Amarone - og vinene fra Valpolicella FOTO RENE RIIS THOMAS ILKJæR
Amarone - og vinene fra Valpolicella
foto rene ri is
thomas ilkjær
12 A m A r o n e
En vin ud over det sædvanlige
T illykke, de tre flasker er dine …” jeg
husker tydeligt min overvældende
begejstring over som fattig stude-
rende at have vundet en af Carlo Me-
rollis små gættekonkurrencer i de glade dage,
da han bestyrede Italiensk Vinhus på Østerbro
i København. Ikke kun fordi de tre flasker gratis
rødvin var et særdeles kærkomment bidrag til
min daværende minimale, SU-finansierede vin-
samling. Det var oven i købet tre flasker Ama-
rone! Kunne det være bedre!? Okay, tre flasker
Barolo havde heller ikke været at kimse ad, men
for en nybegynder udi den italienske vinverden
stod én ting allerede lysende klart: Amarone var
noget særligt.
Det er den stadig. Når vinens historie,
fremstilling og fremtræden i glasset betragtes
under ét, er Amarone della Valpolicella en tem-
melig unik vin uden mange modstykker. Da de
bedste af vinene desuden placerer sig i Italiens
og dermed vinverdenens top, blev denne bog
dedikeret til den specielle vin fra Valpolicellas
bakker og dale uomgængelig. Det er tilmed en
vin, som de danske vinforbrugere har kastet
deres kærlighed på i et omfang, der gør Ama-
rone til et af de bedst kendte vinvaremærker
herhjemme. Man kan mene, hvad man vil om
denne position, men det er under alle omstæn-
digheder endnu en vigtig bevæggrund for at se
nærmere på det, der med rette kan kaldes et
vinfænomen.
Målet med denne bog er at komme et spa-
destik eller to dybere end den unge studeren-
des forelskede begejstring over den kraftige,
uimodståelige, fyldige, berusende Amarone-vin.
Der er nemlig en tendens til en noget over-
fladisk, romantisk og ukritisk behandling af
emnet, og de bedste producenter og vine – og
dig som læser og vinkøber – fortjener bedre.
Jeg har derfor forsøgt at komme rundt om det
hele – fra historien, druesorterne og geografien
over fremstillingen og stilarterne til årgan-
gene og maden – og sidst, men ikke mindst,
de mange producenter, der begaver os med et
væld af forskellige Amarone-typer. Sammen
med et generelt kvalitetsløft og en markant
øget produktionsmængde er den brede vifte af
stilarter den vigtigste udvikling de seneste 10-15
Santo” (altså hellig), men det mest inte-
ressante er præciseringen af, at den kan
være sød eller ikke sød, og at han lidt
længere nede i teksten advokerer for vin,
der er ”amaro”. Dette er en af de tidligste referen-
cer til, at der parallelt med den søde Acinaticum
også fandtes en tør version og et første link til den
senere Amarone-betegnelse. Senere findes der
flere referencer til, at den søde vin fra området nu
ofte betegnes Vino Santo. I de følgende 100-150 år
udvikler der sig en vinkultur, der minder om den,
vi kender i dag, og beskrivelserne af vinene og
vinfremstillingen ligner til forveksling nutidens.
Blandt andet beskriver Benedetto Del Bene i 1775,
hvorledes man først lader klasernes to øverste
”vinger” tørre på måtter. Derefter udblødes dru-
erne fra disse ”recie” to til tre dage, og vinen aftap-
pes i august det følgende år. En af de mest hyppige
forklaringer på Recioto-betegnelsen er, at den
stammer fra dette ”recie”, dialekt for ”orecchie”,
ører, og altså henviser til de øverste og yderste,
oftest mest ”luftige” og modne dele af drueklasen,
som var bedst egnede til tørring. Andre hypoteser
går på, at det er det latinske ord for drueklase,
racemus, der er ophavet eller det senmiddelal-
derlige ”recis(us)”, der henviser til adskilte og
ophængte druer. Endelig er det også muligt, at det
er den gamle romerske betegnelse Retico, der har
overlevet. Under alle omstændigheder begynder
Recioto at blive den foretrukne betegnelse for den
søde røde vin fra Valpolicella, som området efter-
hånden kaldes. Det er en fremadskridende proces,
der formentlig begynder i midten af 1800-tallet,
og første gang, at termen Recioto (i den italienske
udgave Recchioto) nævnes på skrift, er i 1888.
I begyndelsen af 1800-tallet fremhæves Valpo-
licella flere steder som et anset vinområde, og i
1872 huser gran guardia-paladset i Verona den
anden nationalkongres for ønologi, hvilket også
må tages som en indikation af en generel respekt
for området. Op gennem 1800-tallet rammes
området af flere på hinanden følgende plager:
vinmeldug omkring 1850 og senere vinskim-
mel, frostskader 1854/1855 og fra omkring 1908
vinlusen Phylloxera vastetrix, der dog først toppede
i Valpolicella i 1930’erne. Disse problemer blev
blandt andet årsag til en gennemgribende æn-
Pol_Amarone_225x227_OK.indd 12 10/09/10 12.21
A m A r o n e 13
år, og en stor del af det følgende vil derfor være
fokuseret på at beskrive og forklare, hvorfor en
Amarone ikke bare er en Amarone. Og så skal
det ikke glemmes, at Amarone-vinen er barn af
en tusindårig vintradition i Valpolicella og blot
en del af en langt mere omfattende vinkultur.
Bogens hovedperson kan kun forstås fuldt ud,
når man ser den i sammenhæng med de andre
familiemedlemmer, så derfor får Valpolicella,
Valpolicella Ripasso og Recioto della Valpolicella
også deres del af opmærksomheden.
Samtidig med lanceringen af denne bog lig-
ger der på tørrelofterne i Valpolicella druer, som
efter tørringen bliver til de første Amarone-vine
med DOCg-klassifikation, den højeste vinklas-
sifikation i Italien. Det er efter mere end 40
år en passende anerkendelse af en af landets
mest berømte vine; men sandheden skal jo ikke
findes i klassifikationer og bogstavkombinatio-
ner, men i vinmarkerne, i kældrene og i vinen i
glasset.
Så lad mig uden videre omsvøb komme i
gang med fortællingen om en af vinverdenens
største personligheder. Buon divertimento!
Pol_Amarone_225x227_OK.indd 13 10/09/10 12.21
14 A m A r o n e – o m r å d e t
Pol_Amarone_225x227_OK.indd 14 10/09/10 12.21
A m A r o n e – o m r å d e t 15
tidlig og tågefyldt morgen over Casanova di neris marker ved torrenieri
OmrådetPol_Amarone_225x227_OK.indd 15 10/09/10 12.21
16 h i s t o r i e n
Der findes mange vidnesbyrd om,
at vindyrkning og -produktion i
Valpolicella strækker sig mindst et
par tusind år tilbage i tiden, men
det direkte link, til de vine og druesorter, vi
kender i dag, er sværere at etablere. De første
sikre spor af en bevidst dyrkning af vindruer
i Verona-området består af et fund af Vitis
vinifera-druekerner fra 500 f.Kr. i en arkæolo-
gisk udgravning ved Castelrotto mellem Verona
og San pietro in Cariano. Siden er der utallige
omtaler af vin fra dette område, som indikerer
en større vinproduktion med et godt ry vidt om-
kring. I romertiden refereres der således flittigt
til vinen/druesorten Rhaetic eller Retico, hvis
navn henviser til den romerske provins Raetia,
som strakte sig fra Verona og helt op til floden
Donau mod nord. Ifølge den romerske historiker
Svetonius satte kejser Augustus pris på vinen,
og i et medicinsk værk fra det første århundrede
foreslås varm Raeticum som forebyggelse mod
mavepine. Datidens Hugh Johnson hed plinius
den ældre, og foruden at referere, at Virgil skulle
have vurderet Retica som den næstbedste vin
efter den romerske Falerno, er det også ham,
der specifikt forbinder vinen til Verona-området
i sin ’Naturalis Historia’. plinius omtaler også,
at Raeticis-druer serveres ved kejser Tiberius’
(14-37 e.Kr.) banketter ”før andre tørrede druer”.
Metoden med at tørre druer – som i nutidens
Valpolicella – var altså velkendt. Den stammede
(som det meste andet) fra grækerne, der både
brugte metoden til at konservere spisedruer og
til fremstilling af såkaldt ”passumvin”, en beteg-
nelse der minder om ”passito”, som i dag er den
italienske fællesbetegnelse for vine fremstillede
på tørrede druer.
Den suverænt mest berømte og omtalte
dokumentation af værdsættelsen af vinene
fra Verona findes i et brev skrevet i den første
fjerdedel af 500-tallet. Forfatteren er Cassio-
dorus, historiker, forfatter med videre, som på
det tidspunkt var højtstående embedsmand
ved den østgotiske og italienske konge Teoderik
den Stores hof i Ravenna i Emilia-Romagna.
Brevet er til en såkaldt canonicarius i Veneto
(en slags tolder eller skatteembedsmand) og
er en bestilling på vin til det kongelige lager.
Fra Recioto til Amarone
Pol_Amarone_225x227_OK.indd 16 10/09/10 12.21
h i s t o r i e n 17
der var en gang, hvor navnet recioto sagde det hele
Pol_Amarone_225x227_OK.indd 17 10/09/10 12.21
18 h i s t o r i e n
Vinen kaldes Acinaticum, hvilket ifølge Cas-
siodorus kommer fra ordet for drue, og den er
”en bemærkelsesværdig vin, som Italien skal
være stolt af”. Vinen bliver siden beskrevet både
indgående og begejstret. Ifølge Cassiodorus kan
man næsten tro, at lilla fik sit navn fra vinens
farve, og der findes tilsyneladende ikke ord til at
beskrive dens behagelige sødme. I munden føles
den som kødfuld væske eller en spiselig drik.
Jo, han kunne nok have fået et marketingjob
hos de fleste producenter i dag! At det faktisk
er en forfader til Recioto della Valpolicella, som
omtales, er sandsynligt på grund af den detalje-
rede beskrivelse af fremstillingsprocessen: efter
høsten hænges druerne til tørring fra pergolaer
og bliver derved meget sødere. I december kom-
mer mosten frem, og når den øvrige vin er ved
at være gammel (!), laves der en frisk vin på den
”violette nektar”, hvis gæring stopper umiddel-
bart i de kolde omgivelser. Og så bedes tolderen
i øvrigt huske en lige så fremragende og meget
lignende vin, der blot er hvid, så passitovin på
grønne druer a la Recioto di Soave var tilsynela-
dende også udbredt.
Den første skriftlige kilde, der omtaler Valpo-
licella som område, skal man helt frem til 1177
for at finde. Da besluttede administrationen i
Verona at sammenlægge de to historiske dale
Veriacus (gammelt navn for Negrar-dalen) og
pruviniano/provinianensis (mellem San gior-
gio og Marano) til et samlet område kaldet Val
polesela.
I Middelalderen er vinreferencerne lidt
mere sparsomme, men der udvikler sig i
1100-1400-tallet en mere specialiseret vinkul-
tur i området, og man kender fx dokumenter,
der omtaler specifikke områder (Semonte,
Santa Sofia, paego) med speciel god druekvali-
tet. I 1400-tallet øges antallet af store villaer i
Valpolicella og med dem større landbrugsarea-
ler og specialiserede vinkældre. Ved denne tid
begynder Veronas og Valpolicellas placering ved
Adige-floden at få større betydning, og vinene
får et marked, der rækker ud over de lokale
”osterie” i Verona – ikke mindst Venedig og hele
Serenissima-republikken. Vinene fra Valpolicella
er tydeligvis stadig værdsatte langt omkring.
Fra Vin Santo til AmaroneI 1732 udkommer forfatteren og kunstkritike-
ren Scipione Maffeis værk ’Verona Illustrata’,
hvori han hylder vinene fra ”Valpulicella” som
værende ”på ingen måde dårligere end dem fra
Montepulciano”. Han refererer til vinen som
”Santo” (altså hellig), men det mest interessante
er præciseringen af, at den kan være sød eller
Valpolicella – mange kældre eller sandbanker?i det meste af litteraturen forklares navnet
Val Polesela/Valpolicella som ”dalen med de
mange kældre”, det vil sige vinkældre. Bortset
fra at det næsten er for passende og poetisk en
betegnelse, er det måske heller ikke lige efter
bogen, at ordet i så fald er en sammensætning
af det græske ”poli” (mange) og latinske ”cella”
(kælder).
en anden forklaring går på, at Val Polesela er
opkaldt efter det dialektale ”poli”, som henfører
til jordens alluviale karakter og de sandbanker,
som Adige-floden skaber mange steder i områ-
det. man finder i dag andre stednavne langs flo-
den, som Pol di s. lucia og Pol di Bussolengo,
med denne oprindelse.
Pol_Amarone_225x227_OK.indd 18 10/09/10 12.21
h i s t o r i e n 19
Pol_Amarone_225x227_OK.indd 19 10/09/10 12.21
20 h i s t o r i e n
Pol_Amarone_225x227_OK.indd 20 10/09/10 12.21
h i s t o r i e n 21
ikke sød, og at han lidt længere nede i teksten
advokerer for vin, der er ”amaro”. Dette er en
af de tidligste referencer til, at der parallelt
med den søde Acinaticum også fandtes en tør
version og et første link til den senere Amarone-
betegnelse. Senere findes der flere referencer
til, at den søde vin fra området nu ofte betegnes
Vino Santo. I de følgende 100-150 år udvikler der
sig en vinkultur, der minder om den, vi kender
i dag, og beskrivelserne af vinene og vinfrem-
stillingen ligner til forveksling nutidens. Blandt
andet beskriver Benedetto Del Bene i 1775,
hvorledes man først lader klasernes to øver-
ste ”vinger” tørre på måtter. Derefter udblødes
druerne fra disse ”recie” to til tre dage, og vinen
aftappes i august det følgende år. En af de mest
hyppige forklaringer på Recioto-betegnelsen
er, at den stammer fra dette ”recie”, dialekt for
”orecchie”, ører, og altså henviser til de øverste
og yderste, oftest mest ”luftige” og modne dele
af drueklasen, som var bedst egnede til tørring.
Andre hypoteser går på, at det er det latinske
ord for drueklase, racemus, der er ophavet eller
det senmiddelalderlige ”recis(us)”, der henvi-
ser til adskilte og ophængte druer. Endelig er
det også muligt, at det er den gamle romerske
betegnelse Retico, der har overlevet. Under alle
omstændigheder begynder Recioto at blive den
foretrukne betegnelse for den søde røde vin fra
Valpolicella, som området efterhånden kaldes.
Det er en fremadskridende proces, der forment-
lig begynder i midten af 1800-tallet, og første
gang, at termen Recioto (i den italienske udgave
Recchioto) nævnes på skrift, er i 1888.
I begyndelsen af 1800-tallet fremhæves Val-
policella flere steder som et anset vinområde,
og i 1872 huser gran guardia-paladset i Verona
den anden nationalkongres for ønologi, hvilket
også må tages som en indikation af en generel
respekt for området. Op gennem 1800-tallet
rammes området af flere på hinanden følgende
plager: vinmeldug omkring 1850 og senere vin-
skimmel, frostskader 1854/1855 og fra omkring
1908 vinlusen Phylloxera vastetrix, der dog først
toppede i Valpolicella i 1930’erne. Disse proble-
mer blev blandt andet årsag til en gennemgri-
bende ændring af vinkulturen i Verona-området
i perioden. Man omplantede i løbet af en kortere
årrække alle marker og fik mere viden om
anvendelsen af svovl i markerne og i vinfrem-
stillingen generelt. Vinproducenter som Bertani
(se s. 218) og Cesare Tezza fra Novare introduce-
rede nye og moderne metoder i både marker og
kældre, og Valpolicella-vinene begyndte så småt
at gøre sig bemærket i udlandet.
Det er midt i denne omstillingsperiode, at
den tørre version af Recioto-vinen for alvor be-
gynder at vinde frem. Den søde version, i både
stille og perlende udgaver, begynder at blive et
kommercielt produkt i slutningen af 1800-tal-
let og bliver blandt andet markedsført af de to
ovennævnte fremsynede producenter. Der er
dog ved at ske et skifte i holdningen til den vin,
der i årtusinder har været betragtet som om-
rådets fremmeste. I 1888 omtaler ønologer ved
en kongres i padova den som en ”afvigelse i en
mærkelig vinindustri”, og 12 år senere skriver
giovanni Battista perez, at ”det er et fejlagtigt
produkt, som ikke fortjener ros, men at man
må tolerere det, fordi det er populært, og folk
er villige til at betale for det”. Samtidigt er der
dog i andre sammenhænge stadig mange roser
til Recioto-vinene, men der kan ses en langsom
ændring af smagspræferencerne og skabelsen
af en basis for de Recioto Amaro-versioner,
der begynder at dukke op. Eksempelvis bliver
Antonio Quintarelli fra Negrar tildelt guldme-
dalje for sin Reccioto Amaro (sic!) ved en vin- og
Amarone er nutidens internationale celebrity, men den søde recioto dens historiske udgangspunkt
Pol_Amarone_225x227_OK.indd 21 10/09/10 12.21
22 h i s t o r i e n
gastronomiudstilling i Milano i 1903. Amaro
betyder bitter, men det skal næppe tages alt for
bogstaveligt. Visse af vinene har sikkert haft
en bittertone i afslutningen, præcis som en del
vine – ikke mindst italienske – har det i dag,
men først og fremmest skal tillægsbetegnelsen
ses i lyset af, at man ønskede at indikere det
modsatte af sød, altså tør.
En tør Recioto er per definition en Amarone,
og det giver derfor ikke rigtigt nogen mening,
at tale om ”den første Amarone” eller ”opda-
gelsen af Amarone” forstået som vintype. Som
beskrevet har den eksisteret sideløbende med
den søde Recioto i længere tid og kan ikke da-
teres mere præcist. Ifølge lanfranco paronetto
udførtes de første kendte analyser på, hvad der
må have været Recioto-vine, i 1873 af Stazione
Sperimentale Agraria di Verona. De viste fx vine
fra Negrar med 13,9 % alkohol uden restsukker
og vine fra gargagnago på 14,5 % og 15,7 % med
kun en smule restsukker.
Spørgsmålet er så, i hvor høj grad og hvornår
man begynder at fremstille disse vine bevidst.
At det tidligere ikke nødvendigvis har været
hensigten at lade Reciotoen gære videre til en
tør vin, vidner det dialektale ”Recioto scapà”
om. Det betyder ”Reciotoen, der stak af” og
peger på, at naturen en gang imellem tog sagen
i egen hånd, hvilket ikke virker usandsynligt
i betragtning af det (manglende) teknologiske
niveau i kældrene og den generelle viden hos
vinbønderne om gæringsprocessen op gennem
1800-tallet. I takt med forbedringen af begge
dele, og som følge af de nævnte tendenser til
større fokus på tørre vine, udvikler der sig givet-
vis en begyndende tradition for at styre proces-
sen. Det vidner et brev fra den daværende præ-
sident for Cantina Valpolicella Negrar, giovanni
Battista Rizzardi, til kong Victor Emanuele d. 3.
sendt sammen med 24 flasker Recioto Amaro
i 1936 om. Her skriver han: ”Den bedste vin fra
Valpolicella kalder vi Recioto, da den kommer
fra recie, det vil sige fra udvalgte klaser, der
henlægges længe på måtter før knusningen. Til-
lægsbetegnelsen Amaro bruges til at adskille vo-
res type af vin fra andre med samme navn, som,
om end glimrende, med deres søde smag ikke
tilfredsstiller alle; hvorimod vi med tilfredshed
har opnået en vin, som kan vælges til stegt kød
(”arrosto”) og som i dag er kendt og værdsat.”
Amarone-navnetHvor det som nævnt ikke er muligt at tidsfæste
den præcise fremkomst af en tør Recioto, stil-
ler det sig (måske) anderledes med hensyn til
selve navnet Amarone. Hos Cantina Valpolicella
Negrar findes der i hvert fald den første kendte,
Centrale årstaltidligt 500-tal: Cassiodorus omtaler i særdeles rosende vendinger den søde
Acinaticum-vin fra Verona, fremstillet på tørrede druer
1177: Valpolicella omtales første gang som Val Polesela
1732: omtale af Vin santo fra Valpolicella som både kan være tør og sød
slutningen af 1800-tallet: fremkomsten af tørre/halvtørre recioto Amaro-vine
1925: dannelsen af den første producentsammenslutning til varetagelsen af
Valpolicella-vinene
1930’erne: Vinlusens udbredelse topper i Valpolicella
1938: Aftapning af de første kendte flasker med Amarone-betegnelsen
1950: Bollas første årgang Amarone, aftappet i 1953
1968: Valpolicella og recioto della Valpolicella anerkendes som doC
1970: den nuværende producentsammenslutning “Consorzio per la tutela dei
vini Valpolicella” dannes
1990: Amarone della Valpolicella får officielt sit eget navn
2007: Valpolicella ripasso bliver en officiel, reguleret vintype
2010: Amarone della Valpolicella og recioto della Valpolicella får doCg-status
og Valpolicella ripasso en egen doC
Pol_Amarone_225x227_OK.indd 22 10/09/10 12.21
h i s t o r i e n 23
skriftlige anvendelse af betegnelsen. Det drejer
sig om en bekræftelse til en kunde dateret 27.
juli 1942 på afsendelsen af seks kasser med ”fia-
schi” på cirka 2 liter Amarone 1938. Ydermere
fik kooperativet for nylig muligheden for at købe
et antal egne flasker fra 1936, 1938, 1939, 1940 og
1942 fra en anonym privatperson. Blandt disse
fandtes en Valpolicella Amarone Extra 1939, og
det er den hidtil ældste bevarede flaske med
Amarone-navnet. Historien om, hvordan navnet
opstod, er mindre veldokumenteret og bygger
på mundtlig overlevering. I 1938 smagte kæl-
dermesteren Adelino lucchese på et fad Recioto
sammen med kooperativets første præsident
gaetano Dall’Ora og udbrød med begejstring:
”Dette er ikke en Amaro, men en Amarone!”, og
gaetano var ikke sen til at anvende denne be-
tegnelse på etiketten (en anden version hævder,
at det var Dall’Ora, der kom med de bevingede
ord). Ifølge Nino Franceschetti, anerkendt
gaetano dall’ora, der ifølge historien, var manden bag den første kommercielle anvendelse af Amarone-betegnelsen
Pol_Amarone_225x227_OK.indd 23 10/09/10 12.21
24 h i s t o r i e n
i midten den ældste bevarede flaske med Amarone-navnet på etiketten. årstallet 1939 fremgår af den lille etikette på bagsiden
Pol_Amarone_225x227_OK.indd 24 10/09/10 12.21
h i s t o r i e n 25
ønolog og teknisk chef hos Masi gennem et
par årtier, var Amarone dog en term, som man
allerede da kunne støde på som en ikke-kom-
merciel betegnelse for en udgæret Recioto. Når
man i de små mere eller mindre private kældre
trak Recioto-vinen fra bundfaldet, gjaldt det om
at skille den slørede del i bunden, indeholdende
gærceller, fra. Denne blev puttet i store glasbe-
holdere, ”darmigiani”, og sat væk, og efter en tid
havde den gæret klar til en kraftig, alkoholrig
vin, som gik under forskellige betegnelser, ifølge
Franceschetti eksempelvis ”sgroppin”, ”fernet”
og ”amarone”. En stor amaro altså, hvilket sna-
rere skal tolkes som ”ekstra tør” og/eller ”ekstra
kraftfuld” end ”meget bitter”. Efter min bedste
overbevisning (og rigtigt mange glas Amarone)
er omtalen af Amarone som en specielt bitter
vin malplaceret. Hvem der første gang anvendte
betegnelsen Amarone kan næppe fastlægges
med sikkerhed, men den blev sandsynligvis
ikke anvendt i kommerciel sammenhæng før
hos Cantina Valpolicella Negrar i slutningen af
1930’erne.
Trods den dokumenterede interesse for den
relativt nye tørre version af Recioto går udvik-
lingen af Amarone-produktionen ligesom i stå,
inden den rigtigt kommer i gang. I årtierne der
følger, forbliver den et absolut nicheprodukt, og
en vintype som kun nogle få producenter be-
skæftiger sig med. Bollas første Amarone er fra
1950, Bertanis fra 1958, og Masi aftapper første
gang Campolongo di Torbe Amaronen i 1958. Og
da Valpolicella i 1968 bliver godkendt som DOC-
vin, fremhæves Recioto della Valpolicella som
selvstændig vin, mens Amarone blot er nævnt
ét sted i dokumentet, nærmest i en bibemærk-
ning, som betegnelsen for den tørre version af
Recioto. Da luigi Veronelli, som var en af de før-
ste anerkendte og seriøse vinkritikere i Italien
i 1976, laver en oversigt i ’Catalogo Bolaffi’ over
Recioto og Amarone, er det kun vine fra Can-
tina Sociale di Negrar, Masi, Speri, le Ragose,
Tedeschi og Ca del Monte, der vurderes. Der
var naturligvis andre producenter på markedet
på det tidspunkt, men det er alligevel en ret
tydelig indikation af den relativt ubemærkede
tilværelse, som disse vine levede for blot 30 år
siden. I Valpolicella – som i stort set alle andre
italienske vinområder – satsede man i 1960’erne
og 1970’erne primært på kvantitet og billig
konsumvin, og dyre luksusprodukter som de
to passitovine havde ikke noget stort marked.
Desuden kan man ikke umiddelbart sammen-
ligne dagens vine med tidligere tiders. Tørringen
af druerne varede dengang noget længere og
gæringen og fadlagringen ligeså. Vinene var
oftere oxyderede og har givetvis ikke appelleret
lige så bredt til forbrugerne, som det er tilfældet
i dag, slet ikke når vi snakker eksportmarkedet.
I begyndelsen af 1980’erne sker der så småt for-
andringer med indførelsen af nye teknikker og
en øget viden om gæring og tørreprocessen, og
der skabes dermed en grobund for en markant
kvalitetsfremgang og den enorme succes, som
Amarone-vinen i dag har opnået.
Når eksperterne kan være i tvivl om, hvorvidt
kilder fra så sent som 1800-tallet rent faktisk
omtaler de druesorter, der anvendes i dag, bliver
der naturligvis forbundet endnu større usikker-
hed med præcise tolkninger af kilder fra før vor
tidsregnings begyndelse. Jeg har i det ovenstå-
ende bestræbt mig på at holde mig til nogen-
lunde officielle kilder, der i vid udstrækning
gengiver eller citerer originalskrifter. Jeg er især
Cantine Valpolicella Negrars værk ”Terra, uomi-
ni e passioni nel mito del Recioto e dell’Amaro-
ne” tak skyldig.
Pol_Amarone_225x227_OK.indd 25 10/09/10 12.21