Renee - At finde hjem

RENEE– At finde hjem –

Renée Toft SimonsenI samarbejde med

Andreas Fugl Thøgersen

Politikens Forlag

p14-12034_Renee-At-finde-hjem.indd 2 16/09/14 13.57

RENEE





Politikens Forlag





Politikens Forlag



Indhold

Forord: En kærlighedshistorie 11

Spejlbillede 15

Men 17

Ulykken 21

Renée, Toft og Simonsen 31

Med rystende hænder 38

De svage må dø 41

Spildte talenter 51

Brev fra far 59

Det sultne hjerte 61

Kvindeklubben 63

Tretten billetter til New York City 87

Karla kom selv 93

Pigen fra provinsen 99

Slangen i paradiset 116

Brev fra mor 118

Det moralske ansvar 120

Supermodel 122

Om ungdom og Ayn Rand 146

Dagbog 1983-1984 149

Som den græske Helena 159

I rampelyset 163

Romantikeren 167

Rod i englenes by 175


Syv års sminke 177

Dét ansigt 207

Hvad bilder David Bowie sig ind? 212

Dagbog 1988 214

Kæreste Renée 222

Kibbutz Givat Haim (Meuhad) 223

Brev fra John 230

Dagbog 1989 232

En hård negl 249

Jeg har mere i mig 258

Hvor vejen væk kan føre hen 260

Dagbog 1989-1992 264

Tømmermænd 270

Kæreste far 276

Casablanca 281

Kæreste far II 288

Om sprøjteorgasmer og den slags 291

Ulvemor 308

Rollemodel 320

Hjertevejen 325

Muse for Ting 337

Man kan ikke leve på anden hånd 346

En gift kvinde 353

I eksil 356

Kys det væk 366

Efterskrift: Hjemme er der, hvor hjertet er 372

Tak 374

Kilder 375


Og kærligheden blev verdens ophav og verdens hersker;

men alle dens veje er fulde af blomster og blod, blomster

og blod.

Knut Hamsun

Fra romanen Victoria



Så vist som et menneske med den tillid, det viser

eller begærer, giver mer eller mindre af sit liv i den

andens hånd, så vist hører fordringen om at tage vare

på det liv med til vor tilværelse, sådan som den nu

engang er. Hvor meget eller hvor lidt der står på spil

for et menneske i den tillid, det viser, er selvsagt uhyre

forskelligt. Det beror på mange forskellige faktorer, på

den enkeltes psykiske konstitution og øjeblikke lige be-

findende, på situationen, der ikke mindst er bestemt af,

hvem og hvordan den anden er. Men hvorom alting er,

betyder det, at der i et hvilket som helst møde mellem

mennesker ligger en uudtalt fordring, uanset under

hvilke omstændigheder mødet finder sted, og hvilken

karakter det har.

K E Løgstrup

Den etiske fordring



11

F O R O R D

En kærlighedshistorie

EN GOD FORTÆLLING, som forfatteren Graham Greene engang har på-

peget det, har ikke en fasttømret begyndelse og slutning; i den levende

historie slås der ned på en gjort erfaring, på et bestemt øjeblik i et menne-

skeliv, der benyttes som udgangspunkt for både at skue bagud og se frem-

ad Den slags nedslag er der et utal af i Renée Toft Simonsens liv, fordi det

har været ekstraordinært eventyrligt, men især fordi hun gang på gang

har genopfundet sin egen person og modarbejdet indgroede forestillin-

ger i andre – og i sig selv – om, hvem og hvad hun er

Hvor begynder historien om Renée Toft Simonsen?

Måske i 1980’ernes New York City, i den loftslejlighed på 74 5th Ave-

nue, hun købte som 19-årig supermodel og fik sat i stand med hjælp fra

Eric Nezhad, en yngre persisk rigmand, der kendte shahen af Iran per-

sonligt og havde en stor, uigengældt forelskelse i den danske kvinde Så-

dan havde mange mænd det i de år Loftet lå i en bygning nær 16th Street,

tæt på Union Square, hvor Andy Warhols berømte kunstatelier, The Fac-

tory, i en årrække huserede Popkunstnerens fabrik var en magnet for ti-

dens halve og hele stjerner frem til lukningen i 1984, og som sådan stod

den i årevis som symbolet på den dystopiske, men samtidig sært glamou-

røse metropol, som Renée Toft Simonsen gjorde til sin i det årti

Der kunne lægges fra kaj et andet sted i samme by, på hjørnet af Cen-

tral Park West og 79th Street, øverst i højhuset Park Belvedere I lejlig-


12

hed 28a, med udsigt over trækronerne, boede John Taylor, bassisten fra

1980’ernes superpopgruppe Duran Duran I en stor del af årtiet var den

kønne, karismatiske og strithårede englænder fast inventar på alverdens

teenagepigeværelser i form af idolplakater og toldfri drømme, men i vir-

keligheden var han kæreste med Renée Toft Simonsen De elskede hin-

anden Han elskede til hendes store fortrydelse stoffer lige så højt Hun

syntes ikke, det var udpræget morsomt, den morgen hun foran deres ho-

veddør nær faldt over en sølvbakke, hvorpå der lå et bjerg af, hvad der lig-

nede kokain Det var blot bagepulver, en gave fra sangeren Boy George,

som boede nede ad gangen, i lejlighed 28c; en spydig kommentar til, hvad

han opfattede som hendes skolepigesnerperi

Historien kunne indledes på den anden side af Central Park, på det

konservative Upper East Side, i den magtfulde modeldronning Eileen

Fords byhus på 160 78th Street, hvor Renée Toft Simonsen flyttede ind

som 17-årig, i 1982, efter at have vundet den prestigefyldte modelkonkur-

rence Face of the 80s Kontrakten med Ford Model Agency lød på to år til at

begynde med og en garanteret indtjening på 100 000 dollar, eller en milli-

on danske kroner i datidens valutakurs Da Ingrid Simonsen skulle under-

skrive papirerne på sin juridisk umyndige datters vegne, tøvede hun “Tell

her I’ll double,” lød det fra Eileen Ford med dennes karakteristiske Long

Island-accent, der får ordet human til at lyde som yooman Det var ikke pen-

gene, der var problemet, det var derimod det at sende sit 17-årige afkom

med de opadstræbende kindben og de blågrå katteøjne til det syndige

Manhattan for at arbejde i en modeindustri med et syn på køn og kroner,

der lå ganske langt fra, hvad der var takt og tone i de venstreorienterede

miljøer i Aarhus, Ingrid Simonsen havde frekventeret i sit voksne liv

Mor, far og de stærke jyske rødder kunne være et lige så oplagt sted

at begynde Alt det og alle de, som har formet hende, gjort hende sart,


men samtidig hård; for tag ikke fejl, Renée Toft Simonsen kan slå fra sig,

uanset om emnet er penge, orgasmer eller feminisme

Som når hun taler om skønhed, om det at være født med særligt hel-

dige gener:

‘‘ Det er ligesom med høje mænd, de får, uanset om det er ret-

færdigt eller ej, mere fisse end lave mænd Medmindre de lærer

at spille guitar Så er det som bekendt en helt anden sag ’’

Ordene falder med slet skjult reference til hendes mand, den 172 centi-

meter høje Thomas Helmig Hendes bemærkelsesværdige ydre, ansigtet,

ville også snildt kunne åbne fortællingen

Og så alligevel Under ethvert af disse Graham Greeneske nedslag,

bag de mange anekdoter om stjerner og stoffer, catwalks og karrierevalg,

skilsmisser og sex, mænd og millioner, er dette først som sidst en historie

om det at finde hjem Dét er den røde tråd i dette farverige kludetæppe:

Renée Toft Simonsens livslange kamp for at finde ud af, hvem hun er, og

for at lære at være et ordentligt menneske, en person, som ikke er styret af

sin angst, men evner at give kærlighed til sig selv og andre Det hele fortalt

af hende selv, i tæt samarbejde med undertegnede Desuden medvirker

en stribe personer fra hendes fortid og nutid i bogen, blandt disse ekskæ-

resterne John Taylor og Kristian Sandvad, stifteren af Ford Model Agen-

cy, Eileen Ford, den tidligere booker og vicepræsident i samme bureau

Marion Smith, forældrene, Jens og Ingrid, søstrene, Heidi og Iben, flere

af de nære veninder, og alle børnene, naturligvis Endelig har Renée Toft

Simonsens mand, Thomas Helmig, bidraget uundværligt til denne beret-

ning i en række åbenhjertige samtaler om den kvinde, han elsker


Sensommeren 2014



15

Spejlbillede

HVAD SER JEG i spejlet? Jeg ser mig selv Det ved jeg ikke, jo, jeg ser

mig selv, i en noget ældre version Ældre end hvad? Jeg synes stadigvæk,

at mit udseende er okay Jeg tænker, at jeg holder mig nogenlunde rent

fysisk, at min hud endnu er pæn Jeg kan godt se, at jeg ikke ser ud, som

jeg gjorde for 30 år siden, det kan jeg sagtens, jeg er ikke smuk på den

måde mere Ikke på den måde Men jeg ser mig selv, og jeg er ganske til-

freds Jeg bemærker oftere og oftere trætheden; hvis jeg har arbejdet me-

get og har været stresset, afsløres det i dag nemmere i mit ansigt, end det

gjorde engang Det oplever jeg også med mine jævnaldrende veninder

Skilsmisser, svær sygdom og sorg, det aflejres i dem – på dem – på en an-

den måde i dag, end da vi var 20 år Det sætter sig fast, bliver til permanen-

te spor, til hud, der synker Jeg synes dog ikke, at noget har sat sig alt for

voldsomt endnu i det ansigt, jeg levede af, da jeg var meget yngre, men

jeg forstår, at det er den vej, det går, og jeg ser bestemt tegnene i spejlet

Alle rynkerne Jeg har ikke så mange dybe af slagsen endnu, der er endnu

ingen tunge furer omkring munden Jeg har dog to tydelige fordybnin-

ger i panden, dem søger mit blik ofte hen imod Understregninger eller

overstregninger af … noget Mine øjenlåg er faldet en smule ned, sunket

mod jorden, og jeg har fine små streger i huden omkring øjnene Jeg har

ingen planer om at få det ordnet Man kan alligevel ikke fikse den slags

Jeg har pæne læber og flotte tænder, synes jeg, de er hvide og regelmæssi-

ge Jeg kan smile stort Det vækker associationer om hvid slavehandel at

sige det højt: ‘Lad os lige se damens bisser ’


Jeg kigger mig selv i spejlet hver dag Registrerer det liv, jeg har le-

vet, i de øjne, der stirrer tilbage på mig Jeg ser mit venstre øre, det vir-

ker umiddelbart normalt, men læner jeg mig ind og ser nærmere på

det, fremgår det, at øreflippen hænger en anelse lavere end på det højre

Når jeg bærer solbriller, sidder de lidt skævt, og rører jeg ved øret, kan

jeg mærke en lille, fortættet ujævnhed Arvæv Den berøring er en evig

påmindelse om en ulykke og en lille pige, som var engang, den fysiske

manifestation af, at vi bærer alting med os, ikke mindst vores barndom

Levet liv mærker os Tove Ditlevsen har engang sagt: ‘Hvad man ikke fik

i barndommen, får man aldrig siden nok af ’ Det er min far, der har lært

mig det citat Han skrev sit litteraturspeciale om hende på Aarhus Uni-

versitet i 1970’erne Hvad fik jeg ikke nok af som barn? Og lige så interes-

sant: hvad fik jeg, den voksne kvinde i spejlet, til sidst nok af?


17

Men

RENÉE TOFT SIMONSEN var pludselig alene En tilstand, hun ellers hav-

de forsøgt at undgå, ja, bekæmpet med hele sit væsen, siden sin tidlige

barndom Hun begyndte at løbe, så snart hun kunne, væk og videre, ud af

mørket, men det med at stikke af fra sig selv går sjældent godt i længden

De fleste bliver indhentet På et tidspunkt, da hun var ung og levede et liv

som højt betalt og ombejlet omrejsende supermodel, tvang et angstanfald

hende til at stoppe op Hun kan godt huske det præcise øjeblik, selvom

hun ikke var klar over betydningen af det, ikke forstod væsentligheden,

i det øjeblik, det skete Det angstanfald var et advarselsråb, det var første

gang, hun mistede følelsen af kontrol, fuldstændig; intet var der at holde

fast i Hun blev tvunget til at se indad i stedet for udad Den proces, det

satte i gang, de valg, hun traf i årtierne efter, inklusive arbejdet med at

overbevise sine omgivelser – og sig selv – om, at hun er mere værd, end

de tror, alle de mange mennesker, som tror ting om smukke kvinder, har

ført hende herhen, så meget ved hun Hen til det her tunge spisebord i

ædeltræ, i den her højloftede herskabslejlighed i det Aarhus, hun er vok-

set op i, ud af og er vendt tilbage til Til præcis denne tidlige efterårsdag,

hvor solens stråler tegner bløde striber af gult lys hen over de renskurede

trægulve og de fyldte, hvide bogreoler og skaber genskin i pejsens glaslå-

ge, mens himlen udenfor er blå af længsel, som den kun er det i det nord-

lige Europa i de ganske særlige uger, da sommeren sygner hen, og efter-

året bider sig endegyldigt fast

Efterår Med ét var børnene vokset fra hende og ud i verden Det


18

moderskab, hun i næsten to årtier havde gjort til det væsentlige, til ker-

nen i sin identitet, smuldrede Den dårligdom, de gentagelser, der i lang

tid havde præget hendes lange ægteskab, stod knivskarpt fremkaldt i det

tomrum, hun og han blev efterladt i Det begyndte for lang tid siden med

de små ting, trivialiteter, gentagelser og kampen om martyriet: hvem

sparker hvem ud af sengen om morgenen? Med egoer, der stødte sam-

men, og før de hver især vidste af det, var der gået årevis, og de var blevet

til to andre mennesker med helt forskellige liv, ensomme sammen, for-

bundne af … hvad? Så besluttede hun at stoppe op At blive skilt, som alle

de andre kuldsejlede par i 40’erne Hun tænkte på sine mange veninder,

de nære og mindre nære, og hvordan hun på et tidspunkt til en frokost

med dem alle sammen havde talt med dem om mænd, sex, kærlighed og

deres parforhold Det havde chokeret hende at høre, hvor mange af dem

der var utilfredse og levede liv stort set – eller helt – uden sex og nærhed, i

tilstande af stilstand, i forhold sandet til i hverdagsbanaliteter og rotteræs

Moderne kvinder og mænd, der på papiret havde det meste, men reelt

kunne knap så meget Det var så forudsigeligt, at det næsten ikke var til

at holde ud Nu også de to, og så kunne de nok så meget være popstjernen

og supermodellen Det var den naturlige konsekvens, afslutningen på et

hårdt år, 2013, der ikke havde handlet om andet end at give slip: at hun

også skulle løsrive sig fra ham, at det på alle måder skulle blive The year of

letting go, som de ville sige det på det sprog, der blev hendes, da hun var 17

år og med et snuptag skiftede Trøjborg ud med Manhattan

Hun havde været i live i tæt på et halvt århundrede, da de sagde or-

det skilsmisse til hinanden I sin tid har hun set og prøvet lidt af hvert,

ikke mindst i sit tidligere liv som model, og i hvert fald langt mere end de

fleste, lige bortset fra at være alene Det er grænseløst for hende Derfor

var det så bittersødt, da fortiden midt i det hele ringede De havde ikke


19

glemt hende Opkaldet var fra et internationalt fransk kosmetikfirma, der

ville have hende til at være ansigt for et af deres produkter i en storstilet

kampagne, som ville indbringe hende et honorar på den gode side af en

million danske kroner for halvanden dags arbejde De fløj hende til Paris,

ud og hjem samme dag, for at spise frokost med The Big Boss Han kendte

hende, da hun var yngre, og han var glad for hende, dengang og nu, j’adore

og alt det jazz Hun sagde nej, om end det var umådelig svært For hun

var den dag, ikke mindst den dag, et sted, hvor hun godt kunne bruge

bekræftelsen, men hun er blevet klogere, og hun ved bedre end nogen

anden, at det er tomme kalorier, de fodrer en med i sådan et fotostudie i

Paris, og en million kroner … “tjoh, men sådan en har jeg,” som hun siger

Det handler om mere end det

Hun har arbejdet med sit ‘jeg’ i årevis, med sin personlighed og sit

liv, med alt det, hun var, blev og er, med sin på en gang skrøbelige og stær-

ke psyke, og hun er kommet alt for langt til, at hun vil tillade sig selv at

synke ned i gamle, trygge, men usunde mønstre og vaner Hun har brugt

hele sin voksne tilværelse på at nå hertil, og hun vil ikke igen drukne sig

i de indlejrede rutiner, et menneske gør til sine, i takt med at tiden gør,

hvad tid har for vane

Hun skrev til ham, de skrev til hinanden, midt i al tumulten om-

kring offentliggørelsen af deres brud, samtidig med de var på forsiden af

formiddagsaviserne og ugebladene Hvis man hører nok ondskabsfulde

ord om sig selv og de mennesker, man holder af, kan man ende med at

komme til at tro på, hvad der bliver sagt Hun havde brug for at minde sig

selv og, ikke mindst, ham om, at deres univers ikke var så grimt, så selv-

optaget, dumt og overfladisk, som det blev tegnet op af sladderpressen

Hun forklarede sig til ham Delte sin identitetsforvirring, sine frustratio-

ner og sin tvivl med ham Hun sluttede med et forsigtigt … “men!” Hvad


nu hvis? Størst er kærligheden, som apostlen Paulus skrev i sit første brev til

korinterne, og han fortsatte med de berømte ord: Om jeg så taler med men-

neskers og engles tunger, men ikke har kærlighed, er jeg et rungende malm og en

klingende bjælde …

Det havde hun altid været klar over, at Paulus havde ret, omend det i

hvert fald i de unge år sjældent var apostlene i Biblen, men oftere den lak-

sefarvede engelske dronning af triviallitteraturen, Barbara Cartland, hun

læste med bankende hjerte, fordi netop Barbara Cartland evnede at sætte

ord på den banale romantiske længsel, hun følte som teenagepige Siden

blev hun klogere, på godt og ondt, men at det var kærligheden, det hand-

lede om, det her menneskeliv, havde hun aldrig betvivlet Kærligheden

til familien, verden, mennesket og sig selv Til ham …? Det var ikke sådan

her, det skulle være, men sådan blev det, den lange sensommer i 2013

Hende alene i verden, på trods af at det var nøjagtig den tilstand, hun, lige

siden hun var en lille pige, havde været på flugt fra og for alt i verden hav-

de forsøgt at undgå


Renee - At finde hjem

Documents