Toftlund Lokalhistoriske Forening Årsskrift 2011123userdocs.s3-website-eu-west-1.amazonaws.com/d/27/d1... · 3 Bestyrelserne for Toftlund Lokalhistoriske Forening og Toftlund Lokalhistoriske

1

Toftlund Lokalhistoriske Forening

Årsskrift 2011

årgang 5

Uden fortid - ingen fremtid

2

Indholdsfortegnelse

Indholdsfortegnelse side 2

Bestyrelsen side 3

Forord side 4

Vi kræver ligestilling side 5

Barndomserindringer fra besættelsen side 6-11

Frosch Hotel side 11

Fotografer i Toftlund side 12-16

Jordebøger side 17-19

Hvorfor skal vi lære om Rom? side 20-25

Stenderup Skole 1925 side 26

Bunkeren Elfride i Arrild Ferieby side 27-30

Fra Frederikke Elisabeth Hansens erindringer side 31-34

Anders Refslund af Løbækgård side 35

Hvad et festtelegram kan føre til side 36-37

Da guldgraverne kom til Enemark side 38-39

Årgang 1919 side 40-48

Jeg forstår godt fremmedarbejderne side 49-59

3

Bestyrelserne for Toftlund Lokalhistoriske

Forening og Toftlund Lokalhistoriske Arkiv

2011/2012

Fra venstre ses: Anne-Grethe Petersen, Lis Mikkelsen. Martin Madsen, Karin Frei, Heine

Popp (ny i bestyrelsen), Dan Obling, Carl Erik Christensen, Anders Thys-

sen, Gunnar Schmidt

4

Forord

Dette er det 5. årsskrift fra Toftlund Lokalhistoriske Forening. 2010 har

været et godt år på arkivet. Vi vil gerne takke for mange henvendelser fra

folk dels med arkivalier og dels med ideer og kommentarer. Vi har nu 335

medlemmer, hvoraf de 41 bor uden for sognet. Vi har i 2010 haft 1130 be-

søgende. Godt 4000 gæster har været inde på vores hjemmeside.

Arkivet er blevet renoveret i året, der er gået. Nyt gulv, nye gardiner, nye

lamper og maling overalt har gjort det gamle lokale næsten ukendeligt. Vi

glæder os over det nye, lyse rum, hver gang vi mødes på arkivet.

Året har budt på gode arrangementer, der for det enes vedkommende

sprængte alle rammer. Da vi havde ”Lærlingetræf” med Egon Fogh, Poul

Thaysen og Anne Grethe Petersen var der så mange tilhørere, at vi måtte

tage kroge, garderobe og arkivrum i brug. Også arrangementet med sø-

skendeparret Gejl trak fulde huse.

Billedbogen Toftlund Sogn i billeder 1900-1920 udkom i november. Det

var med megen spænding, vi afventede salget, og vi var glade, da det viste

sig, at bogen hurtigt blev solgt i det antal, der skulle til for at dække pro-

duktionsomkostningerne. Det var en stor glæde, da vi fik 25.000 fra Nor-

dea Fond til udgivelsen.

Vi er i gang med næste bog, der dækker årene 1920-1940, og vi har mange

billeder at vælge imellem. Husk, at vi gerne modtager billeder til de

næste bøger!

Den nyudgravede bunker i Arrild har fyldt meget i årets sidste måneder.

Her lykkedes det at afdække en stor, anderledes bunker, Elfriede, der nu

bliver besøgt af rigtig mange. Udgravningen er blevet omtalt udførligt i

dagspressen.

Det er dejligt at være et sted, hvor alting er gammelt, men hvor der hver

dag sker nye, spændende ting.

5

Vi kræver ligestilling!

Kurt Jørgensens far Jørgen Jørgensen var i mange år ansat som mekaniker

hos Peter Henriksen. Samtidig var han operatør i biografen. Kurt

Jørgensen bor nu i Rødekro og har mange billeder lagt ud på nettet fra

Toftlund i gamle dage. Han fortæller:

”I 1957 fik pigerne i vores klasse håndarbejde, og vi drenge var meget

misundelige på dem. Vi syntes, det så så sjovt ud, når de strikkede, og det

var der vel ingen ben i? Vi sagde til vores klasselærer Kirsten Wittrup, at

vi drenge også ville lære at strikke, og hun tog udfordringen op. Vi blev

udstyret med garn og pinde, og så kom der gang i strikkeriet! Men det var

sværere, end vi havde regnet med.”

Forrest fra venstre: Finn Stevnhoved, Hans Jørgen Berg, Kurt Jørgensen,

Niels Peter Larsen, Jan

Bageste række: Flemming Bitomsky, ukendt, Erik Møller, Peter

Riggelsen, Orla Knudsen

6

Barndomserindringer fra besættelsestiden

1940-45

Af Anne Dorthea Brandenborg f. Schmidt, boede i sin barndom på Gam-

mel Ørderupvej 12 i Ørderup.

Hvor tidlig kan man begynde at huske noget?

Mine første erindringer fra barndommen fal-

der sammen med Tysklands besættelse af

Danmark. Flere scenerier og hændelser står

ret klart i min bevidsthed.

Den 9. april blev vi om morgenen vækket af

tyske jagere, som fløj lavt hen over området.

Selv for en fem-årig var man klar over, at

noget alvorligt tog sin begyndelse. Det var

ellers en rigtig dejlig forårsmorgen, hvor luf-

ten simrede af dis og lærkerne sang over en nypløjet mark syd for gården,

et rigtigt grødevejr.

De tyske jagere kastede flyveblade ned, ”Opraap” hed de. Det var en med-

delelse om, at befolkningen skulle forholde sig i ro.

Jeg kan huske, der gik konkurrence i hvem af os børn, der kunne finde

flest.

De følgende dage og uger kom lange kolonner af soldater, tanks, kanoner

og hesteeskadroner op i landet. De næste par år skete der ikke så meget,

man accepterede besættelsestroppernes tilstedeværelse.

April måned 1943 skete noget tragisk i min familie. Min morfar blev klemt

mellem 2 kreaturer, som skulle lukkes på græs. Han fik nogle indre blød-

ninger og døde samme dag på Gram sygehus. Hans begravelse viste, at han

var meget afholdt på egnen, og at sønderjyderne benyttede enhver lejlig-

hed til at samles. Da begravelsesfølget var nået til landevejen Toftlund-

Ribe havde de sidste hestevogne ikke forladt Stenderup Gårde.

Den 29. august 1943 var familien samlet hos min mormor i anledning af,

at det var min afdøde morfars fødselsdag. Vi havde hørt i radioen, at der

ville være udgangsforbud fra kl. 20. Vi valgte dog at overhøre det. Vi kun-

ne køre over Stenderup og så håbe på ikke at blive set, men ak, før vi nåe-

de landevejen Toftlund–Ribe, blev vi opdaget. Far drejede hest og

7

jumbe ind i en nærliggende grusgrav i håb om, at ingen havde set os. I lø-

bet af få øjeblikke holdt en militærpatrulje tæt på os. To mand sprang ud

og lagde geværer på bagsmækken af jumben, tog ladegreb, råbte op og

ville se vores passerseddel. Mor og far kunne tysk, så de fik forklaret

grunden til vores nattekørsel. Vi fik så lov til at køre igen med en midlerti-

dig passerseddel, som vi kunne fremvise, hvis vi mødte andre vagtposter

på hjemturen. Bange var vi også, især os børn. Hesten, som hed Stella, var

kendt for sit ivrige temperament og på vej hjem til stalden, var den meget

utilfreds med at blive holdt an på den måde.

En aften, det har

været tidligt på for-

året 45, medens vi

sad og spiste til af-

ten, kom vores læ-

rer Svend Jepsen

ind på gårdspladsen

sammen med en

”fremmed” mand,

som gav sig ud for

at være heste-

handler. Der blev

også fremvist en

hest, mest for at aflede en medhjælper og os børn om deres egentlige ærin-

de. Det var for at planlægge modtagelsen af ammunition fra en illegal

modstandsgruppe i Toftlund. Vi havde en muret vandbeholder, som ikke

var i brug mere, lige velegnet til opbevaring af våben og sprængstof. Den

dag ammunitionen skulle komme, blev vi børn sendt op til fru Jepsen, hvor

vi fik de fineste pandekager med syltetøj. Hvad der så skete derhjemme, er

noget, jeg har fået fortalt efter krigen. Ammunitionen ankom på ladet af en

gammel lastbil og var i smørdritler for ikke at vække for megen opmærk-

somhed.

Efter nogen tid skulle vi have tyske soldater indkvarteret. Så måtte ammu-

nitionen hurtigt flyttes. Det blev så gravet ned på kartoffelmelsfabrikkens

område syd for Toftlund. Da det så senere skulle graves op og i brug til sa-

botage, var der nogen, som havde angivet modstandsgruppen. Flere blev

taget til fange, og andre flygtede ved at springe i slambassinerne.

8

En af de flygtende kom hjem til os, hvor han skjulte sig på høloftet. I da-

gens løb, hvor en motorcykel kom ind på gårdspladsen, troede han, at han

sidste time var nær, men det var kun dyrlægen, som kom for at tilse et sygt

dyr. En person, som var oppe på loftet for at smide hø ned på fodergangen,

var også ved at ramme ham med en fork.

Først om aftenen vovede han sig ned i

hestestalden og stod i et hjørne, da jeg

skulle hente en bold (fjedre med stof

om da det var vanskeligt at få gummi-

bolde). Han havde for mig et usselt

udseende (efter en tur i slambassinet).

Han spurgte efter min far eller mor.

Jeg husker, at min mor efter megen

diskussion, gik derud. (De havde sikkert hørt om den klapjagt, der havde

været på modstandsgruppen den foregående nat). Flere var blevet taget til

fange og forhørt. Mine forældre kendte ham, Lillelund hed han. Han kom

ind, blev vasket, lånte noget rent tøj og fik noget at spise. Derefter blev vi

børn sendt i seng. Jeg kan ikke huske, om det var første eller anden nat ef-

ter, vi fik besøg af tyske soldater, som finkæmmede området, udhuse og

lignende for at finde de undvegne modstandsfolk. Ud på natten blev vi

vækket. Min broder og jeg sov i et værelse, som vendte ud til gårdsplad-

sen. Jeg vågnede ved støj fra soldater, som tog i døren, lyste ind af spræk-

ker ved mørklægningsgardinet, lettede låget på mælkejungerne, vist for at

få lidt fløde. Jeg kom ud af sengen, fik vækket min broder, som sagde, vi

skulle mave os langs gulvet ind til vores forældre, som beroligede os og

sagde, de også havde hørt soldater gå rundt derude. Vi skulle bare lægge

os til at sove igen. De må have haft det forfærdeligt, de vidste jo, at de hu-

sede en modstandsmand, som soldaterne søgte efter. Han sad oppe på gæ-

ste værelset med skarpladt pistol parat til at springe ned, hvis nogen kom

ind, heldigvis skete det ikke. Næste dag lånte han en cykel for at køre vide-

re til et andet opholdssted.

Den ny Ørderup skole blev indviet 1940 og var i 2 perioder under krigen

indkvarteringssted for tyske soldater. Vi måtte ud i private hjem for at få

undervisning, henholdsvis hos Sønderbys og på Løbækgård, hvor husets

Såning med Smut og Inge

9

store spisestue blev stillet til rådighed. Jeg er ikke sikker på, om vi den sid-

ste tid før 4. maj 1945 gik i skole, da lærer Jepsen var gået under jorden på

grund af sit arbejde i modstandsbevægelsen. Der gik også lang tid, inden vi

kunne vende tilbage til skolen, der skulle renoveres. De ellers så fine par-

ketgulve var tydeligt mærket af soldaternes sømbeslåede støvler.

I et læbælte omkring skolen var der gravet antiluftskyts ned som led i et

større forsvarsværk. Lige nord for Toftlund var der gravet pansergrav med

pigtrådsspærringer og skyttegrave. Jeg mener at have hørt, at man kun

manglede at sikre vejene, for at det var færdigt tværs over Jylland. Nogle

frivillige arbejdede for tyskerne med hestevogne. Jeg tror også, krigsfanger

blev sat til at grave med håndkraft. De blev bespist fra store transportable

feltkøkkener, hvor der blev kogt hvidkålssuppe. Det duftede på lang af-

stand.

Ane Schmidt, Anne Dorthea, Markus, Christen Schmidt. Forrest Astrid.

Den 4. maj 1945 var fra morgenstunden meget kaotisk. Først kom en de-

ling soldater medbringende kanoner og læssede ammunition af i vores la-

de. Det var vi meget kede af, min far snakkede med de 2 soldater, vi i for-

vejen havde indkvarteret med et spand heste, om de ikke kunne påvirke de

nyankomne til at køre et andet sted hen. De læssede så den tunge ammuni-

tion igen og kørte. Det var helt tydeligt, at forvirringen var total i mangel

på ordre.

Om aftenen var vi som sædvanlig samlet om radioen for at høre nyheder

fra BBC. Da frihedsbudskabet kom, var alle meget glade, ikke mindst den

10

ene tyske soldat, som var inde. Han græd af glæde, for nu skulle han hjem

til sin familie i Sydtyskland. Den anden soldat var forsvundet i dagens løb.

Min mormor, som var flyttet fra gården i Stenderup og havde lejet hus i

Vestergade i Toftlund, ringede og sagde, at nu manglede hun den flag-

stang, som min far havde lovet hende. Det var meget vigtigt for hende at få

Dannebrog hejst d. 5. maj, og det fik hun.

Kort tid efter kom en enhed af Montgomerys befrielsesstyrker til Toftlund.

Vi børn var oppe for at hilse dem velkommen. Vi ville gerne op at sidde i

deres køretøjer, og de havde chokolade med til os. Det havde været en

sjældenhed under besættelsen.

Ellers husker jeg især de tyske soldaters

vandring sydpå mod grænsen, hvor de

kom i grupper trækkende med barne-

vogne, trækvogne og hvad de ellers

kunne skaffe sig, nogle med store op-

pakninger. Trætte og mismodige så de

ud. Kolding-Tønder vejen gik 100 m fra

mit hjem. På en skråning Anne Dorthea Schmidt med heste

langs med vejen sad vi børn ofte og råbte ikke alt for pæne ting efter dem.

På en mark nord for kirken var der opsamlingsplads for konfiskeret krigs-

materiel, stålhjelme, gasmasker, geværer og meget andet.

I løbet af sommeren skulle vi med skolen cykle til Strandelhjørn for at hil-

se på Kong Christian d. 10. Det var ikke uden problemer, da det under kri-

gen havde været forbeholdt de voksne at cykle, så havde vi børn ikke rigtig

fået det lært. Jeg havde fået en cykel af min kusine, men min broder måtte

køre på en voksencykel med en sæk bundet om stangen som sadel.

Turen blev gennemført, men det blev til flere morsomme episoder under-

vejs.

Sammenholdet i vores lille landsby var stort under og lige efter krigen. Der

var mange piger og karle på gårdene. Skolen fungerede som samlings-

punkt for en ungdoms- og foredragsforening, hvor der i mange år blev

spillet dilettant og holdt foredrag og sunget.

Husholdningsforeningen bidrog med kurser i syning af tøj, både nyt og

omsyning af gammelt tøj. Typisk kom en omrejsende syerske med til-

skærerkursus og boede som regel på en gård.

11

Så samledes husmødrene på skift hos hinanden i en 14 dages tid. Nu blev

der syet og prøvet, og resultatet var ofte enestående, efter hvad der var at

gøre med. Ligeledes var opfindsomheden inden for madlavning og sylt-

ning også stor. På landet var man selvforsynende med mange ting, og alt

blev brugt. Jeg kan huske, vi lavede kartoffelmel, hvedemel og smør.

Far havde tobaksplanter i haven til fremstilling af tobak. Der havde været

rationering på mange ting under krigen, og det sluttede først i begyndelsen

af 1950’erne.

Anne Dorthea Brandenborg bor nu i Jordrup

____________________________________________________________

I 1913 blev der udgivet en ”Rejsehåndbog for Cykelriddere”.

Heri annoncerer Frosch Hotel

12

Fotografer i Toftlund

I Vestergade 16 bor fr. Lorenz i det hus, som omkring århundredskiftet

blev købt af hendes morfar, Peter C. N. Christensen, og siden har været i

familiens eje.

Fr. Lorenz fortæller, at huset i

1907 blev udvidet med veran-

daen mod øst, ligesom det sto-

re uopvarmede atelier med det

store vinduesareal ud mod gaden mod nord samt glastaget blev bygget

samtidig, idet Peter Christensen var startet som fotograf ved husets overta-

gelse, og nu manglede et velegnet lokale til portrætbilleder.

Hustruen, Louise, sendte han til Flensborg, hvor hun i 1½ år var i lære hos-

fotograf Schultz på Hafendam.

Efter hjemkomsten var det Peter

Christensen, der fotograferede, men

Louise hjalp somme tider med op-

stillingen, ligesom det var hende, der

lavede retoucheringerne. Hun prik-

kede, som hun sagde, på glasplader-

ne.

Fotograferingen i atelieret var jo

dengang noget med et stort apparat med et sort klæde over fotografen, så

han undgik lyset på pladen, ligesom der i atelieret var et par forskellige

tæpper, fx et smukt landskab eller en stue, som baggrunde at vælge imel-

lem.

For at forsørge børneflokken på 6, der efterhånden kom til, havde Peter

Christensen mange gøremål, hvilket gav et fornuftigt eksistensgrundlag

gennem skiftende tider. Han beskæftigede sig med hushandel, tobaks- og

cykelhandel, ligesom han som trompetist spillede sammen med 2 fætre fra

Christensen-slægten. Fr. Lorenz husker fra sin barndom, at musikerne kør-

te i en gig, forspændt en hest, når de skulle omkring på egnen.

Portrætbilleder har oftest fotografens navn og

bosted anført.

Atelieret, Vestergade 16. Effekterne på billedet opbeva-

res i dag på Lokalhistorisk Arkiv

13

Peter Chritsensens mange gøremål be-

virkede, at fotografdelen i perioder va-

retoges af andre. I årene omkring 1918

af G. Jäger, der boede i den vestlige

stue. Senere, Fr. Lorenz mener sidst i

20’erne, kom der en der hed Grønlund,

som havde sin lille søn med.

Fr. Lorenz har i sin barndom hjulpet sin

morfar med fremkaldelser. Hun mener,

at han ophørte med at fotografere om-

kring slutningen af 2. Verdenskrig. Han

døde i 1955, 81 år gammel. Louise dø-

de i starten af 1960’erne. Efterfølgende blev de mange negativer, som var

delt i 2 grupper: personer og andet, desværre bortskaffet.

Annonce i Folkebladet 1935??

Peter Chr. N. Christensen (til venstre) med familie, fotograferet af G. Jäger

14

Peter C. N. Christensen er uden tvivl den fotograf, der har haft det længste

virke her i byen, hvor der gennem årene har været mange fotografer med

atelier. Først kendt er Jes Clausen Jacobsen ca. 1881-1884, der senere

flyttede sin virksomhed til Odder og Tranebjerg.

Den næste hed Christian Matzen Lund. Han var den første ejer af Ve-

stergade 16, som han havde ladet op-

føre i 1895/96, og som i 1899/1900

blev afhændet til kollegaen Peter C. N. Christensen.

L. C. Lyck virkede ligesom Lund i

årene op mod århundredskiftet.

Sideløbende med Peter Chr. N. Christensen var der for kortere perioder

også andre fotografer i byen.

Fra 1896/97 og frem

til 1904 ejede Jürgen

Bernhard Ibsen Søndergade 23, hvor der udover fotografvirksomhed og-

så var boghandel.

Laura From, Vestergade, fotografe-

rede også i omtrent samme årrække.

I årene derefter havde A. Michelsen sit

atelier i byen. Man ved, at han ligeledes

havde sit virke i Løgumkloster.

Efter genforeningen havde

Karl Rudolph denne an-

nonce i Sprogforeningens

Almanak 1923

15

Laurids Callesens an-

nonce i sprogforeningens

Almanak 1924

Th. Arens’ annonce i Toftlund og Omegns Folkeblad 19-12-1924

N. Gottfriedsen, annonce i Folkebla-

det 22-1 1926

Thiesen i Folkebladet

19-9-1941

Den 14-8-1953 søger en fotografmester som han kalder sig, Kaj Ludolph

fra Haderslev, et velegnet lokale her i byen via Folkebladet. Det har han

åbenbart ikke fundet, for senere hører man ikke mere til ham.

I 1950’erner annoncerer Eilif Johansens boghandel med store annoncer om

salg af fotoapparater og tilbehør, som nu i disse år bliver anskaffet i mange

familier.

16

Clemmensens annonce i Folkebladet

1955. Senere samme år ses en an-

nonce med lukket pga. sygdom. Se-

nere søger hun anden lokalitet, men

der ses ikke nogen annoncering.

I de næstfølgende år er der ingen professionelle fotografer i byen, hvorfor

flere udenbys reklamerer i Folkebladet, især Arling fra Gram og Gabs fra

Tønder. Sidstnævnte rejste rundt og fotograferede i hjemmet.

Julius Christiansen startede sin forretning

i Herrestedgade 2 i 1959.

Han var ikke uddannet fotograf, men gjor-

de sin hobby til levevej. Da han kom til by-

en fra Gråsten, var der ingen fotograf i by-

en.

I 1970 købtes Vestergade 1, hvorfra han og

hustruen Mæry frem til 1987 havde forret-

ning og atelier.

Her ses byens sidste ”fotografpar” Ellen og Jørn Matthiasen ved reception

for overtagelsen af Fotohuset

den 23-05-1987. Til højre Mæ-

ry og Julius Christiansen, som

fik deres virke i byen i godt 27

år.

Jørn Matthiasen blev den sid-

ste professionelle fotograf med

atelier i byen, idet bygningen i

1992 blev solgt og anvendt til

andet formål.

CEC

17

Jordebøger

I marts 2010 fik Arkivet indleveret en jordebog vedrørende udskiftningen

af jordfællesskabet i Stenderup, som skete i 1770’erne. Bogen er original

med underskrifter og segl fra datidens topembedsmænd og læsbar, såfremt

man er hjemme i den gotiske håndskrift.

Bogen fik vi fra Lokalhistorisk forening i Agerskov, der havde ”arvet” den

efter lokalhistorikeren H. P. Jensen. Det er sandsynligvis ham, måske på

Sparekassens vegne, der har ladet bogen flot indbinde og forsyne med

guldtryk på ryggen.

Da vi desværre ikke har mulighed

for korrekt og brandsikker opbeva-

ring på Lokalhistorisk arkiv, er bo-

gen afleveret til Landsarkivet i Aa-

benraa, således at den er sikret for

fremtiden.

For øvrigt har H. P. Jensen for år

tilbage forgæves efterlyst de ud-

stykningskort, der ville muliggøre

en fuldstændig rekonstruktion af de

gårdudflytninger, der skete her ved

landsbyfællesskabets ophævelse.

For Ørderup har vi på Arkivet en

afskrift af jordebogen, der bærer

titlen ”Syns og Separations Acter

over Aggerland og Fælled i Ørde-

rup 1772”.

Det er Georg Helge Petersen

lærersønnen fra Stenderup, der i

1940’erne udgav bogen om Toft-

lund Sogn, der har lavet afskriften,

og således giver os, der ikke beher-

sker gotisk hånd skrift, mulighed

for at læse med.

18

I et følgebrev skriver han. ”Kære Povl! Bliver ej forbavset! For hermed

tilsendes dig en liden lokalhistorisk Genstand. – Da jeg ikke selv har haft

megen tid til at besøge dig, sender jeg dig nu en nøjagtig Afskrift af den

”Ørderupske Jordebog”, som altid har haft megen Interesse for indfødte.

Selve Jordebogen har jeg engang faaet af Jens Bjorholm, og jeg skriver

den saa af, men da han var død, sendte jeg den til Arkivet i Aabenraa. –

Nu faar du altsaa den renskrevne, mens jeg selv har kladden til den. Saa

har du lidt at studere i i de ledige Stunder. Sproget og Stavningen er origi-

nalt nok. Maaske et enkelt Sted har jeg rettet eller sat et Tegn, men ellers

er der intet forandret….”.

Brevet er underskrevet ”De venligste Hilsner fra din Ven Helge”, og sendt

til Povl Rossen, Ørderup.

Selv om læsbarheden er til stede, gør det danske sprogs store forandring

gennem de mellemliggende godt 200 år, samt især det manglende kortbi-

lag, det svært at stedfæste de konkrete ændringer og udflytninger.

Som en ”smagsprøve” på datidens sprog bringes her en ”protestskrivelse” i

mod det foreslåede i sin fulde ordlyd: ”Hoy og Velædle Herr Huusfoged!

Da jeg nødes at foredrage og give Nødtørft tilkiende til vores gunstige Øv-

righed, da jeg for det første er bleven fornærmet ved Peder Pedersens

Tørvegrøft til hans halve Otting, som han vel skulle grave paa mit Fæled,

men behøver dog ikke at ruinere mig og mit græsseret dermed, thi han

graver nok saamange Tørv til hans halve Otting, som jeg til min halve

gaard, og da jeg ikke haver den ringeste Vedderlag derfor i nogen Maade,

saa maa I og forstaa, at jeg dermed er fornærmet; thi hans Gaard Bro-

der(?), nemli Fru Maria Nis Datter haver vel nok saameget Tørvejord til

hendes halve Otting, som jeg til min halve Gaard, og i Fald at jeg end

skulle beholde ham, som jeg dog ey i største Forhaabning formoder at han

da maatte indskrænkes, hvorvidt at han grave, thi inden en kort Tid saa

haver hverken jeg heller han noget at grave paa, og da min Begiering er,

at Hans Olafsen og maatte blive indicteret, som er Mooserne best bekient,

formodes af vores gunstige Øvrighed en naadig erindring og Resolution.

Ydmygste Forestilling af Paul Lauritzen paa Lybekgaard.” Og nederst på

siden er anført ”angaaende Peder Pedersens Tørvegrøfte paa min Mark og

fordervelse p:ut intus”.

Der er ingen afsenderdato på ovennævnte klage, men den 12. juni 1779

skriver modtageren af brevet, ride- og husfoged Christian Outzen i Roost

til de udnævnte 3 sandemænd, til landmåleren Peter Nissen samt til Peder

19

Pedersen Smed i Ørderup, om 2 dage senere at møde ved tørvemosen for

at tildele Peder Pedersen ”den Andel af Moose Jord, som hannem efter

Maal og Taxt deraf kan tilkomme”.

De 2 sider, som beskriver sagen, slutter med, at den oprindelige afgørelse

står ved magt.

På den sidste af de 97 sider som afskriften fylder, er ”Dieser Ørderupper

Feld Separations Acte hirdurch von mir p.t. Amtmann auctorisirt…. af

Klingenberg på ”Hadersleber Amtshaus” den 15. august 1781. I dette på

tysk forfattede slutdokument bliver der opfordret til, at lodsejerne laver

jord- eller stendiger, graver grøfter eller planter levende hegn i de nye skel,

ligesom fremtidige uoverensstemmelser henvises til Bygranden.

Det var en enorm omvæltning, der skete på landet her i sidste halvdel af

1700-tallet. Jorden havde indtil da været drevet i fællesskab med den en-

kelte gårds andel spredt på et stort antal agre, der ofte lå langt fra hinanden

og gården. Og gårdene lå tæt sammenbyggede i landsbyen med stor risiko

for omfattende brand.

Nu var hensigten, at hver ejendom så vidt muligt kom til at ligge på sin

egen mark med jorden samlet omkring ejendommen. I praksis lod det sig

ikke altid gøre, men mange blev udflyttet med nedrivning af bygninger og

kostbar nyopførelser til følge. Det var sjældent, at alle jorder kunne fuld-

stændig samles, idet eng, hede, mose og skov nødvendigvis også måtte

fordeles efter hidtidig brug.

CEC

Toftlund Lokalhistoriske Arkiv Søndergade56

Åbningstider: hver mandag 14,30-17,30

eller efter aftale tlf. 20259513

(lukket i juli måned)

e-mail: [email protected]

hjemmeside: www.toftlund-lha.dk

arkivdatabasen: www.arkivdatabasen.dk/toftlund

20

”Hvorfor skal vi lære noget om Rom? Vi bor jo i Stenderup!”

Minder på arkivet

Onsdag den 17. november 2010 mødtes

Johanne Juul f. 18/9 1923 gik i skole i Stenderup 1930-37

Anders Thyssen f. 1/8 1926 gik i skole i Stenderup 1933-36

Ingeborg Asmussen f. 28/8 1932 gik i skole i Stenderup 1939-46

Anne Brandt f. 25/9 1933 gik i skole i Stenderup 1940-47

på Toftlund Lokalhistoriske Arkiv for at fortælle om deres barndom i

Stenderup og især om deres skolegang på Stenderup Skole og deres møde

med lærer Petersen.

Fra venstre ses: Ingeborg Asmussen, Anders

Thyssen, Anne-Grethe Petersen, Johanne Juul,

Carl Erik Christensen, Anne Brandt

Lærer Petersen som 50-årig

Anders Thyssen: Når jeg tænker på Stenderup, da jeg var barn, har det

hele forandret sig så meget, at jeg næsten ikke kan forstå det. Hver af de

større gårde var en slags samfund for sig selv. Der var karle og piger og

mere eller mindre løst ansatte folk. De boede på gården, de spiste på går-

den, og de opholdt sig på gården i deres fritid. På Gravlund havde vi en

gift fodermester, der boede på en lille ejendom i nærheden. Ejendommen

var før 1920 købt til Gravlund af den tyske stat. Det var solide folk. En fa-

milie havde vi i 9 år. En anden i 8½ år.

21

Når der skulle høstes, tog det mange dage, og der var mange processer

man skulle igennem, før høsten var slut. I dag kører de bare med meje-

tærskeren, og den sluger 30 ha i løbet af en dag.

Landet bliver affolket. I min tid er der sket en stor udstykning, og der blev

oprettet 13 husmandsbrug her i området.

Der blev oprettet 3 i Lindholm, 3 på Enemark, 3 i Ørderup og 4 i engene.

Dengang de blev oprettet, kunne de hver især brødføde en familie. I dag er

de alle nedlagt som selvstændige brug. Det er udviklingen, enten vi kan

lide det eller ej, men det betyder, at landet bliver affolket.

Stenderup havde mange forskellige tyske lærere fra 1914-18. De fleste

mandlige lærere var i krig, så der var stor udskiftning i lærerkorpset. I

1920 kom de såkaldte Genforeningslærere til landsdelen. Blandt dem var

lærer Petersen, der kom til at virke i Stenderup 1920-1947.

Da lærer Petersen kom til Stenderup, var det på baggrund af en tragisk

ulykke. Han havde været lærer på Avernakø i det sydfynske øhav. Her

kom hans kone Inger Marie fra. I 1918 druknede deres 2-årige datter Meta

i et vandhul, og hans kone bebrejdede sig selv ulykken. Hun blev psykisk

syg efter hændelsen. Hun tilgav aldrig sig selv, at hun ikke havde passet

bedre på barnet, og hun blev menneskesky efter tragedien. Da familien

flyttede til Stenderup, måtte Petersen låse døren til privatboligen, når han

gik i skole. Hans kone var bange for, at nogen skulle trænge ind i huset og

straffe hende, fordi hun ikke havde passet på barnet.

Det har været en svær tilværelse for en enelærer i et lille samfund, så lærer

Petersen omgikkes ikke folk i byen, som det ellers havde været skik. Han

havde sine interesser, som han brugte tiden på. Og så havde han de tre be-

gavede børn: Olga (f. 1917), Georg Helge (f. 1919) og Agnes (kaldet Tutte

f. 1922), som han måtte tage sig af. Lærer Petersen var havemand om en

hals. Han dyrkede skolejorden, der lå der, hvor Eskild Hansens hus nu lig-

ger. Her havde han æble- og pæretræer og en skøn blomsterhave. Indtil for

nylig har nogle af træerne stadig givet frugt.

Der var en lille pavillon i haven og et lille bassin. Endvidere var der et

hønsehus og et drivhus. Der var også et hønsehus ved lærerboligen, og han

holdt bier. Der var således nok at tage sig til, når han samtidig skulle sørge

for børnene og alle de andre ting, en lærer på landet måtte tage sig af.

Johanne Juul var bedsteveninde med den yngste datter Agnes kaldet Tutte.

Hun kom hver eneste dag i lærerboligen.

Johanne Juul: Lærer Petersen begyndte med at spørge mig, om jeg havde

læst lektier. Jeg svarede altid ja. Så hørte han mig i bibelhistorien eller i

salmeverset, og så klappede han bogen sammen og sagde: ”Flot Jo-

22

hanne.” Hvis det var om efteråret, havde jeg mit strikketøj eller sytøj lig-

gende hos lærer Petersen. Så lavede Tutte og jeg julegaver. Og til sidst

spillede vi 66 med lærer Petersen. Det var hyggeligt og sjovt. På slaget 21

holdt vi op med at spille, og jeg skulle hjem. Om vinteren endte det gerne

med, at lærer Petersen og Tutte fulgte mig hjem.

Ingeborg Asmussen: Jeg var meget glad for at gå i skole, og lærer Peter-

sen havde nogle grundlæggende menneskelige egenskaber, som jeg satte

og sætter stor pris på. Han lærte os at tage hensyn til hinanden og at have

glæde ved naturen. Når vi skulle hjem fra skole, sagde han fx med et citat

fra historien om Jakob i Bibelen: ”Kives ikke på rejsen, børn! ”Jeg synes,

det var en smuk leveregel. Sådan havde han mange.

Anne Brandt: Lærer Petersen var vores nærmeste nabo, og jeg var rigtig

glad for ham. Det var typisk lærer Petersen, at børnene hver lørdag skulle

have en vild buket med i skole. Så blev alle blomsterne lagt på katederet,

og det hele blev artsbestemt. Det lærte mig planternes navne, og det er no-

get, jeg aldrig har glemt. Jeg har haft fornøjelse af det hele livet!

23

Ingeborg Asmussen: Jeg tror måske, piger-

ne var mere begejstrede for øvelsen end

drengene, men lærer Petersen videregav på

den måde sin egen glæde ved naturen og alt

det, der gror. Kan I forresten huske, at lærer

Petersen havde bil. En gammel Ford, der

kunne fragte en masse børn. Ja, det var al-

drig gået i dag, men dengang kunne bilen fyl-

des med børn, og det var helt fint. Jeg husker,

at Chr. X og dronning Alexandrine kom på

besøg i Christiansfeld, og da blev der stoppet

alle de unger ind i bilen, der kunne være der,

og så kørte vi til Christiansfeld. Det var en

meget stor oplevelse.

Johanne Juul: Jeg havde håndgerning med flere forskellige lærerinder.

En af dem, Elsebeth Jensen, var gift med nazisten Carsten Jensen. Hende

brød jeg mig ikke om!

Anne Brandt: Det var jo før, spanskrøret blev afskaffet, så Petersen hav-

de spanskrøret klar, hvis det skulle blive nødvendigt. Det var det nu sjæl-

dent, og jeg har aldrig fået klø af ham, men der var andre, der fik det. Jeg

kan huske, vi smurte spanskrøret i løg. Så blev det sprødt og gik i stykker.

Johanne Juhl: Jeg havde en kusine, der var 9 år ældre end jeg. Hun var i

huset hos lærer Petersen, og jeg kan lige så tydeligt huske, at hun sagde:

”Jeg siger det bare til lærer Petersen – og så kommer han efter jer!”

Min mor vaskede hos læreren. En dag kom han ned til os og sagde:

”Jeg skulle hilse fra min kone og spørge, om Johanne må komme ned at

lege med Tutte?” Det måtte jeg gerne, og fra den dag kom jeg daglig i læ-

rer Petersens hjem og Tutte og jeg legede sammen. Vi kunne slet ikke und-

være hinanden. Senere da Tutte gik i skole i Ribe og boede der, kom hun

hjem om lørdagen. Jeg cyklede hende i møde, og vi mødte gerne hinanden

i Spandet. Her fik vi lidt saftevand, og så cyklede vi sammen hjem. Vi

snakkede hele vejen. Når hun skulle tilbage til Ribe om søndagen, gentog

det samme sig i modsat rækkefølge. Vi havde et dejligt venskab.

Ingeborg Asmussen: Der var nogle af eleverne, der havde en rigtig lang

skolevej. Jeg kan huske lille Mads, der havde langt at cykle. Lærer Peter-

sen sagde til ham:

”Du har en lang skolevej lille Mads!”

24

”Ja,” sagde han og tørrede næsen i ærmet ”Og det værste er, at jeg har

lige så langt hjem igen!”

Anders Thyssen: Mine følelser for lærer Petersen var knap så varme. Jeg

gik kun i Stenderup Skole fra 1. april 1933 til 3. oktober 1936. Min lille-

bror Jens (1929-1998) kom i skole1. april 1936. Det var jo sådan, at bør-

nene hjalp hinanden i Stenderup Skole, så 4 små piger fra Jens' klasse blev

sat til at rette hans regnestykker. Alle stykkerne var rigtige. Da jeg kom

hjem, kiggede min mor regnestykkerne igennem, og det viste sig, at det he-

le var forkert. Mor skrev til lærer Petersen, at han skulle tjekke pigerne,

men lærer Petersen gjorde nar af hende. Og så blev far gal. Hvis lærer Pe-

tersen havde undskyldt havde det været helt i orden, men nu valgte han at

gøre nar af mor. Det ville Peter Thyssen ikke finde sig i! Han tog mig ud af

skolen dagen efter, og jeg kom i Toftlund Skole i stedet. Jens gjorde skole-

året færdigt på Stenderup Skole. Han var for lille til at cykle til Toftlund.

Men jeg skiftede altså skole Om sommeren cyklede vi, men i dårligt vejr

kørte vi med det lille tog. Vi var kede af det, da banen blev nedlagt i 1939.

Anne Brandt: Der var også noget med, at der var forældre, der ønskede

at komme af med lærer Petersen og samlede underskrifter ind. Det blev

han meget ked af, men det hele løb ud i sandet.

Ingeborg Asmussen: Ja, det blev heldigvis ikke til noget.

Anne Brandt: Dagene forløb omtrent ens hele året. Vi begyndte med

morgensang og bad Fadervor. Så havde vi bibelhistorie og salmevers. Jeg

har mange gange glædet mig over, at jeg kunne alle de salmevers udenad.

Vi lærte katekismus og regning. Jeg er godt tilfreds med min skolegang.

Ingeborg Asmussen: Det er jeg også. Jeg har altid følt, at jeg lærte det

vigtigste ved lærer Petersen

Anne Brandt: Der var nogle, der aldrig lærte at læse. Og det var selvføl-

gelig ikke så godt. Der var ingen foranstaltninger dengang, hvis man

trængte til ekstra hjælp.

Anders Thyssen: Det var ikke anderledes i Toftlund Skole. Der blev de

svageste også sat bagest i klassen og skulle sidde stille. I Stenderup hjalp

de store de små. Somme tider hjalp de måske lidt for meget.

Ingeborg Asmussen: Nogle gange legede vi i sandegraven i frikvarterer-

ne, og lærer Petersen var ikke begejstret, hvis vi ikke kunne høre, at fri-

kvarteret var forbi. Så blev han gal.

Anne Brandt: Det skete også, vi havde fritime. ”Må vi så ikke danse?”

spurgte vi.

Lærer Petersen sagde: ”Nej så hænger I bare i gardinerne og svinger i

lamperne.”

25

Men vi blev ved med at plage, og somme tider fik vi lov. Så spillede Peter

Jepsen, og vi dansede, og det var bare så dejligt.

Ingeborg Asmussen: Jeg kan huske, vi drillede læreren ved at putte noget

i hans lomme. Lærer Petersen var af den gamle skole. Jeg kan se ham for

mig, når han stod og prøvede at få ild i kakkelovnen med de fugtige tørv,

han fyrede med. Der var mange ting, jeg syntes, var svært i skolen. Jeg kan

huske, at jeg ikke kunne finde ud af, hvilken vej floderne løb.

Anne Brandt: Ja, og jeg kan huske, vi skulle lære om Italien. Lærer Pe-

tersen fortalte om Rom, og jeg sagde: ”Hvad skal vi dog med alt det? Vi

bor jo i Stenderup! ”Det sidste år var lærer Petersen syg. Han sad tit med

hovedet på armene og havde det rigtig dårligt.

Johanne Juul: Jeg husker lige så tydeligt den dag, lærer Petersen døde.

Ingeborg Asmussen: Det var i 1947 – jeg husker det også.

Johanne Juul: Det var den dag, jeg begyndte at handle med is, og jeg

ventede på, at isen skulle komme. Derfor kom jeg først til begravelse lidt

for sent.

Ingeborg Asmussen: Det var den 27. maj, og vi skulle på lejrskole i Kø-

benhavn dagen efter. Det var lige ved at blive aflyst, men Termansens tog

med, så vi fik vores tur, selv om lærer Petersen var død.

Anne Brandt: Vi skulle bo på fregatten Jylland. Jeg kan huske, at der lug-

tede ganske frygteligt. De lukkede en luge op og pressede os ned i skibet,

og jeg syntes, det var så uhyggeligt. Inden vi tog af sted, havde Oluf Lud-

vigsen fået slips på. Det var rødt, og en af de voksne sagde: ”Mon de vil

have et rødt slips i København?” Nu blev Oluf betænkelig, og han ville af

med slipset. Jeg havde fået en fin ny natkjole med broderet smocksyning

foran. Den havde mor syet. Der var nu ellers ikke så fint på fregatten Jyl-

land, men vi glædede os sådan og gjorde os megen umage.

Anne Brandt: Vi kom af sted på lejrskole, men jeg glemmer aldrig selve

begravelsen.

Ingeborg Asmussen: Vi var 4 piger, der var i vores konfirmationskjoler.

Vi strøede hvid tjørn på vejen foran kisten fra Vestermøllen til kirken.

Anne Brandt: Det var et langt stykke at gå. Jeg havde ingen hvide sko, så

jeg havde lånt et par, og jeg kunne næsten ikke holde ud at gå i skoene.

Det var en meget bevægende begravelse.

Ingeborg Asmussen: Jeg var glad for at gå i skole, og jeg syntes, jeg lær-

te meget, men det kan man jo aldrig selv vurdere.

Johanne Juul: Helge var nogle år ældre end os, så han nedlod sig ikke til

at snakke med os, men han var meget begavet, som alle lærer Petersens

børn var det. Det var ham, der skrev bogen om Toftlund Sogn.

26

Stenderup Skole 1925

Bagest: Detlev Lau, Karl Christensen, Villy Markussen, Marius Bal-

derslev, Karl Clausen, Christian Holdt, Peter Lindholdt, Jakob Matzen, læ-

rer Petersen

2. række bagfra: Kirstines Petersen, Frida Bocksch, Kirstine Christensen,

Petra Holdt, Maria Boch, Marie Schmidt, Andrea Petersen, Marie Lind-

holdt, Anna Matzen, Marie Markussen

3.række: Fanny Lau, Elisabeth Kremling, Olga Petersen, Hansine Clau-

sen, Marie Bolderslev, Alma Scheel, Anne Holdt, *Maria Matzen

4. række: Johanne Jørgensen, Emilie Holdt, Gudrun Jensen, Margrethe

Jørgensen, Emma Scheel, Asmine Bryhl, ukendt, Mathilde Scheel, Alfride

Lindholm, Marie Arendt

5. række: Hans Markussen, Chresten Christensen, Johannes Holdt, Jørgen

Matzen, ukendt Hans P. Lau

*Maria Matzen gift Lambertsen og bosiddende i Toftlund i dag.

27

Bunker Nr. 374

Oven på den massive medieomtale i februar af udgravningen af betonbun-

keren fra 1. Verdenskrig i Arrild Ferieby og de mange efterfølgende posi-

tive tilkendegivelser på ”projektet” fra nær og fjern, vil jeg her fortælle lidt

om baggrunden for udgravningen.

Efter arkivets aftenudflugt i juni 2009, snakkede Gunnar Schmidt, Arrild

og jeg om den halvdelingsbunker i Arrild Ferieby, som på et ældre kort

over Sikringsstilling Nord var markeret som værende intakt, men tildækket

og havde Nr. 374.

Kortet var i sin tid udfærdiget af nu afdøde ingeniør Mogens Scott Hansen,

Sønderborg, som bør huskes og æres for det kæmpe stykke arbejde, han

lavede omkring stillingen, og som vi i dag kan takke for størstedelen af

den viden, der foreligger omkring den.

Vi bestemte os for at forsøge at lokalisere bunkeren, og de første forsøg

blev gjort i sensommeren samme år i en beplantning på sydsiden af den

gennemgående asfalterede vej, men uden held.

Efter en snak med Tage Sørensen i april 2010, der ved anlæggelsen af fe-

riebyen i midten af 1970’erne fungerede som tilsynsførende, og som kunne

huske, at man under kloakeringsarbejdet i Sydmarken var stødt ind i hjør-

net af en betonbunker, forsøgte vi igen at finde placeringen af den.

Ved at ”stikke” os frem med landmålerstokke og spader forsøgte vi nu et

stykke sydligere end første gang, og denne gang var heldet med os – midt i

et læbælte med ahorntræer i Sydmarken!

Da vi først havde beton under os, var det kun et spørgsmål om at finde en

kant og derefter finde de fire hjørner, som straks blev gravet fri. Det viste

sig, at bunkeren kun var dækket af ca. 30 cm jord ovenpå og en efterføl-

gende opmåling viste, at bunkerens dimensioner nøje stemte overens med

målene på et normalt halvdelingsrum – 15 x 5 meter. Halvdelingsrummet

var den største type mandskabsbunker i sikringsstillingen, og var beregnet

til underbringelse af 34-36 mand liggende i hængekøjer og forsynet med to

sydvendte indgange.

Vi blev hurtigt enige om, at bunkerens beliggenhed midt i et læbælte, gjor-

de den særdeles velegnet til frilægning, og muligheden for en spændende

attraktion midt i feriebyen var også til stede.

Efter sommerferien tog jeg kontakt til formanden for Arrild Ferieby

grundejerforening, Claus Scheibel og Tønder Kommune, der ejer fælles-

arealerne i feriebyen – bl.a. læbælterne.

28

Både i bestyrelsen

for Arrild Ferieby

grundejerforening

og hos Team

Parkdrift, Teknisk

Forvaltning ved

Tønder Kommune

var man positive

mht. til ideen om

frilægning af bun-

keren, men på be-

tingelse af at alle

økonomiske ud-

gifter i forbindelse

hermed og den efterfølgende pleje og vedligehold af bunkeren og arealet

omkring den, blev afholdt af undertegnede.

I december fik vi den endelige tilladelse fra kommunen, og umiddelbart

herefter gik vi i gang med at fælde de træer, der stod ovenpå bunkeren.

Den 28. december – på trods af snemasserne - begyndte udgravningen.

Gunnar Schmidts nevø Kim Westphal havde velvilligt sagt ja til at forestå

gravearbejdet og stillede med en rendegraver og en traktor med dumper-

vogn til at køre den opgravede jord væk. Efter at have fjernet stubbene fra

de fældede træer satte Kim rendegraverens skovl i jorden ved bunkerens

sydvestlige hjørne, og inden længe var den ene indgang synlig. Indgangen

var helt fyldt op med jord, men vi var naturligvis spændte på, om resten af

bunkeren også var fyldt op. Inden længe havde Kim med rendegraveren

ryddet indgangen tilstrækkeligt, og udstyret med en kraftig lommelygte fik

jeg mig kravlende kantet rundt om hjørnet for enden af indgangen og ind i

selve rummet. Til stor glæde kunne jeg straks konstatere, at rummet hel-

digvis ”kun” var ca. halvt fyldt med jord. Derudover kunne jeg også straks

se, at det var et meget usædvanligt rum, da lyskeglen ramte bunkerens

sydmur, og ikke færre end fire jordfyldte vinduesåbninger blev synlige!

29

Omtrent midt i rummet stod der ovenpå jor-

den en rusten jernkedel med hank og hælde-

tud, som rødder fra græs og planter ovenpå

bunkeren havde fundet vej ned til gennem

periskophullet i taget på bunkeren – et sæl-

somt syn! Efterhånden som gravearbejdet

langs bunkerens sydside skred frem, blev de

fire vinduesåbninger nu også synlige udefra

og derved opdagede vi, at de alle var forsy-

net med jerntremmer! Dermed var det helt

udelukket, at der var tale om et normalt

halvdelingsrum, men derimod – som det

skulle vise sig – en hidtil ukendt bunkertype!

Til sidst dukkede også den anden indgang op ved bunkerens østlige ende.

Ved begge indgange var der indstøbt jernøjer og store jernhængsler, så

bunkeren må have været udstyret med nogle kraftige dør, der har beregnet

til at kunne låses udefra. Dette kunne måske pege i retning af en anvendel-

se af bunkeren som feltarrest, men det er kun gætteri, og i skrivende stund

er det stadig uvist, hvilken funktion bunkeren var tiltænkt ved en evt.

ibrugtagning.

Mange lokale, men også mange af feriebyens julegæster, var i løbet dagen

forbi udgravningen og fulgte interesserede og forundrede udgravningen af

den store ”betonklods,” der pludselig var dukket op midt i feriebyen. Da

dagen var omme, var der kørt 13 vognlæs jord væk fra udgravningen!

Ved et besøg ved bunkeren nogle uger efter, opdagede vi, at der over beg-

ge indgange var indgraveret årstallet 1917, og at der i samme højde om-

trent midt på var indgraveret navnet Elfriede i den pudsede betonvæg! Års-

tallene og navnet var kommet til syne som følge af regn og tøvejr, der

havde vasket en del jord af på bunkeren.

Næste skridt var at tømme bunkeren for jord indeni, hvilket kun kunne fo-

regå med håndkraft.

Dette arbejde blev planlagt til onsdag og torsdag i uge 7 og gik over al for-

ventning: ved 11-tiden torsdag formiddag blev den sidste skovlfuld jord

gravet ud! Til tømningsarbejdet var vi om onsdagen fire mand og om tors-

dagen ni mand.

Midt i marts blev bunkeren vasket med højtryksrenser både ind- og udven-

digt, der blev opsat rækværk, lavet trappe med gelænder og navnet Elfrie-

de og årstallene 1917 blev malet op med sort, således at bunkeren nu er

klar til at modtage besøgende.

30

Det sidste, der endnu mangler, er såning af græs på skrænten samt opsæt-

ning af en informationstavle. Der er lavet trappetrin ned til bunkeren, så

den er nem at komme til.

Vi glæder os til, at rigtig mange vil lægge vejen forbi den nye turistattrak-

tion.

Dan Obling

31

Fra Frederikke Elisabeth Hansens erindringer

Hans Ole Meng Hansen har afleveret sin fasters håndskrevne erindringer

på arkivet. Erindringerne fortæller om nød og fattigdom og om en familie

med sammenhold.

Frederikke Elisabeth Hansen blev født i Kastrup den 26. maj 1917. Hendes

bedsteforældre var optanter, men faderen forsømte at få sine papirer i or-

den, så han blev indkaldt til tysk krigstjeneste i efteråret 1914. Det var

vanskeligt for hans kone at klare dagligdagen, mens han var væk. Hun tro-

ede, det var nemmere at klare sig i byen, så hun flyttede til Haderslev. Eli-

sabeth Hansen skriver:

”Det havde sin pris at flytte til byen. Det kneb med æg, mælk, kød og smør,

men mor var ikke så rådvild. Hun havde mange gode venner i Kastrup, så

hun tog mig og lagde mig i barnevognen og gik fra Haderslev til Kastrup

for at bytte sukkermærker og kaffemærker med æg, flæsk og smør. Det var

ulovligt, men i krigstid gælder alle kneb, så varerne blev lagt i bunden af

barnevognen. Lille jeg kom ovenpå, så man kan sige, at jeg tidligt blev

smugler. Når mor nåede byporten i Haderslev, stod der vagtposter. Alle

skulle vise deres legitimationskort for at komme ind. Imens var jeg faldet

godt i søvn. Soldaterne sagde til mor:

”Lad hende ligge. Nu sover hun lige så godt!”.

Mor boede i nærheden af kasernen. Der var den ordning, at de, der havde

deres mænd i krigen, kunne hente den mad, der var til overs i køkkenet.

Min søster og bror fik så en lille spand og gik derop og fik den fyldt hver

dag. Det var også småt med brændsel. Der var mange, der samlede kul på

banegårdsterrænet, når der lossedes kul, og det var bare om at komme

først, for der blev losset tidligt om morgenen.”

Da faderen kom hjem fra krigen, var hans valgsprog: ALDRIG MERE

KRIG! Han var blevet såret i verdenskrigen og fik en lille erstatning, der

muliggjorde køb af en mindre ejendom i Stursbøl.

Faderen handlede flere gange, men faldt i kløerne på de såkaldte gårdslag-

tere, og hver gang blev gården dårligere. Til sidst endte familien i et lejet

hus uden for Toftlund på Bevtoftvej, hvor der senere blev hønseri. Det var

meget fattige forhold for den lille familie.

32

Elisabeth Hansen skriver:

”Det blev trange tider. Far begyndte at handle med fisk, som han cyklede

rundt med. Vi levede nærmest på sultegrænsen. Vi skulle hver dag hente

fiskene på banegården i Toftlund, så derfor flyttede vi i en lejlighed i Toft-

lund by.

Først boede vi i et stort rum i det, der tidligere havde været biograf. Så

flyttede vi ind i en lejlighed der, hvor der senere blev De Unges Hjem.

Bygningen er nu revet ned. Den lå foran Børnehjemmet. Under tyskertiden

havde huset været kommuneforstanderbolig. Der var kælder under hele

huset, som havde været brugt til arrest, og der var meget højt til loftet.

Rummene var store og upraktiske, og der var indrettet 3 lejligheder i hu-

set.

Ved siden af os boede familien Lambertsen, og ovenpå boede fru Holm, en

rar gammel dame. Hendes datter var bestyrerinde på børnehjemmet, som

lå lige ved siden af. Hun var lige en modsætning til sin mor. Hun var en

harsk og ondskabsfuld gammeljomfru.

Børnene fik en meget dårlig behandling. Det blev optrævlet nogle år sene-

re. Hun blev meldt og kom i retten. Det var grov børnemishandling. Bør-

nene var helt afsondret fra omverdenen. Der var et stort stakit uden om

børnehjemmet, og det var forbudt børnene at tale med os.

Det var køkkenpigen, der meldte forstanderinden. Hun kunne ikke tåle at

se de lidelser, børnene blev udsat for. Køkkenpigen blev så forstanderinde,

da frk. Holm blev afskediget med øjeblikkelig varsel.

Børnene var så glade for køkkenpigen. Hun sørgede for, at de kom i al-

mindelig skole.

Forstanderinden er det eneste menneske, jeg virkelig har hadet. Hun smed

os ud efter den vinter, jeg nu vil skildre.

Vinteren 1923-24 blev en meget streng vinter. Der var sne og streng frost

fra midten af november. Jeg har fået fortalt, at der var flere, der frøs ihjel

det år i julen.

Når vejret tillod det, havde far havde samme bestilling som Jens Vejmand.

Han slog sten til skærver i Ørderup. Der var ikke andet arbejde at få.

33

Fagforening var der ikke noget, de hed dengang.

På grund af den megen fattigdom var vores helbredstilstand meget svæk-

ket. Det var det år, den spanske syge huserede i Toftlund. Den gamle bed-

stemor inde ved Lambertsen døde den vinter.

Først i november fik vi mæslinger. Så fik vi den spanske syge – en slags

ondskabsfuld influenza.

Min lillesøster og Hans fik lungebetændelse. Det var kun min storesøster

Didde og far, der holdt sig oven senge. Min lillebror Peter på kun 1 år

slap over det.

Det var strenge tider. Husleje, kost, medicin og brændsel skulle betales, og

ingen arbejde var der at få. Vi kunne få 20 kr. af kommunen i den værste

tid, men det skulle betales tilbage, når far fik arbejde.

Havde vi ikke haft så god en læge som gamle doktor Johansen, ved jeg ik-

ke, hvad vi skulle have gjort.

Doktor Johansen beklagede sig til de bedrestillede borgere i byen om vo-

res uforskyldte nød. Han fik en aftale med forskellige i byen, at vi kunne

hente varm mad rundt om hver anden dag. Det blev vores redning.

Min bror Haise på 9 år blev kørt på sygehuset i Gram et par dage før jul.

Han havde fået tuberkulose eller tæring, som det blev kaldt dengang.

Lillejuleaftensdag 1923 tog far og mor med toget til Gram. Dengang gik

Lillebanen.

Hvorledes far og mor havde fået fat på et par snørestøvler, ved jeg ikke,

det har nok været et par aflagte, men det blev den største glæde, Hans op-

levede. Han forlangte, at støvlerne skulle hænge på hans seng, så han

kunne se dem hele tiden.

Han døde juledag.

Samtidig var min lillesøster Anne så syg, at de troede, hun skulle gøre ham

følgeskab.

Juleaftensdag kom doktor Johansen og frue med godteposer. Fra præste-

gården fik vi en hel sending tøj. Fra købmand Ullerup fik vi en stor kasse

34

med legetøj. Hen mod aften kom gårdejer Bjorholm med kone kørende i

kane. De kom med steg og medisterpølse og sveskegrød. Det blev jul trods

alt.

Min bror blev begravet først i nytåret. Jeg husker ham tydeligt, da han lå i

kisten. Det var en besværlig transport at få ham hentet i Gram. Der lå så

megen sne på vejen mellem Højrup og Gravlund, at de blev nødt at køre

langs banelinjen. Der gik en mand foran ligtoget for at advare togføreren.

Tiden gik og først i marts kom frk. Holm,

”Om tre dage så er I ude!” sagde hun.

Mor blev meget ulykkelig. Far var ikke hjemme. Jeg stod lige ved siden af

hende og kunne have kradset øjnene ud på frk. Holm”

Elisabeth Hansen slutter sin beretning med at fortælle, hvordan familien

flytter til Ørderup og klarer sig igennem trods de vanskelige forhold.

I midten ses Henrik og Signe Hansen. Elisabeth Hansen er nr. 2 fra venstre i bageste

række. Den mindste dreng i midten er Hans Ole Meng Hansen. Hans forældre står

bagest i midten.

35

Anders Refslund af Løbækgård

Det her viste post-

kort, dateret 1-7-

13, har vi for nylig

erhvervet på arki-

vet. Den ene af af-

senderne, Anders,

fik en trist skæbne.

Han var på dette

tidspunkt 26 år og

havde året forinden

overtaget slægts-

gården, Løbækgård Postkortets for- og bagside

efter sine forældre,

Anna og Hendrik Th.

Refslund.

Som de fleste unge

mænd blev også An-

ders indkaldt til krigs-

deltagelse året efter.

Han slap nådigt gen-

nem det meste af kri-

gen, men i forsomme-

ren 1918 kom han syg

og såret tilbage til hjemstavnen, og blev indlagt på militærlazarettet i

Østergade.

Det siges, at Anders den 4. juni 1918 blev dekoreret med jernkorset af 1.

klasse. Han var dansksindet og nedbrudt af sine lidelser, men ingen for-

ventede, at det var livstruende. Efter forlydende skal han have afvist deko-

rationen og slænget den hen ad gulvet. Næste dag døde han. Rigtigt mange

begræd tabet af den unge mand. Og om dødsårsagen gik rygterne i lang tid

derefter.

CEC

36

Hvad et festtelegram kan føre til

For et par år siden kom et ungt par op på arkivet med en pakke, de havde

fundet i skunken på det hus, de lige havde købt på Søndergade 34. De syn-

tes ikke, de ville smide pakken ud, men de ønskede heller ikke at bruge

plads på at opbevare den. Derfor afleverede de den på arkivet.

Pakken i det brune papir med sejlgarn omkring viste sig at indeholde fest-

telegrammer fra et sølvbryllup. Ingen vidste, hvem telegrammerne havde

tilhørt, og vi overvejede at smide telegrammerne ud, men vi blev alligevel

enige om, at de flotte telegrammer skulle bevares. De var nemlig fra en tid,

hvor et telegram var håndlavet og næsten et lille kunstværk i sig selv.

Der blev skrevet indkomstjournal, og

pakken blev lagt væk til senere registre-

ring.

Der gik lang tid, før vi på arkivet kom i

tanker om, at vi ikke havde fået registreret

telegrammerne, og det viste sig nu, at in-

gen kunne finde dem. Vi ledte alle vegne,

men fandt dem ikke.

Pakken var lagt i en arkivkasse sammen

med noget andet, men det tog nogen tid,

før en af os stødte på pakken i anden

sammenhæng. Nu skulle telegrammerne

registreres, men vi vidste jo ikke rigtig

noget om dem. Hans Christian Rolskov

Kun at afsenderne var kendte Toftlund navne fra fortiden. Vi blev enige

om at udstille telegrammerne, så besøgende på arkivet i hvert fald kunne

beundre dem.

Chr. Jessen

I efteråret 2010 var der en udstilling om Maththias P. Hø-

eg, og tidligere ansatte fra Høeg blev inviteret. Her var

hans Christian Rolskov, der bor i Østergade med. Straks

da han så telegrammerne, sagde han: ”Det er fra mine

bedsteforældres sølvbryllup!”

Det viste sig, at telegrammerne i 1929 var sendt til køb-

mand Christian Jessen og hans kone Karen.

De to drev 1906-36 købmandshandel i Vestergade i den forretning som se-

nere Eskesen og endnu senere Kaj Carstensen overtog. Købmand Jessen

var en anset mand i byen. Han var i sognerådet fra1921 til 1929, og han

var også i en periode sognefoged. På det lille billede ses købmand Jessen.

37

Hans Christian Rolskov havde også sine forældres bryllupsbillede med.

Der er taget i haven til købmandshuset. På billedet optræder flere kendte

Toftlundborgere, så bryllupsbilledet blev udtaget til at være med i næste

billedbog 1920-1940.

Et udpluk af de flotte, broderede telegrammer

38

Da guldgraverne kom til Enemark

Her ses Marie Kirstine (født Tornskou) og Andreas Jensen Berndt omkring 1870.

Drevet af eventyrlyst og håb om rigdom drog mange unge mænd i 1800-

tallets midte til Australien for at finde guld. Også her fra egnen drog en del

af sted, blandt dem 2 brødre fra Agerskov, Nis og Andreas Berndt.

21. april 1854 startede Andreas hjemmefra på den mere end 5 måneder

lange rejse, der fra Liverpool gik med sejlskibet ”Invincible” til Mel-

bourne. Broderen Nis var da allerede ankommet til det fjerntliggende ny-

byggerland. Vel ankommen slog Andreas sig sammen med Nis Peter Ros-

sen fra Rurup og købte udstyr for at deltage i den slidsomme jagt på gul-

det.

Gennem årene arbejdede brødrene Berndt sammen med mange forskellige,

men tilsyneladende også gennem lang tid sammen, boende under meget

primitive forhold.

Efter 10 år ”Down under” vendte Andreas tilbage til hjemegnen, netop

som denne i 1864 kom under tysk herredømme. Øjensynligt havde han

haft et vist held i guldjagten, for kort tid efter købte han Jep N. Tornskous

gård på Enemark (Ribevej 23) og giftede sig med datteren på gården, Ma-

rie Kirstine.

39

To år efter vendte også Nis tilbage til den fædrene egn. Også han havde

skudt penge i gården, mod at et værelse skulle stå klar til ham. Her boede

han stadig, da Marie Kirstine og Andreas’ ældste søn, Christen Nissen

Berndt i 1898 overtog og videreførte slægtsgården. Af de andre 6 børn ud-

vandrede de 5 sønner til Amerika, hvor de alle blev selvstændige farmere.

Den 4-længede gårds nordside omkring forrige århundredskifte. Den havde et jordtil-

liggende på godt 100 ha, og var dermed blandt de største på egnen.

Samme år som han overtog fødegården, giftede Christen sig med Hanne

Kirstine Thyssen fra Stenderupgårde. Den næstældste af børneflokken på 5

Simon overtog gården i 1941. Han forblev ungkarl og havde den 3 år yng-

re søster Magda som husholderske. I 1967 overgik ejerskabet af gården til

brodersønnen Harald, der sammen med hustruen Christa udbyggede og

drev den store gård frem til omkring århundredskiftet.

Der fortælles, at Magda på sine gamle dage pludselig en dag fik besøg af

slægtninge fra Australien. De måtte imidlertid gå med uforrettet sag, for

hun benægtede, at det kunne være tilfældet. I hendes optik kunne de 2

guldgravere ikke have efterladt sig andet end fodspor i det fjerne land.

CEC

40

Årgang 1919 Thorvald Huusmann fortæller i samtale med Lis Mikkelsen den 13. sep-

tember 2010

Thorvald Huusmann er den yngste af 5 børn, der alle blev født på ejen-

dommen, som lå, hvor blomsterkvarteret nu er. Thorvald Huusmann selv

fik også 5 børn, Hans Christian, Jens, Edith, Gerda og Erling, der ligeledes

blev født på ejendommen. Thorvald Huusmann blev født den 10. marts

1919.

Gården kom i familiens eje i 1907. Den var bygget i tysk stil med stuehu-

set som en ende på avlsbygningerne. Egentlig var det Thorvald

Huusmanns farbror Anders Huusmann, der havde købt ejendommen. Han

var forlovet, men da forlovelsen gik over, blev det i stedet hans bror Hans

Christian, der købte gården. Anders Huusmann blev aldrig gift og hjalp

livet igennem sin familie. Brødrene stammede fra gården Forbjerg i Hjart-

bro. Det var en stor, mager gård, som de ikke kunne tænke sig at overtage.

Gården i Hjartbro gik til anden side i familien.

I 1909 blev Thorvalds far gift med Anne Marie. Hun var født Juhl og var

fra ejendommen, der lå der, hvor der nu er parkeringsplads til kirken. Hen-

des bror Boy Juhl oplevede frygtelige ting i skyttegravene i Frankrig under

41

Første Verdenskrig. Han fortalte senere, at han skulle hjælpe en paniksla-

gen kammerat fra den ene linje til den anden. Han ville tage ham i armen

og få ham med, da der blev en pause i skyderierne, men da han ville træk-

ke den skrækslagne kammerat med, stod der en blodstråle ud af halsen på

ham. Kammeraten havde fået en kugle gennem halsen, og han døde sam-

men med næsten alle omkring Boye Juhl. Han søgte beskyttelse i et gra-

nathul og bestemte sig til at blive der, ligegyldigt hvad der skete. Det var

netop den nat, tyskerne kapitulerede. Da Boye Juhl blev tiltalt på engelsk,

vidste han, at krigen var slut for ham. Han overgav sig til englænderne og

kom i krigsfangelejren Feldham.

Gården før 1945

Hjemme i Toftlund

hørte familien intet

til ham. Han var ikke

fundet hverken le-

vende eller død,

skrev man. Hans fa-

milie troede, han var

død, da der en må-

ned efter krigens af-

slutning kom besked

om, at han var fange

i England

Også farbror Anders deltog i krigen. I 1914 kom gendarmen ridende for at

indkalde ham. Da han fik besked om, at han var i marken, red gendarmen i

fuld galop ud for at finde ham. Anders Huusmann var soldat i 3 år og var

rigtig god til at snakke tysk.

Thorvald Huusmann blev konfirmeret den 9. april 1933. Han fik 75 kr. i

konfirmationspenge, og det slog til, så han kunne købe en god cykel. Cyk-

len var af fremragende kvalitet og holdt i så mange år, at sønnen Hans

Christian fik glæde af den. Thorvald var den yngste i flokken og blev karl

hjemme efter konfirmationen. I 1936-37 var han på Hoptrup Efterskole.

Den ældste bror var død af leukæmi som 12-årig, og forældrene regnede

med, at Thorvald kom hjem og hjalp dem. Det gjorde han gerne.

Thorvald Huusmann fortæller:

”Jeg sov i kælderkammeret og husker tydeligt den 9. april 1940. Vinteren

havde været hård, og dagen før havde jeg været ude at pløje med hestene.

Luften var høj og klar. Det var kl. 5 om morgenen, da der pludselig lød en

voldsom larm.

42

”Hvad er det for et spektakel,” sagde min far, der dukkede op fra sovevæ-

relset i den anden ende af huset.

”Det er flyvere,” svarede jeg.

Om formiddagen kom der flere og større fly. Det var transportmaskiner,

der fløj så lavt, at de næsten rørte trætoppene. De var på vej mod nord

med deres tunge last. Senere fik vi at vide, at de var på vej til Norge.

De første år mærkede vi ikke så meget til tyskerne, men det kom senere.

I 1942 blev mor syg. Hun fik et slagtilfælde og døde kun 60 år gammel.

Far var noget ældre end hende, og i efteråret 1943 blev også han syg. Han

blev indlagt på Gram Sygehus og blev opereret. Hans hjerte var dårligt,

og han vidste selv, at han snart skulle dø, så den 1. november sendte han

bud efter sagfører Haastrup. Jeg skulle også være til stede, men jeg havde

travlt i marken, så mødet med sagføreren blev først om aftenen kl. 18,30.

Nu skulle jeg skrives for gården.

Vi fik skødet skrevet under, og far sagde:

”Du er kun en dreng, men nu kan du kalde dig gårdejer. Hvis du bærer dig

fornuftigt ad, kan du få meget ud af gården.”

Fire dage efter døde far, og jeg var alene på gården.

Der var en tysk soldat indkvarteret hos mig. Han havde et hestespand og

var uddannet til at køre ud med forsyninger bag fronten. Vi blev ret gode

venner, og han kom tit ind om aftenen og fik kaffe. Onkel Anders var god

til tysk, så han oversatte, hvis der var noget, jeg ikke kunne forstå. Den ty-

ske soldat var familiefar. Han var omkring 30 år, så vi var næsten jævn-

aldrende. Han var landmand og havde kone og børn, som han fortalte om.

Han ønskede bare, at krigen fik ende, så han kunne komme hjem.

Den tyske soldat ville gerne retfærdiggøre krigen, så han fortalte os, at ty-

skerne var et folkefærd med en gammel fin kultur, der nu var ødelagt af et

enkelt skørt menneske. Jeg advarede ham.

”Pas på hvad du siger!” sagde jeg til ham. Det var farligt at sige noget

kritisk om Hitler. Man vidste aldrig, hvem der lyttede, og hvad folk kunne

finde på.

På et tidspunkt blev han forflyttet og kom til Frankrig. Det var kort før in-

vasionen. Han lovede at sende mig et postkort efter krigen, når han var

kommet sikkert hjem. Han sendte et kort fra Frankrig, men der kom aldrig

besked om, at han var nået hjem, så han er nok blevet derude.

I 1944 blev jeg gift med Helene. Det var godt at drive landbrug. Vi havde

sådan set penge nok, men der var ikke så mange varer at få. Det var svært

at få fat i materialerne, men pengene havde vi.

43

Jeg havde en stor dejlig tyr, som

græssede på marken. Det var

ikke meningen, dens kød skulle

sendes til Tyskland, så jeg fik fat

i dyrlæge Vinther og sagde til

ham:

”Min tyr er helt balstyrisk!”

”Er den det ?” sagde han.

”Den går da roligt på marken,

så vidt jeg kan se.”

”Jeg tror sagtens, vi kan hidse den lidt op. Måske kan du tage en hvid kit-

tel på, og så vi er nødt til at nødslagte den,” sagde jeg.”

”Nå ja,” sagde Vinther og forstod endelig, hvad jeg mente. ”Vi sender bud

efter slagter Riis!”

Tyren blev slagtet, og da der var tale om en nødslagtning, fik vi lov til at

beholde kødet i byen, så alle kunne få glæde af det.

Fra 1944 rejste spadekompagniet rundt og gravede pansergrave. Tyskerne

havde 3 steder, hvor de havde gravet maskingeværreder. Det var i min

indkørsel, hos Hans Stie og hos Poul Kjærgaard. Jeg var ked af at have

det store hul ved indkørslen, men der var ikke noget at gøre ved det.

Sidst i marts 1945 kom der 3 tyskere på gårdspladsen og ville snakke med

”Der Hofbesitzer”. Det var jo mig, sagde jeg. De syntes, jeg så alt for ung

ud, så de spurgte en gang til, om jeg var manden på gården.

De undersøgte lokaliteterne. De var i laden og på loftet og alle steder. I

spidsen for dem stod Wachtmeister Diefenbach. Jeg fik bud efter onkel An-

ders, så vi kunne snakke med ham. Der skulle indkvarteres 60 tyskere på

vores loft over laden. Wachtmeister Diefenbach skulle have sit eget væ-

relse, men soldaterne skulle bo direkte på loftet.

Det nyttede ikke at protestere. De kom med tre kanoner, der var trukket af

4 heste og indkvarterede sig hos os.

Jeg forstod ikke, hvad tyskerne spurgte mig om, men det var jo noget af et

problem at have 60 mand boende, når der kun var et lille das med en

spand på gården. Efter den første nat var der en frygtelig stank i vaskehu-

set. Og sikke et svineri. Spanden på dasset var flydt over, og soldaterne

havde tørret sig med halm. Det lå alle steder. Jeg fik fat på Anders og på

Wachtmeister Diefenbach.

Han kunne godt se, at det var uholdbart. Soldaterne blev sat til at gøre

rent, og de gjorde det grundigt, må man sige. Bagefter gravede de en lang

44

rende ude på marken. Her blev der lagt nogle granstammer ud, og så kun-

ne soldaterne sidde der på rad og række.

Vi havde røgvarer hængende på loftet, sådan som man normalt havde det

på gårdene dengang. Jeg var lidt bekymret for vores flæsk og gik op på

loftet for at fjerne det.

Nu kom Diefenbach.

”Er du bange for at kødet skal blive stjålet?” spurgte han.

Jo, det måtte jeg jo indrømme.

”Det skal du ikke være,” sagde han. ”Du kan roligt lade kødet hænge.

Soldaterne rører det ikke. De ved, hvad straffen er. Synderen vil blive

skudt!”

Kødet blev hængende, og der blev aldrig stjålet noget.

Soldaterne fik mad fra marketenderier, så vi mærkede ikke noget til dem

på den måde. En dag kom den dreng, jeg havde på gården og sagde:

”En af soldaterne hedder Jakob. Han taler dansk.”

Jeg gik med ham for at møde soldaten. Det viste sig at være en polsk sol-

dat, der både havde været i russisk og tysk uniform. Han talte polsk, rus-

sisk og tysk. Og nu havde han også lært sig at tale dansk. Han var lidt af et

sproggeni.

Om aftenen hørte vi BBC. Det ville tyskerne også gerne, men de måtte ik-

ke.

”Der vil bliv fred, når kirsebærtræerne blomstrer,” lovede onkel Anders.

I maj 1945 var der så mange blomster på kirsebærtræet, at man ikke kunne

se grenene.

”Der kan du se,” sagde onkel Anders. ”Det kommer til at holde stik.”

Den 4. maj om aftenen hørte vi frihedsbudskabet. Krigen var slut. Vi gik

ud for at fortælle det til tyskerne. De fleste af dem blev glade, men der var

3 af dem, der ikke ville give op.

Der var begyndt at komme mange flygtninge på landevejene. Det var nogle

stakkels mennesker, der havde det rigtig dårligt. Nogle var sårede, mange

af dem var syge og underernærede. De tyske soldater tilbød at rømme

gården hurtigt, hvis vi i stedet ville give ly for flygtningene, men det ville

jeg ikke, så soldaterne blev endnu 2-3 uger, før de forlod os.

Jeg var blevet kasseret som soldat, men fra krigens begyndelse var jeg i

stedet indkaldt til CB (Civil Beredskabet). Jeg skulle møde ved luftalarmer

og lignende. Da krigen nu var forbi, skulle CB'erne gøre tjeneste. Vi skulle

stille på Gravlund og fik hver en karabin og en håndgranat. Vi fik til op-

gave at gå vagt over tyskernes efterladenskaber, så der ikke skete noget.

Man vidste jo heller ikke dengang, hvor fredeligt kapitulationen ville for-

45

løbe. Der kunne sagtens være blevet kampe. Jeg holdt vagt på Frosch Ho-

tel og ved skolens cykelskur. Der havde tyskerne efterladt våben og mange

andre ting. Der var også en masse materiel i kartoffelmelsfabrikkens kæl-

der.

Stakkels Hans Stie følte sig vældig forfulgt. Han havde

kun to hektar jord, som han lige havde tilsået, da krigen

var forbi. En dag lød der et frygteligt spektakel. Der kom

10-12 tanks kørende. Lige ind på Hans Sties lille mark.

Her gjorde de omkring og pløjede alt det nysåede korn

op. Hans Stie var grædefærdig. Hvad skulle de lige på

hans ene mark?

Englænderne afmonterede det hele og holdt vagt på mar-

ken. Jeg trøstede Hans Stie med, at han sikkert ville få

erstatning efter krigen.

De tyske tanks var noget af det, CB skulle holde vagt ved.

Jeg må sige, at de værste tyve var dem, der skulle holde

vagt. Det var CB'erne selv. Der blev stjålet granater og

ammunition i stor stil. De flotte messinghylstre til grana-

ter var et yndet offer for tyverierne. Der kunne blive den

flotteste lampe af et tomt granathylster. Jeg har selv en

stående.

Granatlampe

Indmaden i granaten var rigtig god at tænde op med. Jeg havde gemt en

del på loftet. Jeg havde en dreng, som hjalp til på gården, og en dag sidst i

september fik han den gode ide at lave en bombe. Han pakkede tændsatser

og avispapir sammen og lavede en slags lunte. Så tog han det hele med ud

på marken, hvor kalvene gik. Jeg og min kone morede os over, hvad dren-

gen havde fundet på, og vi gik med for at se, hvad der skete, når han tænd-

te sin bombe. Der lød et vældigt brag. Så højt at alle kalvene brølede og

løb gennem tråden. Vi fangede de sidste helt nede i byen.

I august 1945 havde jeg en mark med rug. Den skulle høstes med selvbin-

der. Jeg havde to gamle heste og en ung plag, der gik i midten, og som

skulle køres til. Drengen kunne ikke få hestene til at gå. Så måtte jeg til.

Onkel Anders kom gående bagfra, og han tænkte, at han for en gang skyld

måtte have fat i pisken. Den brugte vi ellers aldrig til dyrene. Han slog

med pisken, og pokker tog ved hestene. De gjorde sig fri af hovedtøjet og

for af sted med selvbinderen bagefter. Jeg kunne ikke styre dem og kastede

mig bag af selvbinderen, for jeg kunne nok se, at det kunne blive farligt.

46

Kæden til selvbinderen sprang af og fløj efter hestene. Det så meget dra-

matisk ud.

Heldigvis var englænderne stadig på Hans Sties mark. Da de så, at heste-

ne løb løbsk, kom der 10-12 englændere og stoppede hestene. Det kunne

ellers være gået helt galt. Senere fik vi en god arbejdshest ud af den vilde

plag.

Det blev andre tider efter krigen. Gode tider for landbruget.

Til vores gård hørte en eng nede ved lystskoven. Ved siden af havde slag-

ter Popp en eng på 4 ha og Anders Frosch en eng på 5 ha. Frosch' eng

havde aldrig været dyrket, og nu ville han i grunden nok sælge den, men

det ville betyde, at Frosch Hotel blev nedlagt som landbrugsejendom, og

det kunne man ikke bare gøre uden videre. Vi fik den aftale, at jeg skulle

opdyrke engen i 3 år. I den tid skulle jeg kun give 800 kr. om året i for-

pagtning, men jeg skulle så sørge for, at jorden efter 3 år blev afleveret i

kultur, hvorefter Frosch ville sælge den.

Det var i 1948, og det år var

Kaj Post karl hos os. Han

hjalp min kone med dyrene

derhjemme, mens jeg hver

morgen tog op i den nye eng

med hestene. Jeg havde mad

med, så jeg ikke behøvede at

køre helt hjem for at spise. Jeg

fik engen pløjet, og kornet væl-

tede op af jorden.

Hestene var på retur, og min onkel Valdemar Huusmann handlede med

Ferguson traktorer. Det var det nyeste nye. Da jeg havde solgt det første

års afgrøde til Bladt og Gad, var der penge til at købe en Ferguson til

8.000 kr. og også til at betale pagten på 800 kr. Det var en god forretning.

”Du har fået engen for billigt,” sagde Frosch lidt ærgerlig. ”Den har gi-

vet dig en traktor i overskud det første år!”

Da de tre år var gået, søgte Frosch om at få lov til at nedlægge hotellet

som landbrug, og han kom og spurgte, om jeg ville købe engen. Jeg havde

første bud på den, sagde han. Han ville have 25.000 kr. for den. Jeg slog

til, og Valter Petersen kom for at skrive slutseddel.

47

Der var andre, der var interesserede i engen. En af de interesserede havde

sagt til Frosch, at lige meget hvad jeg bød, ville han byde mere, men

Frosch holdt fast i, at det var mig, han ville sælge til.

”Hvorfor det?” spurgte manden. ”Han under da aldrig dig en skilling.

Thorvald Huusmann sidder aldrig på kroen. Du skylder ikke ham noget!”

”Skulle det nu komme en mand til skade, at han ikke sidder på kroen?”

spurgte Anders Frosch forbavset.

Resultatet blev, at jeg købte engen og også Frosch' del af skoven. Det var

svært at se, hvor skelstenen var, så jeg var kommet til at fælde et stort

gammelt træ, der egentlig tilhørte Frosch.

”Jeg er kommet til at fælde dit træ,” sagde jeg til ham.

”Det vil jeg ikke acceptere,” svarede han.

”Det kan jeg godt forstå, men hvad kan vi gøre ved det?” spurgte jeg.

”Du kan købe det hele for 5.000 kr., ” sagde Frosch.

”Du kan få 2000,” sagde jeg.

Frosch slog til, og så var den handel klaret. På den måde blev jeg ejer af

et stykke mere af Lystskoven.

Kort tid efter ringede slagter Popp og sagde, at han også ville sælge sin

eng. Han syntes, den lå bedst for mig. Jeg købte også hans eng, og nu hav-

de jeg i alt 12 ha nede bag lystskoven. Jeg havde arealet til midt i

1980´erne, hvor jeg solgte jorden til en privatmand. I dag ejes arealet af

staten, og det hele er tilplantet.

Min kone døde i 1965, og jeg var nu alene på gården. I 1969 fik jeg en dag

besøg af Georg Bjorholm, der sad i sognerådet. Det var lige før de store

kommunesammenlægninger i 1970.

”Er der nogen, der kan høre, hvad vi snakker om?” spurgte han.

”Hvad mener du?” sagde jeg

”Vil du sælge til kommunen?” spurgte han.

Det havde jeg ikke overvejet, men Georg Bjorholm sagde, at kommunen

var ude efter jord, som den kunne bytte med folk, der skulle lægge jord til

byudvidelsen. Man havde også planlagt et nyt kvarter på min jord. Jeg

kunne blive boende på ejendommen i 10 år, og i den tid kunne jeg drive

den som landbrug mod at betale forpagtning. Vi fik en aftale, så jeg fik

jord i bytte, og så jeg stadig kunne dyrke min jord i hvert fald en tid frem.

Byggeriet gik stærkt i de år. Snart var der bygget huse helt op ad mine

driftsbygninger. I 1975 flyttede jeg fra stuehuset på ejendommen til et ny-

bygget hus på Høllevang 91. Jeg havde stadig dyr i stalden. Når kalvene

kommer fra køerne efter at have gået på marken hele sommeren, brøler

48

begge parter et par døgn. Det var byfolk jo ikke vant til, så i efteråret 1975

ringede naboerne og sagde, at det var helt galt. Der var et spektakel, så de

ikke kunne sove for dyr, der brølede. Jeg sagde til dem, at det ville gå over

efter 3 dage, og at de skulle lukke vinduer og døre så længe. Det var vist

ikke gået i dag.

Naboerne var i det hele taget vældig tolerante. Der var en mødding midt i

bebyggelsen. Jeg flyttede den til en silo, så folk ikke skulle få alt for mange

fluer og alt for megen lugt ind i husene. Det gik imidlertid fint, og ingen

klagede, men en stor mødding midt i et parcelhuskvarter er lidt af en ud-

fordring.

I 1979 var der gået 10 år, siden jeg havde solgt, og jeg skulle finde på no-

get nyt. Jeg overvejede at bygge et hus på frijorden nede bag skoven, men

det kunne jeg ikke få lov til.

Jeg kunne ikke tænke mig at blive boende på Høllevang 91. Da der blev en

ejendom til salg på Vestermarksvej 19 i Åbøl, tog jeg ud for at se ejen-

dommen sammen med min søn. Jeg var på det tidspunkt 60 år, og folk un-

drede sig.

”Hvad tænker du på?”sagde de til mig. ”Du er da for gammel til at købe

et landbrug.”

Min bankrådgiver sagde det samme. Jeg skulle låne lidt for at købe ejen-

dommen i Åbøl, og renterne var på det tidspunkt himmelhøje – helt op på

19%, men jeg holdt fast i planerne. Ejendommen blev købt for 750.000 kr.

og jeg lavede om for 60.000. Det var lidt småt de første år, men da jeg

først blev folkepensionist, var det jo ingen sag.

Jeg var aktiv landmand, til jeg fyldte 80 i 1999. Så forpagtede jeg jorden

ud og solgte dyrene. I dag hvor jeg er 91, bor jeg stadig på gården. Jeg

nyder tilværelsen her, og jeg vil gerne blive her, hvor jeg trives så godt.”

LM

49

Jeg forstår godt fremmedarbejderne

Hanne Johansen født 14/5 1920 fortæller i samtale med Lis Mikkelsen 15/9 2010

Da Hanne Johansen fyldte 90, holdt hun fest og

havde bestilt en musiker, der ankom til festloka-

let i god tid. Hanne Johansen tog imod ham. De

snakkede lidt om løst og fast.

”Jeg vil godt tale med fødselaren,” sagde musi-

keren så. ”Der er lige et par ting, vi skal afta-

le.”

”Fødselaren er da mig!” sagde Hanne Johan-

sen.

”Det var pokkers,” sagde musikeren. ”Fylder du 90? Det kan man ikke

se.”

Og det kan man ikke. Hanne Johansen er trods sin høje alder i gang det

meste af tiden. Hun laver mad, hun sylter og bager. Hun gør rent og brode-

rer. Hun gør alt det, hun altid har gjort.

Da jeg besøgte hende, serverede hun kaffe og hjemmebagt æblekage,

hjemmebagte småkager, hjemmelavede valnødder i portvin og hjemmela-

vet solbærsnaps. Ikke dårligt af en 90-årig.

Hanne Johansen fortæller:

”Jeg blev født som den yngste i en børneflok på 10. Det var små, men

trygge kår. Mine forældre boede i Glostrup, og jeg var som lille pige vild

med at danse, så jeg gik til dans fra jeg var 4 år. Jeg var meget glad for

børn og ville gerne have haft en uddannelse, hvor jeg skulle passe børn.

Jeg søgte arbejde på et børnehjem og ventede på, at der skulle blive en le-

dig stilling. I mellemtiden var jeg først i huset, hvor jeg skulle passe børn

og senere blev jeg ansat på et plejehjem. Det begyndte ikke godt. Da jeg

havde været der 3 dage, var der allerede død flere af de gamle, så jeg kom

hjem til mor og far og sagde:

”Jeg vil ikke være der mere. De dør omkring mig som fluer. Jeg rejser.”

”Har du sagt op?” spurgte far

Det havde jeg jo ikke.

”Du skal sige op og blive der måneden ud,” sagde far .”Man løber ikke

fra sin aftale.”

Jeg blev der og blev frygtelig glad for at være der.

I 1940 blev Danmark besat af tyskerne. Det var selvfølgelig ikke værre for

mig end for alle andre, men jeg har altid haft svært ved at tie stille, hvis

50

jeg syntes, noget var urime-

ligt, og jeg var så frygtelig

gal på tyskerne.

Jeg var med i CB (Civilber-

edskabet) og gjorde tjeneste i

et nedlagt bryggeri, hvor vi

skulle være under luftalar-

mer. Vi lavede bl.a. forbin-

dinger af gamle lagner.

Jeg havde arbejde på pleje-

hjemmet på det tidspunkt, og

det betød, at jeg somme tider

skulle arbejde om natten. Jeg

måtte have særlig tilladelse

for at være ude efter spær-

retiden, og ofte blev jeg stop-

pet af tyske soldater, der

skulle se mine papirer. Jeg

var rasende på dem og havde

lyst til at give dem besked.

Det var en stor overvindelse

for mig at holde min mund

Der måtte være nogle, der

vidste, hvor mine sympati-

er lå, for jeg fik tilsendt

nogle illegale blade med

posten. Hvem der sendte

dem, ved jeg ikke, men der

stod, at bladene skulle

fordeles i opgange og kar-

reer. Jeg fik lavet en falsk

bund i min taske, hvor

bladene kunne være. Jeg

var selvfølgelig altid ner-

vøs for, at tyskerne skulle

finde bladene

51

En dag var jeg sammen med min bror og hans kammerat henne på den re-

staurant, hvor jeg plejede at gå til dans, og hvor jeg kendte personalet. Jeg

bestilte en kop chokolade, og de to herrer skulle have en øl. Vi kom imid-

lertid til at vente, for der var kommet en gruppe tyskere ind i restauranten,

og de skulle først serviceres. Det var jo herrefolket.

”Jeg kunne invitere hele selskabet hjem til os,” sagde min bror. ”Så ville

jeg give dem en portion rottegift, og så slap vi af med dem!”

Der gik ikke mange minutter, før politiet stod der. Vi blev alle tre taget

med.

Det var tjeneren, som jeg kendte, der havde meldt os.

Politibetjenten var heldigvis en, vi kendte hjemme fra gaden. Han sendte

mig hjem og tog min bror med rundt for at lede efter sig selv. Så slap han

også ham fri og meddelte, at han var stukket af, før han kunne nå at få

hans navn og adresse.

Tyskerne lagde ikke skjul på, at de holdt øje med mig. Til sidst havde jeg

en fornemmelse af, at jeg skulle eksplodere, så gal var jeg. Jeg syntes, det

var så frækt og uretfærdigt, at de bare kom her og bestemte alt, og jeg be-

sluttede mig til at flytte væk fra byen til mere rolige omgivelser. Jeg havde

en bror, der boede i Kolsnap. Ham skrev jeg til, og han anbefalede mig at

komme til Sønderjylland og søge arbejde på Gram Sygehus.

Jeg skrev til sygehuset og blev antaget til oktober 1944. Jeg kom til Gram

en sen nat. Turen fra Sjælland var blevet afbrudt flere gange og havde ta-

get meget længere tid, end jeg havde regnet med. På turen over Storebælt

gik de tyske soldater under dæk, og danskerne blev placeret øverst på fær-

gen med Dannebrog, så det var tydeligt fra luften. Det var en skrækkelig

tur. Jeg blev modtaget af søster Wilhelmina, der blev som en mor for mig,

mens jeg var i Gram.

Jeg skulle være stuepige for søster Wilhelmina og skulle også gøre rent på

overlæge Karlsens kontor.

Overlæge Karlsen var en bøs herre, der ikke tålte modsigelser. Der var to

døre ind til hans kontor, så han kunne få ro og fred, når de begge var luk-

ket. En dag gik jeg ind, som han gik ud, og vi stødte sammen og satte os

begge ned. Jeg kunne ikke lade være med at grine.

”Ler De frk. Wegener?” sagde han

”Jeg kan ikke lade være,” svarede jeg.

Den dag var jeg vist lige ved at blive fyret.

Når jeg skulle pudse vinduer i overlægens kontor, ventede jeg, til han var

gået hjem i middagspausen. Vinduerne var meget store på sygehuset, og

52

jeg kunne ikke nå helt op. Derfor satte jeg en skammel op i vindueskarmen

og stod på den.

En dag kom overlægen ind, mens jeg pudsede vinduer. Han kiggede for-

bløffet på mig.

”Hvad i alverden laver De?”

”Ja, hvad tror De?” svarede jeg.

”De skal ikke være næsvis,” sagde han.

Jeg forklarede ham, at det var den eneste måde, jeg kunne nå op til den

øverste kant på.

”Det er jo farligt,” sagde han. ”Tænk hvis De faldt ned.”

Fra den dag var det portørerne, der pudsede vinduer på overlægens kon-

tor.

Jeg boede på loftet sammen med 3 sygeplejersker. Tit skulle jeg op om nat-

ten og lave kaffe, hvis der var akutte operationer.

Søster Wilhelmina var altid umådelig sød over for mig. En dag advarede

hun mig.

”De skal passe på, for personalet laver altid numre med de nye,” sagde

hun. ”Og de slipper ikke fri, men nu er De advaret.”

Da jeg kom ind til de andre, spurgte en af sygeplejerskerne uskyldigt, om

jeg ville sætte en bakke med kage i køleskabet. Jeg kunne se på minespille-

ne, at der var noget i gære, så jeg var klar over, at jeg skulle passe på. Da

jeg lukkede køleskabet op, kom der en stank af æter ud imod mig. Det var

noget, de havde anbragt der.

Jeg snusede ind.

”Dejlig duft”- sagde jeg og satte bakken. Så åbnede jeg køleskabet en

gang til. ”Jeg tager lige et snus mere.”

Jeg var hurtig i replikken og slagfærdig, og så snakkede jeg jo ikke søn-

derjysk. Jeg måtte høre en del spydigheder for min dialekt. Somme tider

følte jeg mig dårligt behandlet af mine kolleger. Jeg oplevede fx at samta-

len gik i stå, når jeg kom ind i lokalet.

Der var megen sladder blandt de mange kvinder, der var ansat.

Hos min bror i Kolsnap kom der en fyr, der var bløder. Det var, før man

havde midler mod den sygdom, og det var en frygtelig lidelse for den unge

mand. Bare han stødte imod noget, fik han de frygteligste smerter. En dag

kom jeg ude på gangen og så ind ad døren til en af sygestuerne, at han var

blevet indlagt.

”Kom ind og snak lidt,” sagde han. ”Jeg har det så dårligt.”

Jeg satte mig på hans sengekant, og vi snakkede om vore fælles bekendte.

Samme dag blev jeg kaldt over til søster Wilhelmina.

53

”Jeg er skuffet over Dem,” sagde hun.

”Hvorfor det?” spurgte jeg.

”Jeg hører, at De sidder på sengekanten hos de mandlige patienter. Den

slags kan vi ikke have.”

”Jamen jeg kender ham,- sagde jeg. ”Og han trængte til at snakke.”

”Kendte De ham, så er det en anden sag.” sagde hun. ”Så gør vi ikke me-

re ved det.”

Jeg kunne jo nok regne ud, at det var en af mine kolleger, der havde slad-

ret.

Der arbejdede en sød pige i køkkenet. Hun hed Dora, og hun boede sam-

men med mig på loftet. Hun havde en kæreste, der var karl på Billeslund,

og han kom af og til og besøgte hende. Så gik jeg, så de kunne få lidt fred.

Men en dag havde Doras kæreste en fætter med.

”Hvad kommer han rendende efter?” tænkte jeg.

Fætteren blev ved med at dukke op, og det endte

med, vi blev kærester. Han var også ansat på Bil-

leslund og hed Hans Johansen. Han var fra Lind-

holm ved Toftlund.

Jeg havde bestemt, at jeg ville rejse hjem til maj

1945. Mor var blevet alene, og hun var syg, så hun

trængte til, at jeg kom hjem. Fredsslutningen gjor-

de, at jeg blev lidt forsinket, men jeg rejste hjem

midt i maj.

”Lov mig en ting,” sagde min mor.” Når du får børn, skal du blive hjem-

me og passe dem. Man går glip af så meget, hvis man ikke følger sine

børn. Inden man ser sig om, er de voksne. Lov mig også, at du rejser her-

fra, når jeg er død. Ellers vil du komme til at holde hus for dine to ugifte

brødre, og så kan du bruge resten af dit liv på at opvarte dem.”

Mor døde kort efter, og jeg skrev igen til min bror i Kolsnap og fik ham til

at hjælpe mig med at finde en plads. Jeg blev ung pige i huset hos Ågård i

Kolsnap og derefter hos Thyssens i Allerup.

Hans og jeg var forlovede og giftede os i 1947. Han giftede sig med en kø-

benhavnerpige, og hvad kunne sådan en vel klare? Hun var nok dyr i drift!

Hun kunne sikkert ikke blive en god bondekone, så Hans søgte ind til post-

væsenet.

Sønderjyderne tog imod mig med nogen skepsis. Nej, ikke Hans' familie.

De var altid helt enestående, men folk i almindelighed. Engang i forlovel-

54

sestiden skulle vi til en fest på Centralhotellet. Jeg har altid haft svært ved

at holde min mund, men jeg fortrød nu, at jeg ikke gjorde det den aften. Da

jeg kom ind i salen, var jeg lidt sent på den. Jeg slog ud med armene, og

sagde:

”Nu kan I godt lave sovsen. Nu er jeg kommet!”

Der var ingen, der lo. Der blev dyb tavshed. Senere hørte jeg, at folk hav-

de sagt:

”Stakkels Hans Johansen. Sikken pige, han har fundet. Ikke nok med at

hun kom for sent, hun var også fuld, da hun kom.”

Senere på aftenen var der dans, og der blev folks fordomme bekræftet end-

nu en gang. Jeg havde jo lært at danse på danseskole, så jeg dansede, som

jeg plejede, men folk syntes, jeg skabte mig og førte mig frem. Det var ikke

altid let.

Man siger, at modsætninger mødes, og det gjaldt i høj grad for Hans og

mig. Jeg var ilter, rapkæftet og opfarende. Hans var rolig og velafbalance-

ret. Der var ikke noget, der kunne ryste ham. Han troede altid det bedste

om folk og blev overrasket, når det somme tider viste sig at være forkert. I

november 1947 blev vi gift. Vi fik en lejlighed i Wobesers hus i Vestergade.

Hans havde arbejde som post, men han ville gerne tjene lidt ekstra, så han

kørte landtur for bageren to gange om ugen Han fik 10 kr. pr. tur. Vi lagde

pengene i en cigarkasse. Det var vores opsparing til et hus.

Jeg var ung og vant til at bestille noget, så tiden blev lang. En dag kom jeg

ind til fru bager Petersen.

”Keder du dig” sagde hun.

”Ja ærlig talt,” svarede jeg.

”Der er noget, jeg vil spørge dig om, men du er jo nok for fin på den, for

du er sjællænder.”

”Prøv mig!”- sagde jeg.

”Kunne du ikke tænke dig at hjælpe mig ud af en klemme? Den kone, der

plejer at komme og pakke brød til landturen, er blevet syg. Kunne du ikke

overtage hendes job? ”

Det kunne jeg godt. Jeg fik 10 kr. pr. gang, og de blev også lagt i cigarkas-

sen.

Nogle gange strøg jeg for fru Petersen. En dag spurgte Johanne Dam, om

jeg ikke kunne tænke mig at stryge for hende. Jeg havde øvet mig der-

hjemme på mine brødres skjorter, så jeg vidste godt, hvordan jeg skulle

stryge en flip. Johanne Dam ansatte mig til at komme to eftermiddage om

ugen.

55

Jeg hjalp hos Petra Schwartz og hos ”flyvemaleren,” maler Nielsen. Han

var en mand, der var meget kolerisk og opfarende, men som også havde

sjov for. Engang spiste jeg der, og de skulle have gule ærter.

”Prøv at komme en skefuld eddike i. Så bliver smagen pragtfuld!” sagde

han til mig.

Jeg gjorde, som han havde sagt, og suppen blev så tyk, så skeen kunne stå

op i den.

”Nå, kan du lide suppen?” spurgte han med et lusket grin.

”Nu har du noget godt klister, når du skal tapetsere,” sagde jeg og rejste

mig. ”Tak for mad. Jeg skal ikke have mere!”

Han lo. Han kunne godt lide, at man svarede igen.

Jeg hjalp også hos urmager Bruhn.

Vores cigarkasse begyndte at bugne. Vi kiggede os om efter et hus. Man

var begyndt at anlægge Margrethevej, og vi havde egentlig kigget på en

grund der. Jeg blev imidlertid forskrækket, da jeg hørte, hvor meget vi

ville komme til at skylde.

Man kaldte det nye kvarter havregrynskvarteret, og jeg begyndte at tvivle

på, at det var noget for os. Så blev der et hus til salg på Bevtoftvej. Ejeren,

Lorenz Knudsen, var død efter en ulykke i Lystskoven. Han havde fået et

træ ned over sig, og hans hus havde stået tomt et stykke tid. Det var meget

forfaldent og trængte til en kærlig hånd. Vi kunne få huset for 40.000 kr.,

og vi slog til. Måske havde det i længden været billigere med et hus på

Margrethevej, men vi fortrød aldrig købet.

Huset var temmelig forfaldent. Der var en stor grund til, og her var der det

første år kartofler. Senere kom der både blomsterhave, græs og køkkenha-

ve. Vores nabo var Nis Refslund. En af de første dage kom han og adva-

rede mig.

”Det er et frygteligt hus. Der er både mus og rotter!” sagde han.

Den næste dag kom han igen.

”Det er et skrækkeligt hus. Der er al slags utøj,” sagde han.

”Mus og rotter skal vi nok slippe af med,” sagde jeg.”Det er værre, hvis

naboen ikke er god. Han er sværere at slippe af med.”

Nis Refslund tænkte sig om et øjeblik.

”Du har ret,” sagde han. ”sådan skal man ikke modtage sin nye nabo!”

Fra den dag var vi gode venner, og han blev en dejlig nabo.

Så fik jeg drengene. Først Leif og siden Torben, og jeg gjorde, som jeg

havde lovet min mor. Jeg blev hjemme hos børnene. Det var småt, men vi

brugte ikke pengene, før vi havde tjent dem, så det gik alligevel. Vi har al-

drig manglet noget.

56

Holst Knudsen hjalp begge drenge til verden. Han ville i øvrigt gerne have

haft mig til at hjælpe sig i klinikken. Jeg var jo uddannet inden for sygeple-

je, men Hans syntes ikke om det. Og da drengene var født, havde jeg også

nok at se til.

Jeg kom i øvrigt på sygehus efter den første fødsel. Jeg skulle have en

varmekasse på underlivet, men kassen virkede ikke. Den var iskold, så jeg

stod ud af sengen og sagde til de andre på stuen:

”Se, jeg har en kasse med flødeis! Er der nogen, der vil købe en?”

I det samme gik døren op. Der var stuegang med overlæge Karlsen i spid-

sen. Da han så mig og hørte mig reklamere for flødeis, vendte han om på

hælen og gik ud igen.

”Så nu kan du godt pakke og rejse hjem,” hviskede en af de andre.

Døren gik op igen.

”Nå, er det Dem lille Wegener?” sagde han,. –”Jotak, jeg vil godt have en

flødeis.”

Holst Knudsen var et fantastisk menneske og en fantastisk læge, der gjorde

alt for sine patienter. Engang blev Hans alvorligt syg. Holst Knudsen blev

tilkaldt og så på ham.

”Kender I nogen i Tyskland? ” spurgte han.

Det gjorde vi ikke lige.

Holst Knudsen vidste, at der var en medicin, der kunne hjælpe, men man

kunne kun få den i Tyskland. Hans var rigtig dårlig.

Den næste morgen kl. 5,30 bankede det på døren. Det var Holst Knudsen,

der havde været i Tyskland for at hente medicinen til os. Den hjalp, og det

varede ikke længe, før Hans kunne komme på arbejde igen. Jeg synes, det

var helt fantastisk gjort af Holst Knudsen.

Allerede i 1947 var Hans blevet medlem af Sydslesvigsk Forening. Rødov-

re/Toftlund var venskabsbyer med Goltoft/Mysunde i Sydslesvig. Jeg har

rigtig mange gode minder knyttet til Sydslesvig. Vi fik en fantastisk modta-

gelse, når vi kom derned. I mange år var det fast tradition, at vi var i Syd-

slesvig første søndag i advent.

”Julen begynder først, når vi har været i Sydslesvig,” sagde Jørgen Lud-

vigsen engang. Og det kunne jeg godt give ham ret i. Der var en ganske

særlig stemning. Vi havde gode kontakter til vandrelærer Hans Keil, der

hvert år planlagde en udflugt i Sydslesvig for os. Vi har set så mange inte-

ressante ting, at det er helt utroligt. Keil var rigtig dygtig til at arrangere

for os.

I mange år havde vi en sydslesvigsk feriepige, der hed Gisela. Hun havde

en veninde Hannelore, der boede hos en familie i Ørderup. Hannelore

57

længtes hjem, så når hun havde spist morgenmad, kom hun op til os og Gi-

sela, og så blev hun, til hun skulle hjem i seng Hannelore kommer stadig

en gang om året og besøger os. Hun er kommet gennem alle årene. Hun

har 6 børn, og da hun kom, mens børnene var med, skulle der smøres nog-

le madder, når der var besøg fra Sydslesvig.

Senere blev Hans julemand i Toftlund efter Jeppe Scherrebeck, og så blev

han også julemand i Sydslesvig. Han havde gaver med til de ældre og trak

i julemandskostumet. Det vakte hvert år stor jubel. Jeg dansede med om

juletræet og fik de gamle sydslesvigere til at danse med.

”Hun er ikke som de andre,” sagde de om mig

”Derfor kan I da godt danse med om juletræet,” sagde jeg. Og det gjorde

de.

I begyndelsen da vi kom i Sydslesvig lige efter krigen, var der stor nød, og

al hjælp var nødvendig. Det var en sag, der var værd at ofre sin tid på.

Til sidst døde mange af dem, der havde været med fra starten. Tiden var

løbet fra hjælpearbejdet, og foreningen blev nedlagt. Hans fik foreningens

formue overdraget til Bennetgård, hvor danske sydslesvigere kan få et bil-

ligt ophold.

Hans var meget social, og han kunne omgås alle folk.

Han var en dygtig skytte og kom meget i Skytteforeningen. Først holdt de

til i et lille hus i skoven. Senere var de på Centralhotellet og på

Østerkroen, og da Skyttehuset blev bygget, var Hans selvfølgelig aktiv. Vo-

res søn Torben var dengang i konfirmationsalderen, og han deltog lige så

meget som de voksne i byggeriet. Da Skyttehuset stod færdigt, var det byg-

get udelukkende ved frivillig hjælp. Det var en stor tilfredsstillelse.

Vore to drenge klarede sig godt. De havde et rigtig godt forhold til hinan-

den og delte alting. Det var en fornøjelse for mig, at de aldrig var misun-

delige på hinanden, men undte hinanden det bedste. Blev der uddelt slik i

skolen til den ene, tog han det altid med hjem og delte med den anden. Og-

så som voksne har de bevaret det gode forhold, og det glædede både Hans

og mig rigtig meget.

En dag lige før Leifs konfirmation fik jeg besøg af en fin, ældre dame, der

bankede på min dør. Det var fru Lassen Schmidt.

”Jeg har hørt så meget godt om Dem,” sagde hun.

Det undrede mig, men jeg bød hende indenfor. Hun kiggede lidt på mit

bryggers. Her havde jeg henkogte grønsager og henkogt frugt stående i

glas i række på hylderne.

58

”Jeg behøver ikke at se mere,” sagde hun. ”Jeg er sikker på, at vi vil

komme godt ud af det med hinanden. Har De ikke lyst til at komme og

hjælpe mig huset et par dage om ugen?”

Vi blev enige om, at jeg skulle komme til kaffe en formiddag, og at vi så

skulle aftale nærmere. Det blev begyndelsen til en lang periode som hus-

hjælp hos Lassen Schmidt. Nogle år efter flyttede deres søn Henry til Toft-

lund. Hans kone Tove var blevet syg, netop som de skulle flytte, og huset,

de skulle flytte ind i, var ikke gjort i stand.

”Det kan jeg nemt ordne,” sagde jeg. Jeg gjorde rent i huset på Tim-

melsvang, og så begyndte jeg hos Tove og Henry Schmidt. Deres tre børn

blev mine reservebørn, og jeg havde mange år som hjælp i huset hos dem.

Huset på Bevtoftvej var blevet udbedret og ud-

videt. Hans lavede selv det hele, efterhånden

som vi havde penge til det. Han var ivrigt ha-

vemenneske og kunne få alt ud af jorden. Han

havde kærlighed til alt, hvad der groede og

kunne forsyne os med grønsager og frugt.

Hans var efterhånden blevet pensionist, og han

blev formand for Pensionistforeningen. Han

gjorde et stort arbejde for at få foreningen til at

gå godt. Han havde gerne set, at foreningen fik

sit eget hus, og han gjorde alt for, at forenin-

gen kunne spare på omkostningerne.

Hvis der var møder, fik han bageren til at give afslag i prisen, og skulle

pensionisterne på udflugt, ringede han flere gang til de steder, hvor vi

skulle spise for at få rabatter. Det lykkedes som regel, og hans sparede

foreningen for mange penge.

Jeg beundrede ham for, at han altid havde blik for folk, der havde det

svært. En gang stoppede han bilen oppe i byen og sagde til mig:

”Jeg skal lige snakke med den mand, der går der frem og tilbage på ga-

den.”

Manden var blevet alene kort tid før, og Hans vidste, at han var lige ved at

gå op i sømmene. Han fik ham overtalt til at kigge hen i Pensionistforenin-

gen. Manden kom og begyndte at spille kort. Han blev så glad for det, at

han kommer der endnu.

59

Hvis Hans kendte til et ensomt ældre menneske, gik han hen til vedkom-

mende for at snakke. Tit foreslog han vedkommende at komme hen i Pen-

sionistforeningen, hvor der var andre i samme situation. Han øste ud af sit

overskud.

Når vi var til møder, sad jeg altid nederst ved bordet. Hvis en foredrags-

holder glemte, at det var kaffetid kl. 15, var det min tjans at afbryde ham,

så tilhørerne ikke sad og faldt i søvn.

Da Hans stoppede som formand i Pensionistforeningen, syntes jeg, han fik

en dårlig afslutning på sit arbejde, så jeg meldte mig ud af foreningen.

Men vi har haft mange gode oplevelser der.

Huset på Bevtoftvej

I dag er jeg ikke længere en frem-

med i Sønderjylland. Jeg betragter

mig selv som sønderjyde, selv om

jeg aldrig har fået det bløde melo-

diske sprog lært. Jeg snakker sta-

dig, som man gjorde i Glostrup.

Hans og jeg var enige om, at vi be-

holdt vore sprog hver især. Engang

prøvede jeg, om jeg kunne lære

sønderjysk, men det gik ikke.

Hans døde i maj 2004, og han ef-

terlod et stort tomrum.

Jeg keder mig nu aldrig. Om som-

meren er der haven og min store

udestue.

Om vinteren er der håndarbejde. Der er altid så meget spændende, jeg kan

gå i gang med. Og jeg har mine dejlige børn og børnebørn. Yngste skud på

stammen er mit lille nye oldebarn, som blev navngivet for nylig. Han kom

til at hedde Jeppe. Mit liv har på alle måder været rigt.”

LM

60

Medlemsbevis for: ……………………………………………………

Dato: ………………………………………………………………

Underskrift

(Årligt kontingent 100 kr. – ægtepar 150 kr.)

Dette årsskrift er sponsoreret af:

Mikkelsens Ejendomskontor

- det er os, der sælger både nyt og gammelt!