-
Syddansk Universitet, Kolding
Master i børne- og ungdomskultur, medier og æstetiske
læreprocesser (MBU)
§ 9: Masterafhandling 4. semester, 30. juni 2011 Kim Jerg –
eksamensnummer 302633 Vejleder: Herdis Toft Anslag: 104.759
Legekultur – tur/retur
Råstof, formler & improvisation i dramapædagogikken?
-
MBU § 9 Kim Jerg – f11
Side 2 af 63
Indholdsfortegnelse
1. Improvisation – i leg, i drama og i
tilværelsen.......................................................4
Problemformulering.........................................................................................4
Metode..........................................................................................................4
1.1. Baggrunde og bevæggrunde
.........................................................................5
Mouritsen &
drama..........................................................................................6
Sawyer &
drama.............................................................................................6
Improvisation som
perspektiv...........................................................................7
1.2.
Disponering................................................................................................8
2. Børns kultur og børnekultur
...............................................................................9
2.1
Kulturbegrebet.............................................................................................9
2.2 Leg & Mouritsens metode
............................................................................
11
Mouritsens
metode........................................................................................
12 2.3. Dramapædagogik &
leg..............................................................................
12
Storgenrer & funktionsroller
...........................................................................
13
Processer.....................................................................................................
14
2.4. Social kontrakt og
fiktionskontrakt...............................................................
15 2.5. Udveksling
...............................................................................................
16
3. Råstof, formler og improvisation
.......................................................................
19 3.1 Råstof &
formler.........................................................................................
19
Legekulturens beredskab
...............................................................................
20 Håndværk, impuls mm
..................................................................................
21
3.2. Improvisation
...........................................................................................
21 3.3. Formler & improvisation
.............................................................................
22
Improvisatoren.............................................................................................
23 3.4. Emergens
................................................................................................
24
“There is no script and no
director”..................................................................
25 3.5. Studier af improvisation
.............................................................................
25
4.
Forskningsdesign............................................................................................
28 4.1. Drama, Mouritsen & Sawyer
.......................................................................
28
Udvalgte
greb...............................................................................................
29 4.2.
Forskningsposition.....................................................................................
30
Positioner
....................................................................................................
31 Rammefaktorer
............................................................................................
32
4.3. Vejen til
empirien......................................................................................
33 Kamera
.......................................................................................................
33 Fortolkningsaspektet
.....................................................................................
34 Afrunding
....................................................................................................
35
5. Leg på kanten af den pædagogiske ramme og opgave
......................................... 36
-
MBU § 9 Kim Jerg – f11
Side 3 af 63
5.1. Time out (A2-A6)
.....................................................................................
37 Leg før prøven (A2-A5+B)
............................................................................
38 Opsamling
...................................................................................................
40
5.2. Rollekompleks (C10-13)
............................................................................
40 Julie & Romeo styrer (C10,11,13)
..................................................................
41
Intervention.................................................................................................
42
5.3. Repliklege (C2,3,5,7,9)
.............................................................................
43 3 X smatso
..................................................................................................
44
6. Afsøgning af den pædagogiske ledelses
blik........................................................ 46
6.1. Styr på
improvisation.................................................................................
46 6.2. Framing af
improvisation............................................................................
48 6.3. Storgenren som frame
...............................................................................
49 6.4. Tematik & formler
.....................................................................................
50
Opsamling
...................................................................................................
52 7.
Konklusioner..................................................................................................
53
7.1
Perspektivering..........................................................................................
54 Afrunding
....................................................................................................
56
8. English summary
............................................................................................
57 9. Litteraturfortegnelse
.......................................................................................
59 10.
Bilagsoversigt...............................................................................................
63
-
MBU § 9 Kim Jerg – f11
Side 4 af 63
1. Improvisation – i leg, i drama og i tilværelsen
I badeland ser jeg en far kaste en rød plasticbold mod sin
teenagedatter. Han rammer
hende på ryggen; hun ignorerer ham. En gruppe piger fortæller
mig at de har været på
bytur, da en af dem opdager en flot betjent. Hun begynder at slå
løs på en af sine
veninder og råber ”Politi”; betjenten bliver stående. Episoderne
ligner hinanden ved at
den voksne mand og den unge kvinde vil have nogen til at lege
med. Når jeg til daglig
underviser i drama, er det mit job at invitere unge og voksne
til at lege.
Datteren og betjenten har forskellige grunde til at afstå fra
leg. Nogle er også forlegne
ved at lege drama de første gange; men de er forpligtede, de
skal lege fordi de har et fag
med leg. Lige som familien og pigegruppen ovenfor bygger vi
gradvist en legekultur op.
Legene var nogens og bliver vores.
Episoderne er leg, ikke drama. Jeg tror ikke datteren eller
betjenten ville gå i rolle som
andet end det situationen tildeler dem. Det ville børn til
gengæld godt i deres rollelege. I
drama har vi både badeland og bytur, hvis det skal være. Vi
siger også det er noget vi
leger, men vi går mere regelbundet ud fra teatrets
formsprog.
Skellene mellem leg og drama er ikke altid tydelige. I denne
afhandling begiver jeg mig
ind i spændingsfeltet mellem legekultur og dramapædagogik. Jeg
tager udgangspunkt
hos Mouritsen (1996, s.9ff) der siger at en kultur kendetegnes
ved at den kultiverer et
råstof; at den som redskab anvender formler og bringer udtryk
til eksistens gennem
improvisation. Jeg spørger om det er muligt, og om det er
rimeligt, at basere
dramapædagogik på Mouritsens begreber.
Problemformulering
Hvordan kan jeg af børns/unges legekultur udlede råstof, formler
og improvisation som
centrale begreber i en legeorienteret dramapædagogik?
Metode
Mouritsens begreber anvender jeg på både legekultur og
dramapædagogik, når jeg
undersøger hvordan legekulturel knowhow (Mouritsen 1996; 2003)
til improvisation
(Sawyer 1997ff) kan spille sammen med dramapædagogik (Haugsted,
Heggstad, m.fl.).
Sawyers tilgang til kreativitet og improvisation både ligner og
afviger fra Mouritsens. Med
-
MBU § 9 Kim Jerg – f11
Side 5 af 63
en række drama og teater-faglige principper oveni skal jeg
navigere i et relativt bredt
teoretisk felt.
Med de valgte begrebers teorirammer får feltet mellem legekultur
og dramapædagogik
tyngde retning legekultur. Med et interaktionistisk,
konstruktivistisk forskningsdesign
analyserer jeg uddrag af et materiale der er genereret i 4
sammenhænge:
- På et dramahold i en dramaskole
- I en 9. klasse der forbereder sig til sidste skoledag
- På et valghold hvor elever fra 6.-7. klasse arbejder med Romeo
& Julie
- Blandt pædagogstuderende der afprøver forløb i linjefaget
Udtryk, Musik & Drama
(UMD)
Undervejs gør jeg ansatser til at diskutere hvilke følger disse
analyser og vurderinger
kunne få for en dramapædagogik, der orienterer sig mod
legekultur.
1.1. Baggrunde og bevæggrunde
Til daglig underviser jeg på pædagoguddannelsen, bl.a. i den
dramafaglige del af UMD.
Linjefagene opstod med uddannelsesreformen i 2007; før da var
drama og musik to ud af
seks enkeltstående Aktivitets- & Kulturfag. Efter 4 år er
UMD stadig en ny måde at
integrere flere fagligheder på (Kiørboe & Zander 2011). Og
selvom jeg måske på længere
sigt må forholde mig til hvordan musik og drama kan kombineres,
forestiller jeg mig
indtil videre at masterprojektet kan danne grundlag for en
dramapædagogisk metodik
eller didaktik.
Der kan gå lidt tid før studerende oplever hvor stærkt et fag
drama er. Det er i øvrigt
også en pointe i en generalistuddannelse at uanset hvem man
laver drama med, hvordan
og hvorfor, bygger det på samme håndværk og metodiske
principper: teater er
dramafagets moder, og kerneaktiviteten er agering (Haugsted
1998, s.82-86). Det er
også mit belæg for at sammenstille eksempler fra forskellige
sammenhænge.
Min undervisning i UMD skal bidrage til at den studerende kan
tilegne sig kompetencer til
efter interesse og omstændigheder at transformere sin knowhow
til en given situation.
Som i andre æstetiske fag kan fagsproget være en udfordring
(Jerg 2003), men jeg
synes det er en større udfordring at de kontekstuelle
begrundelser er nemmere at sælge
end de essentielle: at lave drama fordi det styrker motorikken,
forekommer mere legitimt
end at gøre det, fordi det er fascinerende.
At argumentere for drama som kunstfag (Haugsted 1998, s.83;
Heggstad 2003 s.21ff) er
ikke ligefrem dagsordensættende i den pædagogiske sektor. Måske
er pædagogik og
-
MBU § 9 Kim Jerg – f11
Side 6 af 63
pædagoguddannelse overhovedet en slagmark for modstridende
interesser. Opdragelse
og socialisering er større issues end enkulturalisering
(Mouritsen 1996, s.9).
Mouritsen & drama
En af dem der har inspireret mig til at se på børns kultur og på
slægtskaber mellem
æstetiske fag i pædagoguddannelsen og børns kultur er Flemming
Mouritsen. Han har, så
at sige fra ydersiden af det pædagogiske system, analyseret
hvordan børn er kulturelt
produktive, og kritisk belyst med hvilke optikker voksne ser og
ikke ser på børn.
Bl.a. har Mouritsen påpeget de historiske konstanser og
forandringer i barndommens
historie, og i hans egen tid: Det begynder i en opbrudstid i
slutningen af 1960’erne, på
universitetet med et danskfag i skred, på et reformpædagogisk
pædagogseminarium med
en pædagogisk sektor i eksplosiv vækst (Mouritsen 2010). Meget
ser anderledes ud anno
2011: store, centraliserede uddannelsessteder, en offentlig
sektor under økonomisk
opbremsning; et digitaliseret og internationaliseret samfund; og
et uddannelsespolitisk
klima med skærpede krav til borgeren, herunder børn og unge.
Jeg mener der er et slægtskab i hvordan fx politiske og
pædagogiske diskurser anskuer
og rangerer børns kultur, leg og drama parallelt: som højstatus;
som lavstatus osv. Ved
at føre faget drama sammen med Mouritsens forskningsmæssige
synspunkter retter jeg
opmærksomheden mod nogle af de ligheder og forskelle der er
mellem legekultur og
drama. Jeg kan fx se at børn går i rolle, det gør vi også i
drama. Men jeg kan også se at
der er en anden orden i kaos i børns leg, fordi hver enkelt af
de legende er dybt optaget
af noget; i drama er vi tilbøjelige til at samle fokus, sætte
mål for det vi laver og skabe
en mere voksen orden. Vi kan have mange politisk korrekte
projekter for med børn og
unge. Men jeg tror vi kan lære meget mere af dem, når det kommer
til stykket.
Sawyer & drama
Begrebsligt fandt jeg det nødvendigt at søge supplerende kilder
til at underbygge hvad
improvisation kan være. En kollega bragte mig på sporet af R.
Keith Sawyer. Hvis man
lagde for meget i han har en udviklingspsykologisk ph.d. (Sawyer
1997), kunne man tro
der var lagt op til kollision med Mouritsen.
Sawyer arbejder på Washington Universitetet i St. Louis og mange
andre steder, Exeter
bl.a. (bilag 1); for nylig deltog han i en konference på CBS i
Kbh. (bilag 2). Igennem de
sidste 15-20 år har Sawyer arbejdet lingvistisk, sociologisk,
antropologisk mm. Sammen
med kreativitet er improvisation et gennemgående tema og begreb
(Sawyer 1997, 2000,
-
MBU § 9 Kim Jerg – f11
Side 7 af 63
2001, 2003, 2006, 2007, 2009). For mig er det interessant at han
har forsket i leg
(1997) og professionelt improvisations teater (fx 2003). Lige så
interessant er hans kritik
af myter om kreativitet (2006) samt fokus på innovation i
grupper (2007). Mens jeg
overvejende henviser til hans tidlige forskning, giver de senere
områder stof til andre
perspektiveringer af legekultur og drama.
Improvisation som perspektiv
Mouritsen & Sawyer har ligheder og forskelle. I den faglige
bagage har de fx Dewey,
Bateson, Bakhtin og den amerikanske folklorist Richard Bauman
til fælles. Jeg fokuserer
mest på det der forener Mouritsen & Sawyer. Og på mange
måder supplerer de hinanden
– fx i form at skiftende indfaldsvinkler og interesser.
Mit projekt kunne godt perspektiveres til andre typer af
børnekultur. For et af de
begreber jeg føjer sig til Mouritsens, er udveksling. Det følger
med de forandringer der er
sket i forståelsen af forholdet mellem børns kultur og
børnekultur (Balling 2005).
Inspireret af Sawyer vil jeg også pege på et andet perspektiv.
For improvisation binder
ikke blot legekultur og dramapædagogik sammen.
Improvisation er nærmest et buzzword for tiden (fx
improvisation.dk eller bogen
Improvisation i ledelse og arbejdsliv). Når vi skal begå os i
mødet med andre mennesker,
må vi improvisere. Når det handler om risikosamfund (Ulrik Beck)
eller om teori U (Carl
Otto Scharmer), er vores evne til at improvisere helt afgørende.
Mit projekt kan derfor
perspektiveres til meget andet end legekultur og
dramapædagogik.
Jeg har ikke planer om at designe en dramapædagogik med
innovation som læringsmål
fx. Ud fra Mouritsen & Sawyer mener jeg at børn og unge qua
deres beredskab fra
legekulturen er i stand til at innovere. Innovation er rettet
mod at omsætte en idé til et
nyt produkt. Teater er ikke et innovativt produkt, teater er en
æstetisk-symbolsk
udtryksform. Når den dramapædagogik jeg forestiller mig, ikke
har som formål at
”fremelske innovationskompetence” (Darsø 2011), kan den snarere
synliggøre at den er
til stede allerede.
Jeg forestiller mig ikke at børn og unge skal leve en legende
tilværelse uden fremtid og
uden voksne; men jeg stiller spørgsmålstegn ved de massive
interesser som er børn og
unge til del, politisk, økonomisk, pædagogisk mm.
http://improvisation.dk/
-
MBU § 9 Kim Jerg – f11
Side 8 af 63
1.2. Disponering
Mange har været her før mig (fx Danbolt 1998, Guss 2003), og
mange flere har jeg ladet
mig inspirere af, fx Rasmussen (2008) som pointerer den
kunstneriske dimension og
Thestrup (1998; 1999) hvor børns kultur er afsæt for
dramapædagogiske metoder.
Jeg har ikke noget klart svar parat. Jeg søger at tegne
stregerne til min
dramapædagogiske ambition. Det gør i sig selv projektet
komplekst. Jeg har også måttet
udvide mit empiriske materiale hen ad vejen. Derfor er projektet
blevet mere
omfattende, end hvis jeg fra begyndelsen havde designet et
afgrænset delstudie. Ikke
desto mindre mener jeg det er spændvidden i det teoretiske og
empiriske grundlag, der
underbygger min idé.
Afhandlingens 1. del strækker sig fra kapitel 2-4. I kapitel 2
præsenterer jeg legekultur
og drama mere overordnet set. I kapitel 3 beskæftiger jeg mig
med nøglebegreberne
råstof, formler & improvisation. I kapitel 4 gør jeg rede
for mit forskningsdesign.
Når jeg i 2. del analyserer uddrag af videooptagelser fra de
fire nævnte sammenhænge,
fastholder jeg rækkefølgen fra 1. del hvor børns kultur kommer
før børnekultur. Kapitel 5
omhandler ABC-eksemplerne. Jeg ser på legekultur som den kommer
til udtryk uden for,
i og på kanten af dramapædagogisk virksomhed blandt unge – og
stort set uden at jeg
inddrager pædagogerne. I kapitel 6 har jeg derimod fokus på
pædagoger, når studerende
i UMD-eksemplerne afprøver forløb forud for deres praktik.
I kapitel 7 konkluderer jeg på projektet, dets teoretiske
grundlag og analyser. Kapitel 8
er et resume på engelsk.
-
MBU § 9 Kim Jerg – f11
Side 9 af 63
2. Børns kultur og børnekultur
Mouritsen (1996, s.10) kalder kultur for, med og af børn tre
hovedtyper. Kultur for børn
(kulturprodukter) og kultur med børn (aktiviteter) involverer
voksne. Under ét kaldes de
også børnekultur til forskel fra den tredje type der kaldes
børns kultur (ibid.). Jeg
foretrækker at tale om børns kultur frem for kultur af børn; den
vending kan for let
oversættes til produkter. Jf. afsnit 2.1 kan det være
misvisende.
Begreberne siger ikke noget bestemt om voksne og børn.
Hovedtyperne er analytiske
greb med forskellige synsvinkler. De danner grundlag for at
undersøge, sammenligne, for
at objektivere et kulturelt fænomen, dvs. give det en form der
gør analyse mulig (se
afsnit 4.1).
Med hovedtyperne kan jeg fx undersøge en billedbog: som kultur
for nogen, i en aktivitet
med nogen, og hvordan den indgår i børns kultur. I en sådan
analyse synes jeg det er
fjollet at tale om kultur af børn. Jeg kan også studere
udvekslinger mellem børns kultur
og børnekultur, hvordan dele af børnekulturen indgår og omformes
i børns kultur – og
omvendt, hvordan dele af børns kultur indgår og omformes i
børnekultur.
Det er karakteristisk at udtrykkene forandrer sig i og med
sådanne udvekslinger. Hvis
dele af et børnekulturelt udtryk fx indgår som råstof eller
formler i børns kultur, kan det
helt skifte betydning og funktion: en from sang kan blive til
parodi, en pædagogisk
metode som hatteteater kan blive redskab og metode til ny leg.
Derfor er disse begreber
væsentlige i mit projekt: Børns kultur, børnekultur, udveksling,
råstof og formler.
2.1 Kulturbegrebet
Fjord-Jensens søgte med det dobbelte kulturbegreb at mediere de
kulturbegreber der har
udkrystalliseret sig i et æstetisk og et antropologisk, et
universalistisk og et relativistisk
m.v. (Fjord 1988). Hvis disse modstillinger blev overført på
hovedtyperne kunne man tro
at kultur for børn beroede på et smalt kulturbegreb, forstået
som noget man har, og at
børns kultur beroede på et bredt, antropologisk kulturbegreb
(noget man er).
Det ville imidlertid undergrave at fokus i samtlige
hovedtyper:
”ikke så meget [er] på dette brede kulturbegreb, for begrebet
børnekultur er
opstået inden for en snævrere begrebsramme” (Mouritsen 1996,
s.10)
-
MBU § 9 Kim Jerg – f11
Side 10 af 63
Et smallere kulturbegreb fremgår af denne definition:
”Børns kultur. Hermed menes de kulturelle udtryk, børn
frembringer i deres
egne netværk, dvs. hvad man med en samlebetegnelse kunne kalde
deres
legekultur” (Mouritsen 1996, s.11: FM’s fremhævning)
Citatet peger på at børn frembringer kulturelle udtryk. Det er
baseret på et barndomssyn
hvor børn er kulturelt produktive. Det afviger fra et
antropologisk kulturbegreb, men der
er ikke noget forkert ved at anvende antropologiske greb i en
analyse af børns kultur.
Som jeg senere skal se på, er det heller ikke et kunstnerisk
kulturbegreb.
Men hvordan skal citatet læses? Sætter det lighedstegn mellem
børns kultur & legekultur
– ”Børns kultur […] dvs. hvad man med en samlebetegnelse kunne
kalde legekultur” –
eller sætter det lighedstegn mellem deres egne netværk &
legekultur? – ”[…] i deres
egne netværk, dvs. hvad man med en samlebetegnelse kunne kalde
deres legekultur”?
Jeg er tilbøjelig til at kalde børns egne netværk for
legekultur. Kalder man også andre
peer-to-peer grupper legekultur, er alder et mindre afgørende
kriterium: børn, unge og
voksne kan indgå i samme legekultur. Men unge og voksne er dømt
ude af termen børns
kultur. Følgelig vil børns kultur betegne kulturelle udtryk.
Børns kultur som æstetisk-symbolske udtryk skal analyseres i
deres sammenhæng:
”Når man arbejder med flere tekster, kommer man hele tiden til
at forholde
sig til den sociale kontekst; hverdagslivets kontekst”
(Mouritsen 2010, s.47)
Metodisk siger Mouritsen at man kan veksle mellem figur og
grund: hverdagsliv kan være
figur med børns kultur som (bag)grund; børns kultur kan være
figur med hverdagsliv
som (bag)grund. Egentlig mener jeg billedet forenkler det
Mouritsen selv gør.
Ved at kontekstualisere et fænomen bevæger Mouritsen sig ind og
ud af flere tekstlige og
kulturelle niveauer: i sine analyser af børnekultur og børns
kultur inddrager Mouritsen
historiske og sociologiske aspekter mm. Mouritsen væver
kulturbegreber og tekster
sammen, men betoner et smalt kulturbegreb som måske nok har
hverdagsæstetiske
sider (for så vidt som æstetik handler om at gøre sanselige
erfaringer), men trækker på
litterære og dermed kunstæstetiske greb og begreber.
Jeg mener ikke det er nødvendigt at insistere på én definition
af kulturbegrebet, selvom
det ville passe bedre til Sawyer med det pragmatiske
kulturbegreb (Jantzen 2005). Det
understreger nærmere at de supplerer hinanden, når jeg
præciserer at Mouritsen læser
-
MBU § 9 Kim Jerg – f11
Side 11 af 63
legens æstetisk-symbolske udtryk – ud fra en smallere forståelse
af kulturbegrebet –
mens Sawyer interesserer sig mere for kultur som handling:
”'Kultur' er hverken 'det hele' eller 'det særlige' og 'synligt
manifeste'. Den
er den fortolkningsmæssige konsekvens af handlinger i forhold
til en
kognitivt funderet evne til at handle og i forhold til en
biologisk funderet vilje
til at opnå fælleshed med andre” (Jantzen 2005, s.101)
Men som jeg vender tilbage til i kap.4 har der en
videnskabsteoretisk pointe ved at føje
det pragmatiske kulturbegreb til:
”Dette kulturbegreb er – i tråd med Weber (1982) –
epistemologisk, fordi
det understreger, at 'kultur' er en fortløbende
erkendelsesproces, der beror
på menneskets evne og vilje til at tage stilling til verden og
give livets
myriade af daglige hændelser betydning” (Jantzen 2005, s.98)
2.2 Leg & Mouritsens metode
Rækken af komplekse begreber er lang; og dette afsnit er mere
resumerende. Jeg går ud
fra Huizinga der nok ser højtideligt på legen som en oprindelse
til kulturen i bestemt
form. Selvom jeg tager afstand fra det essentialistiske i hans
legesyn, mener jeg at hans
definition fx kan bidrage til refleksion og udfordre
sammenvævninger af leg og læring.
Huizinga siger både at leg ”er en meningsfyldt funktion”
(Huizinga 1963, s.9), og at ”den
tjener intet nyttigt formål” (ibid. s.21). For mit felt betyder
det at man både kan iagttage
legere som finder deres leg stærkt meningsfyldt, men det er en
menings-løs mening, for
så vidt som den er løsrevet fra en formålsrettethed andre har
defineret, fx pædagogen.
På den baggrund adskiller leg i en legekultur sig fra leg i
dramapædagogik, når der i
sidstnævnte er opsat mål for legen. I drama kan der være
situationer med fri leg eller
ren leg og hvad den ellers er blevet kaldt; det kan hænde. Men
den leg en pædagog har
tilrettelagt med et formål, er ikke leg, men en legende
aktivitet (Kragh-Müller 2010).
”Formelt kan legen altså – for nu at resumere – kaldes en fri
handling, der
opfattes som noget "ikke alvorligt ment", og som noget der står
udenfor det
daglige liv. Den kan ikke desto mindre lægge fuldstændigt beslag
på sin
udøver, tjener intet nyttigt formål og er ikke forbundet med
nogen materiel
interesse. Den udspilles indenfor bestemte tidsmæssige og
rumlige grænser,
og forløber i en ganske bestemt orden efter gældende regler.
Endelig
fremkalder den sammenslutninger, der holder af at omgive sig med
en vis
hemmelighedsfuldhed og skille sig ud fra den øvrige verden ved
hjælp af
forklædning” (Huizinga 1963 [1938], s.21)
-
MBU § 9 Kim Jerg – f11
Side 12 af 63
Definitionen har til slut en meget konkret henvisning til drama,
der også er illustrativ når
jeg bruger den om børns rollelege.
Mouritsens metode
I forhold til leg bruger jeg hyppigt Bateson’s begreb framing;
Mouritsen ligeså. Leg beror
på en eller flere framinger. Men det er ikke altid let at få øje
på dem: ud over den
framing ’at det er leg’ redefinerer de legende en stadigt
vekslende rammesætning (se
afsnit 2.4+3.5).
Legens æstetisk-symbolske udtryk som udfolder sig i dette spil,
mener Mouritsen vi tager
fejl af, fordi vi framer dem med forståelsesrammer der ikke
opfanger hvad børns kultur
er. Han forklarer det her i forhold til børns tegninger:
”En almindelig måde at forholde sig til dem på er at glorificere
dem. Se dem
som udtryk for noget oprindeligt, ægte, spontant, naturligt og
så videre [jf.
et romantisk barndomssyn] […]
En anden synsmåde er pædagogisk, udviklingsorienteret [jf. det
Mouritsen
kalder udviklingskonstruktionen] […]
En tredje synsmåde er den kunstneriske [jf. et kunstæstetisk
syn] […]
Min påstand er at ingen af disse synsmåder er tilstrækkelige, at
de fører til
fejlopfattelser med store pædagogiske konsekvenser og at de
skjuler
børnebilleders særlige æstetik, særlige karakteristika og
særlige funktion”
(Mouritsen 1996, s.41f)
Det jeg i MBU § 1 kalder Mouritsens metode (punktform bilag 3)
skal favne legens
æstetisk-symbolske udtryk og: ”anlægge en synsmåde, der som
udgangspunkt ser disse
billedudtryk som kulturfænomener af en særlig art” (Mouritsen
1996, s.42). Spørgsmålet
er så om vi kan afselvfølgeliggøre vores mere eller mindre
faglige, voksne synsmåder; og
hvor præcist vi (læs: jeg) lykkes med Mouritsens metode.
2.3. Dramapædagogik & leg
Parallellerne mellem leg & drama er mange og oplagte.
Studier af leg som drama har fx
ført til interessante studier af børns leg med dramaturgiske
begreber (fx Heggstad 1994).
Ross ser leg som ”grundlaget for skapende aktiviteter” (Sæbø
2003, s.213). Men som
nævnt er der grunde til at skelne mellem leg og drama.
-
MBU § 9 Kim Jerg – f11
Side 13 af 63
Ud fra det Løvlie (1990) kalder en transformativ tradition,
fokuserer kunstfagene på
mødet mellem deltager og udtryk, mellem sanselige erfaringer og
formsproglige udtryk,
mellem æstetik i græsk antik betydning (læren om sanselig
erfaring) og en moderne
filosofisk betydning (læren om kunstens væsen). Ud fra den
bestemmelse indgår begge
æstetikbegreber i Mouritsens citat ikke nødvendigvis i
dramapædagogik: det
kunstæstetiske er referenceramme (kunstarten teater), men den
særlige æstetik må
tilføjes som en børnekulturteoretisk forståelsesramme.
Overordnet set er det hvad mit
projekt går ud på.
Dramapædagogik rummer æstetisk oplevelse, praksis og kritik
(Sæbø 2003, s.400ff),
hvilket også kommer frem i denne definition:
”En æstetisk læreproces er en læringsmåde, hvorved man via
æstetisk
mediering omsætter sine indtryk af verden til æstetiske
formudtryk for
herigennem at kunne reflektere over og kommunikere om sig selv
og
verden” (Austring & Sørensen 2006, s.107)
Definitionen problematiserer mit projekt eller omvendt, ved at
antage at læring rangerer
over æstetisk praksis. Det strider mod Huizingas legedefinition
og understreger en
forskel på leg og drama.
Storgenrer & funktionsroller
Jeg mener der er tre former for drama. Heggstad taler om 3
dramafaglige traditioner:
personlighedsudvikling, kulturproduktion og procesdrama
(Heggstad 2003, s.208ff). Jeg
ser ikke på det historiske og mener at alle storgenrer kan have
personlighedsudviklende
aspekter:
- Dramaleg
- Kulturproduktion
- Procesdrama
Legende aktiviteter indgår i alle storgenrer. Pædagogen er
oftest igangsætter og
fortsætter som spilleder. Herefter afhænger de faglige
funktionsroller af storgenren. I
dramaleg er man fortsat legeleder. Heggstad er en eksponent for
denne storgenre, fx i
”Simsalabim” hvor en sekvens ligefrem hedder ”en improvisation
på lekens premisser”
(bilag 4): Improvisationen skal ikke vises for andre
(kulturproduktion) eller lede til
æstetisk erkendelse (procesdrama). Men pædagogen kan også have
andre dagordener
end legen, fx hvordan den enkelte fungere socialt.
-
MBU § 9 Kim Jerg – f11
Side 14 af 63
Kulturproduktion har typisk en teaterforestilling for andre som
mål. Pædagogen kan have
hele ansvaret, dele af det eller være konsulent. Ud over
katalysator og spilleder kan
pædagogen indgå i roller som koordinator, organisator og
instruktør. Procesdrama har
deltagernes æstetiske erkendelse eller nye sociale handlinger
som mål. I procesdrama
kan pædagogen fx træde i rolle som joker (forumteater) eller
lærer-i-rolle (Neelands
2000, s.39), og målet rækker ud over leg eller udtryk.
Processer
Ross’ model som Szatkowski har udvidet, illustrerer bevægelsen
med impulser retning
formgivning (figur 1 + bilag5: Braanaas 1998, s.241f). Ideelt
set kulminerer arbejdet når
impulsen er kommet til udtryk så virkningsfuldt som muligt. Men
processerne kan også
falde anderledes ud (figur 2: Ankerstjerne 2004, s.8).
Figur 1 Figur 2
Modellerne pointerer at dramapædagogik har styrende principper i
kulturproduktion. At
de varierer i procesdrama (figur 3), ændrer ikke ved at der også
her er styrende
principper.
-
MBU § 9 Kim Jerg – f11
Side 15 af 63
Figur 3
Procesmodel
for pædagogisk
drama
(Neelands
2000, s.74)
I dramaleg står det principielt mere åbent. Men pædagogens
formelle positionering, er
stadig en magtfaktor (Thestrup 2011). Om pædagogen har tænkt og
ment det eller ej, vil
tilstedeværelsen antyde at leg har formål: pædagoger har
opgaver; det er ikke peer-
culture.
Leg i dramapædagogik er derfor ikke leg i Huizingas forstand.
Men dramapædagogik kan
godt mime legekultur. Og fordi legekultur kan mime
dramapædagogik, er der et
spændingsfelt imellem de to. Spørgsmålet er om man skal
overskride eller fastholde det.
2.4. Social kontrakt og fiktionskontrakt
Tættere på teaterudtrykket ser man at legekultur og
dramapædagogik er fælles om
fordobling af rum, figur, forløb og tid (Heggstad 1994, Haugsted
1998 m.fl.), når
deltagerne veksler mellem tilskuer- og rollepositioner.
-
MBU § 9 Kim Jerg – f11
Side 16 af 63
Figur 4
Fra Szatkowskis
model af
teaterprøven
(bilag 5)
Mens fiktionskontrakten kan illustreres ens, er den sociale
kontrakt om brug af fiktion
forskellig i de to rum. I dramapædagogik forhandles fiktionen
enten implicit i
improvisation eller formelt imellem en improvisation og den
næste. Fiktionskontrakten
tilsiger typisk også figuren at blive i rolle. Legekulturen har
et mindre formelt rum til at
forhandle i, deltagerne veksler stort set som de vil og når de
vil, mellem positioner i leg
og uden for leg, i et fortsat spil om hvad der videre sker.
Legekultur er derfor mere
radikalt improvisatorisk jf. Mouritsen:
Figur 5
”(hvor P er privatpersonen, l/F er positionen:
Iscenesætter/Fortæller, og R står for rolleposition)
Disse positioner er udlejret som elementer eller en art matricer
i legekulturen; idet de samtidig er "indlejret" i aktørerne som
nødvendige færdigheder og grundlag for, at de kan udøve legen. Det
er tale om en knowhow, som må tilegnes for at legen kan leges. Der
etableres positioner for at kunne veksle simultant mellem mindst
tre forskellige perspektiver på foretagendet. Legen må således
anskues som et flerperspektivisk bevægeligt og processuelt forhold,
et omskifteligt væv, snarere end som en centralperspektivisk
struktur. Der er, når alt kommer til alt form (omend en flydende
sådan) på den tilsyneladende kaotiske leg.” (Mouritsen 2003,
s.194)
2.5. Udveksling
Vi intervenerer mere eller mindre velbegrundet i børns leg
(Sutton-Smith 1997) og i leg i
det hele taget. Til tider undlader vi at intervenere som den
betjent jeg nævnte i starten.
-
MBU § 9 Kim Jerg – f11
Side 17 af 63
Den professionelle må til stadighed arbejde reflekterende for at
sikre at de professionelle
opgaver, de dramafaglige hensigter m.v. sætter sig
hensigtsmæssigt igennem i handling.
Og mens samtlige præsenterede begreber kan bidrage til faglig
refleksion, er udveksling
et begreb der måske mere end noget andet er samlende for mit
projekt. Det handler om
forholdet mellem mennesker, mellem kulturer, fx mellem børns
kultur, børnekultur og
voksnes kultur (Danbolt & Enerstvedt 1996). Det betyder for
dramapædagogikken at
pædagogen ikke er mere kulturformidler end deltagerne; alle
parter indgår i udveksling
af kultur og kulturelle udtryk. Jf. Løvlie sker det i mødet.
Udveksling siger lidt mere end et af tidens pædagogiske nøgleord
– at professionelle
relationer skal være anerkendende. Udveksling handler om at en
legekultur ikke altid er
begribelig for andre. Jf. Mouritsens synsmåder har vi det med at
se på børns kultur og
legekultur med adskillige frames. Kan udvekslingsbegrebet
bidrage til at vi forholder os
mere tøvende til den voksnes definitionsmagt og mere åbent over
for en legekulturs
besynderligheder, er vi nået langt.
Når vi mødes med andre, befinder vi os i kulturelt mangfoldige
rum. Uanset hvordan vi
forholder os, sker der mange udvekslinger. Med begrebet er det
intentionen at fokusere
på at alle mennesker er i kultur, og det må respekteres. Det er
et relativt nyt synspunkt
at påpege at også børn er i kultur og har kulturelle
kompetencer. Børns kultur er ikke
uafhængig af, den kan godt inspireres og influeres af, andres
kultur (fx voksnes).
Udveksling kan tydeliggøres med performanceteori. Illeris (2005)
fremhæver hvordan
institutioner og situationer positionerer parterne i det
kunstpædagogiske møde.
Figur 6
Modeller har deres styrker og begrænsninger. Jeg lader mig
inspirere heraf i mit
forskningsdesign. Men modellen kan ikke uden videre overføres på
dramapædagogik,
-
MBU § 9 Kim Jerg – f11
Side 18 af 63
fordi positioneringerne her kan være langt mere flydende. Det
fremhæver Boals begreb
til-skue-spilleren. I dramapædagogik veksler performer og
publikumspositionerne. Heller
ikke i leg ligger publikumspositionen fast: ingen i leg er kun
publikum, men deltager.
Den følgende definition udfordrer derfor det kunstpædagogiske
møde, jeg mener den er
mere rammende for leg og dramapædagogik; og så bygger den på
improvisation:
”In group creativity, the group leads each individual to perform
at a higher
level than he or she would have been capable of alone […] the
group is
greater than the sum of the parts, and its success cannot be
attributed to a
skilled leader or a star, nor to any single member of the
group”
(Sawyer 2003, s.11)
-
MBU § 9 Kim Jerg – f11
Side 19 af 63
3. Råstof, formler og improvisation
Mouritsens og Sawyers nøglebegreber skal jeg ikke alene bruge
til at analysere leg og
drama med, men måske også som led i at tilrettelægge drama. I
dette kapitel vil jeg
forklare dem nærmere og dermed se på hvad det indebærer at
anvende dem.
3.1 Råstof & formler
I leg afprøver og omformer børn tilgængeligt materiale de kan
bruge til noget – hvad det
end er. Materialet kommer fra indtryk, fra oplevelser, fra
situationen mv. Det materiale
kalder Mouritsen råstof, og det knytter sig til
kulturbegrebet:
”Kultur betyder her de menneskelige frembringelser,
udtryksformer, adfærd
og sociale institutioner, der er frembragt gennem en kultivering
af et råstof,
et ”natur”-grundlag” (Mouritsen 1996, s.9)
Råstof er en instruktiv metafor. I en psykologisk forståelse af
leg siger man at barnet
bearbejder sine erfaringer. Råstof anlægger et andet blik på
børn & leg: de forarbejder et
råstof. Råstof iscenesætter børn som kompetente, sociale aktører
der er kulturelt
produktive jf. Corsaros begreb fortolkende re-produktion
(Kampmann 2010).
De formsproglige greb og mønstre børn anvender, er også en slags
råstof der udledes af
det tilgængelige lager af oplevelser, forestillinger, medier
mv.; dem kalder Mouritsen
formler. Formler kan være store – fx en fortællegenre – og små –
fx et hilseritual.
Lige som hovedtyperne i kap.2 er begreberne generative
(Jørgensen & Pedersen 1999),
de åbner for konkret analyse. Hvad er fx formler i analyse af en
leg? Hvis en gruppe børn
improviserer en sang, kan det at synge være en formel, en kendt
sang kan være en
formel, og det at væve brokker af forskellige sange sammen kan
være formler. Men
grænsen flyder, for brokkerne kan også være råstof. Hvis det er
relevant kan man
bestemme forholdet mellem råstof og formler i en konkret
analyse.
Udpeger jeg flere slags råstof og formler simultant, kan det
både tilskrives legens
kompleksitet og mit ønske om at tilskrive udtrykket mening.
Derudover er det lige så
relevant at se på måden noget kommer til udtryk på, og hvilken
funktion det har i en leg.
Hvis det er diffust hvor råstof starter og formler slutter i en
analyse, er der på den anden
side noget afgørende ved at gå ud fra råstof og formler som
principper for leg. Jf. 6.4 kan
-
MBU § 9 Kim Jerg – f11
Side 20 af 63
pædagogen være tilbøjelige til at lægge legerammen fast med et
tema, mens leg i en
legekultur er mere flydende fordi den mere vilkårligt anvender
tilgængeligt råstof.
Legekulturens beredskab
Tilsammen definerer råstof og formler kulturelt materiale som
legetøj. Det er det legetøj
børn – med samt andet legetøj – improviserer med i leg. Men leg
er ingen selvfølge:
”En leg eksisterer ikke som sådan. Den bringes til
eksistens”
(Mouritsen 2003, s.182)
Denne aktualisering har ifølge Mouritsen to betingelser:
(1) ”eksistensen af en virtuel kulturel sfære, hvori legene og
de øvrige
udtryksformer er indlejret, og det gælder såvel deres
strukturer, regler,
scripts, temaer, figurer, symboler, signaler og koder som
deres
æstetiske former, teknikker, rutiner, kropslige og verbale
udtryk og
organisationsformer” (ibid.)
Den virtuelle sfære er en metafor på linje med tanken om at
sprog er der når vi fødes. I
den forstand henviser det til børns enkulturation: børn vokser
ind i kulturen og tilegner
sig dens udtryk, udtryksformer mv. Frem for et antyde at den
bare ”er der”, vil jeg sige
at de mennesker, udtryk, medier mm. børn møder, stiller
registret til rådighed.
Den næste grundlagsbetingelse for leg er:
(2) ”at det er distribueret og indlejret i de enkelte børn som
kunnen, viden,
færdigheder og kompetencer – knowhow” (ibid.)
Frem for distribution vil jeg betone aktøren og sige at børn ved
at deltage, afprøve og
øve tilegner sig denne knowhow. Børn, unge og voksne der går op
i bestemte lege bruger
mængder af energi på at træne deres håndværk for at være gode
til at lege: råb, fagter,
remser osv. Øvethed skal gøre en leger i stand til at
improvisere på en kvalificeret måde:
at være kvalificeret er at kunne det håndværk man skal bruge til
aktualisering af leg.
Hvad legere jf. pkt.2 har i bagagen afhænger af hvor, hvor
længe, med hvem og hvordan
de har stået legekulturelt i lære. Den første betingelse for leg
giver særlig mening med
Sawyers syn på gruppers kreativitet (afsnit 2.5): En legekultur
har ikke kun beredskabet
fra den enkelte. Summen af de legendes beredskab kan drages ind
i legen.
-
MBU § 9 Kim Jerg – f11
Side 21 af 63
Håndværk, impuls mm
Råstof & formler er legetøj, improvisation er metoden og
legen er mediet. Det kan lyde
som en enkel formel. Men både når man studerer og igangsætter
leg, er det knap så
enkelt. Med tiden vil jeg gerne underbygge håndværksbegrebet (fx
Ross i: Austring &
Sørensen 2006, s.159f): teatrale formler og et håndværksmæssigt
beredskab kvalificerer
leg. Og det kan tydeliggøre dramapædagogikkens faglige
elementer. Jeg finder især at
det følgende synspunkt glider ind over legebegrebet, at
håndværkere ”går op i at gøre et
stykke arbejde godt for arbejdets egen skyld” (Sennett 2007,
s.29f).
Som en mulig tilføjelse vil jeg også nævne Ross’ impulsbegreb
jf. figur 1. Impuls kan
pege på det som nogen er optaget af, og som driver legen.
Fascination er også et
relevant begreb, fx i forbindelse med det litteraturpædagogiske
mødested hvor
udtrykkets intensitet griber deltagerens fascination (Jørgensen
& Pedersen 1999).
Dermed være antydet at mødet mellem de legende og udtrykket
driver legen. Om impuls
billedligt talt er tændrør, drivmiddel eller gnisten, er ikke
ligegyldigt. Men måske det er
politisk ukorrekt at sammenligne leg med en benzinmotor?!
3.2. Improvisation
Et af de klassiske værker om improvisation har 96 punkter om
hvad der er vigtigt (Spolin
1963, s.36-46). De 3 vigtigste retningslinjer for improvisation
gengiver jeg efter Sawyer
(2001, s.16ff) med en tilføjelse inspireret af bl.a. Allan
Steinmetz:
1. Sig ja – og
2. Tænk ikke noget ud
3. Lyt til de andre
4. Der er ikke noget der går galt
Retningslinjerne kan være en hjælp når man øver sig i at
improvisere, og de kan fungere
som analytiske pejlemærker. Jeg anvender dem også i mine
analyser (kap.5+6).
En af de funktioner improvisation har, er at virkeliggøre leg.
Men improvisation er et
komplekst fænomen at iagttage, håndtere, og sætte på begreb. Jeg
bruger begrebet om
et element i leg og om en dramafaglig aktivitet (en
improvisation). Jeg inddrager flere
kilder fordi definitionerne har det med at bygge på skiftende
forforståelser. Jeg fokuserer
på forholdet mellem formler og improvisation, samt at ny
betydning opstår (emergens).
-
MBU § 9 Kim Jerg – f11
Side 22 af 63
At improvisere betyder
”frembringe ell. skabe paa staaende fod, uden forberedelse og
saaledes, at
det frembragte straks (uden ændringer) fremføres for andre; især
m.h.t.
kunstnerisk frembringelse af digtersk [sic!], musikalsk ell.
oratorisk art […]”
(ODS)
Jf. frembringe og fremføre er improvisation både en proces og et
produkt. I leg er
processen produktet og produktet processen (Sawyer 2003, s.5). I
drama kan en
improvisation rammesættes som produkt, eller som led i en
proces. Det er almindeligt at
betragte en improvisation som et udkast man reflekterer over og
arbejder videre med,
det giver også 4. retningslinje mening.
Et andet ord for på stående fod er spontant. Improvisation
kræver deltagernes nærvær;
de skal kunne koncentrere sig om, og rette opmærksomheden mod,
det der foregår:
”Når vi på en leken måte har vår oppmerksomhet rettet inn mot
noe vil vi
også være dypt tilstede” (Steinsholt 2006, s.37)
Citatet parafraser Gadamers syn på kunstoplevelse som leg. Og
fortsættelsen er særlig
interessant i forhold til pædagogen. Den der ikke følger med,
kan få svært ved at deltage
i og bidrage til en improvisation/leg. Men både manglende
opmærksomhed og
afstandtagen kan føre til manglende deltagelse:
”De som på en suveren måte observerer musikken fra utsiden, og
ikke
kaster seg inn i den, vil for Gadamer fremstå som
lekefordervere” (ibid.)
Den der ikke lader sig rive med, fordærver legen. I dramatisk
leg deltager man uanset
hvor i rollekomplekset man befinder sig. Men at en suveræn
observatør fordærver legen,
må betyde at pædagogen der kun observerer, potentielt fordærver
legen. Det minder om
forskeren der påvirker sit forskningsobjekt.
3.3. Formler & improvisation
Improviseret betyder
”frembragt uden forberedelse, v. hj. af de forhaandenværende
(smaa)
midler” (ODS)
Uden forberedelse skærper på stående fod fra før. Det antyder at
improvisation på
mindst to måder ekskluderer det forberedte. Dels er der
principielt forskel på forberedt
og improviseret teater, dels bryder det med retningslinjen om
ikke at tænke forud.
-
MBU § 9 Kim Jerg – f11
Side 23 af 63
Jf. Frost & Yarrow (2007) skelner jeg mellem skriftbaseret
teater, fx Romeo & Julie, og
mundtligt baseret teater, fx Commedia dell’Arte (CdA). I
forberedt teater lægges
skuespillernes ageren fast i et prøveforløb med improvisation
som middel. Resultatet er
kun i mindre omfang improviseret. I CdA mv. er skuespilleren
både udøvende og
skabende, jf. Lecoq’s begreb acteur-auteur, håndværket et andet.
Handlingen i CdA kan
endvidere bygge på et scenario frem for et manuskript. Og
improvisation er en central
del af virkeliggørelsen.
Derfor passer definitionen bedre på forberedt teater der
minimerer det improvisatoriske,
end CdA: Mange års træning som Harlekin kan ikke kaldes små
midler. Og Harlekin kan
lignes med et barn der har stået i lære som leger.
Jf. 2. retningslinje er det en misforståelse at have noget i
ærmet man vil gennemtrumfe.
Uanset at det kan ske i leg og dramapædagogik, er det forberedte
en kritisk faktor. Det
er den negative version af 1. retningslinje om at sige Ja – og.
Man må respektere hvad
der sker, og lægge noget mere til. Man må tage imod impulserne
fra legen jf. lyt til de
andre. At forberede noget underminerer det princip.
Improvisatoren
En novice må bruge sin spæde kunnen godt for ikke at fordærve
legen. Den der gør det
samme gang på gang, fordærver legen ved ikke at tilføje noget
nyt. Den der varierer sine
indslag kedeligt (jf. en solo i musik), er ikke en god
improvisator. Man skal både gøre det
godt, og overraskende:
”Det er sikkert rigtigt at improvisasjon er orientert mot det
uforutsette […]
Den har overraskelsesmomentet som et vigtig vitnemål”
(Steinsholt 2006, s.25)
Improvisation må overraske. Uforudsigeligt bliver det også når
alle i en leg kan tilføje
noget nyt.
Et udtryk kan samtidig rumme noget velkendt: de forhåndenværende
midler, det er
formlerne. Det lyder måske paradoksalt at improvisation sker
”uden at følge et fast forlæg; indeholder dog ofte faste
vendinger”
(denstoredanske.dk 1)
Men der er vel et komplementært forhold mellem formel og
improvisation. Formler
tilbyder noget at improvisere med og over; improvisation gør det
muligt at aktualisere,
variere, udvide eller bryde formler. Og apropos råstof hedder
det i en anden definition at
-
MBU § 9 Kim Jerg – f11
Side 24 af 63
”handle med det tilfældigt forhåndenværende materiale”
(denstoredanske.dk 2)
Råstof og formler går igen i forhåndenværende materiale og faste
vendinger. Den som
trækker på et bredt håndværksmæssigt repertoire, har potentielt
flere muligheder og
strategier som improvisator.
3.4. Emergens
Sawyer bygger på Goffman, men betoner aktøren frem for
konteksten (se afsnit 4.2).
Med improvisation som konsekvent perspektiv fremhæver Sawyer
aktørens kreativitet:
”From an improvisational perspective, interactional structure is
always
potentially novel, varying from any preexisting structure”
(Sawyer 1997, s.32)
Hvis vi alligevel underkender det improvisatoriske i en
teoretisk analyse, kan vi jf. Dewey
tro en samtale nogen har ført, var mere forudsigelig og
struktureret end deltagerne
oplevede (ibid.). Sawyer understreger både kontingensen i
hverdagens improvisatoriske
interaktion (Sawyer 1997, s.31) og understreger det overraskende
med begrebet
emergens. Begrebet om at ny betydning opstår, låner Sawyer fra
Deweys kollega:
”The emergent when it appears is always found to follow from the
past, but
before it appears, it does not, by definition, follow from the
past”
(G.H. Mead 1932, i Sawyer 1997, s.31)
Emergens understreger at improvisation er mere end
stimulus-respons:
“Improvisation is immediate and organic articulation, including
the verbal;
not just response, but a paradigm for the way humans reflect (or
create)
what happens.” (Frost & Yarrow 2007, s.4; min
fremhævning)
Videnskabsteoretisk er emergens blevet et nøgleord de senere år,
qua ”et fokusskift fra
konstruktivisme til forskellige mere eller mindre udviklede
udgaver af emergensteori”
(Gleerup 2004, s.86). Også i forhold til leg udfordrer det vores
forståelse af deltagernes
kreativitet hvis vi toner script, frame eller formler ned.
Rutiner og mønstre har betydning
som beredskab. Føjer vi kontingens og emergens til
improvisationsbegrebet, skal vi tåle
at situationen vi befinder os i, står åben. Sawyer siger det
endnu mere kategorisk:
-
MBU § 9 Kim Jerg – f11
Side 25 af 63
“There is no script and no director”
Fra en position som akkompagnatør har han studeret
improvisationsteater der
bogstaveligt talt arbejder uden manuskript (Sawyer 2001, s.35).
Ved at brede det
synspunkt ud at der hverken er manuskript eller instruktør,
udfordrer Sawyer bl.a.
strukturalistiske syn på forudsigelighed i det sociale liv
(scripts mv.) og forestillingen om
et centralperspektiv, kaldet ”a centralized mindset” (Sawyer,
2001 s. 36-46).
Det stemmer overens med Mouritsen-citatet om den
flerperspektiviske leg i afsnit 2.4. I
leg er der ikke et script, men mange formler. Og selvom nogen
skulle anvende deres
knowhow til at gennemtrumfe deres idéer, er der ikke én
instruktør, men mange.
3.5. Studier af improvisation
Leg kan se så let ud at man ikke ænser hvad leg forudsætter. Men
leg og improvisation
kan også være skræmmende. Det kan være svært at improvisere i en
ukendt ramme,
situation, med nye mennesker og hvis man er usikker på sine
forudsætninger. Har vi
derimod tiltro til situationen og os selv, spørger vi ikke
hvordan vi fungerer i legen, men
hvad der skal til for at den fungerer.
I spændingsfelt mellem håndværksmæssige forudsætninger (skills)
og udfordringer
(challenges) kan man individuelt og på gruppeniveau tale om
flow. Flow indgår
velsagtens i Carsten Jessens begreb legende tilstand der
adskiller sig fra Mouritsens
fokus på legens udtryk. Herdis Toft peger på at Jessen taler om
mood (stemning),
Mouritsen om mode (modalitet). Jeg behøver ikke begreber som
stemning, motiver eller
motivation i projektet. Men i dramapædagogik kan flow fx bruges
som hjælp til at
tilpasse aktiviteter.
Figur 7
Csikszentmihalyi’s
flowmodel
(Sawyer
2003, s.40)
Sawyers ph.d. blev bedømt af bl.a. Csikszentmihalyi, Corsaro og
Silverstein (bilag 1). Og
mens flow passer i Sawyers teoriramme, afviger den fra
Mouritsens. Jeg vil dog vise at
Sawyers psykolingvistiske tilgang i improvisation som proces
(figur 8) supplerer
Mouritsens rollekompleks.
-
MBU § 9 Kim Jerg – f11
Side 26 af 63
Et af Sawyers forskningsspørgsmål lyder:
“How do children know what they are playing, when no one has
explicitly
said so?” (Sawyer 1997, s.39)
Med metapragmatik iagttager Sawyer metasproglige sproghandlinger
sammen med en
variant af semiotikkens indexikalske tegn; begreberne er hentet
hos Silverstein. Både
metapragmatiske og indexikalske tegn peger hen på den sociale
eller fiktive ramme for
leg eller samtale:
”Emergent improvisations are created through the balance of
indexical
presuppositions and [indexical] entailment” (Sawyer 1997,
s.41)
Det betyder at de indexikalske forudsætninger må medføre
passende (balancerede)
indexikalske tegn. Når én vræler, viser det hen på, eller kan
fortolkes som, lillen der er
ked eller sulten. For at legen fungerer, må det medføre ytringer
fra andre der tilkender
tegnet en passende betydning.
Hovedparten af metapragmatiske og indexikalske tegn, siger
Sawyer, er implicitte. Men
forskning har (1994) samlet sig om de eksplicitte, fx ”Skal vi
lege?” En indgangsreplik
som ”Hænderne op” er metapragmatisk implicit; den forudsætter at
den der bliver talt til,
er noget i cowboygenren eller i det mindste responderer
adækvat.
Figur 8 (Sawyer 1997, s.40)
-
MBU § 9 Kim Jerg – f11
Side 27 af 63
Som led i sit svar på at børn ved hvad de leger, siger Sawyer
bl.a.:
”during improvisational play, it [the play frame] is always in
flux, and it
never stabilizes into a fixed structure” (Sawyer 1997, s.45)
(længere citat: bilag 6)
Batesons framing-begreb indgår i play frame, og citatet minder
en hel del om Mouritsens
beskrivelse (afsnit 2.4). Den flygtige struktur forandrer sig
hver gang et barn har tur.
Men det er ikke mere vilkårligt end at de samme børn mødes de
samme steder og over
tid opbygger fælles forventninger til deres lege: de bygger
fortsat ud på deres legekultur.
Forskelle til trods synes jeg Mouritsen og Sawyer supplerer
hinanden. Mens Mouritsen fx
har mere fokus på udtrykket end den der er i leg, fokuserer
Sawyer mere på den kreative
deltager end det æstetisk-symbolske udtryk. Med rollekomplekset
illustrerer Mouritsen
de legendes positioneringer, mens Sawyer peger på tiden med
improvisation som proces.
-
MBU § 9 Kim Jerg – f11
Side 28 af 63
4. Forskningsdesign
Der skal præciseringer til for at ansatserne i kapitel 2+3 kan
resultere i et nogenlunde
sammenhængende forskningsdesign. En udfordring er både bredde og
temaer. Jf.
Sawyer (2003, s.5) forstærker improvisation hvad der er
karakteristisk når grupper er
kreative: processer, uforudsigelighed, intersubjektivitet,
kompleks kommunikation og
emergens. Og det er bl.a. improvisation der gør at:
”Drama is […] making the job of the researcher extremely
difficult”
(Dunn 2010, s.193)
I min afgrænsning vil jeg lægge op til at studere råstof,
formler og improvisation på en
for projektet overskuelig måde; jeg anvender mange eksempler for
at tegne konturerne
af min idé snarere end at bore i få. Jeg ser på ligheder mellem
Mouritsen og Sawyer, og
inddrager idéer fra dem hver især. Men jeg lægger ikke kun
begreber ned over
materialet. Eksemplerne aktiverer også dele af de fremlagte
teorier.
Som en samlende ramme definerer jeg en forskningsposition der er
konstruktivistisk-
interaktionistisk (Järvinen & Mik-Meyer 2005; Warming 2005).
Og jeg drøfter nogle af de
etiske og fortolkningsmæssige udfordringer jeg er stødt på.
4.1. Drama, Mouritsen & Sawyer
Legens æstetisk-symbolske udtryk er ikke en entydig kategori, og
studier af børns kultur
er ikke et ontologisk projekt. Men det kan se ud som om der er
forskel på Jantzens og
Mouritsens erkendelsesinteresser. Jantzen ser mere overordnet på
kultur der gøres,
Mouritsen på kulturelle udtryk der bringes til eksistens. Jeg
mener ikke de udelukker
hinanden. Men det epistemologiske forehavende betyder at udtryk
må tydes som
standsede sekunder i en proces hvor kultur gøres, ikke som
eksempler på verdens
beskaffenhed. Henvisningerne til Dunn og Sawyer ovenfor peger
for mig at se samme
vej. Spørgsmålet er dog om jeg tager konsekvensen.
Projektet ville se anderledes ud uden dramapædagogik og teatrets
formsprog som
referenceramme. Jeg kunne stadig tage på tur med Mouritsen og
Sawyer i en legekultur,
men hvor jeg får et mere præcist forskningsmæssigt
begrebsapparat at analysere ud fra
– som støtte til de relativt diffuse begreber råstof og formler
– får jeg måske samtidig et
begrebsapparat der producerer mine indsigter?
Procesmodeller, retningslinjer for improvisation,
fiktionskontrakt osv. danner en faglig
ramme der både kan tydeliggøre mit felt og sløre det på samme
tid: Er det fx unges leg
-
MBU § 9 Kim Jerg – f11
Side 29 af 63
jeg skriver noget frem om? Tilsvarende kan mine
erkendelsesinteresser som lektor gøre
mig mere målrettet og skråsikker som forsker.
Hvor går skellene mellem at jeg taler om materialet og
materialet taler (s)om mig? Jf.
problemformuleringen antager jeg at en dramapædagogik kan
baseres på råstof, formler
& improvisation. Og mens improvisation jf. Sawyer er et
bredere begreb, tenderer de
øvrige at favorisere legekultur i kraft af teorirammen. I måden
jeg gør rede for legekultur
på i kapitel 2+3 og i mine fravalg af andre begreber, får jeg
vel sagt hvad jeg synes er
vigtigere? Med begreber om legekultur og teater trækker jeg
måske blot mine egne
holdninger frem under dække af at være faglig?
Selvom jeg ikke kan udelukke at jeg lægger antagelser ned over
eksemplerne, vil jeg
søge ikke at formulere det kategorisk, fx som skilleveje. Jeg
vil tro på at det er muligt at
etablere mere åbne pladser mellem legekultur og
dramapædagogik.
Udvalgte greb
I Mouritsens metode (stikordsform bilag 3) har jeg et
forskningsmetodisk afsæt jeg kan
følge. Sawyer supplerer med fokus på interaktion og
improvisation. Jeg beskærer dog i
antallet af kontekstualiseringer, men vil pege på nogle af dem
nedenfor, fordi de kan få
betydning senere. Jeg udvider rollekomplekset med
positioneringer, men jeg fraviger det
historiserende perspektiv han finder nødvendigt (Mouritsen 2010,
s.47f).
Figur 9
Fra Sawyers forskning ser jeg bort fra lingvistikken, nedtoner
kreativitet, men fastholder
et deltager- og gruppeniveau. Desuden er det jf. Sawyer (1997)
relevant at se på
interaktion i sekvenser, illustreret med figur 9. X’et,
impulsen, udfordrer den foregående
(tale)handling og åbner nye muligheder. I lille skala er det fx
en (tale)handling der
krydses af en impuls og efterfølges af en ny (tale)handling. I
større skala er sekvensen fx
en improvisation der krydses af timeout efterfulgt af en ny
improvisation. I så fald kan
impulserne udgøres af intervention, samtale, reflektion og
optakt til næste improvisation.
Børns leg byder måske ikke på samme formelle ophold som
dramapædagogik; at børn
afbrydes, er en anden snak. Leg kan være mere uforudsigelig og
åbner måske flere
muligheder samtidigt, sammenlignet med dramapædagogik.
-
MBU § 9 Kim Jerg – f11
Side 30 af 63
4.2. Forskningsposition
Jeg kan ikke helt forestille mig at forskning kan være andet end
konstruktivistisk: Dem
jeg studerer, interagerer, og jeg interagerer med dem. Det jeg
ser og tænker ud, er
konstrueret viden. Men hvad indebærer det?
En konstruktivistisk interaktionistisk forskningsposition kan fx
spørge:
”hvorvidt og i hvilken forstand det overhovedet er muligt at
erkende noget
om »den andens perspektiv« gennem deltagerobservation”
(Warming 2006, s.146)
Jeg er ganske vist mindre optaget af den andens perspektiv, min
ambition er ikke at
forstå andre, men nok at tyde udtryk. Alligevel rammer det ned i
mine handlinger som
forsker, pædagog mm.: Er det muligt at erkende noget om
leg/nogen der leger?
I stedet for en objektiv virkelighed skal forskeren ”analysere
den objektiverede
virkelighed” (Järvinen & Mik-Meyer 2005, s.105). At
objektivere understreger at mine
sansninger, tanker og handlinger skaber viden. En
konstruktivistisk interaktionistisk
begrebsramme definerer Järvinen & Mik-Meyer i en modstilling
med en naturalistisk
etnografi, forstået som en idealtypisk, essentialistisk
forskningstradition. De to
metodologier afviger på 4 områder:
1-2) En naturalistisk tradition betoner individ og/eller
omgivelse og vil forstå den som
den er; en interaktionistisk betoner praksis og institution og
afstår fra forestillingen om
at virkeligheden er – uafhængigt af (forskerens) sansning,
tydning, udlægning osv. I
spændingsfeltet mellem praksis og institution lægger nogle
interaktionistiske forskere
mere vægt på praksis, andre på det institutionelle (ibid.,
s.98f).
Alle de situationer jeg ser på, er pædagogiske, men ikke af den
grund sammenlignelige.
For at fastholde bredden toner jeg praksis op og institution
ned.
3) En naturalistisk tradition taler om individet, en
interaktionistisk om konception af
individet, om sociale identiteter og deres positionering: Selvet
ses som en effekt af
sociale handlinger og sociale forhold. Goffman siger fx at
selvet kommer af ”den scene
som individets handlinger kommer til udtryk i” (ibid.,
s.102).
4) Interaktionistisk forskning har fokus på tale-handlinger, at
vi jf. pragmatikken handler
i og med sproget (ibid., s.103f).
-
MBU § 9 Kim Jerg – f11
Side 31 af 63
Denne fremstilling tydeliggør at Sawyer lægger fokus på
talehandlinger og insisterer på
aktørens (kreative) handlinger. Han stiller sig kritisk over for
en betoning af konteksten
frem for individet. Hans fokus på improvisation sætter en anden
dagsorden.
Positioner
For at kunne objektivere en virkelighed, må jeg nuancere hvor
jeg befinder mig, hvem
jeg er sammen med, hvad jeg/vi/de gør, og hvad der influerer på
vores interaktion. Et
individ – om det er mig eller en anden – både positionerer sig
og bliver positioneret: en
hændelse kan aktivere andre positioner af mig end jeg gik ud fra
(Warming 2005). Jeg vil
illustrere hvordan jeg holder mig det for øje i
forskningssituationen d. 3. maj. Det gør jeg
med to slags lister: nr.1-2 viser fortrinsvis positioneringer
jeg kan indtage eller blive sat
i. Liste nr.3-5 handler mere om den virkelighed jeg
objektiverer. Men listerne hænger
sammen for så vidt som skæringspunkter eller forbindelser mellem
kategorierne er
analytisk interessante.
1. Mig som
A. MBU-studerende ved SDU m/forskningsopgave
B. Lektor i drama ved
pædagoguddannelsen og ansat ved UC Syddanmark
C. Børnekulturel aktør
(dramapædagog m.v.)
D. Fag-politisk aktiv i Danmarks Dramalærerforening,
skolebestyrelse m.v.
E. Privatperson med livshistorie,
relationer, roller m.v.
I hverdagen tror jeg måske jeg kan nøjes med at forholde mig til
en position ad gangen,
men overgangene er relativt diffuse, og jeg kan handle ud fra
andre positioner end den
en situation tildeler mig. Specielt har jeg skullet arbejde med
at holde A & B ude fra
hinanden, da jeg har valgt at studere tæt på min daglige
praksis. Men på Den Kreative
Skole bliver jeg mod forventning tiltalt som ham fra
Dramalærerforeningen og på
Højboskolen er jeg på et tidspunkt som jeg vender tilbage til,
mere privatpersonligt
forlegen da jeg står med mit kamera.
Privat-person
Fag-pol.
aktør
Faglig aktør
Stude-rende
Lektor
Mig
-
MBU § 9 Kim Jerg – f11
Side 32 af 63
Det vil føre for vidt at opregne alle de udfordringer jeg er
stødt på. Den enkle liste
hjælper mig til at skelne, men det er nødvendigt at
differentiere den, fordi hver af de fem
positioneringer byder på væsensforskellige forholdemåder:
2. Mig som
A) Studerende i undervisning, vejledning, til eksamen…
B) Underviseren som oplægsholder, vejleder, eksaminator,
kollega…
C) Udøver af kulturfaglig praksis: som drama pædagog,
organisator, udøvende…
D) Bestyrelsesmedlem i forskellige arbejdsfunktioner, i
skiftende faglige sager…
E) Dreng, far, ægtefælle, ven, nabo, søn, forbruger, pendler
etc.
Rammefaktorer
Kortlægningen af rammefaktorer (Andreasen 1995, bilag 7)
understøtter Mouritsens
kontekstualiseringer. Liste 3 er nogle af de rammer jeg
forholder mig til d. 3. maj, og
flere end jeg behandler. Listen kan danne grundlag for en mere
omfattende analyse af
hvad de enkelte lag kan. I de følgende kapitler forholder jeg
mig mest til de første 3-4
punkter.
4 3. Rammer
3 1. Spilleder der afprøver sit forløb 2. Deltagere i rolle/ude
af rolle
2 3. Solveig, Troels og Kim som observatører 4. Teatersal +
tidsrum
1 5. UMD som faglig ramme 6. Pædagoguddannelsen som juridisk
kontekst 7. UC Syddanmark som institutionel ramme 8. Pædagogers
arbejdsområder 9. Teater- & musikfaglige miljøer 10. MBU som
masterafhandlingens ramme 11. Videnskaber… 12. Politik…
For hvert lag er der i og for sig en forskel der gør en forskel
(Bateson). Forudsætningerne
influerer i høj grad på hinanden. Kortlægningen nuancerer
hvordan en dramapædagogik
er betinget af og skruet sammen i en skole-, fritids- eller
uddannelsessammenhæng. Jeg
ridser konturerne op for ABC i bilag 8. Her vil jeg påpege at
systematikke kan danne
basis for at belyse hvordan CP eller JK forholder sig til de
pædagogiske målsætninger de
er underlagt, og de implicerede elevers forudsætninger.
Den næste liste handler om interesser, hvad nogen eller noget
vil. Her kunne man
inddrage CP og JK i de spind af interesser der omgiver dem,
forældre, politik, økonomi
osv. Jeg mener det kan illustrere en af udfordringerne for en
legeorienteret
-
MBU § 9 Kim Jerg – f11
Side 33 af 63
dramapædagogik – hvad siger de forskellige interessenter?
Innovation skal nok sælge
billetter, det er jo på mode (Holm 2011). Men leg?
Mange flere forskelle i interesser fra en cirkel til en anden og
konflikter mellem cirklerne
kunne nævnes. I stedet for at gentage de foregående punkter,
sådan som Andreasen
egentlig lægger op til, vil jeg tydeliggøre hvilke elementer jeg
efterfølgende ser på.
4. Interesser (UMD) [Andreasens princip – differentieret]
1. Spilleder der afprøver sit forløb 2. Deltagere i rolle 3.
Deltagere som fortæller/iscenesætter 4. Deltagere ude af rolle 5.
Gruppen
5. Interesser (ABC) [efter Mouritsens princip]
1. Legens udtryk 2. Person i rolle 3. Fortæller/iscenesætter 4.
person ude af rolle
Med liste 1-5 har jeg et detaljeret grundlag for at analysere
positioneringer, rammer og
interesser samt krydsfelter derimellem; de er implicit i flere
af de følgende eksempler.
Jeg har samtidig argumenteret for hvordan de kan danne grundlag
for en videreudvikling
af mit projekt.
1
4.3. Vejen til empirien
De studerendes afprøvninger var tænkt som mit datamateriale. Da
d. 3.maj var omme,
havde jeg indtryk af at der var for lidt stof. Jeg ønskede flere
situationer hvor
improvisationer blev sat i gang, hvor pædagogen intervenerede og
lagde op til næste
spil. Beslutningen om at opsøge kolleger indebar at fokus
flyttede væk fra mig som
underviser, at jeg kom i en anden rolle som observatør, og en
del mere arbejde.
Samtidig er det et tilfælde og mit held at de supplerende
materialer danner legekulturel
modvægt til dramapædagogik. Det var ikke tilsigtet. Men nogle af
disse eksempler er
blevet til på kant med god forskningsskik.
Kamera
Jf. liste 1+3 positionerer UMD situationen mig som underviser,
vejleder, bedømmer og
som fagfælle. Her fungerer kameraet som en ekstra notesblok ved
siden af de indtryk jeg
4
3
2
-
MBU § 9 Kim Jerg – f11
Side 34 af 63
gør mig. Selvom det ligger i baghovedet at jeg har andre
hensigter end lektorens, gør
kameraet at jeg kan nedtone min forskerrolle den dag.
Anderledes ser det ud når både kamera & jeg optræder som
fremmedelementer til de tre
andre seancer. Jeg lagrer selvfølgelig ikke de samme
informationer som et kamera. Men
jeg er mere afhængig af det, fordi jeg har færre forudsætninger
for at analysere og
vurdere det jeg oplever, end med de mennesker jeg kender på UC
Syddanmark.
På Den Kreative Skole (A) gør jeg klar og introducerer mig til
de fremmødte før læreren
ankommer. De synes ikke at være ret interesserede i at høre hvad
jeg siger; jeg gør det
ellers kort! Bagefter slår det mig at de unge måske affinder sig
med at jeg er der, fordi
Charlotte Prip, lige som Jens Kragsnæs på Højboskolen, har givet
lov. For de unge begge
steder er det måske endnu et vilkår voksne udsætter dem for?
Jeg er mere end tilfreds med optagelserne. Men jeg er mindre
stolt af at erkende at jeg
udnytter noget af den magt der ligger i voksenrollen og den
pædagogiske kontekst. Jeg
har kun spurgt CP og JK der sidder med definitionsmagten, om
lov. Jeg har selvfølgelig
indhentet tilladelse fra de unges forældre til at bringe
billeder, bagefter. Men jeg har ikke
spurgt de unge om jeg måtte komme.
NB: Videomateriale på DVD er kun tilgængeligt som bilag 11 for
censor og eksaminator
På DKS begynder jeg at optage før prøven, fordi de unge/eleverne
er i gang med en leg
(afsnit 5.1). Og fordi der kommer flere hen ad vejen,
præsenterer jeg mig for rullende
kamera (bilag 9, A5, s.5). Situationen viser at jeg ikke har
styr på mine overvejelser
over kameraet da der pludselig opstår en uforudset situation.
Det er, om ikke snyd, så i
hvert fald på grænsen af hvad der er OK.
Jeg må konkludere at jeg etisk set ikke har handlet hæderligt da
jeg gik på jagt efter
mere materiale. De strabadser der lignede en omvej for mig,
fordi de rækker ud over
UMD, er etisk set en mindre smigrende smutvej.
Fortolkningsaspektet
På Højboskolen har jeg kort introduceret mig som en der er
arbejder med improvisation.
Og jeg er forlegen ved at stå der med mit kamera. Jeg sætter det
i gang før et
gruppearbejde (C1), men bliver på måde jeg opfatter som mindre
imødekommende,
spurgt om hvad jeg laver. Snublende får jeg sagt: ”Jeg skal nok,
jeg skal nok…” – og ret
-
MBU § 9 Kim Jerg – f11
Side 35 af 63
hurtigt bliver jeg afkrævet et svar: ”Hvad prøver du at sige?”
Jeg mener jeg prøvede at
sige: jeg nok skal forklare det nærmere, når gruppearbejdet er
ovre.
Flere griner højt! I betragtning af hvor hurtigt replikken
falder, kan den virke
overraskende frimodig. Og det er med stor sandsynlighed
spørgsmålet der bliver grinet
af, selvom det også kunne være mig der ikke kan få tungen på
gled. Hvordan skal det
forstås? Egentlig er spørgsmålet rimeligt, og det antyder den
kritik jeg også pegede på
før: ’Hvorfor skal du komme her og genere os?’ Jeg har jo ikke
spurgt dem.
Men det er også en gruppe der leger, med replikker, med
overraskelser. Så det kan være
svært at afgøre hvad der er leg og alvor. Den der stillede
spørgsmålene ovenfor, deltager
også som den ene af de tre der senere siger:
o ”Pas på, vi bliver optaget” o ”Imod vores vilje” […] o ”Det er
bare fordi jeg er så kendt!” (bilag 9 C4, s.8)
De første to replikker understreger kritikken af min
tilstedeværelse, men det er sagt da
de er godt i gang med at lege drama. Den tredje replik der siges
af en udefrakommende,
lader ikke til at opfatte det som advarsler, men imødekommer
legen (jf. afsnit 5.3). Den
der siger det, har heller ikke siddet face-to-face med kameraet;
det har de to andre.
De samme to der advarer ovenfor, skifter på et andet tidspunkt
positioner ved at placere
sig med ryggen mod kameraet (bilag 9 C5, s.9). Understreger det
problemstillingen? Jeg
kan både mene at de på den måde skaber en bedre mulighed for at
agere; det er også
muligt de udtrykker ubehag ved kameraets tilstedeværelse.
Afrunding
Jeg må altså også konkludere at det jeg læser ud af C1-5, kan
være direkte foranlediget
af kameraet, men det kan også være en leg med kameraet. Er det
ikke direkte modtræk
til kameraets og min tilstedeværelse, kan det både være under
indflydelse og det kan
være inspireret: det afhænger af om jeg ser dem som ofre for mit
pædagogiske overgreb
eller jeg ser dem som kreative kulturskabere. Jeg har ikke et
entydigt svar.
Jeg kommer tæt på situationer som er afgørende for mit projekt;
de havde aldrig været
her, hvis ikke jeg havde handlet som jeg gjorde. Men de er
dilemmafyldte, både mht.
mine handlinger og mht. at tolke dem. En mere hæderlig vej var
at filme når de unge
kender mig og jeg kender dem lidt bedre. For en grundigere
tolkning skulle jeg afstå fra
bredden i mit materiale; og det har jeg ikke gjort. Derudover
har jeg for lidt skam i livet
til at slette filmene og vinke farvel til denne del af
empirien.
-
MBU § 9 Kim Jerg – f11
Side 36 af 63
5. Leg på kanten af den pædagogiske ramme og opgave
Som optakt til det der virkelig er på spil i dette kapitel,
introducerer jeg først til det der
er på den pædagogiske dagsorden. Derefter handler kapitlet om at
der også er andre
dagsordner.
At det blev Den Kreative Skole i Fredericia og Højboskolen i
Hørning jeg havnede på, er
relativt tilfældigt. Charlotte Prip havde kort forinden på min
opfordring skrevet en artikel
om en stort opsat performance: Vandreforestillinger om
kærligheden (Prip 2011). Jens
Kragsnæs har jeg truffet for længe siden, men det var en
medstuderende der foreslog at
jeg opsøgte ham.
Det jeg egentlig skal overvære, er at eleverne forbereder
teater:
A. Dramaholdet som Charlotte Prip leder, har 5 dage til premiere
på en selvskrevet forestilling
B. 9. klasse på Højboskolen mødes en aften til første læseprøve
på deres afslutningsrevy, bl.a. bistået af Jens Kragsnæs
C. 6.-7. klasses valghold i drama på Højboskolen, ledet af Jens
Kragsnæs, er begyndt at indstudere Romeo & Julie
Selvom det ikke er identiske situationer, er det en fase med
skærpede krav. Deltagerne
er i alle tilfælde på vej med noget der skal præsteres over for
andre. Med stigende
tyngde er skrift afsæt for prøverne:
A individuelle tekster
B et manuskript som tre-fire unge har skrevet efter fælles
idéudvikling
C en forkortet version af Shakespeares manuskript
Apropos Mouritsen er A & B både baseret på råstof der vinder
indpas i dramaet, og
formler der genererer det dramatiske plot. I den første fungerer
et tv-format både som
råstof og formel, det er både hentet fra en anden kontekst og
det fungerer som
dramaturgisk motor for diverse indslag. I B udgør en fortælling
den dramaturgiske formel
(Bilag 9, A1+B1).
I resten af kapitlet henviser jeg alene til bilag 9. Bogstav +
nummer markerer hvilket
afsnit der drejer sig om, og tidskoder i bilag og ved billeder
henviser til videooptagelser.
Men som sagt sker der også noget andet. Jeg oplever at der både
er legekultur og
drampædagogik, og at grænsefladerne mellem dem flyder. Der er
leg uden for, som del
af, ved siden af og på kant med den formelle opgave.
Situationerne kan belyse og
-
MBU § 9 Kim Jerg – f11
Side 37 af 63
udfordre den sociale kontrakt såvel som fiktionskontrakten –
hvornår er det leg og/eller
drama? I de følgende uddrag forholder jeg mig meget lidt til de
stillede opgaver.
5.1. Time out (A2-A6)
Teaterproduktion ledes i balancen mellem ingeniøren og
troldmanden (Damkjær 1994).
Det kræver styring at nå et godt resultat på en god måde, og en
magiker der kan bidrage
til at nyt opstår. Sådan en proces venter der de 6-8 elever, da
jeg ankommer d.10.maj.
Og de må kende til det efter den netop afsluttede produktion
(Prip 2011).
Et indblik i Charlotte Prips arbejde (A6 + billede 1) skal vise
hvor forskelligt de unge
agerer før og under den del af prøven jeg overværer. At CP skal
lægge kræfter i for at få
scenerne til at fungere, viser sig tidligt: første gennemspil af
startscenen varer 15-20
sek. Det rækker ingen steder.
Billede 1
DKS1_13:06
Billedet af usikre unge der lader sig føre frem til et
velfungerende udtryk står i kontrast
til billedet af engagerede og kompetente legere på slap line før
prøven.
Charlotte Prip
Prøvesituationen positionerer måske deltagerne som elever der
behøver hjælp til at løse
opgaven. CP har status i udvekslingen til at forvente og
forlange noget. CP igangsætter
nogle øvelser der ikke har karakter af improvisation, men opøver
spillernes idéer. For
hver gang de danser til introen fra Disney Sjov, har de gjort
erfaringer de kan trække på.
De genererer på en måde råstof de kan bruge når de skal
improvisere.
-
MBU § 9 Kim Jerg – f11
Side 38 af 63
Mit indtryk er at den gruppe jeg møder før prøven, optræder mere
selvstændigt end den
gruppe der arbejder under prøven. De to grupper er ikke ens, og
rollefordelingen ej
heller. Ved at fokusere mere på legens udtryk og mekanismer, ser
jeg bort fra konkrete
personer og relationer i leg og prøve. Derfor er jeg tilbøjelig
til at løsrive eksemplet fra
den sociokulturelle ramme og udstille den som eksempel i denne
ramme.
Leg før prøven (A2-A5+B)
Den leg jeg oplever før prøven, kan være udtryk for de unges
legekultur, den kan bero
på det faglige fællesskab, den kan være tegn på den
kvalificering der finder sted i den
dramafaglige ramme.
Til sammenligning spillede nogle af drengene badminton før prøve
B. De kom direkte fra
træning i hallen og greb situationen: et højloftet gangareal,
ventetid, veldefinerede roller
samt ketcher og fjerbold ved hånden. Pigerne i A har flere ting
fælles med disse drenge:
ventetid, en tom teatersal, de er fælles om drama, og i stedet
for sportsgrej har de sig
selv og diverse råstof. At de har mig på tilskuerrækkerne, gør
mindre her end i C.
Billede 2
DKS1_02:06
P7
P1
P2
Den samtale 6-8 piger er begyndt på og som jeg kalder leg,
samler sig om P1 der som
den eneste står op. De andre sidder hhv. to på stole på scenen
og de resterende på
publikumsopbygningen. Jeg antager at P1 også andre gange har
været nøgleperson; hun
-
MBU § 9 Kim Jerg – f11
Side 39 af 63
både tager og får fokus. Men hun er ikke mere hovedperson, end
at hun er afhængig af
at andre siger ”ja – og” i den fælles improvisation. Især P2 der
sidder nærmest, er en
slags modspiller/antagonist. Senere danner P7 en anden flanke på
tilskuerpladserne; på
billede 2 er der opstået to grupperinger hvor man både samler
sig om sit eget, men også
er med på et fælles grin når lejligheden byder sig.
P1 har beskæftiget sig med Hitler i skolen og fortæller at hun
ved alt om ham. Men så
tilføjer hun det absurde forbehold: ”undtagen lige mellem
hvornår han blev født og
hvornår han døde” (A2, s.3). Det overraskende indfald vækker
anselig latter.
P1’s tonefald er lettere deklamerende; det er ingen af de
andres. Mens de andre morer
sig højlydt, holder P1 sin rolle og kommenterer ikke spillet ved
at grine. Selvom praleriet
punkteres med den absurde tilføjelse, går legen især ud på at
underkende hendes pral i
en blanding af latter og alvorsfuldhed. Fx da P1 siger at
bedsteforældrene druknede
Hitler, argumenterer de imod: Når han ikke døde, kan de umuligt
have druknet ham. Det
giver dels anledning til at P1 fortæller og agerer hvordan det
gik til, med lyd som en der
næsten bliver kvalt, og dels til at bruge P2 som statist i en
demonstration (billede 3).
Billede 3
DKS1_00:35 P1 P2/Hitler druknes
P2 skifter fra statist og udbryder ”sejt”, mens hun griner
lystigt: det er ikke realplanets
historiske rekonstruktion der er sej eller grinagtig, men legens
gøren fortællingen aktuel.
Fortællinger om Hitler er råstof for en leg som handler om at
fortælle, forklare og om at
konkurrere. Det alvorlige emne er bare et lag i en leg hvor P2
og P7 prøver at vinde over
P1, eller hvor de i fællesskab prøver at byde over den hidtidige
dramatik.
-
MBU § 9 Kim Jerg – f11
Side 40 af 63
Hitler-temaet varer 50 sek. Det afbrydes af at en elev mere
ankommer, og det ændrer
på grupperinger, impulser og råstof. I overgangen til næste
sekvens retter flere personer
blikket mod indgangen. Deltagerne er opmærksomme, de går ikke i
leg for sig selv, men
bruger ventetiden med hinanden på en sjov måde.
P6 der dænges til med flere spørgsmål end hun får svaret på,
ankommer med tre tasker;
en skal vælges som rekvisit. P1 går hurtigt i gang med at lege
med taskerne: hvad kan
de bruges til her og nu? Hun får alle grupperinger med på et
grin, da hun svinger med en
håndtaske og råber ”Skulderattack” (A3, s.4). Da P1 forlader
rekvisitten og en uafsluttet
afprøvning af den pistol hun har betonet sin tale med det meste
af legen, lader hun sig
drage af næste impuls: en pige der hviler sig på en sofa er en
ny anledning til at skrue
op for dramatikken: ”Jeg troede du var død” (A3, s.5). Flere
følger hende.
Opsamling
Jeg tror de unges legekultur er bygget op over længere tid og at
det er et krydsfelt
mellem legekultur og dramapædagogik jeg betragter: med råstof
fra skoledagen, fra dem
der ankommer og fra situationen; formler og træning i
improvisation fra dramaskolen; og
erfaringer fra de andre legekulturer de færdes i. Eksemplet
foregår ved siden af det
dramafaglige rum og rejser ikke samme grad overvejelser over
dramapædagogikken som
de næste to eksempler der udspiller sig i en pædagogisk
situation.
5.2. Rollekompleks (C10-13)
Der er mindre pres på for at blive klar til premieren på Romeo
& Julie. Men det er mere
krævende at oversætte fra manuskript til skuespil, fra skrift
til kropsliggjort tale. Flere
elever medvirker endvidere i klubbens cirkusforestilling uden
for skoletid; og på søndag
skal de fleste konfirmeres. Det er muligt disse dagsordner
influerer på Shakespeare.
Eleverne leder selv dagens prøve. Dramaet er fordelt på tre
grupper som selv beskærer
deres del, så der er overkommelige opgaver til alle. I den ene
af de grupper jeg ser på