Den 1. Slavekrig på Sicilien

1

Indhold:

1.0 Problemformulering side 2

1.1 Praktiske oplysninger til læseren side 2

1.2 Definitioner side 3

2.0 Kilder og historiografi side 4

3.0 Det historisk hændelsesforløb ifølge de skriftlige kilder side 6

4.0 Tre forskellige forståelsesrammer side 13

4.1 Den marxistiske forståelse - klasse oprøret side 13

4.2 Den unikke forklaring og det folkelige provinsoprør side 18

4.3 Hobsbawms sociale banditter - det primitive oprør side 22

5.0 Diskussion side 26

6.0 konklusion side 28

7.0 Litteratur side 30

2

1.0 Problemformulering

Når man skal beskrive det romerske samfund og dets udvikling, er slaveriet et af de helt centrale begreber, som man

ikke kan komme udenom. Slaveriet som produktionsform gav det romerske samfund det fundament, som muliggjorde

den voldsomme ekspansion det gennemgik. Uden Slaveriet havde det næppe været muligt at gennemføre de

tilbagevendende krige, som prægede den romerske ekspansionsperiode, og samtidig var krigene hovedleverandør af

de slaver, som var nødvendige for at udbygge og udbrede slaveproduktionen. Den marxistiske tradition indenfor

historiefaget har altid beskæftiget sig specielt meget med slaveriet, og ikke mindst de klassemodsætninger denne

produktionsmåde førte med sig. Marxistiske historikere har forsøgt at forstå Romerriget og dets slaveproduktion

indenfor rammerne af den marxistiske materialistiske historieopfattelse. Ifølge denne historieopfattelse skal

drivkraften i historien findes i de konflikter, som opstår i det antagonistiske forhold mellem klasserne i ethvert

samfunds økonomiske basis. På et givent tidspunkt i ethvert samfunds udvikling vil der opstå en situation hvor

produktivkræfterne har udviklet sig til et stadie hvor der opstår en diskrepans mellem produktivkræfter og

produktionsforhold og i disse perioder vil klassekampen antage revolutionær karakter. For Romerrigets vedkommende

udgjordes denne modsætning ifølge marxisterne af forholdet mellem slave og slaveejer. Marxisterne har ud fra denne

teori forsøgt at forklare Romerrigets opløsning og slaveriets afskaffelse som resultat af en klassekamp mellem slaver og

slaveejere, som endte med, at slaveproduktionen blev erstattet af feudalismen. De tydeligste eksempler på

slavesamfundets modsætninger og slavernes klassekamp er ifølge marxisterne de store slaveoprør. Derfor har

marxister traditionelt beskæftiget sig meget med disse slaveoprør og specielt de fire største af disse; Den 1. Slavekrig

på Sicilien, Aristonicus-opstanden, Den 2. Slavekrig på Sicilien og Spartacus-oprøret. Men er der belæg for at opfatte

disse slaveoprør som udtryk for klassekamp eller sågar som revolutionære i marxistisk forstand? For at finde svar på

dette spørgsmål vil jeg i dette projekt gennemgå Den 1. Slavekrig på Sicilien og bruge den som udgangspunkt for en

diskussion af tre forskellige forståelsesrammer, hvoraf den marxistiske er den ene. De to andre rammer til at forstå

Den 1. Slavekrig er; 1) det unikke oprør og folkeligt provinsoprør. Med denne måde at forstå slaveoprøret på skal man

finde forklaringerne i de særlige forhold som kendetegner det enkelte oprør. I dette tilfælde bliver oprørenes etniske

sammensætning og Siciliens naturrigdomme og status som romersk provins afgørende i forståelsen af oprøret. 2) Det

primitive oprør og sociale banditter - eller den Hobsbawmske forståelsesramme. Ifølge Eric Hobsbawm ser man i alle

agrarsamfund et fænomen, som han kalder sociale banditter. Disse banditter udgør en særlig type af primitive oprører.

Jeg vil undersøge om Hobsbawms forståelse af det sociale banditvæsen kan bruges i forståelsen af Den 1. Slavekrig på

Sicilien.

Efter gennemgangen af de tre forståelsesrammer vil jeg på et overordnet plan diskutere de tre alternative tilgange i

forhold til hinanden, for derved at nærme mig en besvarelse af mit hovedproblem, som lyder:

Problemsætning:

Kan man anvende det marxistiske analyseapparat til at forstå Den 1. Slavekrig på Sicilien og kan slaveoprøret

betragtes som led i en større revolutionsproces i marxistisk forstand?

1.1 Praktiske oplysninger til læseren

Her følger et par praktiske oplysninger til læseren. Hvad angår navne og stednavne er der uenighed om stavemåder, og

der kan derfor forekomme andre stavemåder i citater end dem, der ellers bruges i projektet. Ligeledes skal læseren

være opmærksom på, at stednavne i projektet er de latinske navne, som blev brugt på slaveoprørets tid og altså ikke

3

de samme stednavne som bruges i dag, f.eks. hed byen Taormina på oprørets tid Tauromenium, byen Agrigento hed

Agrigentum (er også identisk med Acragas), og Catania hed dengang Catana.

I forbindelse med henvisninger til kilderne Diodorus Siculus, Strabo og Florus vil jeg ikke benytte sidetal, men de

systemer med kapitler og paragraffer som findes i disse bøger.

1.2 Definitioner

En række begreber, som jeg vil benytte mig af i mit projekt, kræver en nærmere definition, før de kan bruges. Jeg vil

her definere nogle af de vigtigste begreber.

Klassebegrebet:

Det klassebegreb, som jeg i dette projekt vil gøre brug af, er det marxistiske. Inddelingen i klasser bygger i denne

tradition på klasseanalysen, som definerer sociale klasser ud fra deres placering i produktionen og ejendomsforhold til

produktionsmidlerne (f.eks. jord og maskiner). Med denne definition kan klassetilhørsforholdet betragtes som

objektivt. De faktorer, som bestemmer den enkeltes klassetilhørsforhold, er f.eks. om man ejer produktionsmidlerne

eller ikke ejer produktionsmidlerne (dette er den afgørende faktor), om man deltager i produktionen, om man udfører

reproducerende, merværdi skabende eller ikke værdi skabende arbejde, eller om man har underordnede. Faktorerne er

alle objektive og tager aldrig udgangspunkt i den subjektive opfattelse af klassetilhørsforholdet, som kan være bestemt

af en falsk bevidsthed. Det centrale i det marxistiske klassebegreb er, at det er relationerne mellem klasserne, der

definere dem. Marxismen ser i disse relationer mellem klasserne en antagonistisk konflikt, som følger af de objektivt

modstridende interesser, som de forskellige placeringer i produktionen giver.

Slaveri:

Slaveriet er kendetegnet ved, at slaven ikke sælger sin arbejdskraft, men selv er en vare, som ejes af slaveejeren.

Slaveejeren råder således både over slavens arbejdskraft og slaven som vare, der kan sælges. Marx beskriver i teksten

Lønarbejde og kapital slavens placering således: “Slaven solgte ikke sin arbejdskraft til slaveejeren, lige så lidt som koen

sælger sin ydelse til bonden. Slaven med sin arbejdskraft er een gang for alle solgt til sin ejer”.1 Forholdet mellem slave

og slaveejer er således ikke blot et økonomisk men også et juridisk forhold. Slaveejeren har ejendomsretten over

slaven og dette betød i Romerriget, at de to faldt ind under hver deres juridisk definerede stand; som fri borger og

slave. Tilhørsforholdet til en stand var ikke afhængigt af rigdom men var rent juridisk defineret. På den måde kan man

godt finde eksempler på slaver, som var relativt rige men alligevel vedblev at være placeret i slavestanden. Med ens

tilknytning til den ene eller den anden stand fulgte en række juridisk defineret rettigheder og pligter men også en

socialt defineret status. Denne status var tæt knyttet til ens stand, hvilket betød at den relativt rige slave altid ville

vedblive at have lav status som medlem af slavestanden.2

Slavesamfund:

Med slavesamfund mener jeg ikke blot et samfund, hvor man benytter slaver som arbejdskraft. For at kunne tale om et

slavesamfund må slaveriet være den vigtigste værdiskabende arbejdskraft. Det er meget få samfund som ud fra denne

definition kan kaldes slavesamfund. Romerriget var i begyndelsen ikke baseret på slaveri, men blev det efterhånden

som erobringskrigene gav mulighed for det og til dels også nødvendiggjorde det. Det var hovedsageligt kerneområdet

Italien og provinsen Sicilien, der opfyldte betingelserne for at være slavesamfund, mens produktionen i de øvrige

provinser sandsynligvis i stor udstrækning var baseret på andre former for arbejdskraft.3

1 Marx, Karl: ”Marx/Engels - Udvalgte skrifter (bind 1)”. Forlaget Tiden, København, 1976. S. 78.

2 Christensen, Erik: ”Romersk Historie”. Aarhus Universitetsforlag. Aarhus, 1995. S. 18f.

3 Ibid. S. 19f.

4

2.0 Kilder og historiografi

I dette projekt har jeg af praktiske grunde valgt primært at benytte de litterære kilder. Af disse kilder er ingen

samtidige med slavekrigen. Der eksistere altså ingen litterære levninger fra slavekrigen, og alle mine primære kilder er

beretninger fra slavekrigens umiddelbare eftertid. Den vigtigste kilde til Den 1. Slavekrig på Sicilien er Diodorus Siculus´

værk Bibliotheca Historica4, hvor han i bøgerne 34/35 bl.a. beskæftiger sig med slaveoprøret. Diodorus blev født

omkring år 90 f.v.t. i byen Agyrium på Sicilien og i årene fra cirka 60 til 30 f.v.t. skrev han sit 40 binds store værk. Man

mener at Diodorus´ behandling af Den 1. Slavekrig i vid udstrækning bygger på et tidligere historisk værk skrevet af

Posidonius. Posidonius levede i årene fra cirka 135 til 51 f.v.t. og var oprindeligt fra Apamea i Syrien og gjorde sig mere

gældende som stoicistisk filosof end som historiker. Af Posidonius´ historie er der kun bevaret enkelte fragmenter,

hvoraf det ældste kan dateres til cirka 86 f.v.t.. Det vil sige at Posidonius´ værk ikke er samtidig med slavekrigen, og det

er ikke muligt at bestemme, hvilke kilder Posidonius støtter sig til.5 At Diodorus bygger sit værk på Posidonius ses bl.a. i

de dele, hvor den stoicistiske moral skinner igennem. Diodorus Siculus´ stoicistiske arv fra Posidonius ses bl.a. i hans

opfattelse af det ideelle forhold mellem slave og slaveejer. Dette forhold skulle bygge på det stoicistiske herskerideal;

den herskende skulle være kvalificeret til magten og regere til alles bedste. Dette skulle gælde på såvel det politiske

som det private plan. Diodorus skrev bl.a.:

“Not only in the exercise of political power should men of prominence be considerate towards those of

low estate, but also in private life they should - if they are sensible - treat their slaves gently. For

heavy-handed arrogance leads states into civil strife and factionalism between citizens, and in individual

households it paves the way for plots of slaves against masters and for terrible uprisings in concert

against the whole state. The more power is perverted to cruelty and lawlessness, the more the character

of those subject to that power is brutalized to the point of desperation.”6

At stoicismen har haft indflydelse på Posidonius´ og Diodorus´ moralske opfattelse af slavekrigen kan der næppe være

tvivl om, men det er ikke til at sige om deres beskrivelser af hændelsesforløbet også er påvirket heraf. To andre

forhold, som kan have påvirket Posidonius og Diodorus i deres opfattelse af slavekrigen, er; 1) at Posidonius har det til

fælles med slaveoprørnes leder Eunus at de begge kommer fra Apamea i Syrien og 2) Diodorus stammer fra Sicilien.

Som før nævnt findes det værk af Posidonius som Diodorus bygger sin Bibliotheca Historica ikke længere. Men det gør

Diodorus´ værk faktisk heller ikke, vi har i dag kun adgang til enkelte dele af det oprindelige Bibliotheca Historica;

størsteparten af den oprindelige tekst er gået tabt, og den tekst, som vi har adgang til, er sammensat af fragmenter

nedskrevet langt senere af henholdsvis Photius og Constantin den 7. Photius levede i årene cirka 810 til 893 e.v.t. og

var i to omgange patriark i Konstantinopel. Omkring år 845 e.v.t. skrev Photius værket Bibliotheca som indeholdt

uddrag af en lang række klassikere, heriblandt Diodorus´ Bibliotheca Historica. De øvrige fragmenter stammer fra den

byzantinske kejser Constantin den 7., også kaldet Porphyrogenitus, som levede i årene 913 til 959 e.v.t. Constantin den

7. igangsatte under sin tid som kejser en redaktion af en encyklopædi, der skulle indeholde moralsk opbyggelige

uddrag af tidligere værker, et af disse værker var Bibliotheca Historica. Disse to gruppen af fragmenter udgør

4 Siculus, Diodorus: “The Library of History of Diodorus of Sicily (bind 7)”. The Loeb Classical Library. Harvard

University Press, London, 1967. 5 Bradley, R. Keith: “Slavery and Rebellion in the Roman World 140 B.C. - 70 B.C.”. Indiana University Press, London,

1989. S. 133f. 6 Siculus, Diodorus: “The Library of History of Diodorus of Sicily (bind 7)”. The Loeb Classical Library, Harvard

University Press, London, 1967. Bog 34/35. 2. 33.

5

tilsammen det materiale, som danner den genskabte version af Bibliotheca Historica.7 Problemet med disse

fragmenter er, at det er umuligt at bestemme hvor tætte de ligger på den oprindelige tekst. Flere fragmenter har vi fra

begge grupper, og disse afslører at mindst en af dem ikke er identisk med den oprindelige tekst. Dette ses ved, at der

er variationer i de samme fragmenter fra de to grupper.

En anden kilde til Den 1. Slavekrig er Starbos Geografi8 i 17 bind. Strabo var græsk geograf og historiker og levede i

årene cirka 63 f.v.t. til 21 e.v.t.. Strabo beskrev i sin Geografi hele den for romerne kendte verden, og den var baseret

både på egne rejseopdagelser og tidligere værker. Strabos Geografi minder på mange måder mere om en moderne

rejseguide end om et geografisk værk; han beskrev nemlig ikke blot geografien men også vigtige begivenheder,

politiske personligheder, økonomiske forhold og de kulturelle eller religiøse skikke, som fandtes i de forskellige

samfund. I bog 6 af Strabos Geografi beskrev han Den 1. Slavekrig på Sicilien.

Den sidste kilde jeg vil nævne er Florus´ Epitome of Roman History.9 Vi ved meget lidt om Florus, men man mener at

hans fulde navn var Lucius Annaeus Florus. Florus blev født i Africa, som var den romerske provins, som lå, hvor det

nuværende Tunesien ligger. Sidenhen, under kejser Hadrian (117-138 e.v.t.), emigrerede Florus til Rom. Florus menes

at have været ven af kejser Hadrian og det er ikke usandsynlig, at det var under dennes kejsertid at værket Epitome of

Roman History blev skrevet. Florus skrev i sin introduktion til værket, at der var gået næsten 200 år siden Caesare

Augustus. Hvis man regner fra det tidspunkt hvor Augustus blev kejser, nemlig år 27 f.v.t., blev Epitome of Roman

History skrevet i årene før år 173 e.v.t., altså i kejser Aurelius kejsertid. Regner man derimod fra Augustus fødsel i år 63

f.v.t. er Epitome of Roman History skrevet i årene før 137 e.v.t., hvilket passer med Hadrians kejsertid. Florus

beskæftigede sig i sit værk hovedsageligt med de krige, som romerne førte fra grundlæggelsen af byen Rom frem til

kejser Augustus´ tid.10

For alle de tre kilder jeg har beskrevet ovenfor er det værd at bemærke, at de er skrevet af mennesker, som tilhørte

borgerstanden i det romerske samfund. Det er ikke til at sige, hvorvidt dette forhold har farvet deres opfattelse og

beskrivelse af Den 1. Slavekrig på Sicilien men det er ikke usandsynligt.

De store slaveopstande i Romerriget har traditionelt haft stor opmærksomhed i marxistiske kredse. Specielt i

Østeuropa og det tidligere Sovjetunionen har historikere behandlet slaveriet og de forskellige konflikter, som opstod

mellem slaver og slaveejere. Den marxistiske forskning var frem til den officielle afstalinisering af det russiske

kommunistparti i 1956 særdeles bogstavtro. Marx´ og Engels´ universalhistoriske udviklingsteori betragtede

produktivkræfternes udvikling og deraf følgende klassekonflikter i den økonomiske basis som hoveddrivkraften i

historien. Hele opfattelsen af antikken, slavesamfundet og slaveoprørene blev tilpasset denne teori og ikke mindst

Lenins og Stalins fortolkninger af denne. Antikken blev opfattet som et slavesamfund, slaverne som én klasse og

slaveoprørene som revolutioner, der fulgte naturligt af det antagonistiske forhold mellem slave og slaveejer. I 1936

skrev A. V. Mischulins en bog om slavernes revolution og republikkens undergang. I denne bog blev der beskrevet en

sammenhæng mellem slavernes revolution og overgangen mellem slavesamfund og feudalisme. Inspireret af Stalin

blev denne slaverevolution opfattet som en proces i 2 faser; 1) de store slaveopstande i senrepublikkens tid, som ledte

til republikkens sammenbrud og 2) slavernes og germanernes modmagt, som førte til slavesamfundets endelige

afskaffelse. Efter 1956 tog den marxistiske forskning i både Sovjetunionen og Vesteuropa en mindre ortodoks drejning

og i stedet for at tilpasse forskningen til den universalhistoriske udviklingsteori, tog man nu udgangspunkt i kilderne.

7 Bradley, R. Keith: “Slavery and Rebellion in the Roman World 140 B.C. - 70 B.C.”. Indiana University Press, London,

1989. S. 134f. 8 Strabo: “The Geography of Strabo (bind 3)”. The Loeb Classical Library, Harvard University Press, London, 1967.

9 Florus, Lucius Annaeus: “Epitome of Roman History”. The Loeb Classical Library, Harvard University Press, London,

1966. 10

Ibid. S. IXf.

6

En af de centrale marxistiske historikere efter 1956 var E. M. Staerman. Staerman var med til at gøre op med

opfattelsen af de to antagonistiske klasser, men hendes vigtigste forskningsområde var de forskellige ejendomsformer

som eksisterede i antikken. Staermans forskning er i øvrigt kendetegnet ved at være meget empirisk orienteret og

meget lidt teoretisk. Marxisterne benytter efter 1956 en mere nuanceret klasseanalyse, som medførte et opgør med

opfattelsen af slaverne som én klasse og udgangspunktet i kilderne frem for teorien ledte også væk fra ideen om

slaverevolutionen. Marxisterne gik herefter ikke bort fra ideen om klassekamp i antikken, men man begyndte at søge

efter mindre exceptionelle begivenheder end egentlige oprør som udtryk for klassekamp.

En af slaveforskningens helt centrale personligheder i vesten er Moses I. Finley. Finley udgør på mange områder et

opgør med modernismen, som var den tidligere fremherskende retning indenfor den vestlige forskning. Finley gjorde

op med modernisternes forsøg på at forstå antikken med moderne begreber, og han argumenterede i stedet for, at

antikken skulle forstås på sine egne præmisser. Det vil sige at teorierne og begrebsapparatet skulle tilpasses antikken

og ikke omvendt. Dette grundsyn tilsluttede mange marxister sig også, og Finley byggede på visse områder bro mellem

den marxistiske og den ikke-marxistiske forskning.11

Hvad angår forskning specifikt omkring Den 1. Slavekrig på Sicilien eller slaveoprørene generelt, kan man nævne navne

som Joseph Vogt, Peter Green og Keith R. Bradley. Joseph Vogt var en af de forskere, der var med til at gøre op med

opfattelsen af slaveoprørene som udtryk for klassekamp i marxistisk forstand og argumenterede i stedet for, at man

skulle se oprørene som unikke og analysere og forstå dem på det enkelte oprørs særlige betingelser. Denne holdning

kom bl.a. til udtryk i artiklen The Structure of Ancient Slave Wars fra 1957.12

I artiklen The First Sicilian Slave War trykt i

tidsskriftet Past & Present nr. 20 i 1961 giver Peter Green en godt overblik over hændelsesforløbet i Den 1. Slavekrig på

Sicilien og beskriver samtidig nogle af de religiøse og politiske ideer, som kendetegnede oprøret.13

Et af de nyeste og

mest centrale værker om Den 1. Slavekrig er Keith R. Bradleys bog Slavery and Rebellion in the Roman World 140 B.C. -

70 B.C.14

I dette værk gennemgår Bradley 3 af de store slaveoprør; Den 1. og den 2. Slavekrig på Sicilien og

Spartacus-oprøret. Bradley undersøger hvilke fællestræk disse slaveoprør har og søger derigennem at forstå de antikke

slaveoprør som fænomen. Jeg vil også nævne Gerald P. Verbrugghe der i sit forfatterskab har beskæftiget sig med

såvel slaveoprørets natrur og landbrugsstrukturen i de romerske slavesamfund. Verbrugghe er en af hovedfortalerne

for den teori at Det 1. Slavekrig i virkeligheden var et bredt regionalt oprør mod centralmagten i Rom.15 K. D. White er

en anden historiker det ligeledes står centralt i forskningen vedrørende landbrugsstrukturen, særligt udbredelsen af de

store latifundia-brug.16

3.0 Det historiske hændelsesforløb ifølge de skriftlige kilder

Før jeg går i gang med det egentlige hændelsesforløb vil jeg først give en kort beskrivelse af slaveriet på Sicilien. Sicilien

var som tidligere nævnt sandsynligvis den eneste provins udenfor Italien, der kan kategoriseres som et slavesamfund. I

årene før slaveoprøret havde der været en stor tilstrømning af slaver til Italien og Sicilien. Denne tilstrømning udsprang

11

Tvarnø, Henrik: ”Det romerske slaveri - i europæisk forskning efter 2. Verdenskrig”. Museum Tusculanums Forlag,

København, 1982. 12

Wiedemann, T. E. J.: „Slavery“. Oxford University Press, Oxford, 1987. S. 48. 13

Green Peter: “The First Sicilian Slave War”. Past & Present, No. 20, november 1961. 14

Bradley, R. Keith: “Slavery and Rebellion in the Roman World 140 B.C. - 70 B.C.”. Indiana University Press, London,

1989. 15

Verbrugghe, Gerald P.: “Slave Rebellion or Sicily in Revolt?”. Kokalos, Vol. 20, 1974. S. 46-60. 16

White, K. D.: “Latifundia. A critical review of the evidence of large estates in Italy and Sicily up to the end of the first

century A.D.”. Bulletin of the Institute of Classical Studies. University of London, Vol. 14. 1967. S. 62-79.

7

dels af de mange krige, som romerne førte i middelhavsområdet i det 1. og 2. århundrede f.v.t.17

og dels af et

omfattende slave-pirateri, som toppede i årene umiddelbart før Den 1. Slavekrig. Slave-pirateriet fik en afgørende

indflydelse på sammensætningen af slaver på Sicilien. I Cilicia havde der udviklet sig et omfattende slave-pirateri, som

forsynede romerne med et større antal slaver fra Cilicia og Syrien. Det særlige ved disse slaver var, at de ofte var

uddannet og tidligere frie borgere. Det var ifølge de skriftlige romerske kilder, sandsynligvis disse syrere og ciliciere der

udgjorde lederskabet af Den 1. Slavekrig på Sicilien.18

Slaverne på Sicilien tilhørte mange forskellige kategorier af

slaver; i byerne var der de forskellige typer af husslaver, håndværksslaver og forskellige typer af betroede slaver, som

arbejdede som læger, lærere, bogholdere, kunstnere osv. På landet blev den daglige drift af gårdene varetaget af en

betroet slave-forvalter, vilicus, men langt størsteparten af slaverne på landet tilhørte to forskellige typer af

landbrugsslaver; arbejdsslaver og hyrder. Arbejdsslaverne var den absolut største gruppe af slaver, og de arbejde

hovedsageligt i markerne. Arbejdsslaverne i landbruget arbejde typisk i grupper på 10-20 slaver på den type af gårde,

som blev kaldt villa rustica.19

Disse slaver var stort set isoleret fra omverdenen, da de ikke havde tilladelse til at forlade

gården. Gårdene havde ofte egne fængselsceller, ergastula, og lænker, som blev brugt til at straffe og afskrække

ulydige slaver. Ved siden af villa rustica har der sandsynligvis også eksisteret et mindre antal af meget store

landejendomme, de såkaldte latifundia, hvor der har arbejdet meget store grupper af slaver sammen. Hyrderne, som

udgjorde en noget mindre gruppe, arbejdede i grupper ledet af en kvægformand, magister pecoris, som selv var slave.

Hyrderne på Sicilien vogtede almindeligvis får eller heste, som blev brugt til avl. Hyrderne var ikke under opsyn på

samme måde som arbejdsslaverne men kunne bevæge sig relativt frit omkring. For at kunne beskytte dyrene mod

tyveri og vilde dyr var hyrderne bevæbnet, ofte med spyd, og dette betød at de fik en særlig vigtig betydning i

forbindelse med de store slaveoprør. De store slaveejere på Sicilien var både romerske aristokrater (særligt ridderne,

equites) og lokale sicilianske rigmænd.20

Der hersker imidlertid stor uenighed om landbrugsstrukturen på Sicilien hvis man sammenligner de skriftlige kilder

(Diodorus) med de senere arkæologiske og historiske undersøgelser. Der er meget som tyder på at indretningen af

landbruget på Sicilien var anderledes end det kilderne beskriver og dette har, som vi senere skal se, indflydelse på

hvordan vi kan forholde os til teorien om den det rene slaveoprør.

Hele problemet handler om størrelsen på landejendommene på Sicilien og slavearbejdskraftens udbredelse og dermed

også oprørets rekrutteringsgrundlag. En af de historikere som har beskæftiget sig med disse forhold er Verbrugghe og

han når frem til følgende: At den altovervejende del af landbruget på Sicilien bestod af små korndyrkende bondebrug

og ikke af de store latifundia-brug. Han mener ikke at anvendelsen af slaver til korndyrkning var rentabelt. Ved siden af

disse bondebrug fandtes de omtalte villa rustica som primært var beskæftiget med vin- og olivenproduktion samt

dyrehold. Det har primært været i disse sektorer at slavernes har været anvendt, men han mener ikke at dyrehold har

været udbredt i nært det omfang som man tidligere har antaget, og som er beskrevet af bl.a. Diodorus. Resultatet af

denne beskrivelse af det sicilianske landbrug må være, at der har været færre slaver på Sicilien på Den 1. Slavekrigs tid

17

Green Peter: “The First Sicilian Slave War”. Past & Present, No. 20, november 1961. S. 19. 18

Ibid. S. 13. 19

Villa rustica var sandsynligvis den mest udbredte type af landejendomme på Den 1. Slavekrigs tid på Sicilien. Villa

rustica producerede udover korn og andre afgrøder også vin og oliven og størrelsen af landejendommen har typisk været

på omkring 100 jugera (ca. 25 hektar). Det typiske antal slaver på sådan en gård var 10-20 og ofte levede slaveejeren ikke

selv på gården men overlod i stedet den daglige drift til en slave-forvalter, vilicus, som ofte selv var slave. Christensen,

Erik: “Romersk Historie”. Aarhus Universitetsforlag. Aarhus, 1995. S. 100. 20


1989. S. 47ff.

8

end de skriftlige kilder beskriver.21 Hvilken indflydelse denne beskrivelse af den sicilianske landbrugsstruktur kan have

på vores syn på oprøret, vil jeg vende tilbage til i et senere afsnit.

Der hersker stor uenighed om hvornår Den 1. Slavekrig brød ud både mellem kilderne og historikerne. Der er ligeledes

uenighed om hvorvidt slavernes overtagelse af byen Enna markerede konfliktens udbrud, eller om der gik nogle

begivenheder forud for dette. Hovedkilden til Den 1. Slavekrig, Diodorus, skrev om tidspunktet for slaveoprørets

udbrud:

“When Sicily, after the Carthaginian collapse, had enjoyed sixty years of good fortune in all respects, the

Servile War broke out (...)”.22

Karthago faldt i år 201 f.v.t., hvilket betyder at slavekrigen ifølge Diodorus brød ud i år 141 f.v.t.. Men det er uvist om

de 60 år Diodorus nævner, er en præcist angivelse eller en cirka angivelse. Den kristne historiker Orosius som skrev i

det 5. århundrede, angav et udbrud fra vulkanen Etna, hvilket blev opfattet som et forvarsel om, eller udløser af store

begivenheder, i dette tilfælde oprøret. Orosius skrev at udbruddet fandt sted mens Fulvius Flaccus var konsul.23

Dette

betyder at oprørsudbruddet ifølge Orosius dateres til 134 f.v.t.. Årstallene 141 f.v.t. og 134 f.v.t. udgør de to yderpoler

i diskussionen om hvornår Den 1. Slavekrig begyndte. Året 134 f.v.t. svarer til det år, hvor det for første gang var en

romerske konsul, Fulvius Flaccus, der fik det direkte ansvar for krigen mod oprøret. Dette tyder på, at det var i 134

f.v.t. at myndighederne i Rom for alvor blev optaget af situationen på Sicilien, men det betyder ikke nødvendigvis at

oprøret først brød ud i dette år. Vi ved at Flaccus som konsul ankom til Sicilien for at lede krigen mod oprøret og kan

dermed med stor sikkerhed sige, at oprøret var brudt ud i 134 f.v.t., men Florus nævner desuden navnene på 4

prætorer som led nederlag til oprørene før Flaccus.24

En af disse prætorer, Lucius Plautius Hypsaeus, nævnes også af

Diodorus i forbindelse med et nederlag til oprørene ca. 30 dage efter disses indtog i Enna.25

Efter al sandsynlighed var

Hypsaeus prætor umiddelbart før Flaccus tog over, hvilket betyder at han var prætor i året 135 f.v.t.. Med denne

oplysning skulle oprøret ifølge Diodorus være brudt ud i 135 f.v.t.. Hvis vi derimod vender tilbage til de 4 prætorer som

Florus nævner og går ud fra at prætorerne sad alene for et år af gangen, kan vi regne yderligere 3 år tilbage. Hvis vi går

ud fra at Florus nævner prætorerne i den rækkefølge, som de blev indsat, kan vi således placere de sidste 3 prætorer i

følgende orden; L. Calpurnius Piso Frugi (136 f.v.t.) L. Cornelius Lentulus (137 f.v.t.) og A. Manlius Torquatus (138 f.v.t.).

I følge Florus skulle oprøret altså derfor være brudt ud i 138 f.v.t. eller tidligere. En indvending mod dette er at Piso,

der var prætor i 136 f.v.t., i 133 f.v.t., denne gang som konsul, blev sendt tilbage til Sicilien for at lede krigen mod

oprørene. Hvis Piso allerede tidligere havde lidt nederlag mod oprørene, kan det virke besynderligt, at man skulle

vælge netop ham til at lede krigen på dette kritiske tidspunkt. En mulig forklaring, som både tager højde for Diodorus

og Florus, er at slaverne først erobrede Enna i 135 f.v.t. mens Hypsaeus var prætor på Sicilien, og at denne begivenhed

af romerne blev opfattet som begyndelsen på slavekrigen, selvom der faktisk allerede tidligere blev ført en form for

21

Verbrugghe, Gerald P.: “Sicily 210-70 B. C.: Livy, Cicero and Diodorus”. Transactions and Proceedings of the

American Philological Association, Vol. 103, 1972. S.535-559. 22

Siculus, Diodorus: “The Library of History of Diodorus of Sicily (bind 7)”. The Loeb Classical Library, Harvard

University Press, London, 1967. Bog 34/35. 2. 1. 23

Orosius: Internet - http://www.fordham.eud/halsall/ancient/3slaverevolttexts.htm (10/10 2001). Bog 5. 6. 24

Florus, Lucius Annaeus: “Epitome of Roman History”. The Loeb Classical Library, Harvard University Press, London,

1966. Bog 2. 7. 25



9

guerillakrig af oprørske slaver (sandsynligvis hyrder). Hvis dette var tilfældet har romerne sandsynligvis opfattet de

nederlag som de 3 prætorer led i årene fra 138-136 f.v.t. som resultat af banditvæsen og ikke som et led i et egentligt

oprør, hvilket igen betyder at der ikke er noget argument for, at Piso ikke skulle kunne vende tilbage i 133 f.v.t. som

konsul. Hvis man kombinerer Diodorus´ beretning med oplysningerne om de 3 tidligere prætorer fra Florus, kan man

forestille sig, at oprørnes leder Eunus allerede i 138 f.v.t. eller årene før var blevet kontaktet af de konspiratoriske

damophilus/megallis-slaver, som derefter begyndte en undergrundskrig. Denne undergrundskrig blev muligvis af

slaverne opfattet som et oprør, mens romerne kan have set det som banditvæsen. Først da oprørene i 135 f.v.t. indtog

byen Enna blev romerne opmærksomme på oprøret. Dette betyder at stormen på Enna ikke fandt sted umiddelbart

efter at de konspiratoriske slaver havde henvendt sig til Eunus, som det ellers er beskrevet af Diodorus, men at der i

stedet gik cirka 3 år mellem de to begivenheder. Et argument for at denne forklaring holder er, at Florus faktisk menes

(gennem Livy) at bygge på en frigivet jødisk slave, Caecilius, der skrev værket On the Servile Wars.26

Caecilius´ værk er

gået tabt, og vi har ingen mulighed for at sige noget om, hvad indholdet af værket har været, men det er en mulighed,

at Caecilius som tidligere slave har set oprøret fra slavernes synspunkt og videregivet slavernes opfattelse af

begivenhederne før 135 f.v.t. som andet end blot resultatet af banditvæsen. Hvad enten denne forklaring er realistisk

eller ej, har jeg beslutte at holde mig til året 135 f.v.t. (eller muligvis slutningen af 136 f.v.t.) som det mest sandsynlige

årstal for oprørenes erobring af byen Enna og dermed også året, hvor det egentlige oprør brød ud.27

Den 1. Slavekrigs helt centrale person var slavelederen Eunus. Eunus var født i Apamea i Syrien,28

og han var

sandsynligvis uddannet og tidligere fri borger. Hvordan Eunus endte som slave ligger ikke fast, men en mulighed er, at

han var offer for det omfattende ciliciske slave-pirateri. Det, vi ved om Eunus, er, at han var ejet af Antigenes29

i Enna,

som havde købt ham af Pytho.30

Eunus arbejdede sandsynligvis som husslave og var som sådan tilknyttet Antigenes´

hus i selve Enna. Eunus var kendt som magiker og mirakel-mager, en position han fik gennem en række åbenbaringer

og forudsigelser som han påstod at have modtaget fra guderne gennem drømme og i trancelignende tilstande. I denne

tilstand af trance udsagde Eunus forudsigelser om fremtiden, mens der stod gnister og flammer ud af hans mund. Både

Diodorus og Florus beskrev, hvordan Eunus ved hjælp af en nød eller lignende med hul på begge sider og fyldt med en

brændbar væske, som han gemte i munden, kunne frembringe disse gnister og flammer.31

I en af de forudsigelser som

Eunus påstod at have modtaget fra guderne, fortalte han, at det var bestemt, at han selv skulle blive konge i fremtiden.

Denne forudsigelse fortalte han også til sin ejer Antigenes, som fandt det meget morsomt og efterfølgende brugte

Eunus som underholdning ved sine fester. Ved disse fester, morede gæsterne sig med at udspørge Eunus om hans

ideer og forestillinger om sit fremtidige kongedømme. Eunus blev belønnet med mad fra festdeltagerne, som i spøg

bad ham huske disse gaver og skåne dem, når han i fremtiden blev konge.32

Det er muligt, at Eunus allerede på dette

tidspunkt var indblandet i en eller anden form for konspiration, og at han i virkeligheden allerede da havde en

forestilling om, hvad resultatet af et fremtidigt oprør skulle blive.

26

Green Peter: “The First Sicilian Slave War”. Past & Present, No. 20, november 1961. S. 25 (note 2) og S. 29. 27

Ibid. S. 28f og Bradley, R. Keith: “Slavery and Rebellion in the Roman World 140 B.C. - 70 B.C.”. Indiana University

Press, London, 1989. S. 140f. 28



Ibid. Bog 34/35. 2. 5. 30

Ibid. Bog 34/35. 2. 16. 31

Ibid. Bog 34/35. 2. 6-8. og Florus, Lucius Annaeus: “Epitome of Roman History”. The Loeb Classical Library, Harvard

University Press, London, 1966. Bog 2. 7. 32



10

En af de mere fantasifulde teorier omkring Eunus, som bl.a. bliver fremlagt at Peter Green, er at han var medlem af

den seleukidiske kongeslægt og måske tilmed søn af Antiochus den 3. (den Store) 242-187 f.v.t.. Seleukideriget var et

hellenistisk kongerige, som blev grundlagt af Seleukos den 1. i årene efter Alexander den Stores død i 323 f.v.t..

Seleukideriget omfattede, mens det var størst, store dele af Nærorienten, men fra cirka 250 f.v.t. var det reduceret til

området omkring Syrien, og fra 64 f.v.t. blev dette område underlagt rom som provins. Et af argumenterne for at

Eunus skulle have forbindelse til de seleukidiske konger er, at han efter oprørets udbrud blev erklæret for konge og

skiftede navn til Antiochus. Navnet Antiochus kender man fra flere seleukidiske monarker, og da Eunus derudover

omtaler borgerne i sit nye kongerige som syrere, er det sandsynligt at han forestillede sig, at han havde skabt et nyt

seleukidisk kongerige. Ser man på navnene på Eunus´ nærmeste medsammensvorne, finder man Hermias, Zeuxis33

og

Achaeus.34

Det interessante ved disse navne er, at de svarer til navnene på tre af Antiochus den 3.´s vigtigste ministre.

Et andet argument for en forbindelse til de seleukidiske monarker er navnet Eunus. Navnet Eunus kommer af ordet

eunoia, som betyder den menneskekærlige. Dette navn er muligvis blevet opfattet som en titel på linje med Soter

(frelser), og under alle omstændigheder var ordet eunoia tæt forbundet med hellensk kongemagt. Et sidste argument

for denne teori er, at den måde hvorpå oprørne førte hof-protokol svarer nøje til den måde det blev gjort i

Seleukideriget. Dette må i det mindste betyde at en eller flere af slaverne tidligere har været tæt på den seleukidiske

centraladministration.35

Jeg mener at der er nogle interessante argumenter i denne teori, men jeg finder den alligevel

for svagt underbygget til, at jeg vil tage højde for den i dette projekt.

Uanset hvornår man placere oprørets begyndelse, ligger det fast, at det første initiativ blev taget af en gruppe slaver,

som var ejet af Damophilus. Damophilus var en rig Sicilianer fra Enna, der besad store jordområder og meget kvæg.

Damophilus og hans kone Megallis blev af Diodorus beskrevet som arrogante og urimelig grove overfor deres slaver.

En gruppe af Domophilus´ slaver, som var utilfredse med deres situation, besluttede at de ville slå Damophilus og

Megallis ihjel og henvendte sig derfor til Eunus for at få gudernes godkendelse og velsignelse af deres forestående

handling. Eunus gav slaverne gudernes velsignelse, og herefter blev der gjort forberedelser til at indtage byen Enna.

Uanset hvornår Eunus blev kontaktet af de konspiratoriske slaver, ligger det fast, at der på et tidspunkt herefter blev

samlet en større gruppe af bevæbnede oprøre udenfor Enna, som ville indtage byen.36

Ifølge den kronologi, som jeg

benytter, foregik oprørenes indtog i Enna i 135 f.v.t. (eller slutningen af 136 f.v.t.), og af Diodorus blev dette beskrevet

som en særdeles blodig affære. Diodorus gav følgende beskrivelser af indtoget i Enna:

“With cries of encouragement to one another they broke into the city about midnight and put many to

the sword”37

“ When they found their way into the houses they shed much blood, sparing not even

suckling babes. Rather they tore them from the breast and dashed them to the ground, while as for the

women - and under their husbands´ very eyes - but words cannot tell the extent of their outrages and acts

of lewdness!”.38

Da det viste sig, at Damophilus og Megallis ikke var i byen, blev der sendt en gruppe slaver ud for at hente dem på den

33

Ibid. Bog 34/35. 2. 14. 34

Ibid. Bog 34/35. 2. 16. 35

Green Peter: “The First Sicilian Slave War”. Past & Present, No. 20, november 1961. S. 20f. 36


University Press, London, 1967. Bog 34/35. 2. 10-11 og Bog 34/35. 2. 34-24b. 37

Ibid. Bog 34/35. 2. 24b. 38

Ibid. Bog 34/35. 2. 11-12.

11

landejendom udenfor byen, hvor de opholdt sig. I Enna blev der sammenkaldt en forsamling af oprører, som skulle

dømme Damophilus og Megallis, men denne proces endte før at forsamlingen fik afsagt en dom ved, at Hermeias og

Zeuxis slog Domophilus ihjel. Efterfølgende blev Eunus af forsamlingen udnævnt til konge og hans kone, som også kom

fra Apamea i Syrien, som dronning. Ifølge Diodorus beordrede Eunus herefter, at alle borgere i Enna skulle slås ihjel.

Eunus slog selv sin ejer Antigenes og sin tidligere ejer Pytho ihjel, mens Megallis blev overgivet til sine kvindelige slaver

der efter at have tortureret hende slog hende ihjel.39

De få der ifølge Diodorus overlevede var; håndværkere der

kunne fremstille våben,40

de gæster ved Antigenes fester som havde givet Eunus mad41

, og en ung datter af

Damophilus og Megallis. Denne datter var kendt for at være venlig og hjælpsom overfor slaverne, og derfor blev hun

efter oprøret ikke slået ihjel men eskorteret til Catana, hvor hun havde slægtninge.42

Efter indtoget i Enna blev en større gruppe af oprører bevæbnet og sendt ud for at erobre andre landområder og byer.

30 dage efter oprøret i Enna indledte den sicilianske hyrdeslaven Cleon sammen med sin broder, Comanus, et oprør

nær byen Agrigentum (Acragas), som de indtog. Romerne håbede på, at der ville opstå rivalisering mellem Eunus og

Cleon. Dette skete ikke, i stedet sluttede Cleon med sine 5000 mænd sig til oprørene i Enna, og Cleon kom til at

fungere som en slags general under Eunus´ ledelse.43

Det er vanskeligt at fastslå det præcise omfang af oprøret, både

hvad angår antallet af involverede og dets geografiske udstrækning. I forbindelse med indtoget i Enna nævner

Diodorus et antal på 40044

slaver, mens Florus siger at der var 200045

. Florus beskriver efterfølgende, hvordan antallet

af oprørske slaver stiger til 60.000,46

hvilket er det højeste antal han nævner. Ifølge Diodorus var antallet af oprørske

slaver 3 dage efter indtagelsen af Enna steget fra 400 til 6000, kort tid efter var antallet steget til 10.000 og efter cirka

30 dage var antallet oppe på 20.000. Herefter siger Diodorus, at det endelige antal af slaver, som endte med at tilslutte

sig oprøret var 200.000.47

En tredje kilde, Orosius, nævner et tal på 70.000 oprørske slaver.48

Det antal på 200.000 er

ud fra den viden man har om det samlede antal af slaver på Sicilien på Den 1. Slavekrigs tidspunkt meget

usandsynlig.49

Florus´ og Orosius´ angivelser ligger ret tæt på hinanden, men om de kan bruges til at sige noget præcist

om antallet af oprører, er usikkert. Man kan dog med ret stor sikkerhed ud fra de ret store antal, som alle kilder

angiver, sige at det efter al sandsynlighed drejede sig om et meget stort antal oprører, sikkert i 10.000´vis. Den

geografiske udbredelse af oprøret kan heller ikke bestemmes med sikkerhed. Diodorus skrev at hele Sicilien var: “(...)

in danger of falling into the power of fugitive slaves”.50

Men dette betyder ikke at oprørene faktisk fik kontrollen over

hele øen. De byer Diodorus nævner, der skulle have været under oprørenes kontrol er: Enna og Agrigentum

39

Ibid. Bog 34/35. 2. 13-16. 40

Ibid. Bog 34/35. 2. 15. 41

Ibid. Bog 34/35. 2. 41. 42

Ibid. Bog 34/35. 2. 13. og Bog 34/35. 2. 39. 43

Ibid. Bog 34/35. 2. 17. og Bog 34/35. 2. 43. 44




1966. Bog 2. 7. 46

Ibid. Bog 2. 7. 47


University Press, London, 1967. Bog 34/35. 2. 16-18. 48

Orosius: Internet - http://www.fordham.eud/halsall/ancient/3slaverevolttexts.htm (10/10 2001). Bog 5. 9. 4-8. 49


1989. S. 64. 50



12

(Acragas).51

Strabo nævner udover Enna også byerne Catana og Tauromenium og tilføjer: “(...) also several other

peoples suffered this same fate”.52

Florus nævner kun Enna,53

mens Orosius udover Enna og Tauromenium, som han

omtaler som slavernes stærkeste bastioner, også nævner en by ved navn Mamertium,54

som efter alt at dømme er

byen Morgantia.55

Ser man på placeringen af alle disse byer, tegner der sig et klart billede. Alle byerne ligger på den

sydøstlige halvdel af Sicilien, og det var sandsynligvis kun denne del af øen som var under oprørenes kontrol. Den

sydøstlige del af Sicilien var det område, hvor det meste og bedste af den opdyrkede jord lå og derfor også det

område, hvor der sandsynligvis har været den største koncentration af slaver, da jordbrug krævede flest arbejdsslaver.

I den første lange periode efter indtagelsen af Enna havde oprørene held med at forsvare sig mod romerne. Diodorus

beskriver, hvordan slaverne cirka 30 dage efter oprørets begyndelse slog en 8000 mand stor romersk hær ledet af

prætoren for 135 f.v.t.. Hypsaeus, som netop var ankommet fra Rom.56

Oprørene fortsatte med at indtage nye byer,

og i 134 f.v.t. var situationen på Sicilien blevet så alvorlig, at romerne overgav ansvaret for krigen mod oprøret til en af

konsulerne, nemlig Fulvius Flaccus. Flaccus havde imidlertid ikke større held med sig end sin forgænger Hypsaeus. De

romerske hære så sig stadig slået af oprørene. Først i 133 f.v.t. hvor konsulen L. Calpurnius Piso Frugi havde overtaget

ledelsen af den romerske krigsførelse på Sicilien, kom det første lille gennembrud for romerne. Det lykkedes for Piso at

indtage byen Morgantia. Ifølge Orosius mistede 8000 oprørere livet under kampen om Morgantia og alle overlevende

blev efterfølgende korsfæstet.57

Piso forsøgte desuden at storme Enna men uden held.58

Det endelige gennembrud

for romerne kom i 132 f.v.t. under konsulen Publius Rupilius´ ledelse. Rupilius og hans underkommandant Marcus

Perperna var begge dygtige militære ledere. Oprørenes to vigtigste bastioner var byerne Enna og Tauromenium, og de

var begge meget vanskelige at indtage på grund af deres placering. Begge byer lå på Bakketoppe og havde et slags

naturligt værn ved, at de var omgivet af klippeskråninger. I stedet for at storme byerne valgte Rupilius og Perperna

derfor at belejre dem. Tauromenium var den første by, som kom under belejring, og dette resulterede snart i en

desperat mangel på mad i byen. Diodorus beskriver hvorledes oprørene endte med at se kannibalisme som eneste

udvej. På et tidspunkt forsøgte Cleons broder Comanus at flygte fra byen, muligvis for at hente hjælp i Enna, men han

blev fanget. Diodorus forklarer herefter romernes endelige erobring af Tauromenium som et resultat af den desperate

situation og et forræderi begået af en slave ved navn Sarapion.59

Efter romernes sejr over oprørene i Tauromenium

kom turen til Enna. Enna blev ligeledes belejret, hvilket havde samme effekt på oprørene som det havde haft i

Tauromenium. Romerne som havde Comanus i deres varetægt forsøgte at få oplysninger ud af ham, som kunne hjælpe

dem i deres forsøg på at indtage Enna, men han begik selvmord under afhøringerne.60

I et desperat forsøg på at vende

krigens gang forsøgte Cleon sammen med en mindre gruppe af oprører at tage kampen op med romerne. Han blev

slået udenfor byen, og romerne triumferede ved at udstille hans lig. Diodorus beskriver, hvorledes det ligesom i

51

Ibid. Bog 34/35. 2. 43. 52

Strabo: “The Geography of Strabo (bind 3)”. The Loeb Classical Library, Harvard University Press, London, 1967. Bog

6. 2. 6. 53


1966. Bog 2. 7. 54


Green Peter: “The First Sicilian Slave War”. Past & Present, No. 20, november 1961. S. 17 og S. 26 (note 57). 56







Green Peter: “The First Sicilian Slave War”. Past & Present, No. 20, november 1961. S. 18.

13

Tauromenium var et internt forræderi, der i sidste ende gav romerne mulighed for at indtage byen. Det lykkedes for

Eunus at flygte fra Enna sammen med sin 1000 mand store bodyguard. Da Rupilius efter indtoget i Enna satte efter de

flygtende, gav Eunus´ bodyguard op og valgte at begå kollektivt selvmord fremfor at falde i hænderne på romerne.

Eunus selv fortsatte sammen med 4 af hans hoffolk ud i bjergene, hvor de søgte tilflugt i nogle klippehuler. Rupilius

fandt imidlertid frem til Eunus´ tilflugtssted og fangede ham. Herfra blev han ført til Morgantia, hvor han endte sit liv i

en fængselscelle.61

Efter Ennas fald rensede Rupilius Sicilien for oprørske elementer og banditter, men hvad skete der med de overlevende

oprørere? Orosius nævner et antal på 20.000 dræbte slaver i Tauromenium og Enna, men om dette tal dækker over de

oprørere, som døde af sult og i forbindelse med kamphandlinger med romerne, eller om det også dækker over

henrettelser, er uvist. Diodorus taler om massehenrettelser af oprørere. Efter erobringen af Tauromenium skulle alle

overlevende oprørere ifølge Diodorus være blevet tortureret og derefter kastet ud fra en klippe.62

Jeg mener dog, at

det er højest tvivlsomt, at et samfund, som var så afhængig af slavearbejdskraft som det Sicilianske, havde råd til at

henrette et større antal slaver. Jeg finder det mere sandsynligt, at en mindre gruppe bestående af de vigtigste blandt

oprørene blev henrettet, mens resten i mangel på bedre blev sendt tilbage i produktionen.

4.0 Tre forskellige forståelsesrammer

I de følgende tre afsnit vil jeg forsøge at analysere Den 1. Slavekrig ud fra tre forskellige forståelsesrammer. Jeg vil

samtidig løbende tage nogle af de diskussioner, som knytter sig til forklaringerne i de enkelte afsnit.

4.1 Den marxistiske forståelse - klasse oprøret

Den marxistiske forståelse af antikken har altid været præget af den universalhistoriske udviklingsteori, som ligger i

den materialistiske historieopfattelse, og man har benyttet et begrebsapparat, som kunne forklare antikken inden for

denne udviklingsteori. Helt centralt i den argumentation, som man finder hos marxisterne er at klassemodsætninger

og klassekamp spillede en vigtig rolle i overgangen fra slavesamfund til feudalisme. Selvom den marxistiske forståelse

af de store slaveoprør i årene efter 1956 bevægede sig væk fra ideen om de store slaverevolutioner, vedblev man dog

at søge efter andre udtryk for klassespændinger eller klassekamp i slavesamfundet. Men før man overhovedet kan

forsøge at anvende de marxistiske klassebegreber på Den 1. Slavekrig, ligger der mindst to vigtige diskussioner; hvilke

klasser har vi overhovedet at gøre med, kan vi f.eks. tale om slaverne som én klasse eller drejer det sig i realiteten om

flere klasser? Og hvad kan vi overhovedet betegne som klassekamp, kan man f.eks. forestille sig en klassekamp uden

klassebevidsthed?

For at kunne analysere slavernes klassetilhørsforhold, må vi først se på hvilke kendetegn de enkelte grupper af slaver

havde. På landet kan man dele slaverne op i 4 grupper: arbejdsslaverne, hyrderne, vilicus og kvægformand.

Arbejdsslaverne, som udgjorde de største af disse grupper, boede og arbejdede på landejendommene, hvorfra de

sjældent kunne bevæge sig særlig langt. De arbejdede under opsyn og havde meget ringe indflydelse på deres eget liv.

Arbejdsslaven i landbruget havde i sjældne tilfælde mulighed for at have en mindre personlig ejendom, f.eks. i form af

en lille sum penge. Denne ejendom kaldes peculium og tilhørte juridisk set slaveejeren, men i de fleste tilfælde rådede

slaven selv over denne ejendom og kunne f.eks. bruge den til at købe sig selv fri. Det peculium, som de enkelte

61



Ibid. Bog 34/35. 2. 21.

14

arbejdsslaver på landet ejede, var dog så lille at det ikke gav håb om frihed. Vilicus, som er betegnelsen for den gruppe

af slaver som stod for den daglige drift af landejendommene, var bedre stillet end arbejdsslaverne. Vilicus havde ofte

et vist uddannelsesniveau, da det var ham der varetog forbindelsen til slaveejeren. Vilicus deltog selv i arbejdet på

gården men havde i modsætning til arbejdsslaverne mulighed for at opspare et så stor peculium, at han kunne købe sig

fri og måske endda slå sig ned på sin egen gård. Hyrderne havde en vis selvstændighed i og med at de det meste af året

skulle opholde sig hos dyrene på græsningsarealerne i bjergene, og derfor ikke var under samme strenge opsyn som

f.eks. arbejdsslaverne. Hyrderne skulle selv sørge for føden og blev derfor ofte forsynet med en peculium bestående af

et lille antal dyr, som kunne forsyne dem med mælk og kød. Hyrdernes peculium var dog så lille, at de ikke kunne gøre

sig nogen forhåbning om at frikøbe sig. Lederen af de enkelte hyrdegrupper var en kvægformand, magister pecoris,

som også var slave. Kvægformanden havde ligesom vilicus ofte en vis uddannelse, da han varetog kontakten til

slaveejeren. I byerne kan man ligeledes dele slaverne op i 4 grupper: de betroede husslaver, de menige husslaver,

håndværkerslaver og slaver i statsadministrationen. De betroede husslaver dækker over en gruppe som arbejdede som

bogholdere, læger, lærere, kunstnere og lignende. Disse slaver boede i slaveejerens hus og havde en position, hvor de

ofte fik et fortroligt forhold til slaveejeren. Det var almindeligt at disse slaver ejede et omfattende peculium, som gav

dem mulighed for på et tidspunkt at købe sig fri. Disse betroede husslaver udgjorde dog en meget lille del af slaverne.

De menige husslaver boede også i slaveejerens hus, og var i reglen beskæftiget med at gøre livet behageligt for

slaveejeren. Deres typiske opgaver var rengøring, madlavning, indkøb og generel opvartning. De menige husslaver var

de dårligst stillede slaver i byerne, men de havde dog alligevel større chance for at blive frie end f.eks. arbejdsslaverne

på landet. En anden slavegruppe i byerne var håndværkerne. Håndværkerne boede ofte i små værksteder eller

butikker, kaldet taberna, som ofte lå i forbindelse med slaveejerens hus. Håndværksslaverne arbejdede selvstændigt

men skulle aflevere en stor del af sin indtægt til slaveejeren, resten kunne han beholde selv. Håndværkerslaven havde

afhængigt af sit overskud også en rimelig mulighed for at kunne købe sig fri. En særlig gruppe af slaver i byen var

beskæftiget i statsadministrationen. Denne gruppe af slaver var ejet direkte af kejseren og fandtes sandsynligvis kun i

Rom. En del af disse slaver blev meget rige, og hvis de ikke købte sig fri med deres peculium, blev de alligevel frigivet,

når de opnåede en bestemt overordnet stilling i det administrative apparat. Denne gruppe af slaver udgjorde en meget

lille del af slaverne. En særlig gruppe af slaver, som hverken var knyttet til by eller land, var mineslaverne. Denne

gruppe af slaver var den absolut dårligst stillede, de havde et meget hårdt arbejde og levede sjældent særlig længe.

Mineslaverne kunne desuden ikke opspare peculium eller håbe på frigivelse.

Med dette meget broget billede af slaverne kan det være vanskeligt at holde fast i en forestilling om slaverne som én

klasse, og dermed også teorien om slaverne og slaveejerne som to klasser i et antagonistisk modsætningsforhold til

hinanden. De fleste marxister har da også for længst forladt disse ideer, men det betyder ikke, at man ikke kan bruge

klasseanalysen til at forstå det antikke klassesamfund, det betyder blot, at man må placere de forskellige grupper af

slaver i forskellige klasser. I et forsøg på at lave en sådan analyse, må vi se på hvilket forhold de forskellige

slavegrupper har til produktionsmidlerne, og hvor deres indtægter kommer fra, og hvilken størrelse har de. Ud fra

disse kriterier kan man f.eks. placere mineslaverne, arbejdsslaverne i landbruget og hyrderne i samme klasse, nemlig

en klasse der ikke ejer produktionsmidler og er beskæftiget med produktivt arbejde. I denne klasse finder man også de

frie daglejere. En anden klasse består af vilicus, kvægformænd og slavehåndværkere. For disse grupper af slaver gjaldt

det, at deres peculium afhang af deres arbejdsindsats, og selvom de i princippet ikke ejer produktionsmidler, kan man

alligevel indregne dem under en klasse, som selv ejer produktionsmidlerne og selv deltager i produktionen. Denne

klasse omfatter også frie håndværkere og småbønder. En meget lille del af slaverne, nemlig de betroede husslaver og

slaverne i statsadministrationen, kan i princippet placeres i samme klasse som de rige jordbesiddere, da deres store

peculium indirekte afhang af den samme udbytning som slaveejerens indkomst afhang af.

15

Denne inddeling af slaverne i klasser har en afgørende betydning for, hvordan man kan bruge ordet slave. I og med at

vi nu har placeret slaverne i 3 forskellige klasser, kan vi opgive betegnelsen slave som en socio-økonomisk

klassebetegnelse og i stedet forstå den som en juridisk term. Men har dette også en praktisk betydning for, hvordan en

eventuel klassekamp så kunne se ud i Romerriget? Til dette kan man svare, at slaverne som samlet gruppe overvejende

bestod af nogle meget få typer af slaver, nemlig arbejdsslaver i landbruget, hyrder og mineslaver. Flertallet af slaverne

tilhørte altså den samme klasse, som på grund af dens placering i produktionen også var den vigtigste udbytningskilde.

Det næste spørgsmål, der melder sig er, om den klasse, som flertallet af slaverne tilhørte, på noget tidspunkt optræder

som klasse, eller med andre ord: var der tegn på klassekamp i det romerske slavesamfund? For at kunne svare på

dette, må man først se på, hvilke betingelser man kan stille, for at noget kan betragtes som klassekamp. Det afgørende

element i denne diskussion er, om man kan betragte en individuel eller kollektiv handling som klassekamp, uden at de

involverede har en klassebevidsthed. Én holdning til dette spørgsmål er at klasserne først bliver egentlige historiske

aktører, i det øjeblik at de bliver bevidste om deres egen eksistens som klasser. Ifølge denne definition er det højest

tvivlsomt, at man overhovedet kan tale om klassekamp i antikken. Det nærmeste man kommer noget der kan ligne,

ikke klassebevidsthed, men en bevidsthed om klasser, er den frygt for slaverne, som man i perioder finder i det

romerske aristokrati. Denne frygt finder man bl.a. i Tiberius Gracchus´ begrundelse for sin jordreform, men dette er

ikke det samme som klassebevidsthed. Aristokratiets bevidsthed om slaverne gjorde, at slaverne, selvom de ikke var

en bevidst klasse, alligevel virkede som historisk aktør. Fraværet af klassebevidsthed i Romerriget kan muligvis

forklares ud fra den særlige rolle, som det socio-økonomiske klient-patron forhold spillede. Klient-patron systemet

gennemsyrede hele det romerske samfund og var kendetegnet ved at være et vertikalt system. Selv om slaverne ikke

var en del af dette system, kan hele måden at tænke sociale forbindelser på have haft så afgørende en plads i

samfundet generelt, at dette også har smittet af på de dele af samfundet, som stod udenfor. Det er således ikke

utænkeligt, at dette vertikale system har forhindret, at der har kunnet finde en horisontal organisering sted; en

organisering som f.eks. fulgte klasser og udviklede en klassebevidsthed. I denne forbindelse er det værd at huske på, at

slaverne som juridisk definerede stand også var en vertikal størrelse. Skønt størsteparten af slaverne befandt sig i de

nederste klasser, strakte den sig faktisk fra top til bund i det romerske samfund. Hvad angår forholdet mellem

klassebevidsthed og klassekamp er der også den holdning, at visse af klassekampens fremtrædelsesformer ikke

forudsætter tilstedeværelsen af en klassebevidsthed. Denne opfattelse har de fleste nyere marxister tilsluttet sig efter

at have erkendt fraværet af klassebevidsthed i de antikke samfund, hvilket samtidig betød at man forlod ideen om

slaverevolutionen. Ifølge denne opfattelse har klassekampen flere niveauer og kan antage mange forskellige former.

Klassekampens højeste niveau er revolutionen og denne kræver tilstedeværelsen af en klassebevidsthed, ellers ville

det ikke være muligt for en klasse at sætte sin vilje igennem og opfylde sine objektive klasseinteresser, og man ville

dermed ikke kunne tale om en revolution i marxistisk forstand. Men klassekampen har mange andre måder at

manifestere sig på end revolutionen, og en del af disse måder kræver ikke tilstedeværelsen af en klassebevidsthed. De

fremtrædelsesformer som ikke forudsætter en klassebevidsthed kan f.eks. være; sabotage, mord, flugt, arbejde

langsomt eller sågar opstande og oprør. Når disse former for klassekamp ikke forudsætter eksistensen af en

klassebevidsthed, betyder det også at deres mål ikke altid vil være forenelig med de objektive klasseinteresser.63

Hvis man skal forsøge at forklare Den 1. Slavekrig på Sicilien som et udtryk for klassekamp, må man tage udgangspunkt

i den teori om klassekamp, hvor klassebevidsthed ikke er en forudsætning. Hvis klassebevidsthed er en forudsætning

63

Skydsgaard, Jens Erik: ”Det Romerske Slaveri”. Klassikerforeningens Kildehæfter, udgivelsessted ikke angivet, 3.

udgave 1993 og Tvarnø, Henrik: ”Det romerske slaveri - i europæisk forskning efter 2. Verdenskrig”. Museum

Tusculanums Forlag, København, 1982. S. 63ff. og Carlsen, Jesper; Hanne Løfholm: ”Slaver i Romerriget”. Forlaget

Systime, Herning, 1981. S. 19ff. og S. 29ff.

16

for klassekamp, kan vi umiddelbart afvise enhver idé om slaveoprøret som et udtryk for klassekamp. Der er absolut

intet kildegrundlag til at underbygge at slaverne havde en klassebevidsthed. Når vi derimod tager udgangspunkt i

forestillingen om, at klassekampen godt kan forekomme på lavere niveauer uden tilstedeværelsen af en

klassebevidsthed, er det muligt at bruge forklaringen. Det vigtige bliver at bestemme, hvad der udløste oprøret og

hvilken social sammensætning oprørerne havde. For at vi kan tale om oprøret som klassekamp, må oprørenes sociale

sammensætning udspringe af klassetilhørsforhold og ikke andre sociale eller juridiske opdelinger, og oprørene må i vid

udstrækning tilhøre den samme klasse eller i det mindste ikke flere klasser med modsatrettede klasseinteresser. Hvis

vi tager udgangspunkt i det som kilderne fortæller os, udsprang oprøret af en utilfredshed med en slaveejers,

Domophilus, undertrykkelse af sine slaver, altså et oplagt eksempel på en klassespænding. Selve oprøret var også

rettet mod slaveejerne. Hvad angår oprørets sociale sammensætning kan vi også ud fra de skriftlige kilder sige, at det

med stor sandsynlighed har været meget homogent og primært bestået af to forskellige typer af slaver. Den ene af

disse grupper var, som vi allerede tidligere har set, hyrderne. Den anden gruppe var arbejdsslaverne på landet. Hvis vi

godtager denne sammensætning må alene antallet af oprørere tyder på at arbejdsslaverne har udgjort langt den

største gruppe af slaver. Det var kun denne gruppe som kunne udgøre et tilstrækkelig stort rekrutteringsgrundlag for

et oprør af dette omfang. Florus underbygger denne antagelse ved at skrive:

“The numerous prisons for slaves employed in tilling the soil and gangs of cultivators who worked in

chains provided the forces for the war”.64

Med et socialt grundlag bestående af hyrder og arbejdsslaver har vi at gøre med én klasse og kan derfor godt tale om

klassekamp. Men er det billede at oprørenes sammensætning realistisk, eller kan man forestille sig, at også andre

grupper har indgået i oprøret i større eller mindre grad? En teori om dette er, at oprøret var en bredt baseret regional

bevægelse rettet mod centralmagten i Rom og ikke et socialt oprør. Et sådant oprør kan have samlet bredt i

befolkningen på Sicilien, men af romerne være blevet negligeret som et illegitimt slaveoprør. Uanset hvor realistisk

denne teori er, kan man sige, at der er visse aspekter i indretningen af det romerske samfund, som taler imod kildernes

beretning om et rent slaveoprør. Det romerske samfund var kendetegnet ved at den fysiske afstand mellem de

forskellige stænder og klasser ofte var ret lille. På de slavebaserede landejendomme arbejdede der i perioder af året

også frie borgere. Disse frie landarbejdere bestod dels af småbønder, for hvem en del af indkomsten kom gennem

arbejde på de større gårde og dels af frie daglejere. I byerne var afstanden mellem den ene stand eller klasse og den

anden ofte endnu mindre end på landet. Det var i de romerske byer muligt at samle hele klassesamfundet indenfor et

enkelt hus. Slaveejeren boede i samme hus som sine slaver, både de betroede og de almindelige, og ofte var der i

forbindelse med huset også bygget tabernaer hvorfra frie håndværkere arbejdede side om side med

slavehåndværkere. Denne intime kontakt mellem de forskellige dele af det romerske samfund, kan ikke undgå at have

påvirket de sociale mønstre i retningen af en opblødning af skellet mellem slave og fri i det mindste i de tilfælde, hvor

slaver og frie har arbejdet tæt sammen eller udført de samme arbejdsfunktioner. Med denne viden om det romerske

samfund kan Diodorus beretning om slaverne, der myrdede løs under deres indtog i Enna og sidenhen dræbte alle frie

borgere, virke besynderlig. Hvis store dele af arbejdsslaverne på landet var på randen af oprør, ville det virke realistisk,

hvis denne stemning bredte sig i det mindste til en del af de frie daglejere, men måske også nogle af de mindre frie

bønder. I byen kan man ligeledes forestille sig at en generel oprørsstemning blandt slavehåndværkerne også måtte

strække sig ind i de frie håndværkeres rækker. Måske dækker Diodorus´ beretning om at de frie, der var i stand til at

64


1966. Bog 2. 7.

17

producere våben ikke blev dræbt, i realiteten over en alliance mellem slaverne og de frie håndværkere i byen. Selvom

oprøret strakte sig udover de dele af slavestanden som udgjorde den laveste klasse i det romerske samfund, betyder

dette ikke nødvendigvis at man kan forkaste opfattelsen af slaveoprøret som klassekamp. Hvis de frie daglejerne har

deltaget i oprøret vil det faktisk være med til at understøtte forestillingen om et klasseoprør, da disse tilhørte samme

klasse som arbejdsslaverne og hyrderne. Hvis de frie småbønder eller de frie håndværkere har indgået i oprøret, har vi

at gøre med en anden klasse end de som hyrderne, arbejdsslaverne og daglejerne udgjorde. Denne anden klasse var

sandsynligvis allerede repræsenteret i oprøret ved slavehåndværkerne, vilicus og kvægformænd. Det at der har

indgået flere klasser i oprøret indeholder i sig selv ikke noget problem for den marxistiske forståelse af oprøret som

klassekamp. Først i det øjeblik at oprøret indeholder klasser med modsatrettede klasseinteresser, kan man entydigt

forkaste forestillingen om klassekamp.

Hvis klasserne har spillet en rolle må der have været en vis identifikation mellem visse dele af slave standen og visse

dele af de frie, nemlig dem som tilhørte samme klasse.

Det første tegn som jeg vil se på er aristokratiets syn på dele af de frie borgere, og det arbejde som de udførte.

Marcus Tullius Cicero: Om pligterne (bog 1, kap. 150-151):

“I spørgsmålet om hvilke håndteringer og måder at tjene penge på der anstår en fribåren og hvilke der er

deklasserende, er den gængse opfattelse vel i kort begreb følgende: (...) Ligesådan er stillingen som

lønmodtager altid deklasserende og simpel, når det er en ren og skær arbejdsydelse, der betales for, og

ikke dygtighed; selve den betaling, sådanne folk får, forpligter dem til slavetjeneste. (...) Også

håndværkerens job er deklasserende, der er ikke meget fribårent ved et værksted.”65

De skel som beskrives i dette citat ligner i virkeligheden den klasseopdeling som en marxistisk analyse af klasser i

forhold til placeringen i produktionen. Bonden som i perioder sælger sin arbejdskraft betragtes som slave og den frie

håndværker er ikke forskellig fra slave håndværkeren - det er altså disse gruppers placering i produktionen og ikke

deres stand som har betydning for aristokratens opfattelse af disse, altså en inddeling som følger den marxistiske

klasseanalyse.

Men hvis denne klasseinddeling skulle have nogen betydning skulle der også forekomme en identifikation mellem

grupperne selv og ikke blot i aristokratiets syn på disse. Muligheden for at dette faktisk forekom er da også til stede,

dels i kraft af måden at bo og arbejde på og dels i kraft af de religiøse kulters betydning. Som nævnt arbejdede de frie

bønder en del af året som daglejere sammen med slaverne på de større villa rustica brug. Det ville være underligt hvis

slaverne og de frie bønder ikke i et vist omfang identificerede sig og solidariserede sig med hinanden. I byerne

forholdet det sig på samme måde, alene måden at bo på gjorde det sandsynligt at opdelingen i slave og fri blev af

mindre betydning. Fra arkæologiske udgravninger ved vi at slaver og frie, og de forskellige sociale klasser levede tæt

sammen og det er derfor også oplagt at der skulle opstå bånd mellem f.eks. slavehåndværkeren og den frie

håndværker.

Et andet sted hvor standsinddelingen blev trosset var i de religiøse kulter hvor bl.a. Demeter kulten spillede en

væsentlig rolle. I disse kulter deltog frie og slaver på lige vilkår og en alliance på tværs af disse skel kunne derfor opstå

65

Carlsen, Jesper; Hanne Løfholm: ”Slaver i Romerriget”. Forlaget Systime, Herning, 1981. S. 39.

18

her.

Med klasseoprøret som forklaring er det muligt at opstille en model som tager højde for den landbrugsstruktur som

Verbrugghe beskriver, men der er dog alligevel stadig en række problemer i denne forklaring.

Selvom oprøret faktisk var et klasseoprør set ud fra dets sociale sammensætningen ændre det ikke ved at oprørets

selvforståelse og faktiske udseende og resultat ikke udspringer af dette. Der er efter alt at dømme ingen

klassebevidsthed tilstede og det er i det hele taget svært at forstå oprørets politiske program ud fra ideen om et

klasseoprør.

Med den marxistiske analyse af det romerske samfunds klassestrukturer og opfattelsen af slaveoprørene som en form

for klassekamp, placeres Den 1. Slavekrig i en universalhistorisk forståelsesramme, hvor klassemodsætninger og

klassekamp spiller en afgørende rolle uanset om klasserne optræder som bevidste aktører eller ej.

4.2 Den unikke forklaring og det folkelige provinsoprør

I denne tradition har man ikke søgt forklaringen på de store slaveoprør i universalhistoriske udviklingsteorier eller i

generelle strukturer. I stedet har man forsøgt at forklare oprørene ud fra de særegne forhold for det enkelte oprør. I

forbindelse med Den 1. Slavekrig kommer man ud fra denne tradition til at se på de forhold, som udløste oprøret,

Siciliens særlige status som provins, oprørenes etniske sammensætning, og den religiøse lim, som har været med til at

binde oprørene sammen.

Skal man tro kilderne, var det en konkret utilfredshed med en enkelt slaveejer, der udløste oprøret. Ifølge kilderne var

den oprindelige gruppe af konspiratoriske slaver kun optaget af at slå Damophilus og Megallis ihjel. Det er muligt, at

oprøret aldrig skulle have udviklet sig videre end denne ene hævngerning og denne afgrænsede gruppe af slavers

befrielse, men at begivenhederne simpelthen udviklede sig spontant. Hvis oprøret bredte sig spontant, kunne det tyde

på, at der var en mere generel utilfredshed blandt store dele af slaverne eller måske endda i bredere dele af

befolkningen. Det virker sandsynligt, at den oprindelige gruppe af slaveoprørere ville have haft en større chance for at

slippe godt fra deres oprør, hvis det ikke havde udviklet sig. Det ligger dog fast at oprøret faktisk bredte sig, og uanset

om dette skete spontant eller som en organiseret aktion, må forklaringen på dets udbredelse søges i de elementer,

som indgik i det oprindelige oprør.

Et af de elementer, som kan være med til at forklare oprøret og dets udbredelse, er modstand mod centralmagten i

Rom. Sicilien havde som sådan ikke nogen tradition for selvstændighed. Øen havde gennem århundrede været

opsplittet og underlagt en række fremmede magter; Karthago, Grækenland, Fønikien, Boiotien og Romerriget. Den

store interesse for Sicilien skyldtes dels øens strategisk vigtige placering i Middelhavet i forbindelse med handel, og

dels øens naturrigdomme. Sicilien spillede en afgørende rolle som leverandør af korn til Rom og blev sågar betragtet

som Roms kornkammer.66

Florus beskrev Sicilien således:

“This land, so rich in corn, a province lying, as it were, at our very doors, was occupied by large estates in

possession of Roman citizens”.67

Selvom der også har eksisteret store sicilianske jordejere som f.eks. Damophilus, kan man dog med ret stor sikkerhed

66


1989. S. 47. 67


1966. Bog 2. 7.

19

sige, at størsteparten af jorden var ejet af Romere. Dette betyder, at det ikke alene var romerne der nød godt af

kornforsyningerne fra Sicilien, men at det også hovedsageligt var romere der tjente på handlen. Disse forhold kunne

man godt forestille sig, ville frembringe nogle spændinger mellem Sicilien som provins og Rom som centralmagt. For at

undersøge om slavekrigen kunne have haft et sådant modsætningsforhold som indhold, må vi først se på oprørenes

nationale og etniske sammensætning. Uden at overdrive kan man sige at slaveoprørene udgjorde en særdeles

uhomogen etnisk og national gruppe. Blandt oprørene har været bortløbne slaver fra Italien, som var søgt til Sicilien,

sicilianske banditter og hyrder fra bjergområderne, andre typer af sicilianske slaver, jøder som på grund af deres

opposition til romerne var blevet nødt til at forlade Rom og Italien, spanske guerillaer som havde kæmpet med

Virathus i Lucania, muligvis en større gruppe frie sicilianske håndværkere og bønder og sidst men vigtigst en stor

gruppe af slaver fra Syrien og Cilicia.68

Det er svært at finde noget oplagt fælles nationalt grundlag for denne

sammensatte gruppe, men skal man alligevel gøre et forsøg, kan man se på den rolle som slaverne fra Syrien og Cilicia

kom til at spille. Nu vil vi, som de skriftlige kilder indiker, antage at disse to grupper af slaver udgjorde oprørets

lederskab. De fleste af disse slaver har været 1. generationsslaver, og mange af dem har sikkert været uddannet.

Derudover kom de med en hellensk kulturarv og forestilling om samfundets indretning, som kunne udgøre et alternativ

til Romerriget. Hvis man begynder at se på muligheden for at hellenismen har spillet rollen som national fællesnævner

for oprørene, falder en række ting på plads. Det geografiske område på det sydøstlige Sicilien, som oprøret strakte sig

over, var gammel græsk område. Det er svært at sige, hvor stor en del af den hellenske kulturarv fra de græske

bystater på Sicilien, der stadig gjorde sig gældende på Den 1. Slavekrigs tid. Et tegn på at den græske indflydelse stadig

gjorde sig gældende, var dyrkelsen af den græske frugtbarhedsgudinde Demeter i byen Enna. Ifølge græsk mytologi var

det i Enna, at Hades førte Demeters datter Persefone til dødsriget, og Demeter blev på oprørets tid stadig dyrket i

Enna.69

Dette kunne tyde på, at der har været et vist grundlag for en hellensk opposition til Rom. At hellenismen

faktisk spilede en rolle i oprøret, ses af flere ting. Det alternative samfund som slaverne etablerede efter oprørets

udbrud, var i vid udstrækning bygget op omkring samme mønster som de hellenske kongeriger. Eunus blev udnævnt til

konge og tog derefter navnet Antiohus, som også var navnet på flere hellenske konger i Seleukideriget. De mønter,

som slaverne slog under oprøret, tyder på, at de har opfattet sig som en selvstændig nation, og det billede som var

præget på mønterne forestillede Demeter;70

altså en græsk gudinde. At det hellenistiske kongedømme kom til at

udgøre en del af oprørenes politiske program, er ikke så underligt. En stor det af oprørets ledere, ifølge de skriftlige

kilder, netop kom fra områder, der var under hellenske kongers kontrol, og det har sandsynligvis været det eneste

alternativ til den romerske stat som oprørene kendte til. I det 2. århundrede f.v.t. var der ikke en stor egalitær ideologi,

som kunne udgøre grundlaget for et oprør mod romerne, og da slaverne skulle definere et alternativ, har de

sandsynligvis ikke kunnet komme i tanke om andre muligheder end det hellenistiske kongedømme. Andre tegn på at

oprørene har opfattet sig selv som en regional/national opposition til centralmagten i Rom er, at Eunus, da han

svarede de konspiratoriske slaver, som henvendte sig til ham før oprøret, sagde:

“(...) it was decreed by Fate that Enna, the citadel of the whole island, should be their land.”.71

Desuden omtaler Eunus indbyggerne i sit nye kongerige som syrere, altså igen en national forståelse.

68



1989. S. 46. 70



University Press, London, 1967. Bog 34/35. 2. 24b.

20

Udover hellenismen som det afgørende politiske samlingspunkt for oprørene, spillede religion også en vigtig rolle.

Sicilien var hjemsted for en lang række forskellige religiøse kulter, som udover deres religiøse indhold, også rummede

en politisk funktion for slaverne. Kulterne var et samlingspunkt for mange slaver og gav mulighed for en

kommunikation mellem slaverne, som sidenhen kunne lede til politisk handling. At religion også spillede en vigtig rolle

under Den 1. Slavekrig ses allerede i valget af Eunus som leder. Eunus havde stor respekt i lokalsamfundet i og omkring

Enna, ikke som politisk person, men som religiøs leder. Men hvilken religion eller kult kunne samle slaverne? Ingen, vil

jeg mene, og alligevel kan man godt antage at religion spillede en vigtig rolle som samlende faktor for denne ellers

meget heterogene gruppe. Det religiøse grundlag, som kunne samle de oprørske slaver, var en synkretisme af mange

forskellige religiøse forestillinger. I dette grundlag finder man elementer af græsk mytologi, romersk mytologi, lokale

kulter fra Syrien og muligvis også jødedommen. Det centrale element i denne synkretistiske religiøsitet var dyrkelsen af

den store moder, en gudinde type som var bygget op omkring en forestilling om en moder jord. Denne store moder gik

igen i mange forskellige skikkelser, og den blev i særdeleshed dyrket i det østlige middelhavsområde og Mellemøsten.

Udover at være et frugtbarhedssymbol symboliserede myterne omkring gudinden ofte også naturens og agerbrugets

cykliske gang; en fortælling om liv, der bliver til død for derefter at blive til liv igen. Den oprindelige store moder

gudinde var formentlig den ægyptiske Isis, men efterhånden bredte denne forestilling sig til den græske og den

romerske mytologi og andre mere lokale religioner.72

I Enna på Den 1. Slavekrigs tid blev der mindst dyrket 3

forskellige varianter af denne store moder. Eunus havde taget gudinden Atargatis med fra Syrien, hvor hun blev dyrket

sammen med solguden Hadad, og som følge af det store antal af syrere på Sicilien har der sikkert også eksisteret

kulter. Parallellen i den græske mytologi var gudinden Demeter, som jeg allerede tidligere har nævnt. Demeter havde

en særlig betydning i Enna, da det var her hun forsvandt ned i dødsriget for at hente sin datter Persefone, og der har

med stor sikkerhed været en særlig stor Demeter-kult i Enna. I romersk mytologi finder man Ceres, som også kan

betegnes som en stor moder, og også Ceres havde en kult i Enna. Det er også muligt, at der har været en kult omkring

gudinden Kybele, som er ciliciernes udgave af den store moder. Slaveoprørene har efter al sandsynlighed opfattet disse

gudinder som en og samme, og de kan dermed have fundet en religiøs fællesnævner. Man finder også tegn på at

jødedommen kan have været en del af slavernes religiøse grundlag. Hele historien om Eunus, den menneskekærlige,

ligner på mange måder den jødiske fortælling om Messias, den guddommelige befrier og krigerkonge. Han passer

perfekt ind i fortællingen om den nationale krigerkonge, der skulle befri sit folk fra dets fjender. Samtidig finder man

muligvis en jødisk inspiration i Eunus´ religiøse praksis i forbindelse med hans åbenbaringer. I den jødiske tradition

hedder det at gud taler gennem sine profeters læber med flammetunger og man taler om Messias der ånder flammer

og gnister for at tilintetgøre sine fjender. Selvom Eunus ikke var direkte inspireret af jødedommen kan fragmenter af

denne tradition alligevel godt have været en del af hans og oprørenes fælles religiøse grundlag.73

Hvis oprørets grundlag, som her beskrevet har været præget af nationale og religiøse ideer, kan man også forestille sig,

at det har haft en bredere tilslutning end blot dele af slavestanden.

Hvis vi vender blikket væk fra den forskning der tager udgangspunkt i de skriftlige kilder og i stedet ser lidt på den

forskning der har forsøgt at inddrage arkæologien i vurderingen af Den 1. Slavekrig, støder man snart på teorien om

oprøret som værende et bredt folkeligt provinsoprør. Verbrugghe er en af de historikere som har forsøgt at forklare

Den 1. Slavekrig ud fra ideen om en blanding af slave- og provinsoprør rettet mod Rom. Ligesom i klasseforklaringen

forudsætter provinsoprøret også at der har været alliancer på tværs af standsinddelingen - en mulighed som jeg

72

Nielsen, Peter Boile (red.): ”Religionshåndbogen”. G.E.C. Gads Forlag, København, 2. udgave/1. oplag 1994. S. 32ff

og S. 89ff. 73

Green Peter: “The First Sicilian Slave War”. Past & Present, No. 20, november 1961. S. 21ff.

21

allerede har beskrevet.

Hvad kunne baggrunden og motivet bag et provinsoprør være? Under Den 2. Puniske Krig skiftede det selvstændige

kongedømme Syrakus (beliggende i det sydøstlige Sicilien) side fra tidligere at have støttet Rom til nu at støtte

Karthago. Dette fik voldsomme følger for dette område - efter krigen blev hele området, ligesom resten af Sicilien

tidligere var blevet, organiseret som romersk provins og store landbrugsarealer blev konfiskeret og overdraget til det

pro-romerske aristokrati. Byen Enna led særligt under krigen mellem Rom og Karthago. Enna lå udenfor det område

som hørte under Syrakus, men byen var alligevel på vej til at slutte sig til Karthago, og for at forhindre dette

nedslagtede romerne i 214 f.v.t. næsten hele byens befolkning. Også under denne konflikt med Rom spillede

Demeter-kulten en væsentlig rolle som samlingspunkt for anti-romerske kræfter, og da romerne igen fik

herredømmet, blev Demeter helligdomme ødelagt af romerne. Det er ikke usandsynligt at det had og den hævnlyst

som opstod i de lokales forhold til Rom kan være en væsentlig del af baggrunden for det senere oprør. hadet til Rom er

tilmed blevet vedligeholdt gennem de beskatninger som befolkningen var blevet pålagt (tiende + salg af 10% af

høsten).

Hvis vi antager at oprøret var et regionalt oprør imod Rom må en stor del af oprørene have været lokale frie bønder og

håndværkere, altså i vid udstrækning sicilianere - men hvorfor så al den snak om syrere? Verbrugghe mener ikke at der

har været noget større antal syriske slaver på Sicilien - der havde ikke været nogen krige som i større omfang kunne

forklare syrernes tilstedeværelse på Sicilien og han mener ikke at slavepirateriet alene har haft noget væsentlig

betydning - han påpeger samtidig at der var rigelige og billige slaveforsyninger fra andre nyligt overstået krige som var

mere oplagte. Hvis oprørene ikke var syriske slaver men derimod slaver fra den vestlige del af Middelhavet, herunder

bl.a. Spanien og Karthago mister benævnelsen imidlertid helt sin berettigelse. Den samlende faktor ved brugen af

ordet syrere og hele ideen om det hellenske kongedømme er derimod oplagt hvis oprørene for en stor dels

vedkommende bestod af sicilianere - det var netop denne samfundsstruktur som var grundlaget for de samfund som

eksisterede før romernes herredømme. For disse lokale bønder og håndværkere kunne et hellensk konge fint fungere

som samlende faktor.

Disse forhold skal ikke forstås som at oprøret samlede omkring ønsket om selvstændighed i national forstand. Der har

næppe eksisteret en national bevidsthed men dette udelukker ikke at der kan have eksisteret et ønske om

selvstændighed som alene byggede på modsætningsforholdet til romerne og ønsket om autonomi uden nogen

nationale forestillinger - det hellenistiske kongedømme og parallellerne til Syrien skal i denne sammenhæng ikke

opfattes som et udtryk for en særligt national tilknytning.

At oprøret blev udløst i forbindelse med en konkret utilfredshed med en slaveejer og at oprøret generelt var rette mod

det slaveejende aristokrati kan også godt forenes med forestillingen om en kombination af slave- og provinsoprør.

Slavernes modsætningsforhold til slaveejeren er oplagt men man skal huske på at aristokratiet efter Den 2. Puniske

Krig stort set kun bestod af pro-romere og dermed var et oplagt mål for et provinsoprør rettet mod Rom og alt

romersk. Modsætningen til slaveejerne kan altså fint have samlet slaver og frie i en fælles kamp ud fra disses særlige

dobbeltrolle som slaveejere og pro-romere.

Også Demeter kultens centrale rolle i oprøret kunne tyde på et bredt folkeligt oprør – Demeter-Persefone myten

drejede sig om agerbrugets cyklus og Demeter kan ses som en frugtbarhedsgudinde. På de mønter som oprørene

udstedte, var Demeter præget på den ene side og på den anden side et kornakse – oplagte symboler på agerbrug og

frugtbarhed som ville være oplagte som symboler for et bondeoprør på det frugtbare Sicilien.

22

De foranstaltninger og straffe, som fulgte i kølvandet på oprøret, kan også ses som et tegn på, at der ikke var tale om

et rent slaveoprør. Den eneste foranstaltning som var rette mod slaverne drejede sig om at fratage hyrderne retten til

at bære spyd, resten af foranstaltningerne var rettet bredt mod de sicilianske bønder og byer. Af disse straffe kan bl.a.

nævnes at en række byer fik frataget deres status som frie byer - hvilket betød at de blev forpligtet til at betale skatter

til Rom. Også sicilianernes stilling i retssystemet blev berørt, hvilket også var en anordning som kun vedrørte de frie

borgere.

Alt i alt er der mange ting som falder på plads hvis man ser oprøret som et provinsoprør og ikke et rent slaveoprør -

både hvad angår oprørets “program” og romernes reaktioner.

Men hvorfor taler alle kilder da om et slaveoprør? En grund til dette kan være at det lokale aristokrati på Sicilien har

haft en vis interesse i at skabe et bestemt billede af oprøret. Et slaveoprør ledet af udefrakommende slaver har ingen

legitimitet og det rejser ikke generelle diskussioner om den måde som Sicilien blev behandlet på som provins og det

lokale aristokrats administration af øen. Dette ville et bredt folkeligt oprør derimod gøre.

Forstået som et unikt oprør eller en folkelig opstand mod centralmagten i Rom kan Den 1. Slavekrig forklares som et

resultat af en række uafhængige men særegne faktorer, som gjorde sig gældende på Sicilien på netop dette tidspunkt.

Udbruddet af oprøret og dets politiske og religiøse indhold var ikke resultat af mere eller mindre universelle

strukturere, men det kan kun forklares ud fra de unikke forhold på Sicilien og ud fra begivenheder, som løb forud for

oprøret.

4.3 Hobsbawms sociale banditter - det primitive oprør

En del nyere historikere har forsøgt at anvende sociologiske forklaringer til at forstå elementer af slaveoprørene og

slave modstand generelt. Eric Hobsbawm74

har udviklet et begrebsapparat til at forstå det fænomen, som han kalder

sociale banditter; en særlig form for primitive oprørere. Hobsbawms begreber er ikke skabt til at forstå fænomener i et

slavesamfund, men alligevel vil jeg forsøge at overføre modellen til slavesamfundet for at se om den kan bruges til at

forklare Den 1. Slavekrig på Sicilien eller elementer af denne.

Eric Hobsbawm beskriver banditter som et socialt fænomen, som optræder i alle samfund baseret på agerbrug, hvor

arbejdskraften hovedsagelig består af bønder og besiddelsesløse landarbejdere, der bliver udbytte af andre (godsejere,

byer, regeringer, banker, en imperialistisk magt etc.). Der kan være mange forskellige grunde til, at banditvæsnet

opstår, men som hovedregel udgår banditterne fra et befolkningsoverskud, som af den ene eller den anden grund,

f.eks. mangel på jord, ikke kan integreres i bondesamfundet. En del af disse banditter bliver almindelige røvere, som af

hele samfundet, også bønderne, opfattes som kriminelle. Men der findes også en anden gruppe; dem Hobsbawm

kalder sociale banditter. De sociale banditter er kendetegnet ved, at de af bønderne og de fattige ikke opfattes som

kriminelle, som Hobsbawm skriver:

“Det særlige ved sociale banditter er, at de er landstrygere af bondeslægt, som godsejerne og staten

betragter som kriminelle, men som lever i bondesamfundet og af folket bliver betragtet som deres helte,

forsvarere, hævnere og forkæmpere for retfærdighed, måske endog som ledere af frihedsbevægelser”.75

74

Hobsbawm, Eric J.: ”Banditter - om ædle røvere, hævnere, gangaceiros og haiduk´er”. Politisk Revy, København,

udgivelsesår ikke angivet. 75

Ibid. S. 15f.

23

Hobsbawm deler de sociale banditter og i 3 hovedgrupper: 1) den ædle røver, som Robin Hood er et godt eksempel på,

2) haidukerne, som er primitive modstandskæmpere eller guerillaenheder og 3) hævnerne, som gør uret til ret gennem

hævn.

Jeg har ikke i sinde at bruge Hobsbawms 3 grupper af sociale banditter til at kategorisere oprørene, men jeg vil i stedet

se på, hvilke elementer af det sociale banditvæsen generelt som kan bruges til at forstå oprørene.

Det første problem, som opstår i forbindelse med at benytte Hobsbawms model er, som jeg allerede har nævnt, at den

ikke tager udgangspunkt i de særlige forhold, som kendetegner agerbruget i et slavesamfund. Der opstår næppe noget

overskud af slavearbejdskraft i et slavesamfund, der er som regel altid brug for en slave mere i et slaveagerbrug og hvis

der skulle opstå en situation, hvor der var et overskud af slaver, kunne de enten overføres til andre opgaver eller

sælges. Dette betyder, at vi må finde nogle andre årsager til, at nogle bliver banditter end de årsager, Hobsbawm

peger på. Dette betyder imidlertid ikke, at banditterne i slavesamfundet ikke kan spille samme rolle, som primitive

oprører, som man ser det i andre agrarsamfund. Der er ikke nogle tegn på at de frie borgere har udgjort nogen stor

andel af banditterne, så man skal i stedet finde banditvæsnets rekrutteringsgrundlag i de lavere dele af slavestanden.

Man kan opdele banditterne på Sicilien i to grupper; 1) bortløbne slaver, der slog sig ned som banditter, og 2) hyrder,

der fungerede som banditter idet de bl.a. overlevede ved at røve. Sicilien var kendt som tilflugtssted for bortløbne

slaver fra hele Italien. I 132 beskrev P. Popilius, hvordan han som prætor på Sicilien (omkring 139-140 f.v.t.) havde

sendt 917 bortløbne slaver tilbage til deres tidligere ejere på fastlandet.76

De bortløbne slaver kan ses som et udtryk

for et primitivt individuelt oprør imod deres position som slave. De bortløbne slaver var i konstant fare for at blive

fanget og sendt tilbage til deres tidligere ejere. Derfor søgte de tilflugt i de utilgængelige bjergområder, hvorfra de,

som banditter, opererede i større eller mindre grupper og ernærede sig gennem røveri og plyndring. Et tegn på at

denne type banditter var kendt på Sicilien, finder man i Diodorus bemærkning, om at Rupilius efter at have

nedkæmpet slaveoprøret på Sicilien “(...) sooner than had been expected rid it of every nest of robbers”.77

Slavehyrderne, som udgjorde den anden gruppe af banditter på Sicilien, arbejdede i grupper, var sjældent under opsyn

og var bevæbnede. Disse forhold var med til at give dem en mulighed for at fungere som banditter. Det særlige ved

hyrderne var, at de ofte, direkte eller indirekte, blev opfordret til banditvirksomhed af deres ejere. Ifølge Diodorus

forsynede slaveejerne ikke hyrderne med tilstrækkelige mængder af mad og tøj hvilket tvang hyrderne til at røve:

“(...) granted them the most meagre care, the minimum for food and clothing. As a result most of them

made their livelihood by brigandage (...)”.78

Et andet sted skriver Diodorus at slaveejerne ligefrem: “(...) permittet them to plunder”.79

Som et konkret eksempel på

denne direkte opfordring til at leve som banditter, nævner Diodorus en gruppe nøgne hyrder, der henvendte sig til

Damophilus for at bede om tøj, ifølge Diodorus svarede Domophilus:

“What! do those who travel through the country go naked? Do they not offer a ready source of supply for

anyone who needs garments?”.80

76

Green Peter: ”The First Sicilian Slave War”. Past & Present, No. 20, november 1961. S. 11. 77



Ibid. Bog 34/35. 2. 2. 79

Ibid. Bog 34/35. 2. 27. 80

Ibid. Bog 34/35. 2. 38.

24

Hyrde-banditterne var et meget udbredt fænomen på Sicilien, hvis man skal tro kilderne. Diodorus skrev at:

“(...) there was bloodshed everywhere (...)”.81

“Sicily became impassable to travelers by night (...) every

region was filled with what were practically scattered bands of soldiers (...)”.82

Vi kan med stor sikkerhed sige, at der har været et omfattende banditvæsen på Sicilien, men bestod dette

banditvæsen af almindelige banditter eller sociale banditter, og hvilken rolle spille de i forbindelse med Den 1.

Slavekrig?

For at bestemme, om det er sociale banditter, vi har med at gøre, må vi først se på, hvem deres plyndringer og røverier

var vendt imod. Ifølge Hobsbawm er den sociale bandit bl.a. kendetegnet ved, at han ikke røver fra de fattige eller i det

mindste ikke fra de fattige i det område, hvor han selv stammer fra og har sin base.83

Diodorus er den eneste kilde,

som siger noget om, hvem der var offer for banditternes virke, og han nævner to grupper: beboerne på de mindre

godt beskyttede ejendomme og de rejsende. Ud fra dette kan vi gå ud fra, at de største jordejeres ejendomme

sandsynligvis ikke var et oplagt mål, da de var for godt beskyttet. Men hvem tilhørte de mindre godt beskyttede

ejendomme så? Det kan ikke udelukkes at Diodorus mener de små frie bønder, som ejede et lille jordlod og en mindre

gård, hvor de selv boede, men det kan også være en anden gruppe han taler om. Han skriver nemlig også, at de der

tidligere boede på landet ikke længere fandt det sikkert at blive der.84

Denne bemærkning peger i retningen af, at når

Diodorus taler om mindre beskyttede ejendomme, så mener han de mellemstore ejendomme, hvor ejeren ofte også

havde en bolig i byen og derfor havde mulighed for at flytte. De rejsende på Sicilien har typisk været forskellige typer

af handlende eller store jordejere, der rejste mellem deres forskellige landejendomme eller deres hus i byen. Ud fra

dette kan det ikke udelukkes, at der forekom socialt banditvæsen på Sicilien på oprørets tid, men det kan heller ikke

bekræftes med sikkerhed. Men der er andre indikatorer på det sociale banditvæsen: man kan f.eks. se på hvilken rolle

banditterne spillede i forbindelse med selve slavekrigen.

De nederste dele af slavestanden, som også udgjorde langt størsteparten af slaverne, var bl.a. kendetegnet ved, at der,

for den enkelte slaves vedkommende, ikke var udsigt til at kunne købe sig selv fri eller blive frigivet. For disse slaver har

banditvæsnet været den eneste vej ud af slaveriet og banditten var et oplagt symbol på frihed og oprør; banditten var

bevæbnet, kunne bevæge sig frit omkring og viste ikke respekt for slaveejeren. Der er da også meget der kan tyde på

at banditterne har spillet en stor rolle i forbindelse med Den 1. Slavekrig. Banditterne var som fænomen et oplagt

samlingspunkt for oprørske slaver, og den militære erfaring, deres guerilla lignende aktiviteter havde givet dem, kan

have gjort dem vigtige i selve gennemførelsen af oprøret og sidenhen i forsvaret af det. At banditterne spillede denne

rolle under Den 1. Slavekrig finder man bl.a. tegn på hos Strabo, der skrev:

“(...) by these herdsmen the island was many times put in great danger, because, although at first they

only turned to brigandage in a sporadic way, later they both assembled in great numbers and plundered

the settlements, as, for example, when Eunus and his men took possession of Enna”.85

81

Ibid. Bog 34/35. 2. 2. 82

Ibid. Bog 34/35. 2. 29-30. 83


udgivelsesår ikke angivet. S. 16. 84



Strabo: “The Geography of Strabo (bind 3)”. The Loeb Classical Library, Harvard University Press, London, 1967. Bog

6. 2. 6.

25

Som konkret eksempler på at banditterne spillede en stor rolle under slavekrigen kan nævnes brødrene Cleon og

Comanus, som begge var centrale personligheder.

Hvis det sociale banditvæsen spillede en vigtig rolle i forbindelse med Den 1. Slavekrig, må man også gå ud fra, at det

har afspejlet sig i oprørets politiske indhold. Ifølge Hobsbawm er et af det primitive oprørs ingredienser ofte hævnen,

ja han operere sågar med en hel kategori af sociale banditter, som han kalder hævnere. Hævnen er typisk for de

primitive bondeoprør, argumentere Hobsbawm, fordi deres oprør ikke har nogen positiv idé. Oprøret bliver alene en

blodig hævn over bondens fjender og alle de symboler, der repræsentere undertrykkelsen, Hobsbawm skriver:

“En vild og vilkårlig hævn: ja, men for de svage, der altid bliver tabere og selv ikke i deres drømme kan

håbe på en virkelig sejr, er kun en »ødelæggelsens revolution« mulig. Og her må hele verden lægges i

ruiner, eftersom ingen »god« verden forekommer mulig. (...) For primitive bondeoprørere har ikke noget

positivt program, de har kun det negative program (...). At dræbe, at nedslagte og brænde alt af, der ikke

er nødvendigt eller nyttigt for manden med ploven eller hyrden med sin stav, er at afskaffe korruption og

kun at efterlade det der er godt, rent og naturligt”.86

Hvis man skal forsøge at finde eksempler på, at dette element af hævn indgik i oprørets program, kan man pege på

oprørenes indtog i Enna, hvor de, hvis man skal tro Diodorus, myrdede løs. Men det ville være forkert at sige, at dette

var oprørenes eneste program. Hobsbawm beskriver da også det politiske indhold af det sociale banditvæsen, når det

udvikler sig til større oprør eller sågar indgår i egentlige revolutioner. Oftest har det primitive oprør ikke andet

program end ideen om at nægte at underkaste sig individuelt, men hvis det findes vil det typisk være traditionalistisk.

Et sådan program for et oprør eller en revolution vil enten forsvare eller genskabe den traditionelle orden, ud fra en

forestilling en reel eller mytisk fortid, hvor alt var som det burde være. Disse oprør vil typisk vende sig imod det som

magthaverne opfatter som fremskridt, og det kan på den måde betragtes som en form for reaktion. Typisk vil disse

primitive oprør ikke indeholde noget opgør med ulighed eller udbytning, blot kræve at udbytningen sker inden for

rammerne af, hvad der traditionelt opfattes som rimeligt. Der gøres heller ikke op med den stærkes undertrykkelse af

den svage, så længe dette sker på en ret og rimelig måde.87

Det er heller ikke ualmindeligt at disse primitive oprør

indeholder en forestilling om den gode konge, som vender tilbage for at vælte en onde eller måske endda falske konge

og kræve kronen tilbage. Dette kender vi bl.a. fra historierne om Robin Hood. Der findes sågar flere eksempler på

banditledere, som har gjort krav på tronen eller oprettet deres egne kongedømmer.88

Det er ikke vanskeligt at se de

traditionalistiske træk i oprørenes politiske program under Den 1. Slavekrig. Det traditionelle er bl.a. repræsenteret af

det hellenske kongedømme, som på Sicilien var kendt fra gamle dage, da de græske bystater dominerede området, før

romerne og før verden gik af lave. For syrerne og cilicierene var den hellenske kongemagt forbundet med tiden før de

blev slaver, da de endnu var frie. Man kan også se, hvordan Eunus faktisk kom til at udfylde rollen som den gode

konge. Oprøret indeholdte så vidt vides ikke noget opgør med slaveriet som institution eller noget lighedsideal, hvilket

f.eks. kunne være kommet til udtryk gennem en agrarreform, som fordelte jorden på en mere retfærdig måde. For den

oprindelige gruppe af oprørske slaver var oprøret en vej ud af slaveriet for de involverede, og et angreb på en grov og

urimelig behandling som de havde været offer for, men ikke et generelt angreb på samfundets indretning. Det er

sågar, muligt at oprørene selv under en eller anden form har videreført slaveriet. De hellenske samfund, som de

86


udgivelsesår ikke angivet. S. 75f. 87

Ibid. S. 25f. 88

Ibid. S. 118ff.

26

hentede deres forestillinger om et samfund fra, brugte også slaver som arbejdskraft. Det er muligt, at Eunus som

konge selv havde slaver til at arbejde for sig. Da Rupilius efter at oprøret fangede Eunus i en hule i bjergene, havde

Eunus 4 personer af sit hof med sig; en bager, en kok, en person som masserede ham når han var i bad og hans

hofnar.89

Vi ved ikke om disse 4 personer var slaver eller ej, men der er en mulighed, som ikke kan udelukkes. Et andet

muligt tegn på, at der var slaver i Eunus´ kongerige er, at Diodorus fortalte hvordan oprørene slog alle borgerne ihjel

efter at have indtaget Enna, undtagen de som kunne fremstille våben: “(...) these he put in chains and assigned them to

this task”.90

Med Hobsbawms model kan man analysere Den 1. Slavekrig ud fra nogle sociologiske begreber, men kun hvis vi

antager at der faktisk har været et element af socialt banditvæsen i oprøret. Hvis vi går ud fra at dette, som jeg har

forsøgt at påvise i dette afsnit, var tilfældet, kan Hobsbawms model forklare elementer af slaveoprøret, som går igen

som sociale og politiske fænomener i alle agrarsamfund.

5.0 Diskussion

Det har ikke været min mening at bestemme om den ene eller den anden forståelsesramme kunne levere det bedste

analyse af Den 1. Slavekrig på Sicilien, og jeg vil derfor heller ikke vurdere de indbyrdes uenigheder, som findes mellem

de tre forståelsesrammer i den konkrete forståelse af slaveoprøret. I stedet vil jeg, i lyset af de tre alternative

forklaringsrammer, bedømme anvendeligheden af det marxistiske analyseapparat.

Af de tre forskellige måder at analysere og forklare slavekrigen på, som jeg har præsenteret, hævder mindst to at

kunne stå alene. Den forklaring, som mener, at Den 1. Slavekrig skal analyseres og forstås på baggrund af de unikke

forhold, der gjorde sig gældende i det romerske samfund og særligt på Sicilien i denne periode, afviser at man ved

hjælp af mere generelle og universelle begrebsapparater kan forstå slavekrigen. Ved at tage udgangspunkt i de særlige

sociale, økonomiske, religiøse eller juridiske forhold og begreber, som eksisterede i antikken, og som mennesker i

antikken definerede sig selv ud fra, når denne forklaringsramme frem til en meget detaljeret og nuanceret beskrivelse.

Netop det forhold, at det for mennesker i Romerriget har været afgørende, om man var fri eller slave, er et godt

argument for at oprøret ikke kan forklares med begreber, som er udviklet til at beskrive senere samfund. At slaven er

juridisk defineret, og ikke, som klasser i andre samfund, økonomisk defineret, betyder sandsynligvis også, at slaverne

ville organisere sig og handle ud fra fælles forståelser, som lå på et andet niveau end det økonomiske. I mit forsøg på

at forstå oprøret ud fra dets særlige betingelser fandt jeg frem til, at det for slaverne på Sicilien under Den 1. Slavekrig

var religiøse og nationale forestillinger, som udgjorde grundlaget for fælles handling. Dette var dels betinget af den

særlige status og historie, som Sicilien havde som provins, og dels af den nationale og etniske sammensætning

slaverne havde. Jeg fandt tilmed frem til, at det særlige forhold at en del af slaverne var tidligere frie og uddannede

kan have betydet meget for fremkomsten af et egnet lederskab i oprøret. Hvis man inddrager den arkæologiskbaseret

forskning af landbrugsstrukturen på Sicilien må vi også revidere vores tidligere opfattelse af slaveoprøret i og med at

rekrutteringsgrundlaget for et eventuelt slaveoprør ifølge denne forskning var meget mindre end tidligere antaget. Det

kan enten betyde at vi må afvise det store antal af oprøre som kilderne taler om og dermed sætte spørgsmålstegn ved

omfanget af oprøret eller vi må revidere vores syn på oprørets sociale sammensætning. Alene ud fra de store styrker

som Rom sendte til Sicilien og den lange periode som krigen strækker sig over virker det usandsynligt at oprøret skulle

have været mindre end tidligere antaget. Derfor er eneste mulighed at se på muligheden for en anden social

89



Ibid. Bog 34/35. 2. 15.

27

sammensætning end den kilderne beskriver og se på mulige forklaringer hvor en stor del af oprørene ikke var slaver. I

den sammenhæng har Verbrugghe udviklet teorien om det folkelige provinsoprør – en forklaring som fint kan

kombineres med de øvrige dele af teorien om det unikke oprør.

Hobsbawms sociale banditter udgør ikke nogen egentlig teoretisk forståelsesramme, men alligevel giver hans

sociologiske begrebsapparat mulighed for at forstå, i det mindste visse aspekter af, slaveoprøret. Hobsbawms

begreber er udviklet på samfund, hvor frie bønder udgjorde den vigtigste udbyttede klasse, men han siger samtidig, at

de fænomener han kalder socialt banditvæsen findes i alle agrarsamfund. Hobsbawm påstår altså, at der findes et

socialt fænomen, som på grund af nogle sociale og økonomiske strukturer genfindes i alle samfund, som bygger på

agerbrug, og dermed siger han også, at det er muligt at udvikle et begrebsapparat, der tager udgangspunkt i det

universelle i stedet for det unikke. På den måde adskiller Hobsbawms tilgang sig, i et vist omfang, fra den tilgang, som

tager udgangspunkt i de unikke forhold. Jeg mener godt, at Hobsbawms begreber kan overføres på det romerske

slavesamfund, og at det er et nyttigt redskab til at forstå en del af de elementer, som indgik i Den 1. Slavekrig, som

f.eks. en del af oprørets sociale basis og aspekter af dets politiske indhold. En fordel ved Hobsbawms begrebsapparat

er, at banditten i samtiden var et kendt og særdeles udbredt fænomen på Sicilien, hvilket gør det lettere at undersøge,

om vi kan kategorisere en del af dette fænomen som socialt banditvæsen og derefter bestemme dets historiske rolle.

Marxismen er det nok mest oplagte eksempel på en universalhistorisk teori. Marxismens begrebsapparat er udviklet til

at forklare forhold i overgangen mellem feudalisme og kapitalisme og samfundet under de særlige økonomiske forhold

kapitalismen udgør. Men marxismens begrebsapparat er samtidig ment som et analytisk redskab, med hvilket man ud

fra de grundlæggende økonomiske forhold kan forklare både generelle udviklingstendenser og specifikke politiske,

juridiske, sociale og religiøse forhold. Klasse er det helt centrale begreb i den marxistiske tradition, da det er de

konflikter, der opstår ud fra klassemodsætningerne i den økonomiske basis, der udgør historiens drivkraft. En analyse

af den økonomiske basis i er derfor helt afgørende for marxistiske historikere, uanset hvilket samfund de behandler, da

det er gennem denne, at klassernes objektive interesser og modsætningsforhold bestemmes. I forbindelse med Den 1.

Slavekrig og antikken generelt opstår der et problem for den marxistiske forståelsesramme, nemlig at de klasser som

man ud fra en klasseanalyse kan fremanalysere, ikke selv opfatter sig som klasser, og derfor ikke har det som marxister

kalder klassebevidsthed. Dette behøver imidlertid ikke at betyde, at klasserne ikke i visse tilfælde alligevel uden selv at

vide det, handler som klasse. En del marxister siger altså, at eksistensen af klasser ikke er afhængig af

klassebevidsthed, og at disse godt kan optræde som historiske aktører uden selv at være bevidste om det. Marxismen

kan på denne måde sige noget om nogle grundlæggende strukturer, som har været usynlige for samtiden, men som

alligevel har spillet en rolle.

Selvom de tre forståelsesrammer i deres helhed står i et vist modsætningsforhold til hinanden betyder dette ikke

nødvendigvis, at man ikke kan kombinere dele af de tre forklaringer med hinanden. Med en kombination af de

forskellige forståelsesrammer kan vi analysere forhold på flere forskellige niveauer og nå frem til en mere nuanceret

forståelse, end de forskellige forståelsesrammer kan hver for sig kan give os. Først i det øjeblik, at man acceptere

forklaringsrammernes grundlag, som f.eks. marxismens idé om at enhver historisk periode kan forklares alene ud fra

klassebegrebet og at “alle hidtidige samfunds historie er en klassekampens historie”,91

eller den unikke

forklaringsmodels afvisning af enhver universel eller generel struktur, bliver forklaringsrammerne uforenelige.

91

Marx, Karl; Friedrich Engels: ”Det kommunistiske manifest”. Forlaget Tiden, udgivelsessted ikke angivet, 1976. S. 14.

28

6.0 konklusion

Som jeg allerede har vist i afsnittet om den marxistiske forståelsesramme, er det faktisk muligt, med udgangspunkt i de

skriftlige kilder, at lave en klasseanalyse af det romerske samfund, hvor det viser sig at størsteparten af slaverne

befinder sig i samme klasse. Man kan tilmed, ved at undersøge oprørenes klassesammensætning under Den 1.

Slavekrig, finde frem til, at de i vid udstrækning tilhørte samme klasse, eller i det mindste i klasser det ikke står i noget

økonomisk modsætningsforhold til hinanden, og derfor gør det muligt at tale om oprøret som klassekamp, også

selvom slaverne ikke var klassebevidste. Inddrager man den arkæologiske forskning bliver det mere tvivlsomt om det

er muligt at drage den slutning at oprøret ikke indeholdte klassemæssige modsætninger – specielt hvis man tager

udgangspunkt i teorien om det folkelige provinsoprør.

Er det marxistiske analyseapparat velegnet til at forstå slavekrigen med? Hvis marxismen skulle udgøre et godt

analyseapparat i forbindelse med Den 1. Slavekrig, skulle det være fordi, at man ved hjælp af klasseanalysen kunne

sige noget væsentligt om årsagerne og naturen af oprøret. Marxismens helt store problem i denne sammenhæng er, at

slaverne ikke var en økonomisk defineret klasse men en juridisk defineret stand, og at denne inddeling i stænder var af

helt afgørende betydning i det romerske samfunds indretning og individernes selvopfattelse. Det var bl.a. dette forhold

der gjorde at slaverne ikke udviklede en klassebevidsthed og derfor, selv når de handlede som klasse, ikke forfulgte

deres objektive klasseinteresser. Når klassetilhørsforholdet ikke er bestemmende for handlingens konkrete indhold,

bliver klasseanalysens anvendelighed også stærkt begrænset. Klasseanalysen kan i det konkrete tilfælde, jeg har

anvendt den på, ikke forklare indholdet af slaveoprøret men blot påvise eksistensen af en underliggende økonomisk

struktur, som aktørerne ikke var bevidste om, men som alligevel åbner op for muligheden for at tale om klassekamp i

et eller andet omfang. Når klasseanalysen ikke bringer os nærmere en forståelse af den konkrete handling kan

anvendelsen af den forekomme underlig. I disse tilfælde kan det virke som om, at klasseanalysens formål blot bliver at

bekræfte anvendeligheden af det marxistiske klassebegreb på et teoretisk plan, for derved at kunne fastholde

forestillingen om den marxistiske udviklingsteori som en universel størrelse. I forbindelse med Den 1. Slavekrig mener

jeg godt, at man kan få noget ud at lave en klasseanalyse; den åbner op for en mulig økonomisk forståelse af oprøret,

som kan være med til at nuancere det samlede billede. Jeg mener derimod ikke, at klasseanalysen, som den ellers gør

krav på, kan stå alene. Man må erkende at den marxistiske klasseanalyse ved at tage udgangspunkt i økonomien ikke

indfanger et af de vigtigste kendetegn for det romerske slavesamfund, nemlig den juridiske opdeling i stænder. Dette

betyder at klasseanalysen nødvendigvis må blive en underordnet tilgangsvinkel til at forstå Den 1. Slavekrig.

Jeg antydede tidligere, at marxistiske historikeres fastholdelse af klassebegrebet som den bedste måde at forstå de

antikke slavesamfund på, måske i virkeligheden skal ses som et forsvar for den marxistiske udviklingsteori som en

universel forklaringsmodel. Hvis klasseanalysen ikke kan fremanalysere klasser, som står i et antagonistisk

modsætningsforhold til hinanden og påvise, at disse klasser handler som klasser, må man opgive ideen om

klassekampen som drivkraft i alle samfunds historie. Men selv når eksistensen af disse klasser og en eller anden form

for klassekamp er påvist, har den marxistiske udviklingsteori et problem. Så længe at det ikke eksistere en

klassebevidsthed, kan klasserne heller ikke følge deres objektive klasseinteresser, og derfor kan en revolution i

marxistisk forstand heller ikke forekomme. En revolution forudsætter at én klasse sætter sine objektive

klasseinteresser igennem overfor en anden klasse, med hvilken den står i et økonomisk modsætningsforhold. Jeg kan

ikke sige, om det fravær af klassebevidsthed, som jeg har konstateret i forbindelse med Den 1. Slavekrig, gør sig

gældende for de antikke slavesamfund generelt, men hvis dette er tilfældet, kan man forkaste opfattelsen af den

marxistiske udviklingsteori som universel. Selvom udviklingsteorien giver en god forklaring på overgangen mellem

feudalisme og kapitalisme, har den det problem, at overgangen mellem slavesamfundet og antikken ikke længere vil

29

kunne forklares som et resultat af en klasserevolution, og derfor kan teorien ikke være universel. Det jeg med

sikkerhed kan sige er, at slaveoprøret på Sicilien under ingen omstændigheder kan ses som en del af en sådan

klasserevolution.

30

7.0 Litteratur

Bøger:


1989.

Carlsen, Jesper; Hanne Løfholm: ”Slaver i Romerriget”. Forlaget Systime, Herning, 1981.

Christensen, Erik: ”Romersk Historie”. Aarhus Universitetsforlag. Aarhus, 1995.


1966.


udgivelsesår ikke angivet.

Marx, Karl; Friedrich Engels: ”Det kommunistiske manifest”. Forlaget Tiden, udgivelsessted ikke angivet, 1976.

Marx, Karl: ”Marx/Engels - Udvalgte skrifter (bind 1)”. Forlaget Tiden, København, 1976.

Nielsen, Peter Boile (red.): ”Religionshåndbogen”. G.E.C. Gads Forlag, København, 2. udgave/1. oplag 1994.

Siculus, Diodorus: “The Library of History of Diodorus of Sicily (bind 7)”. The Loeb Classical Library, Harvard University

Press, London, 1967.

Skydsgaard, Jens Erik: “Det Romerske Slaveri”. Klassikerforeningens Kildehæfter, udgivelsessted ikke angivet, 3. udgave

1993.

Strabo: “The Geography of Strabo (bind 3)”. The Loeb Classical Library, Harvard University Press, London, 1967.

Tvarnø, Henrik: ”Det romerske slaveri - i europæisk forskning efter 2. Verdenskrig”. Museum Tusculanums Forlag,

København, 1982.

Wiedemann, T. E. J.: “Slavery“. Oxford University Press, Oxford, 1987.

Artikler:

Green Peter: “The First Sicilian Slave War”. Past & Present, No. 20, november 1961. S. 10-29.

Verbrugghe, Gerald P.: “Sicily 210-70 B. C.: Livy, Cicero and Diodorus”. Transactions and Proceedings of the American

Philological Association, Vol. 103, 1972. S. 535-559.

Verbrugghe, Gerald P.: “Slave Rebellion or Sicily in Revolt?”. Kokalos, Vol. 20, 1974. S. 46-60.

Verbrugghe, Gerald P.: ”The Elogium from Polla and the First slave war”. Classical Philology, Vol. 68, No. 1, Jan. 1973. S.

25-35.

White, Donald: “Demeter´s Sicilian Cult as a Political Instrument”. Greek Roman and Byzantine Studies, Vol. 5, 1964. S.

261-269.

White, K. D.: “Latifundia. A critical review of the evidence of large estates in Italy and Sicily up to the end of the first

century A.D.”. Bulletin of the Institute of Classical Studies, University of London, Vol. 14. 1967. S. 62-79.

Internet:

Orosius: Internet - http://www.fordham.eud/halsall/ancient/3slaverevolttexts.htm (10/10 2001).

Den 1. Slavekrig på Sicilien

Documents