Rapportskabelon - dansk · Web view2/51 Alexandra Instituttet A/S Åbogade 34 DK-8200 Århus N T +45 70 27 70 12 F +45 70 27 70 13 Eva Bjerrum og John Brøndberg Simonsen, Alexandra

Rapportskabelon - dansk

2/51

Hjerl Hede

En brugerundersøgelse

Eva Bjerrum og John Brøndberg Simonsen, Alexandra Instituttet A/S Åbogade 34 DK-8200 Århus N T +45 70 27 70 12

F +45 70 27 70 13 www.alexandra.dk

Indholdsfortegnelse

1.Brugerundersøgelsen3

2.Indgangen6

Indgangen – hvor går de besøgende hen?7

3.Levendegjorte håndværk10

Smeden10

Mejeriet11

Maleren12

Skomageren13

Bødkeren14

Karetmageren15

Drejeren15

Vandmøllen16

Stubmøllen18

Savværket18

Tørvefremstilling19

Præstegårdens historiske retter20

Væveren21

Landsbykroen22

Sulegården23

4.Inddragelsesaktiviteter23

Skolen24

Historisk legestue25

Inddragelse i produktion af tælleprås m.m.27

Trælegetøj29

Gamle lege på legepladsen30

Keglebanen30

Væltepeter og stylter31

Legepladsen31

5.Stenalderbopladsen32

6.Butikkerne35

Købmanden36

Bageriet37

Andre kombinationer af levendegørelse og salg39

Opsamling om butikkerne39

7.Atmosfæreskabende omgivelser og aktiviteter39

Skyttegården39

Frokostområdet40

Toget41

Hestevognen41

Haverne og dyrene42

8.Nogle generelle ting/temaer på Hjerl Hede42

Kommunikation på Hjerl Hede45

“Ikke-gæsters” oplevelse af Hjerl Hede47

Levendegørelse og formidling48

9.Formidlingsaktiviteter og tiltag der kan styrke den gode oplevelse?50

1. Brugerundersøgelsen

I sommeren 2010 har Alexandra Instituttet gennemført en brugerundersøgelse på Hjerl Hede.

Formålet med undersøgelsen har været at undersøge

· Og dokumentere forskellige brugergruppers ageren på Hjerl Hedes Frilandsmuseum

· Og kortlægge i hvilket omfang grupper forbliver sammen under besøget

· Hvorledes samspillet mellem børn og voksne udspiller sig

· Hvilken rolle det sociale samvær spiller

· Brugernes forventninger og behov og udbyttet af museets levendegørelse

· Forskellige og typiske brugergruppers anvendelse af museet

· Hvordan involverende formidlingsaktiviteter virker i forhold til målgruppen

· Hvad der virker attraktivt og ikke attraktivt på forskellige brugergrupper

· Hvilke aktiviteter, der fungerer og hvilke, der falder udenfor brugernes interesse

· Hvilke elementer fremmer den attraktive værdi for de besøgende og styrker oplevelsen og udbyttet?

Og på den baggrund at:

· Opstille forslag til udvikling af formidlingsaktiviteter

· Anbefale tiltag der kan styrke den gode oplevelse

Metode

Undersøgelsen har været gennemført som et feltarbejde i juli og august måned 2010 under sommerlevendegørelsen på Hjerl Hedes Frilandsmuseum.

Feltarbejdet blev forberedt ved, at materiale fra de seneste fem års kvantitative brugerundersøgelser, som er udført på Hjerl Hedes Frilandsmuseum, samt materiale fra Hjerl Hedes Frilandsmuseum fra den nationale brugerundersøgelse i 2009 blev gennemgået. Endvidere orienterede vi os i de aktiviteter, der skulle foregå i sommerlevendegørelsen og i den kulturhistoriske baggrund for aktiviteterne.

Eftersom undersøgelsen skulle tegne et billede af forskellige brugergrupper, skitsere profiler for typiske besøgende på Hjerl Hede, baseret på iagttagelser af brugernes adfærd, samt dokumentere deres brug af museet og deres oplevelse af museets formidling i sin samlede helhed, skete der ikke på forhånd en udvælgelse af informanter og brugere til undersøgelsen. Udvælgelsen skete efter besøget og ud fra kriterier, som løbende blev defineret og revurderet undervejs i forløbet.

Observationer

Den del af undersøgelsen, der blev gennemført som feltarbejde, byggede på etnografisk inspirerede metoder:

· Indledende observationer

· Deltagende og passiv observation

· Korte åbne interviews med gæster

· Interviews med formidlere

Bortset fra de indledende observationer skete brugen af de øvrige metoder i en vekselvirkning gennem forløbet, således at nogle interviews gav inspiration til fokuserede observationer, og omvendt at observationerne gav anledning til nye åbne spørgsmål til brugere og formidlere.

De indledende observationer havde karakter af overordnede og beskrivende observationer, hvor vi fulgte andre besøgende rundt i museet. Hensigten var her at beskrive den overordnede scene, som den tog sig ud for forskellige grupper. Hvilke ruter, de valgte rundt i museet? Hvor de gjorde ophold og hvor de passerede hurtigt forbi? Hvordan grupperne interagerede indbyrdes og i forhold til udstillingerne og formidlingsaktiviteterne? Formålet med de indledende observationer var at opnå et helhedsindtryk af museet og registrere de forskellige stemninger. Her var de overordnede træk ved museet og brugernes adfærd i fokus.

De overordnede beskrivelser blev ledetråde til mere selektive og fokuserede observationer, hvor der f.eks. skete en udvælgelse af bestemte aktiviteter og steder. Og det var temaer, som f.eks. samspillet mellem børn og voksne i relation til udstillinger og levendegørelse eller samspillet mellem personalet og brugerne på udvalgte steder på museet.

Passiv og deltagende observation blev gennemført i en vekselvirkning i løbet af feltarbejdet. I den deltagende observation bevægede vi os rundt som turister på museet og fulgte de besøgendes adfærd, bemærkninger og diskussioner. Vi foretog den deltagende observation i fællesskab i begyndelsen af feltarbejdet, fordi der stort set ikke var enlige gæster på Hjerl Hede.

Ved den passive observation placerede vi os på udvalgte steder, hvor vi kunne observere, hvad der skete uden at de øvrige gæster oplevede vores tilstedeværelse som “unaturlig”. Vi sad på en bænk og skrev i en dagbog, læste tekster på huse eller vægge eller kiggede sammen med større grupper på levendegørelsesaktiviteter. Den passive observation rummede en guldgrube af information om forskellige gruppers ageren på museet, af konkrete udstillingsgenstande og af levendegørelse og inddragelsesaktiviteterne. Resultaterne af de indledende observationer og passiv og deltagende observation er beskrevet gennem forskellige episoder/små historier i rapporten.

Interviews

Vi har gennemført 86 interviews med besøgende på Hjerl Hede. Alle interviews er gennemført efter besøget umiddelbart udenfor selve Hjerl Hede. Typisk da gæster var på vej hen til parkeringspladsen.

Vi valgte, efter at have set hvordan besøgende bevægede sig rundt i området, at udskyde interviewene til “de besøgende” var ude fra området. Vi havde overvejet at udføre nogle af interviewene inde på Hjerl Hede-området, men fravalgte det igen, da vi mente, at det ville være en stor indgriben i gæsternes oplevelse.

Vi valgte at gennemføre små korte kvalitative interviews frem for at bruge spørgeskemaer. Vi stillede de samme seks åbne spørgsmål på dansk, engelsk og tysk:

· Hvordan har du/I fundet frem til Hjerl Hede?

· Hvilke forventninger havde du/I til besøget inden du/I kom? Dette spørgsmål ændrede vi efter knap 25 interviews: Hvad synes du/I er det særlige ved Hjerl Hede?

· Hvad synes du/I om levendegørelsen?

· Har I selv prøvet/deltaget i noget?

· Hvordan har I oplevet besøget?

· Har I ideer eller forslag til hvordan oplevelsen kan forbedres?

Vores forventning var, at vi med de åbne spørgsmål kunne få de besøgendes egne ord og vinkler i stedet for forudbestemte svarkategorier som i en spørgeskemaundersøgelse.

Vi tog referat af svarene direkte på et interviewskema, og efterfølgende lavede vi opsamling og analyse.

Hvem interviewede vi?

Interviewpersonerne blev udvalgt i den rækkefølge, de kom ud af hovedindgangen og gik mod parkeringspladsen. Vi var to personer, der foretog interviews 5 gange og typisk mellem 5 og 10 interview pr. person/gang. Det blev til i alt 86 interviews. Enkelte gange udsøgte vi os specielt udenlandske besøgende, så vi også fik dem repræsenteret. I de fleste tilfælde var det tyskere, men også enkelte englændere, nordmænd og svenskere.

Interviewene var åbne, og vi søgte bevidst at inddrage flere i besvarelserne og meget gerne at evt. børn også kommenterede på spørgsmålene.

Grupperne havde meget varierende størrelser. Ofte var der flere, der bidrog i interviewet, både voksne og børn.

Desuden lavede vi en række interviews med aktører og ansatte på Hjerl Hedes Frilandsmuseum som baggrundsinformation. Her spurgte vi bl.a. til, hvilken oplevelse gæsterne skulle have på Hjerl Hede og hvordan aktørerne så på interaktionen med gæsterne.

Og endelig valgte vi at interviewe 12 familier med børn, som ikke har været på Hjerl Hede for at høre deres opfattelse af stedet.

Synspunkter og holdninger fra interviewene er skrevet ind under relevante temaer i rapporten.

I vores rapport anvender vi episoder til at beskrive forskellige typiske hændelser forskellige steder på Hjerl Hedes Frilandsmuseum. Undervejs i feltarbejdet har vi skrevet en lang række episoder, små korte historier, som beskriver forskellige brugergruppers adfærd, dialog og interaktion med ansatte på museet. Vi har valgt episoder ud, som viser typiske problemstillinger i forhold til gæster, formidlere og steder. Episoderne er således ikke en bedømmelse eller en karakteristik af hver enkelt levendegørelsesaktivitet, men derimod nogle typiske hændelser, vi har iagttaget eller temaer, som vi mener, museet kan arbejde videre med.

2. Indgangen

Når man kører ind på Hjerl Hedes parkeringsplads, ses indgangen helt tydeligt, og når man kommer ind i Visitorcentret ledes man naturligt hen til billetområdet. Her betales og her udleveres en brochure med et kort over Hjerl Hede og dagens program på dansk, engelsk og tysk i en fotokopi. På skranken ligger også materiale, man kan købe, hvis man gerne vil deltage i en skoletime. Lige efter billetområdet befinder man sig i Visitorcentret, som er en stor “indgangshal” med museumsbutik og café. I den åbne hal findes et par udstillingsmontrer og en tavle med tidspunkter for at deltage i “skole i gamle dage” eller andre oplysninger som f.eks. “Ta’ med Hyrdedrengen på tur”.

Mandag den 2/8 står på tavlens ene side “Ta’ med hyrdedrengen på tur” som set ovenfor; på den anden side annonceres “Deltag i skolestue kl. 12.30, 13.30, 15.00”.

Ind på området

Når man er gået igennem Visitorcentret, kommer man ud i fri luft og ledes naturligt til højre, hvor gangen snævres lidt ind indtil man træder ind på selve området og mødes af et åbent panorama over en svunden tid.

Tæt på er en gammel købmandsbutik, som den toppede brostensvej leder hen imod. Lige frem er et kig ud over området mod en stubmølle et godt stykke væk over en mark med dyr, en gammel stråtækt gård og et lille hønsehus med høns. Det er fuldstændig som at bevæge sig ind i en anden tid. Stilheden, duften, udsynet og de gamle bygninger.

Selv på dage, hvor der er mange besøgende, virker billedet. For området er så stort, at besøgende fordeles i en flydende strøm uden at det virker overfyldt.

Indgangen – hvor går de besøgende hen?

Vi har set på, hvilken retning de besøgende tager, når de er kommet ind på det store område som Hjerl Hede udgør. Vi har foretaget optællinger på forskellige dage i sommeren 2010 i ca. 15 minutter af, hvor mange der vælger en af de 3 “veje” som umiddelbart er tilgængelige, når man kommer ind på området. Alle optællinger er foretaget mellem 11 – 13 og alle på dage med levendegørelse. Der kan være en smule forskydning, hvis hestevognen har været der, fordi der så vil være flere besøgende optalt mod Sulegården.

Hvilken vej vælger de besøgende

Retning

Mejeri/Skyttegård

Stenalderboplads

Sulegård

Procent

56

32

12

Tendenserne er ganske klare. Langt hovedparten af de besøgende starter med at gå i retning af Mejeriet, Skyttegården og frokostområdet. Men der er dog også ca. en tredjedel, der vælger retningen mod Stenalderbopladsen. Der bruges ikke lang tid på at finde retningen. Uanset om man vælger den ene eller den anden retning, sker det sjældent på grundlag af en større diskussion i den gruppe, man tilhører.

Ved indgangen til selve frilandsmuseet ses forskellig adfærd. Nogle kommer ind og bevæger sig scenevant af sted, andre stopper op ved skiltene og kigger. Det er interessant, at det ofte er en person der tager teten og siger: “skal vi gå den vej eller den vej” og uden en beslutning træffes med ord bevæger gruppen sig pludselig i den ene eller den anden retning. Der kan være en tendens til at gå til højre, fordi flest skilte peger den vej, og fordi mange medbringer køletasker og frokostkurve.

Det er de færreste, der kigger på det udleverede kort, når de står ved indgangen.

“Jeg plejer kun at være her til jul, der ser det meget anderledes ud”, siger en kvinde fra en større gruppe. “Højre mod legepladsen. Lad os placere klapvognen her, den er træls at gå med”, siger en mand til sin kone. Datteren kravler op af klapvognen og faderen tager hende i hånden, mens moderen skubber klapvognen ind til siden. De går over og kigger på hønsene. “Vi skal ned i stenalderbyen først. Det er til venstre”, siger en mand. “Skal vi herned af”?, spørger en mand. “Ja vi tuller ned og får noget mad”. “Var der nogen der sku op å kør, så holder jeg lige her”, råber kusken. En gruppe går hen mod hestevognen, børnene løber. “Hvor skal vi hen”, spørger et barn. Børnene læser op af skiltene. “Far, der er flest ting den vej”. “Højre, madpakkehuset, den vej”, siger en mand. Lige nu er der fredfyldt.

Indtrykket af gruppestørrelser er varieret, men meget ofte er der tale om grupper, som ser ud til at spænde over flere generationer – bedsteforældre, forældre og børn.

En lille gruppe på fire voksne står og kigger på det store kort, peger og snakker. En gruppe på 9 personer, både voksne og børn går med fårehyrden – han taler engelsk til dem. De fleste der kommer ind af indgangen går til højre – direkte op med køletasken. “Vil I op å kør - der er ledige pladser”, råber kusken. Der er to voksne og to små børn, der går op i vognen. De ser ikke ud til at være klar over, at det koster penge.

Der er mange, der kommer ind med trækvogne og køletasker. En gruppe står stille og kigger på alle skiltene: “Næsten alle pile peger den vej”, siger en mand. Hele gruppen går til højre. Et hollandsk par med to børn står længe og kigger på skiltene: “Var der nogen der sku op å kør, der er endnu ledige pladser”? Det hollandske par kigger uforstående på hinanden og går til venstre. “Skal vi bare svinge til højre eller hvad”? Gruppe på 4 voksne og et barn går til højre. En bondepige kommer forbi med en kurv på armen. “Skal vi gå den vej eller den vej”. Kvinde peger til højre og til venstre ud for skiltene. De er en gruppe på 3 voksne, der går til højre. “Dass ist mich egal”. En bonde kommer forbi med en bør. Den tyske gruppe på to voksne og tre børn går til højre. “Warte mal, guck mal!” Ny gruppe på 2 voksne og et barn går til højre. Fire voksne med en hund står og kigger på skiltene. Lidt væk fra skiltene står en kvinde og taler i mobiltelefon og guider nogle mennesker til Hjerl Hede. “Hvilken vej skal vi tage”? De to voksne går til højre.

På bænken lige inden for indgangen sidder et tysk par og kigger på det udleverede kort. Deres søn sidder ovre og kigger på hønsene. En udklædt aktør går forbi med en trækvogn: “Guck mal”, siger kvinden. “Schön”. “In eine halbe Stunde startet die aktivitäten”, siger manden. De kigger på kortet ,og de kigger på sønnen og nyder det stille og roligt på bænken i solen. En gruppe på 4 kommer hen til skiltene. “Der står ikke noget om nogen skole på skiltet”, siger en. En anden kigger på papirkortet: “Her er den”. “Kan man ikke bare møde op til en time”?, “Nej, der var noget med, man skulle købe… jeg tror det var klokken 1.” “De får smæk, når de ikke sidder stille”, siger en. En mand går ind og kommer tilbage og siger til et af børnene: “12.30 til du skal i skole, så kan du mentalt forberede dig på at sidde stille”. “Var der nogen der sku op å kør, så holder vi lige her”. Tysk par med søn kigger over på hestevognen. De går over og går op. Et par går over til vognen og kigger: “Ska’ vi ta’ den her? Det koster 20 kroner, så får vi en forklaring”? Mor kommer løbende med to børn: “Det er hestevognen, skal vi nå at tage den”?

“Var der nogen der sku op å kør, der er endnu få ledige pladser”? En gruppe på 6 står og overvejer: “Sku’ vi vente med at tage den til næste gang – så kan vi køre op til skyttegården. Sidst vi var her, glemte vi en kasket i præstegården. Den vil vi lige ned og have først. Par sætter sig på bænk og ryger: “Skal vi ikke starte med stenalderbopladsen”?

3. Levendegjorte håndværk

Smeden

Smedjen ligger ved siden af kroen. Der er et vindue, man kan kigge ind af og døren står åben – og nogle opdager også, at der er en dør, hvor man kan komme ind bag om huset.

Lyden af slagene på ambolten kan høres langt væk, så det bliver også en annoncering af aktiviteten på afstand.

De to smede er lige startet på en hestesko. En dreng trækker blæsebælgen og med mellemrum bankes der på jernet (hesteskoen). Nu banker de begge på skift og i en hurtig rytme på jernet. Og så kommer det tilbage i ilden. To mænd står og kigger på – og de bliver stående mens der flere gange skiftes ud ved siden af dem. En kvinde kommer helt frem og fotograferer – motivet er drengen ved blæsebælgen. En mand siger til en anden: “Jeg har prøvet det en gang på skolen – nu er det bare vvs. Man prøver det ikke engang”, siger han. “Det kan vi også”, siger en af smedene. “Er der ikke meget klang i ambolten”, spørger en mand. “Det skal der være”, siger den ene smed, “ellers er det ikke til at arbejde med. “Skal vi ind og se at de banker”, siger en moder til sin ca. 3-årige søn. Der står allerede en gruppe på ca. 6 personer i den lille smedje helt tæt på ambolten. En far med et barn på armen. En mor og 3 større børn (10-12 år). De siger ingenting – kigger bare. “Tag det roligt”, siger smeden til drengen ved blæsebælgen og hiver igen jernet ud. Nu bruger han et specielt jern til at lave en rille i hesteskoen. Den ene smed holder sko og jern, mens den anden slår med forhammeren. Der er mange nu – både ude og inde og på forsiden og fra bagsiden. De fleste står der ikke så længe, men forsvinder igen efter at have kigget på i kort tid. En kone spørger smeden om en smedet kniv, der ligger udstillet. “Det er en konekniv”, siger smeden, “den brugte konerne til at flå dyrene, når manden kom hjem fra jagt eller fiskeri. Den her er lavet efter en gammel model”, siger smeden og holder den frem mod kvinden. “Mærk en gang hvor skarp den er” – “Ja, for søren”, siger kvinden. “Den er lavet af noget godt stål. Derfor”.

Der er seks personer inde i smedjen, både voksne og børn og en voksen står udenfor og kigger ind ad vinduet. En mand tager billeder gennem ruden. Han går videre straks efter. En anden mand går hen og kigger ind af vinduet. Han går straks igen. En pige kigger ind af vinduet, går rundt om huset og ind ad døren og straks ud igen. Så kommer der tre personer ud af smedjen. En mor er tilbage med sin datter og søn. Hun siger til sønnen: “Vi går lige i 5 minutter, så kommer vi tilbage og henter dig”. En dreng står tilbage derinde og kigger begejstret på ilden: “Hvor varmt er der”, spørger han og “er hesteskoen snart færdig”?

Der er 2 voksne, der står og kigger ind af vinduet. Der er 3 ældre mennesker, der står og kigger ind udenfor døren. Den ene har en hund i snor og indenfor er der helt fyldt med mennesker.

Der er en familie på 4, der går forbi. “Vi kan altid komme tilbage senere”, siger moderen. To drenge kommer ud med en hestesko. “Ja, ja, det er din i kobber”. En familie på 4 kommer ud, og lidt efter kommer tre voksne ud. En barn, på vej ind med far og mor, siger: “Jeg tror det er 25 for en hestesko”. Der er hele tiden mange inde hos smeden, og lige så snart nogle kommer ud, er der andre der går ind. En dame læser op af skiltet udenfor på tysk. Lige nu står 5 i kø udenfor, og der er 11 personer inde hos smeden. De står ganske tæt, og der er ikke nogen der er gået bagind.

En anderledes levendegørelsesaktivitet hvor to smede arbejder tæt og rytmisk sammen. Dette samspil er særligt. De besøgende er tæt på og i øjenhøjde med det der foregår. Man kan høre smedene snakker sammen. Der er mulighed for at stille spørgsmål, hvis man vil det eller man kan bare stå og se på og nyde det tætte koordinerede samarbejde. Man kan følge arbejdet fra forskellige vinkler afhængig af, om man kommer ind foran i huset, ved bagindgangen eller kigger ind gennem vinduet.

De fleste gange vi har været ved smeden har der været en del mennesker og rummet foran smedene er ikke ret stort. Flere gange falder børn i staver og kan stå rigtig længe og bare kigge fascinerede på ilden og de to smedes arbejde, og vi har flere gange oplevet forældre eller bedsteforældre sige til børnene, at: “Nu må vi vist se at komme videre”.

Mejeriet

Et kig ind i mejeriet foregår fra et plateau, hvor man går op ad en trappe og så kan kigge ind og ned på mejeriet gennem nogle tremmer. Om middagen er mejeristerne ved at forberede dagens produktion af mælk, kærnemælk, fløde, smør eller andre mejeriprodukter, og der foregår en del forberedelse til produktionen. Mejeristerne går rundt, der er skramlen med spande og der sættes gang i dampmaskinen.

Der er en del mennesker, der går op ad trappen og kigger ind. Der er ikke nogen, der læser på skiltet. De to mejerister går rundt og arbejder. De kommunikerer med enstavelsesord til hinanden, men de siger ikke noget til de besøgende. Der står et ungt par med en lille pige foran gitteret og kigger ind. Moderen kender noget til mejeribrug, så hun peger på de forskellige maskiner og forklarer manden og datteren, hvilke processer, der foregår hvor. Et par med hund går op ad trappen og kigger ind. De står der ganske kort, og så går de ned igen og går videre. Et andet par kommer op og kigger ind kortvarigt og går ned igen og går videre. 3 voksne kommer op og kigger ned. En siger: “Sikke da en sur lugt”, de går ned og går videre. En far går op med sin søn. Tager et billede og de går ned igen. 3 voksne og et barn kommer til. Mor læser højt fra skiltet inden de går op og kigger ind. Lige nu er der 10 personer på podiet, og det ser ud til at være lidt svært at komme til. Nogle står bag hinanden. En gruppe på seks går forbi. Et par går forbi. Et par mere går forbi. Børn løftes op så de kan kigge ind. En familie på 4 går forbi. En gruppe på seks går op og kigger ind. En kvinde siger: “Bedstefar ku’ li sennepssovs og klipfisk”. De går ned igen. En familie på fire kommer op, to voksne og to børn. Faderen forklarer: “Her kerner de smør”, “Her skummer de fløde”. Moderen siger: “Det dufter sødt”. De går ned. Tre voksne går op, kigger ind og går ned igen.

Mejeriet er nede i niveau, så man er ikke i øjenhøjde med mejeristerne og tit er der en skramlen med spande (og andre lyde) der gør, at det på nogle tidspunkter er svært at kommunikere med mejeristerne.

Distancen fra dør og vindue indbyder ikke til snak. Der kan være en tendens til, at hvis for mange står et sted, går andre forbi, fordi de måske kan se, at det er svært at komme til? De færreste bemærker, at man kan gå tættere på ved at gå om på bagsiden af huset – og om eftermiddagen kan man være heldig at få en smagsprøve på smør eller kærnemælk.

En gruppe med 2 voksne og 2 børn går op på trappen til mejeriet. Kigger ind – men går videre efter meget kort tid. De hører en mejerist gå og fløjte højt, mens han forbereder dagens arbejde. To ældre går op på trappen – men også de går hurtigt videre uden at snakken sammen.

“Kom her Cecilie – her er mejeriet”, siger en far til en pige på 8-10 år. De kigger men går med det samme videre mens faderen fortæller at de sikkert skal have gang i produktionen og lave smør og ost. “Det kan vi sikkert se senere”.

Det samme billede viser sig med mange grupper. Enkelte standser og læser beskrivelsen af mejeriet på muren. Der er også mange grupper med hunde, trækvogne, der er fyldt med frostbokse og madkurve, små og store børn og i alle aldersklasser der går forbi uden overhovedet at gå op på trappen for at kigge ind. Mejeristen fløjter stadig.

Maleren

I landsbymalerværkstedet kan man se malerens arbejde og nogle af de produkter, han bruger.

Maleren har mange besøgende – og mange der har en holdning til brugen af linolie – også når de argumenterer med egne erfaringer.

“Håndtaget på min skovl, der fungerer linolie godt. Måske er der lidt petroleum i”. Maleren fastholder at udendørs, der vil linolie være mad for svampe og svampesporer. “Linolie er et godt bindemiddel, men hvis det skal bruges udendørs, så skal der noget i som kan slå bakterier og svampesporer ihjel. I gamle dage var det bly og mønje”. En besøgende spørger, om det er grunden til, at man i den ejendom, hvor han bor, kan opleve at nogle af de gamle vinduer er i bedre stand og mere friske i træet end de nye. Maleren siger, at man i gamle dage ofte brugte blyhvidt – “det må man ikke mere – men det kan være forklaringen. De nye begynder nogle gange at blive mørke før de gamle – det er fordi blyhvidt ikke er slebet helt af.”

Maleren fastholder nogle besøgende til fortællingen om linolie og blyhvidt, men ganske mange kigger bare ind og går så videre.

Der står en ældre mand inde ved maleren. Maleren er i fuld gang med at fortælle om rensning af vinduer i gamle dage til den ældre mand. Der kommer en gruppe på 3 voksne og to børn hen til maleren. De står lidt i døren og kigger ind, og kort tid efter går de videre. Lidt efter kommer en gruppe på 4 og kigger i døren. De lytter lidt med, og så går de videre uden at gå ind. En familie på 4, to voksne og to børn, står udenfor maleren. “Hvad har vi her, Mona,” spørger manden. “Maler”, svarer hun og går lidt videre. Han går ind, og hun stiller sig hen i døråbningen med børnene. Han kommer ud igen, og familien går videre. Maleren er stadig i gang med at fortælle om vinduer til den ældre mand. De er nu alene igen og midt i intens dialog, hvor den ældre mand spørger ind og maleren forklarer. En gruppe på 4 voksne kigger ind og går forbi.

Det er interessant, at så mange går videre, mens maleren og den ældre mand har deres samtale. Det virker som om andre af høflighed ikke vil bryde ind i den “private dialog”.

Skomageren

Skomageren befinder sig i samme hus som maleren.

En gruppe kommer hen til skomageren. En går ind og kigger. Hun kommer ud og siger: “Der er ikke nogen”. Hele gruppen går videre. To voksne kommer forbi, den ene kigger ind og kommer hurtigt ud igen. Der går 10 minutter hvor der intet sker, så kommer et par forbi, den ene kigger ind og kommer hurtigt ud igen.

Skomageren sidder i sit lille aflukke med et stearinlys placeret under en glasklokke med vand. Skomageren fortæller, at lyset kan blive koncentreret gennem klokken så man kan se at arbejde også med detaljer. “Kolben virker som et brændeglas og kan koncentrere lyset på et mindre område. På store værksteder kunne det være indrettet, så 4 mand hver havde en glaskolbe sænket ned og alle fire fik lys fra det ene stearinlys. På den måde kunne man arbejde selv om det blev mørkt og alligevel spare på lysene”.

Mens han fortæller om kolben til et ældre par, kommer mange ind i værkstedet – de fleste står et øjeblik og hører på, men går så ud igen. Enkelte bliver stående og stiller nye spørgsmål, og i løbet af få minutter når han langt omkring, mens han fortæller om læste, om hæle og træpløkker og håndsyet i forhold til maskinfremstillet. “Hvis man skulle fremstille et par sko i hånden i dag, ville de nemt løbe op omkring 12000 kr.”. Da en besøgende kommenterer på beløbet siger skomageren, at “i gamle dage ville prisen være relativt større. Man skulle regne med mindst en månedsløn – men det er der jo slet ikke tale om med prisen i dag”.

Et barn spørger om hans krøllede skæg, og han siger, at hans kone synes det er pænt – “og så længe det er tilfældet så beholder jeg det”.

I gamle dage var der 5 bredder på fodtøjet, men i dag finder man sig i at der kun er en bredde. Dengang fik man sko der passede lige nøjagtigt til ens fod og den måde foden ændrede sig på gennem livet.

Skomagere er et håndværk, der også findes i dag, men remedierne fra dengang giver en god dialog om faget før og nu.

Bødkeren

I bødkerværkstedet er udstillet en masse produkter, som kendetegner bødkerens arbejde.

Der er ingen i bødkerens hus. Men der er arrangeret en udstilling af arbejdet – dritler, trækar i forskellige størrelser – og ikke mindst forskellige former for værktøj. Jeg starter på at fotografere – noget af værktøjet er meget fotogent – træhåndtag og underligt formede klinger – og ikke mindst bærer værktøjet præg af at være brugt flittigt.

Mens jeg fotograferer kommer bødkeren. “Nå, du fotograferer nok værktøjet” – “Ja, jeg synes jo, det ser spændende ud, men jeg ved jo ikke hvad det skal bruges til” - og den konversation starter en længere fortælling, forevisning, forklaring og gennemgang af hvordan arbejdet foregår. Udgangspunktet er tilpasning af stave til et kar som står på gulvet. Imens er der en del besøgende der kommer ind og hører med. Mange går igen efter at have hørt med et øjeblik. Andre bliver et stykke tid inden de går. Der er ingen af de øvrige tilhørere, der prøver at spørge videre på de forklaringer og fortællinger som aktøren giver. “Fortælleren” gør sig umage med også at henvende sig til andre – øjnene glider rundt på alle der kigger på, mens han fortæller. Mindst 10 personer følger dele af fortællingen – og der er flere “åbninger” for at komme med spørgsmål.

Der er mange personer, der følger med i samtalen mellem ”bødkeren” og en besøgende. I dette tilfælde er der ingen, der stiller flere spørgsmål. Det kan både ses som høflighed, hvor man ikke vil bryde ind i noget som opfattes som en privat samtale. Men det kan også ses som et eksempel på hvordan man som besøgende kan få fortællinger om arbejdet og brugen af værktøjet uden selv at stille spørgsmål

Der er 8 personer inde i bødkerhuset, og 3 har taget opstilling udenfor det åbne vindue. Der kommer en gruppe på 3 forbi. De kigger ind og går videre. Personerne udenfor vinduet går videre. Der høres snak indefra huset. Lidt efter kommer de 8 personer ud, kigger sig lidt omkring og går videre. Nu er der ikke nogen.

Karetmageren

Karetmagerværkstedet og drejeren er i et hus lige overfor præstegården.

Der står tre voksne inde hos karetmageren. “Det er ikke det første værksted, jeg har set med træ”, siger den ene. Karetmageren forklarer, at han må lave noget forarbejde inden, fordi der ikke er afskærmning ved maskinen i karetmagerværkstedet, og at det er for farligt. Der er en mand, der stiller en masse faglige spørgsmål; de andre 2 går ud. “Ja, det er for, at det ikke trækker for meget fugt”, siger karetmageren. “Det var sådan en, Røde kørte med i Matador.

“Hvad med alle jer, der løber rundt - får I løn?”, spørger manden. “Nej, vi får mad”. Han fortæller lidt om det frivillige arbejde, hvordan det planlægges et år frem, og så går han videre til at snakke om værkstedet”. “Julen er den skønneste tid, så brænder vi også gran af, så det får den rigtige duft af jul

Her er et eksempel på, at en dialog monopoliseres af en besøgende, som har faglig indsigt og behov for at vise sin kunnen.

Drejeren

Man kan komme ind til drejeren og stå bag et rækværk og følge med, mens drejeren arbejder forskellige steder i værkstedet. Eller man kan stå udenfor vinduet og se selve drejeprocessen.

En dreng på ca. 10 år får lavet en fløjte. “Er du spejder?” Drengen nikker. “Så ved du godt hvad det er for et knob, jeg skal lave med snoren, så den ikke går op” – og han begynder på at lave knobet – “et råbåndsknob”, siger drengen – “Selvfølgelig – og hvis det så går fra så er det fordi du er kommet til at lave en kællingeknude”, siger drejeren.

En pige på ca. 12 år kigger på et stykke trælegetøj – det ligner et æggebæger på toppen af en pind, og det har desuden en lille kugle i en snor. “Hvis du kan få kuglen i hul første gang – så får du en fløjte”, siger drejeren.

Pigen står og koncentrerer sig og får kuglen til at svinge langsomt – og så – hun fanger den med “æggebægeret”.

“Sådan”, griner drejeren. “Hvad for en fløjte vil du have”? Hun vælger en og drejeren rækker den til hende, og hun sætter snoren om halsen og prøver den. Den virker.

Drejeren spørger 3 drenge der også har kigget på – “Hvad så med jer kan I også få den i første gang”? De prøver alle tre – og trods opbakning fra forældre og bedsteforældre lykkes det ikke. “Prøv igen” – siger drejeren – heller ikke denne gang lykkes det for nogen af drengene.

Drejeren får legetøjet tilbage og viser hvordan man også kan gøre det ved at få kuglen til at gå lige op og gribe den med bægeret. “Måske var det bare held – jeg prøver igen” – og lykkes igen. Drengene får lov at prøve igen. “Det går bedre” – men ingen af dem lykkes med at gribe kuglen i bægeret. I stedet får de en trøstpræmie i form af et bolsje fra en dåse, drejeren finder frem under disken.

Den næste gruppe på 4-5 personer kommer ind – og der er ved at være tæt i det lille aflukke foran drejerens arbejdsplads. ”Nu skal jeg vise jer hvordan man laver en fløjte. Han henvender sig til børnene – fløjten er gemt herinde i det her stykke træ. Og han henvender sig både til de, der står inde i aflukket, og til den relativt store gruppe, der står udenfor og kan kigge på gennem det åbne vindue.

“Drejebænken her bliver 100 år næste år – den er fra 1911”, fortæller han. “Hvad er det for noget træ”? “Birk”. Mens drejeren fortæller, er han begyndt arbejdet, “og det er med indbygget tyverialarm”, fortæller han, mens han med et specielt formet stemmejern får lavet en lille ring. Han fæster et stykke sandpapir på indersiden af ringen og sliber den også på bagsiden. Hele tiden mens han arbejder fortæller han om hvad det er han gør. Til sidst sliber han med sandpapir på hele den udskårne fløjte. “Vil du prøve at røre”? - “Ja, den er helt glat”. “Vil du prøve på kinden”? “Ja, den er helt glat”.

“Nu skal vi have lyd på”. Han skærer en lille revne i fløjten med en lille skarp kniv, så der bliver hul ind til den hule der allerede var lavet i træet. “Tror I det virker”? “Ja”, siger en dreng – drejeren blæser ind i hulningen. Det giver bare en blæselyd og ingen fløjtelyd. Drejeren siger til børnene, at de kan komme helt ind og se –“så står de voksne ikke i vejen”. 3-4 børn kommer ind. Og han siger, at de skal have hullet gjort mindre. Og han sætter et lille stykke forberedt stykke rundtræ ind. Så banker han let. Sådan – så har vi en lille revne at blæse ind. “Tror I den virker nu”? – “Ja”, siger de alle sammen. Drejeren blæser – og ganske rigtigt – en god fløjtelyd. “Nu skal vi bare have den skåret til”. Drejeren skærer enden af fløjten, så den får en mundret spids – “lige til at puste i. Og en snor skal der i”.

Udenfor står der to piger og øver sig i at fange en kugle i en snor i et æggebæger.

En dreng kommer for at købe en fløjte. Han er sammen med sine forældre og en søster: “Kan man lave noget her”?, spørger drengen. “Nej, man kan kigge på”, siger faderen. Men straks efter prøver drengen et stykke legetøj med at få en kugle op i et ”æggebæger”, og drejeren viser en snurretop frem og blæser i fløjten. Faderen og datteren prøver det samme stykke legetøj, og drejeren giver børnene et bolsje. En familie mere kommer ind og bliver hurtigt involverede i både snak og leg.

Drejeren viser både et håndværk og har en dialog med publikum og inddrager især børnene i formidlingen af drejerhåndværket. Der er ikke kun tale om spørgsmål og svar – men også at se og prøve.

I dette tilfælde er der tale om en overskuelig og kortvarig proces, som kan følges fra start til slut på ca. et kvarter. Det er grundlæggende den samme proces, drejeren gennemfører, når der kommer besøgende tilsat improvisation i samspil med publikum

Der er tale om en formidling, der viser en arbejdsproces fra start til slut.

Vandmøllen

Møllen ligger lidt tilbagetrukket, og der er flere der går forbi uden at se den og uden at gå ind i den. I møllen kan man gå op ad en stige og se mølleværket eller gå i kælderen.

Mølleren er ved at fortælle et par om møllen. Inde i møllen står noget forskelligt korn, man kan røre ved: hvedemel, grahamsmel, knækket hvede og hvedekerner. Møllen kører. Der er 8 personer oppe i møllen. Der spørges og kommenteres: “Er det lodder, du har der”?, “Er det her det hele foregår”?, “Det er godt tænkt – sikke en hjernekapacitet”. Far og mor fortæller 2 piger om korn og mel, og børnene rører ved melet. Nu stopper møllen stille og roligt. “Det er en vandmølle”, siger et barn.

Næsten alle børnene er henne at mærke på kornet.

“Hvorfor skal møller altid have sådan nogle dødirriterende trapper”?, siger en pige på vej op i møllen. “Det må være et slaraffenland for mus , det her”, siger faderen. En tysk familie med to børn kommer ind. Mutti forklarer: “Und dass ganz feine ist das Mehl”. “Wass ist das”? Moderen løfter barnet op, så han kan se ned i kværnen. “Wunderbar”! Spørger mølleren om noget og han svarer: “Vierhundret und Funfzig kilo. En mor med 2 børn kommer ind. Løfter børnene op skiftevis, så de kan se ned i tragten. Hun forklarer: “Der kværner vi korn, det kommer ned i sten, så bliver det kvast”. Hun spørger mølleren: “Er der gas nok i vandet”? Han forklarer, at de kører hver hele eller halve time: “Hvis vi kørte uafbrudt, kunne vi tømme gadekæret på en time”. Tre unge kommer ind. “Vi kom nok for sent til at se den i gang, hva’”? På væggen hænger beskrivelser af redskaber på dansk, møllefyndord på dansk og at tolde på dansk.

Der er en gruppe, der venter udenfor møllen. En mand, der står forrest vender sig om og siger til de andre i gruppen: “Nu kommer de ned alle sammen”. ”Det ville være nemmere, hvis folk ville stille sig i kø”, siger en mand. Oppe i møllen fotograferer en mand de to møllere. “Den mølle er den flyttet hertil? Det må være spændende sådan at bygge den op igen”. To piger, en dreng og deres bedstefar kommer op. Bedstefar siger: “Det er her kornet males. Pas nu på, nu starter mølleriet. Kan du huske den kværn din far havde stående”? Far og datter kommer op. ”Far, hvad er det derovre”? Far forklarer. En mand står længe og taler med den ene møller om tekniske detaljer. En pige tager fat i tovet og går forsigtigt ned af trappen. Den anden møller kigger ud af vinduet. En kvinde nedenfor kalder på sin mand: “Hans Martin”?. “Ja, jeg står lige og knevrer heroppe, det er noget mekanisk”.

I møllen er der nogle gange problemer med at nogle vil op og andre vil ned samtidigt. En enkelt person i samtale med mølleren lige over trappen spærrer for at andre kan komme op på platformen og se hvad der sker. Det har vi observeret nogle gange – og det tager ofte lidt tid inden nogen be’r ham gøre plads.

Vandmøllen er et eksempel på en “skjult levendegørelse”. Ganske mange går forbi uden at opdage, at der er en arbejdende vandmølle. Man skal over bagved huset, hvor de fleste kommer på vejen langs ved vandhjulet. Det hjælper når vandmøllen startes og hjulet drejer rundt – og man kan se mølleren kigge ud af vinduet – så er der mange der opdager, at der sker noget i vandmøllen, og at man kan komme derop. På oversigten over dagens program var der også flere gange, hvor der under emnet Vandmøllen ikke stod, mølleren arbejder, selvom mølleren var der.

Stubmøllen

Stubmøllen er et markant vartegn der kan ses fra indgangen – den ligger højt og har store trævinger, der nogle dage har klæde ud over vingerne, så vingerne fanger mere vind. De fleste dage var det ikke ”levendegjort” – man går forbi og man kan ikke komme ind i møllen. Møllen er afskærmet fra de besøgende med et hegn og en lang gang, som er lukket for besøgende.

Tre ældre mennesker står foran møllen med “mølleren”. “Er det virkelig bare den smule sejl, der kan få vingerne til at dreje så hurtigt rundt”, spørges der. “Ja, det er ikke noget problem”.

En af de ældre mænd spørger om man kan tage en tur med møllevingerne rundt – det havde han hørt historier om at man nogle gange gjorde for at vise sig.

Mølleren siger, at det er rigtig nok. “Selvom det er en farlig aktivitet, så er der en del historier om det. Og jeg har også hørt en af disse historier. Det er en historie om en mand som var glad for snaps og han havde fået sin del, mens han ventede på at komme til med sit korn. Og han kunne ikke få flere lige meget hvor meget han brokkede sig. Til sidst sagde mølleren, at de kunne lave en aftale om, at hvis han tog en tur rundt med møllevingerne, så kunne han få en sidste stor snaps. Det var han med på. Men det gik ikke helt som forventet. Han blev bundet fast og startede også rigtigt, men møllen blev uheldigvis stoppet mens han var helt i top. Efter lidt besvær kom han ned, men han var våd foran og gik lidt underligt, så der var vist kommet noget bagi også. Men han ville da alligevel ikke have sin snaps”. Alle griner.

“Og her har vi så den hårdtarbejdende møllersvend”, kusken slår et sving forbi møllen. Mølleren er ved at forklare en mand om møllens historie: “Det er altså en dansk stubmølle”? “Nå, jeg må hellere slutte mig til resten af selskabet”. To kvinder kommer til med fire børn. “Hvorfor må man ikke gå derop”? “Jeg gad godt gå derop”!, “Det gad jeg også”, siger børnene. “Den ligner den vi har hjemme i Strandparken”, siger den ene mor. “Vingen, hvor mange m er den”?, spørger hun. “20 m”, svarer mølleren. De snakker længe om møllen, hvordan den kan stoppes og drejes. De går videre.

Det er både den faglige formidling og også historier om dagligliv omkring en mølle. “Røverhistorier” måske – men underholdende virker de.

Savværket

I skovbrynet kommer savværket og lyden af dampmaskinen trækker besøgende til.

Mange er samlet omkring dampsavværket. En far forklarer og viser sin søn hvordan dampmaskinen trækker saven gennem et system af drivremme og tandhjul. En bjælke er savet igennem, og flere samler sig for at se hvordan de gør saven klar til at skære en ny bjælke. I dette tilfælde vender aktørerne træstammen om så den side der før var op nu vender ned mod den slæde, der trækkes på et jernbanespor. En tilskuer spørger hvad de saver ud. “Det er til en bænk” siger aktøren – “Den er solgt” og flere griner. Mens der gøres klar, fotograferes der lystigt og kommenteres.

“Er det en tommestok”? “Det kommer an på hvordan man vender den”, svarer aktøren og viser tommestokken frem. “Tommer på den ene side og centimeter på den anden”. Der er mange “tilskuere” til klargøringen, og først da saven starter igen går de. Flere kommer forbi, men opgiver at komme helt tæt på. I stedet går de forbi “tilskuerpladserne” og frem til snoren, der afskærmer området. Her kan man ikke se så godt – men til gengæld tage gode billeder. Andre opgiver og går forbi og hen imod tørvegraven.

Savværket er ved at lukke ned. En bedstefar og to piger står og kigger: “Sådan savede man træ i gamle dage”, siger bedstefar. “Sikke meget savsmuld”, siger den ene pige. “Bedstefar, hvad bruger man træet til”? “Ja, f.eks. sådan to bænke som du ser der”. Drengen siger: “Det kunne også være fantastisk, hvis man havde sådan to bænke”. “Nå, så nåede vi ikke bageren”, siger bedstefar

En mand peger op og forklarer. “Så trækker den deroppe og så trækker den deroppe. Mor siger: “Så saver den skiver af træet. Det er brødmaskinen.

Både dampmaskinen og saven vækker interesse. Det er et sted, hvor mange står længe og kigger rundt uden at tale med hinanden. Man kan se, hvordan blikket glider fra saven rundt på alle de dele, der bevæger sig – og sammenhængen. Mange snakker indbyrdes, men der er ikke så meget kontakt til aktørerne, måske også på grund af det høje lydniveau.

Tørvefremstilling

Tørveområdet ligger i den yderste del af området og består af en græsmark med tørv i stakke og tørv der er lagt ud til tørring på marken eller er ved at blive tørret i en særlig træform.

Ligeledes er der en cirkelrund platform, hvor en hest trækkes rundt og dermed bearbejder en slags hakkemaskine, hvor tørvematerialet bearbejdes inden det formes til tørv.

Hesten hviler sig og er blevet spændt fra – så de to tørvefolk står og fortæller om arbejdet med at fremstille tørv til større og mindre grupper, der kommer forbi. Det veksler løbende, så nye grupper kommer til mens andre går. Mange - især ældre – kommenterer livligt. “Er de ikke for lave de tørv der – så vidt jeg husker var bedstemors tørv noget større end de der”. Aktøren fortæller, at det sagtens kan være rigtigt – “så er de sikkert gravet op. De her tørv er lavet i den form, som du kan se der på marken. Her tager vi vandet ud af de tørvemateriale vi har gravet op og fylder det i formen. Hvis de er gravet med en tørvespade, så kan de sagtens være højere, det bestemmer man selv”.

Interesserede kommer til og fra. Og de mange spørgsmål giver liv i grupperne.

Hesten trækkes frem og spændes for. Nogle børn får lov til at klappe den. “Der er en meget lille udveksling, så hesten har overhovedet ikke problemer med at trække skruen rundt”, fortæller “tørvemanden”. “Der fyldes vand i plantematerialet, som findeles, og det meste af vandet presses ud igen. Så kommer det i trillebøren og bagefter fyldes tørvematerialet i forme, og så ligges de til tørre”. “Først tørres de på græsset, så skråtstillet og endelig i de runde former”, fortæller en far sin næsten voksne søn”. “Er det ikke bare jord” - “Nej, prøv at se her” – og faderen tager en tørv der ligger på en hegnspæl. Så smuldrer han den: “Se planterester”. “Det gav godt nok noget røg, men der var rigtig mange steder på landet man brugte tørv. Der var flere steder, hvor der var en større produktion af tørv helt op i 50erne. Både ved Vinderup og omkring Engesvang”.

Et særligt forhold ved tørvefremstillingen er, at mange ældre har personlige erfaringer og historier at fortælle – og gerne gør det. Vi har flere gange observeret, hvordan ældre mennesker næsten får ”vand i øjnene”, når de ser tørvene og ivrigt fortæller børn og børnebørn om deres egen historie. Her er der et samspil mellem “tørvefolkenes” viden og de besøgendes personlige erfaringer. Det er lige så meget historierne og besøgendes viden, som det er tørvefolkenes viden, der giver liv til oplevelsen. De ældre har en stor rolle at spille som formidlere til yngre generationer.

Tørvefremstilling

En gruppe har samlet sig omkring karret, hvor vandet drives ud af tøvesmuld inden de kommer i forme og tørres. “Det her er planterester, som vi ælter med vand her. Det er for at øge brændværdien, at det bliver æltet bedre sammen. Hvis vi bare tørrer det, så bliver det som halm og har ingen særlig værdi som brænde. Det brænder alt for hurtigt”. Tilskuerne spøger lidt med at hesten står stille og spiser af græsset i midten af cirklen. “Den holder da frokostpause”. En ældre mand kommenterer på tørvesmuldet: “Det er da nærmest råbund det der. Jeg gravede i en rigtig mose. Det var helt sorte tørv. Det var der noget ved”. En anden kommenterer: “Højesteretssagfører Varnæs tjente sine penge på tørv – han kom godt med sand i”. En dreng på 14-15 år prøver at mærke på de friske nyopgravede tørv og på en færdigtørret tørv der ligger på hegnet. “Ja”, siger aktøren, “de er helt hårdt som briketter. Man fyrer med dem i komfuret nede i præstegårdens køkken”.

Nogle bevæger sig hen ad stien til mosen, og her kan man se, hvordan tørvene graves op.

Præstegårdens historiske retter

I præstegården laves forskellige historiske retter.

“Hvad er det, det lugter af?”

“Det er farseret kål, der koger på ildstedet og lige om lidt skal vi til at lave peberrodssovs hertil”, fortæller den kvindelige aktør som står i det store præstegårdskøkken. Præstegården var jo et “rigt sted”, siger hun – “Det kan man jo bl.a. se på komfuret – Præstegården har ikke længere et åbent ildsted. Og kødhakkemaskinen derovre er også ny teknologi fra omkring 1860 – det kunne virkelig gøre en forskel i udnyttelse af kød.”

I præstegårdens køkken laves grønsagssuppe og farseret hvidkål. Tre unge mennesker kommer ind i køkkenet og kigger lidt rundt. “Kokkepigen” siger: “Fra 1800 – 1850 kom kødhakkemaskinen, og så blev det muligt at lave nogle helt andre retter…” Hun forklarer om den farserede hvidkål og de tre unge mennesker virker en smule utålmodige efter at komme videre, men de bliver høfligt stående.

Besøgende kan nogle gange være høflige og blive stående for at høre en forklaring, selvom de måske ikke er så interesserede.

Der bages klatkager. Der er en livlig trafik. Lige nu går folk i gåsegang. Nogle står og taler, mens andre forsøger at komme igennem og luske lidt bagom dem, der står stille i køkkenet. “Det var så opvaskemaskinen i gamle dage”, forklares der. “Må vi smage på det”? spørger en af gæsterne. Der gives en loyal og god forklaring på, hvorfor det ikke kan lade sig gøre på grund af Fødevarestyrelsen.

En mor og et barn kommer ind i køkkenet. Moderen peger: “Sådan nogle har I jo også i børnehaven”. Der kommer mange igennem køkkenet. De har typisk et enkelt spørgsmål, og når de har fået svaret, går de hurtigt videre. Der forklares om dejen. “Den skulle jo bruges, selvom det ikke lykkedes at bage vafler. “Det er da vist en proprietærbolig”, siger et par, da de går gennem køkkenet. “Nej, det er en præstebolig”, svares der. 4 kommer ind i køkkenet og kigger. Lige nu er der nogle der forsøger at komme ind i køkkenet fra begge sider - og det er ikke let. Nogle stiller sig op og kigger, andre går hurtigt igennem. “Er du ved at lave klatkager”? “Det skulle have været vafler, men så hang det sådan i”. Der er livlig trafik. Der tages billeder i køkkenet.

I præstegårdens køkken er gangen så smal, at det mange gange giver en kødannelse og det gør, at nogle grupper bevæger sig hurtigt gennem køkkenet, selvom de måske har lyst til at spørge om noget og andre standser op og så er der en del, der står og venter på at komme igennem. Der dannes en høflighedsradius.

Væveren

Bag købmanden holder væveren til. Væveren er placeret i en del af købmandsbutikken og et eksempel på en aktivitet som mange ikke umiddelbart opdagede – ”normalruten” går ikke bag om købmandsbutikken.

“Er I ikke gemt lidt af vejen”? spørger jeg. “Jo, det er vi vist, men jeg er lige startet”, fortalte en væver – “og jeg er her kun i denne uge så jeg ved ikke om der har været andre i gang her”.

Væveren fortalte, da flere kom ind i rummet, at det stykke klæde, som hun vævede på bliver brugt til bl.a. forklæder til de kvindelige aktører i levendegørelsen. En kvindelig besøgende siger, at hun har gået til vævning engang og bestemt sig til at det skulle vente til hun kom på pension – “det er jeg nu”. “Er det ikke svært”? spøger en dreng på 10-12 år. “Nej”, siger væveren, “men man skal selvfølgelig lære det – og det er jo mere eller mindre gledet ud fra alle sammenhænge. Nu kan man ikke længere uddannes til at blive væver – nu er det et kunsthåndværk at væve og ikke længere en uddannelse”.

Som man ofte ser det på Hjerl Hede, er der sammenhæng mellem levendegørelsesaktiviteterne og behovene for udstyr og reparationer på stedet.

2 kvinder og to børn går ind til væversken. “I må gerne komme ind, værsgo”, siger væversken. “Jeg væver et stykke stof på en gammeldags vævemaskine”. En mand kigger ind og går ud igen. “Hvad er det for en slags stof”, spørger den ene kvinde. “Det er hør til beklædning”, svares der. “Er du her hver sommer”?, spørger den anden kvinde. “Nej, det er første år jeg er her. Jeg er væverske til daglig”. “Hvor kommer du fra”? spørger kvinden. Væversken svarer. Hun siger til den ene pige: “Du kan prøve at sætte garnet ind her”.

Det er tit, at gæsterne spørger til, hvor mange år, man har været på Hjerl Hede og får drejet samtalen over i en mere personlig dialog, og her håndterer væversken det ved naturligt at inddrage børnene i en aktivitet, så fokus fjernes fra hendes egen person.

Landsbykroen

Landsbykroen er ramme for flere slags levendegørelse. Der er en humlehave og en hønsegård med høns og kalkuner. Inde i kroen er der udover interiører også en levendegørelse af kroens køkken ved det åbne ildsted, og i stuerne kniples der.

En gruppe går igennem kroen. Der er ved at blive lavet ost. “Velkommen”, siger “krodamen”, “Har du ikke lyst til at vaske en gammel gryde”, henvendt til en af børnene. Barnet ryster forskrækket på hovedet og de voksne smiler og går videre.

Det er ikke alle inddragelsesaktiviteter, der er lige attraktive…..

Det var ikke så tit, at der var ild i ildstedet. Ofte var køkkenet kun repræsenteret med en fedtemad skåret i små stykker.

I kroen sidder der for det meste én eller flere kvinder og knipler i de to stuer.

“Jeg forstår ikke du kan. Det ser meget svært ud”? siger en ældre kvinde – og to yngre erklærer sig enige. “Jeg har jo gået på kursus for at lære det - og her i sommer har der været 3 piger som jeg har undervist.” “Kunne de lære det”? “Ja, især den mindste på 8 år var der gang i”.

“Sælger du den bagefter”? (knipler på en pyntedug)

“Ja, det gør jeg”.

En ny gæst kommer ind med sin familie – ældre mand og noget yngre kvinde. “Det er spændende”, siger den yngre kvinde. “Ja, hvis det ikke var for min dårlige ryg, så ville jeg sidde at gøre det derhjemme”. “Ja, det er ikke godt for ryggen”, kommenterer aktøren. De snakker sammen om hvad de har lært. “Jeg fik lavet en med en stor edderkop”, fortæller den yngre kvinde – “Det tog mig lang tid at lære at lave edderkopper” – siger aktøren.

I de to “kniplingestuer” er der ikke så mange mænd, der bliver stående, hører med og stiller spørgsmål.

Der er en stor beundring for håndværket – og det er ofte en beundring, der bunder i de besøgendes egne oplevelser med at lære at kniple. Dialogen har ofte udgangspunkt i personlige erfaringer, og nogle gang bevæger diskussionen sig ind i meget detaljerede diskussioner om hvordan bestemte mønstre eller detaljer skal laves.

Tre kvinder sidder og knipler i den ene stue. Et par kommer ind: “Her er dejligt køligt inde”, siger hun. To kvinder kommer ind og kigger rundt. Den ene kniplerske forklarer om tråde, kniplepinde og mønstre. Der snakkes om Tønderkniplinger. Gæsterne/kvinderne sender sigende blikke til hinanden – sikke et arbejde!

2 voksne og et barn kommer ind, de er tyske: “Wie lange sind sie hier”? “Eine Woche”, siger den ene. “Wir sind 400 freiwillige”. “Dass ist grossartig”.

Sulegården

På Sulegården sidder tre kvinder og væver og strikker omkring et bord i en stue. På bordet ligger forskellige strikkede ting.

Tre voksne kommer ind i rummet. De står lidt stille og kigger over mod alkoven. “Hvor mange tror I, der kunne sove i alkoven”? “4 voksne”, svarer aktøren selv. Den ene mand kigger på ålehandsken på bordet: “Der var noget galt med dem”, siger han og peger på handsken. Aktøren forklarer om handskens anvendelse og den anden mand siger: “Nå, ja ellers får man ålene ind i ærmet”. “På den her bænk kunne man godt sidde med et godt krus øl”, siger han så, “men det har vi ikke tid til”. De går ud. En mor kommer ind med en datter på ca. 8 år og forklarer hele forløbet i en håndevending: “Her kan man karte uld, her spinder man, her strikker man”, moderen peger rundt. “Må jeg prøve”, spørger pigen. “Nej”, smiler moderen og de går ud. En mand kommer ind med sin søn: “Pas på trinnet”, siger han. En af aktørerne fortæller, at gulvet er sænket. En familie på 4 går igennem hurtigt. Et ægtepar kommer ind og nu går to forskellige samtaler i gang. Manden taler med den ene aktør om historie, mens konen taler med en anden aktør om hækling.

To voksne og to børn står i rummet. “Har du prøvet at karte uld”, spørger morfar en af børnene. “Hvor er tenen henne”, spørger barnet og snakker om Tornerose. “Nej, det var en opadstående rok”, forklares der, “sådan en håndten er i præstegården”. Pigen står og kigger på nogle strømper - de ser lidt mærkelige ud. Hun tager dem op og rører ved dem. Der forklares, at det er stunthoser og hvordan de blev brugt. “Hvad er det”, spørger pigen og peger på bordet. “Det er muffedisser”, og der forklares igen. “Hvad tror I det er lavet af”, spørger strikkersen og peger på ålehandsken. “Menneskehår, det forstærkede garnet, og så kunne man tænke på sin kone, når man var på havet”. “Hvor mange tror I, der kunne sove derinde”?, peger på alkoven.

Her er det ikke bare strikning, der er i fokus. Der kommenteres og formidles også en historisk livsform med fattige bønders og fiskeres dagligdag og om gårdens indretning i de lavloftede stuer og med bilæggerovnen – der kunne opvarme to stuer samtidig. Med udgangspunkt i håndværket gøres tiden levende.

4. Inddragelsesaktiviteter

Hjerl Hede har forskellige former for inddragelsesaktiviteter som led i at give besøgende – og nok især børnene – en mere aktiv oplevelse med museumsbesøget.

På Hjerl Hede var der i sommeren 2010 forskellige former for inddragelse bl.a.:

· Deltagelse i skoletime

· Være med i den historiske legestue – karte, spinde eller udklædt

· Lave et ringspil eller en tælleprås

· Lege gamle lege evt. sammen med forældre og bedsteforældre

Skolen

Skolen har gennem mange år været levendegjort med deltagelse af børn som aktører. Levendegørelsen har ikke kun omfattet aktiviteter i klasseværelset, men også omfattet gamle lege og kuglespil i frikvartererne. Fra i år er der blevet mulighed for at børn kan deltage i en skoletime og ved Visitorcentret sælges en lille pakke med griffel, tavle og et hæfte.

Ved vinduet bagved skolen står en dame med fem små børn og kigger ind ad vinduet. Ved det andet vindue står et forældrepar. De “små søskende” virker utålmodige. De drejer sig og kigger rundt og hopper lidt. En lille pige strækker sig for at kigge ind, men kan ikke nå. 3 forældre sidder på bænken ved siden af huset. Inde i skolestuen er nogle børn og et par forældre med i skole. En mor og to børn står i døråbningen til klasseværelset. Moderen smiler til et barn i klassen. En mand kommer ind og går ud igen. Tre voksne står i døren og kigger ind. De går igen. “G – a - m siger gam, m – e - l siger mel, gammel” “messer ”skolelæreren. Det er trangt i gangen, og der er kun et par stykker der kan kigge ind af gangen. Ved vinduet er der nogle der giver plads til andre kan kigge ind, men det ene forældrepar står hele skoletimen og spærrer ved vinduet. “You have to be quiet”, 3 voksne og 2 børn kommer ind i gangen ved skolestuen. Der fotograferes. Alle tre voksne tager billeder. Far tysser på barn og forsøger at sidde på hug på brostenene i gangen.

Udenfor skolen er der frikvarter og 3 børn sidder på jorden og spiller kuglespil. En lærerinde står udenfor med 4 børn, der skal være med i en skoletime og deres forældre. Læreren holder et meget langt foredrag om skoleloven og hvordan klasserne var delt op i gamle dage. De 4 børn kigger opmærksomt, men efter et stykke tid begynder de at stå lidt utålmodigt og vende sig rundt og kigge rundt.

Skolestuen og levendegørelsen er et trækplaster – og i mange af de timer, vi har overværet, har der også været deltagelse af et eller flere “gæstebørn ”i timerne.

Forældre og bedsteforældre med børn, der deltager i skoletimen kan gøre det vanskeligt for andre besøgende at få et kig ind i skolestuen. De optager gerne pladsen foran et vindue eller foran skoledøren en hel time for at følge med i det hele og for at tage billeder af deres børn eller børnebørn. Der er i forvejen ikke meget plads til at kigge ind og andre gæster kan ikke komme til..

Episode

“Foran skolen er lærerinden ved at samle eleverne inden timen. “Er der flere børn, der skal være med i timen”? spørger lærerinden. Der er er flere gæstebørn. “Har I griffel og tavle”? spørger hun de to børn på 7-8 år der kommer hen til hende. Inden vi går ind, vil skolelærerinden lige fortælle lidt om skolen.

Skolen fascinerer både børn og voksne. Det er sjovt at se staveord, salmevers og udenadslære kan få børn udenfor vinduer til at falde i staver, men der er også mindre søskende til “skolebørnene”, som begynder at blive utålmodige efter et stykke tid.

Historisk legestue

Udenfor den historiske legestue i præstegården er en kurv med et skilt, hvor der står: Historisk legestue. I vinduet står et skilt med “Følg i hyrdedrengens fodspor alle dage undtagen mandag – med start ved den historiske legestue. Kl. 12.30 – 13.15 – 14.15 – 15.00.

Der er et uldværksted og et udstillingsrum med en alkove.

I den historiske legestue er fem børn klædt ud i historiske dragter af deres forældre. De sidder alle 5 inde i alkoven, og det er en rigtig god “photo opportunity”. Der står en masse mennesker og kigger på børnene i alkoven og fotoapparaterne klikker uafladeligt. Aktøren kommer ind og fortæller om alkover i gamle dage. “Man sad op og sov, og der var mus i halmen”. Børnene skutter sig. Hun fortæller, at i det her rum må man røre ved alting og bruge det hele.

Går ind i den historiske legestue. Der er et skilt udenfor i en spand og døren er åben, men der foregår ikke noget og der er ikke nogen.

De fleste gange gæster går igennem “alkoverummet” agerer de som på et normalt museum og kigger på tallerknerne og ølkrusene på bordet og alkoven uden at røre ved noget. Man kan ikke se i rummet, at her må man røre ved tingene. Så det sker kun, hvis en person fortæller at det er tilladt.

Uldværkstedet er også en inddragelsesaktivitet, hvor børn i samarbejde med en voksen vejleder kan karte og spinde en uldtråd, der ender som et armbånd. Billederne ovenfor fortæller en lille historie hvor tre børn i en tysk familie blev fanget ind af denne aktivitet – og efter tur med stor entusiasme kastede sig ud i at producere et uld armbånd.

En tysk familie med 3 børn er inde i den historiske legestue. 2 af de tyske børn involveres i at børste uld. “Wilst du drehen”? “Probiert”! “Ich kann dass einfach nicht”, siger pigen. “Probier, sieh dass geht”, siger storebror. Der kommer en gruppe ældre forbi. De kigger og smiler og går videre. “Danke”. Den store pige vil også prøve. “Wird sehr schön, siger aktøren.

“Sollen wir dass abziehen?” Mens de 2 piger prøver, kigger moderen smilende på og aktøren kommer jævnligt med opmuntrende bemærkninger og små historier. Pigerne får de færdige uldsnore på som et armbånd, og de få fortalt, at det er godt mod gigt. Familien griner, siger tak og går videre.

Inddragelse i produktion af tælleprås m.m.

I forskellige uger i løbet af sommeren var der inddragelsesaktiviteter i præstegårdens lade. I en periode kunne børene deltage i produktion af et ringspil og tælleprås.

Der sidder nogle voksne og et par børn ved bordet, og de er i gang med forskellige ting. En mor kommer ind med et barn. Barnet kigger på skiltet med “Tællelys” og spørger moderen hvad det er. Moderen ved det ikke, men får alligevel barnet til at banke et søm igennem en skive.

Et hold forældre kommer ind med to børn på ca. 8 og 10 år. “Vil du godt ha’ en med hjem”, spørger en far. “Du kan bare gå over at spørge, hvis du gerne vil lave en. Han sidder derovre”? Barnet tør ikke gå derover, så far går med. Mor kommer bagefter med et barn mere. “Vil I prøve at lave sådan en lampe”, spørger aktøren. De sætter sig over til bordet alle fire. “Den skal lidt længere ned”, siger faderen, og gør det. “Pas på dine fingre, skat”, siger mor. “Flot”. Aktøren forklarer: “Nu kommer det svære, den her skal sættes fast foroven”. Far gør det for begge piger. Mor roser børnene: “Flot skat”, siger mor. “Det er for at I ikke skal komme til at stikke jer”, siger far og laver begge færdige. “Nu skal vi have dem dyppet i stearin”, siger far. “Er det kun spidsen”, spørger mor. “Nej, nej, nej det skal I ikke”, siger mor. I skal rundt om træet 3 gange”, siger mor, og kigger på sin mobiltelefon. Børnene går ud i gården og kommer tilbage. Far hjælper med at dyppe. Så går pigerne ud igen og kommer tilbage. “ Så skal i dyppe dem igen”, siger aktøren. Moderen siger til børnene: “Bare én gang mere” og henvendt til aktøren: “Vi troede det var tredje gang”. “Ja, én gang rundt”, siger moderen. “Så skal I hen til manden”. Det er primært faderen, der har lavet begge lamper. Børnene kommer ind. “Flot”, siger far. “Jeg synes det var pinligt at gå 3 gange rundt om træet,” siger det ældste barn. “Tak for det”, siger mor til aktøren.

“De laver tællepråslamper”, siger en der kommer ind. “Det er godt, børnene får lov at lave sådan en lampe”.

I laden hænger følgende instruktion til aktiviteten.

Der er der ingen tvivl om, at intentionen har været at gøre det lettere for børn at deltage i aktiviteten med at fremstille en tælleprås. Men det fremgår ikke, hvad en tælleprås er, og heller ikke hvad den bruges til. Det forklares heller ikke på instruktionsskiltet, hvad tælle er. Det sker i den mundtlige instruktion, men ofte var der for mange deltagere til, at aktøren kunne komme rundt og ofte var det også forældrene, der enten instruerede eller selv gik i gang.

To drenge sidder sammen med deres far og snitter grene, og en mor sidder og snitter sammen med en lille pige til ringspil.

2 piger er ved at lave en tælleprås sammen med far og mor. Mor forklarer: “Den skal dyppes helt”. Far dypper og hænger den op. Far siger til ca. 5-årig pige: “Skal jeg hjælpe dig”? Far slår sømmet i. “Kan du selv Rebekka (ca. 12) eller skal vi hjælpe dig”? Pigen svarer ikke, men slår lystigt søm i. “Hvor mange gange har vi dyppet”, spørger far? “En gang” siger mor. Far går hen og dypper 2. gang. “Rebekka”, råber far, “Skal jeg dyppe 3. gang eller vil du selv”?. Rebekka dypper .

“Sikke en fin en I fik lavet”, siger far til pigerne.

Vi oplevede flere forældre, der ikke vidste, hvad et tællelys var og ofte havde “hjælperen” nok at gøre, hvis der bare var én, der skulle have forklaring, så det var en svær inddragelsesproces. De fleste gange var det forældrene, der lavede det meste af arbejdet for aktiviteten var på ingen måde selvinstruerende.

Trælegetøj

Muligheden for at lege med gammelt trælegetøj findes på præstegården i et rum, hvor der også er en sivskomager og en børstenbinder. “Træmanden”, der står for aktiviteten med trælegetøj, er placeret med et bord ca. midt i lokalet. Man kan sidde ned omkring bordet og selvfølgelig stå op ved siden af. Mange kommer ind og kigger på sivsko og børster, går langsomt forbi og kigger, stiller måske et spørgsmål og køber måske noget, MEN ved “træmanden” bliver de fleste stående et stykke tid og fanges ind af aktiviteterne. Næsten alle voksne skal prøve trælegetøjet, hvor man kan få en mølle til at dreje rundt. Det er primært børn, der placerer sig rundt om bordet og leger med tingene. Imens står de voksne selv og prøver eller kigger og snakker med træskomanden.

Fem børn sidder omkring bordet. De er alle i gang med forskellige grublerier, og de nyder det tydeligvis. En pige finder ud af, hvordan man får møllen til at dreje på trælegetøjet og får et stykke slik. “Hvordan skal man få kuglen i”?, spørger en dreng. “Træmanden” siger til en lille pige: “Se her, nu er jeg begyndt. Så skal du bare bygge videre”. Der kommer en gruppe voksne hen til bordet. To af dem prøver at få møllen til at dreje, men det lykkedes ikke. “Træmanden” viser det flere gange på en godmodig drillende facon – altid uden at afsløre hvordan, men viser hvordan. De to voksne kan ikke finde ud af det, og da de under moro har prøvet et stykke tid, går de videre. To af børnene er gået sammen med deres forældre, og nu er der tre tilbage. Så kommer der to mere ind. De bliver tiltrukket af legetøjet på bordet og sætter sig ned. De går selv i gang med noget af det legetøj, der ligger på bordet. “Det er umuligt”, siger en ca. tolvårig pige, der er ved at lægge et træpuslespil. “Du mangler bare 2 brikker”, siger “træmanden”. Hun prøver at presse brikkerne sammen. “Nej, ikke rigtigt,” siger han. Den skal være tæt imod”. Der prøves og grubles, prøves igen og grubles. “Skal du prøve møllen”?, siger ”træmanden” til mor og datter der kommer ind. Viser det. Pigen med træpuslespillet sidder i sin egen verden og taler med sig selv: “Det er umuligt, det er simpelthen umuligt”. Mor prøver møllen, - det lykkedes ikke. Mor og datter køber sivsko og går ud. “Jubiii, jeg kunne”. Så er puslespillet samlet, pigen er glad og “træmanden” kvitterer med et stykke slik. “Du kender vel sådan en mølle, siger “træmanden” til en mand, der kommer ind.

Træmanden skaber stemning i rummet med sit gode humør, lune og imødekommenhed. Den drilagtige stil fungerer godt. Der er ikke pres på at prøve noget, men mange får lyst til at prøve, når “træmanden” viser hvordan. Han fortæller aldrig, hvordan man skal gøre noget, hverken til voksne eller børn. Nogle går derfra med uforrettet sag, men alle i godt humør. Det ser meget simpelt ud – og han kan oven i købet få møllen til at dreje både den ene og den anden vej. Og de fleste står og kæmper med overhovedet at få møllen til at dreje rundt – og forsøger sig med hurtige og langsomme tag og hvad de ellers kan finde på. Og det er de færreste der har heldet med sig.

Gamle lege på legepladsen

Inddragelse er ikke kun et spørgsmål om at besøgende kan deltage i aktiviteter organiseret af museet. På legepladsen kan børn og forældre eller bedsteforældre selv finde ud af hvad der skal ske – og det er der da heller ingen problemer med.

Forældre og bedsteforældre læser instruktionerne og fortæller eller viser børnene hvordan tingene foregår.

Keglebanen

En tysk far instruerer sin ca. 12-årige datter i, hvordan hun skal holde på kuglen, stille benene og undgå at dreje kuglen når hun kaster den. Hun prøver to gange at kaste kuglen efter faderens anvisninger, men hun når ikke mange meter hen af (den lange) keglebanen før kuglen løber af banen. I stedet prøver hun med to hænder og spredte ben. Det lykkes heller ikke.

Nye børn – en dreng og en pige omkring 10 år kommer til – også tyske. De prøver også at ramme keglerne. Men heller ikke de har heldet med sig. Flere af forsøgene er dog tæt på at nå frem, men ruller af banen inden. Drengen bliver ved, mens pigen løber frem til keglerne – og i anden omgang lykkes det i 4. forsøg at vælte nogle af keglerne. “Yes” – og så kommer næste hold.

Tre børn står ved keglebanen og kaster kuglerne efter keglerne. En dreng på 14-15 år har netop kastet en kugle så hårdt, at kuglen fløj ud over rampen. Ikke langt fra en pige på ca. 10 år der stod og så på. En mørkhåret dreng siger til sin far, der lige er kommet til: “Jeg har lige slået en strike”. “Prøv igen”, siger faderen og går hen til keglerne. Drengen prøver tre gange uden at være i nærheden af keglerne. Drengens bror prøver også tre gange. Heller ikke han er i nærheden af et ramme keglerne. Faderen går tilbage til kasterampen. “Nu skal jeg lige prøve” siger søsteren. “Nej, du må vente” siger faderen. Modstræbende trækker hun sig tilbage. “Far og jeg skal se hvem der er bedst. Faderen kaster “perfekt” . Alle keglerne vælter. Faderen bliver stående og kigger, mens de to drenge begge kaster. Ingen af dem når frem til at vælte kegler. Søsteren prøver også, men heller ikke hun rammer nogle af keglerne.

Trods forældrenes omhyggelige instruktioner er det meget svært for selv store børn at kaste kuglen, så den faktisk rammer nogle kegler. I de fleste tilfælde kører kuglen af banen, før den når frem til keglerne.

Her er der ellers tale om en aktivitet, hvor der er mulighed for at voksne og børn i de fleste aldersklasser kan konkurrere lidt indbyrdes.

Det er også en meget lang keglebane – måske kunne man uden at gå på kompromis med den historiske autenticitet forkorte keglebanen lidt og gøre den brugbar også for børn.

Væltepeter og stylter

“Det troede I nok ikke jeg kunne” siger bedstemor triumferende til både børnebørn og mand, da hun begynder at gå rundt stylter. “Lad os se om du også kan”, siger hun til sin mand efter en lille æresrunde og overlader stylterne til ham. “Kom så farfar”, siger de tre børn. I første forsøg går det ikke. Heller ikke i andet, men i tredje forsøg kommer farfar op på stylterne og begynder uden besvær at bevæge sig rundt på stylterne. Imens er farmor i gang med at hjælpe den yngste pige med at komme op på et par mindre stylter og lære hende hvordan man gør. “Du skal holde ben og stylter stive – så kan du sagtens”. Pigen har ikke helt fanget principperne, så farmor må støtte lidt.

Væltepeter og stylter er den helt store voksen-inddragelsesaktivitet. Der bliver cyklet rundt på banen, og ældre mennesker bliver unge igen med blussende kinder og højt humør.

Legepladsen

Bedstemor hjælper en ca. 4-årig dreng op ad stigen til tårnet – og går selv bagefter. Det er ikke så meget hjælp drengen får - et lille skub opad nu og da, men hun fungerer nok i højere grad, som et sikkerhedsnet for drengen. To 8 -10-årige drenge hjælper lillebror over hængebroen. Bedstefar holder ved en dreng, mens bedstemor står nedenfor for at tage imod. Da drengen rutsjer ned, rammer han en anden dreng, der kommer forbi i det samme. “Slog du dig”, spørger bedstemoderen. Drengen ryster på hovedet og løber over på den anden side af tårnet og kravler selv op ad stigen.

En bedstemor hjælper en dreng på 4-5 år over hængebroen ved at gå med ham, mens hun holder ham i hånden. “Tag det nu roligt”, siger hun, da to større drenge løber over hængebroen og får den til at ryste, så den mindre drengen er ved at falde.

En far går over broen med en ca. 2-3-årig pige i hånden. Da de er i tårnet, kravler de op ad stigen til udkigstårnet, Pigen forrest og faderen bagerst som sikkerhed. Da de er oppe på platformen, løfter faderen pigen op, så hun kan kigge ud over rækværket. Nedenfor står moderen og fotograferer. Faderen kravler først ned og støtter pigen med en hånd i ryggen, mens hun kravler ned. Så går de ud på broen med hinanden i hånden. Alligevel er pigen ved at falde, da lidt større børn går over hængebroen. Faderen holder hende oprejst i den ene arm. Da de kommer over i tårnet, hjælper faderen pigen op på rutsjebanen, og hun rutsjer ned inden moderen når på plads nedenfor. Hun slår sig og klynker lidt, da hun lander på jorden for enden af rutsjebanen. Moderen børster sandet af hendes tøj og trøster hende lidt.

Det regner. Der er 8 børn på legepladsen. Der er et par helt små piger. Bedstemor holder fast i den mindste pige på vippen, bedstefar vipper. Den anden lille pige går rundt på legepladsen. Hun vil op i udsigtstårnet, bedstemor holder barnet på stigen.

Der er en gruppe på 8 voksne og 4-5 børn ved det lange bord lige ved siden af legepladsen. To af forældrene er hele tiden på legepladsen, løfter op på gyngen, går bagefter børnene. En lille dreng klatrer møjsommeligt op ad stige. Mor henter ham ned og løfter ham om på den anden side, hvor far er ude at cykle.

Legepladsen er ikke velegnet til små børn. Deres forældre er nødt til at bære dem og følge dem hele tiden - de kan ikke være der selv så forældrene kan ikke slappe af.

5. Stenalderbopladsen

Stenalderbopladsen er placeret i den ene ende af Hjerl Hede og grænser op til den åbne hede på den ene side og en sø på den anden. Stenalderbopladsen er indhegnet med et træhegn af rafter, og bopladsen er indrettet, så de fleste aktiviteter foregår ud mod hegnet, så besøgende kan følge med i, hvad der sker og stille spørgsmål til stenalderfolkene.

Aktiviteterne varierede lidt gennem sommeren, men det var et fast islæt at lave mad over bål. Nogle gange bliver tiderne miksede:

Gøglerne kommer hen imod stenalderbopladsen. En aktør på stenalderbopladsen opfordrer gøglerne til at synge en sang – “Vi får jo aldrig mulighed for at komme rundt og høre jer”, siger hun. Argumentet virker og gøglerne begynder at synge. “Stenalderkvinden” er også den første til at klappe takten og snart klapper både stenalderaktører og de mange besøgende med. De små klokker om gøglernes ben, som de bruger til at klappe takten, medvirker til at skabe atmosfære og stemning. Så stenalderfolket får endnu en sang.

To tyskere står og kigger over hegnet, hvor en mand sidder på en bænk – og laver små huller i et stykke kød. Tyskerne nynner stadig “gøglernes” melodi – nu og da. Flere besøgende kommer til og kigger på. Manden siger til to drenge: “Find lige krydderierne – I er på madholdet i dag”. Drengene finder forskellige grønne sammenbundne planter, der ligger arrangeret på et skind, hvor der sidder en kvinde sammen med to piger og arbejder med at kærne smør og “grutte mel”. Da drengene kommer tilbage med krydderier, laver aktøren lommer i kødet, hvori han putter de grønne krydderier i. Det tyske par taler om hvad der foregår, mens et andet par har sat sig i skyggen på en bænk. Aktørerne er stadig i gang. “Skal jeg ikke smøre den ind i honning og komme salt på” siger “stenaldermanden” – henvendt til kvinden –“Ja, det vil være godt”.

På stenalderbopladsen er der hele tiden mange forskellige aktiviteter i gang, og der er i flere uger mange voksne og børn på pladsen, som sejler på søen, laver mad, hugger flint og får publikum med i forskellige inddragelsesaktiviteter.

“Flintesmeden” flytter sig tættere på hegnet – og siger til den gruppe der står og ser på: “Så kan I bedre se. En besøgende spørger på tysk, hvilke sten, det er – og aktøren fortæller på engelsk – efter at have sagt, at han ikke kan fortælle på tysk – at det er “flintstone” og viser med små stykker afhugget flint, hvor skarpe stykkerne er. Han skærer et halmstrå over – og et blad og viser, hvordan det er skåret af fra en et større stykke flint – og man kan tydeligt se at det lille stykke flint passer perfekt ind i overfladen på det store stykke – og han fortæller videre, at det kan bruges til alle mulige stykker værktøj. Den tyske mand prøver med et stykke flint, han har fået af “flintesmeden” at skære eller skrabe hårene af på underarmen. “Flintesmeden” fortæller, at flint er et meget velegnet materiale, fordi det sprænger meget let og med øvelse kan man lære at slå forskellige slags stykker af. Han sætter sig igen på sin plads – men kun meget kort. Der behøver bare være antydninger af spørgsmål, en snak mellem tilskuere eller nærmest bare et undrende udtryk – så kommer han frem til hegnet og fortæller eller svarer på spørgsmål.

Også en kvindelig aktør der arbejder med at lave et mønster på en lerskål har tilskuere stående og se på, og det samme har kvinder og børn, der arbejder med madlavning.

Mange aktører, som “flintesmeden” her er meget opmærksomme på publikums behov. Der sker løbende en afvejning af, om de gæster, der kigger på, gerne vil vide mere eller bare have lov til at kigge på aktiviteterne i deres eget tempo.

Mange besøgende er samlet om en dreng på omkring 13-14 år, som er “ansvarlig” for aktiviteten med perler. Tre børn er i gang med at lave mønster i perler. Den ene dreng har lavet to perler med mønstre – og så kan han få en af de brændte perler, som andre har lavet. Perlerne ligger i en flettet kurv udenfor hegnet i “publikumsområdet”. Da drengen har valgt sin perle, hjælper stenalderdrengen med at sætte strå gennem den store perle og sætte det på som armbånd om armen på drengen. Mindre børn sidder og laver mønstre, mens forældre og bedsteforældre ser på. Det tager noget tid med sådan et mønster – så forældrene presser på: “Kom nu, vi skal op til præstegården”. Pigen finder en lerperle og får lavet en halskæde med en snor af strå om halsen – det slutter af med at stenalderpigen skærer strået over med et skarpt stykke flint.

Der er opbrud på pladsen– maden er færdig og aktørerne samler sig omkring et brød og nogle spid med kød.

Ind imellem skynder forældre på børnene under henvisning til, hvad der skal nås.

Der er gang i aktiviteter fire steder på stenalderbopladsen – og alle steder er der interaktion med de besøgende udenfor hegnet. Rigtig mange ser på – enkelte stiller spørgsmål. Spørgsmålene er meget varierede: “Hvad laver du” spørges f.eks. tit og en dreng på 10-12 år svarer: “Jeg er ved at lave smør”. Det tager lang tid – og han trækker en rod på en længere pind op af krukken som med lidt god vilje ligner et piskeris lidt.

“Se kaninhovedet”, siger en mor og retter en drengs opmærksomhed på et dyrehoved, der ligger i græsset. “Det er en hare – og vi er ved at stege den”, siger en af “stenalderdrengene” og peger over på bålet, hvor en dyrekrop er udspændt på et spid.

Perlefremstillingen kommer i gang, da to unge piger trækker frem til hegnet med en kurv og med ler. Efter et øjeblik er der flere børn der er i gang med at lave perler.

Der er en stadig strøm af besøgende til og fra stenalderbopladsen.

“Osten fremstilles af kærnemælken, der blev til overs fra i går. Den varmes langsomt op”, fortæller en “stenalderkvinde”, så bliver det tykkere og så kan vi si det til sidst og komme urter i”, fortæller hun.

En “stenalderdreng” står med en død muldvarp i hænderne og fortæller, at man i gamle dage kunne sælge muldvarpehaler. “Hvorfor det”, spørger en. En ældre besøgende supplerer: “Min bedstefader fangede mange og han gav mig halerne så kunne jeg få penge for dem. Det var den tids skadedyrsbekæmpelse, hvor man fik en præmie for hver muldvarp man slog ihjel”.

Spontane indfald der ikke nødvendigvis er en del af den almindelige levendegørelse sker nu og da. Stenalderdrengen har fundet en død muldvarp, og den kommer til at indgå i den almindelige levendegørelse og historiefortælling – også selvom den falder uden for den rigtige historiske periode.

Lige nu er der 50 besøgende på én gang her på pladsen og alligevel virker det ikke overfyldt.

Der er nogle piger, som er ved at lave et smykke. En dreng inde på bopladsen hælder vand udover sin far. Faderen siger: “Det var modigt gjort”. To forældre, 2 børn og en mormor sidder ved siden af bopladsen på nogle træstammer. Det ene barn er ved at lave mønstre i noget ler. “Du skal bare lave den og så skal den brændes. Du skal bare lave et mønster på den her, så afleverer du den i en kurv, så andre kan få den”, siger moderen. Da barnet har siddet et stykke tid og lavet mønster, går hele familien hen til kurvene og pigen afleverer modstræbende. “Og hvis du kigger over i kurvene, så kan du vælge én, en af de andre børn har lavet, siger en af aktørerne”.

Perlefremstillingen er en lidt underlig inddragelsesaktivitet. Det er lidt svært for børnene, at de ikke kan lave en ting til sig selv, men at de skal lave til en anden og vælge noget en anden har lavet. Det var tydeligvis flere gange svært for børnene at forstå. Vi observerede også flere grupper af voksne, der ikke rigtigt vidste, hvor de skulle placere sig, mens børnene var i gang. Der var ikke rigtigt nogle oplagte ”siddeventepladser” på stenalderbopladsen.

Der er et tydeligt engagement i opgaverne på bopladsen både fra voksne- og børneaktører - og dette engagement virker opmærksomhedsskabende på besøgende, også når der ikke er interaktion mellem aktører og besøgende. Der er meget ofte mange besøgende på stenalderbopladsen, og det er et stort område at fordele sig på. På den måde adskiller stenalderbopladsen sig fra de øvrige aktiviteter på Hjerl Hede. Aktiviteterne foregår udendørs, og der er masser af plads, så her kan man gå langs hegnet, stoppe op eller gå den modsatte vej uden at det giver problemer med at der dannes kø eller at alle ikke kan se. Her kan alle se. Flere følger den samme rute, de starter med at gå hen mod søen og følger så stenalderbopladsen rundt langs med hegnet. Der er ikke mange, der finder ud af, at man kan gå ind i bygningen for enden af bopladsen. De fleste kigger på stenalderbopladsen uden at stille spørgsmål til aktørerne, men når nogle spørger til aktiviteter eller klædedragt på pladsen, er der ofte en del mennesker, der står og lytter med – uden at blande sig i dialogen. Da denne aktivitet adskiller sig fra de håndværk, der i øvrigt formidles på Hjerl Hede, høres oftere forklaringer som: “Man mener at….” eller “Der er noget, der tyder på….” På stenalderbopladsen er det “stenalderfolket”, som er eksperterne. Her duer de besøgendes erfaringer ikke. De kunne naturligvis have en historisk viden om stenalderen, men det er ikke det typiske billede, vi har set, at en sådan viden kommer i spil.

Der bliver taget rigtig mange fotografier med kameraer og telefoner på bopladsen af både mennesker og aktiviteter. Der er lidt med indhegningen og mennesker og aktiviteter bag, der adskiller stenalderbopladsen fra andre former for levendegørelse på Hjerl Hede. Som besøgende er man i højere grad ”beskuer” end de ø