2015 Betydningen af narrativer for drenges identitet “THE SIGNIFICANS OF NARRATIVES ON THE IDENTITIES OF PREADULESCENT BOYS” PROJEKT UDEN FOR KURSUS Af Simon Esrup KU-id: JPN380 Udd: Humanistisk samfundsvidenskabelig idrætsvidenskab Vejleder: Reinhard Stelter Medvejleder: Knud Eske Ryom ECTS-belastning: 7.5 Antal anslag: 35635 Antal normalsider: 15
55
Embed
Betydningen af narrativer - holdspil.ku.dk · dette, er at interview giver forskeren en mulighed for at opnå viden omkring menneskers oplevelser, meninger, holdninger og følelser
This document is posted to help you gain knowledge. Please leave a comment to let me know what you think about it! Share it to your friends and learn new things together.
Transcript
2015
Betydningen af narrativer for drenges identitet
“THE SIGNIFICANS OF NARRATIVES ON THE IDENTITIES OF PREADULESCENT BOYS”
Metode ................................................................................................................................................. 4
Teori ..................................................................................................................................................... 7
Interview af A d. 20-02-15 ............................................................................................................. 24
Interview af E d. 18-02-15 .............................................................................................................. 31
Interview af F d. 20-02-15 .............................................................................................................. 37
Interview af H d. 19-02-15 ............................................................................................................. 42
Interview af J d. 19-02-15 .............................................................................................................. 47
Interview af O d. 20-02-15 ............................................................................................................. 51
3
Indledning
Det er tirsdag morgen, klokken er lidt over 8, og jeg befinder mig på øverste etage af
Rådmandsgade skole. Skolen ligger på Nørrebro, grænsende til Københavns nordvest kvarter.
Skolen ligger lige ud til Mjølnerparken, som er præget af en stor andel af danskere med anden
etnisk baggrund. Denne diversitet viser sig også i skolens mange elever. Lokalet er et forholdsvist
stort klasselokale. Det er nødvendigt med et stort lokale, for om 15 minutter ankommer de
omkring 60 6. klasser, der skal deltage i emneugen. Temaet for emneuge, er læring, samarbejde og
personlige fortællinger. Emneugen, som i virkeligheden kun er tirsdag, onsdag og torsdag, bliver
afholdt af en mand ved navn John-Erik Bang1.
Da eleverne ankommer tager de plads på de stole, som vi har arrangeret i rækker. ”Godmorgen”
siger John-Erik. Der er ikke meget respons, og stemningen er en kende sløv. ”GODMORGEN” –
”Godmorgen!” lyder det fra eleverne. John-Erik smiler og begynder sin præsentation af sig selv og
ugens indhold. Det er tydeligt, at John-Erik er vant til at undervise og stå foran mange mennesker.
Han er rolig, men samtidig meget karismatisk og energisk i sin fremtoning, det er svært ikke at
lytte interesseret.
De tre temadage skulle vise sig at være præget af mange livlige fortællinger om alt fra Safariture,
til tvillinger og over i boomeranger2. Mange af John-Eriks historier havde budskaber der
ræsonnerede hos eleverne. Buskaber som ”Du skal ikke give op” – ”kæmp for din drøm” – ”Du er
herre over dit eget liv” var gennemgående for mange af historierne. Eleverne tillagde historierne
forskellige meninger og værdier, ud fra deres egne erfaringer og oplevelser (Stelter, R., Nielsen, G.,
& Wikman, J., 2011). Ud over John-Eriks fortællinger, skulle eleverne fortælle om dem selv, samt
de drømme og ambitioner de havde. Måden hvorpå de skulle fortælle disse historier, kan
beskrives som en slags ceremoni (White 2007). Eleverne skulle en ad gangen fortælle om dem
selv, foran en mindre gruppe på 8-10 af deres klasse- og parallelklassekammerater.
Rådmandsgade skole ligger som beskrevet ud til Mjølnerparken, og en stor del af eleverne på
skolen er derfor 2. 3. eller 4. generations indvandre. Familier fra andre kulturer opretholder oftest
1 John-Erik Bang var hyret til at stå for de tre temadage på Rådsmandsgade skole. John-Erik er coach og ekspert i ungdoms- og studiecoaching, undervisning, læringsstile og strategier, er tidligere skoleleder, højskoleforstander, elitetræner, lærer m.m. 2 De historier som fremgik af interviewene, er blevet beskrevet som de huskes, i bilag 1.
4
et stærkt bånd til deres oprindelige hjemlands kultur (Pfister, 2012). Samtidig med disse stærke
bånd, trækker familierne også på ”værtslandets” kultur og normer. Denne mix af forskellige
kulturer, skaber et mix af forskellige, og nogle gange modsatrettede, identiteter for børnene
(Pfister, 2012). Narrativer, fortalt i den rigtige kontekst, kan være et redskab til at navigere i et
stadig mere globaliseret samfund, både for etiske danske børn, og især for dansk børn, med en
anden etnisk baggrund end dansk (Stelter, 2012).
Jeg vil derfor i denne opgave undersøge, hvilken meningsskabende betydning John-Eriks historier
havde på eleverne. Ligeledes vil jeg undersøge, hvordan disse forstadier til narrative ceremonier,
har påvirket drengene. Dette har ført til følgende problemformulering.
Problemformulering
1) Jeg vil ud fra seks interviewes, med seks 6. klasses drenge undersøge, hvilken mening
drengene tillægger de personlige fortællinger og John-Eriks historier, med henblik på om
denne mening har betydning for drengenes identitet.
Metode
Indledningsvist, vil jeg kort beskrive de seks drenge, som jeg udvalgte som interviewpersoner.
Drengene er alle mellem 12 og 13 år og går i 6. klasse. Tre af drengene har en anden etnisk
baggrund end dansk. Jeg valgte bevidst tre etniske danske drenge og tre drenge med en anden
etnisk baggrund end dansk, da det kunne være spændende, om drengenes etnicitet havde
indflydelse på deres oplevelser af historierne. Dette var dog ikke tilfældet, og jeg har derfor valgt
ikke at synliggøre drengenes etnicitet for læseren. Alle seks drenge er valgt på baggrund af
lærernes anbefalinger. Forstået således, at lærerne mente, at disse drenge ville have noget på
hjerte, og derfor ville være gode at interviewe. Efter anbefalingerne fra lærerne, spurgte jeg
personligt hver af drengene, om de var interesserede i at blive interviewet. Jeg valgte kun at
interviewe drengene, da jeg ikke havde nok tid til at interview både piger og drenge, hvis jeg skulle
have et tilstrækkeligt empirisk grundlag for min opgave.
Interview
For at få adgang til elevernes oplevelser af deres egne, de andres og John-Eriks fortællinger, valgte
jeg at udfører seks interviewes med seks forskellige drenge. Et interview blev udført efter 2.
5
dagen, to efter 3. dagen og tre blev udført dagen efter forløbet med John-Erik var afsluttet.
Interviewene på 2. og 3. dagen blev udført i et hyggeligt område i skolens kantine, med sofaer,
puder, sofaborder, stueplanter og store vinduer. Da de blev udført umiddelbart efter dagens
afslutning, var kantinen rolig og forholdsvist tom for mennesker, hvilket gjorde, at interviewene
kunne afholdes uden forstyrrelser. De tre interviewes, som fandt sted efter den afsluttende dag,
blev udført i skolens foyer. Jeg havde aftalt med tre af drengene samt deres lærer, at jeg kunne
komme og låne drengene på skift, selvom de havde normal undervisning. To af drengene gik i
samme klasse. Foyeren var mere uroligt og flere forstyrrelser undervejs i de tre interviews. Der
blev på skolen, i det tidsrum jeg udførte interviewene, lavet meget gruppearbejde på gangene og i
de forskellige fællesområder. Jeg valgte derfor at afholde interviewet i foyeren, da jeg vurderede
området til at være mest roligt.
Da interview er en mellemmenneskelig proces, har omgivelserne og stemningen i lokalet en
betydning for de udførte interviews. Optimalt set, havde jeg derfor interviewet alle drengene i
kantinens ”hyggeområde”, men dette var desværre ikke en mulighed.
Interview er en af de mest anvendte forskningsmetoder inden for kvalitativ forskning. Årsagen til
dette, er at interview giver forskeren en mulighed for at opnå viden omkring menneskers
oplevelser, meninger, holdninger og følelser i bestemte situationer (Tanggaard & Brinkmann,
2015). Den viden, man som forsker opnår, er i høj grad bestemt af den kontekst interviewet finder
sted i. Interviewets fysiske rammer, interviewer og interviewpersonens humør, magtrelationer
osv. spiller alt sammen ind på den viden som interviewet frembringer (Tanggaard & Brinkmann,
2015). Jeg vil komme nærmere ind på den magtrelation, der fandtes mellem mig som forsker og
de seks drenge lidt senere i dette afsnit. Forinden dette vil jeg beskrive den type af interview, jeg
gjorde brug af, samt redegøre for min interviewguide.
En af de mest anvendte interviewtyper, er det semistrukturerede interview (Tanggaard &
Brinkmann, 2015). Det semistrukturerede interview er karakteriseret ved, at forskeren forinden
det planlagte interview har forberedt en række spørgsmål, som vedkommende har vurderet som
essentielle for at opnå den ønskede viden. I det semistrukturerede interview har forskeren
mulighed for at stille uddybende spørgsmål, eller gå i uforudsete retninger, som ligger uden for
interviewguiden (Tanggaard & Brinkmann, 2015). Jeg benyttede mig i dette projekt af det
6
semistrukturerede interview, fordi jeg forinden interviewene ikke havde et helt klart formål med
opgaven. Den løse struktur muliggjorde derfor, at jeg som forsker kunne gå i retninger, som jeg
fandt interessante at undersøge. Forinden interviewene lavede jeg en interviewguide, som er vist i
bilag 2.
Jeg startede alle interviewene med at præsentere mig selv og forklarede, hvorfor jeg var
interesseret i at interviewe dem. Jeg forklarede ligeledes, at de som interviewpersoner ville blive
anonymiseret (Kvale & Brinkmann, 2009). Da det var 6. klasses drenge, forklarede jeg endvidere,
hvad ordet ”anonym” betød, for at sikre at drengene følte sig trygge ved at fortælle ærligt om
deres oplevelser.
Første og andet spørgsmål i min interviewguide var indledende spørgsmål, designet til at åbne
samtalen og få drengene til at føle sig trygge ved at snakke med mig. Spørgsmålene var enkle, og
drengene fik derfor en fornemmelse af at kunne svare på spørgsmålene. Efter de indledende
spørgsmål, fulgte en række opfølgende spørgsmål, som ikke var med i interviewguiden, men som
opstod som en naturlig del af den semistrukturerede interview situation (Tanggaard & Brinkmann,
2015).
Relationen mellem forsker og interviewperson vil altid være præget af en større eller mindre grad
asymmetri i magtforholdet. Asymmetrien opstår idet forskeren planlægger spørgsmålene,
arrangerer mødet og er styrende for samtalen (Kvale & Brinkmann, 2009). Det asymmetriske
magtforhold bliver endnu mere udtalt i min relation til drengene, idet jeg både er voksen og i en
vis grad forsker. Forskerrollen bliver dog nedtonet, idet jeg fremlagde projektet som en
skoleopgave. Jeg valgte bevidst at benytte ordet ”skole” frem for ”universitet”, da dette ord kunne
have en intimiderende eller forvirrende effekt på drengene. På trods af nedtoningen af det
akademiske, er jeg stadig en voksen. Når man interviewer børn, skal man, ifølge Kvale og
Brinkmann (2009), være særligt opmærksom på ikke at benytte ledende spørgsmål, da børn kan
have en tendens til at være enige i udsagnet, uden at tage stilling til spørgsmålet. Kvale og
Brinkmann fremhæver ligeledes, at det er vigtigt som voksen at undgå at blive associeret med
lærere. Af denne årsag, fortalte jeg indledningsvist, at mine spørgsmål ikke havde nogen rigtige
eller forkerte svar (Kvale & Brinkmann, 2009).
7
Transskription
Jeg har hørt alle optagelserne og transskriberet dem over tre dage, fire uger efter interviewene
fandt sted. Fire uger mellem interviewene og transskriptionerne er lang tid, og der er derfor en
fare for, at noget af meningen er gået tabt i mine transskriptioner (Tranggaard & Brinkmann,
2015). I bilag 3 findes den anvendte transskriptionsguide, inspireret af boks 1.2 i bogen Kvalitative
metoder (Tanggaard & Brinkmann, 2015, s. 44). Jeg har valgt, at kode interviewene i følgende tre
emner:
• Drengenes oplevelser af John-Eriks historier
• Drengenes oplevelser af at fortælle deres egne historier
• Drengenes oplevelse af at høre de andres historier
Som det fremgår af interviewguiden (Bilag 2), indgik der ikke spørgsmål omkring John-Eriks
historier. Dog opstod emnet på forskellig vis undervejs, i næsten alle interviewene. John-Eriks
fortællingers store betydning for drengene er årsagen til, at jeg inddrager disse historier som en
del af denne opgave. Det blev undervejs tydeligt, at budskaberne i fortællingerne resonerede i
drengenes bevidsthed. Fortællinger og deres betydning for identitet og meningsskabelse er blevet
behandlet og undersøgt af mange forskellige forskere. Jeg vil i denne opgave fokusere på Jerome
Bruners (1990) undersøgelser af koblingen mellem mening og narrativer, samt inddrage Michael
Whites (2007) terapeutiske tilgang til narrativer.
Teori
Narrativer
Hvad er narrativer?
Narrativer bliver af Jerome Bruner (1997), beskrevet således:
”The story of one’s own life is, of course, a privileged but troubled narrative in sense that it is
reflexive: The narrator and the central figure in the narrative are the same. The reflexivity creates
dilemmas.” (Bruner, 1997, s. 693).
Narrativer er de fortællinger, vi fortæller andre om os selv. De omhandler de oplevelser,
begivenheder, handlinger og personer som indgår i vores liv. Overordnet set, kræver et narrativ
fire grammatiske bestanddele: 1) En handlende person, 2) indsat i en sekvens af begivenheder, 3)
8
disse begivenheder skal overholde nogle logiske regler for menneskelig interaktion (kanonitet) og
4) narrativet skal have et fortællerperspektiv (Bruner, 1990, s. 78 (løst oversat af undertegnede)).
Ud fra denne definition er det kun ganske få af elevernes egne fortællinger, som reelt kan
beskrives som narrativer. Jeg befandt mig kun i én af grupperne og kan derfor ikke forholde mig til,
hvordan fortællingerne forløb i de andre grupper. Ud fra nedenstående analyse af interviewene,
vil det fremgå, hvilken betydningen gruppernes dynamik havde for historiernes detaljering.
I bogen ”mening i handling” af Jerome Bruner 1990, beskriver Bruner, hvordan narrativer kan
opfattes som måden, hvorpå vi som mennesker tillægger bestemte situationer mening. Bruner
mener, at denne tilegnelse af mening gennem fortællinger sker lige fra vi fødes (Bruner, 1990). Vi
forholder os ikke blot passive til andres fortællinger, men søger aktivt efter dem for netop at
forstå den bagvedliggende mening. Børn lærer ikke kun, hvad de kan sige, men også til hvem, på
hvilken måde og under hvilke omstændigheder, det skal siges. Fortællinger er derved ikke alment
gyldige men bliver, ifølge Bruner, fortolket gennem en kulturel referenceramme. Derved kan en
fortælling være legitim i en kultur, men ikke i en anden. Om fortællingen er legitim eller ej baseres
ikke på, om den er positiv eller negativ i sin fremstilling af et givent fænomen, men om indholdets
kanonitet accepteres som gyldig af den kulturelle kontekst (Bruner, 1990, 2004 & Freeman, 2001).
For at en fortælling kan være interessant, skal den endvidere skubbe til grænserne for, hvad der er
kulturelt acceptabelt, uden at bevæge sig for langt fra det genkendelige (Bruner, 1990).
Hvilken betydning har narrativer for identitet?
At narrativer er en essentiel del af alt menneskelig interaktion, er efterhånden slået fast. Hvordan
disse narrativer påvirker vores identitet, vil jeg beskrive i dette afsnit. Jeg vil fortsat primært
forhold mig til Jerome Bruner, da han er en markant figur i det narrative forskningsfelt.
”In the end, we become the autobiographical narratives by which we “tell about” our lives.
And given the cultural shaping to which I referred, we also become variants of the
culture’s canonical forms.” (Bruner, 2004, s. 694) (eftertryk på “become” er sat i original
tekst)
Som beskrevet i ovenstående afsnit, har den kulturelle kontekst stor betydning for gyldigheden af
fortællingerne, og som det fremgår af citat, har kulturen ligeledes betydning for, hvordan
fortællingerne udformes. Gennem fortællinger skaber vi vores egen tilværelse, ikke kun som
9
reference til fortiden, men også i fortællinger om fremtiden (Bruner, 2004). Identitet og narrativ
hænger derved uløseligt sammen, idet vi fortæller historier, der fremstiller os selv i
overensstemmelse med de handlinger og meninger, vi og den kultur vi lever i tillægger værdi
(Freeman, 2001).
Denne tilgang til narrativer som værende tæt forbundet og afgørende for individers identitet er
grundlaget for det, der kaldes narrative terapi. Som beskrevet i indledningen, har bl.a. Michael
White beskæftiget sig med denne form for terapi. Whites tilgang til narrativer sker i en terapeutisk
praksis. Således er overførbarheden fra Whites arbejde, til de fortællinger der fandt sted på
Rådmandsgade skole, begrænset. Dog giver Whites arbejde en vis forståelse af den store
betydning narrativer har for individets identitet (White, 2007). Ifølge White kæder mennesker
bestemte begivenheder sammen til en fortællelinje, hvori de fremtræder i overensstemmelse med
bestemte plot og temaer. For Whites patienter er disse fortællinger ofte gennemsyret af fiasko,
nederlag og håbløshed. Ved at genkalde begivenheder i patientens liv, som modsiger disse
negative konklusioner, kan en ny fortælling bane vej for en ændret opfattelse af patientens eget
liv (White 2007).
På Rådsmandsgade skole, blev der som beskrevet, afholdt nogle narrative øvelser (se bilag 5).
Disse øvelser kan opfattes som et forstadie, til det Michael White, beskriver som definerende
ceremonier (White, 2007). Definerende ceremonier er: ”ritualer der anerkender og ’opgraderer’
folks liv,” (White, 2007, s. 175). Dette sker gennem eksterne vidner, som lytter og genfortæller
historien. I denne genfortælling bliver de værdier folk tillægger deres handling, fremlagt af andre
op en anerkendende måde (White, 2007). Sådan som ceremonierne reelt udspillede sig, var
mindre højtideligt, og de fleste gange spurgte klassekammeraterne ind til ting som ”Hvor mange
søskende har du?”- ”Hvor kommer du fra?” – ”Har du nogen kæledyr?” osv. Sådanne spørgsmål
skaber ikke yderligere refleksion hos den fortællende, sådan som det er tiltænkt i narrativ terapi
(White, 2007). De medvirkende elever gik i 6. klasse, hvilket vil sige at de fleste er omkring 12-13
år. I en sådan alder kan det være svært at skulle fortælle historier fra sit eget liv, som har stor
betydning. Og for lytterne kan det være svært at stille spørgsmål, der øger refleksionen hos den
fortællende. Derfor skal de ceremonier, eleverne var medvirkende i, ses som et forstadie til reelle
definerende ceremonier.
10
Analyse
Som beskrevet i det metodiske afsnit, vil jeg analysere de seks interviews ud fra tre temaer;
Drengenes oplevelser af John-Eriks historier, drengenes oplevelser af at fortælle deres egne
historier og drengenes oplevelser af at høre de andres historier. I min transskription af de seks
interviews kodede jeg hvert interview efter disse tre temaer. Ud fra kodningerne har jeg udvalgt
de svar, som jeg fandt særligt interessante set i forhold til den valgte og gennemgåede teori
omkring narrativer.
John-Eriks historier:
Det første temaer, der dukke frem af de seks interviews, var drengenes oplevelser og tolkninger af
John-Eriks historier (de omtalte historier er beskrevet i bilag 1). En af drengene beskrev John-Eriks
historier således:
”H: Øh ja, vi har også lavet noget… altså historierne, de havde alle sammen et tema, et
budskab som jeg synes var godt, som man ligesom kunne bruge til noget, altså til livet,
eller bare noget. Det synes jeg var godt fordi, altså, hvis nu jeg fik brug for at en dag, hvad
nu hvis, nu går jeg bare i 6. men efter det, hvad nu hvis jeg ikke vidste hvad jeg skulle gøre
derfra. Så ligesom fx så fik jeg et råd med at jeg bare lige skulle se på hvad jeg var god til
og derfra gå videre.”
Selvom John-Eriks historier ikke var en del af min interviewguide, blev de som sagt nævnt under
alle seks interviews. Jeg spurgte ind til, hvilken en af John-Eriks historier, de huskede tydeligst,
eller hvilke der gjorde særligt indtryk. Det bemærkelsesværdige var, at fire ud af de seks drenge
nævnte forskellige historier. En af drengene fremhævede de historier, hvis budskab var ikke at give
op:
”S: ja. Har du sådan tænkt nogen ting, efter at i var gået hjem, er der nogen af historierne,
der har gjort særligt indtryk på dig eller…?
O: ja, især noget med at man bare skal tro på det man gerne vil, og blive ved med at gå
efter det, det var der en del historier om.
S: ja. Kunne du sådan relatere til det, eller gav det mening for dig?
O: ja det gjorde det, det kan jeg helt klart.”
11
O tillægger altså historierne, med temaet ”ikke at give op”, mening. To af drengene fremhævede
begge historien om tvillingerne, som dén de huskede bedst. Den første af drengene beskriver
historien således:
”S: den med tvillingerne, ja. Hvad husker du sådan ved den?
F: det der med, at den ene han får en god familie, og penge og siger at det er hans fars
skyld at han har fået det her. Og så kommer hans bror ind senere, med beskidt tøj, og er
nærmest hjemløs, og siger at det er hans fars skyld.
S: ja. Hvad, øh, hvad fortalte den historie dig, synes du?
F: At man skal, gøre sine ting selv, og at man ikke skal give andre skylden. Og man skal,
han kan jo ikke gøre.. Det er jo lidt hans egen skyld at han er endt her. Fordi han har
nærmest ikke gidet at arbejde videre.”
Den anden dreng var ikke ligeså sikker i sin tolkning af historien, men tillagde stadig historien
betydning, idet han valgte at fremhæve dén, frem for en af de andre:
”A: Der var den med tvillingerne, jeg forstod den ikke rigtigt, men jeg synes også den var
lidt mærkelig, jeg forstod den sådan lidt. Og det der med at de begge to, de var kommet
vidt forskellige steder, og de sagde begge to at det var faderens skyld.
S: ja
A: jeg synes, den kunne jeg faktisk også godt lide.
S: Har du gjort dig nogen tanker om hvad den sådan betød? I skulle også sådan snakke lidt
om den nede i gruppen.
A: øhm, vi fandt, der var ikke så mange der hørte efter, så der var ikke så mange der
fortalte noget, men jeg har gået og tænkt over den, men jeg har ikke rigtig fundet ud af
noget endnu.
S: nej, men du har tænkt lidt over den.
A: ja”
På trods af ikke helt at have forstået historien, tyder citatet dog på, at historien har gjort indtryk
på A. På baggrund af F’s udsagn er det også tydeligt, at historien om tvillingerne havde indflydelse
på ham. Udover at han nævner historien, som den han husker særligt, tillægger F også historien et
budskab. Budskabet i historien er, ifølge F, at det er vigtigt at arbejde og ikke give andre skylden
12
for ens ulykke. De forskellige tolkninger, kan ifølge ovenstående teori, forklares ved drengenes
forskellige tidligere erfaringer og oplevelser.
Samlet set kan det siges, at John-Eriks historier har gjort indtryk på de fire fremhævede drenge.
Historierne har ræsonneret i drengene på forskellig vis. Alle drengene har taget de dele af
historierne, som var betydningsfulde for dem og indført budskaberne i deres egne liv.
Drengenes oplevelser af, at fortælle deres egne historier og drømme
Som en del af de tre dage med John-Erik, skulle eleverne i grupper på 8-10, fortælle om sig selv,
foran de andre. Der var forskellige øvelser og måder dette foregik på, som er forklaret i bilag 4.
Fortællingerne om deres egne historier gjorde forskelligt indtryk på de seks drenge. En af
drengene beskriver nedenfor, hvordan han oplevede en af ceremonierne:
”S: Hvad fortalte du selv?
E: Altså, at jeg hedder E, jeg er 12 år, og jeg gerne vil lave noget med 3D. (…)
S: mhm. Spændende. Rigtig spændende, det er sjovt med sådan nogen historier. Har du
prøvet at fortælle dig egen historie før?
E: altså, ja, til de her øvelser, men det er ikke så meget min historie. Det var jo mere hvad
jeg har tænkt mig at lave, hvad jeg hedder og hvor gammel jeg er.”
E fortæller her, hvordan han ikke betragter den korte beskrivelse af ham selv som værende hans
historie. Ud over de korte fortællinger om sig selv, havde eleverne også mulighed for at fortælle
om deres drømme. En af drengene fortæller her om sin drøm:
”S: mhm, hvad var din drøm, fortalte du den?
H: altså min drøm, det var at, ligesom at være ingeniør.
S: ja
H: Ligesom bygge noget, måske bygge en bro og så en dag kører forbi den i bil en dag og
bare tænke, det var mig der havde lavet den. Det ville nok være sejt. Øhm, sådan tænkte
jeg lidt, men nu har jeg været sådan, ændret det sådan, fordi måske var det ikke noget for
mig, og så tænkte jeg at jeg jo ligesom godt kan lide at komme i kontakt med mennesker
og tale med dem og give dem råd og sådan, og sådan så har jeg jo flere muligheder end
jeg troede jeg havde før. Før havde jeg ligesom kun den drøm og jeg ville kun arbejde på
den, men ligesom har jeg set det fra andre synsvinkler og så har jeg flere muligheder end
jeg selv troede.
13
S: ja. Er det noget i den her uge, der har gjort at du tænker sådan?
H: ja meget, det synes jeg har hjulpet mig rigtig meget.”
Som det også fremgår af første citat fra H, har John-Eriks historier haft en stor betydning. H har
ændret opfattelse af sin oprindelige drøm og ser nu andre muligheder. Han beskriver det som at
se det fra andre synsvinkler. John-Eriks historier har derved haft lidt af den effekt, der kan opnås
gennem narrativ terapi (White, 2007). H har ændret perspektiv på sit eget liv ved at høre John-
Eriks historier. E’s korte ”fortælling” om sit navn og alder kan ikke karakteriseres som et narrativ
(Bruner, 1990), og E beskriver også, hvordan han ikke opfattede det som hans historie. Vi skal nu
høre J’s oplevelse af at fortælle om sin drøm:
”S: I går, der snakkede vi noget om, eller der skulle i fortælle noget om jeres drømme. Kan
du huske hvad du fortalte der?
J: At jeg gerne ville være en tennisspiller. Hmm…
S: ja, hvordan var det at fortælle? Har du fortalt det før, at du ville være en tennisspiller?
J: nej.
S: Hvordan var det at fortælle?
J: Det var… Jeg vil sige, jeg har holdt det hemmeligt i, ikke så lang tid, men jeg vil også
gerne have at folk skal vide det.
S: ja. Hvis du skulle fortælle den historier igen, med at du gerne vil være tennisspiller, ville
du så ændre noget i historien, eller ville du fortælle den på en anden måde?
J: nej…
S: nej. Nu øh, kan du huske hvordan de andre reagerede da du fortalte din historie?
J: Nogen grinede og nogen sagde, altså de grinte inde i dem selv, jeg kunne jo se at de
gjorde sådan der. (J vender hovedet væk, imens han smiler, for at imiterer sine
klassekammerater).
S: ja. Hvordan var det, at det var sådan de gjorde?
J: jeg følte mig lidt trist indeni.”
De tre drenge jeg har fremhævet i dette tema, har haft tre vidt forskellige oplevelser af at
fortælle om sig selv og deres drømme. Ud fra E’s udtalelse tyder det på, at historierne skal
være reelle historier, og ikke blot drengenes, navn, alder osv., for at være et virkeligt narrativ.
14
Betydningen af den sociale kontekst, hvori historierne bliver fortalt, har ligeledes en stor
betydning for drengenes oplevelse (se teoriafsnittet). Da J fortalte om sin drøm om at være
tennisspiller, blev der grinet af ham. J beskriver, hvordan det gjorde ham trist indeni. Hvis
historierne dog er meningsfulde og bliver fortalt i den rigtige kontekst, kan de resultere i
oplevelser som den oplevelse H havde. Jeg vil i diskussionen komme nærmere ind på, hvordan
disse forskellige oplevelser, kan have betydning for drengenes identitet.
Drengenes oplevelser af at høre de andres historier
Det sidste tema, som jeg har valgt at fokusere på, er drengenes oplevelser af at høre de andres
historier. Den mest hyppige beskrivelse af oplevelsen af at høre de andres historier var, at det var
”meget sjovt” (skal læses som det tales, ikke som det forstås skrifteligt. Sætningen havde samme
mening som: ”det var okay”) at høre noget om de andre, som man ikke vidste:
”S: Hvordan var det så at høre nogen af de andres fortællinger? (Dette spørgsmål var
kun indledende for O’s svar, men variationer af spørgsmålet blev stillet forinden de
andre svar også.)
O: øhm, det var meget sjovt. Hmm.. det var ikke alle man kendte, eller som man havde
snakket med før. Så det var meget sjovt, lige at sådan vide lidt mere hvem de var.
E: Det sjoveste har nok været, når vi bare sådan, altså, få andre sådan, hvad andre gerne
vil være i fremtiden. Få det at vide. Det synes jeg er meget interessant, flere sjove ting,
ikke?
A: Jeg synes det var, meget sjovt. Der var nogen jeg ikke havde troet det om, og sådan.
Så det var, ret sjovt.”
(en lignende udtagelse blev også ytret af F)
F: Det var fedt nok at… det er jo ikke fordi jeg… det er jo ikke nogen jeg er sammen med
hele tiden.
F: øhm, så jeg synes det var fedt at få noget at vide om dem som jeg ikke vidste i
forvejen.”
Som det fremgår af ovenstående citater, var drengenes beskrivelser af deres oplevelser ved at
høre de andres historier, forholdsvist neutrale. På trods af, hvad der kunne tolkes som en lidt
ligeglad holdning, fremhæver alle fire drenge, at de fandt det ”interessant, sjovt og fedt” at lære
noget nyt om deres (parallel)klassekammerater. En af de andre drenge beskrev sin oplevelse mere
detaljeret:
15
”H: Det synes jeg var sjovt, fordi at de havde fortalt deres egne historier og hvad de ville
med deres historie, og så kom vi så med spørgsmål og lærte dem måske bedre at kende.
Selvom vi bare går i parallelklasse med dem. Det var jo meget tættere på vi kom, fordi det
var jo sådan meget positivt og, og sådan godt synes jeg i hvert fald. Det havde sådan en
positiv stemning og det føltes meget sådan, godt.
S: ja, var der noget du sådan, undrede dig over, eller blev overrasket over ved de andres
historier? Noget du slet ikke viste om de andre eller sådan?
H: Ja altså, for eksempel, vi fortalte hvad for nogle rejser de har været på og forskelligt.
Det synes jeg var sjovt at høre deres oplevelser og hvad de synes der var godt.
S: ja
H: og de minder de havde med deres familie og venner og forskelligt. Det var meget
forskelligt… og så også sammenligne med hvordan jeg havde det ligesom, for eksempel på
min rejse, med hvordan de havde det på deres. Det synes jeg var anderledes og godt synes
jeg. Fordi at, så kunne man ligesom prøve at sammenligne lidt.
S: Så du sammenlignede sådan deres historier med din egen?
H: ja. Ligesom føle hvordan deres liv er, og hvordan mit liv er. Og sådan måske, skulle jeg
prøve lidt sådan fra deres, ligesom det de ville med deres historie, det kan jeg huske jeg
prøvede.”
Ud over interessen for de andres fortællinger, sammenlignede H sine egne historier med de
andres. H’s beskrivelser var generelt mere uddybende end de andre drenges. Interviewet med H
var også det længste af de seks interviews.
Denne detaljerede beskrivelse og medfølgende refleksion, kan enten skyldes gruppens dynamik,
H’s refleksionsniveau eller en kombination af begge dele. H beskriver stemningen i gruppen som
god, hvilket kan have resulteret i mere tykke (thick) beskrivelser (White, 2007), i den gruppe.
Forskellen mellem grupperne bliver tydelig i A’s beskrivelse af den gruppe, han var en del af:
”A: Det øh, altså i vores der fortalte de ikke særlig meget. Der var mange af dem som var
meget generte.
S: Okay
A: Det de fortalte, det vidste man ikke, jeg vidste ikke særlige meget om dem.”
A beskriver ligeledes, at da gruppen skulle snakke om meningen med tvilling-historien, var der
ikke meget at snakke om, fordi de færreste havde hørt efter. Som ved drengenes oplevelser af
16
at fortælle deres egne historier, har gruppens grad af engagement betydning for, hvordan
drengene oplever de andres historier. Som beskrevet tidligere, kan det dog ikke vides med
sikkerhed, om den store grad af detaljering og dybde i H’s beskrivelser skyldes en høj grad af
refleksivitet hos ham, eller en god dynamik i den gruppe han var i.
Diskussion
Ud fra ovenstående analyse af drengenes interviews ud fra de tre temaer kan det siges, at
historierne har haft forskellige betydninger for hver af de seks drenge. Jeg vil nu diskutere, hvilken
betydning historierne har haft for drengenes identitet.
John-Erik: Som beskrevet i analysen, viser drengenes udtalelser i interviewene, at John-Eriks
historier har haft betydning for i hvert fald fire af drengene. Det fremgår, at drengene tillægger
historierne forskellige betydninger og inddrager historierne i deres egen fortælling. Det ses bl.a.
ved H’s citat, hvor han beskriver nye synsvinkler og beskriver muligheder, som han ikke troede han
havde. Det kan diskuteres, i hvor høj grad disse nye synsvikler og muligheder resulterer i en varig
ændring af H’s identitet. Det kan dog siges, at historierne kan have medført en grad af personlig
udvikling hos H.
Deres egne historier: Det mest fremtrædende ved drengenes oplevelser af at fortælle deres egne
historie, var måden, hvorpå konteksten påvirkede disse oplevelser. Kontekstens hhv. opbyggende
og destruerende kræft, viser sig særligt tydeligt, i en sammenligning af H og J’s oplevelser. J som
oplevede grin og hån beskriver, hvordan han blev trist indeni. Ligesom med Michael Whites
patienter, så kan en oplevelse som denne, måske resultere i et negativt narrativ for J. Dette kan
ske, hvis flere lignende episoder finder sted. Derved vil J på baggrund af episoderne begynde at
drage negative konklusioner omkring sig selv (White, 2007). J’s oplevelse er nok langt fra
enestående i et normalt skolemiljø. Koblet med teorien om narrativernes betydning for identiet,
viser episoden, hvor vigtigt det er at lære børn at respektere hinandens drømme og fortællinger.
De andres historier: Som det fremgår af analysen, var drengenes oplevelse af at høre de andre
historier forholdsvist neutral. Årsagen til den neutrale holdning kan muligvis findes i et af citaterne
i analysen, som kommer fra E. E beskriver, hvordan han ikke betragtede det, han fortalte til de
andre, som hans historie. Når fortællingerne ikke opfylder kravene til et narrativ (se teoriafsnittet),
17
kan dette være årsagen til, at drengene ikke tillægger de historier de har hørt nogen særlig
mening. De beskriver dog alle, at de syntes det var ”sjovt, fedt, interessant” at vide mere om deres
klassekammerater. Ligeledes beskriver E, at når de andre fortalte mere om sig selv, gjorde han
også.
Et aspekt af opgaven, som jeg kun kort har berørt i det metodiske afsnit, omhandler
magtforholdet mellem mig som forsker og drengene. For mange børn i drengenes alder opfattes
voksne som autoriteter og kan associeres til en lærerfigur (Kvale, 2009). Hvis dette er tilfældet
med de medvirkende drenge, kan deres svar være påvirket af et ønske om at svare rigtigt, eller
svare det drengene tror, jeg gerne vil høre. Drengene kan derved have den opfattelse, at jeg gerne
vil høre, at de synes det har været ”sjov, fedt, interessant” at høre de andres historier. Som forsker
skal man derfor være varsom med at drage konklusioner, men forholde sig kritisk til de svar
drengene gav. Dette er dog ikke unikt for kvalitativ forskning med børn men kan være en større
udfordring generelt i kvalitativ forskning.
Et eksempel, som ligger uden for denne opgaves afgrænsning, men som jeg alligevel finder
relevant at inddrage, opstod i A’s interview:
” A: ja, jeg kan huske der var nogen som sagde at de gerne ville have et firma. Jeg ville
gerne være fodboldspiller eller arkitekt, såå. Det var der også nogen andre der sagde. Det
var meget det samme der faktisk blev sagt.
S: okay. Ja. Har du sådan fortalt du gerne ville det til nogen andre før?
A: Ja fordi, der er mange fra vores klasse der går til fodbold sammen, så det siger vi tit til
hinanden.”
A beskriver her, hvordan drengene i klassen ofte fortæller om deres drømme om, at blive
professionelle fodboldspillere. Det kunne være interessant at undersøge de fortællinger, der
opstår blandt drengene i hverdagen. Disse fortællinger bliver formentlig fortalt på en daglig
basis, og vil have større betydning for drengenes identitet end de enkelte fortællinger i
temaugen havde. Ifølge Michael White 2007, har gentagende narrativer nemlig en større
indflydelse på identiteten end enkeltstående episoder. A’s beskrivelse kan sammenlignes med
de fund som Sparks, Andrew C., Brown, David H.K. & Partington, Elizabeth (2010) gjorde i
18
deres studie omkring kulturel identitet på et engelsk universitet. Her præsenterede forskellige
kropskulturer sig i en række grupperinger, hvor helt specifikke krav gjorde sig gældende
(Sparks et al. 2010). Måske findes der nogle implicitte koder og regler blandt fodbolddrengene
på Rådsmandsgade skole. Dette kunne også være et interessant emne at undersøge nærmere.
Konklusion
Jeg har i denne opgave undersøgt, hvilken mening drengene tillægger de personlige fortællinger
og John-Eriks historier, med henblik på om denne mening har betydning for drengenes identitet. I
forhold til de personlige fortællinger, kan det konkluderes, at den kontekst, fortællingerne finder
sted i, har betydning for drengenes oplevelser af sig selv som fortællere. Samtidig har det
betydning for drengene at høre de andres fortællinger. Den kontekstafhængige betydning, blev
særlig tydelig i sammenligningen af H og J’s oplevelser. Hvorvidt John-Eriks historier og de
personlige fortællinger har haft betydning for drengenes identitet, kan ikke siges med sikkerhed.
Dog kan konkluderes, at drengene, i overensstemmelse med kendt litteratur inden for det
narrative felt, tillagde John-Eriks historier mening og værdi ud fra deres egne tidligere erfaringer
og oplevelser.
19
Litteratur:
Bruner, Jerome (2004). “Life as a Narrative”. Social research, volume 71, No 3.
Bruner, Jerome (1997). ”A Narrative Model of Self-Construction”. Annals of the New York
Academy of Sciences, vol. 818. Department of Psychology, New York University.