-
Magasinet
ISSN 1903-5497
SUF inviterer pårørende indenfor. Et godt samarbejde har nemlig
stor betydning i det socialpædagogiske arbejde.
LæS OgSå:
Skræddersyet tilbud med kunstterapiLine fik styr på sin angst og
sit stofmisbrug. Nu er hun i gang med en uddannelse.
SUFDen Sociale Udviklingsfond
Januar › 2013
Pårørende TEMA
-
Brug for alleSUF tilbyder kommunerne en helheds-orienteret og
tværfaglig indsats, der kan vise unge vej tilbage til
arbejds-markedet.
Fra 1. januar har kommunerne pligt til at motivere unge i
matchgruppe 2, de såkaldte indsatsklare, og de midlertidigt passive
i matchgruppe 3 til at komme i arbejde. Indsatsen kræver et
tværfagligt samarbejde mellem de forvaltninger, som den unge er i
kontakt med. Der er særligt fokus på unge og voksne mellem 16 og 30
år.
SUF Sydsjælland har gennem en periode samarbejdet med den lokale
produktionsskole om netop at moti-vere og fastholde unge.
Erfaringerne herfra viser at hjælp og støtte til almindelige,
dagligdags opgaver gi-ver ansvaret tilbage til den unge og bidrager
til at fast-
holde den enkelte i uddannelse og/eller job. Derfor tilbyder
SUFs afdelinger nu hjælp og støtte til :
• Morgenvækning• Påmindelse om personlig hygiejne•
Kostvejledning• ADL – træning• Samarbejde med forældre/familie•
Transport til og fra arbejdsstedet• Udvidet faglig støtte i løbet
af arbejds- eller skole-
dagen• Benchmarking i forhold til erhvervsønsker• Krisehjælp i
løbet af arbejdsdagen• Evt. hjælp til etablering af sociale
netværk
Vores erfaring viser, at unge i målgruppen har brug for at
arbejde med kortsigtede, overskuelige mål som fx korte
kursusforløb, præcise aftaler og tæt opfølgning med mulighed for at
justere eventuelle skævheder med det samme.
De enkelte forløb skræddersyes den enkeltes behov i et tæt
samarbejde mellem sagsbehandler, den unge og SUFs
socialkonsulent.
Kontakt SUFs lokale afdelinger for at høre mere om muligheder og
priser.
2
www.suf.dk
Udgiver: Den Sociale UdviklingsfondAnsvarshavende redaktør:
Michael Hansen
Layout: KreativGrafisk Tryk: Rosendahls A/S
Kontakt redaktionen: [email protected]
Leder 3 Pårørendepolitik skaber klare rammer
om samarbejde 4 En forudsigelig ramme om Emilies liv 6
Unges forhold til deres pårørende 9 Fire pårørende(ideal)typer
10 Dejligt kun at være mor 12 Line fik troen på sig selv tilbage
15
Vil du vide mere om SUF?
Forsidefoto: Emil Ryge Christoffersen
Bestil folderen Individuelle socialpædagogiske løsninger og læs
mere om, hvordan vi arbejder, og hvad vi kan tilbyde.
Du er også altid velkommen til at ringe og tale med en af vores
21 afdelinger. Sammen finder vi den rigtige løsning til den borger,
du skal hjælpe videre. Kontaktoplysninger på de enkelte afdelinger
finder du på www.suf.dk
Læs denne gang om:
Individuellesocialpædagogiske
løsninger
SUFDen Sociale Udviklingsfond
www.suf.dk
- fleksibilitet og høj faglighed til mennesker med særligt
komplekse problemstillinger
12906 SUF Folder 2012_rette.indd 1
20/11/12 10.41
-
3
Januar › 2013
Pårørende – en vigtig og værdifuld ressource
Lede
r
Det enkelte menneskes situation og behov er altid i centrum, når
Den Sociale Udviklingsfond (SUF) planlægger behand-lings- og
udviklingsforløb. Gennem mere end 20 år har vi set, at det
individuelt tilrettelagte forløb er afgørende for at skabe
udvikling hos den enkelte. Ved at tage udgangspunkt netop i den
enkelte skaber vi de bedste resultater sammen med det menneske, vi
står overfor. Vores mål er at gøre hvert ene-ste menneske, vi byder
indenfor, til direktør i sit eget liv. Når vi afinstitutionaliserer
deres situation og i stedet gør dem betydningsfulde, selvstændige
og ansvarlige, kan vi sammen motivere til en bæredygtig
udvikling.
Intet menneske står ikke alene. De pårørende er – uanset om de
er tæt på eller langt væk – altid et vigtigt element, når vi
arbejder for at skabe en langsigtet og holdbar udvikling for den
enkelte. Vores socialkonsulenter spiller en central og vigtig rolle
i den enkeltes liv i den periode, de er i SUFs tilbud, men det er
netop kun en periode. De pårørende derimod er altid til stede i
større eller mindre omfang.
Tæt samarbejde er afgørendeVi oplever, at der findes lige så
mange forhold mellem den en-kelte og deres pårørende, som der
findes mennesker. Nogle forhold er helt ukomplicerede, andre er
plagede af konflik-ter og tillidsbrud, andre igen næsten
symbiotiske. Når et nyt menneske kommer til os, har de ofte været
gennem andre behandlingstilbud eller lange forløb med udredning,
op- og nedture. Det er derfor ikke ualmindeligt, at både den
enkelte og deres pårørende er tyndslidte og måske også en smule
forbeholdende over for det tilbud og den faglighed, de nu bli-ver
en del af.
Vores erfaring viser, at et tæt samarbejde med de pårørende kan
være helt afgørende for, at den socialpædagogiske ind-sats fører
til en bæredygtig forbedring af den enkeltes aktuel-le situation.
De pårørende kan bidrage med viden og erfaring, der supplerer den
enkeltes egne oplevelser og opfattelser. Begge dele er værdifuld
viden i socialkonsulentens daglige arbejde med det menneske, de
står overfor. Samtidig ved vi, at det er vigtigt, at de pårørende
støtter den enkelte i sin
udvikling, samtidig med at de tør give slip og have tillid til,
at deres barn, ægtefælle eller ven er i gode og fagligt kyndige
hænder.
Derfor bruger vi tid på at skabe tillid både mellem de
pårø-rende og de socialkonsulenter, der har ansvaret for arbejdet
med deres nærmeste, og mellem den enkelte og de pårø-rende. Den
tillid skaber vi gennem konstruktiv og respektfuld dialog og
samarbejde, hvor vi inddrager de pårørende i videst muligt omfang.
Samtidig står vi til rådighed for de pårørendes spørgsmål til deres
nærmestes diagnose og behandling og til de metoder, vi anvender i
vores arbejde. Når de pårørende har tillid til vores arbejde,
oplever vi, at det er lettere at give slip og bakke op om det
aktuelle udviklings- og behandlingsforløb.
Ro til bare at være pårørendeI flere tilfælde arbejder vi med
unge mennesker, der stadig bor hjemme. Det betyder, at vores
socialkonsulenter har de-res gang i hjemmet, og at hjemmet bliver
en arbejdsplads. Det kan være en omvæltning for familierne, men som
histo-rierne om Emilie og Martin i dette magasin viser, giver det
også de pårørende en tiltrængt pause, hvor de med god sam-vittighed
kan lade professionelle hænder tager over i svære situationer. Det
giver de pårørende en mulighed for først og fremmest at være mor
eller far til den unge.
Det tætte samarbejde mellem den enkelte, de pårørende og
socialkonsulenterne giver ro for alle parter. Den ro er afgø-rende
for den enkeltes arbejde med sig selv og sin sygdom. Vi oplever, at
et afklaret forhold mellem den enkelte og de pårørende giver ham
eller hende overskud til at udvikle sig og i samarbejde med
socialkonsulenten finde redskaber til at navigere i hverdagen.
Derfor vægter SUF samarbejdet med de pårørende højt. Derfor
inviterer vi dem indenfor. Og derfor bruger vi tid på at etablere
den gensidige tillid, der skal til for at give det bedst mulige
tilbud til den, der er centrum for alles opmærksomhed, nemlig det
enkelte menneske.
Af Michael Hansen, direktør i Den Sociale Udviklingsfond
-
4
www.suf.dk
Pårørende TEMA
Tekst: Suzette Frovin
Foto: Emil Ryge Christoffersen
Hvorfor har I lavet en pårørendepolitik i BOAS Mentor?Gitte
Ladefoged: Mange af vores borgere er unge, der er på vej til at
blive voksne. Vi op-lever, at det kan give nogle udfordringer i
for-holdet mellem den unge og deres pårørende, typisk forældre. For
de unge, der endnu ikke er flyttet hjemmefra, vil vores arbejde
fore-gå i hjemmet. På den måde bliver hjemmet også en arbejdsplads,
og det er en uvant si-tuation for mange familier.
Vores arbejde er først og fremmest fokuse-ret på den unges
behov, og selvom den unge stadig bor hjemme, har vi faktisk
tavsheds-pligt – også over for de pårørende, med min-dre den unge
selv er indstillet på at involvere sine pårørende. Sådan forholder
det sig ikke altid, og det kan være svært for de pårøren-de, fordi
de kan føle sig ekskluderet.
Pårørendepolitikken er med til at afstemme forventninger mellem
de involverede allere-de fra begyndelsen, ligesom den sætter en
Pårørendepolitik skaber klare rammer om samarbejde
Spørgsmålene er mange, når pårørende første gang møder op hos
BOAS Mentor. Social-konsulent i BOAS Mentor Gitte Ladefoged og
udviklingskonsu-lent i SUF Margrethe Langer for-tæller, hvordan en
ny pårøren-depolitik er med til at sætte en tydelig ramme om
samarbejdet til gavn for socialkonsulenter, pårørende og
borger.
Forældre er og vil altid være den røde tråd i den unges liv,
mens BOAS Mentor kun er til stede i en kortere periode.Gitte
Ladefoged
-
5
Januar › 2013
ramme om relationen mellem socialkonsu-lenten, den unge og deres
pårørende.
Margrethe Langer: Internt ville vi gerne finde et fælles ståsted
for socialkonsulenterne, og derfor har vi også givet os god tid til
at udvikle politikken. Vi var fra starten enige om, at vi skulle
udfordre hinanden i proces-sen for at blive helt skarpe på, hvad
der er vigtigt i samarbejdet med de pårørende. For-løbet har givet
anledning til gode og vigtige diskussioner fx om hvem de pårørende
er, hvilke indtryk vi gerne vil efterlade hos de på-rørende, og
hvordan vi kan skabe merværdi for alle parter i samarbejdet.
Hvad kendetegner det typiske samarbejde med borgeren og de
pårørende?Gitte Ladefoged: De pårørende er vigtige
res-sourcepersoner, fordi vi kan bruge deres vi-den og erfaringer i
vores arbejde med borge-ren. Samtidig kan vi hjælpe dem med at give
slip på deres søn eller datter. Vi ser gerne, at den unge bakker op
om et samarbejde med de pårørende, selvom det i nogle situa-tioner
kan være svært. Forældre er og vil al-tid være den røde tråd i den
unges liv, mens BOAS Mentor kun er til stede i en kortere periode.
Derfor er det vigtigt, at borgeren og de pårørende har gensidig
tillid til hinanden. Det vil vi gerne bidrage til.
Med pårørendepolitikken vil vi gerne fortælle de pårørende, at
vi har nogle forventninger til dem i arbejdet med borgeren, ligesom
vi har gjort noget ud af at forklare, hvilke juridiske
forpligtelser samarbejdet bygger på.
Margrethe Langer: BOAS Mentor skal ikke være lukket land for de
pårørende, heller ikke selvom den enkelte vægrer sig mod at
involvere sine nærmeste. Vi vil meget gerne stå til rådighed for de
pårørende i det om-fang, det er muligt. Vi ser det også som vo-res
opgave at bidrage til, at der bliver skabt en god relation mellem
borgeren og de på-rørende i den periode, de er tilknyttet BOAS
Mentor.
Hvordan påvirker politikken det samarbejde, I allerede har med
de pårørende?Gitte Ladefoged: Politikken er et udtryk for,
hvordan vi allerede arbejder, så i praksis er der måske ikke så
meget, der har ændret sig. Omvendt har vi for første gang gjort os
nogle fælles tanker om, hvordan vi ønsker samarbejdet med de
pårørende skal være, så jeg håber, at de pårørende vil opleve, at
der er stringens i de informationer, de får fra
socialkonsulenterne. Politikken er et arbejdsredskab, der giver os
en fælles platform, som understøtter vores daglige arbejde. Derfor
er politikken også et dynamisk papir, som vi løbende kan udvikle og
tilpasse.
Det, at vi udleverer en politik på tryk til de pårørende, skulle
gerne bidrage til at gøre de pårørende mere afklarede i forhold til
deres rolle og de forventninger, de kan have til os i forløbet.
Margrethe Langer: Fremover vil politikken danne udgangspunkt for
de første samtaler mellem borgeren, de pårørende og BOAS Mentor. De
gensidige forventninger til hin-anden skulle gerne vise den
enkelte, at vi regner med dem, og at de har betydning for vores
arbejde. Hvad er det vigtigste budskab i BOAS Men-tors
pårørendepolitik?Gitte Ladefoged: At vi har respekt for de
på-rørende. Vi anerkender, at de i langt de fle-ste tilfælde har
gjort en kæmpe indsats. Det er ofte mennesker, der har kæmpet i
årevis, og som derfor kan være lidt hudløse.
Hvis vi kommer i deres hjem, bliver samar-bejdet jo meget
konkret, fordi vi træder ind i deres privatsfære og bliver en del
af deres daglige liv. Der er mange ubekendte i den form for
samarbejde. Vi træder ind i det al-lerhelligste og må være til
stede på deres præmisser, samtidig med at vi har en op-gave, vi som
fagpersoner er blevet bedt om at løse. Politikken tydeliggør,
hvilke rammer vi ønsker for samarbejdet. Samtidig er det et tilbud
til de pårørende om, at vi gerne vil tale med dem og involvere dem
i det omfang, det er muligt, og loven tillader det.
-
6
www.suf.dk
Pårørende TEMA
Forudsigelighed skaber tryghed i Emilies liv
-
7
Januar › 2013
Forudsigelighed skaber tryghed i Emilies livFor fire år siden
blev 19-årige Emilie pludselig dårligere og dårligere. Til sidst
måtte hen-des far tage orlov fra sit arbej-de, fordi hun ikke kunne
være alene. I 2011 tog BOAS Men-tors socialkonsulenter over i
dagtimerne, og det har givet ro og tryghed for både Emilie og
resten af familien.
Tekst: Suzette Frovin. Foto: Emil Ryge Christoffersen.
Aftenen inden jeg mødes med Henrik og Hanne Egesborg, finder
Hanne et brev på sin hovedpude. Brevet er fra hendes datter, og her
fortæller Emilie med egne ord og helt uopfordret om, hvad støtten
fra BOAS Men-tor har betydet for hende. Hun skriver, at hun igen
har fået mod på livet, og at hun glæder sig til at komme i gang med
en uddannelse.
”Det er tydeligt for os, at den ro og stabilitet, som
socialkonsulenterne har skabt omkring Emilie, har haft stor
betydning for hendes udvikling, men at høre hende formulere det med
sine egne ord, var ret stort,” siger Hen-rik.
Socialkonsulenten skaber roMens vi taler, møder
socialkonsulenten fra BOAS Mentor ind. Hun hilser hjemmevant på
Emilies forældre og fortsætter ind i spi-sestuen, hvor BOAS Mentor
har indrettet et arbejdshjørne, som bruges af de
socialkon-sulenter, der kommer i huset i hverdagene mellem 10 og
17. Lige nu sover Emilie. Det gør hun meget, rigtig meget faktisk.
Medici-nen sløver hende, men uden den får hun det dårligere. Hun
har dage, hvor hun bruger fire timer i motionscentret, og dage,
hvor hun lig-ger i sengen stort set hele tiden. Men hun
er hjemme og sammen med sin familie, og det er vigtigt.
”Det er min oplevelse, at den her model med faste
socialkonsulenter omkring Emilie har været med til at holde hende
ud af psykiatri-ske afdelinger. Konsulenterne kender hende og
hendes situation, og derfor ved de også, hvordan de bedst kan
motivere og støtte hende til at komme videre,” siger Henrik.
Emilie har fået en lang række diagnoser, si-den hun som 9-årig
fik at vide, at hun havde en opmærksomhedsforstyrrelse og en
en-keltstående fobi. I dag taler læger, psykiate-re og psykologer
også om ADHD, Aspergers og en fobi, der har vist sig at være langt
mere alvorlig end først antaget, og som giver Emilie store
udfordringer.
Udfordrende puslespilI årene forud for samarbejdet med BOAS
Mentor var det et stort puslespil at få hver-dagen til at fungere
hjemme hos familien Egesborg. Efterhånden som Emilie fik det
dårligere, kunne hun heller ikke være alene. Op til januar 2011, da
socialkonsulenterne begyndte at komme i hjemmet, havde Emi-lies
storesøster i en periode passet sin sø-ster i dagtimerne, ligesom
Henrik i en læn-gere periode modtog kompensation for tabt
arbejdsfortjeneste for at være sammen med sin datter.
Samarbejdet med BOAS Mentor betyder, at
Det er tydeligt for os, at den ro og stabili-tet, som
socialkonsulenterne har skabt om-kring Emilie, har haft stor
betydning for hen-des udvikling, men at høre hende formulere det
med sine egne ord, var ret stort.Henrik Egesborg
-
8
www.suf.dk
Pårørende TEMA
der er socialkonsulenter i familiens hus 30 timer om ugen.
Dermed danner huset i Gen-tofte ikke længere bare ramme om familien
Egesborgs liv. Det er også en arbejdsplads for BOAS Mentors
socialkonsulenter og et behandlingssted for Emilie.
”Vores ældste datter har indimellem nævnt, at det er mærkeligt
at komme ud i køkkenet med et håndklæde om håret, og så står der en
socialkonsulent og laver kaffe, men mig generer det ikke. At vide
at Emilie er i gode hænder er vigtigere for os end de små
for-styrrelser i vores privatliv, og så har vi jo hel-digvis plads
nok til rumme os alle sammen,” siger Henrik.
Ro på hverdagenTidligere var Emilie konkurrencesvømmer, og hun
gik ud af 9. klasse med gode karakterer, men siden afgangseksamen
har det mest af alt handlet om at skabe ro omkring den nu 19-årige
pige. Emilies fobi betyder, at hun le-ver et skærmet liv. Stress
forværrer hendes
tilstand, og hun har ikke haft overskud til at starte på en
ungdomsuddannelse. De dage, hvor Emilie magter det, tilbringer hun
timer-ne sammen med socialkonsulenten i fitnes-scenter eller det
lokale storcenter. Tre gange om ugen har hun desuden mulighed for
at deltage i matematik og kreativ undervisning i BOAS Mentors
lokaler på Frederiksberg.
”Vi bevæger os med små skridt. Lidt frem og lidt tilbage, men
det vigtigste lige nu er, at aftalen med BOAS Mentor har gjort det
muligt at tage stressen ud af både vores og Emilies liv. Det giver
mere overskud i vores samvær med Emilie, og hun trives med, at
hendes hverdag er forudsigelig med faste socialkonsulenter, som hun
kender og er tryg ved. Det er faktisk præcis den ro, hendes brev
til os sætter ord på, og det er dejligt at vide, at hun værdsætter
støtten mindst lige så meget, som vi gør,” siger Hanne.
-
9
Januar › 2013
Der er forskelle i de unges forhold til deres pårørende, alt
efter hvilken diagnose eller problemtype, de har. En gennemgang af
en gruppe på 144 unge, der har været indskre-vet i SUF minimum
halvandet år, viser såle-des, at unge med autisme spektrum
forstyr-relser ved indskrivningen har et betydeligt bedre forhold
til deres pårørende end perso-ner med andre diagnoser.
For pårørende til unge kriminelle eller mis-brugere er forholdet
væsentligt dårligere end gennemsnittet. Mest udfordret er unge, der
både har et misbrug og er kriminelle. Her har ca. 40 % ved
indskrivningen et dårligt eller meget dårligt forhold til deres
pårørende.
Unges forhold til deres pårørende
Vurdering af unges forhold til familiemedlemmer ved indskrivning
i SUF; unge med autisme spektrum forstyrrelser; unge med ADHD; unge
med misbrugsproblemer; unge, der har be-gået kriminalitet, samt
unge, der både har misbrugsproblemer og har begået
kriminalitet.
100908070605040302010
0
%
Alle
ASF
ADHD
Misb
rug
Krim
inalite
t
Meget godt
Misb
rug og
krim
inalitet
Godt
Nogenlunde
Dårligt
Meget dårligt
-
Fire pårørende(ideal)typer SUF har mange års erfaringer med at
samarbejde med pårørende. Baseret på SUFs eget datamateriale er det
muligt at skitsere fire typer af pårørende, som socialkonsulenterne
kan møde i deres arbejde. Der er tale om såkaldte idealty-per. I
den virkelige verden vil man snarere end idealtyperne finde
pårørende, der har karakteristika fra flere af typerne.
[Klar til at give slip – Nær relation]
Den tætte og engagerede pårørende Relationen mellem forældrene
og den ungeDen ene eller begge forældre har et tæt og overvejende
godt forhold til deres barn. Den unges liv er i høj grad knyttet op
på forældrene både praktisk og socialt. Samtidig er den unge i gang
med en løsrivelsesproces, der kan være svær og kræ-vende. De
pårørende og den unge er enige om, at den unge skal stå på egne
ben, og de tror på, at det er muligt.
Forældrenes holdning og ønsker til SUFDe pårørende har tillid
til SUF og slipper derfor efterhånden grebet om den unge i troen
på, at den unge er i gang med en sund udvikling. Forældrene ønsker,
at SUF skal støtte den unge i at udvikle sig til et voksent,
selvstændigt individ, der kan blive mere selvhjulpen i
dagligdagen.
De pårørende vil gerne inddrages og bidrage til SUFs arbejde med
den unge i både med- og modgang.
[Klar til at give slip – Fjern/ingen relation]
Den fraværende eller destruerende Relationen mellem forældrene
og den ungeForholdet mellem forældrene og den unge er typisk mærket
af fx konfliktfyldt skilsmisse, fraværende forældre, misbrug i
hjemmet eller andre former for utryg opvækst, der kan have haft
indflydelse på eller lægge til grund for den unges
proble-matikker.
Familien er betydningsfuld for den unge, som fx kan føle an-svar
over for forældrene og søge deres anerkendelse. Ønsket om
anerkendelse kan motivere den unge til at nå de mål, som han eller
hun sætter sammen med socialkonsulenten i SUF.
Forældrenes holdning og ønsker til SUFForældrene er knyttet til
deres barn, men føler, de har svært ved at håndtere den unge.
Forældrene søger derfor et nyt hjem og nye autoriteter til den
unge. De forventer, at SUF kan løse den unges problemer og sørge
for, at han eller hun får et normalt liv. Familien kan optræde
desperat, konfliktpræget og opgivende.
10
www.suf.dk
Pårørende TEMA
-
Idealtyperne er udviklet af SocialRespons i forbindelse med
evalueringsrapporten Når ønsket er et helt normalt liv –
evalue-ring af Den sociale udviklingsfond (2011). En af
anbefalingerne i rapporten handler om pårørendesamarbejde, og
hvorfor det vigtigt at være opmærksom på forskellige typer af
pårørende.
Ved at kende de forskellige typer bliver det nemlig lettere for
socialkonsulenterne at afkode, hvilket slags forhold det enkelte
menneske har til sine pårørende, og hvilke udfordringer og/eller
styrker det kan give den enkelte.
Idealtyperne er udarbejdet af SocialRespons, der arbej-der med
udvikling gennem evaluering og dokumentation inden for det sociale
område. SocialRespons leder SUF’s evaluerings- og
dokumentationsprojekt.
[Fastholdende – nær relation]
Den fastholdende og nursende Relationen mellem forældrene og den
ungeDer er en fortrolig, næsten symbiotisk, daglig kontakt med den
unge. Forældrene er den unges primære kontakt til om-verdenen, og
de fungerer således som et trygt, kærligt og vedblivende
sikkerhedsnet og praktisk støtte i forhold til fx offentlige
instanser.
Forældrene er bekymrede og tør ikke overlade ansvaret til den
unge, der lader forældrene tage beslutninger og initiativ.
Forholdet er således ofte følelsesmæssigt opslidende, fordi
forældrene på den ene side ønsker og opfordrer til selvstæn-dighed,
mens de på den anden side nurser og fastholder den unge i
børnerollen.
Forældrenes holdning og ønsker til SUFForældrene har et
ambivalent forhold til SUF. De vil gerne lægge ansvaret fra sig,
men de har vanskeligt ved at afvise den unge. Forældrene gør sig
mange tanker om den unges fremtid. Til tider kan forældrene have
svært ved at erkende den unges problematikker, og de kan have mange
ønsker til, hvordan socialkonsulenten skal hjælpe den unge. De kan
anse socialkonsulenten for at være utilstrækkelig i forhold til at
støtte den unges potentielle udvikling.
[Fastholdende – Fjern/ingen relation]
Den kravsættende og distancerede Relationen mellem forældrene og
den ungeForældrene ses sporadisk med deres barn, og deres forhold
kan være anspændt og svinge mellem perioder med tættere kontakt og
perioder uden kontakt. Forældrene er frustrerede over deres barns
udvikling, og de har ikke meget tiltro til den unges evner og
udviklingspotentiale. De har brug for at blive aflastet, men
samtidig ønsker de, at de havde overskud til selv at tage sig af
den unge.
Forældrenes holdning og ønsker til SUFForældrene har tidligere
oplevet, at de ikke er blevet taget alvorligt, og det præger dem i
samarbejdet med SUF. De ville foretrække mere omfattende støtte med
klare regler fx på en døgninstitution. De er derfor skeptiske over
for SUFs tilbud, som ofte betyder, at den unge får støtte i eget
hjem, og at støtten tager udgangspunkt i den unges egne ressourcer.
Den unge er sjældent særlig meddelsom over for sine forældre.
Derfor ville de pårørende ønske, at socialkonsulenten ville
ind-drage dem mere i det daglige arbejde med den unge, så de havde
mulighed for at følge deres barn tættere.
11
Januar › 2013
-
12
www.suf.dk
Pårørende TEMA
Dejligt kun at være mor
Tekst: Suzette Frovin. Foto: Emil Ryge Christoffersen.
Han var 13 år, da Hanne Monefeldt og hen-des mand gik fra
hinanden. Han havde altid været et særligt barn, der godt kunne
lide faste rutiner og genkendelige ansigter, så da hverdagen
smuldrede, gik også Martin i stykker.
”Han reagerede helt vildt. Der var et helt år, hvor han næsten
ikke var i skole. Så stod vi der om morgenen og var klar til at gå
ud af døren, og så brød han helt sammen. Jeg prø-vede at overtale
kommunens psykologer til at se isoleret på Martins adfærd, men de
var mest optaget af skilsmissen, og hvad den betød for ham,” husker
Hanne.
Da Martin blev tilknyttet BOAS Mentor, kunne hans mor for første
gang i mange år tillade sig bare at være mor. Martin er nu i gode,
professionelle hænder hos sin faste mentor, og det skaber tryghed
hos både Martin og hans mor.
Martin ønskede ikke at blive fotograferet til artiklen. På
billederne bladrer Hanne Monefeldt i gamle fotoalbums sammen med
Martins faste socialkonsulent Tim Vikær
Andersen fra BOAS Mentor.
-
13
Januar › 2013
>>>
Men selvom skilsmissen var kompliceret, var Hanne overbevist om,
at der også var noget i Martins personlighed, der kunne for-klare,
hvorfor han reagerede så voldsomt. Til sidst opsøgte hun en privat
psykolog og derefter en psykiater. De var begge enige om, at meget
pegede i retning af, at Martin havde Aspergers Syndrom. Den samme
kon-klusion nåede lægerne på Glostrup Børne- og Ungdomspsykiatrisk
Afdeling frem til otte måneder senere. Da var Martin næsten 18 år
gammel.
Diagnosen gav forklaringer på Martins ad-færd, men den hjalp ham
ikke, da han star-tede på gymnasiet. Tre dage holdt han, før han
brød sammen og måtte blive hjemme. De nye og uforudsigelige
omgivelser var mere, end han kunne magte. Han prøvede til to gange
mere – den sidste gang med støtte til at komme af sted om morgenen
– inden Hanne og Martin kastede håndklædet i rin-gen. Selvom Martin
er godt begavet, kunne han ikke overskue den uforudsigelige
hver-dag på en ungdomsuddannelse.
”Da Martin fik sin diagnose, var der en sags-behandler i
kommunen, der fortalte mig om BOAS Mentors klubtilbud, men jeg slog
det hen. Jeg var slet ikke klar til at se, at Mar-tin havde brug
for den slags behandling el-ler særlige tilbud. Det tog noget tid,
før jeg kunne se, at det faktisk var det bedste for ham,” fortæller
Hanne.
BOAS skaber tryghedI dag er hun ikke i tvivl om, at det har
været et vendepunkt i Martins liv, at han er ble-vet tilknyttet en
fast socialkonsulent i BOAS Mentor. Det særlige bånd, der med tiden
er opbygget mellem hendes søn og hans men-tor, har givet ro omkring
ham - og i perioder har det også motiveret ham til at deltage i
fællesskabet i BOAS Mentors klublokaler på Frederiksberg. Samtidig
er Hannes rolle ble-vet mere klar. Nu skal hun bare være mor.
Behandlingen tager BOAS Mentor sig af.
”Fra starten har konsulenterne i BOAS Men-tor været gode til at
stille rammer op om-kring vores samarbejde. Jeg oplever, at vi har
en meget klar ansvarsfordeling, hvor jeg
-
TEMA
14
www.suf.dk
Pårørende TEMA
først og fremmest skal koncentrere mig om at være Martins mor.
Jeg er bevidst om at holde en vis distance, og jeg gør det gerne,
for konsulenterne er fagligt meget kompe-tente, så det har slet
ikke været svært at overdrage ansvaret til dem,” fortæller Hanne og
fortsætter: ”Tværtimod. Det er en meget stor lettelse, at jeg ikke
hele tiden føler, jeg skal foreslå nye typer af behandling og
støt-te. Samtidig kan jeg få faglig sparring, hvis jeg fx har
spørgsmål til sagsbehandlingen i kommunen.”
Høj faglighed betyder altMartin er nu 23 år. Det er næsten fem
år siden, han fik sin diagnose. De seneste to år har Martin været
sammen med sin mentor et par gange om ugen. Han er gået i gang med
at læse HF som fjernundervisning. Som det første har han kastet sig
over matematik og engelsk, som han er god til og interes-serer sig
for. Målet er ikke i nødvendigvis en fuld HF-eksamen, men først og
fremmest at lære noget, blive udfordret og motiveret.
Han bor stadig hjemme. Det er en løsning, der indtil videre
fungerer for både Hanne og Martin, selvom Hanne godt ved, at hun
indi-mellem tager for meget hensyn til Martin. ”Jeg er jo hans mor,
så jeg synes hurtigt, det er synd for ham, hvis tingene er lidt
svære for ham. Hans mentor kan meget bedre ud-fordre ham, fordi han
med sin faglige bag-grund kan vurdere, hvor meget Martin kan tåle.
Jeg er nok bange for at presse ham for meget,” siger Hanne.
Trygheden og forudsigeligheden betyder alt for Martin, og den
får han masser af i sel-skab med sin mentor. Martins tilknytning
til sin faste kontaktperson og BOAS Mentors stærke faglighed
forsikrer Hanne, at både Martin og hun er i de bedste hænder.
Jeg er jo hans mor, så jeg synes hurtigt, det er synd for ham,
hvis tingene er lidt svære for ham. Hans mentor kan meget bedre
udfordre ham, fordi han med sin faglige baggrund kan vurdere, hvor
meget Martin kan tåle.Hanne Monefeldt
-
Januar › 2013
”Selvom man har haft et lorte-liv, kan man godt få det igen.”
Ordene er Lines. Hun pakker ikke tingene ind. Det er ikke hendes
stil. Ikke mere. Efter to år i hænderne på SUF Sydsjæl-land er hun
kommet ud af sit stofmisbrug og i gang med en uddannelse.
Tekst: Suzette Frovin. Foto: SUF Sydsjælland.
Line var langt ude på stoffer og druk. Hun var blevet smidt ud
af skolen og hendes foræl-dre havde bedt hende finde et andet sted
at bo, fordi de ikke længere orkede, at hun sad i sofaen og
kommanderede med hele fami-lien. Hun var sygemeldt på kontanthjælp
og blev jævnligt indlagt på det psykiatriske ho-spital Fjorden i
Roskilde. Der var ikke mange lyspunkter i hendes 17-årige liv –
hvis nogen overhovedet. Hun følte sig ensom og havde svært ved at
tro, at der var et eneste men-neske, ikke en gang hendes kæreste,
der
Line fik troen på sig selv tilbage
>>>
15
-
16
www.suf.dk
ville savne hende, hvis hun ikke længere var i verden. Derfor
forsøgte hun til sidst at begå selvmord. Hendes mission lykkedes
ikke. Heldigvis. For i dag er hun stoffri, bor i egen lejlighed,
har afsluttet 9. klasse på VUC og er godt i gang med grundforløbet
på SOSU Sjælland i Holbæk. Drømmen er at blive pædagogisk assistent
og arbejde på en døgninstitution ”for at hjælpe andre, der har det
ligesom, jeg har haft det”.
Da Line blev udskrevet efter selvmordsfor-søget, fortalte en af
hendes venner om Den
Sociale Udviklingsfond. Line var frisk på at prøve noget nyt, og
hendes sagsbehandler lavede en aftale med SUF Sydsjælland i
Vor-dingborg. Da først aftalen var på plads, fik Line et par dage
til at pakke. Hendes nye hjem lå i Præstø, langt fra familien og de
gamle venner.
”Jeg var pissesur over, at de skulle bestem-me, at jeg skulle
flytte. Jeg kunne overhove-det ikke se, hvad jeg skulle i Præstø,
eller hvorfor det skulle gå så hurtigt. Der er bare aldrig nogen,
der har fået lov til at fortælle mig, hvad jeg skulle hvornår,”
husker Line.
Det har Line fået ud af terapien• Line har fået øje på sine
skjulte ressourcer og
det, der er svært for hende. Ved at reflektere og tale om sine
værker har hun fået nye måder at se sig selv på, nye muligheder og
nye hand-lemåder.
• Line oplever, at hun bliver glad og finder ro, når hun
arbejder kreativt. Hun begynder at bruge det kreative arbejde mere
bevidst derhjemme, når hun får det svært.
• Værkstedet bliver et trygt sted for Line. Hun bliver i bedre
humør og får mere energi af at komme på værkstedet.
• Line er blevet bedre til at passe på sig selv (søvn, kost,
motion).
• Line får mere styrke og er mere motiveret og vedholdende i sin
hverdag.
• Line lærer at forstå symptomerne på hendes
borderlineforstyrrelse, så hun kan handle på dem og bedre hjælpe
sig selv i situationen.
• Line ser, at hendes historie og traumer fra barndommen også er
med til at gøre hende ekstra stærk på nogle områder.
• Line får en ny tro på sig selv: Jeg kan godt tage en
uddannelse. Jeg er værd at elske. Jeg kan finde en sød kæreste.
• Lines selvværd og selvtillid er styrket. Hun oparbejder
mestringsstrategier, så hun ikke så ofte bliver handlingslammet,
når tingene bræn-der på.
Kunstterapi styrker skrøbelige, udsatte børn og unge
Heidi Bruun Pedersen er kunstterapeut. Hun fortæller her, om
hvad børn og unge kan få ud af terapien, og hvad det konkret har
betydet for Line
Billedet, skulpturen, værket kommer fra det ubevidste, dvs. før
ordet, og her vil altid vise sig skjulte ressourcer eller
problematikker, som Line via samtalen om værket kan vende og
reflektere over. Det giver hende mulighed for at se sig selv på en
ny måde. Hun får nye muligheder og kan afprøve dem i et trygt forum
og hun får nye handlemu-ligheder.
Jeg bad hende tidligt om at male et sted, hvor hun ville føle
sig sikker og tryg, fordi hendes ensomhed fyldte så meget. Den
øvelse sætter sig i kroppen, fordi hjernen gennem visualiseringen
husker de følelser, Line forbinder med et sted, der er rart at
være. Jeg ved, at hun efterføl-gende har brugt billedet til at
skabe ro, når der er mange tanker der presser sig på.
Ligesom mindfulness skaber kunstterapien ro og flow, fordi man
fordyber sig og koncentrerer sig om værket. For sådan en som Line,
der har haft svært ved at finde ro no-gen steder, har det været
vigtigt at hjælpe hende med at finde det der sted inde i hende
selv, hvor der er helt stille.
Kunstterapi styrker også de eksekutive funktioner hos de udsatte
unge, dvs. de bliver bedre til at planlægge, organi-sere og handle.
I virkeligheden er kunstterapien klassisk kriseintervention.
Relationen mellem Line og terapeuten er det bærende og er med
til at udvikle og modne hendes nervesystem.
-
17
Januar › 2013
I Præstø flyttede hun ind i en lille lejlighed og begyndte at
arbejde i Aldi. Nogle dage gik det godt, andre dage måtte hun blive
hjemme.
”Vi var meget ved lægen i den periode, fordi Line nemt blev syg.
Jeg ville gerne vise hen-de, at det ikke handlede om, at hun var
fysisk syg, men om at hun følte sig syg, fordi hun psykisk ikke
havde det godt. Vores mål var at i første omgang at skabe et
tillidsforhold mellem Line og mig og at få styr på hendes journal,
så vi kunne begynde arbejdet der-fra,” fortæller socialkonsulent
Kim Elmegård fra SUF Sydsjælland og holder hænderne 20 cm fra
hinanden for at vise, hvor tyk hendes journal var, da han første
gang mødte Line.
VendepunktetLine kedede sig i Præstø. Alligevel lykkedes det med
Kims hjælp at lægge både alkohol og stoffer på hylden. Det blev
samtidig et far-vel til hendes gamle venner. Line ville ikke
længere være en del af festen, og det havde vennerne svært ved at
acceptere. Selvom hun var glad for at komme ud af sit misbrug,
kæmpede hun stadig imod. Hun følte, at Kim blandede sig i hendes
liv og prøvede at styre hende, og det vil hun ikke være med
til.
”Jeg har aldrig følt mig god nok, og derfor skulle der heller
ikke så meget til, før jeg følte mig presset. Den følelse har jeg
altid tacklet ved at blive skidesur, råbe og skrige, indtil folk
enten gjorde, som jeg sagde, eller skred, men det gik bare ikke med
Kim. Når jeg var allermest grov i telefonen, smed han bare røret
på, men han kom altid tilbage,” siger Line.
Efter et halvt år i Præstø flyttede Line til Vordingborg, ind
til byen og tættere på SUF Sydsjællands kontor i Kirkestræde. Det
blev det helt store vendepunkt for Line. Hun ind-villigede i at
tage med til først en psykiater og siden en psykolog, og langsomt
blev hun
mere og mere indstillet på at arbejde med sig selv.
En del af arbejdet handler om at lære at sætte grænser for sig
selv og tro på, at hun er ligeså meget værd som alle andre. I alt
for mange år har Line først og fremmest koncen-treret sig om at
hjælpe sine venner og stå til rådighed for sin familie. Hende selv
har der ikke været meget plads til.
”Jeg har følt mig enormt ensom og har man-ge gange spurgt mine
forældre, hvorfor de overhovedet valgte at få mig. Jeg har altid
følt mig lidt som det sorte får, og indtil jeg kom til SUF, var jeg
overbevist om, at hvis bare de andre ændrede sig, ville jeg få det
bedre. Nu prøver jeg i stedet at tage ansvar for, hvordan jeg selv
har det. Det er kun mig, der kan ændre på det – hvad de andre gør,
og hvordan de opfører sig kan aldrig blive mit
Heidi bad Line male sit eget træ. Rødderne er hendes familie.
Det, hun er udsprunget af. Stammen er det, Line er sammen med
andre. Kronen er hendes drømme. Når Line i dag kigger på træet er
der særligt en ting, der springer i øjnene: Næsten alle hendes
drømme er gået i opfyldelse. Men også stammen har ændret sig.
Glade, tilfredse Line fylder mere end sure, bekymrede Line.
-
18
www.suf.dk
ansvar. Det prøver jeg hele tiden at huske mig selv på,” siger
Line.
Kim har støttet Line undervejs blandt andet ved at insistere på,
at hun indimellem sluk-ker sin telefon, og at hun ikke stiller sig
til rådighed, hver gang en af veninderne har problemer. Det har
også været nødvendigt at opstille nogle helt nye regler for,
hvordan Line er sammen med sine forældre og sine søskende. For at
understøtte den udvikling har familien flere gange haft samtaler
med Lines psykolog.
Kim har været Lines kontaktperson gennem de to år, hun var i
SUF. ”Min reservefar,” kalder hun ham. Han har ikke bare støttet
hende og udfordret hende, men også stået til rådighed døgnet rundt,
så Line altid har haft mulighed for at ringe til ham, hvis det
brændte på eller hendes bekymringer be-gyndte at tage overhånd.
Som en del af behandlingen har Line des-uden gået i kunstterapi
hos Heidi Bruun Pe-dersen, og det var ikke med hendes gode vilje
hun i starten mødte op på Heidis værk-sted. ”Jeg tænkte bare: Det
kan I simpelthen ikke mene! Men ligesom med Kim, var Heidi ikke til
at slå ud. Hun lokkede mig med god mad, og så var hun sjov at være
sammen med,” griner Line.
Fra sortsyn til solgulLines første billeder var sorte, mørke,
grå. Hun havde ikke lyst til at male med farver, slet ikke, men
efterhånden begyndte hun at løsne op og fik selv mange ideer til
farver, materialer og motiver. For Heidi handlede te-rapien blandt
andet om at få Line til at finde et sted inde i sig selv, hvor der
var godt og rart at være. Hun bad Line om at male det sted, og det
er blevet til et helt enkelt billede af et gult hus med blomster,
urtehave og et stort træ, der kan ses fra 1. salen, hvor Line
drømmer om at bo.
I foråret lavede Line sin egen bekymrings-krukke, hvor hun skrev
sedler med ting, der
Jeg er meget stolt af, at jeg er nået så langt. Jeg kan slet
ikke forstå, det kun er et år siden, jeg havde det så
dårligt.Line
Line fortæller om sit billede:”Der er så meget ro i det billede.
Fred og ro. Det er vigtigt for mig. Og huset, ligner næsten det
hus, jeg bor i nu. Det kan jeg godt lide.”
-
19
Januar › 2013
bekymrede hende. Sedlerne lagde hun ned i krukken. Når hun i dag
kigger på sedlerne, er der flere af dem, hun ikke længere kan
genkende. Ensomheden er væk. Angsten for at få indbrud i sin
lejlighed. Eller for at miste kontakten til Kim efter hun er
stoppet i SUF.
Da Line i sommeren 2012 blev færdig med 9. klasse på VUC, var
det en stor sejr for hende. Det er første gang i hendes liv, at hun
har gjort noget færdigt. Og at hun nu er i gang med en uddannelse,
er næsten ikke til at forstå.
”Jeg er meget stolt af, at jeg er nået så langt. Jeg kan slet
ikke forstå, det kun er et år si-den, jeg havde det så dårligt. Det
er sket så meget på det år. Jeg havde simpelthen aldrig drømt om,
at jeg ville komme i gang med en uddannelse, ” siger Line.
Hun sluttede sit behandlingsforløb i SUF i sommeren 2012. Lejre
Kommune bevillige-de derefter tre måneders efterværn, og nu står
Line for første gang i to år igen på egne ben. Det er ikke let,
slet ikke. Hun savner det, hun selv kalder, sin nye familie i SUF.
Kim og Heidi mest.
Når tankerne hober sig op, sætter hun sig med musik i ørerne og
skriver. Andre gange maler hun for at få luft, og indimellem går
hun en tur ned til Holbæk Fjord, hvor hun nu bor og sætter sig og
ser ud over vandet, mens hun tømmer hovedet for alt det, der
presser sig på. Hun er nået så langt. Hun vil ikke give op nu.
Sådan arbejder SUF Sydsjælland
I lære som voksen
1. Første skridt handler om at spore sig ind på den unges
livssituation. Hvilke normer har den unge med sig fx i forhold til
at have en dagsrytme og det at ”have sit eget”?
2. I samarbejde med den unge finder socialkonsulenten ud af,
hvilke områder der skal arbejdes med i forløbet. Det er typisk både
praktiske udfordringer, fx rengøring og indkøb, og håndtering af de
tanker, den unge tumler med.
3. Socialkonsulentens rolle er handlingsanvisende, op-muntrende,
samtidig med det forventes, at den unge deltager og har lyst til at
lære.
4. Tillid og ejerskab er afgørende. Derfor tager vi den un-ges
ord for pålydende. Vi kender deres baggrund fra fx undersøgelser og
udredninger, men samarbejdet med os er en chance for, at den unge
kan få en ny start og (re-)definere sig selv.
5. Vi samarbejder med fagfolk inden for psykologi, psy-kiatri og
forskellige slags terapi. Dem inddrager vi i opgaverne, når det er
relevant. Vi bruger dem også til supervision.
6. Den unge får én voksen som kontaktperson. Vi er hver-ken mor
eller far for den unge, men vores telefoner er åbne 24 timer i
døgnet, så den unge kan få et godt råd, ligesom andre unge er vant
til fra deres forældre.
Læs mere på www.suf.dk – under Afdelinger/SUF Sydsjælland
-
Hovedkontor › Nørregade 49 1. th. › 5000 Odense C › Tel: 7019
2800 › [email protected] › www.suf.dk
SUFDen Sociale Udviklingsfond
krea
tivgr
afisk
.dk
· 1
2963
www.suf.dk
SUF Magasinet – et gratis magasin med fokus på individuelle
socialpædagogiske løsninger
SUF Magasinet giver dig et fagligt indblik i SUFs arbejde. Vi
sætter ord og billeder på de menne-sker, der får gavn af vores
skræddersyede løsnin-ger. Og vi giver dig interviews og baggrund
med de bedste eksperter inden for det socialpædagogiske område.
Send en mail med navn og adresse til [email protected], så modtager
du magasinet kvit og frit med posten 4 gange om året.
• 21 selvstyrende afdelinger fordelt over hele landet. • 180
specialiserede og fagligt velfunderede ansatte. • Mere end 21 års
erfaring med skræddersyede
socialpædagogiske løsninger.
Læs mere på vores hjemmeside:www.suf.dk
Magasinet
ISSN 1903-5497
En tryg skulder at læne sig op afBjarne har brugt sin mentor til
at få ro
på hverdagen og arbejdslivet
Et kærligt skub ind i voksenlivet
Efter to år i Opgangen har Amalie
fået mod på at stå på egne ben
SUFDen Sociale Udviklingsfond
krea
tivgr
afisk
.dk
· 1
2734
Juli › 2012
8
www.suf.dk
En tryg skulder at læne sig op afFørst som 43-årig fandt Bjarne
ud af, at han havde ADHD og Aspergers syndrom. BOAS Mentor i
Køben-havn har støttet ham i at få skabt nogle rammer om-kring sit
liv, så han kunne beholde det arbejde, som han holder så meget
af.
SUF Magasinet 0312.indd 8
27/06/12 09.48
9
Juli › 2012
Tekst: Suzette FrovinFoto: Emil Ryge Christoffersen
Det lille hvidkalkede hus med stråtag, der ligger ved indgangen
til Bernstorffparken i København, oser af idyl. Træerne er næsten
sprunget ud, og skovbunden, der omgiver hu-set, er dækket af hvide
anemoner. Alt ånder ro. Inden for dufter der af frisklavet kaffe,
og også her hersker der en særlig form for stil-hed.
Huset er Bjarnes helle. Det er her, han trækker sig tilbage og
lader op. For bare tre år siden boede også hans kone og to børn i
huset. Den-gang var Bjarne sjældent hjemme. Han havde ikke tid
eller lyst, for han havde svært ved at falde ind i rollen som
ægtemand og familiefar. De sociale spilleregler har altid været en
ud-fordring for ham.
Skal vi tale sammen?”Da jeg flyttede sammen med min kone i
star-ten af 20’erne, spurgte jeg hende, om det var meningen, at vi
skulle tale sammen hver dag. Jeg havde svært ved at forstå, hvorfor
vi ikke bare kunne være sammen uden at tale med hinanden,”
fortæller Bjarne, mens han smiler. Han ved godt, at spørgsmålet må
have lydt mærkværdigt i hans kones ører. Når Bjarne ser tilbage på
de første mange år af sit liv, kan han se, at han må have været
lidt af en overlever. Han gennemførte folkeskolen og fik en
studentereksamen lidt på trods. Han var en enspænder, der havde det
bedst med sit eget selskab, og samtidig havde han svært ved at
slappe af. Han fik afløb for den værste uro ved at cykle lange
ture.
”Jeg levede jo på mange måder et ensomt liv, fordi jeg ikke
kunne finde ud af at knytte ven-skaber. I stedet trak jeg mig og
fordybede mig i bøgerne og det faglige,” fortæller Bjarne.
Efter gymnasiet og et par år som arbejdsmand uddannede han sig
til gartner, og siden tog han en videregående gartneruddannelse. I
årevis passede han sit job samtidig med, at han havde sin egen
anlægsgartnervirksom-hed. I den sparsomme fritid gav han en hånd
med hos venner og bekendte og var frivillig hos de lokale
KFUM-spejdere. I stedet for de lange cykelture holdt Bjarne nu
uroen i kroppen i skak ved at arbejde mere og mere. Efter 40 år på
overarbejde sagde hans krop en dag stop, og han blev sygemeldt med
svær depression. Bjarne fik en aftale om fleksjob forhandlet på
plads, og efter en periode i en administrativ stilling fik han job
som gartner, hvor han trive-des med de faste rammer og daglige
rutiner. Diagnosen er en lettelseTre år senere mødte Bjarne en
12-årig dreng med ADHD, som gjorde et stort indtryk på ham. Det var
som at se sig selv udefra, fortæl-ler han nu. Han blev udredt og
fik besked om, at han udover ADHD også havde Aspergers syndrom og
så begyndte brikkerne at falde på plads.
”Det var en stor lettelse for mig at få en forkla-ring på,
hvorfor jeg havde det, som jeg havde det, og hvorfor jeg reagerede,
som jeg gjorde. Det var rart, at jeg ikke var den eneste, der kunne
se, at jeg var anderledes,” siger Bjarne. Næsten samtidig med
diagnoserne fik han kontakt til SUFs Aspergers-specialister, BOAS
Mentor i København, som støtter folk med Asperger syndrom i at
kunne fungere i hver-dagen. Bjarne nåede at få en mentor, inden han
igen blev indlagt med svær depression, og mentorens støtte har
været uvurderligt. Ikke mindst under indlæggelsen.
”Det var en stor trøst for mig, at min mentor var der for mig i
den periode af mit liv, hvor alt faldt fra hinanden. Mens jeg var
indlagt, >>>
SUF Magasinet 0312.indd 9
27/06/12 09.51
Den Sociale Udviklingsfond -involverende og dokumenterede
udviklingsforløb