-
Interview med Katrine Lilleør: Størst af alt er
kærligheden Kærligheden er livets motor. Det er kærligheden, der
får os til at glemme os
selv i et andet menneske, mener præsten og debattøren Kathrine
Lilleør. Men vi snyder os selv, når vi på datingsites desperat
søger magien mellem én mand og én kvinde. For kærlighedens mirakel
kan hverken planlægges
eller tvinges til at ske.
●●●
Af Helle Lho Hansen, januar 2013
-
2
03 Størst af alt er kærligheden
04 Blå Bog: Kathrine Lilleør
-
3
Størst af alt er kærligheden
Der er så stille ude på landet. Tågen har lagt en tung, grå dyne
over gadekæret i Slagslunde. På gårdspladsen foran den gulkalkede
præstegård er alt tyst. Ikke et øje er at se i miles omkreds.
Af Helle Lho Hansen
Eneste synlige liv er de to hunde, der for længst har opgivet at
gø hoveddøren åben, og i stedet har lagt sig til at sove på den
anden side af glasset.
Stilheden flænges af en mørkeblå Morris Mascot med
sportsvognshvidt tag, der forcerer den enorme vandpyt ved
indkørslen til præstegården. Og der bliver liv.
Iført klokkehat, høje støvler og vinterfrakke stiger sognepræst
Kathrine Lilleør ud af bilen.
- Der er syv sving mellem Ganløse og Slagslunde. Jeg tog den på
to hjul, griner hun og låser hoveddøren op. I ét tag lægger hun
frakken, lukker hundene ud og laver kaffe, mens hun med energiske
skridt viser rundt i præstegårdens stuer.
Hun er præst, forfatter til flere bøger, foredragsholder og
politisk kommentator på Berlingske. Med det lyse hår, de højrøde
negle og den spinkle figur har Kathrine Lilleør noget sart over
sig, men hun er ikke sådan en, man skal tage varsomt på,
tværtimod.
Hun larmer, griner højt og mener noget om meget, men er langtfra
højtråbende på havnearbejdermåden. Hendes engagement er båret af en
omhyggelighed og alvorlighed omkring det, hun synes er vigtigst.
Jobbet som forkynder af det kristne budskab.
- Det er det skønneste, hver eneste gang jeg tager min
præstekjole på. Hver eneste kirkelige handling er vidunderlig,
siger hun.
Og hun tager det ikke let, hvis andre ikke tager hendes
prædikener lige så alvorligt.
-
4
Derfor døber hun f.eks. aldrig børn om søndagen, for
småbørnsforældre har ‘sutter i ørerne og bleer på hjernen’ og kan
ikke slå sig til ro på en kirkebænk.
I kirker landet over sidder de faste menigheder, der lige er
stået op til en fredsommelig søndag, side om side med dåbsfølger,
der for deres part har været tidligt oppe, er trukket i det pæne
tøj på, og som har både gaver, børn og festforventninger med i
kirke.
- Dåbsgæster er i et helt andet gear. De er på besøg. De aner
ikke, hvornår de skal rejse sig og sætte sig, og griner lidt
forlegent til hinanden. Men lige ved siden af sidder de kræftramte
og dem, hvis hus lige er brændt. Det er et sammenstød af behov,
siger hun.
Hver søndag lader præster i den situation som ingenting og taler
lidt højere. Men for Kathrine Lilleør er det vigtigste ikke at gøre
et dåbsselskab tilpas. For hende er det livsvigtigt at få forkyndt
Jesu ord.
Det har kostet dyre lærepenge at komme frem til den
konklusion.
- Vi havde en ulykkelig dåbssag for en del år siden, hvor jeg
ikke fik døbt et barn, fordi familien blev vred over, at jeg bad
dem bære barnet ud under min prædiken. Det var en slem oplevelse,
ikke mindst for familien, men jeg lærte også meget den søndag. Det
er jo helt forkert at vise nogen ud af kirken. Når folk endelig er
kommet, skal de jo helst blive - gerne resten af livet. Omvendt var
der folk, der var kommet i kirke for at få ro, refleksion og
fordybelse, og det er altså svært ved
siden af den glade ballade, der udgår fra et dåbsselskab.
Konsekvensen er blevet, at børn i Ganløse og Slagslunde sogne nu
bliver døbt om lørdagen, mens søndage er helliget
voksengudstjenester. Sådan har det været de sidste ti år, og
Kathrine Lilleør tror, at det er en del af forklaringen på, at
hendes kirker er fyldte både lørdag og søndag.
Kathrine Lilleør
Født 1964.
Sognepræst ved Slagslunde og Ganløse
kirker, forfatter og samfundsdebattør.
Fra 2002 til2006 medlem af Etisk Råd.
Formand for en række udvalg nedsat af
Undervisningsministeriet.
Har udgivet debatbogen ’Tro mod tro’
sammen med Naser Khader. I 2009
udkom hendes bestseller ’Kvinde,
hvorfor græder du’, der har solgt
46.000 eksemplarer. Hun skriver på
opfølgeren ’Kærlighed er’. I 2011
udkom bogen ’Liv og ledelse’ om
erhvervsmanden Lars Nørby Johansen.
Lilleør er fast kommentator i
Berlingske.
Fraskilt og mor til tre piger, Klara Lilleør
Petri (20 år), Cordelia Lilleør Petri (17
år), Cecilia Lilleør Petri (13 år).
-
5
- Jeg glemmer aldrig den søndag, hvor den dreng ikke blev døbt,
og er stadig ked af, at det gik som det gik. Men mennesker, der er
kommet for at høre evangeliet, skal ikke være til grin, fastslår
hun.
Er du skrap?
- Nej, det tror jeg ikke, man vil sige om mig, men jeg er en
alvorlig præst. Det, der bliver forkyndt i kirken, er det fineste,
det stærkeste og det mest følsomme, man kan tale om. Kirken er et
hjerterum. Jeg har meget lidt overbærenhed med folk, der søger
kirken og ikke viser den respekt. Det handler ikke om at larme (vi
har nogle skønne og ret højlydte børnegudstjenester) men om at man
er vendt mod det fælles budskab. Er
man ikke det, bliver jeg tosset. Så synes jeg hellere, man skal
blive væk, siger hun.
Det perfekte liv
Hun ser det tit. At vi i forsøget på at indfri vores
forventninger til det perfekte liv, uforvarende kommer til at jokke
på hinanden. Vi ordner, arrangerer og planlægger ned til mindste
detalje, om det er dåben, brylluppet eller ’gud-hjælpe-mig’
begravelsen. Det beklager Kathrine Lilleør.
- For det kan kun gå galt, når man, inden brylluppet overhovedet
er planlagt, ved præcis, hvilken hvid kjole man vil have, hvordan
buketten skal se ud, hvad han skal sige, hvilke børn man skal have,
og hvordan man skal bo. Jamen lille skat, siger Kathrine Lilleør
med bekymring i stemmen. For med sådan en dosmerseddel er livet
dømt til at blive en katastrofe.
- Jo mere klart vi definerer målet, des mere galt kan det gå, og
des mere skuffede kan vi blive, siger præsten, der mener, at de
skuffede forventninger er noget af det, der fylder mest mellem
mennesker.
- Det er en af de største ødelæggere, at vi ikke får rettet
forventningerne rigtigt. Den sande kristne forventning er at glæde
sig lige nu. Eller glæde sig til den glæde, der kommer, uden at
vide præcis hvor den slår ned. Glæde kan ikke regnes med eller
planlægges, man kan kun håbe på, den indfinder sig. Men den kommer,
når Gud vil, ikke når vi vil.
-
6
I sofaen med gravhunden på skødet. Gravhunden ser ofte sit snit
til at stikke af, men Kathrine Lilleør har besluttet, at livet er
for kort til at jage bortløbne hunde. Foto: Morten Juhl
Gider ikke være Askepot
- Når jeg kigger tilbage på mit liv, har lykken så mange gange
ligget et helt andet sted, end jeg havde regnet med. Jeg er f.eks.
et bymenneske og er meget mere til mursten end marker. At jeg
skulle blive så lykkelig over at være landsbypræst, det havde jeg
da aldrig set komme. Mens ting, jeg havde håbet på, slet ikke er
sket.
Heller ikke hun kan sige sig fri for at lægge planer. Kunsten er
at kunne navigere i skuffelserne, når planerne brister.
- Jeg forsøger til stadighed ikke at blive forsmået over
skuffelsen. Jeg vil ikke være offer for den. For jeg kan se,
hvordan skuffelse over alt det, der ikke blev, som man forventede,
ødelægger meget for mange.
Hun mener, at rollen som den, det er synd for, passer lidt for
mange lidt for godt. Smerten over at blive forsmået i kærlighed,
ikke få de børn, man ønsker sig, det job, man drømmer om,
være for tyk eller blive fyret, bliver for mange mennesker deres
identitet.
- Ofte har jeg siddet med kvinder, der har oplevet, at deres
mand fandt en yngre kvinde. De fortæller om det, som om det skete i
går. Men når jeg opdager, at det er ti år siden, og tillader mig at
sige: ’Hvad så, er det ikke ved at være længe siden?’ er flere af
dem blevet meget vrede på mig. For folk, der dyrker deres
offer-smerte, vil ikke af med den. For hvad er de, hvis smerten
forsvinder, spørger hun.
Når sognebørn livslangt synes, det er synd for dem, er præstens
irriterende svar altid:
Kahtrine Lilleør er både præst og samfundsdebattør med fast
klumm ei Berlingske. Hun kan godt finde på at prædike 'en anelse' i
avisens spalter, men hun taler ALDRIG politik fra
prædikestolen.
- Det kan være lidt trist lige nu, men synd i længden er det
ikke. Der kommer en dag, hvor glæden pirker sig ind i dit sind, tag
imod den, rejs dig og kom videre.
For Kathrine Lilleør selv er faren for at blive offer størst,
når hun bliver taget for givet.
-
7
- Jeg vil gerne hjælpe, men jeg kan blive ude af mig selv, når
det er mig, der er Askepot for længe. Så bliver jeg ked af det.
Det gælder både i forhold til børn, venner og kollegaer.
Slagslunde ligger langt ude på landet, og hun kører f.eks. gerne
sine børn frem og tilbage. Men det kan blive for meget.
- Der går faktisk busser herud, jeg har selv set det, siger hun
og haster ud for at finde den DSB-kasket, hun har fået af sin
datter, og som hun tager på, når hun vil signalere til de tre
døtre, at nu er grænsen lige ved at være nået. I flere år lå
kasketten fast i bilen, og hun tog den på, når hun ’kørte bus’. Det
var sjovt, men også alvor, for hun vil ikke finde sig i at blive
degraderet til serviceorgan.
Plads til kærligheden
Det lyder så let, når hun siger det, men hun er ikke selv gået
gennem livet i evigt solskin og medvind. Det med at forvente ét og
blive alvorligt skuffet har hun lært på den hårde måde.
For 13 år siden flyttede hun på landet og blev landsbypræst i
den røde kirke, der ligger få hundrede meter fra præstegården,
fordi hun troede, det ville bringe lykke til hendes familie, der
bestod af mand og tre piger.
- Men vi flyttede fra hinanden fire måneder efter, at vi var
flyttet herud, og jeg blev enlig mor. Det forventede jeg ikke, da
jeg blev gift.
Man kunne tro, det som præst var svært at se i øjnene, at det
blev livet og
ikke døden, der skilte hende og hendes eksmand.
- Men netop pga. min gudstro har jeg altid været meget rolig
med, at hvis Gud ikke længere ville den velsignelse, så er der ikke
noget at gøre ved det. Jeg har da grædt og været ulykkelig i årevis
over, at det ikke kunne gå, men det har jeg også været over andre
kærester siden, siger hun og hvirvler ud for at lukke hundene
ind.
Den store lyse labrador Rococo lunter ind og lægger sig i sin
kurv, mens gravhunden Kastania har set sit snit til at lufte sig
uden for præstegårdshaven. Men vi skal ikke ud at lede.
Kathrine Lilleør har for nylig lavet en dogmeregel om, at livet
er for kort til at jagte løse hunde.
Kathrine med hendes tre døtre, Klara Lilleør Petri (20 år),
Cordelia Lilleør Petri (17 år), Cecilia Lilleør Petri (13 år) til
premiere på forstillingen 'Hey Jude'. Foto: Uffe Weng
- Jeg har ikke sagt det til mine døtre, men jeg har det sådan
med Kastania, at der må ske det, der sker, siger hun. Dogmeregler
eller ej, helt rolig er hun ikke, så mobilen bliver hentet, ’hvis
nu nogen skulle finde den lille hund’.
-
8
Hun har det på samme måde med kærligheden, den kan man heller
ikke jagte.
- Man kan ikke stampe kærlighed op af jorden. Min forventning
om, hvordan den rigtige mand skal være, er 100 pct. forkert. For
jeg kan ikke tænke mig frem til det mysterium, at et menneske
mirakuløst kan vække følelser i mig, der er større end dem, jeg
føler for alle andre.
Antallet af datingprofiler vidner om, at mange aktivt søger
lykken, men ifølge Kathrine Lilleør kan vi lige så godt lukke
profilerne.
- Vi tror, vi kan opfinde kærligheden. Men det bliver kun til
noget, om Gud vil. Det er et mirakel, når kærlighed opstår. Det gør
den ikke altid, heller ikke nødvendigvis, når man står foran
alteret, siger hun, der mere end en gang har oplevet, at en
bryllupssamtale endte som parterapi.
- Vi kan ikke opfinde den særlige kontakt, der gør, at man bærer
over med hinanden og tilgiver hinanden alt. Netop dét er kærlighed.
Det er så underskønt og komplet uforklarligt, når kærligheden slår
ned mellem to, at det virkelig er værd at fejre.
’Far-til-fire-naive’
Men parforholdet har trange kår i en tid, hvor vi efter Kathrine
Lilleørs mening henter alt for meget inspiration i 50erne.
- Bag al vores frisindethed, ’Paradise Hotel’ og pornofisering,
er vi så bonerte. Vi har en ’Far til fire’-naiv
forestilling om, at livet kan leves uskyldsrent og regelret, og
efter dydige parametre. Det er ikke godt at blive skilt, der er
stadig folk, der ikke synes, homoseksuelle skal vies i kirken, og
der er en enorm fordømmelse forbundet med at være utro. Men
mennesket er i sin lidenskab og sine følelser langt større end de
til enhver tid gældende love, om det er færdsels- eller morallove,
siger hun.
Vi vil så gerne inddæmme alle de ukontrollerede følelser,
lidenskaben, hadet og uretfærdighedsfølelsen. Men ofte ender det i
’en kæmpe løgn’.
- Selvom vi lever i nydelige hjem, med en pæn ægtefælle og
smukke børn, så bliver der jo raset og bandet bag
-
9
hækken, for kærligheden kan ikke styres, og det kan drifterne
heller ikke, siger hun, der altid bliver mistænksom, hvis tingene
er for pæne.
- Har man behov for at signalere ro, regelmæssighed og
renlighed, så er det fordi, der underneden er kaos. Des mere en
bordherre langt ind i desserten beretter om, hvor underskøn hans
kone er, des mere overvejer jeg, hvornår jeg skal hjælpe med at
udrede deres skilsmisse. Det ‘over-ordentlige liv’ fører så meget
skam med sig. Man tror ikke, andre har de lyster og følelser, man
selv har, og skammer sig over at være et menneske.
Talestrømmen afbrydes af klokkespil på mobilen. Hun må tage den,
for måske er det om hunden. Det er det nu ikke, men pludselig er
der puslen ved hoveddøren. Kathrine Lilleør springer op:
- Der er du jo, lille hund, råber hun glad og lukker ind til
klap og lun kurv.
Det er ren, uforfalsket kærlighed, og den slags er der ifølge
Lilleør masser af, hvis man ikke kun søger kærligheden i
tosomheden.
- Det er en meget stor synd at gøre kærligheden mellem mænd og
kvinder til det væsentligste i tilværelsen. Eller for den sags
skyld kærligheden til sine børn. Tror man, at man skal have hele
livet udfyldt af de kærlighedsrelationer, lægger man for meget pres
på. Det er der ingen mennesker, der kan bære, siger hun
bestemt.
Hun kan ikke komme i tanker om noget større i tilværelsen end de
øjeblikke, hvor man ’glemmer sig selv i et andet menneske’.
- Det er vidunderligt at være sammen og glemme sig selv. Man kan
gøre det i sin eneste ene. Men man kan også gøre det i sin elskede
ven, sine dejlige piger eller i samarbejdet med gode kollegaer,
siger hun.
Selv har hun haft kærester siden børnenes far, men forholdet til
menigheden, læserne, embedet, døtrene, venner og familie er mindst
lige så vigtige for hendes lykke.
- Kærligheden er mangfoldig, den er
ikke kun fuldbyrdet, hvis man føler
kærlighed til ét andet menneske. Mine
veninder og venner har i perioder låst
sig fast i en desperat søgen efter
kærligheden i form af ét andet
menneske. Det forstår jeg slet ikke, for
der ligger så meget smerte i at forvente
kærligheden, og så ikke møde den, at
man risikerer at blive blind for al den
kærlighed, man har, og den glæde man
får.