Den bedre halvdel

1

DEN BEDRE HALVDEL

3

Mellem åleruser og havgræs hæves Isefjord ens Perle op fra havbunden midt i Nordsjælland. Orø, som den også kaldes, er en ø med en kro, en brugs, et for­samlingshus og hele to færger. Plus nihundrede øboer, trehundrede fasaner og én fiskehejre. Det er et sted, hvor alle hilser – også på dig. Hvor man hjælper og passer på hinanden, men hvor man også bliver bedt om at smutte til fastlandet, hvis man laver ballade. Mændene har altid fyldt meget, og det er også dem, man hører mest om. Om Taxa Kjeld, Færge Svend, Musling og Finn Bager. Og om Jørgen Mekaniker, Thomas Løvebjerg og Tjener Hans.

Så derfor har vi i dette magasin valgt at fortælle dig, kære læser, en anden historie. Historien om kvinderne.

Om Sissel, Isabell og Hanne. Og Petra, Ella og Kirta.

4

Tak til Kis for at leje os sommerhuset og tak til Mai­Britt for at betale det. Tak til Ø­kontoret for cyklerne og til Færge Svend og Holbækfærgen for sikker overfart og vind i håret.Tak til forsamlingshuset og gullashkokken, tak til Bent for fragt af kød og øl, til Asger for lyn og lynlåse.Til Mathilde, Hanne, Susanne og Henrik for at sikre, at vi fik trykt noget.

Til sidst, tak til kvinderne på Orø.

Magasinet Den Bedre Halvdel er produceret af 2. semesters fotojournaliststuderende på Danmarks Medie­ og Journalisthøjskole, maj 2011.

5

Sissel

Kirta

Hanne

Isabell

Petra

Ella

6

14

22

30

38

46

6

7

Sissel

Sissel Gravgaard Steen­Nielsen og hendes familie har bygget et hus på Orø af genbrugs­materialer. Her kan de leve tæt sammen og have plads til at gøre hvad der passer dem. Huset er rammen og et be­vis på, at det er muligt, hvis man har viljen og lysten, til at bygge noget op sammen

Af Tine Sletting Jakobsen

8

”Du vil ikke være i tvivl, når du ser det,” fik jeg at vide fra min hold-kammerat, inden det første besøg i huset på Syvvejen. Ganske rigtigt toner huset sig frem, for enden af vejen. Som at træde ind i hobbitbyen i Ringenes Herre. Røgen fra skorstenen tegner hvide linjer på den blå himmel, der vidner om, at de indenfor har gang i stenovnen, for at holde huset varmt.

Imellem de parcel lignende huse, med ens gule mursten og firkantede vinduer, skiller det sig ud. Små runde vinduer som kighuller, og detaljer bestående af håndaftryk og små malerier i husets mure. Fuldendt med stråtaget, som de selv har høstet og lagt.

Sissel Gravgaard Steen-Nielsen og hendes mand Uffe, mødte hinanden på lærerseminariet i Taastrup. Første barn, Thilde, blev født i en lille lejlighed i københavns sydhavn, hvor parret først bo-ede. Men pludselig blev pladsen for trang og der måtte ske noget.

De forelskede sig i grunden på Orø og købte den med det samme for hundrede syv et halvt tusinde kroner. En pris, som Sis-sel selv forhandlede sig frem til. I 2002 flyttede de til øen.

”Vi har egentlig altid haft drømmen om at skabe vores eget, vi vidste bare ikke, at det skulle være på Orø,” fortæller Sissel, der

ikke havde noget særligt kendskab til øen førhen. De havde ikke den fjerneste ide eller uddannelse til at vide, hvordan et hus skulle bygges, men viljen var der. De har bygget hele huset selv, og så var det bare om at lære, hvordan man gjorde. Det er også noget, der for alvor skinner igennem, når Sissel taler, viljestyrken. De dyb-blå øjne lyser, når hun fortæller om det store projekt, de kastede sig ud i. En god ven, der også var arkitekt, fik de til at tegne et udkast til, hvordan de ville have huset. Derefter gik de straks i gang med at bygge. Grundstenene blev lagt, og hele konstruktionen af store bjælker blev rejst. Alt sammen lavet på bæredygtige genbrugs-materialer. Som isolering er der brugt tang hentet fra Bogø, og murene og fundamentet er lavet af muslingeskaller. Vinduerne har de fået fra en nabogård på øen, der ikke orkede at sætte dem i stand. Den gamle hoveddør, havde de fundet på et loppemarked. På kanten var spor af noget hvidt pulver, hvor der var søgt efter fingeraftryk fra et mordsted.

“ Det var jo lidt sjovt, at vores hoveddør havde en historie” griner Sissel. De år byggeriet var i gang, boede de i en gammel skurvogn på grunden. Den havde de fået fra én af de andre øboere.

9

Skurvognen står der endnu. ”Vi kunne ikke nænne at skille os af med den, den har jo været vores hjem så længe”, fortæller Sissel om skurvognen i haven der nu er indviet som hønsehus. På en bjælke midt i huset, kan man endnu se sønnen Kalles navneskilt. Her var hans køje. Familien boede i skurvognen i de to et halvt år, som byggeriet tog.

Orø, har taget godt imod familien. ”Folk troede vist ikke helt på vores projekt i første omgang”,

fortæller Sissel, om den første tid på Orø. Eftersom huset så småt begyndte at tage form startede de øvrige ø-boere med at vise deres nysgerrighed. Folk kom tit forbi, for måbende at se til, hvordan byggeriet skred frem. Det var et stor projekt, de havde kastet sig ud i. Familien på fire, var så småt ved at vokse ud af skurvognen.

” Til sidst ville vi bare flytte ind, så var det lige meget, om der manglede noget hist og her”, siger Sissel. Nu var de færdige med, at låne bade hos naboer, og læse godnathistorier med høreværn. De havde fået en ramme om deres liv. På indflytningsdagen, holdt familien åbent hus. Nu kunne na-boer og bekendte komme og se hvordan huset så ud indefra.

Pludselig stod der omkring hundrede mennesker, der ville ind og have stillet nysgerrigheden.

Huset er sådan ét, hvor man har lyst til at gemme sig og gå på opdagelse i. Det oser af liv. Men om det nogensinde står helt færdigt, er ikke til at vide. Parret bygger stadig.

”Den lette løsning ville jo være, at købe det hele i et bygge-marked, men det strider altså lidt mod vores principper”, siger Sissel om den omstændige arbejdsproces. ”Vi gør det jo stadig, fordi vi har lyst og fordi vi synes det er sjovt.”

Lillesøster Nynne og storesøster Thilde skal i tøjet, før afgang til skole og børnehave

10

Skurvognen, der før var familiens hus er nu hønsenes

Kalle kan være svær at få til at vågne om morgenen

11

12

13

14

15

Kirta

Af Lars Just

For tre måneder siden besluttede Kirta Tonagels mand sig for at forlade hende. Siden da har hun kæmpet for at skabe en stabil hverdag for sig selv og sine børn. For at være stærk og se fremad

16

Den gamle brugs på Orø lå nede ved Ø-kontoret. Den var ikke stor, og da det var den eneste indkøbsmulighed på øen, valgte man at bygge en ny. Lige ved ældrecenteret og hallen. Midten af Orø. Hele øen er glad for den. Der er masser af varer og frisk-bagt brød, som bageren Kirta Tonagel laver hver morgen. Hun sidder også i kassen og smiler hver dag, mens hun siger hej og farvel og fortsat god dag. Men den sidste tid har det været svært, for indeni er Kirta ked af det. Hendes mand forlod hende for tre måneder siden, og siden da har hun kæmpet for at holde sammen på sin hverdag.

Da en kunde en dag kommenterede hendes smilende adfærd, og undrede sig over, at hun ikke var trist, blev hun ked af det. For selvfølgelig var hun trist, men det nyttede ikke at sidde og se sur ud på arbejdet.

“Ja, jeg passede mit arbejde. Jeg havde det ikke særligt godt, og tudede et par gange udenfor. Jeg skulle jo være stærk for børnenes skyld.”

AlenetidKirta er 41 år gammel, voksede op i Jægerspris og flyttede for fire år siden til Orø med sin mand og to børn, Laurits og Sofie. Huspriserne var billigere end på fastlandet, og der var noget tiltalende ved at lade sine børn vokse op i de trygge rammer, en ø kunne give. De købte et hus på Syvvejen ved den gamle brugs midt I Bybjerg. En vej med grønne træer og uden den store trafik. Men for tre måneder siden brast drømmen. Kirtas mand sagde stop, elskede hende ikke mere.

“Jeg ved godt, man ikke skal blive sammen, fordi man har børn, men jeg synes, at man skylder dem at prøve,” siger hun

17

mens hun aer hunden, som har lagt sig til rette ved siden af den sorte sofa. Hendes stemme knækker over. Hun ville gerne have fået det til at virke for børnenes skyld, men han ville ikke ændre sin beslutning. Nu bor hun alene i huset, de købte sammen, og som de lige har sat til salg. De har Laurits og Sofie en uge ad gangen, og I denne uge er det Kirtas tur. Børnene er lagt i seng, og hun slapper af efter en lang dag. Afsted på arbejde klokken seks, hente børnene klokken fire, lave mad, løbe en tur med hunden, børste Laurits’ tænder og til sidst lægge børnene i seng. En effektiv arbejdsdag på femten timer. Og så selv i seng efter madpakkesmøring og kort alenetid.

Klokken halv syv starter det hele forfra. Hun har fået lov til at møde senere i brugsen. Morgenlyset siver ind i det orange soveværelse og maler solopgang omkring de tre skikkelser i

sengen. Kirta tegner på ryggen af Laurits, som tegner på ryg-gen af Sofie. Her er kærlighed, latter og et sjældent øjebliks ro, inden hverdagen starter. Der er både noget sørgeligt og ny skabende over scenen. For selv om familien virker glad, man g ler der stadigvæk en far. Kattens miaven bliver startskud, og familien på tre sætter igang. Smoothies og boller, afsted til skole.

En morgen på ny“Det positive i alt det her er, at jeg kan have min morgen sam-men med mine børn. Det har jeg aldrig prøvet før,” fortæller Kirta. Gennem hele børnenes liv har det været hende som er stået først op, manden har sørget for børnene, imens Kirta tog på arbejde. Men nu møder hun først halv ni, når hun har dem. På trods af smerten og savnet, tegner der sig alligevel et håb.

18

“Det der gør mest ondt er, at man ikke er god nok, men jeg tror stadigvæk der er noget godt tilbage til mig.”

Nu handler det om at se fremad, fokusere på arbejde, fysisk træning og selvfølgelig børnene.

“Det har vi lovet hinanden. Selv om vi er alene, skal vi have et godt liv. Være glade og lave sjove ting.”

Vejen fra toppen af Kurtbakken er den stejleste på Orø, og ud-sigten er betagende. Mod nord skimtes Hegnegaarden, og læn-g ere ude, bag de grønne marker, ligger Næsby. En lille forsamling bon d e gårde og huse med stråtag. Næsset, spidsen af øen. Her stinker af gødning under en blå himmel. Lyden af skridt er det ene-ste man kan høre. Og åndedrag. Fra en hund, for kvinden som løber ned af Kurtbakken er ikke forpustet. Hun løber alene, let og hurtigt, er i god form. Hun gør det, fordi det er med til at give hende energi og overskud. Da hun når ned ad bakken drejer hun mod øst. Følger vejen gennem Salvig, drejer til højre inden vandværket, over markvejen før hun til sidst rammer Bybjerg. Syv kilometer og så er hun hjemme igen. I huset overfor den gamle brugs.

19

20

21

22

HanneHanne Oustrup planter sine lægeurter ud i et væksthus. Først når spirene er klar bliver de flyttet ud i urtehaven.

23

HanneImellem urterne i jorden og stjernerne i universet har Hanne Oustrup pla­ceret sit liv på Orø. Fra sin urtehave hjælper hun både sig selv og andre til et sundere liv

Af Torkil Adsersen

et værste ukrudt er de bedste lægeplanter,” proklamerer Hanne Oustrup højlydt henover forsamlingen.

Med grå alpehue, lyserødt halstørklæde og vamset sweater, skuer hun ud gennem sine briller.

Lolland-Falster Folkeblads rejseklub har moslet fra den store grønne turistbus og over til urtehaven, hvor Hanne nu står på kanten af et af bedene og peger med sin blomsterpind. Det er en eftermiddag i starten af maj, og haven er fyldt med planter og blomster. Selvom vinteren har trukket ud, er der masser af grønt liv i de mange små urter. De mange pensionister trisser rundt på de små sirlige stier, der går mellem bedene. Interessen er stor for tips til egen have og velvære. 52 mænd og kvinder

“D

s

24

Hanne Oustrup har ofte rundvisninger i sommer-halvåret. Hendes urtehave tiltrækker oftest de haveglade, men også nysgerrige sjæle finder vej til den grønne idyl.

Aftenens lysmandala. Et vigtig og central element i nymånemeditationerne, der afholdes hver måned.

25

har taget bussen fra det sydlige sjælland til Orø for at besøge Hanne Oustrup og hendes urtehave.

Efter tre kvarters tid er det kun de mest grønfingrede damer, der stadig går rundt i haven. Resten har fundet ud under det store valnøddetræ, hvor Jens-Johan, Hannes mand, har taget opstilling med hjemmelavede snaps.

“To slåen, tak,” kommer det højlydt fra en herre.“Ah, skulle vi nu ikke prøve noget variation”, foreslår Jens-Jo-

han, der blandt andet har malurt, perikon og kvan på flaskerne. Og i dagens rundvisning er der mange fif at hente. Ramsløg er god mod forhøjet blodtryk og til at nedsætte kolesteroltallet, mælkebøtteblade renser ud i de giftstoffer, kroppen danner i løbet af natten, og rosenrod er naturens egen viagra.

“Hun var meget malende til at fortælle,” siger en ældre dame til sin veninde, da de begge er på vej over til bussen. I morgen kommer endnu en bus fyldt, klar til at modtage Hannes vis-domsord.

Åbner andres øjneOg Hanne Oustrup er glad for at lære og lære fra sig. Med sine 69 år har hun uddannet sig til sygeplejerske, folkeskolelære, medicinsk astrolog og healer. Hun har bosat sig på Orø midt i Issefjorden sammen med sin mand, Jens-Johan. Fra det skønne landsted midt imellem marker og træer har hun i mange år prædiket om lægeurternes helbredende evner og tilbudt ån-delig vejledning.

”Jeg kan ikke fortælle folk, hvad der er rigtigt og forkert. Jeg kan skabe et forum, hvor de selv kan gå på opdagelse,” forklar-er Hanne.

Hun håber, at folk vil indse, at der er en bedre og sundere vej til et godt helbred, og at den spirende interesse, der så småt kigger frem, vil begynde at blomstre i fremtiden. Hun får aller-ede hjælp til at passe sin have fra interesserede, der kommer på visit for at suge hendes viden til sig.

Og hendes viden om de forskellige lægeurters virkemidler er ekstensiv. Flere bøger er det blevet til, og Hanne oversæt-ter også udenlandske titler, så de er lettere tilgængelige på det danske sprog. Hun udvider konstant sin viden og har netop fundet ny interesse i indiske lægeurter.

“Det er en hel ny verden for mig,” fortæller hun spændt.

e hvide låger med metalgreb, Global knivserien på magne-ten og det keramiske komfur får Hanne Oustrups køkken til at ligne et Bo Bedre katalog i 90’erne. Men her skal ikke laves leverpostej og syltede agurker, i stedet står formiddagen på Chyawanprash, et indisk smørepålæg. De gamle hinduistiske vismænd brugte det til forlænge deres liv, så de kunne nærme sig nirvana og opnå komplet samhørighed med universet.

På bordet ligger der et utal af gennemsigtige plasticposer med forskelligfarvede urter i pulverform. Kanel, kardemomme, safran, faktisk hele 35 urter og krydderier skal der i gryderne. Køkkenvægten står centralt placeret på bordet og Hanne går nøje til værks. Hver enkel ingrediens vejes præcist ned til mind-ste gram.

”Den skal man passe på, den farver utroligt meget,” siger hun, og tilføjer gurkemeje, så en gullig støvsky stiger op fra gryderne.

Efter at alle poserne er gennemgået, opmåler Hanne klaret smør, honning og sesamolie i skåle. Vand i de to gryder, og

D

s

26

så skal det hele syde og boble ved høj varme. Flere timer går, inden den rette mængde er tilbage, og de sidste skåle kan hæl-des i. Grøden begynder at stivne, og en klæbrig brun masse klistrer sig til den store træske, som toppen af en drømmekage.

Lytter til sit indreChyawanprash er stadig nyt for Hanne Oustrup, men hun har mange års erfaring ud i traditionel urtemedicin. Hun har gen-nem hele sit liv plejet sit helbred med naturens egne kræfter, og har aldrig taget så meget som en hovedpinepille.

Selv har Hanne ikke været heldig med sit sygdomsbillede. Som 33 årig begyndte en autoimmun bindevævssygdom at tage til, og blev endeligt diagnosticeret for syv år siden. Det betyder, Hannes at immunforsvar angriber raske celler, og den normale behandling er kraftige kortisonkurre. Men med tradi-tionel urtemedicin og viden om samspillet mellem sjæl og krop, har Hanne holdt sygdommene for døren. I vinter skulle hun have været opereret for en blæreprolaps, men efter at hun er beg-yndt at spise Chyawanprash, er hendes problemer forsvundet.

“I jo højere grad du lærer at lytte til dig selv og din krop, jo bedre får man det,” påpeger Hanne.

midten af det rektangulære sofabord stiller Hanne Oustrup et smalt hvidt stearinlys. I den lille keramik lysestage, der har form som en vase, dekorerer hun med lilla blomster. Hun er i gang med at forberede en såkaldt Mandala. Det en symmetrisk cirkelopstilling af lys, der fungerer centrum til aftenens nymåne-meditation. Ordet stammer fra det indianske medicinhjul, men solhjulet i nordisk mytologi og kristendommen er af samme ud-formning. Efterhånden som alle lys og dekorationer er på plads, sætter Hanne Oustrup og hendes mand Jens-Johan sig på hver sin side af bordet. Nymånemeditationen er åben for alle, men i aften har ingen fundet vej i den silende regn.

“I Øst tænder vi et lys for ærkeenglen Gabriel,” befaler hun. Jens-Johan tænder et af lysene i cirklen. Herefter tænder han de resterende lys, der alle dedikeres til et verdenshjørne og en ærkeengel. Hannes rolige og taktfaste stemme får de to til at slappe helt af og synke ned i møblerne.

“Vi finder et punkt over vores hoveder. Herfra trækker vi en-ergierne ned igennem vores kroppe, og ud i cirklen,” messer Hanne.

Bløde kattepoter tripper hen over trægulvet. Det er Mille, der med et hurtigt afsæt og en drejning tager plads i Hannes skød. Hun spinder højlydt med, mens Hanne fortsætter det nu lidt større selskabs rejse gennem kroppen.

I

Hanne Oustrup holder sin krop og sjæl ung, ved brug af gammel europæisk urtemedicin og indiske foryngelseskurre.

n

27

28

Jan KjeldsenPaul Pedel

Finn Bager Musling

29

Taxa KjeldJørgen Jyde

Flemming Løvebjerg Tjener Hans

30

Isabell

31

Af Jesper Mortensen

Isabell Schilling nyder livet som efterlønner ved sit landsted på toppen af bakken på Orø. Her­fra har hun øens bedste udsigt og muligheden for at leve det frie liv. Tid til sin hest og æslet Herbert, sin firhjulede off­roader og sin kæreste i København

Isabell

32

Ude i horisonten sejler Orøfærgen ind mod havnen og lægger til kaj. Det er tidlig morgen. Lyden fra et æsel, der skryder, bryder øens stilhed. Fra det store panoramavin-

due i Isabell Schillings stue kan man se vandet, der ligger stille hen i havneområdet ved Holbæk Fjord. Isabell er 64 år og har boet på Orø i 13 af dem. Hun stammer oprindeligt fra Jyllinge på Sjælland, men for to år siden kom hun ud af et ægteskab, og hun bor nu alene på sit landsted på toppen af en bakke på Orø. Herfra har hun øens bedste udsigt ud over den lille havn. Hun nyder tilværelsen og det sammenhold, der er på øen. Isabell står tidligt op om morgenen for at nyde naturen rundt om landstedet, som er et af de største på Orø. I forbindelse med landstedet, har Isabell en firhjulet off-roader, som hun blandt andet bruger til praktiske gøremål og når børn og børnebørn er på besøg. Derudover har hun tre katte, den islandske hest Hunni og æslet Herbert der er over 30 år gammel. De to står som et makkerpar i deres fold et lille stykke fra huset.

”De to kan ikke undvære hinanden”, fortæller Isabell.

Foroven: Venindeklubben mødes og dyrker Zumba, som er blevet populært da man kan følge et træningsprogram direkte fra en dvd.

Til højre: Isabell Schilling har aldrig selv redet på æslet Herbert der over 30 år gammel. Hun fortæller, at Herbert skrydede, når den så, den tidligere ejer komme kørene på sin knallert i sin neonfarvede jakke.

33

34

Hun har overtaget begge dyr fra tidligere ejere, der længere ikke havde overskud til at tage sig af dyrene.

”Den tidligere ejer gav hesten bajer, og den slubrede det i sig”, siger hun og smiler.

TirsdagszumbaKlokken nærmer sig ti om formiddagen. Isabell har været vågen i fire timer og står i sit lyseblå træningstøj, klar til at modtage sine veninder fra venindeklubben. Her til morgen skal de træne Zumba. Lyden fra flere bildøre, der smækker, markere at de første veninder er ankommet, og man kan høre på deres latter, at humøret er højt. Den står på indendørs-træning i en tilbygn-ing som Isabell har på landstedet, da dameklubben skal følge et træningsprogram på en storskærm. De resterende kvinder ankommer kort efter. En af dem har små gaver med fra en rejse til Thailand. Der bliver snakket fornøjet og man kan fornemme stemningen af fællesskab. Isabell, der er primus motor for trænings aktiviteten i dag, starter Zumba dvd’en, og damerne stiller op foran storskærmen. Lyden fra træneren på skærmen og den opmuntrende træningsmusik får alle damerne til kon-centreret at følge med i programmet. Isabell står forest foran skærmen og leder træningen og udfører entusiastisk øvelserne med et smil. Det er tydeligt at se, at Isabell er i sit es. Der er en stemning af, at de alle har det godt med hinanden. Her er der plads til humor og bemærkninger bag de lidt anstrengte mimiker fra de fysiske Zumba øvelser, der giver damerne røde kinder af varmen.

Efter en times tid er træningen slut, og Isabell byder på kaffe, frugt og hjemmelavet kage i haven.

”Normalt slutter de dagen af med en enkelt gin og lemon efter hyggetid og høre det sidste nye,” fortæller hun.

Men ikke i dag når de har trænet. Det er ikke kun Zumba

træning, som dameklubben laver. Andre dage går de ture i skoven eller laver andre aktiviteter, så som pilefletkursus. Ven-inderne skiftes til at arrangere aktiviteter. Efter en træning og den efterfølgende hyggesnak tager veninderne uhøjtideligt af-sked og de ses snart igen.

Kæresten i København Isabell har en kæreste i København, som hun ofte besøger. De to har kendt hinanden siden de var i tyverne og har i mange år været gode venner. Selvom Isabell bor på Orø og har landsted og dyr, nyder hun også at gå til udstillinger og i teatret. I går aftes kom hun hjem sent fra en forestilling på Bellevueteatret. Da var hun trukket i de pæne sko i stedet, og stillet det prak-tiske fodtøj fra sig. Isabell er en moderne dame i sin bedste alder med flere facetter. Selvom kæresten og Isabell er glade for hinanden, nyder Isabell at have sin egen base på Orø. På den måde får hun det bedste fra de to verdener.

”Jeg har det faktisk som jeg vil have det,” fortæller hun.De to rejser ofte og tager på spontane ture, eksempelvis til

Nice, som de besøgte tidligere på året. Indtil videre vil hun også gerne have tid til sig selv og nyde tiden, til hun eventuelt flytter sammen med sin kæreste.

Orø, tur­retur Det er tid til at trække af joggingtøjet. Isabell har igen en aftale i København og gør sig klar til at skifte øen ud med hoved-staden. Snart kører hun igen ned ad den lange, smalle allé med forårsblomsterne og når Orø-færgen på to minutter. Hun regner med at nå den sidste færge hjem igen. Hjem fra København til Orø. Fra ø-liv til hovedstaden og tilbage igen. Ligesom Isabell kan lide det.

35

36

37

38

39Petra

40

Petra er tilflytter. Hun er førtidspensionist og lever et liv med alkohol og ADHD. Hun har boet på Orø i halvanden måned, et valg hun har taget for at komme væk fra storbyens kampe

”Mine ben gør ondt, de kan ikke mere, jeg skal bare sidde ned” skriger Petra.

Det er en aften i begyndelsen af maj. Petra hænger fuldstæn-dig slap, mens hun bliver båret i skuldrene hen ad vejen af to andre stamgæster fra Orøs lille bodega ”Stoppestedet”. Hun synker længere og længere ned i deres arme, og til sidst bliver det for tungt for de to, som må give op. Hun falder til jorden og bliver liggende næsten livløs, inden de får hevet hende op igen.

Kan ikke med andre menneskerKamilla Johanne Petra Schmidt Laursen, bedre kendt på Orø som Petra, er 35 år. Hun bor egentlig sammen med sin mand, men han er sjældent hjemme, fordi han arbejder otte måneder om året som fisker i Holland.

Petra har ikke noget arbejde, hun er førtidspensionist og lider af ADHD, som er en forstyrrelse af opmærksomhed.

”Jeg er pensionist, jeg kan ikke fungere i en sammenhæng med andre mennesker, så bliver jeg bare aggressiv. Det er jo ikke særlig smart, vel?” siger Petra.

Hun har været i gang med sprutten hele dagen. Den første drink er fikset ved ti tiden, hvor Petra danser rundt i stuen. Hun svinger med et viskestykke, har solbriller og forklæde på, og koncentrerer sig meget om at synge med.

Sangen på stereoanlægget er ved at være slut. Petra hænger med hovedet, og smilet er forsvundet. Hun virker pludselig trist og irriteret, går udenfor, lægger sig hen over et bord og er stille. Pludselig sætter hun sig op og slår en knyttet næve i bordet.

Hun tager ikke noget medicin mod sin sygdom, hvilket er

Af Marcus Trappaud Bjørn

41

42

årsag til de pludselige humørskift. Hun føler ikke, medicin hjælper hende. Det gør hende vanvittig, synes hun. Lige plud-selig kan hun gå amok. Hun vil hellere drikke lidt ekstra og så klare sig selv.

Hun rejser sig, går ind og sætter et stille nummer på an-lægget, laver endnu en drink, og ruller en cigaret af en stor bunke tobak, der ligger på stuebordet. Hun slapper mere af igen.

På væggene hjemme hos Petra hænger gamle landsk-absmalerier i guldrammer, der er æbler på stuebordet, bøger og DVD’er står sorteret fint på hylder og i skabe. Udover en tallerken med noget gammelt kød og en indtørret brun sovs, er der pænt i huset.

For mange kampePetra har som barn boet med sin far i Thylejren, et fristed for alternative mennesker. At vokse op i Thylejren har været af-gørende for, at hun har valgt at bo på en ø.

Petra bryder sig ikke om i større byer, der er for mange kampe med andre mennesker, men på Orø, hjælper og passer folk på hinanden. Hun vil hellere koncentrere sig om sin egen kamp, end at kæmpe med andre.

”Her får jeg sjælefred, jeg kan gøre, de ting jeg gerne vil, der er ikke nogen der jager med mig” siger Petra.

Hun har boet på Orø i halvanden måned. Efter hun er kommet, har hun kun været væk fra øen to gange, og hun vil helst ikke forlade den.

Smidt udEfter både drinks og øl i løbet af dagen, drikker hun et lille glas vand. Hun er klar til at køre mod ”Stoppestedet” på sin scooter ”Lille Lotte”, som er døbt efter hendes gamle hest.

”Jeg har redet meget. Jeg er skide god til krikker, men da jeg blev ældre, tog det for lang tid at komme frem, så Lotte fik et føl, som hedder Lille Lotte” forklarer hun om sin scooter.

Petra træder ind i det lille tilrøgede lokale, der står en kvinde og putter mønter i de enarmede tyveknægte, fire andre sidder ved et bord og drikker øl. Hun køber to øl til sig selv, og falder i snak med de andre. Petra har været i gang med at drikke det meste af dagen, og hun er mere påvirket end resten af gæsterne.

”Petra, nu holder du kæft, ellers ryger du ud. De kan høre dig helt inde ved siden af” siger bartenderen.

Humøret skifter, Petra undskylder, hun sætter sig ved et bord, og siger ikke noget. Det varer ikke længe, før de to øl er væk, og hun endnu en gang hæver stemmen. Kort efter bliver hun smidt ud af bartenderen. To stamgæster hjælper hende ud af døren. De tager fat i hendes arme, og slæber hende af sted.

43

44

45

46

47

EllaAf Ditte Lysgaard Holm

Hun har ikke noget pas, og hun var 67, inden hun var på ferie udenfor Orø. Til­gengæld har hun et drivhus fyldt med vin og læggekartofler og en dukke siddende i sofaen, klædt i pink strik. Ella Jensen er 76, hun er født på Orø, og står det til hende, skal hun aldrig derfra

48

49

Den rød- og blåblomstrede kittel vim-ser over mod komfuret. Her ligger medisteren og sprutter vellystigt i sin

stegemargarine, mens pastaskruerne endnu venter i gryden. Den ene af ketchupflaskerne tømmes ud over skruerne, inden den næste med et par hårde klap i bunden slipper sit ind-hold, der med et smat lander samme sted.

Inde i kitlen er Ella Jensen. Det er torsdag aften, og hun trisser rundt i køkkenet og forbereder aftensmaden – Jakob vil have kartofler og sovs med kulør, men hun kan bedre lide pasta, så for husfredens skyld er alle kogeplader i gang. Ella har stået i det grønne køkken hver aften siden 1959, da hun flyttede ind hos Jakob. De havde kendt hinanden kort nogle år forinden, men efter gymnastikforeningens bal i forsamlingshuset blev de kærester igen. Og et par år senere kom sønnen Leif.

”Når man leger med ilden, så sker sådan noget”, smiler Ella.

På væggen bagved hænger billedet af søn-nen. Han var med ved forældrenes bryllup.

Ella selv blev født på et lille husmandssted i Næsby på Orø i 1935. Tre år senere havde hun to mindre søskende. Hun gik i skole tre gange om ugen i syv år, inden hun kom i hu-set hos øens dyrlæge. Hun passede hus og børn og køkken for flere familier de næste par år, inden hun som 19-årig kom en som-mer på husholdningsskole. Det blev hendes første og eneste tid undenfor Orø og den en-este uddannelse, hun fik.

Egentlig ville hun gerne have været ekspe-ditrise. Så hun kunne stå der bag disken og ekspedere kunder. Men uddannelse var for doktorens og lærerens børn, og selvom hun aldrig kom længere end på husholdning-skole, endte hun alligevel med at betjene kunder, da hun flyttede ind hos Jakob på øens gamle gartneri. Langs huset ligger jord-bærplanterne stadig som perler på en snor, og i drivhuset står trækasserne med lægge-kartofler, der dovent skyder deres spirer op mod vinstokkene.

50

Hver morgen kl. ni åbner hun døren, går forbi drivhuset og triller ned ad flisegangen med sin ternede pensionisttrolley. Rolls Roycen, kalder hun den. Nede ved den gamle køb-mand svinger hun til venstre, ad Brøndevej, mens hun peger og forklarer om dengang, der var både slagter og skomager. Om hvor-dan de købte slik i Hansignes butik, når der var eksamen, og hvordan alle kjolerne var ens, fordi øens syersken kun havde et møn-ster. I dag er den eneste forretning øens brugs.

Den engelske kongefamilie ser til fra Billedbladets forside, mens hun forsigtigt fylder den postkasserøde indkøbskurv med sødmælk, franskbrød, rullepølse og marza-rintærte, inden hun ruller op mod kassen og den ugentlige lottokupon.

Orø er ikke særlig stor, men det passer Ella fint. Med sine knap 160 cm fylder hun heller ikke meget på den, og når den daglige in-dkøbstur foregår til fods, er det godt, at af-standene ikke er større.

”Her er alt hvad jeg har brug for, og jeg har altid boet her. Hvad skulle jeg tage væk for?” spørger Ella.

Hun har ikke noget pas, hun har aldirg

været længere væk end Skagen og var 67 år gammel, da hun første gang rejste på ferie udenfor Orø. Her har hun sit hjem, sin søn og sin historie. Hun kan huske første gang hun skulle fra øen for at blive fotograferet, hun kan huske den dag de måtte slagte for nedrullede gardiner fordi tyskerne kom, hun kan huske da brugsen brændte, så alle jule-gaverne gik op i flammer, og hun kan huske den første uge på husholdningsskolen med fremmede folk i fremmede omgivelser.

Uret tikker taktfast over familiemedlem-merne, der hænger side om side med ju-leplatter og landskabsmalerier. Det er snart tid til formiddagste. En hermelin står på sin pind på reolen og skuer ud over plasticduk-ken, der sidder i sofaen med sit tæppe og kigger intenst ind i tv’ets køkkenreklamer og genudsendelser. Mellem de blomstrede dækkeservietter står nutellaglasset, akvavit-ten og sukkerskålen, mens Ella går rundt for at få det sidste klar. Termokanden kommer ind på bordet. Fire skiver franskbrød – to til hver – ligger og venter på Kærgården og den mellemlagrede. Hun åbner yderdøren, kniber øjnene sammen og ser efter Jakob.

“Kommer du ind til te?”.

51

52