vend Oktober 2014 Til medlemmerne! Løsdriftsforeningen har arrangeret besøg på 2 spændende og meget forskellige malkekvægbedrifter i Midtjylland: Tirsdag den 4. november 2014 Der startes med kaffe og rundstykker. Dagen fokuserer på valg af teknik, fodermidler og metoder til udfodring. Bagefter er der frokost og møde med indlæg vedrørende foderblanding på Pramdragerkroen i Ans. Kl. 09.30: Besøg hos I/S Kuhr, Hedegaard, Bredmosevej 29, 8840 Rødkærsbro. I/S Kuhr ejes og drives af Henry Kuhr og sønnerne Michael og Heine. Der drives 500 ha, hovedsagelig med roer, græs og majs. Besætningen er på knap 500 køer, på grund af kvoten. Der er tilladelse til 600 køer. Familien Kuhr udfører alt arbejdet sammen med 7-8 ansatte, incl. klovbeskæring, inseminering og dyrkning af de 500 ha. I 2002 blev en rund stald med 230 sengebåse og en indvendig betjent malkekarrusel med 60 pladser taget i brug. Det var meningen, at hele køernes foderation skulle tildeles i malkekarrusellen. Det kom dog aldrig til at fungere. I 2008 blev stalden udvidet med 2 rækker sengebåse og ædebåse ved et foderbord aller yderst. I år har de bygget en ny stald med sengebåse til goldkøer og drægtige kvier, samt fået lagt asfalt rundt om hele gården. Bortset fra spær og tag er den nye stald opført af gårdens mandskab. Der satses på at dyrke grovfoder af god kvalitet, for at kunne spare på kraftfoder. Foderet blandes og udfodres med en hængebane mikservogn, som automatisk får ensilage fra 6 påslag og roer, kraftfoder, mineraler og vand fra 9 stationer. Der blandes og udfodres 30 blandinger i døgnet. De højtydende køer får det bedste foder. Foderpåslagene fyldes op mandag, onsdag og fredag.