Kloning til behandling - tekno.dk · Kloning af mennesker vil aldrig blive en praktisk anvendelig metode i behandling af enkeltpatienter, fordi der simpelt hen ikke er tilstrækkeligt

Rapport: Kloning til behandling – høring i Folketinget den 22. november 2000 side 1

Kloning til behandling

Resumé og redigeret udskrift af åben høring

i Folketinget den 22. november 2000


Kloning til behandling Resumé og redigeret udskrift af åben høring for Folketingets Forskningsudvalg, Sundhedsudvalg og Udvalg vedr. Det Etiske Råd i Landstingssalen den 22. november 2000 Projektledelse i Teknologirådets Sekretariat: Morten Jastrup Teknologirådets rapporter 2001/(1) Resumé og redigeret udskrift: Claus Djørup, Fagpressebureauet ISBN: 87-90221-54-0 ISSN: 1395-7392 Rapporten bestilles hos: Teknologirådet Antonigade 4 1106 København K Telefon: 33 32 05 03 Fax: 33 91 05 09 Email: [email protected] Rapporten er på Teknologirådets hjemmeside: www.tekno.dk

mailto:[email protected]


Forord Denne rapport er en redigeret udskrift af en åben høring om kloning til behandling, som blev afholdt på Christiansborg den 22. november 2000. Høringen blev afholdt af Teknologirådet for Folketingets Forskningsudvalg, Sundhedsudvalg og Udvalg vedr. Det Etiske Råd. Høringen havde baggrund i, at en ekspertgruppe under den engelske regering i august 2000 anbefalede, at man i Storbritannien tillod brugen af fostre til forskning i behandling med stamceller og såkaldt terapeutisk kloning – skabelse af fostre, der skal bruges til behandling af voksne (se bilag). Den engelske ekspertgruppes forslag blev siden vedtaget af det britiske parlament. Formålet med høringen var, at orientere udvalgsmedlemmerne om udviklingen inden for forskningen i og reguleringen af stamcellebehandling og terapeutisk kloning i Danmark og internationalt. Rapporten indledes med et resumé, som giver læseren mulighed for at orientere sig i nogle af de centrale spørgsmål, der blev diskuteret på høringen. Resten af rapporten er opdelt i afsnit svarende til emneopdelingen i høringens program. Afsnittene indledes med oplægsholdernes mundtlige indlæg fulgt af en spørge- og debatrunde med Folketingets Forskningsudvalg, Sundhedsudvalg og Udvalg vedr. Det Etiske Råd . Oplægsholdernes skriftlige indlæg er trykt som bilag bagerst i rapporten. Denne høringsrapport kan ses på – og hentes fra – Teknologirådets hjemmeside www.tekno.dk. Teknologirådet vil gerne benytte lejligheden til at takke høringens oplægsholdere, der bidrog væsentligt til debatten.

Teknologirådet, februar 2001 Morten Jastrup

http://www.tekno.dk/


Indhold Forord 3 Resumé 6 Indledning v. ordstyrer Hanne Severinsen, formand for Folketingets Forskningsudvalg 14 Stamcellers nuværende og kommende anvendelser Stamceller i det danske sygehus v. Peter Hokland 17 Terapeutisk kloning af stamceller v. Malclom A.S. Moore 21 Stamcellebehandling v. Harry Griffin 25 Spørgerunde 28 Kloning og andre kilder til stamceller Fordele og ulemper ved brug af stamceller hos husdyr v. Torben Greve 33 Muligheder i behandling med stamceller fra patienten selv v. Peter Ebbesen 35 Fertilitetsklinikkers rolle som leverandør til forskning v. Jakob Ingerslev 37 Kloning på tværs af dyrearter v. Peter Holm 40 Spørgerunde 42 Udenlandske overvejelser om terapeutisk kloning og andre stamceller Engelske erfaringer v. Derek Morgan 48 Diskussionen i USA om stamcellebehandling og kloning v. Søren Holm 52 EU-kommissionens etikgruppe v. Dietmar Mieth 55 (Dansk lovgivning tillader kun forskning på overskudsæg) 57 Spørgerunde 58 De etiske overvejelser Terapeutisk og mennesketlivets ukrænkelighed v. Kurt Christensen 67 Konflikten mellem bioetik og hensynet til den konkrete patient v. Niels

Jacobsen 69 Uden æg, ingen terapeutisk kloning v. Lone Nørgaard 72 Etisk Råds syn på terapeutisk kloning v. Erling Tiedemann 74 Spørgerunde 77 Regulering af kloning

Den danske lovgivning om terapeutisk kloning og anvendelse af stamceller v. Mette Hartlev 85 Betydningen af national regulering af stamcelleforskning og kloning v. Karen Elisabeth Rosén 89

Patentering af det menneskelige legeme og dets bestanddele v. Tine Sommer 92 Spørgerunde 94


Debat 102 Afslutning 115 Bilag Program 116 Præsentation af oplægsholdere 120 Skriftlige oplæg Peter Hokland 125 Malcolm A.S. Moore 128 Harry Griffin 134 Torben Greve 139 Peter Ebbesen 143 Jakob Ingerslev 148 Peter Holm 152 Derek Morgan 156

Søren Holm 160 Dietmar Mieth 163 Kurt Christensen 185 Niels Jacobsen 190 Lone Nørgaard 192 Erling Tiedemann 197 Mette Hartlev 204 Karen Elisabeth Rosén 210 Tine Sommer 216

Vedtagelse fra Europaparlamentet 7. september 2000 220 Retningslinier for stamcelleforskning fra USA’s National Institute of Health 222 Europarådets tillægsprotokol om forbud mod menneskekloning 231 Resumé af rapport fra den engelske ekspertgruppe 234


Resumé af journalist Claus Djørup, Fagpressebureauet

Konflikten mellem hensynet til patienter og hensynet til fosteræg Stamceller fra det tidlige fosterstadium kan tænkes anvendt i behandlingen af alvorlige sygdomme ved at forny skadede organer, fordi stamceller af sig selv kan finde hen til det rette sted i kroppen og blive til det blod eller væv, som kroppen har brug for. Spørgsmålet er, om videnskabsmænd skal have lov til at bruge menneskeæg og levende menneskelige fosterceller til at behandle voksne mennesker. For eksempel ved at klone de voksne patienters celler. Vil vi acceptere at bruge det, som rummer potentialet til at blive et nyt menneskeliv, som en "redskabskasse" til at behandle andre mennesker? spurgte formand for Folketingets forskningsudvalg Hanne Severinsen i sin velkomst på høringen om "terapeutisk kloning og anvendelse af stamceller" den 22. november 2000. Læger og teologer har hver sine svar, der grundes i henholdsvis livets begyndelse og ansvaret over for den konkrete patient. Lektor cand. jur. Mette Hartlev, Københavns Universitet, konstaterede, at den nuværende befrugtningslov forhindrer, at der kan udføres forsøg på befrugtede æg, når formålet er at skaffe sig adgang til embryonale stamceller til forskning eller behandling. Dansk lovgivning tillader kun forskning på overskudsæg med to specifikke formål, nemlig at forbedre in vitro teknikken (reagensglasbefrugtning) eller præimplantationsdiagnostikken. Disse regler gælder uanset æggenes oprindelse, og hverken udenlandske æg, der importeres til Danmark (med eller uden kerner) eller stamceller skabt af udenlandske æg kan lovligt anvendes i dansk forskning, vurderede Mette Hartlev.

Etik mellem tingsliggørelse og nye helbredelsesmetoder Formanden for Etisk Råd, Erling Tiedemann, kogte de etiske overvejelser i rådet ned til to positioner, der er uenige om menneskeægs og fosteranlægs moralske status. Den etisk-restriktive position fastholder, at et fosters moralske status og dermed ret til beskyttelse er den samme fra undfangelsen til fødslen. Derfor anbefaler tilhængerne af denne "position 1", at man siger nej til at bruge fostre og æg i stamcelleforskningen, da de ser det som en tingsliggørelse af "livets skabelse". Brugen af fostre er problematisk uafhængigt af metode og hensigt. Den etisk-pragmatiske position slår på, at formålet er behandling af alvorlige sygdomme og at sikre substantielle værdier. Derfor kan det forsvares at bruge tidlige fosteranlæg. For tilhængerne af "position 2" giver det ikke mening at tale om et individ eller individualitet i den tidligste embryonale fase, hvor der er tale om et fosteranlæg og ikke om et foster. De afviser, at terapeutisk kloning leder til reproduktiv kloning, altså fuldt udviklede levedygtige kloner af mennesker. Erling Tiedemann opponerede imod det, han ser som "opgivelse af et menneskesyn og en respekt


for menneskets værdighed" ved at lade det medicinsk-industrielle kompleks og de dertil knyttede kapitalinteresser sætte dagsordenen for, hvad der skal forskes i.

Livet starter ved undfangelsen Docent dr. theol. Kurt Christensen, Menighedsfakultet, sagde nej til at bruge embryonale stamceller i respekt for, at livet starter ved undfangelsen. Et ja til terapeutisk kloning med efterfølgende tilintetgørelse af klonen er en problematisk udfordring af vores kulturelle og religiøse forbud mod at dræbe andre mennesker. Brug i stedet de næstbedste muligheder såsom stamceller fra navlestrengsblod og moderkage eller de stamceller, som vi alle bærer i kroppen. Hjælp og dermed også sygdomsbehandling skal ske på etisk forsvarlige præmisser. Vi står over for et grundlæggende og principielt valg: enten accepterer vi kloning, og dermed i realiteten kloning uden grænser, eller vi tager afstand fra al kloning af humant liv, mente Kurt Christensen. Han tager for givet, at i tilfælde af et ja til terapeutisk kloning stilles man i fremtiden over for et for ham uantageligt krav om tilladelse til at lade en klon udvikle sig så langt i fosterstadiet, at man kan udtage egentlige organer eller organanlæg fra den, hvis det viser sig at være den teknisk billigste eller nemmeste løsning.

Forbud mod ægdonation af hensyn til kvinder Lektor Lone Nørgaard, Dansk Kvindesamfund, talte imod fri ægdonation i respekt for svangerskabet, for et for et forbud imod befrugtning af menneskeæg i laboratorier, når formålet er grundforskning, samt et forbud mod fri ægdonation. "Vi ønsker forbud mod indgreb, som primært opfylder professionelle, forskningsmæssige og kommercielle interesser. Vi er imod fri ægdonation, fordi vi ønsker at beskytte kvinder mod operative indgreb, som ikke øger deres egen sundhed," sagde Lone Nørgaard. Hun glædede sig over, at Sundhedsministeriet fastslår, at lovgivningen beskytter kerneløse æg. Det betyder pr. definition, at et kerneløst menneskeæg stadig væk er et menneskeæg, selv om arvemassen er fjernet.

Pligten over for patienten Overlæge, dr. med. Niels Jacobsen, Rigshospitalet, advokerede for det etiske ansvar over for den konkrete patient. Moralsk status tilkommer patienten og kan ikke udledes af biologi. Det giver ikke ægget moralsk status, at der er biologiske grunde til at sidestille embryonet med et menneske. Glidebaneargumentet var gennemgående på høringen, og han var uenig i, at man kan afvise terapeutisk kloning ved hjælp af et glidebaneargument. Vores stillingtagen til et spørgsmål i dag fritager os ikke fra at tage stilling til det følgende spørgsmål i morgen, understregede Niels Jacobsen. Den største fare for en glidebane ligger i øvrigt i at acceptere, at embryonet har moralsk status, fordi derved risikerer man at begå vold mod menneskelivets værd, hvis man ikke kan anvende embryoner og må smide overskydende æg væk.

Etisk dilemma at nægte patienter behandling Celleterapi kan hjælpe hver tiende person, og det er et etisk dilemma at nægte patienter behandling,


anførte videnskabelig vicedirektør Harry Griffin fra det skotske Roslin Institute. Forskning i at klone menneskeæg og i stamceller forbedrer mulighederne for at lære at reprogrammere patientens egne celler. Hvis vi lærer at reprogrammere voksne celler til at opføre sig som stamceller, kan vi behandle de mange patienter uden den etisk svære brug af menneskeæg. Kloning af mennesker vil aldrig blive en praktisk anvendelig metode i behandling af enkeltpatienter, fordi der simpelt hen ikke er tilstrækkeligt menneskelige æg til rådighed. Terapeutisk kloning er for Harry Griffin en hjælp i den embryonale forskning, der skal lære os at omprogrammere voksne celler. På Roslin Institute i Edinburgh studeres omprogrammeringen i får og mus, og den forståelse skal på et eller andet tidspunkt afprøves på menneskelige celler, æg og embryoer.

Levedygtigt væv i 50-100 år Terapeutisk kloning rummer ikke kun mulighed for at erstatte beskadiget eller sygdomsramt væv med friske stamceller. Det giver os også mulighed for at forynge organer med ungt sundt væv, som kan leve i 50-100 år, konkluderede professor Malcolm A.S. Moore fra Sloan-Kettering Institute i New York. I sidste ende kan celleforyngelsen være det klinisk mest interessante ved brug af kloning i behandlingen. I sin yderste konsekvens betyder det, at den menneskeoige levealder kan forlænges til 120-150 år ved at holde sygdomme på afstand via celleforyngelse, mente Malcolm A.S. Moore.

Embryonale stamceller kan ikke erstattes af voksne stamceller Voksne stamceller kan ikke erstatte embryonale, fordi de voksne stamceller kan være forurenede med sygdomme og har kortere kromosomender (kromosomerne bærer arveanlæggene, generne), dvs. at de er ældede, pointerede Malcolm A.S. Moore. Denne ældning forstærkes, når stamceller fra voksne bruges til behandling af donoren selv, som man gør i flere leukæmibehandlinger. En voksen leukæmipatient, der med succes har gennemgået behandling med kraftig kemoterapi og efterfølgende har fået en transfusion med egne stamceller, vil have et immunforsvar, der er op mod 40 år ældre end resten af kroppen. Det betyder, at patienten er næsten lige så sårbar over for f.eks. lungebetændelse som en 80-årig.

Genterapi er faldet til jorden Genterapi har været opreklameret, og nogle af de ting, genterapi skulle have kureret, kan kureres med stamceller, vurderede overlæge, dr. med. Peter Hokland, Århus Amtssygehus. Han appellerede om, at dansk forskning får lov at engagere sig i den teknologiske udvikling, der kan vise sig at have stor betydning for behandlingen af bl.a. Parkinsons syge, dissemineret sklerose, Alzheimers, hjerte-karsygdomme og kræft.

Ledige nicher til danske forskere Vi er bagud, men danske forskere kan sagtens finde en niche inden for dette store felt og opnå en ekspertise til at opdyrke det, mente Peter Hokland. Det er en fordel at samarbejde med industrien, pointerede professor, dr.med. Peter Ebbesen, Kræftens Bekæmpelse. Den store viden og intelligens i den private verden skal inddrages så meget som muligt i denne udvikling, mente han, men påpegede dog, at offentlige forskningsmidler ofte


giver gode resultater. Kvaliteten i forskningen sikres ved konkurrencen om de offentlige forskningsmidler.

Behov for ekspertise, når nye behandlingsformer skal anvendes De europæiske patienter vil være særdeles ufordelagtigt stillet om 20 år, hvis ikke landene sørger for at være med i forskningen og opbygge en ekspertise inden for alle aspekter af stamcelleforskning, advarede Harry Griffin. Hvis landene ikke har personer med erfaring baseret på forskning, her det en stor ulempe, når man skal til at anvende de nye behandlingsmetoder.

USA og Storbritannien får bioteknologisk forspring Privat finansieret forskning i stamceller er stort set ureguleret i USA, men forbundsregeringen betaler ikke for fremstilling af embryonale stamceller med offentlige midler uanset fra hvilke typer af embryoner, disse stamceller kommer fra, oplyste professor Søren Holm, Manchester University. Ikke desto mindre er det lovligt for de føderale myndigheder at erhverve stamceller, som er fremskaffet med private midler. Hvis det offentlige ikke er parat til at finansiere denne grundforskning, så den kan styres af det offentlige, har det konsekvenser, pointerede lektor Derek Morgan, University of Cardiff, som er medforfatter til en "forsigtig" betænkning om stamcelleforskning fra Storbritanniens øverste sundhedsmyndigheder. En af konsekvenserne er, at markedsorienterede virksomheder fører an, og det rummer både omkostninger og fordele. I Storbritannien er forskning på menneskeæg og -fostre er tilladt til visse formål (der minder om de tilladte formål i Danmark) ifølge loven Human Fertilisation and Embryology Act fra 1990, oplyste Derek Morgan. I Storbritannien er forskning, der omfatter skabelse af embryoner ved at udskifte cellekernen, ikke forbudt i henhold til loven, så længe det er sker inden for fem tilladte forskningsområder. Derek Morgan pegede på en overset anbefaling vedrørende behandlingen af mitochondrie-sygdomme, hvor man har større udsigt for praktisk anvendelse end de øvrige forskningsbaserede behandlinger. Er det mere etisk at destruere embryoer fra fertilitetsbehandling end at skabe embryoer til forskning? spurgte han.

Uetisk at kassere klonbare embryoner Overlæge, dr. med. Jakob Ingerslev, Skejby Sygehus, fortsatte ad den vej og spurgte, om det er mere uetisk at kassere embryoer fra fertilitetsbehandling end at bruge dem til forskning i kloning, når formålet er behandling. I øvrigt er der ikke mange brugbare æg at hente til forskningen på fertilitetsklinikker i Danmark, vurderede han. De private klinikker i USA arbejder under et langt større økonomisk pres og laver derfor langt flere overskudsæg i jagten på en høj succesrate. Mildere hormonbehandlinger i det offentlige danske sundhedssystem giver færre æg, og nedfrosne overskudsæg er ofte uegnede til stamcelleforskning.

Offentlig finansiering som modvægt til privat friløb Europaparlamentet vedtog i september 2000 med et lille flertal en henstilling til medlemsstaterne


om at forbyde al forskning i en hvilken som helst form for menneskelig kloning, og den henstilling går igen hos anbefalingerne fra EU-kommissionens etikgruppe EGE, som teologiprofessor Dietmar Mieth, Tübingen Universitet, repræsenterede. EGE sætter hensynet til kvinder, der ikke skal presses til at levere ubefrugtede æg, højere end fjerne perspektiver for behandling og en forskning, der kræver et stort antal æg for at sikre en levedygtig cellekultur. Dietmar Mieth talte om instrumentalisering af menneskeligt liv. "Terapi" er politiseret vildledning, og formålet er for usikkert i forhold til midlet. Selv om der er forbehold f.eks. i EU-parlamentet over for embryoforskning, kan der alligevel indgås et politisk kompromis gående ud på, at det er bedre at det offentlige betaler for forskning på menneskelige embryoer end at overlade hele denne forskning til det private initiativ, sagde Dietmar Mieth. Han opfordrede landene og EU til at begynde forfra med patentreglerne på levende organismer. Patentdirektivet er svækket på grund af modstand fra flere EU-lande, og opfindelse er blevet til opdagelse i patenteringen.

Organdyrkning og xenotransplantation Peter Ebbesen var ikke i tvivl om, at man i fremtiden i hvert fald i dyreforsøg vil kunne udtage organer fra forskellige stadier i fostertilstanden og dyrke dem videre i forskellige dyrkningskamre og få en vis videreudvikling. Man kan f.eks. altså dyrke et foster til forskellige stadier for at bruge dem som en slags reserve. Malcolm Moore præciserede, at der i store dele af forskermiljøet ikke længere tales om transplantering af hele organer som lever, nyrer og bugspytkirtler, men om at reparere skader på patienters organer ved at transplantere stamceller, der selv finder frem til skaden og reparerer den. Harry Griffin gjorde opmærksom på en praktisk begrænsning på størrelsen af væv, man kan dyrke i laboratorier. På grund af ilttilførslen er det tykkeste stykke væv, man indtil videre kan dyrke i laboratoriet, millimeter små stykker brusk. Professor Toben Greve, Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, mente, at de stamceller, man er ude efter til behandling, kan man lige så godt få fra et voksent individ. Man har altså ikke brug for fostre. Søren Holm påpegede, at en ganske betydelig gruppe forskere er overbevist om, det kan lade sig gøre at dyrke væv og organer, selv om der er uhyre problemer forbundet med det. Det bekræftede journalist Peter Hesseldahl fra salen. På Harvard Medical School havde Peter Hesseldahl set dyrkning af en komplet blære, som var lavet af stamceller fra en hund og genindsat i hunden. Harry Griffin afviste relevansen af dette ved at fastslå, at en blære er "en sæk" og ikke et komplekst organ ligesom en nyre, en lever eller et hjerte. Der er en kronisk mangel på organdonorer, og xenotransplantation (organer fra f.eks. grise) kræver omfattende overvågning af modtagerne og deres seksualpartnere og er derfor urealistisk, vurderede Derek Morgan og tilføjede, at al udvikling af nye transplantationsmetoder har en etisk pris, men grundforskning er nødvendig i søgen efter alternativer.


Videnskab taler imod menneskekopier Reproduktiv kloning af mennesker er der i almindelighed modstand imod af både etiske og biologiske årsager. Niels Jacobsen afviste reproduktiv kloning alene på grundlag af videnskabeligt funderede argumenter om indskrænkning af den genetiske rigdom. Pointen lå i, at videnskabelige argumenter mod nye metoder og muligheder er mere holdbare end følelsesmæssige argumenter. "Intuitive, emotionelle argumenter holder sjældent mere end 20-25 år, mens man står meget stærkere, hvis vi virkelig kan dokumentere, at det er skadeligt for fremtidige generationer at prøve at ændre på arvemassen eller tilsvarende ting," erklærede Niels Jacobsen.

Reproduktiv kloning giver skravl Andre biologiske fakta end biodiversitet taler imod forplantningskloning på mennesker, for det er nogle ”skravl”, der kommer ud af det, og man ved ikke hvorfor, sagde Torben Greve. Husdyrforskningen har positive erfaringer med voksenkloning, men der er også problemer, understregede han. Det kræver målrettet forskning. Forskningen kan ikke klare sig med ét æg, som man tog stamceller fra og derefter dyrkede i det uendelige til brug for forskere. Der skal givetvis mange æg til, også fordi man ikke ved på forhånd, hvilke er egnede, forklarede Torben Greve. Han foreslog at starte forskning i dyrkbare cellelinier for at afhjælpe manglen på ubefrugtede menneskeæg.

Kvægæg som mellemvej Helbredelse er vigtigere for en patient end skepsis over for stamceller fra andre dyrearter, mente seniorforsker Peter Holm, Forskningscenter Foulum. Han tror, at de fleste sukkersygepatienter gerne vil undergå en behandling med celler fra et dyr, hvis de kan blive fri for insulinsprøjten. Han så en eventuel kilde til stamceller i at klone på tværs af dyrearter ved at bruge ægceller fra dyrearter som modtagere af kernen med arveanlæggene fra den patients celle, man vil klone, f.eks. ved at lægge en menneskecelles kerne ind i et æg uden cellekerne fra en ko. Han tilføjede straks, at man nærmest intet ved om kloning på tværs af dyrearter. Et af perspektiverne er, at mitochondrier (cellens kraftværk, der bærer på et dusin gener) fra dyr kan kommunikere med kerner fra menneskeceller. Peter Holm forestillede sig, at man kunne bytte kvægmitochondrier ud med mitochondrier fra humane celler, så man fik en ren menneskecelle ud af det, men inden da skal en masse hvis'er elimineres gennem forskning. Endelig vil voksne stamceller nærme sig den embryonale celle, efterhånden som man bliver klogere på hvilke faktorer, der reprogrammerer cellerne til at opføre sig som fosterceller. Lovgiverne må tage højde for den glidende overgang, når voksne celler nærmer sig det embryonale stadium. Ni ud af ti kvinder ønsker - når det er gratis - at deponere navlesnorsblod, der senere kan bruges i behandling af visse sygdomme og kan anvendes til at styrke immunforsvaret i alderdommen, oplyste professor Peter Ebbesen, Kræftens Bekæmpelse, om 10 års erfaringer med den privatfinansierede navlestrengsbank i Fredericia.


Nationale domstole kan dæmpe patentliberalisering Adjunkt Tine Sommer, Handelshøjskolen i Århus, forudså problemet med stofpatenter, der kan monopolisere diagnosticering af genetisk betingede lidelser. Hverken europæisk og dansk patentlovgivning tillader, at man tager patent på en fremgangsmåde til kirurgisk eller terapeutisk behandling eller til diagnosticering af lidelser på mennesker eller på dyr. Imidlertid kan man få det problem, at et patent på et gen eller på en stamcelle, fordi det er et stofpatent, kan hindre den frie diagnosticering. Politikerne har tilladt vidtgående patentering ved at tillade patentering på gener og ikke kun på deres anvendelse, mente lektor Jens Schovsbo, Københavns Universitet, som var bisidder for Tine Sommer. De nationale domstole vil nok forsøge at fastholde klassiske patentretlige dyder om, at patentsystemet skal tilføre innovation og stimulans til samfundet. Det er ikke patentrettens opgave eller formål at ødelægge samfundet eller føre til asociale eller aetiske resultater. Nationale domstole bliver afgørende i udviklingen af retspraksis det europæiske patentsystem. Han understregede, at et patent ikke giver ret til udnyttelse, men hindrer andre i kommerciel udnyttelse af opfindelsen.

Bioteknologiske job Udvikling inden for bioteknologien kommer ofte overraskende for offentligheden, fordi virksomhedernes forskningsresultater holdes hemmelige indtil patentoffentliggørelsen, påpegede dr. med. Karin-Elisabeth Rosén, Lunds Universitet. Den amerikanske regulering er vidt forskellig fra den europæiske. USA har ingen restriktioner på privatfinansieret stamcelleforskning eller terapeutisk kloning. Hvad er konsekvenserne af manglende lovgivning både på europæisk niveau og i forhold til USA/Europa? spurgte Karin-Elisabeth Rosén og svarede, at den europæiske biotekindustri ikke vil have de samme muligheder som den amerikanske, hvis der ikke er nogen restriktioner i USA, og hvis lovgivningerne på begge sider af Atlanterhavet ikke harmoniseres.

Offentlig fravær giver endnu flere private patenter Selv om man beslutter at begrænse forskning og udvikling i stamcelle- og terapeutisk kloning i Danmark, vil det sandsynligvis bare foregå i Storbritannien og USA, så en sådan beslutning i Danmark vil stort ikke betyde noget for forskningsområdets samlede udvikling, vurderede Karin-Elisabeth Rosén. Alligevel vil national lovgivning have en værdi i de kommende internationale diskussioner om regulering af forskningens resultater. Derfor opfordrede hun til, at alle lande gør deres egen stilling op gennem national lovgivning. Videre advarede hun om, at fravær af offentlig deltagelse i forskningen betyder, at private firmaer vil ligge inde med alle patentrettigheder, hvilket igen kan medføre, at der vil ikke være nye behandlinger til rådighed til overkommelige priser. Endelig anbefalede Karin-Elisabeth Rosén en sektorspecifik lovgivning snarere end et generelt forbud mod kloningsteknikker.


Komitesystem og ægdonation Peter Hokland foreslog at oprette et nævn til godkendelse af forskning på området, eftersom medlemmerne af det videnskabsetiske komitésystem er overbebyrdede. Erling Tiedemann foreslog i stedet at styrke den eksisterende Centrale Videnskabsetiske Komité frem for at etablere et nyt nævn. På baggrund af erfaringer fra den veterinære verden rejste Peter Holm spørgsmålet, om ægdonation fra afdøde på linie med organdonation var et svar på manglen på æg.

Kan ikke undgå forskning i embryonale stamceller i en periode Der er voksne stamceller, som har vist sig at være omprogrammerbare, så de kan bruges til flere typer behandling ligesom embryonale stamceller. Imidlertid undgår man ikke at bruge de embryonale stamceller i forskningen, mente Peter Hokland og tilføjede, at en investering i den slags forskning også kunne medføre, at vi hurtigere bliver gjort uafhængige af at bruge stamceller fra embryoner, og der må man også være klar til at lovgive.


Indledning Hanne Severinsen (ordstyrer): Det er et stort spørgsmål, vi skal diskutere i dag. Vi står over for et muligt gennembrud i behandlingen af alvorlige sygdomme som kræft, parkinsonisme og diabetes, der både for familier og for samfundet koster dyrt. Midlet, der tegner til at kunne give os dette gennembrud, er de såkaldte stamceller. Det er på sin vis de celler, vi alle er kommet af. Det er de celler, der fra det tidlige fosterstadium udvikler sig til et helt barn. Det er en lille klump celler, der i løbet af en graviditet deler sig og bliver til blod, knogler, hud, muskler og organer og alle de andre ting, en menneskekrop består af. Det er stamcellernes evne til at dele sig og ændre sig, som forskerne gerne vil undersøge. Hvis vi lærer disse små cellers særlige muligheder, kan vi måske skabe kure til sygdomme, der i dag er uhelbredelige. Det er muligt, at vi kan forbedre gamle menneskers livskvalitet ved at styrke deres immunforsvar. Det er måske endda muligt at reparere eller skabe helt nye organer til mennesker med svigtende hjerter, nyrer osv. Kloning er én af de metoder, man regner med kan bruges til at drage nytte af stamceller. Med samme teknik, der i 1997 skabte det klonede får Dolly, kan man med et menneskeligt æg skabe stamceller, der har præcis den samme arvemasse som en patient. De celler kan dyrkes og transplanteres til patienten uden risiko for, at patientens egen krop afstøder dem. De ligner på mange måder det perfekte redskab til behandling. Det er det, der er den terapeutiske klonings lovende muligheder. Måske har vi også her på længere sigt alternativer til den i dag brugte teknik med at transplantere organer fra organdonorer, hvor vi har mangel i dag, og derfor er forskere i gang med at udvikle alternativer som xenotransplantation - transplantation fra dyr til mennesker. Disse transplantationsmuligheder rummer et væld af problemer, som vi måske kunne komme ud over ved kloning af stamceller, der rummer løfter om måske at være en uudtømmelig kilde til erstatningsceller og væv. Men der er en pris, som nøje må overvejes. Vil vi acceptere at bruge det, som rummer potentialet til at blive et nyt menneskeliv, som en "redskabskasse" til at behandle andre mennesker? Måske vil man endda opleve et pres for at skabe flere befrugtede æg alene med det formål at behandle voksne mennesker. Hvordan vil det påvirke vores opfattelse af mennesker og menneskefostre? Vil nogen begive sig ud i at patentere sådanne væsener? Står vi over for virkeliggørelsen af Huxleys fagre nye verden? Alle siger selvfølgelig, at de ikke ønsker, at der skal være nogen mulighed for at skabe nyt liv, en reproduktiv kloning. Men kommer vi alligevel uforvarende til at bevæge os ud på en glidebane? Der er flere ting at overveje. Andre grene af forskningen peger i retning af, at det måske er muligt at få de gode effekter af behandlingen med stamceller uden kloning og uden brug af celler fra fostre.


Alle mennesker har stamceller i sig, også voksne. Disse celler er ikke så lette at bruge og få til at udvikle sig som stamceller fra fostre, men allerede i dag bruges disse stamceller i flere typer kræftbehandling. Forskning på dyr peger på, at det kan blive muligt at gøre disse stamceller fra voksne dyr lige så brugbare som fosterstamceller. Det lyder jo besnærende. Kan vi ikke høste gevinsten fra stamcellerne og undgå de etiske problemer ved at bruge æg og fostre? Men der, hvor vi står nu, ved vi ikke, om det nogen sinde bliver muligt uden forskning på menneskelige æg og tidlige fostre. Så vil vi tage det på os eventuelt at forbyde den forskning? Det er blot nogle af de dilemmaer, som udviklingen i bioteknologien stiller os over for som lovgivere. Andre eksperimentelle behandlingsmetoder lover også behandling til uhelbredeligt syge menneske, men de har alle en pris og en risiko. Som lovgivere er det vores pligt at forsøge at orientere os i dette farvand af mange, men ofte uklare løfter og trusler.



Stamcellers nuværende og kommende anvendelser Oplægsholdere: Peter Hokland Malcolm A.S. Moore Harry Griffin

Stamceller i det danske sygehusvæsen

Peter Hokland: Jeg har fået til opgave at beskrive, hvilke tiltag der allerede er indført i det danske sundhedsvæsen vedrørende stamceller og ud fra det prøve at se fremad mod, hvad der vil ske i udlandet i det kommende årti inden for denne behandling, der indebærer kloning og stamceller, som enten direkte eller indirekte kan få afsmittende virkning på danske forhold. Det er med vilje, at jeg ikke har nævnt ordet "terapeutisk kloning" eller "kloning til behandling". Jeg arbejder til daglig med kloning, men ikke sådan, som det opfattes i titlen på denne høring. Jeg arbejder også hver dag med stamceller, men ikke den slags, vi skal tale mest om i dag. Hvordan kan det nu være? For det første står ordet "kloning" blot for en procedure, hvor man ved opsplitning fra en kompliceret blanding af celler opnår en renkultur, som man ønsker for at arbejde videre med den eller for at vurdere cellernes funktion. For mig er kloning således ikke noget følelsesmæssigt eller et etisk dilemma i den forstand, vi taler om i dag. Det er blot en afklaring af en opfattelse af en bestemt slags celler, enten man så at sige udvinder en større eller mindre del af den, eller man bare ønsker at undersøge dem her og nu.

Stamceller i den daglige behandling Når jeg ydermere siger, at jeg arbejder med stamceller næsten hver dag, skal det ikke forstås som nogle laboratoriestudier, der udføres mere eller mindre fjernt fra patienterne. Mit arbejde er direkte knyttet til behandlingen af alvorligt syge kræftpatienter, hvor vor erfaring udsiger, at de med konventionel behandling kun vil have en ringe chance for at blive raske. Selv om jeg arbejder med forskellige former for kræft, vil jeg her i det kommende tage patienter med leukæmi (blodkræft) som eksempel. Det er en sygdom, som starter i vores bloddannelse, som er et kompliceret og meget dynamisk system spredt rundt i kroppen. Det forsyner os med røde blodlegemer, som transporterer ilt rundt i kroppen, og hvide blodlegemer, hvor vi har mange undertyper, som udgør hovedhjørnestenen i immunsystemet. Endelig består det af blodpladerne, som får blod til at størkne og på den måde kan standse blødninger. Disse vidt forskellige celler stammer alle fra en fælles celle, den bloddannende stamcelle. Man har gennem studier på dyr regnet ud, at i en voksen menneskekrop sandsynligvis kun behøver at være


mellem 10.000 og 100.000 af den slags celler. De findes i vores røde knoglemarv, som sidder inde i knoglerne rundt omkring i vores legeme. Lad mig understrege, at stamceller har vi i alle vores organer også som voksne, ikke alene i fostertilstanden, men igennem hele vores livsforløb. Jeg tager kun blodet som eksempel, men vi kunne lige så godt have talt om stamceller f.eks. i leveren, huden eller musklerne. Tilbage til de bloddannende stamceller: De findes som sagt i vores knoglemarv, og vi har kendt eksistensen af dem i 30 år, bl.a. på grund af herren (Malcolm Moore) ved siden af mig, der er en af foregangsmændene. Der findes flere forskellige slags stamceller, der kan give anledning til dannelse af de blodceller, vi alle sammen har brug for, og lad mig bruge en analogi. Tænk på et træ. Det starter i roden, fortsætter op igennem stammen, forgrener sig til stadig mindre grene og til sidst til blade og blomster og senere frugter. Jo længere, vi kommer ud i grenene, jo mere specialiseret bliver delen af træet så at sige. På samme måde har vi det med stamceller. De mindst modne kan blive til alle blodets elementer, de mere modne kun til nogle af dem, de mest modne f.eks. kun til røde blodlegemer.

Gendannelse af blodceller Hvad har dette med patienter med kræft at gøre? Jo, inden for kræftbehandlingen antager de fleste af os, der arbejder med evidensbaseret medicin (og det er altså ikke det samme som vidensbaseret medicin), at øget behandlingsintensitet alt andet lige vil give en bedre effekt på kræftsygdommen. Hvad angår leukæmi, består behandlingen i de første faser udelukkende af cellegifte, dvs. kemoterapi. Vi vil gerne helbrede så mange patienter som muligt, og derfor er det vel også det rigtige at give en så intens behandling som muligt. Grunden til, at det ikke kan lade sig gøre, er, at jo mere intens behandlingen bliver, jo alvorligere bivirkninger er der ved at øge dosis. Overskrider man behandlingsintensiteten i kræftbehandlingen, vil det betyde, at de mest følsomme organer i kroppen vil beskadiges uopretteligt, og det mest følsomme organsystem i vores krop er faktisk knoglemarven. Husk på atomkraftulykken i Tjernobyl. Nogle af ofrene døde af knoglemarvssvigt, men først på det tidspunkt, hvor de celler, der var produceret før ofrene fik strålingen, var døde og der ikke voksede nye blodceller frem. Den måde, vi undgår sådan noget hos leukæmipatienten, der skal have en højdosisbehandling og har brug for den, er at tage nogle af hans stamceller ud, fryse dem ned, give ham behandlingen, som så har en grænseoverskridende karakter og intensitet, og som forhåbentlig vil kurere ham. Den behandling med nedfrysning er lige så indkørt, som det er at nedfryse andre celler, f.eks. befrugtede æg. Knoglemarvscellerne sprøjtes ikke ind, som man skulle tro, i patientens knogler igen. De kommer ind i en blodåre, fordi de er faktisk vant til at cirkulere rundt i kroppen og kan også høstes fra blodet i nogle situationer. Så stamceller kan vi altså også have svømmende rundt i kroppen. Det var stamcelleaspektet af mit arbejde. Cellerne anvendes altså kun til at genskabe bloddannelsen. De er fra voksne mennesker, faktisk fra patienterne selv. Det er så at sige hjælp til selvhjælp.


Teste antal stamceller Hvad med kloning. Hvor kommer det ind i dette scenario? Jo, vi kan faktisk teste, hvor mange stamceller vi har høstet fra en patient ved at dyrke nogle ganske få af dem i kulturskåle ved tilsætning af proteinstoffer, som fremelsker de stamceller. Ud fra den mangeartede blanding - vi kan faktisk også i nogle situationer oprense stamceller, men oftest vælger vi bare at høste cellerne fra patienten - kan vi klone stamcellerne til at vokse frem i bitte små kolonier, der netop er synlige med det blotte øje, og vi kan sige, hvor mange der er, vi har hentet ud fra patienten, og om der er nok. Så vi har faktisk klonet stamceller og vurderet deres funktion samtidig.

Hurtig udvikling Hvorfor samles vi her i dag, når det er indkørt? Jo, jeg har været i dette felt i snart 25 år, og jeg må sige, at vi befinder os i absolut den mest spændende epoke, jeg har været med til. Personligt har jeg de seneste 5 år fået kuldkastet mange af mine forudfattede meninger om bloddannende stamceller. Heldigvis, fordi perspektiverne i det, vi skal høre, bl.a. i de kommende indlæg, er så banebrydende inden for helt basal cellebiologi, at man - hvad enten man opfatter det som etisk anstødeligt eller ej - bliver nødt til at tage stilling til det. Dogme 1: Det er kun i begrænset omfang, at man kan omprogrammere en celles modningsprogram i laboratoriet. Det er modbevist på embryonal, på fosterstamcelleniveau. Dér kan man få celler i kulturskåle til at vokse ud til alle kroppens celler så at sige. Dogme 2: Jo mere modne, stamceller er, jo mindre kan de ændres. Altså en blodstamcelle kan f.eks. ikke blive til andre celler. Forkert? Det er godtgjort fra studier i mus, at man under de rette omstændigheder kan få nerveceller til at modnes til blodstamceller og herfra til alle blodets elementer. Ofte fremdrages USA som et sted, hvor udviklingen går hurtigt. Hvad enten vi som behandlere i det danske sundhedssystem vil det eller ej, vil vi i den kommende tid vil blive bombarderet med ny information, nye gennembrud, som vil gavne vores patienter på kortere eller længere sigt. Her må jeg sige, at det, man hører i forbindelse med gennembrud i nyhedskonferencerne, at "ja, det er meget godt, det sker, men der vil gå 10 år, før det kommer vores patienter til gavn". Det vindue snævres stadig mere ind og bliver kortere. Der er kortere fra den epokegørende opdagelse og til at anvende tingene klinisk.

Patienter opsøger selv information og stiller krav Måske er en anden udvikling lige så vigtig. Patienterne bliver heldigvis dygtigere til at læse om de ting, vi laver, enten i aviserne, i medierne eller på internettet. I USA oprettes lynhurtigt chatrooms


om nye behandlingstiltag, om stoffer der er gennemprøvet, dets bivirkninger og hvordan man får det stof. Vi har et ansvar som behandlere i sundhedsvæsenet for at gå aktivt ind i debatten, og det gælder også anvendelsen af stamceller. Vi må være forberedte på, at patienterne stiller krav ikke alene om information, men også til hvad vi i Danmark kan tilbyde af dokumenteret - jeg understreger - dokumenteret effektiv behandling. Forskningsministeren har i en avisartikel efterlyst, at vi som behandlere også er meningsdannere. Der ser jeg frem til en debat om. Lægestanden er altid interesseret i at diskutere behandlingstiltag, som er gennemprøvede og ikke bare er på enkelt patientbasis. Vi er klar til at bidrage til udviklingen, og i de skandinaviske lande har vi en lang og god tradition for bioteknologisk forskning. Stamceller og kloning vil uden tvivl fylde meget her, og spørgsmålet er: skal vi stå på toget nu, og hvilket tog skal det være - et TGV-tog, et lyntog eller et bumletog?

Videnskabsetiske komitésystem utilstrækkeligt For at blive i analogien: Hvilken køreplan skal vi køre efter? Hvor og hvor mange stopsignaler skal vi lægge ind? Når ministeren direkte efterlyser meningsdannelse, vil jeg gerne sige, at jeg ikke mener, at det videnskabsetiske system i dette tilfælde vil være nok i sig selv. I USA har man fire instanser, man skal igennem for få godkendt et projekt, som det vi taler om i dag. Jeg synes minimum, vi burde have et i Danmark.


Terapeutisk kloning af stamceller

Malcolm Moore: Terapeutisk behandling, kloning, det at man tager en kerne fra en hudcelle eller en foringscelle fra ens kind og bruger den i en ægcelle, hvor den oprindelige kerne er fjernet, så man dermed danner en embryo ved denne ukønnede formeringsproces, er blevet demonstreret i mange dyrearter. Jeg er ikke i tvivl om, at det også kan lade sig gøre hos mennesker. Spørgsmålet er: ønsker vi at gøre det, og hvad er værdien ved at gøre det i forhold til, at vi rent faktisk altså kommer til at ødelægge et foster på et eller andet tidspunkt, for at få en primitiv celle- en embryonal stamcelle? Den embryonale stamcelle kan ikke i sig selv blive til en levende organisme, men den kan godt differentieres og blive til de 200 forskellige typer væv og celler, som menneskekroppen jo udgøres af.

Perfekt vævstype En af de mest interessante ting ved en sådan celle, der opnås gennem denne proces, hvor man kloner, er at kunne lave en perfekt vævsmatch over for en donor. Hvis man skal have hjerteceller til at reparere et beskadiget hjerte, kan man altså skabe sin egen nye population af hjerteceller via disse embryonale stamceller og anvende kloning i behandlingen. Hvordan kan man så anvende disse embryonale celler? Vi må se på de undersøgelser, der er foretaget inden for dyreverdenen. Musembryonale stamceller og også aber, som jeg og flere andre har undersøgt. Processen, hvormed man bevarer disse celler i reagensglas, er meget fascinerede. De er i princippet udødelige. De kan blive ved at vokse, så længe vi ønsker at formere dem uden for kroppen, og de forbliver udifferentierede, indtil vi udsætter dem for bestemte signaler, bestemte molekyler, som udløser skal vi sige udviklingsveje, så de f.eks. bliver til nervestamceller. Nervecellerne i sig selv kan skabe neuroner og dermed også støttecellerne i nervesystemet.

Reparationer af nervesystemet I forskellige modelsystemer i dyr, som f.eks. mus og rotter, er disse nervestamceller er blevet indført i dyret, som f.eks. har dissemineret sklerose, og der har man kunnet rette op på skaden i neuronerne. Man har også indført dem i rotter, hvor man havde skåret rygmarven over, så der var opstået en lammelse. Denne skade har man også til dels kunne reparere. Det siger noget om, at embryonale stamceller, der udvindes, kan anvendes i behandlingen hos hundredtusinder af patienter med rygmarvsskader.


Dopamin mod Parkinsons fra stamceller Parkinsons sygdom er en progressiv lidelse med dødelig udgang, der skader bestemte hjerneneuroner, som producerer dopamin. Nervestamceller og embryonale stamceller kan provokeres til at producere dopamin, og i behandlingen vil det være en fornuftig terapi. Det tror jeg, det bliver inden for de næste 5 år. Der kan man altså benytte embryonale stamceller som forstade.

Genetablere egen insulinproduktion hos sukkersyge Millioner af mennesker lider af diabetes. Meget spændende nyere undersøgelser viser, at patienterne kan kureres ved at få celler fra bugspytkirtlen indsat. Det gør, at folk igen kan producere insulin og ikke er afhængige af at få det tilført. Nylige arbejder har vist, at embryonale stamceller fra mus kan blive til insulin producerende betaceller, som kan overføres til mus og dermed kurere deres diabetes. Dyreforsøget viser altså de kliniske muligheder hos disse meget vigtige celler.

Muskel- og hjertesygdomme Der er en række sygdomme hos mennesker, hvor musklerne svinder. Vi kender muskelsvind som et eksempel. Disse lidelser fører til lammelser og senere til døden. Ved dyreforsøg fører transplantation af muskelstamceller til, at almindelige muskler dannes, så man altså får kureret denne alvorlige sygdom. Muskelstamceller kan let skabes af embryonale stamceller. Det mest spændende, vi har set for nylig, er embryonale stamceller hos mus, der kan provokeres til at danne muskelceller i hjertet, således at de kan indføres i et beskadiget hjerte hos en mus. Man kan altså gå ind i den beskadigede hjertemuskel og skabe pulserende hjertemuskler og dermed rette op på hjerteskaden. Potentialet er her enormt for behandling af mennesker, der har hjertelidelser.

Voksne stamceller sjældne og forurenede Vi har hørt om bloddannende stamceller, og hvordan vigtige stamcelletransplantationer kan foretages ved forskellige blodsygdomme, leukæmi, genetiske sygdomme og andre. Bloddannende stamceller er nok de mest spændende af de voksne stamceller, når man ser på deres anvendelse i behandlingen. De er vanskelige at få fat i, ofte er de kontaminerede af ondartede celler, og de har kun en lille evne til at udvide sig uden for kroppen eller endda i kroppen, når de er transplanteret. Embryonale stamceller kan man let få til at danne bloddannende celler og immunceller, og det tror jeg bliver en betydelig kilde til sådanne cellepopulationer i forbindelse med fremtidige transplantationer. Foringsceller, som dannes i forbindelse med venarer (indre foringsceller i venolerne, som er de små blodkar, der fører blodet tilbage til hjertet, red.), kan også skabes. Det har vi set hos primatembryonale stamceller (fra aber, red.).


Jeg tror, de også får en stor rolle at spille i forbindelse med åreforkalkning, sårheling og genoprettelse af blodkar. Der, hvor vi får skader på brusk, sener osv., er der egentlig ret sjældent celler hos voksne; én ud af en million celle i knoglemarv. Men de kan let skabes af embryonale stamceller og kan dermed anvendes til at korrigere beskadigede knogler. Der er også muligheder for behandling af f.eks. slidgigt og også osteogenesis imperfecta (en medfødt knoglesygdom, red.) eller almindelige lidelser som f.eks. osteoporose, altså knogleskørhed.

Stamcellebehandling erstatter leverdonorer Leverceller kan også udvindes af embryonale stamceller. Det kan forestilles brugt i behandling af skrumpelever, beskadigelse på leveren på grund af gift f.eks. osv. Vi kender jo denne begrænsning, der er med behandling af leverskader og sygdomme. Det er svært at finde donorer. Det gør det vanskeligt at behandle patienterne fornuftigt i forbindelse med disse lidelser. Jeg kunne fortsætte med eksempler af den type, og de illustrerer, hvad som nok klinisk vil være relevant inden for de næste få år som kandidater for behandling med embryonale stamceller og for anvendelsen af denne form for kerneoverførselsteknologi.

Voksne stamceller versus embryonale stamceller Jeg vil godt lige sige lidt om det emne, som en række personer har været inde på. Spørgsmålet om vi med alt det spændende arbejde, der foregår med voksne stamceller, har brug for embryonale stamceller? Problemet med voksne stamceller er jo, at de er sjældne, de er vanskelige at isolere. Men det aller væsentligste problem er, at de har en meget begrænset evne til at forny sig selv og at opretholde sig selv i uændret form (i laboratorieforhold, red.). Derudover udviser de jo ældning. I voksne celler sker der en forkortelse af kromosomenderne. Det er et indbygget biologisk ur, som er i kroppens væv. Jo ældre vi er, jo kortere er enderne på kromosomerne. Til sidst bliver de så korte, at cellerne kommer ind i en ældningsproces, en dødsproces. Det sker efter 30-40 delinger af cellen. Tager man en voksen stamcelle fra en person, der er 50 eller 60 år gammel, transplanterer man jo en gammel celle tilbage. Hvis man havde ladet den vokse uden for kroppen, ville den ældes yderligere og være særdeles ineffektiv. Vi er blevet underkastet alt det, der ligger i ældningsprocessen: Mutation, større risiko for cancer osv. Derimod har embryonale stamceller evnen til at forny sig selv, forynge sig selv. Man kan endda tage en ældet celle og bruge kernen derfra i en ægcelle, og derved skabe en embryonal stamcelle, som så er forynget og dermed har en livstid på 60-100 år. Det har man gjort hos kvæg, som har brugt 95 pct. af sin livstid. Man har altså simpelt hen fornyet den, fornyet cellen, forynget den.


Levedygtigt væv i 50-100 år For at konkludere: denne form for kloning i behandlingen giver os ikke kun mulighed for at få stamceller til en række forskellige væv til behandling, men betyder også mulighed for at forynge celler. Ikke kun får vi væv, men vi får altså ungt sundt væv, som kan leve i 50 eller 100 år. Jeg tror, at i sidste ende kunne det være det klinisk mest interessante ved brug af kloning i behandlingen.


Stamcellebehandling

Harry Griffin: Roslin Instituttet er kendt, fordi det kloner får, men vores arbejde er gået videre i de sidste 3-4 år. En stor del af vores nuværende arbejde vedrører, at vi prøver at komme til at forstå de fundamentale mekanismer ved programmering af celler. Hvordan kan en mælkekirtelcelle programmeres til at kunne blive et embryo? (som man gjorde med fåret Dolly på Roslin Institute, red.) Jeg er ikke selv aktiv praktiker i stamcellebehandling. Jeg har i stedet prøvet i de seneste år at forklare meningen med kloning over for et stort og bredt publikum, herunder parlamentarikere. Parlamentet i Storbritannien er ved at overveje en ændring af den eksisterende embryolovgivning, sådan at vi kan anvende stamceller, og det kommer vi til at høre mere om fra Derek Morgan senere. En masse af de ting, som jeg egentlig gerne ville have sagt, er allerede dækket af Malcolm Moore, men jeg vil gerne understrege tre ting. Det første er omfanget af den opgave vi står overfor med at nå frem til disse ideer og omdanne dem til praktisk behandling. Det andet er spørgsmålet vedrørende de forskellige fordele ved embryonale celler og voksne celler. For det tredje vil jeg sætte terapeutisk kloning i perspektiv og beskrive, hvordan vi ser det som en støtte til forskningen, og hvor vi ikke mener, at den teknologi kan bruges.

Celleterapi kan hjælpe hver tiende Lad os først se på opgavens videnskabelige omfang, når man skal omsætte ideerne til praksis. Man skønner, at celleterapi vil kunne hjælpe op til 10 procent af befolkningen. Her taler vi om sygdomme som diabetes, parkinsonisme, hjertesygdomme, rygmarvsskader osv. Vi skal altså behandle et meget stort antal patienter, og jeg mener, at dette er et central spørgsmål. Det er tænkeligt, at der vil være behandlinger, som teknisk godt kan lade sig gøre, men hvis de skal kunne bruges i praksis, så skal disse behandlinger tilbydes til hundredtusindvis af patienter til en pris, som samfundet har råd til at betale. Derfor er det ikke bare et spørgsmål, om forskningen bare kan levere en teknisk succes. Hvis behandlingen ikke stilles til rådighed for alle de patienter, som potentielt kunne drage fordel af den, så må det siges at være en fiasko for samfundet, og det må vi som videnskabsmænd se i øjnene. Jeg mener også, at vi må forstå, at vi står i begyndelsen af en lang proces. Vi ved meget lidt om stamcellebiologien. Embryonale stamceller har været til rådighed for mus' vedkommende i 20 år, og for mennesker har vi kun kunnet isolere dem i 2 år. Der en enorm mængde forskning foran os, før vi kan opfylde løfterne. Diskussionen i Storbritannien handler ikke om, hvorvidt vi skal bruge embryoner til behandling, men om man skal tillade forsøg på menneskeembryoner med henblik på behandling af mennesker.


Voksne stamceller er intet alternativ til embryonale For det andet vil jeg godt gentage noget af det, der blev sagt om forskellen på embryonale stamceller og voksne stamceller. I Storbritannien fremhæver modstanderne af embryonalforskning hvert papir, der udgives om nye forsøg med voksne stamceller. Stamceller er selvfølgelig til stede i menneskeligt væv, og de lader til at kunne styres bedre end tidligere troet, men af de grunde, som Malcolm Moore har været inde på, mener forskerne, at de for øjeblikket ikke udgør nogen som helst form for alternativ til embryonale stamceller som rutinemæssig kilde til behandlingstilbud. Med tiden vil vores forståelse af stamcellebiologien måske kunne hjælpe os til at bruge voksne stamceller under givne omstændigheder, men for øjeblikket står vi over for en lang række forskellige sygdomme. Derfor er der behov for mange forskellige typer celler, og hver enkelt vil udgøre forskellige tekniske problemer, der skal løses.

Cellebanker Mange er forvirrede over den terapeutiske kloning og hvordan det hænger sammen med en langsigtet strategi vedrørende behandling til patienterne. Terapeutisk klooning er dog ikke en absolut forudsætning. Det er muligt, at vi kan have banker med embryonale stamceller, som repræsenterer de forskellige vævstyper, som befolkningen har. Hvis en patient kan identificeres som havende behov for behandling for f.eks. parkinsonisme, vil man foretage en vævstypebestemmelse og hente den mest passende stamcelle fra banken. Den vil blive aktiveret, og de celler vil så blive omdannet til de neuroner, som den pågældende patient har brug for. Det vil i høj grad afhjælpe det problem, der vedrører immunitetsafvisning. Patienten skal selvfølgelig have en dyr medicinsk behandling mod afvisning resten af sit liv, men som ordningen er i øjeblikket f.eks. for nyretransplantationer kan dette sagtens lade sig gøre.

Ikke æg nok til terapeutisk kloning for enkeltpatienter Terapeutisk kloning forbedrer mulighederne for at reprogrammere patientens egne celler. Malcolm Moore forklarede, hvordan processen var, men hvis man vil skabe et menneskeligt embryo ved hjælp af kloning, må man gå i gang med processen på samme måde, som man har gjort for dyr, Dolly for eksempel. Det kræver selvfølgelig, at der er et menneskeligt æg og skabelsen af et menneskeligt embryo. Af åbenlyse grunde vil det aldrig blive en praktisk måde til at give behandling til enkeltpatienter, fordi der er simpelt hen ikke tilstrækkeligt menneskelige æg til rådighed til, at vi kan skabe menneskelige embryoer til patienterne, og dette er et kritisk punkt, hvis man ønsker at forstå debatten. Terapeutisk kloning er for os at se en hjælp i forskningen, en hjælpeforanstaltning i forskningen. I Roslin foregår det med får og med mus, og vi prøver på at finde ud af, hvad denne


omprogrammering går ud på. Den forståelse skal på et eller andet tidspunkt afprøves på de menneskelige celler, de menneskelige æg og de menneskelige embryoer.

Embryonal forskning skal føre til omprogrammering af celler Men det endelige resultat, det overordnede mål, er at finde måder på, hvordan vi kan reprogrammere cellerne uden at bruge menneskeæg og fostre. Det er et praktisk krav, fordi der ikke er tilstrækkeligt mange menneskelige æg til rådighed til, at vi rutinemæssigt kan gennemføre processen. Jeg tror også, det er et etisk krav. Jeg tror, at mange mennesker kan forstå, at terapeutisk kloning kan bruges i forskningen, sådan at vi får en bedre forståelse af tingene, men ville vende sig imod forestillinger om, man som rutine skaber embryoer og ødelægger æggene. Lad mig minde om, at det potentielle antal patienter er oppe i millioner, så det er altså en forskningsstøttende foranstaltning, ikke en kilde til rutinemæssig behandling. Det er ikke nødvendigvis det, alle forskere mener. Nogen tror, at det kan være muligt at skaffe tilstrækkelig mange menneskeæg ved at dyrke og udvikle dem in vitro, men vi mener, at det ikke vil kunne tilfredsstille efterspørgslen. Jeg vil gerne lige igen understrege: Terapeutisk kloning er bare én metode til at undgå problemet med immunafvisning. For det andet er det en støtte til forskningen, og formålet med den forskning er at finde frem til reprogrammering af patientens egne celler uden at anvende menneskelige æg og uden at skabe embryoer.


Spørgerunde

Kan embryonal kloning springes over? Susanne Clemensen (CD): Peter Hokland nævner til sidst, at landvindingerne på dette felt sker så hurtigt, at det næsten kom til at lyde som om, at du mener, vi kan springe terapeutisk kloning af embryonale stamceller over og så bruge voksne menneskers stamceller. På den måde vil man jo efter min mening kunne være ude over et meget væsentligt, svært etisk dilemma, altså hele spørgsmålet om, hvornår embryonale stamceller er et menneskeliv. Men på den anden side siger Malcolm Moore, at voksne stamceller har en meget begrænset anvendelse.

Embryonal kloning er et nødvendigt led. Mangler penge til forskning Peter Hokland: Nej, det var ikke min mening at sige, at vi kan springe det stadium over. Faktisk er jeg fuldstændig enig både med dr. Moore og dr. Griffin i, at vi bliver nødt til at have forskning inden for embryonale stamceller, fordi - som dr. Griffin siger - det er det et første trin til at blive uafhængig af den situation. Vi bliver nødt til at vide mere, og det bedste sted, vi kan få mere viden og mere udvikling, er på de embryonale, altså fosterstamcellerne. Det er dér, jeg prøver at sige, at vi skal til at tage stilling til, hvad vi vil i Danmark, men der skal også - og det siger lægerne altid - afsættes midler. Der skal være en cigarkasse, der hedder forskning inden for dette område, for ellers er jeg bange for, at vi kører bagud udviklingen. Der skal være regulering, men der skal også være midler, der gør, at det kan køre i vores land.

Jubeloptimisme? Leukæmi hos børn? Reinkarnation/foryngelseskur? Margrete Auken (SF): I lægger en utrolig optimisme for dagen. Jeg har deltaget i konferencer f.eks. om genterapi, og vi har været udsat for hele pressionen fra patientforeninger osv. - vi glemmer aldrig cystisk fibrose - og vi er ikke kommet ud af pletten. Der er jo sket meget lidt i forhold til den jubeloptimisme, man er gået i gang med. Lokker I os ud på en vildmand? Inden for bioetikdebatten er glidebanen blevet en del af defensoratet. Jeg har på en konference sagt, at den er vi jo på, og at vi var allerede fanget ind, så vi ikke engang kunne gardere os med det længere, og der er grøn sæbe på den glidebane, så det er bare om at være opmærksom. Skal vi lokkes ud på den med den der jubeloptimisme? Peter Hokland, jeg går ud fra, I også står med den samme katastrofe, som man gør andre steder i leukæmibehandlingen, at en fjerdedel af børnene dør, og vi ved ikke hvorfor. Det er vidunderligt med de børn, der bliver raske, det er heldigvis de fleste, men der er altså også nogle, der inden for en skrækkelig kort periode dør, og vi ved ikke hvorfor. Vi ved, at vi kan ikke sortere på forhånd og sige, hvem der er i risiko. Det er forhåbentlig forkert, og jeg har forhåbentlig misforstået det, men jeg frygter at jeg ikke har.


Malcolm Moore - Synes du ikke, det er lidt et problem med foryngelseskuren? Man kan godt se perspektiverne, og jeg har også siddet og været en anelse fristet af det i betragtning af, at spejle ikke er, hvad de har været. Men den form for reinkarnation i ordets egentlige forstand, som du lokker med, har den ikke nogle etiske implikationer? Sygdomshelbredelsen rejser ikke etiske problemer, som en række af de andre teknikker gør, men når vi så kommer til den der reinkarnation, bliver jeg en anelse skeptisk. Er jeg alene om den skepsis, og kan den blive afvist med, at der er ikke tale om, at man forynger eller forlænger os generelt?

Hvor langt strækker stamceller? Britisk skelnen mellem formål og behandling? Ester Larsen (V): Jeg skal ikke gentage Margrete Aukens bekymring for revitaliseringen, som vi slet ikke har hørt om heller ikke i de skriftlige oplæg, men det kan være, vi vender tilbage til det senere. Man angler meget efter stamcellerne fra befrugtede æg. Hvis man høster dem, kan de så i princippet fortsætte i uendelige cellerækker? Vi har jo hørt om, hvordan de kan forny sig hele tiden. Vil det sige, at man behøver kun gøre det indgreb nogle få gange, og så har man forsyninger til lange tider? Det andet er en undren over, om der virkelig er så stor forskel på englændere og danskere, sådan så englænderne er i stand til at skelne meget skarpt imellem et formål til forskning og et formål til behandling? Dette at respekten for menneskeligt liv er afhængig af formålet, er man virkelig så meget anderledes tænkende i England?

Genterapi taget i brug for tidligt. Realistisk at forvente embryonal stamcellebehandling af sygdomme inden 10 år. Voksne stamceller kan ikke erstatte embryonale. Sygdomsfri via foryngede celler op. Endelig aldersgrænse 120-150 år Malcolm Moore: Er man sådan for jubeloptimistisk? Ja, man sagde genterapi hurtigt kunne klare en masse menneskesygdomme, og vi er dårligt nået dertil, hvor vi har haft en eneste succespatient i forhold til genterapi. Vi har dog én patient, rent faktisk to, men det går langsomt med at få det omsat. Problemet er her, at vi havde ikke tilstrækkelige bevis fra dyreforsøg om effektiviteten, før man begyndte de kliniske forsøg. Vi er gået for hurtigt ind i de kliniske forsøg. Med embryonale stamceller er der en masse effektivitetsdata på grundlag af behandlingen af sygdomme med embryonale stamceller. Jeg vil da ikke udelukke, at der bliver for meget optimisme, og der vil være personer, der kommer med urealistiske vurderinger med hensyn til, hvor hurtigt det kan anvendes klinisk. Men ud fra min personlige erfaring vil jeg sige, at det er realistisk at forestille sig, at i løbet af de næste 5-10 år der vil der være embryonal stamcellebaseret behandling til mennesker. Hvor mange celler kan vi så skabe af disse embryonale stamceller? Vi mener faktisk, de er udødelige, de forbliver udifferentierede eller i deres toti- eller pluripotente tilstand, og de kan dyrkes gennem hundredvis af delinger. Det kan man ikke med de voksne stamceller.


Jeg ville godt se, hvis man kunne vise mig, at man overhovedet kan udvide de voksne stamceller. Der er derfor store problemer ved blot at hævde, at har man voksne stamceller, har man ikke brug for de embryonale. I forbindelse med foryngelse taler jeg ikke om at forynge et menneske, dette med livets kilde og alt det der. Jeg taler om at reparere sygdomme, der er forårsaget af ældning. Vi skal jo alle sammen dø, og mange sygdomme er jo aldersbetingede sygdomme, f.eks. cancer. Man kan spørge sig selv om forebyggelse af cancer, aldersrelateret cancer, er uetisk, da det er baseret på en foryngelse af cellerne, som kan give os 10-15 år? Personligt kan jeg ikke se noget etisk dilemma dér; jeg ser en naturlig forlængelse af, hvad læger gør hver eneste dag, idet de forsøger at forlænge et sundt liv, ikke livet som sådan, men et liv med kvalitet, hvor folk er sygdomsfrie indtil deres endelige aldersgrænse, som måske er 120 år eller 150 år. Hvis vi kan nå det uden sygdom, så er der for mig ikke noget etisk dilemma i det.

Fem tilladte forskningsformål i Storbritannien. Etisk dilemma at nægte patienter behandling Harry Griffin: I Storbritannien skelner vi i lovgivningen mellem den kliniske anvendelse og forskning, som allerede er tilladt til fem bestemte formål. Så den med glidebanen som billede. Som begreb er det egentlig ikke så nyttigt, medmindre man definerer hvor stejl den glidebane er, spørger om hvert land har sin egen mekanisme til at styre processen, og hvis man ikke definerer, hvad der er forneden. Jo, men der er der nogle etiske dilemmaer i forbindelse med embryonal forskning, der er både for og imod. Der er også en etisk ulempe ved ikke at kunne gå frem og ikke kunne foretage den form for behandling, der er beskrevet her. "Glidebane" lyder da meget godt, men vi må have defineret dens karakteristika præcis. Lad os også være sikre på, hvad der er forneden - hvis man glider hele vejen ned - og om det er så dårligt, at vi dermed skal nægte patienterne den behandling.

Snarere rutsjebane end glidebane. Stamcellebehandling i stedet for genterapi Peter Hokland: Til Margrete Auken. Jeg vil snarere kalde det rutsjebane, det vi var i gang med med genterapi, for det var jo i virkeligheden opreklameret. Som dr. Moore siger, er der nu direkte beviser for, at svært immundefekte børn er blevet helbredt, det er uomtvisteligt. Der er bare det perspektiv her, at nogle af de ting, genterapi skulle kunne kurere, kan kureres med de stamceller, vi taler om i dag. Så for mig at se står vi nu på toppen af rutsjebanen, og vi skulle gerne køre lige henad så at sige. Det er ikke meget af en rutsjebane, men det er faktisk dér, hvor vi er nu, og hvor vi skal til at bestemme, vil vi køre op og ned, sådan som det er sket med genterapi, eller vil vi have et spor, som fører til et mål? Som jeg sagde før: midler, regulering.


Danmarks videnskabelige position? Det videnskabsetiske komitésystem? Risici ved embryonal stamcellebehandling? Velfærdssygdomme og anvendelse i ulande? Niels Bloch Jespersen (S): Peter Hokland skriver, at Danmark er frygtelig langt bagud. Er det realistisk, at et så lille land kan være forrest? Hvad skulle der i så fald skulle til, og hvordan man kunne tænke sig det? Dit spørgsmålstegn ved vores etiske komitésystem: I hvilket omfang er det forsvarligt i forhold til terapeutisk kloning, og vil du løfte sløret for, hvad det skal suppleres med eller hvad der skulle erstatte det? Malcolm Moore breder en stor vifte af visioner frem. Hvad er der af risici ved at gå i gang med det? Jeg har i hvert fald hørt om noget helt andet, nemlig xenotransplantation (transplantation fra dyr til mennesker), hvor man har risiko for at få frigjort sygdomme, som kan have folkesundhedstruende karakter. Kan vi risikere, at der sker noget med den menneskelige arvemasse som sådan ved at ændre på genstrukturen for at redde menneskeliv? Jeg har læst om, at kloning i forhold til dyr giver problemer med dyr med dyrenes sundhedstilstand: Jeg vil godt høre lidt om risici. Også til Malcolm Moore. Er der ikke andre perspektiver? De sygdomme, vi har hørt om, er mest de rige landes sygdomme, velfærdssygdomme. Hvad med tredjeverdenslandene, kan man bruge denne teknik i forhold til malaria, i forhold til den truende AIDS-epidemi i Afrika og i det hele taget til de lande, som umiddelbart ikke rigtig er med i den forbedring af sundhedstilstanden, som vi ser i vores lande? Der var måske meget, der taler for at prioritere tredjeverdenslandene for ikke at få et endnu større gab mellem rige og fattige lande.

Vi er bagud, men det kan indhentes på udvalgte områder. Komitémedlemmer mangler tid Peter Hokland: Vi er bagud. Det betyder ikke, at vi ikke kan komme i gang og indhente noget, fordi i Danmark - eller de skandinaviske lande - er vi gode til nicheproduktion. Vi kan sagtens tage et felt inden for dette meget store område og opdyrke det, så vi ikke endnu engang skal ud at købe og købe og købe. I "Dagens Medicin" kan man læse, at formanden for det etiske komitésystem erkender, at komitésystemet ikke har ressourcer, til at bedømme alle ansøgningerne nøjagtigt. Der kan man måske tage gén-sagen frem igen. Jeg har ikke noget imod, at man styrker det etiske komitésystem og skaber baggrunden for en grundig evaluering af dette område dér. Personligt ville jeg foretrække, at der var en anden instans, men det etiske komitésystem skal selvfølgelig bevares. Det virker godt i langt de fleste tilfælde. Her synes jeg bare, man har et helt nyt område med de etiske perspektiver, vi diskuterer i dag.

Ingen risiko for transgenetiske problemer. Genetisk stabilitet. Stamcelleterapi kunne tænkes anvendt mod udbredte sygdomme i ulande Malcolm Moore: Det første spørgsmål omhandlede det her med dyr og sygdomme. Her taler vi jo specifikt om menneskelige æg og menneskelig kloning, så der er ikke noget med, at der overføres noget fra den ene art til den anden.


Så var der et spørgsmål om, hvorvidt der er farer, som vi ikke kender noget til. Om der er et eller andet med, at celler fra disse fosterstamceller har en eller anden form for genetisk instabilitet i sig? Til det kan jeg sige, at vi har jo i lang tid udviklet mus i forbindelse med disse embryostamceller, og der er tale om meget stabile ændringer i generne. De er ikke prædisponerede for en ukontrolleret spredning eller ondartede forandringer. Vi vil nok i forbindelse med mennesker først og fremmest undersøge patienter med livstruende sygdomme, hvor de etiske spørgsmål er at afveje behandlingsaspektet over for dødsaspektet. Vi vil også kunne indsamle data om forskellige bivirkninger osv., som vi ikke ved noget om endnu fra in vitro-forsøg. Det er klart, at det er noget, man skal gøre på en meget kontrolleret måde. Det tredje spørgsmål om, hvorvidt det kan være til fordel for mennesker i den tredje verden, eller er det kun for rige samfund? De sygdomme, som dræber i den tredje verden, kan ofte kureres med antibiotika og andre behandlinger, men det er et økonomisk problem. Op til en tredjedel af befolkningen i nogle afrikanske lande er HIV-positive. Jeg kunne godt forestille mig nogle terapier, som bygger på embryostamcellers evne til at opbygge T-lymfocyter, der kunne bruges som behandling i de terminale perioder af AIDS, således at man bliver modstandsdygtig over for nye former for AIDS. Der er stamcelleterapier, der anvendes på mennesker, som anvender genoverførte ribozymer, som gør celler resistente over for HIV-infektion. Man kunne forestille sig, at det var noget, der indgik i stamcelleterapier på basis af embryonale stamceller. Her kigger jeg nogle år ud i fremtiden, men det kunne være en behandlingsform, der kunne anvendes mod store, ødelæggende sygdomme i den tredje verden såvel som hos os selv.

Behov for ekspertise, når nye behandlingsformer udvikles Harry Griffin: Blot en kommentar med hensyn til, hvorfor lande som f.eks. Danmark og Storbritannien bør bedrive forskning på dette område. Hvis denne teknologi om 10-15-20 år begynder at give os nogle nye behandlingsformer for patienter, har landene behov for ekspertise inden for alle aspekter af stamcelleforskning. Det bliver ikke en teknologi, hvor man bare udleverer et pilleglas med en opskrift på, hvor mange piller patienten skal indtage dagligt, og hvilke bivirkninger der kan forekomme. Forskning i stamcellebiologi er lige så meget kunst som videnskab. Dyrke stamceller i kulturskåle, karakterisere dem og udvikle protokoller for at sikre, at de forskellige celler er sikre, og den efterfølgende kliniske anvendelse af de celler er lige så meget en form for kunst, der bygger på erfaring. Hvis landene ikke har den erfaring baseret på forskning, har de en stor ulempe, når man skal til at anvende de nye behandlinger. De europæiske patienter vil være særdeles ufordelagtigt stillet om 20 år, hvis ikke landene sørger for at være med.


Kloning og andre kilder til stamceller Oplægsholdere: Torben Greve Peter Ebbesen Jakob Ingerslev Peter Holm

Fordele og ulemper ved brug af stamceller hos husdyr

Torben Greve: Terapeutisk kloning anvendes ikke som et middel til behandling hos vores husdyr. De misbruger ikke deres liv i samme omfang - hverken organer eller sjæl - som vi andre. Skulle der opstå problemer, findes der andre metoder at løse det på, så der bruges faktisk ikke behandlinger på den måde. Det betyder jo ikke, at erfaringerne fra den reproduktive kloning - for det er det område, vi har langt de største erfaringer fra husdyrene - med stamceller til reproduktiv kloning..... selvfølgelig har de erfaringer stor betydning for den terapeutiske kloning. Det er jo grundlæggende den stamcelleforskning, der har været udført over de sidste år, som har givet rige muligheder for muligvis at bruge stamceller i behandlingsøjemed. Jeg vil også slå fast, at embryonale stamceller i deres egentlige definition ikke findes hos husdyr, og det er jo faktisk heller ikke sådan, at man med sikkerhed - det er der lidt variation af, det afhænger lidt af definitioner - har embryonale stamceller til rådighed for husdyr. Det er noget, der ligner embryonale celler, men det er ikke det samme som de originale og de rigtige stamceller, som man har fra mus. De forsøg, man har fra gnavere, kan altså måske heller ikke umiddelbart overføres til mennesker.

Flaskehalsen er de kerneløse æg Vi har forskellige aktører på banen. Det første, det var som sagt cellen, der skal klones. Den kan udtages mange steder fra: Fra huden, mundhule, ører, yvere og æggestokke, altså alle mulige væv kan danne ophav til, at man ultimativt får et embryon. Som Harry Griffin også har sagt, er en af de store flaskehalse oocyterne, de ubefrugtede, arveløse eller kerneløse æg, som indtil videre i hvert fald er et "must" for at få det næste led, nemlig det æg, hvorfra man skal tage de embryonale stamceller. Det kunne være, man skulle lave en international organisation for opkøb af oocyter, hvis man nu var i den kommercielle branche, for det er faktisk et utroligt stort problem, som det også har været berørt. Men oocyten er i hvert fald indtil videre nødvendig for at fortælle cellen, at nu skal den forynges, nu skal den tilbage til første klasse og lære forfra, hvordan vi starter. Ved den reproduktive kloning vil man efter en fem-seks dage transplantere ægget til en rugemor. Hvis man udfører den terapeutiske kloning, slår man det jo ihjel og tager cellerne. Reproduktiv


kloning sker med henblik på, at man ud fra en eller anden celle vil skabe et nyt individ. Ved terapeutisk kloning skal man bruge nogle celler, som skal erstatte organer eller væv, og det er jo vidt forskellige mål naturligvis.

Voksencellekloning giver forholdsvis pauvre resultat Vi har erfaringer, der er positive fra husdyrenes side, men der er også problemer. Det er ingen hemmelighed, at voksencellekloning - somatisk kloning - ikke giver et stort antal afkom, måske fra 0,5 til 1 procent af dem, der overføres. Der er dels progressiv død af fostre, der er død af dem lige før fødslen, og der er også problemer med selve drægtigheden. Afkommet er noget skravl generelt set. De er svagere. De har større sygdomshyppighed. Hovedproblemet er i virkeligheden, at vi ikke ved, hvad der er galt. Derfor har det været understreget flere gange, at der skal være meget målrettet forskning, for hvad er det, der går galt? Hvis det er DNA-ændringer, altså ændringer i selve arvemassen, er det da et problem. Det kunne f.eks. være opstået, fordi den planlagte reprogrammering - nulstilling - ikke forløber, som den skal. Er det nogle skader, som ikke betyder så meget?

Kromosomstrukturer afviger fra normale celler Vi har netop lige afsluttet et studium på nogle æg, der har været klonet, altså nogle man senere kunne bruge til terapi. Dér viser det sig faktisk, at kromosomstrukturerne, ikke er som på normale celler. Hvad betyder det for den terapeutiske kloning? Får man nogle embryonale celler ud af det, der ikke er normale? Det tror jeg faktisk ikke, at man med rimelig sikkerhed ved i dag, men jeg er ikke stamcelleekspert, men man ved fra mus, at der er det veldokumenteret, at der ikke er fundet abnormaliteter. Men de større husdyrs celler opfører sig åbenbart lidt anderledes. Jeg er da meget optimistisk. Hvad man for 10 år siden ikke troede muligt, nemlig at producere afkom efter voksne celler, er faktisk lykkedes. Mens vi sidder her, da fødes der givetvis afkom efter voksenkloning, så teknologien virker, men den er ineffektiv, og der er problemer med afkommet, som vi i øvrigt udforsker for tiden.

Centralt forskningsområde Der er ikke nogen vej udenom, at man bliver nødt til målrettet også i Danmark at prøve at finde ud af, hvad problemet er, for ellers har vi ikke et beredskab, der nogen sinde kan bruges til noget som helst den dag, mulighederne er der. Det er ikke, fordi jeg sidder og råber på penge, som man altid bliver beskyldt for, men her er faktisk et område, der er ret centralt for hele biologien at få indsigt i.


Muligheder i behandling med stamceller fra patienten selv

Peter Ebbesen: Vi har fra Harry Griffin, Malcolm Moore og Peter Hokland fået en blændende introduktion i de muligheder, der måtte ligge i de embryonale stamcellers anvendelse. Vi skal have lidt balance i denne sag. Der er også potentiale i de stamceller, der høstes på et senere tidspunkt. Uden at gå i detaljer vil jeg lige præcisere, at der er to ting, som det allerede har været nævnt, og som man ikke må glemme.

Afstødning Det ene er, at det immunologiske problem, altså afstødningsproblemet, eksisterer og vil formentlig blive ved med at eksistere ved de stamceller, der bliver produceret ved kerneudskiftning. Problemet er jo ikke løst ved, at man laver en kæmpebank af celler med forskellige vævstyper, og så kan man matche sig til resultatet. Det er ikke løst på den måde. Vi ved udmærket fra knoglemarvstransplantationen, at vi finder aldrig to totalt identiske individer. Der er selvfølgelig den mulighed, som også er blevet nævnt, at man skulle lave genetiske modifikationer, sådan at man måske helt kunne slippe for, at cellerne på deres overflade har disse antigener, som er af betydning for afstødningsreaktionen.

Aldring Det andet, som også har været bragt op, er aldring af celler, og det er i sig selv jo et forfærdelig interessant fænomen, at celler taget fra et individ, jo ældre de bliver, jo mere tendens er der til, at de celler, man har udtaget, har færre celledelinger tilbage. Det er det såkaldte Hayflick-fænomen. Det er en realitet, og der synes de embryonale stamceller at løse det problem. Det er klart, at enhver biologisk samtid må spørge sig selv om det - og det har også været nævnt, så det er ikke nogen kritik - om det samtidig implicerer en forøget risiko for kræftudvikling ved at anvende sådanne immortaliserede cellelinjer. Det kender vi i hvert fald fra dyreforsøg, at de to ting kan være forbundet med hinanden, men de er det ikke nødvendigvis. Så der er altså ting, som i hvert fald skal bringes på plads, og som selvfølgelig vores dygtige kolleger i hele verden vil arbejde på at få afklaret.

Celler fra én selv i moderkagen Det medfører selvfølgelig, at man må spørge sig selv, om noget af dette kan løses på en anden måde. Den autologe celle, altså cellen taget fra én selv, har i hvert fald ikke det immunologiske problem. Den har til gengæld problemet med, at cellen er blevet ældet. Når vi bliver født er der imidlertid,


som jeg talt om flere gange før jo, det tilbud fra Vor Herre, at vi i vores moderkage har en masse stamceller. Disse har ikke en grad af aldring, som kan forskrække. De kan opbevares ubegrænset længe, så det er muligvis en kilde til autologe stamceller, som det er værd at interessere sig for.

Biologisk ingeniørarbejde på Ålborg Universitet Jeg vil slutte af med lige at nævne, at foruden denne lidt specielle interesse, som har været dyrket i Danmark i et ikke-kommercielt selskab i mange år efterhånden, så er der allerede rundt i verden beviser på, at stamceller, som ikke er embryonale, er meget værdifulde. Først og fremmest selvfølgelig i knoglemarvstransplantationer, men også den opbygning af biologisk ingeniørarbejde, som er ved at ske flere steder. Jeg vil tillade mig så lige at fremhæve Aalborg Universitet, det gør jeg, fordi jeg selv skal derop, så det er jo klart, at jeg gør lidt reklame for dem, men de har altså tænkt sig at satse hurtigt på dette område. Man kan starte en basalforskning, som har mange fuldstændig fundamentale problemer foran sig: Hvordan får man f.eks. celler til at gro tredimensionalt? Der ligger et kæmpe arbejde foran os, fra vi kan sige, vi har de og de celler, som kan bruges til at lave de og de væv, og så til faktisk at lave vævene. Der skal læres, hvordan man styrer både celledelingen og også celledifferentieringen. Ofte vil det være sådan, at man først ønsker, at celler skal deles, og derefter skulle de gerne differentieres. Slutdifferentieres er det, de skal bruges til, og så holder celledelingerne ofte op.

Danske forskere skal finde nicher Når vi nu sidder her og taler med politikere, vil jeg sige, at i det lille danske samfund må vi specialisere os og se, hvor yder vi noget, som de store nationer ikke allerede har godt i gang, for de kan ikke løbes op. Jeg vil ikke konkurrere med Malcolm Moore eller Harry Griffin ved at forsøge at løbe efter dem, for det har ikke noget som helst formål. Men vi kan godt bruge vores hoveder og finde nogle særområder, som oven i købet har et kommercielt potentiale.


Fertilitetsklinikkers rolle som leverandør til forskning

Jakob Ingerslev: Jeg er blevet bedt om at give et bud på, hvad danske fertilitetsklinikker kan bidrage med i forbindelse med stamcelleforskningen. Hovedformålet for patienterne, der kommer på fertilitetsklinikkerne, er selvsagt, at de ønsker at få et barn, og det er os som behandlere, som primært skal sørge for, at det ønske bliver opfyldt. Det ønske, patienterne har om behandlinger og få et barn, er jo i modstrid med tanken om, at man skal afgive æg eller befrugtede æg til forskning eller behandling af andre patienter. Vi ved, at ubefrugtede æg er en mangelvare - og som det er nævnt tidligere - og en vare, der kan støde, men sådan er det. Vi mangler ubefrugtede æg til behandling af den gruppe af ufrivilligt barnløse kvinder, som ikke selv har æggestokke og som derfor er fuldstændig afhængige af at få æg fra kvinder, som vil bidrage hertil.

Kun ægdonation ved hver 50. behandling Jeg kan illustrere manglen med, at der i Danmark i 1999 kun blev foretaget ægdonation i forbindelse med to procent af de 7700 ægtransplantationsbehandlinger, som foregik i det år. Det er klart, at de kvinder, der vil give æg til andre kvinder, som selv er barnløse, har et hjælpemotiv, og man spørger sig selv, om de vil være motiveret for at give ubefrugtede æg til andre formål, herunder stamcelleforskning. Jeg tror, at bidraget vil være meget lille. Når man bliver behandlet for ufrivillig barnløshed med ægtransplantation, reagensglasbefrugtning eller IVF - kært barn har mange navne - får man en hormonbehandling, som gør, at kvinden i gennemsnit udvikler 8-10 æg i æggestokkene. Når der er så mange i modsætning til det ene æg, man normalt danner, er det fordi ikke alle æganlæg i æggestokkene afgiver et æg, og ikke alle æg bliver befrugtet, og ikke alle befrugtede æg udvikler sig til optimale embryoner, dvs. embryoner, befrugtede æg, fostre, tidlige fostre, der udvikler sig efter lærebogen, sådan at de giver den optimale graviditetschance for patienten. Af de 8-10 æg, man udhenter af æggestokkene, vil 6-7 af de æg kunne befrugtes, og blandt dem udvælger man så i dag de 2, der har udviklet sig bedst til at lægge tilbage til livmoderen. Så har vi 4-5 tilbage, og hvis de har udviklet sig optimalt, kan man fryse dem ned i flydende kvælstof, og gemme dem til en senere behandling, eller - hvis kvinden bliver gravid - til en ny graviditet. Disse tilbagelægninger af den slags nedfrosne æg foregår i princippet uden hormonbehandling, i hvert fald den kraftige hormonbehandling, som der er tale om i forbindelse med ægtransplantationsbehandlingen.


Nedfrosne overskudsæg uegnede til stamcelleforskning En meget stor del af de befrugtede æg, der er i overskud - man kalder dem overskudsæg, og det er måske også en grim terminologi - egner sig ikke til nedfrysning, fordi de vil ikke kunne tåle at bliver frosset ned og tøet op igen. De bliver normalt kasserede - også en grim tanke - men kan så også gøres til genstand for forskning efter de regler, der er her i landet. Der vil jeg sige, at de æg er af en kvalitet, at de vil ikke egne sig til stamcelleforskning, som forudsætter, at de kan udvikle sig til et forholdsvist avanceret stadie, blastocyststadiet, hvor man udhenter cellerne fra den indre cellemasse.

90 % siger ja til donation af overskudsæg, men få kandidater Men der er en stor vilje til at give disse overskudsæg, som ikke kan anvendes af patienten selv, til forskning. Vi har i forbindelse med præimplantationsdiagnostikprojekter - ægsorteringsprojekter - på Skejby og på Rigshospitalet erfaring for, at omkring 90 pct. af patienterne siger ja til at give æg til forskningsformål. Det kan konkluderes, at så længe, der ikke er en interessekonflikt imellem patienternes ønske om at opnå graviditet og vores ønske om at indsamle materiale til forskning, har patienterne ikke synlige, etiske betænkeligheder ved at give befrugtede æg til forskningsformål. Men der er ikke tale om en praktisk anvendelig kilde til stamcelleforskningen. De par, der opnår graviditet ved en behandling og får æg puttet i fryseren, vil normalt vende tilbage og få tøet æggene op med henblik på at få barn nr. 2 inden for den 2 års nedfrysningsperiode, som er gældende i Danmark i øjeblikket. I nogle tilfælde vil der af den ene eller anden årsag være overskudsembryoner nedfrosset på det tidspunkt, opbevaringstiden udløber. Disse embryoner vil normalt blive destrueret, men kan efter informeret samtykke kunne anvendes til en forskning, som kræver udvikling til blastocytstadiet, men det er meget få patienter om året her i landet, der vil være kandidater til dette.

Mildere hormonbehandlinger giver færre æg Verden over går udviklingen i retning af mildere hormonbehandlinger, færre æg, og derfor må vi forvente, at der fremover bliver færre befrugtede æg til rådighed til forskningen. Man bliver derfor nødt til at overveje andre potentielle kilder til stamcelleforskningen end fertilitetsklinikkernes barnløshedsbehandling. Der etableres i øjeblikket i videnskabeligt regi her i landet mulighed for nedfrysning af æggestokvæv fra kvinder, der skal i kemobehandling eller strålebehandling på grund af kræft, og det med henblik på at sikre, at de dels hormonmæssigt vil kunne bringes til at fungere bagefter, dels give dem mulighed for at få børn senere. Disse banker kunne tænkes på den ene eller den anden facon efter informeret samtykke at udgøre en mulig kilde til denne forskning, da der jo ser ud til at være i hvert fald her i landet gode fremskridt inden for forskningen på området for modning af æg, befrugtede æg eller ubefrugtede æg, i laboratoriet.

Sats hellere på frivillig donation end fertilitetsklinikker En anden mulighed kunne være at tillade, at frivillige kvinder, kvinder der skulle steriliseres, måtte


donere æggestokvæv eller æg til forskningsformål. Alt i alt er der for mig at se ikke nogen tvivl om, at man med henblik på stamcelleforskning må overveje disse alternativer frem for at satse på fertilitetsklinikkernes patienter.


Kloning på tværs af dyrearter

Peter Holm: Jeg kan fortsætte der, hvor Jakob Ingerslev stoppede. En kilde til stamceller kan måske være at klone på tværs af dyrearter ved at bruge ægceller fra dyrearter som recipienter - modtagere - af den celle, man vil klone. Det kunne være en menneskecelle, man kunne putte ind i en oocyt fra en ko, eller hvad det nu er, ganske som man har gjort ved reproduktiv kloning, som Dolly blev skabt efter.

Ved næsten intet endnu Forskning er blevet nævnt mange gange, og jeg kunne egentlig gøre mit foredrag meget kort, fordi man ved nærmest ingenting om kloning på tværs af dyrearter. Under ti artikler er publiceret om emnet, så derfor er vi på meget gyngende grund, men man har selvfølgelig indicier. Når man tænker på kloning på tværs af dyrearter inden for mit felt, som er landbrugsforskning, går anvendelsesmuligheden dér i retning af truede dyrearter. Der ved vi fra et eksempel med vildoksen (gaur), som man gerne vil bevare og som er truet, at der kan man bruge oocyter fra almindeligt tamkvæg, og der er for nylig født én gaurkalv på den baggrund. Dvs. at mellem de to forholdsvis nært beslægtede arter er det muligt at bruge en artsfremmed oocyt til at fremstille et embryon med stamceller eller en klump stamceller - alt efter hvordan man betragter det - og få en kalv. Det er også lavet mellem zebukvæg og almindelig tamkvæg, det er sådan to underarter, men så slutter vi altså dér. Det er dér, hvor vi ved, at man er i stand til at producere nogle stamceller, som er virkelige stamceller, der kan være ophav til et levende afkom.

Reprogrammering via kvægoocyter Hvis man skal bruge den cellebaserede terapi eller kloning og man skal ud og hente det, der ligger rundt omkring af erfaringer, ved man, at man kan godt få fremkaldt embryoner. Man kan putte f.eks. hudceller fra rotter, får, svin og makak-aber ind i kvægoocyter (altså ubefrugtede æg fra køer) og køre den almindelige kloning og få embryoner frem. Det betyder selvfølgelig, at der er sket en vis reprogrammering af cellerne, dvs. at man har celler, som i hvert fald ser ud til at være stamceller. Der er faktisk lavet ét forsøg med humane celler i USA for nogle år siden. Man lavede stamcellelignende menneskeceller ved at bruge hudceller eller mundhuleceller fra mennesker og klone dem via kvægoocyter, og med det frembragte embryon har man lavet nogle stamcellelignende celler, som man har kunnet differentiere ud. Det er der, hvor man står, så jeg kan kun gentage: Forskning, forskning og forskning.


Lille succesrate Der mangler ikke oocyter inden for husdyrene. I ved selv, hvor mange slagtesvin, der ryger igennem de danske slagterier. Ikke at man skal forbinde det med klinisk behandling, men man har en kilde til forskning. Der er nogle problematikker i det, og problemerne er selvfølgelig: Kan en cellekerne - den celle man vil klone, lad os nu gribe om nældens rod, fra f.eks. en menneskecelle- kan den snakke sammen med en ægcelle fra et andet dyr? I 3-10 pct. hos kvæg, hvis man udelukkende ser på kvæg - Torben Greve er nede på 0,1 pct. - kan det kan lade sig gøre, at en voksen kvægcelles kerne kan reprogrammeres og snakke sammen med en ægcelle, så det lykkes, så der er ingen grund til at tro, at vi i øjeblikket når over det tal. Dvs. vi er nede, hvor at det er få celler i øjeblikket. Det er den ene ting som cellekernen selv kan.

Tror mitochondrier fra dyr kan kommunikere med menneskers cellekerner En anden ting er, at man i cellen har mitochondrier, og det er ligesom cellens kraftværk. Den nedarves fra moderen, dvs. det er ægcellen, der bidrager til de mitochondrier. De indeholder gener, men det er ikke ret mange. Det er noget med 12 gener, der koder for proteiner, og så er der nogle, der koder for RNA og DNA, men det er jo ikke ret mange i forhold til de 30.-40.000 gener i cellekernen. Men alligevel, mitochondrier indeholder gener. Der kan man sige, det vender sig lidt inde i en, og hvis jeg stiller spørgsmålet i en forsamling af lægfolk ude i menighedsrådene, hvor vi kommer meget i dag, om vi skal have celler, som har nogle gener fra køerne i os, vil man tænke sig lidt om. Men den er jo ikke anderledes end den transplantationsdiskussion, man har haft om vi skal have organer fra svinene. Men igen, det kræver selvfølgelig, at de mitochondrier - cellens kraftværk - fra f.eks. kvæg eller svin kan tale sammen med den menneskelige cellekerne. Jeg kan sagtens forestille mig, at man kunne bytte kvægmitochondrier ud med mitochondrier fra humane celler, så man rent faktisk fik en ren menneskecelle ud af det. Det er altså en masse hvis'er, og jeg er ikke i tvivl om, at man kan skabe menneskelignende stamceller hos mennesker via den vej. Hvorvidt de så vil kunne bruges, hvorvidt der vil være øget risiko for udvikling af kræft, det kan kun tiden og målrettet forskning vise.

Forskning påkrævet Jeg har i mit manuskript sagt lidt om smitterisici og sådan nogle ting, og det er egentlig de samme overvejelser, som når man skal transplantere organer fra svin. De samme ville man selvfølgelig have, hvis man ultimativt skulle bruge denne måde at fremstille stamceller på. Hvad jeg kan sige er, at foreløbig er vi dér, hvor det hedder forskning og målrettet forskning, men det vil helt sikkert kunne bidrage væsentligt med stamceller eller stamcellelignende celler inden for den humane forskning.


Spørgerunde

Er banker med navlestrengsblod mere almindelige i udlandet? Birthe Skaarup (DF): Til Peter Ebbesen omkring navlesnorsblod. Jeg kan læse i det tilsendte materiale og ved også, at der har fundet forskning sted på dette område, og der er lavet en bank i Fredericia: Hvorfor gør man det ikke i større udstrækning her i landet? Tænk engang at kunne aflevere og nedfryse moderkage og navlesnorsblod og så bruge det senere i livet, når man bliver alvorligt syg. Bruger man det mere i udlandet end herhjemme? Hvorfor bruger man det ikke så meget her i Danmark.

Forringes genetisk materiale? Stamcelleforskning og fertilitetsbehandling? Kan man ikke lave en musenyre først? Margrete Auken (SF): Til Torben Greve, som har den form for optimisme, jeg synes er mest troværdig, for den er meget pessimistisk, når man frejdigt siger, at vi ved ingenting. Det har jeg en vis forståelse for. Risikerer vi ved at bruge mennesker i stedet for dyr, at vi for hurtigt begiver os ind på en linje, hvor vi er i færd med at forringe det genetiske materiale generelt inden for menneskearten? Inden for forplantningen bruger man jo sædceller, man ikke kunne drømme om at bruge inden for den veterinære avl, altså sædceller der ikke engang kan gå selv og skal skubbes ind. Risikerer vi simpelt hen at skabe syge individer? Du taler om at målrette forskningen og om på alt det, der går galt.... fordi det er jo jammerlige resultater, vi i det store og hele har, undskyld også til Ingerslev, strengt taget også på fertilitetsbehandlingen. Hvor vigtig bliver den målrettede forskning i sammenhæng med disse behandlingsteknikker? Til Peter Ebbesen. Man forventer sig meget af den tredimensionale forskning: kan vi lade være med at bruge xenotransplantation: Kan vi lade lade være med at slås med alle dem, der ikke vil være organdonorer?! Kan vi få organer?! Er det ikke rimeligt, at vi først får lavet en musenyre, før vi begynder at interessere os for, om vi skal bruge embryoer til det? Altså lad mig lige se en musenyre lavet færdig uden for en mus, før man begynder at konfrontere os med det store problem om, hvorvidt vi skal inddrage embryoer til det.

Bank for navlestrengsblod er forholdsvis billig og kan altid afbrydes. Begynd med simple ting før et fuldt organ Peter Ebbesen: Historien omkring opbevaring af navlesnorsblod er faktisk 10 år gammel, og det er lykkedes os for private midler og med velvilje fra det offentlige at få gennemført en prøveindsamling, som klart viste, at 9 ud af 10 kvinder ønskede det gjort, når de fik det som gratis tilbud, og alle de prøver ligger den dag i dag og venter. Hvorfor bliver det ikke gjort alle vegne? Først og fremmest fordi cost-benefit med den nuværende behandlingsmetode er elendig. Jeg vil ikke selv gå ind for det, hvis jeg troede, at verden var uforanderlig, men jeg tror med den udvikling, vi har, at det bliver en smadder god idé. Det er


faktisk bevist i dyreforsøg, at netop sådanne celler givet til ældre dyr forøger deres immunresistens. Så alle de, der i dag har deres celler liggende, hvis vi ellers fik råd til at holde dem de næste 100 år, vil formentlig få glæde af det, når de bliver ældre og begynder at få problemer med, at en influenza bliver en besværlig sag. Det er noget med økonomi, og det er noget om, man vil eller ikke vil. Man springer ud på det dybe vand, når man giver sig i lag med noget sådant, og man tænker længere end til næste valg. Jeg vil dog stadig væk sige, at den økonomiske risiko er lille. Det vil stadig væk være meget lidt sammenlignet med, hvad vi f.eks. betaler for vores bilforsikringer, og den kan afbrydes på ethvert tidspunkt. Det tredimensionale og hvorfor man ikke laver en musenyre først? Det skal man ikke gøre, for man skal slet ikke begynde med at lave en musenyre eller en menneskenyre. Man skal begynde med at lave en lille, simpel ting, et lille stykke brusk eller et lille stykke knogle eller, som det blev nævnt, en lille smule lining af et kar, altså indersiden af et kar, man tapetserer med endothelceller osv. Det er dér, man skal begynde. Når man har lært alt det andet, kan man begynde at lave et fuldt organ.

Ingen forringelse af arvemassen. Overmodne oocyter dårlige til reprogrammering Torben Greve: Margrete Auken spørger, om vi forringer det genetiske materiale i al almindelighed. Ja, det gør man, hvis man måske vil bruge det til behandling for ufrugtbarhed, men det er ikke det, der er tale om her. Du spurgte også, hvor man skulle sætte forskningen ind? Der er faktisk to hovedområder. Det ene er den reprogramale omstilling. Der ved man ikke, hvad der forårsager den. Det bliver en kombination af celle- og reproduktionsbiologer og andre, der skal kigge på det. Den anden del er oocyten, som er en mangelvare. Det er jo meget godt, at der bliver sagt, at man kan tage det ud fra æggestokken. Vi ved fra vores forsøg, at hvis man modner oocyter for meget, er det nogle dårlige kandidater til at lave den rigtige reprogrammering. Endelig, når man får smeltet det hele sammen, giver dyrkningsperioden ofte afvigende individer. Om det giver afvigende celler står jo tilbage at bevise. Så der er i hvert fald tre nøgleområder, man er nødt til at kigge på, inden man giver den for fuld udblæsning. Du kan godt kalde mig sådan en halvoptimistisk pessimist. Der ligger også i det, at jeg synes, det er utrolig spændende, men man behøver heller ikke at gøre alt det, man overhovedet tror, man kan gøre uden skader.

Biologi fungerer dårligt. 30 % af æg kan bruges efter sortering Jakob Ingerslev: Selv om det egentlig ikke har noget med dagens emne at gøre, er det en udpræget politikeropfattelse, at resultaterne af barnløshedsbehandlingen er dårlige. Man kan spørge sig selv: Hvad er Vor Herres resultat? Vi er faktisk derhenne, hvor vi har maksimeret udbyttet. Grunden til, at det ikke er bedre hverken i vores eller Vor Herres hænder er, at biologi fungerer relativt dårligt, overraskende dårligt. Vel omkring 70 pct. af de embryoner, der dannes både ude i det levende liv og i laboratoriet, er der noget galt med i kromosomerne. Løsningen på det er jo at sortere på de embryoner, vi sidder med i fertilitetsklinikken. Det er ægsortering, og det er jo også ligesom under beskydning.


For få celler fra navlestrengen. Stamceller ikke vævsspecifikke og kan gendanne organer inde i kroppen. Stor offervilje hos mulige donorer Malcolm Moore: Der er tre ting, jeg godt vil tilføje til disse spørgsmål og svar. Det ene vedrører blod fra navlestrengen, og det kan ikke bruges til voksne. Der rummer ikke nok celler. Den maksimale vægt, det kan bruges det til, er 40 kg, men det betyder ikke, at blod fra denne streng ikke er så effektiv. Det er sandsynligvis ti gange bedre, men der er ikke nok celler i dem, selv om de er bedre. Det andet er det med at frembringe de forskellige vævsformer og producere en ny nyre. Det fascinerende ved de tidlige stamceller er, at de kan organisere sig selv, Man putter blot cellerne ind i kroppen, og så tager de det rigtige sted hen og vælger den celle, den vil være sammen med, herunder blodcellerne, og danner et organ. Man behøver ikke nødvendigvis at skabe dette organ uden for kroppen. Om det sidste spørgsmål om ægdonorer vil jeg godt sige, at hvis det drejer sig om personer med dødbringende sygdomme - vi taler ikke kun om fertilitetsproblemer - vil mødre til børn med f.eks. leukæmi, eller kvinder, hvis fædre har f.eks. Parkinsons syge, være ivrige efter at donere ægceller. Når mere end 2 millioner mennesker er gået ind på at donere knoglemarv til "uvedkommende" formål og indvilge i at få stukket nåle ind i sine knogler en hel masse gange under fuld bedøvelse for at hjælpe et fremmed barn i et andet land, er det for mig er udtryk for, at der er langt større potentiale for frivillig donation af ægceller til terapeutiske formål. Forældre giver jo med glæde nyrer til børn eller nære slægtninge, så det kunne være, at vi er for pessimistiske ved blot at slutte ud fra det antal oocyter, der doneres alene til fertilitetsbehandling.

Samarbejde mellem universiteter og industri? Niels Bloch Jespersen (S): Peter Ebbesen skriver i det skriftlige oplæg, at det er vigtigt, at man for dette forskningsfelt i Danmark har egne patenter og starter et samarbejde med private firmaer. Til Malcolm Moore og Harry Griffin: Hvordan er erfaringen med samarbejdet mellem offentlig universitetsforskning og den private industri i henholdsvis USA og England?

Etisk acceptabelt at overføre dyregener til mennesker? Ester Larsen (V): Vores gæster sidder her som eksperter, men vi er jo alle også mennesker. Derfor kunne jeg tænke mig at spørge Peter Holm direkte, om du finder, at det er etisk acceptabelt, at mennesket huser genetisk materiale fra dyr?

Pres på kvinder for at levere æg? Forskerens personlige overvejelser? Søren Kolstrup (EL): Til Jakob Ingerslev om antallet af æg. Hvis vi antager, at der er en begrænset mængde - der kan være lidt forskellige vurderinger - er det så ikke korrekt, at man dermed i en eller anden forstand lægger et vældigt pres på en bestemt del af menneskeheden, kvinderne? Man hører jo om, at steriliserede kvinder kan stå i kø og dermed lægger et pres på en yderligere markedsgørelse af kvinden. Er det vejen frem?


Man kan vælge at indtage en lalleglad, optimistisk position. Man kan vælge at sige, at dette gør vi af hensyn til patienten og til kommende generationer. Har man det som forsker det ikke sådan på et eller andet tidspunkt, at man lige læner sig tilbage et lille øjeblik og overvejer handlingens karakter. Jeg vil bare høre, om Jakob Ingerslev har gjort sig sådan en betragtning på et eller andet tidspunkt i sit liv?

Fordel at samarbejde med industrien. Kvaliteten sikres ved vurderinger og konkurrence om forskningsmidler. Patenter er den kommercielle lokkemad Peter Ebbesen: Jeg opfattede egentlig ikke spørgsmålet stillet til mig, men til Malcolm Moore. Jeg vil gentage, at det er min absolutte overbevisning, at i det miljø, vi befinder os i her i Danmark, er det en fordel at have et samarbejde med industrien, hvis vi skal køre stærkt. Det skal selvfølgelig være reguleret af de love og bestemmelser, sådan at det bliver på en etisk forsvarlig måde. Men den forskning er meget dyr, og jeg vil tilføje, at findes der en hel række redskaber for at sikre kvaliteten af den slags ting. Hvis man f.eks. får hjælp fra Erhvervsfremmestyrelsen, bliver ens projektbeskrivelse også indsendt til Forskningsrådet, og hvis ikke den er god nok, går Erhvervsfremmestyrelsen ikke ind fra offentlig side. Desuden er det væsentligt for de fleste af os at få midler fra EU, og bevillingsprocenten dér ligger mellem 9 og 15 procent, så det er en anden måde at sikre en kvalitet på, fordi det er klart, at private firmaer ser primært på bundlinien. Den enorme viden og intelligens på enhver måde, som findes i den private verden, skal efter min mening inddrages så meget som muligt i denne udvikling. Dér kommer patentet naturligvis ind, fordi det er det, man betaler firmaerne med.

Patenter nødvendige for at finansiere markedsføring. Celleapoteket Malcolm Moore: Vi har været involveret med patentspørgsmål vedrørende menneskebiologisk materiale. Den klassiske situation er patenter på visse vækstfaktorer. Her taler vi om ritoprin erytropoitin (EPO) og G-CSF (granulocyt stimulerende faktor) og SF (stamcellefaktor). Det er naturlige genprodukter, som individer og virksomheder har patenter på. Det har man fundet nødvendigt på grund af de enorme udgifter til kliniske forsøg. Det er anført, at det kan koste 200 mio. amerikanske dollar at få et af disse midler ind på klinikken. Så det er klart, at virksomhederne har brug for patentbeskyttelse. Akademiske institutter og universiteter, der laver opfindelserne, nyder fordel af den royalty, de får ved at give licenser til virksomhederne, således at de kan videreføre deres forskning. Området for cellebaserede patenter er langt mere forvirrende end patent på livsformer. Den menneskelige stamcelle er patenteret i USA, og stamcellerne fra navlestrengen er også patenteret i USA. Der er patenter, som mine kolleger måske kan fortælle lidt mere om, som dækker kloningspatenterne, hvor vi har embryonstamcellepatenter hos virksomheder som f.eks. Geron. Så der er en hel masse patentbeskyttelse i verden, som er nødvendig og berettiget for at bioteknologiske farmaceutiske virksomheder kan skabe den infrastruktur, der gør forskningsresultaterne praktisk tilgængelige.


Man er ved at oprette en ny slags virksomheder, der er baseret på celleterapi. De udvikler ikke medicin, men de dyrker menneskelige celler og manipulerer dem med henblik på terapeutiske formål. Det er den ny generation, det man kan kalde celleapoteket i den nye generation. Det er selvfølgelig baseret på, i hvilket omfang virksomhederne kan opnå beskyttelse via patenter. Hvis dette område skal vokse hurtigt og effektivt i den kliniske anvendelse, har vi brug for samarbejde med erhvervslivet, og de kræver selvfølgelig en vis patentbeskyttelse.

Virksomhederne er følsomme over for det etiske klima Harry Griffin: Jeg vil meget gerne erklære mig enig med det, Malcolm Moore har sagt vedrørende det private erhvervslivs og virksomhedernes inddragelse. Det er noget, som man accepterer for den kemiske industris vedkommende, og jeg kan ikke se, at der er den store forskel på det område og dette nye forskningsområde. Roslin Instituttet, som er offentligt finansieret, har et betydeligt samarbejde med en amerikansk virksomhed Geron (The Geron Corporation of Menlo Park, California), der leverer en stor del af pengene til forskning vedrørende reprogrammering af celler. Men der er en gammeldags forestilling på dette punkt vedrørende den private sektor. Hvis jeg går ind på et andet kontroversielt område, genmodificerede afgrøder, ved vi nøjagtigt, hvad der sker, når en privat virksomhed er ude af trit offentligheden. Monsanto findes faktisk ikke længere, fordi de var ude af trit med den offentlige mening. Mange virksomhederne på dette felt er yderst følsomme over for det etiske klima, de arbejder inden for. Vi hørte en kommentar fra panelet om, hvorvidt forskerne tænker over det. Jeg tror, at forskerne tænker ret meget mere over det, end politikerne og medierne gør.

Kvinder lader sig ikke presse til ægdonation. Alle gør sig etiske overvejelser Jakob Ingerslev: Om vi udsatte vores patienter for unødigt pres med henblik på at afgive æg på fertilitetsklinikkerne? Det var grundtråden i det, jeg sagde før, at vi naturligvis vil holde os målsætningen for øje om at sikre, at patienterne får et barn, og hvad der i øvrigt måtte komme af spin off derfra, er en anden sag, men vi kan ikke på nogen måde overtales til at give patienterne lidt ekstra hormon for at få lidt flere æg ud. Det kan jeg godt love for. Med hensyn til kvinderne, der skal steriliseres, må man sige, at den model har vi prøvet før, da IVF-behandlingen skulle løbes i gang i Danmark. Kvinder, der ønskede at lade sig sterilisere, donerede æg til det formål, og det voldte ingen særlige problemer. Rent praktisk føler patienterne sig ikke pressede. Det er bestemt ikke min opfattelse. I øvrigt må vi jo holde os til de etiske protokoller og informeret samtykke og reglerne omkring videnskabsetiske komiteer og videnskabelige processer. Min personlige etik, om jeg egentlig havde gjort mig nogle overvejelser? Et eller andet sted synes jeg, det er hus forbi, fordi jeg rent ud sagt ikke har fingrene nede i stamcelleforskningen andet end at fortælle lidt om, hvad vi gør på fertilitetsklinikkerne. Jeg kan da love for, at jeg gør mig nogle


etiske overvejelser. Det håber jeg da også fremgår af de tanker, jeg gør mig i forskellig sammenhæng. Det kan vi jo ikke undgå. Sådan for lige at feje for døren, vil jeg sige, at i forbindelse med vores ægsorterings-præimplantationsprojekt har vi inviteret teologiprofessor Svend Andersen, som har siddet i Etisk Råd, med til at vurdere de etiske aspekter omkring ægsorteringsproblematikken.

Celler fra andre dyr går ikke i æg- eller sædceller. Helbredelse vigtigere end skepsis over for stamceller fra andre dyrearter Peter Holm: Jeg kunne gøre det meget kort og sige ja, men det kræver lidt forklaring. For det første skal man slå fast, at der er jo ikke i stamcelleforskningen tale om, at gener fra andre dyrearter - der eventuelt vil være der både ved almindelig transplantation af organer, som man jo snakker om vil komme i fremtiden fra svin, eller stamceller der på en eller anden måde er fremstillet via kvægæg - vil gå ind og sætte sig i vores sædceller eller ægceller. De vil jo bare være derinde. Den anden ting: Når jeg går i Brugsen, køber jeg helst én slags madvarer, men hvis jeg nu bliver syg af at købe en eller anden bestemt slags madvare, kunne det godt være, at jeg ville vælge en madvare, der var genetisk manipuleret, selv om det er mig lidt imod. Hvis jeg er blevet syg og mangler en nyre eller får diabetes og jeg ved, at der et sted er nogle stamceller, som kan helbrede mig - ganske vist er de produceret ved hjælp af dyrearter, men alle de kliniske forsøg, som jo skal til al slags behandling, viser, at jeg kan undgå insulinsprøjten mange år frem - så vil jeg sige ja, og jeg vil godt se, hvem der ikke ville det. Det er vist fåtallet.


Udenlandske overvejelser om terapeutisk kloning og andre stamceller Oplægsholdere: Derek Morgan Søren Holm Dietmar Mieth

Engelske erfaringer

Derek Morgan: Jeg taler som medlem af gruppen om stamcelleforskning under Chief Medical Officer, CMO (den britiske regerings øverste sundhedsmæssige rådgiver, red.) og ikke som repræsentant for den britiske regering. Lad mig lige sige et par enkelte ting, før jeg går videre med at tale om CMO-rapporten. Jeg tror ikke, det er noget med være optimist eller skeptiker eller hvad man skal, men eksperterne her er mænd, og de fleste af dem, der kommer med indlæg, indvendinger, er kvinder. Det ville være interessant, om videnskaben kan fortælle os hvorvidt der er et genetisk grundlag for det.

Dansk konsensussøgende debatform model for europæere Lad mig komme med en yderligere bemærkning til de danske indlæg i forbindelse med denne form for debat. Jeg kender ikke meget til Teknologirådets arbejde, men jeg betragter processen med at nå frem til etiske konklusioner som næsten lige så vigtig som selve konklusionerne. Jeg kan sige, hvis man ikke allerede er klar over det, at de forskellige danske råd og det danske parlaments arbejde med at vurdere det etiske spørgsmål og prøve at nå frem til en eller anden form for konsensus og få den omdannet til lovgivning, betragtes rundt i Europa som et forbillede tillige med det hollandske råd. Det må I gerne tage som en kompliment. Den måde, som hele den etiske proces gennemføres, er en vigtig del af den måde det danske samfund forholder sig til sådanne generelle problemstillinger på.

Forskning i overskudsæg tilladt efter bestemte kriterier Lad mig starte med at minde om, at noget som vi har måttet minde os selv om tidligere i CMO-gruppens rapport, er lovgivningen. Embryonalforskning er tilladt i Storbritannien ifølge en lov fra 1990, som drejer sig om tiloversblevne embryoer fra behandling mod barnløshed og dem, der skabes specielt til forskning. Embryoforskning - som jeg har forstået det - er tilladt i Danmark i arbejdet med reproduktiv medicin på embryoer, der er i overskud fra IVF-behandling.


I Storbritannien er forskning, der omfatter skabelse af embryoner ved at udskifte cellekernen, ikke forbudt i henhold til loven af 1990, så længe det er sker inden for de fem tilladte forskningsmæssige områder. Det ene punkt vedrører embryoer, som er til overs fra en behandling mod barnløshed. Der kunne jeg godt tænke mig at høre, om det er det samme i dansk lovgivning, for må jeg blankt erkende, at det ved jeg ikke. Andre formål kan tilføjes, men kun hvis de kan tilføre noget i viden om embryoner eller sygdomme i henhold til 1990-loven. Myndighedsorganet "Human Fertilisation Embryology Authority" kan udstede en licens, hvis nye forskningsformål skal tillades og anvendes i forbindelse med cellekerneudskiftning. Det var lidt om den juridiske baggrund for CMO's rapport, som kom tidligere i år.

Forsigtige konklusioner Selv med de konklusioner, som rapporten nåede frem til med hensyn til den retning, forskningen kunne tillades at tage, såfremt parlamentet ønskede at tillade det, er CMO-rapporten et temmelig forsigtigt dokument. Det er forsigtigt på følgende måde, netop med hensyn til anvendelsen af kerneerstattede embryoer i forskningen inden for to områder. Det første er en overset anbefaling i rapporten vedrørende behandlingen af mitochondrier-sygdomme. Det har en specifik og aktuel anvendelse, hvis det lykkes. Jeg har set langt færre kommentarer om det end ventet i betragtning af, at det har potentiale for hurtigere praktisk anvendelse end de øvrige forskningsbaserede behandlinger. Det andet forskningsformål vedrører forståelsen af sygdomme og lidelser ved den cellebaserede behandling.

Nye behandlinger kræver lov Rapporten er forsigtig på fire punkter. Først er det sådan, at anvendelsen af embryoer, der laves ved at erstatte cellekerner, ikke er ulovlig, hvis det falder ind under et af dem fem formål. Formålet med enhver forskning, hvor man benytter et embryo skabt ved cellekerneerstatning, skal overvåges nøje, skal evalueres, og rapporten anbefaler, at om nødvendigt skal tilladelsen til at gennemføre den pågældende forskning tilbagekaldes og ophæves, såfremt man ikke når frem til de forventede positive resultater af den basale forskning. For det andet forudsætter enhver overgang fra forskning i embryoer, der er skabt gennem cellekerneudskiftninger, til behandling en ny lov. Det er ikke noget med, at man kan gå til ekspertanbefalinger og direkte til terapeutisk behandling. Det har taget os næsten 20 år fra den første reagensglasbehandling til at nå frem til en situation, hvor det blev reguleret i lovgivningen. Jeg forestiller mig ikke, at man fra politisk hold vil haste med at få det igennem parlamentet på


nogen anden måde, end det var tilfældet i forbindelse med reagensglasbehandling.

Skærpet krav om alternativ Et tredje aspekt i grundlaget for den forsigtige holdning er, at når "Human Fertilisation and Embryology Authority", HFEA, skal være overbevist om, at der ikke er anden måde at nå frem til den pågældende målsætning med forskningen, når der udstedes tilladelse til stamcelleforskning i embryoer. Det er en skærpelse i forhold til det nuværende lovmæssige krav om, at forskningen skal begrundes som nødvendig. Det er altså åbent for parlamentet (i London, red.), når det debatterer denne regulering i nær fremtid, at fortolke det som, at det skal være obligatorisk i enhver forskningsprotokol at påvise, hvorfor det er nødvendigt netop at benytte et embryo, der er udvundet ved cellekerneudskiftning, frem for andre embryoer for at fremskaffe stamceller eller andre kilder. Det er min personlige mening, at der kan argumenteres for sådanne begrundelser, men de skal fremgå i hver enkelt protokol.

Overskred mandat i etiske anbefalinger Der er lige én ting, jeg vil tilføje med hensyn til det etiske, som professor Søren Holm var inde på. Vores CMO-ekspertgruppes blev påmindet af regeringens forskningschef om, at det lå uden for dens opgave at beskæftige sig med etiske problemer overhovedet. Vi valgte at ignorere det råd, fordi vi mente, at det ville være selvmodsigende at bevæge sig frem på dette område uden etiske overvejelser. Det rejser alvorlige etiske betænkeligheder hos nogen, og derfor anså vi det for rigtigst at forholde os til de problemer. Det første og mest problematiske etiske spørgsmål er anvendelsen af menneskeembryoner i forskningen, og hvert land kan nå frem til sin egen løsning på det. Det andet spørgsmål, som jeg berører kort i det skriftlige oplæg, er, om det cellekerneskabte embryo er en ny form for embryo i den forstand, at det er resultat af en videnskabelig proces og ikke en naturlig fertilitetsproces. Skal det nyde den samme respekt eller skal vi forholde os til det på en anden måde? En anden type etisk spørgsmål involverer de tekniske og sikkerhedsmæssige, der opstår selv om vi måtte tillade en sådan forskning med embryoer. Søren Kolstrup var inde på forsyningen af oocyter, der er et fundamentalt videnskabeligt problem. Der er det klart, at disse oocyter skal komme fra kvinder, som frivilligt donorer oocyter til forskning. Kvinder der er i behandling for barnløshed eller frivilligt lader sig sterilisere kunne være egnede som frivillige donorer, men kun med fuldt informeret samtykke.

Frygt eller optimisme Det tredie og fjerde etiske problem går videre ud over det etiske og juridiske og ind i det rent politiske. Begrænsningen i den politiske regulering ligger i, om grundlaget skal være frygtens eller


optimismens heuristik. I denne verden lever vi på glidebaner. Faren er ligesom den røde dronning i Alice i Eventyrland, der løber dobbelt så hurtigt for at blive på stedet. Vi behøver fra tid til anden en grundlæggende vurdering af, hvor vi ønsker at befinde os politisk (reguleringsmæssigt, red.), og hvad vi måtte være parat til at ofre for at nå det.

Offentlig finansiering giver mulighed for kontrol Niels Bloch Jespersen var inde på forholdet mellem offentlighedens forståelse af og kontrol med forskningen og så den kommercielle, markedsdrevne anvendelse. Det gælder ikke kun i forhold til behandling, men også i grundforskningen. Igen der er forskellige jurisdiktioner i de forskellige lande, som når frem til forskellige indgangsvinkler, men er det offentlige ikke er parat til at finansiere denne grundforskning, således at det kan styres af det offentlige, har det konsekvenser. En af de vigtige konsekvenser er, at markedsorienterede virksomheder fører an, og det rummer både omkostninger og fordele.


Diskussionen i USA om stamcellebehandling og kloning

Søren Holm: Jeg vil tale om en rapport fra den amerikanske National Bioethics Advisory Commission, NBAC, som udkom i september 1999 i tre bind. Jeg vil koncentrere mig om hovedargumentet i disse tre bind. Rapporten handler i al væsentlighed om, hvilke typer forskning den amerikanske forbundsregering skal støtte økonomisk. Det skyldes, at den direkte regulering af forskning ligger hos enkeltstater og ikke hos forbundsregeringen. Det betyder også, at privatfinansieret stamcelleforskning i al væsentlighed er ureguleret i USA. Det argument - som kommissionen væsentligst fremfører omkring forskning i embryonale stamceller - er, at det ikke er et spørgsmål, vi kan forvente at løse på det samfundsmæssige plan ved at opnå etisk enighed. Der kan med rimelighed argumenteres for en lang række forskellige konklusioner med hensyn til embryoners moralske status, og der findes i den debat ingen tvingende argumenter, som alle nødvendigvis må acceptere.

Afbalancering af etiske hensyn Ifølge NBAC er spørgsmålet, der skal besvares, derfor ikke primært hvilken etisk analyse, der er den korrekte, og hvilke implikationer den har med hensyn til regulering, men hvilken regulering er den, som bedst afbalancerer de modstridende etiske hensyn i denne situation. Kommissionen påpeger, at dette er et problem, som offentlige myndigheder og politikere ofte står i, når der ikke kan udformes en politik, som vil tilgodese alle rimelige etiske holdninger eller analyser.

Etisk konflikt mellem behandlingsgennembrud og respekt for embryoner Den basale etiske konflikt, kommissionen identificerer, er mellem de store potentielle behandlingsmæssige gennembrud - som vi har hørt om tidligere i dag, som stamcelleforskningen sandsynligvis vil lede til - og den respekt, som langt de fleste mener bør vises over for humane embryoner. Kommissionen inddeler fremskaffelsen af embryonale stamceller til forskning i tre forskellige måder. For det første kan vi få embryonale stamceller fra overskydende embryoner ved in vitro fertilisering eller fra aborterede fostre. Vi kan få dem fra embryoner, der er produceret direkte med henblik på at fremskaffe stamceller, og vi kan få dem fra embryoner, der er produceret ved hjælp af kloningsteknikker med henblik på frembringelse af stamceller. Kommissionen gør opmærksom på, at de etiske problemer ikke er identiske i disse tre tilfælde, men at for hvert trin tillægges der nye etiske problemer. De etiske problemer er kun identiske, hvis vi enten antager, at embryoner ingen værdi har og ingen respekt skal have, fordi så falder de tre ting sammen, eller hvis vi antager, at al forskning med menneskelige embryoner i sig selv er forkert, fordi at så er alle tre ting igen sammenfaldende.


Etisk glidebane Men kommissionen argumenterer for, at i hvert fald på det samfundsmæssige plan, er der forskellige problemer. Produktion af embryoner rejser vanskelige etiske spørgsmål forbundet med det problematiske i at frembringe menneskeligt liv udelukkende med henblik på destruktiv forskning. Produktion af embryoner ved hjælp af kloningsteknikker rejser yderligere problemer forbundet med kloning og den mulige glidebane fra terapeutisk til reproduktiv kloning.

Anbefaler ikke at støtte produktion af embryoner Set fra et public policy-synspunkt argumenterer kommissionen derfor for, at de mere problematiske former for stamcelleforskning kun skal støttes, hvis forskning på stamceller fra overskydende embryoner eller aborterede fostre viser to ting, nemlig: (1) at de lovede behandlingsmæssige gennembrud rent faktisk kan realiseres, og (2) at det er nødvendigt at anvende andre end overskydende embryoner for at realisere disse behandlingsmæssige gennembrud. Man anbefaler derfor, at forbundsregeringen ikke økonomisk skal støtte produktion af embryoner og heller ikke produktion af embryoner ved hjælp af kloningsteknikker. Man begrunder dette ud fra to typer af argumentationer.

Kriterium for sandsynlighed versus etik For det første at vi står i en situation, hvor stamcelleforskning ser meget lovende ud, men hvor der er en betydelig grad af usikkerhed med hensyn til, i hvilken grad disse løfter vil blive indfriet. Givet at "de etiske omkostninger" ved forskellige typer af forskning på området varierer, argumenterer kommissionen for, at det forekommer hensigtsmæssigt at begynde med den type forskning, der er mindst problematisk, og kun gå videre til mere problematiske typer af forskning, når vi har opnået en viden, som går det mere sandsynligt, at stamcelleteknikkerne kommer til at leve op til de store løfter. Jo mere sikre fordelene bliver, jo mere etisk vægt kan vi lægge på dem i vor afbalancering mod de evidente etiske problemer i brugen af embryoner.

Kriterium om nødvendighed For det andet problematiserer kommissionen, i hvilken grad det er nødvendigt at bruge andre embryoner end de overskydende efter reagensglasbefrugtning. Nødvendighed er noget, der har mange grader, og der er forskel på, om noget er absolut nødvendigt eller om det blot vil lede hurtigere til et givet mål. Kommissionen argumenterer for, at der vil være tilstrækkeligt med embryoner til den forskning, der skal foretages i øjeblikket. Derfor er der ikke brug for at fremstille embryoner direkte, men man siger, at man selvfølgelig er nødt til at kigge nærmere på det om nogle år igen, om dette argument stadig holder.


Man benægter altså ikke, at der er mulig forskning, som kun kan udføres, hvis embryoner direkte produceres eller produceres ved hjælp af kloningsteknikker, men (benægter, red.) blot at denne forskning er nødvendig nu.

Anbefalinger vedtages næppe af et republikansk flertal Kommissionens anbefalinger er ikke blevet implementeret af forbundsregeringen, og med et republikansk flertal i Kongressens to kamre og måske en republikansk præsident vil det næppe heller komme til at ske. I høringsmappen ligger National Institute of Health' nyligt publicerede regler om embryonale stamceller. Det er et regelsæt, som fungerer inden for den nuværende amerikanske lovgivning. I det regelsæt fremgår det, at National Institute of Health ikke vil betale for fremstilling af embryonale stamceller med offentlige midler uanset fra hvilke typer af embryoner disse stamceller kommer fra, heller ikke fra overskydende embryoner, men at man vil støtte forskning i stamceller fra overskydende embryoner, som er deriveret fra private midler.

Føderal erhvervelse af stamceller er lovlig Det skyldes, at i øjeblikket er den amerikanske lovgivning sådan, at det er forbudt for forbundsregeringen at støtte enhver form for fremstilling af embryonale stamceller, men det er ikke forbudt for forbundsregeringen at købe stamceller eller på anden måde få fat i stamceller, som er deriveret for private midler.


EU-kommissionens etikgruppe

Dietmar Mieth: Jeg vil lægge ud med at tale om Europarådets bioetiske konvention, som er underskrevet af en lang række lande, heriblandt EU-lande, og den handler om et forbud mod brugen af celler i forskning. Det er også udgangspunktet for Europakommissionens gruppe vedrørende etik i videnskab (Den Europæiske Gruppe vedrørende Etik i Videnskab og Nye Teknologier, EGE, red.), som jeg er medlem af. Dens rapport var forberedt af Göran Hermerén fra Sverige og Anne McLaren fra Storbritannien. Gruppen er kun et rådgivende organ for Europakommissionen og har intet at gøre med udarbejdelsen af lovgivning i EU-landene.

"Terapi" er politiseret vildledning Gruppen har bl.a. fundet frem til, at man ikke vil bruge udtrykket terapeutisk kloning, fordi det er vildledende. Der er ingen terapi involveret overhovedet i øjeblikket, kun forhåbninger om terapi. Vi frygter, at det er en politiseret brug af sproget at tale om terapeutisk kloning. Der er to meget vigtige punkter i gruppens udtalelse. For det første konstaterer man, at i nogle lande - Irland, Tyskland, Østrig og Portugal - er embryoforskning forbudt, "men når denne forskning er tilladt med det formål at forbedre behandling for barnløshed, er det svært at se særlige argumenter, der skulle forhindre, at man udvider rækkevidden af denne forskning for at udvikle nye behandlingsmetoder for alvorlige sygdomme og skader" (EGE's udtalelse pkt. 2.5, red.). Det er et af de to punkter, hvor forskning i disse embryoer er tilladt. Der er ingen tvivl om, at i de fire lande vil forbudet nok blive opretholdt, men hvor det er tilladt, er problemet, at det er svært at se noget specifikt argument imod, at man fortsat bedriver forskning inden for området. Det andet punkt vedrører såkaldt terapeutisk kloning eller "somatisk cellekerneoverførsel", SCNT.

Instrumentalisering af menneskeligt liv "Gruppen vurderer, at skabelsen af embryoer alene med det formål at bruge dem i forskningssammenhæng rejser alvorlig bekymring, fordi det repræsenterer endnu et skridt i retningen af instrumentalisering af menneskeliv. Gruppen anser skabelsen af embryoer med kønsceller doneret til stamcelleforskning for etisk uacceptabelt, når der er overskydende embryoer som en alternativ kilde. Gruppen tager med i betragtningen, at der er interesse for at udføre en somatisk cellekerneoverførsel med det formål at studere forholdene, der er nødvendige for at reprogrammere voksne menneskeceller. Den er også opmærksom på, at ved fremtidig stamcelleterapi er skabelsen af fostre med denne teknik den mest effektive måde at erhverve pluripotente stamceller, der er


genetisk identiske med patienten og derfor kan give perfekt kompatibelt væv med det formål at undgå afstødning efter transplantation. Men disse fjerne terapeutiske perspektiver må afvejes mod risikoen for at forfladige brugen af embryoer og for at sætte kvinder under pres for at blive kilder for ubefrugtede æg og øge muligheden for at de instrumentaliseres. Med den høje grad af ineffektivitet i SCNT ville sikringen af en levedygtig cellekultur kræve et stort antal æg. Det er gruppens holdning, at med et så følsomt emne bør proportionalitetsprincippet og forsigtighedsprincippet bruges. Det er ikke fyldstgørende nok at tage hensyn til legitimiteten i at forfølge målet om at lindre menneskelig lidelse. Det er også afgørende at overveje de anvendte midler. Forhåbningerne for især regenerativ medicin er fortfarende meget spekulative og debatteret blandt videnskabsmænd. Gruppen mener, idet den appellerer til tilbageholdenhed, at det for nærværende er for tidligt at skabe fostre med somatisk cellekerneoverførsel i stamcellebehandling, eftersom der er et bredt felt for forskningen, der kan udføres med alternative kilder til menneskelige stamceller fra overskydende fostre, fostervæv og voksne stamceller." (EGE's udtalelse pkt. 2.7, red.).

Embryoer har retten til liv Dette var et citat, og jeg vil ikke kommentere yderligere bortset fra at gøre rede for min personlige holdning. Jeg mener, at et embryo er en enhed, som har et potentiale for en fortsættelse og med et køn og derfor et menneske, medlem af menneskearten. Det har ikke kun behov for beskyttelse som art, men hvert enkelt embryo har retten til liv. Der er altså to holdninger. Der er respekten for det menneskelige liv, hvor embryoet betragtes som en del af menneskeslægten, og så er der beskyttelsen af embryoets ret til liv. Hvis man foretrækker embryoets deltagelse i livet baseret på retten til liv, er det helt klart, at man ikke kan gå ind for forskning, der medfører ødelæggelse af embryoer.

Formål for usikkert i forhold til midlet Med hensyn til SCNT vil jeg mene, at man ikke kan afbalancere midler og formål, fordi formålet eksisterer ikke endnu. Imidlertid er det ikke muligt at ofre et nutidigt gode til fordel for forventninger om fremtiden, når det drejer sig om en højt prioriteret rettighed, der indgår i menneskerettighederne. Det er som at betale nu for at kunne lave sygdomsbehandling med embryoer om ti år. Et tredie argument lyder, at in vitro kloning vil åbne døren for in vivo kloning. Det er forskellen mellem reproduktiv kloning og ikke-reproduktiv kloning. Det er tillige en politiseren ved hjælp af sproget, fordi denne skelnen kun er gjort for at få kloningsspørgsmålet ind i den offentlige debat. Selv om konstruktionen af et embryo er reproduktiv kloning, er det klart, at det er første skridt hen imod alle andre former for kloning, så man har her et glidebaneargument.


(Dansk lovgivning tillader kun forskning på overskudsæg) Hanne Severinsen (ordstyrer): Jeg vil lige spørge Mette Hartlev, om du måske ganske kort kunne sige lidt om den danske lovgivning, fordi Derek Morgan rejste jo spørgsmålet om, hvordan den danske lovgivning er. Mette Hartlev: Derek Morgan spurgte, hvorvidt det i Danmark er tilladt at lave forsøg på embryoer, som er blevet til ved, at man har udskiftet cellekernen. Det er min vurdering, at det vil ikke være tilladt i Danmark. Det er kun er tilladt at udføre forskning på overskydende æg og kun med henblik på to formål, nemlig med henblik på at forbedre in vitro teknikken og med henblik på at forbedre præimplantationsdiagnostikken. Det er endvidere ikke tilladt i forbindelse med behandling at lave reproduktiv kloning og heller ikke tilladt at modificere ægget genetisk. Koger man alt det sammen, så vil jeg vurdere, at det ikke er tilladt at lave forsøg på embryoner, som er blevet til ved kernetransplantation.


Spørgerunde

Er reproduktiv kloning simplere end terapeutisk? Etisk glidebaneforskrækkelse? Glider vi mod anvendelse af fostre? Margrete Auken (SF): Til Søren Holm, som siger, at glidebanen er hen imod den reproduktive kloning. Er det ikke en simplere teknik end den terapeutiske kloning? Jeg har hørt andre steder, at det var lettere at lave reproduktiv kloning end terapeutisk kloning, så det kan man holde udenfor. Kan du identificere spørgsmålet om den etiske glidebaneforskrækkelse? Hos mig ligger den snarere på, at man ikke bare bruger overskydende embryoer, men at det bliver tiltrækkende at bruge ikke bare embryoer, men også fostre, fordi det alligevel er lettere at have det inde i det, og glidebanen går i retning af, at man bruger embryoer, uanset hvordan de er blevet til, som man godt vil have lidt længere tid til lige at kunne holde det indeni. At det er dér, glidebanen ligger, især hvis man ikke er tilstrækkelig opmærksom på, om formålet overhovedet er anvendeligt i forhold til de etisk risikofyldte teknikker?

Enig i amerikansk betragtning om glidebane? Etisk skillelinje? Susanne Clemensen (CD): Mine spørgsmål går lidt i samme retning. Det er også til Søren Holm. Med hensyn til spørgsmålet om glidebanen mellem terapeutisk kloning og reproduktiv kloning mener jeg, der trods alt er tale om to meget forskellige situationer. Er du enig i kommissionens (den amerikanske komité, red) betragtninger om, at dette en glidebane, man bevæger sig ud på? Søren Holm nævnte også, at kommissionen - når man ser bort fra den særlige problematik om offentlig eller privat finansieret forskning - udelukker, at der kan udvikles nye embryonale stamceller alene med det formål at bruge dem til forskning i terapeutisk kloning. Er det en etisk skillelinje, som du personligt mener, at man bør drage?

Kan man skelne mellem forskning og behandling? Relevant at lave specifik lovgivning for forskning? Søren Kolstrup (EL): Til Søren Holm om, hvorvidt man som politiker på en relevant måde kan lave en skelnen, et vandtæt skot. Er det f.eks. overhovedet relevant at skelne mellem forskning på den ene side og behandling på den anden side? Vi lever i en verden, hvor en stor del af forskningen kan være offentlig finansieret, men sandelig også være samfinansieret. Derfor er spørgsmålet, om det er relevant at lave en specifik lovgivning for forskning? Handler det ikke om at tage stilling til den givne teknik og den givne handling uanset, om det er i det ene eller det andet øjemed?


Reproduktiv/terapeutisk er teknisk og ikke værdimæssig glidebane. Flere glidebaner. Værdimæssig glidebane i risikoen for at ændre opfattelse af embryoner som biologisk materiale. Produktion af embryoner er værre end brug af overskydende embryoner til forskning. Embryoner skabes for at få et barn. Er løfter om behandling nok til at tillade forskning? For tidligt at forholde sig til spørgsmålet om behandling Søren Holm: Først om glidebanen mellem terapeutisk og reproduktiv kloning og andre glidebaner. Det godt være, at der er mere end én glidebane. Der er mange måder at falde ned af et bjerg på; det kan man gøre i mange retninger. Mellem terapeutisk og reproduktiv kloning er glidebanen teknisk, hvis der er en. Den viden, vi får ved at prøve at frembringe klonede, embryonale stamceller, vil også i en vis udstrækning kunne anvendes, hvis nogen skulle tænke sig at lave reproduktiv kloning. Det er ikke en værdimæssig glidebane, men det er en teknisk glidebane. Den værdimæssige glidebane er den, som Margrete Auken identificerede, og som Dietmar Mieth også talte om. Når vi begynder at tænke på at bruge embryoner i disse områder, risikerer vi at ændre vores forestillinger om embryoner skal respekteres, om de er menneskelige, eller om de bare er en eller anden del i en produktionsproces af et biologisk materiale, der kan anvendes til behandling. Susanne Clemensen spurgte, om produktion af embryoner er værre end brug af overskydende embryoner til forskning. Svaret er ja! Personligt mener jeg, at det er værre, netop fordi vi begiver os ud på et område, hvor vi siger, at det er i orden at skabe embryoner for specifikke formål. Så længe vi taler overskydende embryoner - og nu kan vi altid diskutere, hvor relevant den kategori er, og jeg er lige i dag blevet mindet om, at jeg for meget lang tid siden har skrevet en artikel om, at det ikke er en særlig relevant kategori - så er de trods alt skabt med det formål, at nogle mennesker skal have et barn. Det synes at være det formål, embryoner normalt skabes til, hvad enten de skabes i laboratoriet eller naturligt derhjemme. Vi er ude på en potentiel værdimæssig glidebane, når vi begynder at sige, at man kan producere til forskning. Søren Kolstrup spurgte, om det er relevant at lave en distinktion mellem forskning, behandling og produktion. Der er en mulig distinktion mellem forskning og behandling, som handler om, at i øjeblikket har vi kun løfter om behandling. Vi ved, at det virker i mus og måske i andre dyr, men det vi har er løfter. Den afbalancering, vi er nødt til at foretage, er om de løfter er nok til at tillade bestemte typer af forskning. Hvis det viser sig ved hjælp af forskningen, at der virkelig er gehalt i de løfter, kan vi måske tale om, hvordan behandlingen skal reguleres, men det er præmaturt at begynde at diskutere behandlingsspørgsmålet, før vi ved om det rent faktisk virker.

Æg udvælges i IVF-behandling. Er det mere etisk at destruere embryoer fra fertilitetsbehandling end at skabe embryoer til forskning?! Derek Morgan: Det er en reaktion på Søren Holms sidste svar. Spørgsmålet om embryoner med det formål at udføre forskning sammenlignet med overskydende embryoner efter fertilitetsbehandling var netop det, som Chief Medical Officer-gruppen så på. Vi undersøgte, hvordan man brugte embryoner på det tidspunkt, da lovgivningen blev vedtaget i 1990.


Enhver form for anvendelse af et embryo til andre formål er på den ene eller anden måde at gøre dette embryo til et redskab, hvis det ikke bruges til fertilitetsbehandling. Et af de spørgsmål, som visse af medlemmerne i det videnskabelige udvalg måtte stille sig selv vedrørende overskydende embryoer fra fertilitetsbehandling, er hvorfor de er tilovers. Der er ikke tale om en eksakt videnskab, når man undersøger embryoer med henblik på at udvælge hvilke, der skal bruges til behandling af frugtbarhed. Ikke desto mindre skal der træffes valg om dette embryo ud fra dets morfologi, som kan have væsentlig betydning for den fremtidige udvikling af dette foster. Der foregår altså en bedømmelse. Det andet vedrører brugen af de dannede embryoer. Myndigheden for fertilitetsbehandling (i Storbritannien, red.) siger, at omkring 700.000 embryoer er blevet skabt siden 1990. 350.000 blev brugt til behandling af ufrugtbarhed, knap 200.000 ligger på lager, 48.000 blev skænket til forskning og 118.000 er blevet skabt i de 10 år med det specifikke formål at udføre forskning. 240.000 embryoer skabt i forbindelse med en fertilitetsbehandling er blevet destrueret i den 10 årsperiode. Jeg vil gerne stille Søren Kolstrup eller panelet spørgsmålet, om det er udtryk for mindre respekt, når man skaber et embryo til at udføre begrænset forskning, hvor hele formålet med det er at besvare, hvad der kan ske. Det er forskning og ikke behandling. Er det mindre respektfuldt over for embryonisk liv at udføre en forskning, der kan komme med svar på spørgsmål end at destruere 240.000 embryoer i lyset af, at enhver brug af embryoer i sig selv rummer en værdi? Hanne Severinsen (ordstyrer): I (panelet, red.) er ikke forpligtet til at besvare spørgsmål. Det er panelet, der stiller spørgsmål.

Klasse A og klasse B blastocyster. Hvorfor forskel på seksuel formering og kloning?! Torben Greve: Det var min bemærkning tilbage til Dietmar Mieth, som siger, at der grundlæggende er tale om en reproduktionsteknik. Derfor vil jeg gerne understrege, det er jo en reproduktionsteknik en in vitro teknik. Det andet, som har slået mig i forbindelse med det, Derek Morgan sagde tidligere, og som jeg er blevet lidt chokeret over ved at gennemlæse materialet, er, at man opererer med om jeg så må sige klasse A og klasse B blastocyster. Man har en gruppe A, der er lavet ved seksuel formering. De er i hvert fald meget hellige - nu skal jeg ikke gøre det værre end det er - men dem skal man passe noget på. Så er der den anden gruppe, der er produceret ved nuclear transfer (kerneoverførsel, red.), altså ved kloning, og det er jo en aseksuel teknik, så det gør vel ikke så meget?! Det har jeg det svært ved, når de i øvrigt alle sammen kan udvikle sig til fulde individer, altså kan blive til kalve eller mennesker. Der er altså noget af et dilemma der.


Privatiseret behandling i USA giver økonomisk pres og langt flere overskudsæg. Uetisk at kassere embryoner i forhold til kloning. Glidebane er udvikling Jakob Ingerslev: Søren Holm nævner, at i USA anbefaler man anvendelse af overskudsembryoner. Jeg vil bare gøre opmærksom på, at det et helt andet miljø, de anbefalinger foregår i på grund af de ekstremt høje priser og profitter på disse behandlinger. Det er privatiseret, så der er et kæmpepres på succesraterne. Det betyder, at kvinderne bliver massivt hormonbehandlet, og der kommer ekstremt mange æg ud sammenlignet med det, vi anvender i Skandinavien, hvor det fortrinsvis foregår i offentligt regi. Derfor er scenariet i USA et helt andet end herhjemme, og derfor er der langt flere overskudsæg og embryoner. Jeg kan i øvrigt tilslutte mig Derek Morgans kommentar på begrebet kassering af embryoner, og det er vanskeligt at forene de etiske vanskeligheder i forbindelse med kloning med begrebet kassering af embryoner. Det er pudsigt at se, at man kalder dette områdes problemer for en glidebane. Inden for andre typer af forskning - og hvad der ellers sker i samfundet - vil man kalde det udvikling.

Maskinstormere. Pragmatisk syn på kloning, når abort er tilladt. Risikerer vi at bremse os selv til fordel for Kina? Niels Bloch Jespersen (S): Jeg vil også tilknytte en kommentar. Det vigtige er, at vi er fordomsfri i denne diskussion, men at vi selvfølgelig også er forsigtige i, hvad vi vil udvikle. Det er vigtigt at skelne mellem forskning og behandling. Hvis vi havde haft sådan en etisk konference som denne inden dampmaskinens opfindelse, tror jeg, der ville være mange saglige argumenter mod: Lad hellere være. Så jeg kan ikke rigtigt være med i den, men jeg vil samtidig sige, vi lever i et land, hvor abort er tilladt indtil 12. uge. Jeg har svært ved at forholde mig til, at det skulle være uetisk, at der sker noget i en petriskål med et æg, når vi tillader abort. Jeg synes, der ligger et pragmatisk syn i at bruge døde fostre og aborter i en god sags tjeneste på forskningsniveau. Vi hørte tidligere om, hvilket potentiale der er for menneskers sundhed, så har jeg svært ved at forstå forbeholdene. Til Dietmar Mieth om EU's holdninger. I en helt anden sammenhæng har jeg lige været i Kina med energiudvalget og har indtryk af, at man der kører ret stærkt med hele den teknologiske udvikling, også inden for bioteknologi. Hvis vi alligevel skal tænke politisk, hvad vil konsekvensen være for Europa og for vores del af verden, hvis vi standser os selv i en udvikling ud fra mere filosofiske spørgsmål? Vil det ikke betyde, at vi kan risikere at få de teknikker ind ad bagdøren på en måde, så vi ikke kan kontrollere i hvilken form, når vi går fra forskning til behandling?

Historisk forløb af ægdonationsregler af hensyn til kvinder. Nedfrysning af hensyn til barnløse kvinder og ikke til forskning. Legalisering af abort kan ikke begrunde fosterkloning. Er det rimeligt at skelne mellem reproduktiv og terapeutisk kloning? Ester Larsen (V): Jeg bliver nødt til at foretage et historisk tilbageblik (Ester Larsen var sundhedsminister 1989-1993, red.).


Jeg havde den ubehagelige opgave at skulle formulere lovteksten til den første lov på dette område, som havde titlen "Regulering af de etiske komiteer". Jeg rystede meget på hånden omkring spørgsmålet, om ægdonation overhovedet skulle være tilladt. Jeg endte med at foreslå, at det skulle det være af hensyn til en meget lille gruppe kvinder, som ellers ville være afskåret fra at få et barn. Det var udelukkende af hensyn til produktion af barn, der var overskriften. En anden stor udfordring, som også gav mange svære overvejelser, var: Er det en rimelig omgang med menneskeligt liv, at man putter dem ned i en dybfryser? Når vi fra lovens første start tillod det i en begrænset tid, så var det ikke af hensyn til forskningen, men af hensyn til de kvinder, som skulle igennem en hormonopstimulering efter nogle fejlslagne forsøg. Jeg fik beskrevet, at det var en meget belastende affære, og at det af hensyn til kvinden ville være hensigtsmæssigt, at kvinden kunne få lov at få nedfrosset materialet, sådan så hun blev sparet for nogle opstimuleringer. Det var baggrunden for, at det kom ind i loven. Da vi så havde fået nogle erfaringer, meldte der sig nogle par, som havde været i den ubehagelige situation, at graviditeten havde fundet sted, men at det førte til en abort. Den pågældende kvinde havde svært ved at komme sig over aborten og være klar til en ny behandling, inden året var gået. Under behandlingen af loven om kunstig befrugtning havde vi store diskussioner, og det blev til, at af hensyn til den type kvinder forlængede man det til 2 år. Der kom bag på os, at fertilitetslægerne dukkede op og sagde, at når man nu havde materialet, vil de gerne give barn nr. 2. Det er en utrolig belastning for kvinder at skulle være klar til andet svangerskab inden for 2 år, så nu må man hellere lave det om en gang til. Det lovforslag, som vi havde megen forvirring omkring i sidste folketingssamling, indeholdt en forlængelse af nedfrysningstiden, men vi kom i den barokke situation, at regeringen stemte imod sit eget forslag, men det har andre forklaringer. Nu er nedfrysningstiden 2 år. Jeg nævner hele dette forløb for at understrege, at det har aldrig været i mine tanker, at vi med den regulering af nedfrysning skulle tilgodese forskningen til alt mulig andet. Det blev nævnt, at vi har legaliseret abort, og så kan vi lige så godt sige ja til alt muligt andet. Hvis det er sådan, at én etisk problematisk afgørelse fjerner enhver anden etisk overvejelse, kan vi godt pakke sammen og spise frokost, fordi så er der ingen grund til at sidde her. Jeg har egentlig bedt om ordet, fordi det har været spændende at lytte til vores gæster og prøve at følge den meget forskellige tankemåde, man har fået præsenteret. Derek Morgan taler om, at man praktiserer et forsigtighedsprincip i England. Er Derek Morgan enig i min påstand om, at det er urimeligt at skelne mellem terapeutisk kloning og reproduktiv kloning, at det er en politiseret brug af ordet for at fremme nogle andre hensyn?

Kan godt inddrage abortlovgivningen Peter Hokland: Ester Larsen kom ind på det, jeg ville kommentere, nemlig den danske lovgivning, og det Derek Morgan sagde med hensyn til at kassere og destruere embryoner, som er sket i


England. Jeg synes ikke, vi skal pakke sammen, men vi kan godt se på den danske abortlovgivning i lyset af dette og hvad holdningen er i befolkningen. For mit eget vedkommende kan jeg sige, at kan jeg gå ind for meget af det, vi taler om i dag. Men jeg priser mig lykkelig over, at jeg ikke har været ansat på en gynækologisk afdeling og skullet foretage provokerede aborter i det omfang, vi har i Danmark.

Godkendelse er da en forudsætning for resultater fra terapeutisk kloning. Kvinders ret til at anvende egne ægceller i sygdomsbehandling Malcolm Moore: Der er to punkter, jeg gerne vil nævne. Jeg er lidt bekymret over udtalelser om, at "somatisk kloning og terapeutisk kloning ikke har vist sig at være terapeutiske endnu, men de eventuelt kunne være det i fremtiden, så undlad at godkende det, fordi vi ikke har påvist effektiviteten". Imidlertid kan vi aldrig bevise effektiviteten, hvis det ikke bliver godkendt. Det må være klart. Det andet punkt blev jeg opmærksom på, da vi fik kommentaren om, at vi jo mest er mænd heroppe i svarpanelet, og at mange af spørgerne er kvinder. Måske skulle jeg som mand stille spørgsmål om kvinders reproduktive rettigheder. Det er noget, hvor man har kæmpet for kvinders ret til at regulere egne fødselsmetoder, prævention og abort. Jeg vil blot spørge, hvad man mener, hvis en frugtbar kvinde med en uhelbredelig sygdom ønsker at anvende sine egne ægceller i en behandling med vævstransplantation. Vil man nægte hende den ret? Jeg mener, at den person har bedre kontrol med sit eget reproduktive væv end resten af samfundet. Jeg trækker dette frem, fordi et betydeligt antal potentielle patienter, som vil have nytte af terapeutisk kloning, er kvinder i den fødedygtige alder, der kan levere deres eget væv. Det argument må man også have i baghovedet.

Abortanalogien er problematisk. Hver ny anvendelse af embryoer må overvejes Søren Holm: Jeg bor i Manchester, og umiddelbart efter dampmaskinens og den dampdrevne spinderok og vævemaskine viste det sig, at dampmaskinen havde mange gode, men også negative effekter. Så kan man altid diskutere om opkomsten af en arbejderbevægelse var en positiv eller negativ effekt af dampmaskinen, men det var dog en meget væsentligt effekt af dampmaskinen. Grunden til, at jeg markerede, var mest hvad vi kalder abortanalogien. Argumentet er, at fordi vi har tilladt abort, så er - og nu trækker jeg det så meget skarpt op - alt andet, hvad vi gør ved fostre og embryoner før 12. uge, også være i orden, fordi det er i orden at slå dem ihjel op til det tidspunkt, hvis den gravide kvinde ønsker det. Nu var jeg ikke så gammel, da abortlovgivningen blev vedtaget, men jeg vil dog mene, at det er en historisk fejlfortolkning at sige, at den blev vedtaget på baggrund af en dybsindig filosofisk analyse, som viste, at fostre op til 12. uge ingen værdi har.


Der er mange grunde til, at vi har en liberal abortlovgivning, men jeg tror ikke, at det syn, at fostre op til 12. uge slet ingen værdi har og de derefter pludselig får værdi, spiller nogen væsentlig rolle for udformningen af abortlovgivningen. Der er grunde omkring, at kvinder er nødt til at kunne regulere deres reproduktion for at kunne være med i samfundet på lige fod. Der er grunde om, at vi ikke ønsker alle de negative effekter, der er af en restriktiv abortlovgivning i form af illegale aborter og mange andre ting. Jeg mener grundlæggende, at abortanalogiargumentet er et uhyre problematisk argument at fremføre. For hver enkelt ny anvendelse af embryoner er vi nødt til at overveje med os selv, om det er noget, vi ville gøre. Hvis abortanalogien nu var fuldstændig korrekt, og embryoner ikke havde nogen værdi, skulle der jo f.eks. ikke være noget problematisk i at anvende og endda producere humane embryoner til kosmetik. Det finder jeg i hvert fald - og jeg går ud fra, at det deles med andre - ville være stærkt etisk problematisk.

Abort og kloning usammenlignelige. Videnskab ændres konstant. Mod til at afprøve hypoteser og mod til at forkaste forsøg. Der er intet bestemt undfangelsesøjeblik Derek Morgan: Fire hurtige kommentarer. Abort er et enestående moralsk problem. Hvad det betyder for fostret og embryoforskning med hensyn til skabelse af liv og undfangelse er to argumenter, som efter min opfattelse ikke kan sammenlignes. For nogle år siden spiste jeg middag med Robert Edwards, efter at vi havde deltaget i en debat, og vi talte om to ting, som jeg er kommet i tanke om i dag. De har begge at gøre med, hvordan videnskab udvikles eller ændrer sig. Han fortalte, at da han læste til læge, var det almindeligt antaget inden for genetikken, at mennesker bestod af 24 kromosompar, og at opdagelsen af, at der faktisk var færre, kom som noget af en revolution inden for den genetiske videnskab. Videnskabelig viden er jo en metamorfosisk proces. Robert Edwards skrev og sagde i 1978, at in vitro fertilisering blot var den første praktiske anvendelse af de teknikker, som man udforskede på det tidspunkt. Han opfordrede på det tidspunkt - og de forskellige lande reagerede forskelligt på det - til at begynde en etisk debat og overvejelser om, i hvilket retning vi ønskede at bevæge os og hvor vi ønskede at ende. Det er en proces, som vi hele tiden vil være optaget af. Det fører mig frem til mit tredie punkt - jeg går nok ud over det, jeg egentlig ved noget om - om videnskabens natur og den juridisk-politisk kontrol med videnskaben. Som lægmand tog det mig lang tid at nå frem til det formentligt fremherskende synspunkt, at videnskab ikke er noget endeligt, fast og konkret. Det er en kunstform lige så meget som videnskab. Det handler om udforskning og afprøvning af hypoteser. Måske burde vi have modet til at gøre to ting. Både at lade visse hypoteser blive afprøvet, som ser ud til at rumme etiske dilemmaer, og - hvis det ikke virker - at have modet til at indstille den forskning. Begge kræver forskelligt slags mod på den politiske arena.


Jeg var til en konference her i København på samme tidspunkt sidste år, hvor Lee Silver fra Princeton talte om reproduktiv genetik og anførte, at de fleste teologiske argumenter om menneskelivets ukrænkelighed har i hvert fald hidtil fremhævet - jeg ved godt, det ikke er let at beskrive - undfangelsesøjeblikket, skabelsen af det unikke, individuelle liv som et resultat af en fertiliseringsproces. Hvor man har et embryo, som skabes af en cellekerneproces er der ingen fertiliseringsproces, der er intet unikt øjeblik. Man har selvfølgelig embryonisk liv, der skal omgærdes med respekt, men det er nødvendigt at begrunde den respekt anderledes. Ester Larsens spørgsmål, om det var rimeligt at skelne mellem terapeutisk og reproduktiv kloning, må jeg besvare med, at det ved jeg ikke. Men det er nødvendigt at skelne mellem såkaldt terapeutisk og reproduktiv kloning, fordi de har potentiale til at blive brugt til meget forskellige endemål, og det er jo endemålene, der er så afgørende.

For hvem er sondring nødvendig? Politisk spørgsmål må afgøres på filosofisk-etisk grundlag. Politisk kompromis at lade det offentlige kontrollere via finansiering. Ikke logisk at udbrede tilladelse fra in vitro til alle embryoer. Etiske problemer uanset lovlighed. Svækkelse af kvinderettigheder Dietmar Mieth: Mit spørgsmål retter sig til Derek Morgan. For hvem er det nødvendigt at lave den skelnen? Jeg vil også gerne prøve at besvare nogle af de andre spørgsmål. Vedrørende EU-Kina spørgsmålet (at Kina får et forspring i tilfælde af europæisk moratorium, red.) blev der rejst filosofiske forbehold. Jeg er filosof og teolog, og efter min mening kan et politisk spørgsmål kun kan afgøres på et filosofisk og etisk grundlag og ikke specifikt på et videnskabeligt grundlag. Det skyldes, at den måde videnskaben griber tingene an, skal fortolkes af filosofien, og på den måde kan vi som samfund anvende det politisk. Der er forbehold f.eks. i EU-parlamentet over for embryoforskning, men der kan alligevel indgås et politisk kompromis gående ud på, at det er bedre, at det offentlige betaler for forskning på menneskelige embryoer end at overlade hele denne forskning til det private initiativ. Det er ikke noget svar på hele spørgsmålet. Det kan være politisk forsigtighed eller klogskab, at man vil have bedre kontrol med forskningen, men det er ikke et argument, som opvejer det filosofiske forbehold. Det er et politisk kompromis. Der findes etiske overvejelser på mange niveauer. Man kan overveje tingene etisk på akademisk niveau, man kan gøre det i de blandede udvalg, hvor der er andre kompetencer til stede, og så har man den politiske samvittighed, der skal træffe afgørelsen. Et andet spørgsmål er: Hvis vi tillader forskning på in vitro fertilisering af fostre, er det så ikke logisk, at man også tillader alle mulige andre former for embryonisk forskning? Det benægter jeg. Hvis vi tillader in vitro fertilisering i næsten alle EU's lande, nægter vi ikke, at selv denne tolerance rejser etiske problemer. De etiske problemer eksisterer fortsat, selv om noget er tilladt. Når vi tvinges til at tage skridtet fra A til B til en anden form for forskning, bliver vi nødt til at gennemtænke, om vi fortsat har et etisk problem ved implementering at f.eks. reagensglasbefrugtning. Derfor skal vi ikke blot følge skridtet fra A til B, men vi bliver også nødt til at overveje, om skridtet til A var problematisk.


En tredie bemærkning vedrører kvinders reproduktive rettigheder. Jeg mener, at det hører til blandt disse rettigheder, at man ikke kontrollerer og at man ikke kontrolleres. Der er et spørgsmål, om styrkelse af kontrollen forstærker kvinders rettigheder eller også er en fare for kvinders rettigheder.

Sondring vigtig for jurister. Britisk sundhedsministerium står alene med definition af embryo. Too soon to say! Derek Morgan: Dietmar Mieth spurgte, hvem der gerne vil vide, om det er vigtigt, at der er forskel mellem embryoer, der er kommet til efter en fertiliseringsproces eller på grund af cellekerneerstatning. For nogle mennesker er det meget vigtigt, nemlig jurister. Lovgivningen i Storbritannien er grundlaget for Chief Medical Officer-gruppen, der i den juridiske rådgivning fra Sundhedsministeriets jurister blevet oplyst, at et embryo dannet ved cellekerneerstatning er et embryo i medfør af 1990-loven. Hvis kun jeg mente det modsatte, ville jeg være mere ydmyg, men hver eneste juridiske professor i Storbritannien, som har vurderet denne sag, mener, at dette ikke rigtigt. De mener med andre ord, at et embryo, som er skabt ved cellekerneerstatning, ikke er et embryo, således som 1990-loven definerer det. Det betyder, at det ikke er et embryo, der beskyttes af denne lovgivning, og derfor kan der udføres forskning på et sådant embryo. Dietmar Mieth tog spørgsmålet op, at hvis man tager skridtet fra A til B, er det så nødvendigt også at træde fra B til C til E til F osv? Det ved jeg ikke, men det stiller store krav til vores indsigt uanset om vi gør det eller ikke. Man mindes den kinesiske premierminister Chou En Lai, der kan bruges som en metafor på noget af det, vi taler om i dag. Han blev spurgt, hvad han mente om konsekvenserne og resultaterne af den franske revolution for to hundrede år siden. Han svarede: Det er det for tidligt at udtale sig om!


De etiske overvejelser Oplægsholdere: Kurt Christensen Niels Jacobsen Lone Nørgaard Erling Tiedemann

Terapeutisk kloning og mennesketlivets ukrænkelighed

Kurt Christensen: Der er en vis fare for, at vi bliver overrumplet og blændet af de fantastiske perspektiver, som génforskningen og bioteknologien tilbyder, og også skræmt af udsigten til, at udviklingen og de dermed forbundne økonomiske fordele går vores næse forbi. Der er også - det indrømmer jeg gerne - en fare for, at man i ren og skær konservatisme eller frygt for det ukendte slår bremserne i for tidligt. I den situation er det vigtigt at træde tre skridt tilbage og tage en dyb indånding og spørge: (1) Hvad har været de bærende værdier i det samfund, vi er fremgået af? (2) Hvilke værdier ønsker vi skal præge fremtiden? (3) Hvilke konsekvenser får det for vurderingen af terapeutisk kloning af humant liv? Hvilke etiske omkostninger er vi i givet fald villige til at betale for en formentlig bedre sygdomsbehandling?

Kloning truer menneskeværdet Hvad angår bærende værdier, er det min opfattelse, at tanken om menneskeværdet og beskyttelsen af menneskeværdet har stået centralt i vores samfund, og at der er overvejende enighed i vores land om, at sådan skal det også være i fremtiden. På den baggrund lokaliserer jeg i mit skriftlige oplæg to grundlæggende etiske problematikker i forbindelse med terapeutisk kloning af humane stamceller, hvor menneskeværdet synes truet. Disse problematikker kan udtrykkes i spørgsmålene: For det første: har vi lov til at klone menneskeliv? For det andet: Har vi lov til at tilintetgøre klonet menneskeligt liv? Jeg argumenterer på forskellig vis for et benægtende svar på begge spørgsmål. Argumentationen går i hovedsagen ud på, at det for det første er en krænkelse af menneskeværdet at skabe humant liv, som blot skal fungere som reservedelslager for andre mennesker, og at det for det andet er en krænkelse af menneskeværdet at tilintetgøre en human klon, når den først har opfyldt sit formål og leveret de nødvendige stamceller.

Krav om organer fra klonfostre uantageligt Det vil efter min bedste overbevisning også være naivt at forestille sig, at vi ikke i fremtiden eksempelvis vil blive stillet over for kravet om tilladelse til at lade en klon udvikle sig så langt, at


man kan udtage egentlige organer eller organanlæg fra den, såfremt det viser sig at være den teknisk billigste eller nemmeste løsning. Vi står dermed efter min vurdering i virkeligheden over for et helt grundlæggende og principielt alternativ: Enten kloning i realiteten uden grænser eller ingen kloning af humant liv overhovedet. Efter min opfattelse er den etiske pris ved at slå ind på kloningens veje af bl.a. de ovennævnte grunde alt for høj.

Etisk acceptable alternativer Måske er det slet ikke nødvendigt at slå ind på dette spor. Måske er det muligt at fremskaffe de ønskede stamceller af anden vej. Hvorfor så ikke forsøge, undersøge og tilskynde forskningen til at satse på den etisk set langt mere omkostningsfri mulighed? Måske holder den ikke, men lad os forsøge, også selv om den formentlig vil være en forskningsmæssig omvej i forhold til terapeutisk kloning. Jeg foreslår med andre ord den etisk acceptable udvej og den etisk langt mere uproblematiske udvej, at fortsætte med at anvende forsøgsdyr, at intensivere forskningen på humane voksne stamceller fra knoglemarv med videre, og at undersøge langt mere intenst end hidtil mulighederne i blod fra moderkagen, fra navlestrengen osv. Også manglen på humane æg vil formentlig gøre en sådan forskningsretning nærliggende.

Tilintetgørelse af kloner bryder drabsforbudet Et ja til terapeutisk kloning med efterfølgende tilintetgørelse af klonen vil efter min opfattelse betyde en problematisering af drabsforbudet. Det er efter min mening samfundsmæssigt set uforsvarligt al den stund, lægeverdenen er et vigtigt samfundsmæssigt område med en betydelig signalværdi. Min konklusion lyder derfor, at det er af flere grunde uforsvarligt at give tilladelse til terapeutisk kloning af humant liv, medens meget taler for at målrette forskningen mod de alternative veje til at fremskaffe de ønskede stamceller.


Konflikten mellem bioetik og hensynet til den konkrete patient

Niels Jacobsen: Jeg er læge og har ikke beskæftiget mig med hverken terapeutisk kloning eller fertilisationsteknikker, og jeg repræsenterer ikke noget videnskabeligt selskab. Jeg er blevet inviteret for at komme med en modvægt til Kurt Christensen. Lægen tager sit udgangspunkt i den konkrete patient. Patientens appel om hjælp rejser et krav om, at lægen bruger sin ekspertise i et forsøg på at lindre og helbrede. Dertil føjer sig kravet, at menneskeliv ikke krænkes. Der er jeg enig. Klausulen om ikke at ofre menneskeliv af hensyn til andres fordel er grundlæggende for vores kultur og kan ikke suspenderes.

Det befrugtede æg er ikke et menneske Etik vedrører imidlertid lægens handlinger i en konkret situation over for et andet menneske. Så det grundlæggende spørgsmål vedrører, om det befrugtede æg eller embryonet er at betragte som et menneske. Mit synspunkt er, at det er ikke tilfældet. Alternativt må det betegnes som enten menneskeligt liv eller et potentielt menneske. "Menneskeligt" alene fordi det er af menneskelig oprindelse, "potentielt menneske" fordi det under bestemte omstændigheder kan udvikles til et menneske, men det er hverken helt eller delvis et menneske. At klone celler fra embryoet er derfor ikke i modstrid med hensynet til menneskets ukrænkelighed, og det er ikke en underkendelse af menneskets værd. Embryonet har derfor ikke moralsk status. Så er spørgsmålet: Hvad definerer moralsk status, hvad er det, der giver noget moralsk status?

Moralsk status tilkommer patienten og kan ikke udledes af biologi Jeg afviser den tanke, at moralsk status kan udledes af biologi. Det giver ikke ægget moralsk status, at der er biologiske grunde til at sidestille embryonet med et menneske. Moralsk status kan heller ikke begrundes i et potentiale. Embryonets moralske status afhænger heller ikke af måden, det er produceret på, eller af den hensigt eller det formål, der ligger til grund for dets tilblivelse, dvs. om det er blevet til i befrugtningsøjemed eller med henblik på terapeutisk kloning eller forskning. Moralsk status ligger alene i vores opfattelse, i vores tydning af verden, så moralsk status i den konkrete situation tilkommer patienten eller den barnløse.


Også glidebane at afvise terapeutisk kloning Jeg er uenig i, at man kan afvise terapeutisk kloning ved hjælp af et glidebaneargument, som har været nævnt. Glideargumentet lyder, at "hvis vi siger ja til dette, tvinges vi måske til at acceptere reproduktiv kloning eller en eller anden handling, som vi i dag absolut tager afstand fra". Svaret på glidebaneargumentet er, og det har også været nævnt tidligere i dag, at den enkelte handling må vurderes som det, den er. Vores stillingtagen til et spørgsmål i dag fritager os ikke fra at tage stilling til det følgende spørgsmål i morgen. Vi vælger i tillid til, at der i fremtiden findes etisk ansvarlige mennesker. Det andet argument er, som også Søren Holm var inde på, at hvor vi end er - det var bjergbestigningslignelsen - befinder vi os på glidebaner, og hvilken glidebane vælger vi, hvis vi i dag siger nej til terapeutisk anvendelse af befrugtede æg? Jeg mener i øvrigt, at risikoen for, at der opstår en uønsket glidebane, er meget større, hvis vi accepterer, at embryonet har moralsk status, fordi i så fald kan vi slet ikke anvende det til noget formål eller i hvert fald slet ikke smide overskydende æg væk uden at begå vold på vores opfattelse om menneskelivets værd. Så det er først dér, jeg mener, der virkelig opstår problemer, hvis vi ikke holder fast ved, at det ikke har moralsk status. Når det er sagt, vil jeg også sige, at hver enkelt anvendelse af terapeutisk kloning må vurderes. Der må tages hensyn til informeret samtykke, og der må tages hensyn til bivirkninger for samfund og natur og til fremtidige generationer, og det må vurderes og reguleres i hver enkelt situation. I den forbindelse vil jeg gerne gøre opmærksom på, at jeg kender ingen lægelig behandling, der ikke har bivirkninger, og vi mangler endnu at se, hvilke bivirkninger denne behandling har.

Reproduktiv kloning indskrænker biodiversitet Jeg vil tilføje i forbindelse med glidebaneargumentet, hvor vi altså står over for en dag at skulle tage stilling til spørgsmålet om reproduktiv kloning, at der mener jeg, at reproduktiv kloning kan afvises alene på grundlag af videnskabeligt funderede argumenter. Der skal man gå til genetikerne for at få klarlagt det. Men reproduktiv kloning vil være en form for indskrænkning af biodiversiteten, som alle anser for uønskelig fra et biologisk synspunkt. Alle arbejder på øget biodiversitet, fordi det giver det mest robuste samfund i modsætning til reproduktiv kloning, som betyder det samme som indavl og indskrænkning af gener. Jeg mener også, at man kan finde rationelle argumenter mod forsøg på genterapi, men det ligger uden for dagens emne. Det har også været berørt tidligere i diskussionen her, at man måske en dag kunne gøre mennesker udødelige, men jeg overbevist om, der findes rationelle argumenter mod at gøre mennesker udødelige. Jeg tror slet ikke, det bliver noget problem. Vi kender slet ikke bivirkningerne til den behandling (mild latter fra salen, red.).

Moralske regler skal være konsistente Jeg vil til sidst sige som en slags moralsk bekendelse, at det er klart, at for lægen, der står over for en konkret patient, som han skal hjælpe, vil der være mange intuitivt begrundede moralske regler,


som for ham vil være irritationsmomenter i hans egentlige opgave. Der tror jeg, at lægen vil sige, at hvis vi har moralske regler, så må de være konsistente. Der kunne man lave en konsistensteori for moralske udsagn, at de er sande, hvis og kun hvis de passer ind i et konsistent sæt af moralske regler. Nogen vil finde disse synspunkter ekstreme, og spørgsmålet om embryonets moralske status er åbenbart ikke til at besvare entydigt. Det har også vist sig i dag. Jeg er enig i, at der må en folkelig debat til, som Kurt Christensen pegede på, og at de endelige beslutninger afhænger af kompromisser, som vi alle sammen skal kunne leve med.


Uden æg, ingen terapeutisk kloning

Lone Nørgaard: Her i dag diskuterer vi, om forskning i terapeutisk kloning skal vinde indpas i Danmark. Hvis svaret er ja, vil fremtiden byde på dels øget efterspørgsel efter ægceller, dels på biologiske vævsbanker, der formidler kerneløse æg. Fordi ægceller spiller en central rolle i kloning, har Dansk Kvindesamfund bedt om at få tre spørgsmål belyst: 1) om kerneløse menneskeæg stadig væk er menneskeæg, 2) om anvendelse af kerneløse menneskeæg bør omfattes af en indberetningspligt, og 3) hvis de kerneløse menneskeæg stammer fra anonyme æggestokpræparater f.eks. importeret fra den tredje verdens piger og kvinder, er der så stadig væk en indberetningspligt?

Kerneløse æg beskyttes af lovgivningen De svar, vi har fået fra Sundhedsministeriet, er tilfredsstillende set fra vores synspunkt. Det bliver nemlig slået fast, at lige nu og her beskytter lovgivningen i Danmark kerneløse æg. Det betyder pr. definition, at et kerneløst menneskeæg stadig væk er et menneskeæg, selv om arvemassen er fjernet. Af det materiale, der ligger til grund for høringen, ses to forskellige kloningsprincipper, to forskellige metoder til produktion af stamceller. I begge kloningsprincipper spiller menneskeæg en fremtrædende rolle.

Abortanalogi ved tiloversblevne befrugtede æg Hvad angår det ene kloningsprincip - stamcelleproduktion fra befrugtede æg tilovers fra barnløshedsbehandling - kan teknikken på linje med abortloven angribes for at være en slags mord. De fleste danskere accepterer imidlertid provokeret abort, at man afbryder et menneskes tidligste liv. På den baggrund vil det formentlig være umuligt at sætte spørgsmålstegn ved, at man anvender overskydende æg til stamcelleproduktion uden i samme åndedrag at risikere, at abortretten bliver anfægtet.

Behov for kerneløse æg vil udsætte kvinder for pres Hvad angår det andet kloningsprincip, hvor stamcelleproduktion forudsætter såvel kropscelle som kerneløst æg, er det kerneløse æg helt centralt for, at denne teknik kan bruges. Kerneløse menneskeæg kan i sagens natur kun fremskaffes fra kvinder. Som sagt vil fremtiden byde på en øget efterspørgsel på ægceller og på biologiske vævsbanker, som formidler kerneløse æg. Det betyder, at forskerne snart vil ønske sig en lempelse i lovbeskyttelsen af kerneløse menneskeæg. De vil også ønske sig en lempelse i kvinders adgang til at donere æg, hvilket i dag er forbeholdt barnløse, der søger reagensglasbefrugtning.


Fremskaffelsen af æg er i dag begrænset til kvinder, der for det første opholder sig i Danmark, for det andet opfylder betingelserne for at kunne afgive informeret samtykke. Derfor vil behovet for æg i forskningsrelevante mængder næppe kunne tilfredsstilles ad andre veje end overskydende æg og ved kirurgiske indgreb i f.eks. kræftsyge kvinders bughule.

Forbud mod fri ægdonation i respekt for svangerskabet Dansk Kvindesamfunds politik har siden 1996 været: Forbud imod befrugtning af menneskeæg i laboratorier, når formålet er grundforskning, og forbud mod fri ægdonation. Vores begrundelse for at afvise fri ægdonation udspringer af en respekt for svangerskabet og en kritik af den medicinske teknologi, der forsøger at ændre og fragmentere kvindekroppens helhedsfunktion fra menstruation til moderskab. Vi ønsker forbud mod indgreb, som primært opfylder professionelle og forskningsmæssige og kommercielle interesser. Vi er imod fri ægdonation, fordi vi ønsker at beskytte kvinder mod operative indgreb, som ikke øger deres egen sundhed. Alle kvinder skal ikke nødvendigvis have børn, og det er vigtigt at skelne imellem, hvad der er i gruppen kvinders interesser, og hvad der er kapitalinteresser i de nye kropsteknologier.

Fri ægdonation forringer kvindes kontrol med sin egen krop Set i et menneskerettighedsperspektiv udgør fri ægdonation ikke en øget selvbestemmelse for kvinder over egen krop. Fri ægdonation er heller ikke et bidrag til ligestillingen mellem de to køn. Tværtimod viser kloningsteknikkernes afhængighed af ægceller, at sædceller og ægceller ikke i alle sammenhænge er lige betydningsfulde. For medens ægcellen er uerstattelig i kloningsopskriften, forholder det sig sådan, at sædcellen kan erstattes af en hvilken som helst kropscelle.


Etisk Råds syn på terapeutisk kloning

Erling Tiedemann: I Etiske Råd er vi ikke endnu færdige med at skrive en redegørelse med stillingtagen både til terapeutisk og til reproduktiv kloning. Men det er allerede nu muligt at skelne de typer af holdninger, som medlemmerne grupperer sig omkring. Med alle de forbehold, som det er både nødvendigt og naturligt at tage i dag, er der i det papir, som findes i mødemappen, redegjort for to synspunkter, position 1 og position 2, der er stillet klart op over for hinanden. Selv om der lægges op til forskellige konklusioner, er der enighed i Etisk Råd om, at det er i forhold til embryonale stamceller, at der opstår etiske problemer.

Uenigheden knyttet til fosteranlægs moralske status Uenigheden om konklusioner knytter sig vidtgående til spørgsmålet om fostre og fosteranlægs moralske status, dvs. den grad af beskyttelse, som det begyndende og ufødte liv må være sikret. Reproduktiv kloning afvises af alle medlemmer af Etisk Råd, men nogen frygter, at hvis man tillader kloning med sigte på behandling, vil man ikke i længden kunne stå fast på en afvisning af reproduktiv kloning netop i forbindelse med f.eks. behandling af barnløshed. Andre medlemmer af Rådet deler ikke denne frygt og henviser til, at der fortsat er international enighed om at sige nej til noget sådant, og man heller ikke i fremtiden vil have svært ved at se forskel på terapeutisk og reproduktiv kloning.

Position 1: Tingsliggørelse Når der skal gives svar på, hvilken status et befrugtet æg, en zygote eller et fosteranlæg, et embryon, må anses for at have, peges der i den position 1 på, at ethvert menneske rent umiddelbart kan spørge sig selv: Hvornår blev jeg til? Det naturlige og dagligdags svar på spørgsmålet er formentlig for de fleste , at "det blev jeg, da jeg blev undfanget". Menneskeligt liv opstår ved befrugtningen, hvor æg og sæd smelter sammen til noget aldeles nyt, der fra nu af udgør et udviklingsmæssigt kontinuum. Naturligvis er der tale om en gradvis udvikling af et foster. Et fosteranlæg er heller ikke fra position 1 et færdigt menneske, men der er ikke på noget tidspunkt tale om, at fosteranlægget skal have tilført ny information for at udvikle sig videre. Derfor ser position 1 heller ikke noget biologisk grundlag for at anse et foster for at have forskellig etisk status gennem graviditeten. Derfor er for position 1 en anvendelse af fosteranlæg til forsøg og til udtræk af stamceller en tingsliggørelse af det begyndende menneskelige liv, og den tingsliggørelse er ikke etisk acceptabel.


Position 1: Moralsk status uafhængig af metode og hensigt Position 1 afviser også tanken om, at et menneskeligt fosteranlægs moralske status skulle afhænge af, med hvilken hensigt det bringes til eksistens, eller med hvilke ord man betegner det. På spørgsmålet om, hvorvidt der i forbindelse med den form for kloning, som blev udviklet ved skabelsen af fåret Dolly, er tale om et fosteranlæg, som kan sidestilles med et normalt menneskeligt fosteranlæg, svarer position 1 ved at henvise til den blotte eksistens af Dolly. Dolly er et får og må altså engang have været et fårefoster og et fåreembryon, uanset hvordan det blev til. For position 1 er det derfor ikke metoden og heller ikke hensigten, der er afgørende, men selve det forhold at begyndende menneskeligt liv vil udvikle sig til et barn, hvis det anbringes i en kvindes livmoder og implantationen lykkes, og graviditeten gennemføres. Mellem denne 1. position og det andet synspunkt er der for så vidt ikke uenighed om de biologiske realiteter omkring befrugtede æg og fosteranlæg.

Position 2: Ja, fordi målet er ikke at skabe et menneske Med hensyn til embryonets moralske status når position 2 i den omhandlede forbindelse imidlertid til en anden konklusion end det første standpunkt. Position 2 finder, at hvor det drejer sig om forskningsformål og med tiden muligvis også om behandlingsformål, bør det tillades at frembringe embryonale stamceller fra embryoner, uanset om de er dannet på den ene eller den anden måde, vel at mærke når det blot sker i embryonets tidligste udviklingsfase. Position 2 lægger herved vægt på, at formålet med terapeutisk kloning ikke er at skabe et menneske. Det forhold, at embryonet under de rette betingelser ville kunne bringes videre til dannelse af et afkom, betyder ikke, at det er et afkom, at det er et menneskeligt individ. Derfor ses det heller ikke, som en tingsliggørelse af et menneske, fordi man udvikler stamceller på denne måde. For position 2 giver det i denne tidligste embryonale fase heller ikke mening at tale om et individ eller individualitet. Der er netop tale om et fosteranlæg og ikke om et foster. Sagt på en anden måde ser position 2 ikke, at respekten bør være den samme for et befrugtet æg, et embryon eller et næsten fuldbårent barn.

Position 2: Forskning skal sikre substantielle værdier Men ligesom position 1 vedkender position 2 sig den etiske regel om, at mennesket kun må betragtes som et mål i sig selv og aldrig som et middel til et andet mål, men position 2 finder altså, at der af de nævnte grunde ikke her er tale om at gøre et menneske til et middel for andre menneskers mål og heller ikke tale om en respektløs omgang med menneskeligt væv. Respekten for det tidlige foster kan fra denne position 2 bestå i at sikre, at det ikke anvendes vilkårligt, men kun til en forskning, der skal sikre substantielle værdier som f.eks. nedbringelse af menneskelig lidelse.


Ikke-embryonale stamceller etisk ukontroversiel Afslutningsvis vil jeg tilføje, at i Etisk Råd har vi ikke haft tilstrækkelig tid til at arbejde med synspunkter på anvendelsen af ikke-embryonale stamceller, men jeg forventer en enig og stærk tilslutning i rådet til, at dette forskningsområde - der som udgangspunkt betragtes som etisk ukontroversiel - bør nyde afgørende fremme.


Spørgerunde

Etisk forpligtelse i praksis håbløs? Glidende overgange i etikken? Hvordan udledes etik? Margrete Auken (SF): Jeg vil først spørge Kurt Christensen om hans overvejelser om, at man skal finde andre metoder end at bruge embryoner. Blev det egentlig ikke blev aflastet af Harry Griffins indlæg. Harry Griffin sagde jo, at hvis vi gik fra forskning til behandling, ville den etiske forpligtelse til at behandle millioner af syge ved at bruge æg være temmelig håbløst. Hvis Harry Griffin har ret, vil du så ikke betragte dit problem som løst uden at skulle vikle dig ind i nogle indviklede overvejelser i øvrigt? Niels Jacobsen har kastet sig ud i et dristigt projekt, nemlig at han ikke vil gå ind på en etik, som ikke er konsistent. Så får han det første problem: Hvorfra ved han, at det menneskelige liv skal beskyttes? Det er et a priori. Hvorfor må vi ikke spise hinanden, det er vanvittig ulogisk at vi ikke har lov til at spise hinanden. Jeg går ud fra, at han ikke vil begynde at argumentere for kannibalisme. Ud fra det vil jeg sige, at - jeg er nemlig meget uenig med Lone Nørgaards måde at beskrive tingene på - de ligner dine meget. I tænker på samme måde: Firkantet! Vil du ikke anerkende, at selv om der er klare ja og nej i etikken, liv og død osv., så er der glidende overgange? Selv om jeg ikke kan se, hvor grænsen går mellem en mus og en elefant, kan jeg altså godt se forskel. Når man skal ind og trække de grænser, må man træffe nogle valg. Vi har tilladt abort, men det gør jo ikke, at den ikke er etisk meget problematisk. De af os, der går ind for fri abort, ved godt, at det er fosterdrab, og vi prøver ikke at finde et eller andet argument, som fritager os fra den viden. Det holder vi fast ved, selv om vi derefter siger, at vi har den samme respekt. Apropos det, som Dietmar Mieth sagde i sit sidste indlæg, holder vi fast ved, at den alarm, vi blev sat i, da vi skulle træffe det første valg, ikke er aflastet af de næste valg. Niels Jacobsen, har du ikke lyst til at gå lidt mere ind i den argumentation i stedet for at forholde dig lige så firkantet som Lone Nørgaard til, hvordan man udleder etik?

Konsistente moralregler? Kriterierne for valg? Søren Kolstrup (EL): Niels Jacobsen kom med en meget klar og entydig melding. Der blev sagt, og dér kan jeg følge dig i den position, at det handler alene om, når man diskuterer moralsk status, vores tydning af verden, men hvad indebærer det synspunkt? Indebærer det synspunkt så blot ifølge din betragtning, at man udelukkende, som Margrete Auken er inde på, skal have et kriterium, der hedder konsistente regler? Er der ikke noget, der hedder et valg, som vi træffer løbende? Jeg kan sagtens følge, at verden er fyldt med glidebaner, jeg finder ikke andet end glidebaner, men det behøver jo ikke at være et argument for, at man skal producere flere glidebaner, og det må vel også kræve en eller anden form for stillingtagen. Hvor er kriterierne for valg? Jeg hørte et eneste sted, hvor du havde en stopklods, og det var spørgsmålet om biodiversiteten, men hvor kommer den fra? Det behøver jo ikke at være noget specielt logisk. Det er jo en, du pludselig hiver ned her. Har du sådan flere hovsaer, du hiver ned på tværs af dine konsistente regler?


Ægdonation fra afdøde Peter Holm: En kommentar angående ægdonation. Det er en erfaring fra den veterinære verden, at ægdonation oplagt er noget, som vil komme ind under organdonation. Når man tager æg fra køer og svin, kan de køer og svin have været døde i 24 timer eller i hvert fald 16 timer. Æggene er glimrende og kan bruges, og det er jo almindeligt. Jeg er sikker på, hvis alt dette blev til noget, ville den vending også komme ind, og der vil også blive stillet krav eller forespørgsler fra forskere som mig, om vi kan bruge de æg.

Etik udspringer af handlinger. Moralske regler er ikke vilkårlige. Grundlæggende moralregler er bundet til kulturen. Mere sikkert at afvise reproduktiv kloning med videnskabelige argumenter end følelser Niels Jacobsen: Jeg startede med at sige, at etik udspringer fra vore handlinger med andre mennesker. Så jeg afviser på forhånd beskyldninger for at være uetisk, men jeg har heller fået sådan nogle beskyldninger. Så taler jeg om nogle moralske regler, og jeg opfattede nærmest spørgsmålet af, er de så arbitrære, at jeg måske en skønne dag godt kunne anbefale kannibalisme eller andre mærkelige ting ikke. Nej, de er ikke arbitrære, og spørgsmålet er, hvordan skal man begrunde moralen. Det har mennesker beskæftiget sig med i 2500 år, og det kan I ikke forvente, jeg skal løse her, for jeg er slet ikke fagfilosof. Men jeg kan sige, at jeg anser så, hvis jeg sådan skal forsøge at komme med en løsning, så siger jeg: Vi har et sæt af meget grundlæggende moralske regler, som er meget kraftigt bundet til vores kultur. Vi kan ikke dispensere de regler, uden at vi ændrer vores kultur, og det ønsker ingen af os i øjeblikket. Biodiversitet er heller ikke mit speciale, men det er ikke noget, jeg hev ned fra rullegardinet. Pointen med det var at sige, at hvis vi f.eks. skal tage stilling til spørgsmålet om reproduktiv kloning, står vi står meget stærkere, hvis vi har robuste, videnskabelige argumenter imod det, end hvis vi har intuitive, emotionelle argumenter. Min opfattelse er, at intuitive, emotionelle argumenter holder sjældent mere end 20-25 år, mens man står meget stærkere, hvis vi virkelig kan dokumentere, at det er skadeligt for fremtidige generationer at prøve at ændre på arvemassen eller tilsvarende ting.

Hvad menes med robuste argumenter? Kurt Christensen: Først en kommentar til Niels Jacobsen. Jeg kom i tvivl om, hvad der egentlig menes med robuste argumenter i modsætning til intuitive argumenter, når du på den anden side har argumenteret imod, at vi kan have den etik ud fra biologiske udgangspunkter. Du sagde, de er ikke afgørende, når det drejer sig om etisk status. Hvilke robuste argumenter taler du om i modsætning til de intuitive? Margrete Auken, hvis jeg forstod det ret, spurgte, om det egentlig er udtryk for småtingsafdelingen, det jeg argumenterede for, når man tager i betragtning, at konsekvensen kan blive, hvis nu det lykkes at udvinde stamceller, som kan bruges i et terapeutisk øjemed, og det kan hjælpe hundredtusindvis af mennesker.....


Aflastes etisk argument af ægmangel? Margrete Auken (bryder ind med præcisering): Jeg spurgte, om din bekymring i grunden ikke var besvaret af Harry Griffin. Han sagde, at skulle det bruges til behandling, ville det være umuligt at finde æg i betragtning af, hvor mange millioner syge, der i givet fald skulle have behandling, og så måtte der findes andre metoder?

Bizar tanke om reproduktiv kloning. Hvor længe vente på etisk accept af terapeutisk kloning? Harry Griffin: En kommentar til Kurt Christensen om biologisk mangfoldighed. Det er en bizar tanke, at kvinder skulle blive begejstrede for reproduktiv kloning for at slippe for sex som led i formeringen. Det fortjener ikke yderligere kommentarer (let latter i salen). Dr. Christensen konkluderede i sin præsentation, at det ville være for tidligt at gennemføre cellekerneoverførsel, terapeutisk kloning, og det er konklusionen i EU-papiret 14. november (EU-kommissionens etikgruppe EGE, red.). Jeg må stille spørgsmålstegn ved, om det er en særlig principfast beslutning eller om bare en pragmatisk beslutning. Jeg ved godt, at ting går tabt i oversættelsen, og jeg mener, De brugte udtrykket "etisk acceptabel" eller "etisk problematisk" frem for "etisk princip". Jeg undrer mig over, hvor længe De er rede til at vente - 10, 20 eller 30 år - før De kan acceptere, at alternativet er upassende, og vil De da godtage terapeutisk kloning som etisk acceptabelt?

Absolut nej til at bruge embryonale stamceller. Etisk billigere metode med navlestrengsblod og moderkage. Kurt Christensen: Mit svar er, at jeg vil ikke anbefale embryonale stamceller brugt under nogen omstændigheder, eller at man forsøgte at udvinde det ved terapeutisk kloning. Men jeg ser en - og det kan du have ret i, det er en pragmatisk udvej - etisk langt mere omkostningsfri mulighed ved blod fra stamceller hentet fra navlestrengsblod og moderkage osv., som har potentiale til vældig meget. Min opfordring skal være, at i og med det er etisk uproblematisk, er det den vej, forskningsmidler burde bruges i Danmark og EU.

Reproduktiv kloning giver ”skravl” Torben Greve: Søren Kolstrup eller Niels Jacobsen, det er ikke biodiversitet, der er det væsentligste argument imod forplantningskloning på mennesker. Det er de kolde kendsgerninger omkring de biologiske vanskeligheder og de ”skravl”, der kommer ud af det, som er begrænsende fakta. Det er simpelt hen ikke muligt at gøre det på nuværende tidspunkt hos vores husdyr, og jeg tror heller ikke, man skal forsøge på mennesker, så der er rigelige argumenter imod. Jeg tror ikke biodiversitetargumentet holder i øvrigt, men det andet gør.

Ikke udødelighed, men raskere gamle Malcolm Moore: Jeg blev fejlciteret. Jeg talte ikke om at udødeliggøre mennesker, selv om det selvfølgelig er ret fornøjeligt at tale om i hvert fald for nogen. Jeg talte specifikt om at eliminere


nogle degenerative sygdomme hos de ældre, og det er noget helt andet, hvis vi eliminerer de store problemer, vores samfund har med de ældre, der er anbragt på institutioner på grund af Alzheimer eller er indlagt på hospital på grund af kræft. Jeg anfører blot, at der er strategier, som omfatter foryngelse af celler, som har et terapeutisk potentiale til at eliminere eller reducere degenerative sygdomme. Resultatet ville være et meget sundere samfund af ældre og en stor økonomisk fordel, fordi de ikke ville udgøre den samme byrde for sundhedssektoren. Det var blot den pointe, jeg forsøgte at få frem.

Er nuværende anvendelse af æg angribeligt? Peter Hokland: Jeg har et spørgsmål til Kurt Christensen. Din argumentation hænger godt sammen, men hvordan stiller du dig til det, som er lovligt i Danmark nu, hvor man anvender æg til yderligere forskning inden for fertilitetsforskning? Er det efter din mening angribeligt, at de æg bliver anvendt, eller at man screener genetisk æg?

Problematisk at bruge æg til forskning. Etisk relevans uanset aktuel praksis og lovgivning Erling Tiedemann: For lige at understrege et par ting. For det første: En handling bliver ikke legitim, fordi man kan pege på en, der er værre. For det andet: Det at vi har en lovgivning, og det at vi har en praksis, det giver kun svar på, hvilken lovgivning og hvilken praksis, vi har, men det giver ikke svar på, om praksis og lovgivning er etisk acceptabel eller ej. Dvs. at hvis man er uenig og har den opfattelse, at noget i vores lovgivning er uetisk, så svækkes denne opfattelse naturligvis ikke af, at lovgivningen eksisterer. Vi må konstatere - og derfor er vi samlet i dag - at vi rører ved emner, som har etisk relevans uanset, hvad vi har gjort indtil nu.

Hvornår har et æg eller foster krav på moralsk status? Holdning til EU-udtalelser? Tove Videbæk (KRF): To små spørgsmål til Niels Jacobsen, som provokerede mig noget. Erling Tiedemann og Etisk Råd siger, at livet begynder ved befrugtningen, altså at et befrugtet æg er at betragte som den første spire til et lille menneske eller som et lille menneske. Hvis og når du nu er uenig i det, hvornår mener du så egentlig, at et æg eller foster kan betragtes som et menneske og har krav på moralsk status? Den europæiske gruppe vedrørende etik i videnskab (EGE, red.) og Europaparlamentet anser det for etisk forkasteligt at skabe embryoner alene med henblik på at udnytte deres stamceller som reservedele for syge mennesker, og de samme tager skarpt afstand fra enhver form for terapeutisk kloning, der indebærer fremstilling af menneskebefrugtede æg? Hvordan påvirker det dig?

Sammenligne med dyreforsøgkontrol. Sondring mellem to etikpositioner? Dietmar Mieth: Jeg har et spørgsmål til Erling Tiedemann. Jeg er ikke helt sikker på, at jeg helt forstod den skelnen mellem de to holdninger, men jeg prøver at foretage et overforenklet eksperiment i så henseende.


Der er to mulige holdninger, hvis vi accepterer, at embryoet er et væsen og ikke en ting. Vi kan vælge det paradigme, der vedrører beskyttelse af dyr i dyreforsøg. Det betyder færre eksperimenter, alternativer, streng kontrol, tilladelser og tilsynsnævn. Vi kan også tage den anden position, hvis dyret er et menneske, selv om det ikke kender sine rettigheder, så er der i hvert fald et spørgsmål om menneskerettigheder. Med dets potentielle moralske status er det umuligt at bruge et paradigme, der vedrører dyreforsøg. Vi har brug for et andet paradigme, hvor total instrumentalisering af en enhed er umuligt. Er det den sondring, som De foretager som udgangspunkt for de to positioner?

Position 2 har ikke taget stilling til sammenligningen med dyreforsøg Erling Tiedemann: Position 1 deler den opfattelse, at det menneskelige liv begynder ved befrugtningen, og position 1 stiller sig derfor afvisende over for forsøg med befrugtede æg, fosteranlæg etc. Position 2 har ikke taget stilling til det spørgsmål, om man kan sammenligne med, hvad der foregår på dyreforsøgsområdet, så jeg bliver svar skyldig. Jeg vil lade spørgsmålet gå videre til dem, som forfægter position 2.

Embryonale stamceller i tidlig fase er ikke liv. Overvejelserne bag undfangelsen som livets begyndelse? Susanne Clemensen (CD): Et spørgsmål til Kurt Christensen som en modkommentar til Tove Videbæk, som siger, at livet begynder ved undfangelsen. Vi har i dag hørt, at man ikke kan give et præcist tidspunkt på, hvornår det finder sted. Jeg er meget enig med de betragtninger, der bliver bragt på bane fra Etisk Råd vedrørende position 2. Jeg mener ikke, man kan sige om embryonale stamceller i den meget tidlige fase, at der er tale om et liv eller endda er tale om et egentlig foster. En tvilling- eller trillingdannelse kan faktisk finde sted indtil den 14. dag. Hvilke dybere eller nærmere overvejelser ligger bag, når man siger, at livet begynder ved befrugtningen eller ved undfangelsen, og dermed forkaster enhver tanke om, at forskning på dette område overhovedet må finde sted?

Stats-etik versus kvindes eget valg. Er der en etik om at hjælpe svært syge? Skal livskvalitet forskertses af hensyn til teori om livets begyndelse? Niels Bloch Jespersen (S): Jeg har svært ved at følge med i denne diskussion. Det minder om lægen og præsten for 50 år siden i den lille landsby. Der er to livssyn, det medicinsk-biologisk funderede og det åndeligt-religiøse livssyn, og selvfølgelig skal de da gå op i en helhed. Jeg bliver altid lidt utryg, når jeg hører om stats-etik, og det er jo det, vi snakker om nu i forhold til en lovgivende forsamling. Det er vigtigt at understrege, at de æg, der kommer på tale i denne sammenhæng, er æg, som kvinder har afgivet efter informeret samtykke. Dvs. i et demokratisk samfund er det det enkelte menneske, der tager det etiske valg, hvad der skal ske med ægget. I den forbindelse bliver jeg lidt utryg ved, at vi får en så polariseret diskussion fra to forskellige udgangspunkter. Jeg har selv har en anden form for etik, som er i klemme. Det vil jeg spørge først og fremmest Erling Tiedemann og Kurt Christensen om.


Når jeg ser en 14-årig i min bekendtskabskreds, som bliver blind nu og som muligvis kunne være hjulpet af det her, når jeg ser en 25-årig bibliotekarstuderende med muskelsvind være ved ikke at kunne trække vejret mere, når jeg ser en række af de sygdomme, som vi tidligere hørte yngre mennesker kan helbredes for, er der så ikke en etik, som siger, at vi skal gøre hvad der er teknisk muligt? Vi ved endnu det ikke; vi taler kun om forskning. Der kommer en anden svær etisk beslutningsproces, for hvad skal vi så vælge, når vi skal i gang med det. Men er der ikke en etisk dimension, som jeg godt kunne tænke mig at få belyst, ved det ikke at stille noget, som øger livskvalitet og kan øge livet og livslængden for unge mennesker til rådighed af nogle semantiske og teoretiske overvejelser om livets begyndelse.

Etisk status afhænger af fortolkning. Vi må erkende, at befolkningen er delt. Polarisering kan være frugtbar Niels Jacobsen: Kurt Christensen spurgte, hvilke argumenter jeg har for, hvornår noget har etisk status. Jeg svarede på det i mit indlæg, at det er ikke til at sige. Det er vores fortolkning af tingene, der giver det etisk status. Det er ikke en privat fortolkning, men det er en fortolkning, vi er fælles om i vores kultur. Her er et eksempel på, at der er forskellige opfattelser af det. Jeg sluttede også mit hovedindlæg med at sige, at vi måtte konstatere, at der var uenighed, og at vi måtte nå til et kompromis. Jeg mener stadigvæk ikke, det kan funderes i biologi, og spørgsmålet som Erling Tiedemann i position 1 refererede til, at mange ville mene, at de blev til i det øjeblik, de blev undfanget. Jeg ved nu ikke... Hvert år fejrer jeg min fødselsdag. Det er den dag, jeg blev født. Jeg tror, det kunne man lige så godt sige. Det er lidt arbitrært, hvad man vælger. Det kan være meget vanskeligt at sige hvornår, og det er ulempen ved mit synspunkt, at man kan ikke pege på præcis, hvornår det opnår etisk status. Om det påvirkede mig, at et EU-regulativ (EU-kommissionens etikgruppe EGE samt Europaparlamentet, red.) var imod enhver form for terapeutisk kloning? Jo, selvfølgelig gør det det. Det påvirker mig da i høj grad. Det gør, at vi må erkende, at befolkningen er delt på dette spørgsmål. Jeg er kommet med et synspunkt, og det kan måske være fremstillet lidt firkantet eller ekstremt, men det følte jeg kunne være en opgave her i dag. Det må være et spørgsmål om kompromisser og gensidig respekt. Niels Bloch Jespersen var utryg ved polariseringen. Det ved jeg ikke, om jeg er. Jeg synes, den kan være frugtbar.

Livet starter da ved undfangelsen. Brug de næstbedste muligheder. Hjælp på etisk forsvarlige præmisser Kurt Christensen: Jeg blev stillet to spørgsmål: Hvornår finder undfangelsen sted, og hvordan kan jeg være sikker på, at der er tale om et menneskeligt liv på det tidspunkt, når æg- og sædcelle har fundet sammen og celledeling efterhånden foregår?


Jeg er ikke biolog, så jeg må være svar skyldig. Jeg har indtil i dag ment, at det var et biologisk faktum, at menneskeliv startede ved undfangelsen, også selv om man ikke kan sige lige på minuttet, hvornår det er sket. Det er selvfølgelig klart, at der er både biologi og en vurdering til stede her. Det med vurderingen er jeg for så vidt enig med Niels Jacobsen, at selvfølgelig er det ikke bare biologi. Det er også biologi og så en vurdering. Jeg mener, det er en rimelig vurdering at sige, at menneskeligt liv starter ved undfangelsen. Niels Bloch Jespersen spurgte, hvad jeg ville sige til den 14-årige blinde pige og en anden, der lider af muskelsvind, hvis jeg undlader at udnytte de muligheder, som der potentielt måtte være til stede for at hjælpe sådanne. Der gør det da absolut indtryk på mig, at vi måske har sådanne muligheder, som vi ikke efter mit syn kan benytte os af. Modsat vil jeg sige, at mit oplæg gik ud på, at vi skal benytte om ikke de forskningsmæssige bedste muligheder, nemlig at tage dem fra embryonale stamceller fremkommet ved kloning, så bruge de næstbedste muligheder. Der kan vi komme, så vidt jeg kan skønne, ganske langt også ved at tage dem fra blod fra navlestreng og væv fra moderkagen. Så det er ikke, fordi jeg ikke vil hjælpe dem, men jeg vil bare hjælpe de etisk mest ansvarlige præmisser.

Tvivlen drejer sig om undfangelsens slutning Erling Tiedemann: Der kan være biologisk usikkerhed om, hvornår undfangelsen er afsluttet. Der er næppe tvivl om, hvornår den begynder. Apropos Susanne Clemensens spørgsmål er det i hvert fald helt givet, at 5-6 dage efter befrugtningen er der ingen tvivl om, at undfangelsen er afsluttet og at med står med en blastocyst, hvoraf man kan hente celler ud. Så lad os ikke begynde at bilde hinanden ind, at vi en 5-6 dage efter befrugtningen stadig væk befinder os i en undfangelse, der ikke er afsluttet. Den er på det tidspunkt forlængst afsluttet. Susanne Clemensen: Det mener jeg altså heller ikke, bliver jeg lige nødt til at sige.

Etik handler om det man bør og ikke om det man kan Erling Tiedemann: Niels Bloch Jespersen siger, at når vi nu kan, bør vi så ikke? Jeg bliver nødt til at sige, at fagene kan fortælle os, hvad de kan, og politikerne bliver nødt til at sige, hvad de vil, men etik handler om, hvad vi bør. Ind imellem bør vi gøre noget, som det er meget på tværs af os at gøre, men vi gør det, fordi vi bør det, og hvis vi ikke gør det, ved vi, det er forkert. Nogle gange er der ting, vi bør lade være at gøre, selv om vi har enorm lyst til det og kan se enorme fordele. Det er det, etik handler om. Når Niels Bloch Jespersen siger, at vi skal gøre det vi kan for at hjælpe syge mennesker, skal du tage til Indien og købe organer. Men det gør vi ikke, fordi vi ved, at det er etisk forkert, selv om det kunne løse et behandlingsformål. Så vi kan ikke bare bruge argumentet med, at hvis man kan behandle syge mennesker, kan man tillade sig at gøre hvad som helst. Det holder ikke vand.


Stats-etikken, den må I tage Jer af (mild latter fra salen, red).

Et andet, men ikke et firkantet synspunkt Lone Nørgaard: Min indfaldsvinkel er blevet karakteriseret som firkantet. Diskussionen om "hvad er liv?" viser klart, at den måde vi italesætter problemerne og den måde vi anvender begreberne bliver meget styrende for, hvilke spor der bliver lagt ud, og hvilke veje vi går. Den position, jeg indtager i debatten, som godt kunne tænke sig at sætte en bremse for dette, har ikke medvind. Den er nærmest håbløs, fordi den er oppe imod så forfærdelige kræfter, men det er ukorrekt at kalde den firkantet. Det er bare en anden position.

Glidebane ved at tillægge embryonet rettigheder? Ægdonation det samme som nyredonation? Hanne Severinsen (V): Jeg ville egentlig være gået videre i Niels Jacobsens argumentation om, at der er mange glidebaner. Jeg kunne godt tænke mig at få Kurt Christensens og Erling Tiedemanns position 1's synspunkt på, at der er moralske glidebaner ved at betragte embryonet som noget, der har rettigheder, som skal beskyttes? Til Lone Nørgaard. Du sagde, at du ikke ville have fri ægdonation, men vi fik at vide fra nogle af forskerne, at familiemedlemmer gerne giver en donation for at rede nogen, de holdt af. Er ægdonationen ikke nogenlunde det samme som at give en nyre osv?

Nej til ægdonation ud fra helhedsbetragtning Lone Nørgaard: Jeg forstår så uendelig godt det synspunkt, og der er ikke sort-hvide afgørelser. Alt er grumset, men på en eller anden led støder man ind i problemstillingen, hvor meget det enkelte individ skal have lov at bestemme og ønske i forhold til overordnede samfundsmæssige betragtninger. Jeg har givet udtryk for det synspunkt, at der skal være forbud mod ægdonation. Selv om det betyder, at nogle enkeltindivider kommer i klemme, vil jeg hellere anlægge den helhedsbetragtning, som jeg har gjort.

Længere liv giver ikke besparelse på plejen Peter Ebbesen: Vi har hørt, at anvendelsen af stamceller formentlig vil være med til at skaffe os ikke evigt liv, men dog et betydeligt længere liv. Det skal nok vise sig at være rigtigt, men for al anstændigheds skyld vil jeg sige, at argumentet herfor er ikke, at man får reduceret udgifterne til sygdomsbehandling. Erfaringen fra de sidste par generationer, hvor man har en klar forlængelse af den forventede levetid, er at man ikke har reduceret den periode, hvor en person i slutningen af sit liv er plejekrævende. Heldigvis - for det var en ting, man frygtede engang - kan man heller ikke forlænge den periode, så det er en reel gevinst, vi får gennem den livsforlængelse, men det er ikke en besparelse.


Regulering af kloning Oplægsholdere: Mette Hartlev Karin-Elisabeth Rosén Tine Sommer (Bisidder: Jens Schovsbo)

Den danske lovgivning om terapeutisk kloning og anvendelse af stamceller

Mette Hartlev: Der er ingen specielle regler, som tager sigte på direkte at regulere terapeutisk kloning og anvendelse af stamceller. Men det er ikke det samme som, at der ikke er nogen regler, og det så bare er tilladt at bruge disse teknikker. Når man afsøger det juridiske landskab, finder man en række forskellige love og bestemmelser, som på forskellig vis har betydning for terapeutisk kloning og anvendelse af stamceller. Ligesom man af og til kan have besvær med at finde vej i det fysiske landskab, kan det være nemt at fare vild i det juridiske landskab. Jeg vil prøve at undgå at fare vild, men jeg lover ikke, at det vil lykkes for mig. Når man kigger på lovgivningen, er det vigtigt at være opmærksom på, at love varetager forskellige hensyn og interesser. Ester Larsen var selv inde på forhistorien til lovgivningen om kunstig befrugtning, og det var virkelig godt at få det skitseret, for det sagde jo netop noget om, hvad det var for nogle hensyn og interesser, man ville varetage med den lov.

Læge-, lægemiddel- og komitélovene beskytter patienten Hvis vi ser på nogle af de love, der har betydning for dette område, kan man tage sådan noget som lægeloven, som fastslår, at lægen er ansvarlig for at optræde med omhu og samvittighedsfuldhed i forbindelse med behandling af patienter. Det er jo en regel, der tager sigte på at beskytte patienter mod en uacceptabel og farlig behandling. Der er regler i lægemiddelloven, som også kunne have betydning for dette område, og som også har det formål at beskytte patienter mod indtagelse af medicin, som kan være farligt. Der er regler i forsøgslovgivningen (komitéloven), som beskytter forsøgspersoner mod at deltage i forsøg, som indebærer en uacceptabel risiko - igen en lov som beskytter selve den person, som man laver en intervention overfor.

Transplantationsloven beskytter donor Transplantationsloven beskytter ikke den person, man vil behandle, men den person, som skal donere sine organer eller sit væv til behandling.


Abortlovens hensigt er at beskytte kvinden Abortloven har været nævnt flere gange, og den lov har faktisk ikke til hensigt at beskytte fostret. Det er en lov, som har til hensigt at varetage kvinders interesser. Det gælder også 12-ugers grænsen, som er i loven, fordi indtil 12. uge er det ikke farligt for kvinderne at få udført en abort, derefter bliver det mere kompliceret.

Befrugtningsloven varetager kvindens og æggets interesser Så kommer vi til befrugtningsloven, som jeg vil bruge resten af min begrænsede taletid til at sige noget om. Den lov varetager en række forskellige formål. De formål, som er interessante for os her er, at dels tilsigter den at varetage hensyn til de kvinder, som er i befrugtningsbehandling og får hormonstimulation osv. med henblik på, at der kan blive udtaget nogle æg, hvilket Ester Larsen var inde på. Dels varetager loven også hensynet til det befrugtede æg og de ubefrugtede æg, der agtes anvendt til befrugtning.

Strikse regler for forsøgsformål Hvad står der så i befrugtningsloven, som er interessant for os her i dag? Der er et forbud mod reproduktiv kloning. Det er jo ikke det, vi snakker om her, men man kunne alligevel måske så spørge, om det betyder, at andre former for kloning er tilladt? Det betyder det afgjort ikke! Hvis vi ser lovens regler omkring forsøg, kan man kun kan donere ubefrugtede eller befrugtede æg til forsøg i forbindelse med, at man er i IVF-behandling. Dvs. det er kun kvinder i behandling med kunstig befrugtning, som kan donere deres æg, og det er kun overskydende æg, der kan forskes på. Vi har fået at vide, at dem er der ganske få af, så der er jo ikke noget stort perspektiv i det med de regler, vi har i øjeblikket. Det er også sådan, at man kun må udføre to typer forsøg på disse overskydende æg, nemlig forsøg som har det formål at forbedre IVF-behandlingsteknikken, og forsøg som har det formål at forbedre præimplantationsdiagnostikken. Så alt i alt må man konstatere, at de regler, der er i dag i befrugtningslovgivningen, forhindrer, at der kan udføres forsøg på dette område på befrugtede æg, således at man derigennem kunne skaffe sig adgang til nogle embryonale stamceller.

Æg beskyttes uanset oprindelse Der er nogle aktiviteter, som man kan diskutere, om de er omfattet af loven. Vi var tidligere inde på, om det gjorde en forskel, at der var tale om et æg, som var blevet befrugtet - hvis man kan kalde det dét - ved kernetransplantation, og jeg svarede fra salen, at det mener jeg ikke gør nogen som helst forskel i henhold til disse regler. Man kunne også spørge, om det gør nogen forskel at kunne importere nogle æg fra udlandet, og så


kunne man jo skåne danske kvinder mod at blive udsat for hormonbehandling og beskytte de danske æg. Dér vil mit bud være, at disse æg fra andre lande er omfattet af dansk lovgivning, så snart de har krydset grænsen. I øvrigt taler hele lovens beskyttelsessigte også for, at man beskytter æggene uanset, hvor de kommer fra.

Vurderer at celler fra udenlandske befrugtede æg heller ikke kan anvendes Hvad nu hvis vi kunne importere, hvad der er muligt, embryonale stamceller, altså celler som er taget ud af de befrugtede æg? Der er eksisterer sådanne stamcellebanker, bl.a. på University of Wisconsin. Det er heller ikke omtalt i selve befrugtningsloven, og dér vil jeg godt vove et øje og sige, at hele det beskyttelsessigte, der er med loven, taler for, at det heller ikke vil være acceptabelt at lave sådanne forsøg. Men her vover jeg lidt et øje.

Sygdomsbehandling udgør et fremtidigt hul i befrugtningsloven Der er nogle ting, som ikke er omfattet af befrugtningsloven, og som man bør være særligt opmærksom på. Det er anvendelse af befrugtede æg med henblik på sygdomsbehandling. Befrugtningsloven omfatter kun den behandling, som tager sigte på kunstig befrugtning. Loven regulerer ikke andre former for behandling. Hvis man når dertil på et tidspunkt, at man ikke behøver at lave forsøg, men man kan gå i gang med at tilbyde behandling med embryonale stamceller eller tage de embryonale stamceller fra nogle befrugtede æg og behandle folk med dem, ville vi være i en anden situation. Så vil den aktivitet ikke være omfattet af befrugtningsloven. Når vi når dertil, så vil der være et hul i lovgivningen, hvis man ønsker at regulere dette felt. Befrugtningsloven omhandler heller ikke anvendelse af embryonale stamceller fra fostre, fra moderkager og navlesnor, hvad enten disse celler ønskes anvendt til forsøg eller til behandling. Det er jo ikke det samme som, at der ikke er andre regler. Der kan være regler i lægeloven og i lægemiddelloven og principper for information og samtykke, som træder i kraft, men der er altså ingen regler i selve befrugtningsloven, som går ind og beskytter dette vævsmateriale, fostre, moderkager osv.

Mange hensyn Så det, man skal være opmærksom på, når man som lovgiver står over for sådant et felt, er jo først og fremmest, hvad er det for nogle forskellige interesser og hensyn, der er på spil her? Der er jo kommet mange forskellige frem her i dag. Der er hensynet til kvinderne, som skal donere æggene. Hvordan tager vi hensyn til dem? Og hvilke hensyn er der? Der er hensynet til æggene, som vi har talt meget om. Der kunne også være hensynet til fostrene for eksempel. Der er hensynet til de syge, som vi gerne vil behandle og gøre noget godt for.


Der er hensynet til vores grundlæggende værdier, som giver vores samfund sammenhængskraft. Endelig kunne man sige, at der på et meget overordnet plan er hensynet til hele menneskehedens værdighed, som er et begreb, vi kender fra biotikkonventionen.

Skriv klare hensigter ind lovgivningen Så der er mange forskellige hensyn og interesser at skulle tage vare på. Jeg misunder ikke politikerne, som skal håndtere disse hensyn og interesser. Men én ting vil jeg meget opfordre Jer til. Når I laver reglerne, at så skriv klart ind i forarbejderne, hvad det er for nogle hensyn og interesser, I vil varetage med disse love. Det gør det meget enklere at bruge reglerne.


Betydningen af national regulering af stamcelleforskning og kloning

Karin-Elisabeth Rosén: Jeg vil fremhæve den nationale lovgivnings betydning, samt hvordan andre reguleringsmæssige tiltag ser ud rundt omkring i verden. Vi har hørt interessante nyheder om fremgang i forskningen i stamceller fra mennesker og terapeutisk kloning. Når vi taler om regulering, bliver vi nødt til også at tage et par problemer op. Lovgivningen formodes på en eller anden måde at afspejle samfundets normer og værdier, når man regulerer inden for dette område. Men hvad er normerne og værdierne i vores samfund? Det er et problem at få identificeret dem, fordi udviklingen foregår med rivende hast. Hver eneste dag er der nye videnskabelige gennembrud, men problemet er altså, hvordan bliver dette videregivet til offentligheden, og hvordan kan vores lovgivere vide, hvad offentligheden mener om udviklingen?

Udvikling holdes skjult indtil patent offentliggøres Et andet spørgsmål er patentlovgivningen. Patenter involverer hemmeligheder, dvs. det en gang imellem er særdeles vanskeligt at finde ud af, hvad der egentlig foregår inden for forskningen. Man finder først ud af det, når ansøgningen om patentet er indsendt og det bliver tilgængeligt, fordi det skal offentliggøres. En tredje ting, som jeg gerne vil drage ind i diskussionen, er globaliseringstendensen. I dag befinder vi os ikke i et nationalt land eller i EU, vi er i den globale økonomi. Alle forskningstunge lægemiddelselskaber er på en eller anden måde internationale, og hvad er da normer og værdier i det internationale samfund?

7 stemmers flertal i EU-parlamentet for forbud Jeg vil nu beskæftige mig med, hvad der foregår nu på europæisk niveau. Der er ikke noget EU-direktiv, der forbyder terapeutisk kloning, men der er en vedtagelse fra Europaparlamentet fra september i år om, at det skal forbydes ved lov at beskæftige sig med terapeutisk kloning. Den resolution havde baggrund i et internt britisk lovforslag om at tillade terapeutisk kloning. Resolutionen blev vedtaget med et meget smalt flertal på 237 mod 230.

Konvention forbyder genetisk identiske menneskekopier Vi har også Europarådets konvention om kloning. Den rejser et andet vigtigt aspekt, fordi den fastsætter klart, at ethvert forsøg på at skabe et levende menneskeligt væsen, som er genetisk fuldstændig identisk med et andet væsen, hvad enten det er levende eller dødt, er forbudt. Fortolkningen er dog ikke helt klar. Reproduktiv kloning er omfattet, men det er omtvistet, hvorvidt et embryo er et menneskeligt væsen eller ej. Her går fortolkningen i to vidt forskellige retninger. For mange mennesker i Europa betyder dette i princippet, at menneskelig kloning eller forskning i det menneskelige embryo skal forbydes, mens andre mener, at et menneskeligt embryo ikke er et


menneskeligt væsen. I USA er reguleringen vidt forskellig fra den europæiske. I USA er der slet ingen restriktioner i forbindelse med stamcelleforskning eller terapeutisk kloning. Udgangspunktet i USA er blot, om føderale midler skal anvendes. Vi hørte tidligere, at den amerikanske rådgivende bioetiske komité (se Søren Holms oplæg om NBAC, red.) mener, at føderale midler kan anvendes til stamcelleforskning, men ikke til terapeutisk kloning. Terapeutisk kloning skal altså finansieres privat, men det er tilladt i USA.

Konsekvenser for europæerne af USA's klonliberalisme Hvad er konsekvenserne af manglende lovgivning både på europæisk niveau og i forhold til USA/Europa? Et argument for at harmonisere lovgivninger i henholdsvis USA og Europa er, at den europæiske biotekindustri ikke vil have de samme muligheder som den amerikanske, hvis der ikke er nogen restriktioner i USA. Et andet argument er, at vi selvfølgelig har behov for at opbygge en national kompetence inden for området. Jeg mener tillige, at der er et tredje argument. Selv om man beslutter at begrænse forskning og udvikling i stamcelle- og terapeutisk kloning f.eks. her i Danmark, vil det sandsynligvis bare foregå et andet sted - i Storbritannien og USA - så en sådan beslutning i Danmark vil stort ikke betyde noget for områdets samlede udvikling.

Privat patentkoncentration giver dyrere behandlinger For det fjerde, hvis vi anvender den amerikanske indfaldsvinkel, skal vi tænke på konsekvensen af, at man ikke bruger offentlige midler til denne form for forskning, men tillader privat finansiering. Konsekvensen vil være, at ejerskabet til alle patentrettigheder udelukkende vil ligge i private firmaer. Det medfører sandsynligvis, at der i fremtiden ikke vil være behandling til rådighed til overkommelige priser.

Sektorspecifik lovgivning snarere end generelt forbud Nu skal jeg ikke sidde her og fortælle, hvordan jeg synes tingene bør gøres, men jeg kan i hvert fald komme med nogle elementer, som der er behov for at tage med i debatten om regulering eller ej. Det første og vigtigste er, som vi hørte tidligere, at forskning i voksne stamceller ikke anses for at være så uetisk og ikke så frastødende for store dele af befolkningerne i Europa, men de etiske protester kommer over embryostamcelleforskning og terapeutisk kloning. Så det aller vigtigste er at være virkelig nuanceret og vide, hvad vi taler om: Stamcellernes oprindelse og hvilke anvendelser? Her vil jeg anbefale en sektorspecifik lovgivning snarere end at forbyde visse teknikker.


Tag tid til lovgivningen uanset konkurrencetab Danmark, Storbritannien og Europa har som helhed meget at bidrage med i diskussionen på internationalt niveau. Vi skal ikke lade os afskrække af, at USA ikke har nogen restriktioner overhovedet. Vi skal ikke nødvendigvis kopiere vores nabo. Vi skal vide, hvad naboen foretager sig, men vi skal jo også have modet til at iværksætte vores egen lovgivning baseret på de normer og de værdier, som vi opererer med i vores samfund. Det er ualmindeligt vigtigt, også fordi vi har behov for at bevare befolkningens tillid til fremtidig forskning og udvikling på dette felt. Vi skal være påpasselige med ikke at være for kortsigtede, selv om vi mister konkurrenceevne i begyndelsen. Tager man sig mere tid til at tænke ekstra over lovgivningen, vil denne være meget bedre rodfæstet i samfundet, og det vil desuden hjælpe os til at undgå en lovgivning, som ikke tjener noget formål på kort sigt.


Patentering af det menneskelige legeme og dets bestanddele

Tine Sommer: Indledningsvis vil jeg fastslå, at spørgsmålet om man skal tillade terapeutisk kloning og anvendelsen af embryonale stamceller, er uafhængigt af adgangen til at patentere. Patentretten lægger ikke noget til, men giver en eneret i forbindelse med en eventuel kommerciel udnyttelse. Formålet er at gøre den lovlige udnyttelse kommerciel interessant, med andre ord at stimulere forskning og udvikling af nye metoder. Jeg vil sige noget om selve patentudstedelsen, om adgangen til at patentere gener og stamceller og om forholdet til diagnosticering af genetisk betingede lidelser.

Udstedelse af patenter på fælles EU-grundlag Først patentudstedelsen: Der er i dag et europæisk harmoniseret grundlag. Direktivet fra EU, der vedtaget i 1998, vedrører retlig beskyttelse af bioteknologiske opfindelser. Direktivet er implementeret i Den Europæiske Patentkonvention med virkning fra september 1999, og Danmark har implementeret direktivet i sommeren 2000 med deraf følgende problemer i forbindelse med vedtagelsen af lovforslaget. Der er en sag verserende for EF-domstolen, hvor Holland påstår, at direktivet skal annulleres, og mange medlemsstater har endnu ikke implementeret direktivet. Hvis der først er meddelt et patent fra den europæiske patentmyndighed, følger der en indsigelsesfrist på 9 måneder, hvor man eventuelt kan tilsidesætte patentet. Efter denne frist er det op til de nationale myndigheder at vurdere patentets gyldighed.

Isolerede bestanddele fra mennesket kan patenteres For at vende ansigtet mod patentet på det menneskelige legeme, er udgangspunktet ifølge den danske lovgivning og ifølge det europæiske grundlag som sådan, at man ikke kan patentere mennesket. Der er ikke tale om en opfindelse, der er tale om en opdagelse. Men den hovedregel er modificeret, hvis man isolerer bestanddele fra det menneskelige legeme. Hvis man eksempelvis tager bestanddelene ud i en DNA-sekvens og isolerer den fra det menneskelige legeme, er der under visse betingelser adgang til at patentere DNA-sekvenserne. For DNA-sekvenser er der tale om et skærpet krav til at kunne angive, hvorledes man skal anvende DNA-sekvensen industrielt. Det betyder, hvis man kigger på de betragtninger der følger med direktivet, at man skal kunne angive DNA-sekvensens funktion, altså proteinet, og dermed kunne beskrive eller redegøre for, om det kan anvendes i et lægemiddel osv. Der foreligger med andre ord et skærpet krav til at kunne angive, hvorledes man har tænkt sig at anvende proteinet eller DNA-sekvensen.

Opregning af forbud i etikparagraf Kigger vi derimod på stamceller, er der i vores etikparagraf, som både er på europæisk niveau og i den danske lovgivning, et forbud mod kommerciel udnyttelse af en række nærmere opregnede ting.


Det er f.eks. fremgangsmåder til kloning af mennesker. Det er der et forbud mod at patentere. Fremgangsmåder til ændring af menneskers kønscellers genetiske identitet kan man heller ikke patentere. Man kan ikke patentere menneskelige embryoer, men spørgsmålet er selvfølgelig, hvordan definerer vi det? Man kan ikke patentere fremgangsmåder til ændring af dyrs genetiske identitet, hvis der er lidelser forbundet med det, som ikke står i en tilsvarende nytteværdi i forhold til mennesker eller til dyr. Som jeg sagde, er det ikke en udtømmende opregning, man ser af bestemmelsen. Den opregning skal også fortolkes i lyset af samfundsudviklingen. Efterhånden som man eventuelt accepterer nogle ting i samfundet, vil man også kunne fortolke etikparagraffen i lyset heraf.

Voksne stamceller kan patenteres. Retspraksis under udvikling Man kan nu konstatere, at retsudviklingen endnu ikke opererer med en fast retspraksis. Det er et nyt område, som er i fuld fremdrift. Man har også set, at den europæiske patentkonvention fejlagtigt er kommet til at meddele et patent, som man bagefter har undskyldt. Men man må jo kigge på, hvordan det efterhånden kommer til at udvikle sig, fordi det ikke på nuværende tidspunkt har en fast retspraksis. Det er simpelt hen for tidligt endnu.

Stofpatenter kan hindre fri diagnosticering Det sidste, jeg vil vende mig til, er diagnosticering af genetisk betingede lidelser. Vi har en bestemmelse både på europæisk niveau og i den danske lov om, at danske og europæiske patenter ikke kan meddeles på fremgangsmåde til kirurgisk og terapeutisk behandling eller til diagnosticering på mennesker eller på dyr. Imidlertid kan man få et problem, hvis man opnår et patent på et gen eller for den sags skyld et patent på en stamcelle, fordi det er et stofpatent, og det kan gå ind og hindre den frie diagnosticering. Det var en debat, som var oppe i Etisk Råd under høringen i maj år 2000, da man implementerede direktivet i den danske lovgivning.


Spørgerunde

Skal Folketinget tage sig af mangler i lovgivningen? Egil Møller (DF): Mette Hartlev var inde på, at der var nogle huller i lovgivningen, at der ikke var nok lovgivning på dette særlige område, fordi det er et område, hvor der sker en masse forskning, og udviklingen går hurtigt. Mener du, at danske lovgivere primært bør tage sig af de ting, som du mener, der ikke er taget højde for i nugældende lovgivning?

Kan EU-charteret bremse patentsjovet? Margrete Auken (SF): EU-charteret har en bestemmelse om, at man ikke må udnytte det menneskelige legeme kommercielt. Jeg skal ikke se bort fra, at det er en af grundene til, at jeg er jublende glad for det charter. Det kan nemlig bl.a. få englænderne, som jo ikke har tiltrådt bioetikkonventionen, til at respektere det. Det kan også betyde, at man i domstolenes praksis kan gå ind og måske - måske - begrænse patentsjovet. Det vil jeg godt spørge både Tine Sommer, Mette Hartlev og Karin-Elisabeth Rosén om: Kan man forestille sig, at charteret kan komme til at betyde, at domstolspraksis i EU og dermed også i Strasbourg kan begrænse de muligheder, der er for at der går USA i hele apparatet?

Mellemfolkelige og internationale reguleringer? Søren Kolstrup (EL): Jeg er meget enig i den vigtige position, som Karen Elisabeth Rosén gjorde gældende. Der er jo en tilbøjelighed til i disse diskussioner at komme let omkring konklusionerne ved at sige, at enten af hensyn til globaliseringen kan vi ikke gøre noget, eller man kan vælge positionen, åh, vi bliver nødt til at helbrede alle mennesker i verden, og derfor så er der næsten ikke mere at diskutere. Begge positioner er jo uansvarlige og håbløse og ikke funktionelle, så bare tak for det. Jeg skal slet ikke polemisere mod min gode kollega Margrete Auken, for det er heller ikke min opgave. Jeg er enig i, at det er utroligt vigtigt med en national indsats, national regulering, men et eller andet sted står vi jo over for det svære om også at slås for en mere international præget regulering. Er nogen af jer, der har mod på at opveje fordele og ulemper ved de forskellige. Jeg har jo en kollega her, der går meget ind for måske den regionale - det ved jeg ikke helt. Men der er også de internationale og mellemfolkelige reguleringer, og hvad har primatet i de reguleringer?

Op til Folketinget at lovgive. Befrugtningsloven sætter stop for forskning. Valg mellem special eller generel regulering. Den nuværende regulering har begrænset holdbarhed. EU-charter kan levere argumenter Mette Hartlev: Om man skulle koncentrere sig om at stoppe de huller i lovgivningen, som jeg pegede på? Det er selvfølgelig op til Folketinget selv, hvad man vil kaste sig over. Folketinget bliver nødt til at tage stilling til, om man ønsker, at der fortsat ikke kan forskes på


embryonale stamceller med henblik på at opnå viden om terapeutisk kloning. Som reglerne er i dag, sætter befrugtningsloven fuldstændig stop for den forskning. Udviklingen viser på en måde, at det er ganske svært at regulere på dette område, fordi der kommer hele tiden nyt til. Man tror, at man vil lave regler for, hvordan man kan bruge disse æg i forbindelse med kunstig befrugtning. Pludselig viser det sig nogle ganske få år senere, at nu kan de æg bruges til en masse andet. Skal vi så forholde os lige præcis til dén anvendelse eller skal vi forsøge at regulere anvendelsen af det befrugtede æg mere generelt. Dér er jeg inde på det, som Karin-Elisabeth Rosén også var inde på, om man skal lave sådan en teknikregulering eller områdespecifik regulering. Det er svært at give noget klart bud på det. Den regulering, vi har i dag, er ikke en teknikregulering, men i og for sig en områdespecifik regulering, som har vist sig at have en begrænset holdbarhed. Vi står nu i en ny situation, hvor man må tage stilling til, om der er brug for at revidere disse regler eventuelt udvide dem med nogle nye regler. EU-charteret og det internationale? Det er svært at sige med sikkerhed, hvad charteret kan bruges til. Det kan ligesom menneskerettighedskonventionen have en effekt ved at angive nogle grundlæggende værdier, som man godt vil holde fast på og være opmærksom på, og som også giver en argumentation til de meningsdannere og politikere, som gerne vil fastholde disse værdier som grundlag for national regulering. På den måde kan det helt klart have en effekt, at man har et charter og nogle formuleringer i det charter omkring beskyttelsen af det menneskelige.

International regulering skal have rod i befolkningernes værdier. Konventioner der ikke ratificeres Karin-Elisabeth Rosén: Når man taler om behov for international regulering eller ej, er det noget, vi bliver nødt til at arbejde på. Det skal jo starte et eller andet sted, og det skal selvfølgelig udspringe af det nationale. Det skal være forankret dér, og det vi tror på skal udbredes til internationalt niveau. Man skal ikke lade andre beslutte de internationale styringsmekanismer for forskning og udvikling. Med hensyn til internationale chartre mener jeg, at der er behov for dem. Men jeg bliver lidt ked af det, når man ser hvordan det går selv de bedste ambitioner som tillægsprotokollen i forbindelse med forbudet mod menneskelig kloning. Medlemslandene i EU underskrev den bortset fra Tyskland og UK, men i dag to år efter har kun Spanien og Grækenland ratificeret chartret, så det er stof til eftertanke. Det er ikke nok at udarbejde fine chartre og konventioner og bare have det stående på papir. De skal også gennemføres i praksis.

Usikkert hvordan EF-domstolen vil anvende EU-charteret i forhold til patentdirektivet. Savner patentdefinition på industriel anvendelse Tine Sommer: Hvis EU-charteret skal begrænse den klare ordlyd af patentloven eller direktivet, er det i sidste ende EF-domstolen, der kommer til at vurdere det, og det er jo svært at sige, hvordan den vil anvende charteret. Det er lidt politisk også, så det vil jeg ikke kunne sige med sikkerhed, specielt ikke når der er en klar adgang i direktivet til at patentere. Vedrørende den internationale regulering vil jeg sige ligesom Karin-Elisabeth Rosén, at man selvfølgelig må starte på det nationale niveau og prøve på at påvirke den internationale regulering


derfra. Et af de største punkter i patentloven, som man burde starte med, er netop at finde ud af, hvad vi lægger i den industrielle anvendelse. Hvad er det for krav, der skal være opfyldt, før at man har redegjort for den industrielle anvendelse, eksempelvis af et genpatent?!

Politikerne har tilladt vidtgående patentering på gener. Fastholde klassiske patentretlige dyder. Nationale domstole afgørende i det europæiske patentsystem. Patent giver ikke ret til udnyttelse, men hindrer andre i kommerciel udnyttelse Jens Schovsbo (bisidder for Tine Sommer): Min fornemmelse er inden for det patentretlige system, at et af vores problemer er, at politikerne er gået meget vidt på det genteknologiske område. I har tilladt meget vidtgående patentering. I direktivet har man tilladt en patentering på generne selv, ikke bare på deres anvendelse. Der kan jeg fornemme, at også i de retlige strukturer rundt omkring, især i Europa, er en fornemmelse af, at man på en eller anden måde skal forsøge at inddæmme, altså holde fast i de klassiske patentretlige dyder, som jo går ud på, at patentsystemet skal tilføre innovation og stimulans til samfundet. Det er jo ikke patentrettens opgave eller formål at ødelægge samfundet eller føre til asociale eller aetiske (hverken etisk eller uetisk, men etikken uvedkommende, red.) resultater, men vi har et regelgrundlag, som er internationalt og meget liberalt. Vi ved ikke for øjeblikket, hvordan det vil fungere i de nationale systemer, fordi de nationale systemer er helt afgørende i det europæiske patentsystem. Det er de nationale domstole, der skal håndhæve patenterne. Dvs. de nationale domstole skal vurdere, i hvilket omfang patenternes beskyttelse skal gives, og det er de nationale domstole, der kan anvende balancemekanismerne i de nationale patentsystemer, altså muligheden for tvangslicens osv. Så vi ved ikke rigtig, hvordan patentsystemet vil virke, men patentsystemet er et smukt og smidigt system, som giver mulighed for at foretage en vis afvejning undervejs. Dette være sagt, så også med det, som Tine Sommer lukkede op med at sige, at patentretten jo er grundlæggende aetisk, altså at med et patent på en fremgangsmåde eller på et produkt får man jo ikke dermed ret til at anvende et produkt og den fremgangsmåde. Patentretten giver en mulighed for at forhindre andre i en kommerciel udnyttelse, men giver ingen ret til at foranstalte en udnyttelse selv. Det beror på regler og de principper, som skal komme ud af det her.

Dæmper på forventninger til international regulering. National bioteknologipolitik underordnes overordnet politik. International regulering skal indpasse individuelle landes egen bioteknologipolitik Derek Morgan: Jeg vil gerne prøve at være mere forsigtig med hensyn til det potentiale, der ligger i søgningen efter international regulering, hvad enten den er ønskværdig eller ikke. Men potentialet eller begrænsningerne understreger faktisk - og der er jeg ikke uenig med de seneste talere - værdien af national regulering og lovgivning. Den nationale konference om klimatiske ændringer i Haag (afholdt d. 13. - 26. nov, red.) angiver alle de begrænsninger og mange af de fælder i at tro, at man vellykket kan løse den form for


spørgsmål via internationale konventioner. Det omfang, ifølge hvilket vi kan og faktisk gør dette, er i høj grad dikteret af individuelle medlemslande inden for forskellige områder, der har gennemtænkt og formuleret det sted, som disse ting skal reguleres under inden for rammerne af deres egen bioteknologiske politik. De lande, som så vidt jeg ved, har vedtaget en formuleret omfattende national bioteknologisk politik - og her tænker jeg navnlig på Australien, Storbritannien, USA og Japan - har gjort det i sammenhæng med, at bioteknologipolitikken skulle passes sammen med de overordnede økonomiske og sociale politikker. Det vil være forskelligt fra land til land. Det problem, vi har ved at arbejde hen mod international regulering, er: Hvad skal reguleres til hvilket formål, hvad skal drivkraften være, hvem dominerer og hvem beslutter? Selv nede på det europæiske niveau - når man ser på legale doktriner i EU og Europarådet – hvor man har fælles regler, må man udvikle principper både via nationale og internationale domstole med en margin af skøn, og der er nærhedsprincippet, som vi alle sammen går ind for, når vi taler om valuta, men som vi vender os voldsomt imod, når det drejer sig om bioteknologi. Selv om vi opnår international regulering på europæisk eller på globalt plan, vil den være kompromitteret af de individuelle regeringers ønske om at videreføre deres egen økonomiske politik ved hjælp af bl.a. en national bioteknologipolitik.

Den danske lovgivning for restriktiv? Hvor mange patenter? Noget der kan gavne patienter? Niels Bloch Jespersen (S): Jeg ville godt efterlyse en uddybning af, at den danske lovgivning på dette område måske er for restriktiv, som Jens Schovsbo sagde, og i den forbindelse også høre, hvor mange patenter er der under ansøgning? Er der givet danske patenter? Hvad er konsekvenserne mere præcis specielt med henblik på, om nogen af patenterne kan være på grænsen af muligheden for behandlingsmæssigt at levere den bedste diagnostiske og behandlingsmæssige indsats over for vores patienter?

Ville undgå frizoner fra starten. Ingen abstrakt fastlæggelse af livets begyndelse. Lovgivning med blinkende rød lampe fra starten. Har en meget stor national frihed på patentområdet? Margrete Auken (SF): Det er muligt, at vores lovgivning er for restriktiv, men den er ikke lavet så snævert, som nogle af Jer tror. Da Folketinget vedtog princippet om, at Etisk Råd skulle arbejde ud fra forudsætningen om, at livet begynder ved undfangelsen - og jeg var en af dem, der var meget ansvarlig for, det kom med - var det jo ikke, fordi vi havde en eller anden abstrakt forestilling om, hvornår begynder livet. Det var for at undgå, at der var frizoner. Hvis man siger, livet begynder ved 12. uge, så er man altså lige så vrøvlet, så vi sagde, at livet begynder ved begyndelsen, og den begivenhed med mænd og damer er ganske afgørende for et barns tilblivelse og lad os nu holde fast ved det, inden vi får sagt for meget sludder. Så blinker den røde lampe fra starten, og det er den overordnede grund til, vi har den lovgivning. Den skal vi holde fast ved, også når vi laver de følgende love, så vi ikke pludselig laver en frizonelovgivning. Det er ikke, fordi vi havde en abstrakt fastlæggelse af livets begyndelse, men fordi vi tænkte i mål ,og hvad det skal bruges til. Når vi regulerer det senere, tror jeg, at de af os, der i hvert fald kæmpede for det dengang, vil holde fast ved det. Det kan godt betyde, at vi også giver lov til forskning på stamceller, der ikke kun har


det formål, men bare lige vi holder fast ved, hvorfor vi har gjort det og hvad det er for en alarmtanke vi har haft. Det lyder vældig optimistisk, især når jeg hører Derek Morgan sige, at vi har stor national frihed til at regulere, selv om vi er kommet ind i patentmøllen. Det er utrolig beroligende. Det vil jo sådan set gøre, at det ikke er så slemt alligevel, så alt det der klums, vi har haft med diagnosticering og sådan noget, er ikke noget problem. Mette Hartlev og Tine Sommer, er I enige i, at i virkeligheden er der store frihedsgrader inden for den nationale lovgivning, selv om man har patentdirektivet og har fået viklet sig ind i det og altså er kommet til - for jeg tror, det er noget med "komme til" - at patentere langt ind i, hvad vi oprindeligt havde sagt, man skulle kunne? Det er dér, jeg havde håbet, at EU-charteret kunne hugge en bremse i ved at sige, at man ikke måtte kommercielt udnytte det menneskelige legeme, som der står i charteret. Men det kan åbenbart tage lang tid, før det kommer til at betyde noget.

Danmark har givet afkald på frihedsgrad?! Erling Tiedemann: Er det ikke rigtig forstået, at en af vores frihedsgrader er, at den danske regering kan komme med en indsigelse imod patenter, som er givet ved det europæiske kontor? Når den danske erhvervsminister på forhånd siger, at det vil hun ikke gøre, har vi selv smidt en af frihedsgraderne ud.

Ingen harmonisering af regler for genterapi. Danske patienter i klemme uden yderligere lovgivning. EU-harmonisering Peter Hokland: Jeg mener også grundlæggende, at vi skal finde vores eget grundlag, og det er åbenbart sådan, at der skal ske en udvidelse af loven. Jeg har været med i et samarbejde om kortlægning af, hvordan genterapi er reguleret i de europæiske lande, og det var ikke harmonisering, det var manglende harmonisering. Hvis det samme sker inden for dette område, kan det betyde, at vi i Danmark, i det øjeblik man har godkendt det i større eller mindre grad, kan komme til at skulle vente med en yderligere lovgivning, sådan at vores patienter i Danmark ikke kan indrulleres i mange af de internationale projekter/protokoller, som kan komme dem til gavn. Samtidig med at man ser på den nationale lovgivning, bør man mindst skele meget til en harmonisering inden for EU.

Patentdirektivet er svækket. Man må starte forfra med patentregler. Opfindelse er blevet til opdagelse i patentering. Stater og EU må genoverveje regler for patenter på levende organismer Dietmar Mieth: Om patentdirektivet fra EU. Romano Prodi (Europa-Kommissionens formand, red.) gav os det råd, at vi skulle komme med en ny udtalelse om det i den europæiske etikgruppe, og det var selvfølgelig underligt, fordi direktivet allerede var gennemført i forskellige lande. Sagen er simpelt hen den, at ikke blot Holland og Italien er imod patentdirektivet. Frankrig og Tyskland ønsker også at få en øjeblikkelig reform af direktivet. Det er en tysk regeringsbeslutning, og Frankrig har den samme intention, så spørgsmålet er altså: Hvilken kraft ligger der nu i


direktivet? Der er selvfølgelig i praksis en del kraft, fordi det er gennemført via det europæiske patentkontor (EPO, red.) i München, men håndhævelsen er ikke særlig stærk på grund af diskussionen om patentering på grundlag af embryoforskning, der ikke følger patentdirektivet, men det er udstedt. Der er altså problemer på to niveauer. På det første niveau der har vi det europæiske direktiv, som anvendes af EPO i München, og på det andet niveau har vi den politiske svaghed, der ligger i direktivet, fordi mange europæiske lande ikke vil følge direktivets indhold. Vi bliver nødt til at starte forfra. Vi bliver nødt til at sætte os ned og overveje spørgsmålet om patentering. Formålet med patentering er noget, man kan være enig i, nemlig at fremme videnskabelig forskning og øge anvendeligheden, og det er sikkert accepteret, men så er der alt det, der følger med. Spørgsmålet bliver bl.a. på baggrund af det europæiske charter, om det overhovedet er muligt at udstede patenter på enkeltdele af den menneskelige krop eller for hele dyr, fordi ingen opfindelse er involveret. Begrebet "opfindelse" er blevet til en slags "opdagelse" og ikke reel opfindelse. Det er et fundamentalt problem i den europæiske debat, og det vil føre til overvejelser i landene og også på det på europæisk niveau.

Hjemmel til strengere nationale regler. Patenter på fremgangsmåder til isolering af stamceller. Patentdirektivet gælder uanset manglende national gennemførelse. Nationale patenter gyldige, selv om direktivet annulleres Tine Sommer: Først vil jeg berøre de nationale frihedsgrader. Direktivet er vedtaget med hjemmel i artikel 100 A (nu art. 95), som har to klausuler i stk. 4 og stk. 5, hvor man kan vedtage efterfølgende eller kan opretholde strengere nationale regler. Det er ikke altid lige let at komme igennem med sådant et krav. Indsigelsesmuligheden ved den europæiske patentmyndighed foreligger selvfølgelig, således man i princippet har lov til at modsætte sig patentet. Så var der spørgsmålet vedrørende génpatenter. Der er meddelt genpatenter både ved EPO og i Danmark og i endnu højere grad i USA, og der er også givet patent på fremgangsmåder til at isolere eller opformere stamceller. Det er en sammenblanding af dyre- og human stamceller. Direktivets retsvirkning? I forbindelse med, at nogle medlemsstater ikke har implementeret patentdirektivet, er udgangspunktet, at direktivet har retskraft, fordi det er vedtaget og skulle have været implementeret i de nationale retsordener pr. 30. juli år 2000. Så de patenter, der bliver udstedt i henhold til national lovgivning, er gyldige, selv om direktivet annulleres. Selv om man ikke har en endelig stillingtagen ved EF-domstolen til, om direktivet bliver opretholdt eller ej, er det altså retskraftigt indtil EF-domstolen har talt.

GATT-aftale om intellektuel ejendomsret og patenter for alle teknologier. Patentproblem kunne være forebygget Karin-Elisabeth Rosén: Vedrørende patentlovgivningen og det europæiske direktiv om patenter inden for bioteknologi må vi jo huske på, hvorfor det overhovedet kom på banen. Det skete faktisk


på internationalt niveau, nemlig som opfølgning på GATT-aftalen fra 1995 om rettigheder vedrørende intellektuel ejendomsret, TRIPS-aftalen (WTO-aftalen "Trade Related Aspects of Intellectual Property Rights, red.), som fastsætter, at patenter skal være til rådighed for alle teknologier. Hvert land, som har underskrevet - det har Danmark og Sverige og mange andre EU-lande - har allerede forholdt sig til disse ting, selv om det måske ikke var rigtig kendt på det tidspunkt. Det er noget, jeg bare lige lægger frem for at give et perspektiv på nogle af de ting, der sker nu, som vi allerede kunne have forebygget for et stykke tid siden.

Forskellige grader af frihed i internationale aftaler. Civil ulydighed Mette Hartlev: De frihedsgrader, som den internationale regulering overlader til de enkelte lande, afhænger fuldstændig af, hvilken regulering vi taler om. Når vi skal forklare for de jurastuderende, hvordan det hænger sammen, plejer vi at sige, at direktiver er meget bindende, fordi dem bliver man umiddelbart forpligtet af, hvorimod at der kan være andre internationale aftaler/konventioner, som vi i højere grad kan tage stilling til fra gang til gang, om vi vil være forpligtet af. Det er et meget enkelt billede at stille det op på den måde, fordi det kommer an på, hvor præcise de internationale regler er. Der findes i nogle internationale konventioner, f.eks. Europarådets konvention om menneskerettigheder og biomedicin, meget præcise regler, som har ført til, at vi har måttet ændre vores danske lovgivning. Der findes også andre bestemmelser, som er mere upræcise, hvor man kan sige, hvad mener man egentlig med det, hvad er et foster egentlig for noget, hvad er et befrugtet æg, er det også et, hvor man har brugt kernetransplantation? Mange af de internationale regler lægger op til, at man nationalt kan fastsætte sine egne specielle regler inden for et område. Det ligger også i udtalelsen fra den europæiske etikgruppe (EGE, red.), at spørgsmålet hvorvidt man vil tillade terapeutisk kloning og anvendelse af befrugtede æg til terapeutisk kloning er noget, man må afgøre nationalt. Der er vigtigt at være opmærksom på i den sammenhæng, at det foregår på en måde, hvor der bliver foretaget en etisk vurdering og der er en offentlig central instans, der tager stilling til det og træffer beslutning fra sag til sag. Så der er i virkeligheden mange forskellige måder at regulere dette felt på. Generelt må man vel sige, at mange af de regler, vi arbejder med netop på dette område - fordi det er så værdifølsomt og dermed også bundet til de værdier og normer, der eksisterer i de enkelte samfund - overlader en stor beslutningsgrad til de enkelte lande. Det kan være, at nogen synes, at det er uhensigtsmæssigt. Det kan også være, det er skyld i og årsagen til, at der nu optræder en form for civil ulydighed i forhold til patentdirektivet. Det er et eksempel på en retlig regulering, der kommer så meget i konflikt med de normer og værdier, der eksisterer i befolkningerne, at det måske ikke kan gennemføres i praksis. Det er meget interessant.

Styrk den centrale videnskabsetiske komité frem for nyt organ Erling Tiedemann: Jeg ville kun lige understrege det, Mette Hartlev siger om behovet - som det europæiske udvalg, som Dietmar Mieth er medlem af, har skrevet - for en central stærk vurdering af eventuelle forsøg med befrugtede æg og med kloning osv. Der blev i dag tidligere på dagen talt om, at vi skulle have et nyt organ til det. Der synes jeg, man måtte gøre noget for at styrke Den Centrale Videnskabsetiske Komité, sådan at den kunne løse denne opgave på en forsvarlig måde. Det er jo en skødesynd hos os i Danmark, at vi altid skal have et nyt organ, hvis der ikke er kræfter nok i et


eksisterende, hvor det måske var klogere at styrke de eksisterende organer og give dem de handlingsmidler, der skal til for at løse opgaven i takt med, den ændrer sig. Så Den Centrale Videnskabsetiske Komité bør styrkes.

Centralisér og styrk videnskabsetikråd. Nej tak til nyt råd for godkendelse af forsøg Kamma Bertelsen (formand for Den Centrale Videnskabsetiske Komité, får ordet fra salen): Jeg har for nylig i forbindelse med vores 20 års jubilæum gjort mig til talsmand for, at på nogle punkter trænger vi til at få moderniseret det videnskabsetiske komitésystem. Da det blev lavet for 20 år siden, var verden mere enkel og videnskaben gik ikke så hurtigt som i dag. Jeg vil gerne have, at meget essentielle forsøg ikke kunne godkendes ude i de regionale komiteer alene, men at de også skulle ind og vende om den centrale komité, så vi kunne få en mere grundig debat og få ensartede forhold over hele landet. Nogle af de emner, der egner sig til det, er netop sådan noget som terapeutisk kloning, genterapi, xenotransplantation. Jeg vil også sige, at vi ikke er så kloge, som vi måske tror. Jeg vil meget gerne have, at man kunne få en eller anden ekspertgruppe, som kunne hjælpe de videnskabsetiske komiteer i de spørgsmål, som er så svære, men Gud fri os for at få et nyt organ til godkendelse af forsøg inden på det område, for så bliver verden meget forvirret.


Debat

Kan hele forskningen baseres på ét æg? Ester Larsen (V): Jeg stillede spørgsmålet i formiddag, og det var åbenbart gjort klodset, fordi svaret matchede ikke rigtig spørgsmålet. Så nu prøver jeg én gang til: Kan vi i princippet nøjes med ét eneste embryon - for min skyld gerne et overskudsembryon - og fortsætte al forskning baseret på det ene embryon? Det er jo udødeligt, og det kan dele sig i det uendelige. Er det kun én gang, vi skal overtræde alle regler, og så har vi skaffet forskningen et materiale? (munterhed i salen)

Nej, ikke nok med ét æg. Forslag til forskning i dyrkbare cellelinjer Torben Greve: Hvis det var så enkelt, kunne problemet nok løses. Jeg kan svare, at det ikke vil være tilstrækkeligt. Der skal givetvis mange til. Det viser sig i de tidlige undersøgelser, at der er en stor forskel mellem de pågældende embryoner. Nogle egner sig slet ikke til det; de kan se smukke nok ud, men de egner sig ikke til nogen form for kloning og må simpelt hen smides ud. Det kan man ikke vide på forhånd, før man har prøvet det, så jeg vil tro, at man ikke skal sætte sin lid til én celle. Jeg har fået en anden idé, som kunne løse nogle etiske problemer, og der kunne det være, man kunne nøjes med et embryon, men jeg ved det ikke. Man kunne tage kernerne ud fra stamceller, som man producerer ud fra embryonerne - hvis man fik nogle stabile linjer, som man kunne dyrke generation efter generation - og bruge dem til reprogrammering af celler fra den pågældende patient. Dermed ville man have løst et af de problemer med flaskehalsene omkring oocyter, fordi man faktisk ville bruge nogle stabile stamcellelinjer til at gøre det samme, som oocyter gør. Det ville løse nogle problemer. Det er en forskning, som ikke er lavet, men som man kunne starte med at gennemføre.

Bank af embryoniske stamcellelinjer ville være nyttig. Spændende forskning på basis af allerede eksisterende stamcellelinjer. Malcolm Moore: Jeg står nok et sted midt imellem spørgsmålet vedrørende hvor mange linjer, om det er tilstrækkeligt med én linje? Jeg mener, at et panel af embryoniske stamcellelinjer, der kunne gøres til rådighed for hele forskningen, ville være meget nyttigt for at komme videre. Men vi må stadig væk udføre forskningen på menneskelige kerneoverførsler. Det er nemlig ikke gjort endnu, og det er stadig væk et helt åbent område, der skal undersøges. En masse af det, vi har sagt, er udledt fra dyreeksperimenter. Jeg er også enig i, at embryoniske stamcellelinjer kan bruges i stedet for oocyter til stamcelleoverførsel. Det er en interessant retning, og ingen har gjort det hidtil. Der er en masse veje for meget spændende forskning på basis af allerede eksisterende stamcellelinjer. Desværre kan det ikke erstatte menneskelige kerneoverførsler på et eller andet tidspunkt i den meget nære fremtid.


Hvor går grænsen?! Voksne stamceller vil nærme sig embryonalt stadium. Glidende overgang får betydning for lovgivning Peter Holm: Noget af det, der støder, når man er ude og tale om embryonale celler - og det går virkelig til hjertet - er det der med at tage noget og lave det til ét, hvor man kan starte forfra. Voksne stamceller ville man jo gerne ændre til alt muligt, så de kan blive til alt muligt, ligesom den embryonale celle kan. Dvs. at grænsen vil flytte sig, og den voksne stamcelle vil nærme sig et embryonalt stadium, efterhånden som udviklingen skrider frem og vi bliver klogere på hvilke faktorer, der reprogrammerer. Man er nødt til at gøre det klart på et eller andet tidspunkt, hvornår en celle er embryonal - fra et foster - og hvornår den er fra et voksent individ. I biologisk tænkemåde er det bare en glidende overgang, og den grænse er man nødt til at stille: Må man tage en stamcelle fra et foster, må man tage det fra navlestrengen, må man tage den 5 dage før? Det er spørgsmål, som vil komme op senere, når man laver lovgivning.

Kan ikke undgå forskning i embryonale stamceller i en periode Peter Hokland: To pragmatiske aspekter, det ene forskningsmæssigt, det andet lovgivningsmæssigt. Jeg har gjort mig til talsmand for, at der er voksne stamceller, som har kunnet vises at være omprogrammerbare. Man må nok gøre sig klart, at vi undgår ikke, hvis det ellers skal køre med en rimelig fart, at tage fat i de embryonale stamceller. Det kan simpelt hen ikke undgås, der er ikke nogen måde, vi kan undgå at lave en forskning i det efter min mening. Når det er sagt, vil en investering i den slags forskning kunne medføre, at vi hurtigere bliver gjort uafhængige af det koncept, og der må man være klar til at lovgive. Men der er ingen tvivl om, at der skal noget nyt til.

Er der enighed om, at det er nødvendigt at bruge embryomale celler i forskningen? Hanne Severinsen (ordstyrer): Er de forskellige videnskabsmænd nogenlunde enige om, at man ikke undgår det i en eller anden form som en overgang om ikke andet. Der er ikke den helt lette løsning, men at man bare leder i den ende af vejen, hvor man synes, at der er rarere at lede?

Ja Peter Ebbesen: Jeg tog kun ordet, fordi du skal have et svar, og svaret er ja.

Uproblematisk formål. Frygter formålet skrider. Acceptabelt at udvikle fosteranlæg til organtransplantation? Margrete Auken (SF): Peter Holm sagde, man kunne komme længere og længere ned. Problemet er ikke cellen, for jeg tror ikke, ret mange af os har problemer med cellen. Du gør os lidt mere mærkelige end vi er, og de fleste af de beskrevne formål synes jeg også, vi skal holde fast ved. Meget af denne debat er lettere end mange af de andre, fordi formålet ikke er problematisk bortset fra den der foryngelseskur, mens der er en masse ting inden for fertilitetsteknologierne, hvor vi står med problematiske formål.


Det bliver problematisk der, hvor man skal bruge disse embryoner. Vi er bange for, at man begynder at lave noget, hvor formålet skrider og hvor det kan blive farligt. Derfor håber jeg, vi kan holde fast ved, at livet begynder ved undfangelsen, så alle lamperne kan blinke, hvis vi går i gang med det. Hvis nu vi skal tage det argument, som er blevet ført frem og som vi jo bliver slået i hovedet med: Hvad med alle de syge mennesker, som vi kan hjælpe? Det er jo så indlysende et etisk argument, for ellers havde vi ikke siddet her. Undskyld, det er også sagt til Niels Bloch Jespersen, vi havde ikke siddet her, hvis der ikke var det stærke etiske argument. Men hvad gør man, og nu snakker jeg igen om den tredimensionale udvikling, hvis man - xenotransplantationen er krakeleret; ikke ret mange tror længere på det - begynder at tænke sig, man kan udvikle organer? Hvis man skal bruge et 3 måneder gammelt foster, der er langt mere egnet end bare at have det lille embryon dér, og der er meget stærke argumenter, der er meget syge mennesker, alle patientforeningerne står i nakken af os. Er det så et problem at udvikle et embryo til et fosteranlæg - kalder vi det nok stadig væk, hvis vi nu skal slippe sprogligt fra det - er det acceptabelt, selv om det er meget alvorlige sygdomme? Det er der, jeg ser glidebanen, hvis man ikke har alle lamperne tændt og alarmen ude.

Dyrke organer fra fostre i dyreforsøg Peter Ebbesen: Det er lidt science fiction, men der er da ingen tvivl om, at man i hvert fald i dyreforsøg ville kunne udtage organer fra forskellige stadier i fostertilstanden og dyrke dem videre i forskellige dyrkningskamre og få en vis videreudvikling, hvis det er det, du tænkte på. Man kunne f.eks. altså dyrke et foster til forskellige stadier for at bruge dem som en slags reserve. Margrete Auken (bryder ind): Lige for at vi ikke vrøvler. Hvis du laver en terapeutisk kloning, hvor du putter det ind og så skal udvikle det der nye, om man så må sige, mærkelige individ, som er den der terapeutisk klonede, og hvis man nu siger, at man for - fordi de der vektorer, der skal ind for at kunne det der, det er altså hamrende svært at lave - at få de ting til at virke, kunne det være godt, om man lige havde lavet lidt mere organ rundt om det organ, man vil have ud..... Peter Ebbesen: Det er præcis det, jeg siger. Det er helt bestemt noget, som i vis forstand kan gøres, og som man selvfølgelig må have nogle retningslinjer til at begrænse.

Stamceller regenererer skadede organer Malcolm Moore: Lad mig lige prøve at forklare. Vi taler ikke om transplantering af lever, nyrer og hjerner. Vi taler om at transplantere stamceller, der skaber levere, nyrer, bugspytkirtler. Jeg vil ikke transplantere hele organer, det har vi jo gjort. Det er ikke den retning, vi prøver på at bevæge os i. Vi placerer de neurale stamceller ind i hjernen. Den celle deler sig og reparerer den skade, der er i den hjerne. Det er de tidlige celler - de embryonale celler, stamceller - der er så tæt som muligt på de tidlige vævspecifikke celler. Det er det, vi transplanterer. Der er ingen fordel ved at få disse celler til at differentiere sig til modent væv. Hele formålet er at komme væk fra det. Vi har ikke brug for de modne celler, de gør tingene kompliceret, og de forhindrer os i at få de stamceller til at vokse og regenerere. Rent faktisk forhindrer de dem i at gøre det.


Ikke brug for at udvikle fosteranlæg Torben Greve: Jeg forstår ikke helt, hvad du mener, Margrete Auken. Der er faktisk ikke nogen grund til at lade fostret udvikle sig inde i livmoderen i en periode og så tage noget ud. De stamceller, man er efter til behandling bl.a., kan man lige så godt få fra et voksent individ, altså fra mange forskellige væv. Man har altså ikke brug for de fostre.

Udvikling af organer? Margrete Auken (SF): Det var inde i diskussionen i Nordisk Bioetisk Komité, men det kan jo godt være, at den forlængst er passé; det er kun to måneder siden. Der var der diskussionen om at udvikle artificielle organer. Det var et af de perspektiver, som blev vist for os, ganske vist som et der lå lidt længere ude, men man forudså den tredimensionale udvikling af organer, fordi vi står med organmangel og med en række andre problemer. Hvis I kan sige samstemmende: glem det, min pige, det er der ingen der tænker på, og der er ingen der er ude i det, så har jeg heller ikke det problem?!

Sparer organdonation og får repareret sit eget organ? Hanne Severinsen (ordstyrer): Jeg har hele tiden forstået det sådan, at man får det repareret sit eget organ, og det grunden til, at man sparer organdonationen, fordi man ikke behøver et nyt organ. Er det rigtigt forstået?

Stamceller og ikke fostervæv til organreparation Torben Greve: Det er jo netop ideen, at man ultimativt kan lave de tredimensionale eller hvilke organer, man nu vil lave. Men det er stadig væk på grund af stamcellen, og der har vi jo ikke behov for noget fostervæv.

Praktisk begrænsning på dyrkning af væv Harry Griffin: Vi må skelne mellem celletransplantation, vævstransplantation og organtransplantation. Pressen er nok mest optaget af det der med at skabe hjerter og hjerner osv. i stor størrelse i laboratoriet, og det er sådan ligesom en B-film eller X-files. Der er en praktisk begrænsning på størrelsen af væv, man kan dyrke i laboratorier, som har at gøre med oxidation (iltning). Det største stykke væv, man kan dyrke i laboratoriet, er sådan noget som brusk, og det er meget små stykker brusk. Det er ikke brusk man kan se på enden af en knogle. Man kan dyrke millimeter store stykker brusk, fordi sådant væv stort set ikke har behov for ilt. Det meste er faktisk inaktivt snarere end levende. Det med at dyrke komplicerede organer som hjerter og nyrer i laboratoriet er overforenklet. Det er ligesom at levere 10.000 ton stål her i udkanten af København ved lufthavnen og så forvente, der står en hel ny bro over til Sverige i morgen. På den ene side har man celletransplantation og vævstransplantation, som kan udføres med celler udviklet i laboratoriet, og på den anden side organer, som man skal have enten fra menneskelige donorer eller fra genetisk modificerede dyr. Der er stor forskel på teknologierne, og det hjælper bestemt ikke, hvis tingene blandes sammen. Så bliver de etiske spørgsmål også mere uklare.


Kronisk mangel på organdonorer. Xenotransplantation kræver omfattende overvågning og er urealistisk. Udvikling af nye transplantationsmetoder har en etisk pris. Grundforskning i søgen efter eventuelt alternativ Derek Morgan: Jeg er glad for, at vi er kommet tilbage til diskussionen om transplantationsmedicin. Noget af den almindelige debat - ikke nødvendigvis her i dag - har tabt den væsentlige argumentation for, at denne grundforskning bør sættes i gang af syne, nemlig at vi ønsker at hjælpe med at udvikle transplantationmedicin, som der er et stort ægte ønske i befolkningen om, og det er ikke landeafhængigt. Inden for transplantationsområdet har man over de seneste 40 år oplevet en kronisk og vedvarende påtrængende mangel på donorer. To af grundene til det er, at hjernedødskriteriet i forbindelse med transplantation og "elective ventilation"(ej oversat, red.) er involveret, og begge er etisk meget problematiske. Mens vi accepterer hjernedød i forbindelse med andre aspekter af dødsprocessen, betragtes det stadig væk som meget problematisk i forbindelse med transplantationer, og "elective ventilation" kommer ikke meget videre. Transplantationen af organer fra én art til en anden er ved at uddø fuldstændigt, før det kommer i gang, vurderer jeg, og jeg vil gerne korrigeres, hvis jeg tager fejl. Vi opdagede det ved udformningen af et regelsæt for transplantationer i Storbritannien, fordi borgerrettigheder er involveret i xenotransplantation. Selv for personer, der villigt accepterer et xenotransplanteret organ, kræver det overvågning - og det er det rigtige ord - af dem og også deres seksuelle kontakter og sandsynligvis også deres sociale kontakter. Den overvågning er så stor, at xenotransplantation ikke er en realistisk vej fremad, når vi taler om transplantationsteknik. Derfor har man stadig færre valgmuligheder. Vi ved, at nogen af os dør tidligere end andre, fordi der ikke er organer til rådighed, punktum! Det kan man ikke gøre noget ved. En anden måde at gå til det på er at søge efter andre brugbare områder inden for transplantationsområdet, der kunne drage fordel af yderligere grundforskning Det videnskabelige arbejde har en etisk pris. Intet er etisk neutralt her. Grundforskning inden for stamceller - og dets udvikling over i terapien ligger langt ude i fremtiden - indgår i udforskningen af alternativer inden for transplantation. Hvis det viser sig, at det ikke er et alternativ, skal man tage det op til overvejelse igen og trække det tilbage.

Organdyrkning opgivet? Margrete Auken (SF): Jeg var meget glad for Derek Morgans gennemgang, og så vil jeg undskylde, men den sag har været oppe i en masse af det materiale, vi har haft. Jeg er ikke bange for at spille idioten og tilstå, at jeg hoppede på den. Jeg er ikke den eneste, der hoppede på den, men jeg er den eneste, der tilstår det. Vi er glade for at få den kvalt, og så arbejder vi videre i den anden model, fordi det letter os også for en række etiske problemer. Det er også en fordel i denne sammenhæng.


Er alle de tilstedeværende eksperter enige i de konklusioner, så vi ikke igen møder den med den tredimensionale udvikling af organer, som kan bruges kunstigt, etisk uproblematisk? Det ville være vidunderligt at være fri for den ende af diskussionen.

Kimen til organfabrikation i Manchester og Liverpool. Ikke alle forskere afviser organdyrkning Søren Holm: Universiteterne i Manchester og Liverpool har lige modtaget en ikke helt ubetydelig forskningsbevilling til et nyt forskningscenter i "tissue engineering", som netop er med det ganske vist meget langsigtede formål at lave organer. Selvfølgelig vil man først lave væv, og så vil man måske en gang lave organer, men som med mange andre ting er det noget, hvorom man siger: Måske vil vi kunne. Det er da rigtigt, at der er stor uenighed om, hvorvidt det kan lade sig gøre, men det er ikke rigtigt, at man er nødt til at se B-film for at se folk, som hævder, at det kan lade sig gøre. Man skal kun læse B-tidsskrifter som f.eks. "Scientific American" (munterhed i salen, red.), så vil man se folk, som med bestemthed hævder, at det kan lade sig gøre. Hvis man går til mere specialiserede tidsskrifter inden for området kunstige organer, vil man se folk, som med endnu større sikkerhed hævder, at det kan lade sig gøre. Der er utrolig mange problemer i at lave disse tredimensionale organer, og det er da bestemt et spørgsmål, om det kan lade sig gøre, men der er da stadig væk en ganske betydelig gruppe af forskere, som tror på det.

Organdyrkning er stadig på spisesedlen Erling Tiedemann: Bare for at bekræfte det, Margrete Auken siger. Hvis jeg ikke husker meget forkert, er det nævnt som et af perspektiverne i den engelske rapport her i sommer. Det kan da godt være, at det - som Søren Holm siger - er svært og alt det der, men det er da nok stadig på spisesedlen. Margrete Auken (SF): Jeg håber, at grisene ikke begynder at kunne læse spisesedlen selv, for så er det gået for langt. Hanne Severinsen (ordstyrer): Jeg kan give den oplysning, at vi netop holdt en høring om xenotransplantation (23. februar 2000, red.), hvor det gik op for os, hvor store problemerne er. Teknologirådet har nævnt det netop fordi her har vi en strategi, der er anderledes og som ikke får de implikationer.

Xenotransplantationer er stadig en mulighed Torben Greve: Forskningen omkring xenotransplantationer fortsætter. OECD er fortsat meget optaget af xenotransplantationer. Der sidder en "Working group on Human-Health Related Biotechnologies", som har haft xenotransplantationer på dagsordenen. Moratoriet for xenotransplantationer er vel grunden til, at der vel ikke sker så meget, men jeg mener nu ikke, det er død gris på nogen vis. Jeg tror fortsat, den bliver genoplivet en dag.


Grisehjerter og 3-D organdyrkning i amerikanske laboratorier Peter Hesseldahl (journalist, får ordet fra salen): Jeg har lige været i USA i to uger og besøgt forskellige laboratorier. Jeg har på Harvard Medical School set, at de har dyrket en komplet blære, som man har lavet fra celler fra en hund og derefter opformeret hele blæren og genindsat den i hunden, og jeg har set og fotograferet de bionedbrydelige stilladser, som man bruger til at lægge cellerne ind over for at skabe nye celler og blodkar. Så det med at lave tredimensionalt er i høj grad noget, som de folk arbejder på. Det er en fyr, der hedder Tony Artala, Harvard Medical School. Jeg har også været hos en række firmaer, som arbejder på xenotransplantation. Det lyder bestemt ikke som om, det er noget der er ved at dø. Det lyder som om, at det er de ved at have styr på. De mener, de har resultater med at fjerne det sukkermolekyle, som dækker grises hjerte og som gør, at det menneskelige immunforsvar reagerer over for svinehjertet. Nu forsøger man så at klone grise, så man kan få ensartede resultater, hver gang man laver grise, der har et hjerte tilpasset mennesker.

Strategi at undgå organdyrkning? Hanne Severinsen (ordstyrer): Er det ikke er sådan, at i hvert fald den strategi, der er for denne forskning, netop er at undgå, at man skal ud i at dyrke organer på den ene eller den anden måde?

Reparation her og nu med celler Peter Hokland: Jo, fordi vi når jo nok ikke dertil, hvor vi laver hjernetransplantationer. Vi taler om en række sygdomme, hvor vi skal ind og reparere på noget her og nu. Det er noget, hvor vi skal kunne give nogle celler ind, som kan virke i løbet af kort tid. Der kan vi ikke komme uden om disse celler. Jeg har ikke fulgt med i debatten om det tredimensionale. Meget af det er nyt for mig, men jeg vil bare sige, det er ikke det, der er praktisk ladsiggørligt for den patient, som kommer ind med et hjerteinfarkt. Det er ikke at give et nyt hjerte her og nu. Det andet kommer først efter min mening.

Stamceller overhaler biomanipulation Malcolm More: For to år siden var jeg begejstret for vævsdyrkning og organer, der blev dyrket uden for kroppen. Jeg blev spurgt til råds om etableringen af et center i Manchester. Jeg fik også at vide, at der eksisterede virksomheder, der gjorde dette kommercielt. Men videnskaben bevæger sig, og nu to år senere kan jeg ikke se meningen med at gøre noget sådant. Jeg kan nu se data fra mit eget laboratorium og andre videnskabelige rapporter, der påviser, hvor fantastisk det system er, der gør det muligt for disse stamceller ikke blot at gå det rigtige sted hen - de kan ligesom brevduer finde det rigtige sted, de går hen i hjertet, de går hen i hjernen - og dér vælge de signalmekanismer, der kan sikre, at de får dette stillads, der gør dem i stand til at danne et organ. Selv om det er en stor præstation for bioteknologien at udvikle væv og organer i reagensglas, er jeg ikke tvunget til at mene, at det nu er den levedygtige vej fremad. Jeg tror, det bliver overflødigt.

Stamcellebehandling økonomisk overkommelig Harry Griffin: Der er i debatten en fare for at sætte lighedstegn mellem forskellige organer . Jeg


brugte udtrykket "komplekse organer". En blære, som nærmest er en pose, er ikke et komplekst organ, og der er ingen tvivl om, at man kan lave det i tre dimensioner. Jeg vil gentage det, Malcolm Moore har sagt, og vende tilbage til noget, jeg sagde tidligere. Når man behandler en patient, skal det både være teknisk muligt og kunne lade sig gøre økonomisk. Stamceller ser i hvert fald ud til at blive noget, man kan få råd til. Jeg tvivler på, at det er en fremkommelig metode at skabe nok væv for hundreder af patienter endsige hundredtusindvis. Jeg sikker på, at komplekse tredimensionale strukturer får en rolle, men ikke til at lave komplekse organer.

Definition på terapeutisk anvendelse? Karin-Elisabeth Rosén: Jeg har et spørgsmål til de fremtrædende forskere, der er til stede her. Hvad mener man egentlig med "terapeutisk anvendelse"?

Helbredelse af patienter Malcolm Moore: Terapeutisk anvendelse er at bruge cellerne, som man har hentet fra disse embryoniske stamcellearbejder, som vi har diskuteret, sådan at man bruger dem i en klinisk situation for en patient, som har en livstruende sygdom, der enten skyldes skade eller ødelæggelse af væv eller organer såsom hjernen, og den er primært baseret på terapi, som erstatter normalt fungerende væv. Håbet er, at man har opnår en helbredelse. Det er det, jeg kalder terapeutisk kloning.

Forbruget og ikke processen er terapeutisk Torben Greve: Grundlæggende set er det en forkert definition. Det er jo resultaterne af det. Det kan være, man skulle til at ændre det. Det er jo en reproduktiv form for kloning under alle omstændigheder, men det er forbruget af det, der er terapeutisk, men ikke selve processen. Men det er lidt forvirrende.

Forskellige grader af nødvendighed Søren Holm: Det er sådan en kedelig filosofkommentar. Ordet nødvendighed synes at spille en stor rolle i denne debat. Det er vigtigt at være opmærksom på, at nødvendighed kan betyde mange forskellige ting. Der er forskel på ting, der er absolut nødvendige: Hvis vi vil opnå et bestemt mål, så kan vi kun opnå det ved at gøre nogle ting. Så er der ting, der er meget nødvendige: Hvis vi vil nå det mål, er det en meget god ting at bruge det. Så er der ting, som er nødvendige i en helt anden forstand: Det er ét af mange midler, og at vi af forskellige grunde foretrækker dét. F.eks. var en Storebæltsbro blevet hævdet at være nødvendig for at få frisk mælk til Sjælland, men der ville være mange andre muligheder for at kunne bringe frisk mælk til Sjælland, så broen var kun


nødvendig i én ganske bestemt forstand. Når man diskuterer hvilke typer af forskning er nødvendige, er det vigtigt at adskille i hvert fald mellem om en bestemt forskning er absolut nødvendig, således at det mål vi gerne vil nå til med at kunne hjælpe mennesker, som har alvorlige sygdomme, ikke kan nås - med stor, tyk streg under "ikke kan" - eller om det blot er nødvendigt i den forstand, at det vil tage meget, meget lang tid at nå målet, hvis vi ikke laver bestemte typer forskning.

Hvad skal til for at være med i sygdomsbekæmpelse internationalt? Hanne Severinsen (ordstyrer): Inden jeg giver ordet til Lone Nørgaard, vil jeg bede nogen om at tænke over: Hvad er nødvendigt, hvis vi skal have som målsætning at være med i det internationale netværk på sygdomsbekæmpelse overordnet set? Er der nogen ting, I vil anbefale os som politikere?

Det handler om kultur og samfund og ikke teknik. Kloning tingsliggør mennesker og dyr. Andre måder at forbedre sundhed Lone Nørgaard: Denne diskussion indsnævrer sig omkring nogle teknikker og nogle tekniske løsninger. Da jeg har den der siddende i mig, at min position er det samme som at være firkantet, vil jeg gerne prøve i stedet for at citere fra et interview med Lene Koch, som har siddet i Etisk Råd. I Teknologirådets blad "Teknologidebat" (nr.4/2000 side 14, red.) er hun interviewet under overskriften: "Hvad mener du om kloning". Den artikel har jeg læst med stor interesse, fordi jeg på mange leder og kanter synes, at den dækker den position, som jeg og Dansk Kvindesamfund står for. Jeg vil komme med nogle få citater: "Jeg mener, hele diskussionen om kloning er for snæver. Vi isolerer det, der i virkeligheden er et stort kulturelt og socialt problem, til en lille bitte teknisk i bedste fald etisk problemstilling." "Kloning af dyr fremstilles ofte som mere etisk acceptabelt end kloning af mennesker, men vi er jo i slægt med dyrene, og jeg synes, at kloning er udtryk for, at vi tingsliggør dyrene." "Kloning og de nye teknikker bliver jo fremhævet som et videnskabeligt gennembrud, men der er da ikke tale om en tvingende nødvendighed. Er der ikke andre veje frem, hvis det drejer sig om at redde syge mennesker? Hvad er prisen for at benytte kloning kulturelt og moralsk? Det er nogle af de spørgsmål, jeg savner." Lene Koch siger også, at forplantning ikke bør betragtes som en privat sag. "Basalt synes jeg, det er skrækindjagende at klone mennesker og dyr, og argumentet om, at det kan forbedre mulighederne for at helbrede syge mennesker, er problematisk." Det er et synspunkt, som jeg er ganske enig i, og hun siger videre: "Der er jo mange andre måder, hvorpå man kan forbedre menneskets sundhedsniveau. Man kan forbedre levevilkår, miljøet eller fordele goderne mere ligeligt."

Nej til at styre basal forskning. Etisk forskel på æg og sæd? Niels Bloch Jespersen (S): Jeg er i en underlig situation, for jeg er jo enig med Lone Nørgaards


overordnede syn: At der er mange andre måder at gøre tingene på. Det forskrækker mig, når vi sidder her - en masse mennesker med forskellig politisk og filosofisk baggrund og også forskere - og seriøst tror, at vi politisk skal styre den basale forskning i udviklingen af nye teknologier. Det er jeg meget imod, for hvis man havde haft den samme overordnede interesse gennem tiderne, var masser af ting ikke blevet til noget. Når man skal implementere tingene, når man skal gøre det til hverdag, forstår jeg, at der skal være en politisk diskussion af det. Men har det virkelig en rod i det spørgsmål, som vi har diskuteret meget i dag af mere etisk karakter: Hvornår begynder livet og ægget, og hvad ved jeg...? Der har Lone Nørgaard også et synspunkt: Hvordan er det så med sæd? Sæd kan man donere, og hvorfor kan man ikke donere æg? Jeg kan godt se, der er forskellige økonomiske og fysiologiske implikationer, men hvor er den etiske forskel på sæd og æg? Den har jeg svært ved at fatte.

Sæt egne regler. Behandle raske? Forbedrer normaliteten og puffer syge ud? Ester Larsen (V): Du (ordstyrer Hanne Severinsen) spørger, hvad vi skal gøre for at være med i det internationale arbejde. Min anbefaling skal være, at vi lytter meget til Karin-Elisabeth Rosén, der påpeger, at vi skal sætte vores egne regler ud fra vores egen kultur og vores egen værdiopfattelse, og det skal være vores bagage ind i samarbejdet med andre lande og andre kræfter. I formiddag spurgte jeg lidt naivt, om der lå foryngelsesmuligheder i det. Efterhånden som debatten har bevæget sig, synes jeg, at målet bliver lidt mere uklart: Hvad er det, man sigter mod? Vi må også huske, at nogle gange er målene skiftende, når tiden går. Vi sigter ikke mod organer, eller gør vi? Det har vi jo sådan været igennem. Vi sigter mod at kunne behandle ældre menneskers lidelser. Det gør man ved at kunne bygge noget fedtvæv uden på deres nerver og fore deres blodkar, så de får det bedre. Ville det ikke være meget klogt, hvis vi nu kan den teknik, også at anvende den på lidt yngre? Vi er jo meget optaget af forebyggelse i vores verden. Når vi har hjulpet de gamle, kommer ønsket vel, at vi skal forebygge, at andre bliver syge. Så er mit spørgsmål: Får vi en parallel til, at vi nu begynder at give os selv nogle redskaber til at behandle de raske? Vi så forleden dag et tilbud om at få synet forbedret til 150 procent af det normale syn. Det forsvarede man med, at det var praktisk for piloter. Nu er det betænkeligt at forme mennesker efter deres erhverv, men hvis først nogen kan se en halv gang bedre end andre, bliver vi jo næsten nødt til at få den operation alle sammen, for ellers kan vi jo ikke klare os. Vi ser, at der vil være en efterspørgsel efter den medicin, der kan forbedre vores hukommelse, hvis den kommer som man siger. Enhver eksaminand vil jo da være nødt til at forbedre sin hukommelse for at kunne klare sig, og enhver jobansøger skal da også helst være så god som muligt. Er vi med dette på vej til at forbedre normaliteten, at vi når dertil, at de raske tager magten og puffer de syge ud?


Det bioniske idrætsmenneske. Foryngelse og vævserstatning kan kombineres i stamcellestrategi. Lad os komme videre med embryoniske stamceller. Stamceller 40 år ældre hos helbredte leukæmibørn. Embryoniske stamceller giver bedre resultat end voksenceller Malcolm Moore: Det bioniske menneske? Jeg kan ikke forestille mig, at man skal forbedre det normale, sunde menneske. Jeg begyndte at forstille mig, at det var et scenario. Hver gang vi ser de olympiske lege, er der idrætsudøvere, der har brugt væksthormoner og forskellige stoffer for at forbedre deres præstationer. Det medfører faktisk ulemper, fordi der er sygdomme, der følger med i kølvandet. Jeg vil godt komme tilbage til det oprindelige spørgsmål om bekymringen over, hvad det endelige mål var. Jeg mener, at det har været lidt forvirrende her. Vi har talt om at erstatte beskadiget væv med raske celler. Samtidig så har vi talt om foryngelse, og det er to helt forskellige ting. De kan kombineres i en stamcelleterapi, men der er altså tale om to forskellige spørgsmål. Vi har hørt flere gange om de voksne stamceller, og vi har set, at de er blevet udnyttet i hæmatologien. Vi har transplanteret stamceller i mange år på det område. Skal vi så bruge 20 år til at finde på bedre måder til at håndtere voksne stamceller? Min holdning er, at vi bør se at komme videre. Vi skal ikke holde op med at bruge dem, men vi skal gå i gang med at bruge såvel embryoniske stamceller. Lad mig bare sige noget, der både vedrører foryngelse og vævserstatning. Vi ser beskadiget væv som følge af kemoterapi hos børn, der lider af leukæmi. Der har vi lavet en undersøgelse af børneleukæmi for disse børn, som er mellem 2 og 4 år gamle. De har fået masser af kemoterapi, og de har også fået stamcelletransplantation, og disse børn er helbredt i langt de fleste tilfælde. Men nu har de immunsystemer og blodcellesystemer som et midaldrende menneske. Processen i sig selv har gjort stamcellerne i deres immunforsvar ældre, noget i retning af 40 år ældre. For voksentransplantation kan man på ny konstatere for patienter, som har forskellige kræftsygdomme, at deres immunsystem og bloddannende system på mange måder er lige så gammelt som en person mellem 80 og 100 år gammel. Der er sygdomme i tilknytning til aldersprocessen, som stamcelletransplantation kurerede, men den medførte for meget aldring i de systemer, altså i immunsystemet og blodsystemet. Med anvendelse af foryngende embryoniske stamceller vil den samme transplantation også helbrede ved at erstatte vævet, men i stedet for at gøre det 40 år ældre kan man bevare den samme alder eller endog yngre.

Valg mellem det medicinsk-industrielle kompleks og menneskesyn, mellem kapital og værdighed Erling Tiedemann: Hvad vi skal gøre, hvis vi virkelig ønsker at komme i forreste linje forskningsmæssigt og behandlingsmæssigt? Vi bliver nødt til at vælge ud fra den livstydning, som vi kan kæmpe os frem til. Vi bliver nødt til at se i øjnene, at hvis vi ukritisk vil lade det medicinsk-industrielle kompleks og de dertil knyttede kapitalinteresser sætte dagsordenen for, hvor den forreste linje går, vil et valg af dén forreste linje for os være udtryk for en opgivelse af et menneskesyn og en respekt for menneskets værdighed,


som vi ellers har haft med i vores tanker, når vi fastsatte regulering. Jeg vil egentlig meget tilslutte mig det, som Ester Larsen sagde, at vi bestemt ikke skal anbringe os på bagsmækken. Vi skal bestemt holde os med i udviklingen, men vi skal gøre det under en medtænken og en indtænken af vores egne etiske forestillinger og ideer i den udstrækning, som de har rod i befolkningen.

Kan ungdom forlænges? Kan menneskeheden fornys? Skræmmende lyst til at øge hukommelsen kunstigt Ester Larsen (V): Jeg er godt klar over, at der er en problematik omkring celler, der kommer med en indbygget aldring. Det, jeg spurgte efter, var mere, om denne her teknik generelt kan bruges til at holde mennesker længere unge. Kan man forebygge - fore sine blodkar og komme fedt på sine nerveceller og hvad der ellers er - inden man får Parkinson eller blodsygdomme osv.? Kan denne metode ende med at blive en fornyelse af mennesket som sådan, ikke bare af de enkelte? Så var det spørgsmålet omkring, der bliver henvist til, at vi afviser EPO og doping, når vi ser olympiader. Det er lidt interessant, for en opinionsundersøgelse viser, at 30 pct. af befolkningen synes, at det er helt i orden at bruge medicin, der kan forbedre hukommelsen, men der er en total enighed om, at EPO i sportens verden vil man ikke have, det er usportsligt, det er et brud på alle vores principper. Men der ligger et ønske om, at vi gør os bedre, at vi forbedrer normaliteten, hvis vi har redskaberne, og det er lidt skræmmende.

Grundforskning for ikke at blive kørt agterud. Livets opståen må komme i anden række Niels Bloch Jespersen (S): Det er provokeret af Erling Tiedemann, som siger, at vi skal passe på at holde fast i vores etik. Det er jo så åbenlyst, at ingen kan modsige det. Men den proces, der kører nu, den kører i Kina, den kører i USA, den kører i England. Spørgsmålet er i høj grad, om vi vil være med, og om vi ved at være med også vil sikre, at den får en om jeg så må sige dansk etisk dimension. Det er ikke et enten-eller, men der skal træffes nogle valg, området skal prioriteres. Vi skal sikre, at grundforskningen får de nødvendige midler til, at vi kan. Så har jeg forstået, at vi skal ikke vælge alt, men en sektor. Vi skal sikre, har jeg lært i dag, et godt og uformelt samarbejde med industrien omkring at få det op i den skala, der skal til. Vi er et lille land, og det er en politisk beslutning, om vi vil være med eller ej. I den forbindelse må den etiske diskussion om, hvornår livet er opstået, komme i anden række, fordi ellers gør kineserne det. Jeg er sikker på, at de ikke har den diskussion.

Forebyggende cellekur mod infektioner Peter Ebbesen: Ester Larsen bragte spørgsmålet op, om stamceller kunne bruges præventivt. Det eneste eksempel, jeg kender, er et dyreeksperiment, som blev lavet i slutningen af 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne af Takashi Makinodan i USA, hvor raske, ældre dyr fik tilført hvad vi i dag vil kalde en portion stamceller fra genetisk identiske helt nyfødte dyr. Disse ældre dyr - efter de havde modtaget denne portion ekstra celler og deriblandt specielt mange immunceller af mere


voksen art, så det var ikke et rent forsøg - var betydelig mere modstandsdygtige over for infektioner, som man bevidst påførte dyrene bagefter end dyr, som ikke havde modtaget en sådan portion af "egne celler".


Afslutning

Kvalificeret start på debat om lovgivning Hanne Severinsen (ordstyrer): Jeg vil først og fremmest sige tak til alle de mange oplægsholdere, som har bidraget til, at vi ved meget mere om emnet, end da vi startede, og at vi har hørt om det fra mange forskellige synspunkter. Jeg vil også takke mine kolleger for at have været med til at provokere synspunkterne frem. Det siges, at jo mere man ved, jo flere nuancer kan man se, og jo mindre får man de stærke følelser. Jeg synes ikke, at det virkede sådan i dag. Der er ingen tvivl om, at debatten vil gå videre, og der er mange for og imod. Jeg tror, den dag vi skal i gang med lovgivningen, vil vi virkelig komme ud i nogle store problemer, men vi takker jer alle sammen, fordi I i hvert fald har været med til at starte det på et kvalificeret niveau.


Bilag

Program

Kloning til behandling

Høring om Terapeutisk Kloning og Anvendelse af Stamceller

onsdag d. 22. november 2000 i Landstingssalen, Christiansborg Høringen afholdes for Folketingets Forskningsudvalg, Folketingets Sundhedsudvalg og Udvalget Vedrørende Etisk Råd. Høringen arrangeres af Teknologirådet. Formålet med høringen er, at belyse udviklingen inden for forskningen i og reguleringen af terapeutisk kloning i Danmark og internationalt. Program: Kl. 9.00 - 9.10: Velkomst

Ved formand for Folketingets Forskningsudvalg, Hanne Severinsen 9.10 - 10.00: Stamceller - nuværende og kommende anvendelser

- Hvilke behandlinger foretages i dag med stamceller? - Hvilke behandlinger håber man at kunne udføre om fem/ti år? - Hvad er behandlings- og tidsperspektiverne for stamcelleforskningen i forhold til andre forskningsområder? Oplægsholdere: Peter Hokland:

Overlæge, dr. med. ved Immunhæmatologisk Laboratorium, Århus Amtssygehus.

"Stamceller - nuværende og kommende anvendelser." Malcolm A.S. Moore:

Dr. Phil. professor, laboratorieleder ved Sloan-Kettering Institute, New York. "Terapeutisk kloning af stamceller."

Harry Griffin:

Bsc. MBA, Ph.D. Assistant Director (Science) ved Roslin Institute, Skotland. "Stamcellebehandling."

Ordstyrer: Næstformand for Folketingets Sundhedsudvalg, Lone

Møller


10.00 - 10.45: Kloning og andre kilder til stamceller - Hvilke kilder er der til stamceller? - Hvilke fordele og ulemper er der ved stamceller fra de forskellige kilder?

- I forskning? - I behandling? Oplægsholdere: Torben Greve:

Professor, dr. med. vet., pro-rektor for forskning på Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole. "Fordele og ulemper ved brug af stamceller hos husdyr."

Peter Ebbesen:

Professor dr. med., afdelingsleder ved Kræftens Bekæmpelses Afdeling for Virus og Kræft i Århus. "Muligheder i behandling med stamceller fra patienten selv."

Jakob Ingerslev:

Overlæge dr.med., leder af Fertilitetsklinikken, Skejby Sygehus. "Kan befrugtede æg fra fertilitetsklinikker være et alternativ til kloning - og under hvilke betingelser."

Peter Holm:

Dyrelæge, lic. med. vet. (Ph.D.), seniorforsker ved Danmarks JordbrugsForskning, Forskningscenter Foulum. "Kloning på tværs af dyrearterne."

Ordstyrer: Næstformand for Folketingets Sundhedsudvalg, Lone

Møller 10.45 - 11.00: Kaffepause 11.00 - 12.15: Overvejelser om terapeutisk kloning og andre stamceller i udlandet

- Storbritannien - hvad er regeringens overvejelser og baggrund for at anbefale friere rammer for stamcelleforskningen? - Hvilke overvejelser har man haft i USA?

- Hvilke overvejelser har man haft i EU? Oplægsholdere: Derek Morgan:

Reader in Law ved University of Cardiff, medlem af den britiske Chief Medical Officer´s ekspertgruppe om stamcelleforskning. "Synspunkter fra Chief Medical Officer´s ekspertgruppe." (N.B.: Derek Morgan vil ikke repræsentere den engelske regering)

Søren Holm:

Dr. med. sci. Ph.D., Professor in Bioethics ved Manchester University.


"Den amerikanske diskussion om stamcellebehandling og kloning."

Dietmar Mieth:

Professor, dr. teol. et phil., Leder af Universitet i Tübingens Zenter für Etik in den Wissenschaften, medlem af Europa-Kommissionens "European Group on Ethics in Science and New Technologies" (EGE). "Overvejelser om stamcellebehandling og terapeutisk kloning i EGE."

Ordstyrer: Formand for Folketingets Forskningsudvalg, Hanne

Severinsen 12.15 - 13.15: Frokost 13.15 - 14.15: De etiske overvejelser ved brug af embryonale stamceller i forskning

og behandling, herunder terapeutisk kloning: - Etiske overvejelser om terapeutisk kloning embryonets status og perspektiverne for nye behandlingsmuligheder.

Oplægsholdere: Kurt Christensen:

Docent, Dr. Teol. Menighedsfakultetet i Århus. "Terapeutisk kloning og menneskelivets ukrænkelighed." Niels Jacobsen:

Overlæge, dr. med., Rigshospitalet "Konflikten mellem bioetik og hensynet til den konkrete patient."

Lone Nørgaard:

Lektor cand. mag., Dansk Kvindesamfund med bisidder cand. med. Bente Holm Nielsen. "Uden æg - ingen terapeutisk kloning."

Erling Tiedemann:

Formand for Etisk Råd. "Etisk Råds syn på Terapeutisk kloning."

Ordstyrer: Formand for Udvalget Vedrørende Etisk Råd, Ester Larsen 14.15 - 14.30: Kaffepause: 14.30 - 15.30: Regulering af kloning:

- Hvordan reguleres kloning i dag i Danmark? - Hvad er tendenserne i den internationale regulering af kloning?

Oplægsholdere: Mette Hartlev:

Cand. jur. Ph.D., lektor i jura v. Københavns Universitet. "Den danske lovgivning om kloning."


Karen Elisabeth Rosén:

Dr. med., leder af Avdelingen for Rättsmedicin, Institutionen för Samhallsmedicinska Vetenskaper, Lunds Universitet. "Betydningen af national regulering af stamcelleforskning og kloning."

Tine Sommer:

Cand. jur. Ph.D. Adjunkt v. Handelshøjskolen i Århus med bisidder lic. jur. Jens Schovsbo, lektor v. Københavns Universitet. "Patentering af det menneskelige legeme og dets bestanddele."

Ordstyrer: Formand for Folketingets Forskningsudvalg, Hanne Severinsen

15.30 - 16.20: Åben diskussion mellem spørgepanel og oplægsholdere.

Ordstyrer: Formand for Folketingets Forskningsudvalg, Hanne Severinsen

16.20 - 16.30: Afslutning Ved næstformand for Folketingets Sundhedsudvalg, Lone Møller


Præsentation af oplægsholdere Peter Hokland Peter Hokland er 49 år og har de seneste 12 år været ansat som overlæge på Hæmatologisk afdeling på Århus amtssygehus. Afdelingen modtager patienter til behandling for ondartede blodsygdomme fra et optageområde på 1.2 millioner mennesker. Peter Hokland indførte i 1989 autolog knoglemarvstransplantation ved Århus Universitetshospital og har også været initiativtager til indførelse af nye metoder til påvisning af stamceller i forbindelse med transplantationer. Endelig har han været initiativtager til indførelse af molekylære metoder til diagnostik af leukæmi og til påvisning af minimal restleukæmi. Han har udgivet over 150 videnskabelige artikler og fungeret som vejleder og bedømmer på over 30 videnskabelige afhandlinger. Malcolm Moore Dr. phil. Malcolm Moore blev bachelor i medicin i 1963 og doktor i filosofi i 1967 fra Universitet i Oxford. I 1965 blev han udpeget som Prize Fellow ved Magdalen College, Oxford. Han var Queen Elizabeth II Visiting Fellow (1967-1969) og Senior Research Scientist og leder af Laboratoriet for Eksperimenterende Biologi (1970-1974) ved Walter and Eliza Hall Institute of Medical Research, Melbourne, Australien. Siden 1974 har han været medlem af Sloan-Kettering Institute for Cancer Research, New York, og leder af James Ewing Laboratory of Developmental Hematopoiesis, Attending Biologist, Hematology-Lymphoma Service, Division of Medical Oncology, Memorial Hospital, og Professor i Biologi ved Sloan-Kettering Division, Cornell University Graduate School of Medical Sciences. Han er indehaver af Enid A. Haupt Chair of Cell Biology og medlem af Leukemia Disease Management Team, Memorial Sloan-Kettering Cancer Center. Han er forfatter af mere end 430 publikationer om stamceller, bloddannelse og kræft, og modtager af ni internationale priser. Harry Griffin Harry Griffin, BSc., MBA, Ph.D er Assistant Director (Science) ved Roslin Institute I Edinburgh. Som biokemiker var hans personlige forskning rettet mod at identificere de gener, der påvirker fedme hos husdyr. Hans arbejde som leder indebærer ansvaret for public relations og medierne og I de sidste fire år er meget af hans tid gået med at forsøge at forklare betydningen af kloningsforskningen til journalister, lægfolk og politikere. Torben Greve Dyrlæge, dr.med.vet., hc. Uddannet dyrlæge i 1970, ophold i USA fra 1970 til 1973, dyrlægepraksis fra 1973 til 1975. Deltog i de første ægtransplantationsforsøg på kvæg i Danmark i 1975. Ansat som adjunkt, lektor og senere professor på KVL, hvor den væsentligste indsats har været udvikling af nye reproduktionsteknikker på vore husdyr. Deltaget i debatter om brug af disse teknikker på dyr og mennesker.


Peter Ebbesen 1968: Dr.med. 1988 -: Afdelingsleder på Kræftens Bekæmpelses Afdeling for Virus og Kræft i Århus. 1993: Professor ved Comenius University i Bratislava, Slovakiet. 1993: Grundlægger af og formand for den almennyttige fond Biologisk Bank Fredericia. 1998: Med-direktør for ViVoX ApS. 2001: Professor ved Aalborg Universitet.

• To verdens-patenter. • Har som ko-ordinator og principal contractor modtaget tre bevillinger fra EU-kommissionen

til videnskabelige projekter. Jakob Ingerslev Hans Jakob Ingerslev, født i 1949. Cand. med. 1977. Dr. med. 1981. Speciallæge i gynækologi og obstetrik 1991. Overlæge på Gynækologisk obstetrisk afdeling, Skejby sygehus fra 1991. Leder af Fertilitetsklinikken Skejby sygehus og beskæftiger sig således med praktisk barnløshedsbehandling. Har bidraget til etablering af Center for Præimplantationsdiagnostik ved Århus Universitetshospital (1998), hvor der foretages ægsortering ved alvorlige arvelig sygdomme. Lektor i Gynækologi og Obstetrik ved Århus Universitet. Har videnskabeligt hovedsageligt beskæftiget sig med reproduktionsbiologi, senest i forbindelse med medicinsk teknologivurdering af IVF behandlingsmetoder og præimplantationsdiagnostik. Peter Holm Dyrlæge, lic. med. vet (ph.d) Seniorforsker på Danmarks Jordbrugsforsknings Afdeling for Husdyravl og Genetik, med følgende arbejdsområder:

• Tidlig embryonal udvikling hos kvæg, får og svin, herunder o forskelle mellem in vivo og in vitro embryoner o in vitro time-lapse undersøgelser af tidlige embryonale delinger

• Forplantningsteknologier hos husdyr, specielt o in vitro produktion af embryoner fra kvæg, får og svin

(udføres også som service for kvægavlere) o frysning af embryoner o inseminering og ægtransplantation hos små drøvtyggere o kønsbestemmelse af embryoner (serviceordning for ET-dyrlæger)

• Rådgivende arbejde vedrørende husdyrreproduktion og reproduktionsteknologier (inseminering, ægtransplantation hos drøvtyggere m.v.)

Derek Morgan Derek Morgan er født 29. maj 1954. Han tog sin juridiske grad med udmærkelse i 1975 fra University of Kent at Canterbury. Han har siden undervist i jura på en række universiteter i Storbritannien og undervist som gæsteprofessor ved en række universitetet i Australien, USA og Europa, herunder Københavns Universitet.


Han har modtaget forskningsbevillinger for knap 300.000 £, heriblandt 275.000 £ fra Europa Kommissionens Biomedicin og Sundhedsprogram til et studie i frugtbarhed og det menneskelige embryo. Han er i redaktionen af flere tidsskrifter heriblandt "Bulletin of Medical Ethics", og har i de sidste 15 år deltaget i flere kommissions- og eksepertarbejder angående biomedicinske spørgsmål, senest Chief Medical Officers ekspertgruppe om stamcelleforskning. Han er forfatter til mere end 150 bøger, essays, artikler og noter. Søren Holm Søren Holm, MA, BA, cand.med., ph.d. er læge og medicinsk etiker. Han er for nylig udnævnt til professor ved Institute of Medicine, Law and Bioethics, University of Manchester. Han er desuden Professor II ved Senter for Medisinsk Etikk, Universitetet i Oslo. Han var medlem af det Etiske Råd 1994-99, og har skrevet bøger og mange artikler om medicinsk etiske emner. Dietmar Mieth Født d. 23.12.1940 i Berlin, opvokset i Saarland 1959-1967 Studie i teologi, tysk og filosofi

i Freiburg, Trier, München og Würzburg. 1974-1981 Professor i moralteologi ved Universität Fribourg (Schweiz) siden 1979 Direktør for Afdelingen for Moralteologi ved det internationale tidsskrift

„Concilium“ siden 1981 Professor i Teologisk Etik under Sociologi ved Universitetet i Tübingen siden 1986 Præfekt ved center for „Etik i Videnskaben“, ved Universitetet i Tübingen siden 1994 Medlem af Europa-Kommissionens "European Group on

Ethics in Science and New Technologies" (EGE). siden 1996 Leder af det „Europæiske Netværk for Biomedicinsk Etik“ (1996-1999) siden 1999 Medlem og stedfortrædende formand for forbundssundhedsministeriets etiske

rådgviningsorgan. Prof. dr. Dietmar Mieth har udgivet mere end 400 skrifter, herunder bøger, bidrag til antologier, leksika samt bidrag til tidsskrifter. Kurt Christensen Docent dr. theol. Født 8.11. 48. Cand. theol. 1978. Dr. theol. 1994. Ansat ved Menighedsfakultet i Århus siden 1980. Docent i etik siden 1998. Medlem af Kristelig Lægeforenings etiske udvalg. Teologisk sagkyndig dommer ved Vestre Landsrets behandling af “Feldbæk Nielsen-sagen” 1998-99. Medlem af World Evangelical Fellowships teologiske kommission. Har udover tidsskriftsartikler om medicinsk etik bl.a. leveret bidrag til “Dilemma- om medicinsk etik”, Credo Forlag 1995, og til “Abortetik - aspekter og synspunkter”, Lohses Forlag 2000. Niels Jacobsen 1968: Århus Universitets guldmedaille (radioterapi). 1970: Cand. med.


1981: Den medicinske doktorgrad, Københavns Universitet (om humane bloddannende stamceller). 1982- : Ansat på Rigshospitalet med ansvar for knoglemarvstransplantation. 1986: Overlæge samme sted. Lone Nørgaard Lektor, cand. mag. Medlem af Gen-Etisk Netværk 1989-92. 1992-1999 Medlem af Dansk Kvindesamfunds arbejdsgruppe om ny forplantningsteknolog, genteknologi mv. Oplægsholder på Teknologirådets konsensuskonference om Genterapi d. 22.-25. september 1995. Bisidder: Bente Holm Nielsen, cand. med., medlem af Dansk Kvindesamfund. Erling Tiedemann 1932: Født i København 1953: Lærereksamen 1959: Skoleinspektør 1968: Medlem af Vejle byråd, valgt af Venstre 1970: Medlem af Vejle amtsråd 1974-1994: Amtsborgmester, Vejle amt 1974-1979: Formand for Amtsrådsforeningen 1974-1990: Medlem af Den katolske Kirkes pastoralråd 1994-1996: Bibelstudier i Paris 1996: Leder af Pastoral-Centret 1997: Atter medlem af Den Katolske Kirkes pastoralråd 1997: Medlem af Etisk Råd 1999: Medlem af Dommerudnævnelsesrådet 1999: Medlem af bestyrelsen for Det Danske Bibelselskab 2000: Formand for Etisk Råd Mette Hartlev Cand. jur. Århus Universitet, 1986 og Ph.D (jura) Københavns Universitet, 1993. 1.1.86 - 31.8.89 juridisk konsulent i Socialpædagogernes Landsforbund. Siden 1.9.89 ansat ved Juridisk Fakultet, Københavns Universitet senest som lektor i sundhedsret (siden 15.12.96). Mette Hartlev har de senere år især beskæftiget sig med emner inden for persondatabeskyttelsesret, sundhedsret og bioret. Hun har siden 1. januar 2000 været medlem af Det Etiske Råd. Karen Elisabeth Rosén Dr.med., Ph.d. For øjeblikket leder af Avdelingen for Rättsmedicin, Institutionen för Samhallsmedicinska Vetenskaper, Lunds Universitet. Har I de seneste år samarbejdet med Europa Kommissionens Institute for Prospective Technological Studies, IPTS, som medlem af the Life Sciences ekspert panel.


Doktorafhandling fra Lunds Universitet med titlen: "De Lege Delenda - International Legislation on Health-Related Genetics and Biotechnology". Tine Sommer Ph.d. cand. jur. Tine Sommer er født i 1964. Hun har været ansat ved Aarhus Universitet (1992-1998) som stipendiat og forskningsadjunkt og har siden 1998 været adjunkt i EU-ret ved Handelshøjskolen i Aarhus, Juridisk Institut med speciale i EU Miljøregulering, herunder reguleringen af det bioteknologiske område. Foruden bogen Affaldsreguleringen i EU-retlig belysning (ph.d.-afhandling, 1997) har hun skrevet tidsskriftsartikler m.v. om EU's miljøregulering, senest om retlig beskyttelse af bioteknologi (UfR. 2000 B. side 457 ff). Bisidder: Lic. jur. Jens Schovsbo er født 1965 og har siden 1998 været lektor i formueret ved Københavns Universitet, Retsvidenskabeligt Institut A med speciale i immaterial- og konkurrenceret. Foruden licentiatafhandlingen "Grænsefladespøgsmål mellem immaterial - og konkurrenceretten" (1996) har han skrevet artikler m.v. til danske og udenlandske tidsskrifter om immaterial- og konkurrenceret.


Skriftlige oplæg

Stamceller - nuværende og kommende anvendelser af

Overlæge, dr. med. Peter Hokland, Immunhæmatologisk Laboratorium, Århus Amtssygehus

Baggrund- begrebsforklaring Klon kommer fra græsk og betyder skud eller podekvist. Inden for medicinen dækker det over begrebet, at celler eller hele individer er ens, hvad angår deres arvemateriale, og at de er fremkommer ved en såkaldt ukønnet deling. Begrebet at klone har oftest dækket over helt almindelige laboratoriemetoder, hvor man fra en kompleks blanding af celler udvælger en enkelt og opformerer en renkultur af denne. Gennem de seneste år er ordet kloning i offentligheden imidlertid hyppigst sat i forbindelse med kloning af individer, hvor man med manipulation af celler eller dele deraf er i stand til - fra en enkelt celle - at frembringe et helt individ, der genetisk er fuldstændig identisk med det, hvorfra den klonede celle stammede. Mest kendt er fåret Dolly, som blev frembragt ved, at en kerne fra en yvercelle blev bragt ind i et befrugtet æg. Terapeutisk kloning dækker på sin side over en procedure, hvor en enkelt celle fremavles med det formål at opnå en kultur, der kan anvendes til forbedre funktionen at et skadet organ, for eksempel nervesystemet eller leveren. De sidstnævnte kloningsteknikker har i høj grad benyttet sig af cellemateriale fra meget umodne celler, hyppigst fra befrugtede æg eller fostre (såkaldte embryonale celler). Gennem de seneste år er det imidlertid blevet klart, at det ikke i alle tilfælde er nødvendigt at anvende så tidlige celler, men at såkaldte stamceller fra forskellige organsystemer også kan anvendes. Hvad er stamceller? Som navnet antyder, er stamceller en bestemt undertype af celler, der har den egenskab, at de er ophav til alle slags celler i et bestemt organsystem. Lad os tage det bloddannende system som eksempel: Blodet består foruden af væsken, som cellerne svømmer rundt i - det såkaldte plasma - af celler, der er meget forskelligartede:

• De røde blodlegemer har til opgave at transportere ilt til vævene og kultveilte bort. • De hvide blodlegemer - der i sig selv består af mange forskellige undertyper - skal forsvare

os imod infektioner. • Blodpladerne skal lukke hullerne de steder, hvor der opstår blødninger.

Alle disse vidt forskellige celleelementer stammer fra den samme stamcelle. Dette kan eksperimentelt bevises ved at tage celler fra knoglemarven (der er "fabrikken" for vor bloddannelse) og dyrke dem i laboratoriet i kulturskåle under gunstige betingelser. Følger man en sådan kultur over 2-3 uger, kan man se, hvordan en enkelt celle (altså en klon) er i stand til at dele sig eksplosivt


og senere hen også modnes, således at der i samme klat (også kaldet koloni) af celler kan påvises både røde og hvide blodlegemer samt blodplader. Med den teknik kan man altså eftervise, at knoglemarven indeholder stamcellerne for blodets celler. Stamceller anvendes allerede nu ved cancerbehandling! Stamcellebegrebet - dvs. at nogle få celler er i stand til at genskabe funktionen af et helt organsystem - anvendes allerede nu i behandlingen af cancer. Et af hovedproblemerne ved cancerbehandling er, at kemoterapi og strålebehandling ikke altid kan gives i doser, der er så høje, at alle cancerceller ødelægges. Baggrunden herfor er blandt andet, at nogle af vore organsystemer er så følsomme overfor disse behandlinger, at de ødelægges længe før den sidste cancercelle er blevet dræbt. Mest følsomt af disse organsystemer er det allerede omtalte bloddannende i knoglemarven. Det er et tilbagevendende problem, at cancerterapi må reduceres i dosis for at undgå, at patientens bloddannelse varigt slås i stykker. For at omgå dette problem, udtages stamceller derfor fra enten knoglemarv eller blod. Efter der er givet en enten kemoterapibehandling eller strålebehandling, der er så kraftig, at bloddannelsen i patietnen bliver ødelagt, samtidig med at canceren forhåbentlig bekæmpes, indgives disse stamceller, der så fungerer som en "kick-start" af patientens bloddannelse. Infusionen (i en blodåre) af stamcellerne vil i næsten alle tilfælde medføre, at patientens bloddannelse efter nogle få uger kommer i gang igen. Slutresultatet er, at man har kunnet give den grænseoverskridende behandling uden frygt for, at bloddannelsen bliver ødelagt. Stamcellerne er således en vigtig komponent i denne type af cancerbehandling. Disse bloddannende stamcellerne kan komme fra patienten selv (såkaldt autolog transplantation), men kan også komme fra en søskende, der er vævstypeforligelig eller - i sjældne tilfælde - fra en donor i et såkaldt knoglemarvsregister (allogen transplantation). Kommer stamcellerne fra patienten selv, vil de i perioden, hvor patienten får højdosisbehandling af kemoterapi eller strålebehandling blive frosset ned i laboratoriet og tøet op og ført tilbage til patienten efter endt behandling. I Danmark er der over 10 års erfaring med anvendelse af denne behandling i både København og Århus. Rigshospitalet i København er det eneste sted i landet, der udfører transplantation med celler fra familiemedlemmer eller registerdonorer. De sygdomme, der behandles, er bl.a. leukæmi (blodkræft), lymfom (lymfeknudekræft), knoglemarvskræft (myelomatose) samt i stigende grad også kræftformer uden for det bloddannende apparat. Hvor befinder vi os i Danmark med stamcelletransplantation i forhold til udlandet? Det har været kendetegnende for udviklingen internationalt og i Danmark, at andelen af autologe transplantationer har været støt stigende (antallet af allogene transplantationer er dog også stigende, omend i mindre grad). Det er karakteristisk, at vi i Danmark udviklingsmæssigt har ligget et godt stykke bag udlandet, især de angelsaksiske lande, hvor procedurerne har været relativt almindelige siden midt i 70'erne. Den autologe transplantation med egne stamceller blev således først påbegyndt i Århus og København i 1989, altså mindst et årti efter den internationale introduktion. Årsagen hertil er ikke


udelukkende danske lægers sendrægtighed, men også en vis latenstid i det bureaukratiske system (for Århus Universitetshospitals vedkommende tog godkendelsesprocessen godt 4 år!). Hvordan vil stamcelletransplantation udvikle sig det kommende 10-år? Som det vil fremgå af andre indlæg ved denne høring er der sket spændende udviklinger indenfor en lang række områder, der enten direkte eller indirekte anvender stamceller. Det har siden midten af 60'erne været et dogme, at celler, der stammer fra et bestemt organsystem (fx det bloddannende) ikke kan give anledning til celler fra andre organsystemer (fx nervesystemet). Ganske nye eksperimenter i mus, og til en vis grad også hos mennesker, har imidlertid vist, at stamceller fra netop disse to organsystemer - under de rette eksperimentelle betingelser - kan bringes til at opføre sig som "overløbere," og derved kuldkaste de dogmer, kloningsforskere har arbejdet efter de seneste 10 år. Dette at "blod kan blive til nerver," og "nerver kan blive til blod" har åbnet op for en række perspektiver, der kan vise sig at have stor betydning for en lang række lidelser, hvor svigtende organsystemer kan "repareres." Fra analogien til den tidligere fremstilling om stamcelletransplantation ved leukæmi vil det også gøre det klart, at stamceller fra en knoglemarv fra en leukæmipatient også kan indeholde leukæmiceller, idet vi endnu ikke er gode nok til at adskille normale fra ondartede hvide blodlegemer. Der er derfor en risiko for at man ved autolog stamcelletransplantation tilbagefører leukæmiceller, der kan give anledning til tilbagefald af sygdommen. Det vil af ovenstående fremgå, at stamceller, som stammer fra nervevæv, men som bringes til at opføre sig som bloddannende stamceller, derfor vil være en mere velegnet kilde til transplantation, idet de jo ikke indeholder leukæmiceller. Her berøres dagens emne, terapeutisk kloning, idet der skal udvikles teknikker, hvor kloner af nerveceller omdannes til bloddannende celler. Hidtidige erfaringer tyder på, at embryonale (foster) nerveceller er mere velegnede til dette formål end celler fra voksne, men det kan ikke udelukkes, at med forfinelse af kloningsteknikkerne vil celler fra voksne kunne vise sig at være lige så velegnede. Andre foredragsholdere vil mere detaljeret beskrive overvejelserne vedrørende anvendelsen af embryonale stamceller, men det kan ikke betones nok, at det er vigtigt, at dansk forskning kan engagere sig i denne teknologiske udvikling, der kan vise sig at have stor betydning ved en række invaliderende sygdomme som Parkinsons syge, dissemineret sklerose, Alzheimers sygdom, hjerte-karsygdomme og cancer.


Terapeutisk kloning af stamceller af

Malcolm A.S. Moore, Dr. phil. Sloan-Kettering Institute for Cancer Research

Hvad er menneskelige embryonale stamceller: De første rapporter, der beskriver udvindingen af menneskelige pluripotente embryonale stamceller, blev offentliggjort i november 1998. I en videnskabelig undersøgelse blev pluripotente stamceller udvundet fra blastocyst-stadiet fra et tidligt embryo – de anvendte embryoer blev doneret af par, der fik behandling for barnløshed. I en anden undersøgelse blev pluripotente stamceller udvundet fra gonadalvæv fra fostre, der ville udvikle sig til sperm- eller ægceller. Celler fra begge kilder blev dyrket, og man fastslog, at de kunne dele sig uendeligt uden at ændre egenskaber og alligevel var i stand til at bevare evnen til at danne celler i en af de tre vævshovedgrupper i embryoet. Cellernes evne til at specialisere sig i tre vævshovedgrupper er en vigtig indikator for, at disse celler er pluripotente. Lad mig forklare betydningen af ordet pluripotent. Celler fra de allertidligste embryoer (op til omkring det 16. cellestadie) er totipotente stamceller. Det betyder, at de er "total-potente" eller fuldt ud i stand til at danne kropsceller, inklusiv de celler, der kræves for at understøtte udviklingen af embryoer og fostre. Hver celle i dette tidlige embryo har potentiale til at udvikle sig til et helt menneske. Efter et par dages udvikling danner det tidlige embryo en hul kugle af celler kaldet en blastocyst. Dette er det næste stadie af embryonisk udvikling. Klyngen af celler inderst i denne kugle kaldes den indre cellemasse. Cellerne i den indre cellemasse er ikke totipotent – de er derimod pluripotente. Pluripotente stamceller har et klarere formål end totipotent stamceller. Ulig det befrugtede æg, det tidligste embryo eller den intakte blastocyst vil hverken den adskilte indre cellemasse eller de pluripotente stamceller udvundet derfra (eller de pluripotente stamceller udvundet fra fosterets kønsceller) resultere i et menneske, selv hvis det sætte tilbage i en kvindes livmoder. Disse celler vil ikke kunne danne et menneske, fordi de ikke kan danne celler i moderkagen eller andet ekstraembryonisk væv påkrævet til implantation, og de kan heller ikke støtte fostrets udvikling i livmoderen. Eksisterende retningslinjer for statsstøttet forskning i USA tillader forskere at udvinde embryonale stamceller fra fostervæv men ikke fra embryoer. Det er også tilladt at arbejde med embryonale stamceller, men disse må ikke stamme direkte fra embryodonorer. I stedet kan embryonale stamceller fremskaffes fra private kilder, og forskere skal garantere, at visse etiske betingelser bliver overholdt. Embryoer, hvorfra man udvinder og dyrker en stamcelle-kultur, skal doneres frit til forskning som overskydende embryoer fra behandling af barnløshed. Beslutningen om at donere embryoer er adskilt fra behandling af barnløshed, og embryodonorer får at vide, at de ikke får nogen kompensation, hverken økonomisk eller af anden art. Vigtigheden af den menneskelige embryonale stamcelle-forskning for videnskaben og den offentlige sundhed: Et af de store spørgsmål i biologi er den proces, der "beslutter", hvordan celler specialiserer sig. Det er den proces, hvorved et enkelt befrugtet æg på en meget velorganiseret måde kan generere de over 200 forskellige celle- og vævstyper, der udgør et menneske. Embryonale stamcelle-kulturer forsyner os med en videnskabelig mulighed for at dissekere denne proces på celle- og molekyleniveau. En dybere forståelse af normale omprogrammering af celler vil gøre det muligt for


os yderligere at skildre de fundamentale fejl i omprogrammering af celler som karakteriserer kræft. Forskning i menneskelige pluripotente stamceller kunne også dramatisk ændre på den måde, vi udvikler medicin og tester dem med hensyn til sikkerhed og virkning. Frem for at vurdere sikkerheden og virkningen ved nye medicintyper på en dyreudgave af en menneskelig sygdom, kunne denne medicin blive testet mod en menneskelig celle-kultur, der er blevet udviklet til at efterligne sygdomsudviklingen. Den vigtigste potentielle brug af menneskelige pluripotente stamceller er at dyrke celler og væv, der kan bruges til transplantationer. Mange sygdomme og lidelser stammer fra en forstyrrelse af cellernes funktion eller ødelæggelse af kroppens væv. I dag anvendes ofte donerede organer og væv til at erstatte det sygdomsramte eller ødelagte vævs funktioner. Desværre overstiger antallet af patienter med disse lidelser i høj grad antallet af tilgængelige organer til transplantation. Pluripotente stamceller stimuleret til at udvikle sig til specialiserede celler er en mulig uudtømmelig kilde af erstatningsceller og -væv til at behandle en lang række sygdomme, lidelser og handicap (se tabel 1). Der er stort set ingen områder af medicinsk behandling, der ikke vil blive berørt af denne fornyelse. TABEL 1: Mulige brugere af væv udvundet fra stamceller til behandling af sygdomme: CELLETYPE SYGDOMSMÅLGRUPPE Nervecelle Slagtilfælde, Parkinsons sygdom, Alzheimers sygdom,

Rygmarvsskader, dissemineret sklerose Hjertemuskelceller Hjerteslag, hjertefejl Endothel-celler Åreforkalkning, sårheling Insulinproducerende celler Diabetes Bruskceller Degenerative ledsygdomme, f.eks. slidgigt Blodceller Kræft, immunsystemfejl, leukæmi, aplastisk blodmangel,

Arvelige blodsygdomme Leverceller Hepatitis, skrumpelever Hudceller Brandsår, sårheling Knogleceller Knogleskørhed, komplicerede brud Nethindeceller Synsnedsættelser Muskelceller Muskelsvind

Det videnskabelige belæg for at mene, at embryonale stamceller har terapeutisk værdi, er baseret på omfattende undersøgelse med embryonale stamcelle-kulturer fra mus. Disse celler kan provokeres til at omdanne sig til nervestamceller ved tilstedeværelsen af specifikke vækstfaktorer. Nervestamceller kan dernæst provokeres til at omdanne sig til hjerneceller, der producerer myelin, et isolerende lag af nerveceller (der mangler hos patienter med dissemineret sklerose). Transplantation til en rotteudgave af en menneskelig myelinsygdom viser, en effekt i hjerne og rygmarv. Parkinsons sygdom skyldes nedbrud af en særlig gruppe af hjerneneuroner, der producerer dopamin, et af de kemikalier som udsender signaler mellem nerveceller. Patienter med denne sygdom er blevet behandlet med hjerneceller fra menneskelige fostre, der var 6-9 uger gamle, og nogle patienter har oplevet en betydelig forbedring med hensyn til kliniske symptomer. Over to millioner amerikanere og europæere har Parkinsons sygdom, og det er en kendsgerning, at der


aldrig vil være nok fostervæv til at behandle alle de personer, der har behov for det. Dopamin-producerende celler af den type, der er behov for til at kurere Parkinsons sygdom, kan produceres af embryonale stamceller fra mus, der har ændret sig til midterhjernenerveceller. De transplanterede nerveceller producerer tyrosin hydroxylase og danner synapser med de almindelige mål i hjerne, når de er udvundet sammen. Efter transplantationen til hjerne vil nervestameller kunne vandre til passende steder og blive integreret med eksisterende nervevæv og erstatte ødelagte nerveceller. I dyreforsøg for nylig blev det bevist, at disse nervestamceller har repareret beskadigede nethinder og kan langsigtet kurere visse former for blindhed. Umodne nerveceller, der blev udvundet fra embryonale stamceller fra mus og transplanteret ind i en beskadiget rygmarv på en rotte, reparerede til dels dyrets rygmarvsfunktioner, hvor værtsdyret fik en vis mobilitet tilbage, selv efter at være blevet behandlet mange dage efter ulykken. Det er for nylig blevet rapporteret, at menneskelige embryonale stamceller kan, som deres sidestykker hos mus, provokeres til at omdanne sig til nerveceller i reagensglas og antyder dermed muligheden for behandling af neurologiske sygdomme med embryonale stamceller. I fremtiden vil disse celler måske betyde en behandling for de hundredtusind patienter verden over med rygmarvsskader. Hos de mange patienter der lider af Type I diabetes, er produktionen af insulin fra specialiserede celler forstyrret. Til behandling af diabetes vil transplantation af øceller fra bugspytkirtlen være at foretrække frem for den aktuelle behandling med flere insulinindsprøjtninger, eftersom øcellerne, både fornemmer det aktuelle blodsukkerniveau og reagerer tilsvarende ved at frigive insulin i den rette dosis og på rette tidspunkt. Øcelle-transplantationer har vist sig at være en meget effektiv behandling mod diabetes, men det er procedure, der kræver et stort antal levedygtige celler, og indtil videre har det været svært at dyrke dem i reagensglas. Det er derfor et realistisk mål at udvikle forhold til fortsat generering af øceller fra stamceller. Embryonale stamceller fra mus kan provokeres til at omdanne sig til insulinproducerende celler, der, efter transplantation over i mus med diabetes, normaliserede deres blodsukkerniveau. Der er flere sygdomme, der er karakteriseret ved et fremadskridende svind af muskler, hvilket fører til mindsket bevægelsesfrihed og, i de mest alvorlige tilfælde såsom Duchennes muskeldystrofi, til fuldstændig lammelse og død. I dyreudgaver af denne sygdom har transplantation af muskelstamceller ført til regeneration af normalt muskelvæv. Eftersom embryonale stamceller nemt kan provokeres til at omdanne sig til muskelstamceller, er de en potentiel behandling for muskelsygdomme. Det har også vist sig muligt at isolere en essentielt ren population af hjertemuskelceller fra embryonale stamcelle-kulturer fra mus. Det var bemærkelsesværdigt, at når disse blev transplanteret ind i hjertet på voksne mus, blev de indkorporeret i hjertet og forblev levedygtige i mange uger. Raske hjertemuskelceller udvundet fra menneskelige pluripotente stamceller kunne transplanteres ind i ødelagte hjertemuskler for at forbedre hjertets funktion og dermed give nyt håb til hjerteslagspatienter. Embryonale stamceller kan provokeres til at omdanne sig til et almindeligt forstadie af blodceller og celler, der forer blodkar. Ved at anvende specifikke vækstfaktorer kan disse yderligere omdanne sig til bloddannende stamceller, der kan blive transplanteret ind i patienter for at danne nye blodceller og hjælpe immunforsvaret. I øjeblikket bliver en række ondartede sygdomme, inklusiv leukæmi og lymfom, såvel som en række genetiske sygdomme, der inkluderer dannelse af blodceller og immunforsvarsfunktioner, behandlet med autolog (patienten er selv donor, red.) eller allogen (donoren er et andet menneske, red.) stamcelle transplantater, i det sidste eksempel fra en beslægtet eller ubeslægtet donor. Problemet med at sikre sig kompatibelt væv betyder, at op til halvdelen af tilfældene, der kunne nyde godt af en transplantation, ikke vil få en. Antallet af


tilgængelige stamceller til transplantation er også en begrænsende faktor. For eksempel i tilfælde af navlestrengsblodtransplantationer i voksne. Ydermere er stamceller i autologe transplantationer ofte skadet af foregående kemoterapi og forurenet af ondartede celler. Evnen til at generere et stort antal bloddannende stamceller fra dyrkede embryonale stamceller ville være af utrolig stor terapeutisk værdi. Det er for nylig blevet opdaget, at en type stamcelle, der forer blodkar, forekommer i knoglemarv og blod, og, ligesom bloddannende stamceller, kan den transplanteres, hvorefter den kan deltage i en ny dannelse af blodkar og til at reparere større blodkar. Sådanne stamceller såvel som modne "foringsceller" kan nemt udvindes fra en kultur af embryonale stamceller fra mus eller primater med tilstedeværelsen af den rette vækstfaktor. De stamceller, der i fostre udvikler sig til bindevæv, knogler, blod- og lymfesystemet og vener er i en voksen person til stede med en lav frekvens i forskelligt væv i kroppen (1 af 400.000 celler i knoglemarv hos en 50-årig og 1 af 1-2 millioner hos en 80-årig). Efter en passende stimulation kan de provokeres til at omdanne sig til brusk, knogler og bindevæv. Foreløbigt klinisk brug af disse celler har afsløret deres potentiale til at behandle genetiske knoglesygdomme såsom osteogenesis imperfecta, til udskiftning af brusk i #osteoarthritis og til "bone grafting", en operation, der udføres over 450.000 gange om året i USA. Begrænsningerne i antallet af voksne stamceller af denne type, der kan udvindes, begrænser størrelsen af det knoglehul, der kan repareres. Disse stamceller kan nemt genereres ved omdannelse af embryonale stamceller og er dermed en rigelig kilde af disse terapeutiske celler. Leverstamceller har længe været anerkendt i dyreudgaver af leverregenerering og nye undersøgelser har indikeret, at de kan findes i væv såsom knoglemarv. Disse celler kan transplanteres og kan deltage i at reparere leverskade fra giftstoffer eller virusinfektion. Teknologien bag udviklingen af leverstamceller fra embryonale stamceller er på et tidligt stadie, men vil sandsynligvis blive en succes. Behandlingen af alvorlige brandsår er baseret på hudtransplantationer fra lig og udvidelse af overlevende væv. Mens hudvæv (keratinocyter) kan dyrkes i laboratorier, er der grænser for, hvor meget de kan udvides. Et stort antal af disse keratinocyter kan dyrkes embryonale stamceller kulturer til brug i behandling. Hvis biomedicinsk brug af pluripotente menneskelige embryonale stamceller celler bliver en realitet, vil celle- og vævsbehandling for mange forskellige sygdomme blive tilgængelige. Men fordi patienters immunsystem stadig kan risikere at afstøde transplanterede celler, skal de tage medicin, de dæmper immunforsvaret. Denne medicin har som følgevirkning en risiko for infektion og kræft. Flere strategier kan overvejes til forebyggelse af immunologisk afstødning af væv, inklusive: (1) opbevaring af flere embryonale stamceller-kulturer, der kan bruges som en kilde til at finde kompatibelt væv; (2) skabelse af universelle donerkulturer, hvori gener kunne ændres for at undgå afstødning eller (3) individuel tilpasning af embryonale stamceller, så de gener, der hos en potentiel modtagers udløser en afstødning bliver indført i embryonale stamceller gennem genetisk manipulation. Af endnu større terapeutisk potentiale er en metode med udskiftningen af cellekerner eller terapeutisk kloning, der ville kunne forsyne os med helt kompatible celler og væv, der kan transplanteres uden brug af immunforsvarsdæmpende medicin.


Terapeutisk kloning Teknikken med udskiftning af cellekerner (kloning) blev først forsøgt i amfibiedyr og mus og anvendes nu jævnligt til at klone hovdyr, såsom kvæg og får. Teknikken er blevet udvidet til rhesusaber, hvilket indikerer, at det kan bruges i mennesker. Konceptet ved ”terapeutisk kloning” i mennesker er, at kernen i en patients celler, for eksempel en blod-celle eller en hud-celle, kan overføres til en ægcelle (oocyt), hvor kernen er blevet fjernet. Efter omprogrammering genvinder den donerede kerne fra en voksen celle sin totipotens og er i stand til at påbegynde udviklingen mod et foster. Pluripotente stamceller udvundet fra den resulterende blastocyst vil bære kernearvemassen fra patienten uden noget bidrag fra ægdonoren. Disse embryoniske stamceller kan derefter blive formeret, udvidet og provokeret til at omdanne sig til den nødvendige type erstatningscelle, der kan transplanteres ind i patienten uden risiko for vævsafstødning eller behov for behandling, der hæmmer immunforsvaret. Alle disse stadier i terapeutisk kloning er blevet gennemført individuelt, dog med lav effektivitet. Det er vigtigt at bemærke, at ”terapeutisk kloning” ulig “forplantningskloning” ikke vil fortsætte embryoudviklingen ud over det tidligste (præimplantation) stadium, og målet er at udvinde pluripotente embryonale stamceller fra den indre cellemasse i blastocyster. Fra et etisk standpunkt involverer denne procedure ikke at ofre et normalt voksende embryo, der er resultatet af seksuel forplantning, eftersom det anvender ubefrugtede oocyter. Der vil selvfølgelig stadigvæk være personer, der mener, at personligheden er til stede fra begyndelsen af embryonisk liv, selv når det er skabt ved kunstig, aseksuel udskiftning af en voksen ("somatisk") kerne i et ubefrugtet æg. I øjeblikket er terapeutisk kloning eller generering af stamceller ved udskiftning af cellekernen ikke godkendt i den amerikanske regerings retningslinjer – selv for cellekulturer, der blev skabt gennem privat betalt forskning. Andre lande har en langt mere liberal holdning. Man har udtrykt bekymring for, at ved at tillade forskning med embryoer skabt ved udskiftning af cellekernen ville være det første skridt ud på en ”glidebane” mod menneskelig forplantningskloning. Indførelsen af strenge kontrolforanstaltninger (som der for eksempel er indført i Storbritannien af Human Fertilization and Embryology Authority) ville dog begrænse perioden, man må opbevare embryoer uden for menneskekroppen, til 14 dage og forbyde implantation af embryoer skabt ved udskiftning af cellekernen. Tilgængeligheden af oocyter ville også være en begrænsning, selv om deres tilgængelighed absolut ikke er så begrænset som kompatibelt væv fra donororganer såsom hjerter, lever og nyrer. Baseret på forskning med dyr lader det til, at minimum 12-13 æg kan kræves for at producere en embryonale stamceller kultur ved udskiftning af cellekernen. Den aktuelle mangel på æg til behandling af barnløshed antyder, at der vil være mangel på æg til denne type forskning, medmindre der sker et gennembrud i evnen til at modne æg i laboratorier. Det skal bemærkes, at autolog terapeutisk kloning ville være en mulighed for frugtbare kvinder. Den alternative brug af æg fra andre arter, der rent faktisk fungerer som en ’skal’ til at bære den menneskelige kerne, er blevet foreslået. Forskere i USA har påstået at kunne producere embryoniske stamcelle-kulturer ved at bruge det udskrællede æg fra en ko i stedet for det menneskelige æg til udskiftningen af cellekernen og derefter isolere og dyrke menneskelige stamceller fra det resulterende embryo. Mens embryoniske celler udelukkende stammer fra mennesker, er der antageligt et bidrag fra ko-mitochondrie DNA. Denne teknik rejser mange tekniske såvel som etiske spørgsmål, og overførsel mellem arter af sygdomsfremkaldende såsom vira og prioner vil være en bekymring. De fleste forskere på dette område anser ikke det for en realistisk eller ønskværdig vej frem. Mere forskning


vil afsløre mekanismen bag æggets evne til at omdanne sig og forynge voksne kerner fra meget specialiseret og endda ældet væv. Forskning i embryonale stamceller vil uden tvivl føre til fremskridt i omprogrammering af voksne kerner, måske inden for det næste årti, som ikke vil involvere et æg eller kræve skabelse af et embryo. Terapeutisk potentiale ved embryonale stamceller over for voksne stamceller Voksne stamceller har generelt en begrænset evne til at forny sig selv og blive udvidet i laboratorier, ulig embryonale stamceller, der synes at have ubegrænsede muligheder for at forny sig selv. Selv efter klinisk transplantation viser voksne stamceller en aldersrelateret nedgang i evnen til at formere sig hos modtageren. Der er en naturlig proces med tab af DNA, der fører til forkortelse af kromosomlængden, der er fælles for alle voksne celler og er forbundet med det antal gange cellen er blevet delt. Dette giver et biologisk ur. Når der er en kritisk grad af forkortelse af kromosom, ældes cellerne og holder op med at dele sig. Forkortelse af kromosomer vil også betyde en forstyrrelse af organisationen af kromosomer under celledeling med forøget sandsynlighed for ondartede resultater. Man mener i øjeblikket, at denne "formeringsudløste ældning" opstår i væv med stor udskiftning af celler i løbet af et normalt liv (celler i bloddannende væv, immunsystemceller, celler der forer indvoldene eller celler, der forer blodkar på steder med høj påvirkning såsom kranspulsåre). Dette fører til en række af alderdomsrelaterede sygdomme såsom nedbrud af immunforsvaret, kræft (f.eks. leukæmi, lymfom, tyktarmskræft) og åreforkalkning. I voksne er kun væv i testikler og æggestokke beskyttet mod denne "formeringsudløste ældning" ved hjælp af udskillelsen af et enzym, telomerase, der kan forhindre processen. Embryonale stamcelle-kulturer udskiller høje niveauer af dette enzym og celler genereret fra disse, der vil have potentiale til at dele sig som embryonale frem for voksne stamceller. Dette repræsenterer muligheden for yderligere at fordoble antallet af celler i en kultur 30 gange. Det vil føre til mange flere milliarder erstatningsceller genereret til vævs- og transplantationbehandlinger. Et yderst bemærkelsesværdig element i terapeutisk kloning er den foryngelse, der kan opnås, således at de resulterende stamceller får reproduktionspotentialet fra tidlige embryoniske celler frem for voksne celler fra kernedonoren. I en ny rapport er kvæg blevet klonet ved hjælp af hudceller fra en voksen stud, som har gennemgået mere end 95% af deres reproduktive potentiale og var ved at ældes. Disse aldrende kerner genererede ikke bare en normal kalv, men analyser af kromosomlængde afslører, at kalvens celler er blevet helt forynget med meget længere kromosomer end det oprindelige donorvæv. Den terapeutiske brug af embryoniske stamceller kan udvides ud over simpel erstatning af beskadiget eller sygdomsramt væv til en mere omfattende rolle i foryngelsen af aldrende organer og væv.


Stamcellebehandling af

Harry Griffin, Assistant Director (Science), Roslin Institute, Edinburgh

Hvad er ‘regenerativ medicin’? 1. Mange almindelige degenerative sygdomme forårsages af nedbrud af en af de omkring 200 celletyper, der lægger grundlaget for vores krop. Diabetes for eksempel forårsages af, at øcellerne i bugspytkirtlen ikke længere er i stand til at producere nok insulin. Parkinsons sygdom skyldes primært, at visse neuroner i hjernen ikke er i stand til at producere nok neurotransmittere, hvorimod de langsigtede virkninger af slagtilfælde og hjerteslag skyldes, at et relativt lille antal hjerneceller eller hjerteceller er døde længere "nede af strømmen" fra de blokerede blodkar. 2. Forsøg på at behandle sådanne sygdomme ved hjælp af medicin har haft en begrænset succes, og forskergrupper verden over er begyndt at udvikle nye behandlinger baseret på transplantationer af raske celler. Indsprøjtning af nervestamceller i hjernen på rotter, der har fået et fremprovokeret slagtilfælde, har vist at frembringe betydelige forbedringer i deres helbred. De transplanterede celler synes at blive optaget i eksisterende reparationsmekanismer og vandrer korte distancer i det beskadigede væv, hvor det forvandler sig til den meste passende celletype ved hjælp af lokalt producerede vækstfaktorer. I undersøgelser med mus, hvor hjertemuskelceller blev indsprøjtet i beskadigede områder af hjertet efter fremprovokeret iltmangel, har cellerne vist sig at blive integreret med det nærtliggende, raske væv og fungere normalt. 3. Resultater som disse opmuntrer forskning i celleterapi for en langt større række degenerative sygdomme, inklusiv rygmarvsskader, hjertesvigt, degenerative ledlidelser (f.eks. slidgigt) og knogleskørhed, hepatitis og muskelsvind. 4. Der forskes også nu i at skabe væv i laboratorierne. Dyrkning og samdyrkning af forskellige celletyper er blevet brugt til at skabe kunstig hud, brusk og – ved hjælp af nedbrydelige "stilladser" – selv blodkar eller fungerende blærer. Problemet med at tilføre nok ilt til voksende væv vil dog begrænse størrelsen på det væv, der kan skabes og vil være en af de faktorer, der forhindrer skabelsen af komplekse organer såsom hjerter eller nyrer i laboratorier. 5. Således bør stamcellebehandling/skabelse af kunstigt væv og xenotransplantation opfattes som supplerende frem for alternative teknologier. Det er relevant at understrege forskellene i størrelse: der er aktuelt cirka 5.000 patienter på venteliste til en nyretransplantation i UK. Antallet af patienter, der ville kunne nyde godt af stamcellebehandling, løber op i millioner. Hvor skal cellerne komme fra? 6. De celler, der blev anvendt i de tidlige eksperimenter, kom fra en række af kilder. Patienter med Parkinsons sygdom for eksempel er blevet behandlet med celler fra menneske- eller svinefostre. Den såkaldte ‘Alberta Protocol’ involverer at tilføre diabetespatienter en opløsning med øceller fra bugspytkirtel fra lig. 7. Disse kilder er naturligvis ikke praktisk til jævnlig behandling af tusindvis af patienter, der i længden vil kunne nyde godt af cellebehandling, og man leder nu efter alternativer, der vil være

Rapport: Kloning til behandling – høring i Folketing

både sikre og med en fornuftig økonomi. Megen opmærksomhed er for tiden fokuseret på stamceller og især på menneskelige embryonale stemceller (ES). 8. Alle pattedyr begynder deres liv som et befrugtet æg eller zygote. Efter 5-6 dage og 7-8 celledelinger består det voksende embryo af en lille kugle af celler med en diameter på cirka 0,10 mm, hvilket er mindre en punktummet for enden af denne sætning. De ydre celler i denne ‘blastocyst’ vil blive en del af moderkagen, hvorimod de embryonale stamceller (ES) i den indre cellemasse bliver til selve fostret. De embryonale stamceller er således stamfader til alle de 200 eller deromkring endeligt forskellige celletyper i det færdige dyr. Menneskeligt embryo/blastocyst - 5 dage gammelt (foto fra Centre for Genome Research) 9. Embryonale stamceller blev først isoleret og mangedobles uendeligt i laboratorier og – når kan provokeres til at ændre sig til en lang række cisoleret fra menneskeembryoer i 1998 og har lign 10. Menneskelige embryonale stamceller er audvindes uden blanding med/forurening af andre dyrkes, og kan potentielt omdannes til enhver cel

Voksne stamceller 11. Indtil for nylig troede man, at det eneste vknoglemarv, hud og lever, hvor der er behov for nceller. Ydermere synes sådanne ‘voksne stamcellgenerere en begrænset række af endeligt forskelli 12. Undersøgelser offentliggjort i løbet af de styper væv og vigtigst i hjerne, som man tidligere regenerere. Der er stadigt flere beviser på, at voksmindste i færdigudviklede dyr. Nervestamceller fegenskaber som embryonale stamceller, når de intransplanterede knoglemarvsceller omdannes til ldette væv, dog kun i meget lille antal. 13. Modstandere af forskning med menneskeeløsningen på det etiske dilemma, der hænger uløs

et den 22. november 2000 side 135

fra mus i begyndelsen af 1980’erne. De kan deles de vokser i et passende miljø af vækstfaktorer - elletyper. Formodede embryonale stamceller blev ende egenskaber.

f særlig interesse for cellebehandling, fordi de kan celletyper, kan mangedobles uendeligt, når de letype, som patienter har brug for.

æv, der indeholdt stamceller i voksne dyr var ye celler til at erstatte fortabte eller beskadiget

er’ at tilhøre specifikke celletyper og kun at kunne ge celler.

idste par år har fundet stamceller i langt flere troede kun havde lidt eller ingen evne til at ne stamceller kan krydse "tilhørsforhold", i det ra mus for eksempel synes at påtage sig samme dsprøjtes i musefostre. I mennesker kan ever- eller muskelceller, hvis de bliver fanget i

mbryoer fremhæver ofte voksne stamceller som eligt sammen med forskning med menneskelige


embryonale stamceller. Voksne stamceller kan være en mulig kilde af celler til behandling af visse sygdomme, men indtil videre har man kun kunne få dem til at danne et lille antal celletyper. Ydermere kan mange voksne stamcelle populationer ikke opretholdes i laboratorier uden at udvikle sig til en fuldt specialiseret fænotype. De ville være meget svære at isolere og selv den mindste kontamination fra mere robuste celletyper, såsom fibroblaster, ville hurtigt udvande den ønskede fænotype. Man har også set celler udvundet fra voksne stamceller spontant omdanne sig til den originale celletype. Immunforsvarets afstødning af transplanterede celler 14. Et stort problem, der skal overstås, er afstødning fra immunforsvaret. Celler indsprøjtet i hjerne er til dels beskyttet mod afstødning fra immunforsvaret ved en blod-hjerne-barriere. I modsætning vil celler transplanteret ind i andet væv blive genkendt som fremmede og øjeblikkeligt ødelagt af en hyperakut afstødning. 15. Til et par typer brug af stamceller kan det være muligt at udvinde et tilstrækkeligt antal celler fra patienterne selv. Kunstigt brusk kan skabes i et laboratorium ved at tage væv fra et ubeskadiget led. Noget væv, såsom hjerte og bugspytkirtel, synes dog ikke at have nogen stamceller og for de fleste andre vil isolationen af og beskrivelse af tilstrækkeligt med stamceller fra hver individuel patient være upraktisk eller urimeligt dyr. 16. Teoretisk kan menneskelige stamceller konstrueres rent genetisk til at nedsætte deres tilbøjelighed til at udløse forsvarsmekanismer fra immunsystemet og fungere som ‘universelle donorceller’, der kan anvendes i hvilken som helst patient. En mere praktisk vinkel ville være at skabe en bank med menneskelige embryonale stamcelle-kulturer, der repræsenterer alle de største vævstyper i befolkningen som helhed, som man derfra kan hente celler fra den passende celle-kultur efter behov. Begge strategier ville kræve, at patienterne tog immunforsvarshæmmende medicin resten af livet og fordyrer dermed behandlingen og øger risikoen for infektion eller kræft. Udskiftning af cellekernen i stamcellebehandling 17. Muligheden for at klone dyr fra voksne celler giver mulighed for en radikal ny indfaldsvinkel til problemet med inkompatibelt væv (se diagram). Måske 10-15 år ude i fremtiden, når celler skal bruges til transplantationer, kan hudceller fremskaffes fra patienten ved bare at skrabe indersiden af deres mundhule. Disse hudfibroblaster ville dernæst blive mangedoblet på et laboratorium, før de ville blive omdannet til den pågældende celletype, der er behov for til den sygdom, der behandles for. Når disse celler bliver ført tilbage til patienten, ville de ikke blive afstødt, da de er patientens egne celler.

Rap

18. I øjeblibruges til at klkernen var bleembryonale stadernæst blive b Udskiftning a19. Vi ansealmindelig måoverskud eftercellebehandlinfinde måder atvirkeliggøres m 20. Det kanomprogrammecytoplasmet i æstand til at genevne ville dermundgå jævnlig uacceptabelt.

port: Kloning til behandling – høring i Folketinget den 22. november 2000 side 137

kket kan en sådan transformation kun opnås ved at bruge en del af processen, der one hele dyr. Hudceller fra patienten skulle indsættes i et menneskeligt æg, hvorfra vet fjernet, og det resulterende menneskelige embryo udvikler sig i 6-7 dage, før de mceller udtages. Inkubation af disse celler sammen med passende vækstfaktorer ville rugt til at udvinde de ønskede celletyper.

f kerne som et hjælpemiddel for forskning r sådan ‘terapeutisk kloning’ for at være et hjælpemiddel for forskning frem for en

de at skabe stamceller for hver enkelt patient på. Der er meget få menneskelige æg i behov fra klinikker for barnløshed i UK, hvorimod antallet af potentielle patienter til g udgør flere hundredtusind. Af praktiske grunde alene vil det være meget vigtigt at undgå at bruge menneskelige æg på, hvis stamcellebehandling skal kunne

ed dets fulde potentiale.

være muligt at bruge andre typer celler – måske embryonale stamceller – til at re donorkernen. Mere radikalt ville vi, hvis vi forstod mekanismerne, hvormed gget er i stand til at forestå omprogrammeringen af forskellige celler, måske være i

skabe de passende omstændigheder til omprogrammering i laboratoriet. En sådan ed gøre en ende på de kroniske begrænsninger på lagret af menneskelige æg og

skabelse og destruktion af menneskeembryoer, som mange mennesker finder etisk


21. Meget af forskningen i forståelsen af omprogrammeringen af celler kan udføres på dyr (og det er fokus for Roslin Institute’s forskning), men nogle undersøgelser af udskiftning af kernen med menneskelige æg sandsynligvis vil være nødvendig i fremtiden til at bekræfte de resultater, man har fra andre arter. Et mere presserende krav er, at forskerne udvikler en række metoder til omdannelse af menneskelige embryonale stamceller til forskellige celletyper, der er behov for til behandling af en særlig sygdom. Lovgivning om forskning med fostre i UK 22. Forskning med menneskelige embryoer er allerede tilladt i Storbritannien ifølge loven om menneskelig befrugtning og embryologi (Human Fertilisation & Embryology Act 1990). Sådan forskning kan kun foretages på embryoer på højst 14 dage og kun med tilladelse fra Human Fertilisation & Embryology Authority. Forskning er tilladt på fem specifikke områder forbundet med fertilitet, prævention og genetiske sygdomme. Der er for tiden udstedt 18 tilladelser (se www.hfea.gov.uk). 23. I december 1998 offentliggjorde Human Fertilisation & Embryology Authority og Human Genetics Advisory Commission en fælles rapport, der anbefaler, at to nye formål bør føjes til loven fra 1990: for at kunne udvikle nye behandlingsformer for ’sygdomsramt eller beskadiget væv eller organer’ og mitokondrie sygdomme. 24. Regeringen svarede ved at bede Chief Medical Officer, Professor Liam Donaldson, om at indkalde et ’ekspertpanel’ til at gennemgå sagen i detaljer, og deres rapport blev offentliggjort d. 16. august 2000. Donaldson-rapporten (www.doh.gov.uk/cegc/stemcellreport.htm) støtter de forslåede ændringer i henhold til HFE-loven fuldt og helt. 25. Regeringen accepterede (www.doh.gov.uk/cegc/govresp.htm) alle anbefalinger i rapporten og bekendtgjorde, at den ville bede parlamentet debattere sagen ’så snart at det praktisk kan lad sig gøre’. Som med den oprindelige lov fra 1990 vil alle parlamentsmedlemmer være frit stillet med hensyn til at stemme. 25. oktober 2000

http://www.hfea.gov.uk/

http://www.doh.gov.uk/cegc/stemcellreport.htm

http://www.doh.gov.uk/cegc/govresp.htm


Fordele og ulemper ved brug af stamceller hos husdyr af

Prof. dr.med.vet. Torben Greve, Poul Hyttel og Henrik Callesen Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole, 1870 Frederiksberg C

og Danmarks JordbrugsForskning, 8830 Tjele Det må nok indledningsvis slås fast, at den terapeutiske kloning foretaget ved kernetransplantation af naturlige årsager ikke har påkaldt sig videre stor opmærksomhed hos vore husdyr. Man benytter stort set heller ikke kloning i husdyravlen, men derimod som et middel til at fremstille transgene dyr, hvor kloning ved kernetransplantation kombineres med gensplejsning. På denne måde er det lykkedes at fremstille får, geder og køer, som udskiller livsvigtig medicin til mennesker i mælken. I fremtiden kan det meget vel tænkes, at det bliver muligt at se husdyr, hvis mælkesammensætning er ændret (f.eks. mindre mælkesukker og mindre fedt), dyr som kan benyttes til organdonorer og endelig dyr, som kan tjene til modeller for visse sygdomme hos mennesker, således at disse bedre lader sig studere og dermed kurere. Der er altså grundlæggende tale om at benytte husdyr-kloning i medicinens tjeneste som en niche produktion og ikke som et middel til at seriefremstille klonede besætninger af f.eks. malkekøer, hvilket også grundlæggende ville være at standse den avlsmæssige udvikling, som den gennemføres i dag. Det er imidlertid også klart, at erfaringerne med den såkaldte reproduktive kloning (hvor kloningen tager sigte mod at frembringe et klonet individ) meget vel kan bruges i den humanmedicinske forskning. Derfor vil jeg i mit indlæg koncentrere mig om de resultater, som er opnået ved kloning med kernetransplantation hos vore husdyr, idet jeg ønsker at gøre det klart, at de indhøstede erfaringer også kan tjene til nytte i debatten om brug af stamceller til den terapeutiske kloning. Embryonale celler Da man fra midten af 1980´erne begyndte at klone får og kvæg ved kernetransplantation, havde man - i modsætning til forholdene hos mus - ikke egentlige embryonale stamceller, dvs. celler udvundet fra tidlige embryonalstadier (befrugtede æg), som kan danne permanente cellelinier, der har evnen til at udvikle sig til alle væv i en organisme. Man måtte derfor benytte sig af celler direkte udtaget fra de tidlige embryonalstadier (Willadsen, 1986; Bondioli et al., 1990; Willadsen et al., 1991; Westhusin et al., 1992; Keefer et al., 1994; Takano et al., 1997), og dette satte en naturlig begrænsning for det antal klonede individer, som kunne opnås ved denne teknik, selvom man havde mulighed for at lave en “gentagen kloning” af de embryoner, som havde udviklet sig. Uanset disse begrænsninger var det meget originale iagttagelser, som lagde grundstenen for den senere udvikling.


I 1996 lykkedes det så for forskere fra Skotland (Campbell et al., 1996) at etablere en cellelinie, som kunne dyrkes i op til 16 passager, og som kunne give ophav til lam efter kloning ved kernetransplantation. Disse forsøg blev senere gentaget med held af andre forskere (Wells et al., 1997 og 1998), og det var nu muligt at foretage kloning i stor målestok. En af hemmelighederne bag denne succes synes at være den såkaldte “serum udsultning”, dvs. at de celler, som skulle klones, kunne bringes en dvaletilstand, hvor de ikke længere delte sig forud for kernetransplantationen. Somatiske celler Udviklingen fortsatte, og med fødslen af fåret Dolly, som blev publiceret i 1997 (Wilmut et al., 1997), blev der for alvor sat gang i udviklingen af den såkaldte somatiske eller voksenkloning. Dolly var resultat af kloning af en celle udtaget fra en dyrket yvercellelinie fra et 6 år gammelt får, og det står fortsat hen i det uvisse, hvilken celletype, der helt præcist har været tale om. Også med Dolly var der tale om brug af celler, som var “serum udsultede”. Siden Dolly er der født et stort antal lam, kid og kalve ved brug af cellelinier fra forskellige væv, dels bindevævsceller fostre og voksne (Schnieke et al., 1997; Cibelli et al., 1998; Hill et al., 1999 og 2000), yverceller (Goto et al., 1999; Zakhartchenko et al., 1999), celler fra æggestokken (Wells et al., 1998 og 1999; Goto et al., 1999), muskelceller (Shiga et al., 1999), hudceller (Vignon et al., 1998) og endog hvide blodlegemer. Celler fra en række andre væv, eksempelvis nerveceller og celler fra testiklerne, ser imidlertid ud til ikke at egne sig til at kunne give ophav til sådanne cellelinier. Det skal også understreges, at man hos svin har haft dårlige erfaringer med kloning med både embryonale stamcellelignende celler (Miyoshi et al., 2000) og fibroblaster fra fostre (Chen et al., 1999; Tao et al., 1999; Verma et al., 2000; Kues et al., 2000). Først dette efterår forelå den første rapport om fødsel af grise efter kloning ved kernetansplantation fra en cellelinie fra et voksent individ (Polejaeva et al., 2000). Tekniske forhold og resultater skal ikke omtales i detaljer, men nogle enkelte hovedlinier skal dog nævnes, idet de har betydning for diskussionen af vore erfaringer. Der er i hvert fald to hovedaktører med i spillet, nemlig donorcellen, dvs. cellen fra den organisme, som ønskes klonet, og den modnede oocyt (ægcelle), som skal nulstille arvemassen fra donorcellen, således at den kan begynde sin udvikling helt forfra. Donorcellerne udtages ofte fra tidlige fostre (hos kvæg ca. 30-40 dage gamle)eller fra et voksent dyr, og de dyrkes herefter, indtil de har dannet et sammenhængende cellelag i dyrkningsskålen. Herefter kan de videredyrkes i mange passager, og sædvanligvis fryses de herefter indtil nogle dage før brugen, hvor de tøs op og dyrkes, til de skal sammensmeltes med oocyten, der forinden har fået sin arvemasse fjernet. Efter sammensmeltning (fusion), der finder sted i et elektrisk felt, skal der ske en aktivering, hvorefter en del af de sammensmeltede “produkter”, også at betragte som ”befrugtede” æg, kan begynde deres udvikling. Efter en dyrkningsperiode på ca. 6-7 dage kan embryonerne transplanteres til rugemødre (recipienter) med henblik på at opnå afkom eller de kan dyrkes videre med henblik på at udvinde stamceller til behandling.


Problemer Som nævnt er erfaringerne med den reproduktive kloning ret betydelige hos vore husdyr. Det er fascinerende og næsten ubegribeligt, at man kan tage en mere eller mindre specialiseret celle fra et foster eller et voksent individ, dyrke den i mange dage, fryse den, gensplejse den og efter at have sammensmeltet den med en et ubefrugtet æg (oocyt) at lade den indlede udviklingen af et individ på ny og endelig efter transplantation få et normalt afkom. Det er fagre ny verden. Men træerne vokser ikke ind i himlen, og der er meget betydelige problemer forbundet med denne række af teknikker. Dels opnås der efter sammensmeltningen og efter ca. 7 dages dyrkning kun et begrænset antal blastocyster, som er betegnelsen for det udviklingstrin, ægget skal have nået efter en uge. Et præcist tal er svært at angive, idet det varierer enormt fra forsøg til forsøg, men overstiger dog sjældent 20%. Endvidere har en stor del af cellerne et unormalt stort antal kromosomfejl, de kan ikke tåle frysning, og deres totale antal er lavere i de klonede blastocyster. Efter overførsel opstår der yderligere problemer, idet der ses et øget antal aborter, og der fødes sjældent mere end omkring 10% af de overførte embryoner. Samlet set får man fra 0,3 til 1% afkom af det oprindelige antal celler, der klones. Samtidig forløber et stort antal af drægtighederne unormalt (væskeansamlinger, hydrallantois), og fødselsveerne er svage. De sygelige forhold kan tage et omfang, der ikke alene betyder fostrets, men også rugemoderens endeligt. Samlet set betyder dette, at kun fra 0,4% til 1,8% af de klonede æg, som fremstilles, resulterer i et afkom. Der har også vist sig at være betydelige problemer med de fødte lam og kalve (Garry et al., 1996; Hill et al., 1999), idet de ofte er for tunge, svagfødte, har stofskifteforstyrrelser, ikke bekæmper infektioner på normal vis, udvikler anæmi og har øget sygdomsforekomst i en række organsystemer (lunger, hjerte, nyrer, ben). Dette afspejler fundamentale problemer med denne teknologi, og årsagerne er stort set ukendte. Men har formodninger om, at det kan skyldes: -cellelinierne, hvis kromosomforhold stort set ikke er undersøgt. Udvikler de ændringer i deres DNA struktur under dyrkningen? Skal de sultes? - den såkaldte cellecyklus. Er de i den rette fase, når de sammensmeltes? - den såkaldte reprogrammering (nulstilling), som er et nødvendig for, at cellerne kan udvikle sig efter sammensmeltningen. Er denne inkomplet? Er der i virkeligheden ikke sket en rigtig reprogrammering? Sker der skader på DNA materialet under og efter denne proces? Er der mangel på den såkaldte “DNA reparationsmekanisme”? -dyrkning af oocyter og de tidlige embryonalstadier. Påvirkes arvemassen ved dyrkning, således at aktiveringen af generne i de klonede æg slår fejl? Noget kunne tyde herpå, eftersom drægtigheder og afkom etableret efter overførsel af de såkaldte reagensglas-embryoner udviser samme mønster som klonede drægtigheder. Udfordringer Der er næppe tvivl om, at der i forbindelse med den terapeutiske kloning vil vise sig en række problemer. Hvor effektiv vil proceduren med at fremstille embryoner blive? Kan man opnå en korrekt reprogrammering, som ikke forårsager skader i DNA strukturen i de embryoner, der ultimativt skal benyttes som donorer af stamcellerne? Kan der opstå såkaldt epigenetiske ændringer (ændringer, som styrer hvilke gener der er aktive), der først viser sig meget sent i den


potentielle vævs- og organudvikling? Har man overhovedet oocyter nok, eller skal man benytte oocyter fra andre arter? Det har nemlig vist sig, at ko-oocyter kan bruges til at reprogrammere celler fra aber (Dominko et al., 2000). Der er således mange udfordringer for forskning og afprøvning, inden man med rimelighed ved noget om, hvorvidt man på de større pattedyr - og herunder mennesket - med god samvittighed kan udføre terapeutisk kloning. Udvalgt litteratur Bondioli, K. et al.: Theriogenology, 33, 165-174 (1990) Campbell, K. H. S. et al.: NATURE 380, 64-66 (1996) Chen, L. R. et al.:Theriogenology 50,195-212 (1999) Cibelli, Jose B. et al.: SCIENCE 280, 1256-1258 (1998) Dominko, Tanja : Biology of Reproduction, 60, 1496-1502 (1999) Garry, F. B. et al.: Theriogenology, 45,141-152 (1996) Goto, Yuji et. al.: Animal Science Journal, 70, (4) 243-245 (1999) Hill, Jonathan R., et al.: Biology of Reproduction, 62, 1135-1140 (2000) Hill, J. R. et al.: Theriogenology 51, 1451-1465 (1999) Keefer, C. L. et al.: Biology of Reproduction, 50, 935-939 (1994) Kues, W. A. et al.: Biology of Reproduction, 62, 412-419 (2000) Mioshi, Kazuchika et al.: Biology of Reproduction, 62, 1640-1646 (2000) Polejaeva et al.: Nature, 407:86-90 (2000) Schnieke, Angelika E. et al.: SCIENCE , 278, 2130-2133 (1997) Shiga, K. et al.: Theriogenology, 52, 527-535 (1999) Takano, H. et al.: Theriogenology 47, 1365-1373 (1997) Tao, T. et al.: Animal Reproduction Science, 56, 133-141 (1999) Verma, Paul J. Et al.: Molecular Reproduction and Development , 57, 262-269 (2000) Vignon, X. et al.: Compt Rend Acad Sci, 321, 735-745 (1998) Wells, David N. et al.: Biology of Reproduction, 57, 385-393 (1997) Wells, David N. et al.: Reproduction Fertility Development, 10, 369-378 (1998) Wells, D.N. et al.: Reproduction Fertility Development, 10, 615-626 (1998) Wells, David N. et al.: Biology of Reproduction, 60, 996-1005 (1999) Westhusin M.E. et al.: Journal of Reproduction and Fertility, 95, 475-480 (1992) Willadsen, S. M.: NATURE, 320, 63-65 (1986) Willadsen, S.M.: Theriogenology, 35, 161-170 (1991) Wilmut, I. et al.: NATURE, 385, 810-813 (1997) Zakhartchenko, Valeri et al.: Molecular Reproduction and Development, 54, 264-272 (1999)


Muligheder i behandling med stamceller fra patienten selv af

Professor, overlæge, dr.med. Peter Ebbesen Kræftens Bekæmpelse

Hvad er stamceller? Den klassiske definition på stamceller er umodne celler, der for det første kan dele sig til en ubegrænset mængde af nye umodne, ”evigt unge” celler. Stamceller skal desuden kunne blive til mere differentierede celler. Differentiation er termen for ændringer i cellen, som optimerer den til bestemte funktioner inden for den arbejdsdeling, der foreligger imellem kroppens forskellige organer. De mest umodne stamceller (de embryonale stamceller) forekommer umiddelbart efter skabelse af det nye individ ved sammensmeltning af æg og spermie. Efter de første celledelinger har hver enkelt celle i ægget stadig potentialet til at udvikle sig til et helt individ. At det forholder sig således, kan vi se af den spontane kloning (ukønnede formering), der fører til fødsel af enæggede tvillinger. Cellerne kan imidlertid også isoleres og formeres med henblik på anvendelse som erstatning for stamceller eller til produktion af væv uden for kroppen. Dette betegnes som terapeutisk kloning. Efterhånden dannes ud fra de mest umodne stamceller en lang række mere differentierede adulte stamceller, der er moderceller til kroppens cirka 300 hovedtyper af celler, som f.eks. lever og nerveceller. Der er altså forskellige grader af umodenhed hos de cellepopulationer, som vi benævner stamceller. Det har indtil for få år siden været et dogme, at cellernes differentiation eller specialisering var irreversibel, og i den normale krop synes differentiationen også normalt at bevæge sig fra det umodne til det differentierede. Det er imidlertid på dramatisk vis blevet demonstreret, at differentiationen kan slettes. Cellekernen fra en differentieret celle kan ”nulstilles” eller reprogrammeres ved at blive overført til et befrugtet æg, hvorfra man har fjernet æggets egen


cellekerne. Den celle, der opstår på denne måde, opfører sig som en meget umoden (embryonal) stamcelle, som formentlig kan bruges som udgangspunkt for produktion af mange/alle celletyper, som man måtte have behov for. Man har også fået bevis for, at adulte stamceller taget fra voksne personer kan udvikle sig til mange forskellige væv, hvis de anbringes i det rette miljø i kroppen eller i en vævskultur. Hvad bruges stamceller til i dag? Anvendelsen af stamceller falder i to områder: bloddannende stamceller, som allerede har været brugt i mange år, og anvendelse af stamceller til dannelse af andre væv, som er en hastigt voksende forskningsmæssig og kommerciel aktivitet. Stamceller fra knoglemarv/blod og navlesnor anvendes til behandling af en række leukæmier og arvelige blodmangler samt ved eksperimentel behandling af nogle andre kræftformer som f.eks. brystkræft, hvor man ønsker at give så megen kemoterapi, at den normale knoglemarv holder op med at lave blodceller. Endelig er der igangværende kliniske undersøgelser af den mulige anvendelse af bloddannende stamceller i behandling af alvorlige autoimmune sygdomme og ved genterapi. I dag tappes og gemmes navlesnorsblod med dets stamceller flere steder af almindelige blodbanker for at udvide udvalget af vævstyper, som er tilgængelige for transplantation til patienter. Forældre med et sygt barn, som man ikke kunne finde en egnet donor til, har i exceptionelle tilfælde fået et nyt barn i håb om, at dette fik en vævstype, som kunne bruges. I enkelte tilfælde har heldet været med dem, og blodet fra den nyfødtes moderkage er blevet anvendt til at behandle den syge storesøster eller storebror. Stamceller fra andre væv bruges allerede ved bioingeniør-produktion af erstatningshud ved tredjegradsforbrændinger og til produktion af brusk og knogleceller ved eksperimentel behandling af knogleskader og slidgigt. Fremtidige muligheder Dyreforsøg viser, at den immunsvækkelse, der sker hos alle gamle pattedyr, kan modvirkes ved at indsprøjte stamceller fra genetisk identiske dyr. Efter en sådan behandling kan de gamle dyr modstå infektioner, der ellers dræber gamle dyr. Der er intet til hinder for, at mennesker på deres 70-års fødselsdag får en indsprøjtning af egne stamceller, som f.eks. er taget fra moderkagen og opbevaret siden fødslen. Immunstamceller forventes at blive anvendt til behandling af visse alvorlige infektioner og kræftformer, efter at cellerne uden for kroppen er blevet trænet til at dræbe mikroorganismer eller svulstceller. Stamceller kan i fremtiden også blive brugt til produktion af hjertemuskelceller til reparation af hjerter skadet af blodpropper, til produktion af nye blodkar, hjerteklapper og nyt levervæv og til reparation af visse hjerneskader (Parkinson, sklerose og måske visse demensformer) og måske til hjælp ved de tragiske lammelser efter skade på rygmarven. En række eksperimenter viser, at adulte stamceller fra et organ, f.eks. knoglemarv, i det rette miljø kan udvikle celler, som ellers kun findes i et andet organ, f.eks. leveren.


Problemer Stamceller anvendes i dagens klinik især til transplantation fra en person til en anden, og dette langt oftest i forbindelse med genskabelse af en syg knoglemarv. I Europa transplanteres årligt mere end 100.000 personer med bloddannende stamceller. Det største problem for disse transplantationer er, at man mange gange ikke kan finde en donor, hvis vævstype passer til patientens, og selv hvor det lykkes, er der ofte bivirkninger i form af immunologiske afstødningsreaktioner. Anvendelse af egne stamceller giver ikke disse problemer. Et presserende teknisk problem er at udvikle metoder til at ”fiske” adulte stamceller ud af vævene, idet de udgør en forsvindende minoritet. Det er desuden nødvendigt at få langt mere viden om, hvilke kemiske faktorer (vækstfaktorer), der skal tilsættes celler i vævskultur for at dirigere udviklingen i retning af den celletype, som man har brug for til en bestemt patient. Endelig er der behov for en ingeniørindsats for at få udviklet ”bærende konstruktioner” af cellevenligt materiale, for at man i laboratoriet og i organismen kan dirigere stamcellerne og deres mere differentierede efterkommere til at vokse i tredimensionale strukturer til erstatning af komplekse væv og senere egentlige organer. Kilder til stamceller De befrugtede æg og det tidlige foster indeholder et lille antal meget umodne stamceller, som i laboratoriet kan udvikles til alle væv. Ved at udskifte kernen med en cellekerne fra en patient kan man lave stamceller, der genetisk er meget lig, men ikke identiske, med den patient, som man hentede den nye cellekerne hos. Cellekernen indeholder over 99% af de gener, der er i cellen. Imidlertid er der også gener uden for cellekernen, og disse udskiftes ikke ved proceduren. Der skabes altså en hybrid med gener både fra det fremmede individ, som ægget repræsenterer, og gener fra den patient, der skal have gavn af de nydannede stamceller. Hvad dette måtte betyde med henblik på sundheden i celle og med hensyn til patientens eventuelle afstødningsreaktion mod indtransplanterede hybridceller er endnu uafklaret. At kvantitative små forskelle i genmassen kan spille en stor rolle er velkendt - chimpansens gener er faktisk kun 1% forskellige fra mennesket. Stamceller forekommer i den menneskelige organisme livet igennem, men i meget forskellig mængde. I de lange rørknoglers marv findes et meget stort antal stamceller, der er forstadier til alle celler i blodet, og som for nylig også er blevet vist at kunne danne andre væv så som knogle og lever. Ved at bore sig ind til knoglemarven kan man suge stamcellerne ud. En anden kilde til stamceller er stamceller taget fra det cirkulerende blod. Der er kun få, så der skal først behandles med medicin, som stimulerer dannelse af stamceller, og der skal derefter tappes blod i flere omgange. Endelig indeholder moderkagen en meget stor portion stamceller, som jo normalt smides væk. Disse kan tappes fra navlesnoren (navlesnorsblod), efter at forbindelsen til barnet er afbrudt. Man berøver således ikke barnet noget, selvom det tappede er identisk med barnets blod. De høstede stamceller er ikke så umodne som stamcellerne i det daggamle foster, men umodne nok til at kunne udvikle sig til alle blodets celletyper og i hvert fald nogle andre væv (knogle, brusk, bindevæv, muskel og måske lever). I de tilfælde, hvor man ikke får høstet et optimalt antal stamceller fra barnet, kan man forøge antallet ved at dyrke cellerne i laboratoriet. Dette kræver, at cellerne stimuleres til at dele sig, uden at de udvikler sig til modne (voksne) vævsceller. Dette problem bidrager det dansk opfundne apparat Mesibox til at løse.


Når stamceller skal opbevares,sker det i flydende kvælstof, der står og koger ved -176ο. Ved den temperatur er de bevægelser i stoffet, der efterhånden kunne ødelægge molekylerne, næsten gået i stå. Opbevaring i 100 år af levedygtige celler er en realistisk mulighed. Nonprofit-organisationen Biologisk Bank Fredericia har undersøgt de gravides holdning til opbevarelse af navlesnorsblodets stamceller Biologisk Bank Fredericia er et nonprofit, statsregistreret almennyttigt selskab, som blev dannet for at arbejde for opbevaring af navlesnorsblod som børnenes egendom. I første omgang afklarede fonden, om idéen havde opbakning i befolkningen. Støttet af Vejle Amts Sundhedsudvalg og en række private donationer gennemførtes en prøveindsamling på Fredericia Sygehus. Undersøgelsen viste, at stort set alle ønskede blodet opbevaret, og at alle gav tilladelse til, at noget af det indsamlede blod fra deres barn måtte gives til behandling af en anden person. Sundhedsstyrelsen fik en ansøgning om støtte til videre udvikling, men fandt ikke idéen bæredygtig på grund af for ringe cost-benefit og på grund af, at en almindelig indsamling kunne blokere for erhvervelse af navlesnorsblod til patientbehandling. Til indvendingen om ringe cost-benefit er at sige, at bliver den fremtidige anvendelse af navlesnorsblod så sjælden, som den er i dag, er det en dårlig idé at gemme navlesnorsblod. Ekstrapolerer vi imidlertid fra den nuværende kurve over anvendelse blot nogle år frem, bliver det en god forsikring mod visse sygdomme, og lægges dertil at de fleste heldigvis en dag bliver gamle, bliver der anvendelse af alt det gemte blod til at styrke immunforsvaret i alderdommen. Det andet af Sundhedsstyrelsen fremført argument imod generel indsamling af navlesnorsblod som børnenes egendom var, at det skulle berøve ikke-beslægtede patienter mulighed for at få stamceller fra børnenes navlesnorsblod. For det første smides alt navlesnorsblod i øjeblikket væk, for det andet ved vi fra Fredericia-undersøgelsen, at forældrene er villige til at lade en del af navlesnorsblodet anvende til andre, og for det tredje kan stamcellernes antal øges ved dyrkning i laboratoriet, så der kan blive nok af en given portion til både barnet selv og en eventuel ubeslægtet patient. Da det synes urealistisk at få det offentlige med i denne omgang, forsøger Biologisk Bank Fredericia nu at få et privat firma til at tilbyde gravide opbevaring af deres barns navlesnorsblod. International forskning og klinisk anvendelse af bioingeniør-produkter Firmaforskning og udvikling af bioingeniør-produkter startede i 1970’erne i USA. Denne indsats giver nu bonus i form af firmaernes udbud af produkter, som den amerikanske Food and Drug Aministration har godkendt til klinisk anvendelse. Hud dyrket til transplantation forhandles af blandt andet Organogenesis, Advanced Tissue Sciences, Inegra Life Sciences, Life Cell and Orte International. Dyrkede brusk celler forhandles af Genzyme Tissue, Biomatrix, Inegra Life Sciences, Advanced Tissue Sciences, ReGen Biologics og Osiris Therapeutics. Nogle af de danske firmaer involveret i bioingeniørarbejde med sigte på kommercialisering inden for få år er blandt andet Menifix ApS (Aalborg), ViVoX ApS (Århus), NSGene (Købehavn) og Mesibo A/S (København). Andre identificerede nordiske firmaer er Abmin (Helsinki), KI Technology (Oulu) og Bionx Implants Ltd (Tampere). Satsningen ved Aalborg Universitetscenter


Aalborg Universitets teknisk-naturvidenskabelige fakultet oprettede i 1993 et institut for bioteknologi. Det er nu ved at blive udbygget med et ex vivo center for anvendelse af menneskets stamceller til bioingeniørarbejde, både inden for området forøgelse af bloddannende celler uden for kroppen og produktion af forskellige tredimensionale organdele uden for kroppen. Man vil kombinere biologisk grundforskning med en anvendt forskning, der skal føre til en produktion af biologiske reservedele i private danske firmaer. Integreret med denne forskning og udvikling vil universitet uddanne bioingeniører, som kan løfte opgaven i fremtiden. Det anses som en afgørende forudsætning for, at Aalborg Universitetets satsning kan danne basis for en efterfølgende succes i erhvervslivet, at forskerne ikke skal indhente udlandet, men allerede har egne patenter, og at der fra starten er et samarbejde med private firmaer. Bioetik Ikke alene det befrugtede æg, men også celler isoleret i de første svangerskabsuger fra det voksende æg, har mulighed for at udvikle sig til et helt individ. Dette er for mange et argument imod at anvende de embryonale stamceller i medicinen. Problemet forsvinder, hvis man i stedet kan anvende adulte stamceller, som yderligere har den fordel, at de kan tages fra patienten selv og derfor ikke vil være fremmede for organismen.


Kan befrugtede æg fra fertilitetsklinikker være et alternativ til kloning ? - og under hvilke betingelser ?

af Dr. med. Jakob Ingerslev

Fertilitetsklinikken Skejby Sygehus Hensigten med nedenstående er at give en vurdering af mulighederne for at anvende ubefrugtede eller befrugtede æg fra danske fertilitetsklinikker til stamcelleforskning. Ægtransplantationsbehandling I forbindelse med barnløshedsbehandling blev der i Danmark i 1999 foretaget ca. 7.700 behandlinger (7311 ægoplægninger) af den type, som populært betegnes reagensglasbefrugtning eller ægtransplantationsbehandling (Dansk Fertilitetsselskabs årsrapport). Ved en ægtransplantationsbehandling stimuleres kvindens æggestokke med hormoner for at hun skal danne flere æg end det ene, hun normalt udvikler hver måned. Hormonstimulationen medfører dannelse af ca. 10 æg, som udtages ved en ambulant procedure, idet man med en kanyle udtager æggene ultralydvejledt gennem toppen af skeden. En alvorlig bivirkning til hormonbehandlingen ses hos nogle få procent i form af overstimulationssygdom. Efter udtagningen befrugtes æggene uden for kroppen, idet de tilsættes sædceller, som selv finder vej ind i æggene, eller ved at der udføres egentlig kunstig befrugtning, dvs. at der i laboratoriet indføres en sædcelle i hvert æg (mikroinjektion eller ICSI). Uanset den anvendte metode befrugtes ca. 60-70% af æggene inden for det første døgn efter ægudtagningen. I løbet af andet døgn begynder næsten alle befrugtede æg at dele sig og når sædvanligvis et fire-celle stadie ca. 48 timer efter ægudtagningen. På dette trin vælger mange fertilitetsklinikker at lægge de befrugtede æg tilbage til livmoderen, mens nogle klinikker foretrækker at dyrke de befrugtede æg videre i yderligere 2-3 døgn. På dette stadie er udvikles en såkaldt blastocyst, hvor den tidlige specialisering af cellerne er sket til et ydre lag af dækceller og en indre cellemasse, som giver ophav til fostret. På dette stadie er det befrugtede æg klar til at sætte sig fast i slimhinden i livmoderen. Kun ca. 60% af alle befrugtede æg (ca. 40% af de udtagne) vil kunne udvikle sig helt til blastocyststadiet. Der udtages i gennemsnit 8-10 æg efter den rutinemæssige hormonbehandling, som anvendes i dag. Af disse vil 5-6 blive befrugtet og 3-4 kunne udvikle sig til blastocyststadiet. Da der sædvanligvis oplægges to æg i livmoderen på fire-cellestadiet, vil der principielt være 4 overskydende æg på firecelle stadiet eller 1-2 på blastocyststadiet. Nogle af de overskydende befrugtede æg vil egne sig til nedfrysning med henblik på senere behandling uden hormonstimulation. Nedfrysning er kun mulig, hvis æggene er af meget god kvalitet, dvs. at de har delt sig regelmæssigt. De æg, som er af dårlig kvalitet, dvs. hvor enkelte celler er gået til grunde eller cellerne er uregelmæssige, vil normalt blive kasseret. Disse æg kan betegnes "overskudsæg". De fleste kvinder ønsker naturligvis at fryse de egnede æg ned til senere oplægning i livmoderen uden egentlig hormonbehandling. Dette er muligt ved ca. 40% af behandlingerne.


Har alle æggene udviklet sig optimalt, vil patienten således normalt ikke være tilbøjelig til at afgive æg til forskning. ”Overskudsæg” På Fertilitetsklinikken, Skejby Sygehus blev der i 1999 gennemført 560 ægudtagninger, hvorved der i alt blev høstet 4988 æg. Heraf blev 2831 befrugtet og delte sig. Ud af disse anvendtes 1627 primært af patienten selv, idet de enten blev lagt op i livmoderen eller frosset ned. De resterende 1204 æg egnede sig ikke til nedfrysning på grund af utilstrækkelig kvalitet. Disse 1204 befrugtede "overskudsæg", som ikke blev anvendt i patientens egen behandling, blev kasseret eller kunne efter patientsamtykke anvendes til forskning. Da de overskydende æg er karakteriseret ved dårlig kvalitet og mangelfuld udvikling, må de forventes kun i sjældne tilfælde at kunne udvikle sig til blastocyster, og celler (blastomererne) fra disse embryoner vil formentlig sjældent vil kunne dyrkes videre. Patienternes holdninger til at afgive befrugtede æg til forskning På fertilitetsklinikken på Skejby Sygehus har vi mødt en meget stor villighed til at donere ”overskuds”æg til forskning og udvikling af præimplantationsdiagnostik. Det er vort skøn, at over 90% af de patienter, som spørges, giver samtykke. Det er indlysende, at dette formentlig skyldes, at anvendelse af disse underlødige æg til forskningsformål ikke konflikter med patientens ønske om at opnå graviditet, da den alternative skæbne for disse embryoner ville være kassering. Skal der derimod anvendes embryoner af god kvalitet eller fuldt udviklede blastocyster vil disse have et stort potentiale for patienten med hensyn til graviditet, og det må derfor anses som værende meget lidt sandsynligt, at barnløse par vil afgive disse til forskningsformål. Nedfrosne embryoner Der er i henhold til Lov om Kunstig befrugtning af 10. Juni 1997 mulighed for at opbevare befrugtede æg nedfrosset i 2 år. Opnås ikke graviditet efter en given ægtransplantationsbehandling vil parrene normalt ønske de nedfrosne æg optøet og lagt tilbage til livmoderen inden for de efterfølgende måneder. De par, som opnår graviditet på en behandling, som samtidig resulterer i nedfrysning af befrugtede æg, vil normalt vende tilbage for at anvende de nedfrosne embryoner med henblik på endnu et barn inden for den tilladte to-års nedfrysningsperiode. I nogle tilfælde vil der dog af forskellige årsager være overskudsembryoner nedfrosset, når opbevaringstiden udløber. Disse vil normalt blive destrueret, men vil - med informeret samtykke - kunne anvendes til forskning efter optøning med mulighed for at nogle efter optøning vil kunne dyrkes til blastocyststadiet. Det må dog understreges, at der vil være få patienter om året i denne gruppe. Ubefrugtede æg En anden kilde til stamcelleforskning kunne være ubefrugtede æg. I den forbindelse må det igen understreges, at fertilitetsklinikkernes patienter kommer for at få børn, og ikke er særligt tilbøjelige til at afgive æg, uanset om det er til behandling af andre kvinder (ægdonation) eller til forskning. I sjældne tilfælde udtages dog uventet mange æg fra en kvinde (10-20), og nogle af disse kvinder er villige til at donere af deres meget stort overskud. Den ringe villighed/mulighed til at donere ubefrugtede æg kan illustreres ved, at der ud af de 7700 påbegyndte


ægtransplantationer i Danmark i 1999 kun blev foretaget ægdonation i 149 tilfælde (1.9%). Ventetiden er de fleste steder her i landet 5-10 år på ægdonation. Behandling af barnløshed med ægdonation er således meget problematisk i Danmark, hvor man kun må udtage æg fra kvinder, der selv er i ægtransplantationsbehandling for ufrivillig barnløshed. I forbindelse med sidste forsøg på revision af Lov om Kunstig Befrugtning af 10. Juni 1997 blev der da også både fra Landsforeningen for Ufrivilligt barnløse og fra Dansk Fertilitetsselskab fremsat ønske om lempelse af disse regler. Under den gældende lovgivning er det således vanskeligt at forestille sig, at infertile kvinder vil vælge forskning frem for andre ufrivilligt barnløse, når de anmodes om at donere ubefrugtede æg. Det må således vurderes, at de kan blive overordentligt vanskeligt at fremskaffe donerede ubefrugetde æg til stamcelleforskning. Andre igangværende projekter På tre ud af fire universitetsklinikker pågår iøjeblikket ialt 3 projekter, som involverer overskudsembryoner. På Herlev sygehus foregår undersøgelser af den humane implantation, som kræver fuldt udviklede blastocyster fra nedfrosne overskudsembryoner. De indsamles fra i alt 5 fertilitetsklinikker. Det angives, at det i stigende grad er vanskeligt, da patienterne i stigende grad selv gør brug af disse embryoner. Der er til gengæld stor vilje til at donere, kun 10-20% siger nej. På 8 måneder har man indsamlet 30-35 embryoner fra 15 patienter. Problemerne her illustrerer de begrænsede muligheder for at anvende blastocyster til stamcelleforskning. På Skejby Sygehus og på Rigshospitalet anvendes overskudsembryoner til forskning og udvikling af præimplantationsdiagnostik. Det er her muligt at anvende embryoner af en kvalitet, som ikke er brugbar i patientbehandlingen, hvorfor tilgangen, jf. ovenfor er lettere. Der er i alt inden for det sidste års tid doneret henholdsvis ca. 550 embryoner på Fertilitetsklinikken, Skejby Sygehus og 229 på Rigshospitalet til udvikling af præimplantationsdiagnostik. Udviklingstendenser inden for ægtransplantationsområdet Det skal til slut oplyses, at udviklingen inden for ægtransplantationsområdet for tiden går i retning mod mildere hormonbehandling med udtagning af færre æg og i nogen grad mod længere tids dyrkning med oplægning af det ene eller de to æg, som måtte udvikle sig til blastocyster med stor graviditetschance. Begge disse udviklingstendenser vil betyde en høj udnytningsgrad af de udtagne æg og dermed færre befrugtede æg til forskning. Det er ikke tænkeligt, at danske fertilitetsklinikker vil ændre på hormonstimulationsprotokollerne med henblik på at øge antallet af æg til forskningsformål. Det må i denne forbindelse overvejes, om patienterne på fertilitetsklinikkerne vil kunne føle sig presset til at afgive æg til forskningsformål. Det er indlysende, at fertilitetslægen bør være patientens advokat, og at der bør sikres neutral patientinformation og informeret samtykke som traditionen byder. Konklusion Fertilitetsbehandling medfører et vist overskud af befrugtede æg af ringe kvalitet, som aktuelt i ret vid udstrækning doneres til forskningsformål. Embryoner af bedre kvalitet bliver anvendt af


patienterne selv. Ubefrugtede humane æg vil næppe kunne udgøre en væsentlig kilde til forskning på dette område.


Kloning på tværs af dyrearterne

af Peter Holm, Paul J. Booth og Henrik Callesen

Sektion for Forplantningsbiologi, Afdeling for Husdyravl og Genetik,

Danmarks JordbrugsForskning, Boks 50, 8830 Tjele

Når begrebet terapeutisk kloning1 (figur 1) overhovedet giver mening, skyldes det de sidste års udvikling af en række banebrydende bioteknikker. Disse teknikker ser nemlig ud til at rumme kilden til fremtidig produktion af menneske-stamceller, der kan anvendes i nye cellebaserede terapiformer og indenfor organtransplantation.

Figur 1. Human terapeutisk kloning1 via kernetransplantation, stamceller og vævsmodellering (modificeret efter Lanza et al, Nature Biot. 17, 1172, 2000). Indenfor de sidste 10 år er det blevet muligt at identificere og opformere stamceller (eller stamcelle-lignende celler) fra tidligt befrugtede æg af dyr og mennesker. Sådanne celler vil i laboratoriet under forskellig påvirkning udvikle sig til forskellige specialiserede celle- og vævstyper (f.eks. nerveceller, blodkar, brusklignende væv, muskelceller m.v.). Desuden er det

1 Transplantation af en cellekerne fra raske donorceller fra et individ (f.eks hudceller fra et menneske) ind i et kerneløst ubefrugtet æg fra samme eller anden dyreart for at fremstille stamceller, som er genetisk identiske med donorcellen, og som derefter stimuleres til at udvikle sig til erstatningsceller eller -væv hos patienter med f.eks. beskadiget hjertevæv, sukkersyge (se figur 1).

Nerveceller

LevercellerHjertemuskelceller

Insulin-producerende celler

Benmarvsceller

Transplantation

Kernetransplantation

Embryonale stamceller

Frembringelse af sundt genetisk identisk væv

Kerneløs oocyt Celle-biopsi

Patient

Klonet embryon


gennem reproduktionskloning2 vist, at stamceller eller stamcelle-lignende celler fra mus, kvæg, får, gris og ged er i stand til at blive ophav til levende afkom. Ydermere har forskningen indenfor reproduktionskloning på netop disse dyrearter vist, at flere forskellige typer voksenceller kan indgå som donorceller ved kloning af voksne dyr. Dette understreger med al tydelighed, at indenfor arterne er det ubefrugtede æg i stand til at reprogrammere specialiserede voksencellers arvemasse. Således bliver de gener, der aktuelt anvendes i den specialiserede celle, lukket ned, mens de gener, som styrer den tidlige udvikling af de embryonale stamceller, genstartes. Kloningsteknikken kort fortalt Den klassiske kloningsteknik, dvs. ved kernetransplantation, blev først udviklet på padder tilbage i 1950’erne og senere modificeret og anvendt til kloning af embryoner fra får og køer i slutningen af 1980’erne og begyndelsen af 1990’erne (figur 2),. De epokegørende beviser for, at også specialiserede celler kunne reprogrammeres og ”genfødes” som embryonale stamceller, der atter lod sig videreudvikle til levende afkom, blev gjort i 1996 og 1997. Dengang lykkedes det skotske forskere først at klone får udfra specialiserede fosterceller og dernæst at klone fåret ”Dolly” udfra en yverceller.

Figur 2. Kloning af embryonale celler (A), embryonale stamceller (B), fosterceller (C) og voksenceller via kernetransplantation til kerneløs, ubefrugtet oocyt (modificeret efter tegning af Poul Hyttel). Den forskningsmæssige baggrund for nævnte gennembrud var basale cellebiologiske studier vedrørende samspillet og forligeligheden mellem cellekernen, som indeholder det genetiske grundlag (DNA), og den omgivende cellemasse (cytoplasma), som stammer fra et modent ubefrugtet æg (oocyt). Transplantation af cellekerner fra en dyreart til ubefrugtede æg fra en anden dyreart Fremtidig anvendelse af terapeutisk kloning som klinisk behandlingsform indenfor human medicinen kan meget vel blive begrænset af adgangen til egnede oocyter, med mindre det viser sig muligt at anvende ikke-humane oocyter som surrogater.

2 Kloning af celler (voksenceller, fosterceller, stamceller m.v.) med det formål at frembringe afkom, som er genetisk identisk med ophavscellen.

Mikrokirurgisk fjernelse af oocytkernen

Klonet embryon - kan overføres til en rugemor eller anvendes til produktion af stamceller

Cellekulturer


Forsøg med transplantation af humane cellekerner til artsfremmede oocyter er indtil dato kun rapporteret af et amerikansk forskerteam. I 1990’erne fusionerede disse forskere humane blodceller og mundhuleceller med kerneløse oocyter fra kvæg. Ud af 56 klonede embryoner delte 26% sig 2 til 4 gange, dvs. de udvikledes til embryoner indeholdende 4-16 celler. Et klonet embryon udvikledes videre til morula/blastocyst stadiet, hvilket kræver, at embryonets klonede cellekerner er aktive. Ud fra dette embryon frembragte forskerne en koloni af celler med stamcellelignende udseende. Klonede individer omtales normalt som genetisk identiske. ”Dolly” betragtes f.eks. som værende genetisk identisk med det får, hvorfra yvercellen var taget. Det er imidlertid ikke helt rigtigt, idet der nedarves særskilt genetisk information direkte fra oocyten til afkommet i form af mitochondrie-DNA (mtDNA). Mitochondrierne er cellernes ”kraftværk”, som producerer hovedparten af cellens energi. De menes at stamme fra en bakterie, der etablerede sig i primitive værtsceller i et symbiotisk forhold for 1,5 milliarder år siden. Pattedyrs mitochondrier indeholder 13 proteinkodende og 42 RNA-kodende DNA-sekvenser3, samt nogle ikke-kodende regulator sekvenser. Mitochondriernes kraftværksfunktion kræver langt flere proteinstoffer, end mtDNA koder for. Der eksisterer derfor et nært samspil mellem cellekernens DNA og mtDNA. Det er derfor sandsynligt, at der vil være biologiske barrierer knyttet til kernetransplantation på tværs af alle dyrearter på grund af uforligelighed mellem mtDNA’et og cellekernens DNA; også selvom mtDNA ikke varierer meget indenfor og mellem pattedyrarterne. Dette forhold er blevet belyst i et amerikansk forsøg, hvor man fusionerede intakte celler og kerneløse celler på tværs af forskellige primatarter. Forsøget viste bl.a., at mtDNA fra chimpanser og gorillaer i samspil med en human cellekerne var i stand til at opretholde syntesen af mitochondrieproteiner nødvendige for energiproduktion (oxidative fosforylering), mens mitochondrier fra orangutang og non-primater ikke var. Det er fristende og oplagt at anvende kvæg og svine oocyter som surrogater i forbindelse med f.eks. human terapeutisk kloning eller reproduktionskloning af truede dyrearter (som er en andet område, hvor kloning på tværs af dyrearter er startet). Oocyter fra disse husdyr er tilgængelige i næsten ubegrænset antal fra slagterierne. Kloning af svin har dog indtil nu kun haft begrænset succes, hvorimod succesfuld kloning af kvæg, som tidligere nævnt, forgår i adskillige lande verden over (3-10% af voksenklonede kvægembryoner resulterer i dag i levedygtigt afkom). En enkelt videnskabelig publikation beskriver anvendelsen af koæg som surrogat celle i forbindelse med kloning af voksenceller fra får, svin, rotter og makakaber. Mellem 5 og 15% af de klonede fåre-, svine- og makakæg udviklede sig til blastocyststadiet, hvorfor to væsentlige konklusioner kan uddrages af forsøget: (1) kerneløse oocyter fra køer er , i hvert fald delvis, i stand til at reprogrammere artsfremmede cellekerner, idet udvikling til morula og blastocyststadierne kræver deltagelse af det embryonale genom, og (2) kvæg-mitochondriers mtDNA er i stand til at kommunikere med cellekerner fra forskellige dyrearter og forsyne den embryonale celle med tilstrækkelig energi under den tidligste udvikling. I samme forsøg overførtes de klonede 35 rotte-, 14 fåre- og 25 svineembryoner til et antal rugemødre af den 3 I følge de seneste estimater indeholder hele arvemassen hos pattedyr ialt 30.000 til 40.000 gener.


respektive dyreart. Ingen rugemødre blev drægtige, men hos fårene observeredes en forlængelse af den normale brunstcyklus samt udvikling af tidlige fosterhinder som tegn på, at de overførte klonede embryoner havde været i stand til at påbegynde dele af den tidlige fosterudvikling. Hvorvidt de manglende drægtigheder skyldtes mangelfuld reprogrammering af donorkernen og/eller uforligelighed mellem mtDNA og cellekernens DNA kunne ikke udledes af de forholdsvis begrænsede data i forsøget. At kloning på tværs af dyrearterne kan lade sig gøre, såfremt donorkernen og modtagercellen er nært beslægtede dyrearter, understøttes af den seneste fødsel af en klonet gaurkalv (Bos gaurus, 48 kromosomer) ud af 44 klonede gaur-embryoner, der blev frembragt gennem transplantation af hudceller fra en gaurko til ubefrugtede, kerneløse æg fra tamkøer (Bos taurus, 60 kromosomer). Successfuld kloning har også fundet sted med donorkerner fra tamkvæg (Bos taurus) og kerneløse oocyter fra Zebukvæg (Bos indicus). Afsluttende bemærkninger De videnskabelige erfaringer og eksperimenter med kloning på tværs af dyrearter er endnu meget begrænsede, og trods den hidtidige videnskabelige succes rummer metoden etiske, sundhedsmæssige og videnskabelige spørgsmålstegn. Hvad angår human terapeutisk kloning vil den kendte problematik ved transplantation af artsfremmede organer (f.eks. fra svin) til menneske være aktuel. Dels er der de etiske overvejelser om, hvorvidt det er acceptabelt, at mennesker huser genetisk materiale fra dyr. Men endnu vigtigere er overvejelserne vedrørende den sundhedsmæssige risiko, idet overførsel af retrovirus og andre kendte og ukendte vira fra dyr til nævnes mennesker ofte, som en reel risiko. Eksempelvis kan nævnes, at kvægoocyter ikke sjældent er inficeret med et flavivirus (bovine virus diarre virus), som hos kvæg kan give livslang persisterende virusinfektion. Kloning på tværs af dyrearterne vil dog uden tvivl fortsætte i øget tempo i takt med, at den medicinske viden om cellespecialisering og vævsmodellering muliggør kontrolleret frembringelse af forskellige celle- og vævstyper til medicinsk klinisk brug. Derudover vil denne form for kloning også blive anvendt i forbindelse med reproduktionskloning med det formål at bevare truede dyrearter. Etiske overvejelser vedrørende blandingen af genetisk materiale på tværs af arterne, og biologiske overvejelser / afklaring af, hvad dette vil betyde for biodiversiteten, har indtil dato ikke spillet nogen væsentlig rolle i debatten. Adskillige nye tiltag er allerede i gang i udlandet. Som tidligere nævnt er den første gaurkalv blevet født efter denne metode, i Kina forsøger man at klone pandaen ved at benytte surrogat oocyter fra kanin, og den afrikanske Cape Buffalo forsøges klonet ved hjælp af oocyter fra andre bøffelarter. På længere sigt vil den basale cellebiologiske og molekylær-genetiske forskning uden tvivl bidrage til, at processerne omkring reprogrammering af specialiserede celler afdækkes. Derefter vil muligheden for at kunne opbygge eller frembringe stamceller uden kloning være lige om hjørnet.


Stamcelle Forskning Synspunkter fra den britiske

Chief Medical Officers’s Ekspert gruppe om stamcelleforskning, af

Derek Morgan, Cardiff Law School Medlem af ekspertgruppen

Ekspertgruppen blev etableret af britiske regering, og med Chief Medical Officer (den britiske regerings øverste sundhedsmæssige rådgiver, herfra benævnt CMO) som formand fik den til opgave at vurdere mulige fordele ved nye områder af forskning, der anvender menneskeembryoer, herunder risici og alternativer og, i lyset af denne vurdering, rådgive om, hvorvidt disse nye forskningsområder burde tillades. Stamcelleforskning er grundforskning, som, selv hvis det blev tilladt, sikkert ville gå forud med flere år for eventuel brug i behandlingssammenhænge. Men forskningen, som til dato har inkluderet en række dyrearter og senest udvinding af stamceller fra menneskeembryoer, fostervæv og fra væv fra voksne såsom knoglemarv, hud og blod, dog vist, hvorfor stamceller menes at have et stort potentiale. Nylige påstande om voksne som cellekilder skulle overflødiggøre embryoniske celler er dog overilet. Den vigtigste konklusion og anbefaling fra ekspertgruppen er:

Ekspertgruppen konkluderer således, at skabelsen af embryoer ved udskiftning af cellekerner og deres anvendelse i forskning bør tillades med henblik på at øge forståelsen af menneskelige sygdomme og behandlinger med tilførsel af nye celler. Det er dog vigtigt, at sådan forskning kontrolleres nøje af Human Fertilisation and Embryology Authority (Den myndighed i Storbritannien, der bl.a. regulerer brugen af menneskelige fostre i forskningen - HFEA). Især i forbindelse med denne type forskning skal styrelsen kunne vide sig sikker på, at skabelsen af et embryo ved hjælp af udskiftning af cellekernen er nødvendigt i forskningsøjemed, og at alternativer ikke lige så vel ville kunne bruges i forskningsøjemed. (afsnit 4.32 i rapporten fra ekspertgruppen)

The Human Fertilisation and Embryology Act 1990 (loven om menneskelig befrugtning og embryologi fra 1990) tillader skabelse og brug af embryoer til forskning, såfremt at denne forskning er inden for et af de fem områder, der for tiden er specificeret i loven og har tilladelse fra HFEA. HFEA skal i hvert tilfælde vide sig sikker på, at brugen af embryoer er nødvendig for forskningen. Forskningen kan kun udføres i overensstemmelse med lovens bogstav og med tilladelse fra HFEA. Embryoer anvendt til forskning må ikke udvikles længere end 14 dage (undtaget opbevaringsperioder). Forskning, der involverer skabelsen af et embryo ved udskiftning af cellekernen er ikke forbudt i henhold til loven fra 1990, såfremt at det er til et af de fem eksisterende og specificerede forskningsformål. Under disse omstændigheder vurderer HFEA hver ansøgning om en forskningstilladelse ud fra dens indhold og skal vide sig sikker på, at skabelsen af et embryo ved udskiftning af cellekernen er nødvendig i forskningsøjemed.


Der er ikke nogen specifik britisk lovgivning i kraft, der udstikker rammerne for stamceller, når de er taget fra embryoer, eller forskning med det formål at udvikle stamceller fra andre kilder end embryoer, såsom aborterede fostre eller voksne celler. Retningslinjer fra 1989 udstikker rammerne for brug af fostervæv, mens rådgivning fra forskermiljøet og Sundhedsministeriet (Departement of Health) udstikker rammerne for forskning mere generelt. På langt sigt kan der være betydeligt potentiale i udnyttelsen af væv udvundet fra stamceller i behandlingen af en lang række lidelser ved at erstatte celler, der er blevet beskadiget eller er syge. Som eksempler kan nævnes insulinproducerende celler mod sukkersyge, nerveceller til slagtilfælde eller Parkinsons sygdom eller leverceller til at reparere et beskadiget organ. En måde, hvorpå man kan udvinde stamceller, der er genetisk kompatible med personen i behandling, kunne være fra celler, der er skabt ved udskiftning af cellekernen. Yderligere fremskridt inden for forståelsen af, hvordan organer regenererer, ville øge de mulige behandlinger, man kan overveje. Der er to typer vigtigste etiske spørgsmål. Naturligvis omhandler det vigtigste spørgsmål brugen af menneskeembryoer i forskning. Der er tre betydelige grupper af meninger. For det første mener en betydelig gruppe, at som moralsk princip vil brugen af hvilket som helst embryo til forskning være uetisk og uacceptabelt, fordi et embryo skal have alle menneskerettigheder fra dets skabelse. For det andet er der dem, der mener, at et embryo ikke har, behøver eller fortjener nogen som helst moralsk opmærksomhed. Endelig er der dem, der accepterer et embryos status som et potentiel menneske, men alligevel mener, at den respekt man udviser for embryoet øges i takt med dets udvikling, og at man, især på et tidligt stadie, kan afveje dette mod potentielle fordele ved den forslåede forskning. De aktuelle britiske begrænsninger og kontrolforanstaltninger i forbindelse med embryoforskning afspejler det sidstnævnte synspunkt. Embryoet ydes en vis beskyttelse af lovgivningen, men der er plads til, at fordelene fra foreslået forskning afvejes mod den respekt som det menneskelige embryo kræver. Udvindingen af stamceller til forskning fra tidlige embryoer, der ikke længere skal bruges til behandling af barnløshed, eller som er skabt med reagensglasbefrugtning specifikt til forskning, er ikke årsag til nogen nye, etiske spørgsmål, såfremt eksisterende etiske sikkerhedsforanstaltninger i henhold til loven fra 1990 overholdes. Hvis det, som den britiske regering har skønnet, er etisk acceptabelt at anvende embryoer til de fem aktuelt tilladte formål, vil de, der rent etisk ’står i midten’ hævde, at brug af dem til at udvinde stamceller for at forske i udviklingen af væv til mulige behandlingsformål - der har betydelige, potentielle fordele, hvad helbred angår - ikke foranledige fundamentalt forskellige etiske holdninger i henhold til den aktuelle lovgivning. Forskning med embryoer skabt ved udskiftning af cellekernen foranlediger dog nye spørgsmål for mange mennesker. Dette inkluderer modstandere af al forskning med embryoer, og eventuelt også nogle af "dem i midten", der accepterer den aktuelle brug af embryoer til forskning. Skabelsen af embryoer ved udskiftning af cellekernen i forskningsøjemed kan opfattes som bare at skabe dem for at opnå noget og udnytte dem som en produktkilde. En alternativ opfattelse er, at fordelene ved at kunne udvikle en persons egne celler til at skabe nye cellekilder til deres egen fremtidige behandling, gør at denne handling kan retfærdiggøres etisk. Mens forskning med embryoer skabt ved udskiftning af cellekernen rent faktisk kræver at bruge dem som en genstand, kan man også hævde, at dette til en vis grad også gælder for anden forskning med embryoer. De potentielle fordele ved forskningen skal afvejes mod disse spørgsmål. Forskning i


udskiftning af cellekernen kan betyde en måde at producere kompatibelt væv til behandlinger, og det kan være den eneste måde at lære om mekanismerne i omprogrammering af voksne celler. Hvis disse muligheder omsættes til virkelighed, vil fordelene være betydelige og kan repræsentere den bedste mulighed for at udvikle behandling af en række af degenerative sygdomme. Ekspertgruppen konkluderede, at en utilsigtet glidebane over i forplantningskloning ikke var et realistisk perspektiv med de strenge, britiske kontrolforanstaltninger udstedt af HFEA, der giver tilladelser til både forskning, der involverer embryoer uden for menneskekroppen og behandling af barnløshed. Begrænsningen på 14 dage med hensyn til at opbevare embryoer uden for menneskekroppen og den helt klare holdning fra HFEA, at de ikke vil tillade implantation af embryoer skabt ved udskiftning af cellekernen, udgør en klar og effektiv kontrolforanstaltning til at forhindre nogen adgang til forplantningskloning. Et andet sæt vigtige etiske spørgsmål omhandler en række tekniske emner og sikkerhedsforanstaltninger, som stammer fra tidligere forskning med stamceller og udskiftning af cellekernen. Alle disse sikkerhedsforanstaltninger skal der redegøres for med forskning. De inkluderer: • hvorvidt forsyningen af overskydende æg (oocyter) til behandling vil være tilstrækkelig, • hvorvidt celler og væv udvundet fra udskiftning af cellekernen vil udvikle sig normalt, eller

hvorvidt skader sandsynligvis vil opstå, • hvorvidt stamceller og væv derfra vil ”ældes” normalt, • hvorvidt sådan væv har større chance for at udvikle sig ondartet, og • hvorvidt væv udvundet fra en omprogrammeret, voksen kerne kan overkomme problemer

med afstødning efter transplantation, som teori antyder, at de kan. Teknikken med udskiftning af cellekernen kan eventuelt også anvendes til at behandle sjældne, alvorlige, arvelige sygdomme. At reparere en kvindes æg (oocytes) med denne teknik giver mulighed for at hjælpe en kvinde med skadede mitochondrier til at føde et rask barn, der arver hendes gener sammen med hendes partners. Forskere mener, at stamceller kan udvindes fra en række kilder, men at alle ikke vil have de samme egenskaber eller potentiale til at udvikle sig til bestemt væv. Disse kilder er: • fra tidlige embryoer (blastocyster) skabt ved reagensglasbefrugtning – enten dem, der ikke er

brug for til behandling af barnløshed (nogle gange kaldet ’overskydende embryoer’) eller skabt specifikt til forskning,

• fra tidlige embryoer skabt ved at indsætte kernen fra en voksen celle i et æg, hvor kernen er fjernet - udskiftning af cellekernen,

• fra kønsceller eller organer fra et aborteret foster, • fra blodceller fra navlestrengen ved fødslen, • fra voksent væv (såsom knoglemarv), • fra modne, voksne vævsceller omprogrammeret til at opføre sig som stamceller.


Stamceller taget fra fostervæv eller blod fra navlestrengen synes at være mere begrænsede, med hensyn til hvilken type væv de kan udvikle sig til. Stamceller kan udvindes fra noget voksent væv, men deres potentiale til at kunne omdanne sig til andet slags væv vil nok også være begrænset. Teoretisk har stamceller udvundet fra tidlige embryoer det største potentiale til at omdanne sig de fleste typer væv (de omtales tit som ‘pluripotente’). Det bliver måske muligt i fremtiden at omprogrammere voksne celler til at opføre sig som stamceller, men i øjeblikket er dette meget hypotetisk og kræver en større forståelse af mekanismerne bag omprogrammering. Hvis nogen behandlingsfordele skal kunne komme fra stamcelleteknologi, vil yderligere forskning med menneskeembryoer være nødvendig for at forstå omprogrammering. Ekspertgruppen konkluderede ikke bare, at yderligere forskningstyper burde føjes til loven om menneskelig befrugtning og embryologi fra 1990, hvilket ville betyde, at stamcelleforskning med menneskeembryoer ville kunne få tilladelse fra HFEA, men at HFEA ud over at føle sig sikker i hvert tilfælde om, at forskningen var nødvendig og ønskværdig, som loven allerede kræver, også skal vide sig sikker på, at ingen anden kilde af stamceller kunne opfylde formålet med forskningen.


“Ethical Issues in Human Stem Cell Research” En rapport fra den Amerikanske National Bioethics Advisory Commission

af Søren Holm, dr.med.

Professor of Clinical Bioethics University of Manchester

& Professor II i medisinsk etikk

Universitetet i Oslo Præsident Clinton bad i november 1998 den amerikanske National Bioethics Advisory Commission (NBAC) om at behandle alle de medicinske og etiske spørgsmål som forskning i menneskelige stamceller rejser. Dette var foranlediget af at forskere ved universitetet i Wisconsin som de første havde isoleret og dyrket humane embryonale stamceller. NBAC foretog en grundig analyse og offentliggjorde i september 1999 en udførlig rapport i 3 bind4. I det følgende vil jeg kort gøre rede for rapportens centrale argumentation og mest væsentlige anbefalinger for så vidt disse angår embryonale stamceller. Disse anbefalinger er for de flestes vedkommende udtrykt i form af anbefalinger af, hvilke typer af forskning den amerikanske forbundsregering skal støtte økonomisk. Dette skyldes at den direkte regulering af forskning ligger hos enkeltstaterne og ikke hos forbundsregeringen. Dette betyder at privat finansieret stamcelleforskning i alt væsentligt er ureguleret i USA. NBACs første væsentlige argument er, at spørgsmålet om forskning i embryonale stamceller ikke kan forventes løst på det samfundsmæssige plan ved at der opnås etisk enighed. Der kan med rimelighed argumenteres for en lang række forskellige konklusioner mht. embryoners moralske status, og der findes ingen tvingende argumenter i denne debat. Spørgsmålet der skal besvares er derfor ikke primært ”hvilken etisk analyse er den korrekte, og hvilke implikationer har den mht. regulering”; men ”hvilken regulering er den som bedst afbalancerer de modstridende etiske hensyn i denne situation”. NBAC påpeger at dette er et problem som offentlige myndigheder ofte står i, når der ikke kan udformes en politik som vil tilgodese alle rimelige etiske holdninger/analyser. Den basale etiske konflikt NBAC identificerer er mellem de store potentielle behandlingsmæssige gennembrud som stamcelleforskningen sandsynligvis vil lede til, og den respekt som langt de fleste mener bør vises overfor humane embryoner. Kommissionen gør opmærksom på at embryonale stamceller til forskning kan fremskaffes på 3 forskellige måder:

1. Fra overskydende embryoner ved IVF eller fra aborterede fostre 2. Fra embryoner produceret mhp. derivering af stamceller 3. Fra embryoner produceret vha. kloningsteknikker mhp. derivering af stamceller

4 National Bioethics Advisory Commission. Ethical Issues in Human Stem Cell Research (vol 1-3). Rockville: NBAC, 1999.


De etiske problemer er ikke identiske i disse tre tilfælde, men for hvert trin tillægges nye etiske problemer. Trin 2 rejser vanskelige etiske spørgsmål forbundet med det problematiske i at frembringe menneskeligt liv udelukkende mhp. destruktiv forskning, og trin 3 rejser yderligere problemer forbundet med kloning og den mulige ”glidebane” fra terapeutisk til reproduktiv kloning. Set fra et ”public policy” synspunkt argumenterer NBAC derfor for, at de mere problematiske former for stamcelleforskning kun skal støttes, hvis forskning på stamceller fra overskydende embryoner eller aborterede fostre viser 1) at de lovede behandlingsmæssige gennembrud kan realiseres, og 2) at det er nødvendigt at anvende andre typer af embryoner. Kommissionen anbefaler derfor at forbundsregeringen ikke skal:

“… fund research involving the derivation or use of human ES [Embryonic Stem] cells from embryos made solely for research purposes using IVF.” (1, p. 71, Recommendation 3)

og heller ikke skal:

“… fund research involving the derivation or use of human ES cells from embryos made using SCNT [Somatic Cell Nuclear Transfer] into oocytes.” (1, p. 72, Recommendation 4)

Disse ”public policy” anbefalinger begrundes ud fra to typer af argumentation. For det første anføres det, at vi står i en situation hvor stamcelleforskning ser meget lovende ud, men hvor der er en betydelig grad af usikkerhede mht. hvorvidt disse løfter vil blive indfriet. Givet at de ”etiske omkostninger” ved forskellige typer af forskning på området varierer, forekommer det hensigtsmæssigt at begynde med den type forskning der er mindst problematisk, og kun gå videre til mere problematiske typer af forskning, når vi har opnået en viden som gør det mere sandsynligt at stamcelleteknikkerne på behandlingsområdet kommer til at leve op til de store løfter. Jo mere sikre fordelene bliver, jo mere etisk vægt kan vi lægge på dem i vor afbalancering mod de evidente etiske problemer i brugen af embryoner. For det andet problematiserer kommitteen i hvilken grad det er ”nødvendigt” at bruge andre embryoner end de der er overskydende efter IVF. Nødvendighed har mange grader, og der er forskel på om noget er ”absolut nødvendigt” eller om det blot vil lede hurtigere til et givet mål. NBAC skriver:

“Currently, we believe that cadaveric fetal tissue and embryos remaining after infertility treatments provide an adequate supply of research resources for federal research projects involving human embryos. Therefore, embryos created specifically for research purposes are not needed at the current time in order to conduct important research in this area.” (1, p. 71)

og,


“We conclude that at this time, because other sources are likely to provide the cells needed for the preliminary stages of research, federal funding should not be provided to derive ES cells from SCNT. Nevertheless, the medical utility and scientific progress of this line of research should be monitored closely.” (1, p. 72) Man benægter altså ikke, at der er mulig forskning som kun kan udføres hvis embryoner direkte produceres, eller produceres vha. kloningsteknikker; men blot at denne forskning er nødvendig nu. NBACs anbefalinger er ikke blevet implementeret af forbundsregeringen, og med et republikansk flertal i kongressens to kamre og en republikansk præsident, vil det næppe heller komme til at ske.


Etiske aspekter ved forskning i og brug af menneskelige stamceller Holdning fra Den Europæiske Gruppe vedr. Etik i Videnskab og

Nye Teknologier til Europakommissionen Nr.15

14. november 2000 (N.B.: Dette er Teknologirådets oversættelse af anbefalingerne alene. Den fulde udtalelse med den videnskabelige, historiske, juridiske og etiske baggrund kan findes umiddelbart efter dette dokument. Den fulde udtalelse er ikke oversat. Ved tvivlspørgsmål henstiller vi, at man læser den fulde udtalelse/mj) Den Europæiske Gruppe vedr. Etik i Videnskab og Nye Teknologier (herefter EGE eller Gruppen) har følgende udtalelse: ……. Rækkevidden af denne udtalelse: 2.1. Etiske emner vedr. forskning i og klinisk brug af stamceller Denne udtalelse gennemgår etiske spørgsmål, der rejses af forskning i og brug af menneskelige stamceller i sammenhæng med Den Europæiske Unions forskningspolitik og Det Europæiske Fællesskabs folkesundhedskompetence for at forbedre helbredssituationen og for at sætte høje krav til sikkerheden omkring væv og stoffer af menneskelig oprindelse. De særlige etiske spørgsmål, der rejses vedrørende patentering af opfindelser med menneskelige stamceller, som formand Prodi 18. oktober bad Gruppen afgive en udtalelse om, vil ved en senere lejlighed blive offentliggjort i Bruxelles. Den følgende udtalelse vil derfor ikke behandle spørgsmål vedrørende kloning. Generel tilgang 2.2. Fundamentale etiske principper på spil De fundamentale etiske principper, der er anvendelige i denne sammenhæng, er anerkendt i tidligere udtalelser fra EGE. De er specifikt:

• princippet om respekt for menneskelig værdighed • princippet om individets ret til selvbestemmelse (indbefattende informeret samtykke,

respekt for privatlivets fred og fortrolighed omkring personlige data) • princippet om rimelighed og gavnlighed (justice and beneficience/red.) (særligt med

hensyn til forbedring af og bevarelse af sundhedstilstanden) • princippet om fri forskning (som må afvejes i forhold til andre principper) • proportionalitetsprincippet (der inkluderer at forskningsmetoder skal være nødvendige for

at opnå det ønskede mål og ingen alternative og mere acceptable metoder er tilgængelige)


I tillæg hertil betragter Gruppen det som vigtigt - på baggrund af forsigtighedsprincippet - at inddrage de langsigtede konsekvenser for individer og samfundet af forskning i og brug af stamceller. 2.3. Pluralisme og europæisk etik Pluralisme er karakteristisk for Den Europæiske Union. Det afspejler en rigdom i skikke, og tilføjer et behov for gensidig respekt og tolerance. Respekt for forskellige filosofiske, moralske eller juridiske tilgange er indbygget i den etiske dimension af opbygningen af et demokratisk europæisk samfund. Fra et juridisk synspunkt er respekt for pluralismen i overensstemmelse med artikel 22 i Charteret om Fundamentale Rettigheder til "Kulturel, religiøs og sproglig forskellighed", og med artikel 6 i Amsterdam Traktaten, der både sikrer beskyttelsen af de fundamentale rettigheder på EU-niveau, baseret på internationale instrumenter såvel som på fælles forfatningstraditioner, og som understreger respekten for medlemsstaternes nationale identitet. Grundforskning i menneskelige stamceller 2.4. Grundliggende betingelser for forskellige kilder til stamceller

• Ved erhvervelse af voksne stamceller gælder de samme krav, der stilles ved vævsdonation, baseret på respekt for den menneskelige krops integritet og det frie og informerede samtykke fra donoren

• Ved erhvervelse af stamceller fra blod fra navlestrenge efter fødslen kræves det, at donoren (den kvinde eller det par, der er berørt) er informeret om mulighederne for, at cellerne bruges til dette specifikke forskningsformål, og at donoren giver sit samtykke.

• Ved erhvervelse af fostervæv til udtræk af stamceller kræves der, udover informeret samtykke, at der ikke er sat en abort i gang med det formål at erhverve dette væv. Tidspunktet for afbrydelsen af svangerskabet og metoden til dette må heller ikke være påvirket af ønsket om at erhverve stamceller.

• Erhvervelsen af stamceller fra embryonale blastocyster rejser spørgsmålet, om det menneskelige embryos moralske status. I lyset af den europæiske pluralisme er det op til hver enkelt medlemsstat at forbyde eller godkende forskning på embryoer. I det sidste tilfælde (godkendelse, red) kræver respekten for det menneskelige liv, at forskning med embryoer reguleres og garanteres mod vilkårlige eksperimenter og instrumentalisering af menneskelige embryoer.

2.5. Etisk accept af pågældende forskningsfelt Gruppen noterer sig, at forskning med embryoer i visse lande er forbudt. Men når denne forskning er tilladt med det formål at forbedre behandlingerne for barnløshed, er det svært at se særlige argumenter, der skulle forhindre, at man udvider rækkevidden af denne forskning for at udvikle nye behandlingsmetoder for alvorlige sygdomme og skader. Som det er tilfældet med forskningen omkring barnløshed, er forskningen i stamceller rette mod at afhjælpe svær menneskelig lidelse. I hver tilfælde skal de embryoer, der har været anvendt i forskning destrueres. Derfor er der ikke argumenter for, at denne type forskning skal udelukkes fra at få


støtte fra the Framework Program of research of the European Union, hvis det opfylder de etiske og juridiske krav, der er defineret i programmet. 2.6. Offentlig kontrol med forskning med embryonale stamceller Gruppen bedømmer, at det er væsentligt at understrege, at brugen af embryonale stamceller er et følsomt emne, da denne brug kan ændre vores syn på den respekt, der vises det menneskelige foster. Ifølge Gruppen er det afgørende, at forskning med embryonale stamceller i de lande, hvor det er tilladt, sættes under streng offentlig kontrol af en central myndighed - som man for eksempel har gjort i Storbritannien med et godkendelsesorgan (the Human Fertilisation and Embryology Authority) - og at tilladelser til sådan forskning gives højst selektivt, og efter en sag for sag-vurdering. Der bør også sikres størst mulig gennemsigtighed i processen. Dette må gælde uanset om denne forskning udføres i den offentlige eller den private sektor. 2.7. Alternative metoder til at skabe embryoer med det formål at forske i stamceller Gruppen vurderer, at skabelsen af embryoer alene med det formål at bruge dem i forskningssammenhæng, rejser alvorlig bekymring, siden det repræsenterer endnu et skridt i retningen af an instrumentalisering af menneskeligt liv.

• Gruppen anser skabelsen af embryoer med kønsceller (æg og sæd, red.) doneret til dette formål for etisk uacceptabelt, når der er overskydende embryoer som en alternativ kilde.

• Gruppen tager med i betragtningen, at der er interesse for at udfører en somatisk

cellekerne overførsel (SCNT) med det formål at studere forholdene, der er nødvendige for at "omprogrammere" voksne menneskeceller. Den er også opmærksom på, at ved fremtidig stamcelleterapi er skabelsen af fostre med denne teknik den mest effektive måde at erhverve pluripotente stamceller, der er genetisk identiske med patienten, og derfor kan give perfekt kompatibelt væv, med det formål at undgå afstødning efter transplantation. Men disse fjerne terapeutiske perspektiver må afvejes mod risikoen for at forfladige brugen af embryoer og for at sætte kvinder under pres for at blive til kilder for ubefrugtede æg, og øge muligheden for at de instrumentaliseres. Med den høje grad af ineffektivitet i SCNT, ville sikringen af en levedygtig cellekultur kræve et stort antal æg.

• Det er Gruppens holdning, at med et så sensitivt emne bør proportionalitetsprincippet

og forsigtighedsprincippet bruges; det er ikke nok at tage hensyn til legitimiteten i at forfølge det mål at lindre menneskelig lidelse. Det er også væsentligt at overveje, hvilke midler, man bruger. Forhåbningerne for især regenerativ (genopbyggende, revitaliserende; red.) behandling er stadig meget spekulative og debatterede blandt forskerne. Idet den appellerer til forsigtighed, mener Gruppen, at det i den nuværende situation er for tidligt at skabe fostre med somatisk cellekerne overførsel til forskning i stamcellebehandling, da der er et bredt felt af forskning, der kan udføres med


alternative kilder til menneskelige stamceller (fra overskydende fostre, fostervæv og voksne stamceller).

2.8. Stamcelleforskning i the European Framework Programme of research Stamcelleforskning, der er baseret på alternative kilder (overskydende foster, fostervæv og voksne stamceller) har brug for et særligt Fælleskabs forsknings budget. I særdeleshed bør EU-støtte blive helliget til at teste gyldigheden af nylige opdagelser af potentialet i voksne stamceller. EU bør insistere på at resultaterne af en sådan forskning skal udbredes bredt og ikke skjules af kommercielle årsager. På EU-niveau, i Framework Programme of research, er der en særlig forpligtelse til at give økonomisk støtte til stamcelleforskning. Dette indebærer, at der skal etableres passende procedurer for, og afsættes tilstrækkelige midler til en etisk vurdering - ikke bare før et projekt sættes i gang, men også som overvågning af dets udførsel. 2.9. Stamcelleforskning og kvinders rettigheder Kvinder, der gennemgår behandling for barnløshed, er under et stort fysisk og psykisk pres. Gruppen understreger behovet for at sikre at behovet for overskydende fostre og donation af ubefrugtede æg (oocyter) ikke forøger presset på kvinder. Klinisk forskning på menneskelige stamceller Den hastighed, hvormed forskere verden over bevæger sig mod forsøg med stamceller i patienter er bemærkelsesværdig, selv om transplantation af embryonale stamceller sandsynligvis ikke vil blive forsøgt i den nære fremtid. Kliniske tester med andre stamceller end de embryonale er udført på patienter, der lider svært af Parkinsons sygdom, hjertesygdomme eller diabetes. Det rejser følgende spørgsmål: 2.10. Frit og informeret samtykke Frit og informeret samtykke ikke bare fra donoren, men også fra modtageren er et krav, som det er udtrykt i Gruppens udtalelse om "Menneskelige Vævs-Banker" (21/07/1998). I hver enkelt tilfælde er det nødvendigt at informere donoren (kvinden eller parret) om muligheden af, at cellerne bruges til dette specifikke forskningsformål, før der bedes om samtykke. 2.11. Bedømmelse af risici og fordele Bedømmelse af risici og fordele er afgørende i stamcelleforskningen, som i al forskning. Men det er vanskeligere, fordi usikkerhedsmomenterne er betragtelige qua hullerne i vores viden. Forsøg på at minimere risiciene og øge fordelene bør indbefatte, at man optimerer strategierne for sikkerheden. Det er ikke nok at teste dyrkede stamceller eller væv, der skabt af dem, for bakterier virus eller giftighed. Sikkerhedsaspekter er yderste vigtige, når man transplanterer genetisk modificerede celler og når stamceller kommer fra voksne celler. For eksempel er det nødvendigt at vurdere risikoen for, at transplanterede stamceller skaber anormaliteter eller fremmer udviklingen af tumorer eller kræft. det er vigtigt, at de potentielle fordele for patienten tages i


betragtning, men de må ikke overvurderes. Det er nødvendigt at tage hensyn til de grunde, der taler for en forsigtig tilgang. 2.12. Beskyttelse af kliniske testpatienters helbred Muligheden for at uigenkaldelige og potentielt skadelige ændringer følger med den kliniske brug af stamceller bør minimeres. Teknikker, der forøger mulighederne for at indgrebet kan gøres reversibelt (ændres tilbage til tilstanden før indgrebet, red) bør bruges så vidt muligt. Hvis, for eksempel, genetisk modificerede celler blev indkapslet, når de blev transplanteret, burde det være muligt at vende proceduren om, hvis noget går galt. 2.13. Videnskabelig evaluering af brugen af stamceller til terapeutisk brug Det haster med at få skitseret strategier og særlige krav til den bedst mulige evaluering af etisk forsvarlig brug af stamceller til behandling (genterapi, transplantation, etc.). En sådan evaluering bør forgå i samarbejde med European Agency for the Evaluation of Medicinal Products. 2.14. Anonymitet ved donation Der må træffes foranstaltninger for at beskytte og bevare identiteten af både donor og modtager i forbindelse med forskning i og brug af stamceller. Som der står i EGEs Udtalelse om "Vævs-Banker" (21/07/1998): "for at fremme anonymiteten er det forbudt at afsløre informationer, der kan identificere donoren og modtageren. Overordnet bør donoren ikke kende modtagerens identitet og modtageren bør ikke kende donorens identitet." 2.15. Stamcellebanker og sikkerhed Tilvejebringelse og opbevaring af stamceller i stamcellebanker fører til opsamling og opbevaring af en stigende mængde personlige og familie-oplysninger. Cellebanker bør reguleres på europæisk niveau, for at gøre det lettere at bruge forsigtighedsprincippet. Hvis uønskede bivirkninger opstår, skal det være muligt at spore donor og modtager og få adgang til deres patientjournaler. Sporbarhed skal være en af betingelserne for at tillade en cellebank på nationalt eller europæisk plan. 2.16. Stamcellebanker og fortrolighed For at forene kravet om sporbarhed og behovet for at beskyttes donorens rettigheder - medicinsk fortrolighed og privatliv - skal cellebanker træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre fortroligheden af alle data. 2.17. Forbud mod handel med embryoer og væv fra afdøde fostre Man bør ikke undervurdere mulighederne for tvang, når der er finansielle incitamenter til stede. Hverken embryoer eller væv fra afdøde fostre må købes eller sælges. Det må end ikke udbydes til salg. Der bør tages skridt til at forhindre en sådan kommercialisering. 2.18. Eksport og import af stamcelleprodukter


Import og eksport af stamceller bør ske med autorisation fra offentlige myndigheder enten på nationalt eller europæisk niveau. Autorisation bør afhænge af såvel etiske som sikkerhedsregler. 2.19. Uddannelse og dialog Der er behov for fortsat dialog og uddannelse for at fremme borgernes - inklusive patienters - deltagelse i styringen af videnskaben, særligt med hensyn til de sociale valg der skabes af nye videnskabelige udviklinger. Den Europæiske Gruppe vedr. Etik i Videnskab og Nye Teknologier Medlemmerne

Paula Martinho da Silva Anne McLaren Marja Sorsa Ina Wagner Göran Hermerén Gilbert Hottois

Dietmar Mieth Octavi Quintana Trias Stefano Rodota Egbert Schroten Peter Whittaker The Chairperson Noëlle LENOIR


OPINION OF THE EUROPEAN GROUP ON ETHICS

IN SCIENCE AND NEW TECHNOLOGIES

TO THE EUROPEAN COMMISSION

No 15 14 November 2000 **************************************************************************** ETHICAL ASPECTS OF HUMAN STEM CELL RESEARCH AND USE Reference: Initiative of the Group Rapporteurs: Anne McLaren and Göran Hermerén **************************************************************************** The European Group on Ethics in Science and New Technologies (EGE), Having regard to the Treaty on European Union as amended by the Treaty of Amsterdam,

and in particular Article 6 (formerly Article F) of the common provisions, concerning the respect for fundamental rights, Article 152 (formerly Article 129) of the EC Treaty on public health, (namely paragraph 4(a) referring to substances of human origin) and Articles 163-173 (formerly Articles 130F-130P) on research and technological development;

Having regard to the European Parliament and Council Directive 65/65/CEE of 26

January 1965 and the modified Directive 75/319/CEE of 20 May 1975 concerning medicinal products;

Having regard to the Council Directive 93/42/EEC of 14 June 1993 concerning medical

devices and the European Parliament and Council Directive 98/79/EC of 27 October 1998 concerning in vitro diagnostic medical devices, in particular Article 1-4 which refers to ethics and requires the respect of the principles of the Convention of the Council of Europe on Human Rights and Biomedicine, with regard to the removal, collection and use of tissues, cells and substances of human origin;

Having regard to the Council Directive 98/44/EC of 6 July 1998 on the legal protection of

biotechnological inventions and in particular Article 6, concerning certain inventions excluded from patentability, and Article 7 giving mandate to the European Group on Ethics (EGE) to evaluate "all ethical aspects of biotechnology”;

Having regard to the Parliament and Council Decision of 22 December 1998 concerning the 5th Framework Programme of the European Community for research, technological development and demonstration activities (1998-2002) and in particular Article 7 requesting compliance with fundamental ethical principles;


Having regard to the Council Decision of 25 January 1999 adopting the specific programme for research, technological development and demonstration activities on quality of life and management of living resources and in particular the ethical requirements mentioned in its Annex II; Having regard to the Charter of 28 September 2000 on Fundamental Rights of the European Union, approved by the European Council in Biarritz on October 14th 2000, in particular Article 1 on “Human dignity”, Article 3 on the “Right to the integrity of the person”, which refers to the principle of "free and informed consent" and prohibits "the reproductive cloning of human beings" and Article 22 on “Cultural, religious and linguistic diversity”;

Having regard to the Council of Europe’s Convention on Human Rights and Biomedicine,

signed on 4 April 1997 in Oviedo, in particular Article 18 on embryo research, and to the additional protocol to the Convention on the prohibition of cloning human beings signed on 12 January 1998 in Paris;

Having regard to the Universal Declaration on the Human Genome and Human Rights

adopted by the United Nations on 11 December 1998, in particular Article 11 which recommends to prohibit reproductive cloning of human beings, and Article 13 which refers to the responsibilities of researchers as well as of science policy makers;

Having regard to national regulations on stem cell and on embryo research and to national

ethics bodies opinions, at the European Union level, concerning these subjects; Having regard to the reports of the US National Bioethics Advisory Committee dated

September 13, 1999 on the "Ethical Issues on Human Stem Cell Research", the hearings on the same subject by the US Congress, on April 2000 and the guidelines published by the Clinton administration on August 26, 2000 to be forwarded to a NIH (National Institutes of Health) scientific review in 2001;

Having regard to the Round Table organised by the Group on 26 June 2000 in Brussels

with members of the European Parliament, jurists, philosophers, scientists, representatives of industries, of religions, of patients' associations, and of international organisations (Council of Europe, UNESCO, WHO);

Having regard to the Hearings of scientific experts on 6 June 2000 and on 2 October

2000, and to the Hearings of representatives of religions on 8 September 2000; Having heard the rapporteurs Anne McLaren and Goran Hermerén;


1 - WHEREAS SCIENTIFIC BACKGROUND 1.1. How to define stem cells? Stem cells are cells that can divide to produce either cells like themselves (self-renewal), or cells of one or several specific differentiated types. Stem cells are not yet fully differentiated and therefore can reconstitute one or several types of tissues. 1.2. What are the different kinds of stem cells? Different kinds of stem cells can be distinguished according to their potential to differentiate. They are progenitor, multipotent or pluripotent stem cells.

• Progenitor stem cells are those whose terminally differentiated progeny consist of a single cell type only. For instance, epidermal stem cells or spermatogonial stem cells can differentiate respectively into only keratinocytes and spermatozoa.

• Multipotent stem cells are those which can give rise to several terminally differentiated cell types constituting a specific tissue or organ. Examples are skin stem cells which give rise to epidermal cells, sebaceous glands and hair follicles or haematopoietic stem cells, which give rise to all the diverse blood cells (erythrocytes, lymphocytes, antibody-producing cells and so on), and neural stem cells, which give rise to all the cell types in the nervous system, including glia (sheath cells), and the many different types of neurons.

• Pluripotent stem cells are able to give rise to all different cell types in vitro. Nevertheless, they cannot on their own form an embryo. Pluripotent stem cells, which are isolated from primordial germ cells in the foetus, are called: embryonic germ cells ("EG cells"). Those stem cells which are isolated from the inner cell mass of a blastocyst-stage embryo are called: embryonic stem cells ("ES cells”).

It should be noted that scientists do not yet all agree on the terminology concerning these types of stem cells. 1.3. What are the characteristics of the different stem cells? Progenitor and multipotent stem cells may persist throughout life. In the foetus, these stem cells are essential to the formation of tissues and organs. In the adult, they replenish tissues whose cells have a limited life span, for instance skin stem cells, intestinal stem cells and haematopoietic stem cells. In the absence of stem cells, our various tissues would wear out and we would die. They are more abundant in the foetus than in the adult. For instance haematopoietic stem cells can be derived from adult bone marrow but they are particularly abundant in umbilical cord blood. * Pluripotent stem cells do not occur naturally in the body, which distinguishes them from progenitor and multipotent stem cells. 1.4. Where can stem cells be found? The possible sources of stem cells include adult, foetus and embryos. Accordingly, there are: * Adult stem cells: progenitor and multipotent stem cells are present in adults. Mammals appear to contain some 20 major types of somatic stem cells that can generate liver, pancreas, bone and


cartilage but they are rather difficult to find and isolate. For instance, access to neural stem cells is limited since they are located in the brain. Haematopoietic stem cells are present in the blood, but their harvesting requires stimulatory treatment of the donor's bone marrow. By and large, adult stem cells are rare and do not have the same developmental potential as embryonic or foetal stem cells. * Stem cells of foetal origin: - Haematopoietic stem cells can be retrieved from the umbilical cord blood. - Foetal tissue obtained after pregnancy termination can be used to derive multipotent stem cells like neural stem cells which can be isolated from foetal neural tissue and multiplied in culture, though they have a limited life span. Foetal tissue can also give rise to pluripotent EG cells isolated from the primordial germ cells of the foetus. * Stem cells of embryonic origin: Pluripotent ES cells are those which are derived from an embryo at the blastocyst stage. Embryos could be produced either by in vitro fertilisation (IVF) or by transfer of an adult nucleus to an enucleated egg cell or oocyte (somatic cell nuclear transfer – SCNT). 1.5. Human embryonic development * At two to three days after fertilisation, an embryo consists of identical cells which are totipotent. That is to say that each could give rise to an embryo on its own producing for example identical twins or quadruplets. They are totally unspecialised and have the capacity to differentiate into any of the cells which will constitute the foetus as well as the placenta and membranes around the foetus. * At four to five days after fertilisation (morula stage), the embryo is still made up of unspecialised embryonic cells, but these cells can no longer give rise to an embryo on their own. * At five to seven days after fertilisation (blastocyst stage), a hollow appears in the centre of the morula, and the cells constituting the embryo start to be differentiated into inner and outer cells:

- The outer cells will constitute the tissues around the foetus, including the placenta.

- The inner cells (20 to 30 cells) will give rise to the foetus itself as well as to some of the surrounding tissues. If these inner cells are isolated and grown in the presence of certain chemical substances (growth factors), pluripotent ES cells can be derived. ES cells are pluripotent, not totipotent since they cannot develop into an embryo on their own. If they are transferred to a uterus, they would neither implant nor develop into an embryo. HISTORICAL BACKGROUND 1.6. Research on animals

* Embryonic stem cells Scientists have been working with mouse embryonic stem cells in vitro for more than 20 years, noting very early their remarkable capacity to divide. Some mouse ES cell lines have been cultured for more than 10 years, while retaining their ability to differentiate. There is today some evidence from animal models that multipotent stem cells can be used for somatic therapy. Convincing evidence however has been provided up until now from ES cell-derived, and not adult derived multipotent somatic cells. For instance neural differentiated


mouse ES cells when transplanted into a rat spinal cord several days after a traumatic injury can reconstitute neuronal tissue resulting in the (partial) recovery of hindlimb co-ordinated motility. Similarly, selected cardiomyocytes obtained from differentiating ES cells can be grafted into the heart of dystrophic mice to effect myocardial repair. Whether the same cellular derivatives when obtained from adult stem cells would be able to correct for the deficiencies induced in those animal models remains to be determined. Much research on mouse ES cells has also been focused on using these cells to create transgenic animals, in particular as disease models to study human genetic disorders. * Adult stem cells Research is also carried out on mouse adult stem cells. While many scientists had assumed that these cells were programmed to produce specific tissues and were thus no longer able to produce other sorts of tissue, recent studies suggest that adult stem cells may be able to show more malleability than previously believed. For instance, it has been shown that mouse neural stem cells could give rise, in specific conditions of culture, to cells of other organs such as blood, muscle, intestine, liver and heart. Marrow stromal cells can generate astrocytes, a non-neuronal type of cells of the central nervous system and that haematopoietic stem cells can give rise to myocytes. 1.7. First grafts of human foetal cells Stem cells in tissues such as skin or blood are able to repair the tissues throughout life. By contrast, the nervous system has a very limited capacity for self-repair because the neural stem cells in the adult brain are few in number and have a poor capacity to generate new neurons for instance to repair injury.

Based on the positive results of experimentation on rodents and primates, clinical trials in patients with Parkinson's disease have been performed on around 200 patients over the last 10 years especially in Sweden and the USA. They have shown that the transplantation of neural cells derived from the human foetus can have a therapeutic effect, with an important reduction of the symptoms of the disease in the treated patients. The clinical improvement among these patients has been observed for 6-24 months after transplantation and in some cases for 5-10 years. It has recently been shown that 10 years after the transplantation surgery, the transplanted neural cells were still alive and producing dopamine, the compound which is deficient in the brain of patients with Parkinson's disease. However, this therapeutic approach still remains experimental. In addition, the availability of neural foetal tissue is very limited. Five to six aborted foetuses are needed to provide enough neural tissue to treat one Parkinson's patient. That is why new sources of neural cells have been explored in some countries such as the US and Sweden. The aim is to derive neural stem cells from foetuses: these stem cells could be induced to proliferate in culture, providing much greater amounts of neural tissue for transplantation. 1.8. Transplantation of human haematopoietic stem cells The transplantation of human haematopoietic stem cells is routinely used to restore the production of blood cells in patients affected by leukaemia or aplastic anaemia after chemotherapy. There are two sources of haematopoietic stem cells:


* Adult stem cells: they can be retrieved under anaesthesia, from the bone marrow of donors, or from the patients themselves (before chemotherapy). Haematopoietic stem cells can also be retrieved directly from the blood, which requires a treatment to induce the passage of stem cells from the bone marrow into the blood circulation.

* Stem cells of foetal origin: haematopoietic stem cells can be retrieved from the umbilical cord blood at birth, though care must be taken to ensure that the baby receives enough cord blood. There are at present cord blood banks designated to facilitate haematopoietic stem cell transplantation. The systematic retrieval and cryopreservation of cord blood, at birth, has even been considered in order to have autologous stem cells available in case of later need. Stem cells of foetal origin give rise to less rejection reaction than adult stem cells. 1.9. Discoveries on human stem cells * In the late 70's, the progress of infertility treatment led to the birth of the first child by in vitro fertilisation. The formation of human embryos in vitro during the course of infertility treatment has made possible the study of human embryogenesis following fertilisation, and thus has increased our knowledge of the behaviour and characteristics of embryonic cells at a very early stage.

* Since 1998, derivation and culture of embryonic and foetal human pluripotent stem cells has been performed, a process which had never been achieved before with human cells. A team at the University of Wisconsin in Madison (USA) announced in November 1998 that it had successfully isolated and cultured for several months cells from 14 human blastocysts obtained from donated surplus embryos produced by in vitro fertilisation. This team established five embryonic ES cell lines with the ability to be grown continuously without losing their capacity to differentiate into the many kinds of cells that constitute the body. At the same time, a team at the Johns Hopkins University in Baltimore (USA) reported that foetal primordial germ cells had been isolated from the gonads of foetuses obtained after pregnancy termination and cultured to make EG cells. Cell lines derived from these cells were grown for many months while maintaining the same capacity to differentiate as the ES cell lines.

* In 1999, research on adult stem cells revealed that their plasticity was much higher than previously thought. Adult neural stem cells have been reported to give rise occasionally to other cell types including blood cells. A team at the University of Minnesota in Minneapolis, (USA) has shown that cells isolated from the bone marrow of adults or children were able to become neural or muscle cells. Nevertheless, bone marrow cells with such extraordinary malleability are extremely rare. In any case, these recent findings still require to be substantiated. * The future challenge is to control the differentiation of human stem cells. It has been shown in animals that by culturing stem cells in the presence of certain chemical substances referred to as "growth factors", it is possible to induce differentiation of specific cell types. Experiments on human stem cells are less advanced but finding ways to direct differentiation is presently an active focus of research. 1.10. What is the main interest of stem cell research and what are the hopes? The main interests at present include:


* Basic developmental biology. Culturing of human stem cells offers insights that cannot be studied directly in the human embryo or understood through the use of animal models. For instance, basic research on stem cells could help to understand the causes of birth defects, infertility and pregnancy loss. It could also be useful to give a better understanding of normal and abnormal human development.

* Studies of human diseases on animal models. For example, mouse ES cells can be engineered to incorporate human mutated genes known to be associated with particular diseases and then used to make transgenic mouse strains. If such mice express the pathology of the human disease, this confirms the hypothesis that the gene is involved with the etiology of the disease. This strategy also yields an animal model of the human disease which has in most cases a much better predictability for the human situation than more conventional animal models. One of the most illustrative examples of that method is its use in order to address the potential causes of Alzheimer's disease.

* Culturing specific differentiated cell lines to be used for pharmacology studies and toxicology testing. This is the most likely immediate biomedical application, making possible the rapid screening of large numbers of chemicals. By measuring how pure populations of specific differentiated cells respond to potential drugs, it will be possible to sort out medicinal products that may be either useful or on the contrary problematic in human medicine.

* Use of stem cells in gene therapy. Stem cells could be used as vectors for the delivery of gene therapy. One current application in clinical trials is the use of haematopoietic stem cells genetically modified to make them resistant to the HIV (virus responsible for AIDS).

• Production of specific cell lines for therapeutic transplantation. If feasible, this would be the most promising therapeutic application of ES cells. Research is being actively pursued, mostly in the mouse, with the aim of directing the differentiation of pluripotent stem cells to produce pure populations of particular cell types to be used for the repair of diseased or damaged tissues. For instance, the aim would be to produce cardiac muscle cells to be used to alleviate ischaemic heart disease, pancreatic islet cells for treatment of diabetes (juvenile onset diabetes mellitus), liver cells for hepatitis, neural cells for degenerative brain diseases such as Parkinson's disease, and perhaps even cells for treating some forms of cancer. The transplantation of stem cells could also help, for example, to repair spinal cord damage which occurs frequently, mainly following trauma (for instance car accidents) and is responsible for paraplegia. Results of that kind of cell therapy on animals are promising, but are still years away from clinical application. Even more remote (possibly decades away) is the prospect of being able to grow whole organs in vitro, but if tissues for the repair of organs become available, it would greatly relieve the existing unsatisfied demand for donated organs for transplantation. In providing a potentially unlimited source of specific clinically important cells such as bone, muscle, liver or blood cells, the use of human stem cells could open the way to a new

1.11. Why is somatic cell nuclear transfer (SCNT) considered? Apart from its interest for basic research, SCNT is considered as a possible strategy, in "regenerative medicine", for the avoidance of immunological problems after transplantation. Neural tissues can sometimes be transplanted from one individual to another without suffering immunological rejection, but for all other tissues, stem cell therapy would need to be


accompanied by long-term treatments with immunosuppressive drugs, leading to increased susceptibility to infections and even to cancer. * One approach to avoid this immune rejection problem would involve genetic engineering of stem cells to render them non-antigenic, or immunological manipulation of the patients to render them tolerant. * An alternative approach is based on somatic cell nuclear transfer. It consists of transferring nuclei from the patient's own body cells into donated human or even animal unfertilised eggs from which the nuclei have been removed. If these reconstructed eggs were stimulated for example with electricity to develop to the blastocyst stage, pluripotent stem cells could be derived from them to form cells genetically identical to the patient. No rejection of any transplanted cells would then occur. * Related technology could lead to the cloning of human individuals if the reconstructed embryos were transferred to a woman’s uterus. However, this is contrary to European Community law and prohibited in most European countries.

1.12. Possible origins of the embryos in countries which allow embryo research These embryos are:

• either «spare embryos» or supernumerary embryos, created for infertility treatment to enhance the success rate of IVF, but no longer needed for this purpose. They are intended to be discarded but, instead, may be donated for research by the couples concerned,

• or research embryos, created for the sole purpose of research. * These may either be produced with donated gametes, i.e. they are derived from the fertilisation in vitro of a human oocyte by a human sperm, * or they may be produced by embryo splitting or nuclear transfer. In the latter case they would be derived by introducing the nucleus of an adult somatic cell into an enucleated human oocyte (sometimes misleadingly termed “embryo cloning” or “therapeutic cloning”).


LEGAL BACKGROUND

1.13. Legal situation in the Member states

• At national level, stem cell research is not regulated as such.

• With regard to embryonic stem cell research, it is thus necessary to refer to the general legislation on embryo research. In this respect, the situation in the Member States is diverse:

- Ireland is the only country of the EU whose Constitution affirms the right to life of the “unborn” and that this right is equal to that of the mother.

- In some Member States no legislation on embryo research exists. This is the case of Belgium and of the Netherlands, where embryo research is nevertheless carried out. In Portugal however, in the absence of legislation, no embryo research seems to be performed. This also seems to be the case in Italy although artificial reproductive techniques are widely practised. - Where embryo research is legislated, legislation either prohibits any kind of embryo research (Austria, Germany), or authorises this research under specified conditions (Finland, Spain, Sweden, and UK). In France, where embryo research is still prohibited, the law authorises “the study of embryos without prejudicing their integrity” as well as preimplantation diagnosis. - In some countries the Constitutional Courts have dealt with the use of human embryos (judgement of the French Constitutional Court of July 27, 1994 on Bioethics, and judgement of the Spanish Constitutional Court of July 10, 1999 on the legislation concerning assisted reproduction techniques).

• The legal situation of many countries in Europe is under development. New legislation is being drafted mainly in response to the challenge of stem cell research.

- In some countries, draft legislation is being prepared to allow research on stem cells derived from supernumerary embryos after in vitro fertilisation (The Netherlands).

- In other countries, draft legislation provides for the possibility of creating embryos by nuclear transfer, for the sole purpose of stem cell research. This is the case in Belgium, and in the UK. (In the latter case, legislation allowed creation of embryos for the purpose of research, but only in relation to the treatment of infertility, to contraception or the avoidance of genetic disease). In France legislation is under preparation.

1.14. European legislation in the field • At the Council of Europe’s level, the Convention on Human Rights and Biomedicine signed

in Oviedo in 1997 in its Article 18 establishes that it is up to each country to decide whether


to authorise or not embryo research. Each country is only obliged to respect two conditions: “to ensure adequate protection of the embryo”, that is to say to adopt a legislation fixing the conditions and limits of such research; and to prohibit “the creation of human embryos for research purposes”. The Convention is binding only for the States whose parliaments have ratified it. In the European Union so far only three countries have completed the procedure and some are in the process of doing so.

• At EU level, although there is no legislative competence to regulate research, some Directives allude to the issue of embryo research and use. For instance, the Directive 98/44/EC on the legal protection of biotechnological inventions (patenting on life) stipulates that “processes for cloning human beings” and “uses of human embryos for industrial or commercial purposes”… “shall be considered unpatentable”. The Directive 98/79/EC on in vitro medical devices (therapeutic use of human tissues) provides that “ the removal, collection and use of tissues, cells and substances of human origin shall be governed, in relation to ethics, by the principles laid down in the Convention of the Council of Europe for the protection of human rights and dignity of the human being with regard to the application of biology and medicine and by any Member States regulations on this matter”.

• At this same level, the Charter on Fundamental rights of the European Union approved by the European Council in Biarritz (France) on October 13, 2000 prohibits different kinds of practices possibly related to embryo research, namely “eugenic practices, in particular those aiming at the selection of persons ” and “the reproductive cloning of human beings”.

1.15. Other national approaches related to embryo research and stem cell research * The situation in the US contrasts with that in Europe. A substantial difference is a sharp distinction between the public and the private sector. Since 1995 the US Congress has been adopting each year a provision in the Appropriation Bill to prohibit public funding for embryo research. Thus, the National Institutes of Health (NIH) cannot carry out embryo research, which, in the absence of legislation, remains free and beyond control in the private sector. New discoveries concerning the culturing of human stem cells in 1998 have led to the reopening of the debate. The National Bioethics Advisory Committee (NBAC) issued a report on September 1999; hearings took place in 1999 and 2000 before the competent Committee of the US Congress and finally the Clinton administration proposed that, under certain conditions, the funding of research to derive and study human ES cells be permitted. New guidelines of the NIH were published in August 2000 according to which research on human ES cells can be publicly funded if two conditions are respected. First, the cells must be taken from frozen spare embryos from fertility clinics and already destined to be discarded; second, Federal funds could not be used to destroy the embryos to obtain the cells; privately funded researchers will have to pass them on to Federally supported scientists.


ETHICAL BACKGROUND 1.16. Main ethical issues with regard to stem cell research Human stem cell research is an example of bioethical value conflicts. On the one hand, the prospect of new therapies, even in the far future, is attractive in offering an alternative to organ and tissue donation. On the other hand, when this research involves the use of human embryos, it raises the question of its ethical acceptability and of the limits and conditions for such research. Embryo research has been extensively debated in the context of research carried out to improve IVF as a treatment for infertility. Embryonic stem cell research raises the following specific additional ethical questions: * New types of research to be performed on human embryos. Up until now, research involving the perishing of embryos, if allowed, was limited to research on reproduction, contraception or congenital diseases. With human stem cell research, a much wider scope of research is being considered. * The use of ES cells and stem cell lines for therapeutic purposes. Human embryos used for research were destroyed after the research was completed and therefore were never used for fertility treatment. What remained was additional knowledge. Human embryonic stem cell research is aimed at creating cell lines with appropriate characteristics, in terms of purity and specificity. There is thus continuity from the embryonic cells to the therapeutic material obtained by culture. * The creation of embryos for research purposes. This delicate issue is now raised again since there is a scientific justification of this practice, namely the possibility of producing stem cells identical to the patient's cells and thus avoiding problems of rejection in the context of the future “regenerative medicine”. At the same time, creating human embryos raises new ethical concerns. The ethical acceptability of stem cell research depends not only on the objectives but also on the source of the stem cells; each source raising partly different ethical questions. Those who condemn embryo research in general will not accept this difference, but for those who accept it, this issue is of major importance.

1.17. Ethical issues in transplantation of stem cells Clinical research and potential future applications in this field raise the same ethical issues as those dealt with in the EGE's Opinion on Human Tissue Banking (21/07/1998), concerning the respect of the donor, who should give informed consent to this use of the donated cells, the respect of the autonomy of the patients, their right to safety and to the protection of their private life and the right to a fair and equal access to new therapies.


2 - OPINION The Group submits the following Opinion: SCOPE OF THE OPINION 2.1 Ethical issues of stem cell research and use for clinical purposes. This Opinion reviews ethical issues raised by human stem cell research and use, in the context of the European Union research policy and European Community public health competence to improve human health and to set high standards for the safety of substances of human origin. With regard to the specific ethical questions related to the patenting of inventions involving human stem cells, on which President Prodi requested an Opinion from the Group on 18 October 2000, this will be made public in Brussels at a later date. The following Opinion therefore excludes the patenting issue. GENERAL APPROACH 2.2. Fundamental ethical principles at stake The fundamental ethical principles applicable are those already recognised in former opinions of the EGE, and more specifically:

- the principle of respect for human dignity - the principle of individual autonomy (entailing the giving of informed consent, and respect for privacy and confidentiality of personal data) - the principle of justice and of beneficence (namely with regard to the improvement and protection of health) - the principle of freedom of research (which is to be balanced against other fundamental principles) - the principle of proportionality (including that research methods are necessary to the aims pursued and that no alternative more acceptable methods are available)

In addition, the Group considers it important to take into account, based on a precautionary approach, the potential long-term consequences of stem cell research and use for individuals and the society.

2.3. Pluralism and European ethics Pluralism is characteristic of the European Union, mirroring the richness of its tradition and adding a need for mutual respect and tolerance. Respect for different philosophical, moral or legal approaches and for diverse cultures is implicit in the ethical dimension of building a democratic European society. From a legal point of view, respect for pluralism is in line with Article 22 of the Charter on Fundamental Rights on “Cultural, religious and linguistic diversity” and with Article 6 of the


Amsterdam Treaty which ensures the protection of fundamental rights at EU level, notably based on international instruments as well as common constitutional traditions, while also stressing the respect for the national identity of all Member States. Basic research on human stem cells 2.4. Principal requirements according to the diverse sources of stem cells.

• The retrieval of adult stem cells requires the same conditions as those required in the case of tissue donation, based on respect for the integrity of the human body and the free and informed consent of the donor.

• The retrieval of stem cells from the umbilical cord blood after delivery requires that the donor (the woman or the couple concerned) is informed of possible uses of the cells for this specific purpose of research and that the consent of the donor is obtained.

• The retrieval of foetal tissues to derive stem cells requires, besides informed consent, that no abortion is induced for the purpose of obtaining the tissues and that the termination timing and the way it is carried out are not influenced by this retrieval.

• The derivation of stem cells from embryonic blastocysts raises the issue of the moral status of the human embryo. In the context of European pluralism, it is up to each Member State to forbid or authorise embryo research. In the latter case, respect for human dignity requires regulation of embryo research and the provision of guarantees against risks of arbitrary experimentation and instrumentalisation of human embryos.

2.5. Ethical acceptability of the field of the research concerned. The Group notes that in some countries embryo research is forbidden. But when this research is allowed, with the purpose of improving treatment for infertility, it is hard to see any specific argument which would prohibit extending the scope of such research in order to develop new treatments to cure severe diseases or injuries. As in the case of research on infertility, stem cell research aims to alleviate severe human suffering. In any case, the embryos that have been used for research are required to be destroyed. Consequently, there is no argument for excluding funding of this kind of research from the Framework Programme of research of the European Union if it complies with ethical and legal requirements as defined in this programme. 2.6. Public control of ES cell research. The Group deems it essential to underline the sensitivity attached to the use of embryonic stem cells, since this use may change our vision of the respect due to the human embryo. According to the Group, it is crucial to place ES cell research, in the countries where it is permitted, under strict public control by a centralised authority - following, for instance, the pattern of the UK licensing body (the Human Fertilisation and Embryology Authority) - and to provide that authorisations given to such research are highly selective and based on a case by case approach, while ensuring maximum transparency. This must apply whether the research in question is carried out by either the public or the private sector. 2.7. Alternative methods to the creation of embryos for the purpose of stem cell research. The Group considers that the creation of embryos for the sole purpose of research raises serious concerns since it represents a further step in the instrumentalisation of human life.


• The Group deems the creation of embryos with gametes donated for the purpose of stem cell procurement ethically unacceptable, when spare embryos represent a ready alternative source.

• The Group takes into account interest in performing somatic cell nuclear transfer (SCNT) with the objective of studying the conditions necessary for "reprogramming" adult human cells. It is also aware that, in view of future cell therapy, the creation of embryos by this technique may be the most effective way to derive pluripotent stem cells genetically identical to the patient and consequently to obtain perfectly histocompatible tissues, with the aim of avoiding rejection after transplantation. But, these remote therapeutic perspectives must be balanced against considerations related to the risks of trivialising the use of embryos and exerting pressure on women, as sources of oocytes, and increasing the possibility of their instrumentalisation. Given current high levels of inefficiency in SCNT, the provision of cell lines would require large numbers of oocytes.

• In the opinion of the Group, in such a highly sensitive matter, the proportionality principle

and a precautionary approach must be applied: it is not sufficient to consider the legitimacy of the pursued aim of alleviating human sufferings, it is also essential to consider the means employed. In particular, the hopes of regenerative medicine are still very speculative and debated among scientists. Calling for prudence, the Group considers that, at present, the creation of embryos by somatic cell nuclear transfer for research on stem cell therapy would be premature, since there is a wide field of research to be carried out with alternative sources of human stem cells (from spare embryos, foetal tissues and adult stem cells).

2.8. Stem cell research in the European Framework Programme of research Stem cell research based on alternative sources (spare embryos, foetal tissues and adult stem cells) requires a specific Community research budget. In particular, EU funding should be devoted to testing the validity of recent discoveries about the potential of differentiation of adult stem cells. The EU should insist that the results of such research be widely disseminated and not hidden for reasons of commercial interest. At European Union level, within the Framework Programme of research, there is a specific responsibility to provide funding for stem cell research. This implies the establishment of appropriate procedures and provision of sufficient means to permit ethical assessment not only before the launching of a project but also in monitoring its implementation. 2.9. Stem cell research and rights of women Women who undergo infertility treatment are subject to high psychological and physical strain. The Group stresses the necessity to ensure that the demand for spare embryos and oocyte donation does not increase the burden on women. Clinical research on human stem cells The speed with which researchers, throughout the world, are moving to test stem cells in patients is remarkable, even if ES cell transplantation is unlikely to be attempted in the


near future. Clinical trials with stem cells other than ES carried out on patients suffering from severe conditions such as Parkinson’s disease, heart disease or diabetes raise the following issues: 2.10. Free and informed consent Free and informed consent is required not only from the donor but also from the recipient as stated in the Group's opinion on "Human Tissue Banking" (21/07/1998). In each case, it is necessary to inform the donor (the woman or the couple) of the possible use of the embryonal cells for the specific purpose in question before requesting consent. 2.11. Risk-benefit assessment Risk-benefit assessment is crucial in stem cell research, as in any research, but is more difficult as the uncertainties are considerable given the gaps in our knowledge. Attempts to minimise the risks and increase the benefits should include optimising the strategies for safety. It is not enough to test the cultured stem cells or tissues derived from them for bacteria, viruses or toxicity. Safety and security aspects are of utmost importance in the transplantation of genetically modified cells and when stem cells are derived from somatic cells. For example, the risks that transplanted stem cells cause abnormalities or induce creation of tumours or cancer have to be assessed. It is important that the potential benefits for the patients should be taken into account but not exaggerated. The grounds of a precautionary approach need to be taken into account. 2.12. Protection of the health of persons involved in clinical trials The possibility that irreversible and potentially harmful changes are introduced in clinical applications of stem cell research should be minimised. Techniques enhancing the possibilities of reversibility should be used whenever possible. If, for example, genetically modified cells were encapsulated when they are transplanted in order to stimulate neural cell growth, it should be possible for the procedure to be reversed if something goes wrong. 2.13. Scientific evaluation of stem cell use for therapeutic purposes It is urgent to outline strategies and specific requirements for the best evaluation of ethically sound and safe use of stem cells as means of therapy (gene therapy, transplantation, etc.). Such an evaluation should be done in collaboration with the European Agency for the Evaluation of Medicinal Products. 2.14. Anonymity of the donation Steps must be taken to protect and preserve the identity of both the donor and the recipient in stem cell research and use. As stated in the EGE's Opinion on "Tissue banking" (21/07/1998): "in the interests of anonymity, it is prohibited to disclose information that could identify the donor, and the recipient. In general, the donor should not know the identity of the recipient, nor should the recipient know the identity of the donor". 2.15. Stem cell banks and safety Procurement and storage of stem cells in stem cell banks leads to the collection and storage of a growing number of personal and familial data. Cell banks should be regulated at European level in order to facilitate the implementation of a precautionary approach. If unsatisfactory side effects occur, it should be possible to trace donor and recipient and to


reach their medical files. Traceability must be one of the conditions required for the authorisation of cell banks at national or European level. 2.16. Stem cell banks and confidentiality In order to reconcile the traceability requirement and the need to protect the donor’s rights - medical confidentiality and privacy - cell banks must take the necessary steps to protect confidentiality of the data. 2.17. Prohibition of commerce in embryos and cadaveric foetal tissue The potential for coercive pressure should not be underestimated when there are financial incentives. Embryos as well as cadaveric foetal tissue must not be bought or sold not even offered for sale. Measures should be taken to prevent such commercialisation. 2.18. Export and import of stem cell products Stem cell imports or exports should be licensed by public authorities either at national or European level. Authorisation should be subject to ethical as well as safety rules. 2.19. Education and dialogue There is a need for continuing dialogue and education to promote the participation of citizens, including patients, in scientific governance, namely in the social choices created by new scientific developments. The European Group on Ethics in Science and New Technologies: The Members

Paula Martinho da Silva Anne McLaren Marja Sorsa Ina Wagner Goran Hermerén Gilbert Hottois Dietmar Mieth Octavi Quintana Trias Stefano Rodota Egbert Schroten Peter Whittaker

The Chairperson Noëlle LENOIR


Terapeutisk kloning og menneskelivets ukrænkelighed Bidrag til en etisk begrundet stillingtagen

af Kurt Christensen, docent dr. theol.,

Menighedsfakultetet Indledende overvejelser Alle etiske problemstillinger kan formentlig koges ned til spørgsmålet: Hvad af det, som vi mennesker kan gøre, bør vi gøre? Af dette spørgsmål udspringer endnu et spørgsmål: Hvad er kriterierne for, hvad vi bør gøre? Disse spørgsmål vil jeg lade danne udgangspunkt for de følgende overvejelser. På en række områder vokser vi menneskers “handlingsrum” tilsyneladende konstant - primært som en konsekvens af den videnskabelige og teknologiske udvikling. Dette udvidede handlingsrum strækker sig både ind i livets inderste mekanismer og ud i den natur, som omgiver os, med tilsvarende store muligheder og potentielt store risici. I denne situation er det ikke givet, at vi bør gøre alt det, vi kan gøre. Det er tværtimod vigtigt at søge at overveje vore handlingers sandsynlige konsekvenser og underkaste både handlingerne og deres sandsynlige konsekvenser en etisk vurdering og overveje, om der findes rimelige handlingsalternativer. Flere etikere har i den forbindelse anbefalet tilbageholdenhed med hensyn til at udføre handlinger, hvis konsekvenser man ikke for øjeblikket kan overskue.5 Menneskelivets ukrænkelighed. I den humanistisk-kristne tradition, som med varierende styrke gennem et par årtusinder har udgjort indersiden af den vestlige verdens kultur, indtager menneskeværdet en central plads. Og det hører til de opmuntrende træk ved den vestlige verdens historie, at der i løbet af dette tidsrum tilsyneladende kan konstateres en stadig stigende agtelse for menneskelivet generelt og for det enkelte menneskes ukrænkelighed. Dette kommer eksempelvis til udtryk i de forskellige erklæringer om menneskerettigheder, som har set dagens lys de sidste par århundreder, og denne tendens har også på forskellig vis givet sig udslag i en medicinsk kontekst, eksempelvis i “Declaration of Helsinki”.6 Denne udvikling har imidlertid ikke været uden tilbagefald. Som bekendt har det tyvende århundredes europæiske historie afsløret, at respekten for menneskeværdet ikke er en selvfølge, heller ikke indenfor den humanistisk-kristne kulturkreds. Tværtimod synes respekten for menneskeværdet at måtte forsvares i enhver generation og overfor stadig nye trusler. Et principielt og grundlæggende valg, som vi alle og da ikke mindst samfundets lovgivere derfor står overfor, er, om vi med vore holdninger og love vil forsvare menneskeværdet - selvom svaret, så længe vi holder os på det principielle plan, uden tvivl i en dansk sammenhæng er givet på forhånd. 5Jf. Hans Ruh: Zur Frage nach der Begründung des Naturschutzes, i: Zeitschrift für Evangelische Ethik 1987 s. 129. Se også Karsten Klint Jensens overvejelser om risiko og usikkerhed i en bioteknologisk sammenhæng i kapitlet “Etiske teorier”, i: (Karsten Klint Jensen og Svend Andersen, red.) Bioetik, Rosinante 1999 s. 285ff. Denne tankegang ligger også til grund for den brede internationale enighed om ikke at tillade genterapi på menneskelige kønsceller. Jf. Debatoplæg om kloning og kloningsrelaterede tekniker. Fra Det Etiske Råd og Det Dyreetiske Råd s. 19 og 21. 6Declaration of Helsinki. Recommendations guiding physicians in biomedical research involving human subjects, i: Andersen, Mabeck og Riis (red.): Medicinsk Etik, FADL’s Forlag s. 582-585.


To etiske problematikker Når jeg i forbindelse med det omhandlede tema: terapeutisk kloning af menneskeligt liv har bragt så værdiladede udtryk som menneskeværd og trusler mod menneskeværdet på banen skyldes det en formodning om, at det konkrete projekt ikke er så etisk uproblematisk, som det måske umiddelbart kan forekomme. Efter min opfattelse rummer det to tungtvejende etiske problematikker: 1. Kloning af menneskeligt liv. 2. Tilintetgørelse af menneskeligt liv. Selvom kloning altså blot er et delemne indenfor genetikken generelt og skønt terapeutisk kloning kun er et delemne indenfor kloningsproblematikken er de etiske aspekter alvorlige nok. De drejer sig kort sagt om, hvorvidt vi har lov til at skabe humane kloner og om vi har lov til at slå dem ihjel? Problemstilling 2 afslører, at terapeutisk kloning udgør en ny dimension ved et kendt problemkompleks, nemlig problematikken vedrørende abort og spørgsmål vedrørende forskning på kunstigt befrugtede æg. Til denne problematik hører som bekendt også sortering af befrugtede æg ved præimplantationsdiagnostik og destruktion af befrugtede æg. Det nye består i, at der er tale om klonet liv frembragt alene med henblik på forskning og terapi. Problemstilling 1 udgør derimod det genuint nye, som rejser spørgsmålet: Er det tilladt at klone menneskeligt liv i forskningsøjemed når blot terapi er det langsigtede mål? I forbindelse med disse to problemstillinger konkretiseres det abstrakte spørgsmål om beskyttelse af menneskeværdet: Hvad betyder menneskeværd og beskyttelse af menneskeværdet i forbindelse med terapeutisk kloning af menneskeligt liv? To etiktyper: regeletik og konsekvensetik Hvad angår kriterier for, hvad der “bør gøres”, hvori “den gode handling” består, rummer den humanistisk-kristne tradition i hovedsagen to typer af svar: den deontologiske og den teleologiske/konsekvensetiske type. Medens den deontologiske type fokuserer på handlingen selv retter den konsekvensetiske type opmærksomheden mod handlingens konsekvenser. Den deontologiske type svarer, at en handling er god, når den lever op til en bestemt norm eller regel. Den deontologiske type benævnes derfor også ofte regeletik. Kant er den mest kendte repræsentant for den etiktype. Den konsekvensetiske type svarer derimod, at en handling er god, når den har et godt formål eller får gode konsekvenser. En kendt udgave af denne type er utilitarismen med dens målsætning om den størst mulige lykke for det størst mulige antal mennesker. Disse kriterier, disse etiktyper vil også vise sig at være relevante for vurderingen af den aktuelle problematik: terapeutisk kloning af menneskeligt liv Har vi lov til at klone menneskeligt liv? En tilladelse til kloning af menneskeligt liv - selv i et så begrænset tidsrum som de anførte ca. 5 dage - er et skridt af en sådan principiel rækkevidde, at det ikke bør indføres med et snuptag. I den forbindelse vil jeg også lufte min tvivl med hensyn til, om det i længden vil være muligt at fastholde begrænsningen på de anførte ca. 5 dage. Det er let at forestille sig, at man på et senere tidspunkt med et nyt projekt vil argumentere for, at der ikke er nogen principiel forskel på 5 dage og eksempelvis 2 måneder. Dette peger efter min mening i retning af, at vi i virkeligheden står overfor et afgørende principielt valg: Kloning (uden grænser) eller ingen kloning af menneskeligt liv overhovedet.


Denne vurdering gør en række overvejelser og spørgsmål nærliggende: Det vil for det første være absolut “udansk”, hvis ikke et sådant skridt blev gjort til genstand for en omfattende faglig, folkelig og politisk debat i lighed med den, der i slutningen af 80'erne gik forud for indførelsen af hjernedødskriteriet som supplerende dødskriterium. Den opsigt det vakte, da det i januar 1998 var fremme, at kloning af mennesker var lige på trapperne, viser, at en sådan bred debat vil være helt nødvendig. Jeg vil derfor under alle omstændigheder hævde, at tiden og debatten ikke er moden til at tillade terapeutisk kloning af humant liv. Den nødvendige etiske debat må blandt andet dreje sig om følgende spørgsmål: Er det forsvarligt at udvikle menneskeligt liv med henblik på at udnytte det som “reservedelslager” for andet menneskeligt liv? Til dette kunne man forestille sig, at repræsentanter for den konsekvensetiske type ville svare: Ja, det er forsvarligt, for målet er at helbrede syge mennesker, og omkostningerne er blot tilintetgørelse af embryoner (fostre) på deres allertidligste stadier. Tilsvarende kunne man forestille sig, at repræsentanter for den deontologiske etiktype ville argumentere for en afvisning med den begrundelse, at det er uforsvarligt (en krænkelse af menneskeværdet) at frembringe menneskeligt liv udelukkende med henblik på at blive et redskab for et andet menneskes helbredelse eller overlevelse. Man kunne i den forbindelse henvise til en af udgaverne af Kants kategoriske imperativ: “Du skal handle således, at du altid bruger menneskeheden, både i din egen person og i enhver andens, også som (for)mål og aldrig kun som middel”. Et menneskes liv må med andre ord aldrig reduceres til blot et middel, men er altid også et formål i sig selv.7 Et andet afgørende spørgsmål vil i den sammenhæng være, hvilken status en sådan klon har, hvis den får lov til at udvikle sig i 2 eller 6 måneder eller opnår at blive født - og hvilke konsekvenser det har for klonens allertidligste stadium (som embryon). Er den et menneske med fuldt menneskeværd? - så har vi vel ikke lov til at benytte den som “reservedelslager”? - men det var til det formål den blev frembragt. En række etiske og juridiske problemer synes at måtte afklares. Spørgsmålet om det klonede menneskelige livs status møder vi også i forbindelse med den næste problemstilling . Har vi lov til at tilintetgøre et klonet menneskeligt liv? Der er noget paradoksalt, noget naturstridigt ved at skabe, klone menneskeligt liv med snarlig tilintetgørelse for øje. Det er sådan vi handler, når det drejer sig om planter og dyr, der skal anvendes til byggemateriale og fødevarer m.m. Men sådan handler man ikke med mennesker. En sådan handlemåde strider ikke bare imod den nævnte udgave af det kategoriske imperativ, men også imod Det femte Bud: “Du må ikke begå drab”. Et springende punkt i denne argumentation er selvfølgelig, hvorvidt et embryon kan siges at være menneskeligt liv i en sådan udstrækning, at det er omfattet af Det femte Bud og Kants kategoriske imperativ. Et andet afgørende punkt er, om man tilkender Det femte Bud og Kant nogen væsentlig betydning som etiske kriterier. For at tage det sidste punkt først så har forbudet mod drab spillet en afgørende rolle i den vestlige verdens folkelige bevidsthed og har udgjort et ankerpunkt i lovgivningen. Der er efter min mening al grund til at bestræbe sig på, at det fortsat må være således. Derfor er alle former for 7Jf. Svend Andersen: Som dig selv. En indføring i etik. 2. udg. Aarhus 1998 s. 124.


kompromisser omkring drabsforbudet betænkeligt. Ligeledes sætter det kategoriske imperativ efter min vurdering ord på en opfattelse, som vi alle intuitivt anerkender som sand. Hvad det første punkt angår vil ingen formentlig afvise, at et embryon er liv og eftersom det stammer fra homo sapiens også er menneskeligt liv.8 Men er det et menneske, er det en person? Man kan i den forbindelse overveje, om det giver mening at sondre mellem “menneskeliv”, hvor drabsforbudet selvfølgelig er gældende, og “menneskeligt liv”, hvor drabsforbudet ikke skulle være relevant. Man har til tider også ladet personbegrebet danne udgangspunkt forstået på den måde, at drabsforbudet kun skulle omfatte personer - underforstået at menneskeligt liv ikke har personstatus før fødslen. Men begreberne menneske og person er i høj grad et spørgsmål om definition. For mig at se rummer det befrugtede æg under alle omstændigheder et potentielt menneske. Og man kunne udmærket anskue personbegrebet på den måde, at man spurgte: Hvad er en person, når både et foster og en senil-dement er en person?9 Resultatet af disse overvejelser er derfor, at det eneste konsekvente vil være at lade beskyttelsen af menneskelivet træde i kraft så snart der er tale om et befrugtet æg, et embryon, hvad enten det fremkommer på normal vis eller ved somatisk cellekerne overførsel. At vælge et hvilket som helst andet tidspunkt i fosterets udvikling forekommer mig vilkårligt.10 Konsekvensetisk tænkemåde De foregående refleksioner har primært været bestemt af den regeletiske tankegang. Anskuer man tingene fra en konsekvensetisk vinkel, vil man givetvis fokusere på den terapeutiske målsætning for kloningen af humant liv. Der er da heller ingen grund til at nære tvivl hvad angår de altruistiske (næstekærlige) motiver bag ønsket om at klone humant liv. Og set fra en almenmenneskelig synsvinkel ville det afgjort være et stort fremskridt, om man ad den vej kunne nå frem til at kunne helbrede genetisk betingede sygdomme og måske på lang sigt alle mulige sygdomme. Men også fra en konsekvensetisk synsvinkel vil det være vigtigt at søge at opnå de gode konsekvenser med så få omkostninger som muligt. Det er derfor nærliggende at forestille sig, at i det mindste nogle tilhængere af en konsekvensetisk tankegang vil mene, at den foreslåede kloning rummer så store omkostninger i form af overskridelse af to principielt afgørende grænser: kloning af menneskeligt liv og frembringelse af menneskeligt liv med henblik på snarlig udryddelse, at de vil søge efter alternative veje til at frembringe de ønskede stamceller. Alternative veje til at finde stamceller Både ud fra en regel- og en konsekvensetisk tilgang vil man altså være tilskyndet til at søge efter alternative veje til at frembringe de ønskede stamceller. Spørgsmålet er da, om der findes veje til at opnå de konsekvenser, som den konsekvensetiske tankegang fokuserer på : stamceller som kan anvendes til forskning med terapeutisk sigte, uden at have de omkostninger i form af overskridelse af afgørende grænselinier, som den regeletiske tankegang vil forhindre? Og det er der muligvis, nemlig udvindelse af stamceller fra voksne eller fra blod fra navlestrengen.11

8Jf. Loven om Det Etiske Råd § 1: “Rådet skal i sit virke bygge på den forudsætning, at menneskeligt liv tager sin begyndelse på befrugtningstidspunktet”. 9Jf. Peter Singers overvejelser om personbegrebet og drab på personer (Peter Singer, Praktisk etik, Hans Reitzels Forlag 1993 s. 82-102. Jf. Ivar Asheim, Øyet og Horisonten. Grunnproblemer i aktuell etikkdebatt. Universitetsforlaget, Oslo 1991 s. 31-36. 10Denne holdning ligger på linie med Loven om Det Etiske Råd, men i en vis kontrast til lovgivingen vedrørende forskning på befrugtede æg. 11Jf. Alternativer til kloning, i: Fra rådet til tinget, Teknologirådets nyhedsbrev til Folketinget nr 140 august 2000.


Jeg har, som det er fremgået, fokuseret på to etiske problemer, nemlig 1. Kloning af menneskeligt liv, og 2. Tilintetgørelse af menneskeligt liv. Men man kunne også forestille sig endnu et problem, nemlig 3. At forskning på menneskelige stamceller i sig selv er etisk problematisk. Jeg ser imidlertid ingen principiel grund til at nære etiske betænkeligheder ved at forske på menneskelige legemsceller, når de almindelige regler for informeret samtykke m.m. er overholdt.12 Sammenfatning og konklusion At give tilladelse til kloning af menneskeligt liv i det aktuelle tilfælde vil være et skridt af vidtrækkende principiel rækkevidde. Både selve kloningen af menneskeligt liv og frembringelse af liv med henblik på udryddelse vil indebære konsekvenser for menneskesynet og menneskeværdet. Der bør derfor gives tid til en grundig folkelig debat om spørgsmålet. Hertil kommer, at en tilladelse til terapeutisk kloning formentlig ikke vil være nødvendig af forskningsmæssige grunde. Da de ønskede resultater i form af stamceller derfor efter alt at dømme kan opnås på en etisk set langt mere uproblematisk vis, vil mit forslag til en etisk begrundet politisk prioritering være, at man afviser terapeutisk kloning af menneskeligt liv til fordel for en tilskyndelse til en forskning, som tager sigte på at udvinde stamceller uden kloning af menneskeligt liv og med sigte på at udnytte disse stamceller til terapeutiske formål. Vi kan som samfund, som kultur leve med, at vi af etiske grunde ikke kan gøre alt det, som vi teknisk set kan gøre. Vi kan derimod ikke, hvis vi vil bevare vores kultur på et humanistisk-kristent grundlag, leve med, at vi på et så vigtigt samfundsmæssigt felt som lægevidenskaben problematiserer beskyttelsen af menneskeværdet.

12Jf. Kees van Kooten Niekerk, Teologi og bioetik, Aarhus Universitetsforlag 1994 s. 82.


Konflikten mellem bioetik og hensynet til den konkrete patient. af

Overlæge, dr. med. Niels Jacobsen Lægen tager sit udgangspunkt i den konkrete patient. Patientens appel om hjælp rejser et krav om, at lægen bruger sin ekspertise i et forsøg på at lindre og helbrede. Dette etiske krav kunne man kalde lægens samaritanske pligt. Dertil føjer sig et andet krav: At menneskeligt liv ikke må krænkes. Klausulen om ikke at ofre menneskeliv af hensyn til andres fordel er grundlæggende for vores kultur og kan kun suspenderes i ekstreme nødsituationer. Det ligger også i denne klausul, at menneskeværd ikke kan gradbøjes. Ingen, uanset hvor ringe, kan ofres af hensyn til andres interesser. Dette er lægens udgangspunkt, når man rejser spørgsmålet om terapeutisk anvendelse af befrugtede æg, her defineret som “et meget tidligt stadium af fosterudviklingen”. Andre moralske normer, der stiller sig hindrende i vejen for muligheden for at lindre eller helbrede, anerkendes kun, hvis de kan begrundes empirisk eller rationelt. Dette gælder også normer, der vedrører hensynet til samfund, natur eller kommende slægter. Stillet i den konkrete situation må intuitive eller inkonsistente begrundelser afvises. Man kan anlægge to synspunkter: A: Det befrugtede æg skal betragtes som et menneske. B: Det befrugtede æg er en lille samling af levende celler, men det er ikke et menneske. Skal man etisk forsvare terapeutisk anvendelse af det befrugtede æg ud fra A (ægget er et menneske), må man anlægge et ekstremt nyttesynspunkt: Anvendelsen er berettiget, fordi den gavner et andet menneske. Det gode, man opnår, opvejer den skade man påfører. Denne løsning får to konsekvenser: Dels er handlingen i strid med princippet om individets ukrænkelighed. Dels gradbøjes menneskets værdi. Hvis det befrugtede æg har status som menneske, må man derfor afvise terapeutisk anvendelse som uetisk. Men derved opstår der konsistensproblemer, fordi man tillader abort. Hvis man alternativt anskuer det befrugtede æg ud fra B (det befrugtede æg er en lille samling af levende celler uden menneskestatus) er anvendelse i terapeutisk øjemed ikke en nødløsning, men en legitim rationel handling til gavn for konkrete mennesker. Denne opfattelse imødegås undertiden ved hjælp af et glidebaneargument, der lyder: Det er ikke i sig selv uetisk at anvende befrugtede æg til terapeutiske formål. Men siger vi ja til dette, vil det i kraft af en automatik medføre, at vi siger ja til et efterfølgende spørgsmål og så fremdeles, således at vi gradvis i fremtiden (næsten) tvinges til at indtage en holdning, vi i dag anser for uetisk. Svaret på glidebaneargumentet er følgende:


1. Den enkelte handling må vurderes som det den er. Vores stillingtagen til et spørgsmål i dag fratager os ikke for at tage stilling til det følgende spørgsmål i morgen. Vi vælger i tillid til, at der i fremtiden findes etisk ansvarlige mennesker.

2. Hvor vi end er, befinder vi os på glidebaner. Hvilken glidebane vælger vi, hvis vi siger nej til

terapeutisk anvendelse af befrugtede æg? Det må ifølge dette anses for etisk tilladeligt at anvende befrugtede æg til terapeutiske formål. Men det er ikke det samme som at sige ja til en hvilken som helst anvendelse. Hver enkelt anvendelse må vurderes etisk og i fornødent omfang reguleres af lovgivningen. I hvert enkelt tilfælde må man overveje, om det er hensigtsmæssigt at rette mennesker ind efter et snævert normalitetsbegreb, frem for at åbne samfundet for at give plads til afvigelse. Der er heller ikke i ovenstående taget stilling til, under hvilke betingelser det befrugtede æg må anvendes, herunder kravet til samtykke. Endelig vil der fortsat være et uløst spørgsmål: Fra hvilket tidspunkt er et embryo eller et foster et menneske. Vi har et etisk ansvar overfor en konkret patient. Overfor samfund, natur og kommende generationer har vi en tilsvarende forpligtigelse, der kan afledes af ansvaret for det enkelte menneske. Denne forpligtelse udspringer ikke af et konkret møde med en anden person, men må i stedet begrundes ud fra erfaring og fornuft. Indgreb i arvemateriale eller sortering af befrugtede æg ud fra ønskværdige arvelige egenskaber må om nødvendigt afvises, ikke under henvisning til overordnede principper, men kun hvis de medfører eller kan tænkes at medføre negative konsekvenser, bivirkninger, for samfund, natur eller fremtidige generationer. I forhold til naturen har vi et helhedshensyn, som kræver ydmyghed, fordi konsekvenserne af vore beslutninger i konkrete situationer kun er delvis kendte. Videnskabelige funderede argumenter mod kloning af dyr og mennesker, genetisk manipulation og selektion eksisterer og vil formentlig vise sig mere robuste overfor angreb end abstrakte overordnede moralske påstande. Konklusion Lægen tager sit udgangspunkt i den konkrete patients appel om hjælp. Lægen er derudover bundet af et krav om ikke at skade eller ødelægge et menneskes liv. Det befrugtede æg kan ikke betragtes som et menneske. Det kan derfor anvendes til terapeutiske formål, men hvert formål må i sig selv underkastes en etisk vurdering. Hensynet til samfund, natur og kommende generationer kan ikke begrundes i overordnede abstrakte principper, men må funderes i videnskabelige argumenter.


Uden æg - ingen terapeutisk kloning af

cand.med. Bente Holm Nielsen og Lektor, cand. mag. Lone Nørgaard for

Dansk Kvindesamfund På grund af den centrale rolle, ægceller spiller i kloning, bad Dansk Kvindesamfund 1/9-00 henholdsvis Forskningsministeriet, Folketingets Forskningsudvalg og Teknologirådet om at få følgende tre spørgsmål belyst 1) Er kerneløse menneskeæg stadigvæk menneskeæg? 2) Bør anvendelse af kerneløse menneskeæg omfattes af en indberetningspligt? 3) Også hvis de stammer fra anonyme æggestokpræparater? (Fx importeret fra den tredje verdens kvinder og piger). Til dato (27. oktober 2000) har Sundhedsministeriet og -styrelsen - på foranledning af Forskningsministeriet - forholdt sig til spørgsmålene, idet det siges (citat) 13: "Ad 1: Et kerneløst menneskeæg er et menneskeæg, hvis arvemasse er fjernet. Som sådan er det omfattet af lovgivningens regler for æg. Man kan ikke ved at fjerne kernen fra et æg unddrage ægget lovgivningens regler. Ad 2: På det tidspunkt, hvor et æg udtages fra en kvinde, og fra hvilket ægget evt. kan doneres til en anden kvinde, eller til forskningsformål, vil ægget ikke være kerneløst. Med lov om kunstig befrugtning m.v. § 2 ville fjernelse af et ægs kerne og efterfølgende anvendelse ved behandling af ufrivillig barnløshed - hvilket ville forudsætte indsættelse af nyt genetisk materiale til erstatning for det fjernede, som det f.eks. skete ved kloning af det skotske får Dolly - være forbudt, idet en sådan anvendelse ville indebære en genetisk ændring (jf. lovens § 2). Forskning uden befrugtningsformål, som omfattede udtagning af ægs kerner eller modifikation af kerneløse æg ville være omfattet af bl.a. lov om et videnskabsetisk komitésystem m.v. - dvs. der ville være anmeldelsespligt, og krav om komitésystemets godkendelse som en forudsætning for forsøget. Lovgivningens begrænsninger vedrørende forsøg med menneskeæg, herunder jf. lov om kunstig befrugtning § 27, ville finde anvendelse, idet et kerneløst æg repræsenterer en modifikation af et kerneholdigt æg. Der er på ovenstående baggrund ikke behov for nogen særskilt indberetningspligt for kerneløse æg. Ad 3: Forskning som anvender æggestokvæv er - som al biomedicinsk forskning, hvor der anvendes væv, celler eller cellebestanddele fra mennesker uanset om de er døde eller levende - undergivet reglerne i komitéloven, og forudsætter komitésystemets godkendelse efter anmeldelse. Det informerede samtykke er en forudsætning herfor. Der er på den baggrund ikke behov for nogen særskilt indberetningspligt i forbindelse med anvendelse af kerneløse æg fra anonyme æggestokpræparater. Angående det i spørgsmålet nævnte eksempel med import af kerneløse æg fra tredje verdens kvinder og piger måtte en sådan praksis realistisk forudsættes at indebære en kommerciel transaktion, og ville som sådan være forbudt efter loven (§ 12).

13 Skrivelse til Dansk Kvindesamfund fra Sundhedsministeriet, 1.kt.j.nr. 2000-7719-35, den 20. oktober 2000.


Sammenfattende er det Sundhedsministeriets vurdering, at det efter lov om kunstig befrugtning m.v. er udelukket, at kerneløse menneskeæg kan anvendes ved barnløshedsbehandling. Forskningsmæssig anvendelse uden befrugtningsformål kan kun ske efter anmeldelse og godkendelse i det videnskabsetiske komitésystem og inden for lovgivningens rammer for forsøg med menneskeæg, og ville ikke kunne omfatte opsætning hos mennesker. Der er på den baggrund ikke behov for særskilte yderligere bestemmelser vedrørende kerneløse æg." (citat slut). I skrivende stund kan der altså ikke herske tvivl om, at lovgivningen i Danmark beskytter kerneløse menneskeæg på linje med henholdsvis ubefrugtede og befrugtede æg. Eksisterende lovgivning på området sammenholdt med denne hørings emne Terapeutisk Kloning og Anvendelse af Stamceller betyder imidlertid, at forskerne for at komme videre snart vil ønske sig dels en lempelse i lovbeskyttelsen af kerneløse menneskeæg. Dels en lempelse i kvinders adgang til at donere æg, hvilket i dag er forbeholdt barnløse, der søger reagensglasbehandling. Af det materiale, der ligger til grund for høringen, ses to forskellige kloningsprincipper (= metoder til produktion af stamceller). I begge kloningsprincipper spiller menneskeæg en fremtrædende rolle. Enten produceres stamcellerne fra befrugtede æg, der er blevet til overs ved reagensglasbehandling mod barnløshed. Eller stamcellerne produceres ved inddragelse af to forskellige celletyper, nemlig kropsceller og kerneløse æg. For så vidt angår det ene kloningsprincip, stamcelleproduktion i såkaldt "overskydende æg", er dette i dag tilladt, i den forstand at det ikke er forbudt i Danmark. Men teknikken kan på linje med abortloven angribes for at være en slags mord. Da holdningen hos de fleste danskere i relation til abortloven er accept af afbrydelse af menneskets tidligste liv, vil det formentlig være umuligt at problematisere anvendelse af "overskydende æg" til stamcelleproduktion uden samtidig risiko for anfægtelse af abortretten. Den forskel bør imidlertid ikke underbetones, at abortretten drejer sig om den enkelte kvindes ansvarlighed som mor, hvorimod fri ægdonation drejer sig om en samfundsskabt adfærdsnorm. Dansk Kvindesamfunds accept af stamcelleproduktion i "overskydende æg" har derfor som forudsætning, at kommende revisioner af loven om kunstig befrugtning opretholder forbudet mod fri ægdonation. Afvisningen af fri ægdonation udspringer af en respekt for svangerskabet og en kritik af den medicinske teknologi, der søger at ændre og fragmentere kvindekroppens helhedsfunktion fra menstruation til moderskab. For så vidt angår det andet kloningsprincip, hvor stamcelleproduktion forudsætter såvel kropscelle som kerneløst æg14, er det kerneløse æg helt centralt: Uden påvirkning af vækstbetingelserne i det kerneløse æg, vil hverken den såkaldte "reprogrammering" af kropscellerne kunne finde sted, ej heller omdannelsen af det kerneløse æg til en blastocyst, hvorfra stamceller kan høstes. Imidlertid indebærer denne kombination af kropscelle og kerneløst æg risikoen for at lade den terapeutiske kloning fortsætte med reproduktiv kloning til følge, det vil sige udvikling af et færdigt menneske, som har en kropscelle som sin far og mor. Derfor er der

14 POST Note 141, June 2000, http://www.parliament.uk/post/report.htm, FIGURE 2 PATIENT-SPECIFIC STEM CELL THERAPY. Jf. Fra Rådet til Tinget, nr. 140, august 2000, "Alternativer til kloning", figur 2 Stamcelle-behandling ved hjælp af terapeutisk kloning.


større etiske problemer forbundet med regulering af kropscellekloning, end med regulering af den kloning, der baseres på "overskydende æg". Begrænsning af mængden af tilgængelige ægceller er derfor en god idé til støtte for opretholdelse af forbudet mod reproduktiv anvendelse af kropscellekloner. Kerneløse menneskeæg kan i sagens natur kun fremskaffes fra kvinder. I henhold til Sundhedsministeriets oplysninger ovenfor, vil fremskaffelsen under gældende lov være afhængig af kvinder, der 1) opholder sig i Danmark, og som 2) opfylder betingelserne for at kunne afgive informeret samtykke. Behovet for æg i forskningsrelevante mængder vil derfor i dag næppe kunne tilfredsstilles ad andre veje end "overskydende æg" og kirurgiske indgreb i syge kvinders bughule - dog kun så længe et forbud mod generel ægdonation er gældende. Et eksempel på kirurgisk indgreb i syge kvinders bughule er de kræftsyge kvinder, der midlertidigt har deponeret æggestokvæv i frostboks for at undgå strålebehandlingens celledræbende effekt. Dette eksempel er valgt for også at inddrage forskellen på henholdsvis socialt og medicinsk indicerede handlinger. Pointen bag nedfrysning af æggestokvæv forekommer primært at have et socialt sigte, for hvis en kvinde i strålebehandling har en mandlig partner på det tidspunkt, hvor strålebehandling er medicinsk indiceret, så foreligger i stedet muligheden for nedfrysning af befrugtede æg med henblik på parrets sociale behov for at danne familie. Set i lyset af de nuværende biomedicinske teknikker, kan den tankegang, der accepterer, at kvinder kan have behov for fryseopbevarelse af æggestokvæv, for eksempel mens de er i strålebehandling, ikke undgå at fremme forskningsmæssig interesse. Ikke mindst fremme af metoder til fremskaffelse af u-befrugtede æg i forskningsrelevante mængder. En kvinde i strålebehandling er skoleeksemplet på et menneske i en situation, der med sikkerhed ikke hverken kan gennem- eller overskues. Egentlig burde det ikke være nødvendigt at argumentere for, at mennesker med loven i hånd skal kunne værne om personlig integritet og kunne beskytte sig imod sociale pres og professionelle interesser. Såfremt forskning i terapeutisk kloning skal vinde indpas i Danmark, vil fremtiden under alle omstændigheder byde dels på øget efterspørgsel efter ægceller, dels på biologiske vævsbanker med formidling af kerneløse æg som formål. Set i et menneskerettighedsperspektiv udgør fri ægdonation ikke en øget selvbestemmelse for kvinder over egen krop. Et bidrag til ligestillingen mellem de to køn står heller ikke på programmet. Tværtimod viser kloningsteknikkernes afhængighed af ægceller med al tydelighed, at sædceller og ægceller ikke i alle sammenhænge er lige betydningsfulde. Mens ægcellen er uerstattelig i kloningsopskriften, kan sædcellen erstattes med en hvilken som helst kropscelle. Det bør undgås: ! at modsætningsforhold vedrørende på den ene side personlig integritet, og på den anden side

professionelle og forskningsmæssige interesser tones ned, forenkles eller usynliggøres. Nedtoningen er hidtil sket dels ved samtykkeerklæringer og registerforskrifter (herunder anonymisering), dels ved brug af en ligestillingsretorik, der sidestiller ægdonation og donation af sædportioner.


! at komitésystemet, der varetager forskningens interesser, herunder biologiske vævsbanker, kommer i et modsætningsforhold til anden regulering.

! at brændende etiske problemer vedrørende forsyning med menneskeæg til forskningsbrug

fjernes fra debatten ene og alene, fordi celle-, vævs- og organdonorer ikke modtager betaling for det, de afleverer. For os at se står den u-honorerede næstekærlighedshandling - at donere noget fra sin krop (fx blod) - i grel modsætning til den efterfølgende industrielle udnyttelse, og dette vil især komme til at gælde kloningsformål med basis i fremskaffelse og udnyttelse af u-befrugtede menneskeæg.

! at hjælp fra det skattefinancierede sundhedsvæsen betinges af, hvad man kunne kalde en

"biologisk ekstraskat" i form af vævsdonation15. Det bør derfor nøje overvejes, hvilken type lov der bedst egner sig, når formålet er regulering af Terapeutisk Kloning og Anvendelse af Stamceller. For eksempel tyder tatoveringsloven (der forbyder tatovører adgang til hænder, hals og hoved) på accept af, at der eksisterer et beskyttelsesbehov mod socialt pres og professionel udnyttelse. Tatoveringsloven er udmøntet negativt som en forbudslov, men der findes også eksempler på positivt udmøntede love med samme formål for eksempel paragrafferne om kvinders ret til hjemmefødsel, hvor de kvinder, der kender loven, kan undgå hospitalsfødsel. Også i dette tilfælde vidner loven om behov for værn om personlig integritet mod socialt pres og professionel udnyttelse. Såvel kvinder som kønsceller, fosterforstadier og fostre bør kunne beskyttes af en kommende lov om terapeutisk kloning, dels på behandlings- og forskningsområdet, dels i forhold til sociale pres, i det ovenstående eksemplificeret ved tatovering, hospitalsfødsler og fryseopbevaring af æggestokvæv. Kvinders beskyttelsesinteresser bør kunne imødekommes samtidig med skabelsen af en etisk lov, der gavner de fleste og ikke først og fremmest opfylder professionelle og forskningsmæssige/kommercielle interesser. I Dansk Kvindesamfunds værdigrundlag indgår overbevisningen om, at det må være del af retfærdigheden i et retssamfund, at raske kvinder beskyttes imod operative indgreb, som ikke øger deres egen sundhed. Endvidere hedder det i en resolution fra vort landsmøde i 1993: "Alle kvinder skal ikke nødvendigvis have børn, og vi må skelne imellem, hvad der er kvinders interesser, og hvad der er kapitalinteresser i reproduktionsteknologien." Desuden er det en følge af vort arbejde med at udbrede kendskabet til FN's konvention om afskaffelse af al kvindediskrimination (CEDAW) 16, at vi vil tale imod lovregulering, som opfordrer såvel kvinder 15 Sådanne tanker er fremsat af Peter Rossel (jf rapport fra Amtsrådsforeningen, ("free riders")). 16 Jf Comments of the Danish Women's Society on the fifth Periodic Report by the Government of Denmark on the Implementation of the CEDAW Convention, May 2000: Article 12 Health Problems and Provisions. DWS would like to stress that cosidering motherhood a societal function must not result in a narrowing of women's personal freedom. While both the action plan on abortion and the health promotion programme are woman-specific, they often involve voluntary compulsion as it is the embryo's /child's interests which are looked after and not the woman's. (…) As the consequences of artificial fertilization are totally unclear DWS wishes the following to be prohibited: Fertilization of human eggs in laboratories for the purpose of basic research. Freezing of unfertilized human eggs. Unrestricted donation of unfertilized eggs. These measures, if allowed, will not contribute to protecting women's self-determination over their own bodies. Denmark has signed the European Council Bioethic Convention.


som andre mennesker til at tilsidesætte retten til personlig integritet til fordel for sociale pres og professionelle interesser. Hvilket også er det grundlag, dansk sundhedslovgivning allerede bygger på. København, den 27. oktober 2000

This Convention sets down general lines for how doctors should deal with donated eggs, with embryos and with the further development of the method of treatment. This means that fertility is looked at as an abstract phenomenon but does not say anything about women themselves. Therefore, we need to keep at watchful eye on developments.


Etisk Råds syn på terapeutisk kloning af

Erling Tiedemann, formand for Det Etiske Råd Jeg vil gerne, på Det Etiske Råds vegne, takke for invitationen til at deltage i høringen og redegøre for et af de emner, vi i øjeblikket arbejder med i rådet, nemlig kloning - og i denne forbindelse altså i særlig grad de etiske dilemmaer som opstår, når man overvejer at anvende menneskelige, embryonale stamceller til behandling af alvorlige sygdomme, som ikke kan behandles på anden vis. Vi er meget glade for, at Folketinget også har valgt at tage fat på diskussionen allerede nu, mens forskningen befinder sig på et tidligt stadie. Og vi håber, at dagen her vil give sit væsentlige bidrag til realiseringen af en målsætning, vi har lanceret i Det Etiske Råd, og som vi kalder: Etik til Tiden. Altså inddragelse af de etiske overvejelser inden en færdig teknik står og banker på døren, klar til at blive taget i brug. I skulle i den forbindelse gerne alle sammen have modtaget det Debatoplæg om kloning og kloningsrelaterede teknikker, som vi har udgivet i juni i år sammen med Det Dyreetiske Råd. Oplægget er første del af det arbejde, vores to råd har påtaget sig i samarbejdsorganet BIOSAM, og som skal afsluttes med, at hvert råd kommer med en egentlig stillingtagen til de forskellige kloningsteknikker, som beskrives i oplægget. Det Etiske Råd regner med at færdiggøre sin stillingtagen til såvel terapeutisk som reproduktiv kloning på et af de nærmeste møder i rådet. Derfor er de holdninger, jeg vil fremføre her i dag, altså heller ikke medlemmernes endelige stillingtagen til terapeutisk kloning - og i det hele taget til brug af menneskelige stamceller i behandlingsøjemed. Det vil være for tidligt at gøre det. Men det er allerede nu muligt at skelne de typer af holdninger, som medlemmerne grupperer sig omkring. Som det ofte har været tilfældet, må det nemlig forudses, at rådets medlemmer vil vægte de forskellige argumenter forskelligt, og derved nå frem til forskellige holdninger til teknikkerne. Denne ret til uenighed, som trives i rådet, lægger vi faktisk meget vægt på, og vi gør det så meget desto mere, som den må betragtes som et positivt element i rådets varetagelse af en af sine opgaver, nemlig at stimulere den offentlige debat om bioetiske spørgsmål. Det Etiske Råds endelige udtalelse om terapeutisk kloning kan derfor heller ikke forventes at ville være en entydig facitliste, men en redegørelse for argumenter, som brydes. Jeg vil her gerne pege på de argumenter, som medlemmer af rådet finder, har særligt vægt i forhold til brug af menneskelige embryonale stamceller i forskning og behandling. For dette er vi nemlig enige om i Det Etiske Råd: at det er i forhold til de embryonale stamceller, der opstår etiske problemer. Der er kun ganske få, om nogen, etiske problemer knyttet til brugen af ikke-embryonale stamceller til behandling af alvorlige sygdomme. Inden jeg kommer til de etiske argumenter skal jeg dog lige gøre opmærksom på, at jeg ikke i mit papir kommer ind på de biologiske, teknologiske og retlige forhold, som gælder på området. Disse forhold vil vi naturligvis beskrive i vores endelige udtalelse, men af dagens program kan jeg se, at andre vil give fyldestgørende redegørelser for disse ting i løbet af dagen.


Derudover har jeg valgt heller ikke at komme ind på et andet aspekt ved kloningen, som vores redegørelse også vil behandle, nemlig den reproduktive kloning. Selvom reproduktiv kloning ved hjælp af kernetransplantation rent bioteknisk jo har store lighedspunkter med terapeutisk kloning, så giver de to anvendelser af kernetransplantation samtidig anledning til ret forskellige etiske dilemmaer. Men jeg tror godt, jeg tør afsløre, at ingen medlemmer af Det Etiske Råd går ind for, at det skal tillades at udføre reproduktiv kloning i Danmark - eller nogen andre steder, hvis vi kan forhindre det! Men det er nødvendigt at tilføje, at der også under rådets endnu ikke afsluttede drøftelser af nogle medlemmer er blevet givet udtryk for bekymring for, om anvendelsen af terapeutisk kloning i den sidste ende alligevel vil åbne for brug af reproduktiv kloning som en sidste mulighed for afhjælpning af barnløshed. Når det drejer sig om terapeutisk brug af kernetransplantation til at skabe embryonale stamceller - eller for den sags skyld når det drejer sig om at tillade brug af embryonale stamceller, som er blevet til ved almindelig, kønnet formering - må rådet imidlertid forventes at være delt. Selvom medlemmerne endnu ikke har gjort deres holdning endeligt op, så tegner der sig alligevel et billede af, at medlemmerne vil gruppere sig om forskellige konklusioner, som når frem til forskelligt resultat, når lodderne i vægtskålene for og imod brug af embryonale stamceller i sygdomsbehandling skal gøres op. Vel vidende, at der kan blive tale om, at endnu flere og yderligere nuancerede synspunkter omkring disse vanskelige spørgsmål vil komme frem i rådets endelige redegørelse, fornemmer jeg, at en gengivelse af to modsat rettede hovedstrømninger i rådets debat kan give folketingets medlemmer og andre deltagere i høringen den 22. november 2000 et rimeligt indtryk af, hvad der - med alle forbehold taget - ser ud til at blive bærende i den endelige redegørelse. Den ene position udtrykker det mest afvisende standpunkt og den anden det mest accepterende, og det siger sig selv, at disse positioner kan blive suppleret med mellemstandpunkter og med de begrundelser, der fremføres til støtte herfor. Position 1 Når der skal gives svar på, hvilken status en befrugtet ægcelle (zygote) eller et fosteranlæg (embryon) må anses for at have, kan enhvert menneske rent umiddelbart stille sig selv spørgsmålet: "Hvornår blev jeg til?" - og det naturlige og dagligdags svar på spørgsmålet er formentlig for de fleste, at "det blev jeg, da jeg blev undfanget." Imidlertid må også en mere biologisk bestemt betragtningsmåde føre til den erkendelse, at menneskeligt liv opstår ved befrugtningen, hvor æg og sæd smelter sammen til noget aldeles nyt, der fra nu af udgør et udviklingsmæssigt kontinuum. Det er derfor også ganske naturligt og funderet på et solidt biologisk grundlag, at folketinget ved vedtagelsen af loven om Det Etiske Råd indskrev i § 1, at "rådet i sit virke skal bygge på den forudsætning, at menneskeligt liv tager sin begyndelse på befrugtningstidspunktet". Naturligvis er der tale om en gradvis udvikling af et foster. Et fosteranlæg er ikke et færdigt menneske, men der er ikke på noget tidspunkt tale om, at fosteranlægget skal have tilført ny information for at udvikle sig videre. Der ses således ikke at være noget biologisk grundlag for at anse et foster for at have forskellig etisk status gennem graviditeten. Ca. 30 timer efter befrugtningen vil ægcellen have delt sig i to celler, og efter 5 - 6 dage, hvor fosteranlægget består af flere hundrede celler, "klækkes ægget", idet æghinden brister. Normalt vil fosteranlægget efter


denne "klækning" bane sig vej ind i livmoderens slimhinde. Det er da en unik menneskelig organisme med særskilt kromosomsammensætning, der udøver kemisk kontrol over sin mors hormon- og immunsystem. At betegne dette liv blot som væv eller som en cellekultur fremstår som helt misvisende. At dette fosteranlæg endnu i en uges tid senere spontant kan dele sig og blive til enæggede tvillinger, anfægter ikke dets moralske status og den respekt, der må vises for det menneskelige liv, som er under udvikling. Tanken om i forbindelse med terapeutisk kloning at tillade forsøg med fosteranlæg indtil dannelsen af neuralfuren (dvs. efter 10-14 dages forløb) forekommer således at være helt vilkårlig. En sådan vilkårlig grænse må ud fra hidtidige erfarin-ger derfor forventes at skride på det tidspunkt, hvor forskere - i modsætning til, hvad der gælder i øjeblikket - ser en forskningsmæssig eller anden interesse i at udstrække forsøgene ud over 14 dage. Tanken om, at et menneskeligt fosteranlægs moralske status skulle være afhængig af, med hvilken hensigt det bringes til eksistens må afvises. Ligesom et barn - uanset med hvilken hensigt et forældrepar har sat det i verden, - lige fuldt er et barn og dets moralske status og krav på beskyttelse ikke en funktion af forældrenes hensigter, således er et menneskeligt fosteranlægs moralske status heller ikke afhængig af, med hvilken hensigt det er tilvejebragt, eller med hvilke ord det benævnes. Man må ligeledes afvise det fra forskerside fremførte argument om, at anvendelse af menneskelige fosteranlæg til fremstilling af stamceller kunne være acceptabelt, fordi det kun skulle være et forbigående stade i den forskningsmæssige udvikling, som hurtigst muligt skulle forlades igen. Et sådant argument er udtryk for en "hensigten helliger midlet"-tankegang, som ikke kan forsvares etisk. Det kan på denne baggrund ikke betragtes som etisk acceptabelt at anvende menneskelige fosteranlæg som forsøgsobjekter med henblik på udtræk af stamceller. Noget sådant må tværtimod anses som en radikal tingsliggørelse af menneskeligt liv og dermed som uforenligt med respekten for menneskets værdighed. Der ses i den forbindelse ikke at bestå nogen forskel mellem såkaldt overskydende "befrugtede æg", der er bragt til eksistens i forbindelse med IVF-behandling, og fosteranlæg, der direkte bringes til eksistens med henblik på at skulle gøres til genstand for forskning eller stamcelleudvinding. Den moralske status må anses for at være den samme i begge tilfælde. Det opleves dog som en etisk set skærpende omstændighed, hvis menneskeligt liv bringes til eksistens alene med sigte på at aflive det gennem forsøg eller anvendelse til produktion af stamceller. Det må også antages at være en tilsvarende holdning, som er kommet til udtryk, når den europæiske bioetikkonvention, som Danmark har tilsluttet sig, indeholder forbud mod at skabe humane embryoner med henblik på forskning (artikel 18, stk. 2). Den stilling, man tager til moralsk status for et fosteranlæg, der (endnu) ikke er anbragt i en livmoder, har ikke kun betydning for det foreliggende spørgsmål om kloning og brug af stamceller, men vil også få det for andre, senere tilkommende problemstillinger. Et ’ja’ til den påtænkte anvendelse af fosteranlæg kan i realiteten meget let indebære et mere eller mindre automatisk ’ja’ til andre endnu ikke kendte teknologier, hvor fosteranlægs moralske status på tilsvarende måde udgør det springende punkt i den etiske problemstilling. Den hyppigt anvendte argumentationsform, hvor nye og hidtil uprøvede teknologier søges afproblematiseret i etisk forstand med henvisning til, at man jo allerede har sagt ja til kendte teknologier, illustrerer ofte dette forhold (se eksempelvis den engelske rapport Stem Cell Research, juni 2000, punkt 4.12).


Hverken hidtidig lovgivning eller hidtidig praksis på et område kan midlertid tillægges karakter som etisk norm. I denne forbindelse er det derfor også nødvendigt at se i øjnene, at en udvikling i retning af reproduktiv kloning er forventelig i kølvandet af forskning med sigte på terapeutisk kloning, - uanset at mange (om end ikke alle) på nuværende tidspunkt tager afstand herfra. I USA findes stærke fortalere for, at reproduktiv kloning bør være tilladt. Hvis en sådan form for kloning på et tidspunkt vil kunne foretages med rimelig sikkerhed og uden nævneværdige misdannelser, må det forudses, at mennesker vil melde sig og ønske hjælp til behandling f.eks. af en barnløshed, over for hvilken alle andre muligheder har måttet opgives. Hvis samfundet i den situation for længst har accepteret at anvende kloning til terapeutiske formål under den dermed forbundne tilsidesættelse af fosteranlægs moralske status, vil det erfaringsmæssigt vise sig svært at afvise de lægelige forskere og patientgrupper, som efterfølgende vil ønske at have lov til at udføre reproduktiv kloning og forudgående forsøg hermed. At man skulle kunne tillade terapeutisk kloning og på sigt stå fast på en afvisning af reproduktiv kloning, må betragtes som usandsynligt. Den form for kloning, som blev udviklet i forbindelse med, at fåret Dolly kom til eksistens, rejser umiddelbart det spørgsmål, om der her var tale om et fosteranlæg, der kunne sidestilles med et fosteranlæg, der er blevet til ved naturlig eller kunstig befrugtning af en ægcelle. Den blotte eksistens af Dolly rummer imidlertid svaret på spørgsmålet. Det må tilsvarende erkendes, at et menneskeligt fosteranlæg, som måtte blive tilvejebragt ved en lignende teknologi, og som blev anbragt i en kvindes livmoder, ville blive til et barn, om implantationen lykkedes og graviditeten gennemførtes. Der kan i den forbindelse peges på, at en lovbestemmelse om, at kloning ved kernetransplantation ikke må bruges til reproduktiv kloning, i sig selv vil være udtryk for en erkendelse af, at det frembragte fosteranlæg har samme potentiale til at blive til et færdigt menneske som det fosteranlæg, der er blevet til ved kunstig befrugtning i en petriskål. Der ses derfor ikke at være noget grundlag for at anse et sådant fosteranlæg for at have en anden moralsk status end et normalt menneskeligt fosteranlæg. Efter det oplyste må det for tiden betragtes som uafklaret, om et fosteranlæg, der bringes til eksistens ved udskiftning af kernen i en ægcelle fra et svin med kernen fra en menneskelig kropscelle, og som efterfølgende anbringes i en kvindes livmoder, også kunne blive til et menneske og dermed være menneskeligt liv. Hvor frastødende bare tanken herom end må forekomme nogle, er det imidlertid rimeligt også at vurdere en sådan eventualitet etisk. Her må overvejelserne gå i retning af at antage, at en sådan fremgangsmåde ikke vil være etisk acceptabelt, hvis der fortsat er tale om et fosteranlæg, som opsat i en kvindes livmoder kunne blive til et barn. At ingen forhåbentlig nogensinde vil opsætte et sådant fosteranlæg i en (kvindes) livmoder, ændrer imidlertid ikke den etiske vurdering af dets status. Hvad enten der er tale om kloning ved kernetransplantation eller om tilvejebringelse af fosteranlæg ved assisteret naturlig befrugtning, ses det derfor ikke at være etisk acceptabelt at anvende menneskelige fosteranlæg til medicinske forsøg eller som grundlag for at udtrække stamceller til videre produktion. Noget sådant vil som nævnt have karakter af en vidtgående tingsliggørelse af menneskeligt liv, som er i afgørende strid med menneskets værdighed. Anvendelse af embryonale stamceller til forskning og eventuel videreudvikling må betragtes som så meget desto alvorligere i etisk henseende, som der i stigende grad fremkommer udtryk for


forventning om, at de behandlingsmæssige fremskridt, som man forestiller sig, at forskning i embryonale stamceller vil kunne bane vejen for, alternativt vil kunne opnås ved anvendelse af stamceller, der kan findes og dyrkes, uden at dette forudsætter anvendelse af menneskelige foster-anlæg. Selv de, som finder, at anvendelse af menneskelige fosteranlæg til forskning og stamcelleudtræk kan være etisk set forsvarligt, bør erkende, at man står over for et særdeles kontroversielt spørgsmål, hvor eksistensen af et ukontroversielt alternativ bør føre til, at anvendelsen af fosteranlæg opgives som unødvendig. - Tværtimod bør man intensivere forskning med henblik på at få adgang til stamceller, der ikke forudsætter anvendelse af menneskelige fosteranlæg, eksempelvis stamceller fra navlesnorsblod. Ved den stillingtagen, som også i Danmark trænger sig på, må det tillige erkendes, at anvendelse af fosteranlæg som forsøgsobjekter med sigte på terapeutisk kloning ikke kan betragtes som et isoleret videnskabeligt forskningsområde. Det må forudses at ville blive kædet sammen med andre områder såsom IVF-teknikker, præimplantationsdiagnostik, génterapi og genetisk manipulation med kønsceller, der i stigende grad vil kunne angribe den menneskelige selvforståelse og tømme begrebet menneskets værdighed for indhold. Hertil kommer, at stærke økonomiske kræfter i forbindelse med interesserede forskere må forudses at fortsætte videre ud ad tingsliggørelsens bane gennem patentering af stamceller og celler, der har udviklet sig herudfra. Jo lavere moralsk status man anser et fosteranlæg for at have, og jo mere man betegner det som blot en cellekultur eller som væv, jo mere vil man åbne op for en sådan udvikling. Lovgivningsmagten står således over for en etisk stillingtagen med særdeles vidtgående perspektiver. Position 2 Til forskningsformål og med tiden muligvis også til behandlingsformål bør det tillades at frembringe embryonale stamceller fra embryoner dannet ved somatisk cellekerneoverførsel (terapeutisk kloning) eller fra embryoner, der er blevet til ved, at en ægcelle er blevet befrugtet med en sædcelle, når det i begge tilfælde sker i embryonets tidligste udviklingsfase (se nedenfor). Kloning ved hjælp af somatisk cellekerneoverførsel kan ikke sidestilles med kloning i betydningen ukønnet formering, da formålet slet ikke er at skabe et menneske (som ved reproduktiv kloning). Med andre ord, det forhold, at embryonet under de rette betingelser ville kunne bringes videre til dannelse af et afkom, betyder ikke, at det er et afkom, dvs. et menneskeligt individ. Der er derfor ikke tale om tingsliggørelse af et menneske ved at udvikle stamceller på denne måde. Eller med andre ord: det bliver ikke et overgreb mod et menneske. Det har således afgørende betydning, at stamcellerne tages fra embryonet i den tidligste fase af dets udvikling, dvs. efter kun 5-6 dages celledeling. På dette tidspunkt er cellerne ikke begyndt at specialisere sig og indgå i dannelse af kroppens forskellige organer. Der er derfor endnu ikke tale om et egentligt foster, men om celler, der ganske vist rummer muligheden for på et senere tidspunkt og under de rette omstændigheder at kunne udvikle sig til et menneske. Men det er endnu ikke fastlagt hvilket menneske. På dette tidlige tidspunkt er det eksempelvis endnu ikke afgjort, om fosteranlægget vil resultere i ét barn, tvillinger eller trillinger. Dette har i øvrigt været et af argumenterne for ifølge dansk lovgivning kun at tillade at udføre forskning på befrugtede


æg, indtil de er fjorten dage gamle. Det betyder også, at det ikke i denne tidligste embryonale fase giver mening at tale om et individ eller om individualitet. Der er netop tale om et fosteranlæg, men ikke om et foster. Et embryon, som der her er tale om, dvs. i den tidlige fase (5-6 dage), skal behandles med respekt som andet menneskeligt væv, men det betyder ikke, at embryonet og andet menneskeligt væv skal respekteres, som et menneske. Hvis det var sådan, burde man for eksempel heller ikke uden videre acceptere, at tiloversblevne embryoner i forbindelse med IVF-behandling destrueres og kastes bort, som det jo sker. Sagt på en anden måde, respekten er ikke den samme for et befrugtet æg, et embryon og et næsten fuldbårent barn. Det er blevet sagt, at hvis det tillades, at der forskes på stamceller fra et tidligt embryon, betyder det, at så vil det også tillades, at man kan gøre hvad som helst ved vævet for eksempel anvende det til fremstilling af kosmetik. Dette er imidlertid ikke at behandle det med respekt. Det er jo heller ikke sådan, at andet menneskeligt væv, for eksempel amputerede lemmer og organer behandles vilkårligt og uden respekt. Det er en etisk regel, at et menneske kun må betragtes som et mål i sig selv og aldrig som et middel til et andet mål. Formålet med forskningen og den mulige behandling er at hjælpe hidtil uhelbredelige patienter, men der er - af forannævnte grunde - ikke tale om at gøre et menneske til et middel for andre menneskers mål, ej heller er der tale om respektløs omgang med menneskeligt væv. Respekten for det tidlige foster kan bestå i at sikre, at det ikke anvendes vilkårligt, men kun til forskning, der skal sikre substantielle værdier, som for eksempel nedbringelse af menneskelig lidelse. En illustrerende parallel hertil findes i reglerne om biomedicinske forsøg, der omfatter børn og umyndige voksne. Man kunne tilmed anføre, at dette, at man med alvor arbejder for at hjælpe og helbrede nødlidende patienter, er at vise de mennesker respekt. Det synspunkt anerkendes således, at grænserne mellem de forskellige stadier i fostrets udvikling ikke kan angives med sikkerhed. Det er derfor væsentligt at fastholde, at der er tale om en gradvis udvikling. Også det synspunkt at fastlægge undfangelsen som et bestemt endegyldigt tidspunkt for et barns tilblivelse, vil kunne imødegås. Undfangelsen har karakter af en proces udstrakt over tid, inklusive for eksempel den tid, det tager sædcellen at trænge ind i ægcellen. Ved somatisk cellekerneoverførsel er der end ikke tale om undfangelse, og et bestemt og præcist tilblivelsestidspunkt vil heller ikke her kunne fastslås. Det kan være en væsentlig etisk regel, at målet ikke må hellige midlet, men denne regel er ikke relevant i denne sammenhæng. Ved at søge den anvendt her, underforstås det, at midlet er ”vanhelligt”, og derfor har ”helliggørelse” behov, og det er ikke tilfældet. Der ses ikke at være grund til at frygte, at tilladelse til terapeutisk kloning vil føre os ud på en glidebane, som med tiden vil gøre det umuligt at bibeholde forbudet mod at udføre reproduktiv kloning. Dette hænger sammen med, at der ingen vanskeligheder er med at skelne mellem de to former for kloning. Der er enighed om at vende sig imod reproduktiv kloning, og der kan desuden peges på, at der også internationalt er enighed om at forbyde reproduktiv kloning, og at dette i årene op til og efter Dollys fødsel stadig gør sig gældende ret uanfægtet af diskussionen om terapeutisk kloning.


Afsluttende bemærkning Dersom man politisk beslutter at tillade en vis forskning i klonede stamceller, bør man sikre sig mod, at dette på et senere tidspunkt medfører, at disse celler antager en så tingslig karakter, at der åbnes for, at de kan patenteres på linje med den måde, hvorpå andre tilsvarende cellekulturer tidligere er blevet det bl.a. i USA. Dette findes ikke etisk acceptabelt, fordi den enkelte klonede cellelinje i unik forstand hører sammen med og dermed tilhører det individ, hvorfra cellekernen er hentet i lighed med hans/hendes organer og andet væv, der ifølge den danske lov om ligsyn, obduktion og transplantation mv. § 20, stk. 3 ikke må gøres til genstand for køb og salg, men nok donation. Også i Bioetikkonventionen (art. 21) hedder det, at: "Den menneskelige krop og dens bestanddele må ikke som sådan give anledning til økonomisk gevinst". Afslutningsvis vil jeg tilføje, at Det Etiske Råd ikke har haft tilstrækkelig tid til at arbejde med sine synspunkter på anvendelse af ikke-embryonale stamceller, men at jeg forventer, at der vil være en enig - og nok så stærk - tilslutning til, at dette forskningsområde, der som udgangspunkt betragtes som etisk set ukontroversielt, bør nyde afgørende fremme.


Den danske lovgivning om kloning af

Lektor, ph.d. Mette Hartlev, Københavns Universitet

1. Indledning og resumé I dansk lovgivning er der et forbud mod at fremstille arvemæssigt identiske menneskelige individer, reproduktiv kloning. Reglerne fremgår af lov om kunstig befrugtning (befrugtningsloven), og reglerne forbyder både reproduktiv kloning i forbindelse med behandling (§ 4) og forsøg (§ 28). Der er tale om en slags “produktregulering”. Bestemmelserne forbyder alene anvendelse af kloning med det formål at skabe en kopi af et menneskeligt individ. Der er således ikke noget forbud i disse regler mod at anvende kloningsteknikker, når det bare ikke sker med henblik på at skabe en kopi af et menneske.17 Herfra kan man imidlertid ikke slutte, at det er tilladt at anvende kloningsteknikker med et andet formål. Der kan nemlig være andre bestemmelser i lovgivningen, som sætter grænser for anvendelse af kloningsteknikker. Da man i forbindelse med terapeutisk kloning har brug for at anvende stamceller, og da en væsentlig kilde til disse stamceller er befrugtede æg, må man undersøge, om der er retlige grænser for indsamling, udvikling og anvendelse af stamceller. Der kan også være regler vedrørende videnskabelige forsøg eller sygdomsbehandling, som sætter retlige grænser for anvendelse af kloningsteknikker til terapeutisk kloning. Som det vil fremgå af de efterfølgende afsnit, er der i lovgivningen forskellige regler, som har betydning i forbindelse med kloning af stamceller. Selvom området således ikke er ureguleret, kan der alligevel være grund til, at Folketinget tager stilling til anvendelse af kloningsteknikken på menneskelige æg og væv i forbindelse med såvel forsøg som sygdomsbehandling. Der er nemlig ingen af de nuværende regler, der direkte sigter på at regulere terapeutisk kloning. Det gælder både når man ser på embryonale og ikke-embryonale stamceller. I den sammenhæng bør man forholde sig til flere beskyttelsesinteresser. Man skal således både være opmærksom på den person, som skal donere æg eller væv, og på den person der skal modtage behandling med de opformerede stamceller. Derudover skal man være opmærksom på de etiske problemstillinger knyttet til anvendelse af menneskelige æg og væv med henblik på opformering af stamceller. 2. Indsamling og anvendelse af embryonale stamceller 2.1 Indsamling og donation af menneskelige æg. De i forskningssammenhænge mest omtalte stamceller er embryonale stamceller. Disse celler kan enten stamme fra et naturligt befrugtet æg eller fra et æg dannet af en kropscelle og en ægcelle ved hjælp af kernetransplantation. I dansk ret er der en række forskellige regler, der har betydning for anvendelse af såvel befrugtede som ubefrugtede æg. Reglerne findes fortrinsvis i befrugtningsloven. Det er nødvendigt at se nærmere på, hvad befrugtningsloven egentlig regulerer. Dette fremgår af lovens § 1. Ifølge denne bestemmelse regulerer loven to forskellige - men i et vist omfang 17Dette fremgår af bemærkningerne til lovens § 28.


indbyrdes sammenhængende - aktiviteter. For det første reguleres behandling med kunstig befrugtning, der foretages af en læge. Loven gælder endvidere for biomedicinske forsøg, hvori der indgår befrugtede æg, kønsceller og fosteranlæg - uanset formålet med sådanne forsøg. Hvis man tager udgangspunkt i lovens ordlyd, må man konstatere, at der er nogle aktiviteter, som falder udenfor. Det gælder for det første anvendelse af menneskelige æg til anden behandling end kunstig befrugtning. Da opformering af stamceller netop sker med henblik på anden behandling end kunstig befrugtning, er det interessant, at denne anvendelse ikke er direkte omtalt i befrugtningsloven (se dog nærmere nedenfor i afsnit 2.2). Kloning af embryonale stamceller udføres for tiden alene som videnskabelige forsøg, men på sigt kan det blive aktuelt at anvende kloning med henblik på forsøgsbehandling eller behandling. I den situation bliver det interessant, om der i dansk ret findes regler, der regulerer denne aktivitet. Ud fra lovens ordlyd er det mest nærliggende at nå frem til, at denne behandling ikke vil være omfattet af befrugtningsloven.18 Det kan endvidere give anledning til tvivl, hvorvidt det er tilsigtet, at loven skal gælde for enhver form for forskning på befrugtede æg og kønsceller. Lovens afgrænsningsbestemmelse i § 1 lægger op til, at enhver form for forskning er omfattet, men når man går videre til de mere konkrete forskningsbestemmelser fremgår det af § 25, at bestemmelsen omhandler “biomedicinske forsøg på befrugtede æg samt på kønsceller, der agtes anvendt til befrugtning” (min udhævelse). Ordlyden indicerer, at forsøg på befrugtede æg og kønsceller (ubefrugtede æg og sædceller), der ikke agtes anvendt til befrugtning, falder uden for lovens område. Dette er også interessant i forbindelse med kloning af stamceller, da man kan diskutere, om anvendelse af menneskelige æg i den sammenhæng sker med henblik på befrugtning, og dermed om sådanne forsøg er omfattet af loven. Uanset denne tvivl fastslår befrugtningsloven i § 25, stk. 2 helt generelt, at det er forbudt at udtage og befrugte æg med henblik at gennemføre andre forsøg, end de forsøg loven tillader (se nedenfor i afsnit 2.2). Alt i alt må man således konkludere, at forsøg på menneskelige æg med henblik på at klone embryonale stamceller er omfattet af befrugtningsloven. Loven sætter inden for sit område grænser for indsamling og donation af menneskelige æg. Ifølge § 14, stk. 1, er det kun kvinder, der selv er i in vitro-behandling, som må donere æg med henblik på at fremkalde graviditet hos en anden kvinde. Bestemmelsen kom ind i loven under Folketingets behandling af befrugtningsloven. I det oprindelige lovforslag var der ikke opstillet grænser for, hvem der kunne donere æg. Det fremgår, at begrundelsen for at indføre grænser var hensynet til at skåne kvinder, som ikke selv var i behandling for barnløshed, for en unødvendig og belastende behandling. Bestemmelsen, som ifølge ordlyden kun regulerer behandlingssituationen, skal ses i sammenhæng med bestemmelsen i § 25, stk. 2, som regulerer udtagning og anvendelse af æg til forskning. Denne bestemmelse skal forstås således, at “ren” donation til forskningsformål ikke er tilladt.19 Alt i alt følger det således af loven, at det kun er tilladt for kvinder, der i forvejen er i barnløshedsbehandling, at donere æg hvad enten donationen sker til forskning eller IVF-behandling. På grund af lovens anvendelsesområde gælder denne

18Det bemærkes, at bestemmelsen i befrugtningslovens § 21 vedrørende anmeldelse af nye behandlingsformer kun gælder i forbindelse med barnløshedsbehandling. 19Dette fremgår af bemærkningerne til § 13 i den oprindelige lov om et videnskabsetisk komitésystem og behandling af biomedicinske forskningsprojekter, som regulerede området, inden befrugtningsloven blev vedtaget. Det må antages, at bestemmelsen i § 25, stk. 2 skal forstås på samme måde.


regel ikke for donation af æg med henblik på anden behandling end barnløshedsbehandling (se nærmere nedenfor i afsnit 2.2). Loven forholder sig ikke eksplicit til indsamling af æg eller æganlæg fra døde kvinder, dødfødte piger eller aborterede pigefostre. Det fremgår af lovens § 10, at man ikke må anvende sådanne æg eller anlæg i forbindelse med behandling for barnløshed. Da loven også i § 25, stk. 2 sætter grænser for udtagning af æg til forskningsformål må man formentlig slutte, at æg fra døde kvinder m.v. ikke kan anvendes til forskning i kloning af embryonale stamceller. Med befrugtningslovens nuværende regler er der en begrænset adgang til menneskelige æg. Man kan overveje, om lovens begrænsninger også gælder for menneskelig æg, der importeres fra udlandet. Loven indeholder i § 16 en særlig regel om “eksport” af æg til udlandet, men ingen regler som direkte forholder sig til “importsituationen”. På baggrund af det etiske og beskyttende sigte med lovens regler angående donation af æg, må det antages, at man ikke vil acceptere donation af æg fra kvinder i udlandet, medmindre der er tale om overskydende æg fra in vitro-behandling.20 På det seneste har det været nævnt, at man kunne anvende æg fra dyr til terapeutisk kloning. Befrugtningsloven omhandler kun menneskelige æg og omfatter således ikke anvendelse af æg fra dyr. Her vil lægelovens ansvarsregler og reglerne vedrørende videnskabelige forsøg imidlertid være relevante. 2.2 Anvendelse af embryonale stamceller Ifølge befrugtningslovens § 25 er det kun tilladt at udføre videnskabelige forsøg på menneskelige befrugtede æg og kønsceller, der agtes anvendt til befrugtning, hvis det har til formål at forbedre in vitro- og præimplantationsteknikken. Dette må indebære, at enhver anden form for forskning er forbudt, herunder også forsøg med kloning af stamceller, der anvender menneskelige æg. Da det er reglerne vedrørende anvendelse af menneskelige æg, der i sig selv sætter grænser for forskningen i kloning af stamceller, kan man overveje, om det vil gøre en forskel, hvis man kunne få direkte adgang til embryonale stamceller. I forbindelse med debatten om terapeutisk kloning har det været fremme, at det er muligt for danske forskere at få adgang til embryonale stamceller, som dyrkes og opbevares på et amerikansk universitet. Da disse embryonale stamceller oprindeligt stammer fra et befrugtet æg, kan det diskuteres, om befrugtningslovens regler sætter grænser for anvendelse af sådanne importerede embryonale stamceller til forskning. Ligesom i forhold til import af menneskelige æg kan man argumentere for, at lovens etiske og beskyttelsesmæssige sigte taler for at vurdere sådanne forsøg ud fra reglerne i befrugtningsloven. Dette vil føre til, at man ikke kan udføre videnskabelige forsøg på embryonale stamceller, da der ellers vil være tale om en omgåelse af befrugtningslovens regler. I den sammenhæng skal det dog bemærkes, at der formentlig tidligere er forsket på importerede embryonale stamceller. Det fremgår således af en skrivelse fra 1985 fra den daværende indenrigsminister, at et amerikansk firma på det tidspunkt solgte cellelinier, bl.a. i form af embryonale stamceller, til visse statslige institutioner med henblik på forskning.21

20Det bemærkes i øvrigt, at det ifølge § 12 ikke er tilladt at sælge, formidle salg eller på anden måde medvirke til salg af menneskelige æg. 21Indenrigsministerens skrivelse nr. 15575 af 1. december 1985 om salg af aborterede fostre og moderkager. Skrivelsen er ifølge Retsinformation gældende.


På nuværende tidspunkt er kloning af embryonale stamceller kun aktuelt på forsøgsmæssig basis. Man kan dog under alle omstændigheder se nærmere på, hvorledes lovgivningen forholder sig til kloning af embryonale stamceller med henblik på sygdomsbehandling. Som der er nærmere redegjort for ovenfor i afsnit 2.1 regulerer befrugtningsloven ifølge sin ordlyd ikke anvendelse af menneskelige æg til anden behandling end kunstig befrugtning. Det vil sige, at hvis der udvikles en behandling som anvender klonede embryonale stamceller, vil det være tilladt at donere æg til brug for denne behandling. Behandlingen skal dog holde sig inden for rammerne af lægeloven m.v. (se nedenfor i afsnit 2.3). Man kan overveje, om det er muligt at drage nogle retlige slutninger ud fra befrugtningslovens anvendelsesområde. Det er således en mulighed, at Folketinget bevidst har undladt at regulere anvendelse af menneskelige æg til brug for kloning af embryonale stamceller. Dette er næppe tilfældet. Denne teknologi var ikke almindeligt kendt, da Folketinget vedtog befrugtningsloven, og man kan således ikke tage loven (herunder lovens afgrænsning) som udtryk for, at Folketinget bevidst har undladt at sætte grænser for anvendelse af æg til dette formål. Tværtimod er der flere ting, der taler for, at Folketinget ønskede at regulere anvendelse af menneskelige æg. Befrugtningslovens bestemmelser vedrørende anvendelse af menneskelige æg skal ses i sammenhæng med de tidligere regler på området. Da man i 1987 besluttede at oprette Det Etiske Råd, fremgik det af § 4, stk. 2 i loven om oprettelse af det etiske råd, at der indtil videre skulle gælde et forbud mod at foretage forsøg på befrugtede menneskelige æg. Denne bestemmelse blev ophævet, da man i 1992 vedtog lov om et videnskabsetisk komitésystem og behandling af biomedicinske forskningsprojekter (komitéloven). I denne lov havde man lempet lidt på det tidligere forbud, idet man åbnede mulighed for, at der kunne foretages forsøg på befrugtede æg og menneskelige kønsceller, hvis dette skete med henblik på at udvikle in vitro- teknikken. Bestemmelsen blev yderligere lempet i lov om kunstig befrugtning, hvor det nu også er muligt at lave forsøg på befrugtede æg og kønsceller, hvis dette sker med henblik på at udvikle præimplantationsdiagnostikken. Til gengæld blev man opmærksom på behovet for at have udtrykkelige regler vedrørende anvendelse af æg i forbindelse med behandling for barnløshed. Hvis man ser på lovgivningshistorien, har man således bevæget sig fra et forbud mod forsøg på befrugtede æg til accept af, at der kan foretages nogle få forsøg. Samtidig har man sat grænser for anvendelse og behandling af menneskelige æg i forbindelse med kunstig befrugtning. Alt i alt kan man konstatere, at anvendelse af menneskelige æg til terapeutisk kloning, som sker med henblik på andet en barnløshedsbehandling, ikke er direkte omfattet lov om kunstig befrugtning. Det er muligt, at man ud fra lovens forhistorie vil kunne argumentere for en analog anvendelse af reglerne på terapeutisk kloning. Men da overtrædelse af lovens regler kan udløse straf i form af bøde eller hæfte er dette ikke en holdbar løsning. Der er således brug for en egentlig afklaring i lovgivningen af anvendelse af menneskelige æg til terapeutisk kloning. 2.3 Anden lovgivning I de situationer, hvor befrugtningsloven ikke regulerer indsamling, donation og anvendelse af æg, vil de involverede læger fortsat være omfattet af lægelovens ansvarsbestemmelser (§§ 6 og 18) og Sundhedsstyrelsens retningslinier for ansvarligt fagligt virke, herunder vejledningen om indførelse af nye behandlingsmetoder i sundhedsvæsenet. Det må også antages, at lægemiddelloven vil omfatte anvendelsen af embryonale stamceller til brug for patientbehandling. Disse regler sigter mod at beskytte de personer, der lægger krop til behandlingen. I forbindelse med terapeutisk kloning, vil reglerne både beskytte den kvinde, som


donerer æggene, og den patient som skal behandles med de opformerede stamceller. Derimod beskytter lægelovens regler ikke ægget, og man kan således ikke af lægeloven udlede retningslinier for behandlingen af ægget, herunder regler vedrørende opbevaringstid m.v. 3. Andre stamceller Der findes også stamceller, som ikke stammer fra befrugtede æg. Anvendelse af disse celler er ikke reguleret af befrugtningsloven, men følger de regler, der i øvrigt gælder vedrørende indsamling, donation og anvendelse af menneskeligt væv. Her kan det være nyttigt at skelne mellem forsøg og behandling. 3.1 Forsøg Hvis der til brug for et forsøg med kloning af stamceller er brug for at anvende celler fra et levende eller dødt menneske eller et foster, skal der ifølge lov om et videnskabsetisk komitésystem (komitéloven) både indhentes en tilladelse i komitésystemet og et informeret samtykke fra den person, vævet tages fra. Hvor der er tale om væv fra fostre, børn, inhabile voksne eller døde mennesker indhentes et stedfortrædende samtykke. Man kan forestille sig, at man i stedet for at tage prøverne direkte hos forsøgspersonerne, i stedet kan anvende vævsmateriale, som ligger i en biologisk bank. Her kræves ifølge praksis også en godkendelse i komitésystemet af forskningsprojektet, men der er mulighed for at dispensere fra kravet om det informerede samtykke. Der kan endvidere være særlige retningslinier for anvendelse af vævsmateriale i biologiske banker, som er fastsat i henhold til den tidligere registerlovgivning eller den nuværende lov om behandling af persondata. 3.2 Behandling Hvis der ikke er tale om forsøg men om anvendelse af stamceller til brug for behandling må man skelne mellem, om der er tale om behandling af den person, vævsmaterialet stammer fra, eller behandling af en anden person (donation til transplantation). Anvendelse af stamceller til behandling af den person, cellerne stammer fra, kan ske under iagttagelse af lægelovens almindelige bestemmelser m.v. (se ovenfor i afsnit 2.3). Donation af væv til brug for behandling af en anden person er udover lægeloven m.v. også omfattet af reglerne i lov om ligsyn, obduktion og transplantation m.v. (transplantationsloven). Denne lov gælder ikke for “mindre indgreb” såsom udtagelse af blod og fjernelse af mindre hudpartier, jf. § 17, stk. 2. Loven omfatter endvidere kun donation af væv fra levende eller døde mennesker. Aborter (fostre født inden udgangen af 28. svangerskabsuge) er således ikke omfattet af lovens regler. Ved donation af væv fra levende mennesker kræves et skriftligt informeret samtykke. Det er endvidere et krav, at vævet kan doneres uden nærliggende fare for donor. Der er særlige grænser for donation af væv fra mindreårige børn. Dette kan kun ske rent undtagelsesvis, og kun hvor der er tale om regenererbart væv. Donation af væv fra døde mennesker kan ske med et skriftligt informeret samtykke fra afdøde eller de nærmeste pårørende. I forbindelse med en obduktion er det også tilladt at udtage væv


med henblik på behandling af andre mennesker. De pårørende, som har givet samtykke til obduktionen, skal dog forudgående informeres om dette og give samtykke hertil. Fostre, der aborteres inden 28. svangerskabsuge, er som nævnt ikke omfattet af transplantationsloven. Man antager, at moderen skal give samtykke til anvendelse af et aborteret foster til forskning eller behandlingsmæssigt formål. For nogle år siden var der en offentlig debat vedrørende salg af aborterede fostre og moderkager til kosmetik- og medicinalindustrien. Sundhedsstyrelsen lavede i den forbindelse en undersøgelse på landets hospitaler og nåede på det tidspunkt frem til, at aborterede fostre ikke blev solgt til disse formål. Derimod var der eksempler på, at moderkager blev overdraget til medicinalindustrien. Den daværende indenrigsminister anbefaler i en skrivelse til landets amtskommuner (som fortsat er gældende), at der indhentes et samtykke fra kvinden, hvis man ønsker at anvende moderkager.22 I forbindelse med donation af væv bemærkes det, at der såvel i transplantionslovens § 20, stk. 3 som i Europarådets konvention om menneskerettigheder og biomedicin (artikel 21) er forbud mod økonomisk gevinst i forbindelse med donation.

22Sundhedsstyrelsens skrivelse nr. 15575 af 1. februar 1985 om salg af aborterede fostre og moderkager.


Betydningen af national regulering af stamcelleforskning og kloning af

Karin-Elisabeth Rosén dr.med., Ph.D. Enheten för Medicinsk Rätt, Avdelningen för Rättsmedicin,

Medicinska Fakulteten, Lunds Universitet 23 Indledning På ny er der sat gang i en verdensomspændende kloningsrelateret debat, blandt andet som følge af den engelske regerings lovforslag om at tillade forskning på embryonale stamceller til terapeutisk anvendelse. Reaktionerne har ikke ladet vente på sig, og så sent som 7. september 2000 vedtog Europaparlamentet med en knap majoritet, som viser den nuværende polarisering (237 stemmer mod 230), en resolution (PE 293.752) mod enhver form for menneskelig kloning, samtidig med at EU's medlemsstater blev opfordret til at gennemføre et lovmæssigt forbud mod en sådan kloning. Med hensyn til den globaliserende udvikling af moderne bioteknik og dennes indvirkning på samfundet bliver det et centralt spørgsmål, hvordan regionale love og bestemmelser kan harmoniseres internationalt. Formålet med denne artikel er derfor at belyse såvel allerede vedtagne som forventede internationale love og bestemmelser vedr. terapeutisk kloning og anvendelse af stamceller. Kloningsteknikker forstås bedst som en serie af teknikker baseret på "livsvidenskaberne", og regulerende bestemmelser burde derfor ikke have til formål at begrænse selve teknikkerne, men snarere deres uønskede anvendelser. I denne sammenhæng plejer man at skelne mellem horisontale og sektorspecifikke fremgangsmåder for regulering. Det har faktisk vist sig vanskeligere end forventet at opnå konsensus blandt lovgivere om restriktioner vedr. forskning i embryonale stamceller og kloningsteknikker. Kan man vedtage restriktioner, som stræber efter at bevare respekten for menneskeligt liv - og gøre det på en måde, så den biomedicinske forskning og udvikling alligevel tilgodeses? Lovgivningen på dette område står over for problemer relaterede til det høje tempo inden for teknologisk udvikling. Det er ikke urealistisk at forestille sig et scenarium, hvor de videnskabelige og teknologiske fremskridt med lethed overhaler love, som f.eks. udelukkende fokuserer på at forbyde overførsel af somatiske cellekerner. En restringerende lovgivning vil også kunne få stigmatiserende effekt på udviklingen. Fordele og usikre risici ved stamcelleterapi samt teknikker for overførsel af somatiske cellekerner ser lige nu ikke ud til udgøre de primære grunde til modstand i befolkningen for denne type forskning. I stedet drejer den etiske debat sig om, hvorvidt det kan anses for forsvarligt at anvende menneskelige embryoner som redskab til udvikling af nye medicinske behandlinger for en række forskellige sygdomme, også i tidsbegrænsede perioder. Dertil kommer, at de vidt forskellige meninger om sociale konsekvenser, og om hvordan de nye teknikker aktualiserer de etiske spørgsmål, fører til krav om tid for en akkumulering af videnskabelige og 23 Address: Sölvegatan 25, 223 62 Lund, Sverige. Tel: +46-46 33 39 18, Fax: +46-46 33 39 27. E.mail: [email protected] Homepage: http://www.forensic.lu.se/Forensic/MedicalLaw/index.htm


samfundsvidenskabelige data, inden permanente love bliver vedtaget. Ikke desto mindre kan man i den nuværende situation se en kløft mellem lovgiverne og forskerne. Den eneste farbare vej for at kunne opnå en mere aktivt positiv holdning til reguleringen af kloning er derfor at tilbyde forholdsregler for at styrke og udvide dialogen mellem de forskellige aktører på området. Medicinsk baggrund Det at kunne dyrke menneskelige stamceller og kunne kontrollere, hvordan sådanne celler kan stimuleres til at danne kropsvæv, anses inden for den medicinske forskerverden at kunne tilbyde sundhedssektoren store muligheder. Med stamceller tænkes her på celler, som endnu ikke er modnet eller differentieret til et specifikt kropsvæv som f.eks. nerveceller eller muskelceller. Men hvorfra stammer egentlig kloningsdiskussionen? Stamceller kan ifølge forskere tilvejebringes på flere forskellige måder, f.eks. fra blodceller fra navlesnoren ved fosterets fødsel; fra voksent væv i form af benmarv; fra kønsceller og organer fra aborterede fostre; fra embryoner producerede for in vitro fertilisering (IVF). Endnu et alternativ er at få dem fra embryoner til forskningsformål, men man kan også fremstille dem ved hjælp af somatisk cellekerneoverførsel (kloning). Med terapeutisk kloning tænkes her på, hvordan man ved hjælp af kloningsteknik evt. kunne producere en bestemt type embryonale stamceller, der ville kunne bruges til at fremstille selekterede humanproteiner, væv og organer. På den måde ville man kunne erstatte patientens defekte menneskelige organer eller løse de af patientens medicinske problemer, der er forbundet med tabte kropslige funktioner ved f.eks. Parkinsons sygdom, hjerneblødning, diabetes eller Alzheimers sygdom. Det står centralt i diskussionen, at disse forskellige stamceller dermed har forskellige forudsætninger for at kunne udvikles til de ønskede celletyper. Teoretisk anser forskere, at stamceller fra cellekerneoverførsel eller kloning - dvs. celler, hvor man har erstattet en kerne i en ikke befrugtet ægcelle med en cellekerne fra en kropscelle fra en patient, som lider af f.eks. Parkinsons sygdom - har bedre forudsætninger. Grunden skulle være, at disse celletyper dermed er genetisk kompatible med patienten, hvorved risikoen for frastødning skulle kunne mindskes ved behandling. Internationale Konventioner Der findes i dag ingen EU-lovgivning, som forbyder terapeutisk kloning. Forskning i menneskelige embryoner for f.eks. in vitro fertilisering er derimod et område, som er genstand for regulering over en bredere front både i Europa, USA og Japan. Europarådets Konvention om menneskelige rettigheder og biomedicin fra 4. april 1997 fik i 1998 et særligt afsnit om forbud mod kloning af mennesker24. Det kan nævnes, at selv om de fleste af EU's medlemsstater skrev under på konventionen, er den til dato kun blevet ratificeret af to EU-lande, nemlig Grækenland og Spanien. Ser vi nærmere på denne konvention, indser vi, at den under alle omstændigheder omfatter den såkaldte reproduktive kloning dvs., teknikker beregnet til at skabe et livskraftigt menneske. Artikel 1 i denne konvention stipulerer f.eks., at ”ethvert tiltag, der har til formål at skabe et menneskeligt væsen genetisk identisk med et andet menneskeligt væsen, levende eller dødt, forbydes”. Tolkningerne af, hvad der ud over området reproduktiv kloning ville kunne omfattes af forbudet i konventionen, er efter min mening ikke helt klare. For at konkretisere spørgsmålet kan det nævnes, at der på den ene side findes grupperinger i Europa, der anser, at 24 Council of Europe. (1998) Additional Protocol to the Convention for the Protection of Human Rights and Dignity of the Human Being with regard to the Application of Biology and Medicine, on the Prohibition of Cloning Human Beings. Paris. January.


forbudet, som det er udformet, naturligvis også omfatter kloningsteknikker med henblik på at skabe menneskelige embryoner, fra hvilke stamceller kan genereres for terapeutisk anvendelse. På den anden side anser andre grupperinger, at dette forbud ikke på nogen måde omfatter kloningsteknikker på embryoner. Argumentet menes at være, at kloningen udelukkende gennemføres i reagensglas og på så tidligt et embryonalt stadie, at disse ophobninger af ikke modnede celler (embryoner) endnu ikke kan opfattes som værende et menneskeligt væsen (a human being). Hvad enten den ene eller den anden tolkning anses for at være forkert eller ej, bliver situationen ud fra et reguleringssynspunkt helt uklar for de myndigheder, der skal prøve at tolke og tillempe disse retningslinier i praksis. USAs restriktioner I USA eksisterer der i dag ikke nogen føderal lovgivning, som forbyder terapeutisk kloning eller forskning i embryonale stamceller. Den amerikanske bioetiske komité (US National Bioethics Advisory Commission, NBAC) har derimod på foranledning af præsident Clinton fremført sine anbefalinger i en rapport fra 1999, som omfatter forskning i stamceller25. Det er interessant at notere, at fokus i den amerikanske problemstilling adskiller sig radikalt fra den europæiske. Med hensyn til reguleringerne handler det i USA ikke om på nogen måde at prøve at forbyde forskning i embryonale stamceller - ej heller terapeutisk kloning. I stedet fokuseres der på, hvorvidt offentlige forskningsmidler kan eller bør bruges til denne type forskning. Rapportens konklusion er, at offentlige forskningsmidler bør kunne anvendes til forskning i embryonale stamceller - under forudsætning af, at dette sker på 1) celler fra dyrekadavere eller på 2) celler fra tiloversblevne embryoner fra in vitro fertilisering (IVF). Resultatet bliver, at forskning omfattende embryonale stamceller frembragt ved hjælp af somatisk cellekerneoverførsel (kloning) ikke forbydes, men heller ikke i øjeblikket kan finansieres via offentlige midler. I stedet vil denne type forskning i USA blive finansieret udelukkende af den private sektor. Englands restriktioner I England reguleres forskning og behandling ved hjælp af menneskelige embryoner af ”the Human Fertilisation And Embryology Act” fra 1990. I praksis indebærer det, at forskningscentre og klinikker, som håndterer menneskelige embryoner, er nødt til at søge om en licens fra HFEA (the Human Fertilisation and Embryology Authority). En sådan licens kan i øjeblikket kun bevilges til fem specifikke formål, nemlig: 1) øget viden om aborter; 2) øget viden om kongenitale sygdomme; 3) stimulering af fremskridt på infertilitetsområdet; 4) udvikling af mere effektiv prævention; 5) genetisk diagnostik. Som akten i dag er udformet, foreligger der altså intet direkte forbud mod at anvende forskningsteknikker som somatisk cellekerneoverførsel (kloning), forudsat at formålet er et af ovennævnte. Det engelske lovforslag, som blev nævnt indledningsvis, er udformet efter anbefaling af det engelske sundhedsministeriums ekspertgruppe26. Til forskel fra omtalen i den offentlige presse handler det ikke om at ophæve et eksisterende forbud mod forskning i menneskelige embryoner. Derimod handler det i praksis om at udvide loven og skabe albuerum for forskning i

25 US NBAC. (1999) Ethical Issues in Human Stem Cell Research. September. 26 UK Department of Health. Chief Medical Officer’s Expert Group. (2000) Stem Cell Research: Medical Progress with Responsibility. June.


menneskelige embryoner til yderligere to formål, nemlig: 1) terapier for mitokondrielle sygdomme27; 2) terapier for beskadiget og ikke fungerende væv og organer. Bioetiske Komiteer i Europa I England er spørgsmålet om stamcelleterapi og terapeutisk kloning blevet behandlet af en bioetisk komité, nemlig ”the Nuffield Council on Ethics”. Ifølge deres diskussionsdokument fra april 200028 anså man ikke, at der er noget etisk i vejen for også at tillade forskning i embryonale stamceller for terapeutisk anvendelse. Motiveringen var, at ”der findes intet grundlag for moralsk at skelne mellem forskning i diagnostik og reproduktion (som er tilladt ifølge engelsk lovgivning) og terapeutisk forskning”. Europakommissionens komité i etiske spørgsmål (the European Group on Ethics in Science and New Technologies)29, som har erstattet den tidligere komité i etiske spørgsmål (EC GAEIB), har også behandlet spørgsmålet om kloningsteknikker i en rapport fra maj 1997. Forslaget omfattede en anbefaling af at forbyde ”ethvert forsøg på at fremstille et genetisk identisk menneskeligt individ ved substitution af cellekerner fra voksne eller børn”. Derimod omfattede anbefalingen en udtrykkelig undtagelse for forskning med menneskelige embryoner ”hvis formål det er at kaste lys over årsager til sygdom hos mennesker og bidrage til helbredelsen af dem, der lider” (punkt 2.9). Diskussion Vi befinder os midt i en stærk globaliseringsproces. Regionale reguleringer finder sted, samtidig med at en klar og ofte forhastet harmoniseringsproces gør sig gældende. Den regionale lovgivning, der traditionelt - i større eller mindre grad - har reflekteret normer og værdier i det aktuelle samfund, har i et multikulturelt samfund en utilstrækkelig samfundsmæssig tilknytning og bliver mindre entydig og troværdig. Forskellige samfund har historisk refereret til forskellige grundlæggende principper, der tilsammen danner regionale, etiske traditioner. Disse bruges som reference, når man er nødt til at tage vanskelige beslutninger vedr. væsentlige spørgsmål. Traditionelt har dette til tider resulteret i revurderede opfattelser af, hvordan de grundlæggende principper bør tolkes for at kunne bruges i konkrete situationer. Dette er en vertikal etisk analyse knyttet til en konkret historisk udvikling. På grund af det nuværende globaliseringsfænomen har man samtidig haft behov for at tage hensyn til forskellige traditioner, som eksisterer side om side inden for enhver multikulturel regional enhed, men det har også vist sig nødvendigt - på grund af den øgede globale konkurrence på verdensmarkedet - at interessere sig for andre regionale løsninger. De lande, som har indtaget en mere pragmatisk eller kommerciel holdning, kan glæde sig over en vis komparativ fordel på det internationale marked. De, der har villet fremkalde mere afbalancerede eller langsigtede løsninger, har tabt en del af deres slagkraft på den internationale arena. Harmoniseringen er en meget krævende, tidsafhængig proces, og resultatet er på ingen måde givet på forhånd. Den ligevægt mellem forskellige interesser og præferencer, som er det ikke forudbestemte mål, vil blive et resultat af en global afvejning. Efter min mening burde man ikke skele alt for meget til, hvilken forandringskurs den nærmeste nabo har valgt. I stedet bør

27 Mitokondrielle sygdomme nedarves på moderens side og skyldes forandringer i DNA, som genfindes i cellens organeller - i dette tilfælde dem, der kaldes Mitokondrier. 28 The Nuffield Council on Ethics. (2000) Stem Cell Therapy: the ethical issues. April. 1-2. 29 European Commission’s Group of Advisers on the Ethical Implications of Biotechnology, EC GAEIB. (1997) Ethical aspects of cloning techniques. May 28: 1-6.


man forsøge at finde sin egen løsning - en løsning vel forankret i sin egen tradition. Dette vil på kort sigt have nogle omkostninger, måske en mindre konkurrenceevne i en periode, men der vil også være langsigtede fordele i at kunne påvirke processen i den retning, man anser for at være den rigtige. Den kurs, man efterhånden beslutter sig for, kan styres både gennem lovgivning og gennem allokering af offentlige ressourcer. Hvis vi undlader at gøre brug af offentlige forskningsmidler til en vis type forskning, bliver vi naturligvis også nødt til at acceptere, at al ophavsret i form af patenter og fremtidige medicinske behandlinger alene allokeres til private virksomheder og organisationer, som agerer globalt. Vil behandlinger til rimelige priser kunne være tilgængelige for den brede befolkning? Såfremt visse EU-lande vælger at forbyde denne forskning, samtidig med at England og USA vælger ikke at indføre forbud, vil disse forbud naturligvis kun have en ringe effekt på den fortsatte udvikling på området. Dagens medicinalindustri er ikke bundet af nationale hensyn, og restriktioner kan let overvindes ved at flytte virksomheder til regioner med færre restriktioner. Det er intet tilfælde, at England går i spidsen for at tillade forskning i embryonale stamceller for terapeutisk anvendelse. England anses for at være førende i verden på området, og det er en position, man ikke vil miste. De endnu ukendte fordele med overførsel af somatiske cellekerner udgør muligvis et argument til fordel for, at man burde overveje provisoriske, fleksible løsninger på de mange legale og etiske spørgsmål, der er blevet rejst. Forhastede og overforsigtige restriktioner bliver almindeligvis retfærdiggjort med argumenter om vigtigheden af at bevare befolkningens tillid. Imidlertid kan dette i et pluralistisk samfund blive et redskab til at kvæle en højst nødvendig, bred offentlig debat. Ikke mindst fordi den teknologiske udvikling bliver ved med at holde et overraskende højt tempo, og fordi heterogeniteten af etniske, moralske og religiøse traditioner for alvor bevirker, at den sunde fornuft mere og mere skubbes i baggrunden inden for dette komplekse problemområde. I diskussionen om terapeutisk kloning har man antydet, at brug af menneskelige embryoner kun er tilfældig, og at den vil føre til en fase, hvor man kan arbejde direkte med enkelte celler, som kan modificeres eller omprogrammeres, uden at man behøver at ødelægge det, som store samfundsgrupper anser for at være liv. Forsøg med dyr kan gøre vejen længere, men det ville sikkert kunne lægge en dæmper på befolkningens mistro. Lovgivning og allokering af offentlige midler burde styre retningen inden for videnskabelig forskning og sørge for, at den stemmer bedre overens med egne traditioner. Den anerkendte gavn af forskellige kloningsteknikker på forskellige niveauer af biomedicinsk forskning taler egentlig mod ethvert tilløb til horisontal regulering, som snarere skulle fokusere på teknikker end på resultater og praktisk anvendelse. Med tanke på trenden i den bioteknologiske udviklings globalisering er en international harmonisering af reguleringerne - gennem passende restriktioner - af imperativ betydning. Den aktuelle mangel på harmonisering mellem USA og EU indebærer således en trussel mod udviklingen af europæisk bioteknologi. Ved at flytte europæiske biotekniske initiativer til USA, hvor man ikke forudser nogen begrænsninger inden for forskning i embryonale stamceller og terapeutisk kloning, kan man lette det akutte politiske tryk, selv om det sker til prisen af europæisk konkurrenceevne, beskæftigelsesmuligheder, og måske, som en mere alarmerende konsekvens, Europas indflydelse


på den fremtidige udvikling inden for dette område. For at kunne fremme en mere aktivt positiv holdning i reguleringsarbejdet på det bioteknologiske område, er det nødvendigt med en forstærket dialog mellem forskerne, etikerne, bioteknikindustrien og lovgiverne. Møder mellem disse parter må virkelig ses som et ufravigeligt grundkrav ang. udviklingen af realistiske, fleksible og effektive legale mekanismer, der kan fremme en afbalanceret moderne, teknisk evolution.


Patentering af det menneskelige legeme og dets bestanddele af

adjunkt, ph.d. Tine Sommer, Handelshøjskolen i Århus og

lektor lic.jur. Jens Schovsbo, Københavns Universitet Bioteknologien indeholder et stort potentiale for udvikling af metoder til diagnosticering og behandling af sygdomme. Baggrunden for at vedtage regler om retlig beskyttelse af bioteknologiske opfindelser er i overensstemmelse hermed begrundet i industriens voksende anvendelse af bioteknologi. I EU har ønsket om at fremme investeringer i bioteknologisk forskning og udvikling resulteret i vedtagelsen af direktiv 98/44/EF. Direktivet indeholder de nærmere regler for patentering af opfindelser, hvis genstand er isolerede dele af det menneskelige legeme, plantesorter og dyreracer. Patentering af det menneskelige legeme og dets bestanddele har givet anledning til en intens international debat gennem de seneste 10-15 år. I Danmark har der hidtil i forbindelse med den danske implementering af direktiv 98/44/EF om retlig beskyttelse af bioteknologiske opfindelser, specielt været fokus på adgangen til at opnå patent på de menneskelige gener (DNA-sekvenser). Det er imidlertid ikke alene gener, som er aktuelle ud fra en patentretlig synsvinkel. Der foreligger eksempelvis patentansøgninger fra et australsk og amerikansk firma på blandede menneske/svineembryoer og der er i Europa meddelt patent på metoder til at isolere embryonale stamceller samt på fremstilling af transgene dyr. Regelgrundlaget Adgangen til at meddele et patent beror ikke udelukkende på en national vurdering. Et patent kan udstedes af Patent- og Varemærkestyrelsen i Danmark, men kan også meddeles af Den Europæiske Patentmyndighed i München. Patentudstedelsen er reguleret af mange kilder; Den Europæiske Patentkonvention, EU’s direktiv om bioteknologi og den danske patentlov. De nævnte kilder er indbyrdes harmoniseret, og der foreligger således et fælles regelgrundlag for patentudstedelsen. Efter at et patent er meddelt, bliver dets retsvirkning udelukkende bestemt af national ret. Det er med andre ord dansk lovgivning, som er afgørende for, hvad patentet kan bruges til. Det betyder, at et patents retsvirkning kan være forskelligt fra land til land. Et patent giver indehaveren eneret, hvorfor andre ikke kan udnytte opfindelsen kommercielt. Hvor langt denne eneret rækker, er reguleret i Patentloven samt bestemt af andre regelsæt, eksempelvis konkurrencelovgivningen. Patentloven indeholder eksempelvis regler om tvangslicens, hvorefter vigtige almene interesser kan begrunde erhvervsmæssig udnyttelse af andre end patenthaver. Patent på gener For at få meddelt et patent skal der foreligge en opfindelse. Opfinderbegrebet dækker over nyskabelser, der beror på menneskelig aktivitet. Der skal foreligge en opfindelse, som har nyhedsværdi, og som er industriel anvendelig. En opdagelse betragtes ikke som en opfindelse. Den teknologiske - ikke mindst den bioteknologiske udvikling - har dog ændret den umiddelbare forståelse af begrebet opdagelse. Den omstændighed, at en kemisk forbindelse eller et gen findes i naturen eller i det menneskelige legeme, udelukker ikke patentering.


Kravet om industriel anvendelighed indebærer, at patentansøger skal kunne angive og dokumentere mindst én praktisk anvendelse for opfindelsen. I relation til de menneskelige gener er det særligt kravet om at kunne redegøre for opfindelsens industrielle anvendelse, som skal modvirke adgangen til at opnå brede patenter. Det følger af patentloven, at det menneskelige legeme på alle de forskellige stadier af dets opståen og udvikling, som hovedregel ikke kan udgøre en patenterbar opfindelse. Denne hovedregel fraviges såfremt dele af mennesket isoleres eller på anden måde fremstilles ved en teknisk fremgangsmåde. Det ændrer ikke adgangen til at opnå et patent, at den isolerede del af det menneskelige legeme er identisk med opbygningen i en naturlig forekommende del, jf. også diskussionen ovenfor vedrørende sondringen mellem opfindelser og opdagelser. For almindelige patenter gælder det, at opfindelsen skal have nyhedsværdi og skal have praktisk industriel anvendelse, men herudover eksisterer der et skærpet krav til DNA-sekvensers industrielle anvendelse. I patentansøgningen skal der konkret redegøres for, hvorledes en sekvens eller en delsekvens af et gen, kan anvendes industrielt. Det er lovteknisk mindre hensigtsmæssigt, at det almindelige krav fremgår af patentloven, og det skærpede krav fremgår af en bekendtgørelse. Den grundtanke, som ligger bag direktivets skærpede krav, er nemlig, at hindre patent på rå sekvenser, således at et patent alene meddeles i de tilfælde, hvor patentansøger kan angive en funktion, eksempelvis et protein (insulin) som kan anvendes til behandling af sygdom (sukkersyge). Det kræves dermed yderligere, at lovgiver klart tager stilling til, hvad patentansøger skal opfylde for at tilfredsstille kravet om industriel anvendelse. Er f.eks. rene computer-baserede ikke-eksperimentelle analyser (in silico forsøg) tilstrækkelige til at opfylde kravet? Patent på kroppens øvrige bestanddele (biologisk materiale) Ovenstående gennemgang er relateret til menneskets gener, og det skærpede krav om industriel anvendelse har ikke betydning for andre dele af det menneskelige legeme. Sådanne andre dele, der er isoleret fra det menneskelige legeme, er ifølge direktivets præambel, betragtning 21, ikke udelukket fra patentering, hvis delene f.eks. er et resultat af en teknisk fremgangsmåde, der har identificeret, isoleret, beskrevet og mangfoldiggjort dem uden for det menneskelige legeme, og som kun kan anvendes ved menneskets mellemkomst og ikke af naturen alene. Både direktivet og patentloven definerer biologisk materiale som materiale, som indeholder genetisk information, og som kan reproducere sig selv eller kan reproduceres i et biologisk system. Under denne definition falder eksempelvis vævsprøver, blodprøver og stamceller. Specielt har bioteknologisk udnyttelse af stamceller været i fokus, som følge af disse cellers utrolige potentiale. Biologisk (humant) materiale kan patenteres, såfremt der foreligger nye opfindelser, der beror på opfinderaktivitet, og kan anvendes industrielt, også selv om de vedrører et produkt, der består af eller indeholder biologisk materiale, eller fremgangsmåder til frembringelse, behandling eller anvendelse af biologisk materiale. Det betyder, at man i patentansøgningen for en stamcelle, eller en stamcellelinie kun udtrykkeligt skal angive, hvorledes opfindelsen kan udnyttes industrielt, hvis dette ikke tydeligt fremgår af beskrivelsen, eller af opfindelsens karakter.


Stamceller Det er imidlertid ikke alle stamceller, der kan patenteres. Der kan ikke meddeles patent på anvendelsen af embryonale stamceller eller menneskelige embryoner til industrielle eller kommercielle formål. Det anføres dog i direktivets præambel betragtning 42, at dette ikke omfatter opfindelser, som anvendes på menneskelige embryoner med et (for embryonet) nyttigt terapeutisk eller diagnostisk formål. En stamcelle er ikke et entydigt biologisk begreb, idet der er flere forskellige typer. Stamceller kan inddeles i tre hovedgrupper, totipotente stamceller, pluripotente stamceller og multipotente stamceller. Det er kun de multipotente stamceller, der ikke hidrører fra et embryo, dvs. stamceller, som eksempelvis blod- og marvstamceller. Af den danske patentvejledning vedr. bioteknologiske opfindelser fremgår det, at (isolerede) ændrede eller genmodificerede somatiske menneske- og dyrecellelinier kan beskyttes ved produktpatent. Forbud mod patent på fremgangsmåder til kirurgisk eller terapeutisk behandling eller til diagnosticering Fremgangsmåder til kirurgisk eller terapeutisk behandling eller til diagnosticering, som anvendes på mennesker eller dyr, anses ikke som opfindelser. Dette er dog ikke til hinder for, at der meddeles patent på produkter, herunder stoffer og stofblandinger, til brug i disse fremgangsmåder. Baggrunden for en sådan regel er bl.a., at lægen ikke må være begrænset i sine behandlingsmuligheder. Såfremt en ansøger får meddelt et patent på en gensekvens, kan det dog få den virkning, at patentet hindrer, at den identificerede gensekvens kan anvendes i andre sammenhænge, eksempelvis ved diagnostik af genetisk betingede lidelser. En tilsvarende begrænsning kan forekomme i de situationer, hvor et patent vedrører en stamcelle. Patentet vil kunne vanskeliggøre anvendelsen af stamcellelinien til andre formål og komme til at hindre diagnosticering og behandling (eksempelvis inden for leukæmi forskning og behandling). Undtagelser begrundet i sædelighed eller offentlig orden Det er ikke muligt at få patent på opfindelser, hvis kommercielle udnyttelse ville stride mod sædelighed eller offentlig orden. Dette omfatter eksempelvis: - fremgangsmåder til kloning af mennesker, - fremgangsmåder til ændring af menneskets kønscellers genetiske identitet - anvendelse af menneskelige embryoer til industrielle eller kommercielle formål - fremgangsmåder til ændring af dyrs genetiske identitet, som kan påføre dem lidelser, der ikke

er begrundet i en væsentlig medicinsk nytteværdi for mennesker eller dyr, samt dyr frembragt ved sådanne fremgangsmåder

Det fremgår af betragtning 38 i direktivets præambel, at fremgangsmåder, der krænker den menneskelige værdighed, såsom fremstilling af blandingsvæsner, fra kønsceller eller totipotente celler fra mennesker og dyr, også er udelukket fra patentering. Overvejelser Den danske (retlige) beskyttelse af bioteknologiske opfindelser er udtryk for en implementering af EU’s direktiv, som også er implementeret i Den Europæiske Patentkonvention. De væsentlige


vilkår for udstedelsen af et patent er dermed baseret på et fælles europæisk grundlag. Det forhindrer imidlertid ikke national regulering af enerettens rækkevidde eller nationale særregler i det omfang et emne, ikke er reguleret i direktivet, som eksempelvis den nærmere afgrænsning af det skærpede krav til industriel anvendelse. Adgangen til at gå enegang på områder, som er omfattet af direktivet beror derimod på undtagelsesbestemmelserne i EF-traktatens artikel 95 (’miljøgarantien’). Sådanne områder kunne vedrøre spørgsmål som: - Om et patent på selve genet eller på selve stamcellelinien er nødvendigt? - Hvorfor der skal sondres mellem industriel anvendelse (funktion) af DNA-sekvenser og kroppens øvrige bestanddele? - Forholdet mellem diagnosticering af genetisk betingede lidelser og patenter på DNA-sekvenser/stamcellelinier (produktpatenter). Hertil kommer et internt anliggende om den lovtekniske hensigtsmæssighed af den danske gennemførelseslovgivning for DNA-sekvenser.


Vedtagelse fra Europa-Parlamentet 7. september 2000 Kloning af mennesker Dok.: B5-0702/2000/RC1 Forhandling: 6.9.2000 Afstemning: 7.9.2000 Parlamentet vedtog et fælles beslutningsforslag (fremsat af PPE-DE, Verts/ALE, UEN og EDD), hvori det henviser til, at det utvivlsomt er nødvendigt at se på den medicinske forskning på grundlag af den større viden i forhold til de rent etiske og sociale begrænsninger. Det mener, at ethvert midlertidigt udvalg, der er nedsat af Parlamentet til at undersøge de etiske og juridiske aspekter ved den nye udvikling inden for humanghenetik, bør tage sit udgangspunkt i de holdninger, som Parlamentet har givet udtryk for i tidligere beslutninger. Parlamentet henviser til, at det fremgår af det femte rammeprogram for forskning, at "programmet …ikke yder støtte til forskning, der tager sigte på at skabe identiske individer gennem kloning, hverken ved deling af embryoner eller ved overførsel af cellekerner". Parlamentet mener, at menneskerettighederne og respekt for menneskets værdighed må være det vedvarende mål for politiske lovgivningsaktiviteter. Det henviser til, at "terapeutisk kloning", som indebærer fremstilling af menneskelige embryoner alene i forskningsøjemed, er et grundlæggende etisk dilemma, der overskrider en grænse for forskningsnormer. Det er også i modstrid med den generelle politik i EU. Parlamentet gentager sit krav om kunstige befrugtningsmetoder, som ikke frembringer et overskydende antal embryoner, således at man undgår at frembringe overflødige embryoner. De kompetente myndigheder i medlemsstaterne anmodes om at sikre, at patentering og kloning er udelukket på områder, der vedrører mennesket. Det Forenede Kongeriges regering opfordres til at tage sin holdning vedrørende kloning af det menneskelige embryon op til overvejelse. Medlemmerne af det britiske parlament opfordres til i denne sag at stemme efter egen overbevisning og forkaste forslaget om at tillade forskning, der anvender embryoner, skabt ved overførsel af cellekerner. Medlemsstaterne opfordres til at vedtage bindende lovgivning for at forbyde al forskning i en hvilken som helst form for menneskelig kloning. Endelig opfordres Forsamlingen til Udarbejdelse af et Udkast til EU-Charter om Grundlæggende Rettigheder til at optage et forbud mod kloning af mennesker på


alle udviklingstrin i chartret. Desuden mener Parlamentet, at et sådant forbud også bør indføres på FN-niveau.


Retningslinier for stamcelleforskning fra USA’s National Institute of Health DEPARTMENT OF HEALTH AND HUMAN SERVICES Public Health Service National Institutes of Health National Institutes of Health Guidelines for Research Using Human Pluripotent Stem Cells SUMMARY: The National Institutes of Health (NIH) is hereby publishing final National Institutes of Health Guidelines for Research Using Human Pluripotent Stem Cells. The Guidelines establish procedures to help ensure that NIH-funded research in this area is conducted in an ethical and legal manner.

EFFECTIVE DATE: These Guidelines are effective on August 25, 2000. The moratorium on research using human pluripotent stem cells derived from human embryos and fetal tissue put in place by the Director, NIH, in January 1999, will be lifted on August 25, 2000.

National Institutes of Health Guidelines for Research Using Human Pluripotent Stem Cells

I. Scope of Guidelines

These Guidelines apply to the expenditure of National Institutes of Health (NIH) funds for research using human pluripotent stem cells derived from human embryos (technically known as human embryonic stem cells) or human fetal tissue (technically known as human embryonic germ cells). For purposes of these Guidelines, "human pluripotent stem cells" are cells that are self-replicating, are derived from human embryos or human fetal tissue, and are known to develop into cells and tissues of the three primary germ layers. Although human pluripotent stem cells may be derived from embryos or fetal tissue, such stem cells are not themselves embryos. NIH research funded under these Guidelines will involve human pluripotent stem cells derived 1) from human fetal tissue; or 2) from human embryos that are the result of in vitro fertilization, are in excess of clinical need, and have not reached the stage at which the mesoderm is formed.

In accordance with 42 Code of Federal Regulations (CFR) § 52.4, these Guidelines prescribe the documentation and assurances that must accompany requests for NIH funding for research using human pluripotent stem cells from: (1) awardees who want to use existing funds; (2) awardees requesting an administrative or competing supplement; and 3) applicants or intramural researchers submitting applications or proposals. NIH funds may be used to derive human pluripotent stem cells from fetal tissue. NIH funds may not be used to derive human pluripotent stem cells from human embryos. These Guidelines also designate certain areas of human pluripotent stem cell research as ineligible for NIH funding.

II. Guidelines for Research Using Human Pluripotent Stem Cells that is Eligible for NIH Funding

A. Utilization of Human Pluripotent Stem Cells Derived from Human Embryos

1. Submission to NIH


Intramural or extramural investigators who are intending to use existing funds, are requesting an administrative supplement, or are applying for new NIH funding for research using human pluripotent stem cells derived from human embryos must submit to NIH the following:

a. An assurance signed by the responsible institutional official that the pluripotent stem cells were derived from human embryos in accordance with the conditions set forth in Section II.A.2 of these Guidelines and that the institution will maintain documentation in support of the assurance;

b. A sample informed consent document (with patient identifier information removed) and a description of the informed consent process that meet the criteria for informed consent set forth in Section II.A.2.e of these Guidelines;

c. An abstract of the scientific protocol used to derive human pluripotent stem cells from an embryo;

d. Documentation of Institutional Review Board (IRB) approval of the derivation protocol;

e. An assurance that the stem cells to be used in the research were or will be obtained through a donation or through a payment that does not exceed the reasonable costs associated with the transportation, processing, preservation, quality control and storage of the stem cells;

f. The title of the research proposal or specific subproject that proposes the use of human pluripotent stem cells;

g. An assurance that the proposed research using human pluripotent stem cells is not a class of research that is ineligible for NIH funding as set forth in Section III of these Guidelines; and

h. The Principal Investigator's written consent to the disclosure of all material submitted under Paragraph A.1 of this Section, as necessary to carry out the public review and other oversight procedures set forth in Section IV of these Guidelines.


2. Conditions for the Utilization of Human Pluripotent Stem Cells Derived From Human Embryos

Studies utilizing pluripotent stem cells derived from human embryos may be conducted using NIH funds only if the cells were derived (without Federal funds) from human embryos that were created for the purposes of fertility treatment and were in excess of the clinical need of the individuals seeking such treatment.

a. To ensure that the donation of human embryos in excess of the clinical need is voluntary, no inducements, monetary or otherwise, should have been offered for the donation of human embryos for research purposes. Fertility clinics and/or their affiliated laboratories should have implemented specific written policies and practices to ensure that no such inducements are made available.

b. There should have been a clear separation between the decision to create embryos for fertility treatment and the decision to donate human embryos in excess of clinical need for research purposes to derive pluripotent stem cells. Decisions related to the creation of embryos for fertility treatment should have been made free from the influence of researchers or investigators proposing to derive or utilize human pluripotent stem cells in research. To this end, the attending physician responsible for the fertility treatment and the researcher or investigator deriving and/or proposing to utilize human pluripotent stem cells should not have been one and the same person.

c. To ensure that human embryos donated for research were in excess of the clinical need of the individuals seeking fertility treatment and to allow potential donors time between the creation of the embryos for fertility treatment and the decision to donate for research purposes, only frozen human embryos should have been used to derive human pluripotent stem cells. In addition, individuals undergoing fertility treatment should have been approached about consent for donation of human embryos to derive pluripotent stem cells only at the time of deciding the disposition of embryos in excess of the clinical need.


d. Donation of human embryos should have been made without any restriction or direction regarding the individual(s) who may be the recipients of transplantation of the cells derived from the human pluripotent stem cells.

e. Informed Consent

Informed consent should have been obtained from individuals who have sought fertility treatment and who elect to donate human embryos in excess of clinical need for human pluripotent stem cell research purposes. The informed consent process should have included discussion of the following information with potential donors, pertinent to making the decision whether or not to donate their embryos for research purposes.

Informed consent should have included:

(i) A statement that the embryos will be used to derive human pluripotent stem cells for research that may include human transplantation research;

(ii) A statement that the donation is made without any restriction or direction regarding the individual(s) who may be the recipient(s) of transplantation of the cells derived from the embryo;

(iii) A statement as to whether or not information that could identify the donors of the embryos, directly or through identifiers linked to the donors, will be removed prior to the derivation or the use of human pluripotent stem cells;

(iv) A statement that derived cells and/or cell lines may be kept for many years;

(v) Disclosure of the possibility that the results of research on the human pluripotent stem cells may have commercial potential, and a


statement that the donor will not receive financial or any other benefits from any such future commercial development;

(vi) A statement that the research is not intended to provide direct medical benefit to the donor; and

(vii) A statement that embryos donated will not be transferred to a woman's uterus and will not survive the human pluripotent stem cell derivation process.

f. Derivation protocols should have been approved by an IRB established in accord with 45 CFR §46.107 and §46.108 or FDA regulations at 21 CFR §56.107 and §56.108.

B. Utilization of Human Pluripotent Stem Cells Derived From Human Fetal Tissue

1. Submission to NIH

Intramural or extramural investigators who are intending to use existing funds, are requesting an administrative supplement, or are applying for new NIH funding for research using human pluripotent stem cells derived from fetal tissue must submit to NIH the following:

a. An assurance signed by the responsible institutional official that the pluripotent stem cells were derived from human fetal tissue in accordance with the conditions set forth in Section II.A.2 of these Guidelines and that the institution will maintain documentation in support of the assurance;

b. A sample informed consent document (with patient identifier information removed) and a description of the informed consent process that meet the criteria for informed consent set forth in Section II.B.2.b of these Guidelines;

c. An abstract of the scientific protocol used to derive human pluripotent stem cells from fetal tissue;


d. Documentation of IRB approval of the derivation protocol;

e. An assurance that the stem cells to be used in the research were or will be obtained through a donation or through a payment that does not exceed the reasonable costs associated with the transportation, processing, preservation, quality control and storage of the stem cells;

f. The title of the research proposal or specific subproject that proposes the use of human pluripotent stem cells;

g. An assurance that the proposed research using human pluripotent stem cells is not a class of research that is ineligible for NIH funding as set forth in Section III of these Guidelines; and

h. The Principal Investigator's written consent to the disclosure of all material submitted under Paragraph B.1 of this Section, as necessary to carry out the public review and other oversight procedures set forth in Section IV of these Guidelines.

2. Conditions for the Utilization of Human Pluripotent Stem Cells Derived From Fetal Tissue.

a. Unlike pluripotent stem cells derived from human embryos, DHHS funds may be used to support research to derive pluripotent stem cells from fetal tissue, as well as for research utilizing such cells. Such research is governed by Federal statutory restrictions regarding fetal tissue research at 42 U.S.C. 289g-2(a) and the Federal regulations at 45 CFR § 46.210. In addition, because cells derived from fetal tissue at the early stages of investigation may, at a later date, be used in human fetal tissue transplantation research, it is the policy of NIH to require that all NIH-funded research involving the derivation or utilization of pluripotent stem cells from human fetal tissue also comply with the fetal tissue transplantation research statute at 42 U.S.C. 289g-1.

b. Informed Consent

As a policy matter, NIH-funded research deriving or utilizing human pluripotent stem cells from fetal tissue should comply with the informed consent law


applicable to fetal tissue transplantation research (42 U.S.C. 289g-1) and the following conditions. The informed consent process should have included discussion of the following information with potential donors, pertinent to making the decision whether to donate fetal tissue for research purposes.

Informed consent should have included:

(i) A statement that fetal tissue will be used to derive human pluripotent stem cells for research that may include human transplantation research;

(ii) A statement that the donation is made without any restriction or direction regarding the individual(s) who may be the recipient(s) of transplantation of the cells derived from the fetal tissue;

(iii) A statement as to whether or not information that could identify the donors of the fetal tissue, directly or through identifiers linked to the donors, will be removed prior to the derivation or the use of human pluripotent stem cells;

(iv) A statement that derived cells and/or cell lines may be kept for many years;

(v) Disclosure of the possibility that the results of research on the human pluripotent stem cells may have commercial potential, and a statement that the donor will not receive financial or any other benefits from any such future commercial development; and

(vi) A statement that the research is not intended to provide direct medical benefit to the donor.

c. Derivation protocols should have been approved by an IRB established in accord with 45 CFR


§46.107 and §46.108 or FDA regulations at 21 CFR §56.107 and §56.108.

III. Areas of Research Involving Human Pluripotent Stem Cells that are Ineligible for NIH Funding

Areas of research ineligible for NIH funding include:

A. The derivation of pluripotent stem cells from human embryos;

B. Research in which human pluripotent stem cells are utilized to create or contribute to a human embryo;

C. Research utilizing pluripotent stem cells that were derived from human embryos created for research purposes, rather than for fertility treatment;

D. Research in which human pluripotent stem cells are derived using somatic cell nuclear transfer, i.e., the transfer of a human somatic cell nucleus into a human or animal egg;

E. Research utilizing human pluripotent stem cells that were derived using somatic cell nuclear transfer, i.e., the transfer of a human somatic cell nucleus into a human or animal egg;

F. Research in which human pluripotent stem cells are combined with an animal embryo; and

G. Research in which human pluripotent stem cells are used in combination with somatic cell nuclear transfer for the purposes of reproductive cloning of a human.

IV. Oversight

A. The NIH Human Pluripotent Stem Cell Review Group (HPSCRG) will review documentation of compliance with the Guidelines for funding requests that propose the use of human pluripotent stem cells. This working group will hold public meetings when a funding request proposes the use of a line of human pluripotent stem cells that has not been previously reviewed and approved by the HPSCRG.

B. In the case of new or competing continuation (renewal) or competing supplement applications, all applications shall be reviewed by HPSCRG and for scientific merit by a Scientific Review Group. In the case of requests to use existing funds or applications for an administrative supplement or in the case of intramural proposals, Institute or Center staff should forward material to the HPSCRG for review and determination of compliance with the Guidelines prior to allowing the research to proceed.

C. The NIH will compile a yearly report that will include the number of applications and proposals reviewed and the titles of all awarded applications, supplements or administrative approvals for the use of existing funds, and intramural projects.


D. Members of the HPSCRG will also serve as a resource for recommendations to the NIH with regard to any revisions to the NIH Guidelines for Research Using Human Pluripotent Stem Cells and any need for human pluripotent stem cell policy conferences.


Europarådets tillægsprotokol om forbud mod menneskekloning

Additional Protocol to the Convention for the Protection of Human Rights and

Dignity of the Human Being with regard to the Application of Biology and Medicine, on the Prohibition of Cloning Human Beings

Paris, 12.I.1998

The member States of the Council of Europe, the other States and the European Community Signatories to this Additional Protocol to the Convention for the Protection of Human Rights and Dignity of the Human Being with regard to the Application of Biology and Medicine, Noting scientific developments in the field of mammal cloning, particularly through embryo splitting and nuclear transfer; Mindful of the progress that some cloning techniques themselves may bring to scientific knowledge and its medical application; Considering that the cloning of human beings may become a technical possibility; Having noted that embryo splitting may occur naturally and sometimes result in the birth of genetically identical twins; Considering however that the instrumentalisation of human beings through the deliberate creation of genetically identical human beings is contrary to human dignity and thus constitutes a misuse of biology and medicine; Considering also the serious difficulties of a medical, psychological and social nature that such a deliberate biomedical practice might imply for all the individuals involved; Considering the purpose of the Convention on Human Rights and Biomedicine, in particular the principle mentioned in Article 1 aiming to protect the dignity and identity of all human beings, Have agreed as follows: Article 1 1. Any intervention seeking to create a human being genetically identical to another human being, whether living or dead, is prohibited. 2. For the purpose of this article, the term human being "genetically identical" to another human being means a human being sharing with another the same nuclear gene set. Article 2 No derogation from the provisions of this Protocol shall be made under Article 26, paragraph 1, of the Convention.

http://conventions.coe.int/Treaty/EN/Treaties/HTML/164.htm

http://conventions.coe.int/Treaty/EN/Treaties/HTML/164.htm


Article 3 As between the Parties, the provisions of Articles 1 and 2 of this Protocol shall be regarded as additional articles to the Convention and all the provisions of the Convention shall apply accordingly. Article 4 This Protocol shall be open for signature by Signatories to the Convention. It is subject to ratification, acceptance or approval. A Signatory may not ratify, accept or approve this Protocol unless it has previously or simultaneously ratified, accepted or approved the Convention. Instruments of ratification, acceptance or approval shall be deposited with the Secretary General of the Council of Europe. Article 5 1. This Protocol shall enter into force on the first day of the month following the expiration of a period of three months after the date on which five States, including at least four member States of the Council of Europe, have expressed their consent to be bound by the Protocol in accordance with the provisions of Article 4. 2. In respect of any Signatory which subsequently expresses its consent to be bound by it, the Protocol shall enter into force on the first day of the month following the expiration of a period of three months after the date of the deposit of the instrument of ratification, acceptance or approval. Article 6 1. After the entry into force of this Protocol, any State which has acceded to the Convention may also accede to this Protocol. 2. Accession shall be effected by the deposit with the Secretary General of the Council of Europe of an instrument of accession which shall take effect on the first day of the month following the expiration of a period of three months after the date of its deposit. Article 7 1. Any Party may at any time denounce this Protocol by means of a notification addressed to the Secretary General of the Council of Europe. 2. Such denunciation shall become effective on the first day of the month following the expiration of a period of three months after the date of receipt of such notification by the Secretary General. Article 8 The Secretary General of the Council of Europe shall notify the member States of the Council of Europe, the European Community, any Signatory, any Party and any other State which has been invited to accede to the Convention of: a. any signature; b. the deposit of any instrument of ratification, acceptance, approval or accession; c. any date of entry into force of this Protocol in accordance with Articles 5 and 6; d. any other act, notification or communication relating to this Protocol. In witness whereof the undersigned, being duly authorised thereto, have signed this Protocol. Done at Paris, this twelfth day of January 1998, in English and in French, both texts being


equally authentic, in a single copy which shall be deposited in the archives of the Council of Europe. The Secretary General of the Council of Europe shall transmit certified copies to each member State of the Council of Europe, to the non-member States which have participated in the elaboration of this Protocol, to any State invited to accede to the Convention and to the European Community.


Kloning til behandling - tekno.dk · Kloning af mennesker vil aldrig blive en praktisk anvendelig metode i behandling af enkeltpatienter, fordi der simpelt hen ikke er tilstrækkeligt

Documents