kultuarv_samlet_skaerm[1]

2005En undervisningsavis fra og....

kulturarvOm fortidsminder,historie og gamle dage

Opgaver på www.undervisningsavisen.dk

Kulturarv er en rejseKulturarv er alt, hvad derfortæller om menneskenesliv, deres aktivitet ogtankevirksomhed. Det eren rejse gennem tiden,fortæller Steen Hvass,direktør for Kulturarvs-styrelsen.

Af Helle Hellmann

Hvad er kulturarv? Den bedste at spør-ge om det må være Steen Hvass. Han erarkæolog af uddannelse og er nu direk-tør for Kulturarvsstyrelsen. »Kulturarver så at sige alting!«, svarer han.

»Det er alt, hvad vi producerer i dag,vores liv og tankevirksomhed. Man kanopdele kulturarv i mange ting. Her iKulturarvsstyrelsen deler vi den op idet, vi kan tage og føle på og sætte påmuseum, og så det, der står ude i land-skabet, som man ikke sådan kan flytterundt på, f.eks. de historiske bygningerog fortidsminder i Jelling«.

Er kulturarv altid noget gammelt?»Nej, vi producerer hele tiden kultur-

arv. Vi producerer hele tiden noget, somvore efterkommere skal tage stilling tilen dag. Men ikke alt regnes for at værelige værdigt til at være kulturarv. Vi måsortere lidt i alle de her ting, ligesomman gør i kunst og kultur. Man kan si-ge, at kulturarv også er fortidsminder.Det er alle slags udtryk, også musik.Kulturarv er det, som man producerer idet landområde, som i dag regnes forDanmark. I sin tid var Skåne jo ogsåmed.«

Hvorfor er kulturarv vigtigt?»Fordi den fortæller om, hvor vi hører

til, og hvad vores hjemstavn er. Vi leveri en globaliseret verden, og alting vælterind over os. I den situation oplever vi, atfolk bliver mere og mere bevidste om,hvad deres hjemlige kulturarv er, oghvor de stammer fra. Der er tonsvis aflokale bevaringsforeninger rundt om-kring, som gør alt muligt for at bevarekulturarven i deres område. Interessener meget stor«.

Giver kulturarv os et billede af voresidentitet?

»Den handler om, dels hvor vi kom-mer fra, dels hvad vi er for nogle. Detfortæller os om den baggrund, vi har forat møde de udfordringer, vi har i dag«.

Baggrunden er vel ikke kun fysisk iform af bygninger og mindesmærker,men også hele samfundets opbygning?

»Ja, lige præcis. Men man kan ogsåfølge et landområdes historie og se ud-viklingen gennem flere tusind år. Vi kan

jo rejse rundt i Danmark i dag og se ef-terladenskaber fra folk, der har boet herde sidste 5.000-6.000 år. Jelling er lige-som nationens dåbsattest, fordi man for1.000 år siden på runesten skrev, at nuindførte man kristendommen i Dan-mark. Da man satte de kongelige monu-

menter i Jelling i vikingetiden, havdelandsbyen allerede da stået i 1.000 år.Det er hele den udvikling, man kan føl-ge mange steder i landet. København erf.eks. en utrolig gammel by, som oven ikøbet stadig regeres fra det samme sted,hvor Absalon byggede sin borg. Det na-

STEEN HVASS MEDKULTURARVSSTYRELSEN IMARKEN. Kontorchef HenrikJarl Hansen fraKulturarvsstyrelsen,afdelingschef i KulturministerietSteen Kyed, direktør iKulturarvsstyrelsen Steen Hvassog kulturminister BrianMikkelsen (K) står på en af demange gravhøje ved Koldby iSønderjylland og undersøger etlandkort over marsken.Ministeren var i august 2004draget til Sønderjylland medKulturarvsstyrelsen på en todage lang tur for at se påkulturarv i marsklandet. – Foto:Uffe Kongsted

FEDTEBRØD. Denne fedtemad kan fortælle en historie om danske madskikke og omdansk madhistorie. Derfor er den en del af vores fælles kulturarv. Madpakken er fundetved tagreparation af huset Voldmestergade 7 i Kartoffelrækkerne i København.Madpakken bestod af et stykke rugbrød i en avis og en klump salt i en anden avispakke.Aviserne var fra 1888. Der er formodentlig tale om en fedtemad med salt til. – Foto:Københavns Bymuseum

....

K U L T U R A R V2

Kulturarv – en undervisningsavis fra

og

1. udgave, 1. oplag 2005 I 2005 by Dagbladet Politiken og Gyldendalske Boghandel. Nordisk Forlag A.S., Copenhagen.Kopiering fra denne udgivelse må kun finde sted på institutioner, der har indgået aftale med Copy-Dan, og kun inden for de i aftalen nævnte rammer.ISBN 87-02-03539-1Pris Klassesæt (30 stk.): 450 kr. Pris er uden moms og forsendelse.Tryk Politikens Trykkeri Udgivere Dagbladet Politiken, Rådhuspladsen 37, 1785 København V. Gyldendal, Klareboderne 3, 1001 København K.Hjemmeside med undervisningsmateriale www.undervisningsavisen.dk RedaktørUlrik T. Skafte Layout Per Bülow TegningerAnders BerthelsenGrafikJens HerskindForsidefotoJesper Stormly Hansen Webredaktør Troels Rydahl I redaktionen Bo Maltesen, Anders Jerichow, Kim Møller Hansen, Marianne Harboe og Troels Rydahl.Ekstern faglig konsulent Hanne Guldberg Mikkelsen

Avisen er udgivet i samarbejde med Kulturarvsstyrelsen

Hvad er kulturarv?Undervisningsavisen har spurgt enrække danskere om, hvad kulturarv erfor dem. Svarene præsenteres øverst iavisen gennem de næste 20 sider.

Af Martine Lind Pedersen og Pernille Pang

Smørrebrød,øl og hyggeSøren Poder, studerer til byg-ningskonstruktør, 24 år

Kulturarv? Det siger mig ikkevildt meget. Dansk kultur er veldet, man er opvokset med: smør-rebrød, hygge, øl til maden, og såhar god vin skrevet sig selv lidtind, selv om det ikke er dansk.

Kulturarven er en vigtig del afsamfundet. Det er vigtigt at be-vare det, vi har – som for eksem-pel den gammeldags hygge, nuhvor vi går ind i meget merestressende tider.

HØJTBELAGT SMØRREBRØD. Ribbenssteg med agurkesalatog rødkål er kulturarv for Søren Poder. – Foto: Jakob Carlsen

IN

D H

O L

D

2 Hvad er kulturarv?4 København: Fortiden er noget gammelt skidt6 Grauballe: Den døde mand i mosen8 Jelling: En mand, der hed Harald, satte denne sten10 Køge: Havets skjulte skatte12 Marslev: Historie set fra oven14 København: Strandgade 2616 Silkeborg: 27 år i sværindustrien18 Brug sproget!19 Sprogets museumsgenstande20 Århus: Danmarks største diskotek22 Brede: De passer på Danmarks fortid

gennem tiden

tionale symbol ligger den dag i dag ligeher på Slotsholmen i form af Christians-borg«.

Hvilken kulturarv har man, hvis manfor nylig er kommet fra et andet land tilDanmark?

»Det er vigtigt, at de, der bor i Dan-

mark, definerer den danske kulturarv,uanset hvor man kommer fra. Vi har joaltid i Danmark gennem årtusinder fåetpåvirkning fra folk, der er flyttet til ogflyttet rundt. Det gør de i høj grad også idag. De folk, som bor her i dag, repræ-senterer de påvirkninger, der er kom-

met. De fysiske ting er kommet gennemtiderne. Kirken repræsenterer en på-virkning, der er kommet udefra, stilleog roligt«.

Men hvis man nu er kommet for 20 årsiden, så kan man vel ikke lære alt omdanskhed ved at besøge Jelling?

»Ja, sådan foregår det jo ikke. Når vibosætter os i udlandet, slæber vi jo ogsåvores kultur med os. Nogle danskere bli-ver jo næsten mere danske i udlandet,og det gælder selvfølgelig også for no-gen, der kommer hertil. Man holder fastved nogle traditioner, fordi en stor del afvor identitet kommer fra vores familieog fra vores land. Så må man sorterelidt i det, ligesom vi sorterer i vores dan-ske kulturarv. Noget har lokal, nogethar national, og noget har internationalbetydning. Steder som Jelling, Kron-borg og Roskilde Domkirke med konge-grave er på verdenskulturarvslisten,fordi der ikke findes mage til noget an-det sted. Kronborg på grund af sin pla-cering og betydning for Danmarks ud-vikling«.

Så det har ikke noget med Hamlet ogShakespeare at gøre?

»Nej, det har det kun for turismen.Men det er en god historie ... der er for-skel på en god historie og så kulturarv.Men vi skal fortælle historierne om kul-turarvens betydning for at få folk til atse positivt på at bevare«.

Skal kulturarv absolut være nogetsmukt?

»Nej, fokus har i dag ændret sig. Førvar det jo noget med bindingsværk og

firlængede gårde på Fyn. Nu har vi satfokus på industrisamfundet for at vise,hvor hurtigt samfundet kan ændre sig«.

Men man kan vel ikke bevare alt? Viskal vel også selv kunne være her?

»Nej, man skal ikke lave alt om til mu-seer. Det er vigtigt at udvikle, men sam-tidig skal man tage hensyn til de kvali-teter, der er. Man skal ikke fjerne be-vidstløst, men man kan godt bygge vi-dere og holde på identiteten. Man skalhele tiden udvikle samfundet«.

Men skal tingene absolut ligge og fyldeop i landskaberne? Kan man ikke byggedem op i cyberspace, som det jo alleredesker på visse museer, der har program-mer, hvor man kan vandre rundt i gamletempler og borge?

»Vi bliver nødt til at beholde de fysi-ske ting, så de er tilgængelige for for-skerne, for vi får hele tiden ny viden ogfinder dermed ud af nye ting i forbindel-se med fortidsminderne. Fortidsminder-ne er værdifuldt kildemateriale, så selvom nye interaktive medier giver mangemuligheder, bliver vi nødt til at bevarevore fortidsminder i landskaberne«.

Fakta om Kulturarvsstyrelsen

Kulturarvsstyrelsen er en styrelse underKulturministeriet, der arbejder med kultur-arven i Danmark.Styrelsen er myndighedfor landets fortids-minder, der alle er beskyttet mod ødelæggel-se gennem lov. En del af dem er varigt fre-det, og deres tilstand må ikke ændres. Denresterende del må ikke ødelægges ellerfjernes, før de er arkæologisk undersøgt.Styrelsen er myndighed for fredede byg-ninger og foretager bygningsfredninger for atsikre de bygninger for eftertiden, der harvæsentlige arkitektoniske og kulturhistoriskeværdier. Styrelsen skal også ophæve defredninger, der ikke længere er relevante.Styrelsen er myndighed for samlingerne påde statsanerkendte museer og skal koordi-nere og rådgive museerne.Overblikket over kulturarven i Danmarkgøres løbende tilgængelig for alle inter-esserede gennem styrelsens databaser.Sideløbende hermed er det styrelsens op-gave at rådgive kulturministeren, Kultur-ministeriet og andre forvaltninger og institu-tioner inden for områder, der har med kultur-arv at gøre.

TANKSTATION VED SKOVSHOVED HAVN. Tankstationen, der blev opført i 1937, er idag fredet. Den er tegnet af den anerkendte danske arkitekt Arne Jakobsen i hans velkendtefunkisstil og er især kendt for sin paddehat, der skærmer bilister mod regn og blæst. – Foto:Michael Mottlau

....

K U L T U R A R V 3

Kronborg ogAmalienborgNis Frederiksen, under uddan-nelse som togfører, 50 år

Kronborg, Amalienborg og denslags bygningsværker er kulturarvfor mig. Vores bro er også kulturarv.Og vores madvaner, der snart er øde-lagt.

Danmark er blevet mere etniskmed tiden, men kulturarven har manjo altid. Kulturarven er vigtig at be-vare. Vi skal både vende os ud og sepå, hvad de andre har. Men vi skalogså være os selv nærmest og bevarevores egen suverænitet.

AMALIENBORG SLOT.Rytterstatuen,Amalienborg Slotspladsog Christian VIII’s Palæ ervigtig dansk kulturarv. –Foto: Michael Mottlau

www.kuas.dkPå Kulturarvsstyrelsenshjemmeside kan du findemere information om kultur-arven og vores fælleshistorie.

Internet

Fortiden er noget gammelt skidt!1.000 år gammel afføring og 40 par sko –du kan finde det ved at grave i jordenunder København. Hovedstaden liggernemlig på en losseplads.

Af Hanne Guldberg Mikkelsen

Skidt og affald er det rene guld,hvis vi vil vide noget om fortidensmennesker. Eller nutidens. Detmener arkæologerne Bi Skaarupog Lene Høst-Madsen.

De sidder i dag i kontoret på Kø-benhavns Bymuseum. På bordetforan Lene ligger en knaldgulhjelm – den er til at beskytte hove-det, når hun graver ud på bygge-pladser. For arkæologer arbejderlige så tit med hårdt gravearbejdesom bag skrivebordet.

Tilsammen har de to arkæologerværet med til at vende og grave enstor del af jorden under Køben-havn. Fra pestkirkegårde til tun-neler ved den nye metro. Og megettit er det det rene skidt og møg, demå endevende.

Som for eksempel på en udgrav-ning midt i København. Gravear-bejdet viste, at her lå engang envikingegård fra 1000-tallet. Præcisdér, hvor stormagasinet Magasin idag ligger. København blev først

grundlagt omkring år 1100 – sådenne beboelse var altså fra før by-ens tid.

»Ved Kongens Nytorv fandt viførst nogle grøfter omkring går-den. De var gravet, fyldt op – og så

var en ny gravet«, fortæller BiSkaarup. »Grøfterne var, rent udsagt, fyldt med affald og lort. Hus-holdningsaffald og afføring framennesker og dyr var gennem fle-re hundrede år blevet båret herudfra stalde og huse«.

Hvordan kan man nu vide, at deter menneskeafføring?

»Du kan lugte det«, svarer BiSkaarup kort og kontant. »Selv ef-ter 1.000 år i jorden er der ingentvivl. Og det er nemt at skelne fradyregødning. Som vi også fandt enhel del af«.

Afføring fra dyr og menneskerkan give os gode oplysninger omfortiden.

Arkæologerne sendte derfor af-fald og afføring til makroskopiskanalyse. (Se, hvad det er, i boksenher på siden). Botanikere havdedet under lup. Derefter var detmuligt at sige en hel del om de

mennesker, der boede på gårdenfor cirka 1.000 år siden: De brugtemos som toiletpapir – og de spistegodt. I hvert fald når der var madnok. Så var der får og lam, ko,svin, høns og gæs på bordet. Knog-lerne ligger som rester i affaldet.Og fisk – dengang så landskabethelt anderledes ud, og gården vedMagasin lå tæt op til havet.

Blade til dyreneI skidtet fra gårdens grøfter varogså korn til at lave grød og brødaf. Men ikke så meget. For kornnedbrydes nemt i maven, og derforindeholdt afføringen ikke det sto-re. Grøntsagerne kom mere ’hele’ud. På gården blev der spist jule-salat, pastinak, kørvel og dild. Dervar også spor af jordbær, hindbær,brombær, blommer, kirsebær,hyld og nødder og meget andetgodt. Affald fra humle og pors vi-

KANON. Arkæolog Lene Høst-Madsen med en kanonkuglefra 1400-tallet, som hun har fundet på Dokøen i København.- Foto: Jens Dresling

....

K U L T U R A R V4

OpdragelseLissi Kaspersen, bioanalytiker, 50 år

Kulturarv er det, man er opdra-get til, og det, man er vant til. Maner vel det, man selv har set sine for-ældre være. Jeg er opdraget til attage ansvar og være en god borgerfor eksempel ved at lade være medat stjæle, begå hærværk, være ondeller gemen. Jeg er også opdraget tilat interessere mig for samfundet.Det er vigtigt, at vi bevarer voreskulturarv, fordi det er vores rødder.Alle mine børn har set samtligeslotte og museer i Danmark, så deer ved at brække sig over det.

HÆRVÆRK.Kulturarv eropdragelse. Jeg selver opdraget til ikkeat stjæle, begåhærværk, være ondeller gemen,fortæller LissiKaspersen.

ser, at gårdens beboere selv harbrygget øl til måltiderne.

Men det var jo ikke altid, der varoverflod. Tværtimod. Tiderne varbarske, vejret var råt. Særlig udmod havet. Man kan se i jorden, atder har været adskillige oversvøm-melser af stedet. Og husdyrenesafføring viser, at de måtte have til-skud af blade for at få nok næring.

Hovedstad på enlossepladsKøbenhavn blev grundlagt af bi-skop Absalon i 1100-tallet ved etlille fiskerleje. Da hed stedet bareHavn. Hele landskabet var den-gang meget anderledes end numed bugter og våde enge og moser.

En stor del af den hovedstad, vikender i dag, er anlagt på 900 årsaffald. Affald fra huse, håndværk-ere, stalde og havne blev gennemtiderne kørt til vandkanten og læs-set af. Og ganske langsomt er bæk-ke, bugter og havnebassiner blevetfyldt op og har dannet fast grund.Den faste grund er efterhåndenblevet inddraget og danner nu fun-dament under byen. Opfyldningener sket langt frem i tiden. Sådanhar det også været i andre storby-er, for eksempel New York.

I 1700-tallet fyldte man endnuop i København. Det fik LeneHøst-Madsen syn for, da hun gra-vede ud bag Kastellet. Kæmpe-stort var området, mellem 20.000-30.000 m3 losseplads. Og tre meter

dybt lå affaldet. Arkæologerne nå-ede kun gennem en tiendedel afdet. Men de gjorde mange inter-essante fund. Først og fremmest afhverdagsting: parykker, lusekam-me, sko, tøjdele, skår af fade og tal-lerkener - nogle endda med kon-gens monogram. Og igen: lort fralatrinerne.

Losseplads-LeneMen hvorfor grave efter ting fra1700-tallet. Vi har jo både teksterog genstande fra dengang på mu-seer og andre steder?

»Ja«, nikker Lene Høst-Madsen.»Men det er som regel speciellegenstande. Sjældne og dyre ting,som er blevet bevaret. Det, somvar noget værd. Almindelige men-neskers almindelige tøj og sagerhar ingen været interesseret i. Såde er blevet smidt ud. Før arkæolo-gerne gik i gang med at udgraveved Kastellet, havde man for eks-empel kun en enkelt sko fra 1700-tallet. Under udgravningen fandtman 40 par!«.

Lene Høst-Madsen er arkæolo-gen bag mange udgravninger i detindre København. Losseplads-Le-ne kalder de hende på Bymuseet.For hun er fascineret af affald ogalle de mange historier, det fortæl-ler om ganske almindelige menne-skers hverdag. Ordet ’garbage’ be-tyder affald. Derfor er der også an-dre, der kalder hende garbolog,hvilket lyder mere pænt.

....

K U L T U R A R V 5

Tam dansk kulturarv

Mattias Peder Tøndevold-Linnet, 3. g-studerende på Herlufsholm, 19 årHvad er kulturarv? Det er et spændende spørgs-mål, for er det vikingerne, kanslerforliget ellerpolitik? Vores nyere kulturarv er eksempelviskorrumperet af den amerikanske kultur, McDo-nald’s osv. Jeg er egentlig ikke særlig stolt af atvære dansk. Den danske kulturarv er ikke sær-lig lokkende. Jeg er mere interesseret i uden-landske kulturer og vil hellere læse om Napole-on. Jeg lytter meget til hiphop, men det er joigen påvirket af amerikansk musik. Hvem giderlytte til dansk musik? Det er vigtigt at bevaresin kulturarv, så man ikke mister sin identitet.Men man skal vide, hvad det betyder.

VIKINGER, KANSLER-GADEFORLIG ELLERPOLITIK. Det er svært atsige, hvad der er danskkulturarv, mener MattiasPeder Tøndevold-Linnet. – Foto: LudovicMaisant

Hvad er makroskopi?Arkæologerne bruger forskellige metoder til at studere deres’fund’. Sort muld fra et latrin siger ikke i sig selv meget. Menså kan man foretage makroskopi. Det vil sige, at man op-slemmer med vand og trækker det organiske materiale – det,som har været ’levende’ – ud. Nu kigger botanikere så på desmå plantedele i mikroskop. Og finder måske ud af, at detdrejer sig om en bælg fra en ærteplante. Arkæologen ved så,at disse mennesker har dyrket og spist ærter.

Lusekam fra1700-talletMåske har du set noget lig-nende før ... bare i plastik? I1700-tallets København boe-de menneskene tæt, og dervar masser af lus og andrekløedyr. Dette er en lusekamfra dengang. Dem er der fun-det i hundredvis af ...

Nørreport dukkede op fra dybetDa metroen skulle bygges, var arkæologerne med. Dybt nede fandt maskinerne pillerne til en gigantisk bro.Det var en af indgangene til København – Nørreport hed den, og porten lå tæt på, hvor Nørreport Station nuer. Også Nørreport er en slags ’affald’, nemlig af bygninger. Man troede egentlig, at den var blevet fuld-stændig revet ned, men så var den bare blevet dækket til med affald.

Ind under byenArkæologerne på arbejdeved grøfterne ved KongensNytorv. De arbejder lige ihælene på de folk, der graverud til el og lyskabler.

....

K U L T U R A R V6

Den døde mand i mosen

En aprildag i 1952 gjorde tørvearbejderefra Grauballe ved Silkeborg et uhyggeligtfund. De fandt et lig med overskåret halsi den mose, hvor de gravede tørv. Under-søgelser viste senere, at der var tale omet 2.000 år gammelt moselig. Grauballe-manden, som han kaldes, kan i dag sespå Moesgård Museum ved Århus.

uhyggeligt svar på årsagentil Grauballemandens død.Han havde ganske enkelt få-et skåret halsen over med etdybt snit fra det ene øre tildet andet. Røntgenundersøg-elser viste, at han havde brudpå kraniet og højre ben. I ma-vesækken fandt man frø fraover 60 forskellige græsserog urter.

Forskerne tolkede drabetsom rituelt og som et offer tilkærlighedens gudinde. Pågrund af læsionerne i kranietog benet mente man, at dra-

Af Ulrik T. Skafte

Da tørvearbejder Tage BuskSørensen en aprildag i 1952huggede spaden i tørven i enlille mose ved Grauballe, gledden af på en glat, våd og læ-deragtig flade. Det var lige-som at hugge ned i en læder-bold, fortalte Tage senere.Dette ene hug ned i tørvenudødeliggjorde for evigt Ta-ges navn. Fra den dag villehan for altid blive forbundetmed et af de mest sensatio-nelle jernalderfund i Dan-mark.

Da Tage skubber lidt aftørven væk, dukker et men-neskelig op med stort rød-blondt hår. Det var en vok-sen mand, der var nøgen.Han lå på maven med højreben trukket op og højre armvredet bagud. Det var ikkeden lokale drukkenbolt RødeKristian, som man først troe-de.

Den tilkaldte lokale læge,der var ivrig amatørarkæo-log, kunne straks se, at dervar tale om liget af en jernal-dermand, der efter 2.000 år imosen kom til syne for en un-drende verden. Det viste sig,at både hud, hår, læber, ja,selv skægstubbe var megetvelbevarede.

Et uhyggeligt drabLiget blev fragtet i én tørve-blok til museet i Århus, hvorden anerkendte og dygtigeprofessor P.V. Glob var elle-vild over det fantastiskefund. Grauballemanden, somhan blev kaldt i folkemunde,kunne ikke være kommet ibedre hænder. ProfessorGlob og hans stab gennem-førte en lang række undersø-gelser og indledte en grundigkonservering, så Grauballe-manden kunne blive bevaretfor eftertiden.

Undersøgelserne gav et

bet var begået med stor bru-talitet. Indholdet af de man-ge forskellige urter og græs-ser i mavesækken tolkedesogså som et rituelt måltid,der var en del af offerceremo-nien.

Moselig i kærlig plejeSelv om der lige efter AndenVerdenskrig blev fundet flerehundrede moselig fra jernal-deren i resten af Europa, erdet meget få af dem, der blevbevaret. Mange blev smidt imosen igen eller begravet på

en kirkegård. Andre lå ogtørrede ud og blev ødelagt imuseumsarkiver.

Sådan gik det dog ikkeGrauballemanden. I 18 må-neder blev han omhyggeligtbadet i olieudtræk af ege-bark, nænsomt indsmurt iolier og stoppet ud medkunstharpiks. Herefter be-sluttede museet, at offentlig-heden skulle have mulighedfor at se og besøge dennedansker fra fortiden. Grau-ballemanden kom i en glas-montre og blev udstillet for

alverden. I de næste 30 årblev han besøgt af millioneraf mennesker fra hele klo-den.

Grauballemandindlagt på hospitaletSom startskuddet til en nyudstilling om Grauballeman-den benyttede Moesgård Mu-seum i 2001 lejligheden til atfå lavet nogle nye undersøg-elser og bevare ham bedre foreftertiden. Grauballemandenblev derfor indlagt i tre dagepå Århus Kommunehospital

og Skejby Sygehus, hvor hos-pitalets læger og ekspertertog sig kærligt af ham.

Dna-undersøgelser, kik-kertundersøgelser og såkald-te MR-skanninger blev gen-nemført med det mest mo-derne udstyr på hospitalerneog kunne måske give nyesvar på, hvad der egentligskete med manden. Undersø-gelserne kunne måske gøreos alle klogere på hans liv ogdagligdag for over 2.000 år si-den.

Mens undersøgelserne stod

TØRVEARBEJDERE.Her ses det hold af

tørvearbejdere, der fandtGrauballemanden.

Manden i midten er TageSørensen, der står og talermed den kendte professorog arkæolog P.V. Glob. –Foto: Moesgård Museum

LIGFUND. Her stikkerGrauballemandens ansigt op aftørven, der senere blev fragtet ien hel blok til museet i Århus.På museet pillede man mandenud af tørven og fik hamkonserveret for eftertiden. –Foto: Moesgård Museum

Traditioner og højtiderNorma Al-Kerdi, butiksassistent, 31 år

Kulturarv er meget forskelligt. Deter teater, musik og museer. Det er tra-ditioner. Jeg tror ikke, at jeg har no-gen personlig kulturarv, selv om jegkommer fra Libanon. Når jeg eksem-pelvis fejrer højtider sammen med mi-ne forældre, er det for deres skyld,men traditioner betyder ikke så megetfor mig. Folk må selv bestemme, omde vil holde fast i deres kulturarv. Foreksempel når det er jul herhjemme, ogman skal give gaver. Hvis man nu ik-ke har nogen penge, kan man lige sågodt lade være.

JUL. Kulturarv ertraditioner someksempelvis højtider,mener Norma Al-Kerdi. –Foto: Søren Jensen

....

K U L T U R A R V 7

på, vågede betroede folk framuseet om nætterne ved si-den af den 2.000 år gamleherre. Om dagen arbejdedeen gruppe på 30 specialisterpå at samle al den viden, sommoderne undersøgelsesmeto-der kunne give.

Hvad visteundersøgelserne?Da Grauballemanden eftertre dage med intense under-søgelser kom tilbage til Moes-gård Museum, havde forsker-ne fået en hel del mere infor-

mationer og materiale at ar-bejde med. Man ved nu, atGrauballemanden var 34 år,da han døde. Han døde i år290 f.Kr. Skaden i kranietkommer ikke fra et brutaltslag, men er resultatet af en-ten mange års tryk fra tørveni mosen eller også har en be-søgende ved mosen simpelt-hen trådt på kraniet, da hanblev fundet. Måltidet var ik-ke rituelt, men et simpeltmåltid, der bestod af grødkogt på rester og avner fraårets høst.

Takket være konservato-rernes dygtige indsats og for-skernes undersøgelser kan vii dag alle blive klogere på ik-ke kun Grauballemandensliv, men også på, hvordan vo-re forfædre levede for 2.000år siden.

Grauballemanden kan be-søges på Moesgård Museum,men man kan også besøgeham i en 3D-version på inter-nettet på denne adresse:http://www.3dpho-to.dk/3Dturntool/Graubal-letnt.html.

Fakta om moseligene

Grauballemanden tilhører ligesom Tollundmanden gruppen af såkaldte moselig, hvorafmange er fundet op gennem 1940’erne og 50’erne i forbindelse med tørvegravning. Moseligkendes fra det nordvestlige Europa. Dette område består af udstrakte moseområder med enkemi, der betyder, at organisk materiale har kunnet bevares. I Danmark har vi kendskab tilen halv snes moselig, der alle stammer fra jernalderens tidligste periode: de sidste 500 årfør Kristi fødsel. De døde har alle lidt en voldsom død: De bærer spor efter vold og har fåethalsen skåret over eller er blevet stranguleret. Ofte er moseligene nøgne og har intet fåetmed sig i graven. Tolkningen af moseligene spænder vidt: fra almindelig afstraffelse afforbrydere til ophøjet offer tilegnet guder og højere magter. Meningerne er mange, og derer fortsat mange spørgsmål omkring moseligene, som forskerne arbejder med at besvare.I Moesgård Museums udstilling tolkes Grauballemanden som et offer.Kilde: Museumsinspektør Pauline Asingh og www.moesmus.dk.

DødsårsagGrauballemanden er død af det drabelige og gabende halssnit, som han fik. Man kan se, at snittet er lagt præcist og rent med en skarp dolk eller kniv, da sårrandene er meget lige. Der er kun tale om et enkelt kraftigt snit.Snittets retning og dybde tyder på, at Grauballemandens hoved har været bøjet bagover i snitøjeblikket. Snittet er foretaget af en person, der har stået bag ham. For at tvinge manden ned i knæ, har medhjælpere formentlig givet ham et kraftigt slag over skinnebenet. Slaget brækkede skinnebenet og tvang ham i knæ. Grauballemanden er besvimet med det samme. Han er død i løbet af få minutter på grund af forblødning fra de overskårne pulsårer til hovedet.

Plaget af tandpine Da Grauballemanden døde, havde han 27 tænder i munden. På grund af den grove mad, der var fyldt med sten og sand, opstod der stor slitage på tænderne. Han har haft tandbylder og må i perioder have haft en frygtelig tandpine.Man kan på en svulst i tænderne se, at han omkring treårs alderen har haft en livstruende krise. Måske har han været underernæret. Omkring femårsalderen har han fået slået en fortand ud.

Fine fingeraftryk Grauballemandens fingre er så velbevarede, at man den dag i dag ville kunne lave fingeraftryk af dem. I 1952 troede man, at den fine hud omkring fingrene fortalte, at han kom af fornem slægt. I dag ved man, at den hårde overhud bliver opløst i mosen.

NegleNeglene er velformede og afrundede. Man kan se halvmånen på neglene, men ved dog ikke, om Grauballe-manden klippede, skar eller bed sine negle.

Det sidste måltidGrauballemanden gik ikke sulten i graven. Under obduktionen i 1952 viste det sig, at maven og tarmene var meget velbevarede. Det viste sig, at indholdet var overraskende stort – ca. 610 ml – og meget velbeva-ret. I 2002 kom maveindholdet igen under lup.Fra disse undersøgelser kan man sige, at Grauballe-manden må være lagt i tørvegraven umiddelbart efter drabet. Indholdet i tarmene går normalt i forrådnelse allerede få timer efter døden.Under mikroskop kan man se, at der i måltidet indgik avner og frøskaller, fem kornsorter samt store mængder ukrudtsfrø fra over 60 forskellige urter og græsser. Der har også været en smule kød i måltidet. Små knoglestykker stammer sikkert fra en gris.Måltidet var ikke rituelt. Med det kendskab man i dag har til jernalderens høstmetoder, kan man sige, at der nok snarere har været tale om fattigmandskost eller nødkost – måske de sidste reserver i slutningen af vinteren.Der er ingen spor af friske urter, græsser eller bær, hvilket fortæller, at maden må være spist om vinteren. Netop det forklarer, hvorfor Grauballemanden er så velbevaret. Vandet i mosen har været iskoldt.

Et brækket skinnebenDa Grauballemanden blev fundet, havde han på venstre skinneben et stort laset hul i huden. Man kunne se skin-nebenet stikke frem i hullet. Ved røntgenundersøgelser fandt man ud af, at venstre skinneben var brækket 15 cm neden for knæet. Lægbenet bagved var ikke brækket. Et brud af den slags tyder på, at han har fået et voldsomt slag direkte på benet, kort før han døde. Man har fundet knoglestykker og bensplinter bag benet, hvilket underbygger den påstand.

Det røde hår er ikke rødt!Hårets kraftige røde farve skyldes opholdet i mosen. Det er en kemisk reaktion, der har garvet og farvet hans hår. Det er den samme kemiske reaktion, som man finder i soja, kaffe og mørkt øl. Hans hår har antageligt været mørkeblondt eller mørkt. Håret har været klippet med en saks lige under ørerne. Hårets ender er næsten lige afskårne. Pandehåret har antageligt været ført tilbage på hovedet og holdt fast af et pandebånd.

Grauballemanden genop-står som modelI 2001 samarbejdede Dansk Tekno-logisk Institut og Universitetet i Manchester i England om at genskabe en model, der viser, hvordan Grauballemanden har set ud. Ved hjælp af skanninger fik forskerne ved Teknologisk Institut støbt en model i plastik, der blev sendt til Universitetet i Manchester.Caroline Wilkinson fra universitetet har bl.a. bidraget med at genskabe modeller af ansigter i forbindelse med opklaringsarbejde for det engelske politi. Hun modellerede ud fra de data, som hun kunne få fra tandlæger, skanninger og røntgenbilleder, en model i ler. Modellen af Grauballe-manden giver et meget kvalificeret bud på, hvordan han så ud, dengang han levede

Knogler og kraniumMan kan af såkaldte årringe i knoglerne se, at Grauballemanden har været 34 år, da han døde. Knoglerne var sunde og stærke. Han led heller ikke D-vitamin-mangel og har haft sunde nyrer. Grauballe-manden har altså ikke været noget nedslidt menneske.I 1952 fandt man et brud på kraniet. Man mente, at han havde fået et hårdt og brutalt slag, inden han fik skåret halsen over. Af CT-skanningerne i 2001 kan man se, at kraniet snarere er blevet foldet sammen af trykket i mosen. Det er også muligt, at en tørvearbe-jder er kommet til at træde på hans hoved, da han blev fundet. Kranium og knogler var på dette tidspunkt bløde og bøjelige efter opholdet i mosen.

HåndværkKristina Norden, studerende på Designskolen, 31 år

Min personlige kulturarv erførst og fremmest håndværk.Jeg kan godt lide de traditions-bundne gamle kundskaber, somer ved at blive glemt, fordi nyeproduktionsmetoder fortræn-ger dem.

Det er absolut vigtigt, at vibevarer vores kulturarv. Altdet, vi gør nu, bygger på den.Men det er også vigtigt at ud-vikle sig, så det hele ikke barestår stille.

GAMLE HÅNDVÆRK.Smed Poul Jørgensenarbejder i RådvadSmedje efter gamlehåndværkstraditioner. –Foto: Morten Langkilde

En mand, der hed Harald, satteHvert år kommer titusinder afturister til Jelling for at se enaf Danmarks mest kendteseværdigheder, nemlig deberømte runesten på byenskirkegård. Oldtidsminderne iJelling er et af de tre steder iDanmark, som er optaget pålisten over verdens kulturarv.

nedbrudt stenenes overflade ogsløret runer og billeder. Ja, heleflager af stenene er brækket af.

Alligevel har de to sten stor be-tydning i danskernes historie ogselvforståelse. Så stor, at et motivfra Haralds sten bruges i vorespas. Og stenene er afbildet og be-skrevet i utallige historiebøger.

Gorms stenGormstenens runer er hugget i fi-re lodrette bånd, hvor der oversatstår:GORM KONGEGJORDE KUMBLER (runer) DIS-SEEFTER THYRA SIN KONEDANMARKS BOD (pryd).

Gorm den Gamle døde omkring958. Margrethe II kan føre sinslægt tilbage til ham. Så det dan-ske kongehus er et af de ældste iverden. Det er en væsentlig grundtil, at stenen er berømt.

Af Jens Aage Poulsen

Mange bliver lidt skuffede ved sy-net, når de ankommer til de be-rømte runesten på byens kirke-gård. Gorms sten, den lille Jelling-sten, er en forvitret firkantet gra-nitblok på cirka halvanden meter.Denne sten overser de fleste.

Den anden sten, Haralds sten,er på grund af sin størrelse impo-nerende efter danske forhold. Menpå en sommerdag med høj sol erdet svært at se de indhuggede mo-tiver og runerne. De gør sig bedst,når solen en frostdag er skarp ogstår lavt i bestemte vinkler.

Det er mere end 1.000 år siden,at runemagere udmejslede tekst,figurer og mønstre. Dengang varde fremhævet med klare farver.Vind og vejr har for længst fjernetethvert spor af farver, langsomt

Jellingstenene er et af de ældsteeksempler på, at navnet på landetnævnes. Tidligere talte man da og-så om, at Gorms sten var Dan-marks dåbsattest. Men Gorms rigevar langtfra det nuværende Dan-mark. Han herskede måske kunover den midterste og sydlige delaf Jylland ned til Slesvig. Beteg-nelsen Danmark blev dengangbrugt om landområder øst for Sto-rebælt. Andre midtjyske runestenfortæller om stormanden Tue, dersatte runesten efter sin »dronningThyra«. På en af stenene nævnesogså navnene på mænd, der for-mentlig var Tues og måske Thyrassønner.

Da Gorm døde, blev han lagt i etgravkammer i den nordlige af deto Jellinghøje. Senere gav HaraldBlåtand faderen en kristen genbe-gravelse. Liget blev lagt under gul-vet i den trækirke, som HaraldBlåtand byggede mellem højene

omkring 965. Her fandt man i slut-ningen af 1970’erne Gorms skelet.Men hvor var Thyra?

Haralds stenDen store Jellingsten er den mestfornemme og kunstnerisk bedstbearbejdede runesten i Norden.Omkring 965 rejste Harald Blå-tand den til minde om sine foræl-dre og for at prise sine egne be-drifter. Hovedparten af den stør-ste flade er dækket af runer om-givet af udhuggede mønstre. På defleste runesten er runerne huggeti lodrette eller slyngede linjer. Jel-lingstenens runer er indhugget ivandrette linjer og skal læses fravenstre mod højre – ligesom enbog. I oversættelse står der:KONG HARALD BØD GØREDISSE KUMBLER (runer) EFTERGORM SIN FADEROG EFTER THYRA SIN MODER,DEN

HARALD SOM VANDT SIG HE-LE DANMARK

Nogle mener, at Harald Blåtandfik ordet ’den’ i tredje linje og heleden fjerde linje tilføjet senere, dahan med magt havde erobret denøstlige del af landet. Andre hæv-der, at det drejer sig om HaraldBlåtands tilbageerobring af græn-seområder i Slesvig i 980’erne. Un-der alle omstændigheder var deten urolig tid. For at bevare kon-trollen med riget lod Harald Blå-tand opføre mindst fire militæreringborge rundt om i landet.

På den anden flade af Haraldssten er to fabelvæsener omgivet afslyngede mønstre. Det ene væsenhar en løveagtig krop; hvert benhar en fugleklo, og også hovedet eren fugls. Det andet væsen ligneren slange, og den snor sig rundtom løven. Under motivet står dermed runer:OG NORGE

....

K U L T U R A R V8

Kulturarv betyderalt for migViggo Synnestvedt, komponist og pianist, 87 år

Kulturarv er Thorvaldsen, H.C. Andersen,ja alle de gamle forfattere. Og gamle slotte ogherregårde, som jeg ofte besøger, når jeg tur-nerer. Også gammelt dansk håndværk – isærmøbelhåndværk. Kulturarv betyder alt formig, Jeg lever af den. Jeg har turneret medBeethoven og Chopin i det meste af Europa.Vi skal absolut bevare vores kulturarv, og jegbetaler gerne højere skat, hvis det skal væreen nødvendighed for, at det kan lade sig gøre.Ellers har samfundet ikke noget ben at ståpå, og så skal vi begynde helt forfra.

MØBELHÅNDVÆRK.Musik og gamle hånd-værk er en del af dendanske kulturarv, menerViggo Synnestvedt. –Foto: Nicolai Perjesi

denne sten ...

Teksten er en fortsættelse af»vandt sig hele Danmark«. At Ha-rald Blåtand blev konge i Norge errent pral. De norske tronarvingerhavde kæmpet om magten. HaraldBlåtand havde støttet Håkon Jarl,der gik af med sejren. I taknemme-lighed herover anerkendte HåkonJarl ham som overherre. Det hav-de ingen praktiske konsekvenserog var mere et udtryk for person-ligt venskab. Men forholdet mel-lem de to blev fjendtligt, da HaraldBlåtand forsøgte at erobre magteni Norge.

Kristendommen kommertil DanmarkDen tredje flade på den store Jel-lingsten er udsmykket med denkorsfæstede Jesus. Et dobbeltbån-det mønster slynger sig omkringham. Jesus står lyslevende med etudtryk af magt og styrke. Hanhænger ikke døende, som på de fle-

ste andre korsfæstelsesmotiver.Nederst står der:OG GJORDE DANERNE KRIST-NE

Omkring 965 gik Harald Blå-tand over til kristendommen. Detdokumenteres af sølvmønter medkorsmotiver, som kongen udsted-te. En kendt legende fortæller, atHarald Blåtands skifte af religionskyldtes munken Poppo. Ved atbære glødende jern overbevistePoppo kongen om, at Jesus og Gudvar stærkere end Odin og Tor ogde andre hedenske guder. Herefterlod Harald sig døbe.

Det er mere sandsynligt, at Ha-rald Blåtand havde politiske grun-de til at indføre kristendommen.Den tyske kejser havde nemlig pa-vens opbakning til at underlæggesig områder i det hedenske Nor-den og indføre kristendommender. Nu var Harald Blåtand selv enkristen hersker – og dermed havde

den tyske kejser ikke længere enanledning til at angribe.

Politiske hensyn kristnededanskerneHarald Blåtands dåb og det, at hangjorde kristendommen til en slagsstatsreligion, fik stor betydningfor den kristne kirkes udbredelse iDanmark. Men det var ikke ham,der gjorde danskerne kristne. Man

ved med sikkerhed, at der for-inden var kristne menigheder

i byer som Ribe og Århus.Fund af kristne begravelser

i Nordjylland tyder på, atkristendommen havde

været udbredt i mereend hundrede år førHarald Blåtand. Nog-le historikere mener,at det var irske mun-ke, som bragte kri-stendommen til dennordlige del af Jyl-land. Paven ønskedeat få kontrol meddisse uafhængigemenigheder. Detteønske opfyldte Ha-rald Blåtand.

Indskriften på denstore Jellingsten mar-

kerer derfor ikke et reli-gionsskifte, men indførelse af denkatolske kirkes kristne lære. I øv-rigt viser spor af kultsteder, at dehedenske guder enkelte stederblev dyrket til omkring 1200. Selvom de danske konger fra og medHarald Blåtand støttede den krist-ne kirke, foregik overgangen tilkristendommen altså over flerehundrede år.

Vigtigt internationaltmonumentPåstandene på Haralds sten kansåledes diskuteres. Men de har iårhundreder været brugt til at op-bygge en særlig forståelse af Dan-mark og danskerne; det vil sige op-fattelsen af, at Harald Blåtandskabte det danske kongerige ogindførte kristendommen. Jelling-stenene og højene er derfor et aflandets vigtigste nationale monu-menter. Det er dog ikke kun der-for, at oldtidsminderne i Jellingsom de første i Danmark i 1994blev optaget på listen over Ver-dens Kulturarv. Hele anlægget ernoget ganske særligt, hvis lige ik-ke ses andre steder.

....

K U L T U R A R V 9

Verdens kulturarvOveralt i verden er der skulpturer,monumenter, bygninger og anlæg, som harkulturel betydning for mennesker i heleverden. Derfor er det en opgave forverdenssamfundet – og ikke kun det enkelteland – at beskytte og bevare dem.

Af Jens Aage Poulsen

Siden 1950’erne har FN’sOrganisation for Uddannel-se, Videnskab og Kultur,Unesco, forsøgt at beskytteverdens kulturarv. I 1972blev der vedtaget en konven-tion (en forpligtende FN-be-slutning) om, at Unescoskulle tage initiativ til globalbeskyttelse af natur- og kul-turarven, som har særligværdi for hele menneskehe-den.

Man vedtog også, at derskulle nedsættes en komite,som skulle opbygge en listeover verdens kulturarv. Detvil sige en fortegnelse overmenneskeskabte anlæg, derhar værdi for alle menne-sker på Jorden, og som detderfor må være et internati-onalt ansvar at passe på. Forat blive optaget på listen skalstedet opfylde mindst en afnedenstående betingelser: � være et unikt menneske-skabt mesterværk� være arkitektur, teknologi,monumenter, byplanlægningeller udformning af landskab,der er udtryk for udveksling af

kultur og menneskelige værdi-er i en historisk periode� være en unik eller i detmindste ganske særlig arv ef-ter en kultur eller civilisation,der stadig eksisterer, eller somer forsvundet� være et fremtrædende eks-empel på et bygningsmæssigt,arkitektonisk, teknologisk he-le, der er udtryk for et væsent-ligt stadie i menneskehedenshistorie� være et fremtrædende eks-empel på en oprindelig kultursbosættelse eller brug af densnaturgrundlag� være direkte eller indirekteforbundet med begivenheder,traditioner, ideer, religion ellerkunstnerisk arbejde af univer-sel betydning.

I begyndelsen af 2005 varmere end 750 steder optagetpå listen over Verdens Kultur-arv. Listen kan ses på WorldHeritages hjemmeside: http://whc.unesco.org.

Først i midten af 1990’erneblev Danmark repræsenteretpå listen. Det skete i 1994, damonumenterne i Jelling, detvil sige højene, runestenene ogkirken, blev optaget. I 1995kom Roskilde Domkirke og i2000 Kronborg på listen.

GIZA. Pyramiderne i Egypten regnes som verdens kulturarv. Detbetyder, at det ikke kun er en forpligtelse for Egypten at passe påpyramiderne, men også for resten af verden. – Foto: Klavs BoChristensen

Laura Drasbæk, skuespiller, 30 årMin kulturarv er en del af mit liv. Den har gen-

nemsyret mig, så jeg ikke ved, hvad der er kultur-arv, og hvad der er mig. Det er den måde, somvores verden, som Danmark, Skandinavien ellerEuropa ser på livet på, hvad angår etik, moral ogkunst, så det er vel blevet en del af den opdragel-se, jeg har fået.

For mig er kulturarv hverken Kronborg eller’Kongens fald’, selv om det da er godt at værebevidst om at passe på de smukke ting, vi har.Demokrati er min kulturarv. Jeg tror, det betyderalverden for mig at være vokset op i et land, derhar lige den kulturarv, vi har. Og ja, vi skal dabevare vores kulturarv. Selvfølgelig. Men kanman andet? Lever den ikke sit eget liv?

Demokrati er min kulturarvVALGFRIHED. Demokratier min kulturarv, siger LauraDrasbæk. Her kigger en lillepige ud af en stemmeboks,mens mor stemmer vedfolketingsvalget i 2001. –Foto: Martin Lehmann

HARALDS STEN. På forsiden (A) står der:KONG HARALD BØD GØREDISSE KUMBLER (runer) EFTER GORM SIN FADEROG EFTER THYRA SIN MODER, DENHARALD SOM VANDT SIG HELE DANMARK

På side 2 (B)OG NORGE

På side 3 (C)OG GJORDEDANERNE KRISTNE

A

B

C

....

K U L T U R A R V10

Havets skjulte skatteOver 20.000 skibsvrag, stenalder-pladser og gamle havne ligger gemtunder flere meter sand på havetsbund. Fundene fortæller om hverdag,dramatiske slag og forlis, hvor tusind-vis af søfolk mistede livet. Det er enspændende historie – men mangefarer truer med at ødelægge resterneaf vores fortid.

handelsskib fra 1500-talletmed flere velbevarede dele.

Den slags oplevelser erlangtfra specielle. Rundt omDanmarks kyster og i demange havne ligger hundred-vis af minder om fortiden.Det kan være meget fjernefortidsminder som eksempel-vis stenalderens bopladser.

Vi kan også se vikingernesstolte skibe på Vikingeskibs-museet i Roskilde, og i Thors-minde ovre på Vestkystenstrømmer flere og flere til forat se resterne af det britiskekrigsskib ’St. Georges’, der ien brandstorm led skibbrudud for Thorsminde selvestejuleaften 1811.

Sammen med ’St. Georges’strandede krigsskibet ’De-fence’. Ikke færre end 1.300søfolk omkom. Strandings-museet i Thorsminde er vedat indrette et særligt mu-seum for ’St. Georges’, hvorsamlingerne både fortællerden dramatiske historie omdet store krigsskibs sidsterejse og samtidig kaster lysover livet om bord på etkrigsskib for snart 300 år si-den. Det sidste nye fund, mu-seet har fået, er ’St. Geor-ges’s gigantiske ror; ikkemindre end 11,5 meter langtog med en vægt på 8,7 ton.

Registrerer fund’St. Georges’ er bare et af demellem 10.000 og 15.000skibsvrag i danske farvandeog omkring 2.000 andre kul-turlevn, der er registreret.

»Ud over vrag finder vihavneanlæg, søforter, sejl-spærringer og broer – og heri Kulturarvsstyrelsen regi-strerer vi alt i vores databasewww.dkconline.dk«, sigerTorben Malm.

Alt det kan ikke bevares.Men arkæologerne forsøger

Af Michael Seidelin

Teknikere og arbejdere fiksig en stor overraskelse, dade i sommeren 2001 foretogde første gravearbejder tilden nye Opera på Dokøen iKøbenhavns Havn. Frem afjorden dukkede store pæle-konstruktioner, der var re-sterne af et tidligere havne-anlæg. Maskinerne blev stop-pet, og arkæologerne blev til-kaldt.

Under det videre gravear-bejde stødte de på resterne affire skibe, der ifølge de førsteundersøgelser er bygget om-kring år 1415. De blev mulig-vis sænket i 1428 af en flådefra hansestæderne – de storetyske byer langs Østersøen,der havde erobret Køben-havns Havn. Der kan væretale om en straffeekspedi-tion, fordi Danmark havdeplaner om at indføre sundtol-den, de udenlandske skibesbetaling for at sejle gennemØresund.

Denne gang lå de fire mid-delalderskibe ikke underselve havbunden. De blevfundet i jord på et område,der engang var havn.

Anderledes var det, da an-dre arbejdere sidste år grave-de en afløbsrende i forbindel-se med etableringen af dennye strandpark på Amager,der åbner i sommeren 2005.

Også de måtte indstille ar-bejdet: De fandt både et skibog resterne af en boplads frastenalderen med madrester,træ, ben og flint.

»Det var simpelthen det af-fald, beboerne på pladsenhavde smidt direkte ud ivandet«, fortæller konsulentTorben Malm fra Kultur-arvsstyrelsen. Skibet var et

at registrere de nye fund, ogdet var også tilfældet med re-sterne af et handelsskib, derligger på bunden af Øresundlige mellem Helsingør ogHelsingborg.

Marinarkæologer fra Vi-kingeskibsmuseet var nede

for at se på det i 2001 og2002, og der var flere teorierom skibets oprindelse. Demålte det op, hentede enkel-te genstande op til overfla-den og fremstillede en rækketegninger af skibet, der ifølgeeksperterne er et letbevæb-

net handelsskib fra slutnin-gen af 1600-tallet eller begyn-delsen af 1700-tallet.

Og så lod de det ligge. For arbejdet med at kon-

servere vraget uden for vand-et er så omfattende og kost-bart, at det ikke er realistisk.

Og hvor skulle det anbrin-ges? Og hvorfor skulle mannetop vælge dette vrag? Desamme overvejelser gør siggældende med resterne frastenalderbopladsen ved Ama-ger Strandpark, der også erundersøgt og registreret.

VRAG. 20.000 skibsvrag ligger på havets bund spredt rundt omkring Danmark. Her er et kort, der viser strandinger alene fra 1858 til 1882.

ANSKUELSESTAVLE FRA 1925 Mange bopladser lå i stenalderen tæt ved havet. Ofte smed man affald fra landsbyen ud i havet, hvor deter blevet dækket til med sand, tagrør, grene, blade og ålegræs og således kapslet godt ind til eftertiden. Her er et gevir fra et rådyr dukket op isådan et lag i strandkanten.

Vi skal passe på sprogetChristina Søemod,sygeplejerskestuderende, 24 år

Jeg har lige fået barn – og for os har det væretvigtigt at videreføre religion som kulturarv tilvores barn. Vi er ikke selv vokset op i kristnehjem, og verden er blevet sådan et frygteligtsted. Derfor vil vi gerne sikre, at hun får de krist-ne værdier med på vejen. Vi lærer hende omnæstekærlighed og om at passe bedre på verden.

Det er vigtigt at passe på kulturarven. Godtnok er Danmark multietnisk, men der er ting, vihelst skal bibeholde, hvis vi ikke vil forsvindehelt. Det er især vigtigt at bevare det danskesprog og lære børn og unge at tale rigtigt dansk.Og så er det vigtigt at bevare den danske histo-rie.

DET DANSKE SPROG.8. b på Hammergård-skolen i Herlev under-vises i 2001 af MaisFencker i dansk. – Foto: Jens Dresling

....

K U L T U R A R V 11

Vraget i Øresund og rester-ne fra bopladsen har liggetgodt i henholdsvis 450 år og8.000 år. Sandet har liggetsom et beskyttende lag, derhar hindret skibets planker iat gå i opløsning eller bliveslebet totalt ned af strøm ogsmåsten. Tilsvarende er re-sterne af bopladsens affalds-lag – udsmidslagene – beva-rede, og arkæologerne væl-ger at bevare fundene påsamme måde. På Amager bli-ver den kommende kunstigeø, hvor badegæsterne vil bol-tre sig, lagt ovenpå.

På den måde bliver forti-den nærmest kapslet til, somda man fandt resterne af bo-pladserne efter flere tusindeår.

Frilægges et skibsvrag el-ler en stenalderboplads, såsand og strøm kan få lov til aterodere – nedbryde og slibesom sandpapir – så er detsket. En trægenstand kan ta-ge skade efter nogle få dageog flintredskaber efter noglefå uger«, fortæller TorbenMalm, og der er mange årsa-ger til, at det kan gå galt.

En af dem er forurening.Ålegræsset på havbunden ermed til at opfange og fasthol-de sand og småsten, der læg-ger sig som et beskyttendelag oven på et skib eller enboplads. Men ålegræsset dør,hvis forurening fra landbru-get får algerne til at gro. Il-ten og lyset forsvinder, ogålegræsset dør. Så kan bøl-ger, muslinger, krabber, sø-stjerner og andre dyr gå igang, og tingene bliver øde-lagt.

Røvere og arkæologerDet er Kulturarvsstyrelsensopgave at sikre fundene påhavets bund, på samme må-de som der skal være styr pågamle kirker, gravhøje, slot-

te, vikingeborge og alt det, vikan se med det blotte øje. Detsker i samarbejde med Natio-nalmuseet, Vikingeskibsmu-seet i Roskilde og de museer,der har såkaldt marinarkæo-logiske opgaver.

Alt over 100 år er beskyt-tet, og opgaven er meget stor.Men både i og uden for Dan-mark vokser interessen forat dykke ned til vrag og kul-turskatte.

Ofte handler det om at fåen sølvmønt eller et våbenmed op. I andre tilfælde erder tale om forretning i milli-ondollarklassen. Det er til-fældet de steder i Det Caribi-ske Hav, hvor amerikanskeselskaber leder efter de guld-skatte, som i 1500- og 1600-tallet gik ned sammen medde spanske fragt- og krigsski-be – galeonerne – som bragteguldet fra ’den nye verden’ iSydamerika til Spanien.

En international konven-tion (aftale) fra 2001 beskyt-ter nu vrag, der er over 100år gamle. Det handler om atbeskytte mod både plyndringog ødelæggelse, og i Dan-mark har man i visse tilfældeudstedt forbud mod at dykkened til bestemte vrag.

Det gælder f.eks. vraget afdet danske krigsskib ’Danne-brog’, der i 1710 gik ned medmand og mus i Køge Bugt ef-ter et slag med svenske krigs-skibe.

Her har Kulturarvsstyrel-sen udstedt et forbud moddykning. Kun dykkere medtilladelse fra styrelsen mådykke på vraget, og betingel-sen er klar: nok se, men ikkerøre.

Kulturarvsstyrelsen og delokale museer samarbejdermed lokale dykkerklubber,og det er Torben Malm tak-nemmelig for.

AMAGER STRANDPARK.Et team fra Vikinge-skibsmuseet i Roskilde er igang med at undersøgefundet af et skibsvrag vedAmager Strandpark. – Foto:Kim Nielsen

Det stolte flagskib ’Dannebroge’4. oktober 1710genlød Køge Bugtaf et enormt brag.Midt i et af de mestdramatiske søslag iDanmarks historiesprang krudt-kammeret påflagskibet ’Danne-broge’ i luften.Skibet gik til bundsmed 600 mand ogligger den dag i dagude i bugten.

selv om ilden bredte sig.Til sidst nåede den krudtkammeret,

og det danske flagskib eksploderedemed et brag. 600 mand fulgte Ivar Huit-feldt i døden, mens kun 9 overlevede.Fra et af de andre danske skibe skrevden norske matros Niels Trosner en be-retning til sin dagbog. Han tegnede ogsådramaet i form af en tegneserie, der sta-dig er bevaret.

»Omsider af ulykke rakte ’Dannebro-ge’ i brand, og ilden kom først i hansskanse. Og ingen af dem vidste det forrøg og damp. Da kom hele overskibet ibrand, og hun gav tre salver endda, ef-ter at skibet var i brand. Da brændteførst hans mesanmast over bord. Sidenfaldt hans stormast over bord og såhans fokkemast over bord. Da kunne vise, at hvor tykt at folkene entrede ud påbovsprydet. Så slog flammerne udefterog brændte gøsen af. Da faldt folkene ivandet. Siden brændte ilden dybere nedog kom så til krudtet. Da sprang hun opi små smuler«.

BjergningsforsøgBeretningen om Ivar Huitfeldts helte-gerning er fortalt igen og igen, og etmindesmærke på Langelinie i Køben-havn vidner om tragedien. Nogle af debjergede kanoner fra ’Dannebroge’ ind-går i monumentet, for allerede i 1714forsøgte man at bjerge de kostbarebronzekanoner fra vraget.

I 1739 ville man gentage forsøget,men det var umuligt at finde vraget.Først i 1872 frilagde en stormflod en delaf resterne af ’Dannebroge’, og to år ef-ter blev flere kanoner bjerget. Så gikvraget igen i glemmebogen, indtil sø-værnet og Orlogsmuseet i 1978 blev eni-ge om at hæve de sjældne og kostbarekanoner.

Ved hjælp af side scan sonar genfandt

man vraget. Ved at sammenligne medbeskrivelser af danske orlogsskibe iRigsarkivet, blev vraget identificeretsom ’Dannebroge’. De enkelte vragdeleblev tegnet op og registreret, og arkæo-logerne fandt forskelligt udstyr og man-ge sølvmønter.

Amatørdykkere blev også nysgerrige.Mange forsøgte at komme ind i dele afvraget ved med kojern at fjerne forhin-dringer, og der skete flere ødelæggelser.Derfor udstedte Miljøministeriet i 1986en bekendtgørelse om beskyttelse af’Dannebroge’, som stadig er i kraft.

I dag er det muligt at dykke ned til’Dannebroge’ – med tilladelse fra Kul-turarvsstyrelsen. Reglen bliver respek-teret – nogenlunde – og ’Dannebroge’rummer måske fortsat våben, kanonerog andre genstande, som kan gøre osklogere på 1700-tallets krigshistorie.

Af Michael Seidelin

En dansk flådeenhed under ledelse afadmiral Ulrik Christian Gyldenløve vari juni stået ud af København for at hen-te 6.000 russiske soldater, som skulle bi-stå Danmark i den nye store krig modSverige, der senere blev døbt Store Nor-diske Krig (1709-1720).

Målet var at tilbageerobre Skåne,Halland og Blekinge, men i krigens før-ste måneder gik alt galt. Svenskerneslog en dansk hær ved Helsingborg, og iseptember ramte en voldsom storm dedanske krigsskibe – hele 35 linjeskibe,der var datidens største krigsmaskinetil søs – og 15 fregatter.

Hovedparten af flåden søgte ind i Kø-ge Bugt for at udbedre skaderne, men 4.oktober om morgenen fik de danske offi-cerer et chok. 21 svenske linjeskibe to-nede frem i horisonten. De havde vin-den for agter, mens de danske skibe dår-ligt kunne manøvrere i Køge Bugt.

Gyldenløve gav ordre til at kappe an-kertrosserne. Der var ikke tid til at hæ-ve ankrene normalt. Forsyningerne – le-vende grise og andre dyr – blev smidt ihavet, og de danske skibe dannede enslaglinje med flagskibet ’Dannebroge’kommanderet af nordmanden IvarHuitfeldt i front.

Kæmpede til døden’Dannebroge’ kom derfor først underbeskydning. Men Huitfeldt svarede såvoldsomt igen, at nogle af hans kanonersatte træværket i ’Dannebroge’ i brand.Huitfeldt kunne ikke søge væk. Master-ne var skudt af. Af frygt for at det bræn-dende skib skulle drive ind mod de an-dre danske fartøjer, lagde han ’Danne-broge’ for anker og fortsatte kampen,

SLAGET I KØGE BUGT 1710. Under Store Nordiske Krig (1709-1720) stod et dramatisk søslag i KøgeBugt. Under kampen sprang det danske flagskib ’Dannebroge’ i luften med et enormt brag. 600 mand giki døden, mens kun 9 overlevede.

Flere danske museer som Vi-kingeskibsmuseet i Roskilde,Orlogsmuseet i Københavnog Strandingsmuseet iThorsminde har fine samlin-ger af genstande fra havetsbund. Det samme gælder fle-re lokale museer.

Internettet bugner af op-lysninger. Opslag på søge-maskinerne med Google ispidsen giver bl.a. oplysnin-ger om kort over vrag. Ennyttig adresse er www.dkc-online.dk.

Traditioner ogkristendomNicky Aagesen, studeren-de på Niels Brock, 18 år

Kulturarv er traditioner.For eksempel jul. Kristen-dommen er en rimelig stordel. Jeg har ikke nogen per-sonlig kulturarv. Det er vig-tigt at bevare kulturarven ogbeholde de ting, vi har, så viikke glemmer dem. Det er ik-ke godt at miste noget, mangodt kan lide.

KONFIRMATION.Kulturarv er traditioner,mener Nicky Aagesen.Her skal Sarahkonfirmeres, så gælderdet om at have frisureog kjole i orden. –Foto: Linda Johansen

Internet

Magtens centrum i MarslevI gamle dage traf landsbyens største bønder vig-tige beslutninger om fællesskabet på et møde ioldermandslavet. Hver mand havde sin pladsmarkeret med en sten, hvori mandens forbog-staver var indhugget.

Sådan et bystævne var der også i Marslev.Her tog man for eksempel beslutninger om,hvornår køerne skulle på græs på overdrevet,eller prøvede at mægle, hvis der var uenighedmellem to bønder. I dag ligger bystævnet glemtog klemt mellem flere veje. Vigtige beslutningertages nu i kommunen mange kilometer fra Mar-slev.

KLEMT OG GLEMT. I dag ligger det gamle bystævne midt i etvejkryds i Marslev. Ingen bruger det mere, men alligevel er detvigtigt, at det bliver bevaret, da det fortæller os en historie om, at dervar andre tider med andre skikke. – Foto: Lars Skaaning

MAGTENSMÆND.Kvinder og børnvar tilskuere ogtilhørere påafstand, nårbøndernemødtes påbystævnet ogdrøftedelandsbyens veog vel. –Illustration: TuneLandboskole

....

K U L T U R A R V12

Historieset fraoven

Historien har satsine spor ilandsbyen Marslevpå Fyn. Faktisk kansporene føres helttilbage til jern-alderen, hvorbøndernebegyndte at dyrkejorden i området.

Af Erland Porsmose,

Kertemindeegnens Museer

I hele vor historie har danskernejaget, dyrket jorden eller fisket idet landskab, som vi bor i nu.Landbruget har længe været afstor betydning for danskerne, ogderfor har netop agerdyrkningensat sig spor i de fleste landskaber.Hver generation overtog fra denforrige, hvad der var af bygninger,veje og marker. Man tilføjede sineegne lag i den lange ubrudte histo-riske fortælling, som kan læsesoveralt i landskabet, når først sy-net er indstillet på det.

Hver egn og hver landsby har sinlange historie. Tag blot landsbyenMarslev, der ligger ved den gamlehovedlandevej mellem Odense ogNyborg. Placeringen ved landevej-en gjorde, at byens stakkels borge-re oplevede tropperne drage hær-gende forbi under svenskekrigene i1658-59. Ti år efter berettedelandsbyens præst sørgmodigt om 6af byens 15 gårde, der stadig lå »af-brændte ved præstegården, somdagligen på landevejen imellem Ny-borg og Odense er at se for øjne«.

En enlig døgnkioskNu er hovedlandevejen for længstrettet ud og ligger en kilometer sydfor landsbyen. Herfra ser man denstadig på dens lille flade bakketopmed det hvide kirketårn smukt ly-sende ved siden af en moderne ogstor blå kornsilo.

Som så mange steder kæmperman også i Marslev for at bevarelandsbyen, hvilket kræver tilflytte-re og dermed et stort nyt parcel-huskvarter, der strækker sig mel-lem landsbyen og den nuværendehovedlandevej, men der er nu no-get underligt ved formen!

Bymarken omkringMarslevMan får et bedre overblik fra luft-en, og herfra ser man tydeligt, atdet nye parcelhuskvarter udgør enstor trekant, hvis spids rækker optil den gamle landsby, lige hvorskolen er placeret, men man ser og-så, at hegnsskellene hele vejen

rundt om landsbyen har denneform. Marslev ligger som et nav i etcykelhjul med eger strålende ud.

Den gamle bymark, der var fæl-les for hele landsbyen, er for 200 årsiden blevet skåret ud som en storlagkage omkring landsbykernen.Udskiftningen kalder man dennereform, hvor hver gård fik sin an-del af hele bymarken samlet i etenkelt stykke.

Mange steder valgte man enstjerneudskiftning – som i Marslev– så kunne hver gård faktisk bliveliggende i landsbyen, uden at manskulle tænke på at bygge nye huseog nye veje til hver udflyttet gård.

Når hegnene og markerne om-kring Marslev ser sådan ud, skyl-des det, at godsejerne til byens fæ-stegårde i 1796 valgte en stjerneud-skiftning. De beslutninger, som da-tidens mennesker tog, er altsågrunden til, at parcelhuskvarteretligger i en underlig trekant.

Vikingerne plantede byen på kortetStjerneudskiftningen bød sig isærtil, hvor landsbyen ikke var alt forstor og lå nogenlunde midt i by-marken, der så helst måtte være aflige god frugtbarhed hele vejenrundt. Marslev opfyldte til fuldedisse krav – så stjerneudskiftnin-gen gav næsten sig selv, når lands-byens størrelse og placering blevtaget i betragtning. Men hvem hav-de i sin tid egentlig bestemt byensplacering. Det overraskende svarer: vikingetidens bønder!

Udgravninger i Marslev viser, atlandsbyen blev anlagt her omkringår 1000 – altså sidst i vikingetiden –

og samtidig med at man byggededen første kirke. Men allerede dahavde bymarken og dens afgræns-ning ligget klar i århundreder.Igennem hele området løber enrække åer, der hver for sig er ble-vet brugt som bymarksgrænser.Bredden på stykket mellem to åerkom så til at bestemme, hvor storemarker og enge og dermed hvormange gårde der kunne blive i hverlandsby.

Da kristendommen kom til byenEn jernalderlandsby lå allerede påstedet i år 0. Dengang lå landsbyenikke noget fast sted. Man flyttedelandsbyen nogle få hundrede meterad gangen for hver 100-200 år, menstadig inden for bymarkens græn-ser, hvor også flere gravpladser fin-des. Derfor kalder man også jernal-dertidens landsbyer for vandreby-er.

Omkring år 1000 kom kristen-dommen til landet. Der blev byggetmasser af solide kirker, og kirkerflytter man ikke rundt på. Bopladsog gravplads smeltede sammen tilkirkelandsbyen, som ’vikingerne’ iMarslev altså valgte at placere imidten af den bymark, som de hardyrket og passet gennem 1.000 år.Til enhver tid havde området væ-ret kaldt for Marslev – eller hvor-ledes det nu har lydt i 300-tallet;derfor tog landsbyen naturligt nokdette navn.

Arven fra fortidenNår de nye parcelhusbeboere tagerpå den kilometerlange vandringgennem det trekantformede kvar-ter, kan de altså sende en venligtanke til jernalderbønderne. Fradem har man i Marslev arvet af-grænsningen af bymarken oglandsbyens størrelse. De kan ogsåsende en tanke til de vikingetids-bønder, der besluttede, at landsby-en skulle ligge midt på bymarken.De kan sende en tanke til de men-nesker, der vedtog stjerneudskift-ningen af landsbyen i 1796, eller tilden bonde, der i 1980’erne solgtesin jord. Og vi andre kan bare nik-ke til landskabets rigdom på kul-turarv, når vi kører forbi.

Marslev

En landsby

....

K U L T U R A R V 13

I landsbyens hjerteKirkegården har i 1.000 år været de dødeslandsby, den hellige indviede jord, derkunne skærme sjælene til genopstandel-sens dag. Grænsen for denne særlige jordmarkeredes først med en grøft, og sidenkom ofte et stendige til som det solideskel mellem de dødes og de levendes sam-fund. Diget kunne også holde dyr væk frakirkegården.

Kirken lå som centrum på kirkegården,først en uanselig træbygning, men i 1100-1200-tallet erstattedes de vejrudsatte træ-bygninger alle vegne i landet af solide mu-rede bygninger, der oftest opførtes somen udvidet skal om den gamle, så det hel-lige, oprindeligt indviede altersted kunnebevares.

STAVKIRKE. Denførste kirke i Marslevvar bygget af træ ogkunne have setsådan her ud, davikingerne byggededen år 1000.

MARSLEV KIRKE. Kirken ligger i dag, hvor de gamle vikingerplacerede den for 1.000 år siden. – Foto: Lars Skaaning

gennem tiderne Tegningerne viser, hvordan landsbyen Marslev påFyn så ud omkring år 100, år 1000 og i 1796. Påluftfotoet ses landsbyen, som den ser ud i dag.

ÅR 2005. På dette luftfoto kan man stadig se de gamle skelfra udskiftningen mellem hvert enkelt landbrugsområde vedMarslev. Skellene er mere end 200 år gamle. Det nyeparcelhusområde er bygget på en grund, der er solgt af en aflandsbyens landmænd. Grunden holder samme form som for200 år siden; derfor har det nye parcelhusområde vedMarslev en underlig slipseform. Kirken, dammen og det gamlebystævne ses stadig midt i byen. De fleste sten- ellerjorddiger, der blev bygget i vores markskel, er beskyttede. Du kan læse mere på www.kuas.dk underkulturarven/fortidsminder. - Foto: Hans Nørremose,fotoflyveren.dk

ÅR 1796. Den gamle bymark, der var fælles for helelandsbyen, blev ved de store landboreformer for 200 årsiden skåret ud som en stor lagkage omkring landsbyen.Man kalder denne reform for udskiftningen, hvor hver gårdfik sin andel af hele bymarken samlet i et enkelt stykke. Mange steder valgte man en stjerneudskiftning – som iMarslev – så kunne hver gård faktisk blive liggende ilandsbyen, uden at man skulle tænke på nybyggeri og på atanlægge nye veje til hver udflyttet gård.

ÅR 1.000. Omkring år 1000kommer kristendommen tilDanmark. De kristnede vikingerbeslutter, at der skal bygges enkirke. Kirken er en lille beskedentræbygning med et hegn omkring.Den ligger midt i tegningen.Medkristendommen og kirkerne vardet også slut med vandrebyerne.Kirken blev centrum i byen.Kirken og byen fik en plads i denbymark, som havde hørt tilMarslev i 1.000 år. Til enhver tidhavde området været kaldt forMarslev; derfor tog landsbyennaturligt nok dette navn.

ÅR 100. Omkring år 100 harder ligget enjernalderlandsby vedMarslev. Byen bestod afnogle få langhuse beskyttetbag et pæleværk. Manflyttede landsbyen nogle fåhundrede meter ad gangenfor hver 100-200 år; derforkalder man ogsåjernaldertidens landsbyer forvandrebyer.

DET GAMLE MARSLEV. I dette udsnit ses den ældste del afMarslev med kirken i centrum. I gennem 1.000 år har kirkenværet placeret på den lille bakketop, hvor de fynske vikingervalgte at bygge den første kirke. - Foto: Hans Nørremose,fotoflyveren.dk

....

K U L T U R A R V14

Kulturarv er selvindsigtJacob Tingleff, stand-up-komiker og manuskriptforfatter, 32 år

Kulturarv er for mig produktet af alle kreative tanker, der har gjorten forskel – stor som lille – fra tidernes morgen og op til i dag. Kultur-arven er i evig udvikling. Morgendagens kulturarv er brygget af gårs-dagens og filtreret gennem os. Min egen kulturarv er dels opstået imødet med Halfdans ABC, Kaj og Andrea, tv-serien ’Matador’, TV-2(bandet) osv.

Dertil skal lægges en god portion bibelkundskab, for jeg er opvokseti en kristen familie. Som teenager begyndte jeg at sætte spørgsmåls-tegn ved ’den kristne pakkeløsning’ og kastede mig over bl.a. Kora-nen, Nietzsche, Leonard Cohen osv. Alt, som kunne udfordre den’arv’, som mine forældre havde bibragt mig. Ikke så meget i protest,mere af nysgerrighed.

Det er vigtigt, at vi gemmer vores kulturarv, fordi den er en slagsbibliotek, hvor man kan søge selvindsigt, og dermed danner den fun-damentet for vores videre udvikling.

BØRNEPROGRAM.Kaj og Andrea holdt30-års fødselsdagsfest i2001 og må således væregamle nok til at være endel af den danskekulturarv. – Foto: Søren Osgood

Strandgade 26

I Strandgade iKøbenhavn liggeret gammelt hus.Huset har eneneståendehistorie og er i dagfredet. Læs her omhuset og detshistorie.

Af Kenneth Bo Jørgensen

Foto Klaus Holsting

Oppe i husets tag – lige imidten – er der en udsmyk-ning. Et stort våbenskjoldmed et elegant ’B’ mejslet istenen, og omkring det grorder sukkerrør. Og så ligemidt i København!

Vi står på Christianshavnmed nakken tilbage foranStrandgade 26. En af demange fredede bygninger iDanmark, som kan fortælleen historie, hvis bare manhar øje for det. Man kan somen detektiv gå på opdagelse ihuset og få store lunser af hi-storien gjort levende. Og medet ekstra dyk i arkiverne bli-ver alle husets beboere vakttil live, selv om de længe harværet døde.

Så bliver Strandgade 26pludselig ikke længere bareet hus med et B og nogle suk-kerrør; det bliver danmarks-historie. B’et bliver til Beha-gen, for vi opdager, at hanboede i huset i 1700-tallet, ogat han hed Gysbert til for-navn. Sukkerrørene har hansat om sit navn, for det vardem, der gjorde ham så rig,at han kunne bygge palæet.Han købte sukkerrør i DanskVestindien, hvor sorte fra Af-rika gjorde alt arbejdet. Suk-kerrør blev knust til råsuk-

ker, og folk som Behagen fikdet sejlet til Danmark, ogisær på Christianshavn blevdet så raffineret til sukker.Et af disse raffinaderier varBehagens.

Slaverne og sukkeret gjor-de ham så rig, at han med sin

familie havde råd til at bo ibygningen helt alene omgi-vet, naturligvis, af en hær aftjenestefolk.

Et godt kik på bygningenviser, at der må have væretnogen før Behagen. For overvinduerne i stueetagen, inde

bag kalken, aner man buer,der står som kurvehanke.Huset må derfor være megetældre, for den slags buer varmoderne i en helt anden tid.(Man kunne selvfølgelig ogsåbare have kikket på stenen ibaggården, der siger 1626,

men så let skal det jo hellerikke være).

Så oprindelig må huset væ-re fra renæssancen – og der-med et af de få huse, der kanføre deres historie tilbage, tilfør der var noget, der hedChristianshavn.

Indlagt vand i1700-talletDa kong Christian IV blevkonge, var der kun udsigt tilvand og sump, når han kik-kede ud fra Københavns Slotmod Amager. Det gjorde kon-gen nervøs, da byen var altfor sårbar over for angribere.Han ville derfor bygge en byog en fæstning ude i sumpen.Allerede i 1617 blev de førsteplaner lagt. Den nye by skul-le være et rigtigt rigmands-kvarter med store køb-mandsgårde, befalede han.Men selv en konge får ikkealtid sin vilje.

Det kom til at knibe medde store huse. Det ved vi, forhvor nr. 26 står i dag, blevder i 1626 i stedet opført tomindre huse med renæssan-cegavle, den overdådige stilmed udsmykninger i sand-sten, som vi kender fra Børs-

en og Rosenborg i Køben-havn.

Selv om husene var små,viser en bygningsbeskrivelsefra år 1727, at de måske varmoderne, for mens køben-havnerne normalt måtte gåtil brønden efter vand den-gang, så skulle der her være»nogle muurede gevelfte ren-der, som skulde bringe vand-et ind i bemeldte gevelfterunder Kiøckenet«. Noget ty-der altså på, at man havdeindlagt vand i 1727.

NabokrigLivet i huset kender vi lidttil. Og vi ved, at nabokrigeogså var moderne dengang.Især da madame Hegelundboede i det ene og viceborg-mesteren i Århus, hr. Holm-sted i det andet. Han var ikkesød ved hende. Hun klagedetil byrådet, derfor ved vi, athun på den anden side af ga-den har haft en plads ud tilvandet, en strand. For denblokerer hr. Holmsted. Ma-dame Hegelund er helt ulyk-kelig over det, men ikke nokmed det. Holmsted har ogsåsat et ’Locum Privatum’ oppå sit fortov og så ladet tis og

TRAPPEOPGANG. En fornem baroktrappe forbinder etagerne i Berhagens gamle palæ, der i dag erlavet om til lejligheder.

....

K U L T U R A R V 15

Man er nødt til at kigge bagudRune T. Kidde, illustrator og forfatter

Kulturarven er afsindig vigtig for mig. Den er den rødetråd, der binder os til vores kultur og historie. Man mis-ter fodfæstet, hvis man ikke husker den. Især i dag, hvorvi er så vanvittig splittede. Der er 98 forskellige retnin-ger, man kan gå, og man er nødt til at kigge sig bagud forat finde ud af, hvem man er, og hvor man står. For mig erkulturarven den nordiske mytologi, Saxos Danmarkskrø-nike og de klassiske danske forfattere. Jeg er nærmestopdraget med den kulturarv, fordi min far var illustratorog illustrerede heltesagn. I mine historier forsøger jeg atlave et nyt bud på gamle historier. For det er også vigtigt,at man fornyer sig og ikke kører fast i det samme gamlebanelegeme. Derfor er mine historier både en protestmod kulturarven og en opfordring til folk om at læse degamle historier.

DANMARKSKRØNIKEN.Saxos Danmarkskrønike erskrevet af historikeren Saxo, derlevede fra cirka 1150 til 1220.Her ses et eksemplar afkrøniken, der har tilhørtvidenskabsmanden ogastronomen Tycho Brahe. –Foto: Jens Dresling

lort flyde ind til madame He-gelund – med en forfærdeligstank til følge.

Byens embedsmænd giverhende ret. Hr. Holmsted mågå på lokum et andet sted, også skal han betale fruen 80daler i erstatning, fordi hanhar spærret for hendesstrandadgang.

Al strid mellem de to huse

stoppede, da Gysbert Beha-gen købte dem begge og lag-de dem sammen til ét hus.Han blæste på renæssancenog byggede i barok og rokoko,for nu var det moderne. Un-der husets tagudsmykningmed det store B, også kaldeten frontispice, står årstallet1769. Men han købte det al-lerede i 1759. Han var altså

mindst ti år om at bygge detom. Og til noget af et pragt-palæ. I stuerne fik han maletstore vægmalerier, og overdørene mindre malerier. Deer der endnu. I hele husetshøjde satte han en stor ba-roktrappe ind, og opgangenblev pyntet med stuk og sta-tuer af græske guder.

Behagen boede her indtil

sin død i 1783, men hans ef-terladte fortsatte med bådehus og raffinaderi. Husetstod næsten uændret indtil1874, men da flyttede ejerenporten, kan man se, for denhar fået facetslebne fyldnin-ger i portlågerne, og det hø-rer den tid til.

Palæet blev igen til lejlig-heder, og et væld af grossere-

re og andre bedsteborgere erflyttet ind og ud. I dag ejeshuset af en advokat, som lej-er ud, men også bor der selv.Han passer på det og værnerom det, fordi han gerne vilhave, at fremtidens genera-tioner også får glæde af hus-et, og så fordi han er klarover, at han bor midt i en rig-tig god historie.

Huse skal leve - også de frededeHuset i Strandgade 26 er fredet. Det be-tyder, at ejeren kun må ændre bygnin-gen, hvis han får lov af staten. Det sikrer,at danskere i mange år frem kan nydehuset og høre dets fortælling. Den er ble-vet en del af vores kulturarv. Men huseter ikke et museum. Folk bor derinde, ogderfor sker der noget med huset hele ti-den.

»En fredning stopper ikke udviklingen.En fredning styrer udviklingen, så det bli-ver til gavn for huset«, siger Bendt Friisfra Kulturarvsstyrelsen.

Kulturarvsstyrelsen er den myndighed,der freder og giver tilladelser til ændrin-ger af bygninger, så de kan leve op til nu-tidens krav om indretning, samtidig med

at de er i overensstemmelse med deresarkitektoniske og historiske værdier.

Derfor giver man ejeren tilskud, så vialle sammen er med til at holde bygnin-gen ved lige. For få år siden var Strand-gade 26 meget nedslidt. Kulturarvsstyrel-sen har siden givet ejeren tilskud, så hankunne få nyt tag, som ligner det oprinde-lige. Frontispicen med sukkerrørene erblevet fornyet, og facaden er sat i stand ogkalket. Og når der bliver råd til det, skalandre detaljer bringes tilbage til husetsoprindelige udseende.

I alt giver staten 30 millioner kronerårlig i tilskud til restaureringer af frededebygninger.

Derfor bevarer vi bygningerRiv dog det gamle lort ned!

Sådan hører man tit folk tale om gamlebygninger. Men der er mange grunde tilat bevare bygninger fra forskellige tider.Først og fremmest fordi de fortæller omvores historie og byggetraditioner. De fre-dede bygninger repræsenterer et bredtudsnit af tidligere tiders bedste arkitek-tur og bygningskunst, samtidig med at dedanner rammen om vore ældste byker-ner.

Vi bevarer også vore slotte, så dronnin-gen kan bo pænt rundt om i landet. Villedet være det samme, hvis hun boede i ensmart moderne lejlighed? Og er det lige-

gyldigt, om Folketinget holder møde påChristiansborg eller i en sportshal i Bal-lerup?

Men vore gamle bygninger har også enfunktion i forhold til de nye bygninger:

»Vores arkitekter i dag bruger de gamlebygninger, når de skal bygge nyt. De bru-ger dem som inspiration. Ligesom medtøjmoden, der skifter. Nutidens mode kansagtens være inspireret – og er det ofte –af din mormors tøj, det er bare en ny ver-sion«, siger Bendt Friis fra Kulturarvs-styrelsen.

Og så gør de i øvrigt også ofte vore byermeget smukkere.

Godt 9.000 bygninger i Dan-mark er fredet. Du kenderflere af dem: Amalienborg,Børsen og Rundetårn. Enfortegnelse over alle frededebygninger kan du se på Kul-turarvsstyrelsens hjemmesi-de www.kuas.dk.

HUSHISTORIE. Pragtpalæet i Strandgade varoprindeligt to mindre huse, der i stil har mindet endel om nabohuset med det stejle tag.

RESTAURERING. Malerier fylder væggene i salonerne. De er nu blevet restaureret, såde ser ud, næsten som da de blev sat op.

VÅBENSKJOLD. Normalt er det våben, der stritter ud på et våbenskjold. Men iStrandgade er det sukkerrør.

Internet

....

K U L T U R A R V16

Fra H.C. Andersentil Østkyst HustlersNatasja Crone, journalist

Kulturarv er for mig en stor sammenblanding af mangeting – lige fra H.C. Andersen til Halfdan Rasmussen og Øst-kyst Hustlers. Det er ting eller fænomener eller værker, derhar været med til at præge mig og mine værdier og min mådeat se verden på. Kulturarv behøver ikke at være fin, intellek-tuel eller sværttilgængelig. Den kan lige så godt være lettil-gængelig.

Jeg synes, det er vigtigt, at de mennesker, der formidlervores kulturarv, er engagerede og opmærksomme, for der erså mange andre ting, der virker mere interessante end gamleting på et museum. Men det er vigtigt, at vi bliver ved med atlade os overraske over de ting, der kan have betydning for os.På den måde kan man blive ved med at udvide sin horisont.

DANSK HIPHOP.Østkyst Hustlers var somnogle af de første med tilat slå tonen an på dendanske rapscene. Netopderfor er de måske ogsåkulturarv for NatasjaCrone. – Foto: OleBuntzen

27 år i sværindustrienBent Schmidt Nielsen den tidligere leder af vandmærkeafdelingen på Silkeborg Papirfabrik,fortæller om de sidste 27 år af papirfabrikkens 156-årige historie i Midtjylland. Fabrikken, der idag er indrettet med museum og cafe, er et stykke moderne industrihistorie.

digt medlem af sjakket. Et par årefter var han oplært som maskin-fører.

Selv om arbejdet på papirfabrik-ken var hårdere, end han tror, nu-tidens unge kommer til at opleve,så var stemningen i top. Og drilleri-erne:

»Vi vidste jo, nøjagtig hvad hin-anden lavede, så sommetider kun-ne man lige smøre sort kamfedt påbagsiden af præcis den krog, side-manden skulle til at tage ved«, si-ger Bent Schmidt Nielsen med etsvedent smil.

Til gengæld dækkede man soli-

Af Anne Bech-Danielsen

Hans studentereksamen var ikkemere end et par år gammel, daBent Schmidt Nielsen bad en kam-merat om at skaffe et job på Silke-borg Papirfabrik.

Han ville bare blive hængende,til han havde tjent penge nok tilden næste motorcykeltur til Nord-afrika.

Men 27 år senere stod han stadigog lavede vandmærker i pengesed-ler og brevpapir. Bent SchmidtNielsen blev simpelthen på papirfa-brikken ved Gudenåen lige til dendag i foråret 2000, da fabrikkenlukkede.

»Jeg havde aldrig forestillet miget liv i sværindustrien«, som dennu 52-årige mand siger. »Men jeghar haft det mest udfordrende ar-bejde, man kan tænke sig«.

I dag er Bent Schmidt Nielsendaglig leder af Silkeborgs Papirmu-seum. Det er i respekt for industri-ens storhedstid blevet indrettet i’Bøtten’ – den del af papirfabrik-ken, hvor mænd ved store vand-fyldte kar eller ’bøtter’ øsede papir-masse op og fremstillede håndlavetpapir med vandmærker til blandtandet pengesedler. I dag står dentidligere papirmager og hjælper tu-rister og skolebørn, der selv vil prø-ve at lave papir med vandmærker.Og den der med trendy håndlavetpapir i en rigtig grov kvalitet – deter ikke den garvede håndværkersopfindelse: »Vi, der for alvor har la-vet håndlavet papir, ønsker os denfineste kvalitet«, siger han og for-tæller begejstret om ’klangen’ af etstykke papir. Det vil sige, hvorblødt eller knitrende det lyder.’Griffet’ fortæller, hvordan papireter at mærke på, og så er der pa-pirets ’gennemsigt’, når man hold-er det op mod lyset.

Dagligdagen på fabrikkenAlt det kunne Bent Schmidt Niel-sen ikke vide, da han i 1974 somden yngste af 450 ansatte blevsendt på oplæring i et sjak ved den170 meter lange PM3, eller papir-maskine 3, hvor der i dag er biografog smarte caféer. Dengang blev dermaskinfremstillet papir i rulle- ogmetervis. Bent kom i lære hos smø-remanden, pressemanden og for-skæreren, inden han selv havdelært at arbejde hurtigt nok til atkunne følge med og blive fuldgyl-

darisk ind for hinanden. »Er alle kommet«, lød det fra le-

deren, når Bents skiftehold mødte,og svaret fra værkføreren var »Jaja«, også når der lige var en enkelt,der havde sovet over sig.

SmøretjansenDa Bent fik familie, fik han lov atkomme fra skifte- til dagholdet somsmøremand – den, der hver morgenskulle smøre og tilse hvert et leje:

»Så kravlede man rundt i snævrekatakomber og gange nede undermaskinerne og oplevede papirfa-brikken nedefra«, som Bent ud-

trykker det, og han mindes næstenkærligt, hvordan »PM1, den gamletante, skulle klappes lidt de rigtigesteder...«.

De tunge maskiner og det højearbejdstempo kostede arbejdsulyk-ker indimellem. Bent har selv fåetbegge arme forbrændt, da han komfor tæt på tørremaskinen. »Bentrøg sgu i maskinen«, som en kolle-ga ’skånsomt’ sagde til hans kære-ste.

De fjorten dages sygemelding varBents eneste fravær gennem alleårene med ’Fessor’ og ’Svenskeren’og ’Villy Colombus’ og ’æ’ å’, og

hvad folk ellers blev kaldt.

Pengesedler ogvandmærkerTrofastheden blev ikke belønnetmed personlige lønforhøjelser, menhvert år kunne man gå op til Lon-don Herremagasin og købe en ke-deldragt på virksomhedens reg-ning. Bent ’vekslede’ og købte topar cowboybukser i stedet.

Til gengæld fik arbejdet stadigmere indhold, efterhånden somhan blev mere og mere involveret ipapirfabrikkens produktion af pen-gesedler til Den Danske National-

PAPIR I LANGE BANER. Papirfabrikken i Silkeborg var en sværvægter i papirindustrien og producerede papir i ruller, der vejede flere ton. –Foto: Silkeborg Papirmuseum

....

K U L T U R A R V 17

Hitlister er ikke kanonClement Kjersgaard, studievært på DR 2’s program ’Tal med Gud’ og chefredaktørfor Nyhedsmagasinet Ræson

»Historien er ikke bare en lang linje, hvor tingenefølger hinanden på rad og række. Museer er så værdi-fulde, fordi de lader os fornemme de forandringer, derer foregået, og hvor mangfoldig og varieret historiener. De fungerer som arkiver over tankerne fra fortiden– og den ’kulturarv’, de indeholder, er ikke entydig,men sammensat og modsætningsfyldt.

Jeg definerer kun nødigt mig selv som dansker. Ogjeg tror ikke på nytten af hitlister som for eksempel enkulturkanon. Det kan dårlig blive andet end en øvelsei messende selvbekræftelse. Det interessante er daheller aldrig de værker, alle kan blive enige om atsætte på listen – men tværtimod hvad der udelades!

H.C. ANDERSEN. »Det er lidtbizart at se H.C. Andersen somudtryk for noget ’typisk dansk’, nårlogikken jo netop er, at enerne perdefinition skiller sig ud fra deressamtid. De huskes, præcis fordi deikke var typisk og gennemsnitligt’danske’, men fordi de havde fat inoget andet, noget universelt«,mener Clement Kjersgaard.

bank. Siden 1909 havde SilkeborgPapirfabrik haft ret til at produce-re pengesedler, først på håndlavetpapir, siden på maskinfremstillet.’Den lukkede afdeling’, som BentSchmidt Nielsen siger om den delaf virksomheden, hvor den hverdag stod på sikkerhed, låste døre ognøje regnskab med, at der ikke for-svandt så meget som en enkelt pen-geseddel.

Fabrikken begyndte også atfremstille vandmærket papir tilpas, værdipapirer, spiritusbandero-ler og fint brevpapir, og før hanfyldte 30 år, blev Bent, der er godtil at tegne, anbefalet til det ene afde betroede job i ’den lukkede’. Ogbortset fra den ene gang, hvor hankom til at spejlvende et vandmær-ke til det norske ’Glasmagasinet’,så de måtte prente fra bagsiden,har han lært sig finessen og opel-sket en faglig stolthed. »Vi var lidtmere papirmagere end fabrik«,som han stolt siger om sin gamlearbejdsplads.

Bent har blandt andet væretmed til at tegne vandmærkerne ide sidste to danske pas: Holger

Danske og Jellingstenen. Tegnin-gerne udføres i kobbertråd på enslags forme, der trykkes hen overdet våde papir. Dermed bliver pa-piret tyndere, netop hvor kobber-trådene presser, så tegningen i pa-piret kan ses, når man holder detop mod lyset.

Det er meget vanskeligt at efter-ligne en pengeseddel med vand-mærke. De nye hologrammer op-fatter Bent som rent »spøg ogskæmt«, men et vandmærke – detvil man altid kunne se, hvor er la-vet, mener han. Og noget tyder på,at politiets falskmøntnereksperterer enige: Mere end én gang, for eks-empel i en sag om falske penge hosBundesbank i Tyskland, har politi-et hasteindkaldt silkeborgenseren,for at han kunne give sin vurderingaf et vandmærkes ægthed.

I foråret 2000 var det slut. De ti iBents vandmærkeafdeling har allefundet nyt arbejde i dag, men fa-brikken er lukket. Tilbage er muse-et ved den vandmølle, der satte he-le arbejdet med at lave papir i gangi 1844.

PAPIR PÅ JOBBET. Bent Schmidt Nielsen har arbejdet det meste af sit voksne livpå Silkeborg Papirfabrik, hvor han begyndte som yngste mand i 1974. I dag er handaglig leder af Silkeborgs Papirmuseum. – Foto: Rasmus Baaner

Lær at elske skorsteneKulturmyndighederne vil slået slag for Danmarks gamleindustrianlæg. River vi alle degamle lagerhaller ogsamlebånd ned, risikerer vi atglemme den periode, hvormasseproduktion og industrikom til landet og ændredelevevilkårene for alle.

Af Anne Bech-Danielsen

Fine skæve bindingsværkshuse, gamle møl-ler og flotte slotte – dem står vi på hovedetfor at bevare. Vi er på en eller anden mådeblevet enige om at holde af dem.

Men nu vil myndighederne have os til atelske og skåne de sodede skorstensrør, deforfaldne fabrikshaller og de rustne stem-pler, maskinanlæg og transportbånd også.

I de næste fire år vil Kulturarvsstyrelsenunder Kulturministeriet sætte fuld fokus påindustriens historie og sikre, at vi bevarernogle af de bygninger fra dengang, da der varstore produktionsanlæg til. Men hvorfor skalvi overhovedet bevare alt det gamle jern?

Det vil kunsthistoriker og historiker Ca-spar Jørgensen fra Kulturarvsstyrelsen ger-ne svare på. Han er ekspert i den periode ihistorien, hvor de første industrier begyndteat skyde op, og arbejderklassen blev dannet.Og han mener, at hvor uskønt røg, støj ogdårligt arbejdsmiljø end kan være, så er detvigtigt at huske på, hvordan det var:

»De gamle fabriksanlæg fortæller jo om enside af samfundslivet, som fyldte rigtig me-get i det 19. og 20. århundrede. Store dele afbefolkningen arbejdede i industrien, landet

tjente penge, og alle fik nye levevilkår. Og såer mange af anlæggene altså flotte«, sigerhan og minder om, at de modernistiske arki-tekter fra 1900-tallet tydeligt lod sig inspire-re af fabriksbygninger og industri. Det er og-så en grund til at bevare nogle af dem – eller idet mindste da at fotografere og optegnedem, inden man river ned. Af hensyn til ef-tertiden, understreger Caspar Jørgensen.

Fra bindingsværk til it-netværkFremtidige historikere kan med en muse-umsmands ord få det indtryk, at Danmarksbefolkning er gået direkte fra bindings-værksgården og ind bag computerskærmen.

Flådeanlæg Holmen i København er eteksempel på et bygningsanlæg, der fortællerom livet i et industrisamfund. Holmen erbygget og udvidet fra 1700-tallet frem til1950’erne, og for eksempel viser mastekra-nen fra 1750 og de store højbanekraner fraomkring 1930, hvordan man byggede kranerpå to forskellige tidspunkter af historien.Var de revet ned uden videre, ville fremti-dens historikere måske stå lige så undrendeover for, hvordan vi byggede skibe, som viundres over, hvordan egypterne kunne byg-ge pyramider.

I Silkeborg er det papirfabrikken, der erbevaret, i Helsingør det gamle skibsværft, ogi København på Islands Brygge har man be-varet dele af den gamle sojakagefabrik – ogdet har trukket folk til, bemærker CasparJørgensen.

»Folk synes, at det er sjovere at være etsted, hvor der er en forbindelse til, hvad derhar været før«, mener han.

Han medgiver, at fabriksanlæg er knapt såidylliske som et stråtag ved et gadekær. Menda den første danske lov om bygningsfred-ning kom i 1918, var der heller ingen, dersyntes, at Nyhavn med sin slum af bordellerog værtshuse var værd at bevare.

»I dag er Nyhavn på forsiden af WonderfulCopenhagen! Hvis vi bliver bevidste om det,kan vi lære at se nye sider af vores omgivel-ser«, mener Caspar Jørgensen.

SILKEBORGPAPIRFABRIK.Fabrikken fotograferetomkring år 1950, daden stadig fyldte rigtiggodt i byen. – Foto:Silkeborg Papirmuseum

Den industrielle kulturarvKulturarvsstyrelsen har besluttet sig for atåbne danskernes øjne for den periode af hi-storien, hvor industrierne voksede op: indu-strialiseringen fra omkring midten af 1800-tallet til op mod 1970’erne.

I de næste fire år vil de derfor sikre nogle

af den tids fabrikker og anlæg.Baggrunden er, at vi er bevidste om at be-

skytte den kulturarv, der ligger tidligere,mens vi er ved at nedrive alle spor af indu-stritiden. Risikoen er, at en hel epoke kanblive glemt.

....

K U L T U R A R V18

Kulturarv skal gives videreAnne Brolev, økonomistuderende, 24 årKulturarv er måden, vi er opdragetpå, og det er påvirkningen fra voressamfund. At være dansk betyder formig at være åben, men samtidig for-udindtaget.

Det er vigtigt at bevare vores hi-storie, kunst, litteratur og samfundog også de generelle værdier. Viskal også huske at videregive kul-turarven. Hvis vi ikke gør det, rygerde oprindelige værdier, som har væ-ret vigtige for vores samfund.

NEXØ. Den danskeforfatter MartinAndersen Nexø kunnevære kulturarv. Her sesstatue af ham foran hansfredede barndomshjem iNexø på Bornholm. –Foto: Michael Mottlau

Brug sproget! Muskler, der ikke bliver brugt,forsvinder. Sådaner det også med sprog.

Af Lotte Thorsen

Sproget er en del af den dan-ske kulturarv, som vi ikkekan opbevare i klimakasserpå landets museer og tagefrem ved særlige lejligheder.Den eneste måde, man kanbevare sproget på, er ved atbruge det. Ellers dør det.Men vi kan ikke forhindresproget i at forandre sig. Fori takt med at verden udviklersig, får vi også brug for nyeord til at beskrive den med.

Hvis man satte personerfra hver generation helt til-bage til 1500-tallet ved sidenaf hinanden, ville den førsteog den sidste have store pro-blemer med at forstå hinan-den. Men alle ville kunne for-stå deres sidemænd. Og der-for ville man faktisk kunnebringe et relativt enkelt bud-skab hele vejen fra ChristianIV’s tid og op til nutiden.Hvis alle generationerne el-lers var i live endnu.

»Hvis jeg kom i audienshos Christian IV – hvad jegikke regner med – så ville jegtro, jeg kunne forstå ham.Men han ville have problem-er med at forstå mig, for jegville bruge en masse ord, hanikke kendte«, siger JørnLund, der er direktør i DetDanske Sprog- og Litteratur-selskab og medlem af DanskSprognævn.

Sproget holder sammen påog er udtryk for en given kul-tur. Og det er ikke det sam-me, vi har brug for at tale omog kunne sætte ord på rundtom i verden.

»I andre lande i andre deleaf verden har man andre dyr,frugter, planter, religioner ogtraditioner end os. Og derforhar man en række ord, vi sletikke kender. I Danmark harvi gennem de seneste 1.000år forsynet sproget med de

ord, vi har haft brug for, itakt med at vi har lært noget,forstået noget eller fået nyeteknikker, maskiner og sy-stemer«, siger Jørn Lund.

LåneordDansk er et sprog, der altidhar lånt ord i andre lande.Da kristendommen kom tilNorden, fik vi brug for nyeord som præst, kirke og dåb.Og dem hentede vi i de lande,der blev kristne før os.

Sygeplejen har vi lært affranskmændene, og derfortaler vi om ambulancer, ka-nyler og tamponer – alt sam-men ord, vi har lånt i Frank-rig og gjort til vores egne.Mens ord som saldo og kontoer hentet i Italien, hvor detmoderne bankvæsen stam-mer fra. Nyere ord som com-puter og e-mail er hentet fraengelsk.

»Dansk er sådan et herligtsprog. For når vi får brug fornoget, så tager vi bare ordenei de andre lande. Eller ogsålaver vi nogle selv«, sigerJørn Lund.

Sproget udvikler sig heletiden i pagt med samfunds-udviklingen. Og derfor bærer

sproget både den moderneverden og kulturtraditionen isig. Der er en lang rækkeord, som vi har haft med oshele vejen gennem sproghi-storien. Blandt de ord, somikke er blevet udskiftet, mensom kan følges gennem helesproghistorien, er gloser, derhar med det elementære livat gøre. Nemlig ord som far,mor, sove, elske, drømme,æde, drikke, hav, himmel ogskov.

Døde sprogEt sprog, der ikke bliver taltog skrevet og dermed foran-drer sig, dør. For alle levendesprog forandrer sig hele ti-den. Et sprog, der ikke bliverbrugt, stivner og har ikke deord, man skal bruge for atkunne færdes i nutiden.

Latin forandrer sig eksem-pelvis ikke. Og det er, fordidet ikke har nogen levendetalere. Der er nogen, der læ-rer latin, men der er ikke no-gen, der fødes med latin sommodersmål.

Men det kan faktisk ladesig gøre at vække døde sprogtil live igen. Det gjorde maneksempelvis med hebraisk,

da jøder fra hele verden bo-satte sig i Israel efter AndenVerdenskrig.

»Der kom folk fra hele ver-den, som kun havde det til-fælles, at de var jøder. Ellershavde de vidt forskellig ori-entering og sprog. Og så fikman banket det gamle sprogop til at kunne klare de mo-derne behov«, siger JørnLund.

Man forsøger lidt at gøredet samme i Irland, hvor derfandtes et gammelt, uddøen-de sprog, der hedder gælisk,som nu er blevet et af irernesnationalsprog.

»Irerne ville have dereseget sprog, som ikke bare varbritisk. De vil have noget, derer deres eget, og som rum-mer deres historie. Og derforhar de sat alle skolebørn tilat slide med at lære gælisk5-6 timer om ugen, selv omdet er hundesvært for dem.Børnehavepædagogerne syn-ger også gæliske sange forbørnene. Så man skal ikke la-de, som om sprog bare er til-fældige tegnsystemer, somkan bruges til overførsel afkommunikation. Sproget erbærer af en kultur, som de,

der taler det, opfatter somnoget meget dyrebart«, sigerJørn Lund.

Den engelske invasionSprogfolk har siden AndenVerdenskrig fulgt invasionenaf engelsk i det danske sprog.En ny nordisk undersøgelseaf de skandinaviske aviser vi-ser dog, at kun 1,2 procent afordene i norske, danske ogsvenske aviser er engelskelån.

Til sammenligning er om-kring 10 procent af ordene iaviserne lånt fra plattysk,der er det sprog, der histo-risk har lånt flest ord ud tildansk. Plattysk kom til Dan-mark sammen med folk fraHansestæderne i middelalde-ren. De medbragte en megeteftertragtet eksportartikel –salt – som man brugte til atopbevare kød med.

»De lagde deres boder i he-le området omkring Balti-kum, så alle de større byer imiddelalderens nordiskesamfund blev præget af han-seater. Og de tog deres ordmed sig. Deres sprog varplattysk, og det blev vi andreså nødt til at lære os, hvis vi

ville handle med dem«, sigerJørn Lund.

Dansk kan som selvstæn-digt sprog dateres til 1100-tallet. Siden da er dansk somsagt blevet påvirket af neder-tysk og efter reformationenaf højtysk. I 1600- og 1700-tallet var dansk under storindflydelse af fransk, og si-den Anden verdenskrig harpåvirkningen hovedsageligværet engelsk.

Der er områder i sproget idag, som er mere udsatte forden engelske påvirkning endandre. Det gælder it-verde-nen, naturfagene og er-hvervslivet. Der er eksempel-vis på de danske universite-ter visse af de naturvidenska-belige fag, der er overgået tilat forske og undervise på en-gelsk.

»Der er nogen, der anserdansk for næsten at være enklods om benet i en tid medglobalisering. Men for de fle-ste danskere er det en del afderes identitet, at de talerdansk og læser dansk. Atdansk er deres sprog. De øn-sker, at dansk også i fremti-den skal være et totalt funk-tionelt sprog, som man også

SPROGMAND. Jørn Lund erprofessor og direktør for DetDanske Sprog- ogLitteraturselskab. – Foto: MortenLangkilde

BRUG SPROGET, MEN MED OMTANKE. Filip, Sulle, Edward, Candy, Anja og Kia fra 9. b er begyndt at tale pænere til hinanden, efter at deres skole forbød groft sprog. –Foto: Andreas Szlavik

kan benytte i krævende ogforpligtende sammenhæn-ge«, siger formanden forDansk Sprognævn, Niels Da-vidsen-Nielsen.

I Danmark har politikernebesluttet, at det danskesprog også i fremtiden skalkunne bruges til at sætte ordpå hele vores verden. Og der-for har de vedtaget en sprog-politik, der blandt andet skalsikre, at dansk ikke forsvin-der helt ud af de naturviden-skabelige fag. Sprogpolitik-ken siger eksempelvis, at dersom minimum skal findes etresumé af en videnskabeligafhandling på dansk, selv omden bliver skrevet på eng-elsk.

Sproget forandrer sigSproget forandrer sig hele ti-den. Og en radioudsendelsebehøver ikke at være mereend ti år gammel, før mankan høre, at der er sket no-get. Både med ordene og også– og især – med udtalen.

Det er de yngre generatio-ner, der skaber forandringer-ne i udtalen. Så meget, at detifølge Jørn Lund er blevetsværere for de unge at stave,fordi deres udtale ligger sålangt fra skriftsproget.

»Det er jo ikke til at høre,at ’frem’ staves med ’e’, nårman udtaler det ’fram’. Lige-som ’græsk’ udtales ’grask’og ’dræbt’ udtales ’drabt’. Oghvis man siger ’prast’ i stedetfor ’præst’, er det ikke let atvide, at de ord ikke stavesmed ’a’«, siger Jørn Lund.

I sit arkiv har han den æld-ste optagelse af en person,der findes i Danmark. Huner født i 1805 – eller sammeår som H.C. Andersen. Opta-gelsen er fra 1903, hvor da-men havde rundet de 98 år.

»Optagelsen er foretaget afden gamle sprogprofessor Ot-to Jespersen, der var megetoptaget af ny teknik og havdetaget en fonograf med hjem ijulen. Og så fik han altså engammel kvindelig slægtninghen til mikrofonen. Der erogså bevaret optagelser medden store skuespillerindeLouise Phister, der er født i1816. Og så har vi masser afoptagelser med folk, der erfødt i 1820’erne og frem. Vihar et herligt lager af materi-ale i Rigsarkivet, og DR harogså et flot lydarkiv«, sigerJørn Lund.

....

K U L T U R A R V 19

Fortabte udenmuseerTina Petersen,tandplejestuderende, 30 år

Kulturarv er vel de omgivelser,man er opvokset i. Det er at bo i Dan-mark. Det er museer, udstillinger også videre – alt det, der er i Danmark.Jeg tror ikke, jeg har nogen person-lig kulturarv, ikke noget specifikt. Viskal bevare vores kulturarv. Udenden ville vi ikke være dem, vi er.Hvis man lukkede alle museer i Dan-mark, ville det pludselig ikke væredet samme. Vi ville ikke kunne se,hvor vi kommer fra.

LÆSØ SALTSYDERI.Hvis man lukkermuseerne, ville vi ikkekunne se, hvor vikommer fra, menerTina Petersen. – Foto:Tine Harden

Hør dialekter på www.stats-biblioteket.dk/dlh/ og påwww.dialekter.dk.

På www.jyskordbog.dk kandu læse om ord fra jyskedialekter.

Læs også mere om dialekterpå www.dialekt.dk.

På Dansk Folkemindesam-lings hjemmeside www.da-fos.dk kan du få mere atvide om, hvordan mangemmer eventyr, folke-fortællinger, sagn og sangefra tidligere tider.

Internet

Sprogets museumsgenstandeDe danskedialekter er ved atforsvinde. Og detgår hurtigt.

Af Lotte Thorsen

De danske dialekter forsvin-der med stor hast ud afsproget. I dag er det kun, nårman taler med gamle men-nesker, at man kan høre, dekommer fra det sydøstligehjørne af Fyn. Når man talermed folk fra de yngre gene-rationer, kan man højst hø-re, at de kommer fra Fyn.

Dialekterne er blevetsprogets museumsgenstan-de, som man må klikke sigind på nettet for at høre, for-di de ikke længere findes ivirkeligheden.

Tidligere var der i Dan-mark et hav af dialekterknyttet til hver sit lille lokalesamfund. Nu har vi kun,hvad sprogforskerne kalderet dansk standardsprog medregionale variationer. Det vilsige, at man stadig kan høre,om folk kommer fra Jylland,Sjælland eller Fyn. Men mankan ikke høre, hvilken by el-ler egn de kommer fra.

»Dialekterne er ved at for-svinde i hele Europa. Detspecielle er, at det er gåethurtigere i Danmark end an-dre steder. Og vi ved faktiskikke rigtig hvorfor«, sigerlektor på Institut for Dia-lektforskning på Køben-

havns Universitet Inge LisePedersen.

Bønder og dialekterDialekterne fik modstand al-lerede i 1788, da stavnsbån-det blev ophævet. Stavns-båndet havde indtil da givetdialekterne ideelle livsbetin-gelser, fordi man på landetikke måtte flytte fra detgods, hvor man var født, førman blev voksen.

»Og når man først havdenået den alder, blev mangeboende, fordi de var blevetgift og havde etableret sig.Det betød, at der var en min-dre geografisk mobilitet, endvi har i dag«, siger Inge LisePedersen.

En anden grund til dialek-ternes hurtige afgang fra detdanske sprog kan ifølge dia-lektforskeren være, at derallerede i 1814 blev indførtundervisningspligt i Dan-mark.

»Det er tidligt i europæisksammenhæng. Og der var enmeget negativ holdning tildialekterne hos mange af dedanske lærere, fordi de men-te, det var sværere at lære atstave, hvis man talte dialekt,fordi udtalen ligger så langtfra skriftsproget. Så der harværet en massiv bekæmpel-se af dialekterne fra skolensside«, siger Inge Lise Peder-sen.

Som i andre lande var bøn-derne de oprindelige bærereaf dialekterne i Danmark.Men modsat i de fleste andrelande blev den danske bon-destand hurtigt og effektivtmoderniseret i anden halv-del af 1800-tallet. De danske

bønder stiftede eksempelvisandelsbevægelser og tog påhøjskole. Og landbefolknin-gens ophold på højskolernebetød, at man mødte og taltemed folk fra andre dele aflandet – og ofte giftede sigmed nogle af dem.

Små dialekter dørførstDet er de dialekter, der bru-ges i et meget lille område,som forsvinder først. Detræk i sproget, der holder sigbedst, er dem, der bruges i etstørre område.

»Dem kan man bruge ube-sværet i kommunikationenmed mange mennesker.Mens et sært træk, der kunbruges i et meget lille områ-de, får folk til at studse, såsnart man bruger det udenfor det område. Og hvis manflytter, vænner man sig der-for hurtigt af med at brugedet«, siger Inge Lise Peder-sen.

Når man før industrialise-ringen mødte et fremmedmenneske, var det førstespørgsmål altid: Hvor kom-mer du fra? Da industriali-seringen holdt sit indtog iDanmark, skiftede dansker-ne deres åbningsspørgsmålud og indledte i stedet sam-talen med et: Hvad laver du?

»Med industrialiseringenkom der også en anden klas-sedeling i Danmark. Det be-tød eksempelvis, at sproget iKøbenhavn blev spaltet op,så man fik et middelklasse-københavnsk og et arbejder-københavnsk. Så hvor detfør var geografien, der af-gjorde dialekten, var det nu

det sociale«, fortæller IngeLise Pedersen.

StandarddanskFrem til midten af 1900-tal-let blev de danske dialektergradvis udtyndet. Og om-kring 1960 holdt mange for-ældre op med at levere dia-lekten videre til deres børn.

»Selv om forældrene må-ske talte dialekt med hinan-den, så opdragede de børne-ne med en lokal udgave afrigsdansk. Eller det, visprogfolk kalder en regionalstandard. For en københav-ner kan den regionale stan-dard i Jylland stadig godt ly-de vældig jysk, fordi tonefal-det er jysk. Men piller mansproget fra hinanden og serpå enkelthederne i det, erdet næsten kun tonefaldetog nogle enkelte træk, der erjyske. Resten er standard-dansk«, siger Inge Lise Pe-dersen.

I og med at flere og flereholdt op med at tale traditio-nel dialekt til deres børn, varder selvsagt også flere og fle-re, der voksede op uden athave lært dialekten.

»Man kan spørge sig selv,hvornår den sidste tradition-elle dialekt dør. Jeg er født i1939, og det bliver næppe imin tid. Men nok i næste ge-neration. Det betyder ikke,at alle taler ens, for man harde der regionale udgaver afrigsdansk«, siger Inge LisePedersen.

Nydanskere oggammeldanskereMens gammeldanskerne af-lægger sig dialekterne, er

der ved at opstå nye dialek-ter blandt nydanskerne, op-lyser Inge Lise Pedersen.

»Det sker blandt unge ind-vandrere, der er født og op-vokset her i landet og beher-sker dansk, men færdes igrupper med mange tospro-gede med forskelligt moders-mål. Det vil sige, at deresfælles sprog er dansk, mender er træk i deres sprog,hvor de adskiller sig fra gam-meldanskerne. De siger må-ske ’en blad’ i stedet for ’etblad’, selv om de udmærketgodt ved, at det hedder ’etblad’. De fleste af dem talerudmærket dansk, men somgruppesprog eller ungdoms-sprog bruger de altså dether«, slutter Inge Lise Pe-dersen.

Curlingforældreog flashmobKlik ind på Dansk Sprognævnshjemmeside på www.dsn.dk, og se enliste over 135 nye ord, der er kommetind i sproget siden 1998. Det gælderblandt andet ord som betweenager(førteenager), blog (personlig side påinternettet), curlingforældre (foræl-dre, der overbeskytter og overforkæ-ler deres børn), flashmob (forsam-ling af (unge) mennesker, der udfø-rer meningsløse handlinger, som depå forhånd har aftalt via mobiltele-fon eller e-mail), netdating, perker-dansk (variant af dansk, der tales afunge indvandrere), powershopping,samtalekøkken og selvfedhed.

Danmarks største diskotekI kælderen under Statsbiblioteket i Århus findes alle demusikindspilninger, der nogensinde er lavet i Danmark.Det startede med skrøbelige fonografvalser og storetunge grammofonplader. Men i dag er musikkengodt på vej til at blive usynlig.

Af Martine Lind Pedersen

Med et tryk på en lille sortknap glider en af de tungtbelæssede reoler i Statsbib-liotekets Kælder 3 til sidemed en mekanisk lyd. Ensmal passage åbner sig mel-lem to lange hvide reoler.

»Nu skal du se. Det her ernoget af det ældste, vi har«,siger Ole Bisbjerg og tageren lille papæske ned fra enhylde. På æsken er der etbillede af den amerikanskeopfinder Thomas A. Edison.

Ole Bisbjerg er leder afStatsbibliotekets musikaf-deling, hvor de danske musi-kudgivelser opbevares i det,der hedder Nationaldiskote-ket.

Det er svært at tro, at det,han finder frem, virkelig in-deholder musik. Det er enrulle fremstillet i noget pla-stiklignende materiale.Uden på den er en masseridser, nøjagtig som mankender det fra en grammo-fonplade.

»Det er en fonografvalse«,forklarer Ole Bisbjerg. Denvalse, han holder i hånden,rummer en tre minutterlang indspilning af en ariefra operaen ’Tannhäuser’ afden tyske komponist Wag-ner.

»De er ikke supersjældne,de her. Men det er jo ikkeligefrem noget, du kan finde

på hylderne i Fona«, smilerOle Bisbjerg.

Med fonografen fik manden allerførste måde at ind-spille lyd på. Thomas Edi-son udviklede den i 1877 oglagde hermed kimen til pla-debranchen.

Men det var først ti årsenere, at den første fladegrammofonplade så da-gens lys. I USA udvikle-de den tyske immigrantEmil Berliner gram-mofonpladen i 1887.Og han havde stør-re held end Edisonmed en kommercielproduktion.

»Grammofonpla-derne viste sig at væ-re mere holdbare, ognemmere og billigere atmasseproducere«, forklarerOle Bisbjerg, som i mellem-tiden har trykket på endnuen knap og fået de tunge re-oler til at flytte sig, så vi nukan se nogle af de ældstegrammofonplader. »Materi-alet, som fonografvalserneer lavet af, og den måde, deer spændt op på, gør demmere skrøbelige. Vi kan risi-kere at åbne sådan en æskeog så bare finde en bunkestøv«, siger Ole Bisbjerg.

Han vejer en af grammo-fonpladerne i hånden. De erutrolig tunge. Slet ikke somde lette lp’er eller cd’er, somman kan købe i pladebutik-kerne i dag. Henning Trap,som også arbejder i Stats-

bibliote-kets mu-

sikafdeling,forklarer se-

nere, at pladerneer lavet af skifermel – fin-delt lerskifersten blandetmed shellak for at binde detsammen. Derfor kaldesgrammofonpladerne ogsåfor lakplader. De hedder og-så 78’ere efter den hastig-hed, som de afspilles med –nemlig 78 omdrejninger iminuttet.

Man skal dog ikke tabe enaf de gamle grammofonpla-der på gulvet. Så går dennemlig i stykker. Den er ik-ke bøjelig, sådan som lp’er-ne, der kom til senere. Mendet gør også, at folk har pas-set utrolig godt på deres78’ere.

Det varede mange år, førmusikindspilninger

blev hvermands eje.De første gram-

mofonplader kostede mel-lem 4 og 6 kroner, hvilketvar en fuldstændig uhyrligsum. Det svarer til 75 og 112kroner i nutidens priser fortre minutters musik. En helcd ville altså have kostetmellem 1.450 og 2.100 kro-ner. Derfor var det kun derigeste familier, der havderåd til at købe musik – forslet ikke at tale om de end-nu mere bekostelige gram-mofonafspillere.

Musikerne stod heller ik-ke ligefrem i kø for at få pla-dekontrakter, sådan som degør i dag. Mange var skepti-ske, så der skulle gode over-talelsesevner til fra plade-selskaberne. For eksempelnægtede den danske kompo-nist Carl Nielsen at lade sinmusik indspille, fordi hanmente, at den mekaniskemusik krænkede musikkenssjæl.

På en 78’er kan der nor-malt være tre minuttersmusik på hver side.

Og det satte faktisk stan-darden for musiknumreneslængde. »Komponisterneblev simpelt hen nødt til atskrive deres musik, så den

kunne være på en gram-mofonplade – ellers var

det også svært at blive spil-let i radioen«, forklarer OleBisbjerg.

Mikrofoner og plastikEndnu en reol på Statsbib-lioteket glider til side, og enepokegørende opfindelse formusikindspilning åbenbarersig: den elektriske indspil-ning.

Før 1920’erne havde alleindspilninger været akusti-ske. Sangeren sang ned i entragt, der var forbundet di-rekte med et skærehoved,der ridsede lyd-svingningerne direkte ned ien voksbelægning på enzinkplade. Resultatet var of-te så skrattende og støjende,at musikken kunne væresvær at høre.

Med opfindelsen af elek-triske optagelser kunneman nu optage med en mi-krofon og forstærker, hvil-ket gjorde lyden af optagel-serne meget bedre.

Da Ole Bisbjerg trykkerpå knappen til den næste re-ol, kan man faktisk høre, atden glider lettere. Og det erder ikke noget at sige til.Med 1950’erne begyndte enhelt ny fremtid for pladein-dustrien. Farvel til gamletunge grammofonplader.

LP’ER. I 1950’erne kom nye og smidige grammofonplader af vinyl,og så kom der ellers gang i pladeproduktionen og i rock’n’roll – Foto:Morten Langkilde

NOK AF DIG. Dendanske rockmusikerPeter Belli ermusikhistorie. Han varen af dem, der for alvorslog igennem medpigtrådsmusikken i1960’erne. I 2004 fikPeter Belli PayloadPrisen for det mestdownloadede danskemusikstykke i 2004.Stykket hed ’Nok afdig’. – Fotos: Polfoto

....

K U L T U R A R V20

Natur bedreend kulturGert Molbech, operatørog kedelpasser, 40 år

Nu er jeg jo jyde, så jeg harikke rigtig nogen kultur. Jeger et jagt- og naturmenne-ske, der lever bedre i natu-ren. Så for mig er kultur no-get, der hører mennesket til.Kultur er ikke lige så vigtigtsom naturen. Så jeg syneshellere, man skulle gøre me-re for at bevare naturen endkulturarven.

NATUR FREM FORKULTUR. Man skalgøre mere for atbevare naturen endkulturen, menerjægeren GertMolbech. – Foto:Kurt Johansen

Ind kom de meget lettere ogsmidige lp-plader, som er la-vet først i vinyl, senere i pla-stik. Lp står for longplaying, og det var netopdenne egenskab, der gjordedem så banebrydende. Detnye materiale tillod, at manindspillede musikken i ril-ler, der lå meget tættere påhinanden. Lp’erne har 331/3 omdrejninger i minuttet.

Sideløbende bevarede pla-debranchen dog singlefor-matet med plads til lige såmeget som de gamle 78’ere.Det er små plader med blotet enkelt hit på hver side.

»Undervejs har der så væ-ret mere kedelige medier«,sige Ole Bisbjerg og stikkerhånden ned i en kasse medkassettebånd. Da de kom

frem, blev de først og frem-mest brugt til kopiering afmusik, forklarer han. Kas-settebånd blev introduceretaf Philips i 1963 og nåedetoppen af sin popularitet i1980 med 2,5 millioner solg-te eksemplarer på verdens-plan.

Den sølvfarvederevolutionI 1982 skete der endnu etkæmpe skred i indspilningog afspilning af lyd: Cd’enkom på gaden.

Den lille sølvfarvede skiveryddede inden for ret korttid alle andre formater afbanen og var det domine-rende medie fra 1987.

Den første danske cd varmed bandet Tøsedrengene

og ’Alle vore håb’, som ud-kom i 1983. Det, der gjordecd’en så populær, var, atden har et større dynamik-område. Det vil sige, at denkan få musikkens allerhøj-este frekvenser med. Des-uden er spilletiden længere– og den skal ikke vendes li-gesom lp’en og kassettebån-det.

Ifølge Ole Bisbjerg liggerder en helt bestemt historietil grund for, at cd’en kanrumme nøjagtig 74 minut-ters musik. Direktøren forpladeselskabet Sony insiste-rede nemlig på, at der skullevære plads til Beethovens 9.symfoni på én cd, og den er74 minutter lang.

I Danmark udgives deromkring 2.000 cd’er hvert

år. Nationaldiskoteket harover 25.000.

FremtidenMed internettet er musikaf-spilning ved at gå ind i en nyfase, hvor der måske slet ik-ke findes fysiske plader me-re. Digitale formater sommp3 kan på sigt overflødig-gøre cd’erne og de andremusikmedier. Nu kan manafspille musikken direktefra sin computer.

»Det er kun et spørgsmålom tid, før cd’en forsvinderog al musik udgives digitaltover internettet. Det afhæn-ger selvfølgelig af forbruger-ne, men i en periode vil mu-sik sandsynligvis både bliveudgivet på cd og på internet-tet«, forudser Ole Bisbjerg.

Af bevaringshensyn gørStatsbiblioteket en stor ind-sats for at få overført heledet store musikarkiv på om-kring 150.000 udgivelser tilen server på biblioteket.Indtil videre er alle cd’erlagt ind i en digital databa-se, men det er et langt stør-re arbejde med de gamlefonografvalser, grammofon-plader og lp’er. De gamleplader er nemlig helt unik-ke. To ens plader har ikkesamme lyd, fordi den kna-sen og de små ridser, der er ipladen, er forskellige fraplade til plade. Derfor skalhver enkelt igennem nogetavanceret lydudstyr for at fåfjernet støjen og forbedretlyden mest muligt.

MASSER AF MUSIK. På Statsbiblioteket i Århus er man i gangmed at digitalisere al den musik, der er udgivet i Danmark. KåreBakkely på fotoet har digitaliseret cirka 300.000 musiknumre indtilvidere. – Foto: Rasmus Baaner

Lydindspilninger

1877Thomas Edison opfinderfonografen

1890’erneDet første pladeselskab etableres i USA

1887Emil Berliner opfinder grammofonpladen 1898

GramophoneCompany grund-lægges i England og laver de første optagelser i København

1903SkandinaviskGrammophonetableres i Danmark.

1925Overgang til elektriskeindspilninger

1931Stereo opfindes, så lyden kan fordeles over flere højttalere

1946Opfindelsen af lp’en

1952Den første lp kommer til Danmark

1983Cd’en bliver opfundet

2004MP3-afspillere og Internettet gør fysiske plader overflødige.

˛Den første lyd blev optaget for lidt over 100 år siden.

Fotos: POLFOTO

....

K U L T U R A R V 21

Jysk er kulturarvRikke Winther, hjemmegående husmor, 32 år

At være jyde i København er min kul-turarv. Det betyder, at jeg har et storthjerte og fødderne på jorden. Kulturar-ven er kommet ind med modermælkenog følger mig livet igennem som en delaf min opvækst og identitet.

Vi skal værne om vores kulturarv,men ikke for enhver pris. Den kan godttrænge til at blive fundet frem og støvetaf, men det er vigtigt, at vi ikke får sky-klapper på og bliver bange for det frem-mede. Kulturarven må ikke gå tabt. Viskal have et fundament, så vi ikke bliverblæst omkuld.

JYLLAND STYRER.Jylland er kulturarvfor Rikke Winther.Her ses reklame foren restaurant i detgamle fiskerleje Ho iVestjylland. – Foto:Lars Skaaning

Statsbiblioteket:www.statsbiblioteket.dk

Musikhistorisk Museum:http://www.musikhistorisk-museum.dk

Lån musik på internettet:www.bibliotekernesnetmu-sik.dk

Dansk lydhistorie – gamleindspilninger af både musik,politikere, dialekter m.m.:www.statsbiblioteket.dk/dlh

NationaldiskoteketIfølge loven skal alle, derfremstiller musik i Dan-mark, aflevere to eksem-plarer til Statsbiblioteket.Grunden er, at den danskestat vil opbevare vores kul-turarv, så man i fremtidenkan se, hvilke bøger vi læ-ste, og hvilken musik vihørte i dag. Også danskmusik, der kun udgives di-gitalt på internettet, kanpligtafleveres.

Man har lige fra startenaf grammofonpladens hi-

storie gjort en indsats forat bevare musikken. Sam-lingen af musik, National-diskoteket, blev grundlagti 1913 og havde til huse påDet Kongelige Bibliotek iKøbenhavn frem til 1942,hvor det blev flyttet til Na-tionalmuseet. Det syste-matiske opkøb af musikbegyndte i 1957, og i 1989blev samlingen flyttet tilStatsbiblioteket i Århus.

Hvorforbevare musikken?Ole Bisbjerg, leder af Stats-bibliotekets musikafdeling,er ikke i tvivl om, at det eruhyre vigtigt at bevare degamle musikindspilninger.

»For overhovedet at laveny musik, er det vigtigt, at vikender vores musikalskekulturarv. Vi har kun haftmulighed for at indspille mu-sik i godt 100 år. Alligevel erdet utroligt, hvilken indfly-delse det har haft på kultur-livet, at man har kunnetfastholde musikken«, sigerhan.

Statsbiblioteket har to vig-tige formål, når det drejersig om musik: at sørge for, atdanske musikindspilningergemmes og bliver passet på,samt at sørge for, at allemennesker i nutiden og foreftertiden har mulighed forat lytte til dem. Og begge de-le er lige vigtigt, siger OleBisbjerg.

DANMARKS STØRSTEDISKOTEK. På Statsbiblioteketi Århus er man i gang med atdigitalisere al den musik, der erudgivet i Danmark nogensinde.Leder af musiksektionen OleBisbjerg.

Internet

Fra grav til udstillingsmontreEt gammelt sværd blev fundet ien gravhøj. Se her, hvad derskete, før sværdet blev udstilletpå Horsens Bymuseum.

Af Hanne Guldberg Mikkelsen

1. Engang lå her flere gravhøje.Før der skal bygges en rækkenye huse på marken, undersøgerarkæologerne, hvad der er undermulden. En gravemaskineskraber de første lag jord af.

2. Arkæologerne har nået det lag,hvor der ligger grave fra

bronzealderen. Stenene her er en slagsydre kister. Indeni lå kister af egetræ –

de er rådnet væk for længst. Nu gravesder forsigtigt. Med skovl, spade og

derefter specielle graveskeer.

....

K U L T U R A R V22

De passer på Danmarks fortid

100 specialisterarbejder medkonservering ogbevaring påNationalmuseetsafdeling i Brede.I Brede bevarerNationalmuseetsærligtbetydningsfuldegenstande fraDanmarks fortid.

Af Helle Hellmann

De er enestående genstandeaf national betydning. De eri en vakkelvorn tilstand. Derer rigtig mange af dem, ogalle råber de på konserve-ring. Lige fra den lille rav-perle og den lige så fine ogoldtussegamle, men uhyreskrøbelige pyntenål af bron-ze til de store stykker træ,der umiddelbart ikke lignerhverken det ene eller det an-det, men som på deres egenarrede måde er vigtige vid-nesbyrd om Danmarks for-tid. For ikke at tale om destore alvorligt udseende me-talskulpturer og malerierne,der skal reddes fra at faldefra lærrederne i flager ogstrimler. De står og liggertavse i kasser, indpakkede ifint papir eller nedsænkede ivand, som det nu passer dem

bedst, og venter på en kærlighånd i Nationalmuseets ma-gasiner og arkiver i Brede.

Omkring 100 specialister ibevaring og restaurering harderes gang i værkstederne,hvor udvalgte dele af natio-nalarven kommer til live el-ler i alle tilfælde vækkes såmeget, at man kan se, hvad

de enkelte genstande fore-stiller. »Nogle genstande harmere behov for konserveringend andre. Nogle genstandeer mere betydningsfulde endandre. Det sidste er nogetnyt herhjemme«, fortællerCarsten U. Larsen, direktørfor Nationalmuseet.

Efter at den nye bevilling

kom, blev der så livligt som ijulemandens værksted iBrede. Udvælgelsen af desærlige genstande er be-gyndt og skal foreløbig løbe ifire år.

Men arbejdet for National-museet med den fædrene arver ikke det eneste, man fore-tager sig i Brede. Omkring40 procent af restaurerings-arbejdet i værkstederne erindtægtsgivende virksom-hed, herregårde, museer,kirker og andre, som bederspecialisterne om at trædetil med råd og dåd.

Jesper Stub Johansen erbevaringschef i Brede og for-tæller om de mange genstan-de, der sættes i stand, ikkenødvendigvis til udstilling,men til opbevaring i magasi-ner. Til senere tider og kom-mende generationers viden-skabsfolk. »Der sker hele ti-den udvikling i den viden,

som vi har om at bevare. Vifinder på bedre metoder ogopdager af og til, at de meto-der, man har brugt før i ti-den i den bedste mening ogud fra den tids viden, gjordemere skade end gavn«, for-tæller bevaringschefen.

På spørgsmålet om, hvor-for man dog gemmer så utro-lig mange ting; er 10 ravper-ler ikke nok, skal man abso-lut gemme 500, svarer han:»Antallet af genstande afslø-rer i sig selv meget. Man måogså tænke på, at man kanfå nye undersøgelsesmeto-der i fremtiden, som vil væreendnu bedre til at afdækkehistorien; noget, vi slet ikkehar fantasi til at forestille osi dag. Måske kan man be-stråle tingene med et ellerandet som eksempelvis ra-diobølger, eller hvad det nuend kan være«. Jesper StubJohansen har dog et stort

grin på, da han fortæller omen teori, som han ikke deler,om fremtidens afkodning affortiden:

»Der er nogen, der helt se-riøst mener, at hvis man kanfinde den rigtige pickup, såkan man afspille den melodi,pottemagerne sang, mens dedrejede potterne i oldtiden.Sangen er så at sige lagt ind ileret som en grammofonpla-de. Det tror jeg nu ikke på!Men hvis man nu kunne rej-se ud i rummet med lysetshastighed og kigge tilbage påJorden, så ville man faktiskkunne se de mennesker, somgik rundt med de her perlerpå«, drømmer bevarings-chefen og stirrer ømt på ensamling perler, der ligger ogskvulper rundt i en lille pla-stikpose med vand. »Detkunne da være sjovt«.

STATUER STIVES AF. I hallen for Stort Metal arbejder man i øjeblikket med kæmpestatuer, som ellers mest beundres af forbipasserende fugle. Det er nemligstatuerne, der sidder allerøverst i tårnet på Christiansborg. Disse statuer og kirkefædrene fra taget på Marmorkirken i København nyloddes, shines op og får nyeindre stativer, så de ikke falder ned i hovedet på folk. – Foto: Finn Frandsen

Bevaringsafdelingen i Brede

Nationalmuseets Bevaringsafdeling har ligget i Brede, 14km nord for København, siden 1985. Tidligere blev arbej-det udført andre steder, bl.a. på selve Nationalmuseet.Afdelingen i Brede konserverer Nationalmuseets samlinger,men udfører også arbejde for andre institutioner og privat-personer. Mellem 80 og 100 er tilknyttet afdelingen somfaste medarbejdere eller særlige eksperter. Afdelingenforsker i konserveringsprocesser og i historiske håndværks-teknikker. Afdelingens medarbejdere holder desudenforedrag rundt omkring, og man deltager i kongresser ogafholder også selv internationale faglige møder om konser-vering og bevaring.

5. Sværdet sættes op på en baggrund af voks, der holder detsammen og støtter det. Voksen er indfarvet i samme farve somden væg, sværdet skal placeres op ad. Så lægger man ikke såmeget mærke til den moderne konservering. Klar til udstilling!

4. Fundet fragravene var etbronzesværd.Men de forskelligedele lå spredt.Konservatorensamler det ligesomet puslespil.

3. De første spor afmetalfund dukker op –det er bare noget grøntir i jorden. Umuligt atse, hvad det har været.Herfra arbejdes dermed at børste ogpensle jorden væk.Intet må ødelægges.Jorden med detgrønne ir skæres ud ien klump og støttesmed gipsgaze.

FOTOS: VEJLE AMTS KONSERVERINGSVÆRKSTED

....

K U L T U R A R V 23

Legen er truetJ.F. Willumsen var en maler,som eksperimenterede, ogsåmed sine materialer. Det svi-der nu til eftertiden, for dengrundering, han brugte til si-ne malerier, er limholdig.»Lim har det med at sugefugt til sig, og når det gørdet, så spænder billedet op,og farven bliver megetsprød, navnlig når den blivertør. Så falder den af under-laget«, fortæller konservatorMikala Bagge.

Hun og en italiensk kolle-ga har Willumsens ’Badendebørn’ lagt ud på gulvet. Ikkedet endelige maleri, som be-

finder sig på museet i Göte-borg og i øvrigt lider af sam-me svaghed.

Maleriet i Brede er et for-studie, men derfor er det sta-dig pænt og skal bevares. Nuer det forsidesikret med pa-pir, og konservatorerne kangå i gang med at rense dengamle konservering af bagsi-den af billedet. Nye metodertil sikring af billedet udpøn-ses, så det ikke ender med,at farverne på forsiden enskønne dag falder af.

Konservering af kunst ogbygninger ændrer sig gen-nem tiderne, ikke kun meto-

derne, men også indstillin-gen. »Tendensen er, at maner mere og mere tilbagehol-dende, og man lader tingenemere og mere være, som deer, og accepterer, at dermangler noget her og der.Før i tiden gik man mere indog udfyldte det, der mangle-de«, siger Mikala Bagge.

Willumsen skal dog blotbevares og sikres, ikke pyn-tes på. Men på grund af ma-lerens materialevalg er detet arbejde, som vil foregåmed jævne mellemrum, ind-til det ikke kan lade sig gøremere.

Fortiden i røntgenbilleder»Nogle gange, når man tagerde her røntgenbilleder, erdet som at åbne julegaver«.Birthe Gottlieb har arbejdeti bevaringsafdelingen iBrede i 40 år, men begej-stringen for røntgenbilleder-ne af kogekar og anden old-nordisk emballage, er aldelesvårfrisk. Efter elevuddannel-sen og diverse kurser harhun langsomt opbygget sinerfaring og et kontaktnet,der af og til fører hende tilRigshospitalet og andre ste-

der, hvor man kan få lov atbruge velegnet, men kost-bart apparatur til afsløringaf fortidens hemmeligheder.

Lige så omhyggelig BirtheGottlieb er med de gamlefund, der kan gå i stykker,bare man kigger på dem, ogsom derfor skal fotograferes,før man begynder at pilleved dem, lige så øm har hunværet over for sine røntgen-rør.

Hun har et, der har holdt i40 år, og de holder ellers kun

10. »Se!«, siger hun og pegerpå et af de røntgenbilleder afen smykkenål, en såkaldtrygknapfibel, som hun harbredt ud på skrivebordet.Smykket var gemt i et kar,som igen lå i en jordklumphentet op fra Bornholmsmuld. »Hvis man begynderat rense noget, der sidder såløst som her, kan det gå istykker, så i det her tilfældeskiller jeg det ad, så man kanfå enkeltdelene ind undermikroskopet«.

KIKKERTUNDERSØGELSE.De gamle lurer har fået sig enindre undersøgelse, somafslører deressammenføjninger ogproduktionshemmeligheder.– Foto: Finn Frandsen

Træ syltes i vandkarfor et fund. Den og megetanden viden har afdelin-gen for træ oparbejdet igodt 40 år.

I dag opbevarer mantræet fra de største ogmest betydningsfuldefund, Roskilde og Nydam,fra småbitte stykker tilvirkelig store, i kar med eneddikesyreblanding, såvandet ikke kvæles af di-verse organismer.

Træet venter i årevis forat få den helt store livgi-vende behandling: fryse-tørring. I store beholdereopbevares op til 500 gen-stande i minus 27-28 gra-der i tre måneders tid. Der

Fundet af vikingeskibene i1961 i Roskilde blev begyn-delsen til afdelingen for’vanddrukkent træ’ iBrede. Hjemmeværnetkom med branddamme,som man stillede på gulveti det store magasin og der-efter nedsænkede skibsre-sterne fra Skuldelev i. Si-den kom flere fund fra ski-be og genstande fra Ny-dam Mose i Sønderjylland.

Træ, som er fundet i ha-vet eller i søer og moser,udtørrer og bliver til støv,hvis det ligger i fri luft.Selv en kortvarig håndte-ring på stedet efter hæv-ningen kan betyde døden

er 0,1 millibar i beholder-ne, al luften er suget ud.Siden imprægneres tinge-ne.

»Vi er langt fremmemed vore metoder, isærmed hensyn til frysetør-ring«, fortæller konserva-tor Kristiane Strætkvern.»Man bliver god til noget,især når man skal lave rig-tig meget og presses til atlave det hurtigt. Mengodt«. Frysetørremaski-nerne er afdelingens fla-skehals. Der er ting fra1982, som først nu er påvej ud til forskerne.

FRYSETØRRING. Det er detsamme stykke træ, men det tilvenstre har været i luften oger skrumpet ind. Det andet erblevet opbevaret korrekt ogfrysetørret og har stadig sinungdommelige facon. – Foto:Finn Frandsen

Publikum støverStøv slider. Ikke kun pådet gode humør, når manskal fjerne det, men i højgrad også på skrøbeligemuseumsgenstande. Detkan være kiselholdigt ogslibe, og det kan rummesaltpartikler. To konserva-torer, Maria-Louise Ja-cobsen og Morten Ryhl-Svendsen, er i gang med etstort støvprojekt, som kanlære museerne noget omat opbevare tingene

længst væk fra støvet. Små glasplader lagt ud

på museerne sladrer omgæsternes vaner og bevæ-gelsesmønstre. Der ermasser af hudpartikler,især om sommeren, og tøj-fibre, især blå, rundt om-kring. »Der er mange, dergår i cowboybukser«, kon-staterer Maria-Louise Ja-cobsen, der på sine glas-plader kan se, hvordanfolk står og vifter med ar-

mene, når de taler om deudstillede genstande.

Hun kan også finde sporaf jord og grus fra gæster-nes sko. Hvis der er blevetstøvsuget, er partiklernesågar blevet spredt op ogned. »Det er ikke så godtat støvsuge, det fordelerbare partiklerne, hvis manikke har en rigtig god støv-suger og husker at rensefiltrene«, fastslår Maria-Louise Jacobsen.

STØVHELVEDE.Det fimrer rundt medstøv framuseumsgæster.Noget af det erskadeligt forudstillingerne. –Foto: Finn Frandsen

BAGSIDEN HAR DET SKIDT.Willumsens ’Badende børn’ erfine på forsiden. Det erbagsidens lim, der er ved atblive et problem. Igen. –Foto:Finn Frandsen

....