Conrad - Lord Jim (læseprøve)

”En af verdens bedste romaner.” – Jens Andersen, Weekendavisen

rosinante

joseph conrad lord jimTo rivaler, der bejler til den unge Edmond Dantes’ forlovede,

stikker ham som Napoleon-agent. Dantes havner i celle nr. 34 på fængselsøen If. Efter 14 års lidelser lykkes det ham at flygte. Hvad er der mon sket med hans elskede Mercedes? Og hvor er de tre mænd, der er skyld i hans ulykke? Dantes sværger hævn over sine fjender.

Derfra tager dramaet fart. Handlingen udspiller sig i tiden efter den franske revolution og Napoleons kejserdømme i årene 1815-38. Dumas’ mageløse fortælling har alt: helte og heltinder, maleriske tableauer og naturvarsler, hele den tyrkiske musik med orientalske mysterier, hashtåger, smuglere og røver-mafiosi, forræderi, hævn og forsoning, incest og brutal død. Og dertil en indlagt skat af småhistorier. Men først og fremmest handler romanen om ret og uret, lykke og ulykke, forbrydelse og straf og om kærlighedens veje og vildveje. Og om Edmond Dantes’ eventyrlige skæbne.

josephconrad lord jim

Alexandre Dumas d.æ. (1802-1870) er en af Frankrigs store forfattere og skrev over 300 værker, ofte i samarbejde med et hold af hjælpere. Mange af hans romaner udkom først som føljetoner i tidsskrifter, et fænomen, som spredtes i resten af verden. Dumas har haft stor betydning for den folkelige europæiske roman. Greven af Monte Cristo og De tre musketerer er de bedst kendte af Dumas’ romaner, læst af millioner og filmatiseret adskillige gange til både tv og biograflærredet. Ud over romanerne skrev han skuespil og artikler og var desuden en respekteret korrespondent. Dumas var republikaner, en munter boheme og levede under devisen: „Leve den store sensuelle lidenskab og det generøse engagement“. Greven af Monte Cristo er sandsynligvis inspireret af Dumas’ fars dramatiske skæbne. Hans far var mulat, født på det nuværende Haiti som barn af en fransk adelsmand og en sort slave, voksede op som en gentleman og gjorde karriere som general i hæren. Alexandre Dumas’ søn, Alexandre d.y., er forfatteren til Kameliadamen.

240 x 157 mm (bogblok 240 x 155) ryg 42 mm flapper 110 mmw

Med forord af Kristian Bang fossCICERO FORUM HØST&SØN PRETTY INK ROSINANTE SAMLEREN

Lord Jim_1.indd 6 22/05/14 12.45

LOR D JIM

I Rosinantes klassikerserie er udkommet:

Emily Brönte Stormfulde højder

Luis Buñuel Mit sidste suk

Mikhail Bulgarov Mesteren og Margarita

Louis Ferdinand Céline Rejse til nattens ende

Daniel Defoe Robinson Crusoe

Charles Dickens David Copperfield

Fjodor Dostojevskij Idioten

Fjodor Dostojevskij Forbrydelse og straf

Alexandre Dumas Greven af Monte Cristo

Alfred Döblin Berlin Alexanderplatz

George Eliot Middlemarch

Gustave Flaubert Følelsernes opdragelse

Jack Kerouac Vejene – det oprindelige manuskript

Primo Levi Vidnesbyrd

Klaus Mann Vendepunkt

Gabriel García Márquez Kærlighed i koleraens tid

Georges Perec Livet en brugsanvisning

Joseph Roth Radetzkymarch

Miguel de Cervantes Saavedra Don Quijote

Mary Shelley Frankenstein, eller den moderne

Prometheus

Laurence Sterne Tristram Shandys levned og meninger

Tomas Tranströmer Samlede Tranströmer

Elie Wiesel Natten. Daggry. Dagen

Virginia Woolf Bølgerne

Virginia Woolf Til fyret

Virginia Woolf Mrs. Dalloway

Stefan Zweig Verden af i går

På vej er

Gabriel García Márquez 100 års ensomhed

August Strindberg En dåres forsvarstale

Joseph Conrad

LORD JIM

På dansk ved

Mogens Boisen

ROSINANTE

Lord Jimer oversat fra engelsk af Mogens Boisen efter Lord Jim.

Bogen udkom første gang på dansk i 1974 med titlen Forlis.Oversættelsen er gennemset og revideret i forbindelse

med nærværende udgave.Copyright © 2014 Rosinante / ROSINANTE&CO

1. udgave. 1. oplagOmslag: Camilla Jørgensen, Trefold

Sat med TheAntiquaOg trykt hos Livonia Print, Riga

ISBN 978-87-638-2248-0

Printed in Latvia, 2014

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Rosinante er et forlag i rosinante&coKøbmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København K

www.rosinante-co.dk

5

Forord

Har der været et skæbnepunkt i dit liv, et øjeblik, hvor det blev klart,

hvad for et menneske du er? Hvor din anstændighed og din moral

kom på prøve? Og bestod du prøven? Eller er din tilværelse lagt

sådan til rette, at alt fra vugge til grav kører på skinner gennem et

i forvejen sikret terræn? Er du kun et godt menneske, fordi skæb-

nen ikke har sat dig i en situation, hvor din godhed for alvor blev

testet? Det spørger man sig selv om, når man læser Joseph Conrads

roman Lord Jim. Det er en roman, der handler om at blive voksen

med et sæt. Om, hvad vi skal stille op, hvis det midt i et lysvågent

mareridt viser sig, at der er en afgrund mellem det menneske, vi

tror, vi er, og de handlinger, vi foretager os.

Józef Teodor Konrad Korzeniowski blev født i 1857 i et Polen, der

var delt mellem Tyskland og Rusland. Faren var aristokrat, digter

og polsk patriot, og hans modstand mod tsarens Rusland kostede

indirekte både ham og hans kone livet. Efter en deportation til Vo-

logdas isvintre døde først faren og nogle år efter moren på grund af

tuberkulose. I en alder af elleve år var Joseph Conrad forældreløs.

For at undgå russisk militærtjeneste emigrerede Conrad som

sekstenårig til Marseille for at påbegynde en karriere i handels-

flåden. Han tog efter fire år i Frankrig hyre på en række franske

skibe. Efter et selvmordsforsøg følgende et større tab på et kasino,

skiftede han til den britiske handelsflåde, hvor han arbejdede de

næste seksten år. Her så han verden og dannede en fond af ople-

velser, indtryk og eventyr, han senere trak på i sit forfatterskab.

Den første bog, Almayers dårskab, blev skrevet til søs, men herefter

gik Conrad i land i England, hvor han stiftede familie. Som britisk

statsborger skrev han en række helt unikke romaner. De handler

ofte om havet, for det er det, han ved noget om, og de handler om

mennesker, der bliver prøvet i ekstreme situationer, og de handler

6

om den imperialisme, i hvis storhedstid han levede, og hvis gru-

somme konsekvenser han havde blik for. Og dybest set handler de

alle sammen om menneskets komplicerede sind.

Conrad skrev på det engelsk, han havde lært under sin tid til søs.

Det var hans tredje sprog. Ud over polsk havde han et flydende og

accentløst fransk med fra sit adelige barndomshjem. Han var altså

landflygtig med et modersmål i bagagen, der rungede af et splittet

hjemland og af den uretfærdighed, der førte til forældrenes død.

For at komme ud på et marked med romanerne og novellerne

var det at skrive på engelsk den bedste strategi. Men måske kan det

engelske sprog også have været en befrielse, fordi det ikke bar på

den samme store sorg? I hvert fald handler Conrads bøger stort set

ikke om barndommens Polen og Rusland ... men smerten, sorgen

og eftertænksomheden i bøgerne stammer måske derfra.

I begyndelsen var indtægterne fra skriveriet træge, og det har været

altafgørende for ham, i den nye, fremmede kultur, at fastholde læ-

serne og ikke støde dem fra sig. Conrad opfinder sømanden Marlow,

som han lader være fortæller i flere af sine bedst kendte værker.

Lighederne med Conrad er mange; begge er de sømænd i imperi-

ets tjeneste, men i modsætning til Conrad er Marlow ærkebritisk

og hentyder i bøgerne flere gange til den kultur, læserne er rundet

af. Et godt trick til at vinde deres fortrolighed.

Den familieløse Marlow, der ynder at fortælle om natten, sid-

dende i en kreds af gode venner med en pibe og en flaske, en god

portion ironi og djærv vejrbidthed, er en frigørende figur for Con-

rad. Når han taler gennem Marlow, taler han under et dække, der

gør, at han kan sige sandheden. Og når han i romanen Mørkets

hjerte leverer sin mesterlige rædselsskildring af den vold og un-

dertrykkelse, vores velstand i Vesten er bygget på, er det den bel-

giske kolonialisme, det handler om, ikke den britiske, som Marlow

selvfølgelig med en vis portion vrængende ironi udnævner som

værende mere ædel og båret af et højere formål. Mange af datidens

læsere har sikkert slugt den, på andre har den efterladt et lille na-

gende sår.

7

Litteraturen om Conrad beskriver ham som et nervemenneske,

nervøs og let ophidselig, med en høvisk optræden stammende fra

den polske adel, der gjorde, at han af og til kunne falde igennem

eller stikke ud i sit nye hjemland. Anekdoten lyder, at en præst rev

sin kone væk med ordene: “Sådan gør vi ikke i England!”, efter at

Conrad havde smækket hælene sammen, bukket og lagt an til at

kysse fruens hånd.

Conrad har intet sikkerhedsnet haft i form af familie, han led af

tilbagevendende, svære depressioner og kunne kun knap forsørge

sin kone og sit barn med sine skriverier. Jeg synes, det er interes-

sant at sammenligne det skriftmæssige temperament med en an-

den af mine helte, som var Conrads samtidige, nemlig svenskeren

August Strindberg, hvis bidende udfald mod samfundet er langt

mere direkte. Kan det skyldes, at Strindberg, som er født og opvok-

set i Sverige, som forstår mentaliteten og har sin familie der, har følt

sig grundlæggende sikker – på trods af de ofte skildrede, periode-

vise økonomiske problemer. At det kræver et bagland i den grad at

iscenesætte sig selv som jesusfigur, ofret og udstødt af samfundet?

Da Conrad gik i land i England for at skabe sig en karriere og en

familie i sit nye hjemland, har han stået med ryggen mod muren.

Derfor er Conrads samfundskritik altid fremført lettere forskudt,

eller så den kan misforstås, derfor fungerer Marlow. Han giver Con-

rad en kattelem i skriften, der åbner for et klarsyn, der ellers ville

være umuligt.

Conrads verden er en skrøbelig verden, hvis tynde fernis hvert

øjeblik kan krakelere og åbenbare et dyb af rædsel. Denne fernis

består af nogle ældgamle ideer, blandt andet ideen om troskab,

der holder ondskaben i ave. I Conrads verden kan troskaben ret-

tes mod den simple opgave, det er for en gruppe mænd at føre et

skib sikkert i havn. Her indordner individet sig under noget, der

er større end det selv. Så når Conrad sættes i bås som en konserva-

tiv forfatter, er det nok dette, der tænkes på: Mennesket må have

regler. Og for Conrad, og for den konservative, er disse regler fæ-

stet i traditionen, ikke i ideologier. I tv-serien The Wire formuleres

det hundrede år senere på en anden måde af gangsteren Omar,

8

der må navigere i et helt andet landskab af rædsel: A man’s gotta

have a code.

Men ingenting er sort-hvidt. Som handlingen i Lord Jim vil vise,

kan det føre ulykke med sig ikke at følge sit kodeks, men det kan

også føre ulykke med sig at følge det ad absurdum. Man skal ikke

lytte til Marlow for at få klare svar. Man skal blive siddende i natten

med ham, fordi man vil ane noget om menneskets modsætninger.

Conrads verden er en maskulin verden, i en grad så selv Marlow af

og til må ironisere over det. Der er intet forsøg på at give kvinderne

stemme. Og Conrads verden er den hvide mands verden. Der er intet

forsøg på at give befolkningerne i kolonierne egen stemme. Dette

kan man problematisere, og det er det blevet – især i postkoloniale

læsninger af Mørkets hjerte. Conrad skriver ud fra sit eget perspek-

tiv, han skriver om den verden, han kender, og specielt i Mørkets

hjerte synes koloniernes indfødte befolkning at være reduceret til

en kulisse. Men det er en kulisse af smerte, lidelse og død. Man

kan diskutere, om det er nok. Det synes jeg selv, Conrads ovenfor

beskrevne position – som en hemmelig agent for sandheder sna-

rere end en martyr – taget i betragtning. Og i sidste ende må det

også komme an på, hvordan man læser litteratur: Som noget, der

skal søge den moralsk set bedst befæstede stilling for ikke at blive

forkastet, eller som noget, der både kan fejle, have svagheder og

rumme sandheder samtidig.

Conrad er skeptiker. Han er skeptisk over for civilisationen, over

for fremskridtet og nye ideer. Conrad var skeptisk over for demo-

kratiet, ikke at han havde nogle alternativer, men han så, at det var

faretruende let for demagoger og charlataner at opnå magt, og på

den måde gav historien ham jo ret.

Som med andre af de forfattere, der skrev samtidigt med Conrad,

synes der at være en foregribelse af mange af det tyvende århun-

dredes civilisatoriske tragedier. Beskrivelserne fra Congo i Mørkets

hjerte vækker for den nutidige læser mindelser om holocaust. Den

svenske forfatter Olof Lagercrantz påpeger, hvordan Conrads mere

9

optimistiske romaner foregår om bord på træskibe med sejl, mens

de mere dystre og pessimistiske foregår om bord på dampskibe af

jern. Den moderne civilisation har holdt sit indtog på havet, og det

tegner ikke godt.

Romanen Lord Jim’s kardinalscene foregår ganske sigende om bord

på et skib af metal, nemlig den nedslidte damper Patna, der er la-

stet til randen med muslimske pilgrimme på vej mod Mekka. En

nat støder de på noget, der flyder lige under vandoverfladen – mu-

ligvis et sunket skib, det opklares aldrig. Overbevist om, at skibet

er dødsdømt og kan synke som en mursten hvert øjeblik, forlader

besætningen skibet uden at varsle passagererne. Der er ikke nær

redningsbåde nok, og en panik vil være uundgåelig.

Jim, der hele sin barndom og ungdom har drømt om heltegernin-

ger til søs, svigter sømændenes kodeks og mister sin ære, idet han

i sidste øjeblik springer ned i redningsbåden til de andre sømænd

og overlader skibets passagerer til deres skæbne. Dette er den helt

centrale scene i bogen, og resten af romanen former sig som en

fortælling om, hvordan Jim forsøger at leve med sit eget svigt.

Romanen er som mange af Conrads romaner kompliceret opbygget

rent fortællemæssigt. I størstedelen af historien hører vi om Jim

gennem Marlow, der taler om ham til en kreds af venner under en

natlig seance. Det er den samme Marlow, der er fortæller i Mørkets

hjerte, hvor han beskriver sin rejse op ad Congofloden for at finde

Kurtz. De to romaner er skrevet sideløbende, og under læsning af

Lord Jim aner man konturerne til Mørkets hjerte. Både Kurtz og

Jim drager ud blandt “de vilde” som kolonialister. Det var datidens

tanke, at den hvide mand havde en overlegen moralsk karakter,

men det, der bliver fuldt synligt med Kurtz’ amokløb, antydes al-

lerede med Jim: Den hvide mand var ikke det store moralske for-

billede, som man mente, han var.

Og Kurtz og Jim har en anden ting til fælles: Marlow kæmper

for at vække dem til live for vores øjne, men det er en kamp, der

frustrerer ham som fortæller. Han afbryder sig selv i begge roma-

10

ner og tvivler: Om Kurtz spørger han sine tilhørere “Ser i ham?”,

og om Jim erklærer han “Ingen tryllestav kan fiksere ham for mine

øjne.” Bipersonerne kan han se for sig, men Jim er flygtig. Et myste-

rie. Sådan er Conrads romaner, de er lange forsøg på at fastholde

noget, der ikke lader sig fastholde. At sige noget, der ligger hinsides

ordene. Marlow er en inspireret fortæller, men det, han fortæller

om, er så modsætningsfyldt og mystisk, ligger så dybt i mennesket,

at han ikke kan få hold på det med sproget.

Marlow siger mange sande ting om inspiration under sin natlige

fortælling. Han beskriver, hvordan det er at skrive. Den skrivende

vil genkende fornemmelsen: Hvordan hovedpersonen står på af-

stand halvt bortvendt, og det er en kamp for den fortællende at

kalde ham tættere på, at få ham til at vende ansigtet mod læseren,

at det kræver mønstring af store mængder inspiration. De, der siger,

man skal kende sine personer til bunds, før man skriver, kan man

mistænke for ikke at vide noget om at skrive eller om mennesker.

Det er Marlows indsigt, at man højst kan se dem flygtigt i glimt og

gennem tåger, i et vedvarende forsøg på at kredse ind fyldt med

indbyggede modsigelser, så lidt kender man noget menneske, så

svært fikserbare er vi.

Man skal koncentrere sig, når Marlow fortæller. Vitale oplysninger

giver han sent i fortællingen, og han væver ud og ind mellem gene-

relle betragtninger og specifikke scener og holder ikke kronologien.

Han fortæller som en mand, der husker, mens han fortæller. Hans

føromtalte ironi skal man stille øret ind på for at opfange, og han

kan formulere sig på en måde, så meget går tabt, hvis man læser

for hurtigt. Conrad er ikke let læsning, og selv må jeg ofte stoppe

op og gå tilbage, fordi Marlow endnu en gang har leveret en be-

tragtning, der kræver genlæsning for at blive forstået, eller fordi

koncentrationen svigter, og jeg mister overblikket over, hvor vi er

i fortællingen. Men Conrad er samtidig en af de forfattere, der har

givet mig mest. Det er så sprogligt originalt og smukt og så teknisk

interessant, og der er så mange indsigter i, hvad det vil sige at være

menneske, og hvad det er for en verden, vi lever i, at romanerne

11

kan læses igen og igen. Og jo flere gange man læser dem, jo tyde-

ligere bliver det, at det, der først virkede som uhyre komplicerede

strukturer, viser sig at kunne brydes ned til færre og færre bestand-

dele. Efter at have siddet med næsen i en Conrad-roman i dagevis

kan den forekomme mig at være én lang gentagelse af de samme

sætninger i forskellige variationer. En lang gennemspillen, spejling

og venden på hovedet af det samme grundscenarie igen og igen ...

Han var en af os. Otte gange gennem sin fortælling gentager Mar-

low den kendsgerning, at Jim var en af os. Vi kan ikke afskrive Jim

som et dumt svin, som vi kan med kaptajnen på skibet Patna, der

skildres, som om nedrigheden driver ud af alle hans porer. Mar-

low kan ikke glemme Jim, fordi han er et menneske som ham selv

og den kreds af gentlemen, han fortæller til. Og derfor vækker det

spørgsmålet i ham: Hvad er deres anstændighed værd, hvori be-

står den ære, de bryster sig af? Eksisterer den kun, fordi tilfældig-

hederne ikke har været ondskabsfuldt nok tilrettelagt til at pille

den af dem? Som Jim igen og igen siger: Han var ikke parat, da det

skete. Det gik så forbandet hurtigt. Hvordan råder man bod? Står

det til at ændre?

Kristian Bang Foss

12

13

KAPITEL 1

Han var en tomme, måske to, under seks fod, kraftigt bygget, og han

gik lige imod én, med let ludende skuldre, hovedet rettet nøjagtigt

frem og et ejendommeligt stirrende blik, som ledte tanken hen på

en angribende tyr. Stemmen var dyb og kraftig, og hans væsen ud-

trykte en slags stædig selvhævdelse, som dog ikke rummede noget

element af aggressivitet. Den syntes at være en nødvendighed for

ham og var åbenbart rettet lige så meget mod ham selv som mod

andre. Han var velsoigneret, klædt i ulasteligt hvidt fra sko til hat,

og i de forskellige orientalske havne, hvor han ernærede sig som

repræsentant for en skibsprovianteringshandler, i den stilling, vi

kalder en waterclerk, var han meget populær.

En sådan waterclerk behøver ikke at have taget eksamen i no-

get som helst under solen, men han må være dygtig og kunne vise

denne dygtighed i praksis. Hans arbejde bestod i under sejl, damp

eller årer at sejle om kap med andre repræsentanter ud til ethvert

skib, der var ved at kaste anker, hilse muntert på dets kaptajn, på-

nøde ham et kort – skibsprovianteringshandlerens visitkort – og

under samme kaptajns første besøg i land at føre ham med sikker

hånd, men samtidig taktfuldt, til en stor grottelignende butik, der

er fuld af de ting, som spises og drikkes om bord, hvor man kan få

alt, hvad der gør et skib sødygtigt og smukt, lige fra et sæt kroge

til dets ankerkæde og til en bog bladguld til forsiringerne på dets

agterspejl, og hvor dets chef modtages som en broder af en skibs-

provianteringshandler, han aldrig før har set. Der er en kølig op-

holdsstue, lænestole, flasker, cigarer, skrivegrejer, et eksemplar af

havneregulativet samt en velkomstvarme, der smelter saltet fra

en tre måneders rejse ud af en sømands hjerte. Den således påbe-

gyndte forbindelse vedligeholdes, så længe skibet ligger i havnen,

ved hjælp af waterclerkens daglige besøg. Mod kaptajnen er han tro

som en ven og opmærksom som en søn, med en Jobs tålmodighed,

14

en kvindes uselviske hengivenhed og en god kammerats gemyt-

lighed. Senere sendes regningen. Det er en smuk og menneskelig

bestilling. Derfor er gode waterclerks sjældne. Når en sådan mand,

der er dygtig – i begrebets abstrakte betydning – også har den fordel

at være kendt med søen fra de unge år, er han mange penge værd

for sin principal, og det lønner sig for denne at være en smule ef-

tergivende over for ham. Jim havde altid en god løn og modtog så

megen eftergivenhed, at det ville have kunnet købe selv en djævels

troskab. Ikke desto mindre kunne han med sort utaknemmelighed

pludselig forlade sin stilling og rejse. De grunde, han gav sine prin-

cipaler, var klart utilfredsstillende. Så snart han vendte ryggen til,

sagde de »Fordømte fjols!« På denne måde kritiserede de hans højt

udviklede følsomhed.

For de hvide mænd i havnekvarteret og for skibskaptajnerne var

han kun Jim – ikke andet. Han havde naturligvis også et efternavn,

men lagde vægt på, at det ikke blev brugt. Hans incognito, der havde

lige så mange huller som en si, havde ikke til formål at skjule en

personlighed, men en kendsgerning. Når denne kendsgerning gen-

nembrød hans incognito, forlod han pludselig den havn, i hvilken

han tilfældigvis opholdt sig på dette tidspunkt, og begav sig til en

anden – sædvanligvis længere mod øst. Han holdt sig til havnene,

fordi han var en sømand, der var i landflygtighed fra havet og var

dygtig, abstrakt set, hvilket ikke er et aktiv i andre stillinger end

som waterclerk. Han trak sig tilbage i god orden mod den opgå-

ende sol, og kendsgerningen forfulgte ham ligesom tilfældigt, men

uundgåeligt. I årenes løb blev han på denne måde kendt successivt

i Bombay, i Calcutta, i Rangoon, i Penang og i Batavia – og hvert af

disse anløbssteder var han kun waterclerken Jim. Senere, da hans

skarpe blik for det utålelige for stedse fordrev ham fra havne og

hvide mænd, endog ud i junglen, føjede malajerne i den landsby,

hvor han havde valgt at skjule sine såre beklagelige omstændighe-

der, et ord til hans incognitos enstavelsesord. De kaldte ham Tuan

Jim, hvilket på engelsk nærmest svarer til: Lord Jim.

Han stammede fra en præstegård. Mange kaptajner på smukke

handelsskibe kommer fra disse fromhedens og fredens boliger.

Jims far havde en så sikker viden om det, man intet kan vide om,

15

at han kunne tale til folk i hytterne uden at forstyrre sjælefreden

hos dem, for hvem det ufejlbarlige forsyn gør det muligt at leve

på godserne. Den lille kirke på en bakke var mosgrå som en stor

sten, der ses gennem et uregelmæssigt løvhang. Her havde den lig-

get i århundreder, men træerne omkring den var endnu ældre og

huskede sandsynligvis, da grundstenen blev lagt. Nedenfor lyste

præstegårdens røde facade varmt mellem plæner, blomsterbede og

fyrretræer; bag den lå en frugthave, en brolagt staldgård til ven-

stre, og langs en teglstensmur sås en række drivhuses skrånende

glas. Kaldet havde tilhørt familien i flere slægtled, men Jim var en

af fem sønner, og da han efter en smule planløs ferielæsning fandt

ud af, at han gerne ville være sømand, blev han straks sendt til et

‘skoleskib for officersaspiranter til handelsflåden’.

Her lærte han lidt trigonometri og at kaje en bramrå. Han var

vellidt af alle. Han var nummer tre i navigation og roede tagåren

i den første kutter. Da han havde en god og sikker dømmekraft og

dertil en udmærket fysik, var han fortrinlig til vejrs. Han var pla-

ceret i fortoppen, og med den foragt, som kendetegner en mand,

der er bestemt til at være et lysende eksempel midt i farer, så han

med foragt ned på den fredelige masse af tage, der deltes af vand-

løbets brune tidevand, mens fabriksskorstenene, der lå spredt i

udkanten af den omgivende slette, rejste sig lodret mod en snavset

himmel som slanke blyanter, alt mens de udspyede røg som vul-

kaner. Han kunne se de store skibe afsejle, de bredbovede færger,

der ustandselig var i bevægelse, de små både, der drev langt under

hans fødder, med havets disede herlighed i det fjerne og håbet om

et spændende liv i eventyrets verden.

På underste dæk i to hundrede stemmers babel glemte han gerne

sig selv og oplevede på forhånd i tankerne sølivet, sådan som han

kendte det fra den lettere litteratur. I ånden så han sig selv redde

mennesker fra synkende skibe, kappe master i en orkan, svømme

gennem en brænding med en line, eller som en ensom skibbru-

den, der barfodet og halvnøgen vandrer på rev, som dukker op af

havet ved ebbetid, hvor han søger efter muslinger for ikke at lide

sultedøden. Han stod over for vilde på tropiske kyster, undertrykte

mytterier på de store have og holdt i en lille båd på oceanet mo-

16

det oppe hos mænd, der var ved at fortvivle – altid et eksempel på

pligtopfyldelse og så stærk og ubøjelig som helten i en bog!

»Der er sket noget. Kom med!«

Han sprang op. Drengene myldrede op ad stigerne. På dækket

hørtes voldsom uro og råb, og da han kom gennem lugen, stand-

sede han ligesom forvirret.

Det var i tusmørket en vintereftermiddag. Stormen var taget

til siden middag, havde standset trafikken på floden og blæste nu

med orkanstyrke i voldsomme stød, der rungede som skudsalver

fra svære kanoner over havet.

Regnen piskede ned i skrå, urolige tæpper, snart voldsomt, snart

stilnende, og indimellem så Jim truende glimt af det voldsomt uro-

lige tidevand, de små fartøjer, der blev kastet brutalt omkring langs

kysten, de ubevægelige bygninger i den jagende tåge, de brede fær-

ger, som huggede tungt for ankret, de store landingsplatforme, der

steg og sank og halvvejs forsvandt i skumsprøjt. Det næste magt-

fulde vindstød syntes at blæse alt dette bort. Luften var fuld af

flyvende vand. Der var en brutal målbevidsthed i stormen, en ra-

sende alvor i vindens hylen og den voldsomme tumult mellem

himmel og jord, noget som syntes at være rettet netop mod ham

og fik ham til at holde vejret i en blanding af skræk og betagelse.

Han blev stående uden at røre sig. Han følte det, som om han blev

hvirvlet rundt.

Nogen puffede til ham. »Bemand kutteren!« Nogle af de andre

for forbi ham. Et kystfartøj, som var på vej ind for at søge læ mod

uvejret, var braset gennem en skonnert, der lå for anker, og en af

lærerne på skibet havde set ulykken. En flok drenge kravlede op på

rælingen og dannede klynge omkring daviderne. »Kollision. Lige

foran os. Mr. Symons så det.« Et puf fik ham til at vakle ind mod

mesanmasten, og han greb fat i et reb. Det gamle skoleskib, som

lå lænket til sine fortøjninger, skælvede fra ende til anden, bøjede

blidt stævnen mod vinden og nynnede med sin sparsomme rigning

i dyb bas den stakåndede sang fra sin ungdom på havet. »Fir af!«

Han så båden bemandet, så den synke hurtigt ned under rælingen,

og styrtede efter den. Han hørte et plask. »Kast los; klar taljerne!«

Han bøjede sig ud over rælingen. Floden langs skibet sydede i skum-

17

mende striber. I mørket, der var ved at sænke sig, sås kutteren som

et bytte for tidevand og vind, der holdt den fanget et øjeblik, kastet

hid og did ud for skibet. En skinger stemme nåede ham svagt: »Hold

takten, knægte, hvis I vil redde nogen! Hold takten!« Og pludselig

løftede den forenden højt, sprang med løftede årer over en bølge

og brød den lammelse, vind og strøm havde påtvunget den.

Jim mærkede, at en hånd tog fast om hans skulder. »For sent,

kammerat.« Skibets kaptajn lagde en dæmpende hånd på denne

dreng, der så ud til at være på nippet til at springe over bord, og

Jim så op med et udtryk i sine øjne af bevidsthed om et nederlag.

Kaptajnen smilede medfølende. »Bedre held næste gang! Dette

her vil lære dig at være rap.«

Et skingert hurra hilste kutteren. Den vendte tilbage, omtum-

let på bølgerne og halvt fyldt af vand, med to udmattede mænd,

der blev skyllet omkring på dens bundbrædder. Vindens og ha-

vets tumult og trussel forekom nu Jim ganske uanselige, og dette

øgede hans fortrydelse over, at han havde ladet sig imponere af de-

res tomme trusler. Nu vidste han, hvad han skulle mene om dem!

Det forekom ham, som om han ganske lod hånt om stormen. Han

kunne trodse større farer. Og han ville gøre det – bedre end nogen

anden. Ikke antydning af frygt var der tilbage. Alligevel rugede han

den aften, mens kutterens pligthugger – en dreng med en piges

ansigt og store grå øjne – var underste dæks helt. Ivrige spørgere

trængtes omkring ham. Han fortalte: »Jeg så lige hans hoved vippe

op og ned, og jeg skyndte mig at stikke min bådshage i vandet. Den

ramte hans bukser, og jeg var nær gået over bord – hvad jeg også

tror var sket – hvis ikke gamle Symons havde sluppet rorpinden og

grebet fat i mine ben – båden var lige ved at blive fyldt med vand.

Gamle Symons er en førsteklasses fyr. Jeg har ikke noget imod, at

han er barsk mod os. Han skældte mig ud hele tiden, mens han

holdt fast i mit ben, men det var kun hans måde at sige på, at jeg

skulle holde fast i bådshagen. Han er skrækkelig hidsig, ikke? ‘Nej,

ikke den lille lyshårede – den anden, den store med skægget.’ Da

vi halede ham ind, stønnede han: ‘Åh, mit ben, åh, mit ben!’ og

vendte det hvide ud af øjnene. Sært at sådan en stor karl besvimer

ligesom en pige. Ville nogen af jer besvime, fordi I fik et stik med en

18

bådshage? – Ikke jeg. Den gik så langt ind i hans ben.« Han viste på

bådshagen, som han med dette formål for øje havde taget med un-

der dæk, og vakte en vis opsigt. »Nej, dit fæ – det var ikke hans kød,

der holdt ham, men hans bukser. Det blødte naturligvis meget.«

Jim syntes, at dette var en beklagelig demonstration af forfæn-

gelighed. Stormen havde stået fadder til et heltemod, der var lige

så uægte som den rædsel, den havde foregivet at rumme. Han var

forbitret over den voldsomme tumult mellem himmel og jord, fordi

den havde truffet ham uforberedt og på uretfærdig måde bremset

en højsindet beredvillighed til at hjælpe mennesker i nød. I øvrigt

var han nærmest glad for, at han ikke var gået i båden, eftersom

en ringere præstation jo havde klaret det nødvendige.

Han havde øget sin viden mere end de, der havde gjort arbejdet.

Når alle mænd veg tilbage, ville han – det var han vis på – alene

vide, hvordan man skulle få bugt med den falske trussel fra vind

og sø. Han vidste, hvad man skulle mene om den. Lidenskabsløst

betragtet var den kun at foragte. Han kunne ikke opdage nogen

antydning af sindsbevægelse hos sig selv, og det sluttelige resultat

af en voldsom begivenhed var, at han ubemærket og afsides fra

drengenes støjende skare begejstredes med en ny forvisning om sin

lidenskabelige længsel efter eventyr og med en følelse af at kunne

vise mod i mangfoldige situationer.

19

KAPITEL 2

Efter to års uddannelse gik han til søs, begav sig ind i de egne,

som var hans fantasi så bekendt, og konstaterede, at de var ejen-

dommeligt blottet for eventyr. Han gjorde mange rejser. Han lærte

den magiske ensformighed i tilværelsen mellem himmel og vand

at kende: han måtte tåle kritik fra mennesker, havets strabadser

og den prosaiske strenghed i den daglige dont, som giver brødet –

men hvis eneste belønning er den fuldkomne kærlighed til arbej-

det. Denne belønning var ham ikke forundt. Alligevel kunne han

ikke vende om, for der er intet mere lokkende, desillusionerende og

trælbindende end livet til søs. Desuden havde han gode fremtids-

udsigter. Han havde en smuk tankegang og fremtræden, var solid

og omgængelig og havde grundigt kendskab til sin tjeneste, og al-

lerede i en meget ung alder blev han førstestyrmand på et smukt

skib uden nogen sinde at være blevet sat på prøve af de begiven-

heder på havet, der i dagens klare lys viser en mands indre værd,

hans sjælsevners grænser og hans personligheds styrke, røber arten

af hans modstandsevne og den hemmelige sandhed bag det ydre

skin, ikke kun for andre, men også for ham selv.

Kun én gang i al denne tid så han igen et glimt af den alvor,

som er i havets vrede. Denne sandhed manifesterer sig ikke så ofte,

som folk måske tror. Der er mange nuancer i faren ved eventyr og

uvejr, og det er kun nu og da, at der på kendsgerningernes over-

flade viser sig en skummel, voldelig hensigt – hint ubestemmelige,

der påtvinger mandens bevidsthed og hjerte, at denne struktur af

ugunstige omstændigheder eller hine vrede naturkræfter kommer

til ham med ond hensigt, med en ubetvingelig styrke, med en løs-

sluppen grusomhed, der vil rive hans håb og frygt, hans pinefulde

udmattelse og længsel efter hvile ud af ham – knuse, ødelægge,

tilintetgøre alt, hvad han har set, kendt, elsket, nydt eller hadet,

alt, hvad der er uvurderligt og nødvendigt – solskinnet, minderne,

20

fremtiden – en kraft, der vil jage hele den kostbare verden totalt

bort fra hans syn ved den enkle, forfærdende handling, som det

er at tage hans liv.

Jim, hvis ene ben blev slemt kvæstet, da han blev ramt af en

nedstyrtende rundholt i begyndelsen af en uge, om hvilken hans

skotske kaptajn bagefter gerne sagde: »Du godeste! Det er et fuld-

stændigt mirakel, at skibet overlevede den!« tilbragte mange dage

liggende på ryggen, fortumlet, forslået, håbløs og forpint, som på

bunden af en afgrund af uro. Han var ligeglad med, hvordan en-

den ville blive, og i sine klare øjeblikke overvurderede han sin li-

gegyldighed. Når faren ikke kan ses, udmærker den sig ved samme

ufuldkomne ubestemthed som den menneskelige tanke. Frygten

bliver skyggeagtig, og indbildningskraften, menneskenes fjende og

fader til alle rædsler, synker til hvile i den mathed, som følger efter

udtømt lidenskab, hvis den ikke stimuleres. Jim så ikke andet end

uordenen i sin kahyt, mens skibet kastedes omkring af stormen.

Han lå her fastsurret midt i et lille lokalt kaos og følte i sit stille

sind glæde over, at han ikke var nødt til at gå på dækket, men nu

og da greb et uovervindeligt anfald af angst korporligt fat i ham

og fik ham til at stønne og vride sig under tæpperne, og så fyldte

den afstumpede brutalitet i en tilværelse, som åbnede mulighed

for så pinefulde sansninger, ham med en fortvivlende længsel efter

at undslippe for enhver pris. Det blev atter godt vejr, og han tænkte

ikke mere over det.

Hans halten ville imidlertid ikke fortage sig, og da skibet kom

til en havneby i Orienten, måtte han indlægges på sygehus. Det gik

langsomt med helbredelsen, og man var nødt til at efterlade ham.

Der var kun to andre patienter på mandsafdelingen for hvide:

proviantforvalteren fra en kanonbåd – han var faldet ned gennem

en luge og havde brækket benet – og en slags jernbaneentreprenør

fra en naboprovins; denne mand led af en eller anden mystisk tro-

pesygdom, anså lægen for et fjols og hengav sig til hemmelige ud-

skejelser med patentmedicin, som hans tamilske tjener med utræt-

telig pligtfølelse blev ved med at smugle ind til ham. De tre mænd

fortalte hinanden deres livshistorie, spillede en smule kort eller lå

dagen lang gabende i pyjamas i deres liggestole uden at sige noget.

21

Hospitalet lå på en bakke, og en mild brise ind ad vinduerne, der

altid stod på vid gab, bragte himlens blidhed, jordens smægten og

de østerlandske vandes forheksende ånde ind i den nøgne sygestue.

Der var dufte i denne brise, forjættelser om uendelig hvile, om at få

skænket evige drømme. Hver dag så Jim ud over parkens buskadser,

forbi byens tage og palmerne på kysten ud mod den red, som er en

hovedvej til Østen og ligger badet i solskin med sine kæder af holme,

skibe, der ikke synes større end legetøj, og sit myldrende liv, som

kan minde om et festligt optog ved en højtid, alt mens Østerlandets

himmel hvælver sig over det hele i evig afklarethed og dets have

med smilende fred besidder rummet ud til synskredsen.

Så snart han kunne gå uden stok, begav han sig ned i byen for

at undersøge mulighederne for at komme hjem. Lige straks bød

der sig ingen lejlighed, og i ventetiden søgte han naturligt nok sel-

skab med sine standsfæller i havnen. De kunne deles i to katego-

rier: Nogle af dem, meget få, som kun sjældent viste sig, levede en

hemmelighedsfuld tilværelse og havde bevaret en usvækket energi,

sørøveres temperament og drømmeres øjne. Man havde indtryk af,

at de levede i en vanvittig labyrint af planer, håb, farer og initiati-

ver, hinsides civilisationen, på havets ukendte steder, og at deres

død var den eneste begivenhed i deres fantastiske tilværelse, der

syntes at rumme en rimelig garanti for at blive til virkelighed. De

fleste af dem var mænd, der ligesom han selv var strandet her ved

en tilfældighed og var blevet i byen som officerer på lokale far-

tøjer. De nærede nu en sand rædsel for tjenesten i hjemlandets

skibe med dens hårdere vilkår, strengere syn på pligten og faren

på stormfulde oceaner. De var nu harmoniseret med Orienthim-

lens og -havets evige fred. De elskede korte rejser, gode dækstole,

store indfødte besætninger og den udmærkende omstændighed,

at de var hvide. De gøs ved tanken om hårdt arbejde og levede en

usikker, men bortset derfra utvungen tilværelse, altid på randen

af afskedigelse, altid på randen af en ny hyre, lod sig beskæftige

af kinesere, arabere, halvkastefolk og ville have arbejdet for djæ-

velen selv, hvis han havde gjort tjenesten tilstrækkeligt behagelig.

De talte i det uendelige om heldige træf: hvordan N. N. fik kom-

mandoen over en båd på Kinakysten, en nem tjans; hvordan en

22

anden havde en magelig beskæftigelse et sted i Japan, og en tredje

klarede sig godt i den siamesiske flåde; og i alt, hvad de sagde – i

deres handlinger, deres blikke, deres fremtoning – kunne man se

det bløde punkt, det mørnede sted, forsættet om at drive i sikker-

hed gennem tilværelsen.

Som sømænd betragtet forekom denne sladrende flok til at be-

gynde med Jim endnu mere uhåndgribelig, end hvis de havde været

skygger, men til sidst betoges han ved synet af disse mænd, der så

ud til at leve så godt med en så lille ration af fare og slid. Ved siden

af den oprindelige ringeagt voksede en anden følelse efterhånden

frem, og pludselig opgav han tanken om at rejse hjem og tog hyre

som førstestyrmand på Patna.

Patna var en lokal damper, gammel som bjergene, mager som

en mynde og fortæret værre af rust end en kasseret vandbeholder.

Den var ejet af en kineser, chartret af en araber og førtes af en slags

forløben tysk emigrant fra New South Wales, der gjorde meget ud af

at rakke ned på sit fødeland, men som åbenbart i tillid til Bismarcks

sejrrige politik terroriserede alle, som han ikke var bange for, og bar

en mine til skue, der formelig udtrykte kanslerens devise: Blod og

Jern, kombineret med en mørkerød næse og et stort rødt overskæg.

Efter at skibet var blevet malet udvendigt og hvidtet og desinficeret

indvendig, blev cirka otte hundrede pilgrimme drevet om bord på

det, mens det lå med damp oppe ved en træmole.

De myldrede om bord ad tre landgangsbroer, drevet frem af

troen og af håbet om Paradiset, de myldrede ind på skibet under

vedvarende trampen og slæben af bare fødder, uden et ord, uden

en mumlen eller et blik tilbage, og da de var klar af rælingen og

andre hindringer, bredte de sig overalt på dækket, forude og agter,

strømmede som vand ned gennem de gabende luger, fyldte skibets

indre hulrum og afkroge: som vand, der fylder en cisterne, som

vand, der flyder ned i revner og sprækker, som vand, der lydløst sti-

ger op lige til randen. Disse otte hundrede mænd og kvinder med

tro og forhåbninger, med følelser og minder, havde samlet sig her;

de var kommet fra nord og syd og fra fjerne egne af Orienten efter

at have vandret ad junglestier, sejlet ad floderne, efter i primitive

både at have fulgt kysten eller i små kanoer have roet fra ø til ø, alt

23

sammen under lidelser, fremmede synsindtryk og ukendt angst,

båret oppe af én længsel. De kom fra enlige hytter i ødemarken, fra

folkerige camponger, fra landsbyer ved havet. En stor tanke havde

kaldt dem, og de havde forladt deres skove, deres rydninger, deres

herskeres beskyttelse, deres velstand, deres ungdoms omgivelser

og deres fædres grave. De kom dækket af støv og sved, snavs og

pjalter – de stærke mænd i spidsen for familiegrupper, de magre

gamlinge, der hastede frem uden håb om at komme igen, ynglinge

med frygtløse øjne, der så nysgerrigt til alle sider, sky små piger

med langt, uordentligt hår, frygtsomme kvinder i folderige dragter

og med småbørn, en krævende tros ubevidste pilgrimme, knuget

mod brystet og svøbt i lange stykker snavset hovedklæde.

»Se det kvæg,« sagde den tyske skipper til sin nye styrmand.

Hans engelsk havde en hård, tysk accent.

En araber, lederen af denne fromme rejse, kom sidst. Han van-

drede langsomt om bord, smuk og værdig i sin hvide kjortel og

store turban. En række tjenestefolk fulgte efter, belæsset med hans

bagage; Patna kastede los og bakkede ud fra kajen.

Den styrede mellem to små holme, skråt over sejlskibenes an-

kerplads, drejede 180 grader i skyggen af et bjerg og fortsatte langs

en række skummende rev. Araberen, der stod agter, fremsagde med

høj røst bønnen for dem, som rejser på søen. Han nedbad den Aller-

højestes velsignelse over denne rejse og bad Ham se i nåde til men-

neskenes travle virke og deres hjerters hemmelige formål; dampe-

ren stampede i tusmørket gennem strædets rolige vand, og langt

agten for pilgrimsskibet syntes et skruepælsfyr, der af de vantro

var anbragt på en forræderisk grund, at blinke til det med sit ildøje

som for at spotte dets ærinde i troens tjeneste.

Skibet klarede strædet, sejlede tværs over bugten og fortsatte ad

den såkaldte Engradspassage. Det styrede lige mod Det røde Hav un-

der en fredfyldt himmel, en glohed og skyfri himmel, omhyllet af

en stråleglans af solskin, der dræbte enhver tanke, knugede hjertet

og fik al tilskyndelse til kraft og energi til at visne. Og under denne

himmels uhyggelige glans lå havet stille, blåt og bundløst, uden en

sitren, uden en krusning, uden en rynke – tyktflydende, stillestå-

ende, dødt. Med en dæmpet hvislen af damp gled Patna over denne

24

lysende og glatte flade, trak et sort bånd af røg hen over himlen og

efterlod på vandet et hvidt bånd af skum, der straks forsvandt som

genfærd af et spor på et livløst hav efter genfærdet af en damper.

Som om solen i sin bane holdt trit med pilgrimsfærdens forløb,

kom den hver morgen til syne med en lydløs eksplosion agten for

skibet, indhentede dette ved middagstid, væltede sine strålers kon-

centrerede ild ned over menneskenes fromme gøremål, fortsatte

nedefter i sin bane og sank hemmelighedsfuldt i havet aften efter

aften under bevarelse af samme afstand foran dets fremvandrende

stævn. De fem hvide besætningsmedlemmer levede midtskibs, af-

sondret fra den menneskelige ladning. Solsejlene dannede et hvidt

tag over dækket fra for til agter, og en svag summen, en dæmpet

mumlen af sørgmodige stemmer, var det eneste, som røbede, at

mange mennesker var samlet på det glohede ocean. Sådan var da-

gene: stille, hede, tunge, og forsvandt i fortiden én efter én, som

om de sank i en afgrund, der stedse var åben i skibets kølvand, og

skibet fortsatte ensomt under sin lille røgfane ufortrødent sin vej,

sort og gloende i en lysende umådelighed, som svedet af en flamme

sendt imod det af en nådesløs himmel.

Nætterne sænkede sig over det som en velsignelse.