Når Storken kommer Flyvende En pædagogisk antropologisk undersøgelse af international adoption af større børn i Danmark Skriftligt speciale Kandidatuddannelsen i Pædagogisk antropologi Danmarks Pædagogiske Universitetsskole Århus Universitet Lone Sørensen Studie nr.: 20075868 Vejleder: Sally anderson VINTER 2010 Omfang: 235.198 Omfangskrav: 192.000-240.000
Specialet er en pædagogisk antropologisk undersøgelse af international adoption af større børn i Danmark. Baseret på et antropologisk feltarbejde fokuserer undersøgelsen på den forandringsproces adoptivbarn og -forældre går igennem for at blive familie. Med afsæt i en pædagogisk antropologisk forskningstilgang til et ofte psykologisk behandlet tema, anskues adoptivbarnet som et kulturelt erfarent menneske, der møder livet i Danmark med lokalkulturelle erfaringer om, hvem det er og hvordan det agerer som et rigtigt barn. Undersøgelsen illustrerer, hvordan normative, lokalkulturelle forestillinger, om hvad barnet har med i bagagen (fx tab, savn og omsorgssvigt), påvirker måden hvorpå forældrene forstår, hvem barnet er og tolker barnets adfærd og handlinger. Adoptivforældrene skaber ubevidst et særligt handlerum, som det kulturelt erfarne adoptivbarn skal lære at forstå sig selv i og som har betydning for, hvordan barnet (re)agerer i mødet med (familie- og institutions)livet i Danmark.
Welcome message from author
This document is posted to help you gain knowledge. Please leave a comment to let me know what you think about it! Share it to your friends and learn new things together.
Transcript
Når Storken kommer Flyvende
En pædagogisk antropologisk undersøgelse af
international adoption af større børn i Danmark
Skriftligt speciale
Kandidatuddannelsen i Pædagogisk antropologi
Danmarks Pædagogiske Universitetsskole
Århus Universitet
Lone Sørensen
Studie nr.: 20075868
Vejleder: Sally anderson
VINTER 2010
Omfang: 235.198
Omfangskrav: 192.000-240.000
Når Storken kommer Flyvende
1
Indholdsfortegnelse
1. INTERNATIONAL ADOPTION AF STØRRE BØRN I DANMARK ......................................................... 4
2. FELTARBEJDET – EN REJSE IND I ADOPTIONSVERDENEN ............................................................ 23
2.1. EN REJSE IND I ADOPTIONSVERDENEN ........................................................................................................ 23
2.1.1. Revurdering af undersøgelsesfokus .................................................................................................. 24
2.1.2. En rejse ind i privatlivet .................................................................................................................... 24
2.1.3. Følsomhedens betydning for det empiriske materiale....................................................................... 25
2.2. HJEMME I ET MULTI-SITED FELT ................................................................................................................. 26
2.2.1. Styrker og begrænsninger i en multi-sited felt .................................................................................. 27
2.3. DELTAGEROBSERVATION – FELTARBEJDERENS BLIK PÅ FELTEN ................................................................ 27
2.3.1. En ven af familien ............................................................................................................................. 28
2.3.2. En pinlig tilstedeværelse i skolen ...................................................................................................... 29
2.3.3. På besøg i børnehaven ...................................................................................................................... 29
2.3.5. Styrker og begrænsninger i deltagerobservation som metode .......................................................... 30
2.4. INTERVIEW OG SAMTALE - INFORMANTERNES BLIK PÅ FELTEN .................................................................. 30
2.5. DET ENDELIGE EMPIRISKE MATERIALE ....................................................................................................... 32
2.6. EMPIRI BLIVER TIL ANALYSE ...................................................................................................................... 32
3. AT ADOPTERE ET STØRRE BARN I DANMARK ................................................................................... 34
4. AT FORÆLDRE ET BARN MED BAGAGE ............................................................................................... 50
4.1. BØRN MED BAGAGE .................................................................................................................................... 50
4.1.1. Adoption og bagage .......................................................................................................................... 52
4.2. HVOR KOMMER DU FRA OG HVAD HAR DU MED? ........................................................................................ 53
4.3. MED ”ROD” I EN ANDEN VERDEN ................................................................................................................ 53
4.3.1. De skal være stolte af deres ’rødder’ ................................................................................................ 54
4.3.2. De er danske, men med rødder i et andet land ................................................................................. 55
5.2. BARNET SOM KULTUREL NOVICE ................................................................................................................ 72
5.2.1. No hay hombres en la cocina ............................................................................................................ 73
5.2.2. Er han anderledes? ........................................................................................................................... 74
5.2.3. Fra børneliv til familieliv .................................................................................................................. 74
5.2.4. Han vil hellere være hos naboen! ..................................................................................................... 75
5.2.5. En situeret kulturel læreproces ......................................................................................................... 76
5.2.6. For barnets eller forældrenes skyld .................................................................................................. 77
Vægtningen af, at jo ældre barnet er, jo større problemer vil det få med at tilpasse sig livet i
Danmark, indikerer en forestilling om, at et barns adfærd og personlighed skal tolkes på
baggrund af dets oplevelser i de første leveår, samt en forestilling om at biologisk, kulturel og
psykologisk kontinuitet er bedst for alle. Dette antyder en udviklingspsykologisk forståelse af
barn og barndom, der især tager afsæt i psykoanalytiske og tilknytningsteoretiske perspektiver.
Indenfor udviklingspsykologien, herunder særligt det psykoanalytiske perspektiv, opdeles
barndom i faser eller udviklingsstadier afhængigt af barnets biologiske alder. Barnet skal
igennem disse faser eller stadier for at blive et helt, voksent menneske9, idet alle stadier
antages at have betydning for identitetsdannelsen (Jerlang 2002b; Schultz Larsen 1999).
Holdningen bag de officielle lovgivninger på adoptionsområdet og de dertilhørende dokumenter,
8 Dette står i kontrast til andre samfund, hvor biologiske bånd ikke har determinerende betydning for det enkelte barns
identitetsopbygning. Bodenhorn (2000) illustrerer for eksempel, hvordan Iñupiat folket anskuer barnets identitet og personlighed ud fra en forståelse af at barnet er en reinkarnation af op til flere forfædre. Mere herom senere. 9 Det hele menneske referer til en psykologisk forståelse af mennesket som et biologisk, psykisk, socialt og historisk-
samfundsmæssigt væsen (Jerlang 2002a).
Når Storken kommer Flyvende
13
anskuer altså barnet som ”a human becoming” på vej mod voksendom, frem for ”a human
being”, der har en værdi i sig selv (Qvortrup 2005). Denne anskuelse bekræftes i den forskning,
som dominerer international adoption, hvilket illustreres i det efterfølgende afsnit.
1.4. International adoption - forskningsfeltet
If little anthropological research has so far been directed at adoption, virtually none
has been done on transnational adoption. By contrast, there is a large body of
psychological, or psychologically derived, studies of adoption (…) [and] on the fate
of those adopted transnationally (Howell 2006:49).
International adoption er, ifølge Howell, primært blevet udforsket indenfor psykologien. Denne
forskning har især taget udgangspunkt i kliniske studier, hvor adopterede og forældre har søgt
psykiatrisk eller psykologisk hjælp, og i epidemiologiske studier, hvor adoptivbørn og
adoptivfamilier er blevet sammenholdt med en kontrolgruppe, enten indenlands-adopterede
eller jævnaldrende ikke-adopterede (Dalen & Sætersdal 1999). Derudover er der i de senere år
lavet kvalitative studier med udgangspunkt i interviews med adoptivforældre, samt med unge og
voksne adopterede med henblik på at få indblik i, hvordan de adopterede forholder sig til at
have to sæt forældre og vokse op med forældre i et samfund, som ikke deler deres etnicitet
Jenks og Prout (1998) påpeger for eksempel, at opfattelsen af barndommen som den alt
afgørende periode for, hvorvidt et barn vokser op til at blive et helt, psykisk stabilt, voksent
menneske, er forankret i en særlig kulturel antagelse om barn og barndom, der især eksisterer i
Vesten. Jerome Bruner fremhæver ligeledes at børneopdragelse og opfattelsen af, hvad der er
bedst for et barn i et givent samfund, afhænger af den lokale og kulturspecifikke kontekst,
barnet vokser op i:
Perhaps even more than with most cultural matters, child-rearing practices and
beliefs reflect local conceptions of how the world is and how the child should be
readied for living in it (Bruner 2000:xi).
Et givent samfunds opdragelsespraktikker og opfattelser af børn er, ifølge Bruner, påvirket af
lokalkulturelle udtryk, der afspejler dette samfunds forståelse af, hvordan verden hænger
sammen og hvordan et barn dannes til at leve i den.
Studier indenfor den antropologiske sprogforskning og sociolingvistikken har ligeledes vist, at
børn fra fødslen socialiseres ind i lokale forståelser af, hvordan verden hænger sammen. De
antropologiske sprogforskere Ochs & Schieffelin argumenterer for, at sprogtilegnelse skal
forstås som et sociokulturelt fænomen, da “[c]ultural conditions for communication organize
even the earliest interactions between infants and others” (Ochs & Schieffelin 1984:311). Det er,
ifølge Ochs og Schieffelin, ikke kun sprog, der tilegnes gennem verbal socialisering, men også
lokale værdier og overbevisninger, hvilket betyder, at adfærd skal opfattes som kulturelt
konstrueret og ikke som biologisk prædisponeret (Ochs & Schieffelin 1990). I relation til
international adoption af større børn i Danmark kan man derfor antage, at der er stor
sandsynlighed for, at internationalt adopterede børn og deres adoptivforældre anskuer verden
ud fra divergerende sproglige og sociokulturelle referencerammer, idet deres oplevelser med,
hvordan livet leves og begribes, ikke er erfaret i den samme sproglige, materielle,
sociokulturelle eller temporale kontekst. Både forældre og barn er, når de mødes, på hver deres
måde kulturelt erfarne12 og muligvis socialiseret ind i forskellige forståelser af, hvordan verden
ser ud og hænger sammen.
12 Antropologen Laura Gilliam (2006) påpeger, at der er en forskel i børn og voksnes erfarenhed, idet børns erfaringer ”er bestemt
af børns specifikke position i den generationelle og sociale orden, hvis betydning er konstrueret af forståelsen af, hvad de som børn har brug for, kan klare, skal lære, skal opleve og ikke opleve, har lov til og har godt af”. Dog skal børns erfaringer eller ideer ikke afskrives som umodne eller som udtryk for uvidenhed, men skal, ifølge Christina Toren, forstås som udtryk for, at børn ”live their lives, just as adults do: their ideas are grounded in their experience and thus equally valid” (Toren 1993).
Når Storken kommer Flyvende
21
Studier og viden indenfor børneantropologien og den antropologiske sprogforskning bidrager
til den internationale adoptionsforskning med et fokus på ”barnet som reflekterende individ i
specifikke lokale sammenhænge” (Gulløv 1998:7 - fremhævning kursiveret i original) og
påpeger, at:
børn skal ses i deres sociale og kulturelle sammenhænge, og at man i forskningen
skal inddrage de parametre, der udgrænser og definerer dem som børn og
afstikker rammer, de kan handle i forhold til (Gulløv 1998:7).
Et gennemgående analytisk perspektiv i specialets analyse tager afsæt i de kognitive
antropologer Dorothy Holland og Naomi Quinns (1997) forståelse af kulturelle modeller. Med
afsæt i en forståelse af kultur som delt viden (shared knowledge), forstået som den viden
personer må have for at kunne handle og tolke deres erfaringer på en kulturel behørig måde,
definerer Holland og Quinn kulturelle modeller på følgende måde:
Cultural models are presupposed, taken-for-granted models of the world that are
widely shared (although not necessarily to the exclusion of other, alternative
models) by the members of a society and that play an enormous role in their
understanding of that world and their behavior in it (Holland & Quinn 1997a:3).
Kulturelle modeller skal, ifølge Holland og Quinn forstås som internaliserede kognitive modeller
(skemaer), ”that frame experience, supplying interpretations of that experience and inferences
about it, and goals for action” (Holland & Quinn 1997a:6). Individer, børn som voksne, i et givent
samfund skal derfor opfattes som kulturelle subjekter, der gennem opvæksten socialiseres ind i
en lokalkulturel virkelighed, der præger det enkelte menneskets opfattelse af, hvad der er rigtigt
og forkert, normalt og unormalt i et givent samfund. I relation hertil argumenterer Levine for, at:
the ideas that influence parents in a particular population, and give them a
common sense of what is natural, normal and necessary in reproductive behavior
and child care (….) are examples of cultural models or scripts that have acquired
directive force as personal codes of conduct (LeVine, Dixon et al. 2008:61).
Både LeVine og Holland og Quinn understreger, at de kulturelle modeller, der får styrende kraft
hos et individ, baserer sig på skiftende historiske traditioner og ”the historically dominant models
of time” (Holland & Quinn 1997a:11). Dog påpeger Holland og Quinn, at kulturelle modeller ikke
skal opfattes som ”sole determinants of behavior” (Holland & Quinn 1997a:6).
I specialet anskues kulturelle modeller som kulturelle referencerammer, der har indflydelse
på, men ikke udelukkende er determinerende for, hvordan individer (adoptivforældre og
adoptivbarn) skaber mening og sammenhæng i deres livshandlinger, forstår sig selv som
individer i en given lokalkulturel kontekst.
Når Storken kommer Flyvende
22
1.6. Disponering
I kapitel 2 gør jeg rede for, hvordan det empiriske materiale er blevet til på baggrund af et
antropologisk feltarbejde.
Kapitel 3 tager afsæt i at international adoption af et større barn er en nonnormativ måde at
blive forældre og familie på i Danmark. Jeg undersøger i dette kapitel, hvordan
adoptivforældrene forholder sig til at blive forældre til og danne familie med et barn med
(biologisk) oprindelse og fortid i et andet land end Danmark.
Kapitel 4 tager afsæt i en perspektiverende forståelsesramme og vil belyse, hvordan
forældres forestillinger om hvad et barn (ikke) bringer med sig i bagagen bliver motiverende for
måden, hvorpå forældrene forstår og tolker barnets behov og adfærd. Min ambition er, at
illustrere hvorledes adoptivforældrenes måde at forstå deres barns behov, herunder indholdet i
barnets ”bagage”, grunder i en lokalkulturel opfattelse af barn og barndom.
I kapitel 5 diskuterer jeg, hvordan adoptivforældrenes lokalkulturelle forestillinger om, hvem
det større adoptivbarn er og hvad det har med i bagagen, bliver motiverende for måden hvorpå
forældrene definerer og afgrænser det større adoptivbarns handlerum. Det handlerum, hvor
barnet skal søge at handle og få sit liv til at give mening i mødet med forældrene og livet i
Danmark. Kapitlet vil bidrage med et perspektiv på det større adoptivbarn, som et kulturelt
erfarent menneske, der kan supplere det (folke)psykologiske fokus på det større adoptivbarn.
hvordan et pædagogisk antropologisk perspektiv på international adoption af større børn kan
supplere den eksisterende viden på området og dermed samt bidrage til den danske
adoptionspraksis (og forskning) i forhold til international adoption af større børn.
Når Storken kommer Flyvende
23
2. Feltarbejdet – en rejse ind i adoptionsverdenen
Specialets empiriske afsæt baserer sig på et antropologisk feltarbejde udført i Danmark i efteråret
2008 og foråret 2009. Et feltarbejde kan forstås både, som en metode til indsamling af data, men
også som en analytisk proces, idet analysen, ifølge Warming, ”allerede begynder i det empiriske
arbejde, (…) [hvilket gør] de metodiske valg og refleksioner (…) vigtige” (Warming 2005:164). Jeg
vil i dette kapitel præsentere mit feltarbejde og de kvalitative metoder jeg har anvendt. Jeg vil
løbende påpege de metodiske valgs konsekvenser for det producerede datamateriale, samt
forholde mig til mine egne roller og positioner i felten. Jeg vil ligeledes fremhæve de etiske
implikationer, der er forbundet med at udføre feltarbejde blandt adoptivfamilier. Først præsenteres
de udfordringer jeg har mødt i forhold til at få adgang til felten, da disse i høj grad har været med til
at forme specialets metodiske og analytiske valg.
2.1. En rejse ind i adoptionsverdenen
Antropologen må ind i den verden, der undersøges, og det gøres ved at tage plads i
den; det er ikke alle pladser, der er åbne for antropologen (det er det heller ikke for de
andre i fællesskabet), men en plads må man have (Hastrup 2003:10).
En stor udfordring i mit feltarbejde har i første omgang været at få adgang til adoptivfamilier, der
har adopteret større børn, og herefter at få adgang til deres hverdagsliv. Hverdagslivet og de
daglige rutiner anses som stedet, hvor vigtig antropologisk erfaring og viden opnås (Hastrup 2003).
Det konkrete feltarbejde begyndte i maj 2008, hvor jeg søgte eksisterende forskning på området og
forsøgte at danne mig et billede af, hvordan felten analytisk var blevet undersøgt tidligere.26 I første
omgang afgrænsede jeg feltarbejdet til at omhandle børn, der var adopteret fra Guatemala efter tre
års alderen og lagde vægt på at undersøge, hvilken betydning adoptivbarnets tidlige sociale og
kulturelle opvækst kan tillægges i hverdagen, samt hvilke implikationer opvæksten kan have for
barnets interaktion med sine omgivelser.
Jeg forsøgte, at få flere gatekeepers i spil for at få adgang til adoptivfamilierne (jf. Hammersley
& Atkinson 2007:50). Grundet den privatsfære som man bevæger sig i, når man laver
antropologisk forskning blandt adoptivfamilier, var det svært at få adgang til familiernes liv og
historier. Disse udfordringer gjorde, at jeg stod overfor valget mellem at ændre felt eller revurdere
mit undersøgelsesfokus (jf. Hammersley & Atkinson 2007:29).
26 Baarts argumenterer for, at vidensopbygning starter med ”etnografens indtræden i felten, længe før selve feltarbejdet” (Baarts 2003).
Min forberedelse, i form af begyndende undren og refleksion over fænomenet ‟international adoption af større børn‟, begyndte i så fald allerede tilbage i 2001, da jeg første gang mødte en større gruppe adoptivforældre på Guatemala træf og interessen er forstærket af mit møde med Roman og hans familie efter hans adoption til Danmark.
Når Storken kommer Flyvende
24
2.1.1. Revurdering af undersøgelsesfokus
Jeg valgte at udvide det empiriske objekt til at omhandle alle internationalt adopterede børn,
adopteret efter to års alderen, idet jeg indså at min oprindelige afgrænsning var for snæver.
Antallet af børn formidlet fra Guatemala er meget begrænset, derudover kræver adoption af et
barn over tre års alderen en udvidet godkendelse. Jeg lagde et opdateret indlæg ud på
adoptionsbureauernes og adoptionzones hjemmesider, hvor jeg søgte bredt efter familier, der
havde adopteret større børn og sluttede opslaget af med at skrive: ”Har I lyst til at hjælpe med at
skabe øget viden indenfor adoptionsområdet og høre mere om mit projekt, så kontakt mig på…”.
Jeg havde hermed en forventning om, at adoptivforældrene ønsker mere viden på området.27
Ændringen af det empiriske objekt og det nye opslag, resulterede i flere informationer. Første del
af feltarbejdet tog dermed udgangspunkt i fire familier, hvor jeg udførte deltagerobservation i
hjemmet hos min primære informantfamilie, besøgte og interviewede de øvrige forældre i deres
hjem og fulgte fem af de syv børn i deres dagtilbud, fritidstilbud eller skole.
2.1.2. En rejse ind i privatlivet
De forhindringer, jeg har mødt i forhold til at få adgang til adoptivfamilier med større børn, har givet
indsigt i, at international adoption af større børn, i sig selv, er et følsomt tema at undersøge, da det
berører familiedannelse og børneopdragelse. Jeg vil herunder illustrere, hvordan denne følsomhed
er kommet til udtryk og har haft betydning for specialets empiriske materiale og analytiske fokus.
2.1.2.1. Et følsomt tema
Jeg blev i løbet af den første del af feltarbejdet klar over, at adoptionsprocessen var en stor
omvæltning for både barn og forældre, hvilket disse uddrag fra interviewene med to af
forældreparrene illustrerer:
L28
: Hvordan synes I de første dage efter ankomsten til Danmark forløb?
F: Lidt trykket synes jeg nok, stemningen altså mest fra hans side af. Vi andre
prøvede jo sådan ligesom at få gang i nogle ting. Det var jo også lidt svært, for vi er jo
ikke vant til sådan en lille ny en.
(Far til dreng adopteret fra Etiopien 4½ år gammel)
***
M: Vores ældste søn var jo bare én stor forvirring, han kunne slet ikke rumme noget
som helt. Det kunne vi jo ikke se før halvandet år efter, da vi havde lært ham at kende,
27 Denne forventning bygger på samtaler med adoptivforældre på Guatemala Træf 2001.
28 I empiriske uddrag står L for Lone, M for mor og F for far.
Når Storken kommer Flyvende
25
at det var det, der var i vejen.
(Forældre til to drenge adopteret fra Guatemala 1 og 3 år gamle)
Adoptionsprocessen indebærer for adoptivforældrene, at skulle gå fra at være par til at være
forældre, samtidig med at de skal danne familie med og lære et barn at kende, der kommer med
erfaringer og oplevelser fra et andet kulturelt miljø end det danske. Barnet skal ligeledes vænne sig
til at indgå i en familie med forældrene i et nyt kulturelt miljø. Jeg erfarede dermed, at der kunne
ligge nogle etiske implikationer i, at jeg ønskede, at få indsigt i denne proces.
Jeg havde inden jeg påbegyndte feltarbejdet tænkt, at international adoption kunne være et
følsomt emne, da en del adoptivfamilier gennemgår diverse fertilitetsbehandlinger i forsøget på at
få biologiske børn eller har, som tilfældet for en af familierne i min undersøgelse, oplevet
ubehagelige fødsler, hvor barnet er dødfødt eller døde kort efter fødslen. I mødet med familierne
blev jeg dog opmærksom på, at det ikke var oplevelserne op til adoptionen, som var følsomt, men
derimod at jeg bad om at blive lukket helt ind i familiens privatsfære. Det var til tider
grænseoverskridende for både familierne og for mig, som antropologistuderende i felten. Det
oplevede jeg i forbindelse med deltagerobservation hjemme hos min primære informantfamilie:
Familien og jeg sidder en aften i stuen og ser fjernsyn. Roman beder om at få endnu
et Kinderæg, men bliver afvist, da det er sengetid. Han reagerer ved at blive ophidset
og forsøger blandt andet at bide og slå både mor og far. Det ender med at far forsøger
at få Roman til at falde til ro ved at holde ham siddende på gulvet. Da Roman ikke
falder til ro, ender det med, at mor siger: ”Ej, det skal der ikke være publikum på”.
Hvortil far svarer: ”Nej” og løfter Roman op på skulderen og bærer ham ovenpå, mens
Roman råber: ”Nej, det vil jeg ikke.” Efterfølgende er situationen anspændt og jeg
føler, at jeg må give tilkende, at det ikke er første gang, at jeg har oplevet Roman blive
ophidset på denne måde, idet jeg også havde oplevet det på børnehjemmet.
Episoden illustrerer, hvor tæt jeg kom på privatlivet og hvor intenst det kunne opleves, men den
viser også, hvordan der altid vil være en udefineret grænse mellem adoptivfamiliens ‟virkelige‟
hverdag og hverdagen, hvor jeg er til stede som antropologistuderende.
2.1.3. Følsomhedens betydning for det empiriske materiale
Den følsomhed, som jeg oplevede, i forbindelse med at få adgang til felten og i mødet med de
første familier, betød at en væsentlig strategi i det videre empiriske arbejde blev at sikre, at de
familier, som viste interesse for at deltage, kunne mærke min interesse for deres liv og erfaringer.
Jeg sikrede mig, at de altid havde mulighed for at sige fra, hvis jeg gik for tæt på. Jeg gjorde i mine
indledende telefonsamtaler og e-mails meget ud af at forklare min interesse for felten, herunder
min sociokulturelle indgangsvinkel med fokus på den forandringsproces barn og forældre går
Når Storken kommer Flyvende
26
igennem. Jeg lavede i foråret 2009 et nyt opslag på adoptionsbureauernes og adoptionzones
hjemmesider. Jeg udnyttede her indsigten i feltens følsomhed ved at lægge vægt på, at en række
familier allerede havde bidraget med deres erfaring omkring international adoption af større børn.
Disse opslag resulterede i at endnu syv familier meldte sig til at deltage i anden del af feltarbejdet.
Magten til at styre den empiriske og analytiske retning i specialet har, som herover illustreret,
været afhængig af de muligheder og begrænsninger, jeg har mødt i felten og ikke mindst i
forbindelse med at få adgang til felten. Det er, med Amit‟s ord, i høj grad omstændighederne i
felten, der har defineret ”the method rather than the method defining the circumstance” (Amit
2000:11).
I det følgende diskuteres styrker og begrænsninger i forhold til at lave deltagerobservation,
interviews og spontane samtaler i en såkaldt multi-sited felt.
2.2. Hjemme i et multi-sited felt
I den klassiske forståelse af feltarbejde, som kan føres tilbage til Malinowski‟s ophold på
Trobianderne, gjaldt det for antropologen om at tage ud i verden til et fjernt, eksotisk og
velafgrænset sted, og opholde sig dér i en længere periode, for så at vende hjem igen og
bearbejde datamaterialet (Gupta & Ferguson 1997; Hastrup 2003). Mit feltarbejde adskiller sig fra
denne klassiske forståelse af feltarbejde ved at være udført hjemme, idet det har fundet sted i
Danmark, hvor jeg selv er født og opvokset. I stedet for at drage ud i verden, har de deltagende
familier guidet mig ind i en anden verden, i den forstand at de, som familie, gør op med nogle af de
værdier og traditioner - hverdagsforståelser, som jeg selv er vokset op med, herunder hvordan en
familie konstitueres (jf. Hastrup 2003). Jeg har derfor ikke følt mig hjemme i felten
(adoptionsverdenen), da det, som også Okely (1992) argumenterer for, har fordret en høj grad af
refleksivitet over min egen selvbiografi i forhold til ikke at tage oplevelser og umiddelbare indtryk
for givet. Jeg har bevidst forsøgt at forholde mig til og få be- eller afkræftet mine egne
forforståelser omkring det at være adoptivfamilie og adoptere et barn over 2 års alderen. Jeg
oplevede også at træde ind i et nyt sprogunivers på trods af, at der blev talt dansk, mit modersmål,
i felten. Jeg blev pænt irettesat af en forælder, da jeg spurgte, hvordan hun oplevede at få sin
datter ”tilbudt”, idet den rette term var ”i forslag”, altså var der termer, som var fremmede for mig.
Mine informanter har haft hjemme i hele Danmark. Derfor har mit feltarbejde haft karakter af at
være ”multi-sited”, hvor antropologen netop ”moves out from the single sites and local situations of
conventional ethnographic research designs to examine the circulation of cultural meanings,
objects, and identities in diffuse time-space.” (Marcus 1995:96). Antropolog Ida Winther har kaldt
sit feltstudium af hjemlighed og hvad der gør hjemlighed for en feltvandring: ”Der er tale om en
feltvandring og ikke et feltarbejde, idet jeg netop ikke tager plads og deltager i en konkret lokalitet i
Når Storken kommer Flyvende
27
en længere periode” (Winther 2006:16). Jeg har, som Winther, ikke opholdt mig i en konkret fysisk
felt, men har bevæget mig fra lokalitet til lokalitet (hjem, daginstitution, skole) for at følge de
empiriske objekter – adoptivbarnet og adoptivforældrene.
2.2.1. Styrker og begrænsninger i en multi-sited felt
Hastrup påpeger behovet for en afgrænsning af den empiriske felt, når der tages afsæt i flere
forskellige lokale kontekster og argumenterer for, ”at ‟noget andet‟ end stedet må skabe rimelig
sammenhæng i felten” (Hastrup 2003:14). I kraft af at have været på besøg hos næsten alle
familier i deres hjem, har jeg fået indblik i familiernes forskellighed og er blevet bevidst om, at det,
som skaber sammenhæng i felten, er familiernes kategorisering som adoptivfamilie. Styrken ved
den multi-sited‟ede tilgang har været indsigten i feltens kompleksitet. Jeg har fået indsigt i elleve
forskellige familiers version af og erfaringer med adoptionsprocessen og de udfordringer, der er
forbundet med at være adoptivfamilie og adoptere et større børn. Derudover har jeg også oplevet
en del af adoptivbørnene i deres dagtilbud eller skole og har fået en fornemmelse af
adoptivbarnets forandring og tilpasning til de nye omgivelser over tid, velvidende at børnene er
vokset op under forskellige forhold både før og efter adoptionen. Omvendt har feltarbejdet været
forbundet med en logistisk og tidsmæssig udfordring, som har krævet koordination af transport,
overnatning samt aftaler med interessenter som skoler og daginstitutioner. Analytisk kan det
ligeledes have været en begrænsning, at jeg ikke kunne følge alle familierne over tid, da det kunne
have givet en nuanceret og mindre fragmenteret indsigt familiernes hverdag.
2.3. Deltagerobservation – feltarbejderens blik på felten
Deltagerobservation har været en væsentlig metode i mit feltarbejde, som med Hasse‟s ord har
bidraget med en situeret og selverfaret indsigt i felten (Hasse 2002). Deltagerobservation er en
omdiskuteret metode, idet antropologen på den ene side agerer som deltager og på den anden
side som observatør. Det betyder, at antropologen spiller en aktiv rolle i det empiriske materiale,
der skabes i felten (Hasse 2002). I det kommende vil jeg diskutere nogle af de positioner og roller
jeg har indtaget eller er blevet tildelt i forskellige interaktioner med informanter i felten. Dette gør
jeg for at tydeliggøre, at deltagerobservation adskiller sig fra dagligdagsiagttagelser, idet jeg er
trådt ind i felten på baggrund af et undersøgelsesspørgsmål (jf. Hasse 2002). Jeg har dermed
været selektiv i anvendelsen af observationer og interviews, hvilket ifølge antropologerne
Emerson, Fretz og Shaw (1995) betyder, at dataene skal forstås som en forenkling af levet socialt
liv.
Jeg har gennemført deltagerobservation, hvor jeg blandt andet har indtaget rollen, og er blevet
opfattet som ven, antropolog, studerende, hjælpelærer og kollega, alt afhængigt af hvor jeg har
Når Storken kommer Flyvende
28
udført deltagerobservation. De forskellige roller har betydet forskellige indsigter i felten og har
åbnet forskellige adgange til at følge børnene og familierne i deres hverdag. Jeg har boet en uge
hos min primære informantfamilie og har her deltaget i dagligdagen, samt fulgt Roman i
skolefritidsordningen (SFO). Jeg har fulgt tre børn i deres børnehave og tre børn (søskende) i
deres skole. Derudover har jeg besøgt næsten alle familierne i deres hjem i forbindelse med
forældreinterviews, hvor nogle af familierne tilbød mig at spise med, tage med i legestue eller tage
med i børnehaven for at hente børn. Jeg fik dermed en større, men stadig fragmenteret, indsigt i
deres hverdag end hvis jeg blot var kommet for at gennemføre et interview. Det ville have været
ideelt at have udført deltagerobservation hjemme hos flere familier, men i kraft af hvor følsomt og
privat international adoption af større børn er, følte jeg ikke, at jeg kunne bede de øvrige familier
lukke en ‟fremmed‟ ind i deres hjem i en længere periode.29
I de følgende afsnit fremhæves nogle eksempler fra feltarbejdet, som beskriver hvordan
deltagerobservation som metode har ledt til styrker og begrænsninger for dataindsamlingen.
2.3.1. En ven af familien
Det kendskab jeg stiftede til Roman på børnehjemmet i Guatemala, før hans ankomst til Danmark
åbnede muligheden for, at bo hos min primære informantfamilie i en uge, idet jeg blev opfattet,
som en ven af familien: ”Vi ser dig som en ven af familien, ligesom hvis vi havde boet i Middelfart,
da Roman var barn og så var flyttet væk. Så ville vi jo også holde kontakten”. Jeg fik gennem
deltagelse i familiens hverdag en unik indsigt i familiens daglige rutiner og interaktion. Jeg
observerede også Roman i hans SFO, hvor jeg ligeledes indtog rollen, som ven til Roman, når de
andre børn spurgte, hvem jeg var. Det legitimerede, at det var Roman, som jeg mere eller mindre
var i nærheden af, når jeg bevægede mig rundt og observerede i SFO‟en.
Min rolle som ven og position som tidligere frivillig på Romans børnehjem, kan have betydet, at
familien i den uge, hvor jeg var til stede, snakkede mere om tiden før adoptionen end de ellers ville
have gjort. Det kan have haft betydning for, hvordan Roman har ageret i børnehaven, idet han var
opmærksom på, at jeg var der. Til gengæld gav det mig indsigt i, hvilke forestillinger forældrene
gør sig og hvad de ønsker at vide noget om i forhold til barnets fortid. Forældrene interesserede
sig især for, om Roman havde forandret sig, hvor jeg umiddelbart så den samme dreng i nye
omgivelser.30 Samtaler om tiden i Guatemala var ofte initieret af forældrene eller mig. Roman var
bevidst om, at jeg havde passet ham på børnehjemmet, men nævnte kun enkelte gange en
samtale omkring tiden i Guatemala.
29 Tjørnhøj-Thomsen påpeger i sin afhandling om barnløshed, slægtskab og forplantningsteknologi, at mange antropologer, især når de
laver studier i eget samfund, ”er nødt til at møde folk og fænomener i institutioner eller organisationer (…) der kun rummer et udsnit af de pågældende menneskers totale livsverdener” (Tjørnhøj-Thomsen 1999:39). 30
Dette er en pointe, som jeg vil vende tilbage til i kapitel 5.
Når Storken kommer Flyvende
29
2.3.2. En pinlig tilstedeværelse i skolen
Jeg fulgte tre søskende i skolen i deres forskellige undervisningstimer og i frikvartererne. Jeg
havde forinden måtte forhandle med børnene omkring min rolle i skolen, da de, ifølge en mail fra
moderen, syntes, at det var pinligt, at jeg skulle komme på besøg i skolen.
M: Børnene er ikke helt vilde med, at du kommer på besøg i skolen. De synes, det er
PINLIGT. Min datter vil gerne vide, om du kan spille fodbold - for så kan du godt være
med til det i frikvartererne. Helt afvisende er de altså ikke. De vil gerne vide noget
mere om, hvad du vil lave i klasserne - og hvordan det bliver
(Mor til tre biologiske søskende adopteret fra Colombia 2, 3 og 5 år gamle).
I forbindelse med interview af forældrene, havde jeg en samtale med børnene om at følge dem i
skolen og vi blev enige om, at jeg i de enkelte klasser introducerede mig som praktikant, da de
andre elever er vant til, at der er praktikanter til stede på skolen. Praktikantrollen havde dog sine
begrænsninger, idet jeg var fastlåst i en primær observerende rolle og ikke kunne gå i dialog med
børnene og deres klassekammerater omkring det forhold, at de tre søskende var adopterede. Jeg
valgte i nogle timer at indtage en hjælpelærerrolle, hvilket betød, at jeg kunne komme tættere på
børnene og kunne få indsigt i deres interaktion med de andre. I løbet af de fem dage på skolen var
der ingen af børnene eller deres klassekammerater, der kommenterede, at børnene var
adopterede, hvilket kan vidne om, at det ikke er et forhold, der synes aktuel i børnenes skoleliv og
kammeratskab med klassekammeraterne.
2.3.3. På besøg i børnehaven
Jeg observerede tre børn i deres respektive børnehaver. Jeg introducerede mig efter aftale med
forældre og pædagoger, som en studerende, der var i gang med at undersøge, hvordan det var at
gå i børnehave. Det legitimerede, at jeg kunne stille børnene spørgsmål omkring deres oplevelse
af at gå i børnehave. Jeg vekslede mellem at observere på afstand og være en del af den leg, som
børnene var i gang med. Deltagerobservation i børnehaverne betød, at jeg fik indsigt i hvordan
adoptivbørnene agerede og legede sammen med de andre børn.
2.3.4. PÆDAGOGISK antropolog!
En væsentlig position, som udfordrede mig, når jeg udførte deltagerobservation i de pædagogiske
institutioner, var min danske professionsbaggrund, som pædagog. Min baggrund som uddannet
pædagog betød, at der i børnehaverne og skolen blev stillet visse forventninger til mig, blandt
andet skulle jeg agere som ”tydelig voksen”. Det stillede mig i nogle situationer i et dilemma, når
Når Storken kommer Flyvende
30
børnene for eksempel kom i konflikt, hvilket følgende uddrag fra mine observationer i Amans
børnehave er et tydeligt eksempel på:
De andre børn er i gang med at rydde op. Aman sidder stadig i klatrestativet.
Nedenfor står to små fra grøn stue, som skændes lidt om hvis tur det er til at klatre op
ad stigen. Den ene begynder halvt at græde. Lone: ”Hvad sker der?” Daniel: ”Det var
min tur.” Elisa: ”Nej det var mig.” Lone: ”I skal ikke op i klatrestativet nu. Det er tid til at
rydde op.” Aman er på vej ned fra klatrestativet. Han hænger i armene med ryggen
mod stigen og de to små. Han forsøger lidt febrilsk at få fodfæste på stigen og
kommer til at træde på Daniel, der har armen omkring rebstigen. Aman mærker
tilsyneladende ikke, at han træder på Daniel. Mens jeg går tættere på klatrestativet,
råber jeg: ”Nej, Aman pas på! Du træder på Daniel.” Daniel begynder at græde. Aman
flytter benet og hopper ned fra stativet og begynder at løbe væk. Jeg kalder på ham:
”Aman kan du komme tilbage og sige undskyld.” Aman stopper op og vender rundt og
råber med flabet mine: ”Undskyld, undskyld, undskyld”, hvorefter han løber væk.
I situationen er det ‟min indre pædagog‟, der reagerer, hvilket kan have betydet, at jeg er gået glip
af interessant antropologisk viden. Det ville fra et antropologisk perspektiv have været mere
interessant at se, hvordan børnene og især Aman, havde klaret situationen uden min indblanding.
2.3.5. Styrker og begrænsninger i deltagerobservation som metode
Ovenstående eksempler fra feltarbejdet viser, hvordan det empiriske materiale er blevet til i
samspil mellem informanter, antropolog og de konkrete lokaliteter, hvor feltarbejdet har fundet
sted. Et samspil som, ifølge Warming, betyder, at antropologen er ”nødt til at acceptere sin egen
oplevelsesfiltrerede tilstedeværelse i sit empiriske materiale som noget, der transcenderer
operationaliseringen og det, man er i stand til at gøre rede for” (Warming 2005:15).
Deltagerobservation har betydet, at jeg er kommet tæt på familierne og har fået et selverfaret
indblik i deres verden og interaktion med omgivelserne. Deltagerobservation har dog haft sin
begrænsning i den analytiske tilgang til materialet i kraft af primært at tage udgangspunkt i mit blik
på felten. Jeg har derfor suppleret deltagerobservationerne med uformelle samtaler og semi-
strukturerede interviews, for at få indsigt i informanternes blik på felten, hvilket uddybes i næste
afsnit.
2.4. Interview og samtale - informanternes blik på felten
Jeg har i løbet af feltarbejdet ført mange samtaler med forældre, børn, pædagoger og lærere. Det
var naturligt, når jeg snakkede med disse folk, at samtalerne omhandlede de enkelte adoptivbørn,
Når Storken kommer Flyvende
31
deres hverdag i samspil med kammeraterne og det forhold, at de er adopterede.31 Samtaler med
pædagoger og lærere gav en indsigt i, at de, ligesom forældrene, gør sig forestillinger om, hvad
barnet har været udsat for inden adoptionen. De antydede ofte, at adoptionen måtte have
betydning for, hvordan barnet udvikler sig og tilpasser sig livet i Danmark. Jeg anskuer disse
samtaler, som uformelle interviews, i kraft af at jeg er trådt ind i felten med et overordnet ærinde i
forhold til at få indsigt i international adoption af større børn i Danmark (jf. Bernard 1994:208).
Jeg gennemførte interviews med 10 familier, hvoraf ni blev foretaget hjemme hos familierne,
hvor begge forældre deltog. I det sidste interview deltog kun adoptivmoderen, og interviewet blev
foretaget udenfor hjemmet, da moderen mente, at hun i dette forum bedre kunne snakke ”frit fra
leveren”. I udformningen af interviewguide32 tog jeg udgangspunkt i det semi-strukturerede
interview, da det indkredser temaet, som jeg ønsker at vide noget om, samtidig med at det ”leaves
both you and your informant to follow new leads” (Bernard 1994:210). Inspireret af Kvale‟s (2000)
kvalitative forskningsinterview, udarbejdede jeg nogle åbne, overordnende spørgsmål, der tog
afsæt i tiden før, under og efter barnets ankomst til Danmark. Spørgsmålene blev udformet på
baggrund af de observationer og samtaler, jeg havde med min primære informantfamilie samt
indledende telefonsamtaler med de øvrige forældre. Interviewene varede mellem 1 og 3½ time.
Jeg fravalgte at lave strukturerede interviews med børnene, hvilket grunder i en etisk overvejelse
om, at det ikke var børnene, som i første omgang havde accepteret at deltage i feltarbejdet, men
deres forældre. Derudover gjorde temaets følsomhed, at jeg ønskede, at samtale omkring
opvæksten og adoptionen skulle initieres af børnene selv. Set retrospektivt synes dette etiske
fravalg, at have været påvirket af min implicitte, kulturelle forståelse af børn og hvad de bør
udsættes for. Fravalget vidner derfor om, at ”underliggende ontologiske antagelser om den sociale
verden og børns plads i den” (A James, Jenks, & Prout 1999:270) har påvirket mit
forskningsmæssige ærinde. Det har resulteret i, at jeg kun i begrænset omfang har fået børnenes
selverfarede indsigt i hvordan de forholder sig til og oplever at være en del af en adoptivfamilie.
Jeg benyttede overordnet den samme interviewguide til alle 10 forældreinterviews, men fulgte
ikke spørgsmålene slavisk, idet interviewene hurtigt fik karakter af en samtale, hvilket ikke mindst
skyldes udgangspunktet i det semi-strukturerede interview (jf. Bernard 1994). Jeg bad forældrene
fortælle om deres oplevelse af at blive forældre til et større barn, deres overvejelser om barnets
alder på adoptionstidspunktet, hvordan det var at få barnet i forslag og møde barnet første gang,
samt hvordan den første tid efter adoptionen forløb og hvordan barnet samt forældrene havde
forandret sig siden første møde.
31 Denne naturlighed kan hænge sammen med at samtale med forældre og samtale blandt pædagoger og lærere ofte omhandler de
børn man arbejder med. Samtalerne kan derved forstås som ekstensioner af et hverdagsfænomen. 32
Se bilag 1: Interviewguide
Når Storken kommer Flyvende
32
Interviewene indkredsede også adoptivforældrenes fokus på manglende viden om barnets fortid
og usikkerhed i forhold til, hvorvidt adoptionen har betydning for, hvordan barnet udvikler sig og
reagerer, når det bliver ældre. Det er derfor især interviewene med forældrene, der har været med
til at indkredse de temaer, som udfoldes i specialets analyse.
2.5. Det endelige empiriske materiale
Specialets endelige empiriske datamateriale består af 21 adoptivforældre og 18 adoptivbørn, hvor
12 af børnene var ældre end 3 år og seks var yngre end 3 år på adoptionstidspunktet. To børn var
yngre end 2 år på adoptionstidspunktet, men indgår i datamaterialet, da de er søskende til børn,
der lå inden for den empiriske ramme på 2 til 8 år. Børnene havde, da feltarbejdet blev
gennemført, levet i Danmark mellem et halvt og ti år.
Kendetegnende for de deltagende forældre er, at de alle har hentet og for første gang fysisk
mødt deres barn eller børn i barnets fødeland. Gennemsnitligt har forældrene ventet to år fra de
blev godkendt til adoption til de kunne tage ud og hente deres barn eller børn. Børnene har inden
de kom til Danmark enten boet på børnehjem eller hos en professionel plejefamilie eller begge
dele. Nogle af børnene har biologisk familie, herunder søskende, som bor i fødelandet, dog er det
forskelligt fra familie til familie, hvor meget reel viden de har om, hvor eventuelle biologiske
forældre eller søskende befinder sig. De levnedsbeskrivelser, som forældrene modtager, når de får
barnet i forslag er, ifølge forældrene, meget ufyldestgørende. Forældrene kan derfor kun forholde
sig til det, som børnene sporadisk fortæller om tiden før adoptionen om de relationer børnene har
efterladt.
2.6. Empiri bliver til analyse
Jeg har i dette kapitel beskrevet hvordan empirien er blevet til på baggrund af et multi-sited
feltarbejde, hvor deltagerobservation, uformelle og formelle interviews har været bærende
metoder.
En analyse af feltdata fordrer, ifølge Hammersley og Atkinson (2007), en komparativ forholden
sig til det empiriske materiale med henblik på at identificere interessante og eventuelt
overraskende mønstre og/eller kategorier. Disse mønstre og kategorier identificeres med
udgangspunkt i feltarbejdets overordnede tema og teoretiske orientering (Hammersley & Atkinson
2007:210). Temaet for dette feltarbejde omhandler international adoption af børn over 2 års
alderen. I bearbejdningen af empirien fra første del af feltarbejdet i efteråret 2008 erfarede jeg, at
det ikke kun er adoptivbørnene, som befinder sig i en forandringsproces, men at både adoptivbørn
og adoptivforældre gennemgår en forandring for at blive familie. Jeg blev især opmærksom på,
hvordan forældrene gør sig forestillinger omkring barnets fortid i relation til, at barnet er over 2 år
Når Storken kommer Flyvende
33
på adoptionstidspunktet, samt efterspørger og opsøger rådgivning (ofte psykologisk), for at kunne
forholde sig til barnet og støtte barnet i dets opvækst i et nyt sprogligt og sociokulturelt miljø. Det
førte til at jeg i anden del af feltarbejdet i foråret 2009 i højere grad fokuserede både på den
individuelle og familiære forandringsproces, som børn og forældre går igennem. Det har ført til
specialets endelige analytiske blik på hvilke udfordringer adoptivfamilien står overfor, når barnet er
over 2 år på adoptionstidspunktet og familien konstitueres socialt. Det analytiske blik har dermed
ikke været givet på forhånd, men har forandret sig gennem bearbejdning af og refleksion over det
empiriske materiale.
Jeg har hidtil introduceret specialets empiriske og analytiske blik, kontekstualiseret international
adoption af større børn i Danmark historisk, juridisk og forskningsmæssigt samt gjort rede for
hvordan det empirien er blevet til på baggrund af et antropologisk feltarbejde. Jeg vil nu vende
blikket mod det empiriske materiale og give min fortolkning af de udfordringer adoptivfamilien står
overfor, når familien er konstitueret via international adoption af større børn.
Når Storken kommer Flyvende
34
3. At adoptere et større barn i Danmark
In North America and Western Europe, for the past couple of hundred years, kinship
has been predicated upon biological bond between parents and children. In such
social and cultural settings, the question arises of how it is possible to incorporate
children into a family who not only have no biological connection to their new relatives
and look very different from them, but who also originate from distant unknown
countries (Howell 2006:7).
Jeg undersøger i dette kapitel, hvordan adoptivforældrene forholder sig til at blive forældre til og
danne familie med et ikke biologisk barn med oprindelse og fortid i et andet land end Danmark. Jeg
viste i kapitel 1, hvordan de historiske og juridiske perspektiver på familie, barn og barndom i
Danmark (og Vesten) domineres af en normativ antagelse om, at forældre og barn er biogenetisk
forbundet, og at et barn har bedst af fra spæd at vokse op sammen med sine biologiske forældre i
det land og den kultur barnet er født ind i (jf. kapitel 1). Disse antagelser underbygges af den
psykologiske forsknings patologiserende perspektiv på international adoption, der antager, at (det
større) adoptivbarn bærer på en grundangst med rod i barnets manglende omsorg fra primære
omsorgspersoner, samt adskillelse fra sin biologiske og kulturelle oprindelse, hvilket kan give
problemer senere i barnets identitetsudvikling (jf. kapitel 1).
Med afsæt i en dansk/europæisk forståelse af slægtskab som en særlig form for
forbundethed33, der ikke nødvendigvis konstitueres af blod eller gener, illustrerer jeg i dette kapitel,
hvordan adoptivforældrene forsøger at skabe en kulturel meningsfuld forbundethed til deres barn,
men også hvordan denne forbundethed udfordres af en oplevelse af fremmedhed i mødet med
barnet. Denne fremmedhed åbner for en diskussion af, hvordan forældre forstår og tolker deres
barns behov og adfærd.
3.1. Kulturelt konstrueret slægtskab
Antagelsen om at slægtskab baserer sig på et biologisk bånd mellem forældre og barn bygger,
som Schneider (1980) demonstrerede i sin kulturanalyse af amerikansk slægtskab, på en særlig
europæisk folkemodel for slægtskab, hvor ”heterosexual reproduction lies behind assumptions of
the genealogical grid” (Tjørnhøj-Thomsen 1999; Yanagisako & Delaney 1995a:xi). Schneider
demonstrerede i sin analyse, at substanser som for eksempel blod og gener ikke konstituerer men
symboliserer slægtskab, idet det er de kulturelle antagelser om, at blod og biologi binder folk
sammen, der konstituerer slægtskabet. Dermed skal amerikansk slægtskab, ifølge Schneider,
33 Slægtskab forstået som forbundethed er inspireret af Tjørnhøj-Thomsens brug af forbundethed, der kan føres tilbage til antropologen
Janet Carstens forståelse af slægtskab som ”relatedness” (Tjørnhøj-Thomsen 1999, 2004). Carsten argumenterer for, at forskere for at forstå slægtskab må tage afsæt i hvordan de mennesker, som undersøges, selv definerer og konstruerer deres forståelse af relatedness, samt hvilke værdier og mening de tildeler denne forståelse (Carsten 1997 - se også Tjørnhøj-Thomsen 1999:17).
Når Storken kommer Flyvende
35
anskues som kulturelt konstitueret frem for naturgivent, hvilket også gør sig gældende for
slægtskab i store dele af Europa.
I forlængelse af Schneiders forståelse af slægtskab som kulturelt konstrueret argumenterer flere
antropologer, i Danmark blandt andet Tine Tjørnhøj-Thomsen, for en anvendelse af forbundethed
(relatedness) som et analytisk begreb til at belyse, hvordan de mennesker, som undersøges, selv
definerer og konstruerer deres forståelse af slægtskab, samt hvilke værdier og meninger de tildeler
denne forståelse (Carsten 1997; Tjørnhøj-Thomsen 1999:17).34 Nyere antropologiske
slægtskabsstudier illustrerer i den forbindelse, hvordan adoption i flere ikke-vestlige samfund
anses som en naturlig slægtskabspraksis, blandt andet fordi blod og gener ikke anses som
determinerende substanser i forældre-barn relationen. I det følgende gives et par eksempler.
3.1.1. Når gener er uden betydning
Socialantropologen Barbara Bodenhorn (2000) illustrerer i sit studie af Iñupiat folket i det nordlige
Alaska, hvordan slægtskab defineres ud fra en reciprok forbundethed til sine slægtninge. Ifølge
Bodenhorn, er “natal bonds (...) recognised but given no determining character whatsoever“
(Bodenhorn 2000:141). Blandt Iñupiat folket konstitueres slægtskab og dermed forældre-barn
relationen gennem forhandling, hvor det at agere - indtage og udfylde rollen - som en god forælder
eller en god søn/datter, danner grundlag for forbundethed og tilhørsforhold mellem forskellige
individer (Bodenhorn 2000). Derudover tillægges sammensætningen af en persons navn ligeledes
stor betydning i forhold til, hvordan denne person er forbundet til sine omgivelser. Alle Iñupiater
antages at være reinkarnationer af op til flere forfædre og en Iñupiats personlighed er derfor
sammensat af navnene på de forfædre, som Iñupiaten antages at være en reinkarnation af.
Besøger en Iñupiat et hjem, hvor han eller hun anses for at være en reinkarnation af en afdød
bedstefar, så tiltales og forventes den pågældende Iñupiat at agere som denne bedstefar uanset
om personen er 5 eller 40 år gammel. Dermed skaber (sammensætningen af) en Iñupiats navn og
ikke gener den enkelte Iñupiats personlighed og forbundethed til andre personer. I kraft af at
biologiske bånd ikke tildeles nogen determinerende faktor i forhold til at være forbundet til en
familie, er det muligt for Iñupiat barnet at vælge sine egne forældre. Bodenhorn påpeger, at
adoption blandt Iñupiaterne opfattes ligeså eller ofte mere virkelig og gyldig end en biogenetisk
forankret forældre-barn relation, hvilket understreges ved, at ”[s]omeone who does not ‟act like‟ a
son or daugther to adoptive parents would incur social disapproval (…). Ignoring one‟s biological
parents as an adopted child (…) did not (…) excite comment” (Bodenhorn 2000:140).
Antropologen Weismantel (1995) illustrerer i sit studie af Zumbagua folket i det centrale
Ecuador ligeledes, hvordan biologisk reproduktion ikke har nogen determinerende indflydelse i
34 For uddybning og eksempler se blandt andet Carsten(2000a), Edwards et al. (1999) og Yanagisako & Delaney (1995b).
Når Storken kommer Flyvende
36
forhold til, hvem der antages at være forældre til et barn. Adoption35 blandt Zumbagnua folket er,
ifølge Weismantel, ikke unormalt, men anvendes som et redskab af familier, husstande og
individer til at skabe social identitet. Det, der forbinder Zumbagua forældre og barn, er den omsorg
barnet modtager fra forældrene og endnu vigtigere det sul på kroppen, som barnet erhverver sig
gennem deling af måltider med familien. Ved at dele mad med og made et barn gøres barnet over
tid til forældrenes fysiologiske og juridiske barn, hvilket Weismantel illustrerer således:
The Iza‟s will make the boy theirs by talking to him, sleeping near him, feeding and
clothing him, and nursing his injuries. Eventually he will look like them, smell like them,
laugh and gesture like them: when people look at him, they will see an Iza. They will
talk about him as an Iza to others, and it is at that moment that the relationship will
have become real in a public and social sense. (Weismantel 1995:695)
Forbundetheden mellem forældre og barn blandt Zumbagua folket er dermed ikke determineret via
biogenetisk forbundethed, men derimod via deling af mad og omsorg (Weismantel 1995). Mad og
omsorg skaber ikke blot forbundethed, men er ligeledes medskaber af barnets personlighed, idet
barnet gennem omsorgen med tiden vil blive anset for at være ”an Iza”.
På trods af at adoption i relation til Iñupiat og Zumbagua folket svarer til det, der i Danmark vil
blive betegnet som national eller familieadoption (jf. kapitel 1), så fremhæver Bodenhorns og
Weismantels studier, at biogenetisk substans ikke nødvendigvis er determinerende for, hvorvidt
forældre og barn opfattes som forbundet til hinanden. Studierne understøtter dermed Schneiders
pointe om, at det biologiske slægtskab ikke skal opfattes som en naturgiven, universel sandhed.
Derudover illustrerer studierne, hvordan normative opfattelser af, hvordan personer er forbundet til
hinanden ligeledes udgør en vigtig del af den fortolkningsramme indenfor hvilken forældre forstår
og tolker, hvem et barn er, herunder hvor barnet kommer fra og hvad det bringer med sig ind i livet
(jf. Bruner 2000).
I modsætning til adoption blandt Iñupiat og Zumbagua folket, så handler international adoption
af et større barn i Danmark i højere grad om, hvordan man som social konstitueret (adoptiv)familie
skaber en meningsfuld forældre-barn relation i et samfund, hvor biogenetisk slægtskab er normen.
Det bringer mig tilbage til Howells (2006) studium af international adoption i Norge.
3.1.2. Det naturaliserede (adoptiv)slægtskab
Som belyst i kapitel 1 kompenserer norske adoptivforældre ifølge Howell for fraværet af
biogenetisk forbundethed og for fraværet af delt livshistorie ved at kinne barnet ind i forældrenes
eksisterende biologiske og nationale slægt (Howell 2006; Marre & Howell 2006). De norske
35 Adoption blandt Zumbagua folket foregår enten mellem familiemedlemmer eller ved at tage et forældreløst barn til sig (Weismantel
1995).
Når Storken kommer Flyvende
37
adoptivforældre transsubstantierer aktivt barnet ind i forældrenes slægt ved blandt andet at ”de-
biologise” (nedtone) adoptivbarnets biologiske og nationale oprindelse i et andet land, for i stedet
at skabe narrativer og forbindelser, der gør adoptivbarnet til en person ”whose identity is
constituted through relationships with kinned Norweigian people” (Howell 2006:82). Ved symbolsk
at plante adoptivbarnet på steder, der er indbegrebet af norsk familieliv og norsk historie ændrer
forældrene, ifølge Howell, adoptivbarnets essens fra at være en ukendt fremmed, født af
fremmede i et fremmed land til at være socialt inkorporeret ikke blot i adoptivforældrenes
biologiske slægt, men også i forældrenes nationale slægt. Dette medfører, ifølge Howell, at det
adopterede barn i sidste ende kommer til at føle sig norsk og identificere sig med nordmænd.
Howells studium bidrager til forståelsen af international adoption af større børn i Danmark med
et indblik i, hvordan forældre i et samfund, hvor adoption anses som nonnormativ, naturaliserer
forældre-barn relationen ved at inkorporere det fremmede barn i forældrenes biologiske og
nationale netværk, hvorved barnet gøres norsk. Howell indikerer derved at forbundethed ikke blot
handler om gener og blodbeslægtethed, men også skabes ved at høre til og komme fra et sted,
hvilket understreges ved at de norske forældre aktivt planter det adopterede barn i deres
lokalsamfund. Howell argumenterer for, at dette er muligt, fordi barnet er gjort socialt nøgent og
dermed er blevet frisat til at blive inkorporeret i adoptivforældrenes slægtskab.
Det større adoptivbarn i Danmark kan ligeledes opfattes som socialt nøgent, idet frisættelsen af
barnet fra tidligere relationer er et vilkår for at barnet kan blive adopteret af sine danske forældre.
Den sociale nøgenhed synes dog primært at gøre sig gældende i juridisk forstand, idet
adoptivforældrene, som analysen vil illustrere, i praksis langt fra opfatter det større adoptivbarn
som frisat fra tidligere relationer. Forældrene opfatter i højere grad barnet som medbringende en
bagage af erfaringer fra og forbundethed til ukendte mennesker i et andet land, som komplicerer
forældrenes fornemmelse af forbundethed og kendskab til hvem deres barn er. Jeg vil nu illustrere,
hvordan dette kommer til udtryk i mit empiriske materiale. I første omgang fokuserer jeg på,
hvordan forældrene skaber en meningsfuld forbundethed til det større adoptivbarn, hvorefter jeg
illustrerer, hvorledes denne forbundethed udfordres af barnets nonnormative oprindelse og fortid i
et andet land end Danmark.
3.2. Adoptivfamilien - den unaturlige, naturlige familie
M: [I]ngen af os havde det der behov for, at man skulle se sine gener eller ligner de nu
mig. Det var der ingen af os, der overhovedet havde noget behov for.
(Mor til pige, adopteret fra Kina 2 år gammel).
Lidt over halvdelen af alle de deltagende adoptivforældre har forsøgt at få børn via kunstig
befrugtning, men størstedelen af disse forældre understreger, som moderen i det indledende citat,
Når Storken kommer Flyvende
38
at de ikke har haft behov for at reproducere sig selv og føre deres gener videre.36 Til gengæld
fremhæver alle forældrene, at det, som har betydet noget for dem i forsøget på at få børn, har
været muligheden for at blive forældre og dermed blive en familie.
M: Vi glædede os til at få nogle andre i huset end bare os. Til at der skete noget
andet, at der var noget andet at gå op i end en selv og ens arbejde. At der var nogen
at videregive vores livsværdier til, vores holdninger til livet. Få mulighed for at præge
dem og sådan noget. Men nogle forestillinger det har vi ikke sådan gjort os om at have
børn. Det tror jeg ikke. Der er mange, der siger: ”Gud var det ikke en kæmpe
omvæltning?”. Hvor jeg ikke tror, at omvæltningen havde været større end hvis vi
havde fået en biologisk baby, for det vælter også op og ned på en families liv. Men der
har måske været en periode med hårdt arbejde, sådan lige fra den ene dag til den
anden. Men til gengæld fik vi vores nattesøvn, fordi de har alle tre altid sovet igennem
fra klokken ni om aftenen til klokken otte næste morgen. Så på den måde har vi jo fået
vores søvn, hvor det gør spædbørnsforældre jo givetvis ikke.
(Mor til tre biologiske søskende adopteret fra Colombia 1½, 3 og 5 år gamle).
Moderen herover er ikke ene om at lægge vægt på, at de som forældre glædede sig til ”at få nogle
andre i huset”. Alle de deltagende forældre fremhæver, at de glædede sig til, at ”have en hverdag
sammen med barnet”, at ”kunne præge barnet” ved at ”videregive sine livsværdier og sine
holdninger til livet”, ”yde omsorg og hjælpe barnet videre i ud livet”. Et forældrepar fremhæver, at
de glædede sig til at blive en del af ”den hemmelige klub af forældre” og en anden mor glædede
sig til at blive mor, for så blev hun ”en rigtig kvinde”.
Tine Tjørnhøj-Thomsen (2004) tager i sit studie af tilblivelseshistorier blandt barnløse par i
Danmark udgangspunkt i det Weston kalder autenticitetsideologier til at identificere de
substanser37, der har betydning for danskernes måde at forstå slægtskab og forbundethed. Disse
substanser knytter sig til en biogenetisk forbundethed, der medfører, at det biogenetiske slægtskab
opfattes som den mest ‟autentiske‟ og ‟naturlige‟ måde at danne familie på. I et forsøg på at få
deres egen situation som barnløse til at give mening omdefinerer de barnløse par, ifølge Tjørnhøj-
Thomsen, det autentiske slægtskab fra at være en biogenetisk forbundethed til at være en form for
social og følelsesmæssig forbundethed.38 De barnløse par vægter at kunne præge barnet gennem
36 Et forældrepar har kunnet få biologiske børn, men har valgt, at adoption var den måde, de ville være forældre på.
37 De dominerende autenticitetsideologier indenfor den biogenetiske forbundethed knytter sig, ifølge Tjørnhøj-Thomsen (2004), til, hvad
det vil sige at være en ‟rigtig‟ mand eller ‟rigtig‟ kvinde. Mandens sæd får, som genetisk og seksuel substans, symbolsk betydning, da sæden er ”relateret til en kulturelt betinget tankeforbindelse mellem reproduktiv formåen, seksualitet og maskulinitetsforestillinger” (Tjørnhøj-Thomsen 2004:144-145) og dermed det at være en ‟rigtig‟ mand. Derudover knytter den biogenetiske forbundethed sig til en gestationel substans hos kvinden, hvor det ”[a]t opleve graviditet, fødsel og amning er (…) et stærkt ønske for mange kvinder og et væsentligt aspekt af en særlig kvindelig autenticitetsideologi” (Tjørnhøj-Thomsen 2004:146). 38
Tjørnhøj-Thomsen påpeger, at der ikke er ”tale om en omvæltning i forståelser af slægtskab, men om, at mennesker processuelt
skaber forståelser og mening med nye hændelser i deres liv ved at drage sammenligninger og analogier til viden og erfaringer, de har i forvejen” (Tjørnhøj-Thomsen 1999:260).
Når Storken kommer Flyvende
39
kontinuerlig omsorg, nærvær og opdragelse, samt opnå social status og anerkendelse som familie
højere eller lige så højt, som at være biogenetisk forbundet med barnet (Tjørnhøj-Thomsen 1999,
2004). De danske adoptivforældre i indeværende undersøgelse synes på samme måde, at lægge
afstand til den dominerende, normative forestilling i Danmark og Vesten om, at en ‟rigtig‟ familie
skabes gennem biogenetisk forbundethed. De danske adoptivforældre synes, ligesom de barnløse
par i Danmark samt de norske adoptivforældre, at lægge vægt på sociale og følelsesmæssige
kriterier for forbundethed, hvor det at kunne præge og drage omsorg og derved sikre det en tryg
opvækst bliver anset som vigtigere end biogenetisk forbundethed (jf. Howell 2003; Howell 2006;
Tjørnhøj-Thomsen 1999).
I et dansk normativt perspektiv er det ikke overraskende, at adoptivforældrene argumenterer for
autenticiteten i deres slægtskabsformation ved at lægge vægt på social forbundethed. Social
forbundethed i form af at yde omsorg og varetage barnets behov afspejler netop den holdning, der
kommer til udtryk i de danske og internationale lovgivninger på børne- og adoptionsområdet (jf.
kapitel 1). Holdningen bag lovgivningerne anser netop forældre som de primære omsorgspersoner,
der gennem omsorg, næring og beskyttelse sikrer barnet en tryg, god og beskyttet opvækst
(Børnekonventionen 1989, jf. kapitel 1). Flere af de deltagende adoptivforældre fremhæver i den
forbindelse, at de til forskel fra biologiske forældre er blevet godkendt til at få børn og påpeger
ligeledes, at biologisk forbundethed ikke garanterer, at man som forældre kan varetage sit barns
behov. De henviser til, at der er børn i Danmark, der af denne grund bliver (tvangs)fjernet fra sine
biologiske forældre. Ved at lægge vægt på social forbundethed legitimerer adoptivforældrene
deres egen familiekonstitution som værende lige så rigtig og autentisk som en biogenetisk
forbundet familie.
3.2.1. Rigtige forældre med egne børn
Opfattelsen af, at det biogenetiske slægtskab er det mest autentiske i Danmark, præger de
opfattelser og holdninger adoptivfamilien møder og må forholde sig til i hverdagen. Blandt andet
fortæller en mor følgende om omgivelsernes reaktion på, at hun og hendes mand skulle være
forældre via international adoption.
M: Jamen det reagerede familier og venner vel fint på. Altså, de bliver nok ved med,
især tror jeg nok, min mor bliver ved med sådan at synes, at vi ventede så lang tid og
om ikke, altså, nu om vi ikke skulle gå noget mere i behandling. Hun har også før, vi
fik ham sagt: ”Når I så får en, så får I sikkert jeres eget barn.” Det er sådan en, den
skærer jo bare i vores ører. For han er jo også vores eget. Man ved jo godt hvad de
mener, men han er jo vores egen og vi kunne slet ikke tænke os, altså, vi har ansøgt
om adoption igen og vil gerne adoptere fra Kina igen. Vi kunne slet ikke forestille os,
Når Storken kommer Flyvende
40
at vi ikke skulle have en til fra Kina.
(Mor til dreng adopteret fra Kina 3 år gammel)
Det er især spørgsmål omkring betydningen af at være forældre til ”egne” børn, som
adoptivforældrene må forholde sig til. Flere forældre giver, som moderen herover, udtryk for, at de
ofte må pointere, at deres (adopterede) barn føles og er lige så meget deres ”eget” barn, som hvis
det havde været et biologiskfødt barn.39 Flere forældre fortæller ligeledes, at et gængs spørgsmål
fra omverdenen går på, om barnets ”rigtige forældre” lever, - underforstået om barnets biologiske
forældre lever. Hvortil standardsvaret fra flere af de deltagende forældre er: ”Vi er barnets rigtige
forældre - Spørger du til, om barnets biologiske forældre lever?”. Dette svar illustrerer, hvordan
adoptivforældrene omdefinerer den normative forståelse af, at rigtig er lig med biologisk.
Ovenstående eksempler på, hvordan adoptivforældrene må forholde sig til omverdenens
forståelse af slægtskab og hvad der skaber en rigtig forælder, viser hvordan forældrene på den
ene side legitimerer sig selv om rigtige forældre ved at lægge vægt på social forbundethed, men
også hvordan den biogenetiske slægtskabsmodel forbliver den kulturelle referenceramme indenfor
hvilken adoptivforældrene må søge at skabe mening med deres familie og deres rolle som
forældre. Det kommer ligeledes til udtryk i adoptivforældrenes overvejelser over at adoptere et
barn over 2 års alderen.
3.2.2. Det var faktisk ikke en baby vi skulle have
L: Hvilke overvejelser gjorde I jer med hensyn til barnets alder?
M: Man har selvfølgelig en godkendelse, der hedder til 36 måneder, men jeg havde så
aldrig nogensinde overvejet, at det kunne blive så stort et barn, fordi ventetiden blev
længere og de [adoptionsbureauet i Kina] havde ingen børn, så måtte børnene jo blive
mindre. Men det er faktisk det modsatte, der næsten er sket derovre fra. Men altså, da
vi først havde siddet og snakket lidt om det og aldersforskellen og havde tygget lidt på
den og det hele, så blev vi enige om, at så skulle vi have hende.Det var fordi vi selv
lige skulle vende alderen inde i hovedet. Jeg skulle lige have vænnet mig til at det
faktisk ikke var en baby, vi skulle have, men et større barn.
(Mor til to piger adopteret fra Kina 1 og 3 år gamle)
De adoptivforældre, der har søgt søskende eller har søgt børn fra lande, hvor børnene normalt er
ældre på adoptionstidspunktet, har i nogen grad været afklarede med, at barnet vil være ældre på
39 Et muligt fremtidigt perspektiv på international adoption og autentisk forældreskabsfølelse kunne være at tage udgangspunkt i
familier, der både har biologiske og adopterede børn. Ikke for at verificere eller falsificere at „rene‟ adoptivfamilier er lige så autentiske som biologiske familier, men for at undersøge konstruktionen af det autentiske forældreskab og slægtskab.
Når Storken kommer Flyvende
41
adoptionstidspunktet. De forældre, som har fået et barn i forslag, der var uden for deres
godkendelsesramme på op til 3 år eller hvor barnet har været ældre end de havde forventet i
forhold til historikken med hensyn til alderen på de børn, der blev frigivet fra det valgte land, har,
ligesom som moderen herover, især skullet vænne sig til tanken om at adoptere et større barn.
M: Det som måske nok også gjorde, at jeg havde svært ved at blive parat til det [at
adoptere et større barn], det var det der med, at man ikke fik en baby. Altså, at man
ikke fik lov til at prøve at have en baby, at få barnet fra lille af og have det som baby.
Det tror jeg nok var det, som jeg tænkte på, og det var ikke sådan så meget med den
tanke, at når man fik et større barn, så kunne der være nogle flere ting i bagagen.
(Mor til pige adopteret fra Kina 2 år gammel).
International adoption af et større barn, betyder, at adoptivforældrene skal vænne sig til, at de ikke
bliver forældre til en ”baby” eller til ”et så lille barn som muligt”, som ville have været tilfældet, hvis
de havde fået et biologisk barn eller havde adopteret et spædbarn. Fælles for de deltagende
adoptivforældre er, at de ikke har fået lov at se deres barn vokse op fra spæd. Dermed udfordrer
adoptivbarnets høje alder det kulturelle livsskript40, som indtil de vælger at adoptere har været
styrende for adoptivforældrenes forståelse af, hvordan man bliver ‟rigtige‟ forældre til et barn (jf.
Holland & Quinn 1997a; LeVine et al. 2008).41 Flere forældre giver udtryk for, at de over tid har
skullet vænne sig til og må acceptere, at der er andre ”varianter” at blive ‟rigtig‟ forældre på.
3.2.2.1. At tænke i adoptionsbaner
En måde, hvorpå forældrene forholder sig til barnets høje alder, er ved at fremhæve de fordele, der
er ved at blive forældre til et større barn. Et forældrepar forklarer således:
M: Jo, altså, det har da i hvert fald været en proces, fordi da vi ansøgte om adoption,
tror jeg, at vi begge to havde en ide om, at vi ønskede et så lille barn som overhovedet
muligt. Det gik egentligt til at jo længere hen vi kom i processen, så var alder lige
pludselig ikke af så stor en betydning for os, så længe det var inden for vores
godkendelse, som løb op til 36 måneder. Men hvor vi i starten var meget fokuserede
på at få et lille barn, så jo længere tid der gik, jo mindre kunne jeg forestille mig at få et
lille barn. Jo mere tænkte jeg på, at det også ville være underligt, hvis barnet ikke
kunne gå. Lige pludselig får man nogle helt andre billeder af det barn, man skal have.
F: Ja, man skal nok egentligt lige vænne sig til at det der med, at hvis man selv føder
40 Et kulturelt livsskript skal, ifølge Holland og Quinn, forstås som ”culturally standardized and hence familiar event sequences that tell,
for example, how marriage goes” og ”include prototypical events, prototypical roles for actors, prototypical entities, and more” (Holland & Quinn 1997a:20). I denne forbindelse refererer det kulturelle livsskript til den standardiserede, taget for givet opfattelse, som de danske adoptivforældre tager afsæt i, når de skal forstå, hvad det vil sige at blive forældre til et barn. 41
Adoptivbarnets alder på adoptionstidspunktet udfordrer ligeledes adoptivforældrenes livsskript for, hvordan et barn bør vokse op,
hvilket jeg vil vende tilbage til i senere.
Når Storken kommer Flyvende
42
et barn, fik et barn, så ved man jo, at det er 0 år og hvilken størrelse det er fra starten
og så skal man ligesom vænne sig til, at der kan blive nogle varianter på den her
måde. Og så i takt med at man egentlig vænner sig til at tænke i adoptionsbaner, så
udvides ens, hvad skal man sige, så udvides ens accept af tingene og muligheder.
(Forældre til dreng adopteret fra Kina 3 år gammel).
Flere af de øvrige forældrepar giver, som parret herover, udtryk for, at de over tid begyndte at se
fordelene ved at blive forældre til et større barn. De fremhæver blandt andet, at det er en fordel at
være fri for at skulle bruge barselsorloven på at skifte ble. Derudover lægger de vægt på
muligheden for at kunne lave nogle aktive ting, så som at tage på cykelture, fiske og gå i
svømmehallen sammen med barnet. Nogle forældre fremhæver ligeledes, at de har nydt at kunne
få deres nattesøvn, fordi de ikke har skullet op til en ”skrigende baby” om natten.
På samme måde som adoptivforældrene omdefinerer det autentiske slægtskab ved at lægge
vægt på social forbundethed (jf. Tjørnhøj-Thomsen 2004), synes forældrene ligeledes i processen
op til adoptionen at omdefinere forståelsen af den autentiske forælder. Fra at tage udgangspunkt i
at man som ‟rigtig‟, ‟autentisk‟ forælder bliver forælder til en baby eller et så lille barn som muligt,
ender forældrene med at lægge vægt og se fordele i blive forældre til et større barn.
3.2.3. Opsamling
Jeg har indtil videre i dette kapitel illustreret, hvordan adoptivforældrene forholder sig til at danne
familie med og blive forældre til større adoptivbarn. Adoptivforældrene skaber over tid en
meningsfuld forbundethed til deres barn ved at omdefinere, hvad det vil sige at være en naturlig
familie og være rigtige forældre til egne børn. Ved at lægge vægt på sociale og følelsesmæssige
substanser frem for biologiske og genetiske substanser skaber og argumenterer adoptivforældrene
for autenticiteten i måden, de er blevet familie og forældre på (jf. Tjørnhøj-Thomsen 1999).
Derudover illustrerer, adoptivforældrenes måde at forholde sig til deres i en dansk kontekst
nonnormative familiekonstellation, at slægtskab, familie og forældreskab er kulturelle
konstruktioner, der er til forhandling.
På trods af at adoptivforældrene vænner sig til og tror på, at deres forældreskab og familie er
ligeså rigtig som en biologisk konstitueret familie og forældre-barn relation, så udfordres den
sociale og følelsesmæssige forbundethed af en oplevelse af fremmedhed i mødet med barnet.
Med afsæt i adoptivforældrenes fortællinger om at møde deres barn fysisk for første gang
illustrerer jeg i resten af dette kapitel, hvordan denne fremmedhed hænger sammen med fraværet
af delt livshistorie og barnets nonnormative biologiske og kulturelle oprindelse og fortid i et andet
land end Danmark.
Når Storken kommer Flyvende
43
3.3. Det første møde – et møde mellem fremmede
Det er forskelligt hvad forældrene husker fra det første fysiske møde med deres barn, ligesom
konteksten og proceduren adskiller sig fra familie til familie og fra giverland til giverland. Nogle par
har fået overdraget barnet på det lokale adoptionsbureau, andre på det børnehjem, som barnet
enten har boet eller været knyttet til. Enkelte par har fået overdraget barnet på det lokale
kommunekontor. I nogle lande har forældrene oplevet, at der er flere børn, der bliver overdraget til
ventende forældre på samme tid, i andre lande er forældrene de eneste, der er til stede ved
overdragelsen. Det er også forskelligt, hvordan børn og forældre reagerer i selve
overdragelsesøjeblikket. Fælles for alle de deltagende forældre er oplevelsen af det første møde
som et følelsesladet øjeblik, der implicerer, glæde, gråd, overvældelse og nervøsitet. Blandt andet
fortæller en mor følgende omkring det første møde med sin 2 år gamle, kinesiskfødte pige.
M: Det var mærkeligt at møde hende første gang. Altså, hun var jo sådan en lille sød
fin en og hun stod der i sin fine kjole og hun var så kær og hun var så alene i det der.
Det var virkelig, virkelig, mærkeligt. Nogen får det nok sådan, at når de ser det der
barn, der er det ligesom om, det er deres eget barn. Men sådan fik jeg det ikke, slet
ikke. Hun var jo en fremmed! Og det følte jeg jo hun var, men jeg synes, at det hele
var så utrolig overskygget af, at hun var så ulykkelig. Det var så hjerteskærende at se
på. Som jeg plejer at sige, så var det den bedste og værste dag i mit liv. Det var
fantastisk at få hende, men det var virkeligt så svært at se på, at hun var så ulykkelig.
Alle forældrene giver udtryk for, at det er stort, overvældende, men også mærkeligt endeligt at få
lov til at se deres barn i levende live og få lov at røre det for første gang. Moderen herover er den
eneste, der direkte fortæller, at hun oplevede sit barn som fremmed. Dog erkender flere forældre,
at det første møde er præget af spændthed i forhold til, om barnet vil kendes ved dem, samt en
frygt for om de nu kan slå til som forældre – kan de elske barnet som var det deres eget og kan de
leve op til deres ansvar som forældre? Et forældrepar fortæller om det første møde med deres
etiopiskfødte søn på 4½ år:
M: Det var helt vildt at skulle møde ham første gang!
F: Da vi kom til børnehjemmet blev portene åbnet, og vi kørte ind, og så sad han midt
på gårdspladsen på sådan en høj stol helt alene i sådan en hvid dragt. Det var lidt
specielt, syntes vi.
M:Ja, det var sådan lidt på en piedestalagtig måde, hvor de andre børn kunne se, at
nu skulle han væk. Da vi så kom hen til ham, blev han bedt om at kysse os og der
kom bare det der kunstige smil. Han havde jo godt nok set billeder af os inden, men
alligevel - han var SÅ bange for os! Det skreg ud af ham, at han var bange for os.
F: Ja, de første tre dage hviskede han kun, hvis vi spurgte ham om noget - men på
Når Storken kommer Flyvende
44
fjerdedagen råbte og skreg han ligesom alle andre børn.
M: Vi var på børnehjemmet en lille time, hvor vi hurtigt lige var rundt og se stedet, og
så fik vi lov at tage ham med. Hold op for et ansvar! Så rev man ham ud af den
verden, han var vant til. Man kunne bare virkelig mærke det indeni. Man følte bare, at
hold da kæft mand, det er bare vildt det her.
(Forældre til dreng adopteret fra Etiopien 4½ år gammel)
Flere af de deltagende forældre fremhæver, ligesom forældrene i uddragene herover, at de følte et
stort ansvar i forhold til at rive deres søn ”ud af den verden, han var vant til”. Størstedelen af
forældrene giver udtryk for, at de overvejede, om de nu gjorde det rigtige ved at ”rive barnet op
med rod” og væk fra det liv, som det har været vant til op til adoptionen. Forældrene synes især at
være usikre på, hvordan barnet vil klare at blive taget væk fra det miljø eller den plejefamilie, som
barnet har boet i op til adoptionen.
Da vi sad i Kina den første aften og hun var faldet i søvn, der var jeg helt lige ved at
gå ud af mit gode skind. Jeg var simpelthen helt ude af den og tænkte, at det kommer
aldrig til at gå det her. Jeg tænkte, hvad søren er det jeg har gjort. Vi har taget hende
væk fra en plejefamilie, hvor hun jo levede godt og lykkeligt, og hvordan skal det
nogensinde komme til at gå godt. Altså, jeg havde skyldfølelse.
(Mor til pige, adopteret fra Kina 2 år gammel)
Det er udbredt på tværs af det empiriske materiale, at forældrene er usikre på, hvad adoptionen –
det at flytte barnet fra en sproglig og sociokulturel kontekst til en anden – vil betyde for barnet.
Enkelte forældrepar giver i den forbindelse udtryk for, at de var bange for at ”ødelægge” barnet.
Flere af adoptivforældrene giver også udtryk for, at de var spændte på og bekymrede for, om
barnet nu ville kendes ved dem og acceptere, at de var barnets ”nye” forældre. Et forældrepar
fortæller følgende om deres første møde med deres tre børn fra Colombia, der er biologiske
søskende:
M: Da vi går ned af trappen på hotellet [på vej ind og hente børnene], så siger jeg til
min mand: Tænk nu hvis de ikke kan lide mig. Det kom jeg simpelthen sådan til at
tænke på. Det er jo ikke dem, der har valgt, at de skulle nogle steder, altså, vi har ikke
mødt hinanden. Vi har set billeder af hinanden, for de havde også fået billeder af os,
men den ældste af børnene var jo næsten 5 år. Et 5-årigt barn kan jo lide nogle
mennesker og nogle kan det ikke lide. Sådan har alle det jo.
Forældreparret fortæller, at de fik overdraget de to yngste børn på 1½ og 3 år, som begge blev
placeret på moderens skød. Deres ældste barn på 5 år var i første omgang ”meget reserveret” og
ville ikke have noget med forældrene at gøre. Han kom selv gående ind i rummet og satte sig i en
Når Storken kommer Flyvende
45
sofa med ryggen mod forældrene og armene over kors. Først efter en samtale med en pige fra
børnehjemmet og lidt lokken med små slikposer ”tøede han op”.
M: Jamen, et barn kan jo også sagtens være genert og hvad man ellers er, når man
møder børn på den alder. Når man sådan lige kommer ind til sådan to vildt fremmede,
der ser anderledes ud. Men vi gik simpelthen derfra med et barn i hver hånd begge to.
F: Der var ikke noget overhovedet. Han var fuldstændig tøet op. Det var ligesom om
nå, jamen så…
(Forældre til tre biologiske søskende, adopteret fra Colombia 1½, 3 og 5 år gamle).
Forældrene herover er opmærksomme på, at de var ”to vildt fremmede” for børnene og
accepterede derfor også, at det tog noget tid for især den ældste af børnene at vænne sig til at
blive overdraget til forældrene. Størstedelen af de deltagende forældre oplevede, at deres barn var
genert eller bange for dem til at begynde med, og alle fremhæver, at forældre og barn skulle
vænne sig til hinanden. Et forældrepar følgende
M: Inden vi får set os omkring bliver døren [ind til et legerum på børnehjemmet] flået
op og en, to, tre, så hænger han om halsen på mig og der stod jeg. Jeg ved så, at vi
blev gelejdet hen til babystuen og bliver sat ned på sådan nogle skumgummimåtter.
Jeg ved, at vi har snakket med nogle hollandske frivillige, med børnehjemslederen og
med en dansk frivillig. Jeg ved også, at der blevet taget en masse billeder og jeg ved,
at vi har fået hans pas og sådan nogle ting. Jeg kan bare ikke huske det! Jeg holder
bare vores dreng, han sidder helt tæt op af mig, altså, med ryggen ind mod mig. Jeg
vil ikke sige, at det var fordi, at wauw der blev jeg mor og mit hjerte flød over og sådan
noget. Det gjorde det slet ikke, men jeg kan bare ikke huske det. Altså, jeg er kun glad
for, at vi har billeder ellers havde jeg ingenting.
F: Man kan jo heller ikke regne med, at bare fordi du får udleveret et barn, at det så er
ligesom man altid har været sammen. Det er jo en tilvænningsperiode. Men jeg synes
faktisk hurtigt, at jeg faldt for ham på en eller anden måde, altså, han er jo meget
charmerende”.
(Forældre til dreng, adopteret fra Thailand 4½ år gammel).
Hvor de fleste forældre oplevede reservation fra barnets side, så oplevede dette forældrepar som
et af de få, at deres søn umiddelbart ikke var genert eller bange for dem, idet forældrene knap nok
var nået ind på børnehjemmet, før han hang dem om halsen. Det er i højere grad forældrene, der,
ligesom moderen i det indledende uddrag, oplevede, at de ikke umiddelbart følte sig knyttet til
sønnen, idet moderen ikke oplevede at ”hjertet flød over” og faderen fremhæver, at det krævede
en tilvænningsperiode før det føltes som om de ”altid har været sammen”.
Når Storken kommer Flyvende
46
Adoptivforældrenes fortællinger om det første fysiske møde med deres barn illustrerer, hvor
forskelligt forældre og barn reagerer, når de møder hinanden første gang. På trods af at de
deltagende forældrepar hver især har oplevet et unikt første møde med deres barn, så giver alle
forældrene direkte eller indirekte udtryk for, at det første møde er præget af en vis form for
fremmedhed i forældre-barn relationen – enten i form af at barnet opleves som fremmed for
forældrene eller i form af at forældrene opleves som fremmed for barnet. Denne fremmedhed
relaterer forældrene især til den diskontinuitet barnet udsættes for i form af at blive ”revet væk” fra
den verden og de omgivelser, samt de relationer, som barnet hidtil har været omgivet af (jf.
Hastrup 2007). Forældrenes bekymring, ansvarsfølelse og i enkelte tilfælde skyldfølelse over at
rive barnet op med rod, antyder en dominerende lokalkulturel forståelse af hvad et barn og et
menneske er i Danmark. Rodmetaforen hænger i Danmark sammen med en særlig forståelse af
kultur og kulturel identitet, som rodfæstet i det land og den kultur mennesket er født ind i. Hastrup
påpeger, at sammenkoblingen af kultur og rødder implicerer en naturgroethed, der ”får karakter af
et vandmærke, der er uafviskeligt indskrevet i kroppen og autenticiterer identiteten” (Hastrup
2007:129). Kulturel oprindelse i form af rødder er, bemærker Hastrup, med til at lokalisere os som
individer og sikre ”at man har en fornemmelse af at udgå fra noget – at ens historie har en
begyndelse selv om man er flyttet” (Hastrup 2007:119).
Jeg vil i næste kapitel vende tilbage til forestillingen om rødder og illustrere, hvordan den får
indflydelse på adoptivforældrenes forståelse af, hvem deres barn er. Jeg fokuserer herunder på,
hvordan forældrenes oplevelse af fremmedhed i mødet med deres barn udfordrer den normative
fortolkningsramme for, hvordan man i Danmark forstår og tolker, hvem ens barn er.
I et antropologisk perspektiv kan alle børn biologiske eller ej siges at være fremmed for deres
forældre og omvendt. Et dansk forældrepar, der føder et spædbarn kan også opleve deres barn
som fremmed.42 Det, der adskiller adoptivforældrenes og de danske biologiske forældres oplevelse
af at få et barn, er, at adoptivbarnet er en speciel type ‟fremmed‟, da barnet har levet en årrække i
et andet sprogligt og sociokulturelt miljø og har eller har haft biologisk familie, der lever i fødelandet
eller har haft relationer til andre mennesker, i form af kammerater, plejefamilie eller plejepersonale.
Det betyder, at det større adoptivbarn indeholder en fortid, som forældrene ikke umiddelbart
kender til. Det større adoptivbarn møder altså ikke sine forældre som tabula rasa43, men med
erfaringer og oplevelser fra en fremmed verden.
42 I løbet af feltarbejdet og arbejdet med at skrive dette speciale er flere af mine venner og veninder blevet forældre for første gang af
biologisk vej. Jeg har derfor kunnet spejle deres oplevelser og reaktioner i forhold til at blive forældre med adoptivforældrenes oplevelse og erfaring. Mine venner har alle givet udtryk for at det har været overvældende at blive forældre og pludselig være ansvarlig for et andet menneske. De fortæller også, at de den første tid efter fødslen har skullet vænne sig til barnets reaktionsmåde, forskellige type gråd og lignende. Man kan derfor sige, at der altid er en grad af fremmedhed i mødet mellem forældre og barn, hvor den første periode efter fødslen går med at forældre og barn lærer hinanden at kende. 43
Indenfor samfundsvidenskaben og filosofien hentyder tabula rasa til den opfattelse, at sjælen er som en ubeskrevet tavle (et
ubeskrevet blad), som erfaringer efterhånden hæfter sig på (Den Store Danske 2009-2010).
Når Storken kommer Flyvende
47
3.3.1. ”Han er jo en lille mand, der kommer her”
M: Vi har ikke mange billeder fra før, desværre. Det havde vi håbet på eller hvis
plejemoren havde skrevet et brev vi kunne få oversat eller havde givet ham et eller
andet, en klud. For vi kunne godt se sådan omgivelserne, selvfølgelig er det nogle
andre omgivelser end vi er vant til. Men [vi ville gerne have haft] bare et eller andet,
der havde gjort, at vi kunne fortælle ham om den tid hos hende. Det hul mangler vi
også selv. Hvad har han oplevet?
(Mor til dreng adopteret fra Thailand 3½ år gammel)
Det større adoptivbarns nonnormative oprindelse og fortid i et andet land end Danmark efterlader,
som moderen herover antyder, forældrene med en fornemmelse af ”hul” i forhold til at vide, hvem
deres barn er. Størstedelen af adoptivforældrene oplever primært den manglende viden og indsigt i
barnets tidlige opvækst som et hul i form af diskontinuitet for barnet og barnet fornemmelse af
hvem det er. Det indikerer, at forældrene tolker barnet ud fra en forståelse af, at kontinuitet og
oplevelser i den tidlige barndom er vigtig for barnets fornemmelse af, hvem det er. Dette er en
antagelse som jeg vil vende tilbage til og uddybe i kapitel 4. Jeg vil her argumentere for, at hullet i
viden og den manglende indsigt i barnets oprindelse og fortid ligeledes udfordrer
adoptivforældrenes fornemmelse af kontinuitet i forhold til at kende deres barn. Det kommer til
udtryk i forældrenes refleksioner over barnets alder på adoptionstidspunktet.
M: Jamen, det bekymrede mig, at han var så stor, det hans bagage bekymrede mig.
Selvfølgelig har du fået en masse vejledninger og rådgivninger på kurserne og det var
jo med til at gøre lidt det her skræmmebillede, jamen, hvad har han med? Og hvor
meget er det, jeg går glip af. Jeg har ikke set de første skridt, jeg har ikke set ham
kravle, jeg har ikke set ham få tænder og om jeg kunne kapere det? Og han har et
sprog, kan vi kalde ham et andet navn? Han er jo en lille mand, der kommer her.
(Mor til dreng, adopteret fra Thailand 3½ år gammel)
Det større adoptivbarn har et sprog, et navn og en række erfaringer med sig, når det møder
forældrene. Det er derfor ikke et spædbarn, men ”en lille mand”, som forældrene bliver forældre til.
Barnet er allerede blevet præget af ukendte mennesker i et andet land og er derfor allerede i gang
med sin sproglige, sociale og kulturelle udvikling, når forældrene møder det første gang. Altså,
møder det større adoptivbarn ikke sine forældre som tabula rasa eller social nøgent, men med en
”bagage” af relationer, oplevelser og erfaringer, som giver anledning til et hul i forældrenes
fornemmelse af kendskab til, hvem deres barn er. Jeg belyste indledningsvist, hvordan Iñupiat
folket antager at barnet fødes med personlig essens, der er et produkt af en sammensmeltning af
op til flere forfædre, som barnet er en reinkarnation af. Adoptivforældrene synes at antage, at det
Når Storken kommer Flyvende
48
større adoptivbarn fødes med en personlig essens, der udgår fra det sted, det land, den kultur og
det sprog barnet er født ind i. Dette er en antagelse jeg vil vende tilbage til og uddybe i kapitel 4.
Det er ikke kun den manglende biogenetiske forbundethed, men ligeledes, som Howell (2006)
også bemærker, fraværet af delt livshistorie, der udfordrer adoptivforældrene i deres oplevelse af
at blive forældre til og danne familie med det større adoptivbarn. Frem for via gener og selverfaring
at have en fornemmelse af, hvem barnet er og hvad det har oplevet i tiden op til adoptionen, er
adoptivforældrene overladt til i højere grad at ”gætte” og ”mærke” sig frem til, hvem deres barn er.
M: Vi ved ikke særlig meget. Han er hittebarn. Det er alle børn fra Kina og han er
fundet, da han var 1½ år gammel på en busstation. Så vi ved overhovedet ingenting
om hans første halvandet år, andet end hvad vi kan gætte os til, og det er jo ikke
noget at vide. Det er jo ikke viden, det er jo bare gætterier. Vi tror, han er efterladt på
grund af hjertefejlen, men det ved vi ikke. Men vi kan jo mærke, at han er en dreng,
der har en kerne af noget godt. Vi tror, han har haft det godt. Vi tror ikke, vi tror, at det
har været en ulykkelig slutning for hans biologiske forældre at efterlade ham. Vi kan
ikke tro andet i hvert fald.
(Mor til en dreng adopteret fra Kina 3 år gammel)
Adoptivforældrene har kun det større adoptivbarns adfærd her og nu, barnets sporadiske
fortællinger om sin tid i fødelandet, samt de billeder og andenhånds informationer i form af
socialrapporter, levneds- og helbredsbeskrivelser, som adoptivforældrene modtager i forbindelse
med eller selv indsamler efter adoptionen, at forstå hvem deres barn er ud fra. Adoptivforældre og
det større adoptivbarn har ikke en fælles (oprindelses)historie, som de kan definere hinanden ud
fra. Dermed udfordrer det større adoptivbarns fremmede oprindelse og ukendte fortid dels den
biogenetiske og gestationelle fortolkningsramme indenfor hvilken forældre i Danmark almindeligvis
søger at forstå og tolke deres barns behov og adfærd, men også den sociale og følelsesmæssige
fortolkningsramme, som adoptivforældrene legitimerer deres nonnormative forældre-barn relation
indenfor. Adoptivforældrene kan ikke, som normativt konstituerede danske familier, forklare
barnets behov eller adfærd med henvisning til, at barnet via gener har arvet mors kreativitet eller
fars aggressivitet. Det efterlader forældrene med spørgsmålene ”hvad det er for et barn vi får?”,
”hvad har det været udsat for?” og ”hvad skal vi arbejde med?”
3.1. Opsamling
International adoption af et større barn i Danmark implicerer at adoptivforældrene må acceptere og
vænne sig til, at de ikke bliver forældre til et biologisk spædbarn, hvis opvækst de kan følge fra
spæd. En måde hvorpå forældrene forholder sig til deres i en dansk kontekst nonnormative
familieformation er at lægge vægt på social og følelsesmæssig forbundethed i form af at danne
Når Storken kommer Flyvende
49
familie med barnet, at kunne præge barnet, hjælpe det videre ud i livet, samt drage omsorg for
barnet. Dog kompliceres adoptivforældrenes fornemmelse af social forbundethed af
adoptivforældrenes oplevelse af fremmedhed og uvidenhed. Denne fremmedhed består i at det
større adoptivbarn har rødder og relationer i et andet land end Danmark og allerede er i gang med
sin sproglige, følelsesmæssige og sociokulturelle udvikling, når det møder forældrene. Det er
derfor ikke nok, at forældrene accepterer og argumenterer for autenticiteten i deres forældre-barn
relation ved at lægge vægt på, at de føler sig socialt og følelsesmæssigt forbundet til barnet.
Denne forbundethed udfordres af, at det større adoptivbarn allerede er i gang med at leve livet, når
det møder forældrene. Det er allerede blevet præget af fremmede mennesker i et fremmed land.
Det afskærer adoptivforældrene fra at anvende dominerende fortolkningsmodeller for hvem et barn
er. Barnet kan ikke tolkes ud fra en forståelse af at barnet via genetisk forbundethed har arvet
mors sind eller fars temperament. Den manglende tilstedeværelse i barnets tidlige opvækst
betyder, at adoptivforældrene ikke har vished for, om barnet har fået den fornødne omsorg og
udviklet de færdigheder, som de antager, at det har behov for. Det efterlader et hul i
adoptivforældrene fornemmelse af hvem barnet er. Dermed med udfordrer det større adoptivbarns
nonnormative oprindelse og fortid i et andet land end Danmark ikke blot måden hvorpå man i
Danmark tænker familie og forbundethed mellem forældre og barn. International adoption af et
større barn udfordrer ligeledes de kulturelle fortolkningsrammer, der hidtil har været dominerende
for, hvor man som forældre forstår hvem et barn er, hvilket efterlader forældrene med en
fornemmelse af at blive forældre til en fremmed.
Når Storken kommer Flyvende
50
4. At forældre et barn med bagage
Hvilke tanker gjorde I jer om, at barnet var ældre på adoptionstidspunktet?
F: Når vi har ventet så længe på et barn, næsten så gammelt som barnet er, hvorfor
har de så ikke overladt hende til os noget før. Og frustrationen af hvad problemer der
kunne opstå. Vi havde jo hørt flere eksempler fra bekendte og blade. Når de bliver så
gamle, så har de altså det mere med.
M: Min største skræk var, hvad er der i rygsækken. Hvor mange svigt er der, hvor
meget hårdhed. Men jeg tænkte bare vi ikke får sådan en, der bare er rigtig hård og
slår og er voldsom og hvad man nu ellers kan forvente.
(Mor til to piger adopteret fra Kina 1 og 3 år gamle).
Det er en udbredt antagelse blandt adoptivforældrene, at det større adoptivbarn bringer ”det mere”
med i bagagen fra sin fortid i fødelandet end hvis forældrene have født et (biologisk) spædbarn.
Med ”det mere” hentyder forældrene til de sociokulturelle og følelsesmæssige erfaringer og
relationer, som barnet bringer med sig fra sin tid i fødelandet.
Jeg undersøger i dette kapitel, hvilke lokalkulturelle forestillinger, der ligger bag
adoptivforældrenes antagelse om, at det større adoptivbarn har ”det mere” med i bagagen.
Gottliebs (1998, 2004) studium om det spirituelle Beng spædbarn44 danner den perspektiverende
ramme for at anskueliggøre, at adoptivforældrenes forestilling om, hvad det større adoptivbarn har
med i bagagen, er udtryk for en særlig lokalkulturel fortolkningsramme for, hvordan forældrene
forstår og tolker barnets behov og adfærd (Harkness & Super 2006; Holland & Quinn 1997a). Jeg
vil ligeledes undervejs perspektivere til Howells studium af norske adoptivfamilier.
4.1. Børn med bagage
I et børneantropologisk perspektiv er det ikke overraskende, at forældrene antager, at barnet
bringer bagage med sig. I forordet til bogen “A world of babies” (DeLoache & Gottlieb 2000b)
argumenterer Bruner for, at “[n]o child is ever a tabula rasa in the eyes of the culture”, idet barnet
er ”a ”candidate” member of the culture – and cultures vary in how they delineate that candidacy”
44 Det kan undre, at jeg vælger at perspektivere det større adoptivbarns oprindelse og fortid i et andet land end Danmark til Beng
spædbarnets oprindelse og fortid i en anden verden. Det er dog ikke barnets alder, når det møder forældrene, der er central i perspektiveringen. Det centrale i perspektiveringen er hvilke implikationer Beng folkets kulturelle forestillinger om barnets bagage i form af oprindelse og fortid i et andet land for, hvordan Beng forældre forstår og tolker deres barns behov og adfærd (jf. Bruner 2000).
Når Storken kommer Flyvende
51
(Bruner 2000:X)45. I dette perspektiv kan alle børn siges at blive født med bagage. Deloache og
Gottlieb påpeger, at der eksisterer forskellige modeller for, hvordan et barn opdrages i verden, og
at disse modeller formes af historiske og lokalkulturelle overbevisninger, som ”lie deeply
embedded in religious and spiritual beliefs, in folk theories about human nature and the nature of
reality, and in basic moral values” (DeLoache & Gottlieb 2000a:12). I forlængelse heraf peger
Gulløv på, at voksne i omgangen med børn betoner ”nogle grundlæggende opfattelser af, hvad
man som barn skal lære for at handle værdigt og rigtigt i forhold til andre mennesker” (Gulløv
1998:6). Forståelsen af hvad et barn bringer med i bagagen, og måden hvorpå disse forestillinger
bliver motiverende for, hvordan forældre forstår og tolker barnets behov og adfærd skal derfor
forstås ud fra lokalspecifikke antagelser om, hvad et barn er, hvor det kommer fra, og hvor det er
på vej hen (Bruner 2000; Holland & Quinn 1997a). Dette understreges af flere studier indenfor
slægtskabs- og børneantropologien.
Jeg nævnte i kapitel 3, hvordan Iñupiat barnets adfærd og personlighed forstås og tolkes ud fra
en forestilling om, at barnet bringer op til flere forfædres væsen med sig i bagagen. Det implicerer,
at Iñupiat folket, herunder barnets forældre, tiltaler og forventer, at barnet agerer som den forfader,
barnet i en given interaktion eller situation antages at være en reinkarnation af. Reese (2000)
illustrerer i sit studium af puritanerne i New England tilbage i det 16. og 17. århundrede, hvordan
de forestillede sig, at barnet bragte ondskab med sig i bagagen, idet barnet ansås for at være født i
synd. Det betød, at de puritanske forældres vigtigste pligt var at oplære barnet i overensstemmelse
med Biblen. Forældrene skulle lære barnet at udvise ærbødighed, respekt og frygt overfor sine
forældre og det var forældrenes opgave via kærlighed og disciplin at ”break and beat down the
natural pride and stubbornness that may develop [i barnet]” (Reese 2000:52). Gottlieb (2004)
illustrerer i sit studium af Beng spædbørn i Elfenbenskysten, hvordan Beng spædbarnet anses for
at bringe åndelige relationer og behov med sig i bagagen. Beng spædbarnet opfattes som
værende genopstået fra og derfor tæt knyttet til åndeverdenen. Beng forældre anser det som deres
primære opgave at lokke barnet til at blive i denne verden og undgå at det vender tilbage til
åndeverdenen (Gottlieb 2004).
45 Bruners forståelse af tabula rasa synes dermed at læne sig op af filosoffen John Lockes forståelse af tabula rasa, der antydede, at
”mennesket i princippet kunne udvikles til hvad som helst afhængig af miljøet” (Jerlang & Jerlang 2003:44). Dog er der en væsentlig modsætning i Bruners opfattelse af tabula rasa i forhold til John Lockes opfattelse. Locke opfattede tabula rasa som en beskrivelse af menneskes bevidsthed, hvorimod Bruner opfatter tabula rasa som et udtryk for de lokalkulturelle forestillinger, der er med til at forme og definere, hvad et barn er i en given kulturel kontekst. Bruner synes dermed at anskue tabula rasa som et kulturelt fænomen, hvis betydning afhænger af den kulturelle kontekst begrebet anvendes i, hvorimod Locke synes at anskue tabula rasa som en universel sandhed omkring hvordan mennesker erfarer.
Når Storken kommer Flyvende
52
4.1.1. Adoption og bagage
Forestillingen om, at adoptivbarnet medbringer en bagage eller rygsæk fuld af følelsesmæssige og
fysiske erfaringer, når det møder forældrene, er en metafor, der, ifølge Howell, er vundet frem i
internationale adoptionskredse indenfor de senere år.
Far from arriving in Norway as tabula rasa, the adoptees are said to arrive with a
backpack full of emotional and physical experiences, some of which may be extremely
distressful and may help account for the child‟s failure to settle down. (Howell
2006:100).
Bagage metaforen bruges, ifølge Howell, til at forklare, hvorfor et barn har svært ved at falde til hos
adoptivforældrene i modtagerlandet og hænger sammen med en opmærksomhed på betydningen
af rødder, gener og oprindelig kultur for barnets udvikling (Howell 2006).46 Derudover sættes
bagagemetaforen, ifølge Howell, ofte i relation til en tilknytningsteoretisk forestilling om, at barnet
har lidt tidligt omsorgssvigt, idet barnet ikke har fået den fornødne omsorg fra primære voksne
tidligt i livet (Howell 2006).
Forestillingen om at adoptivbarnet kommer med rødder og (omsorgs)svigt i bagagen dominerer
ligeledes adoptionspraksis i Danmark. Jeg belyste i kapitel 1, hvordan denne adoptionspraksis er
influeret af udviklingspsykologiske diskurser, der anlægger et patologiserende perspektiv på
adoptivbarnet og selve adoptivforholdet. Som vi skal se i dette kapitel, så influerer dette
patologiserende perspektiv ligeledes adoptivforældrenes forestilling om, hvad deres barn har med i
bagagen, og måden hvorpå forældrene tolker barnets behov og adfærd.
Med afsæt i en introduktion til Beng folkets forestilling om, hvad Beng spædbarnet har med i
bagagen, belyser jeg i første del af dette kapitel, hvad adoptivforældrene antager, at barnet har
med i bagagen. Herefter illustrerer jeg, hvordan disse forestillinger bliver motiverende for, hvordan
forældrene i mødet med det større adoptivbarn forstår barnets behov og tolker barnets adfærd.
Dette gøres med henblik på at illustrere og tydeliggøre, hvordan adoptivforældrene i deres forsøg
på at forstå, hvem det større adoptivbarn er, tager afsæt i en særlig folkepsykologisk forståelse af
barn og barndom.
46 Da international adoption først begyndte tilbage i 1950‟erne, ansås miljøet i højere grad som determinerende faktor for, hvorvidt et
barn ville vokse op som en hel person (Dalen & Sætersdal 1999). Howell bemærker, at en gængs antagelse indenfor denne diskurs var at et barns indtræden i et kærligt og godt hjem ville kompensere for eventuelle dårlige erfaringer, som barnet måtte have fået tidligt i barndommen (Howell 2006). Dette indikerer, hvordan adoption som fænomen skaber diskussion om forholdet mellem natur og kultur og mellem arv og miljø. Derudover understreger udviklingen i synet på det adopterede barn ligeledes, at forestillinger om, hvem et barn er, skal forstås som en historisk og kulturel konstruktion (Gulløv 1998; A James et al. 1999; Toren 1993).
Når Storken kommer Flyvende
53
4.2. Hvor kommer du fra og hvad har du med?
In the Beng world, infants are believed to emerge not from the void before gaining life
inside a woman‟s womb, but from a rich, social existence in a place that adults call
wrugbe (Gottlieb 2004:80).
Beng forældre i det nordlige Elfenbenskysten står, ligesom adoptivforældrene, overfor at blive
forældre til et barn med oprindelse og fortid i en anden verden, idet Beng spædbarnet kommer fra
Wrugbe, åndelandsbyen, hvor Beng sjæle tager hen, når de dør (Gottlieb 2004). Wrugbe kan ikke
umiddelbart sammenlignes med Guatemala, Kina eller Thailand, men Gottlieb (1998) understreger,
at Wrugbe af Beng folket opleves lige så naturligt som adoptivbarnets fødeland opleves af
adoptivforældrene. Beng forældre tolker barnets oprindelse i Wrugbe ud fra en kulturel model, der
bygger på en form for reinkarnation, ”a cyclical trajectory, with no beginning and no end and death
itself as a kind of life” (Gottlieb 1998:123). Det kan tage op til syv år, før barnet endeligt forlader
Wrugbe og bestemmer sig for, at blive i dette liv. I denne periode lever barnet et parallelt liv i
Wrugbe, og barnet er stadig i kontakt med sine Wrugbe relationer. Derudover antager Beng
forældre, at barnet har ønsker og behov, der knytter sig til barnets tidligere liv i Wrugbe. Det er
blandt andet vigtigt, at den første gave barnet får er en konkylieskal, idet konkylien var en vigtig
valuta for Beng folkets forfædre og derfor minder barnet om sit liv i Wrugbe (Gottlieb 1998:125).
Beng forældre anser det som deres primære opgave, at lokke barnet til at blive i denne verden
frem for at vende tilbage til Wrugbe. Det gør forældrene blandt andet ved at bade og give barnet
lavement to gange dagligt, samt tildele barnet en række smykker, der minder barnet om tiden i
åndeverdenen. Beng barnet forsøger, ifølge Beng folket, at kommunikere sine behov og ønsker til
sine forældre gennem sin adfærd og gråd. Beng forældre er dog ikke altid i stand til at forstå og
tolke, hvad barnet via sin gråd eller adfærd forsøger at kommunikere, da de "emerged from that
other life [in Wrugbe] too long ago to remember its language” (Gottlieb 1998:130). Beng forældre
står derfor, ligesom adoptivforældrene, overfor en fremmedhed i form af manglende indsigt i deres
barns fortid i Wrugbe, der komplicerer forældrenes forståelse og tolkning af barnets behov og
adfærd.
4.3. Med ”rod” i en anden verden
L: Hvilke tanker gjorde I jer om, at barnets alder på adoptionstidspunktet?
M: Jamen nu havde vi nogle venner, som vi så en del på det tidspunkt, som havde en
datter, som var faktisk nøjagtig jævnaldrende jeg må indrømme, at jeg tænkte meget
at sådan en stor pige, der skulle tages væk fra det hun nu var i, og så skulle omstille
sig til noget andet. Det var jeg sådan lidt rystet over.
(Mor til pige adopteret fra Kina 2 år gammel)
Når Storken kommer Flyvende
54
Adoptivforældrene opfatter langt fra det større adoptivbarn som havende relationer til
åndeverdenen, ondskab eller forfædrenes væsen med sig i bagagen, men antager i højere grad, at
det større adoptivbarn i mødet med forældrene dels medbringer følelses- og omsorgsmæssige
svigt og tab i form af brud med biologisk og kulturel oprindelse og manglende omsorg fra primære
voksenrelationer. Det bevirker, at adoptivforældrene anser det som deres primære opgave, at
hjælpe barnet med at bearbejde disse svigt og tab, samt hjælpe barnet med at få en fornemmelse
af, hvor det kommer fra og hvorfor det nu vokser op i Danmark. Forældrene forsøger på den ene
side at opretholde en forbindelse til fødelandet og på den anden side at kompensere for de tab,
brud og eventuelle svigt, som de forestiller sig, at barnet medbringer. Jeg vil i det følgende
illustrere, hvordan disse forestillinger kommer til udtryk i empirien.
4.3.1. De skal være stolte af deres ’rødder’
M: [Vi fortæller] at han er privilegeret, at han har et land i Afrika, hvor han har nogen
og et land i Danmark, hvor han har nogen, så han har så mange mennesker og så
mange ting eller kulturer ikke også. På en eller anden måde gøre ham stolt af at have
det, så han ikke føler, at han ikke på et eller andet tidspunkt synes, at det er et
mindreværdskompleks. For han har jo den her historie med og han kan huske det og
det synes jeg er vigtigt. Jeg synes ikke man skal dyrke den, men omvendt synes jeg,
at det er vigtigt, at det kommer med ham. At han kan være glad for den del også
senere i sit liv. For på et eller andet tidspunkt vil han jo vende tilbage og kigge lidt på
hvad er det i grunden jeg er for en, hvor kommer jeg fra, hvorfor er jeg her. Det vil han
vende tilbage til flere gange, tror jeg.
(Mor til dreng adopteret fra Etiopien 4½ år gammel)
På samme måde som Beng forældre antager, at Beng barnet kan huske sin tid i Wrugbe, er
adoptivforældrene overbevidste om, at barnets fødeland, den kultur og de relationer og oplevelser,
som barnet (ikke) har haft i landet før adoptionen, er en historie, som barnet altid bærer med sig og
vil have betydning for barnets forståelse af, hvem det er. Alle adoptivforældrene lægger, som
moderen herover, vægt på, at være åbne omkring barnets oprindelse og relationer i fødelandet, og
påpeger, at det er vigtigt, at deres barn ”er glad for” og ”stolt af” sin oprindelse i et andet land end
Danmark. Både fordi barnet kan huske sin tid i fødelandet, men også fordi forældrene antager, at
denne tid har betydning for barnets forståelse af, hvem det er, hvor det kommer fra og hvorfor det
er i Danmark. Dette understreges blandt andet ved at flere forældre forsøger at samle så meget
information som muligt om barnets tid i fødelandet i form af billeder, ting og historier, da de
antager, at barnet, når det er ældre, vil spørge til sin oprindelse.
I lighed med de danske adoptivforældres indsamling af billeder og informationer fra fortiden, så
forsøger Beng forældre at skabe en god forbindelse til Beng spædbarnet ved at give barnet
Når Storken kommer Flyvende
55
konkylieskaller og mønter, der kan minde barnet om tiden i Wrugbe. Men hvor Beng forældre er
bange for at barnet vil vende tilbage til Wrugbe og arbejder på, at barnet helt skal forlade Wrugbe,
så giver adoptivforældrene udtryk for, at de er interesserede i at opsøge barnets biologiske og
kulturelle ‟rødder‟ i fødelandet. Adoptivforældrene påpeger, at det primært er for barnets skyld og
for, at barnet får en fornemmelse af, hvem det er, men flere forældre giver ligeledes udtryk for at
besøget i fødelandet giver dem en bedre forståelse af, hvem deres barn er.47 Flere adoptivforældre
antyder i den forbindelse, at barnets fødeland er blevet ”et andet fædreland” for familien, andre
fortæller, at de følger med i udviklingen, lytter til musik fra barnets fødeland og stiller både det
danske og flaget fra barnets fødeland frem på barnets fødselsdag. En række familier har været på
genbesøg i barnets fødeland, en enkelt familie i forbindelse med overdragelsen af endnu et barn.
De resterende familier har enten planer om, eller udtrykker ønske om at vende tilbage til barnets
fødeland for at besøge det område, som barnet ”har rødder i”, samt møde de personer, som har
taget sig af barnet og eventuelt finde barnets biologiske forældre. Adoptivforældrenes
bestræbelser på at opretholde en forbindelse til barnets ”rødder” i fødelandet understreger, som
jeg var inde på i kapitel 3, at vi i Danmark (og i den vestlige verden) definerer, hvem en person er,
ud fra en kulturel model, hvor kultur i form af det sted - det land eller det lokalsamfund - vi er født
ind i, udgør en essentialistisk del af, hvem vi er som personer (jf. kapitel 3).
4.3.2. De er danske, men med rødder i et andet land
Det er ikke kun barnets rødder i fødelandet, som adoptivforældrene ‟dyrker‟. Forældrene giver
udtryk for, at der skal være en balance imellem ‟dyrkningen‟ af barnets rødder i fødelandet og
‟plantningen‟ af barnets rødder i Danmark. En mor forklarer balancen således:
M: Jeg kunne jeg da godt tænke mig [at besøge barnets fødeland]. Jeg vil tilbage nu.
Det vil jeg helt sikkert. Det synes jeg kunne være rigtig fedt. Det er svært, vi holder
den der balance imellem at vi rigtig gerne vil fortælle om Kina og fortælle ham om
Kina, lære ham om Kina til at han også skal have en fornemmelse af at han er
dansker, men med kinesisk baggrund. Og ikke at han er kinesisk, men så bor i
Danmark. Jeg går meget op i Kina, han har også kinesiske børnebøger og vi var også
til kinesisk nytårsfest. Det skal selvfølgelig heller ikke være sådan, at han får Kina
stoppet ned i halsen, men samtidig vil jeg også gerne have, at han er stolt af at
komme fra Kina.
(Mor til dreng adopteret fra Kina 3 år gammel)
47 Blandt andet fortæller et forældrepar, at de i forbindelse med et genbesøg i deres børns fødeland blev overrasket over at høre, at den
søn, som de oplever som den mest indadvendte, faktisk hos plejefamilien i Colombia blev opfattet som den mest udadvendte.
Når Storken kommer Flyvende
56
Flere forældre giver udtryk for, at det er vigtigt, at barnet er stolt af at komme fra fødelandet, men
barnet skal også have en fornemmelse af, at det er dansker. Det er ikke kun barnets kulturelle
oprindelse, som forældrene forsøger at balancere, det er ligeledes åbenheden omkring barnets
biologiske oprindelse. Et eksempel er denne mor, som påpeger, at intet om barnets fortid skal
holdes fordækt, men det skal heller ikke dyrkes:
M: Vi snakker sommetider om hans søster og sådan noget. Sidste gang var han ved
at pakke noget sammen, fordi det ville han gerne sende til sin lillebror. Så han har
sådan et eller andet og vi skal ikke dyrke det, det er slet ikke det, men vi skal have en
bevidsthed om, at der er nogen dernede, som har været hans nærmeste familie. Det
der med at han siger, hvorfor blev jeg adopteret - jamen din mor og far har nok ikke
kunnet give dig mad nok eller de har været syge eller noget – nå, det ved han da ikke.
Vi ved ikke rigtigt, hvad han ved og ikke ved, så vi har ikke påduttet ham noget om, at
de [biologiske forældre] ikke kan give ham mad, hvis det nu ikke var tilfældet. Det er
ikke til at vide, hvad baggrunden er. Men det han fortæller, det tager vi imod og
noterer ned. Den historie giver vi ham med og så kan han jo bruge den eller lade
være. Vi vil ikke holde noget fordækt, men vi vil heller ikke dyrke det.
(Mor til dreng adopteret fra Etiopien 4½ år gammel)
Flere forældre fortæller, at de er opmærksomme på ikke at ”pådutte” barnet historier, som de ikke
er sikre på stemmer overens med barnets faktiske historie. De giver alle udtryk for, at de forsøger,
at give så realistisk et billede som muligt af, hvorfor barnet ikke vokser op hos sin biologiske
familie, men vokser op hos en familie i et andet land. For forældrene implicerer det ligeledes at
sikre sig, at barnet er glad for og stolt af sit ‟anderledes‟ udseende. Et forældrepar fortæller, at
deres søn har givet udtryk for, at være ked af at være ‟brun‟, og forældrene har i denne forbindelse
været meget opmærksomme på, at fortælle sønnen, at han må have nogle flotte Guatemala
forældre, for, som parret forklarer, ”hvis man ikke gør det, så kan barnet heller ikke lære at elske
sig selv”.
På trods af at det er et generelt mønster på tværs af det empiriske materiale, at det er vigtigt, at
det større adoptivbarn er stolt af sine biologiske og kulturelle ”rødder” i fødelandet, så giver alle
adoptivforældrene udtryk for, at det større adoptivbarn helst skal føle og anse sig selv som
dansker, men med oprindelse i et andet land end Danmark. I forlængelse heraf understreger flere
forældre, at det er vigtigt, at barnet lærer, at forældrene er barnets primære omsorgspersoner og at
barnet langsomt, men trygt vænner sig til ”at have hjemme” i Danmark. Dette antyder, at
adoptivforældrene, ligesom de norske adoptivforældre, er interesserede i at transsubstantiere det
større adoptivbarn fra at være thai, inder eller guatemalan til at være dansk (jf. Howell 2006). Der
Når Storken kommer Flyvende
57
synes dog at være en forskel i måden hvorpå de danske og de norske forældre forsøger at
inkorporere barnet i deres biologiske og nationale slægt.
De norske forældre fokuserer, ifølge Howell (2006), i første omgang på at plante barnet i norsk
muld med henblik på at inkorporere barnet i og skabe tilhørsforhold til forældrenes norske
slægtshistorie og nedtoner i denne proces betydningen af barnets biologiske og kulturelle
oprindelse. Det er først senere, når tilknytningen til Norge er etableret, at forældrene, ifølge Howell,
begynder at interessere sig for barnets rødder. I modsætning hertil lægger de danske forældre
vægt på både at inkorporere barnet i forældrenes historie og slægt, samtidig med at de også
inkorporerer sig selv i barnets slægtshistorie.48 Det understreges ved, at barnets fødeland anses
som et andet fædreland og ved at forældrene udviser stor interesse for at vide mere om barnets
tidlige opvækst. Flere af de danske forældrepar fortæller, at de gør meget for at finde billeder ikke
bare af deres søn eller datter, men også af de legekammerater barnet har haft.49 Blandt andet
fortæller et forældrepar følgende:
M: Vores søn havde to kammerater derude. Jeg vil sige, jeg kender dem ikke særlig
godt, men jeg er sikker på, at jeg kunne elske dem, ligesom jeg elsker vores søn. De
fylder allerede meget i vores syv måneder sammen med vores søn, og vi ved bare, at
de to drenge aldrig kommer derfra uanset, hvem der beder om at få dem. De to
drenge er mindst ligeså vidunderlige som vores søn og de er en del af vores søns
historie. Jeg håber sådan, at jeg skal ud og hilse på dem. Jeg har ikke mødt dem. Jeg
har kun set dem på billeder og så hvad han [sønnen] ikke kan fortælle af
røverhistorier. Han har dem med [i bagagen] og de er jo også kommet ind under
huden på os.
(Forældre til dreng adopteret fra Thailand 3½ år gammel)
For forældrene her er sønnens efterladte venner på børnehjemmet i Thailand blevet så stor en del
af familiens hverdag gennem de historier, som sønnen fortæller og de billeder, videoer og
informationer, som de har fået fat i via frivillige og via sider på internettet, at de ikke er i tvivl om, at
de kunne elske dem ligeså meget, som de elsker deres egen søn.
De danske forældre synes ikke, som Howells norske adoptivforældre, at omplante barnets
rødder i dansk muld, men synes i højere grad at lave en sammenplantning, hvor barnets og
forældrenes rødder over tid vokser sammen og bliver en del af hinandens tilblivelseshistorie. En far
konstaterer netop, at ”vi vokser sammen, selv om vi kommer fra to vidt forskellige
udgangspunkter”.
48 Jeg er opmærksom på, at denne diversion kan skyldes, at Howell primært har taget udgangspunkt i familier, som har modtaget
spædbørn, hvorfor børnene ikke selv har kunnet give udtryk for eventuelle minder. Der kan også være forskel på den historiske periode, hvor adoptionerne er gennemført. Howell påpeger selv, at der indenfor de senere år er sket en ændring fra at fokusere på miljøets betydning for barnets opvækst til at fokusere på biologi, gener og rødder i stedet (Howell 2006). 49
Jeg har også selv som tidligere frivillig oplevet, at kommende adoptivforældre eller forældre, der har fået barn fra børnehjemmet i
Guatemala, kontakter mig for at få så meget information som muligt om deres barns livshistorie før adoptionen.
Når Storken kommer Flyvende
58
4.3.3. opsamling
Jeg har i dette afsnit illustreret, hvordan adoptivforældrene antager at barnet medbringer biologisk,
kulturel bagage i form af at have rødder i et andet land end Danmark. De danske adoptivforældre
anlægger samme opfattelse af det større adoptivbarn, som australske adoptivforældre, der, ifølge
Telfer (2003), opfatter det større adoptivbarn, som en kulturel person, hvis biografi og identitet er
biogenetisk forankret til fødelandet. Adoptivforældrene antager, at det har stor betydning for
barnet, og måske mere ubevidst også for dem selv, at de opretholder en forbindelse til barnets
fødeland med henblik på at barnet får en forståelse af hvem det er, hvor det kommer fra og hvorfor
det vokser op i Danmark. Forældrenes bestræbelser på at skabe en balance mellem barnets
rødder i fødelandet og barnet rødder i Danmark ser jeg som et forsøg på at sikre sig, at barnet ikke
føler et tilhørssvigt i form af ‟rodløshed‟, men forstår sig selv som et helt menneske med rødder i to
verdener.
Adoptivforældrene arbejder dog ikke kun på at give barnet en fornemmelse af tilhørsforhold. De
arbejder også på at hjælpe barnet med at bearbejde de følelsesmæssige konsekvenser af at de
tab og svigt, som forældrene antager, at barnet har med i bagagen på grund af den diskontinuitet
og det brud med biologisk og kulturel oprindelse, som barnet har oplevet både i opvækst i
fødelandet og i forbindelse med adoptionen. Med afsæt i det ”skræmmebillede” af det større
adoptivbarn, som adoptivforældrene møder på i godkendelsesfasen, illustrerer jeg i den sidste del
af dette kapitel, hvordan forældrene forstår og tolker barnets behov og adfærd ud fra en
lokalkulturel forestilling om, at de skal hjælpe barnet med at kompensere for de formodede tab og
(omsorgs)svigt, som barnet antages at bringe med sig i bagagen.
4.4. Skræmmebilledet – det omsorgssvigtede barn
Hvilke tanker gjorde I jer om, at barnets alder på adoptionstidspunktet?
M: Jamen, det bekymrede mig at han var så stor, det bekymrede mig at hans bagage.
Selvfølgelig har du fået en masse vejledninger og rådgivninger på kurserne og det var
jo med til at gøre lidt det her skræmmebillede, jamen, hvad har han med.
(Mor til dreng adopteret fra Thailand 3½ år gammel)
Flere forældre fortæller på tværs af empirien, at de især var usikre på og bekymrede for, hvad
deres barn ville bringe med i bagagen, idet de på de adoptionsforberedende kurser og i mødet
med sagsbehandlerne blev konfronteret med det, de kalder ”skræmmebilledet” af, hvad et
adoptivbarn er og har med i bagagen. Et forældrepar fortæller:
M: De fortalte næsten kun skræmmehistorier og husk på, at børnene i Kina sidder
bundet til en pottestol og sidder og rokker. Det kan godt være svært, at I ikke kan
Når Storken kommer Flyvende
59
kramme dem eller holde dem og det er det I allerhelst vil, når I lige er blevet forældre.
Der skulle ikke alle de der skræmmehistorier ind på de der forældrekurser.
Selvfølgelig skal de da være der, men måske i en mindre mængde, så skulle der være
noget mere realisme.
F: Det var lige før, at det var sådan, at er det nu helt sikkert det I vil?
M: Ja, lige præcis det der med, er I nu helt sikre, det var jo også det vores
sagsbehandler sagde til os, da vi fik vores dreng i forslag. Tænk jer nu om en ekstra
gang, fordi det er en stor en opgave at få så stort et barn.
F: Det var bedre at sige, at med sådan en gammel dreng giver det de og de
problemer, eller de og de udfordringer. Dybest set, da vi sagde ja [til adoption], vidste
vi jo ikke, hvad det vil sige at få en ældre dreng kontra en, ja nu ved vi det jo heller
ikke, men baby. Vi har ikke noget at forholde os til.
(Forældre til dreng adopteret fra Thailand 4½ år gammel)
Billedet af det omsorgssvigtede barn, der i tiden op til adoptionen har siddet bundet til en pottestol
med begrænset tilknytning til andre personer, præger, ifølge flere forældre, den information og
rådgivning, som de møder på de adoptionsforberedende kurser og hos sagsbehandleren i
godkendelsesprocessen. Forældrene bliver fortalt, at de skal forvente, at det er en stor opgave at
få et større adoptivbarn, da barnets oplevelser af tab af biologiske forældre og omsorgssvigt på
grund af manglende kontakt til primære voksne de første år, vil betyde, at barnet højest sandsynligt
vil have problemer med at sig knytte til forældrene rent fysisk. Adoptivforældrene skal ikke
forvente, at deres barn umiddelbart vil knytte sig til dem eller umiddelbart vil tilpasse sig livet i
Danmark, men at det kræver tid og ekstra ressourcer at blive forældre til et større barn. Billedet af
det omsorgssvigtede barn, der tegnes på de adoptionsforberedende kurser, synes
overensstemmende med den normative forståelse af det større adoptivbarn, som kommer til udtryk
i lovgivningen på adoptionsområdet i Danmark, hvor det fremhæves, at jo ældre barnet er ved
adoptionen, jo større risiko er der for, at barnet får problemer med at knytte sig til sine nye forældre
og sit nye hjemland (jf. kapitel 1). Denne forståelse understreges af, at forældre, der ønsker at
adoptere et større barn, skal have en udvidet godkendelse (jf. kapitel 1). Disse normative
forståelser af det større adoptivbarn og ikke mindst billedet af det omsorgssvigtede barn, som
forældrene bliver præsenteret for i godkendelsesfasen, udgør den kulturelle referenceramme
indenfor hvilken adoptivforældrene søger at forstå, hvem deres barn er, hvad det har behov for og
tolke, hvorfor det (re)agerer som det gør. Jeg vil nu illustrere, hvordan det kommer til udtryk i
empirien.
Når Storken kommer Flyvende
60
4.5. ”Han er grundlæggende sund indeni”
Det er en udbredt antagelse blandt adoptivforældrene, at det må være et stort tab for barnet først
at være blevet adskilt fra sine biologiske forældre, især moderen, og senere i forbindelse med
adoptionen at være blevet adskilt fra nogle gode venner og plejepersoner i fødelandet. Et
forældrepar, der oplevede, at deres søn var meget destruktiv og afvisende i sin adfærd, da de fik
ham, fortæller.
F: Det var ikke bare et spørgsmål om, at han skulle rettes ud over at have mistet
Indien og alle dem han kendte fra børnehjemmet og nyt land og så videre som han
ikke kendte. Det var jo også et spørgsmål om, at han jo aldrig haft et sekund på
børnehjemmet, hvor han kunne få lejlighed til at rase ud og sørge over tabet af sine
[biologiske] forældre til at starte med, så han har to kæmpe store tab, som han lige
skal have raset ud på en gang, fordi det første [tab] aldrig nogensinde er blevet
behandlet.
M: Det er de der ting, det tager så meget længere tid [end med et spædbarn], fordi de
har så mange flere lag de skal igennem inden de når ind til kernen. Det var simpelthen
sådan lag for lag han skulle igennem de der ting. Men vi har ikke været i tvivl om lige
fra starten, uanset hvor angst han var og hvor desperat han var, så har vi hele tiden
kunne mærke at han var sund. Det har vi aldrig været i tvivl om, det vidste vi, at bag
den der [angst og desperation], der var der en helt almindelig sund dreng, at han er
grundlæggende sund indeni.
(Forældre til dreng adopteret fra Indien 5 år gammel)
Flere forældre antager, som forældrene herover, at barnets tab af biologisk familie, brud med
fødelandet og de omsorgssvigt, som det muligvis har oplevet i løbet af barndommen, sidder som
uforløste følelsesmæssige frustrationer i barnets krop. På samme måde som Beng forældre
forestiller sig, at Beng spædbarnet er indhyllet i åndeliv og sårbar overfor ånderne, så synes
adoptivforældrene at anlægge et syn på det større adoptivbarn som indhyllet i flere lag af følelser
af svigt og tab, som først skal skrælles af, før de kan finde ind til, hvem barnet egentlig er.
Adoptivforældrene ser det som deres opgave, at hjælpe barnet med at pille disse lag af følelser af
tab og svigt af med henblik på at finde ind til barnets ”sunde kerne” og hjælpe barnet med at knytte
sig til forældrene og livet i Danmark.
Det er ligeledes en udbredt antagelse blandt adoptivforældrene, at barnet for tidligt har skullet
tage vare på sig selv, idet barnet ikke i fødelandet har fået hjælp eller omsorg fra voksne til at få
bearbejdet de tab og svigt, som barnet har været udsat for. Flere forældre giver udtryk for, at deres
barn bekymrer sig for meget om ting, som et barn ikke burde bekymre sig om. Forældrene anser
Når Storken kommer Flyvende
61
det som deres opgave, at lære barnet at være barn og lære, at der nu er der to voksne, som tager
sig af barnet og sørger for at barnet har det godt. For eksempel fortæller en mor
M: Det vores søn skal lære nu, det er, at han skal lære at være et barn, der bare leger
og har nogle forældre som tager hånd om ham, som bestemmer, som beslutter og
som tager sig kærligt af ham og sørger for ham på alle måder hele vejen rundt. Hvor
han førhen har skullet klare sig selv. Når vi så går ind og siger, at det er far, der har
bestemt at det skal være sådan eller at det er mor, der bestemmer at det er sådan, så
kommer der en reaktion sommetider, at det er vores søn, der bestemmer. Og det gør
vores søn ikke, altså, han må godt bestemme selvfølgelig, om han vil have to stykker
rugbrød eller tre skiver rugbrød, det er slet ikke sådan nogen ting. Men de der ting,
hvis han bliver ved med at sige, hvad skal vi have spise i aften. Når han har spurgt for
femogtyvende gang, så siger jeg, ”det finder mor ud af, det skal du slet ikke tænke på,
der kommer mad på bordet, du skal nok få noget at spise”.
(Mor til dreng adopteret fra Thailand 4½ år gammel)
Adoptivforældrene er klar over, at de ikke bare fra den ene dag til den anden kan skrælle lagene af
tab og (omsorgs)svigt af, men at det er en proces som tager lang tid. Flere forældre påpeger, at
det kan tage helt op til barnets alder på adoptionstidspunktet at nå ind til den sunde kerne, hvor
andre giver udtryk for, at barnets oplevelse af tab og svigt tidligt i livet nok altid vil sidde dybt i
barnet. Forældrene er dog enige om, at en af deres vigtigste opgaver i forbindelse med at blive
forældre til et større barn, er at gøre alt for at hjælpe barnet med at få bearbejdet de forskellige lag
af tab og svigt.
Jeg belyste tidligere, hvordan Beng forældre antager, at et tager op til syv år før Beng barnet
endeligt forlader Wrugbe. I denne periode er det Beng forældrenes vigtigste opgave at arbejde på
at lokke Beng barnet til at blive i denne verden, blandt andet at bade barnet og give det lavement
to gange dagligt, samt give det smykker og gaver, som kan minde barnet om tiden i Wrugbe.
Adoptivforældrene giver ligeledes udtryk for, at det kræver særlige foranstaltninger at finde ind til
barnets kerne og sikre sig, at barnet føler sig hjemme hos forældrene i Danmark. Jeg vil herunder
illustrere, hvordan det kommer til udtryk i empirien.
4.5.1. Vores sted – et lukket land
M: Alle familie og venner fik lov til at møde ham i lufthavnen, men herhjemme var der
lukket i meget, meget lang tid. Det her var vores sted. Der var ikke åben for familie og
sådan. Der blev ringet rigtig meget, men det var os der bestemte, hvornår der blev
lukket op for hvem og hvor mange og hvor lang tid af gangen. Så vores søn vænnede
sig stille og roligt til, at der var noget familie. Først var det familie og efterfølgende var
det vennerne.
Når Storken kommer Flyvende
62
F: Skype er også en kanon god opfindelse med billedtelefon, fordi så kan
bedsteforældrene sidde hjemme hos dem selv og se hvad der sker her uden at
komme anmassende, så den har vi også brugt meget.
M: Vores søn har i hvert fald lært sin farmor og farfar rigtig godt at kende via skype og
de har kunnet følge med i, hvordan det gik her, uden at der er kommet nogen. Der har
ikke været en sjæl her.
(Forældre til dreng adopteret fra Thailand 4½ år gammel)
Det er et klart mønster på tværs af empirien, at forældrene den første tid efter ankomsten til
Danmark isolerer sig med barnet i hjemmet. Enkelte familier bliver mødt af familie og venner i
lufthavnen, andre har besøg den første aften, men herefter er hjemmet ”lukket land” for både
familie og venner. Flere forældre fortæller, som forældrene herover, at de det første lange stykke
tid kommunikerede med omverdenen over internettet. Først når forældrene føler, at barnet er
blevet trygt ved dem, begynder de at åbne dørene for familie, venner og omverden.
Forældrene bruger den første tid alene med barnet til langsomt at vænne barnet til, at de nu er
barnets primære omsorgspersoner, og at barnet nu er kommet til det sted, hvor det skal bo resten
af livet. Derudover fungerer tiden i hjemmet som en slags overgangsfase, hvor barnet langsomt
introduceres til det danske sprog, den danske mad og til hverdagen sammen med forældrene. En
mor fortæller følgende om den første tid sammen med thailandskfødte søn.
M: Jamen, jeg synes, at det gik godt. Vi lavede jo sådan en rundvisning. Tog ham i
hånden og viste ham rundt herhjemme. Vi havde jo informeret familie, venner og
bekendte om, at vi nok skal ringe, når vi har brug for at få besøg. Vi havde de første
uger alene herhjemme. Selvfølgelig var der en døgnrytme, der skulle ændres i den
grad, så vi stod op kl. 3 om natten og lavede ris, fordi der vågnende vores søn og var
sulten og han ville ikke spise [når vi andre spiste aftensmad]. Han tog rugbrød til sig,
men ellers tog han ikke noget til sig i starten, så det var ris, der hovedsageligt røg ned.
Så havde vi jo begge [forældre] to, tre måneder herhjemme sammen. Jeg synes, at
det gik godt. Han lå jo i soveværelset hos os, specielt om natten. Han kravlede jo op til
os, som han selvfølgelig også skal og var også hurtig til sådan græder du, når du
falder, kigger du på os, vil du have os. Han gjorde heldigvis alle de rigtige sunde ting
med det samme. Det gik godt. Vi havde ro. Vi var hjemme i marts og havde en rigtig,
rigtig god periode, hvor vi stille og roligt startede med at udvide horisonten hele tiden.
Vi gik en tur om dagen, for at vise ham, hvor vi er henne og snakkede en hel masse.
(Mor til dreng, adopteret fra Thailand 3½ år gammel)
Flere forældre giver udtryk for, at de er meget opmærksomme på, hvordan barnet reagerer på
omvæltningen. Forældrene er, som moderen herover, især opmærksomme på, om barnet gør alle
de ”rigtige sunde ting”, som at kravle op til forældrene, græde og søge forældrenes tryghed, når
Når Storken kommer Flyvende
63
det falder og slår sig, idet forældrene tolker barnets lyst til nærhed som et tegn på, at barnet er
sundt og på vej til at skabe en sund tilknytning til forældrene.
Adoptivforældrenes forestilling om, at barnet det første lange stykke tid efter ankomsten til
Danmark har behov for at være isoleret sammen med forældrene for, at det kan lære, at
forældrene er barnets primære omsorgspersoner, skal forstås i relation til den information
forældrene modtager på de adoptionsforberedende kurser og via PAS rådgivningen. Det anbefales
på disse kurser, at forældrene isolerer sig med barnet. Blandt andet påpeger PAS konsulent og
psykolog Susanne Høegh
Fælles for alle adoptivbørn vil således i den første periode være, at de vil have svært
ved at tilknytte sig sine nye forældre af den grund, at det slet ikke føler sig knyttet til
dem. Barnet skal først til at lære at have en far og en mor, og at det hører til hos dem.
Det er derfor vigtigt at adoptivforældrene isolerer sig sammen med barnet i de første
måneder. Barnet skal have ro, stabilitet, kontinuitet og den nye verden skal indtages i
et passende tempo for barnet (Høegh 2006:106-107).
Det er altså en udbredt lokalkulturel forestilling, at et barn har brug for ro, kontinuitet og
afskærmning fra omverdenen for at blive knyttet til sine nye forældre. Udover at være opmærksom
på om barnet gør de ”sunde ting”, så er forældrene også opmærksomme på om barnet udviser det
der indenfor adoptionsverdenen refereres til som adoptionsrelateret adfærd.
4.5.2. Typisk adoptionsrelateret adfærd
På trods af at mange forældre synes, at barnet falder godt til det første stykke tid, så fortæller flere
forældre, at deres barn den første tid var meget afvisende, bestemmende og aggressiv overfor
forældrene, mens andre fortæller, at barnet havde svært ved at lege selvstændigt. Forældrene
forventer en vis grad af afvisning fra barnets side, ikke mindst på grund af den information, som de
har modtaget på de adoptionsforberedende kurser, men flere forældre giver udtryk for, at de
synes, at det var meget overvældende. I tilfælde hvor børnene ikke viser tegn på at gøre de rigtige,
sunde ting, opsøger forældrene PAS rådgivningen, for at få hjælp til hvordan de skal tolke barnets
‟usunde‟ adfærd, og hvordan de kan hjælpe barnet med at bearbejde de følelser, som det bærer
rundt på og sørge for at barnet etablerer en sund tilknytning til forældrene og livet i Danmark.
PAS konsulenten giver på baggrund af forældrenes beskrivelser af barnets adfærd en række
anvisninger til, hvordan forældrene kan støtte barnets bearbejdning af de lag af svigt og trauma,
som barnet antages at have været udsat for. Blandt andet fortæller et forældrepar, hvordan PAS
psykologen hjalp dem med at håndtere deres barns selvdestruktive adfærd.
F: Han fik jo sådan nogle anfald nærmest, altså hvor han fuldstændig gik i baglås,
skreg og sprællede med arme og ben og forsøgte at skade sig selv, sådan virkelig
Når Storken kommer Flyvende
64
nogle desperate vredes udbrud. Hvor vi sommetider nærmest måtte ligge ovenpå ham
og holde ham fast indtil han blev god igen.
M: Hvad havde han været hjemme i fem dage eller sådan noget, så ringede jeg til
PAS psykologen og siger, jeg laver overgreb på ham. Hun sagde, at det er fordi han
er desperat den stakkels dreng og foreslog, om vi ikke kunne give efter og hvis det var
fjernsyn han vil se, så lade ham se fjernsyn. Det gik faktisk. Det var enormt meget i
starten, der var det jo hver dag, han havde flere af de der scener, men det aftog
forholdsvis hurtigt, og han har ikke, det der med at banke hovedet ind i døren mere.
(Forældre til dreng adopteret fra Indien 4½ år gammel)
Flere forældre fortæller, hvordan de oplever, at en reaktion på, at barnet ikke har fået den fornødne
omsorg tidligt i opvæksten, viser sig som bestemmende og kontrollerende adfærd hos barnet. Det
er forældrenes opgave at lære barnet, at der nu er nogen, som tager sig af det og dermed overlade
eventuelle bekymringer til forældrene. En del forældre, især mødrene, giver udtryk for, at de har
oplevet, at barnet har slået og været meget afvisende overfor dem, hvilket har fået forældrene til at
tro, at de gjorde noget galt. De fortæller dog, at det, ifølge PAS konsulenten, er ”typisk
adoptionsrelateret adfærd” og en reaktion på, at barnet er blevet svigtet tidligt i livet og derfor nu
afprøver om forældrene også vil svigte barnet. I de situationer rådgives forældrene ofte til at sætte
ord på barnets følelser og fortælle barnet, ”at de godt kan forstå at barnet er ked af det, men at de
aldrig vil forlade det eller gøre det ondt”.
4.5.3. Latente følelser af tab og svigt
Det er ikke alle forældre, der oplever at barnet udviser, hvad kaldes adoptionsrelateret adfærd i
form af at være afvisende, kontrollerende eller for kontaktsøgende. Men selv i tilfælde hvor
forældrene oplever, at barnet er faldet godt til, påvirker skræmmebilledet af det omsorgssvigtede
barn forældrenes forståelse af, hvem deres barn er. En mor påpeger, at hun var overrasket over,
at hendes søn ikke viste tegn på adoptionsrelateret adfærd efter ankomsten til Danmark.
M: Det har overrasket mig, at det har været så problemfrit. Vi har da talt meget om, at
vi ikke kan forstå, at han ikke har flere eller har nogle issues. Vi har haft besøg af
sundhedsplejen, og hun havde haft en del med adoption at gøre. Hun var her i
halvanden time, og vi siger til sidst til hende, at vi måske en gang imellem leder efter
nogle adoptionsrelaterede ting, som kunne være problemer med ham. Der sagde hun,
jamen hun havde kigget efter det i halvanden time, og hun kunne simpelthen ikke se
nogen ting. Måske skal man heller ikke lede efter noget, der måske ikke er der. Der
kan komme noget. Det ved vi jo ikke. Men vi synes ikke, altså, han indgår, som om
han har indgået i familien altid.
(Mor til dreng adopteret fra Kina 3 år gammel)
Når Storken kommer Flyvende
65
Det er en gængs opfattelse blandt adoptivforældrene, at hvis barnet ikke udviser problematisk
adfærd den første tid efter ankomsten, så må der nødvendigvis komme en reaktion senere. Dette
antyder en forestilling om, at følelserne ligger latent i barnets krop og bare venter på at blive
forløst. Et forældrepar fortæller i forlængelse heraf, hvordan manglende viden om sønnens første
leveår betyder, at de gør sig overvejelser om, hvorvidt sønnens oplevelser de første leveår kan
have betydning for, hvordan han (re)agerer som teenager.
F: Jeg synes, at problemet er, at han tager sine egne disponeringer. Det er jo det han
har måttet gøre i Colombia. Det tror jeg hænger lidt ved stadigvæk. Hvis han synes
sådan og sådan, jamen så er det, da det man gør.
M: Jeg kan da også godt høre, når jeg vender det med nogle kolleger, som har børn,
der er et par år ældre. De er jo igennem den samme proces. Men jeg kan alligevel
ikke lade være med at tænke. Der er et eller andet, når man kigger på 5-årige børn i
dag, der kan man jo se, hvad de kan. Jamen de kan jo utrolig meget som 5-årige og
der har vi jo ikke sådan, hvor var vores [børn] henne på det tidspunkt. Hvad fik de
[vores børn] med sig der, som vi godt kan se de [andre forældre] er begyndt at lære
deres børn og putte på dem [i den alder]? - Jamen af tillid og sådan noget også. Der
mangler måske også 5 års tillid til, at vi [som forældre] agerer, fordi vi elsker ham eller
hvad man nu skal sige. Fordi der ligger nogle svigt der, så han går måske også med
en mistillid til om vi [vil være der].
(Forældrene til tre biologiske søskende, adopteret fra Colombia 1½, 3 og 5 år gamle).
På trods af samtaler med andre biologiske forældre, der har børn i samme alder og som gør sig
lignende tanker, så giver hullet i viden om sønnens første 5 leveår anledning til usikkerhed og
bekymring hos forældrene. Forældrene er usikre på, om sønnen er parat til at blive sluppet fri og
stå på egne ben, samt foretage de rette valg i livet. På trods af at forældrene kan høre på andre
(biologiske) forældre, at de har samme overvejelser, så spøger forestillingen om, at barnet bærer
følelser af tab og svigt med i bagagen, der kan have betydning for, hvordan barnet (re)agerer i dag.
Dette understreger hvor stærk en kulturel referenceramme billedet af det omsorgssvigtede barn
udgør for disse adoptivforældre.
4.6. Opsamling
Ambitionen med dette kapitel har været at undersøge hvilke lokalkulturelle forestillinger, om hvem
det større adoptivbarn er, der ligger bag adoptivforældrenes forestilling om, at det større
adoptivbarn har ”det mere” med i bagagen. Perspektiveringen til hvordan Beng folket forstår og
tolker Beng spædbarnet har bidraget til at illustrere, hvordan forældres lokalkulturelle forestillinger
om, hvad et barn er, hvor det kommer fra og hvad det har med i bagagen, har betydning for,
Når Storken kommer Flyvende
66
hvordan forældrene forstår og tolker barnets behov og adfærd. Derudover har perspektiveringen
bidraget til at belyse, at ingen forældre er helt sikre på, hvad det nye barns adfærd betyder, uanset
om barnet er biologisk eller ej. Forældres uvidenhed om og manglende fornemmelse for, hvem
deres barn er, er et universelt problem, men måden hvorpå forældre forholder sig til og løser dette
problem afhænger af de lokalkulturelle forestillinger, der danner den kulturelle referenceramme for
forældrenes fortolkning af barnets behov og adfærd (jf. Bruner 2000). I forhold til international
adoption i Danmark antages løsningen at være, at forsøge at skabe en balance mellem barnets
tilhørsforhold til fødelandet og barnets tilhørsforhold til Danmark, samt sikre at barnet via isolering
over tid finder ind til dets sunde kerne med henblik på at barnet knytter sig til forældrene og livet i
Danmark.
Jeg har illustreret, hvordan forældrene forstår og tolker barnets bagage ud fra en lokalkulturel
antagelse om, at biologisk og kulturel oprindelse har essentiel betydning for et barns
selvforståelse, samt en udviklingspsykologisk forståelse af, at et barn har behov for ro, stabilitet,
kontinuitet, samt tilknytning primære omsorgspersoner. Især to lokalkulturelle forestillinger
dominerer forældrenes forståelse af, hvem det større adoptivbarn er. Det drejer sig om
forestillingen om, at barnet har ‟rødder‟ og forestillingen om, at barnet har en ‟sund grundkerne‟,
som forældrene skal finde ind til.
Forældrene forestiller sig at barnet medbringer rødder i kraft af biogenetisk, sproglig, og kulturel
tilhørsforhold til fødelandet. Forældrene antager, at disse rødder har essentiel værdi for det større
adoptivbarn og barnets fornemmelse af, hvem det er og hvor det kommer fra. Forældrene er derfor
opmærksomme på, at opretholde en balance mellem barnets rødder i fødelandet og plantningen af
barnets rødder i Danmark. Dette gør forældrene med henblik på at imødegå, at barnet ikke skal
føle bruddet med fødelandet som et tilhørssvigt, men skal forstå sig selv som et helt menneske
med rødder i to verdener. Forestillingen om at et barn har rødder og derfor er i risiko for at føle
tilhørssvigt skal forstås i relation til den dominerede folkemodel i Danmark, der antager, at et
menneske hører til i det land og den kultur, som det fødes ind i (jf. kapitel 1). Forestillingen om at
barnet har en sund grundkerne, der er indhyllet i flere lag af ubearbejdede følelser skal forstås i
relation til det skræmmebillede af det omsorgssvigtede barn, som dominerer den danske
adoptionspraksis og internationale adoptionspraksis (jf. Howell 2006). Dette skræmmebillede
påpeger, at adoptivbarnet bærer rundt på en grundangst med rod i de tab og omsorgssvigt, som
barnet været udsat for inden adoptionen. Skræmmebilledet udgør den kulturelle referenceramme
indenfor hvilken forældrene handler i forhold til at imødekomme det ‟fremmede‟ barns behov. Det
betyder, at forældrene, influeret af den psykologiske rådgivning og skræmmebilledet, isolerer sig
sammen med barnet, idet de antager, at barnet via ro, stabilitet og afskærmning fra omverdenen
de første måneder kan hjælpe barnet med at bearbejde de usunde lag af tab og svigt, og derved
skabe en sund tilknytning mellem barnet og dets nye forældre.
Når Storken kommer Flyvende
67
Forestillingen om at det større adoptivbarn har biologiske og kulturelle rødder i en anden verden
og derfor med stor sandsynlighed bringer følelser af tab og svigt med i bagagen udgør den
fortolkningsramme indenfor hvilken forældrene søger at forstå hvem deres barn er og hvorfor det
(re)agerer som det gør. Spørgsmålet er hvad disse dominerende forestillinger betyder for det
kulturelt erfarne barns handlerum i mødet med adoptivforældrene og livet i Danmark.
Når Storken kommer Flyvende
68
5. Det større adoptivbarn – omsorgssvigtet eller kulturel novice?
Jeg har i de to foregående kapitler diskuteret, hvordan adoptivforældrene forholder sig til at blive
forældre til og danne familie med et større barn med oprindelse og fortid i et andet land end
Danmark. Jeg har vist, hvordan adoptivforældrene oplever en fornemmelse af fremmedhed i
mødet med barnet, selvom de fremhæver den sociale og følelsesmæssige forbundethed til barnet
frem for den biogenetisk og gestastionelle forbundethed. Dernæst har jeg illustreret, hvordan
forældrene forstår og tolker barnets bagage ud fra kulturelle antagelser om, at biologisk og kulturel
oprindelse har essentiel betydning for et barns selvforståelse, samt en udviklingspsykologisk
forståelse af, at et barn har behov for kontinuitet og for at være tilknyttet primære
omsorgspersoner. Dette medfører, at adoptivforældrene forstår og tolker det større adoptivbarns
behov og adfærd ud fra en lokalkulturel forestilling om, at barnet bringer uforløste følelser af tab,
tilhørs- og omsorgssvigt med sig i bagagen. Det er dog væsentligt at minde om, at forældrene reelt
ikke har en mulighed for at vide, om barnet har oplevet svigt og tab. Jeg belyste i kapitel 3, at
forældrene har begrænset eller ingen selverfaret indsigt i, hvad barnet reelt har oplevet de første år
af sit liv og hvordan disse oplevelser har påvirket barnet.
Jeg deler forældres, psykologers og samfundets forståelse af, at adoption kan være en
traumatisk oplevelse for barnet, men ikke fordi barnet muligvis bærer følelser af tab og svigt med
sig i bagagen. Men fordi, barnet er en kulturel erfaren aktør, der ud fra allerede inkorporerede
kulturelle livsskripts, skal lære at agere og forstå sig selv indenfor nogle nye sociokulturelle og
følelsesmæssige rammer.
Jeg tager i dette kapitel afsæt i en forståelse af, at vi som mennesker skaber handlerum for
hinanden ud fra de kulturelle antagelser, vi har om, hvordan verden hænger sammen. Individer,
børn som voksne, skal i et givent samfund opfattes som kulturelle subjekter, der gennem
opvæksten socialiseres ind i en lokalkulturel virkelighed, der præger det enkelte menneskets
opfattelse af, hvad der er normalt og unormalt i et givent samfund (jf. kapitel 1). Det implicerer, at vi
som mennesker ”er uafladeligt engagerede i en form for subjektiv refleksivitet, hvor vi tolker og
tilskriver hinanden identiteter og intentioner på baggrund af vores egne erfaringer” (Hasse
2002:19).
Jeg vil diskutere, hvordan adoptivforældrenes lokalkulturelle tolkningsrammer er med til at
definere og afgrænse det kulturelt erfarne barns handlerum i mødet med forældrene. Dét
handlerum, hvor det større adoptivbarn skal søge at handle og få sit liv til at give mening i mødet
med forældrene og familielivet i Danmark (Gulløv 1998). I forlængelse heraf vil jeg med afsæt i
egne erfaringer fra børnehjemmet i Guatemala samt Cathrine Hasses forståelse af kultur som en
Når Storken kommer Flyvende
69
læreproces anskueliggøre, hvordan en tolkning af barnet som kulturel novice åbner for andre
handlerum indenfor, hvilke adoptivbarn og forældrene kan forstå sig selv og hinanden.
5.1. Barnet som omsorgssvigtet
Med afsæt i to gængse empiriske eksempler på, hvordan adoptivforældrene tolker og handler på
barnets adfærd ud fra forestillinger om tab og omsorgssvigt, viser jeg i dette afsnit, hvordan
adoptivforældrenes kulturelle forestillinger afgrænser og definerer barnets handlerum.
5.1.1. Det er kvinder, der svigter mig
M: Det var meget fordi, han lige pludselig kunne slå mig og være meget aggressiv,
hvis man sagde nej eller hvis der var noget, man sagde, at han ikke måtte, så blev
han rigtig gal. Jeg tænkte, er det bare mig, fordi det kun var overfor mig. Vi opsøgte en
PAS konsulent, som fortalte, at det er en reaktion på alle de følelser, han har i
kroppen. Vi fik ad vide, at det skyldes det tab [af biologisk mor], og det er mig, der får
alle de her aggressioner, for at finde ud af om jeg bliver. Det fik vi en masse værktøjer
til [at håndtere]. Specielt at sidde med ham og så bare holde ham fast og sige: ”Jeg
ved godt, at du er gal, men det er på grund af…” - altså, sætte ord på de følelser, som
han ikke selv kan få sagt. Det har kostet rigtig mange bekymringer. Der har ikke været
forskel på, hvem der har irettesat ham, men vi betragtede det lidt som om, at det er en
bonus at få en far, men hende der mor, ved jeg ikke, hvornår hun forsvinder.
(Mor til dreng adopteret fra Thailand 3½ år gammel)
Forældrene her er langt fra de eneste, der oplever, at barnet har været aggressivt og afvisende
overfor moderen. Flere forældre har forklaret barnets aggressive og afvisende adfærd med, at det
er barnets måde, at bearbejde det tab af biologiske mor eller plejemor, som barnet har været
udsat. Flere forældre giver, som moderen herover, udtryk for, at de var i tvivl om, hvorvidt det var
dem, der var noget galt med og har derfor rådført sig med en PAS konsulent. Konsulenterne
bekræfter forældrene i, at det ikke er dem, der er noget galt med. Konsulenterne påpeger, at
barnets adfærd skal tolkes, som et udtryk for, at barnet er ved at afprøve, om det vil blive svigtet
igen og er i færd med at bearbejde uforløste trauma i forhold til at være svigtet tidligere. Det er
især mødrene, som oplever at blive afvist, hvilket ofte forklares med, at det er ”bonus” at få en far,
men ikke en mor.
Når Storken kommer Flyvende
70
F: Det er jo meget enkelt. Der er en mor, der har sluppet ham efter 1½ år, som
han er kommet væk fra og så er der den der banegård, hvor der slet ikke var
nogen kvinder, og så var der børnehjemmet, hvor der faktisk kun var kvinder, der
skulle have passet på ham og det gjorde de ikke.
M: som slog ham
F: De slog ham, og når de ikke slog ham, så var de ignorante overfor, hvad der
ellers foregik. Så han er blevet svigtet af kvinder dobbelt så meget, som han er
blevet svigtet af mænd, så det er en meget naturligt reaktion, at det er farligt at
binde sig til kvinder.
(Forældre til dreng adopteret fra Indien 5 år gammel)
Forældrenes forklaring med, at barnet er blevet svigtet dobbelt så meget af kvinder som mænd, er
en udbredt forestilling blandt adoptivforældrene. Men som eksemplet herover indikerer, så tolker
forældrene barnets adfærd ned i et ”hul”, idet de ikke har vished for om barnet har oplevet disse
‟svigt‟ som svigt.
Ovenstående eksempler understreger, hvordan forældre (og konsulenter) tolker og handler på
barnets adfærd, som udtryk for noget ubearbejdet inde i barnet og ikke som udtryk for, at barnet
reagerer på en handling, som sker her og nu. Ud fra denne psykologiserede fortolkningsramme
giver det mening for forældrene, at barnet slår. Barnets opførsel knyttes til ‟noget‟ inde i barnet og
ikke til interaktionen mellem barn og forældre eller til forældrenes adfærd overfor barnet. Det til
trods for, at det ofte er i interaktionen mellem forældre og barn, eksempelvis når der sættes
grænser for barnet, at barnet reagerer ved at slå eller være afvisende, som moderen i citatet
ovenfor, giver udtryk for. Forældrene (og konsulenterne) synes ikke at forholde sig til, at der
generelt er mange børn, som reagerer ved at slå eller være afvisende overfor forældrene
(grænsesætterne), når der sættes grænser. Det antyder, at selve det faktum, at barnet er
adopteret, får betydning for barnets handlerum, når forældrene tolker og handler på barnets
adfærd.
5.1.2. Han har skullet klare sig selv
Flere familier fortæller, at deres barn bekymrer sig om ting, som andre børn på deres alder ikke
burde bekymre sig om, hvilket opfattes som et udtryk for, at barnet har lidt omsorgssvigt. Et
forældrepar fortæller:
F: Det er den her ide om, at han skal have styr på alting, og han skal gå rundt og
minde de voksne om alting, fordi han er vant til at klare sig selv på børnehjemmet.
Han render rundt og påtager sig den her rolle af at være ham, der skal holde styr på
det hele. Der må man lidt brutalt gøre ham opmærksom på, at han bare skal sætte sig
Når Storken kommer Flyvende
71
ned og blande sig udenom, for det skal vi nok styre, det er de voksnes arbejde. Man
er nødt til at stoppe ham for ellers kommenterer han alt, så er han helt op at ringe.
M: Han spørger om ting, som andre 6-årige aldrig ville spørge om. Når vi går ud af
døren, så siger han: ”Husk nu dine nøgler mor”. Hvor mange 6-årige gad overhovedet
bruge tid på det? Han er kontrolfreak og er jo fuldstændig selvkørende om morgenen,
når han står op. Han står han op, går i bad, børster sine tænder. Arbejdet har ligget i
at få lov at hjælpe ham, for det kan han klare selv, for det har han været nødt til.
(Forældre til dreng adopteret fra Indien 5 år gammel)
Forældrenes forståelse af barnets interesse for, hvad der sker i hjemmet, bliver af forældrene
herover opfattet som udtryk for, at barnet er kontrollerende og har et behov for, at have styr på
alting. De ser det, som noget ‟almindelige‟ børn ikke vil gøre og ikke vil have behov for. Forældrene
tolker sønnens adfærd, som et udtryk for, at der ikke har været voksne (kvinder), der har taget sig
af ham, og han derfor har været vant til og nødt til at klare sig selv. Flere forældre tolker, som
forældrene herover, deres barns adfærd ud fra denne fortolkningsramme. Eksempelvis nævnte jeg
i foregående kapitel en mor, der opfattede barnets gentagne interesse for, hvad de skal have at
spise, som udtryk for en unormal bekymring for et barn. Hun reagerede derfor ved at fortælle ham,
‟at det skal han ikke bekymre sig om, det skal mor nok finde ud af‟.
Forældrene tolker, således ofte barnets interesse for, hvad det skal have at spise eller interesse
for, hvad der foregår i dagligdagen, som et udtryk for at barnet i sit tidligere liv har været udsat for
manglende omsorg og derfor har skullet klare sig selv. Anlægger vi et psykologisk perspektiv på
barnets adfærd, så giver det mening at forældrene tolker barnets adfærd på denne måde. Derfor
giver det også mening, at forældrene reagerer på barnets adfærd ved at understrege, at de nok
skal sørge for, at barnet får det, som det har behov for. Der ligger i forældrenes overbevisning en
indirekte forventning om, at et barn skal være afhængigt af voksnes omsorg og hjælp. Det
understreges ved, at forældrene ‟får værktøjer af konsulenten‟ og arbejder på at få lov til at hjælpe
barnet. Ud fra en dominerende kulturel fortolkningsramme for, hvordan et barn bør opføre sig,
skaber forældrene et psykologiseret handlerum, som barnet skal forholde sig til og agere i. I denne
kulturelle kontekst gøres barnets tidlige erfaringer med, hvad det vil sige at være barn derfor til en
‟usund‟ adfærd hos barnet. Forældrenes tolkning af barnets adfærd betyder, at barnets
”kontrollerende” adfærd ikke tolkes som udtryk for, at det er et hjælpsomt og opmærksomt barn,
der gerne vil hjælpe omkring sig. Det betyder ligeledes, at barnets kommentering og ”oppe at
ringe” adfærd ikke tolkes som et udtryk for, at barnet er i gang med at finde ud af, hvordan familie
og hverdagslivet i Danmark hænger sammen. Forældrene lukker barnets adfærd inde i en
tolkningsramme, der gør barnets adfærd til en mangel eller ‟usund‟ egenskab ved barnet, hvilket
barnet nødvendigvis må agere i forhold til. Forældrene ser dermed ikke de andre årsager, der
kunne ligge til grund for barnets opførsel.
Når Storken kommer Flyvende
72
5.1.3. Opsummering
Ovenstående eksempler illustrerer, hvordan forældrene forstår barnet ud fra en psykologisk
fortolkningsramme, der tager afsæt i, at barnet er blevet svigtet af kvinder og for tidligt har skullet
klare sig selv. Inden for denne fortolkningsramme forklares barnets adfærd således med
henvisning til en mangel inde i barnet forårsaget i den tidlige barndom.
Når adoptivforældrene tolker, skaber mening og agerer på det større adoptivbarns adfærd ud
fra den psykologiske fortolkningsramme, så skaber forældrene et særligt psykologiseret handlerum
for barnet, som barnet skal forholde sig til og agere i. Dermed synes barnets kulturelle erfaring
indskrænket til at være udtryk for en mangel, angst eller utryghed, fordi det i forældrenes øjne ikke
har fået den omsorg, som det i et lokalkulturelt perspektiv burde have fået. Skræmmebilledet af det
omsorgssvigtede barn kommer dermed til at indramme det handlerum, som barnet skal forsøge, at
forstå sig selv og sin nye situation i forhold til.
5.2. Barnet som kulturel novice
McDermott (1996) viser i artiklen ”The acquisition of a child by a learning disability”, hvordan børn
med indlæringsvanskeligheder (learning disabilities) i det amerikanske skolesystem bliver fastholdt
og fastholder sig i kategorien ‟indlæringsvanskelighed‟ alene i kraft af, at denne kategori eksisterer.
Essensen i McDermotts teori er, at et barn ikke tilegner sig en indlæringsvanskelighed, men at en
indlæringsvanskelighed tilegner sig barnet. Med det mener han, at eksistensen af kategorien
indlæringsvanskelighed betyder, at et vist antal børn skal udfylde kategorien.
I relation til international adoption af større børn kan man sige, at det, at der eksisterer en
dominerende kulturel model, der antager, at det større adoptivbarn er omsorgssvigtet, betyder, at
en række børn bliver passet og passer sig ind i dette tolknings- og handlingsrum. Det større
adoptivbarn er ikke omsorgssvigtet, men gøres omsorgssvigtet ud fra de lokalkulturelle
forestillinger om, hvordan et barn burde vokse op, hvordan det burde agere og hvordan det burde
stå i relation til voksne, især forældre. Med McDermotts ord kan man sige, at der sker en tilegnelse
af et større adoptivbarn via en kulturel forestilling om omsorgssvigt (the acquisition of an older
adopted child by the cultural notion of neglect of care). Med andre ord er forestillingen om det
større adoptivbarn som omsorgssvigtet, en kulturel konstruktion, der skabes ud fra lokalkulturelle
forestillinger om, hvad et barn følelsesmæssigt har behov for. Det er med afsæt i denne antagelse,
at jeg herunder giver et bud på, hvordan det større adoptivbarns reaktion og adfærd i mødet med
de nye omgivelser, kan forstås som andet og mere end tab og omsorgssvigt. Jeg henter inspiration
hos antropolog Cathrine Hasse med henblik på at anskue det større adoptivbarn, som kulturel
novice i en situeret kulturel læreproces.
Når Storken kommer Flyvende
73
Cathrine Hasse anskuer kultur som en læreproces, hvor man skal lære gennem social
interaktion i fysiske rum (Hasse 2002:19). Det fysiske rum skal forstås som ”genstande, ord og
mennesker i deres fysiske fremtoning, samt de betydninger vi tillægger disse fysiske
manifestationer” (Hasse 2002:19). Kultur skal, ifølge Hasse, opfattes som noget vi ser med og som
noget vi ser (2002:16). I forlængelse heraf påpeger Gulløv:
Børn vokser (…) ikke op for passivt at overtage en eksisterende verden; de former
den selv gennem deres interaktioner, og i den formningsproces skaber de også en
selvforståelse. De rekonstruerer deres eget liv ud fra omverdenens
fortolkningsstrukturer, dvs. de foretager en objektivering i forhold til kulturelle
forståelser (Gulløv 1999:232).
Det er med afsæt i disse perspektiver, at jeg vil argumentere for, at det større adoptivbarn kan
opfattes som et kulturelt erfarent menneske, der møder forældrene og livet i Danmark med
allerede inkorporerede kulturelle normer og forestillinger om, hvad det vil sige at være barn,
herunder hvordan man som barn indgår i relation til voksne. Det større adoptivbarn kan, som alle
mennesker, der bevæger sig fra en sproglig og sociokulturel kontekst til en anden, anskues som
en kulturel novice, der ud fra allerede erfarende normer og forestillinger skal forsøge at afkode og
handle i forhold til de nye tolkningsrammer for adfærd, som barnet konfronteres med i mødet med
adoptivforældrene og hverdagslivet i Danmark. På samme måde som forældrene handler ud fra en
lokalkulturel forestilling om, hvordan et ‟normalt‟ barn burde agere, så handler det større
adoptivbarn ligeledes ud fra en lokalkulturel forestilling om, hvordan et ‟normalt‟ barn agerer,
herunder interagerer med voksne.
5.2.1. No hay hombres en la cocina
Der er flere eksempler på tværs af empirien, der indikerer, at adoptivbørnene kan opfattes som
kulturelle novicer, der er i gang med at knække de kulturelle koder for, hvad der giver mening i den
nye kontekst, som de befinder sig i (Hasse 2002). For eksempel fortæller et forældrepar, at deres
søn grinende udbrød, ”no hay hombres en la cocina” (der er ikke mænd i køkkenet), da han så sin
far stå i køkkenet og lave mad kort efter ankomsten til Danmark. Et andet forældrepar fortæller, at
deres søn var overbevist om, at han skulle i skole, da han skulle starte i børnehave. Et tredje
forældrepar fortæller, at deres tre børn kort efter ankomsten til Danmark gik over til naboen og
spurgte dem, om de også kunne være deres mor og far. Disse eksempler indikerer, hvordan
adoptivbørnene kan anskues som kulturelle novicer, der bevidst eller ubevidst ekspliciterer undren
over nogle af de ting, som vi, danskere, tager for givet. I Danmark er det ikke usædvanligt, at far
står i køkkenet og laver mad. I Danmark sender vi også børn i børnehave og ikke i skole, ydermere
Når Storken kommer Flyvende
74
ville et barn født og opvokset i Danmark højest sandsynligt ikke gå op til de nye naboer og spørge,
om de kunne være dets forældre.
5.2.2. Er han anderledes?
Med afsæt i mine erfaringer og mit kendskab til Romans hverdag i Guatemala anskueliggør jeg i
det følgende, det store materielle og relationelle skift, som Roman skal forholde sig til, når han
kommer til Danmark.50 Jeg vil herefter diskutere, hvordan et perspektiv på det større adoptivbarn
som kulturel novice kan bidrage med en supplerende tolkningsramme, indenfor hvilken vi kan
forstå det større adoptivbarns adfærd og handlinger i mødet med forældrene og familielivet i
Danmark. Jeg er opmærksom på, at der findes børnehjem, hvor hverdagen og relationerne mellem
børn og voksne ser anderledes ud end dem, jeg herunder beskriver med afsæt i min erfaring fra
børnehjemmet i Guatemala. Dog mener jeg, at det kan være med til at anskueliggøre, hvordan et
perspektiv på det større adoptivbarn som kulturel novice, kan åbne for andre handlerum for barn
samt forældre.
5.2.3. Fra børneliv til familieliv
Da jeg første gang besøger Roman og hans nye familie i Danmark, har Roman boet i Danmark et
halvt år, og jeg husker, at hans adoptivforældre spørger mig, om jeg synes, at han er anderledes,
end han var i Guatemala. Men for mig er det ikke Roman, men de omgivelser han nu befinder sig i,
der er anderledes. I mine øjne er Roman den samme glade og livlige dreng, som jeg et år tidligere
oplevede løbe rundt og lege med sine venner på børnehjemmet i Guatemala, og som nu spiller
bold i en ‟dansk‟ baghave til et ‟dansk‟ parcelhus.
Børnehjemmet i Guatemala ligger isoleret nede af en flod i halv jungle. Der boede godt 100
børn fast på børnehjemmet fordelt i fem børnegrupper. Roman tilhørte den yngste børnegruppe
‟chiquitos‟, som bestod af børn mellem 3 og 5 år. De øvrige børn var køns- og aldersopdelt i fire
grupper, de små og store piger, samt de små og store drenge. Alle børnegrupper havde deres
egne sovesale. I dagligdagen var børnene dog blandet mellem hinanden. På skoledage steg
antallet af børn til ca. 150. Derover boede der lokalt personale i form af administrationspersonale,
køkkenassistenter, lærere, orientadores51, arbejdsmænd samt et vekslende antal frivillige fra hele
verden. Roman tilbragte det meste af tiden sammen med de fem andre chiquitos, der udover
Roman bestod af 3 piger og Romans bedste ven Enrique. Roman brugte det meste af tiden med
leg udenfor i det fri, han var især glad for at svømme og besøge grisene på gården. Der var altid
ældre børn eller voksne enten frivillige eller lokalt ansatte til at igangsætte aktiviteter, underholde
50 Jeg kunne også inddrage det sproglige skift, da sprog har stor betydning for et barns socialisering (jf. Ochs & Schieffelin 1984), men
vælger her at afgrænse fokus til at omhandle det relationelle skift i forhold til at skulle danne familie med adoptivforældrene. 51
Orientador betyder vejleder og var betegnelsen for de personer, som superviserede de ældre børnegrupper
Når Storken kommer Flyvende
75
eller undervise børnene. Der var for det meste to til fire frivillige, som tog sig af chiquitos. Mandag
til fredag gik de fem chiquitos i ‟skole‟52. Skoleaktiviteterne bestod blandt andet i at synge
sanglege, tegne, lære farver og bogstaver og lave sportsaktiviteter som boldspil og så især
svømning. Børnene og ikke mindst Roman elskede at springe ud fra bådbroen og i en alder af 4 år
var han allerede en habil svømmer. Når børnene ikke var i skole, kunne de lege frit på
børnehjemmet, dog altid i selskab med voksne eller indenfor deres synsvinkel. Børnene var derfor
aldrig ladt alene, da der altid var en voksen eller et ældre barn til at tage sig af og hjælpe børnene,
såfremt de havde brug for det.
Dét der først slog mig, da jeg mødte Roman i Danmark, var den store kontrast fra
børnehjemmet i Guatemala, hvor han altid var omgivet af mennesker til livet, som enebarn i et
murstenshus med to voksne i Danmark. Fra at have en hverdag sammen med mange børn og
voksne, så skulle Roman vænne sig til at tilbringe det meste af sin tid med to voksne mennesker.
Fra at have levet i et miljø, hvor næsten alle aktiviteter foregik udenfor, så skulle Roman vænne sig
til at meget af livet i Danmark foregår indenfor. Roman har også skullet vænne sig til at sove alene
på sit eget værelse, hvor han i Guatemala sov på sovesal med de andre chiquitos. Han har skullet
vænne sig til det danske sprog.
Jeg oplever Romans skift fra hverdagen på børnehjemmet i Guatemala til hverdagen i hjemmet
sammen med to voksne mennesker, som en stor relationel omvæltning. Roman skal agere og
handle i et helt nyt miljø, hvor der er andre forventninger til, hvordan et barn indgår i relation til sine
omgivelser, herunder især voksne. På børnehjemmet kunne Roman opsøge voksne, når han
havde lyst til at være sammen med voksne. I Danmark står han overfor at lære at være barn i en
kernefamilie med to voksne, som er fokuserede på at skabe en sund forældre-barn tilknytning
præget af fysisk og psykisk nærhed.
5.2.4. Han vil hellere være hos naboen!
På samme måde, som de andre adoptivfamilier, isolerede Romans forældre sig med ham det
første stykke tid efter ankomsten til Danmark. Forældrene har fortalt, at de ligesom flere af de
andre adoptivforældre, oplevede, at Roman afviste dem i starten. De oplevede, at Roman meget
gerne ville være ved naboen og lege med børnene derovre. Det gjorde forældrene usikre på, om
han kunne lide dem og om han ville acceptere dem som hans nye forældre. Især følte Romans
mor sig afvist. Hun har givet udtryk for, at hun var usikker på, om det var fordi Roman ikke kunne
lide hende og måske hellere ville bo hos nabofamilien.
Anskuer vi Roman, som en kulturel novice og ser vi på det liv, Roman har haft før ankomsten til
Danmark, så betyder Romans lyst til at være ovre ved naboen ikke nødvendigvis, at han ikke kan
52 Roman gik i ‟prekinder‟ klassen, som svarer til børnehave i Danmark.
Når Storken kommer Flyvende
76
lide forældrene eller han ikke har lyst til at være sammen med sin mor. Roman har gennem sine
første leveår været vant til at omgås mange mennesker, og har dagligt været sammen med andre
børn, hvilket har præget hans livsskript for, hvordan man er ‟normal‟ barn i Guatemala og det er de
erfaringer, som Roman bringer med sig ind i mødet med adoptivforældrene og kernefamilielivet i
Danmark. Han er ikke fortrolig med de kulturelle koder for samvær i en kernefamiliemæssig
sammenhæng i Danmark. Hvis vi således anskuer Roman som kulturel novice i Danmark, kan
Romans lyst til at være hos naboens børn, være et udtryk for, at han søger genkendelighed ved at
møde og lege med andre børn. Roman anser det, som en normal måde at leve på. På samme
måde som forældrene anser det for normalt, at forældre og barn er følelsesmæssigt samt fysisk
tæt knyttet til hinanden.
Kontrasten mellem børnelivet på børnehjemmet og kernefamilielivet i Danmark er meget stor.
Det udfordrer ikke bare Roman i, hvordan han kan og skal handle, men også forældrene, der
søger at forklare hans reaktion og agerer på det ud fra en lokalkulturel kontekst. Kontrasten synes
endnu større, når det første forældrene gør, er at isolere sig i hjemmet med barnet med henblik på
at skabe en sikker tilknytning til barnet. Det er ikke kun en indskrænkning i barnets handlerum
socialt, men også fysisk. Roman havde på børnehjemmet mulighed for at svømme, lege på
legeplads, besøge grisene på gården. Efter ankomsten til Danmark skal han skal forholde sig til at
bo forholdsvist isoleret i et parcelhus med to voksne.
5.2.5. En situeret kulturel læreproces
Jeg har med perspektiveringen af kontrasterne i Romans omgivelser fra børnehjemmet i
Guatemala til parcelhuset i Danmark anskueliggjort, hvordan det større adoptivbarns adfærd og
handlinger ikke nødvendigvis behøver at have noget at gøre med manglende omsorg eller
oplevelse af tab i den tidlige barndom. Det kan lige så vel hænge sammen med, at barnet befinder
sig i en situeret kulturel læreproces, hvor det skal lære, hvordan man agerer barn i en dansk
familie med en mor og en far, frem for agerer barn blandt børn og mange kategorier af voksne på
et børnehjem i Guatemala. Hvis vi antager, at hverdagen har set sådan ud for de fleste
adoptivbørn, så er det en stor omvæltning at komme til Danmark, og samtidig skulle leve isoleret
fra omverdenen sammen med to fremmede mennesker det første lange stykke tid. Det større
adoptivbarn har ikke nogen forudsætninger for, eller kendskab til, hvordan man er barn i en
kernefamilie i Danmark.
Anlægger vi dette perspektiv på nogle af de indledende eksempler igen, hvordan kan
anskuelsen af barnet som kulturel novice tænkes at ændre det handlerum, som forældre og barn
skaber for hinanden.
I eksemplet, hvor børnenes kontrollerende og bestemmende adfærd opleves som udtryk for, at
barnet har lidt omsorgssvigt, kunne barnet som kulturel novice i stedet være i færd med at afkode
Når Storken kommer Flyvende
77
nye tolkningsrammer og handlingsmønstre. Det er måske i færd med at få stillet sin kulturelle
nysgerrighed over, at bo sammen med to forældre, der har andre normer for samvær eller er i færd
med at undre sig over, at der kommer forskelligt mad hver aften eller finde ud af om det er god
mad som bliver serveret.
Et andet eksempel, som kan nuanceres ved at se på barnet, som kulturel novice er i relation til
den store omvæltning, som barnet oplever, når det bliver adopteret til Danmark og skal tilbringe de
første tre måneder i fremmede omgivelser med to voksne, som er ligeså nervøse overfor barnet,
som barnet er overfor dem. To voksne, som giver udtryk for at have et stort behov for at skabe en
hurtig følelsesmæssig og afhængighedsbaseret tilknytning til barnet, som udfordrer barnets
erfaringer med at indgå i relation til voksne mennesker. Barnet er eksempelvis ikke vant til at få
fuld opmærksomhed fra to voksne, som gerne vil hjælpe og være der for barnet hele tiden. Barnets
afvisning eller aggressivitet over for forældrene/mødrene er dermed ikke nødvendigvis et udtryk
for, at barnet har oplevet svigt, men kan være en reaktion på, at barnet er i færd med at afkode nye
normer for, hvordan man opfører sig og indgår, som barn i en dansk kernefamilie. Som kulturel
novice i familiesituationen skal barnet således først til at lære, hvordan man er barn.
Den ‟naturlige‟ tilknytning mellem forældre og barn er fraværende, hvilket gør relationen
skrøbelig. Barnets afvisende eller aggressive adfærd forstærker denne skrøbelighed. At det oftest
er mødrene som føler sig afvist, kan, ud fra empirien, også forklares med, at det er en udbredt
kulturel antagelse i Danmark, at en ”rigtig” mor-barn relation omfatter tæt – symbiotisk – knyttethed
til hinanden. Det kan tænkes, at mødrenes behov for at være fysisk og følelsesmæssig tæt med og
elsket af barnet har betydning for, hvordan hun reagerer på barnets adfærd, som igen afføder en
reaktion fra barnet, som bliver opfattet som afvisende af moderen. I dette perspektiv kan barnets
handling eller adfærd ikke forklares med, at barnet bærer rundt på svigt og tab, men som en
konsekvens af interaktionen her og nu. Man kan i forlængelse heraf diskutere, hvis behov det er,
der skal dækkes.
5.2.6. For barnets eller forældrenes skyld
Forældrenes usikkerhed og arbejde på at knytte barnet til sig, kan anses, som udtryk for deres
eget behov for at skabe en ”rigtig” forældre-barn relation og ”sund” tilknytning. Dette indikerer, som
jeg også påpegede i kapitel 3, at den biogenetiske forbundethed mellem forældre og barn forbliver
den kulturelle referenceramme indenfor hvilken forældrene forsøger at skabe mening med deres, i
en dansk kontekst, særlige familieformation.
Når forældrene ‟arbejder på‟ eller ‟får værktøjer til‟ at passe barnet ind i deres lokalkulturelle
forståelse af, hvad der er et ‟rigtigt‟ barn og en ‟rigtig‟ familie, så er de præget af dominerende
forestillinger om, hvordan ‟rigtige‟ familie relationer er og skabes samt normative forestillinger om,
Når Storken kommer Flyvende
78
hvordan et barn bør agere. Man kan således spørge om forældrene, når de arbejder på at få lov til
at ‟hjælpe‟ det meget selvstændige barn, er i gang med at gøre barnet uselvstændigt?
Det er i den forbindelse et godt spørgsmål, om de dominerende kulturelle forståelser af, hvad
der udgør et ‟sundt‟ og ‟rigtigt‟ barn samt en ‟sund‟ og ‟rigtig‟ forældre-barn relation, får en negativ
og begrænsende betydning for børnene og for forældre-barn relationen. Kunne det være
anderledes?
Hvad ville der for eksempel ske, hvis forældrene i stedet for at isolere sig det første stykke tid,
lod barnet bevæge sig mere ude blandt andre børn? Kunne det give barnet større mulighed for at
opleve noget genkendeligt og dermed give mere plads til at være barn ud fra de normer, som det
har med sig? Det kan måske betyde, at der skabes et handlerum for barnet, der er præget af
genkendelighed for barnet. I et sådant perspektiv er det i højere grad forældrene, der må revurdere
egne normer for, hvordan en forældre-barn relation opbygges og hvordan den skal være.
Forældrene må samtidig forholde sig til, at det måske i højere grad er dem, som har behov for at
skabe en ‟sund‟ tilknytning og ikke nødvendigvis barnet. I et sådant perspektiv er det ikke
nødvendigvis barnets, men forældrenes psyke, der er på spil. Det vil sige, at det er
følelsesmæssige forhold i forældrene, der udfordres frem for følelsesmæssige forhold i barnet. Jeg
vil på baggrund heraf argumentere for, at anskuelsen af det større adoptivbarn som kulturel novice
i en situeret læreproces kunne åbne for en større selvrefleksion hos adoptivforældrene (og andre,
der har med adoptivbørn at gøre). Det kunne skabe større bevidsthed om, hvilken indflydelse
dominerende lokalkulturelle forestillinger, som eksempelvis skræmmebilledet af det
omsorgssvigtede barn, har for det større adoptivbarn handlerum i mødet med adoptivforældrene
og familielivet i Danmark.
5.3. Opsamling
Jeg har i dette kapitel forsøgt at nuancere forståelsen af det større adoptivbarn. Jeg har
argumenteret for, at vi kan se barnet, som kulturel novice i en ny sociokulturel kontekst. Dette
perspektiv trækker fokus væk fra, at barnets adfærd og handlinger udgår fra barnet, og bidrager
med et syn på barnet, som en kulturel og social erfaren aktør. Et barn der på baggrund af egne
lokalkulturelle forestillinger, og ud fra de rammer og grænser, som der skabes af forældre (og
samfund), forsøger at forstå sig selv og få sit nye liv i Danmark til at give mening (Gulløv 1998). I
de situationer, hvor barnet afviser forældrene eller gerne vil bestemme, kan således anskues, som
barnets forsøg på at gøre sig selv, og egne vante normer samt tolkningsrammer gældende.
Jeg har anskueliggjort, hvordan et kulturelt perspektiv på det større adoptivbarn som kulturel
novice kan supplere og i nogle tilfælde nuancere, det dominerende psykologiserede perspektiv på
det større adoptivbarn. Anskues barnet som kulturel novice indhyllet i egne erfarede lokalkulturelle
Når Storken kommer Flyvende
79
normer og værdier for, hvad det vil sige at være barn, frem for et barn indhyllet i følelser af tab og
svigt, så undgår man at patologisere barnet, men møder barnet, som et livserfarent menneske på
lige fod med andre børn. De normer og værdier barnet kommer med behøves ikke at være et
udtryk for, at barnet har lidt tab, omsorgs- eller tilhørssvigt. Barnets adfærd kan lige så vel være
udtryk for, at barnets selvbillede (normative) livsskript for, hvad det vil sige at være et sundt eller
normalt barn, udfordres og i nogle tilfælde overses i mødet med forældrene. Vi skal altså se
barnets handlinger, som et forsøg på at forstå og afkode den nye verden, som det befinder sig i.
Barnet skal således opfattes som novice i en situeret kulturel læringsproces.
Når Storken kommer Flyvende
80
6. Konklusion
Formålet med dette speciale har været at undersøge, hvordan en pædagogisk antropologisk
tilgang, til et ofte psykologisk behandlet tema, kan supplere forståelsen af, de udfordringer
adoptivbarn og adoptivforældre står overfor. Specialets undersøgelsesfokus har været at udforske
de udfordringer adoptivfamilien står overfor, når familien er socialt konstitueret via international
adoption af et barn over 2 års alderen. Særligt har jeg i specialet afdækket, hvordan lokalkulturelle
opfattelser af barn, barndom og familie er med til at definere og afgrænse det kulturelt erfarne
adoptivbarns handlerum i mødet med sine danske forældre og (familie)livet i Danmark. Denne
konklusion indledes med en sammenfatning af de hovedpunkter, der er fremanalyseret i specialet.
Herefter fremhæves det, hvorledes et pædagogisk antropologisk perspektiv på international
adoption af større børn i Danmark bidrager med en mere nuanceret forståelse af de udfordringer,
som adoptivbarn og adoptivforældre står overfor, hvilket kan være retningsgivende for at udvikle
nye tiltag indenfor dansk adoptionsarbejde. Således perspektiveres der afslutningsvist til, hvordan
et pædagogisk antropologisk perspektiv kan bidrage til dansk adoptionspraksis, herunder til den
eksisterende forskningsmæssige viden om international adoption i Danmark.
6.1. Et psykologisk behandlet tema
Jeg har i specialets indledende kapitel synliggjort, hvordan den danske (og internationale)
adoptionspraksis er domineret af et patologiserende perspektiv på international adoption. Selve
adoptivforholdet og forhold i barnet, forårsaget af oplevelser af tab og svigt i barnets tidligere liv
antages at gøre det problematisk for adoptivbarnet at tilpasse sig og knytte sig til livet i den nye
familie og det nye miljø. Jeg har argumenteret for, at de psykologiske studier giver et
stigmatiserende billede af, at alle adoptivbørn vil få problemer, jo længere tid de har boet på
børnehjem og jo flere separationer de har været for udsat før adoptionen. Ydermere viser
specialet, at dette billede ligeledes dominerer den generelle samfundsmæssige holdning til
adoption, som kommer til udtryk i de historiske og juridiske dokumenter på adoptions- og
børneområdet både nationalt og internationalt.
Jeg har indledningsvist ligeledes illustreret, hvordan familie- og barnesynet i Danmark både
historisk, juridisk og forskningsmæssigt tager udgangspunkt i en normativ forestilling om, at familie
skabes gennem biogenetisk forbundethed. Det antages, at et barn har bedst af at vokse op hos
sine biologiske forældre eller slægtninge i det land, med det sprog og i den kultur, hvor barnet er
født. I forlængelse heraf har jeg vist, hvordan disse antagelser præges af en
(udviklings)psykologisk forståelse af at et barn har brug for forsat kontinuitet (og tryghed) for at
udvikle sig til et sundt, helt menneske. Disse, i en dansk kontekst, normative forestillinger om,
hvordan en familie konstitueres og et barn bør vokse op, udgør sammen med de psykologiske
Når Storken kommer Flyvende
81
studiers patologiserende perspektiv på adoption de kulturelle rammer indenfor hvilke
adoptivfamilien skal forsøge at skabe mening med deres nonnormative familie og forældre-barn
relation.
I indkredsningen af specialets pædagogiske antropologiske tilgang, har jeg ladet mig inspirere
af børne- og sprogantropologien, samt den kognitive antropologi med henblik på at skabe en
teoretisk ramme, der giver mulighed for, at komme bag om de lokalkulturelle forestillinger om barn,
barndom og familie, som er med til at afgrænse og definere det kulturelt erfarne adoptivbarns
handlerum i mødet med forældrene og familielivet i Danmark.
6.2. Fremmedhed og hul i viden
Jeg har i specialets to første analysekapitler undersøgt, hvordan adoptivforældrene forholder sig til
at blive forældre til og danne familie med et ikke biologisk barn med oprindelse og fortid i et andet
land end Danmark.
Ved at anskue slægtskab som en social konstruktion og som en særlig form for forbundethed
har jeg i kapitel 3 belyst, hvordan adoptivforældrene udfordrer den normative biogenetiske
forståelse af slægtskab, samt den normative forståelse af, at man som forældre bliver forældre til
et biologisk spædbarn ved at lægge vægt på social og følelsesmæssig forbundethed.
Adoptivforældrene legitimerer dermed sig selv og deres familieform som værende en rigtig familie
og værende rigtige forældre til egne børn. På trods af at adoptivforældrene påpeger, at biogenetisk
forbundethed ikke har betydning i forhold til at være en rigtig familie eller rigtig forældre, så
udfordres den sociale og følelsesmæssige forbundethed af en oplevelse af fremmedhed i mødet
med det større adoptivbarn.
Jeg har påvist, at denne fremmedhed hænger sammen med, at det større adoptivbarn allerede
har gjort sig erfaringer og er blevet præget af fremmede mennesker i et fremmed land, når det
møder forældrene. Jeg har argumenteret for, at det gør barnet til en særlig type fremmed i forhold
til et (biologisk) spædbarn. Det større adoptivbarns nonnormative oprindelse og fortid i et andet
land efterlader forældrene med en oplevelse af hul i viden i forhold til at have en fornemmelse af,
hvem deres barn er. Dette hul i viden skal dels forstås i relation til forældrenes manglende
biogenetiske og gestationelle forbundethed til barnet og dels i relation til fraværet af delt livshistorie
mellem barn og forældre.
Jeg har anskueliggjort, at det større adoptivbarns nonnormative oprindelse og fortid i et andet
land end Danmark ikke blot udfordrer måden, hvorpå vi i Danmark forstår familie og forbundethed
mellem forældre og barn, men også udfordrer de kulturelle fortolkningsrammer, der dominerer,
hvordan vi i Danmark forstår og tolker, hvem et barn er, hvor det kommer fra og hvad det har med i
bagagen. Det betyder, at det ikke en generel fremmedhed eller et generelt ”hul” i viden
Når Storken kommer Flyvende
82
adoptivforældrene oplever. Det er en særlig fremmedhed og et særligt ”hul” i viden, der knytter sig
til at international adoption af et større barn, er en nonnormativ måde at blive familie og forældre
på i Danmark. Denne fremmedhed og hul i viden efterlader forældrene med en usikkerhed i forhold
til hvem deres barn er, hvad det har været udsat for og hvad det har med i bagagen.
6.3. En rygsæk fyldt med rødder og omsorgssvigt
Jeg har i kapitel 4 taget afsæt i adoptivforældrenes forestilling om, at det større adoptivbarn
medbringer en bagage fyldt med følelser af tab, tilhørs- og omsorgssvigt i kraft af tabet af og
adskillelsen fra biologisk og kulturel oprindelse, samt manglende omsorg fra primære
omsorgspersoner. Ved at anvende Gottliebs studium af spirituelle Beng børn som heuristisk
redskab har jeg belyst, at især to dominerende lokalkulturelle modeller influerer på, hvordan
adoptivforældrene forstår og tolker det større adoptivbarn behov og adfærd.
Den ene model tager afsæt i en forestilling om, at adoptivbarnets biologiske og kulturelle
‟rødder‟ i et andet land end Danmark har essentiel betydning for barnets fornemmelse af, hvem det
er. Jeg har vist, at adoptivforældrene agerer ud fra en antagelse om, at det er vigtigt for barnet at
opretholde en balance mellem dyrkningen af barnets rødder og tilhørsforhold til fødelandet, og
plantningen af barnets rødder i Danmark. Det er centralt for forældrene, at barnet føler sig dansk,
samtidig med, at det er ‟stolt af‟ at have rødder i et andet land end Danmark. Jeg har argumenteret
for, at forældrenes bestræbelser på at skabe balance mellem barnets rødder i fødelandet og
barnet rødder i Danmark er et forsøg på at sikre, at barnet ikke føler et tilhørssvigt i form af
rodløshed, men forstår sig selv, som et helt menneske med rødder i to verdener. Jeg har i
forlængelse heraf anskueliggjort, at adoptivforældrene frem for at transsubstantiere (Howell 2006)
barnets essens fra at være kinesisk til at være dansk, skaber en sammenplantning, hvor
adoptivforældrene både inkorporerer barnet i egen slægtshistorie, men også inkorporerer sig selv i
barnets tidlige livshistorie.
Den anden model, som influerer adoptivforældrenes forståelse og tolkning af barnets behov og
adfærd tager afsæt i en forestilling om, at barnet har en grundkerne, som er indhyllet i flere lag af
følelsesmæssige tab og omsorgsmæssige svigt. Jeg har argumenteret for, at denne model skal
forstås i relation til det psykologiserede skræmmebillede af det omsorgssvigtede barn, som
forældrene konfronteres med i godkendelsesfasen, på de adoptionsforberedende kurser og i
mødet med PAS rådgivningen. Forestillingen om det omsorgssvigtede barn tager afsæt i en
tilknytningsteoretisk forståelse af barnet der påpeger, at adoptivbarnet bærer rundt på en
grundangst med rod i de tab og omsorgssvigt, som barnet været udsat for inden adoptionen. I den
forbindelse er det vigtigt at forstå, at forældrene anser det for deres opgave at kompensere for de
formodede tab og svigt, som barnet antages at have været udsat for. Jeg har vist, at forældrene
Når Storken kommer Flyvende
83
antager, at de via ro, stabilitet og isolering fra omverdenen de første måneder kan hjælpe barnet
med at bearbejde de usunde lag af tab og svigt, og derved skabe en sund tilknytning mellem dem
selv og barn. Jeg har belyst, at adoptivforældrene antager, at det er grundlæggende for at finde ind
til barnets sunde kerne, at barnet får en fornemmelse for, at de nu er barnets primære
omsorgspersoner og forældrene understreger, at barnet nu skal lære (have lov til) at være et barn.
Et barn, der er afhængig af voksne og som ikke bekymrer sig, men koncentrere sig om, at lege og
rode, som andre ‟normale‟ børn.
6.4. Kulturel novice
I kapitel 5 har jeg illustreret, hvordan skræmmebilledet af det omsorgssvigtede barn og den der
tilknyttede psykologiske fortolkningsramme indrammer det handlerum, som det større adoptivbarn
skal forsøge, at forstå sig selv og sin nye situation i forhold til. Det har jeg gjort med afsæt i en
forståelse af det større adoptivbarn, som kulturelt erfarent individ med egne kulturelle forestillinger
om, hvad det vil sige at være et ‟normalt‟ barn, samt en forståelse af, at vi som mennesker skaber
handlerum for hinanden ud fra de kulturelle antagelser, vi har om, hvordan verden hænger
sammen. Jeg har vist, at adoptivforældrene forstår og tolker adoptivbarnet ud fra en lokalkulturel
antagelse om, at barnet ikke har fået den omsorg og trøst, som det burde have haft for at udvikle
en sund følelsesmæssig adfærd og en sund relation til primære voksne i form af forældre. Dermed
skaber adoptivforældrene i interaktionen med barnet et særligt psykologiseret handlerum, som
barnet skal forholde sig til og agere i, hvorved barnets kulturelle erfaring indskrænkes til at være
udtryk for en mangel ved barnet eller som udtryk for ubearbejdede følelser af tab og svigt.
Den dominerende psykologiske fortolkningsramme, som influerer forældrenes forståelse og
handling på barnets adfærd, er udfordret i specialet ved at anskue det større adoptivbarn som
kulturel novice i en i en ny sociokulturel kontekst. Dette perspektiv trækker fokus væk fra, at
barnets adfærd og handlinger udgår fra barnet. Perspektivet bidrager med et syn på barnet, som et
reflekterende individ, der på baggrund af egne lokalkulturelle erfaringer og ud fra de rammer og
grænser, som der skabes af forældre (og samfund), forsøger at forstå sig selv og få sit nye
(familie)liv i Danmark til at give mening. Jeg har argumenteret for, at en anskuelse af adoptivbarnet
som kulturel novice i en situeret kulturel læreproces kan supplere, og i nogle tilfælde udfordre den
dominerende folkepsykologiske fortolkningsramme, som forældrene forstår barnet ud fra. De
normer og værdier barnet kommer med behøves ikke at være et udtryk for, at barnet har lidt tab,
omsorgs- eller tilhørssvigt, men kan i lige så høj grad være udtryk for barnet har inkorporeret et
anderledes livsskript for ‟sund‟ børneadfærd. Dertil har jeg vist, at en anskuelse af barnet som
kulturel novice åbner for en diskussion af, hvis behov, det er der skal dækkes ved at sikre en hurtig
følelsesmæssig og afhængighedsbaseret tilknytning mellem barn og forældre.
Når Storken kommer Flyvende
84
6.5. Et pædagogisk antropologisk bidrag
Jeg vil i dette afsnit fremhæve, hvorledes et pædagogisk antropologisk perspektiv på international
adoption af større børn, kan supplere et ofte psykologisk behandlet tema.
Ved at anlægge et kulturelt perspektiv på de udfordringer som adoptivforældrene og
adoptivbarn står overfor som socialt konstitueret familie har specialet bidraget til at synliggøre,
hvordan adoptivforældrene navigerer deres særlige familieform og forældreskab indenfor de
normative forståelser af slægtskab. Forældrene er bevidste om, at adoptivslægtskabet er et særligt
slægtskab, der bryder med normative forståelser af familie og forældreskab. Forældrene formår at
gøre denne familieform rigtig ved at lægge vægt på social og følelsesmæssig forbundethed. Det
paradoksale er, at når det drejer sig, om at opfostre et ‟rigtigt‟ barn, så forbliver det normative
psykologiske perspektiv gennemtrængende i forældrenes tolkning og handlinger over for barnet.
Det synes at blive den eneste fortolkningsramme for at forstå, hvem deres barn er.
Specialet giver et nuanceret indblik i hvordan dominerende normative lokalkulturelle
forestillinger om hvad et barn er eller burde være, influerer adoptivforældrenes forestillinger om,
hvem det større adoptivbarn er, herunder hvilke behov barnet har og måden hvorpå forældre tolker
barnets adfærd og handlinger. Det skaber en særligt psykologiseret, nærmest patologiserende,
syn på adoptivbarnet, der udelukker andre fortolkningsrammer og forståelser af hvem det større
adoptivbarn er. Dermed synes adoptivforældrene at medvirke til at reproducere et stereotypt
billede af det større adoptivbarn som omsorgssvigtet.
Howell kalder adoptivslægtskabet et bevidst slægtskab (conscious kinship). Jeg vil argumentere
for, at et kulturelt perspektiv på det skift, som det større adoptivbarn oplever i forbindelse med
adoptionen, kan bidrage til at gøre adoptivforældreskabet til et bevidst forældreskab. Med dette
menes, at forældrene ved at have fokus på egne lokalkulturelle forestillinger om, hvad man vil have
ud af en forældre-barn relation, kan åbne for en revurdering måske endda en omdefinering af hvad
det vil sige at være et ‟rigtigt‟ barn og indgå i en ‟rigtig‟ forældre-barn relationen. Således kræver
dette en refleksiv og et såkaldt meta-perspektiv på egen forældrerolle.
Hvis vi kun kører én vej i vores forståelse af det større adoptivbarn, hvad går vi så glip af? Børn
er også sociale aktører, der er i gang med at forstå hvordan verden hænger sammen. Hvis vi kun
forstår barnet som beholder for uforløste og traumatiske følelser, så går vi glip af at se de
ressourcer barnet kommer med, samt barnets vilje til at indgå i en ny materiel, sociokulturel
kontekstVed at anskue barnet som kulturel novice i en situeret kulturel læreproces, mener jeg, at vi
i højere grad møder hele mennesket, der udgør det større adoptivbarn. Forståelsen af barnet som
kulturel novice underkender ikke, at barnet kan have tab og svigt med i bagagen, men gør ikke
disse forestillinger dominerende. I dette perspektiv anses barnet i højere grad som et aktivt
Når Storken kommer Flyvende
85
handlende kulturelt individ, der med sine livserfaringer fra fortiden, som kulturel referenceramme,
forsøger at skabe mening med den verden, som det er blevet placeret i.
6.6. Bidrag til dansk adoptionspraksis
Flere forældre giver udtryk for, at der mangler viden på området især i forhold til hvilke
udfordringer, man som forældre står overfor, når man adopterer et større barn. Flere forældre
påpeger, at det ikke er ”farligt” at adoptere større børn med hentydning til at mange adoptanter
vælger de større børn fra. Forældrene peger på, at udfordringerne er anderledes end hvis de
havde fået et spædbarn. Forældrene efterlyser fokus på den gode adoptivhistorie og opdateret
undervisnings- og informationsmateriale på de adoptionsforberedende kurser. Enkelte forældre
giver i den forbindelse udtryk for, at deres barns børnehjem var et ”førsteklasses børnehjem”, hvor
børnene ikke sidder bundet til en pottestol dagen lang. Der er altså et behov for en anden måde at
anskue de større adoptivbørn på, hvor skræmmebillederne, som dominerer dansk
adoptionspraksis udfordres. Netop et perspektiv, der giver et mere realistisk og nuanceret billede
af, hvad det vil sige, at barnet har boet på børnehjem.
Med specialets ovenstående konklusioner lægger jeg op til at de adoptionsforberedende kurser
kan kvalificeres ved at supplere det dominerende psykologiske perspektiv på adoptivbarn og
adoption ved at inddrage et pædagogisk antropologisk perspektiv. Ved at undervise og informere
forældre om de kulturelle udfordringer et større adoptivbarn står overfor i forbindelse med at flytte
fra en sproglig og sociokulturel kontekst til en anden. Dette pædagogisk antropologiske bidrag til
international adoption anses derfor, som et vigtigt supplement til den eksisterende og dominerede
psykologiske forskning på adoptionsområdet. Ved at supplere informationen på de
adoptionsforberedende kurser med et kulturelt perspektiv på det større adoptivbarn, kan det
tænkes, at forældre og andre, der er i berøring med et adoptivbarn vil være mere opmærksomme
på den situerede kulturelle læreproces barnet står overfor. Samtidig med at de bliver mere
bevidste om, hvordan egne lokalkulturelle, taget-for-givet, antagelser om, hvad et barn er, burde
være og burde agere influerer på barnets adfærd.
Når Storken kommer Flyvende
86
7. Abstract
The thesis is to be read as a pedagogical anthropological study of the challenges faced by the
adoptive family when socially constituted by international adoption of children above the age of
two. Special emphasis is paid to local cultural perceptions on children, childhood and family and
how they define and limit the culturally experienced child‟s space of acting (handlerum) when
encountering the Danish parents and family life in Denmark. The aim of the thesis is to provide a
nuanced contribution to a generally psychological examined theme.
The study is based on anthropological fieldwork among 11 adoptive families in Denmark. The
empirical data includes semi-structured interviews with parents and participant observation in one
school, two day care centres (børnehave), one after school care facility (skolefritidsordning) and
the home of one family.
The thesis shows how adoptive parents redefine the normative notion of what constitutes a
„real‟ family and a „real‟ child-parent relationship by stressing social and emotional relatedness,
thereby challenging the normative understanding of family as constituted by biogenetic
relatedness. However, when facing the adoptive child the parents‟ emphasis on social and
emotional relatedness is challenged by unfamiliarity. This unfamiliarity is to be understood in
relation to the lack of biogenetic relatedness and the lack of shared life history. The adoptive childs
foreing origin thereby challenge the way parents normally understand and interpret who their child
is.
The adoptive parents assume that the adopted child carries a back pack filled with emotions of
loss, neglect of care and sense of belonging. This assumption is to be understood in relation to two
dominant psychological models that influences the parents understanding and interpretation of the
childs needs and behavior. One model assumes the child to be rooted in the country of origin given
essential meaning to biological and cultural origin. Another model assumes the child to have a
seed of essence (grundkerne) covered in layers of emotional loss and neglect of care. The models
frame how the parents define and limit the adopted child‟s needs and space of acting.
I show in the thesis that the parents, when interacting with the child, creates a psychological
space of acting constraining the cultural experience of the child to be an expression of untreated
emotions of loss and neglect.
I argue that a perspective on the older adopted child as a cultural novice in a situated cultural
learning process can challenge the dominating psychological perspective on the older adoptive
child.
Når Storken kommer Flyvende
87
8. Litteraturliste
Adoptionsloven - Bekendtgørelse om lov af adoption, LOV nr 494 12/06/2009 C.F.R. (2009). Adoptionsnævnet (2009a). Særligt om international adoption Retrieved 8.oktober, 2010, from
http://www.adoptionsnaevnet.dk/at-adoptere/saerligt-om-international-adoption/ Adoptionsnævnet (2009b). Særligt om national adoption Retrieved 8.oktober, 2010, from
http://www.adoptionsnaevnet.dk/at-adoptere/saerligt-om-national-adoption/ Adoptionsnævnet (2009c). Årsberetning 2008. Adoptionsnævnet årsberetning. København Ø. Adoptionsvejledningen - Vejledning om adoption, VEJ nr 9770 af 30/09/2009 C.F.R. (2009). Ambrosius Madsen, U. (2003). Pædagogisk etnografi (1. udgave ed.). Århus: Klim. Amit, V. (2000). Constructing the field: ethnographic fieldwork in the contemporary world. London:
Routledge. Bernard, H. R. (1994). Research methods in anthropology: qualitative and quantitative approaches
(2. ed.). Thousand Oaks, Calif.: Sage Publications. Bodenhorn, B. (2000). 'He used to be my relative': Exploring the bases of relatedness among
Iñupiat of northern Alaska. In J. Carsten (Ed.), Cultures of relatedness: new approaches to the study of kinship (pp. 128-148). Cambridge: Cambridge University Press.
Bruner, J. (2000). Foreword. In J. S. DeLoache & A. Gottlieb (Eds.), A world of babies: imagined childcare guides for seven societies. Cambridge: Cambridge University Press.
Børnekonventionen: UN's Convention on the Rights of the Child, resolution 44/25 of 20 November 1989 C.F.R. (1989).
Baarts, C. (2003). Håndværket. In K. Hastrup (Ed.), Ind i verden - en grundbog i antropologisk metode (pp. 430 sider). Kbh.: Hans Reitzel.
Carsten, J. (1995). The Substance of Kinship and the Heat of the Hearth: Feeding, Personhood, and Relatedness among Malays in Pulau Langkawi. American Ethnologist, 22(2), 223-241.
Carsten, J. (1997). The heat of the hearth. The process of kinship in a Malay fishing community. Oxford: Clarendon Press.
Carsten, J. (2000a). Cultures of relatedness: new approaches to the study of kinship. Cambridge: Cambridge University Press.
Carsten, J. (Ed.). (2000b). Cultures of relatedness: new approaches to the study of kinship. Cambridge: Cambridge University Press.
Cederblad, M. (1983). Udenlandske adoptivbørn som er kommet til Sverige efter 3-års alderen. [Ålborg]: NAS, Socialcentrets familieafdeling.
Christensen, A. (1995). Adoption i Danmark: oplæg til reform - en udredning om baggrunde og forudsætninger for international adoption og et forslag til reform af det danske adoptionssystem. Odense
[Kbh.]: Adoption og Samfund. Dalen, M., & Sætersdal, B. (1999). Kunnskapsstatus om utenlandsadopsjon: en sammenfatning av
resultater fra sentrale forskninsprojekter gjennomført i Vest-Europa og Nord-Amerika. Oslo: Universitetet i Oslo, Institutt for specialpedagogikk.
DeLoache, J. S., & Gottlieb, A. (2000a). If Dr. Spock Were Born in Bali: Raising a World of Babies. In J. S. DeLoache & A. Gottlieb (Eds.), A world of babies imagined childcare guides for seven societies (pp. xv, 280 s.). Cambridge: Cambridge University Press.
DeLoache, J. S., & Gottlieb, A. (Eds.). (2000b). A world of babies imagined childcare guides for seven societies. Cambridge: Cambridge University Press.
Den Store Danske (2009-2010). Tabula Rasa Retrieved 6. april, 2010, from http://www.denstoredanske.dk/Special:Opslag?opslag=tabula+rasa
Dorow, S. K. (2006). Transnational adoption - a cultural economy of race, gender, and kinship. New York: New York University Press.
Edwards, J., Franklin, S., Hirsch, E., Price, F., & Strathern, M. (Eds.). (1999). Technologies of Procreation: kinship in the age of assisted conception (2. ed. ed.). London: Routledge.
Emerson, R. M., Fretz, R. I., & Shaw, L. L. (1995). Writing ethnographic fieldnotes. Chicago: University of Chicago Press.
Familiestyrelsen (2009). Gratis rådgivning til adoptivfamilier efter adoptionen 2007-2010 (2. ed.). København: Justitsministeriet Familiestyrelsen.
Familiestyrelsen ( 2005 ). Vejledning ved international adoption. Gailey, C. W. (1999). Seeking 'Baby Right': Race, Class, and Gender in US International Adoption.
In A.-L. Rygvold, M. Dalen & B. Sætersdal (Eds.), Mine - yours - ours and theirs adoption, changing kinship and family patterns. Oslo: Universitetet i Oslo.
Gilliam, L. (2006). De umulige børn og det ordentlige menneske. Et studie af identitet, ballade og muslimske fællesskaber blandt etniske minoritetsbørn i en dansk folkeskole. Kbh.: Danmarks Pædagogiske Universitet.
Gottlieb, A. (1998). Do infants have religion? The spiritual lives of Beng babies. American Anthropologist, 100(1), 122-135.
Gottlieb, A. (2004). The afterlife is where we come from. Chicago: University of Chicago Press. Gulløv, E. (1998). Ideen med "børn". Tidsskriftet Antropologi, nr. 38, 5-12. Gulløv, E. (1999). Betydningsdannelse blandt børn. [Kbh.]: Gyldendal. Gupta, A., & Ferguson, J. (1997). Discipline and practice: "The field" as site, method and location
in anthropology. In A. Gupta & J. Ferguson (Eds.), Anthropological locations: boundaries and grounds of a field science
(pp. viii, 275 s.). Berkeley, Calif.: University of California Press. Hammersley, M., & Atkinson, P. (2007). Ethnography: principles in practice. London: Routledge. Harkness, S., & Super, C. M. (2006). Themes and Variations: Parental Ethnotheories in Western
Cultures Retrieved 21. april, 2010, from http://www.brown.edu/Departments/Human_Development_Center/Roundtable/Harkness.pdf
Hasse, C. (2002). Kultur i bevægelse: Fra deltagerobservation til kulturanalyse - I det fysiske rum (1. udgave ed.). Frederiksberg: Samfundslitteratur. 13-43.
Hastrup, K. (2003). Introduktion: den antropologiske videnskab In K. Hastrup (Ed.), Ind i verden - en grundbog i antropologisk metode (pp. 430 sider). Kbh.: Hans Reitzel.
Hastrup, K. (2007). Kultur. Det fleksible fællesskab (2. ed.): Aarhus Universitetsforlag. Holland, D. C., & Quinn, N. (1997a). Culture and Cognition. In D. C. Holland & N. Quinn (Eds.),
Cultural models in language and thought (1987 ed., pp. 3-40). Cambridge: Cambridge University Press.
Holland, D. C., & Quinn, N. (Eds.). (1997). Cultural models in language and thought (1987 ed.). Cambridge: Cambridge University Press.
Howell, S. (2003). Kinning: the Creation of Life Trajectories in Transnational Adoptive Families. The journal of the Royal Anthropological Institute, 9(3), 465-484.
Howell, S. (2006). The kinning of foreigners. New York: Berghahn Books. Høegh, S. (2006). Erfaringer med psykologisk rådgivning og behandling til adoptivfamilier. Post
Haagerkonvetionen: Convention on protection of children and co-operation in respect of intercountry adoption 29 may 1993 C.F.R. (1993).
Irhammer, M. (1997). Att uttforska sitt ursprung. Identitetsformande under adolescensen hos utlandsfodda adopterade
Lund Universitet, Lund. James, Jenks, C., & Prout, A. (1998). Theorizing childhood. London: Polity Press. James, A., Jenks, C., & Prout, A. (1999). Den teoretiske barndom (S. Søgaard, Trans. 1. udgave
ed.). [Kbh.]: Gyldendal. Jenks, C. (2009). Constructing childhood sociologically. In M. J. Kehily (Ed.), An Introduction to
Childhood Studies (2. ed., pp. 93-111). Maidenhead: Open University Press. Jerlang, E. (2002a). Et helhedssyn på mennesket. In E. Jerlang (Ed.), Barnets udvikling - en
helhed: psykologiske og pædagogiske temaer (1. udgave, 10. oplag. ed., pp. 331 sider). [Kbh.]: Gyldendal Uddannelse.
Jerlang, E., & Jerlang, J. (2003). Socialisering og habitus (2. udgave ed.). Kbh.: Hans Reitzels Forlag.
Jonasen, R. (2000). Adoption - fakta, forskning og fremtid. København,. Kvale, S. (2000). Interview: en introduktion til det kvalitative forskningsinterview (1. udgave ed.).
Kbh.: Hans Reitzel. LeVine, R. A., Dixon, S., Levine, S. E., Richman, A., Keefer, C., Liederman, P. H., et al. (2008).
The Comparative Study of Parenting. In R. A. LeVine & R. S. New (Eds.), Anthropology and child development: a cross-cultural reader (pp. 127-142). Malden, Mass.: Blackwell.
Marcus, G. E. (1995). Ethnography in/of the World System: The Emergence of Multi-Sited Ethnography. Annual Review of Anthropology, 24, 95-117.
Marre, D., & Howell, S. (2006). To kin a transnationally adopted child in Norway and Spain: The achievement of resemblances and belonging. Ethnos, 71(3), 293-316.
McDermott, R. P. (1996). The Acquisition of a Child by a Learning Disability. In S. Chaiklin & J. Lave (Eds.), Understanding Practice. Perspectives on Activity and Context (pp. 269-305). Cambridge: Cambridge University Press.
Norman, K. (1996). Kulturella föreställningar om barn: Ett socialantropologisk perspektiv. Stockholm: Rädda Barnen.
Ochs, E., & Schieffelin, B. B. (1984). Language acquisition and socialization: three developmental stories and their implications. In R. A. Shweder & R. A. LeVine (Eds.), Culture theory: essays on mind, self and emotion
(pp. 276-320). Cambridge: Cambridge University Press. Okely, J. (1992). Anthropology and autobiography. Participatory Experience and Embodied
Knowledge. In J. Okely & H. Callaway (Eds.), Anthropology and autobiography (Vol. ASA monographs, pp. xiv, 252 s.). London: Routledge.
Reese, D. (2000). A parenting Manual, with words of advice for Puritan mothers. In J. S. DeLoache & A. Gottlieb (Eds.), A world of babies imagined childcare guides for seven societies (pp. 29-54). Cambridge: Cambridge University Press.
Robinson, G. (1998). Older child adoption. New York: Crossroad Publishing Company. Rutter, M., O'Connor, T. G., Beckett, C., & et al (2000). Recovery and deficit following profound
early deprivation. In P. Selman (Ed.), Intercountry adoption: developments, trends and perspectives (pp. 545 s.). London: British Association for Adoption & Foste.
Schneider, D. M. (1980). American kinship a cultural account (2. ed.). Chicago: University of Chicago Press.
Schultz Larsen, O. (1999). Fem aldre: udvikling fra fødsel til pubertet (1. udgave, 1. oplag. ed.). Århus: Systime.
Skovmand, M., & Vagn-Hansen, P. (1988). Danske adoptioner af udenlandske børn med eksotisk geografisk og etnisk oprindelse. Århus: Socialmedicinsk Institut.
Statistik.adoption.dk (22. marts 2009). Statistik om adoption i Danmark Retrieved 8.oktober, 2010, from http://statistik.adoption.dk/
Sætersdal, B., & Dalen, M. (1999). "Hvem er jeg". [Oslo]: Akribe. Sørensen, S. M. H. (2004). Transracial adoption, identitet og familie. En undersøgelse af
opfattelser af transracial adoption i Danmark 1977-2001 med særligt henblik på konstruktioner af familie, identitet og etnicitet. København.
Telfer, J. (2003). The Imagined Child: Ambiguity and Agency in Australian Intercountry Adoption. The Australian journal of anthropology, 14(1), 72.
Tjørnhøj-Thomsen, T. (1999). Tilblivelseshistorier. Barnløshed, slægtskab og forplantningsteknologi i Danmark. Kbh.: Institut for Antropologi, Københavns Universitet.
Tjørnhøj-Thomsen, T. (2004). Slægtskab - Tilblivelse, forbundethed og fællesskab. In K. Hastrup (Ed.), Viden om verden - en grundbog i antropologisk analyse (pp. 139-159). Kbh.: Hans Reitzel.
Toren, C. (1993). Making history - the significance of childhood cognition for a comparative anthropology of mind. Man, 28(3), 461-478.
Verhulst, F. C. (2000). The development of internationally adopted children. In P. Selman (Ed.), Intercountry adoption: developments, trends and perspectives (pp. 545 s.). London: British Association for Adoption & Foste.
Warming, H. (2005). Erkendelse gennem oplevelse. In M. Järvinen & N. Mik-Meyer (Eds.), Kvalitative metoder i et interaktionistisk perspektiv (1. udgave ed., pp. 145-168). Kbh.: Hans Reitzel.
Weismantel, M. (1995). Making Kin: Kinship Theory and Zumbagua Adoptions. American Ethnologist, 22(4), 685-704.
Winther, I. W. (2006). Hjemlighed - kulturfænomenologiske studier (1. udgave ed.). Kbh.: Danmarks Pædagogiske Universitets Forlag.
Yanagisako, S. J., & Delaney, C. L. (1995a). Preface. In S. J. Yanagisako & C. L. Delaney (Eds.), Naturalizing power: essays in feminist cultural analysis. New York: Routledge.
Yanagisako, S. J., & Delaney, C. L. (Eds.). (1995b). Naturalizing power: essays in feminist cultural analysis. New York: Routledge.
Yngvesson, B. (2002). Placing the "Gift Child" in Transnational Adoption. Law & society review, 36(2), 227-256.
Yngvesson, B. (2003). Going "Home": Adoption, Loss of Bearings, and the Mythology of Roots. Social text, 21(1), 7-27.
Når Storken kommer Flyvende
91
Bilag 1: Interviewguide
Kort præsentationsrunde
Adoptionsprocessen:
Kan du/I fortælle om processen fra I bestemte jer for at adoptere til I fik barnet
hjem/hentede barnet?
- Hvordan bestemte I jer for at adoptere fra Etiopien/Colombia/Guatemala? - Hvilke overvejelser gjorde du/I jer inden adoptionen f.eks mht. barnets alder, fortid - Hvornår kom barnet til DK – hvor gammelt var barnet da? - Havde I set billeder? - Hvad glædede I jer til? (hvilke forventninger havde I?) Første møde med barnet?
Hvordan oplevede du/I det første møde med barnet?
- Hvor hentede I barnet – hos familie, institution, lufthavn? - Hvad ved I om barnets baggrund/opvækst - Snakkede I med noget personale/plejefamilie? Hvad fortalte de om barnet? Ankomst til Danmark:
Kan I fortælle om ankomsten til DK – hvordan foregik det?
- Hvordan forløb de første dage/uger? - Synes I at barnet reagerer anderledes i nogen situationer end I havde forventet? (brud på normer?) - Hvad har overrasket jer ved at få et adoptivbarn? - Hvordan har barnet reageret på sine nye omgivelser? - Har I oplevet at barnet kan have tænkt ”Hvor er mor og far underlige?” Venner, familier og omgivelser:
Hvordan reagerede familie og venner, da I fortalte at I skulle adoptere?
Hvordan har børnehave og skole taget imod jeres barn/børn?
- Har barnet/børnene oplevet vanskeligheder i inst./skole? - Er det specielle tiltag, aftaler?
I dag:
Hvordan har barnet forandret sig fra da I mødte ham første gang til i dag?
Hvordan har I som par forandret jer siden barnet er kommet til DK