Praktisk etik - en oversigt

Kapitel 6

Praktisk etik – en oversigtMorten Dige

Man kan måske nok gøre alle de argumenter, man tager i brug, vand-tætte. Men i filosofien går man normalt ikke alvorligt galt med detal-jerne i argumentationen. Man går alvorligt galt med de største ting, med de ting, man end ikke tænker over, med hele sin orientering. i allerbedste fald tillader ens orientering, at man får et glimt af en vigtig sandhed eller to, men den vil med sikkerhed også være ansvarlig for, at man overser et dusin andre. (griffin 1996, s. 2)

Introduktionhvad er praktisk etik? Lad os lægge ud med at se på et eksempel: Under 2. Verdenskrig medvirkede nazistiske læger i en række gru-somme forsøg med mennesker, bl.a. med henblik på at fastlægge overle-velsestiden ved ophold i iskoldt vand. da man efter krigen fik kendskab til forsøgene, måtte man konstatere, at der for det første manglede et eksplicit og bindende juridisk grundlag for at straffe de ansvarlige, og for det andet manglede der et alment gældende etisk grundlag for at fordømme eksperimenterne. ganske vist stod de i grov modsætning til toneangivende formuleringer af det, man kunne kalde lægegerningens standsetik eller praksis-interne moral. den hippokratiske lægeetik, som er udgangspunktet for den moderne vestlige medicin, siger nemlig klart, at man som læge ikke må forvolde skade på sin patient, at man skal tjene patientens bedste osv. Men selvransagelsen handlede blandt andet om, at disse forsøg ikke bare var forkerte, fordi de var uforenelige med standens etik, men også fordi de forbrød sig mod forsøgsperso-nernes helt grundlæggende rettigheder og krav på beskyttelse. Selvom forsøgene havde været forenelige med standens etik, ville de stadig

88334_filosofisk etik_1k_.indd 147 20-07-2011 09:16:29

148 M o r t e n D i g e

have været forkerte! et første forsøg på at formulere grundlæggende og almengyldige etiske principper for lægegerningen var således et memorandum fra anklagemyndigheden ved den efterfølgende proces mod de ansvarlige læger. denne såkaldte Nürnberg-kodeks fra 1947 formulerer en almen human-etisk ramme for den praksis-interne moral (UShMM 2009, Reiter-Theil 1998). Kodeksen fik aldrig formel retslig status, men blev siden et væsentligt udgangspunkt for både juridisk forpligtende deklarationer og grundprincipper for praktisk etik. etik er en del af den praktiske filosofi, dvs. den filosofi, der reflek-terer over menneskers praksis og handling (snarere end deres teori og tænkning). Betegnelsen »praktisk etik« kunne derfor lyde som en pleonasme (sproglig dobbeltkonfekt): praktisk, praktisk filosofi. Og man kunne få den tanke, at den øvrige etik så må være upraktisk! Man kan imidlertid – som i bogen her – meningsfuldt skelne mellem praktisk etik og normativ etik på to måder. etik kan være praktisk ved at være direkte rettet mod konkrete – frem for mere abstrakte – pro-blemstillinger. hvor den normative etik f.eks. stiller det mere abstrakte spørgsmål om, hvad der generelt gør handlinger moralsk rigtige og forkerte, så vil den praktiske etik f.eks. spørge, hvad der gør nogle konkrete måder at behandle forsøgspersoner på moralsk rigtige eller forkerte. det kunne selvfølgelig se ud til blot at være et spørgsmål om at anvende de mere abstrakte kriterier for rigtigt og forkert på den mere konkrete problemstilling, men i det følgende skal vi se, at det ikke er så enkelt endda. den anden måde, etik kan være praktisk på, er ved at være knyttet direkte til forholdsvis velafgrænsede praksisser, dvs. at være en praksis-etik, som f.eks. en professionsetik. Man kan her tænke på praksisser, der helt eksplicit betegnes som sådanne, f.eks. en advokatpraksis eller en lægepraksis. i den forstand er praktisk etik ikke noget nyt, for en-hver praksis – ikke mindst de just nævnte – har altid været reguleret af værdier og normer for den etisk set vellykkede udførelse af praksissen. Men det er klart, at der i de senere årtier er opstået et meget stærkt behov for en kritisk refleksion over disse værdier og normer. det er det, den praktiske etik generelt tilbyder: en kritisk refleksion over konkrete praksissers værdier og normer.


149 P r a k t i s k e t i k – e n o v e r s i g t

På anden vis er praktisk etik imidlertid noget nyt, idet den akade-miske moralfilosofi i første del af det 20. århundrede (lidt forenklet) var mest optaget af at kridte den moralske bane op, dvs. at fastslå, hvad der i det hele taget kan regnes som moralske spørgsmål, mulige typer af moralske spørgsmål, om de kan løses rationelt, og hvad det i givet fald vil sige at forholde sig rationelt til dem osv. (toulmin 1986). til gengæld har moralfilosoffer siden ca. 1970 i langt højere grad »meldt sig ind i kampen«, og der er sket en kolossal vækst i og konsolidering af det praktisk-etiske felt. derudover har disciplinen på disse 40 år gennemgået en stærk specialisering, således at der nu kan identificeres klart distinkte opdelinger på mindst to niveauer. På det første niveau befinder sig praktisk-etiske discipliner som bioetik, virksomhedsetik og dyre- og miljøetik. På dette niveau er kon-solideringen blandt andet kommet til udtryk ved, at der inden for hvert område findes adskillige akademiske fagtidsskrifter, stillinger, forsk-ningsprogrammer, uddannelser og kurser. den moderne medicinske etik og bioetik kan derudover siges at have dannet fortrop for profes-sionsetik i almindelighed og i forhold til en række andre fagområder. På næste niveau findes der specialister, forskningsprogrammer og talrige monografier og antologier om mere specifikke praktisk-etiske emner. inden for bioetik drejer det sig bl.a. om abort, døds-hjælp, genterapi, reproduktionsteknologi, kloning og organdonation. inden for virksomhedsetik bl.a. social ansvarlighed, whistle-blowing, medarbejder-rettigheder, chikane og mobning, overvågning og positiv særbehandling. inden for dyre- og miljøetik bl.a. dyrevelfærd, miljøfor-urening, klimaforandringer og genmodificering. Og inden for profes-sionsetikken specifikke arbejder i relation til bl.a. pædagogik, socialt arbejde, psykologi, jura, journalistik og diverse sundhedsprofessioner, foruden behandlinger af specifikke professionsetiske problemstillinger om tavshedspligt, informeret samtykke og prioritering af ressourcer. hvorfor har vi set denne eksplosion af praktisk etik? de fleste af den praktiske etiks diskussioner tager udgangspunkt i eller er frem-provokeret af politiske, strukturelle eller teknologiske udviklinger i nutidens samfund. den biomedicinske praksis har ændret sig fun-damentalt i forhold til det traditionelle billede af en lægepraksis med



dets personlige og eksklusive læge-patient-forhold. Ændringen er især sket i kraft af institutionelle ændringer i retning af enorm specialise-ring og centralisering samt teknologiske udviklinger, der har medført helt nye behandlingsformer (kap. 7). erhvervsvirksomhed er ligeledes forandret til ukendelighed i forhold til det traditionelle billede af den lille producent eller entreprenør med direkte kundekontakt. Moderne erhvervsvirksomheder har f.eks. i kraft af den økonomiske globalisering kunnet opnå en størrelse og politisk pondus, som gør dem til direkte udfordrere til nationalstaterne (kap. 12). Vort forhold til husdyr og miljøet har ændret sig i kraft af landbrugets og industriens udvikling af højteknologisk masseproduktion med de konsekvenser, det har for dyrenes velfærd og miljøets sundhed (kap. 8-9). Og endelig har udvik-lingen i militærteknologi, massekommunikation m.v. også medført, at man i forhold til spørgsmålet om retfærdig krig må nytænke de gængse etiske kriterier for retfærdiggjort anvendelse af militær magt (kap. 13). Som man ser, er den teknologiske udvikling en væsentlig »motor« på alle disse områder, hvilket giver anledning til mere generelle teknolo-gietiske overvejelser og diskussioner (kap. 10).

Interne og eksterne værdier og normerSom sagt har enhver aktivitet eller praksis et udtalt eller uudtalt vær-digrundlag. det har den, i og med at den udøves med sigte mod mål eller idealer, som mere end noget andet definerer praksissen. Man kan betegne værdigrundlaget i denne forstand som praksis-interne værdier. Uden et kendskab til disse vil man overhovedet ikke kunne deltage i den pågældende praksis. det hører f.eks. med til at forstå den praksis, vi kalder opvask, at den ideelt fører til rengjort service. nu er rent service ganske vist næppe en etisk værdi, fordi det ikke på direkte vis er bestemmende for, om folk får et godt liv eller ej. Men tager vi igen lægegerningen som eksempel, er det ret oplagt, at den er lagt an på etiske værdier og normer. Sygdom og sundhed er fænomener, der er direkte bestemmende for, om folk får et godt liv. når vi rammes af sygdom, kan vi ikke klare os selv, men har brug for hjælp, oven i købet professionel hjælp. Lægegerningen har fra sin fødsel været grundlagt



på et etisk princip om, at folk, der ikke kan klare sig selv pga. sygdom og lidelse, bør hjælpes af kyndige professionelle. i enhver praksis har man tillige udtalte eller uudtalte retningslinjer eller normer for, hvordan man realiserer eller efterlever værdierne. i eksemplet med opvask kan man sige, at den teknologiske udvikling af opvaskemaskiner har medført, at de konkrete retningslinjer for, hvor-dan man realiserer værdien ‘rengjort service’ har ændret sig. Retnings-linjerne kan være rent tekniske, for så vidt de angiver procedurer, der effektivt bringer én frem mod værdierne. Men de kan også være etiske retningslinjer, for så vidt de angiver etisk forsvarlige måder at realisere eller efterleve værdier på. Også dette kendes fra lægegerningen siden oldtiden: Standens selvforståelse og interne justits har i vid udstræk-ning handlet om, at visse fremgangsmåder anses for etisk forsvarlige og andre for uetiske. i oldtiden var det først og fremmest de stærkt risikable kirurgiske indgreb, der blev fordømt som kvaksalveri. den antikke grundregel primum non nocere, dvs. »frem for alt ikke skade«, er en sådan helt generel etisk retningslinje. i det følgende vil jeg kalde disse praksis-interne etiske værdier og etiske retningslinjer for den praksis-interne moral. i lange stræk kan en praksis praktiseres ved at trække på en sådan praksis-intern moral. Men en praksis kan komme i krise i forhold til sin selvforståelse eller omgivelsernes accept af den. typisk sker det, i takt med at konventio-nelle eller etablerede praksisformer ændrer grundlæggende karakter. en konsekvens af dette er, at man ikke uden videre kan tage den praksis-interne moral for givet. hvor det tidligere var god (læge)latin, at medi-cinske beslutninger skulle træffes af den lægefaglige ekspertise ud fra strengt medicinske kriterier og uden involvering af patienten, er det i dag – grundet forandringer både inden for medicinen og i den gene-relle samfundsstruktur – langtfra indlysende, at sådanne paternalistiske værdier og normer kan stå alene. hvor det tidligere inden for en kapi-talistisk økonomi var acceptabelt at hævde, at »en virksomheds sociale ansvar er at maksimere sin profit« (Friedman 1970), vil de fleste i dag mene, at det i det mindste er en sandhed med stærke modifikationer. Og i forhold til udnyttelsen af naturen er den opfattelse, der kunne ud-trykkes med »havet sletter alle spor«, på tilsvarende vis kommet til kort.



en sådan krise kan afføde to forskellige reaktioner. Man kan fæste lid til, at den praksis-interne moral selv besidder ressourserne til at håndtere krisen, hvis den bliver ekspliciteret og præciseret godt nok. eller man kan nå til den konklusion, at der er brug for en egentlig nytænkning og reformering af praksissens værdigrundlag og etiske retningslinjer. Kriser kan altså medføre behovet for at inddrage praksis-eksterne værdier og normer, som kan fungere som forankring, supplement og korrektiv i forhold til den praksis-interne moral. i nogle tilfælde kan selve det at blive opmærksom på praksis-eksterne værdier og normer være medvirkende til at bringe praksissen i krise eller i det mindste mane til eftertanke. de eksterne praksisser kan i et moderne sam-fund have udspring i en række forskellige institutioner: den offentlige mening, lovgivningen, religiøse trosforestillinger eller filosofisk etik. typisk vil man være på udkig efter nogle mere generelle eller almene principper, som kan udgøre nævnte forankring, supplement og korrek-tiv. Jeg vil i det følgende (måske ikke så overraskende) gøre gældende, at den filosofiske etik i forhold til alternativerne har nogle afgørende fordele, som gør den mere velegnet til at formulere almene etiske prin-cipper for praksis. når den offentlige mening kan komme på banen, skyldes det sim-pelthen, at praksis-interne normer kan være ude af trit med, hvad den almindelige befolkning finder ret og rimeligt. de mange (ofte medie-skabte) skandaler om respektløs behandling af patienter og klienter, om transnationale virksomheders lemfældige sikring af arbejdsmiljø, om landbrugets og fødevareindustriens indvirkning på dyrevelfærd og bæredygtighed osv. demonstrerer tydeligt, at der kan være et mis-forhold her, som udøverne af de pågældende praksisser ikke bare kan sidde overhørig. Så den offentlige mening er én af de institutioner, der kan tilvejebringe praksis-eksterne værdier og give praksisudøvere andet og mere at rette sig efter end den praksis-interne moral. Som professionsudøver eller virksomhedsleder vil man dog ikke uden videre være godt hjulpet ved blot at rette sig efter den offentlige mening, der som bekendt kan være noget lunefuld, ja ligefrem prin-cipløs. Om ikke andet vil der være brug for en vis kvalificering af den



offentlige mening med henblik på at gøre den tilstrækkelig oplyst og upartisk. Vi eftersøger m.a.o. principper, som er filosofisk velunderbyg-gede. Som et udslag af den stigende etiske bevidsthed i forhold til behand-ling og pleje, husdyrbrug, forvaltning af naturressourcer og brug af tek-nologi har man i stigende grad også reguleret disse områder med lovgiv-ning for dermed at formulere en normativ ramme for dem. Lovgivning lever normalt i langt højere grad op til netop at være principfast, oplyst og upartisk og undgår dermed nogle af de ulemper, der er forbundet med at lade den offentlige mening sætte de normative grænser. dog er det velkendt, at man ikke kan lovgive sig til alt, og der findes mange eksempler på praksis-intern moral, som er lovmedholdelig, men etisk uacceptabel. det er f.eks. karakteristisk, at virksomheder, der beskyldes for uetisk adfærd, ofte forsvarer sig med, at de har overholdt loven til punkt og prikke. det kan man så forsøge at afhjælpe ved at indføre nye love, men så er sagen jo, at dette er motiveret af etiske normer, som dermed kan siges at være mere grundlæggende end retsreglerne. en tredje institution, som undertiden spiller ind i forhold til den praksis-interne moral, er religiøse institutioner eller trossystemer. dette gælder selvfølgelig i særlig grad i lande og kulturer, hvor andre insti-tutioner i vid udstrækning er underlagt de religiøse, således at skoler og hospitaler f.eks. er katolske eller jødiske osv. her vil lærere og læger være nødt til at rette sig efter retningslinjer afstukket af religiøse autori-teter. i dansk sammenhæng spiller denne type praksis-eksterne værdier ind på en noget mere diffus måde, men især i bioetiske sammenhænge har de spillet en vis rolle. det har f.eks. været gjort gældende, at aktiv dødshjælp strider imod centrale trosforestillinger som næstekærlig-hedsbuddet eller menneskelivets ukrænkelighed (det etiske Råd 1996, s. 118, 129f., 2003, s. 36-38). Ulempen ved religiøse principper ligger ligefor: de bygger på overbevisninger og forestillinger, som primært deles af de troende, og dermed bliver praktisk etik relativ ikke bare til kulturer, men sågar subkulturer. den amerikanske bioetiker t. engelhardt anser dette for et uomgængeligt vilkår i en postmoderne verden af isolerede grupper af »moralske venner« uden andre normer til fælles med andre grupper



end normen om at lade hinanden være i fred til at hæge om sine egne trosbaserede, praksis-interne værdier (engelhardt 1996, s. 105-124). Men engelhardts påstand om, at der ikke kan formuleres fælles substantielle praksisnormer på tværs af f.eks. jødiske, katolske og ateistiske læger forekommer uplausibel (grænsende til det bizarre). ganske mange læ-ger føler givetvis, at de har mere normativt til fælles med andre læger end med folk, de tilfældigvis deler trossamfund med. den dominerende tendens har da også været at formulere etiske grundregler og kerneværdier inden for de forskellige discipliner på tværs af religiøse og andre tilhørsforhold, og dette er sket i et stærkt samspil med mere abstrakte former for filosofisk etik, herunder ud-forskning af de normative teorier, som præsenteres i denne bogs anden del. den klart mest udbredte måde at formulere den slags grundregler og kerneværdier på har været i form af et antal relativt abstrakte prin-cipper for hhv. bioetik, professionsetik, virksomhedsetik osv. hvorvidt der kan formuleres én sådan ramme for alle de nævnte subdiscipliner er som udgangspunkt dog et åbent spørgsmål. Betegnelsen princip henviser enten til det, der ligger til grund for noget, eller det, der sammenfatter det. Praktiske principper kan derfor anses for at være grundsætninger for handling eller en generel sam-menfatning af handlemåder. Og etiske principper tilsvarende enten som etiske »grundlove« eller som en sammenfatning af velovervejede etiske overbevisninger. i forlængelse heraf kan principper således indgå enten i en ‘top-down’- eller en ‘bottom-up’-proces, hvilket vil blive udfoldet i de følgende afsnit.

Filosofi og etiske analysernår et medlem af sekten Jehovas Vidner indlægges med henblik på større operationer, giver det anledning til særlige lægefaglige overve-jelser. ifølge Jehovas Vidners fortolkning af Mosebøgerne er det nemlig en dødssynd at modtage fremmed blod. Sundhedspersonale er derfor fra tid til anden blevet bragt i den situation, at patienten nægter at modtage en behandling (nemlig blodtransfusion), som er nødvendig for at redde patientens liv. der er sågar eksempler på, at Vidner har



nægtet blodtransfusion på deres børns vegne. den traditionelle praksis-interne moral siger som nævnt, at man skal vælge den behandling, der gavner patienten, hvis man kan gøre det uden væsentlig risiko for at skade ham. Og fortolkningen af »gavne« har bestemt ikke været, hvad der gavner ud fra sekteriske trosforestillinger, men derimod ud fra veldokumenteret medicinsk indikation. der har derfor været en stærk tilskyndelse til at tilsidesætte patientens ønsker i situationer af den type. tager man i betragtning, at Jehovas Vidner næppe ville lade sig indlægge, hvis de havde udsigt til at modtage blod mod deres vilje (enten ved tvang, manipulation eller løgn fra sundhedspersonalets side), er det imidlertid ikke længere helt så klart, hvad den praksis-interne moral kræver. Professionsudøvere, virksomhedsledere og mange andre oplever ofte at stå i den slags etiske dilemmaer: hvor langt rækker tavsheds-pligten over for sociale klienter, der begår socialt bedrageri eller er under mistanke for omsorgssvigt over for deres børn? hvordan skal en virksomhed forholde sig til leverandører, der benytter børnearbejde, hvis børnenes familier er dybt afhængige af indkomsten? hvornår bør en virksomheds ledelse informere medarbejderne om strategiske beslutninger, der får store konsekvenser for medarbejdernes fremtids-udsigter? Vi fornemmer umiddelbart, at der er noget etisk på spil her, dvs. at der vil være moralsk rigtige og forkerte måder at håndtere dem på, men vi er i vildrede i forhold til, hvad der er det rigtige. Som nævnt har filosofiens bidrag i forhold til etiske analyser af den slags spørgsmål typisk været at formulere nogle generelle etiske retningslinjer eller principper, som kan være med til at afgøre eller i det mindste afklare sagen. det rejser selvfølgelig det oplagte spørgsmål, hvor sådanne principper kommer fra, og hvad deres forankring er. her kan der i første omgang identificeres to yderpunkter, hvor det ene ser udgangspunktet og forankringen som primært teoretisk, mens det andet ser det som primært praktisk. i de følgende to afsnit præsenteres disse yderpunkter, efterfulgt af et bud på en »tredje vej«.



Formulering af principper »ovenfra«: Anvendelsesmodellendet ene yderpunkt kunne man kalde »anvendelsesmodellen« (Rachels 1991). her vender man sig mod moralfilosofiens abstrakte teorier i håb om at finde brugbare retningslinjer, som så kan anvendes på de kon-krete problemstillinger. Moralfilosoffer har typisk haft en ambition om netop at formulere sådanne klare og tvingende (dvs. gyldige) princip-per for den rette handlen, som er af helt abstrakt og generel karakter. Ambitionen har m.a.o. været at formulere en teori for moralen, som i ethvert tilfælde kan afgøre, om en handling er etisk forsvarlig eller ej. den enkleste løsning er selvsagt et etisk superprincip, som fungerer som appeldomstol i tilfælde af konflikt mellem forskellige handleregler. et nærliggende eksempel på dette er den klassiske utilitarismes lykke-princip: den rigtige handling er den, der maksimerer den samlede lykke. de fleste moderne utilitarister tilslutter sig ganske vist en mere sofistikeret værditeori, således at den rigtige handling er den, der tager mest muligt hensyn til alle involverede interesser, men tanken er stadig, at man »i princippet« altid kan finde et svar på etiske spørgsmål ved at gennemgå en procedure for anvendelse af abstrakte principper (kap. 3). i nogle former for deontologisk etik tildeles Kants kategoriske impe-rativ samme funktion: at være et 2.-ordensprincip, der i enhver situation kan afgøre, om principper af 1. orden er gyldige eller ej (kap. 2). Men man kan også tænke sig versioner af anvendelsesmodellen, hvor teo-rien bygger på en pluralitet af moralske grundregler (Clouser og gert 1990, gert m.fl. 2000) eller basale rettigheder (f.eks. gewirth 1981). Forudsætningen er, at der er et system i form af en klar rollefordeling eller rangorden mellem dem. i så fald leverer systemet af principper stadig et klart svar i enhver situation, og det må jo siges at være en håndsrækning til dilemmaramte praksisudøvere. Anvendelsesmodellen i denne udgave kan illustreres således:

etisk teori System af grundprincipper Regler Konkrete vurderinger



Modellen virker vel umiddelbart både overskuelig og plausibel. når vi er i tvivl om, hvordan vi skal håndtere en konkret situation, forsø-ger vi at finde frem til almene regler, som situationen kan føres ind under; kommer vi i tvivl om, hvilke regler der skal gøres gældende i tilfælde, hvor flere regler byder sig til, må vi appellere til mere almene principper; og er vi også på dette niveau i vildrede, må vi vende os til etiske teorier for at finde ud af, hvilket princip der har forrang eller vejer tungest. Vi bevæger os således imod stadigt mere abstrakte og fundamentale forskrifter i håbet om, at vi når til fast grund et eller andet sted i processen.det første problem med en sådan fremgangsmåde er, at det i praksis vil være særdeles svært at nå til enighed om et bestemt superprincip eller system af principper, som kan fungere som endegyldig appelinstans. Som det fremgår af sektionen om normativ etik i denne bog, findes der en række konkurrerende etiske teorier, som bygger på gensidigt uforenelige superprincipper (hvis de overhovedet går ind på at formu-lere noget sådant). en nytteetiker ville således anbefale nytteprincip-pet: Vælg det alternativ, der resulterer i mest mulig samlet nytte. en kantiansk pligtetiker ville derimod anbefale princippet om respekt for personer: Vælg det alternativ, som er foreneligt med at behandle alle som mål i sig selv. dog forhindrer selve tilstedeværelsen af alternativer os selvsagt ikke i at insistere på, at én teori simpelthen er de andre overlegen, og det derfor må være den, vi »anvender«. Men det medfører, at de etiske konklusioner kun virker overbevisende for dem, der tilslutter sig den pågældende teori. På den måde bliver der i praksis et tag selv-bord af etiske opfattelser, alt efter om man vælger at anvende en nytteetisk, en pligtetisk, en dydsetisk eller en helt fjerde argumentation. igen ville det være en mulig strategi at insistere på den teori, man anser for den korrekte, og fæste lid til, at man gennem vedvarende argumentation ville kunne gøre den gældende som anvendt etisk teori. tendensen synes imidlertid at være, at folk, der har beskæftiget sig længe med etisk teori, selv anerkender, at de teorier, de bringer frem som forank-ring for principper og regler, ikke følger med nogen streng rationel nødvendighed, men at der rent faktisk hersker velbegrundet uenighed



om, hvilken etisk teori der står stærkest (degrazia 1992, s. 513). Selv Peter Singer, der måske er den stærkeste nulevende fortaler for an-vendelsesmodellen (her som anvendt utilitarisme) medgiver, at der ikke gives et tvingende argument for den teori, han anvender: »Jeg vil foreslå, at etikkens universelle aspekt giver en overbevisende, om end ikke afgørende, grund til at indtage en stort set utilitaristisk position« (Singer 1993, s. 12). nogle gange har filosofiske redegørelser for praktisk-etiske pro-blemstillinger taget konsekvensen af dette ved at fremlægge, hvad man ville sige, hvis man var nytteetiker, og hvad man ville sige, hvis man var kantianer osv. det næste problem er imidlertid, at det langtfra er klart, hvad man bør mene, hvis man bekender sig til den ene eller anden teori. de tilbudte superprincipper er nemlig så generelle og dermed ofte så flertydige, at de under alle omstændigheder må fortol-kes nærmere for at give blot en grov idé om, hvad de egentlig »bliver til« i praksis. hvad er f.eks. »nytte«? Som man kan se i kapitel 3, har nytte-etikken forgrenet sig i flere ganske forskellige bud på dette, som i praktiske situationer meget vel kan føre til uforenelige anbefalinger. den filosofiske redegørelse bør derfor indeholde en række underafsnit, der redegør for, hvad man ville sige, hvis man var hedonistisk utilitarist, velfærdsutilitarist, præferenceutilitarist osv. Men det bliver værre endnu, for det er de færreste filosoffer, der uden videre bekender sig til én distinkt etisk teori. de fleste af dem, der har beskæftiget sig længe med praktisk etik, forsøger at kombi-nere elementer fra flere forskellige etiske teorier, hvilket selvsagt blot bidrager til den teoretiske forvirring, da der dermed åbner sig et stort antal mulige »kombi-teorier« som konkurrenter til pladsen i toppen af top-down-strukturen. Sagen er imidlertid, at det er de færreste filosoffer, der går frem efter en strikt anvendelsesmodel, når de diskuterer praktisk-etiske spørgsmål. Man tager som regel ikke sit udgangspunkt i de generelle teorier eller de mest abstrakte principper, men snarere i principper på »mellemniveau«, som på en mere direkte måde kan sige noget om, hvad der er etisk forsvarligt i den konkrete situation. i forhold til den ovenstående model kan man sige, at man »skærer toppen af« ved at



se bort fra det etiske superprincip og i stedet gå frem vha. en anven-delse af mere substantielle principper direkte på sagen. Men en sådan anvendelse af principper er stadig en top-down-bevægelse: Man tager stilling til det specifikke ved at »udlede« en handlingsanvisning fra den mere generelle regel. et eksempel på en sådan struktur kunne se sådan ud:

1. Alle handlinger af typen A er etisk forkerte.2. handling b er af typen A, ergo:3. handling b er etisk forkert.

På den måde får man ofte nogle svar på rede hånd. Men ofte er der des-værre også en omkostning i form af en vis etisk blindhed – at princippet så at sige kommer til at stille sig i vejen for væsentlige sider af sagen.en klassisk case kan tjene som illustration. i 1992 opnåede en nyfødt pige kortvarig berømmelse som »Baby Theresa« i den amerikanske of-fentlighed (Rachels 1997, s. 69ff.). Theresa var født helt uden hjerne og havde udsigt til kun at overleve nogle få dage. Mediestormen blev udløst af forældrenes ønske om at donere de organer, Theresa havde – nyrer, lever, lunger, hjerte og hornhinder – til andre børn, hvis overlevelse afhang af organtransplantation. Problemet var, at hvis man ventede med at udtage organerne, indtil Theresa var død en langsom og »naturlig« død, ville organerne samtidig være så beskadigede, at de var ubrugelige. Forældrene ønskede derfor aktiv dødshjælp, fordi de anså donation af hendes organer som en måde at skabe en vis mening i tragedien på. dette blev imidlertid mødt med stærk fordømmelse, ikke mindst fra en række »professionelle etikere«, der henviste til det forkastelige i »at dræbe et menneske for at redde andre«. Man argumenterede m.a.o. som følger:

1. det er altid forkert at dræbe et menneske for at redde andre.2. At donere Theresas organer er at dræbe et menneske for at redde

andre, ergo:3. det er forkert at donere Theresas organer.



her ser vi et eksempel på anvendelse af et princip på mellemniveau, nemlig princippet om aldrig at dræbe et menneske, selvom man derved kan redde andre fra at dø. Argumentet er logisk gyldigt, men der var nogle (herunder Theresas forældre), der ikke var overbevist om kon-klusionens sandhed, og det hænger indlysende nok sammen med, at de ikke fandt den første præmis ubetinget sand. enten er det ikke altid forkert at dræbe et menneske for at redde andre, eller også er det ikke forkert i en så absolut forstand, at det aldrig kan komme på tale (dets forkerthed til trods). Princippet er m.a.o. ikke så selvfølgeligt, som det umiddelbart kunne syne, eller det er i det mindste ikke selvfølgeligt i den form for ekstreme situationer, som vi her har at gøre med. en direkte og ureflekteret anvendelse af principperne kan derfor let føre til, at man »skyder fra hoften« i etisk forstand (Rachels 1997, s. 235ff.). når man skyder fra hoften, går det for det første ud over præcisionen, og for det andet risikerer man også at være for hurtig på aftrækkeren og dermed afskære sig fra andre måder at opfatte situationen på. en mere nuanceret refleksion og bedømmelse fremkommer, hvis man frem for at skyde fra hoften med blot et enkelt princip i kammeret i stedet anvender et mere omhyggeligt udvalgt sæt af grundprincipper. et overordentlig indflydelsesrigt bud på et sådant sæt af principper blev lanceret i 1979 af de amerikanske bioetikere tom L. Beauchamp og James F. Childress i bogen Principles of Biomedical Ethics. her præsen-teres fire principper som uomgængelige i etiske analyser af medicinske problemer, nemlig:

• Respekt for autonomi (en norm om at respektere og støtte auto-nome beslutninger).

• ikke-skade (en norm om at undgå at forvolde skade).• godgørenhed (en samling af normer som angår afhjælpning,

formindskelse eller forebyggelse af skade og tilvejebringelse af hjælp og afvejning af gavn over for risici og omkostninger).

• Retfærdighed (en samling af normer om fair fordeling af goder, risici og omkostninger). (Beauchamp og Childress 2009, s. 13).



disse fire grundprincipper har gået deres sejrsgang i bioetikken og andre grene af den praktiske etik i en sådan grad, at de er blevet gen-stand for den let nedsættende betegnelse »The georgetown Mantra« (med henvisning til ophavsmændenes tilknytning til georgetown University i Washington). en del af populariteten skyldes givetvis, at Beauchamp og Childress arbejder ud fra en vis teoretisk eklekticisme, idet de udtrykkeligt ikke henter begrundelsen for de fire principper i én bestemt etisk teori. de hævder i stedet, at man ved at holde f.eks. utilitaristiske og deontologiske teorier op imod hinanden simpelthen kan konstatere et sammenfald eller en fællesmængde, som udgøres af »Mantraet« (Beauchamp og Childress 1983, s. 60-64 et passim). når begge teorier har vist sig så livskraftige, er grunden måske, at de hver især gør rigtig godt rede for dele af de fire grundprincipper: Utilitarismen står stærkt i forhold til kravene om at gøre godt og begrænse skade, hvorimod kantianismen står stærkt i forhold til at vise respekt for personer som selvbestemmende og ligeværdige. en forenkling kunne så opnås, hvis man indførte en entydig prioritering af disse moralske hensyn, og det er da også lige netop, hvad både nytte etikken og Kants pligtetik gør. nytteetikken gør dette ved at sige: tag gerne hensyn til selvbestemmelse og ligeværdighed, men kun for så vidt det er fremmende for den samlede lykke/velfærd. Man benæg-ter således ikke værdien af selvbestemmelse og ligeværdighed, kun at de er fritstående i forhold til og kan have samme vægt som værdien af universel godgørenhed. Kantiansk pligtetik hævder modsat: du må skam gerne være alment godgørende over for andre, blot du husker på altid at omfatte enhver anden person som mål i sig selv og aldrig blot et middel – f.eks. til at gøre godt for nogle andre. Sat på spidsen benægter man således, at det almene vel nogensinde kan tilsidesætte respekten for personer som mål i sig selv: Lad himlene falde, blot retfærdigheden sker fyldest. i og med at Beauchamp og Childress udnævnte »Mantraet« til at udgøre en konsensus mellem i øvrigt uforenelige etiske teorier, afskar de selvsagt sig selv fra at tage parti i forhold til disse rangordningsspørgs-mål. en række kritikere har gjort gældende, at principperne dermed bliver ganske »fritsvævende« i teoretisk forstand og i stedet alene står



sin prøve i praksis. dette er problematisk i tilfælde af konflikt mellem to eller flere principper (hvilket i praksis sker ganske ofte). Problemet hævdes at være, at udgangsformuleringen af de fire prin-cipper i Mantraet slet ikke gør dem til principper i sædvanlig forstand, fordi der ikke er givet nogen handlingsanvisning, således som tilfældet (»i princippet«) er med klassiske etiske teoriers principper, f.eks. det utilitaristiske princip om at maksimere den samlede »nytte«, Kants princip om kun at handle ud fra handlingsforskrifter, som man kan acceptere som alment gældende, eller Joh n Rawls’ princip om kun at acceptere uligheder, der er til de dårligst stilledes fordel (Rawls 1971, § 13). Som principperne står, er de reelt ikke andet end en agenda for etiske analyser, men de leverer ikke et operationelt grundlag for en be-grundet etisk stillingtagen. Omkostningen er en form for relativisme, som kunne kaldes »antologisyndromet«, hvor man først præsenterer en række standardteorier (f.eks. utilitarisme, kantianisme og dydsetik), deres styrker og svagheder, og hvor de er enige og uenige. dernæst lades det op til læseren selv at vælge og vrage mellem elementer af teorierne, alt efter hvad der synes at virke bedst i forhold til det aktuelle problem – uanset om de pågældende teorier er fundamentalt uenige om de anvendte princippers status og indhold (Clouser og gert 1990). hvis dette er et nogenlunde retvisende billede, må man sige, at den praktiske etik hviler på et noget vakkelvornt teoretisk grundlag. en markant modreaktion går derfor også ud på at anfægte selve ideen om, at praktisk etik skal tage udgangspunkt i teoretisk kundskab.

Formulering af principper »nedefra«: Den case-baserede modelde antydede problemer med anvendelsen af såvel etiske teoriers su-perprincipper som mere løst strukturerede sæt af principper får nogle filosoffer til at slå til lyd for den stik modsatte fremgangsmåde, nemlig etisk analyse som en bottom-up-proces med udgangspunkt i konkrete problemsituationer eller cases. i en berømt artikel, »The tyranny of Principles«, hævder Stephen toulmin, at partikulære omstændigheder i konkrete situationer i langt højere grad er udslagsgivende for vore



etiske bedømmelser end etiske principper. Som titlen antyder, er tan-ken, at etiske principper ligefrem kan stille sig i vejen for en diskussion af det, for sagen, etisk centrale. ifølge toulmins erfaring lader det sig ofte gøre at nå til enighed om bedømmelsen af konkrete sager uden at henvise til, hvilke principper der »begrunder« bedømmelsen. det kunne selvfølgelig være et resultat af en mere eller mindre tilfældig overensstemmelse i, hvad anvendelse af forskellige principper bliver til i den konkrete sag, men pointen her er, at det reelt slet ikke er prin-cipperne, der fungerer som etiske retningslinjer (de er i bedste fald en form for efterrationaliseringer). den etiske vished udspringer i stedet så at sige direkte fra eksemplariske erfaringer med eller fortællinger om karakteristiske og paradigmatiske cases (narrativer). disse erfaringer kan så i reglen sammenfattes eller opsummeres i en angivelse af det etisk rigtige i form af retningslinjer og maksimer, som nok er generelle, men ikke universelle eller ufravigelige, da de kun med sikkerhed kan gøres gældende i situationer, der deler de samme typiske karakteristika (Jonsen og toulmin 1988, s. 257). der er utvivlsomt markante eksempler på, at refleksion over be-stemte cases har haft en mere afgørende indflydelse på praktisk-etiske diskussioner end anvendelse af abstrakte etiske teorier. eksempelvis har billederne af de nøgne børn på flugt ud af en napalmbombet landsby i Vietnam formodentlig forankret flere overbevisninger om krigens etik end alle abstrakte teorier om rigtig handlen lagt sammen. her taler vi ikke blot om umiddelbar følelsesmæssig afstandtagen, men derimod om at en etisk stillingtagen kræver mere end følgerigtig udledning af principper på konkrete situationer. hvad der fik billederne til at rokke ved de fremherskende (praksis-interne) normer for krigsførelse, var ikke så meget etisk teori som situationsbaseret etisk vished om det uforsvarlige ved den konkrete handling. tilsvarende paradigmatiske eksempler kendes fra virksomhedsetik, hvor et bud på den praksis-interne moral lettere forsimplet kunne udtrykkes med Milton Friedmans slagord: »en virksomheds sociale ansvar er at maksimere sin profit«. Umiddelbart kunne det lyde som en praksis-intern amoral, men fra Friedmans side er pointen netop, at erhvervsvirksomheders moralske pligter om at overholde aftaler,



respektere ejendomsretten, at træffe demokratisk legitimerede beslut-ninger m.v. begrunder, at de bør fokusere ensidigt på profitmaksimering (Klint Jensen 2003). Også her var det skelsættende cases mere end skelsættende teoriudvikling, der førte til en erkendelse af, at Friedmans perspektiv er for snævert, herunder Ford Pinto-casen i 1981 (beskrevet i goodpaster 1983) og Bhopal-katastrofen i 1984 (beskrevet i Kemp 1991) – eller i hjemlig sammenhæng og samme periode skandalen omkring Cheminovas giftdepoter. i Ford Pinto-casen var sagen (angi-veligt), at bilerne grundet en konstruktionsfejl var mere tilbøjelige til at bryde i brand ved en kollision end tilsvarende bilmodeller. På basis af en cost-benefit-analyse vurderede selskabet tilsyneladende, at der var langt mindre omkostninger forbundet med at udbetale erstatninger til de kvæstede eller de dræbtes familier end at trække modellen tilbage fra markedet og rette på konstruktionen. her var den praksis-interne moral øjensynlig baseret på rent økonomiske normer. de efterfølgende medie- og retssager førte efterhånden til knæsættelse af visse virksom-hedsetiske principper om forrang af beskyttelse af kundernes liv og førlighed med det resultat, at bilfirmaer siden næsten per automatik og øjeblikkeligt har trukket modeller tilbage i tilfælde af farlige kon-struktionsfejl, selvom disse forudseeligt kun vil ramme ret få kunder (en udførlig belysning og analyse af casen kan findes i Birsch og Fielder 1994). det, vi ser her, har en parallel i retspleje, hvor man i mindst lige så høj grad trækker på præcedens fra paradigmatiske cases som på en direkte anvendelse af paragrafferne. erfarne praktikere oparbejder på basis af en bearbejdning af vanskelige cases et etisk beredskab i forhold til nye cases, men det består i dyder (faste karaktertræk) og holdninger snarere end abstrakte etiske principper. ifølge den case-baserede model skal etiske principper således forstås som en opsummering af etiske bedømmelser og erfaringer snarere end som en forudsætning for at kunne foretage etiske bedømmelser. det, vi ved på det abstrakte niveau af regler og principper, det ved vi i kraft af praktiske erfaringer og case-afgørelser. til forskel fra den ovennævnte anvendelsesmodel kan forholdet mellem konkrete bedømmelser og principper måske bedst illustreres således:



Regler og principper

Case-afgørelser, narrativer, praksisdyder m.v.

Man hævder altså, at etiske teorier i den forstand er fraværende i etisk beslutningstagning. det er vel at mærke ikke, fordi det er principielt umuligt at udarbejde teorier om, hvad der gør handlinger rigtige eller forkerte – tilhængere af den case-baserede model hævder ikke, at de etiske teorier i bund og grund er falske. Påstanden er ‘blot’, at etisk kompetence er praksisforankret. den etiske teoris rolle er dermed analog med den teoretiske fysiks rolle i mekanikerarbejde. de fysiske principper (naturlove) kan her forklare, hvorfor en bilmotor fungerer, som den gør, og hvordan forskellige former for dysfunktion kan af-hjælpes. Men en mekaniker behøver ikke kende de fysiske love, og han behøver endnu mindre at »anvende« dem for at finde ud af, hvad han bør gøre i situationen. hvad han her orienterer sig efter, er i stedet, hvad erfarne mekanikere kan fortælle ham og egne erfaringer med lignende problemer. Spørgsmålet er naturligvis, hvor langt analogien holder, når vi taler om dilemmaer i den praktiske etik. her synes mekanikermodellen at medføre, at man i for høj grad forlader sig på den praksis-interne moral. godt nok har komplekse praksisser for det meste en (selv)kritisk tradi-tion at trække på, men den kommer netop til kort, når der er mest brug for den: når vi står i helt nye typer situationer, eller når vi har brug for at få øjnene op for helt andre perspektiver på praksissen. den »praksis-interne« virksomhedsetik har f.eks. ikke taget højde for konsekvenserne af, at virksomheders ageren i dag har massive eksterne virkninger, som gør, at man bl.a. må medtænke principper vedrørende global ulighed og klimapåvirkning. en tradition kan også sagtens tænkes at være blind for etiske dimensioner, som, når man først er blevet opmærksom på dem, ikke synes til at komme uden om. her kan man eksempelvis tænke på den dybt indgroede sexisme i forholdet mellem læger og sygeplejersker i den lægevidenskabelige tradition eller traditionen for paternalisme i læge-patient-relationen. her er der i høj grad brug for filosofi »udefra



og ind« f.eks. i form af feminisme eller egalitære og liberale principper, som umiddelbart ikke har så meget med lægevidenskab at gøre. Sagen er m.a.o., at vi har brug for principper i begge de tidligere angivne be-tydninger: som en opsummering af vore case-baserede etiske erfaringer og som en kritisk instans i forhold til vor etiske praksis. F.eks. er vore principper for retfærdighed ikke bare en afspejling af, hvad vi i forskel-lige sociale sfærer anser for ret og rimeligt, de er også et kritisk spejl, som må indgå som en væsentlig del af vor refleksion over, hvad der er ret og rimeligt (dworkin 1985, s. 219). den case-baserede model risikerer simpelthen at blive for konserva-tiv ved at besvare den anvendte etiks formalistiske verdensfjernhed med fordomsfuld provinsialisme. For endnu en gang at trække på analogien fra retspleje, ville man heller ikke være tryg ved et retssystem, hvis lovregler alene blev udarbejdet af en snæver kreds af nok så erfarne og kyndige jurister. det er afgørende, at der er mulighed for en stadig kritik fra politiske og civile instanser og en sådan kritik vil ofte være formuleret på basis af abstrakte og praksis-eksterne etiske principper.

En integreret modelSom tidligere nævnt var den teoretiske begrundelse af de fire princip-per (respekt for autonomi, ikke-skade, godgørenhed og retfærdighed) oprindelig en teoretisk eklekticisme: Principperne synes at kunne hente støtte i såvel nytteetiske som pligtetiske teorier, men uden at besidde den systematiske enhed, som et valg af en bestemt teoretisk forankring medfører. denne begrundelse er i de senere udgaver af Beauchamp og Childress’ værk helt opgivet til fordel for et mere stringent alternativ til både anvendelsesmodellen og den case-baserede model. Frem for at tage udgangspunkt i moralfilosofien tager de udgangspunkt i moralen selv, idet principperne nu præsenteres som grundpiller i »the common morality«, dvs. den almene eller almengyldige moral, idet ethvert mo-ralsystem hævdes at indeholde visse helt grundlæggende principper, som rent faktisk har noget nær universel opbakning og som moralsk seriøse personer også må acceptere som autoritative (Beauchamp og Childress 2009, s. 2-5).



hvad vil det sige, at være en moralsk seriøs person? det vil i reglen sige, at man er parat til at give moralske begrundelser for sine hand-linger i modsætning til eksempelvis at begrunde dem med, at man nu engang har magt til at gøre, som man gør. Fascisme og psykopati er således ikke alternative, eksotiske former for moralitet, men amoral, mangel på moral. Men hvad er så begrundelsen for i det hele taget at give moralske begrundelser? Ja, nogle filosoffer (frem for alle Kant) mente, at der kunne føres bevis for, at det er noget, man skulle. en lidt mere beskeden påstand er, at det hele bygger på en grundlæggende normativ præmis om menneskelig ligeværdighed: hvis jeg betragter andre som ligeværdige mennesker, kan jeg ikke legitimere en handling alene med henvisning til, at jeg har magten til at udføre den, ligesom jeg heller ikke bare kan henvise til en religiøs eller spirituel autoritet, som det alene er mig, der, gennem åbenbaring, spirituel klarhed eller at være »udvalgt«, har adgang til. Ægte moralske begrundelser kan gøres gældende i kraft af vor almindelige medmenneskelighed, dvs. for alle og enhver som er i stand til at tænke og føle og føre fornuftig tale sammen. Påstanden er, at ingen kan undslå sig disse principper med gode grunde, hvilket naturligvis er noget helt andet, end at alle faktisk lever op til dem, eller at alle føler sig bundet af dem. Påstanden er, at personer, som benægter, at disse principper har moralsk gyldighed, tager fejl. At der findes mennesker, som benægter, at vi skylder hinan-den noget, er ikke i sig selv nogen grund til at tvivle på de moralske princippers gyldighed, lige så lidt som tilstedeværelsen af mennesker, der mener, at jorden er flad i sig selv skulle få os til at tvivle på, at den er rund, eller forlede os til at mene, at den ene opfattelse kan være lige så god som den anden. Snarere end at være et kompromis mellem traditionelle etiske teorier eller en mere eller mindre stabil forening af dem er den principorien-terede tilgang i Beauchamp og Childress’ udgave et alternativ til disse. Men et alternativ, der langtfra hævder den samme systematiske enhed på det mest abstrakte niveau af vor etiske tænkning. der er derfor tale om en teori i en svagere forstand, end hvad der kræves i anvendelses-modellen. der ligger to vigtige påstande til grund for dette (i en vis forstand) svagere alternativ.



den første påstand er, at den almene moral kan føres tilbage til lige netop disse principper, hverken mere eller mindre. Men spørger vi bag om de fire principper, finder vi ikke ét superprincip, der kan agere fællesnævner for dem alle. Vi finder heller ikke et bestemt system, der fordeler eller rangordner principperne. de knytter sig til forskellige sider af det fællesmenneskelige liv, har forskelligartede begrundelser og stil-ler forskelligartede fordringer til os. Princippet om autonomi handler væsentligt om respekt for andres beslutninger i egne anliggender, og det angiver dermed en meget almen norm for, hvilken holdning vi skal indtage i konkrete medmenneskelige relationer. Princippet om godgørenhed knytter sig til en helt anden type værdi, nemlig værdien af, at så mange som muligt får det så godt som muligt. her handler fordringen om at maksimere værdien, og da må man tænke i meget videre baner end de konkrete relationer, man selv er part i. Princippet om ikke-skade handler væsentligt om at forbyde visse typer af handling: uanset hvad godt man i øvrigt har i sinde, må man ikke gøre fysisk eller psykisk fortræd på andre mennesker. Og retfærdighedsprincip-pet er i vid udstrækning en social udmøntning af tesen om ligeværd. det handler her ikke om at behandle alle lige, men som lige: enhver forskelsbehandling skal være forenelig med en grundlæggende lige respekt og hensyntagen til alle. Principlismen bakker op om det, der vel her er vort umiddelbare indtryk af moralen: at respekt, maksime-ring af værdi, moralske forbud og ligeværdighed alle er grundpiller i moralen, men samtidig er de væsensforskellige. Frem for defensivt at give lidt til forskellige etiske teorier, så de hver især får deres »yndlingsprincipper« med på listen, hævder principlis-men, at en teori, der ikke giver fornøden plads til alle principperne, er forfejlet. når det hævdes, at svaret på, hvilke af principperne der skal gøres gældende, er et »både-og«, kunne det umiddelbart lyde som et vagt svar. det er det ingenlunde. det er en fundamental og kategorisk afvisning af ethvert »enten-eller«. Principlismen hævder således i kraft af sit både-og, at såvel teleologiske som deontologiske teorier strengt taget er falske. den anden vigtige påstand, som adskiller principlismen fra såvel nytte- som pligtetik, går på, at principperne netop er sideordnede og har



»prima facie«-karakter. det hører med til det moralske liv, at grund-læggende moralske værdier og principper kan komme i konflikt med hinanden, og at der ikke er ét af principperne, der kan agere appelin-stans i sådanne konfliktsituationer eller en bestemt rollefordeling, der kan tildele principperne gyldighed på hver deres distinkte områder. det moralske hus er i den forstand et hus i splid med sig selv (husted 2005, s. 231). dog ikke sådan forstået, at principperne indbyrdes er logisk selvmodsigende eller uvægerligt kommer til at støde sammen. i så fald ville vi være tvunget til at udarbejde en bedre teori. i langt de fleste situationer lader det sig udmærket gøre at leve op til alle fire principper: at respektere andres selvbestemmelse, gøre godt, undlade at skade og handle retfærdigt. Men vi kan også blive stillet i genuine dilemmaer, hvor vi må vælge, hvilket princip der skal have forrang i det konkrete tilfælde. når en læge står med en patient, der er ved at forbløde, er det ind-lysende, at hun skal give ham en blodtransfusion. ellers ville hun ikke leve op til kravet om at gavne sin patient, dvs. at være godgørende over for ham. i almindelige situationer er det også patientens ønske og vilje, så der er ingen grund til betænkeligheder ud fra princippet om respekt for autonomi. Men som nævnt lever Jehovas Vidner under et religi-øst forbud mod at modtage fremmed blod, og dette forbud har altid forrang, også når det gælder liv og død (se f.eks. Vagttårnet 15/6-91). i en sådan situation kræver princippet om respekt for autonomi til-syneladende det modsatte af princippet om godgørenhed og stiller de sundhedsprofessionelle i et dilemma, der f.eks. kunne formuleres således:

1. det er moralsk forkert at tilsidesætte en persons afvisning af at modtage behandling.

2. det er moralsk forkert at risikere en patients død, hvis den livstru-ende tilstand kan håndteres med urisikable og veldokumenterede medicinske indgreb.

Uanset hvad man gør, vil man – hvis disse regler er gyldige – gøre noget forkert. det karakteristiske ved genuine dilemmaer er, at vi uvægerligt



ofrer noget værdifuldt, i dette tilfælde enten patientens liv eller hans grundlæggende livsværdier. For den stærkt troende kan sagen være, at der fra hans synspunkt er noget vigtigere end livet på spil, nemlig den evige salighed. Konflikten er i danmark og de fleste andre lande faldet ud til autonomiprincippets fordel: Man giver ikke blodtransfusion via tvang og manipulation og imod patientens vilje. en medvirkende grund til dette har formentlig været, at princippet om ikke-skadevolden til dels peger i samme retning: fysisk tvang, løgn og tilsidesættelse af en persons grundlæggende livsværdier kvalificerer vel sagtens også som fortræd.ganske anderledes stiller det sig, når Jehovas Vidner gør en afvisning af blodtransfusion gældende på deres børns vegne. her kunne man ganske vist også hævde, at vi stod med et dilemma i form af:

3. det er moralsk forkert at tilsidesætte forældres afvisning af behand-ling af deres barn.


Ved nærmere eftertanke ser det imidlertid ikke ud til, at (3) har nær den samme forankring i autonomiprincippet som (1). Autonomi hand-ler primært om personens valg i egne anliggender. en eventuel ret til autonomi må selvsagt kvalificeres i det øjeblik, personens valg har al-vorlige konsekvenser for andre, herunder deres mulighed for at træffe egne valg. her er praksis da også, at man behandler børnene på trods af forældrenes protester.

Afvejning og specificering af principperVi er »alt andet lige« forpligtet til at leve op til alle fire principper, men hvis de fordrer klart uforenelige handlinger, må vi gøre op, hvad der så er vor aktuelle pligt. i nogle tilfælde er det et spørgsmål om at balancere eller afveje principperne, dvs. at fastslå, med hvilken vægt de indgår i sagen. i tilfælde, hvor et princip overtrumfer et andet, kan det således



være et udtryk for, at det har væsentligt større vægt i sagen og dermed opvejer andre hensyn. Men hvordan udfører man sådanne vægtnin-ger? hvis de skal foretages mere eller mindre intuitivt fra sag til sag, synes vi jo at nærme os en case-baseret model. her kunne konflikten mellem principperne være anledning til, at man ikke blot overvejede deres vægtning eller styrke, men også deres omfang eller rækkevidde. en ting er, om man vil gøre et princip gældende med absolut styrke, eller man er parat til at lade det vige for andre principper. noget andet er, hvor man i det hele taget vil gøre princippet gældende. dette lægger op til en mere substantiel refleksion over, hvordan princippet kan eller skal fortolkes i mere konkrete typer af cases. Sagen er selvfølgelig, at der altid er flere mulige fortolkninger af princippet og flere mulige måder at specificere det i mere konkrete handlingsanvisninger. her vil man ofte kunne lande på fortolkninger og specificeringer, der får – tilsyneladende – modstridende princip-per til alligevel at understøtte hinanden. i mine øjne er et eksempel på dette det ofte fremførte med gestapoofficeren, der banker på døren og spørger, om man har jøder gemt på loftet (hvad man har). det kunne jo ligne et dilemma: Man har en klar hjælpepligt over for de jødiske flygtninge, men respekt for gestapomandens selvbestemmelse fordrer vel, at man fortæller ham sandheden, så han kan træffe sit valg ud fra et realistisk billede af situationen? de fleste vil nok sige, at vi her bør ofre sandheden, fordi princippet om at tale sandt opvejes af princippet om ikke at bringe mennesker i livsfare. Man kunne også overveje to fortolkninger af respekt for selvbestemmelse, den ene betingelsesløs og den anden betinget af, at personen faktisk har krav på denne respekt. dermed stiller man et betingelsesløst krav om at sige sandheden i enhver situation (det for-fægtede Kant) over for et krav om at sige sandheden til dem, der har krav på at få den at vide: nogle mennesker (herunder gestapoofficerer og journalister på visse ugeblade) har pga. deres vederstyggelige moti-ver ikke krav på sandheden, og derfor ofrer man intet ved at lyve over for dem (det er snarere en dyd at kunne gøre det uden sjælekval). For at sådanne specificeringer ikke skal have en rent ad hoc-karakter, som blot forsyner os med den bekvemme løsning i konkrete tilfælde, må



vi kræve, at specificeringen så at sige fastholder »ånden« i det uspeci-ficerede (generelle) princip. det forekommer at være tilfældet, hvis vi siger, at man bør tale sandt, fordi det hører med til at blive respekteret som en ligeværdig person, at man har ret til at kende sandheden; men at det samtidig indebærer, at man kan fortabe retten, hvis man ikke selv viser den samme respekt for andre, f.eks. hvis man har i sinde at udsætte dem for overgreb. Sagen er jo, at forbuddet mod at lyve står uantastet stærkt i alle de standardsituationer, hvor man ikke har ondt i sinde. en tilsvarende strategi giver også god mening i forhold til eksemplet med Jehovas Vidner og blodtransfusion. Som nævnt kunne konflikten mellem autonomiprincippet og godgørenhedsprincippet formuleres som følgende dilemma:

1. det er moralsk forkert at tilsidesætte en persons afvisning af at modtage behandling.


Men det faktum, at de støder sammen, kunne give anledning til at overveje mulige specificeringer, der tager højde for den konkrete si-tuation. et bud kunne her lyde:

1. det er moralsk forkert at tilsidesætte en persons afvisning af at modtage behandling, medmindre afvisningen er klart nonautonom og medfører betydelig fare for personen.

2. det er moralsk forkert at risikere en patients død, hvis den livstru-ende tilstand kan håndteres med urisikable, veldokumenterede og for patienten acceptable indgreb.

det forekommer umiddelbart at være i tråd med autonomiprincippet at tvangsbehandle stærkt psykotiske patienter, der er til overhængende fare for sig selv, fordi det her er højst tvivlsomt, om personen i det hele taget er i stand til at udøve autonomi. tvangsbehandling kunne



så tjene til at bringe personen i en situation, hvor autonomi atter kan udøves. Men i tilfældene med Jehovas Vidner kan sagen meget vel være, at deres ønske er vedholdende og velovervejet, så her vil det snarere være det specificerede godgørenhedsprincip, der gør udslaget. det vil m.a.o. ikke være forkert at risikere patientens død, hvis der ikke findes alternativer, han kan acceptere. Ud over at fastholde essensen i godgørenhedsprincippet har den specificerede norm den fordel, at den lægger op til en eftersøgning af alternative, for patienten acceptable, løsninger frem for blot at konstatere, at godgørenhedsprincippet her overtrumfes eller opvejes af autonomiprincippet.

tilsvarende kunne sagerne med Jehovas Vidne-børn give anledning til en specificering af normen om forældres selvbestemmelsesret i sager, der angår deres børn. et nærliggende bud kunne være:

3. det er moralsk forkert at tilsidesætte forældres afvisning af behand-ling af deres barn, medmindre en sådan tilsidesættelse er nødvendig for at undgå mishandling, vanrøgt eller krænkelse af barnet.

igen er specificeringen i tråd med den generelle norm, idet en væsentlig (om end ikke enerådende) begrundelse for forældres selvbestemmelses-ret er, at de alt andet lige er de klart bedste til at varetage barnets tarv.

En etisk sovepude?Fra Beauchamp og Childress’ side er de fire principper tænkt som en ramme for den biomedicinske professionsetik, dvs. den traditionelle lægekunst, men den principorienterede (eller »principlistiske«) tilgang har bredt sig som ringe i vandet, og der er blevet udformet tilsvarende systemer inden for bl.a. sygepleje (Fry og Joh nstone 2002), socialt ar-bejde (Reamer 1999) og erhvervsvirksomhed (Beauchamp og Bowie (red.) 2003). Men ud over at danne ramme for professionsetik tildeles princip-perne også en mere direkte funktion i reguleringen af og refleksionen over den dagligdags (professions)praksis. en simpel, jordnær udgave



kunne være som en art »etisk tjekliste«, hvor man har handlet etisk forsvarligt, når man kan sætte flueben ved alle principperne. en sådan opfattelse af etik som en mekanisk procedure er dog problematisk. den indebærer nemlig en stor risiko for, at det unikke ved den konkrete sag tabes af syne, idet den i stedet kategoriseres som f.eks. blot endnu en instans af »respekt for autonomi«. Professionsudøverens sunde fornuft og dømmekraft kan ligefrem tænkes at degenerere gennem en sådan form for principrytteri (toulmin 1986, Petersen 2000). netop princip-pet om respekt for autonomi beskyldes ofte for at føre til uetiske svigt eller ligefrem overgreb: hjælpeløse og forvirrede patienter afkræves stillingtagen til komplicerede kliniske beslutninger, psykisk syge får lov at gå i hundene »efter eget valg« osv. (Callahan 1992). Men at principperne ved egen kraft og på mekanisk vis skulle give anvisninger på den rette handlen er en forsimpling, som overser mindst tre væsentlige aspekter. For det første fortæller et abstrakt princip ikke i sig selv noget om, hvordan det specifikt skal udmøntes i praksis. igen er der en oplysende parallel til retsregler: de er ikke noget i sig selv, uafhængigt af deres anvendelse i forhold til konkrete sager eller cases. når en dommer skal dømme i en sag, er det altid et spørgsmål om at fortolke retsreglen i forhold til den konkrete sag. Reglens mening er ikke givet ved reglen selv, men må i stedet forstås i lyset af de sager, den er ment som et svar i forhold til. Ligesådan er det med eksempelvis princippet om respekt for autonomi. det er ikke alene en påstand om, at personer er udstyret med visse abstrakte rettigheder, herunder altså retten til at bestemme selv. det er ligeså vel en opsummering af dyrekøbte erfaringer med, hvordan man kan behandle hinanden i et moralsk fællesskab. det er således lige så meget erfaringer med mangfoldige specifikke cases, der gør princippet til, hvad det er, som det er princippet, der skal afgøre, hvordan en case skal opfattes. For det andet må principperne gives en særlig praksisspecifik for-tolkning, alt efter om de gøres gældende i lægevidenskaben, i socialt arbejde eller i et privat ansættelsesforhold. Uden sådanne afledte værdier, som angiver, hvordan man konkret lever op til grundvær-dierne, vil de ikke være handlingsanvisende. dette kendes fra en del



værdisæt – de bliver for uforpligtende, fordi de nøjes med at give abstrakt udtryk for værdier, som alle godt nok kan tilslutte sig, men som ikke siger noget om, hvordan netop denne profession eller praksis udføres godt. det er ikke nok med rent snusfornuftige principper om at »opføre sig ordentligt«, »være respektfuld«, »vise omsorg«, for det er noget, vi i alle menneskelige sammenhænge har at leve op til. Vi har brug for en udfyldning og specificering, som f.eks. tager højde for professionens eller organisationens særlige formål eller mission. typisk har man netop i professioner og organisationer en fælles forståelse eller fortolkning af grundværdierne, som er langt mere specifik end de ‘for alle mennesker til alle tider’-fælles principper. eksempelvis gør der sig inden for socialt arbejde en langt mere specifik og fordringsfuld forestilling om social retfærdighed gældende end den, der udtrykkes med det abstrakte retfærdighedsprincip. i nogle virksomheder har man en virksomhedskultur, der gør, at man med henblik på fasthol-delse af medarbejdere strækker sig længere og forpligter sig mere konkret, end hvad det abstrakte godgørenhedsprincip udtrykker. Og så fremdeles. For det tredje må principperne altid ledsages af bestemte dyder, forstået som erhvervede og indgroede karaktertræk, som sætter den en-kelte praksisudøver i stand til at anvende principperne med skønsom-hed og dømmekraft. hvis vi igen tager retsvæsenet som parallel, kan vi sige, at en dommer med et nok så detaljeret kendskab til retsreglerne ikke desto mindre er en elendig dommer, hvis hun ikke har sans for sagens særlige »natur« (sådan hedder det faktisk i retsvidenskaben) og ikke evner at fortolke, hvad lovens »ånd« (sådan hedder det faktisk) har at sige i forhold til konkrete sager. Selvom en dommer kender Karnovs Lovsamling forfra og bagfra, er det jo ikke meget bevendt, hvis hun ikke har begreb skabt om, hvilke retsregler der er relevante i en konkret sag. Så er det bedre med en dommer, der har opøvet en sådan sund fornuft, skønsomhed og »dømmekraft«, at hun uden videre kan »se«, hvad sagen drejer sig om. På samme måde med etiske principper: i hænderne på en etisk debil person kan de gøre mere skade end gavn, fordi de bringes i spil i sager, hvor de ikke hører hjemme. igen kræver det almindelig menneskelig erfaring, sund fornuft, indlevelsesevne,



empati og respektfuldhed at kunne se sagens natur, om den f.eks. er en sag om respekt for selvbestemmelse. et sæt af grundprincipper skal m.a.o. ikke opfattes som en ende-gyldig etisk facitliste, man kan slå op i, når der opstår etisk problema-tiske situationer. det skal snarere ses som en ressource til refleksion og beslutningstagning, hvor et omfattende kendskab til princippernes baggrund, fortolkning og »virkningshistorie« i form af case-specifikke anvendelser er afgørende. dermed må principperne også hele tiden holdes åbne for refleksion og fortolkning i lyset af andre velovervejede vurderinger. Spørgsmålet om top-down eller bottom-up er primært et spørgs-mål om den bedste metode til at frembringe etisk viden. et detaljeret kendskab til den konkrete praksis, som den praktiske etik angår, er vigtigt, fordi vi i mange tilfælde kommer til at vide det, vi ved om etiske spørgsmål, i kraft af disse erfaringer. Men erfaringerne er ikke i sig selv etisk viden, og der er ikke noget, der bliver etisk rigtigt ved at være velforankret i en given praksis. hvis sagen var, at principperne blot var en »fællesmængde« eller konsensus mellem de dominerende teorier, så ville vi kunne styre helt fri af de traditionelle slagsmål mellem konsekvensetikere og pligt-etikere. Men det er ikke tilfældet. Vi er ofte nødt til at fortolke og specificere principperne på en måde, der involverer en stillingtagen på det teoretiske niveau. Man kan være enige om, at udøvelse af ret-færdighed er et etisk grundprincip, og også om, at det er på spil i sager om socialt bedrageri. Men hvilken vægt det får i en specifik situation, må uvægerligt afhænge af, om man fortolker det konsekvensetisk eller pligtetisk, for hvad er problemet helt basalt ud fra en retfærdighedsbe-tragtning? er det, at ressourcerne risikerer at blive fordelt på en måde, så de ikke gør nytte for flest mulige? At de ikke bliver til gavn for dem med størst behov? At de bruges på nogen, der ikke er berettiget til dem? At fordelingen bygger på fortielser og manglende åbenhed? Og hvad med produktion af varer, som involverer børnearbejde? Skal en virksomhed først og fremmest være optaget af at holde sin sti ren og afholde sig fra at høste fordel af børnearbejde for sit eget ved-kommende? eller skal den arbejde for nedbringelse af børnearbejde



på lang sigt ved selv at holde sig inde på markedet frem for at overlade markedsandele til mere skruppelløse aktører? hvad man gør gældende her, vil afspejle grundlæggende uenighed vedrørende etisk teori, og det taler for at tildele de etiske teorier en væsentlig plads i den etiske refleksionsproces. ikke som grundfjeld, men som vigtige holdepunkter i det netværk, der udgør vore (velbe-grundede) etiske overbevisninger.

Er principperne altomfattende?Som nævnt er de fire principper i Beauchamp og Childress’ system udformet og primært blevet diskuteret i en medicinsk-etisk sammen-hæng, og det kunne give anledning til at overveje, om de kan gøres gældende »globalt«, dvs. i alle praktisk-etiske sammenhænge. På den ene side påstår de som nævnt, at principperne er almengyldige, på den anden side gør de selv opmærksom på, at de langtfra dækker hele mo-ralen, og at man ikke bør forveksle eller sammenblande de to. Mange mennesker lever f.eks. efter moralske idealer, som kræver langt mere end efterlevelse af de fire principper (Beauchamp og Childress 2009, s. 47-57). det er desuden klart, at Beauchamp og Childress diskute-rer inden for en humanetisk ramme, som giver god mening i typiske medicinske situationer, hvor overvejelserne går på, hvad vi som men-nesker skylder hinanden. de fire principper afspejler, at der er nogle forholdsvis velkendte og karakteristiske måder, hvorpå vi kan gavne og skade, respektere og krænke mennesker. et nærliggende spørgsmål kunne derfor være, om principperne er lige så velegnede i andre – f.eks. dyre- og miljøetiske – sammenhænge, hvor det ikke kun er menneskers ve og vel, der er på spil. det synes på den ene side klart, at det også her er relevant at tage etiske hensyn og gøre sig etiske overvejelser, men på den anden side ikke så oplagt, at de indfanges af eller finder en forankring i de fire principper. et stykke ad vejen ser de fire principper ganske vist ud til at ind-fange vore etiske overvejelser ganske godt. en del mennesker er f.eks. vegetarer af etiske grunde, idet de anser det for umoralsk at opfostre dyr under kummerlige forhold og siden dræbe dem alene for den



nydelse, det giver at spise dem bagefter. Og her synes overvejelser om ikke at påføre skade og en uretfærdig fordeling af fordele og ulemper i det mindste at være inde i billedet. Men når vi begynder at overveje hensynet til miljøet i almindelighed (f.eks. om vi burde værne om sårbare økosystemer) eller hensynet til de tidligste stadier af menneskeligt liv (f.eks. i forbindelse med ægsortering eller stamcelleforskning), så synes det mere, som om der er værdier på spil, der ikke adresseres direkte af de fire principper – værdier som naturens integritet, menneskelivets ukrænkelighed m.v. Man kunne endda hævde, at dette peger på en helt generel mangel ved Beauchamp og Childress’ principper, dvs. også i forhold til de mellemmenneskelige relationer, de måske primært er tiltænkt (Kemp m.fl. 1997). Under alle omstændigheder fører de til overvejelser om moralsk status, dvs. om hvem og hvad der er omfattet af moralske hensyn og med hvilken begrundelse (Walters 2004, Warren 1997). har andre levende organis-mer end mennesker f.eks. krav på beskyttelse for deres egen skyld, og hvorfor er det i givet fald tilfældet? det er meget tænkeligt, at sådanne overvejelser må føre til en er-kendelse af, at de fire principper ikke omfatter alle relevante etiske hensyn og derfor vil være et dårligt analyseredskab uden for deres human-etiske hjemmebane, f.eks. miljøetikken. det kan føre til en mere eller mindre gennemgribende revision af principperne og den principorienterede tilgang. en beskeden revision ville være, at man lod de fire principper stå uantastet som grundprincipper i professionsetik, human bioetik m.m., mens man i miljøetiske og andre sammenhænge supplerede disse med principper om f.eks. respekt for naturens integritet og særlig beskyttelse af uerstattelige naturværdier. Om ikke andet ville et sådant sæt af principper formentlig føre til konflikter, der netop er karakteristiske i miljøetikken, nemlig mellem mere antropocentriske hensyn over for mere dybdeøkologiske hensyn. et konkret eksempel på suppleringsstrategien i forhold til håndtering af menneskelivets tidligste stadier er det sæt af principper, der i 1993 blev formuleret på baggrund af en canadisk etikkommissions arbejde med at udrede etiske spørgsmål i forbindelse med de nye reprodukti-onsteknologier (reagensglasbefrugtning m.m.). her endte man med et



system af syv principper, som netop indebar et supplement i forhold til »The georgetown Mantra«, bl.a. et princip om respekt for menne-skeligt liv (på alle stadier) og et specifikt princip om nonkommercia-lisering af menneskeligt liv (Kymlicka 1993). Måske åbnes der hermed for en vis relativisme inden for den principorienterede tilgang. ikke en vidtgående relativistisk påstand om, at der slet ikke findes universelle etiske principper, men den mere beskedne, at konteksten afgør, hvad der tæller som grundprincipper. de nævnte supplerende principper om respekt og nonkommercialisering er nok en gang ledsaget af de karakteristiske spørgsmål, om de skal opfattes som det, der ligger til grund for vore etiske overbevisninger vedrørende embryonalt liv, eller det, der sammenfatter dem. Men hvad der gør dem til grundprincipper i konteksten er, at de i mindst lige så høj grad som de velkendte fire principper indgår som grundlag, forklaring eller sammenfatning af vore etiske overbevisninger vedrørende embryonalt liv og de personlige og sociale sammenhænge, det indgår i. På den måde kan kontekstspecifik revision af de substantielle prin-cipper være forenelig med en fastholdelse af den grundlæggende prin-ciporienterede tilgang. Man kan stadig mene, at formuleringen af et system af principper, forankret i en almengyldig moral, er vejen frem i vore etiske diskussioner. Selvom en sådan strategi forekommer plu-ralistisk og konsensussøgende, er den dog stadig ikke ukontroversiel. Ud fra et dybdeøkologisk perspektiv ville man f.eks. næppe stille sig tilfreds med et miljøvenligt supplement til de fire principper, men i stedet hævde, at de selv på deres hjemmebane er forfejlede – man gør så at sige mennesket en bjørnetjeneste ved at sætte menneskets interes-ser i centrum. Også inden for den praktiske etik må man således leve med en spænding mellem en mere praksis-intern og en mere praksis-ekstern kritik af de fremherskende metoder og normer.

Arbejdsspørgsmål1. hvad dækker betegnelsen »praktisk etik« over, og hvad er forskellen

på praktisk etik og etik i almindelighed?



2. hvad består den »praksis-interne moral« af, og kan praktisk etik bygges på den alene?

3. hvilken rolle spiller etiske principper ifølge hhv. »anvendelsesmo-dellen« og den case-baserede model?

4. hvilke grundprincipper opererer den integrerede model med? hvil-ken rolle spiller principperne set i forhold til de ovennævnte model-ler? Bygger modellen på en etisk teori?

5. hvorledes kan konflikter imellem etiske grundprincipper håndteres?6. Medfører den principorienterede tilgang en form for mekanisk pro-

cedure til etisk beslutningstagning?7. Vil en principorienteret tilgang altid skulle bygge på de samme

grundprincipper (f.eks. dem Beauchamp & Childress har formu-leret)?

Forslag til videre læsningKlemens Kappel: Medicinsk etik, Kbh.: gyldendal 1996. Kap. 1 diskuterer forholdet mellem

etisk teori og praksis, intuitioners rolle m.v.Karsten Klint Jensen og Svend Andersen (red.): Bioetik. Kbh.: Rosinante 1999. Kap. 1, 8 og

9 indeholder mere generelle diskussioner af bioetikken som disciplin, dens metoder og teoretiske fundament.

Peter Singer: Praktisk etik. Kbh.: hans Reitzel 1993. Kap. 1 er et eksemplarisk forsvar for »anvendelsesmodellen«.

Joseph P. demarco og Richard M. Fox (red.): Et spørgsmål om etik: om etikken og den anvendelse. Åbyhøj: Ask 1988. indeholder bl.a. en oversættelse af Stephen toulmins »hvordan lægevidenskaben reddede etikken«.

LitteraturBeauchamp, t.L. (2001). »Principlism and its Alleged Competitor« i harris, J. (red.) (2001).Beauchamp, t.L. (2003a). »The nature of Applied ethics« i Frey og Wellman (red.) (2003).Beauchamp, t.L. (2003b). »Methods and principles in biomedical ethics«, Journal of

Medical Ethics 29, side 269-274.Beauchamp, t.L. og n.e. Bowie (red.) (2003). Ethical Theory and Business, 7th ed. Upper

Saddle River, n.J: Prentice hall.Beauchamp, t.L. og Childress, J.F. (1983). Principles of Biomedical Ethics 2nd ed. Oxford:

Oxford University Press.Beauchamp, t.L. og J.F. Childress (2009). Principles of Biomedical Ethics 6th ed. Oxford:

Oxford University Press.



Birsch, d. og Fielder, J. (red.) (1994). The Ford Pinto Case: A Study in Applied Ethics, Business and Tech nology. Albany: State Univ. of new York Press.

Callahan, d. (1992). »When Self-determination Runs Amok«. Hastings Center Report 22/2, side 52-55.

Campbell, A.V. (2003). »The virtues (and vices) of the four principles«. Journal of Medical Ethics 29, side 292-296.

Clouser, K.d. og B. gert (1990). »A Critique of Principlism«. Journal of Medicine and Philosophy 15, side 219-236.

degrazia, d. (1992). »Moving Forward in Bioethical Theory: Theories, Cases, and Specified Principlism«. Journal of Medicine and Philosophy 17/5, side 511-539.

det etiske Råd (1996). Dødshjælp? – en redegørelse. det etiske Råd.det etiske Råd (2003). Eutanasi – lovliggørelse af drab på begæring? det etiske Råd.dworkin, g. (1995). »Unprincipled ethics«. Midwest Studies in Philosophy 20, side 224-238;

genoptrykt i Schafer-Landau 2007.dworkin, R. (1985). A Matter of Principle. Oxford: Oxford University Press.dworkin, R. (1993). Life’s Dominion: An Argument About Abortion and Euthanasia. London:

harperCollins.engelhardt, h.t. (1996). The Foundations of Bioethics. new York: Oxford University Press.Frederick, R.e. (2002). A Companion to Business Ethics. Oxford: Blackwell.Freeman, R.e. og P.h. Werhane (2003). »Corporate Responsibility« i Frey og Wellman

(red.) (2003).Frey, R.g. og C.h. Wellman (red.) (2003). A Companion to Applied Ethics. Oxford:

Blackwell.Friedman, M. (1970). »The Social Responsibility of Business is to increase it’s Profits«. New

York Times Magazine, Sep. 13, side 122-126.Fry, S.t. og M.-J. Joh nstone (2002). Ethics in Nursing Practice: A Guide to Ethical Decision

Making. Oxford: Blackwell Science.gert, B., C.M. Culver og K.d. Clouser (2000). »Common Morality Versus Specified

Principlism: Reply to Richardson«. Journal of Medicine and Philosophy 25(3), side 308-322.

gewirth, A. (1981). »The Basis and Content of human Rights«. NOMOS XXIII: Human Rights, side 119-147.

gillon, R. (2003). »Four scenarios«. Journal of Medical Ethics 29, side 267-268.goodpaster, K.e. (1983). »The Concept of Corporate Responsibility«. Journal of Business

Ethics 2, side 1-22.griffin, J. (1996). Value Judgment: Improving Our Ethical Beliefs. Oxford: Oxford University

Press.harris, J. (2001). »introduction: The Scope and importance of Bioethics« i harris (red.)

(2001).harris J. (red.) (2001). Bioethics (Oxford Readings in Philosophy). Oxford: Oxford University

Press.harris, J. (2003). »in praise of unprincipled ethics«. Journal of Medical Ethics 29, side

303-306.husted, J. (2005). Etik, moral og værdier. Aarhus: Philosophia.Jonsen, A. og S. toulmin (1988). The Abuse of Casuistry: A History of Moral Reasoning.

Berkeley: Univ. of California Press.



Kemp, P. (1991). Det uerstattelige: en teknologietik. Kbh.: Spektrum.Kemp, P.,. Lebech og J. Rendtorff (1997). Den bioetiske vending: en grundbog i bioetik. Kbh.:

Spektrum.Klint Jensen, K. (2003). »er det eneste sociale ansvar for virksomheder at sikre størst mulig

profit?« i Kappel K. m.fl. (red.): En god forretning. Kbh.: nyt nordisk Forlag Arnold Busck.

Kymlicka, W. (1993). »Moral Philosophy and Public Policy: The Case of new Reproductive tech nologies«. Bioethics 7(1), side 1-26.

LaFollette, h. (2003). »introduction« i h. LaFollette (red.): The Oxford Handbook of Practical Ethics. Oxford: Oxford University Press.

Luban, d. (2003). »Professional ethics« i Frey og Wellman (red.) (2003).Mcnaughton, d. (1996). »An Unconnected heap of duties?«. Philosophical Quarterly 46,

side 433-447; genoptrykt i Schafer-Landau 2007.Petersen, V.C. (2000). »Frihed til ansvar«. Kbh.: Arbejdsmarkeds-etisk Råd.Rachels, J. (1991). »ethical theory and bioethics« i P. Singer (red.) A Companion to Ethics.

Oxford: Blackwell.Rachels, J. (1997). Can Ethics Provide Answers? And Other Essays in Moral Philosophy.

Oxford: Rowman og Littlefield.Rawls, J. (1971). A Theory of Justice. Oxford: Oxford University Press.Reamer, F.g. (1999). Social Work Values and Ethics. new York: Columbia University Press.Reiter-Theil, S. (red.) (1998). Ethics Codes in Medicine. Aldershot: Ashgate.Richardson, h.S. (1990). »Specifying norms as a Way to Resolve Concrete ethical

Problems«. Philosophy & Public Affairs 19, side 279-310.Ross, W.d. (1930). The Right and the Good. Oxford: Oxford University Press.Schafer-Landau, R. (red.) (2007). Ethical Theory: An Anthology. Oxford: Blackwell.Shrader-Frechette, K. (2003). »environmental ethics« i LaFollette (red.) (2003).Singer, P. (1993). Practical Ethics, 2. udg. Cambridge: Cambridge University Press.toulmin, S. (1981). »The tyranny of Principles«. Hastings Center Report 11/6: s. 31-39.toulmin, S. (1986). »how Medicine Saved the Life of ethics« i J.P. deMarco og R.M. Fox

(red.): New Directions in Ethics. London: Routledge.tännsjö, t. (1990). Vårdetik. Stockholm: Thales.UShMM (United States holocaust Memorial Museum) 2009, »The nuremberg Code«,

http://www.ushm.morg/research/doctors/nuremberg_Code.htm. hentet 13/11-09.Vagttårnet 15/6-91; http://x-jv.dk/vtlaere/blod.htm#tekst.Veatch, R.M. (1995). »Resolving Conflicts Among Principles: Ranking, Specifying, and

Balancing«. Kennedy Institute of Ethics Journal 5(3), side 199-218.Walters, James W. (2004). »Moral Status« i Stephen Post (red.): Encyclopedia of Bioethics, 3rd

ed., vol. 3. new York: Macmillan, side 1855-1864.Warren, M.A. (1997). Moral Status: Obligations to Persons and Other Living Things. Oxford:

Oxford University Press.


Praktisk etik - en oversigt

Documents