Den Europæiske Unions Tidende - EUR-Lex

DA

Den Europæiske Unions

TidendeC 152

Dansk udgave Meddelelser og oplysninger65. årgang

6. april 2022

Indhold

I Beslutninger og resolutioner, henstillinger og udtalelser

UDTALELSER

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

EØSU's 565. plenarforsamling — INTERACTIO, 8.12.2021-9.12.2021

2022/C 152/01 Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »detailvirksomheders muligheder for digital omstilling og de europæiske forbrugeres fordele heraf« (Initiativudtalelse) . . . . . . . . . . . . . . 1

2022/C 152/02 Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »tiltag, der rækker ud over BNP, med henblik på en vellykket genopretning og en bæredygtig og modstandsdygtig økonomi i EU« (initiativudtalelse) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7

2022/C 152/03 Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »selskabsbeskatningens rolle inden for virksomhedsledelse« (initiativudtalelse) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 13

2022/C 152/04 Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Frivillige — Borgerne skaber Europas fremtid« (initiativudtalelse) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 19

2022/C 152/05 Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »sikring af anstændigt arbejde for unge og sikring af inklusion af NEET'er gennem passende udarbejdelse af nationale genopretningsplaner« (initiativudtalelse) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 27

2022/C 152/06 Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »atypisk beskæftigelse og platformskooperativer under den digitale omstilling af industrien« (initiativudtalelse) . . . . . . . . . . . 38

2022/C 152/07 Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »hvordan ressource- og energiintensive industrier kan udnytte EU's genopretningsplan i deres socialt forsvarlige omstilling til dekarbonisering og digitalisering« (initiativudtalelse) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 44

2022/C 152/08 Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »foregribelse af strukturelle og sektorspecifikke forandringer og omstrukturering af industrielle kulturer — mod nye grænser for genopretning og modstandsdygtighed i forskellige dele af Europa« (initiativudtalelse) . . . . . . . . . . . 50

2022/C 152/09 Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »et stærkt transatlantisk partnerskab baseret på de fælles værdier demokrati og retsstatsprincip, som er afgørende for at tackle globale udfordringer og bevare den internationale orden« (initiativudtalelse) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 56

2022/C 152/10 Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »tilpasning af fødevarevirksomheders strategier og aktiviteter til verdensmålene for bæredygtig udvikling med henblik på en bæredygtig genopretning efter covid-19« (initiativudtalelse) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 63

III Forberedende retsakter

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

EØSU's 565. plenarforsamling — INTERACTIO, 8.12.2021-9.12.2021

2022/C 152/11 Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Europa-Kommissionens vejledning om styrkelse af adfærdskodeksen om desinformation (COM(2021) 262 final) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 72

2022/C 152/12 Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »beretning fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Beretning om konkurrencepolitikken 2020« (COM(2021) 373 final) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 77

2022/C 152/13 Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2014/53/EU om harmonisering af medlemsstaternes love om tilgængeliggørelse af radioudstyr på markedet« (COM(2021) 547 final — 2021/0291 (COD)) . . . . . 82

2022/C 152/14 Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EU) 2017/746 for så vidt angår overgangsbestemmelser for visse former for medicinsk udstyr til in vitro-diagnostik og udskydelse af anvendelsen af krav til internt udstyr« (COM(2021) 627 final — 2021/0323 (COD)) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 85

2022/C 152/15 Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme« (COM(2021) 420 final 0151 2021/0239 (COD)), om »forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oplysninger, der skal medsendes ved pengeoverførsler og ved overførsler af visse kryptoaktiver (omarbejdning)« (COM(2021) 422 final — 2021/0241 (COD)) og om »forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om de mekanismer, medlemsstaterne skal indføre for at forebygge, at det finansielle system anvendes til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, og om ophævelse af direktiv (EU) 2015/849« (COM(2021) 423 final — 2021/0250 (COD)) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 89

2022/C 152/16 Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Strategi for finansiering af omstillingen til en bæredygtig økonomi« (COM(2021) 390 final) . . . . . . 97

2022/C 152/17 Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om europæiske grønne obligationer« (COM(2021) 391 final — 2021/0191 (COD)) 105

2022/C 152/18 Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EU) nr. 575/2013 og direktiv 2014/59/EU for så vidt angår den tilsynsmæssige behandling af globale systemisk vigtige institutkoncerner med en multiple point of entry-afviklingsstrategi og en metode til indirekte tegning af instrumenter, der er nedskrivningsrelevante med henblik på at opfylde minimumskravet til kapitalgrundlag og nedskriv-ningsrelevante passiver« (COM(2021) 665 final — 2021/0343 (COD)) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 111

2022/C 152/19 Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Det Europæiske Råd, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Udnyttelse af de tidlige erfaringer fra covid-19-pandemien« (COM(2021) 380 final) 116

2022/C 152/20 Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om et europæisk ungdomsår 2022« (COM(2021) 634 final — 2021/0328 (COD)) . 122

2022/C 152/21 Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/2001, Europa- Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1999 og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/70/EF for så vidt angår fremme af energi fra vedvarende energikilder og om ophævelse af Rådets direktiv (EU) 2015/652« (COM(2021) 557 final — 2021/0218 (COD)) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 127

2022/C 152/22 Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om energieffektivitet (omarbejdning)« (COM(2021) 558 final — 2021/0203 (COD)) . 134

2022/C 152/23 Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om etablering af infrastruktur for alternative brændstoffer og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/94/EU« (COM(2021) 559 final — 2021/0223 (COD)) og om »meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — En strategisk plan for udrulning med henblik på skitsering af en række supplerende foranstaltninger til støtte for hurtig udbredelse af infrastruktur for alternative brændstoffer« (COM(2021) 560 final) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 138

2022/C 152/24 Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om anvendelsen af vedvarende og kulstoffattige brændstoffer i søtransport og om ændring af direktiv 2009/16/EF« (COM(2021) 562 final — 2021/0210 (COD)) . . . . . . . . . . . . . . 145

2022/C 152/25 Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2003/87/EF for så vidt angår luftfartens bidrag til Unionens emissionsreduktionsmål for økonomien som helhed og passende gennemførelse af en global markedsbaseret foranstaltning« (COM(2021) 552 final) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 152

2022/C 152/26 Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af en social klimafond« (COM(2021) 568 endelig — 2021/0206 (COD)) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 158

2022/C 152/27 Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om foranstaltninger over for transportvirksomheder, der letter eller deltager i menneskehandel eller smugling af migranter i forbindelse med ulovlig indrejse på Den Europæiske Unions område« (COM(2021) 753 final — 2021/0387 (COD)) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 166

2022/C 152/28 Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om »Ny EU-skovstrategi for 2030«« (COM(2021) 572 final) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 169

2022/C 152/29 Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs om »forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2003/87/EF om et system for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Unionen, afgørelse (EU) 2015/1814 om oprettelse og drift af en markedsstabilitetsreserve i forbindelse med Unionens ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner og forordning (EU) 2015/757« (COM(2021) 551 final — 2021/0211 (COD)) og om »forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om ændring af afgørelse (EU) 2015/1814 for så vidt angår den mængde kvoter, der skal overføres til markedsstabilitetsreserven for Unionens ordning for handel med kvoter for drivhus-gasemissioner frem til 2030« (COM(2021) 571 final — 2021/0202 (COD)) . . . . . . . . . . . . . . . . . 175

2022/C 152/30 Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om indførelse af en CO2-grænsetilpasningsmekanisme« (COM(2021) 564 final — 2021/0214 (COD)) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 181

2022/C 152/31 Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EU) 2018/842 om bindende årlige reduktioner af drivhusgasemissioner for medlemsstaterne fra 2021 til 2030 som bidrag til klimaindsatsen med henblik på opfyldelse af forpligtelserne i Parisaftalen« (COM(2021) 555 final — 2021/0200(COD)) . 189

2022/C 152/32 Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EU) 2018/841 for så vidt angår anvendelsesområdet, forenkling af overholdelsesregler, fastsættelse af medlemsstaternes mål for 2030 og forpligtelse til kollektiv opnåelse af klimaneutralitet senest i 2035 i arealanvendelses-, skovbrugs- og landbrugs-sektoren og om ændring af forordning (EU) 2018/1999 for så vidt angår forbedring af overvågning, rapportering, sporing af fremskridt og revision« (COM(2021) 554 final) . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 192

2022/C 152/33 Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af bilag IV og V til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1021 om persistente organiske miljøgifte« (COM(2021) 656 final — 2021/0340 (COD)) . . . . 197

I

(Beslutninger og resolutioner, henstillinger og udtalelser)

UDTALELSER

DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG

EØSU'S 565. PLENARFORSAMLING — INTERACTIO, 8.12.2021-9.12.2021

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »detailvirksomheders muligheder for digital omstilling og de europæiske forbrugeres fordele heraf«

(Initiativudtalelse)

(2022/C 152/01)

Ordfører: Felipe MEDINA MARTÍN

Plenarforsamlingens beslutning 25.3.2021

Retsgrundlag Forretningsordenens artikel 32, stk. 2

Initiativudtalelse

Kompetence Sektionen for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug

Vedtaget i sektionen 18.11.2021

Vedtaget på plenarforsamlingen 9.12.2021

Plenarforsamling nr. 565

Resultat af afstemningen

(for/imod/hverken for eller imod) 190/1/4

1. Konklusioner og anbefalinger

1.1. Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) glæder sig over, at detailsektoren i revisionen af den europæiske industristrategi, som for nylig blev fremlagt af Kommissionen, betragtes som et strategisk økosystem for den europæiske genopretning. EØSU mener, at økosystemtilgangen udgør en passende ramme, som på den ene side afspejler de komplekse forbindelser mellem sektorer og virksomheder på det indre marked i en given værdikæde og på den anden side behovet for at støtte dem i at tage den digitale omstilling og bæredygtighedsomstillingen til sig og bidrage til genopretningsstrategien. EØSU bemærker betydningen, diversiteten og omfanget af de initiativer, som detailvirksomheder har taget for at støtte den grønne og den digitale omstilling ved at investere i nye teknologier for at imødekomme nye forespørgsler og behov fra kundernes side.

1.2. Den europæiske detailsektor, som er den største private arbejdsgiver i Europa, står midt i en digital omstilling, som er blevet accelereret drastisk af covid-19-pandemien. Den digitale omstilling indebærer en grundlæggende ændring af forretningsmodellerne inden for detailhandel, men den ændrer også interaktionen med kunderne, og de mest succesrige virksomheder integrerer gnidningsløst online- og offlinemiljøet til en multikanal. EØSU har bemærket, at to tredjedele af alle detailvirksomheder ikke havde onlineoperationer før covid-19, og at pandemien har vist, hvor vigtigt det er for mange virksomheders overlevelse at have en multikanalstrategi, navnlig — men ikke kun — for SMV'er.

6.4.2022 DA Den Europæiske Unions Tidende C 152/1

1.3. EØSU fremhæver, at en af de største udfordringer for detailsektoren er fraværet af lige konkurrencevilkår online i forhold til tredjelandsvirksomheder. Dette skaber unfair konkurrence for EU-baserede virksomheder, som overholder EU's regler om, at produkter, der sælges til forbrugerne, skal være sikre, og at forbrugerrettighederne skal overholdes.

1.4. EØSU er enig i, at der er behov for en solid og ambitiøs digital politik for detailsektoren i Europa for at drage nytte af de muligheder, som den digitale innovation giver for at forbedre Europas konkurrenceevne. Ved at tage den grønne omstilling til sig får detailsektoren en mulighed for samtidig at hjælpe forbrugerne med at træffe mere bæredygtige valg i deres forbrug. EØSU fremhæver, at et ægte indre marked og effektiv grænseoverskridende lovgivning vil sætte detail- og engrossektoren i stand til at imødekomme forbrugernes behov og konkurrere i et globalt konkurrencepræget og mere digitalt miljø.

1.5. EØSU støtter den fælles erklæring i den europæiske pagt for handel i Europa, som er udsendt af arbejdsmarkedets parter inden for detail- og engrossektoren, om, at EU bør hjælpe sektoren med at forbedre sin modstandsdygtighed på lang sigt ved at indføre målrettede støttetiltag og fremskynde den digitale og den grønne omstilling, og det anerkender detailbutikkernes rolle med hensyn til at holde liv i bycentre og lokalsamfund i landdistrikterne. EØSU opfordrer Kommissionen til at overveje, hvordan der kan skabes en integreret genopretnings- og industristrategi på grundlag af genopretningsplanerne, som afspejler den gensidigt styrkende rolle, som service- og fremstillingserhvervene spiller med hensyn til at fremme den europæiske økonomis vækst og virke og støtte digitaliseringen i detailleddet med særligt fokus på SMV'er.

1.6. EØSU opfordrer indtrængende EU-institutionerne og medlemsstaterne til at ændre beskæftigelses- og kvalifika-tionsstøtteforanstaltninger og investere i fremtidens detailarbejdstageres kvalifikationer gennem forbedret erhvervs-uddannelse, individuelle læringskonti og støtte til den sociale økonomi, som er tilpasset til nye job, og støtte virksomheder, så de kan beholde en stor del af deres arbejdsstyrke, ved at uddanne dem til at bruge digitale teknologier. Omskoling kan sætte andre i stand til at udnytte jobmuligheder i andre sektorer. EØSU er enig i, at kunstig intelligens og robotteknologi vil udvide og forstærke den indvirkning, som digitaliseringen af økonomien har på arbejdsmarkederne, og at dette kan bidrage til økonomiske og sociale fremskridt.

2. Indledning

2.1. Detailsektoren, som omfatter detailbutikker (B2C) og engrosvirksomheder (B2B), er den største private arbejdsgiver i Europa og står for hvert syvende job og for hver fjerde europæiske virksomhed. Detail- og engrosvirksomheder er forbindelsesleddet mellem producenter og forarbejdningsvirksomheder og de 450 mio. forbrugere i EU.

2.2. Detailsektoren er en sektor, som drives af forbrugernes efterspørgsel. Det er en mangfoldig sektor bestående af online og fysiske butikker, der sælger fødevarer og nonfoodprodukter til forbrugere, og som er under hastig forandring til en multikanalforretningsmodel for forbrugerne. 99 % af virksomhederne i denne sektor er SMV'er, som forsøger at etablere sig på det indre marked og overleve på et meget konkurrencepræget marked, hvor de byder ind med fleksibilitet til innovation og eksperimenter og gør det, de er bedst til, nemlig at betjene deres kunder.

2.3. Den europæiske detailsektor står midt i en digital omstilling. Denne omstilling blev drastisk accelereret af covid-19-pandemien. Mange forbrugere var tvunget til at købe deres nonfoodprodukter online, fordi butikkerne var lukket. Fødevarebutikker kunne ofte holde åbent, men var pålagt stramme restriktioner, som medførte høje omkostninger til at sikre forbrugernes og de ansattes sikkerhed. Mange detailvirksomheder, som ikke allerede havde en onlinewebshop, var nødt til at begynde at tilbyde deres produkter online for at kunne nå kunderne igen under nedlukningen. I mange tilfælde var onlinemarkedspladser den eneste måde for SMV'er at komme hurtigt online på, og denne tendens forventes at stige i den kommende tid.

2.4. Samtidig er den grønne omstilling en mulighed for detailhandelen, idet den giver sektoren anledning til at gentænke forretningsmodeller, tilbyde alternative produkter og støtte og skubbe folk i retning af en mere bæredygtig livsstil. Den både responderer på og fører til ændringer i samfundet. Foruden den øgede efterspørgsel fra forbrugeres og lovgivernes side efter mere bæredygtige alternativer er den grønne omstilling en mulighed for at gentænke den måde, samfundet producerer, forarbejder, sælger, bruger og bortskaffer produkter på.

3. Den digitale omstilling

3.1. Den digitale omstilling indebærer en grundlæggende ændring af forretningsmodellerne inden for detailhandelen, idet den ændrer interaktionen med kunderne, markedsføringen, selve forsyningskæden, informationen gennem forsyningskæden og meget mere. Sektoren er traditionelt en forhandler af produkter, men den bliver i stigende grad en blanding af støttetjenester omkring salget, en førende generator og behandler af data og en vigtig bruger af kunstig intelligens. Dette er afgørende for at imødekomme forbrugernes behov og levere mere relevante, personaliserede tilbud.

C 152/2 DA Den Europæiske Unions Tidende 6.4.2022

3.2. Mens mange andre stadig taler om online- og offlinesalgskanaler, integrerer de mest succesrige virksomheder online- og offlinemiljøet til multikanaler og tilbyder dermed kunderne én samlet oplevelse. Dette bidrager til øget konkurrence mellem de forskellige forretningsmodeller og skaber flere valgmuligheder og større gennemsigtighed for forbrugerne, arbejdspladser og vækst.

3.3. En af de største udfordringer for detailsektoren er, at der mangler lige konkurrencevilkår online i forhold virksomheder fra tredjelande. Nogle af disse spørgsmål behandles allerede i forskellige initiativer fra Kommissionen. Medierne beretter jævnlig om, at ikke-EU-produkter, som sælges online af virksomheder fra tredjelande, ikke overholder EU's regler eller sågar er usikre eller farlige. Dette skaber unfair konkurrence for EU-baserede virksomheder, som opfylder EU's regler, der kræver, at produkter, der sælges til forbrugerne, skal være sikre, og at forbrugerrettighederne skal overholdes. Problemet forværres af manglende markedsovervågning og toldkontrol samt høje omkostninger til overholdelse for de virksomheder, der overholder lovgivningen. For forbrugerne er det vanskeligt at modstå fristelsen ved lavere priser. En undersøgelse fra 2020 peger på, at næsten 70 % af de EU-forbrugere, som køber i udlandet, har købt produkter, som sælges fra Kina — et tal, som i 2014 lå på ca. 15 % (1).

3.4. Detail- og engrosvirksomheder innoverer, tilpasser sig og eksperimenterer for at undersøge nye produkter, tjenesteydelser og forretningsmodeller og dermed holde trit med forbrugernes behov. Mere end to ud af tre detailvirksomheder havde ikke onlineoperationer før covid-19, og pandemien har vist, hvor vigtigt det er for mange virksomheders overlevelse at have multikanaler, navnlig — men ikke kun — for SMV'er inden for detail- og engroshandel.

3.5. Digital innovation forbedrer Europas konkurrenceevne på globalt plan. En ud af to europæiske kunder handler allerede online, og de handler samlet set for et beløb på 424 mia. EUR årligt (2), men der er stor forskel på onlinehandelens andel for de enkelte produkttyper. Kun 15 % af forbrugerne køber i dag på tværs af grænserne, og kun 7 % af SMV'erne sælger uden for deres eget land. Der er brug for en solid og ambitiøs digital politik for sektoren i Europa for at høste fordelene ved disse muligheder og sikre, at alle virksomheder kommer med i processen, at deres arbejdstageres arbejdsvilkår forbedres, og at kunderne oplever en klar fordel ved digitaliseringen af detailsektoren i hele Europa, idet der opretholdes et højt forbrugerbeskyttelsesniveau på tværs af alle salgskanaler.

4. Den grønne omstilling

4.1. Covid-19-krisen har afsløret en øget forbrugerefterspørgsel efter bæredygtige produkter og måder at drive virksomhed på. Detail- og engrosvirksomheder har fungeret som en vigtig kontaktflade til slutforbrugerne og spillede en vigtig rolle med hensyn til at foregribe og stimulere efterspørgslen efter mere bæredygtige, genanvendelige og/eller genbrugelige produkter og emballager. Detail- og engrosvirksomheder har i mange år været aktive med hensyn til at tilskynde til et bæredygtigt forbrug og mindske CO2-udledningerne i deres drift og forsyningskæder. Men de er stødt på udfordringer med hensyn til at fremme denne omstilling i en sektor med høje faste omkostninger og lave margener.

4.2. Detailsektoren yder et vigtigt bidrag til indsamling og genanvendelse af affald. Systemer for udvidet producentansvar er baseret på størrelsen af en given affaldsstrøm, som en virksomhed sender ud på det marked, den opererer på. Dette ansvar er ikke så klart, når virksomheder, som ikke er fysisk etableret i EU, sender produkter ud på EU-markedet, eller når forbrugerne gør det gennem direkte import. I disse tilfælde genanvendes eller fjernes produktaffald, som kommer ind i affaldsstrømmen, på de europæiske detailvirksomheders regning. Dette omfatter affald, som skabes af tredjelandsoperatører, som intet betaler. Der er behov for et øget samarbejde mellem WEEE-ordninger (affald fra elektrisk og elektronisk udstyr) og onlinesalgsvirksomheder, som er etableret uden for EU, og det samme gælder skridt til at gøre disse virksomheder opmærksomme på deres ansvar i henhold til ordninger for udvidet producentansvar. Forbrugerbevidsthed om genanvendelsesprocesser og omkostninger er også afgørende for at gøre følgerne af at købe online mere gennemsigtige.

5. Kvalifikationer

5.1. EØSU støtter den fælles erklæring af 8. april 2020 (3), som slår til lyd for en europæisk pagt for handel, udsendt af arbejdsmarkedsparterne inden for detail- og engrossektoren, UNI-Europa og EuroCommerce. I erklæringen fremhæves den hidtil usete indvirkning, som covid-19-krisen har haft på detail- og engrosvirksomheders levedygtighed og deres arbejdsstyrkes modstandsdygtighed. Traditionen for samarbejde på arbejdsmarkedet og hyppigheden af skræddersyede ordninger i sektoren, ofte gennem kollektive aftaler, har sat virksomhederne i stand til at håndtere den pludselige og radikale tilpasning til den »nye normaltilstand« effektivt. Arbejdsmarkedets parter har foreslået en »europæisk pagt for handel« for EU og offentlige myndigheder med henblik på at hjælpe sektoren med at forbedre dens modstandsdygtighed på lang sigt gennem målrettede støtteforanstaltninger og ved at fremskynde den grønne og den digitale omstilling.


(1) E-commerce in Europe 2020.(2) https://www.eurocommerce.eu/about-us/the-narratives.aspx(3) 2020.04.08 — EuroCommerce_UniEuropa_statement.pdf.

https://www.postnord.se/siteassets/pdf/rapporter/e-commerce-in-europe-2020.pdf

https://www.eurocommerce.eu/about-us/the-narratives.aspx

https://www.eurocommerce.eu/media/191927/2020.04.08%20-%20EuroCommerce_UniEuropa_statement.pdf

5.2. Ifølge en nylig rapport fra McKinsey Global Institute (4) har covid-19 og automatiseringen tilsammen bragt over 5 mio. arbejdspladser inden for detail- og engroshandelen i fare. Dette kan påvirke de mange kvinder og unge mennesker, som er ansat i disse sektorer. Foruden at stabilisere økonomien er det nødvendigt, at EU og medlemsstaterne investerer i disse arbejdstageres kvalifikationer, f.eks. gennem forbedret erhvervsuddannelse, individuelle læringskonti og omskoling. Målrettet opkvalificering ville sætte sektoren i stand til at beholde en større del af sin arbejdsstyrke ved at uddanne dem til at bruge digitale teknologier, mens omskoling kan sætte andre i stand til at besætte stillinger i andre sektorer.

5.3. EU's støtteforanstaltninger for beskæftigelse og kvalifikationer bør derfor ændres, så der bliver let og hurtig adgang til midler til omstrukturering af denne sektor og til at håndtere de forandrede kvalifikationsbehov, som følger med de fremskyndede markedsændringer som følge af covid-19. Genopretningsplanerne skal anvendes til at øge kvalifikationerne hos både detail- og engrosarbejdere på samme måde som for arbejdstagere i den offentlige sektor.

6. Industristrategien — et økosystem for detailhandel

6.1. I den nye industristrategi, som for nylig blev fremlagt af Kommissionen (5), præsenteres et nyt fokus på essentielle økosystemer, herunder detailhandel og landbrugsfødevarer. Detail- og engrosvirksomheder spiller en afgørende rolle i den europæiske økonomi og i adskillige andre økosystemers funktion, f.eks. i logistiksektoren. Den digitale og den grønne omstilling skal bidrage til at fremme genopretningen efter covid-19, og det er nødvendigt, at detail- og engrosvirksomheder anerkendes som en vigtig del af adskillige økosystemer, f.eks. onlinehandel og logistik. Logistik er en uundværlig, symbiotisk industrikomponent af onlinehandel, da ingen af de to delsystemer kan udføre deres aktiviteter uden bidrag fra den anden. Det er derfor af almen interesse, at logistiksektoren udvides på en måde, der er forenelig med arbejdstagernes, forbrugernes og miljøets interesser.

6.2. Kommissionen har anerkendt, at detail- og engrosøkosystemet er en af de hårdest ramte sektorer og kommer på en andenplads med hensyn til behovet for investeringsstøtte. Detail- og engrosvirksomheder opererer med høj omsætning, høje faste omkostninger og lave margener (1-3 %), hvilket betyder, at de er særligt sårbare over for likviditetsknaphed. I maj 2020 nåede de estimerede tab i forbindelse med pandemiens første bølge op på 16-20 % af den årlige omsætning (250-320 mia. EUR) inden for nonfooddetailhandelen. Et stort antal virksomheder inden for detail- og engrosøkosystemet har lidt hårdt under myndighedernes restriktioner, direkte eller indirekte, f.eks. som følge af, at deres kunder har været omfattet af nedlukningen eller af andre begrænsninger i mobiliteten. Virksomheder med onlineaktiviteter har kunnet afbøde nogle af tabene, men kun i et meget begrænset omfang. Onlinesalget er vokset markant og forventes at fortsætte med at vokse, efterhånden som forbrugerne får erfaringer med at købe online.

6.3. Økosystemtilgangen tilbyder en passende ramme, som både afspejler de komplekse forbindelser mellem sektorer og virksomheder på det indre marked i en given værdikæde og behovet for at støtte dem i at tage den digitale omstilling og bæredygtighedsomstillingen til sig og bidrage til genopretningsstrategien. Det private forbrug udgør over 50 % af EU's BNP, og detail- og engrosvirksomheder sikrer dermed producenternes adgang til forbrugermarkeder og erhvervsmarkeder. Kunderne kan købe, hvad de har brug for, og dette udgør en løbende og vital forsyningskæde.

7. Detailhandelens rolle med hensyn til at holde bycentre og lokalsamfund i landdistrikterne levende

7.1. Detailvirksomheder har opbygget et tillidsforhold til de europæiske forbrugere gennem mange år og forsyner dem med højkvalitetsprodukter til konkurrencedygtige priser, idet de til stadighed stræber efter at skabe og videregive nye effektivitetsgevinster og dermed bidrage til forbrugernes købekraft. Detailvirksomheder skaber miljøvenlige produkter, som bidrager til et bæredygtigt forbrug, men der skal mere til.

7.2. Detailforretningerne spiller også en central rolle med hensyn til at holde liv i bycentre og lokalsamfund i landdistrikterne. Dette viser også, hvor relevante traditionelle fysiske butikker er og fortsat vil være for samfundet. Detailbutikker kan fungere som postkontor, bank og apotek og bidrage til, at holde liv i lokalsamfundene. Tomme butikslokaler i handelsgader dømmer uundgåeligt byer til et langsomt forfald til vandalisme og kriminalitet, og en butik i en landsby kan være det, der gør forskellen mellem et levende lokalsamfund på landet og et, der mister sin befolkning.

7.3. Det er nødvendigt, at de europæiske detailvirksomheder er i stand til at øge og fremskynde deres investeringer i automatisering, kundeinterfaces og kunstig intelligens, så de kan forblive konkurrencedygtige. Støtte til sådanne investeringer og til at udvide onlinesalget, og navnlig hjælp til SMV-detailvirksomheder og små bycentre til at gå online, ville have en transformerende effekt både på deres lokalsamfund og på overlevelse og modstandsdygtighed for mange detailvirksomheder, som står over for en intens — og i stigende grad global — konkurrence.


(4) The future of work in Europe (mckinsey.com).(5) COM(2020) 102 final; communication-industrial-strategy-update-2020_en.pdf (europa.eu).

https://www.mckinsey.com/~/media/McKinsey/Industries/Public%20and%20Social%20Sector/Our%20Insights/Future%20of%20Organizations/The%20future%20of%20work%20in%20Europe/MGI-The-future-of-work-in-Europe-discussion-paper.pdf

https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=COM:2020:102:FIN

https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/PDF/?uri=CELEX:52021DC0350&qid=1626187870208&from=DA

8. Lige konkurrencevilkår for detailhandelen i Europa

8.1. EU har med sine 450 mio. forbrugere et kæmpe potentiale som et digitalt indre marked. Den europæiske strategi for det digitale indre marked blev udarbejdet for at stimulere den grænseoverskridende e-handel mellem EU-landene. Den grænseoverskridende e-handel inden for EU er imidlertid ikke vokset så hurtigt som den tilsvarende e-handel fra tredjelande. Det europæiske marked for digitale tjenester halter klart efter USA og Kina, navnlig når det gælder tilstedeværelsen på verdensmarkedet, og dette afspejles i den eksplosive vækst i onlinesalg fra visse ikke-EU-lande, især Kina, til europæiske forbrugere. Gennem årene har vi set, at flere og flere innovative formater og teknologier skabes dér. EU og medlemsstaterne er nødt til at intensivere deres indsats for at skabe den rette ramme for, at virksomhederne kan konkurrere, innovere, betjene deres kunder og sikre forbrugerbeskyttelsen. Den bedste måde at gøre dette på er ved at sikre, at det er mere attraktivt at investere og gøre forretninger i EU end andre steder i verden.

8.2. Onlinesalg er den hurtigst voksende del af detailmarkedet, og selv om det stadig er forholdsvis begrænset i forhold til offlinesalg, er det ved at blive meget markant i en række nonfoodsektorer. Detailvirksomhederne er ikke længere den eneste kanal til kunderne, idet producenterne også er begyndt at bruge e-handel til at sælge og interagere på andre måder direkte med kunderne. Stordriftsfordele og omfattende mekanisering af processer har sammen med netværkseffekter og muligheden for at tilbyde en næsten ubegrænset vifte af produkter været til fordel for store onlineaktører og -platforme, hvis voksende markedsandele er begyndt at imitere de lokale butikkers traditionelle gatekeeperrolle.

8.3. Alle varer, som sælges i EU, skal overholde EU-reglerne, og alle virksomheder, som sælger til EU-forbrugere, skal sikre dette. Direkte import har ført til nye udfordringer med hensyn til overholdelsen af EU-lovgivningen, hvilket indebærer sundheds- og sikkerhedsrisici for europæiske forbrugere og udsætter EU-virksomheder for unfair konkurrence. Der er blevet sendt et stærkt budskab om, at uanset hvor en virksomhed har hjemsted, skal varer, som sælges i EU — uanset deres værdi — leve op til reglerne. Dette vil bl.a. den foreslåede retsakt om digitale tjenester, revisionen af direktivet om produktsikkerhed i almindelighed, behørig gennemførelse og håndhævelse af forordningen om markedsovervågning og anden EU-lovgivning bidrage til.

8.4. Det er afgørende, at det indre marked og denne sektor fungerer godt, da det vil sætte detail- og engrosvirksomheder i stand til at imødekomme forbrugernes behov og konkurrere i et globalt konkurrencepræget og mere digitalt miljø. EØSU mener, at det er absolut afgørende med handling på EU-plan for at forhindre en yderligere opsplitning af det indre marked og undgå, at der indføres nye, ofte protektionistiske, nationale regler for produkter og tjenester, samt forhindre divergerende gennemførelse og fortolkning af EU-lovgivningen.

9. Kunstig intelligens (AI) inden for detail- og engroshandel

9.1. Detail- og engrosvirksomheder har anvendt automatisering i mange år på områder som transport, ordrebehandling og lagerforvaltning eller i interaktionen med kunderne. Med AI er automatiseringen blevet langt mere sofistikeret, hvilket giver mulighed for bedre indsigter og effektivitet. AI påvirker detail- og engrossektoren på mange måder. Dette omfatter forbedret interaktion med kunderne, hurtigere pakkelevering, forudsigelse af kundeadfærd, optimering af lagerføringen, opdagelse af svindel og større bæredygtighed i sektoren.

9.2. Detailsektorens indførelse af AI er steget markant år for år. Kun 4 % af detailvirksomhederne anvendte AI-teknologier i 2016, mens dette tal i 2017 steg til 17 % og i 2018 til 28 %. Det er ikke overraskende, at indførelsen har været størst i store detail- og engrosvirksomheder med en årlig omsætning på 10 mia. USD eller derover. AI anvendes af detailvirksomheder inden for bilindustrien (19 %), elektronik og husholdningsapparater (25 %), boligforbedring (26 %), fødevarer og dagligvarer (29 %), beklædning og fodtøj (33 %) og blandede kategorier (42 %).

9.3. Som EØSU har anført i sin udtalelse om kunstig intelligens (6), vil AI og robotteknologi udvide og forstærke digitaliseringens indvirkning på økonomien på arbejdsmarkederne og kan bidrage til økonomiske og sociale fremskridt. I de seneste år er AI blevet et fokuspunkt for virksomheder, beslutningstagere og samfundet. AI indebærer uendelige muligheder for detail- og engrosvirksomheder til at vokse operationelt, forbedre forsyningskæderne, understøtte beslutninger, forstå forbrugernes behov og forbedre kundeoplevelsen. Dette er bare nogle af mange årsager til, at så mange detail- og engrosvirksomheder undersøger og investerer i de muligheder, som AI giver.


(6) EUT C 440 af 6.12.2018, s. 1.

https://eur-lex.europa.eu/legal-content/da/TXT/?uri=OJ:C:2018:440:TOC

9.4. Mange AI-applikationer har ingen indvirkning på enkeltpersoner. Den AI, der anvendes til medicinsk diagnostik, og den AI, der anvendes til at scanne hylder på et lager, kan være samme type teknologi, som tager beslutninger på grundlag af komplekse datasæt, men de indebærer grundlæggende forskellige risici og kræver forskellige sikkerhedsforanstaltninger. Der er behov for en regulering af AI, som tager hensyn til de forskellige risikoniveauer, som brugen af AI-systemer indebærer, og som sikrer, at kunderne er beskyttede og har tillid til systemerne.

Bruxelles, den 9. december 2021.

Christa SCHWENGFormand

for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »tiltag, der rækker ud over BNP, med henblik på en vellykket genopretning og en bæredygtig og modstandsdygtig økonomi i EU«

(initiativudtalelse)

(2022/C 152/02)

Ordfører: Petru Sorin DANDEA



Initiativudtalelse

Kompetence Sektionen for Den Økonomiske og Monetære Union og Økonomisk og Social Samhørighed







1.1. EØSU mener, at det er af afgørende vigtighed at gå fra et økonomisk system, hvor den primære drivkraft er vækst, til en model baseret på bæredygtig udvikling. I betragtning af, hvor kompleks denne omstilling er, og de enorme udfordringer, der er forbundet hermed, er de forslag til nye indikatorer, som fremgår af denne udtalelse, kun et eksempel på en mulig tilgang til måleinstrumenter på det sociale, økonomiske og miljømæssige område.

1.2. EØSU foreslår, at der udvikles et sæt indikatorer som et bedre informationsgrundlag for de politiske beslutningstagere, som på den måde vil kunne fremme politikker for udvikling af den cirkulære økonomi. For eksempel kan data vedrørende indholdet af naturressourcematerialer, når de sammenholdes med data vedrørende den gennemsnitlige brugsvarighed og med de nævnte materialers nyttiggørelsesgrad, give de politiske beslutningstagere relevante oplysninger som grundlag for deres beslutninger om investeringer i genbrugssektoren.

1.3. Udvalget mener, at der bør udarbejdes en »hinsides BNP«-resultattavle i sammenfattet form, som derefter kan indgå i resultattavlen for den europæiske grønne pagt. Begrebet »EU Doughnut by 2030«, som det tyske institut ZOE har udviklet, kan bruges til at udarbejde en sådan resultattavle. Resultattavlen vil kunne spille en rolle i den europæiske styringsproces, idet den vil bidrage til at vurdere fremskridt og identificere de foranstaltninger, der er nødvendige for at nå målene for det europæiske semester. Udvalget mener, at der bør vedtages et nyt perspektiv for den europæiske styringsproces med fokus på borgernes velfærd.

1.4. EØSU mener, at medlemsstaterne, afhængigt af deres særlige nationale forhold, først og fremmest bør anvende visse af FN's foreslåede indikatorer, og opfordrer dem til at anvende forslagene fra OECD's rapporter om bedre måling af velstand og velfærd.

1.5. EØSU deler den holdning, som de europæiske arbejdsmarkedsparter gav udtryk for i forbindelse med topmødet i Porto, hvor de vurderede, at de 14 foreslåede indikatorer vil kunne fungere som en resultattavle som supplement til BNP, der kan bruges til at udforme politikker, som understøtter en model for bæredygtig vækst.

1.6. Investeringer i et sammenhængende samfund, bæredygtig udvikling, menneskelig og social kapital og livskvalitet vil være afgørende for at skabe muligheder for moderne virksomheder og fremme beskæftigelse, velstand og bæredygtig vækst i fremtiden. Derfor mener EØSU, at indikatorer, der rækker ud over BNP, bør anvendes som instrumenter til ikke blot at overvåge og måle, men også til at give oplysninger om politikudviklingen, forbedre kommunikationen og tilskynde til fastsættelse af mål.


1.7. Kommissionen har for nylig forelagt en meddelelse (1) med retningslinjer for finansieringen af bæredygtige aktiviteter. EØSU støtter dette initiativ fra Kommissionen og mener, at det er nødvendigt at udvikle et sæt indikatorer, som vil gøre det muligt dels at overvåge »forgrønnelsen« af finansieringen, dels at måle graden af forgrønnelse af de økonomiske sektorer. Disse indikatorer vil således give de politiske beslutningstagere bedre retningslinjer for planlægningen af offentlige incitamenter til bæredygtige aktiviteter. De kan desuden fungere som et vigtigt overvågningsværktøj for regeringerne i medlemsstaterne. En sådan overvågning er nødvendig, fordi det er af afgørende vigtighed at kontrollere den hastighed, hvormed vi retter investeringerne mod de bæredygtige sektorer. Hvis vi investerer for langsomt, risikerer vi at udtømme de tilgængelige ressourcer, inden der udvikles alternative løsninger. En sådan situation ville få priserne til at eksplodere med dramatiske virkninger for det økonomiske system til følge. Modsat risikerer vi, hvis vi investerer for langsomt, at fratage en lang række sektorer investeringer og dermed bremse den økonomiske aktivitet, som genererer de ressourcer, der er nødvendige for at investere.

1.8. For så vidt angår bekæmpelse af klimaforandringer, mener EØSU desuden, at det er nødvendigt med en fornyet gennemgang af de eksisterende indikatorer for at sikre en bedre overvågning af de opnåede fremskridt. Nogle af dem afspejler ikke fuldt ud den negative indvirkning på miljøet, som visse økonomiske aktiviteter har. Tilsvarende bør andre tilpasses for bedre at afspejle EU's målsætninger.

1.9. Digitaliseringen og forgrønnelsen af det økonomiske system kræver en betydelig omstrukturering af de forskellige sektorer. For at sikre, at disse ændringer gennemføres med de lavest mulige sociale omkostninger, bør der indføres politikker for beskyttelse af arbejdstagerne, så der sikres en ligelig fordeling af det nødvendige arbejde blandt den erhvervsaktive befolkning på mellemlang og lang sigt. EØSU mener desuden, at det som foreslået af de europæiske arbejdsmarkedspartnere er nødvendigt at udvikle et sæt indikatorer vedrørende kollektive forhandlinger, som beskytter arbejdstagerne generelt og samtidig — i erhvervsuddannelsesprogrammerne — kan sikre og fremme foranstaltninger, der er afgørende for at sikre deres mobilitet, som er nødvendig i en situation med udfordringer som følge af omstruktureringen af økonomien. Det er desuden muligt at gennemføre en ligelig fordeling af det tilgængelige arbejde i hele økonomien ved at anvende intelligente programmer for tilrettelæggelse af arbejdstiden, som kan forhandles på plads af arbejdsmarkedets parter.

1.10. En omfattende omstrukturering af det økonomiske system er kun mulig, hvis hele samfundet deltager heri. EØSU mener, at det er nødvendigt at gennemføre nye undersøgelser i lighed med Eurobarometerundersøgelserne for at kunne følge med i samfundets opfattelse af ændringen af den økonomiske model.

1.11. Medlemsstaterne og Kommissionen bør ligeledes støtte udviklingen af initiativer, der har til formål at fremme velfærd og analysere de økonomiske aktiviteters indvirkning på miljøet. Til eksempel kan nævnes det tyske forskningsinstitut ZOE, som har udviklet det system af indikatorer, der er kendt som doughnut-modellen).

2. Indledning

2.1. Bruttonationalproduktet (BNP) er fortsat den primære makroøkonomiske indikator, som anvendes på internationalt niveau til at kvantificere den økonomiske aktivitet. Det er dog et almindeligt udbredt synspunkt, at denne indikator hverken afspejler et samfunds reelle velfærd og udvikling eller de negative konsekvenser, som visse økonomiske aktiviteter har for miljøet.

2.2. Dem, der udviklede begrebet BNP, var bevidste om dets begrænsninger, og debatten om emnet »Beyond GDP« (hinsides BNP) er taget til op igennem 1990'erne. Der er således opstået et behov for at have passende indikatorer, der formår at tackle det 21. århundredes globale udfordringer såsom klimaændringer, fattigdom, udtømning af ressourcer, sundhed og livskvalitet. Et vigtigt skridt mod at finde de mest passende indekser til at måle sådanne fremskridt, og som bedst kan integreres i beslutningsprocessen og tages op i den offentlige debat, var konferencen på højt plan »Beyond GDP« (2) i 2007 under Kommissionens, Europa-Parlamentets, Romklubbens, OECD's og WWF's værtsskab. Kommissionen om måling af økonomisk vækst og sociale fremskridt (3) under ledelse af Joseph E. Stiglitz, Amartya Sen og Jean-Paul Fitoussi fremhævede efterfølgende i deres endelige rapport yderligere begrænsninger i forhold til BNP (tvivl om, hvordan produktiviteten måles, og det problem, at der ikke tages højde for menneskelig kapital).


(1) COM(2021) 188 final, EU-klassificeringssystemet, virksomhedernes bæredygtighedsrapportering, bæredygtighedspræferencer og tillidsforplig-telser: kanalisering af finansiering i retning af den europæiske grønne pagt (EUT C 517 af 22.12.2021, s. 72).

(2) Redegørelser fra konferencen »Beyond GDP« — https://ec.europa.eu/environment/beyond_gdp/proceedings/bgdp_proceedings_-summary_notes.pdf (på engelsk).

(3) Rapport fra kommissionen om måling af økonomiske vækst og sociale fremskridt — https://ec.europa.eu/eurostat/documents/ 8131721/8131772/Stiglitz-Sen-Fitoussi-Commission-report.pdf.

https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/ALL/?uri=COM:2021:188:FIN

https://ec.europa.eu/environment/beyond_gdp/proceedings/bgdp_proceedings_summary_notes.pdf

https://ec.europa.eu/environment/beyond_gdp/proceedings/bgdp_proceedings_summary_notes.pdf

https://ec.europa.eu/eurostat/documents/8131721/8131772/Stiglitz-Sen-Fitoussi-Commission-report.pdf

https://ec.europa.eu/eurostat/documents/8131721/8131772/Stiglitz-Sen-Fitoussi-Commission-report.pdf

2.3. Der er dukket flere nye prioriteter op for EU's beslutningstagere de seneste år, f.eks. den digitale og den grønne omstilling og et øget fokus på sociale hensyn på en lang række politikområder. Selv om covid 19-pandemien uden tvivl kommer til at have en stor og negativ indvirkning på den europæiske økonomi, må vi ikke glemme andre udfordringer såsom klimaændringer, stigende ulighed og træg produktivitetsvækst. Investeringer i et sammenhængende samfund, bæredygtig udvikling, menneskelig og social kapital og livskvalitet vil være afgørende for at skabe muligheder for moderne virksomheder og fremme beskæftigelse, velstand og bæredygtig vækst i fremtiden. Derfor bør indikatorer, der rækker ud over BNP, anvendes som instrumenter til ikke blot at overvåge og måle, men også til at give oplysninger om politikudviklingen, forbedre kommunikationen og tilskynde til fastsættelse af mål.

2.4. Med denne initiativudtalelse agter EØSU at yde et værdifuldt bidrag til fastlæggelsen af, hvilke indikatorer for velfærd og udvikling der kan supplere de klassiske økonomiske indikatorer. Udtalelsen fremhæver også uopfyldte databehov og skitserer, hvordan man bedre kan integrere sådanne indikatorer i den politiske beslutningsproces på europæisk og nationalt plan, så EU kan komme styrket ud af den nuværende krise og samtidig imødegå fremtidige chok med større modstandsdygtighed.

2.5. Aldrig har der været så stort et behov for at udvikle indikatorer, som bidrager til udformningen og gennemførelsen af politikker, der skal udvikle en global model for en bæredygtig økonomi med henblik på at sikre velfærd for hele verdens befolkning. Den aktuelle økonomiske model, som bygger på konstant vækst, der betragtes som den vigtigste drivkraft bag systemets stabilitet, kan ikke længere opretholdes af en planet med begrænsede ressourcer.

2.6. I juni offentliggjorde Kommissionen et debatoplæg (4), hvori den gentog, at det er nødvendigt at udvikle indikatorer som supplement til BNP for bedre at kunne overvåge den omstilling, der foregår i samfundet og økonomien takket være gennemførelsen af politikker til fremme af den europæiske grønne pagt. Dette oplæg præsenterer også visse medlemsstaters indsats i de seneste år for at udvikle supplerende værktøjer til at sikre overvågning af velfærden og de økonomiske aktiviteters indvirkning på miljøet.

2.7. På globalt niveau er der taget en række initiativer, som har til formål at udvikle indikatorer, der dels giver de politiske beslutningstagere mulighed for at udforme og gennemføre politikker, som skal fremme bæredygtighed, dels sikrer bedre information om omstruktureringen af den økonomiske model. Blandt de initiativer, der bør rettes opmærksomhed mod, er EU Doghnut by 2030 (5), som har udviklet et nyt koncept til præsentation af en politisk sammenfatning af eksisterende resultattavler og udvalgt 30 indikatorer med henblik på at fremme en større effektivitet i udformningen af politikker og en bedre forståelse i den brede offentlighed af de krav, der knytter sig til omstruktureringen af det økonomiske system.

3. Generelle og særlige bemærkninger

3.1. Debatten om emnet »hinsides GDP« har i vid udstrækning fået institutioner, forskere og politiske beslutningstagere til at reagere. Der er således, fra OECD's, FN's, Kommissionens og Eurostats side, fremsat forslag til indikatorer med henblik på i højere grad at fremme velfærd og velstand på individuelt, kollektivt og nationalt niveau. I 2015 vedtog FN sine mål for bæredygtig udvikling med 169 delmål og 200 indikatorer. I 2018 offentliggjorde OECD's højtstående ekspertgruppe to rapporter (6), hvori den anbefalede at måle velfærden mere effektivt ved at forbedre de eksisterende indikatorer eller indføre nye indikatorer. EØSU mener, at medlemsstaterne, afhængigt af deres særlige nationale forhold, først og fremmest bør anvende visse af FN's indikatorer, og opfordrer dem til at bruge forslagene fra OECD's rapporter om forbedring af målingen af velstand og velfærd.

3.2. For nylig undertegnede de europæiske arbejdsmarkedsparter, nemlig BussinessEurope, Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation (EFS), Den Europæiske Sammenslutning af Offentlige Arbejdsgivere (SGI Europe) og Den Europæiske Organisation for Håndværk og Små og Mellemstore Virksomheder (UEAPME), et fælles dokument (7), hvori de anbefalede at anvende et sæt indikatorer som supplement til BNP på det sociale, økonomiske og miljømæssige område.


(4) https://ec.europa.eu/info/publications/economic-policy-making-beyond-gdp-introduction_en(5) https://zoe-institut.de/en/publication/a-compass-towards-2030(6) OCDE (2018), Beyond GDP: Measuring what counts for economic and social performance, Éditions OCDE, Paris — https://doi.org/

10.1787/9789264307292-en.OCDE (2018), For Good Measure: Advancing Research on Well-Being Metrics Beyond GDP, Éditions OCDE, Paris — https://www.oecd- ilibrary.org/economics/for-good-measure_9789264307278-en.

(7) https://est.etuc.org/wp-content/uploads/2021/05/FINAL-BEYOND-GDP-SOCIAL-PARTNERS-EU.pdf

https://ec.europa.eu/info/publications/economic-policy-making-beyond-gdp-introduction_en

https://zoe-institut.de/en/publication/a-compass-towards-2030

https://doi.org/10.1787/9789264307292-en

https://doi.org/10.1787/9789264307292-en

https://www.oecd-ilibrary.org/economics/for-good-measure_9789264307278-en

https://www.oecd-ilibrary.org/economics/for-good-measure_9789264307278-en

https://est.etuc.org/wp-content/uploads/2021/05/FINAL-BEYOND-GDP-SOCIAL-PARTNERS-EU.pdf

EØSU deler de europæiske arbejdsmarkedsparters vurdering om, at de 14 foreslåede indikatorer vil kunne fungere som en resultattavle som supplement til BNP, der kan bruges til at udforme politikker, som understøtter en model for bæredygtig vækst.

3.3. Siden 2011 har EØSU deltaget i debatten om emnet »hinsides GDP« på EU-niveau. EØSU har således udarbejdet en række udtalelser (8) med forslag om nye indikatorer til måling af velfærd og velstand og gennemført undersøgelser med det formål at opnå en bedre forståelse af de faktorer, der giver de europæiske borgere en følelse af livskvalitet og et meningsfuldt liv. EØSU mener, at det er nødvendigt at udvikle nye indikatorer, der ikke blot måler økonomisk modstandsdygtighed med hensyn til tilpasningsevne og omstilling, men også tager hensyn til princippet om, at ingen må lades i stikken.

3.4. For at være sikre på, at vi efterlader planeten til de kommende generationer i en tilstand, der som minimum ikke er værre end i dag, er vi nødt til at tage den økonomiske model, som bygger på ukontrolleret udnyttelse af naturressourcerne, op til fornyet overvejelse. Det er en kendsgerning, at den cirkulære økonomi, der er genstand for stigende interesse, garanterer en mere rationel udnyttelse af naturressourcerne. EØSU foreslår derfor, at der udvikles et sæt indikatorer som et bedre informationsgrundlag for de politiske beslutningstagere, som på den måde vil kunne fremme politikker for udvikling af denne sektor. For eksempel ville det, hvis man for visse bæredygtige forbrugsgoder anførte indholdet af naturressourcematerialer, og hertil tilføjede den gennemsnitlige brugsvarighed og de nævnte materialers nyttiggørelsesgrad, være muligt at give de politiske beslutningstagere relevante oplysninger som grundlag for deres beslutninger om investeringer i genbrugssektoren.

3.5. Udvalget mener, at der bør udarbejdes en »hinsides BNP«-resultattavle i sammenfattet form, som derefter kan indgå i resultattavlen for den europæiske grønne pagt. Begrebet »EU Doughnut by 2030«, som det tyske institut ZOE har udviklet, kan bruges til at udarbejde en sådan resultattavle. Resultattavlen vil kunne spille en rolle i den europæiske styringsproces, idet den vil bidrage til at vurdere fremskridt og identificere de foranstaltninger, der er nødvendige for at nå målene for det europæiske semester. Udvalget mener, at der bør vedtages et nyt perspektiv for den europæiske styringsproces med fokus på borgernes velfærd.

3.6. EØSU anbefaler, at Kommissionen og medlemsstaterne fastsætter mål for hver af indikatorerne. Dette vil gøre det muligt at anvende begrebet »afstand til målet« og dermed bedre kunne overvåge og forstå fremskridtene.

3.7. EU har fastsat et ambitiøst mål inden for klimaforandringer om at være klimaneutral i 2050, hvad angår CO2-emissioner. Det indebærer navnlig, at investeringerne skal omdirigeres til økonomiske aktiviteter, som ikke påvirker miljøet. Kommissionen har for nylig forelagt en meddelelse (9) med retningslinjer for finansieringen af bæredygtige aktiviteter. EØSU støtter dette initiativ fra Kommissionen og mener, at det er nødvendigt at udvikle et sæt indikatorer, som vil gøre det muligt dels at overvåge »forgrønnelsen« af finansieringen, dels at måle graden af forgrønnelse af de økonomiske sektorer. Disse indikatorer vil således give de politiske beslutningstagere bedre retningslinjer for planlægningen af offentlige incitamenter til bæredygtige aktiviteter. De kan desuden fungere som et vigtigt overvågningsværktøj for regeringerne i medlemsstaterne. En sådan overvågning er nødvendig, fordi det er af afgørende vigtighed at kontrollere den hastighed, hvormed vi retter investeringerne mod de bæredygtige sektorer. Hvis vi investerer for langsomt, risikerer vi at udtømme de tilgængelige ressourcer, inden der udvikles alternative løsninger, og en sådan situation ville få priserne til at eksplodere med dramatiske virkninger for det økonomiske system til følge. Modsat risikerer vi, hvis vi investerer for langsomt, at fratage en lang række sektorer nødvendige investeringer og dermed bremse den økonomiske aktivitet, som genererer de ressourcer, der er nødvendige for at investere.

3.8. For så vidt angår bekæmpelse af klimaforandringer, mener EØSU desuden, at det er nødvendigt med en fornyet gennemgang af de eksisterende indikatorer for at sikre en bedre overvågning af de opnåede fremskridt. Drivhus-gasemissioner er et eksempel herpå. Emissioner fra visse sektorer, såsom luftfartssektoren, indgår ikke i Eurostats indikatorer. Tilsvarende bør flere indikatorer tilpasses for bedre at afspejle Den Europæiske Unions mål.


(8) Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om BNP og mere — inddragelse af civilsamfundet i valget af supplerende indikatorer (initiativudtalelse),(EUT C 181 af 21.6.2012, s. 14).Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Den Europæiske Centralbank, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om øget samordning af de økonomiske politikker med henblik på stabilitet, vækst og beskæftigelse — redskaber til styrkelse af den økonomiske styring i EU, COM(2010) 367 fina,(EUT C 107 af 6.4.2011, s. 7).Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Hinsides BNP — målemetoder for bæredygtig udvikling (EUT C 100 af 30.4.2009, s.53).

(9) COM(2021) 188 final, EU-klassificeringssystemet, virksomhedernes bæredygtighedsrapportering, bæredygtighedspræferencer og tillidsforplig-telser: kanalisering af finansiering i retning af den europæiske grønne pagt (EUT C 517 af 22.12.2021, s. 72).

https://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=OJ:C:2012:181:SOM:DA:HTML





3.9. Digitaliseringen og forgrønnelsen af det økonomiske system kræver en betydelig omstrukturering af de forskellige sektorer med hensyn til deres bidrag til BNP og beskæftigelsen. For at sikre, at disse ændringer gennemføres med de lavest mulige sociale omkostninger, bør der indføres politikker for beskyttelse af arbejdstagerne, så der sikres en ligelig fordeling af det nødvendige arbejde blandt den erhvervsaktive befolkning på mellemlang og lang sigt. EØSU mener desuden, at det som foreslået af de europæiske arbejdsmarkedspartnere er nødvendigt at udvikle et sæt indikatorer vedrørende kollektive forhandlinger, som beskytter arbejdstagerne generelt og samtidig — i erhvervsuddannelsesprogrammerne — kan sikre og fremme foranstaltninger, der er afgørende for at sikre deres mobilitet, som er nødvendig i en situation med udfordringer som følge af omstruktureringen af økonomien. Det er desuden muligt at gennemføre en ligelig fordeling af det tilgængelige arbejde i hele økonomien ved at anvende intelligente programmer for tilrettelæggelse af arbejdstiden, som kan forhandles på plads af arbejdsmarkedets parter.

3.10. En omfattende omstrukturering af det økonomiske system er kun mulig, hvis hele samfundet deltager heri. Derfor er det afgørende, at de politiske beslutningstagere under hele denne vanskelige proces ud over statistiske indikatorer råder over statistiske undersøgelser og statistisk forskning, som gør det muligt at kontrollere niveauet af forståelse og accept af omstillingen i samfundet. EØSU mener, at det er nødvendigt at gennemføre nye undersøgelser i lighed med Eurobarometerundersøgelserne for at kunne følge med i samfundets opfattelse af ændringen af den økonomiske model. Medlemsstaterne og Kommissionen bør ligeledes støtte udviklingen af initiativer, der har til formål at fremme velfærd og analysere de økonomiske aktiviteters indvirkning på miljøet (såsom den, der er iværksat af det tyske forskningsinstitut ZOE, som har udviklet systemet af indikatorer kaldet »EU Doughnut by 2030«) (10).

3.11. EØSU mener, at det er af afgørende vigtighed at gå fra et økonomisk system, hvor den primære drivkraft er vækst, til en model baseret på bæredygtig udvikling. I betragtning af, hvor kompleks denne omstilling er, og de enorme udfordringer, der er forbundet hermed, er de forslag til nye indikatorer, som fremgår af denne udtalelse, naturligvis kun et eksempel på en mulig tilgang til måleinstrumenter på det sociale, økonomiske og miljømæssige område.





(10) Rapport fra ZOE-instituttet: A Compass towards 2030 (https://zoe-institut.de/en/publication/a-compass-towards-2030/).

https://zoe-institut.de/en/publication/a-compass-towards-2030/

BILAG

EU Doughnut by 2030: første analyse og præsentation.


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »selskabsbeskatningens rolle inden for virksomhedsledelse«


(2022/C 152/03)

Ordfører: Krister ANDERSSON



Initiativudtalelse

Resolution








1.1. EØSU mener, at den private sektors reaktion på genopretningsplanen og NextGenerationEU vil være afgørende for at skabe og realisere en grønnere og digitaliseret økonomi på effektiv vis. De offentlige politikker bør derfor omfatte passende incitamenter. De økonomiske politikker, især skattepolitikkerne og de politikker, der vedrører virksomhedsledelse, bør sikre en effektiv beslutningsproces og en effektiv fordeling af ressourcerne, der fremmer opfyldelsen af de sociale mål.

1.2. EØSU vurderer, at der er behov for at finde en løsning på skævvridningen mellem gælds- og egenkapitalfinansiering i beskatningen, hvis der skal skabes en bæredygtig grøn og digitaliseret økonomi.

1.3. EØSU opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at gøre deres skattesystemer mere neutrale med hensyn til gælds- og egenkapitalfinansiering. Dette vil tilskynde til diversificering af finansieringskilderne og gøre den europæiske økonomi mere modstandsdygtig.

1.4. EØSU glæder sig over, at Kommissionen har taget initiativ til at foreslå foranstaltninger, der skal imødegå den gældsfremmende virkning i selskabsskattesystemerne inden første kvartal 2022.

1.5. EØSU understreger, at et velfungerende kapitalmarked har stor betydning for nye virksomheder og for investorer, der søger grønnere og digitaliserede investeringsmuligheder. EØSU opfordrer derfor til, at der tages yderligere skridt til fuldførelse af kapitalmarkedsunionen.

1.6. Investeringer i ny grøn teknologi opfattes som meget risikable, og der bliver derfor ofte anvendt egenkapitalfi-nansiering. Udbyttebetalinger bidrager til at øge likviditeten på markedet — også selvom de måske kan betragtes som alt for kortsigtede — og er en vigtig kilde til finansiering.

1.7. EØSU mener, at kapitalmarkederne og private midler kan spille en meget vigtig rolle, når det drejer sig om at tilskynde virksomhederne til at bevæge sig i retning af en mere bæredygtig grøn og digitaliseret økonomi. Alle politiktiltag fra den europæiske lovgivers side vedrørende beskatning, selskabsret og virksomhedsledelse bør understøtte denne rolle.

1.8. EØSU konstaterer, at de nationale selskabslovgivninger under påvirkning af EU's direktiver og forordninger er en integreret del af de enkelte medlemsstaters retssystem og tildeler rettigheder og ansvar til passende niveauer i den retlige struktur. Reglerne bør være landespecifikke, når det gælder bestyrelsernes sammensætning, således at ejerne får mulighed for at træffe beslutninger.


1.9. EØSU tilskynder Kommissionen til at tage konkrete skridt til indførelse af ensartede CO2-afgifter i medlemsstaterne med henblik på at harmonisere de forskellige tiltag til at opnå en effektiv reduktion af CO2-niveauerne. Det optimale resultat vil være, at der skabes ensartede rammevilkår for det indre marked med hensyn til, hvilke emissioner/reduktioner der beskattes, og hvilke specifikke metoder og afgiftssatser der benyttes for den samme indvirkning på CO2-niveauet i atmosfæren.

1.10. EØSU gentager, at medlemsstaterne navnlig bør vedtage en omfattende og symmetrisk miljøskattepolitik for CO2's indvirkning på den globale opvarmning. Der er brug for at indføre afgifter med både positive og negative satser. Indtægterne fra CO2-afgifter bør bruges til at finansiere incitamenter til anvendelse af teknikker til reduktion af CO2 på lokalt, regionalt og nationalt plan.

1.11. EØSU påpeger, at selvom salget af skovprodukter beskattes som indkomst for ejeren, bør det anerkendes, at plantning af nye træer og skovenes vækst sænker CO2-niveauet i atmosfæren og derfor bør fremmes ved hjælp af en negativ CO2-afgift som led i en symmetrisk skattetilgang til global opvarmning. Dette vil udgøre et vigtigt skridt hen imod opfyldelsen af klimamålene.

1.12. EØSU understreger behovet for en universel aftale om og en globalt koordineret gennemførelse af OECD's/G20's skattepakke. For at fremme digitaliseringen af europæisk økonomi er det vigtigt, at ensidige regler i Europa ikke hindrer en yderligere tilpasning af nye forretningsmodeller.

2. Indledning

2.1. Covid-19-udbruddet gav europæisk økonomi et chok såvel i udbudsleddet på grund af afbrydelser i forsyningskæderne som i efterspørgselsleddet som følge af et fald i forbruget. Dette medførte en nedgang i europæiske virksomheders investeringer under pandemien, samtidig med at omfanget af bankindskud er steget.

2.2. Genopretningen er dog ved at tage fart og er godt i gang. For at omlægge den europæiske økonomi i overensstemmelse med de mål, Kommissionen har opstillet til opnåelse af en mere bæredygtig, grønnere og digitaliseret økonomi, bør investeringerne støtte miljømål, samtidig med at digitaliseringen bidrager til øget produktivitet under hensyntagen til omstillingen af arbejdsmarkedet. Der er behov for både private og offentlige initiativer, hvis de miljørelaterede, økonomiske og sociale mål skal opfyldes.

2.3. Med EU's langsigtede budget, herunder genopretningsplanen og værktøjerne i NextGenerationEU, iværksættes den største offentlige stimuluspakke, der nogen sinde er blevet finansieret i Europa.

2.4. Den private sektors reaktion vil være afgørende for at skabe og realisere en grønnere og digitaliseret økonomi på effektiv vis. De offentlige politikker bør derfor indeholde passende incitamenter. De økonomiske politikker, især skattepolitikkerne og de politikker, der vedrører virksomhedsledelse, bør sikre en effektiv beslutningsproces og en effektiv fordeling af ressourcerne.

2.4.1. Hvad angår de midler, der er tildelt medlemsstaterne som reaktion på covid-19-pandemien, skal der opstilles nøgleindikatorer til at forstå, hvordan pengene investeres i hver medlemsstat (1).

2.5. Det internationale skattelandskab undergår i dag de største ændringer i de sidste hundrede år. Skattepligtigt overskud fra nogle af de allerstørste virksomheder vil blive flyttet fra hjemlandet til det land, hvor salget finder sted, og hvor varerne og tjenesteydelserne leveres. Hertil kommer, at ca. 136 lande har aftalt en reel mindstesats for selskabsskat på 15 % inden for OECD's inklusive ramme. En anden vigtig ændring er, at momsen i Europa vil blive opkrævet i henhold til en destinationsbaseret tilgang.

3. Betydningen af hensigtsmæssige incitamenter

3.1. For at nå miljømålene bør virksomheder, husstande og investorer gives hensigtsmæssige incitamenter i form af priser, der afspejler knaphed og eksterne omkostninger. De økonomiske politikker, der fastlægger de økonomiske og sociale mål, bør afspejles i de priser, der tilbydes private og offentlige investorer på markedspladsen.


(1) Af hensyn til effektiviteten bør midlerne rejses på en omkostningseffektiv måde og anvendes korrekt i medlemsstaterne, idet de bidrager til investeringer, der ikke ville være blevet foretaget uden overførslerne.

3.2. Selskabsskattesystemerne behandler imidlertid lånefinansiering gunstigere end egenkapitalfinansiering, i og med at rentebetalinger er skattefradragsberettigede, mens det samme ikke er tilfældet for omkostningerne ved egenkapitalfinan-siering. Dette resulterer i øget gearing (højere gældsniveauer) og gør dermed virksomhederne mere sårbare i tider med økonomisk turbulens.

3.3. Hvis der skal skabes en bæredygtig grøn og digitaliseret økonomi, skal der findes en løsning på skævvridningen mellem gælds- og egenkapitalfinansiering. Udbytte, som pålægges dobbeltbeskatning (først på selskabsniveau og dernæst på aktionærniveau), har betydning ikke kun som indkomst for pensionister og for finansiering af forskningsinstitutioner, men især også som en kilde til finansiering af greenfieldinvesteringer.

3.4. Investering i nye grønnere investeringsprojekter er forbundet med en høj risiko. Egenkapitalfinansiering er derfor den foretrukne finansieringskilde. Et vigtigt aspekt for at øge den private sektors deltagelse i grønne og digitale investeringer er, at hindringerne for kilder til ny investeringskapital fjernes.

3.5. Et velfungerende kapitalmarked har stor betydning for nye virksomheder og for investorer, der søger grønnere og digitaliserede investeringsmuligheder. Adgang til kapital er helt afgørende for et vellykket resultat. Udbytte bidrager til at øge likviditeten på markedet.

3.6. Bæredygtighed er allerede en markedsdreven konkurrencefaktor, der er vigtig for virksomhedernes evne til at tiltrække kunder, ansatte og investorer. Hensynet til bæredygtighed er godt for virksomhedens overlevelse på lang sigt. De lovgivningsmæssige værktøjer bør udformes således, at de støtter forfølgelsen af disse mål i overensstemmelse med grundlæggende principper for, hvordan virksomhederne drives.

3.7. Mens der ikke bør være nogen indblanding i udbyttepolitikkerne eller utilbørlig påvirkning af bestyrelsernes sammensætning eller håndhævelsen af bestyrelsesmedlemmernes ansvar over for virksomheden, er der behov for hensigtsmæssige incitamenter til en grønnere økonomi. En virksomheds ledelse skal tage hensyn til selskabets sociale ansvar, relevante europæiske direktiver og OECD's retningslinjer for multinationale selskaber.

3.8. Global opvarmning er en grund til bekymring for os alle, og virksomhederne bør betale den rigtige markedspris for emissioner og reducere CO2 i atmosfæren. Det betyder ikke kun skat på CO2-emissioner, men også tilskud til de aktiviteter, der reducerer CO2 i atmosfæren.

3.9. Et andet vigtigt indsatsområde for opfyldelse af målene om en grønnere og digitaliseret økonomi er beskatning af de stadig mere digitaliserede virksomheder. Der er behov for en global konsensusløsning, og det forventes, at en endelig samlet aftale vil blive indgået inden årets udgang. Beskatning af digitale tjenester bør ikke skade innovation eller fjerne incitamentet til investeringer i digitale teknologier.

4. Den gældsfremmende virkning i selskabsbeskatningen

4.1. Den gældsfremmende virkning i selskabsskattesystemerne påvirker de socioøkonomiske omkostninger samt virksomhedernes gearing og virksomhedsledelsen. Uforholdsmæssig stor afhængighed af lånefinansiering kan undergrave opfyldelsen af Kommissionens mål, da virksomhederne bliver økonomisk sårbare, og det vil påvirke muligheden for at gennemføre nye og risikobetonede grønne investeringsprojekter negativt. Evnen til at udbetale udbytte, så investorerne får mulighed for at beslutte, om de vil investere i nye projekter, vil blive begrænset.

4.2. De nuværende skatteregler gør renter på lån fradragsberettigede i beskatningsgrundlaget, hvilket ikke er tilfældet med egenkapitalbetalinger. Egenkapitalbetalinger består af to dele: udbyttebetalinger og kursgevinster. Disse nationale regler gør lånebaseret finansiering klart mere fordelagtig end finansiering via egenkapital.

4.3. Et dedikeret fradrag, der sikrer virksomhederne en skattemæssig behandling for egenkapitalfinansierede investeringer, der i højere grad svarer til den, de i dag nyder godt af ved lånefinansierede investeringer, kunne reducere virksomhedernes sårbarhed og være et nyttigt middel til at fremme bæredygtige, grønnere og digitale investeringer.


4.4. Det er værd at bemærke, at hvis de lovbestemte selskabsskattesatser hæves, vil det være økonomisk bedre for en virksomhed at investere gennem lån og dermed anspore virksomhederne til i endnu højere grad at fokusere på lånefinansiering. En højere inflationsrate og højere rentesatser vil have en tilsvarende effekt og øge incitamenterne til at investere ved hjælp af lån.

4.5. EØSU opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at gøre deres skattesystemer mere neutrale med hensyn til gælds- og egenkapitalfinansiering. Dette vil tilskynde til diversificering af finansieringskilderne og gøre den europæiske økonomi mere modstandsdygtig.

4.6. Der blev i det foreslåede reviderede direktiv om et fælles konsolideret selskabsskattegrundlag fra 2016 indført et fradrag for vækst og investeringer (FVI) for at reducere skævvridningen mellem lån og egenkapital og fremme investeringer i FoU. Fradraget for vækst og investeringer vil blive givet ved at gøre udvidelsen af egenkapitalen fradragsberettiget i beskatningsgrundlaget, men på bestemte betingelser (2).

4.7. Kommissionen har meddelt, at den vil fremlægge et forslag til direktiv til håndtering af skævvridningen mellem lån og egenkapital i det første kvartal af 2022 (3). EØSU ser frem til at se et detaljeret forslag og komme med bemærkninger til det.

5. Virksomhedsledelse i selskabslovgivningen

5.1. Ud over skatter kan lovgivning forstærke eller mindske effekten af incitamenter, der er skabt ved andre midler. Direkte lovgivning om ejerskabsforhold og forskrifter, der begrænser investorer og virksomhedsbestyrelsers muligheder for at anvende midler, hvor de finder det hensigtsmæssigt, kan gøre det vanskeligt at opfylde visse ønskede mål.

5.2. Det er vigtigt for en velfungerende økonomi at have hensigtsmæssige regler og forskrifter for virksomhedernes drift og markederne. Aktionærerne bør drage virksomhedens ledelse til ansvar, hvis midlerne anvendes til personlig vinding frem for til at øge virksomhedens værdi (4). En række love regulerer acceptabel virksomhedsadfærd med hensyn til bekæmpelse af skattesvig, skatteundgåelse og hvidvask af penge (5), og der findes omfattende aftaler om markedskodekser for virksomhedsadfærd i medlemsstaterne. Som bebudet i den europæiske grønne pagt og i Kommissionens meddelelse om (covid-19)-genopretningsplanen er det vigtigt at bæredygtighed forankres i rammen for virksomhedsledelse. Kommissionen har lanceret en offentlig høring med det formål at få et indblik i interessenternes syn på et muligt initiativ vedrørende bæredygtig virksomhedsledelse (6).

5.3. EØSU deler visionen om en grønnere, digitaliseret europæisk økonomi i fremtiden med retfærdighed, vækst og effektiv beskatning, som vil skabe et gunstigt investeringsmiljø og jobskabende vækst. For at omdirigere investerings-strømmene er det altafgørende, at der stilles kapital til rådighed for den nye grønne økonomi. Adgangen til investerbare midler samt retssikkerhed og overholdelse af retsstatsprincippet er vigtige faktorer for en vellykket omstilling af den europæiske økonomi.

5.4. EØSU deler Kommissionens synspunkt om, at virksomhederne bør bidrage til realiseringen af en grønnere, bæredygtig og digitaliseret økonomi med fokus på langsigtede mål og en retfærdig fordeling mellem lande og borgere.

5.5. EØSU er af den faste overbevisning, at kontrollen med virksomhedens aktiviteter og ansvaret for disse i sidste instans bør ligge hos aktionærerne. Ejerne af en virksomhed bør holdes ansvarlige. Medlemsstaternes nuværende system med kodekser for virksomhedsledelse og selskabslovgivning bygger i øvrigt på aktionærerne, som er ejere af selskabet, og som i sidste ende udøver kontrol over virksomhedens strategier og prioriteter ved at udpege bestyrelsen. Dette klare ansvarsforhold betyder, at aktionærerne bærer ansvaret for virksomhedens økonomi og adfærd, og at de vil miste kapital, hvis virksomheden bliver tabsgivende. Et sådant grundlæggende og veletableret princip bør ikke ændres eller undermineres.


(2) Et beløb svarende til normalafkastet ved udvidelser af FVI-egenkapitalgrundlaget vil kunne trækkes fra i beskatningsgrundlaget. Dette normalafkast vil være lig med det gennemsnitlige afkast af 10-årige statsobligationer i euroområdet pr. december i det år, der går forud for det relevante skatteår, forøget med en risikopræmie på to procentpoint. Jf. Rådets direktiv om et fælles selskabsskattegrundlag, COM(2016) 685 final, 2016/0337 (CNS) (2016).

(3) Fradrag for at fjerne den gældsfremmende virkning (Debt Equity Bias Reduction Allowance (DEBRA)), meddelelse om erhvervsbeskatning i det 21. århundrede, COM(2021) 251.

(4) Det skal være forbudt for ledelsen at anvende virksomhedens midler til luxusindkøb, som ikke har relation til virksomhedens mål.(5) Se EØSU's udtalelse om Bekæmpelse af skattesvig, skatteundgåelse, hvidvask af penge og skattely (EUT C 429 af 11.12.2020, s. 6).(6) Høring om Bæredygtig virksomhedsledelse, periode: 26. oktober 2020 — 8. februar 2021.

https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:52016PC0685&qid=1637749540569

https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:52021DC0251&qid=1637749390945

https://www.eesc.europa.eu/en/our-work/opinions-information-reports/opinions/combat-tax-fraud-tax-avoidance-and-money-laundering


https://ec.europa.eu/info/law/better-regulation/have-your-say/initiatives/12548-Sustainable-corporate-governance/public-consultation_da

5.6. Virksomhederne bør naturligvis tage behørigt hensyn til langsigtede mål og positive sociale eksterne virkninger både i den daglige drift og i forbindelse med beslutningerne om investeringer. Dette kræves i stadig større omfang af markedsstandarderne, af de sektorspecifikke regler til regulering af produktionen og af investorer over hele verden, som ofte stiller krav om ESG-standarder i virksomheden (7).

5.7. De nationale selskabslovgivninger er, under påvirkning af EU's direktiver og forordninger, en integreret del af de enkelte medlemsstaters retssystem og tildeler rettigheder og ansvar til passende niveauer i den retlige struktur. Reglerne bør være landespecifikke, også når det gælder bestyrelsernes sammensætning. EU's forvaltning og henstillinger bør sikre fair konkurrence og fair værdier med hensyn til en virksomheds adfærd.

5.8. For at private midler kan spille den fornødne rolle i opfyldelsen af Kommissionens prioriteter er det meget vigtigt, at kapitalen ikke fastlåses i virksomhederne, og at midlerne nemt kan investeres i EU-definerede nøglesektorer.

5.9. Et velfungerende kapitalmarked i EU er navnlig vigtigt for nye investeringer. EØSU opfordrer derfor til, at der tages yderligere skridt til fuldførelse af kapitalmarkedsunionen (8).

5.10. Likviditeten på kapitalmarkedet er vigtig for gennemførelsen af investeringer. Udbyttebetalinger, også selvom de måske kan betragtes som alt for kortsigtede, bidrager til den pulje af midler, der står til rådighed for nye investeringer i de grønne og digitale sektorer (9). De er derfor vigtige for et velfungerende kapitalmarked, når de investeres i enten nye foretagender eller i den virksomhed, som udbetaler udbyttet. Hvis udbytte udbetales til investoren, kan denne altid vælge at reinvestere i den eksisterende virksomhed eller i en anden virksomhed. Men hvis overskud tilbageholdes, må investoren sælge aktier som den eneste måde, hvorpå der kan investeres i nye foretagender. Det kan være en fordel for etablerede virksomheder og investorer, hvis tilbageholdt kapital stiger i værdi, men det vil ikke stille nye midler til rådighed til investeringer i nye foretagender eller greenfieldinvesteringer.

5.11. Udbyttebetalinger giver investorer mulighed for løbende at finjustere deres investeringsstrategi og bidrage til grønne, bæredygtige, etiske og digitale projekter. Dette er allerede blevet konstateret i mange tilfælde på kapitalmarkederne og på området for privat egenkapital (såsom investeringer i produktion af batterier til elektriske biler eller kulstofneutral stålproduktion).

5.12. Nye virksomheder bør til fulde have mulighed for at vokse og søge finansiering fra udbytte, der udbetales til aktionærerne i gamle eksisterende virksomheder. Dermed kan der gennemføres en ny allokering af kapital i overensstemmelse med Kommissionens prioriteter. Skattemæssige incitamenter til nye grønne investeringer kunne overvejes.

5.13. EØSU mener, at kapitalmarkederne og private midler kan spille en meget vigtig rolle, når det drejer sig om at tilskynde virksomhederne til at bevæge sig i retning af en mere bæredygtig grøn og digitaliseret økonomi. Alle politiktiltag fra den europæiske lovgivers side vedrørende selskabsret og virksomhedsledelse bør understøtte denne rolle.

6. Incitamenter til CO2 -reduktion

6.1. For at støtte omlægningen af den europæiske økonomi og nå klimamålene bør skatter og afgifter tages i anvendelse (10). Det er vigtigt at virksomheder og husstande gives de samme incitamenter, således at reduktionen af CO2 i atmosfæren kan ske med så lave omkostninger som muligt.

6.2. EØSU tilskynder Kommissionen til at tage konkrete skridt til indførelse af ensartede CO2-afgifter i medlemsstaterne med henblik på at harmonisere de forskellige tiltag til at opnå en effektiv reduktion af CO2-niveauerne. Det optimale resultat vil være, at der skabes ensartede rammevilkår for det indre marked med hensyn til, hvilke emissioner/reduktioner der beskattes, og hvilke specifikke metoder og afgiftssatser der benyttes for den samme indvirkning på CO2-niveauet i atmosfæren.


(7) ESG-kriterier henviser til miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige faktorer, der indgår i overvejelserne, når der investeres i en virksomhed. Selv om disse kriteriers oprindelse ligger flere årtier tilbage, er de blevet en reference for socialt ansvarlige investeringer i de senere år.

(8) Jf. EØSU's udtalelse En kapitalmarkedsunion for mennesker og virksomheder (ny handlingsplan) (EUT C 155 af 30.4.2021, s. 20).(9) Om der er kortsigtethed i udbyttepolitikken er blevet bestridt af mange forskere, jf. f.eks. Corporate Governance and Short-Termism: An

in-depth Analysis of Swedish data, (2021) af Martin Carlsson-Wall m.fl., Stockholm School of Economics. Deres empiriske undersøgelsesresultater baseret på årene 2000-2019 for 786 virksomheder og 7 389 virksomhedsår viser ingen væsentlige tegn på finansiel kortsigtethed.

(10) Jf. EØSU's udtalelse om Beskatningsmekanismer til reduktion af CO2-emissioner (EUT C 364 af 28.10.2020, s. 21).



6.3. Medlemsstaterne bør navnlig vedtage en omfattende og symmetrisk miljøskattepolitik for CO2-niveauets indvirkning på den globale opvarmning. Der er brug for at indføre afgifter med både positive og negative satser. Indtægterne fra CO2-afgifter bør bruges til at finansiere incitamenter til anvendelse af teknikker til reduktion af CO2 på lokalt, regionalt og nationalt plan.

6.4. Selv om salget af skovprodukter beskattes som indkomst for ejeren, bør man ikke glemme, at plantning af nye træer og skovenes vækst sænker CO2-niveauet i atmosfæren og derfor bør fremmes ved hjælp af en negativ CO2-afgift som led i en symmetrisk skattetilgang til global opvarmning. Dette vil udgøre et vigtigt skridt hen imod opfyldelsen af klimamålene.

6.5. Det optimale resultat vil være, at der skabes ensartede betingelser for hele kloden med hensyn til, hvilke emissioner/reduktioner der beskattes, og hvilke specifikke metoder og afgiftssatser der benyttes for den samme indvirkning på CO2-niveauet i atmosfæren.

7. Ingen negative incitamenter for digitalisering

7.1. Anvendelsen af data og nye forretningsmodeller har udløst et behov for at gennemgå de internationale beskatningsprincipper for, hvordan skatteindtægter fordeles mellem landene. Det er vigtigt at opnå og gennemføre global konsensus (11).

7.2. Skattepakken omfatter et forslag til en reel mindstesats for selskabsskat på 15 %. OECD/G20-aftalen har til formål at begrænse skattekonkurrencen, navnlig fra lande med skattesatser, som ligger under tærsklen, og det fremgår af aftalen, at den multilaterale konvention vil kræve, at alle parter fjerner alle afgifter på digitale tjenester og andre relevante lignende foranstaltninger for alle virksomheder, og at de forpligter sig til ikke at indføre sådanne foranstaltninger i fremtiden. En nærmere definition af, hvad der udgør sådanne relevante lignende foranstaltninger, vil blive fastlagt i forbindelse med vedtagelsen af den multilaterale konvention og dens begrundelse (12).

7.3. EØSU finder det vigtigt, at der opstilles hensigtsmæssige regler til fremme af yderligere digitalisering af europæisk økonomi, så målet om en grønnere og digitaliseret økonomi kan realiseres.





(11) Se EØSU's udtalelse Erhvervsbeskatning i det 21. århundrede (ECO/558).(12) OECD/G20 Base Erosion and Profit Shifting Project — Statement on a Two-Pillar Solution to Address the Tax Challenges Arising

from the Digitalisation of the Economy, 8. oktober 2021, s. 7.

https://www.eesc.europa.eu/da/our-work/opinions-information-reports/opinions/business-taxation-21st-century

https://www.oecd.org/tax/beps/statement-on-a-two-pillar-solution-to-address-the-tax-challenges-arising-from-the-digitalisation-of-the-economy-october-2021.pdf

https://www.oecd.org/tax/beps/statement-on-a-two-pillar-solution-to-address-the-tax-challenges-arising-from-the-digitalisation-of-the-economy-october-2021.pdf

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Frivillige — Borgerne skaber Europas fremtid«


(2022/C 152/04)

Ordfører: Krzysztof PATER



Initiativudtalelse

Kompetence Sektionen for Beskæftigelse, Sociale Spørgsmål og Unionsborgerskab







1.1. EØSU bemærker, at de politiske beslutningstagere i debatten om Europas fremtid skal være opmærksomme på, at Europas fremtid ikke alene formes af politikere og institutioner, herunder civilsamfundsorganisationer, men også af millioner af borgere — frivillige, som hver dag bruger deres tid og energi på at handle i solidaritet til gavn for almenvellet både inden for og uden for rammerne af civilsamfundsorganisationer.

1.2. Millioner af borgere i EU udfører i solidaritet med andre frivilligt arbejde enten som enkeltpersoner eller inden for organiserede strukturer (såvel uformelle som formelle). Denne bevægelse kræver systematisk og gennemtænkt støtte på både EU- og medlemsstatsniveau, da virkningerne heraf for den sociale udvikling er mange gange større end de eventuelle omkostninger. EØSU vil i de kommende år gerne se positive og kvalitative ændringer i denne støtte, som bedre afspejler værdien af de frivillige for Europas fremtid.

1.3. EØSU opfordrer Kommissionen til at arbejde hen imod at erklære 2025 for det europæiske år for frivillige, idet dette ville være:

— en måde at hylde de millioner af frivillige, der har vist, at de spiller en vigtig social rolle, navnlig i de seneste måneder gennem deres arbejde med at bekæmpe virkningerne af pandemien

— en måde at fremme tanken om frivilligt arbejde i medlemsstaternes lokalsamfund og tilskynde flere mennesker til at melde sig som frivillige samt vise, at dette er en inkluderende og universel aktivitet, som inddrager mennesker fra alle grupper og med alle baggrunde, uanset deres alder og plads i samfundet

— en mulighed for at udveksle erfaringer og viden mellem medlemsstaternes myndigheder om retlige og politiske instrumenter, som sigter mod at støtte de frivilliges aktiviteter, og

— en inspiration for Kommissionen til at udvide og oprette nye programmer, der er målrettet frivillige i alle aldre.

— en måde at fremme forståelsen af vigtige projekter vedrørende Europas og dets borgeres fremtid, tilvejebringe objektive data og fakta samt bekæmpe falske og usaglige oplysninger.


1.4. De frivilliges aktiviteter har en reel økonomisk værdi (som i mange lande beløber sig til mere end 2 % af BNP), og de frivillige er på mange sociale områder en nødvendighed for at sikre borgernes grundlæggende behov, herunder deres sikkerhed. Frivilligt arbejde spiller en afgørende rolle i gennemførelsen af alle FN's verdensmål for bæredygtig udvikling, og der findes frivillige i alle sociale grupper og aldersgrupper. EØSU mener derfor, at det er urimeligt at begrænse støtteprogrammer for frivillige på EU-niveau og EU-finansierede støtteprogrammer for frivillige til kun at omfatte unge.

1.5. På baggrund af en udtalelse, som blev vedtaget i 2013 (1), opfordrer EØSU på ny Kommissionen til at gøre en målrettet indsats for at udarbejde detaljerede regler, som gør det muligt at indsamle sammenlignelige data om frivillige aktiviteter fra alle medlemsstater, og understreger, at det er umuligt at tilstræbe en effektiv politik på et hvilket som helst område uden pålidelige data.

2. Begrebet frivilligt arbejde

2.1. Der findes ikke nogen officiel EU-definition af begrebet »frivilligt arbejde«. Det defineres generelt som alle former for formelle og uformelle frivillige aktiviteter, som en person påtager sig af egen fri vilje og uden tanke for økonomisk vinding, og som bidrager til almenvellet.

2.2. Den Internationale Arbejdsorganisation (ILO) fastsatte i 2011 i sin vejledning i måling af frivilligt arbejde en definition af frivilligt arbejde, som stemmer overens med den generelle forståelse heraf. Ifølge denne definition er frivilligt arbejde »ubetalt, ikke-pålagt arbejde, dvs. den tid, som enkeltpersoner vederlagsfrit bruger på aktiviteter enten gennem en organisation eller direkte for andre uden for deres egen husstand« (2). Denne definition kan anvendes i internationale komparative undersøgelser til måling af formelt frivilligt arbejde (hvilket ofte beskrives som indirekte frivilligt arbejde) og uformelt frivilligt arbejde (af ILO kaldet »direkte frivilligt arbejde« (3)) i forskellige kulturelle systemer og retssystemer. EØSU påpeger, at den resolution (Resolution concerning statistics of work, employment and labour underutilization), som blev vedtaget på ILO's 19. internationale konference for arbejdsmarkedsstatistikere i oktober 2013 (4) (som indeholder en ny definition af arbejde, der skelner mellem lønnet og ulønnet arbejde, samt ændringer i indsamlingen af arbejdsrelaterede data), bør forbedre kapaciteten til at måle frivilligt arbejde særskilt fra andre former for ulønnet arbejde såsom pleje af mennesker i deres eget hjem.

2.3. Analyser af frivilligt arbejde er ofte baserede på en differentiering mellem formelt og uformelt frivilligt arbejde. Formelt frivilligt arbejde, som består af aktiviteter i en organisatorisk sammenhæng, omfatter mennesker, der deltager via organiserede (strukturerede) organer såsom NGO'er, foreninger eller offentlige institutioner. Uformelt frivilligt arbejde henviser til ulønnet hjælp, som enkeltpersoner yder andre mennesker uden for deres egen husstand eller nære familie, men som ikke ydes inden for rammerne af en formel organisation. EØSU beklager, at uformelt frivilligt arbejde ofte ikke anerkendes som frivilligt arbejde af de mennesker, som tilbyder deres hjælp, af modtagerne af denne hjælp eller i henhold til de retlige rammer for frivilligt arbejde i visse EU-medlemsstater. Dette er en medvirkende årsag til, at de frivilliges rolle i øjeblikket undervurderes.

2.4. Frivilligt arbejde kan ske lejlighedsvis, i forbindelse med et arrangement eller som katastrofebistand, f.eks. efter en brand eller oversvømmelse. Frivilligt arbejde kan også udføres som led i en fortsat indsats. Det kan udføres i »menneskeorienterede« sektorer, såsom socialforsorg, sundhed, uddannelse, sport osv., eller i forbindelse med miljø- og infrastrukturprojekter såsom beskyttelse og genoprettelse af naturressourcer eller vedligeholdelse af offentlige haver. Lejlighedsvis frivilligt arbejde kan også forekomme i disse sammenhænge, men de pågældende sektorer understøttes af mere regelmæssige frivillige.

2.5. EØSU understreger, at de retlige rammer for frivilligt arbejde i Europa bør understøtte og fremme frivilligt arbejde af høj kvalitet og bør ikke skabe unødige hindringer for frivilligt arbejde. Krav som f.eks. forsikring af frivillige, aftaler om frivilligt arbejde og kontrol af straffeattester bør omhyggeligt anvendes med kvalitet og adgang som ledende principper.

2.6. I sin udtalelse fra 2013 påpeger EØSU: »Det er på baggrund af de oplysninger, der foreligger på nuværende tidspunkt om frivilligt arbejde, ikke muligt at foretage den analyse, der efterlyses i dokumenterne fra Kommissionen, Europa-Parlamentet, Rådet og EØSU. For øjeblikket er det ikke muligt at foretage en troværdig overvågning af den økonomiske betydning af frivilligt arbejde eller dets bidrag til politikker på EU-plan. Det er ikke muligt at opgøre den samlede mængde tid brugt på frivilligt arbejde eller dets pengeværdi og dermed vurdere, hvor omfattende det er udtrykt i universelle økonomiske indikatorer såsom national beskæftigelse (antallet af beskæftigede i den nationale økonomi) eller


(1) ECO/343 — Statistiske værktøjer til måling af frivilligt arbejde (EUT C 170 af 5.6.2014, s. 11).(2) https://www.ilo.org/wcmsp5/groups/public/—dgreports/—stat/documents/publication/wcms_162119.pdf.(3) Indicator Description: Volunteer Work. ILO.(4) ILO's internationale konference for arbejdsmarkedsstatistikere.


https://www.ilo.org/wcmsp5/groups/public/---dgreports/---stat/documents/publication/wcms_162119.pdf

https://ilostat.ilo.org/resources/concepts-and-definitions/indicator-description-volunteer-work/

https://ilostat.ilo.org/resources/concepts-and-definitions/indicator-description-volunteer-work/

https://www.ilo.org/global/statistics-and-databases/standards-and-guidelines/resolutions-adopted-by-international-conferences-of-labour-statisticians/WCMS_230304/lang--en/index.htm

BNP«. EØSU har også efterlyst forberedende arbejde, som på grundlag af ILO's rammeforslag bør føre til fastsættelsen af detaljerede regler for udførelse af forskning i EU. EØSU beklager, at der ikke efterfølgende er sket fremskridt med hensyn til oprettelsen af et fælles system for måling af værdien af frivilligt arbejde i Europa. Udvalget opfordrer derfor på ny Kommissionen til at handle beslutsomt for at gennemføre EØSU's anbefalinger og understreger, at det uden pålidelige data er umuligt at tilstræbe en effektiv politik på et hvilket som helst område.

2.6.1. EØSU understreger, at bedre indsamling af data, der ikke kun omfatter BNP og økonomisk værdi, men også ser på eksempelvis den tid, som frivillige bruger på frivilligt arbejde, deres alder, køn og aktivitetsområder og den merværdi, som de tilfører samfundet mere generelt, såsom indikatorer for sundhed og trivsel, livskvalitet og social samhørighed, ville være til gavn for alle.

2.6.2. Kun få nationale statistiske institutter har iværksat og foretaget undersøgelser af frivilligt arbejde på grundlag af ILO's metode, og Polen er det eneste land, hvis nationale statistiske institut allerede har foretaget en sådan undersøgelse to gange, nemlig i 2011 og 2016, og det har planlagt en yderligere undersøgelse i starten af 2022. I undersøgelsen fra 2011 blev værdien af frivilligt arbejde beregnet til omkring 2,8 % af BNP (5) og i undersøgelsen fra 2016 til omkring 1,2 % af BNP (6). Denne store forskel skyldes visse ændringer i den anvendte metode. En af disse ændringer bestod i, at spørgsmålene i 2011 omfattede frivillige aktiviteter, som respondenten udførte til fordel for familiemedlemmer, der boede i en anden husstand, mens undersøgelsen i 2016 ikke omfattede sådanne aktiviteter. En anden ændring var, at spørgsmålene i 2011 omfattede aktiviteter i hele 2010, hvorimod undersøgelsen i 2016 alene omfattede frivilligt arbejde, der var blevet udført inden for den periode på fire uger i det første kvartal, som gik umiddelbart forud for undersøgelsen. Dette eksempel viser tydeligt, at det ikke er muligt at opnå sammenlignelige data uden at udvikle en fælles metode på EU-niveau, som skal iværksættes af Eurostat.

2.7. Frivilligt arbejde har en værdi for enkeltpersoner, lokalsamfund, miljøet, økonomien og samfundet som helhed, idet det er et af de mest synlige udtryk for solidaritet. Det fremmer og letter social inklusion, opbygger social kapital og bidrager til at forandre samfundet. Udviklingen af et velfungerende civilsamfund med engagerede frivillige kan føre til kreative og innovative løsninger på fælles udfordringer. Frivilligt arbejde bidrager til økonomisk vækst og fortjener som sådan specifik og målrettet måling, for så vidt angår både økonomisk og social kapital. Det spiller også en stadig større rolle i forbindelse med miljøbeskyttelse og er en vigtig kilde til læring for mange frivillige. Med dette in mente bør de offentlige politikker, samtidig med at de rettes direkte mod at støtte frivillige, også afspejle behovet for en understøttende infrastruktur for frivilligt arbejde med tilstrækkelig og passende finansiering til støtteforanstaltninger såsom uddannelse og forsikringsom-kostninger.

3. Frivillige aktiviteter på EU-niveau

3.1. EØSU beklager, at frivilligt arbejde lidt efter lidt begyndte at forsvinde fra den europæiske dagsorden efter det europæiske år for frivilligt arbejde i 2011. Det er kun lejlighedsvis blevet omtalt i officielle dokumenter, nemlig i forbindelse med oprettelsen af Det Frivillige Europæiske Korps for Humanitær Bistand og Det Europæiske Solidaritetskorps, og som et prioriteret tema i programmet »Europa for Borgerne«.

3.2. EØSU understreger, at undersøgelser af frivilligt arbejde kun er blevet foretaget i begrænset omfang i medlemsstaterne. Disse har omfattet forskellige aspekter af frivilligt arbejde (bl.a. graden af deltagelse i frivilligt arbejde, den demografiske profil for de mennesker, som deltager i frivilligt arbejde, og deres bevæggrunde herfor). Det er umuligt at anvende disse undersøgelser til analyser på EU-niveau, da der mangler ensartethed i metodetilgangene, også hvad angår selve definitionen af frivilligt arbejde og forskelle i undersøgelsesdatoer. Den rapport, der blev udarbejdet i 2010 af konsulentfirmaet GHK efter anmodning fra Kommissionen (7), er fortsat den senest tilgængelige omfattende og værdifulde informationskilde til trods for dens begrænsninger for så vidt angår datasammenlignelighed.

3.2.1. GHK's rapport viste, at 22-23 % af EU's borgere over 15 år var engageret i frivilligt arbejde, der defineres som en almennyttig aktivitet, som udføres af en person af dennes egen fri vilje, primært inden for en ikkestatslig organisation.

3.2.2. Rapporten viste samtidig, at afvigelsen i resultater ofte kan være helt op til 30-40 procentpoint som følge af anvendelsen af forskellige metoder.


(5) Statistikker fra Polen — Frivilligt arbejde 2011.(6) Statistikker fra Polen — Frivilligt arbejde 2016.(7) GHK's rapport om »Volunteering in the European Union«, GHK, 2010.

https://stat.gov.pl/cps/rde/xbcr/gus/GS_wolontariat_i_inne_formy_pracy_niezarobk_2011.pdf

https://stat.gov.pl/files/gfx/portalinformacyjny/pl/defaultaktualnosci/5491/1/3/1/wolontariat_w_2016.pdf

https://ec.europa.eu/citizenship/pdf/doc1018_en.pdf

3.3. Ad hoc-modulet »social/cultural participation and material deprivation« (8), som blev tilføjet Eurostats årlige undersøgelse af indkomstforhold og levevilkår i 2015, indeholdt nogle få spørgsmål om frivillige aktiviteter. På grundlag af data fra den pågældende undersøgelse anslås det, at omkring 18,9 % af EU's borgere var involveret i formelt frivilligt arbejde og omkring 22,5 % i uformelt frivilligt arbejde, hvilket svarer til den grad af deltagelse blandt EU's borgere, som fremgår af GHK-rapporten.

3.4. Flash Eurobarometer-undersøgelsen »European Youth«, som blev offentliggjort i april 2015 (9), indeholder de senest tilgængelige data om de aktiviteter, der udføres af unge EU-borgere i alderen 15-30 år. EØSU bemærker, at lighederne mellem dataene for unge i denne undersøgelse og dataene for alle voksne EU-borgere fra andre undersøgelser tydeligt viser, at alle aldersgrupper deltager ligeligt i frivilligt arbejde.

3.4.1. Ifølge undersøgelsen om den europæiske ungdom har 25 % af de unge i EU deltaget i en organiseret frivillig aktivitet inden for de seneste 12 måneder, men dette tal varierer markant (fra 10 % til 42 %) fra land til land.

3.4.2. Den samme undersøgelse konkluderer endvidere, at der er to primære fokusområder for de frivillige aktiviteter, som de unge deltager i: velgørenhed, humanitær bistand og udviklingsbistand (44 %) samt uddannelse, erhvervsuddannelse og sport (40 %). Disse er også de mest almindelige frivillige aktiviteter for unge i de enkelte medlemsstater.

3.4.3. 93 % af respondenterne angav, at de aldrig har arbejdet som frivillige i udlandet.

3.4.4. Det nye Europæiske Solidaritetskorps, som nu omfatter frivilligt arbejde i forbindelse med humanitær bistand (tidligere omfattet af Det Frivillige Europæiske Korps for Humanitær Bistand), bør være tilstrækkeligt stærkt og omfattende, så flere unge får lyst til at deltage i frivilligt arbejde, især i andre lande, både inden for og uden for programmet. Der bør stilles de nødvendige ressourcer til rådighed for at opnå dette mål. Det bør endvidere undersøges, om der er mulighed for at udvide programmet, således at det støtter deltagelse i frivilligt arbejde for mennesker over 30 år, eller om der i stedet for bør stilles yderligere EU-midler til rådighed med henblik på at udvikle et parallelt program uden aldersbegrænsning.

3.5. Kommissionen offentliggjorde i januar 2021 sin grønbog om aldring, som fremhævede, at et stort antal ældre fortsat yder et aktivt og værdifuldt bidrag til samfundet og økonomien, og at 20 % af de 65-74-årige deltog i formelt frivilligt arbejde, og at mennesker på 75 år og derover også fortsat deltog i det omfang, deres helbred tillod det.

3.6. Rådet offentliggjorde i september 2020 sine afsluttende konklusioner om »Ældres menneskerettigheder, deltagelse og trivsel i digitaliseringens tidsalder« (10), hvori det bl.a. opfordrede Kommissionen til at overveje at oprette en digital platform om »deltagelse og frivilligt arbejde efter arbejdslivet«.

3.6.1. En sådan platform kunne oplyse ældre om, hvordan de kan deltage i frivilligt arbejde i andre lande. Den kunne endvidere oplyse lokale myndigheder og andre aktører om, hvordan ældre kan inddrages i frivilligt arbejde, og yde vejledning og oplysninger til personer, som leder efter muligheder for at udføre frivilligt arbejde, som er passende for ældre, i hele Europa.

3.6.2. EØSU er stærk tilhænger af oprettelsen af en sådan platform, som vil integrere eksisterende platforme og forhindre dobbeltarbejde, og udvalget understreger, at ældres deltagelse i frivillige aktiviteter er vigtig for både dem, der støttes af deres aktiviteter, og for de frivillige selv, da de får mulighed for at forblive aktive efter at have forladt arbejdsmarkedet, og det har en væsentlig positiv indvirkning på deres psykiske og fysiske trivsel.

3.6.3. EØSU påpeger, at Det Europæiske Solidaritetskorps for unge og den foreslåede platform til støtte for ældre frivillige bør danne rammen for en mere omfattende og tværgående europæisk politik for frivilligt arbejde, som fremmer solidaritet og ansvarlighed for og mellem mennesker af alle aldre, der frivilligt bidrager til Europas fremtid på grundlag af solidaritet og europæiske værdier.

3.6.4. EØSU anbefaler, at denne platform gradvis inkluderer frivillige i flere aldersgrupper, og at den ledsages af en større indsats for at mindske hindringer for grænseoverskridende frivilligt arbejde, f.eks. tab af retten til offentlige ydelser og sikringsordninger, opholdsrettigheder og tilknyttede bestemmelser såsom retten til at tegne mobiltelefon- og internetabonnementer.


(8) 2015 EU-SILC Module on Social/Culture Participation and Material Deprivation.(9) Flash Eurobarometer 408 — Europæisk ungdom.(10) Rådets konklusioner, 9. oktober 2020.

https://ec.europa.eu/eurostat/documents/1012329/8088295/2015+Module+assessment.pdf/332b151b-f154-4c6f-8f6a-666030ab7032

https://data.europa.eu/data/datasets/s2009_408_eng?locale=en

https://data.consilium.europa.eu/doc/document/ST-11717-2020-REV-2/da/pdf

3.7. Mange frivillige i hele Europa er involveret i aktiviteter, der er i tråd med Kommissionens mangeårige EU-projekter (af afgørende betydning for Europas fremtid, f.eks. vedrørende vaccination, digitalisering, klimaspørgsmål, finansielle reformer, debatten om atomenergi, arbejdsmarkedsreformer osv.). Da borgerne har brug for en faktuel og upartisk forståelse af de vigtigste forslag fra EU-institutionerne, før de kan støtte dem, opfordrer EØSU Kommissionen til aktivt at støtte de aktiviteter, der udføres af frivillige, og som kan bidrage til at vinde borgernes støtte til vigtige EU-projekter, bl.a. ved at mindske risikoen for falske og partiske oplysninger.

3.8. Den øgede projektfinansiering ved brug af tariffer baseret på enhedsomkostninger og faste beløb bør gøre det muligt at anerkende frivilliges bidrag som medfinansiering til EU-tilskud. Dette fungerer dog ikke godt i praksis, da den tid, som frivillige bidrager med, som regel ikke kan medtages i organisationernes regnskaber. Derudover kræver mange af de organer, som administrerer EU-tilskud, at der fremlægges kvitteringer for det fulde beløb, der er betalt i form af enhedsomkostninger og faste beløb, hvilket strider mod hensigten med og ånden i at anvende finansieringstilgangen som beregningsmetode. EØSU gentager i den henseende de anmodninger, som udvalget fremsatte i sine udtalelser fra 2006 (11) og 2013 (12), og beklager, at disse endnu ikke er blevet gennemført fuldt ud. EØSU bemærker, at Europarådets finansieringsprogrammer indeholder en mekanisme, der gør det muligt at medtage den tid, de frivillige bruger, som medfinansiering til deres tilskud.

3.9. EØSU bakker fuldt ud op om konkurrencen om den europæiske hovedstad for frivilligt arbejde (13), som centret for europæisk frivilligt arbejde lancerede i 2013 som led i arven efter det europæiske år for frivilligt arbejde i 2011, hvor lokale strategier og praksisser for frivilligt arbejde kobles sammen med en europæisk kontekst og europæiske værdier og politikrammer. Udvalget opfordrer til, at alle EU-institutioner fremmer og støtter initiativet, og at de i den forbindelse retter særlig opmærksomhed mod det subnationale niveau for at bringe borgerne tættere på EU's politiske beslutningstagere og for at fremhæve støtten på EU-niveau til solidaritetsbaserede aktiviteter og aktive borgere, som bidrager til Europas fremtid. EØSU opfordrer Kommissionen til aktivt at støtte udbredelsen af god praksis i offentlige politikker, der støtter frivillige aktiviteter på lokalt plan, hvor der især trækkes på eksempler fra de kommuner, der har været kandidater og vindere i konkurrencen om den europæiske hovedstad for frivilligt arbejde.

4. Tendenser inden for frivillige aktiviteter

4.1. EØSU påpeger, at igangværende demografiske forandringer vil påvirke de frivilliges arbejde i de kommende år.

4.1.1. Europa har en aldrende befolkning og lavere fødselstal. Dette betyder, at der er flere kvalificerede frivillige til rådighed i længere tid, men også at der er flere ældre, som har brug for de frivilliges hjælp, da de lever længere. Med faldende fødselstal vil der dog muligvis ikke være unge til rådighed for frivilligt arbejde, og der vil være behov for flere peer-to-peer-projekter for voksne og ældre frivillige.

4.1.2. Mangfoldigheden og forandringerne i Europas befolkningsgrupper er tiltagende, og der vil skulle gøres mere for at sikre social inklusion. Medlemsstaterne kan ikke betale for alt dette via de offentlige finanser, og selv hvis de havde midlerne, handler det ikke blot om penge. Der er behov for en mere menneskeorienteret og solidarisk tilgang for at opnå ægte inklusion. Hertil er der brug for frivillige, som arbejder solidarisk med hinanden. Der skal gøres en større indsats for at bekæmpe ensomhed og yde social støtte, når familier er mere spredt ud over lande og i Europa. EØSU mener, at de offentlige myndigheder på EU- og medlemsstatsniveau samt lokalt niveau bør være forberedt herpå, og at der som led i processen skal skabes gunstige vilkår for udvidelsen af frivillige aktiviteter.

4.1.3. Der opkræves mindre skat i medlemsstaterne, og de offentlige budgetter reduceres, samtidig med at der er større efterspørgsel efter tjenesteydelser. Større ulighed og fattigdom resulterer i større behov i befolkningen, hvilket står i modsætning til en nedskæring i midlerne til civilsamfundsorganisationer, som med støtte fra frivillige kunne gøre meget for at forbedre situationen for de enkelte borgere og familier. EØSU påpeger, at der skal skabes en bedre balance.

4.2. EØSU understreger, at løbende forandringer i livsstil og aktiviteter, som giver social anerkendelse, eller behovet for at udvikle nye færdigheder, der kan være gavnlige for yngre generationer i arbejdslivet, kan resultere i et misforhold mellem borgernes interesse i frivilligt arbejde og de reelle muligheder for frivilligt arbejde, og at niveauet af frivilligt arbejder derfor risikerer at blive reduceret til trods for et stort »udbud og efterspørgsel«. Dette fænomen skal overvåges konstant, således at offentlige politikker kan tilpasses i god tid.


(11) SOC/243 — De frivillige aktiviteters rolle i det europæiske samfund og deres virkninger (EUT C 325 af 30.12.2006, s. 46).(12) ECO/343 — Statistiske værktøjer til måling af frivilligt arbejde (EUT C 170 af 5.6.2014, s. 11).(13) European Volunteering Capital — CEV.

http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=OJ:C:2006:325:0046:0052:DA:PDF

https://www.eesc.europa.eu/da/our-work/opinions-information-reports/opinions/statistical-tools-measuring-volunteering

https://www.europeanvolunteercentre.org/ev-capital

4.3. Der ses et generelt skifte fra traditionelt, regulært og langvarigt frivilligt arbejde, som er baseret på et planlagt og langsigtet engagement, til lejlighedsvis frivilligt arbejde. Mange frivillige er interesserede i lejlighedsvise aktiviteter, selv i forbindelse med engangsbegivenheder, men ønsker ikke at engagere sig for en længere periode. Denne tendens afspejles i væksten i »frivillig turisme«, hvor mennesker rejser med det specifikke formål at arbejde som frivillige eller få mulighed for at arbejde som frivillige, mens de er på ferie. Man skal gøre sig umage for at sikre, at denne form for frivilligt arbejde er centreret omkring egentlige samfundsmæssige behov. I de tilfælde, hvor frivilligt arbejde kunne være mere til skade end til gavn, som f.eks. i institutioner med børn eller andre sårbare mennesker (f.eks. børnehjem), bør det forbydes.

4.4. En anden tendens, som er blevet observeret gennem de seneste år, er fremkomsten af formidlere såsom velfærds- og uddannelsesinstitutioner, religiøse organisationer, arrangører af frivilligt arbejde i familier, lokale centre for frivillige og frivilligt arbejde på arbejdspladsen. Disse formidlere hjælper frivillige med at finde et aktivitetssted og leder efter organisationer, der udsender frivillige direkte. Dette er en støtte til mennesker, som leder efter en mulighed for at påbegynde en frivillig aktivitet. Der er dog en risiko for, at disse formidleres aktiviteter kan få en negativ virkning på samfundets opfattelse af frivilligt arbejde, især hvis deres aktiviteter eksempelvis kommercialiseres.

4.5. Fremskridt inden for onlinekapacitet og sociale medier betyder, at borgerne lettere selv kan organisere lejlighedsvis frivilligt arbejde. Det betyder også, at alle muligheder for at udføre frivilligt arbejde bliver mere umiddelbart tilgængelige for borgere, idet onlineplatforme matcher udbud med efterspørgsel. Den hurtige fremkomst af nye teknologier har gjort det muligt for nye former for frivilligt arbejde at vinde indpas såsom frivilligt onlinearbejde, som ikke er afhængigt af bestemte tidspunkter og steder og kan udføres alle steder, hvor den frivillige har onlineadgang og en enhed til at oprette forbindelse med.

4.5.1. EØSU påpeger dog, at man skal passe på med ikke at udelukke dem, der ikke har internetadgang, fra at udføre frivilligt arbejde.

4.5.2. Udvalget fremhæver, at de retlige rammer for frivilligt arbejde i medlemsstaterne skal holde trit med disse forandringer og sikre, at sårbare mennesker — f.eks. når det gælder databeskyttelse — fortsat er beskyttede, og at frivillige modtager passende oplæring, selv når der er tale om uformelt lejlighedsvis frivilligt arbejde. De politiske beslutningstagere må ikke tænke, at der ikke er behov for at finansiere støtte- og infrastrukturorganisationer for frivilligt arbejde, fordi mennesker selv kan organisere det online.

4.6. EØSU ser et behov for mere tværsektorielt samarbejde mellem arbejdsmarkedets parter inden for rammerne af frivilligt arbejde på arbejdspladsen. For at få den størst mulige indvirkning bør arbejdsgiverne og de ansatte gå sammen med civilsamfundsorganisationer, som er eksperter inden for det område og/eller den sag, som de ønsker at støtte, frem for at forsøge selv at gennemføre programmer for frivilligt arbejde direkte.

4.7. EØSU er opmærksom på, at »frivillig turisme« er en voksende industri i Europa, og at den bør reguleres for at beskytte integriteten af frivilligt arbejde, potentielle frivillige og lokalsamfund.

4.8. 54 % af de unge, som besvarede en undersøgelse fra Eurobarometer (14), fortalte, at de ikke havde afholdt nogen udgifter som led i deres frivillige aktiviteter, mens 28 % angav, at de havde afholdt udgifter, men ikke havde modtaget nogen tilskud, og 16 % havde afholdt udgifter og havde modtaget tilskud til disse udgifter. Modtagerne og koordinatorerne af frivilligt arbejde skal tage højde for disse oplysninger, så udgifter ikke bliver en hindring, der begrænser de unges deltagelse. EØSU understreger betydningen af at godtgøre selv små udgifter for de frivillige og ser gerne, at de nationale og lokale myndigheder i medlemsstaterne fremmer og støtter denne tilgang, uden at det medfører ugunstige skattemæssige konsekvenser for de berørte frivillige og organisationer.

4.9. Der er uoverensstemmelser i rammebestemmelserne og de retlige og sikkerhedsmæssige krav for frivillige og modtagerne af frivilligt arbejde i hele Europa. EØSU fremhæver, at der bør træffes foranstaltninger for at strømline systemet af hensyn til alles sikkerhed og trivsel. Der bør findes ansvarsforsikringer for frivillige på forsikringsmarkedet i alle lande, og der bør oprettes statslig støtte og/eller støtte fra fonde med henblik på at dække disse omkostninger. Det bør være obligatorisk i alle medlemsstater for personer, der udfører frivilligt arbejde med børn eller sårbare mennesker, at fremvise en ren straffeattest, og denne attest børe være lettilgængelig og billig for alle potentielle frivillige. EØSU opfordrer alle medlemsstater til at gennemføre disse løsninger og opfordrer indtrængende Kommissionen til at fremme bedste praksis på dette område. Sådanne aktiviteter vil også fremme grænseoverskridende frivilligt arbejde.


(14) Flash Eurobarometer 408 — Europæisk ungdom.

https://data.europa.eu/data/datasets/s2009_408_eng?locale=en

4.10. EØSU mener, at jo tidligere unge mennesker introduceres for frivilligt arbejde, desto mere sandsynligt er det, at de vil udvikle sig til socialt inkluderende og engagerede voksne, som vil bidrage til Europas fremtid. Initiativer som programmer for frivilligt arbejde i skoler og frivilligt arbejde i familier bør fremmes. Retlige rammer bør om fornødent tilpasses, således at det også bliver muligt for yngre mennesker og børn at melde sig som frivillige. Ungdomsorganisationer spiller en meget vigtig rolle i denne proces og bør derfor modtage passende og tilstrækkelig støtte fra de offentlige myndigheder.

5. De frivilliges rolle i samfundet

5.1. Der er ingen tvivl om, at frivillige skaber en væsentlig økonomisk, miljømæssig og social værdi. I velgørende organisationer er frivillige ofte afgørende for at sikre en effektiv udførelse af opgaver og er en af disse organisationers vigtigste ressourcer. De ses ofte af omverdenen som et symbol på disse enheders aktiviteter. For mange, især unge, er frivilligt arbejde noget særligt. Det er ofte første gang, hvor de kan imødekomme reelle sociale behov, og hvor de hurtigt kan se virkningerne af deres indsats som engagerede borgere, hvilket reducerer risikoen for social udstødelse væsentligt.

5.2. I mange tilfælde er det juridisk set blevet vanskeligere for borgere at organisere sig omkring problemer af fælles interesse og således at mobilisere mennesker som frivillige til at bidrage til samfundet uden at opnå en personlig gevinst. Der bør sikres foreningsfrihed og offentlig finansiering og støtte til civilsamfundsorganisationer. EØSU understreger, at offentlig finansiering til civilsamfundsorganisationer i høj grad bidrager til deres funktion og rolle i samfundet og til at opretholde deres uafhængighed og evne til at værne om de demokratiske processer, som bevirker, at deres medlemmers ønsker kan anerkendes og repræsenteres uden indblanding udefra.

5.2.1. Et velfungerende civilsamfund er et tegn på et sundt demokrati og bidrager i høj grad til livskvalitet og fred og stabilitet. Deltagelsesdemokrati supplerer det repræsentative demokrati og er ikke en trussel mod dette.

5.2.2. For så vidt angår organisationer, der koordinerer de frivilliges aktiviteter, gør offentlig finansiering det muligt at opnå meget større fordele for samfundet — fordele som har en reel økonomisk værdi — takket være en særlig løftestangsmekanisme.

5.3. I Europa har folk i dag i højere grad en tendens til at engagere sig i kortsigtede frivillige aktiviteter, ofte med en klar personlig vinding for øje, som f.eks. at udføre frivilligt arbejde i forbindelse med en festival eller koncert frem for at engagere sig for en længere periode med henblik på at imødekomme et identificeret samfundsbehov. EØSU ser gerne, at de politiske beslutningstagere gør mere for at fremme merværdien af frivilligt arbejde som en social kapital og ikke blot som en personlig mulighed og mekanisme til at spare på udgifterne til menneskelige ressourcer. De offentlige myndigheder skal hjælpe de frivillige og velgørenhedsorganisationerne til bedre at påvise deres værdi og indvirkning med henblik på fortsat at kunne tiltrække frivillige, efterhånden som borgerne står over for stadig flere valgmuligheder med hensyn til, hvordan de vil bruge deres fritid.

5.4. Under covid-19-pandemien har mange politiske beslutningstagere og almindelige borgere kunnet se det særlige potentiale og den reelle indvirkning, som frivilligt arbejde har — både strukturerede aktiviteter, der koordineres af en offentlig institution eller organisation, og individuelle ad hoc-aktiviteter, der udføres lejlighedsvis i et ønske om at give en hånd med. EØSU hyldede de hundredtusinder af frivillige i hele Europa, som i 2020 bistod nødlidende mennesker som følge af pandemien, ved at uddele udvalgets civilsolidaritetspris (15) til organisationer og enkeltpersoner, der deltog i frivillige aktiviteter med tilknytning til følgerne af covid-19.

5.5. Arbejdstagere med mindre regelmæssige arbejdstider og et mindre stabilt arbejdsliv har sværere ved at indgå i et længerevarende engagement i forbindelse med frivilligt arbejde. Eksempelvis finder butiksansatte, der kun 24 timer i forvejen får besked om, om de skal arbejde, det meget svært at forpligte sig til frivilligt arbejde. Det samme gælder for f.eks. mange tilkaldevagter. EØSU påpeger, at organisationer for frivilligt arbejde bør understøttes af viden, herunder god praksis, om opbygning af ekstra kapacitet med sigte på at håndtere denne vekslende tilgængelighed af potentielle frivillige og udvikle nye måder at forvalte frivillige på.

5.6. Ordinering af sociale aktiviteter (16) er en måde at bekæmpe dårligt helbred på uden eller sideløbende med, at der ordineres lægemidler. Frivilligt arbejde er blevet en effektiv og tiltagende populær del af ordninger for ordinering af sociale aktiviteter. Forskning viser, at frivilligt arbejde har en positiv indvirkning på den mentale sundhed, og at det er gavnligt at


(15) EØSU's civilsolidaritetspris.(16) The Healing Power of Social Prescribing og Policy Statement on Volunteering & Social Prescribing CEV 2019.

https://www.eesc.europa.eu/da/news-media/press-releases/eesc-civil-solidarity-prize-has-showcased-indispensable-role-civil-society-battling-covid-19-pandemic

https://df2253af-c034-4026-aac2-5d1c91f60490.filesusr.com/ugd/3ec99c_4e6b9140caba4199a99578b87391000a.pdf

https://df2253af-c034-4026-aac2-5d1c91f60490.filesusr.com/ugd/3ec99c_e31945adeb754eea8e8c241d1c626c4c.pdf

deltage i frivillige aktiviteter inden for rammerne af ordinering af sociale aktiviteter. EØSU mener, at frivilligt arbejde som en praksis med ordinering af sociale aktiviteter bør benyttes i større omfang i Europa som led i genopretningen efter covid-19, og at indvirkningen heraf bør overvåges nøje. Det bør sikres, at organisationer, der tilbyder frivilligt arbejde som led i ordninger for ordinering af sociale aktiviteter, respekterer etiske principper og overholder kvalitative retningslinjer for tiltag, der har en stor indvirkning, er behovsbaserede, tilfører merværdi og udføres på frivillig basis.

5.7. I betragtning af de positive virkninger af det europæiske år for frivilligt arbejde 2011, det store behov for at skabe en retlig og social ramme for udvikling af frivilligt arbejde og de væsentlige forandringer i frivilliges og potentielle frivilliges adfærd, opfordrer EØSU Kommissionen til at gøre sit for at erklære 2025 for det europæiske år for frivillige.

5.7.1. Et europæisk år for de frivillige vil være en passende hyldest til den indsats og forskel, som de frivillige har gjort under covid-19-krisen, og vil fremhæve deres betydning for Europas genopretning og fremtid på grundlag af solidaritet, ligestilling og fælles værdier.

5.7.2. EØSU mener, at den pakke af foranstaltninger, som koordineres af Kommissionen, vil tilskynde medlemsstaterne til i stor udstrækning at fremme frivilligt arbejde under hensyntagen til EØSU's forslag, og bevirke, at spørgsmålet om frivilligt arbejde bliver et permanent, og ikke blot lejlighedsvist, element i europæisk politik.





Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »sikring af anstændigt arbejde for unge og sikring af inklusion af NEET'er gennem passende udarbejdelse af nationale genopretningsplaner«


(2022/C 152/05)

Ordfører: Nicoletta MERLO



Initiativudtalelse








1.1. EØSU glæder sig over de nationale genopretnings- og resiliensplaner som en hidtil uset mulighed for at fremme forandringer og udløse investeringer inden for bæredygtig vækst og skabelse af kvalitetsjob, der skal udnyttes med inklusiv regeringsførelse, som forudsætter dialog, åbenhed og gennemsigtighed.

1.2. Udvalget bemærker med beklagelse manglen på meningsfuld og målrettet høring af arbejdsmarkedets parter og interessenter i visse af medlemsstaterne i forbindelse med udformningen af de nationale reformprogrammer. EØSU opfordrer kraftigt Kommissionen til at iværksætte foranstaltninger, der sikrer en struktureret og meningsfuld inddragelse af arbejdsmarkedets parter, det organiserede civilsamfund og ungdomsorganisationer i gennemførelsen og overvågningen af de nationale genopretnings- og resiliensplaner. Det er afgørende at beskytte og styrke den sociale dialog på nationalt plan for at sikre, at offentlige midler bruges fornuftigt på en inklusiv genopretning.

1.3. EØSU foreslår, at man evaluerer og systematiserer indsamlingen af bedste praksis på nationalt plan, hvor høringen af arbejdsmarkedets parter og ungdomsorganisationer via særlige udvalg og social dialog har givet fremragende resultater med hensyn til ungdomsspecifikke politikker og foranstaltninger til at skabe kvalitetsjob for unge.

1.4. Udvalget opfordrer medlemsstaterne til at sikre inklusiv vejledning og rådgivning af høj kvalitet for alle unge mennesker, navnlig dem med handicap, allerede fra de tidlige skoleår, med henblik på at give unge mere information om deres videreuddannelse og efterfølgende om karrieremuligheder i forbindelse med den grønne og digitale omstilling på arbejdsmarkedet.

1.5. EØSU bifalder foranstaltninger til fremme og udbredelse af den rolle og profil, som erhvervsuddannelse spiller som drivkraft for innovationspraksis, STEM-kvalifikationer, livslang læring og effektiv formidling af arbejdskraft, da dette er afgørende for at slå bro over den eksisterende kvalifikationskløft. Det er også vigtigt at forbedre evalueringen af færdigheder for på forhånd at kunne identificere de færdigheder, der vil være behov for på fremtidige arbejdsmarkeder. Der bør træffes passende foranstaltninger for at sikre, at erhvervsuddannelserne også er tilgængelige for personer med handicap, baseret på anerkendelse af individuelle evner og at give alle borgere mulighed for at tilegne sig faglige kvalifikationer, der er nyttige for deres personlige udvikling, samtidig med at virksomhedernes særlige behov tilgodeses med hensyn til ubesatte kvalificerede job.

1.6. EØSU anbefaler, at der indføres individualiseret støtte til specifikke grupper, navnlig NEET'er. Denne støtte bør gøre det muligt på en holistisk måde at behandle alle spørgsmål, der hænger sammen med integration på arbejdsmarkedet, såsom bolig, indkvartering, transport og sundhed.


1.7. EØSU mener, at det bør prioriteres at sikre de offentlige arbejdsformidlingers effektivitet og tilstrækkelighed, da de er nøgleaktører i aktive arbejdsmarkedspolitikker, gennem målrettede investeringer og reformer, hvor det er nødvendigt, for at de kan støtte alle mennesker, navnlig de mest sårbare, og dem, der befinder sig fjernest fra arbejdsmarkedet i deres søgen efter arbejde eller i deres omskoling.

1.8. EØSU beklager, at ungdomsgarantiordningens potentiale som det vigtigste politiske redskab til bekæmpelse af stigende ungdomsarbejdsløshed ikke er blevet udnyttet til fulde. EØSU opfordrer medlemsstaterne til at øge deres indsats for at gennemføre den styrkede ungdomsgaranti, herunder uddannelse af høj kvalitet, der fremmer integration på arbejdsmarkedet, og opfordrer Kommissionen til at give et overblik over de skridt, der er taget for at gennemføre Rådets henstillinger om den styrkede ungdomsgaranti på nationalt plan og sikre effektive synergier med de nationale reformprogrammer.

1.9. EØSU bifalder bestemmelserne i de nationale genopretnings- og resiliensplaner, der støtter uddannelse, herunder lærlingeuddannelser og praktikophold, af høj kvalitet, da disse er et effektivt redskab til at mindske tidligt skolefrafald og kan sikre en bedre integration af unge (og andre) på arbejdsmarkedet og opfordrer medlemsstaterne til at gennemføre Rådets henstilling om en europæisk ramme for gode og effektive lærlingeuddannelser (1). Udvalget opfordrer imidlertid til et forbud mod ulønnede praktikophold. Der bør sikres anstændige lønninger for alle praktikanter i forbindelse med den kommende revision af Rådets henstilling om en kvalitetsramme for praktikophold. EØSU foreslår ligeledes, at der udarbejdes en europæisk kvalitetsramme for erhvervspraktik for at sikre læringsværdien af sådanne læringserfaringer.

1.10. EØSU opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at anvende genopretningsmidlerne til investeringer i skabelse af kvalitetsjob og opkvalificering af unge, hvor det er nødvendigt, med særligt fokus på tidsubegrænsede kontrakter og anstændige arbejdsvilkår, der begrænser risikoen for usikkerhed. Udvalget understreger desuden behovet for at lukke hullet i den sociale sikring og opfordrer medlemsstaterne til en korrekt gennemførelses af Rådets henstilling om adgang til social beskyttelse (2) og at indføre en moderne ordning for alle former for arbejde, der kan sikre en passende indkomst for fremtidige pensionister, navnlig dem, der oplever eller vil opleve, at deres karriere bliver afbrudt.

1.11. EØSU mener, at det — for ikke at finansiere jobusikkerheden — er vigtigt at sikre, at ansættelsesstøtte er betinget af tidsubegrænsede kontrakter eller stabiliseringsprogrammer. Desuden kan ansættelsesincitamenter være effektive med hensyn til at skabe beskæftigelsesmuligheder for »dårligt stillede« jobsøgende og at omfordele afskedigede arbejdstagere, ved at lette deres overgang til nye sektorer og erhverv.

1.12. EØSU mener, at der bør rettes særlig opmærksomhed mod spørgsmålet om mental sundhed og psykosociale lidelser, navnlig blandt unge, ved at mindske stigmatiseringen i forbindelse med mentale sundhedsproblemer gennem forebyggelses — og bevidstgørelsesarbejde, som skal starte i skolerne og udvides til også at omfatte virksomheder, og ved at stille tilstrækkelig finansiering til rådighed for tjenesteydere og støtteudbydere på dette område.

1.13. EØSU bemærker, at vedvarende uligheder mellem kønnene på arbejdsmarkedet forværrer unge kvinders sårbarhed over for de økonomiske konsekvenser af covid-19. Udvalget bifalder de foranstaltninger, som nogle medlemsstater har iværksat for at tilskynde og fremme kvinders beskæftigelse og iværksætteri, investere i passende social infrastruktur og reformere børnepasningsordninger, navnlig førskoleundervisning, og opfordrer til, at denne gode praksis udbygges på EU-plan for at støtte fuld beskæftigelse af kvinder og især unge mødre.

2. Baggrund

2.1. Covid-19-pandemien har haft og fortsætter med at have en enorm indvirkning på vores samfund og økonomier. Den Europæiske Union har taget betydelige skridt i retning af genopretning: for første gang har medlemsstaterne valgt europæisk solidaritet og konvergens i stedet for økonomiske stramninger for at bekæmpe krisen.

2.2. Genopretnings- og resiliensfaciliteten (i det følgende benævnt »faciliteten«), som er den største del af Next Generation EU, yder 672,5 mia. EUR i lån og tilskud til støtte for medlemsstaternes reformer og investeringer. Dette hidtil usete beløb har til formål at mindske de økonomiske og sociale konsekvenser af covid-19-pandemien og gøre de europæiske økonomier og samfund mere bæredygtige, robuste og bedre forberedt på udfordringerne og mulighederne i den grønne og den digitale omstilling.


(1) Rådets henstilling om en europæisk ramme for effektive lærlingeuddannelser af høj kvalitet, fra 15. marts 2018 (EUT C 153 af 2.5.2018, s. 1).

(2) Rådets henstilling om adgang til social beskyttelse for arbejdstagere og selvstændige — Social beskyttelse bør tilpasses fremtiden (EUT C 387 af 15.11.2019, s. 1).

https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/HTML/?uri=CELEX:32018H0502(01)&from=EN


2.3. I henhold til aftalen bør de nationale resiliens- og genopretningsplaner afsætte mindst 37 % af udgifterne til støtte af klimamålene og 20 % til støtte af den digitale omstilling. Desuden skal alle investeringer og reformer overholde princippet om ikke at gøre væsentlig skade, idet de skal sikre, at de ikke i væsentlig grad skader miljøet. Desuden forventes de nationale reformprogrammer at bidrage til effektivt at tackle de relevante udfordringer, der er identificeret i de landespecifikke henstillinger under det europæiske semester. Der er imidlertid ikke fastsat nogen minimumstærskel eller -procedure for overvågning af udgifter til forskellige prioriteter såsom unge mennesker.

2.4. Rettidig og meningsfuld inddragelse af arbejdsmarkedets parter i hele det europæiske semester på forskellige niveauer og på tværs af alle politikområder, der direkte eller indirekte påvirker beskæftigelse og arbejdsmarkeder, er afgørende for at forbedre engagementet i udformningen af politikker, herunder foranstaltninger i de nationale reformprogrammer. Den sociale dialog er en drivkraft for en vellykket og retfærdig politikudformning, hvis den er i stand til at fremkomme med effektive løsninger og afspejle de løbende politiske ændringer og reformer af de kollektive forhandlinger, hvor det er relevant.

2.5. Faciliteten supplerer andre aktiviteter rettet mod unge (3) og er nøje afstemt med Kommissionens prioriteter for 2019-2024, som klart fastslår, at EU skal skabe et mere attraktivt investeringsmiljø og vækst, der skaber kvalitetsjob, navnlig for unge og mindre virksomheder (4). Kommissionens nye program ALMA (5) (Aim, Learn, Master, Achieve), en ny Erasmuslignende praktikordning rettet mod NEET'er, som giver unge europæere kortvarig arbejdserfaring i andre medlemsstater, kan medvirke til positive resultater, hvis de unge sikres kvalitetsstandarder, herunder social beskyttelse, vejledning og tilsyn samt anstændige lønninger.

2.6. Den 22. januar offentliggjorde Kommissionen de nye retningslinjer, som EU's medlemsstater skal følge ved udarbejdelsen af deres nationale genopretnings- og resiliensplaner for at få adgang til den såkaldte genopretningsfond, hvori det fremgår, at offentlige politikker til fordel for unge ikke længere blot er et »horisontalt« mål for planerne, dvs. et aspekt, der skal tages i betragtning i forbindelse med opfyldelsen af andre hovedmål, men er blevet en forudsætning og absolut prioritet for Next Generation EU og skal medtages som en hel søjle og ikke blot som en tværgående prioritet.

2.7. Officielt skulle EU-landene have indsendt deres nationale genopretnings- og resiliensplaner senest den 30. april 2021. Kommissionen har imidlertid forlænget fristen og har accepteret, at landene kan indsende deres planer frem til midten af 2022. Den 15. oktober 2021 var antallet af indsendte planer nået op på 26.

2.8. Faciliteten er en mulighed for medlemsstaterne, der kun opstår én gang i løbet af en generation, ikke blot for at tackle folkesundhedskrisen, men også for at fortsætte den dobbelte omstilling til en digital lavemissionsøkonomi, skabe stærk social velfærd og fremme samhørighed. Den har et reelt potentiale til at skabe håndgribelige forandringer for unge arbejdstagere og hindre, at de bliver den fortabte generation, uden fair muligheder i fremtidens Europa. Der er imidlertid et stort behov for inklusiv regeringsførelse på nationalt og europæisk plan, hvor den sociale dialog og interaktionen med civilsamfundet har stor og meningsfuld betydning.

2.9. Covid-19-krisen har øget ulighederne yderligere, hvilket stiller arbejdstagerne, navnlig de unge, dårligere. Med denne initiativudtalelse agter EØSU — på baggrund af en analyse af de generationsmæssige foranstaltninger, der er indeholdt i de nationale reformprogrammer, som visse medlemsstater har fremlagt, og som kortlægger enhver god praksis og svaghed — at udarbejde anbefalinger til, hvordan man kan garantere unge et anstændigt arbejde og sikre inklusion af NEET'er i gennemførelsen af projekterne.

3. Generelle bemærkninger

3.1. De europæiske unge er blandt dem, der er hårdest ramt af pandemien: skoler, universiteter og mødesteder er blevet lukket, hvilket har forhindret de unge i at deltage i undervisning, kultur og socialt samvær. En ud af seks unge har mistet deres job på grund af de økonomiske konsekvenser af covid-19 (6). I august 2021 var ungdomsarbejdsløsheden 16,5 % i EU (7). I en række lande har unge været særligt hårdt ramt, hvilket har medført, at arbejdsløshedsprocenterne er skudt i vejret — Spanien (40,5 %), Italien (29,7 %), Bulgarien (18,3 %) og Frankrig (19,6 %), for blot at nævne nogle få. Desuden


(3) EU-strategien for unge (2018) (EUT C 456 af 18.12.2018, s. 1); Ungdomsbeskæftigelsespakken (2020); En bro til job — styrkelse af ungdomsgarantien (2020) (EUT C 372 af 4.11.2020, s. 1); ALMA (2021); Det europæiske år for unge (forventet i 2022).

(4) https://ec.europa.eu/info/strategy/priorities-2019-2024_da(5) https://ec.europa.eu/social/main.jsp?catId=1549&langId=da(6) Unge kategoriseres sædvanligvis som personer mellem 15 og 29 år gamle.(7) Eurostat.

https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=OJ:C:2018:456:FULL

https://ec.europa.eu/commission/presscorner/detail/da/ip_20_1193

https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=uriserv%3AOJ.C_.2020.372.01.0001.01.DAN&toc=OJ%3AC%3A2020%3A372%3ATOC


https://ec.europa.eu/social/main.jsp?catId=1549&langId=da

https://ec.europa.eu/commission/presscorner/detail/da/IP_21_5226

https://ec.europa.eu/info/strategy/priorities-2019-2024_da


overses en procentdel af arbejdsløse unge ofte i de officielle data, fordi de enten ikke ansøger om arbejdsløshedsunder-støttelse eller ikke tilmelder sig et jobcenter og i stedet tjener til dagen og vejen i skyggeøkonomien eller ved at arbejde for en platform. Det kan derfor antages, at de faktiske tal kan være endnu værre højere end tallene fra Eurostat.

3.2. Desuden har covid-19-krisen forværret situationen for NEET'er yderligere. Antallet af NEET'er i Europa, navnlig i lande som Italien, Grækenland, Bulgarien og Rumænien, er kritisk og er endnu en gang stigende som følge af skolefrafald, mangel på passende vejledning, tab af arbejdspladser og manglende beskæftigelsesmuligheder. Denne kategori af sårbare personer har en højere risiko for marginalisering, fattigdom og permanent udelukkelse fra arbejdsmarkedet.

3.3. NEET er en bred kategori, der omfatter en heterogen befolkning, herunder arbejdsløse, unge, der dropper ud af skolen, alle de demotiverede universitetsuddannede, som endnu ikke har fundet sig et arbejde, og andre unge, der er inaktive af forskellige årsager. De arbejdsløse er kun en undergruppe af den bredere kategori af NEET'er, og overlapningen mellem arbejdsløse og NEET-gruppen varierer over tid og landene imellem (8).

3.4. Et stort antal NEET'er lig med et stort tab for vores økonomier og samfund. De berørte personers følelse af desillusionering eller udelukkelse udgør også en stor politisk risiko for stabiliteten i vores demokratiske samfund. Uddannelsessystemernes og de sociale systemers manglende evne til at forebygge fænomenet eller nedbringe antallet af NEET'er tyder på, at en bredt støttet effektiv politik til fremme af lige muligheder i hele EU er slået fejl.

3.5. Denne krise rammer især arbejdstagere i atypiske beskæftigelsesformer (9) (løsarbejde, voucherbaseret arbejde, platformsarbejde, ansatte i gig-økonomien, samarbejdsbaseret beskæftigelse osv.) (10), og desværre er der en overvægt af unge i disse former for job. Sådanne job er ofte lavtlønnede med uregelmæssige arbejdstider, dårlig jobsikkerhed og ringe eller ingen social beskyttelse (betalt orlov, pension, sygeorlov osv.). Ofte er denne type arbejde ikke berettiget til arbejdsløshedsunderstøttelse eller ordninger med nedsat arbejdstid, der er indført af staten (11). Denne type arbejde findes hovedsagelig i sektorer og industrier, der er særligt berørt af covid-19-pandemien, såsom turisme, engros- og detailhandel samt hotel- og restaurationsbranchen (12). På den anden side kan nye former for arbejde være en mulighed for unge, der bor i landdistrikter eller fjerntliggende områder, eller for unge handicappede, studerende og unge forældre, og derfor er anstændige lønninger og social sikring alfa og omega.

3.6. Perifere hindringer for beskæftigelse, såsom mobilitet, digitale færdigheder, sundhed og usikre levevilkår, herunder mangel på bolig eller social sikring, skal kortlægges og tages med i overvejelserne i de nationale reformprogrammer. EØSU mener, at medlemsstaterne såvel kvalitativt som kvantitativt bør overvåge disse hindringer for unges integration på arbejdsmarkedet og fremsætte konkrete forslag til at afhjælpe dem inden for rammerne af deres respektive nationale reformprogrammer.

4. Særlige bemærkninger

4.1. Genopretningen efter covid-19 bør anskues som en mulighed. Økonomien er blevet rystet, og det samme gælder arbejdsmarkedet.

4.2. De nationale genopretnings- og resiliensplaner udgør en hidtil uset mulighed for at fremme og støtte forandringer, som skal udnyttes med inklusiv regeringsførelse, hvilket kræver dialog, åbenhed og gennemsigtighed. De foranstaltninger, der finansieres under de nationale genopretnings- og resiliensplaner, bør inddrage de lokale myndigheder, arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet, herunder ungdomsorganisationer, med henblik på at skabe deltagerorienteret forvaltning, der kan skabe konsensus, tillid og retfærdighed i forbindelse med de nationale genopretnings- og resiliensplaner.


(8) R. Konle-Seidl og F. Picarella (2021), Youth in Europe: Effects of COVID-19 on their economic and social situation, Europa-Parlamentet, Luxembourg.

(9) https://www.eurofound.europa.eu/topic/non-standard-employment(10) https://www.eurofound.europa.eu/publications/blog/new-forms-of-employment-in-europe-how-new-is-new(11) Eurofound (2021), Covid-19: Konsekvenser for beskæftigelse og arbejdsliv, Den Europæiske Unions Publikationskontor,

Luxembourg.(12) S. Spasova, D. Bouget, D. Ghailani og B. Vanhercke (2017), Adgang til social beskyttelse for personer, der arbejder på

ikkestandardkontrakter og som selvstændige erhvervsdrivende i Europa.

https://www.europarl.europa.eu/thinktank/da/document.html?reference=IPOL_STU(2021)662942

https://www.eurofound.europa.eu/topic/non-standard-employment

https://www.eurofound.europa.eu/da/publications/blog/new-forms-of-employment-in-europe-how-new-is-new

https://www.eurofound.europa.eu/publications/report/2021/covid-19-implications-for-employment-and-working-life

https://www.researchgate.net/publication/316739736_Access_to_social_protection_for_people_working_on_non-standard_contracts_and_as_self-employed_in_Europe

https://www.researchgate.net/publication/316739736_Access_to_social_protection_for_people_working_on_non-standard_contracts_and_as_self-employed_in_Europe

4.3. EØSU mener, at i forbindelse med udformningen, gennemførelsen og overvågningen af foranstaltninger, der er skræddersyet til unge arbejdstagere og NEET'er, bør medlemsstater sikre løbende høringer af arbejdsmarkedets parter, civilsamfundet og især ungdomsorganisationerne med henblik på at vurdere, om og i hvilket omfang, politikkerne passer til deres uddannelse og karrieremuligheder, set fra den yngre generations perspektiv, og hvorvidt de sikrer en gnidningsløs indtræden på arbejdsmarkedet.

4.4. EØSU glæder sig over de initiativer, som medlemsstaterne hidtil har taget med henblik på at vurdere den samfundsmæssige virkning af den offentlige politik: i Østrig gennem »ungdomstjekket« (Jugendcheck) (13), en lov, der har været i kraft siden 2013, og ifølge hvilken alle nye lovgivningsmæssige forslag skal vurderes med hensyn til de potentielle følger, de kan have for børn og unge, herunder gennem inddragelse af det nationale ungdomsråd, og i Italien gennem COVIGE (14), et udvalg, der for nylig blev nedsat af ministeriet for ungdomspolitik, og som består af ledere og repræsentanter for den offentlige forvaltning, universitetsprofessorer og eksperter i ungdomspolitik, herunder det nationale ungdomsråd, som har til formål at vurdere generationsvirkningen af alle offentlige politikker ex ante og ex post ved hjælp af specifikke indikatorer og modeller samt gennem en sammenligning med bedste praksis i andre EU-lande.

4.5. EØSU opfordrer medlemsstaterne til at vedtage lignende foranstaltninger eller til effektivt at overvåge de politikker, der skal vedtages, og som allerede er godkendt, ud fra et generationsmæssigt synspunkt, samtidig med at de unges deltagelse i høringen sikres.

4.6. Forskning (15) foretaget af Cedefop forudser, at næsten 7 mio. job i EU vil gå tabt eller ikke blive oprettet som følge af covid-19-pandemien inden 2022, mens visse sektorer (16) såsom sundhed, videnskab og innovation, informationsteknologi og digital kommunikation vil opleve betydelig vækst og jobskabelsespotentiale. Pandemien har fremmet job i sektorer og erhverv, der er tilstrækkeligt fleksible til at tilpasse sig de nye normer for social distancering og hjemmearbejde. Disse vil sandsynligvis fortsætte selv efter pandemien og ændre arbejdets karakter, som traditionelt krævede fysisk tilstedeværelse (17).

4.7. Ifølge en OECD-rapport (18) kan pandemien også påvirke børns og unges indstilling til læring. Afbrydelser i den almindelige skolegang har betydet, at mange børn har gjort færre fremskridt end forventet i deres færdighedsudvikling. På kort sigt kan pandemien føre til en stigning i antallet af elever, der forlader skolen tidligt, mens et mindre engagement på mellemlang og lang sigt kan resultere i, at den nuværende generation af elever ikke udvikler en positiv indstilling til at lære i en tid med gennemgribende strukturelle ændringer, der vil kræve, at den enkelte opdaterer sine færdigheder gennem hele livet. Desuden afslører rapporten den mulige årsag til manglende ligestilling mellem kønnene med hensyn til uddannelsesmuligheder. I rapporten opfordres til hurtigt at øge investeringerne i livslang læring, hjælpe enkeltpersoner med at tilpasse sig og at kunne modstå eksterne chok.

4.8. I en arbejdsverden i hastig forandring, der er præget af globaliseringen og konsekvenserne af covid-19-pandemien, anser EØSU det for afgørende at forebygge misforholdet mellem udbudte og efterspurgte kvalifikationer med fokus på kompetencer og bløde færdigheder ved at investere tilstrækkelige ressourcer i uddannelse og vejledning, ved at bane vejen for en bedre forbindelse og overgang mellem uddannelsesverdenen og arbejdslivet, herunder gennem fremme af værktøjer såsom skift mellem skole og arbejde, praktikophold og lærlingeuddannelser, og ved at fremme programmer for livslang læring, der inddrager alle centrale interessenter og fokuserer på sårbare grupper, navnlig unge, NEET'er og dem, hvis job er mest udsat for forandring. Den passende politiske reaktion er en integreret pakke af aktive arbejdsmarkedspolitikker med forbindelser til offentlige arbejdsformidlinger og uddannelsessystemer med henblik på at fremme en inklusiv og bæredygtig genopretning.

4.9. Der er bred enighed blandt interessenterne om, at erhvervsvejledning aldrig har været vigtigere, især for unge, der sandsynligvis vil søge arbejde, så snart de forlader gymnasiet. EØSU istemmer med dem, der efterlyser store investeringer i erhvervsvejledning (19), da der er dokumentation for den værdifulde rolle, som erhvervsvejledning skal spille i de studerendes forberedelse de på et arbejdsmarked i hastig forandring, som måske ikke lever op til deres forventninger eller matcher deres tidligere erhvervede færdigheder.


(13) https://national-policies.eacea.ec.europa.eu/youthwiki/chapters/austria/54-young-peoples-participation-in-policy-making(14) https://www.giovani.gov.it/it/comunicazione/notizie/comitato-per-la-valutazione-dell-impatto-generazionale-delle-politiche-

pubbliche/(15) https://www.cedefop.europa.eu/en/news-and-press/news/coronavirus-impact-jobs-eu-sectors-and-occupations-skills-forecast-

analysis(16) https://ec.europa.eu/eures/public/four-job-sectors-high-demand-result-covid-19-pandemic-2021-02-19_en(17) Cedefop skills and jobs forecast.(18) https://www.oecd.org/skills/covid-19-pandemic-highlights-urgent-need-to-scale-up-investment-in-lifelong-learning-for-all-says-

oecd.htm(19) https://www.oecd.org/education/career-readiness/Investing%20in%20Career%20Guidance_en.pdf

https://national-policies.eacea.ec.europa.eu/youthwiki/chapters/austria/54-young-peoples-participation-in-policy-making

https://www.giovani.gov.it/it/comunicazione/notizie/comitato-per-la-valutazione-dell-impatto-generazionale-delle-politiche-pubbliche/

https://www.giovani.gov.it/it/comunicazione/notizie/comitato-per-la-valutazione-dell-impatto-generazionale-delle-politiche-pubbliche/

https://www.cedefop.europa.eu/da/news-and-press/news/coronavirus-impact-jobs-eu-sectors-and-occupations-skills-forecast-analysis

https://www.cedefop.europa.eu/da/news-and-press/news/coronavirus-impact-jobs-eu-sectors-and-occupations-skills-forecast-analysis

https://ec.europa.eu/eures/public/four-job-sectors-high-demand-result-covid-19-pandemic-2021-02-19_en

https://www.cedefop.europa.eu/en/tools/skills-forecast

https://www.oecd.org/skills/covid-19-pandemic-highlights-urgent-need-to-scale-up-investment-in-lifelong-learning-for-all-says-oecd.htm

https://www.oecd.org/skills/covid-19-pandemic-highlights-urgent-need-to-scale-up-investment-in-lifelong-learning-for-all-says-oecd.htm

https://www.oecd.org/education/career-readiness/Investing%20in%20Career%20Guidance_en.pdf

4.10. Der findes en horisontal henvisning til unge i de nationale genopretnings- og resiliensplaner vedrørende erhvervsuddannelse. Arbejdsbaseret uddannelse og læring som f.eks. lærlingeuddannelser og praktikophold, som normalt er vigtige indgangssteder for unge, har også oplevet en voldsom afbrydelse under krisen, selv om omfanget varierer meget fra branche til branche og region til region. Som en mangeårig fortaler for modernisering af erhvervsuddannelserne glæder EØSU sig over de nationale bestræbelser på at finde og fremme alternative løsninger med henblik på at tilbyde uddannelse i praktiske færdigheder såsom arbejdsrelaterede uddannelses- og læringskontrakter og udvidelse af fjernundervisningen. Nogle lande har også vedtaget nye politiske foranstaltninger for at sikre, at de tekniske uddannelser og erhvervs-uddannelserne er bedre rustet til fremtidige chok (20).

4.11. De opsøgende strategier er vigtige elementer i genopretningsplanerne, som kræver målrettede investeringer i udbydere af ungdomstjenester og det offentlige arbejdsformidlingssystem. Nylige resultater viser, at næsten halvdelen af NEET'erne ikke er bekendt med de statslige støtteforanstaltninger, de rent faktisk har adgang til (21).

4.12. I henhold til de nationale genopretnings- og resiliensplaner skal investeringerne i udbydere af ungdomstjenester styrkes, og der bør tilskyndes til horisontalt samarbejde mellem udbydere af ungdomstjenester og offentlige arbejdsformidlinger. Effektive offentlige arbejdsformidlinger spiller en vigtig rolle med hensyn til at støtte personer, der støder på hindringer for beskæftigelse, og sikre et vellykket jobskifte, men opsøgende arbejde over for mere sårbare NEET'er vil kræve samarbejde mellem offentlige arbejdsformidlinger og en række lokale aktører, lige fra foreninger og uddannelsesinstitutioner til specialiserede rådgivere, der er uddannet i mentale sundhedsspørgsmål. Dette kræver effektiv og passende udveksling af oplysninger og data og betyder, at de offentlige arbejdsformidlingers operatører og rådgivere skal afsætte mere tid til at forvalte disse partnerskaber (22).

4.13. Ungdomsgarantiordningen, der for nylig blev finansieret af ESF+ med en forpligtelse til at bruge mindst 12 % af midlerne i medlemsstater med en højere NEET-andel end EU-gennemsnittet (23), er fortsat det vigtigste redskab til nedbringelse af ungdomsarbejdsløsheden i EU. Rådets henstilling om, hvordan man kan styrke det program, der blev vedtaget i oktober 2020 (24), indeholder en liste over foranstaltninger til sikring af kvaliteten af det, der tilbydes i programmet, hvordan man kan forbedre det opsøgende arbejde, og hvordan overvågningen af resultaterne kan styrkes med henblik på en bedre evaluering af programmet. De nationale genopretnings- og resiliensplaner skal derfor gøre status over de nationale gennemførelsesplaner for ungdomsgarantien og opbygge forbindelser til de nationale genopretnings- og resiliensplaner. Hvis dette ikke sker, vil det resultere i forspildte muligheder og indførelse af foranstaltninger, der ikke vil kunne levere løsninger for NEET'er.

4.14. EØSU bemærker, at den seneste ajourføring af de nationale gennemførelsesplaner for ungdomsgarantien går tilbage til 2014, og at det indtil videre ikke er alle EU-medlemsstater, der er begyndt at opdatere deres nationale ungdomsstrategier for at tage hensyn til den styrkede ungdomsgaranti (25). Medlemsstaterne skal øge deres indsats, integrere de indhøstede erfaringer og mobilisere EU-finansiering strategisk for at gøre dette instrument virkelig effektivt og funktionelt.

4.15. Med fokus på unge arbejdstagere skal der udvikles specifikke genopretningsforanstaltninger for at bekæmpe ungdomsarbejdsløshed og usikre ansættelsesforhold (26) blandt unge ved at skabe kvalitetsjob samt for at beskytte den række arbejdstagere (27), som mangler tilstrækkelig social sikring. Desuden bør der overvejes særlige foranstaltninger for unge selvstændige for at støtte og øge unges iværksættervirksomhed og startup-virksomheder.

4.16. En gennemgang (28) af de ændringer i de sociale sikringsordninger, som EU-medlemsstaterne har foretaget under pandemien, har vist, at flertallet har gjort indkomststøtteforanstaltninger for arbejdstagere mere tilgængelige såsom ordninger for nedsat arbejdstid, arbejdsløshedsunderstøttelse og lignende tiltag, navnlig ved at øge deres værdi, lempe betingelserne for støtteberettigelse og forlænge deres varighed. Selv om disse foranstaltninger ikke specifikt er rettet mod


(20) Skills development in the time of COVID-19: Taking stock of the initial responses in technical and vocational education and training, International Labour Office — Geneve: ILO, 2021.

(21) D. Moxon, C. Bacalso og A. Șerban (2021), Beyond the pandemic: The impact of COVID-19 on young people in Europe, Brussels, European Youth Forum.

(22) PES partnership management, Eamonn Davern (september 2020).(23) https://ec.europa.eu/social/main.jsp?catId=1099&langId=da(24) Rådets henstilling om en bro til job — styrkelse af ungdomsgarantien og erstatning af Rådets henstilling af 22. april 2013 om

oprettelsen af en ungdomsgaranti (2020/C 372/01) (EUT C 372 af 4.11.2020, s. 1).(25) R. Konle-Seidl and F. Picarella (2021), Youth in Europe: Effects of COVID-19 on their economic and social situation,

Europa-Parlamentet, Luxembourg.(26) Europa-Parlamentets beslutning af 4. juli 2017 om arbejdsvilkår og usikre ansættelsesforhold (2016/2221(INI)) (EUT C 334 af

19.9.2018, s. 88).(27) International Labour Office. World Social Protection Report 2020–22: Social Protection at the Crossroads — in Pursuit of a Better

Future. Geneve: ILO, 2021.(28) ETUI (2021), Non-standard workers and the self-employed in the EU: Social protection during the Covid-19 pandemic.

https://www.ilo.org/skills/areas/skills-training-for-poverty-reduction/WCMS_766557/lang--en/index.htm

https://www.ilo.org/skills/areas/skills-training-for-poverty-reduction/WCMS_766557/lang--en/index.htm




https://www.europarl.europa.eu/thinktank/da/document.html?reference=IPOL_STU(2021)662942

https://www.europarl.europa.eu/doceo/document/TA-8-2017-0290_DA.html

https://www.ilo.org/wcmsp5/groups/public/%40dgreports/%40dcomm/%40publ/documents/publication/wcms_817572.pdf



https://socialprotection.org/discover/publications/non-standard-workers-and-self-employed-eu-social-protection-during-covid-19

unge, vil de hjælpe med at støtte de unge, som er mest tilbøjelige til at blive arbejdsløse, og som ofte er udelukket fra at modtage social beskyttelse, f.eks. arbejdsløshedsunderstøttelse, på grund af manglende arbejdserfaring.

4.17. Af disse grunde og i betragtning af, at alle de ændringer, der er er foretaget, er midlertidige, og at mange allerede er afsluttet, så de unge igen står over for et hul med hensyn til social beskyttelse, mener EØSU, at det er afgørende, at de politiske beslutningstagere fokuserer på at opbygge en universel social beskyttelsesordning, der sikrer, at alle arbejdstagere (sædvanlige og atypiske, unge og voksne) er lige godt stillede. En udbedring af disse mangler vil sikre, at unge beskyttes mod fattigdom og mod eventuelle fremtidige chok på arbejdsmarkedet.

4.18. EØSU mener, at det også er vigtigt at støtte unge med hensyn til social sikring og opfordrer derfor alle medlemsstater til at gennemføre Rådets henstilling om adgang til social beskyttelse for arbejdstagere og selvstændige (29), som anbefaler medlemsstaterne at give adgang til passende social beskyttelse for personer i alle former for arbejde.

4.19. Der skal gøres en større indsats for at finde metoder til at forene jobsikkerhed og jobkvalitet på et dynamisk arbejdsmarked, og en styrkelse af den sociale dialog er afgørende for at finde effektive foranstaltninger. Bedste praksis kan findes i lande som 1) Portugal, hvor regeringen fører regelmæssige drøftelser med arbejdsmarkedets parter og ungdomsorganisationer. Foranstaltninger som f.eks. en kvote for NEET'er i virksomheder med et stort antal praktikpladser eller reducerede ansættelsestilskud til kortvarige kontrakter (30) har bidraget til at øge ungdomsbeskæftigelsen i landet og 2) Spanien, hvor den sociale dialog førte til, at socialsikringsdækningen blev udvidet til også at omfatte praktikophold (31).

4.20. Den usikkerhed, bekymring og frygt, der kan føre til depression blandt unge, steg kraftigt i begyndelsen af krisen og fortsætter med at stige i visse lande. Den midlertidige lukning af uddannelsesinstitutioner og sociale, kulturelle og sportslige aktiviteter var med til at svække de sociale forbindelser, der bidrager til at opretholde en god psykisk sundhed. Den støtte til psykisk sundhed, der ydes i skoler og på universiteter, er blevet hårdt ramt i mange lande, og unge bruger i stigende grad andre platforme til støtte, f.eks. telefonlinjer og ungdomscentre, og psykiske sundhedstjenester tilbyder telekonsultationer og fjernstøtte for at opretholde kontinuiteten i tjenesterne. Samtidig blev leverandørerne af disse tjenester også hårdt ramt af nedlukningerne, og mange var ikke i stand til at genoptage deres aktiviteter på grund af manglende økonomiske og menneskelige ressourcer. EØSU finder det vigtigt at støtte denne sektor, som er stærkt afhængig af frivillig arbejdskraft og projektfinansiering, gennem mere bæredygtig finansiering, da den har vist sig at være et afgørende element i vores sociale struktur under krisen.

4.21. Der kan gøres mere for at tage fat på kønsdimensionen i de nationale genopretnings- og resiliensplaner, navnlig når det drejer sig om NEET'er, hvis andel generelt er højere blandt unge kvinder end blandt unge mænd. I 2020 var andelen af kvindelige NEET'er i gennemsnit 1,3 gange højere end andelen af mandlige NEET'er, og andelen af ikke-erhvervsaktive kvindelige NEET'er var helt op til 1,7 gange højere. Andelen er særlig høj i de østeuropæiske lande (Bulgarien, Rumænien, Ungarn, Tjekkiet, Slovakiet, Polen) og i Italien (32). De fleste NEET'er i disse lande befinder sig i denne gruppe som følge af familiemæssige forpligtelser eller fordi, de er unge med handicap. En større andel af unge kvinder bruger tid på at passe børn og andre familiemedlemmer. Unge kvinder bruger næsten tre gange så meget tid på ulønnet omsorg og husligt arbejde som unge mænd. Udvalget bifalder de foranstaltninger, som nogle medlemsstater har iværksat for at tilskynde og fremme kvinders beskæftigelse og kvindelig iværksættervirksomhed for at investere i den fornødne sociale infrastruktur og for at reformere børnepasningssystemerne, navnlig førskoleundervisningen, og opfordrer til, at denne gode praksis udbredes på EU-plan, for at støtte fuld beskæftigelse af kvinder og navnlig unge mødre og opfordrer til et robust system til årlig overvågning af fremskridtene og de bevilgede og anvendte budgetter til ligestilling mellem kønnene i forbindelse med forordningen om genopretnings- og resiliensfaciliteten, herunder relevante indikatorer.





(29) Rådets henstilling af 8. november 2019 om adgang til social beskyttelse for arbejdstagere og selvstændige (EUT C 387 af 15.11.2019, s. 1).

(30) https://www.iefp.pt/apoios-a-contratacao(31) 121/000066 Draft law on the guarantee of the purchasing power of pensions and other measures for strengthening the financial

and social sustainability of the public pension system (congreso.es).(32) https://ec.europa.eu/eurostat/statistics-explained/index.php?title=Statistics_on_young_people_neither_in_employment_nor_in_

education_or_training


https://www.iefp.pt/apoios-a-contratacao

https://www.congreso.es/public_oficiales/L14/CONG/BOCG/A/BOCG-14-A-66-1.PDF

https://www.congreso.es/public_oficiales/L14/CONG/BOCG/A/BOCG-14-A-66-1.PDF

https://ec.europa.eu/eurostat/statistics-explained/index.php?title=Statistics_on_young_people_neither_in_employment_nor_in_education_or_training

https://ec.europa.eu/eurostat/statistics-explained/index.php?title=Statistics_on_young_people_neither_in_employment_nor_in_education_or_training

BILAG

Følgende ændringsforslag blev forkastet under afstemningen, men opnåede mindst en fjerdedel af de afgivne stemmer (forretningsordenens art. 59, stk. 3):

ÆNDRINGSFORSLAG 3

Fremsat af:

HOŠTÁK Martin

POTTIER Jean-Michel

VADÁSZ Borbála

SOC/689 — Anstændigt arbejde for unge og inklusion af EET'er gennem nationale genopretningsplaner

Punkt 4.17

Ændres som følger:

Sektionens udtalelse Ændringsforslag

Af disse grunde og i betragtning af, at alle de ændringer, der er foretaget, er midlertidige, og at mange allerede er afsluttet, så de unge igen står over for et hul med hensyn til social beskyttelse, mener EØSU, at det er afgørende, at de politiske beslutningstagere fokuserer på at opbygge en universel social beskyttelsesordning, der sikrer, at alle arbejdstagere (sædvanlige og atypiske, unge og voksne) er lige godt stillede. En udbedring af disse mangler vil sikre, at unge beskyttes mod fattigdom og mod eventuelle fremtidige chok på arbejdsmarkedet.

Af disse grunde og i betragtning af, at alle de ændringer, der er foretaget, er midlertidige, og at mange allerede er afsluttet, så de unge igen står over for et hul med hensyn til social beskyttelse, mener EØSU, at det er afgørende, at de politiske beslutningstagere fokuserer på at opbygge stærke og effektive sociale beskyttelsesordninger, der sikrer, at alle arbejdstagere er tilstrækkeligt dækkede. En udbedring af disse mangler vil sikre, at unge beskyttes mod fattigdom og mod eventuelle fremtidige chok på arbejdsmarkedet.

Begrundelse

Vi er helt enige i, at de nationale genopretnings- og resiliensplaner kan anvendes til at øge og støtte medlemsstaternes ambitioner og bestræbelser på at gennemføre henstillingen om adgang til social beskyttelse for arbejdstagere og selvstændige under hensyntagen til deres nationale socioøkonomiske vilkår og praksis. En opfordring til universelle sociale beskyttelsesordninger er ikke forenelig med formålet med denne udtalelse.

Resultat af afstemningen:

For: 74

Imod: 101

Hverken for eller imod:19

ÆNDRINGSFORSLAG 4

Fremsat af:

HOŠTÁK Martin

POTTIER Jean-Michel

VADÁSZ Borbála


SOC/689 — Anstændigt arbejde for unge og inklusion af NEET'er gennem nationale genopretningsplaner

Punkt 1.9



EØSU bifalder bestemmelserne i de nationale genopretnings- og resiliensplaner, der støtter lærlingeuddannelser og praktikophold af høj kvalitet, da disse er et effektivt redskab til at mindske tidligt skolefrafald og kan sikre en bedre integration af unge (og andre) på arbejdsmarkedet og opfordrer medlemsstaterne til at gennemføre Rådets hen-stilling om en europæisk ramme for gode og effektive lærlingeuddannelser (1). Udvalget opfordrer imidlertid til et forbud mod ulønnede praktikophold og til, at der sikres anstændige lønninger for alle praktikanter i forbindelse med den kommende revision af kvalitetsrammen for praktikophold.

(1) Rådets henstilling om en europæisk ramme for effektive lærlingeuddannelser af høj kvalitet, fra 15. marts 2018.

EØSU bifalder bestemmelserne i de nationale genopretnings- og resiliensplaner, der støtter lærlingeuddannelser og praktik-ophold af høj kvalitet, da disse er et effektivt redskab til at mindske tidligt skolefrafald og kan sikre en bedre integration af unge (og andre) på arbejdsmarkedet og opfordrer medlemsstaterne til

— at gennemføre Rådets henstilling om en europæisk ramme for gode og effektive lærlingeuddannelser (1)

— benytte den kommende revision af kvalitetsrammen for praktikophold til i samarbejde med medlemsstaterne og navnlig gennem EMCO og i samhør med arbejds-markedets parter at vurdere, hvordan henstillingerne om arbejdsvilkår og uddannelsesmål anvendes, og om praktikudbyderen betaler løn eller godtgørelse til praktikanten med henblik på at undgå uretfærdig praksis.


Begrundelse

Vi anbefaler, at teksten deles i to, og at man ikke blander lærepladser, praktikophold og erhvervspraktik sammen.

Den første del handler om lærepladser. EU-rammen fungerer godt, og der overvejes ikke nogen revision af den. Anden del vedrører revisionen af EU-rammen for praktikophold, og det kan være en anledning til at se på, hvordan den gennemføres og udvikles i medlemsstaterne.


For: 69

Imod: 112


ÆNDRINGSFORSLAG 5

Fremsat af:

HOŠTÁK Martin

POTTIER Jean-Michel

VADÁSZ Borbála



Punkt 1.11



EØSU mener, at det — for ikke at finansiere jobusikkerhe-den — er vigtigt at sikre, at ansættelsesstøtte er betinget af tidsubegrænsede kontrakter eller stabiliseringsprogrammer. Desuden kan ansættelsesincitamenter være effektive med hensyn til at skabe beskæftigelsesmuligheder for »dårligt stillede« jobsøgende og at omfordele afskedigede arbejds-tagere, ved at lette deres overgang til nye sektorer og erhverv.

EØSU mener, at det — for ikke at finansiere jobusikkerhe-den — er vigtigt at sikre, at ansættelsesstøtte er betinget af tidsubegrænsede kontrakter eller af kontrakter, der udgør en del af en karrierevej, som fører til denne form for kontrakt. Desuden kan ansættelsesincitamenter være effektive med hensyn til at supplere arbejdsgiverens uddannelsesindsats for at skabe beskæftigelsesmuligheder for »dårligt stillede« jobsøgende og at omfordele afskedigede arbejdstagere, ved at lette deres overgang til nye sektorer og erhverv

Begrundelse

Ansættelsesstøtte kan hjælpe unge mennesker med at blive ansat og arbejdsgiverne med at nå ud til lovende arbejdstagere, men begge parter har brug for fleksibilitet til at udvikle en uddannelses- og karriereplan, der fører til en mere stabil kontraktform. Det afhænger af færdigheder, resultater, engagement og andre objektive kriterier. Ansættelsestilskud dækker også former for dobbelte ansættelseskontrakter, som indgår i et praktik- og erhvervsuddannelsesforløb. Det er derfor hensigtsmæssigt, at forslaget har fokus på konditionalitet vedrørende bæredygtig beskæftigelse for at fremme integrationen af jobsøgende, navnlig NEET'er.


For: 69

Imod: 120


Følgende punkt i sektionens udtalelse blev ændret for at afspejle det ændringsforslag, der blev vedtaget, men det oprindelige punkt i udtalelsen opnåede over en fjerdedel af stemmerne (forretningsordenens artikel 59, stk. 4):

ÆNDRINGSFORSLAG 2

Fremsat af:

BABRAUSKIENĖ Tatjana



Punkt 1.9



EØSU bifalder bestemmelserne i de nationale genopretnings- og resiliensplaner, der støtter lærlingeuddannelser og praktikophold af høj kvalitet, da disse er et effektivt redskab til at mindske tidligt skolefrafald og kan sikre en bedre integration af unge (og andre) på arbejdsmarkedet og opfordrer medlemsstaterne til at gennemføre Rådets hen-stilling om en europæisk ramme for gode og effektive lærlingeuddannelser (1). Udvalget opfordrer imidlertid til et forbud mod ulønnede praktikophold og til, at der sikres anstændige lønninger for alle praktikanter i forbindelse med den kommende revision af kvalitetsrammen for praktikop-hold.


EØSU bifalder bestemmelserne i de nationale genopretnings- og resiliensplaner, der støtter uddannelse, herunder lærlin-geuddannelser og praktikophold, af høj kvalitet, da disse er et effektivt redskab til at mindske tidligt skolefrafald og kan sikre en bedre integration af unge (og andre) på arbejds-markedet og opfordrer medlemsstaterne til at gennemføre Rådets henstilling om en europæisk ramme for gode og effektive lærlingeuddannelser (1). Udvalget opfordrer imid-lertid til et forbud mod ulønnede praktikophold. Der bør sikres anstændige lønninger for alle praktikanter i forbindelse med den kommende revision af Rådets henstilling om en kvalitetsramme for praktikophold. EØSU foreslår ligeledes, at der udarbejdes en europæisk kvalitetsramme for er-hvervspraktik for at sikre læringsværdien af sådanne læringserfaringer.



For: 127

Imod: 62



Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »atypisk beskæftigelse og platformskooperativer under den digitale omstilling af industrien«


(2022/C 152/06)

Ordfører: Giuseppe GUERINI

Medordfører: Erwin DE DEYN



Initiativudtalelse

Kompetence Den Rådgivende Kommission for Industrielle Ændringer (CCMI)







1.1. Den digitale platformsøkonomi er et fænomen i stor fremmarch, som rækker ud over EU's grænser. Væksten i dette fænomen har også ført til, at der har udviklet sig mange forskellige former for arbejdsrelationer for personer beskæftiget via sådanne platforme. Selvstændig virksomhed, uregelmæssige samarbejdsforbindelser og individuelle arbejdskontrakter. På den baggrund kan kooperativer, som etableres mellem arbejdstagere, være et interessant instrument til at gøre arbejdsforholdene på de digitale platforme mere stabile.

1.2. I betragtning af fænomenets omfang finder EØSU det nyttigt og nødvendigt, at EU og medlemsstaterne koordinerer gennemførelsen af en passende lovgivning for at sikre en balance mellem behovet for innovation og beskyttelse af rettigheder for arbejdstagere på de digitale platforme, som de gør for forbrugere og brugere i forslaget til retsakten om digitale tjenesteydelser og forslaget til retsakten om digitale markeder.

1.3. De digitale platforme fremmer også udviklingen af nye virksomhedsformer, der kan øge mange menneskers mulighed for at tage aktiv del i de nye digitale markeder. Blandt disse virksomhedsformer er kooperativer særligt velegnede til at fremme inkluderende deltagelse i styringen af digitale platforme.

1.4. Den kooperative model gør det nemlig muligt at udvikle virksomheder, der er skabt af selvstændige erhvervsdrivende, som ønsker at bevare deres selvstændighed og kreativitet og samtidig forbedre indtægtsmulighederne, arbejdsvilkårene og adgangen til social sikring, og dermed undgå ikkestandardmæssige former for beskæftigelse.

1.5. EØSU bemærker, at den kooperative model ikke alene er i stand til at kombinere de særtræk, der er kendetegnende for de digitale platforme med den kooperative organisationsform, men også giver mulighed for, hvor forholdene kræver det, at sikre deltagerne status som ansatte, således at de er dækket af alle de sikringsordninger, der gælder for arbejdstagere i henhold til kollektive arbejdsoverenskomster.

1.6. EØSU opfordrer Kommissionen, EU-medlemsstaterne og aktørerne i den sociale dialog til at iværksætte initiativer til fremme af udviklingen af platformskooperativer, som gennem ny teknologi bidrager til at fremme iværksætterlysten ved at bringe unge arbejdstagere og iværksættere sammen i et kooperativ.

1.7. En effektiv gennemførelse af sådanne initiativer vil kræve inddragelse af alle interesserede parter, og den sociale dialog kan spille en afgørende rolle i den forbindelse. EØSU er derfor parat til at påtage sig en rolle inden for fremme af platformskooperativer.


1.8. Digitale platforme er ikke underlagt landegrænser. Derudover gælder princippet om oprindelsesland på det europæiske område. Om initiativerne bliver vellykkede, afhænger af en fælles forståelse og gennemførelse af disse forhold. EØSU opfordrer til, at man er opmærksom på risikoen for opsplitning af det indre marked, hvilket vil straffe både platformene og deres ansatte.

1.9. EØSU finder, at der ved gennemførelsen af den europæiske strategi for digital omstilling bør træffes initiativer til støtte for etablering af kooperativer til forvaltning af digitale platforme, Dette vil bl.a. fremme fælleseje af digitale tjenester, data og teknologiske infrastrukturer, og dermed muliggøre en større økonomisk diversificering og udbredelse af økonomisk demokrati.

1.10. EØSU bemærker, at kooperativer i egenskab af selvstændige organisationer af personer, der frivilligt går sammen for at opfylde fælles sociale, økonomiske og kulturelle behov gennem en demokratisk og deltagerbaseret organisation, udgør en interessant løsning på problemerne med netop demokratisk styring og kontrol af digitale platforme.

1.11. EØSU opfordrer til, at Kommissionens forslag til regulering af arbejdsforholdene for arbejdstagere på digitale platforme får fokus på og er åbne over for innovation, og at de bidrager til at støtte virksomhedernes konkurrenceevne, uden at glemme beskyttelsen af arbejdstagernes rettigheder. Forslagene bør især sikre, at personer, som arbejder for digitale platforme, uddannes i og får redskaberne til bedre at forstå og kontrollere, hvordan de algoritmer, der regulerer rekrutteringen af arbejdstagere, anvendes.

2. Indledning og baggrund

2.1. Under den hurtige omstilling af økonomien og af virksomhederne har digitaliseringen fået en så grundlæggende strategisk funktion, at den har vundet indpas i alle erhvervssektorer og i hele værdikæden for produkter og tjenester i såvel store som små virksomheder og mikrovirksomheder. Følgerne for arbejdsmarkedet i form af nye muligheder og nye udfordringer er betragtelige, både hvad angår deres karakter og det tempo, hvori ændringerne sker.

2.2. Den hurtige digitale omstilling betyder, at der opstår nye arbejdsformer og nye former for virksomhedsorganisation. Platformsarbejde kræver bl.a. nye og fleksible løsninger, som ikke altid kan reguleres inden for de nuværende retlige rammer.

2.3. Den igangværende hurtige omstilling har afsløret huller i retssikkerheden, og »den sociale dialog« og kollektive overenskomstforhandlinger er derfor vigtige med henblik på forhandlinger om nye regler for arbejde på digitale platforme. Mange medlemsstater har truffet foranstaltninger til at præcisere beskæftigelsesvilkårene for personer, som arbejder via digitale platforme. I den henseende bør Kommissionens lovgivningsmæssige tiltag fremme aftaler, som kan tilpasses omstillingen af arbejdsmarkedet og på samme tid sikre den nødvendige sociale beskyttelse af arbejdstagerne.

2.4. Selv om fænomenet »digitale platforme« omfatter et bredt udvalg af modeller, der kan indbefatte sociale netværk, e-handelssider, websteder for finansiel formidling eller adgang til og forvaltning af ressourcer og data, er fokus for denne udtalelse specifikt arbejdsmarkedet, og udvalget vil navnlig koncentrere sig om virksomheder, der opererer via applikationer eller websteder. Udvalget vil især se på den særlige kooperative form for digitale platforme.

2.5. Kommissionen er i færd med at undersøge følgerne for platformsarbejdernes arbejdsvilkår gennem en høring, der blev indledt med en første fase den 24. februar 2021 efterfulgt af en anden fase mellem 15. juni og 15. september 2021. Med disse høringer anmoder Kommissionen arbejdsmarkedets parter om en tilkendegivelse af, hvorvidt der er behov for lovgivning. Høringen er opdelt på syv interventionsområder: 1. beskæftigelsesstatus, 2. arbejdsvilkår, 3. adgang til social sikring, 4. adgang til personalerepræsentation og kollektive overenskomstforhandlinger, 5. den grænseoverskridende dimension, 6. algoritmisk styring, 7. livslang læring og faglige muligheder for dem, der arbejder via platforme.

2.6. Digitale platforme udgør et »virtuelt rum«, hvor der foregår interaktioner og udvekslinger, der er meget mere end en simpel matchning af udbud og efterspørgsel, og som giver mulighed for at udøve en stadig mere raffineret kontrol over og påvirkning af arbejdstagere, leverandører og brugere og tilbyde nye tjenester til kunderne og nye valgmuligheder, når det gælder beskæftigelse. Dette er muligt gennem brug af profileringssystemer og udstrakt anvendelse af data, hvor forvalterne af platformene benytter sig af AI-systemer og bestemte algoritmer.


2.7. Ved hjælp af en sofistikeret markedsføringspolitik, der får personer, som interagerer med platformene, til at føle sig som centrale aktører i en horisontal jævnbyrdig proces, fremstår og definerer platformene sig som kontaktsted for direkte forbindelser uden mellemled, mens de i virkeligheden aldrig helt er decentraliserede eller neutrale. De er tværtimod selv aktive deltagere i formidlingen med et veletableret, men ofte ikke åbenlyst hierarki.

2.8. Selv om der findes et omfattende EU-regelsæt og nationalt regelsæt for forskellige ansættelsesformer, er det ikke altid lige til at anvende og gennemføre disse retlige rammer i forbindelse med platforme. Information, social dialog og gensidig læring bør fremmes for at lette og understøtte en solid og bæredygtig udvikling af de digitale platforme med henblik på at styrke samarbejdet og tilliden mellem aktørerne på det digitale marked. Situationer i hurtig udvikling reguleres bedre med social dialog og kollektive overenskomstforhandlinger end med forhastede lovgivningsmæssige indgreb, som kan hæmme innovationen.

2.9. Det er under alle omstændigheder åbenlyst, at god regulering skal skabe plads til de store innovationer, som digitale teknologier kan bibringe, og til anerkendelse af arbejdstagernes rettigheder i disse nye arbejdsmønstre. At gribe ind i ændringerne indebærer en aktiv styring af udviklingsmodellen, som efter EØSU's opfattelse er nødt til at have særlig fokus på de miljømæssige og sociale spørgsmål.

2.10. I forbindelse med den igangværende digitale omstilling i hele verden bør der på alle niveauer gøres overvejelser om, hvilke tiltag der vil kunne understøtte udviklingen af en bæredygtig digital overgang reguleret af passende europæiske retlige rammer, som er klare for de forskellige aktører på det digitale marked og navnlig det marked, der består af platforme. De europæiske institutioner har grebet emnet an ud fra forskellige vinkler (1), og EØSU har allerede vedtaget en række udtalelser vedrørende skatteanliggender (2), reguleringen af det digitale marked (3) og arbejdsmarkedsrelaterede spørgsmål (4).

2.11. På en generel baggrund af arbejdsvilkår i forandring er der stadig flere, der som selvstændige kan levere ydelser via digitale platforme, således som det fremgår af den konsekvensanalyse, som Kommissionen offentliggjorde i januar 2021 (5). Manglen på en egnet retlig ramme indebærer risiko for, at der opstår former for selvstændig erhvervsvirksomhed, der ikke reelt er selvstændig, da dette forudsætter autonomi, parternes ret til frit at kunne bestemme om, de vil deltage, selvbestemmelse med hensyn til arbejdsmønster og uafhængighed.

2.12. Kommissionens analyse viser, at personer, som arbejder via platforme, ikke nødvendigvis har tilstrækkelig information om og forståelse af, hvordan algoritmerne anvendes til at træffe visse beslutninger, som kan have indvirkning på deres arbejdsvilkår. Denne mangel på forståelse og information kan være problematisk, især i forhold til digital overvågning og dataforvaltning, når udformningen og forvaltningen af algoritmer påvirker arbejdsvilkårene. Derfor er den sociale dialog helt afgørende.

2.13. Både virksomheder og arbejdstagere har krav på viden om og retssikkerhed i forhold til de arbejdskontrakter, der gælder for platformsarbejdere, og som sikrer anstændige lønvilkår, adgang til social sikring og kollektive overenskomster. Det samme krav om klarhed gælder for kriterierne for erhvervelse af status som virksomhedsleder og selvstændig erhvervsdrivende. Hvad dette angår har EØSU udtalt sig klart i udtalelsen SOC/645/2021 om Rimelige arbejdsforhold i platformsøkonomien, der blev udarbejdet på anmodning af det tyske rådsformandskab i andet halvår af 2020.


(1) https://www.eurofound.europa.eu/da/data/platform-economy/dossiers(2) EØSU's udtalelse om Beskatning af deleøkonomien — rapporteringskrav (tillægsudtalelse) (EUT C 364 af 28.10.2020, s. 62).(3) EØSU's udtalelse om Retsakt om digitale markeder (EUT C 286 af 16.7.2021, s. 64).(4) EØSU's udtalelse om Direktivet om arbejdsvilkår (EUT C 283 af 10.8.2018, s. 39).(5) Indledende konsekvensanalyse, Kollektive overenskomster for selvstændige — EU's konkurrenceregler, 6. januar 2021. Se https://ec.europa.

eu/info/law/better-regulation/have-your-say/initiatives/12483-Kollektive-overenskomster-for-selvst%C3%A6ndige-EUs-konkurrence-regler_da.

https://www.eurofound.europa.eu/da/data/platform-economy/dossiers

https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=uriserv:OJ.C_.2020.364.01.0062.01.DAN&toc=OJ:C:2020:364:TOC


https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/ALL/?uri=CELEX:52018AE0300

https://ec.europa.eu/info/law/better-regulation/have-your-say/initiatives/12483-Kollektive-overenskomster-for-selvst%C3%A6ndige-EUs-konkurrenceregler_da



2.14. Kooperativerne inden for platformsøkonomien har, som Kommissionen også anerkender det, haft held med at skabe modeller, der muliggør en god kombination af iværksætteri, sociale rettigheder og passende arbejdsvilkår (6).


3.1. De store og hurtige forandringer, der følger med digitaliseringen af økonomien og det sociale liv, stiller nye krav til fleksibilitet og tempo i tilpasningen, hvilket også øger mulighederne for valg af form for selvstændig erhvervsvirksomhed. Dette kan dog til tider indebære nye former for fragmentering og opsplitning af arbejdet, ikke kun som en proces, der er opdelt i faser (såsom det klassiske samlebånd), men også opdelt i tid og rum, hvor skellet mellem arbejdstid og fritid ofte udviskes for personer, som deltager i visse faser af denne proces.

3.2. Disse aspekter er et led i et komplekst fænomen, der også vedrører højtkvalificerede erhverv, som får overdraget dele af produktionsprocessen gennem kontrakter som selvstændige eller »udøvere af liberale erhverv«. Her tænkes f.eks. på hele spektret af IT-programmører, dataanalytikere og applikationsudviklere eller alle udbydere af stadig mere decentrale supplerende tjenester.

3.3. Covid-19-krisen har vist, at en korrekt anvendelse og gennemførelse af de nationale regler og EU-reglerne, der anerkender nødvendigheden af at beskytte arbejdstagere med såkaldte »atypiske kontrakter« (7), fortsat er en udfordring i mange medlemsstater.

3.4. Fremkomsten af digitale platforme som instrument til rekruttering af arbejdstagere har i mange tilfælde ført til, at der anvendes kontrakter for selvstændig erhvervsvirksomhed, selv hvor der ikke er tale om en reelt selvstændig og uafhængig aktivitet. I mange tilfælde har denne tilgang desuden i højere grad haft til formål at begrænse arbejdskraftomkostningerne end at sikre størst mulig selvstændighed i tilrettelæggelsen af arbejdet. Derfor har der også været en stigning i antallet af sager ved domstolene i flere europæiske lande. Det står imidlertid klart, at et fænomen i så hastig udvikling ikke kan reguleres ad rettens vej og gennem søgsmål, men kræver praktiske løsninger, hvor de igangværende gennemgribende ændringer udnyttes og udmøntes på hensigtsmæssig vis.

3.5. I denne forbindelse giver den kooperative model mulighed for at udvikle sammenslutninger af selvstændige erhvervsdrivende (såsom kooperativer af selvstændige) med henblik på at opretholde selvstændigheden og kreativiteten og samtidig forbedre indtægtsmulighederne, arbejdsvilkårene og adgangen til social sikring. Derudover kan den mere klassiske kooperative model (nemlig arbejdskooperativet) kombinere de digitale platformes særtræk med den kooperative organisationsform, der er kendetegnet ved et demokratisk system og ved, at arbejdstagerne er omfattet af de sikringsordninger, der er fastlagt i de nationale kollektive overenskomster.

3.6. Et platformskooperativ er en virksomhed oprettet i form af et kooperativ, der er demokratisk ledet af bl.a. de deltagende interessenter, og som gennem en IT-infrastruktur og protokoller, der kommunikerer med forskellige faste og mobile enheder, tilrettelægger produktion af og handel med varer og tjenester.

3.7. Som det er tilfældet med alle kooperativer, tilhører og ledes platformskooperativerne af dem, der er mest afhængige af dem, i dette tilfælde arbejdstagerne, brugerne og andre interessenter. Dette sker naturligvis i henhold til de korrekte kontraktvilkår for deltagerne og de ansatte i kooperativet, uanset om de er ansatte eller selvstændige erhvervsdrivende.

3.8. Ud over at karakterisere selskabsformen og forbindelsen mellem aktørerne har den kooperative model en afgørende indflydelse på beslutningsstrømmene i driftsalgoritmen og giver desuden mulighed for »at forbedre fordelingen af fordele mellem producenter/tjenesteudbydere [og inddrage] borgere/forbrugere i styringen, beslutningstagningen og delingen af fordele«, således som det for nylig blev anført i EØSU's udtalelse NAT/794 (8).


(6) Et godt eksempel er de kooperativer, der er medlemmer af CoopCycle-forbundet. Der er her tale om kooperativer af cykelbude, som er både medlemmer af og ansatte i kooperativet. Disse kooperativer går sammen med andre kooperativer i andre byer med henblik på at dele den software, der understøtter transaktionerne og matchmaking mellem de ansatte, leverandørerne og brugerne: https://coopcycle.org/en/.

(7) Atypisk arbejde har været genstand for voksende politisk opmærksomhed, navnlig i de seneste årtier. Jf. f.eks. studiet All For One: https://cecop.coop/works/cecop-report-all-for-one-reponse-of-worker-owned-cooperatives-to-non-standard-employment.

(8) EØSU's udtalelse om Digitalisering og bæredygtighed — status quo og behovet for tiltag set i civilsamfundets perspektiv (EUT C 429 af 11.12.2020, s. 187).

https://coopcycle.org/en/

https://cecop.coop/works/cecop-report-all-for-one-reponse-of-worker-owned-cooperatives-to-non-standard-employment



3.9. I den henseende kan tilskyndelse til etablering af nye virksomheder, hvor arbejdstagerne går sammen i kooperativer, bidrage til at udvikle nye virksomhedsformer. At gå sammen på den måde gavner hovedaktørerne i disse aktiviteter, dels i form af udvidede forretningsmuligheder (både indbyrdes og udadtil), dels i form af deling af omkostninger og fordele. Hvis den nationale lovgivning tillader det, gør sådanne kooperativer det ofte muligt for de tilknyttede selvstændige erhvervsdrivende at få adgang til eksisterende sociale sikringsordninger.

3.10. Foretagsomhed, iværksætterfærdigheder og selvstændig virksomhed er centrale løftestænger for vækst. Men det er svært at oprette virksomhed alene og især som ung. Det er derfor af interesse at udvikle disse former for kooperativer, som i kraft af ny teknologi kan fremme iværksætterlysten, idet unge arbejdstagere kan gå sammen i kooperativer uafhængigt af deres retlige status (ansat eller selvstændig).

3.11. Den arbejdslovgivning og de sociale sikringssystemer, der er udviklet med henblik på standardbeskæftigelse, lader ikke til at være i stand til at imødekomme behovene hos arbejdstagere med atypiske kontrakter, som ikke desto mindre også har brug for social sikring og passende former for kollektive overenskomster. Mange af de udfordringer, som ændringerne i arbejdsformer og digitaliseringen medfører, har tilskyndet kooperativerne til at imødekomme de behov blandt arbejdstagerne, som ikke kan opfyldes inden for de nuværende institutionelle rammer. Samtidig bidrager kooperativerne til at styrke arbejdstagernes selvudfoldelse, ved at de tilskynder dem til at blive ejere.

3.12. Med hensyn til de arbejdstagere, der ønsker at sikre deres selvstændighed (dvs. ikke de »proformaselvstændige«), er der på det seneste dukket nye kooperative modeller op som svar på den kraftige stigning i nye arbejdsformer. Disse nye kooperative modeller kan udgøre et glimrende instrument til fremme af en større udbredelse af iværksætterkapacitet og deling af omkostninger og fordele. Navnlig visse former for ny økonomi såsom den såkaldte platformsøkonomi kunne takket være ny teknologi udnytte kooperativer til at gøre mange selvstændige erhvervsdrivende til ejere af disse platforme og dermed undgå negative tendenser til såkaldt atomisering (9).

3.13. Grundidéen bag platformskooperativerne er klar: Nye forretningsmodeller baseret på internettet og online-platforme kan kombineres med den kooperative model og give dem, der anvender og arbejder via onlineplatformene, ejerskab og kontrolbeføjelser. Disse innovative virksomhedsformer kan øge beskæftigelse af god kvalitet i platformsøkonomien og gøre den digitale økonomi mere deltagerorienteret.

3.14. Kooperative digitale platforme skaber således en »virksomhedsmodel«, der anvender digitale teknologier, websteder og distribuerede mobile applikationer og baserer deres virke på en demokratisk beslutningsproces og på delt ejerskab mellem de berørte parter.

3.15. På denne måde egner den juridiske form for kooperativ, der er organiseret på digitale platforme, sig også udmærket til organiseringen af agenturer for udveksling og deling af data, hvilket stadig flere virksomheder kunne udnytte. Det gælder især SMV'er, som har vanskeligere ved at benytte sig af mellemled til forvaltning og udveksling af data, og ved at gå sammen får de bl.a. mulighed for at bevare kontrollen med disse strukturer.

3.16. Dette potentiale er ikke forbigået Kommissionens opmærksomhed, idet Kommissionen i artikel 9 i forslaget til forordning om europæisk datastyring (forordning om datastyring), fremlagt den 25. november 2020, udtrykkeligt foreskriver muligheden for at organisere »tjenester fra datakooperativer«, således som det også bemærkes af EØSU i udtalelsen INT/921 (10).

3.17. En vigtig henvisning til den demokratisering af den digitale økonomi, der kan udøves af kooperativer, findes også i FN's rapport om den digitale økonomi fra 2019 (11) og nyligere i en rapport fra ILO (12).

3.18. Det er vigtigt at give platformsarbejdere de rette instrumenter til at styre deres egen karriere og til at få adgang til faglig udvikling og livslang læring. Som Kommissionen har bemærket det, bør personer, der arbejder og/eller leverer tjenesteydelser via digitale platforme uanset beskæftigelsesstatus, støttes gennem uddannelsesaktiviteter og efteruddannelse samt gennem adgang til socialsikring og navnlig beskyttelse af sundheden og sikkerheden på arbejdspladsen.


(9) https://cecop.coop/works/cecop-report-all-for-one-reponse-of-worker-owned-cooperatives-to-non-standard-employment(10) EØSU's udtalelse om Datastyring (EUT C 286 af 16.7.2021, s. 38).(11) https://unctad.org/system/files/official-document/der2019_en.pdf(12) https://www.ilo.org/global/research/global-reports/weso/2021/lang–en/index.htm

https://cecop.coop/works/cecop-report-all-for-one-reponse-of-worker-owned-cooperatives-to-non-standard-employment


https://unctad.org/system/files/official-document/der2019_en.pdf

https://www.ilo.org/global/research/global-reports/weso/2021/lang--en/index.htm

3.19. Modellen med digitale platforme, herunder den kooperative form, kan benyttes til at udvikle og forbedre adgangen til fjernuddannelsestilbud, hvilket kan fremme individualiseret læring.

3.20. Den store udbredelse af værktøjer til digitalisering, ikke bare inden for arbejdslivet, men inden for mange forskellige aspekter af dagligdagen, kræver en stor uddannelseskapacitet inden for grundlæggende digitale færdigheder. Aktørerne i den sociale dialog og EU-institutionerne bør tilskynde til udveksling af bedste praksis i denne sektor for at fremme gensidig læring og øget bevidsthed om potentialet ved den digitale økonomi. Videreuddannelse af arbejdstagere skal først og fremmest fremmes gennem den sociale dialog og kollektive overenskomster.





Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »hvordan ressource- og energiinten-sive industrier kan udnytte EU's genopretningsplan i deres socialt forsvarlige omstilling til

dekarbonisering og digitalisering«


(2022/C 152/07)

Ordfører: Andrés BARCELÓ DELGADO

Medordfører: Enrico GIBELLIERI



Initiativudtalelse








1.1. EU's genopretningsfacilitet og de tilhørende nationale genopretnings- og resiliensplaner skal bidrage til en retfærdig omstilling for EU's ressource- og energiintensive industrier. De skal føre til skabelse og opretholdelse af kvalitetsjob i disse industrier, involvere arbejdsmarkedets parter i gennemførelsen af de nationale genopretnings- og resiliensplaner og understøtte omstilling af arbejdskraften gennem omskoling og opkvalificering.

1.2. EØSU opfordrer Kommissionen og de andre EU-institutioner til at garantere lige konkurrencevilkår i det indre marked for at undgå ubalancerede fordele for industrien afhængigt af de enkelte medlemsstaters tilgang.

1.3. EØSU mener ikke, at den industrielle omstilling vil blive opnået, hvis energiomstillingen ikke gennemføres. Til det formål vil tilgængeligheden af tilstrækkelige, prismæssigt overkommelige energikilder, der giver mulighed for lavemissionsindustriproduktion, være nøglen. EU's lovgivere og medlemsstaterne bør afbalancere tilgængeligheden af energivektorer sammen med deres omkostninger for at give ressource- og energiintensive industrier mulighed for at gennemføre den industrielle omstilling og konkurrere på den internationale arena. Derudover vil teknologisk neutralitet være nøglen til at sikre en korrekt gennemførelse af de nationale genopretnings- og resiliensplaner, samtidig med at EU's klimamål for 2030 og 2050 og FN's verdensmål for bæredygtig udvikling overholdes.

1.4. Automatisering og digitalisering i den industrielle omstilling er et af de gennemgående grundlæggende elementer i denne forandringsproces. Digitaliseringens rolle i ressource- og energiintensive industrier må imidlertid ikke misforstås: Det er et redskab, ikke et endeligt mål i sig selv.

1.5. EØSU glæder sig over de syv flagskibsområder, som Kommissionen har defineret i sin vejledning til medlemsstaterne om de nationale genopretnings- og resiliensplaner, og behovet for at afsætte mindst 37 % af det samlede budget til indsatser inden for klimainvestering og mindst 20 % til digitalisering. Udvalget tilskynder EU-institutionerne til nøje at overvåge anvendelsen af de tildelte midler for at opfylde disse krav.

1.6. Den tid, det tager for virksomhederne i de ressource- og energiintensive industrier at foretage den industrielle omstilling, vil strække sig ud over varigheden af genopretnings- og resiliensfaciliteten. EØSU opfordrer EU-institutionerne til at tage hensyn hertil og til at indføre nye og egnede finansielle instrumenter og forskrifter efter 2026 for at opnå en fuldstændig omstilling til en CO2-fattig industri.

1.7. Da virksomheder i ressource- og energiintensive industrier har brug for særlig opmærksomhed med hensyn til FUI-aktiviteter, opfordrer EØSU EU-institutionerne til at iværksætte specifikke foranstaltninger for at håndtere de udfordringer, virksomheder i ressource- og energiintensive industrier står over for på deres vej til en CO2-neutral industri.


1.8. Bygningsrenovering vil sikre en betydelig andel af den energieffektivitet, der er nødvendig for at nå et CO2-neutralt samfund i 2050. EØSU støtter det arbejde og de projekter, der har til formål at forbedre energieffektiviteten i bygninger gennem renovering af bygningsramme og installationer.

1.9. EØSU er stor tilhænger af udviklingen af et proprietært EU-skysystem, der bringer teknologisk uafhængighed til EU.

1.10. Forvaltningen af talent i EU's industri er afgørende, hvis man ønsker at gennemføre en vellykket omstilling af industrien. Kommissionen må derfor holde øje med, om de programmer og aktiviteter, der udvikles med henblik på at forbedre de nye færdigheder, bidrager til en vellykket omstilling i denne henseende.

2. Baggrund

2.1. Covid-19-pandemien har resulteret i ikke blot en verdensomspændende sundhedskrise, men også en økonomisk og social krise. Denne alvorlige situation har krævet, at europæiske beslutningstagere har gennemført omfattende politiske foranstaltninger for at stabilisere økonomien i alle EU-medlemsstaterne.

2.2. Den Europæiske Union har iværksat adskillige mekanismer under NextGenerationEU-programmet (NGEU) med det formål at yde støtte til, at medlemsstaterne kan komme stærkere ud af krisen, med den største hjælpepakke, der nogensinde er set. Den vil tilføre 1 800 mia. EUR i et langsigtet budget, der vil blive udmøntet gennem forskellige instrumenter med fokus på modernisering, forskning, klimaomstilling og social beskyttelse.

2.3. Et af NextGenerationEU-instrumenterne er genopretnings- og resiliensfaciliteten, som vil fokusere på at reparere de umiddelbare økonomiske og sociale skader forårsaget af covid 19-pandemien og fremme den dobbelte omstilling til et dekarboniseret og digitalt samfund.

2.4. Faciliteten omfatter et samlet beløb på 672,5 mia. EUR, der vil blive fordelt som lån (360 mia. EUR) og tilskud (312,5 mia. EUR), der vil være til rådighed til støtte for reformer og investeringer foretaget af medlemsstaterne med henblik på en bæredygtig genopretning.

2.5. Denne finansiering vil blive tildelt under medlemsstaternes nationale genopretnings- og resiliensplaner, som vil omfatte de nødvendige reformer og investeringer samt afspejle de relevante landespecifikke anbefalinger fra Rådet som en del af rammen for styring af det europæiske semester med henblik på at bidrage til EU's årlige strategi for bæredygtig vækst for 2021.

2.6. Kommissionen har defineret hovedflagskibsområderne, mens de enkelte handlingsplaner skal defineres af hver medlemsstat:

1. ENERGIPRODUKTION — rene teknologier og vedvarende energikilder

2. RENOVERING — bygningers energieffektivitet

3. OPLADNING og OPTANKNING — bæredygtige benzin- og ladestationer

4. KONNEKTIVITET — udrulning af hurtige bredbåndstjenester

5. MODERNISERING — digitalisering af den offentlige administration

6. OPSKALERING –dataskykapacitet og bæredygtige processorer

7. OMSKOLING OG OPKVALIFICERING — uddannelse til understøttelse af digitale færdigheder.

Hovedflagskibsområderne er defineret, så de tiltag, der foretages, kan yde et væsentligt bidrag til en grøn og digital omstilling i EU.

Genopretnings- og resiliensfaciliteten vil gennem de udviklingsområder, der fremmes af medlemsstaterne, i overens-stemmelse med de specifikke landeanbefalinger fra det europæiske semester, give det nødvendige pusterum til de virksomheder, der er blevet ramt af den økonomiske situation forårsaget af pandemien. Den vil især hjælpe de økonomiske sektorer såsom de ressource- og energiintensive industrier, der allerede befandt sig i en svær situation (på grund af den store lovgivningsmæssige byrde og den urimelige konkurrence fra visse tredjelande), og som er blevet hårdt ramt af den nuværende situation.

2.7. Genopretningsstrategien, der bygger på EU's industristrategi og 2021-opdateringen af denne, vil bidrage til at gennemføre den europæiske grønne pagt, nå målet om klimaneutralitet i 2050 og nå det reviderede mål for reduktion af drivhusgasemissioner i 2030. Genopretnings- og resiliensfaciliteten vil spille en central rolle for håndteringen af de enorme investeringer, der skal foretages af de ressource- og energiintensive industrier for at nå disse mål. Den indsats, der kræves for


at opbygge et stærkere indre marked til EU's genopretning, skal understøttes af stærke partnerskaber mellem EU, medlemsstaterne, arbejdsmarkedets parter, industrien og andre relevante interessenter. Genopretningsstrategien vil endvidere styrke mekanismen for retfærdig omstilling, der støtter regioner, der er afhængige af ressource- og energiintensive industrier, og som undergår strukturelle ændringer.


3.1. EU's genopretningsplan omfatter et centralt aspekt i den bæredygtige omstilling til en dekarboniseret og digitaliseret økonomi og demonstrerer, at EU's ambition om den dobbelte omstilling kræver politisk ansvar ud over politisk engagement og/eller gyldne regler. EØSU er enig i de foreslåede hovedflagskibsområder, som vil have fokus på investeringer under nogle af de mest relevante områder for at nå FN's verdensmål for bæredygtig udvikling og samtidig sikre opfyldelsen af de klimamål, der ved EU-lovgivning er fastlagt for 2030 (drivhusgasemissionsreduktion på mindst 55 % i forhold til 1990) og 2050 (CO2-neutralitet).

3.2. Pandemien har medført et behov for at skabe en fælles vej, hvor reglerne er globalt defineret og anvendes ensartet af alle regioner, og som dermed kan imødegå den potentielle fragmenteringsrisiko, der hænger sammen med en uens ressourcefordeling. Krisen i kølvandet på pandemien og behovet for omstilling til en bæredygtig, modstandsdygtig og fleksibel økonomi kunne være en god anledning til at indføre regler, der garanterer lige konkurrencevilkår i EU.

3.3. Med henblik herpå skal de ressource- og energiintensive industriers nuværende usikre situation vurderes grundigt sammen med den indvirkning, som den kan have på den europæiske økonomi som helhed, hvis den fortsætter. De ressource- og energiintensive industriers bidrag til Den Europæiske Unions bruttonationalprodukt (BNP) bør tages i betragtning sammen med den kendsgerning, at de er førende inden for innovation, skaber beskæftigelse af høj kvalitet og bidrager til langsigtet velfærd for samfundet som helhed. En stærk offentlig sektor behøver dynamik fra den private sektor. EØSU er imidlertid bekymret over manglen på præcision mht. de ressource- og energiintensive industrier i nogle af de allerede godkendte nationale genopretnings- og resiliensplaner, hvor investeringer i visse tilfælde rettes mod andre økonomiske sektorer.

3.4. Derudover skal der tages hensyn til den drivkraft, som de ressource- og energiintensive industrier kan give med hensyn til FoU, da den udgør et centralt område, hvor innovation skaleres op fra laboratorium til industriel skala.

3.5. De ressource- og energiintensive industrier er potentielt nogle af de største bidragydere til den industrielle omstilling, der vil sikre et kulstoffattigt EU. Industrien bør intensivere sin indsats for at udvikle og udrulle kulstoffattige produktionsprocesser og indføre dem i de komplekse forsyningskæder. Uden dette indendørs og udendørs arbejde vil det være svært at nå de essentielle, men ambitiøse mål, der er defineret i Parisaftalen, og de mål, der er fastsat af EU.

3.6. Automatisering og digitalisering vil spille en central rolle i gennemførelsen af denne industrielle omstilling. Man skal dog passe på ikke at forveksle begreberne: omstilling er målet, digitalisering er værktøjet. Implementering af digitale løsninger vil strømline den måde, hvorpå folk tænker, træffer beslutninger og agerer. Nok skal digitalisering være en prioritet for genopretnings- og resiliensfaciliteten, men fokus bør være på, hvordan disse værktøjer muliggør en mere effektiv tilgang til de udfordringer, vi står over for.

3.7. Digital omstilling vil kræve, at teknologier, der er gennemprøvet i pilot- eller laboratorieskala, udvikles til industriel skala. Til det formål bør offentlige og private partnerskaber fokusere på forskning, udvikling og innovation. Investeringer bør fokusere på teknologi, der tidligt demonstrerer innovative løsninger, der er skalerbare, gennemførlige og pålidelige i de øvre dele af værdikæderne, samtidig med at de er i overensstemmelse med bæredygtighedsmålene. Derudover vil det være nødvendigt at planlægge en overgangsperiode, hvor innovative løsninger kan skaleres ordentligt op til industriel skala.

3.8. For at kunne håndtere denne situation effektivt bør omstillingen fokusere på den indhøstede knowhow, de ressourcer, der allerede er til rådighed, og de potentielle synergier, der kan opstå. Omstilling involverer innovation, opfindelse, design, konstruktion og, ja faktisk, udvikling, men dette bør ikke være ensbetydende med nye opfindelser i sig selv.

3.9. EØSU er klar over, hvilke investeringer denne omstilling vil kræve. Genopretnings- og resiliensfaciliteten og NGEU bør ikke ses som et universalmiddel. Omdannelsen af de ressource- og energiintensive industrier til at kunne håndtere den dobbelte omstilling vil kræve en massiv investeringsplan, der mobiliserer mange yderligere finansieringskilder (f.eks. statsstøtte, vigtige projekter af fælles europæisk interesse, nye egenindtægter til EU-budgettet, fremtidige EU/ETS-indtægter, private investeringer osv.). Med dette for øje er det vigtigt at forene industri- og energipolitikkerne med klimapolitikken for at mobilisere alle de enorme investeringer, der er nødvendige ved overgangen til en CO2-neutral økonomisk model.


3.10. EØSU mener, at der bør gøres en indsats for at koordinere den støtte, der fra genopretnings- og resiliensfaciliteten ydes til omstilling af de ressource- og energiintensive industrier, med de eksisterende offentlig-private finansieringspro-grammer såsom SPIRE eller Clean Steel Partnership. Industrialliancer bør bruges som platforme til at fremme langsigtede synergier mellem projekter finansieret gennem genopretnings- og resiliensfaciliteten og eksisterende EU-programmer for at befordre de ressource- og energiintensive industriers omstilling.

3.11. Det er nødvendigt, at man lader den økonomiske støtte, der ydes gennem genopretnings- og resiliensfaciliteten, blive ledsaget at en ambitiøs skattereform. Dette bør bringes i overensstemmelse med OECD-aftalen for at sikre, at meget rentable selskaber pålægges en effektiv selskabsskatte på 15 % fra og med 2023.

3.12. Hovedsigtet med at udbetale tilskud til virksomhederne bør være at bevare EU-industriens internationale konkurrenceevne, samtidig med at EU's sociale, økonomiske og miljømæssige standarder opretholdes, således at man kan sikre, at den dobbelte omstilling kommer de europæiske borgere til gavn.

3.13. Som nævnt ovenfor vil EU's genopretningsplan være nøglen til de ressource- og energiintensive industriers omstilling, samtidig med at den bidrager til metamorfosen i andre økonomiske sektorer med hensyn til den dobbelte omstilling. Denne brede omstilling vil kræve langsigtede tilpasnings- og overgangsperioder, især for alle aspekter vedrørende menneskelig kapital. EØSU anbefaler på det kraftigste, at investeringsmekanismerne forlænges frem til 2026, og at sammenhængene mellem hver enkelt af dem defineres klart og tydeligt.


EØSU opfordrer medlemsstaterne og industrien til at foreslå investeringer og reformer med den størst mulige omstillingseffekt med hensyn til at nå de fastsatte endemål inden for de hovedflagskibsområder, der er fastlagt af Kommissionen. Vi kan ikke se bort fra, at de omkostninger, der er forbundet med at nå målene for denne dobbelte omstilling, skal være overkommelige for samfundet som helhed.

4.1. ENERGIPRODUKTION — rene teknologier og vedvarende energikilder

4.1.1. Den industrielle omstilling vil ikke kunne gennemføres, medmindre energiomstillingen gennemføres. Industriens dekarbonisering vil være direkte afhængig af tilgængeligheden af tilstrækkelige, prismæssigt overkommelige CO2-fattige energikilder, der gør industriproduktion med lavt CO2-indhold mulig. En tilstrækkelig produktion af dekarboniseret energi på en pålidelig måde vil være afgørende for at nå klimamålene og de digitale mål. Tilsvarende er massive investeringer nødvendige for at udvikle eller skabe den infrastruktur, der kræves til at transportere, lagre og distribuere disse hidtil usete mængder af lavemissionsenergi. Gennemførelsen af de nationale genopretningsplaner, og især de foreslåede reformer, bør fokusere på at sikre konkurrencedygtige, stabile og forudsigelige energipriser, hvorved man begrænser den virkning, som høje energipriser vil få for inflationen, der vil kunne skade de ressource- og energiintensive industriers og det generelle samfunds genopretning.

4.1.2. EØSU er enig i, at teknologisk neutralitet er en nødvendighed, når de nationale genopretningsplaner gennemføres. Alle lavemissionsteknologier (vedvarende energi, grøn brint, fusionsreaktor osv.) skal inkluderes i denne omstilling, forudsat at de er i overensstemmelse med 2030- og 2050-klimamålene samt med FN's verdensmål for bæredygtig udvikling. Ingen teknologier bør på forhånd eller vilkårligt udelukkes. Ressourcetildelingskriterierne bør fokusere på at sikre konkurrencedygtige energipriser til slutbrugere uafhængigt af selve teknologien.

4.1.3. Til det formål kan det blive nødvendigt at overveje ikke kun at kombinere forskellige konkurrencedygtige vedvarende energikilder, men også at kombinere dem med teknologier til CO2-opsamling, -lagring og -brug uden at glemme den rolle, som energisammenkoblingen mellem forskellige medlemsstater vil spille. Der skal være en tilstrækkelig og ensartet lovgivning for at kunne skabe en forretningsplan for investeringer og gøre det muligt at implementere disse teknologier.

4.1.4. Ud over tilgængeligheden af prismæssigt overkommelig energi og teknologiske løsninger skal energieffektivitet også tages behørigt under overvejelse. Alle scenarier, der er identificeret i EU's langsigtede emissionsreduktionsstrategi for at nå målene for klimaneutralitet i 2050, tilskriver energibesparelser en vigtig rolle (1). Et skift til en mere cirkulær økonomi spiller også en vigtig rolle i reduktionen af de ressource- og energiintensive industriers energi- og ressourceforbrug.


(1) https://knowledge4policy.ec.europa.eu/publication/depth-analysis-support-com2018-773-clean-planet-all-european-strategic-long- term-vision_en

https://knowledge4policy.ec.europa.eu/publication/depth-analysis-support-com2018-773-clean-planet-all-european-strategic-long-term-vision_en

https://knowledge4policy.ec.europa.eu/publication/depth-analysis-support-com2018-773-clean-planet-all-european-strategic-long-term-vision_en

4.1.5. Med hensyn til ovennævnte risiko for unfair konkurrence og med det formål at forsøge at forhindre og afbøde de risici, kulstoflækage kan indebære, skal dette håndteres korrekt som led i genopretnings- og resiliensfaciliteten. Det er vigtigt ikke at se bort fra de foranstaltninger eller systemer, der har virket med hensyn til reduktion af emissioner, men at styrke dem med yderligere eller komplementære (ikke alternative) mekanismer, når det er nødvendigt.

4.1.6. Efter at have vurderet alle de potentielle nøglefaktorer, der skal håndteres under flagskibsområdet ENERGIPRODUKTION, udgør den største tvivl, hvordan EU vil være i stand til at levere den hidtil usete mængde energi, som samfundet kræver.

4.2. RENOVERING — bygningers energieffektivitet

4.2.1. En forbedring af energieffektiviteten i eksisterende og nye bygninger vil kræve intelligente materialer og udstyr, hvilket vil bidrage til en bæredygtig omstilling. I vores forståelse er intelligente materialer grønne materialer eller bæredygtige produktionsprocesser for at tilvirke dem.

4.2.2. EØSU har tillid til, at intelligente materialer (og deres dertil knyttede bæredygtige produktionsprocesser) med henblik på helhedsorienteret at bidrage til de mål, der er defineret af Kommissionen, fremmes ud over »business as usual«. Vi må ikke glemme udstyret. Energieffektivitet opnås ikke, hvis vi kun fokuserer på bygningsrammen. Udstyr og systemer skal vurderes, fornys og sammenkobles korrekt. Dette kan føre til, at der bliver sat gang i markeder for intelligente materialer med offentlige indkøbsprocesser som et muligt praktisk udgangspunkt.

4.3. OPLADNING og OPTANKNING — bæredygtige benzin- og ladestationer

4.3.1. Den europæiske strategi skal gøre en stor indsats for at definere en klar køreplan for at dekarbonisere sektorer, der er svære at elektrificere (langdistancevejtransport og tung vejtransport, luftfart, søtransport osv.).

4.3.2. En strategi og en værdikædealliance for vedvarende og kulstoffattige brændstoffer vil bidrage til at dekarbonisere luftfarts- og søtransportsektorerne, samtidig med at den — blandt andre alternativer — supplerer bestræbelserne på at dekarbonisere vejtransport gennem elektrificering. På denne måde garanteres adgang til mobilitet til en overkommelig pris for alle. Dekarboniseringen af transport sker på grundlag af en livscyklus- og cost-benefit-vurdering, hvor man i første omgang erstatter de transportformer, der har det største aftryk, samtidig med at der sikres tilstrækkelige overgangsperioder for lavindkomstbrugere gennem bæredygtige brændstoffer med lavt kulstofindhold.

4.4. KONNEKTIVITET — udrulning af hurtige bredbåndstjenester

4.4.1. EØSU er opmærksom på betydningen af automatisering og digitalisering i den industrielle omstilling, vi står over for, da de udgør et af de gennemgående fundamenter i denne omstillingsproces.

4.4.2. Der skal være tilstrækkelige ressourcer tilgængelige for industrien til at forbedre automatiseringen af systemerne. Der kan så leveres kvalitetsinformation via digitale værktøjer til at gøre beslutningsprocesserne mere effektive.

4.4.3. Dette vil kræve investeringer, ikke kun i teknologi, men også i uddannelse af arbejdstagerne og samfundet som helhed i digitale færdigheder, udbredelse af en digital tænkning og passende lovgivning og værktøjer til bl.a. at garantere cybersikkerhed.

4.5. MODERNISERING — digitalisering af den offentlige administration

4.5.1. EØSU forstår relevansen af den kendsgerning, at digitaliseringen af den offentlige forvaltning kan komme til at kæmpe med overdrevne administrative byrder, som industrien ofte lider under. Denne digitale omstilling skal imidlertid være baseret på en reel cost-benefit-analyse, hvor ressourcerne fordeles korrekt ud fra tekniske kriterier (denne analyse skal være vigtigere end selve målet).

4.6. OPSKALERING — dataskykapacitet og bæredygtige processorer

4.6.1. Selve datahåndteringen vil føre til et vendepunkt for korrekt beslutningstagning, udvikling af business intelligence, effektiv problemløsning og optimering af ressourcer, som alle er afgørende elementer i at sikre en vellykket omstilling. Der skal afsættes tilstrækkelige ressourcer til at sikre, at alle typer organisationer inddrages i gennemførelsen af dette initiativ ved at garantere retfærdigt fordelte dataressourcer, som vil føre til en retfærdig omstilling.


4.6.2. Med hensyn til strategisk uafhængighed bør EU udvikle sine egne dataskykapaciteter, som vil sikre den teknologiske suverænitet, der er nødvendig for at undgå teknologisk afhængighed af tredjelande.

4.7. OMSKOLING OG OPKVALIFICERING — uddannelse til understøttelse af digitale færdigheder

4.7.1. Den omstilling, vi står over for, vil ikke være mulig, hvis den ikke er baseret på behovene og forventningerne i det nuværende og fremtidige samfund og baseret på princippet om en retfærdig omstilling.

4.7.2. EU's største konkurrencefordel er vores menneskelige kapital. EU mangler råvarer, vores levestandard er den højeste i verden, og vores lovgivningsrammer er temmelig krævende. Det betyder, at vores største fordel er høj produktivitet drevet af vores menneskelige kapital og rige mangfoldighed.

4.7.3. Kapacitetsopbygning og projekter til at definere nøglefærdigheder vil være afgørende for at sikre en effektiv industriel omstilling, der fokuserer på ligestilling og ikke lader nogen i stikken. Til dette formål skal uddannelse i de nye udfordringer, der opstår, fremmes på alle samfundets niveauer (fra nuværende til fremtidige medarbejdere).

4.7.4. Innovativ tænkning vil være afgørende i de fremtidige beslutningsprocesser. Disse færdigheder skal være en del af uddannelsesprogrammerne. Desuden vil der være en enorm efterspørgsel efter digitale færdigheder i den nærmeste fremtid. Med hensyn til menneskelige ressourcer skal man fokusere på at forsøge at udfylde disse huller med det formål at sikre konkurrencedygtige organisationer bemandet af mennesker med de fornødne kvalifikationer.





Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »foregribelse af strukturelle og sektorspecifikke forandringer og omstrukturering af industrielle kulturer — mod nye grænser for

genopretning og modstandsdygtighed i forskellige dele af Europa«


(2022/C 152/08)

Ordfører: Norbert KLUGE

Medordfører: Dirk JARRÉ



Initiativudtalelse








1.1. En reduktion af CO2-emissionerne på mindst 55 % senest i 2030 — dette er det ambitiøse og bindende tal for »retfærdig omstilling«, som virksomhederne i de regioner, hvor de europæiske borgere bor og arbejder, skal realisere gennem politikker fra EU og medlemsstaternes regeringer. Lige nu kræver denne ambition en fælles indsats for at foregribe konsekvenserne for det økonomiske og sociale liv og kortlægge, hvilke strategier og foranstaltninger der knytter sig hertil.

1.2. EØSU er overbevist om, at EU's ajourførte industristrategi og »Fit for 55«-pakken, som Kommissionen har fremlagt, vil fremme den »retfærdige omstilling«. I den forbindelse glæder EØSU sig over den nye sociale klimafond, der indgår i pakken og har til formål at afbøde den sociale slagside. Covid-19 har også synliggjort behovet for en hurtigere overgang til en mere bæredygtig, mere digital og mere robust social, økonomisk og industriel model. EØSU bemærker navnlig, at regionale forskelle og sociale uligheder her spiller en vigtig rolle.

1.3. Alle disse spørgsmål optræder allerede på den politiske dagsorden (f.eks. den grønne pagt, cirkulær økonomi, retfærdig omstilling, strukturprogrammer osv.), men behandles ikke på en integreret måde. EØSU anbefaler derfor, at de erfaringer, der er gjort inden for de forskellige politikområder, lande og regioner, tages i betragtning under hensyntagen til forskellige og særlige forhold.

1.4. En forudsætning herfor er, at der skabes lige vilkår i den økonomiske konkurrence. I den forbindelse skal der tages hensyn til den sociale dialog mellem arbejdsmarkedets parter og den civile dialog med henblik på samskabelse. Dette bør fremme etableringen af en række EU-frontløbere, der igen kan styrke EU's økonomiske suverænitet.

1.5. Der bliver ikke nogen »grøn pagt« uden en integreret »social pagt« (1). EØSU går derfor ind for at styrke gennemførelsen af den europæiske søjle for sociale rettigheder (2). Den betragtes som rettesnor for EU's og medlemsstaternes afbødning af de sociale virkninger af industrielle ændringer. Den bygger hovedsageligt på social dialog og kollektive overenskomster, som danner grundlag for virksomhedernes beslutninger, hvor arbejdstagerne er tilstrækkeligt informerede, og hvor der tages hensyn til deres interesser gennem høring og, hvor det er relevant, deltagelse i tilsynet med og ledelsen af virksomheden.


(1) Ingen grøn pagt uden en social pagt, EØSU's udtalelse, vedtaget den 9.-10. juni 2021 (EUT C 341 af 24.8.2021, s. 23).(2) Der henvises især til de tre overordnede mål: mindst 78 % af de 20-64-årige bør være i beskæftigelse, mindst 60 % af alle voksne bør

deltage i efteruddannelse hvert år, og antallet af personer i risiko for fattigdom eller social udstødelse bør reduceres med mindst 15 millioner.


1.6. EØSU påpeger, at gode økonomiske og miljømæssige resultater først og fremmest opnås og gennemføres der, hvor folk bor. Det er der, udfordringerne i forbindelse med klimabeskyttelse foregribes, og løsninger udformes i fællesskab. Det er der, nye idéer opstår og via industrien omdannes til globalt konkurrencedygtige produkter og tjenesteydelser.

1.7. »Omstillingsforløbene«, som de betegnes i EU's ajourførte industristrategi, og som er blevet drøftet i EU's industriforum, giver EU-borgerne støtte og vejledning. Der er imidlertid stor forskel på de specifikke udgangspunkter på regionalt plan, og der er behov for forskellige strategier for at nå det overordnede mål. EØSU opfordrer derfor Kommissionen til at være særlig opmærksom på disse forskellige betingelser, når den fastlægger rammerne og vurderer EU's industristrategi, så de regionale og sektorspecifikke behov kan imødekommes på en fleksibel måde.

1.8. Nærhedsprincippet bør betragtes som en stærk ressource i den »retfærdige omstilling«. Regioner og storbyområder er dem, som kender deres problemer og muligheder bedst. EØSU erkender derfor, at de bindende mål og principper for den europæiske industripolitik, der vedtages i fællesskab på EU-plan, bør defineres klart. Det er vigtigt at være opmærksom på, at gennemførelsen i regioner og storbyområder skal baseres på nærhedsprincippet.

1.9. Der er stor forskel på de enkelte situationer og mulighederne for at nå de klimamæssige, sociale og miljømæssige mål. Mens det for nogle industrier og virksomheder er lettere at nå målet, kan andre have sværere ved at komme videre. Svagere regioner og visse industrier kræver derfor særlig opmærksomhed og specifik støtte. Da det overordnede mål gælder for hele værdikæden, er det vigtigt først og fremmest at koncentrere sig om hurtige virkninger og mere vidtgående ændringer.

1.10. EØSU bemærker, at der her er tale om et princip, som virksomhederne kan anvende til at genvinde deres økonomiske og bæredygtige konkurrenceevne med hjælp fra engagerede iværksættere og ledere samt veluddannede og dygtige arbejdstagere. SMV'erne spiller en vigtig rolle i denne sammenhæng. En dagsorden med fokus på menneskelig kapital er en forudsætning for en vellykket omstilling af virksomhederne.

1.11. Medlemsstaterne bør med logistisk og finansiel støtte fra Den Europæiske Union styrke strukturelle og procesorienterede offentlige investeringer gennem tjenesteydelser af almen interesse rettet mod en løbende forbedring af betingelserne for industriel og social udvikling. En sådan udvikling kan øge regionernes og det lokale niveaus evne til effektivt at håndtere miljømæssige, teknologiske, økonomiske og sociale udfordringer.

1.12. EØSU mener, at EU's industristrategi bør foregribe og opveje den stigende fattigdom og ulighed, da den grønne pagt må ledsages af en integreret »social pagt«. Derfor skal ressourcerne kanaliseres derhen, hvor der er størst behov for dem. En omfattende EU-bæredygtighedspolitik skal i højere grad virke for retfærdighed og deltagelse i økonomien til gavn for mennesker og regioner (3). Både i privatlivet og arbejdslivet bør man i Europa stræbe efter at skabe bæredygtighed på grundlag af inklusiv og bæredygtig vækst, anstændigt arbejde og social retfærdighed (4).

1.13. EØSU støtter omstillingen til en cirkulær økonomi, der sætter en stopper for unødvendig anvendelse af ikkevedvarende ressourcer og mindsker international afhængighed. Dette bør også være en væsentlig del af EU's industristrategi. Rammebetingelserne bør derfor ændres for at skabe konkurrencemæssige fordele for virksomheder, der overholder principperne for en cirkulær økonomi.

2. Retfærdig omstilling som en mulighed for industrielt opsving og vækst

2.1. I den grønne pagt fastlægges der et klart politisk bindende mål: Der skal opnås en reduktion på 55 % af de samlede drivhusgasemissioner i Europa inden 2030. Dette blev sat i værk med Fit for 55-foranstaltningerne, som Kommissionen fremlagde i juli 2021. Der er ikke længere mulighed for fortolkning. Et fair internationalt handelssystem skal sikre, at virksomhederne kan forblive konkurrencedygtige på globalt plan, samtidig med at de opfylder målene i den grønne pagt. Det vil kræve et grænseoverskridende og transkontinentalt CO2-tilpasningssystem. Det vil skabe incitamenter for handelspartnere til at slutte sig til de lande, der respekterer planetens begrænsninger.


(3) EØSU's forslag til genopbygning og genopretning efter covid-19-krisen, 11.6.2020 (EUT C 311 af 18.9.2020, s. 1).(4) EØSU's resolution om Kommissionens arbejdsprogram 2022, 9.6.2021 (EUT C 341 af 24.8.2021, s. 1).



2.2. Lande uden for EU med mindre stringente miljøregler øger presset på EU, som til sammenligning med disse har mere stringente miljøregler. Sådanne globale interaktioner må ikke føre til miljødumping.

2.3. Den globale situation kan give anledning til udvikling af nye bæredygtige teknologier, der udnytter Europas styrker, såsom dets evne til at skabe trinvis og banebrydende innovation med henblik på at forsyne verdensmarkederne med produkter, hvor traditionelle kompetencer udnyttes til at håndtere nye udfordringer. Dette kræver en nøje og visionær foregribelse af forandringernes art og omfang og en betydelig vækst i de offentlige og sociale serviceydelser for at kunne håndtere sociale problemer som eventuel øget fattigdom, hjemløshed, udelukkelse af personer med handicap og minoriteter, ringere muligheder for kvinder og ringere muligheder for uddannelse med henblik på genindtræden på arbejdsmarkedet.

2.4. En statisk analyse vil måske konkludere, at adfærd i overensstemmelse med den europæiske grønne pagt — på kort sigt — vil give konkurrenter i lande med mindre ambitiøse klimamål en omkostningsfordel i forhold til europæiske virksomheder, der allerede er i gang med at omstille sig. Set ud fra et dynamisk perspektiv vil virksomhederne få incitamenter til at innovere trinvist ved at gøre deres produktionssystemer mere energieffektive, skifte til vedvarende energikilder og indføre relevante innovationer. Selv om EU klart er på forkant, hvad angår effektiv bekæmpelse af klimakrisen, kræver den hurtige brug af fornyelige materialer en mere ambitiøs gennemførelse af den cirkulær økonomi og mere modstandsdygtige råstoffer. Den således opnåede omstilling vil kun fungere, hvis der er tilstrækkelig opmærksomhed rettet mod processens sociale dimension. Parisaftalens principper for retfærdig omstilling og ILO's retningslinjer for en retfærdig omstilling (5) er vejledende i denne henseende. Principperne for retfærdig omstilling fungerer således som rettesnor for genopretningsforanstaltninger, idet det gøres klart, at alle interessenter har ansvar for at respektere menneskerettighederne og de sociale rettigheder, de demokratiske værdier og retsstatsprincippet med det formål ikke at lade nogen i stikken.

2.5. Sidst, men ikke mindst tyder ændringer af denne størrelsesorden og erfaringer fra tidligere omstillinger på, at der er brug for en fælles skabelsesproces, der involverer politikere, myndigheder, arbejdsmarkedets parter, civilsamfunds-organisationer, virksomheder og borgerne på alle forvaltningsniveauer i EU og i virksomhederne. Ved at benytte sig af den hidtil uudnyttede kreativitet og det hidtil uudnyttede innovative potentiale hos borgerne i Europa, vil man kunne skabe de løsninger, der er nødvendige for at imødekomme fremtidige udfordringer. Mangfoldighed af idéer er en uvurderlig kilde til innovation inden for alle økonomiske sektorer og vil fremme teknologisk-videnskabelige fremskridt betydeligt.

2.6. Tidligere erfaringer har vist, at vellykkede og varige økonomiske og sociale ændringer har størst chance for at blive gennemført, hvis målene er tydeligt beskrevet, hvis ansvaret hos de forskellige aktører, der er involveret i omstillingsprocessen, er fastlagt i en præcis strategi, og hvis hele projektet er aftalt, godkendt og støttet af samfundets vigtigste kræfter. Derfor må politiske kræfter, økonomiske interessenter og civilsamfundet handle sammen i et system med effektiv social dialog, kollektive overenskomster og gensidig informationsdeling, høringer og reel deltagelse i beslutningstagningen og de fælles skabelsesprocesser.

2.7. Dialogen mellem arbejdsmarkedets parter og den civile dialog, der omfatter samfundets interesseparter, kan således spille en særlig vigtig rolle i projekter, der har til formål at skabe balance mellem sociale, miljømæssige og økonomiske interesser. Derfor er den konkrete gennemførelse af den europæiske søjle for sociale rettigheder absolut nødvendig.

3. Regioner er ikke blot økosystemer, men dér, hvor mennesker arbejder og bor, og hvor socioøkonomiske forandringer foregribes

3.1. Covid-19-pandemien har haft forskellig indvirkning på de enkelte økosystemer, som det anerkendes af Kommissionen i dens meddelelse om EU's nye industristrategi. Pandemien accelererede også de eksisterende tendenser i retning af digitalisering og dekarbonisering yderligere og øgede risikoen for at forstærke fragmenteringen af regioner på grund af forskelle i den økonomiske velstand og de økonomiske ressourcer, der kan investeres i den industrielle omstilling. Det er derfor vigtigt, at der i industriforummet og de planlagte omstillingsforløb tages hensyn til disse forskellige virkninger.

3.2. Det er i det europæiske civilsamfunds interesse at udvikle gode muligheder for job og indtjening for borgerne i de regioner, der bliver påvirket af den industrielle omstilling. For at kunne opnå dette skal vi forstå de forskellige regioners forskellige udgangspunkt, og hvordan positive interaktioner kan genereres på baggrund af eksisterende industrielle kompetencer. Integration i globalt betydningsfulde værdikæder og især de forskellige aspekter, der bidrager til sådanne værdikæder, spiller en vigtig rolle heri. Kommissionens økosystemtilgang er baseret på en makropolitisk tilgang med en


(5) https://www.ilo.org/global/topics/green-jobs/publications/WCMS_432859/lang–en/index.htm

https://www.ilo.org/global/topics/green-jobs/publications/WCMS_432859/lang--en/index.htm

global klassificering af alle industrier. En sådan tilgang tager ikke højde for de forskellige situationer eller de indbyrdes afhængigheder, der findes i de forskellige økosystemer. Den slår næppe til over for de mange forskellige behov i de enkelte regioner, og må suppleres med et regionalpolitisk perspektiv.

3.3. Kommissionen arbejder i øjeblikket på at udvikle KPI'er, der skal kunne påvise succesen med EU's industristrategi (6). Kommissionen fokuserer nu hovedsageligt på økonomisk vækst og ser bort fra målene i den europæiske grønne pagt, de ændringer, som omstillingen til en cirkulær økonomi kræver, og den sociale dimension af omstillingsprocessen. Det er altafgørende, at de industrielle færdigheder, det potentiale og de kompetencer, som findes i regionerne, klart anerkendes og værdsættes i EU's industristrategi. Der bør tages behørigt hensyn til dette. Ellers kan et for snævert fokus på økonomisk vækst og de foranstaltninger og instrumenter, der er forbundet hermed, føre til, at klimamålene og mulighederne i forbindelse med industriel omstilling går tabt og kan undergrave den cirkulære økonomi.

3.4. Usikkerheden og uforudsigeligheden må medtænkes ved formuleringen af industristrategien og -politikken på disse betingelser. Politikker og divergerende forløb skræddersyet til individuelle situationer skal være fleksible og skal baseres på alle de kompetencer, der er tilgængelige inden for en region eller for en region gennem udvekslinger med andre regioner og lande. Åbenhed er som en vigtig strategisk ressource nødvendig for at afgøre, hvad der mangler, og hvad der er behov for med det samme.

3.5. Industrielle ændringer med henblik på klimabeskyttelse vil medføre alvorlige sociale problemer, hvis målene i den grønne pagt skal nås inden for den korte tid, der er tilbage. Forbruget af miljøskadelige ressourcer er et spørgsmål, der skal behandles og undersøges med henblik på at finde en social og samfundsmæssigt retfærdig løsning.

3.6. Den cirkulære økonomi bidrager positivt til industrielle ændringer i regioner samt i forsynings- og værdikæder. Selv om den højeste merværdi findes i regioner med de mest avancerede industrier, produceres og forarbejdes der materiale, der bringes ind i den cirkulære økonomi, på steder med en mindre videnbaseret og mere energikrævende økonomi. Svage regioner kan åbenlyst drage fordel af den cirkulære økonomi og blive vigtige aktører på dette område.

3.7. Fokus på at opnå succes med de industrielle ændringer på regionalt plan forudsætter uden tvivl stærke forbindelser, tæt samarbejde og kompetencedeling med andre regioner, også på tværs af EU-medlemsstaternes nationale grænser. Det omfangsrige system af interaktioner, der findes, omfatter klart lokale SMV'er, der interagerer med grænseoverskridende virksomheder.

3.8. De eksisterende regionale industrielle kompetencer er ikke i sig selv effektive nok, når det handler om socioøkologiske ændringer. De skal og kan imidlertid videreudvikles ved at investere i viden, udstyr og personale og skal og kan blive produktive under de ændrede forhold. Dette vil skabe grobund for nye produkter, tjenester, teknologier og muligheder. Dette vil igen skabe økonomisk stabile virksomheder med attraktive job i regionerne. Dette er netop det mål, som den europæiske industristrategi skal sigte mod.

3.9. En region defineres i vid udstrækning af dens industrielle strukturer, dens virksomheder, dens arbejdsstyrke, borgernes kompetencer, dens FoU-kapacitet og de specifikke produkter, som dens virksomheder fremstiller eller forarbejder. De industrielle kompetencer viser en lang række historiske særtræk.

Forsynings- og værdikæder har meget forskellig regional betydning rundt omkring i Europa. Den globale kontekst er lige så vigtig som den måde, kæderne er organiseret på i Europa, men har andre indvirkninger. Industri 4.0 og digitalisering samt informations- og kommunikationsteknologier vil have en stor, men meget forskelligartet indvirkning på Europas industrier og økonomier generelt. I den henseende vil innovations- og udviklingsfondene få en endnu mere afgørende betydning med hensyn til at mindske regionale forskelle.

3.10. De virksomheder, der er drivkraften for de industrielle ændringer, herunder opstartsvirksomheder og SMV'er, kan knyttes til deres kunder, selv fra mindre centrale regioner, og attraktive job kan skabes selv på sådanne steder. Især videnbaserede virksomheder kan yde deres bidrag til værdikæderne stort set uafhængigt af deres nærhed til kunderne. Desuden kan maskiner på større fabrikker ofte fjernstyres.


(6) Se INT/935 (2021) EØSU's udtalelse om Ajourføring af den nye industristrategi (endnu ikke offentliggjort i EUT).

3.11. Kommissionens økosystemtilgang dækker ikke alle relevante niveauer og aspekter. Derfor er det vigtigt også at se omstillingsudviklinger ud fra et regionalt perspektiv og sikre, at virksomhederne — herunder dem fra den sociale økonomi — udgør fundamentet for hele det politiske projekt. Det er vigtigt at vise, hvordan dette relaterer til værdikæder, og hvordan de forskellige komponenter i individuelle økosystemer svarer til komponenterne i andre økosystemer.

4. Omstillingsforløb ud fra en holistisk tilgang til socioøkonomisk industriel udvikling

4.1. Selv om innovation i vidt omfang er forbundet med nye teknologier og gennembrud inden for videnskabelig forskning, findes der også muligheder for at bruge eksisterende kompetencer som grundlag for bedre eller nye produkter og tjenester. Nye teknologier er tæt forbundne med eksisterende traditionelle teknologier. Der findes desuden tydelige eksempler på sammenhængen mellem veletablerede traditionelle fremstillingsmetoder og trinvis innovation og modernisering af industrier: brug af nyt og lettere materiale fra fly i køretøjer, brug af lettere bilmaterialer og anvendelse af bioteknologi i udformningen af nye medicinske instrumenter og tjenester.

4.2. Avancerede IKT-infrastrukturer fungerer som drivkræfter for indførelse af nye muligheder og bidrager til innovative og bæredygtige løsninger, der tager hensyn til de eksisterende regionale særegenheder. F.eks. giver brugen af 3D-printere mulighed for at udvikle og udforme et produkt ét sted og gøre det fysisk tilgængeligt, hvor der er brug for det, på en række forskellige lokaliteter. Dette bidrager til at reducere transportrelaterede miljøpåvirkninger.

4.3. Socialøkonomiske koncepter kan spille en vigtig rolle under socioøkonomisk forandringer ved at skabe nye lærings-, leve- og beskæftigelsesmuligheder samt alternative service- og støtteinfrastrukturer i lokalsamfund, især for dårligt stillede befolkningsgrupper og udsatte personer. I forbindelse med offentlige serviceydelser har disse koncepter stort potentiale til kompetent og effektivt at forberede samfundsmæssige og økonomiske aktører på kravene til og konsekvenserne af innovation og forandring, især på regionalt plan.

4.4. Offentlige strukturer har et stort ansvar for at skabe de rette betingelser for forandring og udvikling ved at levere tjenesteydelser af almen interesse, som er tilgængelige for alle økonomiske aktører.

4.5. Dette er også en del af den udvikling, der kræves af offentlige serviceydelser, såsom at foranstalte efteruddannelsesinstitutioner til den nødvendige opkvalificering af arbejdsstyrken med det formål at forbedre arbejdstagernes kompetencer og hjælpe virksomheder med at håndtere innovation og forandringer. Derfor vil faglærte arbejdere også blive mere forankret i regionen og bidrage til at forme de igangværende — og grønne — strukturelle forandringer.

4.6. For energiintensive industrier er der mange fælles løsninger med henblik på dekarbonisering og dermed mulighed for fælles investeringer (f.eks. ren brint og genbrug af CO2-opsamling og -lagring). Øget cirkularitet og industriel symbiose er også vigtige aspekter i dekarboniseringsindustrien og i forberedelsen af en fremtid med effektive og yderst produktive virksomheder.

5. Regionale arbejdsmarkeders betydning for anstændigt arbejde i bæredygtige forarbejdnings- og service-virksomheder

5.1. Der er behov for at forstå og anvende en detaljeret analyse af regionerne og virksomhederne og deres økonomiske resultater med hensyn til deres grundlæggende industrielle kompetencer og til arbejdsstyrken. Dette omfatter også infrastruktur, placering, tilgængelighed af ressourcer, iværksætterånd og institutionel struktur. Dette er vigtigt for at få en højt kvalificeret arbejdsstyrke og foregribe fremtidige kvalifikationskrav, så man undgår mangel på kvalifikationer (f.eks. ingeniører).

5.2. Samarbejde med universiteter, herunder dem, der er specialiseret i anvendt videnskab, og forskningsinstitutioner kan være medvirkende til at skabe nye industrielle muligheder, der kan resultere i nye arbejdspladser i etablerede virksomheder, multinationale virksomheder, SMV'er og opstartsvirksomheder.

5.3. På det menneskelige plan er regioner, der med lethed tager imod og integrerer nyankomne i velfungerende socioøkonomiske strukturer, i en gunstig position.

5.4. Regioner, hvor en faglært arbejdsstyrke er dybt forankret i de socioøkonomiske strukturer og føler sig hjemme, kan også blive hjemsted for værdiskabende og dynamiske industrier og virksomheder baseret på effektive formelle og uformelle kompetencenetværk. Arbejdskraften bidrager således væsentligt til at definere de innovative industrielle kompetencer i en region og hjælper grundlæggende med at understøtte moderniserings- og omstillingsprocesser.


5.5. Arbejdstagernes færdigheder, specifikke kompetencer og fortsatte dygtiggørelse kan danne grundlag for omstrukturering og ændring af forretningsmodeller og dermed gavne den fremtidige vækst og nye markeder. Hvis disse regionale udviklingsmuligheder ikke anerkendes, og der ikke drages fordel af dem, vil det i mange tilfælde resultere i en fortsat udvandring af arbejdstagere, hvilket altid vil svække de færdigheder og kompetencer, regionerne har brug for til at udvikle og gribe de muligheder, som den europæiske grønne pagt skaber.





Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »et stærkt transatlantisk partnerskab baseret på de fælles værdier demokrati og retsstatsprincip, som er afgørende for at tackle globale

udfordringer og bevare den internationale orden«


(2022/C 152/09)

Ordfører: Christian MOOS

Medordfører: Peter CLEVER



Initiativudtalelse

Retsgrundlag Forretningsordenens artikel 35

Resolution

Kompetence Sektionen for Eksterne Forbindelser







1.1. Demokrati og retsstatsprincip er ufravigelige forudsætninger for en verdensorden, hvor det er retsstaten, der gælder, og ikke den stærkes ret.

1.2. Det er ikke muligt at sikre demokrati og overholde retsstatsprincippet uden at inddrage et pluralistisk, uafhængigt og dynamisk civilsamfund, herunder selvstændige arbejdsmarkedsparter. Derfor er det vigtigt, at anbefalingerne i denne udtalelse om det transatlantiske civilsamfund, navnlig når de handler om at fremme en transatlantisk platform, realiseres.

1.3. Internt i EU er visse medlemsstaters demokratiske beskaffenhed blevet mere skrøbelig.

1.4. De geopolitiske ændringer i løbet af de seneste to årtier har i alvorlig grad skadet den multilaterale verdensorden og svækket vigtige internationale organisationer kraftigt. Især Kina, men også Rusland og set i et regionalt perspektiv Tyrkiet, stiller EU over for særlige udfordringer, som Europa kun kan imødegå inden for rammerne af et styrket transatlantisk partnerskab. Omvendt har USA også brug for sine demokratiske allierede i verden, herunder især Europa.

1.5. Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) støtter ideen om en alliance mellem demokratier og erkender selvkritisk, at der er et presserende behov for at gøre en større indsats for at forsvare de universelle værdier og rettigheder. Sammen bør EU og USA være et anker for demokrati, fred og sikkerhed i verden, retsstatsprincippet og menneskerettigheder for alle.

1.6. Den forhastede tilbagetrækning af de amerikanske styrker og deres allierede fra Afghanistan viser på en forfærdelig måde, i hvor høj grad den frie verden er afhængig af den amerikanske sikkerhedsgaranti.

1.7. EU er nødt til at tale med én stemme i udenrigs- og sikkerhedspolitikken og genoverveje sit tvetydige koncept om »strategisk autonomi« til fordel for strategisk handlekraft.

1.8. Der må ikke være ækvidistance mellem Europa og de store magter i verden. EU bør sammen med USA og inden for rammerne af alliancen af demokratier forsvare en liberal verdensorden og forfølge en »strategi baseret på samarbejdsbaseret inddæmning« over for Kina.


1.9. OSCE er en bærende søjle i den fælleseuropæiske sikkerhedsarkitektur og bør som sådan styrkes med henblik på dialogen med Rusland. Nord Stream 2-projektet skal stilles i bero, så længe Rusland overtræder folkeretten i Ukraine, idet Moskva ellers får adgang til yderligere pressionsmidler over for de østeuropæiske stater.

1.10. Den europæiske sikkerhedsarkitektur skal styrkes parallelt med NATO, og der bør også føres en værdibaseret dialog internt i NATO.

1.11. Det transatlantiske civilsamfunds samarbejde skal styrkes yderligere. I den sammenhæng er den fælles dialog om borgernes rettigheder, modstandsdygtighed over for desinformation, mediefrihed, klimaindsats, sociale rettigheder, forbrugerbeskyttelse og støtte til demokrati, som EØSU er garant for i EU, særlig vigtig. På lang sigt kan det transatlantiske partnerskab bevæge sig i retning af transatlantisk integration.

2. Retsstatsprincippet og den frie verdensorden

2.1. EØSU bemærker, at der er en uløselig sammenhæng mellem en fri verdensorden og et demokratisk fundament baseret på retsstatsprincippet i de enkelte lande. Hvis de demokratiske retsstatsaktører har mindre gennemslagskraft end de autoritært eller totalitært funderede aktører, er det ikke muligt at opretholde en fri verdensorden. Omvendt gælder: Hvis merkantilisme og protektionisme træder i stedet for fri handel baseret på regler, får de kræfter, der stiller spørgsmålstegn ved et demokrati baseret på frihed og retsstatsprincippet, også vind i sejlene på nationalt plan.

2.2. Set fra EØSU's synspunkt er en fri verdensorden forudsætningen for regelbaseret, fair og bæredygtig handel, opfyldelse af klimamålene i Parisaftalen og FN's mål for bæredygtighed, social retfærdighed og lige muligheder, ligestilling mellem kønnene og ikkeforskelsbehandling. En verdensorden, der er baseret på den stærkes ret, isolation, bestræbelser på at opnå autarki samt magtbaserede handelsforbindelser, kan hverken give anledning til eller styrke iværksætteri baseret på kreativitet og innovation, der skaber vedvarende økonomiske resultater, eller opfylde ambitiøse miljø- og socialpolitiske mål.

2.3. EØSU støtter derfor en styrkelse af de grundlæggende regler for samarbejdet mellem stater via FN og dens underorganisationer og glæder sig over ideen om en alliance mellem alle demokratier, da det alene er USA's demokratiske gennemslagskraft, der har gjort, at de internationale institutioner i det hele taget blev oprettet efter Anden Verdenskrig, og det kun er med et demokratisk USA i ryggen, der er åbent for verden, at disse institutioner har en fremtid.

2.4. EØSU bemærker selvkritisk, at ikke kun aktørerne i europæisk politik, men også i Europas organiserede civilsamfund efter afslutningen på den kolde krig for længe stolede på, at demokrati og retsstatsprincippet var universelle værdier, der var sikret lang tid fremover. Der findes imidlertid magtfulde aktører på globalt plan, der ignorerer disse værdier i praksis, selv om de har forpligtet sig til at overholde dem i henhold til folkeretten. Opretholdelsen af ens egen værdibaserede orden er ikke en selvfølge.

2.5. Stater og statsforbund baseret på demokrati og retsstatsprincippet og deres værdier præger den multilaterale orden, som EU stadig, om end med begrænset selvstændig gennemslagskraft, kæmper for. Værdierne har rødder i adskillelsen af stat og kirke, Magna Carta, habeas corpus og FN's menneskerettighedserklæring. De skaber de grundlæggende forudsætninger for det liberale demokrati og retsstatsprincippet. EU og USA samt de liberale demokratier, som de danner partnerskaber med, deler disse værdier. Artikel 30 i FN's verdenserklæring om menneskerettigheder fastslår udtrykkeligt, at »Intet i denne erklæring må fortolkes som givende nogen stat, gruppe eller enkeltperson hjemmel til at indlade sig på nogen virksomhed eller foretage nogen handling, der tilsigter at nedbryde nogen af de heri opregnede rettigheder og friheder«.

2.6. Fællesnævneren for de liberale demokratier er, at deres eksistens hænger uløseligt sammen med et pluralistisk, uafhængigt og dynamisk civilsamfund.

3. De transatlantiske forbindelsers betydning for Europas plads i verden

3.1. De geopolitiske ændringer i løbet af de seneste to årtier har i alvorlig grad skadet den fri verdensorden og svækket vigtige internationale organisationer kraftigt. Dominerende kræfter har været den stadig mere aggressive magtelite i Folkerepublikken Kina og en isolationisme i USA, der er vokset i et bekymrende omfang.

3.2. Set i lyset af USA's interne samfundsmæssige spændinger og udfordringens globale karakter kan landet ikke opretholde en fri verdensorden på egen hånd. Den amerikanske befolkning ser med stor skepsis på dyre militære operationer i fjerne egne af verden. Afghanistan viser med al tydelighed, at der er et presserende behov for en ny troværdig strategi for de liberale demokratier og et større europæisk engagement, der kan lette presset på USA. Dette må ikke begrænses til militær kapacitet, men denne kan ikke undværes.


3.3. I 2011 opgav et desillusioneret USA et destabiliseret Mellemøsten. I det tomrum, der opstod i den forbindelse, fulgte i første omgang »Islamisk Stat«. Da denne organisation i det store og hele var tilintetgjort i Irak og Syrien, var det især Rusland, der udfyldte tomrummet. I samme historiske år erklærede den amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton, at politik i fremtiden ville blive afgjort i Asien, og ikke i Afghanistan eller Irak. Europa og Mellemøsten var blevet skubbet ud på et sidespor i forhold til de amerikanske interesser og den amerikanske strategi. For så vidt angår Afghanistan, synes denne politik, som er farlig for Europas stabilitet og sikkerhed, at fortsætte under præsident Biden.

3.4. Europa er fortsat ikke i fokus for den amerikanske udenrigspolitik. USA lægger hovedvægten og bruger de fleste ressourcer på Kinas voksende indflydelse, som muligvis fremskyndes af pandemien. Desuden er situationen i Latinamerika med autoritære magtstrukturer, korruption og sågar stater i sammenbrud igen vanskelig. Flygtningestrømmene i de latinamerikanske lande gør, at Latinamerika står USA nærmere end Europa eller f.eks. Afrika. Afrika, der har den hurtigst voksende befolkning i verden, får så at sige ingen opmærksomhed fra USA. Europa interesserer sig for disse lande, men i modsætning til Kina, der er meget aktiv på det afrikanske kontinent, mangler EU en strategi.

3.5. Kina har fortsat det hurtige økonomiske opsving, der startede i 1980'erne med Deng Xiaoping, og har siden Xi Jinpings tiltræden stadig mere selvbevidst formuleret et nyt krav om at være en verdensmagt. Landet er gået fra at være et udviklingsdiktatur, der udadtil har ageret fredeligt, til at være en udtalt overvågningsstat, der optræder militært overlegent grænsende til truende i Asien og internt (igen) er totalitært funderet. EU har ikke en synlig strategi for forbindelserne med Kina. Under det tyske rådsformandskab blev en bilateral investeringsaftale, der ikke forpligter Kina i tilstrækkelig grad, trumfet igennem fra politisk hold. Dette vedrører bl.a. overholdelsen af grundlæggende rettigheder såsom fagforenings-frihed, og aftalen tjener i bedste fald de europæiske interesser på overfladisk vis. EØSU er meget bekymret over de mulige konsekvenser, navnlig med hensyn til desinformation og indblanding, da aftalen også åbner porten på vid gab for kinesiske investeringer i nyheds-, medie- og underholdningssektorerne.

3.5.1. Kina opruster massivt. Den nu åbenlyst aggressive nye verdensmagt truer i stigende grad med at invadere Taiwan, søger kontrol med handelsveje, der er centrale for verdensøkonomien, ødelægger demokratiet og friheden i Hongkong i strid med alle internationale forpligtelser, landet selv har indgået, og undertrykker den muslimske befolkning i sine nordvestlige provinser massivt og med en brutalitet, som det er svært at forestille sig. Sidstnævnte forhindrer ikke det kinesiske kommunistparti (CCP) i straks at søge gode forbindelser til Taleban i kølvandet på det afghanske sammenbrud. Vestens sammenbrud i Hindu Kush styrker kommunistpartiets præference for en multilateral, men ufri verdensorden. Begrebet multilateralisme, som hidtil har haft en positiv klang, får dermed en anden betydning.

3.5.2. Den kinesiske indflydelse i Europa er blevet en uomgængelig økonomisk og politisk faktor. Beijing forfølger tålmodigt sit »ét bælte, én vej«-projekt, besætter strategiske positioner en efter en og gør lande i Afrika og Asien politisk afhængige gennem kreditaftaler, der overfladisk set virker generøse, men som reelt binder modparten. I Sydøsteuropa har Beijing allerede opnået kontrol med vigtig infrastruktur. Eksempler herpå er Piræus havn i Grækenland og motorvejsbyggeriet i Montenegro og udbygningen af 5G.

3.5.3. Dele af den europæiske økonomi, herunder især tyske koncerner, er efterhånden i et bekymrende omfang blevet afhængige af det kinesiske marked, som i første omgang tilbyder sig som et forlænget arbejdsbord uden rigtigt at åbne sig. Nogle koncerner genovervejer med rette deres alt for ensidige forsyningskæder, der i sidste ende er afhængige af de kinesiske lederes vilkårlighed.

3.5.4. Selv efter Kinas tiltrædelse af WTO er adgangen til de kinesiske markeder stadig vanskelig eller udelukket. Der er langt fra tale om retfærdighed og gensidighed. Landet forvrider den globale konkurrence vha. subsider og ved konsekvent at nægte at nedbringe overkapacitet. Staten, styret af CCP, bedrev fra begyndelsen systematisk industrispionage og tiltvang sig videnoverførsel via joint ventures. I dag åbner Kina kun for udenlandske investorer, hvis knowhow landet selv har brug for, og det sikrer stadig kinesiske virksomheder mod enhver risiko på en måde, der forvrider konkurrencen. Det er alt sammen uforeneligt med en gensidigt åben og retfærdig markedsordning.

3.6. Rusland har siden Vladimir Putins tankevækkende tale på sikkerhedskonferencen i München i 2007 desværre med stadig større skridt fjernet sig fra samarbejdet med Vesten. Moskva brugte allerede på et tidligt tidspunkt sine naboers afhængighed af naturgasleverancer som pressionsmiddel. Når det ikke længere var tilstrækkeligt, og hvor tilnærmelsen til EU og dermed Vesten eller bestræbelserne på at opnå mere selvstændighed blev for store i de tidligere sovjetrepublikker, førte regeringen i Moskva skjulte eller åbne krige i perifere lande og i tidligere sovjetiske områder, f.eks. med Krim som annekteret ukrainsk territorium i strid med folkeretten og imod Moskvas egne kontraktlige garantier. Magthaverne i Kreml har på brutal vis misbrugt den manglende stabilitet, der fulgte efter det korte arabiske forår i 2011, til egne formål. De fører


desuden cyberkrige mod demokratiske stater, gennemfører målrettede desinformationskampagner, understøtter ekstremistiske bevægelser og partier og udøver indflydelse på valgene i disse stater, hvilket især Brexitkampagnen og USA's præsidentvalg i 2016 er eksempler på. De forfølger kritikere rundt om i verden og udøver attentater mod dem, herunder i Den Europæiske Union.

3.7. Tyrkiet har under Recep Tayip Erdogans styre — på trods af flygtningeaftalen — ikke alene fjernet sig langt fra EU politisk, men i endnu højere grad fra den grundlæggende konsens mellem demokratisk funderede stater, hvilket har gjort landet til en NATO-partner, der i stigende grad er problematisk. Bevidst frembragte spændinger i det østlige Middelhavsområde om græske øer og boringer ud for Cyperns kyster samt den tyrkiske rolle i de kurdisk besatte områder i Nordsyrien, men også i krigen i Libyen, har resulteret i en stadig større afstand til EU. Opsigelsen af Istanbulaftalen til beskyttelse af kvinder mod vold er et bekymrende politisk signal. Selv om en tiltrædelse af EU, der under alle omstændigheder kun kan lade sig gøre med stort besvær og højst på meget lang sigt, er rykket længere og længere ud i fremtiden, gøres der nu en indsats for at modernisere overenskomsten om told, realisere de kendte milepæle som en forudsætning for skridt i retning af visumliberalisering, opretholde høringer på højt plan og styrke civilsamfunds-kontakterne. Det er værd at bemærke, at de seneste rundspørger viser, at den tyrkiske befolkning har en meget proeuropæisk holdning. Forhandlingerne om disse spørgsmål kommer dog ikke videre, så længe den tyrkiske regeringsførelse ikke underbygger den ønskede nedtrapning og tilnærmelse med effektiv handling.

3.8. Alle disse udviklingstendenser, der især er relevante for Europa, dvs. en stadig mere aggressiv revisionisme præget af Putin, en tyrkisk præsident, der forfølger neoosmanniske drømme og fjerner sig fra Europa, statsmagtens sammenbrud i store dele af Mellemøsten og en stadig mere ensidig europæisk økonomisk afhængighed af Kina er slået igennem inden for godt et årti. Det er sket parallelt med det tab af betydning, som Europa har oplevet i amerikansk politik, og den gensidige fremmedgørelse som følge af »krigen mod terror« efter 2002. USA og EU har dog hele tiden været og er stadig langt de tætteste partnere — politisk, kulturelt og økonomisk. EU har meget at byde på i dette transatlantiske partnerskab, som er afgørende for den frie verdensorden.

3.9. Indtil omkring år 2010 var USA aktiv i de nye EU-medlemsstater i forbindelse med fremme af demokratiet. I 2010 syntes landene i Central- og Østeuropa set fra USA's synspunkt at have udviklet sig til stabile demokratier med markedsøkonomi på trods af vedvarende problemer med korruption, navnlig i Sydøsteuropa. Den ungarske premierminister Viktor Orbáns tilbagevenden til magten i 2010 var imidlertid startskuddet til en proces hen imod »illiberalt demokrati«. Ungarn var af mange forskellige årsager det første EU-land, der valgte denne vej. Få år senere slog Polen også ind på vejen mod autoritært demokrati, hvor mediepluralisme og -frihed og retsvæsenets uafhængighed går tabt som følge af regeringens indblanding. Andre EU-lande præges i forskellig grad af tendenser i denne retning, hvilket i stigende grad fører til spændinger i forholdet til USA.

3.10. Stabiliteten i den demokratiske orden er i øjeblikket ikke længere sikret i flere EU-medlemsstater. Enkelte regeringer flirter med autoritære modeller og metoder for regeringsførelse, der på ingen måde er forenelige med EU's grundlæggende værdier. Hertil kommer omfattende forsøg på indblanding fra tredjelande, der forsøger at destabilisere Europa.

3.11. Enkelte europæiske NATO-medlemslande, herunder Tyskland, der er den største EU-medlemsstat med hensyn til befolkning og økonomisk kapacitet, har i flere år undladt at investere tilstrækkeligt i deres forsvarskapacitet og har dermed ikke opfyldt de aftalte forpligtelser over for alliancen. Samtidig har disse lande i Bruxelles de facto støttet en kurs med ækvidistance til de største magter i det 21. århundrede. »Modellen«, hvor USA opfattes som sikkerhedspartner, Rusland som kilde til råstoffer, Kina som et økonomisk eldorado og Europa som en moralsk supermagt, uden at man behøver at udvikle egne udenrigs- og sikkerhedspolitiske kompetencer, med henblik på at forsvare definerede interesser og om nødvendigt også at kunne projicere stabilitet, har tydeligvis ikke stor gennemslagskraft og er heller ikke fremtidssikret. Europa svækker til dels sig selv, hvis Unionen forholder sig tøvende over for mange angreb på den frie verdensorden, demokratiet og retsstatsprincippet, hvor der er behov for et klart svar. Unionen gør sig sårbar og åbner op for tredjelandes indflydelse, herunder på Vestbalkan, som ellers bør have et perspektiv om at blive en integreret del af EU i fremtiden.

3.12. EU ser ud til at holde fast i et koncept, der er udviklet i Trump-perioden, og som i Bruxelles betegnes som »strategisk autonomi«, hvilket kan misforstås. Strategisk autonomi inden for udenrigs- og sikkerhedspolitik vil ikke være i tråd med et stærkt transatlantisk partnerskab. Der er stadig mange politikere i EU, der drømmer om at holde en ækvidistance over for USA, Rusland og Kina. En udbredt holdning i befolkningen, herunder i dele af det organiserede civilsamfund, går i samme retning. Europa er imidlertid meget tættere på USA end på Kina eller Rusland. Der kan ikke være tale om at holde den samme afstand til disse stormagter.


3.13. Sammen bør EU og USA være et anker for demokrati, fred og sikkerhed i verden, retsstatsprincippet og menneskerettigheder for alle. I Afghanistan har de imidlertid fejlet fuldstændigt. Den forhastede militære tilbagetrækning af amerikanere og deres europæiske allierede fra Afghanistan viser med al tydelighed, i hvor høj grad den frie verden og dermed Europa er afhængig af USA's magtprojektion. I denne situation viser EU, at Unionen er kendetegnet ved en alarmerende strategisk svaghed og ikke råder over en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.

4. Handlingsforslag

4.1. EU bør tage imod og støtte den amerikanske præsident Joe Bidens tilbud om en alliance mellem demokratierne og tilskynde USA til igen at leve op til sine ambitioner om at være førende i forbindelse med håndhævelsen af den menneskelige værdighed, frihed, demokrati og retsstatsprincippet.

4.2. Forudsætningen for at deltage i denne alliance mellem demokratierne må være, at der ikke hersker nogen begrundet tvivl om medlemmernes demokratiske fundament.

4.3. EU bør i samarbejde med demokratierne i verden og USA som en stærk og troværdig verdensmagt forfølge en »strategi baseret på samarbejdsbaseret inddæmning« over for Kina (1). Samarbejdsbaseret inddæmning af Kina betyder, at man, i modsætning til containment-politikken under den kolde krig, respekterer og forsvarer legitime kinesiske interesser via alliancen mellem demokratier, men at der samtidig reageres med diplomatisk klarhed og hårdhed, hvis der — som det er tilfældet med uighurerne — sker alvorlige krænkelser af menneskerettighederne, eller hvis der — som det er tilfældet med Hongkong — sågar sker krænkelser af specifikt indgående internationale aftaler. Disse værdier skal også afspejles i håndteringen af en investeringsaftale mellem EU og Kina, og EU bør stille en sådan aftale i bero, så længe de massive krænkelser af menneskerettighederne fortsætter, og grundlæggende rettigheder såsom fagforeningsfrihed ikke respekteres.

4.4. OSCE er en bærende søjle i den fælleseuropæiske sikkerhedsarkitektur. Organisationen bør især styrkes med henblik på dialogen med Rusland for at undgå en yderligere eskalering af åbne og ulmende konflikter (som f.eks. Transdnestrien-konflikten) og skabe grundlaget for en fremtidig genoptagelse af samarbejdet på betingelse af, at den internationale retsorden anerkendes. Resultaterne af en magtpolitik, der er i strid med folkeretten, må ikke anerkendes, hverken i Ukraine, Hviderusland eller andre steder. Dette skal være et grundlæggende fundament i den fælles transatlantiske strategi og politikken i alliancen af demokratier.

4.5. EU bør stille det næsten færdige Nord Stream 2-projekt i bero, så længe der ikke er fundet en løsning på konflikten i Ukraine, og der stadig forekommer andre grundlæggende overtrædelser af den internationale retsorden — f.eks. den vilkårlige undertrykkelse af den demokratiske opposition med forfølgelse og fængsling som det er tilfældet med Alexej Nawalny. Inden for energiforsyning skal EU konsekvent søge at opfylde målene i den grønne pagt og i den forbindelse diversificere sine energikilder. Hvad angår gaskontrakterne med Rusland skal der i fuldt omfang tages højde for de legitime interesser i de EU-lande, der ligger i det tidligere sovjetiske indflydelsesområde.

4.6. NATO overlapper ganske vist ikke med medlemskabet af Den Europæiske Union, men ikke desto mindre er NATO den militære alliance, der garanterer sikkerheden for demokratierne i Nordamerika og Europa. Neutralitet for europæiske stater er kun mulig i skyggen af NATO og dermed de facto under dens beskyttelsesskærm. EU-landene bør derfor blive enige om fælles sikkerhedspolitiske strukturer, som kan forenes med en konsolidering af den nordatlantiske alliance og styrke denne på sigt.

4.7. De EU-lande, der er medlem af NATO, skal leve op til de bidrag og forpligtelser, der er aftalt inden for alliancen, herunder mere specifikt også målet om to procent, som blev bekræftet på NATO-topmødet i Wales i 2014. NATO er ikke identisk med den ønskede alliance mellem demokratier, som også omfatter Stillehavsområdet. NATO har og har altid haft udemokratisk funderede medlemmer. NATO er imidlertid nødt til at styrke sin interne debat om alliancens værdier og præcisere disse. Manglende respekt for demokratiet og retsstatsprincippet må heller ikke være uden følger i NATO-alliancen. Fremtidige sikkerhedspolitiske farer ligger ikke længere kun i truslerne fra terroristiske, asymmetrisk agerende magter, men også — og især — i, at der sås tvivl om den internationale retsorden, der er fast forbundet med det demokratiske fundament hos de stater, der deltager i denne.

4.8. Det var ikke uden grund, at Henry Kissinger bad om Europas telefonnummer. EU er nødt til at koordinere sin udenrigs- og sikkerhedspolitik tættere og på sigt placere ansvaret for denne politik i hænderne på Europa-Parlamentet og en udøvende magt, som Parlamentet kontrollerer og legitimerer. I Rådet skal udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål afgøres med kvalificeret flertal. EU-medlemsstaterne er nødt til at erkende, at de med flerstemmigheden frarøver sig selv enhver form for suverænitet, der kan anvendes i praksis. Det sidste kan kun opnås vha. fællesskaber, der deler suverænitet og instrumenter.


(1) Christian Moos & Peter Clever: »China kooperativ eindämmen«, Frankfurter Allgemeine Zeitung, 30. april 2021.

4.9. EU er nødt til at genoverveje sit koncept med »strategisk autonomi«. Det kan misforstås. EU er både politisk og militært set meget langt fra at være autonom. Og autonomi er heller ikke ønskeligt i en multilateral orden, der beror på fri, fair og bæredygtig handel. Strategisk autonomi kan og må ikke være ensbetydende med ækvidistance til andre magter. USA er en klart demokratisk funderet retsstat og er og forbliver som sådan en uomgængelig økonomisk og sikkerhedsmæssig partner for Europa, som på trods af interessemodsætninger deler grundlæggende værdier i forbindelse med vigtige detailspørgsmål. Mens Beijing udtrykkeligt roser det smukt formulerede europæiske koncept om strategisk autonomi, viser reaktionerne hos mange transatlantiske partnere klart, at de enten afviser det eller opfatter det som tvetydigt. Tvetydighed er imidlertid gift for et strategisk partnerskab.

4.10. I stedet for strategisk autonomi bør EU forfølge målet om strategisk handleevne (»Strategic Capacity«). EU arbejder nu med begrebet »assertiveness«, der viser i denne retning. Unionen bør imidlertid give afkald på de superlativer, som i hvert fald siden Lissabonstrategien har været kendetegnende for dens 10-års planer. Til dato har EU ikke kunnet opfylde væsentlige dele af de således definerede mål. EU bør udvise større beskedenhed og samtidig handle beslutsomt og proaktivt. Handlekraft og beslutsomhed handler ikke blot om erklæringer eller beslutninger. Der skal skabes resultater i praksis.

4.11. Bilaterale handels- og investeringsaftaler skal efter EØSU's mening udarbejdes på en sådan måde, at de kan supplere en ny verdenshandelsorden. De må ikke stå i vejen for en fri multilateral verdensorden, men skal sikre og fremme den. Det transatlantiske partnerskab skal danne grundlag for en ny verdenshandelsorden. EU og USA skal udvise fælles ansvar og lederskab i WTO og slå til lyd for en effektiv model for multilaterale forbindelser med en moderne handelsdagsorden, der også tager højde for miljømæssige og sociale aspekter.

4.12. Et pålideligt transatlantisk partnerskab er uundværligt for opretholdelsen af en international rets- og fredsorden. Ethvert forsøg på at forsvare denne uden at stå sammen med USA vil mislykkes, fordi Europa ikke i sig selv har tilstrækkelig indflydelse til at forhindre en hierarkisk magtorden med Kina i centrum.

4.13. Sammen med USA, Det Forenede Kongerige, Canada, Japan, Sydkorea, Australien og andre frie lande i verden kan EU også sikre demokratiet og retsstatsprincippet internt og, hvor de har taget skade, bidrage til genoprettelsen heraf.

4.14. EU bør fremme og støtte oprettelsen af en transatlantisk platform for det organiserede civilsamfund med kontaktpunkter i Nordamerika og Europa, som der allerede på nuværende tidspunkt tages initiativ til af EØSU-medlemmer under inddragelse af tredjelande som f.eks. Det Forenede Kongerige. Det er kun et dynamisk civilsamfund, der kan skabe begejstring for og opretholde de fælles værdier.

4.14.1. Der bør hurtigst muligt tages initiativ til et transatlantisk dialogforum om demokratiets fremtid og en fælles dialog om retsstatsprincippet. Den fælles fremme af demokratiet, i Europa, USA og andre partnerstater skal stå meget højt på den fælles transatlantiske politiske dagsorden.

4.14.2. Det transatlantiske civilsamfund bør indlede en fælles dialog om borgerrettigheder for at skærpe bevidstheden om uheldige tendenser og, med udgangspunkt i eksempler på bedste praksis, påvirke politikken på begge sider af Atlanten.

4.14.3. En transatlantisk dialog i civilsamfundet bør lægge særlig vægt på at opnå en bedre modstandsdygtighed over for desinformation. Det er i den forbindelse afgørende at samarbejde om at forsvare mediefriheden i de liberale demokratier, og, hvis den af en eller anden årsag har taget skade, at styrke den igen, da den er en bærende søjle for demokratiet og retsstatsprincippet og et direkte resultat af de fælles transatlantiske værdier.

4.14.4. Tilsvarende bør bekæmpelsen af klimaændringer og den fælles indsats for at bremse den globale opvarmning være genstand for en transatlantisk dialog i civilsamfundet med henblik på at finde frem til holdbare og teknologifleksible løsninger i fællesskab.

4.14.5. Et andet vigtigt emne for en fælles dialog mellem civilsamfund på begge sider af Atlanten er den nye sociale udfordring, der opstår på baggrund af klimaindsatsen og digitaliseringen. Der er et presserende behov for at finde svar på, hvordan sociale rettigheder kan sikres globalt, og hvordan chancer og adgangsmuligheder kan forbedres, herunder især både iværksætteres og arbejdstageres rettigheder. Dette har betydning for de frie institutioners fremtid og stabiliteten af den frie verdensorden.

4.14.6. I forbindelse med fremtidige handelsaftaler og indsatsen for en styrket multilateral orden bør de allerede eksisterende transatlantiske dialogfora styrkes, og der bør i givet fald åbnes nye. Det nyligt oprettede transatlantiske handels- og teknologiråd spiller en særlig rolle, men det skal være underlagt principperne om fuld gennemsigtighed.


4.15. Europa vil yde sit bidrag og skal i højere grad bære sin egen byrde og selv tage ansvar. Med henblik herpå må EU først og fremmest forene sine mange forskellige stemmer i udenrigs- og sikkerhedspolitikken og ophøre med at svinge mellem hypermoral og opportunisme. EU skal understøtte retsstatsprincippet i de internationale forbindelser med en klar strategi, tale med én stemme i forbindelse med sin udenrigs- og sikkerhedspolitik og bidrage aktivt til stabiliseringen af den multilaterale orden.

4.16. På lang sigt bør det transatlantiske partnerskab videreudvikles i retning af en økonomisk integration, der også omfatter Canada, Det Forenede Kongerige og andre europæiske lande, der ikke eller endnu ikke er medlemmer af EU. De transatlantiske fora for dialog med civilsamfundet i al dets mangfoldighed som illustreret af EØSU i Europa, men også en styrket parlamentarisk dialog er en vigtig forudsætning herfor.





Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »tilpasning af fødevarevirksomheders strategier og aktiviteter til verdensmålene for bæredygtig udvikling med henblik på en bæredygtig

genopretning efter covid-19«


(2022/C 152/10)

Ordfører: Andreas THURNER

Medordfører: Peter SCHMIDT



Initiativudtalelse

Kompetence Sektionen for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø







Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU):

1.1. anerkender, at fødevarevirksomheder i hele forsyningskæden (herunder de europæiske landbrugere og fiskere, kooperativer, landbrugsfødevarevirksomheder, detailhandlere og grossister og andre former for virksomheder) allerede arbejder på at gøre fremskridt inden for bæredygtighed og tilbyde forbrugerne sunde og bæredygtige produkter i overensstemmelse med den europæiske grønne pagt. Ikke desto mindre må der gøres en større indsats, hvis verdensmålene for bæredygtig udvikling skal nås;

1.2. understreger behovet for en gunstig ramme for innovation for at støtte virksomhedslederne med egnede værktøjer og løsninger i omstillingen til en mere bæredygtig forretningspraksis. Barriererne for innovation må fjernes;

1.3. bemærker, at virksomhedsledere i dag ofte opfatter krav til bæredygtighed som komplekse og byrdefulde snarere end som en mulighed, og anbefaler derfor, at der udvikles et mere let forståeligt sprog (et »bæredygtighedssprog«) for at ændre dette;

1.4. mener, at en reduktion af fødevaretab og madspild, bæredygtig sourcing, bedre emballerings- og logistiksystemer, cirkulære og ressourceeffektive fødevarekæder samt bioøkonomiske løsninger er effektive udgangspunkter for at opnå større bæredygtighed;

1.5. fremhæver forbrugernes vigtige rolle i denne sammenhæng. Informations- og uddannelsesforanstaltninger vil sammen med en gennemsigtig fødevaremærkning sætte forbrugerne i stand til at træffe de mest bæredygtige valg (1). Kommissionen bør desuden indføre støtteforanstaltninger, så sunde og bæredygtigt producerede, forarbejdede og distribuerede fødevarer bliver til at betale;


(1) EØSU's udtalelse om Fremme af sunde og bæredygtige kostvaner i EU (EUT C 190 af 5.6.2019, s. 9).

https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=uriserv:OJ.C_.2019.190.01.0009.01.DAN&toc=OJ:C:2019:190:FULL

1.6. udtrykker tilfredshed med EU's adfærdskodeks for ansvarlig forretnings- og markedsføringspraksis. Størsteparten af de berørte parter anser generelt udviklingen af den frivillige kodeks som en værdifuld proces, der har bragt partnerne i fødevareforsyningskæden tættere sammen. Initiativet markerer et udgangspunkt og bør fortsætte med at tjene som en samarbejdsplatform for ansvarlig og bæredygtig virksomhedspraksis; EØSU:

— gør opmærksom på begrænsningerne ved en frivillig tilgang og opfordrer til, at der vedtages regler og lovgivning for at sikre en hurtig omstilling til bæredygtighed

— anbefaler, at adfærdskodeksen styrkes inden for det sociale område, kollektive overenskomstforhandlinger og social beskyttelse. Arbejdsmarkedets parter skal inddrages

— understreger behovet for en grundig gennemgang af den konkrete gennemførelse af adfærdskodeksen og behovet for at overvåge, hvorvidt de enkelte forpligtelser og tilsagn til de opstillede mål opfyldes, da erfaringen viser, at kun det, der måles og overvåges, bliver udført. Generelt vil en større inddragelse af civilsamfundet og social dialog også være en afgørende forudsætning for succes;

— noterer sig, at det indtil videre hovedsagelig er større og multinationale virksomheder, der har tilsluttet sig adfærdskodeksen, og understreger behovet for gunstige rammer, især for små og mellemstore virksomheder (SMV'er), til støtte og fremme af et stærkere engagement i dagsordenen for bæredygtig udvikling. Mens større virksomheder ofte har oprettet interne bæredygtighedsafdelinger, har SMV'erne ofte kun begrænsede ressourcer og begrænset kapacitet til at indarbejde bæredygtighed i virksomheden;

1.7. gør opmærksom på vigtigheden af, at medlemsstaterne hurtigt gennemfører EU-direktivet om urimelig handelspraksis og andre støttepolitikker for at fremme mere bæredygtige og robuste fødevaresystemer (2);

1.8. bifalder Kommissionens initiativ til at udvikle en rammelovgivning for et bæredygtigt EU-fødevaresystem og indarbejde bæredygtighed i alle fødevarerelaterede politikker (3). Der er et klart behov for regulering og en vis grad af standardisering og harmonisering for at sikre troværdighed og lige konkurrencevilkår;

1.9. gentager opfordringen til Kommissionen om at sikre sammenhæng mellem de forskellige sektorpolitikker (bl.a. inden for klima, miljø, handel og konkurrence) (4). Dette ville gøre det lettere for fødevarevirksomhederne at træffe bæredygtige forretningsbeslutninger. Den lovgivningsmæssige ramme bør skabe reelt lige vilkår;

1.10. gentager sin anbefaling om at undersøge muligheden for et europæisk fødevarepolitisk råd med flere interessenter og på flere niveauer, der bl.a. kunne fremme civilsamfundets inddragelse i overvågningen af adfærdskodeksen;

1.11. påpeger, at bæredygtighed tager udgangspunkt i tre dimensioner, nemlig en økonomisk, en miljømæssig og en social dimension. På grund af de forskellige rammebetingelser er vi nødt til at erkende, at en »one-size-fits-all«-tilgang ikke virker. En rammelovgivning bør derfor give plads til og fremme skræddersyede løsninger, f.eks. ved hjælp af mekanismer for selvevaluering og benchmarking;

1.12. anbefaler en let forståelig ramme baseret på regler, retningslinjer og incitamenter. Lovgivningen om bæredygtig finansiering (taksonomi), som er under udarbejdelse, må ikke blive alt for kompleks.

2. Indledning

2.1. Fra jord til bord-strategien (5) er en hjørnesten i den europæiske grønne pagt. Strategien behandler udfordringerne ved bæredygtige fødevaresystemer på en omfattende måde med udgangspunkt i, at sunde mennesker, sunde samfund og en sund planet hænger uløseligt sammen. Strategien indtager også en central plads på Kommissionens dagsorden for


(2) EØSU's udtalelse om Mod en fair fødevareforsyningskæde (EUT C 517 af 22.12.2021, s. 38).(3) Bæredygtigt fødevaresystem i EU: nyt initiativ.(4) EØSU's udtalelse om Mod en EU-strategi for bæredygtigt forbrug (EUT C 429 af 11.12.2020, s. 51).(5) Fra jord til bord-strategien.


https://ec.europa.eu/info/law/better-regulation/have-your-say/initiatives/13174-B%C3%A6redygtigt-f%C3%B8devaresystem-i-EU-nyt-initiativ_da


https://ec.europa.eu/food/horizontal-topics/farm-fork-strategy_en

opfyldelse af FN's verdensmål for bæredygtig udvikling. EØSU har i årevis være fortaler for at fremme en samlet fødevarepolitik for EU. Udvalget var den første EU-institution, der efterlyste en holistisk tilgang (6), hvilket banede vejen for fra jord til bord-strategien.

2.2. I fra jord til bord-strategien anerkendes det, at fødevareforarbejdningsvirksomheder og restaurations- og detailvirksomheder spiller en rolle i udformningen af markedet og påvirker forbrugernes kostvalg gennem de typer fødevarer, de producerer, og deres valg af leverandører, produktionsmetoder og emballerings-, transport- og markedsføringspraksis. For at fremme dette har Kommissionen udarbejdet en EU-adfærdskodeks for ansvarlig forretnings- og markedsføringspraksis (7), ledsaget af en overvågningsramme, der blev lanceret den 5. juli 2021.

2.3. På internationalt plan blev det på FN's topmøde om fødevaresystemer (8), som FN's generalsekretær indkaldte til i september 2021, gjort klart, hvor vigtigt det er at etablere bæredygtige fødevaresystemer i de kommende år. Hensigten er at iværksætte ambitiøse nye tiltag, der skal ændre den måde, verden producerer og forbruger fødevarer på.

2.4. Fødevarevirksomheder kan yde et væsentligt bidrag til mere bæredygtige, retfærdige og sikre fødevaresystemer, hvis de arbejder i tråd med verdensmålene og Parisaftalen om klimaændringer. Mange ledere af fødevarevirksomheder har allerede taget vigtige skridt i den retning, men der er brug for meget mere. De nødvendige ændringer er komplekse og vil kræve fælles holistiske og langsigtede samarbejdsstrategier med inddragelse af alle aktører i hele fødevarekæden og forbundne sektorer.

2.5. Europæiske fiskeri-, landbrugs- og landbrugsfødevarevirksomheder arbejder allerede på at gøre fremskridt inden for bæredygtighed og tilbyde forbrugerne produkter, der bidrager til sunde og bæredygtige kostvaner i overensstemmelse med den europæiske grønne pagt. Denne omstilling kræver investeringer — og i visse tilfælde tid — for at skabe resultater. Når målene er fastsat, bør virksomhederne have fleksible rammer for udviklingen af deres bidrag til opnåelsen af disse mål, uden at der sættes spørgsmålstegn ved målene. Den nødvendige grønne omstilling skal desuden være forenelig med EU-borgernes økonomiske situation, især i tiden efter covid-19-krisen.

2.6. I en nylig offentliggjort rapport fra Det Fælles Forskningscenter (9) og en række andre nylige undersøgelser blev det konkluderet, at gennemførelsen af de mål, der er fastsat i fra jord til bord-strategien, vil få betydelige konsekvenser for landbrugsproduktionen i EU. Disse resultater understreger behovet for solide, forudgående videnskabelige konsekvens-analyser, der omfatter den økonomiske, sociale og miljømæssige dimension af bæredygtighed som en del af ethvert lovgivningsforslag under fra jord til bord-strategien. En passende gunstig ramme (med bl.a. adgang til finansiering, innovation og digitalisering) vil være afgørende for at støtte landbrugerne og dermed nå målene i fra jord til bord-strategien.

3. Hovedindsatsområder

3.1. Fremme af innovation og lettere adgang til innovation for SMV'er

3.1.1. Forskning og innovation kan være nyttig til sikring af mere bæredygtig udnyttelse af input og råmaterialer (f.eks. gennem præcisionsdyrkning, nye avlsmetoder og bedre udnyttelse af agroøkologiske metoder) med henblik på at skabe mere bæredygtige interne processer (f.eks. indførelse af vedvarende energi til produktion, forarbejdning eller levering af fødevarer) og reducere de eksterne omkostninger (f.eks. gennem bæredygtig emballage). Der er brug for innovation ikke alene på miljørelaterede områder, men også når det gælder sociale aspekter (sundhed, ligestilling mellem kønnene, børne- og tvangsarbejde, sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen, foreningsfrihed og kollektive overenskomstforhandlinger, rimelige lønninger og indtægter). Innovation er tillige nødvendig for at kunne skabe et fair afkast inden for en rimelig tidshorisont (10).


(6) EØSU's udtalelse om Civilsamfundets bidrag til udviklingen af en samlet fødevarepolitik i EU (EUT C 129 af 11.4.2018, s. 18).(7) Adfærdskodeksen for ansvarlig forretnings- og markedsføringspraksis.(8) FN's topmøde om fødevaresystemer.(9) Kommissionens Fælles Forskningscenters rapport»«.(10) Eksempler på gode innovationsmetoder omfatter: Irritec Corporate, en af de førende i verden inden for intelligent kunstvanding,

Micronizzazione Innovativa SRL, en ny innovativ virksomhed, der har skabt et innovativt produkt til fremme af vandbindingsevnen og hurtig plantevækst, Igloo, en nystartet innovativ virksomhed, der fokuserer på udvikling af ny teknologi til støtte for landbruget (hydrokultur), og Agrorobotica, der beskæftiger sig med præcisionsdyrkning.


https://ec.europa.eu/food/horizontal-topics/farm-fork-strategy/sustainable-food-processing/code-conduct_en

https://www.un.org/en/food-systems-summit

3.1.2. Ud over teknologisk innovation er organisatorisk og social innovation også vigtige forudsætninger for mere bæredygtige virksomheder (omlægning af organisationsstrukturer og interne processer, f.eks. ved at lægge større vægt på antidiskriminations- og ligestillingspolitikker) og for etablering af nye forbindelser med interessenter (f.eks. ved at udnytte digital markedsføring). For at fremme en sådan innovation er digitalisering og vækst i den interne organisationskultur afgørende elementer. Der er også behov for, at bæredygtighed indarbejdes i organisations- og styringsprocesser.

3.1.3. Fødevarevirksomheder er ofte fragmenterede, små og savner horisontal og vertikal integration. Det er derfor vanskeligt for dem at skaffe sig adgang til innovationsøkosystemer. Der er behov for offentlige investeringer i vand, logistik og digital infrastruktur sammen med flere FoU-ressourcer for at muliggøre en sådan adgang og gøre det muligt — også for små og mellemstore — virksomheder at drage fuld fordel af deres innovationsindsats.

3.1.4. Hertil kommer, at nye mekanismer til styrkelse af forbindelsen mellem virksomheder og innovationscentre og til fremme af medskabelse (f.eks. levende laboratorier og fyrtårne) er afgørende faktorer sammen med nye fagfolk, som kan optræde som forbindelsesled mellem virksomheder og forsknings- og innovationscentre (f.eks. innovationsformidlere). Det er afgørende at skabe en stærk forbindelse mellem de nationale genopretnings- og resiliensplaner, de europæiske struktur- og investeringsfondes indikatorer og indikatorerne for målene for bæredygtig udvikling for at fremme sådanne investeringer, og dette bør også være en prioritet i fremtiden.

3.1.5. Partnerskaber mellem den private sektor, institutioner, forskere og innovationscentre, en mere udbredt medskabelse og større fokus fra de finansielle institutioners side kan føre til udbytterige innovationsøkosystemer. Sådanne partnerskaber kan også være nyttige til fremme af stedbaseret innovation, som er særligt lovende i fødevaresystemer, eftersom forbrugernes fokus på fødevareproduktion og -forarbejdning er knyttet til lokale forhold og lokal kultur. Innovative, succesrige virksomheder kan være værdifulde som eksempler på nye bæredygtige løsninger og til fremme af udbredelsen af god praksis blandt aktørerne.

3.2. Fremme af cirkulære og ressourceeffektive fødevarekæder og styrkelse af bioøkonomien

3.2.1. Optimerede cirkulære og ressourceeffektive fødevarekæder vil spille en stor rolle under omstillingen til mere bæredygtige fødevaresystemer. Der er mange indgangsvinkler såsom effektiv udnyttelse af naturressourcerne, begrænsning af affald, genanvendelig, genudnyttelig og komposterbar emballage eller bekæmpelse af engangsplast for blot at nævne nogle stykker. Den europæiske interessentplatform for cirkulær økonomi (11) er et udmærket netværk for inspiration, innovative idéer og løsninger på området.

3.2.2. En cirkulær bioøkonomi er en win-win-strategi (12). Udnyttelse og genudnyttelse af biomasse gør produktionen mere bæredygtig og kan skabe nye forretnings- og indkomstmuligheder for landbrugere, fiskere og hele fødevaresystemet. Der skal derfor rettes stor opmærksomhed mod hele cyklussen for biomasseforvaltning (produktion, forarbejdning, udnyttelse og genudnyttelse, oprettelse af »multi-output«-produktionskæder på det medicinske område, materialer, bioraffinaderier og energi samt oprettelse af et marked for output). Dette involverer mange aktører, ikke alene landbrugere og fiskere, fødevareforarbejdningsvirksomheder og -detailhandlere, men også borgere, lokale myndigheder, skovbrugere, affaldshåndteringsvirksomheder, komposteringsvirksomheder, teknologer, innovatorer og energiselskaber.

3.3. Bæredygtig sourcing

3.3.1. De førende fødevarekæder bør fortsætte med at fremme leverandørernes indførelse af miljømæssigt, socialt og økonomisk bæredygtige metoder. En »due diligence«-tilgang kan være nyttig i den forbindelse. De førende virksomheder bør være frontløbere og påtage sig en politisk forpligtelse til bæredygtig sourcing og indarbejde dette i deres ledelsessystemer (13). De bør endvidere evaluere den faktiske og den potentielle effekt af deres sourcingkæde og opstille tilhørende mål. Med dette for øje bør de indføre en metode (herunder indikatorer, parametre og målsætninger) til at vurdere værdikædens resultater og sikre, at de er forenelige med internationalt anerkendte standarder. De bør tillige offentliggøre planlagte mål og opnåede resultater på behørig vis.


(11) Den europæiske interessentplatform for cirkulær økonomi.(12) EØSU's udtalelse om Bioøkonomiens bidrag til gennemførelsen af EU's klima- og energimål samt FN's mål for bæredygtig udvikling

(EUT C 440 af 6.12.2018, s. 45).(13) Eksempler på god praksis omfatter Unilever, der har indført en intern politik til sikring af bæredygtig sourcing fra sine leverandører.

https://circulareconomy.europa.eu/platform/en


3.3.2. Kommissionen har forpligtet sig til at fremme bæredygtige fødevaresystemer i EU og internationalt. Dette kan kun lykkes, hvis den lovgivningsmæssige ramme sikrer reelle lige konkurrencevilkår mellem EU-virksomheder, der producerer bæredygtige fødevarer, og virksomheder i tredjelande, således at der sikres en stærk, modstandsdygtig og bæredygtig produktion. EU's handelspolitik skal sikre, at importen opfylder EU's høje standarder for social og miljømæssig bæredygtighed. Handelsaftaler spiller en vigtig rolle i bestræbelserne på at sikre lige konkurrencevilkår mellem det indre marked og import, beskytte konkurrenceevnen (14) for EU's producenter af bæredygtige fødevarer og sikre en rimelig indkomst.

3.4. Veltilrettelagte forsyningskæder: Forbedring af emballage- og logistiksystemerne for at nå målene om klimaneutralitet

3.4.1. Når det gælder de overvejende globale forsyningskæder, er lokal sourcing — herunder fra flere leverandører — vigtig for at begrænse fødevareværdikædernes miljøpåvirkning, ikke mindst på logistikområdet, og det styrker de lokale økonomier. Som følge af covid-19-pandemien opfattes lokale fødevarer i stigende grad som ensbetydende med kvalitet, og forbrugerne fokuserer mere på dette aspekt. En god balance mellem importerede og lokalt producerede fødevarer er desuden en fornuftig strategi til at opnå mere robuste og modstandsdygtige fødevaresystemer.

3.4.2. Bæredygtig emballage indebærer, at der anvendes bionedbrydelige og genudnyttelige materialer, hvilket fremmer genanvendelse hos forbrugerne. Nye resultater fra kemiindustrien og integrationen heraf i virksomhedspraksisser skaber innovative løsninger på miljøproblemerne. Der findes allerede kategorier af fuldt bionedbrydeligt og komposterbart bioplast, der er fremstillet på basis af biomasse fra landbruget, og som skaber et fuldstændig cirkulært kredsløb. Bionedbrydelige materialer bidrager undertiden også til længere holdbarhed og dermed til en endnu større merværdi.

3.4.3. Det er også muligt at begrænse de indirekte emissioner fra fødevarekæden ved at gå over til køretøjer med begrænset miljøaftryk, udvikle mere effektive, bedre tilrettelagte og eventuelt kortere forsyningskæder, styrke lokale dagligvarebutikker, udbrede digitaliseringen og forbedre logistikinfrastrukturen.

3.5. Fremme af uddannelse og gennemsigtig mærkning

3.5.1. Et mere ansvarligt forbrug og større opmærksomhed fra offentlige myndigheder, virksomheder og forbrugere på bæredygtig og sund kost, såsom middelhavskost, er vigtige forudsætninger for at skabe mere bæredygtige fødevaresystemer (15). Det handler også om at få en bedre forståelse af den miljømæssige sammenhæng og »værdien af fødevarer«: Konsekvenserne af fødevaretab og madspild, de regionale økonomiske kredses rolle, transportlogistik, betydningen af strategisk fødevareselvforsyning mm.

3.5.2. Uddannelsessystemerne er afgørende for at fremme sådanne ændringer (16). Fødevarevirksomheder kan også spille en vigtig rolle, hvis de forpligter sig til at oplyse forbrugerne, og navnlig børn, om vigtigheden af en bæredygtig fødevareproduktion og et bæredygtigt fødevareforbrug. De skal fortsætte deres bestræbelser på at levere mere bæredygtige og sundere produkter (17). De bør også indføre adfærdskodekser for ansvarlige markedsføringsmetoder. Fødevarevirksom-hederne kan endvidere fremme en sund og bæredygtig livsstil gennem deres mærkning, markedsføringskampagner, sociale medier, deres kantiner og kommunikationspolitik. Mærkningen bør fremhæve de enkelte produkters bidrag til sunde og bæredygtige kostvaner. I den forbindelse vil en gennemsigtig ramme for mærkning af fødevarer hjælpe forbrugerne med at træffe købsbeslutninger på et mere informeret og bæredygtigt grundlag.


(14) »For at en samlet EU-fødevarepolitik kan få egentlig relevans for de europæiske forbrugere, er det af afgørende betydning, at fødevarer, der produceres på bæredygtig vis i EU, er konkurrencedygtige. Dette indebærer, at den europæiske landbrugs-fødevaresektor er i stand til at levere fødevarer til forbrugerne til priser, der omfatter ekstra omkostninger til kriterier såsom bæredygtighed, dyrevelfærd, fødevaresikkerhed og ernæring, men også en rimelig indtægt til landbrugerne, og som samtidig fastholder dens position som det foretrukne valg for det store flertal af forbrugerne.« Udtalelsen Civilsamfundets bidrag til udviklingen af en samlet fødevarepolitik i EU, punkt 5.8 (EUT C 129 af 11.4.2018, s. 18).

(15) EØSU's udtalelse om Fremme af sunde og bæredygtige kostvaner i EU (EUT C 190 af 5.6.2019, s. 9).(16) EØSU's udtalelse om Fremme af sunde og bæredygtige kostvaner i EU (EUT C 190 af 5.6.2019, s. 9).(17) EØSU's udtalelse om Fremme af sunde og bæredygtige kostvaner i EU (EUT C 190 af 5.6.2019, s. 9).





3.6. Nytænkning af finansieringen

3.6.1. De finansielle institutioner bør analysere fødevaresystemerne ud fra vinkler, som er i overensstemmelse med de særlige forhold i den pågældende sektor. Fødevarevirksomheder kan ikke behandles ud fra samme kriterier som andre sektorer, hvilket længe har været tilfældet, fordi adgang til kredit og investeringsafkast ikke afspejler de langsigtede bæredygtighedskriterier. Dette er så meget desto mere vigtigt, når man ser på fødevarevirksomhedernes gennemsnitlige størrelse og bæredygtighedens voksende betydning. Det er vanskeligere for SMV'er at få adgang til finansiering og indberette deres bæredygtighedsresultater.

3.6.2. Med hensyn til bæredygtig finansiering af SMV'er bør det påpeges, at bureaukratiske og komplekse tekniske screeningkriterier for taksonomien kan blive en hindring for, at virksomhederne — navnlig SMV'erne — indleder eller viderefører en bæredygtighedsindsats.

3.7. Målretning mod mindre virksomheder

3.7.1. Ansvarsprincipper og overvågningsmekanismer er normalt tilpasset store virksomheder. Dette gælder også bæredygtighedsområdet.

3.7.2. De europæiske fødevaresystemer udgøres primært af SMV'er. Det betyder, at der er behov for ad hoc-støtte for at hjælpe fødevarevirksomhederne gennem omstillingsfasen. Støtten omfatter indførelse af værktøjer til selvevaluering, fremme af netværkssamarbejde mellem virksomheder, uddannelsesprogrammer inden for iværksættervirksomhed og bæredygtighed, oprettelse af praktiske fællesskaber, fremme af god praksis, lettere adgang til innovationsøkosystemer, skattemæssige og økonomiske incitamenter til at blive større og lettere adgang til markeder og til markedsoplysninger.

3.7.3. Støtte og vejledning, bl.a. om IT-hardware- og software, kan fremme udviklingen og konsolideringen af SMV'er i forsyningskæden og sikre en bedre integration af målene for bæredygtig udvikling i deres strategier.

3.8. Benchmarking: Selvevaluering, overvågning, inddragelse og dialog

3.8.1. Selvevalueringsværktøjer er vigtige for alle virksomheder i tilpasningen til 2030-dagsordenen. Sådanne værktøjer bør understøtte virksomheder af enhver størrelse uden at stille de mindste virksomheder ringere.

3.8.2. For større virksomheder er der behov for bredere og mere standardiserede tilgange for at gøre det muligt at foretage sammenligninger. For mindre virksomheder bør der sikres ad hoc-støtte. I betragtning af sektorens særlige karakteristika er en tæt dialog mellem de forskellige aktører i fødevaresystemet (virksomheder, institutioner, investorer, forbrugere og innovatorer) afgørende.

3.9. Inddragelse af borgerne

3.9.1. I betragtning af fødevarers sociale rolle og deres indvirkning på den miljømæssige og sociale bæredygtighed bør borgerne høres, når europæiske, nationale og regionale politikker samt virksomhedernes strategier fastlægges. Inddragelsen af borgerne er særlig vigtig på lokalt plan for at skabe en tæt sammenhæng mellem fødevarer og livet i byer og regioner (18). Lokale fødevarepolitikker bidrager til at opnå dette, da de kan anlægge en holistisk tilgang til fødevarer, udnytte lokale forhold og stimulere medskabelsesinitiativer.

3.9.2. Eksemplet med Leader (19) viser, at lokale aktionsgrupper kan bidrage effektivt i den forbindelse. Oprettelsen af fødevarepolitiske råd er et andet eksempel, der viser, at inddragelse af borgerne fører til mere bæredygtige løsninger.


(18) EØSU's udtalelse om Civilsamfundets bidrag til udviklingen af en samlet fødevarepolitik i EU (EUT C 129 af 11.4.2018, s. 18), og EØSU's udtalelse om Fra jord til bord: en bæredygtig fødevarestrategi (EUT C 429 af 11.12.2020, s. 268).

(19) https://enrd.ec.europa.eu/leader-clld_en

https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=OJ:C:2018:129:TOC

https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/ALL/?uri=OJ:C:2020:429:TOC

https://enrd.ec.europa.eu/leader-clld_en

4. Et »bæredygtighedssprog (20)« — det rette sprog, når vi taler om bæredygtighed ved gennemførelsen af verdensmålene i fødevareindustrien

4.1. Forbrugerne, offentligheden, tilsynsmyndighederne, investorerne, de politiske beslutningstagere og civilsamfundet forventer, at virksomhederne forbedrer deres bæredygtighedsresultater. Bæredygtighed udgør tillige en god markedsmu-lighed for virksomhederne. Spørgsmålet er derfor ikke om, men hvordan fødevareindustrien kan tilpasse sig 2030-dagsordenen og Parisaftalen om klimaændringer.

4.2. Det er imidlertid endnu ikke let at evaluere resultaterne, da der ikke findes en enkelt fuldt dækkende indikator for bæredygtighed i fødevaresektoren. Desuden findes der ikke én løsning, der passer alle, da der er forskelle delsektorerne imellem, og virksomhedens størrelse har betydning, når der skal anlægges en formel bæredygtighedsstrategi. Mindre virksomheder betragter derfor ofte bæredygtighed som en mulig kilde til nye administrative byrder snarere end en mulighed.

4.3. På grund af vanskelighederne med at fastsætte præcise foranstaltninger for tilpasning til verdensmålene fokuserer evalueringerne oftest på bredden af de processer, der gennemføres, og graden af oplysning snarere end på konkrete resultater. Under alle omstændigheder hjælper selvevaluering virksomhederne med at finde områder til forbedring både af tilpasningen til verdensmålene og planlægningssystemerne. Selvevaluering hjælper også med at udbrede bæredygtigheds-kulturen i virksomheden.

4.4. Når målene er fastlagt, bør fødevarevirksomhederne fastlægge sammenhængende indikatorer, parametre og konkrete bæredygtighedsmål, som skal opfyldes på kort og lang sigt, og fastlægge procedurer for formidling af resultaterne. På grund af forskellene mellem ansvarlighedsrammerne er det dog stadig ikke let at sammenligne fastsættelsen af målsætninger og tilhørende måleprocedurer.

4.5. Specielt når det gælder SMV'er, bør selvevalueringen udføres på en konstruktiv måde med det mål at gøre folk fortrolige med »bæredygtighedssproget« frem for at fastsætte benchmarks.

4.6. Virksomhederne bør endvidere indarbejde fleksible parametre og målsætninger for bæredygtighed i deres styrings- og ledelsessystemer. Uden henvisninger til bæredygtighedsmål i budgetcyklusser, nøgleresultatindikatorer, overvågnings-mekanismer og karriereforløb er det meget vanskeligt at forbedre bæredygtighedsresultaterne. En sådan indarbejdning er ikke nogen nem opgave, især ikke for SMV'er. Samtidig er det en god mulighed for at gennemgå og styrke disse systemer.

4.7. Virksomheder, der har gode erfaringer med bæredygtighed, bør promovere deres gode praksis. Det vil hjælpe med at vise, at det for en fødevarevirksomhed og specielt en SMV både er muligt og fordelagtigt at være bæredygtig, og kunne anspore andre virksomheder til at følge eksemplet. Dette kan samtidig give en virksomhed en stærk synlighed og værdifulde markedsmuligheder.

4.8. Under »Fixing the Business of Food (21)« -initiativet, som er lanceret af The Sustainable Development Solutions Network (SDSN), har man efter en nøje analyse af de mest udbredte globale bæredygtighedsstandarder, -rammer og -initiativer fastlagt en ramme for analyse baseret på fire søjler for en virksomheds tilpasning til verdensmålene. Søjlerne er som følger:

— produkter og strategier til fremme af sunde og bæredygtige kostvaner

— bæredygtige forretningsaktiviteter og interne processer

— bæredygtige forsynings- og værdikæder

— god samfundsansvarlig holdning hos virksomhederne.

4.9. De enkelte søjler er opdelt i en række forskellige emner. Disse emner er produktet af en iterativ proces med omfattende studier af store globale fødevarevirksomheders bæredygtighedsrapporter, adskillige interaktioner med store, mellemstore og små virksomheder og sammenslutninger (i form af interview, workshopper og spørgeskemaundersøgelser) og analyser af god bæredygtighedspraksis.


(20) »Bæredygtighedssprog« (»Grammar of Sustainability«) er en term, som Elliot M. Tretter har skabt i bogen »Shadows of a Sunbelt City«.(21) Fixing the business of food.

https://www.barillacfn.com/en/publications/fixing-the-business-of-food/

4.10. Med udgangspunkt i rammen har man udformet et selvevalueringsværktøj, som virksomhederne kan benytte til kortlægning af områder, der trænger til forbedring.

4.11. »Fixing the Business of Food«-initiativet danner også grundlag for en digital platform, der fokuserer på god praksis. Rammen med de fire søjler giver konkrete eksempler på målsætninger, mål, indikatorer og parametre, som er særligt udvalgt med fødevarevirksomheder for øje og afstemt med 2030-dagsordenen. Rammen kan endvidere hjælpe virksomhederne med at kortlægge deres nøgleresultatindikatorer, investorerne med at overvåge fødevarevirksomhedernes aktiviteter og udvikling og dem, der udarbejder bæredygtighedsrapporter, med at redigere disse. Som følge af de særlige forhold i visse delsektorer er rammen blevet tilpasset små landbrugsvirksomheder, akvakulturvirksomheder og vinproducenter.

5. Politiske rammer for fødevarevirksomheders tilpasning til verdensmålene for bæredygtig udvikling

5.1. EØSU udtrykker tilfredshed med EU's adfærdskodeks for ansvarlig forretnings- og markedsføringspraksis som en vigtig faktor til gennemførelse af fra jord til bord-strategien. Størsteparten af de berørte parter anser generelt udviklingen af den frivillige kodeks som en værdifuld proces, der har bragt partnerne i fødevareforsyningskæden tættere sammen. Initiativet markerer et udgangspunkt og bør fortsætte med at tjene som en samarbejdsbaseret platform for ansvarlig og bæredygtig forretningspraksis.

5.2. På basis af bl.a. feedback fra virksomheder og interessenter gør EØSU imidlertid opmærksom på begrænsningerne ved en frivillig tilgang og understreger behovet for, at der vedtages regler og love for at sikre en hurtig omstilling til bæredygtighed. Dette omfatter også en revision af konkurrencereglerne for yderligere at styrke samarbejde og bæredygtighed i hele forsyningskæden.

5.3. EØSU fremhæver endvidere, at adfærdskodeksen er svag på det sociale område, og beklager, at kollektive overenskomstforhandlinger ikke nævnes. Den sociale dialog er meget vigtig, og arbejdsmarkedets parter bør inddrages i hele kæden. Vejen til bæredygtighed bør have en positiv indvirkning på lønninger og arbejdsvilkår.

5.4. Adfærdskodeksen mangler også tiltag, der skal gøre sunde og bæredygtige fødevarer mere økonomisk overkommelige. Sunde og bæredygtige fødevarer, der er til at betale, ville hjælpe forbrugerne med at skifte til en sund og bæredygtig kost.

5.5. Adfærdskodeksen mangler en solid overvågningsmekanisme til evaluering af relevansen, gennemførelsen og virkningen af forpligtelserne. Der bør indføres en grundig revisionsprocedure for den konkrete gennemførelse af adfærdskodeksen for at overvåge, hvorvidt de individuelle forpligtelser og tilsagn vedrørende de opstillede mål opfyldes. Erfaringen viser, at kun det, der måles og overvåges, bliver udført. Generelt vil en øget inddragelse af civilsamfundet (den sociale dialog) også være afgørende for et vellykket resultat. Et europæisk fødevarepolitisk råd med flere interessenter og på flere niveauer, som foreslået af EØSU i tidligere udtalelser (22), kunne bl.a. fremme civilsamfundets inddragelse i overvågningen af adfærdskodeksen.

5.6. Indtil videre er det hovedsagelig større og multinationale virksomheder, der har tilsluttet sig adfærdskodeksen. Der skal skabes et miljø, der er gunstigt for støtte og fremme af et stærkere engagement i dagsordenen for bæredygtig udvikling, så SMV'erne bliver en prioritet i EU's fødevarepolitikker. Mens større virksomheder ofte har oprettet egne bæredygtig-hedsafdelinger, har SMV'erne ofte kun begrænsede ressourcer og begrænset kapacitet til at indarbejde bæredygtighed i virksomheden.

5.7. EØSU henleder opmærksomheden på konklusionerne i sine tidligere udtalelser, hvori udvalget efterlyser en mere fair fødevareforsyningskæde og anerkender fødevareforsyningskædens ekstraordinære funktion i hele Europa, der hver dag sikrer alle borgere adgang til fødevarer af høj kvalitet. Det er vigtigt, at medlemsstaterne hurtigt gennemfører EU-direktivet om urimelig handelspraksis og andre støttepolitikker for at fremme mere bæredygtige og robuste fødevaresystemer (23).


(22) EØSU's udtalelse om Civilsamfundets bidrag til udviklingen af en samlet fødevarepolitik i EU (EUT C 129 af 11.4.2018, s. 18), og EØSU's udtalelse om Fra jord til bord: en bæredygtig fødevarestrategi (EUT C 429 af 11.12.2020, s. 268).

(23) EØSU's udtalelse om Mod en fair fødevareforsyningskæde (EUT C 517 af 22.12.2021, s. 38).

https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=OJ:C:2018:129:TOC

https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/ALL/?uri=OJ:C:2020:429:TOC


5.8. Kommissionen har for nylig vedtaget en køreplan for en rammelovgivning om et bæredygtigt EU-fødevaresystem, der skal indarbejde bæredygtighed i alle fødevarerelaterede politikker (24) i overensstemmelse med fra jord til bord-strategien. EØSU glæder sig over dette initiativ som et skridt fremad, da der klart er behov for regulering og en vis grad af standardisering og harmonisering for at sikre troværdighed og lige konkurrencevilkår, og henviser til sine anbefalinger om at fremme en samlet EU-fødevarepolitik.





(24) Bæredygtigt fødevaresystem i EU: nyt initiativ.

https://ec.europa.eu/info/law/better-regulation/have-your-say/initiatives/13174-B%C3%A6redygtigt-f%C3%B8devaresystem-i-EU-nyt-initiativ_da

III

(Forberedende retsakter)

DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG

EØSU'S 565. PLENARFORSAMLING — INTERACTIO, 8.12.2021-9.12.2021

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget —

Europa-Kommissionens vejledning om styrkelse af adfærdskodeksen om desinformation

(COM(2021) 262 final)

(2022/C 152/11)

Ordfører: Thierry LIBAERT

Anmodning om udtalelse Kommissionen, 1.7.2021

Retsgrundlag Artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde








1.1. Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) anerkender såvel kvaliteten af retningslinjerne, der skal styrke den europæiske adfærdskodeks om desinformation, som Kommissionens vilje til løbende at forbedre sin indsats mod desinformation.

1.2. EØSU anbefaler, at Kommissionen vedvarende sikrer, at kampen mod desinformation ikke bliver et påskud for at begrænse de borgerlige frihedsrettigheder, navnlig ytringsfriheden.

1.3. Udvalget anbefaler, at man giver høj prioritet til kampen mod desinformation, ved at man i højere grad fokuserer på at bekæmpe fremkomsten af desinformation frem for at moderere indholdet heraf. Det tilskynder således til en mere forebyggende og offensiv tilgang, hvilket kræver flere ressourcer, herunder kompetencer.

1.4. EØSU bifalder Kommissionens fokus på at bekæmpe desinformation som indtægtskilde. Det anbefaler, at Kommissionen i tillæg til de frivillige tilsagn fra aktører inden for onlineannoncering overvejer en række mere bindende økonomiske, retlige og finansielle instrumenter.

1.5. EØSU anbefaler en kontinuerlig og målrettet dialog med digitale platforme, især med henblik på at præcisere og fremme metoderne til behandling af information. Her tænkes der særligt på Facebook, ikke mindst fordi 78 % af EU's befolkning eller mere end 300 mio. europæere er brugere heraf.


1.6. EØSU anbefaler, at der anvendes flere ressourcer på mindre platforme, der er mindre kendte for den brede offentlighed og undertiden er langt mere uigennemsigtige med hensyn til informationsstrømmen.

1.7. Udvalget anbefaler, at man fortsætter bestræbelserne for at koordinere kampen mod desinformation. I alt for lang tid har spørgsmålet været præget af fragmentering, og kun ved at danne fælles front vil der kunne sættes en stopper for fænomenet.

1.8. EØSU finder det vigtigt med en europæisk plan for mediekendskab, men bemærker samtidig, at medieindhold hører under medlemsstaternes kompetenceområde. En forudsætning for vores demokratier er, at alle, og især de yngste, kan kende forskel på sand og falsk information.

1.9. EØSU anbefaler, at alle aktører, der berøres af og kan spille en rolle i denne kamp, i vid udstrækning inddrages i bekæmpelsen af desinformation, f.eks. forskere og alle civilsamfundsorganisationer.

1.10. EØSU anbefaler, at foranstaltningerne til bekæmpelse af desinformation, navnlig i de lande, der grænser op til Rusland, ikke fokuserer for meget på engelsksproget indhold.

1.11. Indsatsen bør også sikre tilgængelighed og forståelighed for personer med handicap — ikke mindst sensoriske, psykosociale og intellektuelle handicap — som er særligt sårbare over for falsk information.

1.12. Det anbefaler en mere foregribende og proaktiv tilgang, således at eventuelle nye metoder til desinformation bliver medtaget. De teknologiske muligheder for at sprede deepfake har vist, hvor ekstremt hurtigt der kan opstå nye risici.

1.13. På et dybere plan mener EØSU, at desinformation udgør en trussel mod vores demokratier og Den Europæiske Union, men at stigningen i desinformation ikke alene er en konsekvens af de sociale netværks indflydelse, men også et udtryk for den mistillid, der hersker til officielle kilder. EØSU anbefaler, at der skabes flere muligheder for udveksling og dialog mellem alle berørte parter for at skabe en bedre forståelse af de dybereliggende årsager til desinformation og for bedre at kunne bekæmpe fænomenet.


2.1. Covid-19-krisen illustrerer med al tydelighed de trusler og farer, som desinformation udgør for vores samfund. »Infodemien«, dvs. den hurtige spredning af falske, unøjagtige og vildledende oplysninger om pandemien, udgør en betydelig risiko for menneskers sundhed, de offentlige sundhedssystemer, en effektiv krisestyring, økonomien og det sociale sammenhold. Debatterne om vaccination til bekæmpelse af covid-19 vidner om de til tider ekstreme sundhedsmæssige konsekvenser af desinformation. På trods af den betydelige indsats, der hidtil er gjort, er der et presserende behov for at optrappe indsatsen for at bekæmpe desinformation (1).

2.2. I 2018 offentliggjorde Kommissionen en handlingsplan om desinformation med henblik på at styrke EU's kapacitet og samarbejde, når det gælder bekæmpelse af desinformation. Den offentliggjorde også et dokument med titlen »Bekæmpelse af desinformation på internettet: en europæisk tilgang« (2), der indeholder en række værktøjer til at bekæmpe desinformation og beskytte EU's værdier.

2.3. EU's tilgang til bekæmpelse af desinformation har fra starten (3) fokuseret på to indsatsområder. For det første beskyttelse af ytringsfriheden og andre rettigheder og friheder, der er nedskrevet i EU's charter om grundlæggende rettigheder. I overensstemmelse med disse rettigheder og friheder sigter EU's strategi mod at gøre onlinemiljøet og dets aktører mere åbne og mere ansvarlige ved at gøre den anvendte praksis for indholdsmoderation mere gennemsigtig, ansvarliggøre borgerne og fremme en åben demokratisk debat (4).

2.4. I centrum for det andet indsatsområde står trusler, især eksterne trusler, der kan undergrave vores demokratier, særligt under valgperioder. East Stratcom-taskforcen, der blev oprettet i marts 2015, er en del af dette stadig vigtigere mål om bekæmpelse af organiseret og planlagt institutionel desinformation.


(1) Fælles meddelelse om »Bekæmpelse af desinformation om covid-19 — sådan får vi styr på fakta« (JOIN(2020) 8 final).(2) Meddelelse om »Bekæmpelse af desinformation på internettet: en europæisk tilgang« (COM(2018) 236 final).(3) Handlingsplan for bekæmpelse af desinformation (JOIN(2018) 36 final).(4) Onlineplatformenes vilkår og betingelser kan også omfatte indhold, som er skadeligt, men ikke ulovligt, men såfremt desinformation

udgør ulovligt indhold (f.eks. hadefuld tale eller terrorrelateret indhold), vil de relevante retsmidler blive anvendt.

https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:52020JC0008

https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:52018DC0236

https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:52018JC0036

2.5. Adfærdskodeksen om desinformation (5) er et selvreguleringsinstrument og en hjørnesten i EU's bestræbelser på i samarbejde med private aktører at begrænse digital desinformation. Underskriverne af adfærdskodeksen, der trådte i kraft i oktober 2018, tæller nu store onlineplatforme, der er aktive i EU, samt store brancheorganisationer, der repræsenterer den europæiske reklamebranche.

2.6. Adfærdskodeksen, der blev offentliggjort i 2018, har ført til en række betydelige fremskridt. Den viste især sin nytte i starten af covid-19-pandemien, hvor den fik onlineplatforme til at gøre oplysninger fra pålidelige kilder mere synlige. Den har også øget bevidstheden blandt afsenderne af falsk information gennem specifikke advarsler. I Kommissionens meddelelse om bekæmpelse af desinformation om covid-19 blev der endvidere fastlagt et program for overvågning af og rapportering om de foranstaltninger til bekæmpelse af desinformation om covid-19, der træffes af platformenes underskrivere.

2.7. Kommissionens vurdering af adfærdskodeksen i 2020 (6) afslørede imidlertid væsentlige mangler, herunder en inkonsekvent og ufuldstændig anvendelse af kodeksen på platformene og i medlemsstaterne, begrænsninger, der kan tilskrives kodeksens selvregulerende karakter, samt huller med hensyn til, hvad kodeksens forpligtelser omfatter.

2.8. I 2020 fremlagde Kommissionen en handlingsplan for de europæiske demokratier, hvor der blev fastsat yderligere foranstaltninger til bekæmpelse af desinformation, herunder foranstaltninger vedrørende onlineplatformes forpligtelser og ansvar i kampen mod desinformation.

2.9. Den gennemførte derefter et overvågnings- og rapporteringsprogram for covid-19 og iværksatte efter oprettelsen af det europæiske observatorium for digitale medier i juni 2020 en indkaldelse af projekter, som skal give en bedre forståelse af aktører, værktøjer, mål og metoder inden for desinformation.

2.10. For at intensivere kampen mod desinformation fastsætter Kommissionen i sit forslag til retsakt om digitale tjenester (7) en ramme for samregulering gennem adfærdskodekser for at imødegå systemiske risici i forbindelse med desinformation.

2.11. Den 3. juni 2021 fandt Den Europæiske Revisionsret (8), at EU-strategien er utilstrækkelig, uden dog at tage hensyn til den udvidede handlingsplan af 26. maj 2021. Den fandt, at selv om Kommissionens plan er veludformet, er den stadig mangelfuld, bl.a. med hensyn til varslingsmekanismen og onlineplatformenes forpligtelser.

2.12. Den 29. juli 2021 gik Kommissionen og de digitale platforme, der har underskrevet den europæiske adfærdskodeks om desinformation, sammen om at opfordre flere aktører til at tilslutte sig denne kodeks.

3. Kommissionens forslag

3.1. Kommissionen forbedrer løbende sin strategi for bekæmpelse af desinformation. Den nye vejledning til styrkelse af foranstaltningerne indeholder flere muligheder for forbedringer, som er værd at fremhæve.

3.2. Vejledningen til styrkelse af foranstaltningerne til bekæmpelse af desinformation er baseret på Kommissionens hidtidige erfaringer med overvågning og evaluering af kodeksen og på Kommissionens rapport om europaparlaments-valgene i 2019. Den bidrager også til Kommissionens reaktion på Det Europæiske Råds konklusioner fra december 2020. For at indsamle input til vejledningen afholdt Kommissionen drøftelser med flere interessenter samt en workshop for medlemsstaterne.

3.3. I vejledningen fremhæves det, at EU-medlemsstaternes rapportering skal forbedres og være mere detaljeret.

3.4. Det angives også, at det ikke er muligt at bekæmpe desinformation uden måleindikatorer.


(5) https://ec.europa.eu/digital-single-market/en/code-practice-disinformation(6) SWD(2020) 180 final.(7) COM(2020) 825 final.(8) Den Europæiske Revisionsrets særberetning nr. 9/2021, »Desinformation med indvirkning på EU: tacklet, men ikke tæmmet«

(EUT C 215 af 7.6.2021, s. 6).

https://ec.europa.eu/digital-single-market/en/code-practice-disinformation

https://ec.europa.eu/transparency/documents-register/detail?ref=SWD(2020)180&lang=en



3.5. I vejledningen konstateres det, at EU-landene ikke i tilstrækkelig grad udveksler information om verifikation af oplysninger. Således kan oplysninger, der er påvist falske i ét land, fortsætte med at cirkulere i et andet land.

3.6. Det bemærkes i vejledningen, at bekæmpelsen af desinformation skal optrappes, hvad angår muligheden for at tjene penge på desinformation gennem placeringen af reklamer i det digitale rum, herunder Google Ads.

3.7. Adfærdskodeksen lægger særlig vægt på politisk reklame. Det er alt for ofte uklart, hvem der står bag politiske reklamer, og der er behov for at forbedre gennemsigtigheden af de reklamebudskaber, der udbredes, hvilket er i tråd med forslagene i retsakten om digitale tjenester (9) (artikel 30). Kommissionen vil foreslå ny lovgivning med henblik på at opnå større gennemsigtighed i politiske reklamer.


4.1. EØSU bifalder Kommissionens værdifulde arbejde med at bekæmpe desinformation og især den gradvise optrapning af indsatsen.

4.2. Udvalget bemærker, at man i forbindelse med bekæmpelsen af desinformation aldrig må glemme, hvor vigtigt det er også at beskytte ytringsfriheden.

4.3. Der er taget skridt i retning af mere strukturerede drøftelser mellem alle interessenter, hvor bl.a. den akademiske verden er blevet indbudt bredt. EØSU konstaterer, at nødvendigheden af at fokusere på onlinereklamebranchen nu tillægges større vægt.

4.4. EØSU beklager allermest, at vejledningen, hvad angår en styrkelse af adfærdskodeksen for desinformation, fokuserer for meget på indhold og indholdsmoderation og ikke i tilstrækkelig grad på de aktører, der spreder informationen. Indholdet ændrer sig hele tiden, og de anvendte platforme udvikler sig, men hovedaktørerne forbliver grundlæggende de samme, og bevæggrundene ændrer sig ikke. Tilgangen skal være mere forebyggende end helbredende, og Kommissionen bør fokusere på årsagerne frem for konsekvenserne.

4.5. Bag billedet af nogle ideologer, sekter og fanatikere gemmer der sig en reel, yderst rentabel forretning baseret på desinformation. Uvidende herom bruger europæiske virksomheder over 400 mio. EUR på websteder med desinforma-tion (10). Det er anerkendt, at de største kilder til desinformation forfølger økonomiske mål, navnlig gennem et søgesystem, der gør det muligt at tjene store pengebeløb fra onlinereklamer, men også gennem specifikke vedtægter, der giver mulighed for offentlige tilskud. Kommissionen bør derfor fremme økonomiske og finansielle værktøjer til bekæmpelse af desinformation helt fra dens oprindelige udspring.

4.6. EØSU bemærker, at mange platforme ikke i tilstrækkelig grad offentliggør deres metoder til håndtering af desinformation, og at dette vanskeliggør alle europæiske aktørers kamp mod desinformation. Omvendt glæder EØSU sig over, at nogle platforme (YouTube) synes at tage problemet alvorligt.

4.7. Den indflydelse, som de største platforme (Facebook, Twitter) har, må ikke overskygge det forhold, at den mest effektive form for desinformation frem for alt spredes via kanaler, som er mindre kendte som f.eks. VKontakte, Rumble, Odysee, Gab og Parler. Disse mindre platforme har et mindre publikum, men kan nemmere målrettes specifikke grupper efter region, alder og andre parametre. De har heller ikke de økonomiske midler til at bekæmpe den desinformation, de udbreder, eller også finder de den ikke vigtig at bekæmpe, og de bruger ytringsfriheden som undskyldning. Desinformation kommer ofte fra mere lukkede platforme og spredes herefter hurtigt til et bredere publikum (11).

4.8. EØSU mener, at EU's indsats er for fragmenteret og ikke tilstrækkeligt koordineret. De eksisterende strukturer synes at være alt for adskilte. Dette gælder f.eks. det europæiske observatorium for digitale medier og European Stratcom, som er to centrale enheder. Oprettelse af en permanent arbejdsgruppe, hvori Gruppen af Europæiske Tilsynsmyndigheder for Audiovisuelle Medietjenester (ERGA) inddrages, burde gøre informationsudvekslingen lettere. EØSU frygter imidlertid, at arbejdsgruppens handlemuligheder er for begrænsede i forhold til fænomenets omfang.

4.9. Behovet for et bedre samarbejde mellem medlemsstaterne er presserende. Samtidig skal EU tage hensyn til, at mediefriheden, som er uadskillelig fra ytringsfriheden, i øjeblikket er truet i flere medlemsstater. Det samme er tilfældet for deres retssystemer. Dette vil uundgåeligt indvirke negativt på disse landes muligheder for at indgå i et vellykket samarbejde, f.eks. om faktatjek og i overensstemmelse med EU's værdier og mere specifikt retsstatsprincippet. Enhver indsats for at bekæmpe desinformation kan få betydelige konsekvenser for de grundlæggende rettigheder, som skal sikres og beskyttes i alle medlemsstater.


(9) COM(2020) 825 final. Kommissionen. Forslag til forordning om et indre marked for digitale tjenester af 15. december 2020.(10) Claudia Cohen, »Des marques financent, malgré elles, la désinformation« (Varemærker kommer uforvarende til at finansiere

desinformation), Le Figaro, 5. august 2021.(11) Institute for public relations, »Combating foreign disinformation on social media«, Rand corporation, 28. juli 2021.


https://www.lefigaro.fr/medias/des-marques-financent-malgre-elles-la-desinformation-20210805

https://www.lefigaro.fr/medias/des-marques-financent-malgre-elles-la-desinformation-20210805

https://www.rand.org/content/dam/rand/pubs/research_reports/RR4300/RR4373z1/RAND_RR4373z1.pdf

4.10. EU skal have flere beføjelser til effektivt at bekæmpe desinformation, som systematisk spredes af fjendtlige regimer, der ofte styres af regeringer i tredjelande, herunder navnlig Rusland og Kina. For at imødegå denne trussel vil det ikke være nok at arbejde med adfærdskodekser. De nationale myndigheder har brug for mere bistand fra efterretningstjenesterne, og regeringerne ville med fordel kunne udveksle deres viden under hensyntagen til ovennævnte problemer i visse medlemsstater.

4.11. Indsatsen bør også sikre tilgængelighed og forståelighed for personer med handicap — ikke mindst sensoriske, psykosociale og intellektuelle handicap — som er særligt sårbare over for falsk information.

4.12. Civilsamfundet synes at være tilstrækkeligt inddraget. De fleste af de dialogpartnere, som Kommissionen nævner som værende i stand til at handle, er platforme, medier, forskere og faktatjekkere. Især virksomhederne, som risikerer at miste mange penge eller deres omdømme, men også fagforeninger og organisationer skal spille en større rolle i kampen mod desinformation. Civilsamfundsorganisationerne har en betydelig legitimitet, der kan mobiliseres til at bekæmpe desinformation.

4.13. EØSU bemærker, at kampen mod desinformation for størstedelens vedkommende vedrører engelsksproget indhold. Dette skal ses i lyset af, at de fleste platforme er engelsksprogede. Der bør træffes flere tiltag vedrørende ikkeengelsksproget indhold, da der synes at være et større behov herfor i nogle lande (Tjekkiet, Polen, de baltiske lande).

4.14. Generelt går EØSU ind for en mere forebyggende og foregribende indsats. Da der hele tiden opstår nye netværk (Clubhouse), eftersom der til desinformation bruges stadig mere sofistikerede midler (deepfake), og nogle applikationer udgør en mellemting mellem en platform og en privat beskedtjeneste (Telegram), skal der gribes til handling, så snart der opdages nye typer risici.

4.15. Som Den Europæiske Revisionsret beklagede i sin beretning af 3. juni 2021, mangler der på EU-niveau stadig en plan for mediekendskab, der kan sætte civilsamfundet bedre i stand til at afkode information, uanset om den formidles via traditionelle medier eller online. En sådan plan, som hører under landenes kompetence, skal anvendes fra en meget tidlig alder, så de yngste hurtigt kan lære at skelne mellem sandt og falsk i den information, de modtager.

4.16. EØSU bemærker, at mange medier, herunder audiovisuelle medier, alt for ofte på deres platforme benytter sig af personer, der hævder at sidde inde med en videnskabelig ekspertise, for at gøre deres udtalelser mere troværdige. Det anbefales især, at man i højere grad kontrollerer ægtheden af de akademiske kompetencer hos de personer, der anvendes som eksperter i medierne.

Bruxelles, 9. december 2021.




Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »beretning fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget —

Beretning om konkurrencepolitikken 2020«

(COM(2021) 373 final)

(2022/C 152/12)

Ordfører: Giuseppe GUERINI





Vedtaget på plenum 8.12.2021





1.1. EØSU understreger vigtigheden af at tilpasse og omforme EU's konkurrencepolitik i takt med de hurtige sociale og økonomiske forandringer, vi er vidne til. Det er bydende nødvendigt løbende at tilpasse lovgivningsrammen og håndhævelsesprioriteterne, så de altid er tidssvarende.

1.2. EØSU værdsætter, at den europæiske økonomi takket være den fleksibilitet, Kommissionen har tilladt på statsstøtteområdet, er kommet igennem covid-19-krisen med betydelig offentlig, statslig støtte.

1.3. EØSU mener, at det er lykkedes Kommissionen at finde en fornuftig balance mellem det hidtil usete presserende behov for at smidiggøre statsstøttereglerne og det samtidige behov for at sikre et minimum af lovgivning og en generel kontrol fra Kommissionens side for at begrænse uforholdsmæssigt store uligheder i det indre marked som følge af medlemsstaternes forskellige kapacitet til yde finansiel støtte til deres nationale økonomi.

1.4. For så vidt angår forholdet mellem kartelreglerne (artikel 101 i TEUF) og pandemikrisen, bifalder EØSU, at Kommissionen hurtigt vedtog en meddelelse, hvis sigte var at fremme samarbejdsprojekter mellem virksomheder for at afhjælpe forsyningsknapheden på basale varer og tjenesteydelser under pandemien Det var et eksempel på en hurtig og hensigtsmæssig tilpasning af Kommissionens retningslinjer for horisontale samarbejdsaftaler til den konkrete sociale, økonomiske og sundhedsmæssige situation, der opstod i løbet af 2020.

1.5. EØSU bifalder endvidere, at Det Europæiske Konkurrencenetværk, der søger at koordinere de nationale konkurrencemyndigheders og GD COMP's aktiviteter, var i stand til at udtrykke en klar fælles holdning til anvendelsen af konkurrencereglerne under covid-19-sundhedskrisen med henblik på at forhindre en eventuel udnyttelse og opportunistisk adfærd, der især er skadelig i krisetider.

1.6. EØSU anser Kommissionens lovforslag vedrørende konkurrence på de digitale markeder for meget nyttige i forhold til at opnå harmoniserede regler, der kan skabe tiltro hos borgerne, forbrugerne og SMV'erne (især mikrovirksomhederne) til, at konkurrencestrukturen på markederne på den ene side og personoplysninger på den anden side er ordentligt beskyttet. Disse oplysninger og deres anvendelsen bør forstås dels som beskyttelse af enkeltpersoner og deres frihedsrettigheder, dels som konkurrencefaktorer af afgørende strategisk betydning.

1.7. EØSU værdsætter Kommissionens vilje til at tydeliggøre, hvorvidt konkurrencereglerne finder anvendelse på kollektive overenskomster for udbydere af tjenester inden for den digitale økonomi og på digitale platforme, der ikke altid passer ind i de beskæftigelseskategorier, som arbejdsretten traditionelt opererer med. Denne tydeliggørelse er påkrævet for at forhindre eventuelle negative konsekvenser for tjenesteudbyderne som følge af anvendelse af konkurrenceretten.


1.8. Med henvisning til EU-Domstolens dom i Tercassagen gør EØSU opmærksom på, at garantiordninger for privatfinansierede banker, hvori staten ikke har bestemmende indflydelse, må anses for undtaget fra EU's statsstøtteregler, eftersom de ikke udgør statslig indgriben i økonomien, men snarere er et udtryk for en gensidig privat solidaritetsordning mellem kreditinstitutioner, der involverer private midler og ikke statens midler.

1.9. EØSU håber, at Kommissionen vil samordne konkurrencepolitikken med andre politikker af strategisk relevans for de europæiske virksomheder, f.eks. de internationale handelspolitikker. Det ville være en positiv udvikling i betragtning af, at virksomheder fra tredjelande ofte opnår konkurrencemæssige fordele i forhold til europæiske virksomheder som følge af uretfærdig statsstøtte og produktionsmodeller, der ikke er forenelige med de europæiske værdier og principper, der er fastlagt i EU-traktaterne og EU-lovgivningen.

2. Indledning

2.1. Kommissionens 50. årsberetning om konkurrencepolitikken 2020 har et stærkt fokus på initiativerne for at dæmme op for de sociale og økonomiske konsekvenser af den globale covid-19-pandemi.

2.2. Der er tale om den første beretning om konkurrencepolitikken efter fornyelsen af Europa-Parlamentet og gennemførelsen af Brexit samt den første beretning fra Kommissionen under ledelse af kommissionsformand Ursula von der Leyen.

2.3. Håndhævelsen af EU's konkurrenceregler har i årenes løb på afgørende vis bidraget til realiseringen af en social markedsøkonomi, jf. traktaterne om EU's oprettelse, således at EU kan kombinere europæiske værdier som vækst og konkurrenceevne med lige så vigtige værdier som retfærdighed og solidaritet i et indre marked, der er både konkurrencedygtigt og inklusivt.

2.4. De senere års hastige og uventede forandringer på sundhedsområdet og det sociale, teknologiske og økonomiske område understreger vigtigheden af en konkurrencepolitik, der konstant kan ajourføres og udvikles i takt med forandringerne, så lovgivningsrammen og håndhævelsesprioriteterne altid er tidssvarende.

2.5. I 2020 oplevede vi en af de værste globale kriser nogensinde, og det er nu klart, at EU's indsats og reaktionsevne hjalp de europæiske virksomheder og borgere med komme igennem en krise uden fortilfælde i kraft af betydelig offentlig, statslig støtte, der kunne ydes som følge af den fleksibilitet, Kommissionen tillod på statsstøtteområdet. Konkurrence-politikken har således udvist en stor evne til at tilpasse sig uventede og ekstreme situationer.

2.6. EU har desuden været i stand til at iværksætte en egentlig stimulusplan, der skal få de nationale økonomier på sporet mod en solid genopretning, der kan genskabe tilliden på markederne, idet tilførsel af midler til medlemsstaterne er kombineret med nøje overvågning med henblik på at undgå uforholdsmæssigt store markedsforvridninger og skadelige konsekvenser for økonomien.

2.7. Med det sigte at konkurrencepolitikken også i fremtiden skal være effektiv og fleksibel, glæder Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) sig over styrkelsen af den privatretlige håndhævelse af kartelreglerne som fremhævet i Kommissionens beretning, og som er en følge af vedtagelsen af direktivet fra 2014.

2.8. EØSU støtter desuden Kommissionens igangværende evaluering af, om der behov for at revidere de gældende statsstøtteregler for tjenesteydelser af almen økonomisk interesse især i forhold til sundhedstjenester og sociale tjenester af afgørende betydning for den sociale samhørighed i EU.

2.9. EØSU håber, at Kommissionen vil samordne konkurrencepolitikken og håndhævelsen af statsstøttereglerne med andre politikker, der har virkninger for de europæiske virksomheder, f.eks. de internationale handelspolitikker. Det ville især være hensigtsmæssigt i betragtning af, at virksomheder fra tredjelande ofte opnår konkurrencemæssige fordele i forhold til europæiske virksomheder som følge af uretfærdig statsstøtte og produktionsmodeller, der ikke er forenelige med de europæiske værdier og bæredygtighedsprincipper, der er fastlagt i traktaterne.

3. Konkurrencepolitik og pandemikrisen

3.1. EØSU ser positivt på den fleksibilitet, Kommissionen har sikret, hvad angår statsstøttereglerne efter covid-19-krisen, med vedtagelsen af en særlig midlertidig ramme (marts 2020), der frem til januar 2021 blev ajourført fem gange i takt med pandemiens udvikling.


3.2. EØSU bifalder, at Kommissionen først afklarede, hvilke foranstaltninger der kunne træffes uden forhåndsmeddelelse i henhold til de gældende regler, og samtidig gennemførte en midlertidig og fleksibel lovgivningsramme, der har gjort det muligt at yde statsstøtte uden sidestykke ved en forenklet procedure.

3.3. Kommissionens Generaldirektorat for Konkurrence (GD COMP) gav inden for denne retlige ramme tilladelse til et bemærkelsesværdigt stort antal nationale støtteordninger på meget kort tid, således som nødsituationen under pandemien krævede det, og udviste dermed en ekstraordinær operativ kapacitet.

3.4. EØSU mener, at det er lykkedes Kommissionen at finde en fornuftig balance mellem det hidtil usete presserende behov for at smidiggøre statsstøttereglerne og det samtidige behov for at sikre et minimum af lovgivning og en generel kontrol fra Kommissionens side — begge med det sigte at begrænse uforholdsmæssigt store uligheder i det indre marked som følge af medlemsstaternes forskellige kapacitet til yde finansiel støtte til deres nationale økonomi.

3.5. De mange forskellige støtteforanstaltninger for virksomheder inden for den midlertidige ramme — som bl.a. omfatter direkte støtte, offentlige garantier for banklån, lavtforrentede lån og kapitalandele i virksomheder — og de høje tilladte støttelofter, især efter Kommissionens seneste korrigerende foranstaltninger i januar 2021, har vist sig egnede til at håndtere krisen og repræsenterer en kvalitativ udvikling i forhold til den foregående midlertidige ramme, der blev vedtaget efter finanskrisen i 2008.

3.6. For så vidt angår forholdet mellem offentlige indgreb i økonomien og statsstøttereglerne, understreger EØSU, at konkurrencereglerne også kan være vigtige i forhold til medlemsstaternes anvendelse af de EU-midler, de tilføres, og for en korrekt og ikkeforvridende gennemførelse af de nationale genopretnings- og resiliensplaner.

3.7. For så vidt angår forholdet mellem kartelreglerne, jf. artikel 101 i TEUF, og pandemikrisen, værdsætter EØSU, at Kommissionen hurtigt vedtog en meddelelse, der tager sigte på at fremme samarbejdsprojekter mellem virksomheder for at afhjælpe forsyningsknapheden på basale varer og tjenesteydelser under pandemien, og tilpassede sine traditionelle retningslinjer for horisontale samarbejdsaftaler til den sociale, økonomiske og sundhedsmæssige situation, der opstod i løbet af 2020.

3.8. EØSU anser samtidig de gennemførelsesforordninger, som Kommissionen udstedte i april 2020 om midlertidig lempelse af anvendelsesområdet for konkurrencereglerne i de landbrugssektorer, der var hårdest ramt af covid-19-pande-mien, for særligt hensigtsmæssige. Disse forordninger gjorde det muligt for landbrugere og brancheorganisationer at træffe midlertidige kollektive foranstaltninger for at stabilisere visse landbrugssektorer.

3.9. I beretningen om konkurrencepolitikken 2020 beskrives desuden Kommissionens aktiviteter med hensyn til fusionskontrol med 361 anmeldte transaktioner og 352 vedtagne afgørelser, der førte til indgreb i 18 sager. Det betyder, at 76 % af samtlige anmeldte transaktioner i 2020 blev godkendt via den forenklede procedure i »første fase«, hvilket viser, at procedurereglerne fungerer godt. Dette er særligt nyttigt i lyset af opsvinget i fusioner og overtagelser på globalt plan, der fremmes af den store mængde likviditet, som er til stede i øjeblikket.

3.10. Endelig finder EØSU det meget betydningsfuldt, at Det Europæiske Konkurrencenetværk, der søger at koordinere de nationale konkurrencemyndigheders og GD COMP's aktiviteter, var i stand til at udtrykke en klar fælles holdning til anvendelsen af konkurrencereglerne under covid-19-sundhedskrisen med det sigte at forhindre en eventuel udnyttelse og opportunistisk adfærd, der ville være særlig forkastelig og skadelig i krisetider.

4. Digital omstilling og konkurrence

4.1. Den digitale omstilling og udvikling af økonomien baseret på ny informations- og kommunikationsteknologi rejser nye og vigtige spørgsmål for konkurrencen. EØSU finder det derfor vigtigt, at EU-institutionerne griber ind med hensigtsmæssige regler.

4.2. EØSU har allerede udtalt sig om Kommissionens tre store lovgivningsforslag om regulering af den digitale økonomi, nemlig forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om åbne og retfærdige markeder i den digitale sektor (retsakt om digitale markeder) (1), forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om et indre marked for digitale tjenester (retsakt om digitale tjenester) (2) og forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om europæisk datastyring (forordning om datastyring) (3).


(1) EUT C 286 af 16.7.2021, s. 64.(2) EUT C 286 af 16.7.2021, s. 70.(3) EUT C 286 af 16.7.2021, s. 38.




4.3. Det fælles tema for de tre EØSU-udtalelser om disse spørgsmål vedrører behovet for, at EU indfører harmoniserede regler, der kan skabe tiltro hos borgerne, forbrugerne og SMV'erne (især mikrovirksomhederne) til, at konkurrencestruk-turen på markederne på den ene side og personoplysninger på den anden side er tilstrækkeligt beskyttet. Disse oplysninger og deres anvendelse bør forstås på to måder: dels som beskyttelse af enkeltpersoner og deres frihedsrettigheder, dels som konkurrencefaktorer af afgørende strategisk betydning.

4.4. På denne baggrund er reelt konkurrencedygtige og åbne markeder afgørende for at undgå, at digitale platforme, der optræder som gatekeepers, misbruger deres markedsposition, således at man sikrer, at nye og fremtidige digitale virksomheder kan udvikle sig til gavn for innovationen, væksten og i sidste ende forbrugervelfærden.

4.5. EØSU anser de lovforslag, Kommissionen fremsatte i løbet af 2020, for et egnet udgangspunkt for en retlig ramme, der bør finjusteres gennem årene via en konstant ajourføring af reguleringen af sektoren og af konkurrencereglerne i forhold til de markedsstrukturer, der gradvis opstår med udviklingen af den digitale økonomi.

4.6. I denne forbindelse er det vigtigt, at der sikres lige vilkår med hensyn til adgang og konkurrenceevne for de forskellige aktører på de digitale markeder, dels for at sikre en bedre funktion af det indre marked, dels for at undgå konkurrenceforvridninger af hensyn til forbrugerne og de europæiske virksomheder, idet der også må tages passende og større hensyn til de sociale følger af den retlige ramme for den digitale økonomi.

4.7. EØSU glæder sig på den baggrund især over følgende passage på side 30 i Kommissionens beretning: »Den sociale markedsøkonomi er et fundament, som EU bygger på, og som støttes af EU's konkurrencepolitik. Mennesker og virksomheder trives, hvis økonomien arbejder til deres fordel«. Udvalget håber på en konkretisering af dette princip i analysen og evalueringen af gennemførelsen af konkurrencepolitikken.

5. Konkurrence og kollektive overenskomster

5.1. Udviklingen af den digitale økonomi og af digitale platforme har store konsekvenser ikke kun for markedsstrukturen, men også for arbejdsmiljøet og for den måde, folk arbejder på, idet den skaber nye job- og udviklingsmuligheder. Som bekendt er der dog også nogle mulige problemer forbundet med arbejdsforholdene for tjenesteudbyderne, som med fordel kunne organisere sig og optræde kollektivt.

5.2. EØSU værdsætter derfor Kommissionens vilje til virkelig at tydeliggøre, hvorvidt konkurrencereglerne finder anvendelse på kollektive overenskomster for udbydere af tjenester inden for den digitale økonomi og på digitale platforme, der ikke altid passer ind i de beskæftigelseskategorier, som arbejdsretten traditionelt opererer med.

5.3. Selv om det for nogen tid siden blev slået fast i Domstolens retspraksis, at konkurrencereglerne ikke finder anvendelse på kollektive overenskomster mellem arbejdstagere og virksomheder, udestår der fortsat en række uklarheder om, hvorvidt og i hvilken udstrækning konkurrencereglerne finder anvendelse på kollektive overenskomster for selvstændige tjenesteudbydere.

5.4. Det ville derfor være hensigtsmæssigt med større retssikkerhed og forudsigelighed på området for at fjerne lovgivningsmæssige usikkerheder, der potentielt kan medføre ineffektivitet og udgifter til regelefterlevelse. Samtidig skal man være opmærksom på, at tjenesteudbyderne kan have interesse i at organisere sig effektivt for at opnå bedre forhold og en ramme, hvor de er bedre beskyttet under udøvelsen af deres aktiviteter.

6. Konkurrence og klima- og miljømål

6.1. EU's ambitiøse klimadagsorden og den strategiske dagsorden, som den europæiske grønne pagt skal fremme, bliver vanskelig at gennemføre, hvis der ikke foretages visse nødvendige tilpasninger af konkurrencepolitikken og især statsstøttereglerne, incitamentsprogrammer og finansiering til grøn innovation.

6.2. Konkurrencepolitikken kan således spille en aktiv rolle i forbindelse med opfyldelsen af EU's klima- og miljømål. Der er i Kommissionens beretning beskrevet en række tiltag, især vedrørende kontrollen med statsstøtte, hvorigennem Kommissionen har vurderet og givet tilladelse til statslige foranstaltninger til fremme af den cirkulære økonomi, vedvarende energi og energieffektivitet, og EØSU bifalder og støtter disse foranstaltninger.


6.3. EØSU er derfor enig i denne tilgang, men anbefaler samtidig, at der ved vurderingen af de forskellige foranstaltninger også tages hensyn til deres sociale indvirkning. Investeringerne i den cirkulære økonomi og i vedvarende energi er i mange tilfælde en mulighed for at skabe nye job bl.a. ved hjælp af instrumenter, der fremmer inklusionen af de svageste og mest sårbare grupper.

6.4. Med hensyn til vedvarende energi gør udvalget opmærksomhed på den rolle, som spilles af de energifællesskaber og fællesskaber for vedvarende energi, der fremmes inden for rammerne af EU's sektordirektiver, og som gennem etableringen af horisontale netværk, ofte i form af kooperativer, fremmer borgernes direkte deltagelse i produktionen og delingen af energi fra bl.a. vedvarende kilder.

6.5. EØSU mener, at inddragelse af disse interesser vil være hensigtsmæssigt med henblik på at skabe et mere varieret spektrum af aktører, der har adgang til energimarkederne og desuden tjene to formål, nemlig sikre pluralisme i erhvervslivet og skabe større konkurrence på markederne for energi og vedvarende energi.

7. Konkurrence og banksektoren

7.1. Ifølge beretningen om konkurrencepolitikken 2020 blev der ikke rejst nogen nye sager om statsstøtte over for banker og finansieringsinstitutter. Kommissionen præciserer videre, at den har forlænget en række allerede eksisterende nationale støtteordninger, der giver medlemsstaterne mulighed for om nødvendigt at gribe ind for at fremme en ordentlig håndtering af vanskelige situationer eller kriser i små kreditinstitutter.

7.2. EØSU gør opmærksom på betydningen af lokale og regionale banker som dem, der sikrer den nødvendige virksomhedsbiodiversitet i banksektoren, og som markedsaktører tæt på husholdninger og virksomheder i afsides liggende områder. Udvalget bifalder, at Kommissionen har godkendt en forlængelse af de ordninger, hvor der er behov for at styre en velordnet udtræden af markedet for alle banker uanset størrelse for at beskytte sparerne og værne om tilliden til den økonomiske og finansielle ramme.

7.3. Under henvisning til EU-Domstolens dom i Tercassagen, der stadfæstede afgørelsen i første instans med samme konklusioner, gør EØSU opmærksom på, at garantiordninger for privatfinansierede banker, hvori staten ikke har bestemmende indflydelse, må anses for undtaget fra EU's statsstøtteregler.

7.4. Den slags garantiordninger udgør nemlig ikke et statsligt indgreb i økonomien, men er snarere et udtryk for en gensidig privat solidaritetsordning mellem kreditinstitutioner og for selvorganisering ved hjælp af egne ressourcer med det formål at opretholde kontohavernes og sparernes tillid til banksystemet, herunder i tilfælde af specifikke kriser.

8. Konkurrence og skatteordninger

8.1. Udfaldet af de forskellige retstvister, hvor Kommissionen har været part i sager ved EU-Domstolen vedrørende nationale selektive skattefordele og nationale skatteafgørelser, der i første omgang blev anset for at stride mod artikel 107 i TEUF, understreger, at Kommissionen med rette ønsker at sikre en effektiv harmonisering af skattereglerne i EU gennem alle de instrumenter, der er til rådighed, herunder også gennemførelsesafgørelserne vedrørende statsstøttelovgivningen.

8.2. De blandede udfald af disse afgørelser ved de europæiske domstole understreger imidlertid, at der er behov for mere effektive og mere harmoniserede EU-skatteregler ved at gennemføre den relevante handlingsplan på området, som Kommissionen godkendte i starten af 2021, og dermed også ved at vedtage passende lovgivningsinitiativer på skatteområdet for at beskytte det indre marked og dets konsolidering.





Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2014/53/EU om harmonisering af medlemsstaternes love om

tilgængeliggørelse af radioudstyr på markedet«

(COM(2021) 547 final — 2021/0291 (COD))

(2022/C 152/13)

Ordfører: Christophe LEFÈVRE

Anmodning om udtalelse Rådet for den Europæiske Union, 30.9.2021

Europa-Parlamentet, 4.10.2021









1.1. Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) noterer sig Kommissionens forslag om at handle hurtigt for at indføre USB-C-standarden, som er en sammenhængende og ensartet standard for opladere til mobiltelefoner og lignende enheder.

1.2. De seneste frivillige initiativer fra 2009 og 2014 har ikke fuldt ud opfyldt EU's politiske mål om at reducere elektronisk affald (e-affald), øge brugervenligheden og undgå fragmentering af markedet for opladere. Det anslås, at kasserede opladere stod for 11 000 ton e-affald i 2018.

1.3. Europa-Parlamentet vedtog en beslutning i januar 2020 (1) om at udforme mere bindende lovgivning, som EØSU bakker fuldstændigt op om.

1.4. EØSU støtter fuldt ud Kommissionens direktivforslag, som Europa-Parlamentet havde opfordret til.

1.5. EØSU ønsker at gå længere end Kommissionens forslag og anbefaler at udvide dette krav til opladere til mobiltelefoner og lignende enheder til også at omfatte alt elektronisk, forbundet og genopladeligt radioudstyr samt opladere til bærbare computere. Det er vigtigt også at kunne oplade en mobilenhed med en computeroplader af typen USB-C på 65 W i stedet for 2,1 W og undgå at skulle rejse rundt med flere forskellige opladere.

1.6. EØSU bemærker, at brugerne i stadig stigende grad har adgang til USB-stik med lav effekt (2,1 W) til opladning af mobilenheder med eller uden kabel i busser, fly, butikscentre, konferencerum og andre offentlige steder. Disse stik har sommetider ikke tilstrækkelig effekt til at oplade visse enheder, der ikke desto mindre er omfattet af direktivet.

1.7. For at fremme hurtig opladning og tilskynde brugerne til at låne hinandens USB-C-kabler under kortere rejser eller i et kortere tidsrum, anbefaler EØSU, at disse steder fremover udstyres med lynopladere. Dette imødekommer et af de behov, der blev givet udtryk for i en af Kommissionens undersøgelser.


(1) Europa-Parlamentets beslutning af 30. januar 2020 om en universaloplader til mobilt radioudstyr (2019/2983(RSP)) (EUT C 331 af 17.8.2021, s. 2).

https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/ALL/?uri=CELEX:52020IP0024


1.8. EØSU bemærker, at batterier kan have en begrænset levetid i forhold til resten af udstyret. Udvalget anbefaler, at der indføres samme standarder for batterier, som anvendes i computere, tablets eller mobiltelefoner, således at de kan udskiftes, og det ikke bliver nødvendigt at købe helt nyt udstyr, hvis batteriet udviser funktionsfejl på et tidligt tidspunkt.

1.9. EØSU fremhæver elektronikproducenternes ansvar med hensyn til bæredygtig udvikling og opfordrer dem til at sikre, at omkostningerne ved batteriudskiftning er beskedne, og at den tekniske gennemførlighed afholder brugerne fra at udskifte hele det elektroniske udstyr, når kun batteriet behøver at blive udskiftet.

1.10. EØSU opfordrer Kommissionen til at henstille til producenterne ikke at forsøge at omgå lovgivningen ved at ændre spænding eller strømstyrke, som vil gøre det nødvendigt at anvende mærkets oplader og umuligt at nå de i direktivet opstillede mål.

1.11. EØSU opfordrer Kommissionen og Europa-Parlamentet til at iværksætte en omfattende informationskampagne rettet mod den brede offentlighed, så snart lovgivningen er blevet vedtaget, for således at oplyse forbrugerene og tilskynde dem til i fremtiden kun at anskaffe udstyr med USB-C-grænseflade.

2. Baggrund for udtalelsen

2.1. Siden 2009 har Kommissionen forsøgt at begrænse fragmenteringen af markedet for grænseflader til opladning af mobiltelefoner og lignende enheder. Disse initiativer har imidlertid kun ført til frivillige ordninger (2), der ikke er juridisk bindende, og som derfor ikke sikrer en konsekvent og ensartet anvendelse.

2.2. De seneste frivillige initiativer opfylder ikke fuldt ud Unionens politiske mål om at reducere elektronisk affald (e-affald), sikre brugervenlighed og undgå fragmentering af markedet for opladere.

2.3. En manglende harmonisering på dette område kan føre til væsentlige forskelle mellem medlemsstaternes love, forordninger, administrative bestemmelser eller praksis om interoperabilitet for mobiltelefoner og lignende kategorier eller klasser af radioudstyr med deres opladere og om levering af radioudstyr uden opladere.

2.4. Derfor kræves der handling på EU-plan for at fremme en fælles grad af interoperabilitet og formidling af oplysninger om radioudstyrs opladningskarakteristika til slutbrugere.

2.5. I januar 2020 vedtog Europa-Parlamentet en beslutning (3), der opfordrede til hurtig vedtagelse af en standard for universalopladere til mobiltelefoner for at undgå yderligere fragmentering af det indre marked.

2.6. Det anslås, at mobiltelefonopladere stod for omkring 11 000 ton e-affald i 2018, og at de dermed forbundne livscyklusemissioner lå på ca. 600 kt CO2-ækvivalenter.

2.7. Unionen er fast besluttet på at fremme en effektiv anvendelse af ressourcer ved at gå over til en ren, cirkulær økonomi gennem indførelse af initiativer som f.eks. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/19/EU (4) og senest gennem indførelsen af den europæiske grønne pagt. Dette direktiv har til formål at reducere det e-affald, der produceres ved salg af radioudstyr, og at reducere udvindingen af råmaterialer og CO2-emissionerne genereret ved produktion, transport og bortskaffelse af opladere og derved fremme en cirkulær økonomi.

2.8. Forslaget sigter mod at indføre krav i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/53/EU (5) vedrørende kommunikationsprotokoller for opladning, opladningsgrænsefladen (dvs. ladestikket) for disse kategorier eller klasser af radioudstyr, samt de oplysninger, der skal formidles til slutbrugerne om opladningsegenskaber for disse kategorier eller klasser af radioudstyr.


(2) https://ec.europa.eu/docsroom/documents/2417/attachments/1/translations(3) Europa-Parlamentets beslutning af 30. januar 2020 om en universaloplader til mobilt radioudstyr (2019/2983(RSP)) (EUT C 331 af

17.8 2021, s. 2).(4) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/19/EU af 4. juli 2012 om affald af elektrisk og elektronisk udstyr (WEEE) (EUT L 197

af 24.7.2012, s. 38).(5) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/53/EU af 16. april 2014 om harmonisering af medlemsstaternes love om

tilgængeliggørelse af radioudstyr på markedet og om ophævelse af direktiv 1999/5/EF (EUT L 153 af 22.5.2014, s. 62).

https://ec.europa.eu/docsroom/documents/2417/attachments/1/translations



https://eur-lex.europa.eu/eli/dir/2012/19/oj?locale=da

https://eur-lex.europa.eu/eli/dir/2012/19/oj?locale=da

https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/PDF/?uri=OJ:L:2014:153:FULL&from=EN

2.9. I forslaget kræves, at mobiltelefoner og lignende radioudstyr (tablets, digitalkameraer, hovedtelefoner med eller uden mikrofon, håndholdte videospillekonsoller og bærbare højttalere), hvis de kan oplades via kabel, er udstyret med USB Type C-stik, og, hvis de samtidig kræver opladning ved spændinger over 5 volt eller en strømstyrke på over 3 ampere eller en effekt på over 15 watt, er udstyret med opladningskommunikationsprotokollen for USB-strømforsyning.

2.10. Kommissionen kan vedtage delegerede retsakter med henblik på i fremtiden at regulere andre typer af opladningsteknologier end opladning via kabel.


3.1. EØSU bemærker, at Kommissionen i 12 år har arbejdet for at harmonisere standarderne for telefonopladere og dermed opfylde kravene om bæredygtighed og reduktion af affald, som er vanskeligt at genanvende.

3.2. EØSU påpeger, at der i mangel af en universaloplader systematisk sælges en telefonoplader og et strømforsy-nings-/datakabel med hver enhed til trods for, at forbrugeren kunne have mulighed for kun at købe selve enheden.

3.3. EØSU støtter fuldt ud Kommissionens direktivforslag, som Europa-Parlamentet havde opfordret til.

3.4. Det er klart, at salget af specifikke opladere udgør en væsentlig del af producenternes indtægter, navnlig inden for mobiltelefoni. Det bør derfor sikres, at samme producenter ikke med jævne mellemrum ændrer de elektroniske standarder (spændingsniveau, nødvendig effekt m.m.), hvilket gør det nemmere for dem systematisk at sælge deres egen opladermodel og sågar dataoverførselskabel, som i stedet kunne være universel, hvis det blev muligt at genanvende en tidligere anskaffet oplader. Dette undergraver en effektiv gennemførelse, som sigter mod at reducere mængden af e-affald.

3.5. EØSU opfordrer Kommissionen og Europa-Parlamentet til at iværksætte en omfattende informationskampagne rettet mod den brede offentlighed, så snart lovgivningen er blevet vedtaget, for således at oplyse forbrugerene og tilskynde dem til i fremtiden kun at anskaffe udstyr med USB-C-grænseflade.


4.1. EØSU anbefaler, at branchen fremmer lynopladning af mobiltelefoner ved hjælp af højeffektopladere som f.eks. en almindelig oplader til en bærbar computer med USB Type C-udgang på 65 W i stedet for 2,1 W.

4.2. EØSU bemærker, at brugerne i stadig stigende grad har adgang til USB-stik til opladning af mobilenheder med eller uden kabel i busser, fly, butikscentre, konferencerum og andre offentlige steder. Som udgangspunkt er der tale om stik med lav effekt (2,1 W), som i forvejen er utilstrækkelige til at oplade visse enheder, der er omfattet af direktivet. For at fremme hurtig opladning og tilskynde brugerne til at låne hinandens USB-C-kabler under kortere rejser eller i et kortere tidsrum, anbefaler EØSU, at disse steder fremover udstyres med lynopladere. Dette imødekommer et af de behov, der blev givet udtryk for i en af Kommissionens undersøgelser.

4.3. EØSU anbefaler således, at kravet om én USB-C-universaloplader til mobiltelefoner også kommer til at gælde for bærbare computere, selv om lade- og effektniveauet skal tilpasses elektronisk. Både af hensyn til miljøet og for at undgå, at man skal rejse rundt med mange forskellige opladere, bør kravet i direktivet udvides til også at omfatte bærbare computere, medmindre der findes teknologiske begrænsninger, som bør begrundes udførligt.

4.4. EØSU bemærker, at batterier kan have en begrænset levetid i forhold til resten af udstyret. Udvalget anbefaler, at der indføres samme standarder for batterier, som anvendes i computere, tablets eller mobiltelefoner, således at de kan udskiftes nemt og billigt, og det ikke bliver nødvendigt at købe helt nyt udstyr, hvis batteriet udviser funktionsfejl på et tidligt tidspunkt. EØSU fremhæver elektronikproducenternes ansvar med hensyn til miljøvenlighed og bæredygtig udvikling.





Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EU) 2017/746 for så vidt angår overgangsbestemmelser for visse former for medicinsk udstyr til in vitro-diagnostik og udskydelse af anvendelsen af krav til

internt udstyr«

(COM(2021) 627 final — 2021/0323 (COD))

(2022/C 152/14)

Ordfører: Christophe LEFÈVRE

Høring Europa-Parlamentet, 18.10.2021

Rådet, 22.10.2021

Retsgrundlag Artikel 114 og artikel 168, stk. 4, litra c), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde







1.1. Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) støtter under hensyntagen til de ekstraordinære omstændigheder, der er opstået som følge af SARS-CoV-2-pandemien (covid-19) og dens indvirkning på forskellige områder, der er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/746 (1), Kommissionens forslag som en passende og nødvendig foranstaltning til at sikre et højt niveau for beskyttelse af folkesundheden og denne sektors økonomiske interesser.

1.2. EØSU understreger, at sundhed er en vigtig prioritet for Europas borgere, og gentager, at medicinsk udstyr til in vitro-diagnostik spiller en afgørende rolle for forebyggelse, diagnosticering og behandling af sygdomme (2). Det er afgørende for vores sundhed og for livskvaliteten for mennesker med sygdomme og handicap og for at kunne håndtere disse, så meget desto mere under en global pandemi.

1.3. EØSU glæder sig over, at Europa-Parlamentet og Rådet (sundhed) (EPSCO) den 15. juni 2021 udtrykte bekymring over den meget kritiske situation og opfordrede Kommissionen til hurtigst muligt at forelægge et lovgivningsforslag med henblik på at lette overgangen til den nye lovramme og sikre tilgængeligheden af medicinsk udstyr til in vitro-diagnostik på EU-markedet.

1.4. Det er ifølge EØSU afgørende, at borgerne forsikres om, at disse test er pålidelige. Målet er at reducere andelen af »falsk positive«, men også »falsk negative« resultater betydeligt. Kun 8 % af alt udstyr til in vitro-diagnostik, der er tilgængeligt på markedet, er underlagt de bemyndigede organers kontrol i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/79/EF (3) til sammenligning med det mål på 80 % for medicinsk udstyr til in vitro-diagnostik, der fremgår af udkastet til forordning.

1.5. EØSU støtter derfor fuldt ud en hurtig forøgelse af certificeringskapaciteten for udstyr til in vitro-diagnostik.

1.6. EØSU anbefaler også, at resultaterne af disse test gøres til genstand for særlig lægehjælp, når der opnås et positivt resultat, navnlig hvis der er udstyr til rådighed på selvbetjeningsbasis.


(1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/746 af 5. april 2017 om medicinsk udstyr til in vitro-diagnostik og om ophævelse af direktiv 98/79/EF og Kommissionens afgørelse 2010/227/EU (EUT L 117 af 5.5.2017, s. 176).

(2) EØSU's udtalelse (EUT C 133 af 9.5.2013, s. 52).(3) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/79/EF af 27. oktober 1998 om medicinsk udstyr til in vitro-diagnostik (EFT L 331 af

7.12.1998, s. 1)


1.7. EØSU bemærker, at en etårig udsættelse af ikrafttrædelsesdatoen ikke vil løse gennemførelsesproblemerne i forordning (EU) 2017/746, og at kravene i den nye forordning bør indfases over en længere periode, samtidig med at der gives prioritet til medicinsk højrisikoudstyr til in vitro-diagnostik. Dette kan opnås ved at ændre forordningens artikel 110, der omhandler overgangsbestemmelser, således at der fastsættes en kortere periode for eksisterende udstyr, der tilhører en højere risikoklasse, end for udstyr, der tilhører en lavere risikoklasse. Samtidig bør den nuværende overgangsperiode for udstyr, der er omfattet af certifikater fra bemyndigede organer udstedt i henhold til direktiv 98/79/EF, forlænges med et år indtil den 26. maj 2025.

1.8. EØSU støtter derfor Kommissionens forslag om at

— forlænge overgangsperioden for udstyr, der er omfattet af et certifikat udstedt i henhold til direktiv 98/79/EF

— indføre skræddersyede overgangsperioder for udstyr, der for første gang skal underkastes en overensstemmelses-vurdering, der involverer bemyndigede organer

— indføre en overgangsperiode for kravene til udstyr, der fremstilles og anvendes på samme sundhedsinstitution.

2. Kommissionens forslag

2.1. Direktiv 98/79/EF (4) om medicinsk udstyr til in vitro-diagnostik vil fra den 26. maj 2022 blive erstattet af forordning (EU) 2017/746 (5), som fastsætter en ny lovramme for sådant udstyr (hiv-test, graviditetstest eller SARS-CoV-2-test) (6).

2.2. Den nye forordning har til formål at sikre et velfungerende indre marked og et højt niveau af beskyttelse af folkesundheden, patienter og brugere under hensyntagen til det store antal SMV'er, der er aktive i denne sektor.

2.3. En af de vigtigste ændringer vedrører inddragelsen af uafhængige overensstemmelsesvurderingsorganer. Med den nye forordning vil ca. 80 % af det medicinske udstyr til in vitro-diagnostik blive underlagt de bemyndigede organers kontrol (i øjeblikket 8 %). Producenterne skal således indgive en ansøgning til et bemyndiget organ og indhente et eller flere certifikater efter en procedure, der varer ca. et år.

2.4. Artikel 110 i forordning (EU) 2017/746 indeholder overgangsbestemmelser for udstyr med et certifikat, der er udstedt af et bemyndiget organ i overensstemmelse med direktiv 98/79/EF inden den 26. maj 2022.

2.5. Covid-19-pandemien har vist, at der er behov for en lovramme for medicinsk udstyr til in vitro-diagnostik i Unionen, men den har også skabt yderligere og nye udfordringer med hensyn til gennemførelsen af forordning (EU) 2017/746.

2.6. Der var således behov for betydelige ekstra ressourcer fra de kompetente myndigheder i medlemsstaterne, sundhedsinstitutioner, bemyndigede organer, producenter og andre erhvervsdrivende for at øge tilgængeligheden af livsvigtigt medicinsk udstyr til diagnostisk brug.

2.7. Det forhold, at de seks i øjeblikket udpegede bemyndigede organer kun er beliggende i tre lande (Tyskland, Frankrig og Nederlandene), gør situationen særlig vanskelig for SMV'er, der er etableret i andre medlemsstater. Desuden har rejserestriktioner hindret og hindrer fortsat bemyndigede organer i at foretage korrekte overensstemmelsesvurderinger.

2.8. Formålet med dette forslag er derfor at:

— forlænge den nuværende overgangsperiode for udstyr, der er omfattet af et certifikat udstedt i henhold til direktiv 98/79/EF

— indføre skræddersyede overgangsperioder for udstyr, der for første gang skal underkastes en overensstemmelses-vurdering, der involverer bemyndigede organer, i overensstemmelse med forordning (EU) 2017/746


(4) EFT L 331 af 7.12.1998, s. 1. EØSU's udtalelse (EFT C 18 af 22.1.1996, s. 12).(5) EUT L 117 af 5.5.2017, s. 176. EØSU's udtalelse (EUT C 133 af 9.5.2013, s. 52).(6) Ifølge Kommissionen træffes omkring 70 % af alle kliniske beslutninger ved hjælp af medicinsk udstyr til in vitro-diagnostik.

https://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=OJ:L:1998:331:SOM:DA:HTML




— indføre en overgangsperiode for kravene til udstyr, der fremstilles og anvendes på samme sundhedsinstitution. Dette vil give sundhedsinstitutionerne yderligere tid til at opfylde de nye krav og sikre, at der fortsat kan udvikles ofte vigtige interne test — især for sjældne sygdomme — i kliniske laboratorier.


3.1. EØSU gentager sin overbevisning, som det allerede gav udtryk for i sin aktuelle udtalelse om forordning (EU) 2017/746 (7), om, at sundhed er en vigtig prioritet for Europas borgere, og at medicinsk udstyr til in vitro-diagnostik spiller en afgørende rolle i forbindelse med forebyggelse, diagnosticering og behandling af sygdomme. Det er afgørende for vores sundhed og for livskvaliteten for mennesker med sygdomme og handicap og for at kunne håndtere disse, så meget desto mere under en pandemi.

3.2. I den forbindelse godkendte EØSU derfor omarbejdningen af det eksisterende reguleringssystem, som styrkede godkendelsesprocedurerne før markedsføringen og navnlig overvågningen, efter at udstyret var bragt på markedet. Denne tilgang opfylder borgernes krav til patientsikkerhed og -effektivitet.

3.3. EØSU understreger også, at denne sektor på grund af sin høje innovationskapacitet og højt kvalificerede job udgør en betydelig del af den europæiske økonomi. Det er derfor vigtigt ikke blot at sikre det højest mulige sundhedsbeskyt-telsesniveau, men også at tage hensyn til interesserne i en sektor, hvor 80 % af producenterne er små og mellemstore virksomheder og mikrovirksomheder.

3.4. EØSU er klar over, at covid-19-krisen har skabt ekstraordinære omstændigheder, der berører forskellige områder, der er omfattet af forordning (EU) 2017/746.

3.5. Krisen har skabt en stor og hidtil uset udfordring for medlemsstaternes sundhedssystemer og en tung byrde for alle relevante interessenter (sundhedsinstitutioner, sundhedspersonale, patienter og erhvervsdrivende).

3.6. EØSU anerkender derfor, at alle disse aktører, som er afgørende for sundhedssystemernes funktion, ikke vil være i stand til at sikre en korrekt gennemførelse og anvendelse af forordningen på de oprindeligt fastsatte datoer.

3.7. EØSU glæder sig over, at Europa-Parlamentet og Rådet af sundhedsministre (EPSCO) den 15. juni 2021 udtrykte bekymring over den meget kritiske situation og opfordrede Kommissionen til hurtigst muligt at forelægge et lovgivningsforslag med henblik på at lette overgangen til den nye lovramme og sikre tilgængeligheden af medicinsk udstyr til in vitro-diagnostik på EU-markedet.

3.8. Det er ifølge EØSU afgørende, at borgerne forsikres om, at disse test er pålidelige. Målet er at reducere andelen af »falsk positive«, men også »falske negative« resultater betydeligt. Kun 8 % af alt udstyr til in vitro-diagnostik, der er tilgængeligt på markedet, er underlagt de bemyndigede organers kontrol i henhold til direktiv 98/79/EF til sammenligning med det mål på 80 % for medicinsk udstyr til in vitro-diagnostik, der fremgår af udkastet til forordning.

3.9. EØSU støtter derfor fuldt ud en hurtig forøgelse af certificeringskapaciteten for udstyr til in vitro-diagnostik.

3.10. EØSU insisterer også på, at resultaterne af disse test gøres til genstand for særlig lægehjælp, når der opnås et positivt resultat, navnlig hvis der er udstyr til rådighed på selvbetjeningsbasis.

3.11. EØSU bemærker, at en etårig udsættelse af ikrafttrædelsesdatoen ikke vil løse gennemførelsesproblemerne i forordning (EU) 2017/746, og at kravene i den nye forordning bør indfases over en længere periode, samtidig med at der gives prioritet til medicinsk højrisikoudstyr til in vitro-diagnostik. Dette kan opnås ved at ændre forordningens artikel 110, der omhandler overgangsbestemmelser, således at der fastsættes en kortere periode for eksisterende udstyr, der tilhører en højere risikoklasse, end for udstyr, der tilhører en lavere risikoklasse. Samtidig bør den nuværende overgangsperiode for udstyr, der er omfattet af certifikater fra bemyndigede organer udstedt i henhold til direktiv 98/79/EF, forlænges med et år indtil den 26. maj 2025.


(7) EØSU's udtalelse (EUT C 133 af 9.5.2013, s. 52).


3.12. EØSU støtter derfor Kommissionens forslag om at

— forlænge overgangsperioden for udstyr, der er omfattet af et certifikat udstedt i henhold til direktiv 98/79/EF

— indføre skræddersyede overgangsperioder for udstyr, der for første gang skal underkastes en overensstemmelses-vurdering, der involverer bemyndigede organer

— indføre en overgangsperiode for kravene til udstyr, der fremstilles og anvendes på samme sundhedsinstitution.

3.13. Disse bestemmelser forekommer EØSU rimelige med henblik på at sikre et velfungerende indre marked, et højt niveau af beskyttelse af folkesundheden, patientsikkerheden samt retssikkerheden og dermed kunne undgå eventuelle markedsforstyrrelser.

3.14. Endelig understreger EØSU, som det allerede gjorde i sin udtalelse om forordning (EU) 2017/746, at civilsamfundet i højere grad bør inddrages i fastlæggelsen af de lovgivningsmæssige rammer på dette område, og foreslår atter, at der nedsættes et »rådgivende udvalg« bestående af repræsentanter for legitime aktører organiseret på europæisk plan. Udvalget bør handle parallelt med og samarbejde med Koordinationsgruppen for Medicinsk Udstyr (MDCG) og rådgive Kommissionen og medlemsstaterne om forskellige aspekter af medicinsk teknologi og gennemførelsen af lovgivningen.





Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til

hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme«

(COM(2021) 420 final 0151 2021/0239 (COD))

om »forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oplysninger, der skal medsendes ved pengeoverførsler og ved overførsler af visse kryptoaktiver (omarbejdning)«

(COM(2021) 422 final — 2021/0241 (COD))

og om »forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om de mekanismer, medlemsstaterne skal indføre for at forebygge, at det finansielle system anvendes til hvidvask af penge eller finansiering af

terrorisme, og om ophævelse af direktiv (EU) 2015/849«

(COM(2021) 423 final — 2021/0250 (COD))

(2022/C 152/15)

Ordfører: Javier DOZ ORRIT

Medordfører: Benjamin RIZZO

Anmodning om udtalelse Europa-Parlamentet, 4.10.2021

Rådet, 8.10.2021

Retsgrundlag Artikel 114 og 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde








1.1. Rapporter fra Kommissionen (2019) og Den Europæiske Revisionsret (2021), akademiske undersøgelser og nu Pandora-papirerne og andre lignende publikationer fremhæver alvoren af hvidvask af penge i EU. Den nuværende EU-lovgivning kan ikke stille meget op mod manglende koordinering og nationale forskelle.

1.2. EØSU er stor fortaler for lovgivningspakken om bekæmpelse af hvidvask af penge, navnlig oprettelsen og udformningen af den nye europæiske myndighed for bekæmpelse af hvidvask af penge (AMLA) med direkte tilsynsbeføjelser. Den bør tildeles tilstrækkelige ressourcer til at blive kernen i et integreret europæisk tilsyns- og efterretningssystem.

1.3. EØSU er enig i fordelingen af indholdet mellem den første forordning om bekæmpelse af hvidvask af penge — tilsyn med private institutioner — og det sjette direktiv om bekæmpelse af hvidvask af penge — koordinering af nationale tilsynsmyndigheder og finansielle efterretningsenheder (FIU'er) — og bestemmelserne i begge disse om at harmonisere den nationale lovgivning og automatisere registrering og overførsel af oplysninger.

1.4. Effektiv bekæmpelse af hvidvask af penge og relaterede underliggende forbrydelser kræver en ændring af kulturen og en effektiv inddragelse af det organiserede civilsamfund. EØSU gentager sit forslag om en europæisk pagt til bekæmpelse af adfærd, der skader de etiske og politiske principper i vores demokratier og underminerer de offentlige goder. Det foreslår endvidere, at der oprettes et rådgivende civilsamfundsorgan inden for AMLA eller under Kommissionen med deltagelse af AMLA.


1.5. EØSU foreslår, at forordningen om kryptoaktiver i lovgivningspakken om bekæmpelse af hvidvask af penge gennemføres hurtigst muligt. Kommissionens forslag til forordning om markeder for kryptoaktiver (1) er et skridt i retning af generel regulering og bør træde i kraft hurtigst muligt. Forordningen erstatter dog ikke alle de instrumenter, der er nødvendige for at beskytte mod de finansielle og kriminelle risici ved disse finansielle produkter.

1.6. EØSU opfordrer Kommissionen til at overveje, hvordan lovgivningspakken kan anvendes på kanaler til hvidvask af penge uden for det finansielle system: markedet for kunstværker og aktiver af høj værdi, frihavne, toldoplag og særlige økonomiske zoner, visse handelstransaktioner, investeringer i fast ejendom, hasardspil osv. Udvalget mener, at der vil være behov for ny EU-lovgivning på disse områder.

1.7. EØSU foreslår, at Europol får flere beføjelser og tilstrækkelige ressourcer til at bekæmpe hvidvask af penge, finansiering af terrorisme og grænseoverskridende organiseret kriminalitet og til at koordinere de nationale politistyrker på disse områder. Effektiv koordinering af Den Europæiske Anklagemyndighed, som bør iværksættes straks, Europol og den nye AMLA kan være nøglen til lovgivningspakkens succes i praksis.

1.8. EØSU opfordrer Kommissionen til at presse på for, at Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2018/1673 (2), som fastlægger en fælles definition af forbrydelsen hvidvask af penge, gennemføres hurtigt i alle medlemsstaterne. Det opfordrer ligeledes til, at der vedtages et nyt direktiv om en fælles definition af relaterede lovovertrædelser, og at sanktionerne for disse lovovertrædelser kommer til at ligge inden for bestemte grænser.

1.9. EØSU er meget bekymret over, at der i EU findes et stort antal skuffeselskaber, som spiller en central rolle i forbindelse med hvidvask af penge og skatteundgåelse. Det foreslår, at de myndigheder, der i øjeblikket er ansvarlige, og det fremtidige integrerede tilsynssystem indfører specifikke programmer til overvågning af disse selskaber, der forvaltes af særlige advokatfirmaer, konsulentvirksomheder eller skatterådgivere, med henblik på at identificere deres reelle ejere og de ansvarlige for deres transaktioner og for at efterforske eventuelle forbrydelser, de måtte begå.

1.10. EØSU opfordrer Kommissionen til at undersøge muligheden for, at AMLA kan være fuldt operationel, også med hensyn til direkte tilsyn, inden 2026. Under alle omstændigheder opfordrer EØSU alle involverede institutioner til i mellemtiden at arbejde tættere sammen for at gennemføre den eksisterende lovgivning mere effektivt.

1.11. EØSU finder det nødvendigt at udarbejde en ny, realistisk og sandfærdig liste over højrisikotredjelande, herunder alle de lande, der letter hvidvask af penge. Udvalget foreslår også, at Kommissionen vedtager en regel om, at virksomheder og enkeltpersoner, der er involveret i økonomisk kriminalitet eller hvidvask af penge, bør udelukkes fra offentlige udbudsprocedurer.

1.12. EØSU opfordrer EU og de nationale regeringer til at beskytte journalisters, ansattes og embedsmænds liv og integritet, når de fordømmer økonomisk og politisk korruption, og mener, at forsinkelsen i gennemførelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/1937 (3) er uacceptabel.

2. Kommissionens forslag og baggrund

2.1. I juli 2019 fremlagde Kommissionen sin vurdering af bekæmpelse af hvidvask af penge/bekæmpelse af finansiering af terrorisme (AML/CFT). Meddelelsen og de fire evalueringer (4) fremhævede alvorlige mangler i gennemførelsen af den eksisterende lovgivning og forskelle mellem medlemsstaterne inden for AML/CFT.

2.2. For at løse disse problemer offentliggjorde Kommissionen den 7. maj 2020 en AML/CFT-handlingsplan (5) og indledte en offentlig høring om den. Planen var baseret på seks søjler: effektiv gennemførelse af de eksisterende regler, et


(1) COM(2020) 593 final.(2) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/1673 af 23. oktober 2018 om strafferetlig bekæmpelse af hvidvask af penge

(EUT L 284 af 12.11.2018, s. 22).(3) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/1937 af 23. oktober 2019 om beskyttelse af personer, der indberetter

overtrædelser af EU-retten (EUT L 305 af 26.11.2019, s. 17).(4) COM(2019) 360 final, COM(2019) 370 final, COM(2019) 371 final og COM(2019) 372 final af 24.7.2019.(5) C(2020) 2800.






https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/PDF/?uri=PI_COM:C(2020)2800&from=DA

fælles EU-regelsæt, tilsyn på EU-plan, støtte til og samarbejde med FIU'er, bedre håndhævelse af strafferetten og styrkelse af EU's rolle i verden. I sin udtalelse om bekæmpelse af skattesvig, skatteundgåelse og hvidvask af penge (6) gav EØSU udtryk for sin støtte til planen og dens hurtige udvikling og gennemførelse.

2.3. Efter Rådets og Europa-Parlamentets godkendelse og høring konkretiserede Kommissionen planens lovgivnings-forslag i lovgivningspakken af 20. juli 2021, som omfatter følgende forslag:

— en forordning om oprettelse af en europæisk AML/CFT-myndighed (7)

— et fælles regelsæt om bekæmpelse af hvidvask og finansiering af terrorisme, som omfatter en del af lovgivningen (8)

— et nyt direktiv, det sjette, der reviderer en del af den resterende lovgivning (9) og

— ændring af forordningen om overførsel af midler, så den kommer til at omfatte kryptoaktiver (10).

2.4. Kernen i lovgivningspakken er oprettelsen af en ny EU-myndighed (AMLA), som har direkte tilsynsbeføjelser og styrker koordinerings- og samarbejdsbeføjelserne med de nationale myndigheder, hvormed den vil sikre, at EU's regler anvendes korrekt og konsekvent af den private sektor. Navnlig vil den:

— sammen med de nationale myndigheder etablere et fælles integreret AML/CFT-tilsynssystem

— føre direkte tilsyn med nogle af de mest risikobetonede finansielle institutioner, der opererer i et stort antal EU-medlemsstater. AMLA vil have sanktionsbeføjelser over for disse »udvalgte forpligtede enheder«

— føre tilsyn med og koordinere de nationale tilsynsmyndigheder, der er ansvarlige for andre finansielle og ikkefinansielle institutioner og anvendelsen af EU-reglerne, og foretage regelmæssige vurderinger af nogle af eller alle de aktiviteter, der udføres af en, flere eller alle finansielle tilsynsmyndigheder, herunder vurdering af deres værktøjer og ressourcer for at sikre tilsynsstandarder og -praksis på højt niveau

— fremme og støtte samarbejdet mellem FIU'er og lette grænseoverskridende kommunikation og fælles analyser.

2.5. AMLA vil blive ledet af en formand, en direktion på fem medlemmer og et almindeligt råd med to medlemsstrukturer og kompetencetyper: tilsyn og FIU. Disse vil omfatte lederne af de nationale tilsyns- og efterretningstjenester, der skal styre det integrerede europæiske system for tilsyn og finansielle efterretninger. Et medlem af Kommissionen vil være medlem af AMLA's styrende organer. Det almindelige råd vil som observatører omfatte repræsentanter for Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA) og Den Europæiske Centralbank (ECB), hvis beføjelser og værktøjer inden for AML/CFT — den centrale database og FiU.net — vil blive overført til den nye myndighed. AMLA vil starte sine aktiviteter i 2024 og vil besætte alle sine stillinger og indlede direkte tilsyn i 2026.

2.6. Den første EU-forordning om bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme udvider listen over forpligtede enheder til at omfatte udbydere af kryptoaktivtjenester, crowdfundingplatforme og migrationsaktører (som letter investorers erhvervelse af bopæl og i nogle tilfælde af nationalitet). Due diligence-foranstaltninger og -kontroller styrkes og gøres klarere. Kravene vedrørende tredjelande og politisk udsatte personer revideres. Tilsvarende præciseres kravene til reelt ejerskab, og der indføres nye for at mindske risikoen for, at kriminelle gemmer sig bag mellemliggende lag. Der træffes foranstaltninger mod misbrug af ihændehaverinstrumenter, og der fastsættes et loft på 10 000 EUR for anvendelsen af kontanter.


(6) EUT C 429 af 11.12.2020, s. 6.(7) COM(2021) 421 final.(8) COM(2021) 420 final.(9) COM(2021) 423 final.(10) COM(2021) 422 final.


https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX:52021PC0421

https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX%3A52021PC0420&qid=1646906435274420

https://eur-lex.europa.eu/legal-content/da/TXT/?uri=CELEX%3A52021PC0423&qid=1646906474101


2.7. I modsætning til forordningen om den private sektor fokuserer sjette direktiv om bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme på dets institutionelle system og dets tilpasning i hver medlemsstat. Forslaget præciserer FIU'ernes kompetencer, opgaver og adgang til oplysninger, etablerer en ramme for fælles analyser og skaber et retsgrundlag for FIU.net-systemet. Tilsynsmyndighedernes beføjelser til at handle styrkes, og mekanismerne for samarbejde mellem tilsynsmyndigheder og med andre myndigheder forbedres. Der fastsættes bestemmelser om sammenkobling af bankkontoregistre.

2.8. Den foreslåede forordning om pengeoverførsler og overførsler af visse kryptoaktiver er en omarbejdsning af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/847 (11) om pengeoverførsler med det formål at fastlægge samme krav om sporbarhed og identifikation ved overførsler af kryptoaktiver som ved pengeoverførsler. Samtidig vil udbydere af kryptoaktivtjenester være underlagt kravene til andre finansielle operatører i forordningen om bekæmpelse af hvidvask af penge.


3.1. Det første direktiv om bekæmpelse af hvidvask af penge blev vedtaget i 1991. Siden da er der vedtaget fire andre direktiver om bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme og en lang række andre supplerende direktiver vedrørende det finansielle system eller relaterede forbrydelser og lovovertrædelser. Resultaterne af denne indsats, som EU's myndigheder mener skal have høj prioritet, har helt klart været utilfredsstillende indtil nu.

3.2. Der er bred enighed om dette, som det allerede er afspejlet i Kommissionens vurderinger fra 2019 og i vurderinger fra institutioner som Europa-Parlamentet (i dets betænkninger fra marts 2019 og juli 2020 (12)) og Revisionsretten (i dens beretning fra juni 2021 med titlen EU's indsats for at bekæmpe hvidvaskning af penge i banksektoren er fragmenteret, og gennemførelsen er utilstrækkelig (13)), og i langt de fleste specialiserede, akademiske analyser og tænketankanalyser, herunder navnlig taskforcerapporten fra CEPS-ECRI (14).

3.3. Omfanget af hvidvask af penge skønnes at ligge på mellem 1 % af EU-27's BNP (Europol og Kommissionen) og 1,3 % (Revisionsretten), dvs. mellem 140 og 208 mia. EUR om året. Mere bemærkelsesværdigt er det, at det ifølge Europol kun er ca. 1 % af disse pengebeløb, der bliver inddrevet. Der har i de seneste år været adskillige skandaler om hvidvask af penge, der har involveret store finansielle institutioner, og det er vigtigt at bemærke, at mange af dem ikke ville være blevet afsløret uden anvendelse af EU-lovgivning eller tilsynsmyndighedernes indgriben. Med andre ord er der på trods af Kommissionens og Europa-Parlamentets indsats og vilje ikke gjort fremskridt med hensyn til bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme.

3.4. Det internationale konsortium af undersøgende journalisters (ICIJ's) offentliggørelse af Pandora-papirerne har endnu en gang fremhævet omfanget af problemet med hvidvask af penge og relaterede forbrydelser og skattelyenes afgørende rolle med hensyn til at lette disse forbrydelser. Det er derfor svært at forstå, hvorfor den jurisdiktion, der oftest nævnes i papirerne, ikke er opført på EU's liste over »ikkesamarbejdsvillige jurisdiktioner«, og hvorfor Økofinrådet netop har fjernet en anden jurisdiktion, hvis lovgivning gør det umuligt at identificere de reelle ejere af selskaber og regnskaber, fra listen.

3.5. EØSU henleder EU-institutionernes og de nationale regeringers opmærksomhed på behovet for en solid beskyttelse af journalisters, ansattes og embedsmænds liv og integritet, når de indberetter økonomisk og politisk korruption. Udvalget er bekymret over, at en række medlemsstater ikke har indledt gennemførelsesprocedurer for direktiv (EU) 2019/1937 om beskyttelse af personer, der indberetter overtrædelser af EU-retten, og opfordrer Kommissionen til at handle for at sikre en hurtig gennemførelse heraf inden udgangen af 2021.

3.6. EU's fejlslagne og utilstrækkelige politik for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme har mange årsager, som har kumulative virkninger: i) opsplitningen af kompetencer mellem en række forskellige institutioner i EU og medlemsstaterne; ii) manglen på en fælles EU-tilsynsmyndighed for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme; iii) de begrænsede værktøjer, der er til rådighed for de kompetente EU-organer; iv) dårlig koordinering, både i forbindelse med forebyggelsesinitiativer og med hensyn til at træffe foranstaltninger mod identificerede risici, og den forsinkede gennemførelse heraf; v) mangler i tilsynsmyndighedernes og FIU'ernes arbejde i mange lande; vi) det faktum, at gennemførelsen af direktiverne er sket meget sent og med betydelige forskelle mellem medlemsstaterne, hvilket har ført til


(11) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/847 af 20. maj 2015 om oplysninger, der skal medsendes ved pengeoverførsler, og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1781/2006 (EUT L 141 af 5.6.2015, s. 1).

(12) Europa-Parlamentets beslutning af 26. marts 2019 om økonomisk kriminalitet, skatteunddragelse og skatteundgåelse (EUT C 108 af 26.3.2021, s. 8) og Europa-Parlamentets beslutning af 10/7/2020.

(13) Revisionsrettens særberetning 13/2021.(14) CEPS-ECRI: taskforcerapport: AML in the EU; 01/2021.

https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/PDF/?uri=CELEX:52019IP0240&from=DA

https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX%3A52020IP0204&qid=1646919530846

https://www.eca.europa.eu/da/Pages/DocItem.aspx?did=58815

https://www.ceps.eu/ceps-publications/anti-money-laundering-in-the-eu/?mc_cid=0ea3fec068&mc_eid=59d3307107

administrative og retslige procedurer fra Kommissionens side; vii) utilstrækkelig bevidsthed i en lang række lande om betydningen af at bekæmpe hvidvask af penge og dermed forbundne forbrydelser til fulde; viii) forskellene som følge af de forskellige definitioner af lovovertrædelser i straffelovene, startende med selve hvidvaskningen af penge, og de tilhørende sanktioner; ix) utilstrækkelig efterforskning af tilknyttede underliggende forbrydelser, navnlig i tredjelande, og x) visse EU-regeringers manglende politiske vilje til at vedtage og gennemføre europæiske standarder. De geografiske og sektorspecifikke forskelle, der opstår som følge af alle disse faktorer, hjælper udøvere af finansiel kriminalitet med at udforme de mest bekvemme netværk for deres ulovlige handel.

3.7. I nogle situationer er samarbejdet mellem EU-institutionerne ikke blevet anset for nødvendigt. Dette er tilfældet med samarbejdet mellem Kommissionen og EBA i forbindelse med undersøgelsen af overtrædelser af EU-retten, hvilket har fået Revisionsretten til at fastslå, at denne proces ikke er effektiv nok (15). Samarbejdet mellem Tjenesten for EU's Optræden Udadtil (EU-Udenrigstjenesten) og Kommissionen har heller ikke altid været effektivt med hensyn til at udarbejde listen over »højrisikotredjelande« i forbindelse med bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme (16). Kommissionens liste fra 2019, der blev støttet af Europa-Parlamentet, blev i sidste ende forkastet af Rådet, og den liste, der blev vedtaget i maj 2020, er en tilpasning af FATF-listen og har bemærkelsesværdige udeladelser.

4. EØSU's udtalelse

4.1. EØSU udtrykker sin fulde støtte til Kommissionens lovgivningspakke, da det mener, at en korrekt og hurtig gennemførelse deraf kan være meget nyttig til at vende en uholdbar situation som den, der kort beskrives i det foregående afsnit. Det støtter navnlig oprettelsen og udformningen af AMLA, som under udøvelsen af sine direkte tilsynsbeføjelser bliver kernen i et europæisk AML/CFT-tilsyns- og efterretningssystem, der integrerer nationale tilsynsmyndigheder og FIU'er i dets almindelige råd og de øvrige involverede EU-institutioner som observatører.

4.2. EØSU er enig i fordelingen af indholdet mellem den første forordning og det sjette direktiv og bestemmelserne i begge for at standardisere den nationale lovgivning og lette driften af nationale FIU'er og tilsynsmyndigheder på centrale områder: registreringer og indberetning og efterforskning af mistænkelige transaktioner ved hjælp af standardiserede teknikker. Det er højst ønskværdigt at lægge vægt på at opfylde myndighedernes forskellige forpligtelser inden for de kortest mulige tidsrammer for at løse et af de største aktuelle problemer. EØSU mener, at den foreslåede lovgivning er i overensstemmelse med den europæiske databeskyttelsesramme og rettighederne for enkeltpersoner og virksomheder, som i sidste ende vil blive beskyttet af Den Europæiske Unions Domstol.

4.3. EØSU opfordrer de nationale regeringer og de europæiske civilsamfundsorganisationer til at støtte vedtagelsen og den korrekte gennemførelse af denne lovgivningspakke. Hverken EU eller medlemsstaterne har råd til at opretholde den nuværende situation. Endnu mindre, når kampen mod de sundhedsmæssige, økonomiske og sociale konsekvenser af covid-19-pandemien og for genopretningen af økonomien kræver, at medlemsstaterne og EU øger de offentlige ressourcer betydeligt. Som det fremgår af CEPS-ECRI-rapporten, er det at forsøge at standse eller i det mindste reducere hvidvask af penge en moralsk nødvendighed i ethvert demokratisk samfund, hvor alle borgere er frie og lige for loven, i et retfærdigt samarbejdssystem […] Manglende klarhed, forsinkelser og ineffektivitet vil kun medføre mere hvidvask af penge (17).

4.4. EØSU er klar over betydningen af offentlig-private partnerskaber på dette område. I nogle lande ligger forskningskapaciteten i vid udstrækning i den private sektor (18). Udvalget opfordrer EU-institutionerne til i forbindelse med gennemførelsen af lovgivningspakken at gøre alt, hvad der står i deres magt for at fremme forbedringen af de nationale tilsynsmyndigheder og FIU'er, men det ønsker samtidig også, at de i videst muligt omfang fremmer offentlig-private partnerskaber på dette område.


(15) Revisionsretten, Ibid., pkt. 86. I løbet af ti år har EBA's tilsynsråd ikke foretaget nogen undersøgelser vedrørende bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering og terrorisme på eget initiativ. Da den ikke har nogen juridisk forpligtelse til at svare rettidigt på anmodninger, har den kun undersøgt to af de fire klager, som Kommissionen har indgivet.

(16) Revisionsretten, Ibid., pkt. 26 og 28.(17) CEPS-ECRI, Ibid s. 2.(18) CEPS-ECRI, Ibid s. iv.

4.5. En forbedring af effektiviteten af bekæmpelsen af økonomisk og skattemæssig kriminalitet kræver givetvis i mange lande en kulturel forandring og større inddragelse af civilsamfundet. Dette var et af motiverne bag EØSU's forslag til en europæisk pagt mod skattekriminalitet, skatteundgåelse og hvidvask af penge (19). På samme måde går Europa-Parlamentet ind for at genoprette offentlighedens tillid, sikre retfærdige og gennemsigtige skattesystemer og sikre retfærdighed på skatteområdet (20). For at bidrage hertil foreslår EØSU, at der oprettes et rådgivende civilsamfundsorgan inden for rammerne af AMLA (21) eller som et organ under Kommissionen med deltagelse AMLA, så civilsamfundsorganisationerne og udvalget selv kan blive mere aktivt involveret i bekæmpelsen af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme og bidrage med deres egne erfaringer og forslag. EU-institutionerne og det organiserede civilsamfund skal handle i fællesskab for at informere de europæiske borgere om den meget negative indvirkning, som hvidvask af penge og relaterede forbrydelser har på offentlige goder og på de principper om retfærdighed og rimelighed, som demokratiet bygger på.

4.6. Europol og andre eksperter mener, at hvidvask af penge og relaterede forbrydelser, navnlig dem, der begås ved hjælp af elektroniske midler og ved brug af kryptovalutaer og andre kryptoaktiver, har været stigende siden udbruddet af covid-19-pandemien (22). EØSU mener derfor, at der er al mulig grund til at vedtage en forordning, der behandler dem på samme måde som andre transaktioner, så det bliver obligatorisk at identificere de reelle ejere. Forslaget til forordning (23) om markeder for kryptoaktiver er et skridt i retning af generel regulering og bør træde i kraft hurtigst muligt. Forordningen erstatter dog ikke alle de instrumenter, der er nødvendige til at beskytte mod de finansielle risici og lovovertrædelser forbundet med disse finansielle produkter.

4.7. EØSU, Europa-Parlamentet og andre institutioner har fremhævet den risiko, der er forbundet med, at der i EU findes hundredtusindvis af »skuffeselskaber« (24), der legaliseres og forvaltes af særlige advokatfirmaer, konsulentvirksomheder eller skatterådgivere, og som for hovedpartens vedkommende anvendes til hvidvask af penge og andre relaterede underliggende forbrydelser samt til skatteundgåelse. Enorme mængder kapital strømmer gennem dem. De nuværende kompetente myndigheder og det nye europæiske tilsynssystem vil være nødt til at udvikle specifikke programmer til gennemførelse af reglerne for identifikation af disse selskabers reelle ejere og udstedere og modtagere af deres transaktioner for at kunne retsforfølge den økonomiske og finansielle kriminalitet, der begås af mange af disse selskaber. Ingen virksomhed eller anden type enhed, som vil kunne anvendes til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, bør have lov til at lade sig registrere i nogen medlemsstat, hvis de reelle ejere ikke kendes, eller hvis de er forbundet med sådanne aktiviteter.

4.8. EØSU mener, at der er et stort behov for, at medlemsstaterne hurtigt afslutter gennemførelsen af direktiv 2018/1673, som indeholder en fælles definition af forbrydelsen hvidvask af penge. EØSU foreslår, at der vedtages et nyt direktiv, som fastlægger fælles definitioner af relaterede lovovertrædelser i medlemsstaternes lovgivning, og at sanktionerne for disse lovovertrædelser kommer til at ligge inden for bestemte grænser. Artikel 83 i TEUF nævner udtrykkeligt hvidvask af penge og dermed forbundne grænseoverskridende lovovertrædelser blandt dem, hvis definitioner og sanktioner kan harmoniseres ved hjælp af europæiske minimumsregler.


(19) EØSU's udtalelse om bekæmpelse af skattesvig, skatteundgåelse og hvidvask af penge (EUT C 429 af 11.12.2020, s. 6), punkt 3.4, 3.5 og 3.6.

(20) Europa-Parlamentets beslutning af 10.7.2020 om handlingsplanen for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme.

(21) Siden deres oprettelse og for at bidrage til at lette høringen af interessenter har EBA, ESMA (Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed) og EIOPA (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger) haft interessentgrupper, der består af medlemmer, der ligeligt repræsenterer private virksomheder, forbrugere, brugere, medarbejderrepræsentanter for sektorvirksomheder og toprangerende akademikere.

(22) Europol-EFECC: Enterprising criminals. Europe’s fight against the global networks of financial and economic crime (06/2020); og WCA: COVID 19 opened the doors for a new wave of money laundering.

(23) COM(2020) 593 final.(24) »Skuffeselskab«, »tomt selskab« eller »fiktivt selskab«: selskab uden reel økonomisk aktivitet i det land, hvor det er registreret, og ingen

eller meget få ansatte. Nogle af dem anvendes til hvidvask af penge, skatteundgåelse eller til at omgå udstationeringsdirektivet. Se: EPRS, 10/2018: »An overview of shell companies in the European Union«; IMF, F&D, 09/2019: Damgaard, Elkjaer og Johannesen: The Rise of Phantom Investments og EØSU's udtalelse om bekæmpelse af skattesvig, skatteundgåelse og hvidvask af penge (EUT C 429 af 11.12.2020, s. 6).


https://www.worldcomplianceassociation.com/2685/articulo--el-covid-19-abrio-las-puertas-para-una-nueva-ola-de-lavado-de-activos.html

https://www.worldcomplianceassociation.com/2685/articulo--el-covid-19-abrio-las-puertas-para-una-nueva-ola-de-lavado-de-activos.html




4.9. EØSU opfordrer Kommissionen til at undersøge muligheden for, at AMLA kan være fuldt operationel, også med hensyn til direkte tilsyn, inden 2026. Under alle omstændigheder opfordrer EØSU Kommissionen og de øvrige involverede institutioner til i mellemtiden at styrke deres samarbejde for at gennemføre den eksisterende lovgivning mere effektivt i henhold til Europa-Parlamentets og Revisionsrettens bemærkninger. Dette gælder navnlig EBA — og dens nye udvalg for bekæmpelse af hvidvask af penge — ECB og Europol. EØSU opfordrer også Kommissionen, EU-Udenrigstjenesten og Europol til hurtigst muligt at foretage en ny analyse af tredjelande, der sandsynligvis vil blive optaget på en ny EU-liste over lande, som ikke samarbejder om bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme.

4.10. EØSU anerkender den store betydning, som Den Europæiske Anklagemyndighed kan have i kampen mod hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, og opfordrer EU-institutionerne og medlemsstaterne til at lette dens fulde gennemførelse uden yderligere forsinkelse. Det beklager, at nogle regeringer har lagt hindringer i vejen for at få afsluttet processen, navnlig regeringer, der for nylig har haft det midlertidige EU-formandskab. Udvalget er enigt med Europa-Parlamentet i at opfordre Kommissionen til at overveje forslaget om at etablere en europæisk ramme for grænseoverskridende efterforskning af økonomisk kriminalitet og skattekriminalitet.

4.11. Den grænseoverskridende karakter af hvidvask af penge gør det nødvendigt at styrke koordineringen mellem de nationale politistyrker og efterretningstjenester. Samtidig mener EØSU, at det vil være meget nyttigt at give Europol flere beføjelser og tilstrækkelige menneskelige og materielle ressourcer til at bekæmpe hvidvask af penge og finansiering af terrorisme og grænseoverskridende organiseret kriminalitet samt at koordinere de nationale politistyrker. Effektiv koordinering af Den Europæiske Anklagemyndighed, den nye AMLA og Europol kan være nøglen til den nye lovgivningspakkes succes i praksis.

4.12. EØSU mener, at der bør udarbejdes en ny, realistisk og sandfærdig liste over ikkesamarbejdsvillige jurisdiktioner. Udvalget foreslår endvidere, at Kommissionen udarbejder et direktiv, der fastsætter, at virksomheder og enkeltpersoner, der er involveret i økonomisk kriminalitet eller hvidvask af penge, udelukkes fra enhver offentlig udbudsprocedure.

4.13. EØSU mener også, at de nuværende forbindelser mellem medlemsstaternes FIU'er bør bevares og indgå i AMLA's nye struktur. De oplysninger og strategiske alliancer, der er opbygget i årenes løb mellem FIU'er i forskellige medlemsstater, må ikke gå tabt.

4.14. En betydelig del af hvidvaskningen af penge finder sted uden for det finansielle system ved brug af kontanter til køb af varer, der efterfølgende legaliseres eller oplagres, eller gennem visse handelstransaktioner. EØSU opfordrer Kommissionen til at undersøge, hvordan den foreslåede lovgivningspakke kan finde mest effektiv anvendelse på markedet for kunstværker og aktiver af høj værdi og deres opbevaring i frihavne, toldoplag og særlige økonomiske zoner samt på visse handelstransaktioner, handelstransaktioner med rentefrie lån tilbagebetalt i et bestemmelsesland, investeringer i fast ejendom og transaktioner med spilleselskaber. Resultaterne af en sådan undersøgelse bør, hvor det er relevant, danne grundlag for yderligere lovgivningsforslag til bekæmpelse af hvidvask af penge og dermed forbundne lovovertrædelser.

4.15. Langt de fleste nonprofitcivilsamfundsorganisationers aktivitet styrker demokratiet ved at gøre det deltagelses-baseret, og det er samtidig en økonomisk sektor af stigende værdi. Mange af dem har rent faktisk kæmpet mod hvidvask af penge og bidraget til at afsløre aktiviteter forbundet med hvidvask. Ikke desto mindre kan der være nogle nonprofitcivilsamfundsorganisationer, som anvendes til hvidvask af penge. Derfor skal der i forbindelse med udformningen af politikker vedrørende nonprofitcivilsamfundsorganisationer foretages en meget omhyggelig risikovurdering i denne sektor for at afsløre tilfælde af brug af sådanne organisationer til ulovlige formål uden at sætte hindringer i vejen for deres udvikling eller tillade autoritære regeringer at angribe organisationer, der kritiserer dem.


5.1. Under pandemien er der, ud over en stigning i virtuelle transaktioner og større brug af kryptoaktiver, kommet gang i markedet for NFT (Non Fungible Tokens) (25), som flytter penge på tværs af grænserne (2,5 mia. USD i første halvdel af 2021) ved hjælp af blockchain-teknologi. EØSU foreslår, at NFT-operatører (på markedspladser) opføres på listen over forpligtede enheder. Det er ligeledes nødvendigt at overvåge »kontantløse transaktioner«, der anvendes til hvidvask af penge.


(25) Reuters, 6/06/2021: NFT sales volume.

https://www.reuters.com/technology/nft-sales-volume-surges-25-bln-2021-first-half-2021-07-05/

5.2. Pandemien har reduceret brugen af kontanter. Dette har sammen med beslutningen om at holde op med at trykke 500-eurosedler skabt et behov for kriminelle til at »hvidvaske« disse penge og integrere dem i realøkonomien. EØSU anbefaler derfor, at Kommissionen undersøger muligheden for at reducere grænsen for kontanttransaktioner til under 10 000 EUR under hensyntagen til de forskellige situationer i de forskellige medlemsstater.

5.3. EØSU mener, at det er afgørende, at FIU'erne fungerer korrekt. Dette kræver tilstrækkelige tekniske og menneskelige ressourcer på højt niveau. Deres evne til at samarbejde med andre FIU'er og EU-myndigheder skal styrkes med kompatible standarder, procedurer og IT-værktøjer og tilstrækkelig og sammenlignelig uddannelse af alle deres medarbejdere. AMLA bør samarbejde med de kompetente nationale myndigheder for at maksimere effektiviteten af sit arbejde. Udvalget opfordrer de nationale regeringer, navnlig dem, der er nævnt i de landespecifikke henstillinger i det europæiske semester, til at prioritere målet om, at FIU'erne skal fungere gnidningsløst, og til at fremme et effektivt samarbejde med de europæiske myndigheder.

5.4. EØSU mener, at den høje faglige kvalitet, erfaring, uafhængighed — i form af kun at forsvare EU's interesser og værdier — og ærlighed blandt AMLA's ledere og andre AMLA-medarbejdere er afgørende for, at myndigheden kan fungere korrekt. Udvælgelsesprocessen skal derfor være stringent og gennemsigtig. Udvalget foreslår, at Kommissionen udarbejder en liste over principper og værdier, som skal danne grundlag for de indledende ansættelsesprocedurer, og som kan indgå i den etiske kodeks, som skal udarbejdes og godkendes af myndighedens organer.

5.5. EØSU gentager forslaget (26) — som er i tråd med Europa-Parlamentets forslag — om at udfase ordninger for opholdsret gennem investering og forbyde ordninger for erhvervelse af statsborgerskab gennem investering og i mellemtiden nøje kontrollere, at de, der nyder godt af dem, har opfyldt deres retlige forpligtelser i deres oprindelseslande og ikke er involveret i hvidvask af penge.

5.6. EØSU foreslår, at Kommissionen opretter en database med henblik på at give SMV'er oplysninger om sanktioner over for enkeltpersoner og virksomheder og deres varighed i forbindelse med finansiering af terrorisme.

5.7. AMLA skal have et budget, der er tilstrækkeligt til at imødegå de store udfordringer, som dens mål og missioner vil stille den overfor. En effektiv bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme vil i væsentlig grad øge skatteindtægterne i medlemsstaterne, som står over for at skulle tackle udfordringerne i forbindelse med den grønne og den digitale omstilling og deres retfærdige omstillinger, samt være en medvirkende faktor i forbedringen af deres sociale og politiske samhørighed. Der bør tages hensyn til virksomhedernes omkostninger ved at opfylde de nye retlige forpligtelser, som skal vurderes regelmæssigt med hensyn til deres effektivitet. EØSU foreslår, at AMLA finansieres over EU-budgettet.

5.8. Et afgørende aspekt af en vellykket bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme er tilgængeligheden af gode sammenkoblede databaser og registre over reelt ejerskab af konti, ejendom, truster eller trustforvaltere og transaktioner, og at disse er let tilgængelige for autoriserede personer. Med den stigende størrelse og hurtigere adgang til disse registre og databaser er kravet om beskyttelse af personoplysninger stigende. EØSU mener, at dette er et spørgsmål, der skal behandles med den største opmærksomhed.





(26) EUT C 47 af 11.2.2020, s. 81 og EUT C 429 af 11.12.2020, s. 6.



Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget —

Strategi for finansiering af omstillingen til en bæredygtig økonomi«

(COM(2021) 390 final)

(2022/C 152/16)

Ordfører: Judith VORBACH

Medordfører: Jörg Freiherr FRANK VON FÜRSTENWERTH










1.1. EU's økonomiske politik bør være i overensstemmelse med både de mål, der er fastsat i EU-traktatens artikel 3, og FN's verdensmål for bæredygtig udvikling. Derfor bør der i forbindelse med bæredygtig finansiering anvendes en flerdimensional tilgang, som omfatter miljømæssige og sociale mål. Desværre tages der ikke hensyn til den sociale bæredygtighed i mange af de foranstaltninger, der indgår i meddelelsen. EU's politik kan få større gennemslagskraft, hvis bæredygtighedspolitikkerne afstemmes med digitaliseringspolitikken og covid-19-politikken. Miljøpolitik skal gå hånd i hånd med en stærkere EU-økonomi og skabelse af arbejdspladser af høj kvalitet. Synergieffekter mellem kapitalmarkeds-unionen og strategien for bæredygtig finansiering bør udnyttes. Eksempelvis øger gennemsigtighed markedets effektivitet og danner samtidig grundlaget for adgang til bæredygtig finansiering.

1.2. EØSU støtter udtrykkeligt målsætningen om at omlægge investeringer, så de bidrager til EU's omstilling til en bæredygtig økonomi. De fleste af foranstaltningerne i meddelelsen er hensigtsmæssige, men i lyset af det presserende behov for handling forekommer de ofte noget tøvende. Netop når det gælder klimapolitikken, er tiden en afgørende faktor. Der er brug for et konsekvent og bedre opbygget regelsæt, hvor uforholdsmæssig kompleksitet undgås, så strategien fungerer i praksis. I stedet for at stræbe efter perfektion, er der brug for handling. Vildledende »bæredygtighedsvaskning« fortjener ekstra opmærksomhed. Generelt vil strategien for bæredygtig finansiering kun resultere i de ønskede styringseffekter, hvis den indgår i en overordnet økonomisk politik, som sigter mod bæredygtighed. Regulering og offentlige investeringer spiller en afgørende rolle.

1.3. EØSU påskønner Kommissionens indsats for at indlede omstillingen til en bæredygtig økonomi i EU og opfordrer Rådet og Europa-Parlamentet til at støtte disse bestræbelser. EØSU opfordrer til, at arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet inddrages i udformningen og gennemførelsen af en bæredygtig finansiering. De skal være tilstrækkeligt repræsenteret i forbindelse med såvel platformen for bæredygtig finansiering som Den Europæiske Rådgivende Regnskabsgruppe (EFRAG). Når det drejer sig om ESG-kriterier (1) og dermed også om spørgsmål, der vedrører arbejdsmarkedet, skal de relevante arbejdsmarkedsorganisationer høres direkte. Generelt er EØSU kritisk over for den praksis, der går ud på at regulere vigtige emner inden for rammerne af strategien ved hjælp af en overdreven brug af delegerede retsakter.

1.4. EU-taksonomien skal afspejle et højere ambitionsniveau end det, der er fastsat i EU's retsakter. Dens succes afhænger af, at den opnår bred accept. De omfattede aktiviteter må ikke true hverken miljømål eller sociale standarder, og de skal leve op til forsigtighedsprincippet. Store dele af EU's civilsamfund er alvorligt i tvivl om, hvorvidt dette f.eks. gælder for


(1) ESG: environmental, social and governance risks — miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige kriterier.

kerneenergi og naturgas. EØSU mener derfor, at det eventuelt ville være bedre at behandle disse former for kontroversielle økonomiske aktiviteter, som stadig kan spille en nyttig rolle i overgangsperioden, særskilt fra selve EU-taksonomien. Desuden bør EØSU overveje at iværksætte et særskilt initiativ på dette område. EØSU støtter indarbejdelsen af de øvrige miljømål samt udvidelsen til økonomiske aktiviteter med et mellemliggende miljøpræstationsniveau, økonomiske aktiviteter, der ikke har en væsentlig indvirkning på miljømæssig bæredygtighed og økonomiske aktiviteter, der i væsentlig grad skader den miljømæssige bæredygtighed. Der bør snarest fremsættes forslag om dette. For at øge taksonomiens og standardernes effektivitet bør de fungere som fundament på forskellige områder. Det er imidlertid vigtigt at forhindre smuthuller for grønvaskning.

1.5. EØSU glæder sig over, at adgangen til bæredygtig finansiering skal lettes for detailinvestorer og SMV'er. Der bør i den forbindelse sørges for retfærdige finansieringsvilkår. Udvalget støtter initiativerne til at udvide bæredygtigheds-rapporteringen, eftersom en bæredygtig virksomhedspolitik også er i SMV-kundernes interesse og i civilsamfundets interesse generelt. Rapporteringskravene bør ikke stille for store krav til ressourceforbrug og omkostninger, men være effektive og bidrage til gennemsigtighed med henblik på at forbedre markedseffektiviteten og derved lette adgangen til finansiering. I forbindelse med grøn budgetlægning anbefaler EØSU en kobling til en (fremtidig) gylden regel for investeringer.

1.6. De nævnte foranstaltninger vedrørende støtte til troværdige sociale investeringer er langt fra tilstrækkelige og bør styrkes. Der bør være større fokus på social bæredygtighed, så mennesket og arbejdsmarkedet kommer til at stå i centrum. I den forbindelse bør arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet inddrages fuldt ud med den europæiske søjle for sociale rettigheder og FN's verdensmål for bæredygtig udvikling som grundlag. En integreret taksonomi, der omfatter miljømæssige og sociale mål på lige fod, kan blive et værdifuldt udgangspunkt for et økonomisk, socialt og miljømæssigt bæredygtigt EU. Inden for rammerne af oplysningskravene vedrørende bæredygtig finansiering bør der især ses nærmere på indikatorerne for arbejdstager- og menneskerettigheder, som bør forbedres.

1.7. Der skal tages højde for bæredygtighedsfaktorer i tilknytning til den finansielle sektors risikostyring og tilvejebringelse af kapital. Denne udfordring skal håndteres ved hjælp af regulering og på kort sigt også på teknisk niveau. EØSU går ind for en robust og forudseende kapitalpolitik og en strengt økonomisk risikovurdering, således at risikoafvejningen tager udgangspunkt i de faktiske stabilitetsrisici. Der skal tages højde for bæredygtighedsrisicienes indvirkning på banker og forsikringsselskaber og endog på stabiliteten i den finansielle sektor som helhed. Ved den systematiske kortlægning af ESG-risici i form af kreditvurderinger bør der pustes nyt liv i debatten om EU-kredit-vurderingsbureauet, så EU's rolle som pioner på bæredygtighedsområdet kan styrkes.

1.8. EØSU hilser tiltagene til en styrket overvågning af systemiske risici som følge af klimakrisen velkommen og opfordrer til, at alle områder af den finansielle sektor så vidt muligt bliver omfattet. Det er også på tide langt om længe at tage hensyn til sociale bæredygtighedsrelaterede risici, der udgør en risiko for samfundets sammenhængskraft som følge af, at fordelingsbalancen tipper. Derudover støtter udvalget strengere forpligtelser i forbindelse med finansielle institutioners bæredygtighedsrapportering. Hvad angår tillidsforpligtelser og forvaltningsregler må der ikke ske en uforholdsmæssig overførsel af risici under påskud af den »grønne hensigt«, og klassificeringen af ikke-bæredygtige investeringer bør tilpasses omhyggeligt.

1.9. Tilsynsmyndighederne skal hurtigst muligt tildeles kompetencer, som sætter dem i stand til at bekæmpe grønvaskning. En definition af dette begreb ville lette dette arbejde. Det vil også være hensigtsmæssigt med en overvågningsramme til måling af de fremskridt, der gøres i EU's finansielle system. EØSU opfordrer til, at civilsamfundet inddrages i kontrollen af finansmarkedernes tilpasning til bæredygtighedsmålene. Endelig bør et forbedret samarbejde mellem tilsynsmyndighederne og ECB støttes. Civilsamfundet bør involveres i forskningen i bæredygtig finansiering, og der skal i den forbindelse tages hensyn til den sociale bæredygtighed.

1.10. EØSU glæder sig over, at Kommissionen vil fremme en ambitiøs konsensus i internationale fora, idet globale markeder har brug for globalt anerkendte rammebetingelser. Europæiske virksomheder bør ikke stilles over for så mange forskellige regler, at de oplever alvorlige konkurrencemæssige ulemper. Dette omfatter også global adgang til de oplysninger, som gør det muligt at vurdere en investerings bæredygtighed og reel regulering af og tilsyn med ESG-dataudbydere. Den omstændighed, at det går noget trægt med at opnå enighed internationalt, bør ikke føre til, at foranstaltningerne på EU-plan forsinkes. I forbindelse med uddybningen af arbejdet under den internationale platform for bæredygtig finansiering (IPSF) tilskynder EØSU Kommissionen til ikke kun at fremme et tættere samarbejde med den private sektor, men også med civilsamfundet. EØSU opfordrer indtrængende til, at der også på internationalt niveau tages større hensyn til den sociale bæredygtighed, hvilket stemmer overens med FN's verdensmål for bæredygtig udvikling.


2. Baggrund for udtalelsen

2.1. Rammen for bæredygtig finansiering forventes at spille en central rolle i forbindelse med gennemførelsen af Parisaftalen og målene i den europæiske grønne pagt. Da omfanget af de nødvendige investeringer ifølge Kommissionen langt overstiger den offentlige sektors kapacitet, skal rammen for bæredygtig finansiering bidrage til at kanalisere private pengestrømme til relevante økonomiske aktiviteter. Rammen for bæredygtig finansiering og kapitalmarkedsunionen bør gensidigt styrke hinanden og dermed skabe nye muligheder (2).

2.2. Strategien for bæredygtig finansiering fra 2018 består af en taksonomi, en oplysningsramme for virksomheder og investeringsværktøjer, herunder benchmarks, standarder og kvalitetsmærker. Kommissionen fastslår, at den er kommet langt med at skabe grundlaget for rammen for bæredygtig finansiering, men at der stadig er meget at gøre. Med det foreliggende initiativ indleder Kommissionen en ny fase i EU-strategien for bæredygtig finansiering, som nu drejer sig om finansiering af realøkonomiens omstilling til bæredygtighed, inklusion, modstandsdygtighed, den finansielle sektors bidrag samt globale målsætninger.


3.1. EØSU efterlyser en velstandsorienteret økonomisk politik, som omfatter flere mål: miljømæssig bæredygtighed, bæredygtig og inklusiv vækst, fuld beskæftigelse og arbejdspladser af høj kvalitet, retfærdig fordeling, sundhed og livskvalitet, stabile finansielle markeder, prisstabilitet, afbalanceret handel på grundlag af en retfærdig og konkurrencedygtig industriel og økonomisk struktur og stabile offentlige finanser. Disse mål er i overensstemmelse med såvel målene i EU-traktatens artikel 3 som FN's verdensmål for bæredygtig udvikling. Derfor er det beklageligt, at »strategien for bæredygtig finansiering« langt hen ad vejen ensidigt refererer til klimamål. EØSU anbefaler en helhedsorienteret tilgang, som tager hensyn til miljømæssige og sociale mål og sørger for balance mellem dem. For at undgå tilbageslag og etablere den nødvendige konsensus er det nødvendigt at se klimapolitikken i en velstandsorienteret økonomisk kontekst.

3.2. EU's tiltag kan få større gennemslagskraft, hvis bæredygtighedspolitikken afstemmes med digitaliseringspolitikken og post-covid-19-politikken. Miljøpolitikken skal gå hånd i hånd med skabelse af arbejdspladser af høj kvalitet, en retfærdig fordeling af udgifter og risici og en styrkelse af EU's økonomi, ikke mindst på globalt plan. Det er vigtigt at udnytte synergieffekter mellem projektet med kapitalmarkedsunionen og strategien for bæredygtig finansiering. Gennemsigtighed og information er vigtige forudsætninger for effektive markeder, og de er samtidig en betingelse for bæredygtig finansiering. Generelt forbedrer disse elementer også små og mellemstore virksomheders adgang til socialt og miljømæssigt bæredygtig finansiering. Desuden understreger EU's tekniske ekspertgruppe for SMV'er (TESG) behovet for at samarbejde med små virksomheder og støtte dem i deres bestræbelser på at overholde kravene til bæredygtighedsrapportering.

3.3. Udvalget støtter udtrykkeligt målsætningen om at omlægge og fremme investeringer, så de bidrager til EU's omstilling til en bæredygtig økonomi. Selv om de fleste af de foranstaltninger, der nævnes i strategien, er logiske, er der ofte kun tale om sonderinger og kortlægning af mulige retsakter, eller tidshorisonten mangler. Især på det klimapolitiske område er tid og effektivitet imidlertid afgørende. I stedet for at stræbe efter perfektion er det nødvendigt at kunne håndtere et vist mål af usikkerhed, divergerende opfattelser og ubesvarede spørgsmål. Foruden en analyse af, hvorvidt de hidtidige bestemmelser harmonerer med hinanden, er det nu nødvendigt at tage de næste skridt uden yderligere forsinkelser. Der er brug for et velstruktureret, godt opbygget og konsekvent regelsæt, som ikke er uforholdsmæssigt kompliceret og dobbeltsporet, så strategien fungerer i praksis.

3.4. EØSU påskønner Kommissionens indsats for at sætte gang i omstillingen til en bæredygtig økonomi i EU. Den uddelegerer imidlertid det grundlæggende arbejde med at udvikle en taksonomi og standarder for bæredygtigheds-rapportering, førstnævnte til platformen for bæredygtig finansiering og sidstnævnte til Den Europæiske Rådgivende Regnskabsgruppe (EFRAG). Det påhviler i lige høj grad alle EU's beslutningsorganer og medlemsstaterne at gennemføre omstillingen til bæredygtighed. EØSU opfordrer især Rådet og Europa-Parlamentet til at støtte og fremme tiltagene i retning af bæredygtighed.

3.5. EØSU kritiserer den praksis, der går ud på at regulere vigtige emner i den økonomiske politik ved hjælp af en overdreven brug af delegerede retsakter og ikke gennem den almindelige lovgivningsprocedure. Også arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet bør i høj grad inddrages i udformningen og gennemførelsen af bæredygtig finansiering og navnlig i udviklingen af kriterier inden for miljø, sociale forhold og god selskabsledelse (ESG). Det bør sikres, at de er repræsenteret på en afbalanceret måde i forbindelse med platformen for bæredygtig finansiering og EFRAG. I betragtning af, at taksonomien og bæredygtighedsrapporteringen også drejer sig om arbejdsmarkedsrelaterede spørgsmål, er den meget beskedne inddragelse af fagforeningerne uacceptabel (3). I det hele taget bør arbejdsmarkedets parter høres direkte i forbindelse med arbejdsmarkedsrelaterede spørgsmål.


(2) EUT C 155 af 30.4.2021, s. 20.(3) Medlemmerne af og observatørerne på platformen for bæredygtig finansiering https://ec.europa.eu/info/sites/default/files/

business_economy_euro/banking_and_finance/documents/eu-platform-on-sustainable-finance-members_en.pdf.


https://ec.europa.eu/info/sites/default/files/business_economy_euro/banking_and_finance/documents/eu-platform-on-sustainable-finance-members_en.pdf

https://ec.europa.eu/info/sites/default/files/business_economy_euro/banking_and_finance/documents/eu-platform-on-sustainable-finance-members_en.pdf

3.6. Opfyldelsen af klimamålene er et offentligt gode, som går på tværs af generationer og landegrænser, og det indebærer en risiko for frihjulseffekt og markedssvigt. Man kan ikke regne med, at virksomheder, der ligger i indbyrdes konkurrence, frivilligt vil regne eksterne effekter ind i priserne og dermed påtage sig rollen som »politi for omstillingen«. Der kan heller ikke forventes en massiv omlægning af investeringer på grundlag af selvregulering som følge af større gennemsigtighed. Strategien for bæredygtig finansiering vil derfor kun resultere i de ønskede styringseffekter og den nødvendige effektivitet, hvis den indgår i en overordnet (økonomisk) politik, der har bæredygtighed som mål, og som bygger på en tilsvarende lovgivning. En klar politik letter også risikostyringen i den finansielle sektor.

3.7. Offentlige investeringer vil fortsat spille en afgørende rolle, ikke mindst fordi de ofte baner vejen for flere private investeringer. Desværre har EU's finanspolitiske ramme ofte skabt incitamenter til at skære ned på de offentlige investeringer (4), hvilket resulterer i manglende investeringer i bæredygtighed og inklusion. Der er brug for både at omlægge private investeringer og fremme offentlige investeringer for at nå målene i den europæiske grønne pagt. Navnlig kravet om en gylden regel understreges af bæredygtighedsdebatten.


4.1. Finansiering af realøkonomiens omstilling til bæredygtighed

4.1.1. Taksonomien skal afspejle et højere ambitionsniveau end det, der er fastsat i retsakterne, da det må lægges til grund, at bestemmelserne overholdes. Kun på den måde kan man via finansiering og finansieringsmuligheder styrke bæredygtige økonomiske aktiviteters rolle som foregangsmodel. Taksonomiens succes afhænger af, om den opnår bred accept i samfundet. Den skal være gennemsigtig og videnskabeligt funderet og opdateres løbende. Kun hvis det er sikret, at de omfattede økonomiske aktiviteter ikke er til fare for nogen af miljømålene (5) eller skaber sociale misforhold, vil de leve op til et bredt accepteret bæredygtighedsbegreb. EØSU henviser til forsigtighedsprincippet, som er forankret i EU's miljøpolitik (6).

4.1.2. For at øge taksonomiens effektivitet anbefaler EØSU, at den anvendes i forbindelse med finansielle virksomheders risikostyring (se punkt 4.4). EØSU ser bl.a. lovende takter i vurderingen af den taksonomirelaterede del af finansielle institutioners aktiver ved hjælp af den såkaldte »Green Asset Ratio« (GAR), inddragelsen af miljørisici i forbindelse med stresstest samt anvendelsen af taksonomien i forbindelse med grønne obligationer. Men også i forbindelse med f.eks. statsstøtte og offentlige udbud eller i forbindelse med EU's finanspolitiske ramme kan det anbefales at etablere en reference til taksonomien samt til standarder og mærker.

4.1.3. I forbindelse med tilføjelsen af tekniske screeningskriterier (foranstaltning 1 c) er det vigtigt at gå frem med stor forsigtighed og følge forsigtighedsprincippet nøje. Blandt andet skal klassificeringsforordningens kriterium (7) om at undgå væsentlige forringelser af andre miljømæssige eller sociale mål (8) overholdes nøje. I den forbindelse bør forslagene om at inddrage landbrug, naturgas og kerneenergi i taksonomien undersøges særdeles grundigt. Det er afgørende at værne om taksonomiens troværdighed for ikke at bringe klassificeringsprojektet som helhed i fare. EØSU understreger, at der i store dele af det europæiske civilsamfund hersker alvorlig tvivl om, hvorvidt de økonomiske sektorer, som Kommissionen har foreslået, er bæredygtige. Også i forbindelse med lovgivning om finansiering af visse økonomiske aktiviteter (foranstaltning 1 a) henviser EØSU til disse betragtninger.

4.1.4. EØSU erkender, at selv økonomiske aktiviteter, hvis bæredygtighedsegenskaber er yderst kontroversielle, kan spille en nyttig rolle i overgangsperioden, især hvis de overholder de seneste tekniske standarder. EØSU mener derfor, at det eventuelt ville være bedre at behandle disse former for aktiviteter i et særskilt dossier i forhold til EU-taksonomien. Desuden bør EØSU overveje at iværksætte et særskilt initiativ på dette område. Formålet med et sådant initiativ ville være at slå til lyd for en energipolitik med fokus på velstand, som fokuserer på både miljømål og overkommelige priser, styrkelse af EU's økonomi internt og på globalt plan og bevarelse af gode arbejdspladser.


(4) EUT C 268 af 14.8.2015, s. 27.(5) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/852 af 18. juni 2020 om fastlæggelse af en ramme til fremme af bæredygtige

investeringer og om ændring af forordning (EU) 2019/2088 (EUT L 198 af 22.6.2020, s. 13), artikel 17.(6) Artikel 191 i TEUF.(7) Forordning (EU) 2020/852, artikel 18.(8) Princippet om ikke at gøre væsentlig skade, der er fastlagt i artikel 2, stk. 17, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)

2019/2088 af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser (EUT L 317 af 9.12.2019, s. 1).


4.1.5. Den delegerede retsakt, som allerede er fastsat i klassificeringsforordningen, og som omfatter de resterende fire miljømål på områderne vand, biodiversitet, forureningsforebyggelse og cirkulær økonomi (foranstaltning 1 d), er et positivt skridt i retning af en helhedsorienteret bæredygtighedsmodel. EØSU glæder sig også over, at Kommissionen i forbindelse med biodiversiteten vil foreslå vurderingskriterier for på den måde at integrere biodiversiteten og klimapolitikken. Også udvidelsen med økonomiske aktiviteter med et mellemliggende miljøpræstationsniveau, samt sondringen mellem økonomiske aktiviteter, der ikke har en væsentlig indvirkning på miljømæssig bæredygtighed og økonomiske aktiviteter, der i væsentlig grad skader den miljømæssige bæredygtighed (foranstaltning 1 b), går i den rigtige retning. Fremlæggelsen af rapporten om økonomiske aktiviteter med og uden væsentlig indvirkning er i klassificeringsforordningen fastsat til udgangen af 2021. EØSU opfordrer indtrængende til, at denne tidsfrist overholdes. I forbindelse med udvidelsen af taksonomien skal det sikres, at der ikke opstår smuthuller for grønvaskning, ikke mindst som følge af den større kompleksitet.

4.1.6. EØSU hilser en udvidelse af standarder og mærker (foranstaltning 1 e) velkommen og efterlyser bl.a. større beslutsomhed i forbindelse med indførelsen af minimumsstandarder. Det er vigtigt med en generel ramme for mærkning af finansielle instrumenter til finansiering af omstillingen af økonomien, som opstiller nogle klart definerede og pålidelige pejlemærker. Vildledende »bæredygtighedsvaskning«, hvor en institution foregiver at være mere miljømæssigt eller socialt bæredygtig, end den reelt er, fortjener ekstra opmærksomhed. Imidlertid er det kun planlagt at foretage en vurdering af, om en sådan ramme er nødvendig senest i 2023. Også når det gælder etableringen af en ESG-benchmark, annonceres der kun en undersøgelse, selv om bindende definitioner og regler også på dette område er vigtige elementer i bestræbelserne på at skabe den klarhed, som investorer og samfundet med rette efterspørger.

4.2. En inklusiv ramme for bæredygtig finansiering

4.2.1. EØSU hilser det velkommen, at adgangen til bæredygtig finansiering skal lettes for forbrugere, detailinvestorer og SMV'er for at skabe mulighed for mindre projekter på lokalt niveau (foranstaltning 2 a). I den forbindelse skal der også sørges for retfærdige finansieringsomkostninger. Fremme af viden om bæredygtighed er en god tilgang, som imødekommer den voksende interesse. Finansiel uddannelse kan dog aldrig erstatte en solid investorbeskyttelse, og fremhævelsen af bæredygtighedsaspekter må ikke føre til, at uforholdsmæssigt store risici sløres. Repræsentanter for investorerne skal inddrages i udarbejdelsen af en finansiel kompetenceramme.

4.2.2. For at fremme bæredygtighedsrapportering også for SMV'er, der ikke er omfattet af forslaget til direktiv om virksomheders bæredygtighedsrapportering (CSRD) (9), bifalder EØSU projekterne inden for rådgivning og kompasset for EU-taksonomien (foranstaltning 2 a). Det er vigtigt at forbedre rapporteringen og gøre den mere forpligtende, da også mindre virksomheders økonomiske aktiviteter kan have vidtrækkende konsekvenser for miljøet. EØSU peger på, at der i civilsamfundet generelt er en stor interesse for bæredygtig virksomhedspolitik. Navnlig vil også SMV'ers kunder og investorer kræve oplysninger om bæredygtigheden. I forbindelse med et forenklet ESG-rapporteringssystem er det imidlertid vigtigt at være opmærksom på at forebygge grønvaskning. Desuden anbefales følgende skridt: standardisering og sammenlignelighed for EU-virksomheders ikke-finansielle informationer, implementering af en lov- og tilsynsramme for udbydere af bæredygtighedsdata og sikring af adgang til virksomheders ikke-finansielle rådata. Rapporteringskravene er ikke et mål i sig selv og bør derfor ikke stille for store krav til ressourceforbrug og omkostninger, men være effektive og bidrage til gennemsigtighed med henblik på at forbedre markedseffektiviteten og derved lette adgangen til finansiering.

4.2.3. Brugen af digitale teknologier til bæredygtig finansiering er konsekvent. Omvendt skal bæredygtighedsaspekter også forankres i teknologierne (foranstaltning 2 b). Samordningen af foranstaltningerne til fremme af overordnet bæredygtighed, digitalisering og håndtering af covid-19-krisen skaber synergieffekter, som bør udnyttes, således at EU's indsats får større gennemslagskraft. I forbindelse med grøn budgetlægning (foranstaltning 2 e) anbefaler EØSU en kobling til en fremtidig gylden regel for investeringer. Generelt er det beklageligt, at der heller ikke på dette punkt er planer om en overordnet tilgang til bæredygtighed. I forbindelse med risikodeling bør man være opmærksom på, at der ikke sker en ensidig belastning og risikooverførsel til ulempe for den offentlige sektor.

4.2.4. Forhøjelsen af forsikringsdækningen i tilknytning til miljørisici er en tilpasning til virkeligheden. Ifølge Kommissionen kan en lille forhøjelse sænke skatteydernes og regeringernes udgifter til klimabetingede katastrofer væsentligt, hvilket EØSU udtrykkeligt hilser velkommen. Derimod forekommer de skridt, der foreslås, f.eks. at kortlægge eksempler på bedste praksis, yderst defensive. Arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet skal under alle omstændigheder inddrages i dialogen om modstandsdygtighed over for klimaændringer.


(9) Forslag til et direktiv for så vidt angår virksomheders bæredygtighedsrapportering (COM(2021) 189 final).


4.2.5. Tiltagene til at støtte troværdige sociale investeringer (foranstaltning 2 d) er langt fra tilstrækkelige til at lukke hullet i strategien på det sociale område. Klassificeringsforordningen (10) giver ganske vist en minimumsbeskyttelse, idet den bl.a. refererer til ILO's grundlæggende arbejdsstandarder. Dette er imidlertid ikke tilstrækkeligt til, at sociale fremskridt støttes via taksonomien. Det kræver en konsekvent tilgang til styrkelse af den sociale bæredygtighed, hvor mennesker og arbejdsmarked står i centrum. Grundlaget findes allerede i form af den europæiske søjle for sociale rettigheder og FN's verdensmål for bæredygtig udvikling. F.eks. kan en taksonomi, der omfatter miljømål og sociale mål på lige fod og dermed overordnet indarbejder princippet om ikke at gøre væsentlig skade (11), udgøre et værdifuldt grundlag for et økonomisk, socialt og miljømæssigt bæredygtigt EU. Der bør nu snarest udvikles en samlet taksonomi under inddragelse af arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet. Rapporten om social taksonomi kommer i forvejen rigeligt sent, nemlig i slutningen af 2021.

4.2.6. Det er også sent, at der først i slutningen af 2022 skal foretages en revision af de tekniske standarder i forordningen om offentliggørelse af bæredygtige finansielle oplysninger (SFDR) (12) med henblik på at præcisere indikatorer for negative miljømæssige og sociale effekter. EØSU opfordrer til, at især indikatorerne for arbejdstager- og menneskerettigheder revideres langt tidligere, og at der indføres højere standarder. Selvsagt bør arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet også inddrages i dette spørgsmål på omfattende vis.

4.3. Bedre modstandsdygtighed over for bæredygtighedsrisici

4.3.1. EØSU mener, at bæredygtighedsfaktorer bør indgå i risikostyringen i den finansielle sektor. Kun på den måde kan den onde cirkel brydes, hvor finansielle virksomheder finansierer klimaskadelige aktiviteter. Samtidig med at klimaændringer udgør en alvorlig risiko for banker og forsikringsselskaber påvirker de også den finansielle sektor som helhed og truer endda den samlede finansielle stabilitet. I den forbindelse advarer EØSU mod en fejlfortolkning af finanssektorens rolle som et håndhævelsesorgan, der pålægger bæredygtighedsmål i almenhedens interesse. På grund af omfanget, manglende erfaringer og usikkerhed er klimarisici vanskelige at kvantificere præcist. Dette bør dog under ingen omstændigheder forsinke iværksættelsen af konkrete tiltag. Yderligere forsinkelser vil forværre problemet. Generelt er der behov for en hurtig og forsigtig tilgang for at forhindre chokreaktioner. EU-taksonomien bør tjene som grundlag herfor.

4.3.2. Indarbejdelsen af bæredygtighedsrisici i standarder for regnskabsaflæggelse og udarbejdelsen af en standard for naturkapital hilses velkommen. Videnskabeligt funderede, stringente og pålidelige standarder og metoder (foranstaltning 3 a) spiller i den henseende en afgørende rolle. Det er også hensigtsmæssigt systematisk at medtage relevante ESG-risici i kreditvurderinger og prognoser (foranstaltning 3 b). EØSU opfordrer til, at debatten om EU-kreditvurderingsbureauet genoptages på baggrund af den aktuelle udvikling, hvorved EU's foregangsrolle på bæredygtighedsområdet styrkes.

4.3.3. Tilgangen med at inddrage ESG-faktorer i bankers risikostyringssystemer og i tilsynsrammen for forsikringssel-skaber er logisk (foranstaltning 3 c og 3 d). Dette bør der også tages hensyn til ved revisioner af kapitalkravsforordningen (CRR), kapitalkravsdirektivet (CRD) og Solvens II (13), som formentlig vil være forbundet med længere debatter. EØSU anbefaler derfor også snarlige foranstaltninger i forbindelse med standarderne for måling af risici inden for risikostyring for at sørge for, at bæredygtighedsrelaterede risici hurtigt kortlægges, og at der kan iværksættes relevante kapitalindskud. Til dette formål er det på teknisk niveau bl.a. hensigtsmæssigt med retningslinjer fra europæiske tilsynsmyndigheder. Overordnet set anbefales en robust, forudseende og omhyggeligt afbalanceret risiko- og kapitalpolitik, som tager hensyn til bæredygtighedsrelaterede risicis indvirkning på de finansielle markeders stabilitet.

4.3.4. Foranstaltninger som f.eks. interne stresstest er et supplerende skridt i den rigtige retning. EØSU forholder sig dog afvisende over for ideen om, at eksponeringer, der er klassificeret som bæredygtige, tilsynsmæssigt behandles på en særlig måde, så der f.eks. kan ske en nedsættelse af kapitalkravene. Det vil gøre regelsættet mere komplekst, hvilket kan føre til, at det bliver uoverskueligt, og at der opstår huller i lovgivningen. EØSU går derfor ind for en strengt økonomisk risikovurdering. Risikoafvejningen bør primært tage udgangspunkt i økonomiske stabilitetsrisici. I den forbindelse risikerer investeringer, der er skadelige for klimaet, i forvejen at blive tillagt mindre værdi og at »strande«. Ved en genåbning af kapitalkravsforordningen, kapitalkravsdirektivet og Solvens II advarer EØSU om, at dette kan føre til en tilsynsretlig rutsjebanetur og til, at opnåede standarder sættes på spil.


(10) Forordning (EU) 2020/852, artikel 18.(11) Princippet om ikke at gøre væsentlig skade.(12) Forordning (EU) 2019/2088 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser.(13) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og

genforsikringsvirksomhed (Solvens II) (EUT L 335 af 17.12.2009, s. 1).

https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=celex:32019R2088

https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/ALL/?uri=CELEX:32009L0138

4.3.5. ECB er en af de aktører, der peger på sammenhængen mellem klimakrise og finansiel stabilitet. EØSU hilser ECB's udgivelse af faktablade om hensyntagen til ESG-risici velkommen og støtter initiativerne til at styrke indsatsen for at overvåge og imødegå potentielle systemiske risici (foranstaltning 3 e). Alle institutioner, aktører, produkter og handelsplatforme bør så vidt muligt medtages, herunder mindre regulerede områder. EØSU fremhæver også, at fokus i første linje bør være på at inddæmme risici, ikke på at registrere dem. Desværre bliver sociale bæredygtighedsrelaterede risici, der udgør en risiko for samfundets sammenhængskraft som følge af, at fordelingsbalancen tipper, ikke engang nævnt.

4.4. Forbedring af den finansielle sektors bidrag til bæredygtighedsmålene

4.4.1. Den finansielle sektor har en central funktion i det samfundsøkonomiske kredsløb, og den spiller derfor en vigtig rolle i forbindelse med bæredygtighed. Det er nutidens investeringer, som bliver afgørende for fremtidens CO2-udledning. Det er derfor logisk, at direktivet om virksomheders bæredygtighedsrapportering stiller krav om, at forskellige finansielle markedsinstitutioner offentliggør deres omstillingsplaner og deres bidrag til at reducere miljøaftrykket. Samtidig er målet at styrke de finansielle markedsdeltageres offentliggørelses- og dekarboniseringsforanstaltninger for finansielle produkter inden for rammerne af SFDR (foranstaltning 4 a). EØSU anbefaler, at bedre rapportering kædes sammen med forudbestemte omstillingsforløb, samtidig med at rapporteringskravene udvides til andre deltagere på det finansielle marked. Frivillige tilsagn om bæredygtighed kan, som Kommissionen selv konstaterer, kun være det første skridt, og derfor bør alle tiltag i retning af en øget forpligtelse støttes for at forhindre uoverskuelighed og vilkårlighed.

4.4.2. Også når det gælder investorernes tillidsforpligtelser og forvaltningsregler, bevæger man sig primært på konsekvensanalyseniveau (foranstaltning 4 b). Det er hensigtsmæssigt at udvide begrebet »medlemmers og pensions-modtageres langsigtede interesser« og indføre en forpligtelse til, at der tages hensyn til bæredygtighedsvirkninger. Heller ikke på dette område må der ske en uforholdsmæssig overførsel af risici under påskud af den »grønne hensigt«. Klassificeringen af ikke-bæredygtige investeringer bør tilpasses omhyggeligt, og i den forbindelse bør der især fokuseres på risikoafvejningen af nye investeringer i fossile energiformer. Af hensyn til en retfærdig omstilling er det vigtigt, at den sociale bæredygtighed ikke igen bliver overset. Forbedringen af tilgængeligheden, integriteten og gennemsigtigheden af ESG-markedsundersøgelser og vurderinger er også en vigtig tilføjelse, da der er et presserende behov for større pålidelighed og sammenlignelighed i lyset af den forvirrende mangfoldighed af begreber (foranstaltning 4 c).

4.5. Overvågning af en velordnet omstilling og sikring af integriteten af EU's finansielle system

4.5.1. EØSU støtter samtlige foranstaltninger, som har til formål at sætte tilsynsmyndighederne i stand til at bekæmpe grønvaskning (foranstaltning 5 a). Det er i sidste ende en selvfølge, at disse myndigheder bør råde over de nødvendige midler til at løse deres opgave. Desværre er der også vedrørende dette punkt kun planlagt en vurdering uden tidsangivelse. EØSU gør endnu en gang opmærksom på tidsfaktoren og beklager, at der kun henvises til miljømæssig bæredygtighed. Endelig er det anbefalelsesværdigt at definere »grønvaskning« respektive »bæredygtighedsvaskning« for at lette gennemførelsen af modforanstaltninger.

4.5.2. En solid overvågningsramme til måling af de fremskridt, der gøres i EU's finansielle system, er en vigtig ledsagende foranstaltning (foranstaltning 5 b). Det er positivt, at man vil registrere kapitalstrømmene til bæredygtige investeringer, vurdere investeringsbehovet og kontrollere finansmarkedernes tilpasning til klima- og miljømålene. Desværre tages der endnu engang ikke hensyn til den sociale bæredygtighed. EØSU opfordrer til, at man ved kontrollen af finansmarkedernes tilpasning til klima- og miljømålene foruden de finansielle institutioner også inddrager arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet.

4.5.3. Der er et presserende behov for at forbedre samarbejdet mellem tilsynsmyndighederne og ECB (foranstaltning 5 c). Hvad angår målsætningen om at træffe mere samarbejdsorienterede politikforanstaltninger bør der handles hurtigt. Dette bør også omfatte nationale tilsynsmyndigheder. I forbindelse med en styrkelse af forskning i bæredygtig finansiering og videnoverførsel mellem finanssektoren og forskningssamfundet (foranstaltning 5 d) opfordrer EØSU til, at man inddrager arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet, og at der også tages hensyn til den sociale bæredygtighed.

4.6. Fremme af globale ambitioner

4.6.1. EØSU glæder sig over, at Kommissionen vil fremme en ambitiøs konsensus i internationale fora (foranstaltning 6 a). I lyset af finansmarkedernes tætte internationale sammenknytning og opretholdelsen af den globale finansielle stabilitet er det afgørende med en robust international styring generelt og navnlig på bæredygtighedsområdet. Globale markeder har brug for globalt anerkendte rammebetingelser og regler. Dette omfatter også meget praktiske, men afgørende aspekter som f.eks. nødvendigheden af at få global adgang til de oplysninger, som gør det muligt at vurdere en investerings bæredygtighed.

4.6.2. Den omstændighed, at det til tider går noget trægt med at opnå enighed internationalt, må aldrig blive et påskud for eller have som konsekvens, at udviklingen på EU-plan mister fart. Tværtimod vil en vellykket gennemførelse af bæredygtig finansiering i Europa betyde, at EU's kurs kommer til at fungere som et forbillede globalt. Således er det også på denne baggrund vigtigt, at EU-taksonomien er pålidelig, og at princippet om dobbelt væsentlighed anvendes konsekvent.


EØSU opfordrer indtrængende til, at der også på internationalt niveau tages større hensyn til den sociale bæredygtighed, hvilket vil være i overensstemmelse med FN's verdensmål for bæredygtig udvikling. Europæiske virksomheder bør ikke stilles over for så mange forskellige regler, at de oplever betydelige konkurrencemæssige ulemper.

4.6.3. Det er konsekvent at uddybe IPSF's arbejde (foranstaltning 6 b). I den sammenhæng bør Kommissionen arbejde for tættere samarbejde og interaktion, ikke blot mellem IPSF og den private sektor, men også med arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet, for eksempel for at sikre, at menneskerettighederne inddrages i rammerne for bæredygtig finansiering. Det siger sig selv, at EØSU også på dette punkt anbefaler et samlet bæredygtighedsfokus. Dette gælder også i forbindelse med støtte til lav- og mellemindkomstlande (foranstaltning 6 a).





Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om europæiske grønne obligationer«

(COM(2021) 391 final — 2021/0191 (COD))

(2022/C 152/17)

Ordfører: Philip VON BROCKDORFF

Anmodning om udtalelse Rådet, 12.8.2021


Retsgrundlag Artikel 114 og 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde








1.1. Den »frivillige« EU-standard for grønne obligationer skaber en ordning, der bygger på gennemsigtighed og tilsyn. Under en sådan ordning vil projekter, der er i overensstemmelse med EU-klassificeringen af bæredygtige aktiviteter, være berettigede til finansiering, og udstedere skal fremlægge yderligere oplysninger på udstedelsestidspunktet og efterfølgende gennem regelmæssig rapportering om anvendelsen af provenuet og projektets indvirkning.

1.2. EØSU mener, at EU-standarden for grønne obligationer har potentiale til at skabe betydelige økonomiske fordele for både udstedere og investorer. Dette er muligt, fordi forslaget har til formål at skabe en universel, troværdig og strømlinet mekanisme for udstedelse af grønne obligationer, der minimerer asymmetri i informationerne og samtidig giver udstedere, der overholder denne standard, betydelige fordele med hensyn til omdømme.

1.3. EØSU mener, at tilpasningen af disse obligationer til EU's klassificeringsforordning også gør dem velegnede til at finansiere økonomiske aktiviteter, der støtter omstillingen til mere bæredygtige og dekarboniserede økonomier.

1.4. Den foreslåede standard vil også bidrage til en væsentlig reduktion af den eksisterende usikkerhed vedrørende de typer aktiver eller udgifter, der med rimelighed kan klassificeres som en grøn kapitalanvendelse. På grund af ovennævnte tilpasning til EU's klassificering mener EØSU imidlertid, at der er behov for klare retningslinjer fra Kommissionens side for at lede investorerne i retning af EU's grønne obligationer og projekter, der har en positiv indvirkning på miljøet.

1.5. EØSU er af den opfattelse, at det i forbindelse med den videre udvikling af grønne obligationer som aktivklasse er nødvendigt at anvende en ensartet standard for udstedere på tværs af medlemsstaterne. Den udfordring, som udstedere, der ønsker at overholde standarderne i EU's klassificering, står over for, bør imidlertid ikke undervurderes. De vil efter al sandsynlighed afveje omkostningerne ved en ekstern kontrol mod fordelene ved at få adgang til et bredere investorgrundlag. Det skal undgås, at der opstår en situation, hvor private udstedere eventuelt vil foretrække alternative grønne obligationer og mindre bekostelige certificeringsprocesser.

1.6. De foreslåede rapporterings- og overholdelsesprocedurer kan have en uforholdsmæssig stor økonomisk indvirkning på SMV'er, som kan finde EU's grønne standard for restriktiv, hvilket vil modvirke yderligere vækst. Også dette skal undgås, og derfor anbefaler EØSU en pragmatisk tilgang til tilsyns- og rapporteringskravene. Hvis man undgår for stram lovgivning og overdreven regulering, herunder for virksomhedsudstedere, vil det lette indførelsen af EU-standarden for grønne obligationer på tværs af kapitalmarkederne. Hvad angår dekarboniseringen af økonomien, anses virksomhedsudstedere for at yde et lige så vigtigt bidrag som Kommissionens udstedelse af grønne obligationer, og EØSU er af den opfattelse, at standarderne for grønne obligationer udstedt af henholdsvis den offentlige sektor og virksomhedsudstedere skal harmoniseres.


1.7. Hvad angår udstedere af grønne obligationer uden for EU, mener EØSU, at adgangen til EU's kapitalmarkeder og omvendt bør baseres på en harmonisering af klassificeringssystemer på tværs af jurisdiktioner på globalt plan. EØSU mener især, at dette er relevant, da miljømæssige udfordringer som f.eks. klimaændringer ikke kan imødegås af EU alene. Medmindre der er fælles fodslag om at arbejde for en klassificering, der stemmer overens med klassificeringen i tredjelande, vil Kommissionens frivillige standard for grønne obligationer i forslaget til forordning sandsynligvis ikke blive en standard, der kommer til at gælde for det globale marked for grønne obligationer. Den internationale platform for bæredygtig finansiering (IPSF) bør spille en central rolle i bestræbelserne på at skabe dette fælles grundlag ved at fungere som et forum for dialog mellem politiske beslutningstagere.

1.8. Endelig bifalder EØSU kravet i EU's klassificering om, at investeringer skal opfylde princippet om ikke at gøre væsentlig skade og minimumsgarantier i betragtning af det fortsatte behov for at prioritere den grønne omstilling parallelt med social beskyttelse og beskyttelse af menneskerettigheder og arbejdstagerrettigheder. Dette kan dog begrænse omfanget af klassificeringens overensstemmelse med tredjelandes, især hvis sådanne jurisdiktioner ikke opfylder kriterierne i henhold til princippet om ikke at gøre væsentlig skade såsom anerkendelse af retten til at føre kollektive overenskomstforhandlinger. Med henblik herpå foreslår EØSU, at der nedsættes et særligt overvågningsudvalg, som skal overvåge dynamikken på markedet for grønne obligationer under inddragelse af arbejdsmarkedets parter.


2.1. Den 6. juli 2021 foreslog Kommissionen en ny forordning om en frivillig europæisk standard for grønne obligationer. Forslaget til forordning har til formål at gøre EU's finansielle system mere bæredygtigt ved at skabe en »guldstandard« for grønne obligationer, der kan sammenlignes med og potentielt tilpasses andre markedsstandarder.

2.2. Standarden for grønne obligationer vil være åben for alle udstedere af grønne obligationer, herunder private, offentlige og statslige udstedere, og den omfatter udstedere uden for EU.

2.3. Den foreslåede ramme fastsætter en frivillig standard for, hvordan virksomheder og offentlige myndigheder kan bruge grønne obligationer til at rejse midler på kapitalmarkederne til finansiering af projekter.

2.4. Standarden kræver, at udstederne tildeler hele provenuet fra udstedelsen til aktiviteter, der opfylder kravene i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/852 (1) (EU's klassificeringsforordning), inden obligationens udløbsdato. Den fastsætter miljømålsætninger, screeningskriterier og præstationstærskler for økonomiske aktiviteter. En økonomisk aktivitet anses for at opfylde kravene, hvis den a) bidrager væsentligt til at nå et eller flere af miljømålene, b) ikke skader andre miljømål væsentligt og c) er i overensstemmelse med sociale og forvaltningsmæssige minimumsgarantier.

2.5. EU's grønne obligationer vil bidrage til finansieringen af langsigtede projekter (på op til ti år), så længe disse projekter stemmer overens med klassificeringsforordningens miljømål.

2.6. EU's grønne obligationer vil være underlagt ekstern kontrol for at sikre, at de stemmer overens med ovennævnte krav, navnlig at projekterne harmoniserer med klassificeringssystemet. Ifølge forslaget skal de eksterne kontrollanter registreres hos Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed og regelmæssigt opfylde betingelserne for registrering.

2.7. I tilfælde af en ændring af EU-klassificeringssystemets tekniske screeningskriterier i henhold til klassificeringsfor-ordningen efter en obligationsudstedelse giver forslaget udstederne mulighed for fortsat at kvalificere sig efter allerede eksisterende kriterier i yderligere fem år. EØSU er imidlertid af den opfattelse, at når en obligation kan betegnes som »grøn« ved udstedelsen, bør reglerne for tildeling af provenuet ikke ændres. Selv om klassificeringssystemets screeningskriterier ændres, og obligationen ikke længere opfylder de nye kriterier, bør den i praksis forblive »grøn« i hele løbetiden. Dette vil bidrage til stabile markeder for grønne obligationer.

2.8. Forslaget har også til formål at styrke investorernes tillid og garantier og mindske risikoen for, at projekter finansieret med grønne obligationer ikke opfylder de tilsigtede miljømål. Udstedere af sådanne obligationer skal regelmæssigt aflægge rapport.


(1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/852 af 18. juni 2020 om fastlæggelse af en ramme til fremme af bæredygtige investeringer og om ændring af forordning (EU) 2019/2088 (EUT L 198 af 22.6.2020, s. 13).

2.9. Et »faktablad om grønne obligationer« med angivelse af de endelige finansieringsmål for udstedelsen vil være obligatorisk, og dette faktablad skal gennemgå et »kontroltjek før udstedelsen«, der foretages af en registreret ekstern kontrollant, med det formål at sikre, at obligationen opfylder kravene til standarden for grønne obligationer.

2.10. Udstedere af grønne obligationer vil skulle offentliggøre årlige rapporter, der viser, hvordan provenuet fra obligationsudstedelsen er afstemt med EU's klassificeringssystem.

2.11. Når hele provenuet fra salget af grønne obligationer er blevet tildelt (hvilket skal ske før obligationens udløbsdato), skal udstederen anmode om et »kontroltjek efter udstedelsen«. For visse udstedere (f.eks. visse finansielle institutioner) vil dette være et årligt krav.

2.12. Der vil også være et krav om at offentliggøre mindst én rapport om obligationens samlede miljøpåvirkning.


3.1. Kommissionens forslag til en EU-standard for grønne obligationer kommer på et tidspunkt, hvor efterspørgslen efter grønne obligationer er stigende i EU. Den nuværende udstedelse af grønne obligationer i EU udgør dog kun 2,6 % af den samlede udstedelse af EU-obligationer, så der er stadig en betydelig mulighed for vækst. F.eks. steg udstedelsen af grønne obligationer i EU i andet kvartal af 2021 med ca. 30 % i forhold til samme periode i 2020, hvilket afspejler vækstforløbet på dette område (2).

3.2. På trods heraf er der stigende bekymring for det reelle omfang af de miljømæssige fordele ved projekter, der finansieres ved udstedelse af sådanne obligationer. Betegnelsen, der beskriver disse bekymringer, er »grønvaskning«, hvilket afspejler de til tider usikre miljømæssige fordele ved projekter, der finansieres via grønne obligationer. Dette skaber et troværdighedsproblem for udstedere, der søger at etablere deres miljømæssige omdømme, og en informationsasymmetri for investorer, der kan have svært ved ex-ante at udpege ægte miljømæssigt bæredygtige projekter.

3.3. Problemet består i, at grønne obligationer er de samme som alle andre obligationer. Forskellen er dog, at provenuet fra udstedelsen af grønne obligationer anvendes til et projekt, der opfylder visse på forhånd fastsatte miljøkriterier. I tilfælde af misligholdelse, og som ved enhver anden obligationsudstedelse, kan investoren typisk trække på udstederens samlede balance. Den ekstra værdi for investoren følger af, at vedkommende besidder en obligation, der opfylder bæredygtige eller miljømæssige mål. Udfordringen består i, at definitionerne for bæredygtige aktiviteter varierer fra jurisdiktion til jurisdiktion i EU. Det er derfor helt umuligt at sammenligne virkningerne af projekter på tværs af jurisdiktioner og ofte på tværs af regioner i en medlemsstat.

3.4. Derudover er der et problem i relation til rapporteringen om anvendelsen af provenuet. Problemerne med udstedernes offentliggørelse og formidling af oplysninger om anvendelsen af provenuet til investorerne synes at være mere udtalte i de medlemsstater, hvor størstedelen af de kulstoffattige investeringer vil være nødvendige i fremtiden.

3.5. EU-standarden for grønne obligationer har til formål at løse disse problemer ved at etablere en ordning, der bygger på gennemsigtighed og tilsyn. Under en sådan ordning er det kun projekter, der er i overensstemmelse med EU-klassificeringen af bæredygtige aktiviteter, som er berettigede til finansiering, og udstedere skal fremlægge yderligere oplysninger på udstedelsestidspunktet og efterfølgende gennem regelmæssig rapportering om anvendelsen af provenuet og dets indvirkning. Desuden er det kun eksterne kontrollanter, der er under tilsyn af Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed (ESMA), som vil kunne godkende en grøn EU-obligation. EØSU advarer imidlertid mod markedskoncentrationer for at holde omkostningerne til eksterne kontrollanter under kontrol. For eksempel kan en enkel og smidig registreringsproces tilskynde til konkurrence på dette område, hvilket ikke vil bringe kontrollanternes viden eller kvalitet i fare.

3.6. EU-standarden for grønne obligationer har også potentiale til at skabe betydelige økonomiske fordele for både udstedere og investorer. På nuværende tidspunkt skaber problemerne med troværdighed og informationsasymmetrier yderligere omkostninger for alle involverede parter, idet udstederne søger at dokumentere deres legitimitet gennem forskellige omkostningskrævende tiltag, herunder dyre eksterne kontrolprocedurer og øget rapportering, mens investorerne kan være nødt til at foretage yderligere undersøgelser for at udpege passende bæredygtige investeringsmuligheder. Den foreslåede europæiske grønne obligation vil skabe en universel, troværdig og strømlinet mekanisme for udstedelse af grønne obligationer, der minimerer asymmetri i informationerne og samtidig giver udstederne omdømmemæssige fordele i henhold til denne standard.


(2) Climate Bonds Initiative (2021). Regional opdeling af udstedelsen af grønne obligationer efter udstedelsesvolumen.

3.7. Europæiske grønne obligationer, der er i overensstemmelse med EU's klassificeringsforordning, er velegnede til at finansiere økonomiske aktiviteter, der støtter omstillingen til mere bæredygtige og dekarboniserede økonomier. Grønne obligationer bør betragtes som en vigtig prioritet, og der bør skabes passende incitamenter til reelt at gøre EU's finansielle system grønnere.

3.8. Forslaget vil gøre det muligt for EU-baserede virksomheder at udstede en europæisk grøn obligation med henblik på at erhverve eller sammensætte et EU-aktiv, der er i overensstemmelse med klassificeringssystemet såsom en ny energieffektiv bygning. Dette vil gøre det muligt for virksomhederne at øge deres andel af aktiver, der er i overensstemmelse med EU-klassificeringen. Der bør dog også tages hensyn til de dermed forbundne sociale omkostninger, herunder masseafskedigelser.

3.9. Den foreslåede standard vil bidrage til en betydelig reduktion af den eksisterende usikkerhed med hensyn til de typer aktiver eller udgifter, der med rimelighed kan betegnes som grøn kapitalanvendelse på grund af ovennævnte tilpasning til EU's klassificering. Dermed øges tilliden til markedet for grønne obligationer, hvilket bidrager til yderligere at fremme vækst og investeringer inden for dette nye område samt mainstreaming af grøn finansiering. Med tiden kan EU-standarden for grønne obligationer blive effektiv, men der er behov for vejledning fra Kommissionens side for at lede investorer i retning af obligationer af højere kvalitet og projekter, der reelt har en positiv indvirkning på miljøet, samt skabe en ny aktivklasse på kapitalmarkedet i EU. Udsigten til en sådan vejledning er endnu en grund til, at dette forslag hilses velkommen.

3.10. På den baggrund vil grønne obligationer blive en grundlæggende komponent i finansieringen af omstillingen til et lavemissionssamfund i hele EU. Grønne obligationer har typisk lange løbetider, hvor kapitalen tilbagebetales, når obligationen forfalder, som det er nødvendigt ved store infrastrukturprojekter. Selv om anvendelsen af EU-mærket for grønne obligationer vil være frivillig, har investorerne alle incitamenter til at bruge det i deres bestræbelser på at mobilisere kapital til projekter med klare miljøfordele. Det er i sig selv allerede en vigtig fordel, men den største fordel er selve standarden, der udgør et benchmark for grønne aktiver på kapitalmarkedet. Dette forventes at resultere i videreudvikling af grønne obligationer som en aktivklasse, så investorerne kan fastlægge en rentekurve, der er specifik for grønne gældsinstrumenter. Hvis det antages, at der findes en ensartet standard i medlemsstaterne, som gælder for alle udstedere, kan grønne obligationsfonde og grønne banklån være med til at mobilisere yderligere midler, der kan lette omstillingen til et lavemissionssamfund. Omstillingen vil blive styrket yderligere, hvis det antages, at prissætningen på grønne lån er rimelig.

3.11. Den europæiske grønne obligation kan også resultere i et benchmark for grønne obligationer på markeder uden for EU, som det har været tilfældet for detailinvesteringsfonde. EU har etableret sig som en global leder på området (hvor 51 % af de globale udstedelser i 2020 kom fra virksomheder og offentlige myndigheder i EU), og standarden for grønne obligationer vil skabe yderligere muligheder for bæredygtig finansiering for EU-investorer på tværs af internationale markeder.

3.12. Det er vigtigt at fastsætte en standard for grønne obligationer. Den udfordring, som udstedere, der ønsker at overholde standarderne i EU's klassificering, står over for, bør imidlertid ikke undervurderes. De vil efter al sandsynlighed afveje omkostningerne og komplikationerne forbundet med en langvarig proces bestående af en ESMA-godkendt og overvåget ekstern kontrol mod fordelene ved at få adgang til et bredere investorgrundlag. Private udstedere vil eventuelt foretrække alternative grønne obligationer og mindre bekostelige certificeringsprocedurer. Disse rapporterings- og overholdelsesprocedurer kan også have en uforholdsmæssig stor økonomisk indvirkning på SMV'er, som kan finde EU's grønne standard for restriktiv, hvilket vil modvirke yderligere vækst. Erfaringerne med EU-dækkende kapitalmarkeds-produkter, hvor udbredelsen ikke har været så stor, kan kaste lys over den potentielle interesse for EU's grønne obligationer.

3.13. Det er derfor nødvendigt, at EU-tilsynsmyndigheden gennemfører standarden for grønne obligationer så pragmatisk som muligt. Selv om Kommissionen vil være den største udsteder af grønne obligationer med 250 mia. EUR over de næste tre år under NextGenerationEU, samtidig med at medlemsstaterne udsteder grønne obligationer for i alt ca. 80 mia. EUR, må den private sektors rolle i forbindelse med udstedelsen af grønne obligationer ikke undervurderes. Hvis man undgår for stram lovgivning og overdreven regulering for virksomhedsudstedere, vil det lette indførelsen af standarden for grønne obligationer på tværs af kapitalmarkederne EU. Der bør dog stadig udvises forsigtighed. Ifølge forslaget vil grønne obligationer udstedt af den offentlige sektor i medlemsstaterne ikke være genstand for ekstern kontrol som omhandlet i dette forslag. Selv om udstedere i den offentlige sektor stadig skal aflægge regnskab for obligationsinvestorerne set i lyset af medlemsstaternes forpligtelser i tilknytning til omstillingen til en lavemissionsøkonomi, ville en generel anvendelse af EU-standarden for grønne obligationer garantere denne forpligtelse. På den anden side kan godkendelsen af to typer grønne obligationer (én for den offentlige sektor og én for virksomhedsudstedere) resultere i mindst to forskellige standarder.


3.14. Et andet spørgsmål, der skal behandles, er, hvordan udstedere af grønne obligationer fra lande uden for EU kan få adgang til EU's kapitalmarkeder og omvendt. Der er et behov for at harmonisere klassificeringssystemer på tværs af jurisdiktioner på globalt plan. I den forbindelse er det relevant at henvise til den internationale platform for bæredygtig finansiering, som er et forum for dialog mellem de politiske beslutningstagere med det overordnede mål at øge mængden af privat kapital, der investeres i miljømæssigt bæredygtige investeringer. Det endelige mål for den internationale platform for bæredygtig finansiering er at lette mobiliseringen af privat kapital til miljømæssigt bæredygtige investeringer. Den internationale platform for bæredygtig finansiering er derfor et multilateralt forum for dialog mellem politiske beslutningstagere, der skal hjælpe investorer med at kortlægge og udnytte bæredygtige investeringsmuligheder, som reelt bidrager til klima- og miljømålene. Harmoniseringen af klassificeringssystemer bør drøftes og vedtages i dette forum.

3.15. Som tidligere nævnt vil ESMA, som den instans der fører tilsyn med EU's kapitalmarked, spille en vigtig rolle med hensyn til at sikre, at de foreslåede standarder anvendes så pragmatisk som muligt. Dette vil kræve kompetenceudvikling og opbygning af ESMA's kapacitet som tilsynsførende for kontrollanter af EU's grønne obligationer. Kommissionen fastsætter kriterierne for kvalifikationer og gennemsigtighed, og disse udgør et solidt grundlag for ESMA. Efterhånden som ESMA opbygger sin kapacitet, kan den efter vores mening med tiden støtte sine modparter uden for EU i anvendelsen af lignende standarder og dermed lette EU-investorenes adgang til nye markeder.

3.16. Det skal desuden tages i betragtning, at omstillingen til en kulstoffattig EU-økonomi vil kræve finansiering langt ud over det, der er til rådighed under NextGenerationEU. Den private sektor spiller allerede en rolle i denne omstilling, men der er behov for meget mere. Den foreslåede EU-standard for grønne obligationer vil derfor videreudvikle et spirende marked for grønne obligationer og mobilisere yderligere udstedere ud over at fremme grænseoverskridende finansiering på kapitalmarkederne. I sidste ende vil den foreslåede standard for grønne obligationer styrke potentielle udstederes og investorers omdømme og deres engagement i bæredygtig udvikling og miljømæssige mål, dvs. modvirkning af klimaændringer, tilpasning til klimaændringer, bæredygtig anvendelse og beskyttelse af vand og marine ressourcer, omstilling til en cirkulær økonomi, genanvendelse, affaldsforebyggelse, forebyggelse og bekæmpelse af forurening og beskyttelse af sunde økosystemer. De relevante miljømæssige og sociale mål vil således indgå i enhver virksomhedsstrategi. Desuden vil fremme af et EU-miljømærke for finansielle produkter, samtidig med at bureaukratiet minimeres, hjælpe private virksomheder med at vedtage en sådan strategi.

3.17. Med tiden forventer EØSU, at investorerne vil vælge EU-standarder for grønne obligationer, da dette vil sikre, at midlerne anvendes i overensstemmelse med klassificeringssystemet, hvilket igen letter kravene til investorrapportering. Derfor bør målet være at vedtage den foreslåede standard for grønne obligationer i hele EU, uanset om det er i den private eller offentlige sektor.

3.18. I den forbindelse ser EØSU gerne, at eksisterende grønne obligationer »beskyttes« under den foreslåede standard samt en eventuel anvendelse af sådanne standarder for NextGenerationEU-obligationer. EØSU er overbevist om, at grønne obligationer, der er i overensstemmelse med klassificeringssystemet, vil bidrage til at nå miljømålene. Desuden forventer udvalget, at EU-standarden for grønne obligationer vil øge investorernes interesse i sådanne investeringer og yderligere udvikle markedet for grønne obligationer. Selv om dette er en god nyhed for udstedere og investorer, advarer EØSU mod de udfordringer, der blev nævnt tidligere.

3.19. Hvis forslaget vedtages, som det er, vil det være interessant at vurdere, i) i hvilket omfang investorer, både i og uden for EU, vil kræve, at udstederne tilpasser sig de foreslåede standarder, eller om forslaget vil resultere i forskelle på markedet for grønne obligationer mellem EU og resten af verden, og ii) hvordan den foreslåede gennemførelse af EU's standard for grønne obligationer vil påvirke udviklingen på markedet for grønne obligationer i og uden for EU.

3.20. EØSU mener især, at dette er relevant, da miljømæssige udfordringer som f.eks. klimaændringer ikke kan imødegås af EU alene. Medmindre der er fælles fodslag om at arbejde for en klassificering, der stemmer overens med klassificeringen i tredjelande, vil Kommissionens frivillige standard for grønne obligationer i forslaget til forordning sandsynligvis ikke blive en standard, der kommer til at gælde for det globale marked for grønne obligationer. Dette vil resultere i fragmenterede kapitalmarkeder, hvor udstedere fra tredjelande sandsynligvis ikke vil overtage Kommissionens foreslåede standarder. Dette kan bremse den strøm af midler, der er nødvendig for at håndtere de enorme miljøudfordringer, navnlig klimaændringerne.


3.21. Endelig bifalder EØSU kravet i EU's klassificering om, at investeringer skal opfylde princippet om ikke at gøre væsentlig skade og minimumsgarantier i betragtning af det fortsatte behov for at prioritere den grønne omstilling parallelt med social beskyttelse og beskyttelse af menneskerettigheder og arbejdstagerrettigheder. Dette kan dog begrænse omfanget af klassificeringssystemets overensstemmelse med tredjelande, især hvis sådanne jurisdiktioner ikke opfylder kriterierne i henhold til princippet om ikke at gøre væsentlig skade som f.eks. anerkendelse af retten til at føre kollektive overenskomstforhandlinger. Med henblik herpå foreslår EØSU, at der nedsættes et særligt overvågningsudvalg, som skal overvåge dynamikken på markedet for grønne obligationer under inddragelse af arbejdsmarkedets parter.





Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EU) nr. 575/2013 og direktiv 2014/59/EU for så vidt angår den tilsynsmæssige behandling af globale systemisk vigtige institutkoncerner med en multiple point of entry-afviklingsstrategi og en metode til indirekte tegning af instrumenter, der er nedskrivningsrelevante med henblik på at opfylde minimumskravet til kapitalgrundlag og nedskriv-

ningsrelevante passiver«

(COM(2021) 665 final — 2021/0343 (COD))

(2022/C 152/18)

Ordfører: Antonio GARCÍA DEL RIEGO



Retsgrundlag Artikel 114 i traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde


Formandens henvisning 9.11.2021






1.1. EØSU anser det for nødvendigt at indarbejde en særlig tilsynsmæssig behandling i forbindelse med indirekte tegning af afskrivningsrelevante instrumenter med henblik på internt minimumskrav til kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver (MREL) direkte i kapitalkravsforordningen (CRR). De foreslåede ændringer af CRR vil løse de konstaterede uoverensstemmelser mellem CRR og direktivet om genopretning og afvikling af banker (BRRD).

1.2. EØSU anbefaler klarere CRR-bestemmelser om sammenligningen mellem summen af de faktiske samlede tabsabsorberingskapacitetskrav ((TLAC-krav) for alle afviklingskoncerner i globalt systemisk vigtige institutter (G-SII-kon-cern) med en MPE-afviklingsstrategi (»multiple point of entry«) og det teoretiske SPE-krav (»single point of entry«) for den pågældende G-SII-koncern. De foreslåede ændringer er nødvendige for at præcisere, i hvilket omfang afviklings-myndighederne kan afhjælpe de potentielle uoverensstemmelser mellem SPE- og MPE-kravene.

1.3. EØSU understreger, at det er nødvendigt at ændre formlen til beregning af et datterselskabs TLAC/MREL-overskud i forbindelse med den generelle fradragsordning, der finder anvendelse på G-SII'er med en MPE-afviklingsstrategi, for at sikre, at denne formel tager hensyn til både datterselskabets risikobaserede og ikke-risikobaserede TLAC/MREL-krav i overensstemmelse med TLAC-standarden. Derved undgås det, at et givet datterselskabs TLAC/MREL-overskud overvurderes.

1.4. EØSU henleder opmærksomheden på, at visse bestemmelser i CRR, der finder anvendelse på G-SII'er med en MPE-afviklingsstrategi, bør præciseres for at gøre det muligt at tage hensyn til datterselskaber, der er etableret uden for EU. Dette vil tilpasse CRR til det tilsvarende TLAC-princip, der er vedtaget internationalt, og som gælder for datterselskaber, der er etableret i alle Rådet for Finansiel Stabilitets (FSB) jurisdiktioner.

1.5. EØSU anbefaler visse målrettede præciseringer i forbindelse med kravet til kapitalgrundlag og nedskrivnings-relevante passiver for institutter, der er væsentlige datterselskaber af tredjelands-G-SII'er, (»intern TLAC«), for at sikre, at gældsinstrumenter udstedt af disse institutter kan opfylde alle kriterierne for nedskrivningsrelevante passivinstrumenter. Årsagen til denne ændring er, at kriterierne for nedskrivningsrelevante passivinstrumenter i øjeblikket er baseret på den antagelse, at disse instrumenter er udstedt af en afviklingsenhed og ikke af datterselskaber, der er underlagt et krav om


intern TLAC. Dette vil blive afhjulpet ved at præcisere, at de betingelser, der gælder for afviklingsenheder, også gælder for ikkeafviklingsenheder. Dette vil på sin side gøre det muligt for disse institutter at opfylde deres krav om intern TLAC bl.a. ved hjælp af nedskrivningsrelevante passiver i overensstemmelse med lovgivernes oprindelige hensigt.

1.5.1. EØSU fremhæver, at MPE-banker bør være i stand til at gøre brug af de justeringer, der er aftalt i TLAC-standarden. Disse justeringer skal sikre ensartet behandling af SPE- og MPE-afviklingsmodeller. Disse justeringer er omfattet af artikel 12a og artikel 72e, stk. 4, i CRR II, men disse to artikler omfatter ikke tredjelande. Især anføres det i artikel 12a, som den er affattet, at justeringer hidrørende fra forskelle i risikovægtede aktiver er begrænset til enheder med hjemsted i EU, da begrebet afviklingsenhed kun refererer til datterselskaber med hovedsæde i EU. Det er vigtigt at udvide anvendelsesområdet til koncernens eventuelle øvrige datterselskaber i andre lande.

1.6. EØSU mener ikke, at dette mål nås med Kommissionens nye forslag, fordi sammenligningen mellem den hypotetiske SPE og summen af risikovægtede aktiver for hver afviklingsenhed holder datterselskaber i tredjelande ude, fordi sammenligningen vedrører artikel 45d og 45h i BRRD, og BRRD omfatter hverken datterselskaber i tredjelande eller forskelle mellem risikovægtede aktiver, der opstår ved forskellige beregningskriterier mellem tredjelande og medlemsstater. Det omfatter kun forskelle mellem medlemsstaterne.


2.1. Kapitalkravsforordningen (CRR) danner sammen med kapitalkravsdirektivet (CRD) den tilsynsmæssige retlige ramme for kreditinstitutioner, der opererer i EU. CRR og CRD blev vedtaget i kølvandet på finanskrisen i 2008-2009 for at øge modstandsdygtigheden hos institutter, der udøver virksomhed i EU's finansielle sektor, og er hovedsageligt baseret på globale standarder, der er aftalt med EU's internationale partnere, navnlig Baselkomitéen for Banktilsyn (BCBS).

2.2. CRR er siden blevet ændret for at afhjælpe de resterende svagheder i den retlige ramme og for at gennemføre nogle udestående elementer af den generelle reform af finansielle tjenesteydelser, som er afgørende for at sikre institutternes modstandsdygtighed. Der blev foretaget en større revision med pakken om risikobegrænsende foranstaltninger, som blev vedtaget af Europa-Parlamentet og Rådet den 20. maj 2019 og offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 7. juni 2019.

2.3. Med denne reform blev den internationale standard for samlet tabsabsorberingskapacitet (TLAC) for globale systemisk vigtige institutter (G-SII'er), som Rådet for Finansiel Stabilitet (FSB) vedtog i november 2015, gennemført i Unionen, og anvendelsen af minimumskravet til kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver (MREL) for alle institutter, der er etableret i Unionen, blev styrket.

2.4. I henhold til TLAC-standarden skal G-SII'er besidde et tilstrækkeligt beløb i meget tabsabsorberende passiver (der er omfattet af bail-in) for at sikre en smidig og hurtig tabsabsorbering og rekapitalisering i tilfælde af afvikling. Ved gennemførelsen af TLAC-standarden i EU-retten, navnlig gennem ændringer af CRR, blev der taget hensyn til det eksisterende institutspecifikke minimumskrav til kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver (MREL), der er fastsat i BRRD. TLAC og MREL er derfor afgørende for effektivt at kunne håndtere bankkriser og mindske deres negative indvirkning på den finansielle stabilitet og de offentlige finanser. TLAC og de reviderede regler om MREL trådte i kraft i Unionen henholdsvis den 27. juni 2019 og den 28. december 2020.

2.5. I overensstemmelse med internationale standarder anerkendes både SPE-afviklingsstrategien (single point of entry) og MPE-afviklingsstrategien (multiple point of entry) i EU-retten. Ifølge SPE-afviklingsstrategien afvikles blot én koncernenhed, normalt moderselskabet (»afviklingsenhed«), hvorimod andre koncernenheder, normalt driftsdatterselskaber, ikke er omfattet af afviklingsforanstaltninger. I stedet overføres disse datterselskabers tab til afviklingsenheden, og kapitalen overføres til datterselskabet. Dette sikrer, at datterselskaberne fortsat kan fungere gnidningsløst, selv efter det tidspunkt, hvor de ikke længere er levedygtige.

2.6. Ifølge MPE-afviklingsstrategien kan mere end én enhed i bankkoncernen afvikles. Der kan derfor være mere end én afviklingsenhed og dermed mere end én afviklingskoncern inden for bankkoncernen. Det underliggende princip i MPE-afviklingsmetoden er at muliggøre afvikling af en given afviklingskoncern på en gennemførlig og troværdig måde uden at undergrave afviklingsmulighederne for andre afviklingsenheder og afviklingskoncerner i samme konsoliderede bankkoncern. Den reviderede bankafviklingsramme foreskriver, at MREL for afviklingsenheder bør fastsættes på konsolideret niveau for en afviklingskoncern (»eksternt MREL«).


2.7. Desuden fastsættes det i rammen, hvordan tabsabsorberings- og rekapitaliseringskapaciteten fordeles inden for afviklingskoncerner (»internt MREL«). Ifølge BRRD skal finansielle instrumenter, der er nedskrivningsrelevante med henblik på internt MREL, som hovedregel besiddes af afviklingsenheden, dvs. normalt moderselskabet.

2.8. Siden begyndelsen af 2020 har Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA) arbejdet på dette udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder på grundlag af en fradragsordning i overensstemmelse med mandatet i BRRD og henstillingerne i de relevante internationale standarder (1). I henhold til den af EBA udviklede fradragsordning skal nedskrivningsrelevante instrumenter med henblik på internt MREL udstedt af datterselskaber til afviklingsenheden via et mellemliggende moderselskab fuldt ud fratrækkes værdien af det mellemliggende moderselskabs egen kapacitet med hensyn til internt MREL.

2.9. EBA konkluderede, at BRRD-kravene ikke kan opfyldes uden yderligere bestemmelser, som skal baseres på niveau 1-teksten med henblik på præcisering heraf. Ud over behovet for at operationalisere den indirekte tegning af instrumenter, der er nedskrivningsrelevante med henblik på internt MREL, er der blevet identificeret en række andre afviklingsrelaterede spørgsmål, siden den reviderede TLAC/MREL-ramme trådte i kraft i 2019. Disse spørgsmål vedrører hovedsagelig den lovgivningsmæssige behandling af G-SII-koncerner ved anvendelse af en MPE-afviklingsstrategi, herunder de MPE-kon-cerner, der har datterselskaber i tredjelande. For eksempel præciserer CRR på nuværende tidspunkt ikke, om de forskellige justeringer af TLAC for G-SII'er ved anvendelse af en MPE-afviklingsstrategi også omfatter datterselskaber af et G-SII, der er beliggende i et tredjeland.

2.10. Der er behov for visse målrettede ændringer af specifikke afviklingsrelaterede aspekter af CRR for at løse ovennævnte problemer. Navnlig skal den lovgivningsmæssige behandling af G-SII-koncerner med en MPE-afviklingsstrategi, herunder de MPE-koncerner, der har datterselskaber i tredjelande, tilpasses bedre til den behandling, der er beskrevet i TLAC-standarden. Dette vil bidrage til at sikre, at hver afviklingsenhed og -koncern, der tilhører disse G-SII'er, i tilfælde af afvikling fortsat kan udføre kritiske funktioner uden risiko for afsmitning.

2.11. De foreslåede ændringer vil ikke ændre rammens overordnede struktur, men vil sikre en korrekt anvendelse af TLAC og MREL.

2.12. Disse foreslåede ændringer af CRR kan spille en afgørende rolle med hensyn til at forbedre et instituts afviklingsmuligheder. Da de tilsvarende bestemmelser allerede finder anvendelse i Unionen, vil de foreslåede ændringer skulle foretages rettidigt. Behovet for en fremskyndet vedtagelse forstærkes yderligere af, at bankkoncerner har brug for klarhed over mekanismen for at kunne beslutte, hvordan de bedst kan foregribe deres kapacitet med hensyn til internt MREL i betragtning af den generelle frist for opfyldelse af MREL, der er fastsat til den 1. januar 2024, idet bindende mellemliggende mål skal opfyldes senest den 1. januar 2022.

2.13. Dette forslag ledsages ikke af en særskilt konsekvensanalyse, da forslaget ikke ændrer de grundlæggende aspekter af CRR, men primært har til formål at præcisere retsforholdet mellem to eksisterende EU-retsakter, nemlig CRR og BRRD, ved direkte i CRR at indarbejde en særlig behandling af indirekte tegning af instrumenter, der er nedskrivningsrelevante med henblik på internt MREL. Sådanne præciseringer vil sikre, at de to stærkt indbyrdes forbundne rammer fortsat stort set er tilpasset hinanden.

2.14. Dette vil igen gøre det muligt for institutterne fortsat at beregne, indberette og offentliggøre ét sæt samlet risikoeksponeringsbeløb og samlet eksponeringsmål med henblik på både CRR og BRRD og dermed undgå en unødig forøgelse af kompleksiteten. Dette omfatter det eventuelle behov for at udstede yderligere MREL-nedskrivningsrelevante instrumenter for at opfylde det interne MREL som indført af medlovgiverne gennem det reviderede BRRD.


3.1. De afviklingsstrategier, der udvikles af krisestyringsgrupper, er i vidt omfang baseret på to stiliserede tilgange: »single point of entry«-afvikling (SPE), hvor afviklingsbeføjelser anvendes på en koncerns øverste niveau af én enkelt national


(1) Rådet for Finansiel Stabilitet, »Guiding Principles on the Internal Total Loss-absorbing Capacity of G-SIBs (»Internal TLAC«)«, 6.7.2017. I henhold til denne ordning vil instrumenter, der er nedskrivningsrelevante med henblik på internt MREL, og som er udstedt af datterselskabet og tegnet af det mellemliggende moderselskab, blive fuldt ud fratrukket de nedskrivningsrelevante instrumenter, som det mellemliggende moderselskab har udstedt for at opfylde sit eget interne MREL.

afviklingsmyndighed, og »multiple point of entry«-afvikling (MPE), hvor afviklingsværktøjer anvendes på forskellige dele af koncernen af to eller flere afviklingsmyndigheder på en koordineret måde.

3.1.1. Single point of entry (SPE) indebærer anvendelse af afviklingsbeføjelser, f.eks. bail-in og/eller overførselsværktøjer, på det øverste niveau i moderselskabet eller holdingselskabet af én enkelt afviklingsmyndighed — sandsynligvis i den jurisdiktion, der er ansvarlig for det globale konsolidere tilsyn med en koncern. En SPE-strategi fungerer via dækning af tab, der er opstået inden for koncernen, af moderselskabet eller holdingselskabet gennem f.eks. nedskrivning og/eller obligatorisk konvertering af udstedt usikret gæld.

3.1.2. Multiple point of entry (MPE) omfatter anvendelse af afviklingsbeføjelser af to eller flere afviklingsmyndigheder på forskellige dele af koncernen og fører sandsynligvis til en opsplitning af koncernen i to eller flere separate dele. Koncernen kan splittes op på et nationalt eller regionalt grundlag efter aktivitetsområder eller en kombination af begge. De afviklingsbeføjelser, der anvendes på separate dele, behøver ikke at være de samme og kan omfatte afviklingsmodeller såsom bail-in inden for afvikling, brug af en broenhed, virksomhedsoverdragelse eller afvikling. Ikke desto mindre kræver MPE-strategier, at indsatsen koordineres på tværs af jurisdiktioner for at forhindre konflikter eller uoverensstemmelser, der undergraver effektiviteten af de enkelte afviklingshandlinger, et stort run på aktiver og afsmitning i hele firmaet.

3.1.3. Der er ikke noget binært valg mellem de to tilgange. I virkeligheden kan en kombination være nødvendig for at tilgodese strukturen i et firma og de lokale myndigheder i de centrale jurisdiktioner, som det har aktiviteter i. Nogle MPE-strategier kan f.eks. medføre anvendelse af flere SPE-afviklinger i forskellige dele af firmaet såsom regionale blokke, der kan adskilles fra hinanden.

3.2. Forslaget er i store træk baseret på EBA's forberedende arbejde, navnlig med hensyn til udviklingen af reguleringsmæssige tekniske standarder for indirekte tegning af nedskrivningsrelevante instrumenter med henblik på internt MREL i afviklingskoncerner. Forslaget tager primært sigte på at adressere utilsigtede konsekvenser af den eksisterende TLAC/MREL-ramme som følge af de regler, der i øjeblikket er indeholdt i CRR. De foreslåede ændringer vil have en begrænset indvirkning på den administrative byrde for institutterne og deres omkostninger ved at tilpasse deres interne aktiviteter, idet de fleste af omkostningerne forventes at blive udlignet ved at give mulighed for, at tilgangen med indirekte tegning af nedskrivningsrelevante instrumenter med henblik på internt MREL i afviklingskoncerner kan fungere korrekt, og, for de berørte institutter, ved fordelene i form af en forbedret anerkendelse af tredjelandsdatterselskaber og ved yderligere at præcisere kriterierne for instrumenter, der udstedes i forbindelse med kravet til intern TLAC.

3.3. Mere specifikt indeholder forlaget bestemmelser om:

3.3.1. Særlig behandling for indirekte tegning af nedskrivningsrelevante instrumenter med henblik på internt MREL. Den foreslåede forordning indfører således i CRR et krav om, at mellemliggende moderselskaber i hele ejerskabskæden i deres egen kapacitet med hensyn til internt MREL skal fratrække værdien af deres besiddelser af nedskrivningsrelevante instrumenter med henblik på internt MREL, herunder kapitalgrundlag, som udstedes af deres datterselskaber, der tilhører samme afviklingskoncern.

3.3.2. Sammenligning mellem det teoretiske SPE-krav og summen af de faktiske MPE-krav. I henhold til CRR skal G-SII-koncerner med en MPV-afviklingsstrategi beregne deres TLAC-krav ud fra den teoretiske antagelse, at koncernen vil blive afviklet i henhold til en SPE-afviklingsstrategi (teoretisk SPE-krav). Dette teoretiske SPE-krav skal derefter af afviklingsmyndighederne sammenlignes med summen af de faktiske TLAC-krav for hver afviklingsenhed i koncernen i henhold til en MPE-afviklingsstrategi (MPE-krav). Bestemmelserne i CRR for så vidt angår konsekvenserne af denne sammenligning er imidlertid inkonsekvente.

3.3.3. Fradrag i nedskrivningsrelevante passivposter. Formålet med denne bestemmelse er at minimere risikoen for afsmitning inden for en G-SII-koncern og sikre, at afviklingsenhederne har tilstrækkelig tilgængelig tabsabsorberings-kapacitet i tilfælde af sammenbrud, hvilket ikke bør mindskes af tab som følge af koncerninterne besiddelser af


TLAC-instrumenter. Uden disse fradrag ville sammenbruddet af én afviklingsenhed i G-SII-koncernen føre til tab i andre afviklingsenheder i koncernen og dermed til en reduktion af disse afviklingsenheders tabsabsorberings- og rekapitaliseringskapacitet.

3.3.4. Behandling af datterselskaber etableret uden for Unionen. Artikel 12a og artikel 72e, stk. 4, i CRR omfatter ikke udtrykkeligt datterselskaber, der er beliggende i et tredjeland. Derfor er det måske ikke muligt for EU-bankkoncerner med en global MPE-afviklingsstrategi at tage hensyn til datterselskaber, der er etableret uden for Unionen.

3.3.5. Præciseringer af kriterierne for gældsinstrumenter, der udstedes i forbindelse med krav til intern TLAC. I artikel 92b i CRR fastsættes kravet til intern TLAC for væsentlige datterselskaber af tredjelands-G-SII'er, der ikke er afviklingsenheder. Dette krav kan opfyldes med kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passivinstrumenter, jf. artikel 92b, stk. 2.

3.4. Detaljerede ændringer til forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 og direktiv 2014/59/EU for så vidt angår den tilsynsmæssige behandling af G-SII-koncerner med en MPE-afviklingsstrategi.

3.4.1. Konsolideret beregning for G-SII'er med flere afviklingsenheder (artikel 12a)

3.4.1.1. EØSU fremhæver, at MPE-banker bør være i stand til at gøre brug af de justeringer, der er aftalt i TLAC-standarden. Disse justeringer skal sikre ensartet behandling af SPE- og MPE-afviklingsmodeller. Disse justeringer er omfattet af artikel 12a og artikel 72e, stk. 4, i CRR II, men disse to artikler omfatter ikke tredjelande. Især i artikel 12a, som den er affattet, anføres det, at justeringer hidrørende fra forskelle i risikovægtede aktiver er begrænset til enheder med hjemsted i EU, da begrebet afviklingsenhed kun refererer til datterselskaber med hovedsæde i EU. Det er vigtigt at udvide anvendelsesområdet til koncernens eventuelle øvrige datterselskaber i andre lande.

3.4.1.2. EØSU mener ikke, at dette mål nås med Kommissionens nye forslag, fordi sammenligningen mellem den hypotetiske SPE og summen af risikovægtede aktiver for hver afviklingsenhed holder datterselskaber i tredjelande ude, da sammenligningen vedrører artikel 45d og 45h i BRRD, og BRRD hverken omfatter datterselskaber i tredjelande eller forskelle mellem risikovægtede aktiver, der opstår ved forskellige beregningskriterier mellem tredjelande og medlemsstater. Det omfatter kun forskelle mellem medlemsstaterne.

3.4.1.3. Med hensyn til behovet for en aftale for at foretage denne justering er EØSU af den opfattelse, at selv om der er en specifik procedure for en aftale om krav til kapitalgrundlag og nedskrivningsrelevante passiver i artikel 45h, stk. 4-6, i BRRD II, er dette en procedure, der kun kan finde anvendelse i tilfælde af forskellige afviklingsmyndigheder i EU og i henhold til en fælles forordning. Én forklaring på, hvorfor proceduren ikke er gyldig for tredjelande, er, at det involverer EBA i tilfælde, hvor der ikke er truffet nogen aftale mellem afviklingsmyndighederne.

3.4.1.4. EØSU foreslår, at i tilfælde, hvor der opstår justeringer i et datterselskab i et tredjeland, er det den europæiske afviklingsmyndighed for moderinstituttet, under hensyntagen til afviklingsmyndighedens ikkebindende udtalelse i det nævnte tredjeland, der kan foretage justeringen uden at skulle indgå en aftale med tredjelandsmyndigheden.

3.4.2. Fradrag i nedskrivningsrelevante passivposter (artikel 72e)

3.4.2.1. EØSU understreger, at artikel 72e bør indeholde en grandfathering-periode indtil den 31. december 2024 (tidsfrist for TLAC-gennemførelse i tredjelande). Under denne overgangsperiode skal MPE-banker være i stand til at justere fradraget på besiddelser for datterselskaber i tredjelande uden et tilsvarende afviklingskrav og beregne overskuddet baseret på det samlede kapitalkrav, der er gældende i tredjelandet. Ellers ville det få en utilsigtet konsekvens, fordi det vil øge behovet for at udstede nedskrivningsrelevante passiver som følge af ikke at være i stand til at justere denne besiddelse på et datterselskab i et tredjeland, og med en afviklingsordning fra 2025 og fremefter nedsættes kravet for moderkreditinstituttet på grund af et lavere justeret fradrag for disse tredjelandsbesiddelser, og der vil ikke længere være behov for disse udstedelser af nedskrivningsrelevante passiver.





Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Det Europæiske Råd, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og

Regionsudvalget — Udnyttelse af de tidlige erfaringer fra covid-19-pandemien«

(COM(2021) 380 final)

(2022/C 152/19)

Ordfører: Tomasz Andrzej WRÓBLEWSKI

Medordfører: Ákos TOPOLÁNSZKY










1.1. EØSU glæder sig over, at Den Europæiske Union og dens institutioner har taget skridt til løbende at vurdere processerne under pandemien, både med hensyn til den hidtil usete belastning af sundhedssystemerne og indvirkningen på Den Europæiske Union som helhed.

1.2. Kommissionen opregner ti vigtige erfaringer fra pandemien, men EØSU beklager, at det kun nævnes i forbifarten, at krisen har ujævn indvirkning, idet sårbare grupper og små og mellemstore virksomheder er blandt de hårdest ramte. Anbefalinger skal se kritisk på, hvad der er blevet gjort indtil nu inden for alle områder, hvad der har fungeret godt, og hvad der skal forbedres. Vi er også nødt til at se på, hvordan vi kan løse problemerne med den notoriske mangel på arbejdskraft, flaskehalse i forsyningskæder og hurtigt stigende energipriser, som gør det vanskeligt at vende tilbage til normalt fungerende samfund og økonomier.

1.3. EØSU bemærker, at der er behov for værktøjer og planer, der hurtigt kan aktiveres og gennemføres i en krisesituation på EU-niveau. EØSU bifalder EU's planer om at etablere en ramme for en pandemisk nødtilstand i EU og standarder for kriseberedskab. EØSU opfordrer til en høj grad af koordinering og gennemsigtighed i alle procedurer, især når der er behov for hurtig handling og beslutningstagning i de offentlige forvaltninger på EU-niveau og i medlemsstaterne.

1.4. Covid-19 har forstærket de eksisterende ulige sundhedsmønstre, idet sårbare grupper er blevet ramt af virussen i uforholdsmæssig høj grad. EØSU bemærker, at der er behov for programmer, der kan sikre adgang til forebyggende sundhedspleje og rehabilitering, selv under en sundhedskrise. Derfor bør nødforanstaltningerne i tilfælde af pandemier i fremtiden skaleres på en sådan måde, at de ikke indvirker på funktionen af den primære pleje på en måde, der fører til større tab af sundhed i samfundet i sådanne situationer.

1.5. EØSU mener, at EU fortsat bør håndtere krisen på en måde, der er konsekvent og globalt orienteret, navnlig gennem COVAX og Det Europæiske Center for Forebyggelse af og Kontrol med Sygdomme (ECDC) og nye potentielle lægemidler og behandlinger, og styrke og understøtte den globale sundhedssikkerhedsstruktur. Dette omfatter en styrkelse af EU's rolle i Verdenssundhedsorganisationen.

1.6. Covid-19-udbruddet har tydeliggjort den overordnede karakter af krisesituationer og deres indvirkning på alle undersystemer i samfundet. På den baggrund er det særligt vigtigt at gøre de socialpolitiske systemer mere inkluderende og indrette dem med henblik på at hjælpe dem, der er marginaliserede, og hvis situation er særligt vanskelig.


1.7. I forlængelse af adskillige udtalelser (1) og søjlen for sociale rettigheder støtter EØSU foranstaltninger på EU-niveau og i medlemsstaterne, der fremmer samarbejde mellem sundhedssystemer under hensyntagen til EU-værdier som værdighed og fair konkurrence, og hvis sigte er opadgående konvergens af sundheds- og socialsystemer.

1.8. Under pandemien oplevede vi, at EU og medlemsstaterne helt nødvendigt udvidede deres aktiviteter i et hidtil uset omfang for at hjælpe både virksomheder og borgere økonomisk. EØSU understreger, at det er vigtigt at bevæge sig fra kriseforanstaltninger til produktive investeringer med henblik på en inklusiv og bæredygtig genopretning på mellemlang og lang sigt, bl.a. for at undgå risikoen for, at finans- og pengepolitikkerne kan blive ramt af høj inflation, der kan føre til stagflation.

1.9. EØSU bifalder Kommissionens bestræbelser på at støtte nationale kampagner til fremme af mediekompetencer i samarbejde med Det Europæiske Observationscenter for Digitale Medier (EDMO) og Ekspertgruppen om Mediekendskab og dermed bidrage yderligere til at bekæmpe desinformation, herunder om vaccination, som forårsager ubegrundet frygt og alvorlig skade.

1.10. Udvalget bakker op om bestræbelserne for at udbygge det internationale samarbejde og styrke Europa i de internationale institutioner. EØSU påpeger, at enhver svækkelse af Europas stilling og deltagelse i internationale organisationer åbner muligheder for andre lande uden for EU til at agere på en måde, der ikke er fremmende for de værdier, Den Europæiske Union står for.


2.1. I begyndelsen af 2020 blotlagde covid-19-pandemien nogle af de allerede eksisterende problemer i sundhedssektoren, i mange lande og EU-institutioner og i nogle økonomiske sektorer. Alt dette gjorde alvoren af krisen og de sociale ubalancer endnu værre.

2.2. Udvalget glæder sig over, at EU og dens institutioner har taget skridt til løbende at vurdere processerne under pandemien, både med hensyn til den hidtil usete belastning af sundhedssystemerne og indvirkningen på EU som helhed. Udvalget understreger, at denne seneste periode også bør betragtes som en krisetest af EU's demokratiske funktion og optræden som en enhed.

2.3. EØSU anerkender den enorme indsats fra forskellige EU-institutioner for at koordinere vaccinationshjælpen, fra nationale institutioner for at levere social sikring og støtteprogrammer og fra virksomheder for at have gjort alt, hvad de kunne for at beskytte deres ansatte og aktiviteter og løfte udfordringen med en hurtig tilbagevenden til en normal situation i forhold til beskæftigelse og levering af væsentlige produkter. Samtidig kan vi konstatere, at der stadig er lang vej igen, før der er fuld stabilitet og balance på arbejdsmarkedet.

2.4. EØSU understreger, at den første og vigtigste lære, vi kan drage, er, at vi navnlig under regionale og/eller supranationale pandemier er nødt til at arbejde sammen på EU-plan for at finde fælles redskaber, ikke blot for at reagere ud fra et sundhedsmæssigt synspunkt, men også for at håndtere nødsituationen og ledsage overgangen til en hurtig, men inklusiv og bæredygtig genopretning. Udvalget understreger EU-institutionernes positive tilgang med indførelsen af nye og innovative finansielle redskaber, der er baseret på en solidarisk tilgang og fælles interesser.

2.5. Den værst tænkelige situation ville være et udbrud af endnu en krise, før situationen er helt stabiliseret. Det er derfor en prioritet for Kommissionen at træffe foranstaltninger i dag for at opbygge modstandsdygtigheden i de økonomiske, sociale og sundhedsmæssige systemer for fremtiden. EØSU er enig i denne strategi og i behovet for at se kritisk på de indhøstede erfaringer og styrke krisestyringen i EU.

2.6. Kommissionen opregner ti vigtige erfaringer fra pandemien, men nævner kun i forbifarten, at krisen har ujævn indvirkning, idet sårbare grupper og små og mellemstore virksomheder er blandt de hårdest ramte. Anbefalinger skal se kritisk på, hvad der er blevet gjort indtil nu, hvad der har fungeret godt, og hvad der skal forbedres.

2.7. Efterhånden som vi kommer ud af krisen, har mangel på »lavt kvalificeret« arbejdskraft til job af afgørende betydning også vist sig også at være et stort problem. Krisen har desuden udstillet vores sårbarhed over for fragmenteringen af de globale forsyningskæder og behovet for at gentænke industristrategien, når det gælder fremstilling af væsentlige produkter.


(1) EUT C 13 af 15.1.2016, s. 40, EUT C 14 af 15.1.2020, s. 1.



3. Krisestyring

3.1. EØSU bifalder EU's planer om at etablere en ramme for en pandemisk nødtilstand i EU og standarder for kriseberedskab. EØSU bifalder de igangværende bestræbelser på at overvåge, revidere og investere i krisestyring. Udvalget støtter også Kommissionens planer om at udarbejde en årlig statusrapport om beredskabet.

3.2. EØSU bemærker, at der er behov for værktøjer og planer, der hurtigt kan aktiveres og gennemføres i en krisesituation på EU-niveau. Værktøjerne på nationalt plan bør supplere hinanden, så landene kan reagere i et omfang, der svarer til den krisesituation, der konstateres i deres område.

3.3. EØSU understreger vigtigheden af at tage princippet om effektiv og primær behovsbaseret solidaritet alvorligt i globale krisesituationer.

3.4. EØSU påpeger, at institutionernes første reaktioner ikke i alle tilfælde var tilstrækkelig, hvilket delvist kan tilskrives den manglende koordinering mellem medlemsstaterne. På trods af den indledende kritik af EU's vaccinationsstrategi er fordelene ved en kollektiv indsats blevet mere synlige i dag. Disse erfaringer skal bruges til at forbedre EU's reaktion på fremtidige kriser.

3.5. EØSU påpeger, at det er nødvendigt at fastlægge fælles europæiske standarder for indsamling og standardisering af statistiske data — især på sundhedsområdet. Der er også behov for at se på de statistiske metoder, der er blevet anvendt hidtil inden for de enkelte områder. Dette er vigtigt for egentlige evidensbaserede beslutningstagningsprocesesser fremover.

EØSU bemærker, at der omkring pandemiens udbrud var vedvarende mangler med hensyn til professionel og pålidelig rådgivning og adgang til forskning i epidemier. Det er derfor nødvendigt at koordinere og strømline den faglige ekspertise inden for epidemier på EU-plan. Udvalget støtter udnævnelsen af en europæisk chefepidemiolog, der med en rådgivende funktion skal bistå beslutningsprocessen på EU-niveau og i medlemsstaterne.

4. Sundhedsbeskyttelse

4.1. Covid-19 har forstærket de eksisterende ulige sundhedsmønstre, idet sårbare grupper er blevet ramt af virussen i uforholdsmæssig høj grad. De eksisterende systemer til sikring af en hurtig indsats såsom EU's system for tidlig varsling og reaktion, Epidemic Intelligence Information System (EPIS) og det europæiske overvågningssystem (TESSy) skal revideres og gøres mere effektive. Systemet bør indrettes således, at der er støtte til personer med lavindkomstjob, personer med allerede eksisterende kroniske sygdomme eller handicap, personer, der lever i ekstrem fattigdom, og ældre på plejehjem. EØSU peger på, at der er behov for at investere i offentlige sundhedstjenester af høj kvalitet, som i tråd med princip 16 i den europæiske søjle for sociale rettigheder er økonomisk overkommelige og tilgængelige for borgerne, og for at støtte den private sundhedspleje, som har en supplerende rolle og også spillede en afgørende rolle under pandemien, i tilfælde hvor denne bidrager til opfyldelsen af den offentlige opgave med at varetage sundheden.

4.2. I forlængelse af konklusionerne i EØSU's udtalelse EU4Health-programmet (2) afgiver EØSU yderligere udtalelser om de første konklusioner, vi kan drage af covid-19-krisen på sundhedsområdet.

4.3. Under pandemien har medlemsstaterne fokuseret på nødforanstaltninger ofte på bekostning af forebyggende sundhedspleje og rehabilitering. EØSU bemærker, at der er behov for programmer, der kan sikre adgang til forebyggende sundhedspleje og rehabilitering, selv under en sundhedskrise. Derfor bør nødforanstaltningerne i tilfælde af pandemier i fremtiden skaleres på en sådan måde, at de indvirker mindst muligt på den primære plejes funktion og kun for at undgå større tab af sundhed i samfundet i sådanne situationer.

4.4. EU-lægemiddelstrategien, der blev vedtaget i november 2020, har til formål at modernisere de lovgivningsmæssige rammer og støtte lægemiddelforskning og -teknologi. EØSU bemærker, at de nationale sundhedssystemers kapacitet kan styrkes ved en aktiv inddragelse af offentlige apoteker i forbindelse med medicinsk behandling.


(2) EUT C 429 af 11.12.2020, s. 251.


4.5. Pandemikrisen har vist, at der er mangel på sundhedspersonale. EØSU gentager, at der bør være særlig fokus på at forbedre deres arbejdsvilkår, herunder lønninger, uddannelse, omskoling, suppleringsuddannelse og adgang til børnepasning med henblik på at sikre de højest mulige sikkerhedsstandarder og muligheden for, at ansatte i alle erhverv, herunder i sundhedssektoren, kan bo, flytte og arbejde frit i hele EU (3). Eftersom 76 % af sundhedspersonalet og 84 % af sygeplejerskerne i EU er kvinder, er der behov for politikker, der kan ændre på kønsbalancen, for at fjerne hindringer for adgang til fuldtidsbeskæftigelse, afhjælpe lønforskellen mellem kønnene, sikre, at flere bliver i sektoren, og fremme mulighederne for faglig udvikling og for at påtage sig lederfunktioner. Der bør udvikles særlige procedurer, der gør det muligt hurtigt og sikkert at rekruttere sundhedspersonale fra lande uden for EU i kritiske situationer.

4.6. Hvad angår EU’s strategiske ramme for sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen for 2021-2027 bifalder EØSU Kommissionens stærke anbefaling til medlemsstaterne om at anerkende covid-19 som en erhvervssygdom. Dog understreger det, at anbefalingen bør revideres for at inkludere alle arbejdstagere, der udsættes for smitte uden den rette beskyttelse, herunder mobile og vandrende arbejdstagere og sæsonarbejdere på usikre arbejdspladser og i usunde boliger.

4.7. EØSU vil nøje følge gennemførelsen af den europæiske sundhedsunion og anbefaler, at sammenhængen mellem dyresundhed og menneskers sundhed tages i betragtning. Dette samarbejde understreger også, at pandemiers grænseoverskridende karakter betyder, at kun en ensartet og velkoordineret indsats baseret på fælles anerkendelse kan være effektiv og vellykket.

4.8. Under covid-19-pandemien var tilgangen til kliniske forsøg i Europa fragmenteret og ukoordineret. EØSU bemærker, at en paneuropæisk tilgang kan bane vej for en strømlining af procedurerne og processerne for kliniske forsøg, især afprøvning af nye potentielle lægemidler til effektiv og tilgængelig behandling. Her kan en storstilet europæisk platform for kliniske forsøg være en løsning.

4.9. Ifølge videnskabelige forskningsdata og deltagerstatistikker inden for sundhedspleje kan covid-19-krisen resultere i en betydelig stigning i psykologiske risici, hvilket igen kan øge udviklingen af psykosomatiske sygdomme. Dette nye sygdomsfænomen såvel som de endnu ikke tilstrækkeligt undersøgte langtidseffekter af covid skal der tages højde for i sundhedssystemerne i alle EU-medlemsstater.

4.10. Forebyggelse af og forberedelse og reaktion på pandemier er prioriteter for Europa. EØSU mener, at EU fortsat bør håndtere krisen på en måde, der er konsekvent og globalt orienteret, navnlig gennem COVAX og nye potentielle lægemidler og behandlinger, og styrke og understøtte den globale sundhedssikkerhedsstruktur. I den forbindelse må EU's rolle i Verdenssundhedsorganisationen også styrkes. På den baggrund, og også som en reaktion på de akutte behov i udviklingslandene, opfordrer EØSU Kommissionen til at føre an i en åben debat på europæisk niveau om en midlertidig frivillig undtagelse fra TRIPS-aftalen, gældende for covid-19-vacciner, -behandlinger og -tests, for at gøre det muligt at intensivere den globale vaccineproduktion og mindske omkostningerne og dermed sikre adgang for alle mennesker i hele verden.

4.11. Med hensyn til de første erfaringer, der er formuleret i Kommissionens meddelelse om sundhed, finder EØSU det smerteligt mangelfuldt, at det konstateres, at der er ulige adgang til interventioner og tjenester til at håndtere stress på sundhedsområdet uden det nødvendige fokus på sårbare grupper. I mange henseender er dette kun blevet forstærket af covid-19-krisen. Lige adgang til og tilgængelighed af tjenester bør ikke kun være et evalueringskriterium, men kan også redde liv.

5. Sociale og samfundsmæssige aspekter

5.1. I 2021 har vi set, at ulighederne mellem kvinder og mænd er blevet større i Europa, især som følge af den alarmerende stigning i tilfældene af vold mod kvinder, som har ledsaget covid-19-pandemien. Nedluknings- og isolationsforanstaltninger har gjort det nemmere for voldsmænd at kontrollere ofre gennem tvang, og kvinder og piger er blevet udsat for fysisk, psykisk og seksuel vold og haft begrænset adgang til støttetjenester for ofre. Det er blevet betegnet som en »skyggepandemi«. EØSU opfordrer Kommissionen til at vedtage en omfattende ramme for forebyggelse og bekæmpelse af alle former for vold mod kvinder og piger ud fra et feministisk, kønsbevidst og intersektionelt perspektiv med henblik på at sikre, at der ikke igen opstår en skyggepandemi i tilfælde af en fremtidig sundhedskrise.


(3) EUT C 286 af 16.7.2021, s. 109.


5.2. I sin resolution af 9. juni 2021 (4) anerkender EØSU, at den nuværende pandemisituation i Europa øger fattigdommen og uligheden, og at ressourcerne bør kanaliseres derhen, hvor der er størst behov for dem, for at sikre beskæftigelse af høj kvalitet, mindske fattigdom og udstødelse og fremme iværksætterånden.

5.3. Covid-19-udbruddet har tydeliggjort den overordnede karakter af krisesituationer og deres indvirkning på alle undersystemer i samfundet. På den baggrund er det særligt vigtigt at gøre de socialpolitiske systemer mere inkluderende og indrette dem med henblik på at hjælpe dem, der er marginaliserede, og hvis situation er særligt vanskelig.

5.4. EØSU konstaterer også med beklagelse, at de nationale forvaltninger i utilstrækkelig grad har inddraget arbejdsmarkedets parter og civilsamfundsorganisationerne og taget hensyn til sidstnævntes input i udarbejdelsen af de nationale genopretnings- og resiliensplaner. EØSU opfordrer til, at der indføres bindende betingelser for høring af civilsamfundsorganisationerne.

5.5. Kommissionen understreger, at et socialt, bæredygtigt og konkurrencedygtigt Europa bør være en prioritet, og at der tillige bør overvejes eventuelle nye indikatorer for økonomisk fremgang, hvor der ikke kun ses på BNP, f.eks. livskvalitet, miljømæssig bæredygtighed, social samhørighed, sundhedsvæsen og de nuværende og kommende generationers generelle trivsel.

5.6. EØSU opfordrer Kommissionen til at fokusere på de grundlæggende rettigheder, navnlig i forbindelse med socioøkonomisk velfærd. Der bør lægges særlig vægt på rettigheder, værdighed og velfærd for personer, der kan opleve social udstødelse og blive udsat for en eller anden form for forskelsbehandling under covid-19-pandemien.

6. Økonomi og finansiering

6.1. Under pandemien oplevede vi, at EU og medlemsstaterne helt nødvendigt udvidede deres aktiviteter i et hidtil uset omfang for at hjælpe både virksomheder og borgere økonomisk. EØSU understreger, at det er vigtigt at bevæge sig fra kriseforanstaltninger til produktive investeringer med henblik på en inklusiv og bæredygtig genopretning på mellemlang og lang sigt, bl.a. for at undgå risikoen for, at finans- og pengepolitikkerne kan blive ramt af høj inflation, der kan føre til stagflation.

6.2. EØSU bemærker, at enhver ny skatte- eller afgiftsreform, hvad enten det er på EU-niveau eller nationalt niveau, bør tage højde for strukturen af de nationale økonomier, robustheden af de lokale virksomheder og især situationen for de mennesker, der har fået det svært som følge af krisen. I den forbindelse fremhæver udvalget, at der er behov for at analysere den skattemæssige og økonomiske situation for virksomheder og borgere, der er blevet ramt af den pludselige stigning i energipriserne.

6.3. EØSU er enig i, at nye skatte- og udgiftsregler bør hjælpe medlemsstaterne med at investere i bl.a. uddannelse, forskning, udvikling, innovation, sundhed og offentlig infrastruktur, i reelle og effektive investeringer i menneskelig kapital samt i effektiviteten af den samlede offentlige sektor.

6.4. EØSU opfordrer Kommissionen til inden for konkurrencepolitiske principper for statsstøtte at fremme midlertidige foranstaltninger, som medlemsstaterne træffer for at skabe fuldtidsbeskæftigelse og støtte økonomiske aktiviteter, der er berørt af krisesituationer, og udarbejde planer for offentlig-private partnerskaber eller lignende løsninger med henblik på at begrænse risiciene i hele samfundet, herunder de risici, der påvirker private aktører i ekstraordinære krisesituationer.

7. Samfund og teknologi

7.1. Udvalget henleder opmærksomheden på den voksende uddannelseskløft mellem borgerne i EU. De yngre generationer er blevet hårdt ramt af de foranstaltninger, der blev truffet for at begrænse pandemien. Hverken medlemsstaterne eller EU-institutionerne beskæftiger sig aktivt med dette spørgsmål eller med behovet for reformer af uddannelsessystemet. Der er endnu ikke fremlagt nogen systemiske genopretnings- eller redningsplaner. Udvalget erkender imidlertid, at opkvalificering og omskoling vil være afgørende for borgernes uddannelse og udvikling i fremtiden, og at digitale værktøjer er en vigtig del af enhver fremtidig uddannelsesmodel.


(4) Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs bidrag til Kommissionens arbejdsprogram for 2022 baseret på arbejdet i ad hoc-gruppen »EØSU's bidrag til Kommissionens arbejdsprogram for 2022« (EUT C 341 af 24.8.2021, s. 1).

7.2. Udbredt adgang til digitale tjenester baseret på solidaritet er også vigtig for den sociale samhørighed. Som Det Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene (Eurofound) (5) med rette påpeger, kan vejen til mere sammenhængende samfund i Europa sikres gennem politikker, der fokuserer på borgernes økonomiske og sociale integration og lægger mere vægt på digitale færdigheder.

7.3. EØSU bifalder Kommissionens bestræbelser på at støtte nationale kampagner til fremme af mediekompetencer i samarbejde med Det Europæiske Observationscenter for Digitale Medier (EDMO) og Ekspertgruppen om Mediekendskab og dermed bidrage yderligere til at bekæmpe desinformation og styrke samfundets modstandsdygtighed over for falsk indhold og desinformation om vaccination, som forårsager ubegrundet frygt og alvorlig skade. EØSU opfordrer endvidere til en styrkelse af kriseinformationsprocessen, som er den bedste modforanstaltning over for desinformation.

7.4. Covid-19-pandemien har understreget vigtigheden af uddannelse inden for medicinske nøgleområder som f.eks. intensiv behandling for at kunne håndtere krisesituationer. Den har også blotlagt, hvor vigtig overførbarheden af færdigheder mellem EU-medlemsstaterne er i krisesituationer. Procedurerne for midlertidig overførsel og mobilitet af sundhedspersonale mellem medlemsstater bør gøres lettere, og det samme gælder de procedurer, der gør det muligt at rekruttere sundhedspersonale fra tredjelande i disse situationer.

8. Internationale forbindelser og demokratiske standarder

8.1. EØSU bemærker, at pandemien har ramt samfund og virksomheder over hele verden og har forværret den allerede tiltagende geopolitiske rivalisering.

8.2. Udvalget bakker op om bestræbelserne for at udbygge det internationale samarbejde og styrke Europa i de internationale institutioner. EØSU påpeger, at enhver svækkelse af Europas stilling og deltagelse i internationale organisationer åbner muligheder for andre lande uden for EU til at agere på en måde, der ikke er fremmende for de værdier, som EU står for. Navnlig er det vigtigt med en omhyggelig analyse af alle hindringer for at opretholde EU's kerneværdier og bevare frihedsrettighederne på det indre marked.

8.3. EØSU påpeger, at covid-19-pandemien ofte er blevet brugt som en undskyldning for at indskrænke rettigheder og underminere demokratiske standarder. Nogle regeringer har også brugt krisen til at forfølge deres egne kortsigtede politiske interesser. EØSU insisterer på, at de lovgivningsbeslutninger, der træffes for at håndtere og overvinde pandemien, på ingen måde må påvirke overholdelsen af de grundlæggende rettigheder og demokratiske værdier.

8.4. EØSU understreger på det kraftigste behovet for en ansvarlig, evidensbaseret politikudformning og videnskabelige fakta og for at prioritere foranstaltninger til beskyttelse af sundhed og liv. Samtidig skal vi under en pandemi eller enhver anden krise omhyggeligt respektere — og ikke begrænse — de grundlæggende rettigheder og demokratiske værdier.

8.5. Med hensyn til den frie bevægelighed for personer, varer, tjenesteydelser og kapital gentager udvalget behovet for at støtte harmoniseringen af rejseprotokoller for enkeltpersoner og virksomheder for at opretholde et højt niveau af tillid og ensartede regler i hele EU i overensstemmelse med principperne for det indre marked. Reglerne skal være klare, fungere og så vidt muligt de samme i alle lande.





(5) Eurofound (2018), Social cohesion and well-being in Europe, Den Europæiske Unions Publikationskontor, Luxembourg.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om et europæisk ungdomsår 2022«

(COM(2021) 634 final — 2021/0328 (COD))

(2022/C 152/20)

Hovedordfører: Michael McLOUGHLIN

Anmodning om udtalelse Rådet for Den Europæiske Union, 21.10.2021


Retsgrundlag Artikel 165, stk. 4, og artikel 166, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde







1.1. EØSU glæder sig over udnævnelsen af 2022 som europæisk ungdomsår. Det er også meget glædeligt, at året i forvejen præges af den europæiske søjle for sociale rettigheder og genopretningskampagnen efter pandemien.

1.2. EØSU er parat til at påtage sig en ledende rolle i det europæiske ungdomsår på grundlag af vellykkede EØSU-initiativer såsom »Dit Europa, din mening!« og rundbordsdialogerne for de unge om klima og bæredygtighed. EØSU har de bedste forudsætninger for at fremme samarbejdet med ungdomsnetværk.

1.3. Der skal udvikles tydelige indikatorer og politiske mål for året. Disse bør i tillæg til de allerede planlagte aktiviteter fokusere på indvirkningen på forskellige politikområdet og det tværsektorielle arbejde.

1.4. EØSU er dog bekymret over den travle tidsplan og de mange prioriteter for året og mener, at enkle prioriteter vil være til gavn for alle interessenter.

1.5. Hvis oplysningsaktiviteter er det primære indhold i ungdomsåret, bør dette fremgå tydeligt af al kommunikation, navnlig med de unge.

1.6. Det europæiske ungdomsår skal bidrage til EU's ungdomsstrategi med klare planer og tilsagn, navnlig i lyset af ungdomsstrategiens tværsektorielle dimension.

1.7. Året skal sikre, at de grupper, der er sværere at nå ud til, inkluderes. Indikatorer på gruppeniveau og geografiske indikatorer bør om nødvendigt anvendes for at sikre dette.

1.8. Når det gælder budgettet mener EØSU, at der er brug for større ambitioner. Der skal på grund af den kritiske situation, som unge i EU står i, tildeles nogle ekstra ressourcer til nationale ungdomsråd og ungdomsorganisationer ud over de eksisterende programmer.

1.9. EØSU mener, at der er behov for en samlet tildeling på 10 mio. EUR plus 2 mio. EUR til koordinering på nationalt plan. Det Europæiske Ungdomsforum og dets medlemmer er også meget vigtige. Disse midler kan viderefordeles via nationale ungdomsråd.

1.10. Lokale alliancer for det europæisk år på medlemsstatsniveau ville være kærkomne. Her kan EØSU også spille en rolle.

1.11. Planlagt arbejde om eksterne forbindelser og med EU-Udenrigstjenesten hilses også velkommen i forbindelse med året og tiden efter. De relativt veludviklede ungdomspolitikker i Europa kan spille en vigtig rolle i og uden for vores naboskabsområde.


2. Sammendrag af forslaget

2.1. Formanden for Kommissionen, Ursula von der Leyen, bekendtgjorde i sin tale om Unionens tilstand den 15. september, at Kommissionen vil fremsætte forslag om, at 2022 skal udnævnes til det europæiske ungdomsår. Efter at have reflekteret over erfaringerne fra covid-19 i Europa rettede kommissionsformanden sin opmærksomhed mod 2022 og behovet for genopbygning efter pandemien. Hun hentede inspiration fra unges deltagelse i klimaaktivisme og deres fremhævelse af solidaritet og faste mål om at fortsætte med at stræbe efter at skabe en bedre fremtid.

2.2. Passagen vedrørende især ungdom blev placeret i forbindelse med det sociale marked og den europæiske søjle for sociale rettigheder. Talen henviste endvidere til det nye ALMA-initiativ fra GD for Beskæftigelse, Sociale Anliggender, Arbejdsmarkedsforhold og Inklusion, som fokuserer på unge, der ikke er i beskæftigelse, under uddannelse eller erhvervsuddannelse. Talen koblede også forslaget sammen med konferencen om Europas fremtid.

»Og det er de unge, der skal styre debatten i forbindelse med konferencen om Europas fremtid. Det er deres fremtid, og det skal også være deres konference. Og som lovet i begyndelsen af vores mandat er Kommissionen parat til at følge op på de punkter, der bliver drøftet i forbindelse med konferencen.«

Kommissionsformand Ursula von der Leyens tale om Unionens tilstand, 15. september 2021

2.3. Kommissionen offentliggjorde sit forslag den 14. oktober. Forslaget fastsætter, at målsætningen med året er »at styrke Unionens, medlemsstaternes og de regionale og lokale myndigheders indsats for at hylde, støtte og engagere de unge i et postpandemisk perspektiv«. Det præsenterer endvidere tre måder, hvorpå dette kan opnås, og indarbejder »hvordan den grønne og digitale omstilling giver et fornyet perspektiv for fremtiden og muligheder for at modvirke pandemiens negative virkning på unge og på samfundet som helhed« for at inddrage alle unge og tilskynde dem »til at blive aktive og engagerede borgere samt drivkraften bag forandringer« og »fremme unges muligheder« […] »for at støtte deres personlige, sociale og faglige udvikling i en grønnere, mere digital og mere inkluderende Union«.

2.4. Forslaget henviser til en række relevante politikområder og finansieringsprogrammer, som kan støtte det europæiske ungdomsår. Disse foranstaltninger omfatter: Den styrkede ungdomsgaranti, Erasmus+-programmet, Det Europæiske Solidaritetskorps, ALMA-initiativet (Aim, Learn, Master, Achieve), EU-ungdomsstrategien, de europæiske ungdomsmål, det europæiske uddannelsesområde, den europæiske klimapagt, den ajourførte handlingsplan for digital uddannelse, HealthyLifestyle4all-initiativet, den europæiske dagsorden for færdigheder, Den Europæiske Socialfond Plus, Et Kreativt Europa, Horisont Europa, programmet for borgere, rettigheder, ligestilling og værdier, Asyl-, Migrations- og Integrationsfonden, programmet for retlige anliggender, Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne.

2.5. Det forventes, at de fonde, hvis primære fokus er ungdomsområdet såsom Erasmus+ og Det Europæiske Solidaritetskorps, vil få en central rolle i at støtte aktiviteter i forbindelse med ungdomsåret. Disse to fonde kan også fejre henholdsvis deres 35-års- og 5-årsjubilæum. Medlemsstaterne anmodes om at udpege en national koordinator, som skal være ansvarlig for at tilrettelægge deres deltagelse i det europæiske ungdomsår, og Kommissionen sørger for koordineringen på EU-niveau.

2.6. I Artikel 3 i forslaget opstilles syv mulige aktiviteter, som kan afholdes i forbindelse med året, herunder konferencer, arrangementer og initiativer, som fremmer unges deltagelse. Disse aktiviteter gør det muligt for unge at nå ud til de politiske beslutningstagere og indsamle idéer ved hjælp af deltagerorienterede metoder samt oplysnings-, uddannelses- og bevidstgørelseskampagner, skabe et rum til udveksling af erfaringer om, hvordan udfordringer kan omdannes til muligheder i en iværksætterånd, iværksætte undersøgelser og forske i unges forhold i EU og fremme programmer, finansieringsmu-ligheder, projekter, tiltag og netværk med relevans for unge, herunder via sociale medier og onlinefællesskaber.

2.7. I oktober lancerede GD EAC en undersøgelse af det europæiske ungdomsår, som var rettet mod unge. Der er også blevet udpeget nationale koordinatorer.


3.1. Forslaget påpeger med rette den enorme betydning, som covid-19 har haft på de unge, og det fortjener at blive taget fuldt ud til efterretning. Intentionen er ikke at sætte to grupper op imod hinanden, blot at sikre, at vi alle forstår, at påvirkningen af de unge kan være langvarig, og at beslutningstagerne har et ansvar for at tage hånd om det.


3.2. Forslaget indeholder en meget lang række tilsagn, henvisninger til andre initiativer, budgetter og politikområder, som for størstedelens vedkommende hilses velkommen. Det afspejler også politikområdets og EU-ungdomsstrategiens tværsektorielle karakter. Det er dog også vigtigt, at forslaget er klart og fokuseret. Nogle gange er det bedre med mindre, og man kan frygte, at en lang liste med politikområder og delt ansvar kan sløre et tydeligt fokus på udbytte, ansvar og resultater.

3.3. Det fremgår tydeligt af forslaget, at ungdomsåret primært handler om at fremme aktiviteter og arrangementer. Det er vigtigt at gøre dette klart. Selv om det måske forventes, at det vil påvirke politik eller fremhæve mulighederne for politisk input, indeholder forslaget ikke i sig selv nogen politiske tilsagn.

3.4. Forslaget fastslår tydeligt, at initiativer reelt set hovedsageligt skal finansieres af eksisterende kilder, og Erasmus +-programmet er tilsyneladende det primære fokusområde. Hertil skal endnu en gang bemærkes, at det i så fald er vigtigt at melde det klart ud. Hvis nationale agenturer for Erasmus+ skal prioritere aktiviteter med tilknytning til ungdomsåret, har de på tilsvarende vis brug for klarhed, støtte og vejledning. De nye initiativer for unges deltagelse under Erasmus+-programmet kan være velegnede til sådanne aktiviteter, men der vil — som tidligere anført — være behov for at udarbejde og stille oplysninger til rådighed for ansøgerne i medlemsstaterne. Det skal igen fremgå tydeligt af alt markedsføringsmateriale og andre aktiviteter, at ungdomsåret hovedsageligt vedrører eksisterende ressourcer. En sådan ærlighed er afgørende i arbejdet med unge.

3.5. Det vil endvidere være vigtigt at sikre, at andre finansieringslinjer fra generaldirektoraterne fuldt ud er til rådighed for relevante aktiviteter, og at dette offentliggøres på tilsvarende vis og fremhæves af de budgetansvarlige. Dette er navnlig relevant i betragtning af ungdomsspørgsmålets tværsektorielle karakter og den betydning, det tillægges i EU-ungdoms-strategien. Det ville naturligvis også give flere ressourcer til aktiviteter, skabe forbindelse med andre politikområder og nå ud til en ny gruppe af unge samt eventuelt til de grupper, der er sværere at nå ud til.

3.6. Koordineringsaktiviteterne vil få afgørende betydning for årets succes. Der er i den forbindelse behov for større inddragelse af civilsamfundet og en mere prominent rolle til ungdomsorganisationer på nationalt, lokalt og europæisk niveau. Nationale ungdomsråd og andre store ungdomsorganisationer bør være ligeværdige partnere i Gruppen af Nationale Koordinatorer og inddrages i både fælles udarbejdelse og gennemførelse af året, og de bør bistås i varetagelsen af denne funktion. Det Europæiske Ungdomsforums rolle bør også anerkendes som en central partner i interessentgruppen.

3.7. EU's ungdomsstrategi er EU's vigtigste politiske engagement på ungdomsområdet. Den indeholder også et vigtigt og nyttigt engagement i ungdomspolitikkens tværsektorielle dimension. Dette er afgørende for at opnå fremgang for en række politikker for unge, bl.a. inden for beskæftigelse, miljø, uddannelse og erhvervsuddannelse. Det er derfor vigtigt, at ungdomsåret er tæt forbundet til EU-ungdomsstrategien, navnlig ungdomspolitikkens tværsektorielle dimension. Forslaget tydeliggør dette, men det er også vigtigt, at alle sektorer bidrager og spiller deres rolle, for så vidt angår overvågning og tilsyn.

3.8. Der skal fortsat arbejdes med alle områder af ungdomspolitik og tilknyttede tværsektorielle områder for at sikre, at der opnås størst mulig deltagelse fra de grupper, det er sværest at nå ud til. Dette arbejde bør være en del af overvågningen af ungdomsåret, og der kan være metoder til at prioritere visse grupper eller endog dårligt stillede områder for at sikre, at der udledes tilstrækkelige aktiviteter heraf. Henvisningen til ALMA-initiativet hilses i denne forbindelse også velkommen, da det lægger vægt på NEET'er, selv om der stadig er brug for flere oplysninger herom.

3.9. Fokus på aktiviteter og arrangementer skal knyttes sammen med resultater. Der vil med henblik herpå være behov for indikatorer, som rækker ud over aktiviteterne. Hvis målet er, at unges stemmer skal høres, skal dette afspejles i indikatorerne. Da forslaget ofte anvender begreberne »hylde, støtte og engagere«, kan disse muligvis danne grundlag for en god ramme for indikatorer. Det vigtigste er, at disse omfatter mere end blot udbyttet af aktiviteterne og arrangementerne og fokuserer på resultaterne heraf.

3.10. Mange af resultaterne i ungdomsåret vil være afhængige af tiltag på nationalt niveau, men de nationale myndigheder har ikke fået meget tid. Finansiering vil tilsvarende være et problem så sent i forløbet, da de nationale myndigheder unægteligt har mange ting på dagsordenen, og der endvidere er betragtelige forskelle ungdomspolitikkerne imellem, hvilket GD EAC's også bemærker i sit eget arbejde. Alle disse faktorer vil medføre udfordringer for gennemførelsen af ungdomsåret.


3.11. Det i forslaget fastsatte budget på 8 mio. EUR er overordnet set meget lidt, selv hvis det alene gik til tiltag på EU-niveau. For at året kan få nogen virkning og tilskynde til størst mulig tilslutning og deltagelse, bør der også afsættes ressourcer til nationale aktiviteter og/eller koordinering. EØSU mener, at der er behov for en samlet tildeling på 10 mio. EUR plus 2 mio. EUR til koordinering på nationalt plan.


4.1. Forslaget om at udnævne 2022 til ungdomsår er blevet udarbejdet i et halsbrækkende tempo. Vi mener ikke, at dette er den mest optimale måde at udarbejde sådanne forslag på, uanset hvor velkomne de måtte være. Udviklingen af Det Europæiske Solidaritetskorps i 2016 var genstand for en lignende bekendtgørelse i talen om Unionens tilstand. Dette viser risikoen for, at vigtige ungdomsrelaterede initiativer i højere grad kommer til at handle om højprofilerede politiske bekendtgørelser frem for langsigtet systematisk udvikling. Et sådant træk kan øge kynismen blandt unge. Lovgivnings-processen har på tilsvarende vis lidt under denne forhastede tilgang.

4.2. Forslaget er ganske vist et officielt dokument, men sproget i forslaget er temmelig snørklet og langt fra det almindelige engelsk, som vi gerne vil se, når vi har med unge eller offentligheden i almindelighed at gøre.

4.3. Kommissionen skal sikre unges og ungdomsorganisationers deltagelse på medlemsstatsniveau og eventuelt på subregionalt niveau i forbindelse med overvågningen af og tilsynet med året. Vi ved, at ungdomspolitikker er uens, og der er fortsat forskel på medlemsstaternes tilgange til disse spørgsmål, hvorfor det har stor betydning, at Kommissionen sikrer samstemmighed.

4.4. Bestemmelserne i de europæiske ungdomsmål hilses i høj grad velkommen og udpeger meget konkrete områder for unges deltagelse. De illustrerer også fint den tværsektorielle karakter af unges behov og drømme.

4.5. Bestemmelserne om digitale spørgsmål bydes velkommen, især fordi den almene opfattelse af, at unge er digitalt indfødte, er alt for forenklet. Det blev især i forbindelse med covid-19 tydeligt, at ikke alle besidder sådanne kompetencer, og især at e-læring kræver helt andre færdigheder og kompetencer, end når de unge tilgår indhold på deres telefoner. Mange af disse kompetencer er ikke af teknisk karakter, men derimod af social karakter, og EØSU's udtalelse om blandet læring (1) advarede imod en overdreven afhængighed af skærmtid og onlineaktivitet. Der er en stærk tradition for udendørsaktiviteter og miljøaktiviteter blandt unge og inden for ungearbejde, hvilket også skal fremmes og tilskyndes.

4.6. Handlingsplanen for unge i tilknytning til instrumentet for naboskab, udviklingssamarbejde og internationalt samarbejde tilbyder reelt set en værdifuld mulighed for inddragelse af unge og hilses i høj grad velkommen. EØSU afventer kommissær Urpilainens forslag på området. Det vil være afgørende at sikre civilsamfundets og ungdomsorganisationernes stærke medvirken i en sådan handlingsplan. Den europæiske model for ungdomsarbejde har meget at bidrage med på globalt plan og bør i højere grad indgå i vores eksterne forbindelser.

4.7. Mobilitet er altid et vigtigt element i ungdomspolitikker og har været central for Erasmus+-programmet. Det er naturligt at integrere dette som en vigtig del af forslaget om ungdomsåret. Vi skal dog altid være bevidste om, at unge til tider har set mobilitet som noget negativt, navnlig når den er ufrivillig eller påtvungen, hvilket stadig forekommer i de mere fattige regioner eller områder, der lider under hjerneflugt.

4.8. Idéen om tiltag, som specifikt har til formål at styrke unges stemmer på europæisk plan, er naturligvis mere end velkommen, og alle institutioner skal udvikle de unges stemmer yderligere i deres politikforslag. Dette kan muligvis fungere som et overordnet mål eller en overordnet målsætning for det europæiske ungdomsår.

4.9. Selv om gennemførelsesbestemmelserne er positive, ville det være nyttigt med klarere indikatorer, især når det gælder indvirkningen på politikker og programmer på andre områder end året og på de tværsektorielle aspekter af bestemmelserne.

4.10. Bestemmelserne om dagsordenen for det europæiske ungdomsarbejde er positive og velkomne, men de tilføjer også en række initiativer og politiske prioriteter til forslaget og især til lovgivningsteksten. Også i denne forbindelse kan der være bekymring over overbelastning med så mange politikområder og prioriteter, selv om der er brug for arbejde på tværs af sektorer.


(1) SOC/701: Blandet læring (EUT C 105 af 4.3.2022, s. 128).

https://www.eesc.europa.eu/da/our-work/opinions-information-reports/opinions/blended-learning

4.11. Artikel 3 i lovgivningsteksten giver et godt sammendrag af indholdet og fastslår endnu en gang, hvad året kommer til at handle om. Finansieringsoversigten anser de europæiske år for at være »instrumenter til bevidstgørelse«, hvilket endnu en gang fremhæver dette aspekt.

4.12. Den finansielle opstilling ser ud til at indikere, at Erasmus+ forventes at være den største bidragyder til alle aktiviteter. Forslagene forventer tilsyneladende støtte på EU-niveau til personale og ressourcer til delegationerne og kontrahenterne, men ikke til unge eller ungdomsorganisationer. Det fremgår heller ikke tydeligt, hvor stor en del af finansieringen, Erasmus+ egentlig skal bidrage med.

5. Et mere overordnet kig på de europæiske år

5.1. Det er måske på tide, at Kommissionen og andre EU-institutioner kigger på konceptet »det europæiske år«. Forslaget henviser til tidligere år såsom det europæiske udviklingsår og Borgernes Europaår. Der udnævnes fra tid til anden disse europæiske år, og der bør skabes en vis grad af samhørighed omkring deres anvendelse og formål.

5.2. Udvalgets udtalelse om Borgernes Europaår (2) konkluderede, at der var behov for væsentlig dialog med civilsamfund i forbindelse med udviklingen af de europæiske år, og at der var behov for et væsentligt budget — også mere end forslaget lød på. EØSU mente, at planlægnings- og gennemførelsesprocessen burde være så åben som mulig og burde inddrage alle interesserede aktører på alle niveauer og alle stadier, bl.a. Regionsudvalget, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, repræsentanter for civilsamfundsorganisationer, herunder arbejdsmarkedets parter, samt repræsentanter for nationale og lokale administrative organer.

5.3. Udvalget efterlyste endvidere garantier for gennemsigtig og effektiv koordinering af Europaåret 2013 på alle niveauer og mellem alle involverede interessenter, navnlig ved at udnytte styregruppernes potentiale fuldt ud ved at oprette effektive mekanismer til udveksling af erfaringer på nationalt niveau.

5.4. Udvalget udtalte i forbindelse med det europæiske udviklingsår, at det var afgørende at undgå at bruge penge på omkostningstunge PR-kampagner, eller at sådanne tjenester blev holdt på et absolut minimum. Behovet for en decentraliseret tilgang blev også fremhævet. Opfattelsen var, at taskforcer på nationalt niveau bør fastsætte et nationalt motto, slogan eller en opfordring for året, som bedst afspejler situationen i den pågældende medlemsstat. Arbejdet i taskforcerne og den støtte, der gives dertil, bør fortsættes efter årets udløb. Det organiserede civilsamfund bør spille den centrale rolle i taskforcerne (3).

5.5. EØSU opfordrede til, at der blev udarbejdet og gennemført specifikke foranstaltninger for at sikre en forbindelse mellem de forskellige temaår og for at sikre, at resultaterne af arrangementerne videreføres. Udvalget udtalte også, at der ikke blot var behov for oplysningskampagner, men også for at træffe praktiske og konkrete tiltag, som udarbejdes af beslutningstagerne i samarbejde med samfundet, og for at udarbejde en opfølgende rapport. Udvalget støttede tildelingen af midler via Kommissionens repræsentationer i medlemsstaterne (4).





(2) EUT C 181 af 21.6.2012, s. 137.(3) EUT C 170 af 5.6.2014, s. 98.(4) EUT C 181 af 21.6.2012, s. 137.




Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/2001, Europa- Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1999 og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/70/EF for så vidt angår fremme af energi fra vedvarende energikilder og om ophævelse af Rådets

direktiv (EU) 2015/652«

(COM(2021) 557 final — 2021/0218 (COD))

(2022/C 152/21)

Ordfører: Christophe QUAREZ

Medordfører: Lutz RIBBE


Rådet for den Europæiske Union, 22.9.2021

Retsgrundlag Artikel 114, artikel 194, stk. 2, og artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde

Kompetence Sektionen for Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssam-fundet






1.1. EØSU glæder sig over stigningen i andelen af vedvarende energi, der er målrettet, og glæder sig over, at disse mål fokuserer på industri-, transport- og boligsektoren. Politikken for vedvarende energi forventes at give resultater på tre områder: modvirkning af klimaændringer, energisikkerhed og økonomisk udvikling (jobskabelse), men forudsætter tillige juridisk sikkerhed, som undermineres af den kendsgerning, at revisionen finder sted blot to uger efter fristen for gennemførelse. EØSU understreger imidlertid, at selv det forhøjede mål sandsynligvis ikke er i overensstemmelse med Parisklimamålene, endsige med bestemmelsen i FN's rammekonvention om klimaændringer, der skal forhindre farlig antropogen indvirkning på klimasystemet. Disse farlige indvirkninger er allerede tydelige i dag med en stigning i de globale temperaturer.

1.2. EØSU gør Kommissionen opmærksom på, at det er afgørende, at der opnås et samspil mellem de eksisterende forordninger som revideret i pakken »Fit for 55«, og de nye værktøjer, der foreslås, såsom den sociale klimafond eller CO2-grænsetilpasningsmekanismen.

1.3. EØSU mener, at det er afgørende at sikre lige vilkår for energiproduktionskilder, hvilket betyder, at der skal sættes en stopper for støtten til fossile brændstoffer, som stadig er stigende (1).

1.4. EØSU minder om, at borgerne, især de unge, skal være i centrum for den europæiske energipolitik, og beklager i den forbindelse Kommissionens lave ambitionsniveau, når det gælder fremme og udvikling af individuel og lokal prosumerisme, i modsætning til hvad der blev fastsat i meddelelsen om energiunionen.

1.5. EØSU støtter i det store og hele de principper for ansvarligt skovbrug, der er defineret i forslaget, og foreslår, at anvendelsen af biprodukter fra skovbrug og genanvendte træprodukter til bioenergi prioriteres. Udvalget opfordrer også til, at støtten til bioenergianlæg revurderes med henblik på at omdirigere biobrændstoffer til transport, navnlig når elektrificering volder problemer, når de udgør et alternativ, der er let tilgængeligt til en rimelig pris, som nærmere uddybet i punkt 4.9 og 4.20.


(1) EUT L 328 af 21.12.2018, s. 1.

https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=celex:32018R1999

1.6. EØSU beklager fraværet af en klar strategi for udvikling af landbaseret vindenergi og solcelleanlæg i lighed med den strategi for offshorevindenergi, som Kommissionen har udarbejdet for nylig. En strategi for decentralisering og effektiv fremme af lokale energifælleskaber vil bidrage til at styrke de regionale værdikæder og øge offentlighedens accept af energiomstillingen. I modsat fald risikerer EU at betale en høj pris (socialt og økonomisk) for sin manglende konsekvens igennem de seneste årtier. EØSU peger også på, at der er et større behov for:

— systematiske prognoser for det stigende energibehov efter område og type samt omstilling af energiformer

— konceptuel planlægning af den fremtidige opbygning af energisystemet.

1.7. EØSU opfordrer Europa-Parlamentet og Kommissionen til at genåbne drøftelserne om fastsættelse af bindende nationale mål.

2. Indledning

2.1. Forslaget til revision af direktivet om fremme af energi fra vedvarende energikilder (direktivet), som er genstand for denne udtalelse, blev offentliggjort den 14. juli 2021. Det er en integreret del af »Fit for 55«-pakken, som Kommissionen har udarbejdet med det formål at reducere EU's drivhusgasemissioner med 55 % inden 2030 og således gøre EU klimaneutral inden 2050 som fastsat i den europæiske klimalov.

2.2. I sin senest rapport, som blev offentliggjort i august 2021, meddelte FN's Klimapanel (IPCC), at CO2-koncentrationen i atmosfæren i 2019 var den højeste i mindst 2 mio. år. Rapporten påpeger også, at opnåelse af klimaneutralitet er den vigtigste forudsætning for at kunne begrænse opvarmningen til mellem 1,5 og 2 oC. COP26, som afholdes i Glasgow i november 2021, vil være en oplagt mulighed for at evaluere de fremskridt, som landene har gjort siden indgåelsen af Parisaftalen i 2015, og for at hæve ambitionsniveauet på klimaområdet. Det Internationale Energiagentur har da også for nylig bemærket, at klimaneutralitet kræver, at den globale økonomi, der på nuværende tidspunkt er domineret af fossile brændstoffer, skal omdannes til en model, der primært anvender vedvarende energikilder (2). Dette er baggrunden for revisionen af direktivet om vedvarende energi.

3. Generelle bemærkninger til direktivforslaget

3.1. Med det mål at gøre EU førende på globalt plan inden for vedvarende energi, gennemgik direktivet en nødvendig omarbejdning i 2018 (3). EØSU beklager den manglende lovgivningsmæssige stabilitet, som skyldes, at der fremsættes ændringsforslag til de samme punkter som de seneste ændringer af direktivet umiddelbart efter gennemførelsesfristen den 30. juni 2021. EØSU støtter ikke desto mindre Kommissionens forslag om at revidere direktivet i lyset af de nye CO2-reduktionsmål, der er fastsat i den europæiske klimalov, og udnytte denne mulighed til at forenkle og afhjælpe mangler. EØSU understreger, at anvendelsen af vedvarende energi ikke må gøres alt for kompleks. Forhøjelsen til 40 % af det bindende mål for energi fra vedvarende energikilder var nødvendig, og det samme var styrkelsen af integrationen af vedvarende energikilder i sektorer som bygge-, industri- og transportsektoren. EØSU kan dog konstatere, at tre indsatsområder bør være genstand for større opmærksomhed da de kun delvist indgår i revisionsforslaget.

a) Borgernes og forbrugernes deltagelse skal forbedres

3.2. Trods de europæiske borgeres høje forventninger er de ressourcer, som EU har foreslået for at fremme forbrugernes deltagelse, fortsat utilstrækkelige, da begrebet producent-forbruger (prosumerisme) endnu ikke er klart defineret i direktivet. Kommissionen bør foreslå en opfølgningsmekanisme, som gør det muligt at støtte medlemsstaterne i deres gennemførelse af reglerne og således fremme prosumerisme. Eksempler på bedste praksis bør formidles til de politiske beslutningstagere. Prosumerismen skal gøres operationel ved:

— formalisering af den måde, hvorpå borgerne kan blive producent-forbrugere

— fjernelse af eksisterende hindringer såsom overdrevent bureaukrati


(2) Det Internationale Energiagentur, Net Zero by 2050 — A Roadmap for the Global Energy Sector (windows.net), s. 3.(3) https://www.eesc.europa.eu/en/our-work/opinions-information-reports/opinions/revision-renewable-energies-directive (EUT C 246

af 28.7.2017, s. 55).

https://iea.blob.core.windows.net/assets/beceb956-0dcf-4d73-89fe-1310e3046d68/NetZeroby2050-ARoadmapfortheGlobalEnergySector_CORR.pdf

https://www.eesc.europa.eu/da/our-work/opinions-information-reports/opinions/revision-renewable-energies-directive

— bevilling af økonomisk støtte gennem kommuner for at undgå, at borgerne låses fast af branchens aktører.

Det er afgørende at fjerne bureaukratiske hindringer og sikre, at finansieringen når ud til den tilsigtede målgruppe (såsom ungdomsledede græsrodsorganisationer og ungdomsledede lokale organisationer), samtidig med at det gøres klart, hvilke forpligtelser producent-forbrugeren kan blive pålagt i fremtiden. Her skal den retlige stabilitet have forrang, da forbrugerne skal sikres adgang til økonomisk støtte og knowhow, så de vover at tage springet og blive producent-forbrugere. EØSU mener, at så snart det pågældende lovgivningsinstrument er blevet revideret, bør det ikke fornys før 2030 for at sikre den retlige stabilitet, i ordets brede forstand, som alle sektorens aktører har brug for, og som allerede anført i punkt 3.1 ovenfor.

3.3. Selv om det er på sin plads at øge indsatsen for at en dynamisk anvendelse af havvindmøller som fastsat i strategien for offshorevindenergi, bør landbaseret vindenergi og solcelleanlæg spille en større rolle i vores fremtidige europæiske energisystem. EØSU undrer sig over fraværet af en generel tilgang og opfordrer Kommissionen til at vedtage en regional decentraliseret politisk strategi. Prosumerisme kan ikke fremmes uden støtte fra regionale og lokale myndigheder, som ikke blot råder over tekniske og økonomiske midler, men også har kendskab til de særlige forhold i området, hvilket muliggør betydelige tidsmæssige besparelser. Fordi de regionale og lokale myndigheder er tæt på borgerne og aktørerne i området, bør de tildeles flere beføjelser for at opfylde direktivets målsætninger. Endelig bør denne strategi ledsages af overvejelser om forvaltningen af kritiske ressourcer og materialer (udvinding, genbrug osv.), som er nødvendige for produktion og fornuftig forvaltning af de vedvarende energikilder. Afhængigheden af fossile brændstoffer må ikke blive en afhængighed af kritiske materialer.

b) Bedre udnyttelse af synergier

3.4. Den seneste omarbejdning blev foretaget for forholdsvis kort tid siden, og de nye bestemmelser har derfor endnu ikke kunnet slå helt igennem. EØSU mener således, at denne revision skal tjene to formål.

3.5. Som situationen ser ud nu, bør EU, ifølge modellerne i referencescenariet for EU i 2020, overskride det nuværende mål om, at vedvarende energikilder skal udgøre 32 % af energiforbruget, med lidt over 1 %. Revisionen bør for det første hæve de nuværende mål og samtidig indføre nye mål for at øge integrationen af vedvarende energikilder med mindst 7 % på europæisk niveau.

3.6. For det andet bør de ændringer, der gennemføres som led i »Fit for 55«-pakken, dels styrke de eksisterende synergier mellem disse bestemmelser og direktivet. Dels bør denne tilgang også finde anvendelse på nye redskaber, der foreslås af Kommissionen, såsom den sociale klimafond og CO2-grænsetilpasningsmekanismen. Fordelene ved gennemførelsen af direktivet vil således kun kunne opnås fuldt ud, hvis udbredelsen af vedvarende energikilder går hånd i hånd med indførelsen af et CO2-regnskab for importeret CO2. Indførelsen af CO2-grænsetilpasningsmekanismen over for visse sektorer bør udgøre en oplagt mulighed for at skabe lige vilkår, som skal varetages på europæisk niveau. Udskiftning af målet om, at vedvarende energi udgør mindst 14 % af transportsektorens endelige energiforbrug, med et bindende mål om en drivhusgasintensitet på 13 % senest i 2030, jf. artikel 25, er et eksempel på synergier, der er blevet udnyttet ordentligt. En sådan fremgangsmåde vil gøre det muligt at skabe øget sammenhæng med revisionen af EU's emissionshandelssystem og lovgivningen om CO2-standarder. I overensstemmelse med Kommissionens strategi for integration (4) af energisystemer bør elektrificering af transportsektoren dog prioriteres, når det er økonomisk og teknologisk muligt. Endelig fremsættes dette forslag om revision også forud for revisionen af direktivet om bygningers energimæssige ydeevne, og det bør udgøre en mulighed for et højt ambitionsniveau når opfølgningen af »Fit for 55«-pakken efter planen præsenteres den 14. december 2021.

c) Det økonomiske opsving bør fremme anvendelsen af vedvarende energikilder

3.7. Mens efterspørgslen efter elektricitet stort set er nået op på niveauet fra før sundhedskrisen, har den økonomiske genopretning ført til et opsving for de vedvarende energikilder på bekostning af fossile brændstoffer (5). For at fastholde denne tendens og gøre den varig er det afgørende, at der sikres lige konkurrencevilkår mellem de forskellige kilder til energiproduktion. Det kræver først og fremmest, at støtten til fossile brændstoffer, som i 2018 beløb sig til anslået 50 mia. EUR på europæisk (6) plan (»indirekte« støtte er ikke medregnet heri), skal bringes til ophør hurtigst muligt.


(4) COM(2020) 299 final.(5) Ember, European Electricity Review: H1-2021, (ember-climate.org).(6) Kommissionen, Bilag til 2020-rapport om status over energiunionen i henhold til forordning (EU) 2018/1999 om forvaltning af

energiunionen og klimaindsatsen.


https://ember-climate.org/project/european-electricity-review-h1-2021/



3.8. Den delegerede taksonomiforordning om modvirkning af klimaændringer kan, hvis den vedtages af Rådet og Parlamentet, styre fremtidige investeringer i retning af bæredygtige aktiver, som er den kategori, vedvarende energi tilhører. Først når konkurrenceforvridningen mellem energikilderne er udryddet, vil de vedvarende energikilder kunne konkurrere frit på markedet. I mellemtiden glæder EØSU sig over Kommissionens tilgang, som vil gøre det muligt at undgå, at udbredelsen af vedvarende energikilder taber terræn.

4. Særlige bemærkninger til direktivets tekst

a) De foreslåede måls bindende eller ikkebindende karakter

4.1. EØSU gentager sin kritik (7) af, at revisionen af direktivet, i modsætning til revisionen i 2009, ikke omfatter bindende nationale mål. EU har ganske vist nået sit mål om en andel af vedvarende energi på 20 % i 2020, men visse medlemsstater har ikke formået at nå deres mål, mens andre kun med nød op næppe har opfyldt (8) deres, navnlig på grund af den særlige konjunktur som følge af sundhedskrisen, som har bremset nogle af de nationale økonomier. Dette eksempel illustrerer den nuværende forvaltningsrammes svaghed, hvor man blot »tilskynder« medlemsstaterne til at nå deres nationale mål. EØSU opfordrer Rådet, Europa-Parlamentet og Kommissionen til at genåbne drøftelserne om fastsættelse af bindende nationale mål, om en passende energiforvaltning og/eller som minimum om mere afskrækkende midler over for medlemsstater, der ikke når deres mål, for at sikre, at medlemsstaterne lever op til de nationale ambitioner. Her viser direktivet de begrænsninger, der er forbundet med en indsats, som bygger på frivillighed. Selv om flere medlemsstater er nået længere end deres prognoser for 2020, risikerer vi en udligning i nedadgående retning, som vil demotivere de medlemsstater, der har opnået de bedste resultater, på grund af den manglende vilje blandt visse af de andre medlemsstater og fraværet af konsekvenser.

4.2. For så vidt angår det nye bindende mål om en andel af vedvarende energikilder på mindst 40 % i 2030 (mod 32 % hidtil) vedrører det hele energiforbruget og ikke blot elektricitetsforbruget. EØSU glæder sig over, at Kommissionen har foreslået det mest ambitiøse mål i det interval, der blev identificeret i klimaplanen (38-40 %), for at nå det nye mål om en reduktion af drivhusgasemissionerne med 55 % inden 2030. Det viser Kommissionens ambition om at fremskynde udbredelsen af grønne teknologier, hvilket EØSU bifalder. Denne stigning i andelen af vedvarende energikilder i medlemsstaternes elektricitetsmiks vil imidlertid få konsekvenser i form af energi- og elforbrug (9), da andelen af energiforbruget forventes at falde inden 2050. Det er vigtigt at ajourføre 2050-scenarierne i lyset af de nye mål, navnlig ved at præcisere, hvilken rolle lagring af elektricitet vil kunne spille, og som bør udvikles hurtigere end forventet, eller hvilken rolle energibesparelse vil kunne spille, herunder visse former for adfærd, som har nydt fremme under sundhedskrisen.

4.3. Der er dog for visse medlemsstaters vedkommende tale om et meget ambitiøst nyt mål. Selv om mange af dem halter bagefter med hensyn til dekarboniseringen af byggesektoren, bifalder EØSU den foreslåede tilgang, som består i at øge indsatsen i de enkelte sektorer, såsom indsatsen for at integrere vedvarende energikilder i varme- og kølesektoren. Et specifikt mål på 49 % for andelen af vedvarende energi i byggesektoren, som omhandlet i den nye artikel 15a, var rent faktisk også presserende. EØSU undrer sig dog over, at målet ikke er bindende. Byggesektoren bør reducere sine emissioner med 60 % inden 2030 og være kulstofneutral i 2040 for at nå de mål, der er fastsat i den europæiske grønne pagt. Mange medlemsstater vil kunne få vanskeligt ved at nå dette mål, og EØSU understreger, at det er vigtigt fra 2025 og derefter at gøre brug af støtten fra den sociale klimafond. Dette skulle gøre det muligt at fremskynde renoveringen af både offentlige og private bygninger og dermed dæmme op for det voksende fænomen med brændstoffattigdom, som berører over 30 millioner europæere. Hvad enten det drejer sig om støtte fra den kommende sociale klimafond eller, mere generelt, andre støtteinstrumenter, skal der dog indføres en sporingsmekanisme for at sikre, at denne støtte behørigt går til bekæmpelse af klimaændringer. Hvis disse midler udvandes i de nationale budgetter, bliver det umuligt på effektiv vis at kontrollere anvendelsen af de tildelte midler. Disse midler bør desuden ikke kun rettes mod store projekter, men også mod mindre projekter, hvor den økonomiske gevinst målt i MWh og CO2-emissioner er mere beskeden, men hvor virkningen for de europæiske borgere er lige så stor eller endda større. EØSU opfordrer til størst mulig harmonisering af tildelingskriterierne i de forskellige medlemsstater vedrørende den del af midlerne, der afsættes til at gøre borgerne aktive, for at fremme eventuelt grænseoverskridende samarbejde.

4.4. EØSU vil gerne minde om, at dekarboniseringen af industrisektoren på nuværende tidspunkt er alt for langsom, selv om de successive europæiske klimaplaner primært har været rettet mod industrisektoren. Konkret er industriens emissioner omfattet af EU's emissionshandelssystem. Som følge af tilstedeværelsen af en for lempelig ordning med tildeling af gratis kvoter giver over 90 % af den industrielle forurening dog ikke anledning til omkostninger for de pågældende virksomheder,


(7) EUT C 246 af 28.7.2017, s. 55.(8) Eurostat, Renewable energy statistics — Statistics Explained (europa.eu).(9) 6_FR_ACT_part1_v3.pdf (europa.eu).

https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=uriserv:OJ.C_.2017.246.01.0055.01.DAN

https://ec.europa.eu/eurostat/statistics-explained/index.php?title=Renewable_energy_statistics

https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/HTML/?uri=CELEX:52018DC0773&from=DAeuropa.eu

hvilket betyder, at sektoren kun har reduceret sine emissioner med 1 % mellem 2012 og 2018. EØSU opfordrer således til anvendelse af et bindende mål på 1,1 %, som vil forpligte industrierne til årligt at øge deres anvendelse af vedvarende energikilder. Et vejledende mål vil kunne opfattes som et carte blanche til industrien, som kan risikere at bremse EU's klimaambitioner.

4.5. EØSU glæder sig over, at målet om integration af vedvarende energikilder til opvarmning og køling bliver bindende. EØSU understreger dog, at det mål, der oprindeligt var fastsat i direktivet, var på 1,3 %, mens det nye mål kun vil være på 1,1 %. Ifølge konsekvensanalysen af forslaget til revision var fremskridtene i næsten halvdelen af medlemsstaterne ikke i tråd med det planlagte mål. For at gøre det muligt for medlemsstaterne at nå målet foreslår EØSU at målrette en del af de midler, der tildeles den sociale klimafond, til udskiftning af varme- og kølesystemer, der som oftest anvender fossile brændstoffer. EØSU mener, at formålet med direktivet skal være at hæve eller som minimum at bevare ambitionsniveauet fra den seneste revision, og opfordrer alle aktører til at overveje, hvordan man bedst opnår dette.

4.6. For at opnå klimaneutralitet i 2050 skal dekarboniseringen af energisystemet opnås inden 2045. En andel af vedvarende energi i det endelige bruttoenergiforbrug på 40 % i 2030 betyder, at størstedelen af dekarboniseringsprocessen vil skulle realiseres over en periode på 15 år (mellem 2030 og 2045). Klimakrisen fordrer en mere pragmatisk tilgang til udviklingen af vedvarende energikilder, hvor de mulige scenarier holdes op imod de tidsmæssige begrænsninger. I første omgang bør vi koncentrere os om de mål, der med rimelighed kan nås med de gældende bestemmelser. Direktivet fastlægger en strategi på mellemlang og lang sigt ved fastsættelse af ambitiøse mål. Målene bør dog ikke nås på bekostning af en hurtigere udbredelse af grønne energikilder, men tværtimod gå hånd i hånd hermed. På kort sigt er det lige så relevant og nødvendigt at fokusere på anvendelsen af veletablerede og populære vedvarende energikilder, såsom solcellepaneler. For transportsektoren er det nødvendigt at nævne større fleksibilitet og et bredere udvalg af tilladte råmaterialer med hensyn til biobrændstoffer. Det er først på mellemlang og lang sigt, at investeringer foretaget på grundlag af retningslinjerne i det kommende direktiv vil kunne tage over og indfri deres fulde potentiale (vedvarende brint, havvindmøller osv.) og bidrage til dekarboniseringen af den europæiske økonomi takket være elektrificeringen heraf. Hvis det ikke sker, er der en stor risiko for, at EU betaler en høj pris for sin tøven igennem de sidste tyve år. For at undgå at det sker, skal EU afklare sin strategi, som bør være langt mere vidtrækkende end blot direktivet om vedvarende energikilder og fremme en global tilgang, der udnytter synergierne.

b) Fjernvarme og transport

4.7. Kommissionens meddelelser om en strategi for brint og en strategi for integration af energisystemer indeholder visse vigtige aspekter, som der bør tages højde for i denne globale strategi. I sine udtalelser TEN/717 og TEN/718 gav EØSU, til trods for visse kritikpunkter vedrørende manglende sammenhæng og klarhed om visse aspekter, udtryk for sin generelle påskønnelse af meddelelserne. Den foreslåede revision tager imidlertid kun i nogen grad fat i visse af de vigtige aspekter, der manglede. Her bør forskning, innovation og gennemførelse støttes og fremskyndes.

4.8. Kommissionen foreslår at styrke fjernvarmenettet. Denne tilgang er relevant, fordi fjernvarmenettet er en god mulighed for at bruge overskydende energi fra solcelleanlæg eller vindmøller, som sandsynligvis vil blive langt mere udbredte.

4.9. Forslaget til direktiv har til formål at forbedre adgangen til ladestationer, inklusive private ladestandere for brugere af elbiler. Det giver mening, eftersom en hurtig elektrificering af mobilitetssektoren er en af de mest lovende veje til dekarbonisering af transportsektoren, hvis emissioner fortsat er stigende. Konkrete regler for direkte levering af elektricitet fra vedvarende energi, der produceres på stedet eller i nærheden af ladestationen, kan være et vigtigt element i en decentraliseringsstrategi, der styrker den regionale struktur og lokale energifællesskaber. EØSU påpeger ikke desto mindre behovet for at tilvejebringe modne løsninger til rimelige priser for de transportsektorer, der er vanskelige at elektrificere. På nuværende tidspunkt gælder det især biobrændstoffer, og i fremtiden brint.

c) Fremme og udbredelse af vedvarende energikilder

4.10. EØSU glæder sig over iværksættelsen af flere initiativer inden for vedvarende brint, såsom indførelsen af delmål for industrien og transportsektoren. EØSU mener desuden, at et bindende mål om 50 % vedvarende brændstoffer, der ikke er af biologisk oprindelse, og som anvendes som råstoffer eller energibærer, er vejen frem, og at ren brint bør prioriteres (10). Muligheden i henhold til artikel 7 for at importere vedvarende brændstoffer, der ikke er af biologisk oprindelse, og som efterfølgende medregnes som bidrag i medlemsstaten, kan imidlertid være problematisk, og der bør fastsættes et loft over denne mulighed.


(10) EUT C 123 af 9.4.2021, s. 30.


4.11. For så vidt angår muligheden for fremme af udbredelsen af »VE-elkøbsaftaler« (artikel 15), bør udarbejdelsen af retningslinjer koblet med økonomisk støtte til små og mellemstore virksomheder fremme udbredelsen af en sådan ordning, som sikrer synlighed på lang sigt med hensyn til salgsprisen for grøn elektricitet. Mere generelt illustrerer dette initiativ behovet for at styrke samarbejdet og koordineringen mellem aktører i sektoren med henblik på at give de erhvervsdrivende en langsigtet vision.

4.12. Et andet initiativ, som EØSU bifalder, er medlemsstaternes pligt til at iværksætte en testfase for det grænseoverskridende samarbejde i form af etableringen af et pilotprojekt inden for de tre kommende år. EØSU ønsker dog en afklaring af, hvordan et sådant samarbejde skal etableres. EØSU ønsker navnlig en afklaring af de administrative procedurer i forbindelse med et sådant initiativ og opfordrer Kommissionen til at yde bistand til medlemsstaterne (oversættelse af dokumenter i forbindelse med proceduren osv.), således at de kan overholde fristen.

4.13. EØSU mener, at det bør overvejes, om en europæisk reguleringsmyndighed inden for elektricitet er relevant. For at kunne forberede sig ordentligt på denne vigtige funktion er det på tide at iværksætte en konceptuel systemplanlægnings-aktivitet, der kan forudse det stigende energibehov efter område og type samt omstilling af energitypen.

4.14. EØSU bifalder også initiativet i artikel 9, stk. 7a, som indfører fælles planlægning for hvert havområde mellem medlemsstaterne for at fremme udviklingen af offshorekapacitet. En sådan tilgang vil gøre det muligt at optimere de enkelte havområders potentiale og i sidste ende bidrage til målet om elsammenkobling mellem staterne. Indførelsen af et enkelt kontaktpunkt er også et fornuftigt skridt, som bør give anledning til at lade sig inspirere af god praksis i de forskellige medlemsstater for at begrænse den tid, det tager at gennemføre et projekt. Fastsættelse af en total produktionskapacitet for hvert enkelt havområde for henholdsvis 2030, 2040 og 2050 bør også gøre det muligt i højere grad at udnytte mulighederne for offshorevindenergi i hver enkelt medlemsstat og fremme udbredelsen heraf. Det stigende antal grænseoverskridende projekter inden for vedvarende energi, navnlig offshore vindenergi får i praksis EØSU til at opfordre Kommissionen til at genoptage drøftelserne om en transmissionssystemoperatør på europæisk niveau, som er det mest oplagte niveau til forvaltning af elektricitetsstrømme i realtid. Det vil i sidste ende være den mest legitime måde at varetage koordineringen af markedsmekanismerne i forbindelse med udbud og efterspørgsel samt garantere sikkerheden i systemet, som vil blive underlagt et stadig større pres i takt med den stigende udbredelse af vedvarende energikilder.

4.15. EØSU har ved flere lejligheder understreget, at det er nødvendigt at skabe nye markedsstrukturer for at skabe balance mellem energiproduktionen og forbruget på mikroniveau. Sådanne strukturer vil kunne fremme integrationen af mindre lagringssystemer i energisystemet. Udbredelsen af elektromobilitet bør således kunne udnytte batterier, så man sikrer intelligent ladning og lagerkapacitet på lokalt niveau. Revisionsforslaget berører dog ikke dette emne.

4.16. Pakken om ren energi har navnlig fokus på egetforbrug og energifællesskaber. Disse mekanismer er vigtige redskaber til at sikre borgernes deltagelse og gøre dem til fuldgyldige aktører i energiomstillingen ved at øge deres tilhørsforhold og styrke decentraliserede strukturer, som vil være gavnlige på både økonomisk og socialt niveau. Som Kommissionen understregede i forbindelse med evalueringen af de nationale energi- og klimaplaner, tager medlemsstaterne ikke i tilstrækkelig grad højde for det potentiale, der ligger i aktivt medborgerskab på energiområdet, hvilket strider mod et af formålene med den fjerde energipakke. Der er et presserende behov for at præcisere de gældende regler, navnlig for begreber som energideling, nettofakturering og salg af energi mellem producent-forbrugere, med henblik på at nå målene i pakken om ren energi og energiunionen. Det skuffer EØSU, at Kommissionen med revisionsforslaget ikke søger at forbedre lovgivningen om disse aspekter. Dette er så meget desto vigtigere, da forslaget til revision af retningslinjerne for statsstøtte til klima-, energi- og miljøforanstaltninger fastsætter en langt lavere tærskel for undtagelse fra forpligtelsen til at yde støtte og fastsætte støtteniveauet gennem en udbudsprocedure.

4.17. EØSU støtter i princippet Kommissionens forslag, hvori medlemsstaterne opfordres til at tage højde for »vedligeholdelse af de nationale kulstofdræn og økosystemer i skovene« samt principperne for den cirkulære økonomi og »kaskadeudnyttelse af biomasse«. Det betyder, at det skal prioriteres at bruge resttræ, såsom mindre grene, træstubbe og andre biprodukter samt produkter af genanvendt træ til bioenergi. Det giver således mening at tage støtten til bioenergianlæg inden for dette område op til fornyet overvejelse, idet det holdes for øje, at restprodukter fra savværker og papirmasseindustrien er kilder til energi. Som nævnt i forslaget er det i øvrigt hensigtsmæssigt at omdirigere biobrændstoffer af biologisk oprindelse til de transportsektorer, som er vanskelige at elektrificere, såsom søfart, transport over lange afstande eller luftfart. Problemer i form af tilgængelighed og omkostninger bør også tages i betragtning i denne forbindelse. Med henblik på at gennemføre denne tanke bør artikel 25 sondre mellem biobrændstoffer af biologisk oprindelse og elektricitet fra vedvarende energikilder i forhold til nedbringelse af drivhusgasser. I transportsektoren bør det således prioriteres at anvende elektricitet fra vedvarende energikilder og biobrændstoffer fremstillet af restprodukter. Hermed lægges der større pres på transportsektoren, som bør prioritere dekarbonisering ved direkte elektrificering.


4.18. De detaljerede beregninger af drivhusgasreduktionerne og bæredygtighedskriteriet i bilagene til direktivudkastet er til dels af meget teknisk karakter. Ifølge EØSU's opfattelse går de tydeligvis i den rigtige retning, selv om udvalget ikke har kunnet vurdere dem fuldt ud i hvert enkelt tilfælde. Hvad angår f.eks. biobrændstoffer, vil de føre til en situation, hvor nogle potentielt anvendelige eller på nuværende tidspunkt anvendte stoffer ikke længere må anvendes, hvilket kan blive et problem for dele af industrien.

4.19. Udvalget vil også gerne påpege, at det i nogle tilfælde vil være vanskeligt at bevise, om alle kriterier rent faktisk overholdes. Som eksempel kan nævnes: »Der skal desuden forelægges pålidelig og verificerbar dokumentation for øget kulstof i jorden, eller hvis det er rimeligt at forvente, at kulstoffet er øget over den periode, hvor de pågældende råmaterialer blev dyrket, samtidig med at der også tages hensyn til emissioner, hvor sådan praksis har ført til øget brug af gødning og ukrudtsmidler.« (se COM(2021) 557, bilag 1 og 2). Selv om et sådant krav giver mening, vil det være vanskeligt at påvise det i praksis.

4.20. EØSU glæder sig over, at Kommissionen i betragtning 10 giver udtryk for, at de administrative procedurer, som bremser udbredelsen af de vedvarende energikilder, skal forkortes. EØSU er dog i tvivl om, hvilke foranstaltninger Kommissionen konkret vil træffe for at sikre, at procedurefristerne reelt forkortes, ud over blot at tilskynde hertil.

4.21. EØSU bifalder i denne henseende betragtning 12, som fremhæver behovet for at råde over et tilstrækkeligt antal kvalificerede arbejdstagere inden for fremtidens fag. EØSU opfordrer EU til at opgøre det antal arbejdstagere, der er nødvendigt for gennemførelsen af den europæiske grønne pagt, og som en prioritet at investere i uddannelse med henblik på omskoling af arbejdstagere, hvis arbejdspladser vil forsvinde som følge af den grønne omstilling. Det ville også være en god måde at tiltrække unge mennesker til den grønne sektor takket være de nyoprettede job- og forretningsmuligheder.





Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om energieffektivitet (omarbejdning)«

(COM(2021) 558 final — 2021/0203 (COD))

(2022/C 152/22)

Ordfører: Alena MASTANTUONO


Rådet for Den Europæiske Union, 20.9.2021

Retsgrundlag Artikel 194, stk. 2, og artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde







1.1. EØSU bifalder forslaget om omarbejdning af direktivet om energieffektivitet, da det omhandler et indsatsområde, der er afgørende for at opnå en fuldstændig dekarbonisering af EU's økonomi og samfund.

1.2. EØSU glæder sig over, at det nye EU-mål er af bindende karakter. Udvalget er bevidst om, at de stadig mere krævende effektivitetsmål på EU-plan, hvor medlemsstaterne skal reducere energiforbruget med 9 % i 2030 i forhold til fremskrivningerne i referencescenariet for 2020, er udfordrende og ambitiøse. Ifølge 2020-statusrapporten (1) har kun 12 medlemsstater mere eller mindre opfyldt deres vejledende nationale mål for 2020.

1.3. Covid-19-pandemien har undergravet EU's kollektive indsats og vil uden tvivl få yderligere konsekvenser med hensyn til at nå højere mål. Opnåelse af de vejledende nationale bidrag vil kræve en større indsats fra alle medlemsstaterne, og der bør tages hensyn til de forskellige forhold i hver enkelt medlemsstat.

1.4. EØSU gentager sin holdning i udtalelsen om den europæiske klimalov (2) om, at målet bør være at opnå den størst mulige reduktion af drivhusgasemissionerne med de lavest mulige socioøkonomiske omkostninger. Det anbefaler, at man, når der er behov herfor, kombinerer instrumenter, som er kompatible med et velreguleret marked og lovgivningsmæssige foranstaltninger, herunder finansielle instrumenter med støtte fra den flerårige finansielle ramme og NextGenerationEU, for at bidrage til et mere effektivt energimiljø.

1.5. EØSU bifalder den ledende rolle, som den offentlige sektor, herunder de lokale og regionale myndigheder, spiller i det foreslåede omarbejdede direktiv om energieffektivitet, og understreger, at dette vil kræve tilstrækkelig finansiel og teknisk bistand samt uddannet personale. Udvalget støtter de foranstaltninger vedrørende renovering og nedbringelse af energiforbruget, der skal vedtages af den offentlige sektor, og anser disse som en hjælp til byggesektoren, navnlig SMV'er, og som et incitament til at udvikle og gennemføre nye teknologier og skabe beskæftigelse inden for rammerne af renoveringsbølgeinitiativet.

1.6. EØSU påskønner også, at der lægges større vægt på at informere og styrke forbrugerne, f.eks. med hensyn til kontraktlige krav eller anvendelsen af et klart og forståeligt sprog. Det understreger civilsamfundets vigtige rolle i oplysningskampagner om fordelene ved energieffektivitet.


(1) COM(2020) 564 final.(2) EUT C 364 af 28.10.2020, s. 143.


https://eur-lex.europa.eu/legal-content/da/ALL/?uri=CELEX:52020AE1431

1.7. Stigningen i energipriser har vist, hvor hurtigt og alvorligt dette problem kan påvirke husholdninger og virksomheder. Det er hurtigere end forventet blevet tydeligt, at der er behov for foranstaltninger til at mindske disse omkostninger. I den forbindelse støtter EØSU incitamenterne og værktøjerne til gennemførelse af direktivet om energieffektivitet for at hjælpe sårbare kunder og husholdninger, og påpeger, at ambitiøse mål for fjernvarme/fjernkøling kan forværre vilkårene for socialt boligbyggeri. Udvalget bifalder derfor forslaget om at oprette den sociale klimafond og opfordrer til overholdelse af princippet om en »retfærdig omstilling« for at tage hensyn til medlemsstaternes forskellige situationer.

1.8. EØSU forstår formålet med og fordelene ved princippet om »energieffektivitet først«. Dette er imidlertid ikke altid en omkostningseffektiv løsning. I nogle tilfælde kan det være mere effektivt ikke at spare energi, men i stedet producere den baseret på sikre og bæredygtige kulstoffattige kilder.

1.9. EØSU opfordrer EU-institutionerne til at sikre synergier mellem initiativerne under Fit for 55-pakken. I tilfælde af væsentlige ændringer af pakken anmoder EØSU EU-institutionerne om at udarbejde en konsekvensanalyse.

2. Baggrund og fakta

2.1. Energieffektivitet er et centralt indsatsområde på vejen mod en fuldstændig dekarbonisering af Unionens økonomi. Det foreslåede omarbejdede direktiv om energieffektivitet er et vigtigt element i Fit for 55-pakken, som gennemfører principperne i EU's grønne pagt og udstikker vejen til at nå Unionens nye mål om at reducere drivhusgasemissionerne med mindst 55 % inden 2030.

2.2. Forslaget er en del af denne bredere politik og bør være i fuld overensstemmelse med andre initiativer i Fit for 55-pakken (f.eks. ændringer i EU's emissionshandelssystem, tilpasning af den finansielle mekanisme til støtte for gennemførelsen af pakken, forordningen om indsatsfordeling, direktivet om fremme af vedvarende energi, strengere emissionsstandarder for motorkøretøjer og det reviderede direktiv om etablering af infrastruktur for alternative brændstoffer) for at sikre den ønskede bæredygtige udvikling i EU.

2.3. Hovedformålet med forslaget er at reducere det samlede energiforbrug og reducere emissionerne. Det grundlæggende mål er at udnytte uudnyttet energibesparelsespotentiale i hele økonomien, at afspejle de øgede energieffektivitetsmål i klimaplanen og at fastsætte foranstaltninger for medlemsstaterne, der er forenelige med det mere ambitiøse 2030-klimamål om en emissionsreduktion på 55 %. Dette skal ske under behørig hensyntagen til samfundsmæssige faktorer og bæredygtighedsfaktorer ved at bidrage til et prismæssigt overkommeligt og inklusivt energiforbrug som aftalt i det fælles tilsagn om socialt engagement fra topmødet i Porto og samtidig fuldt ud opretholde princippet om en »retfærdig omstilling«.

2.4. Dette bygger på det vejledende princip om »energieffektivitet først«, som der bør tages hensyn til på tværs af alle sektorer, og som rækker ud over energisystemet og også omfatter den finansielle sektor.

2.5. I det omarbejdede direktiv foreslås det at fastsætte et mere ambitiøst bindende årligt mål for reduktion af energiforbruget på EU-plan. Det har endvidere en målsætning om at styre fastsættelsen af de nationale bidrag, som næsten vil fordoble medlemsstaternes årlige energibesparingsforpligtelser.

2.6. Som katalysator og som eksempel for andre sektorer vil den offentlige sektor skulle renovere 3 % af sin bygningsmasse hvert år for at fremskynde renoveringsbølgen og indregne energieffektivitet i offentlige indkøb af varer, tjenesteydelser, bygge- og anlægsarbejder og bygninger. Begge initiativer har potentiale til at skabe nye bæredygtige job og reducere de offentlige udgifter til energiforbrug og omkostninger.


3.1. EØSU bifalder forslaget til et omarbejdet direktiv om energieffektivitet, da dette vedrører et indsatsområde, der er afgørende for at opnå en fuldstændig dekarbonisering af EU's økonomi og samfund. For at nå målene i Parisaftalen er det overordnet set nødvendigt, at alle klima- og energipolitikker omlægges. En styrkelse af den politiske ramme for energieffektivitet gennem en specifik blanding af politiske foranstaltninger vil bidrage til at mobilisere de investeringer, der er nødvendige for omstillingen. EØSU mener derfor, at revisionen af direktivet, som omfatter det overordnede energieffektivitetsmål for EU, bør sende det rette signal om denne reform.


3.2. EØSU påskønner resultaterne af direktivet om energieffektivitet. Samtidig er udvalget klar over manglerne i EU's kollektive indsats for at reducere energiforbruget.

3.3. Covid-19-pandemien har undergravet EU's kollektive indsats og vil uden tvivl få yderligere konsekvenser med hensyn til at nå højere mål. Opnåelsen af de vejledende nationale bidrag vil kræve en større indsats fra alle medlemsstaternes side. EØSU anbefaler, at man kombinerer instrumenter, som er kompatible med et velreguleret marked, såsom skatter, punktafgifter og begrænsede, men omsættelige rettigheder, f.eks. emissionshandelssystemet og lovgivnings-mæssige foranstaltninger, hvis der er behov herfor.

3.4. EØSU gentager sin bemærkning fra sin udtalelse om den europæiske klimalov (3) om, at målet bør være at opnå den størst mulige reduktion af drivhusgasemissioner med de lavest mulige socioøkonomiske omkostninger. Det er nødvendigt at finde den rette balance for at kunne opfylde EU's mål for et minimum af samlede omkostninger. Omkostnings-effektiviteten af energibesparende foranstaltninger falder typisk i takt med, at mængden af sparet energi stiger: De første foranstaltninger er nemme at anvende, men yderligere foranstaltninger er dyrere og giver færre resultater. Forslaget bør skabe balance og sikre, at de uforholdsmæssigt store omkostninger ikke væltes over på energiforbrugerne.

3.5. EØSU støtter incitamenter og værktøjer til gennemførelse af direktivet om energieffektivitet for at afbøde de sociale konsekvenser af forslaget og hjælpe sårbare kunder og husholdninger, der er blevet særlig hårdt ramt af covid-19. Udvalget bifalder derfor især forslaget om at oprette en social klimafond, som skal stille yderligere finansielle midler til rådighed med henblik på at forhindre en stigning i energifattigdommen, og opfordrer til overholdelse af princippet om en »retfærdig omstilling« for at tage hensyn til medlemsstaternes forskellige situationer.

3.6. EØSU opfordrer EU-institutionerne til at sikre synergier mellem initiativerne i Fit for 55-pakken. I tilfælde af væsentlige ændringer af pakken anmoder EØSU EU-institutionerne om at udarbejde en konsekvensanalyse.

3.7. EØSU glæder sig over den ledende rolle, som direktivet har tildelt den offentlige sektor, som bør arbejde på at reducere energiforbruget i forbindelse med tjenesteydelser og bygninger. EØSU forstår udfordringen med at gøre fremskridt inden for alle relevante sektorer, navnlig transport, offentlige bygninger, IKT, fysisk planlægning samt vand- og affaldshåndtering. EØSU konstaterer med tilfredshed, at direktivets artikel 6 udvider anvendelsesområdet for renoveringsforpligtelsen til at omfatte alle offentlige organer på alle forvaltningsniveauer og alle aspekter af deres aktiviteter. EØSU fremhæver, at dette vil kræve tilstrækkelig finansiel og teknisk bistand samt uddannet personale. Derfor anbefaler EØSU i overensstemmelse med sin udtalelse om omarbejdning af EU's finanspolitiske ramme (4) at anvende »den gyldne regel« for offentlige investeringer for at sikre produktiviteten og det sociale og økologiske grundlag for de kommende generationers trivsel. EØSU opfordrer de lokale og regionale myndigheder til at samarbejde med centralregeringen og alle dele af byggesektoren for at opnå synergier og fjerne unødvendige hindringer for gennemførelsen af renoveringsmålene.

3.8. EØSU støtter de foranstaltninger, der skal vedtages af den offentlige sektor med henblik på at støtte byggesektoren, navnlig SMV'erne, og udvikle og gennemføre nye teknologier inden for rammerne af renoveringsbølgeinitiativet. Kriterier såsom omkostningseffektivitet og økonomisk gennemførlighed samt kvalitetsmæssige og sociale kriterier bør anvendes i forbindelse med offentlige udbud og fortsat spille en rolle på andre områder for at sikre lige vilkår.

3.9. EØSU glæder sig over, at det nye EU-mål er af bindende karakter og anbefaler derfor, at de vejledende nationale mål tager hensyn til de forskellige udgangspunkter og særlige nationale forhold og emissionsreduktionspotentiale, herunder i ø-medlemsstater og på øer, samt de bestræbelser, der er gjort, i overensstemmelse med Rådets konklusioner fra december 2020 (5).

3.10. EØSU understreger den tætte forbindelse mellem indsatsen for at opnå energieffektivitet og NextGenerationEU's mission og mål, navnlig genopretnings- og resiliensfaciliteten. EØSU opfordrer til, at en betydelig del af de 37 % af genopretnings- og resiliensfaciliteten, der er øremærket til grønne projekter, afsættes til energieffektivitetsprojekter i overensstemmelse med den reelle efterspørgsel og det reelle behov i de enkelte medlemsstater.


(3) EUT C 364 af 28.10.2020, s. 143.(4) Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om Omarbejdning af EU's finanspolitiske ramme med henblik på en

bæredygtig genopretning og en retfærdig omstilling, vedtaget den 20.10.2021 (EUT C 105 af 4.3.2022, s. 11).(5) https://data.consilium.europa.eu/doc/document/ST-22-2020-INIT/da/pdf

https://eur-lex.europa.eu/legal-content/da/ALL/?uri=CELEX:52020AE1431

https://www.eesc.europa.eu/da/our-work/opinions-information-reports/opinions/reshaping-eu-fiscal-framework-sustainable-recovery-and-just-transition-own-initiative-opinion-gr-ii

https://www.eesc.europa.eu/da/our-work/opinions-information-reports/opinions/reshaping-eu-fiscal-framework-sustainable-recovery-and-just-transition-own-initiative-opinion-gr-ii


https://data.consilium.europa.eu/doc/document/ST-22-2020-INIT/da/pdf


4.1. EØSU forstår formålet med og fordelene ved princippet om »energieffektivitet først«. Dette er imidlertid ikke altid en omkostningseffektiv løsning, og dette princip bør ikke betragtes som et dogme. I nogle tilfælde kan det være mere effektivt ikke at spare energi, men i stedet producere den baseret på sikre og bæredygtige kulstoffattige kilder.

4.2. EØSU anbefaler, at der tages hensyn til nationale forskelle ved tilpasningen af procentsatserne i artikel 8 i direktivet om energieffektivitet. Der bør ikke være én fast sats for alle medlemsstater, men snarere en differentieret sats, der er skræddersyet til forholdene i hvert enkelt land. Hvis formlen til beregning af medlemsstaternes bidrag til energieffektivitetsmålene delvis skal baseres på BNP's energiintensitet, bør den tilpasses, så den afspejler industriens andel af BNP, således at de mere industrialiserede lande ikke bliver dårligere stillet.

4.3. EØSU bifalder kravet om, at medlemsstaterne skal rapportere om energieffektivitetsinstrumenter, herunder deres virkningsgrad. Samtidig er EØSU sammen med de civilsamfundsorganisationer, der er aktive i medlemsstaterne, herunder arbejdsmarkedets parter, rede til at spille en støttende rolle i etableringen af støttemekanismer på nationalt, regionalt og lokalt plan. EØSU understreger, at det er vigtigt at informere alle interessenter (producenter, leverandører, bygnings- og anlægsforvaltere, brugere og forbrugere) korrekt om de yderligere krav med henblik på at øge udbredelsen af kontrakter vedrørende energieffektivitet og energimæssig ydeevne. Udvalget forventer, at Kommissionen spiller en aktiv og ledende rolle heri, og gentager betydningen af civilsamfundet, som er meget opsat på at bidrage til oplysnings- og informationskampagner og på at fremme udbredelsen af uddannelsesprogrammer.

4.4. EØSU glæder sig over, at Kommissionen ikke har medtaget obligatorisk pligt til revision, da dette ville pålægge virksomhederne betingelser med hensyn til deres investeringsplaner. Virksomhederne er altid villige til at forbedre deres energieffektivitet, og energistyringssystemer har vist sig at være et omkostningseffektivt alternativ til revisioner.

4.5. EØSU påskønner også, at der lægges større vægt på at informere og styrke forbrugerne vedrørende kontraktlige krav og anvendelsen af et klart og forståeligt sprog. Udvalget fremhæver de regulerende myndigheders vigtige rolle på dette område, navnlig på markeder med et begrænset antal økonomiske operatører.

4.6. Efter EØSU's opfattelse er det afgørende, at alle fagfolk, der bidrager til den nye tilgang til energieffektivitetspolitik, har fået tilstrækkelig uddannelse, så de har de nødvendige færdigheder og kvalifikationer, samtidig med at manglen på kvalificerede arbejdstagere i denne sektor anerkendes.

4.7. Ligesom i sin udtalelse om en renoveringsbølge for Europa understreger udvalget, at hulmursisolering og isolering af gulve er de mest effektive CO2-besparende foranstaltninger samt de enkleste og billigste. Men selv disse relativt billige foranstaltninger er for dyre for mange boligejere, selv om det resulterer i lavere energiomkostninger. EØSU slår derfor til lyd for, at de nationale regeringer indfører en støtteordning for disse foranstaltninger, da de også har potentiale til at skabe beskæftigelse. En undersøgelse fra Renovate Europe viser, at for hver 1 million EUR, der investeres i energirenovering af bygninger, skabes der i gennemsnit 18 job i EU (6).

4.8. EØSU mener, at et energiforbrugsloft er en nyttig indikator, når det gælder f.eks. husholdningernes forbrug, men er i tvivl om hvorvidt en sådan indikator alene er hensigtsmæssig for industrisektoren. Innovative teknologier til dekarbonisering er ofte mere energiintensive end konventionelle (men mere forurenende) alternativer. Hvis industrien således pålægges et loft over forbruget, kan det forhindre denne sektor i at dekarbonisere sine processer, samtidig med at industriproduktionen bringes i fare.

4.9. EØSU påpeger, at ambitiøse mål for fjernvarme/fjernkøling kan bidrage til en stigning i energifattigdommen, da mange lavindkomsthusholdninger bor i socialt boligbyggeri, som ofte forvaltes centralt. Ændringerne af direktivet om energieffektivitet må ikke have tilbagevirkende kraft, og ændringen af definitionen af effektiv centralvarme/køling (artikel 24) bør ikke gælde for systemer, der allerede er i drift, men kun for nye eller renoverede systemer.





(6) https://www.renovate-europe.eu/wp-content/uploads/2020/06/BPIE-Research-Layout_FINALPDF_08.06.pdf

https://www.renovate-europe.eu/wp-content/uploads/2020/06/BPIE-Research-Layout_FINALPDF_08.06.pdf

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om etablering af infrastruktur for alternative brændstoffer og om ophævelse af

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/94/EU«

(COM(2021) 559 final — 2021/0223 (COD))

og om »meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — En strategisk plan for udrulning med henblik på skitsering af en række supplerende foranstaltninger til støtte for hurtig udbredelse af infrastruktur for

alternative brændstoffer«

(COM(2021) 560 final)

(2022/C 152/23)

Ordfører: John COMER



Kommissionen, 13.9.2021

Retsgrundlag Artikel 90-91, artikel 170-171 og artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde








1.1. EØSU glæder sig over forslaget til en forordning om etablering af infrastruktur for alternative brændstoffer.

1.2. Batteridrevne køretøjer synes at være de fleste fabrikanters foretrukne løsning, når det gælder biltransport. Manglen og den (formentlig kortvarige) stigende pris på litium udgør et problem for den hurtige udbredelse af batteridrevne køretøjer. Det samme gælder for forskningen i og udviklingen af mere effektive lagringssystemer, der kom sent i gang. Muligheden for yderligere forskning og teknologisk udvikling kan imidlertid bidrage til at afhjælpe disse aktuelle problemer.

1.3. Der findes store reserver af litium på verdensplan. Chile har de største kendte litiumreserver efterfulgt af Australien og Kina. Der skal investeres i nye miner for at lette den nuværende situation, hvor forsyningen er begrænset. Der er dog en række miljøproblemer forbundet med minedrift, navnlig det store vandforbrug og den mulige forurening med giftige kemikalier. Minedriften er ligeledes ofte forbundet med alvorlige sociale problemer. EØSU er dybt bekymret over disse aspekter af den internationale handel. Internationale handelsaftaler og værdikæder skal opfylde kravene til økologisk og bæredygtig udvikling og omfatte bindende due diligence-forpligtelser for virksomhederne (1). I EU kunne man udvinde litium i Portugal, hvis miljøproblemerne kan løses.

1.4. Omfattende udrulning af en infrastruktur for alternative brændstoffer i hele EU er altafgørende, og der skal være tillid hos investorerne, for at denne infrastruktur kan etableres. Offentlige myndigheder skal sikre, at alternative brændstoffer og ladestationer er tilgængelige, der hvor der er behov for dem, navnlig i områder, hvor det endnu ikke er økonomisk rentabelt at stille sådanne faciliteter til rådighed.


(1) Se udtalelse EUT C 220 af 9.6.2021, s. 118 og EUT C 123 af 9.4.2021, s. 59.



1.5. EØSU påpeger, at vedvarende energikilder, herunder biobrændstoffer, spiller en vigtig rolle som en umiddelbart tilgængelig og prismæssigt overkommelig løsning for især tunge køretøjer og vejgodstransport over lange afstande. Der skal være fokus på drivhusgasfodaftrykket fra alle alternative og vedvarende brændstoffer.

1.6. Opgraderingen af elforsyningsnettet skal være en øjeblikkelig prioritet med henblik på at fremme hurtige ladestationer og producere brint og andre alternative brændstoffer. Derudover er der behov for at installere dobbeltrettede intelligente målere, så elektriciteten kan strømme begge veje. Planlægnings- og myndighedskravene skal tages op til revision, så man undgår forsinkelser i opgraderingen af nettet.

1.7. Dekarbonisering af transportsektoren er stærkt afhængig af en hurtig stigning i produktionen af grøn elektricitet. E-mobilitet er kun en hensigtsmæssig klimapolitisk løsning, hvis der anvendes grøn elektricitet, og der er derfor brug for flere investeringer i grøn elektricitet. Kommissionen skal i langt højere grad bidrage til udviklingen af prosumentmodeller og inddrage disse i overvejelserne.

1.8. Det er nødvendigt at støtte omfattende offentlige investeringer i FoU i videnskabeligt og teknologisk arbejde for at forbedre batterier, navnlig for så vidt angår deres størrelse, kapacitet og levetid. Hvis man gennem forskning kan nedbringe den mængde litium, der kræves til køretøjsbatterier, vil det reducere vores afhængighed af begrænsede globale forsyninger fra lande uden for EU. Denne mulighed ville forbedre EU's kapacitet i forhold til den hurtige udbredelse af vedvarende energi til transport og føre til bæredygtig mobilitet. Der er desuden et presserende behov for FoU og teknologisk udvikling, så alle de mulige alternative brændstoffer evalueres og fremmes, og alle transportformer tages i betragtning. Det ville være uklogt at gøre sig afhængig af ét enkelt system. Især bør potentialet i grøn brint bør undersøges.

1.9. Størstedelen af forbrugerne vil kun kunne overbevises om at købe batteridrevne køretøjer, hvis de er sikre på, at der er etableret tilstrækkelig opladningsinfrastruktur. Selv forbrugere, som sjældent kører lange ture, skal forsikres om, at de kan rejse over lange afstande i et batteridrevet køretøj, hvis de får behov herfor. Derfor er denne forordning og dens fulde gennemførelse i hele EU så vigtig.

1.10. EØSU understreger, at det har afgørende betydning, at infrastrukturen er fuldt interoperabel i alle henseender i hele EU. Vi må ikke ende i en situation, hvor bilister er nødt til at medbringe diverse adaptere i deres biler for at kunne anvende infrastrukturen for alternative brændstoffer i forskellige medlemsstater.

1.11. Løsningen med en QR-kode for ad hoc-betalinger er ikke et betalingssystem, der anvendes i vid udstrækning i EU til trods for Kommissionens angivelse i artikel 5, stk. 2. EØSU forudser, at anvendelse af denne løsning vil skabe problemer med tilgængeligheden for mange brugergrupper. EØSU er imod anvendelsen af en QR-kode som eneste metode til ad hoc-betalinger. Betalingskortlæsere skal være tilgængelige for alle ad hoc-betalinger.

1.12. Direktivet om vedvarende energi indeholder metoder til beregning af, hvilke drivhusgasemissioner der stammer fra forskellige alternative brændstoffer. Disse beregninger har imidlertid en beskeden indvirkning på borgernes købs-beslutninger, da disse drivhusgasemissionsværdier for køretøjer er stort set ukendte, og oplysningerne fra bilproducenterne eller -sælgerne ikke kontrolleres tilstrækkeligt. Dette skal afhjælpes.

1.13. EØSU beklager, at der stort set ikke har været nogen debat om det bidrag, som borgere, kooperativer, men også fagforeninger og arbejdsgivere kan levere. Dette til trods for, at et af målene med den europæiske energiunion er at sætte almindelige mennesker og dermed lokale løsninger i centrum, og selv om det står klart, at en stor del af opladningen af e-mobilitet finder sted hjemme og på arbejdspladsen. EØSU mener derfor, at der er behov for en ny strategi, der stemmer bedre overens med den europæiske energiunions målsætning om at sætte borgerne i centrum, for at tilskynde til større inddragelse af borgere, kooperativer, fagforeninger og arbejdsgivere i de fælles bestræbelser på at fremskynde dekarboniseringen af transportsektoren.

2. Resumé af Kommissionens forslag

2.1. EU-borgernes økonomiske og sociale trivsel afhænger af et velfungerende og effektivt mobilitetssystem i hele EU.


2.2. Transport tegner sig for omkring 25 % af EU's drivhusgasemissioner og har også en alvorlig indvirkning på luftkvaliteten i bykernerne.

2.3. I december 2019 vedtog Kommissionen meddelelsen om den europæiske grønne pagt, som opfordrer til en 90 % reduktion i drivhusgasemissioner fra transport inden 2050, samtidig med at der arbejdes hen imod en målsætning om nulforurening. I september 2020 vedtog Kommissionen sit forslag til en europæisk klimalov, der skal reducere nettoemissionerne af drivhusgasser med mindst 55 % inden 2030 — »Fit for 55-pakken«.

2.4. I december 2020 vedtog Kommissionen meddelelsen om strategien for bæredygtig og intelligent mobilitet. Strategien fastsætter grundlaget for at omstille EU's transportsektor med sigte på en intelligent og bæredygtig fremtid.

2.5. Dette forslag medfører en ny forordning om etablering af infrastruktur for alternative brændstoffer og ophæver Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/94/EU (2).

2.6. Direktiv 2014/94/EU, som trådte i kraft i 2014, om etablering af infrastruktur for alternative brændstoffer fastsætter en fælles ramme for foranstaltninger til etablering af infrastruktur for alternative brændstoffer med henblik på at fremme reduktionen af drivhusgasemissioner fra transport. Det fastsætter minimumskrav til etablering af infrastrukturen for alternative brændstoffer, herunder ladestandere til elektriske køretøjer og tankstationer til naturgas (LNG og CNG) og brint, som skal gennemføres ved hjælp af ikkebindende nationale politikrammer. Denne strategi har til formål at muliggøre grænseoverskridende bevægelighed for alle transportformer på TEN-T-nettet.

2.7. I en nylig rapport om anvendelsen af dette direktiv bemærkede Kommissionen en vis fremgang i gennemførelsen, men konkluderede, at der ikke findes et omfattende og komplet net af infrastruktur for alternative brændstoffer i EU.

2.8. Kommissionen foretog en efterfølgende evaluering af dette direktiv. Evalueringen viste, at direktivet ikke er velegnet til opnåelse af det øgede klimamål for 2030.

2.9. Den foreslåede forordning er en del af det samlede sæt indbyrdes forbundne politikker i Fit for 55-pakken, som fastsætter de foranstaltninger, der på tværs af alle sektorer er nødvendige for at nå klimamålet for 2030.

2.10. Den foreslåede forordnings specifikke målsætninger er som følger:

2.10.1. at sikre en minimumsinfrastruktur for alternative brændstoffer for at tilgodese køretøjer, der anvender alternativt brændstof, på tværs af alle transportformer og i alle medlemsstater

2.10.2. at sikre, at infrastrukturen er fuldstændig interoperabel

2.10.3. at sikre fuldstændige oplysninger til brugere og alle mulige betalingsmuligheder.

2.11. Kommissionen mener, at målsætningerne for dekarbonisering af transportsektoren på tværs af alle trans-portformer og alle medlemsstater alene kan opnås på en omfattende og kohærent måde via en fælles europæisk lovramme.

2.12. Kommissionen har på grundlag af en omfattende konsekvensanalyse besluttet at acceptere løsningsmodel 2. Denne løsning foreslog obligatoriske flådebaserede mål for elektriske ladestandere til lette køretøjer og fastsættelse af distancebaserede mål for alle vejkøretøjer på TEN-T-nettet, herunder for byknudepunkter for infrastruktur til tunge køretøjer. Den indeholder endvidere detaljerede bestemmelser for havne og lufthavne på TEN-T-nettet, men fastsætter ingen obligatoriske mål. Denne løsning giver mulighed for større harmonisering af betalingsmuligheder, fysiske standarder og kommunikationsstandarder samt forbrugerrettigheder. Den vil styrke prisgennemsigtigheden og andre brugeroplysninger og omfatte fysisk skiltning ved ladestandere og tankstationer.

2.13. En forordning blev anset for at være den bedste løsning for at opnå de ønskede målsætninger på tværs af alle EU-medlemsstater.


(2) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/94/EU af 22. oktober 2014 om etablering af infrastruktur for alternative brændstoffer (EUT L 307 af 28.10.2014, s. 1).

2.14. Medlemsstaterne skal vedtage en revideret national politikramme for at udvikle et marked for alternative brændstoffer i transportsektoren og etablere den relevante infrastruktur i overensstemmelse med de skærpede bestemmelser og obligatoriske mål. Den indeholder også bestemmelser om udarbejdelse af en strategi for udrulningen af alternative brændstoffer inden for andre transportformer i de tilfælde, hvor der ikke er fastsat obligatoriske krav.

2.15. Medlemsstaterne skal regelmæssigt aflægge rapport til Kommissionen. Kommissionen overvåger og rapporterer om fremgangen i hver medlemsstat.

2.16. Forordningen indeholder bestemmelser om, at medlemsstaterne med visse specificerede undtagelser skal sikre, at der installeres et minimum af strømforsyning fra land til visse søgående skibe i søhavne og til fartøjer til transport ad indre vandveje.

2.17. Den indeholder minimumsbestemmelser for elforsyning til alle stationære luftfartøjer i lufthavne på TEN-T-hovednettet og det samlede TEN-T-net.

2.18. Artikel 3 fastsætter mål for elektrisk opladningsinfrastruktur for lette køretøjer.

2.19. Artikel 4 fastsætter mål for elektrisk opladningsinfrastruktur for tunge køretøjer.

2.20. Artikel 6 beskriver mål for brintoptankningsinfrastruktur.

2.21. Der er fastsat mål for et passende antal offentligt tilgængelige LNG-tankstandere langs TEN-T-hovednettet inden januar 2025 i områder, hvor der er behov herfor.

2.22. Artikel 9 og 10 fastsætter mål for strømforsyning fra land i søhavne og indlandshavne.

2.23. Artikel 11 beskriver mål for leveringen af LNG i søhavne.

2.24. Artikel 12 beskriver mål for leveringen af elektricitet til stationære luftfartøjer.

2.25. I artikel 5, stk. 2, litra a), i forslaget foreslår Kommissionen, at ladestationer med lav effekt udstyres med et betalingsinstrument, »der i vid udstrækning anvendes i Unionen«, således at forbrugere kan betale på ad hoc-basis. Dette betalingsinstrument kan enten være 1) en betalingskortlæser, 2) en kontaktløs kortlæser eller 3) en QR-kode, som muliggør betalingstransaktionen.

2.26. I en meddelelse fra Kommissionen (COM(2021) 560 final) beskriver Kommissionen en strategisk plan for udrulning af supplerende foranstaltninger til støtte for hurtig udbredelse af en infrastruktur for alternative brændstoffer.

2.27. Håndtering af klimaændringerne vil indgå i Connecting Europe-faciliteten 2021-2027 (CEF II). CEF II vil med sigte herpå oprette en facilitet for alternative brændstoffer, som skal finansiere en infrastruktur for alternative brændstoffer ved at kombinere CEF-tilskud og -finansiering fra finansieringsinstitutioner for at opnå en større virkning af investeringerne.

2.28. Midler fra Den Europæiske Fond for Regionaludvikling og Samhørighedsfonden kan bruges til at støtte investeringer i forskning, innovation og etablering af en infrastruktur for alternative brændstoffer i de mindre udviklede medlemsstater og regioner.

2.29. Kommissionen udtaler, at det, der er behov for nu, er et effektivt og velfungerende samarbejde på tværs af grænser og sektorer mellem alle interessenter i den offentlige og private sektor om udvikling af en åben, gennemsigtig og interoperabel infrastruktur med gnidningsløse infrastrukturtjenester.


3.1. Transportsektoren tegner sig for 22,3 % af EU's samlede drivhusgasemissioner, og vejtransport tegner sig for 21 % af drivhusgasemissionerne. Personbiler tegner sig for 12,8 % af EU's drivhusgasemissioner, varevogne for 2,5 % og tunge køretøjer samt busser for 5,6 % (kilde: Det Europæiske Miljøagentur, 2017, ikke medregnet internationale og maritime emissioner). Emissioner fra EU's transportsektor steg fra 14,8 % i 1990 til 24,6 % i 2018 ifølge en rapport fra Kommissionen fra 2018. Den hurtige dekarbonisering af transportsektoren er afgørende for at opnå målene i den europæiske grønne pagt. EØSU glæder sig over denne forordning og ser den som et positivt skridt fremad mod dekarbonisering af transportsektoren. Det er afgørende, at kvaliteten af alle transporttjenester opretholdes gennem hele dekarboniseringsprocessen.


3.2. EØSU beklager, at der stort set ikke har været nogen strategisk debat om det bidrag, som borgere, kooperativer, fagforeninger og arbejdsgivere kan yde til udviklingen af en opladningsinfrastruktur. Dette til trods for, at et af målene med den europæiske energiunion er at sætte almindelige mennesker og dermed lokale løsninger i centrum, navnlig nu hvor det står klart, at en stor del af opladningen af e-mobilitet finder sted hjemme og på arbejdspladsen. EØSU opfordrer derfor Kommissionen til at indlede en sådan strategisk debat.

3.3. Den omfattende udrulning af elektriske køretøjer vil med tiden kræve en øget elproduktion og en opgradering af nettet for at imødekomme hurtig opladning, navnlig for batteridrevne lastbiler.

3.4. Forordningen omtaler behovet for dobbeltrettede intelligente målesystemer, som gør det muligt for elektricitet at strømme begge veje: fra nettet til køretøjet og fra køretøjet til nettet. Dette skal udbygges betragteligt for at afhjælpe forsyningsmangler i perioder med spidsbelastning i efterspørgslen efter el.

3.5. Der skal oprettes en række intelligente elsystemer for at fremme følgende:

3.5.1. Køretøjet kobles til, men oplader ikke, før der modtages et signal fra nettet, og opladningen bør så vidt muligt ske til en billigere takst uden for spidsbelastningsperioden.

3.5.2. Bil til net-teknologi, også kendt som V2G, vil gøre det muligt for køretøjer at lade op på tidspunkter, hvor der produceres overskudsenergi fra vedvarende kilder, og det elektriske køretøj vil så på tidspunkter med spidsbelastnings-efterspørgsel kunne sende noget af den lagrede energi tilbage til nettet. Når efterspørgslen falder, lades det elektriske køretøj op igen. Dette er især egnet til skolebusser og andre køretøjer, der står stille i længere perioder. Det skal dog være økonomisk fordelagtigt for leverandøren. Derfor er det også nødvendigt, at der i langt højere grad kalkuleres med og skabes muligheder for decentraliserede løsninger, som inddrager borgerne.

3.6. EØSU glæder sig over de fastsatte mål for udrulningen af infrastrukturen for alternative brændstoffer. Dette vil skabe tillid hos såvel investorerne i alternative brændstoffer og de potentielle købere af nul- og lavemissionskøretøjer. Alternative brændstoffer og vedvarende energikilder, herunder bæredygtige biobrændstoffer, har afgørende betydning for tunge køretøjer, navnlig hvad angår vejgodstransport over lange afstande.

3.7. Politikker skal sikre, at der ikke opstår lange køer ved ladestationer, og at ladestationerne ikke er langsomme, således at forbrugere har tillid til opladningssystemet.

3.8. Kommissionen bemærkede i den grønne pagt, at der vil være behov for 1 mio. offentlige ladestandere og tankstationer i EU i 2025, og Kommissionen har et mål om 30 mio. nulemissionskøretøjer inden 2030. Det er meget ambitiøse mål, og hvis de skal nås, vil det kræve stor beslutsomhed fra medlemsstaternes regeringer og Kommissionen, og at borgerne bakker op.

3.9. Det vil være nødvendigt at fjerne forskellige hindringer, som hæmmer opnåelsen af disse mål:

3.9.1. fjernelse af alle uforholdsmæssige planlægningskrav henset til størrelsen og omfanget af den nødvendige opladnings- og optankningsinfrastruktur

3.9.2. sikring af, at brintproduktion på stedet er muligt i henhold til planlægningslovgivningen

3.9.3. nedbringelse af den tid, der medgår til tilslutningen til elforsyningsnettet

3.9.4. udarbejdelse af fast track-planer for opgradering af elforsyningsnettet.

3.10. Til dekarbonisering af luft- og søtransporten er det ikke blot adgang til de mest velegnede alternative brændstoffer, der er nødvendig, men også større ambitioner og en mere beslutsom indsats.


4.1. Litium er et vigtigt jordmetal og et kritisk råmateriale i moderne genopladelige batterier. Markedsanalysen Benchmark Mineral Intelligence (BMI) forudser ifølge Reuters en akut mangel på litium fra 2022 og fremefter. Dette kan resultere i en nedgang i fremstillingen af elektriske køretøjer. Lukasz Bednarski argumenterer i sin nye bog med titlen


Lithium (udgivet af Hurst) for, at litium bliver lige så vigtig for de industrielle økonomier i det 21. århundrede, som olie var i det 20. århundrede. Det er derfor nødvendigt at udforske og fremme andre lavemissions- og nulemissionsbrændstoffer, så forbrugerne har en række valgmuligheder, og drivhusgasemissionerne fra transportsektoren kan nedbringes hurtigst muligt.

4.2. Det vil være nødvendigt at yderligere fremme og udforske brugen af køretøjer, der anvender e-brændstoffer og brintkøretøjer for at afdække deres potentiale til at reducere drivhusgasemissionerne fra transportsektoren så hurtigt som muligt.

4.3. Forbrændingsmotorer vil blive anvendt i et stykke tid endnu. Potentialet i e-brændstoffer skal i denne sammenhæng udforskes og fremmes. E-brændstoffer kan anvendes i forbrændingsmotorer og opladelige hybridbiler og kan bruges i det eksisterende tankstationsnet.

4.4. EØSU påpeger, at vedvarende energikilder, herunder biobrændstoffer, spiller en vigtig rolle som en umiddelbart tilgængelig og prismæssigt overkommelig løsning for især tunge køretøjer og vejgodstransport over lange afstande. Der skal være fokus på drivhusgasfodaftrykket fra produktionen af biobrændstoffer på samme måde som ved f.eks. den elektricitet, der leveres til elektriske køretøjer, og ved brintproduktion.

4.5. CO2-fodaftrykket fra biobrændstoffer skal være mindre end fra fossile brændstoffer, når de anvendes i et køretøj. Problemet er produktionsprocessen for biobrændstoffer, som kan resultere i væsentlige drivhusgasemissioner og have en ødelæggende virkning på arealanvendelse, navnlig når det fører til afskovning. F.eks. er anvendelsen af palmeolie ikke bæredygtig.

4.6. EØSU anbefaler, at biobrændstoffer med færrest drivhusgasemissioner bør fremmes både i forbindelse med produktion og ved anvendelse i transport.

4.7. Landdistrikterne er mere afhængige af biltransport end byområder på grund af manglen på offentlig transport. Typisk ligger beboelsesområderne på landet meget spredt, hvorfor et omfattende offentligt transportsystem ikke er en mulighed i mange af disse områder. På grund af de manglende brugbare alternative transportformer vil beboerne på landet blive ramt meget hårdt af høje CO2-afgifter på benzin og diesel. Den Europæiske Forbrugerorganisation (BEUC) anfører i en rapport, der blev offentliggjort i april 2021, at for en bilist, der bor i et landdistrikt og kører mange kilometer, vil overgangen til et batteridrevet elkøretøj medføre konkrete fordele, navnlig hvis ejerskabet af et batteridrevet elkøretøj kombineres med produktion af elektricitet på stedet fra vedvarende energikilder. BEUC's udtalelse har sin berettigelse, forudsat at der kan bevilges støtte til de høje startomkostninger, og at der i det hele taget gives tilladelse til driften af de relevante produktions- og ladefaciliteter, der skal forvaltes i fællesskab.

4.8. Det er afgørende at fremme en infrastruktur for alternative brændstoffer i landdistrikter. Udover at fremme udrulningen af elektriske køretøjer er vi også nødt til at fremme reduktionen af drivhusgasemissioner i de eksisterende flåder ved at fremme bæredygtige køretøjer, der kører på biobrændstoffer og e-brændstoffer, samt opladelige hybridbiler. Potentialet for grøn brint skal også øges.

4.9. Inden for transport med tunge køretøjer skal der ydes en meget målrettet indsats for at udrulle infrastrukturen for alternative brændstoffer. Omkring 98 % af lastbiler i EU-27 kører på diesel. Indtil nu har der været mere fokus på transport med lette køretøjer end på transport med tunge køretøjer.

4.10. Der skal ske en væsentlig udrulning af batteridrevne lastbiler samt hybridlastbiler og opladelige hybridlastbiler. Dette kan kun lade sig gøre, hvis der er tilstrækkelige opladningsmuligheder i alle medlemsstater. En hensigtsmæssig udskiftning af flåden vil desuden kræve tilstrækkelig finansiering.

4.11. Lastbiler har behov for hurtig, højeffektopladning ved depoter og ladestationer langs vejene. Det ville være en stor fordel at kunne reservere en plads ved en ladestation på forhånd. Der har været forsøg med opladere på op til 350 kW, men der skal udvikles ladere på op til 1 MW med henblik på at reducere ladetiden.

4.12. Elnettet skal klargøres på forhånd, således at det kan klare disse højeffektkrav til hurtig opladning af lastbiler.

4.13. Brint betragtes som lovende til transport over store afstande. EØSU glæder sig over de fastsatte mål for udrulningen af brinttankstationer. Målet skal på lang sigt være grøn brint frem for blå brint. Når det gælder brint, der produceres fra metan, bør der tages højde for den høje metanlækage i hele udvindings- og transportkæden.


4.14. Brint kan med mindre tilpasninger også anvendes som brændstof i køretøjer med forbrændingsmotorer. Der er behov for yderligere forskning for at fremme dette forslag.

4.15. EØSU glæder sig over Kommissionens forslag om at standardisere hydrogentryk ved 700 bar. Brint har en lav energivolumentæthed, hvorfor der er brug for meget større lagertanke.

4.16. Det ideelle ville være brintproduktion på stedet, hvor det er muligt. Eventuelle planlægningsmæssige hindringer for en sådan udvikling skal undersøges med behørig hensyntagen til de skærpede sundheds- og sikkerhedsforanstaltninger, der kræves i forbindelse med håndtering af brint.

4.17. Brint kan leveres med lastbiler og via rørledninger. Som følge af brints lave energivolumentæthed vil levering med lastbiler kræve mange flere lastbilture end ved levering af benzin og diesel.

4.18. EØSU er klar over, at der i direktivet om vedvarende energi findes klare metoder til beregning af, hvilke drivhusgasemissioner der er forbundet med de forskellige alternative brændstoffer. Disse beregninger har imidlertid en beskeden indvirkning på borgernes købsbeslutninger, da disse værdier stort set er ukendte og ikke formidles videre af hverken bilfabrikanter eller -forhandlere. Denne situation skal afhjælpes.

4.19. En hurtig udrulning af infrastrukturen for alternative brændstoffer vil kræve væsentlig forhåndsfinansiering for at kunne gøre systemet økonomisk rentabelt for investorer i ladestandere og tankstationer.





Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om anvendelsen af vedvarende og kulstoffattige brændstoffer i søtransport og om

ændring af direktiv 2009/16/EF«

(COM(2021) 562 final — 2021/0210 (COD))

(2022/C 152/24)

Ordfører: Constantine CATSAMBIS

Anmodning om udtalelse Europa-Parlamentet, 13.9.2021 Rådet, 20.9.2021

Retsgrundlag Artikel 100, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktions-måde








1.1. EØSU glæder sig over forslaget til forordning om anvendelsen af vedvarende og kulstoffattige brændstoffer i søtransport og om ændring af direktiv 2009/16/EF (forslaget til FuelEU Maritime-forordning) (1). Formålet med dette forslag er at bidrage til EU's klimaneutralitetsmål for 2050 ved at fastsætte en EU-brændstofstandard med stigende krav til drivhusgasintensitet og fremskynde efterspørgslen efter vedvarende og kulstoffattige brændstoffer i søtransportsektoren.

1.2. EØSU mener, at Kommissionens forslag til forordning bør harmoniseres med Den Internationale Søfartsorganisa-tions bestemmelser på grund af skibsfartens internationale karakter, herunder i relation til sikkerheden ved brændstoffer, som anvendes af skibe. På nuværende tidspunkt er den internationale søtransport afhængig af fossile brændstoffer. 100 % dekarbonisering kræver, at alternative, kulstoffattige eller -neutrale skibsbrændstoffer og/eller banebrydende fremdrifts-teknologier bliver bredt tilgængelige. Alle interessenter i den maritime sektor og forsyningskæde må arbejde tæt sammen for i sidste ende at nå dette mål.

1.3. Målene for klima- og kulstofneutralitet i den grønne pagt og den ambitiøse »Fit for 55«-lovpakke er hensigtsmæssige i lyset af den indsats, der gøres for at forgrønne og på sigt dekarbonisere søfartssektoren og andre sektorer og tillige sikre, at den sociale dimension respekteres under denne omstillingsproces i borgernes interesse. Med andre ord kan denne energiomstilling og overgangsproces til dekarbonisering af skibsfarten kun ske med befolkningens accept, og hvis den måde, skibsfarten og andre sektorer operer på, beskyttes.

1.4. EØSU konstaterer, at forslaget til FuelEU Maritime-forordning vil have uforholdsmæssige virkninger for skibsfarten sammenlignet med andre industrier: De kortsigtede foranstaltninger frem til 2030 er beskrevet tilstrækkeligt, hvorimod de langsigtede ændringer, som skal sikre den største drivhusgasreduktion i 2030-2050, i det store hele fortsat er ønsketænkning, da teknologierne endnu ikke er udviklet og slet ikke modnet. Derfor bør der indbygges en vis fleksibilitet i de lovgivningsmæssige dele af dette forslag, så sektoren får mulighed for at tilpasse sig. Der er et akut behov for fokuseret støttet til F&U for at fremskynde vidensopbygningen og dermed begrænse risiciene.


(1) COM(2021) 562 final.

1.5. EØSU mener, at FuelEU-initiativet er nødt til at tilvejebringe synergier, sammenhæng og overensstemmelse mellem udbud, distribution og efterspørgsel inden for det område, som »Fit for 55«-lovpakken dækker. Som det foreligger nu, indeholder forslaget til FuelEU-forordning imidlertid krav om specifikke kulstoffattige brændstoffer uden en forudgående vurdering af tilgængeligheden og omkostningerne på globalt plan, til trods for at alle alternative brændstoffer bør kunne anvendes. Dette kan i sidste ende føre til konkurrenceforvridning, eftersom tilgængeligheden af disse brændstoffer i dag og i den nærmeste fremtid er yderst begrænset. Ansvaret for udviklingen og tilgængeligheden af vedvarende alternative brændstoffer ligger hos brændstofleverandørerne, og anvendelsen af renere brændstoffer bør tilskyndes. Dette kan kun ske, hvis prisforskellen mellem fossile og alternative brændstoffer mindskes, og de renere brændstoftyper bliver billigere og mere bredt tilgængelige. Det forudsætter en indsats, hvor alle aktører i søfartssektorens værdikæde bidrager aktivt, især brændstofproducenter, energileverandører og motorproducenter, men også havne, befragtere og arbejdstagerrepræsentanter i alle sektorer. Potentielt vil dette kunne resultere i en stigende efterspørgsel efter alternative brændstoffer som forudset i FuelEU-forordningen.

2. Indledning

2.1. EØSU mener, at skibsfarten påvirker hele forsyningskæden, da næsten 90 % af verdens varer transporteres ad søvejen. Udvalget mener desuden, at EU-skibsfarten med sin globale tilstedeværelse er et strategisk aktiv, der sætter EU i stand til at beskytte sin geopolitiske uafhængighed og øge sin økonomiske og industrielle modstandsdygtighed såvel som sin suverænitet. I 2019 blev ca. 46 % af eksporten til lande uden for EU og 56 % af importen af varer fra lande uden for EU transporteret ad søvejen (Eurostat, 2021).

2.2. Den EU-kontrollerede handelsflåde har en dødvægtstonnage på 810 mio. bestående af 23 400 fartøjer og svarende til 39,5 % af verdens flåde i 2020. Skibsfartens samlede økonomiske indvirkning på EU's BNP er 149 mia. EUR og ca. 2 mio. job. Det er værd at notere sig, at for hver 1 mio. EUR af BNP, som søfartsindustrien bidrager med, skabes der yderligere 1,8 mio. EUR andetsteds i EU's økonomi (2). Ifølge de seneste vurderinger (3) er andelen af de samlede emissioner fra søtransport i den globale udledning af menneskeskabte drivhusgasser steget fra 2,76 % i 2012 til 2,89 % i 2018.

2.3. EØSU anerkender, at EU's skibsfart har forpligtet sig til søfartssikkerhed og til beskyttelse af havmiljøet og dermed bidrager til verdenssamfundets og EU's dekarboniseringsbestræbelser. EØSU anerkender også, at EU's skibsfart påtager sig disse udfordringer og ønsker at være førende inden for grøn skibsfart.

2.4. Med FuelEU Maritime-forordningen indføres der standarder for gradvis reduktion af den gennemsnitlige drivhusgasintensitet af det brændstof, der bruges om bord på skibe, der ligger ved kaj i, anløber eller forlader EU-havne Hvis disse standarder ikke overholdes, vil rederierne blive pålagt administrative bøder, som angiveligt vil blive anvendt til at støtte projekter, der har til formål at fremskynde anvendelsen af vedvarende og kulstoffattige brændstoffer, især biobrændstoffer, i søfartssektoren. Forslaget vil ensidigt også gælde ekstraterritorialt for international søtransport, da dets anvendelsesområde er identisk med anvendelsesområdet for EU's ETS-forslag (4). Det fastlægger desuden et krav om anvendelse af landstrøm for to skibstyper, passagerskibe og containerskibe, efter den 1. januar 2030.

2.5. EØSU noterer sig, at forslaget til FuelEU Maritime-forordningen (i overensstemmelse med princippet om, at »forureneren betaler«) anerkender skibets befragters strukturelle rolle som den, der normalt har ansvaret for valg af skibets brændstof, rute, last og hastighed og den dertil knyttede omkostning til brændstofforbruget (betragtning 6). Det er positivt. Anerkendelsen af befragterens ansvar er vigtig i forhold til de overvejelser, der kommer i den næste fase af lovgivningsproceduren, som også vil involvere Europa-Parlamentet og Rådet.


3.1. Målene for klima- og kulstofneutralitet i den grønne pagt og den ambitiøse »Fit for 55«-lovpakke er hensigtsmæssige i lyset af den indsats, der, som det er tilfældet i andre sektorer, gøres for at forgrønne og på sigt dekarbonisere søfartssektoren og tillige sikre, at den sociale dimension respekteres under denne omstillingsproces i borgernes interesse. Med andre ord kan denne energiomstilling og overgangsproces til dekarbonisering af skibsfarten kun ske med befolkningens accept, og hvis den måde, skibsfarten og andre sektorer operer på, beskyttes. Dette kan kun opnås ved hjælp af specifikke foranstaltninger, f.eks. skabelse af nye job, bedre folkesundhed og mere effektive afbødende foranstaltninger i klimaindsatsen og miljøbeskyttelse. Det forudsætter en indsats, hvor alle aktører i søfartssektorens værdikæde bidrager


(2) Den europæiske rederisammenslutning, 2021.(3) IMO's fjerde undersøgelse af drivhusgasser 2020.(4) COM(2021) 551 final.

aktivt, især brændstofproducenter, energileverandører og motorproducenter, men også havne, befragtere og arbejdstager-repræsentanter i alle sektorer. Godt målrettet, klar, cyklisk og gennemsigtig kommunikation er vigtig for at kunne engagere og sikre samfundets opbakning.

3.2. Virkningerne af forslaget til FuelEU Maritime-forordningen for søfarten vil ikke kunne sammenlignes med andre industrier: De kortsigtede foranstaltninger frem til 2030 er beskrevet tilstrækkeligt, hvorimod de langsigtede ændringer, som skal sikre den største drivhusgasreduktion i 2030-2050, i det store hele fortsat er ønsketænkning, da teknologierne endnu ikke er udviklet og slet ikke modnet. Med andre ord er søfartssektorens vej til klimaneutralitet senest i 2050 stadig ubekendt og indebærer en bred vifte af teknologiske løsninger. Desuden er der en række ubesvarede spørgsmål vedrørende udbuddet, sikkerheden, distributionen og omkostningerne til disse alternativer. Derfor bør der indbygges en vis fleksibilitet i de lovgivningsmæssige dele af dette forslag, så sektoren får mulighed for at tilpasse sig. Noget af tidspresset skyldes også den lange tidshorisont og cyklussen for de enorme startinvesteringer i sektoren i bredere forstand omfattende alle interessenter.

3.3. På den ene side afhænger udviklingsforløbet for emissionerne mod 100 % dekarbonisering af, at økonomisk rentable og sikre nulemissionsbrændstoffer og -teknologier indføres og udbredes på markedet. På den anden side er der behov for adgang til nye fremdriftsmidler og nye kulstoffattige eller kulstoffrie brændstoffer overalt i verden og for en fælles indsats i samarbejde med interessenter i forsyningskæden for at nå det endelige mål på 100 % dekarbonisering.

3.4. Inden for det område, som »Fit for 55«-lovpakken dækker, er FuelEU-initiativet nødt til at tilvejebringe synergier, sammenhæng og overensstemmelse mellem udbud, distribution og efterspørgsel. Dette bør opnås ved konkret at supplere direktivet om vedvarende energi (5), som især vedrører udbuddet af energi fra vedvarende energikilder, og forordningen om etablering af infrastruktur for alternative brændstoffer, som vedrører distributionsinfrastrukturen i havne i EU (6).

3.5. I den henseende er det af afgørende betydning, at der er de rette incitamenter mellem udbud og efterspørgsel. Som det foreligger nu, indeholder forslaget til FuelEU-forordningen imidlertid krav om specifikke kulstoffattige brændstoffer, hvor alle alternative brændstoffer bør kunne anvendes, uden en forudgående vurdering af tilgængeligheden og omkostningerne på globalt plan. Dette kan i sidste ende føre til konkurrenceforvridning, eftersom tilgængeligheden af disse brændstoffer i dag og i den nærmeste fremtid er yderst begrænset. Ansvaret for udviklingen og tilgængeligheden af vedvarende alternative brændstoffer ligger hos brændstofleverandørerne, og anvendelsen af renere brændstoffer bør tilskyndes. Dette kan kun ske, hvis prisforskellen mellem fossile og alternative brændstoffer mindskes, og de renere brændstoffer bliver billigere og mere bredt tilgængelige. Det forudsætter en indsats, hvor alle aktører i søfartssektorens værdikæde bidrager aktivt, især brændstofproducenter, energileverandører og motorproducenter, men også havne, befragtere og arbejdstagerrepræsentanter i alle sektorer. Potentielt vil dette kunne resultere i en stigende efterspørgsel efter alternative brændstoffer som forudset i FuelEU-forordningen.

3.6. Med kravet om anvendelse af renere brændstoffer og især biobrændstoffer efterlader forslaget indtryk af, at man overser det forhold, at disse brændstoffer reelt måske aldrig bliver tilgængelige i tilstrækkelige mængder til international skibsfart og måske i virkeligheden ikke er et holdbart alternativ til fossile brændstoffer. Pålæggelse af administrative bøder i en situation, hvor der ikke er reelle alternativer, er en straffeforanstaltning og en indtægtsskabende frem for emissionsreducerende foranstaltning.

3.7. Kulstofneutrale/-fattige brændstoffer, som er nødvendige, for at søtransportsektoren kan dekarbonisere, er ikke tilgængelige på nuværende tidspunkt, navnlig ikke til oceangående søtransport, og vil heller ikke blive det i den nærmeste fremtid. Produktionen og den globale tilgængelighed af disse brændstoffer kræver enorme investeringer, og de vil skulle udvikles af aktører uden for sektoren, typisk olieselskaber og energileverandører i almindelighed. Desuden kræver alternative brændstoffer som f.eks. ammoniak, metanol og brint en ny generation af forbrændingsmotorer og fremskridt inden for skibskonstruktion og fremdriftsteknologier, hvilket er motorproducenternes og skibsværfternes domæne, hvoraf de fleste er hjemmehørende i Fjernøsten.

3.8. Så længe disse alternative brændstoffer ikke er udviklet, kan de langsigtede mål i IMO's vedtagne første strategi for dekarbonisering og de ambitiøse målsætninger i den europæiske grønne pagt og »Fit for 55«-lovpakken ikke nås. Inden da er der behov for mere videnskabeligt baseret indgående viden for at mindske risiciene ved beslutningstagningen og for at være orienteret mod de rette investeringer. Det er grunden til, at industrien sammen med flere medlemsstater med betydelige maritime interesser i IMO foreslog at oprette et forsknings- og udviklingsråd og en forsknings- og udviklingsfond,


(5) COM(2021) 557 final.(6) COM(2021) 559 final.

der til en start skal finansieres af obligatoriske bidrag fra alle skibe på over 5 000 bruttoton pr. ton forbrugt brændstof. Formålet med dette initiativ er at fremskynde udviklingen af de alternative brændstoffer, som søfartsindustrien har brug for, men ikke kan udvikle. Det er situationens hastende karakter, der har foranlediget dette initiativ og søfartsindustriens villighed til at bidrage. Der er oprigtige forhåbninger om, at dette initiativ vil få betydelig opbakning i IMO.

3.9. Sikkerhedsovervejelser bør ligeledes fortsat være et vigtigt parameter for forskningen i og udviklingen af alternative brændstoffer, som er en meget krævende, kapitalintensiv og tidskrævende proces. Sikkerhedsudfordringerne ved disse nye brændstoffer kræver, at der udarbejdes nye bestemmelser og tekniske regler vedrørende sikker udvikling og sikker brug om bord på skibe.

3.10. Krav om, at skibe skal overholde en EU-brændstofstandard uden garanti for tilgængeligheden af sikre og tilstrækkelige mængder kulstoffattige og -neutrale brændstoffer i havne verden over, vil være et stort problem. Arbejdsdokumentet fra Kommissionens tjenestegrene, som blev offentliggjort i december 2020, og som ledsager strategien for bæredygtig og intelligent mobilitet (7), bygger på en forventning om, at vedvarende og kulstoffattige brændstoffer vil udgøre helt op til mellem 5,5 % og 13,5 % af brændstofsammensætning inden for skibsfarten i 2030. Drivhus-gasintensiteten beregnes på et »well-to-wake«-grundlag [definitionerne i artikel 3, litra p] i overensstemmelse med de metoder og bæredygtighedskriterier, som er fastsat i forslaget til revideret direktiv om fremme af vedvarende energi, hvorefter en multiplikator på 1,2 for avancerede biobrændstoffer og biogas produceret af råprodukter og for vedvarende brændstoffer, der ikke er af biologisk oprindelse, kun anvendes inden for skibs- og luftfart. Derudover er det som fremhævet i forslaget fornuftigt at omdirigere biobrændstoffer til transportsektorer, som er svære at elektrificere såsom søtransport, transport over lange afstande og luftfart (8).

3.11. Dette yderligere system for overvågning, rapportering og verifikation anviser en metode til livscyklusanalyse af brændstoffer i bilaget til forslaget til forordning. Når virksomheder ønsker at afvige fra standardværdierne i direktivet om vedvarende energi, er de berettigede til at afvige fra de fastsatte standardværdier for tank-to-wake-emissionsfaktorerne, forudsat at de faktiske værdier kan certificeres ved en af de frivillige ordninger, der er anerkendt i henhold til direktivet om fremme af vedvarende energi (for »well-to-tank«-værdier), eller ved laboratorieprøvning eller målinger af direkte emissioner (»tank-to-wake«). Metoden til beregning af CO2-intensiteten og emissionsfaktorerne er kritiske aspekter, der skal undersøges tilbundsgående.

3.12. EØSU mener, at forslaget til forordning som en regional foranstaltning risikerer at underminere de igangværende drøftelser om IMO's første strategi for dekarbonisering af den internationale skibsfart, som skrider godt frem, udmønter sig i konkrete resultater og er de eneste med et globalt perspektiv. Ifølge IMO's vedtagne arbejdsplan for foranstaltninger på mellemlang og lang sigt er IMO's medlemslande desuden blevet enige om at starte drøftelserne om de mellemlang- og langsigtede foranstaltninger, herunder markedsbaserede foranstaltninger, allerede i oktober 2021. Den dertil relaterede arbejdsgang i IMO, som stadig skal afsluttes, vedrører retningslinjerne for livscyklusvurdering af drivhusgas-/CO2-intensitet for alle typer af brændstoffer. Indtil dette arbejde er afsluttet i IMO, bør man undgå dobbelte standarder.

3.13. Det nylige initiativ fra EU's medlemsstater om at foreslå en global standard for brændstof med lav drivhusgasemisssion inden for international skibsfart til drøftelse ved det kommende 10. møde i den intersessionelle arbejdsgruppe om drivhusgasser (9) anser EØSU for relevant. Dette forslag anviser bl.a. en løsning for skibe på, hvordan de kan efterleve foranstaltningen ved at dokumentere, at de udelukkende har anvendt brændstof med en drivhusgasintensitet på eller under grænseværdien i overensstemmelsesperioden (f.eks. blandinger af traditionelle og vedvarende brændstoffer). Tilgangen ligner den i IMO's Marpolkonvention, bilag VI (regulering 14.1), hvormed IMO's svovlgrænse i brændselsolie til skibe fra 2020 blev indført. Dokumentet indeholder desuden et forslag om en well-to-wake (WtW)-certificeringsordning, som IMO skal udvikle og godkende. Med tanke på de igangværende drøftelser i IMO om livscyklusvurderinger af drivhusgasser skal EU-lovgivningen desuden — når man i IMO er nået til enighed om en global tilgang vedrørende forhold, som er relevante for forslaget til FuelEU-forordningen — bringes i fuld overensstemmelse med de internationale regler som anført i betragtning 42 i forslaget til forordning.


(7) SWD(2020) 331 final.(8) TEN/748, forslag til udtalelse om revisionen af direktivet om vedvarende energi (Se side 127 i denne EUT), afsnit 4.17.(9) Dokument ISWG-GHG 10/5/3 (Østrig m.fl.) af 3.10.2021.

3.14. I IMO's strategi for dekarbonisering identificeres en række mulige foranstaltninger på kort, mellemlang og lang sigt til nedbringelse af CO2-emissionerne. IMO-medlemslandenes regeringer, herunder alle EU's medlemsstater, tog et stort skridt i retning mod energiomstillingen i søfartssektoren ved den 76. forsamling i Den Internationale Søfartsorganisations (IMO) Komité til Beskyttelse af Havmiljøet (MEPC), som blev afholdt den 10.-17. juni 2021, da de vedtog en omfattende pakke af juridisk bindende tekniske og driftsmæssige foranstaltninger til på kort sigt at nedbringe CO2-emissionerne fra skibe. Foranstaltningerne skal træde i kraft den 1. november 2022.

3.15. I henhold til de vedtagne foranstaltninger ved den 76. forsamling i MEPC skal skibe på 400 Gt og derover beregne deres energieffektivitet for eksisterende skibe (EEXI) ved hjælp af tekniske foranstaltninger til at øge deres energieffektivitet, og alle skibe på over 5 000 Gt skal måle deres årlige CO2-intensitetsindikator (CII) og CII-klasse. CO2-intensiteten kobler drivhusgasemissionerne sammen med mængden af last transporteret over den tilbagelagte afstand. For at afgøre behovet for yderligere ændringer vurderer IMO, hvor effektivt CII- og EEXI-kravene gennemføres frem til den 1. januar 2026.

3.16. Samlet set er den internationale skibsfart verdens største cross-trader og mere end 90 % af dens handelskapacitet udgøres af fragt, der transporteres mellem tredjelande, og som er af afgørende betydning for verdensøkonomien, bl.a. olie- og olieprodukter, gas, kemikalier, jern og andre malmtyper, kul og gødningsstoffer. Derfor skal der i havne overalt i verden være adgang til brændstof, der opfylder EU's specifikationer, så den internationale handel kan fungere uproblematisk.

3.17. Den internationale skibsfart er primært en industri baseret på små og mellemstore virksomheder, som inden for bulk-/trampfart er en ægte iværksættersektor med alle karakteristika for et marked med fuld konkurrence. Det skyldes, at sektoren består af tusindvis af virksomheder verden over og ikke domineres af et mindre antal meget store selskaber eller sammenslutninger, sådan som det er tilfældet inden for linjefart og i de fleste store industri- og servicesektorer på globalt plan. Derfor er små og mellemstore rederier ikke i en forhandlingsposition, hvor de kan distribuere og tilbyde nye brændstoffer i havne rundt omkring i verden.

3.18. Kommissionens konsekvensanalyse af forslaget til FuelEU Maritime-forordningen regner med en øget efterspørgsel efter vedvarende og kulstoffattige brændstoffer i søtransportsektoren med vægt på bl.a. flydende biobrændstoffer, dekarboniseret gas (herunder bio-LNG), e-brændstoffer, dekarboniserede brintbaserede brændstoffer (metanol og ammoniak) og elektricitet. I konsekvensanalysen forudses øget anvendelse af biobrændstoffer, og vigtigheden af biobrændstoffer anerkendes, navnlig inden for sektorer, som er vanskelige at dekarbonisere, som f.eks. luftfart og søtransport.

3.19. Derudover er der udfordringen med at udvikle produktionen af og den nødvendige forsyningsinfrastruktur for e-brændstoffer på verdensplan. I forslaget til revideret direktiv om vedvarende energi fastsættes et nyt EU-mål om, at mindst 40 % af energien skal stamme fra vedvarende kilder senest i 2030. Det anerkendes dog, at skibsfarten har større dekarboniseringsudfordringer end andre sektorer, hvilket skyldes, at der ikke i øjeblikket findes markedsparate nulemissionsteknologier. Kulstoffattige og neutrale brændstoffer er ganske rigtigt ikke tilgængelige til skibsfart på markedet på nuværende tidspunkt. Desuden anslås de nødvendige kapitalinvesteringer til at udvikle produktionen af f.eks. grøn ammoniak (e-ammoniak), alt efter produktionsmetoderne og produktionsvejene for de specifikke brændstoffer, til at være på 1,2-1,65 billioner USD (UMAS, 2020), og heri er ikke medregnet de nødvendige investeringer i forsyningsinfrastruktur på verdensplan.

3.20. Derfor er det fastsatte mål for en gennemsnitlig reduktion på 75 % af drivhusgasintensiteten af den energi, der anvendes om bord på skibe i 2050, overvurderet. En af de største hindringer for at dekarbonisere søfartssektoren vil være tilvejebringelsen af den nye bunkringsinfrastruktur, som bliver nødvendig i havne rundt omkring i verden til sikker forsyning af skibe med alternative brændstoftyper. Det er i søfartsindustriens interesse, at sådan infrastruktur udvikles hurtigt, så nye brændstoffer er lettilgængelige på verdensplan og fra så mange havne som muligt, da det vil gøre de kulstofneutrale brændstoffer billigere og derved fremme opfyldelsen af de formulerede målsætninger i forordningsforslaget.

3.21. Drop-in-brændstoffer såsom avancerede biobrændstoffer, f.eks. hydrobehandlede vegetabilske olier (HVO), som kun i begrænset omfang er kompatible med alle moderne skibsmotorer (alle skibstyper uanset branche), der kan brænde biobrændstoffer uden krav om tekniske, sikkerhedsmæssige eller konstruktionsmæssige justeringer, kan være en del af løsningen i hvert fald inden for bulk- og trampsektoren. Men det er brændstofproducenterne, som har ansvaret for at sikre, at de specifikke blandinger, når de blandes med fossile brændstoffer, er egnet til anvendelse om bord på skibe og gøres tilgængelige i tilstrækkelige mængder i havne i EU. Biobrændstoffer, der importeres til EU-markedet, bør overholde EU's bæredygtighedskriterier som fastsat i det reviderede direktiv om vedvarende energi II (bilag IX, del A og B). I henhold til forslaget til FuelEU Maritime-forordningen flyttes ansvaret for at opfylde bæredygtighedskriterierne i direktivet om vedvarende energi over på skibene. Desuden kan incitamenter til at anvende biobrændstofblandinger af den foreskrevne kvalitet købt uden for EU indebære udfordringer med hensyn til håndhævelsen og bringe opfyldelsen af målene for emissionsreduktion i fare.


3.22. Alle potentielle e-brændstoffer såsom grøn ammoniak og grøn brint (10) er forbundet med visse markedshindringer (økonomiske/teknologiske/lovgivningsmæssige), som gør, at de ikke kan tages i brug som alternative skibsbrændstoffer inden for en overskuelig fremtid. Området for alternative skibsbrændstoffer er ikke kun fragmenteret, men også uudviklet, hvorfor forskningen og udviklingen bør styrkes og fremskyndes.

3.23. Metoden til beregning af CO2-intensiteten og emissionsfaktorerne er kritiske aspekter, der ligeledes skal undersøges tilbundsgående. Der bør fokuseres på metanudslip og på faktoren indirekte ændringer i arealanvendelse (ILUC) navnlig i forbindelse med indførelsen og anvendelsen af biobrændstoffer og LNG. Førstegenerationsbiobrændstoffer kan ikke betragtes som bæredygtige materialer på lang sigt som følge af den arealanvendelse, der er i konkurrence med fødevareproduktion, og jordudpiningen.

3.24. Da skibsfart er en virkelig global industri, er globale bestemmelser i sidste ende den mest effektive vej frem. Foranstaltninger på EU-plan skal være forenelige med de bestemmelser, som vedtages af IMO, så der skabes balance mellem internationale bestemmelser og EU-lovgivningsinitiativer.


4.1. Den ansvarlige enhed (brændstofleverandør i stedet for reder): Skibsoperatører kan ikke holdes ansvarlige for hverken kvaliteten eller tilgængeligheden af specificerede brændstoffer. Skibsbrændstoffers CO2-intensitet bør reguleres på globalt plan under hensyntagen til, om ikkefossile alternativer er tilgængelige i tilstrækkelige mængder. Disse alternativer er på nuværende tidspunkt ikke tilgængelige til oceangående søtransport og vil heller ikke blive det i den nærmeste fremtid. Skibe kan ikke holdes ansvarlige for bunkring af brændstoffer, der enten er teknologisk umodne eller kun tilgængelige i meget begrænsede mængder og/eller begrænsede geografiske områder. Det ville svare til at bede førere af biler om at bruge en bestemt brændstofblanding, der ikke er almindelig tilgængelig på markedet.

4.2. En udtrykkelig forpligtelse for befragtere til at påtage sig en rimelig del af ansvaret: Princippet om, at »forureneren betaler«, bør gælde i alle tilfælde. Befragteransvaret anerkendes i Kommissionens relevante lovgivningsinitiativer (EU ETS, FuelEU Maritime), men befragterne forpligtes ikke udtrykkeligt til at påtage sig deres ansvar. Hvis skibsrederne gøres ansvarlige for et skibs emissioner, vil de blive belastet af de højere CO2-emissioner fra befragterens rent økonomiske cost-benefit-analyse, hvori der ikke vil indgå de negative eksterne miljøvirkninger. Dette vil ikke blot være urimeligt, men også virke mod hensigten. Så længe befragterne ikke har et lovmæssigt ansvar, vil de fortsat basere alle driftsmæssige beslutninger udelukkende på omkostningsmæssige overvejelser og være undtaget for princippet om, at »forureneren betaler«, som må finde korrekt anvendelsen inden for skibsfart som i alle andre sektorer.

4.3. Undgåelse af dobbelttælling/-krav: Med forslaget indføres et andet EU-system for overvågning, rapportering og verifikation af drivhusgasemissioner med henblik på forslaget til forordning. Det er af allerstørste betydning, at fleksibiliteten bevares, men man bør så vidt muligt undgå at indføre dobbelttælling eller dobbeltkrav ved at harmonisere metoderne til overvågning, rapportering og verifikation.

4.4. Undgåelse af at etablere en overensstemmelsesmekanisme, der ikke fungerer: Med forslaget skabes en kompleks overensstemmelsesmekanisme, hvor overskydende CO2-intensitetskreditter beregnet af det brændstof, som bruges af skibe, der overpræsterer, samles i en pulje. Denne fremgangsmåde indebærer en puljeordning med harmoniserede sanktioner i tilfælde af manglende overensstemmelse og kreditoverdragelse mellem forskellige virksomheder med over- og underpræsterende skibe, som er godkendt af den samme verifikator. I stedet foreslås det at medtage en fleksibel mekanisme i forslaget til forordning, som i første omgang kun skal gælde for e-brændstoffer (11), som anvendes af skibe med en indfaset gennemførelsesplan (svarende til anvendelsen af landstrøm — artikel 5 i den foreslåede forordning er relevant). Hvis dette accepteres, vil kravene gradvist blive udvidet til at omfatte alle vedvarende og kulstoffattige brændstoffer (med forbehold af en revisionsklausul og konsekvensanalyse i fremtiden, der også ser på tilgængeligheden af vedvarende og kulstoffattige brændstoffer til søfartssektoren og de konkurrencemæssige spørgsmål forbundet med disse brændstoffer i forhold til f.eks. andre transportformer). Gradvist vil der blive fremmet partnerskaber mellem markedsaktører, som har investeret i »grønne« brændstoffer, og som ønsker at samle deres overensstemmelsesenheder i puljer og indgive fælles meddelelser til den samme officielt godkendte verifikator.


(10) Som defineret i TEN/718 om brintstrategien (EUT C 123 af 9.4.2021, s. 30).(11) E-brændstoffer omfatter e-ammoniak, e-metanol, syntetisk diesel, syntetisk brændselsolie og e-gas (s. 7, bilagene til COM(2021) 562

final).


4.5. Forlængelse af undtagelserne for brugen af landstrøm efter 2034: Udvalget anerkender behovet for at prioritere ibrugtagningen af landstrøm for at kunne opnå konkrete omkostningseffektive reduktioner i drivhusgasemissionerne og luftforureningen ved kaj med fokus på container- og passagerskibe, men mener ikke, at der efter 2034 bør være indskrænkninger i undtagelsen for obligatorisk brug af landstrøm for de ovennævnte skibstyper, når infrastrukturen ikke findes i havnen, eller når landstrømsanlægget om bord på skibet ikke er kompatibelt med anlægget ved havnen.





Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2003/87/EF for så vidt angår luftfartens bidrag til Unionens emissionsreduktionsmål for økonomien som helhed og passende gennemførelse af en global

markedsbaseret foranstaltning«

(COM(2021) 552 final)

(2022/C 152/25)

Hovedordfører: Dumitru FORNEA

Anmodning om udtalelse Rådet for Den Europæiske Union, 20.9.2021










1.1. Kommissionens initiativ til ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF (1) for så vidt angår luftfartens bidrag til Unionens emissionsreduktionsmål er et godt skridt i retning af at mindske luftfartens klimapåvirkning. EØSU støtter de foreslåede ændringer, men understreger, at de lige konkurrencevilkår skal opretholdes, og de sociale og arbejdsmæssige rettigheder beskyttes. Selv om der ikke er tale om samfundets eller sågar transportsektorens største udleder af emissioner, skal luftfarten og interessenterne i denne sektor yde deres bidrag til opnåelsen af en bæredygtig luftfartsindustri. Dette kan kun ske gennem social dialog og ved at inddrage sektorens fagforeninger, som er en afgørende faktor i klimaomstillingen.

1.2. EØSU er generelt imod tildeling af gratis kvoter inden for emissionshandelssystemet (ETS), medmindre det sker med henblik på at sikre fair konkurrence. Når der er tale om flyvninger inden for EØS, er truslen mod lige konkurrencevilkår mindre, men vi må dog fortsat være opmærksomme på kulstoflækage, navnlig inden for fritids- og langdistancetrafik. Udvalget går derfor ind for at fastholde den foreslåede dato, 2027, for fuld fjernelse af gratis kvoter. I mellemtiden bør tildelingen af gratis kvoter tilpasses for at fokusere på fair konkurrence. Ved at gøre dette kan vi implementere emissionshandelssystemet, forbedre udbredelsen af bæredygtigt flybrændstof, reducere niveauet af gratis kvoter og samtidig undgå at forvride konkurrencen på markedet.

1.3. Det er helt afgørende, at forslaget beskytter lige konkurrencevilkår og dermed støtter de virksomheder, der tilbyder anstændigt arbejde og sociale standarder. Det er endvidere vigtigt, at man undgår langsigtede negative virkninger for arbejdsforholdene som følge af illoyal konkurrence fra selskaber, der ikke opererer under ETS. Generelt anbefaler EØSU, at der foretages en social og arbejdsmarkedsmæssig evaluering, der ser på forbindelsen mellem anvendelse af ETS, fair konkurrence og potentielle sociale skadevirkninger af kulstoflækage. Derudover foreslår udvalget to midtvejsevalueringer med henblik på at analysere de sociale, miljømæssige og økonomiske virkninger af det ændrede emissionshandelssystem. Disse bør foretages to og fire år, efter at det ændrede emissionshandelssystem er trådt i kraft, og bør give alle interessenter mulighed for at vurdere anvendelsen af ETS og programmets mål. Disse evalueringer vil endvidere give mulighed for at verificere industriens genopretning i forhold til emissionshandelsordningens mål.


(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF af 13. oktober 2003 om et system for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Unionen og om ændring af Rådets direktiv 96/61/EF (EUT L 275 af 25.10.2003, s. 32).

1.4. Finansielle formidlere bør udelukkes fra EU's emissionshandelsordning, så kun anlæg, der udleder kuldioxid i produktionsprocesserne, kan handle med emissionskvoter. Dette er for at fjerne enhver risiko for spekulation og stemmer overens med den kinesiske tilgang, som forbyder finansielle institutioner at deltage i kvotehandelssystemet.

1.5. Hovedparten af trafikken uden for EØS går via hublufthavne enten i eller uden for EØS. I dag har de fleste passagerer en række alternativer for deres flyrejse uden for EØS, gennem både interne og eksterne hublufthavne. Med de øgede omkostninger som led i emissionshandelsordningen er der imidlertid en betydelig risiko for, at EØS-operatører vil blive underbudt af billigere operationer med base i hublufthavne uden for EØS. For at imødegå dette bør tildelingen af gratis ETS-kvoter erstattes af en mekanisme, der er målrettet mod konkurrencemæssige ulemper, således at man kan beskytte europæiske luftfartsselskaber og hublufthavne.

1.6. EU bør arbejde for en mere ambitiøs og ensartet global regulering af kulstofprissætning og skal have mandat til at forhandle om dette på globalt plan. I tilgift til det globale mandat foreslår EØSU, at man anvender en af eller begge disse mekanismer for at sikre en fair og bæredygtig gennemførelse af emissionshandelsordningen og støtte et bredere anvendelsesgrundlag på kort sigt:

a) indføre en CO2-grænsetilpasningsmekanisme

b) erstatte systemet med tildeling af gratis ETS-kvoter med en målrettet beskyttelse mod illoyal konkurrence.

1.7. Emissionshandelsordningen bør fremme et skift til mere bæredygtige transportformer, herunder inden for luftfartssektoren, og bør derfor fremme en reduktion i anvendelsen af forretningsflyvning. Emissionshandelsordningen bør fremme anvendelse af bæredygtige massetransportformer og derfor pålægge brugere af forretningsflyvning højere afgifter.

1.8. ETS-indtægterne bør investeres i udviklingsprojekter, som sigter mod yderligere at reducere luftfartens miljøpåvirkning, ved at man støtter reduktion af omkostningerne til og en større udbredelse af bæredygtigt flybrændstof. De bør tillige støtte lufthavnes, brændstofleverandørers og groundhandlingvirksomheders omstilling til nye bestemmelser for brugen af bæredygtigt flybrændstof i europæiske lufthavne i ReFuelEU-forslaget. Indtægterne bør endvidere understøtte en retfærdig omstilling for arbejdstagere i luftfartsindustrien, som er blevet negativt påvirket af klimaændringerne. For at implementere dette bør man etablere en social fond for luftfarten, der kan lette luftfartsarbejdstagernes efteruddannelse og omstilling. En sådan fond kunne forvaltes af Kommissionen med støtte fra både arbejdsgivere og fagforeninger.

1.9. Gennem emissionshandelsordningen bør forslaget tilskynde operatørerne til at udvikle intermodale transportnet i deres vigtigste hublufthavne med henblik på at udvide til et mere omfattende destinationsnetværk, samtidig med at mængden af unødvendige ultrakorte flyvninger nedbringes. Dette kunne gøres ved at øge antallet af gratis kvoter andre steder i luftfartsselskabets netværk til områder, hvor der ikke eksisterer passende jernbaneforbindelser.

1.10. EU bør samarbejde med de europæiske samarbejdsudvalg, sektordialogudvalg og andre fælles fora, som f.eks. Aviation Round Table, om løbende overvågning af den reviderede emissionshandelsordning under hele dens gennemførelse. Der bør være særlig opmærksomhed på social dialog med arbejdstagerne og på at forstå, hvilke behov og bekymringer de har i forbindelse med bæredygtig luftfart.

1.11. Der bør tages hensyn til de fjernest beliggende regioners særlige status, og disse regioner bør fritages fra emissionshandelsordningen i medfør af artikel 349 i TEUF, der muliggør undtagelser fra anvendelsen af EU's regelsæt i disse regioner.


2.1. EØSU bifalder Kommissionens initiativ til ændring af direktiv 2003/87/EF for så vidt angår luftfartens bidrag til Unionens emissionsreduktionsmål. Selv om der ikke er tale om samfundets eller sågar transportsektorens største udleder af emissioner, skal luftfarten og interessenterne i denne sektor yde deres bidrag til opnåelsen af en bæredygtig luftfartsindustri og af vores klimamål som anført i Parisaftalen og i »Fit for 55«-pakken.

2.2. I kraft af sådanne initiativer, inddragelse af interessenter og social dialog kan mange af de sociale og økonomiske trusler mod arbejdstagerne i luftfartssektoren afbødes, og EØSU vil bifalde Kommissionens bestræbelser på at sikre, at alle interessenter, navnlig fagforeninger og europæiske samarbejdsudvalg inddrages, når det drejer sig om klimaforandringer og en retfærdig omstilling under hele proceduren for dette forslag samt i alt fremtidigt arbejde vedrørende bæredygtig luftfart.



3.1. Hensyntagen til konsekvenserne af covid-19-pandemien

3.1.1. Luftfartsindustrien har været blandt de hårdest ramte gennem hele den nylige covid-19-pandemi, og dette forslag bør derfor tage hensyn til, at luftfartsindustrien får den nødvendige plads og tid til at komme sig igen. Imidlertid er det blevet klart, at luftfartsindustrien har et iboende bæredygtighedsproblem, i såvel social som miljømæssig forstand, og i forbindelse med genopretningen såvel som den støtte, der måtte ydes til denne sektor, skal der tages hensyn til bestræbelserne for at gøre industrien mere bæredygtig på lang sigt.

3.1.2. Data fra Eurocontrol viser, at luftfartssektoren stadig er langt fra det trafikniveau, der var i 2019. I sommeren 2021 vendte trafikniveauet tilbage til blot 70 % af 2019-niveauet (2), og Eurocontrols generelle forventning er, at man først i 2023 vil komme tilbage til trafikniveauet fra 2019 (3). Det er således klart, at luftfartsindustrien har og fortsat vil have reducerede trafikniveauer mindst indtil godt ind i 2023. Dertil kommer, at arbejdstagerne er blevet forholdsmæssigt ramt af faldet i trafikken. Selv om det er svært at finde information om dette, anslår Det Europæiske Transportarbejderforbund (ETF), at rundt regnet 60 % af personalet på jorden var uden arbejde under pandemien (4). Eventuelle tiltag, der vil forvride konkurrencen i denne genopretningsperiode, risikerer at få skadelige virkninger både for arbejdstagerne og for industrien som helhed.

3.1.3. Ikke desto mindre støtter EØSU alene en tildeling af gratis kvoter inden for ETS for at forhindre konkurrenceforvridning eller kulstoflækage. Man bør ikke se bort fra den potentielle kulstoflækage, der kan opstå ved, at luftfartsselskaber skifter til billigere destinationer, navnlig på fritidsmarkedet. Der er en risiko for, at mange typiske fritidsdestinationer kan blive fravalgt til fordel for destinationer uden for EØS, da disse er forbundet med mindre emissionsafgifter sammenlignet med EØS-destinationer. For flyvninger uden for EØS er der behov for yderligere overvejelser, da der består en alvorlig risiko for, at tredjelandsoperatører udnytter ETS og skaber ubalancer med hensyn til konkurrencevilkårene.

3.1.4. Grundlæggende mener EØSU, at datoen for ophøret af tildeling af gratis kvoter (2027) bør fastholdes, og at gratis kvoter kun bør tildeles for at beskytte den fair konkurrence. På denne måde kan dette forslag nå sine mål og beskytte lige konkurrencevilkår, samtidig med at industrien søger at komme sig og konkurrere inden for rammerne af det nye emissionshandelssystem.

3.2. Fair konkurrence og kulstoflækage

3.2.1. Luftfart er en særdeles mobil og stærkt liberaliseret global industri. Sektoren er derfor udsat for en betydelig konkurrence, som i vid udstrækning forvrider — eller har potentiale til at forvride — markedet. Dette ses tydeligt gennem de sociale og arbejdsmarkedsmæssige udfordringer på luftfartsområdet, hvor selskaber har benyttet sig af favorable arbejdsmarkedsvilkår inden for EØS-området og i tredjelande til at udnytte arbejdstagerne og reducere lønomkostningerne. Denne praksis er nu almindelig inden for luftfart og udgør en advarsel med hensyn til miljøomkostninger. Generelt er der brug for en stærk lovgivning for at undgå kulstoflækage og landes eller selskabers udnyttelse af emissionshandelsordningen, navnlig dem, der ikke er omfattet af ordningen. Dette er navnlig relevant, når det drejer sig om interkontinental trafik, f.eks. de passagerer, der rejser i transit gennem EØS uden at have deres afgangs- eller ankomstdestination i EØS, eller dem, der afrejser fra eller ankommer til EØS, men som rejser i transit gennem hublufthavne uden for EØS.

3.2.2. EØSU bifalder forslaget om at lade den fulde anvendelse af ETS gælde for alle flyvninger inden for EØS, da dette vil bidrage til at opretholde lige konkurrencevilkår på markedet. EØSU støtter endvidere hensigten i forslaget om at fjerne gratis kvoter, men understreger, at sådanne kvoter kun bør gives for at opretholde den fair konkurrence. Denne anvendelse bør ikke begrænses til konkurrence mellem luftfartsselskaber, men bør også omfatte sikring af fair konkurrence mellem EØS- og ikke-EØS-hublufthavne, der konkurrerer om transittrafikken, samt feriedestinationer, der konkurrerer med ikke-EØS-destinationer.

3.2.3. Når det gælder langdistancetrafik, møder de større EØS-luftfartsselskaber og -hublufthavne en betydelig konkurrence fra luftfartsselskaber og hublufthavne i Mellemøsten. Dette gælder navnlig, når passagerer ikke har deres ankomstdestination inden for EØS, men rejser i transit som led i en interkontinental rejse, eller når de afrejser fra eller ankommer til EØS, men rejser i transit gennem en hublufthavn uden for EØS. I betragtning af nærheden af andre større hublufthavne uden for EØS bør det sikres, at luftfartsselskaberne kan forblive konkurrencedygtige på dette marked. I almindelighed har traditionelle luftfartsselskaber på dette marked høje sociale standarder og gode arbejdsvilkår. I andre regioner, navnlig i Golfregionen, nægtes arbejdstagerne grundlæggende arbejdstagerrettigheder, som f.eks. foreningsfrihed,


(2) https://www.eurocontrol.int/publication/eurocontrol-data-snapshot-16-recovery-wide-variations(3) https://www.eurocontrol.int/publication/eurocontrol-forecast-update-2021-2027(4) https://www.etf-europe.org/ground-handling-sector-fights-for-its-survival-as-more-than-half-of-airport-based-workers-are-out-of-

work/

https://www.eurocontrol.int/publication/eurocontrol-data-snapshot-16-recovery-wide-variations

https://www.eurocontrol.int/publication/eurocontrol-forecast-update-2021-2027

https://www.etf-europe.org/ground-handling-sector-fights-for-its-survival-as-more-than-half-of-airport-based-workers-are-out-of-work/

https://www.etf-europe.org/ground-handling-sector-fights-for-its-survival-as-more-than-half-of-airport-based-workers-are-out-of-work/

og man bør gøre alt, hvad der er muligt, for at sikre, at luftfartsselskaber i disse lande ikke drager fordel heraf på bekostning af europæiske selskaber og europæiske arbejdstagere. Der er derfor brug for målrettede beskyttelsesmekanismer for at stoppe de konkurrencemæssige ulemper.

3.2.4. Prisen på EU-emissionskvoter er steget siden januar 2020 fra ca. 20 EUR pr. ton til over 70 EUR pr. ton. På efterspørgselssiden konkurrerer anlæg, dvs. virksomheder, der har brug for kvoterne, da de udleder CO2 i produktionsprocesserne, med finansielle institutioner og formidlere. Sidstnævnte er fuldt ud klar over, at førstnævnte har behov for kvoterne for at kunne udøve deres virksomhed. Derudover er der ikke noget prisloft på markedet, da sanktionen for at udlede uden en kvote ikke fjerner forpligtelsen til at købe den pågældende kvote (5).

3.2.5. Det er helt afgørende, at forslaget beskytter lige konkurrencevilkår mellem disse luftfartsselskaber, og at man sikrer, at der ikke er nogen langsigtede negative virkninger for arbejdstagernes sociale og arbejdsmarkedsmæssige vilkår som følge af illoyal konkurrence fra de selskaber, der ikke opererer under ETS. For at opnå en fuldstændig analyse af udfordringerne anbefaler EØSU, at der foretages en social og arbejdsmarkedsmæssig evaluering, der ser på forbindelsen mellem anvendelse af ETS, fair konkurrence og potentielle sociale skadevirkninger af kulstoflækage. Derudover foreslår udvalget to midtvejsevalueringer med henblik på at analysere de sociale, miljømæssige og økonomiske virkninger af det ændrede emissionshandelssystem. Disse bør foretages to og fire år, efter at det ændrede emissionshandelssystem er trådt i kraft, og bør give alle interessenter mulighed for at vurdere anvendelsen af ETS og programmets mål. Disse evalueringer vil endvidere give mulighed for at verificere industriens genopretning i forhold til emissionshandelsordningens mål.

3.2.6. For at styrke forslagets rimelighed foreslår EØSU, at man overvejer to supplerende elementer i forhold til forslaget:

a) C O 2 - g r æ n s e t i l p a s n i n g s m e k a n i s m e

Anvendelsen af CO2-grænsetilpasningsmekanismen vil begrænse kulstoflækage og tilskynde ikke-EU-aktører til at forbedre deres eget miljøaftryk. Luftfartsindustrien er ikke bundet af grænser, og det er derfor vanskeligt at lovgive inden for EU's grænser, da en stor del af trafikken vil operere uden for EU. Som anført tidligere skal højere sociale standarder i EU's luftfartssektor som en prioritet beskyttes, og en CO2-grænsetilpasningsmekanisme vil understøtte dette. Da Kommissionen støtter væksten i luftfartssektoren gennem udviklingen af samlede luftfartsaftaler med tredjelande, bør den overveje at anvende CO2-grænsetilpasningsmekanismen ved transferflyvninger fra hublufthavne uden for EU eller midler, der kan fremme en bæredygtig vækst i operationer uden for EØS.

b) Y d e r l i g e r e f o r a n s t a l t n i n g e r t i l b e s k y t t e l s e a f l i g e k o n k u r r e n c e v i l k å r

Som led i revisionen af EU's emissionshandelsordning skal man se på risikoen for kulstoflækage. Kulstoflækage er en betydelig trussel mod EØS-luftfartsmarkedet i betragtning af nærheden af en række hublufthavne, der driver en betydelig mængde trafik uden for EØS. I dag har de fleste passagerer en række alternativer for deres flyrejse uden for EØS, hvilket omfatter både interne og eksterne hublufthavne. Med de øgede omkostninger som led i emissionshandelsordningen er der imidlertid en betydelig risiko for, at EØS-luftfartsselskaber vil blive underbudt af billigere operationer med base i hublufthavne uden for EØS. For at imødegå dette, bør tildelingen af gratis ETS-kvoter erstattes af en mekanisme, der er målrettet mod konkurrencemæssige ulemper, navnlig for at beskytte europæiske luftfartsselskaber og hublufthavne.

3.3. Overvejelse om prisdifferentiering baseret på flykapaciteten

3.3.1. Man bør yderligere overveje muligheden af at anvende et modulært prisfastsættelsessystem for ETS-kvoter, der følger princippet om, at »forureneren betaler«, og favoriserer massetransport frem for privat transport. I september 2021 var forretningsflyvningen steget med 27 % sammenlignet med 2019-niveauet (6), formentlig som resultat af reduktionen i kapaciteten af passagerruteflyvning med faste afgange. Forretningsfly har en betydeligt lavere passagerkapacitet sammenlignet med passagerruteflyvning med faste afgange. På trods af dette behandles de på samme måde som fly med langt højere kapacitet.

3.3.2. Emissionshandelsordningen bør fremme et skift til mere bæredygtige transportformer, herunder inden for luftfartssektoren, og bør derfor fremme en reduktion i anvendelsen af forretningsflyvning. Emissionshandelsordningen bør følge princippet om, at »forureneren betaler«, og tvinge brugere af forretningsflyvning til at betale højere afgifter. Endvidere kunne man overveje operationelle tiltag for at modvirke brugen af forretningsfly ved at prioritere passagerruteflyvning med faste afgange på andre måder, f.eks. i forbindelse med netværksafgifter og lufthavnsslots.


(5) https://zpp.net.pl/en/press-release-new-eu-emissions-trading-scheme-how-to-mitigate-the-risks-for-european-consumers-and-smes/(6) https://www.eurocontrol.int/sites/default/files/2021-09/covid19-eurocontrol-comprehensive-air-traffic-assessment-30092021.pdf

https://zpp.net.pl/en/press-release-new-eu-emissions-trading-scheme-how-to-mitigate-the-risks-for-european-consumers-and-smes/

https://www.eurocontrol.int/sites/default/files/2021-09/covid19-eurocontrol-comprehensive-air-traffic-assessment-30092021.pdf

3.4. Geninvestering af ETS-indtægter

3.4.1. Indtægter fra emissionshandelsordningen skal investeres i sektoren for at understøtte en socialt og miljømæssigt bæredygtig sektor samt en retfærdig omstilling. Det er velkendt, at luftfartsindustriens omstilling til kulstofneutralitet vil fordre betydelige investeringer, og emissionshandelsordningen er en mulighed for at tilvejebringe de investeringer, der er brug for i denne henseende. Disse investeringer bør fokusere på en bedre tilgængelighed og øget brug af bæredygtigt flybrændstof, samtidig med at omkostningerne hertil reduceres, så det sikres, at brugerne kan bevare rentabiliteten, efterhånden som sektoren dekarboniseres.

3.4.2. EØSU bifalder Kommissionens brede ambition med hensyn til de luftfartsrelaterede aspekter af »Fit for 55«-pakken og støtter den løbende udvikling af bæredygtige luftfartsforanstaltninger både i revisionen af ETS-direktivet og i forslaget til en forordning om sikring af lige vilkår for bæredygtig lufttransport. Disse to forslag er komplementære, og indtægterne fra emissionshandelsordningen bør således understøtte deres målsætninger. Derfor bør ETS-indtægterne anvendes til at fremme adgangen og reducere omkostningerne til bæredygtigt flybrændstof i hele EØS. Desuden kunne emissionshandelsordningen give økonomisk støtte til lufthavne, brændstofleverandører og groundhandlingvirksomheder som led i omstillingen til nye krav om tilgængelighed af bæredygtigt flybrændstof i lufthavne.

3.4.3. Indtægterne bør også geninvesteres i udviklingsprojekter, som sigter mod yderligere at reducere luftfartens miljøpåvirkning. Teknologi som f.eks. brintbrændstoffer er en mulighed for at mindske luftfartens aftryk på lang sigt. En sådan teknologi er imidlertid omkostningskrævende og er langt fra at blive anvendt på markedet, selv om investeringer i brintprojekter og andre alternative brændstoffer vil understøtte omkostningsreduktion og større udbredelse med tiden.

3.4.4. Indtægterne bør endvidere understøtte en retfærdig omstilling for arbejdstagere i luftfartsindustrien, som er blevet negativt påvirket som følge af klimaændringerne. Det forventes, at visse luftfartsinfrastrukturer med tiden vil blive forældede, efterhånden som teknologien udvikler sig. Disse arbejdstagere risikerer at stå uden beskæftigelse, og der er brug for omskolings- og opkvalificeringsmuligheder, så de kan overgå til nye grønne og bæredygtige job. For at implementere dette kunne man etablere en social fond for luftfarten, der kan lette luftfartsarbejdstagernes efteruddannelse og omstilling. En sådan fond kunne forvaltes af Kommissionen med støtte fra både arbejdsgivere og fagforeninger.

3.4.5. I tilgift til fonden bør Kommissionen samarbejde med de europæiske samarbejdsudvalg, sektordialogudvalg og andre fælles fora, som f.eks. Aviation Round Table, om løbende overvågning af den reviderede emissionshandelsordning under hele dens gennemførelse. Der bør være særlig opmærksomhed på at indgå i social dialog med arbejdstagerne og på at forstå, hvilke behov og bekymringer de har i forbindelse med bæredygtig luftfart og en retfærdig omstilling af sektoren.

3.5. Udvidelse af intermodal transport

3.5.1. Intermodal transport er en nem og omkostningseffektiv måde til en hurtig reduktion af transportens klimaaftryk. I dag giver mange luftfartsselskaber allerede passagererne mulighed for at købe intermodale billetter, navnlig gennem aftaler med jernbaneoperatører. Med sådanne aftaler kan den samlede mængde flyvninger reduceres, ligesom man kan fremme brugen af bæredygtig massetransport på effektiv vis.

3.5.2. Forslaget bør tilskynde operatørerne til at udvikle intermodale transportnet i deres hovedbaser for at muliggøre udvidelse til et mere omfattende netværk, samtidig med at mængden af unødvendige ultrakorte flyvninger nedbringes. Dette kunne gøres ved at øge antallet af gratis kvoter andre steder i luftfartsselskabets netværk til områder, hvor der ikke eksisterer passende jernbaneforbindelser, når luftfartsselskaber flytter ruter til ikkeflybaserede transportformer.

3.6. Regional konnektivitet

3.6.1. I fraværet af alternative transportformer er der en risiko for, at emissionshandelsordningen kan føre til nedsat konnektivitet for fjerntliggende regioner i EU. Det er afgørende, at de foranstaltninger, der træffes, ikke truer konnektiviteten i perifert beliggende regioner og lande i EU.

3.6.2. Perifert beliggende regioner er afhængige af luftfart for at sikre deres konnektivitet og økonomiske udvikling. Deres afhængighed skyldes deres afsides beliggenhed, lille størrelse, økarakter og store afhængighed af konnektivitet til kontinentet med hensyn til varer, adgang til tjenesteydelser, konnektivitet og territorial samhørighed.


3.6.3. Dertil kommer, at disse regioner har nogle af de laveste BNP-tal i EU, og de skal derfor beskyttes og hjælpes. EØSU foreslår derfor, at der tages hensyn til de fjernest beliggende regioners (Guadeloupe, Fransk Guyana, Martinique, Mayotte, Réunion, St. Martin, Azorerne, Madeira og De Kanariske Øer) særlige status, og at disse regioner fritages fra emissionshandelsordningen i medfør af artikel 349 i TEUF, der muliggør undtagelser fra anvendelsen af EU's regelsæt i disse regioner.





Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af en social klimafond«

(COM(2021) 568 endelig — 2021/0206 (COD))

(2022/C 152/26)

Ordfører: Thomas KATTNIG

Medordfører: Alena MASTANTUONO


Rådet, 20.9.2021

Retsgrundlag Artikel 91, stk. 1, litra d), artikel 192, stk. 1, og artikel 194, stk. 1, litra c), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde








1.1. EØSU bifalder oprettelsen af en social klimafond, der skal afbøde de negative sociale og økonomiske virkninger af den nye CO2-prissætning og stille midler til rådighed for medlemsstaterne til støtte for deres foranstaltninger til afhjælpning af de sociale virkninger af emissionshandel for økonomisk svage husstande, mikrovirksomheder og transportbrugere. Udvalget noterer sig endvidere, at Kommissionen med denne forordning på troværdig vis udviser vilje til at bekæmpe energi- og mobilitetsfattigdom.

1.2. EØSU er dog ikke overbevist om, at en social klimafond vil give tilstrækkelig økonomisk støtte til, at man på en ansvarlig måde kan imødegå de socioøkonomiske virkninger af CO2-prissætningen. Den enorme udfordring, der ligger i at udforme en effektiv og retfærdig kompensationsmekanisme i et uensartet økonomisk område med 27 medlemsstater, kræver mere vidtrækkende ledsageforanstaltninger og ressourcer på EU-plan og nationalt plan. EØSU opfordrer medlemsstaterne til at udnytte synergier mellem den sociale klimafond og andre tilgængelige finansielle ressourcer og anvende fonden på den mest effektive måde.

1.3. De i »Fit for 55«-pakken indeholdte foranstaltninger og omstillingstrin vil føre til kolossale forandringer og må ikke glemme den sociale og økonomiske situation i de enkelte medlemsstater, da samfundets accept af disse foranstaltninger ellers vil blive sat over styr. På medlemsstatsniveau skal de foranstaltninger, der ledsager pakken, allerede nu drøftes og gennemføres. For at opnå en retfærdig grøn omstilling skal der i den forbindelse fokuseres på at skabe en retfærdig omstilling for alle.

1.4. EØSU mener, at en højere CO2-prissætning under alle omstændigheder ikke har til formål at øge indtægterne, men derimod at styre markedsadfærden i retning af lavemissionsteknologier. Kommissionen har derfor god grund til at stille yderligere finansielle ressourcer til rådighed. Desuden synes 2032 ikke at være den endelige tidsfrist.

1.5. Nogle af interessenterne, herunder arbejdsmarkedets parter, der repræsenterer arbejdsgivere og arbejdstagere, har været skeptiske og sågar negative over for en udvidelse af emissionshandelen til også at omfatte bygninger og vejtransport med henvisning til de forventede sociale og økonomiske konsekvenser af en stigning i varme- og brændstofpriserne for økonomisk svage husstande, mellemstore, små og mikrovirksomheder og transportbrugere. Risikoen for, at den europæiske klimapolitik ikke møder opbakning i befolkningen, og at der sker en opblussen af omfattende protester i lighed med »de gule veste« i Frankrig, skal for enhver pris undgås. I den forbindelse bør Kommissionen gå sine planer grundigt efter i sømmene.


1.6. EØSU beklager, at Kommissionen ikke har analyseret virkningerne af »Fit for 55«-pakken for de enkelte medlemsstater og ej heller for de forskellige sektorer. Udvalget mener, at en decideret konsekvensanalyse af oprettelsen af den sociale klimafond ville have været hensigtsmæssig.

1.7. EØSU er tilfreds med, at medlemsstaterne forpligtes til at foreslå en omfattende pakke af foranstaltninger og investeringer og forelægge den som deres sociale klimaplan sammen med en ajourført version af deres nationale energi- og klimaplan i overensstemmelse med forvaltningsforordningen. EØSU opfordrer til, at arbejdsmarkedets parter, handels-kamre, civilsamfundet, ungdomsorganisationer samt lokale og regionale myndigheder inddrages i udarbejdelsen af medlemsstaternes nationale sociale klimaplaner.

1.8. EØSU frygter, at omkostningerne ved et emissionshandelssystem for bygninger og transport vil udvande de ønskede fordele og føre til ukontrollerede og hermed eksistenstruende prisstigninger. Udvalget stiller sig derfor generelt kritisk over for, at den sociale klimafond knyttes til indførelsen af et emissionshandelssystem for bygninger og transport, og ser gerne, at de sociale konsekvenser af den grønne omstilling gøres til en særlig budgetpost på EU-budgettet. Man bør i stedet gå videre med planen om at indføre en social klimafond i EU.

1.9. EØSU bemærker, at man er nødt til at sikre en effektiv anvendelse af fondens midler og forhindre svig, korruption og interessekonflikter i forbindelse med de foranstaltninger, der støttes af fonden.

1.10. Med hensyn til retsstatsprincippet glæder udvalget sig over de foranstaltninger, som Kommissionen har foreslået med henblik på at indføre et effektivt system for intern kontrol og inddrive beløb, der er udbetalt eller anvendt uretmæssigt. Desuden ønsker EØSU at vide, hvorvidt EU's procedure for indskrænkning af EU-midler i de tilfælde, hvor medlemsstater tilsidesætter retsstatsprincippet, vil finde anvendelse på udbetalingen af midler.

1.11. EØSU efterlyser mere klarhed over finansieringen af fonden. Ifølge forordningsforslaget skal finansieringen baseres på et ustabilt EU ETS-marked. EØSU forstår derfor ikke, hvorfor der foreslås et fast beløb på 72,2 mia. EUR. Prisudsvingene vil være afgørende for fondens budget. Dette understreger bl.a., at det er nødvendigt med en mere stabil finansiering. EØSU foreslår, at der indføres delvis finansiel fleksibilitet i fonden afhængigt af den faktiske prisudvikling for kvoter (hvor tildelingen kan øges i takt med prisstigningen).

1.12. Med hensyn til fordelingen af midler til medlemsstaterne understreger EØSU, at kulstofprissætningen kan have forskellig indvirkning på de enkelte medlemsstater, og at den også kan være i strid med allerede eksisterende nationale foranstaltninger, hvilket blev fremhævet af det irske parlament i dets begrundede udtalelse om nærhedsprincippet.

1.13. EØSU bifalder princippet om ligestilling mellem kønnene og lige muligheder for alle og om, at der skal tages hensyn til disse mål. Udvalget ser desuden gerne, at spørgsmålet om tilgængelighed for personer med handicap følges op og fremmes i forbindelse med udarbejdelsen og gennemførelsen af de nationale planer for derved at sikre, at ingen lades i stikken. Den planlagte CO2-prissætning rammer især kvinder, da de udgør 85 % af gruppen af enlige forsørgere. I eneforsørgerfamilier er risikoen for børnefattigdom særlig stor.

1.14. EØSU er velvidende om, at den sociale klimafond er et mellemlangsigtet svar på problemet med kompensation for højere omkostninger ved den grønne omstilling til sårbare grupper. Den nuværende udvikling i energipriserne kræver imidlertid en øjeblikkelig løsning. EØSU glæder sig over Kommissionens meddelelse, som giver medlemsstaterne en »værktøjskasse« til håndtering af de umiddelbare virkninger af den nuværende stigning i engrospriserne på naturgas og elektricitet og til styrkelse af modstandsdygtigheden over for fremtidige prischok. Kortsigtede nationale foranstaltninger omfatter nødindkomststøtte til husholdninger, støtte til virksomheder og målrettede skattelettelser. For at tilpasse denne støtte gennem værktøjskassen foreslår EØSU, at anvendelsesområdet for den sociale klimafond udvides til at omfatte sårbare små og mellemstore virksomheder. Denne løsning er forenelig med den sociale klimafonds mission og overholder de relevante EU-regler.

1.15. EØSU opfordrer medlemsstaterne til at støtte udviklingen og tilvejebringelsen af økonomisk overkommelige mobilitets- og transporttjenester med nul- og lavemission. EØSU anser tilvejebringelsen af offentlig personbefordring inden for grænserne af, hvad der lovgivningsmæssigt er muligt, for at være rygraden i en bæredygtig og økonomisk overkommelig mobilitet.


2. Resumé af Kommissionens meddelelse

2.1. På grundlag af strategien for den europæiske grønne pagt opfordrede Kommissionen i sin meddelelse fra september 2020 til en »styrkelse af Europas klimaambitioner for 2030 (1)«. Den foreslog mere ambitiøse klimamål for EU og fremlagde en plan om at øge de bindende mål for reduktion af nettoemissioner til mindst 55 % frem til 2030. Den 11. december 2020 godkendte Det Europæiske Råd dette mål, idet det understregede betydningen af at tage hensyn til retfærdigheds- og solidaritetsaspekter og ikke at lade nogen i stikken, og den 25. maj 2021 bekræftede det disse konklusioner og anmodede Kommissionen om at fremlægge sin lovgivningspakke sammen med en tilbundsgående undersøgelse af de miljømæssige, økonomiske og sociale virkninger i medlemsstaterne.

2.2. For at gennemføre den europæiske klimalov og Det Europæiske Råds konklusioner foreslog Kommissionen den 14. juli 2021 »Fit for 55«-pakken, hvori den nuværende klima- og energilovgivning gennemgås, og der foreslås nye initiativer. »Fit for 55«-pakken, NextGenerationEU og den flerårige finansielle ramme for 2021-2027 skal bidrage til virkeliggørelsen af den dobbelte — den grønne og den digitale — omstilling, som Europa stræber efter.

2.3. Ifølge Kommissionen betyder EU's mere ambitiøse klimamål også, at alle sektorer skal øge deres bidrag. Som led i revisionen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF (2) (»ETS-direktivet«) foreslog den derfor emissionshandel for bygninger og vejtransport. For at håndtere de sociale og fordelingsmæssige konsekvenser for de økonomisk mest sårbare som følge af emissionshandelen for de to nye sektorer, bygninger og vejtransport, foreslog Kommissionen som led i »Fit for 55«-pakken forordningen om oprettelse af en social klimafond.

2.4. I perioden 2025-2032 har den sociale klimafond til formål at afbøde virkningerne af den nye CO2-prissætning og yde finansiering til medlemsstaterne for at støtte deres foranstaltninger til håndtering af de sociale virkninger af en sådan emissionshandel for økonomisk sårbare husstande, mikrovirksomheder og transportbrugere.

2.5. Støtten skal primært ydes gennem midlertidig indkomststøtte samt foranstaltninger og investeringer med henblik på at mindske afhængigheden af fossile brændstoffer ved at øge bygningers energieffektivitet, i højere grad dekarbonisere opvarmning og køling af bygninger, herunder integrere energi fra vedvarende kilder, og forbedre adgangen til nul- og lavemissionsmobilitet og -transportmidler. Mindst 50 % af de finansielle ressourcer, der er nødvendige for at gennemføre de ønskede foranstaltninger, skal stilles til rådighed af medlemsstaterne selv.

2.6. De nationale energi- og klimaplaner fastsætter, hvordan EU's medlemsstater hver især agter at håndtere energieffektivitet, vedvarende energi og reduktion af drivhusgasemissioner, og hvordan de allerede håndterer energifattigdom inden for rammerne af den gældende lovgivning. Kommissionen overvåger og rapporterer om fremskridt som led i rapporten om status over energiunionen. Medlemsstaterne bør foreslå en omfattende pakke af foranstaltninger og investeringer, der skal finansieres af fonden, og forelægge den som deres sociale klimaplan sammen med en ajourført version af deres nationale energi- og klimaplaner i overensstemmelse med forvaltningsforordningen.

2.7. Medlemsstaterne bør hvert andet år til Kommissionen aflægge statusrapporter om gennemførelsen af deres nationale energi- og klimaplaner i henhold til forvaltningsforordningen om de fremskridt, de har gjort med hensyn til gennemførelsen af foranstaltningerne og investeringerne i deres sociale klimaplaner.

2.8. Gennemførelsen af fonden gennem medlemsstaternes sociale klimaplaner er også i overensstemmelse med de politikker og foranstaltninger, der støttes af andre EU-instrumenter til fremme af en socialt retfærdig omstilling. Disse omfatter handlingsplanen for den europæiske søjle for sociale rettigheder (3), som sigter mod en socialt forenelig og retfærdig grøn omstilling for alle europæere, Den Europæiske Socialfond Plus (ESF+), planerne for retfærdig omstilling i


(1) COM(2020) 562 final.(2) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/87/EF af 13. oktober 2003 om et system for handel med kvoter for

drivhusgasemissioner i Unionen og om ændring af Rådets direktiv 96/61/EF (EUT L 275 af 25.10.2003, s. 32).(3) Godkendt af Det Europæiske Råd den 24. og 25. juni 2021.


henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1056 (4), medlemsstaternes langsigtede strategier for bygningsrenovering i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/31/EU (5) og observatoriet for energifattigdom, som støtter medlemsstaternes bestræbelser på at afhjælpe og overvåge energifattigdom og relaterede politiksammensætninger i overensstemmelse med Kommissionens henstilling om energifattigdom (6).

2.9. Størstedelen af indtægterne fra den nye emissionshandel vil tilfalde medlemsstaternes nationale budgetter og bør i overensstemmelse med Kommissionens forslag anvendes til klimarelaterede formål, herunder til at håndtere de sociale virkninger af den nye emissionshandel. Medlemsstaterne opfordres til at anvende disse indtægter samt yderligere midler fra andre af EU's programmer til foranstaltninger, som støtter en socialt retfærdig dekarbonisering af sektorerne.

2.10. Fondens samlede finansieringsbevilling for perioden 2025-2032 udgør 72,2 mia. EUR i løbende priser. Kommissionen vil inden længe fremlægge et forslag til en målrettet revision af forordningen om den flerårige finansielle ramme for årene 2021-2027 for at tage højde for yderligere EU-udgifter på 23,7 mia. EUR for perioden 2025-2027. Disse midler bør stilles til rådighed tidligere end planlagt med henblik på at iværksætte og ledsage en gnidningsløs indførelse af det nye emissionshandelssystem.

2.11. I princippet bør fondens finansieringsbevilling i betragtning af dens direkte forbindelse til det nye emissions-handelssystem svare til 25 % af de forventede indtægter fra medtagelsen af bygninger og vejtransport under ETS-direktivets anvendelsesområde.

2.12. Den årlige fordeling af fondenes forpligtelser bør tilpasses i overensstemmelse med fondens mål. Dette resulterer i en profil med hurtig tildeling af midler i overensstemmelse med fondens mål om at afbøde virkningerne af ETS-direktivets udvidede anvendelsesområde for økonomisk svage husstande, mikrovirksomheder og transportbrugere. For at foregribe konsekvenserne af udvidelsen vil der allerede være støtte til rådighed fra 2025.

2.13. I Portoerklæringen af 8. maj 2021 bekræftedes Det Europæiske Råds tilsagn om at arbejde hen imod et socialt Europa og dets vilje til yderligere at intensivere gennemførelsen af den europæiske søjle for sociale rettigheder på EU-plan og nationalt plan under behørig hensyntagen til de respektive kompetencer samt nærhedsprincippet og proportionali-tetsprincippet.

2.14. Gennemførelsen af fonden bør være i overensstemmelse med princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning, herunder effektiv forebyggelse og retsforfølgning af svig, f.eks. skattesvig, skatteunddragelse, korruption og interessekon-flikter.

3. EØSU's generelle bemærkninger

3.1. Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg støtter de vigtige skridt, der er taget for at nå den grønne pagts mål om klimaneutralitet og modstandsdygtighed over for klimaforandringer senest i 2050. Udvalget noterer sig, at Kommissionen er opmærksom på, at klimakrisen og energiomstillingen ikke blot udgør tekniske og strukturelle udfordringer, men også sociale, økonomiske og fordelingsmæssige udfordringer. EØSU bifalder oprettelsen af en social klimafond — som foreslået i forordningen — der skal afbøde de negative sociale og økonomiske virkninger af den nye CO2-prissætning og stille midler til rådighed for medlemsstaterne til støtte for deres foranstaltninger til afhjælpning af de sociale virkninger af emissionshandel for økonomisk svage husstande, mikrovirksomheder og transportbrugere. Udvalget noterer sig endvidere, at Kommissionen med denne forordning på troværdig vis udviser vilje til at bekæmpe energi- og mobilitetsfattigdom.

3.2. EØSU er imidlertid af den overbevisning, at en social klimafond ikke vil udgøre tilstrækkelig økonomisk støtte til, at man på en ansvarlig måde kan imødegå de socioøkonomiske virkninger af CO2-prissætningen. Den enorme udfordring, der ligger i at udforme en effektiv og retfærdig kompensationsmekanisme i et uensartet økonomisk område med 27 medlemsstater, kræver mere vidtrækkende ledsageforanstaltninger og ressourcer på EU-plan og nationalt plan. EØSU


(4) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1056 af 24. juni 2021 om oprettelse af Fonden for Retfærdig Omstilling (EUT L 231 af 30.6.2021, s. 1)

(5) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/31/EU af 19. maj 2010 om bygningers energimæssige ydeevne (EUT L 153 af 18.6.2010, s. 13).

(6) Kommissionens henstilling (EU) 2020/1563 af 14. oktober 2020 om energifattigdom C/2020/9600 (EUT L 357 af 27.10.2020, s. 35).

https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/PDF/?uri=CELEX:32021R1056&qid=1646811283525&from=EN





opfordrer medlemsstaterne til at udnytte synergier mellem den sociale klimafond og andre tilgængelige finansielle ressourcer og anvende fonden på den mest effektive måde. Samtidig skal oprettelsen af en social klimafond ses i sammenhæng med hele »Fit for 55«-pakken.

3.3. EØSU gør opmærksom på, at de planlagte klimaforanstaltninger og deres virkninger kan forværre de allerede eksisterende uligheder yderligere. Udvalget opfordrer Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet til at lade princippet om klimaretfærdighed være en rettesnor for deres foranstaltninger til afbødning af klimaforandringerne.

3.4. De i »Fit for 55«-pakken indeholdte foranstaltninger og omstillingstrin vil føre til kolossale forandringer og må ikke glemme den sociale og økonomiske situation i de enkelte medlemsstater, da samfundets accept af disse foranstaltninger ellers vil blive sat over styr. På medlemsstatsniveau skal de foranstaltninger, der ledsager pakken, allerede nu drøftes og gennemføres. For at opnå en retfærdig grøn omstilling skal der i den forbindelse fokuseres på at skabe en retfærdig omstilling for alle.

3.5. Fondens størrelse vil beløbe sig til 72,2 mia. EUR mellem 2025 og 2032, idet 25 % af ETS-indtægterne fra transport- og bygningssektorerne vil blive anvendt hertil. Sammenlignet med de udfordringer, som en sådan udvidelse af ETS indebærer, er dette et meget lille beløb. EØSU mener, at en højere CO2-prissætning under alle omstændigheder ikke har til formål at øge indtægterne, men derimod at styre markedsadfærden i retning af lavemissionsteknologier. Kommissionen har derfor god grund til at stille yderligere finansielle ressourcer til rådighed. Desuden synes 2032 ikke at være den endelige tidsfrist.

3.6. Nogle interessenter, herunder arbejdsmarkedets parter, der repræsenterer arbejdsgivere og arbejdstagere, har været skeptiske og sågar negative over for en udvidelse af emissionshandelen til også at omfatte bygninger og vejtransport med henvisning til de forventede sociale og økonomiske konsekvenser af en stigning i varme- og brændstofpriserne for økonomisk svage husstande, mellemstore, små og mikrovirksomheder og transportbrugere. Risikoen for, at den europæiske klimapolitik ikke møder opbakning i befolkningen, og at der sker en opblussen af omfattende protester i lighed med »de gule veste« i Frankrig, skal for enhver pris undgås. I den forbindelse bør Kommissionen gå sine planer grundigt efter i sømmene.

3.7. EØSU beklager, at Kommissionen ikke har analyseret virkningerne af »Fit for 55«-pakken for de enkelte medlemsstater og ej heller for de forskellige sektorer. Udvalget mener, at en decideret konsekvensanalyse af oprettelsen af den sociale klimafond ville have været hensigtsmæssig.

3.8. Lavindkomsthusholdninger står allerede over for forskellige vanskeligheder i det nuværende system, og ud over kortsigtede støtteforanstaltninger er der i den forbindelse behov for langsigtede og dermed bæredygtige løsninger. Efter EØSU's mening har EU brug for en solid finansiering på EU-plan, som kan afbøde de socioøkonomiske virkninger af klimaforanstaltningerne og sikre en retfærdig omstilling. Derfor er indførelsen af en social klimafond på EU-plan ifølge EØSU også grundlæggende nødvendig og bør ikke være bundet til indførelsen af en emissionshandelsordning for bygge- og transportsektoren. Ifølge en undersøgelse fra European Climate Foundation (7) vil »en udvidet emissionshandelsordning alene ikke kunne tilvejebringe de betydelige emissionsreduktioner, der er nødvendige inden for vejtransport og bygninger«.

3.9. EØSU bifalder i princippet oprettelsen af den foreslåede sociale klimafond, men påpeger, at finansieringen af den afhænger af, at der indføres et system for handel med emissioner for bygninger og transport (artikel 26). En bolig og mobilitet er grundlæggende behov, og leveringen af dem udgør derfor en del af tjenesteydelserne af almen interesse. EØSU frygter, at omkostningerne ved et emissionshandelssystem for bygninger og transport vil udvande de ønskede fordele og føre til ukontrollerede og hermed eksistenstruende prisstigninger. Udvalget stiller sig derfor generelt kritisk over for, at den sociale klimafond knyttes til indførelsen af et emissionshandelssystem for bygninger og transport, og ser gerne, at de sociale konsekvenser af den grønne omstilling gøres til en særlig budgetpost på EU-budgettet. Man bør i stedet gå videre med planen om at indføre en social klimafond i EU.

3.10. Fonden yder sociale kompensationsbetalinger på den ene side og giver incitamenter til elektriske køretøjer og investeringer i opladningsinfrastruktur og dekarbonisering af bygninger på den anden side. Der bør imidlertid tages hensyn til lavindkomsthusholdningernes behov, og foranstaltninger for elektrificering af mobilitet bør være altomfattende og fremtidsorienterede, således at lavindkomsthusholdninger får mulighed for at anvende e-bymobilitet og nye forretnings-modeller som f.eks. delebiler. EØSU påpeger, at fremme af nul- og lavemissionsmobilitet ikke alene bør fokusere på


(7) European Climate Foundation Decarbonising European transport and heating fuels — Is the EU ETS the right tool? https://europeanclimate.org/wp-content/uploads/2020/06/01-07-2020-decarbonising-european-transport-and-heating-fuels-full-re-port.pdf.

https://europeanclimate.org/wp-content/uploads/2020/06/01-07-2020-decarbonising-european-transport-and-heating-fuels-full-report.pdf

https://europeanclimate.org/wp-content/uploads/2020/06/01-07-2020-decarbonising-european-transport-and-heating-fuels-full-report.pdf

elektromobilitet, men at andre alternative og billige brændstoffer såsom biobrændstoffer, hvor det er relevant, også bør fremmes. EØSU påpeger endvidere, at der skal fremmes lavemissionsløsninger, når nulemissionsalternativer af økonomiske eller tekniske årsager ikke er mulige. I den forbindelse gør EØSU opmærksom på, at lavindkomsthusholdningerne snarest muligt bør udskifte deres gamle, forurenende biler med mere brændstofeffektive køretøjer, hvilket kræver en gennemgribende omregulering af det europæiske brugtvognsmarked. Det er vigtigt, at medlemsstaterne tager hensyn til disse aspekter af en retfærdig omstilling, når de udarbejder deres sociale klimaplaner, og Kommissionen ligeså, når den skal vurdere disse.

3.11. Hvad angår fordelingen af midlerne mellem medlemsstaterne, har Kommissionen forsøgt at finde en løsning, der tager hensyn til befolkningens størrelse (herunder andelen af landdistrikter), bruttonationalindkomsten pr. indbygger, andelen af sårbare husstande og husholdningernes emissioner fra forbrænding af brændsel. EØSU frygter, at dette stadig ikke vil være tilstrækkeligt til at tage højde for ulighederne internt i og mellem landene. En relativt fattig medlemsstat med mindre ulighed internt i landet kan ende med at opnå færre fordele end en rig medlemsstat med stor ulighed.

3.12. Medlemsstaterne skal ved siden af deres nationale energi- og klimaplaner fremlægge sociale klimaplaner senest i 2024 med angivelse af sårbare grupper og foranstaltninger. I den sammenhæng rejser de store forskelle i engagement og institutionel kapacitet spørgsmålet om, hvorvidt dette vil fungere. De store forskelle i medlemsstaternes tilgang til en retfærdig omstilling i de forskellige nationale energi- og klimaplaner kan give en forsmag på, hvad vi kan forvente EØSU opfordrer derfor til, at arbejdsmarkedets parter, handelskamre, civilsamfundet, ungdomsorganisationer samt lokale og regionale myndigheder inddrages i udarbejdelsen af medlemsstaternes nationale sociale klimaplaner.

3.13. EØSU noterer sig, at Kommissionen med denne forordning, ligesom i en række andre dokumenter, f.eks. meddelelsen og henstillingen om energifattigdom (C2020, 9600 final) eller renoveringsbølgen, der blev offentliggjort i vinter (COM(2020) 662 final, SWD(2020) 550 final), igen lægger stor vægt på bekæmpelse af energifattigdom. Der er ikke desto mindre behov for en større indsats.

3.14. Observatoriet for energifattigdom anslår, at mere end 50 mio. husstande i EU er berørt af energifattigdom. På grundlag af konklusionerne fra det europæiske observatorium for energifattigdom og det nyligt udviklede europæiske indeks for energifattigdom bør der udarbejdes en europæisk handlingsplan for udryddelse af energifattigdom i samarbejde med interessenter, herunder forbrugerorganisationer og NGO'er, der arbejder for at bekæmpe fattigdom, f.eks. Det Europæiske Antifattigdomsnetværk, for at sikre, at offentlige tiltag i stadig højere grad målrettes de grundlæggende årsager til energifattigdom.

3.15. Der er derfor behov for konkrete foranstaltninger til bekæmpelse af energifattigdom på både nationalt og europæisk plan. Disse omfatter bl.a. bedre adgang til støtte til termisk renovering eller udskiftning af varmeanlæg for energifattige husstande, bindende grundforsyningsmodeller og generelle beskyttelsesbestemmelser for forbrugerne i energisektoren.

3.16. I den forbindelse gør EØSU opmærksom på princip nr. 20 i den europæiske søjle for sociale rettigheder, hvori det hedder, at »alle har ret til adgang til basale tjenesteydelser af høj kvalitet, herunder vand, sanitet, energi, transport, finansielle tjenester og digital kommunikation. Hjælp til adgang til disse tjenester skal være tilgængelig for dem, der har behov for det«.

3.17. EØSU bemærker, at man er nødt til at sikre en effektiv anvendelse af fondens midler og forhindre svig, korruption og interessekonflikter i forbindelse med de foranstaltninger, der støttes af fonden. Med hensyn til retsstatsprincippet glæder udvalget sig over de foranstaltninger, som Kommissionen har foreslået med henblik på at indføre et effektivt system for intern kontrol og inddrive beløb, der er udbetalt eller anvendt uretmæssigt.

3.18. EØSU anbefaler, at den sociale klimafond bliver et systemisk instrument, der sammen med de øvrige instrumenter skal kompensere for EU's og medlemsstaternes stigende omkostninger ved den grønne omstilling, som i væsentlig grad bidrager til at nå bæredygtighedsmålene.

3.19. EØSU efterlyser mere klarhed over finansieringen af fonden. Ifølge forordningsforslaget skal finansieringen baseres på et ustabilt EU ETS-marked. EØSU forstår derfor ikke, hvorfor der foreslås et fast beløb på 72,2 mia. EUR. Prisudsvingene vil være afgørende for fondens budget. Dette understreger bl.a., at det er nødvendigt med en mere stabil finansiering. EØSU foreslår, at der indføres delvis finansiel fleksibilitet i fonden, afhængigt af den faktiske prisudvikling for kvoter (hvor tildelingen kan øges i takt med prisstigningen).


3.20. Den voldsomme stigning i engrospriserne på naturgas og elektricitet fører til enorme økonomiske byrder for forbrugerne. EØSU er velvidende om, at den sociale klimafond er et mellemlangsigtet svar på problemet med kompensation for højere omkostninger ved den grønne omstilling til sårbare grupper. Den nuværende situation med hensyn til udviklingen i energipriserne kræver imidlertid en øjeblikkelig løsning. EØSU glæder sig over Kommissionens meddelelse, som giver medlemsstaterne en »værktøjskasse« til håndtering af de umiddelbare virkninger af den nuværende stigning i engrospriserne på naturgas og elektricitet og til styrkelse af modstandsdygtigheden over for fremtidige prischok. Kortsigtede nationale foranstaltninger omfatter nødindkomststøtte til husholdninger, støtte til virksomheder og målrettede skattelettelser. For at tilpasse denne støtte gennem værktøjskassen foreslår EØSU, at anvendelsesområdet for den sociale klimafond udvides til at omfatte sårbare små og mellemstore virksomheder. EØSU bakker op om Kommissionens planer om at støtte investeringer i vedvarende energi og energieffektivitet, undersøge mulige foranstaltninger inden for energilagring og indkøb af gasreserver og vurdere den nuværende udformning af elmarkedet.


4.1. EØSU bifalder princippet om ligestilling mellem kønnene og lige muligheder for alle og om, at der skal tages hensyn til disse mål. Udvalget ser desuden gerne, at spørgsmålet om tilgængelighed for personer med handicap følges op og fremmes i forbindelse med udarbejdelsen og gennemførelsen af de nationale planer for derved at sikre, at ingen lades i stikken. I sidste ende rammer den planlagte CO2-prissætning især kvinder, da de udgør 85 % af gruppen af enlige forsørgere. I eneforsørgerfamilier er risikoen for børnefattigdom særlig stor. I den forbindelse gentager EØSU sin opfordring til Kommissionen om snarest muligt at revidere sin beslutning om tjenesteydelser af almen økonomisk interesse i forhold til målgruppen for socialt boligbyggeri og om at præcisere, at boligpolitikken ikke må begrænses til udelukkende at tjene målet om at hjælpe personer, der er tæt på fattigdomsgrænsen, men at den også skal tilvejebringe passende og tilgængelige boliger på lang sigt til økonomisk overkommelige priser for alle borgere, der er berørt af den europæiske boligkrise, navnlig hjemløse, unge par, eneforsørgere, børnerige familier, arbejdstagere og middelklassen generelt (8).

4.2. Stigningen i priserne på fossile brændstoffer kan i uforholdsmæssig grad påvirke økonomisk svage husstande, mikrovirksomheder og transportbrugere, som anvender en stor del af deres indkomst på energi og transport, som i visse regioner ikke har adgang til alternative, økonomisk overkommelige mobilitets- og transportløsninger, og som måske ikke har økonomisk kapacitet til at investere i en nedbringelse af forbruget af fossile brændstoffer. EØSU glæder sig derfor over, at Kommissionens forslag fokuserer på behovene blandt sårbare husholdninger, sårbare mikrovirksomheder og sårbare transportbrugere, herunder fri adgang til offentlig transport og tilpassede takster, fremme af bæredygtig mobilitet efter behov og fælles mobilitetstjenester. Medlemsstaterne opfordres desuden til at støtte udviklingen og tilvejebringelsen af økonomisk overkommelige mobilitets- og transporttjenester med nul- og lavemission. EØSU anser tilvejebringelsen af offentlig personbefordring inden for grænserne af, hvad der lovgivningsmæssigt er muligt, for at være rygraden i en bæredygtig og økonomisk overkommelig mobilitet. I den henseende er det nødvendigt med øget kompensation for offentlige serviceforpligtelser, der i højere grad opfylder miljømæssige og sociale krav, hvilket igen kræver, at de nationale regeringer, regioner og kommuner yder økonomisk støtte og skaber finansielle instrumenter.

4.3. I »Fit for 55«-pakken lægger Kommissionen bl.a. op til at medtage vejtransport i EU's emissionshandel, hvilket betyder, at omkostningerne ved konventionel motoriseret privat transport på mellemlang sigt vil stige, såfremt den drives af fossile brændstoffer. Kommissionen er bevidst om, at dette vil ramme visse befolkningsgrupper. I den sammenhæng tager Kommissionen fat på spørgsmålet om mobilitetsfattigdom, fremhæver behovet for kompensation i klimafonden (9) og fremsætter de første forslag til, hvordan dette bør ske. Kommissionen giver imidlertid ikke et skøn over, hvor mange personer der kan være berørt af dette i hele EU, og den giver heller ikke en definition af eller et sæt indikatorer for definition af begrebet mobilitetsfattigdom.

4.4. En undersøgelse af mobilitet og genindtræden på arbejdsmarkedet i landdistrikterne (Mobility4Job (10)) viste, at kun 50 % af de arbejdsløse havde en bil til rådighed hele tiden, mens gennemsnittet i befolkningen var på 80 %. Ligesom i Costs-projektet vidner dette om, at husholdningerne reagerer på indkomstnedgange ved bl.a. at spare deres privatbil væk. Dette betyder, at mobilitetsbegrænsninger først bliver synlige på et senere tidspunkt, f.eks. i forbindelse med jobsøgning, når relevante mobilitetsalternativer ikke er tilgængelige, og potentielle arbejdspladser ikke kan nås. Den rent procentvise andel


(8) TEN/707 — Universel adgang til boliger, der er anstændige, bæredygtige og økonomisk overkommelige på lang sigt. (EUT C 429 af 11.12.2020, s. 93).

(9) COM(2021) 568.(10) Unterwegs zwischen Erwerbs- und Familienarbeit (54) — Portal der Arbeiterkammern und des ÖGB Verlags (On the Road Between

Gainful Employment and Family Work (54) — Portal of the Chambers of Labour and the ÖGB Publishing House).

https://eur-lex.europa.eu/legal-content/EN/TXT/?uri=uriserv%3AOJ.C_.2020.429.01.0093.01.ENG&toc=OJ%3AC%3A2020%3A429%3ATOC

https://eur-lex.europa.eu/legal-content/EN/TXT/?uri=uriserv%3AOJ.C_.2020.429.01.0093.01.ENG&toc=OJ%3AC%3A2020%3A429%3ATOC

https://emedien.arbeiterkammer.at/viewer/resolver?urn=urn:nbn:at:at-akw:g-360731

af mobilitetsomkostningerne i indkomsten er derfor ikke en tilstrækkelig indikator for, om og i hvilket omfang mobilitetsmulighederne er begrænsede. Mobilitetsfattigdom er konsekvensen af en kombination af flere variabler: først og fremmest indkomst og nødvendigheden af at eje en bil, hvis der ikke findes alternative mobilitetsmuligheder.





Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om foranstaltninger over for transportvirksomheder, der letter eller deltager i menneskehandel eller smugling af migranter i forbindelse med ulovlig indrejse på Den Europæiske

Unions område«

(COM(2021) 753 final — 2021/0387 (COD))

(2022/C 152/27)

Hovedordfører: Cristian PÎRVULESCU


Rådet, 16.12.2021



Kompetence Sektionen for Eksterne Forbindelser






1.1. Udvalget bifalder forslaget og anser eventuelle sanktioner over for transportvirksomheder for at være en berettiget foranstaltning, som EU og medlemsstaterne er nødt til at træffe.

1.2. EØSU påpeger imidlertid, at den krise, der udløste den lovgivningsmæssige reaktion — dvs. situationen ved grænsen mellem Belarus og EU — er mere kompleks og har langt mere vidtrækkende konsekvenser, som kræver en løsning, der rækker ud over de foreslåede instrumenter.

1.3. EØSU er meget bekymret over den autoritære kurs, som regeringen i Belarus har valgt, og fordømmer enhver undertrykkelse og intimidering af borgere, medier, politiske partier, civilsamfundsorganisationer og arbejdsmarkedets parter. Udvalget fordømmer også den måde, hvorpå regeringen i Belarus har organiseret overførslen af personer fra tredjelande til sit eget område med det formål at gennemtvinge deres passage af EU's grænser. Dette er en uacceptabel handling, der udnytter sårbare personers liv og forhåbninger og bringer deres sundhed og sikkerhed i fare.

1.4. EØSU er mest bekymret, når det handler om respekten for alle personers værdighed og beskyttelsen af deres grundlæggende rettigheder. EU bør først og fremmest reagere ved at genetablere de berørte personers værdighed og rettigheder.

1.5. EØSU opfordrer derfor til, at der øjeblikkeligt sættes en stopper for tilbagedrivelser fra EU's territorium til et land, hvor menneskers sikkerhed er i fare. Alle personer, der passerer EU's grænse, skal kunne indgive en asylansøgning, hvis de ønsker det.

1.6. EØSU opfordrer indtrængende regeringen i Belarus til at sikre, at mennesker, der befinder sig i landet, ikke mishandles, får mulighed for at indgive en asylansøgning og under fuld overholdelse af nonrefoulementprincippet ikke sendes tilbage til deres oprindelsesland, hvis deres liv og sikkerhed er i fare dér.

1.7. EU-institutionerne skal samarbejde med Belarus på et multilateralt grundlag og sikre, at landet overholder de internationale traktater om asyl og beskyttelse af menneskerettighederne.


1.8. Ifølge Frontex krydsede ca. 6 571 personer EU's østlige grænse fra januar til oktober 2021, hvoraf 3 868 var irakiske statsborgere (1). Irakiske statsborgere har en af de højeste anerkendelsesrater af retten til at modtage international beskyttelse (44 % positive afgørelser i første instans i 2020 ifølge EASO) (2). Kommissionens forslag bør derfor fuldt ud være komplementært med den nye pagt om migration og asyl og betragte de involverede personer som potentielle modtagere af international beskyttelse.

1.9. EØSU understreger behovet for, at der skabes sikre ruter for at ansøge om international beskyttelse og migrere sikkert i henhold til EU-retten, national ret og folkeretten. Udviklingen af sikre ruter vil mindske behovet for smuglere og menneskehandlere og forbedre sikkerheden og rettighederne for alle involverede personer.

1.10. EØSU opfordrer indtrængende EU-institutionerne til at udarbejde et mere helstøbt sanktionssystem over for regeringen i Belarus som konsekvens af dens rolle i denne krise, hvor transportvirksomheders medvirken kun er én komponent. Tiltagene på Belarus' område kunne ikke være blevet tilrettelagt uden godkendelse fra de højeste myndighedsniveauer og inddragelse af forskellige statslige enheder, herunder grænsepolitiet.


2.1. EØSU bifalder den kurs, som Kommissionen har valgt ved at basere indsatsen på eksisterende internationale bestemmelser: De Forenede Nationers konvention om bekæmpelse af grænseoverskridende organiseret kriminalitet, protokollen om forebyggelse, bekæmpelse og retsforfølgning af menneskehandel, særlig handel med kvinder og børn, til supplering af De Forenede Nationers konvention om bekæmpelse af grænseoverskridende organiseret kriminalitet samt protokollen om bekæmpelse af menneskesmugling til lands, ad søvejen og ad luftvejen til supplering af De Forenede Nationers konvention om bekæmpelse af grænseoverskridende organiseret kriminalitet.

2.2. Udvalget påpeger også, at der findes andre internationale bestemmelser, som er relevante i denne situation: konventionen om flygtninges retsstilling fra 1951 og den dertil hørende protokol fra 1967 sammenholdt med verdenserklæringen om menneskerettighederne. Der mindes også om indholdet af den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder. EU har et af de mest omfattende systemer for beskyttelse af de grundlæggende rettigheder i verden, og alle Unionens bestemmelser og foranstaltninger bør stemme overens med chartret om grundlæggende rettigheder.

2.3. Hvad angår sammenhængen med andre EU-politikker peger forslaget på komplementariteten med Unionens optræden udadtil, herunder den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, uden at det specifikt kommer ind på støtteforanstaltninger og -aktioner på dette område. I forslaget nævnes det også, at foranstaltningerne bør ledsages af passende humanitære foranstaltninger, men de er ikke specificeret. EØSU foreslår, at afsnittet ændres, så det nævner komplementariteten med den nye pagt om migration og asyl og med den europæiske naboskabspolitik. Det er nødvendigt, at forslaget tilpasses, så det præciserer de planlagte humanitære foranstaltninger.

2.4. I den forbindelse efterlyser EØSU en reel europæisk solidaritet med EU-medlemsstaterne ved grænsen og direkte støtte til dem under den aktuelle krise. Samtidig bør de mindes om, at beskyttelse af personers grundlæggende rettigheder, herunder migranter og potentielle flygtninge, er et ansvar, der er nedfældet i EU-traktaterne og chartret om grundlæggende rettigheder.

2.5. Alle eventuelle foranstaltninger rettet mod transportvirksomheder — forhindring af enhver yderligere udvidelse af eller begrænsning af nuværende transportaktiviteter, suspension af licenser eller tilladelser, der er udstedt i henhold til EU-retten, suspension af retten til at overflyve Unionens område, foretage transit gennem Unionens område eller anløbe Unionens havne, suspension af retten til at tanke op eller udføre vedligeholdelse inden for Unionen eller suspension af retten til at operere til, fra og inden for Unionen — bør anvendes på en forholdsmæssig og målrettet måde, under hensyntagen til det overordnede mål om at begrænse menneskehandel og smugling af migranter.

2.6. Det fremgår af forslaget, at forordningens overordnede mål er at begrænse menneskehandel og smugling af migranter. Ifølge Frontex krydsede 6 571 personer EU's østlige grænse fra januar til oktober 2021, hvoraf 3 868 var irakiske statsborgere. Irakiske statsborgere har en af de højeste anerkendelsesrater af retten til at modtage international beskyttelse. På grundlag af disse tal skal disse personer ikke blot betragtes som regulære migranter, men også som personer, der potentielt har ret til international beskyttelse. Forslaget bør derfor ajourføres for at tage højde for dette forhold. Forslaget bør også indeholde meget specifikke foranstaltninger, der gør det muligt for personer i Belarus og EU-landene at ansøge om international beskyttelse.


(1) Frontex Migratory Map, https://frontex.europa.eu/we-know/migratory-map/. Status den 1.12.2021.(2) EASO Asylum Trends — 2020 Overview, https://euaa.europa.eu/sites/default/files/EASO-Asylum-Report-2021.pdf. Status den

1.12.2021.

https://frontex.europa.eu/we-know/migratory-map/

https://euaa.europa.eu/sites/default/files/EASO-Asylum-Report-2021.pdf

2.7. EØSU er i stigende grad bekymret over, at anvendelsen af udtrykket »migrant« har en diskriminerende og nedsættende konnotation. Migranter er mennesker, hvis grundlæggende rettigheder skal beskyttes, herunder deres værdighed. De fleste af dem forlader deres lande af meget alvorlige årsager, herunder frygt for deres liv, og i disse tilfælde bør de have ret til at søge international beskyttelse og blive behandlet godt under hele rejsen og ansøgningsprocessen.

2.8. Forslaget opstiller på hensigtsmæssig vis en ramme for foranstaltninger rettet mod transportvirksomheder, men anerkender ikke statens og de offentlige myndigheders ansvar. For Belarus' vedkommende er det nationale luftfartsselskab et selskab, der arbejder under direkte offentligt tilsyn. Flere offentlige og statslige organer var direkte involveret i processen med at flyve mennesker til Belarus og fragte dem videre til grænsen.

2.9. Det er nødvendigt at udvide sanktionerne og målrette dem direkte mod de offentlige og statslige aktører, der er ansvarlige for at tilrettelægge de handlinger, der er omhandlet i forordningen. I sidste ende råder regeringen over alle retlige og institutionelle midler til at standse sådanne handlinger fra transportvirksomhedernes side. Ansvaret er endnu tydeligere, når den er direkte involveret. Derfor tager foranstaltninger, der kun er rettet mod transportvirksomhederne, ikke fat på årsagerne til krisen, men udelukkende dens instrumenter.

2.10. EU har været den største bistandsyder i Belarus. Siden 2016 har den økonomiske støtte til Belarus udgjort ca. 30 mio. EUR i årlig bistand med en portefølje, der for øjeblikket beløber sig til næsten 135 mio. EUR i forpligtelser. EØSU glæder sig over iværksættelsen af en omfattende og grundig gennemgang af forbindelserne mellem EU og Belarus, som omfatter det økonomiske samarbejde, og håber, at gennemgangen vil resultere i, at der lægges et fornyet og mere effektivt pres på Belarus for at respektere retsstatsprincippet, demokratiet og menneskerettighederne. Udvalget håber også, at gennemgangen vil virke afskrækkende i forhold til yderligere foranstaltninger, der kan føre til en lignende krise ved grænsen til EU.





Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om

»Ny EU-skovstrategi for 2030««

(COM(2021) 572 final)

(2022/C 152/28)

Ordfører: Simo TIAINEN










1.1. I sin nye EU-skovstrategi for 2030 beskriver Kommissionen med rette, at skove spiller en mangesidet rolle og har en stor økonomisk, social og miljømæssig nytteværdi. Skovenes levedygtighed og sundhed har afgørende betydning af både miljømæssige og klimamæssige årsager og med henblik på at øge skovbaseret økonomisk udvikling og menneskers trivsel. Selv om udvalget erkender, at skovstrategien tager fat på de økonomiske og sociale muligheder, bør dette gøres på en mere helhedsorienteret måde. EØSU bemærker også, at der ikke gives noget svar på, hvordan man kan godtgøre de ikke-kommercielle økosystemtjenester, som skovene og dermed skovejerne leverer. Strategien beskriver nogle få positive eksempler, og EØSU efterlyser en virkelig overbevisende og bæredygtig løsning for fremtiden.

1.2. Skovstrategien bør knytte de forskellige politikområder og strategier relateret til skove og den skovbaserede bioøkonomi sammen. EØSU understreger også betydningen af, at der træffes beslutninger på det rette niveau afhængigt af kompetencer og i overensstemmelse med nærhedsprincippet. Da der er stor variation i de forskellige skove i EU, findes der ikke en universel løsning, og skovforvaltning og planlægningen af denne håndteres bedst på nationalt plan med henblik på opfyldelse af de fælles målsætninger. Der er ligeledes behov for en EU-ramme for spørgsmål vedrørende det indre marked samt miljø- og klimaspørgsmål, der ikke kan løses alene via nationale foranstaltninger, og som ofte kræver international handling.

1.3. Der er behov for et styrket samarbejde på alle niveauer af den politiske beslutningsproces, og EØSU understreger behovet for, at repræsentanter for civilsamfundet, herunder virksomheder, fagforeninger og miljøorganisationer, inddrages tæt i den videre udvikling og overvågning af strategien. Udvalget fremhæver den centrale rolle, som skovejere, industrisektorer og arbejdstagere spiller i forbindelse med bæredygtig skovforvaltning og den skovbaserede bioøkonomi.

1.4. EØSU efterlyser sammenhæng, sikkerhed, stabilitet, klarhed og konsekvens i den politiske og lovgivningsmæssige ramme. Det er afgørende, at der ikke iværksættes initiativer, som overlapper med eller strider mod eksisterende bredt vedtagne definitioner af, principper, kriterier, indikatorer, retningslinjer og ordninger for bæredygtighed. Principperne for beskyttelse af ejendom og den frie markedsøkonomi skal også håndhæves.

1.5. På grund af en lang række spørgsmål med usikre konsekvenser efterlyser EØSU en omfattende konsekvensanalyse af strategien for at kortlægge konsekvenserne for markedsforholdene, landdistrikterne og de forskellige finansieringsbehov, bl. a. inden for forskning og innovation, kompetenceudvikling, infrastruktur, modvirkning af og tilpasning til klimaforan-dringer og forbedring af biodiversiteten.


1.6. EØSU glæder sig over, at der i strategien tages behørigt hensyn til tilpasningen til klimaændringerne, eftersom den globale opvarmning ændrer vilkårene for træer og alle organismer og er forbundet med skovkatastrofer, som har ødelæggende konsekvenser for såvel miljøet som økonomien. EØSU understreger endvidere behovet for at anlægge et holistisk syn på den rolle, som skove og den skovbaserede bioøkonomi spiller i bestræbelserne på at modvirke klimaændringer, for derved at sikre den bedste kombination af binding, lagring og substitution af CO2-emissioner og opnå en økonomi, der ikke længere er baseret på fossile brændstoffer. I tråd med Kommissionens skovstrategi fremhæver udvalget desuden betydningen af en integreret tilgang til skovforvaltning og beskyttelse af biodiversiteten.

1.7. EØSU tilskynder til forskning i sammenhængen mellem klimaændringer, skovøkosystemer og skovforvaltning og opfordrer til systematisk indsamling og udveksling af pålidelige data om skovenes tilstand. EØSU fremhæver derudover betydningen af innovation inden for bæredygtig og klimarobust biomasseproduktion, nye skovbaserede produkter og praksisser for den cirkulære økonomi, som udnytter digitale teknologier fuldt ud.

1.8. Den digitale og grønne omstilling af de skovbaserede aktiviteter kræver nye færdigheder, som der især skal være fokus på inden for erhvervsuddannelse og i tilrettelæggelsen af opkvalificering og omskoling. EØSU påpeger betydningen af at skabe arbejdspladser af høj kvalitet og give arbejdstagerne muligheder og passende arbejdsvilkår i den træbaserede bioøkonomi. Udvalget fremhæver den sociale dialogs rolle for kompetenceudvikling og sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen. Der er også behov for samarbejde om at øge offentlighedens kendskab til moderne skovbaserede aktiviteter, navnlig blandt de unge.

1.9. Der er behov for gunstige rammevilkår for produktive investeringer i alle værdikæder for at realisere den skovbaserede bioøkonomis innovative og beskæftigelsesmæssige potentiale. EØSU understreger også behovet for at investere i infrastruktur, lette logistikken og muliggøre digitalisering inden for skovbaserede aktiviteter.

1.10. For at bidrage til den globale udvikling opfordrer EØSU til, at EU aktivt fremmer lige konkurrencevilkår for EU-virksomheder, der konkurrerer på de internationale bioøkonomimarkeder, og arbejder for at styrke den globale gennemførelse af internationale aftaler, der bidrager til beskyttelse og bæredygtig udnyttelse af skovene.

2. Generelle bemærkninger: den politiske ramme

2.1. Den nye EU-skovstrategi for 2030 ajourfører EU's eksisterende skovstrategi fra 2013, således at den tager højde for den seneste udvikling og opfylder den europæiske grønne pagts målsætninger om at realisere en moderne, kulstofneutral, ressourceeffektiv, konkurrencedygtig og socialt retfærdig Union. EØSU har allerede indsendt sine synspunkter vedrørende situationsrapporten for den forrige strategi (1).

2.2. Skove spiller en vigtig rolle i gennemførelsen af den grønne pagt, idet de er uløseligt forbundet med pagtens forskellige byggesten såsom fremme af bæredygtige industrier, energi, transport, byggeri og fødevaresystemer samt bekæmpelse af klimaændringer, tab af biodiversitet og miljøforurening.

2.3. Skovene er også et vigtigt emne på globalt plan og relevante for mange af verdensmålene for bæredygtig udvikling (SDG'erne), herunder de mål, der er relateret til livet på land, klimaindsatsen, bekæmpelse af fattigdom, sundhed og trivsel, industri og innovation, anstændigt arbejde og økonomisk vækst.

2.4. I lyset af skovenes mangesidede rolle og potentiale for så vidt angår økonomiske, sociale og miljømæssige fordele mener udvalget, at det er vigtigt at udvikle alle skovenes funktioner for derved at gøre så stor overordnet gavn som mulig.

2.5. Det har afgørende betydning at opretholde skovenes levedygtighed og sundhed, både af miljø- og klimamæssige årsager og for at styrke den skovbaserede økonomiske udvikling og befolkningens velfærd. Selv om udvalget erkender, at skovstrategien tager fat på de økonomiske og sociale muligheder, bør dette gøres på en mere helhedsorienteret måde. EØSU bemærker også, at der ikke gives noget svar på, hvordan man kan godtgøre de ikke-kommercielle økosystemtjenester, som skovene og dermed skovejerne leverer. Strategien beskriver nogle få positive eksempler, og EØSU efterlyser en virkelig overbevisende og bæredygtig løsning for fremtiden.


(1) EØSU's udtalelse om Rapport fra Kommissionen — Fremskridt med hensyn til gennemførelsen af EU's skovstrategi (EUT C 47 af 11.2.2020, s. 87).



2.6. EØSU mener, at skovstrategien bør knytte de forskellige politikområder og strategier relateret til skove og den skovbaserede bioøkonomi sammen. Dette vil kræve tværsektorielt samarbejde i politikker for forskning, innovation, industri og beskæftigelse samt finanspolitikker i tillæg til klima- og miljøpolitikker og den dimension af landbrugs-politikken, der vedrører udvikling af landdistrikter.

2.7. EØSU understreger også betydningen af, at der træffes beslutninger på det rette niveau afhængigt af kompetencer og i overensstemmelse med nærhedsprincippet. Spørgsmål vedrørende det indre marked kræver som udgangspunkt robuste foranstaltninger på EU-niveau. Der er ligeledes behov for en EU-ramme for miljø- og klimaspørgsmål, der ikke kan løses alene via nationale foranstaltninger, og som ofte kræver international handling.

2.8. I modsætning hertil håndteres skovforvaltning og planlægningen af denne bedst på nationalt plan med henblik på opfyldelse af de fælles målsætninger. EØSU mener derfor, at inddragelse af og støtte fra medlemsstaterne har afgørende betydning for strategiens gennemførelse. De nationale strategiske planer for skovene spiller en vigtig rolle i den forbindelse, bl.a. ved at inddrage klima- og biodiversitetsaspekter og ved at kortlægge, hvordan skovejere kan få økonomisk kompensation for de ikkekommercielle økosystemtjenester, som skovene leverer. Der findes ingen universel løsning som følge af de store forskelle i skovenes karakteristika i EU. Skovenes betydning for medlemsstaternes nationale økonomier varierer også, og det samme gælder for skovejerskabet, der spænder fra offentlige ejere og store private virksomheder og investorer til små familieejere.

2.9. EØSU mener, at det er vigtigt at udveksle god praksis mellem medlemsstaterne og udvikle samarbejdet mellem Kommissionen og medlemsstaterne på grundlag af reviderede arbejdsmetoder frem for nye formelle organer. EØSU understreger også behovet for, at repræsentanter for civilsamfundet, herunder virksomheder, fagforeninger og miljøorganisationer, inddrages tæt i den videre udvikling og overvågning af strategien. Udvalget fremhæver den centrale rolle, som skovejere, industrisektorer og arbejdstagere spiller i forbindelse med bæredygtig skovforvaltning og den skovbaserede bioøkonomi. Investeringer i kapacitetsopbygning hos interessenter og kompetente myndigheder er nødvendige for gennemførelsen af strategien.

2.10. I betragtning af den centrale rolle, som private skovejere og virksomheder spiller, skal der i fuldt omfang tages hensyn til beskyttelsen af ejendom og den fri markedsøkonomi. Overordnet set er det ikke muligt at kontrollere produktsortimenter, valg af råvarer eller driftspraksis. Til gengæld er det muligt at opstille videnskabeligt baserede og teknologineutrale rammebetingelser, som bioøkonomiens aktører kan innovere, investere og drive virksomhed inden for. Dette gør sig eksempelvis gældende for gennemførelsen af kaskadeprincippet, som skal være markedsbaseret.

2.11. Set i lyset af de lange investeringscyklusser for mange bioøkonomiske aktiviteter efterlyser EØSU sammenhæng, sikkerhed, stabilitet, klarhed og konsekvens i den politiske og lovgivningsmæssige ramme. Det er afgørende, at der ikke iværksættes initiativer, som overlapper med eller strider mod eksisterende bredt vedtagne definitioner af, principper, kriterier, indikatorer, retningslinjer og ordninger for bæredygtighed. Derudover skal eventuelle initiativer undgå overdrevent bureaukrati såsom indsamling og indberetning af de samme data flere gange.

2.12. Efter EØSU's mening er det vigtigt, at ovennævnte principper vedrørende beslutningsniveau, ejerskab, stabilitet, sammenhæng og undgåelse af overlapninger overvejes nøje og overholdes fuldt ud i det videre arbejde. Dette gælder især initiativer vedrørende overvågningssystemet, indikatorer og tærskler for bæredygtig skovforvaltning, en naturnær certificeringsordning og skovrelaterede kriterier for bæredygtig finansiering.

2.13. Alt i alt er konsekvenserne af strategien usikre, og nogle af initiativerne kan svække skovbaserede værdikæder og bringe arbejdspladser i fare, navnlig i landdistrikterne, ved at begrænse bæredygtig skovhugst. EØSU opfordrer derfor til, at der udarbejdes en omfattende konsekvensanalyse af strategien for at evaluere dens kumulative økonomiske, sociale og miljømæssige følgevirkninger. Dette er også nødvendigt for at kortlægge de forskellige finansieringsbehov, herunder til forskning og innovation, kompetenceudvikling, infrastruktur, modvirkning af og tilpasning til klimaændringer samt beskyttelse og fremme af biodiversiteten.


3. Særlige bemærkninger: skovenes rolle i relation til klimaændringer og biodiversitet

3.1. Skove spiller en vigtig rolle i naturlige processer: i forbindelse med kontrol af cyklusserne for kulstof, vand og næringsstoffer, jordbundsdannelse og opretholdelse af biodiversitet. På den anden side er skovene selv yderst sårbare over for effekten af klimaændringer.

3.2. I EU er det samlede skovareal og arealet af beskyttede skove øget i de seneste årtier, tilvæksten af træer overstiger fældningen, og skovene er et stort kulstofdræn (2). I modsætning hertil fortsætter skovrydningen på globalt niveau, navnlig i tropiske områder, hvilket resulterer i, at disse skove omdannes til en emissionskilde og bidrager væsentligt til det fortsatte tab af biodiversitet (3). EØSU understreger derfor behovet for også at se på skovenes rolle på globalt plan og opfordrer EU til aktivt at fremme den globale gennemførelse af internationale aftaler, der bidrager til beskyttelse og bæredygtig udnyttelse af skovene.

3.3. Skove og den skovbaserede bioøkonomi spiller en mangesidet rolle i modvirkningen af klimaændringer: via binding og lagring af kulstof og ved at erstatte råmaterialer, energi og produkter, der er baseret på fossile brændstoffer. Der vil som følge heraf være synergier og afvejning af modstående hensyn i forbindelse med de forskellige foranstaltninger (4). EØSU fremhæver derfor behovet for at anlægge en holistisk tilgang til alle disse mekanismer, når der søges efter de mest bæredygtige løsninger til realisering af en økonomi, der ikke længere er baseret på fossile brændstoffer.

3.4. Kulstofbinding er ikke blot et spørgsmål om skovareal, men primært om skovvækst og mere fotosyntese. Derfor er den aktive forvaltning, anvendelse og fornyelse af skove i tillæg til skovrejsning og genplantning af skov afgørende for at kunne udnytte skovenes potentiale som kulstofdræn.

3.5. Skovenes rolle i forbindelse med kulstoflagring er også mangesidet, eftersom kulstof ikke blot lagres i træer og jord, men også i træprodukter. Langtidsholdbare træprodukter såsom bygninger og møbler af høj kvalitet er i den henseende de mest effektive. Skovbaserede produkter med kortere holdbarhed bevarer også deres kulstofindhold, så længe de genbruges. Når skovbaserede fornyelige råvarer anvendes som erstatning for råvarer, der er baseret på fossile brændstoffer, undgås det endvidere, at kulstof frigives fra fossile lagre.

3.6. EØSU opfordrer også til, at skovenes sårbarhed over for klimaændringer og behovet for tilpasning til samme imødegås på en omfattende måde, idet opvarmningen ændrer rammevilkårene for træer og alle organismer og resulterer i skovkatastrofer på grund af tiltagende tørke, brande, storme og flere skadedyr. På den anden side bidrager skovene til tilpasningen til klimaændringer ved at yde beskyttelse mod erosion, jordskred og oversvømmelser.

3.7. Skove, herunder forvaltede skove, er også vigtige for biodiversiteten, da de udgør habitater for størstedelen af biodiversiteten på land. Biodiversitet kan bevares på forskellige måder: ved at beskytte truede arter, oprette beskyttede områder, hvor menneskelig aktivitet kun er tilladt i begrænset omfang eller slet ikke, eller ved at gennemføre praksisser for skovforvaltning, som gør det muligt at bevare biodiversitet sideløbende med den socioøkonomiske anvendelse af skovene.

3.8. I betragtning af at størstedelen af skovene forvaltes, fremhæver EØSU betydningen af en integreret tilgang til skovforvaltning og beskyttelse af biodiversiteten, som gør det muligt at kombinere skovenes mange funktioner. Udvalget anerkender skovejernes markedsbaserede og frivillige foranstaltninger til beskyttelse af biodiversitet og kulstofbinding og støtter en nærmere undersøgelse og udvikling af krediteringsordninger for sådanne foranstaltninger.

3.9. Der er stor forskel på både skovenes kulstofbindingskapacitet og biodiversitet på tværs af medlemsstaterne. Forskellene skyldes til dels forskellige naturforhold og til dels typen af skovforvaltning og anvendelse over tid. Behovet for at beskytte og genoprette skove varierer derfor også i EU, hvilket skal anerkendes, når det besluttes, hvilke skove der skal genoprettes eller beskyttes.

3.10. EØSU tilskynder til at videreføre forskningen i skovenes fysiske, kemiske og biologiske processer og det indbyrdes samspil mellem klimaændringer, skovøkosystemer og menneskelige aktiviteter for at sikre, at praksisser for skovforvaltning er baseret på et solidt videnskabeligt grundlag. Det er også vigtigt systematisk at overvåge og udveksle data om skovenes tilstand ved fuldt ud at udnytte digitale værktøjer og systemer og samtidig sikre tilstrækkelig databeskyttelse og pålidelighed.

3.11. EØSU støtter initiativet med at plante 3 mia. træer som et praktisk demonstrationsprojekt, hvilket omfatter en hensigtsmæssig planlægning af områder og arter, tildeling af menneskelige og finansielle ressourcer, plantning, forvaltning og tæt overvågning af udvikling og resultater. Denne skovrejsning må ikke konkurrere med arealanvendelsen til fødevareproduktion eller ignorere behovet for at bevare et åbent landskab i visse områder.


(2) https://forest.eea.europa.eu/news/summary-for-policy-makers-state-of-europe2019s-forests-2020(3) http://www.fao.org/state-of-forests/en/(4) https://ec.europa.eu/jrc/en/science-update/forest-based-bioeconomy-and-climate-change-mitigation-trade-offs-and-synergies

https://forest.eea.europa.eu/news/summary-for-policy-makers-state-of-europe2019s-forests-2020

http://www.fao.org/state-of-forests/en/

https://ec.europa.eu/jrc/en/science-update/forest-based-bioeconomy-and-climate-change-mitigation-trade-offs-and-synergies

4. Særlige bemærkninger: skovenes økonomiske og sociale rolle

4.1. Skovene opfylder en lang række behov i dagligdagen og leverer råvarer til industri- og forbrugerprodukter, arealer til fritidsaktiviteter og sunde fødevarer til direkte brug i husholdningerne. Skove spiller dermed en central rolle i både den træbaserede og ikke-træbaserede bioøkonomi, og de bidrager til sundhed og mental trivsel.

4.2. Den skovbaserede bioøkonomi hviler på forskellige værdikæder, der omfatter skovejere og mange former for industrier og tjenester, lige fra skovmaskine- og transportvirksomheder til træforarbejdningsvirksomheder. Blandt aktørerne findes både lokale mikrovirksomheder, kooperativer og SMV'er og store internationale virksomheder. Den skovbaserede bioøkonomi skaber som følge heraf arbejdspladser i mange sektorer og i forskellige geografiske områder, hvilket har stor betydning for landdistrikter.

4.3. Det meste rundtømmer i EU anvendes som industrielt råmateriale (tømmer og papirmassetræ), mens anvendelsen af træ til brændsel varierer betydeligt medlemsstaterne imellem (5). Med undtagelse af trykpapir skønnes den globale efterspørgsel at ville stige for både traditionelle og nye træprodukter. EØSU anbefaler, at det sikres, at normer og standarder ikke hindrer, men snarere tilskynder til anvendelse af træbaserede produkter og byggeri, samtidig med at det sikres, at forbrugerne informeres korrekt om eventuelt andre materialer end træ i disse produkter gennem passende mærkning.

4.4. Den nuværende gode praksis tyder på, at forskellige typer træer og forskellige dele af et træ anvendes til det formål og de produkter, som de er bedst egnet til, og på den måde skabes den største merværdi, uden at naturressourcer går til spilde. Meget af den skovbaserede energi produceres ved hjælp af udtynding, skovningsaffald eller sidestrømme fra træbearbejdning. Papirmassefabrikker er et godt eksempel på fabrikker, der producerer elektricitet og varme som et biprodukt. Sidestrømme og affald anvendes endvidere som råmaterialer i eksisterende industriprocesser og i stigende grad til nye bioprodukter.

4.5. EØSU fremhæver betydningen af en intensiv udvikling af teknologier og løsninger til bæredygtig og klimarobust biomasseproduktion, energi- og materialeeffektivitet samt praksisser for den cirkulære økonomi i alle skovbaserede værdikæder. Digitale teknologier, herunder kunstig intelligens, har betragteligt potentiale til at støtte udviklingen og optimeringen af skovforvaltning, industriprocesser, logistik og interaktion mellem partnere i forsyningskæder.

4.6. De mest vidtrækkende innovationer skaber nye materialer og produkter, herunder biokemikalier, avancerede biobrændstoffer og tekstilfibre, hvoraf nogle er lavvolumenprodukter med stor merværdi. Da udviklingen af nye produkter ofte sker i sammenhæng med eksisterende produktion, skaber traditionelle produktionsenheder nye virksomheds-økosystemer, som omfatter en bred vifte af virksomheder, navnlig SMV'er.

4.7. Kompetenceudvikling er en af forudsætningerne for den digitale og grønne omstilling af skovbaserede aktiviteter. Den er også nødvendig for at sikre, at ingen lades i stikken. Der skal tages højde for efterspørgslen efter nye færdigheder inden for erhvervsuddannelse og universitetsuddannelser samt ved tilrettelæggelsen af opkvalificering og omskoling. Der er endvidere behov for praktiske rådgivningstjenester, som kan hjælpe virksomheder, navnlig små virksomheder, med at opfylde de nye krav.

4.8. EØSU fremhæver den rolle, som social dialog spiller i forbindelse med kompetenceudvikling og sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen. Tildeling af midler fra ESF+ til fremme af kvalitetsjob og passende arbejdsvilkår i den træbaserede bioøkonomi kan bidrage til at bekæmpe fattigdom og mindske migrationen fra landdistrikterne. Fattigdomsbekæmpelse bidrager også til at reducere ulovlig fældning af træ, navnlig til opvarmning.

4.9. Da skovbaserede job fortrinsvist er besat af mænd, og idet den gennemsnitlige alder for personer i disse job er relativt høj, er det vigtigt at tiltrække flere kvindelige arbejdstagere og iværksættere samt unge til sektoren. Dette vil kræve samarbejde om at udvikle skovbrugets og de skovbaserede industriers image og øge offentlighedens bevidsthed om de muligheder, som den moderne bioøkonomi giver. Der er også behov for effektiv kommunikation til samfundet om metoder og forudsætninger for at øge skovenes levedygtighed og modstandsdygtighed.


(5) https://ec.europa.eu/eurostat/documents/3217494/12069644/KS-FK-20-001-EN-N.pdf/a7439b01-671b-80ce-85e4- 4d803c44340a?t=1608139005821

https://ec.europa.eu/eurostat/documents/3217494/12069644/KS-FK-20-001-EN-N.pdf/a7439b01-671b-80ce-85e4-4d803c44340a?t=1608139005821

https://ec.europa.eu/eurostat/documents/3217494/12069644/KS-FK-20-001-EN-N.pdf/a7439b01-671b-80ce-85e4-4d803c44340a?t=1608139005821

4.10. Der er behov for gunstige rammevilkår for produktive investeringer i alle værdikæder for at realisere den skovbaserede bioøkonomis innovative og beskæftigelsesmæssige potentiale. EØSU understreger også behovet for passende infrastruktur, herunder i landdistrikter. Den skovbaserede bioøkonomi kræver transportinfrastruktur, som opfylder de logistiske behov i tilknytning til skovbrug og produktionen og distributionen af skovbaserede bioprodukter. Ordentlig digital infrastruktur er en anden vigtig forudsætning for den moderne bioøkonomi.

4.11. EØSU tilskynder medlemsstaterne til at anvende EU-midler og national finansiering, herunder midlerne til udvikling af landdistrikterne, til at styrke den skovbaserede bioøkonomi. Støtteordninger, der hindrer eller forvrider bioøkonomiens markeder, skal undgås, og der skal rettes særlig opmærksomhed mod eksisterende subsidier og andre incitamenter til afbrænding af træ.

4.12. EU-virksomheder har også behov for et konkurrencedygtigt handelsmiljø, der gør det muligt for dem at eksportere bæredygtige skovrelaterede produkter og løsninger til andre lande og konkurrere med import fra tredjelande. EØSU opfordrer EU til at arbejde for de samme regler på de internationale bioøkonomimarkeder og til at gøre brug af paneuropæiske og internationale partnerskaber og udenrigshandelsaftaler i bestræbelserne på at fremme EU's klimaambitioner og bæredygtigheden i udnyttelsen af skovene uden for EU.





Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs om »forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 2003/87/EF om et system for handel med kvoter for drivhus-gasemissioner i Unionen, afgørelse (EU) 2015/1814 om oprettelse og drift af en markeds-stabilitetsreserve i forbindelse med Unionens ordning for handel med kvoter for

drivhusgasemissioner og forordning (EU) 2015/757«

(COM(2021) 551 final — 2021/0211 (COD))

og om »forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om ændring af afgørelse (EU) 2015/1814 for så vidt angår den mængde kvoter, der skal overføres til markedsstabilitetsreserven for Unionens

ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner frem til 2030«

(COM(2021) 571 final — 2021/0202 (COD))

(2022/C 152/29)

Ordfører: Stefan BACK


Rådet, 20.9.2021









1.1. EØSU glæder sig over ambitionerne om at fremskynde og øge reduktionen af CO2-emissionerne med henblik på at opfylde målene i den europæiske klimalov og den europæiske grønne pagt og støtter fuldt ud den overordnede målsætning om en CO2-reduktion på 55 % senest i 2030 og en kulstofneutral økonomi senest i 2050.

1.2. EØSU støtter de foreslåede foranstaltninger og mener bl.a. af den årsag, at det er ekstremt vigtigt, at de problemer, der er forbundet med den ønskede omstilling, tages op og løses på en hensigtsmæssig måde. Dette er efter udvalgets mening en helt afgørende forudsætning for succes.

1.3. Det er derfor vigtigt, at de foreslåede foranstaltningers potentielt negative følger for den europæiske industris og de europæiske tjenesteudbyderes konkurrenceevne, både i kulstofintensive sektorer og generelt, analyseres meget nøje, og at der træffes foranstaltninger for så vidt muligt at undgå en negativ indvirkning på økonomien og negative sociale virkninger såsom arbejdsløshed, energifattigdom og mobilitetsfattigdom.

1.4. EØSU noterer sig, at de ressourcer, der er til rådighed for opkvalificering og omskoling og til at afhjælpe de negative sociale virkninger, der bliver en følge af ETS-forslaget, kommer til at afhænge af, hvad der sker med forslag, som stadig er under behandling hos medlovgiverne, herunder oprettelsen af en social klimafond. EØSU bifalder disse forslag som sådan, men sætter spørgsmålstegn ved, om de ressourcer, der er til rådighed, vil være tilstrækkelige, selv hvis finansieringsfor-slagene vedtages uden væsentlige ændringer.

1.5. Der er også behov for at se på, hvordan klimaspørgsmål behandles på verdensplan og afværge, at der opstår forskelle, som kan stille europæiske virksomheder ringere. EØSU henviser i den forbindelse bl.a. til sin udtalelse om CO2-grænsetilpasningsmekanismen (CBAM).


1.6. Det accelererede tempo og det høje ambitionsniveau for CO2-reduktioner og de færre emissionskvoter, der er til rådighed, vil medføre højere omkostninger for alle de sektorer, som emissionshandelssystemet omfatter. Selv om nogle sektorer vil være beskyttet af CO2-grænsetilpasningsmekanismen (CBAM), vil konkurrenceevnen på verdensmarkedet blive påvirket negativt, medmindre et væsentligt antal lande følger i EU's fodspor, hvilket ikke vides endnu. Der kan blive behov for foranstaltninger til støtte for eksporten, og EØSU peger på behovet for at finde effektive løsninger, der er forenelige med WTO-reglerne. Kommissionen bør uden tøven gå i gang med det politiske arbejde, der skal sikre dette mål. Derudover skal alle EU's bilaterale handelsaftaler ændres i overensstemmelse hermed.

1.7. EØSU mener også, at det øgede omkostningsniveau, som ændringerne af ETS medfører, vil kunne indvirke negativt på udsigterne til genopretning efter covid-19-krisen.

1.8. EØSU gør opmærksom på, at søtransport er en af de sektorer, hvor CO2-reduktion er særlig vanskelig og omkostningstung inden for tidsrammen 2030, men at sektoren ikke desto mindre har bebudet, at den vil være klimaneutral i 2050. Kommissionen bør undersøge, hvorvidt den nu planlagte medtagelse af søtransport kan føre til en generel stigning i priserne på emissionskvoter, hvilket kan få følgevirkninger for alle ETS-sektorer.

1.9. EØSU bifalder principielt forslaget om at udvide ETS til at gælde for tredjelandes fartøjer og for rejser fra og til havne i tredjelande, men gør opmærksom på det igangværende arbejde i IMO (Den Internationale Søfartsorganisation) for at nå frem til en global løsning for emissioner fra søtransport, og opfordrer EU til aktivt at arbejde for, at man når til en løsning i IMO-regi.

1.10. Hvad angår den valgte løsning for udvidelsen af ETS til bygninger og vejtransport i form af et parallelt system med brændstofdistributører som handlende, bemærker EØSU, at bygningsansvarlige, transportvirksomheder og ejere af personbiler hovedsageligt vil kunne mærke dette i form af et prissignal, dersom brændstofdistributøren lader handelsomkostningerne få indflydelse på brændstofprisen med betydelige konsekvenser for husholdninger/forbrugere og virksomheder.

1.11. Eftersom de aktører, der er underlagt ETS, i dette tilfælde ikke er de egentlige aktører i de berørte sektorer — dvs. vejtransport og bygningsforvaltning — men brændstofdistributørerne, har aktørerne i den pågældende sektor meget begrænset og i mange tilfælde ingen indflydelse på deres situation. Det, som indføres, er et prissignal, der har samme virkninger som f.eks. en afgiftsstigning. Derfor er emissionshandelssystemets sædvanlige merværdi i vid udstrækning fraværende.

1.12. Systemets udvidelse til at omfatte vejtransport kan få særligt store konsekvenser for husholdninger, som af økonomiske eller andre årsager ikke har mulighed for at vælge et elektrisk køretøj eller et køretøj, der anvender alternative brændstoffer, og for tung transport, hvor der — navnlig for transport over lange afstande — indtil videre ikke er nogen reelle alternativer til fossile brændstoffer.

1.13. Hvad angår udvidelsen til at omfatte vejtransport, bemærker EØSU, at dette blev besluttet på trods af skepsis hos den private sektor, fagforeninger og NGO'er. Deres synspunkter er tilsyneladende blevet tillagt mindre vægt end private borgeres og den akademiske verdens synspunkter. Da lovgivning er en politisk proces, der har samfundsmæssige virkninger, mener EØSU, at en bred hensyntagen til indvirkningen på samfundet, herunder økonomi og beskæftigelse, bør spille en vigtig rolle i beslutningsprocessen.

1.14. EØSU gør opmærksom på, at indenlandsk sejlads i EU, bygninger og vejtransport fortsat vil være omfattet af forordningen om indsatsfordeling, og at ETS-resultaterne i disse sektorer vil blive medregnet i medlemsstaternes bestræbelser for at opfylde forpligtelserne efter denne forordning. Transportsektoren påvirkes desuden af emissions-standarderne, bygningssektoren af bestemmelserne om energieffektivitet og begge sektorer i tillæg hertil af direktivet om vedvarende energi. EØSU peger derfor på vigtigheden af, at Kommissionen og medlemsstaterne behandler berøringsfladen mellem de forskellige systemer på smidig og transparent vis.

1.15. EØSU bifalder forslaget om at justere mængderne og forbedre stabiliteten og forudsigeligheden med hensyn til markedsstabilitetsreserven. EØSU ser ligeledes positivt på oprettelsen af en markedsstabilitetsreserve, også hvad angår emissionshandel for vejtransport og bygninger.


2. Baggrund

2.1. Kommissionen har fremlagt følgende to forslag, som ajourfører og udvider emissionshandelssystemet.

— Forslag til direktiv om ændring af direktiv 2003/87/EF om et system for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i Unionen, afgørelse (EU) 2015/1814 om oprettelse og drift af en markedsstabilitetsreserve i forbindelse med Unionens ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner og forordning (EU) 2015/757 (COM(2021) 551 — 2021/0211 (COD)) (ETS-forslaget)

— Forslag til afgørelse om ændring af afgørelse (EU) 2015/814 for så vidt angår den mængde kvoter, der skal overføres til markedsstabilitetsreserven for Unionens ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner frem til 2030 (COM (2021) 571 — 2021/0202 (COD)) (forslaget om markedsstabilitet).

2.2. Forslagene er en del af »Fit for 55«-pakken, som tager sigte på at fastlægge de lovgivningsmæssige rammer for opfyldelse af målet i klimaloven om at reducere CO2-emissionerne med mindst 55 % frem mod 2030 i forhold til 1990 på en retfærdig, omkostningseffektiv og konkurrencedygtig måde.

2.3. Dette mål skal nås ved hjælp af 13 lovgivningsforslag, som er indbyrdes forbundne, og som indeholder bestemmelser om prissætning, fastlæggelse af mål og standarder og støtteforanstaltninger.

2.4. De forslag, der behandles her, tager sigte på at skabe et stærkere emissionshandelssystem og udvide emissionshandelen til at omfatte søfart, vejtransport og bygninger. Yderligere forslag, som vedrører ETS i luftfartssektoren, behandles i en særskilt udtalelse.

2.5. Forslagene hænger sammen med forslagene om et ajourført energibeskatningsdirektiv (1) og forslaget om en CO2-grænsetilpasningsmekanisme (CBAM) (2). De hænger ligeledes sammen med forslaget om oprettelse af en social klimafond (3), der skal afbøde de negative sociale virkninger som følge af ETS-forslaget.

2.6. Det øgede mål for mindskelse af emissionerne fra 43 til 61 % frem mod 2030 er ensbetydende med en øget årlig emissionsreduktion fra de nuværende 2,2 til 4,2 %. Dette skal ske ved at reducere antallet af de kvoter, der er til rådighed hvert år. For de sektorer, der skal beskyttes af forslaget til CO2-grænsetilpasningsmekanisme (cement, elektricitet, gødning, jern og stål og aluminium), vil der ikke længere være gratiskvoter, når mekanismen er blevet fuldstændigt indfaset. Det vil også være tilfældet for bygninger og vejtransport, hvor der ikke forventes nogen risiko for kulstoflækage.

2.7. Udvidelsen af emissionshandelssystemet til at omfatte vejtransport og bygninger skal også ses i sammenhæng med forslaget om en ajourført indsatsfordelingsforordning (4).


ETS-forslaget generelt

3.1. EØSU glæder sig over ambitionerne om at fremskynde og øge reduktionen af CO2-emissionerne med henblik på at opfylde målene i den europæiske klimalov og den europæiske grønne pagt. EØSU støtter fuldt ud den overordnede målsætning om en CO2-reduktion på 55 % senest i 2030 og en kulstofneutral økonomi senest i 2050. EØSU støtter som sådan også princippet om, at forureneren betaler. Som det også fremgår af den nylige rapport fra IPCC, haster det med effektive foranstaltninger for at afbøde klimaændringerne.

3.2. Det er derfor vigtigt, at de foreslåede foranstaltningers potentielt negative følger for den europæiske industris og de europæiske tjenesteudbyderes konkurrenceevne, både i kulstofintensive sektorer og generelt, analyseres meget nøje, og at der træffes foranstaltninger for så vidt muligt at undgå en negativ indvirkning på økonomien og negative sociale virkninger såsom arbejdsløshed, energifattigdom og mobilitetsfattigdom.


(1) https://eur-lex.europa.eu/legal-content/da/TXT/?uri=CELEX%3A52021PC0563(2) https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=CELEX%3A52021PC0564&qid=1634050477623(3) https://eur-lex.europa.eu/legal-content/da/TXT/?uri=CELEX:52021PC0568(4) https://ec.europa.eu/info/sites/default/files/proposal-amendment-effort-sharing-regulation-with-annexes_en.pdf

https://eur-lex.europa.eu/legal-content/da/TXT/?uri=CELEX:52021PC0563


https://eur-lex.europa.eu/legal-content/da/TXT/?uri=CELEX:52021PC0568

https://ec.europa.eu/info/sites/default/files/proposal-amendment-effort-sharing-regulation-with-annexes_en.pdf

3.3. Der er også behov for at se på, hvordan klimaspørgsmål behandles på verdensplan, og for afværge forskelle, som kan stille europæiske virksomheder ringere og/eller føre til sociale problemer såsom energi- eller mobilitetsfattigdom. EØSU beklager, at der synes at være blevet lagt for lidt vægt på disse problemer, og at de fremlagte løsninger ikke forekommer fuldt ud tilstrækkelige.

3.4. Hvad angår de sociale virkninger vil der være et åbenbart behov for opkvalificering og omskoling for at sætte arbejdsstyrken i stand til at tilpasse sig og opfylde nye krav til færdigheder. Dertil kommer, at konsekvenserne for husholdningerne i form af f.eks. større udgifter til elektricitet og mobilitet sandsynligvis vil føre til energi- og mobilitetsfattigdom, hvor sidstnævnte vil være særligt udbredt i fjerntliggende og tyndt befolkede regioner. Der er planer for at håndtere disse problemer ved hjælp af forskellige afbødende foranstaltninger, der overvejende skal finansieres med indtægterne fra ETS, herunder de indtægter, der tilfalder medlemsstaterne, og dem, der skal finansiere den foreslåede sociale klimafond. EØSU noterer sig, at de ressourcer, der er til rådighed til at afhjælpe disse problemer, kommer til at afhænge af, hvad der sker med forslag, som stadig er under behandling hos medlovgiverne. EØSU mener, at der vil være betydelige og vedvarende omkostninger forbundet med at løse disse problemer. EØSU sætter derfor spørgsmålstegn ved, om de ressourcer, der er til rådighed, vil være tilstrækkelige, selv hvis finansieringsforslagene vedtages uden væsentlige ændringer, med tanke på antallet af mennesker, der berøres, og den tid, der er brug for til den ønskede omstilling.

3.5. Det accelererede tempo og det høje ambitionsniveau for CO2-reduktioner og de færre emissionskvoter, der er til rådighed, vil skabe miljømæssige fordele, men også føre til højere omkostninger for alle de sektorer, som emissionshandelssystemet omfatter. Selv om indvirkningen på omkostningerne vil blive mindre som følge af de gratiskvoter, der er til rådighed, og i kraft af CBAM for nogle sektorers vedkommende, vil foranstaltningerne ikke gælde for alle sektorer, der anvender energi i forskellige processer, og som vil stå over for konkurrence fra tredjelande på det indre marked. Desuden vil foranstaltningerne ikke beskytte EU's virksomheder mod at blive stillet dårligere i konkurrencen på de eksterne markeder på grund af det højere omkostningsniveau.

3.6. EØSU gør endvidere opmærksom på, at det fortsat et åbent spørgsmål, om nulemissionsprodukter vil blive attraktive nok til at udligne den omkostningsforskel, som ETS medfører, eller om der på verdensmarkederne generelt vil blive indført foranstaltninger med samme indvirkning på omkostningerne som ETS. Hvis det ikke er tilfældet, kan europæiske virksomheder få svært ved at opretholde konkurrenceevnen på verdensmarkederne.

Det rejser spørgsmålet om, hvorvidt produkter og tjenester, der eksporteres til tredjelande, bør være undtaget fra ETS, eller om man bør overveje andre støtteforanstaltninger. Det er tvivlsomt, om innovationsstøtte, der synes at være den eneste støtteforanstaltning, der er forenelig med WTO-reglerne, rækker til at afhjælpe et muligt problem i forhold til konkurrencedygtighed.

3.7. Et yderligere spørgsmål er, hvorvidt det øgede omkostningsniveau, som ændringerne af ETS medfører, vil indvirke negativt på udsigterne til genopretning efter covid-19-krisen. EØSU er i tvivl om, hvorvidt der er taget tilstrækkeligt højde for denne risiko.

3.8. EØSU konstaterer med tilfredshed, at ETS-forslaget lægger op til, at indtægterne fra emissionshandelssystemet skal bruges på forskellige måder — gennem Kommissionens egne indtægter eller i henhold til bestemmelserne om medlemsstaternes anvendelse af indtægterne — til at fremme bæredygtighed, herunder de sociale virkninger af omstillingen til et kulstofneutralt samfund.

3.9. EØSU understreger, at ovenstående bemærkninger ikke skal opfattes som, at der rejses tvivl om det presserende behov for handling for at afbøde de negative klimavirkninger af emissioner, men som en advarsel om risikoen for negative virkninger af social karakter og for konkurrenceevnen, hvis der ikke tages fat på og findes løsninger på spørgsmål som dem, der er fremhævet ovenfor.

Udvidelse til søtransport

3.10. EØSU bifalder, at alle skibe, der sejler til og fra havne i EU, vil være underlagt de samme regler. Alligevel vil omkostningsniveauet for EU-skibsredere og andre EU-operatører, der i øvrigt falder ind under ETS, være højere end for konkurrenter fra tredjelande, som desuden i nogle tilfælde anvender social dumping til at reducere deres omkostninger. EU er nødt til at være opmærksom på konsekvenserne af EU-skibsfartens svækkede konkurrenceevne.

3.11. Man bør også tage i betragtning, at søtransport er en af de sektorer, hvor CO2-reduktion er særlig vanskelig og omkostningstung, og at medtagelsen af søtransport derfor kan føre til en generel prisstigning for emissionskvoterne med følgevirkninger for ETS-sektorernes konkurrenceevne generelt.


3.12. I henhold til ETS-forslaget er emissionshandelen i søtransportsektoren begrænset til skibe med en bruttotonnage på over 5 000 bruttoton, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/757 (5) om overvågning, rapportering og verifikation af CO2-emissioner fra søtransport. Dette kan have uheldige virkninger i form af bygning af flere nye skibe under 5 000 ton eller ombygning af skibe, så de kommer under grænsen på 5 000 bruttoton. En rimelig løsning vil være at sænke tærsklen betydeligt og anvende ETS på — for eksempel — skibe på over 400 bruttoton. En anden løsning kunne være at tilpasse overvågningsforpligtelsen tilsvarende.

3.13. EØSU bifalder principielt forslaget om at udvide ETS til at gælde for tredjelandes fartøjer og for rejser til og fra havne i tredjelande, men gør opmærksom på det igangværende arbejde i IMO for at nå frem til en global løsning for emissioner fra søtransport, og opfordrer EU til aktivt at arbejde for, at man finder en løsning i IMO-regi.

Bygninger og vejtransport medtaget under et parallelt system

3.14. Den valgte løsning i form af et parallelt system med brændstofdistributører som handlende betyder, at bygningsansvarlige, transportvirksomheder og ejere af personbiler hovedsageligt vil kunne mærke dette i form af et prissignal, dersom brændstofdistributøren lader handelsomkostningerne få indflydelse på brændstofprisen. Hvis det sker, kan det få betydelige konsekvenser for både husholdninger/forbrugere og virksomheder.

3.15. Hvad angår udvidelsen til at omfatte vejtransport, bemærker EØSU, at dette blev besluttet på trods af skepsis hos den private sektor, fagforeninger og NGO'er. Deres synspunkter er tilsyneladende blevet tillagt mindre vægt end private borgeres og den akademiske verdens synspunkter. Da lovgivning er en politisk proces, der har samfundsmæssige virkninger, mener EØSU, at en bred hensyntagen til indvirkningen på samfundet, herunder økonomi og beskæftigelse, bør spille en vigtig rolle i beslutningsprocessen.

3.16. Konsekvenserne kan være særligt store for husholdninger, som af økonomiske eller andre årsager ikke har mulighed for at vælge et elektrisk køretøj eller et køretøj, der anvender alternative brændstoffer, og for tung transport, hvor der — navnlig for transport over lange afstande — indtil videre ikke er nogen reelle alternativer til fossile brændstoffer.

3.17. Med den øgede efterspørgsel vil priserne på alternative brændstoffer sandsynligvis også stige, navnlig i betragtning af den strenge lovgivning om vedvarende brændstoffer, som begrænser tilgængeligheden og medfører højere omkostninger.

3.18. Et vigtigt element — og en vigtig merværdi ved ETS — synes at være, at aktørerne i de berørte sektorer tilskyndes til at træffe foranstaltninger til at mindske de byrder, som systemet pålægger dem, ved at ændre deres adfærd eller udvikle sig på forskellige måder. Eftersom de aktører, der er underlagt ETS, i dette tilfælde ikke er de egentlige aktører i de berørte sektorer — dvs. vejtransport og bygningsforvaltning — men brændstofdistributørerne, har aktørerne i den pågældende sektor meget begrænset og i mange tilfælde ingen indflydelse på deres situation. Det, som indføres, er et prissignal, der har samme virkninger som f.eks. en afgiftsstigning. Derfor er emissionshandelssystemets sædvanlige merværdi i vid udstrækning fraværende.

Berøringsfladen mellem ETS inden for søtransport, bygninger og vejtransport og forordningen om indsatsfordeling, Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/842 (6)

3.19. EØSU noterer sig, at indenlandsk sejlads i EU, bygninger og vejtransport fortsat vil være omfattet af forordningen om indsatsfordeling, og at disse sektorer vil blive berørt af andre nye regler, der indgår i Fit for 55-pakken, herunder forslag om direktivet om energieffektivitet (7), om direktivet om vedvarende energi (8) og om emissionskravene til motorkøretøjer. Det må betyde, at emissionsniveauerne som følge af ETS i disse sektorer vil blive medregnet i medlemsstaternes bestræbelser for at opfylde forpligtelserne efter denne forordning. Det må også betyde, at medlemsstaterne bibeholder muligheden for via regulering at underlægge disse sektorer yderligere forpligtelser med det sigte at hjælpe dem med at


(5) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/757 af 29. april 2015 om overvågning, rapportering og verifikation af CO2-emissioner fra søtransport og om ændring af direktiv 2009/16/EF (EUT L 123 af 19.5.2015, s. 55).

(6) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/842 af 30. maj 2018 om bindende årlige reduktioner af drivhusgasemissioner for medlemsstaterne fra 2021 til 2030 som bidrag til klimaindsatsen med henblik på opfyldelse af forpligtelserne i Parisaftalen og om ændring af forordning (EU) nr. 525/2013 (EUT L 156 af 19.6.2018, s. 26).

(7) COM(2021) 558 final.(8) COM(2021) 557 final.

https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/?uri=celex%3A32015R0757



opfylde deres forpligtelser efter indsatsfordelingsforordningen, samtidig med at forordningens bestemmelser om fleksibilitet og rimelighed finder anvendelse. EØSU peger derfor på vigtigheden af, at Kommissionen og medlemsstaterne behandler berøringsfladen mellem de forskellige systemer på smidig og transparent vis.

Forslaget om markedsstabilitet

3.20. EØSU noterer sig, at beregningen af det samlede antal kvoter justeres, således at markedsstabilitetsreserven også kan håndtere luftfarts- og søtransportsektoren, og at den såkaldte tilførselsrate ændres for at medtage et element af fleksibilitet ved at skabe en buffermarkedsstabilitetsreserve.

3.21. EØSU ser ligeledes positivt på oprettelsen af en markedsstabilitetsreserve som sådan, også hvad angår emissionshandel for vejtransport og bygninger.

3.22. EØSU noterer sig med tilfredshed ændringerne af Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse (EU) 2015/1814 (9) om markedsstabilitetsreserven og hensigten om at tage højde for behovene inden for luftfart og søtransport såvel som bygninger og vejtransport. EØSU bifalder målsætningen om at forbedre forudsigeligheden og stabiliteten vedrørende de kvoter, der stilles til rådighed. EØSU konstaterer også med tilfredshed, at det foreslås at forlænge fordoblingen af procentsatser og kvoter for at gøre det muligt at placere et tilstrækkeligt antal kvoter i markedsstabilitetsreserven.





(9) Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse (EU) 2015/1814 af 6. oktober 2015 om oprettelse og anvendelse af en markedsstabilitetsreserve i forbindelse med Unionens ordning for handel med kvoter for drivhusgasemissioner og om ændring af direktiv 2003/87/EF (EUT L 264 af 9.10.2015, s. 1).

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om indførelse af en CO2-grænsetilpasningsmekanisme«

(COM(2021) 564 final — 2021/0214 (COD))

(2022/C 152/30)

Ordfører: Andrés BARCELÓ DELGADO

Medordfører: John COMER


Rådet, 21.9.2021









1.1. EØSU bifalder Kommissionens forslag om at indføre en CO2-grænsetilpasningsmekanisme med henblik på at øge bevidstheden om EU's klimaambitioner og skabe lige vilkår i det indre marked.

1.2. Udvalget opfordrer til, at man udvider konsekvensanalysen til eksportaktiviteter i de sektorer, der er omfattet af CO2-grænsetilpasningsmekanismen. EU skal fortsætte sine klimaambitioner, men samtidig sikre, at den europæiske industri har lige vilkår på internationalt plan ved at gøre det muligt for den at konkurrere i det indre marked og eksportere til internationale markeder.

1.3. EØSU opfordrer EU-lovgiverne til at undersøge, hvordan man skal håndtere eksportspørgsmålet, således at EU's industri kan forblive konkurrencedygtig på de internationale markeder. Udvalget anbefaler, at man ved hjælp af en konsekvensanalyse undersøger, hvordan WTO-reglerne skal fortolkes og tilpasses, så de kan understøtte CO2-grænsetilpas-ningsmekanismens mål og effektivitet og således bidrage til at undgå industrielle CO2-emissioner på verdensplan.

1.4. Mange vigtige spørgsmål skal uddybes yderligere i delegerede gennemførelsesretsakter. På baggrund af dette og det forudgående punkt er det næsten umuligt at vide, hvilke konsekvenser gennemførelsen vil få for de enkelte fremstillingssektorer. Uklarheder vedrørende flere vigtige detaljer i forslaget til forordning gør det vanskeligt at vurdere det, så længe man ikke er kommet længere i lovgivningsprocessen. Usikre rammebetingelser skal imidlertid undgås, navnlig i forbindelse med vurderingen af CO2 ved import, for ikke at underminere de proaktive og foregribende foranstaltninger, som europæiske virksomheder har truffet for at beskytte klimaet.

1.5. EØSU anmoder EU-lovgiverne om at fordele indtægterne fra CO2-grænsetilpasningsmekanismen direkte til støtte for den industrielle omstilling i de berørte sektorer. De økonomiske sektorer, der lider under illoyal klimakonkurrence, kan have behov for yderligere støtte som en anerkendelse af deres indsats, da de risikerer at blive mindre konkurrencedygtige i forhold til dem, der ikke internaliserer klima-/miljøfodaftrykket.


1.6. EØSU opfordrer EU til at hjælpe mindre udviklede lande med at forbedre deres teknologiske kapacitet til at undgå, at CO2-grænsetilpasningsmekanismen omgås.

1.7. En grundig kontrol af de faktiske emissioner forbundet med importerede produkter er afgørende for en retfærdig indførelse af CO2-grænsetilpasningsmekanismen. EØSU anbefaler, at Kommissionen stiller særskilte krav til autoriserede kontrolorganer.

1.8. Udvalget bemærker, at der er behov for et stærkt industrielt fodaftryk i Europa, som er fuldt konkurrencedygtigt og klimaansvarligt.

1.9. Parallelt med lovgivningsproceduren anmodes Kommissionen om at foretage en konsekvensanalyse af de mulige virkninger af CO2-grænsetilpasningsmekanismen i hele værdikæden som følge af dens gennemførelse.

1.10. Indførelsen af en CO2-grænsetilpasningsmekanisme vil medføre betydelige ændringer i verdenshandelssystemet. EU skal træffe alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at CO2-grænsetilpasningsmekanismen ikke fører til en stigning i drivhusgasemissionerne i andre dele af verden med risiko for yderligere globale emissioner. CO2-grænsetilpasnings-mekanismen må på ingen måde føre til en afindustrialisering af EU. EU må i forbindelse med sine klimaambitioner ikke glemme, at en reduktion af drivhusgasemissionerne er et globalt anliggende.

1.11. Den politiske dimension af CO2-grænsetilpasningsmekanismen er ikke blevet tilstrækkeligt behandlet. De endelige afgørelser vedrørende CO2-grænsetilpasningsmekanismen vil i vid udstrækning bygge på drøftelserne i EU og de forhandlinger, der vil være nødvendige med handelspartnerne for at nå til enighed om resultatet og undgå en handelskonflikt.

1.12. EØSU har en rimelig forventning om, at en velfungerende CO2-grænsetilpasningsmekanisme vil gøre beskæftigelsen mere stabil inden for klimavenlige og omstillede, tidligere CO2-intensive, virksomheder og sektorer. Udvalget advarer imidlertid om risikoen for, at CO2-grænsetilpasningsmekanismen mislykkes i forbindelse med emissionshandelssystemet. En fuldstændig afskaffelse af gratis tildelinger med indførelsen af CO2-grænsetilpasnings-mekanismen kan føre til store tab af arbejdspladser i EU.

1.13. CO2-grænsetilpasningsmekanismen vil støtte både EU's klimaambitioner og et stærkere industrielt fodaftryk i Europa i fremtiden. Ved gennemførelsen af CO2-grænsetilpasningsmekanismen — både under og efter overgangs-perioden — skal der tages hensyn til åbenlyse risici, såsom vanskeligheder i forbindelse med verifikationen af indsendte oplysninger om CO2-emissioner fra tredjelande og mulig omgåelse af reglerne.

2. Resumé af Kommissionens forslag

2.1. Den 14. juli offentliggjorde Kommissionen pakken »Fit for 55: realisering af EU's klimamål for 2030 på vej mod klimaneutralitet« (1). Den indeholder et forslag til en CO2-grænsetilpasningsmekanisme (2), som er tæt knyttet til revisionen af direktivet om emissionshandelssystemet (ETS) (3). Selve Fit for 55-pakken er blevet til som følge af meddelelsen om den europæiske grønne pagt (4), der blev offentliggjort den 15. december 2019.

2.2. Ifølge forslaget skal der anvendes et »teoretisk emissionshandelssystem« på import af flere industriprodukter og elektricitet. De sektorer, der er omfattet af den første fase, er cement, stål, gødning, aluminium og elektricitet.

2.3. For materialer, der kræver en mere intensiv efterfølgende forarbejdning, omfatter forslaget allerede mange produkter i efterfølgende produktionsled. Ikke desto mindre henvises der til »komplekse produkter«, som kan udvide forslagets anvendelsesområde.

2.4. Den administrative byrde forbundet med CO2-grænsetilpasningsmekanismen påhviler Kommissionen, medlems-staterne og importørerne på EU's marked.


(1) COM(2021) 550 final.(2) COM(2021) 564 final.(3) COM(2021) 551 final.(4) COM(2019) 640 final.

https://eur-lex.europa.eu/legal-content/da/TXT/?uri=CELEX:52021DC0550

https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/HTML/?uri=CELEX:52021PC0564&from=en

https://eur-lex.europa.eu/resource.html?uri=cellar:618e6837-eec6-11eb-a71c-01aa75ed71a1.0007.02/DOC_1&format=PDF


2.5. Det »teoretiske emissionshandelssystem« afspejler det nuværende emissionshandelssystem med undtagelse af enkelte vigtige forskelle: emissionscertifikater vil ikke kunne omsættes, og importørerne vil skulle returnere disse certifikater til den nuværende CO2-pris i EU på grundlag af de indlejrede emissioner i de produkter, der importeres til EU.

2.6. Listen over sektorer og produkter, der er omfattet af CO2-grænsetilpasningsmekanismen, fremgår af bilag I til forslaget. Kommissionen vil udvide CO2-grænsetilpasningsmekanismen til at omfatte nye produkter, hvis den finder, at der er stor risiko for omgåelse. Ethvert forslag fra Kommissionen om at medtage nye sektorer og produkter skal gennemgå den fulde lovgivningsproces.

2.7. Det foreslåede system tager kun højde for direkte emissioner (anvendelsesområde 1) og ikke indirekte emissioner i tilknytning til energi (elektricitet eller opvarmning) (anvendelsesområde 2) eller indirekte emissioner fra produkter i senere led i værdikæden. Der tages, omend i begrænset omfang, højde for emissioner fra forudgående led i værdikæden (ekskl. transport og virksomhedernes værdikæde) (anvendelsesområde 3) inden for rammerne af begrebet »komplekse varer«. Hvordan dette system skal fungere er ikke beskrevet i detaljer i forslaget og vil blive fastsat af Kommissionen i gennemførelsesretsakter.

2.8. Det geografiske anvendelsesområde omfatter alle tredjelande uden for toldunionen med undtagelse af dem, der er omfattet af EU's nuværende emissionshandelssystem, og dem, der er »koblet« til dette. Der indføres særlige foranstaltninger for at tage hensyn til den CO2-pris, der opkræves i flere tredjelande.

2.9. CO2-grænsetilpasningsmekanismen adskiller sig fra ETS, idet den fokuserer på produkter (med specifikke kombinerede nomenklatur-koder — KN-koder), mens ETS fokuserer på anlæg.

2.10. CO2-grænsetilpasningsmekanismen skal på lang sigt gradvis erstatte den nuværende gratis tildeling i de omfattede sektorer. Efter »overgangsperioden på tre år« vil den gratis tildeling blive udfaset fra 2026 med 10 % om året over ti år som fastsat i Kommissionens forslag. Der gives ikke nærmere oplysninger om, hvordan udfasningen af gratis tildelinger til de berørte sektorer skal foregå, i forslaget til en CO2-grænsetilpasningsmekanisme, men derimod i revisionen af ETS-direktivet.

2.11. CO2-grænsetilpasningsmekanismen vil tage højde for gratis tildelinger til EU's industri for at undgå dobbelt beskyttelse. Den metode, der skal anvendes til at beregne CO2-grænsetilpasningsmekanismens niveau for de enkelte produkter, vil blive fastsat af Kommissionen i gennemførelsesretsakter.

2.12. Reglerne for fastsættelse af indlejrede emissioner i produkter er generelle, men har en specifik og forenklet tilgang til import af elektricitet.

2.13. Kommissionen mener, at der vil være behov for en overgangsperiode på tre år for at finjustere beregningen af indlejrede emissioner og for at fastsætte, hvem der skal være akkrediterede verifikatorer for disse emissioner. Der skal foretages en samlet revision af systemet i 2025 inden anden fase af CO2-grænsetilpasningsmekanismen.

2.14. Nationale myndigheder vil indsamle indtægterne fra CO2-grænsetilpasningsmekanismen og i princippet indbetale dem til EU's kasse efter fradrag af de administrative omkostninger, der er forbundet med forvaltningen af procedurerne.

2.15. Forslaget lægger op til en treårig administrativ forsøgsfase (2023-2025) uden økonomiske konsekvenser. Importører vil skulle gennemføre visse indberetningsprocedurer, dog uden at skulle verificere indlejrede emissioner, være forhåndsgodkendte eller betale for certifikater for importerede produkter.


3.1. Kommissionen har under ledelse af GD TAXUD udarbejdet et godt forslag, hvori der tages hensyn til nødvendigheden af at kombinere udvidelsen af EU's klimaambitioner med behovet for at undgå risici for kulstoflækage.

3.2. Forslaget synes at være blevet forelagt, uden at en række tekniske aspekter er blevet fastsat. Kommissionen vil træffe afgørelse om disse under den første fase (forsøgsfasen). Både Rådet og Europa-Parlamentet er fast besluttet på at lancere CO2-grænsetilpasningsmekanismen i 2023, hvilket er en stram tidsplan.


3.3. Mange vigtige spørgsmål skal uddybes yderligere i delegerede gennemførelsesretsakter. På baggrund af dette og det forudgående punkt er det næsten umuligt at vide, hvilke konsekvenser gennemførelsen vil få for de enkelte fremstillingssektorer. Uklarheder vedrørende flere vigtige detaljer i forslaget til forordning gør det vanskeligt at vurdere det, så længe man ikke er kommet længere i lovgivningsprocessen. Usikre rammebetingelser skal imidlertid undgås, navnlig i forbindelse med vurderingen af CO2 ved import, for ikke at underminere de proaktive og foregribende foranstaltninger, som europæiske virksomheder har truffet for at beskytte klimaet.

3.4. For så vidt angår import af elektricitet er det uklart, om Kommissionen har foretaget en korrekt vurdering af, hvilke virkninger systemet vil få for elprisen på EU's elmarked, og hvorvidt det vil føre til højere omkostninger for forbrugerne og dermed øge risikoen for kulstoflækage i elintensive sektorer. Det er vigtigt at huske på, at der ikke tages hensyn til elforbruget ved beregningen af importerede produkters CO2-fodaftryk (5).

3.5. Den europæiske industri er eksportorienteret. Hvis den som følge af CO2-grænsetilpasningsmekanismen nyder en vis grad af beskyttelse mod import, men ikke kan følge med konkurrenterne på de internationale markeder, vil den manglende konkurrenceevne kunne mærkes, og Europa vil ikke længere være i stand til at tiltrække industrielle investeringer.

3.6. En meget hurtig erstatning af de eksisterende foranstaltninger mod CO2-lækage med en CO2-grænsetilpasnings-mekanisme kan føre til stor usikkerhed og forstyrre de langsigtede investeringsbeslutninger, der allerede er truffet på grundlag af de nyligt reviderede 2030-mål. Det kan også mindske industriens kapacitet til at investere i lavemissions-teknologier og blive en hindring i konkurrencen om adgang til tredjelandes markeder. Derfor bør den nuværende sats for gratis tildelinger, om nødvendigt, i første omgang bibeholdes for at gøre det muligt for sektorer, der er omfattet af CO2-grænsetilpasningsmekanismen, at blive mere kulstofeffektive, hvorefter de gratis tildelinger skal reduceres gradvis, når det findes hensigtsmæssigt, for at fremme yderligere dekarbonisering.

3.7. Konkurrenceevnens og prisernes indvirkning på værdikæden bør vurderes nøje for at begrænse følgerne for navnlig eksportsektorer som f.eks. landbrugs- og fødevaresektoren, der er meget afhængige af produkter fra de sektorer, der allerede er omfattet af forslaget til en CO2-grænsetilpasningsmekanisme.

3.8. CO2-grænsetilpasningsmekanismen vil kun kunne nå sine mål fuldt ud og effektivt, hvis kravet om at undgå CO2 ved import til EU opvejes af fordele ved klimavenlig produktion til eksport fra europæiske producenter. Der kan opstå en situation, hvor der er lige konkurrencevilkår mellem tredjelandsvirksomheder og EU-virksomheder i det indre marked, men ingen EU-virksomheder kan klare sig i konkurrencen på markeder uden for EU, da de vil skulle betale de fulde CO2-omkostninger, mens konkurrenter fra tredjelande betaler meget lidt eller ingenting.

3.9. Systemet risikerer at åbne dørene for flere former for omgåelse, såsom kildeforskydning, verifikationsdetaljer, virksomheder med flere produktionsanlæg i tredjelande, der fejlagtigt påstår, at varer, som fremstilles i et anlæg med stort kulstoffodaftryk, er fremstillet i et anlæg med lavt kulstoffodaftryk, blanding af ressourcer og definition af varer. Dette kan hæmme fremskridt med hensyn til at opnå CO2-grænsetilpasningsmekanismens mere ambitiøse klimamål. Forslaget bør finpudses omhyggeligt under hele lovgivningsprocessen for at undgå adfærd, der kan spænde ben for opnåelsen af lovgivningens mål om, at varer skal bære deres eget klimafodaftryk, uanset hvor de kommer fra, for at fremme en effektiv modvirkning af klimaforandringer i hele verden frem for blot at opnå reduktion på lokalt plan gennem outsourcing af emissioner.


4.1. EØSU har været meget aktiv med hensyn til at undersøge de muligheder, begrænsninger og vigtige aspekter, der skal udvikles inden for rammerne af en grænsetilpasningsordning eller et skatterelateret alternativ med henblik på at reducere CO2-lækage ved at afbalancere klimaomkostningerne og -indsatsen for produkter med oprindelse fra enten EU eller tredjelande. EØSU var den første EU-institution, der pegede på disse muligheder som en supplerende foranstaltning til begrænsning af CO2-lækage.


(5) European Commission CBAM impact assessment, bilag 8.

4.2. Kommissionen ønsker at udvide CO2-grænsetilpasningsmekanismen til »anvendelsesområde 2-emissioner« (afledt af elektricitet eller opvarmning), som i øjeblikket ikke er omfattet. EU-lovgiverne skal tage hensyn til, at kompensationen for indirekte omkostninger ved elektricitet langt fra er ensartet, da den afhænger af medlemsstaternes beslutninger. Det værst tænkelige scenario er, at CO2-grænsetilpasningsmekanismen begrænser den kompensation, som industrien modtager for indirekte omkostninger, hvilket vil resultere i mindre kompensation end tilladt i henhold til EU's retningslinjer.

4.3. Forslaget til en CO2-grænsetilpasningsmekanisme udelukker ferrolegeringer (KN 7202), men det er uklart, om der vil blive taget højde for indlejrede emissioner i ferrolegeringer i forbindelse med relevante produkter (f.eks. rustfrit stål (KN 7218)), da mange aspekter venter på afledte bestemmelser vedrørende tekniske og andre meget vigtige spørgsmål.

4.4. På EU-plan er retssikkerhed af afgørende betydning, og forslaget til en CO2-grænsetilpasningsmekanisme skal finpudses gennem hele lovgivningsprocessen for at give alle økonomiske aktører sikkerhed, uanset om de kommer fra Europa eller tredjelande.

4.5. En effektiv industri med en retfærdig »klima- og miljømæssig konkurrenceevne« inden for og uden for Europa, der også sikrer rimelige arbejdsvilkår opnået gennem kollektive overenskomstforhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter, bør fremmes på internationalt plan. Kun klimavenlighed inden for rammerne af retfærdige arbejdsvilkår og sociale vilkår kan skabe den socialt ønskværdige nye konkurrenceevne i den europæiske industri. En sådan forståelse i EU's indre marked og på det internationale marked vil fremme en retfærdig klimakonkurrence.

4.6. Om import til EU overholder kravene i CO2-grænsetilpasningsmekanismen, fastsættes på grundlag af dokumenter, der udstedes uden for EU. Dette rejser spørgsmålet om ekstraterritorialitet og EU's kompetence til at fastslå gyldigheden af sådanne dokumenter. Desuden vil den tid, det tager at foretage en sådan vurdering, give importerede varer med et højere CO2-fodaftryk end angivet adgang til EU-markedet til skade for den foreslåede lovgivning og den europæiske industri.

4.7. Det er uklart, hvordan indlejrede emissioner i forarbejdede produkter, der ikke anføres i bilag 1, men som indeholder materialer, der er anført heri, skal beregnes.

4.8. Rapportering, kontrol, sporbarhed og overvågning er vigtige aspekter, og man bør ikke alene forlade sig på stikprøvekontroller, ligesom det heller ikke er tilfældet i forbindelse med overvågningen af emissionshandelssystemet. Der bør være en klar og hurtig procedure til sikring af, at der i tilfælde af omgåelse og manglende overholdelse af CO2-grænsetilpasningsmekanismen hurtigt kan findes en løsning, ikke blot for at undgå omgåelser, men også forstyrrelser i handels-/forsyningskæden.

4.9. Al kontrol og overvågning bør være fuldstændig gennemsigtig og pålidelig i EU og medlemsstaterne. Oplysningerne bør være tilgængelige for de relevante organer, der er bemyndiget til at foretage overvågningen, samtidig med at der naturligvis skal sikres fortrolighed.

4.10. Kommissionen bør tilbyde sin støtte til EU-medlemsstater med en svag grænseforvaltningskapacitet, da de kan blive mål for illoyal praksis og blive en indgangsdør til omgåelse af CO2-grænsetilpasningsmekanismen. Den skal også medtage uddannelse i CO2-grænsetilpasningsmekanismen i sine programmer til støtte for udviklingslande og nabolande for at hjælpe dem med at klare udfordringerne i forbindelse med klimabeskyttelse og undgå risikoen for omgåelse.

4.11. Indtægterne fra CO2-grænsetilpasningsmekanismen bør anvendes til at støtte en retfærdig omstilling af EU's industri til en kulstofneutral økonomi i de berørte sektorer. EU kunne oprette en særlig innovationsfond for teknologisk udvikling for at fremme industriens omstilling uden at skade klimakonkurrenceevnen.

5. WTO-relaterede bemærkninger

5.1. Kommissionen har været meget påpasselig, når det gælder forenelighed med WTO's regler. Derfor ses der bort fra eksport i forslaget. Da der findes modstridende holdninger til foreneligheden med WTO's regler, skal der foretages en detaljeret analyse af dette spørgsmål, og der skal afholdes ærlige, diplomatiske drøftelser med handelspartnere for at undgå en handelskrig og give EU's industri mulighed for at blive konkurrencedygtig på de internationale markeder.


5.2. Artikel XX, litra b) og g), i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel (GATT 1994) vil sandsynligvis blive anvendt til at retfærdiggøre CO2-grænsetilpasningsmekanismen som en miljøbeskyttelsespolitik. Ingen kan med sikkerhed vide, hvilken afgørelse et WTO-panel eller en appelinstans ville træffe i dette spørgsmål.

5.3. I den nuværende situation, hvor det haster med at bekæmpe klimaforandringer, er det afgørende, at et fornyet WTO sætter miljø- og klimaspørgsmål på sin dagsorden. EU kunne benytte CO2-grænsetilpasningsmekanismen som en lejlighed til at indlede denne debat sammen med andre handelspartnere inden for WTO. EØSU har allerede foreslået dette i sin udtalelse REX/531 (6).





(6) EØSU's udtalelse om CO2-markeder: Fremkomst, struktur og udfordringer for den europæiske industri (REX/531) (EUT C 429 af 11.12.2020, s. 122).



BILAG

Følgende ændringsforslag opnåede mindst en fjerdedel af stemmerne, men blev forkastet under debatten (forretnings-ordenens artikel 43, stk. 2):

ÆNDRINGSFORSLAG 1

Punkt 3.6



En meget hurtig erstatning af de eksisterende foranstalt-ninger mod CO2-lækage med en CO2-grænsetilpasnings-mekanisme kan føre til stor usikkerhed og forstyrre de langsigtede investeringsbeslutninger, der allerede er truffet på grundlag af de nyligt reviderede 2030-mål. Det kan også mindske industriens kapacitet til at investere i lavemissions-teknologier og blive en hindring i konkurrencen om adgang til tredjelandes markeder. Derfor bør den nuværende sats for gratis tildelinger, om nødvendigt, i første omgang bibeholdes for at gøre det muligt for sektorer, der er omfattet af CO2-grænsetilpasningsmekanismen, at blive mere kulstof-effektive, hvorefter de gratis tildelinger skal reduceres gradvis, når det findes hensigtsmæssigt, for at fremme yderligere dekarbonisering.

En meget hurtig erstatning af de eksisterende foranstalt-ninger mod CO2-lækage med en CO2-grænsetilpasnings-mekanisme kan føre til stor usikkerhed og forstyrre de langsigtede investeringsbeslutninger, der allerede er truffet på grundlag af de nyligt reviderede 2030-mål. Det kan også mindske industriens kapacitet til at investere i lavemissions-teknologier og blive en hindring i konkurrencen om adgang til tredjelandes markeder. Derfor bør den nuværende sats for gratis tildelinger, om nødvendigt, i første omgang bibeholdes for at gøre det muligt for sektorer, der er omfattet af CO2-grænsetilpasningsmekanismen, at blive mere kulstof-effektive, hvorefter de gratis tildelinger skal reduceres gradvis, indtil det nye tiltag har vist sig at være effektivt, for at fremme yderligere dekarbonisering.

Begrundelse

Eftersom punkt 3.6 hovedsageligt henviser til de gratis tildelinger, som i første omgang skal bibeholdes for at gøre det muligt for sektorer, der er omfattet af CO2-grænsetilpasningsmekanismen, at blive mere kulstofeffektive, hvorefter de gratis tildelinger skal reduceres gradvis, bør denne bestemmelse også flyttes til afsnittet »konklusioner og anbefalinger«, og der bør tilføjes »indtil det nye tiltag har vist sig at være effektivt«, hvilket styrker standpunktet om, at CO2-grænsetilpas-ningsmekanismen bør ses som et supplerende instrument til gratis tildelinger, indtil den er fuldt operationel og effektiv og ikke fører til kulstoflækage, hvorved det sikres, at der reelt er lige vilkår for EU's industri.


For: 66

Imod: 90



ÆNDRINGSFORSLAG 2

Punkt 1.12



EØSU har en rimelig forventning om, at en velfungerende CO2-grænsetilpasningsmekanisme vil gøre beskæftigelsen mere stabil inden for klimavenlige og omstillede, tidligere CO2-intensive, virksomheder og sektorer. Udvalget advarer imidlertid om risikoen for, at CO2-grænsetilpasningsmeka-nismen mislykkes i forbindelse med emissionshandelssyste-met. En fuldstændig afskaffelse af gratis tildelinger med indførelsen af CO2-grænsetilpasningsmekanismen kan føre til store tab af arbejdspladser i EU.

EØSU har en rimelig forventning om, at en velfungerende CO2-grænsetilpasningsmekanisme vil gøre beskæftigelsen mere stabil inden for klimavenlige og omstillede, tidligere CO2-intensive, virksomheder og sektorer. Udvalget advarer imidlertid om risikoen for, at CO2-grænsetilpasningsmeka-nismen mislykkes i forbindelse med emissionshandelssyste-met. En fuldstændig afskaffelse af gratis tildelinger med indførelsen af CO2-grænsetilpasningsmekanismen kan føre til store tab af arbejdspladser i EU. Den nuværende sats for gratis tildelinger bør i første omgang bibeholdes for at gøre det muligt for sektorer, der er omfattet af CO2-grænse-tilpasningsmekanismen, at blive mere kulstofeffektive, hvorefter de gratis tildelinger skal reduceres gradvis, indtil det nye tiltag har vist sig at være effektivt, for at fremme yderligere dekarbonisering.

Begrundelse

Hensigten er at flytte en meget vigtig tekst fra punkt 3.6 til konklusionerne (se ovenfor).

Det bør fremhæves, at gratiskvoter inden for rammerne af CBAM først helt bør afskaffes, når den nye mekanisme har vist sig at være effektiv.


For: 60

Imod: 94



Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EU) 2018/842 om bindende årlige reduktioner af drivhusgasemissioner for medlemsstaterne fra 2021 til 2030 som bidrag til klimaindsatsen med

henblik på opfyldelse af forpligtelserne i Parisaftalen«

(COM(2021) 555 final — 2021/0200(COD))

(2022/C 152/31)

Ordfører: Veselin MITOV

Medordfører: Udo HEMMERLING


Rådet, 17.9.2021

Retsgrundlag Artikel 304 og 192, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde








1.1. EØSU glæder sig over Kommissionens forslag om ændring af forordningen om indsatsfordeling — Europa- Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/842 (1) om bindende årlige reduktioner af drivhusgasemissioner for medlemsstaterne — med henblik på at tilpasse forordningens bidrag, så den hjælper med at opfylde de øgede ambitioner for 2030, som tilsigtes med den europæiske grønne pagt og omsættes til konkret handling med resten af Fit for 55-pakken.

1.2. Selv om det øgede ambitionsniveau for EU's mål for emissionsreduktion er respektabelt set i en international sammenhæng, er der en risiko for, at selv disse forstærkede bestræbelser fra en rig økonomi og en stor historisk udleder af drivhusgasser ikke kan levere et meningsfuldt bidrag til at begrænse opvarmningen til højst 1,5 oC ved århundredets udgang, også set i lyset af den dramatiske prognose i IPCC's nyligt offentliggjorte sjette hovedrapport (2021) (2). Af den årsag er det altafgørende, at reduktionsmålet på 55 % for hele EU i 2030 bliver gennemført, og medlemsstaternes indsats spiller en væsentlig rolle i den forbindelse. EØSU anerkender derfor, at det er vigtigt at have ambitiøse og bindende mål for medlemsstaterne inden for rammerne af forordningen om indsatsfordeling.

1.3. Det høje ambitionsniveau for klimaindsatsen i hele Fit for 55-pakken er dermed indiskutabelt. Samtidig kan de fordelingsmæssige effekter af denne nødvendige klimaindsats være betydelige (både mellem medlemsstaterne indbyrdes og internt i de enkelte medlemsstater), og af den årsag er det nødvendigt at håndtere dem på en ordentlig måde.


(1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/842 af 30. maj 2018 om bindende årlige reduktioner af drivhusgasemissioner for medlemsstaterne fra 2021 til 2030 som bidrag til klimaindsatsen med henblik på opfyldelse af forpligtelserne i Parisaftalen og om ændring af forordning (EU) nr. 525/2013 (EUT L 156 af 19.6.2018, s. 26).

(2) IPCC (2021): Summary for Policymakers. I: Climate Change 2021: The Physical Science Basis. Contribution of Working Group I to the Sixth Assessment Report of the Intergovernmental Panel on Climate Change [V. MassonDelmotte, P. Zhai, A. Pirani, S.L. Connors, C. Péan, S. Berger, N. Caud, Y. Chen, L. Goldfarb, M.I. Gomis, M. Huang, K. Leitzell, E. Lonnoy, J.B.R. Matthews, T.K. Maycock, T. Waterfield, O. Yelekçi, R. Yu, and B. Zhou (eds.)]. Cambridge University Press.

https://www.ipcc.ch/report/ar6/wg1/

1.4. EØSU deler derfor den holdning, at forskellene mellem medlemsstaterne bør tages med i betragtning for at sikre maksimal retfærdighed og omkostningseffektivitet. Hvis man skal opnå ægte omkostningseffektivitet på en retfærdig måde, bør indsatsfordelingsberegningerne dog ideelt set tage hensyn til begge aspekter på samme tid og fastsætte målene på en sådan måde, at de relative omkostninger for emissionsreduktionen i forhold til BNP er de samme for alle lande. Med henblik på at kompensere for indsatsfordelingens mangler spiller fleksibilitetsmekanismerne efter EØSU's opfattelse en afgørende rolle, og disse mekanismer fortjener særlig opmærksomhed.

1.5. Integrationen bør ske på en måde, som øger fremskridtet mod klimaneutralitet på langt sigt, og derfor bør både emissionsreduktion og kulstofbinding være på tale, ligesom der skal tages højde for udfordringerne i forhold til klimatilpasning og fødevaresikkerhed.

1.6. Med henblik på at oprette et nyt emissionshandelssystem for vejtransport og bygninger støtter EØSU det nuværende forslag fra Kommissionen om at beholde disse sektorer inden for anvendelsesområdet for forordningen om indsatsfordeling, også efter at der er blevet indført et nyt emissionshandelssystem for vejtransport og bygninger. Udvalget noterer sig, at emissionsreduktioner som følge af emissionshandel i disse sektorer vil tælle med i medlemsstaternes bestræbelser på at opfylde forpligtelserne under forordningen om indsatsfordeling. EØSU peger endvidere på behovet for, at Kommissionen og medlemsstaterne behandler berøringsfladen mellem de to systemer på smidig og transparent vis.


2.1. Som en del af Fit for 55-pakken, som Kommissionen lancerede den 14. juli 2021, har dette forslag til formål at ændre forordningen om indsatsfordeling, så den bidrager til at opfylde reduktionsmålet på 55 % i 2030 i overensstemmelse med EU's klimalov. De samlede reduktioner vil skulle øges med ca. 11 procentpoint fra målet på 29 % for 2030, som blev fastlagt i forordningen om indsatsfordeling i 2018. I denne udtalelse giver EØSU udtryk for sine synspunkter i forhold til forslaget til forordningen om bindende årlige reduktioner af drivhusgasemissioner for medlemsstaterne fra 2021 til 2030.

2.2. Forslagene i forordningen om indsatsfordeling indgår i opfyldelsen af EU's tilsagn om at reducere sine drivhusgasemissioner med mindst 55 % inden 2030 i forhold til niveauet i 1990. Ifølge Kommissionens forslag, kræver 2030-målene en reduktion af emissionerne på 61 % i de sektorer, der indgår i EU's nuværende emissionshandelssystem (ETS), en reduktion på 43 % i de foreslåede særlige emissionshandelssystemer for transport og bygninger og en reduktion på 40 % i andre sektorer (ikke-ETS) — alle i forhold til niveauerne i 2005.

2.3. Den foreslåede forordning gælder for vejtransport og bygninger, der vil blive omfattet af et særskilt emissionshandelssystem, som angivet i Fit for 55-pakken, samt skibsfart internt i EU, og for sektorer og aktiviteter, der ikke er omfattet af emissionshandelssystemet, såsom landbrug og affald. EØSU støtter Kommissionens forslag om at opretholde forordningen om indsatsfordeling for de ovennævnte sektorer. Den forventede merværdi af dette er, ifølge Kommissionens konsekvensanalyse, at det sikrer, at de pågældende sektorer leverer de krævede emissionsreduktioner, og at et (udvidet) emissionshandelssystem bør betragtes som en yderligere støtte til at nå de højere ambitioner for 2030. I konsekvensanalysen påpeges det desuden, at en forhøjelse af de nationale mål i henhold til forordningen om indsatsfordeling vil kræve, at principperne om rimelighed og omkostningseffektivitet gennemgås igen. Der kan derfor være behov for supplerende instrumenter (i forhold til marked og regulering), når det drejer sig om sektorer med markedsstivheder (manglende adgang til billige lavemissionsløsninger), hvor befolkningen (navnlig lavindkomstgrupper) berøres direkte. Det sikrer opnåelse af de ønskede resultater og kan give bedre beskyttelse og større retfærdighed, hvis medlemsstaterne fortsat har mulighed for at regulere disse sektorer i henhold til forordningen om indsatsfordeling. Dette er grunden til, at EØSU støtter det nuværende forslag fra Kommissionen om at beholde disse sektorer inden for anvendelsesområdet for forordningen om indsatsfordeling, også efter at et nyt emissionshandelssystem for vejtransport og bygninger er etableret. EØSU peger endvidere på behovet for, at Kommissionen og medlemsstaterne behandler berøringsfladen mellem de to systemer på smidig og transparent vis.

2.4. Kommissionen foreslår at fastholde de differentierede nationale mål for reduktion af emissioner med det sigte at overholde principperne om retfærdighed og omkostningseffektivitet som ønsket af Det Europæiske Råd. De reviderede reduktionsmål for 2030 for de enkelte medlemsstaters udledning af drivhusgasser inden for de sektorer, der er omfattet af forordningen om indsatsfordeling, spænder fra 10 % til 50 % i forhold til niveauerne i 2005. EØSU bakker helhjertet op om tanken om, at de medlemsstater, som økonomisk er bedst rustet til at reducere udledningen af drivhusgasser, bør gøre forholdsmæssigt mere, og samtidig bør potentialet for omkostningseffektiv reduktion også tages i betragtning, og til dette formål bør fleksibilitetsmekanismerne yde et væsentligt bidrag.

2.5. Med hensyn til fleksibilitetsmekanismerne bør der også anvendes fleksibilitet mellem medlemsstaterne og fleksibilitet over tid, enten gennem henlæggelser eller lån, idet der tages hensyn til medlemsstaternes forskellige evner og kapacitet, omkostningseffektive løsninger og økonomiske cyklussers indvirkning.


2.6. Kommissionen foreslår at fortsætte med et fleksibilitetssystem, der giver mulighed for at overføre emissions-tildelinger mellem medlemsstater og over tid. Kommissionen foreslår også nye fleksible ordninger, der vil gøre det muligt for indsatsfordelingssektoren at foretage visse afvejninger med ETS- og LULUCF-sektorerne.

2.7. Den foreslåede Fit for 55-pakke indeholder også bestemmelser om overvågning af og rapportering om drivhusgasser, herunder regnskabsregler for arealanvendelse og skovbrug.


3.1. Kommissionen tager med rette hensyn til principperne om retfærdighed og omkostningseffektivitet i sit forslag. EØSU deler den holdning, at forskellene mellem medlemsstaterne bør tages i betragtning for at sikre både retfærdighed og omkostningseffektivitet. Dette skal afspejle forskelle i medlemsstaternes særlige karakteristika og afsæt samt deres økonomiske potentiale med hensyn til reduktion af emissioner.

3.2. EØSU understreger, at man i forbindelse med overvejelserne om nationale reduktionsmål for emissioner og om, hvordan de kan opnås på en retfærdig og omkostningseffektiv måde, bør udfase eksisterende subsidier til produktion og forbrug af fossile energiformer på en velovervejet facon.

3.3. EØSU advarer dog om, at man med den foreslåede tilgang betragter retfærdighed og omkostningseffektivitet som to adskilte størrelser. Hvis man skal opnå det mest effektive resultat på EU-plan med ægte omkostningseffektivitet på en retfærdig måde, bør beregningerne ideelt set omfatte begge aspekter på tværs af alle medlemsstaterne.

3.4. Når det gælder arealanvendelse og skovbrug — som er genstand for et separat forslag, men også har en vis relevans for andre sektorer — foreslår Kommissionen, at emissioner og optag, der beregnes i henhold til regnskabsreglerne, skal være i balance i alle medlemsstater. Ved at medtage kulstofdræn i EU's 2030-mål for reduktion af drivhusgasser vil nettooptaget af drivhusgas i LULUCF-sektoren øges til 310 mio. tons. EØSU mener, at de øgede ambitioner er nødvendige, men påpeger dog, at kulstofoptag ikke bør opfattes som en mekanisme til at erstatte andre sektorers emissionsreduktioner.

3.5. EØSU mener, at der er behov for et effektivt og gennemsigtigt system til overvågning af resultaterne af fleksibilitetsmekanismerne. Den nuværende overvågningsramme, som opererer gennem det register, der blev oprettet i medfør af Kommissionens delegerede forordning (EU) 2019/1124 (3), bør derfor forbedres for at sikre, at transaktionsdata, herunder anvendelse af fleksibilitetsmuligheder, er fuldt tilgængelige for offentligheden (4).

3.6. Hvad angår nationale emissionsreduktionsmål opfordrer EØSU Kommissionen til at undersøge, hvilke karakteristika ved medlemsstaterne, andet end blot BNP pr. indbygger, der bør tages hensyn til, når de nationale mål fastlægges (f.eks. kulstofintensitet, sårbare regioner), med henblik på også at yde støtte gennem EU's genopretnings- og resiliensfacilitet.





(3) Kommissionens delegerede forordning (EU) 2019/1124 af 13. marts 2019 om ændring af delegeret forordning (EU) 2019/1122 for så vidt angår driften af EU-registret inden for rammerne af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/842 (EUT L 177 af 2.7.2019, s. 66).

(4) I øjeblikket er transaktionsdata, herunder anvendelse af fleksibilitetsmuligheder, tilgængelige for offentligheden (Union Registry). Endvidere rapporterer Kommissionens årligt om overholdelsen af al EU's klimalovgivning gennem EU's statusrapport om klimaindsatsen for 2021.

https://ec.europa.eu/clima/eu-action/eu-emissions-trading-system-eu-ets/union-registry_en

https://ec.europa.eu/clima/system/files/2020-11/com_2020_777_en.pdf

https://ec.europa.eu/clima/system/files/2020-11/com_2020_777_en.pdf

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af forordning (EU) 2018/841 for så vidt angår anvendelsesområdet, forenkling af overholdelsesregler, fastsættelse af medlemsstaternes mål for 2030 og forpligtelse til kollektiv opnåelse af klimaneutralitet senest i 2035 i arealanvendelses-, skovbrugs- og landbrugs-sektoren og om ændring af forordning (EU) 2018/1999 for så vidt angår forbedring af overvågning,

rapportering, sporing af fremskridt og revision«

(COM(2021) 554 final)

(2022/C 152/32)

Ordfører: Anastasis YIAPANIS


Rådet, 17.9.2021

Retsgrundlag Artikel 304 og 192, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde








1.1. EØSU er meget engageret i bekæmpelsen af klimaændringer og er helt enig i, at der er behov for at indføre effektive og øjeblikkelige foranstaltninger. Der er behov for en samordnet indsats fra både offentlige og private enheder for at sikre aktiv inddragelse, støtte og ejerskab fra borgernes og lokalsamfundenes side og for at generere yderligere finansiering til støtte for omstillingen til en lavemissionsøkonomi.

1.2. Europa er blevet ramt af hidtil usete skovbrande og oversvømmelser, som faldt sammen med rekordstore tørker og hedebølger. Intelligent og bæredygtig vandforvaltning kan i høj grad forbedre EU's kapacitet til at afbøde og bekæmpe brande og øge modstandsdygtigheden over for kraftige regnskyl, oversvømmelser og tørke.

1.3. Klimaændringer og tab af biodiversitet er indbyrdes forbundne og skal håndteres sammen. Tab af levesteder, forurening, overhøstning og spredning af invasive arter skal tackles for at sikre, at de naturlige økosystemer bevares, og at landbaserede sektorers afgørende sociale og økonomiske rolle opfyldes.

1.4. Medlemsstaterne bør udforme lovgivningsmæssige rammer, der tilskynder landbrugere og skovforvaltere til at anvende nye bæredygtige forretningsmodeller, der fremmer biodiversitet, anvender regler for den cirkulære økonomi og skaber bæredygtig praksis inden for biomasseproduktion. EØSU efterlyser nationale genopretningsprogrammer for vådområder af høj kvalitet og mener, at der bør tages højde for vådområders emissioner så hurtigt som muligt og ikke kun fra 2026 og fremefter.

1.5. Eftersom modvirkning af klimaændringer er en global udfordring, mener EØSU, at EU's indsats skal suppleres med målrettede, effektive eksterne drøftelser om øjeblikkelig global inddragelse, retfærdig byrdefordeling og fair konkurrence.

1.6. EØSU opfordrer til omfattende fremme af og støtte til bæredygtige landbrugsmetoder såsom vekseldrift, genvinding af organisk affald, præcisionsdyrkning, permakultur osv. Landområderne skal forvaltes omhyggeligt i alle medlemsstater, så den rette balance mellem konkurrenceevne og bæredygtighed sikres, og der skabes de nødvendige finansieringsmuligheder. EØSU glæder sig over, at Kommissionen har til hensigt at foreslå en lovramme for kulstofoptag i landbrugssektoren.


1.7. Træbaseret og andre typer bioenergi spiller en meget vigtig rolle og bør videreføres, hvis og når biomasse produceres på en bæredygtig måde. Import af biomasse er imidlertid forbundet med specifikke risici, som ikke er omfattet af EU's lovgivningsmæssige rammer. EU's handelspolitik bør bidrage til at forhindre import af biomasse, der fører til skovrydning i oprindelseslandene.

1.8. EØSU glæder sig over Kommissionens forslag om at foretage en omfattende vurdering af de nationale opgørelsesdata i 2025, da dataanalysen hovedsageligt er baseret på de nationale skovopgørelser, som er usammenhængende og undertiden ufuldstændige eller unøjagtige.

1.9. Der er behov for opkvalificerings- og omskolingsprogrammer for både iværksættere og arbejdstagere for at sikre adgang til de nyeste tilgængelige teknologier og digitale færdigheder, der øger bæredygtigheden. Arbejdsmarkedets parter og relevante civilsamfundsorganisationer spiller en vigtig rolle og skal inddrages i både planlægnings- og gennemførelsesfasen af Fit for 55-pakken.

1.10. Der er behov for støtte til FoU-projekter vedrørende bæredygtigt landbrug og produktion af træbiomasse. EØSU efterlyser en skræddersyet, understøttende lovgivningsramme for SMV'er og anmoder medlemsstaterne om at overveje at skabe skatteincitamenter for at lette omstillingen.

1.11. Endelig er EØSU bekymret over, at der ikke fuldt ud tages hensyn til den sociale dimension af gennemførelsen af den europæiske grønne pagt. Der skal lægges særlig vægt på de regioner, industrier, arbejdstagere og borgere, der vil stå over for de største udfordringer.

2. Baggrund og indledning

2.1. Klimaplanen for 2030 (1), der blev vedtaget i september 2020, fastsætter nye og mere ambitiøse mål for reduktion af drivhusgasemissionerne til mindst 55 % i forhold til 1990-niveauet inden 2030 sammenlignet med den tidligere aftale om en nettoreduktion på mindst 40 %. Fit for 55-pakken (2), der blev offentliggjort i juli 2021, indeholder 13 lovgivningsforslag, der har til formål at revidere den nuværende klimalovgivning, herunder LULUCF-forordningen (3) fra 2018, og sikre en retfærdig, konkurrencedygtig og effektiv grøn omstilling fra og med 2030.

2.2. Jorden forsyner samfund med fødevarer og foder, men også med råmaterialer til den biobaserede økonomi (fibre og træ til papir, tekstiler, byggematerialer og biobrændsel). Den skaber levesteder for biodiversitet og har en vigtig evne til at binde kulstof fra atmosfæren. Samtidig genererer landbrugs- og skovbrugsaktiviteter drivhusgasemissioner. LULUCF-for-ordningens anvendelsesområde er blevet udvidet fra kun skove til at omfatte alle arealanvendelser (inklusiv landbrugs-sektoren fra og med 2031) og fastsætter bindende forpligtelser for alle medlemsstater til at overholde »no debit-reglen«. Dette bør realiseres ved at iværksætte lovgivningsmæssige foranstaltninger inden for sektoren, som vil sikre, at emissioner fra landarealanvendelse fuldt ud opvejes af tilsvarende optag af CO2 fra atmosfæren. I forordningen foreslås også en ny EU-forvaltningsproces, der har til formål at gøre overvågningen af medlemsstaternes emissions- og optagsberegninger mere nøjagtige.

2.3. Grundlæggende skal medlemsstaterne sikre, at emissionerne fra LULUCF-sektorerne ikke overstiger optag i perioden 2021-2025, opnår det samlede nettooptag på mindst 310 mio. ton CO2 senest i 2030, opnår klimaneutralitet senest i 2035 for alle arealsektorer og registrerer negative tal derefter.

2.4. Medlemsstaterne vil imidlertid være forpligtet til at fremlægge integrerede afbødningsplaner for alle arealsektorer og opfordres til at anvende avancerede digitale teknologier til overvågningsformål, herunder telemålingsobservationer, som er tilgængelige via Copernicusprogrammet (satellitbilleder med høj opløsning og væg-til-væg-satellitbilleder) og de data, der indsamles under den fælles landbrugspolitik. Desuden giver forslaget til forordning mulighed for en transaktionsproces mellem medlemsstaterne og tilskynder dem til at sigte mod at øge CO2-optag, selv ud over de fastsatte mål.


(1) Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — Styrkelse af Europas klimaambitioner for 2030 — Investering i en klimaneutral fremtid til gavn for borgerne.

(2) Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget — »Fit for 55«: realisering af EU's klimamål for 2030 på vej mod klimaneutralitet — COM/2021/550 final.

(3) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/841 af 30. maj 2018 om medtagelse af drivhusgasemissioner og -optag fra arealanvendelse, ændret arealanvendelse og skovbrug i klima- og energirammen for 2030 og om ændring af forordning (EU) nr. 525/2013 og afgørelse nr. 529/2013/EU (EUT L 156 af 19.6.2018, s. 1).





https://eur-lex.europa.eu/legal-content/da/TXT/?uri=CELEX:02018R0841-20210314



2.5. Sektoren for arealanvendelse, ændringer i arealanvendelse og skovbrug (LULUCF) kan bidrage til modvirkning af klimaændringer ved at opretholde og forbedre dræn og kulstoflagre. Kommissionen foreslår politikker, der skal hjælpe skovforvaltere med at sikre flere klimafordele, når de producerer træprodukter, og tilskynde landbrugerne til at anvende klimaintelligente og bæredygtige landbrugsmetoder.


3.1. Det europæiske civilsamfund er i høj grad engageret i bekæmpelsen af klimaændringer og er helt enig i, at der er behov for at indføre effektive og øjeblikkelige foranstaltninger. EØSU mener, at der er behov for en samordnet indsats fra både offentlige og private enheders side for at øge bevidstheden om det presserende behov for handling nu, sikre borgernes og lokalsamfundenes aktive inddragelse og ejerskab og for at generere yderligere midler til støtte for omstillingen til en lavemissionsøkonomi. EU kan ikke længere spilde tid på langvarige drøftelser.

3.2. LULUCF-sektoren har reduceret sit nettooptag af CO2 med en femtedel (4), hovedsageligt på grund af øget skovhugst og manglende incitamenter. Desuden har Europa været ramt af hidtil usete skovbrande og oversvømmelser, som faldt sammen med tørker og hedebølger uden fortilfælde. Skovene har også været særligt sårbare over for insektudbrud med vådområder, der lider under vedvarende forringelse. Der kan opnås betydelige stigninger i drænet til relativt lave omkostninger, men foranstaltningerne skal intensiveres inden for alle arealanvendelser, herunder forbedret forvaltning af skovarealer og dyrkede arealer samt skovrejsning.

3.3. EØSU påpeger, at der er forskellige måder at øge kulstofbindingen på, bl.a. arealforvaltning, skovfornyelse og genopretning af naturlige økosystemer. Klimaændringer og tab af biodiversitet er indbyrdes forbundne og skal håndteres sammen. Det er nødvendigt at tackle tab af levesteder, forurening, overhøstning og spredning af invasive arter for at sikre, at de naturlige økosystemer bevares, og at landbaserede sektorers afgørende sociale og økonomiske rolle opfyldes.

3.4. Medlemsstaterne bør udarbejde nationale strategier for bevarelse og genfugtning af tørvemoser af høj kvalitet, da de udgør en vigtig mulighed for at beskytte og øge kulstoflagrene i organisk jord og sikre genopretning af biodiversiteten. EØSU mener derfor, at et af de vigtigste mål bør være genopretningen af tørvemoser af høj kvalitet (ved hjælp af paludikultur (5)) og vådområder, og at der bør tages højde for vådområders emissioner så hurtigt som muligt og ikke først fra 2026, som Kommissionen foreslår.

3.5. Forskning viser, at store skovbrande har bidraget til nettokulstofemissioner i årtier og hæmmer vegetationens genvækst. Vandforvaltning, især tilbageholdelse af vand i jorden og opbevaring af vand i reservoirer, kan i høj grad forbedre kapaciteten til at afbøde og bekæmpe brande. Samtidig øger det modstandsdygtigheden over for kraftige regnskyl, oversvømmelser og tørke. EØSU anbefaler derfor, at Kommissionen stimulerer og støtter medlemsstaterne i at forbedre vandforvaltningspolitikkerne med henblik på at øge landbrugets produktivitet og kulstofbindingskapacitet.

3.6. Landbrugere og skovforvaltere skal tilskyndes til at anvende nye bæredygtige forretningsmodeller, der fremmer biodiversitet og anvender regler for den cirkulære økonomi. EØSU har allerede opfordret til en kompleks og retfærdig lovgivningsmæssig ramme, der »gør det muligt for jordejerne og arealforvalterne at gennemføre effektive LULUCF-for-anstaltninger på en økonomisk hensigtsmæssig måde, der ikke kun lægger dem til last« (6). Det er nu op til hver enkelt medlemsstat at udforme disse vigtige incitamentsrammer i overensstemmelse med deres egne særlige omstændigheder. EØSU har allerede tilskyndet medlemsstaterne »til at udforme ambitiøse bundstyrede nationale politikker for LULUCF-sektoren med tæt inddragelse af civilsamfundet i processen på nationalt, regionalt og lokalt niveau« (7).

3.7. Det er nødvendigt at fortsætte drøftelserne om, hvordan skovene skal forvaltes, og hvilke dele af træerne der kan anvendes til energi. Selv om Kommissionens forslag om revision af direktivet om vedvarende energi (8) forbyder udvinding af biomasse fra primærskove og indfører restriktioner for afbrænding af visse typer træ, anerkender det ikke den nuværende gode praksis, hvor forskellige typer træer og forskellige dele af træer anvendes til det formål, de er bedst egnede til og dermed genererer optimal samlet merværdi uden at spilde naturressourcer. EØSU opfordrer til, at der i alle medlemsstater fastlægges nationale lovgivningsmæssige rammer, der støtter og tilskynder til anvendelse af bæredygtig praksis inden for biomasseproduktion.


(4) SWD(2021) 610 final.(5) Dyrkning af vådlagte områder.(6) EØSU's udtalelse om Arealanvendelse, ændret arealanvendelse og skovbrug (LULUCF) (EUT C 351 af 15.11.2012, s. 85).(7) EØSU's udtalelse om Medtagelse af drivhusgassemissioner og optag fra arealanvendelse, ændringer i arealanvendelse og skovbrug i klima- og

energirammen for 2030 (EUT C 75 af 10.3.2017, s. 103).(8) Kommissionen — Revision af direktivet om fremme af vedvarende energi.

https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/HTML/?uri=CELEX:52021SC0610&rid=5



https://ec.europa.eu/info/news/commission-presents-renewable-energy-directive-revision-2021-jul-14_da

3.8. Desuden kan fremme af færdigheder, viden og støtte hos landbrugere og skovforvaltere føre til, at nye bæredygtige praksisser og banebrydende teknologier (f.eks. præcisionslandbrug, landbrug med faste kørespor, korrekt bortskaffelse af affald, mindskelse og undgåelse af brug af kemiske pesticider, opretholdelse af den genetiske mangfoldighed på jorden osv.) i højere grad gennemføres. EØSU glæder sig over, at Kommissionen har til hensigt at foreslå en lovramme for kulstofoptag i landbrugssektoren.

3.9. Der er behov for en koordineret global indsats for at sikre, at klimaændringerne håndteres hurtigt og effektivt. Som det fremgår af IPCC-rapporten fra 2021 (9), foreligger der videnskabelige beviser for, at de nylige hyppige katastrofer i Europa klart hænger sammen med et varmere klima og øgede drivhusgasemissioner. Endvidere præciseres det, at menneskelig indflydelse har opvarmet klimaet i et tempo, der er uden fortilfælde i minimum de sidste 2.000 år. EØSU mener derfor, at EU's indsats skal suppleres med målrettede og effektive foranstaltninger på internationalt plan for at sikre globalt engagement, retfærdig byrdefordeling og fair konkurrence.


4.1. Fit for 55-lovgivningspakken er et fremragende og ambitiøst skridt og viser endnu en gang, at EU er frontløber i kampen mod klimaændringer. Den er også et fremragende diskussionsemne forud for FN's 26. klimakonference i Glasgow, hvor EU bør forsøge at overbevise resten af verden om, at de hurtigst muligt bør gennemføre lignende foranstaltninger. EØSU påpeger, at en koordineret global indsats er den eneste effektive måde at håndtere klimaændringerne på, og at det er vejen frem at arbejde sammen med vores partnere i G7, G20 og andre internationale fora.

4.2. Tabet af landbrugsjord som følge af jordbundsforringelse, urbanisering og nedlæggelse har i mange år været et komplekst problem i alle medlemsstater. Fysisk planlægning er afgørende for EU's bæredygtige udvikling, og EØSU opfordrer til, at der lægges særlig vægt på en effektiv udnyttelse af naturressourcerne, især fordi arealerne bliver knappe i takt med befolkningstilvæksten. EØSU har allerede foreslået en sammenhængende EU-ramme for beskyttelse af landbrugsjord (10).

4.3. For at øge produktiviteten og kulstoflagringen i landbrugssektoren opfordrer EØSU til omfattende fremme af og støtte til bæredygtige landbrugsmetoder såsom vekseldrift, genvinding af organisk affald, præcisionslandbrug osv. Landbrugerne bør også have de nødvendige finansieringsmuligheder og ajourførte oplysninger om bedste landbrugspraksis og muligheder for forbedring af jordens kvalitet. Endelig skal arealerne forvaltes omhyggeligt i alle medlemsstater, så der sikres den rette balance mellem konkurrenceevne og bæredygtighed.

4.4. I marts 2021 offentliggjorde Kommissionen en økologisk handlingsplan (11) for at hjælpe medlemsstaterne med at nå et mål om, at 25 % af landbrugsjorden skal dyrkes økologisk senest i 2030. EØSU påpeger betydningen af at øge det økologiske landbrug, hvilket ville være et stort fremskridt for landbrugssektoren med hensyn til at reducere drivhusgasemissionerne og bevare biodiversiteten. EØSU fremhæver også andre muligheder for at mindske risikoen for arealomlægning, f.eks. agroøkologi, skovlandbrug, permakultur, landbrug uden jordbearbejdning osv.

4.5. Tallene viser, at forbrændingen af biomasse er fordoblet siden 2000, og at halvdelen af alt høstet træ brændes til energi (12). EØSU mener, at dette negative pres på skovene har ført til det seneste fald i kulstofbindingen og anfører, at selv om træbaseret og andre former for bioenergi spiller en meget vigtig rolle, bør de kun anvendes, når biomasse produceres på en bæredygtig måde. Desuden har EØSU allerede nævnt, at »for at undgå at underminere den miljømæssige integritet bør fossile emissioner fra andre sektorer ikke opvejes af skove som dræn på en måde, som vil reducere tilgængeligheden af træ til bioøkonomiske formål« (13).

4.6. EØSU påpeger, at import af biomasse er forbundet med specifikke risici, som ikke er omfattet af EU-forordningen. Der er derfor behov for brede internationale aftaler for at sikre lige vilkår på det indre marked, og EU's handelspolitik bør bidrage til at forhindre import af biomasse, der fører til skovrydning i oprindelseslandene.


(9) IPCC — AR6 Climate Change 2021: The Physical Science Basis.(10) Udnyttelse af land til bæredygtig fødevareproduktion og økosystemtjenester (EUT C 81 af 2.3.2018, s. 72).(11) Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget

om en handlingsplan for udviklingen af økologisk produktion (COM(2021) 141 final.(12) Forests sacrificed for EU climate policy.(13) EØSU's udtalelse om Medtagelse af drivhusgassemissioner og optag fra arealanvendelse, ændringer i arealanvendelse og skovbrug i klima- og

energirammen for 2030.

https://www.ipcc.ch/report/ar6/wg1/

https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/HTML/?uri=CELEX:52017AE1814&from=DA



https://www.fern.org/publications-insight/forests-sacrificed-for-eu-climate-policy-2366/

4.7. Medlemsstaterne kan holde emissioner forårsaget af naturlige ekstreme hændelser som f.eks. storme, brande eller insektudbrud ude af regnskabet. Der er et presserende behov for bedre overvågning af naturlige forstyrrelser i skovene for at sikre en korrekt og effektiv anvendelse af bestemmelsen om naturlige forstyrrelser, som er teknisk krævende, men yderst vigtig. Rapporteringsforpligtelserne for de enkelte medlemsstater skal følge en standardiseret protokol, der sikrer effektiv indsamling og fortolkning af data og effektiv gennemførelse og planlægning af politikker.

4.8. Dataanalysen er hovedsageligt baseret på de nationale skovopgørelser i hver medlemsstat, som er usammenhæn-gende og undertiden ufuldstændige eller unøjagtige. Desuden er det ikke alle medlemsstater, der foretager regelmæssige skovopgørelser. EØSU glæder sig over Kommissionens forslag om at foretage en omfattende vurdering af de nationale opgørelsesdata i 2025 med henblik på at fastsætte præcise mål for perioden 2026-2030.

4.9. Der er behov for støtte til FoU med henblik på en mere bæredygtig produktion af træbiomasse. EØSU har allerede påpeget, at der er behov for »omfattende forskning og innovation og for belønninger for bevislige reduktioner af CO2 for at støtte disse sektorer« (14). EØSU mener også, at alle medlemsstater bør udarbejde et særligt skatteincitamentssystem, der kan lette omstillingen, og anbefaler, at der gøres fuld brug af de tilgængelige midler under den fælles landbrugspolitik.

4.10. Der er også behov for opkvalificerings- og omskolingsprogrammer for iværksættere og arbejdstagere for at sikre adgang til de nyeste tilgængelige teknologier og digitale færdigheder, der øger bæredygtigheden. Dagsordenen for den europæiske grønne pagt kan kun lykkes, hvis den ledsages af uddannelsesprogrammer, der kan styrke de europæiske arbejdstageres færdigheder og samtidig sikre konkurrenceevnen og social retfærdighed. EØSU opfordrer derfor til, at arbejdsmarkedets parter og relevante civilsamfundsorganisationer inddrages fuldt ud både i pakkens planlægningsfase og i dens gennemførelsesfase.

4.11. EØSU mener, at SMV'er har brug for en skræddersyet understøttende lovgivningsramme, der kan hjælpe dem med at innovere, opskalere og vokse på en bæredygtig måde. Selv om der er flere muligheder for finansiering af tilpasningen, opfordrer EØSU igen til mere »klarhed omkring de forskellige muligheder samt brugervenlige procedurer med henblik på at sikre rettidig adgang til finansiering i praksis« (15).

4.12. Endelig er EØSU bekymret over, at der ikke tages hensyn til den sociale dimension af gennemførelsen af den europæiske grønne pagt (gennem Fit for 55-lovpakken), og at borgerne vil blive mest berørt, da de bliver nødt til at skifte bil, betale mere for at opvarme deres hjem, betale mere for de billigste ferieflyvninger osv. EØSU giver derfor udtryk for reel bekymring over de højere regninger, som husholdningerne skal betale, efter at Fit for 55-pakken er blevet gennemført. Det er endvidere EØSU's faste overbevisning, at der under denne omstilling skal rettes særligt fokus mod de regioner, industrier og arbejdstagere, der står over for de største udfordringer, og at omstillingen skal gennemføres gennem en konkurrencedygtig, socialt retfærdig og multilateral tilgang, samt at »der skal være de rette redskaber til at sikre fuld inddragelse af og accept i civilsamfundet, herunder alle borgere, virksomheder og organisationer« (16).





(14) EØSU's udtalelse om Opbygning af et klimarobust Europa — den nye EU-strategi for tilpasning til klimaændringer (EUT C 374 af 16.9.2021, s. 84).

(15) EØSU's udtalelse om Opbygning af et klimarobust Europa — den nye EU-strategi for tilpasning til klimaændringer.(16) EØSU's udtalelse om En ren planet for alle — En europæisk strategisk og langsigtet vision for en fremgangsrig, moderne,

konkurrencedygtig og klimaneutral økonomi (EUT C 282 af 20.8.2019, s.51).

https://www.eesc.europa.eu/da/our-work/opinions-information-reports/opinions/new-eu-strategy-adaptation-climate-change

https://www.eesc.europa.eu/da/our-work/opinions-information-reports/opinions/new-eu-strategy-adaptation-climate-change


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af bilag IV og V til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)

2019/1021 om persistente organiske miljøgifte«

(COM(2021) 656 final — 2021/0340 (COD))

(2022/C 152/33)


Rådet, 12.11.2021







Da EØSU går ind for forslagets indhold, som ikke giver anledning til bemærkninger, besluttede det på sin 565. plenarforsamling den 8.-9. december 2021, mødet den 8. december, med 230 stemmer for og 3 hverken for eller imod at afgive en udtalelse til støtte for det fremsatte forslag.





DA

ISSN 1977-0871 (elektronisk udgave)ISSN 1725-2393 (papirudgave)

Den Europæiske Unions Tidende - EUR-Lex

Documents