Planlægning i Mavoko - slum i Nairobis peri-urbane områder

- et feltstudie af Nairobis peri-urbane områder

Planlægning i Mavoko

2

Summary - Slum Areas in the Peri-urban Areas of Nairobi This report examines the prevalence of slum in the peri-urban areas of Nairobi, specifically in

Mavoko Municipality. Based on case studies of different slum areas, we identify three main barriers

to sustainable development; the distorted housing marked of Nairobi, the political system in Kenya

and finally the planning capacities of the Mavoko Municipal Council. The report points out the

short-comings of current approaches to slum and suggests more sustainable solutions.

Forord Den forhåndenværende rapport er blevet til i samarbejde mellem to forskellige grupper på Plan, By

og Proces, efterårssemestret, 2010. De to grupper består af henholdsvis Tobias Steene og Hannibal

Rasmussen på bachelorniveau, og Kristina Kaiser-Nielsen og Malte Warburg Sørensen på første år

af kandidatoverbygningen.

I overensstemmelse med Plan, By og Proces´studieordning afleverer begge grupper hver deres

rapport som oplæg til eksaminationen. Det skal dog understreges at de to rapporter er skabt i tæt

samarbejde, og at begge hold har forestået empiri-indsamlingen, problemafgrænsningen og

baggrundslæsningen på lige fod. Den overordnede substans, struktur, prioritering og konklusion er

derfor enslydende.

3

Anerkendelse

Vi vil gerne udtrykke taknemmelighed overfor de mange mennesker, der har været med til at

muliggøre vores case-studie i Mavoko. Først og fremmest vil vi gerne takke beboerne Rose

Mutumi, Joseph Mutier, Wyclif, Janet Wabia, Steven Ngongo, Bernhard Musiko, Mzee Kiotoko,

Daniel Marley Kiio, Chrimzi Kawimzi, Feslista Mweni og Anthony Mutua for at fortælle os om

deres liv og hverdag, og for at invitere os ind i deres hjem. Også en stor tak til alle de mange andre

beboere i slumområderne Kwambemba, Sophia og City Carton, som hjalp os med at lave social

maps, og fik os til at føle os velkommen i de forskellige områder.

Desuden vil vi gerne takke følgende ressourcepersoner for at orientere os om de lokale forhold, og

hjælpe os med at forstå Nairobis peri-urbane slumområder. Tak til Joseline Nzeki, SNP-secretary,

Justus Ny’ang’aya, generalsekretær i Amnesty Kenya, Peter Ngau, professor ved Department of

Regional and Urban Planning. Ved FNs afdeling for byudvikling, UN-HABITAT, vil vi gerne takke

Lucas Bento, policy adviser, Zhang Xingquan, leder af afdelingen for urban økonomi, samt George

Onyiro, programme manager for slumopgraderingsprojektet SNP. Desuden vil vi gerne takke

Richard, welfare officer fra Pumwani, B. Korunghe, Housing Officer fra National Housing

Committee, samt Samuel K. Mokali, Municipal Planner ved Mavoko Municipal Council.

Til sidst vil vi gerne takke John Mulingwa for hans store hjælp i forbindelse med koordineringen af

alt det praktiske under empiri-indsamlingen, hvor han blandt andet bistod os som tolk og benyttede

sit store netværk af ungdomsledere til at lette adgangen til de forskellige slumområder.

4

Indholdsfortegnelse

Kapitel 1: Indledning og problemfelt

1. Problemfelt ………………………………………………………………………….…..6

1.1 Problemformulering ……………………………………………………….…..7 1.2 Opgavestruktur ………………………………………………………….……..8 1.3 Rapportens strukturering ………………………………………………….…...9 Kapitel 2: Mavoko - en peri-urban kommune 2.1 Mavoko - Kenyas hurtigst voksende kommune ……………………………....12 2.2 Mlolonglo - fra landsby til vækstcenter …………………………………….…13 2.3 Kamp om land og svag planlægning ……………………………………….….14 Kapitel 3: Metodisk fremgangsmåde

3.1 Rapportens empiriske fundering ……………………………………………..15 3.2 Indsnævring af problemfelt og vidensindsamling ………………....………....15 3.3 Kontakt til case-områderne ……………………………………….………….16 3.4 Udvælgelse af case-områder …………………………………………...…….16 3.5 Metode for empiri-indsamling: Interviews og social mapping …….………...17 3.5.1 Interviews …………………………………………………….…….18 3.5.2 Social mapping …….……………………………………………….18 3.6 Overvejelser omkring fremgangsmåde ……………………………………....19 3.7 Vurdering af fremgangsmåde ………………………………………………..20 3.8 Vurdering af afgrænsning ……………………………………………………21 3.9 Teoretisk belæg og anvendelse …………..…………………………………..21 3.10 Bæredygtighedsbegreb ………………………………………………….......22 3.11 Rapportens validitet og gyldighed ……………………………………….....22

Kapitel 4: Slum - et globalt og lokalt fænomen 4.1 Slum - et lokalt og globalt fænomen ……………………………….…………23 4.2 Globalisering - et begreb, en idé, en proces …………………………………..23 4.2.1 Transformation af det lokale og det globale ………………………..24 4.2.2 Globalisering - et omstridt begreb ………………………………….24 4.2.3 Globalisering i udviklingslande …………………………………….26 4.2.4 Rapportens globaliseringsforståelse ………………….……………..27 4.3 Urbanisering i Afrika og Østafrika ……………………………………….…...28 4.3.1 Eskalerende urbanisering ……………………………………….…...28 4.3.2 Den koloniale arv - segrationspolitik og fragmenterede byer ….……29 4.3.3 Fejlslagne master plans og strukturtilpasningsprogrammer …….…...29 4.3.4 Nairobis spatiale udvikling ……………………………………….….31 4.4 Peri-urbanisering i udviklingslande …………………………………………....33 4.4.1 Indkredsning af det peri-urbane ……………………………………...33 4.4.2 Nye spatiale tendenser i det peri-urbane ……………………………..34 4.4.3 Planlægningmæsige udfordringer og muligheder ……………….…...36 4.5 Boligpolitik og slum ……………………………………………………………37 4.5.1 Boligpolitiske paradigmer og tendenser ……………………………...37 4.5.2 Boligpolitiske aktører ………………………………………………...39 4.6 Opsummering på slum som et globalt og lokalt fænomen ………………….….40

5

Kapitel 5: Case-analyser af spatiale og sociale dimensioner 5.1 Spatiale strukturer …………………………………………………………..…...41 5.1.1 Beliggenhed, afgrænsning og størrelse ……………………………......41 5.1.2 Oprindelse og boligmassens tilstand ………………………………......49

5.1.3 Basale serviceydelser …………………………………………………..53 5.1.4 Lovlighed, sårbarhed og udviklingsmuligheder ………………………..55 5.1.5 Spatial opsamling ………………………………………………………59

5.2 Sociale dimensioner i Kwambemba, City Carton og Sophia …………………….60 5.2.1 Intern organisering og magtstrukturer ………………………………….60 5.2.2 Kollektiv identitet ………………………………………………………61 5.2.3. Sociale mødesteder og faciliteter ………………………………………63 5.2.4 Opsparingsgrupper, uddannelse og sociale grupper ……………………63 5.2.5 Fattigdom, misbrug og kriminalitet …………………………………….64 5.2.6 Visioner for fremtiden …………………………………………………..65 5.2.7 Opsamling på de sociale dimensioner …………………………………..66

5.3 Delkonklusion: Identifikation af barriere og ressourcer ………………….67 Kapitel 6: Barrier og løsninger 6.1 Det dysfunktionelle boligmarked og boligsikkerhed 6.1.2 Boligmarkedet i Mavoko og Nairobi…………………………………....68 6.1.3 Manglende boligsikkerhed - en barriere for udvikling? ………………..69 6.1.4 Kollektiv opkøb og udstykning af land …………………………………71 6.1.5 Delkonklusion …………………………………………………….…….72 6.2 Det politiske system i Kenya ……………………………………………….…….74

6.2.1 Den politiske virkelighed i Kenya ……………………………………...76 6.2.2 Korruption og ulige ret til land ………………………………................76

6.2.3 Det strategiske og politiske landmarked ………………………….…….78 6.2.4 Politisk og juridisk eksklusion ……………………………….…………79 6.2.5 Den nye forfatning ……………………………………………….……..76 6.2.6 Indsatsområder med fokus på fremtidig bæredygtig udvikling ….……..82 6.2.7 Delkonklusion ……………………………………………………….….83 6.3 Planlægningspraksis i Mavoko ……………………………………………….…..84 6.3.1 Indledning ………………………………………………………............84 6.3.2. Planlægningsforståelse i Kenya ………………………………………..84 6.3.3 Planlægningsbegreb og praksis i Mavoko……………………………….86 6.3.4 Metro 2030 – visioner for en integreret metropol ………………………88 6.3.5 Den inkrementelle tilgang som potentiel løsning …...…………………..90 6.3.6 Planlægningskapacitet i Mavoko ……………………………………….92

6.3.8 Løsninger for en bæredygtig planlægning i Mavoko …………...………94 6.3.9 Udvikling af planlægningsmæssige policy-tiltag …………………...…..96

6.3.10 Delkonklusion ………………………………………...……………….98 6.4 Opsummering på analyseresultater ………………………………...……………100

Kapitel 7: Konklusion og perspektivering 7.1 Konklusion …………………………………………………………………………..…..103

7.1.1 Indledning ……………………………………....……………………………...103 7.1.2 De væsentligste barrierer for en bæredygtig udvikling ………………………..103 7.1.3 Hvordan planlægning kan bidrage til en bæredygtig udvikling ……………….104

7.2 Perspektivering ………………………………………………………………….……….106 Litteraturliste ………………………………………………………………………….…….109 Liste over bilag ……………………………………………………………………….……..111

6

1. Problemfelt ‘Slum, semi-slum and superslum, to this has come

the evolution of cities’(Patrick Geddes)

Østafrika står over for enorme udfordringer. I perioden 1960 til 2010 er den urbane befolkning

vokset eksplosivt fra 6 mio. til 77,1 mio., og den fremskrevne udvikling varsler en

befolkningsstigning til 116,1 million i 2020. Størstedelen af denne befolkningstilvækst vil komme

fra den laveste indkomstgruppe, og fattigdommen i de østafrikanske landområder har været kraftigt

medvirkende til migrationen fra land til by. Afrika forventes at få fordele af den omfattende urbane

ekspansion, dog kun hvis den øgede urbanisering følges af øget industrialisering. Men hvor

urbaniseringen i mange regioner har været drevet af den industrielle og socioøkonomiske udvikling,

synes den derimod at være drevet af fattigdom i de østafrikanske lande.

Den negative side af urbaniseringen i Afrika er at fattigdommen fortsætter med at vokse og

forværre mulighederne for et værdigt og produktivt liv for hovedparten af de fattige byboere. I

Kenya bor 54,8 % af befolkningen i slumområder og det urbane landskab i Nairobi bærer stadig

tydelige præg af en omfattende segregationspolitik med rod i kolonitiden – nu i form af en

økonomisk opdeling mellem rige og fattige, men med samme omfattende konsekvenser for

adgangen til byens rum. Den eksplosive urbane vækst har presset virksomheder og beboere fra

Nairobi ud i byens peri-urbane områder, hvor især Mavoko Municipality, der ligger syd for

Nairobi, oplever en voldsom tilstrømning - med nytilflyttere fra både landdistrikterne og ”inner city

slums”. Den negative udvikling understøttes negativt af en udpræget mangel på arbejdsmuligheder

og boliger, samt det faktum at befolkningstilvæksten til byerne-områderne er større end den

økonomiske vækst.

Jagten på netop boliger og arbejdsmuligheder fører fattige fra både de urbane og rurale områder til

de peri-urbane områder, hvor de håber på bedre muligheder. I de peri-urbane områder mødes de dog

ofte af lignende begrænsninger og et marked for køb og salg af land, som oftest er utilgængeligt for

de fattige. De har ikke andre muligheder end at benytte det uformelle marked for arbejde og bolig,

hvor de ofte ender med at betale alt for høje huslejer og lever i generel bolig-usikkerhed.

Planlægningskapaciteten i byerne har længe været utilstrækkelig og den fysiske planlægning

hæmmes blandt andet af mangel på finansiering. De østafrikanske byer er ude af stand til at

planlægge i et tempo, der stemmer overens med udviklingen. Det betyder at den fysiske udvikling

af byerne sker ud fra individuelle og kortsigtede behov, og reelt foregår uden overordnet

7

koordinering. Samtidig er de planlægningsmæssige og politiske myndigheder primært orienteret

mod de velhavende og magtfulde eliter, og det er først i dette årti at social boligpolitik har fået en

plads på den politiske dagsorden.

En af konsekvenserne ved den forfejlede byplanlægning og det manglende sociale fokus, er den

store tilstedeværelse af slumområder i Nairobi og dets peri-urbane områder. Stort set alle fattige

byboere bor i slum. Områderne består generelt af dårlige boliger, og er karakteriseret ved stor

befolkningstæthed, interimistisk og til tider farlig bygningsmasse, som f.eks. brandfarligt pap.

Derudover lider områderne af et fravær af basale serviceydelser som vand, strøm og sanitet.

Slumbeboernes sårbare position tydeliggøres ved den økonomisk, fysisk og social eksklusion,

kombineret med mangel på boligsikkerhed og arbejdsløshed.

”While the forces impacting on the growth of cities have changed dramatically in many parts of the

world, planning systems have changed very little and contribute to urban problems. This does not

need to be the case: Planning systems can be changed so that they are able to function as effective

instruments of sustainable urban change.” (FN rapporten Planning Sustainable Citites, s.1)

1.1 Problemformulering Netop planlægningens dobbelte rolle er udgangspunktet for denne rapport. Planlægning kan enten

fungere som en barriere eller bidrage positivt til en mere bæredygtig udvikling af verdens byer.

Denne rapport vil belyse og problematisere de skitserede problemstillinger med udgangspunkt i

følgende problemformulering:

Til at besvare problemformuleringen tager vi udgangspunkt i følgende delmål:

1) Analyse af hvorfor og hvordan der opstår slum i Mavoko og klarlægning af de globale,

nationale og regionale tendensers samspil og indflydelse på de lokale vilkår

2) Forståelse for de spatiale og sociale dimensioner i forskellige slumområder, for derigennem

at vurdere de forskellige udviklingsmuligheder for områderne

3) Vurdering af de vigtigste barrierer for en bæredygtig udvikling og undersøgelse af tidligere

implementerede initiativer, der har forsøgt at imødekomme slum-problemer

4) Fremadrettede bud på hvordan man kan skabe en bedre udvikling for slumbeboerne i

Mavoko – og andre steder i Østafrika.

Hvordan kan planlægning bidrage til en bæredygtig udvikling i slumområderne i Mavoko?

8

Vi har valgt at arbejde ud fra en case-orienteret tilgang for derved at indfange de forskellige

strukturelle tendenser – lokale, nationale og globale – der optræder i forskellige typer af

slumområder. Samtidig er det hensigten, at den geografiske begrænsning skal bidrage til at få

konkretiseret nogle meget komplekse problemstillinger. Problemformuleringen udtrykker ligeledes

vores fokus på mulige løsningsmodeller og er rettet mod en bæredygtig udvikling, hvor vi inddrager

bæredygtighedsbegrebet til at lægge vægt på en holistisk tilgang. De metodiske refleksioner vil

blive uddybet i kapitlet om rapporten metode.

1.2 Opgavestruktur

Kapitel 1 – Indledning og problemfelt

Kapitel 2 – Mavoko - en peri-urban kommune; introducerer rapportens geografiske

genstandsområde, og de tre slumområder, der fungerer som cases i rapportens analyse.

Kapitel 3 - Metodisk fremgangsmåde; præsenterer den videnskabelige fremgangsmåde og de

metodiske overvejelser for rapporten, samt vores to empiri-indsamlingsmetoder; semistrukturerede

interviews og social mapping.

Afsnit 4 - Slum - et lokalt og globalt fænomen; introducerer de overordnede globale og

samfundsmæssige strukturer og tendenser, indenfor hvilke de mere specifikke problemstillinger

opererer. Afsnittet relaterer til første delmål.

Afsnit 5 - Case-analyser af spatiale og sociale dimensioner; en stedspecifik analyse baseret på

rapportens tre case-områder i Mavoko. Afsnittet relaterer til andet delmål.

Afsnit 6 - Barrierer og løsninger; opsamler på de foregående afsnit, hvor de tre mest dominerende

barrierer for slumområdernes udvikling præsenteres; 1) Det dysfunktionelle boligmarked, 2) Det

politiske system i Kenya 3) Planlægningspraksis i Mavoko. Derefter diskuteres analyseresultaterne

og der laves en samlet afrunding på de to analysekapitler, i forhold til problemformuleringen.

Afsnit 7 - Konklusion og perspektivering; besvarelse af opgavens problemformulering og

perspektivering til planlægning i Kina.

9

1.3 Rapportens strukturering

Rapporten er opbygget således, at den undersøgte problemstilling og dens aktualitet først

præsenteres og underbygges i rapportens problemfelt. Derefter indsættes den konkrete

problemstilling i en planlægningsmæssig og global kontekst, der ligeledes formidler rapportens

tilgang til problemstillingen omkring slumområder i Mavoko. I rapportens opbygning har vi vægtet

en signifikant overbygning til vores analyse i form af en introducerende analytisk præsentation af de

globale og samfundsmæssige strukturer og aktuelle tendenser, indenfor hvilken de konkrete

slumproblematikker og urbaniseringsfænomener foregår. Der opstilles en Østafrikansk kontekst for

derigennem at indskrive rapportens konklusioner i en bredere forståelsesramme. Disse globale og

samfundsmæssige tendenser vil ligeledes blive bragt i spil i perspektiveringen af rapportens

konklusioner.

I de analytiske afsnit ser vi først på de spatiale og sociale dimensioner af vores tre caseområder,

hvorved områdernes karakteriseres og de vigtigste barrierer for en bæredygtig udvikling

identificeres. Under afsnittet ’Det dysfunktionelle boligmarked´’ behandles ejerforhold og

lejestrukturer, karakteren af boligerne og uformelle økonomiske strukturer og deres indvirkning på

de pågældende slumområder. Afsnittet ’Det politiske system i Kenya’ fokuserer på de politiske og

mere strukturelle barrierer, der findes på såvel lokalt som nationalt niveau, der spænder ben for en

mere positiv udvikling af slumområderne. Det politisk-juridiske system vil ligeledes blive behandlet

og de store interesse- og magtforskelle, der gør sig gældende i et land som Kenya. Efterfølgende

fokuserer afsnittet om ’Planlægningspraksis i Mavoko’ mere specifikt på de planmæssige

problemstillinger, der gør sig gældende i denne kontekst, de konkrete udfald af de nuværende

politisk-juridisk policies, den aktuelle planlægningspraksis og det krydsfelt af formelle reguleringer

og mindre formelle praksisser, som slumbeboerne skal operere indenfor. I dette afsnit vil vi

ligeledes diskutere det planlægningsbegreb, som gør sig gældende i den konkrete kontekst samt

hvordan dette differentierer fra det begreb og den forståelse, vi selv operer med.

Gennem analysen vil vi løbende perspektivere til aktuelle og allerede afprøvede

slumopgraderingsprogrammer, og der vil blive perspektiveret til andre slumområder og kontekster

end den aktuelle i Mavoko. Dette gøres for at indskrive problemstillingen i en bredere kontekst og

for at holde fokus på løsningsmuligheder for en bæredygtig udvikling af slumområder, der

potentielt kan anvendes til inspiration for lignende undersøgelser. Vi vil ligeledes løbende inddrage

potentielle løsningsmuligheder, hvor vi prioriterer de muligheder og løsningsmodeller, der reelt kan

lade sig gøre i vores caseområders aktuelle handlingsrum. Dette gøres ud fra en afvejning af

rapportens form og formål, hvor vi netop har vægtet højt, at rapporten fokuserede på konkrete

10

empiriske fakta. Formålet er, at vores konklusioner og løsningsforslag til, hvordan planlægning kan

bidrage til bæredygtig udvikling i Mavoko, skal kunne anvendes konkret og til ende skal holde dette

fokus på de empiriske data. Vi håber således, at nærværende rapport potentielt kunne anvendes til at

bidrage til bæredygtig udvikling for de undersøgte slumområder.

11

2. Mavoko - en peri-urban kommune Mavoko Municipality er beliggende sydøst for Nairobi og er en lokal administrativ myndighed

under Machakos distriktet, der dækker et område på i alt 694 km2. Mavoko er rapportens

genstandsfelt og det er i dette område, at de tre slumområder – Kwambemba, City Carton og Sophia

– ligger. Disse tre slumområder udgør rapportens casestudies. På nedenstående kort er

slumområdernes placering markeret med rødt og navngivet med gule pile. Området markeret med

gult viser genstandsfeltet, der kun er en lille del af det samlede Mavoko Municipality. Hovedvejen

Nairobi-Mombasa Highway er afgørende for hele området og alle beboelser og aktiviteter orienterer

sig mod vejen. Det ene slumområde, Kwambemba, ligger placeret i det industrielle område omkring

den kraftigt ekspanderende by Mlolongo, cirka 20 km syd for hovedstaden. Væksten i Mlolongo

skyldes primært den fordelagtige placering ved vejen samt en ’weight bridge’, som alle lastbilerne,

der passerer til og fra Nairobi skal igennem. Området er præget af både lovlig og mindre lovlig

virksomhed i rivende vækst. De to andre slumområder ligger ved Athi River, hvor City Carton

ligger uden for byen, mens det tredje slumområde, Sofia, er en integreret del af byen.

Figur 1.1. Kort over case-område

12

2.1 Mavoko - Kenyas hurtigst voksende kommune

Inden for en årrække har Mavoko oplevet en eksplosiv udvikling i indbyggertallet og er den hurtigst

voksende kommune i Kenya. Mavokos fordelagtige placering i forhold til Nairobi har medvirket til

den rivende udvikling og med visionen om en udvidet Nairobi metropol, der skal inddrage Mavoko

området, er der ligeledes potentiale for en fortsat ekspansion af området. (MUP, 2005: 4). Nairobis

urbane beboerne er begyndt at se fordelene ved at bo i Mavoko, hvor der er lavere

leveomkostninger og lavere husleje. Den største befolkningstilvækst er forårsaget af den voksende

industrielle udvikling, som tiltrækker arbejde. Fra at være et område baseret på kvægbrug er det i

dag fremstillingsindustrien, der har første prioritet (MUP, 2005: 6).

Opførelsen af den såkaldte Export Processing Zone (EPZ) har gjort det attraktivt for internationale

såvel som nationale investorer at slå sig ned i Mavoko, hvor de er fristillet for toldbarrierer og

skatter. Omkring ti procent af Mavokos befolkning er beskæftiget inden for EPZ. Selvom antallet af

jobmuligheder er tiltagende, har den øgede tilstrømning af arbejdskraft genereret en stigende

arbejdsløshed med en deraf

følgende opblomstring af den

uformelle sektor i området

(MUP, 2005: 9).

På baggrund af den

økonomiske aktivitet er der

opstået uformelle bystrukturer

og der er generel efterspørgsel efter bolig i de mere officielle slumområder, som eksempelvis

Sophia. Tilflytningen af industri og virksomheder har ligeledes øget såkaldte ’gated communities’ –

store estates for de velhavende. Disse vidtforskellige typer beboelse ligger side om side i Mavoko,

hvor kontrasterne grundet den uplanlagte udvikling, synes endnu mere iøjnefaldende end i Nairobi.

Mlolongo - med gated-community til venstre, fabrik i midten og slumbebyggelse til højre

Fabrik i Athi River Export Processing Zone

13

2.2 Mlolonglo - fra landsby til vækstcenter

Mavokos kraftige befolkningstilvækst over de sidste ti år ses tydeligst i udviklingen af den

nyopståede by, Mlolongo. Som vores tolk udtrykte det: “Mlolongo started the other day, it was kind

of bushy bushy - there has been a big change”. Hvis man sammenligner nedenstående to kort fra

henholdsvis 1999 og 2009 er forskellen slående. Mlolongo Town, der i dag hedder Old Mlolongo,

lå i 1999 på den anden side af hovedvejen, presset op imod Nairobis nationalpark. I dag er

Mlolongo placeret på den modsatte side af hovedvejen og ekspanderer fra vejen og udad. I 1999

havde Mlolongo en såkaldt kode for områdestruktur, der var 0041 og 0031, hvilket betyder at

området blev betegnet som ruralt og dermed havde højest 1500 indbyggere. Ved den sidste

folketælling i 2009 blev befolkningsantallet i området beregnet til 42.154 personer (Kenya Census

2009, 2010: 87). Der er således sket en stigning i befolkningsvæksten på minimum 40.654

indbyggere på blot ti år. En eksplosiv vækst, som ikke desto mindre er karakteristisk for mange

peri-urbane områder i udviklingslandene.

Figur 2.1. Sammenlignende kort over udviklingen i Mlolonglo

Kort fra 1999, Mlolonglo som landsby Kort fra 2009, Mlolonglo som mellemstor by

14

2.3 Kamp om land og svag planlægning Mavokos økonomiske potentiale har gjort land i området mere attraktivt og fået priserne til at stige

kraftigt. Land og arealanvendelse er derved blevet et konfliktfyldt emne i Mavoko på grund af

interessekonflikter mellem slumbeboere, private entreprenører, spekulanter, politikere,

ejendomsmæglere og traditionelle ledere. For slumbeboerne i de tre case-områder betyder

udviklingen en forhøjet risiko for tvangsforflytninger og dermed implicit en lang række problemer.

Det skaber permanent utryghed for familierne og forværrer deres mulighed for at udvikle deres

boliger og levestrategier. Udover de mange magtkampe om land og den ikke-eksisterende sociale

boligpolitik, lider Mavoko Municipality også at en svag overordnet planlægning. På grund af

manglende kapacitet hos personalet, manglende finansielle ressourcer og centraliseret

beslutningstagning har kommunen svært ved at imødekommende de omskiftelige behov fra en

ekspanderende industri og den kraftige befolkningstilvækst (MUP, 2005: 8). Uden politisk handling

og kvalificeret planlægning vil Mavokos kaotiske udvikling medvirke til en forværret situationen

for de mennesker, der bor og arbejder i området.

Hjemløse indbyggere fra slumbeboelsen Kapa, som blev revet ned i oktober 2010.

15

3 Metodisk fremgangsmåde Dette afsnit præsenterer de metodiske refleksioner og fremgangsmåder, der er grundlaget for vores

videnskabelige arbejde. Rapportens konklusioner og fremgangsmåde er drevet frem af en høj

vægtning af feltstudiets empiriske materiale samt en caseorienteret opbygning, der fungerer

strukturerende for de analytiske diskussioner og anbefalinger. Det empiriske fundament er opnået

gennem semistrukturerede interviews samt ved metoden ’social mapping’.

3.1 Rapportens empiriske fundering Gennem hele forløbet har vi prioriteret den empiriske fundering højt. Dette fordrede en selvstændig

indsamling af empiri, der kunne nuancere de anvendte teoretiske og strukturelle konceptualiseringer

af slumproblematikkerne i Nairobi samt fokusere denne mod rapportens problemstilling.

For at strukturere vores empiriske data har vi valgt at operere med tre cases, der belyser forskellige

typer af slumområder, de dertilknyttede problemstillinger og potentielle opgraderingsmuligheder.

Disse cases er retningsgivende for analysen, hvormed besvarelsen af rapportens problemstilling

baserer sig på en vekselvirkning mellem teoretiske og empiriske bidrag.

3.2 Indsnævring af problemfelt og vidensindsamling

Research-perioden op til feltstudiet i Nairobi var fokuseret på vidensindsamling, kritisk stillingtagen

til materialet samt indsnævring af rapportens fokus mod den konkrete problemstilling. Vi etablerede

kontakt til en række relevante aktører, der havde bidraget med teoretiske, politiske eller tekniske

undersøgelser af området, for derigennem at få kvalificeret sparring til vores proces og til

udvælgelse af problemstilling og cases. På daværende tidspunkt fik vi kontakt til en række aktører

indenfor FN samt specialister og forskere på internationale universiteter og relevante organisationer,

der beskæftiger sig med problemstillinger indenfor fattigdom, boligforhold og slumområder i

storbyer i udviklingslande. Det var bl.a. organisationer som Amnesty International, Homeless

International og Cities Alliance (FN) samt forskere som Jaqueline Klopp fra Columbia University

(New York), Marie Huchzermeyer fra University of the Witwatersrand (Sydafrika) og Patrick

Wakely fra University College of London. Vi tog kontakt til disse eksperter på grund af deres

konkrete ekspertise og viden om problemstillingen, aktuel forskning eller publikationer om emnet

samt konkrete projekter i Nairobi og omegn. Med en åben tilgang til feltet lod vi os inspirere af

deres undersøgelser og anbefalinger til problemstillinger og caseområder.

16

3.3 Kontakt til case-områderne Gennem vores kontaktpersoner fik vi forbindelse til relevante informanter i Nairobi og Mavoko. I

forhold til de konkrete slumområder var én af vores vigtigste kontaktpersoner en ungdomsleder fra

slumområdet Pwumani i Nairobi, som vi blev henvist til gennem Amnesty Danmark, John

Mulingwa. Han formidlede gennem sit netværk kontakt til en række ungdomsledere i det peri-

urbane område Mavoko, som vi på forhånd havde udvalgt til fokusområde for vores undersøgelse

på grund af dets beliggenhed, dets karakteristiske peri-urbane træk og udviklingstendenser.

Vi valgte at bruge John Mulingwa som vores primære kontaktformidler, da han havde deltaget i

Amnestys anti-slum kampagne og havde været i Danmark med et projekt for Mellemfolkelig

Samvirke. Han havde en god forståelse for, hvem vi var og hvor vi kom fra, og også et personligt

engagement i slumproblematikkerne. Ud over at være repræsentant for sit lokale område var John

Mulingwa desuden engageret i en række civil samfundsorganisationer og havde deltaget i en række

undervisningsforløb og konferencer bl.a. nationale ungdomslederkonferencer og et FN

undervisningsforløb.

Den efterfølgende kontakt til slumområderne foregik ved, at John Mulingwa formidlede kontakt til

den lokale ungdomsleder for hele distriktet, som Mavoko ligger i. Igennem ham fik vi videre

kontakt til ungdomslederne i de forskellige slumområder i Mavoko og omegn og desuden til

ungdomslederen i det lokale Mavoko City Council, Joseline Nzeki. Vi valgte at etablere kontakt til

ungdomslederne i slumområderne, da disse er frivilligt engagerede i deres lokalområder og derved

uden for det etablerede system, de er desuden fremtiden for et land, hvor over 40% af befolkningen

er under 15 år (Det Danske Udenrigsministerium, 2010) og endeligt vægtede vi tilgængeligheden og

muligheden for nemt at kunne etablere uformel kontakt.

Ungdomslederne i det lokale Mavoko City Council gav os en forståelse for, hvordan Mavoko City

Council arbejder med ungdomsrelaterede og fattigdomsrelaterede problemstillinger i

slumområderne, deres samarbejde med FN samt en indføring i FN projektet Sustainable

Neighbourhood Programme, som er et af de nuværende slumopgraderingsprojekter i området. Vi

vil inddrage dette og andre slumopgraderingsprojekter løbende i opgaven.

3.4 Udvælgelse af caseområder

Vi besøgte flere forskellige slumområder i Mavoko, men valgte på baggrund af metodiske

overvejelser om tilgængelighed samt overvejelser omkring områdernes karakteristika at fokusere på

tre områder: Kwabemba, City Carton og Sophia. Disse områder vil fungere som cases i belysningen

17

af den overordnede problemstilling. Efter udvælgelse af tre områder, aftalte vi med de lokale ledere

at komme tilbage for at lave social maps og interviews. Vi vægtede højt at få en aftale på plads

omkring vores videre empiri-indsamling med den lokale leder, for derved at have en formel adgang

til områderne samt en lokal person, der kunne forklare vores formål og stå inde for os som

uafhængige forskere. De andre slumområder, vi besøgte, såvel i Mavoko som ’inner-city’

slumområder i Nairobi, vil fungere som perspektivering på vores nuværende cases og til nuancering

af vores analyse.

3.5 Metode for empiri-indsamling: Interviews og social mapping

Empiri-indsamlingen er foretaget ved sytten semi-strukturerede interviews med henholdsvis

eksperter og slumbeboere samt ved tre social mapping. I de efterfølgende afsnit uddybes de to

metodiske fremgangsmåder samt validiteten af vores undersøgelser.

Nedenstående figur illustrerer vores empiriske data-indsamling.

Slumbeboerne Eksperter

Interviews City Carton : Rose Mutumi, 63 år / village elder (k) Joseph Mutier, 27år / ungdomsleder (m) Wyclif, ca. 35 år / lejer (m) Janet Wabia, 21 år / ung (k) Kwambemba: Steven Ngongo, 40år/ lejer (m) Bernhard Musiko, 50år / lejer (m) M. Kiotoko, 59år / structure owner & leder (m) Sophia: Daniel Marley Kiio, ca. 30 år / Agent for udlejningsfirma (m) Chrimzi Kawimzi, 39 år / structure owner & village elder (k) Feslista Mweni, 26år / lejer & ungdomsleder (k) Anthony Mutua, 36år/ lejer

Interviews

Justus Ny’ang’aya, generalsekretær i Amnesty Kenya

Peter Ngau, professor Department of Regional and

Urban Planning (DURP)

Lucas Bento, policy advisor UN-HABITAT

Zhang Xingquan, leder af afdelingen for urban

økonomi og financiering, UN-HABITAT

George Onyiro, programme manager for

slumopgraderingsprojektet SNP, UN-HABITAT

Samuel K. Mokali, Municipal Planner – Mavoko

Municipal Council

Social mapping City Carton: 18 mænd + 10 kvinder og unge. Ca. 7 aktive, resten observerende. Stor deltagelse. Udendørs. Kwambemba: 9 mænd deltagende, herunder lederen af området M. Kiotoko. Kvinder og børn til stede, men observerende. Stor deltagelse. Indendørs. Sophia: 10 mænd og 1 kvinder deltagende. 5 kvinde og unge observerende. Stor deltagelse. Udendørs.

Social mapping Ingen eksperter medvirkede ved social mapping i slumområderne.

18

3.5.1 Interviews Rapportens empiriske data kan siges at være opdelt i to kategorier, hvor den ene kategori udgøres af

interview med slumbeboere i de tre områder Kwambemba, City Carton og Sophia mens den anden

kategori udgøres af ekspertinterview med rådgivere og områdeansvarlige fra FN, en faglig ekspert

fra Department of Regional and Urban Planning (DURP) ved Nairobi universitet, eksperter fra

civilsamfundsorganisationer som Amnesty International, samt den relevante

planlægningsmyndighed i Mavoko.

Til vores interview anvendte vi en semi-strukturet interviewguide, hvor vi lod interviewet tage form

ud fra opstillede interviewspørgsmål målrettet visse kerneområder samtidigt med at interviewets

indhold og retning løbende var til forhandling mellem interviewer og den interviewede. Vi er blevet

inspireret til denne semistrukturerede interviewform af den norske professor i pædagogisk

psykologi, Steinar Kvale, og hans definition på det semistrukturerede interview som et interview,

hvis formål er at opnå beskrivelser af de interviewedes livsverden med respekt for fortolkning af de

beskrevne fænomener.’ (Kvale: 1997). I et enkelt tilfælde ønskede en af vores respondenter at være

anonym. Dette har vi naturligvis respekteret, og vi omtaler ham derfor som Lucas Bento, hvilket er

et fiktivt navn.

3.5.2 Social mapping Den semistrukturerede fremgangmåde anvendte vi ligeledes i social map-processerne. Social

mapping er et metodisk værktøj til empiri-indsamling, hvor en given målgruppe som eksempelvis

indbyggerne i en landsby, inviteres til at tegne et kort over deres egen by. Kortets udformning kan

variere, men anvendes generelt til at få information om faktorer som infrastruktur, demografi,

etniske grupper, sociale strukturer, sundhedsmønstre, velstand og lignende. Processen er generelt

kendetegnet ved at være målgruppe-styret, hvor interviewer/ facilitator primært observerer og stiller

uddybende spørgsmål. (IIED, 2010). Herunder ses et eksempel på én af social map processerne fra

vores empiri-indsamling i City Carton.

19

Den konkrete empiri-indsamlingsproces i slumområderne foregik ved, at vi efter vores første

observationsbesøg i områderne vendte tilbage med de nødvendige materialer og inden da havde

orienteret lederen eller ungdomslederne i området, som faciliterede den overordnede proces og

vores tilstedeværelse. Dette gjorde vi ud fra betragtninger omkring tillid, gennemsigtighed og fælles

forståelse. Når vi havde fundet et passende lokalitet til at lave social map, sørgede vi for at samle en

forskelligartet gruppe af beboere fra området og fik etableret det således, beboerne enten sad eller

stod omkring kortet med lige adgang til at kunne bidrage og observere, hvad der foregik. I

Kwambemba foregik processen indendørs i et lokalt spisested, mens vi i City Carton og Sophia

prioriterede at lade social map-processen foregå udendørs, for at skabe større tilgængelighed,

synlighed og involvering af beboerne i området.

Selve social map-processen foregik ved, at vi forklarede de overordnede rammer for forløbet. Vi

forklarede processen på det overordnede plan, for ikke at fastlægge for retningsgivende eller

begrænsende rammer for, hvad der skulle tegnes på kortet samt hvem og hvordan, dette skulle

foregå. Forklaringen blev oversat af vores tolke og efterfølgende forholdt vi os observerende, for at

lade processen frit udfolde sig. Vi spurgte opklarende ind til enkelte dele på kortet eller elementer,

der ikke umiddelbart blev medtaget, som eksempelvis vandposter, virksomheder eller større veje.

Vores primære formål med kortet var, at beboerne i samspil skulle begrebsliggøre, forklare og

italesætte deres egne beboelsesområder og herunder leveforhold, spatiale dimensioner og geografisk

tilknytning.

På baggrund af de informationer, vi fik italesat ved ’social map’-processen udvalgte vi de

interviewpersoner, vi ønskede at tale med. På forhånd havde vi opstillet nogle kriterier for disse

interviewpersoner for at få spredning indenfor områderne køn, alder, boligsituation, tidsmæssig

tilknytning til området, erhverv og indkomststrategier. Derudover lod vi ’social map’-processen

påvirke udvælgelsen, for at indfange de forskellige variationer mellem de tre settlements og for at

lade de empiriske data influere på vores oprindelige forestillinger omkring den aktuelle situation i

det pågældende slumområde. Processen kan således siges at være semi-struktureret med øje for

såvel det metodiske som det kontekstuelles indflydelse på det endelige resultat.

3.6 Overvejelser omkring fremgangsmåde

I vores kontakt med slumområderne var vi meget opmærksomme på karakteren af disse områder og

de store forskelle i forudsætninger og forståelser mellem interviewer og de interviewede. Vi

ønskede at skabe en ærlig og tillidsfuld interviewsituation for derigennem at indsamle den bedste

empiri og undgå negative effekter af vores forskning. Vi oplevede ved vores første

20

observationsbesøg i områderne, hvor vigtigt fælles forståelse og tillid er, da beboerne udtrykte en

udpræget frygt for eventuelle bagvedliggende dagsordener, som at vi eksempelvis ønskede at

opkøbe jorden og smide dem væk. Desuden vigtigheden af at afklare forventninger, da vi ikke

ønskede at skabe falske forhåbninger om eventuelle donationer eller projekter, idet beboerne kunne

tro, at vi repræsenterede en NGO eller et officielt projekt.

3.7 Vurdering af fremgangsmåde I vores fremgangsmåde har vi vægtet at arbejde struktureret og systematisk med klare metodiske

krav til vores indsamling af viden og data samt den efterfølgende behandling af disse. Dette har vi

vurderet som afgørende for projektets gyldighed og gennemsigtighed. Som tidligere nævnt har vi i

den samlede proces vægtet det empiriske materiale højt og har i forhold til empiri-indsamling

opereret med en semistruktureret tilgang for derved at lade vores empiri og teori folde sig ud og

interagere indenfor semistrukturerede rammer.

Skulle vi have overholdt en strengere metodisk fremgangsmåde, skulle dette primært have været i

forhold til udvælgelsen af vores interviewpersoner, hvor vi grundet slumområdernes lukkede

karakter så det nødvendigt at anvende forskellige ’indgangskanaler’ til beboerne. Lederne af

områderne var desuden til stede ved ’social map’-processen, hvilket potentielt kan have haft

indflydelse på processen. Dette syntes dog ikke at have den store effekt, eftersom der eksempelvis

var deltagelse af forskellige typer beboer i hvert område, også de, der potentielt kunne ses som de

nederste i det sociale hierarki.

I udvælgelsen af interviewpersoner sørgede vi for en metodisk spredning indenfor områderne køn,

alder, boligform, tilknytning til området, levestrategi og familiestatus, men havde desværre ikke

samme spredning i ’social map’-processen, hvor primært unge og kvinder holdt sig i baggrunden.

Det lykkedes ikke at overkomme denne opdeling, som potentielt kunne have bidraget med flere

nuancer til vores social maps. Andre undersøgelser med samme metodiske fremgangsmåde har

forsøgt sig med kønsmæssig opdeling af ’social map’ processen, hvor der blandt kvinderne generelt

lægges mere vægt på sundhedsmæssige forhold samt forhold, der omhandler den daglige

husholdning og børnene. Ud fra vores planlægningsmæssige fokus på de samlede slumområder var

den opnåede data god og brugbar til at belyse vores problemstilling.

21

3.8 Vurdering af afgrænsning

Givet de tidsmæssige begrænsninger samt for at bevare fokus i rapporten har vi måtte begrænse

mængden af empiriske data til sytten interviews med henholdsvis eksperter og slumbeboere.

Rapportens besvarelse af problemformuleringen kunne være mere nuanceret såfremt vi havde haft

mulighed for en mere omfattende empiri-indsamling. I så fald havde vi gerne beskæftiget os mere

med de planlægningsmæssige og administrative myndigheder, det juridiske system, levestrategier

og mulige strategier for øget arbejdsmuligheder, et større empirisk datagrundlag i form af flere

interviews samt en eventuel sammenligning med ’inner city’ slumområder i Nairobi. Grundet vores

fokus finder vi dog ikke denne afgrænsning problematisk for den nærværende rapport. Rapportens

formål er at beskrive og forstå de tre udvalgte slumområder, for derved at konceptualisere disse ud

fra vores teoretiske materiale og endeligt pege på nogle tendenser indenfor udviklingen af

slumområder, hvorfor de opstår, hvad de består af og hvilke løsningsmodeller, der kan opstilles for

at imødekomme en mere bæredygtig udvikling.

3.9 Teoretisk belæg og anvendelse

Teoretisk baserer opgaven sig på en kobling af relevant teori og undersøgelser inden for området.

Eftersom rapportens konklusioner og fremgangsmåde er drevet frem af en høj vægtning af

feltstudiets empiriske materiale samt en caseorienteret opbygning er dette fremtrædende, mens det

teoretiske grundlag primært manifesterer sig i form af begreber, konceptualiseringer og empirisk

funderede modeller.

Som teoretisk inspiration har vi bl.a. anvendt den amerikanske teoretiker Mike Davis, der

specialiserer sig indenfor urbane udviklingstendenser i udviklingslande. Desuden har vi anvendt

rapporter og undersøgelse fra forskellige forskere som professor i arkitektur og planlægning Marie

Huchzermeyer fra Witwaterstrand University (Sydafrika), Bob Hendriks, PhD forsker ved

Amsterdam Institute for Metropolitan and International Development Studies og søgt inspiration i

andre forskningsprojekter fra bl.a. Jaqueline Klopp fra Comlumbia University (New York) og

Patrick Wakely fra University College London.

For en mere case-fokuseret teori og litteratur har vi anvendt en række dybdegående rapporter fra

UN-HABITAT; bl.a. ’Planning Sustanaible Cities’, der fokuserer på bæredygtig byudvikling i

udviklingslande, ’State of the African Cities 2008 & 2010’, der fokuserer på den nuværende tilstand

og udviklingsmuligheder af afrikanske storbyer samt ’The Challenge of slums’, der specifikt

fokuserer på slumrelaterede problemstillinger og potentielle udviklingsmuligheder Derudover har vi

22

anvendt rapporten ’Listening to the poor, housing rights in Nairobi’ fra den internationale

menneskerettighedsorganisation COHRE, der anlægger en rettighedsorienterede tilgang til

slumområder samt rapporter fra andre NGOer, der beskæftiger sig med problematikker relateret til

slum, boligforhold og fattigdom i storbyer i udviklingslande. Disse rapporter anvendes som såvel

teoretisk som empirisk grundlag for nærværende rapport ud fra en prioriteret vægtning af opdateret

og konkret empirisk funderet materiale og konkret belysning af en aktuel problemstilling. Desuden

indeholder disse rapporter forskellige begreber og koncepter, der har været med til øge vores

forståelse for slumområder.

3.10 Bæredygtighedsbegreb

En af FN's vigtigste bidrag til hvordan man globalt tænker på udvikling er konceptet bæredygtig

udvikling. Bæredygtighed blev defineret af Brundtland-Kommissionen som en udvikling der møder

befolkningens behov uden at kompromitere fremtidige generationers mulighed for en udvikling der

møder deres behov. I FN's store rapport fra 2009: ”Planning Sustainable Cities” beskrives visionen

for fremtidens bæredygtige by således: ”... sustainable cities should be environmentally safe,

socially inclusive and economically productive” (Sustainable Cities 113).

I denne rapport vil vi bruge en tilsvarende bred forståelse af bæredygtighedsbegrebet, hvor det

miljømæssige, det sociale og det økonomiske samtænkes når der skal skabes bæredygtig udvikling.

Vi har en bred forståelse af miljødelen af bæredygtighedsbegrebet, som vi forstår som den spatiale

dimension, hvor vi indtænker både det menneskeskabte (bebyggede) miljø og det mere naturlige

miljø. Denne tredeling har givet en strukturerende ramme for vores analyse og forståelse af

bæredygtig udvikling i Nairobis peri-urbane slumområder. Desuden er det at spørge til, hvordan

man kan planlægge bæredygtigt også en normativ tilkendegivelse af at vi mener, at der er et stort

behov for at tænke mere holistisk i planlægningen.

3.11 Rapportens validitet og gyldighed

I vores fremgangsmåde har vi vægtet af arbejde struktureret og systematisk med klare metodiske

krav til vores indsamling af viden og data samt den efterfølgende behandling af disse. Dette har vi

vurderet som afgørende for projektets gyldighed og gennemsigtighed. Som tidligere nævnt har vi i

den samlede proces vægtet det empiriske materiale højt og har i forhold til empiri-indsamling

opereret med en semistruktureret tilgang for derved at lade vores empiri og teori folde sig ud og

interagere indenfor semistrukturerede rammer. Vi har i arbejdet med nærværende rapport fulgt

generelle metodiske og videnskabelige retningslinier og har ud fra rapportens formål arbejdet

konsistent med det empiriske og teoretiske materiale.

23

4. Slum - et globalt og lokalt fænomen

4. 1 Slum – et globalt og lokalt fænomen

Slum er et globalt problem, der med rødder i globaliserings- og urbaniseringstendenser i Østafrika

vokser i takt med de kraftigt ekspanderende metropoler. Forfejlet byplanlægning og ukontrolleret

vækst fører problemerne fra metropolen til de peri-urbane områder, hvor slum som lokalt fænomen

skaber store problemer for såvel beboerne som det omkringliggende samfund. I dette afsnit vil vi

kort skitserer kausaliteten mellem de globale og lokale udviklingstendenser med fokus på den

urbane og peri-urbane boligsektor i Østafrika og Kenya. Vi skitserer først globaliseringsbegrebet og

forskellige udlægninger af karakteren og effekten deraf. Efterfølgende præsenterer vi den

globaliseringsforståelse, der ligger til grund for denne rapport, som trækker på forskellige

udlægninger af globaliseringsbegrebt med en generel fokus på de økonomiske og politiske

konsekvenser for et land som Kenya.

Herefter ser vi på hvilke urbanseringstendenser, der har gjort sig gældende i Østafrika og i Kenya

samt årsager til den nuværende eksplosive urbanisering og de omfattende slumområder, der

dominerer det urbane og peri-urbane landskab i Nairobi. I den sidste del af dette afsnit belyses

Nairobis hidtidige spatiale udvikling og dets fremtidige udviklingsmuligheder undersøges, hvor de

planlægningsmæssige problemstillinger synes endnu mere presserende, når den eksplosive

urbanisering vil fortsætte sin ukontrollerede ekspansion ud i de peri-urbane områder.

4.2 Globalisering – et begreb, en idé, en proces

I de sidste to årtier har vores forståelse og konceptualisering af den verden, vi lever i, været præget

og indrammet af ét begreb – globalisering. Der findes talrige definitioner på begrebet såvel som

udlægninger af dets beskaffenhed og anvendelsesmuligheder. Globaliseringsbegrebet er i sin natur

dynamisk og kan siges at kunne påtage sig denne mangfoldighed ved at være både et begreb, en ide

og en proces.

Vi vil her kort redegøre for forskellige opfattelser af globalisering samt uddifferentiere tre

væsentlige retninger indenfor globaliseringsteori: hyperglobalisterne, skeptikerne og

transformationalisterne. Dette gøres for efterfølgende at præsenterer den globaliseringsforståelse,

der ligger til grund for denne rapport, som trækker på alle tre retninger. Vi bringer

globaliseringsbegrebet i spil for at kontekstualisere slumproblematikken til globale

urbaniseringstendenser og politisk-økonomiske processer.

24

4.2.1 Transformation af det lokale og det globale

Globalisering kan overordnet opfattes som interagerende processer, der i samspil udgør en

transformation af den rummelige organisation af sociale relationer og transaktioner. Dette udtrykkes

i transkontinentale eller interregionale flows og netværk af aktivitet, interaktion og magt, der er

karakteristiske ved en potentiel overskridelse af de konkrete tid-rum koncepter (Se bl.a. McGrew,

Goldblatt & Perraton 1999: 1-31 & Giddens 1990:18-19).

Effekterne af globalisering indrammes af fire processer, der kan genfindes hos teoretikere på tværs

af forskellige globaliseringsforståelser. For det første involverer og medfører globalisering en

udvidelse af sociale, politiske og økonomiske aktiviteter på tværs af grænser, regioner og

kontinenter. For det andet er globaliseringsprocessen kendetegnet ved en intensivering og en

forøgelse af global forbundethed og flows af såvel handel, ideer, kapital, mennesker og kultur(Se

Giddens, 1990 & Urry, 2003). For det tredje kan globalisering forbindes med en øget hastighed af

globale interaktioner, udvekslinger og processer, idet globale systemer af transport og

kommunikation har forøget hastigheden hvormed disse processer kan forekomme. Og for det fjerde

har disse processer og udvekslinger vidtrækkende konsekvenser, som transcenderer lokale

sammenhænge og nationale grænser, hvormed disse bliver stadig mere flydende. Globaliseringen

kan opsummerende sige at være en proces, der skabes af og skaber expansion, intensivering, øget

hastighed og øget indflydelse af global forbindelse og sammenhænge (Se bl.a. McGrew, Goldblatt

& Perraton 1999: 1-31 & Giddens 1990:18-19).

4.2.2 Globalisering - et omstridt begreb

Samspillet mellem disse processer og de udsprungne resultater udlægges og begrebsliggøres vidt

forskelligt indenfor forskellige teoriretninger. Tre overordnede udlægninger af

globaliseringsbegrebet og –forståelsen kan identificeres: Den hyperglobale tilgang, den skeptiske

tilgang og den transformerende tilgang. Disse tilgange er valgt ud for at give et kort oprids af de

forskelligheder der findes inden for feltet.

Globaliseringen medfører ifølge den hyperglobale tilgang en restrukturering af det globale

økonomiske marked mod én dominerende økonomisk kraft, der transcenderer og integrerer verdens

økonomiske regioner. Denne ’supra-territoriale kapitalisme’ medfører en de-nationalisering af

strategiske økonomiske aktiviteter og dermed også en globalisering af distribueringen og

placeringen af den økonomiske magt og rigdom. Herved vil nationalstaten gradvist miste sin

suverænitet og vil efterhånden blive overflødig som politisk og økonomisk enhed – en proces, der

ifølge hyperglobalisterne næres af multilaterale institutioner som IMF, Verdensbanken og WTO.

25

Der vil ligeledes være en øget forskydning mellem de lande, der indgår i magt-knudepunkter og de

lande, der står udenfor disse strukturer (jfr. Castells’ udlægning af netværksamfundet – se Castells

2000) (McGrew, Goldblatt & Perraton 1999: 3-5).

Globaliseringsskeptikerne er mere forsigtige med en revolutionær udlægning af globaliseringens

karakter end hyperglobalisterne (Se eksempelvis Hirst and Thompson, 1996 & 1999). Ud fra et

kritisk standpunkt anerkender de intensiveringen af den internationale udveksling, men udfordrer

forestillingen om at de tilknyttede processer skulle være et nyt og unikt fænomen ved eksempelvis

at henvise til ’La Belle Epoque’ – perioden fra 1890-1914, hvor der ligeledes var intens global

handel og udveksling. De affejer ligeledes forestillingen om én sammenhængende global

økonomisk struktur, da de opfatter en sådan som i realiteten begrænset til OECD staterne. I stedet

spår de en øget internationalisering i form af økonomisk interaktion mellem nationale aktører og

indenfor dominerende regionale samarbejdsfora. Den globale scene er opsplittet i markante

handelsblokke, indenfor hvilke der stadig florerer forskellige forestillinger og udformninger af

kapitalismen. Ifølge globaliseringsskeptikerne er vi vidne til et gensyn med de gammeldags geo-

politiske og neoimperslistiske strukturer, hvormed de mest magtfulde stater konsoliderer deres

globale dominans- og magtforhold. De afviser således den hyperglobale forståelse af en ny

verdensorden og anklager denne retning for at ignorere den fortsatte vigtighed af national magt og

suverænitet. Globaliseringsskeptikerne opfatter desuden verden som fortsat polariseret med en

stærk syd-nord opdeling og marginalisering af tredje verdens lande. Ulighed opfattes som årsag til

nationalisme, fundamentalisme og generelle fragmentering, der ses som det mest dominerende træk

i den globaliserede verden (McGrew, Goldblatt & Perraton 1999: 5-7).

Transformationalisterne ser globaliseringen som en multidimensional proces, som ikke kan

reduceres til en enkelt økonomisk logik, men som derimod har en række differentierede udfald og

påvirkninger verden over. De anser ikke de væsentligste elementer af globaliseringen som et nyt

fænomen, da mange af dets facetter kan genfindes helt tilbage til de præmoderne imperier, men

peger dog på nogle nye og unikke kendetegn som eksempelvis muliggøres af udviklingen indenfor

kommunikation og teknologi. Globaliseringen medfører en global interaktion, der skaber

omfattende ændringer af den globale politiske, økonomiske og kulturelle magt. Med en tydelig

vægtning af begrebet magt opfatter transformationalisterne globalisering som en transformering af

den sociale organisering og en øget rækkevide i forhold til de traditionelle globale magtrelationer.

Globaliseringen opdeler og integrerer på samme tid og mens globalisering kan betyde en mindre

verden for nogle skaber det for flertallet en distancering og en udlejring af magtrelationerne.

Nationalstatens rolle ændres, idet økonomiens og den globale rækkevidde af de fremvoksende

26

risicis medvirker til at mindske staternes magt over eget territorium og ændre menneskers opfattelse

af nationalstat, territorium og suverænitet. Rettere end at ville be- eller afkræfte en idealtypisk

“globaliseret verden”, som både hyperglobalister og globaliseringsskeptikere, ser

transformationalisterne globaliseringen som en langvarig proces med indbyggede modreaktioner,

der blandt andet udgøres af nye hierarkier og magtstrukturer, der ligeledes transcenderer den

traditionelle syd-nord diktomi (McGrew, Goldblatt og Perraton, 1999: 7-9 – se også John Degnbol-

Martinussen, 2002).

4.2.3 Globalisering i udviklingslande

Udviklingslande er som beskrevet i det ovenstående integreret i den internationale økonomi gennem

handel, investeringer, finansielle flows og migration, hvor hovedparten af de vigtigste økonomiske

links er med industrialiserede lande og ikke med andre udviklingslande. (Corbridge, 1995:296ff)

For Kenya er der dog med sammenslutninger som East African Community og COMESA

(Common marked for Southern and Eastern Afrika) lagt op til stigende regional handel og

udveksling, som potentielt kan styrke landenes og regionens indflydelse og deltagelse på den

globale arena. En række udfordringer skal stadig overkommes, hvor især staternes politisk-

økonomiske prioriteringer vil have stor indflydelse på deres konkurrenceevne.

Globaliseringen har medført at de færreste i dag er helt urørte af internationale økonomiske links,

selv om der findes mange forskellige udlægninger af disse processer. Ifølge den neo-klassiske

økonomiske teori er disse links gensidige udbyttesrige forbindelser, som fremmer udvikling og som

er et bevis på en harmonisk afhængighed mellem udviklingslande og industrialiserede lande. Andre

afviser dette synspunkt, idet de anser disse links som reelt værende midler for de industrialiserede

lande til at manifestere og bevare deres dominans, hvorved udviklingslandene fastholdes i

underordnede positioner indenfor verdensøkonomien. Den såkaldte interpendens-skole indenfor

international politik og udviklingsstudier ser sådanne internationale links som udgørende en barriere

for udvikling i de ’underordnede’ lande. Ifølge flere teoretikere indenfor denne retning ses global

handel og investeringer som midler, hvormed den ulige magtbalance opretholdes og underudvikling

i ulandene fastholdes (Corbridge, 1995:296ff).

Vi positionere os et sted i mellem den neo-klassiske økonomiske teori og interpendens-skolens

udlægninger og ser de globale økonomiske links som ekstremt ulige, men samtidigt udbyttesrige for

såvel udviklingslande som industrialiserede lande. I tråd med Castells ser vi verdensøkonomien som

centreret omkring visse centrale knudepunkter – en opfattelse, der ligeledes deles af

globaliseringsskeptikerne, der ser den globale scene som opsplittet i markante handelsblokke. På

27

den ene side kan den globale scene udgøre en potentiel udviklingsmulighed for udviklingslande

samtidigt med, at der er store forskellige i landenes kapaciteter, videns- og produktionsniveau.

De åbne rammer for den internationale økonomi skærper ligeledes den indbyrdes konkurrence

mellem de lavtlønnede lande, der underbyder hinanden for at tiltrække økonomiske investorer bl.a.

med frihandelszoner og andre tiltag tilrådet udviklingslandene af Verdensbanken og IMF’s

strukturtilpasningsprogrammer. Disse programmer har i 1980’erne pålagt mange af

udviklingslandene at skære voldsomt i deres offentlige udgifter for at rette op på deres gældskriser,

hvilket blev gjort ved at minimere de offentlige investeringer i uddannelse, interne strukturer som

infrastruktur og kommunikation samt offentligt finansierede investeringer.

Resultatet for mange lande har været at niveauet af uddannelse og kvalifikationer i arbejdsstyrken er

faldet voldsomt, en stadig stigende arbejdsløshed samt forringet evne til at tiltrække udenlandske

investeringer og opretholde et effektivt produktionssystem. Flere teoretikere anser disse

strukturtilpasningsprogrammer som katastrofale for udviklingslandes økonomiske situation. Den

amerikanske urbaniseringsteoretiker Mike Davies skriver eksempelvis :’Everywhere the IMF and

World Bank (..) offered poor countries the same poisoned chalice of devaluation, privatixation,

removal of import controls and food subsidies, enforced cost-recovery in health and education, and

ruthless downsizing of the public sector’. (Davies, 2006: 152ff). Dette synspunkt deles af UN-

HABITAT, der i ’Challenge of slums’ ligeledes peger på strukturtilpasningsprogrammerne og især

deres konsekvenser for den offentlige sektor, som bærende en stor del af skylden for den negative

økonomiske udvikling i lande som Kenya. I ’Challenge of Slums’ skriver de således: ’.. the main

single cause of increases in poverty and inequity during the 1980s and 1990s was the retreat of the

state.’ (Challenge of slums: 48).

4.2.4 Rapportens globaliseringsforståelse

De nævnte retninger indenfor globaliseringsteorierne illustrerer væsentlige forskelle i forståelsen og

udlægningen af begrebet. Ofte opstilles sådanne divergerende opfattelser som enten positive eller

negative i deres fortolkning. For at undgå en sådan forsimpling og for at operere med et forståelses-

og begrebsapparat, der er så tilpasset som muligt til vores aktuelle problemstilling, har vi valgt at

trække på alle tre retninger i vores egen forståelse af globaliseringsbegrebet.

Overordnet er vi enige i, at globaliseringen skaber og udgør en udvidelse, intensivering,

accelerering og transcendering af tidligere opdelinger og grænsedragninger. Vi lægger os primært

op af transformationalisternes opfattelse, men er samtidigt enige i hyperglobalisternes udlægning af

den øgede globale interaktion. I forhold til vores problemstilling om slumproblematikker i en

Østafrikansk kontekst, er det vigtigt at påpege, at globaliseringen ikke kan konceptualiseres som en

28

entydig proces og at den ikke nødvendigvis har samme form og konsekvens, når vi går fra

overordnede globale tendenser til lokale virkeligheder.

I en Østafrikansk kontekst medfører globaliseringen voldsomme ændringer på flere forskellige

niveauer, men indenfor rammerne af de allerede eksisterende strukturer. Forandringerne og

konsekvenserne foregår ikke entydigt og rummer lige så mange muligheder som begrænsninger.

Især for et land som Kenya, der med udgangspunkt i regionale samarbejder, kan styrke sin position

på det globale marked. Dette svarer overnes med globaliseringsskeptikernes opfattelse af, at der

forekommer en øget regionalisering og at der opstår nye økonomiske grupperinger, hvor den

økonomiske aktivitet er struktureret i knudepunkter med tættere sammenknytning, mens andre

punkter falder helt uden for disse flows af handel, varer og interaktion (Castells, 2000).

4.3 Urbanisering i Afrika og Østafrika

Én af de nuværende udviklingstendenser i Østafrika og mere specifikt i Kenya er, ud over de

forskellige påvirkninger og effekter af globaliseringen, en ekstrem urbanisering, som stiller nogle

enorme administrative, økonomiske og menneskelige udfordringer. I dette kapitel vil vi se på disse

urbaniseringstendenser og sætte dem i relation til økonomiske og politiske problemstillinger med

fokus på boligpolitik og slumområder.

I Østafrika bor knap 70% af den urbane befolkning i slumområder, hvilket er det højest antal i

Afrika . Uligheden præger dagligdagen for både rige og fattige og skaber en grundlæggende politisk

ustabilitet. Udover problemer med fattigdom og ulighed, vokser de afrikanske storbyer i stigende

grad udover egne administrative områder og spreder sig ind i nabokommunernes territorier. Den

ukontrollerede ekspansion skaber store planmæssige udfordringer og nødvendiggør en større grad af

koordineret "metropolitan governance" og langsigtede visioner. Udfordringen er at gennemtænke

byens fremtidige strukturer, for derved at få en bæredygtig udvikling, der kan tjene flertallet. I

mange af de Østafrikanske lande består næsten al den urbane vækst af ekspansion af slumområder

og uformelle bebyggelserbebyggelser. I dette afsnit vil vi identificere nogle af de overordnede

urbaniseringstendenser i Afrika og samtidig undersøge den skævvredne udvikling i Østafrika, med

specielt fokus på Nairobi.

4.3.1 Eskalerende urbanisering

Afrika er stadig verdens mindst urbaniserede region med kun 39% af kontinentets befolkning

boende i byer. Urbaniseringsraten er dog ekstrem høj; i 1995 var der 28 storbyer med 1 million

29

indbyggere, mens dette tal var vokset til 43 i 2005. Ifølge FNs rapport State of the African Cities vil

der i 2015 var mindst 59 storbyer med mere end 1 million indbyggere. Urbaniseringen varierer dog

meget fra region til region, hvor Østafrika er mindst urbaniseret med 22,7% og det sydlige afrika

har den højeste rate på 57,3 (SAC, 2008). Urbaniseringraten i Østafrika er den hurtigste på

kontinentet og haler hastigt ind på de andre regioner. Over de næste tyve år vil Afrikas urbane

befolkning fordobles, og meget af denne vækst vil foregå i mindre byer og i storbyernes periferi.

To-tredje-dele af al den urbane vækst vil ske i byer med mindre end 500.000 indbyggere. Den

Østafrikanske urbanisering er særegen ikke bare på grund af det voldsomme omfang, men ligeledes

på grund af den hastighed, hvormed processen foregår. De administrative og politiske myndigheder

står over for store udfordringer, som kræver hurtig handling.

4.3.2 Den koloniale arv - segrationspolitik og fragmenterede byer

Den spatiale udvikling af de Østafrikanske hovedstader har ifølge Lucas Bento fra UN-HABITAT

historiske rødder i den tidligere kolonimagts segrationspolitik, hvor retten til byens rum var et

privilegium for kolonisterne, som opsatte strenge reguleringer for adgangen og anvendelse af byen.

Kun de afrikanere, der havde arbejde i byen kunne få adgang til de hvides ’forbudte by’. Dermed

havde afrikanerne reelt kun to muligheder for at bosætte sig i byen: Enten at bo i tilknytning til den

estate, hvor de arbejdede, eller at bosætte sig i slumområderne i byen, som var de eneste frie steder i

byens gennemregulerede struktur. I Nairobi betød det at vesterlændinge boede i nord-vest; asiaterne

boede i nord-øst og afrikanerne i de tætbefolkede områder mod syd og øst. Efter uafhængigheden er

denne etniske opdeling blevet mindre tydelig, men Nairobi er stadig præget af en gennemgående

indkomstsegration, der har bredt sig fra de urbane til de periurbane områder, hvor der nu også ses

tydelige ’gated communties’ side om side med slumområder – beboelsesområder med en helt

verden til forskel (SAC, 2010: 15)

4.3.3 Fejlslagne master plans og strukturtilpasningsprogrammer

Under kolonitiden i Østafrika var befolkningen nægtet adgang til byerne, så da landene fik

uafhængighed og byerne blev åbnet op, skete der en eksplosiv vækst i de urbane områder. De fleste

østafrikanske lande fik i den kaotiske proces ikke formuleret nationale planer, som kunne guide

væksten og den overordnede byudvikling. De planer, som blev nedskrevet, var ofte master plan-

inspirerede tekster, der ikke havde blik for byens reelle udvikling. Derudover blev der heller ikke

tilført nok ressourcer til at gennemføre planerne, så de fik ringe indflydelse og kom snart til at stå i

modsætning til de slumområder, der hastigt ekspandere og begyndte at dominere byen (Ngau,

University of Nairobi; bilag 14).

30

Byplanlæggere uden for metropolen fik samtidig undermineret deres politiske råderum fordi al magt

blev centreret omkring regeringen, der frygtede lokal opposition (SAC 2008, s.22). Fra

uafhængigheden i 1960erne og op til 1980erne var nedrivning af slum myndighedernes eneste

reaktion på slumbebyggelse. Man fortsatte den tradition for nedrivning, som var blevet påbegyndt

Figur 4.1 Urbane bosættelser med over 50.000 personer (data fra 2000)

31

under kolonistyret. Den generelle opfattelse var, at kontinuerlige nedrivninger i sidste ende ville

opløse slumproblemet. I løbet af 1980erne stod det klart for de afrikanske myndigheder at

nedrivninger ikke var løsningen på slum, og den fjendtlige attitude blev udskiftet med en mere

laissez faire-orienteret tilgang hvor man ikke var konsekvent med nedrivninger, men heller ikke

etablerede opgraderingsprogrammer (SAC, 2010: 23)

På globalt plan var Verdensbankens og IMFs strukturtilpasningsprogrammer i slutningen af

1980erne med til at underminere de afrikanske byers udviklingsmuligheder på flere niveauer. I

rapporten Challenge of Slums beskrives programmerne som "deliberately anti-urban in nature"

(Challenge of Slums, 2003: 32). Staten blev bedt om at skære i den offentlige sektor, hvilket blandt

andet betød en ende på de få bolig-initiativer, der eksisterede. Samtidig forsvandt grundlaget for den

begyndende afrikanske middelklasse i byerne og økonomien blev i stigende grad uformel (SAC,

2008:. 23). Derudover steg land-til-by migrationen markant fordi landbrugs-subsidier blev skåret

væk. (SAC, 2008:153). Den amerikanske urbaniseringsteoretiker Mike Davis peger ligeledes på den

omfattende negative effekt af de tidligere så populære strukturtilpasningsprogrammer og den dertil

knyttede neoliberale politik.

Der er således mange forbudne tendenser og politiker, der har ført til den nuværende situation i

Østafrika med en ukontrolleret urbanisering, omfattende slumområder med dårlige leveforhold og

en u tilstrækkelig planlægningskapacitet. Både lokale, globale og nationale processer har medvirket

til denne udvikling og det synes netop at være vigtigt at have øje for alle disse niveauers indflydelse

på Kenya og problemstillingerne omkring boligpolitik og slumområder, når man ønsker at forbedre

de nuværende forhold og forsøge at nedbryde de eksisterende barrierer, så der kan skabes en mere

bæredygtig udvikling.

4.3.4 Nairobis spatiale udvikling

Nairobis problemer og muligheder er på mange måder symptomatiske for metropoler i resten af

regionen. De nye peri-urbane udviklinger stiller store krav til de afrikanske regeringer om at styrke

både de centrale og decentrale planlægnings-myndigheder i henholdsvis store og mellemstore byer.

Hvis de afrikanske politikere, Verdensbanken og FN formår at koordinere deres indsatser ligger der

et stort økonomisk og udviklingsmæssigt potentiale i en strategisk udvikling af de nye regioner og

byer.

32

Flere faktorer influerer Nairobis geografiske ekspansion; Mod syd ligger Kajiado med Nairobi

National Park og Great Rift Valley, som er seismisk område, hvilket opstiller en meget fysisk

begrænsning for Nairobis yderligere ekspansion i denne retning. Mod vest og nord-vest ligger

Kiambu og Thika, som primært består af landsbrugområder, som brødføder byen. Det samme

gælder arealerne mod nord i retning af Thika, som er essentielle for hovedstadens opretholdelse.

Figur 4.2 Nairobi Metropolitan Region

Kilde: State of African Cities 2010, s.168

Der er derimod store ubrugte arealer i sydøstlig retning fra Nairobi-Mombasa motorvejen mod

Mavoko Municipality, byen Athi River og Machakos. Overfladearealet af Mavoko Municipality er

næsten lige så stort som hele Nairobi Municipality. Meget af Nairobis peri-urbane ekspansion finder

i øjeblikket sted i Mavoko, men området er plaget af svag planlægning, landgrabbing og manglende

inddragelse og anerkendelse af de landsbyer og slumområder, som allerede lever der. I fremtiden

kunne vandmangel blive et omfattende problem fordi områdets primære vandkilde, iskappen på

Mount Kilimajaro, forsvinder i et alarmerende tempo.

I stedet for at lade Nairobi sprede sig ukontrolleret ud i de peri-urbane områder, anbefales det i FN-

rapporten State of African Cities, at styre udviklingen således at der skabes en “Metropolitan

Region”. Ideen er at modvirke Nairobis hegemoni og centraliseringen af alle aktiviteter i Nairobi

33

for i stedet at understøtte udviklingen af mindre sattelitbyer i en radius af 60-100 km. En måde at

styrke udviklingen ville være at placere regeringskontorer og ministerier i nogle af disse byer. I

rapporten lægges der vægt på at udflytningen af embedsfolk ville skabe nye arbejdspladser i peri-

urbane slumområder, fordi det ville generere efterspørgsel på hushjælpere, chauffører og

sikkerhedsvagter.

Samtidig kunne dette potentielt reducere efterspørgslen på land i hovedstaden og øge efterspørgslen

i de peri-urbane områder, hvilket ville skabe et mere afbalanceret marked for land, og måske gøre

det mere tilgængeligt for de fattigere. Derudover fremhæves det, hvorledes en regional

planlægningstilgang ville kunne begrænse byens enorme mobilitetsproblemer og afhjælpe den

ekstreme befolkningstæthed.

Ideen om Nairobi Metropolitan Region er også udtryk i visionspapiret “Nairobi 2030” udgivet af

Kenyas regering i 2008. Problemet med regeringens papir er at det udelukkende fokuserer på de

makro-økonomiske aspekter og ikke forholder sig til de millioner af fattige, som allerede bor og

arbejder i byen. Det er sigende at dokumentet har illustrationer af højhuse, lyntoge og

regeringsbygninger, men meget få mennesker (Lucas Bentro, UN-HABITAT). !

4.4 Peri-urbanisering i udviklingslandene

Det periurbane, som er området mellem det urbane og det rurale, har tiltrukket sig opmærksomhed

siden 1950erne, og der er blevet opstillet mange forskelligartede koncepter i forsøget på at beskrive

og indfange de processer, som foregår dér. I forhold til slum er det vigtigt at fremhæve hvordan

peri-urbanisering både indeholder muligheder og faldgruber for fattige mennesker. Disse

muligheder og trusler varierer spatialt i forhold til, hvor man befinder sig i det peri-urbane landskab:

Efterhånden som det bebyggede urbane område ekspanderer, rykkes zonen for den mest intense

interaktion og konkurrence også. Kapaciteten til at udnytte de nye muligheder eller modstå

udefrakommende pres afhænger i høj grad af beboernes tidligere økonomiske og sociale situation

(Adell, 1999:9).

4.4.1 Indkredsning af det peri-urbane

Selvom de fattige således har mange forskellige handlingsmønstre, og storbyernes ekspansion

varierer, vil der altid være områder, som ligger på byens kant. I en gennemgang af litteratur om

fattigdom i de peri-urbane områder lavet af Carol Rakodi til den engelske Afdeling for International

Udvikling definerer hun fænomenet således:

34

The peri-urban interface is a dynamic zone both spatially and structurally. Spatially it is the

transition zone between fully urbanised land in cities and areas in predominantly agricultural use.

It is characterised by mixed land uses and indeterminate inner and outer boundaries, and typically

is split between a number of administrative areas. The land area which can be characterised as

peri-urban shifts over time as cities expand. It is also a zone of rapid economic and social

structural change, characterised by pressures on natural resources, changing labour market

opportunities and changing patterns of land use. (Rakodi, C., 1998).

Definitionen er nyttig fordi den fokuserer på de transitionelle aspekter, den forskelligartede brug af

arealer, de udefinerbare ydre og indre grænser, samt spredningen over flere administrative områder.

Derved forsøger Rakodi at ophæve den urbane/rurale dikotomi og i stedet fokusere på et ruralt-

urbant kontinuum, hvor aktiviteter og kulturer fra det ene område blandes med det andet.

4.4.2 Nye spatiale tendenser i det peri-urbane

Det er dog tydeligt at den peri-urbane vækst sker på forskellige måder og i rapporten State of

African Cities fra 2008 identificeres tre overordnede urbaniserings-fænomener: Extended

Metropolitan Regions, Mega Urban Regions og Urban Development Corridors. Extended

Metropolitan Regions er cirkulært koncentreret

omkring en enkelt storby, som vokser ved at

inkorporere i nærliggende byer og landsbyer. Selv når

det peri-urbane centreres omkring en enkelt metropol,

består det ofte af spredte bebyggelser, som kan ligge i

en vis afstand til hinanden og ikke nødvendigvis

støder op til den nærliggende storby.

I løbet af de seneste år er forskellige ekspanderende

metropoler i samme område begyndt at sprede sig

mod hinanden og dermed skabe regionale

urbaniserings-mønstre kendt som Mega Urban

Regions. Det karakteristiske ved disse enorme urbane

regioner er, at de breder sig ud mellem flere

forskellige storbyer og strategiske positioner, f.eks.

industrihavne, minebyer og byer med service- og

administrationsfaciliteter. Med Mega Urban Regions bevæger man sig fra mono-centriske byer til

Figur 2.1. Extended Metropolitan Region

(State of African Cities, 2008: 130)

35

multicentriske regioner. Gauteng i Sydafrika er et eksempel på en Mega Urban Region; området

knytter otte byer sammen og inkluderer Johannesburg, Durban og Rustenburg. Urban Development

Corridors minder på mange måder om Mega Urban Regions, men adskiller sig ved at sprede sig

lineært mellem to eller flere storbyer. Området mellem Ugandas hovedstad Kampala og

lufthavnsbyen Entebbe kan karakteriseres som værende en urban korridor.

Nairobi og omegn kan karakteriseres som

værende en klassisk Extended Metropolitan

Region. Byen er ikke en del af en større urban

region, som for eksempel den sydafrikanske

Gauteng Urban Region, fordi der ikke ligger

andre storbyer i nærheden. Ifølge en rapport

fra FN er der dog mulighed for at Nairobi i

fremtiden kan blive en del af en transnational

urban korridor, som kunne forbinde

havnebyen Mombasa mod øst med Ugandas

hovedstad Kampala mod vest. Dette vil skabe både muligheder og udfordringer i forhold til at

opdatere det nuværende politiske og administrative system til en virkelighed, hvor magt og

administration ikke længere kan centraliseres i hovedstaden. Det kan også gøre Nairobi og Kenya

stærkere på det økonomiske og handelsmæssige område, hvorved det kan styrke sin position på den

globale handelsscene. (Dette uddybes i analysen)

Drivkrafterne bag denne form for urban

ekspansion er mangfoldige, men jagten på

billigt land bør fremhæves: Fabriksejerne

har brug for mere land til deres fabrikker,

middelklassen har brug for mere land til

deres boligområder, og de fattigste har

brug for billigere huslejer eller ureguleret

land, hvor der er mindre risiko for

tvangsforflytning. Disse forbindelser er

samtidig gensidigt selvforstærkende: Når

fabrikkerne etableres uden for byen

rykker de fattigste familier med i deres søgen efter løsarbejde. På samme tid ved fabriksejerne, at de

har brug for billig arbejdskraft og at den kan findes i de peri-urbane områder. Denne relation

Figur 2.2 Østafrikansk urban korridor

Figur 2.4 Mega Urban Region

Gauteng Urban Region - South Africa

36

mellem mellem jobmuligheder, billige boligforhold og land understreges af en forskningsgrupe fra

Birmingham University, som har specialiseret sig i peri-urbane problematikker. De skriver

følgende:”Processes affecting human resource movement relate to peri-urban areas in two main

ways - the demands for employment and shelter. One of the principal links connecting these is

land” (Literature Review on Peri-Urban Natural Resource Conceptualisation and Management

Approaches, David Phillips, et al., s. 10).

4.4.3 Planlægningmæsige udfordringer og muligheder

Vores caseområder ligger i Mavoko Municipality, som befinder sig i områderne langs med Nairobi-

Mombasa Highway. Her kan alle de peri-urbane karateristikker genfindes og området kan generelt

siges at have karakter af et kludetæppe af urbane og rurale dimensioner. Området domineres af en

’weight bridge’, hvor alle lastbilerne, der passerer mellem Nairobi og Mombassa skal vejes for

afgift, en enorm Export Processing Zone (EPZ) fyldt med nationale og multinationale fabrikker,

forstadslignende middelklasse-boligblokke (gated communities), gamle landsbyer, ulovligt eller

lovligt (uformel vs. formel) mini-landbrug, åbent land, samt den mellem store by Athi River.

I alle disse områder, undtagen ved middelklassens boligblokke, opstår der spontan slum primært i

form af besætter-landsbyer, som spreder sig med stor fart. George Onyero fra UN-HABITAT

fremhævede i vores interview netop det forhøjede bygge-tempo, som en speciel udfordring i peri-

urbane områder. Hvis de lokale planlæggere ikke får indlagt den grundlæggende infrastruktur før

folk bosætter sig, vil det efterfølgende blive et planmæssigt mareridt. Problemet er de lokale

planlægningsmyndigheder i mange udviklingslande har meget begrænset kapacitet og ofte

eksisterer der ingen plan for de peri-urbane områder (ref. Mavoko-kort). Dette gælder især de

mindre attraktive landområder, som slumbeboere slår sig ned på. (Vi følger op på disse

planlægningsmæssige problemstillinger i de peri-urbane områder i de efterfølgende analyseafsnit)

Diskussionen om decentralisering versus centralisering er også fremtrædende indenfor peri-

urbanisering, eftersom metropolen ofte kommer til at sprede sig over flere forskellige administrative

områder. Det betyder at et område reelt er en del af storbyen, men administrativt ligger placeret i en

lokalkommune, som ofte ikke har blik for den overordnede metropol-planlægning (Ngau, niversity

of Nairobi, Ngau bilag). Konsekvensen er uklare regulative og administrative rammer. Kort sagt er

der to positioner i debatten: Decentraliserings-positionen argumenterer for at styrke

nabokommunernes planlægningskapacitet og give dem mere indflydelse, mens

centraliseringspositionen mener at metropolens beslutningsmyndighed bør udvides for at sikre den

overordnede udvikling. En balance mellem de to standpunkter er formentlig det mest

37

hensigtsmæssige, således at de lokale planlægningsmyndigheder bliver i stand til at producere og

implementere egne planer, men at dette sker i samspil med den centrale planlægningsmyndighed,

som forsøger at sikre sammenhæng og kontinuitet. Disse diskussioner og konklusioner vil blive

fulgt op i afsnittet om planlægning.

4.5 Boligpolitik og slum

I starten af 2004 bekendtgjorde den kenyanske regering at man ville rydde slumområder på

offentligt land og dermed tvangsforflytte ca. 200.000 personer. Nogle rydninger blev foretaget, men

efter folkelige protester og en international kampagne blev de fleste rydninger sat i behold, og i

2006 bekendtgjorde Ministeriet for Land at man ville udvikle retningslinjer og lovgivning, så

tvangsforflytning kunne undgås i fremtiden (COHRE, s. 5). Eksemplet viser at boligpolitik er til

forhandling og at civilsamfundet i Kenya kan påvirke den officielle holdning til slum. Samtidig skal

det dog nævnes at Amnesty Kenya stadig forhandler med ministeriet, og at der stadig ikke eksisterer

anerkendte retningslinjer for tvangsforflytning. Dermed er ovenstående også et eksempel på

afstanden mellem politisk retorik og politisk handling.

4.5.1 Boligpolitiske paradigmer og tendenser

Gennem de sidste halvtreds år er der blevet afprøvet mange forskellige politikker i forhold til slum i

hele verden. De mange tilgange varierer fra at ignorere eller undertrykke slumområder til at forsøge

at beskytte slumbeboeres rettigheder og hjælpe dem til at forbedre deres levevilkår. I FNs rapport

Challenge of Slum beskrives det hvordan mange af de tilgange, som var hyppige i 1960erne og

1970erne stadig praktiseres i dag (Challenge of Slums, s. 128). I Mavoko mødte vi personer, som

var blevet tvangsforflyttet med vold, hvilket er en praksis, som også var normal i 1900-tallets

Europa.

Bevægelsen frem mod de ideer, der er fremtrædende i dag, har således ikke været en lineær

udvikling. I Challenge of Slums argumenteres der for at der idag eksisterer en bredt funderet

erkendelse af at boligpolitik bør samtænkes med fattgdomsbekæmpelse. Samtidig inddrages

menneskerettigheder, jordrettigheder og boligrettigheder i stigende grad, hvilket har lettet arbejdet

for lokale NGOer og borgergrupper, samtidig med at det har sat fornyet fokus på

tvangsforflytninger.

38

Nedenfor findes en kort gennemgang af nogle af de ideer og tilgange som har præget den sociale

boligpolitik i udviklingslandene siden 1950erne og til idag.

Kilde: Figur baseret på en artikel af D. Rondinelli, samt kapitel 7 i FN-rapporten Challenge of Slums.

Figur 1.5. Boligpolitik - tidligere og nuværende tilgange til slumområder Forsømmelse og fornægtelse af slum Periode: Fra uafhængighed i 1960erne til starten af 1970erne. Eksisterer stadig i nogle udviklingslande. Tankegang: Baseret på to antagelser: Slum er ulovligt, og slum er et uundgåeligt, men midlertidigt fænomen (i høj grad forbundet med rural-urban migration), som vil forsvinde med økonomisk udvikling. Fornægtelsen af slum kunne ses i byplanerne ved at slumområder ikke var markeret, men blot fremgik som uudviklede landområder. Almene boliger-programmer (public housing programs) Periode: Fra uafhængighed i 1960erne til starten af 1970erne. Eksisterer stadig i nogle udviklingslande. Tilgang: Kopierede europæiske programmer for opførlsen af almene boliger, men stoppede hurtigt, dad et blev klart at prgrammerne ikke kunne dække 1/100 af behovet. Kun ca. 100.000 boliger blev bygget i udviklingslandene og de fleste overtaget af offentligt ansatte, så som politi eller lærere.

Tvangsforflytning Periode: Fra 1970erne til 1980erne. Eksisterer staig i nogle udviklingslande. Tilgang: Efter det blev tydeligt at slumområder ikke ville blive integreret med resten af byen gennem økonomisk vækst, valgte nogle myndigheder en undertrykkende tilgang, som kombinerede chikane og tvangsforflytninger af slumbeboere. Dette løste ikke problemet, men skubbede blot slumbeboerne længere ud i byens periferi, hvor der var mindre kontrol og flere frie landarealer. Relokering (resettlement) Relokering iværksættes oftest fordi det land, hvorpå slumområderne er placeret, skal bruges til andre formål. En anden grund til relokering kan være at slumområdet er for farligt for beboerne at leve på, f.eks. på grund af industriel forurening, fare for mudderskred eller oversvømmelser. Når relokering fungerer bedst, er det baseret på principperne om “Free, Prior and Informed Consent”, hvilket betyder at flytningen foregår frivilligt, at forhandlingerne foregår før den reelle beslutning om relokering er taget, og at forhandlingerne foregår på et oplyst grundlag. Når relokering fungerer dårligst, minder det om tvangsforflytning, hvor slumbeboerne ikke er blevet konsulteret eller har haft indflydelse på flytningen. Sites-and-services, slumopgradering og self-help Periode: Slutningen af 1970erne og til i dag. Tankegang: Anerkendte slum som et blivende strukturelt fænomen. Baseret på tre grundlæggende ideer: 1) Lokale slumområder repræsentrer en stor mangfoldighed, som bør indtænkes i planlægningen, 2) Arbejdet med slum skal understøttes af seriøs boligpolitik og lovmæssige initiativer og 3) Undertrykkende tilgange, samt direkte subsidier til konstruktion af almene boliger havde slået fejl. Tilgangen var også baseret på større bevidsthed om retten til en ordentlig bolig (right to housing) og beskyttelse mod tvangsforflytning. De nye tanker kom til udtryk igennem tre forskellige program-typer: Sites-and-services: Myndighederne stiller opdelt land til rådighed (sites) og indlægger samtidig basale serviceydelser (services). Herefter bygger fattige familier selv deres bolig, normalt med subsidierede byggematerialer, lavrente-lån og småkontrakter med lokale håndværkere. Sites-and-services blev ofte finansieret med lån fra Verdensbanken. Studier har vist at sites-and-services er ca. 5 gange billigere end konstruktion af almene boliger. Mange sites-and-services programmer er dog blevet kritiseret for være for komplekse og derfor være svære at implementere og kopiere i større skala. Slumopgradering (in situ upgrading): Opgraderingerne omhandler oftest tre kerneområder: 1) Basale serviceydelser (vand, elektricitet og affald), 2) Boligsikkerhed, som sikres gennem øget regulering og 3) Lånemuligheder, så beboerne har mulighed for at lave forbedringer på egne huse. Forskellen på slumopgradering og sites-and-services er at man ikke flytter folk til et nyt område, men forsøger at opgradere det område, hvor de allerede bor, hvilket betyder signifikante besparelser. Af samme grund er slumopgraderingsprogrammer ofte endnu illigere og mere bæredygtige end sites-and-services programmer. Selvhjælp - med regeringsstøtte: Selvhjælp betyder at de fattige selv bygger deres boliger, og det stadig den suverænt mest udbredte måde hvorpå fattige skaffer sig boliger. Grunden til at selvhjælp er medtaget som en program-type, er at nogle regeringer har understøttet slumbeboernes indsats. Støtten er ofte kommet til udtryk gennem lovmæssige tiltag i forhold til fleksible bygnings-standarder, fattigdomsorinterede poltikker på boligmarkedet og anerkendelse af det uformelle boligmarked. I nogle lande modtog slumbeboerne også konkret planlægningmæssig rådgivning i et forsøg på at undgå fremtidige tvangsforflytninger. Participatorisk slum-opgradering Participatorisk slum-opgradering beskrives af FN som det nuværende “best practice”. Metoden baserer sig i høj grad på tankerne bag sites-and-services, slum-opgradering og self-help. Slumbeboerne involveres helt fra start, ofte gennem en formaliseret process faciliteret af en NGO eller en statslig eller kommunal planlægningsenhed. Det participatoriske består i at slumbeboerne bidrager i selve planlægningsprocessen og implementeringen, for eksempel ved nedlæggelse af vandrør og anden infrastruktur, således at de selv kan vedligeholde og reparere.

39

4.5.2 Boligpolitiske aktører

Som det fremgår af oversigten på forrige side, er arbejdet med slum en kompleks process. I nogle

lande er den sociale boligpolitik i høj grad blevet drevet frem af kritiske analyser og evalueringer af

tidligere erfaringer, mens der i andre lande, inklusiv de østafrikanske, ikke har været samme

selvkritik tilstede. Dette gælder også de NGOer og internationale organisationer, som har

beskæftiget sig med slum; nogle organisationer har evalueret deres projekter kritisk, mens andre har

begået de samme fejl gentagne gange (Challenge of Slum, s. 130). Aktørerne på det kenyanske

boligmarked er mange og opererer på mange forskellige niveauer. En afgørende forskel i forhold til

rigere lande, er at mange af de mest magtfulde aktører ikke eksisterer formelt, men i praksis øver de

stor indflydelse på real-politikken og boligmarkedet. Disse uformelle aktører inkluderer tidligere

prominente politikere, højtstående embedsmænd, uformelle ejendomsmæglere, lokale

forretningsmænd og politikere, osv. En anden forskel i forhold til vestlige lande, er den relativt store

indflydelse fra bistandssektoren og internationale låneinstitutioner.

I de følgende afsnit vil det blive forklaret hvordan den kenyanske boligpolitik og det kenyanske

boligmarked fungerer ekskluderende i forhold til de fattige, og dermed producerer slum i stedet for

at afhjælpe det. Hvis man tager udgangspunkt i Østafrika og Kenya, hvor 54% af landets befolkning

bor i slum, kan visionen om at afskaffe slum virke uoverkommelig. De nordafrikanske regeringer

har dog vist at det er muligt at vende den negative udvikling: På blot ti år, fra 2000 til 2010, har det

nordlige Afrika har reduceret andelen af slumbeboere fra 20% til 13% ved hjælp af planlægning,

økonomisk vækst og politisk vilje. I Vestafrika går udviklingen langsommere, men dog stadig

fremad: Senegal og Ghana har reduceret andelen af slum med 20% i løbet af det sidste årti. Ideen

om bedre levevilkår og boligforhold er således ikke en umulighed, og i sidste halvdel af opgaven vil

de løsningsorienterede tanker blive uddybet.

4.5.3 Opsummering på slum som et globalt og lokalt fænomen

Der kan således siges at være en række forbudne konsekvenser af globaliseringen for

udviklingslande som Kenya samt andre påvirkende faktorer, der spiller ind på den nuværende

økonomiske situation og Kenyas rolle i det internationale økonomiske system. Overordnet kan vi

konkludere at Kenya indgår i den internationale økonomi og er influeret af globaliseringstendenser i

form af flows af handel, investeringer, finansielle flows og migration. Vi deler

transformationalisternes syn på globalisering som en multidimensionel proces, der bl.a. medfører, at

der opstår nye økonomiske grupperinger og at de globale flows fortsat er domineret af

magtstrukturer og centreret i visse knudepunkter mellem stærke globale spillere.

40

Vi mener, at globaliseringen er domineret af et økonomisk rationale, som for at være frugtbar i et

land som Kenya skal modsvares af en politisk magt, der kan administrere og facilitere en potentiel

udbyttesrig udvikling. Dette kræver en stærk stat, der kan skabe arbejdspladser og økonomisk

udvikling, som investerer i den offentlige sektor, infrastruktur og uddannelse og som derved gør

Kenya i stand til at træde stærkere ind på den globale handelsarena. Vi deler desuden

globaliseringsskeptikernes opfattelse af, at én af konsekvenserne af globalisering er en øget

regionalisering med såvel visse dominerende regionale samarbejdsfora som muligheden for øget

samhandel og interaktion i regioner, som en manifestation af den lokal-globale dialektik. En

potentiel udvikling for Kenya kan således være en udnyttelse af de transcendente nationale grænser

til øget regional økonomisk handel og udveksling i form af en ’East African Corridor’.

Den spatiale struktur i Nairobi og dens peri-urbane områder er karakteriseret af den kaotiske

udvikling, som byen har gennemgået siden uafhængigheden af 1963. Det urbane landskab bærer

stadig præg af de tidligere racemæssige skel, som nu i stedet har udviklet sig til en opdeling mellem

de fattige og de magthavende eliter. I peri-urbane områder er det især en ufuldstændig og

ukontrolleret udvikling, der har sat sit præg, hvor en planlægningsmæssig tilgang med fokus på

master plans og på at opfylde de riges behov har gjort, at ’gated communities’ lever side om side

med slumområder, der hverken anerkendes eller indtænkes i lokale planer eller servicering.

Nairobis fremtidige spatiale udvikling barsler om endnu større pres på de peri-urbane områder og

det er derfor presserende, at der skabes bæredygtig og inkluderende planlægning.

41

Kapitel 5: Case-analyse af slumområder

“As both the Commission on Human Settlements and the Global Strategy for Shelter to the Year

2000 have stated: "Adequate shelter means ... adequate privacy, adequate space, adequate security,

adequate lighting and ventilation, adequate basic infrastructure and adequate location with regard

to work and basic facilities - all at a reasonable cost" ” (United Nations Human Rights)

I de følgende afsnit vil vi præsentere vores tre case-områder: Kwambemba, Sophia og City Carton.

Præsentationen er delt op i henholdsvis spatiale og sociale strukturer, og gennem disse to

overordnede kategorier vil vi forsøge at beskrive de aktuelle forhold og anskueliggøre de

dynamikker, der har skabt slumområderne. Målet med analysen er at udpege de væsentligste

barrierer for bæredygtig udvikling.

5.1 Spatiale strukturer

I UN-HABITAT's ”Challenge of Slums” bliver der lagt vægt på slumområders spatiale form og

opbygning og det konkluderes, at en bæredygtig udvikling i slumområder bør tage udgangspunkt i

det enkelte områdes spatiale tilstand. Vi vil derfor introducere vores tre caseområder ved hjælp af

de hovedkategorier som ’Challenge of slums’ fra 2003 opstiller i kapitel 5, for spatial analyse af

slumområder: 1) Oprindelse og alder, 2) Lokalitet og afgrænsning, 3) Størrelse og skala, 4)

Lovlighed og sårbarhed, 5) Udviklingsstadier: Dynamikker og diagnoser. For at give en mere

uddybende præsentation af caseområderne har vi valgt at tilføje kategorierne:

1) Basis serviceydelser (vand, sanitet, el)

2) Boligmassens tilstand (materialer, vedligehold, etc.)

5.1.1 Beliggenhed, afgrænsning og størrelse

De tre case-områder er placeret langs med Mombasa-Nairobi highway med Kwambemba som den

mest klassiske peri-urbane slum, der ligger lige uden for metropolens kommunegrænse. City Carton

er placeret peri-urbant både i forhold til Nairobi, men også i forhold til byen Athi River.

Slumområdet Sophia er placeret inde i Athi River og kan derfor forstås både et urbant - i forhold til

Athi River - og et område i forhold til Nairobi.

42

Figur 5.1 Beliggendehed af de tre case-områder

43

Beliggenhed, afgrænsning og størrelse har stor betydning for hvilke udviklingsmuligheder et givent

område har, og som indikeret ovenfor hænger et områdes historie ofte tæt sammen med dets

placering, mens beliggenheden er ofte hovedårsagen til de enkelte slumbeboeres boligvalg. I

Mavoko er det ofte jobmuligheder, der trækker nye beboere til. Størrelsen på et slumområde har

afgørende indflydelse på hvordan området fungerer og hvad man kan få adgang til internt i området.

Desuden påvirker størrelsen og antallet af indbyggere, hvilken politisk indflydelse de enkelte

slumområder har.

Figur 5.2: Spatialt strukturer – overbliksskema Kwambemba Sophia City Carton Beliggenhed og afgrænsning

Periferi, kompakt, velafgrænset

Periferi, kompakt, velafgrænset

Periferi, spredt bebyggelse, mindre afgrænset

Boligmasse Ensartet. Hovedsageligt blikplader på træskellet

Forskelligartet, men flest boliger konstrueret af blikplader

Ensartet. Pap og plast på træskellet. Mange havde blik på taget.

Basale serviceydelser internt i området

Adgang til vand (lokal boring) og toilet.

Adgang til vand og toilet. Nogen havde el.

Adgang til toilet.

Oprindelse Påbegyndt: 1984 Konsoliderende/Ikke-konsolideret

Påbegyndt: 1990 Konsolideret

Påbegyndt: 1963 Ikke-konsolideret

Størrelse og skala Lille (100-120 hustande)

Medium (500-700 hustande)

Lille (180-200 hustande)

Lovlighed og sårbarhed

Illegalt, men med midlertidige aftaler med jordejere, sårbart.

Uformel, men de facto lovlige lejeboliger, med formelle lejekontrakter, mindre sårbart.

Illegalt, uden aftaler med de private jordejere, sårbart.

Hvem driver udviklingen?

Residerende strukturejere

Ikke-residerende jord- og strukturejere

Eksterne interventioner

44

Kwambemba

Kwambemba ligger i Mavoko Municipality få hundrede meter fra grænsen til Nairobi Municipality.

Her er der en lille stikvej der udgår fra Nairobi-Mombasa Highway ned mod Nairobi National Park

og Nairobi-Mombasa jernbane. Området som Kwambemba ligger på er en offentlig vej og en lille

stribe af et privat ejet industriområde, der til sammen danner en T-form (se social map

Kwambemba: bilag 22). Området er velafgrænset med den del af vejen som benyttes til trafik på

den ene side og høje mure på den anden side samt, jernbanesporet og nationalparken for enden af

vejen. Den del af Kwambemba der ikke ligger på den offentlige vej har en smal adgangssti fra vejen

og er omkredset af en betonmur. Området er altså afgrænset til alle sider, men beboerne har

alligevel taget noget jord i brug til landbrug i lille skala, der ligger på den anden side af vejen, ned

mod jernbanen.

Figur 5.3 Social map: Kwambemba

Vores ene interviewperson, Steven der har boet i Kwambemba siden 1993 anslog at der på

nuværende tidspunkt er mellem 100 og 200 husstande i området (Steven, kwambemba: bilag 4). På

baggrund af vores to dage i Kwambemba og en nøgtern optælling på googlemaps kombineret med

vores social map regner vi med, at det er i den lave ende af Stevens vurdering: 100-120 husstande.

I ”Challenge of slums” benyttes begrebet ”spredte slum-øer”, om små slumområder som

Kwambemba, der er afgrænset af mere formaliseret arealanvendelse og fremtræder som en lille

45

uformel ø i et formaliseret hav. Spredte slum-øer er ofte så små, at de ikke kan understøttes social

infrastruktur som skoler, klinikker etc. (CS, 2003: 89). Dette gør sig også gældende for

Kwambemba, der ikke er stor nok til at have en skole, hvorfor børnene i Kwambemba går i skole i

Mlolonglo der ligger ca. 2 kilometer der fra. Der er ved at blive opført en kirke, men den står ikke

helt færdig endnu. Derfor er der mange af beboerne der går i kirke i et nærliggende område og en

lille flok der holder deres gudstjeneste i Kwambembas ”community hall” der er en slags lille

forsamlingshus, hvor beboerne mødes mindst én gang om måneden.

Området nyder godt af de omkringliggende industrier, og især i frokostpausen er der travlhed i

Kwambembas forretninger. Der er uforholdsvis mange små kiosker, hoteller, barer etc. i forhold til

områdets størrelse, hvilket hovedsageligt skyldes den store gruppe af ”ikke-beboere” der benytter

handelsmulighederne i Kwambemba. Kwambemba har en stærk integration i det omkringliggende

samfund, der er med til at øge dets forsatte konsolidering, men samtidig er det et lille område

hvilket gør Kwambemba sårbar overfor udnyttelse af forskellig karakter, og mindre

modstandsdygtige overfor forsøg på at rydde området.

Kwambemba, hvor beboerne bor på en offentlig vej omgivet af fabrikker.

Sophia

Sophia er placeret centralt i Athi River, og indrammet af veje på tre sider og en åben vandkanal på

den fjerde. Området er velstruktureret og inddelt i blokke med små fælles gårde. Området er det

største af caseområderne og rummer mere end 500 husstande. Præcis hvor mange husstande der er

stort set umuligt at afgøre, men vores estimat bygger på vores social map og processen omkring

kortets tilblivelse samt en optælling på satelitbilleder fra googlemaps.

46

Figur 5.4 Social map over Sophia

Med sin beliggenhed centralt i Athi River har slumbeboerne adgang til byens

agglomerationsfordele, samtidig med at der er let og billig adgang til Nairobi. Én af vores

interviewpersoner Felista, der bor i Sophia, er selvstændig og lever af at tage til Nairobi og købe

nødder og krydderier i store sække, som hun tager med hjem til Sophia. Her rister og salter hun

nødderne og laver små krydderiblandinger. Disse pakker hun i små poser som hun sælger til kiosker

og lignende i Athi River, Mlolonglo og omegn. Hun sørger altid for at få mindst det dobbelte af

råvareprisen for sine produkter. (Felista, Sophia: bilag 5) Felistas forretningsmodel er eksempel på

hvordan man kan udnytte det lette adgang til Nairobi som det peri-urbane tilbyder, men også et

eksempel på hvordan den konkrete indtægt stammer fra salg i det peri-urbane. Sophias størrelse

betyder at der er et stort udbud af vare og tjenester internt i området, men det høje antal af husstande

betyder også at det er nemmere for områdets beboere at få politisk indflydelse og dermed beskytte

sig imod at området bliver ryddet eller forflyttet (CS, 2003: 91).

Kiosker på hovedgaden i Sophia

47

City Carton

City Carton er placeret ca 1 km. udenfor Athi River og ligger ca. 100 meter fra Mombasa-Nairobi

highway. Området er forholdsvis lille med ca. 180-200 husstande, men ikke særligt velafgrænset.

Der er masser af åbent land og husene står ikke så tæt. Dette skyldes en lavere befolkningsdensitet

og den høje brandfare. Pap og karton er meget brandfarlige byggematerialer, og det hjælper ikke på

brandsikkerheden, at den eneste kilde til lys om aftenen er kerosene-lamper der nemt kan antænde

et hus. Rose har fx oplevet at hendes hus er brændt ned to gange og hun har set mange andres huse

brænde. (Rose, City Carton: bilag 8) Byggematerialerne er dermed determinerende for placeringen

bygningsmassen.

Figur 5.5 Social map over City Carton

I meget af litteraturen om peri-urbant slum, betragter man peri-urbane slumområder som noget nyt,

men City Carton er et gammelt område. (se fx CS, 2003: 88-90). City Carton er ikke startet som en

af Nairobis peri-urbane slumområder. Området er nærmere en rural bebyggelse, hvor man

hovedsageligt har arbejdet som daglejere i det nærliggende landbrug. Faktisk er den nærmeste farm

stadig den største arbejdsgiver for området og de fleste kvinder arbejder her (Joseph, City Carton:

bilag 9). Peri-urbaniseringen er altså kommet til City Carton og ikke omvendt. Området giver med

48

sin spredte bebyggelse og mangel på handel og basale serviceydelser også et langt mere ruralt

indtryk end de to andre slumområder og det er tydeligt at City Carton er skabt under forhold med

færre begrænsninger og mindre konkurrence om jorden. Området har ikke internt nogle konkrete

udtryk for agglomerationsfordele ved den stigende påvirkning fra Nairobi, men presset på land er

vokset betydeligt de sidste par år og der har været både rydninger, nedrivning og indhegning i

forlængelse af dette pres. Presset på land behandles senere i rapporten.

Opsamling

Fælles for områderne er deres nemme adgang til Nairobi. Litteraturen om perifære slumområder,

fremhæver ellers ofte at disse områder er meget afskåret fra byen og ofte fysisk isoleret. I Challenge

of Slums står der fx: ”An overriding problem facing peripheral slum dwellers is the low level of

access and high cost of transport to jobs, markets, schools and the centres of administration of

public services” (CS, 2003: 90). Kwambembas, Sophias og City Cartons perifære beliggenhed har

dog ikke denne konsekvens. Dette skyldes Nairobi-Mombasa highway der giver adgang til Nairobi,

og EPZ-området der giver jobmuligheder samt byerne Mlolongo og Athi River der giver adgang til

skoler og lokale markeder.

Der er altså nogle af de ulemper som normalt følger med en perifær placering der ikke gør sig

gældende for vores caseområder. Umiddelbart er det befordrende for udviklingen i områderne, men

på længere sigt risikerer det at blive en trussel. Vejen til Nairobi er ved at blive forbedret og

udvidet, og den økonomiske ekspansion i Nairobi vil sandsynligvis fortsætte. Derfor forbedres

arealanvendelsesmulighederne i Mavoko og presset på slumområderne øges. Interessen om den jord

slumområderne er placeret vil blive større, da jorden i takt med udviklingen vil blive mere og mere

attraktiv for entreprenører, landspekulanter mfl.

Slumområdets størrelse kan have afgørende betydning for om det kan modstå truslen om at blive

fjernet. Størrelsen på slumområdet er ensbetydende med hvor stor ’voting power’, det enkelte

område har og skaber dermed en politisk interesse, der kan være med til at sikre områdets

opretholdelse. Politikere vil se potentialet i at fungere som værge for et slumområde, der kan være

med til at sikre politikerens position. Det politiske engagement i slumområderne vil uddybe

nærmere i politik analysen.Truslen om at blive fjernet er meget nærværende, hvilket gør det svært

for beboerne at planlægge, investere og agere langsigtet i udviklingen af deres slumområde.

Usikkerheden og utrygheden blandt beboerne er en barriere for bæredygtig udvikling i

slumområderne.

49

5.1. Oprindelse og boligmassens tilstand

En forståelse for et slumområdes oprindelse og alder kan kaste lys på hvorfor og hvordan et område

har udviklet sig, men også indikere, hvor områdets udvikling peger hen. Boligmassens tilstand og

hastigheden, hvormed den er skabt, har stor betydning for dynamikkerne i lokalsamfundet og er det

fundament hvorpå fremtidig udvikling skal bygges.

Kwambemba

Kwambemba blev grundlagt omkring 1984 og ligger hovedsageligt på en lille stikvej der udgår fra

Nairobi-Mombasa highway. I 1993 var der ca. 20 husstande, men nu er der mellem 100 og 200.

Området har haft to store udvidelser. Den ene udvidelse blev presset igennem af de beboere der

allerede boede i Kwambemba. De anmodede kommunen om at få lov til at udbygge længere nede af

vejen, og det fik de tilladelse til. Herefter byggede beboerne i Kwambemba huse som de nu udlejer

(Social map, Kwambemba & Kiotoko, Kwambemba: bilag 22 & 1).

Den anden udvidelse af Kwambemba kom, da nogle bebyggelser tættest på hovedvejen og op af den

nærliggende fabrik ikke længere blev tolereret af fabrikkens ejer. Nogen af beboerne arbejdede på

fabrikken og fik forhandlet sig frem til en løsning, hvor de midlertidigt kunne flytte deres huse ned

bag fabrikken, i tilknytning til det allerede eksisterende Kwambemba. (Steven, Kwambemba: bilag

4) Denne del af Kwambemba ligger altså ikke på den offentlige vej, men på privatejet jord

tilhørende den nærliggende fabrik og er kommet senere. Beboerne i Kwambemba havde kontakt til

en politiker, der ’talte deres sag’, hvilket gjorde at de der boet på offentlig jord kunne ringe til

vedkommende, hvis der skulle opstå problemer vedrørende ejerskabsforhold. Hvis hun kunne løse

problemerne var ikke altid sikkert, men indtil videre var truslen om at blive fjernet ikke nært

forstående. Dem der boede på fabrikkens jord, havde en aftale med fabrikken ejer om at de kunne

blive boende for en kortere periode, men heller ikke her var en udsættelse forstående.

Hus i Kwambemba bygget opad en mur opført af en nærliggende fabrik

50

I Kwambemba er de fleste huse lavet af blikplader. De huse der befinder sig helt inde ved muren til

industriområdet bruger muren som bagvæg. Nogle af husene har cement på gulvene, mens andre har

jordgulv. Enkelte huse er bygget af træ. Generelt fremstod husene mindre interimistiske end nogen

af dem vi har set i fx City Carton, Kibera og Pumwani og generelt virkede det som om husene og

vejen blev vedligeholdt.

Sophia

Sophia blev etableret omkring 1990,

og mange af de nytilkomne fandt

arbejde på et slagteri eller en stor

nærliggende tekstilindustri, der dog

begge gik i konkurs i henholdsvis 1991

og 1996. Efterfølgende er omkring 50

små tekstilvirksomheder skudt op i

stedet for (Felista, Sophia: bilag 5).

Der er ikke længere nær så stort et pres

på området som da tekstilindustrien

var på sit højeste, hvor huslejen var

højere i relation til at det var et

slumområde, og hvor lejemålene blev

udlejet langt hurtigere end i dag.

Huslejeopkrævning og den daglige

vedligeholdelse foregår igennem

administrationsbureauer og lokale

viceværter. Sophia er altså et

nogenlunde velkonsolideret område,

hvor ejerne af jorden og

bygningsmassen har etableret en fast indkomst, som ejerne igennem deres politiske indflydelse og

samtidige ejerskab er med til at opretholde slumområderne.

Bernhard Musiko foran sit hus i Kwambemba. Huset

adskilte sig markant fra de andre huse ved at være

bygget på traditionel vis og af naturmaterialer. Huset er

dog ved at falde sammen.

51

Da Sophia er et stort område med mange forskellige ejere har boligmassen også en forskellig

opbygning, kvalitet og historie. Der er huse konstrueret mere traditionelt, med grene og lerholdigt

mudder andre er beklædt med udrettede olietønder, men de fleste boliger er beklædt med blikplader

og flertallet af bygningerne har støbt gulv. Huslejen varierede fra 500 ksh til 1400 ksh. (se social

map, Sophia: bilag 24) og huslejen fulgte kvaliteten af boligmassen.

City Carton

City Carton blev bebygget fra 1963. Uafhængigheden fra kolonimagten betød, at de hvide farmere

blev fordrevet fra området. Rose, områdets ældre, fortæller hvordan hun og hendes familie tog

afsked med den hvide farmer og hvordan han havde sagt til dem at de gerne måtte slå sig ned, i det

område der nu hedder City Carton. Det gjorde de og Rose har boet der lige siden. Den mundtlige

aftale med den tidligere ejer har ikke nogen juridisk validitet, og selvom City Carton har eksisteret i

mere end 47 år er det ikke lykkedes for områdets beboere at konsolidere området i særlig udpræget

grad.

Boligblokke i Sophia opført af Mr. Maweni, som udlejer værelserne til områdets beboere

52

Navnet, City Carton, er opstået fordi langt de fleste huse er bygget af et træskelet med pap og karton

som vægge. Papstykkerne kan købes billigt fra den nærliggende industri, men holdbarheden er

begrænset og de skal ofte skiftes ud, da de er sårbare for vand og ikke slidstærke (Joseph, City

Carton: bilag 9).

Pappet forsøges beskyttet mod nedbør vha.

plast og nylon i forskellige former. Disse

materialer er også restaffald fra den

omkringliggende industri. Husene er generelt

meget midlertidige i deres opbygning, her er

ingen støbte gulve eller lignende. Joseph, der

er født og opvokset i City Carton, forklarer at

man i området frygter, at hvis man benytter

mere permanente byggematerialer, så kan det

opfattes som en provokation af de omkringliggende omgivelser, hvilket kan få konsekvenser for alle

i området.

I ”Challenge of slums” beskrives en

række almindelige karakteristika for

helt nyopstået slumområder således:

”Their newness is expressed in poorer,

less permanent materials, especially in

settlements where residents are unsure

of whether and for how long they will

be allowed to stay before being

evicted. In cities where evictions are

common, or on sites where they are

unlikely to be left alone, shacks are

likely to be very rudimentarily built of recycled or very impermanent materials.” (CS, 2003: 87).

Disse karakteristika er i høj grad gældende for City Carton selvom området er 47 år gammelt. Dette

fortæller hvor lidt området har udviklet sig i årenes løb og hvordan beboernes usikkerhed har haft

betydning for den spatiale udvikling, der er sket i området. Frygten for en rydning af området har

hele tiden været til stede og slumbeboerne har ikke set et incitament at forbedre deres huse.

Sammenstyrtet hus i City Carton

53

Opsamling

Med henblik på vores indsamlede empiri, tyder det ikke på, at jo længere et slumområde har været

beboet jo mere udviklet er området – nærmere tvært imod. Det ældste område i vores undersøgelse

er klart det mindst konsoliderede og det yngste slumområde er klart det, der er mest konsolideret.

Det er altså ikke bare et spørgsmål om tid, før der kommer udvikling i de fysiske strukturer i et

slumområde, der er mange andre faktorer på spil. Sophia der var det mest konsolideret slumområde

havde formelle lejestrukturer, hvilket betød, at en rydning af området ikke var aktuel. Derudover

var der også adgang til flere basale serviceydelser for beboerne i Sophia i forhold til de to andre

områder. Kwambemba havde interne lejestrukturer og der var beboere der ejede deres egne

strukturer og udlejede til andre. Jordejerforholdende gjorde, at området var mindre konsolideret end

Sophia. Boligmassens tilstand var dog relativ god, da der havde været en dialog imellem

interessenter og slumbeboerne med henblik på midlertidig bosættelse af området. City Carton var

det mindst konsolideret slumområde vi besøgte. Slumbeboerne opholdte sig på jord, der var blevet

mere attraktiv og der havde grundlæggende, hele tiden været en usikkerhed om slumområdets

eksistens og havde derfor ikke udviklet sig i meget siden bebyggelsens oprettelse.

Historikken omkring områdernes tilblivelse har også stor betydning for hvordan sociale hierarkier

udformes. Dette vil blive behandlet senere i rapporten.

5.1.3 Basale serviceydelser

Med begrebet basale serviceydelser henviser vi til vand, sanitet og el. Vi betragter adgangen til

basale serviceydelser som et nødvendigt fundament for bæredygtig udvikling. I dette afsnit vil vi

sammenligne adgangen til basale serviceydelser i de tre caseområder.

Kwambemba

I Kwambemba var der én vandhane. Den var forbundet via den nærliggende industri til en lokal

boring. Da vandet ikke kom så dybt nede fra og da det ikke kom forbi et rensningsanlæg inden det

løb ud af hanen, var det ikke egnet til drikkevand. Det kostede 5 ksh. at få fyldt en 20 liters dunk og

vandet kunne ved hjælp af kemisk rensning gøres anvendelig som drikkevand. Vandhanen blev

administreret af en af de lokale. I Kwambemba er der tre toiletter, som er til fri brug for områdets

beboere og finansieres over huslejen og bliver vedligeholdt af de i alt 12 udlejere af strukturerne.

Det hænder dog ofte at toiletterne ikke bliver tømt lige med det samme. Når toiletterne er fyldte kan

man låne et i den nærliggende fabrik Nanak Construction. (Social map, Kwambemba: bilag 22).

Kwambemba har ikke noget elektricitet, men enkelte af de mere ’velstående’ som f.eks. Kiotoko

havde bilbatterier til eget forbrug.

54

Sophia

I Sophia er der ikke indlagt vand i de enkelte huse, men der er mange forskellige udbydere af vand i

området, se nedenstående billede:

Vand er altså let tilgængeligt. I Sophia er adgangen til

toiletter inkluderet i huslejen for nogle af beboerne, mens

andre betaler for at benytte offentlige toiletter eller sparer

pengene og benytter den åbne vandkanal der løber lige

forbi området eller lander deres “flying toilets” et

vilkårligt sted. Der er ikke nogen tradition for at betale

for at børn kommer på toilettet, så de besørger hvor det er

muligt. (Felista, Sophia: bilag 5).

De fleste boliger i Sophia er uden elektricitet. Felista,

områdets ungdomsleder, havde dog ligesom Kiotoko i

Kwambemba et bilbatteri, som hun bruger til en lampe i

loftet og til at oplade sin mobiltelefon. I den gård hvor

Felista bor har ejeren besluttet at der skal indlægges el fra starten af 2011. Dette vil betyde en

huslejestigning fra 700 ksh til 1200 ksh. Der er relativt store etableringsomkostninger forbundet

med at installere elektricitet, disse omkostninger skal dækkes igennem huslejestigninger. Felista

ville dog forsøge, at få huslejen sænket til 1000 ksh. Hvilket hun mente var realistisk (Felista,

Sophia: bilag 5).

City Carton

City Carton har ikke reelle toiletbygninger. Her graver de huller i jorden og sætter lidt klæde op

rundt om hullet. Når et hul er fyldt, dækkes det til og et nyt graves ud. Alle beboere har fri adgang

til toiletterne.

Toilet i Kwambemba Toilet i Sophia Toilet i City Carton

Vandkiosk i Sophia

55

I City Carton er der pt. ingen udbydere af vand internt i området. Beboerne skal derfor gå langt efter

vand, og nogle af beboerne benytter den nærliggende flod, når de ikke har råd til at købe vand. City

Carton ligger nedstrøms fra vandkanalen i Sophia (den som blev brugt til affald og ”flying toilets”),

og floden passerer desuden igennem et forurenet industriområde inden den når City Carton.

Beboerne I City Carton løber derfor åbenlyse sundhedsrisici, når de drikker vandet fra floden.

Nogen benytter kemisk rensning af flodvandet, hvilket i nogen grad mindsker sundhedsfaren ved at

drikke vandet, men kemikalierne koster også penge og øger alt i alt beboernes udgifter til vand.

Der er en vandtank og et vandrør i City Carton, som er blevet etableret på initiativ fra en NGO, men

tanken er tom og vandrøret er blevet skåret over oppe ved vejen under vejarbejde. Det er uvist

hvornår vandforsyningen bliver genetableret, men Rose, der havde boet i området i 47 år, var sikker

på at det skulle komme til at virke igen (Rose, City Carton: bilag 8). Der er ingen elektricitet i City

Carton og der var ikke planer om at indlægge el i området.

Opsamling

Der er stor forskel på adgangen til basale serviceydelser i de tre slumområder, og der er også forskel

i beboernes adgang til disse ydelser internt i områderne. Dårlig adgang til sanitet og rent drikkevand

gør slumområderne meget udsatte for sygdomsspredning, og det betyder samtidig at nærmiljøet er

udsat for høj belastning. Adgangen er distribueret efter indkomst, hvilket betyder at særligt de

fattigste er udsatte overfor sygdomme og det er også denne gruppe der er mest afhængige af

nærmiljøet. Denne situation sætter både nulevende og kommende generationers mulighed for at

imødekomme deres behov i fare og er derfor en klar hindring for en bæredygtig udvikling af

slumområderne.

5.1.4 Lovlighed, sårbarhed og udviklingsmuligheder

Ikke alle slumområder er ulovlige og ikke al ulovlig bebyggelse er slum. I dette afsnit kigger vi på

hvordan lovlighed og sårbarhed hænger sammen og hvordan slumbeboernes opfattelse af deres egen

boligsikkerhed påvirker den fysiske udvikling af områderne.

Kwambemba

Den del af Kwambemba der ligger på den offentlige vej er ulovligt byggeri. Beboerne har dog en

aftale med Mavoko Municipality om, at de gerne må bo der på den betingelse, at de forlader

området, når kommunen vil anvende arealet til noget andet, hvilket medfører en stor usikkerhed

blandt beboerne. Der har i mange år været planer om at benytte vejen til lave en indgang til

56

Nationalparken, men der kan også være andre årsager til at kommunen ikke længere ønsker at

Kwambemba består. Den del af Kwambemba der ligger på privat jord er underlagt de samme

betingelser, forstået på den måde, at de skal flytte, hvis de private ejere vil benytte arealet til noget

andet. Denne del er ikke direkte ulovlig, da de bor på privatejet land med ejerens midlertidige

tilladelse.

Grundet de forskellige forhold i Kwambemba er

det svært at sige præcist, hvor lovligt eller

ulovligt området er, men der er ingen tvivl om at

Kwambemba er sårbart og at faren for at området

bliver ryddet er reel. Alle i Kwambemba ved at

de bor der midlertidigt, og da vi spurgte Bernard

Musiko hvordan han troede området så ud om ti

år sagde han: ”Within ten years we will all be

evicted” (Bernard, Kwambemba: bilag: 3). Dette

illustrerer, hvordan sårbarheden af området

spiller ind når beboerne tænker på den

langsigtede udvikling af området. Det er svært at

sige noget om hvor alvorlig truslen om at

området skal tages i brug til noget andet er, men rydningen af naboområdet Kapa i oktober er med

til at holde liv i frygten (Jævnfør Mavoko – en peri-urban kommune).

Hvor optaget beboerne er af denne sårbarhed varierer i forhold til om de er ejere af strukturer eller

lejere. Steven Ngongo der har boet til leje i Kwambemba i 17 år sagde om Kwambembas sårbarhed

og mangel på boligsikkerhed: ”As a tenant you don’t care – you just find another tenant house”.

(Steven, Kwambemba: bilag 4). Steven bekymrer sig ikke om mulige rydninger af området, og

peger på at der er masser af andre lejeboliger i området.

I Kwambemba er der 12 forskellige strukturejere, der alle bor i området og tilsammen ejer alle

boligerne. Det er disse 12 udlejere der forestår vedligeholdelsen af boligmassen og toiletterne. De

forholder sig derfor løbende til områdets tilstand og udvikling og de er hovedkræften hvis noget

skal ændres. De kan potentielt tjene flere penge ved at investere i boligmassen og øge huslejen, men

når det er uvist hvor længe området vil eksistere er strukturejerne nødt til, at arbejde med

investeringer der har en meget kort tilbagebetalingstid. Områdets sårbarhed spiller på den måde ind

i Kwambembas udviklingsmuligheder og begrænser anvendeligheden af langsigtede investeringer.

Kvinder i Kwambemba dyrker jorden uden

formel tilladelse

57

Sophia

Selvom husene ikke lever op til de nationale byggestandarder og selvom der muligvis er noget ikke

helt lovligt ved den måde matriklerne er underopdelte på og selvom ejerskabet til jorden i Sophia,

på ganske korrupt vis, er tilfaldet mennesker med politiske forbindelser er det et de facto lovligt

bebygget område.

Det er utænkeligt, at de lokale autoriteter vil stille krav om at området skal leve op til nogle

bestemte standarder eller på anden måde forsøge at ændre arealanvendelsen i Sophia (Makali: bilag

20). Området er derfor ikke et sårbart område i relation til rydninger eller lignende.

I Sophia bor der hovedsageligt lejere og strukturejerne bor uden for området. Huslejen bliver for de

flestes vedkommende indkrævet af agenter, og der er derfor langt fra lejer til ejer. Ejerne i Sophia

skal ikke frygte at deres investeringer i bygningerne pludselig skal rives ned eller fjernes, hvorfor

der er bedre muligheder for at investere. I Felistas gård vil ejeren (som tidligere nævnt) fx installere

elektricitet, som skal finansieres med huslejestigninger. (Felista, Sophia: bilag 5) Her er der altså

mulighed for mere langsigtet investeringer med længere tilbagebetalingstid. Huslejestigningerne

kan true lejernes boligsikkerhed, og på sigt tvinge dem til at flytte hvis de ikke har råd.

City Carton

City Carton er et ulovligt besat område, og beboerne har ingen aftaler med jordejerne. Området er

derfor sårbart overfor rydninger. City Carton er delt op i to matrikler. Størstedelen af City Carton

ligger på en matrikel som ingen i området ved hvem der har ejendomsretten på. Den tredjedel af

City Carton der ligger tættest på Mombasa-Nairobi highway vil ejeren gerne have fjernet. Ejeren

indhegnede for to år siden hele området, så beboerne hvis huse lå på hans grund ikke kunne få

adgang til dem, men det lokale parlamentsmedlem kom beboerne undsætning og fik forhandlet

hegnet væk og sagen er nu for retten (Joseph, City Carton: bilag 9). Den 30. oktober 2010 blev en

familie med tre huse der boede 100 meter fra City Carton smidt ud af deres hjem og deres hjem blev

revet ned og kørt væk af politiet (Joseph, City Carton: bilag 9). Disse to hændelser konkretisere

områdets sårbarhed og gør at beboerne i City Carton er ekstra opmærksom på den. Samtidig

illustrerer det også at det lokale parlamentsmedlem er villig til at hjælpe dem, hvilket måske

mindsker områdets sårbarhed.

Beboernes havde en meget klar forståelse af deres sårbarhed. Rose Mutumi, byens ældre, sagde fx

at de levede i en konstant frygt og en følelse af usikkerhed. De var bange fordi, at de var besættere

og kunne fjernes når som helst (Rose, City Carton: bilag 8). Janet Wabia sagde at hun var bange for

58

at området blev ryddet og hun ville rigtig gerne bo et andet sted. (Janet, City Carton: bilag 6)

Alle i City Carton ejer deres eget hus undtaget fire som er lejere. Joseph Mutie, fortalte under vores

første besøg om hvordan beboerne i City Carton ikke byggede mere permanent fordi de ikke ville

tiltrække sig unødig opmærksomhed fra de lokale autoriteter.

Det faktum at området er ulovligt og sårbart har altså stor betydning for hvordan boligmassen ser ud

i området. Udviklingen i området er langsom, og primært drevet af eksterne interventioner, fx fra et

missionerende kristent trossamfund, der har været hovedkraften bag etableringen af skolen.

Opsamling

Udviklingsmulighederne og incitamenterne for at udvikle sin egen bolig og sit eget lokalsamfund,

er i vores caseområder meget tæt knyttet til lovlighed, sårbarhed og ejerskab. Vi har valgt at benytte

følgende skema fra ”Challenge of Slums” for derved at beskrive denne sammenhæng:

Figur 5.5 Lovlighed, ejerskab og udviklingsmuligheder

(CS, 2003: 94)

59

Skemaet viser samme tendenser som vi har fundet i vores caseområder. City Carton passer ind i

række 7 og Sophia ind i række 6. Kwambemba er straks lidt sværere at placere, fordi det hverken er

rigtigt lovligt eller ulovligt og fordi det både er på privat og offentlig jord og fordi der både er

mange der ejer deres egne huse og mange der lejer sig ind. Dette illustrerer hvordan sårbarheden i

forskellige slumområder er forskellig og har forskellige forudsætninger. Det kan være svært at

vurdere, hvor konkret faren er og det påvirker de enkelte områders udviklingsmuligheder. Hvis man

vil understøtte en bæredygtig udvikling i slumområder med planlægning er det derfor vigtigt at

have øje for de unikke og specifikke forhold der gør sig gældende i de enkelte områder.

5.1.5 Spatial opsamling

Der er mange variationer under begrebet slum, og mange forskelligartede spatiale udtryk. Den

spatiale gennemgang af vores caseområder har vist at der er en tydelig forbindelse mellem det

spatiale og det enkelte slumområdes udviklingsmuligheder. Mangel på boligsikkerhed er meget

vigtigt i forhold til de langsigtede udviklingsmuligheder, men det er ikke det eneste der har

betydning for hvordan folk handler. Vi vil derfor se på de sociale strukturer og efterfølgende samle

op på hvilke barrierer og resurser for en mere bæredygtig udvikling der er i caseområderne.

60

5.2 Sociale dimensioner i Kwambemba, City Carton og Sophia

"(..) Recognize the right of everyone to an adequate standard of living for himself and his family,

including adequate food, clothing and housing, and to the continuous improvement of living

conditions" FNs menneskerettighedscharter I dette afsnit ser vi på de sociale dimensioner i de forskellige caseområder, for efterfølgende at sætte

disse i relation til vores karakteristik og forståelse af de forskellige områder. Områderne har mange

fællestræk, men adskiller sig også fra hinanden på områder som socialt engagement, hierarki og

beboernes oplevelse af at bo i slummen. De positive aspekter af de sociale dimensioner er et

velfungerede netværk, samhørighedsfølelse og fællesskab. De mere negative sider er

undertrykkende hierarkier, modløshed og store

sociale problemer. Afslutningsvis sammenholdes

de spatiale og sociale strukturer i en opsamlende

konklusion på, hvordan slumområderne kan

karakteriseres, hvorfra vi udleder de mest

afgørende barrierer for en bæredygtig udvikling.

5.2.1 Intern organisering og magtstrukturer

Ved vores indsamling af empiri fremstod det

tydeligt, at der var forskellige sociale hierarkier

og kollektive identiteter i de forskellige områder.

Specielt i City Carton og Kwambemba fremgik

det tydeligt, at visse beboere havde rollen som

ledere og talte på vegne af det samlede område.

De ældre og de beboere, der havde boet længst tid

i området, spillede en væsentlig rolle i styringen

af områderne. Ældrerådene blev betragtet som en

autonom beslutningsmyndighed, der løste

konflikter og tog beslutninger. En af lejerne fra

City Carton udtalte således: ”The Village elder and the councilors makes the decisions. Village

elders are the once who interact with the local people and community” (Anthony, Sophia: Anthony

bilag).

To ældre mænd fra henholdsvis en

nabolandsby til City Carton og

Kwambemba, som diskuterer nedrivelsen

af manden til venstres bolig.

61

Ifølge ’the chairman’ Kiotoko fra Kwambemba, bliver ældrerådets beslutninger altid respekteret og

de involverede partnere retter sig derefter (Kiotoko, Kwabemba: Kiotoko bilag). Vores to andre

caseområder Sophia og City Carton havde samme struktur, og var ligeledes ganske strukturerede i

deres sociale opbygning. Også selv om Sophia var et langt større område end de to andre. I

Kwambemba og Sophia registrerede vi et mere harmonisk miljø blandt bebyggelsernes beboere:

”Everyone is equal” ”There is a good social environmen, very integrated,” (Felista, Kiotoko,

Sophia & Kwabemba, Felista, Kiotoko: bilag).

I City Carton udtrykte én af områdets kun fire lejere – Wycliff - at der var meget tydelige sociale

strukturer og at disse havde stor indflydelse på den daglige organisering af området. Han var

kommet til byen i 2001, men blev stadig anset for at være nytilflytter og blev derfor udsat for

chikane af de andre beboere, der eksempelvis stjal og ødelagde hans ejendele. Ifølge Wycliff var

der et stærkt optrukket hierarki, der primært udgjordes af de beboere, der havde boet længst tid i

området og deres familier. Det var også disse beboere, der havde kontakt til udefrakommende

hjælpeorganisationer og styrede forskellige beslutninger, der skulle tages i området. Området havde

fået forskellige typer bistand fra hjælpeorganisationer, men ingen af disse gode tilfaldt de

nytilkomne, eftersom de ikke blev opfattet som en del af fællesskabet. (Wycliff, City Carton,

Wycliff bilag)

5.2.2 Kollektiv identitet

Der var ligeledes store forskellige i de kollektive identiteter i de forskellige områder. Mens der, som

beskrevet i det ovenstående, var store hierarkiske opdelinger af beboerne i City Carton, synes

organisering især harmonisk i Kwambemba mens Sophia var præget af at være et større område

med flere mennesker og problemstillinger. Dog var der også her tydeligere sociale

samhørighedsforhold som eksempelvis mellem vores interviewperson Felista og hendes udlejer.

Selv om beboerne italesatte en stor usikkerhed grundet deres lejeforhold og usikre boligområder,

blev slumområderne generelt omtalt som trygge og sikre steder, hvor beboerne kender hinanden og

der derfor ikke er meget kriminalitet eller uorden.

I Kwambemba var der væsentlig flere lejere end i City Carton og forholdet mellem lejere og

udlejere var harmonisk og venligt. Dette kan skyldes, at områder er relativt gammelt, og at der som

følge af det velfungerende forhold til de omkringliggende virksomheder og myndigheder har været

en relativ tryg stemning i området. Dette kan have understøttet en større følelse af tilknytning og

fællesskab, som eksempelvis har fået beboerne til at lægge flere kræfter i deres boliger og i området

som helhed.

62

63

I Sophia italesatte beboerne ligeledes, at de alle var lige, og at der var et godt sammenhold med

fokus på deres fælles område. Området havde ikke samme strukturelle opbygning som de andre

slumområder fordi det var væsentlig større og mere struktureret med forskellige ejere, der alle

havde tilknytning til det politiske niveau. Der var derudover forskellige agencies, der stod for

udlejning af husene. Således kan strukturerne siges at være mere institutionaliserede og på grund af

regelmæssige udskiftninger af beboere i området, kan det siges at være vanskeligere at opretholde

en stram intern magtstruktur. Det sociale fællesskab var ligeledes kommet til udtryk, da området

tidligere havde haft problemer med kriminalitet, hvor de først havde gået sammen om at hyre et

privat vagtværn og efterfølgende, da de fandt ud af, at det faktisk var vagtværnet, der skabte

problemerne, havde de i stedet gået sammen om at forebygge kriminalitet og uroligheder. (Felista,

Sophia, Felista bilag)

5.2.3. Sociale mødesteder og faciliteter

Områderne havde alle en form for sociale mødesteder. I City Carton var der på trods af, at området

udgjordes af meget fattige beboere, en kirke og en skole. I Kwambemba var der ligeledes en kirke

under opbygning og et beboerhus, der blev anvendt til afholdelser af månedlige beboerområder,

sociale arrangementer og for gudstjenester indtil kirken stod færdigt. Der var også undervisning og

pasning af de mindste børn. Beboerhuset blev også brugt i krisesituationer. Hvis en beboer

eksempelvis var blevet syg og det var nødvendigt at sende vedkommende på hospitalet, blev der

samlet penge ind i beboerhuset. Ved dødsfald kunne der også blive samlet ind, så den døde kunne få

en værdig begravelse. Denne form for social sikkerhed, fik vi ikke kendskab til i Sophia og City

Carton. Disse sociale strukturer synes at have en positiv effekt på områdes fællesskabsfølelse samt

fortsatte konsensus.

5.2.4 Opsparingsgrupper, uddannelse og sociale grupper

I alle tre slumområder var der forskellige opsparings- og investeringsgrupper. Eksempelvis var flere

af områdernes beboere med i en form for merry-go-round ordning – en form for

cirkulationsopsparingsgruppe, hvor folk indbetaler et fast beløb i en pulje. Når puljen når et vist

beløb, bliver pengene udbetalt til ét af medlemmerne i gruppen. Derefter starter det hele forfra og

man sparer op til den næste i gruppen. Ideen er, at man indbetaler ligeså mange penge til gruppen

som man får udbetalt, for derved at gøre det nemmere for beboerne at spare op og når de engang

modtager pengene har de et større råderum til investeringer.

Joseph i City Carton var medlem af flere grupper og havde også selv opstartet en

virksomhedsgruppe, hvor han sammen med en gruppe af de andre beboere var ved at spare penge

64

op til at købe træ, som han kunne leje ud til midlertidige byggestilladser. (Joseph, City Carton,

Joseph bilag). Joseph var også med i opsparingsgrupper, hvor målet var at købe et stykke land som

gruppen kunne bosætte sig på og hermed få et mere permanent sted at bo (Joseph, Kiotoko, Chrimzi

& Felista,City Carton, Kwambemba & Sophia, Joseph, Kiotoko, Chrimzi & Felista bilag).

Beboerne i slumområderne investerede i grupperne i håbet om, at forbedre deres levevilkår og få

bedre og mere permanente boliger. Etableringen af de mange opsparings- og iværksættergrupper er

for langt de fleste grupper sket i forlængelse af UN-HABITATS arbejde i området.

5.2.5 Fattigdom, misbrug og kriminalitet

I dette afsnit vil vi se på nogle af de sociale problemer og resurser, der er i slumområderne, for

derved at undersøge, hvilke sociale problemer, der skal tages højde for i planlægningen og hvilke

ressourcer, der kan trækkes på.

Fattigdom er et grundvilkår i caseområderne og mangel på indkomst har mange både direkte og

indirekte konsekvenser for livet i slumområderne(UN-HABITAT, Challenge of slums, 2003:70).

Der var mange af vores informanter i slumområderne, der fremhævede mangel på stabil indkomst

som et stort problem i deres hverdag. (Bernhard, Wycliff, Rose, Steven, Anthony, Joseph, Janet,

Joselyn, Felista). Flere sagde ikke direkte, at de var fattige, men de italesatte problemer og

muligheder associeret til fattigdom.

Et eksempel er Joseph fra City Carton, der pegede på ungdomsarbejdsløshed som en betydelig

udfordring for området og fremhævede eksempler på unge, der havde fulgt tolv års skolegang, og

som alligevel stod uden mulighed for at få formelle jobs eller stabil indkomst. (Joseph, City Carton:

Joseph bilag). I de tre caseområder er der mange forskellige indkomststrategier for de enkelte

husstande, men få formår at bryde ud af fattigdommen. Dårligt helbred, mangel på uddannelse og

diskriminering på arbejdsmarkedet er ofte nogle af konsekvenserne ved at vokse op i et fattigt

slumområde, hvilket er med til at besværliggøre en permanent adgang til det formelle jobmarked.

Grundet de negative effekter af, at bo i slumområderne bliver både fattigdommen og

slumområderne reproduceret.

En gennemgående problemstilling i alle tre slumområder var et betydeligt misbrug af ulovligt

produceret alkohol kaldet ’Chang’aa’, der blev solgt fra bryggerier i nærheden af slumområderne.

Alkoholprocenten var i visse tilfælde op imod 100 procent og ofte var der anvendt ulovlige og

giftige kemikalier, som eksempelvis flybrændstof. Joseph fra City Carton fortalte, at alkohol var et

problem for området, og at børn helt ned til tolvårsalderen var berusede (Joseph, City Carton:

65

Joseph bilag). Felista og Chrimzi fra Sophia påpegede begge de negative konsekvenser ved

alkoholsmisbruget og især deres bekymring for børnenes velbefindende. Vi opfattede, at de interne

magtstrukturer var med til, at skabe en vis form for social orden i slumområderne og at disse

problemer primært skyldes beboernes desperation over egne vilkår.

5.2.6 Visioner for fremtiden

Beboerne i de tre områder italesatte mange af de samme frustrationer og drømme for en bedre

fremtid. De fleste beboere havde bosat sig i slumområderne på grund af indtjeningsmuligheder fra

de omkringliggende virksomheder, fordi de ikke havde andre muligheder eller fordi de var født og

opvokset der. (Chrimzi, Felista, Kiotoko, Joseph m.fl.). Selv slumbeboere, der havde boet i

områderne i lang tid så deres ophold som midlertidigt – enten fordi de opfattede boligformen i

områderne som for usikre eller fordi de gerne ville bo i deres egne og mere permanente boliger.

Eksempelvis havde slumbeboeren Steven taget til Kwambemba for at finde arbejde og for at spare

penge på transport. Han boede sammen med sin kone, men havde været nød til at efterlade sin syv

børn hos deres bedstemor, som han derfor kun så en-to gange om måneden. (Steven, Kwambemba:

Steven bilag). En anden beboer fra Kwambemba konstaterede nøgternt på spørgsmålet om, hvad der

var godt ved området, at: ”Kwambemba is a nice place because I’m still surviving” Som flere af de

andre slumbeboere ville han gerne flytte, hvis han havde mulighed for det. (Bernhard, Kwabemba:

Bernhard bilag).

Vi kunne fornemme på Bernhard og Steven, at livet i slumområderne ikke levede op til det, de en

gang havde håbet på. Deres indtjening levede ikke op til forventningerne og de kunne sagtens se sig

selv bo et andet sted end i Kwambemba. Felista til gengæld, der ankom til Sophia som meget ung,

havde en langt mere positiv opfattelse af at drive forretning, der hvor hun boede og beskrev Sophia

som: ” A good place to make business” (Felista, Sofia: Felista bilag). Udover at være blevet oplært

af sin mor, havde Felista bl.a. taget et forretningskursus, hvor hun lærte, hvordan hun kunne

optimere sin indtjening. Dette havde resulteret i, at hun tjente nok penge til, at sende sin datter i

privatskole og fik råd til ekstra goder til husstanden (Felista, Sophia: Felista bilag). Chrimzi, en

ældre kvinde fra Sophia delte ikke Felistas opfattelse og ville gerne flytte væk fra området, så snart

hendes børn blev ældre, da hun var bange for, hvordan de sociale problemer og især alkoholmisbrug

i området kunne påvirke hendes børn. Ifølge hende, var de eneste fordele ved Sophia den billige

husleje og indkomstmulighederne. (Chrimzi, Sophia, Chrimzi bilag).

City Carton var præget af en langt større grad af håbløshed end de andre områder., hvilket

sandsynligvis hænger sammen med, at det er det fattigste område med den største risiko for

66

tvangsrydning. Janet på 21 år sagde, at ”Life is hard here” og at det eneste gode for hende var, at

overleve dagen og på et tidspunkt have mulighed for at flytte til et andet sted. (Janet, City Carton:

Janet bilag). Lejeren Wycliff fra City Carton så ligeledes opgivende på fremtiden. Han ville gerne

flytte på grund af de undertrykkende magtstrukturer, men sagde samtidigt: ”I have nowhere to go”

(Wycliff, City Carton: Wycliff bilag)

I områderne var der stor forskel på, hvordan de enkelte slumbeboere forholdt sig til egne visioner

og fremtidsudsigter, hvilket også påvirkede deres holdning til forandring. Vi så umiddelbart ikke

meget politisk engagement blandt slumbeboerne, og tilliden til at politikerne var meget lille. Steven

fra Kwambemba udtrykte en generel holdning til politikerne, da han sagde ”Politicians always lie”

(Steven, Kwambema, Bilag Steven). Den lave tillid til systemet er måske medvirkende til at

lokalsamfundet ikke bruger meget energi på at stille politiske krav eller arbejde for øget politisk

indflydelse. Det kan samtidig være med til at stimulere håbløshed, at landets magthavere generelt

ikke kæmper aktivt for forbedringer i slumområderne i Mavoko.

5.2.7 Opsamling på de sociale dimensioner

Der er mange forskellige sociale dynamikker og problemer i de forskellige slumområder der

influerer på hvordan slumområderne kan indgå i en mere bæredygtig udvikling. Hvis man igennem

planlægning skal bidrage til denne udvikling, må man tage udgangspunkt i det enkelte slumområdes

sociale kapacitet og muligheder. Der er meget lidt tillid til det politiske system og til de

planlægningsmæssige myndigheder, hvilket betyder at slumbeboerne for det meste søger at holde

lav profil, og involvere sig så lidt så muligt med den lokale planlægningsmyndighed.

Den interne organisering og magtstruktur i de enkelte områder er forskellig fra område til område,

men har også visse ligheder, fx den store respekt for de ældres meninger og beslutninger. Den

interne organisering repræsenterer muligheder for at lave inddragende planlægningsprocesser

baseret på slumområdernes eksisterende beslutningsprocesser, hvilket vil kunne afstedkomme en

mere inkluderende planlægningsproces.

Der er store problemer relateret til fattigdom og vanskeligheder ved at finde arbejde. I forhold til at

udvikle fremadrettede strategier for de tre områder er det vigtigt, at de foreslåede tiltag ikke øger

huslejen eller leveomkostningerne, hvis ikke man samtidig skaber nogle indkomstgenererende

muligheder. Det er ligeledes vigtigt at værne om de positive egenskaber i områder og sociale

ressourcer.

67

I de forskellige slumområder er der stor forskel på, hvordan slumbeboerne ser på fremtiden.

Eftersom der er meget lidt tillid til politikerne fæster de fleste deres lid til lokalsamfundet, der i de

fleste tilfælde er socialt velfungerende med forskellige opsparingsgrupper. Denne kontekst bør

medtænkes i potentielle opgraderingsstrategier, så der ikke skabes utilsigtede negative

konsekvenser og så slumbeboerne inddrages og bidrager med deres egne positive ressourcer.

5.3 Delkonklusion: Identifikation af barriere og ressourcer

Ved at undersøge de spatiale og sociale forhold i vores tre caseområder, har vi fået en bedre

forståelse af udviklingsmulighederne for de enkelte områder. De spatiale og sociale strukturer kan

både virke som barrierer for en bæredygtig udvikling, men de er også udgangspunktet for ny

udvikling, og det er vigtigt at benytte de ressourcer der allerede er i lokalsamfundet. Et eksempel

kunne være den interne sociale organisering, der foregår i slumområderne. Det er en stor fordel,

hvis man skal lave inddragende planlægning i specifikke områder, at de er godt organiseret, men det

er også tydeligt, at man i nogle områder bruger den interne organisering som eksklusionsmiddel. Da

alle slumområder er forskellige må man tage udgangspunkt i det enkelte område og se på, hvordan

man kan bygge på de resurser, der allerede er til stede og hvordan man kan minimere mindre

hensigtsmæssige sociale strukturer.

I afsnittet om de spatiale strukturer fremgår det tydeligt, at boligsikkerhed og relationen mellem

ejere og lejere har afgørende betydning for hvilke udviklingsmuligheder, der er i de enkelte

områder, og at uklare ejerforhold og mangel på boligsikkerhed er en af de væsentligste barrierer for

bæredygtig udvikling. En anden fremtrædende barriere er det politiske system, der ikke altid

forekommer befordrende for slumområdernes bæredygtige udvikling. Der er en udbredt mistillid til

politikerne i slumområderne og troen på, at de folkevalgte vil gennemføre tiltag, der kommer

landets slumbeboere til gode er meget lille. Denne mistillid er et demokratisk problem, og den

udgør en kæmpe barrierer for, at en bæredygtig udvikling kan skabes i samarbejde mellem det

politiske niveau og civilsamfundet. Den spatiale gennemgang af caseområderne illustrerer at den

fysiske planlægning i slumområderne i Mavoko er stort set ikke-eksisterende, og at der her er en

god mulighed for at påvirke slumområderne i en mere bæredygtig retning, ved at inddrage

slumområderne mere i planlægningen.

I de følgende afsnit vil fokusere på disse tre overordnede barrierer for en bæredygtig udvikling af

slumområderne: 1) Boligsikkerhed og boligmarked, 2) Det politiske system og 3) Planlægning.

Afsnittene går i dybden med hvorfor og hvordan de enkelte barrierer blokerer for en bæredygtig

udvikling, og ser samtidig på løsninger i forhold til barriererne.

68

6.1 Det dysfunktionelle boligmarked og boligsikkerhed

Nairobi har brug for 150.000 nye boliger om året, men der bygges højest 30.000. (SAC 2010,

s.153). Som et resultat deraf bor cirka halvdelen af byens befolkning i uformelle boliger i

slumområderne. Det formelle system har således ikke været i stand til at levere boliger i tide og i de

mængder der efterspørges. Konsekvensen er at systemerne i stigende grad omgås og at størstedelen

af boligmarkedet opererer uformelt og reelt ligger uden for statens kontrol. Mønstret genfindes i

mange udviklingslande, hvor det er tydeligt at boligmarkedet ikke fungerer til fordel for de fattige.

(Challenge of Slums, s. 104).

Afsnittet indledes med en analyse af boligmarkedet i Mavoko og Nairobi. Dernæst behandles

problematikken vedrørende tvangsforflytning og manglende boligsikkerhed. Temaet boligsikkerhed

relateres til udviklingsmuligheder og den overordnede diskussion om forholdet mellem lejere og

ejere i slumområder. Ideer til løsninger integreres løbende, og afsnittet afsluttes med en beskrivelse

af opsparingsgrupper, som slumbeboerne har etableret med henblik på selv at kunne købe land, som

et muligt alternativ til ulovlig squatting. Afsnittet bygger videre på analyseresultaterne fra både den

spatiale og sociale analyse, og formålet er således at vurdere hvordan slumbeboernes muligheder på

boligmarkedet kan forbedres.

6.1.2 Boligmarkedet i Mavoko og Nairobi

Boligmarkedet i Mavoko udvikler sig hurtigt, og ofte er det ikke til fordel for de fattige. Som

illustreret tidligere, er der mange forskellige aktører på spil på det kenyanske boligmarked, og især i

Nairobi og omegn på grund af de kraftigt stigende jordpriser. Kompleksiteten og politiseringen af

bolig- og landmarkedet beskrives i en rapport fra Centre on Housing Rights and Evictions

(COHRE, 2006:36), som fremhæver perioden fra 1990-2000, som determinerende for den

nuværende situation. Ifølge rapporten var årtiet en periode præget af stor politisk ustabilitet, fordi

regeringspartiet KANU var under pres på flere måder. Internationale donorer stoppede næsten al

bistand til landet på grund af en række korruptionsskandaler og kontinuerlige overtrædelser af

menneskerettighederne. Samtidig blev regeringspartiet i stigende grad udfordret af en stærkere

opposition. I den sammenhæng bør to fænomener fremhæves i forhold til bolig- og landmarkedet:

1) Land begyndte at blive uddelt til forskellige etniske grupper og pengestærke individer for at sikre

politisk loyalitet, og 2) Reformer af land- og boligmarkedet blev i stigende grad stoppet af de nye

ejere og politiske interessegrupper. I Athi River er dette eksemplificeret ved Ndeti-familien, som

brugte deres politiske forbindelser til at opkøbe store landarealer til meget lav pris. Som nævnt i

afsnittet om politik, byggede familien derefter slumbebyggelse, som de nu tjener penge på at udleje

69

(Daniel, Sophia: bilag 10).

Udviklingen i 1990erne skal ikke misforstås som værende den eneste grund til den eksisterende

bolignød. Som beskrevet i afsnittet Urbanisering i Afrika har den politiske og økonomiske elite

udnyttet deres forbindelser siden landets uafhængigheden. Det specielle ved 1990'erne var dog den

hastighed hvormed land blev illegalt udstykket. I en artikel om “kommercialisering” af slum

kritiserer Marie Huchzermeyer fra University of the Witwatersrand, den kenyanske regering for

ikke at tage ansvar for basale serviceydelser i landets slumområder (Huchzermeyer, 2008: 20). Med

kommercialisering af slum referer Huchzermeyer til den måde hvorpå private entreprenører er trådt

i stedet for staten, og nu servicerer slumbeboere gennem salg af vand, elektricitet og

affaldsafhentning. I vores undersøgelse af slumområderne var denne udvikling tydeligst i Sophia og

Kwambemba (social map, Kwambemba og Sophia: bilag 22 og 24), hvor beboerne enten købte

vand i små vandkiosker eller nærliggende fabrikker. I sin artikel beskriver Huchzermeyer hvordan

slumbeboere i Kenya, i modsætning til slumbeboere i Sydafrika, ikke har de samme forventninger

om at staten burde tage ansvaret for serviceydelserne (Huchzermeyer, 2008: 20). Denne betragtning

blev bekræftet i vores interviews med eksperter, som understregede slumbeboernes ofte

mangelfulde politiske bevidst om boligrettigheder (Nyang'aya, Amnesty Kenya: bilag 18 & Ngau,

University of Nairobi: bilag 14). I forhold til en løsning af de manglende basale serviceydelser,

samt problematikken omkring boligmarkedet, fremhævede mange eksperter overraskende nok ikke

økonomiske argumenter. I stedet blev vigtigheden af et styrket civilsamfund og lokaldemokrati

understreget (Nyang'aya, Amnesty Kenya: bilag 18 & Ngau, University of Nairobi: bilag 14).

6.1.3 Manglende boligsikkerhed - en barriere for udvikling? Manglende boligsikkerhed, dvs. risikoen for at miste sin bolig, italesættes af slumbeboerne som en

af de største barrierer for udvikling af deres egen bolig, samt udviklingen af deres slumområde. Især

for ejerne, og i mindre grad for lejerne, er det tydeligt at truslen om nedrivelse eller

tvangsforflytning kan stå i vejen for at familier forsøger at forbedre deres huse. Generelt er risikoen

for tvangsforflytning ofte højere i de peri-urbane områder end i de mere veletablerede slumområder

i den indre by på grund af det hurtigt foranderlige økonomiske landskab med nye fabrikker og

boligområder for middelklassen, samt spekulation i landpriser (Hendriks, 2008: 28). Samtidig er en

permanent bolig ofte en forudsætning for at kunne opnå lån eller få adgang til offentlig ydelser.

Den manglende sikkerhed bidrager til en permanent utryghed, som vi oplevede meget stærkt i

området City Carton, hvor beboerne har oplevet både rydninger, nedrivning og indhegning i

forlængelse af presset på land. Frygten for nedrivninger blev understøttet af det faktum at tre huse i

70

nabolandsbyen blev revet ned og kørt væk den 30. oktober 2010 (Joseph, City Carton: bilag 9). I

slumområdet Kwambemba, som var grundlagt på en offentlig vej, vidste alle beboere at deres

ophold var midlertidigt. I forhold til de tolv personer, som ejede områdets boliger betød det stor

forsigtighed med hensyn til at investere i forbedringer (Kiotoko, Kwambemba: bilag 1).

I The Habitat Agenda understreges disse aspekter: “Access to land and security of tenure are

strategic prerequisites for the provision of adequate shelter for all and the development of

sustainable human settlements. It is also one way of breaking the vicious circle of poverty” (CS,

2003:107). Kampagnen The Global Campaign for Secure Tenure argumenterer på en lignende

måde, og fremhæver hvorledes en usikker boligsituation kan stå i vejen for reel deltagelse i

samfundsanliggende og opbygge positive lokale netværk (CS, 2003:108). Interviewet med én af de

få lejere i City Carton bekræfter dette, eftersom han blev nægtet adgang til f.eks. opsparingsgrupper

og skolegang for hans børn (Wyclif, City Carton: bilag 7).

I alle disse rapporter og initiativer italesættes boligsikkerhed som værende ensbetydende med

ejerskab, og ikke leje. Rapporten Challenge of Slums beskriver hvordan de fleste bistandsprojekter

har fokuseret på hjælp til squatters, dvs. personer, som har besat det land, de bor på, og ejer deres

bolig. Dette fremhæves som et paradoks på grund af følgende: 50% af alle byboere i Afrika lever

med boligusikkerhed, og derud af er kun 13% ejere, mens hele 30% er lejere.

(CS, 2003: 109)

På baggrund af dette foreslås det i rapporten at mere opmærksomhed og resurser rettes mod at

forbedre vilkårerne for lejerne. Programmer, hvor lejere oplyses om deres rettigheder kunne være

71

en mulighed. Samtidig bør de uformelle ejerne støttes, så de i højere grad kan bidrage til at forbedre

boligmarkedet. Det påpeges hvordan det at hjælpe én squatter forbedre sin bolig, kan ses som væren

ineffektivt, fordi det kun producerer én beboelse. Samtidig understreges at en succesfuld ejer, som

udvider og bygger flere udlejningsboliger, som f.eks. i Kwambemba, i højere grad bidrager til en

forbedring af boligmarkedet. Det ironiske er at mange bistandsprogrammer ikke er indrettet således

at de kan støtte sådanne private initiativer. I rapporten konkluderes det således at:

“There is a great need to assist small-scale enterprises in the construction sector – which probably

provide the majority of all new dwellings – so that their methods of supply are as efficient as

possible.” (CS, 2003: 109)

Ovenstående argumentation er nyskabende inden for social boligpolitik, men det bør stadig

understreges at lejere ofte står i en svagere situation, og ofte vil søge ejerskab af egen bolig. Denne

tendens eksemplificeres ved de opsparingsgrupper, som mange af slumbeboere var en del. Som

nævnt i den spatiale analyse var målet at spare op, for senere at kunne opkøbe et landareal

kollektivt, og dermed sikre egen boligsikkerhed permanent. Denne strategi vil blive behandlet i det

følgende afsnit.

6.1.4 Kollektiv opkøb og udstykning af land - et alternativ til squatting? Som nævnt er mange beboere involverede i opsparingsgrupper, hvor pengene skal bruges til at købe

et stykke land i fællesskab. Hele processen indeholder både formelle og uformelle aspekter: Selve

handlen registreres formelt, men den efterfølgende udstykning i mindre landarealer til enkelte

medlemmer foregår uden for det formelle system. Ideen med at etablere en opsparingsgruppe virker

til at være blevet introduceret af udefrakommende NGOer (Joseph, City Carton: bilag 9). Det er dog

tydeligt at de mest effektive og bæredygtige opsparingsgrupper er etableret af beboerne selv. I en

PhD-afhandling fra det hollandske Institute for Metropolitan and International Development Studies

beskrives metoden som et reelt alternativ til store udviklingsprojekter og mikrolån: “…Collective

land purchase and informal land subdivision by the poor and very poorest in peri-urban areas of

Nairobi … demonstrates beneficial economic impacts of investments ... as alternatives to

collateralised lending.” (Hendriks, 2008: 27).

Afhandlingen lægger dog vægt på at slumbeboerne ofte søger støtte hos NGO'er, advokater,

foreninger eller andre med erfaring på området. Metoden benyttes både af slumbeboere, som

allerede bor i de peri-urbane områder og af grupper fra det centrale Nairobi, som er truet af

tvangsforflytning eller søger efter et alternativ til de høje huslejer. I forhold til opførslen af bolig og

bygningsmaterialer på de nye grunde, beskrives de hvordan de fleste opsparingsgrupper vælger en

72

fælles standard for at undgå at slumlignende tilstande opstår. Opsparingsgrupper med en fattigere

baggrund vælger dog ofte den inkrementelle-tilgang, hvor boligerne opbygges over en længere

periode, fordi de ikke har råd til nye bygningsmaterialer. Desuden forklares det hvorledes

fremgangsmåden er specielt relevant i forhold til Nairobi og andre østafrikanske hovedstader, fordi

de fattige dermed får et alternativ i et ellers usikkert boligmarked præget af landspekulation, land-

grabbing og høje huslejepriser. Samtidig nævnes det at en forudsætning for at anvende

opsparingsmetoden, er at de lokale myndigheder er tilstrækkeligt fleksible og villige til at lempe på

reglerne, eftersom selve udstykningen af landarealet foregår uformelt. Den inkrementelle tilgang,

hvor beboerne ikke overholder formelle bygningskodeks, stiller også krav om en vis fleksibilitet fra

myndighedernes side (Hendriks, 2008: 60).

En anden svaghed er at det kan tage mellem 3-8 år at opspare nok penge til at kunne købe et stykke

land. Den lange ventetid kan betyde at opsparingsmetoden bliver irrelevant for grupper, som står

over for umiddelbar udsættelse eller nedrivning af deres bolig. Kun to personer i vores undersøgelse

italesætte ventetiden som problem, og ser det som et symptom på et ikke-fungerende jord- og

boligmarked (Joseph, City Carton: bilag 9 og Kiotoko, Kwambemba: bilag 1). Resten af de

adspurgte virkede til at acceptere ventetiden som en del af forretningsgangen, og som en mulighed

for at forberede flytningen og spare os til byggematerialer. De kraftigt stigende landpriser i

Mavoko, som er femdoblet fra 2007 til 2010, blev ikke nævnt af slumbeboerne, men fremstår som

en af de største barriere for en succesfuld implementering af opsparingsmetoden. Det er derfor

meget overraskende at ingen beboere gør opmærksom på udfordringen. En mulighed er dog, at de

forestiller sig at opkøbe land, som på nuværende tidspunkt ligger langt ude i periferien, men som

over en årrække igen vil blive integreret i Nairobis peri-urbane område.

6.1.5 Delkonklusion:

På baggrund af analysen er er det tydeligt at boligmarkedet i Nairobi og Mavoko bør forstås i

relation til den bredere økonomiske og sociale kontekst og bør samtænkes med bestræbelser på at

sikre mere demokratiske beslutningsprocesser og medbestemmelse. Bolignød er direkte relateret til

politisk eksklusion og fattigdom, samtidig med at de processer, som skaber bolignød også

fastholder folk i fattigdom. Boligpolitik og sociale boligprojekter bør integreres med overordnede

bestræbelser på at bekæmpe fattigdom og fremme lokaldemokrati.

Relationen mellem lejere og ejere skal forbedres således at der kan skabes en mere ligeværdig

relation. Det er vigtigt at især lejerne kender deres boligrettigheder og at der er fokus på at forbedre

vilkårene for lejere i slumområder i stedet for det mere traditionelle fokus på ejere og ejerskab. De

uformelle ejerer kan støttes, så de i højere grad kan bidrage til at forbedre boligmarkedet.

73

Boligmarkedet hænger tæt sammen med landmarkedet. Især i forhold til land-grabbing og de

begrænsede muligheder for at opkøbe land, som land-grabbing afstemmer. Dette bliver taget op i

følgende afsnit.

74

6.2 Det politiske system i Kenya

“(..) slums and urban poverty are not just a manifestation of a population explosion and

demographic change, or even of the vast impersonal forces of globalization. Slums must be seen as

the result of a failure of housing policies, laws and delivery systems, as well as of national and

urban policies” (CS, 2003: 5).

Der kan peges på en række barrierer for en bæredygtig udvikling af de eksisterende slumområder i

et land som Kenya. Men som ovenstående citat udtrykker, er det i høj grad et spørgsmål om

politikernes ønske om at skabe forandring. Den nuværende opbygning af landets juridiske og

administrative praksisser og de konkrete policies dikteres af den politiske elite og er et udtryk for en

aktiv negligering af størstedelen af Kenyas indbyggere. Samtidigt er den politiske kultur præget af

korruption, inerti og reelt oligarki.

I dette afsnit vil vi se på, hvilke politiske barrierer, der står i vejen for en bæredygtig udvikling af

slumområderne i Mavoko. I afsnittet analyserer vi det politiske systems opbygning for derigennem

at vurdere hvilke strukturelle faktorer, der har ført til slumområdernes opståen og muliggør deres

fortsatte eksistens. De politiske barrierer vil blive identificeret på såvel lokalt som nationalt niveau

med særlig fokus på sammenhængen mellem det politiske system, markedet for land og

ekskluderingen af de fattige fra de formelle systemer. Nedenstående figur illustrerer udviklingen i

den politiske og den økonomiske situation i Kenya.

75

Figur 6.1 – den politiske og økonomiske situation i Kenya (Det danske udenrigsministerium & Verdensbanken).

Den politiske situation i Kenya

Den økonomiske situation i Kenya

• Tidligere engelsk koloni – fik uafhængighed i 1963. • Generelt opfattet som et stabilt politisk og socialt land i en

Østafrikansk kontekst. • Præsident Mwai Kibaki og den nationale regnbuekoalition

vandt valget i 2002 og bragte 24 års KANU-styre med Daniel Arap Moi til ophør – reformdagsorden med positive konsekvenser for den økonomiske, sociale og politiske udvikling af Kenya.

• I 2005 blev en ny forfatning afvist ved en folkeafstemning • Indtil 2007/2008 har landet været inde i en positiv politisk

udvikling med forsøg på reformer – i 2007 kom landet ud i en politisk krise pga. uenighed omkring valgresultater, med bl.a. etniske sammenstød og voldelige uroligheder.

• I 2008 blev Kibaki fra The Party of National Unity og Odinga fra oppositionspartiet The Orange Democratic Movement enige om en koalitionsregering med Kibaki som præsident og Odinga som premiereminister og med ministre fra begge fløje.

• Kenya lå i 2007 nr. 156 ud af 180 lande i ’Transparency International’s korruptionsindeks’, mens det lå nr.13 ud af 41 lande på Global Integrity Index og nr. 72 ud af 178 lande på Verdensbankens Doing-Business indikatorer.

• Kenya offentliggjorde en ny forfatning.i 2010, hvor 67% af befolkningen stemte ja til den nye forfatning.

• Forfatningens mål er at etablere flere ’checks and balances’, styrke parlamentets tilsyn med den udøvende magt, overdrage magt til 47 valgte ’county governments’, implementere større respekt for borgernes rettigheder med særligt fokus på kvinders og udsattes rettigheder og igangsætte en undersøgelse af de siddende dommere og deres egnethed til fortsat at tjene statens interesser.

• Den nuværende regering har i stil med tidligere regeringer været ramt af en række korruptionsskandaler – der er forsøgt sat ind på området med nye policies, især i den nye forfatning.

• Der er oprettet en uafhængig national menneskerettighedskommission, hvis arbejde dog er blevet stærkt kritiseret. Efter Afrikanske standarder er der relativ omfattende presse- og ytringsfrihed. Der finder stadig en række menneskerettighedskrænkelser sted mod især kvinder og udsatte grupper.

• Kenyas økonomi er den 3. største i Afrika syd for Sahara

(efter Sydafrika og Nigeria). • De største sektorer er landbrug (24% af BNP), industri

(13%) og handel og turisme (13%). Kenyas erhvervssammensætning er relativ diversificeret med relativt udviklede industri- og servicesektorer.!

• Kenya har en strategisk placering som center for udviklingen i det Østlige Afrika. !

• Kenya er medlem af den regionale mellemstatslige organisation East African Community (2000), der ud over Kenya udgøres af Burundi, Rwanda, Tanzania og Uganda.!

• Kenya er desuden medlem af COMESA - Common Marked for Southen and Eastern Afrika – der arbejder for regional integrering via handel og investeringer (1978). !

• I 1997 suspenderede IMF ’Kenya’s Enhanced Structural Adjustment Program’ grundet manglende reformer og korruption, dette gentog sig i 2005 og 2006. !

• IMF fortsatte med at give Kenya lån i 2000 som hjælp mod den tørke, der ramte lande, men standsede igen deres lån i 2001 grundet regeringens manglende implementering af antikorruptions indsatser. !

• I 2000-2004 steg Kenyas BNP med 1-2%, mens Kenya oplevede høj økonomisk vækst i 2005-2006 på op imod 7% årligt. I 2008 stagnerede økonomien som følge af uroligheder efter valget i slutningen af 2007. Dertil kom fødevarekrisen og flere års svigtende nedbør, hvilket betød, at væksten faldt til 1,7%. i 2008. IMF vurderede, at den økonomiske vækst i 2009 ville blive på ca. 3% trods den globale økonomiske krise og omfattende tørke frem til november 2009. Væksten har fortrinsvis været knyttet til by- og eksportøkonomierne.

• På trods af, at Kenya er økonomisk bedre stillet end de fleste andre afrikanske lande, er fattigdommen relativt høj og omfatter 46 pct. af befolkningen. Tendensen er dog faldende. For at reducere fattigdommen markant skal stigningen i Kenyas BNP ligger på omkring 7%.

• Kenya er langt mindre afhængige af udenlandsk bistand end de fleste andre afrikanske lande. Skatteprovenuet udgør 23% af BNP – meget højt efter afrikansk standard. Bistanden dækker ca. 8% af statsbudgettet for 2007/08 (men den reelle bistand er nok noget større). Kina er en af de 4-5 største donorer. Regeringen så gerne en forøgelse af bistanden på kortere sigt, men forventer at kunne aftrappe den frem mod 2030.

• Statsligt bureaukrati, slidt infrastruktur, korruption og sikkerhedsproblemer anføres som alvorlige hindringer for forretningslivet i Kenya

76

6.2.1 Den politiske virkelighed i Kenya

Kenya er på papiret ét af de mest demokratiske lande syd for Sahara med udbredt ytrings- og

pressefrihed og demokratisk afholdte valg. Kenyas økonomi er desuden den tredje største i Afrika

syd for Sahara og både indenfor økonomi, sociale forhold og politik opfattes landet som stabilt. For

den store gruppe fattige Kenyanere ser virkeligheden dog anderledes ud. De mærker for alvor

konsekvenserne af en favoriserende politik, der i højere grad understøtter end afvikler den

omfattende polarisering, som landet er præget af. Bolig- og landmarkedet er ét af de områder, hvor

de reelle udemokratiske policies for alvor træder frem med slumbeboerne, som taberne, og

magteliten som vinderne i et løbende magtspil om retten til jord og basale ydelser.

I dag bor 25% af den urbane befolkning i udviklingslande under fattigdomsgrænsen og over 40% af

de urbane husholdninger i Afrika syd for Sahara lever i fattigdom. Fokus har i mange lande været

på makro-økonomiske policies, centralisering og minimering af den offentlige sektor som anbefalet

af bl.a. IMF og Verdensbankens strukturtilpasningsprogrammer. Ifølge UN-HABITAT rapporten

’The challenge of slums’ er mange udviklingslande præget af utilpassede makroøkonomiske

policies, som forværrer situationen i mange lande samtidigt med at svage lokale og urbane

administrationsmyndigheder skal forsøge at gøre noget ved stadig stigende ulighed, korruption og

ubalancer i ressource allokeringen. Rapporten fremhæver, at disse problemstillinger ikke skyldes

manglende tekniske eller brugbare løsninger. Derimod anser de problemet som værende “narrow

politician and economic priorities that are not based on addressing human needs in an equitable or

sustainable manner” (SC, 2003:164).

Ifølge The Journal of African Economies (2004) kan den lille økonomiske vækst i Kenya direkte

forklares med det politiske systems manglende gennemsigtighed og demokratisering samt den

herskende elites koalitionssamlinger for at blive ved magten: ”To obtain loyal followers the public

sector is over-manned. Dishonesty and rule-bending are allowed to develop within an

administrative culture where politicians and top bureaucrats acquire private businesses and

landholdings. Thus politics become coupled with corruption and particularistic business interests”

(Journal of African Economies 2004).

6.2.2 Korruption og ulige ret til land

Én af de største barrierer for en bæredygtig udvikling af Kenyas urbane og rurale områder er det

politiske systems organisering af retten til land samt den konkrete administration af landrettigheder.

Administrative og økonomiske formaliteter gør det tæt på umuligt for størstedelen af den kenyanske

befolkning, at få adgang til land og Kenyas landejere er ofte den rige og magtfulde elite, der mere

77

eller mindre lovligt har købt sig adgang til disse værdifulde aktiver.

Vigtigheden af en mere lige og retfærdig adgang til landmarkedet blev allerede fastslået i The

Istanbul Declaration on human settlements fra UN-HABITATS konference i Istanbul, 1996, der

blev underskrevet af samtlige FN medlemmer. § 9 i deklarationen erklærer: “We shall work to

expand the supply of affordable housing by enabling markets to perform efficiently and in a socially

and environmentally responsible manner, enhancing access to land and credit and assisting those

who are unable to participate in housing markets” (SAC, 2010:vi).

Baggrunden for den nuværende situation skal findes i den koloniale arv, hvor den hvide elite indtil

uafhængigheden ejede al jorden. Da kolonisterne forlod landet blev det en kamp om, hvem der

hurtigst kunne få fat på mest land og betale sig fra at beholde det. I mange udviklingslande med en

ustabil politisk og økonomisk situation ses denne tendens til, at jord bliver det mest attraktive aktiv,

idet, at der var større udbytte og sikkerhed ved at investere i konkret land og ejendom frem for

opsparing. Kenya har desuden en historisk tradition for, at land gives væk i bytte for politisk

loyalitet og har igennem tiden set flere sammenstød mellem etniske grupper i kampen om land

(COHRE, 2006:37).

Værdien på land og de økonomiske og administrative reguleringer på området gør det stort set

umuligt for de fattige at agere på denne arena. En øget tilgængelighed til landmarkedet og

gennemskuelige procedurer, der også er til at betale for de fattige, vil have stor effekt på

boligmarkedet og for muligheden for at opgradere de nuværende slumbeboeres boligforhold.

Løsningsorienterede indsatser som denne vil blive diskuteret afslutningsvis i dette kapitel.

Rapporten udgivet af COHRE peger desuden på, at den stigende politisering af landmarkedet fra

1990’erne og frem har resulteret i en omfattende stigning af udsættelser af slumbeboere, der foregår

ved nedrivninger af huse eller slumområder. De fattige står tilbage med det uformelle marked, som

deres eneste mulighed. I dag finder den overvældende majoritet af Afrikas urbane land transaktioner

sted på det uformelle marked og 54,8 % af den samlede befolkning i Kenya bor under slumlignende

forhold (World Urbanization Prospects, The 2007 Revision, United Nations). I UN-HABITAT

rapporten ’Challenge of slum’ understreges vigtigheden af vidtrækkende ændringer på dette område

og nødvendigheden af at regeringerne omformulerer og indføre nye policies for at skabe en mere

lige adgang til de urbane landmarkeder:” (..) Governments should seek the most effective entry

points for an overhaul of the often abysmal failures of their formal land administration system, with

their unresponsive institutions, excessive delays, cumbersome land transaction administration and

associated corruption” (CS, 2003:.2).

78

Som citatet ligeledes påpeger, er korruption og magtmisbrug desuden en uadskillige del af disse

problemstillinger omkring landmarkedet. Korruption er et gennemgående fænomen i det kenyanske

samfund, hvilket bl.a. har fået IMF til flere gange at stoppe lån til Kenya grundet manglende

reformer og indsatser på området og som i 2007 placerede Kenya som nr. 156 ud af 180 lande i

’Transparency International’s Corruption Index’ (Det danske udenrigsministerium).

6.2.3 Det strategiske og politiske landmarked

Grundet landmarkedets økonomisk attraktive karakter er der store magt- og interessekampe på spil

og en omfattende tilstedeværelse af korruption. Dette kommer til udtryk ved magtelitens store andel

af Kenyas landareal samt strategiske opkøb af land på områder, der f.eks. er udpeget til

udviklingsprogrammer. Dette kom bl.a. til udtryk ved FNs ’Sustainable Neighborhood Project’

(SNP) i Mavoko. Efter slumopgraderingsprojektet, med FN og den finske regering i spidsen,

udpegede et stykke land og muliggjort at dette kunne købes og anvendes til slumopgradering, blev

området, der skulle bruges pludselig overtaget af private investorer. Tidligere FN projektleder på

SNP, Lucas Bento sagde om processen: “This method worked very well until someone was

disturbing the development. The land appeared to have been taking away by a private entity also

wanting to provide low-income housing” (Bento, UN-HABITAT: bilag 17).

De private investorer ville på papiret anvende landstykket til et andet slumopgraderingsprogram

Kenya Slum Upgrading Programme (KENSUP), der ligeledes er initierede af UN-HABITAT men

med den Kenyanske regering som hovedsamarbejdspartner. Landstykket blev opkøbt og blev

delvist anvendt til dette KENSUP projekt, men i stedet for nye huse til slumbeboere blev der bygget

store lejlighedskomplekser til den velhavende middel- og overklasse (SNP dag, Mavoko: bilag 21).

Eksemplet belyser den store kompleksitet, der præger slumopgraderingsprogrammer og bolig- og

landmarkedet i Kenya. Hvor korruption og magtanvendelse er midler, til at ekskludere hovedparten

af den kenyanske befolkning fra den eksisterende bolig – og landmarked.

Den politiske tilstedeværelse på det kenyanske boligmarkedet er ligeledes eksemplificeres ved

vores caseområde Sophia, hvor landstykket, som slumområdet ligger på, er ejet forskellige

personer, der på en eller anden måde har tilknytning til det politiske system. Mike Davies påpeger,

at dette er en generel tendens i mange udviklingslande, hvor slumområderne på trods af at de ikke

anerkendes og indgår på den officielle politiske dagsorden, er ejet af netop samme politikere, der

har en stor indtjening i udlejningen af primitive boliger i slumområder. Daniel, der indsamlede leje

fra slumbeboerne i Sophia gjorde det også klart hvem det, var der ejede en stor del af området:

”Ndeti a former councillor of the area owns Athi River. He has landgrapped several areas in Athi

River and Mlolongo (…) Generally landgrapping is said to be done by councilors and MPs”

(Daniel, Sophia: bilag 10).

79

Den velhavende elite synes ligeledes at have frit spil på det kenyanske boligmarked, hvor

økonomien frem for politiske hensyn dikterer hvilke boligområder, der bygges og for hvem. Den

spatiale opdeling mellem de rige og fattige tager samme form som kolonitidens racebegrundede

segregering, men er nu økonomisk og politisk begrundet. Således er der ingen problemer når de

velhavende eliter kræver infrastrukturelle eller basale services til deres nybyggerier, mens

slumbeboerne ikke høres i deres krav (Ngau, University of Nairobi, bilag 14).

6.2.4 Politisk og juridisk eksklusion

”The most important factor that limits progress in improving housing and living conditions of low-

income groups of informal settlements and slums is the lack of genuine political will to address the

issue in a fundamentally structured, sustainable and large-scale manner” (CS, 2003: 5)

Politisk ekslusion

De store problemer, der findes i slumområderne bliver ikke hørt af politikerne, der ofte kun

beskæftiger sig med områderne, når de kan hente stemmer. Således italesætter flere af vores

informanter i de tre slumområder, at politikerne ikke er til at stole på og at de kun kommer for at

hente stemmer, men aldrig følger op på, hvad de lover. Generelsekretæren for Amnesty Kenya

forklarer den manglende vilje til at forbedre vilkårene i slumområderne således: ”The political will

is lacking. The politicians only go to the slums for votes, but no one follows up” (Nyang’aya,

Amnesty: bilag 18). Selv den lokale planlægger i Mavoko City Council peger på politikerne som

årsagen til den store tilstedeværelse af slumområder: ”slums the establishment of politicians when

they are trying to get more votes” (Makali, Mavoko Municipality: bilag 20).

Kenyas politiske struktur med en stærk centralisering af magten, få kontrolmekanismer og instanser

til inddragelse af borgerne gør det stort set umuligt for slumbeboerne at holde deres lokale

politikere op på, hvad de har lovet dem. UN-HABITAT peger ligeledes på dette som ét af de

væsentligste indsatsområder, hvis den nuværende situation skal forandres. De skriver i rapporten

Planning Sustainaible Cities fra 2009:

“.. a number of minimum conditions need to be satisfied: a political system that allows and

encourages active citizen participation; a legal basis for local politics and planning that specifies

how the outcomes of participatory processes will influence plan preparation and decision-making;

and mechanisms for socially marginalized groups to have a voice in both representative politics

and participatory planning processes” (PSC, 2009: v).

80

Slumområderne negligeres i en række praksisser, som eksempelvis planlægning af infrastrukturelle

forbedringer, idet de ikke anerkendes og involveres i den aktuelle planlægningspraksis. Politikerne

føler ikke, at de principielt kan anerkende de områder, hvor beboerne bor ulovligt på privat ejet

land, på trods af at dette kun kan findes sted med en officiel tilladelse fra den lokale myndighed.

Denne praksis fik vi udlagt af både interviewpersoner i City Carton samt den lokale Municipal

Planner i Mavoko (Joseph, City Carton: bilag 9 & Makali, Mavoko Municipality: bilag 20). Den

lokale planlægger sagde ligeledes, at de forskellige slumområder ikke optræder på myndighedernes

kort, eftersom disse ikke er juridisk anerkendt. Myndighederne ønsker ikke at give slumbeboerne

for gode vilkår som fx etablering af basale serviceydelser, som ellers burde være et grundvilkår for

alle indbyggere, eftersom de er bange for, at områderne så får for permanent karakter og at the

Municipal Council kan blive sagsøgt af de private landejere. En absurd problemstilling, eftersom

netop den lokale myndighed giver selvsamme slumbeboere tilladelse til at bebo områderne. Den

lokale planlægger siger således: “We do not want them to get to comfortable. There are legal issues

to be taken into consideration; the Municipal council can be sued” (Makali, Mavoko Municipality:

bilag 20).

Denne quasi-lovlige status som tildeles slumbeboerne, fratager dem rettigheden til basale

serviceydelser og gør dem mere udsatte for udnyttelse og overgreb på deres rettigheder. (COHRE,

2003:41) Som italesat af flere af vores interviewpersoner er slumbeboernes liv præget af usikkerhed

og der er en udpræget uvidenhed om egne rettigheder og muligheder. Ifølge Amnesty er netop

uddannelse og oplysning hovedindsatsområder, hvis en bæredygtig udvikling af slumområderne

skal opnås. Der synes at være et stærkt civilsamfund i Kenya, der er under rivende udvikling og vi

mener derfor, at disse organisationer bør påtage sig den formidlende rolle og sprede budskabet om

borgernes rettigheder indtil regeringen og det politiske system får opbygget et sådan gennemsigtigt

og demokratisk system, at de ikke frygter at oplyse deres egne borgere om deres rettigheder. Det

bør dog også være én af regeringens prioriteter at leve op til deres ry, som ét af Østafrikas mest

demokratiske lande.

Ifølge universitetsprofessor Peter Ngau ved Department of Urban Planning and Development ved

Nairobi Universitet overser myndighederne de bagvedliggende årsager, som får de fattige til at slå

sig ned i slumområder: ”They think it is just a case of a few people disobeying the law. They are not

seeing the economic forces behind this, also not seeing the standards they maintain are causing it”

(Ngau, University of Nairobi: bilag 14).

81

Juridisk ekslusion

Juridisk er der ligeledes en række barrierer for anerkendelse af slumbeboernes rettigheder, der som

strukturelle forhindringer skal overkommes inden en reel opgradering af slumbeboernes bolig- og

levevilkår kan realiseres. Slumbeboernes juridiske status er uafklaret, hvilket for beboerne medfører

usikkerhed og for dem, der ønsker at udnytte situationen muliggør fortolkning og bøjning af de

juridiske paragraffer. I den tidligere forfatning var sytten ud af det samlede antal love direkte

fjendtlige og uforsonlige over for uformelle bosættelser indenfor områder som boligsikkerhed,

byggestandarder, adgang til services og mulighed for at udføre økonomisk og kulturelt virke.

Eftersom slumbeboerne derudover passede ind i den lovfæstede kategori ’vagabonder’ blev de udsat

for chikane, rettighedskrænkelse og anholdelser (COHRE, 2003:40).

Som fastlagt med ’The Limitation of Actions Act’ fra 2003 (senest redigeret i 2007), er beboere på

private ejet land juridisk berettiget til at kræve den såkaldte ’adverse possession’(jfr. den danske

juridiske betegnelse at kræve hævd), hvor de kræver besiddelse over jordstykket fra ejeren i så fald

de har beboet jordstykket i 12 sammenhængende år på en sådan måde, at det kan siges at være i

overensstemmelse med, at de er den faktuelle ejer af jordstykket. Denne lov, der potentielt kunne

give slumbeboere adgang til landområder, der reelt ikke anvendes af den faktuelle ejer, træder dog

kun i kraft, hvis sagen bliver bragt for retten og opfyldelsen af dens bestemmelse er svære at bevise.

Grundet de høje omkostninger og den svære tilgængelighed til retssystemet i Kenya er dette ikke en

lov, der ofte bringes i spil. Loven gælder desuden ikke for bosættelser på land, der er ejet af

regeringen, hvor denne hævdvundne ret afvises af staten, der fastholder, at staten fortsat skal have

rettigheden over regeringens land ’in trust of the general public’. (COHRE, 2003:40)

6.2.5 Den nye forfatning

En række civilsamfundsorganisationer har længe arbejdet på at ændre disse bestemmelser for at øge

slumbeboernes juridiske bemyndigelse og muligheder for at forbedre deres egne leveforhold og

adgang til boligmarkedet. I august 2010 trådte Kenyas nye forfatning i kraft, der lover forbedringer

på en række rettighedsområder, men loven er i skrivende stund stadig under implementering og

fremtiden må vise om den reelt lever op til de mange forventninger. Samme skepsis for den nye

forfatning blev også udtryk af flere eksperter i vores interview, blandt andet af generelsekretæren

for Amnesty Kenya, Justus Nyang’aya, der udtrykker det således:” Policies are just policies. Until

they are implemented it is only paper” (Nyang’aya, Amnesty: bilag 18). De eksperter, vi var i

kontakt med fra UN-HABITAT forholdt sig også afventede og ville ikke umiddelbart vurdere

effekterne af den nye forfatning. Projektleder Lukas Bento vurderede, at der ville komme en række

forandringer og tilpasninger og at forfatningens værdi først kunne måles med de faktiske love. Han

82

påpegede samtidigt vigtigheden af, at det juridiske system og den gældende praksis forandres og

gøre tilsvarende den aktuelle situation, hvor der er stadig større ulighed og polarisering i det

kenyanske samfund (Bento, UN-HABITAT: Bilag 17).

6.2.6 Indsatsområder med fokus på fremtidig bæredygtig udvikling

Det politiske system i Kenya er opbygget som et stærkt centraliserede magtapparat, hvor den

decentralisering, der er forsøgt mellem central og lokal administration reelt set er dikteret fra central

hold. Med den nye forfatning, der trådte i kraft i august 2010 er der lagt op til øget decentralisering,

men eftersom skatteindsamling stadig fortsat gennem den centrale administration vil de lokale styre

være pålagt en række begrænsninger. Eksempelvis skal den lokale myndighed som Mavoko

Municipal Council prioritere hvor, der skal anlægges veje og efterfølgende søge The Road

Authorities – en central myndighed for hele Kenya lokaliseret i Nairobi – om dette (Makali,

Mavoko Municipality: bilag 20). Prioriteringen foregår ved en udvælgelse af, hvor der allerede er

eksisterende bebyggelse og synes at være en proces med stort potentiale for interessepåvirkning,

idet visse typer beboelse og visse beboeres behov prioriteres frem for andres.

Denne politiske opbygning ses ofte i en Østafrikansk kontekst og på trods af flere landes forsøg

med decentralisering er dette i realiteten ofte overfladiske ændringer uden real-politisk indhold.

Således i Kenya, hvor decentraliseringen reelt består af administrative og opgavemæssige

udliciteringer, men uden understøttelse af økonomiske og beslutningsmæssige beføjelser. Kenyas

har et fungerende skattesystem med stort potentiale for udvikling af de statsbaserede ydelser som

uddannelse, infrastruktur og sundhedsvæsen, men grundet ineffektivitet, korruption og

embedsmisbrug strander disse visioner ofte hos bistandsyderne, mens magtens elite i Kenya

fortsætter som hidtil. Blandt befolkningen, eksperter og observatører er der en vis forventning og

forhåbning til den nye forfatning, samtidigt med, at det erkendes at et land som Kenya har lang vej

til en bæredygtig udvikling.

Ved vores interview med Zhang Xingquan, leder af UN-HABITATs økonomiske og finansielle

afdeling, påpegede han hvordan en bæredygtig udvikling af Kenya kun kunne ske ved at fokusere

på det strukturelle niveau og at bistandsydere og internationale organisationer skulle lægge pres på

den reelle implementering af den nye forfatning og herunder den decentralisering, som forfatningen

lægger op til. Ifølge Zhang er hovedproblemet for en sådan udvikling politisk vilje og gode

politiske ledere samt viljen til at overgive magt til decentrale lokale enheder. Den nuværende

situation, hvor den lokale administration indsamler skat, mens denne efterfølgende uddeles gennem

den centrale regering gør de lokale enheder alt for svage. De er ude af stand til at administrere deres

83

eget område tilfredsstillende, samt ikke i stand til at stille krav over for den centrale regering.

(Zhang, UN-HABITAT: bilag 16). Dette er også tilfældet med en bæredygtig udvikling og

administration af slumområderne, der ifølge Zhang er symptomer på den nuværende udvikling og

symptomer på byen. Udviklingen skyldes politikernes manglende vilje til at anerkende og handle

over for dette problem, der blandt andet har ført til alt for høje landpriser og en omfattende

landspekulation (Zhang, UN-HABITAT: bilag 16).

6.2.7 Delkonklusion

“Slums are the products of failed policies, bad governance, corruption, inappropriate regulation,

dysfunctional land marked, unresponsive financial systems, and a fundamental lack of politic will.

Each of these failures adds to the load on people already burdened by poverty, and also constrains

the enormous opportunity for human development that urban life offers” (SC, 2003: 164).

Som påpeget i dette afsnit er der en række politiske barrierer, der står i vejen for en bæredygtig

udvikling af slumområderne i Kenya og som samtidigt står i vejen for en bæredygtig udvikling af

det fungerende, men stadig meget unge, demokrati i Kenya. I denne rapport peger vi på tre

hovedbarrierer for en bæredygtig udvikling af slumområderne i Kenya, hvor vi ser de politiske

barrierer for en bæredygtig udvikling som værende rammen for de andre problemstillinger. Vi

mener, at en bæredygtig udvikling af slumområderne i høj grad er et spørgsmål om politikernes

vilje eller uvilje til forandring, idet kun politikerne kan ændre den nuværende politiske og juridiske

opbygning i Kenya og dermed også den reelle praksis, hvormed planlægning og boligpolitik

udføres.

Vi mener, at barriererne indenfor det politiske og juridiske system er: en politisk virkelighed præget

af magtmisbrug og inerti, stor udbredelse af korruption, ulige ret til landmarkedet og en

udemokratisk vægtning af visse gruppers interesser. Politisk og juridisk eksklusion i form af

manglende anerkendelse og bureaukratiske procedurer, der afskærer størstedelen af Kenyas

befolkning fra adgangen til disse systemer samt en historisk opbygning af det statslige apparat med

en stærk centraliseret magt og et skatte- og planlægningsmæssigt system, der ikke svarer overens

med virkeligheden.

For at nedbryde disse barrierer kræver det, at politikerne ændrer adgangen til landmarkederne og at

de strukturelle juridiske barrierer nedlægges og det politiske system indopererer større

gennemsigtighed og et udvidet demokratibegreb med oplysning om rettigheder, anerkendelse af alle

borgere i tråd med FN’s menneskerettighedscharter og inddragelse af borgerne. Selv om dette er

84

omfattende indsatsområder, så er Kenya allerede på vej mod en bæredygtig udvikling med den nye

forfatning, der netop forsøger at sætte større fokus på rettigheder, bekæmpe korruption og opøve

deltagerorienterede praksisser. Den store tilstedeværelse af bistandsorganisationer og især FN kan

positivt influere på denne proces med klare krav og overvågning af den politiske praksis.

Staten bør ligeledes forsøge at sammenarbejde mest muligt med de mange velfungerende

civilsamfundsorganisationer, der kan bidrage til større inddragelse af borgerne samt en demokratisk

forankring, der rækker ud over hovedstaden. Der bør desuden lægges stor vægt på den

decentraliseringsproces, der allerede er i gang, hvor især opbygning af lokale

planlægningskapaciteter og lokal skatteindsamling bør prioriteres. Endelig bør Kenya leve op til sit

ry som ét af Østafrikas mest demokratiske lande og anerkende alle sine borgere og følge FN’s

mennskserettighedserklæring om, at alle har ret til ’adequate housing’.

6.3 Planlægningspraksis i Mavoko

“According to the theory of urbanization – you should first plan service, put infrastructure, build

and then occupy. Here it is happening opposite – people occupy, they build, try to provide services

– and then they plan later. This is the irony of urbanization”

(Ngau, University of Nairobi: Ngau bilag).

6.3.1 Indledning

Dette afsnit fokuserer på den lokale planlægningsmyndighed i Mavoko og analyserer de

planlægningsmæssige barrierer, der findes for en bæredygtig udvikling af de nuværende

slumområder. Planlægningsbegrebet og planlægningskapaciteten i det lokale Mavoko Municipal

Council vil blive gennemgået, og vi vil sammenholde dette med det planlægningsbegreb, vi selv

operer med. Derudover vil vi koble problemstillinger i slumområderne med generelle

problemstillinger i hele Mavoko og endeligt vil vi sammenligne dette med de visioner og planer, der

foreligger for det urbane og peri-urbane område omkring Nairobi i form af visionen Nairobi Metro

2030. Afslutningsvis peger vi på mulige løsningsforslag for slumområderne og for opgradering af

den lokale planlægningskapacitet.

6.3.2. Planlægningsforståelse i Kenya

Under vores besøg i slumområderne kunne vi observerede resultaterne af årtiers utilstrækkelige

planlægning, der har fundet sted sideløbende med en ekspanderende urbanisering. Områderne i

Mavoko var præget af kaotiske tilstande hvad angik infrastruktur, boligforhold og landrettigheder

og mangelfuld planlægning blev udpeget af både slumbeboere og eksperter, som én af de største

85

barrierer for en bæredygtig udvikling af området.

FN rapporterne ’The State of African cities’ og ’Planning Sustainable Cities’ peger netop på den

forældede tilgang til byplanlægning, der er gældende for mange udviklingslande i dag.

Planlægningsmyndighederne har ensidigt koncentreret sig om de fysiske rammer for byerne uden at

inkludere de mennesker, der bor i byen og som har været med til at skabe den. Mange af de

udviklingsplaner, der har været forsøgt implementeret, har været urealistiske og ubæredygtige, med

manglende inddragelse af fattige, der i dag er overrepræsenteret byerne. For at skabe en bæredygtig

udvikling mener vi, at der er behov for en holdningsændring blandt de hovedansvarlige for byernes

udvikling og en sådan helhedsorienteret tilgang kun kan opnås ved, at man for det første inkludere

de fattige og slumbeboerne i planlægningen og at man derudover tilrettelægge planlægningen, så

den tilgodeser alles interesser. Også de mindre velstående og mindre magtfulde befolkningsgrupper.

Endeligt er det også vigtigt, at planlægningen ser byerne og de hastigt voksende peri-urbane

områder som muligheder og derfor er det så essentielt, at planlægningskapaciteten opgraderes, så

planlægningen kan se fremadrettet og aktivt planlægge den hastige vækst og udvikling i et område

som Mavoko. Nødvendigheden af et holdningsskifte fremhæves også i ’State of African Cities,

2010’, hvor der lægges vægt på, at den fremtidige planlægning skal beskæftige sig med mennesker,

og at der grundlæggende skal være en positiv tilgang til urbaniseringsudviklingen. De skriver

således: ’Part of the sustainability challenge in our now predominantly urban world is to focus

more on cities as people-centred concentrations of opportunity, not just problems’ (SAC, 2010: 19).

Kan planlægningen omstruktureres, så der kommer større fokus på de mennesker, der planlægges

for, vil dette potentielt også kunne skabe bedre forhold for de fattige. Det kræver, at de fattige også

medtænkes i planlægningen og en ændring af den nuværende praksis, hvor slumbeboerne ikke

anerkendes eller medtænkes i planlægningspraksissen. Den nuværende planlægning skaber et stadig

større skel mellem de velhavende og de fattige i byerne, der hjulpet på vej af den globale

økonomiske resignation i mange tilfælde har medført en øget marginalisering af fattige og vækst i

den uformelle urbanisering. FN rapporten Planning Sustainable Cities fokuserer netop på, hvad der

skal til for, at der kan skabes mere bæredygtige byer i udviklingslande og her peges der på nogle af

de største udfordringer er: ”(…) increasing socio-spatial challenges, especially social and spatial

inequalities, urban sprawl and unplanned periurbanization” (PSC, 2009: iv).

Fokus skal altså ændres for at skabe en mere bæredygtig udvikling i byerne. Urbanisering skal ses

ses som et positivt fænomen, der kan skabe social og økonomisk vækst. Dette kræver tid, penge og

ikke mindst en reformering af hele måden, at tænke byplanlægning på i udviklingslandende: ”

86

Achieving people-centred, sustainable urban development requires major changes to more

appropriately address the complex circumstances prevailing on the ground” (SAC, 2010: 20). Det

væsentligste er dog, at alle borgere skal behandles ens og have samme rettigheder og muligheder i

nytænkningen af nye planlægningsstrategier (ibid.)

6.3.3 Planlægningsbegreb og praksis i Mavoko

I den nuværende planlægningspraksis i Mavoko anerkendes de udbredte slumområder og de mange

slumbeboere ikke. Som generalsekretæren for Amnesty Kenya forklarer: ’Slums do not exist in the

masterplans for Nairobi – for the government, they do not exist. Nobody makes plans for them’

(Nyang'aya, Amnesty: Nyang'aya bilag). Slumbeboeres rettigheder er minimale og de ender som

taberne af et favoriserende administrativt og juridisk system, hvor deres eneste muligheder er at ty

til det uformelle marked, hvor de ofte ender med alt for høje huslejer og meget usikre vilkår. Som

nævnt i det ovenstående afsnit foregår planlægningen hovedsageligt på de rige magteliters præmis

på trods af, at fattige og slumbeboere udgør en stor majoritet i det Kenyanske samfund. Som én af

vores interviewpersoner fra FN udtaler: ’70% of the people in Nairobi are living in slum conditions

– only occupy 5% of the land. 30% of the people occupy 95% of the land! There has never been

anything for the real poor’ (Onyiro, UN-HABITAT: Onyiro bilag).

Den nuværende eksklusion af slumbeboere bliver også mere og mere relevant i en peri-urban og

planlægningsmæssig kontekst. I vores interviews italesatte flere af slumbeboerne, at de længe havde

følt sig trygge i de slumområder, de nu boede i, men at de så den ekspansive vækst i Mavoko som

en potentielt fremtidig trussel. I kraft af udviklingen vil værdien af den jord, hvor de bor, stige og

der vil komme større fokus og efterspørgsel på at udnytte den jord.

Ét af de områder, der har mærket den eksplosive vækst i Mavoko, er City Carton, som nu er

omgivet af en række nybyggede velhaver-områder. Beboerne i City Carton forklarede os, at de ikke

ville investere i bedre materialer til deres huse, da risikoen for at blive fjernet ville blive større

Forbedringerne af husene ville indikere, at slumbeboerne ønskede en permanent tilværelse på det

sted de boede og ejeren af jorden ville føle det som en provokation. Slumbeboerne i såvel City

Carton som Kwambemba italesatte en udpræget frygt for fremtiden, da de forventer, at den stigende

værdi vil føre til, at ejeren selv bygger på grunden eller sælger den, hvilket vil indebære, at

slumbeboerne bliver smidt væk uden refundering eller anvisning til andre boliger. Heller ikke de

offentlige myndigheder vil her gå ind og hjælpe slumbeboerne, da de er bange for at blive sagsøgt

af de private ejere. Som vi også nævner i afsnittet omkring politiske barrierer, mener vi, at en

fremtidig bæredygtig løsning på slumproblematikkerne indebærer en ændring af disse praksisser og

87

en større ansvarstagen fra regeringens og de administrative myndigheders side. Skal den fremtidige

planlægning leve op til FNs anbefalinger og retningslinier om en inkluderende planlægning, der

fokuserer på mennesker og ser urbanisering som mulighedsskabende frem for problematisk, vil

dette netop være et område, hvor der kan ske en positiv forandring. Såfremt

planlægningsmyndighederne begynder at se mere positivt på slumbeboernes ressourcer og de

mange velfungerende elementer i disse områder, vil de kunne få større udbytte af denne gruppes

erhverv og potentielle skattebidrag. At der ikke gøres noget på dette område hænger i høj grad

sammen med den politiske opbygning i Kenya, begrænsede planlægningsmæssige ressourcer samt

en planlægningsforståelse, der ligger langt fra den forståelse, som vi bærer med os. Tør den

Kenyanske regering satse på sin egen befolkning, vil dette potentielt bidrage til en positiv udvikling

for hele landet.

Vi oplevede, at der var stor forskel på den reelle og formelle praksis i Mavoko kommune, når det

kommer til håndtering og holdning til slumområderne. Dette blev især italesat i de mere uformelle

slumråder, City Carton og Kwambemba og var knapt så påtrængende en problemstilling i Sophia.

Joseph fra City Carton nævnte, at hvis nogen i området ville bygge et hus, f.eks. ved

familieforøgelse, skulle de meddele det til kommunen for at få det godkendt (Joseph, City Carton:

Joseph bilag). Kiotoko fra Kwambemba, der havde bygget en restaurant og huse til udlejning

fortalte, hvordan han havde fået tilladelse af kommunen til at anlægge nye bygninger (Kiotoko,

Kwambemba: Kwambemba bilag). Derudover havde de begge to tæt kontakt til politiske instanser,

der i konflikter fungerede som en slags værger for slumbeboerne.

I en politisk kontekst er denne kontakt mellem beboere og politikere et klart eksempel på, hvordan

den usikre og utrygge situation blandt slumbeboerne, bliver udnyttet som et middel for at få større

tilslutning. Politikernes interesse for slumbeboernes levevilkår, kan påstås at være for egen vinding

skyld og er ikke en del af den overordnet førte politik, der forsat ekskludere slumbeboerne fra det

resterende samfund. I en planlægningsmæssig kontekst er godkendelsen af nye bygninger i Mavoko

kommune en tvetydig anerkendelse af slumbeboernes tilstedeværelse. At slumbeboerne forsat får

tilladelse til at udbygge slumområderne, kan hævdes at være en fremgangsmåde, der kan fjerne

ansvaret fra kommunen om at give slumbeboerne alternativer til bedre levesteder og levevilkår.

Samtidigt er den manglende anerkendelse også et udtryk for, at kommunen ikke er forpligtet, til at

forbedre basale serviceydelser, infrastruktur, skoler osv. i slumområderne. The Mavoko Municipal

Council kan for alvor siges at have et ben i begge lejre.

88

Planlægningsmyndigheden i Mavoko argumenterer for denne praksis, idet forbedringer og inklusion

af slumområder vil gøre slumproblematikken endnu større. Den lokale planlægger siger således:

’Everyone will be squatters if we help them too much – everyone will squat and wait for the

municipal for them to provide new land. If you give them land, they will sell tomorrow’ (Mokali,

Mavoko Municipality: Mokali bilag). Den kommunale planlægger har altså ikke til hensigt at

anerkende slumbeboerne i Mavoko, da risikoen for at folk udnytter de offentlige goder, er for stor.

Vi mener dog, at dette i højere grad illustrerer det forskruede boligmarked og det akutte behov for

boliger. Vi anerkender, at et land som Kenya vil have begrænsede ressourcer til offentligt byggeri,

men mener samtidigt, at der med de mange FN-initierede slumopgraderingsprogrammer er

mulighed for at skabe mere bæredygtige boligområder og at dette i sidste ende vil være en

fordelagtig investering for regeringen. De nuværende slumopgraderingsprogrammer kunne således

også have haft denne effekt, hvis ikke de havde været udført på en sådan måde, at der var utilsigtede

effekter, som eksempelvis Kibera High Rise projektet, hvor beboerne blev flyttet til et andet område

mens deres oprindelige boliger blev opgraderet. Ingen af de flyttede beboere ønskede efterfølgende

at flytte tilbage og nye fattige beboere flyttede ind i de opgraderede boliger. Ligeledes var Pwumani

projektet ikke tilpasset økonomien for de slumbeboere, som man ønskede at opgradere og en række

af slumopgraderingsprojektet har ligeledes været ramt af korruption og magtmisbrug fra det

politiske systems side, hvor der blandt har været tilfælde af landspekulationer og vennetjeneste med

salg af fordelagtige landområder (George Onyiro, UN-HABITAT, bilag George Onyiro). Som

beskrevet i analysen af de politiske barrierer, er der således en række forbudne faktorer, der skal

forbedres, hvis man skal opnå en bæredygtig udvikling af slumområderne. Den politiske, juridiske

og planlægningsmæssige administration og beslutningsmyndigheder er tæt forbudne og kun

slumopgraderingsprogrammer og inventioner, der medtænker denne kontekst vil kunne skabe en

bæredygtig udvikling.

6.3.4 Metro 2030 – visioner for en integreret metropol

Manglende inklusion af slumbeboerne og forsat arrogance fra politikernes side vil højst sandsynligt

føre til eskalerende konflikter mellem slumbeboere og aktører, der hver især gør krav på jorden.

The Ministry of Nairobi Metropolitan Development har med den ambitiøse planstrategi ‘Nairobi

Metro 2030 – A world class Metropolis” (se Metro2030) forsøgt at implementere nye planstrategier

for hele Nairobi regionen. Strategien har til hensigt, at skabe en dynamisk region på tværs af

kommunegrænser. Frie områder skal bevares, og videreudviklingen af regionen skal være

velovervejet og fastsat indenfor for reguleret rammer. Satellitbyer -byer der ligger op til 100 km fra

Nairobi - skal forbindes med motorveje for derved at mindske presset på hovedstaden.

89

Planlægningsstrategien ses af mange som urealistisk, da den ikke har inddraget resten af Kenya,

eller i højere grad ikke har inkluderet regionen i en Østafrikansk kontekst og at de overordnede

rammer har været koncentreret om Nairobi (SAC, 2010: 169). Der er ligeledes udpræget fokus på

de velhavende og på storslåede mobilitetsprojekter, som for det første synes vanskelige at

gennemføre og som for det andet hurtigt vil være uddaterede grundet den eksplosive udvikling, som

i stedet bør være fokus for en sådan plan. Mest afgørende er, at strategien heller ikke er i

overensstemmelse med de udfordringer, som regionen står overfor og mangler løsninger, der kan

være med til at skabe, en bedre bæredygtig udvikling for området.

Metro 2030 – ’creating a worldclass metropolis’

Visionen om Metro 2030 blev lanceret af den Kenyanske regering i 2008 og lægger vægt på Nairobi urbane

område for derved at øge konkurrenceevnen i regional kontekst. Fokus i visioner er primært på udvidelsen

af transportsystemet og tilpasning af det urbane miljø til de omkringliggende industrier for derved at skabe

øget økonomisk vækst.

Formålet med visioner er:

” Metro 2030 will guide future development patterns of the city and its environs. (..) There is an urgent

need for a strategic approach which can guide the city into the changing future. The ultimate goal for the

new approach is to position the city within a competitive global system that is emerging in which the very

best succeed in attracting external investment.”

(Nairobi 2030 vision paper, Government of Kenya, 2008)

Ved vores interview med Lucas Bento, der havde et stort kendskab til Kenya og Nairobi i henhold

til hans uddannelse og funktion hos UN-HABITAT, spurgte han os: ”Have you seen the frontpage?

(…) It’s a joke!” (Bento, UN-HABITAT: Bento bilag). Bento hentydede til, at forsiden manglede

mennesker, indbyggerne var ikke inkluderet i Metro2030 og dermed var rapporten en

falliterklæring. Han understregede at mobilitetsproblematikken kommer til at være det største

problem i fremtiden og det ville ikke være nogen løsning, at bygge flere motorveje eller højhuse. De

fattige vil blive presset længere ud i periferien og selv i dag er prisen for transport så høj, den eneste

mulighed for mange fattige er at gå. Hvis man ikke fastsætter rammerne for indbyggernes spatiale

muligheder i byerne kommer bymobiliteten ikke til at fungere hensigtsmæssig - ikke kun i Nairobi

regionen, men også i mange andre byer (ibid.).

At Metro2030 blot er en illusion om regionens fremtidige udvikling, fik vi også bekræftet af Peter

Ngau, professor hos Department of Urban and Regional Planning ved Nairobi Universitet: ” The

90

Metro plan is not very clearly defined right now (...). It has not been designed. It’s a dream” (Nagu,

University of Nairobi: Ngau bilag). Metro2030 står i stærk kontrast til den udvikling, der allerede er

sket i regionen. En langsigtet og utilstrækkelig strategiplan vil ikke løse de problemer som Nairobi

og dens peri-urbane områder, står med nu og om tyve år.

6.3.5 – Den inkrementelle tilgang som potentiel løsning

Én af slumopgraderingsstrategierne kan eksempelvis gå på at tillade inkrementel opførelse af

bygninger, hvor byggeriet opføres gradvis. Dette kræver dog, at de administrative myndigheder

slækker på deres regulative tilgang til byggeri og boligpolitik. Universitetsprofessor ved DURP

siger om afvisningen af denne løsningsmodel, at det ikke passer ind i de politiske og administrative

myndigheders visioner og forestilinger. Han siger således: ’ They want a modern city – not half a

modern city. They don’t want un-finished structures. Want a world-class city. They are not realistic’

(Ngau, University of Nairobi: Ngau bilag).

Ifølge Peter Ngau er der to årsager til, at slumområderne og den generelle urbanisering flytter fra

den indre by ud i de peri-urbane områder; for det første så er landpriserne i den indre by alt for høj,

det er dyrt at opføre nye bygninger og endeligt er huslejen også meget høj. De fleste lavtlønnede er

derfor nød til at finde alternativer og tager til de periurbane områder fordi både landpriserne og

huslejen er lavere grundet af mange af områderne stadig er landbrugsområder og derudover fordi

opbygningen af huse og virksomheder ikke er kontrolleret på samme måde som i den indre by. Han

siger således: ’ So without planning control, it is cheaper, you are not required to have certain

standards. They can build incrementally; they can start with a very weak structure and upgrade it

as time passing. Here (in the inner city) you cannot do that kind of thing, in the proper city. The

proper city acquires you to do a proper house. It is economic exclusion – and it is a way of

surviving for the poor’ (Peter Ngau, DURP, bilag Peter Ngau)

Vi mener, at den inkrementelle tilgang tilbyder et bæredygtigt alternative til det nuværende bolig-

og landmarked og at det vil være fordelagtigt at medtænke en sådan tilgang i

slumopgraderingsprogrammer. Dette vil både lægge op til en mere bæredygtig og langsigt

udviklingsplan, og det vil være mere realistisk i forhold til de økonomiske midler, som

slumbeboerne besidder. Med den inkrementelle tilgang kan opgradering af områderne eller boliger

finde sted, når der er råd til og kan således fungerer både for en enkelt husstand og for en

opsparingsgruppe under et slumopgraderingsprogram. I Kibera har der været forskellige forsøg med

netop sådanne tilgange, men hvor en gruppe er gået sammen om at opgradere et enkelt medlems

bolig i en såkaldt ’merry-go-round’ ordning. Dette kan dog potentielt være en noget langsommelig

91

proces med potentiale for, at nogle af medlemmerne udnytter systemet. Udformes en passende

ordning kan dette være en bæredygtig strategi, hvor de velorganiserede sociale strukturer i

slumområderne kan inkorporeres i løsningsmodellen. I vores tre caseområder eksisterede der en

række forskellige opsparingsgrupper og sociale grupper og det fremhæves ofte, at slumområderne

indeholder mange positive elementer på grund af et tæt sammenhold og en følelse af et

skæbnesforhold. Disse aspekter af slumområderne taler for anvendelsen af et sådan strategi.

Vi mener heller ikke, at dette er en realistisk tilgang, eftersom myndighederne i Nairobi og dets

peri-urbane område er nød til at realisere, hvilken planlægningsmæssig virkelighed, de befinder sig

i, hvor hovedparten af deres indbygger lever i fattigdom og i slumlignende områder med akutte

behov for forbedring af deres levevilkår og bolig- og indkomstforhold. Derfor mener vi, at en

tilgang, der kan skabe bæredygtig udvikling er nød til at medtænke denne kontekst og eksempelvis

som det nyeste FN slumopgraderingsprogram SNP (Sustainable Neighbourhood Programme) også

medtænke indkomststrategier og beskæftigelse. I dette SNP slumopgraderingsprogrammet er en

vigtig hovedingrediens, at slumbeboerne for det første indgår i opsparingsgrupper og at de for det

andet for undervisning i byggeteknik og vedligehold, så de derigennem kan få beskæftigelse i

projektet og efterfølgende anvende deres ekspertise til videre indkomstgenerering.

Sustainaible Neighbourhood Programme (SNP)

Project title: Sustainable Neighbourhood Programme (SNP)

Start date: July 2004 - Completion date: December 2008

Funding: Euro 750.000 from the Government of Finland, USD 120.000 UN-HABITAT

contribution

Partners: Municipal Council of Mavoko, Ministry of Housing, Practical Action, National

Cooperative Housing Union, University of Nairobi, National Environment Management

Authority, Machakos District Cooperative Office, private sector, and Mavoko’s slum

communities

Project description

The SNP is a slum resettlement programme relocating slum dwellers to a piece of land in Athi

River made available by the GoK exchanged in a debt swap with the Government of Finland.

The SNP is a self-help housing project linked to capacity building and income generation

where slum dwellers are to build their own homes.

The main goals of the SNP are to improve local governance and strengthen the capacity and the

role of the informal and the community sectors in developing sustainable neighbourhoods. The

emphasis of the SNP is not primarily on the production of houses, but rather on the

improvement of livelihoods of slum dwellers by training them in self-help and income

92

generation activities such as production of building materials and building components so that

they can take charge of their own development for instance by getting employed as skilled

workers once the SNP has finished.

The sustainable neighbourhood concept refers to mixed housing development that caters for all

income groups within one location where infrastructure and social services are shared. UN-

HABITAT’s role is to test new, innovative approaches to slum upgrading in Kenya through the

SNP pilot, and develop a comprehensive housing package including a %nance component that

will enable slum dwellers to improve their housing and other living conditions.

Main achievements

- Digital Satellite Imagery of the SNP site and part of the Municipal Council of Mavoko

- Draft master and house plans for the SNP site

- A socio-economic profile of Mavoko’s slums

- Community organisation reinforced

- 100 groups registered as self-help groups with the Ministry of Gender, Sports, Culture and

Social Services, which have now registered as cooperatives

- A Mavoko SNP sub-office set up within the Municipal Council of Mavoko with three local

community coordinators working on community mobilization

- A broad-based partnership of the main stakeholders

(UN-HABITAT, 2008: Kensup strategy document)

6.3.6 Planlægningskapacitet i Mavoko

Vores besøg i Mavoko gjorde det klart, at det organisatoriske apparat i kommunen har meget svært

ved at følge med den hastige udvikling. Derudover er de planlægningsmæssige indsatser primært

bagudrettet i stedet for at være fremadrettet, hvormed planlægningsmyndigheden konstant er ude af

tempo med den virkelighed, som den forsøger at planlægger. Dette svarer overens med UN-

HABITATS vurdering af den generelle status af de peri-urbane områder i Østafrika. De påpeger

den manglende planlægningskapacitet i deres rapport State of the African Cities fra 2010, hvor de

skriver ; ‘The newer peripheral areas are typically controlled by adjacent local authorities and

often classified as rural districts or customary land .This situation points to differences in

institutional capacities, human and financial resources constraints, service levels and even political

allegiances and orientations across administrative boundaries, that make it difficult on those living

in ever-expanding urban fringes to claim better conditions or services’ (SAC, 2010: 20).

Den manglende anerkendelse og inddragelse af slumområderne i planlægningen så vi også tydeligt i

Mavoko. Den kommunale planlægger, Samuel Mokali, anså slumbeboerne som et ubetydeligt

93

problem, der ikke behøvedes at blive inddraget i udviklings- og serviceplaner for området. På

spørgsmål om, hvordan myndighederne planlægger for slumområderne, sagde han således: ”The

slum people are not a part of the plans – because they do not own the land, where they live – how

can I then put them in the plans?” (Mokali, Mavoko Municipality: Mokali bilag). Han mente

endvidere, at slumbeboerne var selvforskyldte i den situation, de havde sat sig i og at de udmærket

var bevidste om, at den jord de besad, ikke var deres. Hans positive italesættelse af slumområderne

gik så vidt som at sige, at beboerne var afhængige af området, hvor med han hentydede til, at

beboerne selv helst foretrak at bo i disse områder; ’Slum life is addictive – there is everything within

ten feet’ (ibid.).

Den lokale planlægningsmyndighed ønsker ikke at anerkende slumområderne eller investere i disse

områder, da dette ifølge myndighederne vil opmuntre folk til at blive boende eller få flere

mennesker til at bosætte sig i områder karakteriseret som slum. Den lokale planlægger opfattede

ikke slumområderne, som en del af det større område og kunne på ingen måde forestille sig, at de

kunne bidrage positivt til området. Ifølge ham har den lokale planlægningsmyndighed ikke

tilstrækkelige ressourcer eller kapacitet til at oprette offentlige boliger og derfor har boligområder

finansieret af private entreprenører første prioritet. (Mokali, Mavoko Municipality: Mokali bilag).

Dette ser vi som både ansvarsforflyttelse og som manglende fokus på bæredygtige og inkluderende

løsninger. Gøres problemerne til slumbeboernes behøver de administrative myndigheder ikke at

tage sig af problemerne, hvilket er svært for slumbeboerne at protesterer mod eftersom deres

adgang og stemme i det politiske system er meget begrænset. Strukturelle og økonomiske barrierer

umuliggør stort set almindelig slumbeboeres adgang til det juridiske og politiske system og

eventuelle interessevaretagelser foregår ofte ved, at en lokal MP ønsker at føre deres sag. En

potentiel løsningsmodel, der medtænker både slumbeboernes rettigheder og de lokale myndigheders

begrænsede ressourcer og ikke-inkluderende planlægningsbegreb, kan eksempelvis gennem

donorfinancierede slumopgraderingsprogrammer vise, hvordan inkluderende planlægning kan

foregå og kan endvidere stille krav til den lokale myndighed om overholdelse af visse standarder og

rettigheder, såfremt de ønsker at de pågældende opgraderingsprogrammer skal foregå i deres

område.

Alternativt kan bistandsydelser til andre områder som eksempelvis uddannelse og infrastruktur

medtænke boligpolitik og ligeledes stille krav til de lokale myndigheder om inddragelse af

slumområderne i den lokale planlægning. Endeligt mener vi, at de velfungerende

civilsamfundsorganisationer fortsat skal stille store krav til en forbedring af det politiske og

94

administrative system, og at der generelt skal ske forbedringer med hensyn til gennemsigtighed og

inddragelse.

Rettighedsbaserede organisationer som Amnesty Kenya, Pamoja Trust, Hakijamii er r kommet langt

i deres kamp for bedre rettigheder for slumbeboerne i Nairobi. Nu må disse organisationer tage

kampen videre til de periurbane områder, så der også her kan lægges pres på de lokale myndigheder

for forandring. Vi håber, at den nye forfatning vil bidrage til en positiv udvikling og at

internationale organisationer ligeledes vil påtage sig deres ansvar og eksempelvis være behjælpelige

i processen med bedre planlægningsmæssig uddannelse og opgradering af infrastruktur.

6.3.7 Den nye forfatnings indflydelse på planlægningskapaciteten

Da vi befandt os i Nairobi var den kenyanske regeringen ved at implementere en ny forfatning, der

formelt trådte i kraft i august 2010. Eftersom den nye forfatning fortsat mangler at blive fuldt

implementeret, er der stor usikkerhed om, forfatningens reelle udformninger og konsekvenser for

Kenyas fremtidige udvikling. Dog har den nye forfatning bl.a. til hensigt at øge

planlægningsbemyndigelsen i de lokale administrative enheder, for derigennem at skabe øget

decentralisering. Forfatningen vil sprede magtbeføjelserne og flytte offentlige institutioner ud i

mindre byer, der i dag var et centralt anliggende og de nye amter ville få status som: ”Small new

Kenyas” (Nyang'aya, Amnesty: Nyang'aya bilag). Tendensen er dog, at selvom kommunerne

allerede har fået mere ansvar, forbliver pengene centralt, hvilket vi fik bekræftet af den kommunale

planlægger i Mavoko: ” Local authority is autonomous, but we don’t have the finances. It is very

expensive to make planning – for example underground closed sewage systems and electricity”

(Mokali, Mavoko municipality, Mokali bilag). Når kommunen endelig modtog penge fra

centraladministrationen var pengene som regel øremærket til bestemte formål: ” Transfer of funds is

only for very specific projects. For example roads, nursery schools etc.” (ibid.)

Vi håber således, at den nye forfatning vil skabe øget decentralisering og at dette vil medføre til en

opgradering og udbygning af den lokale administration og planlægningskapacitet.

6.3.8 Løsninger for en bæredygtig planlægning i Mavoko

I rapporten ’Planning Sustaniable Cities’ understreges det, at byplanlægning kan være med til at

skabe en mere bæredygtig udvikling; miljømæssigt, økonomisk, og socialt i byer hvor

urbaniseringen er kraftigt stigende (PSC, 2009: 6). Problemet er som tidligere nævnt, at det

95

administrative system i mange udviklingslande ikke er gearet til at varetage konsekvenserne af en

massiv tilflytning til byerne. Eller i højere grad, at den offentlige planlægningsmyndighed, som i

Mavoko, ikke anerkender omfanget af de problemstillinger, der er forbundet med uformelle

slumområder. Forsat eksklusion af slumbeboere vil føre til øget fattigdom, blandt størstedelen af

befolkningen i udviklingslande, derfor skal byplanlægning være et redskab, der kan være en

væsentlig faktor i bekæmpelsen af fattigdom og skal samtænkes med udviklingen af et bæredygtigt

og inkluderende bymiljø: ”The twin problems of urban poverty and the proliferation of slums

should be at the top of the planning agenda in many developing countries. Urban planning should

strive to reduce poverty through pro-poor programmes that emphasize equity, participation and

social justice (PSC, 2009: 13).

Vi oplevede, at mange af de slumbeboere vi talte med, var engageret i forskellige netværksbaseret

grupper. Vi opfattede at netværkene havde et stærkt sammenhold og at beboere på tværs af

slumområder var gået sammen for, at finde et bedre alternativ til det område, de i dag levede i.

Mangel på anerkendelse og accept fra myndighedernes side havde i visse tilfælde bremset

gruppernes forsatte forløb. Korruption og favorisering af den velhavende del af befolkning fra

myndighedernes side, var med til at fjerne tiltroen til det administrative system og politikerne blandt

slumbeboerne (jævnfør politikanalysen).

Udover de netværksbaserede grupper, var kendetegnet i områderne også, at der var sociale værdier,

der ikke fandtes andre steder end i slumområderne. Folk forsøgte at hjælpe hinanden, så godt som

de nu kunne, kriminaliteten var lav og i enkelte tilfælde var der et socialt sikkerhedsnet (jævnfør

sociale dimensioner). Alle disse særegne sociale egenskaber, forbundet med slumområderne burde

være redskaber, der kunne skabe en dialog og inklusion af slumbeboere. Samtidigt ville det være

forventet, at slumbeboerne ønsker en deltagende planlægningsproces imellem dem og den offentlige

planlægningsmyndighed, der kan være med til at skabe bedre levevilkår i slumområderne. Dog

kræves der en holdningsændring fra planlægningsmyndighedernes og politikernes side for at kunne

håndtere slumproblematikken: 1) Recognizing the positive role played by urban informal

development, 2) Adopting revisions to policies, laws and regulations to facilitate informal-sector

operations, 3) Strengthening the legitimacy of planning and regulatory systems (PSC, 2009: V).

Ingen af de tre punkter er i dag gældende for tilstanden i Kenya. Derfor er det også iøjnefaldende at

mange af de netværksbaserede opsparingsgrupper aldrig realiseres til fulde, da det er langsigtet

programmer, der møder modstand fra myndighedernes side, i stedet for at være en håndsrækning til

at fælles skabe en bedre udvikling i slumområderne. Den nye forfatning vil måske skabe ændringer

og forbedringer, men indtil at man har set de første resultater af implementeringen er det svært, at se

96

løsninger for den planlægningsmæssige udvikling i Kenya.

Urationelle planlægningsstrategier som Nairobi Metro 2030 løser ikke den påtrængende

nødvendighed, for en bedre planlægningsmæssig bæredygtighed i Mavoko. Mavoko der er udset

som et af vigtigste områder for Nairobis ekspansion og forsatte udvikling, har i dag en lang række

problemstillinger, der først skal løses før man kan skabe en bæredygtig region. Nairobi Metro 2030

er blevet stærkt kritiseret for ikke at inddrage de mennesker, der bor i regionen. Dette er også

gældende for Mavoko. Hovedparten af indbyggerne i Mavoko er fattige slumbeboere, der ikke er

blevet inkluderet i de hidtidige planprocesser. Inklusionen af slumbeboerne kan være med til at

skabe bæredygtige alternativer til slumområder. Slumområderne medfører dårlige levevilkår for

beboerne, skaber yderligere eksklusion fra det omkringliggende samfund, udgør ofte sundhedsricisi

og medfører omfattende miljøbelastning. Såfremt de lokale myndigheder sørger for basale

serviceydelser, tillader slumbeboerne at oprette huse, der er af en sådan karakter, at de ikke udgør

sundhedsskadelige ricisi (eksempelvis elektricitet og semi-permanente byggematerialer) og sørger

for affaldshåndtering vil dette være med til at mindske forureningen af den jord slumbeboerne bor

på og vil skabe langt bedre forhold for slumbeboerne.

6.3.9 Udvikling af planlægningsmæssige policy tiltag

Som beskrevet i afsnittet ’Boligpolitik og slum’, så har tilgangen til slumområder været præget af

forskellige paradigmer. Den første erfaring med slumområder var i USA og Europa i slutningen af

det 19århundrede, hvilket efterfølgende inspirerede udviklingslande til at implementere samme

planlægningsmæssige tiltag og løsningsmodeller i deres forsøg på at håndtere de hurtigt voksende

slumområder i de ekspanderende urbane miljøer. Løbende er denne planlægningsmæssige praksis

blevet influeret af forskellige tendenser indenfor håndtering af fattigdom, boligpolitik og

urbanisering, hvor især strukturtilpasningsprogrammer indført af IMF og Verdensbanken har sat

sine tydelige spor. Den nuværende planlægningsmæssige praksis og policies indenfor boligpolitik

og planlægning skal således forstås i lyset af disse udviklingstendenser. (CS, 2003:123)

I dag er den dominerende ’best practice’ blandt internationale multilaterale og bilaterale

institutioner deltagerorienteret slumopgradering med udgangspunkt i en holistisk tilgang til

områdeforbedring, hvor sundhed, uddannelse, bolig, levebrød og køn medtænkes. I denne rapport er

det ligeledes den tilgang, som vi anbefaler som mest hensigtsmæssig i udviklingen af bæredygtige

slumområder. Vores analyser af de tre caseområder i Mavoko har vist, hvor forskellige de sociale

og spatiale strukturer er i forskellige områder og at det er nødvendigt at medtænke de forskellige

udfordringer og barrierer for en bæredygtig udvikling, hvis slumopgraderingsprogrammer skal være

97

succesfulde. Som påpeget i den ovenstående gennemgang af den planlægningsmæssige praksis og

kapacitet i Mavoko er der stadig langt til, at den lokale planlægningsmyndighed kan anlægge denne

tilgang. Det planlægningsbegreb, der anvendes af de lokale myndigheder i Mavoko, divergerer

meget fra det inkluderende planlægningsbegreb, der ligger til grund for den deltagerorienterede

slumopgraderingstilgang og kan ses som et resultat af den nuværende samfundsopbygning og

politiske og administrative praksis i Kenya, hvor den store fattige del af befolkningen ikke har

samme rettigheder og mulighed for at blive hørt som de velhavende eliter.

Nedenstående figur viser en opsummering af anbefalinger fra FN rapporten ’The challenge of

slums’ (2003) og anbefalinger fra denne rapport til det nationale politiske ninveau, de lokale

administrative og planlægningsmæssige myndigheder i Mavoko. Disse anbefalinger rækker

ligeledes ud til det nationale niveau og kan anvendes i andre områder, såfremt de lokale

omstændigheder og kontekst medtænkes.

Figur 6.3 – oversigt over positive og negative policy indsatser Positive policy indsatser Negative policy indsatser

Implementering af effektive urbane governance systemer Antagelse af, at slum områderne vil forsvinde automatisk

med økonomisk vækst og policy indsatser udelukkende

mod stimulering af økonomien

Etablering af mulighedsskabende institutionelle rammer,

der involverer alle partner og inkluderer de fattige

Manglende inddragelse af de lokale myndigheder,

landejere og slumområdernes lokale ledere

Implementering og monitorering af pro-fattige

udviklingsstrategier

Adskillelse af indsatser for slum opgradering og

planlægning af investeringer og planlægning af de urbane

områder

Støtte til initiativer i slumområderne med særlig fokus på

beboer-initieret projekter og involvering af kvinder

Ignorering af specifikke behov blandt kvinder og udsatte

grupper

Sikring af boligsikkerhed, konsolidering af

besiddelsesrettigheder og formel regulering af de

uformelle bosættelser

Fortsat tvungne udsættelser, der ikke overholder de

lovmæssige reguleringer og retningslinier på området

Involvering af slumområdernes lejere, udlejere og ejere af

grunden i diskussion af bæredygtige løsninger, der

fremmer det fælles bedste

Diskriminering af lejestrukturer og promovering af en

enkelt leje mulighed

Implementering af en inkrementel tilgang til

slumopgradering

Urealistiske standarder og reguleringer med negative

effekter for de fattigste

Samarbejde mellem lokale myndigheder og donorer i

finansieringen af opgraderingsprojekter, inklusivt

bindende krav til overholdelse af rettigheder og

proceskrav

Afhængighed af subsidier fra regeringen eller fuld

dækning af omkostninger fra slumbeboerne. Aktive

indsatser for en øget decentralisering.

Sammenkædning af slumopgradering med indkomst

generende aktiviteter og udvikling af den lokale økonomi

Investeringer af offentlige ressourcer i storslåede sociale

housing schemes, medmindre disse er tilpassede de

98

akutelle behov og også medtænker de fattigste

Aktiv støtte til udvikling af nye urbane områder ved

fremadrettet planlægning samt ved at udstede

landområder og udvikle infrastrukturen

Opfattelse af slum opgradering som udelukkende et

socialt problem

Udelukkende forhandle og designe reallokeringsplaner,

når dette er absolut nødvendigt. Processen og planerne

skal følge de lovmæssige retningslinier og inddragelse af

de ramte beboer.

Tilvejebringelsen af infrastruktur og services, der ikke er

til at betale for de fattigste

6.3.10 Delkonklusion

På baggrund af vores analyse kan vi konkludere, at der findes en række planlægningsmæssige

barrierer for en bæredygtig udvikling i slumområderne i Mavoko. Dette er blandt andet den

planlægningsmæssige kapacitet og praksis, der anvender et planlægningsbegreb, der divergerer

meget fra vores planlægningsforståelse og fra den nuværende ’best practice’ om deltagerorienterede

planlægningsprocesser. En række administrative og juridiske praksisser fordrer denne

planlægningspraksisser, som eksempelvis et svært tilgængeligt system og slumområdernes quasi-

legale status, og der er således behov for en vidtrækkende omstrukturering af den nuværende

planlægningsmæssige myndighed i Mavoko.

Vi anerkender, at den nuværende planlægningsmyndighed er fanget i en omfattende

interessekonflikt mellem landejerne og slumbeboerne, men mener at der med respekt for den private

ejendomsret stadig er muligt at operere med et mere bæredygtigt planlægningsbegreb, der samtidigt

medtænker den planlægningsmæssige kontekst i et land som Nairobi. Dette vil kræve en

omstrukturering af det politiske system, som nævnt i analysen af de politiske barrierer, hvor især

større tilgængelighed og gennemsigtighed samt udvidet decentralisering og bekæmpelse af

korruption bør have høj prioritet. Vi håber, at den nye forfatning vil bidrage med en sådan positiv

udvikling, og at de internationale donorer og samarbejdspartnere desuden vil påtage sig deres

ansvar ved at vise vejen mod en mere bæredygtig udvikling. FN’s slumopgraderingsprogrammer,

der udføres i samarbejde med den Kenyanske regering og de lokale myndigheder, er allerede et godt

skridt på vejen, såfremt der stilles krav om regulering og rettigheder til de lokale og de centrale

myndigheder. Disse projekter har også udviklet sig gennem årerne og skal for at være succesfulde

medtænke en række sociale og strukturelle faktorer samt den lokale kontekst i udformningen og

udførelsen af programmerne.

99

Der er ligeledes behov for en opgradering af den nuværende planlægningskapacitet primært i form

af en omstrukturering af det nuværende skattesystem og en opgradering af den

planlægningsmæssige uddannelse. Vi mener, at den lokale planlægningsmyndighed kan forbedres

på en række området, hvilket vi i analysen har opstillet som en kort oversigt over mulige

indsatsområder, der er realistiske indenfor den givne kontekst. Disse indsatser kan gøre den

nuværende planlægningspraksis mere inkluderende og deltagerorienteret og vil på langt sigt bidrage

til at skabe en bæredygtig udvikling i slumområderne.

Planlægning spiller således en væsentlig rolle i løsningen af de problemstillinger, der er relateret til

slumområderne og opgraderingen af den nuværende planlægningspraksis og – kapacitet bør være et

af de vigtigste indsatsområder i arbejdet med at skave bæredygtige slumområder.

100

6.4 Opsummering på analyseresultater

I de ovenstående analyseafsnit har vi forsøgt at undersøge og afdække problemstillingen omkring,

hvordan planlægning kan bidrage til en bæredygtig udvikling i slumområderne i Mavoko. Vi har

karakteriseret og konceptualiceret de tre forskellige caseområder ved hjælp af en spatial og social

analyse og derefter har vi undersøgt, det vi mener, er de tre væsentligste barrierer for en bæredygtig

udvikling; 1) boligsikkerhed og boligmarkedet, 2) det politiske system og 3) de

planlægningsmæssige myndigheder og praksisser.

I den første del af analysen så vi på de spatiale og sociale dimensioner af vores tre caseområder;

City Carton, Kwambemba og Sophia. De tre områder kan ses som forskellige ideal-typer af

slumområder med forskellige strukturer, grader af konsolidering, adgang til basale serviceydelser

samt størrelser og beliggenhed i forhold til den nærliggende hovedstad Nairobi og det hurtigt

voksende økonomiske knudepunkt, Mlolongo.

På baggrund af vores spatiale og sociale analyse kan vi konkludere, at det ældste af vores tre

områder er det mindst konsoliderede og det yngste slumområde er klart det der er mest konsolideret.

Det er altså ikke bare et spørgsmål om tid, før der kommer udvikling i de fysiske strukturer i et

slumområde, der er mange andre faktorer på spil. Historikken omkring områdernes tilblivelse har

også stor betydning for, hvordan sociale hierarkier udformes samtidigt med at placeringen spiller en

rolle for indbyggernes levestrategier og relation til det omkringliggende samfund. Placeringen af

områderne havde ligeledes indflydelse på områdernes udformning, hvor Kwambemba havde et godt

samarbejde med både myndigheder og de omkringliggende private virksomheder, hvorved de kunne

udfolde sig rimeligt frit indenfor den pladsmæssige begrænsning. City Carton befandt sig på langt

mere åbent land, men følte sig mere truede, da de havde private ’gated communities’ for de rige

omkring sig, som de var bange for, ville få dem fjernet, hvis de etablerede for faste strukturer eller

var for synlige.

I den spatiale analyse blev det ligeledes tydeligt, at boligsikkerhed, ejerskabsforhold og relationen

mellem ejer og lejer har afgørende betydning for udviklingsmulighederne i et pågældende område.

Desuden, at især uklare ejerforhold og mangel på boligsikkerhed er én af de væsentligste barrierer

for en bæredygtig udvikling.

I de efterfølgende afsnit uddybede vi de identificerede barrierer for en bæredygtig udvikling i vores

tre caseområder. Barrierer og problemstillinger, der ligeledes kan relateres til andre slumområder,

såfremt at de spatiale og sociale dimensioner for de enkelte områder medtænkes.

101

På baggrund af vores analyser kan vi ligeledes konkludere, at det politiske system er en af de mest

fremtrædende barrierer for en bæredygtig udvikling og en bæredygtig boligpolitik. Gennem vores

interviews med både slumbeboere og eksperter stod det tydeligt frem, hvor stor betydning de

administrative og juridiske systemer har. Især korruption, embedsmisbrug, ureguleret og ulige

adgang til land og et svært tilgængeligt og ugenneskueligt administrativt og politisk system.

Slumområderne anerkendes ikke i det politiske system og har således også svært ved at kæmpe for

deres rettigheder, da de ikke har nogle adgangskanaler til det formelle system og generelt udsættes

for overgreb på deres rettigheder.

Det politiske system sætter ligeledes rammerne for den planlægningsmæssige myndighed, hvis

opbygning og konkrete policies ikke åbner mange muligheder for en bæredygtig udvikling. Således

mener vi, at der er behov for at revurdere den strukturelle opbygning mellem Nairobi og de lokale

administrative enheder med særligt fokus på at opgradere og omstrukturere den lokale

skatteopkrævning. Vi mener ligeledes, at der på baggrund af vores analyser er et presserende behov

for en opgradering af planlægningsuddannelsen i Kenya og at planlægningsmyndigheden indtænkes

i en større politisk og planlægningsmæssig ramme, så dets formål ikke kun skal være at råde bod på

allerede eksisterende fejl, men også at kunne komme med fremtidige planlægningsforslag og

løsninger på en inkluderende planlægning for og med dets indbyggere. Eftersom det

diskriminerende politiske system sætter rammen for den planlægningsmæssige myndighed og dens

arbejde er det ligeledes vigtigt, at der gøres op med denne forskelsbehandling i den konkrete

planlægning. Der bør således være lige adgang for alle Kenyanere til basale services og det bør

være op til det politiske system at komme på en bæredygtig løsning på skismaet mellem

ejendomsrettigheder, uudnyttede landarealer og de mange fattige, der ikke har andre muligheder

end at søge til slumområderne.

I vores analyser har vi lagt vægt på at vurdere, hvilke udviklingsmuligheder der vil være mest

hensigtsmæssig for hvert af vores tre caseområde. Som tidligere omtalt har der i gennem årerne

været en tendens til, at boligpolitikken domineres af det til den tid moderne paradigme indenfor

udviklingsverden og at der har været en række fejlslagne slumopgraderingsprojekter og

byudviklingsforsøg, der ikke har været tilpasset de vigtige sociale og spatiale dimensioner.

Vi mener, at disse dimensioner er nødt til at blive medtænkt, idet der kan være forskellige barrierer

for en bæredygtig udvikling i forskellige områder. En sådan bæredygtig udvikling kræver

programmer og projekter, der er tilpasset omstændighederne, at de indtænker de lokale ressourcer

og at de inddrager de personer, som planlægningen omhandler. I et område som City Carton er det

eksempelvis vigtigt, at de eksisterende ekskluderende sociale strukturer indtænkes, at

102

konsekvenserne for en opgradering er medregnet, så de oprindelige beboere ikke er tvunget til at

flytte på grund af dyrere husleje, som tilfældet er i Sophia, hvor indførelsen af elektricitet medfører

huslejestigninger, som ikke alle har råd til at betale.

Forhåbentligvis vil den nye forfatning muliggøre nogle af disse påpegede udviklingsbehov, så

Mavoko kan blive en by for og med alle dets indbyggere.

103

Kapitel 7: Konklusion og perspektivering

7.1 Konklusion ‘The promise is that again and again, from the garbage, the scattered feather, the ashes and broken

bodies, something new and beautiful may be born’ (John Berger)

7.1.1 Indledning

Det peri-urbane område Mavoko står over for en række udfordringer. Et voksende pres på Nairobi

intensiverer de allerede eksisterende planlægningsmæssige problemer, der bl.a. omfatter

begrænsede handlemuligheder for den lokale planlægningsmyndighed på grund af et centraliseret

administrativt system og begrænset kapacitet til at håndtere de nye udfordringer. Udfordringer

skyldes en stigende udflytning af virksomheder og beboere fra Nairobi, nytilflyttere fra

landdistrikterne, samt et øget pres på land. Udviklingen medfører vanskeligere forhold for

slumbeboere, der klemt mellem reguleringer og landrettigheder forsøger at finde fodfæste.

I denne rapport har vi undersøgt forekomsten af slumområder i det peri-urbane område Mavoko

med fokus på mulighederne for at skabe en mere bæredygtig udvikling. Vores analyse baserer sig

på tre caseområder, der alle udtrykker karakteristiske slumproblematikker samtidigt med at de

adskiller sig ved forskellige sociale og spatiale forhold. Vi har ligeledes udforsket eksisterende

slumopgraderingsprogrammer for at få indsigt i, hvilke indsatser der allerede er forsøgt og disses

styrker og svagheder. På baggrund heraf har vi identificeret de barrierer, som er de største

forhindringer for en bæredygtig udvikling.

7.1.2 De væsentligste barrierer for en bæredygtig udvikling

De tre største barrierer for en bæredygtig udvikling af slumområderne, er; det dysfunktionelle

boligmarked, opbygningen af det politiske system og den planlægningsmæssige praksis.

Det dysfunktionelle boligmarked er primært et resultat af, at boligmarkedet ikke kan levere den

mængde boliger, der efterspørges. Dette tvinger størstedelen af de fattige byboere til at søge til det

uformelle marked, hvor de ofte ender i slumområder med ringe eller ingen adgang til basale

serviceydelser, alt for høje huslejer og usikre lejevilkår. Grundet den ulige adgang til land er der

ligeledes en række fattige, der bliver nød til at slå sig ned på offentlig eller privat ejet land som

’squatters’, hvor de enten selv skal sørge for de basale serviceydelser eller skal klare sig med

alternative metoder, som eksempelvis at hente vand fra en nærliggende flod og bruge ’flying

104

toilets’. Beboerne har ofte usikre lejeforhold eller frygter nedrivninger og udsættelse fra deres

boliger. Netop de usikre lejeforhold og de uformelle økonomiske strukturer overses ofte i

slumopgraderingsprogrammer, hvilket kan resultere i utilsigtede konsekvenser som gentrifikation,

salg af de opgraderede boliger eller tab af levestrategier.

Det politiske system opsætter ligeledes en række barrierer for udvikling og forbedring af

slumområderne. Disse barrierer går primært på de strukturelle forhindringer for slumområderne og

kan ses som rammesættende for både boligmarkedet og den planlægningsmæssige praksis. Som

påpeget af flere eksperter, så er de politiske barrierer i høj grad et spørgsmål om manglende vilje til

forandring. Kun politikerne kan ændre den nuværende politiske og juridiske opbygning i Kenya og

dermed også den reelle praksis, hvormed planlægning og boligpolitik udføres.

Barriererne indenfor det politiske og juridiske system er en politisk virkelighed præget af

magtmisbrug og inerti, stor udbredelse af korruption, ulige ret til landmarkedet og en udemokratisk

vægtning af visse gruppers interesser. Der er også udpræget politisk og juridisk eksklusion i form af

manglende anerkendelse og bureaukratiske procedurer, der afskærer størstedelen af Kenyas

befolkning fra adgangen til disse systemer. Endeligt svarer den historiske opbygning af det statslige

apparat med en stærk centraliseret magt og et skatte- og planlægningsmæssigt system ikke overens

med virkeligheden.

De planlægningsmæssige myndigheder og praksisser, der anvender et ikke-inkluderende og ikke-

anerkendende planlægningsbegreb sætter ligeledes begrænsninger for udviklingen. Slumområderne

medtænkes ikke i de lokale planer fordi de lokale myndigheder frygter eventuel retsforfølgning i de

tilfælde, hvor slumbeboerne er ’squatters’ på privat ejet land. En paradoksal problemstilling,

eftersom de lokale myndigheder giver alle ’squatterne’ tilladelser til at opføre deres huse. En række

administrative og juridiske praksisser fordrer denne planlægningspraksisser, som eksempelvis et

svært tilgængeligt system og slumområdernes quasi-legale status.

7.1.3 Hvordan planlægning kan bidrage til en bæredygtig udvikling

Det politiske og juridiske system sætter rammen for den fysiske planlægning samt den

administrative udførelse af polices. En effektiv indsats for at reducere barriererne indenfor disse

områder vil være en omstrukturering af det politiske system, hvor især større tilgængelighed og

gennemsigtighed samt udvidet decentralisering og bekæmpelse af korruption bør have høj prioritet.

Både den nye forfatning og de internationale donorer kan bidrage til en sådan positiv udvikling ved

at vise vejen mod en mere bæredygtig udvikling. FN’s slumopgraderingsprogrammer, der udføres i

105

samarbejde med den Kenyanske regering og de lokale myndigheder, er allerede et godt skridt på

vejen, såfremt der stilles krav om regulering og rettigheder til de lokale og de centrale myndigheder.

I forhold til det dysfunktionelle boligmarked er der tre indsatser, der vil kunne forbedre de

nuværende barrierer. For det første bør man i forhold til boligmarkedet medtænke

markedsmekanismerne og de afledte effekter, som slumopgraderingsindsatser og indblanding i de

eksisterende markedsstrukturer kan medføre. Derefter er det vigtigt, at udarbejde en strategi i

forhold til ’landlords’ og den lavere middel klasse – to grupper, der har store interesser i spil; den

ene grupper i forhold til at bevare den nuværende struktur og den anden i forhold til ugennemtænkte

slumopgraderingsprojekter, hvor de kan overtage de opgraderede boliger. Løsningsstrategier skal

ligeledes medtænke, hvordan strukturejerne og udlejerene kan opfordres til at følge visse standarder

og overholde lejerens rettigheder, for derved at undgå udnyttelse af de allerede dårligt stillede

slumbeboere. Rettighedsperspektivet er ligeledes vigtigt i forhold til at undgå tvangsforflyttelse og

sikre, at slumbeboernes rettigheder overholdes af myndighederne. Endeligt bør et indsatsområde

være større støtte til oprettelsen af opsparingsgrupper, deres adgang til finansielle institutioner og

mulighed for opkøb af land. Dette kan fungere som et alternativ til ’squatting’ og kræver, at

regeringen udstykker land og nedsætter de administrative og økonomiske omkostninger ved

landtransaktioner.

Der er stor forskel mellem den formelle og reelle praksis og det er nødvendigt med en ny tilgang og

et holdningsskifte med større fokus på mennesker og på de positive sider af slumområderne og

urbaniseringen. Det er desuden nødvendigt med en planlægning, der har kapacitet og mod nok til at

tænke fremad og involvere de borgere, som planlægningen omhandler. Indtil videre har

planlægningsmyndighederne ikke anerkendt slumområderne, hvilket har været en enorm

ansvarsflugt fra den Kenyanske regerings side. Inkluderende planlægning, der medtænker de

fattiges behov kan eksempelvis medtænke indkomststrategier i planlægningen, tillade inkrementelle

byggerier og støtte opsparingsgrupper til nemmere adgang til finansielle institutioner og land. Vi

anerkender, at et land som Kenya vil have begrænsede ressourcer til offentligt byggeri, men mener

samtidigt, at der med de mange FN-initierede slumopgraderingsprogrammer er mulighed for at

skabe mere bæredygtige boligområder og at dette i sidste ende vil være en fordelagtig investering

for regeringen.

106

7.2 Perspektivering

Vi har i denne rapport fremsat en række løsningsforslag til bæredygtig udvikling af slumområder.

Vores tilgang og planlægningsmæssige forståelse har hentet inspiration fra teoretikere som Patsy

Healey og Jean Hillie og deres deltagerorienterede planlægningspraksis. Vi har desuden fået øget

indsigt i problemstillingerne omkring slumområder og bæredygtige indsatser i urbane miljøet fra

UN-HABITATs rapporter, herunder ‘Planning Sustainable Cities’ (2009) og ’State of African

Cities’ (2010). Vi har således taget udgangspunkt i et bredt planlægningsbegreb med fokus på

inkluderende og anerkendende planlægning samt en underliggende vision om social retfærdig. I

dette afsnit ser vi på, hvordan regeringer og organisationer håndterer slumproblematikker andre

steder i verden for derigennem at sætte vores egen participatoriske tilgang i relation til andre

tilgange.

Nedenstående figur viser hvilke lande, der har skabt bedre forhold for beboere i verdens

slumområder i løbet af det seneste årti:

Figur 7.2. Lande, som forbedret forholdene for verdens slumbeboere i perioden 2000-2010

Kina er med over 65 millioner det land i verden, der har haft størst succes med at forbedre

forholdene for slumbeboerne. Andelen af Kinas urbane befolkning, der lever i slum faldt fra 37,3 i

2000 til 28,2 i 2010 (World Cities, side 39). En del af succesen skyldes Kinas evne til at skabe

adgang til mere end 20 millioner nye husstandsenheder til en månedlig udgift som slumbeboerne

kan betale. Dette har regeringen muliggjort ved blandt andet at tilbyde særlig gunstig beskatning for

107

private entreprenører, samt medfinansiering i form af billige lån. (Ibid) Det er tydeligt at Kina

hverken har inddraget slumbeboerne i en anerkendende planlægningsproces eller fokuseret på de

behov, der er blevet italesat af slumbeboerne. Der er derimod blevet satset på at producere

overordnede fysiske planer, som tager højde for fremtidig urbanisering og samtidig stimulerer

landets nationale økonomi.

Ved en sammenligning af Kenya og Kina, er det tydeligt at de to lande har meget forskellige

forudsætninger i forhold til at håndtere urbaniseringen. Figuren nedenfor illustrerer to af de største

forskelle, velstandsniveauet og urbaniseringsraten i de to landene, og det ses at Kina er langt rigere

og mere urbaniseret end Kenya. Andre afgørende forskelle kan identificeres inden for henholdsvis

planlægningskultur, politisk system og landenes økonomiske situation.

Figur 7.3. Kenya og Kinas økonomiske vækst og urbaniseringsraten

(World Cities, 2010:6)

Sammenligningen mellem de to lande skal ikke forstås således, at Kenya praktiserer en

inkluderende planlægning, mens Kina gør det modsatte. Planlægningen i Kenya er ikke

participatorisk, men det er den participatoriske ramme, som vi har skrevet os ind i, og dermed

foreslår som vision for en fremtidig planlægning. Én af grundene til at vi fremlægger deltagelse og

bæredygtighedsbegrebet, som en passende ramme for Kenya er, at landet står i en mindre gunstig

økonomisk situation end Kina. De kenyanske planlæggere, og deres afrikanske kolleger, har ikke de

samme midler som de kinesiske planlæggere, og deres planlægning bør reflektere dette økonomiske

108

grundvilkår. Argumentationen går på at der ikke er penge til at finansiere store forkromede planer

eller slumopgradering i større skala. I Kenya er det fortsat slumbeboerne selv, der bygger deres

boliger, og det er denne situation, de afrikanske planlæggere bør tage udgangspunkt i, f.eks. ved at

udvise større fleksibilitet og tillade inkrementelle metoder, hvor beboerne langsom forbedrer deres

bolig over en længere periode. Samtidig er det dog tydeligt at de participatoriske metoder og

værdier endnu ikke praktiseres af kenyanske planlæggere, og i mange tilfælde går på tværs af den

eksisterende planlægningskultur.

Slutteligt vil vi således spørge om metoder og planlægningspraksis fra Kina kan implementeres

succesfuldt i Kenya, og dermed bidrage til forbedrede forhold for slumbeboerne? Eller om én af de

vigtigste elementer i planlægning netop er tilpasning til de lokale forhold og kontekstbaserede

løsningsforslag?

109

8.1 Litteraturliste Bøger Castells, M. l (2000) The Rise of the Network Society, Blackwell Publishers, England Corbridge, Stuart (1995) – Development Studies, Edward Arnold/ Hodder Headline, London Davis, Mike (2006) Planet of slums, Verso, London Giddens, A (1990) The Consequences of Modernity. Cambridge, Polity Press Hirst Graheme & Paul, Thompson (1996 & 1999) Globalization in Question: The International

Economy and the Possibilities of Governance, Blackwell Publishers Ltd. John Degnbol-Martinussen (2002) Globalisering og udvikling, teorier og perspektiver for ulande Kvale, Steinar (1997) InterView, Hans Reitzels Forlag, København, 1. udgave McGrew, A. & Goldblatt, D. & Perraton, J (1999): Global Transformations: Politics, Economics and Culture. Standford University Press. Standford, California.

Rakodi, C (1999): Poverty and Wellbeing in the Peri-urban Interface of Developing Country Cities: A Review

Urry, J. (2003) – Global Complexity and Global Civil Society Rapporter COHRE (2006) Listening to the Poor? Housing Rights in Nairobi, Kenya – COHRE fact finding mission to Nairobi Kenya, Centre on Housing Rights & Evictions (COHRE) CS (2003) The Challenge of Slums: Global Report On Human Settlements, UN-HABITAT MUP (2005) Mavoko Urban Sector Profile, UN-HABITAT PSC (2009) Planning Sustainable Cities: Policy Directions, UN-HABITAT SAC (2008) State of African Cities: A framework for addressing urban challenges in Africa, UN-HABITAT SAC (2010) State of African Cities: Governance, Inequality and Urban Land Markets, UN-HABITAT State of The World’s Cities 2010/2011 (2010) Cities for All: Bridging the Urban Divide, UN-HABITAT

Journaler

Hendriks, Bob (2008) The social and economic impacts of periurban access to land and secure tenure for the poor: the case of Nairobi, Kenya, Amsterdam Institute for Metropolitan and International Development Studies (AMIDS)

110

Huchzermeyer, Marie (2008) Slum Upgrading in Nairobi within the Housing and Basic Services Market A Housing Rights Concern, Journal of Asian and African Studies, University of the Witwatersrand, South Africa

Internet (Det Danske Udenrigsministerium, 2010) http://www.um.dk/da/menu/udenrigspolitik/landefakta/landefaktaafrika/kenya/ (28.12.2010) (IIED, 2010) International Institute for Environment and Development, London - http://pubs.iied.org/pdfs/G01393.pdf / 28-12-2010) ((Journal of African Economies 2004 (Online edition)) 21-12 2010 (Transparency Corruption Index) http://www.transparency.org/policy_research/surveys_indices/cpi Transparency International 16-12 2010 World Urbanization Prospects, The 2007 Revision, United Nations http://jae.oxfordjournals.org/content/13/suppl_2/ii1.full.pdf+html 21-12 2010 (Verdensbanken) http://blogs.worldbank.org/africacan/a-new-constitution-for-kenya 20-12 2010

111

9.1 Liste over bilag Bilag 1 (Kiotoko, Kwambemba) Bilag 2 (Anthony, Sophia) Bilag 3 (Bernhard, Kwambemba) Bilag 4 (Steven, Kwambemba) Bilag 5 (Felista, Sophia) Bilag 6 (Janet, City Carton) Bilag 7 (Wyclef, City Carton) Bilag 8 (Rose, City Carton) Bilag 9 (Joseph, City Carton) Bilag 10 (Daniel, Sophia) Bilag 11 (Chrimzi, Sophia) Bilag 12 (Richard, Pumwani) Bilag 13 (NHC, Pumwani) Bilag 14 (Ngau, University of Nairobi) Bilag 15 (Onyiro, UN-HABITAT) Bilag 16 (Zhang, UN-HABITAT) Bilag 17 (Bento, (UN-HABITAT) Bilag 18 (Nyang'aya, Amnesty) Bilag 20 (Makali, Mavoko Municipality) Bilag 21 (SNP dag, Mavoko) Bilag 22 (Social map, Kwambemba) Bilag 23 (Social map, City Carton) Bilag 24 (Social map, Sophia) Bilag 25 (Feltplan, Nairobi og Mavoko) Bilag 26 (Interviewguides)