Veje til succes i f.m. oprørsbekæmpelseSecure Site pure.fak.dk/files/2083734/Veje_til_succes_i_fm_opr_rsbek_mpelse.pdfGalula’s well known thesis about support from the local populace

UKLASSIFICERET

FORSVARSAKADEMIET

Fakultet for Strategi og Militære Operationer VUT II-L/STK 2008/09, Syndikat Douhet Kaptajn Thomas Larsen

Veje til succes i f.m. oprørsbekæmpelse

”Hvilke strategiske muligheder og be-grænsninger afføder planlægning og gen-nemførelse af oprørsbekæmpelser efter vestlig doktrin, når målsætningen fastsæt-tes til at reducere konfliktniveauet i en så-dan grad, at værtsnationens sikkerheds-styrker kan håndtere oprørsstrategier? Efterlader det resterende spektrum for stra-tegiteoriers udfoldelse et potentiale som præsenterer alternative muligheder for at fremme fundamentet for en varig fred?”

Speciale skrevet på Forsvarets Generalstabskursus (STK 2008-2009),

indenfor fagområde ledelses- og organisationsteori (ILO).

April 2009 Vejleder: Dr. William Mitchell, Ph.d.

UKLASSIFICERET

1

ABSTRACT

The main motivation behind this thesis is a feeling of inadequacy dealing with modern in-surgency scenarios. The theoretical inspiration is Finn Borum’s theoretical quantifications of strategy as a phenomenon of change. The analysis is initiated by describing both the insurgency and the counterinsurgency strategies in terms of Borum’s four theoretical per-spectives on strategy. Where the insurgency best can be explained through the humanistic perspective the west-ern counterinsurgency doctrines are more likely described as being logically-rational by nature. The analysis questions the use of the military operational planning tools and especially takes a critical position towards the use of the centre of gravity focusing tool. This includes Galula’s well known thesis about support from the local populace as the focal point of both the insurgency and counterinsurgency strategies. Effects based operations as a doctrinal term presents the military planner with uncertain-ties concerning the actual doctrine. This is partly caused by duplications of the term from the strategic level down to the tactical level and partly due to imprecise guidance on the use of effects based planning tools. It all boils down to the interpretation of the doctrine, which might also explain the diversity in western approaches to counterinsurgency in to-day’s conflicts.

2

INDHOLDSFORTEGNELSE: RESUMÉ .............................................................................................................................4 KAPITEL 1 – INDLEDNING................................................................................................6

Motivation og relevans .....................................................................................................6 Opgaveanalyse ................................................................................................................6

1.2.1. Formål ................................................................................................................6 1.2.2. Opgavediskussion ..............................................................................................7 1.2.3. Problemanalyse..................................................................................................8

Foreløbig problemformulering ..........................................................................................9 Valg af teori......................................................................................................................9 Valg af empiri .................................................................................................................10

1.5.1. Empiri for oprørsstrategien ...............................................................................10 1.5.2. Empiri for oprørsbekæmpelsesstrategien.........................................................11 1.5.3. Validitet.............................................................................................................12 1.5.4. Reliabilitet .........................................................................................................12 1.5.5. Operationalisering af teori ................................................................................13 1.5.6. Afgrænsninger ..................................................................................................15

Endelig problemformulering ...........................................................................................15 1.6. Endelig problemformulering.................................................................................15

Metode...........................................................................................................................15 1.7.1. Undersøgelsesdesign.......................................................................................15 1.7.2. Praktisk metodik – analysemodel .....................................................................17 1.7.3. Formalia ...........................................................................................................17

Kapitelinddeling..............................................................................................................18 KAPITEL 2 – OPRØR SOM ÆNDRINGSSTRATEGI.......................................................19

Indføring i Finn Borums ændringsstrategier ...................................................................19 Kinesisk skole ................................................................................................................22

2.2.1. Sun Tzu ............................................................................................................22 2.2.2. Mao Tse-tung ...................................................................................................23

Fundamentalistisk sunni-Islam.......................................................................................25 2.3.1. T.E. Lawrence ..................................................................................................25 2.3.2. Carlos Marighella..............................................................................................26

Sammenfatning af delkonklusioner fra kapitel 2.............................................................27 KAPITEL 3 – OPRØRETS TEORETISKE INNOVATIONSPOTENTIALE........................29

Kort indføring i Staceys kompleksitets- og innovationsteorier ........................................29 Vurdering af oprørets teoretiske innovationspotentiale ..................................................30 Kort indføring i Qvortrups læringsteori ...........................................................................32 Vurdering af oprørets kognitive forandringskraft ............................................................33 Sammenfatning af delkonklusioner fra kapitel 3.............................................................35

KAPITEL 4 – OPRØRSBEKÆMPELSE SOM ÆNDRINGSSTRATEGI...........................36 Doktrin............................................................................................................................36

4.1.1. NATO værnsfælles doktrin for landoperationer ................................................36 4.1.2. Dansk doktrin for operationer i det fulde spektrum ...........................................38

Analyseværktøjer ...........................................................................................................39 4.2.1. NATO’s retningslinjer for operativ planlægning ................................................39 4.2.2. Den danske operative analysemodel................................................................41

Sammenfatning af delkonklusioner fra kapitel 4.............................................................43

3

KAPITEL 5 – OPRØRSBEKÆMPELSENS INNOVATIONSPOTENTIALE......................45 Vurdering af innovationspotentiale.................................................................................45 Vurdering af kognitiv forandringskraft ............................................................................47 Sammenfatning af delkonklusioner fra kapitel 5.............................................................48

KAPITEL 6 – SAMMENFATTENDE ANALYSE ...............................................................50 Ændringsstrategier.........................................................................................................50

5.1.1. Sammenligning af ændringsstrategier ..............................................................50 5.1.2. Input til oprørsbekæmpelsens ændringsstrategi...............................................51

Innovationshøjde (forandringskraft i det fysiske domæne).............................................52 5.2.1. Sammenligning af kapacitet til forandring i det fysiske domæne ......................52 5.2.2. Input til oprørsbekæmpelsens innovationsstrategi ...........................................53

Læringsdybde (forandringskraft i det kognitive domæne) ..............................................55 5.3.1. Sammenligning af kognitiv forandringskraft......................................................55 5.3.2. Input til oprørsbekæmpelsens kognitive forandringsstrategi.............................56

KAPITEL 7 – KONKLUSION ............................................................................................58 Konklusion .....................................................................................................................58 Perspektivering ..............................................................................................................60

BIBLIOGRAFI – LITTERATURLISTE...............................................................................62

4

FORSVARSAKADEMIET Fakultet for Strategi og Militære Operationer VUT II-L/STK 2008/09, Syndikat Douhet Kaptajn Thomas Larsen

Veje til succes i f.m. oprørsbekæmpelse

RESUMÉ Motivationen og angrebsvinklen er en oplevelse af, at tidens krige afspejler en række util-strækkelige eller direkte fejlslagne tiltag, både i Irak og Afghanistan. Inspirationen til pro-blemstillingen er Finn Borums teorier om fire væsensforskellige perspektiver på ændrings-strategier. De fire positioner eller skoler benævnes henholdsvis den teknisk-rationelle-, den humanistiske-, den politiske- og den eksplorative ændringsstrategi. Metoden er at kvalificere den eksisterende metode for planlægning og gennemførelse af oprørsbekæmpelse, samt undersøge om inddragelse af ledelses- og organisationsteori kan belyse alternative veje til succes i forbindelse med planlægning af oprørsbekæmpelse. Analysen indledes med en behandling af teoretiske oprørsstrategier med formål at kvalifi-cere disse på Borums ændringsstrategier. Resultatet af undersøgelsen er ikke entydigt, idet fællesmængden af oprørsteorierne bedst kan forklares fra den humanistiske position. Endvidere afslører analysen at oprørsstrategiernes provokative og etisk grænsebrydende aktioner i høj grad indeholder kognitiv forandringskraft, der kan nedbryde aktuelle forståel-sesmodeller og skabe ustabilitet. En tilsvarende analyse af vestlige oprørsbekæmpelsesstrategier afdækker at de vestlige militære counterinsurgency doktriner placerer sig med kernen i den teknisk-rationelle posi-tion. Den samlede vurdering af oprørsbekæmpelsesdoktrinens teoretiske innovationspo-tentiale afslører nogle værdifulde tanker og redskaber i relation til en radikal innovations-strategi, der dog ikke udnyttes pga. en mangelfuld præcisering af formål og mål. Konklusi-onen er at innovationsstrategien primært kan forklares fra et ortodokst inkrementelt per-spektiv. Vurdering af oprørsbekæmpelsesdoktrinens teoretiske forandringskraft i det kogni-tive domæne resulterede i en erkendelse af, at kapaciteten afgjort er til stede, men samti-dig at doktrinen ikke får det maksimale ud af kapaciteten. Analysen indikerer som minimum et behov for at nuancere tolkningen af Galulas velkendte tese om at befolkningens støtte som forudsætningen for at oprørets langsigtede mål. Ana-lysen rejser i det hele taget tvivl om befolkningens støtte som centre of gravity for begge parter i konflikten. Måske er vi i ligeså høj grad afhængige af at kunne identificere og samarbejde med ’the favourable minority’. Altså evnen til at skelne gode og onde kræfter, og herefter bygge ef-fektive samarbejdsrelationer og alliancer. I forlængelse af ovenstående analyse kan denne evne muligvis sidestilles med evnen til at kommunikere meningsfyldt med systemet som helhed. Centre of gravity tankegangen i forbindelse med planlægning af oprørsbekæmpelseskam-pagner, fastholder idéen om oprøret som et fast koblet system med et tyngdepunkt der kan påvirkes i en sådan grad at oprøret bryder sammen. I den kontekst har analysen vist, at oprøret udgøres af en løst koblet størrelse, hvorfor påvirkninger ikke kan betragtes i

5

kausale årsagssammenhænge. Hele opfattelsen af oprørets centre of gravity som noget der blokerer for egen opnåelse af end-state, afføder en fokus på oprørsstyrken og ikke oprørsstrategien i sin helhed, hvorved bekæmpelsesstrategien fokuserer på trusler mod egen styrke frem for trusler mod egen strategi. Sat på spidsen kan man argumentere for at doktrinen fokuserer på at beskytte de militære enheder. Effektbaserede operationer som begreb, rejser uklarheder om den reelle doktrin. Dels grundet duplikering af terminologi og dels fordi motivationen og teorifundamentet bag værktøjerne ikke er godtgjort. Der efterlades rum til fortolkning af effektbaserede operatio-ner som doktrinært begreb, hvorfor det er helt op til brugeren at anvende det fremmende eller hæmmende for strategiens succes. I værste fald fjerner effektbaserede operationer ejerskab for strategien hos det udførende led og komplicerer overvejelserne i en sådan grad, at der kan skabes handlingslammelse. I bedste fald anvendes begrebet i sin oprinde-lige mere filosofiske form; effect-based approach to operations, som redskab for det ope-rative niveau til at formulere en stærk vision for kampagnen, efter principperne for mission command. En sådan tilgang vil fremme enhedernes mulighed for at lære af egne handlin-ger og fremme agiliteten i strategien. En teoribasering af de militære planlægningsværktøjer vil trække doktrinen i retning af en balance mellem Borums ændringsstrategier. Ved at koble forskellige metateoretiske anta-gelser om systemet med kendte situationsdannende faktorer, bringes de grundlæggende antagelser med frem til den endelige beslutning. Princippet er at ophøje tvivlen om hvad der virker, til at skabe værdi og manøvrefrihed. Ovenstående abstraktionsniveau vil endvidere kunne nyttiggøres i en bredere kontekst. Analysen har vist et uudnyttet potentiale i det militære instrument, idet kun mentale eller kulturelle barrierer blokerer for at kunne levere sikkerhed i meget bredere forstand end fysisk sikkerhed. Det vurderes både i forsvarets interesse og indenfor forsvarets ansvar at holde sig relevant i forhold til et ekspanderende sikkerhedsbegreb. Her vurderes forsvaret at stå overfor en intern transformationsopgave.

6

KAPITEL 1 – INDLEDNING

Motivation og relevans Dansk deltagelse i tidens krige, operationer i henholdsvis Irak og Afghanistan, gør oprørs-bekæmpelse (counterinsurgency, COIN) til en særligt relevant og aktuel problemstilling. Ved tidens krige forstås oprørsbekæmpelse. Hvor det vestlige engagement kan karakteri-seres som wars by choice. Altså ikke krige der handler om statens overlevelse i traditionel forstand men et aktivt tilvalg, hvor truslen mod staten er mere abstrakt. Det danske forsvar er under et historisk pres om tilpasning, idet det militært relaterede sik-kerhedsbegreb udvides konstant. Samtidig er forandringerne i sikkerhedspolitikkens betin-gelser som følge af Murens fald og den stigende globalisering blevet stadig tydeligere, især i perioden efter den 11. september 2001. Udfordringerne er oftere diffuse risici end klare trusler – udfordringer, der ofte går på tværs af klassiske ressortområder (Breiten-bauch, 2008: 6). Det betyder at kompleksiteten på kamppladsen øges eksponentielt i takt med at nye afhængigheder dukker op. Populært kan man postulere, at problemstillinger der tidligere udelukkende var relevante på de strategiske og politiske niveauer, i dag er nødvendige at overveje på det taktiske niveau. Som så ofte før i historien afføder det behov for, at de militære styrker udvikler sig og hol-der sig relevante i forhold til at kunne levere den efterspurgte sikkerhed. Aldrig før har det danske forsvar dog stået i så skelsættende en position, hvor alle grundlæggende elemen-ter er åbne for genforhandling og redefinering. Hvorfor vil jeg skrive om dette emne? Primært en oplevelse af, at tidens krige afspejler en række utilstrækkelige eller direkte fejlslagne tiltag, både i Irak og Afghanistan. Det er den åbenlyse mangel på succeshistorier, der pirrer min nysgerrighed og angrebslyst på pro-blemstillingen. Min oplevelse er, at der for begge missioners vedkommende formuleres de bedste intentioner og målsætninger udtrykt i nøje planlagte strategier. Desværre opnår man sjældent i praksis de fastsatte målsætninger. Især udebliver de afgørende resultater i forhold til lokalbefolkningens accept og støtte1, hvilket efterlader en aktuel erkendelse af at militære operationer ikke nødvendigvis styrker lokalbefolkningens opfattelse af sikkerhed og udvikling. Både uddannelsessituationer og praktiske erfaringer med militære analysemodeller på oprørsscenarier, har efterladt mig med en oplevelse af utilstrækkelighed. Motivationen er derfor at kvalificere den eksisterende metode for planlægning og gennem-førelse af oprørsbekæmpelse – i relation til hvilke teoretiske muligheder og begrænsninger den indebærer, samt undersøge om inddragelse af ledelses- og organisationsteori kan belyse alternative veje til succes i forbindelse med planlægning af oprørsbekæmpelse.

Opgaveanalyse

1.2.1. Formål Formålet med opgaveanalysen er, med udgangspunkt i det overordnede specialeemne, at udlede en specifik problemformulering. Indledningsvis gennemføres en opgavediskussion, hvor specialeemnets ordlyd diskuteres med henblik på at klarlægge og definere det eksplicitte indhold af emnet. På baggrund

1 ”An insurgency is a competition between insurgents and government for the support of the civilian popula-tion” (Galula, 1964: viii).

7

heraf gennemføres en problemanalyse med formål at indsnævre problemstillingen og af-dække en endelig problemformulering.

1.2.2. Opgavediskussion Det overordnede specialeemne lyder: ”Veje til succes i f.m. oprørsbekæmpelse”. Formuleringen indeholder et antal begreber, der afhængig af tolkning og kontekst kan op-fattes forskelligt. For efterfølgende at kunne udlede en problemstilling og gennemføre pro-blemanalysen, er det relevant at etablere en fælles forståelse af begreberne. Vejen til en fælles forståelse af ”oprørsbekæmpelse” må i sin natur indledes med at forstå, hvad oprør dækker over. Oprørsbevægelsers mål er at fremtvinge et politisk systemskifte, hvorfor anvendelsen af væbnet magt blot ses at være ét middel til at opnå målet. Oprørs-bevægelser trives bedst i stater, som er økonomisk svage, og mangler effektiv og populær regeringsførelse. Således kan oprør (insurgency) definitorisk beskrives:

Oprør er en strategi, der tilegnes af grupper eller bevægelser med det fælles mål at fremtvinge en politisk forandring. Strategien fokuseres mod befolknin-gens accept under anvendelse af vold, propaganda og undergravende virk-somhed, og antager et sådant niveau, at den ikke kan håndteres af nationale sikkerhedsstyrker.2

Tidens krige afslører endvidere den tendens, at oprørsstyrker bekæmpes i en multinational ramme, i form af samordnede koalitions- eller alliancebidrag. Danske enheder indsættes sammen med koalitions- og/eller alliancepartnere i rammen af en combined3 joint4 militær kampagne. I denne ramme kan oprørsbekæmpelse (counterinsurgency) definitorisk be-skrives:

Oprørsbekæmpelse omfatter de militære, paramilitære, politiske, økonomiske, psykologiske og borgerlige aktiviteter der gennemføres med henblik på at overvinde et oprør (AAP-6, 2008: 90).

Ovenstående definitioner bryder med tidligere, meget militært fokuserede definitioner, der i stort anvendte oprørsbekæmpelse og irregulær krigsførelse synonymt. Der findes ingen ”civile” definitioner, der er i konflikt med ovenstående. Succeskriteriet eller målsætningen for oprørsbekæmpelse – som kampagnetema5 – er at skabe fundamentet for en varig fred, hvilende på demokratiske principper. Det specifikke mål med en oprørsbekæmpelseskampagne er at reducere konfliktniveauet i en sådan grad, at kampagnetemaet kan skifte til peace support6 (AJP-3.2, 2008: 1-7), dvs. en freds-støttende kampagne, hvor den fremherskende operationsform er stabiliseringsoperationer. Sammenholdt med definitionen af oprørsbegrebet, er tidspunktet for skift af kampagnete-ma forbundet med sikkerhedsstyrkerne i værtsnationens evne til at håndtere oprørsstrate- 2 Samskrivning af definitioner fra hhv. NATO Land Operations Working Group og UK Army Field Manual vol. 1, combined arms operations, part 10 “counterinsurgency operations”. 3 Joint i betydningen; aktiviteter, operationer eller organisationer, der indeholder to eller flere værnskompo-nenter. Fx deltagelse af både hær, fly og flådestyrker. 4 Combined i betydningen; aktiviteter, operationer eller organisationer, der indeholder to eller flere staters deltagelse (multinationalt). 5 Kampagnetemaet udtrykker det operative niveaus (fx chefen for ISAF) måde at begribe operationsmiljøet og de tilhørende principper for operationernes gennemførelse (AJP-3.2, 2008: 1-8). 6 Operationer der omfatter ligeværdige diplomatiske, civile og militære midler, normalt i bestræbelserne på at håndhæve principperne i FN-pagten mhp. at genoprette eller opretholde fred (AAP-6, 2008: 181).

8

gien. Med andre ord er det målet med en oprørsbekæmpelseskampagne at kunne over-drage ansvaret for sikkerheden til de lokale sikkerhedsstyrker, idet det forudsættes at dis-se opererer under parlamentarisk kontrol af en demokratisk valgt regering. Alternativt lade den multinationale styrker fortsætte kampagnen i rammen af et ændret kampagnetema. Emnet angiver endvidere ”veje” i flertal angiver, hvilket indikerer at der er mere end én mu-lighed. Disse muligheder opfattes som strategiske valg. For at klarlægge manøvrerummet for dette valg, vurderes det fremmende at udforske strategiteoriernes ydrepunkter (eks-tremer), for her imellem at afdække det fulde spektrum for strategiteoriers udfoldelse. Med udgangspunkt i det fulde spektrum for strategiteoriers udfoldelse, kan relevante teori-er og strategiske valg vurderes og sammenlignes, for så vidt angår præmisserne der ligger til grund for deres forklaringskraft. Det vil samtidig lægge op til en drøftelse af hvilke præmisser, der lægger til grund for For-svarets aktuelle model for udarbejdelse af strategier, og successivt en dialog om det reste-rende spektrum for strategiers udfoldelse efterlader et potentiale som Forsvaret kan udnyt-te.

1.2.3. Problemanalyse Planlægning og gennemførelse af militære operationer favnes af strategibegrebet. Strategi er den bærende teoretiske indgangsvinkel. Strategi i relation til oprørsbekæmpelse kan endvidere karakteriseres7 ved forandring fra en aktuel tilstand til en ønsket tilstand, hvilket naturligt åbner for en diskussion om anvendelse af ændringsstrategier. Som illustreret herunder kan oprørsbekæmpelse karakteriseres i konteksten af et socialt system, hvor oprørsbekæmperen søger at ændre systemets organisering fra tilstand A til tilstand B.

TILSTAND A

OPRØR

TILSTAND B

FUNDAMENT FORVARIG FRED

ÆNDRINGSSTRATEGI

SYSTEM

Figur 1.2.3 I forlængelse af definitionerne på henholdsvis oprør og oprørsbekæmpelse, kan oprørs-scenarier endvidere karakteriseres som to strategier der påvirker/bekæmper hinanden. Kampen udspilles dels i det fysiske domæne, på strukturelt niveau, hvor den reelle sikker-hed skabes og forbedres. Den gængse militære opfattelse er dog, at den afgørende faktor for succes, nøglen til suc-ces, ligger placeret i lokalbefolkningens perception af sikkerheden og troen på de vestlige styrkers mulighed for at skabe varige resultater (Galula, 1964: 55). Dele af kampen ud-kæmpes således i det kognitive domæne, i bestræbelserne på at ændre eller genoprette systemet. 7 Denne generalisering bygger dels på definitionen af oprørsbekæmpelse (tidligere angivet), dels på at mål-sætningen for en oprørsbekæmpelseskampagne er fast defineret i doktrinen. Målsætningen er at reducere konfliktniveauet i en sådan grad, at kampagnens karakter kan skifte til Peace Support (fx fredsstøttende eller fredsbevarende operationer).

9

Det interessante spørgsmål i den forbindelse er, i hvilket omfang den aktuelle tilgang til oprørsbekæmpelse understøtter de erkendte målsætninger. Analysen skal besvare hvor-vidt den valgte ændringsstrategi er egnet til at fremme udviklingen mod de opstillede mål.

Foreløbig problemformulering Ovenstående problemanalyse kan opsummeres i følgende foreløbig problemformulering (undertitel til specialet):

”Hvilke strategiske muligheder og begrænsninger afføder den militære tilgang til oprørsbekæmpelse. Efterlader det resterende spektrum for strategiers ud-foldelse et potentiale som præsenterer alternative muligheder for at skabe fun-damentet for en varig fred?”

Valg af teori Teorien skal dække henholdsvis planlægning og gennemførelse af oprørsbekæmpelse. Oprørsbekæmpelse er jf. ovenstående en strategi, der har til formål at bekæmpe en anden strategi, nemlig oprørsstrategien. Det er tidligere godtgjort, at det fulde spektrum for strategiteoriers udfoldelse bør belyses, for herved at præsentere den komplette vifte af strategiske valgmuligheder. Til dette formål søges strategiteorier, der bedst repræsenterer yderpunkterne for strategiteoriers udfoldel-se. Det er endvidere godtgjort, at udgangspunktet for både oprør og oprørsbekæmpelsen er et ønske om forandringer af systemet. Det peger på inddragelse af teorier omhandlende forandringsledelse og ændringsstrategier. Konteksten for oprørsbekæmpelse er et samfund som fx Irak eller Afghanistan. Dvs. et komplekst socialt system i samspil med en omverden. Yderpunkterne for ændringsstrategier kan belyses ved modstillingen om enten at opfatte ændringer som en ’forandring’ eller en ’forankring’, hvor Lewin og Kotter repræsenterer den ortodokse tilgang, der beskriver ændringer som en forandringsproces, der omfatter en optøning, en forandring og en fastfrysning. Den radikale konstruktivistiske opfattelse kan repræsenteres ved Weicks sensemaking teorier, herunder teorien om den ’omvendte Le-win’ (Weick & Quinn, 1999). Heri skitseres en ændringsteori, der opfatter ændringer som en proces, sekvenseret som en fastfrysning, en rebalancering og en optøning. Således opfattes ændringer snarere som en ’forankring’ end en ’forandring’. En alternativ teoretisk tilgang kunne være inddragelsen af Borums ændringsstrategier. Fordelen ved denne løsning er, at Borums strategi-skoler repræsenterer et overblik over de dominerende tankegange vedrørende ændringsstrategier, herunder også de ovenfor beskrevne. Borums fire skoler for ændringsstrategier angiver, i modsætning til en mere eksplicit anvendelse af enkeltstående teorier, det fulde spektrum for strategiteoriers udfol-delse, idet alle dominerende strategitraditioner eller tankemåder er kvantificeret i modellen. Ulempen er at modellen retter sig meget direkte på organisationsændringer. Det peger på både at anvende Borums ændringsstrategi-skoler til at kvalificere og beskri-ve i generelle termer, suppleret af de beskrevne enkeltteorier, i det omfang det er nødven-digt at uddybe tankegangen bag den enkelte skole. Inddragelse af de beskrevne enkeltte-orier skal således anvendes til at kvalificere Borums skoler i større dybde.

10

Innovationsteori kan inddrages, til kvalificering af hvilke typer af udvikling der kan fore-komme under hvilke vilkår. Ændringsstrategierne kan besvare hvilke typer vilkår for udvik-ling, der ønskes skabt. Innovationsteorierne vil tilbyde forklaringskraft i relation til hvilke former for udvikling, der vil kunne skabes under de etablerede vilkår. Herfra vurderes mu-ligheder og begrænsninger ved respektive strategiske valg at kunne belyses. Valg af innovationsteorier kan dårligt foretages på forhånd, idet vilkårene vil springe uf ad analysen. En kilde, der dækker innovationsteorier bredt er Ralph Staceys ”Strategic Ma-nagement and Organizational Dynamics”. Den har form af en grundbog og må derfor sup-pleres med originalkilder i henhold til det afdækkede behov. Et muligt alternativ eller supplement til innovationsteorier er at inddrage læringsteori, her-under teorier om første til fjerde ordens læring, til at kvantificere innovationshøjden på den gennemførte udvikling. Teorier om første til fjerde ordens læring kan introduceres gennem Lars Qvortrups teorier fra ”Det vidende samfund” og/eller Jack Mezirows ”Learning as Transformation”, begge kilder beskriver udvikling i kognitivt perspektiv. Begge kilder har-monerer godt med tidligere pointer om, at kamppladsen strækker sig såvel over det fysi-ske- som det kognitive domæne. I et valg mellem to umiddelbart ligeværdige teorier væl-ges den nyeste og mest opdaterede som hovedkilde, i dette tilfælde Lars Qvortrups teori-er. Som opsummering på diskussion af teorivalg, omfatter den anvendte teori på strategiom-rådet Finn Borums strategier for organisationsændring (Borum, 1995), suppleret med bag-vedliggende enkeltteorier efter behov. Teorier om ændringsstrategier skal anvendes til at kvalificere og beskrive empirien i organisationsteoretisk sammenhæng. Med henblik på efterfølgende at kunne kvantificere og vurdere det teoretiske udviklingspo-tentiale, anvendes Ralph Staceys overblik over kompleksitetsteorier til at vurdere hvilken systemforståelse (Stacey, 2000), der ligger bagved den anvendte ændringsstrategi, hvilket vil give et indtryk af muligheder og begrænsninger ved strategivalget i det fysiske domæ-ne. Yderligere anvendes Lars Qvortrups teorier om første til fjerde ordens læring til at kvantificere ændringsstrategiernes teoretiske ændringskraft i det kognitive domæne (Qvor-trup, 2001).

Valg af empiri Empirien skal dække to strategier, henholdsvis oprøret og oprørsbekæmpelsen.

1.5.1. Empiri for oprørsstrategien Der findes af indlysende årsager ikke en officiel doktrin for oprør, der kan danne empiri for oprørsstrategien. Der findes til gengæld to skoler for oprør, med hver deres underlæggen-de inspirationskilder. Det drejer sig om henholdsvis fundamentalistisk islam, der bygger på strategiske tanker fra Marighella8 og Che Guevara9, samt en strategisk kultur fra Saladin10

8 Carlos Marighella (1911 – 1969). Brasiliansk guerilla aktivist og marxistisk forfatter, der har bidraget til op-rørsdoktriner med sin berømte “Minimanual Of The Urban Guerrilla”. 9 Ernesto Rafael Guevara de la Serna (1928 – 1967). Marxistisk revolutionær, læge, og cubansk guerillaleder.

10 Saladin (1138 – 1193; på arabisk Salah ad-Din). Kurdisk muslimsk hærfører der grundlagde Ayyubide-dynastiet i Egypten og Syrien.

11

og T.E. Lawrence11. Den anden skole er den såkaldte kinesiske skole med ophav i Sun Szus12 tanker og Mao Tse-Tungs13 strategiske kultur. Begge skoler er beskrevet i lettilgængelige kilder, hvilket muligvis er medvirkende til deres inspirationskraft af oprørsstrategier. Fundamentalistisk islam vil fx kunne forklare og be-skrive den sunni-arabiske oprørskamp i Nordirak, hvorimod den kinesiske skole vil have større forklaringskraft i relation til den shia-arabiske oprørskamp i Sydirak, samt det tali-banske oprør i Afghanistan. Med henblik på at kunne koble danske erfaringer med oprørsbekæmpelse, vurderes det hensigtsmæssigt at tage udgangspunkt i de geografiske områder, hvor danske soldater har opereret. Intet oprør vurderes i praksis entydigt at afspejle den ene skole frem for den anden, hvorfor alle teorier inddrages. Det vil endvidere have den positive gevinst at analy-sen får en mere generisk og bredt dækkende karakter. For at støtte den røde tråd gennem oprørs-empirien inddrages David Galula ”Counterinsurgency Warfare – Theory and Practi-ce” fra 1964 der beskriver oprørskrigens anatomi (Galula, 1964).

1.5.2. Empiri for oprørsbekæmpelsesstrategien I forlængelse af den foreløbige problemformulering skal empirien både dække de retnings-linjer som det militære apparat gennemfører oprørsbekæmpelse (doktrin), og endnu vigti-gere de planlægningsværktøjer der i praksis omsætter retningslinjerne til reelle planer (operative analysemodeller). Doktriner og operative analysemodeller findes i både nationale- og NATO udgaver. Gene-relt kan man sige at de danske kilder belyser det taktiske niveau (troppeenhedsniveauet), hvorfor man kan argumentere for at de ikke formelt dækker analyseniveauet. Ikke desto mindre gennemføres hovedparten af de nationale strategiske overvejelser på baggrund af den nationale operative analysemodel, Feltreglement III (FR III). Det hænger sammen med den tyngde, som den nationale operative analysemodel har på respektive nationale officersuddannelser. Meso nivaeuet kan i relation til en militær oprørskampagne sidestilles med joint force commander, dvs. den øverste militære chef for en mission, fx chefen for ISAF. Operative overvejelser på joint force commander nivaeu gennemføres i henhold til NATO Guidelines for Operational Planning (GOP). Både GOP og FR III er veldefinerede vejledninger til gennemførelse af operative overve-jelser. Det er begge praktiske analyse- og planlægningsværktøjer, der anvendes universelt uanset opgavetype og valgt kampagnetema. I praksis er der stor grad af sammenfald mel-lem den nationale og NATO modellen. I relation til rækkevidden af specialets konklusioner, er en påvirkning af den nationale me-tode for operative overvejelser sandsynlig, hvorimod den fastsatte NATO procedure vurde-res udenfor specialets påvirkningsfelt. En af årsagerne til at det danske forsvar bruger res-sourcer på at formulere og udvikle en national doktrin er, at denne proces giver det bedste grundlag for at deltage i de internationale doktrin working groups, hvor den fælles NATO

11 Thomas Edward Lawrence (1888 – 1935). Britisk arkæolog, officer og forfatter, også kendt som T.E. Law-rence, dog mest berømt som Lawrence of Arabia. Han blev internationalt kendt for sin rolle som officer ved det arabiske oprør mod det Osmanniske Rige under Første Verdenskrig. 12 Sun Tzu (722 – 481 før vores tidsregning). Regnes for at have forfattet The Art of War, en grundlæggende militærstrategisk kilde, der har influeret militær tænkning bredt. 13 Mao Tse-Tung (1893 – 1976). Den kinesiske revolutions ledende teoretiker og organisator og den domine-rende kraft i opbygningen af folkerepublikken Kina.

12

doktrin udvikles. Sådan kan man betragte en udvikling af den nationale praksis som en indirekte metode til at påvirke den internationale praksis på. Empirien for den specifikke militære planlægning kan således afgrænses til hhv. det dan-ske FR III og NATO GOP, idet evt. anbefalinger begrænses til at omfatte FR III. Der er ligeledes elementer af planlægningsprocessen, hvor den specifikke doktrin for op-rørsbekæmpelse bliver interessant. Den danske doktrin for gennemførelse af oprørsbe-kæmpelse er beskrevet i Feltreglement I, kapitel 1, doktrin for fuldspektrum operationer (FR I, 2008: 101-126). NATO har for nærværende ingen en specifik doktrin på området. Der findes udkast til dok-trinen, idet denne er under udarbejdelse i NATO Land Operations Working Group. Yderli-gere har både USA og Storbritannien udgivet nationale doktriner. Danmark opererer aktu-elt i Afghanistan, som et led i NATO’s ISAF-mission, under britisk taktisk kontrol. Ligeledes har Danmark opereret i rammen af koalitionen Operation Iraqi Freedom under henholdsvis britisk taktisk kontrol og amerikansk overordnet ledelse. USA og Storbritannien udgør Danmarks væsentligste samarbejdspartnere i relation til internationale missioner, hvorfor der kan argumenteres for at alle publikationer er relevante for danske styrker. Det danske forsvar har dog foreløbigt valgt, at der ikke udvikles en særskilt doktrin for op-rørsbekæmpelse på det taktiske niveau, idet den nuværende doktrin for fuldspektrum ope-rationer vurderes dækkende. På baggrund af samme rationale, som ved valget af den danske model for operative overvejelser, vurderes specialets konklusioner nemmere at kunne påvirke den nationale doktrin frem for NATO-doktrinen. Derfor afgrænses det empi-riske grundlag til NATO og dansk doktrin for for fuldspektrumoperationer, idet evt. anbefa-linger der måtte affødes af analysen begrænses til at omfatte dansk doktrin. Empirien omfatter således på doktrinområdet NATO’s overordnede doktrin for landoperati-oner (AJP-3.2, 2008) og dansk doktrin for for fuldspektrumoperationer (FR I, 2008: 101-126). Empiri til belysning af operative analysemodeller omfatter NATO’s Guidelines for Operational Planning (GOP, 2005) og det danske Feltreglement III (FR III, 2008).

1.5.3. Validitet Validiteten refererer til analysens gyldighed, altså om den rent faktisk rammer kernen af problemstillingen. Den skriftlige del af empirien er baseret på originalkilder med direkte fokus på planlægning og gennemførelse af oprør. Den skriftlige empiri der retter sig mod oprørsstrategier er igen baseret på originalkilder, men har generel karakter og kan ikke påvises at have direkte anvendelse i hverken Irak eller Afghanistan. Det vurderes ikke mu-ligt at opdrive kilder, der beskriver den specifikke doktrin for shia-militser i Sydirak eller Taliban i Afghanistan. Såfremt de overhovedet eksisterer, vil de af indlysende årsager væ-re vanskelige at tilegne sig – ligesom interview af oprørsledere heller ikke ses som en op-tion. Således kan analysen ikke sige noget specifikt om operationerne i Irak eller Afghanistan, men kan til gengæld give en teoretisk funderet tilgang til begrebet oprør af universel karak-ter. Den samlede validitet af den skriftlige empiri vurderes at være høj.

1.5.4. Reliabilitet Reliabilitet refererer til analysens pålidelighed, kan man have tillid til analysen? Tillid kræ-ver blandt andet, at de anvendte teorier og ikke mindst empirien er dækkende for under-

13

søgelsessubjektet. Dette synes allerede godtgjort under behandling og udvælgelse af em-piri. Til gengæld rejser en anden central problemstilling sig. Kan man undersøge sig selv? Da specialet har til hensigt at undersøge muligheder og begrænsninger ved et planlæg-ningsredskab, som jeg som officer har brugt mange år på at nuancere min forståelse- og praktiske anvendelse af, kan man argumentere for at objektivitet bliver vanskeligt at opnå i analysen. I den forbindelse er jeg bevidst om det forhold, at jeg allerede er påvirket af en personlig forståelsesmodel. For at anvende denne forståelsesmodel objektivt og åbne tan-kerne for alternative muligheder, vil specialets analysemodel bygges op efter principperne for integrativ tænkning (frit oversat fra det engelske integrative thinking), introduceret af professor Roger Martin i The Opposable Mind (Martin, 2007). Tanken bag integrativ tænkning er, at gøre sig bevidst om, at egen forståelsesmodel, blot er en model. Fra dette udgangspunkt søges yderpunkterne af det mulige, og der skabes modsatrettede (ekstreme) modeller på baggrund af de præmisser. Den integrative del af processen, består i at afveje og kombinere fordele og ulemper ved begge modeller og her-ved erstatte sin hidtidige forståelsesmodel med en mere værdiskabende. I dette tilfælde er det væsentligt at egne forståelsesmodeller afdækkes. Det betyder at gængse militære opfattelser om oprør og oprørsbekæmpelse fremdrages og præsenteres med henblik på analytisk at kunne udfordre dem. Den endelige problemformulering bør formuleres sådan, at analysen ikke får karakter af en konsulentopgave, hvor målsætningen er at give forslag til eksplicitte ændringer eller tiltag. En mere abstrakt og teoretisk funderet problemstilling, vil fjerne analysens fokus fra ’en officers’ problemløsning til ’en akademikers’ teoretiske undersøgelse. Det er i den forbin-delse væsentligt at der drøftes i teoretiske muligheder og begrænsninger, i modsætning til empirisk funderede betragtninger. Til gengæld vil det være oplagt at anvende perspektiveringen til at give ’en officers’ vurde-ring af de afdækkede konklusioner. Dvs. lade den teoretiske analyse ramme virkeligheden, hvad synes ’officeren’ om værdien af analysens resultater. En sådan perspektivering vur-deres at støtte analysens reliabilitet, forstået således at ’officeren’ har nemmere ved at holde sig på måtten med personlige og erfaringsbaserede udsagn, når han ved at chancen byder sig senere.

1.5.5. Operationalisering af teori For at kunne operationalisere den valgte organisationsteori på problemstillingen, er det væsentligt at forholde sig til spørgsmålet om hvilken organisation vi taler om? Den tyske sociolog og systemteoretiker Niklas Luhmann har beskrevet systemer, som no-get der er strukturelt koblet og henviser til hinanden, idet de forbliver omverden for hinan-den. Luhmanns mål er at formulere en universel teori for faget sociologi ved at tilslutte sig den almene systemteori. Han forsøger at udvikle en teori, der er overgribende i forhold til faget, og som med systemteoretiske begreber forsøger at beskrive sociologiens samlede genstandsområde. Ved et socialt system forstår Luhmann sammenhængen mellem socia-le handlinger der henviser til hinanden. Når flere personers handlinger bliver knyttet sam-men med hinanden opstår der altid et socialt system eller et handlingssystem, der afgræn-ser sig fra en omverden. Alle handlinger, som henviser meningsfuldt til hinanden, tilhører det pågældende system; alle andre handlinger, som ikke opretholder nogen relation til den pågældende meningssammenhæng tilhører systemets omverden. Noget er altså enten system eller omverden. Luhmann foretager et skel mellem simple interaktionssystemer og

14

de mere komplekse organisationssystemer, men grundlæggende opfattes sociale syste-mer universelt (Luhmann, 2000: 37). Ved at betragte sociale systemer som systemer, åbnes der mulighed for at betragte sam-fundet på tværs af traditionelle teoretiske niveauopdelinger. Herved kan samfundssyste-met anskues som en organisation, på lige vilkår med Microsoft eller Toyota. Systemets funktion er at reducere kompleksitet, hvilket systemet i praksis gør ved at udelukke mulig-heder. Sociale systemer danner ”øer af reduceret kompleksitet”, hvori rationaler forhandles og vedtages. En sådan opfattelse af samfund som organisationer er fint i tråd med tidligere udsagn om, at befolkningens accept eller støtte er afgørende for succes. I det videre arbejde forudsættes, at der kan sættes en grad af lighedstegn mellem ’sam-fund’ og ’organisation’. Rationalet er at begge er sammensat af individer i komplekse soci-ale systemer, og derfor adlyder samme grundlæggende mekanismer og funktioner. Luh-mann påpeger dog, at et samfundssystem adskiller sig fra et organisationssystem på ét område, nemlig at et organisationssystem forudsætter ”medlemskab”. Dette holdes in mente når teorierne bringes i anvendelse.

OPRØR OPRØRS-BEKÆMP

ÆNDRINGS-STRATEGI

TILSTAND A

Usikkerhed

Lovløshed

Mangel på essentielle livsvilkår

Magtvakuum

Etc.

FYSISKE

KOGNITIVE

OPERATIONSOMRÅDE (organisation/system)

OPRØR OPRØRS-BEKÆMP

TILSTAND B

Sikkerhed

Lov og orden

Tilgang til vand, el, kloak

Fungerende administration

Etc.

FYSISKE

KOGNITIVE

OPERATIONSOMRÅDE (organisation/system)

Figur 1.5.5 Som illustreret ovenfor, bringes teorier om ændringsstrategi i spil ved at betragte det op-rørsramte samfund som en organisation (et socialt system). I rammen af denne organisa-tion betragtes to elementer, henholdsvis oprøret og oprørsbekæmperen. På illustrationen optræder disse elementer ligeværdigt, idet fænomenet dog ofte karakteriseres som asymmetrisk, da oprørsbekæmperen typisk vil være militært overlegen i det fysiske do-mæne. Typisk vil oprørsbekæmperen være tæt forbundet med samfundets legale ledelse (internationalt anerkendte autoritet) og herved udgøre hvad man i organisationsteorien vil karakterisere som ledelsen i organisationen. Kampen mellem ændringsstrategierne udspilles såvel i det fysiske som i det kognitive rum, og det er samspillet mellem resultaterne i disse udfaldsrum, der afgør den reelle succes eller fiasko.

15

1.5.6. Afgrænsninger Som allerede nævnt er det militære bidrag til oprørsbekæmpelse kun én af flere brikker i en samtænkt/integreret indsats, der opererer langs flere parallelle lines of operations. I den optimale situation vil de enkelte bidrag under den samtænkte indsats starte simultant, men ofte vil sikkerhedssituationen ikke muliggøre andre end militære indsatser i den første tid. Den militære fører må i denne situation udover kampoperationer, sikkerheds- og kontrol-operationer og reformering af sikkerhedsstrukturen også anvende sine styrker til at udføre støtte til civilbefolkningen og støtte til det civile magtapparat, som beskrevet i doktrinen for stabiliseringsoperationer. Efterhånden som andre statslige ressort-områder og civile orga-nisationer får mulighed for at deltage i oprørsbekæmpelsen, kan de to sidstnævnte opga-ver helt eller delvist overtages af disse. I den kontekst afgrænses analysen til at omfatte det militære bidrag i rammen af den samtænkte kampagne.

Endelig problemformulering

1.6. Endelig problemformulering På baggrund af ovenstående opgaveanalyse, præciseres den endelige problemformule-ring, således:

”Hvilke strategiske muligheder og begrænsninger afføder planlægning og gen-nemførelse af oprørsbekæmpelser efter vestlig doktrin, når målsætningen fast-sættes til at reducere konfliktniveauet i en sådan grad, at værtsnationens sik-kerhedsstyrker kan håndtere oprørsstrategier? Efterlader det resterende spektrum for strategiteoriers udfoldelse et potentiale som præsenterer alternative muligheder for at fremme fundamentet for en va-rig fred?”

Metode

1.7.1. Undersøgelsesdesign Med udgangspunkt i problemformuleringen og diskussionen heraf, er såvel det teoretiske udgangspunkt som det empiriske grundlag nu tilvejebragt. Dermed er rammerne for speci-alet fastlagt, og metodevalg kan ske på baggrund heraf. Dette afsnit har til formål at defi-nere en analyseramme, der ud fra metodiske overvejelser kobler den valgte teori, empiri og metode. En problemstilling kan enten sigte mod en beskrivelse af et emne, mod at finde forklarin-ger på emnet eller mod at være forudsigende. Nærværende speciale tager udgangspunkt i en forklarende problemstilling, hvor sigtet er at afdække, hvad den aktuelle doktrin og de aktuelle planlægningsværktøjer afføder af muligheder og begrænsninger. Specialet vil yderligere udforske, hvilke andre muligheder der findes og give en teoretisk vurdering af konsekvenserne. I denne fase har specialet karakter af teorier, der analyserer og vurderer andre teorier. Når den kvalitative metode anvendes, tolkes og bearbejdes data ud fra forfatterens anta-gelser. Det er derfor nødvendigt at forholde sig til disse med henblik på at sikre specialets validitet. I praksis kan dette ske enten ved at diskutere egne holdninger og meninger før de applikeres i forhold til empirien, alternativt ved at forholde observationerne til det teore-tiske grundlag. I dette speciale er det min hensigt primært at benytte førstnævnte mulig-hed, som vurderes at give den bedste kritik af mine personlige antagelser.

16

17

1.7.2. Praktisk metodik – analysemodel Den indledningsvise behandling af problemformuleringen har afdækket behov for en todelt analyse af henholdsvis oprørsstrategi og oprørsbekæmpelsesstrategi. Da de to strategier er hinandens modsætning bær de sammenholdes i en sammenfattende analyse. Analysemodellen kan visualiseres således:

ÆNDRINGS-STRATEGI

(Borums skoler)

INNOVATIONS- & LÆRINGSTEORI(Stacy, Qvortrup)

OPRØRSSTRATEGIER(Kinesisk skole)(Sunni-Islam)

Delanalyse 1Kvalificere og beskrive

Vurdere

OPRØRSBEKÆMP-ELSESSTRATEGIER(NATO)(Dansk)

Delanalyse 2Kvalificere og beskrive

Vurdere

Sammenfattende analyse af delanalyser 1 og -2, herunder opstilling af alternativer

KONKLUSION & PERSPEKTIVERING

TEORI

EMPI

RI

Kap. 7

Kap. 6

Kap. 3Kap. 2

Kap. 5Kap. 4

INDLEDNINGOpgaveanalyse og problemformulering. Valg af egnede hovedteorier og empirisk grundlag

Kap. 1

Figur 1.7.2

1.7.3. Formalia Specialet er udarbejdet i overensstemmelse med Forsvarsakademiets vejledningssamling, Forsvarskommandoens bestemmelse for dokumenters udformning, samt den gennemførte

18

undervisning i metodelære. Hvor der er konstateret uoverensstemmelser imellem oven-stående har undervisningen i metodelære været styrende. Kildereferencer er indført som parenteser. Forklaring af begreber og uddybende kommentarer er anført i fodnoter. Speci-alet er baseret på åbne kilder samt militære kilder klassificeret TIL TJENESTEBRUG. I relation til sidstnævnte har en konkret vurdering af kilderne samt anvendelse og evt. gen-givelse heraf løbende fundet sted. Denne vurdering har været styrende for specialets en-delige klassificering som UKLASSIFICERET.

Kapitelinddeling I forlængelse af analysemodellen, beskrives her kapitelinddelingen med tilhørende formål for respektive kapitler.

1. Indledning: I dette kapitel foretages indledningsvis en opgaveanalyse og problemformulering. På bag-grund heraf gennemføres valg af egnede hovedteorier og empirisk grundlag. Teorien ope-rationaliseres og specialemetode beskrives. 2. Kvalificering af oprørets strategiteoretiske fundering: Dette kapitel er det første analysekapitel, som danner grundlaget for besvarelsen af pro-blemformuleringen. Den kinesiske skole og fundamentalistisk sunni-Islam analyseres og kvalificeres i forhold til Borums ændringsstrategier. Anvendte skoler og evt. enkeltteorier beskrives kort med henblik på en indføring i emnefeltet. 3. Analyse af oprørets teoretiske innovationspotentiale: Resultatet fra foregående kapitel vurderes i forhold til kompleksitets- og innovationsteorier (Ralph Stacey) mhp. at vurdere hvilken systemforståelse, der ligger bagved den anvendte ændringsstrategi, og yderligere give et indtryk af teoretiske muligheder og begrænsninger ved strategivalget. Yderligere anvendes Lars Qvortrups teorier om første til fjerde ordens læring til at kvantificere ændringsstrategiernes teoretiske ændringskraft i det kognitive do-mæne. 4. Kvalificering af oprørsbekæmpelsens strategiteoretiske fundering: Kapitlet analyserer og kvalificerer doktrin og planlægningsværktøjer for oprørsbekæmpel-se i forhold til Borums ændringsstrategier. 5. Analyse af oprørsbekæmpelsens teoretiske innovationspotentiale: Kapitlet udarbejdes som for kapitel 3 anført, blot for oprørsbekæmpelsen i stedet for oprø-ret (og på baggrund af resultater fra kapitel 4). 6. Sammenfattende analyse af oprørsbekæmpelse kontra oprørsstrategi: I dette kapitel sammenholdes resultaterne fra hidtidige analyser til en vurdering af over-ordnede muligheder og begrænsninger ved det strategivalg, som aktuel anvendelse af doktrin og planlægningsværktøjer medfører. På baggrund af resultatet sammensættes og vurderes evt. alternative strategivalg. 7. Konklusion: I dette kapitel opsamles og konkluderes resultatet af de gennemførte analyser med henblik på at besvare problemformuleringen som opstillet i kapitel 1. Der perspektiveres ved at give forfatterens vurdering af analysens teoretiske resultater i forhold til egne erfaringer og holdninger.

19

KAPITEL 2 – OPRØR SOM ÆNDRINGSSTRATEGI Dette kapitel er det første analysekapitel, der danner grundlaget for besvarelse af problem-formuleringen. Den kinesiske skole og fundamentalistisk sunni-Islam som oprørsstrategier analyseres og kvalificeres i forhold til Borums ændringsstrategier. Anvendte skoler og evt. enkeltteorier beskrives kort med henblik på en indføring i emnefeltet.

Indføring i Finn Borums ændringsstrategier Et af teoriens hovedsynspunkter er, at tvang, overtalelse og købslåen er usikre strategier. Disse typer af processer fører ikke til, at den svagere part opbygger nogen forpligtelse over for ændringerne. Derfor risikerer ændringer baseret på ensidige interesser at udløse betydelig modstand mod forandring. Ydermere vil en gennemført ændring risikere at blive anfægtet på et senere tidspunkt. De interessebaserede processer kan blive genstand for genbesøg, og organisationens konfliktniveau kan potentielt stige - medmindre der i den strategien er indbygget en sikring af den fremtidige regulering af konflikter. En ændring af systemet forudsætter, at man kan få andre til at gøre det, som man gerne vil. Kan man det, har man indflydelse – eller magt om man vil. At udøve indflydelse og påvirke andre aktører så der sker ting, der ellers ikke ville være sket, kræver besiddelse af magtbaser, dvs. kontrol over belønninger eller sanktioner som andre tillægger betydning. Magt er altså en social relation. Den er operationaliseret i den socialpsykologiske magtbaseteori, som af Borum er videreudviklet med henblik på anvendelse til analyse af ændringsprocesser. Jeg har tidligere nævnt Niklas Luhmanns teser om det det sociale system, alle handlinger, som henviser meningsfuldt14 til hinanden, tilhører det pågældende system; alle andre handlinger, som ikke opretholder nogen relation til den pågældende meningssammen-hæng tilhører systemets omverden (Luhmann, 2000: 37). I forlængelse af den opfattelse, introducerer Borums teorier en rolleanalyse. I forbindelse med nyetablering og ændring af sociale systemer eksisterer der ofte forskellige opfattelser af, hvorledes en given rolle skal udfyldes, og der kan tilsvarende være en forskel mellem adfærd (det man faktisk gør) og andres forventninger. Der kan også være tale om, at en rolleindehaver har uklare ideer om, hvad andre forventer af ham, og hvilken hjælp han kan få af andre. En sådan uklarhed kan fx medføre manglende handling. Rolleanalyse er derfor en teknik, der specielt er an-vendelig i forbindelse med nyetablerede grupper. Teknikken indebærer en systematisk gennemgang af alle roller i systemet med fokus på rolleindehaverens egen fortolkning og oplevelse af rollen, rolleindehaverens oplevelse af andres forventninger til ham, samarbejdspartneres forventninger til rolleindehaveren. Her-ved kan man få klarlagt de forskellige opfattelser, der eksisterer, af rollerne i systemet, og på basis heraf kortlægge eventuel uklarhed og enighed for hver enkelt rolle. Målet er at udforme en handlingsplan for, hvorledes de enkelte rolleindehavere kan arbejde hen imod en ændring af deres rolleadfærd, således den bedst er i balance med systemets samlede forventninger/behov. Borums teori skelner tilgang til ændringer i dikotomien mellem ’harmoniopfattelsen’ og ’konfliktopfattelsen’. Forskellen kan bedst anskueliggøres ved at spørge hvad der er nor-maltilstanden i systemet? 1) Er det præget af stabilitet afbrudt af episodiske ændringer, eller 2) af kontinuert forandring? Begge opfattelser kræver i Borums perspektiv paradok-salt nok, at der arbejdes med ændringsstrategier, men fra to vidt forskellige positioner og dermed også forskellige metoder. Den ledelsesmæssige udfordring vil i førstnævnte tilfæl-de være at skabe den fornødne forandringsparathed, inspireret af Kurt Lewins syn på hvorledes forandringsrettet intervention bør gribes an; optø – forandre – fastfrys (Lewin,

14 Meningsfuldt behøver i denne forbindelse ikke at være rationelt eller konstruktivt. Aggression kan fint hen-føres under meningsfuldt, idet handlingen anerkender modpartens rolle i systemer.

20

1958). Den ledelsesmæssige udfordring ved sidstnævnte opfattelse, vil derimod være ret-tet mod at skabe overblik, gennemsigtighed og fælles mentale billeder af, hvad der fore-går. Denne opfattelse kræver imidlertid at Lewins berømte model vendes på hovedet (Weick & Quinn, 1999). Argumentet er, at udgangspunktet for ændringen er en fælles mental platform, der etableres ved at fastfryse situationen, herefter kan forandring foreta-ges og slutteligt skal systemet optøs for de nye ændringer, der trænger sig på.

FORANDRINGER EPISODISKE(Regulering)

FORANDRINGER KONTINUERTE

(Radikale)

MAGTULTIMATIV

STØRRELSE(Subjektiv)

POLITISK(Radikal humanisme)

EKSPLORATIV(Radikal strukturalisme)

HUMANISTISK(Funktionalistisk sociologi)

TEKNISK-RATIONEL(Tolkende sociologi)

BORUMS KATEGORISERING AF ÆNDRINGSSTRATEGIER

MAGTBEGRÆNSET STØRRELSE

(Objektiv)

Figur 2.1.1a15 Som illustreret ovenfor skelner Finn Borum i tilgangen til magt og opfattelsen til æn-dring/forandring som fænomen, hvilket skaber fire udfaldsrum. Jeg vil på baggrund af ind-føring i Borums teorier argumentere for at disse fire udfaldsrum svarer til de fire kategorier af ændringsstrategiteorier som Borum opstiller. De fire positioner eller skoler benævnes henholdsvis den teknisk-rationelle-, den humanistiske-, den politiske- og den eksplorative ændringsstrategi. Skolerne er listet i nedenstående skema:

15 Figuren kvantificerer Borums skoler i relation til meta-teoretiske antagelser, der vurderes relevante i for-hold til det aktuelle genstandsfelt. De anførte termer i parentes angiver hvilke grundlæggende paradigmer som skolerne vurderes at trække deres rationaler fra (Burrell, 1979: 22-28). Borum henviser til Edward Bur-rell, men angiver ikke eksplicit hvorledes paradigmer og skoler hænger sammen. Figuren er således et ud-tryk for min tolkning af Borums teori i sammenhæng med dens metateoretiske ophav.

21

KonstruktivismeWeick:

Magtpositioner, interesse-artikulation, koalitioner

Levin:

Kotter, 8-trin

Skabe mening gennem analyse og rationelle argumenter

CENTRALE ELEMENTER

Eksplorativ(institutionel)

PolitiskHumanistisk(kulturel)

Teknisk-rationel

ÆNDRINGS-STRATEGI

Løst koblet system

Åbent socialt system

Socialt, hierarkisk system

Logisk sammen-hængendeelementer

SYSTEM-OPFATTELSE

InstitutionelKonfliktteoretiskSocial-psykologisk

SystemteoretiskFELT

KonstruktivismeWeick:

Magtpositioner, interesse-artikulation, koalitioner

Levin:

Kotter, 8-trin

Skabe mening gennem analyse og rationelle argumenter

CENTRALE ELEMENTER

Eksplorativ(institutionel)

PolitiskHumanistisk(kulturel)

Teknisk-rationel

ÆNDRINGS-STRATEGI

Løst koblet system

Åbent socialt system

Socialt, hierarkisk system

Logisk sammen-hængendeelementer

SYSTEM-OPFATTELSE

InstitutionelKonfliktteoretiskSocial-psykologisk

SystemteoretiskFELT

Stabili-serende

Destabili-serende

Forandring Forankring

Figur 2.1.1b Borum arbejder med fem hoveddimensioner, der beskriver hver enkelt ændringsstrategis karakteristika og virkemåde. Disse dimensioner er: 1) Målsætninger, 2) organisatorisk per-spektiv, 3) løsningsmetode, 4) ændringsagenter, 5) ændringsteknologi, herunder kognitiv mekanisme, forandringsprocesser og forandringsindikatorer. I alt ni målepunkter, der fremadrettet anvendes til at vurdere og kategorisere empirien (Borum, 1995: 117). Hoved-parten af dimensionerne/målepunkterne kan overføres som pålydende til at beskrive so-ciale systemer i militærstrategisk sammenhæng direkte, idet tre dimensioner omformuleres for at være bedre beskrivende for hvad de rent faktisk måler på. Organisatorisk perspektiv anvendes i betydningen; hvorledes mennesker antages at fungere i sociale sammenhæn-ge. Ændringsagenter anvendes i betydningen af aktører, der på afgørende vis fremmer strategien. Ændringsteknologi beskriver i organisatorisk sammenhæng om ændringerne gennemføres i produktive eller operative grupper. I denne sammenhæng anvendes termen synonymt med organisationer, idet ændringsteknologi beskriver hvorledes aktører spiller sammen i alliancer, organisationer, interessefællesskaber etc. Nedenstående illustration beskriver sammenhængen fra det metateoretiske grundlag til den endelige operationalise-ring:

22

Tek-R

Hum

Pol

Eks

Borum

Rationalisme

Konstruktivisme

Systemteoretisk

Institutionel

Konfliktforskning

Social-psykologisk

META-TEORI FELT TEORI METODE

Org.

OPERATION-ALISERING

Grundlæggende antagelser påfilosofisk niveau

Overordnede værdisystem

Eksistentialistiske livsværdier

Teori om teorier

Normativ

Deskriptiv

Refleksiv

Forskningsfelter

Sæt af generelle påstande om sammenhænge (pragmatisme)

Praksis, hvor person og teori er koblet sammen

Målsæt

Org. persp.

Løsn. metod.

Ændr. agent.

Kognitiv mek.

Forandr. proc.

Indikatorer

Kognitiv mek.

Ændr. tekn.

Syn på mennesker i sociale sammenhæng

Samme

Samme

Fremmende aktører

Samme

Samme

Samme

Samme

Organisationer af aktører

Analysens særlige måde at anvende metoden og den bagvedliggende teori i militærstrategisk sammenhæng

Figur 2.1.1c

Kinesisk skole Noted military strategist Harry Summers recounted how he once told a North Vietnamese colonel that the United States had never been beaten on the bat-tlefield. The officer replied, “That may be so, but it is also irrelevant.” (Sum-mers, 1982).

Citatet stammer fra Vietnam-krigen og sætter på passende vis rammen for kinesisk kontra vestlig skole. Vietnam-krigen står som et eksempel på den vestlige skoles udfordringer med at håndtere sådanne doktriner i forbindelse med langvarige fjernkrige.

2.2.1. Sun Tzu Den grundlæggende kinesiske filosofi har sin oprindelse fra bambusruller skrevet ca. 450-221 år før vor tidsregning. Sun Tzu, der regnes som forfatter til disse, ser krig som et fak-tum og en konstant risiko. Han betragter krig som risikabel og kostbar, hvorfor den skal undgås eller gennemføres på en måde der minimerer risici og omkostninger. Herefter be-arbejdes grundelementerne af Sun Tzus filosofi, idet disse kvalificeres på Borums æn-dringsstrategier. Sun Tzus nok mest kendte filosofiske element er, at angribe svagheder undgå modstande-rens stærke sider (Sun Tzu, 2008: 30). Udsagnet vidner om en kognitiv mekanisme, cen-treret om kalkulation og konsekvens. Det er altså en rationel tilgang til analysen, hvor out-put af en given problemstilling søges forudsagt. Borum vil karakterisere denne tilgang til systemet som teknisk-rationel, i organisatorisk perspektiv. Sun Tzu anfører behovet for ”et himmelsk mandat”, der kan samle hele befolkningens støt-te til mobilisering (Sun Tzu, 2008: 37). I kontekst af datiden tolkes himmelsk mandat som

23

en folkelig legitimering og støtte. Dette vidner om en konsensual tilgang til sociale syste-mer, hvor forandringsindikatoren er fælles normer, værdier og grundlæggende antagelser. Man kan diskutere hvorvidt det i datidens kontekst foregik i form af ’overtalelse’ og mani-pulation eller som reel indhentning af accept. Sun Tzu taler i samme forbindelse om ska-belsen/vedligeholdelsen af en effektiv hær, hvor høj motivation blandt tropperne er essen-tiel. I relation til Borums strategier vurderes den kognitive mekanisme og forandringsindi-katorerne på succes som funderet i den humanistiske ændringsstrategi. Gennem overlegen efterretningsindhentning skal der opbygges informationsdominans (Sun Tzu, 2008: 77). På dette punkt er Borum og Sun Tzu på linje, idet udsagnet sidestil-les med Borums teorier om roller i systemet. Uanset hvilken filosofi der lægges bag sit valg af strategi – har man behov for at begribe det system man vælger at blive en del af. Det indikerer endvidere en tilgang til magtbegrebet som noget relativt og ikke ultimativt. Magt er altid forbundet med begrænsninger, hvorfor spillets regler og brikkernes placering er essentielle at kende. Det siger noget om den reelle løsningsmetode i ændringsstrategien, der omfatter modifikation af interaktion mellem aktørerne i systemet. Det vidner om en opmærksomhed på kulturelle og menneskelige faktorer, der placerer løsningsmetoden i den humanistiske ændringsstrategi. Sun Tzu doserer endvidere, at taktisk opportunisme er essentiel for sejren. Alt er tilladt - glem ridderlighed i krig (Sun Tzu, 2008: 47). Et budskab om at bryde med normer og dog-matisk tænkning. I stedet øjne hvad situationen byder af muligheder og få det maksimale ud af det. En sådan opfattelse af forandring ligger op af forandring som en kontinuert pro-ces, hvor løsningsmetoden er at udnytte bevægelser og momentum, samt skabe og an-vende læringsmuligheder. En sådan løsningsmetode kan karakteriseres som eksplorativ, idet der ikke alene tales om topledelsens mulighed for at udnytte opståede muligheder, men også de lavere taktiske niveauer.

2.2.2. Mao Tse-tung Mao Tse-tung var den kinesiske revolutions ledende teoretiker og organisator, samt den dominerende kraft i opbygningen af folkerepublikken Kina. Mao er forfatter til en lettilgæn-gelig manual for oprørskrig, også kendt som ’Maos lille røde’ (Mao, 2000). Den er forfattet under krigen og er derfor en blanding af teorier og praktiske erfaringer. Når Maos teorier passer godt til tidens krige, hænger det sammen med, at oprørets fjende var sammensat af såvel det siddende styre i Kina som den japanske besættelsesstyrke. Et billede der nemt kan overføres til nutidens oprørsbekæmpelsesscenarier. Derudover havde Mao den internationale folkeopinion med som en faktor, hvilket ligeledes passer godt overens med vilkårene for nutidens oprør. Mao nævner tre faktorer, der må vendes til egen fordel og har afgørende betydning for oprørets succes. Disse er ’tid’, ’rum’ og ’vilje’, der samlet set skaber dynamikken og natu-ren af oprørskrigen. Mao forudså en langvarig krig, hvori hans strategi omfattede tre faser: Maos 1. fase beskriver han sådan, at fjenden af ressourcehensyn vil søge en hurtig militær sejr, ved at rykke hurtigt frem og besejre de større byer. Det er vigtigt at fjenden når sit kulminationspunkt16, således at hans ressourcer, kommunikations og forsyningslinjer bliver utilstrækkelige (princippet er at ’sælge’ rum for tid). Der udføres taktiske offensiver17 for

16 Kulminationspunkt i betydningen, at strække fjenden ud til det maksimale af hans evne i tid, rum og res-sourcer. 17 Lokale angreb i mindre størrelsesorden.

24

yderligere at slide på fjendens forsynings- og kommunikationslinjer, idet afgørende kon-frontationer undgås. Oprørsstyrken søger den moralske overlegenhed i relation til lokalbe-folkningen, og der påbegyndes politisk indoktrinering samt uddannelse af nye rekrutter. Fasen bruges til at udvælge de bedste militære ledere, der kan fortsætte som ledere under den kommende asymmetriske guerillakrig. I relation til 1. fase, vil Borum sandsynligvis hævde at målsætningen hverken er rationel eller direkte varetager oprørerens interesser. I stedet er der tale om tilpasning til de om-stændigheder, der aktuelt hersker i systemet og de langsigtede strategiske mål varetages gennem mobilisering af interesse. Det kan indikere såvel humanistisk- som eksplorativ ændringsstrategi. En humanistisk tilgang vil forudsætte at ændringerne initieres ved en optøningsfase18, hvorimod en eksplorativ tilgang forudsætter at dynamikken fastfryses med henblik på at etablere et fælles mentalt billede. I en afvejning af disse muligheder kan der argumenteres for, at der er tale om en optøningsfase, hvor anstrengelserne samles om at etablere skabe en tilstrækkelig stærk styrende koalition og der i denne ramme ska-bes en bærende vision. Doktrinen vurderes derfor som et udtryk for humanistisk æn-dringsstrategi. Metoden omfatter at vinde den moralske overlegenhed, hvilket igen ses som et humanistisk element, idet den kognitive mekanisme bygger på konsensus og indi-katoren på succes måles i befolkningens (ændrede) adfærd, normer og værdier. Den 2. fase beskrives som langvarig, hvor fjendens psykiske og eller fysiske styrke ned-brydes. Fjenden er nu i strategisk defensiv og oprørerne skal bruge initiativet til at drive ham fra landområderne og ind i byerne. Når landområderne er udenfor fjendens indflydel-se, kan dette bruges til mobilisere landbefolkningens moralske og fysiske støtte. Der op-nås de facto kontrol over større segmenter af befolkningen. Høj kvalitet af lederskabet i denne fase er essentiel. Lederen skal være både aggressiv og forsigtig på samme tid, samt kunne forholde sig til konfliktens skiftende karakter fra opera-tion til operation. Desuden skal oprørslederen kunne drage nytte af overraskelse og list samt en generel flad/fleksibel organisationsstruktur på operativt niveau, støttet men ikke styret fra en central topledelse på strategisk niveau. Kvaliteten af soldaterne prioriteres frem for kvantitet, hvor motivation, hårdførhed og uddannelses- træningsniveau er nøgle-områder. Denne fase tydeliggør delkonklusioner fra analyse af 1. fase, idet de humanistiske elemen-ter som; fokus på socialisering, kulturel tilpasning gennem træning og ritualer træder yder-ligere frem. Opfattelsen af fjenden har ligeledes karakter af et åbent socialt system, der kan rammes direkte såvel som indirekte. Dvs. der sigtes efter at ramme fjendens værdifæl-lesskaber og identitetsskabelse, hvilket igen er elementer der kan henføres til en overve-jende humanistisk ændringsstrategi. 3. fase beskrives som fjendens strategiske tilbagetog. Slutspillet hvor oprørerne begynder deres manøvrekrig med overvældende styrke, og destruerer den allerede decimerede fjende19 i dennes defensive positioner. Dette sker ved at transformere oprørsstyrken fra guerillaenheder til regulære enheder, idet styrkerne allerede er forberedt og opbygget un-der 2. fase. Transformationstankerne i 3. fase understreger at Maos tanker om organisationen, på trods af at den optræder irregulært og delvist autonomt, bygger på et fast hierarki med for-holdsvis faste koblinger i systemet. Dette indikerer at det organisatoriske perspektiv svarer til humanistisk ændringsstrategi.

18 Efter Lewins principper om optøning, ændring og fastfrysing. 19 Fjenden er i denne kontekst oprørsbekæmperen.

25

I alle faser er forholdet til befolkningen en nøgleparameter, idet Mao doserer et eksplicit kodeks for omgang med civilbefolkningen, med formål at fastholde støtten herfra. Strategiens ændringsagenter opfattes som oprøret i sin helhed, hvor virkemidlerne omfat-ter overtalelse og interesseartikulation. Dette peger i retning af den politiske ændringsstra-tegi, idet adfærdskodekset er udstedt fra topledelsen og også kan betragtes som et resul-tat af indoktrinering – i hvilket tilfælde den humanistiske ændringsstrategi vil have størst forklaringskraft. Under alle omstændigheder er den anvendte ændringsteknologi skabelsen af en subkultur frem for nøgleaktører, hvilket drejer afgørelsen i retning af den humanistiske ændringsstra-tegi.

Fundamentalistisk sunni-Islam

2.3.1. T.E. Lawrence Thomas Edward Lawrence (aka Lawrence of Arabia) var en britisk arkæolog, officer og forfatter. Han blev internationalt kendt for sin aktive indsats som britisk forbindelsesofficer ved det arabiske oprør mod det Osmanniske Rige under Første Verdenskrig (1916-18). Lawrence har bidraget til oprørsteori ved at udgive sine memoirs, som en slags historisk rejselitteratur (Lawrence, 1922). Litteraturen vurderes dækkende for fundamentet for den arabiske militærstrategiske kultur. Lawrence beskriver hvorledes den foretrukne operationsform er raids20. Kulturen byder ikke at møde modstanderen i afgørende slag, men snarere at forrette adskillige små ’bid’, der ultimativt forårsager fjenden til at ’forbløde’. Denne opfattelse af fjenden som et åbent socialt system, med et hierarki der kan bryde sammen, indikerer at den humanistiske position har størst forklaringskraft i relation til teo-riens organisatoriske perspektiv. At raids foretrækkes frem for reelle offensive operationer, fortæller noget om organiseringen og beslutningskompetencen, der vurderes cellulær og løst koblet. Denne praksis peger i retning af en eksplorativ løsningsmetode. Oprørsstyrkerne karakteriseres ved hastighed, udholdenhed, synlighed (i relation til be-folkningen) og logistisk uafhængighed. På intet tidspunkt taler Lawrence om de arabiske organisationer eller strukturer. Litteraturen giver indtrykket af høj grad af autonomi i udfø-rende celler, der henter inspiration og motivation i at højne egen sociale status ved at lave de bedste resultater. Oprørsstyrkerne vurderes snarere integreret i et netværk end en egentlig struktur, hvilket giver den eksplorativ ændringsstrategi forklaringskraft. Oprøret kan i denne form karakteriseres ved franchising21, der skal inspirere og mobilisere interes-se. Efterretningsindhentning prioriteres højt, og har en central plads i relation til at kunne slå til, hvor det gør mest skade uden at pådrage sig større risici.

20 Raids i betydningen en offensiv operation i mindre ramme. Normalt omfattende gennemtrængen til fjendt-ligt kontrolleret territorium mhp. at ødelægge installationer eller forvirre fjenden. Tilbagetrækning er en inte-greret del af operationen (AAP-6, 2008: 195). 21 Franchising er et system til markedsføring af varer, serviceydelser e.lign., som er baseret på et tæt og vedvarende samarbejde mellem virksomheder, som er indbyrdes adskilte og uafhængige: Franchisegiveren og dennes individuelle franchisetagere, hvorved franchisegiveren overdrager til sine franchisetagere retten og forpligtelsen til at drive virksomhed i henhold til franchisegiverens koncept.

26

Her kan trækkes en parallel til Sun Tzus tanker om informationsoverlegenhed. Det vidner om en opmærksomhed på kulturelle og menneskelige faktorer, hvor løsningsmetoden bedst kan forklares gennem en humanistisk ændringsstrategi. En forudsætning for succes er et baseområde, både i fysisk og psykologisk forstand. En base tilbyder lejlighed til at samordne styrkerne, hvilket i psykologisk forstand kan betyde at pleje det fælles mentale billede. Basens funktion vurderes at være en fastfrysning af situationen, i erkendelse af kontinuerte forandringer i systemet. En sådan tilgang knytter sig til Weicks sensemaking teorier (Weick, 2001), herunder teorien om den ’omvendte Le-win’ (Weick & Quinn, 1999). Heri skitseres en ændringsteori, der opfatter ændringer som en proces, sekvenseret som en fastfrysning, en rebalancering og en optøning. Således opfattes ændringer snarere som en ’forankring’ end en ’forandring’. Dette indikerer at de arabiske forandringsprocesser bedst kan forklares fra den eksplorative position. Ifølge Lawrence foretrækker arabiske oprørsstyrker en teknologisk orienteret og sofistike-ret modstander, hvis forsyningslinjer åbner muligheder for angreb. Endvidere skal guerilla-en skal have en aktiv støtte fra minimum 2 % af befolkningen og passiv støtte fra ned til blot 20 % af befolkningen. Et ganske kontroversielt udsagn i lyset af den gængse opfattelse om lokalbefolkningens støtte som det kritiske punkt (Centre of Gravity) for ethvert oprør (Galula, 1964: 64). Sam-tidigt er udsagnet parallelt til Sun Tzus prioritering af kvalitet frem for kvantitet. Ganske interessant betragtning, der pirrer nysgerrigheden for at identificere de tilfælde gennem historien, hvor reduktion af befolkningens støtte til et oprør har resulteret i dettes sammen-brud. Research til analysen har ikke fundet eksempler herpå.

2.3.2. Carlos Marighella Carlos Marighella (1911 – 1969). Brasiliansk guerillaaktivist og marxistisk forfatter, der har bidraget til oprørsdoktrinen med sin berømte ‘Minimanual Of The Urban Guerrilla’ (Ma-righella, 1969). Marighella er i stort inspireret af ovenstående teorier, men bidrager med udvikling på to områder: Marighella vælger byen som kampplads fordi skellet mellem rig og fattig er særligt tydeligt her, hvilket skaber latente spændinger, der kan udnyttes. Den veluddannede elite er som udgangspunkt hovedmål for påvirkning, da de anses for den primære forhindring eller modstand mod oprørets målsætninger. Marighella venter ikke på den brede opbakning i befolkningen, men inkorporerer i sin strategi en forventning om, at regeringens hårdhæn-dede modreaktion på den urbane guerillakrig vil fremmedgøre folket – og herved øge op-slutningen til ’sagen’. Både den rationelt analytiske tilgang til valg af kampplads, samt opfattelsen af systemet som noget der styres af ’ledelsen’ peger i retning af en teknisk-rationel tilgang. Marighellas fremgangsmåde kan karakteriseres som en brutal provokationsstrategi, her-under kidnapninger, likvideringer, bombeattentater (både målrettede og tilfældige), strejker og riots. Marighellas kausale og lineære tilgang til kalkulation af aktion og deraf afledte konsekvenser, støtter ovenstående antagelse om den teknisk-rationelle ændringsstrategi som den primære forklaringskraft.

27

Sammenfatning af delkonklusioner fra kapitel 2 Kapitel 2 har systematisk gennemgået en bred vifte af teoretiske oprørsstrategier med formål at kvalificere teorielementer på Borums ændringsstrategier. Delkonklusionerne er opsummeret og illustreret i nedenstående tabel. Som man kunne forvente er resultatet ikke helt entydigt, men alligevel tilbydes et billede af, at den humanistiske ændringsstrategi har størst forklaringskraft på fællesmængden af oprørsteorierne. Til nuancering af dette billede er det vurderingen, at den eksplorative æn-dringsstrategi ligeledes har en rolle – om end sekundær – til forklaring af oprørsstrategier, særligt hvad angår løsningsmetoden.

Figur 2.4.1a Finn Borums teorier om roller i systemet, indikerer at en oprørsbekæmper – uanset hvilken filosofi han lægger bag sit valg af strategi – har behov for at begribe det system han væl-ger at blive en del af. Uklare ideer om, hvorledes systemet og aktørerne interagerer, kan i bedste fald medføre manglende handling, og i værste fald medføre direkte kontraprodukti-ve tiltag. System- og aktøranalyse er udgangspunktet for at kunne udforme handlingspla-nen. Analysen omfatter en systematisk gennemgang af alle roller/aktører i systemet ud fra tre parametre, med formål at begribe systemets natur og dynamik (illustreret herunder):

28

AKTØR A

Egen

opf

atte

lse a

f A

Andres opfattelse af A

A opfattelse af andres forventninger

AKTØR B

Egen

opf

atte

lse a

f B

Andres opfattelse af B

B opfattelse af andres forventninger

AKTØR D

Egen

opf

atte

lse a

f D

Andres opfattelse af D

D opfattelse af andres forventninger

AKTØR C

Egen

opf

atte

lse a

f C

Andres opfattelse af C

C opfattelse af andres forventninger

SYSTEM

Figur 2.4.1b Endvidere har kapitel 2 afdækket, at hverken Mao, Marighella eller Lawrence er optaget af civilbefolkningens støtte i det omfang som David Galulas tese22 antyder de burde være. Analysen indikerer som minimum et behov for at nuancere tolkningen af Galulas tese, så-ledes at befolkningens støtte er forudsætningen for at oprøret kan gennemtvinge dets langsigtede mål. Det er dog tvivlsomt om selv en substantiel reduktion af befolkningens støtte i sig selv vil kunne kvæle et oprør. Dette forhold behandles videre i kapitel 6, den sammenfattende analyse.

22 ”An insurgency is a competition between insurgents and government for the support of the civilian popula-tion” (Galula, 1964: viii).

29

KAPITEL 3 – OPRØRETS TEORETISKE INNOVATIONSPOTENTIALE Resultatet fra foregående kapitel vurderes i forhold til kompleksitets- og innovationsteorier (Ralph Stacey) med henblik på at vurdere hvilken systemforståelse, der ligger bagved den anvendte ændringsstrategi, og yderligere give et indtryk af teoretiske muligheder og be-grænsninger ved strategivalget. Yderligere anvendes Lars Qvortrups teorier om første til fjerde ordens læring til at kvantificere ændringsstrategiernes teoretiske ændringskraft i det kognitive domæne.

Kort indføring i Staceys kompleksitets- og innovationsteorier En af Staceys hovedpointer fra bogen Strategic Management & Organisational Dynamics; the challenge of complexity fra 2000, er at den måde sociale systemer betragter og hånd-terer kompleksitet, er bestemmende (afgrænsende) for hvorledes systemet potentielt kan udvikle sig. Dilemmaet for udvikling er, at man på den ene side gerne vil fastholde vær-diskabende elementer af den aktuelle praksis, dvs. optimere og justere. På den anden side vil man gerne nyskabe og fremtidssikre. Disse to innovationstyper går ikke nødven-digvis hånd i hånd. Staceys pointe er, at det er de antagelser, betingelser og ressourcer der hersker i systemet, der er bestemmende for udfaldet. Inkrementel innovation kommer af det engelske incremental, der betyder gradvis voksen-de. Det vil sige, at vi her har at gøre med nytænkning, der udspringer af noget allerede eksisterende (Stacey, 2000: 164). Det kan dreje sig om forbedring af processer, produkter, teknologier og metoder, eller det kan være udnyttelse af eksisterende viden, produkter eller råvarer til nye applikationer og nye markeder. Således udgør inkrementel innovation ofte et væsentligt bidrag til virksomhedernes bundlinje som deres ’cash cow’, og en del virksomheder satser 100 procent på denne form. Radikal innovation er overraskende og anderledes i den måde hvorpå elementerne er kob-let sammen eller anskues på, og har i mange tilfælde vendt op og ned på gængse konkur-renceparametre (Stacey, 2000: 394). Et eksempel er computeren, der var en kobling af fem elementer: en videnskabelig opfindelse (’audion tube’), en matematisk opdagelse (det binære talsystem), en ny logik, designkonceptet for hulkort samt begreberne ’program’ og ’feedback’. I nogle tilfælde opstår radikale innovationer som ”nedbrydende teknologier” (’disruptive technologies’), der i starten virker ubetydelige og ufarlige, men som med tiden vender op og ned på de hidtidige teknologier og konkurrenceparametre. Et eksempel er Internettet, som kun få aktører følte sig truet af i begyndelsen. Bill Gates udtalte meget tidligt, at dette ikke havde interesse for Microsoft, indtil det gik op for ham hvor stort poten-tialet og dermed også truslen var. Noget lignende er nok sket for mange virksomheder, der ikke har taget udvikling af nye teknologier alvorligt før de blev trængt af konkurrenterne, og herefter var nødt til at beslutte om de ville med på vognen, fortsætte i samme spor eller tænke i helt nye baner.

30

RA

DIK

ALT

INKREMENTELT

Udv

iklin

gspe

rspe

ktiv

SikkerhedsperspektivINDSATS

Fundament for varig fred

En spiral af OODA-loopsom en pre-defineretligevægtstilstand.”JUNKERS TRÆVARE”.

Evalueringsprocesser og undersøgelser, uden resultatorientering til at skabe fremdrift mod målet.”OTICON”.

Figur 3.1.1

På illustrationen ses de to innovationsformer, hvor den inkrementelle akse knytter sig til sikkerhedsperspektivet. Dette perspektiv forholder sig til kompleksitet ved kausale kalkuler og lineære årsagssammenhænge. Det inkrementelle perspektiv ønsker at forstå verden ved at ’erstatte’ kompleksitet med kompleksitet gennem rationel analyse – balancere en ydre kompleksitet med en tilsvarende indre kompleksitet, om man vil. Den radikale akse knytter sig til udviklingsperspektivet, i den forstand at det rummer poten-tiale for banebrydende udviklinger der bringer systemet ind i fremtiden. Det radikale per-spektiv forholder sig til kompleksitet ved at erkende dets ulineære og ulogiske natur, hvor-efter ambitionen reduceres til at begribe (og ikke forstå) systemet. En erkendelse af egen utilstrækkelighed til at få alle detaljer inddraget i analysen, hører med til et radikalt innova-tionsperspektiv, idet strategiske manøvrer tænkes i den kontekst. Einstein have et ord-sprog; ”Det er vigtigere at have fantasi end viden”, hvilket sætter betingelserne for radikal innovation i en simplificeret men letbegribelig ramme.

Vurdering af oprørets teoretiske innovationspotentiale Til vurdering af oprørets teoretiske innovationspotentiale er der altså væsentligt at identifi-cere, hvorledes strategien forholder sig til kompleksitet. Processen er at tage udgangs-punkt i de stikord, der karakteriserede eller knyttede oprørsteorierne til Borums ændrings-strategier og vurdere dem enkeltvis. De dominerende stikord var henholdsvis: 1) Udvikling gennem tilpasning til systemet, 2) åben social hierarkisk systemforståelse, 3) konsensual tilgang, 4) identitetsskabende interaktioner, 5) ledelsesdrevet og visionsbåret strategi, 6) kulturel træning og indoktrinering. 1) Udvikling gennem tilpasning til systemet vurderes på linje med den klassiske tankegang om cikulære (og derved lineære) optimeringsteorier, herunder er John Boyds OODA loop23 nok det mest kendte. Princippet i dette, og mange andre lignende koncepter, er en iterativ

23 OODA står for; Observe, Orient, Decide, Act.

31

proces rettet mod en prædefineret ’ligevægtstilstand’. Filosofien er at målet gradvist til-nærmes i kontinuerte cyklusser. I forhold til kompleksitetsbegrebet vurderes opfattelsen af, at kunne forudsige den fremti-dige ligevægtstilstand at knytte sig til det inkrementelle perspektiv. 2) Åben social systemforståelse vidner om erkendelse af individets frie vilje. Idéen er, at mennesket ikke fødes med begreber og ideer, men derimod med evnen til at lære og væl-ge. Troen på at Verden kan forandres, hvis vi med vores fornuft bliver i stand til at forstå verden bedre. Det vil sige, hvis vi ændrer syn på verden, vil vi også handle anderledes. I forhold til kompleksitetsbegrebet er der masser af forklaringskraft fra begge perspektiver. Både den irrationelle og uforudsigelige frihed til tænke og vælge, og de normative for-nuftsbetragtninger kan bringes i spil. 3) Konsensual tilgang forudsætter at systemet finder fælles mentale billeder gennem for-handling mellem individuelle forståelsesmodeller. Denne forståelsesmæssige position vid-ner om en opfattelse af kompleksitet som noget der skal begribes og ikke forstås. I den konstruktivistiske skole er fortællingen eller diskursen mediet, i kraft af hvilket vi skaber verden. Weicks 'sensemaking' model (Weick: 2001) beskriver hvorledes systemet forstår og rekonstruerer omverdenen. Fortællingen – og opfattelsen af sproget som kulturbærer – er også en væsentlig forudsætning for Weicks teori. Weicks påstand er, at mennesker i højere grad opfinder Verden end de opdager den (Weick, 2001: 203). En sådan tilgang til kompleksitet knytter sig entydigt til det radikale perspektiv. 4) Identitetsskabende interaktioner, antyder et forhold til strategi som noget der opstår snarere end noget der skabes og realiseres. En sådan opfattelse af udviklingen som væ-rende emergent, hvor Verden opfattes som noget fremadskridende i en kombination af assimilative og akkomodative processer24, knytter sig entydigt til det radikale udviklings-perspektiv. 5) Ledelsesdrevet og visionsbåret strategi. At dirigere et socialt system efter en vision vid-ner generelt om en forståelse af kompleksitet som en uoverkommelig størrelse, hvor pro-cesserne ikke kan gennemskues på forhånd og derfor ikke giver mening at detailstyre på. Det lægger op til en ’muddling through’ proces (Lindblom, 1959), hvor beslutninger og ju-steringer foretages gradvist. På trods af at praktikken foregår efter inkrementelle princip-per, er innovationspotentialet højt, idet visionen er rammesættende og vejen dertil lægges fri for det udførende led. Der er således forklaringskraft at hente fra begge innovationsper-spektiver. 6) Kulturel træning og indoktrinering åbner for en forståelse af kultur som noget, der kan tæmmes og anvendes efter kausale principper. Den retter sig primært på ønsket adfærd frem for fortolkning eller kreativitet, hvilket afspejler en forståelse af sociale systemer i den dogmatiske ende af skalaen. Vurderingen er at det inkrementelle perspektiv har størst for-klaringskraft. Den samlede vurdering af ovenstående analyse af oprørets teoretiske innovationspotentia-le er, at resultaterne placerer sig jævnt i det fulde spektrum. På trods af at det ikke giver 24 Læringen i problemorientering består, ifølge Knud Illeris, både i assimilative og akkomodative erkendel-sesprocesser. Det er begreber som stammer fra Piagets teori om adaption hvor en vekselvirkning mellem assimilation og akkomodation udgør en hensigtsmæssig erkendelsesproces fordi den udtrykker en lige-vægtstilstand i den måde mennesket forstår omverdenen. Nogle gange må vi ændre på egen forforståelse for at forstå verden (akkomodation), og andre gange forstår vi verden ud fra forforståelsen (assimilation) (Illeris et al, 1998: 57).

32

mening at vægte ovenstående analyseelementer ligeligt, vil jeg alligevel tillade mig at illu-strere resultatet ved nedenstående figur. Den kan naturligvis ikke tages for andet end en ikke-målfast skitse.

RADIKALTINKREMENTELT

TEORETISK INNOVATIONSHØJDE

Figur 3.2.1

Kort indføring i Qvortrups læringsteori Qvortrups antagelse er, at læring er en ubrydelig del af den sociale kontekst, der fremmer helt bestemte strategier i læringen (Qvortrup, 2001: 27). Individet lærer, når det: 1) Støder på en modsigelse (stop-and-think), 2) reflekterer over oplevelsen på baggrund af sin erfa-ring eller 3) gentagende gange bekræftes, så hukommelsen styrkes. Processen består grundlæggende i at individet konstruerer teoretiske forståelsesmodeller, hvorved Qvortrup lægger sig på linje med Roger Martin (nævnt i kapitel 1). Qvortrup kvantificerer dybden af læring til fire kategorier, benævnt første til fjerde ordens læring: Første orden af læring finder sted i situationer, hvor den lærende ikke har udviklet teoreti-ske forståelsesmodeller, som påvirkningen kan relatere sig til. I målrettede læringssam-menhænge kan processerne relateres til traditionel udenadslære. Anden orden af læring finder sted som en tilpasning og udvidelse af allerede eksisterende teoretiske forståelsesmodeller. I målrettede læringssammenhænge kan processerne rela-teres til erfaringsbaseret vidensoverført læring. Tredje orden af læring finder sted som omstrukturering af etablerede teoretiske forståel-sesmodeller. Igangsættes, når der opstår uoverensstemmelser mellem personlige erfarin-ger og den konkrete oplevelse af den ydre verden. Læringsprocessen er krævende for den lærende. I målrettede sammenhænge kan processen relateres til problemorienteret reflek-teret læring. Fjerde orden af læring finder sted som gennemgribende omstrukturering af de teoretiske forståelsesmodeller. Finder sted i situationer hvor man med sit eksisterende personlige grundlag ikke kan håndtere et problem, og samtidig ikke kan slippe ud af det. Læringspro-cessen er meget krævende (evt. livskrise). I målrettede sammenhænge kan processen relateres til coachet eller ligefrem terapeutisk reflekteret læring. Ovenstående kvantificering er illustreret herunder:

33

Læringstyper

1. orden læring

2. Orden læring

3. Orden læring

4. Orden læring

1. orden læring1. orden læring

2. Orden læring2. Orden læring

3. Orden læring3. Orden læring

4. Orden læring4. Orden læring

Basis læring(Vidensoverført læring)

Rutiner & procedurer

Udvidende læring(Erfaringsbaseret hverdagslæring)

Viden, færdigheder, holdninger

Overskridende læring(Situeret/ problemløsende læring)

Personliggørelse, fleksibilitet

Kritisk læring(Identitetsforandrende læring)

Ændring af identitetsgrundlag

Basis læring(Vidensoverført læring)

Rutiner & procedurer

Udvidende læring(Erfaringsbaseret hverdagslæring)

Viden, færdigheder, holdninger

Overskridende læring(Situeret/ problemløsende læring)

Personliggørelse, fleksibilitet

Kritisk læring(Identitetsforandrende læring)

Ændring af identitetsgrundlag

Læringsproces

Læringsprodukt

Læringsproces

Læringsprodukt

Figur 3.3.1a (kilde: briefing af orlogskaptajn Vilhelm Holsting) Læring og viden kan i den forbindelse anvendes synonymt (Qvortrup, 2001: 127). Man kan derfor, med udgangspunkt i Lars Qvortrups, teorier argumentere for at læring som mini-mum skal overskride anden orden og tendere tredje orden, før der reelt kan være tale om en betydende kognitiv påvirkning. Reelle ændringer, der kan tage varig karakter finder sted i feltet fra tredje ordens læring og opad. En kognitiv påvirkning skal derfor op i feltet mellem anden og tredje grad læring, før den overhovedet bliver interessant som kognitivt udviklingsfænomen.

2. Orden læring

3. Orden læring

2. Orden læring2. Orden læring

3. Orden læring3. Orden læring

3. Orden læring(Overskridende læring)

2. Orden læring(Udvidende læring)

Figur 3.3.1b (kilde: briefing af orlogskaptajn Vilhelm Holsting)

Læringsteorien påpeger i den forbindelse, at kvantespring og paradigmeskift ligger i feltet fra 3. orden læring og opad. Det siger sig selv at en gennemgribende omstrukturering af de teoretiske forståelsesmodeller for et helt samfund, er en udfordring.

Vurdering af oprørets kognitive forandringskraft Udvikling og læring er komplekse størrelser og hvordan systemer udvikles, subsidiært hvilke betingelser der skal til for at skabe den ønskede udvikling, er to hovedspørgsmål,

34

som der selvsagt ikke kan besvares entydigt. En dybdegående analyse af lærings orden vurderes ikke nødvendig i denne kontekst, men snarere end vurdering af om den kognitive forandringskraft overstiger anden orden eller ej. Hvad angår første ordens læring, kan det billedligt talt forklares som termostaten der juste-rer temperaturen i køleskabet i forhold til på forhånd fastlagte mål. Anden ordens læring forekommer straks vanskeligere at forstå og forklare, her er det ter-mostaten (systemet) selv, der ved at iagttage situationen i køleskabet som resultat af tidli-gere beslutninger bestemmer sig for, hvordan den i næste fase skal indstilles (Qvortrup, 2001: 259). Spørgsmålet er altså om den kognitive forandringskraft af oprørsdoktrinen samlet set overstiger anden orden eller ej? Elementer der kan argumentere for ’nej det gør den ikke’ er fx at både Mao, Marighella og Lawrence påpeger psykologiske operationer via medier som rettet mod at undergrave fjendens moral. Snævre og dogmatiske signaler, svarende til ”Irak krigen skyldes kun olien” eller ”Amerikanere er vantro hunde”, appellerer mere til den kognitive opfattelse der styres af følelsescentrerne end de dele af hjernen der normalt bruges til logiske ræsonnementer. Det er typisk i sådanne processer at individet når frem til konklusioner der bekræfter tidligere antagelser. Francis Bacon25 sagde i 1620, ”The human understanding when it has once adopted an opinion […] draws all things else to support and agree with it”, hvilket man kan argumentere for er tilfældet i relation til oprø-rets typiske mediekampagner (og andre psykologiske operationer). Resultatet vurderes i praksis at udmønte sig i støtte og opbakning fra de dele af samfundet, der i forvejen støtter oprøret, hvilket kan karakteriseres som læring af første orden. Man kunne endda argumentere for at effekten af sådanne kampagner er bedre egnede til at afstive moralen i egne rækker, frem for at demoralisere modstanderen. Argumenter for et ’ja’ kunne på den anden side være, at man bør se bort fra de eksplicitte budskaber og se på oprørets spektakulære aktioner. Det bedst kendte er vel 11. septem-ber 2001, terrorangrebet på World Trade Centre i New York. Et strategisk ubetydeligt an-greb i det fysiske domæne, rettet mod et identitetsbærende symbol. Godt hjulpet på vej af fjendens egne medier, der medvirker til at eksponere aktiviteten og herved forstærker den ønskede effekt. Hvorfor oplever vi sådanne angreb så voldsomt? Qvortrup vil sandsynligvis argumentere for, at fordi der opstår uoverensstemmelser mellem personlige erfaringer og den konkrete oplevelse af verden, tvinges vi til at omstrukturere etablerede teoretiske forståelsesmodel-ler – i dette tilfælde vores antagelser om hvad der er sikkert, vores egen sårbarhed, ud-strækningen af oprørets vilje og kapacitet, tilstand af stabilitet eller kaos etc. Listen af aktioner, med lignende effekt er lang; bombeattentat mod det amerikanske krigs-skib USS Cole i 2000, al-Zarqawis mange videoer af halshugninger, bombningen af UN hovedkvarter i Bagdad, angreb på- og masseflugt fra Abu Ghraib fængslet, bombning af Den Gyldne Moské i Samarra, London-bomberne i 2005 etc. Endvidere nævner Mao, og efter ham flere oprørsteoretikere, tiden som en faktor i kam-pen. Vilkårene er, at slaget delvist udkæmpes i det kognitive domæne, og at tiden arbejder for oprøret. Den vestlige kultur fatter instinktivt sympati for den svage (Creveld, 1991), hvorved oprørsbekæmpelse har tendens til at blive opfattet i rammen af kampen mellem

25 Francis Bacon (1561 – 1626), britisk filosof, statsmand og forfatter. Bacons navn er knyttet til den induktive metode og til det videnskabelige eksperiment. Han

anses som grundlægger af erfaringsfilosofien, også kaldet empirisme.

35

David og Goliat, fårehyrden med stenslyngen mod den professionelle kriger. Som ud-gangspunkt betragtes oprørsbekæmpelse ikke som en ’fair kamp’. Hvis Goliat slår David ihjel er han grusom, nærmest kriminel. Hvis Goliat lader sig slå ihjel af David, udstilles han som inkompetent, hvordan kunne det dog ske? Et paradoks der er højaktuelt for udsendte soldater, og over tid påvirker moralen negativt. Creveld skitserer to løsningsmuligheder på ovenstående paradoks (Creveld, 1991). Enten gennem en teknisk-rationel tilgang, med ’tungt artilleri’ uden hensyntagen til utilsigtede følgeskadevirkninger. Alternativt ved at båndlægge os selv i en sådan grad, at vi ikke kan provokeres af voldshandlinger. Crevelds analyse ender i et machiavellisk26 valg mellem enten at være ’absolut god’ eller ’absolut ond’. Analysen står akademisk stærkt, men er ikke applikerbar på virkeligheden, hvor dagsordenen sættes af folkevalgte politikere, folkeretten etc. Resultatet af ovenstående paradoks betyder at egne styrker demoraliseres over tid, fordi soldaten ikke kan håndtere problemerne med sit eksisterende erkendelsesgrundlag, og samtidig ikke kan slippe væk fra det. Paradokset forårsager et kritisk paradigmeskifte, der kan sidestilles med en livs-krise (læring af fjerde orden). I en afvejning af ovenstående argumenter henholdsvis for og imod at oprørsstrategiernes kognitive forandringskraft overstiger anden orden, kan man diskutere hvorvidt forandrings-kraften er kontrollerbar og derved anvendelig som værktøj. Hvis formålet er at destabilise-re og dermed hindre en oprørsbekæmpelse i succes må svaret være ja. Den endelige vur-dering på spørgsmålet er derfor ’ja’, oprørsstrategiernes samlede kognitive forandrings-kraft vurderes at overstige anden orden.

Sammenfatning af delkonklusioner fra kapitel 3 Kapitel 3 har behandlet oprørsstrategiers teoretiske innovationshøjde, dvs. evne til at ska-be reelle ændringer frem for at optimere på nuværende løsninger. Her er konklusionen at oprørsstrategierne placerer sig bredt i relation til innovationstyperne, hvilket umiddelbart vurderes at være en styrke. Et ensidigt ’valg’ af innovationsstrategi, uanset hvad det valg måtte være, vil ofte resultere i manglende succes. En ensidigt radikal innovationsstrategi vurderes at kunne levere kreative og banebrydende kvantespring, men vil være mindre god til at forankre og anvende nyskabelser på en effektiv måde (eksemplet kunne være Oticon). En ensidigt inkrementel innovationsstrategi vurderes at kunne levere meget effek-tive løsninger og produkter, men vil over tid have vanskeligt ved at fastholde relevansen, især i et dynamisk miljø, hvor vilkårene ændres (eksemplet kunne være Junkers Trævare). Endvidere har kapitel 3 vist, at oprørsstrategiernes provokative og etisk grænsebrydende aktioner i høj grad indeholder kognitiv forandringskraft til at nedbryde og erstatte samfun-dets aktuelle forståelsesmodeller, og herved skabe ustabilitet.

26 Niccolò Machiavelli (1469 – 1527), italiensk politisk tænker, berygtet for sin analyse af den politiske magt-udøvelses amoralske væsen, der har lagt navn til en særlig form for udøvelse af det politiske håndværk. Machiavellis politiske tænkning kan ses som modernitetens begyndelse og som grundlaget for den moralske og politiske revolution, der udfoldede sig i oplysningstiden.

36

KAPITEL 4 – OPRØRSBEKÆMPELSE SOM ÆNDRINGSSTRATEGI Kapitlet analyserer og kvalificerer doktrin og planlægningsværktøjer for oprørsbekæmpel-se i forhold til Borums ændringsstrategier.

Doktrin Begrebet doktrin omfatter de grundlæggende principper, hvorefter militære styrker udfører deres handlinger for at opnå fastsatte mål. Doktrinen er retningsgivende og bør i hvert en-kelt tilfælde anvendes tilpasset situationen, herunder behørigt hensyn til den ramme og den kontekst hvori doktrinen bringes til anvendelse. Gennem doktrinen gives hæren27 en ensartet opfattelse af, hvorledes midler kan indsættes koordineret med henblik på at opnå den størst mulige succes i operationsområdet (FR I, 2008: Forord). Doktrin er nært be-slægtet med filosofi, men er i modsætning til filosofi handlingsanvisende, om end på et overordnet og retningsgivende plan. Doktrin kan derfor ikke sidestilles med regler.

4.1.1. NATO værnsfælles doktrin for landoperationer NATO Allied Joint Doctrine for Land Operations (AJP-3.2, 2008) er NATO’s mest opdate-rede doktringrundlag, der har opnået en sådan grad af konsensus i alliancen, at den er udkommet i Ratification Draft (det betyder i praksis at der er enighed om alle større ele-menter, men at der kan være detaljer som endnu ikke er pudset af). I NATO doktrinen dækker terminologien oprørsbekæmpelse (counterinsurgency, COIN) over et såkaldt kampagnetema. De øvrige kampagnetemaer er major combat (krig mellem stater), peace support (fredsstøttende eller -skabende kampagner), peacetime military en-gagement (fx støtte til katastroferamte områder) og endelig er der også muligheden for at tale om en såkaldt limited intervension (hvis engagementet er af begrænset karakter og ikke kan karakteriseres ved et reelt kampagnetema). Nedenstående figur (AJP-3.2, 2008: 1.9) viser hvorledes respektive kampagnetemaer relaterer sig til graden af ufred eller usta-bilitet.

Figur 4.1.1

Kampagnetemaet anvendes til at indikere hvorledes den operative chef opfatter eller be-griber konfliktens natur. Tankegangen er drevet af clausewitzianske traditioner:

27 Analysen behandler landmilitære doktriner, idet udsagnet dækker bredt for militære doktriner.

37

“The first, the supreme, the most far-reaching act of judgment that the states-man and commander have to make is to establish […] the kind of war on which they are embarking; neither mistaking it for, nor trying to turn it into, something that is alien to its nature” (Clausewitz, 1815).

Kampagnetemaet indeholder endvidere de overordnede principper, der sætter konteksten for alle aktiviteter der gennemføres indenfor kampagnen. Bl.a. udformes retningslinjer for magtanvendelse og retningslinjer for hvorledes kampagnens succes skal evalueres, samt det såkaldt end-state28 efter kampagnetemaet. Borum vil sandsynligvis værdsætte anstrengelserne for at sætte rammen om systemets dynamik og karakter, herunder hvilken rolle det militære instrument skal spille. Det skaber klarhed over ’hvem er jeg’ og hvad er ’min rolle’, hvilket tilbyder et handlingsrationale, der sætter det militære instrument i stand til at agere som en part af systemet. Den militære forestilling om at fastsætte den militære sluttilstand (End-Sate) svarer ganske nøje til opstilling af en vision, idet metoden for denne vision må karakteriseres som helt igennem top-down. Ejerskab for visionen opnås gennem træning og indoktrinering med militære værdier, som fx ’opgaven skal altid løses’. Forestillingen om at ledelsen gennem kulturel socialisering kan indpode ejerskab for værdier, der udmøntes i konkret adfærd, indikerer at den humanistiske ændringsstrategi bedst kan beskrive doktrinens organisato-riske perspektiv. I konteksten af en civilt-militært samtænkt kampagne, angiver kampganetemaet graden af frihed (og/eller begrænsningerne) til at tænke i rent militære rationaler. Det vidner om en systemforståelse, hvor man aktivt kan til- og fravælge interaktion med det omkringværen-de system. Det skal retfærdighedsvis nævnes, at der i forbindelse med oprørskampagner lægges stor vægt på civilt-militært samarbejde, men netop det faktum at vigtigheden un-derstreges i specifikke situationer frem for andre, vidner om muligheden for i visse tilfælde at betragte sig isoleret fra systemet. En sådan opfattelse rummer en stor grad af maskinel tankegang og kan bedst forklares fra et teknisk-rationelt perspektiv. Doktrinen introducerer et nyt koncept, benævnt ‘operations are operations’. Det betyder at aktiviteter uanset kontekst og niveau kan afgrænses til offensive-, defensive-, stabilise-rings- og støtteaktiviteter29. I praksis sætter det endnu større fokus på den overliggende ramme end tidligere, idet ånden og målsætningerne angivet her skal tænkes ind i operati-onerne – i princippet ned til laveste niveau (AJP-3.2, 2008: preface, para 5). Den overlig-gende ramme udgøres netop af kampagnetemaet, hvorfor rækkevidden og betydningen af kampagnetemaet øges ved introduktion af ‘operations are operations’. Denne pointe understøttes gennem doktrinen og kommer tydeligst til udtryk i nedenståen-de citat:

“Embracing the effects-based philosophy, activity conducted by all participants within a comprehensive approach should be based, and judged, on the achievement of progress towards agreed objectives or a unifying theme. Rec-ognition of the potential range of desired and undesired outcomes across the ‘Complex of Actors’ needs particular consideration” (AJP-3.2, 2008: para 0107).

28 End-State anvendes og defineres som den militære sluttilstand, der skal være opnået ved kampagnens eller operationens afslutning (FR I, 2008: 1.5). 29 Aktiviteter kan læses synonymt med operationer, idet aktiviteter i NATO’s terminologi henføres til det op-erative niveau.

38

Det betyder at alle handlinger skal afvejes i relation til deres forventede effekt, og at disse effekter skal afvejes i relation til de operative og strategiske målsætninger. Principperne gælder helt ned til det taktiske niveau. Ambitionen om til stadighed at tilgodese kampagnens overordnede og langsigtede mål bygger på en opfattelse af, at effekter kan måles eller direkte forudsiges. Det bygger på en lineær kausal tilgang til den kognitive mekanisme, der bedst kan forklares i et teknisk-rationelt perspektiv. Målingerne af effekt anvendes til at re-designe aktiviteterne, således de optimeres mod den ønskede tilstand. En sådan metode kan bedst karakteriseres tek-nisk-rationel, idet både den kognitive mekanisme, synet på forandringsprocessen og indi-katorer på forandring knytter sig til dette perspektiv. I forlængelse af ovenstående analyse, kan det forbavse læseren i selv samme publikation at støde på nedenstående lyrik:

“When land forces fight they create a unique environment, which is highly complex, dynamic and adversarial. Combat occurs between complex human organizations and it is difficult to predict its outcome with certainty. It is essen-tially unpredictable. […] Land combat is fundamentally human – human behav-ior explains the nature of combat better than numbers or the interplay of tech-nology, although both can be critical. Furthermore, warfare tends to be evolu-tionary – armed forces learn from previous experience, and the loser tends to learn the most” (AJP-3.2, 2008: Section VI, para 0151).

Citatet beskriver den menneskelige natur som et abstrakt fænomen, ofte blottet for kausa-le årsagssammenhænge. Der åbnes for begreber som evolution, der kan karakteriseres som en trinvist emergerende proces. Innovation og læring tillægges værdi, idet initiativet tilfalder den part der lærer mest af interaktionen i systemet. Alle elementer vurderes at kunne forklares i et eksplorativt perspektiv, især hvad angår organisatorisk perspektiv. Det skal dog bemærkes at citatet gentagne gange refererer til ’combat’, hvilket altså ikke dæk-ker det fulde spektrum af operationer. Det kan således ikke tolkes som repræsentativt for den samlede doktrin. Som tidligere anført omfatter oprørsbekæmpelse også kampoperati-oner (offensive såvel som defensive), hvorved den militære tankegang afslører diverge-rende antagelser om systemets natur afhængigt af konfliktniveau.

4.1.2. Dansk doktrin for operationer i det fulde spektrum Formålet med afsnittet er en analyse af dansk doktrin for fuldspektrumoperationer30, med henblik på at kvalificere denne i forhold til Borums ændringsstrategier. Fuldspektrumoperationer på det taktiske niveau gennemføres med en effektbaseret tilgang (EBAO), som indebærer, at førere på de lavere (taktiske) niveauer skal kende de effekter, som førere på de højere (operative) niveauer ønsker at opnå, da dette implicit kan påvirke planlægning og gennemførelse af operationer. I denne sammenhæng er det vigtigt, at kortsigtede såvel som langsigtede effekter tages i betragtning. Metoden og tankegodset følger AJP-3.2., og kan bedst karakteriseres teknisk-rationel, idet både den kognitive mekanisme, synet på forandringsprocessen og indikatorer på foran-dring knytter sig til kausale mekanismer, der søges forudsagt. 30 Fuldspektrumoperationer som begreb udspringer af general Charles Krulak, chef for US Marine Corps i midten af 90’erne, under begrebet ”Three-Block War”. Begrebet omfattede scenarier, hvor enheder var ind-sat i det fulde opgavespektrum, fra støtte operationer over stabiliseringsoperationer til kampoperationer. Alt sammen indenfor den geografiske ramme af tre boligblokke. Kilde: Center for Defence Information (CDI), ”The Marines Three-Block War in Iraq”. Artikel af 28. oktober 2003.

39

På det taktiske niveau udmøntes den effekt-baserede tilgang ved anvendelse af de over-ordnede principper, som er indeholdt i den manøvre-baserede tilgang. En manøvre-baseret tilgang indebærer, at operationerne sigter mod at bekæmpe sammenhængen i modstanderens kamp og hans vilje til at kæmpe. Der anvendes en indirekte tilgang, hvor der fokuseres på at ramme modstanderens moralske element frem for en bekæmpelse af det fysiske element. Hertil anvendes en kombination af voldelige og ikke voldelige mid-ler31, som skal påvirke modstanderens forståelse af situationen, ødelægge hans sammen-hæng i kampen og underminere hans vilje til at kæmpe (FR I, 2008: 1.4.1). En opfattelse af oprøret som en fjende, sammensat som et åbent socialt system, med et hierarki der kan bryde sammen, indikerer at den humanistiske position har størst forkla-ringskraft i relation til teoriens organisatoriske perspektiv. I forlængelse af Galulas tese om lokalbefolkningen som oprørets kritiske punkt, er det tankevækkende at den ’indirekte til-gang’ har til formål at ramme selve oprørsstyrken – om end med ikke voldelige midler. Det vidner om at systemet betragtes som direkte stridende aktører og ikke i et holistisk per-spektiv. En forestilling om at kunne betragte et system uden at inddrage dets omgivelser vurderes på linje med et mekanistisk tankegods, og kan bedst forklares i et teknisk rationelt per-spektiv.

Analyseværktøjer

4.2.1. NATO’s retningslinjer for operativ planlægning Denne overordnede strukturering af operationerne bliver af føreren på det operative ni-veau gennemført ved anvendelsen af en række fokuseringsværktøjer, som er beskrevet i Guidelines for Operational Planning (GOP, 2005). To af fokuseringsværktøjerne er allerede nævnt, henholdsvis end-state og centre of gravi-ty32. Disse værktøjer er allerede behandlet og bringer i det lys GOP’en på linje med den allerede beskrevne doktrin for så vidt angår teknisk-rationel ændringsstrategi i relation til målsætninger og en humanistisk ændringsstrategi hvad angår det organisatoriske per-spektiv. Øvrige fokuseringsværktøjer omfatter 1) Lines of operations og 2) decisive points: 1) Lines of operations eller operationslinjer er et planlægningsværktøj, der kan betragtes som konkrete eller abstrakte linjer, der identificerer områder indenfor hvilke, den militære planlægger ønsker at påvirke modstanderen, parterne og/eller civilbefolkningen med hen-blik på at ramme modstanderens centre of gravity. Doktrinen foreskriver ikke mulige eller eksempelvise operationslinjer for oprørsbekæmpel-seskampagner. Det er frit for den operative chef at definere denne del af det operative de-sign, idet dog målet med en oprørsbekæmpelseskampagne skal holdes for øje. Målet med en oprørsbekæmpelseskampagne er at reducere konfliktniveauet i en sådan grad, at nationens egne sikkerhedsstyrker kan håndtere oprøret uden støtte, eller at kam-pagnetemaet kan skifte til peace support (AJP-3.2, 2008: 1-7.). Det vil sige en fredsstøt-tende kampagne, hvor den fremherskende operationsform er stabiliseringsoperationer.

31 Voldelige og ikke voldelige midler sidestilles med begreberne kinetic og non-kinetic. 32 Centre of Gravity (CoG) kan beskrives som det militære fokus og tyngdepunkt (fokale punkt). Tankegan-gen er at ramme modstanderens CoG og herved afgøre kampens udfald, subsidiært beskytte eget CoG.

40

Sammenholdt med definitionen af oprørsbegrebet, er tidspunktet for skift af kampagnete-ma forbundet med de nationale33 sikkerhedsstyrkers evne til at håndtere oprørsstrategien. Uanset om værtsnationen selv er i stand til at gennemføre den fredsstøttende kampagne, eller dette sker som en fortsættelse af den multinationale indsats, bør oprørskampagnen fokusere på den langstrakte målsætning om en varig og stabil fred. I dette perspektiv bør afhængigheder i forhold til de fire doktrinære operationslinjer for peace support kampagner indtænkes i en oprørsbekæmpelse fra start: 1) Sikkerheds- og kontroloperationer (security and control). 2) Reformering af sikkerhedsstrukturen (support to security sector reform (SSR)). 3) Støtte til det civile magtapparat (initial governance tasks). 4) Støtte til civilbe-folkningen (initial restoration of services) (AJP 3.2, 2008: 1-8)34. Umiddelbart synes tanken om at formulere absolutte slutmål for oprørsbekæmpelsesstra-tegien at rette sig mod en teknisk-rationel opfattelse. Operationslinjerne retter sig dog ikke mod noget ultimativt, men snarere noget forudsætningsdrevet. Det betyder at den militære strategi kan varieres i forhold til de faktiske omstændigheder, der opnås eller opleves i sy-stemet. I denne tankegang medtages øvrige aktører i systemet og deres potentielle rolle som determinerende faktor for egen implementering af strategien. Det vidner om en er-kendelse af systemets egendynamik som uforudsigelig, men samtidig en opfattelse af magt til frit at vælge egen rolle. I dette tilfælde har den politiske ændringsstrategi større forklaringskraft end den teknisk-rationelle, hvad angår det organisatoriske perspektiv og syn på forandringsprocesser. Det vidner fortsat om, at strategivalg fortages i forlængelse af analytiske evalueringer og er forbeholdt ledelsen, hvilket knytter sig til et teknisk-rationelt perspektiv. 2) Decisive points (elimineringspunkter) kan defineres som trædesten hvorfra modstande-rens centre of gravity kan trues, uden fuldførelse af de definerede decisive points kan modstanderens centre of gravity ikke elimineres. Sammensætning og sekvensering af lines of operations og decisive points tjener til at syn-kronisere militære enheder og ressourcer i tid og rum, og angiver herved tyngden i de mili-tære anstrengelser over tid. Forestillingen om oprøret som en slags korthus, hvor vi kan fokusere alle anstrengelser mod den nederste del af konstruktionen, vidner om en opfattelse af oprøret som en fast koblet størrelse. Det beskriver samtidig den militære logik, der handler om at sætte mål, identificere modstand og herefter fokusere på at rydde denne modstand væk. Den militære logik sætter eliminering af modstand som determinerende faktor for succes. I et borumsk perspektiv kan betragtningen af systemet som grundlæggende konfliktfyldt forklares med den politiske ændringsstrategi, hvorimod systemopfattelsen som fast koblet vidner om en teknisk-rationel tilgang. Fokuseringsværktøjernes funktion og indbyrdes relationer er illustreret herunder:

33 Nationale sikkerhedsstyrker betyder i denne sammenhæng værtsnationens hjemmehørende sikkerheds-styrker. 34 De fire doktrinære operationslinjer er beskrevet for stabiliseringsoperationer, der udgør tyngden af ak-tiviteter i en fredsstøttende kampagne.

41

Modstanderens(oprørets)

Centre of Gravity

EgetEnd-State

for detoperative

niveau

EgetEnd-State

for detstrategiske

niveauSikkerheds- og kontroloperationer

Reformering af sikkerhedsstrukturen

Støtte til civilbefolkningen

Støtte til det civile magtapparat

Lines of Operations:

PRINCIPSKITSE UDVISENDE NATO DOKTRINEN FOR EN MILITÆR COIN-KAMPAGNE

1

2

3

4

5 6

7

8

9

Decisive Points:

105

94

83

72

61

BeskrivelseDPBeskrivelseDP

105

94

83

72

61

BeskrivelseDPBeskrivelseDP

Figur 4.2.1

4.2.2. Den danske operative analysemodel Den danske operative analysemodel retter sig til forskel fra GOP’en til det taktiske niveau, og ikke den værnsfælles ramme. Taktiske landmilitære enheder kan i relation til oprørsbe-kæmpelse karakteriseres som det udførende led. Dansk doktrin arbejder med mange af de samme fokuseringsværktøjer som NATO, idet de anvendes med en anderledes indbyrdes sammenhæng. Endvidere arbejdes der med yder-ligere et begreb eller fokuseringsværktøj, nemlig milestones. Milestones anvendes som erstatning for decisive points. Milestones er pudsigt nok ikke nærmere defineret, men omtales som ’relevante delmål’ til opnåelse af end-state. Det be-tyder, at hvor decisive points er trædesten mod oprørets centre og gravity, er milestones trædesten mod oprørsbekæmpelsens end-state eller vision om man vil. Den danske dok-trinære tankegang opfatter ikke modstanderens centre of gravity som noget, der blokerer for opnåelse af målsætningen. Formålet med formulering af operationsliner og milestones er i stil med NATO doktrinen, at prioritere og synkronisere enhedens midler i tid og rum, herunder anskueliggøre indbyrdes afhængigheder mellem milestones på forskellige operationslinjer. Forskellene mellem dansk og NATO’s anvendelse af fokuseringsværktøjerne er illustreret herunder:

42

Modstanderens(oprørets)

Centre of Gravity

EgetEnd-State

for detoperative

niveau

EgetEnd-State

for detstrategiske

niveauSikkerheds- og kontroloperationer

Reformering af sikkerhedsstrukturen

Støtte til civilbefolkningen

Støtte til det civile magtapparat

Lines of Operations:

PRINCIPSKITSE UDVISENDE DANSK DOKTRIN FOR EN MILITÆR COIN-KAMPAGNE

(forskelle til NATO doktrin er fremhævet med rødt)

1

2

3

4

5 6

7

8

9

Decisive Points:

105

94

83

72

61

BeskrivelseDPBeskrivelseDP

105

94

83

72

61

BeskrivelseDPBeskrivelseDP

Milestones:

Figur 4.2.2

Borum vil sandsynligvis betragte forskellen mellem den danske og NATO’s opfattelse i to dimensioner, hhv. 1) hvorledes forholder strategien sig til forandring, og 2) hvordan forhol-der strategien sig til magtbegrebet. 1) I relation til forandring: NATO opfatter strategien trædesten som forudsætninger, desci-sive points, der skal nås for ultimativt at eliminere modstanderens militære tyngdepunkt. Den danske opfattelse af strategi omfatter derimod tilstande, milestones, der anvendes til at evaluere strategiens progression frem mod visionen (end-state). I det tilfælde at modstanderens centre of gravity dogmatisk fastholdes til befolkningens støtte, vil NATO’s anvendelse af decisive points forekomme tilsvarende statiske. Det vil igen give hele strategien et statisk udtryk og herved knytte sig til en opfattelse af foran-dringer som et episodisk fænomen. Derimod kan den danske opfattelse af trædesten som et værktøj til at evaluere og justere strategien frem mod visionen, i højere grad tages som udtryk for en opfattelse af foran-dring som noget kontinuert. Forstået således at en milestone tjener formålet at kunne fast-fryse billedet diskutere og drøfte det mentale billede, skabe en fælles forståelse (sense-making) som udgangspunkt for ændringsstrategien – en såkaldt omvendt Lewin (Weick & Quinn, 1999). 2) I relation til magt forholder begge doktriner sig til trædestenene, uanset om de kaldes decisive points eller milestones, som ’rationelle beslutningspunkter’. Begge doktriner knyt-ter sig til strategic choise tankegangen, hvor essensen af antagelserne er, at det er muligt for en magtfuld aktør i systemet, at sætte sig udover systemets egendynamik og kontrolle-re det til egen fordel (Stacey, 2000: 40). Teorien antager at systemet kan ændres succes-fyldt ved at fastsætte de rigtige intentioner og mål for systemets fremtidige form.

43

Begge doktriner forholder sig derfor til magtbegrebet som noget ultimativt. Den samlede vurdering er, at NATO’s doktrin trækker ændringsteknologien og løsnings-metoderne i retning af en teknisk-rationel tilgang (forandring episodisk – magt ultimativ), og den danske doktrin trækker i retning af en politisk ændringsstrategi (forandring kontinu-ert – magt ultimativ).

Sammenfatning af delkonklusioner fra kapitel 4 Kapitel 4 har systematisk bearbejdet en bred vifte af vestlige oprørsbekæmpelsesstrategi-er med formål at kvalificere teorielementer på Borums ændringsstrategier. Før delkonklu-sionerne kan opsummeres og præsenteres i et format svarende til kapitel 2, må de identi-ficerede diskrepanser diskuteres og vurderes. Spørgsmålet er, hvilke resultater skal vi tage som repræsentative for vestlig doktrin, i de tilfælde hvor den danske- og NATO’s doktriner divergerer? Indledningsvis kan vi konstate-re at Danmark ikke har en værnsfælles doktrin og NATO’s doktrin er den af de to, der dækker det operative niveau (som reelt formulerer kampagneplanen). Herefter vil det være interessant at se nærmere på praksis. Hvad er det rent faktisk man gør i henholdsvis Irak og Afghanistan? Resultatet er ganske tankevækkende, idet de kam-pagneplaner det har været muligt at få adgang til fordeler sig således, at planerne for Irak (Operation Iraqi Freedom) anvender NATO forskrifter, hvorimod de tilsvarende strategier for Afghanistan (International Security Assistance Force, ISAF) er bygget op efter det der i denne forbindelse er defineret som danske doktrinære retningslinjer. Af klassifikations-mæssige årsager kan der ikke gås dybere i detaljer med de konkrete strategier, men ek-semplet synes alligevel at markere noget betydningsfuldt. NATO’s AJP-3.2 er som nævnt fra 2008, hvorfor man vanskeligt kan argumentere for, at der er tale om ændret praksis i forhold til forældede doktriner. NATO’s doktrin er aktuel og dækkende for niveauet, hvorfor man ikke kan se den som andet end et udtryk for NATO’s institutionaliserede filosofi og -forventninger til den operative chef35. Det forhold at praksis lejlighedsvist varierer fra doktrinen kan betragtes som brydningsfel-tet mellem at tilgodese institutionaliserede bindinger (legitimitet) og være effektiv i operati-onsområdet (effektivitet). I praksis et udtryk for et legitimitets- kontra effektivitets paradoks, der resulterer i en dekobling mellem form og praksis. Fænomenet er velbeskrevet fra litte-ratur om ændringer i løst koblede systemer (Christensen & Kreiner, 1991: 106). Vurderingen er, at NATO’s doktrin må tillægges størst rækkevidde og gennemslagskraft i forhold til en beskrivelse af den vestlige oprørsbekæmpelsesdoktrin. Dette trækker i ret-ning af en teknisk-rationel forklaringskraft. Det skal dog fastholdes, at den seneste praksis i Afghanistan vil trække på forklaringskraft fra den politiske ændringsstrategi. Ovenstående delkonklusioner er opsummeret i nedenstående tabel, idet resultatet illustre-rer og kvalificerer vestlig oprørsbekæmpelsesdoktrin på Borums ændringsstrategier. Fæl-lesmængden af oprørsbekæmpelsesdoktrinerne vurderes at placere sig med kernen i den teknisk-rationelle position. Denne konklusion styrkes ved at se bort fra de områder, hvor NATO’s og dansk doktrin divergerer.

35 Som kuriosum kan det nævnes, at det danske værnsfælles generalstabskursus anvender NATO’s doktri-nære tilgang som grundlaget for militær kampagneplanlægning - og ikke den danske landmilitære doktrin.

44

Figur 4.3.1

45

KAPITEL 5 – OPRØRSBEKÆMPELSENS INNOVATIONSPOTENTIALE Resultatet fra foregående kapitel vurderes i forhold til kompleksitets- og innovationsteorier (Stacey) med henblik på at vurdere hvilken systemforståelse, der ligger bagved den an-vendte ændringsstrategi, og yderligere give et indtryk af teoretiske udviklingsmuligheder og begrænsninger ved strategivalget. Yderligere anvendes Lars Qvortrups teorier om før-ste til fjerde ordens læring til at kvantificere ændringsstrategiernes teoretiske forandrings-kraft i det kognitive domæne.

Vurdering af innovationspotentiale Til vurdering af oprørbekæmpelsesstrategiernes teoretiske innovationspotentiale er det væsentligt at identificere, hvorledes strategien forholder sig til kompleksitet. Processen er at tage udgangspunkt i de stikord, der karakteriserede eller knyttede oprørsteorierne til Borums ændringsstrategier og vurdere dem enkeltvis. De dominerende stikord var hen-holdsvis: 1) Effektbaseret tilgang (rationel analyse), 2) measurement of performance (indre effektivitet) og 3) measurement of effectiveness (kalkulation og konsekvens, kausalitets-forståelse). 1) Den effektbaserede tilgang bunder i en filosofi om at komplekse og langvarige konflikter kræver koordination mellem en lang række aktører. Den effektbaserede tilgang retter sig mod en samarbejdende kultur på tværs af systemet (AJP-3.2, 2008: para 0107). Det lyder egentlig forholdsvis ligetil. I en militær kontekst kompliceres begrebet dog ved at blive du-plikeret på adskillige niveauer, hvorved filosofi, doktrin, taktik og procedurer optræder som én uigennemsigtig masse. Analysen vil søge at rede begrebet ud i en mere præcis termi-nologi. Effect-based approach to operations er i sin oprindelige form filosofi og ikke doktrin. Filo-sofien retter sig mod en gensidig tilnærmelse af selvstændige aktører, således strategien fremstår synkroniseret og målrettet. På mange måder kan filosofien sammenlignes med tankerne om double-loop learning, der omfatter en kontinuert udfordring af eksisterende mentale forståelsesmodeller eller paradigmer (Stacey, 2000: 175). 2) Measurement of performance (indre effektivitet) er et udtryk for single-loop, der retter sig mod at evaluere performance i forhold til det ønskede resultat. Det er en beslutnings-cirkel, der sætter os i stand til at justere eller optimere vores handlinger (Stacey, 2000: 174). 3) Measurement of effectiveness (kalkulation og konsekvens, kausalitetsforståelse) kan tolkes som en udfordring af selve forståelsesmodellen eller grundlaget for handlingsratio-nalet. Hvis første loop spørger, hvor gode er vi til at høste marken? Vil andet loop udfordre selve handlingen og spørge, høster vi overhovedet de rigtige marker?

46

Sammenhængen mellem begreberne effektbaseret tænkning/filosofi og manøvrebaseret tilgang giver (under forudsætning af at det betragtes holistisk) den vestlige tilgang til strategi karakter af double-loop learning.

1. Løser vi vores opgaver på den bedste og smarteste måde (measures of performance).

2. Løser vi overhovedet de rigtige opgaver (measures of effectiveness).

STRAT

OPERATIVT

TAKTISK

Formulerer en ’comprehensive’ kampagneplan, hvoraf ’effects’ fremgår (eller kan udledes af).

Formulerer den militære kampagneplan, hvoraf ’objectives’ og bidrag til foresattes ’effects’ fremgår (eller kan udledes af).

Udfører ’actions’ der resulterer i både direkte og afledte konsekvenser. Vi vurderer konsekvenser i relation til egne mål og foresattes ønskede effekter (og justerer kontinuert).

Effektbaseret tænkning (filosofi)

Manøvrebaseret tilgang (doktrin)

Figur 5.1.1 Spørgsmålet er dog om measurement of effectiveness reelt set er et andet loop, eller om det blot er et parallelt første loop, der måler output på den stillede opgave. Det kræver at målingerne bruges til at udfordre den eksisterende forståelsesmodel og ikke til at optimere mod en prædefineret (befalet) tilstand. Jeg ser to forskellige muligheder for at tolke og an-vende doktrinen i praksis (illustreret i to eksempler herunder):

Var vi gode til at angribe og fik vi kontrollen i det befalede mål?

measurement of performance measurement of effectiveness

Fik vi fat i det befalede mål og var det overhovedet til gavn for kampagnen i sin helhed?

measurement of performance measurement of effectiveness

Ex Single Loop (lineær tankegang)

Ex Double Loop (ydmyghed overfor kompleksiteten)

Afledt konsekvens

Vi bliver rigtig gode til at optimere driften af strategien, men risikerer også at blive rigtig dygtige til ”det forkerte”.

Giver mulighed for kontinuert at tilpasse strategien og/eller målsætningerne, men risikerer også at skabe forvirring i eget bagland.

Figur 5.1.2

Forudsætningen for at effektbaseret tilgang kan sammenlignes med double-loop learning er, at det andet loop udfordrer forståelsesmodellen (grundlaget for handlingsrationalet) i en holistisk kontekst. Hvis forudsætningen holder betyder det, at doktrinen knytter til en radikal systemforståel-se. Hvis forudsætningen ikke holder betyder det omvendt, at doktrinen knytter sig til en ortodoks systemforståelse og herved en inkrementel innovationsstrategi.

47

Efter tekstnær gennemgang af såvel empiri som omkringliggende litteratur, må det konsta-teres at ovenstående spørgsmål svæver i det uvisse. Når tilfældet er, at doktrinen intet sted understreger vigtigheden af at anvende measurement of effectiveness i et helheds-orienteret perspektiv, vil det ikke være rimeligt at give doktrinen kredit for en sådan tilgang.

Vurdering af kognitiv forandringskraft I lighed med det tilsvarende afsnit i kapitel 3, anvendes Lars Qvortrups læringsteori til en vurdering af om den kognitive forandringskraft overstiger anden orden eller ej. Afsnittet arbejder videre på konklusionerne fra kapitel 4, herunder at den vestlige oprørsbekæmpel-sesdoktrin bedst kan forklares i et teknisk-rationelt perspektiv. For kort at rekapitulere, er Lars Qvortrups tese, at anden ordens læring finder sted som en tilpasning og udvidelse af allerede eksisterende teoretiske forståelsesmodeller. Det er alt-så det stade vi skal udover, for at forståelsesmodellerne reelt udfordres. Elementer der kan argumentere for at oprørsbekæmpelsesdoktrinen ikke overstiger læring af anden orden, er fx det alment kendte faktum, at vestlige styrker arbejder efter faste ru-les of engagement eller regler for magtanvendelse. Det gør ikke nødvendigvis kinetiske operationer forudsigelige, men da de alle gennemføres indenfor et fast normsæt, vil de sjældent rokke ved hverken egen eller omverdens forståelse af oprørsbekæmperens rolle. Endvidere har den forudgående analyse peget på at ændringsstrategien bygger på en kognitiv mekanisme, der er præget af rationelle kalkulationer af kausalitet og konsekvens. Grundlaget for en sådan ’rationel’ tilgang er i høj grad kulturbestemt. Det betyder at ’ratio-nelle’ budskaber, uden tvivl formuleret i bedste hensigt, indebærer en risiko for at blive tolket som typisk vestlig tankegang. Herved bekræftes modtagergruppens negative for-domme om oprørsbekæmperen som aktør. På den anden kan man anføre følgende argumenter for at oprørsbekæmpelsesdoktrinen rummer evnen til at overstige læring af anden orden. Blandt andet lægger doktrinen stor vægt på et tæt samarbejde med positive lokale kræfter, herunder i særdeleshed den lokale administration. Dette ses mest tydeligt ved, at tre af de fire doktrinære operationslinjer, som oprørsbekæmpelseskampagnen doktrinært er forbundet med, retter sig herimod. Det drejer sig om henholdsvis reformering af sikkerhedsstrukturen, støtte til civilbefolkningen og støtte til det civile magtapparat. Kraften i denne tilgang bunder blandt andet i at oprørs-bekæmperens budskaber transformeres gennem lokale kræfter og herved overvinder den ’kulturelle kryptering’. Dette kan bedst belyses ved nedenstående citat fra chefen fra det danske kontingent, ISAF hold 4:

”Den vestlige forståelse af henholdsvis stærk og svag politisk administration kommer ofte til kort i en ikke vestlig kontekst. Det var tydeligt for Kim Kristen-sen, at det internationale samfunds forståelse af den svage lokale administra-tion ikke var i overensstemmelse med den faktiske indflydelse det lokale politi-ske apparat kunne udøve over for befolkningen, og hvilken positiv autoritet og legitimitet denne faktisk havde” (Truelsen, 2008: 5).

Anvendelsen af lokale samarbejdspartnere bryder samtidig lokalbefolkningens forståel-sesmodeller om selvtilstrækkelige vestlige styrker, der uden tvivl har bagvedliggende moti-ver for deres tilstedeværelse. Derfor er det også væsentligt at metoden ikke misbruges til at anvende lokale samarbejdspartnere som ambassadører for aktørernes egne interesser. En forudsætning for at anvende denne metode til at skabe forandringer, der overstiger an-den orden, er tillid og ligeværdighed.

48

Et andet element af doktrinen er de tre P’er, der står for presence, posture and profile. En-hederne modtager specificerede adfærdskodeks, med det formål at sende signaler til det øvrige system om ’alvor’, ’fred og ingen fare’, ’risikovillighed’, ’sympati’ etc. Antagelsen bag denne doktrin tolkes som værende, at soldaternes praktiske adfærd på jorden udtrykker dele af oprørsbekæmperens kommunikation med systemet. Stacey kritiserer transfer-teorierne36 og opstiller en tese om, at viden ikke foreligger i et sådant format, at det kan overføres eller håndteres ved vidensledelse. Viden og læring udspringer af menneskers fortløbende interaktioner med hinanden. Mennesker i samta-le kalder betydninger og viden frem hos hinanden, fordi de taler sammen. Men man kan ikke forudse disse betydninger, og de kan slet ikke determineres på den måde, som fx in-formationsmedarbejdere og undervisere ønsker at styre kommunikationen på (Stacey, 2006). Stacey formodes at støtte tankerne bag presence, posture and profile, idet forståel-sesmodeller mest effektivt ændres gennem meningsfyldt kontakt mellem aktørerne i sy-stemet. Kommunikation er nøglen, verbal som non-verbal. Samlet vurdering er at oprørsbekæmperen gennem de ikke-voldelige værktøjer som dok-trinen beskriver, har kapaciteten til at overskride anden ordens læring/erkendelser. Det er samtidig vurderingen at den samlede kapacitet, der er til rådighed ved en aktør som fx ISAF, langt fra udnyttes til det fulde potentiale.

Sammenfatning af delkonklusioner fra kapitel 5 Kapitel 5 har behandlet oprørsstrategiers teoretiske innovationshøjde, dvs. evne til at ska-be reelle ændringer frem for at optimere på nuværende løsninger. I lighed med den tilsva-rende analyse af oprørsstrategier, placerer oprørsbekæmpelsesstrategierne sig ikke enty-digt. Den samlede vurdering af oprørsbekæmpelsesdoktrinens teoretiske innovationspotentiale afslører nogle værdifulde tanker og redskaber i relation til en radikal innovationsstrategi, der dog trækkes ned af en mangelfuld præcisering af formål og mål ved at anvende dem. Konklusionen er at innovationsstrategien indeholder begge elementer, men primært kan forklares fra et ortodokst inkrementelt perspektiv. Konklusionen er forsøgt illustreret ved nedenstående ikke-målfaste skala.

RADIKALTINKREMENTELT

TEORETISK INNOVATIONSHØJDE

Figur 5.3.1

36 Den antagelse, at viden klæber til symboler, der via kommunikation kan overføres fra den ene hjerne til den anden.

49

Vurdering af oprørsbekæmpelsesdoktrinens teoretiske forandringskraft i det kognitive do-mæne resulterede i en erkendelse af, at kapaciteten afgjort er til stede, men samtidig at doktrinen ikke får det maksimale ud af den typiske kapacitet. Meningsfyldt kommunikation er nøglen, verbal som non-verbal, hvilket forudsætter bredest mulige kontakt. Redskaberne til at kvalificere denne kontakt er til stede i form af presence, posture and profile adfærds- og signalkodekset. Evnen til at nedbryde kontraproduktive forståelsesmodeller i systemet fremmes gennem tillid og ligeværdighed med lokale samarbejdspartnere. Denne foreløbige konklusion synes at nuancere Galulas ofte citerede tese om at lokalbefolkningens støtte udgør oprørsbe-kæmperens centre of gravity. Måske skulle vi genbesøge litteraturen og tillægge følgende citat i samme bog større værdi (vel vidende at Galula selv støttede den gængse opfattel-se):

”In any situation, whatever the cause, there will be an active minority for the cause, a neutral majority, and an active minority against the cause. […] The strategic problem of the counterinsurgent may be defined now as follows: “To find the favourable minority, to organize it in order to mobilize the population against the insurgent minority” (Galula, 1964: 53).

Måske er vi i ligeså høj grad afhængige af at kunne identificere og samarbejde med ’the favourable minority’. Altså evnen til at skelne gode og onde kræfter, og herefter bygge ef-fektive samarbejdsrelationer og alliancer. I forlængelse af ovenstående analyse kan denne evne muligvis sidestilles med evnen til at kommunikere meningsfyldt med systemet som helhed. Hvis der er elementer af sandhed i ovenstående, giver den berygtede irakiske oprørsleder al-Zarqawis37 fremgangsmåde stor mening. Han havde et princip om ’kættere før besætte-re’, der i praksis betød at attentater mod irakere der samarbejdede med koalitionen blev vægtet højere end attentater mod selve koalitionen38. Dette på trods af at aktionerne uværligt påvirkede den brede folkelige opbakning negativt, som af koalitionen blev vurde-ret som oprørets centre of gravity. Det er uforståeligt, at en top-oprørsleder på den facon undergraver eget centre of gravity, med mindre han i virkeligheden handler i en overbevis-ning om at koalitionens eneste mulighed for meningsfyldt kommunikation med systemet, er via lokale samarbejdspartnere. Danske styrker i Irak oplevede tilsvarende påvirkninger under indsættelsen i Basra-provinsen, idet adskillige lokalt ansatte tolke blev intimideret og i enkelte tilfælde likvide-ret39.

37 Abu Musab al-Zarqawi (1966 - 2006) var en militant salafi-islamist, guerrillaleder og for en periode leder af Al-Qaida i Irak. 38 Uddrag fra en briefing under emnet fundamentalistisk Islam som oprørsteori, afholdt på Forsvarsakademi-et i december 2008 (IFS lek. 33-34). 39 Forfatteren var tjenestegørende i Basra på tidspunktet.

50

KAPITEL 6 – SAMMENFATTENDE ANALYSE I dette kapitel sammenholdes resultaterne fra hidtidige analyser til en vurdering af over-ordnede muligheder og begrænsninger ved det strategivalg, som den aktuelle anvendelse af doktrin og planlægningsværktøjer medfører. På baggrund af resultatet afdækkes mulig-heder for eventuelt alternative strategivalg. Hidtidige analyser har resulteret en vurdering af henholdsvis oprørs- og oprørsbekæmpel-sesstrategiers muligheder og begrænsninger, deres styrker og svagheder, herunder deres forandringskraft i det fysiske og kognitive domæne. Analyserne har indtil videre haft til for-mål at ’åbne’ problemstillingen. I dette kapitel fokuseres der i højere grad på konklusioner. De efterfølgende tre afsnit vil hver især være opdelt i to, dels en diskussion af resultater fra forudgående delanalyser og dels diskussion af konkrete input til alternative elementer af oprørsbekæmpelsesdoktrinen.

Ændringsstrategier

5.1.1. Sammenligning af ændringsstrategier Oprørsteorierne blev i relation til Borums ændringsstrategier kvalificeret som humanistisk (kulturel)- subsidiært eksplorativ (institutionel) ændringsstrategi. Den vestlige oprørsbe-kæmpelsesdoktrin blev kvalificeret som teknisk-rationel- subsidiært som politisk ændrings-strategi. For at illustrere, at resultatet på ingen måde kan tolkes entydigt er henholdsvis oprør og oprørsbekæmpelse indsat i firefeltssystemet, der definerede Borums fire positio-ner:

FORANDRINGER EPISODISKE

FORANDRINGER KONTINUERTE

MAGTULTIMATIV

STØRRELSE

POLITISKEKSPLORATIV

(INSTITUSIONEL)

HUMANISTISK(KULTUREL)

TEKNISK-RATIONEL

MAGTBEGRÆNSET STØRRELSE

Tillid

= OPRØR

= COIN

Figur 5.1.1 Figuren belyser endvidere, for respektive strategiers vedkommende, det frie og ubenyttede spektrum for ændringsstrategiers teoretiske udfoldelse. Spørgsmålene der melder sig er derfor; 1) Hvad betyder det at strategien befinder sig hvor den gør, 2) og sekundært, hvad betyder det at den ikke henter inspiration fra ubenyttede felter, 3) hvad betyder det når udfaldsrummet er ubenyttet af begge parter, 4) hvad betyder det når oprøret opererer i et udfaldsrum, hvor bekæmpelsesstrategien ikke opererer.

51

Det første spørgsmål er for begge parters vedkommende besvaret under respektive del-analyser. Øvrige spørgsmål står til gengæld åbent for diskussion. I forlængelse af ovenstående spørgsmål melder sig en indtil videre overset pointe, eller rettere en tese. Kan det tænkes, at en aktør der placerer sig i (tilnærmelsesvis ligelig) ba-lance mellem de fire udfaldsrum vil øge sit virkefelt og derved sine påvirkningsmuligheder. Det må undersøges nærmere. Hvad betyder det i praksis, i militære planlægningssammenhænge, når der antages en entydig ændringsstrategi. Det vil som udgangspunkt betyde, at der anvendes et fast sæt antagelser om hvordan systemet fungerer. Denne antagelse vil med garanti blive analyse-ret grundigt med militær systematik og præcision, idet antagelserne kobles og vejes mod en bunke forskellige situationsdannende faktorer. Fra en teknisk-rationel position vil den-ne analyse tage form af strategic choise, hvilket passer godt overens med tidligere delkon-klusioner. En balance mellem de fire ændringsstrategier, vil påvirke den analytiske proces ved at udskifte og afprøve forskellige sæt af grundlæggende antagelser om systemets funktion og dynamik. Metoden bliver at koble forskellige antagelser om systemet med de erkendte situationsdannende faktorer, herved bringes selve antagelserne med frem til den endelige afvejning af way ahead. Analysen vil indbygge double-loop tankegangen, men anvende den fremadrettet. Forstået således at selve antagelserne om hvad der virker fremmende i systemet konkretiseres som følge af analysen, idet flere sæt antagelser bringes i spil. De præsenterede strategivalg vil herefter bestå af væsensforskellige løsninger, der bygger på vidt forskellige grundlæggende antagelser. Alle løsninger vil formentlig have både styrker og svagheder, hvorved tvivlen om hvad der virker i praksis ophøjes til selve kernen af val-get. Det betyder samtidig at hele den analytiske proces og det trufne valg vil anerkende, at antagelserne aldrig er evigtgyldige og derfor vil det være naturligt at evaluere dette grund-lag løbende.

5.1.2. Input til oprørsbekæmpelsens ændringsstrategi Planlægningen veksler mellem forskellige antagelser om systemets dynamik, med henblik på at afdække det fulde spektrum for strategiens teoretiske udfoldelse. Den militære planlægning gennemføres som en række delkonklusioner, der gennem ope-rativ analyse former strategien. Når der erkendes modsatrettede delkonklusioner, og disse ikke kan afvejes umiddelbart, bygges løsningsmodeller for to eller flere sæt delkonklusio-ner (opstilling af væsensforskellige mulige løsninger, kaldet M’er). Løsningerne afprøves ved situationsspil og simuleres i forskellige sammenhænge, hvorefter der foretages et valg af én af løsningerne eller en kombinations af de to. I forlængelse af ovenstående analyse, vurderes denne metode at have størst værdi, hvis de to modeller repræsenterer hinandens teoretiske modsætninger eller yderpunkter. Forskellen er illustreret herunder:

52

POLITISKEKSPLORATIV

HUMANISTISK TEKNISK-RATIONEL

STRATEGIC CHOISE MODEL

M-I

M-II

POLITISKEKSPLORATIV

HUMANISTISK TEKNISK-RATIONEL

FREMADRETTET DOUBLE-LOOP MODEL

M-I

M-II

Figur 5.1.2 Det fordrer imidlertid at den militære analyse bliver teoribaseret og ikke doktrinbaseret, det vil sige at metoden bringer flere teorier i spil overfor hinanden, i stedet for at tage én teori (doktrinen) og anvende den ureflekteret. Det kræver et højt abstraktionsniveau ved den operative chef og den rådgivende stab, der sætter ham i stand til at betragte kampagnen både som en militær aktion, og samtidig som en ændringsstrategi af et komplekst socialt system. Jeg har tidligere anført, at militær doktrin er retningsgivende og ikke bestemmende. I for-længelse af ovenstående konklusioner er det dog de militære planlægningsværktøjer, der i høj grad er med til at dogmatisere doktrinanvendelsen. Planlægningsværktøjerne åbner heller ikke på samme måde som doktrinen op for at sætte tingene sammen anderledes.

Innovationshøjde (forandringskraft i det fysiske domæne)

5.2.1. Sammenligning af kapacitet til forandring i det fysiske domæne Forandringer i det fysiske domæne er tidligere beskrevet som et brydningsfelt mellem at få sikkerhedsmæssige- og udviklingsmæssige forandringer til at gå hånd i hånd. Det giver ikke mening at skabe sikkerhed, der ikke kan anvendes til at fremme udvikling. Samtidig giver det ikke mening at skabe udvikling, der ikke kan opretholdes i manglen på sikkerhed. Problemstillingen kan i teoretisk perspektiv sammenlignes med civile firmaers balance-gang mellem ’top- og bundlinie’, forstået således at alle firmaer må tilgodese et effektivt driftorienteret perspektiv for at overleve (ortodokse inkrementelle strategielementer). Sam-tidig eksisterer der en anden konkurrenceparameter, nemlig at holde sig relevant, at være nyskabende eller dagsordensættende, og hermed holde sig på niveau med udviklingen (radikale strategielementer). I militær kontekst kan det ortodokse perspektiv sammenlignes med sikkerhed og det radikale perspektiv kan sammenlignes med udvikling, hvorfor den indbyrdes balance mellem elementerne har afgørende betydning for om vi evner til at få sikkerhedsmæssige- og udviklingsmæssige forandringer til at spille sammen. Delanalysernes resultater er skitseret ved nedenstående illustration, idet figuren viser re-spektive strategiers vægtning mellem ortodokse og radikale elementer:

53

RADIKAL

ORTODOKS (INKREMENTEL)

OPRØRSSTRATEGI

COIN DOKTRIN

Figur 5.2.1 Konklusionen er, at det militære system er bedre gearet til at skabe sikkerhed end udvik-ling. Det er imidlertid nødvendigt at tilvejebringe evnen til at udvikle, for at kunne modsvare oprørsstrategien. Det taler for at militæret ikke kan gøre det alene, hvorved analysen har genopfundet ”samtænkning” som begreb. Ikke så banebrydende endda. Men doktrinen docerer imidlertid, at det militære instrument skal gøre noget, hvis ingen andre aktører kan. Særligt i initialfaser, hvor sikkerhedssituationen typisk er svært gen-nemskuelig. Det peger på én af to ting: 1) Enten skal civile aktører inkorporeres i initialfa-sen med de risici det indebærer, 2) alternativt skal det militære instrument transformeres til reelt at kunne skabe udviklingsmæssige resultater. Det er en politisk beslutning, hvorvidt de militære styrker skal fastholde den nuværende rolle og koncentrere sig om inkrementelle sikkerhedsmæssige tiltag eller skifte ændrings-strategi med henblik på at tilgodese ønsket om, at udvikling og sikkerhed går hånd i hånd. Spørgsmålet er om militæret skal fastholde rollen som leverandør af sikkerhed i den tradi-tionelle (smalle) forstand eller om militæret skal transformeres til at dække et ekspande-rende og meget bredere sikkerhedsbegreb. Det peger på behovet for at det politiske niveau mobiliserer interesse for fornyet forskning i begreber, der ellers udspringer fra Den Kolde Krig, nemlig fredsdividende og konversion. Fredsdividende drejer sig om, hvad man nu skal bruge alle disse sparede penge til. Kon-version om, hvordan militært relaterede produktioner og aktiviteter ændres til civile, eller som det formuleres, reallokering af ressourcer fra den militære sektor til den civile sektor af økonomien (Heurlin, 1995: 95). Strategien på politisk niveau bør fastlægge, hvorledes og af hvem fredsdividenden maksimeres, og det militære instrument bør designes derefter.

5.2.2. Input til oprørsbekæmpelsens innovationsstrategi Analysen har afsløret en række påvirkningsfaktorer for oprørsbekæmpelsens tilbliven, på trods af at analysen har været afgrænset til det teoretiske felt er påvirkningerne modsatret-tede – en tendens der kun vurderes at stige i mødet med ’den virkelige verden’.

54

Situationsdannende faktorer

Institutionaliserede bindinger

Åben læreproces

PÅVIRKNINGSFAKTORER

Rationel planlægning og

styring

COIN PRAKSIS(legitimitets- og

effektivitetsparadoks)

Figur 5.2.2

Som illustreret ovenfor er der identificeret to væsentlige dæmpere i relation til at kunne inkorporere radikale strategielementer i oprørsbekæmpelsen, henholdsvis de rationelle planlægningsværktøjer og de institutionaliserede bindinger/forventning. Brydningsfeltet skaber et paradoks mellem krav til legitimitet og krav til effektivitet, hvilket i bedste fald re-sulterer i en dekobling mellem form og praksis, og i værste fald trækker opgaveløsningen ned i et driftsperspektiv, hvor der ureflekteret produceres sikkerhed uden tanke for afhæn-gigheder til udviklingsperspektivet. Måske er det et udtryk for defensiv tankegang, men i relation til at skabe fundamenter for varige fredsløsninger i et forum af 26 selvstændige stater, er det væsentligt at tage et reali-ty check på hvad det er muligt at forandre. Det giver ikke mening at kæmpe stik imod summen af NATO’s institutionaliserede forventninger. Konklusionen må være, at det kan være praktisk at anvende dekoblinger mellem doktrin og praksis for at skabe resultater. Hvis det giver gode resultater, vil det overliggende niveau sandsynligvis interessere sig for årsagerne, hvilket gradvist kan flytte de institutionaliserede tanker og forventninger – i en langvarig proces. Disse dekoblinger kan med fordel anvendes til at fremme den åbne læreproces. Det kan fx ske gennem større metodefrihed og inkorporering af tværfaglige analysemodeller, hvor samfundsvidenskabelige, sociologiske, ledelsesteoretiske og militære teorier blandes i en form for eksperiment eller udforskning af de foreliggende problemstillinger. En sådan metodefrihed vil ligeledes kunne adresserer andre elementer af vores innovati-onsstrategi, herunder manglen på en national sikkerhedspolitisk strategi, der fastlægger hvorledes og af hvem fredsdividenden ses maksimeret. Her vil militæret kunne tage et langt større ansvar ud fra en helhedsbetragtning, og bidrage med til at fylde vakuummet, såfremt den politiske vilje er hertil. Den der har evnen og indsigten, har også ansvaret. Det betyder at det militære instrument bør holde sig selv relevant som leverandør af sikkerhed, også når sikkerhedsbegrebet udvides.

55

Læringsdybde (forandringskraft i det kognitive domæne)

5.3.1. Sammenligning af kognitiv forandringskraft Konklusionerne fra de forudgående delanalyser har vist, at både oprørs- og oprørsbe-kæmpelsesstrategierne har teoretisk evne til at skubbe til systemets forståelsesmodeller. Oprøret evner primært at destabilisere, hvor oprørsbekæmpelsen i visse tilfælde evner at ændre opfattelsen af sikkerhed i systemet. Oprørsbekæmpelsesstrategiens fulde kapacitet udnyttes kun delvist grundet normative bindinger, kulturelle kløfter og systemets stereoty-pe opfattelse af militæret som sikkerhedsleverandør. Oprøret evner primært at chokere og skabe ustabilitet. Oprøret har derfor behov for en ’sag’, der kan mobilisere og drive udviklingsperspektivet. Grundlæggende kan man påstå, at hvis sagen er så god at den magter at mobilisere en hel befolkning, skal vi så overho-vedet kæmpe den kamp. Det umiddelbare svar må være nej, vi skal ikke kæmpe håbløse kampe, men lad os undersøge fænomenet nærmere gennem nedenstående citat:

“The first basic need for an insurgent who aims at more than simply making trouble is an attractive cause, particularly in view of the risks involved and in view of the fact that the early supporters and the active supporters – not nec-essarily the same persons – have to be recruited by persuasion” (Galula, 1964: 12).

Man kan argumentere for at Galula ved ovenstående udsagn byder ind på et rationale, som Borum vil kalde politisk ændringsstrategi. Hvis vi lader os yderligt inspirere af denne teoretiske position, vil Borum anvise en principiel løsningsmetode, hvor spillere i konflik-tuelle positioner artikulerer egne interesser og herved søger at manipulere magtbasen til egen fordel. Det betyder at oprørsbekæmperen, for at få succes, skal stjæle/dominere de emner der aktuelt er på dagsordenen, og herved reducere oprørets sag. En observation af den siddende danske Regering synes at afsløre nogen af de omtalte elementer. Hvis oppositionen lover velfærd, gør højrefløjen velfærd til en mærkesag. Hvis oppositionen vil alternativ energi, gør regeringen alternativ energi til en mærkesag. Det er super smart, lad være med at bekæmpe ’gode sager’, adopter dem som dine egne og sælg dem. I praksis kan en vis grad af dekoblinger mellem budskabet og de reelle hand-linger endda accepteres. Det væsentligste er at der foregår en kontinuert dialog mellem systemet og oprørsbekæmperen, så aktøren kan ’mærkes’ som en troværdig og engage-ret part. Et andet element af den kognitive påvirkningskraft var oprørsbekæmperens fysiske udtryk, som reguleres af rules of engagement og adfærdskodeks (presence, posture and profile). Ved at sammenholde disse to elementer kan det konstateres, at rules of engagement har en tendens til at blive udnyttet til det maksimale. Derfor omtales rules of engagement ofte som en beskyttelse af miljøet eller systemet mod det militære instrument. Seneste eksem-pel var chefen for ISAF, der i september 2008 i verdenspressen udtrykte hvorledes han havde reguleret anvendelse af flystøtte til landstyrker for herved at reducere sandsynlig-hed for utilsigtede følgeskadevirkninger40. Sådanne signaler forstærker opfattelsen af vest-lige styrker som aktør og er kontraproduktive for perceptionen af sikkerhed, selvom hen-sigten vurderes at være modsat.

40 Se fx http://toyoufromfailinghands.blogspot.com/2008/09/afstan-greater-restrictions-on-isaf-air.html (hentet 2009-02-13).

56

En metode, hvorpå vestlige styrker kan bryde med systemets negative forståelsesmodel-ler, er ved at båndlægge os selv i en sådan grad, at vi ikke kan provokeres af voldshand-linger. Det er ikke væsentligt for kampagnen at vi reagerer ’pædagogisk’ på de tab vi ople-ver, i håbet om at kunne sende en afgørende ’lærestreg’ til oprøret. Sådanne aktiviteter kan nemt tolkes som noget militæret gør af selvretfærdige årsager. Eftergivenhed viser derimod risikovillighed, der igen avler tillid. På den måde påtager oprørsbekæmperen sig en ansvarlig lederrolle i systemet. En sådan tilgang vil endvidere kunne overkomme det klassiske dilemma fra Irak-missionen, hvor alle positive kræfter der samarbejdede med koalitionen mistede den folkelige legitimitet og herved politisk gennemslagskraft.

5.3.2. Input til oprørsbekæmpelsens kognitive forandringsstrategi Orden og fred tænkes normalt i rammen af fast koblede systemer, mens læring forekom-mer i løst koblede systemer, og midlet er uorden. Dér hvor individets eksisterende kogniti-ve mønstre udfordres eller overraskes (2+2=5 eller hvor eksisterende forståelse ikke læn-gere rækker), netop der er læringspotentialet størst. Det nuancerer perspektivet for de vilkår der skal skabes for udvikling. I den forbindelse er det godtgjort, at der bør skabes en ’platform for dialog’ gennem meningsfyldt interaktion. Meningsfyldt interaktion i systemet skaber vilkår som for eksempel forståelse og respekt eller brydninger og konfrontation41, der igen tilbyder grundlaget for at ting kan emergere eller udvikle sig. Vi kan sandsynligvis ikke styre det, men vi kan fremme det ved at lade kommunikationen være den ’ursuppe’ som potentielt kan skabe liv i processen. Hvordan skaber vi i praksis den ønskede eftergivenhed? Krigshistorien fortæller om gan-ske få succesfulde oprørsbekæmpelseskampagner. Et godt et eksempel på en succes, er dog Irland-kampagnen fra 1980’erne og frem. Den fastfrosne situation og den gensidigt indgroede mistillid blev gradvist løsnet af en ikke-provokations politik fra de britiske styr-kers side. Forstået således at de ikke tillod sig at blive ’forhærdede’ eller ’forrået’ når de oplevede egne tab. Det kræver en kæmpe offervillighed, der muligvis kun kunne mobilise-res fordi der var tale om et stykke af det nære ’britiske imperium’. Ikke desto mindre var det meget effektfuldt. Filosofien var at ’mere af det samme’ giver ’mere af det samme’. Dødsfald avler dødsfald. Så strategien var at reducere antallet af tab på begge sider til et minimum. Det sørgelige ved at slå modstandere ihjel, uanset om det er indenfor rules of engagement eller ej, er hans venner og familie vil hade os de næste 50-100 år. Dødsfald øger risikoen for uforso-nelighed og jo længere vi lader den voldelige del af konflikten fortsætte, jo længer tid vil forsoningsprocessen tage. National forsoning ses i den kontekst som en af forudsætnin-gerne for en varig fred. Sammenholdes ovenstående konklusioner peger det på, at det måske ikke hensigtsmæs-sigt at samle og isolere vores militære styrker i kæmpe baser, som tilfældet var i Irak. Min-dre baser, der placeres spredt hvor mennesker befinder sig, giver større kontakt. Rationa-let skal være, at også en dagligdags og ikke-målrettet kontakt, kan bidrage til dialog og forståelse. I forlængelse af samme tankegang vil flere af de såkaldte OMLTs (Operational Mentoring and Liaison Teams), altså enheder der fuldt integreres i de lokale sikkerhedsstyrker, i så-vel trænings- , rådgivnings- som kampsituationer, skabe meningsfyldt interaktion. En så-

41 Konfrontation i en konstruktiv kontekst.

57

dan tilgang signalerer risikovillighed, samhørighed og ligeværdighed. Alt sammen noget der giver udslag på den kognitive forandringskraft.

58

KAPITEL 7 – KONKLUSION I dette kapitel opsamles og konkluderes resultatet af de gennemførte analyser med henblik på at besvare problemformuleringen som den blev opstillet i kapitel 1. Der perspektiveres ved at forfatteren evaluerer på denne måde at gribe oprørsbekæmpelse an på.

Konklusion De endelige konklusioner trækkes fra delanalysen omhandlende doktrin, og dels fra den sammenfattende analyse, hvor doktrinen konfronteres med modstrategien (oprøret). Kon-klusionen lægger tyngde i muligheder og begrænsninger ved den vestlige doktrinære til-gang. Først og fremmest kan konkluderes at centre of gravity tankegangen i forbindelse med planlægning af oprørsbekæmpelseskampagner, fastholder idéen om oprøret som et fast koblet system med et tyngdepunkt der kan påvirkes i en sådan grad at oprøret bryder sammen. Anvendelsen af centre of gravity værktøjet vurderes kontraproduktiv af flere år-sager: 1) For det første har analysen vist, at oprøret udgøres af en løst koblet størrelse, hvorfor påvirkninger ikke kan betragtes i kausale årsagssammenhænge. 2) Hvis vi allige-vel antager at oprøret var en fastkoblet størrelse, vil der stadig være sandsynlighed for at det identificerede tyngdepunkt var forkert. Analysen har i adskillige tilfælde rejst tvivl om befolkningens støtte, som et nærmest doktrinært centre of gravity. Man risikerer herved at forme en hel kampagne mod én fejlagtig antagelse. 3) Hele opfattelsen af oprørets centre of gravity som noget der blokerer for egen opnåelse af end-state, afføder en fokus på op-rørsstyrken og ikke oprørsstrategien i sin helhed, hvorved bekæmpelsesstrategien fokuse-rer på trusler mod egen styrke frem for trusler mod egen strategi. Sat på spidsen kan man argumentere for at doktrinen fokuserer på at passe på de militære enheder, i stedet for at producere den sikkerhed, der er nødvendig for strategiens succes. Centre of gravity som fokuseringsværktøj afføder en offensiv (og muligvis fejlagtig) tilgang til oprørsstyrken, men en defensiv tilgang til gennemførelse af egen strategi, der fokuserer på begrænsninger og modstand. I stedet kunne operationslinjerne rettes direkte mod end-state og herved styrke end-state’s funktion som vision for kampagnens gennemførelse, frem for et prædefineret mål. Effektbaserede operationer som begreb, rejser megen uklarhed om den reelle doktrin. Dels grundet duplikering af terminologi og dels fordi motivationen og teorifundamentet bag værktøjerne ikke er forklaret godt nok. Der efterlades stort rum til fortolkning af effektbase-rede operationer, hvorfor det er helt op til brugeren at anvende det fremmende eller hæmmende for strategiens succes. I værste fald fjerner effektbaserede operationer ejer-skab for strategien hos det udførende led og komplicerer overvejelserne i en sådan grad, at der kan skabes handlingslammelse af frygt for at eventuelle afledte effekter er kontra-produktive i relation til overliggende niveauer. I bedste fald anvendes begrebet i sin oprindelige mere abstrakte og filosofiske form; effect-based approach to operations, som redskab for det operative niveau til at formulere en stærk vision for kampagnen. Det medfører at de medfølgende målingsinstrumenter, hen-holdsvis measurement of performance og measurement of effectiveness ikke kan anven-des til at føre kontrol med effektiviteten i det udførende led, men må tilbydes som et red-skab til det taktiske niveau som en egenkontrol efter principperne for mission command. En sådan tilgang vil fremme enhedernes mulighed for at lære af egne handlinger og frem-me agiliteten i strategien.

59

Det er jo ikke fordi at Vesten svømmer i historier om succesfulde oprørsbekæmpelses-kampagner, der kan sættes til skue som en proven track record for de eksisterende plan-lægningsværktøjer, så hvorfor ikke forsøge noget? Der anbefales et forsøg med teoribase-ring af den militære planlægning af oprørsbekæmpelseskampagner, idet et sådant forsøg kræver langt højere grad af metodefrihed end den eksisterende model lægger op til. Teoribaseringen skal inkorporere adskillige antagelser om systemets natur og egendyna-mik, således flere teoretiske perspektiver lægges til grund for de opstillede modeller. Metoden forudsætter et højt abstraktionsniveau ved den militære chef og rådgiver, for at metodefriheden kan resultere i helhedsorienterede og nyskabende løsninger. Abstrakti-onsniveauet kan blandt andet højnes gennem uddannelse på akademisk niveau og gen-nem prioritering af en fri debatkultur i forsvaret, hvor idéer kan diskuteres fordomsfrit og kvalificeret. En teoribasering af de militære planlægningsværktøjer vil trække doktrinen i retning af ba-lance mellem Borums ændringsstrategier. Ved at koble divergerende antagelser om sy-stemet med kendte situationsdannende faktorer, bringes selve antagelserne med frem til den endelige beslutning. Analysen vil herved indbygge double-loop tankegangen, men anvende den fremadrettet. Ovenstående abstraktionsniveau vil endvidere kunne nyttiggøres i en bredere kontekst. Analysen har vist, at der eksisterer et uudnyttet potentiale i forsvaret, idet kun mentale el-ler kulturelle barrierer holder forsvaret tilbage fra at kunne levere sikkerhed i meget brede-re forstand end fysisk hård sikkerhed. Det vurderes både i forsvarets interesse og indenfor forsvarets ansvar at holde sig relevant i forhold til et ekspanderende sikkerhedsbegreb. Her vurderes forsvaret at stå overfor en intern transformationsopgave. Analysen har endvidere påpeget et par konkrete tiltag, der vil øge militærets muligheder for at skabe sammenhæng og synergi mellem sikkerheds- og udviklingsperspektivet. Kommunikation ses som den væsentligste ingrediens i den ’ursuppe’ som potentielt kan skabe liv i processen. Militæret har i den forbindelse tre væsentlige opgaver: 1) Identificere de positive kræfter i systemet, der på sigt kan udvikle sig et fundament for en varig fred, 2) skabe en ’platform for dialog’ gennem meningsfyldt interaktion i systemet, med henblik på at skabe legitimitet omkring egen og derved også samarbejdspartneres rolle som dagsor-densættende, 3) eftergivenhed, der styres ved hjælp af rules of engagement og et højt etisk niveau ved udførende led, der etableres gennem træning. Rules of engagement skal være sådan sammensat, at de ville kunne anvendes i København, under lignende om-stændigheder. Vi må ikke udsætte lokalbefolkningen for større belastninger end vi ville gøre, hvis scenariet udspillede sig herhjemme. Militæret må acceptere tab med eftergivenhed, hvilket udelukker alle voldelige operationer, der ikke er absolut nødvendige for kampagnens gennemførelse som helhed. Det vil sige at sikkeroperationer, der retter sig mod soldaternes egenbeskyttelse generelt vurderes kon-traproduktive. Slutteligt er det anbefalingen at genstandsfeltet for analysen gøres til genstand for dens egne anbefalinger, forstået således at emnet undersøges og udfordres gennem dette og andre perspektiver, det værende sig samfundsvidenskabeligt, systemteoretisk, sociologisk etc.

60

Perspektivering Ovenstående analyse har behandlet problemstillingen i specifikke teoretiske perspektiver, og de skitserede muligheder, begrænsninger og anbefalinger til udnyttelse af teoretiske udfoldelsesmuligheder for oprørsbekæmpelsesstrategier, er uddraget fra disse eksplicitte vinkler. Perspektiveringen anvendes derfor til at give ’en officers’ vurdering af de afdækkede resul-tater og konklusioner, nærmere bestemt forfatteren egne. Hvorledes vurderes måden at anvende teorien, hvad kan det bruges til og hvad kan det ikke bruges til, i mødet med en mere subjektiv virkelighed. At forholde sig til oprørsdoktriner i et teoretisk perspektiv tilbyder nogle nye vinkler og nu-ancer, der som minimum skærper de traditionelle rationaler og i nogle tilfælde udfordrer ganske fasttømrede militære opfattelser af oprørets natur. I dette tilfælde har studiet vist, at de grundlæggende antagelser om oprørets fokale punkt er ganske smalt funderet analy-tisk og validiteten heraf kan drages tvivl. Det giver i sig selv en merværdi at skabe debat-ten. Men da dette blot er én isoleret angrebsvinkel på problemstillingen vil denne analyses re-sultater utvivlsomt kunne udfordres af andre teoretiske eller empirisk funderede positioner. I dette lys vurderes analysens resultater bedre egnet som debatindlæg end som imple-menterbare anbefalinger. Analysen har dannet teser og rejst spørgsmål, der kan undersø-ges og udforskes. I denne tankerække vurderes især analysens kapitel 2 til 5, gerne en-keltvis, at kunne bidrage til debat om naturen af tidens krige. På det politisk strategiske niveau er den væsentligste succesfaktor hjemmebefolkninger-nes støtte til indsatsen. Emnet diskuteres ofte i medierne og gerne i absolutte størrelser. Mine refleksioner går i retning af at kvalificere eller nuancere denne succesfaktor. Hvor meget skal der til før vi har succes? Spørgsmålet der står tilbage er, hvorledes balancerer vi paradokset mellem fraværet af kontinuerte konkrete resultater i missionen uden at miste den hjemlige befolknings støtte? Flere af analysens resultater vil kunne prikke til den traditionelle debat om det grundlæg-gende spørgsmål; ’hvad er sikkerhed’? De strategiske og operative niveauer kæmper to forskellige kampe, med to forskellige fo-restillinger om centres of gravity og to forskellige sæt spilleregler. Nøglen til succes ligger ved det operative niveau, forudsat at dette niveau evner at begribe og synkronisere helhe-den af kampagnens natur – og ikke fortaber sig i umiddelbare taktiske udfordringer. Ifølge Kim Kristensen kan man i overført betydning beskrive Talibans aktioner i Helmand som en krop uden hoved. Hovedet, den strategiske ledelse, er placeret i Quetta omkring Mullah Mohammed Omar, mens de lokale talibankommandører har det operative ansvar for kampene i deres lokalområde i Afghanistan.

”Skal Talibans strategiske planer realiseres, fordrer det en sømløs forbindelse mellem det strategiske, det operative og det taktiske niveau, men i praksis fremstod forbindelsen dekoblet” (Truelsen, 2008: 4).

Mine tanker i forlængelse af analysen, går på at vende oberstens klarsyn mod os selv. Vores situation er ganske lig den som beskrives for Taliban. Hvis militæret skal have held med at skabe reel udvikling og stabilitet, må det politisk strategiske niveau støtte ved at

61

mobilisere viljen til at bakke kampagnen op i den nødvendige tidsmæssige udstrækning og med de nødvendige tværstatslige midler.

62

BIBLIOGRAFI – LITTERATURLISTE Omfattende forfatternavn(e), udgivelsesår, titel, udgave, udgivelsessted, forlag, samt evt. tilgængelighed på internettet. AAP-6

AAP-6 (2008), NATO Glossary Of Terms And Definitions. North Atlantic Treaty Organization (NATO), 2008.

AJP-3.2 Allied Joint Publication 3.2 (2008, Ratification Draft), Allied Joint Doctrine For Land Operations. North Atlantic Treaty Organization (NATO).

Borum Finn Borum (1995), Strategier for organisationsændring, 1. udgave, 4. op-lag 2002. København: Handelshøjskolens Forlag 1995.

Breitenbauch Henrik Ø. Breitenbauch (2008), Kompas og kontrakt, Rapport fra Dansk Institut for Militære Studier, maj 2008. Tilgængelig på internetadressen: difms.dk/files/upload/DIMS08_Breitenbauch_Kompas_og_Kontrakt.pdf

Burrell Gibson Burrell (1979), Sociological Paradigms and Organisational Analy-sis, 12. oplag (2001). London: Ashgate Publishing Ltd.

Christensen & Kreiner

Søren Christensen og Søren Kreiner (1991), Projektledelse i løst koblede systemer, 1. udgave, 9. oplag 2001. København: Jurist- og Økonomfor-bundets forlag.

Clausewitz Carl von Clausewitz (1815), On War, oversat af Peter Paret og Michael Howard. Princeton: Princeton University Press, 1976.

Creveld Martin van Creveld (1991), The Transformation of War, New York: The Free Press.

FE Forsvarets Efterretningstjeneste (2008), Efterretningsmæssig Risikovurdering 2008.

FR I Feltreglement I (2008), HRN 010-001. Reglementet dækker troppeen-hedsniveauet og udgør den overordnede danske hærdoktrin for indsættel-se af hærstyrker på det taktiske niveau.

FR III Feltreglement III (2008), HRN 010-003. Reglementet dækker den danske hærs operative analysemodel, tilegnet det taktiske niveau.

Galula David Galula (1964), Counterinsurgency Warfare: Theory and Practice, Westport: Praeger Security International.

GOP Supreme Heaquarters Allied Power Europe (2005), Guidelines For Operational Planning. Procedurer og pligter i f.m. udførelse af opgaver givet til Supreme Allied Commander Europe (SACEUR).

Guevara Che Guevara (1961): Guerilla Warfare. Lincoln: university of Nebraska Press, 1985.

63

Hatch Mary Jo Hatch (1997), Organization Theory. 1. udgave 1997. New York:

Oxford University Press. Heurlin Bertel Heurlin (1995), The Wages of Peace. Disarmament in a Small In-

dustrialized Economy. Tidsskriftet Politica, Bind 27 (1995) 1.

Høpner et al James Høpner, Thorkild B. Jørgensen, Torben Andersen og Henrik B. Sø-rensen (2007), Modstillinger i organisations- og ledelsesteori. 1. udgave, 1. oplag 2007. Arhus: Academica 2007.

Illeris Knud Illeris (2006), Læring. 2. reviderede udgave, 2. oplag 2007. Roskilde: Roskilde Universitetsforlag.

Illeris et al Knud Illeris, Birgitte Simonsen og Annegrethe Ahrenkiel (1998), Udspil om læring og didaktik, 1. rapport fra Voksendidaktik-projektet. Erhvervs-og voksenuddannelsesgruppen, Roskilde Universitetscenter, 1998. Tilgænge-lig på Internettet: ruc.dk/upload/application/pdf/dcf265d3/skriveprocesser.pdf

Lawrence T. E. Lawrence (1922), Seven Pillars of Wisdom, The Complete 1922 Text. Fordingbridge: Castle Hill Press, 2003.

Lewin Kurt Lewin (1958), Group decisions and social change in Maccoby, New-comb and Hartly: Readings in social psychology, New York.

Lindblom Charles Lindblom (1959), The Science of Muddling Through. Public Administrativ Rewiew, vol. 19 (1959).

Luhmann Niklas Luhmann (2000), Sociale systemer – grundrids til en almen teori, København: Hans Reitzel.

Luttwak Edward Luttwak (2001), Strategy – The Logic of War and Peace. Revised and enlarged edition. London: Harvard University Press (Belknap Press).

Mao Maoist Documentation Project (2000); Mao Tse-tung Reference Archive (marxists.org) 2000. Tilgængelig på internetadressen: www.marxists.org/reference/archive/mao/works/1937/guerrilla-warfare/

Marighella Carlos Marighella (1969), Minimanual of the Urban Guerrilla. Marighella Internet Archive (marxists.org) 2002. Tilgængelig på internetadressen: marxists.org/archive/marighella-carlos/1969/06/minimanual-urban-guerrilla/

Martin Roger Martin (2007), The opposable mind. 1. udgave. Boston: Harvard Business School Publishing.

Mezirow Jack Mezirow (2000), Learning as Transformation: critical perspectives on a theory in progress. 1. udgave. San Francisco: Jossey-Bass.

Pedersen & Ringsmose

Major Kenneth Pedersen, Institut for Militære Operationer, Forsvarsaka-demiet & Jens Ringsmose, ph.d., Institut for Statskundskab, SDU (2008), Oprørskrigens anatomi. Militært Tidsskrift juli 2008.

64

Qvortrup Lars Qvortrup (2001), Det lærende samfund. 1. udgave, 2. oplag 2002. København: Gyldendal.

Stacey Ralph D. Stacey (2000), Strategic Management & Organisational Dynam-ics; the challenge of complexity. 3. udgave 2000. London: Pitman Publish-ing.

Stacey Ralph D. Stacey (2006), gæsteforlæsning under titlen kompleksitet og emergens i organisationer, ved Knowledge Lab den 9. marts 2006. Arran-gementet foregik på Syddansk Universitet i Odense. Tilgængelig på Inter-nettet: knowledgelab.dk/now/news/rs

Summers Harry G. Summers (1982), On Strategy: A Critical Analysis of the Vietnam War. Novato, CA: Presidio Press, 1982.

Sun Tzu Sun Tzu (2008), Krigskunsten; Den klassiske kinesiske lærebog i strategi og taktik. 1. udgave, 4. oplag 2008. Viborg: Specialtrykkeriet Viborg A/S.

Taber Robert Taber(1965), War of the Flea. The Classic Study of Guerrilla War-fare, Dulles: Potomac Books, Inc.

Truelsen Peter Dahl Thruelsen (2008), At bekæmpe Taliban – cheferfaringer fra hold 4 i Helmand. Atrikel i Militært Tidsskrift jul 2008.

Tse-tung Mao Tse-tung (2000), On Guerrilla Warfare, translated by Samuel B. Grif-fith II, Chicago: University of Illinois Press.

Tse-tung Mao Tse-tung (1937): Selected Works of Mao Tse-tung Vol. IX: On Guer-rilla Warfare. Tilgængeligt på internettet: marxists.org/reference/archive/mao/works/1937/guerrilla-warfare/

Weick Karl E. Weick (2001), Making Sense of the Organization. 2. udgave 2001. Massachuetts: Blackwell Publishers Ltd.

Weick & Quinn

Karl E. Weick og Robert E. Quinn (1999), Organizational Change and De-velopment, Annual Rewiew of Psycology, januar 2001. Tilgængelig på in-ternetadressen: java.cs.vt.edu/public/classes/communities/readings/Weick&Quinn-1999.pdf

Wright Lawrence Wright (2007), Al Qaida, vejen til 11. september. 1. udgave, 2. oplag. Slovenien: People’s Press, 2008.

Wæver et al. Ole Wæver, Barry Buzan og Jaap de Wilde (1998), Security – A New Framework for Analysis. Lynne Rienner Publishers, Boulder.