”Ved Jelling Kirke ligger 2
meget store jordhøje: en tæt
nord for kirkegårds stendiget
kaldet Dronningens Høj.
Samme blev efter en gammel
mands Anders Jensens
beretning udgravet af Jelling bymænd efter
kongelig ordre i 1704; og at der stedse i dammen
eller brønden midt i højen indtil denne udgravning
skete i højens nordre side har været mangfoldige
karusser; der berettedes tillige, at da vandet
dengang var udløbet, blev prøvet på højen med en
stage på 13 alens længde, om der med samme
kunne nås bund, men ingen var at finde.
Men da jeg nu den 11. juli 1771 undersøgte højen,
befandtes brønden eller dammen ved forsøg med
en lang lægte kun at være 2½ alen dyb, mudret i
bunden, og stagen stødte ikke på nogen stenbund.
Ved siderne af dammen, som tværs over sin runde Ved siderne af dammen, som tværs over sin runde
flade er omtrent 5 alen bred, groede siv og højt
vandgræs. Vandet har nu intet udløb, men er et
stagnum eller ligesom en brønd, hvori vandet står
omtrent 6 alen eller 6½ alen lavere end højens
øverste vold, men dog omtrent 10 alen højere end
den rundt omkring højen beliggende mark, egn og
by så langt, som man med øjne kan se, da her alle
vegne omkring ligger en vidtløftig slette og grøn
mark. Dog
ligger hele denne jævne egn temmelig højt og har
på sydlige og østlige side meget lavere land, dale,
søer eller åer. Og det er mærkværdigt, at skønt
vandet står så højt i denne høj, er det i Jelling by
ofte vanskeligt især om sommeren at få vand, da
deres brønde dog almindeligvis graves fra 8 til 10 a
len dybe. Denne Dronningens høj er omtrent 310
alen i omkreds neden om og hen ved 18-20 alen
høj.
Kongens høj, som ligger på den sydlige side af
kirken tæt uden for kirkegårds stendiget, er i
omkreds nedenom 345 alen og omtrent 20 alen
høj og har oven på en jævn rund plan i diameter høj og har oven på en jævn rund plan i diameter
45 skridt. De 2 runiske stenmonumenter, som ses
på kirkegården på sydlige side af kirken, skal
beskrives i det følgende.
Kirken har intet tårn, men klokkerne hænger i
glugger oppe i [”taget” er overstreget} på den
vestlige ende af kirken. På den ældste klokke var
vel munkeskrift, men så ilde støbt, at det ikke
kunne læses undtagen årstallet m.d.xxvi [1526].
Den yngre er støbt i C(hristian) 5.s tid. Oppe i koret
på nordvæggen er oprejst ligesom et epitafium af
sten, på hvilket i en bred og flad langagtig firkantet
ramme, som indfatter en stor, firkantet, sortgrå
skifer, på hvilken hverken har stået malet eller
udhugget skrift, er udhugget 16 par våben, 8
på
højre side, således i orden:…
I kirken frem for alteret en blågrå gravsten med
denne skrift. ”Her hviler S: Her Jørgen
Pedersen
Lemvig sogneprest i Jellinge oc Hover Sogner,
som døde Anno 16.. den … oc hans kiere Kone
Maren Jensdatter.”
Et stykke vej nord for kirken ses på jævn mark,
kaldet Mange Højs indtægt, grænsende til
byens nordre toft, 16 større og
og mindre jordhøje, temmelig nær hinanden,
iblandt hvilke for nogle år siden 4 stk. er opgravet,
og i en [blev] fundet af bondens karl en glaseret
urne, desuden i en anden høj fundet af præsten
Hr. Weile en stenurne fuld af brændte ben og aske,
desuden længere førhen i en af disse høje på
præsten Hr. Weiles præstegårds-ager, hvoraf
ejeren på den tid af Havdehus - et selvejersted
tog jord til at fylde med i sin gård, fandtes en
glaseret urne med aske, hvoriblandt skal have
været 2 ringe, den ene flettet som de nu brugelige
pibehytter, den anden var slet [dvs. glat].
End[videre] i en anden [høj] kaldet Sorthøj nær
ved Jelling by fundet ved siden af højen, ved de
omkringsatte stens bortskaffelse, en ring ligesom
af guld, som [da]værende sognepræst Hr. Wedel f
oreviste guldsmeden i Vejle, som sagde, at han
ikke vist kunne sige, hvad slags metal den var af.
På østlige side af Dronningens høj i Lars
Sognefogeds toft, hvor der ligger nogle store
kampesten i en rad fra syd til nord, skal der tæt
ved på østlige
side af disse sten efter traditionen ligge en meget stor flad
kampesten under jorden, på hvilken der skal være megen
skrift. Det var undersøgelsen værd at lade grave dér, for at
blive underrettet, om der i jorden skulle ligge noget
sådant runisk monument.
På Jelling Kirkegård på sydlige side af kirken står 2 runiske
monumenter af kampesten, et større og et mindre. Det
mindre, som står lige op på enden, er en aflang, høj sten,
hvis 2 brede sider er nogenlunde jævnede, på den
bredeste side er 3 runelinjer [Abildgaard staver linjer
”linneder”], hvilke læses neden op ad, og runerne er
ridsede i stenen således:
I den første linje og i det første ord er imellem [] og [] en
lille ujævnhed, hvorfor de også har sat disse to runer lidt
mere end de andre fra hinanden, [for] at ikke ujævnheden
skulle hindre dem i at få [] rigtig udhugget. I det første ord skulle hindre dem i at få [] rigtig udhugget. I det første ord
i de to lange linjer er den anden rune i ordet uvis
formedelst [dvs. på grund af] afskalning. Lakunernes
længde er afmålt.
På den anden side er stenen lidt semi-cylindrisk, og [der]
står alene en linje runeskrift, som og[så} læses neden op
ad således:...I det midterste ord er den sidste rune denne
[], men det synes tillige, at den samme betegner både L
og R, da den har en krog oveni således [], dog kan samme
krog måske være en naturlig hul streg i stenen eller
kommet af en hændelse. Om det sidste ord består alene
af 2 runer og den 3. streg hører til indfatningen, ved jeg
ikke; dog synes det ligesom en [].
Den store runesten har 3 flade sider, nogenlunde
lignende en trekantet pyramide, dog er ikke siderne
lige brede, kanterne og toppen aldeles irregulær. På
den bredeste flade side står horisontalt 4 linjer runer
således:…
Den femte rune betegnet under ”a” i det første ord
har kendeligt det tegn midt på, som her står tegnet,
og om det end er naturlige ridser i stenen, så er det
dog lig det samme gjort med flid. Den sidste rune
betegnet med ”b” synes at have en liden krog oven i
enden, dog det kan være enten stenens naturlige
ridse, eller gjort af forseelse med huggejernet.
Det 3. ord i 3. linje består alene af 4 runer og ikke 5
runer, således som andre har aftegnet det, så det står
”mudr” og ikke ”mudur.” Det andet ord i 4. linje står
aldeles således på stenen, som denne tegning udviser.
I samme linje er de 3 første runer og de 2 sidste i det
sidste ord aldeles kendelige, men de mellemstående
runer er mere sløve [dvs. utydelige].
På denne store runestens anden flade, hvor det dyr
står ridset i stenen og indviklet i løv og knuder, står
neden under i en linje denne runeskrift:
Den første rune i det første ord står temmelig langt fra
næstfølgende rune, thi der er en gang eller ujævnhed
imellem dem, og rimelig har rune-huggeren villet
undgå denne stenens ujævnhed, og derfor sat den
anden rune lidt længere hen fra første rune.-anden rune lidt længere hen fra første rune.-
Pa stenens 3. flade, hvor der er ridset en mand i
romersk krigsdragt indviklet i løse bånd og knuder,
står neden under i en linje denne runeskrift:
Midt i linjen er en del runer borte, hvilket tydeligt ses
at være forårsaget ved en voldsom beskadigelse,
hvorved der er afstødt eller afskallet en flise af denne
hårde sten.”