Gunvor Reynberg - Pelle & Petra og den sygeste redningsaktion - læseprøve

Gunvor Reynberg

Tegnet af Peter Heydenreich

og den sygeste

rednings-

aktion

35091_pelle_og_petra_og den sygeste_2u1o_140x210.indd 2 23-06-2015 11:26:35

titelside indsættes

Gunvor Reynberg

HØST & SØN

Gunvor Reynberg

Tegnet af Peter Heydenreich

og den sygeste

rednings-

aktion


Pelle & Petra og den sygeste redningsaktion

© Gunvor Reynberg (tekst) og Peter Heydenrich (illustrationer) og

Høst & Søn/rosinante & co, København 2011

2. udgave, 1. oplag, 2015

Omslag: Alette Bertelsen/aletteb.dk

Rune- og morsealfabet: Pelle Pophår

Sat med Charter hos Christensen Grafisk

og trykt hos Livonia Print, Riga

ISBN 978-87-638-4147-4

Printed in Latvia 2015

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov

om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Høst & Søn er et forlag i rosinante & co

Købmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K

rosinante-co.dk


Indhold

1. kapitel . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7

2. kapitel . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 17

3. kapitel . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 26

4. kapitel . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 34

5. kapitel . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 45

6. kapitel . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 57

7. kapitel . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 64

8. kapitel . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 73

9. kapitel . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 85

10. kapitel . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 97

11. kapitel . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 107

12. kapitel . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 118

13. kapitel . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 133

14. kapitel . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 141

15. kapitel . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 150

Runealfabet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 158

Morsealfabet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 159



7

1. kapitel

En sky gled for månen, og han var klar over, at det var nu, det gjaldt. Han tjekkede en sidste gang, om rebet var bundet for-svarligt til den gamle, trofaste BSA-motorcykel. Så greb han re-bets anden ende. Her havde han fastgjort en solid krog, og med den i hånden listede han forsigtigt hen mod hegnet, parat til at springe i dækning ved den mindste lyd.

Langt borte hørtes hundeglammen, men ellers var der stille. Han var klar over, at om ganske få minutter ville alt være larm og kaos. Han nåede hen til hegnet. Det var over 3 meter højt og omviklet med pigtråd på toppen. Der var ingen tvivl om, at et-hvert forsøg på at klatre over det ville være forgæves.

Han trak vejret dybt, inden han satte krogen fast i hegnet, så højt oppe han kunne nå. Rebet hang slapt fra krogen og ned på jorden, hvor det slangede sig hen mod BSA’eren. Hurtig som en ræv var han tilbage ved motorcyklen. Han klappede sædet og mumlede:

»Svigt mig nu ikke, gamle tøs!« Så svang han sig i sadlen og greb med svedige hænder om håndtagene, mens han med højre fod trykkede kickstarteren i bund. Motoren brølede, og BSA’eren fløj fremad. Rebet strammedes, han mærkede et vold-somt ryk, og så forsvandt motorcyklen under ham.

Han lå på jorden med en ram smag af blod i munden. I faldet havde han bidt hul i tungen, men det betød ingenting. Han så sig tilbage. Der lød høje jubelråb, og han nød synet af kammera-


8

terne, der med O.P. i spidsen forcerede det væltede hegn og løb ud i friheden. O.P. standsede 100 meter fra ham og råbte: »Kla-rer du dig, knægt?«

Det var tydeligt, at gruppens leder ikke havde mistet sin stemmestyrke, trods flere måneders indespærring.

»Jeg klarer den. Red jer selv!«»Vi mødes i hovedkvarteret!« O.P.s sølvhvide hår lyste i

måne skinnet. En sirene satte i gang, og snart hørtes også støvletramp og

voldsom hundeglammen. Han kom vaklende på benene, men var klar over, at det var for sent at flygte. Han så sig omkring. O.P. og kammeraterne var væk. En lyskegle blændede ham, og en grov stemme gjaldede: »HALT!«

Han greb lynhurtigt ned i inderlommen og fik fat i den lille cyankaliumpille, som han puttede i munden, parat til at knuse den mellem tænderne. De skulle ikke få ham levende. Hellere en hurtig død for egen hånd end et pinefuldt forhør. Tyskeren var nu helt tæt på, man kunne se hans karakteristiske nazihjem, den var pink med påskriften Telecom …

»Pelle, skat?« Hans mor så på ham henne fra døren til klas-seværelset. Hun havde sin latterlige pink cykelhjelm på. Klas-sen fnisede.

»Ja, undskyld jeg forstyrrer, Vibeke, men Pelle har glemt sin madpakke.«

»Det er helt okay, Louise.« Vibeke smilede tilbage. De to kendte hinanden glimrende, efter de talrige møder de havde holdt. Pelle havde været med til et af dem, men havde for-


9

holdt sig ret tavs, mens mor og klasselæreren snakkede. Em-net var altid det samme: Pelles manglende koncentration i timerne.

»Pelle er en begavet dreng!« var en af mors yndlings-replikker, hvortil Vibeke havde svaret, at det var hun helt enig i.

»Men hvad nytter det, at han ved alt om Galilei, 2. ver-denskrig, korsriddere og verdensrummet …«

»Og film!« afbrød mor, »Pelle er ekspert i film!« Vibeke prøvede igen:

»Hvad nytter al den viden, når han ikke kan det mest basale: at stave, skrive, regne og …«

»Michael Jackson!« Her havde Pelle åbnet munden, for han syntes ikke, de burde glemme The King of Pop. »Jeg ved også rimeligt meget om Michael …« Både mor og Vibeke havde tysset på ham og fortsat deres snak, så Pelle opgav at blande sig mere og var i stedet begyndt at fantasere om, hvordan det føltes at stå på en scene, mens 100.000 fans hyl-dede én.

»Fed cykelhjelm!« råbte Thor, da mor havde efterladt madpakken på Pelles bord og ‘diskret’ var listet ud igen.

Pelle rejste sig:»Den cykelhjelm, min herre, bærer Bjarne Riis’ autograf!

Min mor sover med den på.« Klassen grinede.»Sæt dig ned, Pelle!« lød det advarende fra Vibeke.»Bjarne kommer jo fra Herning, ligesom min mor…« »Jeg er FULDSTÆNDIG ligeglad med Bjarne Riis!« Vibeke

var blevet helt rød i hovdet.


10

»Det bli’r Bjarne da ked af at høre.« Klassen grinede igen, og Pelle skyndte sig at sætte sig, klar over, at Vibeke snart ville eksplodere.

Vibeke kikkede ud over 5.b og sukkede dybt. »Har alle forstået, hvad opgaven går ud på?« Opgaven? Pelle kikkede op på tavlen: Mund … mundt …?

Pelle opgav at læse de to ord og smed et viskelæder i ryggen på Hjalmar. Hjalmar vendte sig spørgende, og Pelle pegede mod tavlen.

»Mundtlig fremlæggelse!« hviskede Hjalmar, som altid var parat til at tyde Vibekes beskeder for ham.

Amalie rakte hånden i vejret. »Må det være hvilket som helst emne?« Vibeke nikkede.

»Må vi så ikke for én gangs skyld selv vælge, hvem vi vil være i gruppe med?« fortsatte hun. Vibeke rystede bestemt på hovedet og ignorerede klassens protester.

»Jeg sætter jer sammen 2 og 2. I skal fremlægge næste mandag.«

»Allerede på mandag?« spurgte Zaki chokeret. »Det ka’ vi sgu da ikke nå!«

»Hør nu efter, hvad jeg siger! I fremlægger næste mandag. Det vil sige, I har 10 dage fra i morgen, fredag.«

»Ka’ du så ikke lave pigegrupper og drengegrupper?« prø-vede Nicita, men Vibeke overhørte hende.

»Nu går I hjem og tænker grundigt over, hvilke emner I synes kunne være interessante. Og i morgen får I at vide, hvem I skal arbejde sammen med!« Klokken ringede, og Vibeke forsøgte at overdøve larmen af skramlende stole.


11

»SÆT JER NED! Der er lige én ting mere.« Det tog lidt tid, før alle fik sat sig igen. »I morgen starter der en ny pige i klas-sen.«

Pelle så træt ud ad vinduet. Flere piger. De var i forvejen 15 og kun 9 drenge. Og så var der dem derhjemme. Søstrene. Og moren. Pelle og far var altid i mindretal.

»Hun hedder Petra, og hun har det ikke helt let, så jeg vil bede jer om at tage godt imod hende.« Vibeke kikkede rundt.

»Hvordan ikke let?« ville Amalie vide.»Det er lige meget, Amalie. Jeg vil bare ha’, at I opfører jer

ordentligt!« Nicita, der sad til højre for Amalie, hviskede et eller andet

til hende. »Og smut så ud med jer. Husk at lave …« resten af Vibe -

kes ord druknede i larm.

I spisefrikvarteret måtte Pelle forklare Rasmus og de andre, hvordan det var lykkedes hans mor at få Bjarne Riis’ auto-graf.

»Dér lå Bjarne totalt bevidstløs i grøftekanten. Heldigvis kan min mor gi’ hjertemassage … ellers havde vi aldrig fået en dansk Tour-vinder.«

»Din mor er sgu da ikke læge …« lød det skeptisk fra Thor.»Nej. Hun er sundhedsplejerske.« Pelle så på Thor, som

stadig ikke så særlig overbevist ud. »For at blive sundheds-plejerske må man først være sygeplejeske. Og sygeplejersker kan gi’ hjertemassage, spade!«


12

»Selv spade!« Thor daskede for sjov ud efter Pelle, som trak hovedet til sig med et ryk.

»Hey, pas lige på frisuren, Thor!« Pelle havde brugt 20 mi-nutter og en halv bøtte af sin storesøster Frejas hårvoks i morges. Resultatet var en næsten perfekt hanekam, den var klart en skideballe fra Freja værd.

»Hva’ skete der så med Bjarne, efter at din mor havde givet ham hjertemassage?« Zaki elskede Pelles historier.


13

»Hjertemassage OG kunstigt åndedræt!« Pelle så rundt på vennerne, der alle havde væmmelsen malet i ansigterne. »Der var 10 centimeter vand i grøften, og Bjarne var landet med hovedet nedad. Der lå han som sagt, totalt bevidstløs, da min mor fandt ham. Surt at drukne på 10 centimeter vand, ik’?« De andre nikkede og Pelle fortsatte. »Nå, men tak-ket være min mor overlevede han.«

»Hva’ så?« Rasmus så åndeløst på Pelle.»Ja, så sprang Bjarne på cyklen igen og vandt Danmark

Rundt. Uden hjelm, for den havde han givet min mor. Tak fra Bjarne står der i den. Min mor har fået tilbudt kassen for den, men hun ta’r den med sig i graven, det garanterer jeg for.«

Pelle satte tænderne i rugbrødsmaden med fars hjemme-lavede tunsalat.

»Skal vi spille?« Bjarke kom hen til dem med en fodbold. Rasmus, Zaki og Thor var straks på, men Pelle ville lige spise færdig først. Han slikkede en klat tunsalat af hånden. Fisk var endnu en af hans store interesser. Altså, de levende, ikke dem i makrel- eller tunsalater.

»Tun. En tunfisk kan svømme op til 70 km i timen, de største kan veje op til 900 kilo.« Pelle var allerede ved at synke ned i dybe tun-tanker, da hans ører pludselig tunede ind på pige-hvisken lige i nærheden.

»Det må være hende!« Det var Nicita, der sad i midten af pigeflokken og talte. »Så mange er der da heller ikke, der hedder Petra, vel?«

Amalie rystede på hovedet, og Nicita fortsatte.


14

»De flyttede ind i opgangen ved siden af vores, nr. 27, I ved.« De andre piger nikkede. »Det er nok et par uger siden. Jeg siger jer, det er en mærkelig familie!«

»Hvordan mærkelig?« ville Agnes vide, og Nicita dæm-pede stemmen yderligere, så Pelle måtte anstrenge sig for at høre, hvad hun sagde.

»Man ser aldrig moren. Hun ligger vist i sengen hele da-gen. Faren arbejder på et teater eller sådan noget …«

»Gud, er han skuespiller? Er han kendt?« hvinede Sofie, men Nicita daffede til hende.

»Nej! Man ka’ da godt arbejde på et teater uden at være skuespiller!«

Agnes nikkede: »Ja, og man kan godt være skuespiller uden at være kendt. Det er min mosters veninde.«

»Lige meget!« vrissede Amalie. »Fortæl nu videre!«»Moren spillede vist teater engang, men nu kan hun in-

genting. Hun har prøvet at begå selvmord flere gange!«»Ej, hvordan?« »La’ nu bare Nicita fortælle, Sofie!« sagde Amalie utålmo-

digt. »Kom nu, Nicita, hvordan gjorde hun?«Nicita holdt en kunstpause. »Panodiler!«Pelle tænkte for sig selv, at han ville foretrække cyan-

kalium, hvis han skulle begå selvmord. Så var man da sikker på, at det virkede. På den anden side var det nok ikke så let at få fat i cyankalium. Gad vide, hvordan modstandsbevægel-sen egentlig havde gjort? Han måtte prøve at presse et svar ud af sin oldefar, næste gang de besøgte ham.


»Ka’ man godt dø af at ta’ panodiler?« spurgte Sofie. »Ja, hvis man ta’r nok!«»Min mor ta’r dem sommetider!« Sofie lød helt grådkvalt

og Agnes hvæsede:»Man ta’r ikke skade af at snuppe et par stykker, Sofie.

Petras mor har nok slugt et glas eller to!« Nicita nikkede. »Ja, det var heldigt, at hun blev fundet i

tide, men det er ikke det værste …«»Hvad er det værste?« spurgte Amalie.»Det værste er …« Nicita trak spændingen ud. »Det værste

er, at jeg har hørt, at Petra osse har prøvet …«»At begå selvmord?« hviskede Sofie. Nicita så alvorligt rundt på pigerne. »Hun lå vist bevidst-

løs på badeværelset, da hendes far fandt hende … det flød med panodiler over hele gulvet!«

I det samme ringede det. Pelle krøllede madpapiret sam-men, sigtede efter skraldespanden, kastede og ramte Amalie.

»Ej, sidder du og lytter, Pelle?« Amalie så fra Pelle hen på veninderne. »Tænk, hvis du hørte lige så godt efter i ti-merne!« Alle pigerne fnisede.

»Åndssvage tøser!« tænkte han, mens han gik hen og sam-lede papiret op.



17

2. kapitel

Han lå på den frosne jord på skrænten tæt ved jernbaneskin-nerne. Hans stivfrosne fingre holdt om detonatoren, han var parat. Et stykke derfra stod O.P. og snakkede med en tysk sol-dat, mens de røg en cigaret. Han forstod ikke, hvad de talte om, tysk var ikke hans stærke side. O.P. var iført den uniform, de dagen før havde hugget fra en tysk officer. Han lignede i uhyg-gelig grad en nazist med kasketten, den sorte læderfrakke og armbindet med hagekorset. Toget måtte snart være her. Toget, som transporterede store mængder af våben til tyskerne og ifølge O.P.s plan skulle sprænges i luften. Han ventede på O.P.s signal til, at han skulle trykke detonatorens håndtag i bund og udløse de mange kilo sprængstof, de havde placeret på skin-nerne. Han hørte toget nærme sig nu. Selvom det var frost-grader, haglede sveden af ham. Hvorfor gav O.P. ikke signal? Snart ville det være for sent! Dér kom det! Et højlydt nys. Han trykkede detonatoren i bund og sprang op. Han måtte væk i en fart …

»Hvad er der, Pelle?« Vibeke tørrede næsen i en Kleenex, men nøs så en gang til.

»Prosit!« var det eneste, han lige kunne finde på at sige.»Sæt dig ned!« Hun tørrede næsen igen og smed serviet-

ten i papirkurven. Der stod en pige ved siden af hende oppe ved katedret. Pelle satte sig.


18

»Og må jeg så ha’ lov at fortsætte?«»Du har min tilladelse, Vibeke.« Klassen grinede. Vibeke

så stram ud i ansigtet, men så fortsatte hun med blid stemme:»Det her er så Petra, som jeg regner med, at I vil ta’ rigtig

godt imod.«Pelle så på den nye pige. Hun lignede ikke de andre piger i

klassen med sine store, sorte støvler, hullede nylonstrømper og gamle, slidte cowboybukser, der var klippet af til shorts. Den røde hættetrøje var trukket helt op over hovedet.

»Her i klassen går vi ikke med hue eller hætte inden døre.« Vibeke smilede venligt, og Petra tog hætten af uden at svare. Hun lignede en dreng. Hun havde kortklippet, lyst hår og et blegt, fregnet ansigt uden makeup. Pelle forstod nu heller ikke, hvad det skulle gøre godt for med alt det pladder i ho-vedet, men han havde opgivet at finde ud af det. Engang han skulle bruge noget camouflagemaling, havde han rodet sø-strenes skuffer igennem og lånt noget grønt og brunt stads, som så ret fedt ud, da han tværede ansigtet ind i det. Både Liva og Freja var gået amok og havde råbt og skreget, så siden havde han droppet det med camouflagemalingen. Det var osse mest soldater, der brugte det. Hos modstands folkene under 2. verdenskrig var det vist mere noget med at klæde sig i mørkt tøj og male ansigtet sort. Han kunne måske bruge en korkprop fra en vinflaske, brænde den i den ene ende og bruge den! Det var garanteret langt bedre end tøsernes makeup.

»Det ér hende!« Nicita hviskede så højt, at ingen kunne undgå at høre det, »Panodilpigen!«


19

»Her bruger vi ikke øgenavne, Nicita!« Vibeke så vredt ned på Nicita, som blev rød i hovedet. Petra så bare ud, som om hun stod og kedede sig. »Det navn vil jeg aldrig høre mere, er du med?« Nicita nikkede.

Pelle rejste sig. »Nu siger du ingen øgenavne, Vibeke.« Han lod blikket glide ud over klassen »Men jeg vil blive dybt skuffet, hvis I holder op med at kalde mig Pelle Pophår!« Alle kammeraterne lo. Pelle mærkede Petras øjne på sig.

»Sæt dig ned, Pelle!« Vibekes stemme rystede faretru-ende, så Pelle satte sig, mens han lod hånden glide gen-nem håret. I dag havde han redt det hele tilbage, lidt gentleman-agtigt. Det havde lige den rigtige længde, ikke for langt, ikke for kort, der var masser af muligheder. Det krævede bare, at mor huskede at købe voks og gelé. Hun forbød ham at bruge hårspray, for »Min familie skal ikke være skyld i, at hullet i ozonlaget vokser!« som hun sagde. Og det nyttede ikke noget, Pelle prøvede at forklare hende, det var i gamle dage, drivgassen i sprayflaskerne påvir-kede ozonlaget.

»Der er en ledig plads ved siden af Pelle.« HVAD? Pelle var hurtigt tilbage i klasselokalet, hvor Petra

ikke længere stod ved siden af Vibeke, men tværtimod kom gående direkte mod ham. Der lød fnisen rundtomkring. Han havde siddet alene et par uger, siden Victor skiftede skole, og det passede ham fint. Altså ikke det med Victor, men at have bordet bagerst i lokalet for sig selv. Han ryddede halvdelen af bordet med venstre arm, så papirer, bøger og hvad han ellers havde liggende, blev samlet på hans halvdel. Petra satte sig


20

ved siden af ham uden at sige noget. Oppe fra tavlen fortsatte Vibeke.

»Resten af timen skal I bruge til at finde på titlen til jeres emne. Jeg har besluttet mig for, at I arbejder sammen med jeres sidekammerat.«

Alle jublede. Nicita og Amalie krammede. Pelle kikkede kort på Petra, hun fortrak ikke en mine. Vibeke tyssede på klassen.

»Find et emne, der interesserer jer begge. Diskutér, hvad der kan gøre fremlæggelsen interessant, og skriv gerne nogle stikord ned, så I har noget at arbejde videre med efter week-enden.«

Alle fandt papir og blyanter frem. Petra rodede i sin taske og hev et hæfte og et fyldt penalhus op. Alle hendes blyanter var spidsede, viskelæder, lineal, blyantspidser og farvetusser havde hver deres plads. Pelle kikkede på bunken foran sig. Hvis han kunne finde én blyant, der var spids nok til at kunne skrive, skulle han være glad. De sad ved siden af hinanden uden at sige en lyd. Længe. Petra sad og tegnede et søuhyre af en slags, med lang hale og stort gab med skarpe tænder. Hun tegnede ret godt.

»Hvad interesserer dig, Pelle Pophår?« hun tegnede vi-dere uden at se på ham.

»Øh …« Pelle anede ikke, hvad han skulle svare. »Ingen-ting,« sagde han så.

»Nå.« Hun lød, som om det ragede hende. Oppe ved kate-dret rejste Vibeke sig og gik ud for at hente et eller andet.


21

Nicita og Amalie hviskede sammen, og pludselig stod de ved Pelle og Petras bord.

»Ved du godt, at jeg bor i opgangen ved siden af dig?« Ni-cita smilede til Petra, som nu var i gang med en fisk, der blev bidt midtover af søuhyret.

»Nu gør jeg,« svarede hun uden at se op. Amalie blandede sig.

»Du ville være ret pæn med mascara,« sagde hun. Petra holdt op med at tegne og så på Amalie.


22

»Du ville være ret pæn uden,« sagde hun så. Det svar havde Amalie tydeligvis ikke forventet, men Nicita var som sædvanlig allerede klar til et nyt angreb.

»Må jeg godt spørge dig om noget? Er det rigtig dét med din mor? At hun ligger i sengen hele dagen?« Petra trak på skuldrene. Amalie overtog: »Og har prøvet at begå sel…«

»Jeg har ikke nogen mor,« sagde Petra og tegnede roligt videre. De andre i klassen var holdt op med at snakke sam-men og lyttede med.

»Jamen, vi troede at …« Amalie vidste ikke helt, hvad hun skulle sige.

»Jeg var nødt til at aflive hende,« sagde Petra tonløst. »Med en pude.«

»En PUDE!« Nicita så på Petra med åben mund.»Ja, nogen skulle jo gøre det. Medlidenhedsdrab kalder

de det. Man afliver jo osse en ræv, der sidder i rævesaksen. Eller heste, der har brækket benet ik’?« Der kom en underlig lyd ovre fra Sofie, som havde halvpart i en hest og ikke gik op i ret meget andet.

»Det er derfor, de holder mig under opsyn. Og sørger for, at jeg kommer til psykolog hver tirsdag.« Petra så uskyldigt op på Nicita. »Man ved jo aldrig, om jeg kunne finde på at lave sådan et nummer igen, vel?«

Nicita åbnede munden for at svare, men for en gangs skyld kom der ikke en lyd ud. Amalie tog hende i armen.

»Kom, Nicita!« sagde hun og stirrede ondt på Petra, inden de gik tilbage til deres plads. Rundtomkring begyndte hele klassen at hviske. Vibeke kom ind ad døren, og alle blev stille,


23

men flere sendte skjulte blikke ned til deres bord. Pelle var klar over, at Petra nok ikke skulle regne med at få ret mange veninder i klassen. Hun tegnede roligt videre på havmon-stret.

»Den ligner Godzilla,« sagde han. Petra holdt op med at tegne.

»Hvem?«»Den du tegner, den ligner Godzilla.« Petra lignede sta-

digvæk et spørgsmålstegn. »Fra den japanske film, du ved. Efter at japanerne havde set King Kong, så ville de lave deres egen monsterfilm. Jeg har den derhjemme.«

»King Kong?«»Osse den. Både den nye og den gamle indspilning.«»Altså den der megastore abe, der står på Empire State

Building med et fly i den ene hånd og en dulle i den anden?« Pelle nikkede. De sad igen uden at sige noget. Petra krøllede sin tegning sammen, sigtede efter papirkurven, men ramte ved siden af. Vibeke så op, men sagde ikke noget.

»Nå, nu håber jeg, I alle sammen har fundet et emne,« sagde Vibeke. Pelle kikkede på uret, der var et kvarter tilbage af timen.

»Det I ikke når i timen, må I lave sammen efter skoletid. Emne og stikord skal godkendes af mig, inden I går i compu-terrummet mandag morgen. Så hvis I ikke når det nu, må I maile det til mig senest i eftermiddag kl. 16.«

»Hvad skal vores opgave gå ud på?« Petra lagde et stykke blankt papir foran ham. Pelle trak på skulderen.

»Godzilla?«


24

Pelle rystede på hovedet. Han hadede gruppearbejde. Og han gad slet ikke sidde og snakke med en tilfældig pige om noget, hun ikke vidste en dyt om.

»En anden film?« Hvorfor var hun pludselig så ivrig? Men hun havde da i det mindste fanget, at han interesserede sig for film. Han rystede igen på hovedet.

»Du kommer fand’me ikke hjem til mig, det ka’ jeg godt sige dig!« hvæsede hun pludselig. Han så overrasket på hende. Hjem til hende? Hvad snakkede hun om? Men så for-stod han, hvad hun mente. Vibeke havde jo lige sagt, at de skulle mødes efter skole, hvis de ikke blev færdige, inden det ringede. Pelle gøs ved tanken om, at Petra kom hjem til ham. Han kunne lige forestille sig, hvordan far satte nybagte boller foran dem, og mor stillede dumme spørgsmål! For ikke at tale om Freja og Liva! De sku’ bare ikke se ham sammen med en pige.

»BOPA,« røg det ud af munden på ham.»Hvad?«»Ku’ vores emne ikke være BOPA?«»Modstandsgruppen?« Yes. Hun var ikke helt hjernelam. Han nikkede.Petra rakte ham en blyant. »Hér. Du skriver.« Han tog

modstræbende blyanten, mens hun fortsatte:»Skal vi ikke lave en overskrift, der hedder MODSTAND?« Pelle nikkede. Det lød som en god titel. Med kluntede bog-

staver skrev han M O B … Hvordan var det nu, det D skulle vende? Han tog viskelæderet og viskede de tre bogstaver ud, åbenbart lidt for hårdt, for der gik hul på papiret. Han prø-


vede igen. M … men nåede ikke længere, før Petra rev det ud af hånden på ham og krøllede det sammen til en kugle, som hun kastede mod papirkurven, igen uden at ramme.

»Du snakker. Jeg skriver,« sagde hun.»Det er en rigtig dårlig vane, du har dér, Petra!« sagde Vi-

beke. »Vil du være så venlig at samle det op?« Petra rejste sig dovent og samlede de to papirkugler op. Da hun satte sig ned igen, var Pelle klar med overskrift og stikord. Petra noterede det hele, hurtigt og let. Klokken ringede, og Vibeke hævede stemmen:

»Husk at aflevere emne og stikord til mig, og brug så weekenden til at tænke over jeres fremlæggelse. Og glem ikke, at vi på mandag går i computerrummet og …« Resten af hendes ord druknede i larm.

»Hva’ så, Pelle,« sagde Thor drillende på vej ud af klasse-værelset, » ka’ du og Panodilpigen finde ud af det sammen?«

»Der findes ikke den taber, Pelle Pophår ikke kan tackle,« sagde Pelle og nåede lige at registere Petras blik, inden hun skyndte sig ud af klasseværelset.


Gunvor Reynberg - Pelle & Petra og den sygeste redningsaktion - læseprøve

Documents