Bachelorafhandling Forfattere: Institut for Økonomi Anders Højby Müller HA Almen Claus Midtgaard Nielsen Vejleder: Peder Harbjerg Nielsen Livscyklusmodellens relevans og anvendelse i det danske pensionssystem Klassisk opsparingsteori som praktisk værktøj Aarhus University: Business & Social Sciences Forår 2012
84
Embed
Livscyklusmodellens relevans og anvendelse i det danske ...pure.au.dk/portal/.../Livscyklusmodellens_relevans_og_anvendelse_i... · Abstract. Thisbachelorthesisexploresthelifecyclehypothesis
This document is posted to help you gain knowledge. Please leave a comment to let me know what you think about it! Share it to your friends and learn new things together.
Transcript
Bachelorafhandling Forfattere:
Institut for Økonomi Anders Højby Müller
HA Almen Claus Midtgaard Nielsen
Vejleder:
Peder Harbjerg Nielsen
Livscyklusmodellens relevans og anvendelse i det danske pensionssystem Klassisk opsparingsteori som praktisk værktøj
Aarhus University: Business & Social Sciences
Forår 2012
Abstract
This bachelor thesis explores the life cycle hypothesis of saving (LCH) and the theoretical im-‐
plications on Danish retirement funds. The interest of this thesis was awoken by the discus-‐
sions of fundamental changes in Danish retirement planning. The common Danish household
is experiencing a shift towards a new type of retirement philosophy. Demographic changes in
the Danish society has put pressure on the current system and investment decisions, respon-‐
sibility and risk are about to be outsourced to the individual household, thus increasing the
need for a simple and effective decision support tool. Several studies indicate that the Danish
work force is suffering from insufficient saving ratios, as a result of poor guidance, lack of fi-‐
nancial knowledge and overall lack of interest in their own retirement planning. Behavioural
aspects such as procrastination and limited self-‐control represent the main issues directly
influencing retirement planning. The purpose of the analysis is to examine the LCH’s rele-‐
vance as a decision support tool on the Danish capital market and to investigate the models
potential implications on household saving behaviour. The findings suggests that the basic life
cycle model is able to ease the decision making considerably regarding the accumulation of
financial assets in a retirement fund.
In order to determine the LCH’s relevance the assignment features a capital market investiga-‐
tion based on life cycle assumptions. The findings indicate that the life cycle model is an effi-‐
cient way of accumulating financial assets in the Danish capital market. A retirement fund
based on the life cycle philosophy and 40 years of volatility on the Danish capital market
would have outperformed the Danish economy as a whole, creating an average real, growth-‐
and tax adjusted interest rate of 1,10% per year. As a passing remark, the life cycle saving
plan would have rescued the investors from the major impacts of the financial crisis.
After confirming the relevance of the model, the assignment moves on to explain the major
implications of the model on Danish retirement funds; both as observation and with focus on
2.1 Nytteteori og makroøkonomiske implikationer i et historisk perspektiv ........................... 7 2.1.1 Livscyklusmodellen med nytteteoretisk udgangspunkt ................................................. 7 2.1.2 Livscyklusmodellen i et makroøkonomisk perspektiv ................................................. 11
2.2 Privatøkonomisk indgangsvinkel -‐ livscyklusmodellen som opsparingstankegang ... 14 3. Det danske pensionssystem – opbygning, udvikling og problemstillinger .................... 18
3.1 Grundlaget for danske pensionsopsparinger ................................................................................ 18 3.2 Udviklingen i det danske pensionssystem – øget privat ansvar ............................................ 21 3.3 Opsparingsproblemerne i Danmark .................................................................................................. 22
3.3.1 De sløve opsparer – prokrastination og manglende selvkontrol ............................. 22 3.3.2 Diversifikationsheuristikker .................................................................................................... 23 3.3.3 Truslen fra individuel investeringsadfærd ........................................................................ 24 3.3.4 Ændring af adfærd og livscyklusmodellens løsninger ................................................. 26
3.4 Opsparingstvangen og dennes implikationer ................................................................................ 28 4. Livscyklusplanlægning – en undersøgelse af kapitalmarkedet ......................................... 30
4.1 Forudsætningerne for undersøgelsen og eksemplet .................................................................. 31 4.1.1 Grundlæggende formål med eksemplet .............................................................................. 31 4.1.2 Aktiverne i opsparingen ............................................................................................................ 32 4.1.3 Aktivernes vægtning i eksemplet .......................................................................................... 33
4.2 Livscyklusmodellen som opsparingsplan fra og med 1971 til og med 2010 ................... 34 4.2.1 Diskussion: Tidshorisont -‐ usikkerhed på kapitalmarkedet ...................................... 37
4.3 Delkonklusion: Livscyklusmodellens relevans som opsparingsværktøj ........................... 40
Side 2 af 81
5. Livscyklustankegang i praksis på det danske opsparingsmarked ................................... 40 5.1 Grundlæggende beslutninger og forudsætninger for livscyklusplanlægningen ............ 41
5.1.1 Dækningsgrad: Diskussion, estimering og udregning .................................................. 42 5.1.2 Humankapitalens betydning for aktivallokeringen ....................................................... 46 5.1.3 Ratepension, kapitalpension og livrente – livscyklusdiskussion ............................. 51 5.1.4 Livscyklusmodellen i beskatningsperspektiv .................................................................. 54
5.2 Livscyklusopsparing uden om pensionsselskaberne ................................................................. 58 5.2.1 Aktieporteføljen – diversificering i praksis ....................................................................... 59 5.2.2 Obligationsporteføljen ................................................................................................................ 64
5.3 Pensionsselskaberne og livscyklusmodellen ................................................................................. 66 5.3.1 Rentegarantier kontra markedsrenteprodukter -‐ livscyklusdiskussion .............. 66 5.3.2 Livscyklusproduktet – livscyklusmodellen som pensionsprodukt ......................... 68
Appendiks A ............................................................................................................................................. 79 Appendiks B ............................................................................................................................................. 80
Side 3 af 81
1. Indledning
Mange danskere forholder sig til deres pensionsopsparing som et fjernt, ligegyldigt element i
livet og pensionsovervejelser anses for at være kedelige, langsommelig og besværlige (Politi-‐
ken, 2012). Penge og Pensionspanelet (2009) erkender, at det danske opsparingsmarked kan
virke uoverskueligt, og at de finansielle institutioner bærer en del af ansvaret. Ydermere kan
opsparerne se frem til øget valgfrihed og øget ansvar for at finansiere deres egen alderdom
(Grosen, 2006). Øget ansvar og øget valgfrihed kombineret med en noget apatisk indgangs-‐
vinkel fra opsparerne selv, er en farlig kombination, der truer med at efterlade opsparerne
underfinansierede. På den baggrund fristes man til at tænke, at pensionsovervejelserne kunne
lettes betragteligt, ved at tage udgangspunkt i langt simplere vejledningsværktøjer.
Franco Modigliani foreslog i 1950’erne, at der måtte findes en rationel tankegang bag opspa-‐
ringsadfærden i et samfund. Tankegangen blev døbt livscyklushypotesen (Life Cycle Hypothe-‐
sis of Saving) og forklarer i teoretiske vendinger, hvordan kapitalmarkedet skifter hænder i et
samfund som følge af livscyklusovervejelser hos det enkelte individ. Teorien blev senere støt-‐
tet af empiriske undersøgelser, der påviste den rationelle tankegang og adfærd hos opsparer-‐
ne. Livscyklusmodellens observationer kan lede til normative teorier om opsparingsadfærd.
Pensionsovervejelser må alt andet lige være lettere, hvis pensionsvejledningen basere sig på
den menneskelige natur og instinkt.
Livscyklustankegangen er begyndt at finde indpas i den finansielle sektor, særligt angående
produktudviklingen, hvorfor livscyklusprodukterne snart er repræsenteret i alle pensions-‐
kasser (Grosen & Nielsen, 2006). Med den udvikling in mente er livscyklustankegangens po-‐
pularitet stigende, og det er yderst interessant at undersøge om tankegangen som decideret
opsparingsvejledning kan verificeres teoretisk.
”if you fail to plan, you plan to fail”
-‐ Benjamin Franklin
Side 4 af 81
1.1 Problemformuleringen
Denne bacheloropgave har til formål at analysere livscyklusmodellens anvendelse samt tan-‐
kegangens implikationer på faktiske pensionsovervejelser. Opgaven tager sit udgangspunkt i
den del af livscyklusovervejelserne, der finder indpas i opsparingstankegangen og lægger ud
med at præsentere den grundlæggende teori, der ligger til grund for livscyklusmodellen. Der-‐
næst er det formålet at give et bud på, om livscyklustankegangen kan lette pensionsovervejel-‐
serne for de danske opsparer, ved at diskutere de praktiske implikationer, modellen fører
med sig, både i forhold til aktivallokeringen og i et adfærdsperspektiv. Slutteligt vil det forsø-‐
ges at give bud på konkrete vejledninger angående pensionsopsparing i Danmark, baseret på
modellens filosofi. De konkrete vejledninger vedrører udregninger, beskatning, udbetalings-‐
profil og selve opsparingens aktivallokering.
Overordnet kan problemformuleringen skitseres som to konkrete spørgsmål:
-‐ Er det muligt at verificere livscyklusmodellens brug som opsparingsværktøj i det dan-‐
ske pensionssystem?
-‐ Hvilken indflydelse vil livscyklusmodellen have på konkrete pensionsovervejelser fra
et privat-‐ og samfundsøkonomisk synspunkt?
1.2 Metode
Undersøgelsen af adfærdsproblemerne på det danske opsparingsmarked er foretaget, ved at
omsætte problematikken til teoretiske adfærdsdiskussioner. Med udgangspunkt i livscyklus-‐
modellens kompleksitet og struktur vurderes det om modellen kan imødekomme problem-‐
stillingerne. Livscyklusmodellens relevans som porteføljemodel i forbindelse med aktivallo-‐
keringen, er udarbejdet som en historisk kapitalmarkedsundersøgelse med livscyklusforud-‐
sætninger og skatteforudsætninger for opsparerne i dag. Konkrete vejledningselementer i
opgaven baserer sig på livscyklusmodellens simple anskuelser kombineret med helt naturlige
tilføjelser og diskussioner.
Afsnit 2 danner den teoretiske ramme om problemstillingerne i opgaven. Afsnit 3 søger at
præsentere det danske opsparingsmarked og de vigtigste problemstillinger, for at verificere
livscyklusmodellens relevans i et adfærdsforbedrende perspektiv. Afsnit 4 søger at verificere
Side 5 af 81
modellens brug gennem en kapitalmarkedsundersøgelse. Afsnit 5 benytter livscyklusmodel-‐
len til at løse praktiske problemstillinger angående skat, beregninger, aktivallokering og ud-‐
betaling.
1.3 Afgrænsninger
Opgavens formål er ikke at undersøge livscyklushypotesens empiriske grundlag på det dan-‐
ske opsparingsmarked, men derimod verificere teoriens relevans som værktøj og vejledende
instrument. Beskrivelser, analyser og anbefalinger er udarbejdet med udgangspunkt i danske
opsparer, der benytter pensionsprodukter og investeringsstrategier på det danske marked.
Fælles for alle vejledninger og analyser i opgaven er, at de er udarbejdet uden tanke på ejer-‐
boligen som opsparingsmulighed og privatøkonomisk prioritering.
1.4 Videnskabsteoretisk indgangsvinkel
For at verificere livscyklusmodellens relevans som beslutningsværktøj på det danske opspa-‐
ringsmarked benyttes en kombination af empiriske observationer, empirisk testet teori og
normativ teori. Det empiriske grundlag stammer primært fra dataset omhandlende det dan-‐
ske kapitalmarked, mens livscyklusmodellen i sig selv baserer sig på empiriske testet teori.
Dataset indeholder ikke observationer, foretaget af opgaveløserne selv, men er derimod ind-‐
samlet fra forskellige kilder. Der er altså tale om sekundær data, hvorved der skal tages højde
for eventuelle fejlled i de oprindelige data. Beregningerne og ligningerne angående de forskel-‐
lige vejledninger på opsparingsmarkedet danner også baggrund for en positivistisk og mate-‐
matisk indgangsvinkel, men gennemsnitsberegninger og selvopfundne eksempler er typisk
meget lidt vejledende. I stedet er disse analyser af mere kvalitativ og normativ karakter, og
forsøger at afdække hvorledes livscyklusintuitionen kan besvare de mange opsparings-‐
spørgsmål.
1.5 Særlige metodiske problemstillinger – dataindsamling og teorianvendelse
Performancemåling på de danske aktieindeks er typisk en noget upræcis affære. Frem til star-‐
ten af 1980’erne, hvor de seneste korrektioner blev lavet, skal man tage højde for det anvend-‐
te datas nøjagtighed, eller mangel på samme. Først i starten af 1980’erne begynder man at
basere beregningerne på et totalindeks, altså i princippet alle selskaber på Københavns
Fondsbørs. Man formoder at tidligere beregninger baserer sig på en stikprøve af de største og
Side 6 af 81
mest likvide selskaber i Danmark. Det har ikke været muligt at estimere om der virkelig er
en ”small firm effect” i Danmark, som det ses i USA, men hvis det skulle forekomme ville af-‐
kastestimaterne fra før starten af 1980’erne systematisk undervurderer afkastet. Ydermere er
det usikkert om forskellige andre elementer som konkurser og emissioner er medtaget i in-‐
deksene, men denne problematik er mest relevant ved benyttelse af indeks fra før 1936.
Ovenstående argumenter stammer fra Parum (1998). Da opgavens primære investeringsfo-‐
kus i aktieforstand er rettet mod danske børsnoterede virksomheder, anses det ikke for pro-‐
blematisk, at en del af det estimerede aktieafkast fra før 1980’erne er baseret på store selska-‐
ber. En systematisk undervurdering af aktieafkast anses ikke for at rykke væsentligt ved op-‐
gavens konklusioner. Datagrundlaget for afkastberegningerne på aktier er baseret på Morgan
Stanley’s Capital Indice, forkortet MSCI (Parum, 1998). Det benyttede dataset er et så-‐
kaldt ”Total Return Indice”1, hvor der tages højde for geninvesterede dividender og at inve-‐
stor ikke betaler skat af disse. Dette er hensigtsmæssigt i opgavens udformning idet PAL-‐skat2
betales løbende, og opsparerne dobbeltbeskattes således ikke i udregningerne. Indekset er
derfor særligt anvendeligt på pensionsområdet. Valget af data har været relativt tiltvunget, da
de tidsserier, der ellers har været tilgængelige, ikke har kunne dække den ønskede periode fra
1971 til 2010. Som indledende antagelse er 1970 sat til indeks 100. De reinvesterede brutto-‐
dividender indeholder kun de dividender, som de bosiddende danske investorer ellers ville
have fået udbetalt. Udenlandske investorers udbytte er ikke medregnet i indekset.
Livscyklusmodellen som opsparingsteori er ikke testet empirisk på det danske opsparings-‐
marked, og det giver selvsagt et fejlled, idet det grundlæggende antages at danske opsparer
instinktivt tænker i livscyklusbaner. Er dette ikke tilfældet, vil opgaven systematisk overvur-‐
dere de danske opspareres evne til at forstå de vejledninger, der naturligt udspringer af mo-‐
dellen. Idet opgavens formål ikke er en empirisk undersøgelse af livscyklusmodellen på det
danske opsparingsmarked, men derimod en analyse og præsentation af normativ teori skøn-‐
nes det, at grundlaget for livscyklusmodellen er tilstrækkeligt. De anvendte teorier om ad-‐
færdsmønstre på de finansielle markeder er heller ikke baseret på observationer på det dan-‐
ske marked og samlet set giver det selvfølgelig en usikkerhed. Der er ikke empirisk grundlag
1 MSCI’s hjemmeside, se litteraturliste 2 PAL-‐skat: Pensionsafkastskat
Side 7 af 81
for at benytte teorierne direkte på danske opsparer, men teorierne anses for at kunne benyt-‐
tes analogt med forbehold for konkrete tilstande på det danske opsparingsmarked. Teorierne
kan alt andet lige betragtes som gode bud på generel finansiel adfærdsteori og altså i den for-‐
stand også forklare faldgruber for de danske opsparer.
Til gennemgang af livscyklusmodellen tages der udgangspunkt i Franco Modigliani’s oprinde-‐
lige teori samt inspirationsmaterialet til den forelæsning, han gav i forbindelse med modta-‐
gelsen af sin nobelpris i 1985. Med udgangspunkt i klassisk nytteteori vil dette afsnit belyse
livscyklusmodellen fra en historisk og teoretisk indgangsvinkel og herefter kort belyse de
makroøkonomiske implikationer modellen førte med sig. Indeværende opgave beskæftiger
sig mest med modellens anvendelse på det privatøkonomiske fagområde og dette bliver be-‐
handlet efterfølgende. I afsnittene er der lagt særlig vægt på den oprindelige teori, kritikken af
denne og konkrete forbehold, der nødvendigvis må medtages når modellen anvendes, til at
beskrive det danske pensionsmarked. Afsnittet bruges således til at danne den teoretiske
ramme om de diskussioner og praktiske problemstillinger, der berøres senere i opgaven.
2.1 Nytteteori og makroøkonomiske implikationer i et historisk perspektiv
Privatøkonomisk planlægning er et vigtigt omdrejningspunkt for store beslutninger i livet. Det
er ingen hemmelighed, at de fleste individer kæmper med begrænsede ressourcer. Planlæg-‐
ningen af disse bestemmer i høj grad, hvordan man ender med at leve sit liv. Hvilke ressour-‐
cer man som individ finder begrænsede, afhænger af livsanskuelse og –situation, men vores
begrænsede tid her på jorden er ufravigeligt et afgørende argument for, at man skal planlægge
sine ressourcer bedst muligt.
2.1.1 Livscyklusmodellen med nytteteoretisk udgangspunkt
I 1950’erne begyndte Franco Modigliani at sætte ord på den planlægningstendens, der eksi-‐
sterede blandt de opsparende. I 1952 og 1954 skrev Franco Modigliani sammen med Richard
Brumberg to artikler: “Utility Analysis and the Consumption Function: an Interpretation of
Cross Section Data” og “Utility Analysis and the Aggregate Consumption Function: an attempt
at Integration”. Tilsammen udgør disse to artikler grundlaget for Livscyklusmodellen ”Life
Cycle Hypothesis of Saving” (Modigliani, 1985). Som artiklernes titler afslører, baseres Modig-‐
Side 8 af 81
liani’s observationer på privatøkonomisk nytteteori. Observationerne indikerede at beslut-‐
ninger angående forbrug og opsparing blev truffet på baggrund af individets nuværende sta-‐
die i livet samt de ressourcer, individet havde til rådighed over hele livet. I løbet af den er-‐
hvervsaktive tid vil opspareren søge at omdanne sin arbejdstid til aktiver, der kan bruges når
den erhvervsaktive periode når sin ende og pensionsperioden indtræffer. I observationerne
kunne Modigliani og Brumberg således udlede at individet søger at udligne sit forbrug over
livet med hensynstagen til de forskellige forbrugsmønstre, man forventer at bygge sit liv om-‐
kring. Antagelserne omkring disse forbrugsmønstre hænger tæt sammen med teorierne om
nyttemaksimering i husholdninger (utility maximisation) udviklet af Umberto Ricci i 1926 og
særligt Irving Fisher, der allerede i 1930 havde beskrevet, hvordan nyttemaksimering ville
danne ramme om husholdningens forbrug i et livstidsperspektiv (Modigliani, 1985). Livscy-‐
klusmodellen er således ikke oprindeligt udarbejdet som en normativ teori, men derimod som
en observation af individuel adfærd og kapitalmarkedets bevægelse samfundet.
Modigliani og Brumberg søgte at vise, hvordan Umberto Ricci og Irving Fishers empiriske re-‐
sultater angående nyttemaksimering kunne forklares ved en teori om, at rationelle forbrugere
søger at maksimere deres nytte, ved at fordele ressourcerne optimalt over hele deres livstid.
Teorien kan i dag benyttes som udgangspunkt for mere normative teorier og på den måde
vejlede opsparerne til den individuelle pensions-‐ og forbrugsløsning, der passer netop dem
bedst. Det simpleste opsparingsforløb med efterfølgende nedsparing anskues ved at holde
forbruget konstant gennem hele livet, hvilket er illustreret i figur 1. Arbejdsevne og dennes
totale aflønning over livet vil i resten af opgaven benævnes humankapital – et begreb, der har
stor indflydelse på livscyklusmodellens vejledninger og som naturligt vil fylde meget senere i
opgaven. Opsparing er den del af indkomsten, der hvert år omdannes til finansielle aktiver og
den finansielle kapital stiger som følge af den løbende opsparing. Forbruget holdes konstant
over hele perioden og finansieres i nedsparingsperioden af den finansielle kapital, der falder
mod sluttidspunktet. Totalkapitalen, der udgøres af både humankapitalen og den finansielle
kapital, falder i takt med, at humankapital opbruges, men har en fladere hældning idet den
finansielle kapital stiger i takt med opsparingen.
Side 9 af 81
Figur 1: Opsparing-‐ og nedsparingsforløb ved konstant forbrug
Kilde: Fortolkning af Modigliani (1985, s. 155, figur 1) og Bodie & Merton (2000, s. 148, figur 5.2 ) Livscyklusmodellen set fra et opsparingsperspektiv, med vægt på udjævning af forbrug over
hele livet, kan altså beskrives ved brug af nytteteori. Nytteteorien kan forklare, hvordan et
individs nytte påvirkes, ved en forøgelse eller formindskelse af formue. Typisk antages det, at
et individ er risikoavers og rationel. Dette er naturligvis en antagelse med komplikationer,
men den risikoaverse tankegang finder sted hos mange mennesker og samlet set er adfærden
rationel, set fra et samfundsperspektiv (Modigliani, 1985). Det risikoaverse og rationelt for-‐
brugende individ har en logaritmisk nyttefunktion med konkav hældning (Ackert & Deaves,
2010). Dette betyder, at formue har en højere positiv nytte-‐effekt, når man ingen eller lille
formue har i forvejen. Har man derimod relativt stor formue, vil en formueforøgelse have en
relativt lille positiv nytteeffekt. Dette beskriver den marginale nyttes aftagende effekt. Se figur
2, for en illustration af dette. Nytteteorien kan sammenkobles med livscyklushypotesen på
den måde, at et individ vil forsøge at maksimere nytten af formue over hele livet. Der er altså
tale om en maksimering af totalnytten i livstidsperspektiv, det samme som at holde den mar-‐
Side 10 af 81
ginale nytte konstant. Forventningen til ens livsindkomst, i denne opgave benævnt humanka-‐
pital, spiller en væsentlig rolle, eksempelvis under uddannelse. Hvis man som studerende har
en relativt lav indkomst bør man ifølge livscyklustankegangen forbrugsudjævne, ved at låne
til sit forbrug (Browning & Crossley, 2001). Man bruger således lån til finansiere sin uddan-‐
nelse, der kan ses som en investering i egen humankapital (Møller & Nielsen, 2012). Man for-‐
bruger noget af sin fremtidige formue nu, mod at have et lavere forbrug senere, hvilket bety-‐
der en stor nytteforøgelse nu, på bekostning af et relativt mindre nyttetab i fremtiden. Dette
ville rent illustrativt betyde at man flytter formue fra sektion B i figur 1, til sektionen A.
Figur 2: Nyttefunktion for det risikoaverse individ på et givent tidspunkt i livet
Kilde: Ackert & Deaves (2010, s. 6, figur 1.1)
Livscyklushypotesen basere sig på, at man instinktivt vil forbrugsudjævne, og dermed skabe
en højere total nytte i livscyklussen gennem udligning af marginalnytten i hver af livets faser.
Man kan derfor argumentere for, at selvom forbruget udjævnes, behøves det ikke nødvendig-‐
vis at tænkes som forbrugsenheder. Derimod skal man tænke forbrugsudjævning som optimal
nytte gennem livet ved at flytte forbrugsenheder til de perioder, hvor nytten af disse er størst.
Dette kan i princippet lade sig gøre fordi nyttekurver ændrer sig (Grosen & Nielsen, 2006). Et
Side 11 af 81
individ har ikke en fast stationær nyttekurve, tværtimod ændres nyttekurven gennem livet. Et
eksempel på dette argument kunne være et individ, der er ved at stifte familie, købe nyt hus
og som samtidig har brug for et transportmiddel til at komme på arbejde. Det er tydeligt at
dette individs nyttekurve må være anderledes, end et ældre individ, hvis primære omkostnin-‐
ger er langt lavere. De to kan i princippet have samme indkomst, men alligevel kan man fore-‐
stille sig, at en ekstra tjent krone vil have højere marginal nytteværdi for familiefaderen. For-‐
mue har derfor forskellig nytteeffekter på forskellige tidspunkter i livet, eller sagt på en anden
måde; penge giver mere nytte når man har brug for dem, end når man har dem i forvejen.
Penge må derfor have en aftagende nytteeffekt i livscyklussammenhæng og det fordrer at man
som opsparer skal planlægge sit forbrug således, at høj totalnytte sikres. Modigliani beskriver
selv dette som:
”… -‐ the ressources that a representative consumer allocates to consumption at any age, it, will
depend only on his life resources (the present value of labor income plus bequests recieved, if
any) and not at all on income accruing currently.” (Modigliani, 1985, s. 153)
Når denne tankegang sammenholdes med pensionsopsparing, er det væsentlig at overveje,
hvor meget man ønsker at have i købekraft, når man skal pensioneres. Denne overvejelse kan
være svær, men tilrettelægges efter hvilket forbrug man har nu, og justeres ind løbende som
tiden går. En anden begrænsning, som Modigliani selv nævner, er muligheden for nedsparing
i ”begge ender” af livscyklussen. Hvis man ikke kan overforbruge i sin tidlige livscyklus under
uddannelse, vil det skabe en skævvridning i udjævningen af forbruget og derved forsage at
totalnytten ikke optimeres over livet. Når forbruget ikke kan finde sted tidligt i livet og nytte-‐
teorien alt andet lige foreskriver aftagende nytte af stor formue, vil mange mennesker efterla-‐
de en arv. Arv bekræfter på den måde at forbrugsudjævningen ikke er perfekt og det beskri-‐
ves senere hvilke privatøkonomiske overvejelser, det fører med sig.
2.1.2 Livscyklusmodellen i et makroøkonomisk perspektiv
Teorien tager som bekendt sit udgangspunkt i individuel beslutningstagen, men opdagelserne
har naturligt også indvirkning på nationaløkonomiske forhold. Den samlede opsparing i et
samfund udgøres af de enkelte individer, der omdanner humankapital til forbrug og pensi-‐
onsopsparing. Mængden af kapital til rådighed i samfundet bestemmes altså af individernes
Side 12 af 81
opsparingsbehov og deraf udledes livscyklusmodellens vigtighed for nationaløkonomiske for-‐
udsigelser. Opsparingsbehovet i et samfund bestemmes naturligvis af længden på pensions-‐
perioden som udgøres af forskellen på pensionstidspunktet og den gennemsnitlige levetid i
samfundet. Opsparingsraten i et samfund, og for det enkelte individ, er til gengæld bestemt af
udviklingen i den nationale vækst, hvorved Modigliani og Brumberg argumenterer for, at den
nationaløkonomiske udvikling har en indflydelse på individernes muligheder i pensionsalde-‐
ren, men samtidig at individernes prioriteringer har indflydelse på økonomien som helhed.
Det kan virke som en bagatel at diskutere makroøkonomiske forudsigelser i en opgave, der
primært omhandler privatøkonomi, men livscyklusmodellens omdrejningspunkt og berøm-‐
melse bunder i netop det nationaløkonomiske fagområde og opgøret med Keynes’ teorier om
opsparingsparadokset:
“… which Keynes suggested in the General Theory [1936], saving came to be seen with suspicion,
as potentially disruptive to the economy and harmful to social welfare. The period in question
goes from the mid '30s to the late '40s or early '50s. It (saving) might thus cause “inadequate”
demand -‐ and, hence, output and employment lower than the capacity of the economy. This fail-‐
ure was attributable to a variety of reasons including wage rigidity, liquidity preference, fixed
capital coefficients in production and to investment controlled by animal spirits rather than by
the cost of capital.” (Modigliani, 1985, s. 150)
Modigliani gør altså op med Keynes’ negative syn på opsparing i et samfund. Som ovenståen-‐
de citat viser, mente Keynes at opsparing var en trussel mod den samlede efterspørgsel, der
ville føre til et højere arbejdsløshedsniveau og samlet output under økonomiens kapacitet.
Keynes mente ikke, at de opsparede penge gavnede økonomien tilstrækkeligt og pengene
burde i stedet stimulere efterspørgslen. I 1930’erne og 40’erne mente man, at en del af de-‐
pressionen kunne forklares ved at samfundet havde sparet for meget op. Modigliani afviser
argumentet; det er ikke opsparingens skyld i sig selv, at økonomiens output ikke stiger – det
er måden opsparingen bruges på der er forstyrrende for økonomien. Som Modigliani selv gi-‐
ver udtryk for, skyldes en del af Keynes’ skepsis, at investeringer på dette tidspunkt bestem-‐
mes mere af animal spirits end kapitalens omkostning (Modigliani, 1985). Keynes havde selv-‐
følgelig ingen problemer med at finde tilhængere af sin teori om faren ved stor opsparing i
Side 13 af 81
samfundet. Med udgangspunkt i Allan Smith’s Wealth of Nation virkede det åbenlyst, at det er
efterspørgsel, der styrker økonomien, ikke ”merkantalistisk” opsparing. Også angående de
dystre fremtidsperspektiver kunne Keynes finde følgere:
“These fears were fostered by a widely held conviction that, in the future, there would not be too
much need for additional accumulation of capital while saving would rise even faster than in-‐
come. This combination could be expected to result, sooner or later, in saving outstripping the
“need” for capital. These concerns were at the base of the "stagnationist" school, which was
prominent in the 40s and early 50s.” (Modigliani, 1985, s. 151)
Mange teoretikere troede på stagnation som følge af den øgede opsparing i samfundet, der
ville fjerne den økonomiske vækst. Det lavere output per opsparede kapitalenhed i fremtiden
ville få økonomien til at fryse fast og der skulle store opsparinger og investeringer til at flytte
økonomien fremad. Frygten var, at de store opsparinger ville udhule forbruget og samtidig
skabe et kapitalmarked, hvor selv meget ringe investeringsalternativer ville kunne finde fi-‐
nansiering. Modiglianis argument er, som før anført, at opsparingsraten i et samfund er fuld-‐
stændig afhængig af udviklingen og ikke niveauet i økonomien. En stagnerende økonomi vil
altså ikke opleve stigende opsparing. Diskussionen er kendt som det klassiske opsparingspa-‐
radoks; øget opsparing giver baggrund for øgede investeringer, men nedsætter samtidig for-‐
bruget og det er netop forbruget, der skal trække investeringslysten. Modiglianis opdagelser
om øget opsparing som funktion af øget aktivitet, er i dag en del af de politiske grundantagel-‐
ser når samfundsøkonomien er i spil. Man øger ikke opsparingen i et samfund, ved at få for-‐
brugerne til at øge opsparingen gennem sænkning af forbrug. Man øger opsparingen ved at
øge aktiviteten og lade individernes egen opsparingstendens og instinkt gøre resten af arbej-‐
det (Grosen & Nielsen, 2004).
Denne opgave har ikke til formål at belyse alle makroøkonomiske implikationer vedrørende
Modigliani’s teorier, men det er værd at bemærke, at det netop var disse opdagelser, der gav
ham nobelprisen i 1985. Observationen af individers op-‐ og nedsparingsmønster kom næppe
som nogen overraskelse, men forudsigelserne om, at den nationale opsparingsrate afhang af
national vækst og at den samlede nationale opsparing afhang af forskellen mellem pensions-‐
Side 14 af 81
tidspunktet og den gennemsnitlige levealder var ikke en del af den makroøkonomiske forstå-‐
elseshorisont i 1950’erne (Deaton, 2005).
Modigliani’s livscyklushypotese fandt altså sin naturlige anvendelse på nationaløkonomisk
niveau, hvor livscyklus refererer til, at man som samfund flytter kapitalen rundt mellem gene-‐
rationer. De unge mennesker i et samfund har meget få finansielle aktiver, men til gengæld høj
humankapital. De ældre har opbygget aktiver gennem et langt arbejdsliv og skal i forbindelse
med deres pension sælge ud af disse aktiver frem til livets afslutning. Dette gradvise salg af
aktiver sker selvfølgelig til den yngre generation, der gennem arbejde udskifter deres human-‐
kapital med opsparing i finansielle aktiver. Det leder frem til den mere eller mindre åbenlyse
konklusion at man i et samfund lever af hinanden og udgør hinandens arbejde. I den mest
simple model bliver kapitalen blot flyttet rundt i samfundet – der bliver ikke genereret ny ka-‐
pital. Hvis samfundet samtidig oplever økonomisk vækst eller befolkningstilvækst således at
der opleves vækst i den totale indkomst i samfundet vil opsparingsraten i samfundet stige.
Indkomstniveauet har ingen indflydelse på opsparingsraten; fattige lande sparer samme del af
indkomsten op som rige lande (Blanchard, 2009). Modigliani fik senere hen et empirisk
grundlag for at forsvare sine forudsigelser, herunder et tilnærmelsesvist bevis for at opspa-‐
ringsrate afhænger af økonomisk vækst (Modigliani, 1985).
2.2 Privatøkonomisk indgangsvinkel -‐ livscyklusmodellen som opsparingstankegang
Ved at lægge det makroøkonomiske perspektiv til side og i stedet kigge nærmere på det en-‐
kelte individs muligheder for forbrug af livsindkomsten, kan man udlede, at livscyklusmodel-‐
len ikke blot er privatøkonomiske observationer, der leder til nationaløkonomiske forudsigel-‐
ser. Observationerne kan lede til normative teorier om forbrug og opsparing og derved danne
base for en simpel privatøkonomisk tankegang, der potentielt kan fordre mindre tidsforbrug
og færre bekymringer for individuelle opsparer. Man kan altså oversætte den makroøkonomi-‐
ske model til privatøkonomiske vejledninger. Vejledningerne vil variere fra situation til situa-‐
tion særligt symboliseret ved Modigliani’s egen kritik af modellen. Modigliani mente selv, at
udjævning af forbrug over hele livet var svært uoverkommeligt idet man i sine år som stude-‐
rende er ramt af lav indkomst og ikke har mulighed for låne penge til at øge forbruget. Opti-‐
malt set vil livscyklusmodellen på den måde indeholde en nedsparingsperiode i både starten
Side 15 af 81
af livet og i slutningen som tidligere beskrevet. I Danmark har man fine muligheder for at ud-‐
jævne livsindkomsten ved at optage lån i de tidlige leveår, efter forældrenes forsørgelsespligt
ophører, og det vil derfor naturligt indgå som en del af den samlede livscyklusvejledning på
det danske marked. Modellen er på den måde blot defineret af den simple tankegang, at man
skal holde sin marginale nytte af penge på samme niveau hele livet. Hvordan dette præcis ud-‐
føres i praksis afhænger af flere forskellige variable, særligt personlige præferencer og mulig-‐
hederne for forbrugsudligning i samfundet. Det hele bunder i, at individerne selv skal kunne
træffe langsigtede beslutninger om deres fremtidige forbrug, baseret på deres egen livsan-‐
skuelse. Flere kritikere af livscyklusmodellen har eksempelvis pointeret, at modellen i sin
simpleste grundform kan modbevises rent empirisk, idet mange pensionister forbruger deres
opsparing for langsomt. Det efterlader således en arv til den næste generation og på den måde
kan man argumentere for, at disse individer ikke har fået truffet de mest rationelle beslutnin-‐
ger baseret på antagelserne udjævning af marginalnytten. Svaret på denne kritik er selvfølge-‐
lig, at livscyklusmodellen netop kan hjælpe folk til at træffe beslutninger om privatøkonomi-‐
ske prioriteringer, og at en af disse prioriteringer, kan være at hjælpe næste generation øko-‐
nomisk. De ældre generationer har måske ikke samme nytte af formuen som de yngre genera-‐
tioner kunne få ved at arve dem. Dette er blot endnu et eksempel på en simpel udvidelse af
livscyklusmodellens opsparingsanskuelse. At efterlade arv kan altså ses som uperfekt nytte-‐
optimering i leveårene, men kan også ses som en privatøkonomisk prioritering, der hjælper til
at optimere nytten over flere generationer.
I forbindelse med arvediskussionen kan man udvide livscyklustankegangen til en generati-‐
onsskiftetankegang. De to tankegange ikke nødvendigvis modsætninger; den eneste forskel er
tidshorisonten, hvorfor beslutningsgrundlaget ændres en anelse i mange henseender. Nær-‐
værende opgave skelner ikke direkte mellem de to tankegange. Udgangspunktet er livscy-‐
klusmodellen, men nogle af de teoretiske diskussioner i opgaven læner sig op af en generati-‐
onsskiftetankegang. Særligt diskussionen angående livrente som pensionsprodukt i afsnit
5.1.3 kan ses som en blanding af de to filosofier. I livscyklussammenhæng repræsenterer liv-‐
renten en forsikring mod at leve længere, end man har sparet op til. I generationsskiftetanke-‐
gangen er livrenten egentlig en forsikring for arvingerne, der naturligt fritages for forpligti-‐
gelser. Ved store familieformuer er det naturligt at tænke i generationsbaner frem for egen
Side 16 af 81
livscyklus. Den store formues aktivallokering bør ikke tilpasses et enkelt individ, men der-‐
imod tage udgangspunkt i hele familiens investeringshorisont, der alt andet lige er noget læn-‐
gere, netop for at bevare og forbruge den formue familien måtte besidde. De store familiefor-‐
muer findes ikke interessante i et gennemsnitsperspektiv og i det efterfølgende skelnes der
kun mellem de to tankegange, når det findes nødvendigt.
Selve opsparingen i livscyklussammenhæng, altså omdannelsen af humankapital til allokering
af finansielle aktiver, berøres mere detaljeret senere i opgaven, men de basale principper kan
udledes af livscyklusmodellen, som den er beskrevet indtil nu. Som ung opsparer, hvis primæ-‐
re formue består af endnu ikke udnyttet humankapital, anbefales det at investere i såkaldte
risikofyldte aktiver; aktier. Som udgangspunkt er der her mulighed for et større afkast, end
ved en obligationsportefølje og den øgede risiko kan nemt påtages af opsparer som følge af
den lange opsparingshorisont. Det er vigtigt at pointere at den lange opsparingshorisont kun
er en immunisering i den forstand, at man som ung investor faktisk kan justere sin humanka-‐
pital; man kan udskyde pensionsalderen eller begynde at arbejde over (Grosen & Nielsen,
2006). Den lange investeringshorisont skal ikke ses som en fuldstændig immunisering af den
investerede kapital; det er for usikker en konklusion, at lang investeringshorisont i sig selv
sikrer et højt, stabilt afkast. Som opsparingsforløbet går sin gang mod pensionstidspunktet
opbygges en aktivallokering, der svarer til markedets og ideelt set skal man halvvejs mellem
opsparingsopstart og forventet levealder have en aktivallokering, der svarer til kapitalmarke-‐
det, hvilket fremgår af Tabel 1.
Tabel 1: Det danske kapitalmarked; obligations-‐ og aktievægtning3
Januar 2012 Mio. kroner Vægtning Aktier i alt 1.231.244 25,24%
Obligationer i alt 3.646.716 74,76%
Total 4.877.960
Kilde: Nationalbanken
I en dansk pensionsopsparing bestående af danske aktiver svarer det omtrent til ¼ aktier og
¾ obligationer i porteføljen. Den grundlæggende tankegang med udviklingen i aktivallokerin-‐ 3 Tabel 1 medregner ikke investeringsforeningsbevisers relative vægtning i forhold til markedet.
Side 17 af 81
gen er at mindske risikoen på de finansielle aktiver hen mod pensionstidspunktet idet man
løbende mister sin buffer i form af humankapital. Udviklingen, og altså aktieandelens udvan-‐
ding, fortsætter således helt indtil man dør, hvor alle aktiver, både humane og finansielle, er
opbrugt. Det skal ikke forstås som en fuldstændig risikominimering på kapitalmarkedet; mål-‐
sætningen er ikke at slippe helt af med risikoen ved finansielle investeringer, men derimod at
påtage sig markedsrisikoen og blive belønnet med markedsafkastet gennemsnitligt gennem
livet.
Som før beskrevet er livscyklustankegangen i høj grad også en samfundsmæssig observation.
Det er åbenlyst at samfundet som helhed er i besiddelse af alle de finansielle aktiver og at for-‐
delingen af disse over forskellige individer er bestemt af individernes behov og livscyklus. I
takt med at ældre generationer pensioneres, sælger de finansielle aktiver videre til yngre ge-‐
nerationer, der betaler for aktiverne ved at arbejde og derved omdanne humankapital til fi-‐
nansiel kapital. De ældre generationer vil være meget risikoaverse og sælge risikofyldte akti-‐
ver og holde en portefølje bestående primært af obligationer mens den yngre generation sø-‐
ger risikofyldte aktiver med håbet om et højt forventet afkast og med risikoimmunisering
gennem det lange arbejdsliv. Det giver en naturlig og logisk flytning af finansielle aktiver i
samfundet. Sammenhængen kan også ses fra et markedssynspunkt, hvor prisen for et finan-‐
sielt aktiv nødvendigvis må være fastsat af lige nøjagtig det individ, der er villig til at påtage
sig aktivets risiko til den fastsatte pris. Prisen på finansielle aktiver er selvfølgelig kontrolleret
af udbud og efterspørgsel, men argumentet går på at prisen ”falder” indtil netop én køber har
opfyldt sit krav til risiko og afkast. Dette krav er forskelligt fra investor til investor. Som før
beskrevet vil yngre generationer generelt kunne håndtere højere risiko end ældre og vil såle-‐
des være villige til at købe aktier til en højere pris, end den ældre generation kan tillade sig.
Det giver en naturlig flytning af kapitalapparatet og en naturlig fordeling af aktiverne, hvor de
unge risikovillige opsparer vil overvægte aktieandelen og de ældre vil overvægte obligationer
i deres respektive porteføljer. Andre skævvridninger af markedsporteføljen kan anbefales på
baggrund af humankapitalens sikkerhed og forventninger til fremtiden. Disse argumenter er
fremført af Grosen og Nielsen (2006), der yderligere tilføjer temperament som bestemmende
variabel. Temperament kan være problematisk i en livscyklusvejledning og dette diskuteres
senere i opgaven.
Side 18 af 81
Siden Modigliani og Brumberg dannede modellens grundlag, er den teoretiske ramme blevet
udvidet markant. Livscyklusovervejelserne finder i dag anvendelse som beslutningsgrundlag i
mange områder af livet som boligøkonomi, uddannelse og sågar ægteskabelige overvejelser
(Browning & Crossley, 2001).
Den naturlige arbejdsdeling og kapitalmarkedsfordeling i samfundet er en blanding af privat-‐
økonomiske overvejelser og samfundsmæssige anskuelser. Dette argument er fremlagt af Ni-‐
elsen og Nielsen (2004), der opbygger en konkret pensionsmodel baseret på livscyklustanke-‐
gangen benævnt Markedspension.
3. Det danske pensionssystem – opbygning, udvikling og problemstillinger
Følgende afsnit har til formål at beskrive det danske pensionssystem i overordnede vendinger.
Afsnittet indledes med en introduktion til det danske pensionsmarked, for herefter at beskri-‐
ve udviklingen kort. Efterfølgende sættes der fokus på problemerne på det danske pensions-‐
system, i forhold til opbygningen, men særligt i forhold til opsparernes adfærdsmønstre på
opsparingsmarkedet. De forskellige elementer på det danske opsparingsmarked kombineres
løbende med livscyklusfilosofien.
3.1 Grundlaget for danske pensionsopsparinger
“I Danmark er det både stat, arbejdsgiver og dig selv, der sørger for, at du har noget at leve af,
når du går på pension.”4
Ovenstående citat kan tolkes i to åbenlyse retninger. Som dansk pensionist får man økono-‐
misk hjælp når ens humankapital er opbrugt. Omvendt har man selv ansvaret, for at tilrette-‐
lægge sin pension efter individuelle ønsker således, at den ønskede dækningsgrad opnås. I det
følgende fokuseres der på strukturen og fremtidig udvikling i det danske pensionssystem, set
fra et samfundsperspektiv.
4 Citat fra borger.dk, se litteraturliste
Side 19 af 81
For at afdække de væsentligste elementer i det danske pensionssystem, tages der i dette afsnit
udgangspunkt i en overordnet beskrivelse af de to mest almindelige lovpligtige pensionsydel-‐
ser på det danske marked. Alle ydelser in indeværende afsnit er opgivet i 2012-‐priser og be-‐
nyttes løbende gennem hele opgaven til mere konkrete udregninger.
Det danske pensionssystem kan opdeles i tre overordnede søjler som vist i Tabel 2. I første
søjle præsenteres offentlige pensionsordninger, altså folkepensionen, der helt naturligt indgår
i alle danskeres pensionsovervejelser. Danske statsborgere med bopæl i Danmark har ret til
folkepensionen. Pensionen er betalt af det offentlige og finansieret gennem skatten.
Folkepensionens årlig bruttoydelse er på 68.556 kroner. Dette grundbeløb bliver reguleret,
hvis man som pensionist har en indtægt på over 291.000 kroner årligt i sin pensionsperiode,
ligesom der kan finde en regulering sted, hvis man ikke har boet i Danmark i 40 år. Nedjuste-‐
ringen af grundbeløbet foregår i bruttokroner, med en nedjustering på 30 kroner for hver 100
kroner indkomsten overstiger 291.000 kroner. Man kan ikke få udbetalt folkepension, hvis
man som pensionist har en årlig bruttoindkomst på 514.000 kroner, eller derover. Desuden
findes der nogle forskellige tillæg til folkepensionen, som er tilegnet de dårligst stillede pensi-‐
Side 20 af 81
onister. Disse tillæg vil ikke blive yderligere berørt i indeværende opgave, da udgangspunktet
for opgaven i pensionsforstand, er en forbrugsdækningsgrad i nedsparingsperioden, der
overstiger beløbsgrænserne for folkepensionstillæggene. Folkepensionen udbetales som en
livrente; en betalingsstrøm, der fortsætter så længe man lever. Fra et privatøkonomisk livscy-‐
klusperspektiv er den uendelige betalingsstrøm selvfølgelig positiv, men den faste ydelse gi-‐
ver ikke i sig selv en ønsket forbrugsdækning.
Søjle 2 repræsenterer arbejdsmarkedspensionen, der meget udbredt og benyttes af cirka 90%
af de danske lønmodtagere. Arbejdsmarkedspensionen kan være overenskomstbestemt, ba-‐
sere sig på en firmaaftale eller være en såkaldt tjenestemandspension. En tjenestemandspen-‐
sion indbetales der ikke til, men der optjenes ret til udbetaling. Den mest kendte arbejdsmar-‐
kedspension er Arbejdsmarkedets Tillægs Pension, ATP. Hvis man er fyldt 16 år, er lønmodta-‐
ger og arbejder i Danmark mindst 9 timer om ugen, indbetaler man til ATP. Indbetalingen til
ATP varetages af lønmodtageren selv, samt et bidrag fra arbejdsgiveren, der betaler to tredje-‐
dele af beløbet og indbetalingens størrelse afhænger af, hvor mange timer man arbejder. Den-‐
ne inddeling af indbetaling mellem arbejdsgiver og pensionsopsparer, har elementer af ar-‐
bejdsmarkedspension, men ATP er samtidig lovbaseret og tilhører altså på den måde både
søjle 1 og 2. ATP-‐ydelsen i nedsparingsperioden er bestemt af det realiserede afkast og den
samlede indbetaling kendes ikke på forhånd, når der skal planlægges opsparing, men kan
estimeres via ATP’s hjemmeside eller egne udregninger. Selve indbetalingen til ATP kan fore-‐
gå selvom man er arbejdsløs og er på overførselsindkomst. Indbetalingen vil i nærværende
opgave tage udgangspunkt i den højeste indbetalte sum, som beløber sig til 270 kr. per måned.
Udbetalingen i nedsparingsperioden afhænger ikke af, hvor lang tid man lever; ATP er et sup-‐
plement til folkepensionen og er ligeledes livrentebaseret.
ATP-‐udbetalingen kan estimeres meget simpelt på baggrund af informationer fra ATP’s
hjemmeside. For at forsimple udregningerne antages det, at der indbetales på årsbasis, altså
et engangsbeløb årligt på 3.240 kroner, der forrentes med 2,36% i reale termer5. Dette giver
en fremtidsværdi af opsparingen, i pensionstidspunktet på 211.724 kr. ved 40 arbejds-‐ og
5 ATP’s egen forventede forrentning. Forudsætninger: inflation: 2,0 %, afkast af obligationer: 4,0 %, afkast af aktier: 7,0 % Underliggende portefølje kendes ikke. Estimeret ud fra egen ATP-‐opsparing.
Side 21 af 81
indbetalingsår. Dette beløb giver en årlig bruttoydelse i nedsparingsperioden på 13.402 kro-‐
ner, ved en gennemsnitslevealder på 87 år, hvoraf de 20 år er nedsparingsår. Beregningerne
er selvfølgelige følsomme overfor estimatet på gennemsnitslevealderen, samt beregningen af
gennemsnitsafkastet og desuden indbetalingens størrelse. Dette estimat kombineret med fol-‐
kepensionen betyder at en given opsparer vil få 68.556 kr. i folkepension og 13.402 kr. fra
ATP årligt; samlet set en årlig pensionsydelse på 81.958 kroner fra de lovbaserede ordninger.
3.2 Udviklingen i det danske pensionssystem – øget privat ansvar
Folkepensionen fungerer udbetalingsmæssigt som en livrente, idet udbetalingen ikke er af-‐
hængig af levealder. De eneste risici, der er forbundet med folkepension i forbindelse med
pensionsovervejelserne, er den politiske velvilje til at bibeholde ordningen og inflationssikre
ydelsen. Folkepensionen er netop ikke en pension, der spares op til løbende. Den pensionere-‐
de generation er således afhængige af de erhvervsaktive individers skattebetaling; en smuk
tanke i livscyklussammenhæng, men også en løsning der er under pres. De demografiske æn-‐
dringer i Danmark er med til at presse folkepensionen. Den ændrede befolkningssammensæt-‐
ning med et øget antal ældre og relativt færre erhvervsaktive, presser mange lande mod re-‐
former på pensionsmarkedet. I Danmark lader det til, at en privatisering af alderdomsforsør-‐
gelsen er på vej og behovet for individuel pensionsplanlægning vil givetvis stige i de kom-‐
mende år (Grosen, 2006). Den stigende tendens blandt danske opsparer, der dropper pensi-‐
onsovervejelserne bliver selvfølgelig kun mere problematisk i takt med at ansvaret bliver lagt
over på den individuelle opsparer. Denne opgaves relevans og diskussion bliver altså tydeli-‐
gere med pensionssystemets udvikling in mente. Ydermere er folkepensionen en såkaldt defi-‐
ned benefit-‐ordning, der som navnet antyder er baseret på et bestemt, sikkert ydelsesbeløb og
ikke en række bestemte indbetalinger. Denne form for pensionsordning rummer typisk en
større underfinansieringsrisiko end defined contribution-‐ordninger, idet beløbet er fastsat på
forhånd og altså ikke baseres på forventet eller ønsket forbrugsniveau. Det er allerede i dag
op til danskerne selv at sikre den ønskede pensionsdækning gennem privattegnede pensions-‐
opsparinger, og udviklingen peger i retning af, at de privates opsparingsansvar øges fremad-‐
rettet. Risikoen for forlænget levetid og lave afkast flyttes fra staten og pensionsselskaberne
til de private opsparer, der kommer til at opleve stor valgfrihed i pensionsopsparingen, og de
skal derfor tænke sig om, for at kunne opretholde en ønsket levestandard hele livet. Livscy-‐
Side 22 af 81
klusteorien og de vejledninger nærværende opgave har præsenteret, kunne være en løsning
på den svære valgfrihed og det øgede ansvar. På baggrund af livscyklusmodellens simple an-‐
vendelse kunne man endda argumentere for at det øgede individuelle ansvar er en positiv
tendens og at opsparerne i fremtiden kan få en mere præcis risikoprofil og pensionsopsparing,
der er baseret på deres egen situation og ståsted i livet. Anvendelsen af vejledningerne analy-‐
seres nærmere i de næste afsnit. Her tages der udgangspunkt i at opsparerne selv skal opbyg-‐
ge pensionsopsparingen, med et tillæg fra folkepensionen og ATP.
3.3 Opsparingsproblemerne i Danmark
Som før beskrevet står det danske pensionssystem overfor en stor udfordring. Pensionsover-‐
vejelser bliver udskudt, tilsidesat eller helt droppet og det kan på sigt have stor indflydelse på
livskvaliteten for mange danskere, i form af dårlig samvittighed og forringet forbrug i nedspa-‐
ringsperioden. Det står i kontrast til livscyklusmodellens opdagelser angående det menneske-‐
lige opsparingsinstinkt. I dette afsnit er det formålet at præsentere nogle af de problemer en
pensionsopsparer står overfor og hvilke elementer, der er medvirkende til, at en opsparer
ikke får taget de nødvendige beslutninger og forbehold ved opsparingens begyndelse. Afsnit-‐
tet tager udgangspunkt i adfærdsmønstrene angående pensionstankegangen som helhed og
giver samtidig et bud på, hvordan livscyklusmodellen også finder relevans i modarbejdelsen
af disse adfærdsmønstre. Senere i afsnittet bruges finansiel adfærdsteori igen, denne gang for
at beskrive de adfærdsmønstre, der agerer faldgruber ved konkrete investeringsstrategier.
3.3.1 De sløve opsparer – prokrastination og manglende selvkontrol
De fleste adfærdsteoretiske spørgsmål baserer sig på to grundlæggende forudsætninger om-‐
handlende det økonomisk rationelle individ. Det er netop afvigelserne fra dette individ, der
repræsenterer problematisk opsparingsadfærd. Første forudsætning er, at et individ vil tage
økonomisk optimale valg -‐ anden forudsætning er, at individet i forlængelse heraf vil imple-‐
mentere disse valg (Ackert & Deaves, 2010). De to overskyggende grunde til, at mennesker
har en tendens til at spare for lidt op, er de typiske menneskelige træk; begrænset selvkontrol
og prokrastination6. Et andet typisk problem er den manglende viden om aktiverne på opspa-‐
ringsmarkedet, der kan føre til et andet menneskeligt adfærdsmønster, diversifikationsheuri-‐
6 Kommer af det engelske ord ”procrastination” og betyder udsættelse. Herefter bruges en fordanskning: Prokra-‐stination
Side 23 af 81
stik. Begreberne og disses betydning vil blive diskuteret i de næste afsnit for at præsentere
den samlede problemstilling fra en teoretisk vinkel.
Begrænset selvkontrol er i bund og grund et almindeligt menneskeligt, psykologisk træk. Hvis
et individ får præsenteret et valg angående to goder, hvor det ene skaber nytte nu og det an-‐
det skaber nytte senere, vil de fleste individer foretrække det nytteskabende gode her og nu,
også selvom nytten i fremtiden er størst. Der findes empiriske beviser for denne adfærd, helt
åbenlyst spiller en rolle i pensionsovervejelserne, der jo netop repræsenterer udskydelsen af
forbrug (Ackert & Deaves, 2010). Nyttemaksimering over hele livet er uoverkommeligt, hvis
ovenstående adfærd er gennemgående. Kortsigtet nyttemaksimering vil alt andet lige betyde
lavere nytte i fremtiden. Den marginale nytte i dag vil blive mindre end den marginale nytte i
morgen og nyttemaksimering over hele livet kan kun realiseres, hvis marginalnytten holdes
konstant.
Udskydelse af beslutninger, der koster både tid og anstrengelser, er ligeledes et menneskeligt
træk. Dette træk vokser med størrelsen af beslutningen; altså jo større en beslutning man skal
træffe, desto større tendens vil man have til at udskyde denne beslutning. Dette kan have sto-‐
re konsekvenser for pensionsplanlægningen og nogle individer kan måske udskyde pensions-‐
overvejelserne så lang tid, at de reelt ikke får sparet op. Man skal dog huske på, at fravalg af
opsparing kan repræsentere en økonomisk prioritering, og at alderdommen sagtens kan leves
lykkeligt uden samme forbrugsniveau som i de tidligere leveår. Med udgangspunkt i nytteteo-‐
rien og for at understrege opgavens relevans, tages der udgangspunkt i, at forbruget, om end
ikke nødvendigvis det hele, bør udjævnes via opsparing. Det er problematisk, at nogle indivi-‐
der ikke sparer op, men endnu mere interessant er det, at de opsparende individer faktisk
ikke sparer nok op (Ackert & Deaves, 2010). På den måde kombineres udsættelse af beslut-‐
ninger og begrænset selvkontrol til en farlig blanding. Prokrastination og begrænset selvkon-‐
trol som menneskelige træk betyder, at man ofrer den langsigtede nytte og totale nytte til for-‐
del for mere nytte her og nu.
3.3.2 Diversifikationsheuristikker
Som tidligere nævnt spiller aktivallokeringen en væsentlig rolle i livscyklustankegangen. Det
er i forlængelse heraf bevist, at mange opsparer ikke forstår aktivallokeringen og i bund og
Side 24 af 81
grund ikke forstår, hvad aktiverne består af. Ud fra et adfærdsmæssigt synspunkt er dette den
væsentligste grund til at opsparingsporteføljerne ikke performer som ønsket og forventet.
Manglende forståelse for aktiverne og derved pensionsprodukterne, omdannes til usikkerhed
når man bevæger sig på opsparingsmarkedet. Denne usikkerhed fordrer brugen af diversifi-‐
kationsheuristikker, altså beslutninger baseret på individets intuition. Den observerede heu-‐
ristik på opsparingsmarkedet kan bedst beskrives som en ”lidt af det hele”-‐strategi. Opspare-‐
ren forstår meget få, eller måske ingen, af de produkter, der er på markedet og derfor ender
man med at blive indifferent. Denne heuristik har også andre adfærdsmæssige implikationer,
da den også påvirker individets valg ved mere konkrete problemstillinger på opsparingsmar-‐
kedet. Der er bevis for, at en investor eller opsparer, vil have en tendens til vælge de produk-‐
ter, der er flest af. Eksempelvis vil en uerfaren og uoplyst opsparer, hvis han bliver stillet over
for fire aktiefonde og en obligationsfond, vælge aktiefonden, alternativt overvægte aktier
markant, hvis der må vælges flere fonde (Møller & Nielsen, 2012). Den rationelle aktivalloke-‐
ring bør slet ikke være influeret af antallet af fonde, men derimod kapitalmarkedets sammen-‐
sætning. Dette er en diversifikationsheuristik og havde der været en overvægt af obligations-‐
fonde vil valget givetvis være omvendt.
Det er åbenlyst, at hvis man præsentere denne irrationelle opsparer for forskellige opspa-‐
ringsmuligheder, og vedkommende ikke forstår produkterne og de underliggende aktiver, vil
præsentationen af disse have enorm betydning for vedkommendes endelige beslutning. Det er
derfor muligt for pensionsselskaber og andre finansielle institutioner, at ”frame” de mulighe-‐
der opspareren står overfor og på den måde påvirke vedkommende i den, for institutionen,
ønskede retning (Ackert & Deaves, 2010). Med andre ord kan pensionsselskaber præsentere
opsparer for valg, som ved udformningen af disse, har til formål at dreje beslutninger for op-‐
sparer i den retning selskabet ønsker. Med livscyklusmodellen som grundlæggende værktøj
vil ”framing” af finansielle muligheder ikke betyde noget for den endelige beslutning. Beslut-‐
ningen vil basere sig på kapitalmarkedets sammensætning.
3.3.3 Truslen fra individuel investeringsadfærd
Hvis man formår at flytte opspareren udover prokrastination, manglende selvkontrol og di-‐
versifikationsheuristikkerne er faren ikke drevet over endnu. Man skal være opmærksom på,
at det ikke er uden konsekvenser at kaste opsparerne ud på de finansielle markeder. Den
Side 25 af 81
mest præcise indgangsvinkel til livscyklusmodellens aktivallokering går gennem opsparernes
egen risikostyring gennem livet. Med den simple livscyklusvejledning i bagagen skal opspa-‐
rerne være i stand til at sammensætte en portefølje, der passer til tidspunktet i livet. På den
måde placerer man investeringsansvar hos den enkelte opsparer og det kan være problema-‐
tisk idet investeringer på de finansielle markeder kan være præget af finansielle adfærdspro-‐
blemstillinger. Fra livscyklusmodellens teoretiske udgangspunkt vil de forskellige adfærds-‐
problemer selvfølgelig ikke spille en rolle på aktivallokeringen; beslutningsgrundlaget er
struktureret og levner ikke plads til opsparerens egen investeringsstrategi. Alligevel skal man
være opmærksom på, at ikke alle opsparer vil agere fuldstændig rationelt i forbindelse med
aktivallokeringen. Det er derfor interessant at se på hvilke adfærdselementer, der kan trække
porteføljen ud af den tilsigtede ligevægt.
Først og fremmest vil opsparer med spillelyst selvfølgelig overvægte aktieandelen af porteføl-‐
jen. Opsparers spillegen skal ses som en afvigelse fra den klassiske risikoaverse tilgang til nyt-‐
teteorien og denne opsparer er altså uden for livscyklusmodellens rækkevidde. Opspareren
vil ikke kunne forstå og benytte teoriens anbefalinger om markedsvægtningen og løbende
risikoafdækning. Tages der i stedet udgangspunkt i den risikoaverse opsparer, der bedst re-‐
præsenterer opsparingsmarkedet som helhed, slipper man stadig ikke for potentielle ødelæg-‐
gende adfærdsmønstre. To kendte adfærdsproblemer, der også kan anses som relevante i
livscyklussammenhæng er:
-‐ Regret avoidance (Ackert & Deaves, 2010): Som risikoavers opsparer er den største
frygt på de finansielle markeder, at man kommer til at fortryde ens handlinger. Man
har jo netop selv påtaget sig investeringsansvaret og vil gå meget langt for at undgå
ærgrelse over dårlige beslutninger. Det er overordnet en problemstilling, der vanske-‐
liggøre den rationelle porteføljesammensætning idet følelsen er udpræget negativ. Fø-‐
lelsen forstærkes kun, hvis investeringsbeslutningerne er kendt af andre, som venner
og familie. Det er specielt interessant i en opsparingssammenhæng, da investerings-‐
overvejelser typisk deles mellem ægtefæller, familiemedlemmer, kollegaer osv.
Side 26 af 81
-‐ Forkærlighed for status quo (Møller & Nielsen, 2009): De fleste opsparer vil være ban-‐
ge for radikale ændringer i porteføljen. Det er selvfølgelig meget problematisk, hvis
ændringen er til det bedre. Nogle opsparer vil altså holde fast i deres nuværende løs-‐
ning, selv hvis denne fra et rationelt økonomisk synspunkt ikke tjener dem godt.
Udover de ovennævnte kan man inkludere flere adfærdssvagheder i analysen. Amatørinve-‐
storer på de finansielle markeder har en tendens til at overvurdere deres egne evner og ad
den vej vægte porteføljen anderledes end anbefalet. Det skal ikke ses som en pendant til spil-‐
lelyst, men derimod som en grundlæggende tro på, at man er bedre end markedet. Man vil
således tilskrive sig selv de gode oplevelser og resultater, mens dårlige afkast og tab vil til-‐
skrives sort uheld. Dette kan omformuleres til overconfidence forårsaget af en self attribution
bias (Ackert & Deaves, 2010). Livscyklusmodellens anvendelse er altså ikke blot afhængig af,
om modellen effektivt kan modvirke manglende selvkontrol og prokrastination. Anvendelsen
afhænger også af, om vejledningerne kan overføres til de finansielle markeder og beskytte
opsparerne mod den ødelæggende adfærd, i forbindelse med de faktiske investeringer. Fra et
teoretisk udgangspunkt vil modellens strukturerede vejledning være behjælpelig med at be-‐
kæmpe adfærdsmønstrene for de risikoaverse opsparer. Modellen baserer sig på det velkend-‐
te opsparingsinstinktet og mange opsparer vil givetvis kunne nikke genkendende til mange af
modellens elementer, hvorfor de vil opnå et teoretisk grundlag for opsparingsbeslutningen.
3.3.4 Ændring af adfærd og livscyklusmodellens løsninger
Problematikkerne står i skarp kontrast til livscyklusmodellens vejledningsramme og de basa-‐
le menneskelige adfærdsmønstre kombineret med mulighederne for at udnytte disse fra insti-‐
tutionernes side, er givetvis en stor del af forklaringen på danskernes manglende lyst til at
give sig i kast med pensionsovervejelser. Det er kun naturligt at sætte spørgsmålstegn ved,
hvordan simple livscyklusovervejsler skulle kunne afhjælpe gennemgående irrationel adfærd.
Når først et individ er blevet ”forgiftet” af en bias, altså når individets beslutningsproces er
influeret af irrationelle variable, skal man grundlæggende gennemgå en proces, hvor formålet
er at oplyse individet om problemet og derved gøre opmærksom på den ødelæggende adfærd
(Ackert & Deaves, 2010). Dernæst skal man motivere individet til at ændre adfærdsmønster.
Efterfølgende analyseres adfærden mere konkret med fokus på, hvilken retning adfærden
påvirker individets beslutninger og med hvilken styrke. Eksempelvis vil man i den finansielle
Side 27 af 81
adfærdsteori kunne afdække, hvorledes den menneskelige begrænsede selvkontrol påvirker
opsparingen. Svaret på dette, altså adfærdens retning, er selvfølgelig simpel; begrænset selv-‐
kontrol har en negativ effekt på opsparingsniveauet. Det er straks mere problematisk at vur-‐
dere omfanget og altså med hvor stor styrke adfærden påvirker beslutningerne. Slutteligt skal
man være i stand til at eliminere den irrationelle adfærd på baggrund af den tidligere analyse
og konkrete vejledninger på området.
Der er grundlæggende to interessante diskussioner i forbindelse med debiasing; finansiel ud-‐
dannelse og personlig rådgivning. Nøglespørgsmålet i forbindelse med uddannelse er selvføl-‐
gelig om finansiel lærdom ændrer irrationelle adfærdsmønstre. Som udgangspunkt er kon-‐
klusionerne på området usikre, men flere studier peger på at bedre forståelse for den finan-‐
sielle verden øger opsparingen og forståelsen for opsparingens vigtighed (Ackert & Deaves,
2010). Grundlæggende viden om finansiel adfærd kan afdække den første del af debiasing-‐
processen, altså oplysningen og motivationen, mens adfærdens mere konkrete implikationer
bedst belyses ved individuelle studier og personlig rådgivning, benævnt client management i
den engelske litteratur. Den personlige rådgivning kunne ligeledes konkrete vejledninger om
aktivallokeringen, baseret på individuelle risikomål. Livscyklusmodellen spiller en væsentlig
rolle i hele dette virvar af vejledninger og psykologiske analyser. Som udgangspunkt er livscy-‐
klusteorien baseret på det menneskelige opsparingsinstinkt og samtidig så simpel i sin grund-‐
form, at den ville kunne indgå som en naturlig finansiel uddannelse for individerne på opspa-‐
ringsmarkedet. Livscyklusmodellen kan modarbejde prokrastination og manglende selvkon-‐
trol, ved at strukturere beslutningerne og oplyse om pensionsopsparingens vigtighed og sim-‐
pelhed. Den strukturerede vejledning angående aktivallokeringen burde ydermere fjerne en
del problematikken angående uvidenheden om de finansielle aktiver og institutionernes mu-‐
ligheder for at udnytte denne manglende viden og forståelse. Fra et teoretisk adfærdsmæssigt
synspunkt, er der grund til at overveje livscyklusmodellen som grundlæggende vejledningsin-‐
strument. Den største problematik i den forbindelse er selvfølgelig, at størstedelen af pensi-‐
onsvejledningen i Danmark varetages af de finansielle institutioner, der alt andet lige har
størst fordel af at lokke opsparerne væk fra den mest rationelle tankegang, idet institutionens
profit afhænger af andre variable end blot forrentning og opsparernes totalnytte og livsglæde.
Der kan altså være en konflikt mellem livscyklusvejledningen og de institutioner, der vareta-‐
Side 28 af 81
ger den faktiske pensionsvejledning i samfundet. Simpel privatøkonomisk viden burde for-‐
midles af parter uden interessekonflikter med opsparerne selv – man kunne altså overveje en
indlæringsmodel, der involverer det danske uddannelsessystem.
3.4 Opsparingstvangen og dennes implikationer
Den langsigtede økonomiske udvikling i Danmark afhænger af opsparingsniveauet; manglen-‐
de opsparing leder til manglende investeringer. Samfundet som helhed har gavn af at finde en
fornuftig vægtning mellem forbrug og opsparing og derfor skal adfærdsproblemerne ikke blot
ses i privatøkonomisk perspektiv. Samfundets interesse i pensionsopsparinger udmønter sig i,
at det danske pensionssystem er præget af tvang. Som udgangspunkt tjener denne tvang to
formål. Først og fremmest ønsker samfundet at sikre alle danskere en levestandard over et
givet minimum. Dernæst ønsker man at beskytte danskerne mod sig selv, således at forskellen
i levestandard mellem op-‐ og nedsparingsperiode ikke bliver for stor. Folkepensionen og ATP
som tvungne ordninger repræsenterer sikring af levestandard, mens andre tvungne pensio-‐
ner skal ses som sikring mod for stort fald i levestandard. Denne sikring fås ved procentmæs-‐
sig opsparing af lønnen i opsparingsperioden. Adfærdsproblemstillingerne, der er blevet præ-‐
senteret i de tidligere afsnit kan til dels imødekommes gennem tvang. Manglende selvkontrol
og prokrastination i opsparingsperioden udryddes ved tvungen opsparing. Alligevel er løs-‐
ningen ikke den mest effektive. I det efterfølgende præsenteres problemstillingen og en mere
effektiv tvangsmodel i korte vendinger.
Opsparingstvangen på det danske pensionsmarked er primært et resultat af trepartsforhand-‐
linger og altså arbejdsmarkedets parter. I den forbindelse kan man sætte spørgsmålstegn ved
arbejdsmarkedets interesse i opsparing. Som udgangspunkt vil arbejdsgivernes lønomkost-‐
ninger bestå af løn og indbetaling til pension; fordelingen mellem de to er ligegyldig for ar-‐
bejdsgiveren, hvorfor det hele ligeså godt kunne udbetales som løn. Det er samfundet som
helhed, der har gavn af opsparing og på den baggrund kan man argumentere for at staten
skulle stå for opsparingstvangen (Møller og Nielsen, 2012).
I den privatøkonomiske sondring er opsparingstvangen egentlig fornuftig og man kan stille
spørgsmålstegn ved om livscyklusvejledningerne er nødvendige når individerne alligevel
Side 29 af 81
tvinges til at spare op. Svaret på dette spørgsmål kan deles op i tre, der alle argumenterer for
livscyklusmodellens relevans og argumenterer mod brugen af tvang:
-‐ Opsparingstvangen er inkonsistent; ikke alle tvinges til at spare op, hvorfor alle livscy-‐
klusvejledningerne kan benyttes for den gruppe, der ikke tvinges. Gruppen er typisk
direktører og selvstændige.
-‐ Opsparingstvangen indeholder ikke en udbetalingstvang, forstået på den måde, at sam-‐
fundet ikke beskytter individerne mod sig selv i nedsparingsperioden. Man beskytter
altså opsparerne mod manglende selvkontrol i opsparingsperioden, men ikke i ned-‐
sparingsperioden. Livscyklusmodellens anbefalinger kan i høj grad hjælpe, til at plan-‐
lægge nedsparingsperioden.
-‐ Selv hvis opsparingstvangen i samfundet består, vil udviklingen i det danske pensions-‐
system fordre større privat investeringsansvar. Arbejdsmarkedspensionerne varierer
meget med hensyn til investeringsansvaret og opsparernes indflydelse. Større investe-‐
ringsansvar og derved øget ansvar for at finansiere sin egen alderdom betyder, at en
simpel vejledningsmodel bliver endnu mere nødvendig. Den nuværende tvangsmodel
vil ellers indeholde et altoverskyggende problem: ”Det nytter ikke noget at beskytte folk
mod at gå fallit pga. overforbrug ved at tvinge dem til at spare op, hvis man samtidig til-‐
lader dem at gå fallit på den anden måde, nemlig ved dårlige investeringer” (Møller &
Nielsen, 2012, s. 7)
Samlet set kan opsparingstvang i et samfund være fornuftig i en livscyklussammenhæng, men
denne skal være konsekvent og konsistent. Med den nuværende tvangsmodel efterlader man
opsparerne med mange ubesvarede spørgsmål. Opsparingstvangen kan vendes til en mere
positiv model, ved at benytte begrebet ”Libertarian Paternalism”7. Begrebet dækker simpelt
over, at tvang kan udformes som defaultløsninger; hvis man ikke vælger noget fra, får man
den standardløsning, der anses af bedst for samfundet. Opsparerne beholder i princippet de-‐
res valgfrihed, men bliver skubbet i den ”rigtige” retning (Møller & Nielsen, 2012). De små
7 Chicago Law School (2007), se litteraturlisten
Side 30 af 81
skub er effektive, fordi de bygger på føromtalte adfærdsproblemstillinger. Prokrastination og
manglende forståelse for opsparingens elementer, vil få de fleste opsparer til at beholde de-‐
faultløsningen. Det er så samfundets opgave at lave denne løsning så effektiv og brugbar som
mulig. Senere i opgaven, efter analyse af livscyklusmodellens anvendelse på det danske op-‐
sparingsmarked, skulle det være muligt at estimere den rette defaultløsning på baggrund af
teoriens antagelser. Samfundet bør spille en rolle i opsparernes beslutninger, men små skub
vil i mange tilfælde være at foretrække fremfor decideret tvang, specielt fordi tvangen i det
danske pensionssystem kan anses for inkonsistent og uigennemskuelig.
4. Livscyklusplanlægning – en undersøgelse af kapitalmarkedet
Livscyklusmodellens relevans som vejledningsværktøj kan ikke verificeres ved kun at analy-‐
sere pensionsmarkedets opbygning og de menneskelige adfærdstræk, der skaber problemer
for opsparerne. Opgaven har indtil videre haft fokus på livcyklusmodellens nemme vejlednin-‐
ger og implementering, men modellens relevans på opsparingsmarkedet er også bestemt af,
om den nemme og gennemskuelige aktivallokering kan fungere på kapitalmarkedet. På det
rent finansielle niveau skal livscyklusteorien forsvares over for de finansielle institutioners
opsparingsløsninger som repræsenterer en stor del af de danske opsparingsformuer. Som
udgangspunkt er det forholdsvis nemt at afvise brugen af fordyrende mellemled, men det
kræver, at den enkelte opsparer er i stand til selv at forstå aktivallokeringen og at denne ska-‐
ber værdi for opspareren. Diskussionen angående de finansielle institutioner og brugen af
disse i livscyklussen findes i afsnit 5.3. I nærværende afsnit vurderes det, om livscyklusteorien
er relevant som værktøj på det danske kapitalmarked.
Som før beskrevet kræver den rette opsparing, at man træffer beslutninger om prioriteringen
af indkomst og forbrug over hele livet. Dette praktiske eksempel har til formål at belyse en af
de mest fundamentale elementer og diskussioner i forbindelse med pensionsopsparing; tids-‐
perspektiv. Med andre ord er det altså formålet at evaluere den overordnede tankegang, der
hidtil er beskrevet i nærværende opgave, med fokus på om det er muligt at planlægge sin livs-‐
cyklus på det danske kapitalmarked. Dette gøres gennem en simpel, praktisk gennemgang af
det danske kapitalmarked med dertilhørende diskussioner.
Side 31 af 81
4.1 Forudsætningerne for undersøgelsen og eksemplet
En praktisk indgangsvinkel til de teoretiske overvejelser kræver selvsagt en del forudsætnin-‐
ger og antagelser. Det følgende afsnit har til formål at afdække de væsentligste diskussioner
angående eksemplets opbygning. Der fokuseres særligt på diskussionerne omkring aktivallo-‐
keringen i opsparingen og det grundlæggende formål med eksemplet.
4.1.1 Grundlæggende formål med eksemplet
Først og fremmest er det formålet at diskutere om den lange tidshorisont umuliggøre præcise
pensionsovervejelser eller om det faktisk er muligt er planlægge sit forbrug i nedsparingspe-‐
rioden på baggrund af simple beslutninger ved opsparingens begyndelse. Eksemplet er såle-‐
des baseret på opsparingsforholdende for den generation af arbejdende danskere, der gik på
pension ultimo 2010 efter 40 år på arbejdsmarkedet. Gennemgangen tager udgangspunkt i
opsparing gennem alle 40 arbejdsår, hvilket næppe er et sandsynligt opsparingsmønster, men
dog relevant for evaluering af livscyklustankegangen. Diskussionen angående opsparingspe-‐
riode findes senere i opgaven. Af historiske data fokuseres der særligt på afkast, inflation og
vækst og disse kombineres med opsparingsforudsætningerne for en ny opsparer, der i dag
ønsker et beslutningsgrundlag angående pensionsovervejelser. Eksemplet følger de løse vej-‐
ledninger, der allerede er blevet præsenteret i opgaven og der tages således udgangspunkt i,
at investor over opsparingsperioden i gennemsnit akkumulere aktiver, der matcher det dan-‐
ske kapitalmarked. Eksemplet er bygget op omkring en investor, der udelukkende sparer op
privat – altså uden brug af folkepension, ATP eller andre lovpligtige pensioner. Argumentet
for at udelade disse fra beregningerne er, at formålet med eksemplet er at belyse volatilitet på
markedet og i samfundet og ikke et egentligt opsparings-‐ eller udbetalingsforløb. Udgangs-‐
punktet er altså 40 års volatilitet kombineret med de nuværende forudsætninger for en dansk
opsparer. Af nuværende forudsætninger kan nævnes PAL-‐beskatning af opsparingens afkast,
mens selve livsforløbet i eksemplet også passer bedre på den generation af danskere, der skal
på arbejdsmarkedet i dag. Opsparingen begynder således som 27-‐årig og der akkumuleres
finansielle aktiver i 40 år, hvorfor pensionsalderen sættes til 67 år, hvilket synes som en rime-‐
lig antagelse for de danskere, der begynder på arbejdsmarkedet i netop disse år.
Side 32 af 81
Det praktiske eksempel, eller historiske gennemgang om man vil, har til formål at belyse det
altoverskyggende spørgsmål; hvor svært er det at planlægge 40 år ud i fremtiden?
4.1.2 Aktiverne i opsparingen
Til selve aktivallokeringen tages der som bekendt udgangspunkt i det danske kapitalmarked,
omend der er gjort visse forudsætninger for at lette arbejdet. Der skelnes i dette eksempel
kun mellem to forskellige aktiver; aktiemarkedet og obligationsmarkedet. Aktiemarkedet ud-‐
gøres i dette tilfælde af det tilgængelige totalindeks for danske aktier i perioden inklusive re-‐
investerede dividender. Udgangspunktet er således at investor er fuldt diversificeret på dan-‐
ske aktier helt fra begyndelsen med de forbehold, der er beskrevet i opgavens metodeafsnit.
Obligationsmarkedet udgøres af en simpel antagelse om det risikofrie aktiv. Det har ikke væ-‐
ret muligt at finde afkastindeks for det danske obligationsmarked som helhed, men dette kan
med fordel udelades for simplificeringens skyld. Den vigtige sondring i det praktiske eksem-‐
pel er forskellen mellem de risikable aktiver med høje afkast og det risikominimerende akti-‐
ver med et lavere afkast. Denne klassiske opdeling af kapitalmarkedet har været under be-‐
skydning idet det danske obligationsmarked som helhed ikke bare kan antages at være risiko-‐
frit og det kan ydermere diskuteres om afkastet reelt er lavere end på aktiemarkedet; et ar-‐
gument fremlagt af Dahl (2011). Argumentet basere sig på, at historiske data indikerer, at den
faktiske risikopræmie ved at holde aktier i stedet for obligationer ikke kan påvises statistisk.
Resultatet skal alt andet lige ses i lyset af testens indgangsvinkel; Henrik Dahl tester om det
muligt at påvise en risikopræmie med 95% sikkerhed, ikke om man kan afvise en risikopræ-‐
mie med 95% sikkerhed. Den modsatte hypotesetest, altså om man med 95% sikkerhed kan
afvise en risikopræmie, er udført af Parum (2002). Hypotesen afvises, hvorfor man ikke kan
afvise den klassiske forestilling om aktiers merafkast. Hvis man tog udgangspunkt i Henrik
Dahls argument, ville sondringen mellem risikovillighed og risikominimering gå tabt og livs-‐
cyklusvejledningerne ville besværliggøres betragteligt. For eksemplets skyld antages det i
stedet, at obligationsporteføljen har til formål at pengesikre opsparingen og på den baggrund
kan porteføljen bedst sammenlignes med korte statsobligationer, hvis afkast primært er base-‐
ret på inflationsforventningerne i samfundet. Der er dog flere argumenter end blot dette prak-‐
tiske eksempels forsimplinger og den modsatte hypotesetest, der taler mod brugen af Henrik
Dahls undersøgelse. Testen er foretaget på en tidshorisont, der langt overgår tidshorisonten
for dette eksempel og medregner en tidsperiode, hvor data er meget usikkert og måske dårligt
Side 33 af 81
repræsenterer den relevante periode i dette afsnit (Parum, 1998). Testen er foretaget med
baggrund i forskellen på afkastet mellem en 5-‐årig dansk statsobligation og aktiemarkedet.
Man kan argumentere for, at den 5-‐årige danske statsobligation ikke repræsenterer den risi-‐
kofrie investering idet obligationen indeholder en geninvesteringsrisiko forårsaget af inflation
og vækst. Når det ene aktiv i testen ikke forrentes som et risikofrit aktiv, kan man ikke teste
om der findes en risikopræmie på det andet aktiv. Med disse kritikpunkter in mente og med
fokus på eksemplets formål, fastholdes den klassiske forestilling om kapitalmarkedet. I dette
eksempel betragtes obligationer som et risikofrit aktiv, hvis afkast afhænger af inflationen og
samlet set sikrer opsparingen mod prisstigninger og følgende købekraftforringelser. Afkastet
på obligationsandelen af porteføljen er anslået til at være lig inflationen med et tillæg på to
procent. Det kan virke som en tilfældig fastsættelse, men over 40 år bliver det beregnede,
gennemsnitlige, geometriske, nominelle afkast 6,16% årligt og det stemmer omtrentligt
overens med det historiske årlige afkast på korte danske obligationer, der ligger på 6,20%, jf.
Christiansen, Hasager og Jensen (2011). De 6,16% må ingenlunde betragtes som et præcist
mål for obligationsafkastet i hvert enkelt opsparingsår og alt andet lige vil en del af afkastva-‐
riationen gå tabt. Det kan have indvirkning på afsnittets konklusion.
4.1.3 Aktivernes vægtning i eksemplet
Aktier og obligationer er vægtet således at porteføljen gennemsnitligt over hele perioden sva-‐
rer til det danske kapitalmarked. Perioden strækker sig fra 1971, hvor den fiktive opsparer
begynder sin opsparing som 27-‐årig, til 2030, hvor han efter 87 leveår, heraf 20 års nedspa-‐
ring, forlader livscyklussen. Over disse 60 år sættes den gennemsnitlige vægtning til ¾ obliga-‐
tioner og ¼ aktier i en lineær udvikling, hvor han netop midt i perioden, efter 30 år, i 2001,
præcis har denne vægtning i porteføljen. Opspareren bygger sin portefølje rundt om gennem-‐
snittet. Det betyder ikke, at livscyklusmodellen dikterer netop denne metode, blot at arbejdet
forsimples, ved at arbejde videre med gennemsnitsantagelsen. En anden metode til at opnå
den optimale livscyklusaktivallokering kunne være udelukkende at købe aktier i de første op-‐
sparingsår, indtil aktieporteføljen har nået den værdi, der udgør 25% af ens beregnede, sam-‐
lede opsparing i pensionstidspunktet.
Med udgangspunkt i de tidligere afsnit omhandlende fordelingen af aktier og obligationer
mellem generationer begynder denne fiktive opsparer også med at overvægte aktier relativt
Side 34 af 81
til kapitalmarkedet, for derefter løbende at opbygge en portefølje, der matcher markedsporte-‐
føljen. Fra år 2001 begynder en udvanding af aktieandelen i forhold til markedet; en udvan-‐
ding, der fortsætter til år 2030. Diskussioner angående aktivsammensætningen findes i afsnit
5.1.2. Nedsparingsperioden er ikke medtaget i eksemplet. Som udgangspunkt fortsætter ud-‐
viklingen i aktivallokeringen, men i udbetalingsperioden skal man samtidig tage højde for ud-‐
betalingsprofilen. Vejledningen på området kan altså favne bredere end blot den løbende ud-‐
vanding af aktieandelen i porteføljen, idet der skal tages højde for flere variable. Diskussionen
vil blive berørt senere i opgaven, hvor der også blødes op for forudsætningerne angående ak-‐
tivvægtningen. Eksemplet undersøger udelukkende opsparingsperioden fra og med 1971 til
og med 2010, hvor udviklingen for den fiktive gennemsnitlige opsparing kan ses i næste afsnit.
4.2 Livscyklusmodellen som opsparingsplan fra og med 1971 til og med 2010
Nedenfor ses de relevante finansielle nøgletal for perioden. Det reale vækstjusterede afkast i
de enkelte år for porteføljen, er en relativt præcis indikator for de samlede udsving i opspa-‐
ringsperioden og helt som forventet, har der været både gode og dårlige perioder for den fik-‐
tive opsparer i de 40 år. Efter præsentationen af nøgletallene og en kort gennemgang af disse,
er det formålet at diskutere resultaterne i en livscyklussammenhæng.
Tabel 3: Nøgletal for opsparingsforløb, 1971-‐2010
8 For udregninger, se Appendiks A. 9 Gennemsnitlig aktieandel er 25%. Opspareren bygger porteføljen rundt om dette gennemsnit med lineær ud-‐vikling; aktieandelen går altså fra 50% til 0%. 10 Resterende portefølje består af obligationer. 11 Danmarks Statistik, se litteraturliste 12 Danmarks Statistik, se litteraturliste
Hvor FV13 er fremtidsværdien af opsparingskronerne, mens NV14 er nutidsværdien af udbeta-‐
lingerne. Y er indkomsten i opsparingsperioden, mens C repræsenterer forbruget over hele
livscyklussen. Fremtidsværdien af opsparingen, altså indkomsten minus forbruget, skal dæk-‐
ke nutidsværdien af forbruget i opsparingsperioden. Bodie og Merton (2000) tager således
udgangspunkt i C (consumption), men ligningen kan omskrives til at vedrøre S (saving) i ste-‐
det, ved at substituere (Y-‐S) ind på C’s plads. Opsparing må nødvendigvis udgøres af indkom-‐
sten fratrukket forbruget:
(2)
Ligningens (2) udgangspunkt er, at man som opsparer selv finansierer hele sin alderdom og at
forbrugsudjævningen er total. Med udgangspunkt i tilskud fra offentlige pensionsudbetalinger
og en givet dækningsgrad udvides ligningen til:
(3)
Hvor O er faste årlige tilskud til forbrugsdækningen og D repræsenterer den ønskede for-‐
brugsdækning i procent. Ligningen omskrives til S for at finde den årlige nødvendige pensi-‐
onsindbetaling for at opnå den ønskede dækning:
(4)
Til udregning af opsparingsrate er det en nødvendighed at estimere en real forretning af op-‐
sparingen. Denne indgår i ligningen ved både FV og NV. Som udgangspunkt kunne man benyt-‐
te realrenten på 1,10% fra denne opgave, men det er svært at estimere et fremtidigt afkast på
baggrund af historiske tal. En realrente på præcis 0, altså en penge-‐ og vækstsikring af opspa-‐
ringen, er et andet, mere forsigtigt bud. ATP regner selv med 2,36%; en forrentning, der base-‐ 13 FV er fremtidsværdien af 1 opsparingskrone pr opsparingsår til en given realrente til pensionstidspunktet. 14 NV er nutidsværdien af 1 nedsparingskrone pr nedsparingsår til en given realrente til pensionstidspunktet.
FV ! (Y "C) = NV !C
FVNV
!S = (Y " S)
FVNV
!S +O = (Y " S) !D
S = (Y !D"O)FVNV
+D#
$%
&
'(
Side 44 af 81
re sig på en række fælles forudsætninger for pensionsopsparinger i Danmark. Grundlaget for
disse forudsætninger er ikke nærmere anvist, men i nedenstående tabel kan man se realren-‐
tens store indflydelse på opsparingsraten og dermed forbruget i opsparingsperioden.
En simpel udregning på baggrund af ligningerne kunne tage udgangspunkt i en opsparer med
en årsindkomst på 350.000, en ønsket dækningsgrad på 75% og en forventning om at få fol-‐
kepension og ATP udbetalt som en årlig ydelse på 81.958 kr. Udligning af forbruget over hele
livet med hensyn til de givne variable findes ved at opsætte ligning (4) som i tabel 5, og altså
vise den nødvendige opsparing pr. år og forbruget i opsparingsperioden. Op-‐ og nedsparings-‐
perioderne samt realrenten indgår i udregningerne via FV og NV. I Tabel 5 og 6 er realrenten i
op-‐ og nedsparingsperioden den samme. De andre variable holdes konstante og tabellerne
viser vigtigheden af at begynde opsparingen tidligt, hvis man ønsker forbrugsudjævning.
Tabel 5: Nødvendig årlig opsparing for at opnå 75% forbrugsdækning – 350.000 i årsindkomst
og 81.958 kr. i årlig ydelse fra andre pensioner
Antal Årlig opsparing (S), på baggrund af realrente Opsparingsår Nedsparingsår 0% 1,10% 2,36% 20 år 20 år kr103.166 kr90.516 kr77.008 30 år 20 år kr80.240 kr66.211 kr52.060 40 år 20 år kr65.651 kr50.949 kr36.946
Det årlige forbrug kan udledes på baggrund af årsindkomsten fratrukket opsparingen fra Ta-‐
bel 5, hvilket er illustreret i tabel 6.
Tabel 6: Årligt forbrug i opsparingsperioden på baggrund af den nødvendige opsparing på bag-‐
grund af Tabel 5
Antal Årligt forbrug (C) i opsparingsperioden på baggrund af realrente
Opsparingsår Nedsparingsår 0% 1,10% 2,36% 20 år 20 år kr246.833 kr259.483 kr272.991 30 år 20 år kr269.759 kr283.788 kr297.939 40 år 20 år kr284.348 kr299.050 kr313.053
Side 45 af 81
Tabel 6 viser de privatøkonomiske forskelle mellem de forskellige opsparingshorisonter og
renteniveauer. Den komplette forbrugsudjævning finder sted ved en meget lang opsparings-‐
horisont, der strækker sig fra første dag på arbejdsmarkedet til man fylder 67 og går på pen-‐
sion. For den form for livscyklusopsparing ses det, at bruttoforbruget kan holdes omkring
300.000 kr. gennem hele opsparingsperioden. Mange mennesker har dog andre privatøko-‐
nomiske prioriteringer end opsparing i de første år på arbejdsmarkedet, som følge af særligt
familieforøgelse og disse individer har måske en væsentlig kortere opsparingshorisont. Den
kortere opsparingshorisont tvinger selvsagt opspareren til at spare mere op for at opnå den
ønskede dækning og i dette eksempel vil den årlige opsparing skulle ligge på mellem ca.
77.000 kr. og 103.000 kr. afhængig af det reale afkast, jf Tabel 5. Udregningerne viser én af
grundende til, at det anbefales at begynde opsparingen tidligt i livscyklussen. For de fleste
mennesker, der begynder på en pensionsopsparing relativt sent i livet vil det udgøre en meget
stor privatøkonomisk omlægning, for at opnå den beregnede dækning. Denne omlægning er
givetvis også en del af forklaringen på udsættelsen af opsparingsbeslutningen – det er sim-‐
pelthen for fristende at prioritere anderledes.
Nærværende opgave har tidligere argumenteret for en nedsparingsperiode tidligt i livet, for at
øge forbruget i en periode med høj marginal nytte af pengene. Ovenstående beregninger med-‐
tager ikke denne mulighed, men det kan nemt inkorporeres i den samlede vejledning. Som
udgangspunkt skal man nemlig tilbagebetale gæld før man begynder på sin opsparing (Møller
& Nielsen, 2009). Argumentet baserer sig primært på at ens privatøkonomiske situation er
nemmere at overskue, når man ikke både sparer op og betaler studiegælden af på samme tid.
Ydermere vil der også opstå en alternativrente på de opsparede kroner, der vil sænke opspa-‐
ringslysten. Opsparingsforrentningen skal jo sammenlignes med den rente, man betaler for at
have gæld. Ofte diskuteres det om man skal betale gæld af inden man begynder spare op til sin
pension. Det afgørende argument i diskussionen kan også være af skatteteknisk karakter, idet
man beskattes af opsparingsforrentningen og får fradrag for renteomkostningerne på gælden.
Med de danske opspareres problemer in mente, er de simpleste anbefalinger nok de bedste og
derfor fastholdes rådet om at tilbagebetale eventuel gæld inden opsparingen begynder. Lig-‐
ningerne skal således først benyttes når opsparingen påbegyndes og tage udgangspunkt i
tidshorisonten herfra.
Side 46 af 81
Udregningerne skal til enhver tid tage forbehold for svingende renteniveauer. I tabellerne 5
og 6, blev det tydeliggjort at realrentens indflydelse på opsparingen er signifikant.
5.1.2 Humankapitalens betydning for aktivallokeringen
Allokeringen af de finansielle aktiver over livscyklussen er hidtil beskrevet som en funktion af
alder. Estimaterne for den optimale aktieandel kan gøres mere præcise ved at inkorporere
humankapitalen som bestemmende faktor. Dette afsnit har til formål at gøre netop det, men
samtidig beskrive en væsentlig mangel i livscyklusmodellen; manglen på en porteføljemodel.
Afsnittet analysere således, hvorfor de klassiske porteføljemodeller, udarbejdet som en mean-‐
variance-‐analyse, findes ukomplette og misvisende i livscyklussammenhæng.
Den enkelte opsparers risikoaversion hænger nøje sammen med nytteteorien som danner
grundlag for livscyklusmodellen. Hvis den marginale nytte af penge er meget høj vil opspare-‐
ren være meget risikoavers og være villig til at gå på kompromis med afkast, for at undgå tab.
En ekstra tjent krone er altid nytte værd, men givet hældningen på den typiske nyttekurve vil
en tabt krone betyde et større nyttetab end den tjente krone kunne give i nyttegevinst. Den
risikoaverse tilgang til nytteteorien er den mest benyttede, men der findes også eksempler på
andre risikosyn. Nogle investorer er således risikoneutrale, fuldstændig beregnende og be-‐
tragter værdien af en ekstra tjent krone som lig værdien af en tabt krone, uanset udgangs-‐
punkt. Bevæger man sig videre fra dette punkt får man en risikosøgende investor, en gambler,
der gerne påtager sig meget høj risiko for blot at have chancen for at tjene et højere afkast end
før. Antagelserne i denne opgave har fra start været baseret på risikoaversion hos pensions-‐
opsparerne og der fortsættes naturligt i dette spor, men det er vigtigt at have kendskab til, at
subjektiv risikotolerance spiller en rolle i nogle porteføljeteoretiske sammenhænge. I dette
tilfælde er risikotolerance ikke ment som en rationel størrelse, men derimod en følelse, der
nok udspringer af ens egen nyttekurve, temperament og forhold til penge. I livscyklusvejled-‐
ningen og den dertilhørende aktivallokering bør man overveje at udelade den følelsesmæssi-‐
ge risikoaversion. Forklaringen på dette følger i nærværende afsnit.
Vejledningerne angående fastlæggelse af risikoprofil kan være uoverskuelige. Det store di-‐
lemma opstår som en konflikt mellem to finansielle standpunkter. På den ene side står inve-‐
Side 47 af 81
steringsrådgiverne, spekulanterne og andre personer, der tilskriver sig individuel fastsættelse
af risikoprofil og derved aktivallokering. På den anden side står separationsteoremet, der fo-‐
reskriver at forholdet mellem aktier og obligationer bør være uafhængigt af alle individuelle
forhold som subjektiv holdning til risikotolerance (Larsen, 2007). Den klassiske porteføljeteo-‐
ri dikterer, at alle bør holde markedsporteføljen. De to standpunkter kan sammensættes til en
udregning, der tager udgangspunkt den enkelte opsparers individuelle position, men samtidig
lader aktivallokeringen være uafhængig af opsparerens spillelyst og egen vurdering af risiko-‐
tolerance. Nøglen til denne forening ligger gemt i et af livscyklusmodellens omdrejningspunk-‐
ter; humankapitalen. Den klassiske porteføljeteori tager kun udgangspunkt i allokeringen af
den finansielle formue, men med udgangspunkt i livscyklusteorien er det tydeligt, at den sam-‐
lede formue består af to komponenter, finansiel-‐ og humankapital. Den klassiske porteføljete-‐
ori og separationsteoremet er udgangspunktet for både livscyklusmodellen og denne opgave,
og det kan virke som en selvmodsigelse at bryde op med så væsentlig en forudsætning. Med
den simple livscyklustankegang i frisk erindring er det dog tydeligt, at humankapitalens be-‐
tydning ikke kan undervurderes, og at dennes sammensætning og profil bør spille en ligeså
stor rolle i livscyklusplanlægningen, som tidsperspektivet gør. Humankapitalen kan ses som
nutidsværdien af de forventede fremtidige lønindkomster, og for de fleste personer vil dette
naturligt udgøre den største del af den samlede formue. Humankapitalen er ikke et aktiv i tra-‐
ditionel forstand; den kan ikke handles, men lejes i stedet ud i form af arbejdskraft. Human-‐
kapitalens udvikling gennem livsforløbet i forhold til akkumuleringen af finansielle aktiver
repræsenterer livscyklusudviklingen, altså ståstedet i livet set fra et økonomisk synspunkt. I
stedet for at beskrive en persons position i livscyklussen gennem alder, kan man altså gøre
det ved at estimere humankapitalen i forhold til den akkumulerede finansielle formue. Idet
humankapitalen for de flest personer udgør størstedelen af den samlede formue er det inte-‐
ressant at analysere denne nærmere.
Humankapital er ikke en konstant størrelse og afhænger fra person til person på baggrund af
mange variable som uddannelse og antallet af år tilbage på arbejdsmarkedet. Humankapita-‐
lens niveau er selvsagt interessant når man skal vurdere den samlede formue, men man skal
huske på, at usikkerheder og dermed risiko er mere interessante i et vejledningsperspektiv.
Humankapitalen som betalingsrække er nemlig også en usikker størrelse ligesom betalings-‐
Side 48 af 81
rækken på finansielle aktiver. Det kan være svært at forudsige sit fremtidige lønniveau og der
er også en risiko for, at man på et tidspunkt i livet går arbejdsløs. Når humankapital nu be-‐
tragtes på lige fod med finansiel kapital kan man igen tage fat i den klassiske porteføljeteori,
der dikterer, at man skal sammensætte aktiver, hvis afkast er så lavt korreleret med hinanden
som muligt. Hvis lønnen har en tendens til at svinge med aktieindekset, og dermed er korrele-‐
ret med aktiemarkedet, er det naturligt at skulle undervægte aktier og overvægte obligationer.
Med andre ord sikrer man, at humankapitalens afkast ikke er korreleret med den finansielle
kapitals afkast. Hvis opsparers løn ikke er korreleret med aktiemarkedet, vil udsving ikke ha-‐
ve indflydelse på lønindkomst og man kan roligt overvægte aktier og påtage sig en merrisiko
for et forventet merafkast. Med udgangspunkt i totalkapitalens udsving skal man overvægte
aktier når korrelationen er lav. Hvis dette undlades, kan man ikke siges at holde markedsrisi-‐
koen på ens totalkapital. Hvis det er muligt at estimere humankapitalens betalingers korrela-‐
tion med aktiemarkedet kan man præcis finde den obligation-‐aktie-‐vægtning der bringer den
samlede formue i balance. Det præcise estimat kan igen være svært at gennemskue, men sta-‐
dig nemmere at forholde sig til, end at skulle sætte et konkret tal på ens risikoprofil. Livscy-‐
klusmodellen dikterer, at opsparerne i et samfund bør fordele aktiverne på baggrund af alder
og dermed størrelsen på den tilbageværende humankapital, men på baggrund af ovenstående
bør der også være en risikodeling i samfundet baseret på humankapitalens usikkerhed for
den enkelte opsparer. Finansiel formue kan altså opdeles i aktier og obligationer mens hu-‐
mankapital kan analyseres og for nemheds skyld opdeles på samme måde. Man kan på den
måde undersøge om betalingsrækken på ens humankapital ligner en aktie eller en obligation
på baggrund af de klassiske vurderingsprincipper om sikkerhed og afkast.
Den optimale aktieandel i en portefølje, hvor humankapitalens korrelation med markedet er 0,
kan udregnes på baggrund af informationer om den enkelte opsparers position i livscyklussen.
I ligning (5) og (6) tages der udgangspunkt i Larsen (2007) og notationen fra denne artikel,
selvom dette er en ”fordanskning” af Campbell og Viceira (2002). For at bruge ligningen kræ-‐
ves der dog en række antagelser. Desuden bør det nævnes, at den sidste parentes, der ganges
på, repræsenterer ratioen af humankapital i forhold til den finansielle kapital hos en opsparer
i tidspunkt t. Denne ratio vil givetvis være et højt tal i begyndelsen af livscyklussen, da hu-‐
mankapitalen i begyndelsen af opsparingen er forholdsvis stor i forhold til den finansielle ka-‐
Side 49 af 81
pital. Denne ratio falde gennem livscyklussen, og vil ende i 0, når opsparer har opbrugt sin
humankapital og den finansielle kapital udgør hele totalkapitalen. Ligning (5) kan derfor bru-‐
ges, når opsparers lønindkomst ikke er korreleret med aktiemarkedet og dermed kan antages
at have karakter af et risikofrit aktiv. Den optimale aktieandel af den finansielle formue kan
udregnes ved brug af ligning (5).
(5)
Notationen for ligning (5) er som følger; ” angiver den optimale aktieandel under hensynta-‐
gen til human kapital, Ht angiver human kapital i kr., Ft angiver finansiel formue i kr., angiver
det forventede log-‐afkast på aktier, rf angiver den risikofrie rente, angiver volatiliteten på
aktiemarkedet og angiver investors risikoaversion.” (Larsen, 2007, s. 5, Boks 1)
Ligning (5) er formuleret som en traditionel porteføljemodel, hvor aktiemarkedets attraktivi-‐
tet til dels afgør aktivallokeringen, dog med forbehold for opsparers risikoaversion. Ligning
(6) er en udvidelse af ligning (5) og tager udgangspunkt i lønindkomstens korrelation med
aktiemarkedet, i forhold til humankapital og den finansielle kapital ratio.
(6)15
Ligning (5) og (6) er udformet som klassiske mean-‐variance-‐modeller med indbyggede livscy-‐
kluselementer. Ligning (6) foreskriver, at man på baggrund af estimater på aktiemarkedet og
opsparerens humankapital kan estimere den optimale aktieandel i porteføljen. De to ligninger
er intuitive, men i livscyklussammenhæng er der nogle væsentlige spørgsmål, der bør disku-‐
teres, netop for at fastslå om ligningerne er anvendelige.
Risikoaversionen multipliceres med variansen på aktieafkastet og leder således til en over-‐
vurdering af markedets risiko. Meget risikoaverse personer vil på den måde ikke anse aktie-‐ 15 Ligningen er den oprindelige i forhold til Larsen, A.L. (2007), men jf. Campbell & Viceira (2002) kan en kortere tidshorisont betyde, at man kan approksimere til humankapitalen og den finansielle kapital til tidspunkt t. Her er der taget udgangspunkt i de gennemsnitlige formuer fra et givet tidspunkt og fremefter.
!
"* ="(Ht + Ft )
Ft=
µ # rf +$ 2 /2%$ 2 1+
Ht
Ft
&
' (
)
* +
!
"*
!
µ
!
"
!
!* = 1+ HF
!
"#
$
%&µ ' rf +"
2 / 2#" 2
!
"##
$
%&&'
HF
!
"#
$
%&" H ,F
" 2
!
"#
$
%&
Side 50 af 81
markedet for attraktivt Det kan diskuteres om risikoaversion er målbart og om en pensions-‐
rådgiver, eller opsparer selv vil have mulighed for at omsætte risikoaversion til et tal. Yder-‐
mere kan det virke selvmodsigende at inddrage en subjektiv risikoaversion, når der netop
argumenteres for, at denne bør udelades til fordel for helt konkrete risikomål baseret på hu-‐
mankapitalens korrelation med markedet. Argumentet kan ledes videre til at alle individer
antages at være risikoaverse i præcis samme grad. Livscyklusmodellen i sin grundform levner
ikke plads til opsparers egen vurdering af kapitalmarkedets effektivitet og afkast, hvorfor det-‐
te ikke burde spille en rolle i aktivallokeringen. Risikoaversion er heller ikke som sådan inte-‐
ressant i modellen, med den begrundelse, at forsøger at forklare en sammenhæng, der ikke
umiddelbart kan påvises eller måles, og risikoaversionen kan på den måde bedst sammenlig-‐
nes med et fejlled. Opsparerens risikoaversion ændrer sig naturligt gennem livet, men dette
bør ikke udtrykkes ved ; i stedet ligger den tilladte risiko implicit i udregningen af human-‐
kapitalratioen. Udover bør man også stille spørgsmålstegn ved opsparernes evne til at fast-‐
sætte markedets afkast og volatilitet præcist, og disse variable ændrer sig givetvis over op-‐
sparingsperioden.
Livscyklusmodellens anbefalinger baseres netop på kapitalmarkedets sammensætning og
derfor må en livscyklusporteføljemodel nødvendigvis tage udgangspunkt i vægtningen på
markedet. Som før beskrevet må en afvigelse fra denne neutralt vægtede markedsportefølje
ikke være bestemt af en subjektiv risikoaversion, men derimod af andre, mere reelle, indivi-‐
duelle variable omkring humankapitalen. Udgangspunktet er således, at livscyklusvejlednin-‐
gen i princippet ikke levner plads til risikoaversion, og at denne ydermere er umulig at fast-‐
sætte for den individuelle investor. Fremfor blot at kritisere brugen af kunne man tage en
endnu mere simpel tilgang til ligningen. Man kunne udskifte hele det led, hvor indgår, for at
indsætte et kapitalmarkedsled, der forklarer kapitalmarkedets sammensætning med justering
for aktiemarkedets volatilitet. På den måde ville man tilpasse opsparers risiko så vedkom-‐
mendes totalkapital tager udgangspunkt i markedsporteføljen. Dermed skulle opsparerne
gerne ende med at dele markedet imellem sig, så alle opsparer ender med den samme risiko
på deres totalkapital.
!
!
!
!
!
Side 51 af 81
Konklusionen på alle disse diskussioner og ligninger må være, at porteføljemodellerne ikke
kan vurdere aktivsammensætningen tilfredsstillende i forhold til livscyklusmodellen og med
udgangspunkt i kapitalmarkedet som helhed. De forskellige estimater er alt for diffuse for den
enkelte opsparer og aktivsammensætningen skal basere sig på kapitalmarkedssammensæt-‐
ningen og ikke på individuelle vurderinger af aktiemarkedets attraktivitet. En porteføljemodel
med udgangspunkt i kapitalmarkedssammensætningen og individuel beregning af tidspunkt i
livscyklussen og humankapitalens korrelation med aktiemarkedet, vil være det optimale ud-‐
gangspunkt for beregningerne. Det vil altså være den korrekte porteføljemodel, hvis opsparer
ønsker at spare op på baggrund af livscyklusvejledninger. På den måde ville livscyklusmodel-‐
lens udregninger og separationsteoremet ikke ende op som deciderede modsætninger, men
de ville derimod komplementerer hinanden. Det er således ikke individuelle subjektive fakto-‐
rer, der afgør aktivallokeringen, men derimod udregninger på baggrund af den gennemsnitli-‐
ge opsparer justeret med humankapitalens implikationer, både i et tidsperspektiv og i forhold
til usikkerhed. Aktivallokeringen skal som udgangspunkt være ens for alle, men afviger på
baggrund af humankapitalen og dennes betydning. Separationsteoremet vil på den måde om-‐
skrives til, at alle individer bør have samme risiko og afkast på deres totalkapital i livscyklus-‐
sammenhæng. Ligningernes anvendelse i livscyklusmodellen kan således betvivles, men kon-‐
klusionerne om humankapitalens implikationer kan sagtens udledes heraf.
Konklusionen skal ikke ses som en kritik af mean-‐variance-‐porteføljemodeller generelt, men
derimod som en kritik af modellernes anvendelse i livscyklusvejledningen.
5.1.3 Ratepension, kapitalpension og livrente – livscyklusdiskussion
De fleste danske opsparer står overfor en overordnet beslutning og diskussion angående ud-‐
betalingen af deres pension. Præcis hvilken udbetalingsmodel, der er den bedste vil selvfølge-‐
lig afhænge af individuelle variable og præferencer, ligesom skattetekniske spørgsmål vil spil-‐
le en rolle; den diskussion afdækkes i afsnit 5.1.4. Livscyklusmodellen og den simple ind-‐
gangsvinkel til pensionsopsparing kan også her hjælpe beslutningerne lidt på vej. For nem-‐
heds skyld, og specielt for at undgå gentagelser senere i opgaven, vil afsnittet ikke indeholde
skattetekniske implikationer.
Side 52 af 81
Den følgende diskussion har intet med aktivallokeringen at gøre. De tre pensionsformer re-‐
præsenterer forskellige udbetalingsprofiler. Kapitalpensionen udbetales ved pensionstids-‐
punktet i én rate, mens ratepension kan udbetales over en periode på mindst 10 og maksimalt
25 år. Formålet er selvfølgeligt at dække det ønskede forbrugsniveau i nedsparingsperioden.
Det kræver, at man har estimeret sin nedsparingsperiode præcist. Bliver opsparer derfor æl-‐
dre end estimeret, er vedkommende tvunget til at nøjes med folkepensionen og ATP i de re-‐
sterende leveår. De fleste opsparer vil naturligt tage udgangspunkt i den gennemsnitlige leve-‐
alder som forventet levealder og altså fastsætte nedsparingsperioden efter dette. Risikoen ved
denne form for alderdomsfinansiering er, at man bliver studerende igen, ud fra et rent øko-‐
nomisk synspunkt, hvis man lever for længe. SU’ens årlige bruttoydelse på 67.944 kr.16 i 2012
priser svarer omtrent til folkepensionen.
Hvis man som opsparer ønsker at forsikre sig imod den ringe levestandard som studerende,
kan man tegne en livrente; en pensionsydelse, der varer hele livet (Grosen, 2004). Livrente vil
være med til at danne fundamentet for pensionsudbetalingerne i alle nedsparingsårene, uan-‐
set hvor mange der måtte være af disse før man forlader livscyklussen. Denne form for for-‐
brugsudjævning er i den grad at foretrække fra et livscyklusperspektiv. Skulle man blive æl-‐
dre end den forventede gennemsnitslevealder, kan man som opsparer blot glæde sig over det-‐
te; især fordi et langt liv er særligt meget værd når det kan finansieres. Dør man tidligere end
den forventede gennemsnitslevealder, kan man glæde sig over, at have været med til at sikre
de længstlevende i generationen. Livrenteprodukternes udbetalinger er altid fastsat efter en
estimeret gennemsnitslevealder og de individer, der dør for tidligt efterlader på den må-‐
de ”deres” del af pensionen til de andre i puljen. Den afdødes arvinger får således ikke del i
kagen, men de bør alligevel anbefale livrenten til deres forældre. Udligningsegenskaberne ved
livrenter fungerer som en forsikring mod forlænget levetid. Man frygter naturligt den under-‐
finansierede lange levealder, idet man enten er nødt til at leve meget sparsomt eller se sine
egne børn finansiere ens alderdom.
Livrenten er altså et meget anvendeligt element i livscyklustankegangen, men det afgørende
argument for den implicitte kollektive sikring i livrenterne kan observeres ved at se på prisen
16 Se SU’s hjemmeside i litteraturlisten
Side 53 af 81
for denne forsikring. Udregningerne baserer sig på metoden brugt af Grosen og Nielsen
(2011). Her kan der tages udgangspunkt i opspareren fra tidligere (afsnit 5.1.1), der går på
pension når vedkommende fylder 67 år. Den forventede gennemsnitslevealder er 87 år, og
man ønsker at sikre sig mod at blive 95 år gammel med 75% bruttoforbrugsdækning, svaren-‐
de til en ydelse på 224.28817 kroner om året. Dette forbrug dækkes til dels af folkepension og
ATP; opspareren skal således finansiere 142.330 kroner om året i nedsparingsperioden selv.
Man kunne selvfølgelig selv stå for denne sikring, ved simpelthen at spare tilpas meget op
(Grosen, 2008). Hvis man ønsker at have 142.33018 kr. i hvert af årerne frem til det 95. leveår
med en årlig realrente på 1,10%19 ville man således skulle opnå en nutidsværdi af opsparin-‐
gen i pensionstidspunktet på 3.413.95020 kr. Hvis man i stedet tog udgangspunkt i en livrente
som opsparingsinstrument ville man automatisk kun spare op på baggrund af den gennem-‐
snitlige levealder. 142.330 kroner i ydelse, ville gennem den kollektive ordning kræve at op-‐
sparingens nutidsværdi nåede 2.542.74721 kr. Livrenten sikrer opsparer gennem kollektivitet,
og er dermed billigere end hvis vedkommende selv skulle spare op og forsikre sig mod et
langt underfinansieret liv.
De tre grundformer beskrevet i dette afsnit kan også kombineres og således skabe en mere
ujævn udbetalingsprofil end livrenten selv fordrer. Høj udbetaling i de første pensionsår på
baggrund af en ratepension hænger fint sammen med livscyklusmodellens nytteperspektiver.
I alderen 67-‐77 år er det muligt at man ønsker et højt forbrugsniveau, idet rejser, børnebørn
og generel omlægning af livet på den måde kan prioriteres finansielt. En kapitalpension kunne
selvsagt også benyttes, men i en livscyklussammenhæng er det netop udjævning af forbrug i
forhold til nytten af penge, der er interessant. På den måde ville kapitalpensionens relevans i
livscyklusperspektiv være bestemt af individets evne til at tilpasse forbruget og ikke opbruge
kapitalpensionen for hurtigt. Her er især Møller og Nielsen (2012) modstander af kapitalpen-‐
sioner idet adfærdsproblemerne angående manglende selv kontrol vil spille ind på den totale
nytte i pensionsperioden. Det kan afslutningsvist konkluderes, at de tre grundformer kan
bruges til at planlægge en grov skitse for den ønskede udbetalingsprofil, så man forsøger på 17 75% af 299.050,71 kroner, se Tabel 6 18 224.288 kroner – 81.958 kroner =142.330 kroner 19 Med udgangspunkt i det udregnede gennemsnitlige afkast fra Tabel 3. 20 Nutidsværdien af 28 år med 142.330 kroner i ydelse til 1,10% i rente. 21 Nutidsværdien af 20 år med 142.330 kroner i ydelse til 1,10% i rente.
Side 54 af 81
forhånd at forbrugsudjævne i nedsparingsårerne. Dette betyder at man ved blande de tre
grundformer så de passer til ens ønsker ved pension, kan få en forventet optimal nytte i ned-‐
sparingsperioden. Livscyklusmodellen fungerer som aktivallokeringsmodel og sætter fokus
på en gradvis tilpasning af risikoen gennem livet, netop så risikoen passer til alle ens aktiver,
såvel humane som finansielle (Linnemann, Bruhn & Steffensen, 2011). Det betyder ikke, at
udbetalingsprofilen skal ligge uberørt hen i pensionsovervejelserne, og livscyklusmodellen
var også behjælpelig med vejledning på dette område.
5.1.4 Livscyklusmodellen i beskatningsperspektiv
Franco Modigliani’s livscyklushypotese indeholder ikke eksplicitte betragtninger angående
skat. Det er åbenlyst, at en så simpel opsparingsmodel, der som udgangspunkt skal kunne be-‐
nyttes på alle opsparingsmarkeder, ikke kan tage højde for præcise skattetekniske variable.
Det betyder selvfølgelig ikke, at skattetekniske overvejelser helt skal udelades af opsparings-‐
beslutningerne; om ikke andet er diskussionerne interessante.
Alle danskere betaler skat og det danner rammen om vores velfærdsamfund. På den baggrund
har de fleste danskere et forhold til det danske skattesystem og netop skattesystemet fylder
da også meget i dansk politik og danskernes selvforståelse. Alligevel kan det være meget
svært at gennemskue de skattetekniske implikationer ved en pensionsopsparing. Nærværen-‐
de opgaves fokus er en præsentation af en simpel vejledning angående pensionsopsparing –
en vejledning, der skal kunne bruges af så mange mennesker som overhovedet muligt. Det er
således mest interessant at kigge på, om livscyklusovervejelserne kan finde indpas i det dan-‐
ske skattesystem. På baggrund af de danske skattesatser og skattesystemets opbygning, kan
man give et bud på om samfundet som helhed anser livscyklusovervejelser som positive.
Den marginale beskatning af indkomst spiller traditionelt en væsentlig rolle når man diskute-‐
re skattesystemets implikationer på en pensionsopsparing. Det interessante ved marginalbe-‐
skatningen er selvfølgelig fradragsretten for pensionsopsparinger. For gennemskuelighedens
skyld er der ikke taget højde for personfradrag, ved gennemgang af de marginale skattesatser
nedenstående. Ligeledes er satserne baseret på indkomst efter AM-‐bidrag. Da indbetalinger
på pensionsopsparing er fradragsberettiget, betaler man ikke skat af indbetalingerne, men i
Side 55 af 81
fremtiden ved udbetaling. Topskattegrænsen er i skrivende stund 51,50% og indkomstgræn-‐
sen for denne marginalskat er 389.900 kr. efter AM-‐bidrag.
Tabel 7 – Marginale skattesatser efter AM-‐bidrag
Bruttoindkomst efter AM-‐bidrag Marginal skattesats
Under 389.000 kr. 37,5%
Over 389.000 kr. 51,5%
Kilde: skat.dk og PFA
Hvis en opsparer udsættes for højeste marginale skattesats ved indbetaling, men laveste ved
udbetaling, er der en klar skattefordel ved pensionsopsparing. Som før beskrevet vil mange
opsparer søge en pensionsdækning og derved et indkomstniveau, der ligger under niveauet
for opsparingsperioden. Det er altså ikke usandsynligt, at en opsparer har en indkomst som
ligger over topskattegrænsen i opsparingsperioden, men en indkomst som ligger under græn-‐
sen i nedsparingsperioden. Idet den marginale beskatning kan have indflydelse på opsparin-‐
gen bør det diskuteres om skattesatserne i dag, kan bruges til at vurdere opsparing et langt
stykke ude fremtiden. Ingen kan på forhånd kan vide, hvordan skattesystemet ser ud om 30
eller 40 år, men da man ikke har andet håndgribeligt at forholde sig til, bør de nuværende sat-‐
ser danne grundlaget for opsparers ræsonnementer og beslutningstagen fremadrettet. Lige-‐
ledes bør en opsparer tage højde for indkomstgrænsernes påvirkning i nedsparingsperioden.
Som tidligere nævnt vil en indkomst på over 291.000 kr. i nedsparingsperioden betyde en
gradvis nedtrapning af folkepension. Dette er i princippet en ekstra beskatning, som kompli-‐
cere udregningerne yderligere. Diskussionerne og satserne er interessante for de opsparer
som bevæger sig i netop dette indkomstområde, og den asymmetriske beskatning kan i sidste
ende være endnu et argument for at spare op, om end de skattetekniske diskussioner ligger
uden for de fleste almindelige opspareres forståelseshorisont.
Udover den marginale indkomstbeskatning er der en anden væsentlig diskussion i forbindelse
med pensionsopsparing; beskatningen af opsparingens afkast. Afkastet på en pensionsopspa-‐
ring, der altså er dannet på baggrund af indbetalinger med fradragsret, beskattes løbende ef-‐
Side 56 af 81
ter lagerprincippet med 15% (Møller & Nielsen, 2006). Hvis man har negativt afkast et år, kan
man få beløbet i fradrag ved fremtidige positive afkast22.
Lagerprincippet har den betydning for opsparer, at afkast, der ikke er blevet realiseret, be-‐
skattes løbende. Alternativet til PAL-‐skatten er at droppe fradraget for indskud på pensions-‐
opsparinger og i stedet spare op i nettokroner23. Afkastet på en opsparing i nettokroner bliver
således beskattet efter gældende kapitalindkomstregler. Afkastet bliver først beskattet når
man realisere dette, ved salg af det underliggende aktiv. PAL-‐skatten er i princippet ligeså
usikker som de marginale skattesatser, da den politiske velvilje til at holde beskatningen lav i
forhold til andre beskatningsformer på værdipapirer, heller ikke blot kan antages at være lige
så langsigtet som horisonten for en nyopstartet opsparer. På den baggrund er det selvfølgelig
svært at give en præcis vejledning angående beskatning af opsparingen, men sammenlignes
lagerprincippet og realisationsprincippet, er det alligevel muligt at nå en konklusion. Hvis
man sparer op i frie midler, betaler man først skat af sin indkomst. Herefter investerer man,
hvor man så betaler kapitalindkomstskat af afkast, når dette realiseres, altså i nedsparingspe-‐
rioden. Horisontens længde og det realiserede afkast har derfor væsentlig betydning for om
det rent skatteteknisk kan svare sig at spare op i nettokroner, fremfor at indbetale til en deci-‐
deret pensionsordning med PAL-‐beskatning. Afkastet på nettokrone-‐opsparing vokser med
horisonten, forudsat afkast er konstant gennem opsparingen, da afkastet ikke beskattes lø-‐
bende. Derfor er det sværere at forudse implikationerne af en nettokrone opsparing i forhold
til en traditionel opsparing. Ligeledes er kapitalafkastet ikke en konstant ligesom PAL-‐
beskatning er det. Kapitalafkastet beskattes med hhv. 28% op til 42% afhængig af kapitalind-‐
komstens størrelse. Beskatningsgraden af kapitalafkast vil derfor gå mod 42%, i takt med at
det realiserede afkast stiger. Vejledningen vil derfor variere fra opsparer til opsparer af-‐
hængig af kapitalafkastets størrelse og opsparerens egne forudsætninger. I forlængelse heraf
er konklusionen afhængig af det realiserede afkast på den formue, der investeres.
Tages der udgangspunkt i PAL-‐skat som ønsket beskatningsform skal man som opsparer være
opmærksom på fradragsgrænserne for indbetalingerne. Det kan efterhånden antages, at ind-‐
22 Se Skat under litteraturliste 23 Med nettokroner forstås, at det indsatte beløb på opsparingen allerede er indkomstbeskattet.
Side 57 af 81
betalingsgrænserne justeres ofte og de er da også blevet ændret under denne opgaves skrive-‐
proces. Grænserne i skrivende stund er 46.000 for kapitalpensioner og 50.000 for ratepensio-‐
ner, mens der ikke findes en indbetalingsgrænse for livrenteopsparinger24. I den forbindelse
er det tydeligt, at man fra et samfundsmæssigt synspunkt tilgodeser livrenteopsparinger og
giver opsparerne muligheden for at spare op via livrente meget sent i opsparingsperioden
med meget store indbetalinger til følge. Indbetaling på kapitalpensioner giver i øvrigt ikke
fuld fradragsret i topskatten, og fradraget er således kun op til ca. 36,5%. Fradragsretten ved
ratepension går op til 51,5%. Fradragsretten skal ses i lyset af beskatningen ved udbetaling,
hvor ratepensionen naturligvis indkomstbeskattes, mens kapitalpensionen udbetales efter
40% afregning med Skat. En egentlig samlet vejledning, fra et skatteteknisk synspunkt, angå-‐
ende de to er nærmest umulig; kapitalpension er at foretrække, hvis man står overfor meget
høj beskatning i udbetalingsperioden og at det lavere fradrag i indbetalingsperioden ikke har
udhulet gevinsten. Med andre ord kræver det individuelle beregninger.
Det danske skattesystem er mere kompliceret end ovenstående udregninger og diskussioner,
særligt fordi høje pensionsydelser rummer endnu mere beskatning. For at give et billede af
kompleksiteten kan man modsige afsnittets usikre konklusioner med Møller og Nielsen
(2006):
”Så alt i alt synes det nogenlunde sikkert at konkludere, at den skattemæssige fordel ved fra-‐
dragsret for pensionsopsparing er forholdsvis beskeden og undertiden direkte en økonomisk
ulempe.” (Møller & Nielsen, 2006, s. 26)
Det er på baggrund af ovenstående svært at konkludere noget helt entydigt, særligt fordi skat-‐
tesatserne givetvis ændrer sig gennem livscyklussen. Skattesatserne på både afkast og ind-‐
komst, har historisk set været ændret ofte. En pensionsopsparer bør derfor tage diskussionen
med ophøjet ro og huske på at man ofte er i stand til at ændre sin opsparing løbende. Livscy-‐
klusmodellen forklarer ikke noget eksplicit om skat, men i Danmark er det som bekendt et
emne, der er svært at komme udenom. Alt andet lige bør en rationel opsparer basere sine be-‐
skatningsovervejelserne på de gældende skattesatser ved planlægningstidspunktet. Beskat-‐
24 Se PFA’s hjemmeside i litteraturlisten
Side 58 af 81
ningsberegningerne er ikke nødvendigvis umulige og kan simplificeres for at lette pensions-‐
overvejelserne, eksempelvis gennem de analyser, der har dannet grundlag for dette afsnit. Det
er måske ikke muligt at komme med en samlet skattevejledning på pensionsområdet, men det
betyder ikke at emnet skal ligge uberørt for den individuelle opsparer med præcise individu-‐
elle skattesatser.
Skattediskussionen kan også opsummeres på en helt anden, og langt mere intuitiv måde. I
stedet for at beregne de forskellige muligheder for beskatning af opsparing kan livscyklusmo-‐
dellens antagelser afhjælpe diskussionen. Opsparing med realisationsprincippet kan opsum-‐
meres som fuld beskatning af hele indkomsten i opsparingsperioden for herefter at blive be-‐
skattet af det realiserede afkast på opsparingen i nedsparingsperioden. Opsparing med fra-‐
drag og PAL-‐beskatning derimod kan opsummeres som beskatning af forbrug i opsparingspe-‐
rioden samt beskatning af forbrug i nedsparingsperioden og løbende beskatning af afkastet.
PAL-‐skatten fordrer altså udligning af beskatningen over livet, ligesom forbruget udlignes.
Både i privatøkonomisk og samfundsøkonomisk perspektiv giver denne beskatningsform me-‐
ning. Dette argument, kombineret med fuldt fradrag for indbetalinger på livrenteprodukter
betyder at skattesystemet og derved samfundet fordrer brug af livscyklusovervejelser.
5.2 Livscyklusopsparing uden om pensionsselskaberne
Afsnit 5.1.1 til 5.1.4 forsøgte at afdække de grundlæggende diskussioner og beregninger for en
opsparer på det danske pensionsmarked med baggrund i livscyklusmodellen. Det var muligt
at estimere det nødvendige opsparingsomfang og den overordnede aktivallokering, men den
praktiske indkøbsstrategi ligger stadig uberørt hen. I det følgende omsættes livscyklusteorien
til konkrete vejledninger i forbindelse med aktivallokeringen. Udgangspunktet er en opsparer,
der selv har påtaget sig hele investeringsansvaret. Argumentet for selv at stå for opsparingen
kan kort siges at basere sig på følgende:
-‐ Aktivallokeringen er essentiel for den enkelte opsparer og bør tilpasses med henblik
på særligt alder og humankapitalens type. Gennemsnitskundebetragtningen i et pensi-‐
onsselskab taler altså for den individuelle løsning.
Side 59 af 81
-‐ Pensionsselskaber er ikke blot foreninger med opsparer, der plejer fælles interesser.
Det er også forretninger, hvorfor der søges at lave et overskud. Man skal som opsparer
være opmærksom på at dette overskud fremkommer gennem omkostninger for kun-‐
den – omkostninger, der potentielt kan udhule pensionsopsparingen.
-‐ Udviklingen i det danske pensionssystem går mod en højere grad af individuel medbe-‐
stemmelse og ansvar. Man skal i højere grad selv finansiere sin alderdom og produk-‐
terne på pensionsmarkedet bliver mere markedsorienterede. Pensionsselskaberne
fjerner garantierne, hvorved investor under alle omstændigheder skal bevæge sig og
tage beslutninger på kapitalmarkedet.
Den umiddelbare ulempe ved selv at opbygge den ønskede aktivallokering ligger i manglen af
kollektiv sikring og altså den privates forsikring mod det lange underfinansierede liv. Afsnit-‐
tet tjener to formål; dels er formålet at undersøge livscyklusmodellens opsparingsstrategi på
det danske kapitalmarked, dels fremkommer nye konklusioner angående aktivallokeringen.
5.2.1 Aktieporteføljen – diversificering i praksis
I analysen af udviklingen på det danske kapitalmarked fra afsnit 4 og anbefalingerne angåen-‐
de aktieandele fra afsnit 5.1.2, var udgangspunktet en vægtet markedsportefølje og et Total
Return Indeks baseret på Københavns Fondsbørs. For præcist at have opnået de resultater
skulle man altså have holdt markedsporteføljen, og derved have investeret i alle børsnoterede
aktier i Danmark. Dette afsnit har til formål at bløde lidt op for den antagelse og beskrive et
mere anvendeligt investeringsmønster.
Som udgangspunkt anbefales det at holde en veldiversificeret portefølje, men denne strategi
indeholder mange komplikationer, hvorfor man i praksis kan blive nødt til at gå på kompro-‐
mis med diversificeringen og blot bruge det som overordnet målsætning for porteføljen. Det
første problem med strategien er, at diversificering over hele kapitalmarkedet i praksis er en
umulighed, da nogle aktier, og altså en del af kapitalmarkedet, ikke er offentligt tilgængeligt.
At investere i en vægtet markedsportefølje er det samme som at holde hvert enkelt aktiesel-‐
skab i dens præcise vægtning på markedet. Handelsomkostninger, besvær og tidsforbrug ved
både etablering af porteføljen og vedligeholdelse af strategien i takt med, at de enkelte selska-‐
Side 60 af 81
ber forskydes i værdi, umuliggøre i praksis brugen af perfekt markedsvægtning. For at simpli-‐
ficere sin diversificerede portefølje kan man således nøjes med at holde den mest omsættelige
del af markedet. Fortalerne for denne strategi er særligt Engsted, Larsen og Møller (2011), der
gennem en rapport for Penge og Pensionspanelet udarbejdede 7 anbefalinger om aktieinve-‐
steringer; herunder et råd om at holde 15-‐20 store selskaber i porteføljen. Der er nogle klare
fordele ved at basere sin portefølje på NASDAQ-‐OMXC20, der udgøres af de 20 mest omsatte
aktier på den danske børs. Dels kan aktierne antages at være noget nær korrekt prisfastsat
gennem de mange daglige transaktioner, dels er indekset overskueligt og selv som lille privat
investor har man let adgang til informationer om indekset. Pr. 12/3 2012 ville aktieporteføl-‐
jen skulle vægtes efter de omtrentlige procentsatser i Tabel 8.
Tabel 8: C20-‐selskabernes markedsværdi og deres vægtning i OMXC20-‐indekset
Baseret på lukpris 12/3 2012 Markedsværdi i mio. kroner
Vægtning i procent Sektor, Nasdaq OMX Nordic Selskab
Novo Nordisk B 380.137 30,7% Health Care Nordea Bank AB 212.684 17,2% Financials Mærsk B 99.604 8,1% Industrials Mærsk A 94.945 7,7% Industrials Danske Bank 87.118 7,0% Financials Carlsberg B 55.400 4,5% Consumer Goods Novozymes B 43.401 3,5% Health Care Coloplast B 38.688 3,1% Health Care TDC 33.974 2,7% Telecommunications William Demant Holding 29.758 2,4% Health Care DSV 24.985 2,0% Industrials Lundbeck 23.105 1,9% Health Care FLSmidth 23.068 1,9% Industrials Chr Hansen Holding 19.159 1,5% Consumer Goods Tryg 18.309 1,5% Financials Top Danmark 14.537 1,2% Financials GN Store Nord 12.731 1,0% Health Care Vestas Wind Systems 11.377 0,9% Oil and Gas Sydbank 7.647 0,6% Financials NKT Holding 6.639 0,5% Industrials Markedsværdi OMXC20 i alt 1.237.266
Kilde: Euroinvestor.dk, pr 12/3 2012
Side 61 af 81
Selv med denne indgangsvinkel opstår der dog problemer med diversificeringen, særligt i de
første opsparingsår, hvor handelsomkostningerne ved denne strategi vil udhule investeringen,
hvorved investor ender med at betale for meget for spredningen. Rent teknisk vil diversifice-‐
ringen heller ikke være en mulighed for den unge opsparer. Det mest lysende eksempel på
problemerne med den veldiversificerede portefølje er Mærsk B-‐aktien, der pr. 12/3-‐2012 ko-‐
ster omtrent 45.000 danske kroner. Dette beløb vil i opsparingens begyndelse udgøre en me-‐
get stor del af opsparingen i forhold til aktiens egentlige vægt på markedet og aktien alene vil
måske udgøre et helt års opsparing. Alternativt kunne aktien selvfølgelig udelades af porteføl-‐
jen, men man vil således undervægte aktien markant og stadig ikke have opnået den ønskede
diversificering. Med udgangspunkt i Mærsk-‐aktiens pris og virksomhedens vægtning på det
danske aktiemarked på omtrent 8,1% vil det altså koste investor over 600.000 kroner at etab-‐
lere indekset baseret på OMXC20. På nuværende tidspunkt kan det virke som en umulig op-‐
gave at diversificere sin aktieportefølje tilstrækkeligt, men det er der heldigvis også råd for.
Tidligere i opgaven blev der argumenteret for, at man som ung opsparer kunne håndtere stør-‐
re risiko og man kan således lede argumentet videre til at den diversificerede portefølje nok
er tiltrækkende, men ikke nødvendig i de første opsparingsår. Det anbefales i stedet, at man
blot starter fra toppen af OMXC20 og placerer hele årets opsparing i en enkelt aktie og arbej-‐
der sig nedefter, i takt med at man går gennem livscyklussen (Engsted, Larsen og Møller,
2011). De simpleste argumenter bag denne tankegang er lette at overskue:
-‐ Porteføljen bliver mere veldiversificeret som årene går; med andre ord bliver den sam-‐
lede risiko på aktieporteføljen mindre og det giver god mening i en livscyklustanke-‐
gang.
-‐ Tidsforbruget på investeringsovervejelser minimeres. Med udgangspunkt i argumentet
om at menneskets eneste knappe ressource er vor tid her på jorden, giver det også god
mening (Møller & Nielsen, 2009).
Man kan altså lette den rent praktiske diversificering af aktieporteføljen ved at fokusere på
Nasdaq OMXC20-‐indekset. Denne diversificeringsstrategi kan løbende føres ud i livet i takt
med at opsparingen vokser, og i forhold til udviklingen i portefølje og risikoprofil kan man
Side 62 af 81
argumentere for at livscyklusteoriens mest basale vejledninger følges. Løbende investering i
et ledende aktieindeks, hvor markedsvægtningen opbygges, kan derfor virke som en simpel
og effektiv løsning på den ellers svært overkommelige, diversificerede aktivallokering. Som
ved de fleste andre nemme løsninger er der selvfølgelig også problemer ved denne strategi.
Som udgangspunkt skal man som livscyklusopsparer have en aktivallokering, der svarer til
kapitalmarkedet. På den måde er man udsat for markedsrisikoen og bliver belønnet med
markedsafkastet. På den baggrund er det nødvendigt at diskutere hvorvidt OMXC20-‐indekset
kan antages at repræsentere markedet som helhed og om man kan opnå den ønskede diversi-‐
ficering gennem indekset. Diversificering opdeles i dette afsnit i to primære grupper; virk-‐
somhedsdiversificering og sektordiversificering. Det er klart at man som opsparer ønsker at
have forskellige virksomheder repræsenteret i porteføljen, men det er ligeså vigtigt at kigge
på, om man også har spredt sin opsparing på forskellige sektorer således at korrelationen
mellem aktierne i porteføljen mindskes.
Med udgangspunkt i tabel 8, og en aktivallokering svarende til C20-‐indekset er det åbenlyst at
Novo Nordisk vægter meget tungt. Aktien vægter over 30% af porteføljen og det betyder i
simple termer, at for hver krone Novo Nordisk-‐aktien ændrer værdi vil opsparingen påvirkes
med 30 øre i samme retning. Man er altså meget eksponeret over for ændringer i aktiens
værdi. For at nuancere problematikken og komme videre med diskussionen kan man tage
udgangspunkt i en anden del af det finansielle marked; handel med aktieindeksoptioner. Han-‐
del med børsnoterede aktieindeksoptioner er meget stort, og her er valget af et passende in-‐
deks som underliggende aktiv essentielt. Her siger teorien at en enkelt sektor eller aktie ikke
må være for dominerende, og som et veldiversificeret eksempel kan man nævne S&P-‐500 in-‐
dekset; 500 udvalgte amerikanske aktier, der følges af Standard & Poors. I dette indeks udgør
ingen aktie mere end 4% af den samlede værdi (Glindtvad, 2011). I forhold til sektorernes
fordeling er det interessant at se om C20-‐indekset, på trods af Novo Nordisk’s dominans kan
opretholde en fordeling, der stemmer nogenlunde overens med kapitalmarkedet. Til selve
sammenligningen kan man tage udgangspunkt i sektorfordelingen på større indeks. Her tages
der udgangspunkt i sammenligningen med 3 forskellige indeks fra Standard & Poors, der hver
især påstår at forklare omtrent 70%, af det aktiemarked, de er baseret på.
Side 63 af 81
Tabel 9: Sektorfordelingen på OMXC20 (pr. 12/3 2012) sammenlignet med ledende aktieindeks