BLOG: Det kræver meget mere end held og penge at investere. Du bør derfor altid følge disse fem råd Af Peter Nyborg Moltke, Senior Portfolio Manager Vi kender alle historierne om privatpersoner, der har en sum penge, som de investerer i aktier med hurtigt og klækkeligt afkast til gengæld. Hvis ikke, så kan et utal af disse historier findes ved en simpel Google-søgning. Her kan du også finde tips og hokuspokus-tricks til at investere i aktier med afkast. Men sandheden er selvfølgelig, at det er snyd at lade folk tro, at aktieinvestering er let, når det kræver meget mere end blot held og penge. I mit tilfælde ligger der titusindvis af timer og meget forberedelse i alle mine handler og utallige timer begravet i helårsregnskaber, halvårsregnskaber, kvartalsegnskaber, konkurrentregnskaber, virksomhedsnyheder, meddelelser, forecasts, børsudviklinger og alt andet, jeg kan støve op omkring de danske virksomheder og aktier, som jeg professionelt interesserer mig for. I mere end 30 år har min hverdag set sådan ud, og det har givet mig en erfaring, der gør min beslutningskompetence bedre og min sikkerhed på beslutningen stærkere. Tilsat det historiske perspektiv: for ofte gentager historien sig - også på aktiemarkedet, og jeg har set de fleste scenarier udspille sig mindst én gang. Erfaring kan man ikke læse sig til af indlysende årsager. Men jeg bliver ofte spurgt, hvilke regler jeg følger, når jeg investerer, eller hvad det kræver at blive en solid investor. Her kommer fem råd, du som minimum skal følge, hvis du vil have succes med dine investeringer. 1. Overdrevet interesse for aktier, virksomhederne og regnskaber: Spørg dig selv, om den dybfølte interesse virkelig er der. Uden den vedvarende interesse og nysgerrighed kan du ikke samle den fornødne baggrundsviden, der er nødvendig for at kunne investere succesfuldt. Det er ikke nok, at du bare ”interesserer dig lidt” for aktier. Du skal have en overdrevet interesse. Start med at følge ét selskab, du i forvejen synes er spændende. Når du ved alt om virksomheden, kan du bevæge dig videre.