“Det var et barn, jeg ikke fik, som jeg skulle have haft” Et bachelorprojekt om narrativitet og provokerede sene aborter Karina Dahl Andersen JM10V128 Stine Ehmsen Roager JO8119 Hold: JM10V modul 14 Projektet udgør 20 ECTS-point Vejleder: Birgitte Follman Afleveringsdato: 3. juni 2013 Antal anslag: 100.744
74
Embed
“Det var et barn, jeg ikke fik, som jeg skulle have haft” · PDF fileet fænomenologisk-hermeneutisk grundlag. Som primær empiri anvender vi udvalgte resultater af en...
This document is posted to help you gain knowledge. Please leave a comment to let me know what you think about it! Share it to your friends and learn new things together.
Transcript
“Det var et barn, jeg ikke fik, som jeg skulle have haft”
Et bachelorprojekt om narrativitet og provokerede sene aborter
Karina Dahl Andersen JM10V128
Stine Ehmsen Roager JO8119
Hold: JM10V modul 14
Projektet udgør 20 ECTS-point
Vejleder: Birgitte Follman
Afleveringsdato: 3. juni 2013
Antal anslag: 100.744
Projektet må udlånes
”Det var et barn, jeg ikke fik, som jeg skulle have haft”. Et bachelorprojekt om narrativitet og provokerede sene aborter
1
Resumé
Titel: ”Det var et barn, jeg ikke fik, som jeg skulle have haft ”. Et bachelorprojekt om
narrativitet og provokerede sene aborter.
Forfattere: Stine Ehmsen Roager og Karina Dahl Andersen
Udgivelsesinstitution: Jordemoderuddannelsen – University College Syddanmark,
Esbjerg
Dato: Den 3. juni 2013
Baggrund: I Danmark har screening for anomalier hos barnet siden 2006 været et
tilbud til alle gravide kvinder. Som en følge her af er der sket en stigning i antallet af
tilladelser til provokerede sene aborter på grund af anomali hos barnet, og derfor
oplever flere kvinder at gennemgå dette. Oplevelsen af en provokeret sen abort, kan
være forbundet psykiske reaktioner og følelser af tab og sorg. Vi finder det derfor
relevant at sætte fokus på kvinders oplevelser af at gennemgå en provokeret sen abort
på grund af anomali hos barnet.
Problemformulering: Hvordan oplever kvinder det at gennemgå en provokeret sen
abort på grund af anomali hos barnet? Hvordan kan jordemoderen med udgangspunkt i
disse oplevelser og med en narrativ tilgang støtte kvinden i at forme et helt narrativ?
Fremgangsmåde: Projektets problemstilling undersøges ud fra en kvalitativ vinkel og
et fænomenologisk-hermeneutisk grundlag. Som primær empiri anvender vi udvalgte
resultater af en kvalitativ analyse af narrative engelske interviews tilgængelige på
databasen www.healthtalkonline.org (DIPEx 2013). Den primære empiri anvendes i en
analyse af problemformuleringen med Cheryl Mattinglys teori om narrativer som
analytisk fortolknings- og forståelsesramme (Mattingly 2005a; 2005b). Citater fra
narrative interviews, som vi selv har udført, inddrages som casemateriale. Herefter
udføres en kritisk diskussion af resultaterne af analysen.
”Det var et barn, jeg ikke fik, som jeg skulle have haft”. Et bachelorprojekt om narrativitet og provokerede sene aborter
2
Konklusion: Oplevelsen af at gennemgå en provokeret sen abort på grund af anomali
hos barnet er individuel. De analytiske fællestræk, der dog viste sig i oplevelserne, kan
give en forståelse for fænomenet ”kvinders oplevelse af at gennemgå en provokeret sen
abort på grund af anomali hos barnet”. Kvinder har det til fælles, at den provokerede
sene abort har bevirket et brud på narrativet. Redefinering af plot, handlen hen mod
plottet gennem bestemte handlinger og valg samt tilskrivning af mening og
sammenhæng til det uforståelige, er dele af udformningen af et helt narrativ. Med viden
om det ovenstående kan jordemoderen med en narrativ tilgang støtte kvinden, der
gennemgår en provokeret sen abort på grund af anomali hos barnet, i at forme et helt
narrativ og opnå heling fra lidelse.
Søgeord: Provokeret sen abort, jordemoderfaglig støtte, narrativ, oplevelser.
”Det var et barn, jeg ikke fik, som jeg skulle have haft”. Et bachelorprojekt om narrativitet og provokerede sene aborter
3
Abstract
Title: “It was a baby, that I should have had, but I didn’t”. A bachelor project about
narratives and late termination of pregnancy.
Authors: Stine Ehmsen Roager and Karina Dahl Andersen
Institution of publication: Midwifery – University College Syddanmark, Esbjerg
Date: The 3rd of June 2013
Background: Since 2006, screening for fetal anomalies has been an offer to all women
in Denmark. This has increased the number of permissions to late termination of
pregnancy due to fetal anomaly, which means that more women experience this. The
experience of a late termination of pregnancy, can cause psychological reactions and
emotions of loss and grief. This is the reason why we find it relevant to focus on
women’s experiences of going through late termination of pregnancy due to fetal
anomaly.
Objective: How do women experience going through late termination of pregnancy due
to fetal anomaly? How can the midwife, with these experiences in mind and with a
narrative approach, support the woman in achieving a whole narrative.
Method: The objective will be investigated with a qualitative approach, and a
phenomenological and hermeneutical basis. We will use a qualitative analysis of
English narrative interviews, available on the database www.healhtalkonline.org
(DIPEx 2013), as the primary empirical data. This will be used, along with Cheryl
Mattinglys theory on narratives, in an analysis of the objective. As case material we
include quotations from our own narrative interviews. The results from the analysis will
be discussed.
”Det var et barn, jeg ikke fik, som jeg skulle have haft”. Et bachelorprojekt om narrativitet og provokerede sene aborter
4
Conclusion: Going through late termination of pregnancy due to fetal anomaly is an
individual experience. The analytical common features of the experiences can provide
an understanding of the phenomenon “women’s experiences of going through a late
termination of pregnancy due to fetal anomalies”. One thing that women have in
common is that the late termination of pregnancy has caused a disruption of their
narrative. Redefining the plot, actions towards the plot through particular actions and
choices, and also attribution of meaning and coherence to what is understandable, are
elements in achieving a whole narrative and healing from illness. With knowledge of
the above mentioned and with a narrative approach the midwife can support the woman
who experience going through late termination of pregnancy due to fetal anomaly.
Keywords: Late termination of pregnancy, midwifery support, narrative, experience.
”Det var et barn, jeg ikke fik, som jeg skulle have haft”. Et bachelorprojekt om narrativitet og provokerede sene aborter
Der er anvendt forskertriangulering, da data er indsamlet og resultaterne blevet til i tæt
samarbejde mellem hovedforskerne og det vejledende specialistpanel. Vi vurderer ud
fra beskrivelsen af interviewteknikken, at interviewene har været fænomenologiske og
narrative. Dataindsamlingen foregik med ændringer i interviewguiden undervejs, og
indtil forskerne vurderede, at der var opnået datamætning (DIPEx 2013c). Al data blev
anvendt og alle fremkomne resultater af undersøgelsen er præsenteret overskueligt på
databasen. Resultaterne viser en bred variation af oplevelser af at gennemgå en
provokeret sen abort (DIPEx 2012). Det ovenfor beskrevne anser vi, på baggrund af
”Det var et barn, jeg ikke fik, som jeg skulle have haft”. Et bachelorprojekt om narrativitet og provokerede sene aborter
24
Lindahl og Juhl (2002:18-20), for i høj grad at styrke undersøgelsens interne validitet.
Et enkelt element i forskningsprocessen, der ikke er beskrevet, er interviewguidens
indhold. Dette svækker ifølge Lindahl og Juhl (2002:19) den interne validitet.
Det er beskrevet, at resultaterne i forskningsprocessen er blevet sat i forhold til den
seneste kliniske evidens og nuværende bedste praksis på området (DIPEx 2013c). Dette
vurderer vi, i mindre grad kan udgøre en form for diskussion af resultaterne, hvilket kan
styrke den interne validitet af undersøgelsen. Undersøgelsen er ikke blevet publiceret i
et anerkendt videnskabeligt tidsskrift og har derfor ikke været igennem et peer review.
Vi anser dette for en svaghed ved undersøgelsen. Med baggrund i den meget udførlige
beskrivelse af hele forskningsprocessen og den deraf følgende høje samlede interne
validitet, vurderer vi dog, at det kan forsvares at anvende resultaterne i dette projekt.
8.4. Vurdering af ekstern validitet Til vurdering af den eksterne validitet anvender vi informationer fundet på databasen
under fanen ”Information” (DIPEx 2013e) og i den primære empiri (Field 2012a;
2012b; 2012c).
Da der ikke er udfærdiget en egentlig konklusion eller en perspektivering til
anvendelsen i praksis, skal resultaterne nærlæses, før en eventuel anvendelse kan ske.
Anvendelsen af resultaterne i klinisk praksis, finder vi dog i høj grad mulig. At
undersøgelsens metode er beskrevet meget detaljeret, gør det sandsynligt at resultaterne
er pålidelige og troværdige. Resultaterne er ikke holdt op imod en empirisk og teoretisk
referenceramme, hvilket er et kvalitetskriterium for en kvalitativ videnskabelig artikel.
Vi vurderer, at dette ikke har en betydning for den eksterne validitet, da resultaterne
netop ikke er præsenteret i en videnskabelig artikel. Ud fra beskrivelsen af hvordan en
provokeret sen abort foregår i England (DIPEx 2013e), vurderer vi, at den foregår
sammenligneligt med, hvordan en provokeret sen abort foregår i Danmark. Gruppen af
deltagere havde karakteristika i forhold til alder, etnicitet, beskæftigelse og civilstatus,
der ligeledes vurderes til at være sammenlignelige med en gruppe af danske kvinder,
der gennemgår en provokeret sen abort (Field 2012a; 2012b, 2012c). Vi finder det
derfor meget sandsynligt, at undersøgelsens resultater kan overføres til danske forhold.
Det ovenstående, vurderer vi med udgangspunkt i Lindahl og Juhl (2002:21), er
”Det var et barn, jeg ikke fik, som jeg skulle have haft”. Et bachelorprojekt om narrativitet og provokerede sene aborter
25
styrkende for undersøgelsens eksterne validitet. Vi skønner derfor på trods af nævnte
forbehold, at resultaterne er relevante og anvendelige i belysningen af dette projekts
problemstilling.
På trods af de nævnte forbehold og mangler, vurderer vi sammenfattende og på
baggrund af Lindahl og Juhl (2002) at undersøgelsens interne validitet er høj, og at den
eksterne validitet er god. Dermed kan det forsvares at anvende de udvalgte resultater af
undersøgelsen som den primære empiri i projektet.
9. Generering af egen empiri
I det følgende vil vi redegøre for genereringen af egen empiri, som i projektet vil blive
anvendt og benævnt som casemateriale.
9.1. Videnskabsteoretiske overvejelser Forud for udarbejdelsen af casematerialet var vi bevidste om, at vores egen forforståelse
kunne have en indflydelse i processen. Vores forforståelse var udgjort af egne
praksiserfaringer med provokerede sene aborter, jordemoderfaglig viden herom, samt
viden om sorgteori og den gravides tilknytning til barnet i graviditeten. Forforståelsen
indeholdt også en for-ventning om, at kvinder i forbindelse med en provokeret sen abort
kan opleve mange forskellige følelsesmæssige og psykiske reaktioner. Vi har forsøgt at
”tøjle” vores forforståelse ved at holde os til den fænomenologiske forskningstilgang og
den narrative interviewguide (Se bilag 3). Vi har desuden forsøgt ikke at påvirke
kvinderne, der deltog i interviewene, til at fortælle en bestemt fortælling. Dette har vi
gjort ved på forhånd kun at informere om, at vi var interesserede i at høre om deres
oplevelse af at gennemgå en provokeret sen abort. Desuden henvises der til ”Projektets
videnskabsteoretiske grundlag” i metodeafsnittet.
9.2. Etiske overvejelser Vi gjorde os forud for udførelsen af interviewene nogle etiske overvejelser om, hvad vi
kunne tillade os at spørge om. Ved at anvende en narrativ interviewteknik havde den
interviewede, som vi ser det, mulighed for at fortælle det hun ønskede. Inden
”Det var et barn, jeg ikke fik, som jeg skulle have haft”. Et bachelorprojekt om narrativitet og provokerede sene aborter
26
interviewene informerede vi kvinderne om, at de selv afgjorde, hvad de ville fortælle, at
interviewet kunne afbrydes efter deres ønske, at vi havde tavshedspligt, og at
interviewene ville blive anvendt som casemateriale i projektet. Vi havde overvejet
muligheden for at henvise de interviewede til deres egen læge, hvis vi fik indtrykket af,
at de efter interviewet havde behov for en opfølgning i forhold til følelsesmæssige eller
psykiske reaktioner. Dette blev der dog ikke behov for.
9.3. Deltagerudvælgelse For at komme i kontakt med kvinder, som tidligere havde gennemgået en provokeret
sen abort, udformede vi et informationsbrev (Se bilag 4). Informationsbrevet lagde vi
den 11. april 2013 ud på hjemmesiden www.min-mave.dk i grupperne ”terminsgrupper”
og ”at miste” samt på hjemmesiden www.baby.dk i grupperne ”sen abort” og
”provokeret abort”. For ikke at ekskludere relevante deltagere, var det eneste
inklusionskriterium, at kvinderne havde gennemgået en provokeret sen abort på grund
af anomali hos barnet. Vi fik på denne måde kontakt med to kvinder, som ønskede at
deltage i et interview, og gennem en bekendt fik vi kontakt til endnu en kvinde. Vi
foretog ikke en egentlig deltagerudvælgelse, da vi udførte interviews med de tre
kvinder, som vi fik kontakt til. To af kvinderne havde gennemgået en provokeret sen
abort i graviditetsuge 16 på grund af forskellige kromosomfejl og den tredje i
graviditetsuge 21 på grund af misdannelser. Citater af kvinderne vil i projektet have
referencerne Kvinde 1, Kvinde 2 og Kvinde 3. Ifølge Thisted skal caseudvælgelsen
være styret således, at problemstillingens kerne fremkommer, samtidig med at
forskellige nuancer i undersøgelsesfeltet kommer frem. Forskeren skal derfor være
opmærksom på de forskelle, der er mellem casene, så de kan supplere hinanden i
forhold til den fælles problemstilling (Thisted 2011:212). Vi fandt det sandsynligt at
opnå dette, da kvinderne kom fra forskellige dele af landet og havde forskellige aldre,
jobs, paritet, civilstatus og baggrund.
9.4. Interviewets fremgangsmåde Da vi havde valgt at inddrage dels primær empiri, der bygger på narrative interviews og
dels narrativ teori, fandt vi det nærliggende at anvende en narrativ interviewteknik.
”Det var et barn, jeg ikke fik, som jeg skulle have haft”. Et bachelorprojekt om narrativitet og provokerede sene aborter
27
Denne interviewteknik er opbygget således, at intervieweren stiller et åbent spørgsmål
om en konkret episode eller oplevelse, hvorefter den interviewede fortæller sin historie
uden afbrydelser. Intervieweren skal kun lytte opmuntrende (Trost & Jeremiassen
2010:52-53). Efterfølgende stilles der spørgsmål til fortællingen, så betydningsfulde
temaer uddybes. Der skal således ikke inddrages nye temaer i fortællingen. Til sidst kan
der stilles spørgsmål om sagsforhold, såsom tidsperspektiver eller lokaliteter, som ikke
er kommet frem i fortællingen (Ibid). På baggrund af den beskrevne narrative
interviewteknik udarbejdede vi en interviewguide (Se bilag 3), som vi holdt os nøje til
under interviewene. Et af interviewene foregik i kvindens eget hjem og to foregik
telefonisk. Kvinderne blev informeret om, at de ville være anonyme i projektet, og at
interviewene ville blive destrueret efter brug. Interviewene varede fra 1 til 1,5 time,
hvor vi på baggrund af den narrative interviewguide startede med dette åbne spørgsmål:
”Vi er interesseret i at høre din fortælling, omkring forløbet af den provokerede sene
abort, som du har været igennem. Du må begynde fortællingen, hvor du synes, den
starter”. Efter besvarelsen af dette spørgsmål stillede vi uddybende spørgsmål til de
temaer, vi ønskede større viden om. Alle interviewene blev optaget på bånd, for senere
at kunne anvende citater derfra. Af hensyn til tidsperspektivet for projektet er
interviewene ikke blevet transskriberet eller analyseret kvalitativt. De vil dog indgå som
casemateriale i projektets analyse.
10. Analyse
Til besvarelse af første del af problemformuleringen vil vi analysere ”Oplevelsen af
fødslen” og ”Relationen til jordemoderen”. Vi har valgt kun at anvende primærempirien
og casematerialet i disse to analyser. Dette valg har vi foretaget for at lade fænomenet,
som vi undersøger i projektet, tale for sig selv. Dermed forbliver vi tro i mod projektets
fænomenologisk-hermeneutiske grundlag. Til besvarelse af anden del af
problemformuleringen vil vi i analysen ”Et helt narrativ” analysere, hvordan et helt
narrativ kan formes gennem handling og fortælling.
”Det var et barn, jeg ikke fik, som jeg skulle have haft”. Et bachelorprojekt om narrativitet og provokerede sene aborter
28
10.1. Oplevelsen af fødslen I det nedenstående vil vi i en analyse af den primære empiri ”Going through labour and
birth” underbygget af citater fra casematerialet fremhæve vigtige elementer i kvindernes
oplevelse af forløbet af igangsættelse og fødsel under den provokerede sene abort.
Når kvinderne beskrev, hvordan det var at gennemgå fødslen, var det centrale, at de
flergangsfødende havde haft en meget anderledes oplevelse end oplevelsen af fødslen til
termin (Field 2012a). Dette beskriver en af kvinderne således: “So it’s, possibly it’s an
emotional response to what’s happening, because you know that you’re losing a baby,
that you don’t want to lose, and your body’s not ready for it.” (Field 2012a:F1). At
kvinderne oplevede at det var en ”anderledes” fødsel end en fødsel til termin, fordi
hverken psyken eller kroppen var klar til at give slip på barnet, kan henlede til, at det
psykiske og det fysiske i fødslen kan være tæt forbundet og fylder meget i oplevelsen
hos kvinder.
Det viste sig, at fødslen for mange af kvinderne var mere smertefuld, fordi de ikke kun
oplevede fysisk smerte, men også en psykisk smerte (Field 2012a). Derfor var det for
mange af kvinderne en svær fødsel at komme igennem, hvilket kom til udtryk på
følgende måde hos en af kvinderne: “[…] I've had three labours and the youngest child
was over 9 pounds and I thought that was hard work. But giving birth to a baby that
was only 19 weeks - he was small - but that was, there's no pain that you could describe
as bad as that […]” (Ibid:F). Ud fra dette kan det udledes, at den psykiske smerte kan
være med til at øge den samlede smerte, og at det er vigtigt, at vide at den psykiske
smerte er en ligeså stor del af oplevelsen af fødslen som den fysiske smerte.
Den primære empiri viste, at det var vigtigt for kvinderne at forstå muligheder for
smertelindring, og de fleste af kvinderne valgte at tage imod tilbuddet om
smertelindring, da de ikke kunne håndtere, at fødslen skulle gøre ondt (Field 2012a).
Dette kan underbygges af to af kvinderne fra casematerialet, som sagde: ”Der er ingen
grund til, at man ligger og har smerter, når der er noget som kan gøre, at man ikke har
1 Ved reference til et citat af en kvinde fra den primære empiri anvendes store bogstaver A, B, C osv. efter den rækkefølge, som de er opstillet i den primære empiri (Field 2012a; 2012b; 2012c).
”Det var et barn, jeg ikke fik, som jeg skulle have haft”. Et bachelorprojekt om narrativitet og provokerede sene aborter
29
helt så ondt.” (Kvinde 2). Og: ”Fordi det psykisk smerter så meget, at jeg på en måde
havde lyst til, at det fysisk skulle smerte ligeså meget, men jeg vidste ikke, om jeg kunne
klare det […] og så sagde jeg ja til den epidural” (Kvinde 1). Det kan derfor anses for
betydningsfuldt, at der gives forståelig information om mulighederne for
smertelindring, og at ønsker om smertelindring under fødslen respekteres, da det for
nogle kvinder kan være svært at skulle tackle de fysiske smerter samtidig med den
psykiske smerte.
Flere af kvinderne ønskede at se, holde og drage omsorg for barnet med det samme efter
fødslen (Field 2012a). Dette kan ses i denne kvindes udtalelse: ”And then when she was
born officially she was alive for 4 minutes, but it was, for us it was good because she
made a few noises, she moved, they delivered her straight to me, which I'd asked for.
“(Ibid:B). Citatet underbygger også den generelle oplevelse hos kvinderne i den
primære empiri af, at fødslen var en begivenhed, som de følte bragte dem sammen med
barnet. Nogle af kvinderne ønskede dog ikke med det samme at se barnet, da de havde
brug for tid til at komme sig efter fødslen (Field 2012a). Dette understøttes af to af
kvinderne fra casematerialet, hvoraf den ene sagde: ”Vi ville ikke se ham først, de skulle
lige tage ham ud, så vi lige kunne sunde os.” (Kvinde 3). Kvinde 2 fra casematerialet
ønskede ikke at se barnet. Heraf kan udledes, at der kan være forskellige ønsker i
forhold til at blive bragt sammen med barnet, og i forhold til at se barnet eller ej efter
fødslen. Det kan desuden udledes heraf, at det er vigtigt at være opmærksom på, at
kvinder har individuelle ønsker og kan tage forskellige valg for eksempel angående at se
barnet eller ej. At disse individuelle ønsker og valg respekteres af jordemoderen, anser
vi derfor som vigtigt, da det kan have en betydning for kvindens oplevelse af fødslen.
Sammenfattende af analysen ses det, at der er flere parametre, der har indflydelse på
kvindens oplevelse af fødslen. Den fysiske smerte såvel som den psykiske smerte kan
fylde meget og være tæt forbundet i oplevelsen af fødslen. Oplevelser af at det er en
”anderledes” fødsel end en fødsel til termin, kan for kvinder have en sammenhæng med
at det fysiske og det psykiske er tæt forbundet. Vi fandt at det er vigtigt at kvinden har
og forstår mulighederne for at få smertelindring. Ønsker i forhold til at have kontakt
med og se barnet eller ej kan være forskellige. Det er generelt vigtigt for oplevelsen, at
”Det var et barn, jeg ikke fik, som jeg skulle have haft”. Et bachelorprojekt om narrativitet og provokerede sene aborter
30
jordemoderen tager individuelle hensyn, og at hun respekterer de valg, kvinden ønsker
at træffe under forløbet.
10.2. Relationen til jordemoderen Nedenfor vil vi gennem en analyse af den primære empiri ”Treatment, care and
communication” underbygget af citater fra casematerialet, belyse relevante aspekter af
kvinders oplevelser af relationen til jordemoderen under den provokerede sene abort.
Det var vigtigt for kvinderne i primærempirien, at de fik den støtte, de havde behov for,
og at personalet viste indføling og venlighed (Field 2012b). En af kvinderne udtaler:
“The midwives were wonderful actually, they were very, very sensitive, very caring.”
(Ibid:F). Dette underbygges af det indtryk, en af kvinderne fra casematerialet havde fået
af jordemoderen. ”Jamen det er noget med indfølingsevne, det er noget med, at man
føler, at man [pause] hun [jordemoderen] rammer bare lige der, hvor jeg har behov for
at blive taget.” (Kvinde 1). Indfølingsevne, venlighed og evne til at møde kvindens
individuelle behov kan hermed udledes til at være vigtigt at jordemoderen udviser i
relationen til kvinden og i varetagelsen af den provokerede sene abort.
Kvinderne ønskede at møde empati fra personalet i forhold til, at de havde mistet et
barn (Field 2012b). En af kvinderne følte, at en manglende empati og anerkendelse af
hendes tab gjorde det hele værre: “So it's actually a loss of all of that [dreams about the
future with the baby] apart from the actual baby itself, and that doesn't seem to really
be taken on board a lot by the medical profession. (Ibid:D). Heraf kan udledes, at det er
vigtigt, at jordemoderen i relationen til kvinden udviser empati og anerkender kvindens
tab af barnet. Ovenstående citat underbygges og nuanceres af et perspektiv, der kom
frem i casematerialet. Kvinde 2 udtrykte sin oplevelse af tab på følgende måder: ”For
os er det ikke som sådan noget barn, før det er levedygtigt, når det kommer ud. Så der
skal man jo noget længere frem, men alligevel slutter man jo noget muligt liv af”. Og:
”[…]og endelig var man blevet gravid og så simpelthen få knust den drøm om at få et
barn til, det fyldte rigtig meget.” (Kvinde 2). Vi udleder på baggrund af ovenstående, at
nogle men ikke nødvendigvis alle kvinder oplever et tab af barnet. Kvinder kan også
opleve, at de snarere har endt et muligt liv eller mistet selve drømmen om barnet. At
miste drømmen om barnet kan, som det ses i citaterne, stadig opleves som et tab, og vi
”Det var et barn, jeg ikke fik, som jeg skulle have haft”. Et bachelorprojekt om narrativitet og provokerede sene aborter
31
kan heraf udlede, at det også er vigtigt, at jordemoderen møder dette tab med empati og
anerkendelse. Hvorledes kvinden oplever et eventuelt tab kan derfor være vigtig viden
for jordemoderen at have, for at hun kan handle i overensstemmelse med kvindens
oplevelse af tabet.
At få anerkendelse af personalet af, at det var en svær situation at stå i, oplevede
kvinderne var værdifuldt (Field 2012b). En af dem fortalte, at anerkendelsen kom til
udtryk gennem en jordemoders interesse i hende. ”And I felt as if I had a person who
cared about what was happening, to deal with after I'd lost the baby which is quite
helpful” (Ibid:A). Kvinde 1 underbygger dette synspunkt om vigtigheden af
anerkendelse med udtalelsen: ”Og hun [jordemoderen] ville mig det bare så godt og
forstod, hvor alvorligt det var[…]” (Kvinde 1). Vi kan af dette udlede, at udvisning af
interesse og anerkendelse af, at kvinden står i en alvorlig og svær situation, kan være et
vigtigt element i jordemoderens relation til kvinden.
At have et godt forhold til jordemoderen var vigtigt for de fleste af kvinderne (Field
2012b). En af kvinderne satte ord på det gode forhold således: “And I got the feeling
that they [the midwives] really cared about, you know they gave a bit of themselves to
the process” (Ibid:A). At jordemoderen viste et personligt engagement i forløbet, gav
kvinden en god oplevelse af omsorgen under den provokerede sene abort. Dette
underbygges af Kvinde 1, som udtalte følgende om forholdet til jordemoderen: ”Hun
[jordemoderen] satte simpelthen ikke en fod forkert […]og det var bare dejligt”
(Kvinde 1). Et dårligt forhold til jordemoderen kan modsat være skuffende. ”[…]but
she hardly spoke to me, she wasn't reassuring, she just came in very quietly and got on
with what she did” (Field 2012b: E). Heraf kan udledes, at jordemoderen skal stræbe
efter at etablere et godt forhold til kvinden under forløbet af den provokerede sene
abort, da det kan bidrage til en god oplevelse af omsorgen.
Særligt de førstegangsfødende af kvinderne ønskede, at jordemoderen skulle være mere
aktiv under fødslen og give mere information om, hvordan fødslen kom til at forløbe
(Field 2012b). En af kvinderne udtrykte behovet således: “I wanted someone here to tell
me what's going to happen[… ] I just wanted someone there to say that what I was
”Det var et barn, jeg ikke fik, som jeg skulle have haft”. Et bachelorprojekt om narrativitet og provokerede sene aborter
32
going through was normal” (Ibid:E). Behovet for information og hjælp under fødslen
udtrykkes også af en af kvinderne i casematerialet:”[…] jeg var selvfølgelig rigtig
bange, dels fordi […] jeg havde jo ikke sådan prøvet det før, at være i fødsel, og så var
jeg også enormt bange for, når han kom ud, hvordan ville det være[…] Og hun
[jordemoderen] var sådan god til at prøve at sige, at hun nok skulle hjælpe” (Kvinde
3). Heraf kan udledes, at det er vigtigt, at jordemoderen giver information om fødslens
forløb og yder aktiv hjælp ved behov, for at kvinden dels får en oplevelse af at forstå det
der sker i forløbet og dels får en følelse af tryghed.
Nogle af kvinderne ønskede, at personalet skulle have en mere distanceret tilgang i
deres varetagelse af den provokerede sene abort (Field 2012b). Dette underbygges af
oplevelsen hos en af kvinderne i casematerialet. ”Ikke med mindre vi kaldte på hende
[sygeplejersken], så kom hun lige ind […]det var fint for os, vil jeg sige, at hun ikke var
mere på stuen, fordi hun gav os ligesom noget ro.” (Kvinde 2). Dette kan vise, at nogle
kvinder ønsker mere ro og mindre kontakt i relationen til jordemoderen end andre
kvinder. En afklaring i forhold til kvindens behov for mængden af kontakt med
jordemoderen, vurderer vi, dermed kan være nødvendig.
Sammenfattende af analysen kan siges, at det kan være vigtigt at kvinder, der
gennemgår en provokeret sen abort oplever, at jordemoderen i relationen udviser
indfølingsevne, venlighed, empati i forbindelse med tabet af barnet, anerkendelse af den
svære situation, de står i, og at hun møder kvindens individuelle behov. Hvordan
kvinden oplever sit tab, kan være vigtig for jordemoderen at have viden om, da tabet
kan opleves meget forskelligt. At jordemoderen kan skabe et godt forhold til kvinden er
betydningsfuldt. Nogle kvinder kan dog have brug for en mere distanceret tilgang, med
mere ro og mindre kontakt med jordemoderen. Det kan være vigtigt, at jordemoderen er
aktiv under fødslen og giver informationer om fødslens forløb, for at give kvinden en
oplevelse af tryghed og af at forstå, hvad der sker i forløbet.
10.3. Et helt narrativ Vi vil i de to nedenstående afsnit analysere, hvorledes henholdsvis handling og
fortælling kan være en del af udformningen af et helt narrativ og dermed bidrage til
”Det var et barn, jeg ikke fik, som jeg skulle have haft”. Et bachelorprojekt om narrativitet og provokerede sene aborter
33
heling fra lidelse. I den første analyse anvendes narrativ teori, herunder særligt den
første synsvinkel (Mattingly 2005a; 2005b), og den primære empiri “Going through
labour and birth” (Field 2012a) og ”Treatment, care and communication” (Ibid 2012b).
I den anden analyse anvendes narrativ teori, særligt den anden synsvinkel (Mattingly
2005a; 2005b), og den primære empiri ”Coping with bereavement – womens
experiences” (Field 2012c). Citater fra casematerialet vil blive inddraget i begge
analyser.
10.3.1 Heling gennem handling
Mattingly forklarer, at handlinger udføres i helingsdramaet for at bestemte narrativer
formes og andre narrativer undgås, hvilket kan føre til håb for fremtiden. Denne handlen
kan dermed virke helende for den, der oplever lidelse (Mattingly 2005a:22). Dette kan
blandt andet ses i følgende udsagn af en kvinde, der bevidst forsøgte at forme et bestemt
narrativ:“[…], but I wanted to be happy, or as happy as I could be, that things had gone
exactly the way I wanted them to be”(Field 2012a:A). Denne kvinde havde overvejet,
hvordan hun ønskede, at forløbet skulle foregå for at undgå senere, at fortryde ting hun
gjorde eller ikke fik gjort. Dette kan vise, at hun forsøgte at forme et for hende
meningsfuldt og helt narrativ. Dette underbygges af en af de interviewede i
casematerialet: ”Man skal egentlig prøve, når man går ind i sådan en her[en provokeret
sen abort], man skal jo tænke igennem[…] hvad vil du, vil du se det, skal hun begraves,
skal hun have et navn[…]” (Kvinde 1). På baggrund af Mattinglys teori kan heraf
udledes, at kvinden kan handle bevidst i et forsøg på at forme et helt og meningsfuldt
narrativ, som den provokerede sene abort er en del af, og som kan give mulighed for at
opnå heling. At kvinden kan forme sit narrativ i en bestemt retning, kan ydermere
henlede til, at hendes narrativ kan være foranderligt.
Helingsdramaet indeholder forskellige former for dramatisk indhold, som er med til at
forme narrativet. Det dramatiske indhold kan blandt andet være ”farer” eller
”forhindringer”, der skal overkommes for at nå et ønsket plot (Mattingly 2005b:85).
Dette kan sidestilles med de mange valg og beslutninger, som kvinderne bliver stillet
overfor, før, under og efter den provokerede sene abort (Field 2012a). Der er mange ting
kvinderne kan tage stilling til, for eksempel valg af smertelindring og om de vil se
barnet eller ej, og det kan måske være vanskeligt at træffe valg. Dette kan ses i denne
”Det var et barn, jeg ikke fik, som jeg skulle have haft”. Et bachelorprojekt om narrativitet og provokerede sene aborter
34
kvindes udtalelse: ”Vi blev lige pludselig i tvivl, om vi ville se ham faktisk, fordi det var
så voldsomt.” (Kvinde 3). Heraf kan måske udledes, at det kan være svært at vide på
forhånd hvilken beslutning, der vil lede til det ønskede plot. Andre af kvinderne var
mere sikre på, hvilke valg de skulle træffe for at nå deres ønskede plot. ”Jordemoderen
spurgte om jeg ville se hende, og det havde jeg selvfølgelig overvejet inden, om jeg ville,
og det ville jeg” (Kvinde 1). Kvinde 2 ønskede ikke at se barnet. Det ses, at disse
kvinder vidste hvilket plot, de ønskede at handle hen imod, men at deres plots var
individuelle, og derfor traf de også forskellige valg for at nå plottet. De valg, der træffes
af kvinden under en provokeret sen abort, kan på baggrund af Mattinglys teori ses som
handlinger, der udføres for at nå til et ønsket plot (Mattingly 2005a:23). Det kan heraf
udledes, at disse valg og handlinger dermed kan blive afgørende for udformningen af
kvindens narrativ om den provokerede sene abort, og for om dette narrativ bliver helt
eller ej.
Mattingly anfører, at den sundhedsprofessionelle og patienten interagerer i et
helingsdrama ved at indgå i en form for forhandling, den såkaldte emplotment, om hvad
det ønskede plot er, og hvorledes det kan opnås (Mattingly 2005b:2). I analysen af
”Relationen til jordemoderen” fandt vi at kvinder kan ønske at jordemoderen skal give
informationer om fødselsforløbet, og at hun skal være en aktiv del af forløbet. Med
udgangspunkt i narrativ teori kan behovet for at få information og at have en aktiv
jordemoder være et udtryk for, at kvinden på den ene side kan ønske at indgå i en
forhandling med jordemoderen om plottet, og om hvorledes narrativet om forløbet skal
udvikle sig. Et citat af Kvinde 2 viser på den anden side, at den sundhedsprofessionelle
ønskede at forhandle om hvorvidt kvinden skulle se barnet eller ej. ”Hun
[sygeplejersken] spurgte igen, om ikke vi ville se det[barnet], men det sagde vi nej til”
(Kvinde 2). Med baggrund i Mattinglys teori kan disse forhandlinger ses som
emplotment i et helingsdrama. Dette kan vise, at narrativet om den provokerede sene
abort formes i relationen mellem kvinden og jordemoderen i en proces. Vi anser det
derfor som vigtigt, at jordemoderen, når hun varetager en provokeret sen abort, er
bevidst om, at hun er aktør i et helingsdrama. Dette anser vi som vigtigt, da aktørrollen
kan være hendes mulighed for at støtte kvinden i at nå sit ønskede plot og dermed i at
forme et helt narrativ. Heraf kan udledes, at jordemoderen kan have en rolle i
”Det var et barn, jeg ikke fik, som jeg skulle have haft”. Et bachelorprojekt om narrativitet og provokerede sene aborter
35
forandringen af det brudte narrativ til et helt narrativ. Derved kan jordemoderen måske
også understøtte heling fra lidelse forbundet med den provokerede sene abort.
Sammenfattende af analysen i dette afsnit kan siges, at nogle kvinder kan være bevidste
om at opnå et ønsket plot og dermed forme et helt og meningsfuldt narrativ om den
provokerede sene abort ved at træffe valg og fravalg og udføre bestemte handlinger. At
narrativet er foranderligt, og at plottet kan være individuelt, fandt vi også. Valg og
handlinger under den provokerede sene abort kan være afgørende for udformningen af
narrativet, og for om det bliver helt eller ej. Vi fandt, at narrativet kan formes i en
proces og i relationen mellem kvinden og jordemoderen gennem emplotment i et
helingsdrama. At jordemoderen er aktør i dette helingsdrama, anser vi for at kunne være
en mulighed for, at hun kan støtte kvinden med en narrativ tilgang.
10.3.2. Heling gennem fortælling
Mattingly forklarer, at det at fortælle sit lidelsesnarrativ kan indebære et
helingspotentiale, for den som oplever lidelse (Mattingly 2005a:14). Den primære
empiri viste, at kvinderne oplevede, at det var en hjælp at kommunikere med andre
kvinder, der også havde oplevet en provokeret sen abort. Kvinderne oplevede også at
være meget kede af det, i tiden lige efter den provokerede sene abort, men med tiden fik
de det bedre (Field 2012c). Dette kan blandt andet ses i denne kvindes udtalelse: ”[…]
but I am okay now. I am alright. I can talk about it without having to bursts into tears
or you know things like that” (Field 2012c:A). Heraf kan udledes, at der over tid sker en
mindskelse af sorg og lidelse gennem kommunikation med andre kvinder om
oplevelsen af den provokerede sene abort. Det at kvinderne i den primære empiri og
kvinderne i casematerialet fortalte om deres oplevelse af at gennemgå en provokeret sen
abort, kan dermed på baggrund af Mattinglys teori (2005a) udledes til at være en del af
udformningen af et helt narrativ. Det kan desuden udledes, at det kan indebære et
helingspotentiale i sig selv, at kvinden hører sig selv fortælle sin eget narrativ om
oplevelsen af den provokerede sene abort.
Ifølge Mattingly kan der gennem fortællingen af lidelsesnarrativet tilskrives mening til
det uforståelige, og sammenhæng til det kaos, som er opstået som følge af lidelse.
”Det var et barn, jeg ikke fik, som jeg skulle have haft”. Et bachelorprojekt om narrativitet og provokerede sene aborter
36
Herved kan der ske en form for heling (Ibid:18). Kvinderne i primærempirien gav
udtryk for, at der kunne skabes mening med at have gennemgået en provokeret sen
abort, og nogle forsøgte at opnå mening ved at finde en logisk forklaring på, hvorfor
netop de skulle opleve dette (Field 2012c). Dette kan ses i denne kvindes udtalelse: ”I
think, for me, one of the reasons in coming to terms with it a bit more, coming out of
depression, was thinking, 'I want to put this experience to some good use.” (Ibid:B). Af
ovenstående kan udledes, at kvinden gennem fortælling af narrativet om den
provokerede sene abort, kan tilskrive mening og sammenhæng til oplevelsen, hvilket
kan resultere i en form for heling. At kvinderne ønskede at fortælle kan vise, at de
havde et behov for at få tilskrevet mening og sammenhæng til, at de skulle opleve den
lidelse, der kan være forbundet med at gennemgå en provokeret sen abort. Ovenstående
kan henlede til, at tilskrivningen af mening og sammenhæng til lidelse kan ses som en
del af, at kvinden får formet et helt narrativ.
Lidelse kan ifølge Mattingly bevirke, at den ramte mister retning i livet, da fremtiden nu
ikke bliver som forventet. Derfor skal den lidelsesramte begynde at se fremtiden på en
anden måde, hvilket kan ske gennem fortælling af narrativet om lidelse (Mattingly
2005a:18). En af de interviewede sagde: ”Hvad skal barnet hedde, hvor skal
puslebordet stå, hvem skal med til barnedåb? […] Det var et barn, som jeg ikke fik, som
jeg skulle have haft” (Kvinde 1). En anden af de interviewede sagde: ”Det [barnet] var
noget, vi havde gået og drømt om, som lige pludselig ikke lykkedes […] er det ikke
meningen vi skal have flere børn? Det var som at få knust den drøm” (Kvinde 2). Dette
kan vise, at kvinder allerede tidligt har en drøm om en fremtid sammen med barnet, men
at denne fremtid ikke bliver som forventet. Dermed sker der en form for brud i det
narrativ, de allerede havde påbegyndt. Det kan derfor blive nødvendigt, at de herefter
begynder at se deres fremtid på en anden måde. Af ovenstående kan udledes, at kvinden
forholder sig til barnet, der ikke blev til eller til drømmen, der blev knust gennem
fortælling af narrativet om den provokerede sene abort. Det oprindelige plot for
fremtiden redefineres herved, så der skabes et nyt plot, hvor det mistede barn eller den
mistede drøm har en særlig, men ikke fysisk plads. Det ovenstående kan med
udgangspunkt i narrativ teori (Mogensen 2005:6) vise, at kvindens narrativ udvikles i en
proces. Her er narrativet påbegyndt i fortiden, bruddet i narrativet, handlinger i nutiden
”Det var et barn, jeg ikke fik, som jeg skulle have haft”. Et bachelorprojekt om narrativitet og provokerede sene aborter
37
og det redefinerede plot for fremtiden afgørende for udformningen af kvindens narrativ.
Redefinering af det oprindelige plot kan dermed anses for at være et led i
genopbygningen af det brudte narrativ og i heling fra lidelse.
Det er igennem analysen i dette afsnit kommet frem, at det er vigtigt for kvinden, at
kommunikere med andre kvinder om oplevelsen af at gennemgå en provokeret sen
abort. På denne måde kan hun udnytte helingspotentialet i fortælling og over tid få det
bedre. At kvinden fortæller sit narrativ kan desuden være en del af, at hun får tilskrevet
mening og sammenhæng til det uforståelige i, at hun skulle gennemgå en provokeret sen
abort. Dette fandt vi kan være en del af at forme et helt narrativ. Vi fandt også frem til,
at kvindens narrativ udvikles i en proces afgjort af fortiden, nutiden og en ønsket
fremtid. Redefinering af kvindens oprindelige plot er et led i denne proces, og kan
dermed også være et led i udformningen af et helt narrativ.
11. Diskussion
I de nedenstående diskussionsafsnit vil vi diskutere centrale emner fra analysen op i
mod problemformuleringen. Vi vil drøfte muligheder og begrænsninger for, hvordan
jordemoderen kan anvende resultaterne i praksis.
11.1. Heling gennem handlinger og valg I det nedenstående afsnit vil vi diskutere, hvordan udformningen af et helt narrativ og
dermed heling fra lidelse forbundet med en provokeret sen abort kan understøttes
gennem handlinger og valg.
Vi så i analysen af ”Heling gennem handling” at nogle kvinder kan være meget bevidste
om at udforme et helt og meningsfuldt narrativ gennem bestemte valg og handlinger og
dermed skabe mulighed for, at heling kan ske. Vi ser dog også muligheden for, at andre
kvinder kan være mindre bevidste om dette, eller helst ikke erkender, at deres valg og
handlinger er afgørende for udformningen af narrativet om den provokerede sene abort.
Om det har en betydning eller ej, at kvinden selv er bevidst om, at et narrativ om den
provokerede sene abort udformes gennem hendes valg og handlinger, stiller vi os
spørgende overfor. Et menneske vil nemlig i følge Mattingly ofte søge at opnå et
”Det var et barn, jeg ikke fik, som jeg skulle have haft”. Et bachelorprojekt om narrativitet og provokerede sene aborter
38
bestemt plot og dermed forme et meningsfuldt narrativ om livet (Mattingly 2005b:6,13).
Hvis kvinden holder fast i det plot, hun på forhånd har tilskrevet narrativet om
fremtiden med det ventede barn, vurderer vi dog, at det kan være svært for hende at
komme videre og opnå heling fra lidelse og sorg over tabet. Det oprindelige plot kan
nemlig have vanskeligt ved at give mening til fremtiden uden barnet. Vi anser det derfor
som mere sandsynligt, at et helt og nyt narrativ kan formes, og heling fra lidelse kan
ske, hvis kvinden dels er villig til at redefinere sit plot, og dels er bevidst om, at hun har
muligheden for aktivt gennem sine valg og handlinger at forme et helt narrativ. Vi
mener at det kan være vigtigt, at jordemoderen støtter kvinden i dette gennem
information om muligheden for at forme et helt narrativ.
I analysen af ”Oplevelsen af fødslen” fandt vi frem til, at det er vigtigt, at kvinden får
valgmuligheder, for eksempel om smertelindring og om at se barnet eller ej, og at deres
beslutninger bliver respekteret. I analysen af ”Heling gennem handling” fandt vi, at
kvinden gennem bestemte valg og handlinger kan forsøge at opnå sit ønskede plot,
dermed forme narrativet om den provokerede sene abort og herigennem have en
mulighed for at opnå heling fra lidelse. For at jordemoderen kan støtte kvinden i at nå
det ønskede plot og i at forme et helt narrativ, kan det derfor være vigtigt, at
jordemoderen fremlægger mulige valg og handlinger for kvinden under forløbet.
Hvornår jordemoderen skal fremlægge mulige valg og handlinger i forløbet, mener vi,
kan diskuteres. Kvinden kan på den ene side have svært ved at forholde sig til mulige
valg og handlinger, før de bliver aktuelle i en konkret situation. For eksempel kan det
være svært for kvinden på forhånd at vide, om hun ønsker at se barnet eller ej efter
fødslen. På den anden side kan det være svært for kvinden at træffe et valg, hvis det
først fremlægges for hende, i det øjeblik, det bliver aktuelt, da hun kan have behov for
tid til at overveje sit valg. Hvornår jordemoderen skal fremlægge mulige valg og
handlinger, mener vi derfor kan være vanskeligt at give et generelt svar på, da vi mener,
at det kan være individuelt, hvilket tidspunkt, der opleves meningsfuldt for den enkelte
kvinde. Jordemoderen kan derfor være nødt til at lave en vurdering af, hvornår det rette
tidspunkt er i den individuelle situation. Samtidig er det afgørende, at de valg og
handlinger kvinden tager beslutning om herefter respekteres af jordemoderen, for hun at
kan støtte kvinden i at forme et for hende helt og meningsfuldt narrativ. Ydermere er det
”Det var et barn, jeg ikke fik, som jeg skulle have haft”. Et bachelorprojekt om narrativitet og provokerede sene aborter
39
vigtigt, at jordemoderen er opmærksom på, at det kan være uoverskueligt for kvinden at
afgøre hvilke valg, hun ønsker at træffe og hvilke handlinger, hun ønsker at udføre.
Hvilken betydning valgene og handlingerne har for udformningen af hendes narrativ om
den provokerede sene abort, kan nemlig være svært for hende at vide på forhånd. Hvis
kvinden ikke føler sig i stand til at vælge, kan det muligvis modvirke udformningen af
et helt narrativ. Hvorledes jordemoderen som aktør i et helingsdrama kan støtte
kvinden, når hun ikke føler sig i stand til at vælge, diskuteres i nedenstående afsnit
”Jordemoderen som aktør i et helingsdrama”.
Hvis kvinden ikke ønsker valgmuligheder, eller hvis hun ønsker, at jordemoderen skal
have en distanceret tilgang, kan det som vi ser det sandsynligvis være sværere for
jordemoderen at støtte kvinden i at forme et helt narrativ. Med udgangspunkt i
Mattinglys teori om narrativer, kan dette dog også ses som valg og handlinger hen i
mod et ønsket plot. Jordemoderen kan være bevidst om at alle valg, også fravalg af for
eksempel jordemoderens støtte, bevidst eller ubevidst for kvinden, kan være en del af
hendes udformning af et helt narrativ. Derfor anser vi det for vigtigt, at jordemoderen
også udviser respekt for de fravalg, som kvinden træffer.
11.2. Jordemoderen som aktør i et helingsdrama I nedenstående afsnit vil vi diskutere jordemoderens rolle som aktør i det helingsdrama,
der kan foregå i relationen mellem jordemoderen og kvinden.
I analysen af ”Relationen til jordemoderen” fandt vi, at det kan være vigtigt for kvinder,
der gennemgår en provokeret sen abort i relationen til jordemoderen at møde
indfølingsevne, venlighed, anerkendelse af situationen og empati i forbindelse med
tabet af barnet. At forholdet eller relationen til jordemoderen overordnet set var god, var
desuden vigtigt. Vi fandt i analysen af ”Heling gennem handling” frem til, at handlen
hen imod et ønsket plot og en ønsket udformning af sit narrativ om den provokerede
sene abort kan ses som et helingsdrama. Heri kan jordemoderen og kvinden interagere,
og et helt narrativ kan opbygges gennem emplotment i relationen mellem dem. For det
første kan det dog være vanskeligt for jordemoderen at vide hvilket narrativ, der for den
enkelte kvinde opleves som et helt narrativ. For det andet, kan det være vanskeligt at
”Det var et barn, jeg ikke fik, som jeg skulle have haft”. Et bachelorprojekt om narrativitet og provokerede sene aborter
40
støtte kvinden i udformningen af det, da hun ikke nødvendigvis kender den enkelte
kvindes ønskede plot. På baggrund af at vi i analysen ”Heling gennem handling” er
kommet frem til, at kvinden har et ønsket plot, har vi en formodning om, at
jordemoderen også kan have en forståelse for, hvad plottet i et helt narrativ kunne være.
For det tredje mener vi derfor, at der kan opstå vanskeligheder, hvis jordemoderen
arbejder hen imod et bestemt plot, fordi hun antager, at netop det plot fører til et helt
narrativ for kvinder, der gennemgår en provokeret sen abort. Jordemoderens plot kan
være anderledes end kvindens, og derfor mener vi, at hun skal undgå at påføre kvinden
sin egen forståelse af, hvad et helt narrativ er. For det fjerde kan det måske være
vanskeligt for jordemoderen at støtte kvinden, hvis relationen mellem jordemoderen og
kvinden ikke er god. At udvise for eksempel indfølingsevne, empati og anerkendelse
kan være et middel for jordemoderen til at opnå en god relation til kvinden, og dermed
til at kunne blive en aktør i helingsdramaet under den provokerede sene abort. For at
imødegå disse vanskeligheder anser vi det derfor som vigtigt, at jordemoderen er
bevidst om sin aktørrolle. Denne rolle kan være afgørende for hendes mulighed for at
støtte kvinden i at forme et helt narrativ. At narrativet er foranderligt og udvikles i en
proces, mener vi, desuden er en vigtig forudsætning for, at jordemoderen kan udnytte
sin aktørrolle. Vi anser det også som vigtigt, at jordemoderen er åben overfor kvindens
ønskede plot, og at hun går ind i forhandlingen om hvorledes, kvinden kan nå frem til et
helt narrativ. Den gode relation mellem jordemoderen og kvinden, afgjort af blandt
andet indfølingsevne, venlighed, evne til at udvise empati og anerkendelse af tabet hos
jordemoderen kan måske medvirke til, at kvinden ønsker at delagtiggøre jordemoderen i
hendes individuelle behov og ønsker. At få opfyldt individuelle behov, fandt vi i
analysen af ”Relationen til jordemoderen”, var vigtigt for kvinderne under den
provokerede sene abort. Vi ser muligheden for, at den gode relation mellem
jordemoderen og kvinden, kan gøre det nemmere for jordemoderen at spørge ind til og
møde kvindens individuelle behov og ønsker. At kende til kvindens individuelle behov
og ønsker kan give jordemoderen en idé om, hvad det ønskede plot eller et helt narrativ
kunne være for den enkelte kvinde. Med viden om individuelle behov og ønsker har
jordemoderen måske også bedre mulighed for at støtte kvinden, der ikke føler sig i stand
til at træffe valg, da jordemoderen kan støtte hende i at udføre de handlinger og træffe
de valg, jordemoderen anser for sandsynligvis at kunne lede til et helt narrativ. At kende
”Det var et barn, jeg ikke fik, som jeg skulle have haft”. Et bachelorprojekt om narrativitet og provokerede sene aborter
41
til kvindens individuelle behov og ønsker kan også give jordemoderen en idé om, om
kvinden er villig til at redefinere et plot, der kunne hæmme udformningen af et helt
narrativ. Jordemoderen kan, ved at indgå i en forhandling med kvinden om mulige nye
plots, skabe rum for denne redefinering.
På baggrund af ovenstående argumentation, og fordi narrativer er foranderlige og
processuelle, vurderer vi, at jordemoderen kan udnytte sin rolle som aktør i et
helingsdrama gennem den gode relation til kvinden. Her har det en betydning, at
jordemoderen forsøger at blive bevidst om kvindens individuelle behov og ønsker,
fremlægger valg og mulige handlinger og respekterer kvindens beslutninger. Derved
kan jordemoderen med en narrativ tilgang støtte kvinden i at forme et helt narrativ og
opnå heling fra lidelse og sorg forbundet med den provokerede sene abort.
11.3. Fortælling som helende Vi vil i nedenstående afsnit diskutere hvordan udformningen af et helt narrativ og
dermed heling fra lidelse forbundet med en provokeret sen abort kan understøttes
gennem fortælling.
Det kom frem i analysen ”Heling gennem fortælling”, at kvinden har et behov for at
fortælle sit narrativ, hvorved det utænkelige og uforståelige tilskrives mening og
sammenhæng. At kvinden kan have behov for at få information om fødselsforløbet og
om smertelindring, ser vi som et muligt udtryk for, at forløbet kan opleves uforståeligt.
At jordemoderen giver information til kvinden, mener vi derfor, er vigtigt, fordi
jordemoderen herved kan afklare det, der er uforståeligt, hvorved kvindens tilskrivning
af mening og sammenhæng kan understøttes. Jordemoderen kan dermed i forløbet støtte
udformningen af et helt narrativ. At fysisk og psykisk smerte kan være en stor del af
kvindens oplevelse af den provokerede sene abort, og at det kan være en anderledes
fødsel end forventet, mener vi kan være svært at finde mening og sammenhæng i for
kvinden. Gennem fortællingen af oplevelsen, ser vi muligheden for, at kvinden kan
tilskrive mening til den store fysiske smerte ved at se den som koblet sammen med den
psykiske smerte. Ligeledes ser vi muligheden for, at kvinden kan tilskrive mening og
sammenhæng til, at det var en anderledes fødsel, ved at koble det med, at den indeholdt
”Det var et barn, jeg ikke fik, som jeg skulle have haft”. Et bachelorprojekt om narrativitet og provokerede sene aborter
42
stor psykisk smerte. Derfor mener vi på den ene side, at ved at kvinden fortæller om
sine oplevelser, kan hun opnå mening og sammenhæng med det uforståelige. Dette kan
anses for at have en opbyggende virkning på det brudte narrativ, da kvinden dermed vil
få en følelse af at befinde sig i en meningsfuld og forståelig sammenhæng. På den anden
side vil det betyde, at kvinden kan have svært ved at opnå mening og sammenhæng,
hvis ikke hun får muligheden for at fortælle om sin oplevelse. Udformningen af et helt
narrativ kan derved hæmmes.
Som vi fandt i analysen, sker der et brud på det narrativ, som kvinden havde startet
fortællingen af før den provokerede sene abort. Bruddet bevirker en mistet retning for
fremtiden, da det ikke længere er muligt for kvinden at nå til plottet om et raskt og
levende barn. Vi anser det derfor som vigtigt, at der sker en redefinering af det
oprindelige plot, for at kvinden igen kan opnå retning, begynde at se en ny fremtid uden
barnet og forme et helt narrativ. En redefinering af plottet, mener vi på baggrund af
analysen, kan ske ved at forholde sig til tabet gennem fortælling. Redefineringen sker
dermed ikke nødvendigvis ved at gøre konkrete ting under forløbet for eksempel at se
barnet, hvilket vi kom frem til i analysen, var forskelligt om kvinder ønskede eller ej.
Det er således ikke et succeskriterium, at plottet og narrativet bliver som kvinden
oprindeliget havde forventet, men at det brudte narrativ genopbygges. Vi mener, at
jordemoderen kan imødegå kvindens behov for en redefinering af plottet ved at støtte
hende i at se en fremtid uden barnet og ved at italesætte den sorg, som kvinden kan
opleve over det mistede barn eller den mistede drøm. Vi anser det for at være
nødvendigt, at jordemoderen ikke er berøringsangst for at tale med kvinden, om
oplevelsen af tabet af fremtiden med barnet. Jordemoderen dermed kan aktivt gennem
dialog med kvinden om tabet støtte hende i udformningen af et helt narrativ. Det kan
dermed have en helende virkning for kvinden at få italesat den lidelse, det kan indebære
at gennemgå en provokeret sen abort. Hvis jordemoderen ikke evner, ønsker eller er
opmærksom på at italesætte tabet og lidelsen, har jordemoderen ikke anvendt sin
mulighed for at støtte kvinden i at opnå et helt narrativ og heling fra lidelse.
”Det var et barn, jeg ikke fik, som jeg skulle have haft”. Et bachelorprojekt om narrativitet og provokerede sene aborter
43
11.4. Heling gennem fortælling i efterforløbet I nedenstående afsnit diskuteres hvorledes jordemoderen kan støtte udformningen af et
helt narrativ gennem fortælling i forløbet efter udskrivelsen.
Når kvinden udskrives fra hospitalet, har jordemoderen ofte ikke mere kontakt med
hende. Vi mener dog, at jordemoderen fortsat kan gøre brug af viden om, dels at
fortælling har betydning for udformningen af et helt narrativ, og dels af at kvindens
narrativ udvikles i en proces. Vi fandt i analysen af ”Heling gennem fortælling”, at
kvinden oplevede, at det var en hjælp at kommunikere med andre kvinder, der havde
oplevet at gennemgå en provokeret sen abort. Jordemoderen kan på baggrund af
ovenstående opfordre kvinden til at opsøge støttegrupper eller andre kvinder, som også
har gennemgået en provokeret sen abort, for eksempel gennem forældreforeninger eller
fora på internettet. Derved kan jordemoderen understøtte udformningen af et helt
narrativ og heling fra lidelse gennem fortælling. Vi mener desuden, at det er særdeles
oplagt og bør prioriteres at jordemoderen, som har varetaget den provokerede sene
abort, deltager i en opfølgende samtale med kvinden. Da jordemoderen kender til
forløbet og har været til stede på et tidspunkt, hvor bruddet i kvindens narrativ blev
meget tydeligt, kan hun nemmere støtte kvinden i at forme af et helt narrativ. Dette kan
gøres ved at give plads og mulighed for, at kvinden kan fortælle om oplevelsen sammen
med de perspektiver, der er fremkommet efter forløbet. Kvinden kan, som vi ser det,
også have mulighed for i samarbejde med jordemoderen at få justeret sin tolkning af
oplevelsen og narrativet, ved at spejle det i jordemoderens perspektiver på forløbet.
Herved kan jordemoderen støtte kvinden i at sætte oplevelsen ind i en forståelig og
meningsfuld sammenhæng i et helt narrativ. Modsat kan jordemoderen måske hæmme
kvinden i at forme et helt narrativ, hvis hun ikke formår at give kvinden plads og
mulighed for ved behov at få fortolket uforståelige dele af oplevelsen.
Med viden om at der kan ske en heling gennem fortælling af narrativet, mener vi, at
jordemoderen ligeledes kan være med til at fortælle videre på narrativet, når hun møder
kvinden i konsultationen i forbindelse med en ny graviditet. Jordemoderen kan i
journalen se, at kvinden tidligere har gennemgået en provokeret sen abort, og vi anser
det som vigtigt, at jordemoderen lægger op til samtale om denne oplevelse. Dette kan
”Det var et barn, jeg ikke fik, som jeg skulle have haft”. Et bachelorprojekt om narrativitet og provokerede sene aborter
44
være vigtigt, da narrativer hænger sammen og udvikles i en proces, hvilket derfor kan
betyde, at kvindens udformning af sit narrativ ikke stopper efter, at den provokerede
sene abort er overstået, men at det vil danne grundlag for narrativet i den nye graviditet.
Dette kan være vigtigt for jordemoderen at have viden om, da det betyder, at hun fortsat
kan støtte kvinden i dels at genopbygge et eventuelt stadigt brudt narrativ og i dels at
forme et helt narrativ, som den nye graviditet er en del af. Ved at jordemoderen sammen
med kvinden får italesat tabet og den drøm, der aldrig blev indfriet, kan kvinden dermed
begynde at stræbe efter sammenhæng og mening i den nye graviditet.
11.5. Tabet og sorgen Vi vil nedenfor diskutere anvendelsen af den narrative tilgang i forhold til hvordan tabet
opleves af kvinden.
Vi har på baggrund af videnskabelige undersøgelser og vore egne oplevelser fra praksis
haft en formodning om, at kvinder oplever en sorg over tabet af deres barn i forbindelse
med en provokeret sen abort. I analysen ”Relationen til jordemoderen” blev denne
formodning nuanceret, da vi fandt, at ikke alle kvinder nødvendigvis oplever et tab af
barnet. Vi mener derfor, at det er vigtigt at jordemoderen er opmærksom på, at ikke alle
kvinder oplever en sorg over tabet af barnet, men måske snarere en sorg over tabet af
drømmen om at få et barn. Dette kan på den ene side betyde, at det er vigtigt, at
jordemoderen ikke på forhånd antager og handler ud fra, at kvinden oplever tabet og
sorgen på en bestemt måde. På den anden side kan det betyde, at det er nødvendigt, at
jordemoderen finder ud af, hvorledes kvinden oplever tabet. Jordemoderen kan dermed
bedre støtte kvinden i at opbygge et helt og meningsfuldt narrativ, som stemmer overens
med kvindens syn på tabet. Hvis kvinden, som Kvinde 2 i casematerialet, oplever et tab
og en sorg over den mistede drøm om barnet, vil hun efter vores mening og på baggrund
af narrativ teori stadig kunne have brug for en tilskrivning af mening og sammenhæng,
en redefinering af det oprindelige plot og at handle hen imod et meningsfuldt og helt
narrativ. Vi anser målet med den narrative tilgang for at være, at kvinden gennem
fortælling og handling former et helt narrativ og opnår heling fra lidelse. Den narrative
tilgang kan jordemoderen dermed anvende i støtten til kvinden, uanset hvordan hun
oplever tabet og sorgen.
”Det var et barn, jeg ikke fik, som jeg skulle have haft”. Et bachelorprojekt om narrativitet og provokerede sene aborter
45
11.6. Diskussion af metoden og kritisk refleksion over eget projekt Vi vil i de nedenstående afsnit kort diskutere dele af projektets metode og kritisk
reflektere over eget projekt.
11.6.1. Ideografisk viden og en individuel tilgang
Projektets fænomenologiske grundlag betyder, at vi har antaget, at den enkelte kvindes
oplevelser af sin livsverden, kun kan erfares af den hende, og dermed ikke direkte kan
overføres til andre (Birkler 2009:105). Den viden vi har skabt i projektet er derfor
ideografisk. Den anvendte primære empiri, underbygget af casematerialet, viste dog
analytiske fællestræk i kvindernes mange forskellige oplevelser af at gennemgå en
provokeret sen abort. Derfor anser vi det alligevel for sandsynligt, at projektets
resultater kan anvendes til at sige noget generelt om fænomenet ”kvinders oplevelser af
at gennemgå en provokeret sen abort”. Det kan være vanskeligt at vide, nøjagtigt
hvordan den individuelle oplevelse er, og derfor kan de analytiske fællestræk ikke
anvendes som en generel skabelon. Vi mener dog, at fællestrækkene kan være en vigtig
baggrundsviden, som kan bidrage til en forståelse for fænomenet hos jordemoderen.
Samtidigt anser vi det for vigtigt, at jordemoderen i det enkelte tilfælde i praksis er
bevidst om, at oplevelsen af en provokeret sen abort er individuel. Med narrativ teori
som forklarings- og forståelsesramme kan vi således have vist en anderledes – mere
idiografisk, erfaringsnær og procesorienteret tilgang til undersøgelsen af, hvad kvinder
der har gennemgået en provokeret sen abort, oplever.
11.6.2. Anvendelsen af den primære empiri
Den primære empiri kan ses som en styrke for projektet, da det er en primær analyse af
kvinders oplevelser af at gennemgå en provokeret sen abort, som derfor viser
mangfoldige perspektiver af dette fænomen. Da forskernes primære analyse indeholder
mange forskellige perspektiver, har det været nødvendigt at udvælge dem, der var mest
relevante for undersøgelsen af projektets problemstilling. Vi mener, at det kan
forsvares, at vi har udført udvælgelsen af de mest relevante dele af den primære empiri,
da vi i projektet også forholder os til nogle af oplevelserne hos de kvinder, der ikke
havde den generelle oplevelse.
”Det var et barn, jeg ikke fik, som jeg skulle have haft”. Et bachelorprojekt om narrativitet og provokerede sene aborter
46
11.6.3. Anvendelsen af narrativ teori
Anvendelsen af Cheryl Mattinglys perspektiver på narrativer som en fortolknings- og
forståelsesramme til den narrative tilgang, ønsker vi at gøre opmærksom på, kun er én
mulig ramme at anskue kvinders oplevelser af at gennemgå en provokeret sen abort ud
fra. Vi er bevidste om, at vi i dette projekt har haft fokus på narrativitet og dets
sammenhæng med heling som individuelt og relationelt betinget. Derfor ønsker vi at
gøre opmærksom på at kvindens narrativ også formes i relationen til andre end
jordemoderen. Ifølge Mattingly er narrativers evne til at tilskrive mening, sammenhæng
og heling til lidelse desuden også socialt og kulturelt betinget (Mattingly 2005b:13-14,
20). Det enkelte narrativ om en bestemt provokeret sen abort er dermed ikke en isoleret
størrelse. Det er også betinget af sociale og kulturelle værdier og normer i det samfund,
som kvinden og jordemoderen lever i.
11.6.4. Vores forforståelses betydning for generering af egen empiri
Vi er bevidste om, at vores forforståelse kan have haft en indflydelse på de narrativer
kvinderne, der blev interviewet, fortalte os. Dette kan være sket i kraft af, at vi i
interviewguiden havde nogle temaer, som vi særligt ønskede at få noget at vide om.
Informationen i informationsbrevet og den information, vi gav kvinderne forud for
interviewene, har dog ikke indeholdt konkrete spørgsmål til disse temaer. Kvinderne
kendte derved ikke temaerne på forhånd. Da de desuden fortalte deres narrativ, før vi
begyndte at stille uddybende spørgsmål, har deres narrativ været mindst muligt påvirket
af vores forforståelse. I narrativerne kom der også temaer frem, som vi ikke havde
forventet at finde på forhånd, og vi har været åbne overfor disse temaer i undersøgelsen
af fænomenet ”kvinders oplevelser af at gennemgå en provokeret sen abort”. Derfor
mener vi, at vi således har fået udvidet vores forståelseshorisont, og at der er sket en
horisontsammensmeltning i forhold til at forstå projektets fænomen.
12. Konklusion
Vi udarbejdede dette projekt på baggrund af en oplevelse af mangel på viden og
redskaber i at støtte kvinden, som gennemgår en provokeret sen abort på grund af
anomali hos barnet. Vi var ligeledes interesserede i at undersøge hvordan kvindens
brudte narrativ, forårsaget af tab, sorg og lidelse forbundet med den provokerede sene
”Det var et barn, jeg ikke fik, som jeg skulle have haft”. Et bachelorprojekt om narrativitet og provokerede sene aborter
47
abort, kan blive helt igen. Formålet med projektet var derfor dels at undersøge, hvilke
oplevelser kvinder kan have af at gennemgå en provokeret sen abort på grund af
anomali hos barnet, og dels at finde frem til hvordan jordemoderen med en narrativ
tilgang kan støtte kvinden i at forme et helt narrativ.
I undersøgelsen af projektets problemstilling har vi inddraget primær empiri udarbejdet
på baggrund af narrative interviews (Field 2012a; 2012b; 2012c). For at supplere og
underbygge den engelske primærempiri, har vi udført tre narrative interviews i en dansk
kontekst. Vi har anvendt Cheryl Mattinglys perspektiver på narrativer som
sammenhængende med heling, som den teoretiske viden om narrativer (Mattingly
2005a; 2005b). Projektet hviler på et fænomenologisk-hermeneutisk grundlag, hvilket
betyder, at vi har lagt vægt på at opnå indsigt i livsverdenen hos nogle kvinder, der har
gennemgået en provokeret sen abort og søgt at opnå en forståelse af deres situation.
På baggrund af det, vi i projektet har fundet, kan vi konkludere, at der er mange
forskellige oplevelser forbundet med at gennemgå en provokeret sen abort på grund af
anomali hos barnet. Disse forskellige oplevelser havde generelle fællestræk. Det er
blevet klart, at disse fællestræk ikke kan overføres direkte til andre kvinder, da
oplevelsen af at gennemgå en provokeret sen abort er individuel. Dette stemmer overens
med et af målene for projektet, som netop var at finde ideografisk viden. En
baggrundsviden om de mange forskellige oplevelser af fænomenet ”kvinders oplevelser
af en provokeret sen abort” kan være vigtig for jordemoderen at have, da det kan give
hende yderligere forståelse for dette fænomen. Dermed kan jordemoderen have bedre
mulighed for at støtte kvinden. Med narrativ teori som analytisk fortolknings- og
forståelsessramme har vi gennem projektets kvalitative undersøgelse dog også vist, at
kvinder i høj grad har noget til fælles, til trods for forskellige individuelle oplevelser.
Det de har til fælles er, at den provokerede sene abort har været et brud på narrativet om
at få et barn. Med en forståelse af hvor vigtig heling fra lidelse forbundet med bruddet
på narrativet er, kan jordemoderen ved at tænke kvindens oplevelse som en del af et helt
narrativ, bedre støtte kvinden med en narrativ tilgang.
”Det var et barn, jeg ikke fik, som jeg skulle have haft”. Et bachelorprojekt om narrativitet og provokerede sene aborter
48
I projektets undersøgelse fandt vi frem til, at genopbygningen af det brudte narrativ og
udformningen af et helt narrativ handler om, at kvinden må redefinere det oprindelige
plot, handle hen mod plottet gennem bestemte valg og handlinger og tilskrive mening
og sammenhæng til oplevelsen. En redefinering af det oprindelige plot er nødvendig, da
den provokerede sene abort har bevirket, at fremtiden med barnet eller drømmen herom
ikke længere kan indfries. Handlen hen i mod plottet gennem bestemte valg og
handlinger under forløbet af den provokerede sene abort, er afgørende for udformningen
af narrativet, og for om det bliver helt eller ej. Der skal desuden tilskrives mening og
sammenhæng til det uforståelige i at skulle opleve at gennemgå en provokeret sen abort
på grund af anomali hos barnet, således at oplevelsen kan give mening i et helt narrativ.
Genopbygningen af det brudte narrativ gennem udformning af et helt narrativ, fandt vi
kan være en del af heling fra lidelse, forbundet med tab og sorg efter en provokeret sen
abort.
På baggrund af det, vi har fundet frem til i projektets undersøgelse, kan vi konkludere
følgende. Da kvindens narrativ er foranderligt, udvikles i en proces og er
interrelationelt, har jordemoderen gennem emplotment mulighed for at støtte kvinden i
at udvikle eller begynde at forme et helt narrativ. Det er her vigtigt for jordemoderen at
have viden om de ovennævnte dele i udformningen af et helt narrativ, for at hun med en
narrativ tilgang kan støtte kvinden i at opnå heling fra lidelse. Jordemoderen kan støtte
redefineringen af det oprindelige plot gennem dialog og italesættelse af det tab, og den
lidelse og sorg, der kan være forbundet med at gennemgå en provokeret sen abort på
grund af anomali hos barnet. Herved støttes kvinden til at se en ny fremtid uden barnet,
hvori redefineringen af plottet ligger. For at støtte kvinden i at handle hen mod plottet
kan jordemoderen informere kvinden om muligheden for aktivt gennem valg og
handlinger at forme et helt narrativ. Dernæst kan hun fremlægge mulige handlinger og
valg under forløbet og slutteligt skal hun respektere, de valg og handlinger kvinden
ønsker at tage og udføre. Tilskrivning af mening og sammenhæng kan jordemoderen
understøtte i forløbet ved at skabe rum til, at kvinden kan fortælle om og få afklaret, det
hun finder uforståeligt. Efterfølgende kan jordemoderen opfordre kvinden til at
kommunikere med andre kvinder, der også har gennemgået en provokeret sen abort,
deltage i en opfølgende samtale med kvinden, og i en eventuel ny graviditet italesætte
”Det var et barn, jeg ikke fik, som jeg skulle have haft”. Et bachelorprojekt om narrativitet og provokerede sene aborter
49
oplevelsen for at understøtte tilskrivningen af mening og sammenhæng. Et perspektiv
der kom frem var, at ikke alle kvinder nødvendigvis oplever et tab af barnet. Nogle
oplever nærmere et tab af drømmen om fremtiden med barnet. Vi fandt dog, at den
narrative tilgang alligevel kan anvendes i støtten uanset hvordan tabet opleves af
kvinden.
13. Perspektivering
Som nævnt i indledningen indeholder Anbefalinger for svangreomsorgen ikke nogen
konkrete anbefalinger om varetagelsen af provokerede sene aborter (Sundhedsstyrelsen
2009). Da varetagelsen af provokerede sene aborter er en del af jordemødres
arbejdsområde, finder vi det derfor relevant, at give et bud på dele af disse anbefalinger.
Under udarbejdelsen af projektet og med baggrund i den viden vi har skabt, har flere
relevante perspektiver på indholdet i disse anbefalinger vist sig. Én del af
anbefalingerne kan være, at de provokerede sene aborter bliver varetaget af en bestemt
gruppe af specialiserede jordemødre på en skærmet afdeling. Jordemødrene kan, med
udgangspunkt i den narrative tilgang, støtte kvinden og dermed opnå erfaring og
kompetence i dette. En anden del af anbefalingerne kan være et tilbud til alle kvinder,
der har gennemgået en provokeret sen abort på grund af anomalier hos barnet, om at
deltage i en støttegruppe. Vi har her valgt at uddybe indholdet i en opfølgende samtale,
som et tredje bud på en del af anbefalingerne.
Den opfølgende samtale
I arbejdet med projektet er det kommet frem, at det kan være oplagt, at kvinden får et
tilbud om en opfølgende samtale med den jordemoder eller den primære fagperson, der
har varetaget den provokerede sene abort. Den jordemoder har nemlig viden om
forløbet og var til stede på et tidspunkt, da kvindens tab blev en realitet, og bruddet i
narrativet dermed var meget tydeligt. Med viden om de tre nævnte dele i at forme af et
helt narrativ, kan jordemoderen i den opfølgende samtale understøtte den videre proces
af udformningen af et helt narrativ. Vi foreslår, at jordemoderen kan begynde med at
stille kvinden et åbent spørgsmål, således at kvinden kan fortælle sit narrativ om
oplevelsen uden afbrydelser. Dette kan give kvinden mulighed for på sigt at sætte
”Det var et barn, jeg ikke fik, som jeg skulle have haft”. Et bachelorprojekt om narrativitet og provokerede sene aborter
50
oplevelsen ind i en sammenhæng med et helt narrativ. Åbningsspørgsmålet kan have en
ordlyd svarende til spørgsmålet i den interviewguide, vi har anvendt i udførelsen af de
narrative interviews (Se bilag 3). Samtalen kan indeholde en vurdering af om plottet i
kvindens narrativ er redefineret og stemmer overens med hendes forestillinger om en
mulig fremtid. Jordemoderen kan også støtte ved at afklare eventuelle uforståelige dele
af oplevelsen af forløbet. Således kan kvinden i relationen med jordemoderen gennem
emplotment tilskrive mening og sammenhæng til det uforståelige. Om kvinden vælger
at tage i mod tilbuddet om en opfølgende samtale eller ej, kan ses som et valg eller en
handling hen mod et for hende helt og meningsfuldt narrativ. Vi forestiller os, at det er
individuelt, hvornår kvinden kan have behov for den opfølgende samtale med
jordemoderen. Derfor foreslår vi, at jordemoderen sammen med kvinden aftaler et
passende tidspunkt for samtalen. De narrative interviews vi udførte varede ca. en time,
og vi forstiller os derfor, at dette tidsrum kan være tilstrækkeligt at afsætte til den
opfølgende samtale.
”Det var et barn, jeg ikke fik, som jeg skulle have haft”. Et bachelorprojekt om narrativitet og provokerede sene aborter
51
14. Litteraturliste
Ankenævnet (2011): Statistik 2001. Virksomheden i de regionale samråd og
ankenævnet vedrørende svangerskabsafbrydelse, fosterreduktion og sterilisation.
Losing the baby: Coping with bereavement - women's experiences
Coping with the sadness of losing a baby, regret for what might have been and guilt for having
ended a life, can take women months or years - a woman reflecting on what happened to her 8
years ago said 'I don't know if you ever get over it - you learn to live with it'.
Some women said they had accepted the loss of the baby and no longer blamed themselves for
what had happened. Several wanted other women to know that it was normal to feel extremely
sad at first, but that in time they would recover from the experience and feel better - they wanted
others to know that they would feel better in time and that 'something good can come out of it'.
Reference: A
Says that as terrible as it feels at the time the sadness does get better and you can cope with it.
Reference: B
She's learned that you can recover from ending a pregnancy and put your experiences to good
use.
Most women described how they felt 'empty' and sad for some weeks after leaving hospital.
Many women had taken time off work - or been given time off work - to help them recover
emotionally and physically. Some women said that though they had felt very unhappy for
months afterwards and had been wrapped up in their loss, they now accepted what they had
done, and said that time had helped to heal them. For many women, having other children to
look after helped them feel better and gave them 'a reason to get up in the morning'.
Reference: C
She cried everyday for weeks before realising after several months that she was starting to
think about other things.
Reference: D
”Det var et barn, jeg ikke fik, som jeg skulle have haft”. Et bachelorprojekt om narrativitet og provokerede sene aborter
69
It has taken many years for her sadness and loss about the baby to shift from the front to the
back of her mind.
Everyone coped with bereavement differently - some women wanted to get pregnant again to fill
'the void' left by the baby they had lost, others couldn't face another pregnancy in case the
same thing happened again (see 'Deciding whether to have another baby'). Several women
had gone away on holiday or for a short break with their partners, though not everyone found
this was helpful.
Many women derived great comfort from their families and also from the strength of their
relationship with a partner or husband. Several women who had gone through the termination
many years ago said that other life events that had happened to them since the termination had
helped them see the loss of the baby in a wider perspective.
Reference: E
Describes feeling in limbo afterwards and says that it had helped her to get away from home for
a while.
However, some women's feelings of loss carried on for some time - and also after the birth of
another baby - and several had needed professional help and support. Generally women had
asked the GP for advice, or been offered help by the midwife. Other women had arranged
counselling and other kind of therapy for themselves (see 'Counselling and other kinds of support'). Several women who had ended a pregnancy within the last two years said they were
still finding life without the baby extremely difficult.
Reference: F
Still feels she hasn't come to terms with her guilt about the baby's death which happened two
years' ago.
Reference: G
She can remember everything about her baby who died less than a year ago, and still thinks
about him every day.
In the year following the termination, most women we talked to had experienced some periods
when they felt particularly low. Some women said they had asked themselves, 'Why me?', or
”Det var et barn, jeg ikke fik, som jeg skulle have haft”. Et bachelorprojekt om narrativitet og provokerede sene aborter
70
'What did I/we do wrong?' and trying to find a logical reason for what had happened. The first
anniversary of the baby's birth could often trigger sadness.
Reference: H
She and her partner decided to get married on the first anniversary of the baby's death so that
they wouldn't dread the date in future.
Several women who had been through a termination by induction said they had been shocked
by the physical after-effects of childbirth - sore breasts, milk coming in and bleeding - and had
found those things difficult to deal with. Several women said they had felt unprepared the
physical after-effects of having a baby.
Reference: I
Says she was surprised to experience such heavy bleeding after the termination.
Some women needed extra medical attention afterwards, some because they had a suspected
womb infection, others for heavy bleeding. Though bleeding is normal after childbirth, some
women felt they had not been treated sensitively enough when they went back to hospital for
follow-up consultations and treatment. Several women needed hospital treatment after surgical
terminations because part of the placenta remained in the womb.
During the first year some women also had mixed feelings towards other women, including
friends and family members, who had healthy babies. Though these feelings generally passed
quite quickly for most women, several said they were shocked to find themselves thinking and
acting out of character.
Reference: J
For about 18 months after losing her baby she found herself feeling resentful of women who
were pregnant and those who had healthy babies.
Several women described how they tried to avoid coming into contact with babies for some
months after they had lost the baby. However a few women said they found babies comforting -
and one woman asked if she could hold someone's baby for a while when she was getting over
the loss of her own baby.
”Det var et barn, jeg ikke fik, som jeg skulle have haft”. Et bachelorprojekt om narrativitet og provokerede sene aborter
71
Reference: K
For several weeks after the baby's death she felt panic-stricken around babies.
Many women found it helped to write a journal or diary. Some joined support groups and met
others who had been through the same experience, other women preferred to communicate
with women they didn't know via email.
Most women had photographs of the baby and had a special album or book about the baby that
they could look at or add things to whenever they felt like it (see 'Photographs and other
mementoes of the baby'). Funerals and other forms of remembrance helped many people
grieve as did visiting the baby's grave and knowing that others were prepared to acknowledge
the baby's life. (See 'Saying goodbye to the baby').
Last reviewed May 2012.
Reference: Field, Kate (2012c): Lokaliseret [010413] på