1. Indledning How the negro have lived so many ages without advancing, seems marvellous, when all the countries surrounding Africa are so foreward in comparison; and judging from the progressive state of the world, one is led to suppose that the African must soon either step out from his darkness, or be superseded by a being superior to himself. (Speke, 1863, s. xxii) Fælles for de fleste afrikanere er en lav produktivitet og en lad indstilling til arbejdet. (....)[D]enne afrikanske kultur står i skarp kontrast til vores vestlige kultur. (Annas rejse i Uganda, 2012) 1 Historisk set synes der altid at have været en forbindelse mellem at rejse og at skrive. Rejsende har gennem århundreder ”...used journaling to depict the landscape, describe encounters with their host and as a reflective tool to understand their adventures out into the openness.” (Pudliner, 2007, s. 46) At have behov for, gennem skriftige beretninger, at dele sine oplevelser og indtryk fra en rejse, er således ikke noget nyt fænomen (Moolla, 2013; Todorov, 1995). Da John Hanning Speke, i midten af det 19. århundrede, drog fra Tanzanias kyst ind i Afrika, var området på mange måder at regne for ”det mørke kontinent” (Andersen, 2010; Brantlinger, 1985). De centralafrikanske lande syd for Sahara fremstod, for den vestlige verden, som et farefuldt, dragende område associeret med 1 http://annasrejse.blogspot.dk/2012/11/afrikansk-mentalitet.html 1
137
Embed
Titel: - pure.iva.dkpure.iva.dk/files/35997826/Line_Eriksen_Speciale_slut.doc · Web viewThe term also disguises the problematic relationship between dominant and subaltern groups
This document is posted to help you gain knowledge. Please leave a comment to let me know what you think about it! Share it to your friends and learn new things together.
Transcript
1. Indledning
How the negro have lived so many ages without advancing, seems marvellous, when all
the countries surrounding Africa are so foreward in comparison; and judging from the
progressive state of the world, one is led to suppose that the African must soon either
step out from his darkness, or be superseded by a being superior to himself. (Speke,
1863, s. xxii)
Fælles for de fleste afrikanere er en lav produktivitet og en lad indstilling til arbejdet.
(....)[D]enne afrikanske kultur står i skarp kontrast til vores vestlige kultur. (Annas rejse i
Uganda, 2012)1
Historisk set synes der altid at have været en forbindelse mellem at rejse og at skrive. Rejsende har
gennem århundreder ”...used journaling to depict the landscape, describe encounters with their host
and as a reflective tool to understand their adventures out into the openness.” (Pudliner, 2007, s. 46)
At have behov for, gennem skriftige beretninger, at dele sine oplevelser og indtryk fra en rejse, er
således ikke noget nyt fænomen (Moolla, 2013; Todorov, 1995).
Da John Hanning Speke, i midten af det 19. århundrede, drog fra Tanzanias kyst ind i Afrika, var
området på mange måder at regne for ”det mørke kontinent” (Andersen, 2010; Brantlinger, 1985).
De centralafrikanske lande syd for Sahara fremstod, for den vestlige verden, som et farefuldt,
dragende område associeret med fjendtlig natur, fjendtlige lokale stammer, nye handelsmuligheder
og markeder, og geografiske mysterier, hvis løsninger bragte løfter om ære og berømmelse for
opdagelsesrejsende. De lokale, afrikanske kulturer blev overvejende opfattet som uudviklede,
primitive og vilde; som samfund, der kun kunne forbedres gennem en vestlig, civiliserende mission.
Rejsenarrativer, eller travelogues, som Spekes Journal of the discovery of the source of the Nile,
hvorfra ovenstående citat stammer, spillede i denne periode en væsentlig rolle i at formidle viden til
et vestligt publikum om ikke-vestlige samfund og kulturer. De medvirkede til at give ”...European
reading publics a sense of ownership, entitlement and familiarity with respect to the distant parts of
the world that were being explored, invaded, invested in, and colonized. (….) They [travel books]
created a sense of curiosity, excitement, adventure, and even moral fervor about European
expansionism.” (Pratt, 1992, s. 3)
Godt 150 år senere, i 2012, rejser Anna, en ung, dansk kvinde, til Uganda, for her at tilbringe tre
måneder som frivillig. Afrika er naturligvis ikke længere den uudforskede ”hvide plet” på kortet, 1 http://annasrejse.blogspot.dk/2012/11/afrikansk-mentalitet.html
som det 19. århundredes opdagelsesrejsende begav sig ind i. Ikke desto mindre synes myten om
”det mørke kontinent” at være sejlivet: Billeder af sult, nød, krig og fattigdom, men også det
eksotiske, det dragende, det autentiske og det anderledes indtager til stadighed en markant position i
mediernes repræsentation af Afrika (Bonsu, 2009; Brantlinger, 1985; Spurr, 1994). For unge,
vestlige rejsende, som eksempelvis Anna, fungerer sådanne billeder som en væsentlig del af
motivationen for at vælge Afrika som deres destination, hvad enten det er som frivillig, som turist,
eller som ”ægte” rejsende. For at videreformidle sine rejseoplevelser, og sine indtryk af den lokale
kultur, gør Anna brug af en rejseblog på internettet. Med direkte reference til rejseblogs, og
mulighederne for herigennem at påvirke og reflektere mere overordnede samfundsmæssige
diskurser, bemærker Betsy A. Pudliner følgende: ” Our world perhaps is best understood through
the eyes and creative writing of the tourist.” (2007, s. 50)
På trods af tidsspændet mellem de to citater er de således på en række punkter sammenlignelige.
Begge repræsenterer de genrer indenfor kategorien rejselitteratur, henholdsvis travelogues (Speke,
1863) og rejseblogs (Annas rejse i Uganda, 2012); genrer, med et fælles udgangspunkt i
dagbogsformen. Begge har de Afrika som deres geografiske emne, og begge er de udtryk for et
personligt perspektiv på afrikanere, afrikansk kultur, og afrikansk mentalitet. Bag begge citater står
en forfatter, der, som baggrund for sine formuleringer, har taget udgangspunkt i egne oplevelser
som rejsende i Afrika; oplevelser, der, som i de konkrete citater, anvendes til at udtale sig på et
mere generelt niveau om den besøgte kultur. Oven i dette kommer formidlings- og
disseminationsperspektivet: Både Speke og Anna skriver med et publikum for øje; med et ønske om
at fortælle en historie; om at dele deres rejseoplevelser med andre. For Spekes vedkommende drejer
dette sig om den brede offentlighed; læserne hjemme i England. For Anna er teksterne i hendes
rejseblog først og fremmest rettet mod familie og venner i Danmark. Alligevel kan begge
formidlingsmedier; en travelogue og en rejseblog, anskues som en form for offentlige dagbøger,
hvis’ indflydelse potentielt rækker ud over deres respektive forfatteres personlige tanker, følelser og
holdninger (Holland & Huggan, 1998, s. xiii; Lisle, 2006, s. 22). Hvilket bringer mig til mit
overordnede emne: Dette speciale handler om rejselitteratur, og mere specifikt rejselitteratur om
(det centrale, sub-Sahara) Afrika. Udgangspunktet er en komparativ analyse af henholdsvis
passafer fra to travelogues fra sidste halvdel af det 19. århundrede; førnævnte John Hanning Spekes
Journal of the discovery of the source of the Nile fra 1863 og Henry M. Stanleys Through the Dark
Continent; or the sources of the Nile, around the great lakes of equatorial Africa, and down the
Livingstone River to the Atlantic Ocean fra 1878, og en række rejseblogs fra det 21. århundrede.
2
Mit primære fokus vil være at belyse, hvordan vestlige travelogues og rejseblogs kan fungere på
linie med andre former for kulturformidling, og hvordan disse to rejselitterære genrer bidrager til og
reflekterer tidstypiske opfattelser af, og diskurser om ikke-vestlige – afrikanske – kulturer, og på
samme tid også tegner et billede af forfatternes egen, vestlige kultur.
2. Problemformulering
Som beskrevet af bl.a. Holland og Huggan (1998), Lisle (2006), Pratt (2008), Said (2002) og Spurr
(1993) er den typiske opfattelse af rejselitteratur, at det er en genre, der først og fremmest er
kendetegnet ved beskrivelser af eventyrlige, spændende, finurlige eller farverige oplevelser
undervejs på rejser, undertiden med et intimt og nysgerrigt blik på den besøgte kultur. Genren ses
derfor i mindre grad som et medie, hvorigennem der kommunikeres politiske agendaer, ideologiske
overbevisninger og kultur-, og samfundsorienterede holdninger og meninger. Alligevel, påpeger
flere af de ovenfor nævnte forfattere, eksisterer den rejselitterære genre på ingen måde i et univers
adskilt fra politiske og ideologiske sfærer og diskurser, og man skal derfor ikke, med Edward Saids
ord, formode, at den er ”uskyldig” (2002, s. 54).
Dette gør sig ikke mindst gældende ud fra et historisk perspektiv: “Historically, travel writing
participated in the international realm by disseminating the goals of Empire: stories of ‘faraway
lands’ were crucial in establishing the unequal, unjust and exploitative relations of colonial rule.”
(Lisle, 2006, s. 1) Personlige rejseblogs synes, i Molz’ (2012) udlægning, primært at være
kendetegnet ved et fokus på fællesskab, på glæden ved mangfoldige muligheder og muligheder for
mangfoldighed, på socialitet på tværs af grænser, tid og sted. Disse kendetegn synes umiddelbart at
stå i kontrast til Victoriatidens travelogues og deres mere explicitte imperialistiske præg, som
udtrykt i Lisles citat ovenfor. Et relevant spørgsmål er derfor, om denne karakteristik af rejseblogs
er korrekt: Hvis rejselitteratur, som Lisle påpeger, historisk set har medvirket til at udbrede politiske
ideologier, gør denne tendens sig så også gældende i en udpræget nutidig, kulturformidlende,
rejselitterær genre som rejseblogs?
En væsentlig bestanddel i næsten alle rejsefortællinger, hvad enten de omhandler nære eller fjernere
destinationer, er mødet med en anden, måske radikalt anderledes, kultur. Samtidig vil fortællingerne
uundgåeligt bære præg af den kulturelle, ideologiske og politiske bagage, den rejsende bringer med
sig hjemmefra. Denne bagage vil i mange tilfælde blive forstærket i sit udtryk ved mødet med
kontraster og forskelle mellem egen og den besøgte kultur. Forskelle er således et centralt aspekt for
turister og rejsende, og, som følge heraf, også i den tilknyttede rejselitteratur. Når oplevelser,
3
begivenheder, den besøgte destinations kultur, dens natur og dens befolkning beskrives, hvad enten
det er i traditionel bogform som travelogues, eller digitalt som rejseblogs, er forskelle mellem ude
og hjemme, egen og ny kultur, ”os og dem” således ofte i spil (Pudliner, 2007, s. 50). Der synes
derfor at være en dynamik mellem disse oppositioner, affødt at mødet med en anden kultur, der kan
fungere som et slags barometer for vores måde at opfatte og repræsentere den Anden, i dette
tilfælde afrikaneren og hans eller hendes kultur, på. Der er dog et yderligere interessant aspekt ved
den rejselitterære genre; et, der er særligt interessant i forhold til mit udgangspunkt i en komparativ
analyse. Hvis, som Lisle argumenterer for, meget af nutidens rejselitteratur stadig er præget af en
”colonial vision” (2006, s. 3-4), må dette nødvendigvis også fortælle noget om de diskurser og
samfundstendenser, der gør sig gældende for den vestlige verden.
At rejselitteratur på denne måde kan kaste lys over ikke bare de, på rejser, besøgte og oplevede
kulturer og samfund, men samtidig også over den rejsendes hjemlige kultur, er således den primære
årsag til, at jeg finder emnet ikke bare interessant, men også relevant. Hvis rejselitteratur reflekterer
og påvirker diskurser i vores nutidige vestlige samfund, hvoraf nogle af dem synes at stå i
forbindelse med tidligere tiders rejselitterære bearbejdninger af dynamikken i dem-os relationen,
kan denne genre være en kilde til forståelsen af mere end en eksotisk og anderledes kultur.
Rejselitteratur vil potentielt kunne fortælle noget om hvordan verden er sat sammen. Med Lisles
ord: “Travel writing shapes and influences the way we understand the world.” (2006, s. 11)
Dette fører frem til følgende spørgsmål:
Hvordan kan vestligt rejselitteratur; specifikt travelogues og rejseblogs, påvirke og reflektere
offentlige diskurser om ikke-vestlige kulturer; specifikt Afrika, og om egne, vestlige kulturer?
Hvordan italesættes og repræsenteres forskelle mellem ”dem og os” i henholdsvis travelogues
fra sidste halvdel af det 19. århundrede, og rejseblogs, fra det 21. århundrede?
2.1 Emneafgrænsning
Rejselitteratur er i princippet en bred samlebetegnelse for en række indbyrdes relaterede genrer, der
dog kan antage vidt forskellige former. Det fordrer derfor en høj grad af selektivitet både at
udvælge empirisk kildemateriale og litteratur, men også at afgrænse selve emnet.
Indenfor fiktionens verden findes der en stor mængde litteratur, der har karakter af rejsefortællinger,
som eksempelvis Mark Twain’s Huckleberry Finn og Jonathan Swift’s Gulliver’s Travels. Grænsen
4
mellem fiktion og fakta synes dog til tider at være noget flydende, som hos Hemingway i The
Snows of Kilimanjaro og hos Jack Kerouac i On the Road. Selvom jeg i min analyse ikke kan undgå
at komme omkring denne såkaldt flydende grænse, har jeg, for at afgrænse emnet og gøre min
mængde af materiale overskuelig, valgt at beskæftige mig med rejselitteratur, der anses for at være
faktuelle og virkelige beskrivelser.
Yderligere har jeg valgt at belyse den del af rejselitteratur, der med et dansk ord kan kaldes
rejsefortællinger, eller, på engelsk, travelogues: Personlige beskrivelser af en rejsendes oplevelser,
ofte formuleret i dagbogsform og skrevet undervejs på rejsen, eller, som tilfældet er med både
Speke og Stanleys tekster,.forfattet efter hjemkomsten på baggrund af dagbøger ført i løbet af
rejsen. Instruktive rejseguides, som eksempelvis Lonely Planet og Politikens Turen går til, har jeg
fravalgt at inddrage direkte i teksten.
Etnografier, forfattet under antropologers feltarbejde, kan opfattes som en type professionel
rejselitteratur. Denne genre har jeg valgt ikke at anvende som empirisk materiale, idet etnografier
netop er professionelle kulturanalyser. De falder derfor udenfor mit primære fokus, der, som
allerede påpeget, tager udgangspunkt i ikke-professionelle, ”almindelige” individers
rejsefortællinger. En relevant indvending her kunne være, at Speke og Stanley på sin vis har
fungeret som deres tids antropologer, idet deres beskrivelser af diverse afrikanske samfund og
kulturer på mange måder er beslægtede med etnografier (Pratt, 2008, s. 62). Ikke desto mindre var
dette ikke den primære, forudgående motivation for deres ekspeditioner, ej heller noget de rent
fagligt var uddannede i, og jeg opfatter dem derfor ikke, i dette speciale, som professionelle
kulturforskere.
Rejselitteratur har en tæt relation til visuelle medier. Datidens travelogues indeholdte typisk
illustrationer, der ledsagede beskrivelser af en specifik episode, samt ikke mindst etnografisk
orienterede tegninger af lokale kulturer, som eksempelvis hos Speke (1863) og Stanley (1878). I det
20. og 21. århundrede spiller fjernsynsmediet en ganske betydningsfuld rolle i formidlingen af
rejsefortællinger. I forbindelse med rejseblogs er visuelle medier; fotografier, egne videooptagelser,
links til videoer på YouTube, i princippet slet ikke til at komme uden om: De er en betydningsfuld
og integreret del af denne formidlingsform (Molz, 2012, s. 68). Alligevel har jeg fravalgt at
beskæftige mig med denne visuelle side af rejselitteraturen. Den er et studie; et speciale for den sags
skyld, i sig selv, og kun at komme perifært omkring den, ville være at gøre dens betydning uret.
Den historiske og geografiske emneafgrænsning i dette speciale er tæt knyttet sammen og foretaget
på baggund af hvilke områder og perioder, der fungerer bedst, i forhold til at kaste lys over min
5
problemformulering. Det første anerkendte rejselitteratur stammer, ifølge Moolla (2013), fra den
tidlige middelalder, hvor særligt de arabiske lande, samt Kina og Japan, var blandt de første til at
bidrage til genren (Moolla, 2013, s. 3-4). Da det naturligvis ikke er muligt at dække hele
verdenshistoriens rejselitterære bedrifter, har jeg valgt at belyse travelogues fra sidste halvdel af det
19. århundrede – for Storbrittanien det Imperiale Århundrede (Cain & Hopkins, 1987) - i en
komparativ analyse i forhold til nutidens – det 21. århundredes – rejselitterære materiale, med et
overordnet fokus på rejseblogs. I forhold til den geografiske afgrænsning har jeg valgt at fokusere
på rejselitteratur om Afrika; specifikt omhandlende lande i det centrale sub-Sahara Afrika. Den
primære baggrund for valget af dette (meget omfangsrige) område er, ganske simpelt, at det er her
både Speke og Stanleys travelogues; teksterne som strukturelt set indleder specialets analysedel,
hovedsagligt udspiller sig.
Det er væsenligt for mig her at pointere, at dette ikke er hverken et historie-, eller et
geografispeciale. Jeg vil derfor ikke gå i dybden med detaljer vedrørende historiske begivenheder
eller geografiske forhold. Begge aspekter er dog nødvendige og af stor betydning for den
kontekstuelle forståelse, og mit speciale bærer således også i høj grad præg af en tværfaglighed.
Slutteligt, og igen med reference til min problemformulering, ligger mit fokus på Afrika set med
vestlige øjne, hvilket betyder, at mit empiriske grundlag udgøres af rejselitteratur forfattet af
personer fra den vestlige verden. Jeg har derfor ikke inddraget rejselitterære tekster skrevet af
afrikanere, eller andre ikke-vestlige kulturer, selv, som eksempelvis Mary Louise Pratt (2008) i høj
grad gør. Jeg er bevidst om at sådanne ”modsvar” fra 3. verdens-, og/eller tidligere koloniserede
lande udgør en væsentlig bestanddel af postkoloniale studier; en retning mit speciale i sagens natur
læner sig tæt op af, men da jeg ikke har mulighed for at repræsentere disse tekster fyldestgørende,
har jeg valgt helt at udelade dem.
3. Metode
Som beskrevet i problemformuleringen, er mit speciale baseret på en antagelse af, at vestligt
rejselitteratur er en genre, der både påvirker og reflekterer bredere samfundsmæssige diskurser;
dette både i forhold til repræsentationer af ikke-vestlige kulturer, og opfattelser af egen kultur.
Måden jeg har valgt at gribe emnet an på, er at foretage en komparativ analyse, baseret på udvalgte
empiriske eksempler indenfor den rejselitterære genre, fra to forskellige, historiske perioder. Mit
valg af den første periode, sidste halvdel af det 19. århundrede, er i og for sig en logisk konsekvens
af mit valg af Afrika, som det, i rejselitteraturen, behandlede geografiske område.
6
Det Britiske Imperium var på dette tidspunkt på sit højeste, hvilket medfører at forskelle mellem
ude og hjemme; dem og os, sættes på spidsen, også i rejselitteraturen. De victorianske
opdagelsesrejsende, og deres forfatterskaber, er derfor et illustrativt, og også ofte anvendt
udgangspunkt for analyser af – oprindelsen til – den vestlige verdens repræsentation af Afrika og
afrikansk kultur, og ikke-vestlige kulturer i det hele taget. På dette punkt læner jeg mig derfor op af
en række andre tekster med et tilsvarende udgangspunkt (Andersen, 2010; Korte, 1996; Lisle, 2006;
Moolla, 2013; Pratt, 2008; Spurr, 1993) Jeg har valgt at belyse passager fra Speke (1863) og
Stanleys (1878) travelogues kronologisk og separat fra hinanden. Rejsefortællinger fra denne
periode er generelt overordenligt omfattende værker på mange hundrede sider, der nogen gange
strækker sig over flere bind. Et eksempel er netop Stanleys Through the Dark Continent (1878), der
består af to bind på hver godt 600 sider - Andersen refererer til Stanleys tekster som ”monstrøse” i
omfang (2010, s. 39). Heraf følger, at det kræver både tid og plads at koncentrere sig om, og gå i
dybden med, sådanne værker, og jeg har derfor fundet det mest ansvarligt at holde dem adskilt fra
hinanden.
Det kan synes at jeg giver en række forskellige eksempler fra Speke og Stanleys travelogues, der i
bund og grund udtrykker det samme – en diskurs, hvis essens ikke ændrer sig væsentligt. Denne
tilgang er dog helt igennem bevidst, og udtrykker en pointe, som også findes hos Pratt og Spurr: At
den imperialistiske ideologi og kolonialismediskursen har flere ansigter, og formidles på mange
forskellige måder, med forskellige sproglige strategier (Pratt, 2008, s. 12; Spurr, 1993, s. 4).
Som nævnt ovenfor, er de to travelogues kendetegnet ved deres massive omfang. Samtidig dækker
indholdet i dem begge emner og områder, der ikke er af direkte relevans for min
problemformulering. Væsenligt i denne sammenhæng er derfor også, at det ikke er muligt for mig
her at foretage en udtømmende analyse af de to valgte travelogues: Dette speciales omfang, samt
ikke mindst mit valg af emne, udelukker dette. Hvad jeg derimod vil belyse er passager, der
illustrerer hvordan de to engelske opdagelsesrejsende, som repræsentanter for en vestlig kolonimagt
og dermed en imperialismeideologi, opfatter Afrika, afrikanere og afrikansk kultur, og herigennem
også den hjemlige, vestlige kultur. Centralt står deres betoning af forskellighed; af Afrikas
’andethed’, set i forhold til den vestlige verden, eller mere specifikt, England. Som Spurr bemærker:
For the colonizer as for the writer, it becomes a question of establishing authority
through the demarcation of identity and difference. Members of a colonizing class
7
will insist on their radical difference from the colonized as a way of legitimizing their
own position in the colonial community. (1993, s. 7)
Jeg har til denne første analysedel valgt at tage udgangspunkt i netop David Spurr, hvis fokus på
retorikken i kolonialismediskursen er velegnet som et kritiske værktøj i forbindelse med det 19.
århundredes rejselitteratur. Tilsvarende vil jeg anvende nogle af Pratts (2008) centrale begreber og
analyseredskaber.
Hvor specialets første analysedel; Travelogues fra sidste halvdel af det 19. århundrede, er bygget op
omkring Speke og Stanleys værker, har jeg i den anden analysedel omhandlende det 21.
århundrede, valgt en anden metodisk tilgang, og ikke mindst en anderledes anvendelse af det
empiriske materiale, som først og fremmest udgøres af rejseblogs. At blogge er en aktivitet, der er
kendetegnet ved en tæt forbindelse med konkrete, dagligdagspraksisser i det moderne samfund; de
overlapper og flyder sammen. Som Jennie German Molz beskriver i sammenhæng med sit koncept
”mobil socialitet”, muliggør nye mobile teknologier, at man kan skabe og opretholde kontakt med
sociale netværk, venner og familie undervejs, samtidig med man er involveret i andre sociale
praksisser, eksempelvis rejseaktiviteter (2012, s. 71) . Jeg har derfor valgt at lade denne tendens
afspejle sig i opbygningen af dette femte afsnit. Frem for, som med Speke og Stanleys travelogues,
at belyse de enkelte blogs separat fra hinanden, er empirien flettet ind i selve teksten, som relevante
og aktuelle eksempler på det diskuterede. Dette skal ses i sammenhæng med forskellen på de
victorianske opdagelsesrejsendes status som offentlige, ”kendte” personer, og rejseblog-forfattere,
hvoraf mange, også dem jeg har udvalgt, må opfattes som almindelige og ”ukendte” personer. Godt
nok har de valgt at lægge deres rejsedagbøger ud offentligt på internettet, men jeg har ikke, som for
Speke og Stanleys vedkommende, adgang til andre informationer om disse rejsende, end hvad jeg
kan læse på deres blogs. At jeg ikke går i dybden med de enkelte rejseblogs skyldes også hensynet
til de statistiske forhold. Antallet af rejseblogs gør det vanskeligt og problematisk at udvælge
enkelte som repræsentative for de, i dette speciale, belyste spørgsmål. Som et illustrativt og relevant
eksempel kan det nævnes, at en Google-søgning på ”Africa travel blog” genererer 528 millioner
resultater ud fra disse søgeord.2 Jeg har derfor vurderet, at den valgte struktur skaber et mere reelt
helhedsbillede af rejsebloggen og dennes funktioner.
I forlængelse af ovenstående har jeg struktureret hele afsnittet om rejselitteratur i det 20. og 21.
århundrede ikke kun ud fra eksplicit rejselitteratur og rejseblogs, men også ud fra to kontekstuelle
2 Søgningen er foretaget d. 29.12.2013
8
temaer: Turisme og autenticitet. Mit formål med dette er at belyse, hvordan nutidens rejselitteratur
ikke eksisterer i et vakuum, men interagerer, påvirker og reflekterer en række tendenser i det
vestlige samfund. Som det også gjorde sig gældende for det 19. århundredes travelogues, kan
rejseblogs (Miller & Shepherd, 2004) illustrere nogle af de kulturelle, politiske og sociale
diskursive strukturer verden i dag er præget af. Som i analyserne af Speke og Stanleys værker, er
mit fokus, i forbindelse med rejseblogs, først og fremmest på indhold og repræsentation, og i
mindre grad på form og funktion. Ikke desto mindre spiller de sidstnævnte to aspekter en essentiel
rolle for forståelsen af især rejseblog-genren, og af denne grund har jeg valgt også at redegøre for,
og belyse, bloggens rolle og mulige funktioner i forhold til kommunikation og socialitet (Molz,
2012). Ligeledes indeholder både femte og sjette afsnit et underafsnit, der belyser en række mere
generelle, formelle kendetegn ved henholdsvis travelogues, og ved rejseblogs. I denne forbindelse
skal det påpeges, hvordan disse to underafsnit en væsentlig del af fundamentet for min metodiske
tilgang; den komparative analyse. Det er således heri, at jeg redegør for nogle af de form-mæssige
karakteristika, der gør det muligt på en meningsfuld måde at sammenligne de to rejselitterære
genrer, på trods af de forskelle, der findes mellem dem. I relation til dette komparative aspekt skal
det understreges, at når jeg gennem hele teksten har valgt at behandle rejseblogs som litteratur,
skyldes det det før omtalte fundament bloggen har i dagbogsformen. Mit perspektiv på rejseblogs
stammer således fra en kombination af form (dagbogen; journalen) og indhold (rejsebeskrivelser og
–fortællinger).
I forbindelse med citater fra, og referencer til rejseblogs har jeg rent praktisk, ud over
kildeangivelsen i litteraturlisten, angivet det direkte link til det pågældende sted i rejsebloggen, i
fodnoterne.
3.1 Empiri
Empirien i dette speciale udgøres helt overordnet af rejselitteratur: Travelogues og rejseblogs.
I afsnittet omhandlende rejselitteratur i det 19. århundrede er mit empiriske grundlag to travelogues
af to berømte victorianske opdagelsesrejsende: John Hanning Spekes Journal of the discovery of
the source of the Nile fra 1863 og Henry M. Stanleys Through the Dark Continent; or the sources of
the Nile, around the great lakes of equatorial Africa, and down the Livingstone River to the Atlantic
Ocean fra 1878. Mit valg af disse to værker er baseret på deres repræsentative karakter, som typiske
eksempler på periodens fremherskende diskurs om ikke-vestlige samfund. Ydermere er de med til at
9
understrege datidens udprægede maskuline perspektiver på både den vestlige, og den omgivende
verden (Pratt, 2008, s. 209).3
Gældende for både Speke og Stanleys travelogue er, at de kan siges at bestå af to integrerede dele:
Et handelsmæssigt, økonomisk, og naturvidenskabelig, herunder etnografisk, deskriptivt forløb, og
et mere personligt, narrativt forløb. Denne opdeling er, ifølge Pratt typisk for denne periodes
travelogues (Pratt, 2008, s. 62).
Til grund for Spekes værk ligger en tre år lang rejse (1860 til 1863) fra Bagamoyo på Tanzanias
kyst til Gondokoro i det nuværende Sydsudan. Traveloguen er i store træk en lang fortælling om
daglige strabadser i fremmed og ugæstfrit terræn, og ikke mindst, om mødet med de ”primitive”
afrikanske stammer, deres konger og høvdinge, og deres ’barbariske’ skikke og traditioner. Det er
således især de sidste elementer i Spekes travelogue, jeg i analysen vil beskæftige mig med.
Hvor Speke, i sine beskrivelser af afrikanerne, er ganske eksplicit omkring hvad han mener om
denne ”primitive” race, kan Stanley siges at være mere diplomatisk. Ifølge både Youngs (1994) og
Andersen (2010) skyldes dette dog ikke nødvendigvis, at hans syn på Afrikanerne adskiller sig
nævneværdigt fra Spekes, men i højere grad, at Stanley er meget optaget af det billede han, gennem
sig travelogue, tegner af sig selv. Som sådan danner hans værk derfor et meningsfuldt
sammenligningsgrundlag for den selviscenesættelse og selveksponering, der er kendetegnende for
nutidens rejseblog, og blog-kultur i det hele taget. Emnet for Stanleys travelogue er en rejse
foretaget i årene 1874-77, fra Zanzibar til Congoflodens udmunding ved Atlanterhavets kyst.
Ekspeditionens primære formål var at kortlægge Nilsystemets udspring gennem en omsejling af
Victoriasøen, og således endelig skabe klarhed over dette, for europæerne, geografiske mysterium.
Det skal bemærkes, at jeg af hensyn til omfang og overskuelighed har valgt kun at arbejde med
andet bind af Stanleys travelogue, i analysen. Ved starten af denne tekst er Stanley således allerede
nået til Ujiji, i det vestlige Tanzania.
I specialets 6 afsnit udgøres empirien først og fremmest af rejseblogs. Med undtagelse af en enkelt;
den i indledningen citerede Annas rejse i Uganda, stammer alle mine blog-eksempler fra
rejseblogplatformen Travelblog.org. Alle blogs, med undtagelse af Annas fra 2012, omhandler
rejser foretaget i 2013/2014, af vestlige rejsende i de afrikanske lande syd for Sahara.
Overordnet synes rejseblogs at falde i tre kategorier: De personlige/intime, først og fremmest rettet
mod venner, familie og online-netværk; de professionelle rejsende, med mange læsere, eller følgere
3 Der findes dog også en række kvinder, der tog turen til Afrika, enten i selskab med deres mand, eller på egen hånd, og efterfølgende berettede om deres opdagelser i travelogues. Pratt lægger i Imperial Eyes (1992) stor vægt på også at inddrage sådanne kvindelige perspektiver.
10
(eksempelvis Where the hell is Matt4 5; Rolf Potts’ Vagabonding6 7). og de kommercielle,
eksempelvis forfattet af udsendte fra rejsemagasiner eller rejsebureauer (et eksempel på det sidste er
Go2Afrika, der ud over at sælge safarirejser også står bag en blog8). Ud fra denne typologi har jeg
valgt at inddrage eksempler fra den første kategori, idet de er af størst relevant for mit emne, der
netop har fokus på det personlige islæt. Som nævnt i metodeafsnittet, er det ikke min intention at gå
i dybden med de enkelte rejseblogs og de dertil knyttede skribenter; som privatpersoner (med
offentlige ”dagbøger”) er min adgang til informationer om personerne begrænset. Citater og
referencer til bloggene fungerer som netop empiri; som relevante eksemplificeringer til min teksts
emner. Jeg vil dog afslutningsvis fremhæve to blogs, jeg flere gange vender tilbage til: Førnævnte
danske Annas, om hendes ophold i Uganda som frivillig på et børnehjem og en række skoler, og
engelske Jennifer, ”Jenniferious”,9 der som medicinstuderende og backpacker kombinerer studie-
og rejseliv på sin vej gennem en række afrikanske lande. Hvor Jennifers blog, med de mange
firnurlige, humoristiske og umiddelbart positive beskrivelser af kulturelle forskelle Vesten og
Afrika imellem, er et godt eksempel på, hvad Debbie Lisle refererer til som en kosmopolitisk
vision, er danske Annas blog i højere grad et udtryk for en kolonialistisk vision (Lisle, 2006, s. 3-4).
Til forskel fra Jennifer, er Annas beskrivelser af afrikanerne ofte præget af frustrationer over, at
”tingene” her forgår noget anderledes end hjemme i Danmark, og at Afrika i det hele taget har lang
vej igen, for at leve op til europæiske standarder. På grund af kontrasterne mellem de to rejseblogs’,
og deres forfatteres, fokus og perspektiv, har netop disse to vist sig særligt illustrative i forhold til
mit emneområde.
3.2 LitteraturSom en konsekvens af mit emneområde, bærer mit litteraturgrundlag i dette speciale tilsvarende
præg af en vis tværfaglighed, dog først og fremmest indenfor de humanistiske og
samfundsvidenskabelige studier; eksempelvis antropologi og turismestudier. Da jeg ikke har
mulighed for at gennemgå samtlige poster på min litteraturliste, vil jeg i steder her præsentere nogle
enkelte af de tekster, der kvantitativt, og ikke mindst kvalitativt, spiller en væsentlig rolle i mine
analyser.
4 http://www.wherethehellismatt.com/ 5 Se iøvrigt Molz (2012, s. 110-113) for en grundig analyse af Where the hell is Matt.6http://www.vagablogging.net/ 7 Se Pudliner (2007, s. 50) for en nærmere beskrivelse af Rolf Potts’ rejseblog8 http://www.go2africa.com/africa-travel-blog/list9http://www.travelblog.org/Bloggers/Jenniferious/
(Spurr, 1993). En ting, der særligt er værd at bemærke ved Spurr er, som han selv påpeger i sin
indledning, at hans tilgang er kraftigt inspireret af Frankfurterskolens kritiske teori. Dette viser sig
ved, at der gennem hele bogen er hentydninger til mediernes manipulerende rolle i at opretholde
status quo, at sikre og bevare vestlige institutioners magt, og i at (gen-)implementere en
kolonialismediskurs i nutidens vestlige samfund.10
En af de få, der specifikt har beskæftiget sig med rejseblogs er Jennie Germann Monz, der i Travel
Connections fra 2012 fokuserer på, hvilken rolle de nye digitale, mobile medier spiller for turister
og rejsende. Rejseblogs kan, ifølge Molz, belyses ud fra to relaterede perspektiver: For det første
kan rejseblogs analyseres som dagbøger; narrativer eller repræsentationer. For det andet kan disse
blogs forstås som steder; sites, hvor social interaktion udspiller sig (Molz, 2012, s. 31). Molz
behandler først og fremmest det sidste perspektiv vedrørende social interaktion, og undersøger
dermed de forbindelser og netværk, der skabes gennem dette medie. Som hun selv udtrykker det: ”
[T]ravel blogs are not just online diaries, but sites that mediate, mobilize and moor social
interactions.” (2012, s. 31) Molz’ metode er at tage udgangspunkt i betydningsfulde værker
indenfor turismestudier, så som MacCannell (1989), Smith (1989), og Urry (1995), og derefter at
indkorporere de nye teknologiske udviklinger i de, i disse værker, formidlede perspektiver. Hendes
fokus er derfor ikke så meget på repræsentation og indhold, som det er på ”the ’doing’ of travel
blogging” og ”the ’sharing’ of stories” (2012, s. 70). Dette er en tilgang, der anskuer aktiviteter
forbundet med rejseblogging som ”...creative and productive practices that position travellers and
tourists not just as consumers, viewers or audiences, but as producers of experiences and media.”
(Molz, 2012, s. 70; min kursivering)11 Uden på nogen måde at underkende relevansen og værdien af
dette perspektiv, er mit fokus, som det allerede nu burde være klart, i højere grad på indhold frem
for form; på repræsentationen, herunder konstruktionen og reflektionen af ”Afrikabilleder”, og af
eget samfund og egen kultur, som de tager sig ud i denne dagbogsform. Molz’ bruger- og
brugsorienterede tilgang til rejseblogs er dog unægteligt og uundgåeligt også af stor relevans som
forståelsesramme for denne nutidige metode til at formidle rejsebeskrivelser på.
Den sidste tekst jeg her kort vil præsentere, er Debbie Lisles The Global Politics of Contemporary
Travel Writing fra 2006. Øverst på hendes agenda står at påvise forbindelser og gensidige
påvirkninger mellem globale politiske diskurser og vor tids rejselitteratur: “[T]he quasi-fictional
genre of travel writing is at least as useful for understanding issues of international importance as
10 Se eksempelvis følgende passager (Spurr, 1993, s. 8; s. 25), der specifikt omhandler mediernes indflydelse. 11 Molz’ beskrivelse af blogging-aktiviteter står i relation til Axel Bruns’ redegørelse af ”produsers” og ”produsage” (Bruns, 2007).
13
the policy documents, government press releases, parliamentary debates and media stories that are
usually privileged in this context.” (Lisle, 2006, s. 1) Selvom Lisle overordnet fokuserer på nyere
tids rejselitteratur, har jeg anvendt hendes tekst i begge mine analysedele, idet hun, som en del af
sin argumentation, også trækker paralleller til kolonitidens travelogues. Af særlig relevans for mit
emne er de to, allerede nævnte, perspektiver, hun identificerer i moderne rejselitteratur: ”The
colonial vision” og ”the cosmopolitan vision” (Lisle, 2006, s. 3). Tilsammen fungerer de, i hendes
tekst som en forklaringsmodel for, hvordan en kolonialismediskurs stadig gør sig gældende den dag
i dag.
4. Teori
Mit teoretiske udgangspunkt er, at en travelogue, eller en rejseblog, er et kulturelt produkt. Som
beskrivet af Lisle, kan et kulturelt produkt, ud fra en diskursiv tilgang, ikke forstås isoleret fra dets
sociale og politiske kontekst: Produktet både reflekterer og producerer disse kontekster (Lisle, 2006,
s. 17). Heraf følger, at mit teoretiske grundlag, og rammen indenfor hvilket mine analyser skal
forstås, overvejende udgøres af en kombination af postkolonial teori, diskursanalyse, og
socialkonstruktionisme. Denne sammensætning er på ingen måde usædvanlig; både Lisle (2006),
Pratt (2008) og Spurr (1993) redegør fra start i deres respektive indledninger for, hvordan disse to
teoretiske retninger ligger til grund for deres analyser.
Postkolonial teori er en retning, der er ganske vanskelig at definere, først og fremmest på grund af
dens tværfaglige karakter. Dette skal ses i sammenhæng med, at selve begrebet postkolonialisme i
sig selv, og med Barbara Kortes ord, er et problematisk paraplykoncept, idet det...
blurs important distinctions between former colonies: those between settled and
conquered colonies, between colonies that became independent early or late in the
twentieth century, or between postcolonial cultures now located in the so-called Third
and those in the First World. The term also disguises the problematic relationship
between dominant and subaltern groups within postcolonial societies themselves,
notably that between European settlers and indigenous populations. (Korte, 1996, s.
152-153)
De teoretiske udviklinger, der knytter sig til begrebet postkolonialisme kan således anvendes både
indenfor litteraturstudier, antropologi, psykologi, og samfunds-, og humanistiske videnskaber i det
14
hele taget. Postkolonial teori, og de dertil knyttede begreber beskæftiger sig først og fremmest med
de dominansforhold kolonialisme og imperialisme har skabt, og som flere steder stadig spiller en
rolle i relationerne mellem tidligere kolonier og kolonimagter (Spurr, 1993, s. 7). Et eksempel
findes hos Pratt, der i forbindelse med hendes analyse af rejselitteratur redegør for tre
interrelaterede begreber, der alle har postkolonialisme som deres centrale omdrejningspunkt:
kontaktzone, anti-erobring; eller anti-conquest og så autoetnografi; som nævnt i
afgrænsningsafsnittet. Pratt anvender begrebet anti-conquest til at referere til de
repræsentationsstrategier, hvormed ”...European bourgeois subjects seek to secure their innocence
in the same moment as they assert European hegemony.” (2008, s. 9) Den primære protagonist for
dette begreb er således den mandlige, hvide europæer; “…he whose imperial eyes passively look
out and possess.” (ibid.) En kontaktzone er et begreb, der i højere grad vedrører dialektikken i
tværkulturelle møder, som det tager sig ud mellem vestlige rejsende og ikke-vestlige kulturer på en
given destination. Pratt definerer en kontaktzone som ”the space of imperial encounters” (2008, s.
8), hvor folk der, historisk og geografisk, har været adskilt kommer i kontakt med hinanden og
etablerer vedvarende relationer; relationer, der ofte involverer tvang, ulighed og konflikt (ibid.).
Begrebet er således ideelt at anvende til beskrivelser af koloniale, eller postkoloniale, forhold.
Samlet set er Pratts begreber repræsentative for typiske interesseområder for postkoloniale studier,
og fungerer som sådan også som en del af rammen fra mit speciale. Undtagelsen er autoetnografier,
der som allerede nævnt, ikke udgør en del af mit emne.
Et navn der er vanskeligt at komme udenom indenfor studier i postkolonialisme, er Edward W.
Said, og ikke mindst hans Orientalisme fra 1978. Orienten, siger Said, er ikke et passivt faktum,
men derimod en menneskeskabt ide. Hertil lægger sig orientalismen, der i første omgang kan forstås
som en akademisk disciplin, ud fra hvilken forskere; antropologer, filologer, historikere etc., kan
udtale sig, og skrive om Orienten. Said bruger dog orientalisme i en mere generel forstand, som
”...en måde at tænke på, der er baseret på en ontologisk og epistemologisk sondring mellem
”Orienten” og (som regel) ”Occidenten”.” (Said, 2002, s. 28) Ifølge denne opfattelse gør
orientalisme sig ikke kun gældende indenfor de akademiske discipliner; det er en diskurs, hvis
indflydelse også gør sig gældende indenfor skønlitteratur, samfunds- og politiske beskrivelser af
Orienten, og også indenfor rejselitteratur. Med reference til Gramsci påpeger Said, hvordan det
politiske samfund ikke eksisterer adskilt fra, men derimod strækker sig ind i det civilesamfund
(2002, s. 37). Derfor vil kulturel eller akademisk viden, der er produceret i civilsamfundet, ofte
være under politisk indflydelse. Heraf følger, at kulturelle produkter, som eksempelvis travelogues
15
og rejseblogs, samt akademisk viden, omhandlende Afrika, også vil være farvet af den politiske
virkelighed (ibid.). Det er således også her, at det før omtalte fokus på dominansforhold kommer til
udtryk hos Said: ”Orientalismen”, påpeger han, ”...er med andre ord en vestlig metode til at
dominere, omstrukturere og få magt over Orienten.” (2002, s. 29) En af hans pointer er, at
mennesket skaber sin egen historie, og at det, som mennesket kan vide, er skabt af mennesket selv;
en opfattelse der, ifølge Said, må udvides til også at omfatte geografien (2002, s. 30). Overføres
dette til det geografiske emne for mit speciale, kan Saids perspektiv anvendes til at illustrere,
hvordan opfattelsen af kontinentet som ”det mørke Afrika” heller ikke er opstået på baggrund af
reelle fakta, men derimod er menneskeskabt. Afrika kan på denne måde siges at være blevet mørkt
på grund af dominansforhold; det var, fra Vestens side, nødvendigt at konstruere en underlegen
rolle til dette kontinent (Brantlinger, 1985).
Centralt i Saids værk står opfattelsen af Orienten som Europas; Vestens andethed; som det element,
Vesten definerer sig selv ud fra. Som sådan har orientalisme ”...mindre at gøre med Orienten end
med ”vores” verden.” (Said, 2002, s. 38) Erstatter man Orienten med Afrika, spiller denne
opfattelse en væsentlig rolle i mine analyser: Som beskrevet i problemformuleringen, er mit
udgangspunkt netop, at rejselitteratur reflekterer og påvirker ikke bare repræsentation af de besøgte
kulturer, men også af den rejsendes egen, vestlige kultur. Pratt udtrykker det på følgende måde:
”[E]mpires create in the imperial center of power an obsessive need to present and re-present its
peripheries and its others continually to itself. It becomes dependent on its others to know itself.
Travel writing [….] is heavily organized in the service of that need.” (2008, s. 4)
Said selv påpeger, hvordan han står i stor gæld til Michel Foucault (2002, s. 49), og dette bringer
mig til diskursanalyse; det sidste emne jeg skal belyse i dette afsnit. Et af de mest centrale aspekter i
mine analyser af rejselitteratur er, at undersøge og identificere de herigennem kommunikerede
diskurser. Når jeg i analysen refererer til en diskurs, er det i første omgang med udgangspunkt i
Foucaults brug af begrebet. Hans definition af en diskurs er, i Jørgensen og Phillips’ oversættelse:
”Vi vil kalde en gruppe af ytringer for diskurs i det omfang, de udgår fra den samme diskursive
formation. (...Diskursen) består af et begrænset antal ytringer, som man kan definere
mulighedsbetingelserne for.” (Jørgensen & Phillips, 1999, s. 22) Min anvendelse af begrebet er dog
mere specifik, idet jeg, særligt i forbindelse med det 19. århundredes travelogues, refererer til en
kolonialismediskurs, hvis’ definition jeg henter hos Spurr:
16
[L]iterary works once studied primarily for as expressions of Western ideals are now also
read as evidence of the manner in which such ideals have served in the historical process
of colonization. The particular languages which belong to this process, enabling it while
simultaneously being generated by it, are known collectively as colonial discourse.
(Spurr, 1993, s. 1)
De tolv måder at skrive om ikke-vestlige folk på, som nævnt i foregående afsnit, lægger sig således
direkte op af denne definition, som et slags repetoire til kolonialismediskursen. Som beskrevet
ovenfor hos Said, er repræsentationer af Afrika, og dermed også af den vestlige verden selv, ikke
faktuel og objektiv; sand, viden. I forbindelse med det socialkonstruktionistiske præmis, der ligger
til grund for Foucaults teorier om diskursbegrebet, siger Jørgensen og Phillips således: ”Sandheden
er en diskursiv konstruktion, og forskellige vidensregimer udpeger, hvad der gælder for sandt og
falsk.” (1999, s. 22) Det Foucault vil, siger Jørgensen og Phillips videre, er at gå bag om sådanne
vidensregimer og afdække de regler, der bestemmer hvad der kan ytres og ikke ytres; hvad der
anses for sandt eller falsk (ibid.) Gennem disse regler nedsænkes der så en (forestillet) orden over
en virkelighed, hvis orden i sig selv er vilkårlig (Foucault, 2006, s. 66). Som Lisle også udtrykker
det:
Acts of writing and speaking are given meaning through prevailing discourses and
actually do violence to the world because they are an imposition of ordered meaning on
an otherwise ambiguous reality. Travel writing is no exception: it organises the world
through a number of prevailing discourses, and sediments that world into a seemingly
incontrovertible reality. (Lisle, 2006, s. 12; original kursivering)
Et relevant eksempel er det 19. århundredes opdagelsesrejsendes klassifikation af afrikanerne som
værende på et lavere evolutionært trin i forhold til de hvide europæere. Speke går endda så vidt som
til at placere afrikaneren under fauna; dyreriget. Følgende citat af Spurr, i forbindelse med hans
belysning af Foucault, kan tilsvarende relateres til ovenstående eksempel: ”A statement can lay
claim to truth [....] only by obeying a discursive police. Within the realm of discourse, classification
performs this policing function, assigning positions, regulating groups, and enforcing boundaries.”
(1993, s. 63) Eksemplet er samtidig med til at understrege et andet centralt fokus hos Foucault:
Forbindelsen mellem magt og viden; to koncepter, der gensidigt forudsætter hinanden (Jørgensen &
17
Phillips, 1999, s. 23). Magten til at klassificere afrikanerne som tættere på dyr end på mennesker,
henter Speke fra (natur-)videnskabens verden; fra Charles Darwin.
Med den teoretiske ramme på plads vil jeg nu bevæge mig videre til specialets første analysedel;
rejselitteratur i sidste halvdel af det 19. århundrede.
5. Analyse: Travelogues fra sidste halvel af det 19. århundrede
I denne første analysedel vil jeg beskæftige mig med rejselitteraturen i det 19. århundrede, mere
specifikt den sidste halvdel af denne periode, med særligt fokus på Speke og Stanleys travelogues.
For at facilitere en forståelsesramme for de to værker, vil jeg indlede denne del med at belyse
travelogue-genrens karakteristika. For en historisk kontekst for disse værker se bilag 1.
5.1 Hvad er en travelogue?
Travelogues, forfattet af victoriatidens opdagelsesrejsende, spillede en betydningsfuld rolle for
konstruktionen og opretholdelsen af det 19. århundredes diskurs om den ikke-vestlige verden, og
dennes kulturer.
Although these titles [travelogues] do not figure in standard histories of Victorian
literature, such accounts of African exploration exerted an incalculable influence on
British culture and the course of modern history. It would be difficult to find a clearer
example of the Foucauldian concept of discourse as power or as "a violence that we do to
things." (Brantlinger, 1985, s. 177)
Da travelogues lægger sig tæt op af, og låner fra, andre litterære genrer, er det vanskeligt at give en
éntydig bestemmelse af denne form for rejsefortælling. The Concise Oxford Dictionary definerer en
travelogue som ”a film, book, or illustrated lecture about a person’s travels.” (1999) Endvidere
bemærkes det her, at begrebet stammer fra starten af det 20. århundrede, og bygger på ”the pattern
of monologue.” (min kursivering) Spekes og Stanleys travelogues er fra henholdvis 1863 og 1878,
og man har således ikke på dette tidspunkt anvendt denne betegnelse. Når jeg alligevel har valgt at
anvende travelogue, skyldes det, ud over den konsekvente brug af begrebet i den relevante
faglitteratur, dets tætte slægtskab med monolog (og dialog): Det fungerer som en understregning af
det personlige islæt; af det subjektive perspektiv. Den rejsende er allerede indkorporeret i begrebet
travelogue, hvilket tydeliggør, at sådanne værker ikke skal opfattes som objektiv, ’ren’
18
kulturformidling: ” [T]hey inevitably reveal the culture-specific and individual patterns of
perception and knowledge which every traveller brings to the travelled world.” (Korte, 1996, s. 5-6)
Det skal bemærkes, at begrebet travelogue ikke kun bliver anvendt i forbindelse med det 19.
århundredes rejseberetninger; Debbie Lisle (2006) bruger det tilsvarende til at referere til nutidens
rejselitteratur.
Barbara Korte præsenterer travelogues på følgende måde: “Even though the travelogue is a genre
not easily demarcated, a basic understanding of its characteristic features has evolved over the
centuries: accounts of travel depict a journey in its course of events and thus constitute narrative
texts (usually composed in prose)” (Korte, 1996, s. 1) Som oftest bliver travelogues skrevet efter
hjemkomsten, og kan på denne måde adskilles fra de rejsedagbøger, eller rejsejournaler, der bliver
ført under selve rejsen, og som senere danner grundlag for narrativerne. Det er disse narrative
tekster; rejsefortællinger, jeg refererer til som travelogues. Korte påpeger, at rejsefortællinger ikke
er en hermetisk lukket genre i forhold til andre litterære genrer, og en travelogue kan således også
fremstå som ’crossovers’ med elementer af eksempelvis brevudveksling, essays, reportager og
endda poesi (Korte, 1996, s. 12). Lisle anerkender tilsvarende traveloguens hybride karakter, men
argumenterer for, at den alligevel er tættest beslægtet med romanen (som dog er mere sofistikeret)
og guidebogen (som er den underlegen): ”...a travelogue that is too real and descriptive is boring
(too much like a guidebook), but a travelogue that is too imaginative and metaphoric is a lie (too
much like a novel).” (Lisle, 2006, s. 30; original kursivering) På trods af denne generiske hybriditet
og fleksibilitet har genren dog ét afgørende og definerende træk: ” [A] text about a journey is not
normally an account unless the journey is narrated. Travel accounts or travelogues are defined by a
narrative core; they always tell the story of a journey.” (Korte, 1996, s. 9; original kursivering) Det
er således først og fremmest ud fra det narrative forløb, at det bliver muligt at afgrænse travelogues
fra andre (rejse-)litterære genrer.
Samtidig er dette handlingsbetonede forløb også medvirkende til, at det kan være vanskeligt
kategorisk at afsondre rejseberetningerne fra fiktionens verden. Et af de væsenligste, men måske
også mest problematiske, kendetegn ved travelogues er netop, at de fremstilles, og opfattes, som
værende autentiske, baseret på fakta og virkelige, ’sande’ oplevelser. Dette er dog ikke altid
tilfældet, og ifølge Holland og Huggan kan de ligefrem betegnes som utroværdige i deres blanding
af facts og fiktion, anekdoter og analyser (1998, s. 9). Som Korte også bemærker i sin definition af
travelogues: ”They claim – and their readers believe – that the journey recorded actually took place,
and that it is presented by the traveller him or herself.” (Korte, 1996, s. 1) Travelogues ofte vil være
19
præget af, at der tages visse litterære greb for at formidle de, på rejsen oplevede, interessante
begivenheder.
Ifølge Korte handler sådanne fiktive elementer i høj grad om det retropektive aspekt i produktionen
af travelogues (Korte, 1996, s. 10). Når de rejsendes oplevelser genskabes og genopleves efter
hjemkomsten, foregår der således en mere eller mindre bevidst redigering af de konkrete
begivenheder, hvor de faktiske rejseoplevelser bliver rekonstrueret, altså ”fictionalized”, i det
øjeblik, de bliver genfortalt (Korte, 1996, s. 11). Dette ses særligt tydeligt i travelogues, der
indeholder passager med direkte tale. Holland og Huggan påpeger, hvordan en rejseforfatter
nødvendigvis må være en god lytter, idet en ikke ubetydelig del af en given rejseberetning ofte vil
være baseret på det kulturelle møde, og dermed ”de andres” fortællinger og informationer (1998, s.
13). I forbindelse med diskussionen om de fiktive og faktuelle aspekter i rejsefortællinger, påpeger
Lisle følgende: “Travelogues use fictional means to interpret facts.” (2006, s. 39) Med reference til
Edward Saids Orientalisme (2002), beskriver hun, hvordan rejseforfattere, ved at inkludere fiktive
elementer i deres travelogues, eksempelvis i form af intertekstuelle referencer til skønlitteratur og
digte, kan nå ud til et bredere publikum. Intertekstualiteten fungerer som et eksempel på
magtrelationen mellem det politiske og det civile samfund, som beskrevet i teoriafsnittet . Som Said
afslutningsvis kommenterer i indledningen til Orientalisme: ”Alt for ofte formodes litteratur og
kultur at være politisk, endog historisk, uskyldig.” (Said, 2002, s. 54)
I og med at det er gennem sproget at en begivenhed, eksempelvis Spekes ankomst til Nilen ved
Lake Victoria nordlige bred (Speke, 1863, s. 459), tilskrives betydning, understreger Pratt en vigtig
pointe: En opdagelse i sig selv har ingen eksistens før den bringes hjem: ”It only gets ”made” for
real after the traveler (or other survivor) returns home, and brings it into being through texts[.]”
(Pratt, 2008, s. 200) Da der, for de involverede i denne ’branche’ var mange penge, og ikke mindst
ære, på spil, var det således af afgørende betydning, at en rejsende ved sin hjemkomst var i stand til
at præsentere en overbevisende redegørelse for sine opdagelser, som oftest gennem en travelogue.
Kun på denne vis kunne den pågældende rejsende få kredit og anerkendelse for sine fund (ibid.).12
Disseminationen af viden om imperiets magtrelationer var, i det 19. århundrede, dog langt fra kun
rettet mod en mindre gruppe, med en akademisk, eller en konkret politisk, interesse i materialet:
”Their [the travelogues] factual citations made them accurate and authoritative representations of
12 En travelogue stod sjældent alene. Ekspeditioner til Afrika krævede en betragtelig mængde kapital, og mange af de rejser var derfor sponsoreret og financieret af aviser, udenrigsministeriet, eller naturvidenskabelige selskaber, herunder især The Royal Geographic Society of London. Denne kendsgerning pålagde de rejsende visse forpligtelser, eksempelvis offenligt at fremlægge deres resultater gennem forelæsninger, eller gennem mindre artikler i aviser og blade (Youngs, 1994 ).
20
life in the colonies, and their fictional references made them descriptive, enlightening and
entertaining.” (Lisle, 2006, s. 29) Youngs påpeger i forbindelse med Spekes travelogues, at der, fra
forlagets side; Blackwoods, typisk fandt en markant redigering sted, og at dette var ”...quite
characteristic of the mediation between product and consumer in the second half of the nineteenth
century.” (Youngs, 1994, s. 84) I Spekes tilfælde handlede det om, at hans originale tekst, efter
forlagets mening, var for eksplicit i beskrivelser af afrikanernes nøgenhed; beskrivelser, der af
Blackwoods blev anset som anstødelige for det victorianske England. Samtidig var det dog
essentielt, at Spekes uhøjtidelige, ”plain sensible English” (Youngs, 1994, s. 84) blev bevaret, eller,
hvis det viste sig nødvendigt, redigeret til at fremstå som sådan, for på denne måde at appellere til et
bredt publikum. At Spekes ”egen stemme” på denne vis var til stede i traveloguen, var en måde
hvormed dens autenticitet blev bekræftet – det bibragte et skær af realisme til de, i teksten,
beskrevne oplevelser: ”The publishers and readers enjoy consuming what they take to be the
’reality’ of Speke’s adventures but require that it conforms to their perspective.” (Youngs, 1994, s.
85) Redigering af de rejsendes originale tekster med publikums interesser for øje kan således
resultere i en række ændringer, tilføjelser og udeladelser. Tilsvarende kan der ganske intentionelt
indkorporeres fiktive elementer for at imødekomme den nationalpolitiske agenda, herunder
imperialismeideologien.
På trods af at Spekes og Stanleys udgivelser nød stor popularitet hos datidens publikum, er det ikke
givet, at vi nu til dags finder det 19. århundredes travelogues underholdende og sindsoprivende
spændende. Som Pratt udtrykker det: “In contrast to what we might expect, that day-to-day
narrative is most often largely devoted not to Indiana Jones-style confrontations with the natives but
to the considerably less exciting presentation of landscape.” (Pratt, 1985, s. 141)
Efter denne belysning af mere generelle træk ved travelogues, bevæger jeg mig nu videre til en af
victoriatiodens kendte opdagelsesrejsende; John Hanning Speke.
5.2 John Hanning Speke
I 1863 udkom for første gang John Hanning Spekes (1827 – 1864) travelogue Journal of the
Discovery of the Source of the Nile. Heri beretter Speke om den rejse han, sammen med kaptajn
James Augustus Grant, foretog i årene 1860 til 1863; et forløb, der tager sin begyndelse i Bagamoyo
på Tanzanias kyst, og, i traveloguen, ender i handelsstationen Gondokoro i det nuværende
Sydsudan.
21
Denne rejse var i princippet en fortsættelse, eller en ’udvidet udgave’, af en tidligere ekspedition
Speke havde foretaget sammen med en anden berømt opdagelsesrejsende, Sir Richard Francis
Burton. Fra 1857-59 havde Speke og Burton ledet en ekspedition fra Zanzibar og, via Tanzania, ind
i det afrikanske kontinent; et område, der på dette tidspunkt stadig var stort set uudforsket af
europæere. Rejsen var sponsoreret af det engelske udenrigsministerium og The Royal Geographical
Society (RGS) og havde til formål, en gang for alle, at løse gåden om Nilens udspring (Moorehead,
1991, s. 8-26). I løbet af denne rejse blev Speke overbevist om, at udspringet skulle findes ved
Victoriasøen (hvilket senere skulle vise sig at være sandt), mens Burton var af den opfattelse, at det
var Lake Tanganyika. Ifølge Moorehead var Speke en yderst ambitiøs mand, der ”...planlagde, satte
sig et bestemt mål, og stræbte beslutsomt efter det. Kort sagt, han levede ganske godt op til de
victorianske idealer for en ung mand: stabil, afholdende, metodisk i sine vaner og respektabel.”
(1991, s. 24) Da Speke nåede hjem til England, et par uger før Burton, var han således også
ambitiøs nok til straks at meddele præsidenten for RGS, Sir Roderick Murchison, at han havde løst
gåden om Nilen. Dette sikrede ham, ud over ære og opmærksomhed, et sponsorat fra det
geografiske selskab til endnu en rejse til Afrika, hvor han skulle kortlægge den sø, han havde
opdaget; Victoriasøen, og dermed præcisere Nilens udspring (Speke, 1863, s. 2).13 Det er denne
rejse, der er emnet for Journal of the Discovery of the Source of the Nile. For en kort bemærkning er
det værd at nævne, at da Burton, vendte hjem til England, og fandt sin berømmelse overskygget af
hans tidligere ’elev’, blev det starten på en længere polemik og et uvenskab mellem de to
opdagelsesrejsende (Youngs, 1994, s. 83). Historien fik en tragisk slutning fem år senere, da Speke,
på en jagtudflugt, ved et uheld skød sig selv med døden til følge, samme dag som han og Burton
skulle have fremlagt deres respektive teorier om Nilens kilde for RGS. Hvorvidt det faktisk var
selvmord, spekuleres der stadig i (Pratt, 2008, s. 202); under alle omstændigheder fortæller det
noget om den ære og berømmelse der var på spil i kortlægningen af det centrale Afrika. Med Pratts
ord: ”As the explorers found out, lots of money and prestige rode on what you could convince
others to give you credit for.” (Pratt, 2008, s. 200; min kursivering) Speke og Burtons konflikt om
hvem der havde fundet Nilens udspring er således med til at belyse den førnævnte fact/fiktions-
problematik, der er et væsenligt aspekt ved rejselitteratur.
5.3 Spekes travelogue
13 På denne første ekspedition var Speke kun nået til Lake Victorias sydlige bred, ikke den nordlige, hvorfra Nilens udspring reelt er placeret. Hans konklusion var således kun baseret på en fornemmelse; en hypotese (Moorehead, 1991, s. 37; Pratt, 2008, s. 201)
22
Man skal ikke vende mange sider i Journal of the Discovery of the Source of the Nile, før man
støder på et meget illustrativt eksempel på Spekes opfattelse af afrikanerne og afrikansk kultur.
I hvad der nærmest kan synes som en karikatur af denne periodes syn på Afrikas befolkning som
primitive skabninger, tættere på naturen og dyrenes rige, end på menneskeracen, har Speke, i sine
indledende og generelle beskrivelser af Afrika,14 valgt at placere afrikanerne som første punkt under
overskriften fauna. Eksempelvis kan man her læse at ”[i]n the same way, as all animals, whether
wild or tame, require a guide to lead their flocks, so do the negroes find it necessary to have chiefs
over their villages or little communities...” (1863, s. xvii). Herefter følger en række af Spekes mere
overordnede og generelle observationer af ”...the true curly-head, flab-nosed [sic!], pouch-mouthed
negro...” (1863, s. xvii), hvor han kort redegør for deres samfundsinstitutioner, herunder
ægteskabet, foretrukne våbentyper, dyrehold og madvaner, og ikke mindst forhold vedrørende
religion, tro og overtro. Særligt relevant her er klassifikationen af afrikaneren; negeren, som
hørende under fauna. På denne vis sidestilles Afrikas menneskelige befolkning med de
efterfølgende beskrivelser af dyrelivet i de besøgte områder. I sit kapitel om naturalisering, eller
naturliggørelse, belyser Spurr, hvordan de europæiske kolonimagter havde en interesse i at
repræsentere de såkaldt primitive samfund som værende en integreret del af naturen, for på denne
måde at bane vejen for en kolonisering af landet (Spurr, 1993, s. 156).
Centralt i kolonialismediskursen i det 19. århundrede, påpeger Spurr, står ”natur”-konceptet. På den
ene side er natur i opposition til kultur, og fungerer på denne måde som grænsedragning mellem de
vestlige kolonisatorer, kendetegnet ved civilisation og kulturel overlegenhed, og de ikke-vestlige,
”primitive” samfund, der opfattes som en del af naturen. På den anden side konnoterer natur også
naturlov, hvilket i denne kontekst foreskriver, at jorden tilhører de højtudviklede samfund, som
gennem deres videnskabelige, tekniske, og moralske overlegenhed forstår at udnytte den, og skabe
afkast og profit til fordel for menneskeheden: ”Colonial discourse thus naturalizes the process of
domination: it finds a natural justification for the conquest of nature and of primitive peoples, those
”children of nature.” ” (Spurr, 1993, s. 156) Med i naturaliseringsretorikken hører således også
opfattelsen af afrikanere som børn; som individer, der endnu ikke har udviklet den voksnes
adskillelse af natur og kultur, og derfor kun interagerer med omgivelserne ud fra de umiddelbare.
basale behov. Som Speke selv formulerer det: ”...it was impossible to dislike these simple creatures
14 Speke specificerer på første side i introduktionen, at hans beskrivelser afgrænser sig til selve de, på rejsen, besøgte områder; til ”the interior of Africa” (1863, s. xiiv). Enkelte steder bliver hans tilgang dog mere essentialistisk, idet han tilsyneladende inkluderer hele kontinentet, og dets befolkning, som objekt for hans betragtninger, eksempelvis: ”Goats are common all over Africa...” (1863, s. xxiii)
23
altogether, they were such perfect children. If we threw water at them to drive them away, they
came back again, thinking it fun.” (Speke, 1863, s. 189)
Spurr forklarer det ovenfor nævnte begreb naturlov som en kombination af darwinistisk teori og det
19. århundrede moralfilosofi. I begyndelsen af 1800-tallet, omkring oplysningstidens afslutning, var
der sket en ændring i de metoder, ud fra hvilke man, indenfor naturvidenskaben, systematiserede og
klassificerede plante- og dyreriget (Spurr, 1993, s. 63). Hvor klassifikation tidligere var baseret på
de pågældende livsformers synlige og observérbare træk, begyndte man nu at medtænke det indre af
organismen, og dennes funktioner, eksempelvis reproduktion, for på denne måde at kunne tilskrive
de forskellige eksemplarer specifikke karaktertræk. Dette klassifikationssystem – ”...one that orders
natural beings according to function and establishes a hierarchy based on internal character...”
(Spurr, 1993, s. 63) – får indflydelse på Europas og vestens forståelse of klassifikation af
menneskeracen, som eksempelvis hos Charles Darwin (Spurr, 1993, s. 64).15 Når Speke klassificerer
afrikaneren som tilhørende dyreriget, er det derfor sandsynligt, at det er Darwins evolutionsteori,
han er påvirket af. Det er væsenligt at bemærke, at der netop er tale om en evolutions-teori. Som
påpeget af Spurr, er der, ifølge Darwin, plads til at et samfund kan rykke op i hierarkiet, hvis det
gennem interaktion med dets naturlige omgivelser er i stand til at udvikle sig til et højere niveau.
Når et samfund beskrives som primitivt, er dette således ikke at regne for en endemisk kvalitet.
Ligeledes skal det bemærkes, at klassifikation som viden aldrig er fri for kritisk vurdering, og derfor
ikke bør opfattes som en objektiv udlægning af tingenes tilstand, som beskrevet i teoriafsnittet i
forbindelse med Said og Foucault. Klassifikation, påpeger Spurr, finder altid sted i en sfære
kendetegnet ved magtrelationer (Spurr, 1993, s. 71). Gennem en videnskabelig, teknologisk,
polititisk, økonomisk hegemonisk diskurs er det Europa, der har magten til at klassificere og
definere ikke vestlige samfund (Said, 2002, s. 33).
Vender vi tilbage til Speke, hans klassifikation af afrikanere som en del af Afrikas dyreliv, og den
herigennem udtrykte kolonialismediskurs, er det netop her, at Darwins teori bliver særligt
interessant, idet den forudsætter at ”... the active intervention of one society in the life of another –
for example, the intervention of culturally advanced peoples that either transforms or displaces
primitive peoples – is also part of the natural evolutionary process.” (Spurr, 1993, s. 161) Med
teoriens oprindelse i naturhistorie og naturvidenskab er vejen således banet for at sådanne indgreb,
fra de civiliserede europæeres side, i primitive afrikanske samfund, kan retfærdiggøres som en
15 Spurrs udgangspunkt for at forklare klassifikationssystemet som det tager sig ud i det 19. århundrede er Charles Darwins torier, overført på de menneskelige racer. Som beskrevet af Dennis (1995, s. 244), er det dog først og fremmest Herbert Spencer, der regnes som ophavsmand for det, der i dag betegnes socialdarwinisme.
24
videnskabeligt bevist naturlov: ” In general, Darwinism lent scientific status to the view that there
were higher and lower races, progressive and nonprogressive ones, and that the lower races ought to
be governed by-or even completely supplanted by-civilized, progressive races like the British.”
(Brantlinger, 1985, s. 187) Spurr påpeger, at dette også skal ses som en kombination af Darwins
teori med det 19. århundredes moralfilosofiske antagelser, der, som tidligere nævnt, ser det som de
højtudviklede samfunds naturlige pligt at herske over, og udnytte på bedste vis, naturen, dens
ressourcer og hvad dertil hører af levende væsner (Spurr, 1993, s. 28-29, og 161). Det er denne
naturforståelse, der afspejler sig i forhold til kolonialismediskursen, hvor det tages for givet at
“...the land and its resources belong to those who are best able to exploit them according to the
values of a Western commercial and industrial system.” (Spurr, 1993, s. 31) Hos Speke inkluderer
ressourcerne således også Afrikas menneskelige befolkning, som han opfatter som på så lavt et
udviklingsniveau, at de klassificeres som natur.
Der findes dog også forskelle de enkelte stammer og grupper imellem, hvilket han gennem hele
traveloguen giver detaljerede beskrivelser af. I store træk omhander disse beskrivelser, tilsvarende
de mere generelle betragtninger i indledningen, stammernes interne struktur; styreform, magi og
overtro, subsistensgrundlag, og ægteskabsinstitutioner (eksempelvis 1863, s. 240). Samfundene kan
på denne måde klassificeres ud fra deres kompleksitet, og selvom Speke ikke personligt skal
opfattes som en kolonisator, er det klassifikationssystem, han redegør for, ifølge Spurr, uundværlig
for kolonialismeideologien. Det fungerer både som en retfærdiggørelse af Europas politiske og
økonomiske praksisser, og, mere lavpraktisk, som en klarlæggelse af, hvordan forskellige samfund
skal administreres (Spurr, 1993, s. 69).
At Speke, som europæer, som englænder, og som et produkt af sin tid, ser et behov for europæisk
intervention i Afrikas primitive samfund, og at dette kan retfærdiggøres ud fra den ovenfor belyste
naturlov, kommer tydeligt til udtryk til udtryk i følgende citat:
How the negro have lived so many ages without advancing, seems marvellous, when
all the countries surrounding Africa are so foreward in comparison; and judging from
the progressive state of the world, one is led to suppose that the African must soon
either step out from his darkness, or be superseded by a being superior to himself.
Could a government be formed for them like ours in India, they would be saved; but
without it; I fear there is very little chance; for at present the African neither can help
himself nor will he be helped by others, because his country is in such a constant
25
state of turmoil he has too much anxiety on hand looking out for his food to think of
anything else.(Speke, 1863, s. xxii)
Som udtrykt i citatets sidste linier, er afrikanerne ifølge Speke ubehjælpelige i forhold til at skabe
fremskridt og positiv forandring for dem selv. Dette er et diskursivt element, der går igen i mange af
denne periodes travelogues. Youngs beskriver, hvordan der gennem disse tekster blev tegnet et
billede af afrikanerne som uproduktive, fastlåst i en evig nutid, og ude af stand til at omforme deres
naturressourcer til, efter vestlige standarder, brugbare produkter (Youngs, 1994, s. 69-70).
Ud over, endnu engang, at fungere som en retfærdiggørelse af europæisk indgriben i disse samfund,
har denne opfattelse også til formål at understrege forskelle mellem dem og os; mellem vesten og
ikke vestlige lande.
En af måderne hvormed dette kommer til udtryk er det førnævnte fokus på afrikanernes manglende
evne til at udsætte de umiddelbare, basale behov, så som at skaffe sig føde, som bemærket i
ovenstående citat. At leve fra hånden til munden fortolkes som et tegn på deres primitive karakter,
og fungerer samtidig som et eksempel på forholdet mellem indre og ydre kendetegn, som diskuteret
i forbindelse med Darwin.16 Dette holdes op mod europæernes evner til at sætte sig langsigtede og
fremskridts-, og fremtidsorienterede mål, hvormed der efterlades et varigt – kulturelt – aftryk på
landskabet; et aftryk ud fra hvilket graden af civilisation kan måles (Spurr, 1993, s. 99). Ud fra dette
perspektiv, påpeger Spurr, lykkedes det heller ikke afrikanerne af markere forskelle mellem kultur
og nature, fortid og nutid, og her skal findes endnu en grund til identifikationen af afrikanere med
den uforanderlige jord, som en del af naturen (ibid.).
Et område, der for Speke giver særlig anledning til at fremhæve engelsk overlegenhed, er
afrikanernes religion, eller mere specifikt, deres overtro. Tydeligvis iblandet en vis form for
fascination kommenterer han løbende gennem hele traveloguen på de lokale samfunds brug af magi
og amuletter, kannibalisme, deres ofringer af dyr til forfædre, og deres, for ham, besyndelige
hedenske ritualer – sådanne skikke er, for ham, intet andet end ”absurd delusions” (1863, s. 205).
Under ekspeditionens lange ophold i Karagwé, på Victoriasøens vestbred, har Speke en diskussion
med kongen Rumanika om netop tro og overtro. Hans konklusion understreger afrikanernes
placering som nederst i evolutionshierarkiet, og fastslår samtidig englændernes position som de
mest fremgangsrige folk i verden: ”I explained to him how England formerly was as unenlightened
16 I det hele taget er travelogues fra det 19. århundrede kendetegnet ved en fascination af afrikanernes kost og spisevaner, som oftest ledsaget af nedladende bemærkninger fra forfatternes side. Dette er, ifølge Youngs, endnu en metode til at “...convey and confirm the cultural superiority of the British.” (1994, s. 54)
26
as Africa, and believing in the same sort of superstitions, and the inhabitants were all naked as his
skin-wearing Wanyambo; but now, since they had grown wiser, and saw through such impostures,
they were the greatest men of the world.” (Speke, 1863, s. 241) Dette kan sammenholdes med nogle
af Spekes udtalelser i indledningen, hvor han argumenterer for at at afrikanerne ikke skal holdes til
ansvar for kun at tænke på selvopretholdelse; for at være grådige og materialistiske, og ”too
destitude of fellow-feeling” (Speke, 1863, s. xiv). I stedet, påpeger han, er det ’vores’ skyld, idet vi
har ”neglected to teach them” (ibid.). Afrikanerne er, forklarer han med en kristen reference, at
opfatte som syndere, der må tilgives, for de ved ikke hvad de gør. Spekes formuleringer tydeliggør,
at han ser sig selv som en del af en europæisk civiliserende mission, der skal bringe oplysning,
moral og kristne værdier til de primitive samfund. Som også bemærket af Youngs, er det udtalelser,
der opfordrer og appellerer til direkte engelsk indflydelse (1994, s. 88).
I et kapitel med overskriften ”appropriation”; tilegnelse, beskriver Spurr, hvordan
kolonialismediskuren ikke bare handler om at markere forskellighed fra den Anden og understrege
moralsk og kulturel overlegenhed (1993, s. 28). Integreret i den er også en strategi om at dominere
gennem et inklusions- og domesticeringsprincip. Den Anden; det ikke-europæiske individ, må gøres
en del af os; tilegnes os, for på denne vis at afskrive hans uafhængige identitet (Spurr, 1993, s. 32).
Hvis de samarbejder og dermed tilsyneladende godtager vestlige idealer, fungerer dette, påpeger
Spurr, som en retfærdiggørelse af det kolonialistiske projekt: Et koloniseret folk bliver moralsk set
forbedret (1993, s. 33). Ønsket om at tilegne sig den Anden gennem opdragelse og oplæring i
engelske moralske idealer kommer tydeligt til udtryk under Spekes ophold hos Rumanika, kongen
af Karagué. Han er imponeret af kongen, føler sympati for ham, og ser en mulighed for, gennem
ham, at sprede kristendommen og civilisationens budskab:
Christian principles, I said, made us what we are, and feeling a sympathy for him made
me desirous of taking one of his children to learn in the same school with us, who, on
returning to him, could impart what he knew, and, extending the same by course of
instruction, would doubtless end by elevating his country to a higher position than it ever
knew before… (Speke, 1863, s. 226)
Som påpeget i diskussionen om Darwins teori, antages det, at samfund udvikler sig gennem
interaktion med deres naturlige omgivelser. Ud fra dette perspektiv, og som illustreret af
ovenstående citater, ser Speke således ikke afrikanernes ’primitive’ karakter som en statisk kvalitet:
27
Gennem påvirkning af mere komplekse, højtudviklede samfund – det engelske – kan der skabes
positiv forandring.
Et aspekt, der let kan overses, i Spekes insisteren på at markere forskelle mellem dem og os, og
definere og retfærdiggøre Englands og Europas suverænitet ud fra de tilbagestående afrikanere, er at
der bag alt dette også ligger en vis grad af fascination af det ukendte; frygten for at blive draget af
det mørke kontinent (Brantlinger, 1985; Clark, 1999, s. 90; Wels, 2004, s. 79) Dette er en
fascination, man som civiliseret englænder må vogte sig for. Ifølge Spurr handler den retoriske,
konstante nedvurdering; ”debasement”, af afrikanerne og afrikansk kultur, i høj grad om at
undertrykke og eliminere den primitive, barbariske side i os selv; i Vesten som helhed. Dette
forklares af Spurr ud fra Freudiansk teori om det ubevidstes mørke kræfter, og ikke mindst ud fra
Julia Kristevas abjektionsteori, om de ’urene’, ikke-acceptable elementer, af et subjekt; en krop,
eller et samfund,der, forenklet sagt, må afvises, da de ikke (længere) er en integreret del af
subjektet, men i stedet repræsenterer grænsen mellem subjekt og objekt. Abjektion handler, med
Kristevas egne ord, således om ”...what disturbs identity, system, order. What does not respect
borders, positions, rules. The in-between, the ambiguous, the composite.” (Kristeva, 1982, s. 4)
Darwins terori, der beskriver hvordan udviklingen af en højere moral er sket gennem evolution kan,
siger Spurr, således forenes med abjektionsteorien, sådan så ideen om at civilisationens fremskridt
bliver afhængig af undertrykkelse og elimination af ’de vilde’; det, der skaber kaos og uorden i
systemet (Spurr, 1993, s. 82). Principperne i kolonialismediskursen omkring eksklusion,
grænsedragning og markering af forskelle er derfor også baseret på frygten for, at den hvide race
kan ”lose itself in the darker ones” (ibid.). Brantlinger påpeger, hvordan “…the myth of the Dark
Continent contains the submerged fear of falling out of the light, down the long coal chute of social
and moral regression.” (1985, s. 196) Det måske bedste eksempel på dette, fra fiktionens verden, er
Mr Kurtz fra Joseph Conrads klassiker Heart of Darkness (1899/2010), der i det mørke Afrika, ved
Congoflodens bredder, i en tilstand af (storheds-)vanvid og barbarisk galskab har opbygget sit eget
lille kongedømme
Som et sidste punkt i denne analyse af Spekes travelogue, vil jeg behandle en passage, der
illustrerer endnu et centralt aspekt i det 19. århundredes diskurs om ikke-europæere:
Repræsentationen af afrikanerens krop som et undersøgelsesobjekt. Konteksten for følgende citat er
som følger: For at leve op til et skønhedsideal, opfedes kvinderne i Karagué med mælk. Her
beskriver Speke, hvordan han får lov til at måle kong Rumanikas svigerinde; en overordentlig tyk
kvinde:
28
She was another of these wonders of obesity, unable to stand expecting on all fours. I was
desirous to measure her, and induced her to give me facilities for doing so, by offering in
return to show her a bit of my naked legs and arms. The bait took as I wished it, and after
getting her to sidle and wiggle into the middle of the hut, I did as I promised, and then
took her dimensions, as noted below.* [sic!] All of these are exact except the height, and
I believe I could have obtained this more accurately if I could have had her laid on the
floor. Not knowing what difficulties I should have to contend with in such a piece of
engineering, I tried to get her height by raising her up. This, after infinite exertions on the
part of us both, was accomplished, when she sank down again, fainting, for her blood had
rushed into her head. (Speke, 1863, s. 231)
Ser man bort fra citatets (tragi-)komiske elementer, er det mest iøjenfaldende ved denne episode, at
kongens svigerinde fremstår på samme måde, som et undersøgelsesobjekt; en plante, et dyr, gør for
en naturvidenskabsmand. Dette er i bogstaveligste forstand en illustration af Wels’ bemærkning om
den afrikanske kvindes rolle under kolonitiden som en slags ’målestok’, ud fra hvilken hun stod i
stærk kontrast til ”...European aesthetic standards of women.” (2004, s. 81) Spurr refererer i denne
forbindelse til denne periodes hyppige brug af antropometri; en metode indenfor biologisk
antropologi, der omhandler opmåling af kroppens dimensioner (Spurr, 1993, s. 22). Formålet var
overordnet, at opregne forskelle mellem befolkningsgrupper, hovedsagligt mellem civiliserede,
hvide, europæiske samfund, og folkeslag, der var klassificeret som primitive. I ovenstående citat
fungerer svigerindens enorme omfang som en forskelsmarkør, hvilket igen kan belyses ud fra
diskussionen omkring Darwin og videreførelsen af naturvidenskabelige metoder til klassifikationen
af menneskenes verden. Kvindens fysiske, synlige karakteristika opfattes således, ud fra dette
perspektiv, som en refleksion af kvindens indre karakter, der igen giver betydning til de ydre
karaktertræk, i en slags vekselvirkning, eller en cirkelbevægelse. Svigerindens omfang får, hos
Speke, på denne måde også en moralsk, og politisk dimension, som belyst af Youngs i forbindelse
med en anden passage fra traveloguen, der tilsvarende beskriver kvinder ”...so inordinarily fat that
they cannot walk.” (Speke, 1863, s. 420) Youngs påpeger, hvordan den umådeholdenhed og
”unproductive consumption”, der har ført til disse kvinders størrelse, af Speke opfattes som en
konsekvens af en moralsk korrupt karakter (Youngs, 1994, s. 91). Denne karakterbestemmelse kan
igen overføres metonymisk på et større, samfundsmæssigt niveau således at moralsk fordærvelse,
29
irrationalitet og stilstand bliver symptomatisk for samfundet som helhed, og dermed skabes der
yderligere en kontrast til det rationelle og fremskridtsorienterede England (Youngs, 1994, s. 92).
Som Spurr udtrykker det: ”In colonial discourse every political weakness has its political
counterpart – uncivilized society, according to this logic, being little more than the uncivilized mind
and body writ large.” (1993, s. 76) Resultater fra sådanne konkrete antropometriske opmålinger var
derfor velegnede til at retfærdiggøre den imperialistiske ideologi, der plæderede for
nødvendigheden af at gribe ind overfor disse stakkels, simple væsner.
Når jeg vælger at afslutte med dette – fyldige - citat, skyldes det at det, mellem linierne, udtrykker
flere af de aspekter, jeg i dette afsnit har været omkring, og således fungerer som en form for
opsummering. Som belyst ovenfor trækkes der i Spekes beskrivelse igen på en naturliggørelse; en
naturalisering, af afrikaneren, der under opmålingsaktiviteterne på det nærmeste kan sammenlignes
med et stykke kvæg.17 Dette faciliterer en klassifikation af individet, der, overført til et
samfundsmæssigt plan kan anvendes til at understrege fundamentale forskelle mellem dem og os.
Den Andens krop spiller derfor en central rolle i det 19. århundredes travelogues, som ”...the
essential defining characteristic of primitive peoples.” (Spurr, 1993, s. 22)
Fra Speke vil jeg nu bevæge mig 15 år frem i tiden, til 1878, hvor den vel nok mest kendte
Afrikaeventyrer H. M. Stanleys travelogue Through the Dark Continent udkom. Hvor jeg i dette
afsnit først og fremmest har anvendt Spurrs tilgang til travelogues og, mere overordnet,
kolonialismediskursen, vil jeg i det følgende tage afsæt i nogle af Mary Louise Pratts metoder og
begreber.
5.4 Henry M. Stanley
Når man beskæftiger sig med det 19. århundredes opdagelsesrejsende i Afrika, og mere specifikt,
som i dette speciale, rejsende i landene syd for Sahara, er det vanskeligt at komme uden om Henry
Morton Stanley (1841 – 1904): Han var berømt i sin egen tid, og hans navn lever videre, på godt og
ondt, den dag i dag (Andersen, 2010, s. 13-14, og s. 39). Dette skyldes ikke mindst ”fundet” af, og
mødet med missionæren David Livingstone i 1871, i Ujiji ved Tanganyikasøen, dybt inde i det
mørke Afrika (Andersen, 2010, s. 50-51; Moorehead, 1991, s. 104). Stanleys liv; hans
ekspeditioner, hans baggrund, hans historisk betydningsfulde rolle, mennesket bag eventyreren, er
således allerede dokumenteret, beskrevet, og analyseret i utallige bøger og biografier18, og jeg skal
17 Spekes opmåling af kongens svigerinde minder i foruroligende grad også om slavehandlernes metoder til at vurdere deres varer, som eksempelvis beskrevet af Moorehead (1991, s. 13-16). 18 Se eksempelvis Frits Andersen, der i Det mørke kontinent? (2010) anvender en lang række værker om, og af, Stanley.
30
derfor begrænse mig til nogle få bemærkninger om dette komplekse menneske, samt at opridse en
kontekst for dette afsnits emne; traveloguen Through the Dark Continent (1878). Til grund for
denne rejsefortælling ligger en ekspedition, fra 1874-77, der havde til formål at kortlægge
Nilsystemets udspring gennem en omsejling af Victoriasøen. Det er således på denne rejse, at
Stanley er i stand til at fastslå, at Speke havde ret i forhold til Nilens udspring fra denne sø. Heri
beskrives også, hvordan Stanley, som den første europæer, fuldender en transkontinental rejse ved
at følge Congofloden fra Tanganyikasøen til Atlanterhavet. Denne sidste del af rejsen handler i
princippet om at fuldføre den nu afdøde Livingstones arbejde med Lualabafloden, vest for
Tanganyikasøen. Efter det berømte møde i Ujiji fremstår missionæren i Stanleys efterfølgende
forfatterskab som lidt af en faderfigur, og i indledningen til Through the Dark Continent kreditteres
Livingstone således også for at have givet Stanley motivet til denne rejse (Andersen, 2010, s. 50-
52). Som belyst af Moola, er det, at basere en rejse og dermed en rejseberetning, på andre rejsendes
erfaringer, at opfatte som et generelt træk ved denne genre: ”[T]ravel narratives are spurred on by
the words and the songs of their travelling predecessors.” (Moolla, 2013, s. 6)
Til forskel fra Spekes ekspedition, der var financieret af RGS, var det to aviser, der stod bag
Stanleys rejse: Den amerikanske The New York Herald og den engelske The Daily Telegraph
(Youngs, 1994, s. 105). Ifølge Andersen kan Through the Dark Continent betegnes som
verdensskabende, idet den ”...spiller en væsentlig rolle for tilblivelsen af det, der er blevet kaldt ”the
shape of Africa” (2010, s. 67), og, som udtrykt af Moorehead, var Stanleys ambitioner da også
tilsvarende store: ”Han [Stanley] ville (....) finde den endelige løsning på problemerne ikke blot om
Nilen men om hele systemet af søer og floder i Centralafrika.” (1991, s. 116) Da Stanley, i 1877,
ankommer til Atlanterhavets kyst er det rent faktisk lykkedes ham at finde svaret på disse
spørgsmål, men den tre år lange rejse har været ramt af en lang række ulykker, der har kostet dyrt i
menneskeliv. Ved ekspeditionens start i Zanzibar; i øvrigt den hidtil største, og bedst udrustede i
Østafrika, talte den 356 mand. Ved rejsens afslutning var dette tal reduceret til 114, men, som
Moorehead udtrykker det, var disse omkostninger for Stanley mindre væsentlige, i forhold til, hvad
han havde udrettet (1991, s. 123).
Stanley beskrives i det hele taget som en ambitiøs, streng, autoritær og fremadstræbende mand,
undertiden hård og hensynsløs i jagten på sine mål; mål der, ifølge Moorehead, først og fremmest
handlede om berømmelse; om at skabe sig et navn (1991, s. 116). Andersen tegner et noget mere
nuanceret billede af en mand, der livet igennem forsøger at iscenesætte sig selv og, ”fanget” mellem
en opvækst i fattigdom og et liv som berømt Afrikaudforsker, finde niche; et sted at passe ind:
31
”...Stanleys bestræbelse er hver gang at skabe sig en vedvarende rolle som opdagelsesrejsende og en
identitet, som ikke lader sig erodere af beretninger om det liv, han faktisk har levet.” (Andersen,
2010, s. 57) Hans behov for udadtil at opretholde dette billede af sig selv, gav eksempelvis udslag i,
at han altid, på sine ekspeditioner, insisterede på at slå lejr for sig selv. Han frygtede at blive
iagttaget i ”undress”, og at andre ekspeditionsdeltagere skulle inddrage dette i deres dagbøger.
Andersen konkluderer følgende: ”Når Stanley forsikrer os: ”Jeg ønsker at fremstå uden
forklædning”, er det måske sandt, men sandheden er også, at det er umuligt at skelne mellem facts
og forklædning.” (2010, s. 45) I forbindelse med Through the Dark Continent synes dette forhold at
gå igen; heri findes også passager, der peger i retning af, at Stanley her har ”klædt sig ud”. Jeg skal
behandle dette nærmere i analysen nedenfor.
Stanley var født i England, opvokset på børnehjem, og tog som ung mand turen til Amerika, hvor
han blandt andet arbejdede som journalist (Andersen, 2010). Han var en tidlig eksponent for New
Journalism, der blandt andet er kendetegnet ved en langt større personliggørelse af både stil, og af
selve formidlingssituationen. Stanley overførte dette til sine travelogues, der således fremstod ”...i
det stærkt personaliserede perspektiv, hvor Stanley i enhver situation befinder sig i centrum for
begivenhederne...” (Andersen, 2010, s. 61). Som påpeget af Youngs, i forbindelse med Through the
Dark Continent, forsøger Stanley at skabe et billede af sig selv som en fordomsfri og tolerant
humanist, der, med udgangspunkt i fællesmenneskelige værdier, ikke dømmer på baggrund af
hverken race eller nationalitet, men tværtimod lovpriser afrikanernes dyder (Youngs, 1994, s. 106-
107). I sidste ende handler bogen dog stadig, ifølge Youngs, om kulturel imperialisme: ”[T]he fact
is that the text reinforces western superiority at the same time that it presents Stanley’s own
qualities.” (1994, s. 106) Efter denne introduktion til Stanley, der på ingen måde skal opfattes som
udtømmende i forhold til hans historiske betydning, vil jeg i det følgende belyse en række passager
og beskrivelser fra Through the Dark Continent.
5.5 Stanleys travelogue
Året er 1876 og ekspeditionen er nået frem til et af rejsens højdepunkter: Lualaba-floden i den
nuværende Demokratiske Republik Congo; den flod Livingstone i sin tid formodede kunne være
Nilen. Stanley ved allerede nu, at Nilens udspring findes i Victoriasøen. Ikke desto mindre er det en
del af rejsens erklærede mål at skabe klarhed over denne flods forløb, også som en respektfuld
gestus mod den mand Stanley opfattede som en faderfigur. Fra en lille bakkekam skuer
ekspeditionslederen ud over floden og landskabet:
32
We hailed its appearance with shouts of joy, and rested on the spot to enjoy the view.
Across the river, beyond a tawny, grassy stretch towards the south-south-west, is Mount
Kijima; about 1000 feet above the valley, to the south-south-east, across the Luama [en
biflod til Lualaba], runs the Luhye-ya ridge; from its base the plain slopes to the swift
Luama. In the bed of the great river are two or three small islands, green with the verdure
of trees and sedge. I likened it even here to the Mississippi, as it appears before the
impetuous, full-volumed Missouri pours its rusty brown water into it. A secret rapture
filled my soul as I gazed upon the majestic stream. The great mystery that for all these
centuries Nature had kept hidden away from the world of science was waiting to be solved.
For two hundred and twenty miles I had followed one of the sources of the Livingstone to
the confluence, and now before me lay the superb river itself! My task was to follow it to
the Ocean. (Stanley, 1878, s. 92-93)
Når jeg vælger at gengive dette citat i dets fulde længde, skyldes det, at det illustrerer flere af de
aspekter, hvormed denne periodes rejseskribenter, og i særdeleshed Stanley, fremstiller og
repræsenterer både Afrika, og sig selv på én og samme tid.
Det første, der skal bemærkes ved ovenstående beskrivelse, er Stanleys placering på en bakkekam,
hævet over det landskab, han betragter. Dette er et eksempel på, hvad Pratt refererer til som
”promontory” eller panoramiske beskrivelser; et hyppigt anvendt sprogligt værktøj i Victoriatidens
litteratur, hvor forfatteren, eller fortælleren, befinder sig på et højere beliggende sted end det
landskab, han eller hun tegner et verbalt billede af (Pratt, 2008, s. 198; Pratt, 1985, s. 143).
I travelogues fra denne periode, forfattet af opdagelsesrejsende, anvendes sådanne beskrivelser ofte
i forbindelse med geografiske opdagelser eller ved landskaber af stor betydning, som eksempelvis
Stanleys ankomst til Lualabafloden. Denne undergenre af panoramiske beskrivelser refererer Pratt
til som ”Monarch-of-all-I-survey scenes”, ”...whose highest calling was to produce for the home
audience the peak moments at which geographical ”discoveries” were ”won” for England.” (Pratt,
2008, s. 197) Spurr relaterer denne type beskrivelser til Foucaults diskussion af Panopticon, således
at ”...the superior and invulnerable position of the observer coincides with the role of affirming the
political order that meakes the position possible.” (1993, s. 16) Andersen gør tilsvarende brug af
Pratts begreb, og giver følgende definition på, hvad han i en dansk version, kalder ”hersker-over-
alt-hvad-jeg-overskuer”: ”[E]n fremstilling, hvor landskabet iscenesættes og gøres disponibelt for
33
imperial beherskelse i en og samme retoriske gestus. Den rejsende ser og tilegner sig, erobrer
landskabet igennem panoramiske vues, hvor både mennesker, der måtte modsætte sig en tilegnelse,
og geofysiske forhindringer er retoucheret væk gennem æstetisk bearbejdelse.” (Andersen, 2010, s.
155-156) Fokus er i et sådant opdagelsesøjeblik ikke så meget på de strabadser og prøvelser, de
rejsende har gennemgået for at nå til det pågældende sted; fokus er, ifølge Pratt, på en ikke-
handling: At se, at betragte (2008, s. 198). Ved store opdagelser må den rejsende, som en verbal
maler, således gøre en ikke-event til noget betydningsfuldt gennem sproget: ”Crudely, then,
discovery in this context consisted of a gesture of converting local knowledges (discourses) into
European national and continental knowledges associated with European forms and relations of
power.” (Pratt, 2008, s. 198) Jeg har tidligere belyst den pointe Pratt understreger her: En
opdagelse, en oplevelse, eller en begivenhed, der finder sted på en given opdagelsesrejse, må
tilskrives betydning gennem sproget, før den kan blive en del af en europæisk, vestlig verdens- og
virkelighedsopfattelse (Youngs, 1994, s. 147).
For at analysere retorikken i victorianske rejsendes travelogues, mere specifikt i ”Monarch-of-all-I-
survey scenes”, har Pratt identificeret tre måder, eller strategier, hvormed der tilskrives værdi til de
hér beskrevne resultater og opdagelser.19 For det første sker der en æstetisering af landskabet, hvor
det betragtede fremstilles som var det et maleri. Kompositionen i ’maleriet’ arrangeres ”...in terms
of background, foreground, symmetries between foam-flecked water and mist-flecked hills, and so
forth.” (Pratt, 2008, s. 200)
For det andet stræbes der efter at skabe en meningstæthed (”density of meaning”) i teksten, hvor
landskabet ”...is represented as extremely rich in material and semantic value.” (ibid.) Dette sker
især gennem brugen af adjektiver, hvoraf mange af dem er konstrueret på baggrund af substantiver
(eksempelvis ”snowy foam” og ”steel-coloured mountain”). På denne vis bringes der, påpeger Pratt,
materielle referenter ind i det beskrevne landskab; ”...referents which all, from steel to snow, tie the
landscape explicitly to the explorer’s home culture, sprinkling it with some little bits of England.”
Pratt, 2008, s. 200)
Den tredje strategi Pratt identificerer omhandler relationen mellem ”the seer and the seen” (2008, s.
200); en relation, der er baseret på den betragtendes beherskelse, eller kontrol (”mastery”), over det
betragtede. Beskrivelserne fremstår på denne måde som udtømmende; hvad der kan siges om det
pågældende landskab, er præcis det, den opdagelsesrejsende formulerer, som havde det blot
henligget statisk og ventet på denne præsentation. Magten til at definere og meningsudfylde er
19 For en kortfattet redegørelse af Pratts tre strategier, se Spurr (1993, s. 18).
34
entydigt placeret hos den betragtende, som således både er ”...the viewer there to judge and
appreciate it, and the verbal painter who produces it for others.” (Pratt, 2008, s. 200)
Overføres de tre strategier til det indledende citat fra Stanley, følger også denne beskrivelse på en
rækker punkter Pratts analyse. Fra sit udsigtspunkt på bakkekammen redegør Stanley for
kompositionen i landskabet; æstetiserer det, som var det et lærred: Floder, bjerge, dale, øer
positioneres i forhold til hinanden. Om denne strategi bemærker Korte, at “…landscape aesthetics is
used to veil the ambition to conquer the land.” (Korte, 1996, s. 93) Beskrivelsen tilføjes en
meningstæthed gennem brug af både adjektiver (”tawny, grassy stretch”; ”swift Luama”, og ikke
mindst gennem de direkte referencer til, og sammenligningen med, Mississippi. At det i Stanleys
tilfælde ikke er idylliske, engelske landskaber, der trækkes paralleller til, hænger sammen med hans
amerikanske baggrund; som ung mand foretog han en række flodrejser på Mississippi (Andersen,
2010, s. 45). Effekten af denne sammenligning er, som også belyst af Spurr, en tilegnelse af det
betragtede landskab. Det udpræget vestlige perspektiv naturaliserer og legitimerer civilisationens
interesser, og i sidste ende dens imperialistiske ideologi (Spurr, 1993, s. 28). Den sidste strategi,
kontrol over landskabet, er også tilstede hos Stanley. Floden repræsenteres i bogstaveligste forstand,
som har den blot ligget hen i mørke og afventet civilisationens og videnskabens komme,
personificeret ved Stanley selv. I det følgende vil jeg belyse nogle af de her påpegede aspekter ved
citatet nærmere.
Et godt eksempel fra Stanleys citat på, hvordan de konkrete begivenheder ved Lualaba omsættes til
europæiske magtrelationer, som den kommer til udtryk i imperialismeideologien, er den indledende
bemærkning: ”We hailed its appearance with shouts of joy...” (min kursivering). Det er ikke kun
Stanley, der bliver henrykt ved synet af floden; det er hele ekspeditionen, og dermed også de
afrikanske bærere og slaver.20 Ifølge Pratt er dette en ofte anvendt fremstilling i denne periodes
travelogues: Afrikanerne tildeles rollen som vidner, der bekræfter europæernes store bedrifter. På
denne måde tilpasses og underordnes deres reaktion den hvide rejsendes tilsvarende, hvilket
understreger det asymmetriske magtforhold: ”The writing convention [....] assigns them the task of
carrying their masters’ emotional baggage along with the rest of their stuff.” (Pratt, 2008, s. 201)
Stanleys formulering kan tilsvarende ses som et udtryk for det inklusions- og
domesticeringsprincip, der kort blev belyst i forbindelse med Spekes travelogue. Ved at inkludere
afrikanerne, gennem den sproglige repræsentation, i jubelscenen, fremstår de som
samarbejdsvillige; som støttende op om vestlig, europæisk intervention. Stanley udtrykker
20 Ud af ekspeditionens oprindelige 356 mænd, var kun fire af dem hvide: Stanley selv, samt yderligere tre englændere; brødrene Francis John (Frank) og Edward Pocock, og Frederick Barker (Moorehead, 1991, s. 116).
35
retorikken omkring samarbejde og accept mere direkte andetsteds: “The people no longer resist our
advance. Trade has tamed their natural ferocity, until they no longer resent our approach with the
fury of beasts of prey.” (Stanley, 1878, s. 66) Der er således endnu engang tale om en
retfærdiggørende strategi, der skal fremstille det vestlige, imperialistiske civilisationsprojekt som
værende baseret på et humanistisk, tolerant, ikke-voldeligt grundlag; et grundlag, der ikke omfatter
udøvelse af tvang (Spurr, 1993, s. 33). Som tidligere bemærket var dette også, ifølge Youngs, den
måde hvorpå Stanley ønskede at fremstille sig selv i traveloguen.
I sidste ende er der da, som det fremstår i citatet, heller ikke tale om en fejring af hele
ekspeditionens samlede indsats: Dette er Stanleys projekt, og det, han fokuserer på, er ikke hvordan
floden fremstår i en lokal, afrikansk kontekst. Det er i stedet en vestlig opfattelse af både flodens
æstetiske kvaliteter, og dens iboende potentiale for videnskabelige, politiske og kommercielle
fremskridt. På samme måde som afrikanernes glæde ved ankomsten repræsenteres som værende et
tegn på accept, støtte og samarbejde, tilpasses og fremstilles flodens kvaliteter også som nærmest
afventede vestlig intervention: Dens gåde ”was waiting to be solved”. Som Spurr bemærker i
forbindelse med måden afrikanske landskaber fremstilles i det 19. århundredes travelogues: ”...the
landscape has already prepared itself for the marriage with civilization.” (1993, s. 30) I Stanleys
udlægning har floden været i naturens vold i århundreder, og som allerede beskrevet er det en del af
denne periodes kolonialismedikurs at afrikanere repræsenteres som værende på så ’primitivt’ et
udviklingsniveau, at de er en del af naturen. Mellem linierne i Stanleys citat antydes det således, at
afrikanerne selv er ude af stand til at forstå flodens mysterier, og dermed dens betydning: Det
kræver en hvid, civiliseret mand til at afdække de videnskabelige mysterier. Her skinner endnu et
retfærdiggørende aspekt af kolonialismediskursen igennem: Fastlåst i en slags evig, uproduktiv og
historieløs nutid, er det civilisationens pligt at hjælpe kontinentet og dets befolkning til produktivitet
og fremskridt gennem handel og teknologi: ”Capitalism saves the beauty of nature from the cultural
ugliness of the Africans whose destruction of one another is matched only by their unproductive use
of the environment.” (Youngs, 1994, s. 108) Når Afrika(nerne) på denne vis konstrueres som uden
historie, som et kontinent uden videnskabelig indhold; som ”tomhed” fremstår civilisationens
interesser som både legitime og meningsfulde: ”[T]he colonization of Africa by enlightened
interests is not conquest, but deliverance of Africa from a state of nothingness.” (Spurr, 1993, s. 97).
På denne måde elimineres de lokale samfunds forhold til, og viden om et landskab, som området
omkring Lualabafloden; der gives ikke plads til deres vidensystemer (Pratt, 2008, s. 60) At sådanne
videnskabelige resultater i sidste ende skal tjene periodens voksende kapitalisme og dennes
36
kommercielle agenda, understreger, at det er tale om et entydigt vestligt og subjektivt perspektiv
(Spurr, 1993, s. 67). Lualabas forbindelse til Congofloden, og dermed Atlanterhavet kunne
eksempelvis facilitere handelsmuligheder med den indre del af kontinentet. Pratt påpeger, hvordan
kommercielt og politisk motiverede rejser ofte blev markedsført som havende først og fremmest et
videnskabeligt formål, idet dette i højere grad appelerede til den bredere europæiske offentlighed – i
realiteten var det kun eliten, der fik del i et eventuelt kommercielt overskud (Pratt, 2008, s. 35).
Alligevel formår Stanley i det belyste citat, gennem det ovenfor diskuterede inklusionsprincip, at
fremstå som en kulturelt favnende og tolerant humanist, samtidig med at hans personlige
hovedansvar for ekspeditionens succes fremhæves.
Kendetegnende for travelogues, og med markant påvirkning fra antropologien (Andersen, 2010, s.
179-188), er de såkaldte manners-and-customs beskrivelser; beskrivelser af de lokale samfunds
vaner og skikke. Pratt giver følgende definition:
The portrait of manners and customs is a normalizing discourse, whose work is to codify
difference, to fix the Other in a timeless present where all “his” actions and reactions are
repetitions of “his” normal habits. Thus, it textually produces the Other without an
explicit anchoring either in an observing self or in a particular encounter in which contact
with the Other takes place. (Pratt, 1985, s. 139-140)
Som beskrevet i forbindelse med Darwin. spiller naturvidenskaben her igen ind på klassifikationen
af menneskelige samfund: Den normaliserende diskurs handler i dette tilfælde om at skabe orden i
det, der for udefrakommende, ligner kaos, gennem obsevation af generelle kendetegn (Pratt, 2008,
s. 63). Hos Stanley medvirker brugen af nutid og datid til at isolere disse beskrivelse fra selve det
narrative og handlingsbetonede forløb i traveloguen (Andersen, 2010, s. 186). Det narrative forløb,
hvor datidsformen tages i brug, dækker overvejende over alle de oplevelser, hændelser, dialoger og
aktiviteter Stanley selv er involveret i., også i forhold til den lokale befolkning, som i følgende
passage, hvor Stanleys ekspedition ankommer til en landsby i Tanzania: ”On the 10th of October
we arrived at Kizambala...”, ”Up to this date we had seen some twenty villages, and probably 4000
natives, of Manyema, and may therefore be permitted some generalizations.” (Stanley, 1878, vol.
III, s. 104; min kursivering) Ved at understrege overgangen til en række generaliseringer, sørger
Stanley her selv for, at de efterfølgende – til dels etnografiske - beskrivelser af landsbyen og dens
beboere fremstår løsrevet fra selve handlingsforløbet. Dette fortælletekniske greb understøttes
37
således af brugen af nutidsformen: ”The Manyema, then, have several noteworthy peculiarities.”,
”Their villages consist of one or more broad streets...”, ”The houses are separated into two or more
compartments...”, They are tolerably hospitable, and permit stranger the free use of their
dwellings.”, “The chiefs enact strict laws…” (Stanley, 1878, vol. III, s. 105-106; min kursivering).
Effekten af verbernes nutidsform er, at landsbyen, og dens beboere fikseres i en tilstand uden tid og
historie, som også belyst ovenfor. Ser man bort fra den specifikke henvisning til ”the chiefs” er
dette også et eksempel på en homogenisering af landsbyboerne til et kollektivt ”they”, der igen står
synekdokisk for hele stammen (Pratt, 1985, s. 139). Kontrasten til dette er Stanley og hans følge,
der, gennem brugen af datid, således personificerer de handlings-, og fremskridtsorienterede
elementer, der er en del af den vestlige kolonialismediskurs. Et resultat af dette er markeringen af
forskelle mellem dem og os. De to grupper; europæerne og afrikanerne, fremstår som separate
enheder, på separate evolutionære og historiske trin. Som oftest fremstår manners-and-customs
beskrivelser af lokale samfund løsrevet fra tekstens narrative forløb, og som oftest også
landskabsbeskrivelser.
Ifølge Pratt ligger der et dybere formål til grund for brugen af sådanne beskrivelser, end blot
grænsedragningen mellem dem og os. Uden tilknytning til tid og sted fremstår afrikanerne som
værende til rådighed for europæernes projekter: ”Abstracted away from the landscape that is under
contention, indigenous peoples are abstracted away from the history that is being made – a history
into which Europeans intend to reinsert them as an exploited labour pool.” (Pratt, 2008, s. 63) På
denne måde objektificeres afrikanerne, som brikker, der kan flyttes rundt med, i et spil. I dette spil,
eller den historie, der herigennem skabes, er det civilisationen; europæerne, der påkalder retten til at
definere reglerne og forløbet. I Stanleys travelogue er det udprægede vestlige perspektiv, der
nedsænkes over både landskab og befolkning, eksempler på en sådan historiekonstruktion. Dette er
en understregning af de asymmetriske magtrelationer, der altid er på spil i det Pratt kalder
kontaktzoner (2008, s. 8).
Gennem hele traveloguen findes der eksempler på en selviscenesættelse, en ”klæden sig på”, hvor
Stanley indtager rollen som helten, og som den alfaderlige og beundrede leder (Andersen, 2010, s.
45; Youngs, 1994, s. 106-107). I dette citat indleder han den forestående og farefulde rejse op ad
Lualabafloden med en ”tale” til ekspeditionen:
Said I: ”Into whichever sea this great river empties, there shall we follow it. You have
seen that I have saved you a score of times, when everything looked black and dismal for
38
us. The care of you to which you owe your safety hitherto, I shall maintain, until I have
seen you safe and sound in your own homes, and under your own palm-trees. All I ask of
you is, perfect trust in whatever I say. On your lives depends my own; if I risk yours, I
risk mine. As a father looks after his children, I will look after you (….)” (Stanley, 1878,
s. 244)
I teksten fortsætter citatet endnu en god halv side, hvor Stanley opremser de farer, de på rejsen har
mødt, og overkommet, og endda refererer til Guds vilje, som forklaring på hvorfor de er nødt til at
fortsætte op ad floden. Efter den lange tale bemærker Stanley hvordan ”[a] loud shout of applause
greeted me as I concluded...” (Stanley, 1978, vol. III, s. 245), hvilket igen kan tolkes som en
markering af afrikanernes tilsyneladende åbenlyse samarbejdsvilje og glæde over den hvide mands
tilstedeværelse. Som belyst af både Korte og Spurr, repræsenterer mange af Victoriatidens
opdagelsesrejsende dem selv, i deres respektive travelogues, som værende mindst lige så modige og
hårdføre som periodens idealiserede helteskikkelser fra populære eventyrromaner; eksempelvis Sir
Walter Scotts Ivanhoe fra 1820 (Korte, 1996, s. 88; Spurr, 1993, s. 115).21 Med Brantlingers ord:
“Center stage is occupied not by Africa or Africans but by a Livingstone or a Stanley, a Baker or a
Burton - Victorian Saint Georges battling the armies of the night.” (1985, s. 177-78) I den citerede
tale ovenfor fremstår Stanley som en faderfigur overfor de afrikanske naturbørn. Han er den store,
hvide leder, der, ”blazing the trail for civilization” (Brantlinger, 1985, s. 181), foregriber en vestlig
intervention på egen hånd. Der er, fra afrikanernes side, ingen grund til at nære mistro eller mistillid
til ham. Han har egenhændigt reddet dem fra store farer, og han vil lede dem på rette vej. Han er, i
citatets ordlyd, kort sagt helten, der redder de svage gennem sit– guddommeligt inspirerede –
forsyn. Med Stanleys forkærlighed for selviscenesættelse og hans “klæden sig på” for
offentligheden in mente, spiller det hjemlige publikum; modtagerne af teksten, også en rolle i
implementeringen af helterollen: “[T]he role of audience as a shaping force in the accounts--
whether journal or narrative--cannot be avoided. There can be no "pure" account of exploration, no
unfettered expression of the discoverer's responses, but only a series of poses in which the author
permits himself to be viewed by his audience.” (Davis, 1991) Citatet fra Davis bringer mig således
21 Brantlinger beskriver, hvordan den omvendte situation gjorde sig gældende for forfattere som eksempelvis H. Rider Haggard og Edgar Rice Burroughs, hvis’ udgivelser tidsmæssigt set ligger tættere på det 20. århundrede. Her var det i stedet “…fiction writers [who] imitated the explorers, producing quest romances with gothic overtones in which the heroic white penetration of the Dark Continent is the central theme.” (Brantlinger, 1985, s. 188)
39
videre til travelogue-genrens fiktive elementer, som belyst i afsnit 5.2.22 At Stanley har sine læseres
opfattelse af ham i tankerne, når han formulerer sig; at han bevidst tilpasser og redigerer teksten for
at fremstå på bestemte måder, er der ikke noget odiøst eller usædvanligt i. Denne
selvrepræsentations-praksis har han endda til fælles med nutidens rejseskribenter, herunder
forfattere af rejseblogs, som jeg skal komme ind på i et senere afsnit. Som også Youngs er inde på,
sætter forfatterne et tydeligt aftryk på deres travelogues, og værkerne er derfor ”...taken to objectify
the human qualities of the hero.” (Youngs, 1994, s. 120) Tilsvarende gør det økonomisk aspekt i
Stanleys forfatterskab sig gældende for måden hvormed han iscenesætter sig selv: Travelogues er
en populær genre (Brantlinger, 1985, s. 175-77), og det er ikke kun Stanley selv, der har en
interesse i bogens salgstal. Som påpeget i forbindelse med Spekes travelogue, der, af hensyn til
læserskaren, måtte bære præg af et ”plain sensible English”, således er det også nødvendigt at
Through the Dark Continent giver publikum og redaktørerne den spænding, og det drama, de
forlanger (Andersen, 2010, s. 162). Det er ligeledes essentielt at holde sig den historiske, politiske
og personlige kontekst, og dennes indflydelse på Stanleys forfatterskab for øje; hvad Youngs
refererer til som ”...the manipulation of the traveller’s writings by vested political and financial
interests.” (1994, s. 153) Traveloguen og dermed Stanleys ”stemme” er et indflydelsesrigt medie, i
en tid hvor imperialismen og internationale geopolitiske samt økonomiske spørgsmål dominerer den
vestlige verdens dagsorden, og Stanley har derfor haft et ansvar for at stille sine arbejdsgivere
tilfredse. Talen i citatet ovenfor er et eksempel på dette. Stanley har tilføjet en fodnote, hvor han
beskriver hvordan en ‘poetisk ven’ har påpeget, at talen indeholder mange paralleller til et digt af
Tennyson (Stanley, 1878, s. 245). Om dette pudsige tilfælde virkelig først er blevet tydeligt for
Stanley efter hjemkomsten, eller om selve talen faktisk er konstrueret (efter hjemkomsten) på
baggrund af Tennysons digt er naturligvis et åbent spørgsmål. Dens teatralske og dramatiske
formuleringer taget i betragtning, kan Stanley i princippet have nedskrevet talen på et tidligere
tidspunkt under selve rejsens forløb, så den var klar til brug, når lejligheden bød sig. Sprogbruget
peger i alle tilfælde ikke i retning af impulsiv hverdagstale. Selvom Stanley i traveloguen ikke
antyder, at talen var produceret på forhånd, må man således lade en i alt fald lille tvivl komme ham
til gode. Ikke desto mindre er det netop hans brug af direkte tale; hans fremstilling af talen, som var
de præcis de ord han anvendte den dag på floden, der retfærdiggør at man kan sætte spørgsmålstegn
22 I forbindelse med fiktive elementer i Stanleys, og andres, travelogues kan det være både relevant og informativt at sammenligne en sådan udgivelse med de rejsedagbøger og feltnoter, der er ført under selve rejsen, for på denne måde at identificere eventuelle afvigelser og ændringer. Jeg har, af pladshensyn og i overensstemmelse med emneafgrænsningen, fravalgt denne problemstilling. Se eventuelt Andersen (2010, s. 165-177) for en belysning af dette område.
40
ved dens autenticitet og korrekthed. Om fiktive elementer i travelogues og i forbindelse med
gengivelser af dialoger og direkte tale , påpeger Korte følgende:
Notwithstanding their authentic and factual element, reports of travel necessarily re-
create the experience of the journey on which they are based. Thus travelogues produced
long after the completion of a journey often include extensive passages of dialogue
which – at least in the days before tape recordings – can only be reconstructions of the
traveller’s actual conversations. Similarly, patterns, lines of development, cross-
references, emphases and other structural elements may arise in the account which, in all
probability, were not part of the original experience of the journey itself. (Korte, 1996, s.
10; original kursivering)23
Kortes bemærkninger, samt Tennysons betydningsfulde erhverv som engelsk nationaldigter (poet
laureat), kan dog pege i retning af, at Stanley kan have haft en klar intention med talens ordlyd: At
skrive den ind i den engelske nationalistiske, imperialistiske ideologi.
Som i analysen af Spekes travelogue, vil jeg her slutte af med et citat, der, ud over at have et lettere
komisk anstrøg, også eksemplificerer nogle af de væsenligste elementer af kolonialismediskursen
som den kommer til udtryk hos Stanley. En af hans hvide rejsefæller, Frank Pocock, har for vane at
smide skoene og rende rundt i bare fødder efter dagenes marcher er vel overstået. Stanley ser sig
nødsaget til at irettesætte ham: “I would discover him with naked feet, and would reprove him for
shamelessly exposing his white feet to the vulgar gaze of the aborigines! In Europe this would not
be considered indelicate, but in barbarous Africa the feet should be covered as much as the body;
for there is a small modicum of superiority shown even in clothing the feet.” (Stanley, 1878, s. 99) I
Stanleys øjne er dette et uacceptabelt brud på de forskelsmarkører, det er nødvendigt at opretholde
mellem dem selv og afrikanerne. For Spurr er dette fokus på at understrege forskelle netop et af de
væsenligste aspekter ved kolonialismediskursen: “The colonizer’s traditional insistence on
difference from the colonized establishes a notion of the savage as other, the antithesis of civilized
value.” (Spurr, 1993, s. 7; original kursivering) Samtidig kan eksemplet med den barfodede
Peacock sættes i forbindelse med en anden af Spurrs diskussioner: Som belyst i forbindelse med
Speke, opfattes Afrika som syndigt og besmittende; som noget, der kan fordærve en civiliseret
23 Ifølge Gyldendals Den Store Danske blev båndoptageren først opfundet omkring år 1900, af danskeren Valdemar Poulsen. Stanley har, på tidspunktet for rejsen (1874-1877) derfor ikke haft en sådan til rådighed. (http://www.denstoredanske.dk/It,_teknik_og_naturvidenskab/Elektronik,_teletrafik_og_kommunikation/Elektroakustik/b%C3%A5ndoptager ).
at holde følgernes interesse fanget, idet, påpeger Molz, den tilfører det her delte en ”serialized,
open-ended and addictive quality”, der igen fører til en ”eager anticipation” (Molz, 2012, s. 75). At
følge en rejseblog kan derfor opfattes som, på afstand, selv at deltage i rejsen; som en slags virtuel
rejsende.
6.3 Turister og rejsende
Et ikke uvæsenligt aspekt i diskussionen af nutidens rejselitteratur og rejseblogs er turistindustriens,
og herigennem turistens, rolle i at opretholde en række stereotyper omkring dette kontinent og dets
befolkning. At turisme og turister er relevante i sammenhæng med mit speciales emneområde, giver
for så vidt sig selv: Turister rejser, og nogle turister skriver undervejs og efterfølgende om deres
rejser. Væsenligt her er den gensidige påvirkning mellem turistindustrien og rejselitteraturen, som
eksempelvis belyst af Holland og Huggan (1998) og van Egmond (2012).
Verden er i dag præget af en høj grad af mobilitet, både af mennesker, varer og ideer, og selv de
fjerneste destinationer er nu tilgængelige takket være blandt andet billigere rejser samt udviklingen i
transportsystemer. Samtidig er netop de globaliseringsprocesser, der har gjort verden mere
tilgængelig, medvirkende til at gøre selvsamme verden mere farveløs, mindre forunderlig, hvilket
igen har først til en stigende ”frygt for homogenisering” fra den vestlige verdens side (Holland &
Huggan, 1998, s. 2). Det er disse to udviklingstendenser, som rejselitteraturindustrien, ifølge
Holland og Huggan, har været dygtige til at kapitalisere på, ved at markedsføre deres produkter som
”...thrilling alternatives to the sanitized spectacles of mass tourism; as evidence that the world is still
heterogenous, unfathomable, bewildering; as proof that the spirit of adventure can hold off the
threat of exhaustion.” (1998, s. 2) Molz tager udgangspunkt i, at vi lever i en verden med en høj
grad af hastighed og mobilitet, og som følge af dette har mange valgt en “mobil” livsstil; både
m.h.t. at rejse meget, men også i forhold til at være mobil m.h.t. kommunikation, hvilket er Molz’
overordnede fokus i bogen (2012, s. 5).33 Centralt og symptomatisk i denne udvikling står således
turistindustrien, hvilket, ifølge Molz, gør det muligt at se ”...tourism as a metaphor of modern social
life.” (2012, s. 8) Som også belyst af Lisle, er rejser og turisme derfor ”...inextricably linked to the
broader political, economic, cultural and social composition of the world.” (Molz, 2012, s. 8) Ifølge
Ning Wang er en af konsekvenserne ved vores moderne samfund, at ”...the traditional harmony
between individual and society can no longer be maintained.” (2000, s. 61) Da det ikke er muligt
33 At have mulighed for, frivilligt, at vælge en ”mobil livsstil” som turist eller rejsende er naturligvis ikke alle forundt, og må som sådan ses som et privilegie. Som bemærket af både Molz (2012, s. 5) er der, i den mobile verden, utallige eksempler på mennesker der tvinges ud i rejser, som flygtninge, aylsøgere og ufrvillige migranter.
55
med et trylleslag, at ændre på den moderne samfundsstruktur, bliver rollen som rejsende, som turist,
en tiltrækkende måde at undlippe og glemme ”the malaise of modernity”, og i stedet træde ind i en
alternativ, fantastisk verden (Wang, 2000, s. 65). Med masseturismens eksplosive vækst gennem de
seneste årtier, er skellet mellem en turist og en rejsende tilsvarende vokset. Den gængse opfattelse,
ikke mindst af de rejsende selv, er, at den rejsende, til forskel fra turisten, er motiveret af en ægte
interesse og nysgerrighed omkring andre mennesker og kulturer. Den rejsende ser sig selv som en
besøgende, der ikke intervenerer på skadelig vis i andre kulturers levemåder, og ved at undgå at
involvere sig i aktiviteter, hvor de lokale samfund på den ene eller anden måde bliver udnyttet, som
det synes at tage sig ud i forbindelse med masseturisme (Holland & Huggan, 1998, s. 2). Denne
distinktion går igen, og forsvares, i meget af nutidens rejselitteratur: Langt de fleste rejseforfattere
ser sig selv som rejsende, og ikke turister; som ”...open-minded inquirers rather than as pleasure-
seeking guests.” (ibid., s. 3)34 Nogle blogskribenter giver tydeligt udtryk for, at de ser sig selv som
rejsende og ikke turister. En af dem er Jennifer, der, i forbindelse med en trekking i Ugandas
Rwenzori National Park, bemærker følgende i sin blog:
Two kilometres later, having scrambled up through fields and villages to the entrance of
the national park, we flicked through the sign-in book for October and September. There
were gaps of up to a week where not a soul had passed through here. That’s the best
thing about the Rwenzoris. It feels genuinely remote. We didn’t run into another person,
never mind another tourist, for three whole days. Contrast this to Kilimanjiro national
park, which sees something like 30,000 a year and has been described as “a traffic
jam”.35
Behovet for, som rejsende, og som rejseskribent, at distancere sig fra turistrollen illustrerer to, på
sin vis, ironiske aspekter ved relationen mellem turisme og rejselitteratur. For det første fungerer
rejselitteratur-genren som en form for markedsføring af fjerne rejsemål; hvad Holland og Huggan
refererer til som “...a new exotic: a celebration of the modern spectacle of global cultural diversity.”
(1998, s. 2; original kursivering) På denne måde assisterer nutidens rejseforfattere netop
turistindustrien, ”...even when they might imagine themselves to be its most strident adversaries.”
(ibid., s. 3) For det andet kan rejsende, og rejseforfatteres, fokus på egen ikke-forstyrrende (i de
lokale samfund og den lokale natur) praksis tolkes som en mere eller mindre bevidst strategi til at
34 Se Cohen (1988) for en typology af turisttyper.35 http://www.travelblog.org/Africa/Uganda/Western-Region/Rwenzori-Mountains/blog-814848.html
man befinder sig i et specifikt område. Molz påpeger hvordan ”…sightseeing and the tourist gaze
refer to socially structured and systematicized practices that imbue sights with particular meanings.”
(2012, s. 63; original kursivering) Et illustrativt eksempel her, er Afrikas utallige wildlife, eller
game reserve parks; et nærmest obligatorisk punkt på mange vestlige turisters agenda i forbindelse
med rejser til landene syd for Sahara. Schmidt og Van Beek og argumenterer for hvordan disse
steder er i høj grad er menneskeskabte, idet ”...the great parks of Africa are in large part culturally
created wildernesses, indeed, colonial products resulting from shutting off areas, ousting people,
limiting hunting rights and struggling against ’poaching’ (i.e. the standard local use of bush area).”
(Schmidt & van Beek, 2012, s. 7) Parkerne er således ikke naturligt forekommende fænomener,
men derimod konstruktioner, bygget op omkring de forventninger og behov turister medbringer
hjemmefra, som beskrevet ovenfor omkring ”the tourist gaze”. Centralt står altså, igen, konstrasten
til den “kendte” verden. Schmidt og Van Beek understøtter disse argumenter, og belyser, hvordan
turisters primære motivation for at vælge Afrika som rejsemål er fascinationen af, og den pirrende
frygt for, den vilde afrikanske natur, herunder særligt dyrelivet. Således er ’the big five’ (elefant,
løve, leopard, næsehorn og bøfler) hovedattraktionen, idet ”...they are fundamentally alien: large,
wild, and in a world totally of their own.” (2012, s. 3) På denne måde symboliserer de den
fascination og ærefrygt ’vi’ nærer for den afrikanske natur, som en form for parallelt univers. I
forhold til kontinentets beboere ligger turisternes interesse sig tilsvarende først og fremmest hos de
kulturer, der udviser tydelige tegn på ’anderledeshed’, så som maasaier, buskmænd og hottentotter:
”In general, the cultures of Africa are interesting as long as they are ’authentic, which
means’different’, ’not European’.” (Schmidt & van Beek, 2012, s. 3)
Turisters ønske om at opleve det autentiske og uberørte Afrika er dog iblandet visse forbehold:
Mange ønsker ikke at give køb på vestlige standarder i forhold til service og komfort, hvilket de
utallige luksus ”safari lodges” vidner om. Mbaiwa beskriver turisters ambivalente forhold til
Afrikas vilde natur; på den ene side vil de gerne opleve det ucivilicerede og barske landskab, på den
anden side skal dette helst ske i sikre og velkendte omgivelser, a la en støddæmper af civilisation
(Mbaiwa, 2012, s. 126-127). Efter en lang dag med forrygende safarioplevelser i Okavango-deltaet,
er det nødvendigt at have noget trygt og civiliseret at vende tilbage til: ”...the tourist does not want
to lose his habitual comfort, modern bedding, bath tubs, showers and toilets, hence all these
facilities and services are provided in wilderness areas like the Okavango Delta.” (Mbaiwa, 2012, s.
124)40 I sin blog beskriver JHG, hvordan hun og hendes veninde, efter en dag med flodhestesafari
40På Khwai River Lodge i Okavango deltaet kan man overnatte i disse bekvemmelige omgivelser: “Shaded by a traditional African thatch roof, each luxury tent's interior offers a luxurious en suite bathroom, a fully-stocked mini-bar,
60
på Zambesifloden, vender tilbage til hotellet, og herfra, i komfortable omgivelser, kan nyde naturen
på afstand:
We got the boat back to the very luxurious Royal Livingstone and weren't going to miss
an opportunity to be in such nice surroundings. We sat on a park bench by the river, and
then layed by the pool and ordered a drink! Beautiful sunshine by the serene Zambezi
after a thrilling morning. Paradise! Couldn't quite believe it.41
I Annas blog findes et lignende eksempel på, hvordan der kan være behov for at, for en tid, slappe
af i en ”civiliseret” atmosfære. For hende synes det dog først og fremmest at handle om at sætte det,
til tider, frustrerende måde mellem dansk og afrikansk kultur i bero. Anna mødes med et dansk
ægtepar, der ud over at arbejde med nødhjælp, har opbygget et lille turist resort: ”Dette lille
ferieparadis, som Ruth og Carsten har bygget, er et sted, hvor deres venner og andre danskere eller
europæer kan komme og leje en banda, som de små hytter hedder her i Uganda. Her kan man få et
lille pusterum, samt nyde roen og freden. Her er der ingen der konstant råber: “bye muzungu” eller
vil hilse på dig.”42 Citatet tydeliggør, hvordan Annas fokus i høj grad er på kontraster; ikke bare
mellem komfort og ro i forhold til uorden og larm udenfor resortet, men også på forskellen mellem
europæere og afrikanere; os og dem. Dette er endnu en understregning af Lisles ”colonial vision”.
For at vende tilbage til Mbaiwa, er det hans overordnede projekt at undersøge, hvordan
turistindustien, gennem reklamer, brochurer og andet materiale, er med til at male et billede af
udviklingslande, der reflekterer et vestligt, hvidt, mandligt perspektiv, hvor den vestlige verdens
dynamik og fremskrid står i stærk kontrast til disse landes ’statiske, tidløse og uforanderlige’
karakter’. (Mbaiwa, 2012, s. 117) Dette billede kan ligeledes ses som en variant af Lisles ”colonial
vision”; hos Mbaiwa dog med et mere bredt fokus end specifikt rejselitteratur. En udredning af
sådanne problematikker kræver, at man må finde frem til de antagelser og myter, som vestlige
samfund har konstrueret om mennesker i de tidligere kolonier, og i udviklingslandene (Mbaiwa,
2012, s. 119). I denne forbindelse refererer han til Echtner og Prasad, der i en artikel fra 2003 i
Annals of Tourism Research, ’The Context of Third World Tourism Marketing,’ har identificeret tre
sådanne myter: Myten om uforanderlige og tidløse kulturer (”In the myth of the unchanged,
destinations in Third World countries are firmly fixed in the past and are represented by timeless
a four-poster bed complete with mosquito netting, as well as a discreet air conditioning.” http://www.khwairiverlodge.com/web/okrl/safari_accommodation.jsp) 41 http://www.travelblog.org/Africa/Zambia/Livingstone/blog-802332.html 42 http://annasrejse.blogspot.dk/2012/09/en-forfrdelig-god-sndag.html
married except in special circumstances like the birth of a baby. Another rule made by a
man no doubt! (Min kursivering)44
Særligt to ting er værd at bemærke ved Lisas beskrivelse: For det første anvender hun, som vi så
hos de victorianske opdagelsesrejsende, nutid til at redegøre for Maasaiernes kulturelle praksisser.
For det andet, som illustreret af den afsluttende linie i kursiv, er Lisa, en ung, vestlig kvinde, i høj
grad ”til stede” i teksten. At hun finder dette eksklusive indblik i afrikansk kultur interessant er der
ingen tvivl om, måske netop på grund af den kontrast til det hjemlige engelske samfund dette
mandsdominerede islæt udgør. Et sidste eksempel på, hvad der kan udgøre en autentisk oplevelse
findes hos Jennifer, denne gang fra dyreriget. Under et besøg i South Luangwa National Park, i
Zambia, kommer hun og hendes medrejsende helt tæt på en leopard, der netop har fanget sin
aftensmad: ”We were so close now, almost directly beneath the tree. The leopard hauled his kill
further along the branch. I say kill, but the impala’s legs started moving, and we were all a little
horrified to realise it was still alive. Writing about it now, it seems like a weirdly voyeuristic thing
to watch an animal die, but at the time I felt a real sense of witnessing nature in action.”(Min
kursivering)45 Hvad Jennifer her beskriver, står tydeligvis for hende som en oplevelse af noget ægte;
som et sjældent indblik i naturens mysterier. Hendes brug af begrebet voyeuristisk peger i retning
af, at dette indblik i princippet ikke er beregnet for hende; en hvid, vestlig kvinde. Autentisk og
”ægte”, eksotisk og eventyrligt, eller ej: Sådanne begreber er unægteligt væsentlige faktorer i
turistbranchens markedsføring af de mere fjerne destinationer; herunder populære afrikanske
rejsemål.46 Som Schmidt og van Beek formulerer det: ”[T]he rich tourists from the North descend
on the poor South to gallivant in their pristine territories. [….] That is the romantic-cum-
(neo)colonial mix that dominates African tourism: elephants and Bushmen, lions and Maasai,
camels and Tuareg.” (2012, s. 2-3; original kursivering)Der synes således at være en række ligheder
mellem den koloniale situation og nutidens afrikanske turisme.
Autenticitet synes således at være en motiverende faktor for langt de fleste turisttyper med Afrika
som den udvalgte destination, og som eksemplerne illustrerer reflekteres tendensen i den tilknyttede
rejselitteratur; rejseblogs. Nogle turisttyper tillægger jagten på det autentiske og ”ægte” større
betydning end andre, og et eksempel på dette findes i van Egmonds tekst fra 2012 om
44 http://www.travelblog.org/Africa/Kenya/Nairobi-Province/blog-820660.html 45 http://www.travelblog.org/Africa/Zambia/South-Luangwa/blog-820849.html 46 Eksempelvis tilbyder Limpopo Travel safarier i Botswana og beskriver dem som en ”unik og autentisk oplevelse” (http://www.limpopo-travel.dk/botswana/botswana/). Også hos Profil Rejser er man ”...sikret uforstyrrede, smukke og autentiske oplevelser, hvis din rejse går til Botswana.” (http://www.profil-rejser.dk/safarirejse.aspx)