vist den samme Pavel Pavlovitj, men hans

Træk var forandrede næsten lige til Ukendelighed. De

bundne Arme tvang ham til at sidde oprejst, hans Ansigt var

fortrukket og fordrejet, Ansigtsfarven grønlig. Fra Tid til

anden fo'r han krampagtig sammen. Med et tvivlende,

stivnet Udtryk, som om han endnu ikke helt havde forstået,

hvad der var sket, så han på Veltjaninov. Pludselig fløj der

et enfoldigt Smil over hans Ansigt, han nikkede med

154

Hovedet i Retning af Vandkaraflen, der stod på Bordet, og

sagde med en svag Hvisken:

„Lad mig få en Slurk Vand!"

Veltjaninov skænkede et Glas helt fuldt til ham, holdt det

hen for hans Mund og lod ham drikke. Pavel Pavlovitj tog

grådigt et Par Slurke, hævede derpå Hovedet og så

Veltjaninov gennemtrængende lige ind i Ansigtet, uden dog

at sige et Ord. Så tømte han Glasset helt og sukkede dybt.

Veltjaninov tog sin Hovedpude og sit Tøj og begav sig ind i

Sideværelset, efter at han havde låset Pavel Pavlovitj inde i

det andet Værelse.

Smerterne i Brystet var fuldstændig hørt op, men han

følte sig meget udmattet efter den oprivende Begivenhed.

„Gud må vide, hvorfra jeg har fået Kræfter dertil," tænkte

han i sit stille Sind. Han forsøgte at danne sig en klar

Forestilling om, hvad det egentlig var, der var sket, men han

kunde endnu ikke samle sine Tanker. Sindsbevægelsen

havde været for heftig. Hans Øjne lukkede sig uvilkårligt i

en Halvsøvn, men hvert Øjeblik fo'r han sammen igen,

huskede, hvad der var sket, løftede sin smertefulde Hånd,

som var indviklet i det blodige Håndklæde, i Vejret og

begyndte ivrigt at tænke over Sagerne.

Kun den ene Ting så han klart og tydeligt: at Pavel

Pavlovitj i Virkeligheden havde villet myrde ham, men

måske et Kvarter i Forvejen endnu ikke selv havde vidst, at

han vilde fatte denne Beslutning. Han havde måske den

foregående Aften flygtig set Barber-etuiet, men dette havde

dog ikke gjort noget videre Indtryk på ham. Veltjaninov

plejede ellers altid at låse sine Barberknive inde, det var et

rent Tilfælde, at de i Går var blevne liggende, efter at han

havde fjernet et Par enkelt stående Hår fra sit Ansigt.

„Hvis han" — tænkte han blandt andet — „allerede længe

skulde have haft til Hensigt at dræbe mig, vilde han sikkert

have haft en Dolk eller en Pistol beredt og ikke gjort

Regning på Barberkniven, som han i Går så for første

Gang."

Endelig slog Klokken seks. Veltjaninov stod op, klædte

sig på og gik ind til Pavel Pavlovitj. Da han åbnede Døren,

155

faldt den Tanke ham pludselig ind, hvorfor han egentlig

havde lukket Pavel Pavlovitj inde, i Stedet for straks at lade

ham gå sin Vej.

Til sin Forbavselse fandt han den fangne allerede helt

påklædt — det var på en eller anden Måde lykkedes ham at

befri sig for sine Bånd. Han sad i en Lænestol, men da

Veltjaninov trådte ind, rejste han sig straks. Han holdt

allerede Hatten i Hånden for at gå. Hans sky, urolige Blik

syntes at sige:

„Tal ikke, begynd ikke på noget, vi har ikke noget at tale

med hinanden om."

„Gå Deres Vej," sagde Veltjaninov — og Pavel Pavlovitj

adlød. Da han allerede var nået til Døren, råbte Veltjaninov

hurtig til ham: „Tag Deres Etui med Dem."

Pavel Pavlovitj vendte sig om, gik rask hen til Bordet, tog

Etuiet med Armbåndet og puttede det i Lommen og skyndte

sig ud på Trappen. Veltjaninov stod i Døren for at lukke

denne efter ham. Deres Blikke mødtes for sidste Gang.

Pavel Pavlovitj vendte sig pludselig om, og begge så nogle

få Sekunder usikkert på hinanden. Så gjorde Veltjaninov en

let, afvisende Håndbevægelse.

„Nå, gå Deres Vej," sagde han halvhøjt og låsede Døren.

---o---

XVI. En usædvanlig, lettende Følelse af Glæde bemægtigede

sig Veltjaninov; det var, som om et eller andet i hans Indre

havde opløst sig, som om en tung og trykkende Sorg

pludselig var bleven taget fra ham. I hele fem Uger havde

dette Tryk hvilet på ham. Han løftede sine Hænder,

betragtede det blodplettede Håndklæde og mumlede for sig

selv: „Nu er jeg omsider virkelig bleven ham kvit!" For

første Gang siden Lisas Død forlod de mørke, sørgelige

Tanker ham. Selv på Lisa tænkte han kun i Forbigående,

som om han ved det Blod, han havde mistet, også i denne

156

Henseende var bleven fri.

Han havde en klar Bevidsthed om, at han havde undgået

en stor Fare. „Denne Slags Mennesker," sagde han til sig

selv, „som endnu et Minut, førend De begår Deres Dåd, ikke

véd, om de vil myrde, er, så snart de får Kniven mellem

Fingrene og ser den første Blodsdråbe, slet ikke mere til at

styre — ikke nok med, at de myrder, nej de „arbejder

grundigt", som Straffefanger plejer at sige, således er det

nu en Gang Skik og Brug hos dem."

Han kunde ikke finde sig i at blive hjemme i sin Lejlighed,

men begav sig ind i Byen. Han var ganske ejendommelig til

Mode — som om han havde noget vigtigt for eller snarere

ventede på det. I en fornøjelig Sindsstemning slentrede han

gennem Gaderne. Han vilde meget gerne have truffet en

eller anden eller talt med nogen, selv om det skulde være

en ubekendt. Derved faldt det ham endelig ind, at det vilde

være ganske klogt at opsøge Lægen og få sin Hånd rigtig

forbunden. Lægen, hans gamle bekendt, så nysgerrigt på

Såret og spurgte, hvorledes han havde pådraget sig det?

Veltjaninov lo og spøgte og vilde helst have fortalt ham det

hele, men han tog sig i Agt. Han fortalte om sit natlige

Sygdomsanfald; Lægen følte hans Puls og fik ham til at tage

et nerveberoligende Middel, han netop havde hos sig. Hvad

Såret angik, så erklærede han dette for ufarligt — det vilde

slet ikke have slemme Følger. Veltjanilov lo og forsikrede

ham om, at det tvertimod allerede havde haft overmåde

gunstige Følger. Ønsket om, at meddele en eller anden den

hele Begivenhed, greb ham endnu to Gange samme Dag —

en Gang havde han i den Hensigt nær indledet en Samtale

med et ganske ubekendt Menneske på et Konditori. Intet

var ham ellers mere imod end at begynde at tale med

ubekendte Folk på offentlige Steder.

Han besøgte flere Badeanstalter, købte sig en Avis, begav

sig til sin Skrædder og bestilte sig noget nyt Tøj. Tanken om

at tage ud til Pogorjelzovs var ham ubehagelig, som om han

absolut endnu ventede på et eller andet i Byen. Middagen

smagte ham fortræffeligt, han drak en halv Flaske Vin,

spøgte med Opvarteren og begyndte endog en Samtale med

157

sin Nabo ved Bordet. På en Gentagelse af Gårsdagens

Anfald tænkte han ikke i ringeste Grad. Han var overbevist

om, at Sygdommen var forbi i samme Øjeblik, som han

efter halvanden Times Søvn sprang op fra sit Leje og med

en sådan Kraft kastede Morderen til Jorden. Henad Aften

følte han sig dog en Smule forvirret; han troede, at hans

Nervesvaghed fra i Går var i Anmarsch på ny. I Mørkningen

begav han sig hjem og blev næsten forskrækket, da han

betrådte sine Værelser — så uhyggelige og skumle tog de

sig ud. Han gik flere Gange op og ned derinde og kastede

endog et Blik ud i Køkkenet, hvor han hidtil næsten endnu

aldrig var kommen. „Her varmede de i Går Tallerknerne,"

tænkte han. Han lukkede Korridordøren omhyggelig i og

tændte Lys tidligere end sædvanlig. Derved faldt det ham

ind, at han, da han for en halv Times Tid var kommen forbi

Gårdskarlens Kammer, havde kaldt Mavra ud og spurgt

hende, om ikke Pavel Pavlovitj havde været der? „Som om

det i det hele kunde tænkes, at han kom," sagde han

smilende til sig selv.

Efter at han havde låset Døren, åbnede han sin

Skrivebordsskuffe, tog Barberetuiet op og trak den

skæbnesvangre Kniv frem for at se på den. På det hvide

Benskaft kunde Blodsporene endnu stadig ses. Han lagde

Kniven tilbage i Etuiet og låsede det ned igen i Skuffen. Han

var søvnig og gik snart til Hvile for i Morgen „at være helt

rask igen." Den næste Dag forekom ham af en eller anden

Grund af ganske særlig Betydning. „I Morgen må den sidste

Tvivl forsvinde," sagde han til sig selv for helt at berolige

sig. Men de samme Tanker, som havde optaget ham hele

Dagen og næppe ladet ham i Fred et Minut, trængte sig

påny mellem hinanden gennem hans udmattede Hjerne, og

det varede længe endnu, førend han fandt Ro. . . .

„Hvis det står fast, at Tanken om at myrde mig, pludselig

dukkede op i hans Hjerne," vedblev det at fare ham gennem

Hovedet — „så vilde jeg nok vide, om denne Tanke nogen

Sinde tidligere, selv om også nok så flygtig og uklar, er

faldet ham ind?"

Han besvarede sig selv dette Spørgsmål på en ganske

158

besynderlig Måde: ganske sikkert, sagde han til sig selv,

vilde Pavel Pavlovitj myrde ham, men denne Plan var

ganske pludselig opstået i Morderens Sjæl. Han havde vel

nok til Hensigt at myrde, men han vidste ikke selv af, at han

havde denne Hensigt. „Det lyder måske nok som en

Modsigelse, men det forholder sig dog således," sagde

Veltjaninov til sig selv. „Ikke for at søge en bedre

Ansættelse eller for at se Bagautov er han kommen til St.

Petersborg — skønt han både har anstrængt sig for at få

Ansættelsen og også opsøgt Bagautov, og han er bleven

helt rasende af Ærgrelse over dennes Død. Men Bagautov

var for ham et rent Nul, han foragtede ham, det var ham i

Grunden kun om mig at gøre, og derfor kom han også

sammen med Lisa. ..."

„Og ventede jeg egentlig selv, at han — vilde myrde

mig?" Han måtte besvare dette Spørgsmål med Ja — han

havde ventet det siden det Øjeblik, da han havde truffet

ham i Sørgekareten bagefter Bagautovs Kiste. „Fra det

Øjeblik af," sagde han til sig selv — „har jeg ventet noget...

skønt jeg ganske vist ikke havde tænkt mig, at det vilde

komme så vidt . . ."

„Og var det virkelig sandt," fo'r det pludselig gennem

hans Hjerne, idet han løftede Hovedet fra Puden og åbnede

Øjnene — „var det sandt, hvad dette . . . forrykte Menneske

i Går Aftes sagde til mig om sin Kærlighed til mig, da det

pludselig begyndte at dirre i hans Hage, og han slog sig

med Hånden for Brystet?"

„Ganske bestemt var det sandt," erklærede han afgjort,

idet han stadig kom dybere ind i sine Grublerier — denne

Quasimodo fra T. synes i Virkeligheden at være tåbelig og

storsnudet nok til at forelske sig i sin Hustrus Elsker, idet

hendes Utroskab i mere end en Snes År er bleven skjult for

ham! I fulde ni År har han højagtet mig, bevaret Mindet om

mig i Ære og endog bidt Mærke i mine Udtalelser — å Gud,

og om alt det har jeg ikke vidst det ringeste! Nej, han

kunde ikke lyve i Går — men holdt han også af mig i Går, da

han talte til mig om sin fordums Kserlighed og sagde mig,

at vi vilde blive hinanden „kvit"? Jo, også i Går holdt han af

159

mig, udelukkende af Ondskab, og denne Kærlighed er vel

nok den stærkeste af alle. . . ."

„Det er ganske vist muligt, ja endog sikkert, at jeg i T.

har gjort et kolossalt Indtryk på ham — et kolossalt og

„højst behageligt" Indtryk, hvad der rigtignok kun kunde

hænde sådan en filosoferende Quasimodo. Han forstørrede

mig til det tusinddobbelte, fordi jeg dog imponerede ham alt

for meget i hans filosofiske Ensomhed. . . . Jeg vilde bare

gerne vide, hvormed jeg egentlig har imponeret ham!

Måske ved mine elegante Handsker og den Elegance,

hvormed jeg trak dem på. Å, disse Quasimodo'er er meget

modtagelige for alt, hvad der hedder æstetisk! Fine

Handsker imponerer for øvrigt også ganske andre Folk end

blot sådanne stakkels Skrog. Alt det øvrige føjer de så til af

sig selv, og de er rede til at slås for Jer, hvis I ønsker det.

Han må have anset mig for et Menneske med store Fortrin

... nu forstår jeg også disse Ord: „Hvis også han . . . også

han . . . hvem i hele Verden kan man så stole på!"

„Hm! Han er kommen hertil for „at omfavne mig og

græde sammen med mig," således som han selv udtrykte

sig paå sin modbydelige Måde — det vil sige, han kom for at

myrde mig, tænkte dog, at han kom for at omfavne mig og

græde sammen med mig. Han har også bragt Lisa med. Og

hvem véd: hvis jeg havde grædt med ham, så havde han

måske i Virkeligheden tilgivet mig, for han nærede sikkert

det varmeste Ønske om at tilgive. . . . Alle hans Ønsker og

Beslutninger forvandlede sig dog allerede ved vort første

Sammentræf til drukne Grimacer, til Karikatur, til simpel,

kvindelig Flæben over den Ydmygelse, han havde lidt. Han

svælgede formelig i den Tanke, at man havde sat ham Horn.

For i det mindste at skaffe sine Følelser Luft på en eller

anden Måde, kom han kun, når han havde drukket sig fuld;

i ædru Tilstnd vilde han måske slet ikke have valgt de rette

Ord . . . Han må vist have moret sig over denne Skæren

Grimacer og denne Flæben. Hvor lykkelig var han for

Eksempel ikke den Gang, da han fik mig overtalt til at kysse

sig! Blot vidste han den Gang endnu ikke, hvorledes han

skulde afslutte sin Hævn, om han skulde omfavne mig eller

160

skære Halsen over på mig. Enden på det hele blev, at han

anså det for det bedste at forsøge på begge Dele. En

ganske ufejlbarlig Slutning! — Nej, Naturen ynder ikke

Vanskabninger og lader dem omkomme ved deres egne

Slutninger. Den mest vanskabte Vanskabning er

Vanskabningen med ædle Følelser: jeg véd det af egen

Erfaring, Pavel Pavlovitj! Naturen er for Vanskabningen

ingen kærlig Moder, men en Stedmoder. Naturen avler

Vanskabningen, men i Stedet for at have Medlidenhed med

den, hævner den sig på den, og det, så det kan blive til

noget. Omfavnelser Og Tilgivelsens Tårer er nu til Dags ikke

Skik og Brug selv blandt ordentlige Mennesker, endsige da

blandt sådanne stakkels Skrog som vi to, Pavel Pavlovitj!"

„Å ja, han var endog dum nok til at føre mig til sin Brud.

Min Gud, hans Brud! Kun en sådan Quasimodo kunde få den

Idé ved Hjælp af Mademoiselle Sachlebinins Uskyldighed „at

vågne til nyt Liv!" Men De kunde ikke gøre ved det, Pavel

Pavlovitj — nej, De kunde ikke gøre ved det! De er en

Vanskabning, og derfor måtte alt, hvad der vedrørte Dem,

alle Deres Tanker og Forhåbninger, være vanskabte og

absurde. Men selv om De også er en Vanskabning, så har

De dog Tanker i Hovedet, og derfor var det nødvendigt for

Dem at få Vetlschaninov, til hvem De ser op med så megen

Ærefrygt, til at sanktionere Deres Planer. Han måtte forsikre

Dem om, at Deres Drømmebillede ikke blot var et

Drømmebillede, men Virkelighed! Min Gud! Han troede

virkelig på min Overlegenhed og Oprigtigheden af mine

Følelser, da han førte mig derhen, og han ventede måske, at

vi vilde omfavne hinanden bag en Rosenbusk i umiddelbar

Nærhed af Uskyldigheden og blande vore Tårer. Å ja, han

måtte endelig engang indse sin egen Tåbelighed, denne

stakkels Nar, måtte søge at gøre den god igen, og for at

gøre den god igen, greb han til Barberkniven — ganske vist

kun i en pludselig Opblussen, men han greb dog efter den.

„Han stak ham, stak ham alligevel til sidst, endog i

Guvernørens Nærværelse!" Mon han allerede den Gang, da

han fortalte mig Historien om Forloveren, også blot ganske

fjernt havde noget i Sinde mod mig? Og den Gang, da han

161

forlod sit Leje om Natten og stod midt i Værelset — mon

han da allerede tænkte på noget i den Retning? Hm... nej,

den Gang „spøgte" han vist kun. Han vilde virkelig kun tage

en Slurk Vand, og da han så, jeg blev forskrækket, undte

han sig den Fornøjelse et Øjeblik at gotte sig over min

Skræk. Det må virkelig have beredt ham en særlig kildrende

Fornemmelse at forestille sig, at jeg var bange for ham. . . .

Den Gang, han stod så spøgelsesagtig i Mørket, er måske

for første Gang den Tanke faldet ham ind. . . ."

„Og alligevel, hvis jeg i Går ikke havde glemt Barber-

etuiet på Bordet, vilde der sikkert ikke være hændt noget.

Virkelig ikke? Er han i hele fjorten Dage gået ængstelig af

Vejen for mig, af bare Medlidenhed måske kun, for ikke at

komme i Fristelse? Og nu det, at han først henvendte sig til

Bagautov og ikke til mig ... og at han den Gang midt om

Natten fo'r op for at varme Tallerknerne til mig — hvilket

Spring fra Dolk til Næstekærlighed! Sig selv og mig vilde

han redde . . . med opvarmede Tallerkener!"

Længe endnu vedblev denne „afskedigede" Salonhelts

syge Hjerne at arbejde, længe endnu blandede den alt

muligt sammen, indtil endelig Søvnen bragte hans

ophidsede Nerver nogen Ro. Men næste Morgen vågnede

han med den samme syge Hjerne, kun at denne Gang en

ny, uventet Skræk voldte ham Uro.

Denne nye Skræk stammede fra den uomstødelige

Overbevisning, at han, Salonhelten Veltjaninov, i Dag af

egen Drift, af hemmelige, ham selv ubekendte

Bevæggrunde, vilde opsøge denne vanskabte Pavel

Pavlovitj. „Men hvorfor, hvorfor?" spurgte han sig selv

forgæves. Svaret faldt ham ikke ind, han vidste kun dette

ene, at han ubetinget vilde opsøge ham....

Denne „forrykte Idé", som han selv måtte benævne dette

sit nyeste Hjernefoster, antog for øvrigt uvilkårligt en

næsten fornuftig og tilsyneladende naturlig Skikkelse: det

forekom ham på en Gang muligt, at Pavel Pavlovitj havde

opsøgt sin Lejlighed, havde lukket sig inde i den og... hængt

sig, som hin Kasserer, om hvem Marja Sysojevna havde

fortalt ham. Denne Antagelse blev lidt efter lidt til Trods for

162

sin Urimelighed til hans faste Overbevisning. „Men hvorfor

skulde det Fæ egentlig hænge sig?" forsøgte han at modsige

sig selv. Han kom til at huske på Lisas Ord: „Hm, jeg vilde i

hans Sted måske også hænge mig..." afsluttede han sine

Betragtninger.

I Virkeligheden rettede han, da han begav sig hen for at

spise til Middag, sine Skridt ubevidst mod Trusotskis

Lejlighed. „Jeg vil i hvert Fald forhøre mig hos Marja

Sysojevna," sagde han til sig selv. Men næppe havde han

tilbagelagt et Stykke Vej, førend han standsede og tog sig til

Panden.

„Skulde jeg..." tænkte han uvilkårligt, idet han rødmede

af Skamfuldhed — „skulde jeg virkelig kun af den Grund

begive mig hen til ham for at omfavne ham og blande mine

Tårer med hans? Skulde jeg virkelig til al den anden

Forsmædelse yderligere føje denne tåbelige Lavhed?"

For denne „tåbelige Lavhed" bevarede dog alle

anstændige og ordentlige Menneskers Forsyn ham. Han var

næppe gået endnu et Par Skridt, før han pludselig stødte på

Hr. Aleksander Lobov, der kom gående hurtig og åbenbart i

en meget livlig Stemning.

„Å, jeg skulde lige hen til Dem! Hvad foretager vor fælles

Ven Pavel Pavlovitj sig?"

„Han har hængt sig," brummede Veltjaninov fortrædelig.

„Hvem har hængt sig?" spurgte Lobov, idet han spærrede

Øjnene op.

„Nej, nej ... det var kun min Spøg. Hvad er der på

Færde?"

„For Pokker, hos Dem veksler Tankerne hurtigt. Han har

sikkert ikke hængt sig — hvorfor skulde han egentlig hænge

sig? Han er tvertimod rejst sin Vej. Jeg har lige netop fulgt

ham på Banegården. Død og Pine, hvor han kan drikke!

Hver af os har sat sine tre Flasker til Livs, F'redpossylov var

også med. Mage til Svir har jeg sjelden set. I Kupéen sang

han, han talte også om Dem — han sender Dem mange

Hilsener og Kys, men en Slubbert er og bliver han dog,

mener De ikke også?"

Den unge Mand var åbenbart stærkt beruset) hans rødt-

163

blussende Ansigt, glinsende Øjne og lallende Tvinge beviste

det tydeligt nok. Veltjaninov gav sig til at le af fuld Hals.

„Ha ha! Til syvende og sidst har de altså drukket Dus! De

har omfavnet hinanden og blandet Tårer! Å, I Digtersjæle

og Sværmere!"

„Og alligevel, hvis jeg i Går ikke havde glemt Barber-

etuiet på Bordet, vilde der sikkert ikke være hændt noget.

Virkelig ikke? Er han i hele fjorten Dage gået ængstelig af

Vejen for mig, af bare Medlidenhed måske kun, for ikke at

komme i Fristelse? Og nu det, at han først henvendte sig til

Bagautov og ikke til mig ... og at han den Gang midt om

Natten fo'r op for at varme Tallerknerne til mig — hvilket

Spring fra Dolk til Næstekærlighed! Sig selv og mig vilde

han redde . . . med opvarmede Tallerkener!"

Længe endnu vedblev denne „afskedigede" Salonhelts

syge Hjerne at arbejde, længe endnu blandede den alt

muligt sammen, indtil endelig Søvnen bragte hans

ophidsede Nerver nogen Ro. Men næste Morgen vågnede

han med den samme syge Hjerne, kun at denne Gang en

ny, uventet Skræk voldte ham Uro.

Denne nye Skræk stammede fra den uomstødelige

Overbevisning, at han, Salonhelten Veltjaninov, i Dag af

egen Drift, af hemmelige, ham selv ubekendte

Bevæggrunde, vilde opsøge denne vanskabte Pavel

Pavlovitj. „Men hvorfor, hvorfor?" spurgte han sig selv

forgæves. Svaret faldt ham ikke ind, han vidste kun dette

ene, at han ubetinget vilde opsøge ham....

Denne „forrykte Idé", som han selv måtte benævne dette

sit nyeste Hjernefoster, antog for øvrigt uvilkårligt en

næsten fornuftig og tilsyneladende naturlig Skikkelse: det

forekom ham på en Gang muligt, at Pavel Pavlovitj havde

opsøgt sin Lejlighed, havde lukket sig inde i den og... hængt

sig, som hin Kasserer, om hvem Marja Sysojevna havde

fortalt ham. Denne Antagelse blev lidt efter lidt til Trods for

sin Urimelighed til hans faste Overbevisning. „Men hvorfor

skulde det Fæ egentlig hænge sig?" forsøgte han at modsige

sig selv. Han kom til at huske på Lisas Ord: „Hm, jeg vilde i

hans Sted måske også hænge mig..." afsluttede han sine

164

Betragtninger.

I Virkeligheden rettede han, da han begav sig hen for at

spise til Middag, sine Skridt ubevidst mod Trusotskis

Lejlighed. „Jeg vil i hvert Fald forhøre mig hos Marja

Sysojevna," sagde han til sig selv. Men næppe havde han

tilbagelagt et Stykke Vej, førend han standsede og tog sig til

Panden.

„Skulde jeg..." tænkte han uvilkårligt, idet han rødmede

af Skamfuldhed — „skulde jeg virkelig kun af den Grund

begive mig hen til ham for at omfavne ham og blande mine

Tårer med hans? Skulde jeg virkelig til al den anden

Forsmædelse yderligere føje denne tåbelige Lavhed?"

For denne „tåbelige Lavhed" bevarede dog alle

anstændige og ordentlige Menneskers Forsyn ham. Han var

næppe gået endnu et Par Skridt, før han pludselig stødte på

Hr. Aleksander Lobov, der kom gående hurtig og åbenbart i

en meget livlig Stemning.

„Å, jeg skulde lige hen til Dem! Hvad foretager vor fælles

Ven Pavel Pavlovitj sig?"

„Han har hængt sig," brummede Veltjaninov fortrædelig.

„Hvem har hængt sig?" spurgte Lobov, idet han spærrede

Øjnene op.

„Nej, nej ... det var kun min Spøg. Hvad er der på

Færde?"

„For Pokker, hos Dem veksler Tankerne hurtigt. Han har

sikkert ikke hængt sig — hvorfor skulde han egentlig hænge

sig? Han er tvertimod rejst sin Vej. Jeg har lige netop fulgt

ham på Banegården. Død og Pine, hvor han kan drikke!

Hver af os har sat sine tre Flasker til Livs, F'redpossylov var

også med. Mage til Svir har jeg sjelden set. I Kupéen sang

han, han talte også om Dem — han sender Dem mange

Hilsener og Kys, men en Slubbert er og bliver han dog,

mener De ikke også?"

Den unge Mand var åbenbart stærkt beruset) hans rødt-

blussende Ansigt, glinsende Øjne og lallende Tvinge beviste

det tydeligt nok. Veltjaninov gav sig til at le af fuld Hals.

„Ha ha! Til syvende og sidst har de altså drukket Dus! De

har omfavnet hinanden og blandet Tårer! Å, I Digtersjæle

165

og Sværmere!"

„Vær så venlig at lade være med at skælde ud, jeg kan

meddele Dem, at han „alligevel" har opgivet alle Fordringer.

I Går og i Dag har han været der og bagtalt os ganske

antagelig. Nadja har man spærret inde, hun må sidde i

Pulterkammeret. Der har været en Jammer og en Gråd,

men vi giver ikke efter. Å, hvor han kan drikke! Og hvor han

kan være gemen i sin Mund... det vil sige, ikke egentlig

gemen, men... og i et Væk talte han om Dem, men hvad er

han mod Dem — der er slet ingen Sammenligning! De er

dog i al Fald et anstændigt Menneske og har engang tilhørt

det bedste Selskab... nu går det Dem jo kun dårligt, og så

må De naturligvis dukke Dem en Smule ... det vil sige,

Fanden må vide, hvad det egentlig var, han fortalte om

Dem, jeg har ikke rigtig kunnet forstå ham"

„Talte han i denne Tone om mig?"

„Ja, det gjorde han, men bliv bare ikke vred derover.

Hvem spørger i vore Dage om det gode Selskab? Vi må

holde med Folket, det er det eneste rigtige! Hvem skal man

overhovedet nære Agtelse for nu for Tiden i Rusland? Dét

véd intet Menneske. Hør engang, er det ikke slemt for et

Land, når man ikke véd, hvem man skal nære Agtelse for?"

„Jo, det er sandt, men hvad sagde han ellers?"

„Hvem mener De? Nå, ham? Hvad han sagde? Å, han

vedblev at sige: „den halvtredsindstyveårige, men

forarmede Veltjaninov." Men sig mig engang, hvorfor

vedblev han at sige „men forarmede", og ikke „og

forarmede", hvad der jo vilde have været langt rigtigere?

Tusinde Gange gentog han det samme. Og samtidig lo han

stadig. I Kupéen begyndte han at synge og gav sig til at

græde — ligefrem modbydeligt; det vil sige, man måtte

have ondt af ham, så beruset var han. Å, jeg afskyer disse

Fæhoveder! Han kastede Penge til Tiggerne, de skulde bede

for en eller anden afdød Lisevetas Sjælefred — hans Hustru,

ikke sandt?"

„Nej, hans Datter."

„Hvad er der i Vejen med Deres Hånd?"

„Jeg har skåret mig."

166

„Å, det har intet at sige, det går nok over. Véd De hvad,

gid Fanden havde ham, det er godt, at han er borte, men

jeg vædder om, at dér, hvor han nu kommer hen, f aiar han

straks Giftetanker igen. Tror De ikke også?"

„Men De går jo også selv i Giftetanker."

„Jeg? Det er da noget helt andet — nej, De er da en

underlig én. Hvis De er en Mand på halvtreds, er han sikkert

mindst treds. Man må virkelig være en Smule logisk, lille

Fa'r! For øvrigt må De vide, at jeg tidligere var ren Slavofil,

og det af Overbevisning, men nu venter vi Morgenrøden fra

Vest

Nå, på Gensyn.

Det glæder mig, jeg traf Dem her uden først at behøve at

søge Dem hjemme. Lad bare være med at invitere mig, for

jeg kommer alligevel ikke til Dem."

Han gjorde omkring og vilde skynde sig bort, men vendte

sig dog endnu engang om. „Å, det er sandt," sagde han,

„han gav mig et Brev med til Dem, her er det. Hvorfor

fulgte De ham egentlig ikke til Banen?"

Veltjaninov vendte tilbage til sit Hjem og åbnede den

med hans Adresse forsynede Konvolut. Ikke et eneste Ord

fra Pavel Pavlovitj fandtes i den, men derimod lå der et

andet Brev deri. Veltjaninov genkendte straks Håndskriften.

Papiret var gammelt og gulnet og Skriften helt falmet.

Brevet var for ti År siden skrevet til ham i St. Petersborg,

nøjagtig to Måneder efter, at han dengang havde forladt

Trusotskis. Han havde aldrig fået dette Brev og vidste intet

om dets Indhold. Åbenbart var Brevskriversken kommen på

andre Tanker og havde holdt Brevet tilbage. I Skrivelsen,

som han havde i sin Hånd, tog Natalia Vassiljevna for

bestandig Afsked med ham — ganske på samme Måde som

i det Brev, han en Gang virkelig havde modtaget. Hun

tilstod ham, at hun allerede elskede en anden, men

samtidig meddelte hun ham, at den Formodning, som hun

før hans Afrejse havde ytret overfor ham, havde bekræftet

sig: For at trøste ham, lovede hun ham, at hun vilde søge

en Lejlighed til at overgive ham Pantet på deres Kærlighed,

og forsikrede, at fra nu af bestod der et ganske andet

167

Forhold mellem dem, deres Venskab var nu for evigt

befæstet — med 166

et Ord, temmelig mange ulogiske Ting, hvoraf kun

fremgik det ene, at hun for enhver Pris vilde være fri for

hans Kærlighed. Hun tillod ham endog om et År at komme

til T. for at se Barnet. Gud må vide hvorfor hun havde holdt

dette Brev tilbage og sendt ham det andet.

Veltjninov blev bleg, da han læste dette Brev. Han

forestillede sig, hvorledes Pavel Pavlovitj havde fundet det

og for første Gang læst det over det åbnede, med Sølv og

Perlemoder indlagte Chatol…

„Han må også være bleven bleg som en Dødning,"

tænkte han, da han pludselig så sit eget Ansigt i Spejlet —

„han har sikkert lukket Øjnene under Læsningen og åbnet

dem igen i Håb om, at Brevet vilde være bleven forvandlet

til et Stykke almindeligt hvidt Papir. Mindst tre Gange må

han have gentaget dette Forsøg!..."

---o---

XVII. To År var forløbne siden de af os skildrede Begivenheder.

En smuk Sommerdag kørte Hr. Veltjninov på en af vore nys

åbnede Jernbanelinjer til Odessa for der at træffe sammen

med en Ven og samtidig gennem den selv samme Ven at

stifte Bekendtskab med en højst interessant Dame, som han

allerede længe havde ønsket at lære nærmere at kende.

Han havde i Løbet af disse to År i høj Grad forandret sig til

sin Fordel. Han var bleven fuldstændig helbredet for sin

tidligere Melankoli. Også hans „Erindringer" og

Samvittighedsnag, Følgerne af den Sygdom, som i sin

Tid.da det ikke rigtig vilde skride frem med Processen,

havde foruroliget ham i St. Petersborg, var nu sporløst

forsvundne. Han skammede sig nu over den Modløshed,

som han den Gang havde hengivet sig til. Nu havde han dog

fået Vished for, at noget „lignende" aldrig vilde møde ham

igen, og at ingen vidste Besked med hans fordums

168

Svaghedstilstand. Det var rigtigt, at han dengang havde

undgået Selskabslivet, klædt sig sjusket og endog krøbet i

Skjul for Folk; det var også rigtigt, at al Verden dengang

havde lagt Mærke til den sælsomme Forandring som var

foregået med ham. Men han var meget hurtig kommen på

andre Tanker og var så fornøjet og rask igen vendt tilbage

til sine gamle Kredse, at man straks havde tilgivet ham

hans forbigående Frafald, og at endog de samme, som han

allerede havde hørt op med at hilse, på ny med Fornøjelse

rakte ham Hånden, medens de ikke engang generede ham

med pinlige Spørgsmål om det forbigangne. De lod ganske

simpelt, som om han havde været bortrejst „i huslige

Anliggender", der ikke interesserede nogen som helst blot i

ringeste Grad. Hovedgrunden til denne Forandring til det

gode var naturligvis den vundne Proces. Veltjninov fik sine

60,000 Rubler — ganske vist en Ubetydelighed, som

imidlertid ikke var uden Vigtighed for hans daværende

Forhold.

Fremfor alt havde han atter fået fast Grund under

Fødderne, følte sig ligesom moralsk løftet. Han vidste nu

ganske sikkert, at han ikke vilde ødsle disse Penge bort på

en så tåbelig Måde som sine to tidligere Formuer, og at han

nu var sikret for hele sit Liv. „Lad bare Samfundsbygningen

knage i sine Fuger, lad dem snakke og docere, som de vil,"

tænkte han undertiden, når han så og hørte alle de

besynderlige Ting, som skete rundt omkring ham i det

hellige Rusland — „lad Menneskene og deres Anskuelser

forandre sig, så meget de vil, jeg er dog i det mindste sikker

på at få min velsmagende Middagsmad, og på den Måde

kan jeg se Fremtiden fortrøstningsfuldt i Møde." Denne

behagelige og beroligende Tanke havde lidt efter lidt helt

taget Magten over ham og frembragt ikke blot en moralsk,

men endog en fysisk Forandring med ham. Han så nu helt

anderledes på Sagerne end hin indesluttede Særling, han

havde været for to År siden, og som allerede havde begyndt

på at indvikle sig i så upassende Historier.

Han gjorde nu et så muntert, klart, friskt Indtryk, endog

de grimme Rynker, som allerede havde dannet sig omkring

169

hans Øjne og hans Pande, var næsten forsvundne igen, og

selv hans Ansigtsfarve var bleven sundere og mere

ungdommelig. For Øjeblikket sad han rigtig bekvemt i en

første Klasses Kupé og overvejede en Tanke, som havde

noget ganske særlig tiltrækkende for ham. Ved den næste

Station bøjede nemlig en Sidelinje af fra Hovedbanen, og i

en Afstand af omtrent to Stationer boede i Nærheden en

Dame, han kendte og som ligeledes var meget interessant.

Hun var netop vendt tilbage fra Udlandet og kedede sig nu

til Døde i sin landlige Ensomhed. „Vilde det ikke være en

god Idé," tænkte han, „om jeg gjorde en lille Afstikker og

besøgte hende i hendes Afkrog? Jeg har jo altid Tid nok til

de andre i Odessa..." Han traf dog ikke straks nogen

Afgørelse, men overlod det til den øjeblikkelige Indskydelse,

om han vilde foretage den lille Afstikker eller ej.

Toget løb imidlertid ind på Stationen, hvor der var

fyrretyve Minutters Ophold, og Passagererne i al Ro kunde

nyde deres Middagsmad. Ved Indgangen til den for første og

anden Klasse fælles Ventesal stimlede som sædvanlig talrige

utålmodige rejsende sammen, og som sædvanlig var der

også forefaldet et lille Skandaleoptrin. En påfaldende smuk

Dame, der dog af en rejsende at være var klædt alt for

elegant, var stegen ud af en anden Klasses Kupé og slæbte

en net, påfaldende ung Officer i Lanseneruniform efter sig,

idet han gjorde alle mulige Anstrengelser for at undslippe

hende. Den unge Officer var stærkt beruset, og Damen,

efter al Sandsynlighed en ældre Slægtning af ham, søgte for

enhver Pris at holde ham tilbage, for at han ikke skulde nå

hen til Buffeten med de stærke Drikke. Lanseneren var i

Trængslen stødt på en ung Købmand, der ligeledes var

dygtig beruset. Den sidste havde allerede i to Dage siddet

fast på Stationen, hvor han svirede sammen med et stærkt

blandet Selskab, idet han øste Penge ud og atter og atter

forfejlede det Tog, som skulde føre ham videre. De kom op

at skændes, Officeren begyndte at skrige, den unge

Købmand skældte ud, Damen var helt fortvivlet og søgte

med al Magt at trække Lanseneren til Side, idet hun i en

bedende Tone vedblev at råbe: „Mitinka, Mitinka!" De

170

omkringstående lo, men den unge Købmand lod til at finde

Damens Opførsel upassende og troede sig forpligtet til at

træde i Skranken for den krænkede Velanstændighed.

„Hør dog, Mitinka!" råbte han i en bebrejdende Tone, idet

han efterlignede Damens Fistelstemme — „De skammer

Dem ikke engang for Folk!"

Og idet han ravende trådte hen foran Damen., der var

sunket om på en Stol og havde trukket Landsen erea ned

ved Siden af sig gav han sig til at se på dem med en

foragtelig Mine, medens han i en syngende Tone vedblev at

skælde ud:

„Nå, Sjuske, der har du jo din Mitinka!" Damen begyndte

at skrige og så sig om efter Hjælp blandt de

omkringstående. Hun vidste hverken ud eller ind af Angst

og Skamfuldhed, og for at gøre Målet fuldt, sprang Officeren

pludselig brølende op fra Stolen og styrtede løs på

Købmanden, men han snublede og faldt tilbage på sin Plads

igen. Man begyndte at le endnu højere, ingen tænkte på at

komme dem til Hjælp i deres vanskelige Situation. Da trådte

pludselig Veltjaninov frem, greb den unge Købmand i

Kraven og slyngede ham godt og vel fem Skridt ind i

Ventesalen. Dermed var Skandaleoptrinet til Ende, den unge

Købmand så helt betuttet på Veltjaninovs Kæmpeskikkelse

og lod sig uden videre Modstand føre bort af sine Venner.

Veltjaninovs Optræden, der kun kunde indgyde Agtelse,

bragte også den leende Hob til Tavshed, og den lykkelig

befriede Dame begyndte rødmende og med tårefyldte Øjne

at forsikre ham om sin Taknemmelighed; Lanseneren sagde

også i en snøvlende Tone: „Takker meget, takker meget," og

skulde lige til at række Veltjaninov Hånden, da han pludselig

foretrak i Stedet for at lægge sig på Stolene med vidt

udstrakte Ben.

„Mitinka!" råbte Damen i en bebrejdende Tone, idet hun

forfærdet slog Hænderne sammen.

Det forefaldne syntes åbenbart at more Veltjaninov, og

Damen begyndte at interessere ham. Han kunde med det

første Øjekast se, at han stod overfor en velhavende

Provinsdame. Hendes Klædedragt var elegant, men

171

smagløs, og der var noget latterligt affekteret over hendes

Manerer — med et Ord, hun lod til at besidde alle de

Egenskaber, som lover en Hovedstadslaps, der lægger an på

at erobre en sådan Kvinde, et heldigt Resultat. Der

udviklede sig en Samtale mellem dem. Damen beklagede

sig levende over sin Mand, der pludselig „var forsvunden fra

Vaggonen og var Skyld i det hele, ligesom han heller aldrig

var til Stede, når man havde Brug for ham."

„Han vilde også engang gå på gale Veje," mumlede

Lanseneren.

„Men Mitinka dog!" råbte hun på ny og vred sine Hænder.

„Nå, den stakkels Mand vil ikke få det let," tænkte

Veltjaninov, og højt føjede han til: „Hvad hedder egentlig

Deres Gemal? Jeg skal søge ham op."

„Pal-Palytj hedder han," snøvlede Lanseneren.

„Deres Mand hedder Pavel Pavlovitj ?" spurgte

Veltjaninov nysgerrigt, da pludselig et ham velbekendt,

skaldet Hoved dukkede op mellem ham og Damen.

Øjeblikkelig kom han til at huske på de uskyldige Lege i

Sachlebinins Have og det modbydelige, skaldede Hoved,

som også den Gang bestandig havde skubbet sig mellem

ham og Nadezjda Fedosejevna.

„Der har vi Dem endelig, min Herre," skreg hans Hustru

ham i Møde med skingrende Stemme.

Det var i Virkeligheden Pavel Pavlovitj; på en Gang

bestyrtet og ængstelig så han på Veltjaninov, der var dukket

op som et Spøgelse foran ham. Han var så betuttet ved

Synet af sin gamle bekendt, at han en Tid lang slet ikke

hørte sin opbragte Hustrus højlydte Bebrejdelser. Så fo'r

han forfærdet sammen og forstod i et Nu, hvad der var

hændt: at „han var Skyld i alt", at Mitinka havde drukket sig

fuld, og at denne „Monsieur" — af en eller anden Grund gav

hun Veltjaninov denne Titel — var bleven hendes Beskytter

og Redningsmand, og at han, Pavel Pavlovitj, altid havde

forstukket sig et eller andet Sted, når man nødvendigt

havde Brug for ham.

Veltjaninov gav sig pludselig til at le højt:

„Men vi er jo Venner, endog Ungdomsvenner," røabte han

172

til den forbavsede Dame, idet han nedladende lagde sin Arm

på den forlegent smilende Pavel Pavlovitjs Skulder — „har

han aldrig fortalt Dem noget om Veltjaninov?"

„Nej, han har aldrig sagt noget," svarede Hustruen, idet

hun bebrejdende så på Pavel Pavlovitj.

„Men forestil mig dog for Deres Frue, kæreste Ven."

„Det er... Lipotjka, det er virkelig Hr. Veltjaninov, véd du

nok..." begyndte Pavel Pavlovitj stammende og kørte straks

fast igen.

Fruen fo'r op og så på ham med Øjne, der lynede af

Vrede, åbenbart fordi han overfor den fremmede Herre ikke

nævnede hende ved hendes stolte Navn Olympia, men slet

og ret Lipotjka.

„Og vil De tænke Dem, han har ikke engang meddelt

mig, at han har giftet sig, og han har heller ikke bedt mig

med til Bryllupet! Men véd De hvad, Olympia . . ."

„Semjonovna,"supplerede Pavel Pavlovitj sin Hustrus

fædrene Navn. „Semjonovna!" lød det pludselig iFra

Lanseneren, der allerede var faldet i Søvn.

„De må virkelig tilgive ham, Olympia Semjomovna, for

min Skyld, på Grund af dette venskabelige Gensyn . . . han

er en fortræffelig Ægtemand."

Ved disse Ord klappede Veltjaninov Pavel Pavlovitj

fortroligt på Skulderen.

„Jeg har blot, min Skat . . . jeg gik kun . . . bort . . . et

eneste Minut," begyndte Pavel Pavlovitj al: undskylde sig.

„Og Deres Hustru har De prisgivet Skandalen," faldt

Lipotjka ham straks i Talen — „hvor man har Brug for Dem,

dér er De aldrig, og hvor De er overflødig, der træffer man

Dem altid."

„Hvor han er overflødig, dér er han . . . hvor han er

overflødig . . . hvor han er overflødig," gentog Lanseneren.

Lipotjka var aldeles ude af sig selv af Forbitrelse; hun

vidste ganske vist selv, at det var upassende at opføre sig

således i Veltjaninovs Nærværelse og blev endog en Smule

rød i Hovedet af Skam, men hun kunde virkelig ikke

beherske sig selv mere.

„Hvor det er ganske overflødigt, der er De kun altfor

173

forsigtig, altfor forsigtig!" undslap det hende uvilkårligt.

„Under Sengen ... leder han efter Elskere . . . under

Sengen — hvor det er overflødigt . . ." råbte pludselig også

Mitinka helt opbragt.

Med Mitinka var der i Virkeligheden intet at stille op.

Olympia Semjonovna beroligede sig lidt efter lidt og sendte

Pavel Pavlovitj efter Kaffe og Bouillon. Medens han var

borte, fortalte hun Veltjaninov, at de kom fra O., hvor

hendes Mand var ansat, og at de vilde tilbringe de næste to

Måneder på deres Gods, omtrent fyrretyve Verst fra

Stationen. Dér havde de et smukt Hus og en prægtig Park,

Naboer og Venner omgikkes med dem, og hvis Aleksej

Ivanovitj vilde være så venlig at besøge hende i hendes

Ensomhed, vilde hun modtage ham med Glæde som sin

„Skytsånd", thi hun kunde kun med Rædsel tænke på, hvad

der vilde være hændt, hvis . . . o. s. v., med et Ord, hvis

han ikke som hendes „Skytsånd" havde lagt sig imellem.

„Og Frelser og Frelser," tilføjede Lanseneren med Iver.

Veltjaninov takkede høfligt og svarede, at han var beredt

når som helst, at han fuldstændig kunde råde over sin Tid,

og at hendes Indbydelse var overordentlig smigrende for

ham.

Han fandt Lejlighed til under Samtalen at sige hende to

eller tre Komplimenter, og Lipotjka blev helt rød i Hovedet af

Glæde. Da Pavel Pavlovitj kom tilbage med Kopperne,

fortalte hun ham ganske begejstret, at Aleksej Ivanovitj

havde været „så venlig" at tage imod hendes Indbydelse og

allerede i næste Uge havde lovet at besøge dem i en hel

Måned. Pavel Pavlovitj smilte forlegent og tav. Olympia

Semjonovna lagde Mærke til hans ejendommelige Adfærd

og trak på Skuldrene. Omsider tog man Afsked, endnu en

Gang var der Tale om „Taknemmeligheden" og „Skytsengel",

endnu en Gang viste Mitinka sig på Skuepladsen, og endelig

førte Pavel Pavlovitj sin Hustru tillige med Lanseneren bort

til Kupéen. Veltjaninov tændte sig en Cigar og begyndte at

gå op og ned på Perronen. Han vidste, at Pavel Pavlovitj

endnu engang vilde komme tilbage for at passiare med ham

indtil Togets Afgang. Han havde i Virkeligheden ikke taget

174

fejl. Pavel Pavlovitj kom efter et Øjebliks Forløb hen til ham

og så på ham med en bekymret, spørgende Mine.

Veltjaninov lo, tog venskabeligt hans Arm og trak ham hen

til en Bænk i Nærheden, hvor de begge tog Plads.

Veltjaninov tav — han vilde have, at Pavel Pavlovitj først

skulde tage Ordet.

„De vil altså besøge os?" fik denne endelig stammende

frem, idet han uden Omsvøb gav sig til at tale om

Genstanden for sine Bekymringer.

„Det vidste jeg nok! Nej, han har ikke forandret sig," lo

Veltjaninov. „Kunde De virkelig blot et Øjeblik antage, at jeg

for Alvor vilde komme og besøge Dem, oven i Købet i en hel

Måned? Ha ha!"

Det gav et formeligt Sæt i Pavel Pavlovitj.

„De vil altså ikke komme?" råbte han, idet han kun med

Møje skjulte sin Glæde.

„Nej, jeg kommer ikke," lo Veltjaninov selvtilfreds, uden

egentlig at forstå, hvorfor han var i en så lattermild

Stemning.

„Taler De ... taler De virkelig Alvor?" spurgte Pavel

Pavlovitj, idet han i spændt Forventning næsten sprang op

fra sin Plads.

„Men jeg har jo allerede sagt Dem, at jeg ikke vil komme

— nej, De er virkelig et underligt Menneske."

„Men hvad skal jeg så . . . hvad skal jeg sige til Olympia

Semjonovna, når De ikke er kommen i Løbet af en Uges Tid,

og hun stadig venter på Dem?"

„Det er dog ganske simpelt, sig hende, at jeg har

brækket Benet, eller noget i den Retning."

„Det vil hun ikke tro," sagde Pavel Pavlovitj med ynkelig

Stemme.

„Og så skælder hun Dem Huden fuld," svarede

Veltjaninov, der endnu bestandig lo. „Det lader til, De har

ordentlig Respekt for Deres smukke Frue, stakkels Ven."

Pavel Pavlovitj forsøgte at smile, men det vilde ikke rigtig

lykkes ham. At Veltjaninov ikke vilde komme, var ham

ganske behageligt, men han syntes aldeles ikke om, at han

anslog en så fortrolig Tone med Hensyn til hans Hustru.

175

Pavel Pavlovitj følte sig åbenbart en Smule krænket, og

Veltjaninov lagde meget godt Mærke dertil. Det havde

ringet for anden Gang, langt borte fra hørte man en fin

Stemme, der kaldte på Pavel Pavlovitj. Denne blev lidt

urolig, men han adlød alligevel ikke straks Råbet. Han

syntes endnu at vente et eller andet trøstende Ord af

Veltjaninovs Mund — formodentlig en gentagen Forsikring

om, at han ikke vilde komme.

„Hvorfra stammer egentlig Deres Hustru?" forhørte

Veltjaninov sig, idet han lod, som om han slet ikke havde

bemærket den andens Uro.

„Hun er Datter af vor Provst," svarede Pavel Pavlovitj,

idet han frygtsom skelede i Retning af Vaggonen.

„Å, jeg forstår, for Skønhedens Skyld . . ."

Pavel Pavlovitj rynkede igen sin Pande.

„Og hvem er egentlig denne Mitinka?"

„Å, ikke noget videre, en fjern Slægtning af mig, en vis

Golubtjikov, Søn af min afdøde Kusine. Han måtte tage

Afsked på Grund af Gæld, men vi har dækket alt, og han er

nu trådt ind i Hæren igen ... en ulykkelig ung Mand."

„Nå, det er godt, alt er i Orden," tænkte Veltjaninov.

„Pavel Pavlovitj!" hørte man på ny fra det fjerne

Hustruens Stemme, der denne Gang allerede klang

temmelig gnaven.

„Pal—Palytj!" lød en anden, kraftigere Stemme.

Pavel Pavlovitj sad som på Nåle, men Veltjaninov holdt

ham endnu stadig fast i Armen.

„Hør en Gang, skal jeg fortælle Deres Kone, at De den

Gang vilde myrde mig?"

„Hvad for noget? Hvad for noget?" fo'r Pavel Pavlovitj

forfærdet op — „nej, for Guds Skyld!"

„Pavel Pavlovitj! Pavel Pavlovitj!" lød det fra det fjerne.

„Nå, gå nu, gå," sagde Veltjaninov gemytligt smilende,

idet han endelig slap ham.

„De kommer altså ikke?" spurgte Pavel Pavlovitj for

allersidste Gang, idet han næsten bedende foldede

Hænderne.

„Jeg gør Dem min Ed på, at jeg ikke kommer. Løb nu,

176

ellers kommer De for sent!"

Han rakte ham Hånden fra sin Plads, men Pavel Pavlovitj

tog den ikke og trak uvilkårlig sin egen tilbage. I dem begge

syntes der pludselig at ske en Forvandling, Det ringede

tredie Gang. Veltjaninov, der lige for et Øjeblik siden havde

let godmodigt, greb med en besynderlig ophidset Mine Pavel

Pavlovitj i Skulderen.

„Når jeg rækker Dem denne Hånd," sagde han med

skælvende, blege Læber, idet han holdt sin flade Hånd, der

var skæmmet af et langt Ar, lige hen til Pavel Pavlovitj, „så

kan De også nok tage imod den!"

„Og Lisa?" stammede Pavel Pavlovitj hurtig, idet hans

Ansigt pludselig fortrak sig krampagtigt, og hans Øjne

fyldtes med Tårer.

Veltjaninov stod der som forstenet.

„Pavel Pavlovitj! Pavel Pavlovitj!" skreg Olympia

Semjonovna med hvinende Stemme, som om hun havde en

Kniv i Halsen.

Afgangssignalet lød. Pavel Pavlovitj fo'r sammen og løb af

Sted over Hals og Hoved. Toget havde allerede sat sig i

Bevægelse, men det lykkedes ham dog at springe på og nå

ind i sin Kupé.

Veltjninov blev tilbage på Stationen. Han kørte først

videre med Aftentoget, og direkte til Odessa. Han opgav for

denne Gang den påtænkte Afstikker, hans Humør var ikke

dertil. Å, hvor han angrede det senere!