Maritime rytmer: En analyse af livet ombord på skibet

Maritime rytmer 257

Maritime rytmerEn analyse af livet ombord på skibet

Søren Frank

I denne artikel skal vi gennem analyser af fortællinger, romaner og digte un-dersøge, hvad det vil sige at befinde sig ombord på et skib ude midt på havet.1 Vi har altså at gøre med to særegne steder, skibet og havet, og bestræbelsen på at forstå deres rumlige og stedlige karakter vil foregå gennem en analyse af de (litterært formidlede) rytmer, som determinerer, gennemsyrer og indhyller den maritime eksistens, det være sig havets bølgeskvulp, solopgangen i øst og solnedgangen i vest, dampskibsmotorens monotone hjerteslag, besætningens vagtskifter eller vindens og sejlenes pardans. Der er en udbredt tendens til at opfatte sømanden som en omflakkende, rodløs skabning, der har hjemme alle og derfor ingen steder. I forlængelse heraf associeres skibet som oftest med mobilitet, en af de absolut væsentligste katalysatorer for globaliseringen, hvilket blot forstærkes af det faktum, at skibet jo befinder sig på havet, dette proteanske og aldrig stillestående element, hvor intet menneske nogensinde kan gøre sig forhåbning om at finde et permanent hvilested. Disse associatio-ner er som sådan ikke forkerte, men de spærrer udsynet for andre og mindst lige så væsentlige dimensioner af det maritime liv. Dette liv er således ikke kun bestemt af ekspanderende bevægelser og formløse tilstande, men også af centripetale kræfter og domesticerende rytmer. Hensigten i det følgende er at opspore disse stunder af hjemlighed, som den maritime eksistens også er kendetegnet ved, uden at dette dog indebærer en fortrængning af skibslivets potentielle risici, konflikter og sammenbrud. Hvad enten vi taler hjemløshed eller hjemlighed, fungerer rytmer som et privilegeret ansatspunkt, når livet ombord på skibet skal analyseres og beskrives på en nuanceret, konkret og kropslig måde.

1 Artiklen udspringer dels af et treårigt forskningslegat fra Carlsbergfondet, dels af et seks-måneders ophold som Senior Fellow ved Internationales Kolleg für Kulturtech nikforschung und Medienphilosophie (IKKM), Bauhaus Universität, Weimar. Artiklens indhold blev første gang lanceret i foredragsform som IKKM Lecture under titlen “Maritime Spaces and Places” i Palais Dürckheim, Weimar, den 11. maj 2011.

93291_stedsvandringer_.indd 257 20-04-2013 11:00:02

258 Søren Frank

Hermed har jeg også antydet, at artiklen foruden en analytisk beskaffen-hed også har et metodologisk sigte, idet den engagerer sig i en diskussion af vores tilgang til litteratur, til kulturelle artefakter i bred forstand og til verdens ting i al almindelighed. Helt overordnet tilbyder den rytmeanalytiske metode en tredje vej i forhold til det, vi med god ret kan kalde de seneste årtiers to dominerende paradigmer inden for litteraturvidenskaben og humanviden-skaberne generelt, nemlig dekonstruktionen og kulturstudierne. Fra hver sin ende af mulighedsskalaen mødes de omkring den opfattelse, at litteratur først og fremmest forsøger at repræsentere en virkelighed – som følge af dekon-struktionens sprogopfattelse er dette en grundlæggende umulighed, mens kulturstudierne arbejder med en relativt uproblematisk relation mellem sprog og virkelighed – og fordi begge paradigmer opererer med en litteraturontologi, hvor repræsentation er central, skal litteraturen fortolkes, det vil sige menings-bestemmes. Analysen af rytmer orienterer sig derimod ikke mod verdens og litteraturens mening, men mod deres materielle og fysiske beskaffenhed og mod deres evne til at virke ind på den menneskelige krop. Rytmeanalysen tilbyder dermed, som vi skal se, et sobert (i betydningen mere videnskabeligt) og deskriptivt alternativ til den intellektuelle relativisme, som kan siges at være konsekvensen af humanvidenskabernes historiske forkærlighed for endeløse fortolkninger af overfladefænomeners dybereliggende betydninger (og havet er utvivlsomt et af de bedste eksempler herpå, når vi tænker på, hvor mange betydninger det i metaforisk – i modsætning til materiel – forstand tilskrives op igennem den vestlige kulturhistorie, lige fra syndfloden i Bibelen og gal-skab i William Shakespeares Hamlet til spædbarnets primitive egotilstand hos Sigmund Freud). Samtidig skifter rytmeanalysen fokus fra det immaterielle og mentale til det sanselige og kropslige. Gennem rytmeanalysen sættes vi derfor i en mere direkte kontakt med den virkelighed, vi gik og troede, at vi havde mistet.

Traditionelle opfattelser af det maritime og det terrestriske

I Carsten Jensens roman Vi, de druknede (2006) diskuterer pastor Abildgaard og Albert Madsen forskellen mellem bonden og sømanden. Albert er af den overbevisning, at pastoren afgjort må opfatte sømænd som “rodløse, rastløse, fædrelandsløse fribyttere” (261). Han når frem til denne konklusion, fordi bonden (således ræsonnerer Albert) står “det kristne grundsyn nærmere end


Maritime rytmer 259

sømanden i kraft af sin stavnsbundne levevis. Læren om at bøje nakken og give sig skæbnen i vold var skabt for ham. Skønt sømanden også var under-kastet vejrets og havets luner, så var han dog også noget af en udfordrer og trodser” (259). I modsætning til pastoren vægter Albert denne trodsighed højt, ligesom han værdsætter det maritime livs opbyggelige konfrontation med det fremmede og det anderledes. Under Første Verdenskrig, hvor Marstalflåden en overgang nødtvungent ligger i havn, frygter han således, at sømændene skal “blive dumme som bønder” (259), “der livet ud går i samme plovfure” (260). Alberts samtale med pastor Abildgaard og hans tanker om sømandslivet afspejler en almindelig opfattelse, hvor livet ombord på oceangående skibe grundlæggende associeres med bevægelse. Det mobile liv værdisættes imid-lertid forskelligt af pastoren og Albert: på den ene side forbindes det med det negativt ladede hjemløshed, på den anden side konnoterer det møder med nye tænkemåder, sprog og skikke, hvilket er positivt ladet. Bondelivet, der også funderes i et fælles udgangspunkt, nemlig i stilstand, indeholder på samme vis en aksiologisk dobbelthed: på den ene side pastorens positivt ladede “fællesskabsfølelse” (260) udspringende af et fælles sprog og en fælles historie, på den anden side Alberts negativt ladede dumhed og stavnsbinding. I humangeografen Yi-Fu Tuans Space and Place (1977) finder vi en tilsva-rende strukturel dikotomi, hvis overordnede begrebspar udgøres af titlens begrebspar, “rum” og “sted”. Interessant i vores sammenhæng er, at bogens prototypiske rum er havet, mens det for stedets vedkommende er hjemmet på landjorden. Tuans positive udlægning af havet er “frihed” (3), hvilket dels hænger sammen med havets “uendelige horisont og uindskrænkede rum” (4), dels med hans bestemmelse af “rum” som noget, der “muliggør bevægelse” (6). Uendeligheden og åbenheden kan dog omvendt også virke truende, ikke mindst fordi havet er udifferentieret og abstrakt, det vil sige uhåndgribeligt, formløst og stedløst. Hvad hjemmet angår, så er Tuans positive udlægning af dette “tryghed” (3), hvilket dels er et resultat af hjemmets stabilitet, dels af Tu-ans bestemmelse af “sted” som “pause” (6) og som “centrum for følte værdier, hvor biologiske behov som mad, vand, hvile og forplantning tilfredsstilles” (4). Stabiliteten og trygheden kan dog omvendt også føles som værende for “snæver og restriktiv” (3). I forhold til ovenstående nautiske begrebskonstellation – hav-rum-frihed-bevægelighed-stedløshed – har sømanden og skibet ganske rigtigt spillet ho-vedroller i globaliseringen, sådan som denne blev indledt i slutningen af det 15. århundrede med opdagelsernes og sejlets tidsalder, før den blev intensi-veret med fremkomsten af jernbanerne og dampskibet i det 19. århundrede og derefter med opfindelsen af transport- og kommunikationsteknologier som


260 Søren Frank

lufttrafikken, supertankeren, telefonen og internettet i det 20. århundrede. Et væsentligt kendetegn ved disse udviklinger er ifølge litteraten Hans Ulrich Gumbrecht overvindelsen af konkrete, fysiske steders friktion og den deraf føl-gende fremvækst af et globalt “‘netværk af kanaler’ […] der er immune over for alle lokale specificiteter og islæt” (“Negative Anthropology” 234). Nutidige tænkere som Gumbrecht og antropologen Marc Augé taler således om en sti-gende stedløshed som et meget vigtigt træk ved globaliseringen, og ved tidligt at have trodset den relativt stedsmonogame livsførelse, som karakteriserede traditionelle bondesamfund, har skibet bidraget til globaliseringens udvikling og acceleration. Hvis 1800-tallets menneske var det første menneske, der op-dagede, at det ikke nødvendigvis døde i den samme verden, som det blev født i, så har sømanden – fra Odysseus til Marco Polo, men i særdeleshed fra Fer-dinand Magellan og Jens Munk til Robinson Crusoe og Joseph Conrad – alle dage vidst, at han ikke nødvendigvis døde det samme sted, som han var født.

En maritim hjemlighed

Min hensigt i det efterfølgende er ikke så meget at tage stilling for eller imod de specifikke værdier – frihed eller stedløshed på den ene side, tryghed eller snæversyn på den anden – der oven for knyttes sammen med henholdsvis det maritime og det hjemlige (agrare) liv. Jeg ønsker derimod at problemati-sere det grundlæggende fænomen, der af begge lejre – såvel sømandslivets fortalere som bondelivets besyngere – entydigt forbindes med livet ombord på skibet, nemlig bevægelse og de deraf afledte fænomener som stedløshed, uendelighed og frihed. Hos den franske filosof Michel Foucault finder vi et eksempel på dette mobilitetsparadigme, når han i “Des espaces autres” (1967/1984) betegner skibet som “et stykke flydende rum” (“un morceau flot-tant d’espace”) (49). Vi skal vende tilbage til Foucaults tekst og begrebsbrug senere i denne artikel. Et decideret insiderperspektiv, der understøtter ideen om maritim hjemløshed, får vi hos den amerikanske flådekaptajn Frederick Chamier, som i sin selvbiografiske The Life of a Sailor (1831-32) beskriver sig selv som “omvandrende sømand” og i den forbindelse hævder, at han “aldrig oplevede hvilens luksus undtagen i sengen” (165). Vi kan imidlertid, og måske lidt overraskende, finde et tankevækkende korrektiv til den traditionelle opfattelse af sømanden som omflakkende, hjem-løs og hvileløs i Conrads Heart of Darkness (1899/1902). Her beskriver den anonyme fortæller således Marlow som en atypisk sømand:


Maritime rytmer 261

“Han var den eneste af os, der stadig ‘fulgte havet’. Det værste, man kunne sige om ham, var, at han ikke repræsenterede sin klasse. Han var sømand, men han var også en vandrer, hvorimod de fleste sømænd fører, hvis man kan udtrykke det sådan, et bofast liv. Deres sindelag er af typen bliv-hjemme, og deres hjem er altid med dem – skibet; og det samme gælder deres na-tion – havet. Et skib er meget lig et andet, og havet er altid det samme.” (48)

Hvis skibet og havet altså typisk forbindes med mobilitet, fluiditet og terra infirma, sådan som eksemplerne fra Jensen, Tuan, Foucault og Chamier har vist, så er det denne artikels hensigt at tage Conrads omvending af forholdet mellem hjem og hjemløshed i forhold til sømandslivet alvorligt. Konkret vil det foregå ved at opstøve momenter af hjemlighed midt i den maritime sfæres grundlæggende hjemløshed og ustabilitet. Det er således ikke min intention at underkende det maritime livs dynamik, usikkerhed og bevægelighed, men er der ikke også pauser, stabilitet og tryghed – de værdier, vi sædvanligvis forbinder med bondeliv, hjem og landjord – forbundet med det maritime liv, og hvis der er, hvordan manifesterer disse fænomener sig så? Kort sagt: Hvad, hvis noget overhovedet, bidrager til skibets og havets hjemlighed? Formålet med denne afsøgning er ikke at udviske de uomgængelige onto-logiske forskelle mellem havet og landjorden og mellem skibet og hjemmet, forskelle, hvis eksistens den tyske politolog og hydrofil Carl Schmitt med god grund insisterer på i sin Land und Meer (1942): “Et skib er ikke et svøm-mende stykke land, lige så lidt som en fisk er en svømmende hund” (93). Formålet er altså ikke at transformere skibet til noget terrestrisk og at lukke ørerne for havets akvatiske åndedrag og støj. Ved at lytte til den oceaniske musik og ved at åbne sanserne for (litteraturens iscenesættelse af) skibslivets fysiske, kropslige og materielle beskaffenhed – det vil med andre ord sige for de grundlæggende rytmer, der opstår i sammenpasningen af hav, skib, himmel, besætning, havdyr, farver, lyde og vinde – er hensigten derimod at nå frem til en mere nuanceret forståelse af, hvad det helt konkret vil sige at befinde sig ombord på et skib ude på det åbne hav, en forståelse, der dels understøtter, dels udfordrer den traditionelle opfattelse af det maritime liv som udelukkende hjemløst, stedløst og omflakkende. En konsekvens af denne intention (og af en række fortællingers, romaners og digtes orientering mod og fascination af havet og skibet) bliver også, at skibsrejsen tildeles værdi i sig selv og ikke blot anses for at være et overflødigt og i bund og grund uinteressant intermezzo mellem to hjem og to stykker landjord. Der er således ikke bare tale om at tildele “ude” i “hjem-ude-hjem”-strukturen en privilegeret plads, snarere er der tale om en omvending


262 Søren Frank

af stedernes begrebslighed, så vi i stedet har at gøre med en “ude-hjem-ude”-struktur. Med andre ord: Skibet er hjem. Et kompromisløst eksempel på dette kunne være Herman Melvilles roman White‑Jacket; or, The World in a Man‑of‑War (1850), hvor fortæller-protagonistens og læserens hele verden er et krigsskib. Vi forlader således aldrig Neversink, selv om fortælleren er fristet til det på et tidspunkt, hvor skibet ligger for anker ud for et dragende Rio de Janeiro fuldt af historie og herligheder: “ja, selvom der kunne siges meget om alt dette, må jeg dog, hvis det må være mig tilladt, undlade det og begrænse mig til mit eneste sande emne, et krigsskibs verden” (160). Hvis Foucault ovenfor karakteriserede skibet som “et flydende rum”, så siger han imidlertid også i samme foredrag, at skibet kan betragtes som et “sted” – nærmere bestemt som “et sted uden sted” (“un lieu sans lieu”) (49). Foucault bringer altså både steds- og rumbegrebet i spil i sin definition af skibet. Henter vi Tuan ind i ligningen igen, så peger “sted uden sted” på, at skibet kan forbindes med form, tryghed og hjemlighed, mens havet omvendt er det ultimativt stedløse. Umiddelbart virker det logisk, at skibet er “uden sted”, for det første, fordi det altid er i bevægelse, for det andet, fordi det bevæger sig på et bestandigt flydende element. Men hvordan kan vi tale om skibet i sig selv som et “sted”? Det kan vi, fordi det at være mobil, og være mobil på en flydende overflade, ikke nødvendigvis betyder, at skibet selv udelukkende er et “flydende rum”. Skibet flyder ganske vist på et “rum”, på et terra infirma, men det kan godt selv være et “sted” med en indre or-ganisation og struktur. For at være i stand til at bevæge sig på havet – dette “glatte rum par excellence” (624), som de franske tænkere Gilles Deleuze og Félix Guattari karakteriserer havet i Tusind plateauer (1981) – har skibet nemlig et presserende behov for stabilitet, for at organisere sig og for at være et sted med sine egne stedlige kvaliteter. Sådanne kvaliteter er netop så me-get mere nødvendige, eftersom skibet konstant er omgivet af havet, der for det første er indbegrebet af flux, “en suppe af rum” (Casey 3), hvor sted kan mistes, og for det andet, og som en konsekvens af det første, er en potentiel udslettende kraft, der truer skibet med destruktion. Som det hedder et sted i Jens Bjørneboes Haiene (1974): “Der stod jeg på plankerne med himmelen over mig og havet under mig. Du store Gud for en situation! Det uendelige himmelrum opad, og det bundløse, mørke hav nedad” (16). Det er i denne “himmel-planke-hav”-forstand, at skibet bliver en “fold” af havet i deleuziansk forstand: “det er det indenfor der tilpasses det udenfor: teltet, igloen, båden” (Deleuze og Guattari 622). Udtrykt på en anden måde: havet “sætter” skibet, det determinerer dets form, organisation og funktioner. En yderligere konsekvens af at ville opspore det maritime livs øjeblikke


Maritime rytmer 263

af hjemlighed bliver, at frem for udelukkende at anskue havet som et kon-nektionsmedium, det vil sige som værende aksiologisk og fænomenologisk subsumeret de omkransende landmasser, så betragtes havet som et konkret politisk, historisk, materielt og symbolsk sted. Hvis Foucault indrømmer skibet en stedlig kvalitet, så siger han jo samtidig, at havet er et ikkested – skibet er sans lieu. Men i modsætning til Foucault vil jeg hævde, at ikke kun skibet, men også havet kan tilskrives stedlige kvaliteter. Som Deleuze og Guattari pointerer, så bliver det glatte rum (havet) “uophørligt oversat, overført på tværs, til et stribet rum” (617), og denne proces finder sted, fordi havet

“som det tidligste [blev] konfronteret med kravene om en mere og mere streng afstribning. Problemet er ikke aktuelt i nærheden af landjorden. Det er tværtimod i den oversøiske skibsfart afstribningen finder sted. Det maritime rum bliver stribet som en funktion af to fremskridt, et astronomisk og et geo-grafisk: Punktet som man når frem til via en mængde udregninger ud fra en præcis observation af stjernerne og solen; kortet som krydser meridianerne og de parallelle linjer, længdegraderne og breddegraderne, og på den måde kvadrerer de kendte eller ukendte områder.” (624)

Deleuze og Guattari påpeger i øvrigt, at der “før den meget sene indføring af længdegrader var […] en omfattende empirisk og kompleks nomadisk navigation baseret på havets vinde og støj, dets farver og lyde” (624). Før matematiseringen og det begyndende videnskabelige blik var der således allerede praksisser funderet i knowhow og lokal ekspertviden, som bidrog til at domesticere havet.

Den rytmeanalytiske metode

I det følgende er det min hensigt at vise, hvordan skibet og havet – traditio-nelt betragtet som bevægelsens og ustabilitetens arketyper – også er (og for skibets vedkommende: nødvendigvis må være) territorialiserede rum, det vil sige steder. Hvad skibet angår, kan vi spørge: Hvad er det, der holder sam-men på skibet og gør det til et sted? Hvad er det, for nu at bruge den franske videnskabssociolog Bruno Latours begreb om “immutable mobile” (et objekt, der kan transporteres, uden det forandrer sin form), der bidrager til det mobile skibs uforanderlighed? Med disse spørgsmål er vi nu også fremme ved spørgs-målet om, hvilken metode der bedst egner sig til at vise og fremanalysere


264 Søren Frank

en maritim hjemlighed. Her er det som allerede nævnt min formodning, at begrebet og fænomenet rytme – i særdeleshed som det defineres og anvendes i den rytmeanalytiske metode udviklet af den franske sociolog Henri Lefebvre i Rhythmanalysis: Space, Time and Everyday Life (1992) – tilbyder en særlig frugtbar vej i forhold til at beskrive livet ombord på skibet. I forhold til det stedsteoretiske felt forekommer det mig desuden, at rytme og rytmeanalysen er henholdsvis et fænomen og en metode, der på helt enestående vis kan favne de tre overordnede tilgange til sted, nemlig den fænomenologiske (sted som sanset gennem kroppen), den diskursive (sted som forestillet og formidlet gennem sprog og kultur) og den æstetiske (sted som medieret i en kunstnerisk form). Rytme har således både at gøre med 1) noget kosmisk, naturligt og biologisk, med 2) noget socialt, kulturelt og konstrueret samt med 3) noget æstetisk, formelt og stilistisk. Kosmiske rytmer (f.eks. årstider og tidevand) er uafhængige af mennesket (selv om Latour på overbevisende måde har vist, hvor infiltreret det menneskeskabte og det naturlige er i hinanden, så kan vi i analytisk øjemed med fordel operere med de to sfærer som distinkte), men mennesket skaber selv sociokulturelle rytmer (f.eks. arbejdstid og måltider), ligesom mennesket i kunst opererer med æstetiske rytmer (f.eks. versefødder i litteratur, takt i musik og mønstre i visuel kunst). Det er imidlertid også væsentligt at påpege, at rytme – på trods af sin indimellem menneskeskabte og sociokulturelle konstitution – fundamentalt set er noget, mennesket sanser. Som Lefebvre bemærker: “Det sanselige, denne filosoffernes skandale fra Platon til Hegel, (gen)indtager sin forrang, transformeret uden magi (uden metafysik)” (17). Mennesket oplever altså rytmer sanseligt gennem kroppen, og i den forstand har det rytmiske både forbindelse til noget førbegrebsligt og verdensimmanent. Rytmer er måske nok kodet med en (kosmisk eller kulturel) form, men de er ikke kodet med mening. I den forstand udspringer de ikke af en verden, hvis (visuelle, taktile, auditive, olfaktive eller gustative) fremtrædelse skjuler en mening hinsides fremtrædelsen, der med vold og magt skal afkodes eller fortolkes (derfor “uden metafysik”): en rytme “betyder” ingenting, den “er” derimod bare (hvilket er en af årsagerne til, at rytmeanalysen giver løfter om et deskriptivt alternativ til hermeneutikkens fortolkningspraksis og dennes iboende intellektuelle re-lativisme); en rytme har (umiddelbart) ikke nogen semantisk effekt på os, den har derimod det, som Gumbrecht i Production of Presence: What Meaning Cannot Convey (2003) kalder “presence effect”: Den virker (umiddelbart) på og gennem vores krop. Den rytmeanalytiske metode hviler på grundantagelser, som fra renæs-


Maritime rytmer 265

sancen og frem har været marginaliserede i den vestlige filosofiske tradition: for det første, at mennesket ikke er excentrisk i forhold til verden, og for det andet, at mennesket ikke er et rent intellektuelt og dermed kropsløst væsen. Adskillelsen mellem menneske og verden samt skabelsen af det excentriske menneske som iagttager af en verden, det ikke længere er en immanent del af, lagde grundstenen for det vestlige menneskes tilbøjelighed til at anskue verden som en overflade, der kræver at blive fortolket, og ydermere for den opfattelse, at det udelukkende er mennesket selv, der kan producere viden. Om den senere fremkomst af den nye selvbevidste iagttager bemærker Gum-brecht:

“Hvis den iagttagerrolle, der opstod i den tidlige modernitet som et afgø-rende element inden for det hermeneutiske felt, blot var optaget af at finde den rette distance i forhold til dens genstande, så var iagttageren af anden orden […] en iagttager dømt til […] at iagttage sig selv i selve iagttagelses-handlingen. Fremkomsten af dette selvbevidste loop […] havde to afgørende konsekvenser. For det første indså iagttageren af anden orden, at ethvert ele-ment af viden og enhver repræsentation, han nogensinde kunne producere, nødvendigvis ville afhænge af iagttagelsens specifikke vinkel. Han begyndte derfor at indse, at der var en uendelighed af gengivelser for hvert muligt refe-renceobjekt – og denne formering rystede troen på stabile referenceobjekter. På samme tid genopdagede iagttageren af anden orden den menneskelige krop og, mere specifikt, de menneskelige sanser som en integreret del af verdensiagttagelsen. Denne anden konsekvens […] introducerede først og fremmest spørgsmålet om muligheden for et kompatibelt forhold mellem verdenstilegnelse gennem begreber (‘erfaring’) og verdenstilegnelse gennem sanserne (‘perception’).” (Production 38-39)

Den vestlige filosofis og litteraturs svar på dette problem vedrørende forholdet mellem begreb og erfaring på den ene side og sansning og perception på den anden gik som oftest på, at mennesket nu havde mistet verden eller i hvert fald den umiddelbare tilgang til verden. Den rytmeanalytiske metodes iboende forsøg på at overvinde metafysikken og på at omgå tegnets tidsalder skal i den henseende betragtes som et forsøg på at genvinde verden og tingenes verden. I forhold til det maritime liv er det interessant, at den primære måde, mennesket ifølge Gumbrecht forholder sig til sig selv på i en presence-kultur, er gennem kroppen, ligesom det ikke betragter sig selv som stående uden for verden. Skibslivet er på samme måde en kropslig snarere end en reflek-siv eksistens, og sømanden er i radikal grad i verden og underlagt naturens


266 Søren Frank

rytmer. Hvis man kan tale om mening i en presence-kultur, og det kan man selvfølgelig, så er denne mening ifølge Gumbrecht ikke produceret af men-nesket gennem en verdensfortolkende handling, den er derimod noget, der afslører sig selv – noget, der bare sker. Den maritime ækvivalent hertil er, som vi skal se, de epifaniske øjeblikke af kropslig (og derfor også mental) lyksalig-hed, som skibslivet indimellem byder på. Derudover er det karakteristisk for presence-kulturen, at rummet og ikke tiden er den primære dimension, og endelig pointerer Gumbrecht, at fysisk vold (først og fremmest forstået som kropslige blokeringer i rum, men også forstået i mere traditionel forstand) ikke er et tabuiseret, men derimod normalt fænomen blandt mennesker i presence-kulturer. Det er velkendt, at livet ombord på skibet kan være ekstremt brutalt og voldeligt, og dette sammenholdt med skibets truende omgivelser og arki-tektur, som i den grad faciliterer en livsform, hvor kroppe blokerer for andre kroppe i rummet, understreger det maritime livs tendentielt klaustrofobiske og dermed spatiale beskaffenhed. Hvis filosoffen Edward Casey har ret, når han i Getting Back Into Place (1993/2009) hævder, at steder forlener os med stabilitet, erindringer og iden-titet (jf. xv), så vil jeg supplerende hævde, at rytmer netop er det, der ikke bare producerer, men tilmed også stabiliserer steder ved at forlene dem med en erindring og skænke dem en sammenhængende identitet. Rytmer udgør i den forstand en inerti mod formløshed og den rene fluiditet. Den væsent-ligste årsag hertil er deres afhængighed af gentagelser, men i modsætning til de såkaldt døde gentagelser, det selvidentiskes tilbagevenden, så er rytmer defineret ved deres subtile dosis af bevægelser og forskelle inden for selve gentagelsens rytmik. Rytme er form, der bliver til over tid, en forandrende struktur, der realiserer sig i tid, som den franske lingvist Émile Benvéniste påpegede i første bind af Problemes de linguistique générale (1966). Men, kunne vi spørge, er rytme ikke i højere grad et temporalt snarere end et stedligt fænomen. Ja og nej, siger Lefebvre, for

“konkrete tider har rytmer, eller er snarere rytmer – og alle rytmer forudsæt-ter tidens relation til et rum, en lokaliseret tid eller, hvis man foretrækker det sådan, et temporaliseret rum. Rytme er altid forbundet med dette eller hint sted, til dets sted, hvad enten det så er hjertet, et øjenlågs blinken, en gades bevægelse eller tempoet i en vals. Dette forhindrer den ikke i at være i en tid, hvilket vil sige i et aspekt af bevægelse eller i en tilblivelse.” (89)

Rytmer har imidlertid også evnen til at destabilisere og indsætte amnesi og brud i et sted. Lefebvre kalder dette fænomen arrytme, og det indtræffer, når


Maritime rytmer 267

rytmer bryder ned og omgår synkronisering. Lefebvre sammenligner arrytme med en patologisk tilstand, med sygdom, og han bemærker desuden, at vi sædvanligvis ikke er opmærksomme på rytmer, før de er blevet irregulære. Rytmer består således både af kontinuitet og kontrast, af identitet og forskel og af forandring og gentagelse, ligesom de hver især er defineret af deres eget tempo, deres egne faser og deres egen varighed. Hvad enten vi taler om rytme eller arrytme, så kan rytmeanalysen bi-drage til at beskrive livet ombord på skibet på en konkret og materiel måde. I forordet til romanen Typhoon (1902) karakteriserer Conrad sømandslivet som værende både “uinteressant”, ikke uden en “mystisk side” og “så alde-les underlagt den nøgne eksistens’ aktualitet” (4). Rytmeanalysen kan ikke mindst bidrage til en beskrivelse af sømandslivet, fordi rytmer er tæt for-bundne med – ja ligefrem udgør – såvel de uinteressante og mystiske sider som denne “nøgne eksistens’ aktualitet”, der for sit vedkommende består af det sanselige og det kødelige, lugte og dufte, farver og lys, stemninger og atmosfære: “dét der udfylder eller indtager det glatte rum” er, som Deleuze og Guattari bemærker, “intensiteterne, vindene og lydene, kræfterne og de taktile og lydmæssige kvaliteter” (623). Livet ombord på skibet er således en ekstrem kropslig eksistens, hvor den menneskelige krop så at sige er iklædt livets og hverdagens stoflighed, en stoflighed, der netop udgøres af biologiske, psykologiske, naturlige og sociale rytmer. Sømandens krop bliver i den forstand en metronom, en kontaktzone, hvor lineært-sociale og cyklisk-biologiske rytmer interagerer, konvergerer eller divergerer:

“Cyklisk gentagelse og det lineært gentagende udskilles under analysen, men i virkeligheden interfererer de konstant med hinanden. Det cykliske stammer fra det kosmiske, fra naturen: dage, nætter, årstider, bølgerne og havets tide-vand, månedlige cykler osv. Det lineære stammer snarere fra social praksis, altså fra menneskelig aktivitet: handlingers og bevægelsers monotoni, pålagte strukturer. Store cykliske rytmer varer i en periode og genstarter: daggry, altid nyt, ofte prægtigt, indleder hverdagens genkomst. Den antagonistiske enhed af relationer mellem det cykliske og det lineære giver nogle gange anledning til kompromiser, nogle gange til forstyrrelser.” (Lefebvre 8)

Det er min pointe, at rytmeanalysen ikke bare viser sig at være en frugtbar og velvalgt metode til at undersøge skibslivet, skibet på havet er også et privilege-ret sted at analysere rytmer. Rytmer i forhold til naturen, elementerne og den “naturlige” krop på den ene side og til det sociokulturelle og den “kulturelle”


268 Søren Frank

krop på den anden side bliver rigtig tydelige med skibsperspektivet, fordi naturens voldsomhed og menneskets sårbarhed på planeten er så tydelige på havet. Naturens rolige rytmer, sømandens og skibets rytme i forhold til naturen samt den sociokulturelle rytme ombord på skibet – nødvendigheden af en fælles rytme for at navigere i forhold til planetens rytmer – er derfor af helt åbenlys vital betydning for skibslivet.

Kosmiske og kulturelle rytmer på havet

I Skibet gaar videre (1924) skriver Nordahl Grieg om romanens dampskib, at det var at sammenligne med “et pakhus som flytter sig fra havn til havn” (6), og i Barbara Piaseckas digt “A Small Ship” beskrives skibet som “en lille nøddeskal” og som “en prik i et endeløst rum” (45). Dette er bare nogle af de træffende metaforer, som har været anvendt af forfattere til at betone skibets intense eksponering over for naturens cykliske og kosmiske rytmer. Disse kosmiske rytmer – det være sig dagenes og nætternes, solopgangenes og solnedgangenes, månedernes og årstidernes eller bølgernes og tidevandets – bidrager indimellem til at gøre livet ombord på skibet til en beroligende, tilfredsstillende og berigende oplevelse. Det indtræffer f.eks. i Conrads The Nigger of the “Narcissus” (1897), når “nattens skyfri renhed omsluttede sø-mændene med dens beroligende åndedrag, med dens lunkne åndedrag der flød under stjernerne, som hang talrige over mastetoppene i en tynd sky af strålende støv” (14-15). Her antydes himmelhvælvingens fuldbyrdede sym-biose med skibet (“omsluttede”), og gennem anvendelsen af “beroligende åndedrag” og “lunkne åndedrag” betoner Conrad situationens fundamentalt rytmiske og synkrone beskaffenhed. I Typhoon, f.eks., hedder det at “ethvert skib, som Captain MacWhirr havde kommandoen over, var en flydende bolig af harmoni og fred” (4), og om kaptajnen selv står der, at han “kunne føle motorernes pulsslag mod sit øre, som var de skibets hjerteslag” (66). Hos Bjørneboe fortæller hovedpersonen Peder Jensen, hvordan han og de øvrige besætningsmedlemmer “hørte den klare, næsten gennemsigtige, skvulpende lyd af vand og bølger rundt om boven og langs med skibssiderne” (18). Denne primært auditive oplevelse af tryghed og harmoni suppleres nogle sider længere inde i romanen med en for Peder Jensen decideret epifanisk oplevelse af synkronicitet og fryd:


Maritime rytmer 269

“Det er ingen overdrivelse at sige, at jeg skælvede, da jeg tog det første tag i mahognirattet. Dækket lå skråt under mig, vinden kom fra styrbord, lidt fra bagbord også, men jeg mærkede intet andet end hende. Forsigtig lagde jeg hende en kvart streg op mod vindsiden, bare for at føle kontakten, for at fornemme, hvordan hun var ved roret. Og da mærkede jeg det; den svage sitren – hun skælvede også under berøringen! Der gik en høj flamme af lykke gennem mig, fra fødderne til fingerspidserne følte jeg hendes sitren, af denne enhed af skrog og rig – af krop og sjæl, af tovværk og vind. Det var en stor, brusende musik af havet, skuden og vinden.” (25)

Omvendt kan den rytmiske veltilpashed afløses af irritation og orienterings-løshed, hvis rytmerne opleves som alt for monotone. Igen er Typhoon et eksempel, idet der om kaptajnen bemærkes et sted, at han “var frustreret over skibets kontinuerlige, monotone rullen” (26). I Malcolm Lowrys Ultramarine (1933) mister Dana Hilliot tidsfornemmelsen på grund af den repetitive ka-rakter, som livet ombord på et dampskib kan have: “I dag, eller var det i går? To dage siden. Alle dage var ens. Motoren hamrede derudaf med samme takt, samme slag, som i går. Folkelukafet var ikke lysere, ikke mørkere, end i går. I dag, eller er det i går? Ja, det må være to dage. To dage – to måneder – to år” (16). Bemærk den subtile forskydning fra “var” til “er” i gentagelsen af “I dag, eller var/er det i går?” Naturen og kosmos besidder også destruktive kræfter, der afslører skrø-beligheden ved skibets konstruktion og konstitution, og ud af nødvendighed svarer skibet på disse trusler ved at skabe mere mekaniske, rigide og lineære rytmer, som stabiliserer skibet via kulturelle organiseringer. Tænk på visse handlingers og bevægelsers monotoni som f.eks. mandskabets konventio-nelle adfærd over for officerer, mønstringen af mandskabet eller fyrbøderens fodring af fyret med kul. Sådanne handlinger eller bevægelser har at gøre med det, Lefebvre kalder “dressering”, det vil sige en skoling eller et opdræt af den menneskelige krop, som internaliseres og “får en automatisme af gentagelser til at falde på plads” med det formål at udfylde “det uforudsetes plads” (40). Dressering er et fænomen, hvis nødvendighed ombord på skibe legitimeres ved skibets og besætningens udsathed, og i forhold til skolingen i at kunne indtræde som stødpude eller ligefrem bolværk for alskens uventede hændelser, så er det ikke helt forkert at hævde, at dressering er et fænomen, der implicerer, at kulturen kommer helt tæt på biologien. Dresseringen eller disciplineringen af menneskekroppen er i øvrigt ofte mere intensiv ombord på militære skibe end på merkantile skibe, selv om den militaristiske disciplin ifølge Bjørneboe er et generelt vilkår:


270 Søren Frank

“Livet på havet er i virkeligheden en militær verden, som bygger på total lydighed og underkastelse fra mandskabets side. Kaptajnen er regeringens repræsentant, han har loven på sin side, og han er absolut diktator i sit lille samfund. Han kan stilles for retten på grund af brutalitet eller magtmisbrug, men først når han er på landjorden igen. Indtil da er han enehersker og skal adlydes. Klasseforskellen mellem officerer og mandskab er en uoverstigelig afgrund. […] Alle har sin nøjagtigt tilmålte rang og rolle. Pligterne er hårde, både for mandskab og befalingsmænd.” (183)

Påtvungne temporale, spatiale og sociale strukturer som henholdsvis vagter, rumopdelinger og hierarkier bidrager ligeledes til territorialiseringen af skibet. Det er således ikke bare sådan, at enhver “har sin nøjagtigt tilmålte rang og rolle”, enhver handling har også sin specifikke tid ombord på skibet, ligesom enhver genstand og person har sin nøje tildelte plads. Når de to typer af rytmer, de kosmiske og de kulturelle, konvergerer i en tilstand af kompromis – det Lefebvre kalder “eurytme” – “svøber bundtet af naturlige rytmer sig i rytmer med en social eller mental funktion” (8-9) i en såkaldt metastabil ligevægtstilstand. Men kompromiset kan ikke tages for givet, for indimellem opstår der konflikter, hvad enten de skyldes (uforudsigelige eller forudsigelige) de-/accelerationer i naturen eller forstyrrelser i den sociale (atmo)sfære. Ombord på skibet kan sådanne arrytmer eller desynkroniseringer have et potentielt fatalt udfald.

Eksterne og interne rytmer

I relation til skibet kan vi ligeledes tale om eksterne og interne rytmer. Eksterne rytmer er mere kosmiske og har at gøre med forholdet mellem fartøjet og sådanne rytmiske komponenter som himlen, havet, vinden, bølgerne, stjer-nerne, solen, månen, horisonten, regnen, havdyr og måske endda Himmel og Helvede (overtro er således en uomgængelig del af skibslivet og den maritime litteratur). Interne rytmer er mere sociale og har at gøre med forholdet mellem officerer, mandskab, arbejde og skib. Eksterne rytmer spiller generelt en større rolle i forhold til sejlskibet på grund af dets tættere og mere kollaborative forbindelse med naturen, i særdeleshed vinden. På et dampskib, der er mere uafhængig af naturen (uden selvfølgelig at være det helt og holdent), er de


Maritime rytmer 271

interne rytmer, især dem mellem menneske og menneske, af større betydning. Hvad enten vi taler om interne eller eksterne rytmer, er der sædvanligvis et hierarki, det vil sige en determinerende rytme eller et oprindeligt og koordi-nerende aspekt, der ikke ulig en dirigent regulerer hele ensemblet af rytmer. Da Conrad påbegyndte arbejdet med at skrive Typhoon i 1899, var det ikke så meget skildringen af stormen, der voldte hans kreative temperament problemer. Udfordringen bestod snarere i nødvendigheden af at udtænke “et ledende motiv, der kunne harmonisere al denne voldsomme larm, og et perspektiv, der kunne indsætte al denne elementære rasen på dens rette plads” (vi). Conrads løsning er opfindelsen af karakteren Captain MacWhirr, der igennem fortællingen kan siges at agere som et gravitationscenter midt i kaos. Under stormens absolutte klimaks er det således MacWhirrs stemme, der har en beroligende effekt på styrmanden: “Og endnu en gang hørte han denne stemme, forceret og ringende svagt, men med en gennemtrængende effekt af stilhed […] som en glories fredfyldte skær […] i den enorme dis-harmoni af støj” (44, 46). Stemmens beroligende effekt har intet at gøre med mening: det er ikke, hvad MacWhirr siger, men hvordan han siger det – det har altså at gøre med rytme, klang, intonation og det kropslige snarere end med stemmens intellektuelle effekter. Generelt spiller stemmen som et fysisk fænomen i modsætning til et semantisk fænomen en betydelig rolle i mange søfortællinger, hvor den fungerer som et rytmisk epicenter og enten koordi-nerer en potentielt polyrytmisk forvirring af rytmer eller, som i dette tilfælde, modsætter sig arrytmen forårsaget af tyfonen. Mandskabets sang under kræ-vende opgaver er et andet eksempel på, at stemmen er en koordinerende, men også kollektiviserende kraft. Under rytmisk fællessang bliver mandskabet bogstavelig talt én krop. Sproget kan imidlertid også fungere på en heterogeniserende og kakofo-nisk måde, som f.eks. når adskillige nationalsprog sameksisterer på skibet. Kakofonien udelukker ikke per automatik en tolerant form for polyrytme. Ifølge Lefebvre resulterer polyrytme altid “fra en modsætning, men også fra modstand mod denne modsætning – modstand mod en kraftrelation og en eventuel konflikt” (99). Ofte sker det dog, at den maritime flersprogethed fører til strid, vold og mord, eftersom den kakofoniske overflade dækker over dybereliggende konflikter. I Haiene undrer Peder Jensen sig over, “at der var så lidt sammenhold, så lidt solidaritet forude. UstandseligT var der uvenskab og splittelser, stadige fraktionskampe – mellem gruppe og gruppe – mellem mand og mand, racer og farver” (91). For at parafrasere den gamle danske selskabsleg, så er skibet ladet med racekonflikter, nationalistiske chauvinismer, disciplinære mekanismer, kønsrollemønstre, seksuelle begær, homofobiske


272 Søren Frank

ængstelser, brutale håndhævelser af lov og orden, hierarkiske segmenteringer af rum og evindelige risici for mytteri. Uden MacWhirrs betimelige handlinger og koldblodige passivitet, og uden hans magnetiske stemme, der formår at introducere en determinerende og stabiliserende rytme i den voldsomme storm, ville Nan-Shan, dets besætning og dets last utvivlsomt være blevet offer for det, som Robert Pogue Harrison har kaldt “havets uansvarlighed, dets fjendtlighed over for hukommelse, dets utålmodighed med ruiner og dets lidenskab for udslettelse” (14). Sagt på en anden måde: rytme er en forudsætning for liv, og kaos og formløshed truer som rytmefrie tilstande selve livet. Hvis kaos og død udgør den ene ende af en skala med rytme og liv i midten, så findes der imidlertid også et andet fænomen i den modsatte ende af denne skala, som truer livet: den rene stil‑stand. På havet manifesterer dette livstruende fænomen sig som havblik.

Død ← Kaos ↔ Rytme → LIV ← Rytme ↔ Havblik → Død

J.M.W. Turner (1775‑1851): A Paddle-steamer in a Storm (ca. 1841), Yale Center for British Art.

93291_stedsvandringer_r3.indd 272 02/05/13 11.24

Maritime rytmer 273

Havblik kan immobilisere sejlskibet i flere dage og skabe en endnu mere trykkende atmosfære på et ellers i forvejen klaustrofobisk skib. Som alle-rede nævnt er bevægelse en forudsætning for rytme, men under havblik er bevægelse fuldstændigt fraværende, og selv den mekaniserede, lineære og monotone banken af et dampskibs motor ville føles som en befrielse og en genoptagelse af selve livet. I stroferne 6 og 8 i del II af Samuel Taylor Cole-ridges berømte digt “The Rime of the Ancyent Marinere” (1798) finder vi en beskrivelse af en sådan havblik-scene:

“Down dropped the breeze, the sails dropped down, ‘Twas sad as sad could be; And we did speak only to break The silence of the sea!

Day after day, day after day, We stuck, nor breath nor motion; As idle as a painted ship Upon a painted ocean.”

I sin brug af gentagelser mimer Coleridge formelt situationens stilstand – læg specielt mærke til “down dropped […] dropped down”, “sad as sad”, “Day after day, day after day”, “nor […] nor”, “a painted […] a painted”. Det po-tentielt rytmeløse scenarie forstyrres dog af lyde, der bryder monotonien, og af selve versenes rytme og rim.

Ritualer

Riter og ritualer udgør indimellem skibslivets determinerende rytme. De har ifølge Lefebvre “en dobbelt relation til rytmer, idet hver ritualisering skaber sin egen tid og særlige rytme, som består af gestik, højtidelige ord og hand-linger, der har foreskrevet en bestemt rækkefølge; men riter og ritualiseringer intervenerer også i hverdagens tid og punkterer den. Det indtræffer oftest i forbindelse med cyklisk tid på faste tidspunkter eller datoer eller ved faste lejligheder” (94). I den forstand kan ritualer betragtes som temporale snit ind i et potentiel monotont hverdagsliv. På skibet indprenter de en ekstra-hver-dagsrytme på hverdagen, altså en rytme, der står uden for det hverdagslige. Ritualerne afbryder dog kun det hverdagslige momentant. Overordnet fungerer


274 Søren Frank

de – hvad enten der er tale om religiøse, politiske eller sociale riter – som en centripetaliserende kraft, der bidrager til at styrke alliancerne og kompro-miserne mellem de forskellige rytmer på skibet. “Begravelse på havet” er ét eksempel på et ritual, der optager et privilegeret tidsrum på skibet, og det er et, vi støder på i mange søfortællinger. Fordi begravelsesritualet sædvanligvis er en begivenhed, der overtrumfer alle andre beskæftigelser og gøremål, og fordi det er omgærdet af megen ærbødighed, kan vi karakterisere det som en koordinerende og determinerende dirigent. I Jack Londons The Sea‑Wolf (1904) støder vi på en sådan begravelsesscene, men ritualet er her imidlertid overtrumfet af en endnu stærkere determine-rende rytme. Han hedder Wolf Larsen, og han er kaptajn på Ghost. I forbin-delse med begravelsen af et besætningsmedlem undlader han at respektere de ritualer, der er forbundet med en begravelse på havet. På et generelt plan er der tale om “gestik, højtidelige ord og handlinger, der har foreskrevet en bestemt rækkefølge”, på et mere specifikt plan er der tale om at recitere pas-sende passager fra Bibelen og afsætte et vist tidsrum til, at ceremonien kan afsluttes på behørig vis, og den afdøde sømand kan blive æret på anstændig måde. Wolf Larsen, hvis grundlæggende rytme er styret af et glubsk miks af spencersk biologisme og økonomisme – det vil sige en rytme, der først og fremmest er lineær og endimensionelt målrettet, især hvad angår personlig overlevelse og rigdom – tager afsked med sit afdøde besætningsmedlem med følgende ord: “‘Jeg husker kun én del af ceremonien’, sagde han, ‘og det er ‘Og kroppen skal kastes i havet’. Så kast den i’” (28). Mandskabet er i første omgang forvirrede over ceremoniens kortvarighed og uærbødighed, hvilket betyder, at der eksisterer en risiko for arrytme og konflikt, men Wolf Larsen kaster sig straks over dem verbalt og beordrer dem til at skaffe sig af med liget. Også i dette tilfælde er stemmen som et fysisk fænomen og med en instruerende effekt, der gør hermeneutisk aktivitet over-flødig, af stor betydning: “De løftede den ene ende af lugen med ynkværdig hast, og som en hund, der blev kylet over bord, gled den døde mand i havet med fødderne forrest. Kullet ved hans fødder trak ham ned. Han var væk” (28-29). Ceremoniens kortvarighed mimes her på det litterært-formelle plan af den sidste sætnings korthed: “Han var væk”. Det, der først og fremmest slår fortælleren, er begivenhedens “hjerteløshed” (29) og ydermere den kendsgerning, at den døde straks var “en fortidig episode, en hændelse, der blev ladt tilbage” (29). Sælfangerne, tilsyneladende upåvir-kede af situationen, ler f.eks. af en historie, alt imens “den døde mand – død uanstændigt, begravet usselt – sank ned, ned” (29). Senere i romanen bliver Wolf Larsens krop overdraget til havet med præcis de samme ord – “Og krop-


Maritime rytmer 275

pen skal kastes i havet” – hvorefter romanen lakonisk og uden nogen illusioner gentager (med den ikke uvæsentlige forskel, at det humant-individualiserende “Han” er erstattet med det tingsligt-anonymiserende “den”): “Den var væk” (280). Begravelse på havet tilbyder sig dermed ikke blot som et særligt ritual med en særlig (og i de fleste tilfælde determinerende) rytme – et andet berømt eksempel er henrettelsen og den efterfølgende begravelse af Billy Budd i Mel-villes roman af samme navn – det stiller også spørgsmålet om, hvilken slags sted, hvis overhovedet et sted, den oceaniske begravelsesplads er for en fisk.

Intern arrytme

Et eksempel på arrytme menneske og menneske imellem finder vi i Conrads The Nigger of the “Narcissus”, hvor der hersker en atmosfære ombord på skibet, der bringer mindelser frem om en patologisk, dysfunktionel sygdoms-tilstand. I denne roman skelner Conrad skarpt mellem dampskibsæraen og den forsvindende sejlskibsæra, og denne dikotomis konfliktuelle struktur – bl.a. inkluderende spændingerne mellem pengekalkulering og mystik, jern og træ, masse og individ, grimhed og skønhed, klodsethed og yndefuldhed – genlyder gennem hele romanen og dikterer dens fundamentale rytme, som i det store hele kan karakteriseres som en arrytme, der truer med at paralysere besætningen og derfor også skibet. Som Singleton, legemliggørelsen af den gammeldags, konservative sømand, bemærker: “Skibe er okay. Det er mæn-dene på dem!” (24). Med dette antyder han også, at konflikten ombord på Narcissus er en konflikt med psykologiske dimensioner, en intern konflikt mellem mænd. Den afgørende spænding – den, der leder til længere perioder med arrytme og dermed truer skibets funktionsdygtighed – er spændingen mellem egoisme og fællesskab, i særdeleshed i relation til arbejde. To individer er årsag til denne spænding: James Wait, den såkaldte “nigger”, der refereres til i titlen, og Donkin. Wait lider af dødelig tuberkulose, og med Donkin som sin pri-mære medskyldige formår han at involvere hele besætningen følelsesmæssigt i sin sygdom. Conrad insinuerer, at mandskabets sympati med og altruistiske adfærd over for Wait i bund og grund er motiveret af rent egoistiske følelser og formål, idet de dækker over en (på havet livs)farlig manglende evne til at blive forsonet med lidelse og død. Deres tilsyneladende humanitære sympatier er funderet i behovet for at føle sig frelste og som gode mennesker. Værre er imidlertid, at denne filantropiske misforståelse er den psykologiske rytme, der


276 Søren Frank

truer skibets sundhed, eftersom den influerer på arbejdsetikken og dermed også for Conrad på mandskabets sande følelse af fællesskab. Donkin udpeges som den primære skurk, som

“manden, der ikke kan styre, der ikke kan splejse, der undviger arbejde på mørke nætter […] manden der forbander havet, mens andre arbejder. Manden, der er den sidste ude og den første inde, når alle hænder vækkes. Manden, der ikke kan det meste og ikke vil gøre resten. Filantropernes og landkrabbernes kæledægge. Den sympatiske og servile skabning, der ved alt om sine rettigheder, men intet ved om mod, om udholdenhed og om den uudtrykte tillid, om den uudtalte loyalitet, der knytter et skibs besætning sammen.” (10-11)

Gradvist rystes freden og den indbyrdes tillid på Narcissus som et resultat af mandskabets ambivalente reaktioner på Wait og hans sygdom, splittet som de er mellem mistro og medynk, og slutteligt bukker de under for den korrum-perende medynk. Narcissus genvinder til sidst en tilstand af eurytme, men før dette er Conrad nødsaget til at teste mandskabet i en storm, en begivenhed, der viser sig at være deres mulighed for at blive forsonet med døden gennem sam-arbejde. I mange andre søfortællinger er forlis heller ikke altid et resultat af ekstern arrytme, af naturens destruktive kræfter, men er ofte også et resultat af indre arrytme, af psykopatologiske rytmer. Et oplagt andet eksempel finder vi i Jonas Lies Lodsen og hans Hustru (1874), hvor jalousi og raseri fører til Salve Kristiansens navigationsmæssige overmod og blindhed, der så resulterer i, at han forliser med sit skib.

Konklusion

Skibet er måske nok at sammenligne med et flydende stykke rum, og havet an-tager måske nok indimellem karakter af at være en suppe af rum. Men begge disse rum er også steder med deres helt egne stedlige kvaliteter. Hvis skibet og havet pendulerer mellem at være rum og sted – mellem at være bevægelse og pause, frihed og tryghed, trussel og klaustrofobi – så er det de maritime rytmer, der i relation til såvel skib som hav bestemmer pendulets retning og tempo. De kosmisk-cykliske og de socialt-lineære rytmer forlener i fællesskab skibs-livet med form og hjemlighed, men det er også disse rytmer, der, hvis de bry-der sammen, indstifter brud, kaos og potentiel destruktion ombord på skibet.


Maritime rytmer 277

Analysen af de maritime rytmer har foruden at bidrage til en mere nuan-ceret forståelse af, hvad det vil sige at befinde sig ombord på et oceangående skib, også antydet en mulig vej frem i forhold til at “læse” litteratur og kultu-relle artefakter på nye og mere stedlige måder – måder, der har mere at gøre med og viser en højere grad af sensibilitet over for materialiteter, stemninger, kropslige effekter og affekter samt fysiske tings immanente rytme. Med an-dre ord har det mere været den umiddelbare, sanselige oplevelse (Erlebnis, perception) af verdens tingslighed og af kunstens og kulturens optagethed af denne, end det har været semantik og hermeneutiske krav, som har moti-veret tilgangen. Den rytmeanalytiske metode har dermed ikke nødvendigvis som sin primære ambition at producere ny, positiv viden eller at revidere traditionel viden (det er hermeneutikkens fornemste opgave); rytmeanalysens epistemologiske projekt består snarere i at gentænke og rekonfigurere selve vidensproduktionens betingelser inden for humaniora. Skifter vi fokus fra det epistemologiske til det eksistentielle, er det en yderligere pointe, at den oplevende tilgang til verdens ting (heriblandt kulturelle artefakter) i deres førbegrebslige “tinghed” vil genaktivere en fornemmelse for de kropslige og stedlige dimensioner af vores eksistens.

Litteraturliste

Marc Augé. Non‑lieux. Introduction à une anthropologie de la surmodernité. Pa-ris: Seuil, 1992.

Benvéniste, Émile. Problemes de linguistique générale. 1966. Bind 1. Paris: Gal-limard, 1975.

Bjørneboe, Jens. Haiene. Historien om et mannskap og et forlis. Oslo: Gyldendal Norsk Forlag, 1974.

Casey, Edward S. Getting Back Into Place. Toward a Renewed Understanding of the Place‑World. 1993. 2. udg. Bloomington and Indianapolis: Indiana UP, 2009.

Chamier, Frederick. The Life of a Sailor. 1831-32. Vol. 2. New York: J. & J. Har-per, 1833.

Coleridge, Samuel Taylor. “The Rime of the Ancyent Marinere”. 1798. Lyrical Bal‑lads. William Wordsworth og Samuel Taylor Coleridge. 1798. London: Henry Frowde, 1911.

Conrad, Joseph. Heart of Darkness. 1899. Youth. Heart of Darkness. The End of the Tether: Three Stories. 1902. Collected Edition of the Works of Joseph Con‑rad. 1923. London: J. M. Dent & Sons Ltd., 1960.


278 Søren Frank

Conrad, Joseph. The Nigger of the “Narcissus”. A Tale of the Sea. 1897. Collected Edition of the Works of Joseph Conrad. 1923. London: J. M. Dent & Sons Ltd., 1950.

Conrad, Joseph. Typhoon. 1902. Typhoon and Other Stories. 1903. Collected Edition of the Works of Joseph Conrad. 1923. London: J. M. Dent & Sons Ltd., 1950.

Cooper, James Fenimore. 1986. The Pilot. A Tale of the Sea. Red. Kay Seymour House. 1824. Albany, NY: SUNY Press.

Deleuze, Gilles og Félix Guattari. Tusind plateauer. 1981. Overs. Niels Lyngsø. København: Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler, 2005.

Foucault, Michel. “Des espaces autres”. 1967/1984. Dits et écrits. Bind 4. Paris: Gallimard, 1994. 752-762.

Grieg, Nordahl. Skibet gaar videre. Kristiania: Gyldendal, 1924.Gumbrecht, Hans Ulrich. “A Negative Anthropology of Globalization”. The Mul‑

tiple Faces of Globalization. Red. González, Francisco. Madrid: BBVA, 2009. 230-241.

Gumbrecht, Hans Ulrich. Production of Presence. What Meaning Cannot Con‑vey. Stanford: Stanford UP, 2003.

Harrison, Robert Pogue. The Dominion of the Dead. Chicago: U of Chicago P, 2003.

Jensen, Carsten. Vi, de druknede. København, Gyldendal, 2006.Latour, Bruno. Science in Action. 1987. Cambridge, MA: Harvard University

Press, 2001.Lefebvre, Henri. Rhythmanalysis. Space, Time and Everyday Life. 1992. Overs.

Stuart Elden og Gerald Moore. London og New York: Continuum, 2004.Lie, Jonas. Lodsen og hans Hustru. Kjøbenhavn: Forlagt af den Gyldendalske

Boghandel, 1874.London, Jack. The Sea‑Wolf. 1904. New York: Random House, 2000.Lowry, Malcolm. Ultramarine. 1933. Rev. udg. London: Jonathan Cape, 1969.Melville, Herman. White‑Jacket; or, The World in a Man‑of‑War. 1850. The Writ‑

ings of Herman Melville. Red. Harrison Hayford, Hershel Parker og G. Tho-mas Tanselle. Bind 5. 1970. Evanston and Chicago: Northwestern University Press and The Newberry Library, 1980.

Piasecka, Barbara. “A Small Ship”. Contemporary Writers of Poland. Red. Danuta Blaszak. Dreammee Little City: Lulu Press, 2005.

Schmitt, Carl. Land und Meer. Eine weltgeschichtliche Betrachtung. 1942. Köln-Lövenich: Hohenheim Verlag, 1981.

Tuan, Yi-Fu. Space and Place. The Perspective of Experience. 1977. Minneapolis: University of Minnesota Press, 2007.


Redigeret af Malene Breunig, Søren Frank,Hjørdis Brandrup Kortbek og Sten Pultz Moslund

StedsvandringerAnalyser af stedets betydning

i kunst, kultur og medier

Syddansk Universitetsforlag


© Forfatterne og Syddansk Universitetsforlag 2013University of Southern Denmark Studies in Scandinavian Languages and Literatures vol. 114Sat og trykt af Narayana PressOmslagsfoto: Malene BreunigISBN: 978 87 7674 692 6

Stedsvandringer er trykt med støtte fra:Puljen Danskstudier

Mekanisk, fotografisk, elektronisk elleranden mangfoldiggørelse af denne boger kun tilladt med forlagets tilladelse ellerifølge overenskomst med Copy-Dan

Syddansk UniversitetsforlagCampusvej 555230 Odense M

Tlf. 6615 7999Fax. 6615 8126www.universitypress.dk

93291_stedsvandringer_cs6_r4.indd 4 6/11/13 8:42 AM

Maritime rytmer: En analyse af livet ombord på skibet

Documents