ARKÆOLOGISKE SKRIFTER 11 ________________________________________________ Produktionen Smedens Rum 4 Arbejdsrapport fra det fjerde seminar i netværket Smedens Rum 14. marts 2012 ________________________________________________ SAXO‐INSTITUTTET, KØBENHAVNS UNIVERSITET ‐ 2012
141
Embed
Lyngstrøm, H. S. & Ravn, M. (eds). Produktionen. Smedens Rum 4. Arkæologiske Skrifter 11. København.
This document is posted to help you gain knowledge. Please leave a comment to let me know what you think about it! Share it to your friends and learn new things together.
Transcript
ARKÆOLOGISKE SKRIFTER 11
________________________________________________
Produktionen
Smedens Rum 4
Arbejdsrapport fra det fjerde seminar i netværket Smedens Rum
14. marts 2012
________________________________________________
SAXO‐INSTITUTTET, KØBENHAVNS UNIVERSITET ‐ 2012
Arkæologiske Skrifter 11
Smedens Rum 4, Produktionen
Arbejdsrapport fra seminar den 14. marts 2012 på Københavns Universitet
Udgiver: Arkæologi, Saxo‐instituttet, Københavns Universitet
Redaktion: Henriette Lyngstrøm (ansv.) og Morten Ravn
Side 5 Henriette Lyngstrøm: Smiðjan og smiðr – om netværket Smedens Rum 2009‐2012
Side 13 Morten Ravn: Maritime praksisfællesskaber ‐ skabelse af produktionsmåder
Side 25 Xenia Pauli Jensen: Fra landsbysmed til storproducent ‐ fra lokal til over‐regional våbenproduktion i romersk jernalder Side 41 Esben Klinker Hansen: Brobyværk Våbenfabrik ‐ Teknologi, fremstillingsprocesser og effektivitet i 1600‐tallets danske våbenproduktion
Side 55 Bernt Rundberget: Østnorsk jernutvinning i sen vikingtid og middelalder ‐ særegen metode og kontrollert overskudd
Side 71 Jannie Holm Larsen: Ovnskakten ‐ om jernhåndværket og produktionen på Johnsgaard og Hessel
Side 83 Mette Palm og Jakob Schlein Andersen: Jernudvinding til husbehov? Stumper af jernudvinding fra Niverød i Nordøstsjælland
Side 101 André Bendix Matthissen: Variationer af jernudvindingsovne i Sønderjylland
Side 115 Martin Winther Olesen: Kulstof‐14 dateringer af midtjyske jernudvindingsovne fra ældre jernalder
1
Forord
Smedens Rum er et fagligt netværk, der er etableret i 2009 med henblik på at udforske fortidens
håndværk og håndværkere. Arbejdet sker med udgangspunkt i det arkæologiske kildemateriale til
smedning og smede med integration af kulturhistoriske, teknologiske, økonomiske, sociale og
håndværksmæssige aspekter.
Med Smedens Rum lagde vi op til en anderledes diskussion af værkstedet, håndværkeren,
materialet og produktionen ‐ og på fire velbesøgte seminarer har vi gennem to år drøftet mange
og meget forskellige problemstillinger. Men vi ville ikke alene udforske fortidens håndværk, vi ville
også udbrede kendskabet til det. Så derfor har vi efter hvert seminar udarbejdet en
fagfællebedømt arbejdsrapport med seminarernes foredrag. Derfor er det en stor fornøjelse, at
præsentere arbejdsrapporten efter det fjerde seminar, Produktionen, på disse sider.
Det er en betydelig og tidsrøvende opgave for mange af os, der er ansat i en museums‐ og
universitetsverden under stadigt pres, at holde liv i et engageret, nyskabende og fagligt
substantielt netværk som Smedens Rum. Alligevel har vi besluttet at lægge rammerne for nye
diskussioner med seminarer fordelt over de kommende år og over Danmarkskortet. Og vi har
vedtaget, at vi vil afprøve vores nye viden i praksis med tre projekter: vi vil udgrave en smedje fra
nyere tid på Moesgård, vi vil forsøge at riste myremalm, som de gjorde på Teglbuen i
Nordsjælland, og vi vil arbejde med identifikation af slagger i et geografisk afgrænset område.
Resultaterne af disse arbejder håber vi også at kunne formidle til en bredere kreds.
Tak til oplægholderne på Københavns Universitet, der skrev deres oplæg om til artikler og til deres
faglige sparringspartnere, der gav seminaret den 14. marts 2012 en forbilledlig dynamik. Tak til jer,
der var grundige fagfællebedømmere på de skrevne ord og ikke mindst tak til Birger Storgaard for
hans kritiske gennemgang af alle artikler.
København 26. oktober 2012
Henriette Lyngstrøm Morten Ravn
2
Deltagere i seminaret den 14. marts 2012
Aage Frederiksen, Skafterup
André Frederiksen, Københavns Universitet
André B. Matthissen, Museum Sønderjylland
Andreas Bindner, Københavns Universitet
Anine Madvig Struer, København
Anne Margrethe Walldén, Københavns Universitet
Arne Jouttijärvi, Heimdal Archaeometry
Astrid Wolff‐Jensen, Københavns Universitet
Bernt Rundberget, Universitetet i Oslo
Camilla Haarby, Københavns Museum
Christian Jacobsen, Københavns Universitet
Christoffer Bryld, Københavns Universitet
Elin Søborg, Københavns Universitet
Emilie Beck, Københavns Universitet
Esben K. Hansen, Horsens Museum
Heini Mohr Johansen, Københavns Universitet
Henriette Lyngstrøm, Københavns Universitet
Ida Holm, Københavns Universitet
Ingrid Stoumann, Sydvestjyske Museer
Irina Angelica Baez‐Westerberg, Københavns Universitet
Jan Henning Larsen, Universitetet i Oslo
Jannie Holm Larsen, Moesgård Museum
Jens Ulriksen, Roskilde Museum
Jens Jørgen Olesen, Thisted Museum
Jonas Holm Jæger, Københavns Universitet
3
Jørgen Poulsen, Vikingelandsbyen i Albertslund
Kamma M. Poulsen‐Hansen, Sydvestjyske Museer
Kristian Lyngby Poulsen, Aalborg Universitet
Lars Nørbach, Aalborg Historiske Museum
Lene Frandsen, Museet for Varde By og Omegn
Liselotte Pontoppidan, Hørsholm Egns Museum
Lone G. Thomsen, Københavns Universitet
Lukas Knöfler, Københavns Universitet
Malene Nymann, Museum Salling
Marion Ree, Københavns Universitet
Markus Hvass, Vikingeskibsmuseet
Martin W. Olesen, Herning Museum
Mette Palm, Hørsholm Egns Museum
Mette W. Skjødt, Kroppedal og Roskilde museer
Minik Grønkjær, Københavns Universitet
Morten Ravn, Københavns Universitet
Morten Steineke, Københavns Museum
Nicolas Braun, Københavns Universitet
Ole H. Hansen, Københavns Universitet
Oliver Fagerholt, Københavns Universitet
Per Ole Rindel, Københavns Universitet
Pernille Foss, Københavns Universitet
Peter M. Christensen, Silkeborg Museum
Peter H. Mikkelsen, Moesgård Museum
Rasmus Mathiesen, Københavns Universitet
Rolf Fabricius Warming, Københavns Universitet
4
Rune Pommer, Københavns Universitet
Sofie Jørgensen, Københavns Universitet
Susan Pallesen, Odsherreds Kulturhistoriske Museum
Torben Egeberg, Ringkøbing‐Skjern Museum
Tom Haraldsen, Mjøsmuseet
Turi Thomsen, Museum Salling
Ulla Lund Hansen, Københavns Universitet
Xenia Pauli Jensen, Nationalmuseet
5
Henriette Lyngstrøm
Smiðjan og smiðr
– om netværket Smedens Rum 2009 - 2012
Smedens Rum er et fagligt netværk, der blev dannet, fordi vi ønskede at diskutere det righoldige
materiale fra jernudvinding og smedning på en anden måde, end det hidtil var gjort. Vi ville
inspireres og udfordres. I begyndelsen var arbejdet koncentreret om jernhåndværket, men senere
er feltet udvidet til også at omfatte håndværk og håndværksprocesser generelt. Med velbesøgte
seminarer i København, Aalborg og Aarhus er grunden nu lagt til de kommende års arbejde.
At smíða er oldnordisk og betyder at gøre eller at formgive. At give materiale form uanset om det
er træ, sten, ler, ben, tekstil eller jern. Det gør smiðjan, smedjen – både som en bygning med faste
vægge, tag og indgange og som en stor sten, der er god at sidde på – til et vigtigt sted. Men at
smíða er ikke udelukkende handling, det er også at udtænke og at planlægge materialets
transformation; så smiðr, smeden – og smedens færdigheder og de valg, der lægges og træffes i
processen med at formgive, er helt centrale for forståelsen af al materiel kultur.
Smiðjan er således et fysisk rum, som kan identificeres arkæologisk mellem stolpehuller, gulvlag og
nedtrådt affald – eller det kan undersøges arkitektonisk som et endnu stående anlæg. Smiðjan's
placering i landskabet kan også være angivet i kartografiske kilder og dens indretning gengivet på
malerier og tegninger eller beskrevet i litteratur og anvisninger. Smiðr, smeden selv, har to rum: et
ydre og et indre. Det ydre er smiðr's køn, alder, udseende og beklædning, der ofte, som
værkstedet, er beskrevet på billeder eller i tekst – ligesom for længst afdøde smiðir ligger som
skeletter i grave. Nulevende smede kan undersøges etnologisk eller antropologisk med hensyn til
det ydre, men også med hensyn til det indre rum, da interviews og arbejdsrapporter vil kunne
afklare, hvordan de har opnået deres færdigheder, og hvordan de anvender dem. Vanskeligere er
det at analysere det indre rum på de gamle smiðir, hvor indirekte kilder må inddrages i form af
værktøj og værktøjsspor, materialet de bearbejdede, og affaldet processerne efterlod. Men også
6
selve det færdige produkt, bygningstømmeret, flintdolken, jydepotten, benkammen, hørskjorten
eller jernkniven, rummer mange informationer om håndværkerens muligheder og kunnen.
At smíða er altså en helt central proces for alle de videnskaber, der beskæftiger sig med materiel
kultur, og det kan derfor opfattes som en begrænsning, at begreberne smedje og smed på
nudansk næsten udelukkende refererer til jernhåndværk. I arkæologien accentueres dette
yderligere, da det bestandige kildemateriale fra fortidens jernhåndtering ofte er eksponeret
voldsomt i forhold til dét fra andre håndværk.
Incitamentet til netværket Smedens Rum var, at denne begrænsning burde elimineres – først ved
konfrontation og siden ved at udvide undersøgelsesfeltet til også at omfatte smiðjan og smiðr i
ordenes oprindelige betydning. Så i 2009, da Smedens Rum blev stiftet, indledte vi
netværksarbejdet med at konfrontere materialet fra jernhåndværk ved at indsamle oplysninger
om smedjer og spor efter smedning i Danmark og med feltarkæologiske temadage omkring
udgravning af smedjer og pladser med jernudvinding. Men vi tog også hul på diskussionen om en
mulig sammenhæng mellem jern og tekstil; for var det måske bare et tilfælde, at det er bønderne i
de midtjyske sogne – Danmarks sidste jernproducenter – der også er de tidligste hosebindere? Og
hvorfor havde stormanden fra Rosenholmvej ved Tjørring fået en stor og professionelt smedet
jernsaks med i graven? Måske var den et symbol på at den gravlagte byggede sin rigdom på et
omfattende fårehold. Eller et tegn på, at han som magtfuld kriger og storbonde havde kontrol over
forarbejdningen af de tekstiler, der blev fremstillet af den klippede uld. Da vi forsøgte at
rekonstruere den 30 cm lange saks af myremalmsjern, gik det op for os, at der ikke alene skulle
anvendes den samme mængde jern til den som til et sværd – det var også meget vanskeligere at
smede en saks, end det var at smede de fleste andre redskaber (Thomsen et al. 2010, 94). Med
erfaringer som disse lagde vi fundamentet til et dynamisk, mangfoldigt og uformelt netværk, der
både skulle inspirere og udfordre, og vi satte rammerne med fire åbne seminarer: Værkstedet,
Materialet, Smeden og Produktionen.
På det første seminar, der blev holdt på Københavns Universitet, blev vi ikke alene bekendt med
nye fund af smedjer og andre måder at udgrave dem på, vi lærte også at være kritiske i forhold til
tolkningen af de processer, der foregik i rummene (Thomsen 2010, 107ff), og vi lærte, hvordan
spredningsanalyser kan være et betydningsfuldt redskab til forståelsen af de forskellige
7
arbejdsprocesser, der foregik i rummene (Palm 2010, 79). Desuden blev vi inspireret til at arbejde
med aktivitetszoner, bortkastningszoner og deponeringszoner på samme måde, som man gør
inden for flintstudier (Grøn 2000, 158f). Men vi blev også udfordret. For hidtil havde vi anset
rummet for at være et håndgribeligt og geografisk afgrænset areal, der kunne undersøges og
beskrives objektivt. Men på seminaret opdagede vi, at rummet ikke alene er den neutrale, fysiske
baggrund for menneskets handlinger, som vi havde troet, det var. Det kunne også opleves gennem
handling. På den måde fik samspillet mellem smed og smedje – mellem aktør og struktur –
betydning for vores arbejde, og vi så smedens rum i et nyt perspektiv, hvor mennesket blev tænkt
ind i fortolkningen og forståelsen af rummet (Beck 2010, 5ff). Det var altså ikke alene konstruktivt
at arbejde med de fysiske levn, men også med hvordan vi ser på de fysiske levn for på den måde at
åbne nye tilgange til vores analyser.
Ved seminaret et halvt år senere forsøgte vi at fastholde denne konstruktive tilgang til materialet.
På Moesgård Museum fik vi lejlighed til at overvære en jernudvinding og blev bekendt med, hvilke
materialer smeltemesteren i jernalderen valgte af halm, lyng og træflis til gruberne under
jernudvindingsovnene og hvilke træsorter, han valgte til trækul i ovn og esse. Vi diskuterede også
kriterierne, der kan have ligget til grund for disse valg, og hvordan de kan give os oplysninger om
datidens landskab, landskabspleje og ressourceudnyttelse. Desuden viste det sig at være yderst
konstruktivt at inddrage 1500‐ og 1600‐tallets skriftlige kilder til håndværk (Hansen, i tryk). Det
lange tidsperspektiv var nemlig en klar fordel, da der her udkrystalliserede sig et par markante
ændringer i den måde, smeltemestre og smede håndterede materiale og proces på. Måske er
disse ændringer ikke alene karakteristiske for jernhåndværk, men kronologisk samtidige inden for
flere håndværk. Den ene af disse ændringer sker – forholdsvist hurtigt – et sted i midten af
germansk jernalder, hvor den måde, man bygger jernudvindingsovne på ændres, og hvorefter
kulstofjernet for alvor begynder at gøre sig gældende i det danske materiale (Lyngstrøm, i tryk).
Måske er årsagen hertil, at også smeden befandt sig i en eksistentiel krise i de magiske år efter 536
e. Kr., da solen hang bleg og syg på himmelen, og hungersnøden hærgede den sydskandinaviske
civilisation. Måske var det ikke alene bebyggelsen, kunsten og gravene, der var ændrede, da en ny
verdensorden blev skabt (Gräslund og Price 2012, 438) – var det også håndværket? Måske fordi
mobiliteten ændrede sig blandt smiðir, eller fordi de blev mødt med nye krav eller ny inspiration.
Måske er det dét, vi som arkæologer ser i et markant anderledes kildemateriale.
8
Der var derfor god sammenhæng til seminaret på Museet på Lindholm Høje, hvor smeden var i
fokus. Her var spørgsmålet om håndværkets organisering centralt, og vi diskuterede blandt andet,
om smiðr var en omrejsende specialist på kanten af professionalisme eller en bondehåndværker
med mange binæringer (Voss 1993, 106; Lyngstrøm 2011, 116)? Og skulle smeden have en ret til
at smede – eller havde han pligt? Men vi var også helt tæt på mennesket: hans anatomi, hans
bevægelsesmønster, hans påklædning og fodbeklædning, hans oplæring og kunnen, hans valg af
redskaber og råmaterialer, hans idé om proces og produkt og hans forståelse af sig selv som
håndværker og som menneske. For måske kan smeltemesterens anatomi – hans armlængde –
aflæses i den dybde, han gravede gruberne til Drengsted‐ovnen og i den højde, han byggede
ovnskakten. Og er det hans skridtlængde og bevægelsesmønster vi ser i afstanden mellem ovn og
esse, og esse og ambolt?
På seminaret lærte vi, at middelalderens smede både kan arbejde som en del af landsbyens
fællesskab, men også i en ensomt beliggende smedje, der måske deles af flere smede fra
forskellige landsbyer (Poulsen‐Hansen, i tryk). Og vi blev inspireret af vores norske kolleger, der
gav et blik ind på det danske kildemateriale fra jernudvinding og en fin oversigt over jernalderens
materiale i Sydøstnorge (Larsen, i tryk).
Det er arbejdsrapporten fra det fjerde og foreløbigt sidste seminar, der publiceres på siderne
herefter. Også det seminar blev holdt på Københavns Universitet, og her fremlagdes en række
interessante metodiske overvejelser omkring 14C datering af jernudvindingsanlæg. Og der påvistes
en betydelig jernudvinding i Midtjylland allerede fra jernalderens begyndelse. En konklusion, der
blev understreget af slaggefund fra den tidligste førromerske jernalder i det samme område
(Olesen, denne arbejdsrapport). Samtidigt viste det sig atter at være en klar styrke ved netværket,
at der var deltagere med praktiske erfaringer (Frederiksen 2001). For hvordan skulle vi ellers have
vidst, at det ved monotont arbejde – som ved smedning af hundredvis af nagler – kunne være en
adspredelse at have gulvet om ambolten dækket med enebærgrene? Så rummet fyldtes med
velduft, når gløderne fra det varme jern ramte grenenes nåle. Også på dette seminar blev vores
vanetænkning udfordret. Vi måtte nemlig indse, at begrebet produktion også kan studeres som et
resultat af en dialektisk‐dynamisk proces, hvor der ikke alene indgår forskellige ressourcer, dels
forskellige livsformer og praksisfællesskaber. Nu forstod vi, hvordan den kontinuerlige
9
meningsforhandling dels skabte identitet, men også var med til at opretholde praksisfællesskabet.
Og vi blev opmærksomme på, hvordan håndværkets marginale deltagere kunne være en vigtig
faktor – ikke alene i forbindelse med læringsprocesser – men også til mobilisering af arbejdskraft
(Ravn, denne arbejdsrapport).
Efter fire vellykkede seminarer besluttede vi at arbejde med netværket i yderligere tre år. Og igen
har vi lagt rammerne med åbne seminarer fordelt over årene og over Danmarkskortet. Men vi har
også vedtaget at afprøve vores nye viden i praksis med tre projekter: vi vil udgrave en smedje fra
nyere tid på Moesgård, vi vil forsøge at riste myremalm, som de gjorde på Teglbuen i
Nordsjælland, og vi vil arbejde med identifikation af slagger i et geografisk afgrænset område. I
forbindelse med det sidste projekt har vi indledt et samarbejde med Sydvestsjællands Museum og
med to arkæologistuderende, der vil skrive deres BA‐projekter inden for området. Så vi ser frem til
ny inspiration og nye udfordringer, for både smiðjan og smiðr har mange flere rum at udforske.
Tak til lektor Michael Lerche Nielsen, Nordisk Forskningsinstitut på Københavns Universitet, for
hans venlige assistance med det oldnordiske sprog. Tak til ph.d.‐stipendiat Lone G. Thomsen,
SAXO‐instituttet Københavns Universitet, for hendes altid konstruktive kritik.
10
Litteratur
Beck, A.S. 2010. Smedens rum – om rum, rumlighed og smeden i værkstedet. Smedens Rum 1,
Værkstedet (= Arkæologiske Skrifter 9), s. 5‐15. København.
Frederiksen, Aa. 2001. Nagler, værktøj og ankre. Vikingeskibsmuseet. Roskilde.
Gräslund, B. & N. Price 2012. Twilight of the gods? The 'dust veil event' of AD 536 in critical
perspective. Antiquity vol. 86:332, s. 428‐443. London.
Grøn, O. 2000. Analyse af flintspredninger på stenalderpladser. I: B.V. Eriksen (red). Flintstudier. En
håndbog i systematiske analyser af flintinventarer. Aarhus Universitetsforlag, s. 157‐186. Århus.
Hansen, E.K. i tryk. Smedens materialer og processer i to skriftlige kilder fra 15‐ og 1600 tallet.
Arbejdsrapport fra et seminar 18. marts 2011 på Moesgård Museum.
Larsen, J.H. i tryk. Jernutvinning i Sydøst‐norge før vikingtid – forskjeller og likheter med funn fra
Jylland. Arbejdsrapport fra et seminar 13. oktober 2011 på Museet på Lindholm Høje.
Lyngstrøm, H. 2011. Vestjyske jernalderbønders råstofudnyttelse. Myremalmen mellem landskab
og bebyggelse. Nyt fra Vestfronten, nord‐ og vestjyske bebyggelser fra ældre jernalder (=
Arkæologiske Skrifter 10), s. 113‐121. København.
Lyngstrøm, H. i tryk. Jern, kulstofjern og fosforjern ‐ på sporet af myremalmsjernets mange
kvaliteter. Arbejdsrapport fra et seminar 18. marts 2011 på Moesgård Museum.
Palm, M. 2010. En 1700‐tals smedje i Jonstrup. Smedens Rum 1, Værkstedet (= Arkæologiske
Skrifter 9), s. 79‐94. København.
Poulsen‐Hansen, K.M. i tryk. Smedens plads i den middelalderlige landsby. Arbejdsrapport fra et
seminar 13. oktober 2011 på Museet på Lindholm Høje.
Thomsen, L.G. 2010. Grubehusene som væverum? Overvejelser om funktionsbestemmelse af
grubehuse. Smedens Rum 1, Værkstedet (= Arkæologiske Skrifter 9), s. 117‐122. København.
11
Thomsen, L.G., H. Lyngstrøm og M.W. Olesen 2010. Storbondens saks – et forsøg med smedning af
en jernaldersaks. Midtjyske fortællinger 2010, s. 93‐102. Herning.
Voss, O. 1993. Snorup. Et jernudvindingsområde i Sydvestjylland. Nationalmuseets Arbejdsmark, s.
97‐111. København.
12
13
Morten Ravn
Maritime praksisfællesskaber
– skabelse af produktionsmåder
Et samfunds produktion af materiel kultur kan studeres som en dialektisk-dynamisk proces, hvor
forskellige livsformer og praksisfællesskaber, i samspil med ressourcer, muliggør
produktionsmåder. Denne artikel studerer praksisfællesskabets aktører og strukturer, og belyser
den læringsproces, hvormed de deltagende og strukturen forhandler om mening, der dels skaber
identitet, dels muliggør produktion og opretholdelse af praksisfællesskabets fortsatte virke. De
marginale deltagere i praksisfællesskabet, i dette tilfælde børn, danner gennem leg og iagttagelse,
en vigtig faktor i forbindelse med mobiliseringen af arbejdskraft og er dermed med til at skabe et
samfunds produktion.
Ved at opfatte et samfunds eller en stats befolkning som værende opdelt i livsformer,
udspecificeret enten økonomisk eller ideologisk, eller begge dele, kan den generelle organisation
internt i et samfund eller en stat studeres. En livsform er et hele. Bestående af såvel ideologiske og
materielle aspekter ved tilværelsen. Man vokser op i en livsform, og livsformen indeholder alle
daglige, ugentlige og årlige aktiviteter – arbejds‐ såvel som fritidsrelaterede. Således kan en
livsform betegnes som både cyklisk og strukturelt selvoppebærende. Interaktionen mellem
livsformerne og den enkelte livsforms egen cykliske reproduktion frembringer i et samarbejde
med de tilgængelige ressourcer samfundets eller statens politiske, økonomiske og ideologiske
grundlag og midler. Internt forandrer samfundet eller staten sig – i en kontinuerlig dynamisk
proces – i kraft af eksterne påvirkninger og det interne samspil mellem de forskellige livsformer,
de tilgængelige ressourcer og den anvendte produktionsmåde (Højrup 1983, 30f; Sandberg et al.
2006, 18ff).
14
Men hvordan opretholdes, og forandres, viden og kunnen, i forbindelse med de praksisser, der
findes i samspillet mellem livsformer, ressourcer og produktionsmåder? Måske findes svaret på
spørgsmålet ved at fokusere på den fælles praksis i forbindelse med produktion.
Praksisfælleskabet
Et praksisfællesskab skal forstås som en konkret praksis, aktørerne er fælles om, og som er
defineret og afgrænset af praksisfællesskabets struktur. Ved at fokusere på praksis er det
relationen mellem aktør og struktur, der kommer i centrum. Aktør og struktur sidestilles og
opfattes ikke som arbejdende mod hinanden. De er kun til i forbindelse med deres relation, og de
kan kun forstås i deres totalitet, ved at relationen mellem dem studeres (Hjelmslev [1943] 1966,
21f). Relationen er dialektisk og dynamisk, tydeligt udtrykt af arkæologen Susan D. Gillespie med
et tekstmæssigt udgangspunkt fra sociologen Piotr Sztompka: ”Structure is thus both shaping of
and shaped by actors, who are both producers and products of structure” (Sztompka 1994, 43;
Gillespie 2001, 74).
En fælles praksis kan være det arbejde, der bedrives i en smedje, på et bådeværft eller om bord på
et skib. Et praksisfællesskab er både unikt og alment. Unikt i den forstand at det er bestemt af
sociale og ressourcemæssige forhold, og dermed bestemt af tid og sted. Alment i den forstand at
den fælles praksis skaber en relation på tværs af tid og sted.
Den enkelte aktør kan indgå i flere praksisfællesskaber samtidig, og praksisfællesskabets aktører
har ikke nødvendigvis den samme livsform. Hvor livsformen, som beskrevet ovenfor, er et
dynamisk hele, er praksisfællesskabet et afgrænset, dynamisk felt: et fælles virke blandt aktører i
en bestemt struktur. En fæstebonde er aktør i flere praksisfællesskaber. Fra arbejdet i marken,
over det politiske eller religiøse liv i landsbyen til hans bierhverv som for eksempel fisker. Men
hans livsform er fæstebondens.
Læringsteoretikeren Etienne Wenger har beskæftiget sig indgående med praksisfællesskaber.
Hans feltstudier er gjort på praksis i en forsikringsvirksomhed. Fra dette empiriske materiale
15
udvikler Wenger en almen teori og fra denne en generel anvendelig metode til at dokumentere og
analysere et praksisfællesskab.
Ifølge Wenger er det relationen mellem praksisfællesskabets individer og redskaber der, i
interaktion med andre praksisfællesskaber og samfundets struktur generelt (se ovenfor),
konstruerer virkeligheden som den opfattes af de involverede (Wenger 2004, 85ff). Der er tale om
en social konstruktion.
Praksisfællesskabet er kendetegnet ved relationer mellem begreberne læring, fællesskab,
identitet, mening og praksis. En relation skal i denne sammenhæng forstås som værende under
konstant konstruktion, og de virkende relationer betegnes overordnet som:
1) forhandling om mening
2) læring i praksis
3) skabelse af fællesskab
4) skabelse af identitet
(Wenger 2004, 14ff).
Det vil være alt for omfattende i denne sammenhæng, at redegøre for alle de ovenfor anførte
relationer, der virker i et praksisfællesskab. Derfor er det kun den første relation – forhandling om
mening – der vil blive belyst i det følgende. At netop denne relation er udvalgt, skyldes dels at
gennemgangen af relationens indhold berører flere aspekter af de andre relationer, dels at
forståelsen af relationen er central i det følgende forsøg på at belyse nogle af praksisfællesskabets
marginale deltagere: børnene. Men før denne relation, og de handlinger den indeholder,
beskrives, vil begreberne mening, læring, praksis, fællesskab og identitet kort blive gennemgået.
Mening betegner både den individuelle og kollektive opfattelse af at have en meningsfuld
tilværelse. Læring betegner den fælles relation mellem de fire grundbegreber: fællesskab,
identitet, mening og praksis. Det helt basale og uundværlige i et praksisfællesskab er læring.
Ophører læringsprocessen, ophører praksisfælleskabet også. Praksis er socialt og historisk
determineret, og er den ramme hvori praksisfællesskabets virke foregår. Fællesskab er en ramme
skabt i relation til den ramme praksis skaber. Ved fællesskab forstås en ramme hvori handlinger og
16
deltagelse bliver forstået (sensus communis). Identitet betegner dels plads internt i
praksisfælleskabet, og eksternt som et medlemskab i praksisfællesskabet som et hele, i forhold til
andre praksisfælleskaber (Wenger 2004, 15f & 105).
Meningsforhandling
I et praksisfællesskab er meningen med de handlinger der udføres til konstant forhandling
(Wenger 2004, 65ff). Forhandlingen består strukturelt set af to processer – deltagelse og
tingsliggørelse – der i samspil danner forhandlingsprocessen.
Tingsliggørelse er ganske enkelt, at gøre noget til en ting. Det vil sige den proces, der omdanner en fastlåst
form – gennem handling – til en anden fastlåst form. Fremstillingsprocessen i forbindelse med et værktøj er
en sådan tingsliggørelse, men udover at skabe en funktionel og fastlåst ting, et værktøj, reducerer
tingsliggørelsen også de komplekse handlinger, der foregår i forbindelse med anvendelsen af værktøjet.
Skulle eksempelvis hele den akkumulerede viden bag udformningen og anvendelsen af et værktøj til
smedning tillæres, hver gang en nyankommen møder et praksisfællesskab, der beskæftiger sig med
smedning, ville læringsprocessen miste sit fokus og mål: at lære det praktiske håndværk. Det er således ikke
alt, der hverken kan, eller bør, diskuteres i forbindelse med en læringsproces. Men tingsliggørelse kan også
hæmme et praksisfællesskabs metodeudvikling. Hvis nye deltagere ikke tillades at stille spørgsmål til det
vedtagne og dermed deltage på et mere fundamentalt plan, vil mere hensigtsmæssige redskaber og/eller
arbejdsmetoder forblive uopfundne og usagte. Meningen med fællesskabets praksis vil tillige være skjult
for nye deltagere (Wenger 2004, 72f; Østergaard 2009, 123f). Her berøres den anden side af
meningsforhandlingen, nemlig deltagelse.
Deltagelse skal forstås som både handlinger og som den relation, disse handlinger skaber til andre. I
deltagelsen involveres fysiskmotoriske og verbale ytringer, samt følelser og tanker, og der forhandles
direkte om mening imellem praksisfælleskabets aktører: marginale, perifere og centrale, indenfor den
struktur praksisfællesskabet angiver. I forhandlingen er aktørerne ikke ligeværdige. En nyankommet
deltager, marginal eller perifer, skal først anerkendes af de centrale deltagere. Dette primært ved, at
praksisfællesskabets skrevne og uskrevne regler, normer og handlinger bliver tillært. Tidspunktet, for
hvornår en deltager skal opfattes som fuldgyldig deltager i et praksisfællesskab, er flydende. Men hvis
praksisfællesskabets centrale deltagere ikke tidsnok inkluderer de nye aspiranter som fuldgyldige
17
medlemmer, vil tingsliggørelsen, defineret af praksisfællesskabets struktur (det vil sige den akkumulerede
viden) og de centrale deltagere, føles som et diktatorisk redskab af aspiranterne. Omvendt kan for lidt
tingsliggørelse og for megen direkte deltagelse, eller for hurtig indlemmelse af perifere og marginale
deltagere i inderkredsen af et praksisfællesskab, lede til manglende styring, kunnen og forståelse af praksis
Algreen Møller, N., S. S. Qvistgaard & S. Frydenlund Jensen 2011. Bebyggelsesarkæologi anno
2010. I: N. Algreen Møller, S. S. Qvistgaard og S. Frydenlund Jensen (red.). Nyt fra Vestfronten.
Nord- og vestjyske bebyggelser fra ældre jernalder. Arkæologiske Skrifter 10, s. 7‐12. København.
Bech, J.‐H. 1996. Keramikken. I: Rasmussen, B. M., S. H. Andersen & P. Kjærum (red.) 1996.
Slusegårdsgravpladsen 4. Jysk Arkæologisk Selskabs skrifter 14:4, s. 9‐121. Højbjerg.
Biborski, M. 1994. Römische Schwerter im Gebiet des europäischen Barbaricum. In: C. van Driel‐
Murray (ed.). Military Equipment in context. Proceedings of the Ninth International Roman
Military Equipment Conferencen, Leiden, 1994. Journal of Roman Military Equipment Studies 5, s.
169‐197. Oxford.
Biborski, M. & J. Ilkjær 2006. Illerup Ådal. Die Schwerter. Jysk Arkæologisk Selskabs skrifter 25:11‐
12. Højbjerg.
Bishop, M. & J. N. C. Coulston 2006. Roman Military Equipment. (2nd ed.) Oxford.
Bowman, A. K. & J. D. Thomas 1983. Vindolanda: The Latin Writing Tablets. London.
Bruckner, A. & R. Marichal (eds.). 1979. Chartae Latinae Antiquiores, Part X, Germany I. Zürich.
Carnap‐Bornheim, C. von & J. Ilkjær 1996. Illerup Ådal. Die Prachtausrüstungen. Jysk Arkæologisk
Selskabs skrifter 25:5‐8. Højbjerg.
Christoffersen, J. 1987. Møllegårdsmarken – Struktur und Belegung eines Gräberfeldes.
Frühmittelalderliche Studien 21, s. 85‐100. Berlin/New York.
Dobat, A. S. 2008. Werkzeuge aus kaiserzeitlichen Heeresausrüstungsopfern. Jysk Arkæologisk
Selskabs Skrifter 61. Højbjerg.
38
Ethelberg, P. 1986. Hjemsted – en gravplads fra 4. & 5. årh. e. Kr. Skrifter fra Museumsrådet for
Sønderjyllands Amt. Haderslev.
Ethelberg, P. 2003. Gården og landsbyen i jernalder og vikingetid (500 f. Kr.‐1000 e. Kr.). I:
Ethelberg, P., N. Hardt, B. Poulsen & A. B. Sørensen (red.). Det sønderjyske landbrugs historie:
jernalder, vikingetid og middelalder. Haderslev Museum, s. 123‐373. Haderslev.
Ethelberg, P. , U. Lund Hansen, I. Demant, P. Bennike, V. Alexandersen, T. Hatting, A. Adomat & G.
Nebrich. Skovgårde. Ein Bestattungsplatz mit reichen Frauengräbern des 3. Jhs. n. Chr. auf
Seeland. Nordiske Fortidsminder, Serie B 19. København.
Gebühr, M. 1994. Alter und Geschlect. Aussagemöglichkeiten anhand des archäologischen und
anthropologischen Befundes. In: B. Stjernquist (red.). Prehistoric Graves as a Source of
Information. Symposium at Kastlösa, Öland, May 21-23, 1992. Kungl. Vitterhets Historie och
Antikvitets Akademien, Konferenser 29, s. 73‐86. Stockholm.
Henning, J. 1991. Schmiedegräber nördlich der Alpen – Germanisches Handwerk zwischen
keltischer Tradition und römischem Einfluβ: Saalburg Jahrbuch 46, s. 65‐82. Berlin.
Høj, M. 1984. Bulbjerg‐gravpladsen. En analyse af keramikken fra en østjysk lerkargravplads fra
ældre romertid. Hikuin 10, s. 157‐170. Århus.
Ilkjær, J. 1990. Illerup Ådal. Die Lanzen und Speere. Jysk Arkæologisk Selskabs skrifter 25:1‐2.
Højbjerg.
Ilkjær, J. 1993. Illerup Ådal. Die Gürtel. Jysk Arkæologisk Selskabs skrifter 25:3‐4. Højbjerg.
Imer, L. 2007. Latin og græsk i romersk jernalder – Fremmed indflydelse på Nordens tidligste
runeskrift. Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og Historie 2004, s. 63‐105. København.
Imer, L. 2011. Maturus fecit – Unwod made – Runic inscriptions on fibulae in the Late Roman Iron
Age. Lund Archaeological Review 2011, s. 11‐27. Lund.
39
Jørgensen, L. 1989. En kronologi for yngre romersk og ældre germansk jernalder på Bornholm. I: L.
Jørgensen (red.). Simblegård – Trelleborg. Danske gravfund fra førromersk jernalder til vikingetid.
Arkæologiske Skrifter 3, s. 168‐187. København.
Kjær, H. 1900. Nogle Vaaben fra den ældre Jernalder. Aarbøger for nordisk Oldkyndighed og
Historie 1900, s. 112‐125. København.
Levinsen, K. 1984. En ældre romertids smedegrav fra Tolstrup ved Års. Hikuin 10, s. 199‐206.
Århus.
Lund Hansen, U. 1976. Das Gräberfeld bei Harpelev, Seeland. Studien zur jüngeren römischen
Kaiserzeit in der seelandischen Inselgruppe. Acta Archaeologica 47, 1976 (1977), s. 91‐158.
København.
Lund Hansen, U. 1987. Römischer Import im Norden. Warenaustausch zwischen dem Römischen
Reich und dem freien Germanien während der Kaiserzeit unter besonderer Berücksichtigung
Nordeuropas. Nordiske Fortidsminder Ser. B 10. København.
Liversage, D. 1980. Material and Interpretation. The Archaeology of Sjælland in the Early Roman
Iron Age. Publications of the National Museum 20, Archaeological‐Historical Series I. København.
Lyngstrøm, H. 2008. Dansk Jern. En kulturhistorisk analyse af fremstilling, fordeling og forbrug.
Nordiske Fortidsminder Serie C, bind 5. København.
Nicklasson, P. 1997. Svärdet ljuger inte. Vapenfynd från äldre järnålder på Sveriges fastland. Acta
Archaeologica Lundensia, Series prima in 4° 22. Stockholm.
Pauli Jensen, X. 2008. Våben fra Vimose – bearbejdning og tolkning af et gammelkendt fund.
Upubliceret ph.d.‐afhandling fra Københavns Universitet, Saxo‐instituttet. Bd.1‐2. København.
Pauli Jensen, X. 2009. From fertility rituals to weapon sacrifices. The case of the south
Scandinavian bog finds. In: U. von Freeden, H. Friesinger und E. Wamers (Hrsg.): Glaube, Kult und
Herrschaft. Phänomene des Religiösen im 1. Jahrtausend. n. Chr. in Mittel- und Nordeuropa.
Kolloquien für Vor‐und Frühgeschichte 12, s. 53‐64. Frankfurt.
40
Pauli Jensen, X. i trykken a. Imitation and transformation – Roman militaria in south Scandinavian
grave finds. Journal of Roman Equipment Studies, papers presented on the XVIIth Roman Military
Equipment Conference in Zagreb, May 2010.
Pauli Jensen, X. i trykken b. Roman military equipment from the weapon deposit of Vimose,
Funen. Corpus Römische Funde in Barbaricum, Kolloquium märtz 2009.
Pauli Jensen, X., L. Jørgensen & U. Lund Hansen 2003. Den germanske hær: Krigere, soldater og
officerer. I: L. Jørgensen, B. Storgaard og L. G. Thomsen: Sejrens triumf – Norden i skyggen af det
romerske Imperium, s. 310‐328. København.
Pitts, L. F. & J. K. St. Joseph 1985. Inchtuthil: the Roman Legionary Fortress Excavations 1952-65.
London.
Ringtved, J. 1986. Jyske gravfund fra yngre romertid og ældre germanertid. Tendenser i
samfundsudviklingen. Kuml 1986 (1988), s. 95‐231. Århus.
Ritterling, E. 1904. Das frührömische Lager bei Hofheim i. T. Annalen des Vereins für nassauische
Altertumskunde 34, s. 1‐110, 397‐423. Wiesbaden.
Stenberger, M. 1935. Gravfältet ved Gannor i Lau. Gotländskt Arkiv 7, s. 53‐66. Lund.
Stoklund, M. 2003. De første runer – germanernes skriftsprog. I: L. Jørgensen, B. Storgaard og L. G.
Thomsen: Sejrens triumf – Norden i skyggen af det romerske Imperium, s. 172‐178. København.
Straume, E. 1986. Smeden i jernalderen, bofast – ikke bofast, høy eller lav status. Universitetets
Oldsaksamling Årbok 1984/1985, s. 45‐58. Oslo.
41
Esben Klinker Hansen
Brobyværk Våbenfabrik
Teknologi, fremstillingsprocesser og effektivitet i
1600-tallets danske våbenproduktion
Brobyværk Våbenfabrik på Fyn fremstillede midt i 1600-tallet militærvåben til Tøjhuset i
København, men blev ødelagt under krigshandlingerne i 1657-60. Ved anvendelse af
udgravningsresultater, skriftlige kilder og billedkilder forsøges det at belyse teknologi,
fremstillingsprocesser, produktion samt værkets effektivitet set i forhold til samtidige svenske
værker.
Brobyværk Våbenfabrik opstod på initiativ af en gruppe højt placerede danske adelige som, med
rigsmarsk Anders Bille i spidsen, søgte privilegier til våbenfremstilling. Allerede fra starten synes
ambitionerne at have været store, idet interessenterne bag værket få dage efter Frederik III’s
kroning i 1648 søgte om eneret på fabriksmæssig fremstilling af skydevåben, blankvåben og
harnisker samt ret til at eksportere de våben, som ikke kunne sælges indenfor rigets grænser.
Interessenternes argumenter var, at man ved en hjemlig produktion slap for dyr import af
udenlandske våben, som tillige ofte var udslidte og af forskelligt kaliber. Kongen gav eneret på
fabriksmæssig våbenfremstilling i riget, toldfrihed til import af jern, stål og stenkul, men var dog
for betænkelig ved at binde sig til udelukkende at skulle handle med dette ene værk og forbeholdt
sig således stadig muligheden for import fra udlandet. Værket fungerede fra slutningen af 1648 til
vinteren 1657‐58, hvor det blev ødelagt af svenskerne (Hoff 1933). Skønt våbenfabrikken var
kendt i skriftlige kilder, var den nøjagtige placering og omfang i landsbyen Brobyværk længe
ukendt.
42
Figur 1. Udgravningsfelternes placering på den vestlige side af Odense Å, Brobyværk. Efter Andersen 1994, tegn. nr.
11.
Arkæologiske undersøgelser
På baggrund af lokale indberetninger om tømmerrester i Odense Å besluttede Møntergården
Byhistorisk Museum at forsøge at stedfæste Brobyværk Våbenfabrik. Undersøgelsen, der blev
finansieret af fondsmidler, blev foretaget i 1993. Der blev lokaliseret træpæle på den vestre side af
Odense Å, ud for Marsk Billesvej 12, hvor der i dag ligger en nedlagt købmandsgård (fig. 1).
Ejendommens matrikel ligger ned til den vestlige side af hovedløbet i Odense å. Haven mellem
købmandsgården og åen udgøres af et ca. 16 meter bredt og delvist planeret, opfyldt plateau.
43
Udgravningsfeltet lå på dette plateau, lige ud til åen. På dette sted har en ca. 1½ meter høj
stensætning på begge sider af åløbet forhindret erosion og har gjort opbygningen af plateauet
muligt. Der blev udlagt to udgravningsfelter på ca. 6 x 4 og 6 x 3 meter (Andersen 1994, 1ff). Først
efter afgravning af de øverste 80‐100 cm fremkom bygningsrester i form af et stenfundament af
kraftige kampesten, hvor de nederste 1½‐2 skift var bevaret, men som formentlig har været noget
højere (fig. 2). Det synes at have været udsat for nedbrydning, måske allerede i 1658 hvor
svenskerne ødelagde fabrikken. Det ca. 160 cm brede fundament kunne følges i 7½ meters længde
og forløb parallelt med åen og lå umiddelbart ud til denne.
Figur 2. Sammentegning af udgravningsfeltet fra undersøgelsen i 1993. I nederste venstre hjørne ses fyldskiftet BR,
hvor den bevarede amboltstok fremkom. Ovenfor denne ses fyldskiftet AP vinkelret på det kraftige stenfundament.
Dette tolkedes som spor af galgekonstruktionen til ophæng af vandhammeren. Med grå skygge vises udgraverens
tolkning af, hvor vandhjul, aksel og hammer må have befundet sig. Tegning fra udgravningsberetning BBV93.
44
Indenfor fundamentet fremkom to konstruktionselementer, som bidrog væsentligt til tolkningen
af anlægget, nemlig et fyldskifte (AP) som lå vinkelret placeret i forhold til stenfundamentet, samt
en bevaret amboltstok af træ (BE). Fyldskiftet var ca. 40 cm bredt og blev afdækket i en længde af
ca. 200 cm, og var ca. 40 cm dybt. Dette fyldskifte blev tolket som spor efter en
tømmerkonstruktion, som har udgjort ophænget til hammerværkets hammerskaft.
Amboltstokken, en kraftig bøgetræsblok ca. 90 cm i diameter var nedsat i en gravet grube, ca. 180
cm sydøst herfor, vinkelret ud for fyldskiftets midte. Stokken var delvist stabiliseret med større
sten, men i fylden var også flere slaggeklumper og en uornamenteret kridtpibestilk. Tillige
fremkom en ca. 22 kg tung meget porøs jernslagge, der lå sammenhængende i et stykke ind til
amboltstokken. Denne store slagge var bemærkelsesværdig ved på den ene side at bære et
tydeligt aftryk af en genstand med en lige side på 35‐40 centimeters længde og rette hjørner. Der
er her formentlig tale om aftryk af en firkantet ambolt, der har været monteret på den kraftige
bøgeblok.
Fundmaterialet fra udgravningen synes at spænde vidt dateringsmæssigt og vidner om gentagen
aktivitet på stedet. Sandsynligvis er der gennem længere tid fjernet brugbare byggematerialer fra
stedet, og i nedbrydningslagene over stenfundamentet er der fundet skårmateriale som viser
tilbage til 1600‐tallet. Der er dog også fundet skår og mønter fra 1700‐ og 1800‐tallet. Der er ingen
tvivl om, at de daværende bygninger har været udsat for en overordentlig grundig nedbrydning,
idet der i lagene over stenfundamentet ikke er fundet så meget som et eneste helt stykke tegl,
men specielt i de nederste lag en del munkestensbrokker. Der blev til gengæld fundet ca. 200 kg
jernslagger, hvoraf en del var plankonvekse smedeslagger. Ganske interessant fremkom der spredt
blandt slaggerne også stenkul. Det vides ifølge skriftlige kilder netop, at våbenfabrikken måtte
importere stenkul uden told. I åen, nordligere end fundamentet, er der observeret nedrammet
egetømmer, af hvilke en stolpe blev optaget og dendrodateret til tiden efter 1612 (Andersen 1994,
4ff).
Afgrænsningen af det kraftige stenfundament blev ikke fundet, men ved en supplerende
undersøgelse i 1994 fandt man, hvad der formentlig er den nordlige afgrænsning af fundamentet,
og det er sandsynligt, at dette har været 13‐14 meter langt (Nielsen 1998).
45
Tolkningen af udgravningens resultat bekræftes gennem studier af den bevarede hammermølle i
Hellebæk. Denne blev anlagt i tiden 1598‐1600 og fungerede som jernværk og hammermølle med
produktion af diverse større jernprodukter som ambolte, hamre, gitre, stænger og søm. Dog blev
der i 1601 ansat tre bøssemagere, som fremstillede pistoler og andre våben i en kortere periode.
Geværfabrikationen påbegyndtes først 1668. Hammermøllen blev ombygget og udvidet i 1765,
men vi ved, at den ældste fase fra starten af 1600‐tallet har været i to etager, opført nederst i
grundmur, med 1 m tykt stenfundament og øverst i bindingsværk. Det ældste fundament er
observeret i 5,7 meter. Selve hammerværket er i sin nuværende form rekonstrueret, men arbejdet
er sket på baggrund af bl.a. arkæologiske undersøgelser (Westengaard‐Hildinge og Kieler 1983, 5ff
og 22ff).
I Hellebæk er amboltstokkene dybt funderet i undergrunden (75‐125 cm) og monteret med
firkantede ambolte med sider på mellem 40 og 50 cm. Afstanden fra amboltstokkene til
konstruktionen, hvor hamrene er ophængt, stemmer stort set overens med, hvad der kunne
observeres i Brobyværk.
Teknologien på fabrikken
Mens de arkæologiske undersøgelser altså har påvist tilstedeværelsen af selve hammerværket,
fandtes ingen spor af den øvrige teknologi. Som ovenfor nævnt ved vi, at der blev anvendt stenkul,
da dette er fundet på stedet. I de privilegier, som værkets participanter fik i november 1648, blev
der givet toldfrihed på indførsel af jern, stål og stenkul (Hoff 1933, 75ff).
Der findes tillige en skriftlig kilde, der kan oplyse om værkets teknologi, i det mindste i grove træk.
Modelbog nr. 1722, påbegyndt 1684 i Salling Herred, altså 26 år efter værkets ødelæggelse,
fortæller at der i gammel tid er fremstillet …”atskillige slags krigss Armaturer med 5 hiul drewen af
det wand af brobye aae; Det 1. til blæssebælgene, det 2. til hammeren(ene), det 3. til bøsspiber at
borre, 4. til sliibestenen, 5. til Poleerstene at dreye, de 4 legger wed stedet sønderslagen…”
Altså har værket har haft 5 vandhjul til at drive blæsebælgene, en eller flere hamre, boreværket til
geværpiberne, slibestenen og en eller flere polérsten. Værket er som nævnt nedbrudt, og fire af
hjulene ligger ødelagt på stedet. Det fortælles videre, at der stadig ved stedet er 15 boliger
46
(waaninger), hvor værkets håndværkere har boet. I de to af dem boede stadig en bøssemager og
en sværdfeger, men de andre beboedes af andre håndværkere. Hvis man antager, at
oplysningerne om værket stammer fra bøssemageren og sværdfegeren, må kilden siges at være
ret pålidelig (Nielsen 1972, 19f).
Til yderligere belysning af de processer, som formentlig har været anvendt på Brobyværk, må vi ty
til kilder af lidt nyere dato. I 1800‐tallets første halvdel var det skik at udstationere yngre
artilleriofficerer som kontrollanter ved Hellebæk Geværfabrik. På baggrund af sine egne
observationer skrev artilleriofficeren Christopher Budde‐Lund i 1853 bogen Om
Geværfabrikationen med en detaljeret beskrivelse af maskiner og processer.
Budde‐Lund beskriver det ret store arbejde med mange arbejdsprocesser, som en smedet
geværpibe måtte igennem. Geværpiberne blev smedet af jern fra Norge, der først blev undersøgt
ved en brudprøve, hvor bruddet helst skulle være homogent i strukturen.
Figur 3. Vandhamre på hammermøllen i Hellebæk, første halvdel af 1800‐tallet. Nederst ses hamrene forfra. Til venstre og i midten ses hamre til sænkesmedning af geværpibernes rørform. Efter Budde‐Lund 1853.
Piberne kunne smedes på vandhammeren (fig. 3), hvor en lang, rektangulær plade ved smedning i
sænker formedes til et rør, der blev sammensvejset 2‐3 tommer ad gangen. Herefter blev piberne
47
udboret, og opdagede man huller eller ujævnheder, blev disse indslået koldt, dvs. hamret på
ydersiden, hvorefter materialet gav sig indefter, og piben boredes igen. Store fordybninger på
indersiden blev indslået i varm tilstand.
Selve boringen skete i en boremølle (fig. 4), en slags bænk med et horisontalt liggende bor. Piben,
der skulle udbores, lå fastspændt i en slæde, der kunne tvinges frem mod boret manuelt med
vægtstænger. Efter udboring skulle piberne trækkes, dvs. udglattes indvendigt. Dette skete ved at
en specielt udformet fil førtes frem og tilbage i piben (Budde‐Lund 1853).
Skønt Budde‐Lunds iagttagelser er foretaget omtrent 200 år senere, kan de samme processer
udmærket have været i brug på Brobyværk. Beskrivelserne er fra før geværfabrikken i Hellebæk
omlagdes til mere moderne fabrikation af Remington‐geværer i sidste tredjedel af 1800‐tallet, og
værket havde formentlig ikke ændret sig gennemgribende i en længere periode, rent teknologisk.
Figur 4. Vanddrevet boreværk på geværfabrikken i Hellebæk. Geværpiben er opspændt på en horisontal slæde, der tvinges frem mod boret med en vægtstang. Efter Budde‐Lund 1853.
Skønt våben blev fremstillet i serier efter et bestemt mønster og med en vis grad af mekanisering,
havde datidens produktion stadig et betydeligt håndværksmæssigt præg. Vandhamrene som
48
Budde‐Lund beskriver ses næsten tilsvarende i europæiske billedkilder fra renæssancen, som for
eksempel i Agricolas De Re Metallica, der udkom midt i 1500‐tallet. En billedkilde, som dog
dateringsmæssigt kommer nærmest Brobyværks funktionstid, er værket Theatrum machinarium,
der blev udgivet af Georg Andreas Böckler i Nürnberg i 1661 og flere gange genoptrykt. Blandt et
væld af kobberstik som afbilder forskellige vandmøller, vandhjul og andre former for mekanik, ser
man også en vandhammer, vanddrevne slibesten til slibning af våben, samt en boremølle til
udboring af geværpiber. På stikket, som viser et hammerværk (fig. 5), smedes en plade. Vandhjulet
trækker i dette tilfælde ikke blot selve hammerværket, men også blæsebælgene til essen.
Boreværket (fig. 6) anvender stort set samme teknologi som værket i Hellebæk, nemlig en
horisontal slæde, hvori geværpiberne er fastspændt og tvinges mod borene, her blot af et kraftigt
vægtlod.
Figur 5. Smedning med vandhammer. Efter Böckler 1673. Figur 6. Boreværk til udboring af to geværpiber. Piberne er opspændt horisontalt i en slæde, der trækkes mod borerne med et snoretræk og et lod. På bordet ligger flere
geværpiber. Efter Böckler 1673.
49
At der vitterligt er tale om et boreværk til geværpiber, bekræftes ved de tre arbejdsemner på
bordet i forgrunden. Alle tre emner ser ud som 1600‐tallets geværpiber, dvs. kantede ved låsen og
cylindriske fra midten og ud mod mundingen, som det ses på kobberstik fra for eksempel Jacob de
Gheyns værk om fodfolksvåben og taktik (de Gheyn 1608).
Også det vanddrevne slibeværk (fig. 7) i Böcklers bog har været anvendt ved våbenproduktion. På
gulvet ligger flere blankvåben, og på et bord ses en hjelm. Sliberen må have ligget på den
skråtstillede sliske med armene fri til slibning af arbejdsemner ved de roterende slibesten.
Figur 7. Vanddrevne slibesten. Sliberen har ligget på maven på den skrånende plade, med begge arme fri til at holde emnet, der skulle slibes. På gulvet ved siden af pladen ses to sværd, og på bordet ved væggen ses en hjelm og en lansespids. Efter Böckler 1673.
50
Produkter og produktivitet
Vi ved ikke meget om størstedelen af de håndværkere, som arbejdede på Brobyværk. I værkets
tidligste tid var klingesmeden og stålætseren David Kohl ansat. Han fik siden selskab af faderen
Caspar Kohl, der havde en fortid hos de store svenske våbenværker, bl.a. Wira, og som af Anders
Bille fik til opgave at lede værket. Både far og søn kommer til Brobyværk ved den danske gesandt i
Stockholm Peder Vibes mellemkomst. Senere rejser Anders Billes fuldmægtig Ludvig Lorenz til
Sverige for at hverve folk til værket. De første våben, som fremstilles på værket, er formentlig et
ceremonisværd samt et antal partisaner til paradebrug, som blev leveret til hoffet. Værket
leverede i sin funktionsperiode flere pragtvåben, rigt dekorerede med stålætsninger, der er
Askgaard, F. 1969. Våben fra Brobyværk 1648‐51. Fynske Minder 1969, s. 21‐42. Odense.
Askgaard, F. 1988. Christian IV. Rigets væbnede arm. Christian IV og Europa, s. 351‐395.
København
Böckler, G.A. 1661. Theatrum machinarium d. i. neu vermehrter Schauplatz der mechanischen
Künsten. 2. udg. 1673. Nürnberg.
Budde‐Lund, C. 1853. Om Geværfabricationen. København.
Geyn, J. de 1608. Waffenhandlung von der Rören, Musquetten undt Spiessen. Haag.
Hoff, A. 1933. Bidrag til Våbenfabrikken Brobyværks Historie. Svendborg Amt. Aarsskrift for
Svendborg Amts historiske Samfund, 1933, s. 75‐96. Svendborg.
Meyersson, Å. 1939. Vapenindustrierna i Arboga under äldre Vasatid. Stockholm.
Nielsen, H. 1972. Brobyværk geværfabrik (1648-58). Upubliceret opgave i historisk metode,
Odense Universitet. Odense.
Nielsen, J. 1998. Brobyværk Våbenfabrik (OBM BV94). Upubliceret udgravningsberetning. Odense.
Westengaard‐Hildinge, O. & V. Kieler 1983. Den gamle hammermølle i Hellebæk. Egnshistoriske
beretninger 16, 1983. Hellebæk.
Willams, A.R. 2003. The Knight and the Blast Furnace. A History of the Metallurgy of Armour in the
Middle Ages and the early Modern Period. Leiden.
54
55
Bernt Rundberget
Østnorsk jernutvinning i sen vikingtid og
middelalder
– særegen metode og kontrollert overskudd
I slutten av vikingtid og tidlig middelalder foregikk en intensiv jernutvinning mange steder i Sør-
Norge. De sørlige deler av Hedmark fylke, som danner den sørøstlige delen av Norge, og grense
mot Sverige, hadde den mest omfattende produksjonen. Tusentalls av jernvinneanlegg, kullgroper
og røsteplasser er vitner om denne virksomheten. Kunnskapen om jernutvinningen er ervervet
gjennom registreringer og ugravinger. Særlig har jernvinneundersøkelsene i Gråfjellområdet vært
en bidragsyter. Her ble det avdekket en særegen og systematisk organisert utvinning som foregikk i
perioden c. AD 975-1280. Produksjonsplassene er mange og omfanget enormt. Registreringer og
undersøkelser viser at tradisjonen sprer seg over et stort område av sørlige Hedmark, og at
Gråfjellområdet således ikke er unikt. Foreliggende artikkel har som mål å gi en kort innføring i
tradisjonen, hvor organisering og omfang er særlig vektlagt.
I Sør‐Norge er det dokumentert jernutvinning etter den direkte metoden i tusentall (f.eks. Martens
1988; Larsen 1991; 2009; Narmo 1996; 1997; Rundberget 2007), og det er etablert kunnskap om
tradisjoner både i tid og rom (Narmo 2000; Rundberget 2008; Larsen og Rundberget 2009).
Artikkelen omhandler tidsrommet sen vikingtid og tidlig middelalder, og i denne perioden antas
det å være 3‐4 regionale variasjoner i Sør‐ og Øst‐Norge (Narmo 2000, 140). Men som jeg har
argumentert for tidligere (Rundberget 2012), så er det organiseringen av produksjonen som i
hovedsak skiller de fleste. Produksjonsformen, dvs. ovnskonstruksjon og drift, er bygd på mer eller
mindre samme modell. Unntaket er jernvinna i sørlige Hedmark, helt øst i Norge, som skiller seg
fra det øvrige materialet, både i organisering og drift. Ut fra den regionale avgrensningen omtales
metoden for Hedmarkstradisjonen, etter Lars Erik Narmos undersøkelser på Rødsmoen i Åmot
56
kommune (Narmo 1997; 2000). I det følgende vil jeg kort redegjøre for hva som kjennetegner
tradisjonen og hva som skiller den fra den øvrige sørnorske produksjonsformen.
Hedmarkstradisjonen – ovnstype og organisering
Foruten på Rødsmoen er jernvinneanlegg av Hedmarkstradisjonen i hovedsak utgravd i
Gråfjellområdet (Rundberget 2007). Enkelte mindre utgravninger er også foretatt i Eidskog
(Martens 1988, 76), sør i Hedmark, i Värmland (Svensson 1998; Myrdal‐Runebjer 1999) samt i
Dalarne (Carlsson et al. 1999). Anleggene utgravd i Sverige viser at tradisjonen strekker seg noen
kilometer inn i de svenske grensestrøkene. Unntaket er anlegget i Dalarne som er noe vanskelig å
tolke. Muligens finnes flere av typen her, men tettheten er svært lav, og etter min oppfatning er
det lite som tyder på en bred spredning til denne regionen. Registreringer og arkeologiske
undersøkelsene viser således at sørlige Hedmark er hovedområdet for tradisjonen.
Nordover strekker tradisjonen seg til noe nord for Koppang mens Eidskog danner grensen i sør.
Elveløpene Glomma og Trysil elv/Klarälv ser ut til å være vestlige og østlige grenser med unntak fra
skogene vest for Glomma og ned mot Mjøsbygdene (fig. 1).
Undersøkelsene i Gråfjellområdet danner rammene for denne analysen. I alt ble det her undersøkt
39 jernvinneanlegg, flere hundre kullgroper samt en rekke røsteplasser. Bakgrunnen for
undersøkelsene er utbygging av et nasjonalt skytefelt for det norske forsvaret, og er det største
utmarksprosjektet utført i Norge (Risbøl et al. 2002; Rundberget 2007). Utgravningene viser at
blesterovnene mangler paralleller i Norge, og så vidt jeg vet også i Europa. Ovnene som ble
undersøkt på Rødsmoen, i Eidskog og i Sverige er slik jeg ser det av samme type, men har i noen
tilfeller andre tolkninger. Grunnen til dette tror jeg ligger i at det ble gravd en ovnstype som til nå
har vært ukjent og at tolkninger bærer preg av å skulle passe inn i eksisterende typologiske
mønstre.
Det er ikke rom for å gå detalj her og kun grunnleggende faktorer blir diskutert (se Rundberget
2007; 2012). Felles for alle fremstillingsplassene er at produksjonen foregikk i en sjaktovn med
slaggavtapping.
57
Figur 1. Distribusjonen av jernvinneanlegg i Hedmarkstradisjonen. Med stedsnavn omtalt i teksten. Kartgrunnlag Statens kartverk. Tillatelsesnummer NE12000‐150408SAS. Kart: L. Thorgersen/B. Rundberget.
Metoden har dateringer tilbake til 700‐tallet, men først på 800‐tallet ser det ut til at den blir vanlig
og enerådende i Norge (Larsen og Rundberget 2009). Ovnene består av to hovedkomponenter, en
ovnssjakt av leire og en steinfundamentert grop. Leirsjaktene var sirkulære med indre diameter på
32‐45 cm. Tykkelsen er vanskelig å definere sikkert da ingen sjakter ble funnet inntakt. Mot
58
bakkenivå ble det imidlertid påvist godt bevarte rester, og jeg anslår at tykkelsen i dette nivået lå
mellom 15‐20 cm (fig. 2).
Figur 2. Skjematisk fremstiling av utvinningsovnen i Hedmarkstradisjonen etter gjennomsnittsmål og tolkninger på morfologi og drift. Venstre over: Ovnen sett fra produksjonsområdet med blåsebelgen i front. Det tappes vekselvis i to renner/groper. Høyre over: Ovnen sett fra siden med tappehull og tapperenne. Venstre under: Snitt gjennom ovnen sett fra produksjonsplassen. Figuren viser oppbygging og relasjon mellom sjakt og grop. I bunnen av sjakta sees bunnskollen og jernluppen. Høyre under: Ovnen sett ovenfra. Tegning: R. Borvik.
Trolig var sjakta tykkest i denne nedre delen hvor varmeutviklingen var størst. Omtrent 100 ovner
er utgravd og det ble ikke funnet spor etter ytre forskaling eller isolering slik det øvrige norske
materialet fremviser (f.eks. Martens 1988; Narmo 1996; Larsen 2009). Eneste tegn på en ytre
støtte var forkullede rester etter treflis eller bark i bakkenivå. Flisene lå lagvis og tolkes å ha hatt
en støttefunksjon ved konstruering. Ovnene tolker jeg av den grunn å være av typen små
frittstående tynnveggede sjaktovner (Pleiner 2000, 172‐176), men i tillegg er de underisolerte.
Dette skiller seg klart i fra det øvrige norske jernvinnematerialet hvor ovnene var isolert med
steinheller, sand og trekasser. Ofte er ovnene også bygd i skrånende terreng og delvis inngravd i
bakken. Selve leirsjakten hadde samme dimensjon, men tykkelsen på selve godset var mindre. Til
59
motsetning fra Hedmarkstradisjonens ovn kan denne benevnes som tynnveggede sjaktovner med
en ytre forsterking av sand, steinheller og trekasser (Rundberget, i tryk, jf. Pleiner 2000, 172‐188).
Et annet karakteristisk trekk som gjør ovnene i Hedmarkstradisjonen unike er den underliggende
gropa. Veggene i gropa er fundamentert med stein og sjakta hviler direkte oppe på denne
fundamenteringen. Innenfor denne er det konstruert en sirkulær vegg av trevirke. Disse er nøye
tilhogd og satt tett i tett sammen, nærmest som et lagg i en tønne. Gropa har ikke hatt som
funksjon å samle opp slagg da denne er tappet ut i et høyere nivå, og må dermed tolkes på andre
måter. Jeg mener den kan ha hatt flere funksjoner hvorav isolering er en mest sentralt. Da
ovnssjaktene ikke hadde ytre isolering ble undervarme således viktig for ikke å få en fryseeffekt
nedenfra. Denne typen isolering av blesterovner er så langt jeg vet ikke kjent i det europeiske
jernvinnematerialet, men nyere metoder utviklet i renessansen benyttet tilnærmet lik
isoleringsmetode (f.eks. Karsten 1831). Og også innen tidlig koppersmelting er fenomenet kjent
(pers. med. Hans‐Gert Bachmann).
En parallell kan også finnes i den japanske Tatara‐teknologien (f.eks.: http://www.hitachi‐
metals.co.jp/e/tatara/nnp0102.htm). Disse jernutvinningsovnene som har røtter tilbake til yngre
jernalder består av runde eller firkantede ovnssjakter og en underliggende grop fylt med kull, hvor
funksjonen er isolering og unngå fukt. Som i Gråfjell tappes også slaggen fra noe høyde og ved drift
av ovnene er slaggen svær lettflytende. Det er svært usannsynlig at det er noe sammenheng
mellom ovnstypene, men teknologien kan være mer utbredt, enn om i noe annen form. På
Tæbring på Mors har Olfert Voss og Arne Jouttijärvi gravd en ovn fra 700‐tallet som trolig er en
slaggavtappingsovn (pers. med Jens Jørgen Olesen 19.03.2012). Under ovnssjakten ble det påvist
et tykt kullag i en mindre forsenkning. Tolkningen på strukturen er at det har vært et kullbad, som i
Tatara‐prosessen, som isolasjon mot den kalde bakken.
Underisoleringen kan også ha vært viktig ved slagguttappingen. Det ble tappet i to retninger og
ned i brede renner eller groper utenfor ovnssjakten. Fallet fra tappehullet og til bunnen har variert
fra 0 til 40 cm. Av den grunn tok slaggen form for det jeg kaller for tappekjegler.
60
Tappingen foregikk porsjonsvis og det bygde seg opp en halvkjegle som størknet mot sjaktveggen
og bunnen av renna (fig. 3). Det kommer også frem at slaggen har rent forholdsvis langt bort fra
ovnene før den frøs, noe som tilsier en lettflytende slagg. Denne formen for slaggavtapping er ikke
påvist i Norge for øvrig. Vanlig var det at ovnen hadde et hull i bakkenivå og slaggen ble ledet ut i
smale renner (f.eks. Narmo 1996).
Figur 3. Godt bevart tappekjegle med høyde på 23 cm. Til venstre sees rennestrukturen som viser en porsjonsvis flom av slaggstrenger. Til høyre sees klare avtrykk og rester etter leirsjakta. Foto: M. Teigen, Kulturhistorisk museum.
Denne slaggen fikk en strengliknende form og jeg har av den grunn valgt å skille mellom
begrepene tappeslagg som gjelder Hedmarkstradisjonen, og renneslagg for de øvrige tradisjonene
(Rundberget 2007, 326).
Også anleggenes organisering avviker fra det øvrige materialet som jeg anser har flere likheter enn
ulikheter. Her foregikk blant annet produksjonen i såkalte blesterhus (Martens 1988; Larsen 1991;
Narmo 1996; Tveiten 2008), hvor ovnene sto under tak, men det var åpne vegger. Husenes
størrelse og antall rom varierer, men tradisjonen med å jobbe under tak er en fellesnevner. Dette
gjelder ikke Hedmarkstradisjonen. I Gråfjellområdet ble det ikke i påvist blesterhus, kun rester
etter mindre bygninger for opphold rett ved produksjonsområdet. Lars Erik Narmo (1997) mente å
finne spor etter gapahukliknende konstruksjoner på Rødsmoen, en tolkning jeg mener er feilaktig
da han tolker det jeg mener er ovnsgroper, for stolpehull.
61
Mens øvrige tradisjoner ser ut til å ha basis i mer eller mindre samme teknologi og organisering, er
Hedmarkstradisjonen fundamentalt forskjellig. Ved siden av at den skiller seg ut er det sentrale
med tradisjonen dens uniformitet. Likhetene i Gråfjellmaterialet er så slående at jeg mener det må
være et resultat av én regional felles idé. Tolkningen baserer jeg på hvordan strukturer, lag og
konstruksjoner ligger i forhold til hverandre, og derav hvordan produksjonen har vært organisert.
Ideen er bygd på det jeg kaller en grunnform som består av fire komponenter; en ovn, ett kullager,
ett malmlager og en slagghaug. Disse danner en form som skjematisk kan fremstilles som et
harespor ‐ slagghaug og ovn utgjør forlabbene og råstofflagrene baklabbene (Rundberget 2007,
241‐245). Organiseringen må likevel ikke vurderes som statisk da det er variasjoner i hvordan
øvrige strukturer er anlagt i forhold til ovnen.
Vanligste organisasjonsform i Hedmarkstradisjonen er det jeg har kalt for hovedformen. Anlegg av
denne typen består av to ovner med tilhørende slagghauger, men de deler råstofflagre.
Hovedformen defineres å være en grunnform med speilvending langs senterlinjen av kull‐ og
malmlagre, slik at ovner og slagghauger ligger direkte overfor hverandre, på hver sin side av
råstofflagrene (fig. 4).
Figur 4. Skjematisk fremstilling av organiseringen på jernvinneanleggene i Hedmarkstradisjonen. Tegning: B. Rundberget.
62
Av de utgravde anleggene er alle foruten ett organisert etter grunn‐ eller hovedform. De største
anleggene består av flere grunn og/eller hovedformer. Det nevnte unntaket er et anlegg med
tidligere datering, og produksjonsplassen regner jeg å tilhøre en eldre tradisjon.
Ressursutnyttelse og organiseringen i landskapet bærer også preg av denne felles ideen. Dette
kommer blant annet godt til utrykk ved å se på kullgropene og distribueringen i forhold til
jernvinneanleggene. Alle de 1800 registrerte kullgropene er uten unntak firkantede og de har
identisk form og oppbygging (Damlien og Rundberget 2007) (fig. 5). De er anlagt omkring
jernvinneanleggene med avstand opp til 600 meter, nærmest som en sirkumferens (Risbøl et al.
2002, 57; Rundberget 2007, 354). Store anlegg har store områder hvor kullet er hentet fra, mens
små anlegg har mindre areal.
Figur 5. Kvadratisk og utømt kullgrop. Både form og metode for stabling av tømmer kommer tydelig til syne. Foto: B. Rundberget.
Røsteplassene følger et annet distribusjonsmønster. Generelt finnes lite kunnskap om emnet i den
norske jernvinna da foreliggende materiale er lite. Unntaket er Gråfjellområdet hvor et stort
arbeid ble gjort for å påvise røsting og malmmyrer. Røsteplassene er usynlige kulturminner, kun
tynne malmlag ligger igjen. Men malm blir magnetisk ved oppvarming og et magnetometer påviser
63
derfor disse. Ved bruk av dette ble det funnet flere hundre røsteplasser tett ved de beste
malmmyrene. Øvrige registrerte arealer var funntomme (Smekalovs 2006). I områdene hvor
røstingen foregikk er det også nærmet funntomt når det gjelder kullgroper, det syntes klart at
tømmeret i disse områdene var forbeholdt røstingen (Rundberget 2007, 355) (fig. 6).
Figur 6. Registrerte røsteplasser i et avgrenset område i Gråfjell. Distribusjonen av røsteplasser og kullgroper viser tydelig at tømmeret i dette området har vært forbeholdt røsting. Kart: T. og S. Smekalovs.
64
Det som dermed blir interessant er at mange av jernvinneanleggene ble anlagt langt unna
nærmeste malmkilde. At alle aktørene like fullt hadde rett til myrmalmen og at det var igangsatt et
system hvor røsting og kullbrenning foregikk på forskjellige steder (fig. 7), vitner etter min mening
om et samarbeid med rot i et organisert system som har stått over normale
allmenningsbestemmelser (f.eks. Solem 2003).
Figur 7. Distribusjonen av jernvinneanlegg, kullgroper og røsteplasser i Gråfjellområdet. Kullgropene ligger rundt jernvinneanleggene mens røsteplassene er anlagt rett ved malmkildene. Kart: D. Hill.
Omfang og volum
Dette kommer også til utrykk gjennom produksjonens enorme dimensjon. Omfanget på
jernutvinningen slik det kommer frem i Gråfjellområdet, mener jeg ut fra registreringsresultater,
kan overføres til hele regionen definert over. Unntak er områder som ikke har grunnlag for
utvinning. I Gråfjellområdet er omtrent halve arealet uproduktivt da det ligger i randsonen for‐
eller over tregrensen. Det produktive arealet omfatter omtrent 100 km2, og det ble her registrert
115 jernvinneanlegg og 1740 kullgroper (Risbøl et al. 2002, 125‐126; Rundberget 2007, 241). I
65
tillegg ble det registrert over 200 røsteplasser (Smekalovs 2006; Rundberget 2007, 283). For den
siste kategorien er bare mindre områder analysert og antallet viser antakelig bare toppen av
isfjellet. Her vil jeg bare se på jernvinneanleggene og i snitt kan en si at det ligger over ett
jernvinneanlegg per km2. Overføres resultatet til Hedmarkstradisjonens distribusjonsområde som
har et utregnet produktivt areal på omtrent 5700 km2 (Rundberget 2012), kan en grovt estimere at
antallet jernvinneanlegg kan være flere enn 7 000. Jeg har utført beregninger på
produksjonsvolumet, og i snitt, basert på tall fra Gråfjellområdet (Rundberget 2007) og Rødsmoen
(Narmo 1997), anslår jeg en jernproduksjon på 17,6 tonn jern per anlegg. Dette er basert på et
utbytte i forholdet slagg:jern = 1:0,7. Utbytte er anslått ut fra beregninger foretatt av
Geoarkeologiskt laboratorium i Uppsala (GAL) (Grandin et al. 2004; 2005) og Arne Espelund (2003;
Espelund og Nordstrand 2003), i tillegg til analyser på forholdet mellom kullbehov og jern i
Gråfjellområdet (Rundberget 2007, 350‐354; i tryk b). Om antall anslåtte anlegg er riktig så ble det
produsert over 130 000 tonn jern over en 300‐årsperiode, eller 500 tonn hvert år. Dateringer av
anleggene i Gråfjellområdet og på Rødsmoen, viser imidlertid at 80 % av produksjonen ligger i
perioden AD 1100‐1275 (Rundberget 2012), og toppen er i perioden AD 1150‐1250 (50 %). I denne
perioden, hvor Norge også hadde sin storhetstid, var den årlige produksjonen også klart størst.
Riktignok er analyser på utbytte av blesterjernet etter primærsmiing ikke inkludert. Sentralt for
dette materialet er funnet av en 19 kg tung jernlupp i en hulvei i Gråfjellområdet. Denne er ikke
datert men form, størrelse og kunnskapen om kronologi, gjør at den sikkert kan knyttes til
Hedmarkstradisjonen. Analyser foretatt av GAL og Espelund viser at luppen består av et godt
smibart jern og lite inneslutninger av slagg. Tap i utbytte anslås til å ligge på 10‐30 %, og produsert
smibart jern ligger i rommet 90 000‐120 000 tonn.
Avslutning
Resultatene fra Gråfjellområdet og Sør‐Hedmark vitner om at det foregikk en storstilt
jernproduksjon fra slutten av vikingtid og frem mot AD 1300. Likhet i metode og organisering samt
omfanget, viser også at produksjonen ikke kan ha sin eksistens i selvforsyningsøkonomien, men i
et system bygd på fellskap og tilhørighet, og hvor overskudd og varebytte har vært et mål.
Grunnlaget for produksjonen ligger etter min mening i et samfunn som har røtter tilbake til 600‐
66
tallet og som utviklet en særegen tradisjon med klare grenser (Rundberget 2012). Temaet er for
stort til å bli diskutert i detalj, og jeg vil avslutningsvis kun diskutere kontroll som en essensiell
faktor.
Handel med jern og andre utmarksprodukter var et viktig inntektsgrunnlag i dette området hvor
klima og topografi ikke legger til rette for innkomme fra det tradisjonelle jordbruket.
Jernutvinningen må settes inn i dette scenarioet og kontroll av disse ressursene må ha vært av stor
betydning. Mot slutten av høymiddelalder synes det sikkert at kongen satt med herredømme over
området, enkelte skriftlige kilder vitner om dette (Rundberget 2012). I den tidligere perioden var
det derimot sannsynligvis regionale høvdinger og stormenn som i fellesskap sto som bakmenn.
Men en slik kontroll kunne ikke utføres direkte over slike store områder og det var nødvendig med
et gjensidig samarbeid med regionens innbyggere. Jernvinna vitner nettopp om nettopp dette
gjennom sin organisering og omfang. Slik sett nøt trolig også aktørene i jernvinna godt av driften.
Skriftlige kilder beretter om lave skattenivåer her sammenliknet med naboregioner. Dette tilsier at
stormenn og kongen bevisst ikke førte en stram skattepolitikk mot aktørene, men heller utøvet
goder for å stimulere til denne storstilte virksomheten. Inntektene ble heller hentet gjennom
handel, trolig på markedsplasser opprettet med grunnlag i jernproduksjonen, som Koppang
(Kaupangr) i Østerdalen og Hamar ved Mjøsa, steder som kongen kunne kontrollere gjennom
avgifter og skattlegging.
67
Litteratur
Carlsson, E., E. Kettis & G. Magnusson 1999. Järnhandtering och bebyggelse i Lima och Transtrand.
Lima och Transtrand. Ur två socknars historia, bind 4, s. 191‐244. Malung.
Damlien, H. & B. Rundberget 2007. Kullgroper og kullproduksjon i Gråfjellområdet i Hedmark.
Viking, Bind LXX – 2007, s. 155‐170. Oslo.
Espelund, A. 2003. Jernvinna i Gråfjell, Åmot kommune, Hedmark. En metallurgisk analyse av
funnmaterialet fra jernframstillingsanlegg ID1023047. Institutt for materialteknologi, NTNU.
Trondheim.
Espelund, A. & E. Nordstrand 2003. Metallurgiske undersøkelser av jernvinneanlegg i Gråfjellet år
2003. Institutt for materialteknologi, NTNU. Trondheim.
Grandin, L., S. Forenius & E. Hjärthner‐Holdar 2004. Järnframställning på Gråfjellet. Arkeo‐
Metallurgiska analyser. Analysrapport nummer 2-2004. Avdelingen för arkeologiska
undersökningar, UV GAL. Uppsala.
Grandin, L., A. Willim, S. Forenius & O. Stilborg 2005. Järnframställning på Gråfjellet.
Arkeometallurgiska analyser av 2004 års undersökningar. Analysrapport nummer 9-2005.
Avdelingen för arkeologiska undersökningar, UV GAL. Uppsala.
Karsten, C. J. B. 1831. System der Metallurgie - geschichtlich, statistisch, theoretisch und technisch.
Berlin.
Larsen, J. H. 1991. Jernvinna ved Dokkfløyvatn. De arkeologiske undersøkelsene 1986-1989. Varia
23, Universitetets Oldsaksamling. Oslo.
Larsen J. H. 2009. Jernvinneundersøkelser. Faglig program. Bind 2. Varia 78. Kulturhistorisk
museum, Fornminneseksjonen. Oslo.
Larsen, J. H. & B. Rundberget 2009. Raw materials, iron extraction and settlement in South‐
Eastern Norway 200BC ‐ AD1150. Vitark – Acta Archaeologica Nidrosiensia, nr. 7, s. 38‐50.
Trondheim.
68
Martens, I. 1988. Jernvinna på Møsstrond i Telemark. En studie i teknikk, bosetning og økonomi.
Norske Oldfunn XIII. Universitetets Oldsaksamling. Oslo.
Myrdal‐Runebjer, E. 1999. A cultural heritage management view of the forest. I: A. Gustafson & H.
Karlsson (red) Glyfer och arkeologiska rum - en vänbok till Jarl Nordbladh, GOTARC Series A, bind 3
s. 633‐642. Gøteborg.
Narmo, L. E. 1996. Jernvinna i Valdres og Gausdal – et fragment av middelalderens økonomi. Varia
38. Universitetets Oldsaksamling. Oslo.
Narmo, L. E. 1997. Jernvinne, smie og kullproduksjon i Østerdalen. Arkeologiske undersøkelser på
Rødsmoen i Åmot 1994-1996. Varia 43. Universitetets Oldsaksamling. Oslo.
Narmo, L. E. 2000. Oldtid ved Åmøtet. Østerdalens tidlige historie belyst av arkeologiske
utgravinger på Rødsmoen i Åmot. Åmot historielag. Rena.
Pleiner, R. 2000. Iron in Archaeology. The European Bloomery Smelters. Archeologiký ústav av čr.
Praha.
Risbøl, O., T. Risan, R. Bjørnstad, S. Fretheim & B.H. E. Rygh 2002. Kulturminner og kulturmiljø i
Gråfjell, Regionfelt Østlandet, Åmot kommune i Hedmark. Arkeologiske registreringer 2001, fase 4.
Oppdragsmelding nr. 125. NIKU. Oslo.
Rundberget, B. (red.) 2007. Jernvinna i Gråfjellområdet. Gråfjellprosjektet Bind 1, Varia 63.
Kulturhistorisk museum, Fornminneseksjonen. Oslo.
Rundberget, B. 2008. Et kort omriss av jernvinna i Sør‐Norge. I: B. Rundberget, B. og Stylegard
(red.) 2008: Jernvinna på Agder. Jernvinneseminaret i Sirdal 25.-26. oktober 2007. Vest‐Agder
fylkeskommune, Rapportserie No. 5, s. 16‐33. Kristiansand.
Rundberget, B. 2012. Iron Production in Østerdalen in Medieval Times – A consequence of
regional technological change? I: Berge, R., M.E. Jasinski & K. Sognes (eds.), N-TAG TEN.
Proceedings of the 10th Nordic TAG conference at Stiklestad, Norway 2009. BAR international
Series 2399, s. 191‐204. Archaeopress. Oxford.
69
Rundberget, B. i tryk. Jernets dunkle dimensjon. Jernvinna i sørlige Hedmark, sentral økonomisk
faktor og premiss for samfunsutvikling c. AD 700-1300 (doktorgradsavhandling innlevert for
bedømmelse 10.07.2012). Universitetet i Oslo. Oslo.
Solem, J. 2003. Den norske allmenningsinstitusjonen i middelalderen. Heimen, bind 40, s. 243‐265.
Trondheim.
Smekalovs, T. & S. 2006. Magnetic Survey in Gråfjell, Regionfelt Østlandet, Åmot kommune,
Hedmark, Southern-Eastern Norway in 2000, 2001, 2002, 2004 and 2005. Final report. Physical
Institute of St. Petersburg State University. St. Petersburg.
Svensson, E. 1998. Människor i utmark. Lund Studies in Medieval Archaeology 21. Lund.
Tveiten, O. 2008. Blestertufter. Primitive tider 2007/2008. 10. Årgang, s. 41‐52. Oslo.
70
71
Jannie Holm Larsen
Ovnskakten
- om jernhåndværket og produktionen på
Johnsgaard og Hessel
Skaktfragmenter og makrofossiler af planter ofres sjældent opmærksomhed i en udgravnings- og
bearbejdningsproces til trods for, at de forekommer sammen med slagge, myremalm og trækul. I
det følgende redegøres der for resultaterne af en analyse af skaktfragmenter og makrofossilers
potentiale som kildemateriale til forståelsen af konstruktionsprocessen af ovnen og af
organisationen af jernproduktionen. Det analyserede materiale stammer fra lokaliteterne
Johnsgaard og Hessel, som senest er udgravet i 2008 og 2009. Resultaterne har belyst
smeltemesterens handlemønster vedrørende ovnkonstruktionen. En proces, der både var præget af
lokal tilpasning og af overregionale håndværkstraditioner.
I store dele af Vestjylland var slaggegrubeovnen den hyppigst anvendte ovntype i perioden mellem
det 2. til det 7. århundrede. Det var en ca. 60‐80 cm nedgravet grube, hvorover der stod en
cylindrisk lerskakt, der var 1 m høj og med en diamenter på 45‐60 cm. Grubens funktion var at
aftage slaggen, der blev dannet efterhånden som det beskikkede myremalm reduceredes.
Johnsgaard og Hessel
Johnsgaard og Hessel er to gammelkendte jernudvindingslokaliteter ca. 15 km NØ for Varde i
Vestjylland (fig. 1). De ligger med en indbyrdes afstand på 8 km og ikke mindre end 5 km fra
Snorup (Fabech 1989; Smekalova et al. 2005). Da Museet for Varde By og Omegn senest
udgravede på lokaliteterne i 2008 og 2009, var det før nedlæggelsen af et energikabel, hvilket
bevirkede, at kun et mindre (9‐16 m bredt) tracé blevet åbnet.
72
Figur 1. Oversigtsplan over Johnsgaard og Hessel. Kort og Matrikelstyrelsen.
I overensstemmelse med tidligere undersøgelser fremkom langhuse, grubehuse og ikke mindst
adskillige ovne af slaggegrubetypen. På baggrund af hus‐ og ovntypologi, keramikfund, samt
tidligere udførte 14C‐dateringer, kan begge pladser dateres til yngre romersk/germansk jernalder
og formodes derfor at være delvist samtidige.
Selvom der er ligheder i dateringen og de repræsenterede anlægstyper, var jernhåndværket på de
to pladser langt fra homogent, og som det også vil fremgå af det følgende, blev jernproduktionen
håndteret forskelligt.
Jernudvindingsovnene
På Johnsgaard dannede 33 slaggegrubeovne to ustrukturerede koncentrationer i vindfattige
lavninger i hver sin ende af udgravningsfeltet, hvor leret dominerede den ellers sandede
undergrund. En umiddelbar tolkning bag denne bemærkelsesværdige nærhed mellem leret og
73
ovnene kan være, at smelteren undgik transporten af leret til ovnskaktene1. Set fra øst mod vest
bestod de to koncentrationer af henholdsvis 10 og 23 ovne, der i snit fremstod som 32‐44 cm dybe
nedgravninger med afrundede sider og bund. Af disse blev henholdsvis seks og 12 snittet, idet de
resterende, efter kort tid med regn, stod under vand. For de undersøgte slaggegrubeovne antyder
et ganske lille indhold af slagge, men højt indhold af ovnskaktfragmenter, at hele 17 (95 %) af
slaggeblokkene var opbrudte i forhistorisk tid (fig. 2).
Figur 2. Opbrudt slaggegrube. Bemærk det høje indhold af skaktfragmenter. Foto: M. Posselt, Museet for Varde By & Omegn.
At opbrydningen af slaggen er foregået i forhistorisk og ikke moderne tid, indikeres af det høje
indhold af ovnskaktfragmenter, som må være faldet eller fejet ned i gruben efter fjernelsen af
slaggeblokken. Var slaggeblokken derimod fjernet i moderne tid, hvor skaktene må formodes at
være enten helt eller delvist pløjet bort, burde gruben ikke indeholde større mængder materiale
fra ovnskaktene.
Ifølge Voss gælder opbrydningen af slaggeblokke almindeligvis omkring ¼ af ovnene på en
jernudvindingsplads, ligesom de opbrudte ovne udgør fejlslagne brændinger, hvorunder smelteren
i et forsøg på at få fat på det jern, der er løbet med slaggen ned i gruben, har brudt slaggen op
74
(Voss 1993, 100; 1995, X8.3). Kun på Johnsgaard fremstår begge koncentrationer af ovne fra 2008
og én tidligere udgravet ovnkoncentration fra 1988 nærmest konsekvent opbrudte og har en
opbrydningsprocent på henholdsvis 95 og 85. Ud fra dette forhold synes det mere sandsynligt, at
opbrydningen skal ses som en del af en bevidst strategi. Særligt opbrydningens koncentration
indenfor visse ovngrupper frem for andre antyder, at Johnsgaard var en lokalitet med vekslende
håndværkstraditioner, smeltere og/eller behov.
På Hessel dannede slaggegruberne ligeledes to koncentrationer med henholdsvis 36 og tre ovne.
Heraf dannede førstnævnte et NNV‐SSØ orienteret, struktureret ”bælte”, der ud fra
magnetometeropmålinger fortsatte et længere stykke på begge sider af feltgrænsen. Ifølge
udgravningsleder H. Zaramella lå ovnene desuden på rækker, hvilket kan skyldes, at de blev
konstrueret og anvendt indenfor et relativt kort tidsrum (Zaramella 2011, 39).
Fra ”bæltet” blev i alt 17 slaggegruber undersøgt og af disse fremstod 15 med massiv slaggeblok
(fig. 3), én opbrudt (A610) og én delvist opbrudt (A594). Netop den delvist opbrudte ovn
indeholdt, som den eneste, store mængder brændt ler (1055 g) og myremalm, og er sandsynligvis
resultatet af en fejlslået brænding. Slaggegruberne på Hessel fremstod generelt velbevarede og
var 45‐65 cm dybe (gennemsnit 51 cm) og havde i gennemsnit en diameter på 67 cm. I den sydlige
koncentration af slaggegrubeovne, var der kun bevaret omtrent 5‐10 cm af slaggegruberne.
Ligesom alle er tolket som opbrudte i forhistorisk tid (Zaramella 2011, 47f). Skaktfragmenter og
konstruktionen af skakte
Under udgravningen på Johnsgaard blev der indsamlet i alt 849 g brændt og/eller forslagget ler. En
klar overvægt af dette (98,5 %) stammer fra ovenstående slaggegrubeanlæg, og man må derfor gå
ud fra, at lerfragmenterne repræsenterede rester af skakte til slaggegrubeovne. I majoriteten af
tilfældene drejede det sig om klumper af delvist rødbrændt ler, der var sintret og/eller forslagget
på indersiden. På Hessel udgjorde de indsamlede stykker brændt og/eller forslagget ler 4403 g.
Langt størstedelen af skaktdelene fra Johnsgaard og Hessel var delvist rødbrændte med forslagget
inderside, og havde i forbindelse med varmepåvirkning udviklet flere farver (fig. 4), hvilket
indikerer, at størstedelen af de bevarede fragmenter tilhører den nedre del af skakten
(skaktbasen).
75
Figur 3. Hessel. Ovnbæltet under udgravning. Foto: H. Zaramella, Museet for Varde By & Omegn.
Figur 4. Ovnskaktfragment (UK‐2) fra Johnsgaard med farveudvikling og småsten indlejrede i godset. Foto: J. H.
Larsen.
76
Tillige var en større andel af lerfragmenterne delvist sintrede og med glasering, hvilket antyder, at
de desuden stammer fra det varmeste område nær et indblæsningshul. Bemærkelsesværdigt i
denne sammenhæng er fraværet af de øvre, almindeligvis sortbrændte, skaktdele. Med forbehold
for, at ikke alt skaktmateriale blev hjembragt til museet, er den mest nærliggende tanke, at
skaktene blev naturligt opløst efter at være blevet efterladt på jorden. Alternativt genbrugte man
den øvre, uforslaggede skaktdel som chamotte til konstruktionen af nye skakte, eller deponerede
skakten i en nærliggende affaldsgruber, som det kendes fra Scharmbeck ved Hamburg (Wegewitz
1957, 13ff), Joldelund i Slesvig‐Holstein (Jöns 1997, 104f) og Lysehøj på Sydøstsjælland (Larsen og
Moltsen 2008, 111).
Godstype og magring
Ved at sammenligne de enkelte skaktfragmenter fremstod godset fra Johnsgaard og Hessel meget
forskelligt. På Johnsgaard indeholdt godset meget sand og mange småsten. Ligesom det var porøst
og smuldrede ved let håndtering. Der blev ikke fundet spor efter magring af leret med strå, som
prægede størstedelen af fragmenterne fra Hessel, der fremstod meget kompakte og
modstandsdygtige over for mekanisk stress.
På Hessel var der også forskelle i magringstyperne mellem den nordlige og sydlige koncentration
af ovne. I ”ovnbæltet” var leret magret med strå modsat ét fragment (X221). Fragmentet skilte sig
ud, ved at være uden stråaftryk, meget sandholdig og porøst. Den porøse struktur hænger
formentligt sammen med, at stykket muligvis er et topfragment. Det forklarer dog ikke fraværet af
forkullede strå eller aftryk. Så med forbehold for det meget begrænsede materialegrundlag
antyder fragmentet, at der var forskellig magringsstrategi eller håndværkstradition på det nordlige
og sydlige jernudvindingsområde af Hessel.
Generelt fremstod skaktindholdet i de enkelte ovne homogent, hvilket antyder, at man under
hvert skaktbyggeri anvendte samme ler‐ og magringskilde. En mulig undtagelse var ovn A609 fra
Hessel. Herfra var overvægten af skaktfragmenterne rødbrune og med mange stråaftryk, mens ét
fragment var gulbrunt og uden stråaftryk. Én forklaringsmulighed er, at det gulbrune fragment
repræsenterer ældre produktionsaffald, der er faldet ned i gruben under nedbrydning af skakten –
77
og altså tilhører en anden ovn. Fragmenternes diversitet kan også være betinget af en delt proces,
hvor der er benyttet forskellige lerkilder og magringstyper (sand versus strå).
Pindaftryk
På ét skaktstykke fra Johnsgaard og fire fra Hessel var der vertikale aftryk efter 1,7‐2 cm tykke
pinde. På enkelte af fragmenterne ses det ydermere, at pindene har været let tilspidsede. Hvor
lange de har været er uklart, da kun den ene ende af aftrykkene er bevaret. Fragmenternes
klodsform, samt fraværet af horisontale aftryk antyder, at skaktene på Johnsgaard og Hessel ikke
var opbygget af et fletværk, som de ofte rekonstrueres (Leineweber 1991, 120), men at pindene
kan have været anvendt som dyvler mellem de enkelte lerklodser. Ud fra antagelsen om at tynde
pinde ikke kan gennemtrænge tørrede lerklodser, uden at disse vil revne, må lerklodserne fra
Johnsgaard og Hessel have været fugtige under opbygningen af skaktene.
Fragmenter med pindaftryk kendes også fra Snorup (Voss 2011) og Góry Świętokrzyskie i Polen
(Bielenin 1973, 265). Foruden vertikale pinde anvendte man i Góry Świętokrzyskie også et
bindemiddel til at sammenkitte de blokformede lerklodser. Dette konstruktionsmæssige træk
kunne umiddelbart antyde, at klodserne var delvist tørre under konstruktionsprocessen og derfor
krævede et bindemiddel for at kunne hæfte på de øvrige klodser. Hvis en forudgående tørring eller
bagning af klodserne har fundet sted, kan tørringen af klodserne formentligt ikke have været
fuldstændig, da man også her anvendte forholdsvis tynde (1,5‐2 cm) pinde. Selvom eksperimenter
med rekonstruktioner af skakte har demonstreret, at velfungerende skakte (skakte der ikke
smeltede, revnede eller kollapsede under udvindingen, i en sådan grad, at det fremgår af
forsøgsbeskrivelserne) kan bygges både med (Gjerløff & Sørensen 1997, 67f) og uden anvendelsen
af pinde (Lyngstrøm 2011, 29ff), viser den vidtrækkende spredning af skaktfragmenter med
pindaftryk, at anvendelsen af pinde som dyvler mellem de enkelte klodser var et overregionalt
konstruktionsmæssigt træk, der indikerer overregionale håndværkstraditioner indenfor
skaktbyggeriet.
78
Æltning og formning af ler
På ganske få fragmenter (X164‐2 og X172‐1 fra Johnsgaard og X94 og X109‐2 fra Hessel) kan der
med det blotte øje erkendes ganske små trækulsstykker og slaggekorn i godset. Selv om dette
principielt kan skyldes en tilsigtet tilførsel, skal det dog nok nærmere opfattes som forurening og
ikke som magring, da der kun er tale om ganske små trækulsnister, hvis tilstedeværelse ikke kan
have haft nogen effekt på lerets binde‐ eller varmeledningsevne.
Via keramiske analyser af skaktfragmenter fra tre ovne på lokaliteten Jfp 13/J fra Gråfjell i Norge
har man påvist indlejrede slaggekorn i godset, som kun i ét tilfælde er tolket som forurening
relateret til opbygningen af en ovn på en plads, hvor der allerede fandtes spredte slaggerester på
marken (Grandin et al. 2005, 32). For de to andre prøver (TS 4 og TS 6) er slaggerne tolket som
værende trængt ind i leret under udvindingsprocessen (Grandin et al. 2005, 32).
Hvis æltningen eller formningen af leret var processer, der foregik direkte på jordoverfladen i
nærheden af et tidligere eller endnu aktivt udvindingsområde, hvor der må forventes at ligge
mange spredte stykker trækul og slaggefragmenter, ville et indslag af slagger i leret være
forventeligt. Dette kan dog ikke være tilfældet med materialet fra Johnsgaard og Hessel, hvorfor
æltningen og formningen af leret enten er foregået på et underlag eller i en vis afstand fra
produktionsområdet.
Genbrug af ovnskakte?
Til trods for en målrettet afsøgning, blev der ikke fundet spor efter udbedringer, der kunne
indikere, at skaktene fra Johnsgaard og Hessel skulle have været genbrugt. I dag er den almene
opfattelse da også, at Espevej‐ og slaggeaftapningsovne blev genanvendt, hvorimod
slaggegrubeovne kun blev anvendt én gang. Før dette blev sandsynliggjort med fundene af
udbedringsspor på sjællandske ovne af Espevej‐typen (Larsen & Moltsen 2008, 112), mente Voss
at have observeret udbedringsspor på de tidligst udgravede slaggegrubeovne fra Drengsted (Voss
1963, 20). At denne observation var fejlagtig, er i dag bekræftet af Voss selv, som desuden mener,
at ovnskakte til slaggegrubeovne blev nedbrudt umiddelbart efter udvindingens ophør (Voss 1993,
79
101). Denne opfattelse hviler på fund af sammenbøjede, forslaggede skaktbrudstykker, der alene
har kunnet opnå deres form, hvis de er blevet foldet, mens ovnvæggen stadig var meget varm.
En anden mulighed er, at gamle skakte skulle være anvendt som chamotte til konstruktionen af
nye. I Rødsmoen i Gråfjellet og Rena i Østerdalen har Narmo (2011, 4) tolket fraværet af ovnforing
som, at dele af skakterne er blevet genbrugt som chamotte til konstruktionen af nye. Da der ikke
er fundet spor efter chamotte i materialet fra Johnsgaard og Hessel, må hovedkonklusionen derfor
være, at slaggegrubeovnene var engangsovne.
Sammenfatning
Analysen har påvist, at selvom skaktfragmenter måske nok fremstår ukarakteristiske og
homogene, kan de synliggøre flere interessante interne, lokale og overregionale ligheder og
forskelle vedrørende konstruktionen af jernudvindingsovne.
Fælles for ovnene på Hessel og Johnsgaard var udformningen af lerklodser. Tilsvarende ens var
opbygningen af skakten, der blev udført, imens leret endnu var fugtigt og indebar en stabling og
fæstning af lerklodserne med vertikalt placerede, dyvelagtige og let tilspidsede pinde.
Forskellene gælder placeringen af ovnene, hvor der på Hessel var god afstand til nærmest mulige
lerkilde. Det har indebåret en energi‐ og tidskrævende transport af leret, der kunne være undladt,
hvis ovnene var konstrueret nær lerkilden, som tilfældet var på Johnsgaard. Endvidere er der
dokumenteret forskelle i den anvendte type magring. På Hessel blev skaktene fra ”ovnbæltet”
magret med strå. Anderledes gjaldt det skaktene fra den sydlige koncentration, der enten ikke var
magret eller var magret med sand, ligesom ovnene fra Johnsgaard. De forskellige
magringsstrategier på Hessel tolkes som forskellige håndværkstraditioner, hvorimod forskellene
mellem primærlokaliteterne også kan skyldes lerets natur. Før det kan afgøres er det nødvendigt
med C14‐dateringer af de to koncentrationer af slaggegrubeovne.
I en større regional sammenhæng er strå det hyppigste magringsmiddel i danske ovnskakte. Dette
fundbillede er dog snarere en afspejling af den danske dokumentationspraksis end af de faktiske
80
forhold. Foruden den anvendte magring, var der en forskel i lerets renhed, der kan betyde, at leret
på Hessel blev slemmet inden anvendelse, eller at den anvendte lerkilde var renere.
Analysen har desuden påvist en omfattende anvendelse af dyvler, der gælder både danske og
udenlandske skaktfund. Denne anvendelse antyder, at konstruktionen af ovnskakten var præget af
større overregionale håndværkstraditioner, ligesom forskelle i den anvendte type magring og
lerets transportafstand indikerer, at den var tilpasset den enkelte smelters håndværkstraditioner,
behov og/eller de lokale råstoffers karakter.
Note
1. Der er ikke udført kemiske analyser af leret fra ovnene og lavningerne, og derfor kan det
ikke med sikkerhed afgøres, hvorvidt leret fra ovnene reelt stammer fra ovnområdet.
81
Litteratur
Bielenin, K. 1973. Starożytnegórnictwo i hutnictwożelaza w górach Świętokrzyskich, Summary, s.
260‐268. Warszawa.
Fabech, C. 1989. Gødsvang – et samfund med jernproduktion. Mark og montre. Kulturhistoriske
Museer i Ribe Amt, s. 16‐21. Ribe.
Gjerløff, A. K. & H. Sørensen 1997. Fuel for the fire – Charcoal vs. Wood in Iron Production. In: L. C.
Nørbach, (red.) Early Iron Production – Archaeology, Technology and Experiments.Technical Report
nr. 3, Historical‐Archaeological Experimental Centre, Lejre, s. 67‐71. Lejre.
Grandin, L., A. Willim, S. Forenius & O. Stilborg 2005. Järnframställning på Gråfjell
Arkeometallurgiska analyser av 2004 års undersökningar, Analyserapport, GAL. Uppsala.
Jöns, H. 1997. Frühe Eisengewinnung in Joldelund, Kr. Nordfriesland. Universitätsforschungen zur
Prähistorischen Archäologie Band 40. Bonn
Larsen, L.M. & A.S.A. Moltsen 2011. Lysehøj ved Korsør. Funktion, produktion og boligindretning i
ældre jernalder på Sydvestsjælland, Aarbøger for nordisk Oldkyldighed og Historie (2008) s. 89‐
120. København.
Leineweber, R. 1991. „Langobardenwerkstatt Zethlingen“ In: Lebendiges Museum mit
archäologischen Experimenten nach Grabungsbefunden des 2. ‐ 4. Jh.s in der Altmark. I: M. Fansa
(red.) Experimentelle Archäologie, Bilanz, s. 119‐129. Oldenburg
Lyngstrøm, H. 2010. Ringbrynjer fra danske jernalderkulturer (2) – og rekonstruktion af
jernudvindingsovnen fra Sønder Holsted. Teknisk rapport og beretning for HAFF 14/10.
Forskningsarkivet i Lejre. Lejre.
Narmo, L.E. 2011. Rekonstruksjon av skjaktovn med slaggavtapping, Kittilbu Utmarksmuseum.
Prosjekt ”Jernvinna i Oppland”, s. 1‐17. Kittilbu.
Smekalova, T., O. Voss & S.L. Smekalov 2005. Magnetic survey for Archaeology. Skt. Petersborg.
Voss, O. 1963. Jernudvinding i Danmark i forhistorisk tid. KUML (1962), s. 7‐32. Århus.
82
Voss, O. 1993. Snorup. Et jernudvindingsområde i Sydvestjylland, Nationalmuseets Arbejdsmark, s.
97‐111. København.
Voss, O. 1995. Jernudvindingsanlæg og slagger fra oldtid og middelalder, Arkæologisk felthåndbog,
Det arkæologiske nævn. København.
Voss, O. 2011. Mundtlig meddelelse d. 23/11/2011.
Wegewitz, W. 1957. Ein Rennfeuerofen aus einer Siedlung der älteren Römerzeit in Scharmbeck
(Kreis Harburg), Nachrichten aus Niedersachsens Urgeschichte Nr. 26, s. 3‐25. Hamburg.