Sportsfiskeren 12 1930

I .I

Nr. 12. 1. December 1930. li 5. Aarg.

IX

T u nfisken hales om bord.

130 SPORTS-FISKEREN 1930

···~································································································································································E···

~ DQ bgmmgligbgdsfuldg Rimtgr,_ ~ . . .............................................................. ,. ........................................................................................................ .

Medens jeg sysler med at lande denne første Rimte, har flere lignende vist sig der ude ved Tømmerbommen. Nye Ryg- og Halefinner dukker op og ned i Skumringen. Jeg faar endnu et Par paa samme Flue, men saa holder de op at nappe paa den, hvordan jeg end forsøger at kaste. Ganske som i Gaar.

·saa længe Fluerne kom spredt, bed RimterneJ men da de oegynid"te at komme tættere, ophørte Biddene: Insekterne synes at være mindre i Dag end i •Gaar.

Jeg 'binder den mindste og tyndeste F'lu•J paå, jeg har, og paa den faar jeg den en·e Rimte efter den anden, en fem, seks Stykker, af hvilke den største vejer mindst to Kilo. Denne Flue er specielt tilvirket efter sidste Sommers Erfaringer, den er altsaa endelig den rette Flue, i det mindste naar dette Insekt sværmer. Men hvorfor hører de pludselig op at bide paa den? En halv Snes Kast og bare eet eneste ligegyldigt Nap. Har de mon al- · lerede fjernet sig for at søg·e Føde paa et andet Sted, hvad 'de sommetider plejer? Nej, de er der stadigvæk. Er det første Insekt hørt op at sværme, og er det lJlevet erstattet af et andet? Nej , det er stadig de samme. Og nu kommer de endnu tættere, de regner som Snefnug overr V andet. Og over hele Bagvandet lige fra det Sted, hvor Fossen ender, plasker og myldrer det med Rimter. Mine 'Fluer bliver vel borte i Vrimlen, saa at Rimterne ·ikke ser dem? Nej, det er ikke det, de ser dem godt, de ligesom undersøger dem og vurderer dem. Det er altsaa endnu ikke den rette Flue. Men nogen nærmere den, har jeg ikke, kan ikke have, thi den er af samme Farve og Størrelse, som det naturlige Insekt. Der maa være en anden Fejl. ··

Maaske det, at Linen og Forfanget begynder at syne for tydeligt i den lY,sende Morgen? Disse kloge og forsigtige Fisk har allerede lært at blive mistænksomme. Maaske ogsaa det, at mine Fluer synker for dybt, medens de virkelige Insekter flyder lige paa Overfladen. Linen og Forfanget er gennemtrukken med V and og tynger Fluen nedl - saa den: gaar for dybt for Fiskene - hvis Opmærksomhed er rettet mod Føden paa Overfladen. Den Ting kan ikke afhjælpes. Jeg for.søger en a!Ilden Kunst. Jeg tager en Agn, som fuldstændig adskiller sig fra det foregaaende - en stor Lakseflue - men forgæves. Derpaa forsøger jeg et ganske lille Skeblad, som efterligner en lille hvid Fisk. Paa dette bliver der' endelig Nap, og det lykkes mig at lande Nattens

største Rimte, men flere faar jeg ikke. Jeg forsøger med Regnorm, som de undertiden tager, men det gaar heller ikke. Og hvad< jegi end by.der dem, hvi)-kc Farver og Størrelser jeg end prøver, bliver der ikke eet Bid, skønt Rimterne stimer og vrimler lige omkring min Line. Jeg gav gerne alle de ti bort, som ligger i Rad paa . Græsset, om jeg kunde faa endnu en, om jeg blot kunde finde den Flue, som ~u var den rette.

Følelsen af Magtesløshed og Hjælpeløshed har gjort mig nervøs, næsten ophidset. Det er ikke nogen Følelse, der er en gammel Fisk,er værdig. Jeg maa sætte mig ned og tænde en Cigaret og berolige mig og slaa fast, at jeg, trods mange Somres Eksperimenter, kun var naaet et Hanefjed frem mod Rimtefangstens Hemmelighed. Og Tobakken, Fiskerens trofaste Kammerat og Trøst i · Modgangen, opfylder ogsaa nu sin Opgave. Det er jo godt, at ikke alting lykkes. Hvis jeg havde den Universalagn, jeg drømte om, vilde Fiskeriet snart miste sin Charme, jeg vilde blive led ved det og miste min bedste Fornøjelse og min bedste Rekreation. Vi bør huske paa, at Fiskeriets højeste Nydelse ligger i en stadig ny, stadig gentagen Eksperimenteren.

Rimtens Problem er stadig ikke løst. Jeg har de rigtige Fluer, i denne Fos findes ikke den bevingede eller ubevingede Fiskeføde, som ikke findes i mine Samlinger saa vel efterlavet, som det paa Teknikens nuværende Standpunkt, er muligt. Hvad jeg ikke har, kan jeg anskaffe. Hvis jeg brød mig om at

· anvende de Skarnbasser, Juntta Tammi forhen anvendte, var Spørgsmaalet maaske dermed løst. Den naturlige Agn, det være sig en Skarnbasse, en Fisk, en Græshoppe, en V aarflue, en Sommerfugl eller en Flue, eller hvad som helst, var maaske af lige saa afgørende Virkning overfor Rimten, som overfor Ørreden. Men det er mig modbydeligt at anvende disse, jeg kan ikke nænne at rykke Vingerne af Skarnbassen, denne Sommernattens gemytlige Brumbasse, som roder i Jorden og flyver som et Aeroplan og styrter til Jorden lige saa pludseligt som dette, saa nøjes jeg hellere med mindre Udbytte og mine Fluer - og hidtil har jeg jo faaet Fangst ogsaa paa dem, og faar det vel ogsaa fremdeles, saa at Kokko-Saimas Bøtte bliver fuld ogsaa paa denne Tur.

Næste Sommer vil jeg prøv:e nye Metoder. Hidtil har jeg udelukkende fisket med vaade Fluer. Paa dem faar man Bid, naar Insekterne driver halvdrukn ede nedad Strømmen. Saasnart de begynder at


regne ned Øirekte fra Luften eller falde fra Bommen og flyde paa Overfladen for Næsen a:f Rimterne, bør den kunstige Agn bydes dem: paa samme Maade. Til næste Sommer vil jeg anskaffe mig en fin enhaands Stang, med hvilken jeg kan kaste en til tynd, flydende Line fæstet tør Flue, som ikke synker - - maaske er dette Løsningen paa Gaaden.

Dette er nu mit fremtidige Program, men det er nok bedst allerede paa Forhaand at gøre sig klart, at maaskc heller ikke dette er den endelige Løsning.

Ja, nu er de her ikke længere til Ærgrelse og Prøvelse for mig, Insekterne er borte, og de t er Rimterne ogsaa. De er gaaet til Hvile ved Solopgangen, og jeg maa følge deres Eksempel.

Juhani Aho: ,,Smaafisk og Storfisk." (Slut.)

At befæste Linen til Forfanget.

Linens svage Punkt er altid den Knude, hvormed den fæstes til Forfanget, og har man en dyr og stærk Snøre (og vel i lige saa: høj Grad naar den er svag), er det altid ærgerligt at vide dens Styrke reduceret til henimod Halvdelen paa dette svage Sted. Det er altid her, den brister, ligegyldigt hv01; kunstfærdig en Knude man anvender. Man kan undgaa dette locus minoris resistentia paa følgende Maade. Af en bøjelig, rustfri Sikkerhedsnaal, Haarnaal eller tilsvarende tyk Kobber- eller Messingtraad danner man et lille Mellemled med et rundt Øje i den ene Ende og et aflangt i den anden og lodder Ombøjningerne fast. Det runde Øje skal desuden bøjes lidt, saa det danner en stump Vinkel baade efter Flade og Kant med Skaftet, for at ikke Snøren her skal faa et Knæk. Lineenden føres gennem del runde Øje, snoes nogle Gange om Skaftet og befæstes til det aflange Øje, hvor ogsaa Forfanget er gjort fast.

Ved denne Forbindelsesmaade bevarer Linen saa godl som sin fulde Styrke ogsaa her. Hvis man ikke selv vil lave disse Mellemled, kan man ogsaa i Stedet anvende et af Hardy's Forfang "The Special Trace", hvor Blyholderen (the lead carrier) er anbragt i den ene Ende.

Denne Leadcarrier har dette Udseende.

For at den skal kunne anvenc;les paa denne Maade, maa dog ogsaa her gives det runde Øje en Bøjning baade efter Flade og Kant. Naar man et Øjeblik er stolt af selv saadan en lille Opfindelse, maa man dog i Reglen straks skuffet erkende Rigtigheden af det gamle "intet Nyt under Solen" og saaledes ogsaa her. I Hardy's (og andre Kataloger) finder man det samme Princip "anvendt i de fikse ,,Self-Fastenings-Hooks" . De ser som . bekendt saa, ledes ud.

Chr. Lottrup-Andersen.

/',,

. . ..: ) . .· .. ·~···

0DQt:tt:OQllS Ø _

.Jeg har tilbragt tre uker i skodde og r·?gn paa en; ø ·u'te i Nordishavet, en ø hvor der ellers pleier at være sol baade dag og nat, soldøgn. Men i sommer var det skodden som dominer te, den graa N ordishavsskodde svøpte hele øen ind i tristhet og trivialitet uke efter ulm. Og det var . saa surt og ufyselig som det ellers pleier at være senhøstdagen, en rigtig ækkel og kjedelig sommer.

Øen er forresten meg·?t behagelig at ha tilhold paa, naar der virkelig er sommer og sol. Der er en masse gode fiskevand, meget fisk i sjøen, dans et eller andet sted hver lørdagsaften og absolut ingen turister. De mange biler som dag og nat tøfl'er avsted paa landevejen har selvfølgelig bidradd sit til, al a:vstanden mellem gaardene ikke længer falder sa~ lang som den gjorde tidligere. Det gaar rigtig hurtig at komme gaard imellem. Bilene har imidlertid medført, at folk ikke længer bruker benene i den utstrækning sollll tidligere. De biler unødigl meget, men det behøver jo ikke at genere nogen, naar de har raad til det. Det hadde ikke jeg, og derfor kom jeg ikke saa langt heller. Den længste utflugt jeg foretok var til et nyt, prægtig ungdomslokale hvor der var dans en lørdagsaften. Der konstaterte jeg, at pikene hadde kortere skjørter end damene i Berlin i fjorhøst og kanske vel

I' I


saa velskapte silkestrømpeben. Hvorvidt det er heldig for liv og helbred for de unge piker at klæ sig slik paa en skoddeø ute i N ordishavet vedkommer jo ikke mig. Men jeg fik ialfald konstater t, at de kunde danse med tempeTam ent!

Skøiten gaar ut for at se efter fetsilden.

Men hverken bilene eller de korte skjørter eller den moderne dans har faat b'uld med overtroen paa øen. Den trives endnu rigtig godt og frodig baade blandt gamle og unge, hænger rigtig godt igjen i stuene, hvor der forøvrigt blir luftet baade en og to ganger om dag·en.

Og her skal jeg ber ette litt om mit møle med den koselige gamle overtro paa øen.

Jeg var reist til øen for at fiske, men paa grund av regnet og skodden gik den ene fisketur eft,er den anden i vasken og heller ikke paa sjøen førte mit fiske til nogen alvorlig decimering av fiskebes tanden(. Det besørget en kobbe som hadde sit tilhold saa at si utenfor baatstuen, en graadig fyr som knep baade sjøørret og torsk i massevis, en ren lystmorder blandt fiskene. Kobben irriterte mig den alh:!rførste dag saa meget, at jeg gik !:fort i ea nabostue og laante en Krag-Jørgensen riffel for at forsøke at utryddc den energiske fisker. Jeg fik laane geværet. Men paa hjemveien traf jeg en fiskerkal som jeg ikke haddc møtt paa aar og dag, en fyr som ikke rigtig kan bli olding, endog han nu er langt opp·B i 80-aarene.

- Du gaar og bær paa gevær, sier kallen. Og ka skal du vel skyte med det? spør han.

Jeg fortæller, a t jeg omgaaes med planer om at dræpe kobben.

- Du mener vel ikkje den kobben som har sit

tilhold utenfor baastøa dokkers? spør han. - Jo, netop den, svarer jeg. Den har allerede

faat utryddet alt for meget fisk paa bugten. Da begynder kallen at be for kobben. - Nej , dokker skal ikkje gjær det, sier han.

Nej, dokker skal verkelig la kobben faa være i

fred . Nu har den hat sit tilhold utenfor støa i et par aar. Naa det er godt veir ligger den hele formiddagen og soier sig paa en slein, ogi de æ saavest og sandt ikkje ei einaste sjæl som har tænkt paa at gjør den fortræd foi· dokker kom op paa landet. Forresten trur æ nu heller ikkje at de e dokkers verkelige og oprigtige hensigt, at gjøre ko)Jben fortræd.

I

Jyg protesterer: Kobben skal dø. Ja, den har dømt sig selv til · døden ved sit store fisketyveri.

Da blir kallen rent -desperat. - Ja, truer han, ves dokker skyt paa kobben vil der kom ei stor uløk over dokker. Men æg .skal no forresten advare den paa forhaand. Og saa gaar kallen. Ja, vi skilles virkelig som uvenner.

Men næste . dag er kobhen forduftet, og fisken er igen seget op paa bugten - torsk, sei og flyndre. Jeg fik over seksti sei i et eneste Troldgarn den først!:' nat kobben var væk Jeg saa d·en forresten heller ikke igjen, mens jeg var paa ø•en. Men jeg fik en dag en hilsen fra fiskerkaU.en: Han hadde faat adYaret kobben i tide!

Men da jeg først hadde laant Krag-Jørgensen riflen maatte jeg selvfølgelig bruke den. Jeg gaar en dag op til et stort tj ern paa Myra - Lomskjønna beter det - for at skyte paa lommen, som j-eg visste laa og vegetert-e i tjern-et. Und,erv·eis træffer jeg en gammel kone som holder paa at arhejde med torven - øens kul og ved i en enkel kombination.

- Dokker er ut med gevær, sier konen. Og ka skal dokker vel skyl paa denne aarstid? spør hun.

-· Jeg skal utrydde lommen i Lomskjønna, svarer jeg.

Utsigt over holmer og skjær fra øen .

N ei, de skal dokker pent la være, sier konen. Ja, vess du skyt paa lommen faar vi ikkje høitørk i hele sommer. Og saa truer hun mig med næven for at hendes ord skal gjøre et sterkere indtryk. Jeg gaar nu allikevel til tjernet og skyter paa lommen, skræmmer to storlompar !OP 1i, luften, hvor de gir sig til at flyve rundt i ring og skrike rigtig stygt. Da'gen eft_er gaar j eg igijen op, til tjernet og gø·r akkurat det samme. Men da jeg er paa till:>akevei sier ko-

1930 SPORTS-FISKEREN . 133

nen, som advarte mig første dag: - Nu har dokker ordentlig spolert høitørken for os. Og nu skal dokker se at kom dokker av landet rigtig snart for lommen vil nok hevne seg paa dokker. Dagen efter falder jeg ned i et dike paa myren, da jeg skal avsted og skyte paa lommen. Da jeg fortæller konen det, sier hun: Ja, nu er lommen begyndt at hevne seg paa dokker!

Saa lot jeg lommen - øens h·ellige fugl - faa være i fred. Det nytter jo allikevel ikke at træffe den med en Krag-kule, saa infamt lavt som den ligger paa vandet.

Det var altsaa mine første møter med overtroen paa øen. De skuld·e ikke ])li de sidste. Kaffe er selskapsdrikken paa øen. stærk god kaffe og jeg blir buden i kaffeselskaper baade her og der om kveldene, rigtig hyggelige selskaper, hvor der blir berettet baade det ene og det andet - talt om gamle folk som var død paa øen og fortalt om nye som var flyttet ind, berettet om folk fra øen som hadde gjort lykke eller var gaat under i Amerika, cliskuttert maal og politik og profetert om utsigtene for fetsildfisket. Det sidste var som regel baade det aktuelleste og mest interessante for øboerne. Men av og til kom samtalen ind paa andre og inleressantere baner. Jeg kunde f. eks. la falde nogen ubesindige ord om, at det var da merkelig, hvor godt overtroen om finnegan hang igjen paa øen, og da blev der livligt uti forsamlingen.

Jeg blev ironisk høflig mindet om, at visstnok var jeg et slmdd som var faldt saa altfor langt fra øens gode stamme, en filister og vantro fyr, men jeg burde da allikevel ikke ture slik frem i tvil og vantrohet, at jeg ikke trodde paa del som blev berettet av paalitelige folk.

Ja , vel, saa vilde jeg tro. Og saa beretter en fyr følgende: En gammel finkal - der findes endnu nogen finner paa et avsides sted paa øen - gaar en kveld og tasser paa landevejen. Han møter en bil , standser den, og spør om han faar kjøre med. Chaufføren svarer noget slikt som: Nej , dig din finfan vil jeg ikke ha med, og saa kjører han videre. Men lappen knytter nævene og roper efter ham: Aa, æg skal nu allikevel komme hurtigar frem end ka du skal gjær! Og saa hænder det straks efter: at chaufføren kjører bilep. utfor flate landeveien og ødelægger den.

Da lappen passerer forbi den ødelagte bil flirer han til chaufføren, som ligger indviklet, men uskadt i karosseriet: Ja, det va akkurat tilpas til dæg, fordi dn ikkje tok meg med! Og han gaar s(n vei uten at gi ham en haandsrælming. Og det var vel et rigtig godt eksempel paa finnegan og troldom, slutter beretteren.

Jeg protesterer ikke. Det vilde saa allikevel være nyttesløst i denne forsamling. Og fyren gir &igJ til at berette endnu en historie. En finnekjærring kom en dag omblordi i ,en lokalbaat og bad kapteinen om at faa følge frit med den til sit hj emsted. Hun skulde nok betale billetten, naar hun fik penger, forsikret hun .

Kapteinen sa,. at hun skulde faa bli med, hvis hun vilde forære ham saa og saa meget renhaar.

- Nei, skal æg gje dæg saa mykje, sa kjærringen, vil billetten bli dyrar end ka den verkelig koster.

Kapteinen bad da finkjærringcn pakke sig iland. Han laa . ikke og førte gratis paa lappepak, sa han. Da kj ærringen var kommet vel op paa kaien igjen knyttel hun næven og truet Lil kapteinen: Dokker skal aldrig komme til at føre den baaten meire! Om natten rendte baaten paa et skjær og sank og kapleinen fik sin avsked i selskapet.

Da han er færdig med historien hører vi paa · radiokonserter fra Berlin, London og Paris, m,;~ns bilene tøffer forbi paa veien og de t smelder fra motorer i store og smaa baater som gaar gjennem sundet, vor moderne tid regjerer ]:)aade inde i stuen og utc, men allikevel er det overtroens atmosfære som hænger sterkest igjen i s.tuetn i sommerkvelden.

Da radiokonser len saavidt er slut, ja endnu mens Sibelius' Valse Triste, som blir fabelagtig godt spillet i Berlin sitter igjen i mine øren, spør en fyr: Du har vel hørt tale om troldfuglen i Kjønna - ja fuglen som pludselig stiger op av vandet, gir sig til at skrike som e t barn og synker lilbunds igjen ? Forresten overgaar del altid den som ser den en ulykke samme dag.

Ja, der faar vel manden en av mine barndomserindringer fra øen til al blusse slerkt op igjen ! Da jeg var gut hørte jeg ofte den nifse historie fortalt av baade den ene og anden gamle kal og jeg var :sikkert 17- 18 aar da jeg vaaget al gaa avsted paa egen haand og fiske i det vand, hvor troldfuglen haddP sil tilhold. Jeg saa den aldrig, og derfor sier jeg næsten indignert skeptisk til fyren som har rippet op den gamle og glemte historie: Ja, det maa sikkert være en fyr med en pragtfuld fantasi som kan faa øie paa troldfuglenJ i Kjønna! Kallen svarer rolig: Aa, det kunde kanske forekomme at dokker ogsaa kunde faa øie paa den, hvis dokker gaar dit og fisker. Men den dagen vil :aer rigtignok komme til at overgaa dokker mange slags uheld. Jeg ler haansk og der blir ikke talt mere om den besynderlige fugl.

Dagen efter blir der virkelig sol og blaa himmel og jeg drar avsted til fjeldvandene for at fiske ørr et. Utpaa dagen kommer jeg ogsaa til Kjønna, hvor troldfuglen har sit tilhold, men jeg har rent glemt det Øa jeg begynder at fiske. Kjønna er et lite vand i en myr. Det har brungraa bund og meget siv


ved breddene. Naar solen skinner paa vandet faar del en vakker brungylden tone. Det er som bunctfJrven blir liggende ovenpaa vandet.

Det er aldeles stille paa vand·et hvor stor fisk sprætter overalt. En slor fisk slaar saa at si med engang paa fluen, m :;n mens jeg holder paa at trække den iland er det pludselig som en stor noble brister ute paa vandet. Og op av boblen stiger en lilen sort brun fugl. Den blir hængende paa vingene i kanske 1 meters høide over vandet og saa gir den sig til at skrike saa uhyggelig, at det gaar koldt nedover ryggen paa mig. Jeg blir saa overrasket over fænomcnel, at jeg rent glemmer fisken som sliter sig løs. Den lille merkelige fugl hænger i luften et par minutter, saa sluper !den ned i vandet og IYliver borte og der brister igjen en stor boble paa vandet. Jeg blir staaende og vente paa at fuglen skal vise sig igj en, men den er lJorte for godt. Ogi nu lægg,er jeg merke til at ørreterr ikke længer sprætt,er paa vandet som har mistel den festlig gylden brune farve og er blil sort og uhyggeligt.

N aa, jeg lar mig ikke afficere av det jeg har set, jeg slaar mig tilro med at det er sikkert noget som kan forklares naturlig - kanske er det en ren bagatel jeg et øieblik faldt i staver over. J,eg fortsætter at fiske som intet er passert. Jeg faar et kraftigt nap og mens jeg arbeider med fisken ryker Stangen. Jeg sætter en ny topspids paa den og faar igijen nap, men denne gang ryker tømmen. Jeg faar ny tøm paa stangen, fisker paany og igj en slaar der stor fisk paa fluen . Denne gang ryker den nye topspids, og jeg er slaat ut for den dag. Da jeg gaar langs vandet snubler jeg i en trærot og gaar like saa godt paa hodeit i vandet og faar et rigtig koldt bad. Men mine plager og gjenvordigheter er ikke slut med det. Jeg faar et gnavsaar i hælen , og da jeg kommer hjem er det gaat blodforgift i det, saa jeg maa til læge. Det blir otte dagers ophold i sengen.

Jeg har god tid til at tænke over baade det ,:'.no:~ og del andet, mens jeg ligger tilsengs. J,eg tænker ogsaa paa den fuglen jeg saa i Kjønna og aEe de gjenvordigheter som overgik mig efter at j,eg hadde set den. Men jeg finder absolut ingen grund til at sætte disse i forbindelse m;ed fuglen. D,2t samme vilde sikkert ha hænnit mig om jeg ikke hadde set fuglen.

Da jeg en dag sier det til kallen som fortalte mig om fuglen i kaffeselskapet, flirer han: Nej, det vilde aldrig ha hændt dokker, forsikrer han, men ·den som faar se troldfuglen i Kjønna maa a-ltid svi paa en eller anden maate for synet. Men saa har dokker jo ogsaa hat en ordentlig oplevelse.

Da jeg igjen kan færdes ute, gaar jeg p åny til Kjønna. Jeg vil gjerne endnu engang faa s·2 fuglen. Og denne gang er jeg saa lur at jeg har tat foto-

grafiaipparat med mig. Viser fuglen sig skal den bli foreviget, og fotografiet vel jegi simde til en eller anden ornitolog for at han kan bestemme, hvilken fuglearl den tilhører. Jeg er da ikke saa overtroisk, at jeg gaar omkring og tror, at det er noget mystisk og overnaturlig ved fuglen. -

Jeg tilbringer en halv dag ved vandet, betragter nøje hver eneste boble som stig,2r op av vandet, men fuglen viser sig ikke. Men den skal nok l:Jli knepet . en anden g.ang. Ja . bare vent troldfugl!

E. W.-S.

~

'Gunfiskgvigt i 1930.

Tunfiskene har i denne Sæson været i høj Grad lunefulde paa flere forskellige Maader. Et er sikkert, der har i Aar ikke været saa mange Tunfisk i Kattegat, som i de nærmest foregaaende Aar.

Om Aarsagen er et noget for stærkt Fiskeri paa de store Fisk, som Bestanden ikke har kunnet taale, skal jeg ikke kunne afgøre endnu. Erfaringerne med Tunfiskene i vore Farvande er for faa. Det er først j de sidste 4 Aar, der foreligger autentiske Oplysninger om Fangst og Antal, selv om det fortælles, at Fiskere fra Sjællands nordlige Kyst allerede prøvede at fiske Tunfisk i Kattegat i 1862. Der gik saa længe som til 1910-1912 før Brødrene Peder og Valdemar Madsfilll i Odden fangede de første Fisk paa Kroge og svære Liner. Senere kom Krigen med de høje Priser paa alt spiseligt, og i disse Aar eksporteredes alle de fangede Tunfisk til Tyskland. Saa ·kom igen en Stilstand, hvor ingen1 professionel Fisker gad fiske efter Tunfisk, da de intet var værd heJ:1 i Danmark, og ingen vilde spise dem.

Sportsfolk fra København skabte igen Interessen om Tunfisken i 1926, og det var den rene, sportslige Interesse uden den fj erneste Antydning til Fangstens Udnyttelse i lpdige Penge, thi Fisken var intet somhelst værd, og kun Nybedens Interesse fristede Venner eller Bekendte til at modtage en Luns, naar de blev parterede.

De blev fangede paa de sværeste Grejer og Benzindunke, men paa dette Grundlag at definere professionel, ikke Sportsfisker, turde derfor væn~ problematisk, selv om de samme Fiskere senere har solgt en Tunfisk til Kr. 50,00, skønt det maaske har kostet det tidobbelte at fange den.

Fiskerne ved Kattegats Kyster var taknemmelige for at Sagen blev taget op paa ny, da Tunfiskeriet har givet dem en ekstra Indtægt hvert Aar siden, og der er nu ligefrem Standardpris paa Fisken, ligesom de paa anden Maade har Fortjeneste heraf.


Paa den sædvanlige Fiskeplads ved Sjællands Odde blev der i Aar fanget ca. 25 Tunfisk i Bundgarnene, ligesaa mange paa Krog og svære Liner, nogle faa Stykker blev skudt med Harpungeværer, men ingen paa de tynde Liner, Stang og Hjul.

Det var saaledes kun en Fjerdedel af 1929's Aars-Fangst. Fiskens Størrelse var mindre, der var flest Fisk paa ca. 200 Pund, en enkelt meget stor paa 668 Pund, og nogle faa paa mellem 400 til 500 Pund.

Fisken var l>etydelig mere sky end tidligere, den var næsten ikke til at fodre hen i Nærheden af Baaden, og flere ))lev fanget paa 10 til 15 Meters Dybde, uden at man overhovedet saa eller mærkede den, før den huggede Krogen dybt nede. Aarsagen var rimeligvis de færre Fisk, og der var meget sjældent mere end en Tunfisk i Nærheden af Baaden. Saasnart der er flere, er de mere graadige efter de udkastede Sild.

Der blev i Aar næppe fanget mere end Halvdelen af Sild i Forhold til 1929, maaske paa Grund af de langt overvejende østlige Vinoe i Sildetiden . Det skal helst være Vest og Storm for at faa Silden fra N o.rdsøen ind i Kattegat, og her ligger maaske den bedste Forklaring paa Idet mindre Antal Tunfisk.

Paa Doggerbank i Nordsøen blev der i Aar fangel en Del Tunfisk, men dette rimeligvis paa Grund af den lettere Afsætning. Tidligere har Fiskerne overhovedet ikke fisket efter dem deruc:b~.

Ved Skotlands Kyst oppe ved Scar))orough m,~n langt ude til Havs b1ev del' i Aar af engelske Sportsfiskere fanget flere store Tunfisk. Mitchell-Henry fangede her den første Tunfisk i engelske Farvande paa tynd Line og Hjul.

Under et Besøg ved Anholt i Aar fortalte Fiskerne deroppe om Aar 1929's Mængder af Tunfisk. Der blev i August 1929 fanget over 100 Fisk i Pakhusbugten. De blev fanget paa Kroge af meget svære Dimensioner, tommetykt wire Forfang og meget svæ-

re, korte Liner. Grejerne saa svære, at Fiskene straks blev tageti i Taille eller paa Spillet og sprællevende ind paa Dækket. Her stukket, udrenset og Affaldet hevet udenbords.

V ed hver Baad myldrede i disse Dage med Tunfisk, som graadige kastede sig over alt, hvad der blev smidt overbord. En Tunfisk, som blev stukket oppe paa Dækket med den lange Kniv, slog et Sla:g og kom udenbords for straks efter igen at hugge den agnede Krog, og for anden Gangi b'live halet inJd.

Det skal have været et enestaaende Syn at se disse Havets Kæmpefisk i Skumsprøjt over Havet og i lynhurtige, elegante Bevægelser under Overfladen, styrtende sig over alt spiseligt, hvad der blev smidt ud til ldem.

Der var Tusinder af graadige og ædelystne Fisk. Saadant Syn modbeviser, at Bestanden skulde

aftage , fordi der fanges nogle Hundrede Fisk. Men Havet er stort, og de kan opholde sig saa

mange Steder uden at blive observerede, og ikke mindsl nede paa de store DylJder, hvor der ogsaa kan være Føde nok til Mængder af Kæmpefisk'.

N aar Tunfisken vil tage de udkastede Sild er den forholdsvis let at skyde med Harpungevær, Der sættes Kork i Gællen paa Silden, saa denne flyder , o, g man staar saa i fast Sigte paa Silden. I sa.mme Nu, der ses et Blink af Tunfisken under Vandet, affyres Harpungeværet mod Silden, og i Reglen vil Tunfisken ))live ramt midt paa. Harpunen gaar paa den korte Afstand, 6-8 Meter, tværs igennem Fisken med Harpunlinen, og paa Tampen af denne er en Bøje, som kastes udenlJords ved enl Træffer. Efter faa Minutters Sejlads efter Bøjen kan denne tages, og Tunfisken hales ombord.

Remington Riffel, Mauser og 1889 dansk Militær er alle Rifler, der med ringe Bekostning kan omlaves til Harpungeværer. Det norske Kongsberg Harpungevær er godt, men efter min Mening noget for svært og for h.'1'aftigt i Rekylen, men det skyder godt og sætter Harpunen fast paa 30 til 40 Meters Afstand med røgsvag Ladning. De andre Rifler er det kun tilraadeligt at anvende med sort Krudt, og da skyder de sikkert paa indtil 15 Meters Afstand.

Fra Norge meldes om betydelig færre Tunfisk end tidligere.

De forskellige Udlændinge, som besøgte Odden, var alle heldige at faa Tunfisk, medens flere af de danske Fiskere slet ingen Fisk fangede. Paa Berlingske Tidendes 3 Fangstekspeditioner, hvori deltog 3 Hold hvert paa 20 Deltagere, blev der ~anget 4 Tunfisk.

Hvis Tunfisk en ikke kommer ind i Kattegat til næste Sæson, vil vi ud at hente den paa Dogger Bank, som foreløbig synes at være den mest sikre Fangstplads. L . Sv.


Ti I "I. R " .. Deres Artikel i November-Numeret bemærket,

og efter en gammel Odderjægers Anvisning tillader jeg mig herved at fremsætte nogle Bemærkninger., vedrørende rden ingenlunde uvanskelige, men meget interessante Odderfangst.

Først bemærkes, at der sjælden ved denne Jagt med Udbytte kan anveI11des Bøsse, idet Odderen i den Grad vanskeligt kommes paa Skud, at det beror paa et meget usikkert Tilfælde, om der ad denne Vej vindes Fangst. Derimod skal man have en ca. 7/ 4 Alen lang, spids Jærnstang med et stort Øje som Haandtag, desforuden maa man være forsynet med en Jærnfork med 3 lige Grene, hvoraf de 2 yderste bør være ca. 7 Tommer lange, og den midterste 4 Tommer, Afstanden mellem Grenene ca. 3 Tommer. Endelig er det allernødvendigste en dygtig Jagthund, der let lader sig uddanne til denne specielle Form for Jagt, især naar man første Gang Hunden er med, faar Tag i en Odder.

Odderen har som bekendt i Reglen sin Hule ind i en høj, tør Aab'rink, dog saaledes, at Indgangen altid findes under Vandets Overflade. Desuden har Dyret nødvendigvis et Aandehul over Hulen eller Lejet, og dette Hul, som er meget lille og vanskeligt for Menneskeøje at opdage, finder Hunden derimod forholdsvis let.

Hvis Hunden staar for et saadant Hul, er der stor Sansynlighed for, at Odderen er i Lejet, og vil man mulig med Jærnstangen kunne harpunere det der, hvis ikke og Dyret .er der, kan man i Reglen drive det ud ved at trn)mpe paa Brinken.

N aar Odderen er dreven ud i Aaen, vil d en snart søge op til Overfladen for at trække Vejret med Spidsen af Snuden skjult af en Brink eller Græstot, saa gælder det, om Hunden er i Stand til at finde hvor Odderen staar, og dernæst kan man med Varsomhed nærme sig og med Forken spidde Dyret.

Som afsluttende Bemærkninger kan anføres, at denne Jagt naturligvis bedst drives af 2 Jægere. Som, yderligere Kendemærke paa Stedet for Odder ens Leje vil, hvis der er Sne, dette smelte over Lejet.

Chr. 0 .

Laksetrapperne ved Tange. Enten Omgaaelse af Loven - eller bygget

af ukyndige Folk.

Kommer man som Sportsfisker til Tange og vil se de saakaldte Laksetrapper, varer det lidt, før man finder dem. - Begr3lvet i en lang, stigende

Kasse, som munder ud fjernt bag Turbinernes Bagvand, ligger den.

Mian kommer uvægerlig til at tænke, om al sund Fornuft her har været sat til Side, thi "Trapperne" er nemlig aldeles umulige - men da de jo maa være godkendt, vil jeg gerne forespørge: "Hvem har Ansvaret for Bygningen og Godkendelsen af 1isse((?

Trappernes Teknik skal jeg ikke komme ind paa men paapege, at for at dis~e i det hele taget kan faa Betydning, skal der være en passende stadig Strø·m ·m at vejlede Fiskene, og i hvert Trin rigelig Plads, saa de uhindret og let kan fortsætte.

Kan der i Øjeblikket komme en Fisk op i et af Trinene, er det kun ved en Fejltagelse, den virkelige Mening med Trappernes Betydning er forplumret.

Aaen ovenfor Værket har da ogsaa siden Opdæmningen mistet hele sin Laksebestand, uden der nogensinde er taget Hensyn til de Klager, der har vær et fremførte herom, og naar Loven ved en saadan Opdæmning paabyder en Laksetrappe, gaar jeg ud fra, at den ogsaa fordrer, at denne i alle M~ader skal være brugbar.

Jeg vilde for mit Vedkommende nødig lægge Navn til en saadan Trappes Bygning og Godkendelse, der altfor tydeligt viser d'Herrers Indsigt og Kvalifikationer. - Men hvor er Grænsen - og Opsynet?

Holstebro i November. S. Sørensen.

~

Fiskerilovenes Revision. Som det vil erindres, blev der af de tre Fore

ninger "Ferskvandsfiskeriforeningen'', Lystfiskeriforeningen og "Dansk Sportsfiskerforening" i Fællesskab udarbejdet et Ændringsforslag til Ministeriets Forslag til Fiskerilovene. Vort Ændringsforslag blev tilstillet det af Folketinget nedsatte Udvalg, og en Deputation fra de 3 Foreninger havde den 6. Marts d. A. Foretræde for Udvalget. Forinden Rigsdagen hjemsendtes blev Saltvandsfiskerilovforslaget færdigbehandlet i Folketinget, men derimod ikke Ferskvandsfiskerilovforslaget.

Under 1. September d. A. tilstillede Ferskvandsfiskeriforeningen Ministeriet en Skrivelse (tiltraadt af Dansk Sportsfiskerforening og Lystfiskeriforeningen), hvori henvises til de tre Foreningers Ændringsforslag og navnlig slaas til Lyd for følgende: Indførelse af Fredningstid for Brakvandsgedder,-- Beva:. relse af Ferskvandsgeddernes Fredningstid, Nævnsbehandling ved Fastsættelse af Fredningsbælterne ved

'1930 SPORTS-FISKEREN .137

Mundingerne, længere Fredninigstid for Laks og Ørred, Bevarelse af Ferskvandsfiskeriinspektørstillingen m.m.

Den 8. OkWr. blev de to Lovforslag fremsat i Landstinget, Saltvandsfiskerilovforslaget i alt væsentlig i samme Skikkelse hvori det l>lev vedtaget i Folketinget, ogi Ferskvandsfiskerilovforslaget ialt væsentlig som det oprindeligt fremsattes i Folketinget. Ministeriet har med andre Or.d ikke taget Hensyn til vore _Ændringsforslag ; men Ministeren omtalte dog ved Fremsættelsen Muligheden af at gøre flere Indrømmelser.

V ed Lovforslagenes 1ste Behandling i Landstinget d. 17. Oktober slog flere Talere til Lyd for større Imødekommenhed mod Ferskvandsfiskernes Ønsker, og Ministeren udtalte, at der ikke var noget til Hinder for, at der kunde forhandles om flere }Endringer. ·

Den 22. Oktober nedsatte Landstinget følgende Udvalg til Behandling af Lovforslagene: Frøkjær, Gisselbæk, A. P . Hansen, Johs. Hansen, Albert Jensen, H . P. Jensen, M. C. Jensen (Formand), Josiassen, Laurits Knudsen, Thomas Larsen, Hans Nielsen:, Rasmus Nielsen, Stegger-Nielsen, S. Rasmussen og Rasmussen (Flemløse).

Udvalgets Medlemmer har under 25. Oktbr. faaet tilstillet en Skrivelse af lignende Indhold som ovennævnte Skr. af 1. Septbr. til Ministeriet, og en Deputation fra Ferskvandsfiskerifqreningen, Lystfiskerifor'eningen og Dansk: S.portsfiskeriforening vil antagelig i den nærmeste Fremtid faa Foretræde for Udvalget.

De forskellige Parters hidtidige Udtalelser giver begrundet Haab om, at vi endnu kan opnaa adskillige Indrømmelser.

Varde, den 17. Oktbr- 1930.

~ ~

Sigurd Hansen.

Ifølge Ferskvandsfiskerilovens § 10 skal der jo ovenfor Turbiner i Tiden fra 1. Maj til 30. September være anbragt Gitre med højst 2 cm. Aabninger. Hensigten med Gitterets Anbrirugelse er bL a. at forhindre den nedvandrende Y·ngel i at ødelægges i Turbinerne, og forudsat, at Yngelen har anden Mulighed for Nedvand~ing, er Bestemmelsen jo udmærket; men dette er desværre langfra altid Tilfældet, hverken herhjemme eller i Udlandet - et Forhold, Hr. Magister C. V. Otterstrøm har haft sin Opmærksomhed henvendt paa.

I Udlandet har der været gjort Forsøg med at lade en Portion Lakseyngel gaa ned gennem Turbi-

nernc for · at se, hvor stor en Del, der kunde gaa uskadt igennem. Forsøgene viste - hvad Teknikere paa F1o:rhaand maatte vente - at de nye, ,moderne Turbiner var relativt ufarlige for Fiskeyngelen, medens de gamle Turbinekonstruktioner praktisk talt lavede alt til "Plukfisk".

I Juni Maaned d. A. havde jeg Lejlighed til sammen med Hr. Magister Otterstrøm at undersøge en Række Turbineanlæg i det sydvestlige Jylland, og det viste sig, at ved adskillige af Anlægene var den eneste farbare Vej for den nedvandrende Lakseyngel .TI! etop Vejen gennem Turbinerne, idet der, i den Tid, Yngelen trækker ned, saa godt som intet Frivand gives. Der blev foretaget forskellige Opmaalinger og Pejlinger, idet det er Meningen i en nær Fremtid ved Statens Foranstaltning at søge afholdt Forsøg med at lade Fiskeyngel passere igennem de paagældende Turbiner. Giver Forsøgene tilfredsstillende Resultater, vil man søge udvirket, at Gitrene paa de Steder, hvor det findes formaalstjenligt, gøres saa aabne, at Laksefiskenes Yngel kan passere dem.

e••~••• ...... Sigurd Hansen.

Rapport fra Aarets Fiskeri i Vestjylland. Vardeaa: r'

Saisonen har været den ringeste i Mands Minde. I hele Aaen blev af Sportsfiskere kun fanget ca. 4 blanke Laks, idet Opgangen svigtede ganske. Erhvervsfiskerne i Fjorden og ved Mundingen fangede kun rene Bagateller. Muligvis er der i Efteraaret gaaet en Del Fisk ind, men vedvarende Højvande umuliggjorde alt Sportsfiskeri_

Skjernaa:

Saisonen maa betegnes som sløj. I Foraaret fangedes vel en Del blanke Laks, men Resultatet var i alt Fald under Middel.

Erhvervsfiskerne i Fjorden og ved Mundingen har, saavidt Oplysninger har kunnet skaffes, ogsaa fanget langt under Middel.

Vedvarende Højvande har ogsaa ved Skjernaa i Efteraaret ødelagt Sportsfiskeriet.

Storeaaen:

I Nissum Fjord blev der i Foraaret fanget mange og store Laks, noget over normalt, hvad der vil svare til ca. 700 - 900 Stk. Op:gangen i Aaen var derimod! i Forhol'd til Fangsten i Fjorden ringe, _ og Opgangen hindredes ved Lavvande i Fjorden, der altid leder de store Fisk i Garnene. De1i 1e'r i Aaen fanget ca. 20 Laks, et procentvis al tfor lille Tal, da det event. Tillæg skal ske i Aaen_


Havønredsaisonen var derimod !Jedre, idet Fiskerne ved disses Opgang ingen Laksegarn har ude, og Thorsminde var aaben meget af Tiden. - Der fangedes i Aaen paa Grund af daarlig Vandstand kun forholdsvis faa, maaske næppe 50 Stk., men de var her i stort Tal, hvad der jo var det vigtigste.

Det synes, som om de senere Aars Opgangere af Laks har været noget større end tidligere, og Vægten har da hovedsagelig været fra 7-20 kg. pr. Stk., men flest i Mellemvægten.

Ørrederne derimod fra 2-8 kg. og har saaledes holdt de jævne Størrelser.

At Fiskeriet i Fjorden drives i stærkt udvidet Form forstaaes, naar en stor Del af Gaardmændene

·-----

langs Fjorden har et eller flere Bundgarn, selv om disse bor milevidt fra Sættestedet. - Selv Haandværksmestre i de nærliggende Smaabyer har Garn ude efter Laksene.

Det vil da heller ikke undre, at de interesserede Lodsejere og Lejere langs Storaaen forsøger at forbedre Laksenes Opgang ved udvidet Fred~ ningsbælte baade ved Thorsmindeudløbet og ved Aaens UdlølJ i Fjorden, Ida der paa denne Maade sikres et større Tillæg af Yngel, selv om: det jo senere skæpper mest i Erhvervsfiskernes Lomme.

Naar Thorsminde antagelig næste Aar aahnes gennem Sluser, skulde dette give en mere konstant Opgang og Regulering af Vandstanden. S. S.

.. . r .. : -.. ·~·


Største Udvalg!

Lystfiskere køber de rigtige Fiskeredskaber for

Laks, Ørred og Gedde

hos

P. I. Stjernholm, Adelgade - Skive. Tele!. 256

Billigste Priser!

HIIIIIIII I li I III I I I I III I I I I I I li I li I I IIII I 11111111111111111111111111111111111111 ················································ ................................ . Jagt= og Fiskerimagasinet. Studiestræde 48. KØBENHAVN. Hj. af V. Boulevard.

Flere Nyheder i Stænger. - Nye Anti-Bach-Lash Hjul. - Nye

Woblere. - Nye Snapdyp. - Nye Blink.

Krogsgaards danske Ørredfluer, fabrikeret i England.

I I I li I I I I I I I I I I I I I I I I I li I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I I li I I I I I 1111111111111111111111111111

Holstebro Turistforening Lystfiskere anvises Fiskepladser for Laks, Ørred og

Stalling samt Gedder. Dagskort li 2,00'. - Ugekort li 5,00. - Aarskort li 15,00. Dagskort løses i Kiosken, Frøjk Fiskepark og hos Martin Schmidt. Maaneds- og Aarskort kun hos Martin Schmidt.

Sportsfiskere, der besøger Skjern Aa, anbefales Højskolehotellet,

Skjern. Ved mindst 3 Dages Ophold 6,00 Kr. pr. Dag for

fuld Pension. - I. Kl. Værelser. - God Garageplads.

Telefon 39. Ærbødigs! S. RAVN.

--------------······ Fangst=Journalen Kr. 2,50.

S. Sørensens Bogtrykkeri, Holstebro.

••••••••••••••••••••

• • • • •

Hotel

,,TROLDHØJ'' ••••••••••••• ............. ,.

Tele!. l - Troldhede - Tele!. l

Fiskekort til Vorgod og Skjern Aa, Afstand til Aaen 3 /{ km, ingen Steder over 3 km til førstnævnte. - Værelser a 2,50 og 1,50. - Middag

a 1,50 fra Kl. 12 til 13. - Bil til Udleje .

Chr . C h ristens en.

• • • • • • •

•••• • • •o •1111 •• ••••••••••••••••·••••••••l!I•••

Hotel Schaumburg, Holstebro. Telf. 42 - 172. - - - Statstelefon 16.

Byens bedste Hotel.

Værelser fra 3 Kr. - 1. Kl. Køkken. - Bilgarage. Vesty Hald. (Ny Ejer.) ~

•••••••••••••••••••••••••••••••••••••••••

Stort, nyt Lager i Stænger, Liner, Fluer, Spinnere

- for ethvert Brug. -

Tele!. 68 Hans Foghs .Eftf., Skjern. Tele!. 68. v/ E. Olesen.

• •••••••••••••••••••••••••••••••••••••••

A O n f I• s k haves altid levende i alle Størrelser til saavel Laks, Ørreder som Gedder, Forsendes overalt

___ til 15 Øre pr. Stk. + Porto.

Vagn Aage Madsen,JSkotegade 6, Holstebro.

Grønlunds Hot-el modtager Lystfiskere i Pension fra 6-8 Kr. efter Behag pr. Døgn.

P. M. Pedersen, Tlf. 19. SKJERN. Tlf. 19.

-- Lyst fiskere, --der dyrker Lakse-, Ørred- og Stallingfiskeri og vil forsøgE Storaaen, kan faa alle Oplysninger om Fiskeriet og Fiskepladser hos mig.

Vi fører alt i Lystfiskeriartikler.

MARTIN SCHMIDT & SØN, Cigarfabrik, Nørregade 10,

Tlf. 137. = HOLSTEBRO. = Tlf. 137.

Indholdsfortegnelse: De hemmelighedsfulde Rimter. - At . JJefæste Linen til Forfanget. - Overtroens Ø. - Tunfiske1iet i 1930. - Til I. · R. - Laksetraipperne ved Tange. -Fiskerilovenes Revision. --:- Turb'inerne og Lakseyngelen. - Rapport frai Aarets Fiskeri i V·estjylland .

Artikler til Bladet bedes indsendt inden den lo. i hver Maaned til Redaktionsudvalgets Formand Dr. Sv. Lauesgaard, Aalborg .

Formand: Fabrikinspektør S. Hansen, Varde .

Næstformand: Kontorchef Ryesgaard, Aalborg .

Kasserer: Postmester Christensen, Varde .

Kontingent og Indmeldelse sker til Postmester Christensen, Varde. Postkonto 11140.

Kontingent er 8 Kr. aarlig. (Ægtefæller 11 Kr.) Forminc-ens Medlemsorgan •Sportsfiskeren• udkommer den 1. i hve1

l\Iaai:ed . Annoncer indsendes til Bogtrykker Sørensen, Holstebro.

Trykt i S. Sørensens Bogtrykkeri, Holstebro

Sportsfiskeren 12 1930

Documents