Lixen - november 2015

LixenDe Journaliststuderendes Avis | www.lixen.dk | 17. årgang | 5. nummer | November 2015

LIXEN

På trods sine kun 28 år er Sophie Bremer vant til at stå foran TV2’s kamera som politisk reporter på Christiansborg. Hun går kritisk til værks, men når kameraet ikke ruller, er Sophie Bremer hende den kække journalist, som alle på Borgen hilser på. Lixen har fulgt hende på en af de mange travle dage og har fået et ind-

»Skal noget ændres, er det her, det sker.«blik i, hvad der er Sophie Bremers drivkraft i et kompliceret nicheom-råde som Christiansborg-journali- stik.

Sophie Bremer er en fagnørd. Politik er hendes hobby, og hun brænder for at have en indflydelse på den politiske dækning. Politikerne skal, når Sophie Bremer har vagten,

ikke slippe afsted med at løbe fra de ting, som de siger og lover. Hun gør en dyd ud af at fange dem på fersk gerning. Hun siger selv, at hun er vedholdende og ikke bange for at hamre til dem.

»Jeg står midt i det, der kommer til at påvirke danskerne. De spørgsmål, jeg stiller, afgør, om noget kommer

frem, eller om det ikke gør.«Senest er det blandt andet lyk-

kedes Sophie Bremer at få Pia Kjærs-gaard til at modsige sig selv på TV.

Læs hele interviewet på side 10-12

Foto: Laura Kretz

Flygtninge-reportage fra Balkan s. 9 To vært’ner blev til Jern Henrik-succes s. 5 Journalist i krig? To garvede giver råd s.14

Indhold

LIXENCampusvej 555230 Odense M

[email protected] os også på Infomedia

Tryk: Skive Folkeblad RotationOplag: 1000 eksemplarer

LIXENLixen er de studerendes avis ved Center for Journalistik på Syddansk Universitet. Avisen dækker udviklingen og tendenser om mediebranchen og på landets journalistuddannelser

Cecilie Lunding TolversenEksternredaktør

Sara McClymont BangsboInternredaktør

Malthe RygaardChefredaktør

Laura Møller Kretz Ansv. chefredaktør

Maiken Reimer RønnebergEksternredaktør

Elisabeth Friis Larsen Webredaktør

Mia Dernoff,Billedredaktør

[email protected]

Theodora RenardDebatredaktør

Ida StubbeFokusredaktør

2| LIXEN November 2015 |Lixen.dk

Intern

Portræt

Ekstern

Fokus

Debat

Artikelserien “Indbruddet” fra Berlingske Tidende, der tager udgangspunkt i en enkelt indbrudssag, har vi dykket ned i. Vi giver en guide til nogle gode podcast, og så kan du læse om en journaliststuderendes første rejse som journalist. Side 7 - 9

Sophie Bremer brokkede sig meget i sin folkeskoletid og har altid haft en naturlig skepsis, og det gør hende ifølge hende selv til en stærk journalist i sin niche. Læs Lixens store portræt af TV 2’s politiske journalist, der føler, at det er fedt at stå i magtens centrum på Christiansborg. Side 10 - 12

I denne måned sætter Lixen fokus på nichemedier. Her kigger vi på, hvilken udvikling erhvervsjournalistikken har været igennem siden 1960’erne, vi har kigget på fem nichemedier, og så kommer to garvede krigskorrespon-denter med gode råd, hvis man gerne vil gå dem i fodsporene. Side 13 - 15

Hvilke muligheder er der, når bacheloren er i hus? Det giver vi en guide til, og så har vi snakket med en, der efter bacheloren tog til New York for at læse sin master. Derudover har vi et postkort fra en praktikant, en Jern Henrik-reportage og selvfølgelig Medietorvet Mener. Side 4 - 6

Læs, hvordan Line Holms artikelserie “Indbruddet” blev til.- Tjek side 9

Holdningen er klar fra en af denne måneds debattører. Journalisters ego skygger for historien. Derudover er der holdninger om, at man skal droppe den journalistiske jantelov, og at medierne i massevis mobber de kilder, som dummer sig i medierne. Side 16 - 18

Foto: Mads Nissen

LEDER | 3Lixen.dk | November 2015

Leder Ny KaJO-bestyrelseSå skete det. De nye ændringer af Panikdagen trådte i kraft, og det gik ikke helt så gnidningsfrit, som man havde håbet på. PanikDAGEN blev i stedet til PanikUGEN. Muligheden for at lave en ’ikke-bindende’ aftale fik pan-ikken til ikke kun at være oppe på selve Store Match Dag, men startede allerede i Åbent Hus-ugen, hvor flere medier havde lagt deres arrangement tidligt på ugen for at sikre sig de kommende praktikanters ’ikke-bindende’ mundtlige underskrift.

Kort før Åbent Hus-ugen blev medierne opfordret til at droppe konkurren-cen om at være først, men det viste sig hurtigt ikke at hjælpe. Specielt den anonyme ’Peter’, der stod frem i Journalisten, viser manglerne i systemet. Han havde sagt ja til Jyllands-Posten, Ekstra Bladet, men derefter valgte han DR Nyheder. En anden studerende havde lavet samme nummer med Jyllands-Posten, og så valgte avisen at nedlægge to praktikpladser, som se-nere kun blev til en.

Systemet havde dog ikke slået fejl da de første kritiske røster begyndte at dukke op, mente Danske Mediestuderende. Aftalerne, der er blevet ind-gået, kan jo ikke være bindende, fastslog de. Forvirringen om systemet blev endnu større, da Praktikudvalget, med formand Christian Kierkegaard i spidsen, mente, at en aftale er moralsk bindende, og begge parter burde stoppe deres søgen efter praktikanter eller praktiksted, når man havde ind- gået en aftale.

Da ugen var omme erkendte Danske Mediestuderende dog, at systemet havde slået fejl. Og det rædselsfulde forløb fik da også lige et svirp med halen, da praktikkoordinatoren enerådigt gav de kommende praktikanter lov til at skrive under med deres praktiksted allerede om mandagen i stedet for to dage senere ved Store Match Dag – som det plejer at være.

Men hvorfor alt det påstyr, så det i stedet for at være en panikDAG, nu er blevet til en panikUGE? Det kommer ingen til gavn, og det fører bare til endnu større panik hos de studerende. Hvorfor er det, at man i denne journalistverden ikke kan lave et system, der minder om det, som resten af arbejdsmarkedet er bygget op omkring? Nemlig, at:

1. Man sender en ansøgning til de medier, man gerne vil i praktik hos, hvor man har skrevet link til sin hjemmeside2. Medierne indkalder de studerende, som, de synes, er interessante til en jobsamtale.3. Derefter kan medierne og de studerende skrive under på praktikaf-taler.

Det skal selvfølgelig sættes ind i rammer, så nogle medier ikke ansætter alle deres praktikanter før andre. Resten af de studerende og medier, som endnu ikke har fundet hinanden, kan ved hjælp af en statistik på nettet finde ud af, hvem der mangler at blive matchet.

Vi ved jo godt, at man i mange år har kæmpet med at finde det perfekte sys-tem til den her praktikproces. Den findes muligvis ikke, men det kan gøres meget bedre, end vi så sidste gang, og det er vi kommet med et bud på, for de forandringer, som blev lavet sidst, havde gjort panikDAGEN til panikugen.

Redaktionen

Formand Kristoffer Nordskov, 3. semester, [email protected]+45 60 67 58 51

Næstformand Josefine Nygaard Hummelmose, 1. semester, [email protected] +45 23 46 10 17

KassererKatrine Vigilius 1. semester [email protected] +45 81 61 95 58

BestyrelsesmedlemMalte Jørstad, 3. semester [email protected] +45 61 70 10 85

Bestyrelsesmedlem Mads Gordon Ladekarl, 3. [email protected] +45 26 39 80 64

BestyrelsesmedlemShani Pedersen, 3. [email protected] +45 28 26 67 61

Bestyrelsesmedlem Thomas Riber-Sellebjerg, 3. [email protected] +45 51 92 32 53

BestyrelsesmedlemLukas Bjerg, 1. [email protected] +45 60 24 94 45

BestyrelsesmedlemSøren Dahl, 3. semester [email protected] +45 23 88 02 65

BestyrelsesmedlemSofie Ejlskov, 5. semester [email protected] +45 20 20 73 48

BestyrelsesmedlemSigne Skov, 1. [email protected] +45 42 92 90 83

BestyrelsesmedlemEmma Libner, 5. semester [email protected] +45 42 17 70 05

BestyrelsesmedlemMaria Rode Olsen, 5. [email protected] +45 53 60 09 29

BestyrelsesmedlemJens Jakob Kjær Hansen, 5. semester [email protected] +45 28 59 89 33

BestyrelsesmedlemEmma Kleist Christensen, 1. [email protected] +45 22 11 29 89

4| INTERN November 2015 |Lixen.dk

Endelig er jeg færdig med at studere!

Slut med lange timer i varme lokaler og opgavebeskrivelser der endelig ikke må for-

tolkes. Er du helt klar til at springe fra vippen og ud i den virkelige verden, hvor dine produktioner

ikke kun bliver målt og vejet af medstuderende, men af alle og enhver? Så skal du da direkte ud på arbejdsmarkedet. Der er garanteret lige så dårlig kaffe på redaktionerne, men

det bliver helt sikkert både en vildt spændende, sved-dryppende travl og meget foranderlig branche, som vi

kaster os ud i. Og selvom du slet ikke behøver en uddannelse for at kalde dig journalist, bør du

alligevel smile over, at du er klædt geval-digt godt på. Og husk så noget med

nysgerrighed og nyhedskriterier!

Tekst: Sara Bangsbo Email: [email protected]: Mia Dernoff

Muligheder efter bacheloren Du står og kigger beundrende på det papir, der beviser, at du klarede det hele. Men hvad nu? Hvad bliver det næste skridt? Lixen serverer nogle forskellige forslag til, hvilken vej du kan vælge.

Jeg vil studere videre, men jeg vil UD i verden! Vil du ud af Danmarks osteklokke og overskride græn-ser, møde nye mennesker og afprøve dine journalistiske kreativiteter i et helt andet miljø? Så burde du overveje at pakke kufferten og bestille en flybillet. I udlandet er der nemlig rig mulighed for, at studere alverdens studier der kan sammenkobles med dine journalistiske kompe-tencer. Her får du to forslag serveret.

Har du hørt om Erasmus Mundus Journalism? Det er en journalistisk kandidat, som flere europæiske universiteter arbejder sammen om. I Danmark er det Århus Universitet, der tilbyder kandidaten, som kaldes Journalism, Media and Globalisation. Kandidatuddan-nelsen tager to år. Det første år foregår hjemme i Dan-mark på Århus universitet og Journalisthøjskolen i Århus. Her lærer du om globalisering og journalistik. Året efter rejser du ud i Europa for at studere på et universitet i enten Swansea, Amsterdam, Hamborg eller London. De fire samarbejdsuniversiteter har vidt forskellige linjer, så inden du bestemmer dig for, hvilken by der skal være dit nye hjem, bør du beslutte, hvad du vil specialisere dig i. Du får på alle universiteterne undervisning af ledende forskere i medier og journalistik, og du vil derfor med garanti rejse derfra med en stærk specialiseret viden som du kan bruge på et globaliseret plan i fremtiden.

En master i udlandet er også en mulighed, for dig der vil studere uden-for Danmarks grænsebomme, og som selv vil bestemme den næste destina-tion. Hvis du tænker, hvad forskellen på en kandidat og en master er, kan jeg fortælle, at der ikke er den store forskel. En master varer ofte omkring et til halvandet år, hvis man studerer fuldtid, hvilket er lidt kortere end en kandidat. Sværhedsgraden er den samme og ligesom på kandidaten, specialiserer man sig også i et område på masteruddannelsen. Så også her er der fri mulighed for at specialisere sig i netop dét område, du brænder for. Det er bare med at finde universitetet, der tilbyder det.

Money money money, not always funny En forside kommer sjældent uden en bagside. Og bagsiden ved at studere i udlandet findes. Det er nemlig hammer dyrt at flytte til og starte studie i udlandet. Du skal selv betale for både uddannelse og ophold, og det løber hurtigt op i en større sum. Studerende fra Danmark er dog stadig så privilegerede, at der er lidt hjælp at hente. SU’en rejser nemlig også med de stude-rende ud over Danmarks grænser, hvis du søger om det. Derudover kan det være, at du kan få fingrene i et legat eller to. Men dyrt, det kommer man nok ikke udenom.

Det gjorde Morten Buttler. Efter endt bachelor i journalistik fra Syddansk Univer-sitet blev han tilbudt en kontrakt med Børsen. Alligevel var der noget andet, der trak i ham. Han pakkede tasken, fløj til New York og kastede sig ud i en master i Business and Economics Reporting på City University of New York. Men hvorfor valgte han det? Og hvordan er det, at bo og studere i byen der aldrig sover? Det kan du læse mere om på næste side.

Det udfordrende tredje semester på kandidaten, er der, hvor du for alvor kan afprøve dig selv og dine kompetencer. Der er nemlig forskellige mulighed-er for, hvad og hvor du vil studere semest-ret. Så er du vild efter at smide de trygge rammer i skraldespanden og flyve over landegrænser, så er det på tredje semester, at du burde overveje et udlandsophold. Hvis ikke udlandsdrømmene er så store, er der også andre muligheder for et spændende semster. På Syddansk universitet kan du fortsætte dit valgfag, og blive en haj indenfor dit område. Århus Universitet tilbyder nogle lidt andre muligheder. Ud over at du også kan vælge et udlandsopholdet her, kan du vælge bruge semesteret på et såkaldt profilfag eller et projektorienteret forløb. Et profilfag er et tværfagligt fag, som du på 3 semester kommer til at fordybe dig i. Du kan vælge mellem fem for-skellige fag. Projektorienteret forløb er den sidste mulighed. Det kan lynhurtigt beskrives som et praktikophold. I praktikken får du lov at arbejde med og ud-vikle dine kompetencer i den udfordrende journalistbranche.

I Danmark udbyder to universiteter en journalistisk kandidat, til dem der har en professions-eller almindelig bachelor i journalistik. De to institutioner er hen-holdsvis Syddansk Universitet og Århus Universitet. Kandidaten kaldes cand.public og tager 2 år på begge universiteter. De to kandidatuddannelser stræber begge efter at sende de studerende ud i en udfordrende verden med en akademisk specialisering og endnu mere journalistisk faglighed. Der er dog en smule forskel på de to uddannelser. Både fag og studiets opbygning er nemlig ikke helt ens.

Jeg er slet ikke færdig med at studere! Er du færdig med din professions- eller almind-elige bachelor i journalistik, er der rig mulighed for at vride journalisthjernen endnu en tak. Der er nemlig mange forskellige muligheder for at studere videre, både i Danmark og udlandet.

INTERN | 5Lixen.dk | November 2015

Droppede fast job for at læse i New YorkDet var for eventyret og op-levelsen nu her, at Morten Buttler sagde ’nej tak’ til det trygge liv i Børsens byg-ninger på Møntergade i indre København. Han har nemlig valgt at tage en master i jour-nalistik i udlandet. Destina-tion på hans rejse - ja - det er New York City.

Tager man til New York finder man alle na-tionaliteter, kulturer og religioner. Hvis man tager til Williamsburg i Brooklyn, NY, kan man nu også støde på en dansker. Han hedder Morten Buttler. Han skal det næste halvandet år studere journalistik i byen, der hele døgnet

rundt har begge øjne åbne. »Jeg er 25 år og single, hvis jeg skal ud

og prøve det her, så er det nu. Der var lige-som ikke rigtig noget, der holdte mig tilbage i København, fortæller Morten Buttler, som har en bachelor i journalistik fra Syddansk Universitet.«

Morten Buttler afsluttede sit praktikforløb på Børsen i august 2014, og han blev derefter ansat i et fire måneders vikariat på avisen. Da han mod slutningen af året stod uden job, søg-

te han om optagelse på en masteruddannelse i journalistik på City University of New York. Kort efter stod Børsen dog igen klar med en kontrakt til ham, som han underskrev. Men da Morten Buttler fik besked om, at han var kommet ind på universitetet i New York, tog han den svære beslutning som nyuddan-net at sige det vellønnede fuldtidsjob op hos Børsen.

»På kort sigt ville det helt sikkert have været bedre at have været blevet på Børsen, men om 20 år kommer jeg da til at fortryde helt vildt, hvis jeg ikke var taget af sted. Jeg kommer hjem som et nyt menneske med nogle helt nye nuancer,« fortæller Morten Buttler med et smil på læben.

Morten Buttler forklarer, at han ikke er sikker på, at hans studier i Amerika vil gøre ham mere attraktiv på det danske arbejds-marked på den korte bane. Han er dog sik-ker på, at han nok skal få refunderet en del af pengene i oplevelser, erfaringer og kendska-bet til den amerikanske kultur, som han hver dag møder.

»Det er en fuldstændig fantastisk by. Hvis man er til storby, så fås det jo ikke meget

To vært’ner gjorde Jern Henrik til en succesGlimmer, glitter og mand i dametøj. Årets to værter for Jern Henrik, Christian Ørtoft og Mads Okholm, skabte en fest på scenen. De-res optræden var en stor suc-ces, og det kan blandt andet tilskrives de to værters store forskelligheder.

Om kort tid skal Mads Okholm og Christian Ørtoft på scenen og underholde hele det opildnede Medietorv med jokes og sjove film. Showet skal dog ikke kun være underhold-ende. De to værter understreger, at omdrej-

ningspunktet for showet er de nominerede.Medietorvet fyldes med lyden fra klapsa-

lver og et sammensurium af højlydte stem-mer, der nok liiige har fået en gratis øl for meget.

I radiolokalet ved siden af sidder aftenens to værter, og gør sig klar. Der er en halv time til Jern Henrik starter. Alligevel er Christian Ørtoft og Mads Okholm iført afslappede hættetrøjer og en øl i hånden. De hører lav musik fra en højtaler bagerst i lokalet. Deres lille anlæg kæmper dog en uovervind-elig kamp mod de mange stemmer fra Medie-torvet.

»Vi er gået under sloganet: ’det bliver revy’, så det bliver noget med glimmer og glitter. Og mand i dametøj og lette grin,« fortæller Christian Ørtoft, »det bliver sjovt i aften, men vi lægger rigtig stor vægt på sta-dig at have respekt for de nominerede, for de kommer langvejsfra,« tilføjer han.

Netop balancen mellem seriøs prisudde-ling og sjove indslag er det, som ifølge Mads og Christian kan skabe et vellykket show. For at sikre dette har det været altafgørende, at

de to værter var forskellige, og dermed kunne komplementere hinanden på den bedst mu-lige måde.

»Christian er lidt mere en bullshitter, end jeg er. Jeg kan godt lide at have det hele plan-lagt,« fortæller Mads Okholm, og Christian Ørtoft fortsætter, »Jeg er en idémaskine, men jeg har også brug for nogen, der siger ’ej, der er for meget’”.«

På samme måde er der forskel på de to værters nervøsitetsniveau. Mens Christian går afslappet omkring og ordner de sidste ting, sidder Mads ved et bord midt i rummet, og nipper hurtigt af sin øl. »Jeg har været nervøs den sidste uge op til. Jeg har altid været lidt nervøs for at tale foran mange mennesker« fortæller Mads Okholm selv, »det vigtigste for mig inden vi går på scenen, er at vide, at mig og Christian stoler på hinanden.«

Glitter og glimmer blev en realitetDa værterne en halv time senere gør deres entre på scenen, er nervøsiteten ikke til at mærke. Med høj musik og til takten fra publi-kums klappende hænder, bliver de to værter

rullet ind på scenen. Mads Okholm er iført en stram kjole, der kun overlader meget lidt til fantasien, mens Christian Ørtoft er trukket i et glimmerjakkesæt.

Efter showet er stemmerne på Medietor-vet endnu højere end tidligere. Publikum gri-ner og klapper, og to tilfredse værter kan nu trække sig tilbage og lade festen gå sin gang.

»Jeg synes, at det gik over al forvent-ning,« siger Christian Ørtoft. Mads Okholm er enig, »Før showet kunne jeg ikke snakke om andet end, at jeg var nervøs. Men jeg synes virkelig, at alt gik, som det skulle. Vi fik vist respekt til dem, der vandt. Så jeg er pisse glad og pisse stolt.«

[email protected]

Foto: Emma Kleist Christensen

bedre end New York. Du kan finde alt her. Det er på den måde hele verdens hovedstad.«

Pengene har da også været godt givet ud indtil videre. Morten Buttler beskriver sine undervisere som absurd dygtige og inspire-rende. Den står ofte på aftensundervisning på universitetet, fordi underviserne selv er ude og lave den slags journalistik om dagen, som de underviser i om aftenen.

Selvom Morten Buttler på kort sigt ikke tror, at masteren åbner mange døre, så håber han, at han senere hen med sit kendskab til Amerika kan komme i betragtning til jobbet, som USA-korrespondent, hvis det er det, han har lyst til.

City University of New York er dog kun et af de første stop på en destination og retning, som Morten Buttler ikke har taget en beslut-ning om, hvor skal ende.

»Jeg skal da være alt muligt: jeg skal være fodboldkommentator, er- hvervsjournalist, måske redaktør på et tidspunkt, måske underviser, jeg skal skrive en bog og måske noget politisk.«

[email protected]

Af Emma Kleist Christensen

Foto: Eva Lærke

Af Eva Lærke

6 | INTERN November 2015 |Lixen.dk

Jeg ved ikke, hvad jeg synes om kampagnejournalistik generelt, men at køre en kampagne om at få flere børn samtidig med at to ministre går ud og siger, at børnefamilier skal tage sig sammen og ikke gå på deltid, det... Ja, det synes jeg måske er lidt fjollet. Og ”Knald for Danmark”, for vi mangler et boost i befolkningstallet, men flygtninge er ikke velkomne her”... Altså... Jeg forstår det ikke. Jeg forstår. Ikke. Menneskelogik.

Jeg synes, at Knald for Danmark var en mærkelig og tvetydig blanding af ”vi vil bare gerne infor- mere” og ”vi vil gerne skubbe folk i en bestemt retning”

Jeg har altid vidst, at jeg gerne ville ar-bejde som journalist i udlandet, men havde i første omgang ikke søgt udland-

spraktikophold. Jeg havde opfattelsen af, at det ville være en besværlig proces, så derfor søgte jeg i stedet praktikpladser, hvor der var mulighed for et kortere udlandsophold.

PanikdagenDesværre gik min panikdag ikke som forven-tet, og jeg stod tilbage uden en praktikplads. Tre dage efter panikdagen besluttede jeg mig for at søge pladsen hos ScandMedia og Media Track. Det var en langt mere simpel proces, end jeg troede, og allerede to dage efter jeg

havde søgt, stod jeg med en praktikplads i Singapore, og så fik jeg travlt med at få styr på alt det praktiske.

Dagligdagen i SingaporeNu er jeg allerede halvvejs igennem det 6 måneders praktikophold for ScandMedia og Media Track i Singapore. Fem dage om ugen sidder jeg på Media Tracks kontor i Singa-pore og analyserer nyheder for en bred vifte af kunder såsom Udenrigsministeriet, Region Hovedstaden og IKEA. Der er stramme dead-lines, klager fra kunderne, hvis man sjusker, og ingen arbejdsdage er ens.Min opgave er at holde kunderne opdaterede og sørge for, at de kan tilrettelægge deres pressestrategier efter det materiale, jeg send-er til dem. Når jeg har fri hos Media Track, arbejder jeg som journalist for ScandMedia, som er et in-ternetbaseret nyhedsmedie. Her skriver jeg om alt, hvad der handler om skandinaver i Asien, og jeg dækker selvfølgelig Singapore. Jeg er den eneste journalist for mediet i

Singapore, og det giver mig en enorm frihed til at vælge mine egne historier, så længe det er vinklet på skandinaver i Asien.

Fordele og ulemperMan skal gøre sig nogle overvejelser, inden man tager på praktikophold i udlandet. Der er nemlig både fordele og ulemper ved at vælge udlandspraktik. Reglen er, at man kun må være i praktik et halvt år i udlandet. Det betyder, at man skal igennem endnu en pa-nikdag, og alt hvad det indebærer. Derudover får man ikke praktikløn, men må i stedet tage sin SU med sig. De fleste ulemper er af prak-tisk karakter, men der kan næsten altid findes en løsning på dem. Derudover skal man også være meget selvstændig. Det kan føles hårdt at være i et fremmed land uden sit sociale netværk, og hvor det forventes, at man opbygger et nyt in-denfor en kort tidsramme. Det rykker virkelig grænser, og er nok en stor fordel i det lange løb. Fordele er der helt klart flest af. Den største er, at man kommer væk fra det nav-

lepilleri, der er i mediebilledet i Danmark, og får øjnene op for, hvor meget der egentlig sker omkring os.

[email protected]

Praktikant i udlandet: »Det rykker virkelig grænser«

Af Mia Sanberg Svenningsen

Fyens Stiftidendes kampagne

om afskaffelse af broafgiften over Storebælt gav mening! P4 Fyns Kbh-alarm gav mening. DR’s Knald for Danmark

var bare latterligt med Humpty Dumpty ved roret.

Kampagnejournalistik kan være et problem, men kan også være ikke et problem.

Så må de også stille knald til rådighed! Jeg synes såmænd, det er fint med kampagne journalistik, da DR muligvis er den sendeflade, der rammer bredest, og hvis de kan nikke gen- kendende til, at vi på sigt kan få et problem, såfremt der ikke fødes nok børn, så er det vel lige så meget en ”public service” som så meget andet

- Sofie Munk Gauger - Nicolaj Pedersen - Ulrik Baltzer

- Victor Juul Grønbæk - Ditte Vinterberg Weng

Hvad mener medietorvet om: DRs kampagne “Knald for Danmark” og generelt om kampagnejournalistik

EKSTERN | 7Lixen.dk | November 2015

Sådan blev den til: IndbruddetKrimijournalistik kan for-tælles på mange måder. Atikelserien fra Berlingske Tidende ”Indbruddet” tager udgangspunkt i en enkelt ind- brudssag. Serien fortæller en meget personlig historie om gerningsmandens motiv og offerets reaktion. Den formår samtidig at fodre læseren med en masse baggrunds-viden om et stort problem med indbrud i Danmark.

Af Martin Bjørck

»Det bliver altid bedst for mig, hvis jeg starter med en konkret historie, der involverer nogle rigtige mennesker, og så trækker det prin-cipielle ud af det og breder emnet ud derfra,« siger journalisten bag ”Indbruddet”, Line Holm fra Berlingske Tidende.

Da Line Holm, en dag i februar bladrer igennem politimændenes fagblad, Dansk Politi, falder hun over sektionen ”Fra døgn-rapporten”, hvor politimænd fortæller om mærkelige eller vilde oplevelser de har haft på jobbet.

I denne februar-udgave er det en vicein-spektør fra Københavns politi, der fortæller historien om en mand ved navn John Ander-sen, som havde overrasket en indbrudstyv i sit hjem. Et indbrud der havde udviklet sig til et hjemmerøveri.

»Jeg river siden ud af fagbladet, og ringer til viceinspektøren, som havde fortalt histo-rien, og beder om at blive sat i kontakt med John Andersen.«

Begge sider af sagenLine Holm har allerede fået en ide om, at det kunne være interessant at lave en historie om hjemmerøveriet, hvor hun går helt tæt på både offer og gerningsmand. Hvad for igen-nem hovedet på dem imens seancen stod på? Hvilke følelser stod de hver især med i den konfrontative situation?

»Jeg syntes, at der var potentiale til en mere udfoldet beretning om hændelsen,« siger hun.

Det tager et par måneder at finde frem til gerningsmanden ”Allan”, men via politi og fængselsmyndigheder bliver der skabt kon-takt, og ”Allan” vil gerne lade sig interviewe og medvirke i Line Holms artikel.

På forhånd har Line Holm været klar om-kring sin journalistiske hensigt overfor John Andersen: Historien vil hun kun lave, hvis hun kan få både offer og gerningsmand med på at fortælle deres version – med taletiden ligeligt fordelt imellem sig. Og det vil de held-igvis begge to gerne.

Vinkel, research og dokumentationDen overordnede sag, som artikelserien

behandler er det kæmpe problem som der eksisterer med indbrud i Danmark. Statistisk set forekommer der nemlig langt flere her i landet end i andre nordeuropæiske lande. Det finder Line Holm mystisk, og det er det, som hun forsøger at undersøge og forklare i løbet af artikelseriens fem kapitler.

Line Holm taler med mange kilder i både ind- og udland – alt lige fra kriminologer til eksperter i sikkerhedsudstyr og alarmer, og fra politiet til forsikringsselskaber. Hun læser rapporter og gransker statistikker, og hun fletter en masse af sin research på emnet ind som baggrundsviden, i den personlige og dra-matiske rammefortælling om John Andersen, der blev røvet i sit hjem af stofmisbrugeren ”Allan”.

John Andersen, som er offeret i sagen, havde samme dag, som hjemmerøveriet var foregået, skrevet sine oplevelser ned i de-taljer.

»Det gjorde, at jeg havde rigtig god doku-mentation og en umiddelbar erindring at gå ud fra. John viste sig at være en exceptionel god case. Rigtig meget af det som han sagde, det kunne jeg nærmest skrive direkte ind i ar-tiklen.«

Nuancerne skal medEn af John Andersens betingelser for at med-virke i Line Holms artikelserie var, at han ikke blev fremstillet som en unuanceret version af ”hverdagens helt som snører tyven”, men at der også blev fokuseret på den forhand- ling der foregik mellem gerningsmand og of-fer imens røveriet stod på.

Her kørte John røveren ”Allan” rundt tidligt om morgenen for at tømme Johns dankort i flere pengeautomater. På selve køreturen talte de to mænd sammen, John udtrykte sin bekymring for ”Allan’s” situa-tion, og “Allan” lyttede til John. I seriens 3. kapitel, “At forhandle med en indbrudstyv”, bliver den ejendommelige, gensidige respekt mellem offer og gerningsmand beskrevet meget klart.

Fra den ene til den andenAllerede fra starten af skrivearbejdet ved Line Holm hvilken fortælleform hun vil gøre brug af.

»Jeg syntes det ville være fedt at skifte syns-vinkler, så man hele tiden går fra være inde i hovedet på den ene, til at komme ind i hove-det på den anden.«

Line Holm bruger i processen lang tid på at interviewe begge hovedpersoner ad flere omgange. Det omhyggelige arbejde betyder, at f.eks. scenen fra mæglermødet mellem offer og gerningsmand i Kapitel 1, er så de-taljeret beskrevet, at man skulle tro at jour-nalisten selv har været til stede.

»Den tid som John og “Allan” brugte sam-men den dag røveriet stod på var måske 45 minutter, og det interessante for mig er, hvad der er foreået inde i hovedet på dem begge hver især. Når jeg interviewede dem, spurgte jeg gang på gang, “hvad tænkte du så? Hvad overvejede du der?«

Line Holm strækker fortælleteknisk korte øjeblikke ud til lang tid, så effekten nærmest bliver slowmotion.

»Jeg laver også kunstige flashbacks om “Allan”. Hvad er hans baggrund, hvorfor er

han havnet her? Hvor ofte har han prøvet det før? Jeg bruger det her korte handlingsforløb som en motor, men har hele tiden nogle slag ud til for eksempel fortiden eller de fakta-afs-nit jeg skriver ind i historien.«

Den vigtige disposition Line Holm arbejder fra starten af skrivepro-cessen meget med sin disposition, hvor hun sørger for at identificere og placere de drama-tiske højdepunkter, og hun sørger for at få de faktuelle afsnit passer ind de rigtige steder, så de ikke bliver for lange.

»Det fede ved krimihistorier, som jeg ofte har lavet med stor fornøjelse, er, at de har en indbygget motor og en helt naturlig fremdrift. Der er en helt naturlig start og en helt naturlig slutning. Sådan nogle historier skriver nærmest sig selv fremad.«

En krog i en aktuel dagsorden Artikelserien ”Indbruddet” blev sendt i

5 kapitler i løbet af oktober måned. Udgiv-elsestidspunktet blev timet med de politi-forhandlinger, der skulle foregå op til efter-årsferien.

»Jeg kan godt lide at lave fortællinger med bløde takes på virkeligheden – tænkt i en anderledes form, men min erfaring siger mig, at ting bliver bedre med en nyhedskant eller en tydelig krog I en aktuel dagsorden. Der er ikke noget mere kedeligt end en uhånd-gribelig historie, der ligesom bare svæver frit i luften.«

[email protected]

- Født: 1975

- Uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i 2004 efter praktik på Berlingske

- Ansat som featurejounalist på Berlingske siden 2004

- Forfatter til “De Falde” og“Kuppet”

- Nomineret til Cavlingprisen i 2011 og 2012

- Modtager af Kr. Dahls Mindelegat

2010

Foto: Mads Nissen

8 | EKSTERN November 2015 |Lixen.dk

This American Life

»De formår at sammensætte forskellige historier fra hverdagen til et større tema, og de opsnapper de vildeste historier fra folket derude. De er nogle af USA´s bedste historiefortællere, og man kan kun blive glad og helt vildt fascineret af at have dem med i øregangene!«– Annike Helene Wetterling

99% Invisible »99% Invisible fortæller hverdagens skjulte historier på en 10-20 minutter. Fx historien om, hvordan det amerikanske militær har haft stor indflydelse på maden på de amerikanske butikshylder.« – Karen Lerbech

The Joe Rogan Experience

»Fordi livet er for kort til ævle-bævle podcasts om dansk politik.«– Ulrik Baltzer

Album

»Album med Ralf Christensen og Kristian Leth. Det er musiknørderi af verdensklasse, når de to værter diskuterer et klassisk album i hvert afsnit. «– Carl Windahl Bøllingtoft

Det, vi taler om

»En slags Presselogen med fokus på sladder, kendte og kongelige. Overraskende godt.«– Johan Eriksen

Borgen Unplugged

»Skaldede Qvortrup kloger sig på ugens politiske begivenheder. Han er en skurk, men han er en skurk, der er god til at forklare. «– Johan Eriksen

Policast»Nu P1 var så onde (og jeg mener onde) at lade Henning Olson gå på pension og nedlægge Politisk Debat på P1, så er Politikens Politcast et udmærket alternativ. «– Mimi Much-Jensen.

Medietorvets guide til podcasts

EKSTERN | 9Lixen.dk | November 2015

Reportage: Min første rejse som journaliststuderende

Af Asbjørn Hildebrandt Christensen

Min rejse til flygtninge-situationen ved grænsen mellem Slovenien og Kroatien gav mig et klart indblik i, hvor vigtigt det er, at journalister fortæller historier fra konflikter som denne. Også selvom det var svært, når mit journalistiske arbejde ikke kunne gøre en forskel, mens jeg var der.

En grædende syrisk mor står foran mig med sit spædbarn i armene. Hendes hundeøjne er desperat rettet mod mig.

Jeg begår den store fejl at få øjenkontakt med kvinden, der intenst fortæller mig noget på arabisk. Uden at kunne sproget fornemmer jeg, at det er hegnet ind til Slovenien, hun gerne vil over. Jeg slår ud med armene.

»Beklager, jeg kan ikke gøre noget. Jeg er fra pressen,« svarer jeg med en ubehagelig - men nødvendig - fornemmelse.

Så er det afgangTuren blev arrangeret meget hurtigt. Blot et døgn efter beslutning-en blev taget, står jeg på Hovedbanegården. Pakket og parat til en forlænget weekend på Balkan. På Hovedbanegården mødes jeg med de fotojournalister, jeg skal rejse med: Benjamin Nørskov og Alex Luka Ladime.

»Jeg har husket lange busker denne gang,

Foto: Alex Luka Ladime

hvis vi skal ud og løbe i tætte skove,« udbrød Benjamin i bussen på vej til lufthavnen og viste mig de rifter, han havde på benet fra sidste gang, de var afsted.

Situationen er surrealistisk. For nylig er danske pressefolk blevet slået ned af politiet, så jeg er lidt spændt på at se situationen med egne øjne. Medierne giver et billede af en ubehagelig virkelighed, og så skal jeg ikke ned og hjælpe til som frivillig, men blot finde en historie til en opgave på studiet. Jeg savner argumenter for, hvordan mit journalistiske arbejde vil gøre gavn for de mange flygtninge.

Jeg vælger at lægge tankerne bag mig og i stedet fokusere på turen som en læringsproces og ikke mindst en oplevelse. Så kan jeg altid finde en historie på et andet tidspunkt.

Det første møde med flygtningeEfter nogle få timers søvn og 22 timers kørsel i den eks-jugoslaviske sensommerhede uden nogen tegn på flygtninge ankommer vi til den slovensk-kroatiske grænse. Her bugner det med mennesker, der kommer langvejs fra.

Mens Alex og Benjamin skynder sig at klargøre deres kameraer, er jeg forvirret. Her står jeg i et fremmed land. Med papir og en kuglepen i min hånd står jeg foran hundredevis af flygtninge, der i desperation står klistret op af det hegn, politiet har sat op. Og jeg ved knap nok, hvor jeg skal begynde.

»Politiet giver os virkelig lov til at komme helt tæt på,« siger Alex, mens han ihærdigt knipser med kameraet.

Vi kan gå frit mellem kampklædte politibetjente på den ene side af os og den store, midlertidige flygtningelejr på den anden. Et arbejdsmiljø jeg overraskende

hurtigt er blevet nødt til at vænne mig til. Alex og Benjamins måde at arbejde på

gør at jeg bliver mere opmærksom på min egen journalistiske agenda. Selvom jeg stadig synes, situationen er ret uvirkelig, tænker jeg langsomt mere på at lede efter en historie.I løbet af aftenen tager jeg desuden flere gange mig selv i at prikke enten Alex eller Benjamin på skulderen:

»Dér, der er en dreng, der græder,« siger jeg for at hjælpe dem med at tage et money-shot, som Alex kalder den type billeder, han ved, han kan sælge videre.

Mit møde med MuhammedDen elendighed, som flygtningene er havnet i ved grænsen, fylder utrolig meget, og jeg har svært ved at tage kontakt til dem. Jeg begynder at frygte, at jeg kommer hjem uden en historie.

Lige modsat går det med Alex og Benjamin. De drøner rundt til højre og venstre og snakker med den ene familie efter den anden. Deres erfaring fra tidligere ture har givet dem en frygtløs måde at gå til tingene på. Den misunder jeg meget. De drives af en grundlæggende nysgerrighed og interesse for situationen og for de her mennesker.

Det inspirerer mig denne aften, hvor jeg finder min historie.

Jeg befinder mig inde i lejren. Det småregner. Jeg står med Alex, som snakker med

en af de frivillige. Der er lovet mere regn i nat, og der er akut mangel på telte, tæpper og regnslag. Flere ligger på jorden uden noget til at skærme mod regnen. På et tidspunkt kommer en glad ung dreng hen og hilser på os. Det er 12-årige Muhammed, der går og hjælper med at dele regnslag ud. Hans engelsk er overraskende godt.

Ham og hans fætter er blevet sendt afsted af deres forældre for at blive genforenet med deres fælles onkel, som allerede er i Sverige. På trods af at Muhammed har forladt både mor og far i Syrien og nærmest er alene afsted, fortæller han mig, at han ikke er ked af det. Jeg spørger ham, om han savner sine forældre. Det gør han selvfølgelig, men han prøver ikke at tænke på det. Han er tilfreds, så længe han kan gå rundt i lejren og hjælpe sine landsmænd med at dele regnslag ud og sætte telte op.

Muhammeds person og historie gør et kæmpe indtryk, og jeg får for første gang følelsen af, at denne her tur for alvor giver mening for mig som journalist. At jeg er her for at bringe historier som Muhammeds videre. Jeg føler mig heldig over at lære ham at kende.

En lærerrig procesDen nat, der samtidig var vores sidste, kæmpede de frivillige i lejren en hård kamp med at dele telte ud. Mere end 7.000 liter kildevand blev delt ud og 12 tons mad blev tilberedt til flygtningene. Selvom det var mærkeligt ikke at hjælpe direkte til ligesom Røde Kors gør, så er jeg nu overbevist om, at vi journalister hjælper til på vores egen måde, når vi formidler historier som denne. Og vi kan være stolte af vores arbejde.

I flygtningelejren var rigtig mange meget imødekommende og glade for vores tilstedeværelse. De vidste, vi var der for at høre deres historier, og var ivrige efter at fortælle. Vi lyttede til dem, og jeg fik skrevet min opgave.

“Beklager, jeg kan ikke gøre noget. Jeg er fra pressen.- Asbjørn Hildebrandt Christensen

[email protected]

10 | PORTRÆT November 2015 |Lixen.dk

Foto: Laura Kretz

PORTRÆT | 11Lixen.dk | November 2015EKSTERN

Foto:Laura KretzSofie Bremer taler kort forinden med formanden for Det Konservative Folkeparti Søren Pape

»Skal noget ændres, er det her, det sker.«I sin folkeskoletid får Sophie Bremer stukket en sort bog i hånden af sin lærer. Hun brokker sig for meget, og det skal bogen sætte en stopper for. Her kan hun skrive sine utilfredsheder ned. Måske er det ikke nødvendigt at dele alt med verden. Men ifølge Sophie Bremer er det den naturlige skepsis, som hun altid har haft, der gør hen-de stærk i sin journalistiske niche.

Af Linea Marie Andersen og Cecilie Lunding Tolversen

På trods sine kun 28 år er Sophie Bremer vant til at stå foran TV2’s kamera som politisk re-porter på Christiansborg. Hun går kritisk til værks, men når kameraet ikke ruller, er So-phie Bremer hende den kække journalist, som alle på Borgen hilser på. Lixen har fulgt hende på en af de mange travle dage og har fået et indblik i, hvad der er Sophie Bremers drivkraft i et kompliceret nicheområde som Christiansborg-journalistik.

Sophie Bremer er en fagnørd. Politik er hendes hobby, og hun brænder for at have en indflydelse på den politiske dækning. Politik-erne skal, når Sophie Bremer har vagten, ikke slippe afsted med at løbe fra de ting, som de siger og lover. Hun gør en dyd ud af at fange dem på fersk gerning. Hun siger selv, at hun er vedholdende og ikke bange for at hamre til dem.

»Jeg står midt i det, der kommer til at påvirke danskerne. De spørgsmål, jeg stiller, afgør, om noget kommer frem, eller om det ikke gør.«

Senest er det blandt andet lykkedes Sophie Bremer at få Pia Kjærsgaard til at modsige sig selv på TV. Med sin nye formands-post i Folketin-get lægger Pia Kjærsgaard alle politiske hold-ninger fra sig. Det siger hun i hvert fald selv i starten af et interview med Sophie Bremer. Derefter inddrager Pia Kjærsgaard alligevel sin egen politiske holdning som svar på et nærgående spørgsmål. Sophie Bremer kon-fronterer Pia Kjærsgaard med denne modsi-gelse, og til det svarer Pia Kjærsgaard med et smil på læben:

»Det er, fordi du provokerer mig, Sophie«

Det er her, de laver reglerneHelt fra barnsben har diskussioner om sam-fundet fanget Sophie Bremers interesse. Med en far, der er specialskolelærer, og en mor, som er pædagog, har aftenbordet ofte været

præget af diskussioner om arbejdsmarkedet, arbejdsvilkår og politik. Derfor har Sophie Bremer aldrig været bange for at tage noget op til debat.

»Når nogen bliver uretfærdigt behandlet, har jeg altid gerne ville gøre noget ved det.«Og netop på Borgen føler Sophie Bremer, at hun som journalist gør en forskel. Hver dag skal hun foran linsen forklare tusindvis af danskere om indviklede politiske emner, som kan være svære at forstå. Når hun eksempel-vis dækker diskussioner om dagpengerefor-men, har hun ikke direkte indflydelse på re-formen, men hendes arbejde har betydning for dækningen af den. Det vil sige, at hun hver

dag har ansva-ret for, at dan-skerne kan forstå det, der sker på Chris-tiansborg, og som i sidste ende har stor indflydelse på

borgernes liv. På den måde føler Sophie Bremer, at hendes arbejde har værdi.

»Jeg kunne lige så godt stå i Dybbøl og lave kritiske interviews med alle mulige virk-somhedsfolk, men det er her (red. Christians-borg), de laver reglerne. Hvis der er noget, der skal ændres, så er det her, det sker. Er der nogle problemer, så er det her, man kan gå hen og sige: Undskyld, er det her måden, det skal være på?«

Lange dage og ømme fødderMobil, lipgloss og et adgangskort. Det er, hvad Sophie Bremer altid har i hånden. På den måde kan hun ringe rundt, være klar til

TV og bevæge sig frit på Borgen. Da vi møder hende, haster hun rundt i høje stiletter, sel-vom hun foretrækker et par løbesko. De ville nemlig være mere praktiske i en hektisk hverdag, men passer ikke ind i normerne på Christiansborg. Selvom dagene er lange og fødderne ømme, mener Sophie Bremer sta-dig, at hun har Danmarks fedeste job.

»Jeg kan godt lide, at jeg ikke ved, hvad der kommer til at ske, og jeg kan godt lide her-og-nu-adrenalinen.«

Mobilen ringer uaf-brudt med nye live- og interviewaftaler og poli-tikere, der vil aftale tid og sted for optagelserne. Sophie Bremer mener, at hun har talent for at skabe overblik, og det er det, der giver hende overskud i en hverdag, som for andre kan ligne kaos. Hun går konstant og besvarer sms’er, men kan alligevel stadig svare på vores spørgsmål, og samtidig formår hun at hilse og drille kendte ansigter, der går forbi os på gangene.

Sophie Bremer fortæller, at hun føler sig tilpas i denne travlhed, fordi politik er hen-des rygrad, og hun har konstant interesse i at følge med i, hvad der sker. Derfor kan det være svært at lægge den vibrerende mobil fra sig. Hendes venner er godt klar over denne arbejdsskade, så når de er på ferie, lyder det: »Din telefon, tak.« Og hun ser den ikke, før de tager hjem igen.

Jobbet, der kosterPolitik er ifølge Sophie Bremer blevet hendes liv, og derfor kan hun ikke altid selv vælge,

hvornår hun vil lægge det fra sig. På en fridag kan hun risikere, at politikerne ringer, og til sociale arrangementer kan andres interesse for hendes job overskygge, at hun også “bare” er Sophie.

»Når jeg sidder til en familiefødselsdag, er der ofte nogen, der gerne lige vil vide, hvor-for noget er, som det er. Det er jo bare en del af mit liv på godt og ondt.«

Sophie Bremer prioriterer sit arbejde højt og fortæller, at hendes fami-lie og venner ikke altid er enige i den prioritering. Det er hun pinligt bevi-dst om. Hun forklarer, at

hun selvfølgelig er der for familie og venner, når de har brug for det, men nogle gange må hun give afkald på familiefester og acceptere, at torsdag aften måske ikke bruges på øl med vennerne, fordi næste morgen byder på live-TV. I perioder befinder hun sig på Borgen i døgndrift, hvor vennerne må nøjes med at se hendes ansigt på skærmen.

»Mine venner kan være trætte af det in-dimellem, men de er også gode til at ringe til mig og sige: Nu har jeg set dig på TV fire dage i træk. Du kommer lige ud i aften!«

For Sophie Bremer handler det om at give sig fuldt ud til sit job. Det er enten eller. Som politisk reporter skal man være villig til at ofre både fysisk og mental tid. Og man har aldrig helt fri.

»Det her job koster, og man skal være klar over, at der selvfølgelig er en bagside af at

Læs videre på næste side

“Jeg står midt i det, der kom-mer til at påvirke danskerne. De spørgsmål, jeg stiller, afgør, om noget kommer frem, eller om det ikke gør.

“Jeg kunne lige så godt stå i Dybbøl og lave kritiske interviews med alle mu-lige virksomhedsfolk, men det er her (red. Christians-borg), de laver reglerne.

12 | PORTRÆT November 2015 |Lixen.dk

Foto: Laura Kretz

arbejde så meget. Det er jeg meget bevidst om, og en dag skal det også være anderledes.«

Men følelsen af at kunne gå til de folk, der fastsætter reglerne og lave et interview, som sidder lige i skabet, opvejer for den store mængde tid, hun ofrer på sit arbejde. Fordi med et lige-i-skabet-interview føler Sophie Bremer, at hun får indflydelse.

Ferie med fuld fartPolitik er ikke kun Sophie Bremers ar-bejde, men også hendes hobby. Hun synes derfor selv, det kan være svært at have andre in- teresser ved si- den af. Men i s o m m e r e n 2015 skulle det være ander- ledes. Hun greb jernhesten og cyklede til Paris med Team Rynkeby Vording-borg. Så selv når Sophie Bremer holder ferie, er det med fuld fart over feltet.

Den lange tur rørte hende på flere måder, da turen både var et personligt mål, men sam-tidig også støttede Børnecancerfonden.

»På en eller anden måde kom glæden, ud-mattelsen og det hele ud på de sidste kilome-ter, inden familien stod og vinkede. Jeg glem-mer aldrig de sidste meter, vi måtte gå, fordi der var så mange, der jublede, og der i blandt flere børn med kræft, som ventede på deres forældre. Der gav turen lige pludselig mening. Det er ikke sidste gang, jeg skal med.«

Men selv når Sophie Bremer vælger at prøve noget nyt og lader “reporter-Sophie” blive hjemme, kan det være svært at slippe udenom at blive set som hende den politiske nørd fra TV. Efter den lange cykeltur kom der eksempelvis en holdkammerat over og sagde til hende: »Jeg troede, at du var den tørreste kiks, da jeg hørte, at jeg skulle på hold med en

politisk journalist, men du er fandeme god til at drikke bajer.«

Ingen politiske mærkaterPå Borgen har Sophie Bremer mulighed for at udfylde rollen som vagthund. Her kan hun holde den lovgivende magt i ørerne. Men med denne rolle, mener Sophie Bremer også, at der følger et ansvar. Et journalistisk ansvar, der indebærer at være neutral og give en fair dækning af det, der foregår.

»Jeg er den type, der bliver sindssygt irriteret på journalister, som skriver deres

holdninger på Facebook og Twitter. Jeg er ved at eksplo-dere, fordi jeg synes, at det er min fornem-meste opgave, at

der ikke er nogen, der kan sætte et politisk mærkat på mig. Folk skal se mig som en pro-fessionel og ikke som en lejesvend for en lejr i politik.«

I en arena af politiske uenigheder men-er Sophie Bremer ikke, at hun får noget ud af at ytre sine egne holdninger. De er ikke væsentlige. Hun tænker i virkeligheden aldrig over, hvad hun selv mener. Hun koncentrerer sig udelukkende om, hvad de forskellige par-tier mener om et givent emne. Med sin egen holdning pakket væk har hun fri adgang til politikerne, der ikke kan sortere hende fra på grund af en Twitter- eller Facebook-opdater-ing.

»Hvis man vil have sin hverdag herinde og faktisk lave noget journalistik, så bliver man nødt til at acceptere, at man ikke har sine egne holdninger. Ellers lever man ikke her længe.«

Lev i dit værk»Lev i dit værk, mens det øves.« Det står

skrevet på en af de gamle vægge på Borgen. Et citat, som Sophie Bremer har memoreret og taget med sig, fordi netop de syv ord passer til det liv, hun lever. Hun vil nemlig helst nyde sit arbejde, mens hun er i det.

Nu har Sophie Bremer været på Chris-tiansborg i godt fem år, og der er mange, der har travlt med, hvad hun skal næste gang. Men det er der ikke et svar på. Hun fortæller, at hun foretrækker at leve i nuet og føler sig tilpas i den niche, hun er i. Derfor har hun ikke en bestemt plan for sin fremtidige kar-riere.

»Jeg har altid troet på skæbnen, og det er der mange, der griner af. Men jeg synes, der er sket mange ting for mig, fordi de skulle ske.«

Sophie Bremer oplevede skæbnen, inden hun fik job på TV2. I sit arbejde på Ekstra Bladet begyndte hun at tænke over, om det var tid til at prøve noget nyt. Kort tid efter at tanken opstod, tikker der en privat-besked ind på hendes Twitter. Beskeden var under-skrevet af politisk redaktør på TV2, Anders Langballe. I beskeden byder han Sophie Bremer på en kop kaffe. De mødes. Snakken går, og næste dag blev hun ansat.

»Nogle gange skal man bare ‘go with the flow’. Jeg tror virkelig, at man skal vælge efter sin mavefornemmelse.«

Sophie Bremer er godt klar over, at hen-des arbejde på Borgen kun kan være en peri-ode i livet. Hun drømmer om familie og børn, men er klar over, at det kan være svært at få til at fungere med lange vagter og få fridage.

»Jeg ved godt, at det her job har en udløb-sdato. Enten fordi man vælger det, eller også fordi man ikke kan mere. Det her tempo kan man jo ikke leve med i 30 år.«

Men lige nu har Sophie Bremer ikke lyst til at sige nej til nogle opgaver. Hun brænder for at få det interview, som alle snakker om, og hun har et stort behov for at få brugt sin

naturlige skepsis. Hun får en masse store op-levelser, hvor hun er en del af historiske øjeb-likke.

En af de ting, hun husker bedst, er, da hun fik et solointerview med Helle Thorning- Schmidt, som lige var blevet statsminister. Alle journalister var ved at snuble over hi-nanden for at snakke med Helle Thorning-Schmidt, men Sophie Bremer var tilfældigvis ikke blevet smidt ud af et ellers aflukket om-råde på Christiansborg. Så der gik hun, som helt ny på Borgen. Op af trappen. Alene med Danmarks første kvindelige statsminister. Det er det største af mange mindeværdige øjeblikke på Borgen, som Sophie Bremer husker.

»Man står midt i historien og niver sig selv i armen, og nogle gange tager jeg mig selv i at tænke: Jeg er ikke andet end 28 år, og så render jeg rundt med alle de her vigtige folk.«

“Folk skal se mig som en pro-fessionel og ikke som en leje- svend for en lejr i politik.

Sophie Bremers CV

•28år•UddannetvedCenterforJournalistik,SDU•2010-2013:PolitiskjournalistpåEkstraBladet•2013-nuværende:PolitiskreporterpåTV2•Født:Frederiksberg•Twitter:@SBremer•VinderafKravling2011forserieomDSBogserieomDONGEnergy

[email protected]

[email protected]

FOKUS | 13Lixen.dk | November 2015

FOKUSI denne måned sætter Lixen fokus på ‘Nichejournalistik’. Du kan blandt andet læse om erhvervsjournalistikkens udvikling før og nu samt læse, hvordan det er at være i praktik i erhvervsjournalistik. Find også gode råd fra Rasmus Tantholdt og Allan Sørensen, hvis du gerne vil være krigskorrespendent.

Erhvervsjournalistik – en niche i vækst

Erhvervsjournalistikken har ændret sig meget siden den for alvor dukkede op i Dan-mark i 1960’erne. I denne artikel sætter Lixen fokus på erhvervsjournalistikkens ud-vikling før og nu.

Af Alexander Falck-Winther

Den store udvikling af erhvervsjournalistiken i Danmark går helt tilbage til 1960’erne. Her

gjorde journalisterne op med den meget tekniske og fagligt snævre dækning af erhvervslivet, der indtil da havde formet ny-hedsbilledet.

Den nye type erhvervsjour- nalistik tog for alvor fart i 1960’erne og 70’erne. Denne nye udvikling var kendeteg-net ved at fokusere på en mere direkte dialog mellem pressen og erhvervslivet.

Nye arbejdsrutiner opstårMed den hurtige udvikling af den nye type er-hvervsjournalistik, sker også store ændringer i journa-listernes arbejdsrutiner. I takt med ud-viklingen hen mod en mere gennemsigtig dækning af erhvervslivet, opstår også et voksende behov for journalister, der kan formidle svært, økonomisk stof på en letlæselig måde.

Skarpere kommunikationI takt med et journalistisk nichefelt, der plud-selig får helt andre spille-regler, sker der også en ændring i måden, virksomhederne kom-munikerer på. I løbet af 1980’erne be-gyn-der en lang række virksomheder at opruste deres strategier omkring kommunikation. Virksomhederne kan på dette tidspunkt godt se, at erhvervsjournalistikken er kommet for at blive, og derfor begynder de at tage deres forholdsregler i form af en skarpere kommu-nikation.

Vigtig rolle for erhvervslivet Erhvervsjournalistikken som niche har været igennem en stor udvikling over de seneste årt-ier - og i dag spiller denne journalistiske gren faktisk en ret vigtig rolle for erhvervslivet.

I takt med en bredere dækning af erh-vervslivet herhjemme, har en større del af samfundet også fået mere indsigt i, hvad der foregår. Det har fået konkret betydning for erhvervslivet. I dag er det ikke ualmindeligt, at finansielle medier eksempelvis bringer nyheder med vurderinger af hvor godt direk-tøren klarer sit job, hvor godt årsregnskab er, eller hvor god kvaliteten af firmaets produkt er.

Man taler derfor også om, at erhvervsjournalistikken i dag er med til at foretage en benchmarking af virksomhed-erne, da pressens udlægning i medierne kan få afgørende betydning for virksomhedernes brand.

En niche i vækstMen udviklingen stopper ikke her. For erh-vervsjournalistikken er under konstant ud-vikling. Og den position er kun blevet styrket den seneste tid, ved at nye platforme og me-

dier er dukket op. Et erhvervsmedie, der for alvor har opnået

popularitet over de seneste år, er ”Finans- Watch”, der blev grundlagt i 2010.

Jyllands-Posten lancerede i oktober 2014 mediet ”Finans”, der udelukkende dækker finansielle forhold og nyheder. Finans havde over 116.000 læsere alene i maj måned i år, hvilket oversteg både Børsen og Berlingskes business.dk for samme måned.

I starten af 2015 lancerede Børsen så deres nyeste skud på stammen ”Børsen Play” – en video- og lydtjeneste, hvor læs-erne kan gå ind og se nyhedsdækning af erhvervslivet i lyd og billede – hvor og når, det passer dem.

Stor satsning på erhversstofDet er en meget bevidst satsning, en lang række medier gør i disse år. Sådan lyder udmeldingen fra Peter Bro, der er profes-sor i journalistik ved Syddansk Universitet. Ifølge ham er årsagen til disse satsninger, at samfundsøkonomi og erhvervsliv er blevet et vigtigere emne – særligt efter finanskrisen i 2008.

En anden grund til, at medierne fokuserer på erhvervsjournalistikken, er, at store dele af samfundet er afhængige af den – eksempelvis firmaer, børsmæglere og investorer.

»Noget af det, der kendetegner erh-vervs- og finansstoffet er, at mange brugere anvender dem i professionel sammenhæng,« forklarer Peter Bro.

Ifølge ham gør denne professionelle eft-erspørgsel, at erhvervsjournalistikken har en lidt større volumen og potentiale rent forret-ningsmæssigt. Derfor ser vi, at mange medier opdyrker netop dette nichefelt.

Villig til at betaleErhvervsjournalistikken overgår alle andre typer journalistik, når det kommer til hvor villige læserne er til at betale for indhold.

Ifølge Peter Bro hænger betalingsvil-ligheden sammen med at størstedelen af kunderne bruger mediet professionelt. Der-for betales abonnementspakker - der ofte er store - af kommercielle virksomheder såsom LEGO, Grundfos eller Novo Nordisk.

Fælles for alle virksomhederne er, at erhvervsstoffet kan have afgørende forret- ningsmæssig betydning for, hvordan den pågældende virksomhed handler på arbejdsmarkedet.

Nye plaforme, stærkt værktøjIfølge professor Peter Bro skal journalisterne se de store ændringer som et aktivt værktøj til at lave god journalistik.

»Vi får bedre mulighed for at komme i kontakt med nye kundegrupper,« forklarer Peter Bro.

Han mener ikke, at der er tale om et en-ten eller forhold mellem TV og skriftmedier, men snarere et både og. Og det er tværme-dialiteten, der kan blive vores styrke i frem-tiden, påpeger Peter Bro.

[email protected]

Illustration: Mia Dernoff

14 | FOKUS November 2015 |Lixen.dk

Praktik i erhvervsjournalistikAndreas Lønstrup startede på Danmarks Medie og Jour-nalisthøjskole i 2013. Han forventes færdiguddannet i 2017. Siden februar 2015 har han været i praktik hos Penge og Privatøkonomi, og når den tid slutter til februar 2016, bliver praktikpladsen rykket over til Berlingske Business i seks måneder.

Af Ida Stubbe

Hvad har været vigtigt for dig i din tid hos Penge og Privatøkonomi?Jeg har lært en masse ting. Jeg har fået en masse ansvar af min øvrige redaktion. Vi er meget tætte og afhængige af hinanden. Det har været meget vigtigt for mig, at jeg har kunne levere. Men også rigtig vigtigt for de andre, at jeg har kunne levere, for vi er alle ansvarlige for, at magasinet bliver fyldt ud.

Følte du, at du vidste, hvad det hele handlede om, da du startede? Det første interview jeg skulle lave, var, at

jeg skulle ringe til en investeringsøkonom, og spørge hvad ROIC er. Jeg vidste ikke selv, hvad det betød, så det var meget stressende. ROIC betyder Return On Invested Capital, og jeg havde bare ikke styr på det. Jeg blev kørt fuldstændig rundt i manegen, og jeg følte, at jeg ikke kunne en skid.

Men du har lært meget af at have været hos Penge og Privatøkonomi? Ja, det synes jeg helt sikkert. Jeg har også valgt at specialisere mig indenfor erhvervs-journalistik. Jeg tror nemlig, at det er vigtigt, at man som journalist har et område, man er særligt god til. Jeg tror meget på, at frem-tidens journalister skal være specialiserede.

Hvorfor? Jamen fordi der er virkelig mange generali-ster. Det går ikke særlig godt i branchen. Alle mennesker kan skrive om alting i dag. Du og jeg kan skrive om alting. Det kan alle vores venner også gøre på Facebook eller på blogs osv. Så hvis folk skal gide at betale for jour-nalistik, bliver det nødt til at være noget, der gør dem klogere.

Hvorfor har du valgt at specialisere dig i erhvervsjournalistik? For det første fordi jeg synes, det er rigtig, rigtig spændende. Og så synes jeg, at det er et privilegium som journalist at få lov til at ar-bejde med noget, man selv ved noget om og opbygge et kildenetværk indenfor et specifikt felt. Det er også et privilegium at kunne gøre andre mennesker klogere, fordi man selv ved

så meget om lige det emne.

Kan det blive kedeligt at beskæftige sig med det samme område hele tiden?Nej. Det, der er kedeligt, er aldrig at komme til sagens kerne i noget som helst.

Vil du anbefale andre journa-liststud-erende at søge praktik i nichepræget journalistik?Ja, det vil jeg. Men jeg vil især anbefale dem at finde ud af, hvad det er for et stofområde, de virkelig godt kan lide. Så ville jeg anbefale dem at blive rigtig dygtige til lige det, og lave nogle gode historier om det.

Tror du erhvervsjournalistik er hår-dere end ’normal journalistik’? Jeg tror altid det er hårdt at være ude på dybt vand, hvor kilden ved meget mere end man selv gør. Så det er vigtigt, at man anerkender, at man ikke kan vide alting. Men også samti-dig tage sit arbejde seriøst.

Har du et råd til andre journaliststud-erende, som vil søge praktik i erhvervs-journalistik? Det er vigtigt, at man selv kommer med nogle gode historier. Og at man er engageret i det, man laver, og byder ind med ideer. Det er ikke særlig fedt at lave de historier, der ligger bagerst i bunken. Det er altid sjovest at lave sin egen ide og følge den til dørs.

Hvad er særligt fedt ved at arbejde med erhvervsjournalistik?

Jeg tror, at hvis man vil være en rigtig god journalist, så skal man ikke se det som et 9-17 arbejde. Så bliver man nødt til at gå op i det i sin fritid og virkelig brænde for det, og altid tænke på, hvad den næste gode historie kan være.

Hvordan finder du de gode historier?Dels fra mine kilder. Og dels ved at holde mig orienteret med en masse gode medier, som fx The Economist, nyhedsoverblik fra Bloom-berg, Financial Times, og så selvfølgelig alle de danske medier som Børsen, Finans og Business.

[email protected]

Foto: Benjamin Media

Vejen til krigsfronten kan ikke sættes på formelDer findes ikke en fastlagt ru- te til et job som krigskorre-spondent. Men ifølge de to korrespondenter Allan Sø-rensen og Rasmus Tantholdt er passion, ydmyghed og at kende sig selv en vigtig del af rejsen.

Af Oliver Sønderbye Therp

Allan Sørensen fik sin første omgang tåregas efter få måneder i Jerusalem. I dag arbejder han som korrespondent i Mellemøsten for Berlingske og har over 20 års erfaring. Ifølge ham er det vigtigt at kende sig selv, inden man giver sig i kast med hvervet som krigs-journalist.

»Først og fremmest skal man overveje, om man kan fungere under enormt pres og i

farlige situationer. For hverdagen er uforud-sigelig,« siger han.

»Nogle dage arbejder jeg almindeligt, men i perioder er det 24 timer i døgnet. Det skal man have passion for at kunne holde til.«

Derudover mener han, at et kendskab til regionen og sproget og senere et bredt kildenetværk er de bedste råd til at få et job som krigskorrespondent.

»Man kommer længere og tættere på ved at kunne tale og forstå de sprog, der tales. Det skaber en helt anden fortrolighed mellem journalist og kilde,« siger han.

Lad dig drive medRasmus Tantholdt rapporterede første gang fra krigens frontlinjer, da han dækkede USA’s invasion af Irak i 2003.I modsætning til Al-lan Sørensen har han ikke arbejdet målrettet mod at blive korrespondent. Og det mener han heller ikke, journaliststuderende skal gøre.

»Der er så mange muligheder som jour-nalist. Så jeg vil råde alle til at lade være med at beslutte sig for, præcis hvad man vil i frem-tiden, når man kun er i startfasen i journal-istlivet,« siger han.

Han mener derimod, at det er vigtigere at

være åben, interesseret og ydmyg.»Lad dig drive med af, hvor livet bærer

dig hen. Gå efter at lave noget, der giver me-ning for dig. Men det allervigtigste er nok at være ydmyg. Både overfor det du laver og i forhold til at beskæftige sig med journalis-tik,« siger han.

Forskellig baggrundDe to korrespondenters forskellige indgangs-vinkler til jobbet som korrespon-dent ses tydeligt i deres valg af uddannelse. Rasmus Tantholdt er uddannet journalist fra Dan-marks Medie- og Journalisthøjskole. Efter han dimitterede fik han et job som indland-srapporter på TV2. Og det var han egentlig udemærket tilfreds med. Men i 2003 æn-drede det sig.

»Min chef spurgte, om jeg ville rapportere fra invasionen af Irak. Og siden den gang har jeg sådan set rapporteret, ikke bare fra Irak, men fra hele verden. Det er ikke fordi, jeg gik og drømte om, jeg skulle være udenrigskorre-spondent. Men det er krøbet ind under huden på mig,« siger han.

Den drøm havde Allan Sørensen deri-mod. Han ville gerne være journalist, men han havde samtidig en stor interesse for Mel-lemøsten. Og derfor flyttede han til Jerusa-

lem og tog en universitetsgrad i mellemøst-studier:

»Jeg følte, det var vigtigt at have mit eget stofområde som journalist. Jeg er der-for ikke uddannet journalist i den ortodokse forstand, men mere som i gamle dage, hvor man kom i mesterlære,« siger han.

[email protected]

FOKUS | 15Lixen.dk | November 2015

Fem anderledes nichemedier Lixen har taget et kig på fem medier, der har fokus på hver deres niche.

Her er magasinet til de godt en halv million husstande, som har en Schæfer, Golden Retriever eller en anden hund i hjemmet. Det udkommer en gang om måneden, og der er meget forskelligt indhold. Hver udgivelse har et tema, hvor man i 2015 blandt andet har kunne læse om ’Ferie med din hund’ og ’Sikker transport med hund’. Magasinet er som de fleste andre magasiner med dybde-gående artikler, reportager og nyheder. Derudover giver Vi med hund gode tips til hundeshopping, hvis du står og mangler et hundehalsbånd, eller det er hundelegetøj, som man mangler i samlingen. Og så har de et fokus på en bestemt slags hund, når de kårer ’Månedens race’. Til hvert nummer optræder der også en kendt dansker med sin hund, hvor blandt andet TV-vært Cecilie Hother og skuespiller Ellen Hillingsø har vist deres hunde frem i bladet.

Vi med hund

Er man til Paradise Hotel, De unge mødre eller Top-model, og vil man gerne have større indsigt i, hvad der sker hos de medvirkende, så er Realityportalen stedet, hvor man får alt sit gossip. Her kan man blandt andet læse ’Party-Kamil afslører barnets navn og køn’, ’Para-dise-babe’ har fået nye bryster: Sådan gik operationen’ og ’Amalie svarer igen på kritik: Jeg er ingen reality-fiasko’. Det er ikke kun de danske reality-stjerner, der bliver skrevet om. Også kendte fra det store udland som Kanye West og Kim Kardashian får spalteplads på hjemmesiden. Derudover kan man fornøje sig med vid-eoklip fra nogle af reality-programmerne herhjemme eller andre klip, hvor reality-stjerner er med.

Realityportalen.dk

Strejker SAS-personalet? Hvilke flyselskaber tør flyve til Sharm El Sheiks lufthavn? Eller hvordan ser det ud i Bil-lund Lufthavn efter Ryanair ikke har base der mere? Er det spørgsmål som disse, man gerne vil have svar på, så er det Check-in.dk, som man skal besøge. Mediet leverer nyheder til de luftfartsinteresserede, som er lidt mere nørdede på det område end de fleste. Udover de daglige nyheder er der en helt sektion om de tre store flyal-liancer blandt selskaberne. Hvis man ikke lige har fanget jargonen i luftfartsmiljøet, men man godt kunne tænke sig at lære det bedre at kende, så har Check-in.dk lavet en samlet ordbog over forskellige begreber indenfor luft-fartsbranchen. Der er alt fra A-Z, så vil man for eksempel gerne vide, hvad ’Longhaul’ betyder, så kan det findes i deres egen ordbog.

Check-In.dk

De fleste kender til Formel 1 i motorsport, men der findes mange andre former for motorsport end kongedisciplinen, og det har mediet valgt at lave nyheder om. De skriver også om Formel 1, men an-dre motorsportsklasser som Formel 3, Indycar og Le Mans kan man få sit fix af inde på mediet. Det er dog ikke kun de firehjulede maskiner, som styrer nyhedsstrømmen inde på deres side, men også de tohjulede motorcykler får spalteplads. Derudover ligger der en huskeliste, hvis man beslutter sig for at tage på en Formel 1-rejse, hvor man blandt andet bliver rådet til at tage ørepropper, en kikkert og godt fodtøj med i rygsækken.

Race-Mag.dk

Østeuropa er sat under luppen hos Magasinet rØST, når de på nettet leverer nyheder. De vil ifølge dem selv bringe Øst- og Vesteuropa tættere og forsøge at nuancere billedet af den østlige del af det europæiske kontinent. Her får man blandt andet en analyse af det nyligt overståede parlamentsvalg i Tyrkiet, artiklen ’Når både flygtninge og EU bliver en trussel’ og et debatindlæg om Ungarn forsvarer Europas grænser. Hvis man kun interesserer sig for enkelte lande øst på, kan man vælge kun at se indhold, som vedrører de lande i menu-en til højre. Derudover kan man få rejsebeskrivelser fra no-gle af stederne i Østeuropa, hvor blandt andet den sibiriske olieby Tomsk er blevet gået efter i sømmene.

Magasinet rØST

Tekst: Malthe Rygaard

16 | DEBAT November 2015 |Lixen.dk

Hvis du har stress, må du gå - Hvis du har angst, må du få

Af Nanna Frank

Det krævede flere ton is i maven og ufatteligt mange dybe indåndinger, da jeg sidste december valgte at

holde pause fra studiet. Jeg havde i et halvt år forsøgt at kombinere forelæsninger, radio- afleveringer, obligatoriske akademiske op-gaver med ugentlige lægebesøg, psykolog-samtaler og indkørsel af alverdens medicin, der skulle gøre mig rask igen. En pille om morgenen til at vågne på, så du kan klare dig igennem dagen, og en pille om aftenen, så din krop kan holde sig i ro de 7-8 timer det kræver for at være frisk til en dag på Medietorvet.

Det hang under ingen omstændigheder sammen, så jeg valgte at gå til bekendelse for min faglige vejleder. Med åbne arme og ord, der lovede ro, accept og fortrolighed, fik jeg ud-abejdet en plan for min fremtidige uddanelse.

lige og kommer med forskellige sociale bag-grunde, ligesom vi har forskellige interesser og hobbyer. På samme måde har vi forskellige grænser for, hvad vi kan holde til, og det er vitterligt ingen skam.

Når vi så er nået til en åbenhed og ac-cept om, at vores grænser ligger forskellige steder her på Medietorvet; så kan vi begynde at diskutere, hvorvidt uddannelsen bør om-møbleres, når selv underviserne fortæller, at det ikke længere er et spørgsmål om ”hvis du går ned med stress”, men om ”hvornår du går ned med stress”.

Mail:

Derfor går jeg nu og venter på at få lov til at deltage i nogle af 3. semesters forårsfag, så jeg kan komme i praktik (med et års fors-inkelse).

Det er den bedste beslutning jeg nogen-sinde har taget, men midt i denne proces mod at blive rask, slog det mig: Det er satme godt, at jeg ikke valgte at sygemelde mig med stress, for så var de åbne arme og mange råb om hjælp fra mine medstuderende, uden tvivl blevet erstattet med arrogante fnøs og et hævet øjenbryn.

For uanset hvor åbne vi er, og uanset hvor meget vi forsøger at fortælle hinanden, at det er OK ikke at aflevere alle opgaver, eller læse hele pensum, så vil jeg vædde med, at alle på dette studie, der har takket nej til et arrange-ment, en opgave, en forelæsning mm. pga. stresssymptomer, har fået et hævet øjenbryn med sig.

Hvorfor kan DU ikke klare at være en pligt- opfyldende studerende, der scorer ene 12-taller, når vi andre kan? Kommentaren: ”Vi andre er jo under samme pres, og vi kan godt jonglere studie, fritidsjob, kæreste, venner hjemmefra, venner på studiet, at pendle, byture hver fredag og lørdag, lave frivilligt arbejde hos Røde Kors, og give samtlige

prominente mennesker i mediebranchen et kæmpe slik omkring ringmusklen – flere gange ugentligt”.

Faktum er bare, at det er ikke alle der kan det, hvilket den spørgeskemaundersøgelse om stress, der blev lavet sidste år, viser! Den har tegnet et skrækindjagende billede af de journaliststuderendes mentale helbred. Så hvorfor se ned på dem, der er stressede? Når folk bryder grædende sammen sidste aften, inden der skal afleveres TV-eksamen, fordi den sidste kilde har meldt fra, AVID bli-ver ved med at formatere, imens rapporten er forsvundet fra tid og sted, så vælger folk ofte at blive irriteret og se ned på den stressede studerende. ”Tag dig sammen!”

Jeg frygtede derfor en smule at skulle breake nyheden til mine medstuderende, men det sjove er, at det pludseligt var socialt acceptabelt, at jeg ikke søgte praktik i foråret. Det var en misundelsesværdig beslutning, at jeg kun havde to fag og forelæsninger hver anden uge, da jeg jo ikke var stoppet pga. stress.

Det er fuldstændig til grin, at vi ikke hjælper hinanden og støtter, når studiet bliver for hårdt. Selvom vi alle har knoklet for at komme ind på journalistik, så er vi forskel-

Medierne mobber i massevis

Af Emma Rudbeck

Helle Thorning går i Gucci. Lars Løkke elsker fadøl. Pernille Bendixen ved ikke, hvad BNP er. Og hvad så, kære

medier? Er det egentligt overhovedet vigtigt?Hvem vedtog pludseligt, at en del af

jobbeskrivelsen for et folketingsmedlem er at vide, hvad BNP er? Det gjorde Radio24syv. Jo, det var da en svipser, at Pernille Bendixen ikke vidste det. Noget, man kunne håbe, at et folketingsmedlem ved, når hun qua sit embede skal være med til at vedtage landets finanslov. Pernille

Bendixen er ikke den typiske Døf’er på Borgen. Dog er hun retmæssigt valgt af be- folkningen. Også selvom hun ikke aner, hvad BNP er. Men hvorfor ydmyge hende totalt? Efterfølgende for at smide klippet på Facebook og Pernille Bendixen direkte ud i en shitstorm.

For at besvare mit tidligere spørgsmål, så synes jeg ikke, det er vigtigt, at Pernille Bendixen ved, hvad BNP er. Og det er slet ikke vigtigt at udpensle det for hele det danske land. Det er mediemobning. Radio24syv starter med at spytte på Pernille Bendixen. Derefter hepper resten af Danmarks medie-hold ved at gengive historien. Selvfølgelig sætter det gang i debatten om, hvor meget et folketingsmedlem skal vide. Det er også fint, men der må være mere saglige måder at gøre det på.

Jeg synes, at Asger Juhls opførsel over for Pernille Bendixen var grov. Jeg synes, at mange af de andre danske mediers genop-livning af historien var streng. Vi, journalister, skal være vagthunde i samfundet, men lad

os nu ikke overspille rollen. Vi skal være det overfor dem, der gør fejl. Tag for eksempel Carl Holst-sagen. Der er noget at komme efter. Det er for mig reel journalistik. Det mener jeg ikke, at det er i BNP-sagen. Lad os ikke høvle vores primære samarbejds- kilder ned. Det eneste vi, journalister, nok egentligt får ud af det, er mistillid.

Samfundet har efterspurgt mere humane folketingsmedlemmer. Personer, der har været ude i den virkelige verden. Og personer, der ikke er kommet direkte fra universitet og ind på borgen. Det har vi fået efter det sidste folketingsvalg. Så bliver de gudhjælpemig mobbet for at være helt almindelige og ikke kunne forklare, hvad BNP er. Det er langt fra alle, der kan det, viser den enorme søg-ning på ordene ’bruttonationalprodukt’ og ’BNP’ på Google de efterfølgende dage.

Pernille Bendixen havde ikke styr på, hvad BNP er. Det viste hun for åben mikrofon. Det resulterede i en ordentligt omgang massemobning i medierne. Så jeg forstår

[email protected]:

godt, hvis Pernille Bendixen er en anelse mere forsigtig i sine udtalelser i fremtiden. Det ville jeg dæleme også selv være, hvis jeg blev mobbet af medierne i massevis.

DEBAT | 17Lixen.dk | November 2015

Journalisters ego skygger for historien

Af Amalie Christina Klitgaard

En journalist kan nogle gange blive så interessant, at dennes personlighed bliver lige så vigtig som historien,

der skal fortælles. Hvis ikke vigtigere. Som når den norske journalist Hans-Wilhelm Steinfeld fjerner al opmærksomhed fra ny-heds-historien ved at komme med subjektive påstande om annekteringen af Krim. Eller når Martin Krasnik bliver en debatteret me-diepersona på grund af sin selvbiografi ’Fuck-ing Jøde’.

Adskillige tidligere tv-værter kan også nævnes som værende sande mediekendisser. Forskellen ligger dog i, at de ikke selv valgte det. I dag vælger flere journalister selv at springe ud af anonymitetsskabet og stille sig frem i søgelyset som personlig profil. Som Peter Falktoft fra ’Monte Carlo’, der altid er parat med en rap replik. Et plus ved denne tendens er, at læseren lettere kan gennem-skue en journalists motiver og subjektive

holdninger.Men journalisters selviscenesættelse

risikerer at skygge for selve historien. I fol-derne på anonymitetens forklædning er der derimod mange fordele at finde.

Anonymitet lader selve historiens per-soner stå i et skarpere lys. Som når læseren ikke ænser navnet i venstre hjørne af avisen eller på hjemmesiden, men i stedet for læs-er ordene fra asylansøgeren fra Eritrea. Når tale-røret bliver givet til offentligheden, som vi i demokratiets ånd arbejder for, og ikke til en journalist med sit eget opstillede syn på verden.

Samtidig kan anonymiteten også give os journalister et større albuerum. For hvis ingen ved, hvor skarp ens pen er, eller hvor lynintelligente replikker i et interview, man har, kan man også lettere finde kilder og få dem i tale. Jeg mener ikke medievante kilder, men de kilder, som gemmer sig derude. Ananas i egen juiceMen anonymiteten er truet. At historien betyder mere end journalisten, er truet. Selviscenesættelse er efterhånden nød- vendig for at kunne fastholde eller opnå en mulighed for at levere et journalistisk produkt. En tendens, som, efter min mening, ses tydeligt på journalistuddannelsen. I en tid, hvor aviserne lider, uddannes jeg og en stor

del af mine medstuderende til arbejdsløshed, kommunikationsarbejde eller blot til at være en hjernedød produktionsenhed. Derved bliver behovet for at skille sig ud større.

Og halleluja. Så er det godt, at de sociale medier er lige ved tasterne, hvor man kan slå fast, hvor alvidende, velskrivende eller politisk korrekt, man er. Men ens 500 Facebook-venner, Instagram- og Twitter- følgere ser hver statusopdatering, kommentar og like. Og derved fordufter anonymiteten i spotlysets skær. Dermed har du allerede, måske uvidende, valgt at være meningsdan-ner og ikke objektiv journalist. Og hvis du gerne ville have været det sidste, vil jeg op-fordre dig til at stoppe nu. For din neutralitet og troværdighed forplumres, når du skriver artikler om syriske flygtninge, men samtidig like’er enten Inger Støjberg eller Røde Kors’ udmeldinger.

Meningsdanner eller journalist Enten er du meningsdanner eller anonym journalist. Enten sluger du dine hold-ninger og trækker i fåreklæder, eller også står du ved dem – altid.

Selvfølgelig er verden ikke sort/hvid, og de to roller kan overlappe hinanden. Blot tænk på den politiske debattør Martin Krasnik, der i 2014 blev Politikens ’Årets meningsdanner’. Han ser sig selv som jour-

[email protected]: Malte Jørstad

nalist. Eller Clement Kjersgaard, der i 2013 fik Berlingskes journalist-pris. Han ser sig selv som meningsdanner. Og indirekte er alle os journalister selvfølgelig meningsdannere, da vi udvælger selektivt og vinkler, så bestemte dele af virkeligheden vises til offentligheden.

Men den anonyme journalistik. Den ”objektive”. Det er den ypperste journalistik. Her kan læserne selv drage deres konklu- sioner ud fra nyheden og danne en mening. Ikke kopiere en holdning. Ikke vælge den ud fra, om de kan lide journa-listen eller ej. For en journalist kan nogle gange blive så interessant, at dennes personlighed bliver lige så vigtig som histo-rien, der skal fortælles. Hvis ikke vigtigere.

18| DEBAT November 2015 |Lixen.dk

Ud med den journalistiske jantelov, tak!

Af Julie Würtz

Jeg har lært, at man sagtens kan tage magasindrømmen under armen uden at skrabe stilletterne forsigtigt ned

i jorden. Det er ok, at man læser eller laver journalistik, som tager afstand fra den vi-har-ikke-plads-til-positive-nyheder-forestilling.

Så i stedet for at være slået ned af den jour-nalistiske jantelov, glæder jeg mig til at møde verden med åbne arme i magasinbranchen. Jeg glæder mig til at skrive interessante, følsomme og skæve magasinhistorier til jer. Det er nemlig også journalistik!

Jeg ved, at der findes personer i denne verden, som længes ligeså meget efter at læse om efterårets sko, som at læse om flygtningestrømmen i Politiken. Og hvis der

[email protected]

Illustration: Malte Jørstad

ikke var nogen journalister, som skulle rap-portere efterårets mode, hvem skulle så? Vi vil jo gerne undgå, at folk begyndte at gå med ben-varmere eller de stribede ”shutter glasses” igen.

En verden med WomanJeg er journaliststuderende. Jeg går på et studie, hvor positive nyheder ikke må nævnes.

Hurtigt kan et lokale med mine med- studerende blive til en mindre rynke-næse-konkurrence, når jeg nævner, at jeg lytter til P7s 80’er hits og ikke P1 Orientering, at det er Woman, som kan findes i postkassen og ikke Politiken.

I verden udenfor min lejlighedsdør kom-mer jeg hurtig til at fremstå som den fort-abte søn, fordi tv’et aftenen før var slået over på Sex and the City med Carrie Bradshaw og ikke DR2 med Clement Kjærsgaard.

Jeg er til daglig chefredaktør på et studentermagasin. Et magasin, hvor der er både plads til seriøse og skæve studiehistorier. Men det er ikke nok.

”Damebladsjournalistik” kalder de det. Og det bliver sagt med en rysten på hovedet. Ifølge kommende journalister er jeg

ikke med til at revolutionere verden, som hvis jeg skrev samfundsmæssige hi- storier for Information eller Berlingske.

Jeg er nemlig blevet stemt ud af det jour-nalistiske Ø-råd, fordi jeg ikke nødvendig- vis vil skrive om politiske billagskonflikter i min karriere. I stedet ser jeg mig selv som en optimistisk journalist, hvor verden ikke behøver at gå under hver gang, at jeg åbner et word-dokument. Men det er noget, som mine omgivelser har svært ved at acceptere. For mig er magasinportrætter ligeså vigtige som droneudviklingen i USA.

Jubler om strikponchoerMen skal alle journalister klappe over de plapre-politiske beslutninger, som bliver truffet i Bruxelles? Må vi andre ikke juble, når strikponchoer er på mode igen eller når Taylor Swift finder sammen med Calvin Harris? Jeg kan sagtens lave alvorlig og seriøs journalistik. Men jeg er godt og grundig træt af, at andre hele tiden skal definere, hvordan min fremtid skal se ud. Selvom jeg tager hatten af for journaliststuderende, som skriver om flygtningesituationen i

Syrien, er min drøm stadig modeugen i Paris. Jeg har svært ved at følge de normer,

som er pålagt mit studie, hvilket også har givet mig en direkte billet til at træde uden for gruppen. Men jeg kæmper videre. For hvornår må jeg få lov til at være tilfreds med mit eget journalistiske liv? Det er mit eget liv og mit eget valg, tak!

SATIRE | 19Lixen.dk | November 2015

SDU udefraHvad tænker de andre journaliststuderende fra DMJX og RUC om os fra SDU? Det vil vi gerne vide, og derfor har vi spurgt en studerende fra hver af de to andre uddannelser om, hvem de tror, vi er.

DMJX

Når jeg forestiller mig en journaliststuderende fra Syd- dansk Universitet…

Thomas Helmig vs. H.C. Andersen, Ceres vs. Albani, Northside vs. Tinderbox eller AGF vs. OB. Allerede når Århus og Odense konkurrerer om at være den fedeste by, vinder Århus. Det bliver ikke meget bedre, når journaliststudierne sammenlignes.

Forholdet mellem SDU og DMJX kan bedst beskrives som et had-/kærligheds-forhold, bare uden kærlighed. DMJX er bedre end SDU. Det burde ikke være så svært at forstå, men det er det alligevel.

Hvis jeg læner mig tilbage og tænker på, hvad journaliststudiet på Syddansk Uni-versitet egentlig er, så er det sangen fra Bølle Bob, som falder mig ind: ” Vi er ikke rigtigt voksne, vi er ikke rigtigt børn.”

Det beskriver virkelig godt SDU. I studerende på Syddansk Universitet er en hybrid mellem journaliststuderende på DMJX og studerende, der læser på universitetet. I passer simpelthen ikke ind.

HighRisk bekræftede mine fordomme

HighRisk 2015 var en bekræftelse af alle mine fordomme. 50 mennesker havde taget togturen fra Nordens Paris til Odense for at se skolens stolthed spille fod-bold. Alt imens 20 studerende fra SDU var hoppet op på cyklerne ud til stadion.

Det undrede os fra DMJX, så da vi købte pølser af jer, spurgte vi:” Hvorfor er I ikke flere?” I skulle snart til eksamen, blev der svaret. En eksamen, I endnu ikke havde fået opgavebeskrivelsen på, men alligevel forsøgte at forberede jer til. Med lette grin og overbærenhed valgte vi at ignorere, hvad der var blevet sagt.

Det siger alt. Pseudoakademikerne, der foregiver at være journaliststuderende, kunne ikke tage én dag ud af kalenderen, fordi de snart skulle til eksamen. Læse-salen var simpelthen mere proppet end et DSB-tog en søndag eftermiddag, denne dejlige, varme forårsdag.

Var RUC alternativet?

I sidste udgave af LIXEN blev der bragt et interview med Anders Stegger, der er uddannet fra DMJX. Ja, det siger ligesom alt. Vi opkalder heller ikke et rushold efter Mark Stokholm, vel? Eller, det gjorde vi, men det var en fejl!

Når Hogwarts, som det ser ud i DDR, lukker en ind af de tunge døre på Olof Palmes Allé, så er det som om, at den eneste grund til at vælge SDU fremfor DMJX er in-deklima. Vi kan i hvert fald ikke komme på andre og tænker tit på, om I bare valgte SDU, fordi alternativet var RUC?

Hvis det her skulle have provokeret jer på nogen måde ,og I begynder at tænke i hævn, så vil jeg bare sige, at alle studerende på DMJX i Århus er omgivet af 40 centimeter armeret jernbeton, så selv ved dommedag er vi et skridt foran.

Grundlæggende vil jeg til slut sige, at SDU er lidt ligesom den irriterende lillebror, som tror, han er klogere end sin storebror. Det er han ikke, men til syvende og sidst elsker vi ham alligevel.

Vi ses 20. april 2016.

Af Kasper Hvid, DMJX

RUCAf Mads Haahr, RUC

Når jeg forestiller mig en journaliststuderende fra Syd- dansk Universitet…

Håret er velfriseret, skjorterne er nystrøgede, ambitionerne er skyhøje, og på den anden tirsdag i ugen læses der akademiske tekster. Disse associationer er nogen-lunde dækkende for RUC’erens opfattelse af den gennemsnitlige SDU-journalist.

Til forskel fra det miljø min egen journalistiske skoling udspiller sig under, er der på Center for Journalistik ingen dunst af hamp, ingen rundkredse, ingen dreadlocks, ingen guitarer og ingen portrætter af Johanne Schmidt Nielsen til at pryde univer-sitetets vægge.

Hos SDU-journalisten har ingen af disse kreativitetsfremmende elementer sin berettigelse, her er nyhedstrekant, ubetinget loyalitet til Fyn og overdrevet arbe-jdsomhed de vigtigste dyder. Alkohol bliver indtaget i weekender og ved særlige lejligheder, men ellers tilbringes livet i streng askese med et entydigt fokus på drømmepraktikken.

Forbilledet, guruen om man vil, er Troels Mylenberg, og omvendt er skræmmebil- ledet hans medarbejdere på Fyns Amts Avis. For ganske vist foregiver SDU’eren, at stolthed og tilfredshed er følelser, der karakteriserer det midlertidige ophold på Gennemkørsels-Danmark, men i realiteten har frygten for, at det faglige virke på den gudsforladte ø skulle blive permanent mangt en aften holdt SDU’eren søvnløs.

På panikdagen er succeskriteriet derfor at komme så langt væk fra brunsvigerens frygtindgydende odeur som overhovedet muligt. På RUC er det snarere angsten for et praktikophold til højre for Politiken, der forårsager insomnien hos den journal-iststuderende – mest af alt fordi det er tvivlsomt, om man får lov at færdiggøre sin kandidat efter et sådant forræderi.

I løbet af deres – mellemlange – uddannelse, bliver de på Fyn, som i Århus, oplært i sensationsjournalistikken og al dens overfladiskhed. Det er folkets ret at vide, om Lord Bendtners promille har været fluktuerende henover weekenden, eller om Stine Kronborg har fået silikoneimplantater, og det er SDU-journalistens fornemste opgave at berette herom.

Igennem den – seks årige – uddannelse på RUC prædikes det herimod, at objektiv-itet og saglighed er journalistens fornemste dyder, og selvom Det Kommunistiske Manifest udgør pensum på både første, andet, tredje, fjerde – på femte er vi i prak-tik – og sjette år, så kan man ingenlunde klandre os for at være en flok ræverøde lejesvende. Denne fordom må og skal dementeres.

Når alt kommer til alt, er vi i samme båd, SDU’erne og jeg, når de perfide Århusia- nere pådutter os prædikatet som pseudojournalister og stædigt fastholder vrangfor-estillingen om Journalisthøjskolens monopol på uddannelse af journalister.

Dog virker det, uforståeligt nok, som om SDU i denne forbindelse ikke ønsker at dele båd med RUC og i stedet for at stå sammen imod det århusianske tyranni, væl-ger de, som et usikkert barn i skolegården, at sparke nedad imod den excentriske, langhårede, usoignerede og uambitiøse RUC’er, der læser akademiske tekster på den eneste tirsdag i ugen.

BagsidenLixen har talt med de journaliststuderende om, hvordan den nye Store Match Dag er forløbet.

Gustav Roesbjerg Pedersen:Fra DMJX, har fået Viborg Stift Folkeblad.

Det har været en Panikuge både på godt og ondt. Det posi-tive har været, at når man har været ude forskellige steder, så har man vidst, at hvis man ikke fik et opkald om aftenen, så var det fordi, at man ikke havde fået det. Men det har jo så også gjort det lidt mentalt hårdt i og med, at man nærmest har fået et afslag hver dag, men det er vel en del af gamet på en eller anden måde, selvom det da er nogle lussinger.

Morten Bruhn:Fra DMJX, har fået Jyllands-Posten. Jeg føler lidt, at vi er blevet gjort til nogle forsøgspersoner i det her system, der måske ikke har været helt gennemtænkt. Der har været nogle løse ender. Hvis man for eksempel allerede havde fået en plads, så skulle man stadigvæk sende tre ansøgninger, så man har ikke fulgt den her reform til ende, og det har betydet, at der er rigtig mange, der er blevet headhunt-et, mens andre er blevet overset.

Tekst og foto: Laura KretzLayout: Mia Dernoff

Helene Kristine Holst: Fra DMJX, har fået Berlingske.

Det er det mest latterlige, jeg nogensinde har oplevet. Jeg fik en plads allerede i tirsdags, så jeg fik heldigvis kun én dag i det her, men jeg har jo set, hvordan det har været for mine venner, og jeg synes simpelthen, at det har været fuldstændigt under al kritik. Man har trukket den her pine i langdrav, som Panikdag jo er. I stedet for har hver dag været en panikdag, fordi man så alle pladserne bare forsvinde én efter én. For mit vedkommende har det jo været lækkert, jeg har været hurtigt ude af det og været glad, men det har ikke været rart for mange af mine venner.

Pelle Lykkebo Mørk: Fra DMJX, har fået Socialdemokraternes Pressetjeneste.

De sidste par uger har været meget intense og til tider lidt angstfyldte. Det har været lidt en bølgedal, for nogle gange har man kunne sige til sig selv ”Det er fint nok, det går nok”, og andre gange har man siddet en hel aften og håbet på, at telefonen ringede. Jeg har ikke haft det lige så slemt over det, som nogle måske har. Jeg har affundet mig med, at det nu er dag for dag. Nu ved man med sikkerhed med det samme, hvis man ikke får et sted. Det har på mange måder været rart.

Sofie Karoline Høgedal: Fra DMJX, har fået Landbrugsav-isen.

Jeg har jo været en af de uheldige. Jeg har været en af dem, som ikke har fået noget i løbet af ugen. Jeg må sige, at hver dag var Panikdag for mig. Hver aften efter klokken 18, så kunne jeg bare mærke, at jeg ikke smilte længere. Altså, jeg gad ikke at snakke med nogen, jeg gad ikke ud og lave noget, fordi mit humør sank så meget, fordi jeg ikke fik det opkald, som jeg havde brug for. Det var hver eneste aften. Så for mig har det været rigtig, rigtig hårdt.