Celan - Sort mælk (læseprøve)

Paul Celan

Udvalgte digte

Rosinante

sort mælk

2

1

SORT MÆLK

2

3

Paul Celan

SORT MÆLKUdvalgte digte

På dansk ved Peter Nielsen Efterskrift ved Jørn Erslev Andersen

ROSINANTE

4

SORT MÆLKer udvalgt og oversat fra tysk af Peter Nielsen efter:Mohn und Gedächtnis (1952) © Deutsche Verlags-Anstalt, StuttgartVon Schwelle zu Schwelle (1955)Sprachgitter (1959) © S. Fischer Verlag, FrankfurtDie Niemandsrose (1963)Atemwende (1967)Fadensonnen (1968)Lichtzwang (1970)Schneepart (1971) © Suhrkamp Verlag, FrankfurtZeitgehöft (1976)Eingedunkelt (1991)Gespräch im Gebirg (1959)Copyright © 2015 by Paul CelanDenne udgave: © Rosinante/Rosinante & Co, København1. udgave, 1. oplag, 2015Omslag: Ida Balslev-OlesenIllustration: Anselm Kiefer, Schwarze Flocken – Für Paul Celan, (book, 32 pages), 2005Acrylic, charcoal, branches on photograph on cardboard© Anselm Kiefer, Courtesy Galerie Thaddaeus Ropac Paris/SalzburgPhoto: Charles DupratForfatterportræt: © Lütfi Özkök. Billedet er taget i Celans hjem i Paris i 1963.Sat med Minion hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, RigaISBN 978-87-638-3578-7Printed in Latvia 2015

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Rosinante er et forlag i Rosinante & CoKøbmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København Krosinante-co.dk

5

SORT MÆLKer udvalgt og oversat fra tysk af Peter Nielsen efter:Mohn und Gedächtnis (1952) © Deutsche Verlags-Anstalt, StuttgartVon Schwelle zu Schwelle (1955)Sprachgitter (1959) © S. Fischer Verlag, FrankfurtDie Niemandsrose (1963)Atemwende (1967)Fadensonnen (1968)Lichtzwang (1970)Schneepart (1971) © Suhrkamp Verlag, FrankfurtZeitgehöft (1976)Eingedunkelt (1991)Gespräch im Gebirg (1959)Copyright © 2015 by Paul CelanDenne udgave: © Rosinante/Rosinante & Co, København1. udgave, 1. oplag, 2015Omslag: Ida Balslev-OlesenIllustration: Anselm Kiefer, Schwarze Flocken – Für Paul Celan, (book, 32 pages), 2005Acrylic, charcoal, branches on photograph on cardboard© Anselm Kiefer, Courtesy Galerie Thaddaeus Ropac Paris/SalzburgPhoto: Charles DupratForfatterportræt: © Lütfi Özkök. Billedet er taget i Celans hjem i Paris i 1963.Sat med Minion hos Christensen Grafisk og trykt hos Livonia Print, RigaISBN 978-87-638-3578-7Printed in Latvia 2015

Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.

Rosinante er et forlag i Rosinante & CoKøbmagergade 62, 3. | Postboks 2252 | DK-1019 København Krosinante-co.dk

Indholdsfortegnelse

Fra Mohn und Gedächtnis (1952)

Forgæves ... 13Tællelys 14Med hånden fuld af timer ... 15Aspetræ ... 16Sandet fra urnerne 17Der er en knirken ... 18Erindring om Frankrig 19Chanson for en dame i skyggen 20Årene fra dig til mig 22Hele livet 23Korona 24Dødsfuga 25Den der som du ... 27Brændemærke 28Af det blå ... 29Krystal 30Om natten ... 31Den hvideste ... 32Søvn og føde 33Rejsekammeraten 34Evigheden 35Landskab 36Stille! 37Tæl ... 38

6

Fra Von Schwelle zu Schwelle (1955)

Jeg hørte sige 41I det senrøde 42Legende med økser 43Tvefigur 44Den som talte timerne for os 45Assisi 46Her 47Skrænten 48Jeg ved 49Tidens øje 50Vingenat 51Hvilken sten du end løfter 52Til minde om Paul Eluard 53Shibbolet 54

Fra Sprachgitter (1959)

Stemmer ... 59Med brev og ur 62Under et billede 63Hjemkomst 64Blomst 65Sproggitter 66Gruspram 67En hånd 68Allesjælesdag 69Et øje, åbent 70Tætføring 71

7

Fra Die Niemandsrose (1963)

Der var jord i dem ... 81Ved vin og fortabthed ... 82Så mange stjernetegn ... 83Slusen 85Salme 86Tübingen, januar 87Kemisk 88En der stod foran døren ... 90En boomerang ... 92I ét 93Alt er anderledes ... 94

Fra Atemwende (1967)

Du kan ... 99I rillerne ... 100I floderne ... 101Foran dit sene ansigt ... 102Igennem tungsindsstrygene ... 103Veje i ... 104Stå ... 105Trådsole ... 106I slangevognen ... 107Jeg kender dig ... 108Sangbare rest ... 109Ingen sandkunst mere ... 110Bliv blind ... 111Sorte ... 112Landskab ... 113Askeglorie ... 114Om aftenen ... 116

8

Frihed 117Coagula 119En dundren ... 120Give the word 121Skifferøjede ... 123En gang ... 124

Fra Fadensonnen (1968)

Sporet af et bid ... 127I støjen ... 128På regnvåde spor ... 129Indhimlet ... 130Du var ... 131De ophuggede tabuer ... 132Stille ... 133Sjæleblind ... 134Nær, i aortabuen ... 135Talevægge ... 136Landsvalen ... 137Hvide ... 138Filtresind ... 139

Fra Lichtzwang (1970)

Vi lå ... 143Engang ... 144Hvor jeg glemte ... 145Todtnauberg 146Synk ... 148Nu ... 149Som du ... 150De undslupne ... 151

9

Stråbesiddelse ... 152De lerede drikofre ... 153Kloakafløbet ... 154Intet halvtømmer ... 155Svømmehud ... 156Den gennemskårne ... 157At flyve under ... 158

Fra Schneepart (1971)

Uvaskede, umalede ... 161Du ligger ... 162Brøndgraver ... 163Brøndgraver ... 164Denne verdens 164Hvad syr ... 165Jeg hører, øksen har blomstret ... 167I firbene ... 168Snepart ... 169Stykgods ... 170Largo 171Noget som nat ... 172Et blad ... 173Evigheden ... 174

Fra Zeitgehöft (1976)

Alle de søvnformer ... 177Efter mig ... 178Lille nat ... 179At smyge sig ... 180Jeg lodser dig ... 181Min sjæl ... 182

10

Lille roddrøm ... 183En ring, til buespændingen ... 184Basunstedet ... 185Jeg drikker vin ... 186Der vil blive ... 187Det fremmede ... 188Stedsvekslen ... 189Krokus ... 190

Fra Eingedunkelt (1968) og digte omkring denne cyklus (udg. 1991)

Med os ... 193Eller den tyrkiske ... 194Kaster du ... 195Den tomme midte ... 196Skriv dig ikke ... 197Ødelæggelserne ... 198Lindebladede ... 199Flydende guld ... 200Undergravet ... 201

Samtale i bjergene (prosa, 1959) 203

Efterskrift 209

175

Fra Zeitgehöft (1976)

176

177

ALLE DE SØVNFORMER ...ALLE DE SØVNFORMER, krystallinske,du antogi sprogskyggen,

demtilfører jeg mit blod,

billedrækkerne, demskal jeg bjærgei min erkendelsessmalle vener –,

min sorg, kan jeg se,løber over til dig.

178

EFTER MIG ...EFTER MIG, den druknende,kaster du guld:måske lader en fisksig bestikke.

Giv mig, død,min stolthed.

179

LILLE NAT ...LILLE NAT: når dutager mig med, tager mig med,derop,tre lidelsestommer overjorden:

alle dødskåberne af sand,alle de hjælpeløse,alt der, som endnulermed tungen –

180

AT SMYGE SIG ...AT SMYGE SIG ind tilholdningsløsheden:

to fingreknipser i afgrunden, ikladdehæfternebruser verden frem, det kommeran på dig.

181

JEG LODSER DIG ...JEG LODSER DIG bag om verden,dér er du hos dig selv, uanfægtelig,muntertmåler stærene døden op,sivet vinker stenen væk, du haraltfor i aften.

182

MIN SJÆL ...MIN SJÆLsom står i vinkel mod dighører diglyne og tordne,

i din halsgrube lærermin stjerne, hvordan man synker sammenog bliver sand,

jeg fingrer den atter frem –kom, rådfør dig med den,allerede i dag.

183

LILLE RODDRØM ...LILLE RODDRØM, som holder mig her,underskyllet af blod,for ingen mere synlig,dødsejendom,

hvælv du en pande frem,så der kommer tale, om jord,om inderlighed, omdet som har øjne, ogsåher, hvor du aflæser mig fra blindbladet,ogsåher,hvor du så nøjekalder mig tilbage.

184

EN RING, TIL BUESPÆNDINGEN ...EN RING, TIL BUESPÆNDINGEN,sendt efter en ordsværmsom styrter af sted bag verden,med stærene,

Pileagtige, når du suser imod mig,ved jeg, hvorfra,

glemmer jeg, hvorfra.

185

BASUNSTEDET ...BASUNSTEDETdybt i den glødendetomtekst,i fakkelhøjde,i tidshullet:

hør dig indmed munden.

186

JEG DRIKKER VIN ...JEG DRIKKER VIN af to glasog slider medkongecæsurensom han dérmed Pindar,

Gud giver stemmegaflen fra sigsom en af de småretfærdige,

fra tombolatromlen faldervores skærv.

187

DER VIL BLIVE ...DER VIL BLIVE noget, senere,som fylder sig med digog løfter sigtil en mund

Fra den skåredevildfarelserejser jeg migog ser på min hånd,hvordan dentrækkerden eneste cirkel

188

DET FREMMEDE ...DET FREMMEDEhar os i nettet,forgængeligheden griberrådvild igennem os,

tag min puls, også den,ind i dig,

så kommer vi op,mod dig, mod mig,

noget klæder os på,i dagshud, i nathud,til legen med den øverste, epi- leptiske alvor.

189

STEDSVEKSLEN ...STEDSVEKSLEN hos substanserne:gå du til dig, tilslut dig,hos det forsvindendejordlys,

jeg hører, vi varen himmelplante,det står tilbage at bevise, oven-fra, nedlangs vore rødder,

to sole er der, hører du,to,ikke en –ja, og?

190

KROKUS ...KROKUS, set fra detgæstfrie bord:tegnfølendelille eksilaf en fællessandhed,du behøverhvert strå.

191

Fra Eingedunkelt (1968) og digte omkring denne cyklus (udg. 1991)

192

193

MED OS ...MED OS, dehid og did kastede, alligevelrejsende:

den eneuskadte,ikke usurperbare,oprørskesorg.

194

ELLER DEN TYRKISKE ...ELLER DEN TYRKISKEsyren kommer gåendeog beder ommere end bare duft.

195

KASTER DU ...KASTER DUden beskrevne ankersten ud?

Intet holder mig tilbage her,

ikke de levendes nat,ikke de ustyrliges nat,ikke de smidiges nat,

Kom, vælt med mig dørstenenforan det ubetvungne telt.

196

DEN TOMME MIDTE ...DEN TOMME MIDTE, som vi hjalp med at synge,da den stod foroven, lys,

da den slap brødet forbi sig, syret og usyret,

omformørket af rødt, af den anden,af spørgsmål, som har fulgt dig,

i lang tid.

197

SKRIV DIG IKKE ...SKRIV DIG IKKEmellem verdenerne,

kom op imodbetydningen mangefold,

stol på tåresporetog lær at leve.

198

ØDELÆGGELSERNE ...ØDELÆGGELSERNE? – Nej, mindreend det, mereend det,

Det er forsømmelsernemed de sludrende ring-duer ved deres rand,

Blik og hørelse, vokset ind i hinanden,bestiger prædikestolenover det vidtstrakte i strimleritusnittede grevskab,

Et sprogføder sig selv,med hvert digtudspyet fra automaterneeller detsgenkendelige-ugenkendeligedele.

199

LINDEBLADEDE ...LINDEBLADEDE afmagt, deopadstyrtendesklirrendesalme.

200

FLYDENDE GULD ...FLYDENDE GULD, genkendeligi jordsårene,og du, som så mange munde, udenpå og inde,forvredet til advarselaf menings- og nødsprog.

Hos de beseglede, modnebælge af læbe-blomsterne – den ulydige, ogsåher lytter han sig igennem.

201

UNDERGRAVET ...UNDERGRAVETaf den strømmende smerte,sjælebitter,

midt i det ordafhængigestillet på højkant, fri.

Svingningerne, somendnu en gangmelder sighos os.

202

203

Samtale i bjergene (prosa, 1959)

En aften da solen, og ikke kun den, var gået ned, forlod jøden sit lille hus og gik, jøden og sønnen af en jøde, og med ham gik hans navn, det uudsigelige, gik og kom, kom luntende af sted, lod sig høre, kom med stok, kom over sten, hører du mig, du hører mig, det er mig, mig og ham, ham du hører, tror at høre, mig og den anden, – han gik altså, det kunne hø res, gik en aften da noget var gået ned, gik under skyerne, gik i skyggen, hans egen og den fremmedes – for jøden, du ved, hvad har jøden egentlig som virkelig tilhører ham, som ikke er lånt, udlånt og ikke tilbageleveret –, da gik han altså og kom, kom langs vejen, den smukke, den usammenligne-lige, gik ligesom Lenz over bjergene, han, som man havde ladet bo nede, hvor han hører til, i lavlandet, han, jøden, kom og kom.

Kom, ja, langs vejen, den smukke.Og hvem, tror du, kom ham i møde? Hans fætter kom

ham i møde, hans fætter og søskendebarn, der var et kvart jødeliv ældre, stor kom han gående af sted, kom, også han, i skyggen, den lånte – for hvem, spørger jeg og spørger jeg igen, kommer med sin egen skygge, når Gud har gjort ham til jøde? –, kom, kom stor, kom den anden i møde, Stor kom hen imod Lille, og Lille, jøden, kaldte sin stok til tavshed foran jøden Stors stok.

Sådan tav også stenen, og der var stille i bjergene hvor de gik, den ene og den anden.

204

Stille var der altså, stille deroppe i bjergene. Men stilheden varede ikke længe, for når en jøde kommer gående af sted og møder en anden jøde, så er det hurtigt ovre med tavsheden, også i bjergene. For jøden og naturen, det er to forskellige ting, stadigvæk, også i dag, også her.

Der står de altså, søskendebørnene, til venstre for dem blomstrer turbanliljen, den blomstrer vildt, blomstrer som ingen andre steder, og til højre der står vårsalaten, og Dianthus superbus, pragtnelliken, står ikke langt derfra. Men de, sø-skendebørnene, de har, ak og ve, ingen øjne. Eller mere præ-cist: de har, selv de har øjne, men der hænger et slør foran, nej, ikke foran, bagved, et bevægeligt slør; næppe kommer et billede ind før det bliver hængende i vævet, og inden længe er der en tråd på stedet som begynder at spinde, at spinde sig rundt om billedet, en slørtråd; spinder sig rundt om billedet og avler et barn med det, halvt billede og halvt slør.

Stakkels turbanlilje, stakkels vårsalat! Der står de, søsken-debørnene, på en vej i bjergene står de, stokken er tavs, stenen er tavs, og tavsheden er ingen tavshed, intet ord forstummer dér og ingen sætning, det er blot en pause, det er et mellem-rum mellem ordene, det er et tomrum, du kan se alle stavel-serne stå rundt omkring; de er tunge og mund som før, disse to, og i deres øjne hænger sløret, og I, I stakler, I står ikke og blomstrer ikke, I er ikke til, og juli er ikke juli.

Sludrehovederne! Har stadigvæk noget at sige, selv nu hvor tungen støder svagt mod tænderne og læberne ikke runder sig! Godt, lad dem snakke ...

»Du er kommet langvejs fra, du er kommet hertil ...«»Ja, det er jeg. Jeg er kommet ligesom dig.«

205

»Det ved jeg.«»Det ved du. Ved du og ser: Jorden har foldet sig sammen

heroppe, har foldet sig sammen én gang og to gange og tre gange og har åbnet sig i midten, og i midten står vand og vandet er grønt, og det grønne er hvidt, og det hvide kommer endnu højere oppe fra, kommer fra gletsjerne; og man kunne, men man burde ikke sige, at det er sproget der gælder her, det grønne med det hvide i, et sprog, ikke for dig og ikke for mig – fordi, spørger jeg, hvem er den da tænkt for, jorden, ikke for dig, siger jeg, er den tænkt, og ikke for mig –, et sprog, nåja, uden Jeg og uden Du, lutter Han, lutter Det, forstår du, lutter Hun, og kun dét.«

»Forstår jeg, forstår jeg. Er jo kommet langvejs fra, er jo kommet ligesom dig.«

»Det ved jeg.«»Det ved du, og du vil spørge mig: Og alligevel er du kom-

met, er, alligevel, kommet hertil – hvorfor og til hvad nytte?«»Hvorfor og til hvad nytte ... Fordi jeg måtte snakke måske,

til mig eller til dig, måtte snakke med munden og med tungen og ikke kun med stokken. For hvem snakker den til, stokken? Den snakker til stenen, og stenen – hvem snakker den til?«

»Hvem, søskendebarn, skal den snakke til? Den snakker ik ke, den taler, og den der taler, søskendebarn, han snakker med ingen, han taler fordi ingen hører ham, ingen og Ingen, og så siger han, han og ikke hans mund og ikke hans tunge, siger han og kun han: Hører du?«

»Hører du, siger han – jeg ved det, søskendebarn, jeg ved det ... Hører du, siger han, jeg er her. Jeg er her, jeg er hér, jeg er kommet. Kommet med stokken, jeg og ingen anden, jeg og

206

ikke han, jeg med min time, min ufortjente time, jeg som den har ramt, jeg som den ikke har ramt, jeg med erindringen, jeg den erindringssvage, jeg, jeg, jeg ...«

»Siger han, siger han ... Hører du, siger han ... Og Hørerdu, sikkert, Hørerdu, han siger ingenting, han svarer ikke, for Hørerdu, det er ham med gletsjerne, ham som har foldet sig sammen, tre gange, og ikke for menneskene ... Ham den grønne-og-hvide derovre, ham med turbanliljen, ham med vårsalaten ... Men jeg, søskendebarn, jeg som står her, på denne her vej hvor jeg ikke hører til, i dag, nu, hvor den er gået ned, den og dens lys, jeg med skyggen her, min egen og den fremmedes, jeg – jeg, som kan sige dig:

– Jeg lå på stenen, dengang, du ved, på stenfliserne; og ved siden af mig der lå de, de andre der var som mig, de andre der var anderledes end mig og præcis ligesådan, søskende-børnene; og de lå der og sov, sov og sov ikke, og de drømte og drømte ikke, og de elskede mig ikke og jeg elskede ikke dem, for jeg var En, og hvem vil elske En, og de var mange, endnu flere end dem der lå rundt om mig, og hvem vil kunne elske alle, og, jeg fortier det ikke for dig, jeg elskede dem ikke, dem der ikke kunne elske mig, jeg elskede lyset, som brændte dér i venstre hjørne, jeg elskede det fordi det brændte ned, ikke fordi det brændte ned, for det, det var jo hans lys, lyset som han, vores mødres far, havde tændt, for den aften begyndte en ny dag, en bestemt dag, den syvende dag, den syvende, og den første skulle komme efter, den syvende og ikke den sidste, jeg elskede, søskendebarn, ikke det, jeg elskede dets nedbrænding, og, ved du, jeg har ikke elsket andet siden da;

ikke andet, nej; eller måske det der dér brændte ned ligesom

207

dette lys på denne dag, på den syvende og ikke på den sidste dag; ikke på den sidste, nej, for jeg er der jo, her, på denne vej som de siger er så smuk, er jeg jo, her, ved turbanliljen og ved vårsalaten, og hundrede skridt længere væk, derovre, hvor jeg kunne gå hen, dér når lærketræet op til cembrafyrren, jeg ser det, jeg ser det og ser det ikke, og min stok, den har talt, har talt til stenen, og min stok, den tier nu stille, og stenen, siger du, den kan tale, og i mit øje der hænger sløret, det bevægelige, der hænger slørene, de bevægelige, der har du løftet det ene og da hænger det andet der allerede, og stjernen – ja, for den står over bjergene nu –, hvis den vil derind må der holdes bryllup og den vil snart ikke længere være sig selv, men halvt slør og halvt stjerne, og jeg ved, jeg ved det, søskendebarn, jeg ved jeg har mødt dig, her, og vi har snakket, meget, og folderne dér, du ved, de er ikke for menneskene og ikke for os, vi som gik hertil og traf hinanden, vi, her under stjernen, vi, jøderne, der ligesom Lenz kom hen over bjergene, du Stor og jeg Lille, du, sludrehovedet, og jeg, sludrehovedet, vi med stokkene, vi med vores navne, de uudsigelige, vi med vores skygge, vores egen og den fremmedes, du her og jeg her –

– jeg her, jeg; jeg, jeg som kan sige dig det alt sammen, som kunne have sagt det; jeg som ikke siger dig det og ikke har sagt det; jeg med turbanliljen til venstre, jeg med vårsalaten, jeg med det nedbrændte, lyset, jeg med dagen, jeg med dagene, jeg her og jeg der, jeg, måske ledsaget – nu! – af de ikke-elskendes kærlighed, jeg på vej til mig selv, her, højt oppe.«

August 1959

208

209

Efterskrift

Paul Celans Auschwitz-digt »Dødsfuga« er et af det 20. år-hundredes vigtigste og mest kendte litterære vidnesbyrd om holocaust. Han vendte senere i digte såsom »Tætføring« og »Askeglorie« tilbage til emnet om holocaust, samtidig med at hans digtning blev mere og mere koncentreret og bogstavelig. Man vælger derfor ofte at kalde især de allerseneste digte for hermetiske, men forstår dem samtidig som uomgængelige, ikke til at komme uden om. Fra start til slut undgår digtene konsekvent enhver form for sentimental higen efter forsoning med en verden og et sprog, der kun – sagt med hans egne ord – sjældent unddrager sig et gennemgribende og umen-neskeligt barbari.

Celans digtning følger hans eget krav til kunstens funk-tion: »Kunsten skaber Jeg-afstand. Kunsten kræver her i en bestemt retning en bestemt distance, en bestemt vej« (citeret fra Celan, »Meridianen«, Den blå port 17/1991, ovs. Niels Frank). Jeg-afstanden kommer til udtryk i digtenes ophævelse af personlige erfaringer til koncentrerede digteriske sprogsnit. Og den bestemte vej, som de følger, aftegnes af modstandens, revolutionernes, unddragelsernes, forhåbningernes sproglige mærker og figurer, der kan erindres og udpege overlevelses-stier i en verden, der for længst har passeret tærsklen til in-ferno. Men skal denne retning, denne erindring, overleve, kan den ifølge Celan kun gøre det i et sprog, der holder de uindviede, de tyranniske, de umenneskelige hen i uvidenhed.

210

Det kan måske forstås som en slags middelalderlig allegorisk tankeform, der i et fortættet og moderne lyrisk formsprog aktualiserer Augustins ide om at holde de ugudelige hen i uvidenhed ved hjælp af allegorier, som kun de indviede kan tolke.

Celan blev født d. 23. november 1920 i Czernowitz i den historiske provins Bukowina, som i 1918 blev indlem-met i Rumænien og efter Anden verdenskrig annekteret af Ukraine. Hans oprindelige navn var Paul Antschel. Bukowina var i mellemkrigstiden og frem til Anden verdenskrig stærkt præget af antisemitisme, men der var også et intellektuelt og kunstnerisk levende miljø med en gruppe moderne lyri-kere, som Celan indgik i. Forældrene stammede fra jødiske familier. Hovedsproget var tysk (men i løbet af sit liv lærte Celan sig adskillige sprog, således oversatte han lyrik til tysk fra fransk, russisk, engelsk, amerikansk, italiensk, rumænsk, portugisisk og hebraisk). Hans opdragelse var jødisk, men ikke i en streng eller ortodoks forstand. I 1938 besluttede han sig for at læse medicin. På grund af de politiske og anti-semitiske forhold kunne han ikke studere i Rumænien eller Østrig og tog derfor til Paris. I 1939 var han igen hjemme og valgte nu at studere romanistik i Czernowitz. Studiet blev imidlertid brutalt afbrudt, da en række tragiske begivenheder for alvor ændrede hans liv. I 1941 påbegyndte nazistiske SS-tropper en omfattende jødeforfølgelse i Czernowitz. I 1942 omkom hans forældre i koncentrationslejren Michailowka, faderen af tyfus, moderen ved nakkeskud. Fra juli 1942 til den sovjetiske besættelse i februar 1944 var Paul Celan i ru-mænsk arbejdslejr. Efter ophold i Czernowitz, Bukarest og

211

Wien ankommer han i 1949 igen til Paris, hvor han i 1970 tog sit eget liv ved at drukne sig i Seinen.

Celans berømteste digt er som nævnt »Dødsfuga«. Det udgør en overgang fra de tidlige, først sent publicerede Bukowina-digte af Paul Antschel til Paul Celans værk. Det er det første digt, som er publiceret under pseudonymet ‘Celan’ (et anagram af Ancel, den rumænske form af hans efternavn). Det billedliggør den umenneskelighed, der samles i navnet Auschwitz, en morbid »tangoul mortii« (rumænsk for dødstango). Som i alle Celans digte er billederne både meget ligefremme og meget komplekse, og de henter en kon-kret og klar betydning i det billedgjorte. Figuren »sort mælk« sammensætter to modsatrettede billedmæssige traditioner, der forbinder sig med forestillinger om kropsvæskerne. På den ene side den »sorte galde«, der som bekendt efter an-tik tankegang fører til sortsyn og melankoli. På den anden side »mælk«, der symboliserer både rigelig med næring og renhed. Denne sorte mælk forbinder passionshistorien (Jesu lidelseshistorie) med traditionelle forestillinger om at drikke døden. Billedet forbinder sig endvidere retorisk til en be-stemt tradition, da det er et barokt oxymoron. At døden er en mester fra Tyskland turde være klart nok, ligesom Sulamith og Margarete (Gretchen) spiller navnemæssigt konkret ind fra hver sin kulturelle kontekst, fra henholdsvis »Salomons højsang« og Goethes Faust, som tilsammen er erindringer om noget muligt positivt sammenvævet i hebræisk-tysk kultur hinsides shoah. Alle billederne og referencerne er således konkrete i al deres sammensathed. Eller som Celan selv slog fast i en af sine ganske få kommentarer til sin egen digtning:

212

»Gravene i luften (...), det er, i dette digt (...), hverken et lån eller en metafor.« Den markante afvisning af, at figuren skulle være et lån, henviser indirekte til anklager om at han her skulle have stjålet den fra digtet »Er« (»Han«) af en af sine bekendte fra Bukowina-tiden ved navn Immanuel Weissglas. En plagiatanklage, der påvirkede ham voldsomt på grund af en anden og langt voldsommere plagiatanklage, som indgik i en omfattende hetz med antisemitiske undertoner, der ud-viklede sig voldsommere og voldsommere fra begyndelsen af 1950’erne til hans død. Anklagen gik på, at han skulle have plagieret den fransk-tyske digter Yvan Goll, hvilket er blevet endegyldigt afvist i 2000 af Barbara Wiedemann i det omfat-tende dokumentariske værk Paul Celan – Die Goll-Affäre.

»Dødsfuga« har form af en stadig stigende rytmisk hvirv-len, en vildt accelererende fuga, en dødstango i den stadige vridning af de samme billeder igen og igen, hvorved der er konkret overensstemmelse mellem digtets koncise billeder og dets svimlende forløb.

Værket igennem øges, forfines og forskydes denne kombi-nation af på én gang komplekse og konkrete billeder i retning af en digtning, der mere og mere nedskriver sig selv som meddelelse til et tilnærmelsesvis nulpunkt. Således kunne han ikke acceptere, at »Dødsfuga« blev hyldet som et digt, der i ét og samme åndedrag blev læst som en nødvendig erindring om holocaust og, gennem hyldesten af det, som en mulig forsoning hermed. Det senere digt »Tætføring« læses af flere som en besk kommentar til netop denne sentimentale tilegnelse af digtet i især den tyske offentlighed. I »Tætføring« radikaliseres erfaringen poetisk i et noget mere komplekst

213

og utilgængeligt lyrisk sprog end det i »Dødsfuga«, og i en for Celan andre steder erklæret nødvendig afvisning af den (selv)-forsonende omklamring af hans digtning. Derfor også hans idé om, at »sandheden« ikke er metaforisk, hvilket ud-trykkes i digtet »En dundren«.

Næsten alle Celans digte, også de seneste, mest »herme-tiske«, som man som nævnt har valgt at kalde dem, sam-mensætter ord og billeder, som enten stammer fra de værker, Celan følte sig i dialog med, eller fra begivenheder i hans eget liv. Det lille digt om det skuffende møde med Heidegger, »Todtnauberg«, benytter næsten udelukkende ord og referen-cer, der henviser til eller stammer fra netop dette møde. Det refererer direkte til en spadseretur, Heidegger og Celan foretog sammen i landskabet ved Heideggers hytte i Schwarzwald med guldblommer og orkidéer. I gæstebogen skrev Celan: »Ind i gæstebogen med blikket på brøndstjernen [dvs. helt konkret: en stjerne på toppen af en brønd ved huset], med forhåbning om et kommende ord i hjertet. Den 25. juli 1967/Paul Celan«. Det »kommende ord i hjertet«, sådan fortælles historien, for-blev ved forhåbningen.

Nogle gange benytter han ord, som indirekte henviser til eller afmærker bestemte, ofte både politisk-revolutionære og jødisk-mosaiske tekster og begivenheder. Nogle sporadiske eksempler blandt de mange: »Fred til hytterne« er fra Georg Büchners og Fr.L. Weidigs Der Hessische Landbote, et socialre-volutionært flyveskrift fra juli 1834 trykt i 300 eks. på et illegalt trykkeri. »No pasarán« var republikanernes slagord under den spanske borgerkrig. »Shibbolet« er et skæbnesvangert kodeord med mulige etnisk udrensende konsekvenser (Dommerbogen

214

12, 1-8). Med sådanne indirekte citationer eller »løsener«, som den franske filosof Jacques Derrida i Schibboleth – pour Paul Celan (1986) har kaldt dem, holder Celan i sin digtning et væv af erindringer om bestemte både trodsigt revolutionære og tragiske begivenheder levende. Men altså i et kompromisløst sprog, der afstår fra enhver form for udjævnende forsoning med magtens og den kulturelle glemsels sprog.

Andre gange markerer han sine digteriske tilhørsforhold ved at citere direkte. En af de mest berømte citationer findes i digtet »Tübingen, Jänner« (se oversættelsen side 87), hvor den citerede periode »ein/ Rätsel ist Rein-/ entsprungenes« stammer fra Friedrich Hölderlins digt »Der Rhein« (1802), strofe 4, vers 1. Et ikke tilfældigt valgslægtskab.

Celans værk er blevet omfattende beskrevet ud fra mange, vidt forskellige synsvinkler. Man har lokaliseret en påvirkning fra surrealisme (bl.a. Paul Eluard) i den tidlige del af værket, mens den senere del som nævnt beskrives som mere og mere egensindigt hermetisk. Mange har beskrevet en særlig bane i tysk digtning, der ‘begynder’ med Friedrich Hölderlin (1770-1843) og ‘fuldendes’ med Celan, hvilket vil sige en digtning, der danner en afgørende grund for filosofisk og sprogkritisk tænkning i moderne tid (således f.eks. Th. W. Adorno, H.-G. Gadamer, Jacques Derrida). En af de mange, der har kommen-teret dette, er den franske filosof Alain Badiou, der formulerer sin variant af denne opfattelse sådan: »Der var en tid, der strakte sig fra Hölderlin til Paul Celan, hvor meningen med selve samtiden vaklede, og hvor det var digtet, der afslørede og indeholdt (...) den mest åbne tilgangsmåde til værensspørgs-målet, (...), samt den mest indsigtsfulde formulering af det

215

moderne menneskes erfaring« (Badiou, Manifest for filosofien, Aarhus 1991, s. 73 f.).

Man kan også glemme alt dette og bare nøjes med at læse Celan, måske ved forsøgsvis at efterleve hans diktum om, at kunst både bør bestå af og skabe en intens Jeg-afstand.

Kommentarerne til, analyserne af og biografierne om Celan er mang-

foldige. Især én studie kan anbefales, nemlig Barbara Wiedemann-

Wolf, Antschel Paul – Paul Celan. Studien zum Frühwerk (Tübingen,

1985). Niels Frank har beskæftiget sig med Paul Celan i efterskriftet

til Hugo Friedrich, Strukturen i moderne lyrik (1987) og i sin digtning.

Ovenstående efterskift bygger på mine kommentarer til Paul Celans

digtning i to artikler: 1) »Örtlichkeit – a Comment on Celan and the

Poetry of Place« (om bl.a. senværket) i Zur Lyrik Paul Celans, red. Peter

Buhrmann, München 2000 og 2) »Vidnernes vidner« (om bl.a. anklagen

om at »Todesfuge« plagierer Immanuel Weissglas’ digt »Er«) i Passage.

Tidsskrift for litteratur og kritik nr. 58, temanummer om vidnesbyrd,

Aarhus 2007.

Jørn Erslev Andersen