TEMA: Når Kognitiv terapi og antidepressiva ikke virker · MAO mod angst? Gener og medicin Sport og angst ECT mod angst? TEMA: Når Kognitiv terapi og antidepressiva ikke virker

MAO modangst?

Generog medicin

Sportog angst

ECT modangst?

TEMA: Når Kognitiv terapiog antidepressiva ikke virker

Selvhjælpsgrupper giver mindre angstNye selvhjælpsgrupper starter rundt om i landet - se opslagstavlen

4 10 18 20

Nr. 20 · April 2008 · www.ANgSTforENiNgEN.dK

redaktion:Kamma Kaspersen (ans. red.)Marie Särs AndersenClaus Sersar Thomsen

pruduktion: Quickly Tryk

oplag: 2.000

layout:

22 50 59 [email protected]

Artikler i AngstAvisen udtrykker ikke nødvendigvis redaktionens eller Angstforeningens holdning.Redaktionen er bekendt med navn og adresse på skribenter.Bidrag på diskette eller mail til: [email protected]

Peter Bangsvej 1, D, 3.2000 Frederiksberg CTlf.: 70 27 13 20www.angstforeningen.dkISSN 1601-8591

Vi frakender os ansvar for tilsendt materiale, vi ikke har bestilt. Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte og redigere i materiale.

AngstAvisen er Angstforeningens medlemsblad og udkommer 4 gange årligt.

Kontingent 2008: kr. 200 Biblioteksabonnement: kr. 250Firmaabonnement: kr. 2.000 Institutionsabonnement: kr. 1000(Firma- og institutionsabonnemen-ter udløser op til 4 numre pr. blad)

Gavebeløb på mindst 25 kr. pr. medlem medvirker til at bevare vores godkendelse til driftstøtte fra tips- og lottomidlerne.

Løssalg: 20 kr.

Gaver og sposoreringer op til og med 14.100 kr. årligt er fradrags-berettiget iht. Ligningslovens §8A. Der skal dog betales skat af de første 500 gavekroner.

iNdhold2 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .Kolofon

3 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Leder

4 . . . Behandling af angstlidelser med MAO-hæmmere

7 . . . . . ECT og angstlidelser - en behandlingsmulighed

9 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .D-cycloserin

10 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .ECT-behandling af angst

11 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .Vejle- Psykiatricenter Vest

12 . . . . . . . .Desperationens og håbløshedens overdrev

14 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Min angst

17 . . . . . . . . . . . . Selvhjælpsgrupper giver mindre angst

18 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Gener og medicin

20 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Sport og angst

22 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Bogreolen

24 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Opslagstavlen

I slutningen af januar blev der be-vilget mere hjælp til danskere, der lider af lette og moderate depres-sioner. Fra 1. april kan praktiserende læger henvise patienter mellem 18 og 37 år til en psykolog med tilskud fra det offentlige. Det er resultatet af en overenskomstaftale indgået mel-lem regionerne og Dansk Psykolog Forening. Fremover betaler man 60 procent af udgifterne til psykologen. Samtidig forpligter psykologen sig til at orien-tere lægen om resultaterne, så der er sammenhæng i behandlingen. Henvisningsmuligheden afkorter pa-tienternes sygdomsforløb, så de hur-tigere kan vende tilbage til en normal hverdag. Regionerne og regeringen har afsat 20 millioner kroner til om-rådet og 125 psykologer får mulig-hed for at behandle patienter henvist fra deres praktiserende læge.Angstforeningen ønsker de depres-sive til lykke med det nye tilbud, der må forventes også at gavne mange angstramte, som samtidig lider af depression. Men vi undrer vi os imid-lertid over, at man ikke stiller krav til psykologernes efteruddannelse. De metoder man brugte i fx 1970’erne og 80’erne, er ikke nødvendigvis de metoder, man anbefaler i dag. Og får man en henvisning til en psykolog, der ikke også mestrer de nyere og

anerkendte metoder (kognitiv ad-færdsterapi) som anbefalet i Sund-hedsstyrelsens referenceprogram for behandling af angstlidelser (omtalt i AngstAvisen 19) er kvaliteten af be-handlingen usikker. Det er dyrt for samfundet og uhensigtsmæssigt for den enkelte, hvis behandlingen ikke har den tilsigtede virkning. Desuden finder vi aldersgrænsen for behandling på 37 år besynderlig. Er man ikke længere værd at satse på, når man er blevet 38 år eller mere? I Angstforeningen vil vi arbejde for vi-denskabeligt dokumenteret behand-ling for alle ikke-psykotiske patienter uanset alder.For at opnå bedre forhold for menne-sker med ikke-psykotiske sygdomme har vi sammen med OCD-forenin-gen og DepressionForeningen sendt vores kommentarer til regionernes forslag til fremtidens psykiatri, og nu venter vi på de endelige udfald. Vi vil holde et vågent øje med, om intentionerne bliver udlevet i praksis og ser frem til at vende tilbage med mere nyt om dette, når alle planer er vedtaget og offentliggjort.

Hovedtemaet i dette nummer er, hvad vi gør, når kognitiv adfærdste-rapi og SSRI/SNRI (”lykkepiller”) ikke har den ønskede effekt. I den forbin-delse ser vi bl.a. på muligheden for

at anvende elektrochokbehandling (ECT) til angstpatienter – en be-handling som mange med depres-sion har gavn af. Ledende overlæge, professor, dr.med. Raben Rosenberg har skrevet en artikel om ECT.Desuden ser vi nærmere på behand-ling med MAO-hæmmere; en type medicin, der kan anvendes, hvis al-mindelige antidepressive midler ikke virker. Endelig sætter vi den gavnlige effekt af motion under lup.De to personlige historier, som brin-ges i dette nummer, illustrerer, at behandling desværre ikke altid går efter bogen og ender i en solstråle-historie.

Sluttelig vil vi tillade os at minde om, at der endnu er en del, der ikke har betalt kontingentet for 2008. Hvis det skyldes en forglemmelse kan det nås endnu ved at indsætte 200 kr. på giro nr. 600 49424.

I ønskes god læselyst og et dejligt forår!

Venlig hilsenKamma Kaspersen

Tilskud til psykologhjælp til let depressive

32

MAo-hæmmernes historie Opdagelsen af MAO-hæmmere som antidepressiva er eventyrlig og et af de helt store gennembrud i den mo-derne psykofarmakologis historie. De fleste kender den tyske forfatter og nobelpristager Thomas Manns beskrivelse af forholdene på et gam-meldags tuberkulosesanatorium i bo-gen ”Trolddomsfjeldet”. Bogen blev filmatiseret og gik som Tv-serie for en del år siden. Et lille halvt århund-rede efter Thomas Manns skildring indførtes i tuberkulosebehandlingen bl.a. lægemidlet iproniazid, som er en MAO-hæmmer. Forestil jer de dødssyge tuberkulo-sepatienter på datidens tuberkulo-sesanatorier. I behandling med ipro-niazid så man disse patienter, som i bogstaveligste forstand vandrede på gravens rand, blive opstemte eller maniske, ”de dansede i salene”. De blev euforiske, sov meget lidt og fik bedre appetit. Franske og amerikanske psykiatere diskuterer endnu, hvem der indførte iproniazid i depressionsbehandlin-gen. En kendsgerning er det imidler-tid, at det var et amerikansk arbejde fra 1954, som først grundigt beskrev tuberkulosemidlets antidepressive virkning (1). Og det var en anden amerikansk psykiater Nathan Kline, som 3 år senere beskrev dets virk-ning ved depression (2). Hermed var grunden lagt til MAO-hæmmer-nes indtog i depressionsbehandlin-gen, som kulminerede i 1960’erne, hvorefter behandlingen blev overta-get af de tricykliske antidepressive lægemidler, som var blevet indført i slutningen af 1950’erne.

En senere gennemgang viste, at de tuberkulosepatienter, som respon-derede på behandling med ipronia-zid, i forvejen var deprimerede eller tidligere havde lidt af depression el-ler angst. Man kan vel sige, at man hermed fik et slags bevis på, at det gamle tuberkulosemiddel havde en antidepressiv eller en antiangst virk-ning uafhængig af den antituberku-løse virkning.Blandt nye tuberkulosemidler, som ikke er registrerede på det danske marked, knytter der sig en vis inte-resse til den kemiske forbindelse D-cycloserin. Det har muligvis en gun-stig virkning på angst, men sagen er ikke afklaret.

MAo- hæmmernes virkningsmekanisme På det danske marked findes to MAO-hæmmere, som er registreret til behandling af depression, nem-lig Marplan (isocarboxazid) (3) og Aurorix (moclobemid). Begge som andetvalgspræparater, idet det for begge gælder, at de anvendes me-get lidt. Navnet MAO-hæmmere eller skre-vet helt ud Mono-Amino-Oxydase-hæmmere henviser til, at disse lægemidler virker ved at hæmme nedbrydningen af monoaminer som dopamin, noradrenalin og seroto-nin i den synaptiske spalte mellem nerveceller. Som bekendt er stoffet serotonin uløseligt forbundet med virkningen af SSRI -antidepressiva, som også er effektive lægemidler ved angsttilstande.

En tredje MAO-hæmmer selegilin er

på det danske marked registreret til behandling af parkinsonisme. Sele-gilin har svag antidepressiv virkning, men næppe virkning af betydning ved angst. Det diskuteres stadigvæk, om det centrale i virkningsmekanismen er en stimulerende effekt på angst- og depressionstilstande eller en mere indirekte antidepressiv og antiangst virkning. Men begge forhold gør det særdeles relevant at overveje be-handling med MAO-hæmmere ved angsttilstande.SSRI virker ved at hæmme genop-tagelsen af serotonin. SNRI samt tricykliske antidepressiva hæmmer genoptagelsen af både serotonin og noradrenalin i den synaptiske spalte mellem nervecellerne. MAO-hæmmerne virker ved at hæmme nedbrydningen af serotonin og no-radrenalin.

MAo-hæmmernes bivirkninger og interaktioner MAO-hæmmeren iproniazid medfø-rer ved langvarig anvendelse risiko for leverskade, hvilket gjorde læge-midlet mindre egnet i depressions- og angstbehandlingen, hvor farma-kologisk behandling ofte er langvarig. Marplan er langt mindre leverbeska-digende og Aurorix påvirker ikke le-verens funktion. Marplan har dog den ulempe, at det ikke kan anvendes sammen med en række andre lægemidler og sam-men med visse fødemidler, som indeholder større mængder tyramin herunder bl.a. alle former for lagrede fødevarer som (langvarigt lagrede) marinerede sild, lagret ost og helt og

aldeles blåskimmelost. I tvivlstilfælde bør man spørge sin læge til råds.Det var med baggrund i ulem-perne forbundet med Marplan, at man fremstillede MAO-hæmmeren Aurorix. Det påvirker ikke leverens funktion, er i praksis uden fødemid-delinteraktion og har kun ringe læge-middelinteraktion.

MAo-hæmmernes placeringi angstbehandlingenSom bekendt vil et lægemiddel udgå, hvis det ikke viser sig at have større virkning på den eller de tilstande, som det er registreret til at behandle. For Marplans vedkommende lykke-des det aldrig i klinisk kontrollerede undersøgelser at dokumentere en klar og sikker antidepressiv virkning, og det viste sig hurtigt mindre effek-tivt end tricykliske antidepressiva og ECT (elektroshock). Senere har det vist sig med fordel at kunne anven-des ved atypiske depressioner, men de særlige hensyn, der skal tages til kosten og evt. samtidig behandling med andre lægemidler, har varigt begrænset anvendelsen. Marplan er aldrig blevet tilstrækkeligt videnskabeligt undersøgt ved angst-tilstande, selv om det er nærliggende at antage, at det i lighed med andre MAO-hæmmere har eller kunne have en god virkning ved forskellige former for angst. De udenlandske re-gistrerede MAO-hæmmere phenel-zin og tranylcypromin undersøgtes i 1980erne og 1990erne over for panikangst og agorafobi og viste sig især over for agorafobi at være rimeligt effektive. Som det notere-des, fandt man, at mange patienter

Behandling af angstlidelser med MAo-hæmmereAf Jens Knud LarsenOverlæge, speciallæge i psykiatri

TEM

A -

Når

Kog

niti

v te

rapi

og

anti

depr

essi

va ik

ke v

irke

r

MAO er et enzym, som bl.a. nedbryder signal-stofferne serotonin og noradrenalin. MAO-hæm-mere virker således ved at hæmme dette enzym, så signalstofferne ikke ned-brydes så hurtigt.

54

med agorafobi, som ikke havde gavn af SSRI antidepressiva eller det tri-cykliske antidepressive lægemiddel imipramin, bedredes markant under behandling med phenelzin (4). Endelig er det en gammel klinisk iagttagelse, som næsten er gået i glemmebogen, at patienter med en klinisk profil af fobiske symptomer, panikangst, agorafobi, social fobi og hypokondri med fordel kan behand-les med MAO-hæmmere (5). Disse kendsgerninger, at MAO-hæmmere også er antiangstmidler, inspirerede producenten af Aurorix. Der blev med det samme iværksat en række undersøgelser over virk-ningen af Aurorix ved panikangst, generaliseret angst og social fobi samtidig med, at virkningen af Auro-rix undersøgtes ved depression, herunder atypisk depression. Resul-tatet af disse undersøgelser har ikke overbevist sundhedsmyndighederne om, at Aurorix er et effektivt læge-middel ved angsttilstande, og det er ikke registreret på denne indikation i Danmark. Her i landet er det således op til den enkelte læge i samarbejde med angstpatienten at overveje behand-ling med Aurorix eller for den sags skyld Marplan, hvis anden farmako-

logisk behandling svigter.Den spinkle videnskabelige begrun-delse for at anvende Aurorix ved so-cial fobi skyldes to placebo-kontrolle-rede studier, som fandt Aurorix i en dosis på ca. 600 mg mere effektivt end placebo, medens andre under-søgelser af lægemidlet på samme indikation ikke kunne bekræfte effek-ten. Tilsvarende viste to sammenlig-nende undersøgelser af Aurorix over for panikangst, at det var lige så ef-fektivt som henholdsvis SSRI-midlet fluoxetin og det tricykliske antide-pressivum klomipramin, hvorimod placebo-kontrollerede undersøgelser ikke er publiceret (6).

fremtidens angstbehandling Fremtidens angstbehandling bør or-ganiseres efter de anbefalinger, som er nedfældet i ”Referenceprogram-met for angstlidelser hos voksne”. Det formuleres heri, at ” der er be-hov for efter- og videreuddannelse i kognitiv adfærdsterapi og psyko-farmakologisk behandling af angst-tilstande. Det er vigtigt at tilstræbe, at faggrupperne har kvalificeret træ-ning i psykopatologisk vurdering og diagnostik”. - Under henvisning til, at den farmakologiske behandling også kan omfatte MAO-hæmmere

hos vanskeligt behandlelige patien-ter, understreges betydningen af, at angstbehandling bør gøres til et ekspertområde indenfor psykiatriens område.

referencer1. Bloch RG, Dooneief AS, Buch-

berg AS et al. The clinical state of isoniazid and iproniazid in the treatment of pulmonary tuberculosis. Ann Intern Med 1954;40:881-900.

2. Kline NS. Clinical experience with iproniazid. J Clin Exp Psychopat-hol 1958;19(Suppl 1):72-8.

3. Larsen JK. Status for anvendelsen af Marplan. [email protected] 2003.

4. Phol R, Berchou R, Rainey JM. Tricyclic antidepressants and monoamine oxidase inhibitors in the treatment of agorapho-bia. J Clin Psychopharmacol 1982;2:399-407.

5. Tyrer P. Towards rational thera-py with monoamine oxida-se inhibitors. Br J Psychiatry 1976;128:354-60.

6. Bonnet U. Moclobemide: Thera-peutic use and clinical studies. CNS Drug News 3003;9:97-140.

Aktion mod farlige piller har hjulpetMange danskere er nu på vej ud af det pillemisbrug, de alt for længe har befundet sig i .Det viser nye tal fra Lægemiddelstyrelsen, der har undersøgt, hvor meget sove- og nervemedicin, vi egentlig fortærer .Forbruget af de farlige, vanedannende piller i Region Hovedstaden er faldet med 10 procent fra 1 . halvår af 2006 til 1 . halvår af 2007 . Det har længe været et kæmpe problem, at danskerne sluger alt for mange af de beroligende piller, hvor Stesolid er en af de mest kendte . Lægernes indsats har tydeligvis båret frugt, men hvad har de gjort anderledes?“For eksempel udskriver vi nu kun medicinen, når patienten møder op personligt . Vi udskriver kun til én måned ad gangen . Og så fortæller vi om alternative behandlingsformer, fx samtaleterapi og antidepressiv medicin . Men det er svært at komme ud af et stof, man er blevet afhængig af”, forklarer praktiserende læge Mads Klem Thomsen .

Villabyerne Weekend, 11.01.2008

Hvorfor benyttes ECT ikke ved svare angstlidelser, hvor anden behandling ikke har givet tilstrækkeligt resul-tat? Dette er et indlysende og klart spørgsmål, som det imidlertid ikke er let kort at svære på. Jeg vil i det føl-gende forsøge at sætte dette spørgs-mål ind i en større sammenhæng og vove at spå lidt om fremtiden.

1950-1980I tiden efter anden verdenskrig ind-delte man i mange år psykiske lidel-ser i de sværere - psykoserne og de lettere – neuroserne. Ved psykoser optræder der hallucinationer og vrangforestillinger, og med frem-komsten af moderne lægemidler i midten af 1950erne blev den medi-cinske behandling af f.eks. skizofreni og stemningssygdom (maniodepres-siv psykose) hovedbehandlingen. Elektrostimulation (elektrisk kram-pebehandling), der blev opdaget i slutningen af 1930erne, blev også brugt, men især til meget svære og livstruende sindslidelser som svær depression, men også til såkaldte delirøse tilstande. I folkemunde kom ”elektroshock”-behandingen i mis-kredit og blev gjort til genstand for megen mytedannelse og solid mis-information. Behandlingen kaldes i dag på engelsk Electro Convulsive Treatment, forkortet ECT.Over for neuroser var hovedbehand-lingen derimod psykoterapi, der i mange år var baseret på de teorier udviklet ud fra Freuds psykologiske teorier. Ud fra en såkaldt psykodyna-misk opfattelse af neuroserne var der ikke grundlag for medicinsk behand-ling og slet ikke for ECT. Det viste

sig dog, at mange mennesker blev behandlet med angstdæmpende medicin af typen benzodiazepiner, hvor Stesolid er det bedst kendte i en bredere kreds. Det blev dog ikke opfattet som god behandling.

referenceprogram for angstlidelserOmfattende medicinsk og psykolo-gisk forskning i perioden 1960-80 førte til en helt ny opfattelse og ind-deling af de tidligere benævnte neu-roser. Det kom mest tydeligt til ud-tryk i 3. udgave af det amerikanske diagnose-system DSM-III. I stedet for angstneurose talte man nu om pa-nikangst, i stedet for tvangsneuroser om obsessive-kompulsive tilstande m.fl. Behandlingsmæssigt skete der i de efterfølgende år yderligere frem-skridt. Det blev efterhånden klart dokumenteret, at man både kunne anvende psykoterapeutisk og me-dicinsk behandling af de tilstande, der tidligere blev kaldt neuroser. Det var især udvikling inden for kognitiv psykoterapi, som fik afgørende be-tydning, idet det i mange videnska-belige studier blev vist, at kognitiv adfærdsterapi var effektiv over for alle angstlidelser. Det var imidlertid også et banebrydende fund, at anti-depressiva var virksomme over for angsttilstande, således at man nu havde flere muligheder for at bedre disse tilstande. Sideløbende med denne forskning blev det solidt dokumenteret, at angstlidelser ofte havde større kon-sekvenser end tidligere antaget, og at de med hensyn til livskvalitet og

social funktionsevne i høj grad kun-ne være invaliderende.Som det fremgår af det referencepro-gram for behandling af angstlidelser hos voksne, som Sundhedsstyrelsen i slutningen af 2007 offentliggjorde, er der i dag solid dokumentation for effekten af både medicinsk be-handling og kognitiv psykoterapi ved angstlidelser. Men træerne vok-ser imidlertid ikke ind i himlen, idet mange mennesker til trods for disse fremskridt ikke opnår tilstrækkelig stor effekt af behandlingen, således at der fortsat er et væsentligt behov for nye og mere effektive behand-lingsformer.

depressionDisse behandlingsmæssige forhold ved angstlidelser minder ganske om forholdene ved behandling af depressive tilstande, således som det fremgår af Sundhedsstyrelsens referenceprogram for behandling af unipolar depression hos voksne, som samtidigt blev udgivet. For både angsttilstande og depression er der gode behandlingsmuligheder, men også behov for udvikling af nye be-handlinger til de mennesker, som ikke får tilstrækkelig god effekt af hverken medicin eller psykoterapi.Af referenceprogrammerne fremgår det dog, at ECT er en effektiv og vel-dokumenteret behandling ved svær depression, men at der kun forelig-ger sporadiske undersøgelser af virk-ningen ved angsttilstande og kun ved enkle tilstande som OCD og PTSD.

Krav til dokumentationKravene til dokumenteret effekt af

ECT og angstlidelser - en behandlingsmulighed?Af Raben Rosenberg Ledende overlæge, professor, dr.med Center for Psykiatrisk Forskning, Århus Universitetshospital Risskov

TEM

A -

Når

Kog

niti

v te

rapi

og

anti

depr

essi

va ik

ke v

irke

r

76

behandling er i dag meget store. Man kan i referenceprogrammerne nærmere læse om, hvorledes man foretager en systematisk undersøgel-se af den videnskabelige litteratur, og hvordan man vurderer den såkaldte evidens for den påviste virkning af behandling, der er offentliggjort i vi-denskabelige artikler. Altså hvor vel-begrundet det er at tale om effekt af den konkrete behanding. Det er ikke nok, at der foreligger udtalelser fra enkeltpersoner om god effekt af en behandling. Det er sjældent tilstræk-keligt, at der foreligger en enkelt god undersøgelse. Det kan nemlig være svært at overføre resultaterne til an-dre mennesker med angstlidelser. Ofte foreligger en række forskellige studier over virkning af f.eks. medicin eller psykoterapi, og der findes for-skellige komplicerede statistiske ana-lyser – såkaldte meta-analyser – til at sammenfatte resultaterne fra mange forskellige undersøgelse og nå frem til en klar konklusion om effekten af behandlingen.

ECT og angstlidelserUd fra den videnskabelige litteratur må vi i dag sige, at der ikke foreligger tilstrækkelig dokumentation for ECT-behandling for angstlidelser. Som kort berørt i et svar til et spørgsmål andetsteds i dette temanummer er der mange grunde til, at man har været tilbageholdende med at for-søge at benytte ECT over for nye lidelser end de hidtil accepterede, nemlig depression, delirium m.fl.Man er generelt forsigtig, fordi ECT foregår under fuld bedøvelse og fordi ECT har forskellige forbigående bivirkninger. Hertil kommer utilstræk-kelig viden om de grundlæggende hjernemæssige forstyrrelser ved angstlidelser og virkningen af ECT. Sagt med andre ord, vi ved for lidt om, hvordan ECT virker på hjernen hos mennesker med angstlidelser. Man har i dyreforsøg kunne påvise forskellige ændringer i hjernen efter

ECT, f.eks. dannelse af nye celler i hippocampus, som er et område af stor betydning for hukommelse og grundstemning. Men vi ved endnu ikke, om disse ændringer er be-tydningsfulde for bedring af svære angstlidelser.

Slægskab med angst- og de-pressive tilstandeDer er imidlertid meget forskning, som viser et betydeligt slægtskab mellem angstlidelser og depressive tilstande. Det er således velkendt, at mange mennesker med angstlidel-ser også samtidig kan være deprime-rede. Det hænder også ofte, at en person med rene angstsymptomer kan berette, at vedkommende tidli-gere har haft en depression, og føl-ger man personer med angstlidelser, vil mange senere få en depression. Tilsvarende kan angstsymptomer være meget udtalte hos personer med depression. Det er velkendt, at ECT ved svær depression også fører til bedring af angstsymptomerne. Der er også undersøgelser af arve-lige forhold ved angst og depression, der peger på, at det kan dreje sig om beslægtede lidelser, der har en fæl-les arvelig baggrund. En mulighed er, at man arver en særlig sårbarhed el-ler tilbøjelighed til under forskellige belastninger at reagere med enten angst eller depression.En anden opfattelser af den hyppige forekomst af angst og depression hos samme person, er den såkaldte de-moraliseringshypotese. Ifølge denne opfattelse er depression et resultat af langvarig angstlidelse. Hvis man i længere tid, måske i mange år har haft angstsymptomer, der har ført til panikanfald, forventningsangst og undgåelse af mange dagligdagsting, vil man efterhånden blive opgivende og komme i en tilstand præget af manglende energi, håbløshedsfor-nemmelse, utilstrækkelighedsfølelse, osv., altså en depressiv tilstand. Er en sådan tilstand først udviklet, vil ECT

langt bedre kunne begrundes, fordi der nu rent faktisk foreligger en de-pressiv tilstand. Og det uagtet at per-sonerne tidligere har haft en angstli-delse. Men det skal dreje sig om en meget svær depression.

KonklusionKonklusionen af det foregående må være, at der er behov for yderligere hjerneforskning af de psykologi-ske og neurobiologiske forhold ved angstlidelser og af virkningsmekanis-mer ved ECT. Afhængig af en sådan forskning kan man bestemt ikke ude-lukke, at ECT fremover kan være en behandlingsmulighed ved sværere angstlidelser.En vis tilbageholdenhed vil dog givet-vis præge den kommende tid over for afprøvning af ECT. Ikke mindst set i lyset af psykiatriens historie, hvor man tidligere var for ukritisk og for hurtig til at introducere behandlinger, der ikke var til gavn for patienterne. Jeg tænker naturligvis på det hvide snit og LSD-behandling. På den an-den side øges vores viden om de hjernemæssige forstyrrelser ved svære angstlidelser så hurtigt i dag, at der snart kan foreligge tilstrækkelig dokumentation for, at ECT-behand-ling bør afprøves i gode kontrolle-rede kliniske forsøg.

litteratur:(1) Sundhedsstyrelsen. Reference-program for angstlidelser hos voks-ne, København:Sundhedsstyrelsen, 2007.(2) Sundhedsstyrelsen. Re-ferenceprogram for unipo-lar depression hos voksne, København:Sundhedsstyrelsen, 2007.

Socialfobikere ser vrede, hvor der ingen erTre forskere mente som udgangspunkt, at man burde undre sig over, at socialangst ikke holder op af sig selv, i takt med at den angste opdager, at andre ikke er så farlige endda . Forskerne opstillede på forhånd den hypotese, at socialangste måske bilder sig ind, at andre mennesker er mere vrede og farlige, end de egentlig er .Hypotesen blev testet på en ganske simpel måde . De fik en computer til at skabe en masse simple billeder af menneskeansigter, således at nogle billeder så vrede ud, andre så helt neutrale ud, mens atter andre så glade ud . Derefter lod man to ensartede grupper af voksne – der kun adskilte sig ved, at den ene gruppe havde socialangst, mens den anden gruppe ikke havde det – til at vurdere hvert enkelt billede med hensyn til, om det så vredt, neutralt eller glad ud .Det viste sig ganske som ventet, at de socialangste forsøgspersoner ikke alene scorede de vrede ansigter som vrede, men de mente også, at en stor del af de neutrale ansigter så vrede eller fjendtlige ud! Dette så man slet ikke i gruppen af ikke-socialangste; her blev stort set ingen af de neutrale ansigter scoret som vrede eller fjendtlige, så det ser vitterlig ud til, at hypotesen er rigtig, altså at socialangste »ser vrede, hvor der ingen er .« Forklaringen er sandsynligvis, mener de tre forskere, at de socialangste ikke selv forstår, hvor deres socialangst kommer fra .Mohlman, J . Carmin, C .N . & Price, R .B . (2007) . Jumping to interpretations: Social anxiety disorder and the identification of emotional facial expressions . /Behaviour Research and Therapy, 45 . /591-599 .

Overlæge Jens Knud Larsen nævner i sin artikel om MAO-hæmmerne, D-cycloserin (DCS). Her følger en kort forklaring på, hvorfor denne tuberku-lose-medicin kan være af interesse for angstpatienter.I hjernen findes en såkaldt NMDA-receptor, som spiller en stor rolle i forbindelse med indlæring og hu-kommelse. Hvis NMDA-receptoren gøres inaktiv af antagonister eller hæmmende stoffer, blokeres både indlæring og aflæring af frygt. DCS hjælper eller aktiverer derimod NMDA-receptoren – i hvert tilfælde tyder forsøg på, at DCS forøger ind-læringsevnen.Eksponeringsterapi – måske bedst kendt fra den kognitive adfærdsterapi – går netop ud på at lære den angst-

ramte, at det, som vedkommende frygter, ikke er så farligt, at det står mål med den fobiske angst. Da man jo fx ikke dør af at køre i bus eller af at gå over en bro, skulle den angste ved at blive udsat for netop det, han eller hun frygter, derfor gerne efter-hånden aflære sin fobi. Selvom eksponeringsterapien er blandt de mest effektive behand-lingsformer, så står mange patienter alligevel tilbage med symptomer på deres angst eller fobi. Der har derfor været foretaget forsøg med at kom-binere eksponeringsterapien med DCS for at se, om DCS kunne forøge effekten af eksponeringsterapien. El-ler sagt på en anden måde: Man ville undersøge, om aflæringen af den fobiske angst gik bedre, hvis patien-

terne også fik DCS. Svaret herpå var et klart ja. Men forsøgene omfattede kun relativt små grupper – 28 pa-tienter med højdeskræk og 27 som led af socialfobi. Der er således behov for langt større studier med langt flere patienter, før man kan sige noget generelt om, hvorvidt indlæringen – eller vel ret-tere sagt aflæringen – under ekspo-neringsterapi kan forstærkes med brug af DCS.Kilde: Stefan G. Hofmann m.fl: “Aug-mentation of Exposure Therapy With D-Cycloserine for Social Anxiety Dis-order”. Archives of General Psychia-try, vol. 63 No. 3, March 2006.

d-cycloserinAf Liza Overgaard

TEM

A -

Når

Kog

niti

v te

rapi

og

anti

depr

essi

va ik

ke v

irke

r

8 9

liza overgaard, Angstfore-ningen, har stillet raben rosen-berg, prof, dr. med. og ledende overlæge ved Center for psykia-trisk forskning, Århus Univer-sitetshospital, risskov, nogle spørgsmål omkring behandling med elektrochok (ECT).

På side 23 i Angst-Avisen nr. 18 står der bl.a., at 928 patienter var indlagt på sygehus med en angstdiagnose i 2004.Der verserer forskellige forlydender om, at antidepressiva (gammel, ny og nyere) ikke har nogen effekt på 20-40 procent af angstpatienterne.Når man nu behandler angst med de samme typer medicin, som man behandler depression med, når me-dicinen ikke altid har nogen effekt, og når endelig en del angstpatienter hvert år er så dårlige, at de er indlagt, hvorfor har man så ikke forsøgt at behandle nogle af de svære angsttil-fælde med ECT? Har man nogen er-faring overhovedet med behandling af angst ved hjælp af ECT?

Hvis man ikke har forsøgt at be-handle de meget svære og kroniske angstpatienter med ECT, hvad er så årsagen til dette?

SVArDet er et meget relevant og interes-sant spørgsmål, der stilles. Der er en enkel forklaring på, at ECT ikke anbe-fales i de nævnte tilfælde, hvor an-den behandling af angstlidelser ikke har givet tilfredsstillende resultat. Der foreligger nemlig ikke den nødven-dige videnskabelige dokumentation for ECT ved angsttilstande. Grundige kontrollerede studier af effekt og bi-virkninger kræves i dag, før man kan anbefale en konkret behandling.

At sådanne studier ikke er udført, er der mange forklaringer på. Trods den enestående effekt af ECT ved svære depressioner, er der mange steder verden over en betydelig modvilje og tilbageholdenhed over for ECT. Det er ikke videnskabeligt begrun-det, men afspejler både fordomme og ideologier. Man har derfor været

tilbageholdende over for at udvide behandlingsområdet. Hertil kom-mer også, at angstlidelser tidligere blev betragtet som relativt milde psykiske lidelser, der blot krævede samtaleterapi. Det har været et hårdt arbejde at ændre holdningen til be-handlingen og få accepteret medi-cinsk behandling som velbegrundet. Men trods fremskridt inden for både medicinsk og psykoterapeutisk be-handling er der mennesker, som er invalideret af deres angst. Man kan derfor håbe på, at man i nær fremtid vil undersøge om denne gruppe af mennesker kan have effekt af ECT. Der er et vist slægtskab mellem de-pression og angsttilstande, hvilket gør det teoretisk sandsynligt, at men-nesker med meget svær angst kan have effekt af ECT.

Hvis et krav om ECT undersøgelser af svære angsttilstande kommer fra patienter eller patientorganisationer, er der måske større chancer for, at ECT ved angsttilstande kan blive vi-denskabeligt belyst.

ECT-behandling af angst?Af Liza Overgaard

VEJlE - Psykiatricenter VestPsykiatricenter Vest Vejle på Vejle sygehus

På Vejle Sygehus findes der et tilbud om kognitiv adfærdsterapi. Tilbudet er for personer med agorafobi, pa-nikangst og socialfobi, men ikke for personer med misbrug, psykose, spi-seforstyrrelse og svær depression.Behandlingen, der foregår som grup-peterapi, varetages af psykologer, er-goterapeuter, fysioterapeuter og sy-geplejersker. Medicinsk behandling er ikke obligatorisk. Forløbet varer

14-15 uger à cirka en gang om ugen i tre timer med to timers opfølgning efter tre måneder.Patienter henvises af egen læge eller af distriktspsykiatrien. Fra henvisnin-gen er modtaget går der ca. en må-ned, før man bliver indkaldt til visita-tion, og efterfølgende er der maks. et års ventetid til behandling. (Det er meget længe, men derfor også vig-tigt, at man ikke lader sig slå ud og

opgiver at bede om en henvisning overhovedet. For pludselig er året gået, og så er det jo ærgerligt, hvis man ikke fik lagt billet ind).

for yderligere oplysninger:Vejle SygehusPsykiatricenter VestKabeltoft 257100 VejleTelefon: 79 40 58 01

hurtig undersøgelse af psykisk syge børnBørn og unge under 19 år får i 2008 ret til at vælge et privat tilbud, hvis region-erne ikke kan tilbyde psykiatrisk undersøgelse inden for to måneder . Fra 2009 udvides ordningen til at omfatte ret til behandling på private behandlingssteder, hvis regionerne ikke kan tilbyde behandling inden for to måneder .Det er resultatet af et forlig, som regeringen har indgået med Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Ny Alliance om udmøntning af satspuljen på sundhedsområdet 2008-2011 .

[email protected]

TEM

A -

Når

Kog

niti

v te

rapi

og

anti

depr

essi

va ik

ke v

irke

r

10 11

måneder fik jeg blot et benzodiazepin kaldet Tafil Retard.Først derefter prøvede vi igen – denne gang med Cipramil. Jeg husker den intense rædsel for at tage pillerne. Når man i forvejen føler, at man stav-rer rundt på kanten af en afgrund af panikanfald, er det utrygt (for at sige det mildt) at smide endnu en ukendt faktor ind i den ligning, som udgør en meget kompliceret balancegang. Nok engang skulle man vente en til to uger på at finde ud af, om man kunne tåle medicinen – og endnu længere tid på at finde ud af, om skidtet overhovedet hjalp.

Jeg forstår så sandelig godt den inten-se modvilje mod medicin, som man-ge – især unge – angstramte giver udtryk for. Havde min angst ikke været så voldsom, som tilfældet var, så tror jeg også, at jeg havde opgivet ævred. Men heldigvis viste det sig, at jeg tålte Cipramil. Dog havde jeg meget svært ved at komme op i dosis. Først 3. gang lykkedes det. Langsomt, langsomt be-gyndte jeg endelig at få det bedre. De mange fysiske symptomer tog stille og roligt af, og der blev længere og læn-gere imellem ”dykkene”. Efter ca. 1½ år på Cipramil følte jeg mig rimeligt normal, og jeg fik indhentet noget af det forsømte fra ungdomsårene. En fed tid, som selvfølgelig ikke varede ved. Dertil havde jeg – som jeg ser det i dag – nok været for syg alt for længe og arrene var derfor for dybe.

Efter 2½-3 år begyndte det atter at gå i den gale retning. Min psykiater og jeg prøvede igen at skrifte SSRI-præparat. Da det ikke gjorde den store forskel, og da Cipralex netop var kommet på markedet, prøvede jeg dem. Og så gik det for alvor ned ad bakke!På dette tidspunkt havde jeg afbrudt mit før nævnte studium. Jeg var tilba-ge på kontanthjælp og i gang med et forløb på Revacentret, som skulle have ført til et fleksjob. Efter nogle måneder med Cipralex måtte jeg også afbryde

forløbet på Revacentret. Min sagsbe-handler foreslog da, at jeg kom i be-handling på en fobiskole. ”Jamen, det vil jeg da gerne”, sagde jeg. ”Men det ligger jo inde i København. Hvordan skal jeg komme derind?” Svaret var selvfølgelig, at der jo både kører bus-ser og tog derind – og hurra for det!Efter aftale med sagsbehandleren tog jeg kontakt til en privatpraktiserende kognitiv psykolog. Jeg forklarede, at jeg var så dårlig af agorafobi, at jeg ikke ville kunne komme til hende. Men det var bare ærgerligt, for hun ville ikke tage hjem til mig. Behandlingen skulle foregå i hendes konsultation. Faktisk lød hun til at være dybt overrasket og forundret over, at man kunne have en så stærk agorafobi, at man kun på en god dag kunne bevæge sig 50 meter væk hjemmefra for at købe smøger og cola i den lokale kiosk.Denne reaktion fik mig til at spekulere over, hvad det egentlig er for nogle angstpatienter, som de kognitive psy-kologer og fobiskolerne henvender sig til. Ikke alene skal man da i hvert tilfælde ikke være mere syg, end at man kan magte at tage derhen, hvor de udbreder deres kognitive guldkorn. For fobiskolernes vedkommende skal man også kunne klare at møde op hver dag i flere uger og tilbringe flere timer sammen med andre menne-sker. Ærlig talt: Særlig meget angst kan deres kunder sgu da ikke have!

Via en bekendt fik jeg kontakt til en psykoterapeut, som godt ville tage mig i behandling i mit eget hjem. Blot skul-le hun naturligvis også have betaling for den tid, hun skulle bruge på trans-port. Så flippede min sagsbehandler ud. Hun ringede og skældte mig hu-den fuld. Selvom vi havde talt om det, før jeg kontaktede psykoterapeuten, så var psykoterapeuter nu pludselig direkte farlige og desuden var der jo også grænser for, hvad man sådan kunne få ”systemet” til at betale for.Så søgte jeg om førtidspension. Det fik jeg imidlertid siden hen afslag på. Efter

ca. 8 måneder med Cipralex skiftede jeg tilbage til Zoloft, som var det præ-parat, jeg senest havde haft det tåleligt på. Igen skulle der gå op imod 1½ år, før jeg igen var nogenlunde funktions-duelig.

I sommeren 2005 døde min mor, og hun efterlod sig en arv, som jeg p.t. lever af. Jeg er således ikke på kontant-hjælp nu. Jeg aner fortsat ikke mine levende råd om, hvad jeg skal stille op med mig selv. Men tankerne går i ret-ning af en psykolog, der forhåbentlig kan hjælpe mig med at finde ud af, hvad jeg skal gøre af mit lorteliv. Nu hvor jeg igen kan komme væsentligt længere væk hjemmefra end 50 me-ter, har jeg også gjort mig nogle tan-ker om at smide nogle penge efter en kognitiv psykolog.

Jeg ville meget gerne i fleksjob. Et rig-tigt fuldtidsjob på normale vilkår tror jeg ikke på med min angst og med mit curriculum vitae. Så i håb om at finde ud af, hvordan jeg skaffer mig et økonomisk livsgrundlag, når arven er brugt op, vil jeg prøve at opsøge noget uafhængig juridisk hjælp – jobcentre og sagsbehandlere hos kommunen kan man i hvert tilfælde ikke sætte sin lid til. Da slet ikke i en tid, hvor man er så desperat efter arbejdskraft, at man bilder sig selv og hinanden ind, at det også er psykisk og menneskeligt ud-skud som mig, arbejdsgiverne står og sukker efter.En sidste kommentar herude fra de-sperationens og håbløshedens over-drev er, at de mange, mange år med sygdom, nederlag og skuffelser synes at have opbygget en enorm barriere af handlingslammelse. Man tror ikke på noget som helst længere. Der er ikke noget, der nytter noget ”på den lange bane”, som alle siger nu om dage, og det er derfor efterhånden blevet umu-ligt at mande sig op til at prøve at gøre noget som helst ved noget.

At leve med angst har været et grund-vilkår for mig siden den allertidligste barndom. Det må næsten være star-tet med agorafobi, for da jeg i 1969 skulle begynde i børnehaveklasse ville jeg absolut ikke af sted. Det er natur-ligvis meget svært at huske, hvordan jeg havde det. Men jeg husker dog no-get med mavepine samt en evindelig kvalme, der medførte en stærk frygt for at kaste op.Heldigvis fik jeg efterhånden lært at gå i skole, men kvalmen har forfulgt mig i en sådan grad, at jeg ikke turde spise noget, før jeg gik i 3. eller 4. klasse. Mit første panikanfald må jeg have fået, da jeg gik i 5. klasse og var på lejrtur med min skoleklasse. Det var så slemt, at jeg måtte køres hjem midt i det hele.

I løbet af min barndom og ungdom har angsten varieret meget i styrke, men den var altid til stede og hæmmede mig i en sådan grad, at jeg havde store problemer med at deltage i fx fødsels-dage, udflugter, gymnastikstævner, fester, og hvor man nu ellers udvikler sig menneskeligt og socialt. Jeg havde en række veninder fra skolen, men de kunne ikke begribe, hvorfor jeg al-drig ville med nogen steder hen, da de selv begyndte at gå på diskotek, få kærester og ture rundt på Christiania. Der skete en masse for dem, mens jeg måtte blive hjemme og håbe på, at et eller andet mirakel ville indtræffe, så også jeg kunne komme til at deltage i livet.

Noget mirakel blev det ikke til. Tværti-mod fortsatte det blot ned ad bakke. Da jeg var først i 20erne havde jeg to afbrudte videregående uddannel-

ser bag mig, jeg var på bistandshjælp og anede ikke, hvad jeg skulle stille op med mig selv og mit liv. Samtidig gled mit forhold til veninderne mere og mere ud – jeg var vel efterhånden blevet for mærkelig. Veninderne blev ikke erstattet af nye venskaber, arbej-de, uddannelse eller kærester. I stedet blev jeg mere og mere invalideret og dermed også isoleret.

Men alt dette var ikke engang det værste. Det værste var den konstan-te angst, der hev og sled i min krop: Trykken for brystet, trykken i hovedet, svimmelhed, uvirkelighedfornemmel-ser, kvalme, søvnbesvær, smerter, ben, der føltes som om, de var af blævren-de gummi og derfor ikke kunne bære mig, en fornemmelse af, at min be-vidsthed var ved siden af eller ”skæv” i forhold til min krop for ikke at nævne den konstante fornemmelse af, at jeg var ved at besvime. Alle disse fysiske symptomer gjorde, at jeg spekulerede meget grundigt over, om der mon var en eller anden sær gift, som flød rundt i mit blod og forpestede min krop og min tilværelse. Eller var jeg mon på god gammeldags middelalder-manér forbandet eller besat af en eller anden dæmon?

Jeg var i slutningen af 20erne, da avi-serne begyndte at bringe artikler om en ny medicinsk behandlingsform fra USA. Min mor klippede artiklerne ud og sendte dem til mig. På dette tids-punkt havde jeg været igennem ca. fire år hos en psykolog, jeg var kommet på revalideringsydelse og var begyndt at læse statskundskab på Københavns Universitet.

Jeg kunne forstå, at man skulle til læ-gen eller til en psykiater for at få den medicin, som var beskrevet i artiklerne fra min mor. Så jeg gik til lægen og blev henvist til en psykiater. Jeg var så-ledes fyldt 30 år, da jeg endelig kom i behandling med SSRI.Nu skulle piben da godt nok have en helt anden lyd! Nu skulle jeg være rask, og nu skulle jeg leve livet! Ja, for-ventningerne var enorme ikke blot fra min egen side, men også fra min fa-milies side. Så da jeg efter ca. 14 dage på Fontex efterhånden havde fået det så elendigt, at jeg dårligt turde stå ud af sengen, var frustrationerne og skuf-felserne enorme. Min familie mente, at miseren nok skyldtes, at jeg ikke ville have det bedre – altså at jeg ville være syg.

Som mange angstpatienter vil vide, så er man hunderæd for at tage pil-ler – jeg var ingen undtagelse fra den regel, og mine første erfaringer med Fontex gjorde ikke sagen bedre. Men min psykiater ville prøve en anden type SSRI. Det var med til at holde mit mod oppe, at min psykiater trods alt stadig var overbevist om, at hun kunne hjælpe vrangvillige og håbløse lille mig. Men min familie bed ikke rigtigt på. Jeg husker en samtale med min bror, hvor jeg fortalte, at jeg skulle i gang med en anden type medicin. ”Nå”, sagde han. ”Hvad hedder de så, Merrymix eller hvad?”Det var rart at kunne grine lidt af det. Men jeg turde ikke umiddelbart give mig i kast med et nyt SSRI-præparat, så i stedet fik jeg Anafranil (et af de gamle tricykliske antidepressiva). Det var heller ikke nogen succes, så i nogle

En fortælling fra desperationens og håbløshedens overdrevAf Liza Overgaard

TEM

A -

Når

Kog

niti

v te

rapi

og

anti

depr

essi

va ik

ke v

irke

r

1312

Jeg er 45 år i skrivende stund, men min angst debuterede, da jeg var 16 år, mens jeg gik på handelsskole. Det hele startede med, at jeg sad og læste op af en bog i en klub, hvor jeg kom. Pludselig kom der en køn pige ind i rummet, mens jeg læste højt, hvilket gjorde mig enormt usikker. Stemmen og hænderne rystede. Det første fik den konsekvens, at jeg lød, som om jeg skulle til at bryde sammen, hvilket da også betød, at jeg måtte afbryde højtlæsningen. Efterfølgende ville jeg tage en tår af min te, men jeg rystede så meget på hænderne, at jeg spildte over det hele, hvorefter jeg straks satte koppen ned igen. Mit hjerte galoperede, jeg rystede over hele kroppen og var meget bange. Jeg vidste simpelthen ikke, hvad det var. Det måtte helt sikkert være noget fysisk, der var galt med mig, for jeg havde aldrig hørt om, at noget sådant kunne være ”psykisk”.

Javel, hr. lærerJeg skrev under på en 4-årig kontrakt med militæret, og heri lå en civil ud-dannelse bestående af en fuld hf-eksamen. Min ubehandlede angst bredte sig som ringe i vandet. Jeg blev bange fx på skydebanen, når jeg skulle putte patroner i geværet, mens de overordnede kiggede på, ligesom klasseundervisning, hvor jeg kunne risikere at blive ”hørt”, gjorde mig angst. Tonen internt blandt konstablerne var ekstremt rå. Det tog på mig at opleve, at flere gik ned pga. druk og nervøsi-tet alene på baggrund af mobning. Desuden var der et forfærdeligt druk-miljø med masser af fester.

Tiden på hf kunne jeg faktisk godt lide, selv om sprogfagene var så angstprovokerende, at jeg fravalgte dem. Jeg opdagede, at verden var andet end militær og druk, selvom festerne i weekenderne ikke aftog i styrke, men nu var det som oftest sammen med en masse piger og drenge, der ikke havde tilknytning til det rå militærmiljø.

hovedet på receptblokkenEt par år efter min angstdebut, brød jeg sammen hjemme hos mine for-ældre. Naturligvis fik jeg trøst, men ellers var de magtesløse og foreslog, at jeg kom til lægen. Han kunne ikke rigtig forklare, hvad der var galt, men jeg fik en recept på nogle betaklok-kere, som hyppigst gives mod forhø-jet blodtryk og ved visse tilstande af uregelmæssig puls. De havde ingen effekt, ligesom de heller ikke har en direkte angstdæmpende virkning, så jeg kom hurtigt til lægen igen og fik i tillæg nogle meget milde benzodia-zepiner. De var også uden effekt, og jeg var stadig ikke blevet klogere på, hvad der egentlig var galt med mig. Et årstid senere blev jeg endda sendt til neurolog for at få udelukket soma-tiske lidelser, men der var ikke noget galt, så jeg fik bare en recept på en ny omgang betablokkere.

Efter tre år i militæret skulle kasernen lukke, og jeg valgte at blive fritstil-let. Jeg fandt en læreplads inden for kommunen. Efter læretiden i kom-munen fik jeg job som fængselsbe-tjent i Vestre fængsel. Jeg var egentlig god til mit arbejde, men jeg havde det problem, at når jeg skulle uddele

medicin, som var opløst i saftevand i bitte små bægre, så voldte det stor angst for at ryste på hænderne, og det kunne jeg ikke holde til på trods af den megen medicin, min læge udskrev. Så alene af den grund stop-pede jeg efter få måneder. Det var ærgerligt, for jeg fik af vide, at jeg var god til mit job.

Angsten tager tilJeg begyndte så som selvstædig ejendomshandler sammen med en anden. På en dejlig tur til London oplevede jeg på den sidste dag at få et enormt panikanfald. Det skete, da jeg skulle med undergrundsto-get, som jeg havde kørt med mange gange før. Jeg vid<ste slet ikke, hvad det handlede om. Da jeg med det samme prøvede at gå ned i under-grunden igen, blev det bare endnu værre. I stedet tog jeg en taxa tilba-ge til hotellet, hvor jeg nappede et par store glas rom for at ”falde ned igen”. Tanken om hjemturen gjorde mig forfærdelig angst, for jeg skulle jo både med tog og sejle – og så endda helt fra London til Roskilde.De kommende måneder eskalerede angsten for at tage tog og bus, og jeg fik svimmelhedsanfald. Bedre blev det ikke af, at vi havde meget travlt med vores virksomhed.Samarbejdet med partneren holdt ikke, og i stedet begyndte jeg at samarbejde med et byggeselskab. Jeg blev hurtigt den absolut bedste sælger. Ved siden af dette solgte jeg brugte huse og ejerlejligheder i kom-mission. Tilmed opkøbte jeg selv lej-ligheder, som blev istandsat og solgt videre med god fortjeneste. Oven i

hatten drev jeg konsulentvirksomhed for spekulanter. Det brugte jeg me-get tid på, samtidig med at jeg skulle sætte mig ind i meget nyt. Det førte til en voldsom forøgelse af angsten, som bl.a. gav sig udslag i stadigt større fobisk angst og frygt for panikanfald fx hvis jeg skulle køre langt i bil eller færdes rundt på cykel. Dette blev dulmet med Tesmesta og Rohypnol til at sove på – to stærke midler.

Stort alkoholforbrugMine arbejdsuger var på ca. 60 timer, og jeg havde stresssymptomer, der gjorde, at jeg ikke kunne være nogen steder, når jeg kom hjem. Jeg købte vin til at falde ned på. Og det blev efterhånden hver dag. Alkohol er det mest beroligende, der findes. Det vir-ker hurtigt og aftager hurtigt i virkning i forhold til fx stesolidpræperater. Vi mennesker har en tilbøjelighed til at ville minimere smerte og optimere glæde og ro med hurtige midler. I disse år prøvede jeg hypnosebe-handling, gik hos en psykiater, var hos en speciallæge, der på det tidspunkt var en fremtrædende kapacitet, hvad angik angstlidelser. Hans behandlings-metoder var, efter min mening, fuld-stændigt vanvittige. Han ville have, at jeg øjeblikkelig stoppede med at tage min medicin, som dengang var ste-solid. Dette til trods for, at man ved, at en udtrapning skal ske langsomt og skånsomt. Desuden mente han, at jeg skulle tage toget øjeblikkeligt, når jeg skulle til konsultation i hans praksis. De forskellige tiltag var uden resultater men med en del dårlige er-faringer.Så mødte jeg kvinden, som året efter blev mor til min datter. En stor gave, som jeg er stolt af. Hun er en rigtig fars pige. Og på trods af min angst og periodevise alkoholproblemer tror jeg ikke, hun på nogen måde kan sige, at hun ikke har fået kærlighed og opmærksomhed. Der skal dog slet

ikke være nogen som helst tvivl om, at hun har lidt under mit til tider de-struktive drikkeri, som kulminerede, da jeg for nogle år siden pga. stress udviklede en blødende tarmlidelse. Her blev jeg sat i behandling med prednisolon – et præparat, som både kan have alvorlige fysiske og psykiske bivirkninger. Min angst blev så vold-som, at jeg supplerede min medicin-ske behandling med alkohol. Det gav bagslag i form af øget angst og stress. Reaktioner som blev godt hjulpet på vej af den sociale isolation, der fulgte af min sygemelding fra mit arbejde som serviceleder. Mit arbejde bestod i at snakke med mennesker hele tiden. Et arbejde, jeg kunne lide, selvom det sidste halve år var så stressende og øgede min angst voldsomt.

på bunden af flaskenJeg fik besked fra min kone om, at hun ville skilles. Den første uge eller to troede jeg simpelthen ikke på det til trods for, at jeg snakkede med hen-des nye mand i telefonen. Så vælte-de sorgen, angsten og depressionen lige ind i hovedet på mig. På dette tidspunkt stod jeg uden psykiater, og min læge var magtesløs, så jeg måtte simpelthen drikke stærk spiritus, dels for at slippe for den smerte som skils-missen voldte, dels for at dæmpe angsten. Jeg troede faktisk, mit liv var slut. Jeg var blevet fyret pga. 120 da-ges reglen, og jeg var for angst til at finde andet arbejde. Jeg kunne godt være kommet tilbage inden de 120 dage, hvis ikke det havde været for angsten. Jeg kunne slet ikke komme uden for en dør alene, og det var svært nok, selvom jeg havde følge. Til sidst måtte jeg simpelthen bede min læge om at komme til psykiater, og ad den vej blev jeg medicineret med alprazolam, således at jeg hur-tigt genvandt en fornuftig aktionsradi-us og dermed også kunne genoptage vigtige sociale relationer. Jeg er et me-get udadvendt menneske, som har

et voldsomt behov for gode sociale kontakter. Gennem min mangeårige angstlidelse ved jeg, at hvis dette op-fyldes, reduceres min angst også, og derved også mit medicinforbrug.

Uvorne pillerJeg ved godt at behandling med benzodiazepiner er meget udskældt, men jeg vil hellere leve med at skulle indtage denne medicin og så leve et nogenlunde anstændigt liv, nu da alle andre behandlingsforsøg har vist sig stort set virkningsløse. Jeg får kun no-get ud af kognitiv adfærdsterapi, hvis jeg samtidig får en behandling med alprazolam i en tilstrækkelig dosis.

Ja, jeg har været igennem et be-handlingsforløb på fobiskole, hvor man mødte 5 dage om ugen. Jeg og mange andre gjorde enorme frem-skridt, mens vi gik i skolen, men da vi efterfølgende forlod fobiskolen og vendte tilbage til den normale daglig-dag, svandt de gode resultater. Fobier er noget man skal arbejde med konti-nuerligt. Ellers kommer angsten igen.

Jeg prøvede på et tidspunkt MAO-hæmmeren Marplan. Det er et mid-del, man som regel først bruger når alt andet er prøvet. Man anbefaler en dosis på omkring 30 mg, men min psykiater turde ikke gå højere op, selvom jeg måske vil have haft gavn af fx 40 mg. Lægerne er bange for de interaktions-problemer, der er med visse former for kost og medicin. Formentlig der-for er det meget få psykiatere, der tør udskrive det, selvom mange måske kunne havde glæde af det.

rehabiliteringI tiden lige efter skilsmissen fik jeg for første gang i mit liv hjælp hos det offentlige med en rehabilitering til ar-bejdsmarkedet. Det skulle vise sig at blive ganske umuligt. Det hedder sig, at kommunen skal sikre rehabilitering

Min angst

TEM

A -

Når

Kog

niti

v te

rapi

og

anti

depr

essi

va ik

ke v

irke

r

14 15

til hurtigst mulig egenforsørgelse, og det er naturligvis et ganske sundt princip. Jeg fik skiftende sagsbehand-lere, for disse holder normalt ikke længe i det kommunale system. Det er alt for hårdt at skulle hjælpe men-nesker med ofte store problemer, der i sagens natur kræver helt indi-viduelle hensyn. Allerede her hopper kæden af, idet man har nogle ganske få kasser at operere indenfor, og pas-

ser man ikke lige ind i dem, får man (yderligere) et problem.

Mit store ønske er at hjælpen blev samlet, så det var muligt at se mere helhedsorienteret på den enkelte. Det ville være dejligt, hvis man kun-ne få en samlet behandling med vedvarende opfølgning et sted, hvor der blev foretaget en psykologisk, medicinsk og social indsats, uanset

om der er tale om et misbrugspro-blem og/eller en psykisk lidelse som fx angst. Samfundsøkonomisk ville det være en rigtig god idé, men indtil videre er det bare ønsketænkning fra min side.

Forfatteren til denne historie har ønsket at være anonym. Hans navn fulde navn er redaktionen bekendt.

Angstforeningen søger hvert år øko-nomiske midler fra Socialministeriets forskellige puljer. Fra og med 2007 er det et krav, at ansøgerne skal måle resultatet af de støttede projekter. Vi foretog derfor en anonym spørgeske-maundersøgelse i november 2007 og bringer resultatet her.

generel informationDesværre deltog kun ca. 40% af selv-hjælpsgruppedeltagere i undersøgel-sen. Af disse var 41% i aldersgruppen 20 – 39 år, 44% i 40’erne og 15% 50 år eller derover. Ca. 1/3 deltog i grupper for socialfobi og 2/3 i grup-per for blandede angstlidelser. Del-tagerne havde gennemsnitligt været med i en gruppe i knap halvandet år.

Succeskriterier for selvhjælpsgrupper De opstillede succeskriterier for selv-hjælpsgrupperne er, at deltagerne skal føle, at• dekanlæsseafogfåbrugbarfeed-

back.• defårlidtletterevedattaleomde-

res angstlidelse uden for gruppen.

• de profiterer af gennemgangen afselvhjælpsmateriale eller praktiske øvelser.

KonklusionPå baggrund af de indkomne resulta-ter mener vi at kunne konstatere, at formålet med Angstforeningens selv-hjælpsgrupper er opfyldt. Samtlige deltagere i undersøgelsen mener, at de har mulighed for at læsse af. Og i og med at 6% bruger grupperne, mens de venter på at komme i behandling og 28% bruger grupperne som opfølgning efter endt behandling, må grupperne desuden kunne siges at fungere som supple-ment til behandling.Næsten samtlige deltagere mener, at de både føler sig mindre alene og får feedback, som kan bruges i dag-ligdagen. Og langt hovedparten har fået lettere ved at tale om angsten. Faktorer som gør, at man ikke behø-ver bruge helt så megen energi på at skjule sin angst.71% af deltagerne i undersøgel-sen har haft mulighed for at udføre adfærdstræning og 63% har haft

mulighed for at arbejde med selv-hjælpsmateriale. Hovedparten af disse mener, at adfærdstræningen og arbejdet med selvhjælpsmateriale har en positiv effekt. Vi havde en for-ventning om dette, men er glade for at have fået det bekræftet. Endelig er det glædeligt at konsta-tere, at mindst 75% af deltagerne i undersøgelsen mener, at de i en eller anden grad er blevet mindre angste som et resultat af deltagelsen i grup-pen.

På baggrund af undersøgelsens resul-tater vil vi forsøge at lægge mere vægt på adfærdstræning og selvhjælpsma-teriale – dog i det omfang deltagerne selv ønsker det. For selv om målet er, at det ”gerne må rykke” at deltage i en af vores selvhjælpsgrupper, skal der også være plads til dem, der ikke orker at kæmpe mere, men bare vil have et fristed, hvor de kan møde li-gestillede at dele deres tanker med.

Sluttelig vil vi gerne sige mange tak for hjælpen til jer, der deltog i under-søgelsen!

Selvhjælpsgrupper giver mindre angstAf Marie S. Andersen

forskning i hjernens signalstofferLundbeckfonden donerer 3,8 mio . kr . til forskning i transporten af mono-aminerne i hjernen .Ulrik Gether, professor ved Københavns Universitet, har modtaget en dona-tion fra Lundbeckfonden på 3 .810 .000 kr . Monoaminerne omfatter dopamin, noradrenalin og serotonin, der udgør nogle af hjernens vigtigste signalstoffer, som har betydning ved mange lidelser i centralnervesystemet fx skizofreni, depressioner og angsttilstande . Det er målet at karakterisere betydningen af cellulære protein-protein in-teraktioner og signaleringsmekanismer samt undersøge, hvordan disse kan påvirkes af antidepressive lægemidler og centralstimulerende stoffer .

Dagens medicin, 21.01.2008

Ny terapi stopper selvmordstankerEn ny form for terapi har vist sig effektiv over for folk på randen af selv-mord . Metoden, der hedder Collaborative Assessment and Management of Suicidality, går kort fortalt ud på, at terapeuten skal acceptere patienternes selvmordstanker i stedet for at modarbejde dem . Det får patienternes selv-mordstanker til at forsvinde, viser nye resultater, som Ugeskrift for Læger offentliggjorde mandag den 14 .01 .08Ifølge overlæge Bent Rosenbaum fra Psykiatrisk Center Glostrup handler det om, at terapeuten skal godtage tankerne om selvmord, som patientens eneste brugbare løsning på at komme ud af en tilsyneladende ubærlig lidelse, i stedet for at kræve, at patienten forpligter sig til ikke at begå selv-mord .Og resultaterne er gode . I en evaluering af metoden mente 80 procent af patienterne, at samtalerne hjalp . Metoden redder liv, fordi den nedsætter frekvensen for, at man forsøger igen . Gentagne selvmordsforsøg fører jo til, at det til sidst lykkes, siger overlægen .

Ritzau, 13.01.2008

depression kan spores på syv minutterFremover bliver det lettere at spore en psykisk sygdom hos de cirka 100 .000 danskere, der i månedsvis er for syge til at gå på arbejde . I slutningen af sidste uge sendte overlæge ph .d . Hans Jørgen Søgaard fra Herning en folder ud til sagsbehandlerne i landets 98 kommuner med et simpelt værktøj, der på få minutter kan screene de cirka fem procent af den danske arbejdsstyrke, som er langtidssygemeldt .Næsten halvdelen lider af en psykisk sygdom, typisk angst eller en depression, og hos næs-ten halvdelen af disse er lidelsen uopdaget . Både sagsbehandler og den praktiserende læge overser ganske enkelt den sygemeldtes psykiske problemer, eller forveksler dem med fysiske skavanker .Når kommunen ikke ved, at der ligger en psykisk sygdom til grund for sygemeldingen, er det selvklart svært for kommunen at hjælpe . Og meget anstrengende for personen at skulle igen-nem aktivering eller tilbage på arbejde, fortæller overlæge Søgaard .

Politiken 7.01.2008

TEM

A -

Når

Kog

niti

v te

rapi

og

anti

depr

essi

va ik

ke v

irke

r

16 17

De fleste læsere af AngstAvisen er nok bekendt med, hvad de skal svare på spørgsmålet: Hvordan behandler man angst? Kognitiv adfærdsterapi og eller antidepressiv medicin (SSRI/SNRI). Og gid det var så enkelt, men hele 30-40 % af de patienter, der behandles med de nyere antidepres-siva, har ikke tilstrækkelig effekt af medicinen.Angstsygdommen medfører i sig selv mange oplevelser af nederlag og utilstrækkelighed, og når medici-nen så heller ikke rigtigt virker, føjes der endnu en ordentligt gang spot til skade og frustrationen, og skuffelsen er voldsom hos både en selv og hos ens omgivelser.Efterhånden opstår så spørgsmålet: Hvorfor virker medicinen så forskelligt på folk? En del af svaret findes måske i generne, så i det efterfølgende vil jeg gennemgå en artikel fra Ugeskrift for Læger fra den 16. april 2007 side 1439-1441 med titlen ”Genetiske variationers betydning for effekten af selektive serotoningenoptagel-seshæmmere” (selektive serotonin-genoptagelseshæmmere eller SSRI er den mest anvendte antidepressive medicin, red.).

Forskerne har kigget på nogle af ge-nerne for følgende tre dele af seroto-ninsystemet:1. Serotonintransporteren2. Serotoninstofskiftet3. Serotoninreceptorerne

SerotonintransporterenMed nyere antidepressiva er det i før-ste omgang serotonintransporteren, man påvirker. Genet for transporte-

ren findes i to varianter – en kort og en lang. Den lange variant koder for hurtigere og bedre aktivitet af trans-porteren, således at disse patienter responderer bedre på serotoningen-optagelses-hæmmere end patienter med den korte variant. Den hidtidige forskning tyder imidlertid ikke på, at genvariationen også skulle have be-tydning for signalstoffet noradrenalin.Et studie med en placebogruppe ty-der endvidere på, at folk med den lange genvariant i det hele taget er bedre stillede, idet de sandsynligvis oplever en anden type depression, som responderer bedre over for for-skellige former for behandling og mil-jøpåvirkninger såsom søvn og lys.

SerotoninstofskiftetI stofskiftet findes et enzym, som begrænser hastigheden i serotonin-syntesen (serotonindannelsen, red.). Der kendes flere forskellige variatio-ner i genet for dette enzym, og også her kan man finde variationer, som medfører nedsat serotoninsyntese og dårligere respons på SSRI.I serotoninstofskiftet findes også enzymet monoaminoxydase – eller MAO, som står for nedbrydningen af serotonin. MAO-hæmmere virker så-ledes ved at hæmme dette enzym, således at serotoninet ikke nedbrydes så hurtigt. Den hidtidige forskning har imidlertid ikke fundet variationer i ge-net for MAO, som har betydning for effekten af hverken MAO –eller sero-toninhæmmende medicin.

SerotoninreceptorerneVores hjerne indeholder mange for-skellige receptorer for serotonin. Så

mange endda, at de inddeles i syv klasser og forskellige underklasser. Hovedparten af de videnskabelige studier har koncentreret sig om to af denne type receptorer. Den ene – lad os kalde den A – regulerer sero-toninfrigørelsen, mens den anden – som vi så kan kalde B – menes at have betydning for, hvordan de-pression påvirker den menneskelige organisme samt for antidepressive lægemidlers virkningsmekanisme.

Der findes et stof, pindolol, som blo-kerer receptor A, hvorved effekten af antidepressiva forøges. Faktisk synes pindolol at kunne ophæve den ne-gative effekt af at have en seroto-nintransporter, som er styret af den korte genvariation. Patienter med den korte variation opnår med andre ord den samme responsrate, som patienter med den lange variation.Et sådant resultat peger endvidere på, at vi mennesker er styret af et særdeles komplekst samspil af ge-ner. Medicinsk kompensation for en uheldig variation i ét gen er dermed ikke nødvendigvis nok til at slippe af med angst eller depression.Denne kompleksitet understreges af, at undersøgelser i variationer i genet for receptor A, ikke entydigt påvirker effekten af de forskellige serotonin-hæmmende stoffer. Citalopram viste sig således også at være afhængig af variationer i genet for serotonintrans-porteren.Forskellige variationer i genet for re-ceptor B har i tidligere undersøgel-ser vist sig kun at have lille betyd-ning for effekten af antidepressiva. Senere har man dog fundet en ret

begrænset sammenhæng mellem variationer i dette gen og udkommet af behandling med citalopram. Hvide forsøgspersoner med den ene gen-variant havde 18 % mindre risiko for manglende effekt af citalopram end personer med den anden variant. For sorte forsøgspersoner fandt man ingen sammenhæng – dog forekom den ”effektive” variant af genet seks gange hyppigere hos hvide end hos sorte.Alle receptorerne er koblet på så-kaldte G-proteiner. G-proteiner for-midler effekten af receptorbinding til et væld af signalsystemer inden i cellerne. Man har fundet en genva-riation i G-proteinet, som har betyd-ning for overførslen af signaler og for iontransport. Variationen har også vist sig at påvirke responsen på SSRI. Der er ikke gennemført andre studier af sammenhænge mellem genvariatio-ner i cellernes signalsystemer og ef-fekten af antidepressiva.

KonklusionForskningen i sammenhængen mel-lem genvariationer og effekten af antidepressiva er stadig kun i sin vor-den. Man kan derfor endnu ikke sige noget om, hvilken medicintype, der ville egne sig bedst til den enkelte patient.Svaret herpå skal givetvis findes via forskning i flere forskellige gener

samt i disses forskellige variationer – samt nok så vigtigt i en afdækning af samspillet mellem forskellige kom-binationer af gener og genvarianter. Det er med andre ord ikke særlig sandsynligt, at man vil kunne forud-sige effekten af en given behandling ud fra blot nogle få genvariationer.Endvidere må man regne med, at serotoninsystemets genetik kun er en blandt flere faktorer, som har be-tydning for behandlingsresponsen. Af andre forhold nævner artiklen biolo-giske og miljømæssige påvirkninger. Vi påvirkes forskelligt af ydre forhold, men et studie fra 2003 viser, at net-op genetiske variationer i serotonin-transporteren har betydning for, hvor følsomme vi hver især er overfor fx belastende livsbegivenheder.Vores personlighed spiller også ind og er muligvis også af betydning for udviklingen af psykiske lidelser samt for, hvordan vi reagerer på be-handling. Men igen er der meget forskning, der tyder på, at genetiske variationer afstedkommer bestemte personlighedstræk eller personlig-hedsafvigelser.Det vides således ikke, om man skal finde de væsentligste årsager til manglende behandlingseffekt i ge-nerne for personlighed, sensitivitet over for miljøfaktorer eller i de farma-kologiske virkningsmekanismer.

gener og medicinAf Liza Overgaard

Angste kan få tillæg til SUHar du et handicap, kan du søge om handicaptillæg eller special-pædagogisk støtte (SPS) . Begge dele gives bl .a . til videregående uddannelse .

handicaptillægHar du en varig psykisk lidelse, kan du få et tillæg til SU’en, når du læser på en videregående uddannelse . Betingelsen er, at funktionsnedsættelsen giver betydelige begrænsninger i din evne til at have erhvervsarbejde ved siden af din uddannelse - altså have studenterjob . Tillægget kompenserer for den manglende mulighed for indtægt ved siden af SU’en . Der er således et lavere loft for, hvad du må tjene ved siden af SU’en .

for at modtage handicaptillæg skal du:• modtageSU• gåpåenvideregåendeuddan-

nelse, der er SU-berettigende• kunnedokumentere,atduharen varig funktionsnedsættelse (fx svære psykiske og psykosociale vanskeligheder som følge af angst og fobier) .

På www .su .dk kan du læse mere om, hvordan du opnår handicap-tillæg . (Klik på ”Du har et handi-cap” i menuen til venstre) .

Specialpædagogisk støtte (SPS)SPS skal sikre, at elever og studerende med en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse kan gennemføre en uddannelse på lige fod med andre . Fx kan per-soner med psykisk funktionsned-sættelse modtage støttetimer under denne ordning .

Læs mere om SPU på www.spsu.dk

TEM

A -

Når

Kog

niti

v te

rapi

og

anti

depr

essi

va ik

ke v

irke

r

18 19

Motion skulle være så godt både for vores fysiske og psykiske velbefin-dende. Hvorfor er der så så mange angste, som ikke TØR dyrke sport? Og hvordan man kan arbejde med denne angst for igen at komme til at nyde sport og dens mange fordele?

På Angstforeningens forum (www.forum.dk) er der en tråd: Bange for sport. Indlæggene handler om ang-sten for at dyrke sport pga. af det fy-siske ubehag med hyperventilering, svimmelhed og hjertebanken samt katastrofetankerne om at få hjerte-stop, hvis nu kroppen ikke kan klare belastningen. Ubehaget er så stærkt, at nogle afstår fra at dyrke sport. Også selv om de måske tidligere i livet har haft stor glæde af at dyrke sport og gerne ville genoptage deres aktivitet.En indlægsskriver, som selv kender til disse problemer, er samtidig op-mærksom på den gode effekt mo-tion kan have på angst. Vedkommen-de har langsomt gennem et år - ved hjælp af vægte og en motionscykel - optrappet sin form og er nu begyndt at løbetræne. Med træningen kan man vænne sig til at være forpustet uden at blive angst, og efterhånden som man vænner sig til de fysiske symptomer, skal der mere til, før man bliver angst i andre situationer. Man kan se sporten som en form for eksponeringstræning, hvor man går langsomt frem.

Vigtig informationIfølge pjecen Motion og Psyke ud-givet af Sundhedsstyrelsen kan mo-tion ganske rigtigt give de samme kropslige fornemmelser, som man

oplever, når man er bange. Det vil sige hjertebanken, øget puls, sved, vejrtrækningsbesvær, uro i maven og anspændthed. Hertil kan komme svimmelhed, hyperventilation, tryk-ken i brystet, sovende eller prikkende fornemmelse, uvirkelighedsfølelse, frygt for at miste selvkontrollen, frygt for at dø og fornemmelse af at skulle besvime.

Det er vigtigt at patienter informe-res om, at motion og fysisk aktivitet i øvrigt aktiverer det sympatiske ner-vesystem, og derved fremkalder de fysiske symptomer nævnt ovenfor. Manglende information om de fy-siologiske ændringer kan fremkalde tvangsforestillinger eller hypokondre tanker.

Motion som behandlingMotion kan faktisk være en del af den behandling, der enten tilbydes mod angstanfald og angstsymptomer, eller som man selv kan tage initiativ til at påbegynde.Angst afstedkommer såvel en psyko-logisk oplevelse som en fysiologisk reaktion. Flere kontrollerede under-søgelser har vist, at angst- og spæn-dingsniveauet reduceres efter fysisk træning. Træningseffekten indtræder 5-15 minutter efter afsluttet træning, og den angstdæmpende virkning va-

rer i 2-4 timer. Der vil dog være store individuelle forskelle, idet nogle kan opleve en kortvarig og svag effekt, mens andre kan opleve en effekt i et til to døgn.

I starten, når man motionerer, vil man kunne mærke, at angstniveauet øges, fordi de kropslige reaktioner, man oplever i forbindelse med motionen, som sagt kan minde om dem, man oplever under et angstanfald. Men efter nogen tid vil træningen være med til at mindske angstoplevelsen, så angstsymptomerne virker mindre skræmmende. Det er altså vigtigt ikke at falde fra i starten.Ved Iøb oplever man den samme fysiologiske reaktion som ved angst, blot uden at reaktionen tolkes som angst. Dette forhold har man bl.a. udnyttet ved ”busfobi”. Her har man ladet patienten Iøbe mindst 20 mi-nutter i træk for derefter at stige på en bus. Dermed var den fysiologiske reaktion forbundet med Iøbeturen og ikke med angst. Således blev patien-ten i stand til at gennemføre bustu-ren og fik erfaring med at kunne klare denne situation.Undersøgelser af angstanfald og angstsymptomer peger på, at såkaldt aerob motion (fx svømning, cykling og Iøb) har den største terapeutiske effekt på tilstanden. Da der er stor

forskel på, hvordan den enkelte op-lever motionens virkning, anbefales det, at man prøver sig frem og gør sine egne erfaringer.

hvem kan bruge motion som behandlingFysisk aktivitet kan anbefales til patien-ter med angst, hvorimod træningsef-

fekten er tvivlsom ved socialfobi. Det må dog være op til den enkelte at af-prøve og vurdere effekten. Socialfobi-kere kan fx også få kraftig hjerteban-ken i forbindelse med angstanfald, og her kan det være godt at lære, at det er cykelturen op ad bakken el-ler løbeturen for at nå toget og ikke den forestående middag, som har

forårsaget den voldsomme aktivitet i brystet.Er man i medicinsk behandling for en angstlidelse, kan det i øvrigt være en god idé at drøfte motionsovervejelser med den læge, som har udskrevet medicinen.

Angste danskere bliver sjældent kureret350 .000 danskere lider af angst, men kun få får en diagnose eller behandling, viser ny rapport . Hvis man bliver ramt af en invaliderende form for angst, så skal man kigge langt efter hjælp i det offentlige .De praktiserende læger er ikke i stand til at identificere sygdommen, og sundhedsvæsenet er ikke gearet til at tage hånd om de syge . Derfor går hundredtusindvis af danskere rundt og lider i stilhed, afslører en ny rap-port fra Sundhedsstyrelsen om angstlidelser blandt voksne danskere .De ubehandlede psykiske lidelser, som omkring 350 .000 danskere ifølge Psykiatrifonden døjer med, koster årligt samfundet milliarder af kroner i tabt arbejdsfortjeneste og sygedagpenge . Asger Baunsbak Jensen, tidligere formand for Det Radikale Venstre, er een af mange danskere, der måtte afbryde sin karriere på grund af angst og depression . Han har skrevet en bog om sin sygdom .

Nyhedsavisen, 22.01.2008

Kognitiv adfærdsterapi modbørns mavesmerterTilbagevendende mavesmerter ses hos 10-12 pct . af alle skolebørn, men hos godt 90 pct . af børnene finder man aldrig en fysisk årsag til børnenes maves-merter . Ny forskning peger på, at kognitiv terapi kan reducere smerternes intensitet og hyppighed og have en gavnlig virkning på disse smerter hos børn . Hos ca . 90% af børnene med mavesmerter betegnes mavesmerterne som funktionelle, dvs . der kan ikke påvises en fysisk sygdom som årsag . Det centrale i behandlingen er at lære barnet at identificere dysfunktionelle tanker, at lære at forstå forholdet mellem tanker, følelser, adfærd og krops-lige reaktioner samt at udvikle mere konstruktive kognitive (tankemæssige) og dermed også adfærdsmæssige strategier .Læge og ph .d .-studerende Charlotte Ulrikka Rask fra Børne- og Ungdom-spsykiatrisk Regionscenter, Risskov, er medforfatter på en oversigtsartikel om kognitiv adfærdsterapi til børn med funktionelle mavesmerter . Hun forklarer, at den præcise årsag til de funktionelle mavesmerter er ukendt, men at flere faktorer kan spille ind .Gennem den kognitive adfærdsterapi lærer forældrene at understøtte barnet i strategier, så barnet bliver bedre i stand til at håndtere mavesmerterne,« siger Charlotte Rask . Charlotte Rasks ph .d . hedder: ’Funktionelle fysiske symptomer hos 5-7-årige børn . Diagnostik, prævalens og association til psykiske vanskeligheder’ .

www.dagensmedicin.dk, 01.02.2008

Sportog AngstAf Marie S. Andersen

TEM

A -

Når

Kog

niti

v te

rapi

og

anti

depr

essi

va ik

ke v

irke

r

20 21

Bo

gr

EolE

N

Motion og psykeAf Claus Sersar Thomsen

Med kroppen i centrumAf Kamma Kaspersen

Jes gerlach (red.)psykiatrifondens forlag, 2005104 s iSBN-nr 87-90420-44-6

Denne bog, der egentligt er en tekst-samling, består af 12 kapitler, skrevet af personer, der er inviteret til at skrive om forholdet mellem motion og psy-ke. Titlen er en anelse misvisende, da det mestendels handler om forholdet mellem den syge psyke og motion. I mange af kapitlerne går man tilmed meget langt væk fra det overordnede emne. Men psyke og krop er jo ulø-seligt forbundne og det er måske ikke det nemmeste emne at afgrænse. Bogen omhandler mest den gruppe af psykisk syge, der ofte er indlagt el-ler tilknyttet væresteder i psykiatrien, som de fleste angstpatienter kun har sporadisk kontakt til.

Baggrunden for at skrive en sådan bog er dels at fysisk træning kan supplere og i visse tilfælde ligefrem erstatte me-dicinsk eller psykologisk behandling af psykiske sygdomme; dels at mange, der lider af psykiske sygdomme har en øget forekomst i forhold til resten af befolkningen af type-2 diabetes, hjerte-kar-sygdomme og overvægt. En del af miseren skyldes den inakti-vitet, der ofte følger i kølvandet på en psykisk sygdom, men også bivirknin-ger fra medicin, der giver vægtøgning og øget appetit, hvilket gælder flere antipsykotiske midler og visse midler mod depression/angst (nogle SSRI/SNRI mv.).At bogen afgjort er relevant, fremgår fx af en undersøgelse foretaget i det gamle Vejle Amt (kap. 10), hvor man

kom frem til at 40-45 % af de psy-kisk syge, der deltog i undersøgelsen, havde et aktivitetsniveau, der svarer til en kørestolsbrugers!Mange psykisk syge har imidlertid en del forhindringer at overvinde i forhold til at dyrke sport, fx kan en person, der har socialfobi føle, at andre måler og vejer hans/hendes præstation og for en depressiv virker sport helt ureali-stisk, når selv de mest dagligdags gø-remål er uoverskuelige.

De første kapitler, 2,3 og 4 indeholder mange nyttige oplysninger om forsk-ning inden for de områder, der be-skæftiger sig med forholdet mellem motion og psyke.Forskningsresultater peger eksempel-vis på, forklarer Henning Kirk (s.23), at bedre fysisk form giver forbedret hjer-nefunktion og forklarer i øvrigt, hvilken indvirkning motion har på hjernen i det hele taget – et forskningsområde, hvor der sker spændende ting i øje-blikket. Men han siger dog også, at man endnu ikke ved ret meget om, hvordan den fysisk aktive krop påvir-ker følelserne, bevidstheden og de kognitive funktioner.Særligt Bente Klarlunds kapitel (2) bringer spændende nyt om et om-råde, jeg personligt ved meget lidt om nemlig muskelforskning; kroppens muskelvæv opfattes i dag som et stort organ (!), ”der ikke blot tjener til krop-pens bevægelighed, men også funge-rer som en stor hormonproducerende kirtel”. Hun forklarer, hvordan fysisk aktivitet ofte øger udskillelsen af en række hormoner, som serotonin og noradrenalin især ved regelmæssig fy-sisk aktivitet. Og flere af disse hormo-

ner har betydning for hjernen, (nogle af dem genfinder man i antidepressiv medicin), og dermed for eksempel for stemningslejet eller graden af ængste-lighed. Men det betyder formentligt ikke, at det er endeligt påvist, at der er en sammenhæng mellem motion og bedre psykisk helse. Mange af de efterfølgende kapitler handler om, hvordan de mennesker, der til dagligt arbejder med at få psy-kisk syge, på væresteder eller på psy-kiatriske afdelinger, til at bevæge sig mere, får det sat i værk i hverdagen, og om den positive effekt de kan se, når psykisk syge får mere bevægelse ind i hverdagen. Særligt interessant for angstpatienter er muligvis kapitel 6, der handler om, hvordan fysioterapi kan anvendes i angstbehandling.

Uheldigvis er bogen også præget af en del generaliseringer, der vækker undren; eksempelvis i kapitel 11 om motion og søvn, der mest er en gen-nemgang af søvnfaserne, finder man generaliseringer som ”den gode søvn er en ressource som er til rådighed for os alle. Vi kan bruge den – eller lade være.”Jeg ved at bogen ikke henvender sig til specielt til angstpatienter, men mange angstpatienter, især de men-nesker, der lider af generaliseret angst (og formentligt også en del panikang-ste/sygdomsangste) har imidlertid indsovningsproblemer og sover siden hen meget let, og det kan ikke blot løses med de gængse søvnråd, des-værre. Det er altid en god idé at følge rådene, og se om der skulle være noget at hente der. Man kan i øvrigt finde rådene på næsten enhver hjem-

meside om søvn. Det er selvfølgelig ingen skade til at få det repeteret. Bogen er som de fleste andre selv-hjælpsbøger/oplysende bøger skrevet i den bedste mening, men man bør måske huske at tage misteltenen i ed. Og det gælder ikke kun for denne i øvrigt udmærkede bog, men for den type bøger i det hele taget. Det virker som om de kapitler, der er skrevet af de mennesker, der til dagligt har fing-rene i bolledejen falder mere i tråd med den virkelighed psykisk syge op-lever. Det er mit indtryk.Det er til gengæld fint, at det forklares i kapitlet, hvordan motion kan med-virke til en bedre søvnkvalitet ved at sænke niveauet af aktiverende signal-stoffer. Om motion til gengæld hjæl-per på de indsovningsproblemer som mange angstpatienter har, forbliver et ubesvaret spørgsmål.Jeg sætter på ingen måde spørgsmåls-tegn ved, om motion gavner søvnkva-

liteten og sænker angstniveauet, for det har jeg selv erfaring for.

Else Smith og Barabara Hjalstad næv-ner i deres indledning, at der bør spør-ges til patientens motion og kostvaner, og at fysisk aktivitet bør integreres i behandlingen. Det kan kun bifaldes, men om det er blevet praksis i sund-hedssektoren siden 2005 er en helt anden snak.Mange initiativer sker tilsyneladende på lokalt niveau, hvilket for så vidt er udmærket, men for at det skal batte, bør sundhedspersonale spørge ind til patientens motionsvaner og efter-følgende iværksætte en handleplan sammen med patienten for at fore-bygge velfærdssygdomme. Men der skal formentligt også skaffes mere dokumentation for, hvordan og om motion virker på de enkelte psykiske sygdomme og kombinationerne der-af, og hvorfor den virker. Virker motion

fx på den panikangstes opfattelse af kropsfornemmelser? Der er lavet undersøgelser om emnet, men den viden, der er om emnet, bør efter min mening systematiseres, hvil-ket Merete Nordentoft også påpeger i sit kapitel.Dorte Sestoft fra Dansk Psykiatrisk selskab anbefaler i det sidste kapitel motion på recept til mennesker med angstlidelser og depressioner, og det er en god idé.

Men der er lidt for meget rutinearbej-de i bogen, og lidt opstramning her og der ville ikke have skadet. Og det ville nok også have gavnet udgivelsen, hvis det stod mere klart, hvem målgrup-pen for bogen er. Men som sagt er bogen opdelt i klart adskilte kapitler, så man kan læse, hvad der interesserer én og lade resten ligge.Overordnet synes jeg dog, at det en fin og letlæselig introduktion til emnet.

reinhard Stelter idrætspsykolo-gi i teori og praksis dansk psykologisk forlag, 2006, 303 s.

Med kroppen i centrum giver et sam-let overblik over idrætspsykologi i teori og praksis.I denne anmeldelse har jeg prioriteret at informere om de områder, der kun-ne være interessante for angstramte. Fx metoden, hvor man kan skifte mel-lem angststimulus i kort tid og terapeu-tens instruktion om forskellige typer af afspænding.Vekselvirkningen mellem angststimu-lus og afspænding skulle virke dæm-pende på angsten og gentages, indtil der ikke længere udløses en angst-reaktion. Angsten ændres fra at være

en trussel til at blive neutral. Metoden minder om, når man arbejder kognitivt med sine tanker.

Kroppen bliver ofte underkendt i for-hold til psyken, selv om kroppen bæ-rer på stor viden. Den gode danser kan umuligt huske hvert trin og bevægel-se. Det er kroppens hukommelse, der automatisk går i gang. Dette gælder også, når vi fx skal cykle eller svømme. Hukommelsen er altså situationsbetin-get. Michael Laudrup er et eksempel på en person med en særlig rumlig og kropslig intelligens. Undersøgelser tyder på at 8-9-årige børns selvopfattelse hænger sammen med det kropslige. Fysisk ak-tivitet er derfor en vigtig kompetence,

som styrker selvfølelsen og dermed trivslen blandt de andre i klassen.

Fysisk aktivitet afgiver mange stimu-lerende hormoner, som virker som ”lykkepiller”; fx endomorfiner, der lig-ner opium. Så selvom du synes, det er morsommere at gå i gang med alle andre aktiviteter end motion, så kunne det være, at det alligevel var en god ide at motionere. Chancen for at du får det bedre, er dokumenteret, så der er vel ingen vej uden om, selv om jeg personligt har gjort, hvad jeg har kun-net for at undgå sved på panden. Men nu skal det være slut. Jeg vil motio-nere, nu da jeg kan se, at det er doku-menteret, at det virker positivt på både krop og psyke.

22 23

Peter Bangsvej 1, D, 3 .2000 FrederiksbergTlf .: 70 27 13 20

www .angstforeningen .dk

interviewpersoner og foredragsholdere søges i hele landetHar du mod på at stå frem i pressen eller til foredrag og fortælle din historie om vejen ud af angsten? I givet fald kan du kontakte os og høre mere på [email protected] (P.t. søges fx sygeplejerske til indlæg i Fagbladet ”Sygeplejersken”)

KalundborgNy selvhjælpsgruppe Start: 23. april kl. 19 - 21Yderligere info på 70 27 13 20 eller [email protected]

Har du brug for en snak eller informa-tionsmateriale kan du desuden møde Angstfore-ningens repræsentant Elsebeth Søborg Benkjer i Infobutikken, Lindegade 3, Kalundborg, torsdage i ulige uger kl. 10 – 13.

deprimklubAngstforeningenJa, pardon my French, men ovenstå-ende foreningsnavn for folk med fobier er hylende morsomt, ligeledes det fak-tum, at Angstforeningens medlemsblad hedder Angstavisen (frem for eksem-pelvis Panikposten eller Tvangstanke Tidende).

Ovenstående citat stammer fra + LI-STEN (!) i Politikens I byen, torsdag 20. marts. AngstAvisens redaktion har mod-taget det fra et medlem, der mener, at vi bør kunne grine lidt af os selv. Og det er vi bestemt enige i. Især ”Panikposten” får os til at trække på smilebåndet, men af bar skræk for, hvordan alle jer med socialfobi og ge-neraliseret angst m.m. ville reagere på et sådant navneskifte tør vi simpelthen ikke bruge det. Til gengæld kunne vores kære venner i Depressionsforeningen og OCD-foreningen måske have mere glæde end os af henholdsvis ”Deprimklub” og ”Tvangstanke Tidende”.

Esbjerg og randers starter selvhjælps-grupperEr du interesseret i at deltage i en selv-hjælpsgruppe i Esbjerg eller Randers, så henvend dig til [email protected] eller ring på 70 27 13 20. Vi starter, så snart der er nok interes-serede

fotoserie om angstI anledningen af Landsindsatsen mod Angst, indbyder PsykInfo, Region Syd-danmark, til at deltage i en fotoserie om angst. Billederne, der skal ledsages af tekst, skal vise angsten set indefra, fo-tograferet af mennesker, der selv lider af angst. Yderligere information fås hos Mette Skov i PsykInfo på tlf.: 75 72 40 90 eller www.psykinfo.regionsyddanmark.dk

frivillige til Telefonråd-givningen i dagtimerneHar du lyst til at hjælpe os med at råd-give omkring angst og behandling? Er du fyldt 28 år? Stabil, empatisk og i besiddelse af fastnettelefon, så hen-vend dig og hør mere: [email protected]

opSlAgSTAVlEN

Angst og behandlingMandag den 26. maj 2008, kl. 19- 21Gentofte Bibliotek, Øregårdssalen, Ahl-manns Allé 6, HellerupForedrag om angst og behandling ved Pia Callesen, cand.psych.Personlige historier om panikangst og socialfobi.Information om Angstforeningen samt mulighed for opstart af selvhjælps-gruppe.

Entre:kr. 25. Tilmelding ikke nødvendig

Arrangør: Angstforeningen