EN REBEKKA HOLM-KRIMI ROSINANTE
ryg: 33mm
Format: 143x225mm + 5mm til ombukningFlap: 220x90mm3mm til beskæring
Mat kachering - partiel lak - se guide side 2
Julie Hastrup (f. 1968) er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og har bl.a. arbejdet på tV2/lorry og Danmarks radio. Hun debuterede i 2009 med bestselleren en torn i øjet, første del af hendes krimiserie med efter-forsker rebekka Holm i hovedrollen. anden del af serien, Det blinde punkt, udkom i 2010.
læs mere om forfatteren på www.juliehastrup.dk
Omslag: anne KragelundFoto © stephen Mulcahey / arcangel images
pressen sKreV OM Det blinDe punKt
”Det er plottet, der er i højsædet, og her er der fuld fart over feltet. Det blinde punkt er en af de bøger, man har svært ved at lægge fra sig, når man først har hæftet blikket fast på side 1.”– nanna Frank rasmussen, Jyllands-posten
”plottet er fantastisk tænkt med et hav af løse tråde, der bliver samlet efterhånden, som vi nærmer os slutningen. Julie Hastrup er for-rygende god til at bygge en spændingskurve op, og hun gør det i det helt rigtige tempo.”– Vibeke toft-nielsen, Fyens stiftstidende
en rebekka holm-krimi rosinante
CICERO FORUM HØST&SØN PRETTY INK ROSINANTE SAMLEREN
9 788763 814331
ISBN 978-87-638-1433-1
MeD blODig genVeJ er Julie Hastrup tilbage MeD enny Og gruFulD KriMigåDe MeD DrabsseKtiOnens
rebeKKa HOlM.
en varm julidag forsvinder den ni-årige sofie Kyhn larsen fra naturlegepladsen i Valbyparken, hvor hun er på udflugt med sin familie. politiet finder hurtigt hendes mobiltelefon, men ellers er
hun som forduftet.
rebekka Holm og hendes makker, reza aghajan, sættes på sagen og kommer på deres hidtil vanskeligste opgave. sporene er få og forvirrende og peger på flere forskellige gerningsmænd. situatio-nen tilspidses yderligere, da endnu en pige forsvinder. bliver hun
den sidste? rebekka presses fra alle sider – også privat.
blodig genvej er en selvstændig fortsættelse af bestsellerne en torn i øjet og Det blinde punkt. nye læsere kan begynde her.
Foto © line thit Klein
JOBNAME: 6. korrektur PAGE: 1 SESS: 32 OUTPUT: Tue Sep 27 13:29:42 2011/first/Rosinante/odt2/1599_Blodig_genvej_TheAntiqua_140x220/Materie
blodig genvej
JOBNAME: 6. korrektur PAGE: 2 SESS: 32 OUTPUT: Tue Sep 27 13:29:42 2011/first/Rosinante/odt2/1599_Blodig_genvej_TheAntiqua_140x220/Materie
Af samme forfatter
En torn i øjet (2009)
Det blinde punkt (2010)
JOBNAME: 6. korrektur PAGE: 3 SESS: 32 OUTPUT: Tue Sep 27 13:29:42 2011/first/Rosinante/odt2/1599_Blodig_genvej_TheAntiqua_140x220/Materie
Julie Hastrup
Blodig genvej
krimi
Rosinante
JOBNAME: 6. korrektur PAGE: 4 SESS: 32 OUTPUT: Tue Sep 27 13:29:42 2011/first/Rosinante/odt2/1599_Blodig_genvej_TheAntiqua_140x220/Materie
Blodig genvej
© Julie Hastrup og Rosinante / rosinante&co, København 2011
1. udgave, 1. oplag, 2011
Omslag: Anne Kragelund
Sat med The Antiqua B hos BookPartnerMedia
og trykt hos CPI / Clausen & Bosse, Leck
ISBN 978-87-6381-433-1
Printed in Germany 2011
Enhver kopiering fra denne bog må kun ske efter reglerne
i lov om ophavsret af 14. juni 1995 med senere ændringer.
Rosinante er et forlag i rosinante&co
Købmagergade 62, 4. | Postboks 2252 | DK-1019 København K
www.rosinante-co.dk
JOBNAME: 6. korrektur PAGE: 5 SESS: 32 OUTPUT: Tue Sep 27 13:29:42 2011/first/Rosinante/odt2/1599_Blodig_genvej_TheAntiqua_140x220/Materie
Til Morten
JOBNAME: 6. korrektur PAGE: 6 SESS: 32 OUTPUT: Tue Sep 27 13:29:42 2011/first/Rosinante/odt2/1599_Blodig_genvej_TheAntiqua_140x220/Materie
JOBNAME: 6. korrektur PAGE: 7 SESS: 32 OUTPUT: Tue Sep 27 13:29:42 2011/first/Rosinante/odt2/1599_Blodig_genvej_TheAntiqua_140x220/Materie
JULI
JOBNAME: 6. korrektur PAGE: 8 SESS: 32 OUTPUT: Tue Sep 27 13:29:42 2011/first/Rosinante/odt2/1599_Blodig_genvej_TheAntiqua_140x220/Materie
JOBNAME: 6. korrektur PAGE: 9 SESS: 32 OUTPUT: Tue Sep 27 13:29:42 2011/first/Rosinante/odt2/1599_Blodig_genvej_TheAntiqua_140x220/Materie
»Sofie, du skal ikke løbe for langt væk. Vi spiser snart.«
Morens stemme bølger gennem den friske luft og suser forbi
Sofie, der løber alt, hvad hun kan, hen mod den stejle græsbakke.
Sofie ignorerer stemmen, hun vil ikke vende om, hun vil op på
bakken, og hun holder fast med fingrene om det grove net og
svinger kroppen opad mod toppen. Hun har glædet sig til ud-
flugten til naturlegepladsen i ugevis, de har udsat turen flere
gange på grund af regnvejr, og selvom onkel Bo ikke er dukket
op som aftalt, kan hun mærke forventningen prikke i huden.
»Fie, Fie ...« Hun hører lillebrorens stemme et sted fra menne-
skemængden under sig, og hun stopper kortvarigt op. Hun ple-
jer altid at tage ham med sig, det forventer de voksne. Men hun
gider ikke. Ikke i dag. Hun misser mod det skarpe lys, lukker et
kort sekund øjnene, indsnuser duftene: det saftige græs, lugten
af sved og grill, og lydene: en summen af barnestemmer, spredte
glædesskrig, en hund, der gør. Lidt efter når hun højdepunktet,
forpustet og stolt. Hun spejder ud over området, det føles, som
om hun står på toppen af verden, og under hende bevæger
flokke af mennesker sig, flest børn, som små toppede, kulørte
bølger. Hun får øje på lillebroren i menneskemængden, genken-
der det lyse strithår, de lidt for stramme shorts. Han står så for-
tabt blandt en større gruppe børn, det rødmossede ansigt drejer
først til den ene side, så til den anden, det er tydeligt, at han sta-
dig spejder efter hende i vrimlen. Hun mærker trangen til at be-
skytte ham mod børnenes skubben og masen, ligesom hun be-
skytter ham mod de endeløse skænderier derhjemme, morens
9
JOBNAME: 6. korrektur PAGE: 10 SESS: 32 OUTPUT: Tue Sep 27 13:29:42 2011/first/Rosinante/odt2/1599_Blodig_genvej_TheAntiqua_140x220/Materie
triste ansigt, og allermest mod Steffens voldsomme raseriud-
brud, der kan få væggene til at dirre i lejligheden mange timer
efter. Sofie skal netop til at løbe derned, da hun opdager, at lille-
broren er forsvundet ud af hendes synsfelt, og lettelsen bølger
gennem kroppen. Hvad skal hun bruge al tiden på? tænker hun
og tygger ihærdigt på det bløde tyggegummi med jordbær-
smag, hendes yndlings. Hun stopper hånden ned i lommen,
klemmer hårdt om sedlerne. Hun har penge nu, flere end venin-
derne, og de er let tjente. Ingen har opdaget noget, det er hendes
hemmelighed. Deres. Hun puster en stor boble, tyggegummi-
boblen skygger for udsynet nogle sekunder, inden den springer
med et lille puf.
Hun går med langsomme skridt om på den anden side af
græsbakken, nogle store drenge spiller volleyball på plænen, de
har bare overkroppe, og musklerne bevæger sig levende under
deres solbrune hud. Hun får øje på sin familie lidt længere borte,
moren sidder på knæ og pakker mad ud, Steffen roder med gril-
len. Han ser lille ud herfra. Tænk, hvis han var så lille, når han gik
amok. Så kunne hun så let som ingenting knuse ham i hånden,
tvære ham helt flad. Hun smiler hurtigt ved tanken.
»Flyt dig.« Sofie får et puf i ryggen og vender sig om. En jævn-
aldrende dreng ser trodsigt på hende, og hun mærker raseriet
flamme for øjnene. Hun vil være i fred, hun vil ikke forstyrres.
Drengen maser sig forbi hende med et hånligt smil i mundvigen,
og hun har lyst til at slå ham på den stribede ryg, men hun gør
det ikke. Hun tør ikke. I stedet knytter hun hænderne så hårdt
sammen, at sedlerne bliver fugtige mod håndfladen, og venter
på, at han går sin vej.
Solen bager, stor og gul. Sofie kan mærke, at hun har for me-
get tøj på, sveden pibler ned ad nakken på hende. Hun tager den
langærmede trøje af, binder den om livet. Hun har en lilla under-
trøje på indenunder, hendes favorit, med blondekant foroven.
Hun ser ned ad sig selv, den spinkle brystkasse og maven, der fal-
der lidt ud over linningen på cowboynederdelen, en lille smule
10
JOBNAME: 6. korrektur PAGE: 11 SESS: 32 OUTPUT: Tue Sep 27 13:29:42 2011/first/Rosinante/odt2/1599_Blodig_genvej_TheAntiqua_140x220/Materie
blød. Maria har en helt flad mave, navlen stikker frem som en
rund, hård kugle, hun er heldig. Maria er altid den heldige. Sofie
dvæler et øjeblik ved tanken om sin bedste veninde. De går tit
arm i arm i skolegården, men nogle gange ignorerer Maria
hende, og så må hun gå rundt alene, mens Maria går sammen
med en af de andre piger.
Hun får øje på et tæt bevokset område langs vejen. Hun følger
nogle træplanker derind og er så omgivet af jordhøje, masser af
tykt krat og høje træer. Det ligner en lille skov. Tæt ved hegnet ud
mod vejen står en halvfærdig hule. Hun smiler for sig selv, ser sig
omkring. Der er ingen mennesker, ingen larmende børn. Her kan
hun sidde i fred. Hun brækker en gren af, går lidt rundt på græs-
set og prikker med den i jorden. Hun beslutter sig for, at hun vil
gøre hulen færdig, gøre den rigtig fin. Hun samler grene med
blade på, store, saftiggrønne blade. Hun er alene, hun har det
hele for sig selv, og hun fyldes af en pludselig lykkefølelse, det
bruser i maven på hende, som en sodavand. Hun bygger ener-
gisk videre på hulen, den tager form, taget strutter grønt, den
ligner en af dem i historiebøgerne i skolen. Sveden hagler af
hende, hun gisper forpustet, tørrer sig med en flig af undertrø-
jen. Bare hun var ved stranden nu og kunne bade, men det gider
mor og Steffen ikke. Der er alt for langt, siger de. Maria bader sik-
kert lige nu. Sofie ved, at hun skulle til udlandet, Spanien vist, og
flyve med flyvemaskine. Sofie snøfter, mens hun forestiller sig
udlandet. Maria har prøvet det før, det er noget med swimming-
pools, palmer og store isdesserter. Maria er heldig.
Hun hører en skrabende lyd og drejer ansigtet. En bil er stand-
set ude på vejen, og noget ved den får hende til at tøve nogle se-
kunder, så vender hun atter tilbage til hulebyggeriet. Hun har la-
vet et kighul i den ene side, og et øjeblik ønsker hun, at lillebro-
ren ville være der for at beundre den eller endnu bedre Maria,
men der er ikke nogen. Hun overvejer at hente sin mor, men op-
giver ideen med et snøft. Det prikker lidt i øjnene, når hun tæn-
ker på, hvordan det hele er derhjemme, og hun vifter hurtigt
11
JOBNAME: 6. korrektur PAGE: 12 SESS: 32 OUTPUT: Tue Sep 27 13:29:42 2011/first/Rosinante/odt2/1599_Blodig_genvej_TheAntiqua_140x220/Materie
tankerne væk. Hulen er næsten færdig, den er blevet fin. Det er et
slot, et smukt slot, hvor ingen råber. Hun har sin egen hund, den
følger hele tiden efter hende, og hun kan næsten mærke dens
fugtige snude mod sine bare ben. Nu kan hun samle mad og
lege, at hun ...
Hun fryser pludselig, de høje træer over hende virker mørke
og truende, med lange, sorte grene som arme, der griber ud efter
hende. Hun skutter sig, vil tage trøjen på igen, da en mørk
skygge bevæger sig ind i hendes synsfelt, og hun ser hurtigt op.
Han stirrer ned på hende, og i det øjeblik, hun møder hans blik,
ved hun, at noget er helt galt.
Saved by the bell. Rebekka kunne ikke mindes, at hun nogen-
sinde havde været mere taknemmelig for telefonens kimen,
end da hun sad i sofaen med Michael over for sig og den dårlige
samvittighed malet i ansigtet. Det var ikke mere end tre uger si-
den, de havde set hinanden, og alligevel var det lykkedes hende
at gå i seng med en anden mand, Niclas, en svensk kollega, som
havde været på en kort visit i Danmark. Hun var rystet over sig
selv – ikke desto mindre havde det føltes så godt, da hun gjorde
det, at det var svært at fortryde. Hun fandt den kimende mobil-
telefon i vindueskarmen og så, at det var drabschefen, Henrik
Brodersen, der ringede. Hun havde knap nået at sige hej, før
han buldrede løs:
»Rebekka, er du der? Der er forsvundet et barn ...«
Et barn. Rebekka mærkede pulsen stige.
»En niårig pige. Sofie Kyhn Larsen. Hun er forsvundet i dag
fra naturlegepladsen i Valbyparken. Det er lige ved siden af
dig.«
»Ja, jeg har hørt om stedet, men må tilstå, at jeg aldrig har
været der. Hvornår forsvandt hun?«
»Vi kender ikke det præcise tidspunkt. Familien – mor, sted-
12
JOBNAME: 6. korrektur PAGE: 13 SESS: 32 OUTPUT: Tue Sep 27 13:29:42 2011/first/Rosinante/odt2/1599_Blodig_genvej_TheAntiqua_140x220/Materie
far, storebror og lillebror – samt et ældre ægtepar fra opgangen,
hvor familien bor, tog til Valbyparken ved 13-tiden i dag. Ifølge
de voksnes forklaringer løb børnene rundt på egen hånd og le-
gede. Det var først, da de ville spise deres medbragte mad om-
kring klokken 14.30, at de begyndte at kigge efter Sofie. De
brugte godt og vel halvanden time på at lede efter hende,
blandt andet ringede de gentagne gange til hendes mobiltele-
fon, men den er slukket. Stedfaren fandt Sofies efterladte trøje i
en lille lysning tæt på vejen, og det kunne jo tyde på, at der er
foregået noget. Familien kontaktede derefter os. Da var klokken
16.53.«
Rebekka kastede et blik på sit armbåndsur. Klokken var lidt i
syv om aftenen. Der var altså gået mellem tre en halv og seks ti-
mer, siden pigen forsvandt. Som alle erfarne efterforskere vid-
ste hun, at tiden var en væsentlig faktor, når et barn forsvandt.
For hver time der gik, steg risikoen markant for, at barnet ikke
blev fundet i live. Rebekka fik de fornødne instrukser af sin
chef, lagde på og vendte sig om mod Michael, der var blevet sid-
dende i sofaen under hele samtalen. Han stirrede fraværende
frem for sig og virkede uanfægtet af hendes samtale med
drabschefen.
»Michael.« Hun gik over mod ham, og han for sammen ved
lyden af hendes stemme og vendte ansigtet op mod hende.
»Ja?«
En spyflue summede i vindueskarmen, og et øjeblik var dens
desperate summen den eneste lyd i stuen.
»Jeg bliver nødt til at gå. Brodersen har lige ringet. Der er
forsvundet et barn på en legeplads her i nærheden, en niårig
pige.«
»Åh nej ...« Michaels ellers så solbrændte kulør blev blegere.
Rebekka nikkede og sendte også en hurtig tanke til hans datter,
Amalie, som var på samme alder. Han rejste sig langsomt op fra
sofaen, og et øjeblik stod de akavede over for hinanden, som to
fremmede, usikre på, hvad der videre skulle ske.
13
JOBNAME: 6. korrektur PAGE: 14 SESS: 32 OUTPUT: Tue Sep 27 13:29:42 2011/first/Rosinante/odt2/1599_Blodig_genvej_TheAntiqua_140x220/Materie
»Vi må tales ved. Rigtigt, du ved. Snart.«
Rebekka lod hånden glide gennem håret, og Michael gik over
mod døren til entreen. Hun fulgte efter ham ud i gangen, hvor
han havde smidt sine ting, kort forinden da han var kommet,
høj af glæde over at se hende efter flere uger med sparsom kon-
takt. På få minutter var det lykkedes hende at slukke hans spon-
tane glæde og erstatte den med forvirring, og Rebekka mær-
kede skyldfølelsen stikke lidt i hjertet. Hvorfor skulle hun gøre
tingene så besværlige? Der stod en skøn mand foran hende, en
mand, som var moden og kærlig, og som ville have hende, helt
som hun var. Hvorfor var det ikke nok?
Michael greb sin weekendtaske og så på hende med mørke
øjne. Hun mærkede det vende sig indeni. Nu ville han sige de
ord, ingen af dem havde turdet formulere.
»Det fungerer ikke, Rebekka. Ikke sådan her.«
Hun nikkede langsomt, turde ikke se ham i øjnene og stir-
rede i stedet for på de slidte træplanker.
»Du har ret. Det gør det ikke ...«
Michael slog ud med armene, åbnede munden, som ville
han protestere, men tav så. Han bøjede sig frem, gav hende et
hurtigt kys på toppen af håret og lukkede roligt døren efter sig.
Rebekka betragtede den lukkede dør nogle få sekunder, mens
en sær cocktail af panik, lettelse og en slags vemod lagrede sig i
kroppen. Skulle hun løbe efter ham, skrige, at det hele var en
misforståelse, tigge ham om at blive. Hun genkaldte sig følelsen
af at ligge i hans arme, duften af ham, af vind og vaskepulver, de
blå øjne, der var indrammet af smilerynker, og erkendte, at hun
aldrig havde følt sig mere tryg end lige præcis dér. Hun måtte
tale ordentligt med ham, besluttede hun, men så dukkede Niclas
op for hendes indre blik, som et flimrende billede af tunge mus-
kler og salte kys, og forvirringen blev total. Der var intet andet at
gøre end at dreje om på hælen, finde sin taske og sætte kurs mod
Valbyparken.
14
JOBNAME: 6. korrektur PAGE: 15 SESS: 32 OUTPUT: Tue Sep 27 13:29:42 2011/first/Rosinante/odt2/1599_Blodig_genvej_TheAntiqua_140x220/Materie
Rebekka ankom til Valbyparken få minutter senere. På trods af
at hun selv boede i bydelen, kendte hun kun ganske lidt til om-
rådet. Hun løb flere gange om ugen i Søndermarken og eller på
Vestre Kirkegård, men hun handlede oftest på Vesterbro, når
hun alligevel var på vej hjem fra Politigården, og havde sjæl-
dent tid til at bevæge sig rundt i sit eget kvarter.
Hun parkerede bilen ved en større fodboldbane over for ind-
gangen til legepladsen og noterede sig, at artilleriet var ankom-
met. Et par meter fra hende stod en række politibiler parkeret
sammen med teknikernes blå kassevogn og et par hundevogne.
Hun skyndte sig hen mod gruppen af mennesker, som stod
foran indgangen til naturlegepladsen og talte sammen. Drabs-
chefen vendte sig mod hende, i det øjeblik hun nærmede sig,
som om han fornemmede hendes tilstedeværelse på trods af
de mange meters afstand. Ved hans side stod Gundersen, sous-
chefen i drabssektionen, som Rebekka, ligesom flere af sine kol-
legaer, havde et noget anstrengt forhold til. Gundersen, der var
i midten af halvtredserne, var en firskåren og brovtende mand,
der var kendt for at gå hårdt til den og bøje reglerne, når han af-
hørte potentielle drabsmænd. Empati og psykologisk sans lå
ikke til hans person, han busede frem, og det fik mange til at
undgå ham. Derimod syntes Rebekka godt om sin chef, Henrik
Brodersen. Han var analytisk, god til at lede og fordele opga-
verne og stolede så meget på sine ansatte, ikke mindst Rebekka,
at han med glæde delte magten og uddelegerede vigtige ar-
bejdsopgaver til dem. At han derudover både var venlig og ret-
færdig, øgede hans popularitet i drabssektionen, og at han også
kunne tackle den uregerlige Gundersen, understregede blot
hans rummelighed.
»Godt, du kunne være her så hurtigt, Rebekka. Hun ser sådan
her ud.« Brodersen rakte hende et farvefotografi af en lyshåret
pige med runde, blå øjne, der kiggede direkte ind i linsen. Re-
15
JOBNAME: 6. korrektur PAGE: 16 SESS: 32 OUTPUT: Tue Sep 27 13:29:42 2011/first/Rosinante/odt2/1599_Blodig_genvej_TheAntiqua_140x220/Materie
bekka indprentede sig pigens ansigt og rakte fotoet retur. Bro-
dersen nikkede ind mod naturlegepladsen.
»Vi har afspærret området, og hundene er netop nu i gang
med at lede efter eventuelle spor. Derudover har vi to helikop-
tere i luften for at afsøge området. Fundet af Sofies trøje har
gjort, at jeg har tilkaldt teknikerne, og de undersøger det sted,
hvor stedfaren har forklaret, at han fandt hendes trøje. Sofie
Kyhn Larsens familie er sendt tilbage til lejligheden. De var helt
udmattede og trængte til noget at spise og drikke. Vi har selvføl-
gelig foretaget nogle korte afhøringer om forløbet, men jeg fore-
stiller mig, at du tager derover nu. Reza er også på vej.«
Reza Aghajan var Rebekkas makker og nærmeste kollega. I
det halve år, hun havde arbejdet som efterforsker i drabssektio-
nen, havde de delt kontor, og hun var hurtigt kommet til at
holde meget af Reza, der stammede fra Iran, men havde tilbragt
størstedelen af sit 34-årige liv i Danmark.
»Reza,« udbrød hun overrasket. »Jeg troede, at han var ude at
rejse.«
»Det troede jeg også, men da jeg ringede til ham, tog han te-
lefonen. Han lød dog noget forvirret, men sagde, at han kunne
være her inden for en times tid.« Brodersen rømmede sig. »Nå,
men lad mig lige give dig en hurtig gennemgang af forløbet,
mens vi ser på området. Tag lige udstyret på.«
Lidt efter begav de sig ind gennem afspærringen til et grønt
areal med bakker, klatretårne, rutsjebane, boldbaner, høje
træer og masser af tæt buskads. Naturlegepladsen var inddelt i
felter af kriminalteknikerne, der metodisk arbejdede sig ind
mod det sted, hvor Sofies trøje var blevet fundet.
»Området her er jo enormt. Fireogtres hektar. Valbyparken
har direkte adgang til vandområdet Kalveboderne. Naturlege-
pladsen er den største i landet og består af alle disse plæner for-
bundet af fem tårne, klatrestativer, rutsjebane, gynger, og hvad
du ellers ser. Nå, men fakta er følgende: Familien ankommer
hertil omkring klokken 13.00. Ud over den forsvundne pige, So-
16
JOBNAME: 6. korrektur PAGE: 17 SESS: 32 OUTPUT: Tue Sep 27 13:29:42 2011/first/Rosinante/odt2/1599_Blodig_genvej_TheAntiqua_140x220/Materie
fie, var pigens mor til stede, hun hedder Anita Kyhn, og pigens
stedfar – en Steffen Olsen ...«
»Klam type, ham stedfaren,« indskød Gundersen forpustet,
og bemærkningen fik drabschefen til kortvarigt at rynke pan-
den, inden han fortsatte sin beretning:
»Pigens to halvbrødre var også til stede, en lillebror på tre år
og en halvvoksen knægt på seksten-sytten år. Derudover var fa-
milien i selskab med et ældre ægtepar fra opgangen. Ifølge mo-
rens forklaring løber Sofie af sted kort efter ankomsten til par-
ken for at gå på opdagelse i området. Moren er den sidste, der
ser hende, og hun løber i den retning.«
Han pegede mod syd i retning af en høj græsbakke. På top-
pen af bakken gik en hundefører i beskyttelsesdragt rundt med
en schæfer, der ivrigt gennemsøgte græsset.
»Moren er altså den sidste, der med sikkerhed ser Sofie. Det
siger hun, og det bekræfter de øvrige familiemedlemmer samt
det ældre ægtepar, som jeg fornemmer kender familien ganske
godt.«
Brodersen stoppede så brat op, at Rebekka og Gundersen var
ved at støde sammen bag ham. Rebekka tyggede sig eftertænk-
somt i læben, mens de mange informationer lige så stille la-
grede sig.
»Hvor − helt præcist − blev trøjen fundet?«
»Herovre. Men vi må holde os i udkanten, så vi ikke ødelæg-
ger noget.«
Brodersen førte Rebekka hen til en slags miniskov i udkan-
ten af området. De bevægede sig gennem det høje græs og kom
ind under nogle vajende træer, hvor der stod en fint bygget
hule. Nogle få meter derfra var indhegningen af hønsenet trådt
helt fladt, og man kunne gå direkte ud på græsplanen mod ve-
jen, hvor bilerne holdt parkeret.
»Stedfaren, Steffen Olsen, forklarede, at han fandt trøjen på
jorden ved hulen, hvor hun efter al sandsynlighed har leget.
Trøjen er sendt af sted til teknisk.«
17
JOBNAME: 6. korrektur PAGE: 18 SESS: 32 OUTPUT: Tue Sep 27 13:29:42 2011/first/Rosinante/odt2/1599_Blodig_genvej_TheAntiqua_140x220/Materie
»Hvis man skal fjerne et barn herfra, er dette her sted rime-
lig ideelt,« sagde Rebekka og så sig omkring.
»Præcis. Det ligger tilpas afsides, og man kan parkere helt
tæt på.«
»Hvad er familiens umiddelbare formodning om, hvad der
er sket med datteren?« spurgte Rebekka og skottede op til sin
chef.
»De er helt uforstående. Der er noget med en biologisk far,
der spøger i kulissen, og moren antydede, at han måske havde
taget datteren. Vi prøver at komme i kontakt med ham, men
han er vist voldsomt alkoholiseret og derfor temmelig ustabil.
Vi har sendt en vogn ud til hans bopæl.«
»Forestiller du dig, at der er tale om en familiær kidnap-
ning?«
»Naturligvis, men jeg forestiller mig også mere dunkle sce-
narier.«
»Jeg kan sagtens følge dig, den efterladte trøje er foruroli-
gende. Men det var selvfølgelig varmt i eftermiddags.«
Rebekka slog en myg væk, men den havde allerede slukket
sin blodtørst på hendes højre kind, og hun kløede sig hidsigt.
Hun så sig omkring. Der var køligt mellem de høje træer, og
duften af græs var intens.
»Hvor mange vidner er det lykkedes at komme i kontakt
med?« spurgte hun.
»Kun ganske få, som desværre ikke kunne berette noget in-
teressant. Endnu. Men legepladsen har været godt besøgt i dag
på grund af vejret. Da vi blev tilkaldt, havde størstedelen af da-
gens besøgende forladt stedet igen. Men vi burde få mange
henvendelser, nu da pigen er efterlyst. Nogen må have set
hende, parken var fuld af børn og voksne. Som det ser ud lige
nu, må vi trøste os med statistikken, og den siger jo, at drab på
børn er yderst sjældne herhjemme. Heldigvis. Jeg har kun væ-
ret med til et par stykker i hele min tid i afdelingen.«
Brodersen så mørkt på Rebekka. Hun havde endnu ikke selv
18
JOBNAME: 6. korrektur PAGE: 19 SESS: 32 OUTPUT: Tue Sep 27 13:29:42 2011/first/Rosinante/odt2/1599_Blodig_genvej_TheAntiqua_140x220/Materie
arbejdet med drabssager, der involverede børn, alene tanken
om et dødt barn skræmte hende voldsomt, og hun havde altid
måttet lukke helt ned for sine følelser, når hun i løbet af sin kar-
riere i politiet var blevet konfronteret med misbrugte eller
voldsramte børn.
»Ryan Sullivan er netop kommet til København,« udbrød Re-
bekka pludselig. »Han er FBI-mand med speciale i forsvundne
børn. Kender du ham?«
Brodersen nikkede.
»Jeg ved godt, hvem han er. Jeg har faktisk lige hilst på ham
og hans kollega Ted Palmer. De var til møde hos ledelsen. Det er
et spændende projekt, de har gang i ... Du kender ham fra din
tid i FBI?«
Rebekka nikkede. Hun havde mødt Ryan Sullivan fire år tidli-
gere, da hun opholdt sig nogle måneder hos FBI i USA. De havde
udviklet et venskab, som de i de mellemliggende år havde holdt
ved lige via mails og telefonsamtaler. Ryan havde kontaktet
hende tidligere på dagen, da han netop var ankommet til Køben-
havn, som var første stop på en større Europa-tur for ham og Ted
Palmer. De havde aftalt at spise brunch næste morgen, en aftale,
hun selvfølgelig måtte aflyse, nu da Sofie Kyhn Larsen var blevet
væk, men hun så frem til at sparre med Ryan senere, når de sås.
»Ryan ved alt, hvad der er værd at vide, om forsvundne børn,
så timingen kunne ikke være bedre.«
»Han er en kapacitet, ingen tvivl om det. Desværre er han og
Ted Palmer jo konstant på farten de kommende måneder, men
jeg har nu også fuld tillid til, at vi godt selv kan klare arbejdet,«
svarede Brodersen.
Rebekka nikkede og granskede omgivelserne.
»Der kunne jo også være tale om en ulykke. Jeg mener, parken
her ligger ud til vandet og det der naturreservat, Kalveboderne.
Kunne hun mon have fået lyst til en dukkert på grund af heden?«
»Det er selvfølgelig en mulighed, men for at nå vandet skal
hun gå flere kilometer. Jeg tror ikke, hun ville gøre det, men alt
19
JOBNAME: 6. korrektur PAGE: 20 SESS: 32 OUTPUT: Tue Sep 27 13:29:42 2011/first/Rosinante/odt2/1599_Blodig_genvej_TheAntiqua_140x220/Materie
er åbent. Ifølge forældrene er pigen lidt af en enspænder. Hun
kan godt lide at vandre omkring på må og få i nabolaget.«
»De har vel ringet rundt ...«
Brodersen nikkede. »De har kontaktet den nærmeste familie
og venner og ikke mindst pigens kammerater for at høre, om
hun skulle være gået hjem til dem, men kun få er hjemme i øje-
blikket, det er jo sommerferie. Mange er i sommerhus eller i
udlandet, og dem, de har talt med, har ikke set hende. Sofie er
ikke tidligere gået hjemmefra, men moren ville ikke udelukke,
at hun kunne finde på det. Det kan jo være, at det er så enkelt,
og at vi finder hende på Strøget om nogle timer.«
Brodersen lød dog ikke overbevist, og det var Rebekka heller
ikke. Hvad skulle en niårig stikke af til? De fleste bortløbne børn
var minimum elleve-tolv år gamle.
De forlod de skyggefulde træer og gik tilbage til naturlegeplad-
sen. Bag trækronerne glødede en lyserød aftensol, og aftenluften
var stadig fuld af fugtig varme, der fik beskyttelsesdragten til at
klæbe til kroppen. Et par betjente vinkede Brodersen hen til sig,
og Rebekka besluttede sig for at se området an på egen hånd. Hun
begav sig op ad den største af bakkerne, stod lidt efter på toppen
og betragtede det grønne område, der strakte sig ud foran hen-
de.
Til venstre, bag en lang stribe træer, kunne hun skimte en
række beboelsesejendomme, men ellers var udsigten fri til alle
sider. Hun lukkede et øjeblik øjnene, genkaldte sig pigens an-
sigtstræk, forestillede sig hende her, på legepladsen, leende, le-
gende, og hvad så?
Da hun lidt efter atter stod sammen med Brodersen, Gun-
dersen og et par andre kollegaer ude på vejen, kom en hundefø-
rer hastigt løbende hen mod dem, mens han viftede med en
iPhone. Han stoppede forpustet op, og hunden, en busket
schæferhund, satte sig pænt ned.
»Trojan fandt en lyserød mobiltelefon bag ved træerne der-
henne ad vejen mod Rosenhaven.«
20
JOBNAME: 6. korrektur PAGE: 21 SESS: 32 OUTPUT: Tue Sep 27 13:29:42 2011/first/Rosinante/odt2/1599_Blodig_genvej_TheAntiqua_140x220/Materie
Hundeføreren pegede ivrigt over mod den lille miniskov,
hvor Sofies trøje var blevet fundet af stedfaren.
»Teknikerne er derovre nu. Men jeg tog et par fotos af den
med min iPhone.«
Hundeføreren viste dem to fotos af en lyserød mobiltelefon,
der lå skjult i det høje græs. Farven var karakteristisk, og i sno-
ren hang nogle små, hårde plasticbamser i forskellige farver.
Displayet på mobiltelefonen var krakeleret, den havde for-
mentlig ramt noget hårdt i faldet.
Gundersen kunne ikke skjule sin ophidselse, mens han pe-
gede på mobilen.
»Det ligner præcis Sofies mobiltelefon, som forældrene be-
skrev den.«
Brodersen nikkede alvorligt.
»Det ser sådan ud. Bamserne er der også. Den skal ind på tek-
nisk med det samme. Den skal undersøges for dna, og vi skal
have en udskrift af de historiske oplysninger.«
Brodersen vendte sig mod Rebekka.
»Jeg synes, du skal køre over til familien nu. Nævn ikke no-
get om mobilen, vi vil ikke skræmme dem mere end nødven-
digt. Jeg skal lige være helt sikker på, at det er hendes mobil-
telefon, der er tale om.« Rebekka nikkede, og Brodersen be-
gyndte at spadsere hen mod de parkerede biler. Hun skyndte
sig efter, og nogle minutter senere drejede hun ud på Ham-
melstrupvej mod familiens adresse en kilometer længere
fremme.
Søren Thomsen pressede næsen mod ruden, mens han an-
strengte sig for at følge med i, hvad der foregik nede på naturle-
gepladsen. Træerne skyggede for udsynet, men han kunne
skimte politiets stribede afspærringsbånd mellem dem. Da han
købte ind hos den lokale købmand et par timer forinden, havde
21