Min mands hemmelighed - af Liane Moriaty

Liane Moriarty

Liane

Moriarty

Min mandshemmelighed

Min mands

hemmelighed

Roman Politikens Forlag

Cecilia er mor til tre, gift med John-Paul og godt tilfreds med sit velorganiserede liv, indtil hun en dag finder en kuvert under en oprydning på loftet. ”Må kun åbnes i tilfælde af min død“, står der på forsiden. Med John-Pauls håndskrift. Men Cecilia åbner kuverten – og med et ramler hendes verden. John-Pauls brev er en tilståelse om en frygtelig fejltagelse i hans fortid, og hvis tragedien ser dagens lys, vil familiens liv for altid være ændret. Cecilia vil gerne træffe den rigtige beslutning – men rigtig for hvem? Hvis hun beskytter sin familie ved at holde på hemmeligheden, vil sandheden for evigt tynge hendes samvittighed. Men hvis hun afslører sin mand, vil hun såre dem, hun elsker højest …

Min mands hemmelighed er en medrivende roman om mørke sandheders livslange konsekvenser, om de rækker af tilfældighed-er, der har så afgørende betydning for vores liv, om moderkærlighed og uventet poetisk retfærdighed.

”Gribende, skarp, tankev kkende og sjov.“ – Marie Claire Magazine

Liane Moriarty har skrevet fem romaner, som alle har ligget på bestsellerlisterne verden over. Min mands hemmelighed er den første, der udkommer på dansk. Romanen har været månedens bog på Amazon, hvor den også lå rekordhøjt på bestsellerlisten i månedsvis. Liane Moriarty bor i Sydney med sin mand og deres to børn.

Hun satte sig i læderstolen, drejede den rundt mod skrivebordet og åbnede mappen i den lille cirkel af gulligt lys fra skrivebordslampen.Til min kone, Cecilia Fitzpatrick.Må kun åbnes i tilfælde af min død.Hun åbnede den øverste skuffe og tog brevåbneren frem.Der lød desperate fodtrin ovenpå og et lille brag, da et eller andet væltede. Han lød som en galning, der ragede rundt. Det gik op for hende, at han måtte være taget direkte til lufthavnen efter at have talt med hende i går aftes for at være tilbage i Australien nu.For fanden. John-Paul, hvad i alverden foregår der?Med en hurtig og grim bevægelse flænsede hun kuverten op. Hun hev et håndskrevet brev op. I et kort øjeblik kunne hun ikke få øjnene til at fokusere på indholdet. Ordene dansede rundt foran hende:… vores lille datter, Isabel … så ked af at efterlade dig med dette … givet mig mere lykke, end jeg nogensinde har fortjent …Hun tvang sig til at læse det ordentligt. Fra venstre til højre. Sætning for sætning ... Uddrag fra bogen

Nummer 1 pa New York Times

, bestsellerliste

Omslag: henriettemork.dk

ISBN 978-87-400-1630-7

100 mm 100 mm26 mm147 mm 147 mm

232

mm

”Umulig at l gge fra sig!“

”Den bedste bog, jeg har l st i arevis, og jeg har l st mange b ger.“

- amazon.com

C M Y K

Min mands hemmelighed_1K.indd 1 21/05/14 13.54

13

kapitel et

Det var alt sammen på grund af Berlinmuren. Havde det ikke været for Berlinmuren, så havde Cecilia aldrig fun-

det brevet, og så ville hun slet ikke sidde her ved køkkenbordet og forsøge at lade være med at flå det op.

Kuverten var helt grå af et fint lag støv. Ordene på forsiden var skrevet med en slidt blå kuglepen, og håndskriften var lige så velkendt som hendes egen. Hun vendte kuverten om. Den var forseglet med et gulnet stykke tape. Hvornår var det skrevet? Det så gammelt ud, som om det var skrevet for flere år siden. Men det var ikke til at vide med sikkerhed.

Hun ville ikke åbne det. Det var indlysende, at hun ikke skulle åbne det. Hun var det mest viljestærke menneske, hun kendte, og hun havde allerede besluttet sig for ikke at åbne brevet, så der var slet ikke noget at diskutere.

Men helt ærligt, hvad ville der egentlig ske, hvis hun åbnede det? Enhver kvinde ville da straks flå det op. I tankerne gennemgik hun alle sine veninder. Hvad de ville sige, hvis hun ringede til dem lige nu og spurgte dem, hvad de syntes?

Miriam Openheimer: Klart. Åbn det.Erica Edgecliff: Hold nu op, selvfølgelig skal du åbne det med det

samme.Laura Marks: Ja, du skal åbne det, og så skal du læse det højt for

mig.Sarah Sacks: Det ville være meningsløst at spørge Sarah, for hun

Min mands hemmelighed.indd 13 20/05/14 10.04

14

kunne aldrig beslutte sig for noget. Hvis Cecilia spurgte hende, om hun ville have kaffe eller te, sad hun et helt minut med rynket pande og gennemgik fordele og ulemper ved begge muligheder, inden hun endelig fik sagt: “Kaffe! Nej, vent, te!” En beslutning som denne ville give hende en blodstyrtning.

Mahalia Ramachandran: Helt klart nej. Det ville være respektløst over for din mand. Du må ikke åbne det.

Mahalia var nogle gange en smule overlegen med de der store brune, meget moralske øjne.

Cecilia lagde brevet på køkkenbordet og satte vand over.Den skide Berlinmur og Den Kolde Krig, og hvem det end var, der

havde siddet engang i 1940’erne og grublet over, hvad man skulle stil-le op med de utaknemmelige tyskere. En eller anden havde pludselig knipset med fingrene og sagt: “Jamen gutter, minsandten om ikke jeg har fået en lys idé! Vi bygger bare en forbandet høj mur, der kan holde de skiderikker inde!”

Det er ikke sikkert, vedkommende lød som en oberst fra halvtred-serne.

Esther ville helt sikkert vide, hvem der først kom på idéen med at bygge Berlinmuren. Esther kendte garanteret også hans fødselsdato. Det var uden tvivl en mand. Kun en mand kunne finde på noget så skruppelløst, så helt igennem dumt og alligevel gennemført effektivt.

Var det sexistisk at tænke sådan?Hun fyldte kedlen og tændte for den. Så tørrede hun de små drå-

ber vand op med et stykke køkkenrulle, så vasken skinnede.En af de andre mødre fra skolen, med tre sønner på alder med Ce-

cilias tre døtre, havde sagt, at Cecilias kommentar var “en lille smule sexistisk”, inden forældremødet i sidste uge. Cecilia kunne ikke en-gang huske, hvad hun havde sagt, men det havde helt sikkert været for sjov. Og helt ærligt: Havde kvinder ikke lov til at være sexistiske de næste to tusind år eller deromkring bare for at skabe balance i regnskabet?

Måske var hun en smule sexistisk.


15

Vandet kogte. Hun dyppede et brev Earl Grey i koppen og så, hvor-dan mørket spredte sig i vandet som blæk. Man kunne være det, der var værre end sexistisk. Man kunne for eksempel være sådan en, der altid lavede gåseøjne i luften, når man sagde noget “ironisk”.

Hun så på sin te og sukkede. Et glas vin ville være skønt lige nu, men hun havde lovet sig selv at holde sig fra alkohol frem til påske. Der var kun seks dage tilbage. Hun havde en dyr flaske Shiraz klar til påskesøndag, når femogtredive voksne og treogtyve børn kom til frokost, så hun ville få brug for den. Men hun var efterhånden en temmelig ferm værtinde. Hun holdt både påske, mors dag, fars dag og jul. John-Paul havde fem yngre brødre, som alle var gift og havde børn. Så det var en ret stor flok. Det hele handlede om planlægning. Meget omhyggelig planlægning.

Hun tog sit krus med over til bordet. Hvorfor havde hun lovet at holde sig fra vin? Polly var klogere. Hun havde droppet jordbærsylte-tøj. Cecilia havde aldrig bemærket, at Polly var særlig interesseret i jordbærsyltetøj, men nu stod hun selvfølgelig altid foran det åbne køleskab og stirrede længselsfuldt på det. Åh ja, forbuden frugt.

“Esther!” kaldte hun.Esther var sammen med sine søstre i rummet ved siden af. De

sad og så The Biggest Loser, mens de gjorde kål på en gigantisk pose salt and vinegar-chips, der var blevet tilovers fra fejringen af Australia Day for flere måneder siden. Cecilia fattede ikke, hvorfor hendes tre slanke døtre elskede at se på overvægtige mennesker, der svedte og græd og sultede sig. Det lod ikke til, at det lærte dem at spise sundere. Hun burde gå ind og konfiskere den pose chips, men på den anden side havde de spist laks og broccoli til aftensmad uden at brokke sig. Og hun orkede heller ikke at diskutere.

Hun hørte en stemme brøle inde fra tv-stuen: “Du får intet ud af intet!”

Det var ikke så dumt for hendes børn at høre. Ingen vidste det bedre end Cecilia! Men hun brød sig alligevel ikke om det udtryk af mild afsky, der bredte sig over deres unge, glatte ansigter. Hun pas-


16

sede altid meget på med at komme med negative bemærkninger om kroppen foran sine døtre, men det samme kunne man ikke sige om hendes veninder. Den anden dag havde Miriam Openheimer for ek-sempel sagt, højt nok til, at alle deres yderst påvirkelige døtre kunne høre det: “Gud, se lige min mave!”, mens hun klemte sammen om en mavedelle. Som om den var det mest afskyelige, hun nogensinde havde set. Tak, Miriam. Vores døtre modtager allerede en million signaler hver dag, der fortæller dem, at de bør hade deres krop.

Men faktisk var Miriams mave ved at blive en smule slap.“Esther!” kaldte hun igen.“Hvad er der?” råbte Esther med en overbærende og træt stemme,

der lød lidt som en ubevidst efterligning af Cecilias egen.“Hvem fik idéen til at bygge Berlinmuren?”“Altså, de er ret sikre på, at det var Nikita Khrustjov!” svarede Est-

her straks og udtalte det eksotiske navn med stor fryd og sin egen fortolkning af en russisk accent. “Han var premierminister i Rusland, men dengang var det det samme som at være præsident. Men det kunne have været ...”

Hendes søstre svarede straks i deres altid så høflige tone: “Hold så mund, Esther!”

“Tak, min skat!” Cecilia nippede til sin te og forestillede sig, at hun rejste tilbage i tiden og satte ham Khrustjov på plads.

Nej, hr. Khrustjov, du må ikke få en mur. Den kommer ikke til stå som et bevis på, at kommunisme fungerer. Den kommer slet ikke til at fungere overhovedet. Hør nu her, jeg giver dig ret i, at kapitalisme ikke er svaret på alt. Du må for eksempel gerne se mit sidste kontoudtog. Men du er nødt til at gå i tænkeboks igen.

Og så ville Cecilia ikke her halvtreds år senere have fundet det brev, som gjorde hende så ... hvad skulle man kalde det?

Ufokuseret. Det var det, det var.Hun kunne godt lide fokus. Hun var stolt af sin evne til at fokusere.

Hendes liv var udgjort af tusind små brikker – “Køb koriander”, “Isa-bel til frisør”, “Hvem tager med Polly til ballet på tirsdag, når jeg skal


17

med Esther til talepædagog?” – som et af de kæmpe puslespil, Isabel plejede at bruge flere timer på. Cecilia, der ikke havde tålmodighed til puslespil, vidste, præcis hvor hver en lille brik af hendes liv hørte hjemme, og hvor den skulle presses ind.

Og okay, måske var Cecilias liv ikke det mest usædvanlige eller im-ponerende. Hun var fuldtidsmor og Tupperware-konsulent på deltid, ikke skuespiller eller aktuar ... eller digter i Vermont. (Cecilia havde netop opdaget, at Liz Brogan, en skolekammerat fra highschool, nu var prisvindende digter bosat i Vermont. Liz, der spiste sandwiches med ost og nutella, og som altid havde glemt sit buskort. Det krævede al Cecilias viljestyrke ikke at blive irriteret over det. Ikke at hun selv ville skrive digte. Men alligevel. Hvis nogen skulle leve et helt al-mindeligt liv, så var det Liz Brogan.) Men Cecilia havde selvfølgelig aldrig haft ambitioner om andet end et almindeligt liv. Her er jeg, en typisk forstadsmor, greb hun indimellem sig selv i at tænke, som om nogen anklagede hende for at gøre sig bedre, end hun var.

Andre mødre talte om trætheden, om besværet med at fokusere på én ting ad gangen, og de spurgte altid: Hvordan når du det hele, Cecilia? Og hun anede ikke, hvad hun skulle svare. Hun forstod ikke helt, hvad det var, de havde så meget besvær med.

Men af en eller anden grund føltes det nu, som om det hele var så usikkert. Det var ikke en rationel følelse.

Måske havde det ikke noget med brevet at gøre. Måske var det hormonelt. Ifølge dr. McArthur var hun “potentielt præklimakteriel”. (“Hold nu op, det er jeg da ikke!” havde Cecilia straks svaret, som om han var kommet med en sød og sjov fornærmelse).

Måske var dette et udslag af den form for angst, som nogle kvinder havde. Andre kvinder. Hun havde altid syntes, at nervøse mennesker var nogle kære væsner. Små kære væsner som Sarah Sacks. Hun hav-de lyst til at klappe dem på deres små bekymrede hoveder.

Hvis hun nu åbnede brevet og så, at det ikke var noget bekymren-de, så ville det hele falde på plads igen. Hun havde jo noget, hun skulle nå. To kurvefulde vasketøj, der skulle lægges sammen. Tre


18

vigtige telefonopkald. Bage glutenfrit brød til de glutenintolerante i projektgruppen for skolens website (lig med Janine Davidson).

Der var måske også andet end det brev, der gjorde hende bekym-ret.

For eksempel det med sex. Det lå hele tiden og murrede lidt i baghovedet.

Hun rynkede panden og kørte hænderne ned over taljen. Hendes “oblikke muskler”, som pilateslæreren kaldte det. Hold nu op, det med sex var ingenting. Det bekymrede hende egentlig ikke. Hun næg-tede at lade det fylde noget. Det havde ingen betydning overhovedet.

Det var måske rigtigt nok, at siden den morgen sidste år havde hun gået rundt med en fundamental følelse af skrøbelighed, en ny følelse af, at et liv fuld af koriander og vasketøj kunne blive taget fra én i løbet af et øjeblik. At al den almindelighed kunne forsvinde, og pludselig ville man ligge på knæ med ansigtet vendt mod himlen, mens nogle kvinder kom løbende for at hjælpe, og andre allerede var i gang med at se væk, med ord, der ikke blev udtalt, men følt: Lad det aldrig ramme mig.

Cecilia så det for sig for hundred syttende gang: lille Spiderman, der kommer flyvende. Hun var en af de kvinder, der kom løbende. Selvfølgelig var hun det. Hun havde flået bildøren op, selv om hun vidste, at hun intet kunne gøre. Det var ikke hendes skole, hendes kvarter eller kommune. Ingen af hendes døtre havde nogensinde le-get med den lille dreng. Hun havde aldrig drukket kaffe med kvinden på knæ. Hun var bare tilfældigvis stoppet for rødt på den anden side af krydset, hvor det skete. En lille dreng på cirka fem, der var klædt i et rødt og blåt Spiderman-kostume, ventede inde på fortovet, mens han holdt sin mor i hånden. Det var Bog-uge. Det var derfor, han havde kostume på. Cecilia sad og så på ham, mens hun tænkte: Hmm, Spi-derman er da egentlig ikke en figur fra en bog, da drengen af uransage-lige årsager slap sin mors hånd og løb ud på vejen. Cecilia skreg. Hun hamrede også, huskede hun senere, knytnæven ned i hornet.

Hvis Cecilia var kørt forbi et øjeblik senere, havde hun ikke set det


19

ske. Ti minutter senere, og drengens død ville ikke betyde andet for hende end endnu en besværlig trafikprop. Nu var den et minde, der sikkert ville få hendes børnebørn til engang at sige: “Lad være med at klemme min hånd så hårdt, mormor!”

Der var selvfølgelig ikke nogen forbindelse mellem lille Spider-man og dette brev.

Hun kom bare til at tænke på ham en gang imellem.Cecilia puffede til brevet med sin fingerspids og tog Esthers bibli-

oteksbog: The Rise and Fall of the Berlin Wall.Så altså, Berlinmuren. Skønt.Det var først over morgenmaden her til morgen, at det var gået

op for hende, at Berlinmuren ville komme til at spille en stor rolle i hendes liv.

Det var kun Cecilia og Esther, der havde siddet ved bordet. John-Paul var ude at rejse, han var i Chicago indtil på fredag, og Isabel og Polly sov stadig.

Cecilia plejede ikke at sidde ned om morgenen. Hun plejede at spise morgenmad stående ved køkkenbordet, mens hun smurte mad-pakker, tjekkede Tupperware-ordrer på iPad’en, tømte opvaskeren, sms’ede kunder om aftaler, alt muligt. Men det var en sjælden mulig-hed for lidt alenetid med sin sære, skønne mellemste datter, så hun satte sig ned med sin økomysli og ventede, mens Esther gnaskede sig igennem en portion rice krispies.

Det havde hun lært af sine døtre. Sig ikke et ord. Stil ikke nogen spørgsmål. Giv dem noget tid, så skal de nok begynde at fortælle dig, hvad de tænker på. Det var ligesom at fiske. Det krævede tavshed og tålmodighed. (Det havde hun i hvert fald hørt. Cecilia ville hellere stikke søm i øjnene på sig selv end at tage ud at fiske.)

Tavshed faldt hende ikke naturligt. Cecilia var et snakkehoved. “Helt ærligt, holder du aldrig kæft?” havde en ekskæreste engang sagt. Hun talte meget, når hun var nervøs. Den ekskæreste måtte have gjort hende nervøs. Men hun talte nu egentlig også meget, når hun ikke var nervøs.


20

Men her til morgen havde hun ikke sagt noget. Hun spiste bare og ventede, og ganske rigtigt begyndte Esther at snakke.

“Mor,” sagde hun med sin dybe, præcise lille stemme, der læspede en smule. “Ved du godt, at nogle mennesker flygtede over Berlin-muren i en luftballon, de selv havde lavet?”

“Det vidste jeg ikke,” sagde Cecilia, selvom hun måske godt vidste det.

Farvel, Titanic, goddag, Berlinmur, tænkte hun.Det ville have været rarere, hvis Esther fortalte hende noget om,

hvordan hun gik og havde det, bekymringer om skolen eller venner-ne, spørgsmål om noget med sex. Men nej, hun ville hellere tale om Berlinmuren.

Siden Esther var tre år gammel havde hun haft sådan nogle inte-resser, eller rettere besættelser. Først var det dinosaurer. Ja, mange børn interesserer sig for dinosaurer, men Esthers interesse for dem var, ja, ganske udmattende for at være helt ærlig, og en lille smu-le sær. Der var ikke andet, der interesserede barnet. Hun tegnede dinosaurer, hun legede med dinosaurer, hun klædte sig ud som en dinosaurus. “Jeg er ikke Esther,” sagde hun. “Jeg er T-Rex.” Alle god-nathistorier skulle handle om dinosaurer. Alle samtaler måtte på en eller anden måde berøre dinosaurer. Det var heldigt, at John-Paul var interesseret, for Cecilia kedede sig efter fem minutter. (De er uddø-de! De har ikke noget at skulle have sagt!). John-Paul tog Esther med på museum. Han hentede bøger hjem til hende. Han sad sammen med hende i flere timer, mens de talte om kødædere og planteædere.

Lige siden havde Esthers interesser spændt fra rutsjebaner til kæm-petudser. Indtil for nylig havde det handlet om Titanic. Nu var hun ti og stor nok til selv at lave research på biblioteket og nettet, og Cecilia var imponeret over al den viden, hun opsamlede. Hvor mange tiårige lå i sengen og læste historiebøger, der var så store og tunge, at hun dårligt kunne løfte dem?

“Bare sørg for at opmuntre hende!” sagde hendes lærere, men Cecilia bekymrede sig alligevel indimellem. Hun var bange for, at


21

Esther muligvis var en lille smule autistisk eller i hvert fald lå et el-ler andet sted på autismeskalaen. Cecilias mor grinede bare, da hun nævnte det for hende. “Esther er, fuldstændig ligesom du var!” sagde hun. (Det passede ikke. At have fuldstændig styr på sin Barbie-sam-ling var ikke helt det samme.)

“Jeg har faktisk et stykke af Berlinmuren,” sagde Cecilia den mor-gen til Esther, da hun pludselig kom i tanke om det. Det var skønt at se Esthers øjne lyse op. “Jeg var i Tyskland, efter at Muren faldt.”

“Må jeg se det?” spurgte Esther.“Du må skam få det, min skat.”Smykker og tøj til Isabel og Polly. Et stykke af Berlinmuren til Es-

ther.Cecilia, der var tyve dengang, havde i 1990 brugt halvanden må-

ned på at rejse gennem Europa med sin veninde Sarah Sacks, få må-neder efter meddelelsen om, at Muren skulle rives ned. (Sarahs vel-kendte ubeslutsomhed parret med Cecilias velkendte beslutsomhed gjorde dem til perfekte rejsemakkere. Ingen konflikter overhovedet.)

Da de nåede frem til Berlin, så de turister, der stod langs muren og forsøgte at hakke små stykker af som souvenirs. De brugte nøg-ler, sten, alt, hvad de havde for hånden. Muren var et kadaver fra en kæmpedrage, der engang havde tyranniseret byen, og turisterne lignede gribbe, der gnavede i skroget.

Når man ikke havde nogen redskaber, var det næsten umuligt at hakke et stykke af, så Cecilia og Sarah besluttede (eller rettere, Ce-cilia besluttede) sig for at købe et stykke hos de opfindsomme lokale, der rullede tæpper ud og solgte et udbud af murbrokker i forskellige størrelser. Kapitalismen havde virkelig sejret. Man kunne købe alt fra grålige flager på størrelse med småsten til kæmpe murbrokker over-malet med graffiti.

Cecilia kunne ikke huske, hvor meget hun betalte for den lillebitte grå sten, der lignede noget, man havde fundet ude i haven. “Det er den sikkert også,” som Sarah sagde, da de hoppede på toget ud af Ber lin den aften. De havde grinet ad deres egen naivitet, men stadig


22

følt, at de var med, da der blev skrevet historie. Cecilia havde puttet stenflagen i en papirspose og skrevet MIT STYKKE BERLINMUR på den, og da hun vendte hjem til Australien, smed hun den ned i en kasse med alle de andre souvenirs, hun havde med hjem: ølbrikker, togbilletter, menuer, udenlandske mønter, hotelnøgler.

Cecilia ville ønske, at hun havde koncentreret sig mere om Mu-ren. Taget flere billeder, samlet på flere historier, som hun nu kunne fortælle Esther. Men det, hun bedst kunne huske fra den Berlintur var, at hun kyssede en smuk, mørkhåret tysker på et diskotek. Han blev ved at tage isterninger op fra sin drink og køre dem hen over hendes kraveben, og dengang havde det virket vildt ophidsende. Når hun tænkte over det nu, var det både uhygiejnisk og klamt.

Hvis bare hun havde været sådan en nysgerrig, politisk bevidst pige, som var faldet i snak med de lokale om, hvordan det var at leve i skyggen af Muren. Nu havde hun ikke andet at fortælle sin datter end historier om kys og isterninger. Isabel og Polly ville selvfølgelig elske at høre om kys og isterninger. Eller i hvert fald Polly. Isabel havde nok mere den alder nu, hvor tanken om, at hendes mor kyssede nogen, var direkte ækel.

Cecilia havde sat Find stykke af Berlinmur til E på sin liste over ting, der skulle gøres den dag (der var femogtyve punkter på den liste – hun brugte en iPhone-app til at lave lister), og omkring klokken to var hun gået op på loftet for at finde det.

Loft var nok for ambitiøs en betegnelse at bruge om det lille op-bevaringsrum, de havde deroppe. Man kom derop ved at hive en trappestige ned fra loftet.

Da hun kom derop, måtte hun gå ned i knæ for ikke at støde hove-det mod taget. John-Paul nægtede pure at gå derop. Han led af svær klaustrofobi og gik seks etager op hver dag på arbejde for at undgå ele-vatoren. Den stakkels mand havde indimellem mareridt om at være fanget i et rum, hvor væggene begyndte at snævre sig ind om ham. “Væggene!” råbte han, inden han vågnede, badet i sved og med angst i øjnene. “Har du måske været lukket inde i et kosteskab som lille?”


23

spurgte Cecilia ham engang (det ville ikke overraske hende med den mor), men han sagde, at det var han ret sikker på, at han aldrig havde været. “John-Paul havde faktisk aldrig mareridt som lille,” sagde hans mor engang til Cecilia, da hun spurgte. “Han sov som en engel. Må-ske giver du ham for fed mad sent på aftenen?” Cecilia havde vænnet sig til de mareridt nu.

Loftet var trangt og fuld af ting, men der var orden i sagerne. Na-turligvis. Med tiden var det, som om “ordenssans” blev det, der ken-detegnede hende allermest. Efter at familie og venner var begyndt at drille hende med det, var det, som om det bare var selvforstærkende, og nu var hendes liv så helt ustyrlig velorganiseret. Hvis moderskab var en sportsdisciplin, var hun topatlet. Hun kunne ikke lade være med at tænke: Hvor langt kan jeg gå? Hvor meget mere kan jeg presse ind i mit liv uden at miste kontrollen?

Og det var derfor, andre mennesker, som for eksempel hendes sø-ster Bridget, havde opbevaringsrum fulde af støvet skrammel, mens der inde på Cecilias loft stod række efter række af hvide plastbehol-dere med fine skilte på. Det eneste, der ikke så helt “Cecilia-agtigt” ud, var tårnet af skotøjsæsker henne i hjørnet. Det var John-Pauls. Han kunne godt lide at opbevare kvitteringerne fra hvert regnskabsår i hver sin skotøjsæske. Sådan havde han gjort i årevis, længe inden han mødte Cecilia. Han var stolt af sine skotøjsæsker, så hun afholdt sig fra at fortælle ham, at han med et arkivskab kunne udnytte plad-sen langt bedre.

Takket være skiltene på plastbeholderne lykkedes det hende hur-tigt at finde sit stykke Berlinmur. Hun tog låget af en beholder med påskriften: Cecilia: Rejser/Souvenirs 1985-1990. Der lå den falmede brune papirspose. Hendes lille stykke historie. Hun tog det lille styk-ke sten (beton) op og stod med det i hånden. Det var endnu mindre, end hun huskede det. Det så ikke særlig imponerende ud, men det var forhåbentlig nok til at aftvinge Esther et af hendes sjældne, skæve smil. Man skulle arbejde hårdt for at få et smil ud af Esther.

Cecilia tillod sig selv at blive distraheret (jo, hun nåede meget i


24

løbet en dag, men hun var jo ikke en maskine – en gang imellem faldt hun faktisk i staver), mens hun kiggede på de gamle ting og grinede ad sig selv på billedet med den tyske fyr, der gjorde det med isterningerne. Ligesom med stykket af Berlinmuren, var han ikke helt så imponerende, som hun huskede ham. Så ringede telefonen ne-denunder og rev hende ud af fortiden, og hun rejste sig for hurtigt og slog hovedet op i loftet. Væggene, væggene! Hun bandede, væltede bagover og stødte albuen ind i John-Pauls tårn af skotøjsæsker.

Mindst tre af dem væltede, hvilket satte gang i et minijordskred af papirer. Det var lige præcis derfor, sådan et skotøjsæskesystem ikke var nogen god idé.

Cecilia bandede endnu en gang og gned sit hoved. Det gjorde rigtig ondt. Hun så på skotøjsæskerne og kunne se, at de indeholdt kvitteringer helt tilbage fra firserne. Hun begyndte at proppe papirer ned i en af æskerne, da hun pludselig fik øje på sit eget navn på en hvid, forretningsagtig konvolut.

Hun tog den op og genkendte John-Pauls håndskrift.Der stod:Til min kone, Cecilia Fitzpatrick.Må kun åbnes i tilfælde af min død.Hun grinede højt, men stoppede så pludselig, som om hun stod til

en fest og grinede ad noget, inden det for sent gik op for hende, at det ikke var en vits, men dødsens alvor.

Hun læste det igen – Til min kone, Cecilia Fitzpatrick – og i et minuts tid mærkede hun, at hun blev helt varm i kinderne. Som om hun blev flov. Over ham eller sig selv? Det vidste hun ikke helt. Det føltes, som om hun var faldet over noget pinligt, som havde hun op-daget ham, mens han onanerede under bruseren. (Miriam Openhei-mer havde engang opdaget Doug, mens han onanerede i brusebadet. Det var så skrækkeligt, at de alle sammen vidste det, men når Miriam nåede til sit andet glas champagne, væltede det ud med hemmelig-heder. Og når de først vidste det, var det umuligt at u-vide det igen).

Hvad stod der i det? Hun var lige ved at flå det op, inden hun


25

nåede at tænke sig om. På samme måde som hun nogle gange (ikke så tit) kastede den sidste småkage eller chokolade i munden, inden samvittigheden nåede at indhente hendes grådighed.

Telefonen ringede igen. Hun havde ikke noget ur på, og det var pludselig, som om hun havde mistet al tidsfornemmelse.

Hun smed de sidste papirer ned i en æske og tog Berlinmuren og brevet med sig ned.

Så snart hun kom ned igen, blev hun revet med af de hurtigt hvirv-lende bølger fra sit eget liv. Der var en stor Tupperware-ordre, der skulle leveres, pigerne skulle hentes i skolen, fisken til aftensmad skulle købes (når John-Paul var ude at rejse, spiste de meget fisk, for han hadede fisk), mennesker, der skulle ringes tilbage til. Sognepræ-sten, fader Joe, havde ringet for at minde hende om, at det var søster Ursulas begravelse i morgen. Der var lidt usikkerhed om, hvor mange der dukkede op. Hun ville selvfølgelig tage med. Hun lagde John-Pauls mystiske brev oven på køleskabet og gav Esther det lille stykke Berlinmur, inden de satte sig ned for at spise aftensmad.

“Tak.” Esther sad med det lille stykke mur mellem hænderne og så på det med rørende ærefrygt. “Hvilken del af muren kom det fra?”

“Jeg tror, det var ret tæt på Checkpoint Charlie,” sagde Cecilia med overbevisning i stemmen. Hun anede det ikke.

Men jeg kan fortælle dig, at fyren med isterningen havde rød T-shirt og hvide jeans på, og han hev fat i min hestehale og holdt den mellem fingrene, mens han sagde: “Meget smuk.”

“Er det penge værd?” spurgte Polly.“Det tror jeg ikke. Hvordan skulle man kunne bevise, at det virkelig

er fra Berlinmuren?” spurgte Isabel. “Det ligner jo bare et stykke sten.”“DMA-prøver,” sagde Polly. Den pige så alt for meget fjernsyn.“Det hedder DNA, og det stammer fra mennesker,” sagde Esther.“Det ved jeg da godt!” Polly var ankommet til verden i en tilstand

af raseri over, at hendes søstre var der i forvejen.“Men hvorfor siger du så ...”“Nå, hvem tror I så ryger ud af The Biggest Loser i aften?” spurgte


26

Cecilia. Samtidig tænkte hun: Ja, hvem du end er, du, som betragter mit liv, jeg er ved at skifte emne fra en fascinerende periode i verdens-historien, som muligvis kunne lære mine børn noget, til et skodagtigt tv-program, der ikke lærer dem noget som helst. Men som skaber fred, så mit hoved ikke begynder at dunke. Hvis John-Paul havde været hjemme, ville hun sikkert ikke have skiftet emne. Hun var en langt bedre mor, når hun havde publikum på.

Pigerne talte om The Biggest Loser resten af tiden, mens Cecilia lod, som om hun var interesseret og i virkeligheden tænkte på brevet, der lå oppe på køleskabet. Da bordet var ryddet, og alle pigerne sad inde foran fjernsynet, tog hun det ned for at stirre på det.

Hun satte sit tekrus fra sig og holdt konvolutten op mod lyset, mens hun næsten grinede ad sig selv. Det lignede et håndskrevet brev på linjeret papir. Hun kunne ikke tyde et eneste ord.

Måske havde John-Paul set noget i fjernsynet om, hvordan solda-terne i Afghanistan skrev breve til familien, som skulle sendes hjem, hvis de blev dræbt? Som beskeder fra graven. Måske havde han bare tænkt, at han ville gøre noget lignende.

Hun kunne slet ikke forestille sig, at han ville gøre sådan noget. Det var alt for sentimentalt.

Men en sød tanke. Hvis han døde, ville han gerne have, at de skul-le vide, hvor højt han elskede dem.

... i tilfælde af min død. Hvorfor tænkte han overhovedet på døden? Var han syg? Men brevet så ud til at være skrevet for længe siden, og han levede altså stadig. Desuden havde han været til undersøgelse hos lægen for få uger siden, og dr. Kluger havde sagt, at han var “stærk som en ung hingst”. De næste par dage havde han rendt rundt i huset og slået med håret, stejlet og vrinsket, mens Polly sad på hans ryg og brugte et viskestykke som pisk.

Cecilia smilede ved tanken, og hendes nervøsitet forsvandt. For et par år siden havde John-Paul gjort noget overraskende sentimentalt, da han skrev det brev. Der var ikke noget at bekymre sig om, og hun burde ikke åbne det, bare fordi hun var nysgerrig.


27

Hun så på uret. Klokken var næsten otte. Han ringede snart. Han ringede altid på det her tidspunkt, når han var ude at rejse.

Hun ville ikke engang nævne brevet for ham. Det ville bare gøre ham utilpas, og det var heller ikke noget, de skulle diskutere i telefonen.

Men der var én ting. Hvordan skulle hun egentlig have fundet det brev, hvis han var død? Hun ville måske aldrig have fundet det! Hvor-for havde han ikke givet det til deres advokat, Miriams mand, Doug Openheimer? Svært ikke at se ham for sig i badet, hver gang man kom til at tænke på ham. Men det betød selvfølgelig ikke noget for hans evner som advokat. Det sagde måske mere om Miriams evner i sove-værelset. (Cecilia havde et lettere rivaliserende forhold til Miriam.)

Det var ikke just nu, hun skulle stå og føle sig selvtilfreds omkring sex. Ikke under de givne omstændigheder. Hold så op. Lad være med at tænke på sex.

Men det var dumt af John-Paul ikke at have givet brevet til Doug. Hvis han døde, ville hun sikkert bare smide alle hans skotøjsæsker ud i et af sine rengøringsanfald, uden så meget som at kigge i dem. Hvis han ville have, hun skulle finde brevet, var det skørt at lægge det ned i en tilfældig skotøjsæske.

Hvorfor ikke lægge det sammen med testamente, livsforsikring og den slags?

John-Paul var et af de klogeste mennesker, hun kendte. Bortset fra når det drejede sig om livets praktiske forhold.

“Jeg forstår virkelig ikke, hvordan mænd kom til at regere verden,” havde hun sagt til sin søster Bridget samme morgen, efter at hun havde fortalt, at John-Paul havde mistet nøglen til sin lejede bil i Chi-cago. Cecilia var næsten ved at gå ud af sit gode skind, da hun havde læst den sms. Der var intet, hun kunne gøre. Han regnede ikke med, at hun skulle gøre noget, men alligevel.

Sådan noget skete altid for John-Paul. Sidst han var af sted, havde han efterladt sin bærbare computer i en taxa. Manden mistede kon-stant ting. Tegnebøger, mobiler, nøgler, vielsesring. Hans ejendele gled ham bare af hænde.


28

“De er ret gode til at bygge ting,” sagde hendes søster. “Broer og veje og sådan noget. Jeg mener, kan du overhovedet bygge så meget som en hytte? Bare sådan en lille mudderhytte?”

“Jeg kunne sikkert godt bygge en hytte,” sagde Cecilia.“Ja, det kunne du sikkert godt,” fnøs Bridget, som om det var en af

hendes mange fejl. “Men desuden er det ikke mænd, der regerer ver-den. Vi har en kvindelig premierminister. Og du regerer i din verden. Du regerer over Fitzpatrick-familien. Du regerer over St. Angela. Du regerer over Tupperware-verdenen.”

Cecilia var formand for skolebestyrelsen på St. Angela. Hun var også den ellevte bedst sælgende Tupperware-konsulent i Australien. Hendes søster syntes, at begge roller var helt til grin.

“Jeg regerer ikke over Fitzpatrick-familien,” sagde Cecilia.“Nej, selvfølgelig gør du ikke det,” sagde Bridget sarkastisk.Det var sandt, at hvis Cecilia døde, så ville Fitzpatrick-hjemmet

nok bare, ja ... det var ubærligt at tænke på. John-Paul ville få brug for mere end et brev fra hende. Han ville få brug for en hel manual, in-klusive en tegning over huset med anvisninger til, hvor vaskemaskine og strygejern befandt sig.

Telefonen ringede, og hun tog den straks.“Okay, et skud i tågen. Vores døtre sidder og glor på de tykke men-

nesker, ikke?” sagde John-Paul. Hun havde altid elsket lyden af hans stemme i telefonen. Dyb, varm og betryggende. Ja, hendes mand var måske håbløs og mistede ting og kom for sent, men han tog sig af sin kone og sine børn på den der gammeldags, ansvarlige, jeg-er-man-den-og-dette-er-mit-job-måden. Bridget havde ret: Cecilia regerede over sin egen verden, men hun havde altid vidst, at hvis der var en krise – en vanvittig snigskytte, oversvømmelse, brand – ville John-Paul være den, der reddede dem. Han ville kaste sig ind foran kuglen, bygge en tømmerflåde, køre dem uskadt gennem det vilde inferno. Og når det var gjort, ville han overlade styringen til Cecilia igen og klappe sig på lommerne: “Har nogen set min tegnebog?”

Da hun så den lille Spiderman, var det første, hun gjorde, at ringe


til John-Paul, og hendes fingre havde rystet, mens hun trykkede på tasterne.

“Jeg fandt et brev,” sagde Cecilia nu. Hun kørte fingerspidserne hen over hans håndskrift på kuverten. Så snart hun hørte hans stem-me, vidste hun, at hun var nødt til at spørge ham. De havde været gift i femten år. De havde aldrig hemmeligheder for hinanden.

“Hvilket brev?”“Et brev fra dig,” sagde Cecilia. Hun forsøgte at lyde munter og

let, så hele situationen kunne sættes i det rette perspektiv. Hvad der end stod i det brev, ville det intet betyde, intet ændre. “Til mig, som skal åbnes i tilfælde af din død.” Det var umuligt at bruge ordene “i tilfælde af din død” over for sin mand, uden at stemmen kom til at lyde lidt mærkelig.

Tavshed. Et kort øjeblik troede hun, de var blevet afbrudt, men så hørte hun larm i baggrunden. Det lød, som om han ringede fra en restaurant.

Hendes mave trak sig sammen.“John-Paul?”


Min mands hemmelighed - af Liane Moriaty

Documents