Susanne Foldberg - Directioners 1. Anna og Harry - læseprøve

DI R ECT ION ER S 1

Susanne Foldberg

Tegnet af Bodil Bang Heinemeier

35052_directioners1_annaogharry_zoom_ind.indd 1 01-06-2015 13:01:15

Susanne Foldberg



SUSANNE FOLDBERG

Directioners 1ANNA og HARRY

tegnet af Bodil Bang Heinemeier

Susanne Foldberg



Directioners 1. Anna og Harry© Susanne Foldberg (forfatter) og Bodil Bang Heinemeier (illustrator) og Høst & Søn/rosinante ¤ co, København 20151. udgave, 1. oplag, 2015Omslag: Alette Bertelsen/aletteb.dkIllustration: Bodil Bang HeinemeierSat med Palatino hos Christensen Grafiskog trykt hos Livonia Print, RigaISBN 978-87-638-4145-0Printed in Latvia 2015

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Lix 20 (Ml 9 + Lo 11)

Høst & Søn er et forlag i rosinante ¤ coKøbmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K rosinante-co.dk


1

Tonerne omfavnede Anna. De tordnede mod hendes ører. Hun så sig omkring i mængden. Pigerne rundt om hende hvinede og skreg.

Hun var på Wembley Stadion, og koncerten med One Direction var i fuld gang. Med ét stod hun på scenen, og Harry var lige ved siden af hende. Han sang og vred sig med mikrofonen i hånden.

Harry fik øje på hende. Han holdt op med at synge og trådte helt hen til hende. Sekundet efter lå hans arm om hendes skulder. Hendes kinder brændte.

Her stod hun, Anna fra Danmark, på scenen med verdens største boyband.

Harry kiggede hende i øjnene. Hvor var hans øjne dog grønne. Og varme.


6

»Hello,« sagde han stille. Han virkede slet ikke forbavset over, at Anna stod ved siden af ham. Det var, som om han bare havde ventet på hende.

»Hello,« svarede Anna og troede, hun skulle dø ...

»Sidder du her i mørke?« spurgte mor. Hun stod i døren til Annas værelse.

Anna svarede ikke. Hun havde ikke opdaget, at det var blevet mørkt udenfor. Hun havde jo lyset fra YouTube.

»Vi skal spise. Jeg har kaldt og kaldt.« Mor tændte lyset. Hun lød lidt sur. »Hvor højt skruer du op for den musik? Du skal passe på dine ører ...«

Anna sukkede. »Ikke så højt.«Mor forsvandt ned ad trappen. Anna

fulgte efter. Hun kastede et blik på sin store papfigur af Harry på vejen. Det var næsten, som om han vendte øjne over mor. Anna smilede.


7

Mor og far var allerede gået i gang med at spise. Spaghetti med kødsovs. Igen.

Far kiggede op, da Anna satte sig.»Hej skat. Har du haft en god dag?«Anna nikkede og krydsede fingre for,

at hun slap for et større forhør. Men straks var mor der:

»Gik det godt i skolen?«Anna trak på skulderen: »Fint nok.« Hun ville ikke fortælle, at hun havde

gået alene i frikvartererne.»Gik du bare hjem efter skole?« fort-

satte mor.Anna nikkede. Mor så skuffet ud.»Du har aldrig mere nogen med hjem,

synes jeg. Det er længe siden, vi har set Sara,« sagde mor. Hun havde fået en rynke i panden.

Anna rystede på hovedet. Det var godt, mor ikke vidste, at Sara gik med Sille hjem


8


9

fra skole næsten hver dag. Efter at Sille var begyndt i 5. a efter sommerferien, gad Sara ikke rigtig Anna mere. Nu var Sara og Sille bedste veninder.

Før var Anna Saras bedste veninde. De var de eneste directioners i klassen. De snakkede om 1D hele tiden og hørte deres numre i frikvartererne. De brugte timer på at læse fanbøger og kæmpe om, hvem der vidste mest om drengene.

De andre piger syntes, de var for meget. De kunne godt lide at drille dem. »Har du hørt, at Harry er blevet klippet skaldet?« sagde Emma en dag til Luna. Hun hvi-nede og lod, som om hun besvimede. Men Anna var ligeglad. Hun havde Sara og 1D og havde ikke brug for andre.

Men så kom Sille. Både Anna og Sara så med det samme, at hun havde 1D på sin taske. Fedt med en ny directioner i klassen! Hvem mon var Silles favorit?


10

I frikvarteret gik de over og spurgte hende.

»Helt klart Niall,« sagde hun. »Og i hvert fald ikke Harry. Han er klam med alle de tatoveringer.«

»Det er han i hvert fald ikke,« udbrød Anna og så på Sara. Men så skete det utænkelige.

»Anna, han er da lidt for meget,« sagde Sara. »Han tror selv, han er så lækker med de der krøller. Men Niall er tusind gange sødere.«

Anna vidste godt, at Sara ikke var så vild med Harry. Hun var også til Niall. Men hun behøvede vel ikke falde Anna i ryggen på den måde?

Hun skulle lige til at flippe ud på Sara. Men hun stoppede, da hun så det smil, Sara og Sille sendte hinanden. Et lille, for-troligt smil. Og hun fik ondt i maven ...

»Anna, vil du have flutes?«


11

Anna var færdig med at øse kødsovs op. Hun tog imod det brød, mor rakte hende.

»Hvordan går det med dig og Harry?« spurgte far. Hans stemme var drillende, og han udtalte Harry på dansk. Med fladt a og uden at rulle på r’erne.

»Far, helt ærligt!« Anna sukkede og ønskede som så ofte før, at hun havde haft søskende. Så havde mors og fars øjne ikke hele tiden hvilet på hende.

Far nynnede et par takter af What Makes You Beautiful. 1D’s første hit. Selv om de havde lavet så mange nye numre, var det stadig Annas yndlingssang. Hun vidste, det var fjollet. Men det var, som om den var skrevet til hende.

Når hun så sig i spejlet, var hun ikke særlig smuk. Hendes øjne var for små, og hendes hår var tyndt og slasket. Men når Harry kiggede på hende ...! Når hun


12

lå i sin seng, kunne hun se ham i øjnene. Og han forsikrede hende om, at hun var smuk. Hun vidste det bare ikke selv.

Mor syntes, det var noget underligt noget med den papfigur. Nærmest lidt uhyggeligt.

»Jeg synes, det er mærkeligt, at der står en fremmed dreng og stirrer på mig, hver gang jeg kommer ind på dit værelse,« sagde hun tit.

Men Anna var ligeglad med, hvad mor mente. Papfiguren af Harry var hendes kæreste eje, og Harry var hendes bed-ste ven. Sara havde svigtet. Sara og Sille dyrkede Niall, og der var ikke plads til Anna i deres fanklub. I den var det ikke nok at være directioner. Man skulle være Niall-fan. Og det blev Anna aldrig. Men det var ikke kun det. Sara var også ble-vet en anden, efter at Sille var begyndt i klassen. Sille gik med mascara og stum-


13

pebluser, og det var Sara også begyndt på ...

Mor rømmede sig.»Jeg tænkte på ... Har du ikke lyst til

at invitere Sara på lørdag? Så kan I sove sammen. Det er snart længe siden, I har gjort det.«

Anna drejede og drejede sin gaffel rundt i spaghettien på tallerkenen.

»Jeg ved ikke, om hun har lyst,« svarede hun stille.

»Hvorfor skulle hun ikke have lyst? I er da veninder.«

Anna trak på skulderen. Ikke mere ... Ordene ville gerne ud. Og så alligevel ikke.

»Jeg kan prøve at spørge hende,« sagde hun i stedet, og mor så tilfreds ud.

»Ja, gør det. Det kunne være så hygge-ligt.«

Anna skyndte sig at skovle en masse


14

mad i munden. I morgen ville hun for-tælle mor, at hun havde snakket med Sara i skolen. Men at hun desværre ikke kunne på lørdag.

Efter maden skulle mor mødes med sin veninde Helle, og Anna gik på Facebook. Hun havde haft sin profil i et halvt år, og det var først efter mange skænderier og tårer, at hun havde fået lov.

Mor syntes ikke, børn skulle være på Facebook. Hun mente, der var en grund til, at man skulle være 13 for at oprette en profil. »Vil du snyde med dit fødselsår?« havde hun spurgt og spærret øjnene op, som hun gjorde, når noget virkelig ikke passede hende.

Anna havde bare nikket. Alle fra klas-sen gjorde det. Så hvorfor skulle hun ikke også?

Hun brugte mest Facebook til at spille. Og


15

så tjekkede hun 1D’s fanside et par gange om dagen og syntes tit godt om noget.

De seneste dage havde der været mange rygter om, at 1D ville komme til Danmark og give koncert. Og nu ...

Det gav et sæt i Anna. 1D kom til Dan-mark! De gav koncert i Parken til sommer!

Hun skulle se Harry i virkeligheden ... Det var fantastisk. Anna så hen på Harry. Som altid smilede han til hende.

Der var kun en enkelt detalje, som skulle på plads. Mor og far skulle give hende lov til at gå med til koncerten. Hvad mon sådan en billet kostede? Den var sik-kert vildt dyr. Og hvem skulle hun tage af sted med?

For et år siden ville hun straks have ringet til Sara. Men nu ... Anna følte et stik i hjertet.

Sara og Sille skulle helt sikkert følges. De gad nok ikke have hende med. Og de


16

andre piger fra klassen skulle jo ikke af sted.

Ville mor mon gå til koncert med hende?Anna sukkede. Chancen var ikke stor.

Mor kunne ikke lide 1D. Et vanvittigt mode-fænomen, kaldte hun dem.


17

Til sin fødselsdag havde Anna kun ønsket sig 1D-ting. Mor havde græmmet sig, for Anna havde jo alt med det band allerede.

Og da Anna efter fødselsdagen sad med en bunke af sengetøj, håndklæder, T-shirts, plakater og puder med Harry og co., havde mor rystet på hovedet og sagt:

»Jeg håber sørme ikke, du bliver træt af de drenge foreløbig!«

Som om Anna nogen sinde ville blive træt af 1D!

Så mor ville nok ikke med. Og det ville heller ikke være fedt at komme ind i Par-ken med mor, hvis alle andre kom med en veninde. Tænk, hvis de mødte Sara og Sille ...

Anna kiggede igen på computeren. Man kunne købe billetter på Billetnet fra lørdag. Men der stod ikke noget om pri-sen.


18

Kommentarfeltet bugnede allerede.Det bliver mit livs lykkeligste dag,

skrev en pige, som hed Emilie.Kan ikke vente, skrev én, der hed San-

dra.Anna syntes godt om hendes kommen-

tar. Hun kunne heller ikke vente. Hun måtte af sted. Mor havde bare at sige ja ...

Skulle hun prøve far i stedet for? Få ham til at sige ja. Men nej, far gav ikke lov til noget, uden at mor havde været inde over. Og han ville helt sikkert ikke med til koncert. Han hadede høj musik.

Anna gik ned i stuen, hvor far sad og sov foran tv’et.

»Hvornår kommer mor hjem?« spurgte hun.

»Det kan godt blive sent,« svarede far.Anna gik op på sit værelse og lagde sig

til at vente på sin seng.


19

Hun måtte være faldet i søvn, for hun våg-nede ved, at mor ruskede i hende.

»Ligger du her uden nattøj, skat?« spurgte hun.

Anna brummede.»Har du heller ikke børstet tænder?«

fortsatte mor.»Næ ...« Med ét blev hun lysvågen og

satte sig op i sengen.»Mor, One Direction kommer til Dan-

mark til sommer. Må jeg ikke nok komme ind og høre dem?«

Mor rynkede brynene.»Det må vi snakke om i morgen. Gå nu

ud og børst dine tænder.«Anna mærkede trætheden skylle ind

over sig. Hun havde ikke energi til at gå ud på badeværelset. Hun var overbevist om, at hun ikke kunne stå på benene. Hun lagde sig ned igen og faldt i søvn med alt tøjet på.


20

Næste morgen nåede Anna knap nok at nævne koncerten, før mor sagde, at hun havde tænkt over det. Hun kunne godt forstå, at Anna gerne ville med. Men bil-letterne var dyre, og hun var også for lille til at tage af sted uden en voksen.

»Du kommer alligevel bare til at stå i en kæmpe klump af skrigende tøser. Og ban-det kan du kun se som nogle små prikker. Du får meget mere ud af at se en koncert med dem i tv.«

»Men mor ...« Anna mærkede, at hun fik tårer i øjnene: »Det er live.«

Mor satte sig ved siden af hende og lagde armen om hendes skulder:

»Jeg har undersøgt det, og billetterne koster 600 kr. Stykket! Hvis du skal med til den koncert, bliver du selv nødt til at betale. Og du skal følges med nogen. Jeg lader dig ikke tage af sted alene. Måske skal Sara og hendes mor derind?«


21

Selvfølgelig forlangte mor, at hun fulgtes med nogen. Det kunne Anna godt forstå. Men Sara og hendes mor ... Måske kunne hun prøve at høre Sara, om de skulle af sted?

Anna følte en murren i maven. Hun havde ikke lyst til at spørge Sara om noget som helst. Men hvis hun ikke fulgtes med Sara, hvem skulle det så være? I hvert fald ikke mor, for så skulle Anna skrabe 1200 kr. sammen, og det var helt umuligt. Det blev svært nok at finde de 600 inden på lørdag. Det var onsdag i dag ...

»Du har jo dine lommepenge,« sagde mor, som om hun læste Annas tanker.

Anna fnøs. De 100 kr. om måneden rakte ikke langt. Det lykkedes hende næsten aldrig at spare noget op. Hun kunne nok godt glemme alt om den koncert.

Anna lagde skeen fra sig og skubbede sin stol ud fra bordet.


22

»Tak for mad,« mumlede hun og sank og sank for at slippe af med klumpen i halsen. Hun ville ikke komme i skole med røde øjne. Det ville hun altså ikke.


Susanne Foldberg - Directioners 1. Anna og Harry - læseprøve

Documents