Mar 28, 2016
HAN ERTILBAGE
TIMUR VERMES
HAN ERTILBAGE
Oversat af Hanne Lund
TIDERNE SKIFTER
Han er tilbage
Originally published in Germany under the title „Er ist wieder da“ by
Eichborn – A Division of Luebbe Publishing Group
Copyright © 2012 by Bastei Lübbe GmbH & Co. KG, Köln
Published in agreement with
Leonhardt & Høier Literary Agency A/S, Copenhagen.
Dansk udgave © 2013 Tiderne Skifter, Copenhagen
Forlagsredaktion: Claus Clausen
Sat med Bembo hos An:Sats, Espergærde
og trykt hos XXXXX
ISBN 978-87-7973-585-9
Udgives med støtte fra
Tiderne Skifter Forlag · Læderstræde 5, 1. sal · 1201 København K
Tlf.: 33 18 63 90 · Fax: 33 18 63 91
e-mail: tiderneskifter@tiderneskifter · www.tiderneskifter.dk
5
Samtlige handlingsforløb, karakterer og dialoger i denne
bog er ren fiktion. Ligheder med levende personer og/
eller deres reaktioner, med firmaer, organisationer etc.
er tilfældige alene af den grund, at andre fremfærds- og
adfærdsmåder fra de handlende figurers side under sam-
menlignelige omstændigheder i realiteten ikke fuldstæn-
dig kan udelukkes. Det er vigtigt for forfatteren at slå fast,
at Sigmar Gabriel og Renate Künast ikke virkelig har talt
med Adolf Hitler.
7
Opvågnen i Tyskland
Folket var nok det, der overraskede mig mest. Her
havde jeg virkelig gjort alt, hvad der var menne-
skeligt muligt for at ødelægge grundlaget for en fortsat
eksistens på dette af fjenden vanhelligede stykke jord.
Broer, kraftværker, veje, banegårde, alt det beordrede jeg
jævnet med jorden. Og i mellemtiden har jeg også kun-
net læse hvornår, nemlig i marts, og jeg er sikker på, at
jeg må have udtrykt mig helt klart, hvad det angår. Alle
forsyningsværker skulle udslettes, vandværker, telefonan-
læg, pro duktionsmidler, fabrikker, værksteder, bondegårde,
enhver form for værdier, alt, og dermed mente jeg: alt!
I den slags tilfæl de skal man gå omhyggeligt til værks,
sådan en ordre må ikke efterlade den mindste tvivl om
noget, det er jo en kendt sag, at den menige soldat, som
forståeligt nok på sit eget front afsnit mangler overblikket
og kendskab til den strategiske, taktiske sammenhæng,
når han så befinder sig på det pågældende sted, kommer
og siger: „Jamen, behøver jeg virkelig også at sætte ild til
denne, lad os bare sige, kiosk? Kan vi ikke lade den falde
i fjendens hænder? Er det virkelig så slemt, hvis den kiosk
falder i hænderne på fjenden?“ Selvfølgelig er det slemt!
Fjenden læser også aviser! Han handler med dem, han vil
vende kiosken mod os, alt, hvad han forefinder! Man er
nødt til at ødelægge alle værdier, og jeg understreger det
8
endnu en gang: alle! Ikke kun huse, men også døre. Og
dørhåndtag. Og skruerne, og ikke kun de store. Man er
nødt til at skrue skruerne ud og bøje dem nådesløst. Og
døren må man kvase, til savsmuld. Og derefter brænde.
For ellers vil fjenden skånselsløst selv gå ind og ud ad
denne dør, som det passer ham. Men med et ødelagt
håndtag og lutter bøjede skruer og en bunke aske: God
fornøjelse, hr. Churchill! Under alle omstændigheder er
disse krav krigens brutale konsekvens, det har jeg altid
vidst, så hvad det angår, kunne min ordre slet ikke have
lydt anderledes, heller ikke, selv om baggrunden for min
befaling var en anden.
I hvert fald oprindelig.
Det lod sig ikke længere nægte, at det tyske folk til
sidst i den episke brydekamp med englænderen, bolsjevis-
men, imperialismen havde vist sig underlegent og dermed
forbrudt sin fortsatte eksistens selv på det mest primitive
stadi um som jægere og samlere, jeg siger det ligeud. Af
samme grund satte det også sin ret til vandværker, broer,
veje over styr. Og til dørhåndtag. Derfor gav jeg ordren, og
også lidt for fuldstændighedens skyld, for selvfølgelig gik
jeg dengang også lejlighedsvis et par skridt ude foran og
rundt om Rigskancelliet, og dér var det umuligt at lukke
øjnene for kendsgerningerne: amerikaneren, englænderen,
de havde i henseende til min ordre allerede over større
områder fritaget os for en betragtelig mængde arbejde
med deres flyvende fæstninger. I den følgende tid kon-
trollerede jeg naturligvis ikke udførelsen af denne ordre
i alle enkeltheder. Man forstår sikkert, at jeg havde nok
at gøre: Nedkæmpning af amerikaneren i vest, afvisning
af russeren i øst, opbygning og videreudvikling af ver-
denshovedstaden Germania og så videre, men efter min
vurdering skulle den tyske værnemagt nok have kunnet
9
klare de øvrige dørhåndtag. Og for så vidt burde dette
folk egentlig slet ikke findes længere.
Men som jeg nu kan konstatere: Det er her stadig.
Det forekommer mig på en vis måde ufatteligt.
På den anden side: Jeg er her jo også, og det forstår jeg
heller ikke.
10
1
Jeg husker, at jeg vågnede, det må have været tidligt
på eftermiddagen. Jeg åbnede øjnene, over mig så jeg
himlen. Den var blå, let skyet, det var varmt, og jeg var
straks klar over, at det var for varmt for april. Man kunne
næsten kalde det hedt. Der var forholdsvis stille, ingen
fjendtlige fly at se, ingen kanon torden at høre, ingen ned-
slag i nærheden, ingen luftsirener. Jeg registrerede desuden:
intet Rigskancelli, ingen førerbunker. Jeg drejede hovedet,
jeg så, at jeg lå på jorden på en ubebygget grund, omgivet
af tilstødende husmure af mursten, for en dels vedkom-
mende smurt til med griserier, jeg blev straks ærgerlig
og besluttede spontant at tilkalde Dönitz. Først tænkte
jeg endda, som i en døs, at Dönitz må ske også lå her et
sted, så sejrede disciplinen, logikken, jeg forstod hurtigt
situationens særlige karakter. Jeg camperer normalt ikke
under åben himmel.
Først prøvede jeg at komme i tanker om, hvad jeg
havde foretaget mig aftenen før. Jeg behøvede ikke at
tænke på overdreven indtagelse af alkohol, jeg drikker jo
ikke. Jeg kunne huske, at jeg til sidst havde siddet sammen
med Eva i en sofa, på en dyne. Jeg kunne også huske, at
vi havde siddet dér i en vis sorgløs stemning, jeg havde,
tror jeg nok, besluttet for én gangs skyld at lade statsanlig-
genderne hvile, vi havde ingen særlige planer for aftenen,
11
at gå ud at spise eller i biografen kunne der naturligvis
ikke være tale om, det var allerede på dette tidspunkt,
ikke mindst takket være min ordre, tyndet glædeligt ud
i rigshovedstadens forlystelsesudbud. Jeg kunne ikke sige
med sikkerhed, om Stalin ville komme til byen inden for
de nærmeste dage, det kunne på dette tidspunkt af krigen
ikke helt udelukkes. Hvad jeg derimod med sikkerhed
kunne sige, var, at han ville være kommet til at lede lige
så forgæves efter en biograf her som i Stalingrad. Jeg tror,
vi sad og sludrede lidt mere sammen, Eva og jeg, og at jeg
viste hende min gamle pistol, men andre detaljer huskede
jeg ikke, da jeg vågnede. Også fordi jeg havde hovedpine.
Nej, det, jeg kunne huske fra den foregående aften, hjalp
mig ikke videre.
Så jeg besluttede at gå over til handling og beskæftige
mig mere indgående med min situation. En ting, jeg har
lært i mit liv, er at iagttage, betragte, registrere også ofte
selv de mindste ting, som mangen en belæst person ikke
regner for noget, ja, ignorerer. Jeg, derimod, kan takket
være mange års jernhård disciplin med god samvittighed
sige om mig selv, at jeg bliver mere koldblodig, endnu
mere velovervejet, og at mine sanser skærpes yderligere,
når situationen bliver kritisk. Jeg arbejder præcist og stabilt
som en maskine. Jeg sammenfatter metodisk alle de infor-
mationer, jeg har: Jeg ligger på jorden. Jeg ser mig om. Ved
siden af mig ligger der skarn, der gror ukrudt, græsstrå, her
og der en busk, også en enkelt tusindfryd, mælkebøtter.
Jeg hører stemmer, de er ikke særlig langt væk, råb, lyden
af noget, der hele tiden støder ind i noget andet, jeg ser
i den retning, lydene kommer fra, de stammer fra nogle
drenge, der spiller fodbold. For store til at være Jungvolk,
men vist alligevel for unge til Volkssturm, de er formo-
dentlig i Hitlerjugend, men har åbenbart fri fra tjeneste,
12
fjenden lader til at holde en pause. En fugl hopper rundt
i et træs grene, den kvidrer, den synger. Mange opfatter
det kun som et tegn på godt humør, men i denne uvisse
situation, hvor man er henvist til enhver oplysning, er den
end nok så ubetydelig, kan den, der kender naturen og
den daglige kamp for overlevelse, heraf slutte, at området
er fri for rovdyr. Direkte ved siden af mit hoved befinder
der sig en vandpyt, den ser ud til at være ved at tørre ud,
det har åbenbart regnet for nogen tid siden, men ikke efter
da. I randen af vandpytten ligger min kasket. På den måde
arbejder min skolede forstand, på den måde arbejdede den
også i dette forvirrende øjeblik.
Jeg satte mig op. Det lykkedes uden problemer, jeg
bevægede benene, hænderne, fingrene, tilsyneladende var
jeg uskadt, min fysiske tilstand upåklagelig, jeg var åben-
bart sund og rask lige bortset fra hovedpinen, jeg rystede
næsten ikke engang på hånden længere. Jeg så ned ad mig
selv. Jeg havde tøj på, jeg var iført uniform og soldater-
frakke. Den var noget snavset, om end ikke alt for meget,
åbenbart havde jeg ikke ligget begravet under noget. Der
var jord på og noget, der forekom mig at være krummer
fra bagværk, kage eller lignende. Stoffet lugtede stærkt
af brændstof, måske benzin, det kunne skyldes, at Eva
muligvis havde forsøgt at fjerne pletter på min uniform,
ganske vist med overdrevent store mængder rensebenzin,
man skulle næsten tro, at hun havde hældt en hel dunk
benzin over mig. Hun var der ikke selv, og der lod heller
ikke til at være andre fra min stab i nærheden. Jeg bankede
det værste snavs af uniformsfrakken og ærmerne, da jeg
hørte en stemme.
„Hey, gamle, kig lige!“
„Hey, hva’ er det for et offer?“
Jeg lignede åbenbart én, der trængte til hjælp, det havde
13
de tre Hitlerdrenge jo set helt rigtigt. De afsluttede deres
fodboldspil, nærmede sig respektfuldt, meget forståeligt.
Sådan pludselig at opleve Det Tyske Riges fører på nært
hold, på et stykke ubebygget jord, der normalt benyttes til
sport og legem lig dygtiggørelse, midt mellem tusindfryd
og mælkebøtter, det er også for den unge, endnu ikke
fuldt modnede mand en usædvanlig begivenhed i hans
hverdag; alligevel ilede den lille skare til, hurtige som
mynder, parate til at hjælpe. Ungdommen er fremtiden!
Drengene samlede sig rundt om mig, dog på en vis
afstand, og mønstrede mig, hvorpå den største af dem,
åbenbart gruppeføreren, henvendte sig til mig:
„Alt i orden, mester?“
Trods deres venlige opmærksomhed kunne jeg ikke
lade være med at bemærke, at Den Tyske Hilsen fuldstæn-
dig udeblev. Jeg indrømmer: Den lidt for uformelle tiltale,
forvekslingen af „mester“ og „fører“ kunne skyldes over-
raskelse, i en mindre forvirrende situation ville den måske
endda have kunnet fremkalde munterhed, ligesom der jo
ofte selv i skyttegravens ubarmhjertige ståltorden finder
de mest bizarre narrestreger sted, men soldaten skal også i
uvante situationer udvise bestemte automatreaktioner, det
er meningen med eksercitsen – hvis disse mangler, er hele
arméen ikke fem flade øre værd. Jeg rettede mig op, det
kneb lidt, jeg havde åbenbart ligget der temmelig længe.
Alligevel rykkede jeg frakken på plads og slog med nogle
få lette slag det værste snavs af buksebenene. Så rømmede
jeg mig og spurgte gruppeføreren:
„Hvor er Bormann?“
„Hvaffor’n mand?“
Det var ufatteligt.
„Bormann! Martin!“
„Kender ham ikke.“
14
„Aldrig hørt om ham.“
„Hvodden ser han ud?“
„Som en rigsleder, for pokker!“
Her var der et eller andet absolut usædvanligt på færde.
Jeg befandt mig ganske vist stadig i Berlin, det var klart,
men øjensynlig uden hele regeringsapparatet. Jeg måtte
hurtigst muligt tilbage til førerbunkeren, og, det indså jeg
hurtigt, til det formål kunne den tilstedeværende ungdom
ikke være mig til megen hjælp. Først og fremmest gjaldt
det om at finde vej derhen. Det neutrale område, hvor
jeg befandt mig, kunne være hvor som helst i byen. Men
jeg behøvede vel blot at træde ud på gaden, i denne til-
syneladende længerevarende pause i skydningen ville der
vel være tilstrækkeligt med fodgængere, arbejdende folk
og hyrevognschauffører, som kunne vise mig vej.
Formodentlig virkede jeg ikke tilstrækkeligt hjælpeløs
på HJ-drengene, det så ud, som om de ville tilbage til
deres fodboldspil, i hvert fald vendte den største af dem
sig nu om mod sine kammerater, hvad der gav mig mu-
lighed for at læse hans navn, som hans moder havde syet
på ryggen af hans ligefrem skingert kulørte sportsbluse.
„Hitlerjunge Ronaldo! Hvordan kommer jeg ud til
gaden?“
Reaktionen var beskeden, jeg må desværre sige, at
gruppen dårlig nok lod til at have hørt mig, men en af
de to mindste løftede dog armen en smule uden i øv-
rigt at standse og pegede på et hjørne af grunden, hvor
der faktisk ved nærmere betragtning viste sig at være en
gennemgang. I tankerne gjorde jeg mig et notat, der lød
omtrent som „fyre Rust“ eller „fjerne Rust“, manden
havde siddet i embedet siden 1933, og netop inden for
uddannelsesvæsnet er der ikke plads til en så uhørt slen-
drian. Hvordan skal en ung soldat finde den sejrrige vej til
15
Moskva, ind i bolsjevismens hjerte, hvis han ikke engang
kan genkende sine egne befalingsmænd!
Jeg bøjede mig ned, samlede kasketten op og gik efter
at have sat den på hovedet med faste skridt i den anviste
retning. Først rundt om et hjørne, derefter ad en smal
passage mellem høje mure, hvorefter gadens lys dukkede
op for enden. En sky kat trykkede sig forbi mig langs
muren, den var mangefarvet og så forsømt ud, derefter
kun fire-fem skridt mere, og jeg trådte ud på gaden.
Jeg tabte vejret over det vældige stormløb af lys og
farver.
Jeg huskede, at jeg sidst havde set byen som meget
støv- eller feltgrå og også med anselige ruinbunker og
beskadigelser. Men det, der her lå foran mig, var noget
ganske andet. Ruinerne var forsvundet eller i det mindste
pænt fjernet, gaderne ryddet. I stedet holdt der talrige, ja,
utallige farvede vogne i vejsiden, det drejede sig velsagtens
om automobiler, men de var mindre, og alligevel virkede
det, som om Messerschmitt-fabrikkerne over hele linjen
havde haft stor indflydelse på deres udformning, så avan-
cerede så de ud. Husene var pænt malede i forskellige
farver, der mindede mig om sukkergodt i min ungdom.
Jeg må indrømme, at det svimlede lidt for mig. Mit blik
søgte efter noget velkendt, jeg fik øje på en vakkelvorn
parkbænk i en strimmel grønt på den anden side af køre-
banen, jeg tog et par skridt, og jeg skammer mig ikke over
at sige, at det muligvis kan have virket noget usikkert. Jeg
hørte ringelyde, støjen fra opbremsende gummi på asfalt,
og så var der nogen, der råbte noget til mig.
„Det går slet ikke, hva’? Er du blind, gamle?“
„Jeg – jeg beder om forladelse …“ hørte jeg mig selv
sige, på samme tid forskrækket og lettet. Ved siden af mig
stod der en mand med en cykel, et syn, jeg i det mindste
16
var nogenlunde fortrolig med, endda i dobbelt forstand.
Vi var stadig i krig, nu som før, han havde en beskyttel-
seshjelm på, der sandsynligvis var blevet stærkt beskadiget
under tidligere angreb, faktisk var den fuldstændig gen-
nemhullet.
„Hvordan er det i det hele taget, du vader rundt?“
„Jeg … æh, undskyld, men jeg bliver nødt til at sidde
ned.“
„Du skulle hellere gå hjem i seng. Og blive liggende!“
Jeg reddede mig hen til bænken, jeg har nok været en
smule bleg, da jeg lod mig falde ned på den. Denne yngre
mand havde åbenbart heller ikke genkendt mig. Heller
ikke hos ham skyggen af en Tysk Hilsen, at dømme efter
hans reaktion mente han kun at være stødt ind i en eller
anden tilfældig, gennemsnitlig fodgænger. Og denne slen-
dri an var åbenbart den almindelige praksis: En ældre herre
gik hovedrystende forbi mig, en voluminøs dame med
en futuristisk barnevogn – endnu et velkendt element,
men heller ikke dette formåede at gøre min desperate
situation mindre håbløs. Jeg havde rejst mig og var trådt
hen til hende, idet jeg gjorde mig umage for at optræde
med fasthed.
„Undskyld, dette kommer måske som en overraskelse
for Dem, men jeg … har brug for hurtigst muligt at finde
hen til Rigskancelliet.“
„Er De med i Stefan Raab?“
„Hvabehar?“
„Eller Kerkeling? Eller måske Harald Schmidt?“
Det skyldtes nok min nervøsitet, at jeg blev lidt utål-
mo dig og greb hende i armen.
„Tag Dem dog sammen, frue! De har visse pligter
som medlem af folkefællesskabet! Vi er i krig! Hvad tror
De, russeren gør med Dem, hvis han kommer? Tror De
17
mon, at han vil kaste et blik på Deres barn og sige, aha,
en frisk tysk pige, men af hensyn til barnet vil jeg lade
mine lavere instinkter blive i bukserne? I disse dage, i disse
timer er Det Tyske Folks fortsatte beståen, blodets renhed,
menneskehedens overlevelse på spil, vil De virkelig påtage
Dem det historiske ansvar for civilisationens endeligt, bare
fordi De i Deres utrolige indskrænkethed ikke er villig til
at vise Det Tyske Riges fører vej til hans rigskancelli?“
Det overraskede mig ikke længere, at mine ord ikke
fremkaldte den mindste reaktion. Den tåbelige kvinde
rev ærmet til sig, sendte mig et forbløffet blik og udførte
med sin flade hånd flere cirkelformede bevægelser mellem
sit eget og mit hoved, en klart misbilligende gestus. Det
lod sig ikke længere bestride, at noget her var kommet
helt ud af kontrol. Jeg blev ikke mere behandlet som en
hærfører eller som en rigsfører. De boldspillende drenge,
den ældre herre, kvinden med barnevognen – det kunne
ikke være nogen tilfældighed. Min næste indskydelse var
at underrette sikkerhedsorganerne, så de kunne genopret-
te den almindelige orden. Men jeg beherskede mig. Jeg
vidste ikke nok om min situation. Jeg havde brug for flere
informationer.
Iskoldt rekapitulerede min nu igen metodisk arbejden-
de hjerne tingenes tilstand. Jeg var i Tyskland, jeg var i
Berlin, selv om det forekom mig fuldstændig ukendt. Det-
te Tyskland var anderledes, men lignede på nogle punkter
alligevel det rige, jeg var fortrolig med: Der fandtes stadig
cyklister, der var automobiler, der fandtes altså sikkert også
aviser. Jeg så mig om. Under bænken lå der faktisk noget,
der lignede en avis, om end lidt for overdådigt udstyret.
Bladet var i farver, hvad der var helt nyt for mig, det hed
„Media Markt“, jeg kunne med min bedste vilje ikke
huske, at jeg skulle have givet tilladelse til noget i den
18
retning, det ville ikke have lignet mig. Informationerne
var fuldkommen uforståelige, jeg mærkede harmen stige
op i mig over, at man i papirknappe tider som disse kunne
bortødsle folkets ejendoms værdifulde ressourcer uigen-
kaldeligt til den slags ligegyldigt bras. Funk kunne godt
forberede sig på en skideballe, når jeg igen sad bag mit
skrivebord. Men lige nu havde jeg brug for tilforladelige
nyheder, et eksemplar af „Völkischer Beobachter“ el-
ler „Stürmer“, ja, jeg ville endda have stillet mig tilfreds
med et eksemplar af „Panzerbär“. Faktisk lå der en kiosk
i nærheden, og selv på denne ikke ringe afstand var det
tydeligt, at den åbenbart rådede over et anseligt udbud.
Man skulle næsten tro, at vi befandt os midt i den dybeste,
dvaskeste fred! Jeg rejste mig utålmodigt fra bænken. Der
var allerede gået for lang tid, nu gjaldt det om i en fart at
genoprette ordnede forhold. Tropperne manglede ordrer,
muligvis var jeg allerede savnet andre steder. Jeg skyndte
mig over til kiosken.
Allerede ved første nøjere blik afslørede der sig interes-
sante ting. Udvendig på kiosken hang der talrige kulørte
blade, på tyrkisk. Der færdedes åbenbart mange tyrkere
her. Mens jeg havde været bevidstløs, måtte jeg være
gået glip af et længere spand af tid, hvor mange tyrkere
havde begivet sig til Berlin. Det var bemærkelsesværdigt.
I sidste ende var tyrkeren, i grunden en trofast ven af
Det Tyske Folk, trods vore store anstrengelser forblevet
neutral, og det havde aldrig været muligt at overtale ham
til at træde ind i krigen på Rigets side. Men nu tydede
det på, at en eller anden, sandsynligvis Dönitz, under mit
fravær alligevel havde overbevist tyrkeren om at støtte os.
Og den nærmest fredelige stemning i gaderne gjorde det
nærliggende at konkludere, at den tyrkiske indsats oven i
købet havde medført et afgørende vendepunkt i krigen.
19
Forbavsende. Ganske vist havde jeg altid respekteret tyr-
keren, men den slags præstationer havde jeg ikke tiltroet
ham, på den anden side havde jeg ikke haft tid til at følge
med i landets udvikling i detaljer. Kemal Atatürks refor-
mer måtte have givet landet et næsten sensationelt skub
fremad. Det lod til at være det mirakel, som også Goebbels
altid havde sat sit håb til. En varm følelse af fortrøstnings-
fuldhed fyldte mit hjerte. Det havde lønnet sig, at jeg, at
Riget også i den formentlig mørkeste time aldrig havde
opgivet troen på den endelige sejr. Fire eller fem forskel-
lige publikationer på tyrkisk og i glade farver vidnede
åbenlyst om denne nye, lykkelige akse Berlin-Ankara.
Nu, da min største bekymring, bekymringen for Rigets
ve og vel, på så overraskende måde lod til at være bragt
ud af verden, nu skulle jeg blot prøve at finde ud af, hvor
megen tid jeg mon havde spildt i dette sære halvmørke
på det braklagte areal mellem husene. Jeg kunne ikke få
øje på „Völkischer Beobachter“, avisen var sandsynligvis
udsolgt, derfor kastede jeg et hurtigt blik på det nærmeste,
nogenlunde fortroligt virkende blad med navnet „Frank-
furter Allgemeine Zeitung“. Jeg kendte det ikke, men
ved sammenligningen med så meget andet, der hang her,
kunne jeg glæde mig over forsidens tillidsvækkende skrift-
type. Jeg ofrede ikke nyhederne nogen opmærksomhed,
jeg så kun efter datoen.
Der stod den 30. august.
2011.
Jeg stirrede på tallet, målløs, vantro. Jeg vendte blikket
mod et andet blad, „Berliner Zeitung“, også dette trykt
med nydelige tyske typer, og søgte datoen.
2011.
Jeg flåede avisen ud af holderen, åbnede den, slog op
på næste side, på den næste igen.
20
2011.
Tallet begyndte at danse for mine øjne, næsten som
en hån. Det bevægede sig langsomt mod venstre, derefter
hurtigere mod højre, så endnu hurtigere tilbage igen, lige-
som når folkemasserne i et øltelt tager hinanden under
armen og gynger i takt. Mit øje prøvede at følge tallet og
fatte det, men så gled avisen fra mig. Jeg mærkede, hvordan
jeg sank forover, jeg søgte forgæves at holde mig fast i de
andre aviser på stativet, jeg klamrede mig til de forskellige
blade, til jeg lå på jorden.
Så sortnede det for mig.