Indledning Vi har gennem vores kliniske undervisning på psykiatrisk center (PC) arbejdet rehabiliterende, hvor vi havde patienten i centrum i behandlingen, og målet var, at patienten skulle kunne fungere i hverdagen så normalt som muligt. I rehabiliteringsprocessen har vi, ud fra et aktivitetsperspektiv, indgået i en målrettet samarbejdsproces mellem forskellige fagfolk, patient og sektorer. Grundtanken i ergoterapi er, at aktivitet er lige så livsvigtigt som mad og drikke, at alle mennesker bør have mulighed for både fysiske og mentale hverdagsaktiviteter, som er meningsfulde (Law, Polatajko, Babtiste & Townsend, 2006). Ydermere tilføjer Jennifer Creek (2005), at aktivitet i ergoterapi bruges til at træne og lære færdigheder, der er afgørende for aktivitetsudøvelse. Med dette aktivitetsperspektiv indgik vi i et tværfagligt samarbejde med det mål at opnå et sammenhængende rehabiliteringsforløb, hvilket sikres ved kerneydelse, kommunikation, koordination og kontinuitet (Siemsen et al., 2006). I praksis oplevede vi at arbejde med patienter, som skulle efterbehandles i ambulant regi på distrikt psykiatrisk center (DPC). Vi var i tvivl om, hvordan vi skulle videreformidle behandlingsoplysninger, hvad der skulle videreformidles og om disse oplysninger, i det hele taget, skulle videregives. Vi reflekterede over, om en videregivelse behandlingsoplysninger kunne have indflydelse på patienternes oplevelse af sammenhæng. På den baggrund har vi diskuteret, hvad kontinuitet i patienternes behandlingsforløb betyder dels for patienterne og dels for
This document is posted to help you gain knowledge. Please leave a comment to let me know what you think about it! Share it to your friends and learn new things together.
Transcript
Indledning
Vi har gennem vores kliniske undervisning på psykiatrisk center (PC) arbejdet
rehabiliterende, hvor vi havde patienten i centrum i behandlingen, og målet var, at
patienten skulle kunne fungere i hverdagen så normalt som muligt. I
rehabiliteringsprocessen har vi, ud fra et aktivitetsperspektiv, indgået i en målrettet
samarbejdsproces mellem forskellige fagfolk, patient og sektorer. Grundtanken i ergoterapi
er, at aktivitet er lige så livsvigtigt som mad og drikke, at alle mennesker bør have
mulighed for både fysiske og mentale hverdagsaktiviteter, som er meningsfulde (Law,
Polatajko, Babtiste & Townsend, 2006). Ydermere tilføjer Jennifer Creek (2005), at
aktivitet i ergoterapi bruges til at træne og lære færdigheder, der er afgørende for
aktivitetsudøvelse. Med dette aktivitetsperspektiv indgik vi i et tværfagligt samarbejde med
det mål at opnå et sammenhængende rehabiliteringsforløb, hvilket sikres ved kerneydelse,
kommunikation, koordination og kontinuitet (Siemsen et al., 2006). I praksis oplevede vi at
arbejde med patienter, som skulle efterbehandles i ambulant regi på distrikt psykiatrisk
center (DPC). Vi var i tvivl om, hvordan vi skulle videreformidle behandlingsoplysninger,
hvad der skulle videreformidles og om disse oplysninger, i det hele taget, skulle
videregives. Vi reflekterede over, om en videregivelse behandlingsoplysninger kunne have
indflydelse på patienternes oplevelse af sammenhæng. På den baggrund har vi diskuteret,
hvad kontinuitet i patienternes behandlingsforløb betyder dels for patienterne og dels for
kvaliteten af ergoterapeuters arbejde. Vi har i den sammenhæng undersøgt, hvilke metoder,
lovkrav og procedurer der findes for at sikre denne kontinuitet.
Baggrund
I Sundhedsstyrelsens ”National strategi for psykiatri 2009” (2009b) beskrives, at
forekomsten af visse psykiske lidelser er stigende. Det skønnes, at der i den nærmeste
fremtid vil være 10-20 % af den danske befolkning, som vil lide af psykisk sygdom i
varierende grad (Sundhedsstyrelsen, 2009b, s. 3). Dette blev understreget allerede i
forbindelse med World Health Organization´s (WHO) Ministerkonference i Helsinki
januar 2005 ”Mental health – Facing the challenges, building solutions” (2005), hvor
WHO konstaterede, at problemerne vedr. psykiske lidelser i den europæiske region er
stigende og må forventes yderligere at vokse, medmindre der over en bred front sættes ind
for at ændre den igangværende udvikling.
Nationalt set har der i mange år været fokus på, hvilke parametre der er vigtige i
kvalitetssikring af indsatsen i sundhedssektoren. Allerede i slutningen af 1999 lagde
sundhedsstyrelsen op til en form for paradigmeskift inden for den nationale strategis
rammer. Det skete i forbindelse med oprettelsen af Det Nationale Råd for
kvalitetsudvikling i Sundhedsvæsenet. Konklusionen var, at der nu i højere grad skulle
sættes fokus på kvalitetsudvikling inden for de bløde værdier (Sundhedsstyrelsen, 2009a).
Medicinaldirektør dr.med. Einar Krag, tidligere formand for Det Nationale Råd, udtalte i
juni 1999 følgende i forhold til de bløde værdier:
Et særligt problem er de bløde værdier. Over halvdelen af klagerne over sygehusvæsenet
har fx. ikke noget med kerneydelsen at gøre, men med ”de bløde værdier”. Det er
AHRQ (Agency for healthcare and research and quality)
CINAHL
Pubmed
PsychINFO
NIP.dk
Bibliotek.dk
Etf.dk
Google.com
Anvendte søgeord:
Continuity in treatment
Psychiatric Occupational Therapy
Shared Care
Acute hospitalization
Psychiatric outpatient care
Psychiatric Collaboration
Communication in psychiatry
Quality improvement in psychiatry
Knowledge transfer
Outpatient care
Community-based treatment
Occupational therapy
Sammenhængende patientforløb
Sammenhængende patientforløb i distriktpsykiatrisk center
Kontinuitet i psykiatrien
Overlevering og dokumentation
Kvalitetssikring af psykiatrisk behandling
Alle ord er søgt på enkeltvis og i forskellige kombinationer for at sikre en bred søgning.
Bilag 2. Samtykkeerklæring
Undersøgelsens overordnede formål:
At undersøge hvilke udfordringer (herunder muligheder og begrænsninger), ift. at sikre kontinuiteten i patienternes rehabiliteringsforløb, ergoterapeuter oplever i deres daglige samarbejde på tværs af akut og ambulant regi?
Hovedtrækkende i designet:
Kvalitativ undersøgelse i form af individuelle semi-strukturerede interviews af ergoterapeuter i hhv. akut og distrikt psykiatrien.
Mulige risici og fordele ved at deltage i projektet:
Alle data i interviewet vil blive anonymiseret. Men det kan forekomme, at informanter, ud fra udtalelser om fx. særlige arbejdsforhold og –metoder, kan blive genkendelige i vores transskribering, som vil blive vedlagt som bilag. På samme måde kan en organisation, som evt. arbejder ud fra særlige referencerammer, blive genkendelige.
Som informant i vores projekt deler du ud af din viden og erfaring, hvilket er med til at give dig indflydelse på de relevante og centrale aspekter inden for ergoterapi, som vi, med vores opgave, sætter fokus på. Herudover vil rollen som informant give dig muligheden for at reflektere over egen arbejdsproces.
Fortrydelsesret:
Det vil være muligt at trække sig fra projektet både før og under interviewet. Fortryder du deltagelsen i projektet efter interviewet, er der mulighed for at meddele os dette senest d. 27/11 2009, så interviewdata kan udelukkes fra analyse og bilag.
Tilgængelighed og fortrolighed ift. hvem der har adgang til interviewmaterialet:
Vi forholder os fortroligt til den indsamlede data, hvilket indebærer, at det kun er vores gruppe, metodevejleder og faglig vejleder, der får adgang til og debatterer oplysninger, som kan bryde anonymiseringen.
Interviewene, i deres transskriberede og anonymiserede form, vil være en del af projektet, som vil være offentligt tilgængeligt.
6. Ironi transskriberes således: sætningen sagt i ironi understreges efterfulgt af (sagt i
ironi).
7. Kun hele sætninger transskriberes med mindre, at ufærdige sætninger har betydning
for den samlede forståelse.
8. Transskribering skrives som udtalt, dvs. i talesprog.
9. Altid : efter en person – fx A: eller Int.:
10. Der bruges , ved opremsninger.
11. Der bruges :: ved forlængelse af lyd fx ja:: (kun :: bruges, hverken mere eller
mindre)
12. Betoninger understreges i teksten. Kun når der ikke er tvivl.
13. Siges spørgsmålet flere gange, skrives det kun én gang i transskriberingen.
14. ( ) henviser til, at transskribenten ikke kunne høre, hvad der blev sagt på
diktafonen.
15. Interviewerens udtalelser skrives altid i kursiv.
63
Bilag 5. Matrice
Læsevejledning
Overordnet er matricen inddelt i koder med dertil hørende subgrupper, som er adskilt af hver deres overskrift. Lodret i venstre side er informanterne illustreret med bogstaverne A-H. De meningsbærende enheder er placeret til højre ud for tilhørende informant.
Kode 1: Manglende ensartethed i udvekslingen af oplysninger
Subgruppe 1: Retningslinjer
A
B
C
D
L. 84-87: Det gør jeg både via det uformelle over telefonen, men så er det jo også dokumenteret i journalen. Så journalen følger patienten i det her regi. Den, vi skriver herinde, følger med ind, hvis patienten bliver indlagt. Og omvendt. Vi får jo journalen, når de kommer herud første gang. Så har de den jo med derindefra.
L. 161-162: Lige i denne sammenhæng er det fra vores overlæge, som har været til møde derinde, men det står også i journalen. Det står i udskrivningsnotatet.
L. 37-38: Hvilke opgaver vi samarbejder omkring, det er lidt afhængigt af, for det kræver desværre, at patienterne har givet deres samtykke til, at vi ligesom kan tage kontakt.
L. 40-41: Og jeg arbejder jo på et akut afsnit, og tit er patienterne så dårlige. Og hvis de ikke har givet deres samtykke, så kan vi jo ikke tage kontakt.
L. 44: Ja, og samtykke på at give oplysninger videre ik
L. 46-48: Vi kan selvfølgelig give generelle formuleringer men ikke noget specifikt omkring patienten, hvis patienterne ikke har givet deres samtykke, og hvis de ikke ønsker at have kontakt, sådan kan det jo også meget vel være, at de ikke er interesseret i at etablere en kontakt.
L. 105-107: Ja, altså jeg har i enkelte tilfælde, hvor jeg har fået patientens samtykke, og hvor jeg fx har lavet en funktionsvurdering, som jeg også har gennemgået sammen med patienten, og så har jeg fået tilladelse til at sende til overlægen for ligesom også at markere.
L. 112: Ja, patienterne, når de bliver indlagt her, udfylder de jo en samtykkeerklæring.
L. 332: ergoterapi det bliver ikke skrevet i epikrisen
L. 137-138: Hvis de har skrevet det i journalen, kan jeg jo læse det, fordi vi lige har fået elektronisk fælles journal. Og de skriver det for det meste i journalen.
L. 145: Jeg kender i hvert fald ikke til nogen procedure, nej.
L. 68-71: Det er rent skriftligt, hvis vi går ind på kontinuationerne, altså journalkontinuationerne. Vi har jo adgang til alt det, der foregår inde på afdelingen, det kan vi trække ud på vores maskiner. Det er den
64
E
måde, det foregår, skriftlig kommunikation.
L.78-79: Men det er ikke sådan et fast punkt ift, hvis en patient har været indlagt, og de kommer herud. Der er ikke et punkt, der hedder ergoterapi.
L. 86-90: Altså, vi har ikke sådan, hvad skal man sige, ikke en hotline ergoterapeuterne imellem. Hvor vi siger, hvordan vi har behandlet, det har vi ikke. Det foregår meget indenfor behandlingsplanen, det, der bliver skrevet ned. Uden at der er et decideret punkt, der hedder ergoterapi. Desværre.”
L. 121-125: For det bliver meget medicin, og det bliver meget økonomi, og hvad der sådan lige rører sig akut for patienten. Så det kan være svært at lave denne her glidende overgang og videreføre behandlingstiltagene, fordi der mangler informationer. Men det kan også lade sig gøre i enkelte tilfælde.
L. 229-230: Meget af det her det drejer sig om kommunikation, synes jeg. Der skal være en bedre kommunikation. Meget foregår på skrift i dag, og elektronisk.
L. 301-312: Det helt klart fremmende, at man inviterer ambulante behandlere til afdelingerne og får lavet denne behandlingsplan inde på afdelingen for patienten og får planlagt et udslusningsforløb, udskrivningsforløb og udskrivningsaftaler, hvis der skal være sådan nogle. Det er helt klart. Det synes jeg i hvert fald. Det er faktisk den eneste, sådan direkte, kommunikation, vi har ift afdelingerne og så vores behandling herude. Så har vi selvfølgelig mulighed for at trække informationerne derinde elektronisk. Men det er jo ikke sådan noget, der fremmer, kan man sige. Det burde jo nærmest være noget, der hæmmer, at man i stedet for på eget initiativ skal gå ind og hive informationerne ud. Og det er så måske også det, der hæmmer, at man mange gange skal tage initiativ selv til at finde ud af, hvor patienten er lige nu.
L. 59-77: Meningen er jo også, at vi skal have en overordnet behandlingsplan som skal gå i gennem både inde og ud. Dvs. når de kommer fra at være indlagt, lad os sige, det er første gang, de bliver indlagt, så laver man en overordnet behandlingsplan, når så de får patienten ud til DPC, skal den behandlingsplan følge og selvfølgelig revurderes men følge den røde tråd, sådan at patienten har den samme overordnede behandlingsplan, der bare bliver vurderet efter, at nu er han i DPC. Og hvis de så i det forløb kommer ind igen, og det gør de jo sådan nogle svingdørs patienter, så kommer de ind igen, og det er den sammen behandlingsplan, man kører hele tiden. Men det oplever vi ikke så tit
L. 91-97: Ja, vi skal holde den overordnede behandlingsplan og læse den anamnese som er lavet ude fra DPC, sådan så vi kan følge den her inde. Så laver vi selvfølgelig noget andet, fordi det er akut psykiatri, så bliver det lidt anderledes, men den overordnede plan skal være den samme og omvendt. Hvis det er herinde, den bliver lavet første gang, skal den jo holde, så den røde tråd går igennem patienten under hele forløbet, men bare bliver modificeret, om det er akut eller mere lang tids behandlede. Så det er helt korrekt, at det går begge veje.
L. 99-103: Det er patientens behandlingsplan, individuelle behandlingsplan. Hver patient har i sin journal, noget der hedder en behandlingsplan, og der er listet sådan fra A til F, en hel masse punkter med medicin, social færdighedstræning, med behandling, kognitiv terapi, socialt, og der er sådan en hel masse ting, der bliver listet op, som der så bliver taget stilling til.
L. 137-138: De formelle retningslinjer er, at der skal være et afsluttende notat. Det skal være et notat fra mig som ergoterapeut, hvis jeg har haft med patienten at gøre.
L. 142-144: Men som ergoterapeut skal vi også ifølge akkrediteringen skrive et afsluttende notat, men vi får ikke gjort det så tit, det er vi ikke så gode til. Så man kan sige overordnet, så er der et krav om, at vi skal gøre det.
65
F
G
H
L. 182-183: Retningslinjerne siger, at det er et slutnotat, der skal laves, når jeg har haft kontakt med patienten, på alle de patienter, jeg har med at gøre, men sådan går det ikke.
L. 211-216: Hvis der er blevet smidt en AMPS på ham, skriver jeg også det, og der ligger testen der jo også, og så skriver jeg se evt. lige test, enten en AMPS eller en MEMSE der er blevet smidt på patienten. Og så skriver vi jo altid, som er det vigtigste, om vi føler, at patienten har profiteret af behandlingen, og om han vil have gavn af lignende behandlingstilbud fremover. Det er sådan en standart sætning, hvis vi synes, de bliver udskrevet, og der stadig er noget, patienten vil profetere af.
L. 244-246: Så bliver det telefonisk og lægges altid i journalen. Det kommer alle notater til. Alt, det vi skriver, skal i journalen. Vi skriver simpelthen direkte ind i journalen på noget EDB system, og det ryger direkte ind i journalen.
L. 56-58: Selvfølgelig er der ergoterapeutiske referater i journalen, som vi indhenter herfra, men hvis det er noget specifikt, som ligger ved siden af, så skal jeg ligesom selv være den opsøgende.
L. 125-130: Men ellers, så den orientering jeg får, jamen den får jeg jo ved, at når jeg har tid at gennemlæse de kontinuationer, som jeg har indhentet under patientens indlæggelser. Og hvis der står noget i et eller andet ergoterapeutisk referat, jamen så er det jo på den måde, jeg får mine informationer.
L. 153-158: Om der foreligger retningslinier. Det kunne der sagtens gøre. Men hvis det skulle være sådan, et eller andet, at der er aftale om, at der skal videreleveres informationer omkring patienten, når de bliver udskrevet og herud til, jamen altså, så fungerer det i hvert fald bare ikke. Det er helt sikkert. Og jeg tror såmænd ikke, det er fordi, den enkelte ergoterapeut ikke laver deres arbejde. Det er slet ikke det. Det sker bare ikke.
L. 161-163: Jeg tror, at det er ca., hvad er det – et års tid siden, måske, at jeg var så heldig at få noget ergoterapeutisk materiale med om en patient, altså som havde været indlagt derude. Ja, jeg får ikke nogle informationer.
L. 165-167: Hvis jeg får nogle informationer, jamen så læser vi i journalen, hvis der er en ergoterapeut, der har haft fingre i dem. Sådan er det. Vi har, rent ergoterapeutisk, ikke ret meget samarbejde.
L. 179-181: Men mange af inforationerne går jo videre via journalen også, så de egentlig også er forankret som et behandlingsforløb i journalen, når de bliver givet videre
L. 242-249: Jeg tror, at lovgivningen ligger i journalformidlingen. Vi har jo oplysningspligt ift journalen, så der ligger jo en lovgivning i, at vi skal dokumentere, hvad vi arbejder med i journalen. Så vil det jo være et vurderingsspørgsmål ift, hvad der er nyt der skal videre med, men det skal jo videre i journalen, hvad det er, vi arbejder med ik. Men den tværfaglige konference er også en del af journalformidlingen, for så kan det være, at lægen tager de oplysninger, vi har med i det, han skriver i sit journalnotat, og så er det jo også noteret. Det er jo ikke altid, at man går ind og skriver præcis det samme, som der er skrevet i en sammenhæng, der er beskrevet fra tværfaglig konference. Så lovgivningen er den journalpligt, vi har som ergoterapeuter.
L. 451-454: Det er også lidt hæmmende, det kunne godt være en god ide at få det formaliseret noget mere pr automatik, at noget af det, vi har arbejdet med, ville gå med i en udskrivningsjournal pr definition, altså på et eller andet standard papir eller noget andet, som vi skulle med ind over og udfylde, det ville være en fordel, at det kom med.
L. 20-25: Det er ikke sådan lagt, at nu skal vi som ergoterapeuter skrive en eller anden udslusningsplan,
66
eller noget de skal varetage efterfølgende, det er der ikke. På den måde er det ikke formaliseret, hvor det er sådan, og så har man en mere overleveringsforretning, kan man måske kalde det, hvis man var i det privatregi, men ikke sådan noget formaliseret, det er der ikke.
L. 52-57: Jeg har været med til at overgive oplysninger mundtligt, og da har det altid været i patienten nærvær. Ellers skriver vi jo. Vi dokumenterer jo vores arbejde i den elektroniske patient journal (EPJ) her, og det er så lægen eller sygeplejepersonalet der laver en epikrise, som bliver givet videre. Så der er ikke sådan noget formaliseret der siger, at vi skal lave noget skriftligt, der kan gives videre. Det er der ikke. Så der er ikke sådan noget formaliseret, der siger at vi skal lave noget skriftligt, der kan gives videre. Det er der ikke.
L. 101-104: Det er jo ikke direkte, jeg giver det videre. Jeg har jo i principper bare beskrevet og dokumenteret det stykke arbejde, jeg har lavet her inde, og så er det jo et spørgsmål, hvad der bliver sorteret i af lægen, og hvad de skriver i epikrisen.
Subgruppe 2: Lokale procedurer
B
C
D
E
G
L. 20-22: ja, jeg syntes, at når samarbejdet fungerer, så er det, når vi har kontakt til DPC, og de kommer her til vores konferencer. Vi har konferencer en gang ugentligt, hvor vi inviterer samarbejdspartnere uden for hospitalet ik.
L. 259-260: Hæmmende er helt klart dét med, at vi ikke har fået lavet en klar procedure for overlevering. Den manglende kommunikation
L. 277-282: Jamen, det er dét med, at der hver uge fast går én læge derover til en konference. Og inden lægen går, spørger hun/han lige til, hvem der har en patient indlagt og spørger indtil, hvad der er gang i for behandling her med patienten. Så går han/hun over til konferencen og kan så måske overlevere dét, som jeg har sagt. Og derefter kommer lægen tilbage hertil og giver os en tilbagemelding om de patienter, som er indlagt. Og i morgen har vi en større behandlingskonference, som foregår en gang om ugen, hvor vi så hører mere detaljeret om nye patienter, vi endnu ikke har haft.
L. 166-167: Så skal man til at spørge patienten, men det er meget godt at høre det fra faggruppen også.
L. 122-124: Ideelt set skal vi jo lave et afsluttende notat. Det er lavet sådan ud fra akkrediteringen, at man skal lave en orienterende samtale, en status og et afsluttende notat, når man har haft med patienterne at gøre. Men virkeligheden ser ofte anderledes ud.
L. 150-155: Den anden vej er det nogle gange lidt bedre, dvs. når patienten kommer fra DPC og ind til os. Det er nogle gange lidt bedre. Vi kommer jo ikke med ud til deres konferencer, men der kommer jo en repræsentant fra dem ind til vores konferencer, hvor de kan fortælle lidt mere om, på konference, hvad er der sket, hvad det er, patienten har arbejdet med, så den vej er der meget større sikring for, at vi vores oplysninger, end der er den anden vej.
L 380-381: Det gode er nu, at de fra distriktet kommer ind til vores konferencer, sådan at, i hvert tilfælde den del af overleveringen, sker bedre.
67
L. 64-68: Nej, det er ikke altid. Der kan også være andre kontaktpersoner. Det kan både være ergoterapeut og kontaktpersonen, alt efter hvilken rolle de har derude – hvordan de har fordelt deres arbejde, med hvem der skal komme ind og være herinde. Men jeg synes ikke, det gør nogen forskel. For hvis det er vigtigt, kan vi jo lave en aftale på konferencen om, at vi skal tage kontakt til ergoterapeuten derude, ift et forløb der skal have mulighed for at gå videre.
L. 94-101: Nogen gange har jeg haft det sådan, så vi faktisk er mødtes med patienten herinde, og ergoterapeuten der skal gå videre, og vi så arbejder med, hvad det er, vi har arbejdet med herinde, hvor patienten selv er med, og vi begge to sidder og siger, det er det og det, du har arbejdet med herinde, det er det, der vil være planen for at gå videre, når vi arbejder herinde. Og de gange hvor det kan lade sig gøre, der er det jo rigtig genialt, for det er jo klientcentreret, så det vil noget. Og det er optimalt, når det kan lade sig gøre. Så der mange forskellige kanaler, vi formidler det videre på. Jeg synes, det er en meget vigtig funktion, fordi vi er et akut hospital.
L. 208-211: Men meget ofte så vil det være et aftaleplan på konferencen, hvor man så siger, at det er så min opgave at gå videre med det, eller det vil være kontaktpersonen, der går videre. Og det ville jo være rart, hvis det var endnu mere automatiseret og formaliseret,
L. 433-436: Jeg oplever det som fremmende, at distrikterne kommer ind og er med til tværfaglig konference herinde, fordi der kan vi få udvekslet også, hvad er det, de allerede har arbejdet med derinde, og jo mere direkte kontakten er, jo hurtigere er det jo også at udveksle de her ting, frem for at de skal være over papir.
Subgruppe 3: Indhold af de udvekslede informationer
A
B
D
L. 92-96: Det er meget varierende, synes jeg. Men der bliver dokumenteret derindefra, det gør der helt sikkert. Men det kunne godt være mere specifikt. F.eks. hvis de har haft patienten i en social færdighedsgruppe, så er det tit meget gavnligt at vide, hvordan patienten har opført sig i samvær med andre. Men det er ikke altid, det bliver grundigt beskrevet. Bestemt ikke.
L. 388-391: Det kommer til udtryk på konferencer, hvor vi har meget fokus på, hvad der skal ske med patienten efter en indlæggelse her, hvad kan patienterne, hvad har de brug for af hjælp og støtte og på hvilken måde, det syntes jeg da, vi har fokus på. Men det er ikke altid, det lykkes, og så bliver det sådan nogle mellemløsninger
L. 128-135: Fordi, der er jo mange informationer, der er vigtige for os at få herude som kontaktpersoner. Det er jo både rent ergoterapeutisk, hvad der er foregået inde på afdelingen, men det er også, hvad der ellers rør sig for patienten. Patienten kan være et helt andet sted, end vi kan være herude. Der er nogle andre ting, der fylder måske. Men hvis man tænker sådan rent fagligt, så kunne jeg godt tænke mig, at der var noget mere information omkring, hvad der var foregået derinde. Helt klart det mangler der.
L. 149-166: Hvis man får en ny patient, som kommer inde fra afdelingen første gang, så er det vigtigt at vide ( ) og hvad, der er foregået før, der blev lavet en stor vurdering derinde fra. Så det er vigtigt for at give et samlet billede af patienten, og hvor patienten er lige nu. Også ift når man møder patienten, hvordan man skal tackle patienten og de videre tiltag, der skal sættes i gang, hvor meget man skal passe på, og hvad der nu ellers måtte være. Og så er der selvfølgelig nogle ting ift, hvis det er en af de patienter, man kender, som har været indlagt. Så er det vigtigt at vide, hvad der er foregået inde på afdelingen, og hvilke tiltag de har lavet, og hvad de specielt har haft fokus på. Og der kunne man godt måske ønske sig noget mere konkret information inden for de forskellige områder. Det bliver så meget
68
E
F
G
overfladisk, og det bærer meget præg af, at der er tryk på inde på afdelingerne. Så inden for det enkelte fag mangler der måske noget information om, hvad der er lavet derinde. Det bliver sådan meget: ”patienten har deltaget i” lad os sige, ”kreativ gruppe” eller et eller andet ”med god effekt” bum. Altså uden sådan at pensle det videre ud. Så står man der uden sådan…det er en god information at have, men man kan ikke rigtig bruge den til noget og komme videre med den.
L. 169-172: Altså hvis der nu eksempelvis står, at en patient profiterer af det, så er det sgu meget godt at vide, hvad det egentlig var, patienten profiterede af. Var det dét sociale samvær, eller var det dét at være kreativ, eller hvad var det.
L. 220-230: Om patienten har haft et stabilt fremmøde, og patienten har profeteret af at være i gruppen, og også om hvordan patienten har det socialt, for vi er jo så heldige, når vi har dem herinde, for her får de jo meget socialt træning, da de jo er mange sammen. Når de kommer ud i distriktet, bor de jo hjemme og kommer ind måske en time om ugen eller en time hver anden uge og taler med én person, og så er der jo ikke meget socialt færdighedstræning i det. Så hvis jeg synes, der er et socialt færdighedsproblem eller et socialt træningsproblem i det her, så vil jeg skrive det og understrege det, sådan så de kan have fokus på at få ham tilkoblet nogle grupper eller tilkoblet ham noget ude i x, det er sådan en idrætsforening for sindslidende. Så det, der er vigtigt, for mig at få informeret videre, er jo netop, om patienten har profiteret, om patienten kan arbejde med det, kan integrere det, og de test jeg har lavet.
L. 233-239: Der kommer jo lidt mere personligt med i det måske også. Hvor de faste retningslinjer, vi har lavet herinde, måske er meget kolde og direkte, hvor det, jeg også engang imellem tager med, er sådan noget om, hvordan sådan patienten er – og med i grupper. Det skriver man ikke sådan i journalnotater på den måde. Sådan lige som bløde data og hårde data hvor de hårde data er dem, der forventes skal med, hvor de bløde data er dem, jeg tænker, det er sgu også er meget rart at vide, når man får en patient.
L. 199-202: Det ville selvfølgelig være rigtig, rigtig rart, at der i højere grad kom nogle informationer omkring patientens funktionsniveau, når de var inde på akutafdelingen. Det ville være rigtig rart. Det kunne jeg faktisk godt bruge og arbejde videre med.
L. 184-189: På et tidspunkt skrev vi meget udførligt COPM ind i journalen, og det bliver altså for stort og for mangesidigt, så det kommer til at fylde for meget simpelthen, så nogle gange bliver det jo også konkluderende, så de ting der er mest væsentlige for patientens behandling, men så skriver jeg også som overskrift, konkluderende på COPM, så man kan se, at der ligger et materiale, man kan gå tilbage til, men det der så er væsentligt, som andre har brug for at vide, og det, som vi har fundet frem til, er det vigtigste at arbejde videre med.
Kode 2: Forskellige forudsætninger for udøvelse af ergoterapi i henholdsvis PC og DPC
Subgruppe 1: Fagteoretisk tilgang
A L. 22-26: Det meste af min tid bruger jeg på at være kontaktperson. Altså, jeg bruger ikke ret meget tid på at lave monofaglige ergoterapeutiske ydelser. Jeg er primær behandler, som betyder, at man har en håndfuld patienter. Jeg tror, jeg har nogle og tyve patienter, som jeg er den primære behandler for. Dvs. at det er mig, de kommer til samtaler hos, det er også mig, der koordinerer deres øvrige behandling.
69
B
C
D
E
L. 284-291: Hvis jeg skal sige noget kvalificeret, kan jeg sige, at vi bruger mere energi på at få patientens liv til at hænge sammen. Og det er jo noget politisk. Vi taler tit om til tværfaglig konference, at vi er blevet det sidste sted i patienternes liv, hvor det ikke er fuldstændigt skemalagt, hvad vi kan tilbyde og ikke tilbyde. Disse mennesker er jo tit førtidspensionister, og vi er den sidste brik i deres liv, som både kan tage med til tandlæge, kan tage en snak med deres pårørende, kan trøste dem, når de er super kede af det, kan passe på dem, når de er meget psykotiske. Vi har egentlig mange forskellige funktioner, og dem er der ikke mange af i patienternes liv.
L. 292-294: Så vi bliver jo, i højere og højere grad, den blæksprutte som binder det hele sammen.
L. 25: Og kontaktpersoner det kan være alle mulige faggrupper, der har den funktion.
L. 17-20: Jeg er kontaktperson for et antal patienter her. Dvs. at jeg er den som har den primære kontakt og som koordinerer med de andre faggrupper, altså læger, psykologer, sagsbehandlere og sygeplejersker. Og så har jeg nogle grupper, som er på tværs af huset. Men lige aktuelt er der ingen grupper. Mine grupper er afsluttet, de kører i sådanne moduler, som måske er af tre måneder.
L. 37-39: Patienterne får også behandling hos mig – typisk i form af samtaler og træning og samtaler om træning. Det er ikke altid mig, der er med ude at træne. Tit får de træning i mellemtiden indtil næste gang, jeg ser dem.
L.13-18: Jamen jeg er primært kontaktperson for en gruppe patienter. Sådan:: mellem 25-30 patienter som har mig som kontaktperson. Det betyder, at jeg har mange opgaver som går ud over det rent ergoterapeutiske… rigtig mange opgaver. Jeg står for at vedligeholde patientens medicin, så de tager deres medicin, og at de får bestilt nye recepter og:: ja, hvad der ellers er. Og så rent økonomisk går vi op og støtter op omkring nogle ting også.
L. 50-53: Der vil jeg ikke sige, der har vi ikke sådan decideret træningsmetoder herude hos os. Jeg tror, der er mere inde i huset, i det omfang, de nu kan klare det med kapaciteten derinde. Sådan mere konkrete traditionelle ergoterapeutiske tiltag, ja det vil jeg sige.
L. 57-63: Men omvendt så er behovet måske også et andet, når de kommer ud i ambulant regi. Fordi vi har nogle andre funktioner end inde på afdelingerne, og vi bruger nogle andre faggrupper, og vi bruger meget socialpsykiatrien også, som går ind og laver nogle deciderede træningstiltag også. Så sådan rent ergoterapeutiske undersøgelsesredskaber og træningsredskaber, der tror jeg, der er en del forskel fra afdelingen til os.
L. 109-113: Som sagt, så er vores funktion lidt en anden herude ift inde på afdelingen, hvor man måske har lidt mere individuelle forløb, hvor man kan bruge sin traditionelle ergoterapeutiske viden og redskaber. Men vi prøver selvfølgelig, i det omfang det kan lade sig gøre, og implementere så meget ergoterapi som muligt.
L. 221-224: Vi er alle sammen forskellige og gør tingene forskelligt, og det kan også have sine fordele, men det kan også have sine ulemper, helt klart. Så det gælder om at få gjort det glidende uanset, om man er ambulant eller akut.
L. 77-78: Vi oplever, så har vi ligesom vores fokus herinde, meget medicin orienteret.
L. 166-170: Men det er jo også tit sådan, at når patienten udskrives, er det en anden faggruppe, der overtager. Kontaktpersonen kan lige så godt være en sygeplejerske. Så det er jo i det hele taget bare vigtig at få ringet derud og fortalt, hvad, vi som ergoterapeuter synes, patienten har profeteret af i
70
F
G
vores grupper.
L. 324-327: Jamen, det er jo så svært, fordi de arbejder som kontaktperson, fordi de ikke går ind over hinanden. Men jeg synes selvfølgelig, at det er oplagt, at det er en ergoterapeut, der følger op, hvis de kan se, når patienten bliver henvist, at de kan se, at der har været meget ergo inde over banen
L. 397-403: Vi synes, det er så ærgerligt, at de ikke arbejder mere ergoterapeutisk ude i distriktet, at de arbejder mere som kontaktperson, vi synes, at det giver for lidt. Det er lidt ærgerligt, at de ikke har mere fokus på det ergoterapeutiske, men mere er kontaktperson. Hvor det, vi går og gør herinde, synes vi, jo er super vigtigt og super interessant og virkelig ergoterapeutisk, og så kommer pt. videre, og så bliver det sådan en lidt mere almen kontaktperson, der kigger sådan lidt mere bredt på patienten. Hvor vi synes, det ergoterapeutiske godt kunne komme lidt mere i fokus.
L. 15-18: Hvad enten du er socialrådgiver, psykolog, sygeplejerske eller ergoterapeut, så er vores fællesfaglighed det, vi alle sammen arbejder med, det er dét at være kontaktperson.
L. 30-34: I og med at vi arbejder som kontaktpersoner ude i distriktscentret, så er vores samarbejdspartner hovedsagelig de øvrige kontaktpersoner som er inde på afdelingerne, og det er jo som regel, hvad hedder det, social og sundheds assistenter og sygeplejerskerne og lægerne. Vi har ikke så meget samarbejde med ergoterapeuterne.
L. 61-63: I og med jeg arbejder, som jeg gør herude, så er det ikke så forbistret meget ergoterapi, jeg bruger i det primære arbejde.
L. 186-189: Og vi går jo også ind og har meget, som man kunne kalde socialrådgiverarbejde. Fordi vi har jo et samarbejde med jobcenter, med pensionskontorer, ja jeg skal ”give dig” simpelthen, ja og altså praktiserende læger. Det er en helt anden måde at arbejde på. Helt, helt anden.
L. 398-407: Det er jo simpelthen fordi, at når du kommer ud som ergoterapeut og arbejder i et distriktscenter, så er det ikke så meget ergoterapeut, du arbejder som mere. Du er gået hen og fået en anden rolle. Du er gået hen og blevet kontaktperson. Og så begynder du at arbejde anderledes. Du har selvfølgelig dine faglige kvalifikationer, og det har du i baghovedet. Også når du arbejder med patienten, men dine samarbejdspartnere bliver skiftet ud. Det bliver nogle helt andre. Det gør det – beklagelig vis. Og der kommer vores fagfæller lidt langt nede på listen. Det er ikke dem, der bliver de væsentligste samarbejdspartnere. Det gør socialforvaltningen, det gør jobcentrene, det gør lægerne. Sådan er det.
L. 193-202: Altså, jeg syntes jo, at det betyder meget, at det er en ergoterapeut, der modtager de informationer, fordi vi har de samme termer og også taler det samme sprog. Altså, det betyder noget, at det er en ergoterapeut, hvis vedkommende stadigvæk har brug for ergoterapi, hvis vedkommende er kommet så langt, at det bare er medicinen, så er det jo fint nok, at det bare er en sygeplejerske eller noget andet, så det er jo selvfølgelig afhængigt af, hvad patienten også har brug for, når de kommer ud. Det er jo ikke sådan, at man bare hovedløst tænker ergoterapi, men er det dét, der er brug for, så er det dejligt, hvis det er en ergoterapeut, der modtager patienten i den anden ende, der kan gå videre med den træning. Men det også mit indtryk, at der mellem ergoterapeuter og sygeplejersker i DPC. Det kan jeg jo selvfølgelig ikke udtale mig om, men at der er et samarbejde, så det på en eller anden måde kan blive formidlet videre derude, ift de informationer vi kommer med herfra.
L. 341-347: Altså, det er jo altid spændende, hvis det er en behandling, man har opstartet, og det kan komme videre, og man kan opleve, at patienten kan have glæde af det, det giver jo en faglig glæde. Men det er ikke det altoverskyggende, om det er min behandling eller en anden behandling, fordi jeg oplever også, at vi er et team der behandler, så det vigtigste er altså, at patienten kommer videre med de facetter, vedkommende har haft brug for, og om vi hver især fagligt rammer rigtigt. For hvis det er
71
H
noget andet, vedkommende går videre med derude, så kan det være, at det er dét, jeg har haft i det, der har været medvirkende til, at vedkommende så går videre i x eller noget andet.
L. 39-41: Det er jo desværre ikke altid sådan, at det er en ergoterapeut, man kommer ud og afleverer til, det kan lige så godt være en kontaktperson med en anden faglig baggrund.
L. 173-176: Jeg er ikke i tvivl om, at det, jeg har lavet, er lavet med ergoterapeut brillerne på, og det vil en ergoterapeut i den anden ende også nemmere kunne forstå eller forstå meningen med eller tankerne, der ligger i det, men i princippet kunne alle faggrupper gøre det. Det ville jeg mene.
Subgruppe 2: Samarbejde omkring undersøgelsesredskaber/referencerammer
A
C
L. 50-54: Anvender de samme undersøgelsesredskaber og træningsmetoder. Ja det gør vi. Det kognitive har været meget moderne, og det har vi forsøgt at implementere her. Jeg tror nu, at vi bruger det på en lidt anden måde herude. Patienterne starter med at stifte bekendtskab med det allerede under indlæggelse, og så trækker vi det videre ud her. Men sådan noget som at AMPS-teste gør de ude i afsnittene, for herude er vi ikke nogen der er uddannet i det endnu. Men vi er to, som skal i kursus i det i næste uge.
L. 56-58: Vi følger op på, de resultater som er fundet derinde. Ja, det vil vi typisk gøre. Men tit har det været sådan, at man AMPS-tester i starten og i afslutningen af et forløb, så indtil vi er kalibrerede herinde, har de så måtte komme inde fra afsnittet af og lavet testen.
L. 59-62: Om det er en koordineret beslutning at anvende de samme undersøgelsesredskaber og træningsmetoder? Det er sådan helt overordnet set, for sådan har det altid været. Helt tilbage fra da vi begyndte at implementere det kognitive, var det et fælles fodslag oppefra.
L. 75-76: Det, at anvende de samme redskaber, gør det nemmere at kommunikere, da vi har et fælles sprog med de samme referencerammer. Så kommunikationen lettes klart, for formen bliver lettere at tale i. Det sikrer også, at vi mener det samme.
L. 77-80: Ja, det gør det lettere at følge op på patienten, når man har de samme referencer. Også når man snakker om det kognitive. F.eks. når én siger: ” Han har mange negative tanker, og hans basale antagelser er sådan og sådan”. Så har man ret hurtigt et billede af, hvad er det for en patient, vi taler om. Altså, hvor på kontinuummet befinder han sig.
L. 57: Ift brugen af sammen redskaber/referencerammer – Noget af det i hvert fald.
L. 68- 71: Jamen de patienter som synes, at de har fået meget ud af at lave en COPM på sengeafsnittet, de synes jo, at det er dejligt, at de kender den. At det ikke er noget nyt, de skal lære. De er fortrolige med den, og det har måske givet dem et godt overblik. Så på den måde er det jo godt, hvis vi kigger på den her også.
L. 71-77: Så er der så også nogle som stejler og sætter hælene i gulvet og siger, at det med at udfylde skemaer, det kan de slet ikke. Men så sidder jeg måske med skemaet og siger: ” du har nævnt de her fire indsatsområder, som du gerne vil arbejde med.” Og så sidder vi ikke og giver dem point, men snakker bare, om det stadig er aktuelt, eller om det er blevet bedre eller dårligere. Ét af problemerne er, at vi har fået elektronisk journal nu, så vi kan gå ind og kigge på journalnotaterne, men COPM´en ligger ikke elektronisk men i en papirudgave. Så den skal man over og rekvirere eller få dem til at sende eller faxe.
72
D
E
F
G
H
L. 107-110: Vi havde også en kreativ gruppe, og hvis jeg så kunne se, at patienten også havde været i en kreativ gruppe derinde, så var det da en idé, at han også var det her. Eller hvis ikke de skulle være det her, skulle de så måske gå til et eller andet tegnekursus eller et værksted, hvor der var en kreativ gruppe.
L. 54-57: Jeg tror måske godt, det kan have en indflydelse, på sammenhængen i patienternes rehabiliteringsforløb, at vi ikke anvender de samme redskaber ift at skabe noget kontinuitet også fra indlæggelse til ambulant behandling.
L. 33-41: Nej, vi anvender ikke helt de samme undersøgelsesredskaber og træningsmetoder i PC og DPC, det gør vi ikke helt. Vi er begyndt at have mere fokus på det. Det er jo sådan, at dem ude i DPC de arbejder som kontaktpersoner, og egentlig det hedder jo ikke som ergoterapeut, de er jo en kontaktpersonsfunktion, så de arbejde nok lidt bredere, end vi gør herinde, og vi arbejde måske mere fagnært inde på hospitalet. Vi er begyndt at have lidt mere fokus på at have de samme redskaber, fordi vi synes, det er lidt ærgerligt, hvis det ikke er en, når nu en patient har en ergoterapeut, ikke har en ergoterapeut med de kvalifikationer, som vi nu har, specielt med hensyn til test og ADL vurderinger, så synes vi, der skal lidt mere fagteori på derude.
L. 42-48: Sådan som det har været indtil nu, så har os, der var APMS kalibreret herinde, været ude og lave tests ude i DPC, og det virker jo lidt meningsløst. Så vi bruger ikke helt de sammen redskaber, men vi er begyndt at have mere fokus på det, altså specielt med testene at vi bliver mere ensartede, så man laver en test herinde, så kan man få det revurderet af en ergoterapeut, når man kommer ude i DPC, så den røde tråd bliver lidt mere synlig, men det har den ikke været.
L. 57-65: Jeg synes jo, det bliver sådan lidt amputeret funktion, hvis man ikke bruger de samme redskaber. Jeg synes, så arbejder vi med noget herinde, og så kommer patienterne ud til dem, og så starter de ligesom på deres egen behandlingsplan derude og arbejder måske på noget helt andet, så det jeg går og arbejder med herinde hos mig, det føler jeg jo bliver lidt tabt, altså sådan lidt meningsløst, fordi patienten har glæde af det og udvikler sig og kunne have fortsat brug for at arbejde med de her ting som social færdighedstræning, eller hvad det nu kan være. Og så kommer han ud i distriktet og starter ud med noget helt andet og har fokus på noget helt tredje, og det giver jo ingen mening heller for patienten.
L. 97-103: Én ting er, hvordan man arbejder inde på en akut afdeling, og med de redskaber man har derinde. En anden ting er, at når man kommer herud, og patienten – det er jo et ambulant forløb, de så kommer i her, og hvor de er hjemme i deres hjem – vi kan nødvendigvis ikke anvende de samme redskaber som sådan, ikke i praksis. Det er i hvert fald ikke det, vi gør, kan jeg sige. Det er ikke det, der bliver gjort.
L. 351- 356: Men jeg ser det som vigtigt, at det er et fælles teamwork, at man ikke er solo behandler, at det beror på samarbejde. Og at patienten er den, der i virkeligheden definerer, hvilket behov han har for, at det her går videre, for det kan lige såvel være, at jeg syntes, at patienten skal gå videre i x for at have noget af det sportslige med, og at det nu er blevet afklaret som nogle af de ergoterapeutiske tiltag. Men det er da klart, jeg er da ikke ligeglad, det er da dejligt, når man kan se, at noget af det man har gjort, har kunnet bruges.
L. 43-46: Men de undersøgelsesredskaber, de bruger derude, har jo et andet formål, for der er patienten etableret i nærmiljøet, her er det mere afdækning af nogle mere konkrete problemstillinger, som man skal arbejde med.
73
Subgruppe 3: Ressourcefordeling
B
C
E
L. 58-63: Det kan jeg heller ikke svare ja eller nej til, altså virkeligheden er mere kompliceret. Det kommer jo an på den patient, det handler om, og hvilken faggruppe er kontaktpersonen fra ik, så det er lidt afhængig af kontaktpersonens faglige baggrund. Der er ikke ret mange ergoterapeuter ansat længere i distriktscentrene, så på den måde er det oftest, at vi egentlig oplever, at vi ikke ligesom kan give vores behandling videre, og behandlingen kan ikke blive videreført. Vores undersøgelser, oftest så strander de her ik.
L. 243-252: Altså, jeg ville jo ønske, og jeg forstår ikke, og det undrer mig, at der er så mange sygeplejersker, der har sat sig tungt på hele det socialpsykiatriske område, det forstår jeg ikke, og det kunne være relevant, hvis der var mange flere ergoterapeuter. Også så man kunne bryde grænserne lidt ned, det er jo meget adskilte sektorer, jeg oplever ikke, at det er én arbejdsplads. Jeg blev faktisk overrasket over, da jeg fik af vide, at det faktisk er én arbejdsplads, sådan oplever vi det jo ikke i dagligdagen, fordi det er så svært at få kontakt. Men både hvis ergoterapeuterne her kunne følge patienterne i udskrivelsesfase, men måske også hvis der var flere ergoterapeuter ude i DPC, der også kunne følge patienterne og måske også hjælpe dem, så indlæggelserne ikke var så traumatiske, men så patienterne også blev indlagt, inden de var alt for dårlige, mange patienter oplever det jo meget voldsomt at blive indlagt.
L. 355-359: Jamen jeg tænker også, de har jo kontaktpersonerne ude i DPC, de har jo rigtig mange patienter. Førhen var der jo også ergoterapeuter, der havde grupper i DPC, men det har de jo ikke rigtig længere, altså det er jo for det meste skåret væk. Så nogle af de aktivitetsproblemer patienterne har, dem kunne man tidligere arbejde videre med i DPC, men nu er det jo mest kontaktpersonsfunktionen, man varetager.
L. 361-363: der er ikke ret meget behandling tilbage i DPC, og det kunne man jo også ønske sig, at der også var mulighed for at videreføre behandling, fordi det tit er langvarige forløb, hvis det virkelig skal lykkes, det er ikke noget, vi lige ordner på fjorten dage.
L. 129-130: Ift fordeling af faggrupper på DPC – Her er der én ergoterapeut, mig, og så en som er på barsel, og så er der fem eller seks sygeplejersker. Så der er i hvert fald flere sygeplejersker.
L. 153-154: Tit når patienten er blevet udskrevet, så er problematikken en helt anden, end når de er indlagt.
L. 187-188: Vi har 600 patienter tilknyttet, så de kan ikke lige være orienterede om alle sammen.
L. 172-176: Der er faktisk ikke så mange ergoterapeuter i DPC. En – to ergoterapeuter i hvert team og de er jo omkring 100 patienter i hvert team i hvert fald. Så måske én ud af ti får en ergoterapeut som kontaktperson, så har de prøvet at starte nogle grupper op, de har heller ikke så mange grupper derude, så det er jo en meget lille procentdel, der får ergoterapi som opfølgende.
L. 316-320: Det er jo lige så frustrerende, hvis jeg finder ud af, at patienten virkelig har gavn af socialt færdighedsgruppen, og de så kommer ud i DPC, og der er ingen grupper, der er ingen mulighed for at gøre det derude, for de har valgt at planlægge deres arbejde anderledes, det er jo super ærgerligt.
L. 330-336: Hvis de kan se det ved overleveringen og så kan sige, der er noget ergo i denne her patient, han kan komme ud til en ergoterapeut, det ville jo være optimalt, men det sker bare ikke, det er lige så
74
F
G
tit en sygeplejerske, det er jo hvor de har plads. De prøver at gøre det, men det er lige så meget, hvor der er plads eller huller, så det er ikke så tit de kommer ud til en ergoterapeut, men jeg synes jo, det er fedest, når jeg har arbejdet med dem, at de så kommer ud til en ergoterapeut, der kan arbejde videre med det, men det gør de ikke, det er meget forskelligt, hvem de kommer ud til.
L. 338-346: Ja, så vidt muligt de kan, men problemet er fx, at de ikke har nogen grupper, de kan smide dem i, så de kan jo ikke helt følge op. De forsøger så at gøre det individuelt, og jeg synes, de er meget gode til at prøve at have fokus på det. Hvis mine notater er i orden, så synes jeg, de er meget gode til at have fokus på det og bruge de test, vi har lavet. Vi har været ude og informere rigtig meget om AMPS, for mange gange forstod de jo ikke det der AMPS, der lå jo bare en eller anden test, men nu har vi været ude og informere om, hvad er det, en AMPS test er, hvad kan man bruge den til, ikke kun til ergoterapeuterne men også til alle de andre derude, og de er blevet meget bedre til at bruge vores vurderings redskaber, alle faggrupperne.
L. 106-110: Jamen så skulle jeg jo arbejde på samme måde, som ergoterapeuterne gør inde på akut afdelingen, og det kan jeg jo ikke. Altså, jeg har 37 patienter. Hvordan ”Søren” skulle jeg kunne gøre det – arbejde på samme måde med dem herude, når de bor hjemme, som hvis man har dem indlagt hver dag ude på en afdeling. Altså, det ville ikke hænge sammen.
L. 112-120: Når man har grupper ude på afdelingerne, så kan man jo i langt højere grad komme ud og så få hevet fat i patienten, selvom de ligger og ”snuer” den nede på stuen, ikke. Man kan jo få samlet gruppen. Alene det kan være svært herude, fordi at så:: skal patienterne til noget andet, eller også kommer de ikke, så glemmer de at melde afbud, og der er mange:: faktorer, som gør sig gældende, når først man arbejder herude på stedet. Altså så det kan være svært. Det kan ikke lade sig gøre. Vi kan slet ikke arbejde på samme måde. Det gør vi ikke. Det kan vi ikke. Det er praktisk umuligt et eller andet sted.
L. 364-369: Men hvis du tænker i relation til tilbud om grupper og sådan noget, der er vi sku begrænsede her. Det er rigtig, rigtig svært, for vi er mange mennesker her, efter at vi har fået OP-team. Så vi er ”møget” sammen på lille plads. Og det betyder, at det kan være svært at få koordineret med hensyn til de rum, man kan få lov til at inddrage, når man skal lave grupper.
L. 373-375: Sammenhængen smutter i og med, at der så ville være nogle gruppetilbud, som man ikke vil tilbyde, fordi det så bliver for besværligt at skulle gå at justere og koordinere hele tiden.
L. 336-337: ja, hvis mulighederne er der, for det kommer jo også an på, hvilke grupper der er, og hvilke muligheder der er i DPC.
Subgruppe 4: Patientens situation
A L. 114-119: Jeg må nok sige, at vi tit nok må starte lidt på ny. Men det er set i lyset af, at patienten er i eget hjem, pludselig, under helt andre vilkår. Den nye situation giver et tilbageslag på en eller anden måde. Det er noget helt andet at være i eget hjem end under nogle beskyttede forhold, hvor hvis man har svært ved at opretholde strukturen selv, så er der nogle andre, som gør det. Det er ikke de vilkår, de ryger hjem til, så det er ret tit, synes jeg, at vi er nødt til at kigge på det som ny situation, under nye forudsætninger, og det giver nyt outcome.
L. 146-149: Det ville jeg helt klart gøre, så vidt det kunne lade sig gøre. Men igen har det noget at gøre
75
B
C
F
G
med, at patienternes liv forandrer sig meget. Så det kan være, at der er tænkt nogle ting, som så pludselig ikke kan lade sig gøre. Men så vidt muligt prøver vi da, hvis der er lagt nogle planer, at følge op på dem.
L. 65-68: Og så selvfølgelig, hvis patienterne bliver genindlagt, så kan vi så tage fat igen. Vi kunne godt ønske os, at der ikke var det her gab mellem en indlæggelse og så en udskrivelse, men det er tit også, at patienterne oplever, at det er meget vanskeligt at komme hjem ik, det er jo et meget stort skift, også for dem.
L. 83-86: Vores forløb er jo anderledes, fordi patienterne jo er her meget længere, end de typisk er indlagt. De er mere velfungerende, når de går i Distriktspsykiatrien som udgangspunkt. Så når vi har en social færdighedsgruppe, så kan det være den kører en – to gange om ugen over et halvt år, og det er jo slet ikke dét, de har ovre på afsnittene.
L. 181-186: Ja altså, og et eller andet sted så sker der noget andet, når så patienten er blevet udskrevet, fordi så er det nogle andre ting, vi begynder at fokusere på. Og mange af de samtaler som vi så også har, altså som jeg – som man som kontaktperson har med patienten, det kan jo være omkring her og nu problematikker; hvordan får de simpelthen hverdagen til at hænge sammen.
L. 261-264: Hvis patienten er så dårlig, de ikke engang kan finde ud af at komme ud af døren, hvad skal der så ske. Du kan godt se, det er nogle helt andre problematikker, det drejer sig om, end når man arbejder inde på akutafdelingen. Det er det.
L. 295-298: Men selvfølgelig skal man vide, hvor patienten er i sit sygdomsforløb, fordi hvis du sidder med en dybt deprimeret patienten, så kan du jo ikke sige allerede, at patienten skal herud bagefter, det kommer også an på, hvad der ruller op undervejs i et sygdomsforløb.
Kode 3: Organisationens rammer i forhold til ergoterapeuters handlemuligheder
Subgruppe 1: Fysisk afstand
A
B
L. 96-102: Vi har boet tættere på, end vi gør nu. Vi har nærmest boet dør og dør, og det har ikke forværret, at vi er flyttet herud. Så det har ingen betydning. Jeg tænker mere, at det er et spørgsmål om at organisere sig – fx at sikre nogle rutiner for at tingene bliver læst, og at der er tid til, at folk kan deltage i de møder, hvor tingene skal foregå. Det drejer sig i høj grad om organisation, synes jeg. Og så er det jo op til den enkelte også. Altså at møde op til de her ting, prioritere det. Men først skal arbejdet organiseres for først dernæst prioriteres. Det skal ligge som en slags arbejdsmoral: ” Her gør vi sådan, fordi det er godt for fællesskabet”.
L. 289-293: Jamen alle patienter skal jo oplyses om behandlingsmuligheder osv. ik, men jeg tror, det er meget tid, for der er også nogle gange, kan det være bøvlet, nu du snakker fysiske omgivelser, nu er der ikke så mange DPC tilbage heller, de ligger decentralt et eller andet mærkeligt sted langt væk også, og der er meget transporttid, det kan også, jeg ved ikke, hvordan man kunne løse det, men når man er geografisk meget spredt, så er der også sværere at samarbejde.
L. 298-299: Når man er så spredt, så skal der være mulighed for nogle flere møder, tror jeg.
76
C
D
E
F
G
H
L. 222-225: Hvis vi lå inde på hospitalet, så ville vi jo nok oftere støde på hinanden eller lige kunne gå ind på kontoret ved siden af. Men det er jo ikke tanken med distriktspsykiatrien, den skal jo ligge ude i distriktet. Og det ligger jo ikke længere væk, end man kan cykle derover. Men det er jo noget med tiden, vanen og viljen til det.
L. 244-253: Den fysiske afstand påvirker samarbejdet mellem PC og DPC på den måde, at meget foregår på skrift. Og mange gange kan det være sådan, at vi faktisk ikke er klar over, at vores patienter måske er blevet indlagt, og det sådan ved et tilfælde er, at vi lige går ind og kigger på vores systemer, og vi så kan se, at patienten er derinde. Og det er sådan at vende lidt tilbage til det andet med motivationen og behandlingsalliancen, at det skaber noget ja…,det er bare ikke optimalt, synes jeg, for patienten, og det er heller ikke optimalt for mit samarbejde ( ), at man først efter en uge finder ud af, at de er indlagt og ringer til dem.
L. 335-338: Jamen vi har fokus på det sammenhængende forløb, fordi vi også har haft nogle problemer omkring det. Netop dét, jeg var inde på før, med informationen der er gået tabt osv. Så det er hele tiden noget, vi prøver at optimere, men det er svært, fordi vi er denne her separate enhed og ligger udskilt fra hospitalet.
L. 111 -117: Samarbejdet fungerer ikke særlig godt, og vi synes ikke, vi kender hinanden eller bruger hinanden, efter de er flyttet fra hospitalsområdet. Rent geografisk betyder det bare, at de er længere væk. Men bet betyder også, at man ikke lige mødes og får den der daglige omgang som før, hvor de var tættere på hospitalet. Nu er det jo vigtigt, at vi bruger journalen som redskab til at få overført de har data om patienten, og det er vi ikke gode til. Så det er på lokalt plan, at vi har besluttet, at vi skal have mere fokus på det, fordi det ikke fungerer optimalt.
L. 383-390: Før da de lå her på hospitalet, da mødtes man mere, der var det nemmere lige at mødes. Nu skal vi alligevel længere væk, ikke fordi det er så langt, men man skal alligevel have cykel eller bil og bruge et kvarter hver vej. Så hvis man nu havde fysiske rammer der gjorde, at man var tættere på hinanden, men det ville være dårligt for patienterne, fordi så ville de være for tæt på hospitalet, det er derfor, de kom vær fra hospitalet. Men for os ville det være, at man kunne mødes noget mere med hinanden, fx at man en gang om måneden spiste frokost sammen, så ville overleveringerne ske bedre.
L. 341-346: Nu er det jo sådan, når det drejer sig om fælles møder, så er der altid en forventning om, at det er os udefra, der skal komme derind. Det er de færreste gange, at når der har været holdt fællesmøder, at de har kunne finde ud af at komme herud. Så, mange gange, så kan det være sådan en envejs ydelse et eller andet sted. Om det ville hjælpe, at man lå tættere på hinanden, tja det kan godt være. Det kunne det da måske.
L. 349-353: Ja altså, det betyder, at vi er her, og de er derude. Sådan er det. Der er langt derud. Det er der. Og det er ikke kun patienterne, der synes det, det synes vi også. Så det kan da godt være, at det var hensigtsmæssigt på sigt, at man måske lagde hospitalerne og distriktscentrene i umiddelbar tilknytning til hinanden.
L. 378-380: Den fysiske afstand herind, om den ligger på x, eller distriktet ligger på x, for vores samarbejde der syntes jeg ikke, det har så stor indflydelse.
L. 219-224: Ja, man kommer ikke bare lige forbi for at høre, hvordan det lige går. Man kan have sådan en udslusningsfase, der kan være en – to måneder, så kommer man ikke sådan lige forbi, er der noget jeg kan hjælpe med, eller noget jeg kan støtte op omkring, fordi der er langt til, så det gør man ikke
77
bare lige, så det er mere, når det er formaliserede møder, hvad gør I, og hvad gør vi i slippet her i mellem. Så på den måde er det en hindring.
Subgruppe 2: Ressourcemæssige rammer
A
B
L. 176-179: Men der er bare så mange ting, som er afgørende for patientens gøren, laden og færden, og jeg synes, at vi i disse år bliver meget presset af kommunen, jobcentre osv., som gør det meget svært for os, at være klientcentrerede. Der er så mange, som bestemmer så meget over patienterne, så det bliver svært at følge dem.
L. 190-193: Let tilgængelighed, tænker jeg. At de er let tilgængelige. F.eks. at man kan ringe og vide, at telefonen bliver taget, måske af en sekretær, men at hun så lægger en besked, at man kan sende en mail og vide, den bliver læst på et eller andet tidspunkt i løbet af dagen, af en eller anden som kan tage stilling til det, man spørger om.
L. 230-236: Nej, det tror jeg egentlig ikke. Jeg mener bare, at nogle gange, så er der én, som er syg, så er man på kursus, eller der kan være en anden patient, som har brug for én. Manglende tid er også en faktor. Så må man gøre op med sig selv: ” hvor gør jeg bedst gavn?”. Dét er jo problemet med den måde, vi er organiseret på. At der er nogle, som er primær behandlere, altså nogle få som kender patienten rigtig godt. Ellers skulle man gøre det anderledes og sige, at så er der ingen, som kender nogle rigtig godt, men vi kender dem alle en lille smule. Men hvad får man så ud af det? Så det er jo et valg om organisation. Sådan mener jeg det.
L. 70-72: Og meget af det udredningsarbejde vi laver her, jamen det kommer ikke videre, så på en måde er det jo vanskeligt ikke, og vi har også så meget at lave, så vi har ikke tid til at sidde her og ringe rundt til centrene og prøve at få kontakt med dem, det har vi ikke mulighed for.
L. 119-122: Det kan vi prøve, men det er også vanskeligt ik, og vi har ikke så meget tid på de her konferencer, så der er jo ikke så meget tid til, at man kan sidde i detaljer, så jeg syntes ikke, der er ret meget tid, plus at så er det sådan her på stedet, at der er jo nogle traditioner og epikriser, det er så lægens vurdering, og det er meget sjældent, at der også er tid til.
L. 129: Altså, jeg har jo ikke tid til at være opsøgende på den måde.
L. 132-133: Fordi de har også travlt, og de er også presset, men de plejer og melde afbud.
L. 223-229: Men nogen gange kan man også have de bedste intentioner og have planlagt alt muligt, men så er patienterne udskrevet, og så taber man det på gulvet ikke, og så kan vi jo ikke gøre noget, også fordi der er så meget pres på pladserne, og så er man nogle gange nødsaget til at udskrive patienter, fordi der står nogen og er rigtig dårlige. Vi oplever tit, at der er meget korte forløb, hvor man godt kunne ønske sig, at man kunne behandle patienterne mere og færdig, kan man sige, og runde dem mere af, ofte så kommer man, og så er patienterne udskrevet.
L. 232: ja, Altså der har ikke været nogen at formidle til, fordi der ikke er nogen, der er kommet.
L. 293-296: Og jeg tror også, at det er sværere at samarbejde, når alle har travlt, og der er alle mulige faggrupper involveret, det kan kun gå galt næsten ik. Så hvis der var mere tid, og det er jo igen økonomi, hvis der var sat flere penge af, så der var tid til at få etableret nogle flere behandlingsmøder.
L. 299: Og økonomi, flere penge.
78
C
D
E
L. 351-353: Det der er hæmmende, det er, at der ikke er de her kontinuerlige møder, syntes jeg, dét, der også er hæmmende, er, at man er for få personale grupper eller ansatte, der er for få ansat til at varetage den opgave, som vi skal.
L. 376-377: Det ved jeg ikke med de her politiske vinde, nu har vi jo lige fået nye besparelser i psykiatrien, så man bliver også nødt til på en måde at være realistisk.
L. 379-382: Ja, at der så bliver satset mere på psykiatrien generelt. At der er politisk vilje til det, at der bliver afsat penge. Og man fastholder at have det tværfaglige perspektiv. Så vi skal blive ved med at være her, der er meget ergoterapi i psykiatrien, også i hospitalspsykiatrien, også på den lukkede, og i DPC burde der være flere.
L. 211-213: Det kan nu godt være lidt svært med mails nogle gange. Herovre har vi hver vores computer på hvert vores kontor, men derovre sidder de 8 ergoterapeuter og slås om én computer. På den måde får de ikke kigget hver dag på deres mails.
L. 228:Besparelser og flere og flere patienter gør, at man ikke så tit kan følge op på sine patienter.
L. 232-239: Og hun ville så godt nå at snakke med mig inden, at søsteren kommer. Og det har man jo ikke altid lige tid til. Nu er min dag i dag sådan meget booket, hvor andre dage er der flere huller. Jeg prøver at planlægge det sådan, er der er huller til at kunne de ting, men så er der lige et møde, et kursus eller noget orientering. Og jeg synes, jeg oplever, at vi får flere og flere patienter her. På ca. et halvt år har vi måtte opsige 7 personaler og fået flere patienter. Så som kontaktperson har jeg flere patienter end tidligere, hvor nogle ser jeg hver 14. dag, og det kan være, jeg måske kun kan se dem hver 3. uge, og de patienter jeg skulle se én gang om ugen, ser jeg kun hver 10. dag. Og dem, som jeg skal se to gange om ugen, ser jeg kun én gang om ugen i stedet for.
L. 235-237: Der er så meget tryk på derinde på afdelingen, at det bliver meget komprimeret, det materiale vi får, og det bliver svært sådan ligesom at hive de essentielle ting ud.
L: 291-296: Jeg tror rigtig gerne, at vi alle sammen vil have det her optimale samarbejde, men det er bare svært. Når man arbejder i det her felt, så vil man selvfølgelig gerne gøre det bedste for patienterne, men der er nogle, ja, nogle retningslinjer og nogle økonomiske begrænsninger, der gør, at det bare ikke kan lade sig gøre. Men som udgangspunkt der har alle jo lyst til, at man får samarbejdet så tæt som muligt for at give den bedste behandling til patienten.
L. 353-354: Nej, der sættes ikke ressourcer af til fx kurser, det gør der ikke. Det har jeg ikke oplevet.
L. 359 -364: Der er sket så mange omstruktureringer indenfor både vores center herude, men også inde på afdelingerne med nedskæringer, nogle sammenlægninger osv., så fokus har faktisk, desværre kan man sige, ikke været så meget på patientforløbet. Det har været sådan nogle praktiske ting. Så der har ikke været noget fokus på at optimere behandlingen og overgangen, desværre.
L. 27-30: Én gang om måneden har ergoterapeuterne sådan en faglig udviklingstime, hvor vi tager forskellige emner op, hvor vi kan sparer med hinanden eller finde ud af, hvordan kan vi gøre samarbejdet bedre, og hvad fungerer, og hvad fungerer ikke.
L. 264-269: Det er personlig vigtigt for mig at videregive de her informationer. Ja, det er det. Og så kan jeg jo så sige, hvorfor gør jeg det så ikke. Det er fordi, jeg har for travlt. Men ja, jeg synes, det er vigtigt, og jeg synes også, det er en viden, som ellers går tabt. Jeg synes også, det er synd for patienten, den der empatiske del af dét at patienten skal starte forfra hver gang, han kommer til et sted. Det ville være meget bedre, hvis der var noget rød tråd. Så jeg synes, det er rigtig vigtigt.
79
F
L. 310-315: Men det er desværre sådan, at initiativer forsvinder, når der kommer fokus og pres fra andre ting, så ryger det væk, og der skal vi, og det kommer måske senere, have fundet ud af, hvordan vi holder fast i det, for det foregår langt fra optimalt, det foregår måske 50 %, hvor man får lavet en ordentlig overlevering til DPC herindefra. Vi er virkelig ringe til det, selvom vi ved, hvor vigtigt det er, og hvor tilfredsstillende det er.
L. 377-381: Det ville være optimalt, synes jeg. Altså, at man havde et eller andet fora, hvor man mødtes og fik overleveret de her ting, men det får vi simpelthen ikke lov til, det har vi for travlt til, at vi må gøre.
L. 415-422: Ift at sikre sammenhæng i patienternes rehabiliteringsforløb – om jeg da oplever, at omgivelserne påvirker mine handlemuligheder. Det synes jeg. Jeg synes, jeg ved godt, det er en dårlig undskyldning, men det er tiden igen. Vi har ikke så meget tid. Plus, hvilket også er meget dårligt for patienterne, at tit sker det, at de står og mangler pladser og skal bruge pladser op til weekenden. Det vil sige, fredag står vi lige og skal bruge nogle pladser på de lukkede afsnit, hvis der kommer nogle akutte, som så gør, at der bliver udskrevet to eller tre patienter, som man måske har haft med at gøre i måske flere måneder.
L. 470-473: Tiden, igen, at man får mødtes, og at man for lov til at fokusere på det. Dét, synes jeg, er fremmende, at vi har den her ene gang om måneden, hvor vi mødes med DPC og kan tale om, hvad der fungerer godt, og hvad der ikke fungerer
L. 493-497: Hvis vi ikke får muligheden for at mødes osv., ikke for muligheder for at omlægge vores tid og hele tiden får pålagt nye ting, som vi også skal tage os af, og omstruktureringer og omlægninger og akutte sager, hvis vi hele tiden bliver presset, jamen så er det jo også meget hæmmende for, at det her samarbejde kan foregå.
L. 512-516: Det er bare et spørgsmål om at få prioriteret det ind og også huske, at det ikke kan blive 100 %, for det kan vi ikke. Vi kan ikke sige, at vi overleverer alle de patienter, jeg har haft med at gøre, for jeg har rigtig mange patienter. Det er bar ikke fysisk muligt at få gjort det på dem alle sammen
L. 521-526: Det er jo tit noget med virkeligheden herude, at vi altid mangler mennesker, og en er på barsel, og dem får vi ikke dækket, og så skal vi dække andre afsnit og andre grupper. De patienter, der bliver udskrevet, er tit ude af øje ude af sind. Så får vi nye akutte ind, og så tager vi os af dem. Men, jo muligheden er til det, det er bare om at prioritere det og omstrukturere ens arbejde, så man kan have fokus på det og måske nedprioritere nogle andre ting, som ikke er så vigtige.
L. 537-543: Én gang om måneden har vi et møde, så lidt tid sættes der af til det. Opfølgning skal tages fra patientarbejdet, det skal tages fra vores almindelige arbejdes tid. Det er ikke sådan, at det næste halve år får vi en halv time om ugen til at blive bedre til det, det er det ikke. Det bliver bare taget fra vores arbejdstid. Men én gang om måneden er jo også bedre end ingenting. Der bliver da sat fokus på det, så de er for det, hospitalet er for det, de er for, at vi bliver bedre, og så får vi lige en lille finger, så vi kan arbejde med det.
L. 209-221: Fx vi har jo nogle møder i distriktscentrene, hvor vi mødes internt ergoterapeuter, og så har vi så vores faglige leder ude fra afdelingen, som også er med. Og en gang imellem så taler vi jo om det der med at prøve at lave et øget samarbejde faggrupperne imellem. Og vi får også tilbud om at komme ud og være med på nogle af de uddannelses- eller undervisningstilbud, som de kører jo – derude, internt. Men problemet er bare, at mange gange så har vi sku ikke tid til det. For at sige det rent ud. Jeg har ikke tid til at tage fx en halv eftermiddag ud af mit program her på stedet for at komme ud og være med og være med i en undervisning og sådan noget. Man kan jo så sige, at det kunne jeg så prioritere ik. Men så ved jeg, så er der gået en halv dag fra i den uge, den pressede uge, som jeg har i forvejen. Fordi jeg har jo også grupper her jo, udover de næsten 40 patienter, som jeg har. Så jeg har nok at se
80
G
H
til.
L. 232-233: Jeg læser jo også kontinuationerne, når jeg har tid. Men jeg må sige, det er sjældent, jeg når at læse dem igennem.
L. 448-450: Der er for travlt rundt omkring, simpelthen. Der er for få ressourcer til, at vi kan sikre sammenhæng, og det er der også inde på afdelingen.
L. 461-468: Nej, der er ikke ret meget fokus. Tværtimod er det ligesom, det er gledet lidt ”ud af tangenten”, fordi det er blevet mere og mere korte indlæggelser og et spørgsmål om, hvilken patient der så er mindst dårlig, som vi så kan ”knalde videre” til åbent regi. Og når de så har været der i fem dage, så kan de lige få noget medicin med hjem og så ud af klappen. Og så er der nye hen over banen igen. Det er sådan en gang svingdørs, hele pivtøjet. Det, har jeg oplevelsen af, har kørt i flere år efterhånden. Det er ganske frustrerende. Der er ikke noget sammenhængende patientforløb. Det synes jeg ikke.
L. 386: Så der vil det mere være tidsfaktoren, om man har tid til at mødes.
L. 423-429: Det er jo meget ofte tidsperspektivet der kommer ind i billedet, at hvis der pludselig bliver meget run på afdelingerne dernede, at en patient bliver hurtigere udskrevet, end man lige havde planlagt, så jeg vil syntes, at det væsentligste er en tidsfaktor, der er ikke muligheder for samarbejde, fordi alle er egentlig interesseret i at arbejde sammen om det, så det er de udefrakommende tidsfaktorer, der gør sig gældende og kan blive en forhindring for, om det kan lade sig gøre, og om når det og ikke får gjort det, og hvis det så er meget væsentligt, at man får nogle ting med, så må man jo tage kontakt til dér, hvor patienten kommer ud til.
L. 448-451: Det kan være lidt hæmmende ift, at der har været alle de her omrokeringer, og hvem skal man henvende sig til og hvornår, hvor finder man dem derude og deres tidsperspektiv jo ikke, men det er jo alt sammen noget praktisk, der over tid kan ordnes.
L. 484-488: Men i og med at der også bliver nedlagt senge herinde, og fx dagpatientfunktionen bliver nedlagt herinde, hvor vi ellers ville have patienterne i længere tid som dagpatienter, så bliver det jo intensiveret ift, at dem der så ellers ville have været dagpatienter, at de skal ud og fungere i en funktion i distriktet, så bliver der jo intensiveret på forskellige måder, så på den måde sker der jo nogle ændringer, men jeg syntes altid, intensionen har været der i det, jeg har oplevet i hvert fald.
L. 214-216: Tid betyder meget. Fx i udslusningsfasen kan man ikke lige tage hjem i patienten lejlighed, det bliver et heldags-projekt, det kræver lidt mere og er ikke noget, man sådan bare lige gør.
L. 265-269: Der er sammenhæng her. Men til de andre samarbejdspartnere, der kommer det til at halte lidt, for der er noget videregivelse og overlevering, og der er det lige en gang imellem den kobling, hvordan er det lige det fungerer. Når vi har en travl hverdag her, og de har en travl hverdag i den anden ende, hvordan kommer det så lige til at fungere.
Subgruppe 3: Organisationens opbygning
B L. 299-302: Jeg ved ikke, om det er dækkende, men du sagde kulturer, og det er selvfølgelig et gammelt hospitalsvæsen, det har jeg da lært, det er virkelig en mastodont at være mange gamle lange traditioner i et meget hierarkisk system, der er visse kransekagefigurer og så menige – altså overlæger, deres ord vejer jo meget mere end en ergoterapeut.
81
C
D
L. 306-314: Det kunne det sagtens, man bliver da også træt af det, det tager lang tid at ændre noget her. Altså, jeg kan gi jer et eksempel, vi fik for et og et halvt år siden en idé om, at, for at undgå sensorisk deprevision, så er det også vigtigt, at bæltefikserede patienter også får tilbudt aktiviteter eller har nogle aktivitetsmuligheder af forskellig art, så vi har udviklet en aktivitet, hvor der er forskellige muligheder; se film, se tv, lytte til musik, man kan tegne, løse kryds og tværs og alt muligt forskelligt også noget sanse, at man kan få noget grounding med kugledyner og sådan noget forskelligt. Bare at få det til ide og til nu har vi en vogn på de lukkede afsnit, men nu er der gået et og et halvt år, nu er det der jo, og nu skal de så i bruge på et tidspunkt, men det er ikke så en detalje (ment i ironi), det tager rigtig lang tid, så vi er oppe i mod nogle traditioner og kulturer.
L. 334-335: Nej, det er det, jeg siger, det er det, vi arbejder på, men det er jo traditioner, at det er læger, der laver epikriser.
L. 339-341: Men der er vi jo oppe mod traditioner, og vi kan jo heller ikke bare komme ind, det ville jo være mangel på respekt, at sige, så, nu rydder vi bordet, og så, altså det er jo noget med at indlede et samarbejde, og så må man jo også ha lidt tålmodighed og være lidt lyttende.
L. 97-102: Men så nogle gange var patienten blevet udskrevet over weekenden, og ergoterapeuten var måske ikke lige opmærksom på det, og ” Gud nej, hvor er patienten henne?”, ”jamen han er blevet udskrevet”, ” jamen jeg skal lige have lavet den der seddel”, men den lå allerede i journalen og var måske allerede arkiveret i kælderen. Og sekretæren kunne ikke huske, om der var sendt noget med herover, måske hun havde faxet en seddel, men måske hun ikke rigtig vidste, hvem hun skulle faxe den til.
L: 260-269: Vi er jo underlagt nogle bestemte retningslinjer for, hvordan vi må gøre tingene, så der er ikke plads til så meget personlig udfoldelse, kan man sige. Jeg kunne godt tænke mig at gøre mange andre ting, hvis patienten var indlagt, for eksempel se patienten noget mere og tage patienten noget mere ud fra afdelingen, så man laver en glidende udslusning osv., men det er ligesom ikke dét, der er lagt op til her på centret. Når patienten er indlagt, så er behandlingsansvaret inde på afdelingen, og så overtager vi behandlingsansvaret, når de kommer herud. Så vi er meget begrænset på den måde, at vi ikke kan overlappe hinanden.
L: 312-313: Vi bliver ikke altid informeret, hvis patienten bliver indlagt over en weekend eksempelvis, så kan der godt gå lang tid.
L: 315-321: Hvis jeg nu har en patient her eksempelvis, og jeg går på weekend, så kan patienten få det dårligt i løbet af weekenden og får indskrevet sig selv på afdelingen, så kan der faktisk godt gå en uge, inden vi får det at vide her. Og det er jo klart noget der hæmmer både behandlingsforløbet mellem afdelingen og os men også ift patienten. Så der er helt klart noget kommunikation, der er dårlig, som klart hæmmer overgangen fra afdelingerne til os.
L: 338-342: Men det er hele tiden noget, vi prøver at gøre bedre og komme med nye tiltag. Vi har det jævnligt oppe på personalemøder også, hvordan vi kan forbedre det. Men vi er underlagt nogle begrænsninger, som gør, at det er rigtig svært at få ført de her ting igennem.
L: 347-352: Folk er frustrerede over, at der er noget, der er gået tabt, og det har skabt splid i behandlingsalliancen og har givet dårligt behandlingsforløb for patienten. Ud af det så kommer der nogle ideer til, hvordan man måske kunne gøre det bedre. Men der er langt fra idé til ren handling inde fra afdelingen. Og det er heller ikke afdelingens ansvar at tage de her ideer, som vi kommer med. Det skal jo op på højere niveau.
82
E L: 124-126: Patienterne bliver tit udskrevet, uden vi ved det, eller bliver akut udskrevet, så vi når ikke at skrive det afsluttende notat.
L: 422-425: De bliver bare udskrevet sådan, og så når du hverken at sige farvel til dem, skrive noget notat, og så kommer du måske mandag og lægger måske ikke lige mærke til det mandag, fordi du er på en anden afdeling, vi er på flere afdelinger.
L: 427-435: Så det er da sådan lidt frustrerende, og en faktor der spiller ind, ved at man ikke har nogen indflydelse på, hvornår patienterne bliver udskrevet eller ikke udskrevet. Og så kommer der jo fem nye patienter, som jeg så skal ind og holde orienterende samtale med, og så er det utroligt svært at gå ind og arbejde med nogle patienter, der er udskrevet, og gå ind og finde deres journaler, de er jo blevet slettet fra systemet. Så skal man ind og oprette en ny, så det er drøn besværligt at finde dem igen, og så bliver det jo bare, at så glemmer man lidt dem og tager sig af de nye, der er kommet. Man tager sig meget af det akutte. Så faktorer, der spiller ind, er jo nok tid, men også at man ikke har indflydelse på, hvornår patienten bliver udskrevet.”
Kode 4: Ergoterapeuters menneskelige tilgang
Subgruppe 1: Motivation
A
B
C
D
L. 165-166: Jamen, jeg synes da, at det er vigtigt at følge op på den behandling, der er blevet opstartet i akut regi. Det er altid rart, når der er noget at tage ved.
L. 211-215: Ja. Ja det vil jeg sige. Og når der ikke gør, så kan man godt se, hvad det er, som er kommet til at ske. At det ikke har noget at gøre med ligegyldighed, men at det bare nogle gange er svært at få enderne til at støde sammen. Jeg oplever ikke, at det er på grund af uvilje, men fordi det er svært at organisere ind i mellem. Vi bestræber os på det, men det er klart, at det ind i mellem svipser og er svært at organisere sig ud af.
L. 315-316: Om jeg oplever en fælles værdi ift at opnå sammenhængende patientforløb. Nej::, nogle gange jov, og andre gange nej.
L.260-262: Og det fremmende er vores gode vilje. Vi vil gerne. Det ser jeg som positivt. At det ikke er viljen, som mangler. Vi mangler bare at finde en eller anden model, som virker.
L. 106-108: Ideen er at lave en glidende overgang fra indlæggelse til den ambulante behandling. Så det stræber vi selvfølgelig efter, i det omfang, det er muligt.
L. 188-194:Det har stor betydning at følge op på den behandling, der er blevet opstartet i akut regi, synes jeg. Det giver et meget godt billede af, hvor patienten er henne. Altså, der er mange, der finder det ubehageligt at være indlagt eksempelvis. Så det er meget rart at følge op på det, hvordan det er forløbet derinde, og hvilke tiltag der er lavet, og hvilke behandlingsformer der er sat i gang. Så det betyder meget.
L. 200-202: Det betyder meget at følge op på den opstartede behandling. Det betyder netop, at jeg føler, at jeg gør et godt arbejde ift patienten, og at jeg får samlet op på de ting, som er blevet sat i gang.
L. 209-211: Ja, det betyder meget for mig, at der ikke kommer et slip, også ift netop behandlingsalliancen. Når behandlingsalliancen er god, så giver det også motivation for det videre
83
E
arbejde med patienten. Helt klart.
L. 215-221: Der skal så vidt muligt ikke ske de store ændringer for patienten uanset, om patienten er indlagt, eller om patienten er i ambulant regi. Så der skal helst være en vis kontinuitet, og der skal ikke ændres for meget på tingene. Fordi de er skrøbelige, vores patienter. Så hvis man ligesom kunne styrke samarbejdet mellem ambulant- og akut regi, så ville man måske også styrke patientens rehabilitering, fordi man netop ikke får de her store udsving.
L. 58-63: Jeg synes, så arbejder vi med noget herinde, og så kommer patienterne ud til dem, og så starter de ligesom på deres egen behandlingsplan der ude og arbejder måske på noget helt andet, så det jeg går og arbejder med herinde hos mig, det føler jeg jo bliver lidt tabt, altså sådan lidt meningsløst, fordi patienten har glæde af det og udvikler sig og kunne have fortsat brug for at arbejde med de her ting som social færdighedstræning, eller hvad det nu kan være.
L. 129-131: Det er lige det her emne, vi har oppe i øjeblikket på vores faglige udvikling med DPC, hvordan vi kan gøre det bedre, hvordan vi får lavet den her overlevering. Det fungerer ikke i øjeblikket.
L. 145-147: Dér har vi så arbejdet med, hvad vi gør, når det ikke kan lade sig gøre, når patienten er udskrevet og væk, og CPR-nummeret er væk. Hvordan får man så givet denne her besked bedst mulig.
L. 295-299: Det er da super tilfredsstillende at vide, at hvis jeg har lavet en test, at den så bliver brugt. Hvis jeg har vurderet herindefra, at patienten ikke kan klare sig i eget hjem, via en AMPS for eksempel, at de så bruger den test til at sige, at patienten skal have mere støtte i hjemmet, eller vi kigger på en anden bolig til patienten, fordi jeg kan se der ligger en AMPS, der siger sådan. Det er da super fedt.
L. 300-305: Det er da rigtig ærgerligt, hvis man hører, at de arbejder med det et halvt år efter, og de slet ikke har set på min test, og de stadig er ved at afklare, om patienten skal det ene, og bruger et halvt år på det, når der faktisk ligger en test, der beviser, at patienten slet ikke kan strukturere eller lave mad eller motorisk kan finde rundt eller kan arbejde med sig selv. Så det er da meget tilfredsstillende, hvis man kan mærke, at de bruger de ting, jeg er ved herinde, eller har fundet ud af herinde.
L. 307-310: Vi overleverer da også i de perioder, hvor vi taler meget om det, som vi gør i øjeblikket, der har vi mere fokus på det netop for at få lavet de skide notater og få ringet derud, hvis man ikke får dem lavet, fordi man har for travlt.
L. 315-316: Det er virkelig noget der gør, at det giver mening og virkelig er meningsfuldt, det jeg går og gør herinde, hvis det bliver brugt, når patienten kommer videre.
L. 320-322: Det med motivation og vide, at det, man har gjort, bliver brugt, evt. fortsætte med grupper det er jo helt optimalt.
L. 407-413: Det betyder rigtig meget med imødekommenhed. Oplever du, når du ringer ud, at folk siger, ”Gud hvor er det fedt, du ringere, ej nu er jeg bare meget bedre rustet”, eller sådan noget. Det gjorde måske, at man lige oppede sig lidt, eller hvis de skriver tilbage ”fedt notat du lige har lavet” eller ”tak for overleveringen” eller sådan et eller andet. Altså hvis man synes det er fedt, og man ligesom fra begge sider havde en idé om, at den her overlevering skal blive god, ville betyde rigtig meget ift, om man får opfyldt retningslinjerne og var motiveret for, at det blev gjort. Så det ville betyde rigtig meget.
L. 454-458: Ja, om vi har samme grundlag for det og synes, det er lige vigtigt fra begge sider. Ja det synes jeg. Jeg vil nok sige, ja det kommer fra begge sider fra, og vi er begge to – både distriktet og os herindefra, ved godt, at vi ikke er gode nok til det og skal optimere det på en eller anden måde. Så jeg synes, vi ved værdien i hvor vigtigt det er, at jeg ved noget om deres patienter.
84
F
G
L. 458-465: De er jo meget tætte med deres patienter i DPC, de kan jo have dem over flere år, så for dem er det jo også virkelig vigtigt, at vi følger det, som de har arbejdet med. Det må være totalt devaluerende at sige, du har arbejdet med dem i flere år, og så kommer de herind, og så er vi bare helt lige glade med, hvad du har arbejdet med. Og omvendt, herinde har vi måske noget akut, nogle redskaber, nogle vurderinger, test som de jo også kan få glæde af. Så jeg synes, den går fra begge sider, at man godt kan have glæde af og synes, det er vigtigt at for både ind og ud, både fra distriktet og hertil og herfra til distriktet.
L. 497-504: Så er det jo også hæmmende, hvis vi skal kigge tilbage på det, vi har talt om i dag, hvis oplysningerne ikke bliver modtager ordentligt, altså hvis det ikke går begge veje. Hvis jeg føler, jeg laver et fedt stykke arbejde herinde, og de så bare slet ikke bruger det ude i DPC, jamen, så er det jo hæmmende for min motivation. Så gider jeg ikke rigtig gøre det, hvis de er helt ligeglade og alligevel begynder på noget helt andet og omvendt, hvis de laver et helt vildt fedt stykke arbejde, og jeg så bare devaluere det, når de kommer herind, eller måske ikke ligefrem devaluerer, men ikke tager højde for det.
L. 507-510: Jeg føler, at vi skal have fokus på det, og mulighederne er der i hvert fald, og der er stor interesse for det fra begge sider, at vi skal gøre det bedre. Så det er jo et spørgsmål om at få fokus på det og blive bedre til at prioritere ens tid.
L. 516-518: Så skal jeg bare ikke sige, at når jeg ikke kan gøre det på dem alle sammen, så vil jeg slet ikke og blive sur over det. Så må jeg jo gøre det på nogle af dem, og så gøre det rigtig godt på dem, jeg kan nå, og så sige, det var en start.
L. 301-303: Nej, det betyder ikke noget for mig personligt at følge op på en behandling. Overhovedet ikke. Fordi jeg arbejder som kontaktperson. Jeg arbejder ikke som ergoterapeut. Så det har ingen betydning.
L. 318-324: Så jeg synes ikke, der, inde fra vores akutafdeling, er den fornødne respekt med hensyn til det stykke arbejde, som ( ) blevet lavet ude sammen med patienten. Og så når man tager i betragtning, at når patienten er indlagt, jamen, er de det jo faktisk ganske kortvarigt, og så skal de ud og leve deres eget liv igen. Der er lidt for megen egenrådighed derinde. Må jeg nok sige. Jeg synes jo nok, at samarbejdet det kunne være langt bedre.
L. 341-346: Nu er det jo sådan, når det drejer sig om fælles møder, så er der altid en forventning om, at det er os, udefra, der skal komme derind. Det er de færreste gange, at når der har været holdt fællesmøder, at de har kunne finde ud af at komme herud. Så, mange gange, så kan det være sådan en envejs ydelse et eller andet sted. Om det ville hjælpe, at man lå tættere på hinanden, tja, det kan godt være. Det kunne det da måske.
L. 391-395: Altså, vi vil gerne samarbejde. Og den fornemmelse har jeg også fra mine kolleger inde på afsnittet. Og det er også det, jeg hører fra mine øvrige kolleger på det andet DPC center. Vi vil gerne samarbejde. Vi får bare ikke rigtig gjort det. Sådan er det. Der er vilje til det. Ingen tvivl om det.
L. 453-455: Jeg ved jo ikke, hvad de tænker derinde. For at sige det rent ud. Jeg har ikke så forfærdelig meget fokus på sammenhængen, må jeg så sige. Jeg kunne jo have det. Det har jeg også sagt. Men det har jeg faktisk ikke.
L. 458: Jeg tror heller ikke, sammenhæng strejfer dem inde på afdelingen en tanke.
L. 341-347: Altså, det er jo altid spændende, hvis det er en behandling, man har opstartet, og det kan komme videre, og man kan opleve, at patienten kan have glæde af det, det giver jo en faglig glæde. Men det er ikke det altoverskyggende, om det er min behandling eller en anden behandling, fordi jeg
85
H
oplever også, at vi er et team der behandler, så det vigtigste er altså, at patienten kommer videre med de facetter, vedkommende har haft brug for, og om vi hver især fagligt rammer rigtigt. For hvis det er noget andet, vedkommende går videre med derude, så kan det være, at det er det, jeg har haft i det, der har været medvirkende til, at vedkommende så går videre i x eller noget andet.
L. 139-144: Det er ikke vigtigt for mig at videregive oplysninger. Ikke for mit eget arbejde. Det vi arbejder med, de problemstillinger vi har, arbejder vi med her. Når de så enten er afsluttet eller afrundet, så er vi nået så langt under denne her indlæggelse, og om der så er nogen, der skal arbejde vider med den, der ved jeg ikke. Det ved jeg ikke, om er så vigtigt, så meget kender jeg ikke til omkring, hvor meget de går ind i det på DPC.
L. 167-168: Det lyder måske lidt koldt, men det har ikke nogen betydning for mig, om de følger op derude. Ikke i det arbejde jeg går og laver til daglig.
L. 210: Ja, imødekommenhed det spiller i høj grad ind.
L. 240-247: Det fremmende er helt sikkert dét, at vi også har tid til at lære hinanden som mennesker at kende. For nu bedre man kender hinanden og har arbejdet med hinanden, nu lettere er det at tage telefonen og ringe til hinanden og sige: ” Hey, (navnet på ergoterapeuten på psykiatrisk center) prøv lige at høre her. Nu bedre man kender hinanden, nu bedre kender man også hinandens sprog og termer, så når jeg siger sådan og sådan, så tænker hun: ” Nåh, det er sådan (navnet på informanten) mener, jamen så gør vi sådan og sådan”. Så genkendelighed og en organisation, hvor vi også kan lære hinanden at kende på den mere uformelle måde, synes jeg, kan være meget fordrende for det.
L. 363-366: Noget, der kan fremme, det er, hvis man har fået kontakt, nogle gange den der personlige kontakt den kan betyde noget, fordi så kan man huske, og så kan det være, at det også kan anspore én, og så kan det være, at man lige måske kan ringe, eller så er banen ligesom kridtet op.
L. 369-371: Ja hvis man kender hinanden, så kan det være, at man måske kommer i tanker om noget eller også skubbe på nogle steder, men det skal bare ikke være afhængig af det, syntes jeg.
L. 292-295: Det, synes jeg jo, er fantastisk, hvis der bliver fulgt op på den behandling, jeg har opstartet, og jeg synes også, de gange vi har en god overlevering, har en god kontakt til en ergoterapeut derude, så synes jeg, det fungerer rigtig godt, og det er da tilfredsstillende at vide.
L. 447-448: Og det at kende ergoterapeuterne i DPC og have den naturlige kontakt med dem i et forløb, syntes jeg også, er en fordel.