BETÆNKNING - elov.dk · VI. Ny selvstændig lov eller lovændring af D.L. 3-19-2 32 VIL Det offentligretlige erstatningsansvar 33-36 VIII. Forslag til lov om arbejdsgiveres erstatningsansvar

BETÆNKNINGOM

ARBEJDSGIVERES ERSTATNINGS-

ANSVAR FOR ANSATTES

SKADEGØRENDE HANDLINGER

M. V.

BETÆNKNING NR. 35 2

1964

S. L. MØLLERS BOGTRYKKERI, KØBENHAVN

INDHOLDSFORTEGNELSE

Side

Indledning 5- 6

1. DEL

Arbejdsgiveres ansvar for ansatte og disses eget ansvar. Side

I. Gældende dansk ret og dens forhistorie 7-14II. Anden nordisk ret 14-20

III. Fremmed ret iøvrigt 20-21IV. Sammenfattende bemærkninger om de forskellige retssystemer 21-22V. Udvalgets hovedsynspunkter 23-32

VI. Ny selvstændig lov eller lovændring af D.L. 3-19-2 32VIL Det offentligretlige erstatningsansvar 33-36

VIII. Forslag til lov om arbejdsgiveres erstatningsansvar m. v 36-38IX. Bemærkninger til de enkelte bestemmelser 38-40X. De nordiske udvalgs lovudkast opstillet som paralleltekster 42-47

2. DEL

Erstatningsansvaret for børn og forældre m. v. side

I. Gældende dansk ret og dens forhistorie 49-54II. Anden nordisk ret 54-58

III. Fremmed ret iøvrigt 58-63IV. Sammenfattende betragtninger om de gældende retssystemer 64V. Udvalgets hovedsynspunkter 64-72

VI. Udkast til lov om ændring i lov om umyndighed og værgemål ... 72-73VIL Bemærkninger til lovforslagets bestemmelser 73-74

VIII. De nordiske udvalgs lovudkast opstillet som paralleltekster 76-79

Bilag.Side

Bilag 1: Principalansvaret m. v. i fremmed ret uden for Norden 1-64Bilag 2: Justitsministeriets skrivelse til Assurandør-Societetet af 24.

oktober I960 65Bilag 3: Assurandør-Societetets skrivelse til justitsministeriet af 22.

februar I96I 66Bilag 4: Udvalgets skrivelse af 11. april 1962 til Dansk Arbejdsgiver-

forening, Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiver-forening og Landsorganisationen i Danmark, De samvirkendeFagforbund 67

Bilag 5: Dansk Arbejdsgiverforenings skrivelse af 22. november 1962til udvalget 68

Bilag 6: Danmarks Rederiforenings skrivelse af 28. december 1962 tiludvalget 69

Bilag 7: Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeningersskrivelse af 11. januar 1963 til justitsministeriet 70

Bilag 8: Landsorganisationen i Danmark, De samvirkende Fagforbundsskrivelse af 27. marts 1963 til udvalget 71-73

Bilag 9: Medlemsförslag om lagstiftning rörande barns skadastånds-ansvar (Nordiska Rådet 12:e sessionen 1964) 74-75

Bilag 10: Udvalgets skrivelse af 26. oktober 1963 til justitsministeriet76-77Bilag 11: Justitsministeriets skrivelse af 4. november 1963 til stats-

ministeriet 78Bilag 12: Assurandør-Societetets skrivelse af 20. november 1963 til

Nordisk Råd 79

INDLEDNING

Ved et møde mellem Danmarks, Norges ogSveriges justitsministre i november 1946 i Oslobehandledes spørgsmålet om fortsættelsen af detnordiske samarbejde på lovgivningens område.Blandt de emner, det var foreslået at optage tilundersøgelse i samarbejde mellem de nordiskelande, var erstatning uden for kontraktsforhold,herunder statens og kommunernes ansvar forderes tjenestemænds handlinger.

Der var enighed om, at det var ønskeligt atundersøge muligheden af en fælles nordisk lov-givning på erstatningsrettens område. Inden etegentligt lovsamarbejde blev sat i gang, fandtman det dog nødvendigt at søge tilvejebragt ensamlet oversigt med nærmere redegørelse forhvilke emner, der egnede sig til lovordning,hvilke af disse erstatningsretlige emner, der na-turligt kunne inddrages under et nordisk lov-samarbejde, og hvilke retningslinier man burdefølge for et sådant samarbejde. Udførelsen afdette arbejde blev i Danmark overdraget profes-sor, dr. jur. Henry Ussing, i Norge banksjefSjur Lindebrekke, og efter at denne havde fra-sagt sig hvervet, højesteretsadvokat Erling Wik-borg og i Sverige revisionssekreterare, senereprofessor Ivar Strahl. Hver af de pågældendeafgav i 1950 betænkning, i Danmark »NordiskLovgivning om erstatningsansvar, betænkningafgivet af Henry Ussing.« Betænkningerne af-sluttedes med en fælles indstilling, hvori mananbefalede, at arbejdet iværksattes således, atman først optog dels spørgsmålet om statens ogkommunernes erstatningsansvar og dels spørgs-målet om skade forvoldt ved brug af motor-køretøjer og om obligatorisk forsikring herimodsamt derefter behandlede erstatningsretten i al-mindelighed.

På grundlag af indstillingen nedsattes ved ju-stitsministeriets skrivelser af 24. februar 1952 to

udvalg med den opgave at undersøge spørgsmå-lene om henholdsvis en lovgivning om statensog kommunernes erstatningsansvar, og om er-statning for skade forvoldt ved brugen af mo-torkøretøjer og tvungen forsikring til dækningaf skaderne. Tilsvarende udvalg nedsattes i Fin-land, Norge og Sverige. Udvalgene har afsluttetderes arbejde ved afgivelse af betænkning, forde danske udvalgs vedkommende betænkningnr. 179 af 1957 om ændring af reglerne om er-statning for skader forvoldt ved brugen af mo-torkøretøjer og om tvungen forsikring til dæk-ning af skaderne og nr. 214 af 1959 om statensog kommunernes erstatningsansvar. Under ar-bejdet ved udarbejdelsen af sidstnævnte betænk-ning udvidede justitsministeriet ved skrivelse af23. september 1955 udvalgets kommissorium tilogså at omfatte overvejelse af en ændret formu-lering af forsikringsaftalelovens § 25 med hen-blik på at tilvejebringe større retsenhed mellemde nordiske lande på dette område. På grundlagheraf afgav udvalget på linie med udvalgene ide øvrige nordiske lande en betænkning om det-te spørgsmål, for det danske udvalgs vedkom-mende betænkning nr. 215 af 1959 om ændringi lov nr. 129 af 15. april 1930 om forsikrings-aftaler.

Ved skrivelse af 17. november 1958 nedsattejustitsministeriet på linie med, hvad der fandtsted i de øvrige nordiske lande, et udvalg medden opgave at overveje de erstatnings- og for-sikringsretlige spørgsmål i forbindelse med ska-der forvoldt ved atomreaktordrift og eventueltat fremsætte forslag til lovregler herom. Dissenordiske udvalg har afsluttet arbejdet med af-givelse af betænkning, for det danske udvalgsvedkommende betænkning nr. 286 af 1961. Be-tænkningen stillede forslag om gennemførelseaf en lov på grundlag af et inden for den

5

europæiske økonomiske samarbejdsorganisation(O.E.E.C.), nu den europæiske organisation forøkonomisk samarbejde og udvikling (O.E.CD.),udarbejdet forslag til konvention om spørgsmå-let. På grundlag heraf er gennemført lov nr.170 af 16. maj 1962 om nukleare anlæg (atom-anlæg), der trådte i kraft 1. juli 1962.

På et møde i Stockholm i juni 1959 mellemjustitsministrene fra Finland, Norge, Sverige ogDanmark vedtoges det at fortsætte arbejdet påtilvejebringelse af ensartet nordisk lovgivningfor erstatningsrettens område. Der var enighedom nu at tage følgende spørgsmål op til samletbehandling:

1) arbejdsgiverens erstatningsansvar for ansat-tes skadegørende handlinger (husbondansva-ret),

2) lempelse af erstatningsansvaret for personer,der volder skade i andres tjeneste, og

3) børns erstatningsansvar samt forældres an-svar for børns skadegørende handlinger.

Det blev vedtaget, at hvert land skulle ud-pege sagkyndige til overvejelse af de nævntespørgsmål, og at disse sagkyndige skulle sam-arbejde på samme måde, som det var sket vedafgivelsen af de tidligere nordiske betænkningerom erstatningslovgivningen.

Ved skrivelse af 16. november 1959 anmode-de justitsministeriet professor, dr. jur. AndersVinding Kruse og landsdommer Henrik Urneom at overveje de nævnte spørgsmål og even-tuelt at udarbejde forslag til en ny lovgivningherom. Det forudsattes, at man under arbejdettrådte i forbindelse med de sagkyndige, som ud-pegedes i de andre nordiske lande med det for-mål at tilvejebringe så vidt muligt overens-stemmende forslag til hvert lands lovgivning pådet omhandlede område.

Som sekretær for det omhandlede arbejde be-skikkedes fg. fuldmægtig i justitsministerietAdam Vestberg.

Tilsvarende beskikkelse af sagkyndige harfundet sted i de øvrige nordiske lande med føl-gende sammensætning:

Finland: justitierådet Lars-Henrik Lilius, for-mand, og professor Matti Ylöstalo, med lagstift-ningsråd Henry Ådahl som sekretær.

Norge: professor dr. jur. Kristen Andersen,formand, dommer Lilly Bølviken, høyesteretts-advokat Jan Didriksen, tidligere høyesterettsad-vokat, nu sorenskriver Arne Kr. Meedby og tid-ligere byråsjef, nu ekspedisjonssjef Stein Rogn-lien med dosent Carsten Smith først, senere kon-sulent i justisdepartementet Rolf Hellesylt somsekretær.

Sverige: f.d. justitierådet nu ordföranden ilagberedningen jur. dr. Gösta Walin, professor,jur. dr. Jan Hellner og advokaten Per-AxelWeslien med hovrättsassessor Ulf Nordensonsom sekretær. Til bistand som eksperter for desagkyndige er udset förbundsjuristen i Sverigesarbetsledareförbund C. G. Ekman, direktören iSvenska arbetsgivareföreningen E. L. W. Forsta-dius, ombudsmannen i Svenska fabriksarbetare-förbundet E. A. Sandberg og verkställande di-rektören i Landsbygdens försäkringsbolags för-ening F. M. Åkermann, der tillige er ordförandei Målsmännens riksförbund. Efter at C. G. Ek-man er afgået ved döden i oktober 1963, er ihans sted udset ombudsmannen i arbetsledare-förbundet O. Sundström.

Ved skrivelse af 25. september 1961 anmode-de justitsministeriet endvidere de sagkyndige omen udtalelse angående forholdet mellem det fo-religgende lovudkast i betænkning nr. 214 af1959 om statens og kommunernes erstatnings-ansvar og om en eventuel almindelig lovgivningom husbondansvar m. v., herunder om hvorvidtreglerne om statens og kommunernes ansvar børindarbejdes i en sådan lovgivning.

Forhandlinger mellem de nordiske sagkyn-dige har været afholdt i Stockholm i septemberI960, Oslo i april 1961, i Helsingfors i septem-ber 1962 og i København i april 1963.

Som resultat af det danske udvalgs arbejdefremkommer nærværende betænkning.

For Sveriges vedkommende er der allerede i1963 afgivet delbetænkning vedrørende spørgs-målet om børns og forældres erstatningsansvar(Statens offentliga utredningar 1963: 33 Skade-stånd I, Almänna bestämmelser, föräldrars ochbarns skadeståndsansvar).

Købenahvn, juni 1964.

A. Vinding Kruse. H. Urne. / A. Vestberg.

6

1. DEL

Arbejdsgiveres ansvar for ansatte og disses eget ansvar.

I. Gældende dansk ret.

A. Arbejdsgiverens ansvar for ansattes skadegøren-de handlinger (»husbondansvaret«).

Det er den almindelige regel i dansk ret, aten hvervgiver hæfter for det erstatningsansvar,som hvervtageren måtte pådrage sig for ufor-svarlige skadegørende handlinger, der er fore-taget i forbindelse med hvervets udførelse. Det-te erstatningsansvar bygges på reglen i DanskeLov 3-19-2, der har følgende ordlyd:

»End giver Husbond sin Tiener, eller anden, Fuld-magt paa sine Vegne at forrette noget, da bør Hus-bonden selv at svare til hvad derudi forseis af den,som hand Fuldmagt givet haver, og af hannem igiensøge Opretning.«

Reglen var ved sin tilblivelse antagelig ennydannelse i forhold til landskabslovgivningenforud for loven. Oplysningerne om, hvorledesreglen fortolkedes, herunder i retspraksis, i ti-den frem til begyndelsen af det 19. århundredeer meget sparsomme *). En del taler for, at be-stemmelsen ikke har tilsigtet at give eller væretopfattet som en regel, der i almindelighed på-lagde hvervgiveren ansvar for hvervtagerensfejl, men at sådant ansvar kun gjaldt tilfælde,hvor »husbonden« delegerede en særlig sig på-liggende forpligtelse til »sin tjener eller anden«.Dette har støtte både i reglens sproglige formu-lering i retspraksis, så vidt den foreligger op-lyst. Reglen har således i første række, menikke udelukkende, haft betydning for kontrakts-forhold. Kravet om »forseelse« hos hvervtage-ren har formentlig været forstået i lighed medreglen om ansvar for egen adfærd, det vil sigeculpa, i hvert fald fra midten af det 18. århun-drede.

A. S. Ørsted beskæftigede sig kort litterærtmed bestemmelsen i 3-19-2 2 ) , men dette synes

ikke at have haft nogen indflydelse på retsprak-sis. Domstolene fortolkede i det hele reglen re-striktivt op gennem det 19. århundrede, idetman navnlig fandt den uanvendelig uden forkontraktsforhold, jfr. således bl. a. retsafgørel-serne i Ugeskrift for retsvæsen (UfR) 1867 s.231 og 468, 1868 s. 127, 1870 s. 1029, 1884 s.558 samt 1886 s. 821, der ud fra forskelligesynspunkter nægtede reglens anvendelse.

Også i litteraturen fremkom synspunkter, dergik imod reglens anerkendelse i almindelighed,således hos Niels Lassen 3 ) , der gjorde gælden-de, at det ikke var muligt på rationel måde atgive reglen et almindeligt anvendelsesområde,og herved henviste til den foreliggende praksis.Han hævdede i øvrigt, at reglen burde be-grænses til ansvar i forhold, der rummede, hvadtraditionelt kaldes farlig bedrift.

Niels Lassens synspunkter fik imidlertid ikkemedhold hos andre juridiske forfattere; navnliggik Julius Lassen 4) ind for, at bestemmelsenogså burde finde almindelig anvendelse udenfor kontraksforhold. Kort efter skete der ogsåen ændring i retspraksis, som gav reglen en bre-dere anvendelse. Denne opfattelse er yderligereudbygget i dette århundrede, både af retsprak-sis og i litteraturen, og reglen er i dag en megetvigtig regel i dansk erstatningsret. Som tidligeeksempler på praksis' anerkendelse af reglensalmindelige anvendelse kan nævnes UfR 1895s. 216 og 1902 B, s. 249 H jvf. 1901 s. 757, derbegge pålagde en arbejdsgiver ansvar for sinkusk ved et færdselsuheld, denne fandtes skyl-dig i.

Til støtte for reglen5), der foruden i norsk

*) Jfr. til det følgende navnlig Thøger Nielsen:Studier over ældre dansk formuerets praksis, Køben-havn 1951, s. 304-319.

Stig Juul: Højesterets domspraksis som retskilde,Højesteret 1661-1961, II, s. 43 f.

2) Nyt juridisk Arkiv, 20. bind, 1818, s. 115 ff.:!) UfR 1887, s. 49 ff.4) Håndbog i obligationsretten, Almindelig del,

tredie, til dels omarbejdede udgave, København 1917-20, s. 320 ff.

5) Jfr. til det følgende Ussing: Erstatningsret, 1947,s. 90 ff., A. Vinding Kruse: Erstatningsretten, I del,s. 263-64.

7

ret også principielt anerkendes i engelsk, ameri-kansk og fransk ret, men derimod ikke i svenskog tysk ret, anføres sædvanligvis flere betragt-ninger. Det fremhæves således, at reglen manertil omhu og forsigtighed hos hvervgiveren i ret-ning af valg af og instruktion af hvervtagere.Ganske vist er hvervgiveren selv ansvarlig efterden almindelige erstatningsregel (culpareglen)for sine egne forsømmelser, herunder også medhensyn til uforsvarligt valg og instruktion afmedarbejdere. Men ofte vil det bevismæssigtvære vanskeligt for skadelidte at godtgøre en så-dan forsømmelse hos hvervgiveren, hvorfor detkan være praktisk at skærpe hans ansvar. Videreanføres det, at hvis hvervgiveren selv havde ud-ført det pågældende hverv, kunne han selv haveudvist forsømmelighed, hvorfor den omstændig-hed, at hvervet nu udføres af hans ansatte ikkebør ændre den skadelidtes retsstilling. Man an-fører i forbindelse hermed, at trediemand oftevil være dårligere stillet ved at være henvist tilat måtte søge erstatning hos hvervtageren endhos hvervgiveren, fordi denne må formodes øko-nomisk at være bedre i stand til at opfylde eterstatningskrav end hvervtageren. Derudoverfinder man, at et ansvar for hvervgiveren errimeligt ud fra et risikosynspunkt, idet hverv-giveren mere end hvervtageren har nytten afhvervtagerens virksomhed, jfr. herved den ro-merretlige sætning »cujus Commodum ejus pe-riculum«. Endelig gøres det gældende, at hverv-giveren på længere sigt kan indkalkulere ansva-ret som en fast driftsrisiko, eventuelt som enforsikringspræmie, i sin virksomhed, hvorvedbyrden i det konkrete tilfælde mindskes, og ud-giften som omkostning videreføres til hele kred-sen af aftagere af virksomhedens produkter. Forden enkelte kunde, som lider skade, vil tabetderimod blive anderledes føleligt, og det vil fø-les ubilligt i forhold til de andre kunder, somikke lider skade. Disse betragtninger er vel ikkealle af lige betydning, men tilsammen virker deutvivlsomt med styrke som begrundelse for reg-len. Den foran omtalte udvikling i retspraksissamt oplysningerne om stillingen i fremmed retturde også vise, at der består et klart samfunds-mæssigt behov for reglen.

Om reglens indhold skal i øvrigt, navnlig pågrundlag af den foreliggende retspraksis anføresfølgende: 6)

a. Almindeligvis er det en forudsætning foransvaret, at der foreligger et vist underordnel-

6) Se til det følgende Jørgen Trolle: Risiko ogskyld, 188 ff., Bernhard Gomard: Juristen I960,s. 507 ff., A. Vinding Kruse anførte værk, s. 264 ff.

S

sesjorhold fra hvervtagerens side over for hverv-giveren, jfr. herved reglens udtryk »husbond«og »tjener«7). Hvervgiveren skal stå som prin-cipal i forhold til hvervtageren (arbejderen,funktionæren, medhjælperen m. v.) i den for-stand, at han har ret til at lede arbejdets ud-førelse, herunder navnlig at antage og afskedigehvervtagerne, give disse instruktioner og føretilsyn med udførelsen af selve arbejdet. Derforomfatter reglen ikke personer, der overladeshverv til selvstændig udførelse. Spørgsmålet her-om forelå i afgørelsen UfR 1949 s. 112 H, derfastslog, at en kommunalbestyrelse ikke kunnebetragtes som husbond med deraf følgende an-svar for en fabrikant, kommunen havde ansat tilselvstændigt at foranstalte rotteudryddelse i denpågældende kommune. Det samme statueredes iUfR 1945 s. 1176 SH, hvor ejeren af et sten-brud ikke fandtes ansvarlig for den skade, somforvoldtes på en lastbåd under indlosning afgranit, der forestodes af en stenhuggermester,med hvem granitbrudets ejer havde truffet af-tale om borttransport. Spørgsmålet var endvide-re fremme i UfR 1959 s. 444 H, hvor et firmaF lod foretage aflæsning af en vognladning røri Fredericia havn ved hjælp af en hos kommu-nen K lejet havnekran med kranfører og to afF antagne arbejdsmænd. Da en wire efter arbej-dets afslutning skulle fjernes fra kranens grab-be, lod kranføreren grabben falde ned, hvorveden af de to arbejdsmænd, A blev ramt og komtil skade. K søgtes draget til ansvar for skaden,som kranføreren fandtes at være skyldig i, menbestred ansvaret, idet K gjorde gældende, atden ikke var arbejdsgiver, idet den ikke har haftnogen indflydelse på aflæsningsarbejdets ud-førelse - ej heller kranførerens andel heri, idetdet var de to arbejdsmænd, der dirigerede kra-nens bevægelser ved ordrer til kranføreren, hvisløn var inkluderet i den for kranen betalte leje.Både landsretten og højesteret antog dog en-stemmigt, at kommunen måtte være ansvarligsom arbejdsgiver, idet man henviste til, at kran-føreren var ansat af K, og til, at kranen kunkunne lejes på vilkår, at den kommunale kran-fører skulle betjene den, samt til at K havdemulighed for at føre tilsyn med kranførerensarbejde og give ham almindelige instrukser des-angående, hvortil bemærkedes, at skaden skyld-tes, at kranføreren havde tilsidesat den ham somsådan påhvilende agtpågivenhed. — Tilsvarendeer afgørelsen i UfR 1947 s. 156 V, hvor ejeren

") Se hertil Ussing: Erstatningsret, s. 95-96, ogGomard anførte sted, s. 544-548, A. Vinding Kruseanførte værk. s. 264-69.

af et hestekøretøj fandtes ansvarlig for løbsk-kørsel, mens køretøjet med kusk var udlejet fortimebetaling til en entreprenør daglig i tiden 8-17. Endelig kan også nævnes UfR 1962 s. 654H, hvori generaldirektoratet for statsbanernehavde overdraget bjærgningsselskabet SvitzerA/S at transportere to brofag af jernbanebroenmellem Ålborg og Nørresundby til værft, efterat brofagene ved påsejling var styrtet ned. Et afbrofagene blev af Svitzer midlertidigt sat pågrund, og blev her påsejlet som følge af ufor-svarlig afmærkning, hvorved skade på skib op-stod. Herfor var Svitzer ansvarlig. General-direktoratet blev medsagsøgt under henvisningtil, at det var ejer af brofaget, og at transportenfandt sted i dets interesse, men frifandtes, idetbefordringen var overladt Svitzer som selvstæn-dig entreprenør. Se nu også UfR 1964 s. 170 V.

Ved afgørelsen af, om der består et »hus-bondforhold«, er det dog ikke alene afgørende,om der foreligger en instruktionsmyndighed.Mere frie risikoovervejelser spiller formentligogså ind, bl. a. i tilfælde, hvor skade opstår iforbindelse med samvirke af flere arbejdsled,og hvor der derfor kan være tvivl om, hvem derblandt flere arbejdsgivere skal drages til ansvar,jfr. herved allerede den anførte dom fra 1959-Efter omstændighederne må der kunne pålæg-ges flere samtidige arbejdsgivere solidarisk an-svar med hel eller delvis regresansvar for denene i forhold til den anden. Dette er såledesantaget i UfR 1941 s. 204 og 599 samt af etmindretal i UfR I960 s. 145 H.

Dommen i UfR I960 s. 145 H viser for øv-rigt, at et arbejdsgiverforhold ikke i sig selv eren tilstrækkelig ansvarsbetingelse; det må yder-ligere kræves - hvilket dog i de fleste ansvars-situationer i det praktiske liv er opfyldt - at derforeligger et hverv, som den underordnede skaludføre for arbejdsgiveren, og ikke f. eks. i ude-lukkende egen eller trediemands interesse. Sagenomhandlede det tilfælde, at en murermester Mskulle udføre reparation af nogle gesimser på enejendom og i den anledning af det kommunalebrandvæsen B lånte en 17 m høj brandstige tilbrug ved arbejdet, således at en anden murer-mester P, der var knyttet til B som brandassi-stent, i henhold til brandinspektørens krav skul-le betjene stigen, for hvilket M påtog sig at be-tale P, under arbejdet flyttede P imod gældendeinstruks stigen, mens den hos M ansatte arbejds-mand A stod oppe på den, hvorved stigen væl-tede og A dræbtes. A's efterladte søgte såvel Mog B til erstatning. Landsretten fandt, at aleneB, og ikke M var ansvarlig som arbejdsgiver,

idet man henviste til, at det for udlånet af stigenvar sat som betingelse, at et medlem af brand-korpset medfulgte til betjening, der alene skulleforestås af dette, hvor B må indestå for, at sti-gen blev forsvarlig betjent, hvilket ikke havdeværet tilfældet. Under disse omstændighederfandt retten, at det ikke kunne forventes, at Mførte tilsyn med stigens brug og tog ansvaretherfor. Dommen ændredes af højesteret, dogunder dissens, idet flertallet underkendte lands-rettens betragtninger. Man fandt ikke, at P, deri øvrigt skulle antages og lønnes af M, havdeudført hvervet i B's interesse, eller at B inde-stod for, at stigen blev forsvarlig betjent, (menalene at P havde modtaget fornøden instruktionom betjeningen). P måtte derimod anses at haveudført sit hverv i tjeneste hos M, der havde le-delsen af og tilsynet med reparationsarbejdet,og som derfor måtte være ansvarlig som arbejds-giver for P's fejl. Dommen er kommenteret iTfR I960 s. 227-29.

I tilslutning hertil kan nævnes, at den om-stændighed, at arbejdsgiverens brug af med-hjælper skyldes et hensyn til dennes beskæftigel-se eller uddannelse, ikke fritager ham for ansvarfor medhjælperen, jfr. herved UfR 1937 s. 785H om en installatørs ansvar over for en husejerfor fejl begået af husejerens broder, der var ar-bejdsløs, og som for sin bistand med udgrav -ningsarbejde blev vederlagt direkte af husejeren,som var blevet instrueret af installatøren.

Husbonden er arbejdsgiveren, d.v.s. den forhvis regning arbejdet udføres (driftsherren).Mere eller mindre overordnede mellemled mel-lem den ansatte og driftsherren er ikke ansvar-lig, således f. eks. ikke arbejdsformanden på ar-bejdspladsen, selv om han måtte indtage en retselvstændig stilling, jfr. UfR 1949 s. 374 H elleren overlæge for en underordnet læge på en hos-pitalsafdeling, jfr. UfR 1953 s. 1127 eller enskovrider for hans skovfoged UfR 1947 s. 169-

Ansvarsreglen gælder, hvad enten der er taleom fysiske eller juridiske personer, som f. eks.et aktieselskab eller et interessantskab, jfr. her-ved UfR 1959 s. 1 H, hvor aktieselskabet hæf-tede for sin direktør.

Det er dog undtagelsesvis antaget i domsprak-sis, at hvervgiveren i visse forhold må hæfte forhvervstagerens fejl, uanset at denne har en heltselvstændig stilling, og hvervgiveren ingen ad-gang har til at lede hvervets udførelse 8). Syns-

8) Jfr. Frost: Tidsskrift for rettsvitenskap 1944, s.15 ff., og Us sing: Erstatningsret s. 99. Axel H. Peder-sen: Entreprise, s. 84 f., A. Vinding Kruse anførteværk, s. 264-66.

9

punktet hænger formentlig til dels sammen medden betragtning, som også kendes i udenlandskret, at man ikke ved at antage selvstændigemedhjælpere kan frigøre sig for et ansvar, somi øvrigt følger af retsordenen9). Med hensyntil skade, der opstår i forbindelse med arbejdepå fast ejendom, herunder grund eller vej, kandet nævnes, at der formentlig ud fra naboret-lige synspunkter er en tilbøjelighed til at på-lægge et strengt ansvar for skade på andengrund eller trafikanter, som den pågældendeejendoms ejer ikke kan frigøre sig fra ved atgive arbejdet i selvstændig entreprise; jfr. så-ledes afgørelserne i UfR 1941 s. 204, 1949 s.488 og 1952 s. 920.

Herved kan også nævnes UfR 1942 s. 304 H,hvor det statueredes, at et oprentningsarbejde iet vandløb, som en kommune efter afholdt lici-tation overdrog til to landmænds udførelse,varaf en sådan karakter, at kommunen i forhold tilde pågældende, der under udførelsen af arbej-det forvoldte trediemand skade, havde stillingsom arbejdsgiver og dermed var ansvarlig overfor skadelidte. Kommunens offentligretlige stil-ling har formentlig herved spillet ind, idet dom-men fremhæver, at der var tale om et arbejde,som det efter lovgivningen påhvilede kommu-nen at udføre, og at den omstændighed, at ar-bejdet var overdraget til udførelse ved licitation,ikke kunne betage arbejde dets karakter som ud-ført i kommunens tjeneste.

På lignende måde kan kontraktsmæssige hen-syn få indflydelse og ansvar pålægges efter kon-traktsregler, uanset om ansvar ikke følger af D.L.3-19-2, jfr. f. eks. dommen i UfR 1949 s. 535H. Sagen angik ansvaret for et firma, der påtogsig kørselsforretninger ved en række selvstæn-dige vognmænd. I det foreliggende tilfælde varfirmaet antaget af en flytteforretning til at ud-føre en transport, som det overlod til en afvognmændene. Under dennes påfølgende af-hentning af, hvad der skulle transporteres, sketeder et tyveri af nogle effekter. Over for flytte-forretningens erstatningskrav fandtes firmaetikke med rette at kunne gøre gældende, at dettealene havde anvist vognmanden til at udføretransporten, idet firmaets indre forhold, derikke havde givet sig til kende over for flytte-forretningen, måtte være dette uvedkommende.

b. Et andet spørgsmål ved fortolkningen afD.L. 3-19-2 som undertiden har givet anled-ning til tvivl, er hvilke af den ansattes handlin-ger, hverv giveren hæfter for. jfr. herved kravet

9) Jfr. hertil Gomard: Juristen s. 546 ff.

om, at forseelsen skal være begået »derudi« 1 0).Julius Lassen n ) gjorde i denne forbindelse

gældende, at det afgørende var, om forseelsenvedrørte hvervets udførelse, det vil sige, at ska-den var hidført ved handlinger fra hvervtage-rens side, som tilsigtede opnåelsen af husbondens(principalens) ved hvervets tilkendegivne for-mål, eller var led i handlinger med sådant for-mål. Han ville dog gøre den begrænsning deri,at husbonden ikke hæftede for en aldeles ab-norm adfærd fra tjenerens side, f. eks. hvis ettil opkrævning af penge udsendt bud dræbteskyldneren for at skaffe pengene. Husbondenmåtte derimod være ansvarlig, selv om tjenerenshandling var af en sådan art, at han ikke medføje kunne antage, at husbonden ønskede denforetaget af ham.

I tilslutning hertil anfører Us sin g 1 2) , at hus-bonden også må være ansvarlig for tjenerensundladelse af at foretage handlinger, som falderinden for hvervet, og som husbonden har pligttil at lade foranstalte. Endvidere gjorde han gæl-dende, at undtagelsen med hensyn til abnormadfærd har mindre betydning i end uden forkontraktsforhold som følge af de i kontraktenforeliggende særlige forpligtelser for husbon-den " ) .

Retspraksis synes at have anerkendt denneopfattelse, hvorefter det er hovedsynspunktet, atforseelsen skal angå hvervets udførelse, såledesat principalen bortset fra abnorm adfærd hosmedhjælperen, som ligger uden for, hvad prin-cipalen kan påregne, pådrager sig ansvar formedhjælperens fejl. Principalen hæfter såledesprincipielt uden hensyn til skyldgraden af denunderordnedes adfærd, jfr. således eksemplerneUfR 1942 304 H (kommenteret i TfR 1943s. 531-33), og uanset om han har overtrådtinstrukser meddelt af arbejdsgiveren, jfr. her-ved UfR 1950 s. 126 H. Det udelukker hellerikke ansvar for arbejdsgiveren, at den ansattehar foretaget den skadegørende handling i be-ruset tilstand, jfr. herved UfR 1950 s. 145 H.

Om kravet »derudi« er der i øvrigt grund tilat bemærke, at retspraksis har pålagt principalenansvar også for den ansattes »svinkeærinder«(det vil sige ærinder, som er hans egne, mensom foretages i forbindelse med hvervet forprincipalen). Dette er særlig praktisk ved bud-

10) Jfr. til det følgende Trolle: Risiko og skyld,s. 202 f., Gomard: Juristen I960, s. 518 f., A. Vin-ding Kruse anførte værk, s. 269—73-

u) Jfr. Håndbogen s. 323 f.12) Jfr. Erstatningsret s. 94.13) Jfr. Dansk Obligationsret, 4. udg., 1961 (ved

A. Vinding Kruse), s. 114 f.

LO

tjeneste, hvis den ansatte foretager afvigelser frahvervets rute. Ansvar for principalen er herstatueret ved afgørelserne UfR 1934 s. 420,1925 s. 698 og 1952 s. 648, men er nægtet vedUfR 1936 s. 620. I forbindelse hermed kannævnes UfR 1958 s. 821 H, hvor en butiksinde-haver pålagdes ansvar for sit bud, der efterlukketid kørte hjem til sin moder med varer frabutikken til hende.

Efter praksis må det endvidere antages, atarbejdsgiveren pålægges ansvar for skader, deropstår i forbindelse med tjenester, som arbejde-ren under sit arbejde på egen hånd yder tredie-mand, men som dog har en vis forbindelse medhvervet, jfr. herved UfR 1952 s. 1086 0 om enlastvognschauffør, der havde taget en privatbilpå slæb, og UfR 1953 s. 1041 H om en meka-niker på et værksted, der påtog sig reparationaf en bil som ekstraarbejde.

Spørgsmålet, om principalen også hæfter forhandlinger i kådhed, har også foreligget til af-gørelse ved domstolene. Sagen UfR 1952 s. 73H angik et tilfælde, hvor et ungt bud i et bog-binderi bistod med at hejse nogle kasser fravirksomhedens lokaler på 3. sal i en ejendomned i gården, hvor en chauffør stablede dem påen vogn. I en pause, eller da arbejdet lige varafsluttet, greb han i kådhed fat i eller omkringjævnaldrende lærling, der under sit forsøg på atkomme fri stødte mod en glasrude, der splintre-des. Nogle skår herfra ramte chaufføren i øjet,der måtte fjernes. Retten fandt, at handlingenvar uden nogen som helst arbejdsmæssig tilknyt-ning til budets beskæftigelse i bogtrykkeriet, ogat den heller ikke på anden måde fandtes at haveen sådan forbindelse til dette, at ansvar kunneforeligge efter D.L. 3—19—2. — Heroverfor kannævnes UfR 1930 s. 558, hvor en kommune an-sås ansvarlig for sin snekaster, der under arbej-det forsætligt kastede sne mod en forbikørendeautomobilist.

Som et andet eksempel, hvor betingelsen»derudi« heller ikke ansås for opfyldt, kan næv-nes UfR 1958 s. 993, hvor en arbejdsmand pået automobillakereri i spirituspåvirket tilstandtilegnede sig en kundes køretøj, der henstod ivirksomheden og under kørsel beskadigede det.Se også UfR 1929s. 828 samt den nævnte UfR1936 s. 620, men heroverfor UfR 1964 s. 197 0.

c. Den foreliggende praksis vedrørende D.L.3-19-2 illustrerer i øvrigt reglens anvendelse imange livsforhold. Nævnes kan forseelser be-gået i færdslen fra tjenerens side under hvervetsudførelse, jfr. UfR 1902 B s. 249 H, 1911 s.806 H, 1924 s. 960 H, 1925 s. 638 H, 1950 s.

145 H og 1958 s. 821 H; endvidere kan an-føres forseelser, hvor skade påføres trediemandved udførelsen af selve arbejdshandlingen, jfr.således UfR 1937 s. 785 H, hvor en installatørpålagdes ansvar for, at medhjælperen ved ufor-svarlig udgravning på den ejendom, hvor arbej-det udførtes, bevirkede, at ejendommens gavlstyrtede ned, og den forannævnte afgørelse UfR1959 s. 444 H, hvor en kranejer pålagdes an-svaret for den beskadigelse, der overgik en ar-bejdsmand ved, at kranføreren lod kranens grab-be sasnke ned. Nævnes kan også huslejeforhold,hvor værten er blevet gjort ansvarlig for vice-værtens forsømmelser, jfr. således UfR 1950 s.686 H og kontraktsforhold i det hele, såledesUfR 1949 s. 535 H, der er refereret foran s.10 og 1951 s. 494 H, hvor en butiksejer, derkontraktlig havde påtaget sig fejepligt foranejendommen, hæftede for sin fejemands for-sømmelighed, samt 1929 s. 707 H og 1930 s.984 H angående beskadigelse af ting overgivet ivaretægt. I forbindelse hermed kan nævnes ho-tellers ansvar for ansvarsskader, som deres karlem. v. forvolder under kørsel med motorkøretøj-er, som gæster overlader til hotellets varetægt,jfr. eksempelvis UfR 1955 s. 517 H og 1953 s.69 H. Som særligt eksempel kan endelig frem-holdes UfR 1950 s. 126 H, hvor krigsministeri-et pålagdes ansvar for vådeskud fra en soldat,der havde handlet i strid med instruksen. Viderekan nævnes, at forældre, der lader deres børnhjælpe sig med deres arbejde, er ansvarlig efterD.L. 3—19—2 for barnets skadegørende hand-linger, jfr. 1935 s. 14 H. I UfR 1952 s. 747 H,pålagdes der et optagelseshjem ansvar for enbørneværnselev, der under deltagelse i hjem-mets landbrugsarbejde til hest pared en cyklist,og i UfR 1933 s. 473 H og 1938 s. 704 H på-lagdes der ansvar for farlige indretninger, daopsynet hermed svigtede.

d. Reglen om husbondeansvaret bygger end-videre på den forudsætning, at den ansatte harpådraget sig personligt et ansvar efter den al-mindelige erstatningsregel, jfr. udtrykket »for-seis«; se dog særligt om kontraktsforhold ne-denfor litra B, s. 13, smh. med bemærkningernenedenfor s. 26. At der således stilles krav om enculpøs adfærd hindrer dog ikke, at det antages,at husbonden hæfter for såkaldt »anonyme«fejl, der ikke kan tilskrives nogen bestemt ansat.Lempes den ansattes eget ansvar efter reglerneom børn og sindssyge m.v. i myndighedslovens§§ 63 og 64, må det formentlig antages, at hen-syn til den pågældendes manglende betalings-evne eller udvikling (modsat den begrænsede

11

udvikling i forhold til voksne af børn i almin-delighed på det pågældende alderstrin) ikke ta-ges i betragtning. Spørgsmålet er dog noget om-tvistet i teorien. Modsat norsk ret har der ikke idansk ret været gennemført begrænsning i ar-bejdsgiverens hæftelse for krav på godtgørelse imedfør af den fakultative regel i ikrafttrædel-sesloven til straffelovens § 15 om legemskræn-kelse, frihedsberøvelse eller tab af forsørger.Danske domstole har her pålagt arbejdsgiverenfuldt ansvar.

Fra ansvarsreglen efter D.L. 3-19-2 har denundtagelse været opstillet, at en arbejdsgiver ik-ke kunne antages at være ansvarlig på grundlagaf reglen over for en underordnets tilskade-komst som følge af en fejl fra en arbejdsfæl-le 14). Reglen har været begrundet med, at densociale ulykkesforsikringslovgivning, der pålæg-ger arbejdsgiveren en forsikringspligt for sinearbejdere, udtømmende angiver arbejdsgiverensforpligtelser. Denne lempelse i ansvaret har væ-ret opfattet som modydelsen til arbejdsgiverenfor den forsikring, man pålægger ham pligt tilat tegne. Denne opfattelse er dog nu praktisktalt forladt. Reglen opstod formentlig i doms-praksis under indflydelse af engelsk ret med dender tidligere gældende, men nu opgivne »Fel-low Servant« (»Common Employment«) regel,hvorefter arbejdsgiveren ikke skulle hæfte forskade overgået arbejdere ved arbejdsfællers fejl.Begrundelsen herfor skulle bero på præventivesynspunkter eller ud fra synspunktet »accept afrisiko«. De senere domme, i hvilke denne und-tagelsesregel fra D.L. 3-19-2 har været gjortgældende, har imidlertid været så afvisende, atundtagelsesreglen næppe længere har praktiskbetydning, jfr. herved senest UfR 1963 s. 329 Hmed henvisning til ældre domme i noten ogTrolles kommentar af dommen i UfR 1963 B s.239-42. Herved kan også henvises til, at rets-praksis i dag modsat tidligere klart anerkender,at staten efter almindelige erstatningsregler eransvarlige over for tilskadekomne militære vær-nepligtige, såfremt deres tab går ud over, hvadloven om invaliderente m.v. til sådanne tilskade-komne yder; jfr. herved lovbekendtgørelse nr.157 af 21. maj 1959 § 3, der svarer til ulykkes-forsikringslovens § 4, og UfR 1957 s. 748 H og1953 s. 308 H, kommenteret i TfR 1954 s.334-37.

e. Ved siden af D.L. 3-19-2 kan nævnesnogle specialregler for ansvar for tredjemands

14) Jfr. hertil A. Vestberg: Forsikringsydelse 0g Er-statningsansvar, 1957. s. 119 ff-, Trolle: UfR 1963 B,s. 239 ff.

fejl, således bestemmelsen i sølovens § 8 om re-derens ansvar for fejl eller forsømmelse i tjene-sten af skibsfører, mandskab, lods eller andre,der udfører arbejde i skibets tjeneste, og færd-selslovens § 65. hvorefter der påhviler ejeren(eller brugeren) af et motorkøretøj ansvar forførerens adfærd. Disse reglers ansvarsbestem-melser ligger nær op ad ordningen i D.L. 3-19.-2, men er i visse henseender skærpet i forholdtil denne.

f. De anførte ansvarsregler gælder også detoffentliges ansvar 15). Staten, kommunerne m.v.hæfter således på samme måde som private forderes ansattes forsømmelser, hvad enten den eraf privat- eller offentligretlig karakter, jfr. så-ledes UfR 1943 s. 1072 H, hvor staten i hen-hold til »D.L. 3-19-2 eller en hermed stem-mende grundsætning« fandtes ansvarlig for denskade, der var sket på en maskine tilhørende etbogtrykkeri ved fejl begået af en fabriksinspek-tør under afprøvningen af maskinen, der udfør-tes af ham som en under hans tjenestevirksom-hed pligtmæssig handling, samt 1950 s. 126 H,hvor krigsministeriet pålagdes ansvar for en sol-dats vådeskudsulykke, 1950 s. 145 H, 1952 s.53 H og 747 H samt UfR 1947 s. 709 H, derdømte det offentlige i henhold til oven for an-førte regel i færdselsloven (dengang motorlo-vens § 38). Også for overordnede forvaltnings-subjekters fejl hæftes der.

g. I forhold, hvor der efter det anførte ergrundlag for anvendelsen af reglerne om ansvarfor en ansat, består dennes ansvar normalt uaf-kortet ved siden af, jfr. herved eksempelvisUfR 1953 s. 526 H, og den for den ansatte an-svarlige (hvervgiveren) har ret til at søge re-gres mod den forsømmelige underordnede for,hvad han har måttet svare, jfr. således D.L.3—19-2's udtrykkelige bestemmelse om husbon-dens ret til hos tjeneren at »søge opretning«.

I forbindelse med D.L. 3-19-2 må endeligomtales reglen i loven om forsikringsaftaler(FAL) § 25, stk. 1, 2. pkt., hvorefter ansvareti henhold til D.L. 3-19-2 kan nedsættes ellerefter omstændighederne helt bortfalde i tilfæl-de, hvor skaden er dækket af en forsikring.

Under tilblivelsen på rigsdagen af denne be-stemmelse udtaltes det i en betænkning afgivetaf landstinget16), at der vel ikke kunne væretale om ex lege at lempe erstatningsansvaret, når

15) Jfr. hertil Poul Andersen: Oversigt vedrørendedansk ret i betænkning nr. 214 om Staten og kommu-nernes erstatningsansvar, 1959, A. Vinding Kruse an-førte værk. s. 277-78.

1(i) Jfr. Rigsdagstidende 1929-30, tillæg B, spalte550-52.

12

dette beroede på D.L. 3-19-2, men at udvalgetønskede at fremhæve, at der efter udvalgets me-ning hyppigst måtte være grund til efter lovreg-lens fakultative bestemmelse at lempe ansvaret,når det beroede på D.L. 3-19-2. Dette er ogsåblevet reglen i retspraksis, hvor ikke særligesynspunkter som f.eks. faglig fejl er ansvar forsærlig farlig indretning, der gør sig gældendesåvel for culpaansvaret som for ansvaret efterD.L. 3-19-2. Af domme, der således lader an-svaret efter D.L. 3—19—2 bortfalde, kan nævnesUfR 1936 s. 669 H, 1950, s. 686 H, 1951 s.494 H, 1955 s. 517 H og I960 s. 77 H « ) . Jfr.dog hertil det s. 14 anførte om forholdet til reg-lerne om den ansattes ansvar, når skaden dækkesaf forsikring.

Reglen om husbondeansvar anerkendes ikkeblot ved det direkte spørgsmål om at holde hus-bonden erstatningsansvarlig, men grundsætnin-gen virker også på anden måde med i erstat-ningsretten. Forvolder således tredjemand hus-bonden skade, må han i sit erstatningskrav modtredjemand efter sædvanlige regler efter om-stændighederne tåle identifikation med sin ar-bejdstager, såfremt denne er medansvarlig, jfr.således UfR 1887 s. 625 H, jfr. 1886 s. 620 ogUfR 1937 s. 173 0. Derimod vil arbejdsgiverennæppe i almindelighed være tvunget til i jorsik-ringsretlig henseende, jfr. navnlig FAL § 18, attåle identifikation.

Spørgsmålet om nedsættelse af arbejdsgive-rens ansvar på grund af skadelidtes egen skyldafgøres principielt efter samme synspunkter, somhvis der var tale om at gøre den ansatte person-ligt ansvarligt, idet det jo netop er den ansattesansvar, som arbejdsgiveren hæfter for.

B. Den ansattes eget erstatningsansvar 1S).Ansatte personer er principielt ansvarlige for

de skader, de forvolder tredjemand under deresarbejde i den pågældende virksomhed, selv omarbejdsgiveren i kraft af D.L. 3-19-2 eller an-dre regler tillige hæfter for skaden, ligesom ar-bejdsgiveren, dersom han har måttet udrede er-statningen, har regres mod den ansatte, der harforvoldt skaden. Forudsætningen, har for denansattes direkte ansvar over for tredjemand, erdog den, at ansvaret påhviler den ansatte umid-delbart i kraft af erstatningsreglerne. Et par eks-empler kan illustrere dette forhold. Påkører

17) Jfr. hertil A. Vestberg anførte værk s. 82 ff.,Drachmann, Bentzon og Christensen: Kommentar tilforsikringsaftaleloven, 1952, I, s. 160 med note 7,Gomard anførte sted s. 518 ff.

18) Jvf. A. Vinding Kruse anførte værk, s. 274-76.

f.eks. et ansat cykelbud under udbringning afvarer uagtsomt en fodgænger, vil cykelbudet ikraft af den almindelige erstatningsregel (cul-pareglen) være direkte ansvarlig over for fod-gængeren, medens principalen vil være ansvarligi henhold til D.L. 3-19-2 (med regres til budet).Men er situationen derimod den, at budet for-sømmer at udbringe varerne rettidigt, således atden pågældende kunde lider et tab, vil kundenikke kunne gøre noget ansvar gældende modbudet, idet denne hverken kontraktsligt eller ikraft af særlige regler er forpligtet over forkunden til at udbringe varerne. Derimod vilkunden kunne gøre ansvar gældende mod prin-cipalen for misligholdelse af kontrakten, idetdenne i kraft af almindelige kontraktsretligeregler også hæfter for sine folks forsømmelig-hed, ganske som var det ham selv, der havdeforsømt udbringningen. Man taler her om ansvarefter D.L. 3-19-2 i kontraktsforhold. Men denprincipal, som i sådanne tilfælde har måttet be-tale erstatning til sin medkontrahent, vil i prin-cippet kunne gøre regres mod den ansatte, somsåledes har handlet pligtstridigt i sit ansættelses-forhold til principalen.

Den ansatte er i det hele taget ansvarlig overfor arbejdsgiveren for alle skader, der er for-voldt ved forsømmelighed eller anden adfærdfra den ansattes side, altså også for skade på ar-bejdsgiverens egne ting, f.eks. varer, maskiner,automobiler etc.

Dette vidtgående ansvar for arbejdere, funk-tionærer og andre ansatte både i forhold tilprincipalen og tredjemand, og som i princippetogså omfatter selv ringe uagtsomhed, er da ogsåblevet kritiseret fra forskellig side og utvivlsomtmed rette; jfr. hertil nedenfor kapitel V.

Lovgivningen har imidlertid endnu ikke istørre omfang taget konsekvensen af disse syns-punkter og indført lempelser i de ansattes erstat-ningsansvar.

På enkelte områder er det dog sket, navnliginden for søfarten, idet man i sølovens § 59 ogsømandslovens § 50 har optaget en bestemmel-se, hvorefter det erstatningsansvar, henholdsvisskibsføreren og mandskabet måtte pådrage sigved forsømmelse i tjenesten, kan nedsættes un-der hensyntagen til omfanget af den udvisteskyld, skadens størrelse og omstændighederne iøvrigt.

Denne nedsættelsesregel gælder både i for-hold til den tredjemand, som har lidt skade, ogi forhold til rederiet, som enten har måttet ud-rede erstatning til tredjemand, eller som selvhar lidt skade, f.eks. fordi den ansattes uforsvar-

13

lige handling eller forsømmelse har medførtskade på skibet.

Endvidere må det nævnes, at en ansat vil kun-ne påberåbe sig lempelsesreglen i forsikrings-aftalelovens § 25 i de talrige tilfælde, hvor en-ten tredjemand eller arbejdsgiveren er forsikretmod den indtrådte skade. Efter § 25 er det dogen forudsætning for at lempe ansvaret, at denpågældende skadevolder kun har udvist simpeluagtsomhed. I denne forbindelse må det ogsåbemærkes, at er arbejdsgiverens ansvar for denansattes skadegørende handlinger dækket af enansvarsforsikring, afskærer selve policevilkåreneofte regres mod den ansatte, medmindre denneligefrem har handlet forsætligt eller i selvfor-skyldt beruselse, hvilket giver en videregåendelempelse end forskriften i forsikringsaftalelo-vens § 25, jfr. hertil afgørelsen i UfR 1959s. 1 H.

I øvrigt skal der her peges på, at der i gæl-dende ret foreligger en vis mangel på koordina-tion mellem afgørelserne vedrørende arbejdsgi-verens ansvar og den ansattes ansvar i tilfælde,hvor særlige lempelsesregler får virkning forden ene, men ikke umiddelbart for den andenpart. Det gælder i tilfælde, hvor arbejdsgiverensansvar kan lempes efter FAL § 25, og der ikkeer mulighed for at lempe den underordnedes

ansvar, f.eks. fordi denne har handlet groft ellerbetydeligt uagtsomt, jfr. herved UfR I960 s.263 0, samtidig med at arbejdsgiveren er dæk-ket af en ansvarsforsikring, hvorefter der kununder kvalificerede skyldomstændigheder foransvarsforsikreren haves regres mod den under-ordnede, jfr. herved afgørelsen i UfR 1959 s. 1.

Domstolene har i de nævnte tilfælde, hvorarbejdsgiveren var dækket af en ansvarsforsik-ring, og det efter omstændighederne i sagen ik-ke kunne antages, at ansvarsforsikreren havderegres mod den ansatte, indtaget det stand-punkt, at ansvaret her bør påhvile arbejdsgive-ren, uanset om skadelidte i første række har søgterstatning hos ham eller den ansatte, der her-efter søger skadeløsholdelse hos arbejdsgiveren.Disse afgørelser, der dækker den i praksis vig-tigste gruppe tilfælde, idet det er almindeligt, atarbejdsgiverne tegner ansvarsforsikring, er velrimelige, men tilbage står tilfælde, hvor der ik-ke foreligger nogen ansvarsforsikring hos ar-bejdsgiveren. Der kan her spørges, hvorvidt detdet er rimeligt, at ansvarskravet kan gennem-føres, såfremt skadelidte retter kravet mod denansatte, men at kravet bortfalder, såfremt detrettes mod arbejdsgiveren. Herved henvises tilnedenfor s. 31, afsnit V, 2. underafsnit, om denansattes ansvar, litra C.

II. Anden nordisk ret.

A. Finland.

En almindelig lovregel om principalansvarfindes ikke i finsk ret. I retspraksis er der imid-lertid uden støtte af lovregler pålagt arbejds-giveren erstatningsansvar i forhold uden forkontrakt for skade forvoldt ved uagtsomhed hosden, som har haft til opgave for arbejdsgiverenat lede og overvåge arbejdet. Dette principal-ansvar har under tiden været udstrakt megetvidt. Der foreligger nærmest et på et identifi-kationssynspunkt hvilende ansvar for drifts- ogarbejdsledelse. Som drifts- eller arbejdsledelseopfattes derfor ikke en hvilken som helst under-ordnet, der selvstændigt udfører en arbejdsop-gave for driftsherrens regning. I praksis er detsåledes fastslået, at en almindelig arbejders for-sømmelse ikke pådrager arbejdsgiveren erstat-ningsansvar. Den, som indtager en så selvstæn-dig stilling, at han er at betragte som egendriftsherre, kan heller ikke pådrage arbejdsgi-veren ansvar.

I visse kontrakts- eller kontraktlignende for-

hold har man i praksis ud fra synspunktet bifor-pligtelse ved analog anvendelse af kontraktsret-lige regler i et vist omfang kunne pålægge ar-bejdsgiveren ansvar for fejl eller forsømmelse og-så hos andre underordnede eller medhjælpere enddem, der udgør drifts- eller arbejdsledelsen. Så-ledes anses f.eks. en butiksindehaver ansvarligfor, at forretningens kunder trygt kan komme iforretningens lokaler og ikke lider skade somfølge af fejl eller forsømmelse med hensyn tilderværende indretninger o.lign. En driftsherre,som har påtaget sig at præstere en vis ydelse,anses endvidere ansvarlig for, at hans ansatte ogmedhjælpere optræder med fornøden agtpågi-venhed ved præstationen af ydelsen, således atder ikke forvoldes medkontrahenten skade.

Reglen om arbejdsgiverens ansvar for arbejds-ledelses uagtsomhed anvendes endog i retsfor-holdet mellem arbejdsgiveren og hans ansatte.Pådrager en arbejder sig således skade under ar-bejdet, er arbejdsgiveren ansvarlig — foruden ii tilfælde hvor han selv har handlet uagtsomt -

14

også hvis skaden er forvoldt ved fejl eller for-sømmelse hos arbejdsledelsen. Denne opfattelsebygger på, at sådant ansvar har arbejdsgiverenpåtaget sig ved arbejdsaftalen. Derimod bliverarbejdsgiveren ikke ansvarlig, hvis skaden for-voldes ved ansvarspådragende adfærd hos en al-mindelig arbejder, der ikke har stilling som ar-bejdsleder, jfr. common employmentdoktrinen.Kun i visse særlige situationer anses et sådantansvar at foreligge, nemlig hvor den skadevol-dende arbejder er betroet en post, der indebæreren særlig skaderisiko for arbejdskammeraterne,som f.eks. føring af en kran.

Inden for mange erhvervsområder, herundernavnlig i virksomheder som i særlig grad er for-bundet med skaderisiko ,stilles der i praksis sto-re krav til agtpågivenhed fra arbejdsgiverensside i henseende til valg af underordnet, in-struktion og tilsyn med de ansatte samt tilsyn afmaskiner, redskaber m.v. I mange tilfælde hardet ikke været nødvendigt at skaffe bevis for,hvilken person, der har forvoldt skaden, mendet har været tilstrækkeligt at en forsømmelsehar foreligget, og at skaden er forvoldt veddenne. I en vis udstrækning har man herved ivirkeligheden nået frem til en mere vidtgåenderegel om principalansvar, også hvor det ufor-svarlige forhold er udvist af underodnede i lave-re stillinger.

Ved lov af 18. maj 1927 om statens ansvarfor skade forårsaget af tjenestemand, er der iFinland indført almindeligt ansvar for statenmed hensyn til erstatning, som en tjenestemandforpligtes at yde i anledning af retsstridig ad-færd ved retspleje- eller offentlig forvaltnings-virksomhed. Statens ansvar er med visse undta-gelser, f.eks. vedrørende erstatning for ufor-skyldt frihedsberøvelse eller dom dog alene sub-sidiært. Loven gælder ikke privatretlige forhold,i hvilke staten er ansvarlig ifølge særlige regler,f.eks. jernbaneansvarsloven vedrørende jernba-netrafik eller ifølge almindelige retsgrundsæt-ninger, d.v.s. at staten i sin virksomhed side-stilles med privat virksomhed, der pådrager siget principalansvar i samme omfang som privateretsobjekter. Kommunerne omfattes ikke af lo-ven af 1927. Om deres ansvar gælder som ho-vedregel, at erstatningsansvar indtræder for fejleller forsømmelse, i det omfang, skade forelig-ger i virksomhed, som må sidestilles med privatvirksomhed.

Også i Finland gælder på visse områder sær-lige bestemmelser om principalansvar, såledesbestemmer § 11 og § 13, andet pkt. i søloven,at rederen er ansvarlig for skade, der forvoldes

ved fejl eller forsømmelse i tjenesten, fartøjetsofficerer, besætning, lods eller den som uden attilhøre besætningen på grund af rederens ellerkaptajnens opdrag udfører arbejde i fartøjetstjeneste. Bestemmelser om principalansvar fin-des endvidere i markfredslovens § 37 og i lovenom elektriske ledninger § 11, stk. 2.

Heller ikke i Finland findes nogen alminde-lig regel om nedsættelse af den ansattes erstat-ningsansvar. Den, som i sit arbejde, som ansat,volder tredjemand eller arbejdsgiveren skade, ersåledes ansvarlig efter den almindelige culpa-regel og pligtig at betale fuld erstatning.

Nedsættelsesregler findes imidlertid på speci-elle områder. Efter sølovens § 67, stk. 3, og sø-mandslovens § 50, stk. 2, skal erstatningsansvarsom fartøjets kaptajn, respektivt sømænd på-drager sig på grund af fejl eller forsømmelse itjenesten nedsættes af domstolene, efter hvadder findes billig med hensyn til udvist skyld,skadens størrelse eller omstændighederne i øv-rigt. Reglerne finder anvendelse såvel i forholdtil tredjemand som rederen. Fra selskabsrettenkan nævnes nedsættelsesreglen i loven om an-delsselskaber § 162, stk. 1, efter hvilket erstat-ningsansvar som bestyrelsesmedlemmer, proku-rister, revisorer, likvidatorer m.fl. pådrager sigover for selskabet eller trej demand som følge afadfærd, der blot er simpel uagtsom, skal ned-sættes, hvis det under hensyn til skadens stør-relse og andre omstændigheder findes billigt.

Efter § 47 i straffeloven for krigsmagten kandet erstatningsansvar, som forsvarets personelpersonligt pådrager sig som følge af uagtsom-hed i tjenesten ved føring af fartøj eller luft-fartøj, der tilhører krigsmagten, bortfalde, så-fremt den pågældende alene idømmes discipli-nærstraf eller bøde. Reglen gælder også medhensyn til det erstatningsansvar, som føreren afet køretøj, der tilhører forsvaret, pådrager sigover for staten ved en forseelse af mindre be-skaffenhed, eller som ikke medfører højere strafend disciplinærstraf eller bøde.

B. Islandsk ret1).

I Island har hverken D.L. 3-9-12 eller N.L.3-21-2 været gældende, og i tiden indtil detteårhundrede har ingen lovbestemmelse eller rets-afgørelse fastslået et husbondansvar for denunderordnedes uforsvarlige adfærd. Efter år-

1) Fremstillingen bygger på O laf ur har us son: Ar-bejdsgiverens ansvar for arbejdernes culpa efter is-landsk ret, Festskrift til Henry Ussing, 1951, s. 295-299.

n

hundredskiftet findes imidlertid en række dom-me, hvori arbejdsgivere sagsøges til erstatningfor ansattes skadegørende handlinger. I en delafgørelser frifandtes ganske vist arbejdsgiveren,men begrundelsen herfor var enten, at den an-satte ikke havde handlet uforsvarligt, eller athvervet ikke var udført i sagsøgtes tjeneste. An-dre afgørelser har anerkendt husbondansvaret,idet det dog må fremhæves, at der ikke undersagerne har været gjort indsigelse mod ansvaret.I 1913 gennemførtes der i Island en sølov, hvoriden nordiske sølovs § 8 om rederansvaret ind-gik. Principalansvarsregler findes nu endvidereinden for særlige lovområder som motorkørselog luftfart. Siden en højesteretsdom fra 1934om en havnekran, der under arbejde forvoldteskade på et ved kaj liggende skib — ved hvilkendom kranens ejer, et aktieselskab, blev dømt tilerstatningsansvar for fejl hos de folk, der be-tjente kranen — har husbondansvaret med sik-kerhed vundet anerkendelse, og er nu i almin-delighed godkendt ved flere senere afgørelser.

Ligesom i de retsforfatninger, der anerkenderprincipalansvaret, gælder det i islandsk ret, atdet er en forudsætning, at den ansatte har hand-let uforsvarlig, og at den skadegørende adfærder udvist under eller i forbindelse med udførel-sen af hvervet.

C. Norge.

Retsstillingen vedrørende principalansvar er inorsk ret i al væsentlighed den samme som iDanmark. Hovedbestemmelsen om husbonde-ansvaret findes i Norske Lov (N.L.) 3—21—2,hvis ordlyd er den samme som i Danske Lov3-19-2. Visse forskelle foreligger dog medhensyn til reglens forståelse, bl.a. som følge af,at andre retsregler virker ind herpå, herundernavnlig reglen i loven om yrkesskadetrygd § 32,der begrænser arbejdsgiverens ansvar, når ska-den omfattes af ulykkestrygden, og regresregleni § 26 i ikrafttrædelsesloven til straffeloven.

Ligesom i Danmark blev det først i sidste delaf det 19. århundrede antaget, at reglen i D.L.3-21-2 gælder som en almindelig regel om hus-bondansvaret. Siden da har den ligesom i Dan-mark været en vigtig og ofte påberåbt ansvars-regel.

Som i dansk ret forudsætter reglen et vist un-derordnelsesforhold mellem arbejdsgiveren ogskadevolderen. Dette forhold behøver ikkegrunde sig på en egentlig aftale endsige længerevarende tjenesteaftale. Det afgørende er ligesomi dansk ret, at der foreligger et opdrag, som

skal udføres for hvervgiveren, således at denpågældende under udøvelsen er undergivethvervgiverens ledelse og instruktion. Som idansk ret er hvervgiveren ikke den, der blot ud-øver et overordnet arbejdsled, men driftsherren,d.v.s. den som er bærer af den interesse, somadfærden fremmer, og som oftest er den, påhvis regning opdraget foretages.

Tidligere rådede en vis tvivl, om hvorvidt reg-len i N.L. 3—21—2 også omfatter underordnede,der står med den øverste myndighed. Der harsåledes været rejst spørgsmål om, hvorvidt derf.eks. mellem en administrerende direktør i etaktieselskab og selskabet eller mellem en syge-husoverlæge og sygehuset foreligger et sådantunderordnelsesforhold, der er nødvendigt for atstatuere husbondansvar. Derimod har der ikkeværet tvivl om, at N.L. 3-21-2 omfatter ansattei undordnede stillinger, f.eks. almindelige arbej-dere. Udviklingen er gået i retning mod udvi-delse af ansvaret til også at omfatte ansatte ichefstillinger. Retspraksis har f.eks. således fun-det et kommunalt sygehus ansvarlig efter N.L.3-21-2 for skade, som en overlæge ved sygehu-set forvoldte en patient under røntgen- og radi-umbehandling. Det må formentlig herefter an-tages, at domstolene anser enhver, der er fastansat i en stilling, som »tjener eller anden« irelation til N.L. 3-21—2. Med hensyn til uagt-som adfærd hos en juridisk persons bestyrelseeller andre organer følger ansvaret af den så-kaldte »organteori«, hvorefter organernes hand-linger er den juridiske persons egne handlinger.

Afgrænsningen, mellem hvem der er ansat, oghvem der indtager en selvstændig stilling, somikke afføder et principalansvar for hvervgive-ren, følger i norsk ret i væsentlig grad lignendesynspunkter som i dansk ret. Norske domme an-vender gerne karakteristikken »selvstændig næ-ringsdrivende«, »selvstændigt handlende« eller»entreprenør« for den, der indtager en selvstæn-dig stilling. Som i dansk ret lægger man vægtpå, om arbejdsgiveren kan instruere og førekontrol med tjenerne. Det afgørende er mere,om sådan beføjelse foreligger, end om den ipraksis har været udnyttet, hvilket er arbejds-giverens egen sag. Ligesom hos os har retsprak-sis og teori tillagt en række momenter betydningved afgørelsen af, om der i det konkrete tilfæl-de foreligger det fornødne underordnelsesfor-hold. Man har lagt vægt på betalingsvi]kårene,både i den form, at der tages hensyn til bereg-ningsmåden (samlet akkord eller timebetaling),og til hvem som lønner vedkommende skade-volder. Endvidere har man lagt vægt på, hvem

16

der har foretaget ansættelsen, for hvis regningarbejdet udføres, hvorvidt aftaleforholdet ansessom arbejdsleje eller værksleje, hvem der harejendomsretten til det materiel, som er blevetbenyttet til skadeforvoldelsen, og i hvis interessehandlingen er udført. Disse faktorer er ikkeselvstændige kriterier, men virker samlet indved bedømmelsen, der belyser, i hvor stærkt etafhængighedsforhold opdragets modtager må ståover for opdragsgiveren for at pådrage denneet principalansvar.

Ligesom i dansk ret er husbondeansvaret be-grænset til skader, som forvoldes »derudi«,d.v.s. i tjenesten, og forståelsen af dette udtrykhar affødt adskillige retsafgørelser og teoretiskeovervejelser. Det hovedsynspunkt, man oftest erblevet stående ved, er dette, at handlingen skalstå i funktionel sammenhæng med hvervet. Menved siden heraf må antagelig også »derudi« be-tragtes ud fra en analyse af, hvad der erfarings-mæssigt foregår eller ikke foregår under udfø-relsen af det arbejde, man i de givne tilfældehar at gøre med. I retspraksis er det oftest styr-ken i tilknytningsforholdet mellem den skade-gørende handling og skadevolderens arbejde,som underkastes en bedømmelse. Sondringenmellem handling i og uden for tjenesten må der-for bero på omfanget af skadevolderens tjeneste-opgaver. Deraf følger videre, at en bestemt for-seelse, foretaget af en bestemt erhvervsgruppeaf arbejdstagere, ikke altid kan bestemmes gene-relt som værende i eller uden for tjenesten. Ogbedømmelsen kan variere ikke blot mellem ar-bejdsforhold af forskellig art, men også mellemvirksomhederne inden for samme branche.

I tvivstilfælde ser man - i al fald i nyere tid- at domstolene er tilbøjelige til at foretage enrent konkret billighedsvurdering med hensyn tilhvem, som er nærmest til at bære risikoen vedtabet.

Ligesom efter dansk ret gælder det i alminde-lighed, at den skadevoldende handling ikke måvære af ekstraordinær karakter. En forudsætningom, at tjenerens retsbrud skal være foretaget ihusbondens interesse, har været opstillet som etmoment, der måtte tillægges betydning, men idag gælder det næppe, hverken som en nødven-dig eller tilstrækkelig betingelse for husbonde-ansvarets indtræden. Udelukket er det ikke, atarbejdsgiveren hæfter for forsætlige skades-handlinger.

Et spørgsmål, som flere gange har foreliggeti retspraksis uden endnu at have fået sin ende-lige afklaring, er, hvorvidt principalen hæfterfor handlinger, der er udført mod udtrykkelig

2

ordre. Det synes at være en overvejende tilbøje-lighed i praksis, at instruktionsovertrædelse i al-mindelighed ikke gælder som frifindelsesgrund.

Hvis en tjener uberettiget griber ind på etområde af arbejdet, som er ham ganske uved-kommende, er det opfattelsen nu - modsat tid-ligere — at en sådan aktivitet falder uden forvedkommendes tjeneste i objektiv forstand, ogderfor også falder uden for arbejdsgiverens an-svarsområde.

Som i dansk ret er det en forudsætning forhusbondansvaret, at den underordnede selv harpådraget sig et ansvar ved uagtsom (eller for-sætlig) adfærd. Arbejdsgiveren hæfter dog ogsåfor »anonyme fejl«, jfr. bl.a. NRt. 1950 s. 330.Såfremt den ansattes eget ansvar lempes efterreglerne for mindreårige eller sindssyge, er detvist nok tendensen ved afgøresen af, om princi-palansvar foreligger, at bortse fra omstændighe-der vedrørende den pågældende skadevoldersindividualitet, herunder hans økonomiske evnetil at betale erstatningen, der kan medføre, athans eget ansvar bortfalder. Heri ligger navnlig,at der ikke kan forventes at blive taget hensyntil særlig manglende udvikling hos det pågæl-dende barn udover, hvad der efter barnets al-derstrin må forventes eller hensyntagen til ensygdom.

Ligesom i øvrig nordisk lovgivning gælder ensærlig principalansvarsregel i medfør af søfarts-lovens § 8 for rederen, der hæfter for skade for-årsaget ved fejl eller forsømmelse i tjenesten afskibsfører, mandskab, lods eller andre, som ud-fører arbejde i skibets tjeneste.

Der har tidligere været rejst tvivl om, hvor-vidt husbondansvaret gjaldt også over for hus-bondens egne arbejdere, idet det har været hæv-det, at en arbejder der »indlod sig med bedrif-ten« ikke kunne påberåbe sig N.L. 3—21—2, nårskaden påførtes ham af en arbejdskammerat, jfr.herved common employmentsreglen. Denne op-fattelse har imidlertid ikke sat spor i retspraksis,hvor de foreliggende domme synes at forudsæt-te, at N.L. 3-21-2 også gælder i arbejdsforhold.Hvor imidlertid en virksomhed omfattes af densociale ulykkesforsikring, jfr. lov om yrkesska-detrygd af 12. december 1958 udelukkes imid-lertid husbondeansvaret for erhvervsskader (yr-kesskader), som en arbejder påfører en andenarbejder inden for en sådan virksomhed.

Ligesom i dansk ret, har arbejdsgiveransvarethaft sit væsentligste praktiske virkefelt på inte-gritetskrænkelsernes område, men ansvaret gæl-der principielt også ulegemlig skadetilføjelse.Modsat dansk ret har flere norske domme be-

17

grænset husbondeansvaret til økonomisk skadeog har fastslået, at godtgørelseskrav for legems-krænkelse, frihedsberøvelse og tab af forsørgeralene kan gøres gældende for den personligeansvarlige og ikke arbejdsgiveren. Nyere høje-steretspraksis synes imidlertid at rejse tvivl medhensyn til rigtigheden i denne begrænsning afprincipalansvaret.

Arbejdsgivere, hvis ansatte omfattes af lovenom yrkesskadetrygd, er ikke undergivet princi-palansvar for skader, der omfattes af loven. Det-te betyder, at dersom en ansat lider skade somfølge af en medansats fejl, opstår der ikkespørgsmål om at drage arbejdsgiveren til ansvarefter N.L. 3-21-2. Loven stiller samtlige ar-bejdsgivere, hvis folk omfattes af loven, solida-risk, således at der heller ikke bliver spørgsmålom at gøre ansvar gældende efter N.L. 3—21-2,hvis en arbejder volder en arbejder skade i enanden erhvervsvirksomhed, der er omfattet afloven.

Husbondansvaret i norsk ret gælder også forstatslig og kommunal virksomhed. Principalan-svaret for stat og kommune indtræder selv forskadegørende handlinger, som tjenestemændforetager under udøvelse af offentlig myndig-hed; således har eksempelvis staten været gjortansvarlig for skade ved skudløsning hos militær-politiet. Men hvor skade opstår gennem reneforvaltningsakter, som ikke indbefatter fysiskskadeforvoldelse, pålægger man ikke stat ellerkommune ansvar med støtte i N.L. 3-21-2. Isådant et tilfælde pålægges erstatningsansvaruden påberåbelse af nævnte regel.

Som i dansk ret gælder N.L. 3-21-2 også ikontraksforhold. I norsk ret antager man også,at bestemmelsen her har større rækkevidde endved skader uden for kontraktsforhold. I kon-traktforhold omfatter reglen således i et vistomfang selvstændige hjælpere, og kravet omfunktionel sammenhæng mellem skade og hvervlempes.

Det antages formentlig i norske ret, at ar-bejdsgiveren kan fraskrive sig et ansvar efterN.L. 3-21—2 efter gældende regler om ansvars-fraskrivning.

På lignende måde som i dansk ret gælder deti norsk ret, at reglen i N.L. 3-21-2 giver grund-lag for at identificere skyld hos den ansatte medegen skyld hos arbejdsgiveren, hvorved et dennetilkommende erstatningskrav kan blive nedsat.

Den norske forsikringsaftalelovs § 25 inde-holder ligesom den danske lov en regel om lem-pelse af ansvaret, når skaden er dækket af enforsikring. Denne regel åbner imidlertid ikke

mulighed for lempelse af selve erstatningsan-svaret, men alene af forsikringsselskabets regres-krav. I øvrigt gælder det som efter dansk ret, atansvaret kan nedsættes eller helt bortfalde, så-fremt det udelukkende hviler på reglen i N.L.3—21—2. Der gælder dog heri den meget væ-sentlige begrænsning, at ansvarslempelse ikkekan finde sted, såfremt skaden er forvoldt underudøvelse af næring eller bedrift. Som følge afdenne betingelse er lempelsesreglen i praksisblevet uden betydning; den er såvidt vides end-nu ikke blevet anvendt over for en arbejdsgiver.I det foreliggende udkast til ændring af forsik-ringsaftaleloven er det imidlertid foreslået atgive reglen en betydelig bredere anvendelse.

Ligesom den danske regel indeholder N.L.3-21-2 en regel, som giver principalen regresmod den underordnede skadevolder, for hvadprincipalen har måttet betale i erstatning. Reg-len må imidlertid forstås under hensyn til de tilenhver tid gældende regler om regres mellemflere ansvarlige, således i dag bestemmelsen istraffelovens ikrafttrædelseslov § 26, hvorefterdomstolene under hensyn til den udviste skyldog omstændighederne i øvrigt afgør om den,der har betalt erstatning eller oprejsning (godt-gørelse) kan rejse krav mod andre ansvarlige.Retspraksis til belysning af lovreglens anvendel-se i tilfælde, hvor arbejdsgiveren gøres medan-svarlig, foreligger dog ikke.

Ligesom i dansk ret gælder der inden for sø-retten, jfr. lov om søfarten § 59, sømandslovens§ 50 regler om nedsættelse af erstatningsansva-ret, hvor skibsfører og sømand m. v. under hen-syntagen til den udviste skyld, skadens størrelseog omstændighederne i øvrigt. Endvidere kannævnes en lempelsesregel, der gælder inden forarbejdsretten (lovene om arbejdstvister af 1927og om boykot af 1947), hvorefter retten vedfastsættelse af erstatning for brud på tarifaftaleeller for ulovlig arbejdsstandsning eller skade-bod for ulovlig boykot ikke alene skal læggesvægt på skadens størrelse, men også på den ud-viste skyld og til misligt forhold fra skadeliden-des side; under særligt formildende forhold kanerstatningen eller skadeboden falde helt bort.

D. Sverige.

I svensk ret gælder der bortset fra visse sær-regler på begrænsede områder ligesom i Finlandikke nogen lovregel om principalansvar.

I retspraksis har det imidlertid i lang tid væ-ret anerkendt, at en arbejdsgiver er ansvarlig forskade, som forvoldes trediemand ved uforsvar-

18

lig adfærd, udvist af den, der tilhører arbejds-giverens drifts- eller arbejdsledelse. I et par til-fælde er der herudover blevet pålagt en drifts-herre ansvar for skade forvoldt af en underord-net, der ikke tilhører arbejdsledelsen, men somalligevel er blevet betroet udførelsen af en sær-lig ansvarsfuld opgave.

I almindelighed gælder i forhold uden forkontrakt ikke noget ansvar for selvstændigemedhjælpere (entreprenører og lignende).

Inden for kontrakt antages det som regel, ataftaleparterne over for hinanden er ansvarligefor skade, som forvoldes ved forseelse udvist afderes ansatte, uanset om skadevolderen tilhørerdrifts- eller arbejdsledelsen eller er en alminde-lig arbejder. I et grænsetilfælde mellem områ-derne i og uden for kontrakt har retspraksis an-vendt reglerne, der gælder i kontrakt, og ar-bejdsgiveren er pålagt et quasi-kontraktligt an-svar. Som eksempel herpå kan nævnes forholdetmellem en næringsdrivende og hans kunder,hvor f. eks. en kunde på grund af forsømmelsehos en ekspedient eller anden medhjælper i for-retningen kommer til skade under sit besøg der.Inden for kontrakt gælder efter forholdets artog indhold også et ansvar for selvstændige med-hjælpere.

Reglen om, at arbejdsgivere er ansvarlige forskader, der voldes af drifts- eller arbejdsledelse,gælder også, hvor skaden rammer en hos ar-bejdsgiveren ansat arbejder (ulykkestilfælde iarbejde). Derimod har man ikke i retspraksisgjort arbejdsgiveren ansvarlig for skader, somarbejderne forvolder hinanden, jfr. herved com-mon employment-doktrinen. Kun i enkelte til-fælde, hvor skadevolderen uden at tilhøre ar-bejdsledelsen har været betroet en særlig risiko-fyldt ansvarsopgave (eksempelvis som kranfø-rer), er arbejdsgiveren fundet ansvarlig for ska-den.

At en arbejdsgiver bliver ansvarlig, såfremten forseelse, der fører til skaden, kan læggesham selv til last, følger af den almindelige cul-paregel. I retspraksis stilles der strenge krav tilagtpågivenhed hos arbejdsgiveren, hvor det gæl-der tilsyn med anordninger, overvågning og in-struktion samt andre forholdsregler til forebyg-gelse af skadeforvoldelse.

De anførte synspunkter for arbejdsgiverenserstatningsansvar gælder også i militære forhold.Den svenske stat er således ansvarlig for skade,som inden for militær virksomhed forvoldesudenforstående eller de værnepligtige ved for-sømmelse hos de militære befalingsmænd. Un-der visse forhold som indebærer særlig stor ri-

2*

siko for ulykke, f. eks. feltmæssige mørkeøvel-ser, skarpskydning m. v. — er staten dog pålagtobjektivt ansvar for skadeforvoldelser.

I det omfang, statslig og kommunal virksom-hed sidestilles med privat virksomhed, anvendesalmindelige erstatningsretlige synspunkter, og isådan virksomhed bærer altså staten og kommu-nen principalansvar efter de regler, der er rede-gjort for i det foregående. Retspraksis har så-ledes anerkendt ansvar for skader forvoldt afvejvæsenet, af lodsvæsenet med hensynet til sø-mærker, af havnevæsenet, på sygehuse o.s.v.Med hensyn til den typisk offentretlige virksom-hed antages det dog, at et tilsvarende alminde-ligt ansvar for det offentlige ikke anerkendes.Der findes imidlertid lovregler på særlige områ-der og nogle retsafgørelser fra nyeste tid, derpålægger det offentlige ansvar, men disse for-hod giver ikke grundlag for slutning om, at an-svar i almindelighed anerkendes.

På visse områder af privatretlig eller offent-ligretlig natur gælder der i svensk ret særligebestemmelser om husbondansvar. I lighed medanden nordisk ret gælder der efter sølovens § 8et ansvar for redere for skader, som forvoldesaf skibsfører, besætning, lods (herunder tvangs-lods) eller anden, som på rederens eller skibs-førerens vegne udfører arbejde i fartøjets tjene-ste. Efter loven af 1886 om skade, der forvoldesved jernbanedrift, gælder der et ansvar for jern-banens indehaver for skade, som indtræffer vedjernbanedrift på grund af forseelse udvist afjernbanens forvaltning eller betjening. Ansvarefter disse lovbestemmelser indtræder i vidt om-fang også for selvstændige medhjælpere.

Et eksempel på en form af skærpet ansvar -med omvendt bevisbyrde — for anden mandsculpa er automobilansvarsloven af 1916. Auto-mobilansvaret strækker sig dog videre end prin-cipalansvaret, idet det ikke forudsætter et ansæt-telses- eller andet underordnelsesforhold mellemden ansvarlige og skadevolderen.

Rent objektivt ansvar gælder efter jernbane-ansvarsloven med hensyn til såkaldte gnistska-der, og visse skader som på grund af jernbane-driften rammer heste, kreaturer m. v., efter lo-ven af 1902 om elektriske anlæg med hensyntil skade ved indvirkning af elektrisk strøm, lo-ven af 1919 om flottning i almindelig flottled(strøm) med hensyn til skade, der forvoldes afflottgodset eller ved forholdsregler som flott-ningspersonalet efter særlig bestemmelse fore-tager, luftfartsskadeloven af 1922 med hensyntil skade ved benyttelsen af luftfartøj i lufttra-fik, der tilføjes person eller ejendom på jorden,

19

endelig atomansvarsloven af I960 med hensyntil de såkaldte atomskader. Endelig kan nævnes,at rent objektivt ansvar uden støtte i lovregel iretspraksis gennemføres dels i visse militære for-hold (jfr. foran), dels inden for naboretten medhensyn til såkaldte immissioner samt ved grav-nings- og grundlægningsarbejder af særlig ind-gribende art.

Efter loven af 1899 om erstatning af offent-lige midler i visse tilfælde for skade, som for-voldes af en embeds- eller tjenestemand, er sta-ten ansvarlig for skade, der forvoldes ved ateksekutive embeds- eller tjenestemænd forgribersig på midler, som vedkommende i eksekutions-øjemed har fået i sin besiddelse. Efter loven af1945 om erstatning i visse tilfælde til uforskyldtfængslede eller dømte, er staten under visse be-tingelser og i begrænset omfang pligtig at ud-rede erstatning for skadeforvoldelse, som for-årsages den, der uforskyldt fængsles eller døm-mes.

En generel regel om nedsættelse af den ansat-tes erstatningspligt findes ikke i svensk ret. Lige-som i de øvrige nordiske lande findes derimodspecielle nedsættelsesregler på visse områder.Efter sølovens § 59 og sømandslovens § 50 gæl-der således regler i overensstemmelse med, hvadder er ret i de øvrige nordiske lande på detteområde. En bestemmelse ligelydende med sø-mandslovens § 50 er optaget i luftfartsloven forden, der forretter tjeneste på et luftfartøj og erpligtig at betale erstatning for skade, som opstårved hans fejl eller forsømmelse i tjenesten. Be-stemmelsen finder anvendelse også for den, sominden for jordorganisationen eller på anden må-de end i luftfartøj retter tjeneste, hvoraf trafik-sikkerheden i luften bygger på. — Efter § 7 iikrafttrædelsesloven af 1948 til loven om æn-dring i straffeloven m. v. samt loven af 1929om fritagelse i visse tilfælde for kaptajnen m. fl.på militært luftfartøj for erstatningsansvar gæl-der det, at en militær person, som under ud-øvelse af ordre på militært skibs- eller luftfartøjer ansvarlig for fartøjets sikkerhed, ikke er plig-

tig at betale erstatning for skader, der forvoldesstaten eller andre som følge af hans forseelseved fartøjets manøvrering eller navigering, nårhan for forseelsen ikke findes skyldig til højerestraf end disciplinærstraf eller bøde.

Herudover findes visse bestemmelser i aktie-selskabsloven, loven om forsikringsvirksomhed,loven om økonomiske foreninger, loven ombankvirksomhed og loven om sparebanker (spa-rekasser) efter hvilke erstatningsansvar, som på-hviler bl. a. den administrerende direktør, besty-relsesmedlem, likvidator og hovedmand for ensparekasse såsom revisorer m. fl., for skade somforsætlig eller af uagtsomhed forvoldes selska-bet (foreningen, banken m. v.) eller trediemandkan nedsættes, såfremt skaden er forvoldt vedringe uagtsomhed, og det med hensyn til ska-dens størrelse og omstændighederne i øvrigt fin-des rimeligt.

Endelig skal nævnes, at der inden for arbejds-retten kendes flere eksempler på lovregler, dernedsætter eller begrænser arbejdstagerens erstat-ningsansvar over for arbejdsgiveren. Dette gæl-der således efter loven om kollektive aftaler,hvor det bestemmes, at det erstatningsansvar -omfattende principielt også erstatning for visseformer af ideel skade - som arbejderne efterloven kan pådrage sig mod arbejdsgiverne (for-ening af arbejdsgivere) ved tilsidesættelse af de-res forpligtelser efter kollektivaftalen eller efterloven, kan nedsættes, når det findes rimeligtunder hensyn til skadevolderens ringe skyld, denskadelidendes forhold til tvistens opståen, ska-dens størrelse eller omstændighederne i øvrigt,og erstatningen må ikke i noget tilfælde sætteshøjere end 200 kr. Efter loven om forenings- ogforhandlingsret kan arbejdstagerens ansvar forkrænkelse af lovens regler om fredspligt ned-sættes efter lignende kriterier som gældende ef-ter loven om kollektive aftaler. På tilsvarendemåde rummer arbejderbeskyttelsesloven en regelom nedsættelse af den ansattes ansvar for skade,som han under visse forhold forvolder såkaldte»skyddsombud«.

III. Fremmed ret i øvrigt.

Det har været naturligt for det danske og deandre nordiske udvalg som forudsætning forovervejelserne om principalansvaret m. v. at

skaffe sig et overblik over hovedlinierne i uden-landsk ret og de der forfægtede synspunkter.Dette arbejde har været løst i fællesskab, således

20

at man fra dansk side har udarbejdet en rede-gørelse om angloamerikansk ret, medens der frasvensk side foreligger en redegørelse om tysk,

fransk og schweizisk ret. Disse redegørelser eraftrykt i bilag 1 til betænkningen.

IV. Sammenfattende bemærkninger om de forskellige retssystemer.

På grundlag af fremstillingen i det foregåen-de og redegørelserne i bilag 1 skal følgendesammenfattende bemærkninger gøres om de for-skellige retssystemer.

Det fremgår af redegørelserne, at en regel omarbejdsgiverens ansvar for den underordnedesuforsvarlige adfærd anerkendes foruden i dansk,islandsk og norsk ret også i engelsk, amerikanskog fransk ret. For engelsk og amerikansk retsvedkommende bygger reglen på retspraksis(common law), i fransk ret på bestemmelseni Code Civil art. 1384, stk. 5. I tysk ret gælderder en lignende regel inden for kontraktforhold,jfr. BGB § 278. I tysk ret uden for kontraktfor-hold og i det hele i schweizisk ret, d.v.s. såveluden for som inden for kontrakt, gælder dernok. en almindelig regel om principalansvar,men alene i form af en ansvarsregel med om-vendt bevisbyrde. I tysk ret gælder i henhold tilBGB § 831, at arbejdsgiveren er ansvarlig udenfor kontraktforhold for den underordnedes ska-degørende handlinger, medmindre han beviser,at han ikke har gjort sig skyldig i uagtsomhedved valget af medhjælper eller ved tilsynet, ellerat skade ville være indtruffet, selv om arbejds-giveren havde iagttaget fornøden omhu. Ischweizisk ret, jfr. OR art. 55, stk. 1, gælder enregel, hvorefter arbejdsgiveren hæfter på objek-tiv grundlag for den underordnedes adfærd,medmindre han beviser, at han efter omstændig-hederne har udvist fornøden omhu, eller at ska-den uanset sådan omhu alligevel ville være ind-truffet. I schweizisk ret beror muligheden foransvarsfrihed på en objektiv bedømmelse, derformentlig er strengere end i tysk ret.

Fremmed ret beskæftiger sig i vidt omfangmed tilsvarende problemer, som foreligger idansk og norsk ret. Arbejdsgiverens ansvar forden underordnedes adfærd bør således utvivl-somt begrænses i to henseender:

Der må for det første være tale om et under-ordnelsesjorhold, idet der ikke hæftes for selv-stændige medhjælpere. Navnlig redegørelsen foranglo-amerikansk ret belyser nødvendigheden afat begrænse adgangen til at rejse erstatningskravmod arbejdsgivere bagud i produktionsleddene.

Hvert selvstændigt produktionsled må bære sitansvar, således at ansvaret ikke kan række til-bage mod tidligere arbejdsgivere, f. eks. hæfteralene budcentralen for budets adfærd og ikkebudcentralens kunde, uanset at kunden står somarbejdsgiver i forhold til budcentralen.

Endvidere bør der være begrænsninger for,hvilken adfærd hos den underordnede som ar-bejdsgiveren er ansvarlig for. Han kan ikkehæfte for alle handlinger hos den underordnede;der må gælde et krav om »derudi«.

Det er endvidere karakteristisk for alle rets-systemerne, at principalansvarsreglerne gælderalmindeligt, d.v.s. både i forretningsforhold afenhver art, som f. eks. industri, landbrug oghandel, og i private forhold som f. eks. hushold-ning. Det er endvidere reglen, at der hæftes foralle underordnede, både højere og lavere; en re-gel som den i Finland og Sverige herskende,hvorefter arbejdsgiveren kun hæfter for denselvstændige arbejdsledelse, kendes således ikke.Endvidere placeres ansvaret på højeste plan,d.v.s. hos driftsherren og ikke på mellemtrin hosen funktionær, arbejdsformand eller anden per-son, der befinder sig på et højere eller lavereniveau i arbejdshierarkiet. Reglerne gælder end-videre både fysiske og juridiske personer samt ihvert fald i anglo-amerikansk ret tillige i offent-ligretlige forhold.

Af den omstændighed, at strukturen i ansvars-reglerne i vidt omfang er fælles i de forskelligeretssystemer, følger naturligvis ikke, at der i deenkelte ansvarssituationer skulle finde sammebedømmelse sted. Afvigelser forekommer utvivl-somt.

Det er af værdi at være opmærksom på deledende synspunkter, der fremføres til begrun-delse for selve ansvarsreglens indhold. I alle depågældende retssystemer gælder som almindeligerstatningsregel den sædvanlige culparegel, iforhold til hvilken en principalansvarsregel be-tegner et brud. Størst interesse for de ledendesynspunkter er formentlig lagt for dagen ianglo-amerikansk og fransk ret, som jo ogsånetop er de systemer, der alene fuldt ud brydermed synspunktet, at arbejdsgiveren må være per-

1\

sonlig skyldig, for at han kan pådrage sig etansvar.

I anglo-amerikansk ret fremhæves det, at ar-bejdsgiveren altid bør tilskyndes at forebyggeskader, herunder ved valg af de bedst muligeunderordnede, og en sådan tilskyndelse opnåsbedst, såfremt arbejdsgiveren er objektiv ansvar-lig. Herved må dog forudsættes, at arbejdsgive-ren overhovedet har en mulighed for at virkeind, d.v.s. at han må have en kontrolbeføjelseover for skadevolderen, og derfor må kravet omet underordnelsesforhold bestå som forudsæt-ning for et principalansvar. Endvidere fremhæ-ves interessesynspunktet og i nyeste tid - ikkemindst - hensynet til at sikre den skadelidendegenoprettelse. Dertil kommer en erkendelse afden relativt lille byrde, som et ansvar er for ar-bejdsgiveren, der kan »pulverisere« sin risikosom driftsomkostning eller ved at tegne forsik-ring, ligesom en placering af ansvaret hos ar-bejdsgiveren medfører, at omkostningen hervedindgår som omkostning i produktionen, der isidste ende overføres til virksomhedens kunder,der er dem, der nyder fordel af virksomheden.Principalansvaret må ses på linie med andre for-anstaltninger, der sikrer genoprettelse, somf. eks. arbejdsulykkesforsikringen.

I fransk ret fremhævedes risikosynspunktet,og det synspunkt, at den underordnede handlersom repræsentant for arbejdsgiveren, ligesomhensynet til skjult skyld hos denne, med hensyntil forebyggelse af skade taler for at placere an-svaret hos arbejdsgiveren.

Som noget karakteristisk ved både tysk oganglo-amerikansk ret er endvidere anvendelsenaf fuldmagtssynspunktet til at begrunde ansva-ret !). Såvel i nordisk som i tysk ret forudsæt-ter fuldmagtssynspunktet anvendelse af kon-traktsregler. Men netop dette er der stor inter-esse i at gøre gældende i tysk ret, fordi der herinden for kontraktsforhold gælder et ubetingetansvar for arbejdsgiveren med hensyn til ufor-svarlig adfærd hos den underordnede. I anglo-amerikansk ret har der navnlig været tale omat gøre fuldmagtssynspunktet gældende i situa-tioner, hvor det måtte stille sig tvivlsomt, omder var fornødent over- og underordnelsesfor-hold (kontrolmulighed), i hvilket fald der efter

omstændighederne ikke ville kunne pålæggesansvar i medfør af den almindelige regel omprincipalansvar. Ansvar med hjemmel i fuld-magtssynspunkter er her navnlig pålagt ved mo-torkørsel, hvor køretøjets ejer ud fra et fuld-magtssynpunkt er fundet ansvarlig, uanset omder ikke i foreliggende tilfælde forelå kontrol-mulighed for ejeren over for føreren af køre-tøjet.

Det har interesse at konstatere disse forsøgpå at holde arbejdsgiveren ansvarlig. Med hen-syn til færdselsforholdene kan vi hos os henvisetil den strenge ansvarsregel i færdselsloven, menfor tysk rets vedkommende er det værd at be-mærke, at der således i praksis synes at være etønske om så vidt muligt at fastslå, at arbejds-giveren er ansvarlig for den underordnedesuforsvarlige adfærd.

Også spørgsmålet om arbejdsgiverens ansvari tilfælde, hvor en ansat lider skade som følge afuforsvarlig adfærd hos en medansat (commonemployment situationen) tiltrækker sig interessei fremmed ret og forskellige synspunkter gørsig her gældende. Disse skal dog ikke drøf-tes nærmere her, men tages op i forbindelsemed overvejelserne i afsnit V, 1. underafsnitlitra H.

Endelig kan det nævnes, at det er en almin-delig regel i fremmed ret, at arbejdsgivere, derhar måttet betale erstatning, har regresret modden underordnede. I tysk ret gælder der dog eninteressant begrænsning heri efter læren om»Freistellungsanspruch«. Efter denne kan denansattes regrespligt ved culpa nedsættes ellerbortfalde, såfremt skaden er opstået ved arbejdeaf særlig farlig natur, eller som er forbundetmed særlige skaderisici. Ved afgørelsen af, omansvaret kan lempes, tages bensyn til skyldgra-den, den ansattes løn og øvrige økonomiske ogpersonlige forhold, såsom alder, ansættelsestid,vandel og familieforhold.

I amerikansk ret foreligger det oplyst, at re-greskrav kun meget sjældent gøres gældende, ogderfor ikke tillægges praktisk betydning. Ifransk teori har det været gjort gældende, at denansattes regrespligt forudsatte grov uagtsomhed;dette synspunkt er dog næppe anerkendt af fran-ske domstole.

x) Jfr. herved Gomard: Forholdet mellem erstat-ningsregler i og uden for kontraktsforhold, s. 86 ff.

22

V. Udvalgets hovedsynspunkter.

1. underafsnit: om principalansvaret.

A. Ved sine overvejelser om hensigtsmæssig-heden i de gældende regler om principalansva-ret, herunder navnlig bestemmelsen i D.L.3-19-2 har udvalget - i overensstemmelse medde øvrige nordiske udvalg — ment at burde byg-ge på de grundlæggende principper i den er-statningsret, der er gældende i dag, det vil navn-lig sige den almindelige erstatningsregel, somforudsætter skyld (culpa) hos skadevolderen, ogprincippet om udmåling af erstatning efter detindtrådte tab. Inden for rammerne af udvalgetsopgave synes det ikke muligt med værdi nærme-re at gå ind på en principiel drøftelse af erstat-ningsretten. Det gælder både med hensyn tilprincipielle og væsentlige nydannelser somf. eks. objektivt ansvar for farlig bedrift ogspørgsmålet om en samordning i almindelighedaf erstatnings- og forsikringsregler på grundlagaf en ordning med enten ulykkes- eller ansvars-forsikring.

I sin konstruktion er reglen i D.L. 3-19-2udtryk for en identifikation af den ansattes ad-færd med arbejdsgiverens egen adfærd. Reglener for så vidt ganske enkelt og klar.

Ved overvejelserne om reglens hensigtsmæs-sighed kan man spørge, om reglen efter sit prak-tiske indhold er for snæver eller for vid.

Et videregående ansvar måtte formentig gåud på en hæftelse for arbejdsgiveren på rentobjektivt grundlag for den ansattes adfærd -altså for alle den ansattes skadeforvoldelseruden hensyn til, om den ansatte havde handletuforsvarligt (culpøst). En sådan regel ville næp-pe være rimelig. Den ville stride mod traditionog retsopfattelse og ville betegne et radikaltbrud med den bedømmelse, der både inden forculpareglen og D.L. 3—19—2 anlægges med hen-syn til, om skadevolderen har udvist uforsvarligadfærd (skyld). Bortset fra en vis tendens i den-ne retning i schweizisk ret kendes en sådan regelheller ikke i fremmed ret. Hensynet til at sikreskadelidende erstatning gennem regler om ob-jektivt ansvar ville — herved forudsat at mananså et sådant ansvar for rimeligt - næppe hel-ler berettige til, at man inden for principalan-svaret fastslog en bestemmelse om objektivt an-svar, idet et sådant, hvis det skal gennemføres,kun bør ske efter overvejelser i en meget brede-re sammenhæng. I øvrigt synes det problematisk,om den almindelige udvikling går i retning afvideregående objektiv hæftelse. Ussings lære

om farlig bedrift har i hvert fald ikke hidtilvundet almindelig tilslutning herhjemme.

På den anden side forekommer det utvivl-somt, at man ikke i nutiden vil kunne gå indfor en afskaffelse af principalansvarsreglen ogfalde tilbage på den almindelige culparegel.Mange hensyn taler for netop ved udførelse afarbejdsopgaver at identificere arbejdstagerenmed arbejdsgiveren. Disse hensyn har væretfremdraget i både nordisk og fremmed littera-tur, hvorved henvises til fremstillingen om gæl-dende dansk ret (kapitel I) og fremmed ret(bilag 1). Hensynet til at sikre skadelidte er-statning hos den præsumptivt økonomiske me-re velfunderede arbejdsgiver taler for, at denneholdes ansvarlig i videre omfang end efter cul-pareglen, og selv om dette hensyn ikke kan be-grunde et egentligt objektivt ansvar, synes detdog at medføre, at man strækker arbejdsgiverensansvar så vidt som til identifikation med denansatte. Dertil kommer retfærdshensyn af for-skellig art. Hvervet, hvis udførelse har medførtskaden, foregår i arbejdsgiverens interesse, deter da rimeligt, at han frem for arbejderen bæreransvaret. Arbejdsgiveren kan indkalkulere an-svarsrisikoen som driftsudgift, der igen spredesover produktionen som driftsomkostning, ogsom derved sædvanligvis vil blive dækket vedbetaling fra virksomhedens kunder, der har in-teresse i virksomhedens produktion. Hensynettil at sikre, at arbejdsgiveren selv udviser for-nøden omhu ved instruktion og valg af under-ordnede taler ligeledes for en identifikation,hvortil kommer, at bevismæssige hensyn i dennehenseende gør det rimeligt at skærpe arbejds-giverens ansvar.

Ud fra disse hensyn forekommer det rimeligtat anerkende en identifikationsregel, idet en så-dan er i fornøden overensstemmelse med denalmindelige erstatningsregel, herunder især medhensyn til kravet om, at selve skadevolderen skalhave forset sig. Afgørende betænkeligheder veden sådan regel foreligger så vidt ses ikke, fordiarbejdsgiveren herved ikke bedømmes strengere,end hvis der var tale om hans egen adfærd.

Også den historiske udvikling bekræfter syns-punktets bærekraft. Ud fra sagens natur og pågrundlag af en lovbestemmelse, hvis indhold frabegyndelsen af formentlig har været af begræn-set rækkevidde, og som gennem lang tid ikkehar været anvendt, er reglen om principalansva-ret i sidste del af forrige århundrede ved dom-

23

stolene vokset sikkert frem med et bredt anven-delsesområde både i Danmark og Norge. Denneudvikling har ikke været anfægtet eller i øvrigtkritiseret. Tværtimod.

I Finland og Sverige har principalansvaretikke hidtil vundet almindelig anerkendelse, meninden for begrænsede områder er dog tankenanerkendt, hvilket formentlig også viser bære-kraften i de anførte synspunkter. Også udviklin-gen i fremmed ret, herunder navnlig anglo-amerikansk og fransk ret bekræfter reglens for-målstjenlighed.

Hvad angår kontraktsforhold må det væreganske særlig klart, at identifikation bør findested mellem kontraktsparten og hans medhjæl-pere, fordi det ville være upraktisk og give an-ledning til urimelig usikkerhed, om parternesforudsætninger med hensyn til brugen af med-hjælp fik en mere almindelig indflydelse på dekontraktlige forpligtelser. Her taler også udvik-lingen overhovedet i landenes retssystemer, her-under også i Sverige og Tyskland, der ikke udenfor kontrakt i almindelighed godkender prin-cipalansvaret.

Når spørgsmålet om principalansvaret i dager sat under nordisk debat, skyldes det ønsketom at opnå nordisk retsenhed på området. Un-der de stedfundne nordiske forhandlinger harder i realiteten ikke overhovedet været rejst tvivlom, at en fremtidig nordisk lovgivning måttegå ind for en regel om principalansvar. Spørgs-målet har alene været, hvorledes den nærmereudformning af reglerne skulle finde sted.

På denne baggrund har det derfor stillet sigutvivlsomt for det danske udvalg, at der ikkestilles forslag om videregående ændring af denbestående retstilstand. Problemet kan derfor ale-ne angå bedømmelse af reglens enkelte sidersamt en overvejelse af, hvorvidt reglen i D.L.3-19-2 bør stå uændret efter sin ordlyd, ellerhvorvidt princippet bør gives en mere moderni-seret udformning. Dette sidste har tillige forbin-delse med spørgsmålet om den ansattes eget an-svar og regrespligt.

B. Det første spørgsmål, som man formentligbør klargøre sig i forbindelse med en regel omprincipalansvar er, hvorvidt reglen bør tillæggesalmindelig gyldighed. Dette er tilfældet eftergældende ret, og bør efter udvalgets opfattelseogså være det fremover. Reglen bør gælde indenfor såvel erhverv, hvad enten der er tale om in-dustri, landbrug, handel, transport eller andet,som private forhold som f. eks. husholdningm.v. Reglen er ganske vist ikke stærkt begrun-det uden for erhvervsforhold, men den bør alli-

gevel gennemføres generelt, da den i modsatfald ville føre til yderst vanskelige afgræns-ningsspørgsmål.

Alle tjenesteforhold, d.v.s. alle arbejdsgivereog arbejdstagere, både over- og underordnede,bør omfattes af reglen, herunder også i offentli-ge tjenesteforhold, hvor privatretligt erstatnings-ansvar opstår.

Om det offentligretlige ansvar henvises her-ved til afsnit VII.

C. Det næste spørgsmål, som må rejses, er,hvorvidt identifikationen alene, som det er til-fældet efter D.L. 3-19-2, bør gælde den ansat-tes »forseelser«, d.v.s. uforsvarlige (culpøse) ad-færd, eller om identifikationen bør udstrækkestil at gælde almindeligt, således at enhver ad-færd hos den ansatte inden for ansættelsesfor-holdet anses forvoldt af arbejdsgiveren person-ligt med de heraf følgende konsekvenser efterlovgivningens erstatningsregler vedrørende egenadfærd. Den sidste løsning vil være udtryk foren fuld gennemførelse af identifikationsbetragt-ningen, og dennes begrænsning til culpaansvaretkan i en vis forstand forekomme vilkårlig.

Besvarelsen forudsætter en undersøgelse af,hvad der praktisk ligger i denne problemstilling.

Spørgsmålet angår de ansvarssituationer, hvoransvaret pålægges efter strengere regler end cul-pareglen. Der er i praksis her tale om ansvars-regler, der dels bygger på den omvendte bevis-byrde, som f. eks. færdselslovens § 65, og stærk -strømslovens §§ 6-8, dels pålægger et objektivtansvar, som f. eks. hundelovens § 13, mark- ogvej fredslovens § 3, loven om erstatningsansvarfor skade ved jernbanedrift, luftfartslovens §127 ff samt § 13 i loven om nukleare anlæg(atomanlæg).

Disse ansvarsregler synes imidlertid i alle til-fælde som hovedregel at være karakteriseret ved,at det kvalificerede ansvar påhviler »besidde-ren« (altså som regel driftsherren) eller den,der driver eller har ansvaret for den pågælden-de virksomhed, og ikke den, hvis adfærd for-volder skaden, f. eks. den ansatte under tjene-stens udførelse. I særlige tilfælde vil dog detkvalificerede ansvar kunne foreligge for denunderordnede. Det gælder navnlig de ansvars-regler, der pålægger »besidderen« ansvaret. Medhensyn til motorkøretøjer kan det tænkes, at ar-bejdsgiveren lader motorkøretøjet registrere medden underordnede som »bruger«, f. eks. en for-retningsvirksomhed, der holder biler til brug forsine repræsentanter, og tilsvarende kan ejeren afen landejendom, der lader ejendommen admini-strere ved en bestyrer, lade sin derværende hund

24

anmelde som tilhørende bestyreren. Noget prak-tisk ansvarsproblem vil dog ikke foreligge her,idet ansvaret er dækket af den lovpligtige for-sikring.

Endvidere må nævnes, at i den inden for Deforenede Nationers økonomiske kommission forEuropa (E.C.E.) indgåede konvention af 19.maj 1956 om fragtaftaler ved international gods-transport ad landevej fastsættes det i artikel 3,at fragtføreren ved anvendelsen af konventio-nens regler er ansvarlig for handlinger og und-ladelser af personer, der er ansat hos ham ogaf alle andre personer, af hvis bistand han gørbrug ved udførelsen af befordringen, når dissehandler inden for området af deres tjeneste, påsamme made som for sine egne handlinger ogundladelser (udhævet her). I konsekvens herafforeslår de af de nordiske lande nedsatte udvalg,der i indbyrdes samvirke har overvejet spørgs-målet om national nordisk lovgivning i forbin-delse med en ratifikation af konventionen, i denbetænkning, udvalgene har afgivet (i Danmarknr. 319, 1962), at der indføres en tilsvarenderegel i en national lovgivning om spørgsmålet,jfr. den danske betænkning s. 17 og s. 130. Fradette forslag, der angår et særligt retsområde itilslutning til en foreliggende international kon-vention, kan dog ikke drages afgørende slutnin-ger for en almindelig lovgivning om husbond-ansvaret.

Alt i alt kan det være lidt tvivlsomt, hvorlangt man skal strække husbondansvaret. Tilfordel for at begrænse det til culpaansvaret ta-ler, at den hidtidige retstilstand ikke har givetanledning til ulemper, og at fremmed ret, derhar regler om principalansvaret i almindelighedsynes at begrænse dette til den underordnedesculpaansvar.

D. Reglen i gældende ret om, at det normalter en forudsætning for principalansvaret, at derbestår et underordnelsesforhold mellem hverv-giveren og den pågældende, bør utvivlsomt op-retholdes. Den omstændighed, at et hverv ud-føres for en anden eller i dennes interesse, kanikke i sig selv begrunde et erstatningsansvar. Iså fald ville man have en meget vidtrækkendeansvarsregel, der ikke ville føles rimelig, fordien hvervgiver kunne blive pålagt ansvar for for-hold, hvis nærmere forløb han var helt udenindflydelse på, og heller ikke burde bekymre sigom. Det gælder f. eks. passagerer i en sporvogn.Forvolder vognstyreren en færdselsulykke villedet være urimeligt, om passagererne — solidarisk— skulle kunne drages til ansvar herfor. Og an-moder man som kunde en flytteforretning om

at besørge en transport, ville det ikke være rig-tigt, om kunden kunne holdes ansvarlig, fordiforretningens chauffør forvoldte skade undertransporten over for trediemand. (Anderledesstiller spørgsmålet sig med hensyn til, om kun-den over for sin medkontrahent (modtageren)bliver ansvarlig, såfremt transporten forsinkespå grund af chaufførens fejl). Hver del af pro-duktionslivet bør principielt alene bære sine ska-der. En videreførelse af ansvaret ud fra inter-essesynspunkter eller lignende ville give en højstusikker og upraktisk regel, fordi det ofte villestille sig som tvivlsomt, hvem interessesynspunk-tet i sidste instans implicerer.

Det er herefter et spørgsmål, om man vedsærlige regler bør søge det anførte underord-nelsesforhold fastlagt. Den gældende lovregelgør det ikke, men overlader til retsanvendelsenat afgøre, hvorvidt et »husbond-tjener« forholdforeligger. Hvad angår gældende ret henvises tilredegørelsen i afsnit I.

Det er udvalgets opfattelse, at et principal-ansvar principielt bør omfatte alle former forarbejdsforhold, det vil her navnlig sige bådeunderordnelsesforhold af højere og lavere be-skaffenhed, f. eks. et selskab såvel for sin direk-tør som for sine arbejdere. Man er opmærksompå, at vanskeligheden ved at afgøre, om derforeligger et underordnelsesforhold ofte ikke såmeget angår selve underordnelsesforholdet, somspørgsmålet om, hvem af flere hvervgivere derskal bære principalansvaret. Der kan hertil hen-vises til de foreliggende retssager angåendeD.L.s regel. Endelig bør det utvivlsomt fasthol-des, at principalansvaret bør bæres af det »øver-ste« led, det vil sige driftsherren, og ikke af enoverordnet funktionær eller lignende.

Udvalget finder dog ikke, således som det ersket i det amerikanske Restatement — der i sitøjemed og sin udarbejdelse ikke kan sidestillesmed egentlig lovgivning -, at det i lovens tekstnærmere bør søges præciseret, hvad kravet tiltjenesteforhold indebærer. Dette bør overladestil retsanvendelsen, idet udvalget dog i sine mo-tiver til det udarbejdede lovudkast i et vist om-fang søger at fastlægge nogle principielle syns-punkter for forståelsen.

Et særligt spørgsmål er, om man, således somder har været en tendens til i gældende ret medhensyn til ansvaret for entreprenører, skal fast-sætte særlige regler for, at principalen i vissetilfælde også hæfter for selvstændigt virkendemedhjælpere. Dette spørgsmål drøftes nærmerenedenfor under G.

E. En regel om arbejdsgiveransvar for den

is

ansattes adfærd må naturligt være undergivetvisse begrænsninger.

For det første må skadeforvoldelsen principi-elt stå i forbindelse med tjenesten. Det er tjene-sten med de deraf følgende konsekvenser forskadeforvoldelse, interesse- og risikovurderingensamt instruktions- og kontrolmuligheden m. v.,der navnlig begrunder principalansvaret. Under-og overordnelsesforholdet, jfr. D, rækker hellerikke videre. Her melder sig også spørgsmålet,om man i en lovtekst bør søge nærmere at præ-cisere, hvad tjenesten omfatter. Af særlig betyd-ning er formentlig her navnlig, hvorledes for-holdene i og uden for kontrakt bør bedømmesi forhold til hinanden. Efter gældende ret mådet formentlig antages, at hæftelsessynspunktetrækker noget videre med hensyn til kontrakts-forpligtelser end pligter uden for kontrakt. Be-stemmelsen i D.L. 3-19-2 bidrager ikke næs-mere til fastlæggelsen af tjenestens omfang. Påsamme måde som med hensyn til kravet om tje-nesteforhold, er det udvalgets opfattelse, at deter mest anbefalelsesværdigt alene at fastslå prin-cippet i lovteksten og at overlade til'retsanven-delsen eventuelt med støtte i lovmotiver nærme-re at fastlægge indholdet heri.

Men herudover kan der være grund til yder-ligere at præcisere, at der skal være en rimeligforbindelse mellem den forvoldte skade og tje-nesten, jfr. således med hensyn til gældende retforan kapitel I side 10f. Herefter bør abnormog anden upåregnelig adfærd hos den an-satte ikke pådrage arbejdsgiveren erstatnings-ansvar.

F. Bestemmelsen i D.L. 3—19-2 antages atgælde såvel i som uden for kontrakt. Dettestandpunkt må principielt anses for rigtigt.

Hvad der nærmere ligger i sondringen m.h.t.»ansvar (og pligter) inden for og uden forkontrakt« er ofte uklart og skal ikke her tagesop til almindelig drøftelse. Blot skal det anfø-res, at kontraktsansvaret typisk angår spørgs-målet om bistand af medhjælpere med hensyntil indgåelse og opfyldelse af aftaler. De syns-punkter, der forud er trukket op som grundlagfor at godtage en regel om arbejdsgiverens iden-tifikation med den ansatte har vel i første ræk-ke referens til forhold uden for kontrakt, mende synes tillige fuldt ud at gælde, hvor der ertale om bistand i kontraktsforhold af den an-førte beskaffenhed. Herved skal det bemærkes,at culpareglen, der er forudsætningen for reglenom principalansvaret, fuldt ud anerkendes såveli som uden for kontrakt. Efter gældende danskret går tendensen i retning af såvel at skærpe

culpaansvaret som principalansvaret i kontrakt iforhold til ansvaret uden for kontrakt. Detteviser i hvert fald klart, at det må være ubetæn-keligt også i en fremtidig lovgivning at aner-kende principalansvaret i kontrakt. Ved underen fremtidig ordning ikke positivt at adskillede to ansvarsformer fra hinanden, undgår manat give anledning til vanskelige afgrænsnings-spørgsmål og at tvinge retsudviklingen i baner,der både må forventes at være for skarpt ogmåske endog urigtigt afgrænsede.

G. Som det fremgår af redegørelsen for gæl-dende ret i kapitel I, 1. underafsnit, side 9-10,antages det i visse tilfælde, at der kan pålæggesansvar for arbejdsgiveren (driftsherren) forskade, der opstår, når arbejdets udførelse eroverladt til selvstændigt virkende medhjælpere.Imidlertid kan man rejse spørgsmål om, hvor-vidt der er udtryk for en egentlig udvidelse afprincipalansvaret, eller om der i de foreliggendetilfælde ikke blot er tale om ansvar på grundlagaf andre synspunkter end en regel om principal-ansvar.

Det er utvivlsomt, at der efter gældende retkan bestå pligter, som den, hvem de påhviler,ikke bør kunne frigøre sig for ved at overladeden til trediemand. Antages det således, at enhusejer har en pligt til at holde sit fortov rentfor is og sne, kan han ikke uden videre frigøresig for sit ansvar med hensyn til denne pligtsopfyldelse ved at overlade renholdelsen til etrenholdelseskompagni, der virker selvstændigt.Sker der skade, bør der kun ske frifindelse så-fremt det dokumenteres, at fornødne anstren-gelser er udvist med hensyn til renholdelsen: Påtilsvarende måde må vejmyndighederne hæftefor de forpligtelser, der efter lovgivningen be-står med hensyn til at holde vejene i fornødenfarbar og forsvarlig stand, og for grundejernetil ikke at forvolde skade på nabogrund.

De anførte tilfælde er karakteriseret ved, atde angår fast ejendom, som udenforstående iforskellige situationer kommer i forbindelsemed (som besøgende i lovligt ærinde, som for-bipasserende el. lign.), hvorved der kan opståfaretilfælde, som besidderen af ejendommen harværet forpligtet til at træffe foranstaltningerimod. På tilsvarende måde kan også anden akti-vitet eller råden over ting af en vis farlighedvære forbundet med pligt til at forebygge, atudenforstående bliver udsat for fare. Som eks-empel kan nævnes kørsel med motorkøretøj,hvor brugeren er ansvarlig efter den kvalificere-de erstatningsregel i færdselslovens § 65, stk. 1,jfr. stk. 5, 1. pkt. Som andre eksempler kan

26

nævnes besiddelse af brandfarlige eller eksplo-sive varer, radioaktive stoffer, gifte, sundheds-farlige stoffer, levnedsmidler m.v. Ofte fore-skriver særlovgivningen her, at indførsel, besid-delse m.v. kun må ske med myndighedernes til-ladelse, og en given tilladelse knyttes ofte tilvisse betingelser med hensyn til forsvarlig op-bevaring m.v. Disse tilfælde er dog alminde-ligvis ikke på samme måde som forpligtelsernevedrørende fast ejendom ubetinget knyttet tilbesiddelsen, men er pålagt den, der står somden ansvarlige leder af virksomheden. Ejerenvil også i disse tilfælde normalt kunne delegeresine forpligtelser, når han overlader ledelsen tiltredjemands selvstændige udøvelse. Dette aner-kendes således med hensyn til motorkøretøjer,f.eks. hvor et handelsfirma overlader brugen afet køretøj tilhørende firmaet til en selvstændigagent, eller hvor et selskab overlader visse hjæl-peopgaver til en selvstændig entreprenør2). Så-danne kvalificerede forpligtelser, der går ud påat yde omverdenen beskyttelse kendes først ogfremmest i erhvervsforhold.

De nordiske udvalg er enige om, at der kanvære grund til at supplere den almindelige regelom principalansvar for underordnet medhjælpmed en regel om ansvar også for selvstændigmedhjælp i de tilfælde, hvor principalen somejer og/eller bruger af fast ejendom eller somerhvervsudøvende har pligt til at sikre omver-denen (almenheden) imod skadeforvoldelser.Reglen bør gælde, hvad enten arbejdsgiveren iiøvrigt kan delegere sine forpligtelser 2 a) .

Reglen forekommer ud fra en risikobetragt-ning rimelig. Det er den pågældende hvervgi-ver, der driver virksomheden eller ejendommenmed deraf følgende økonomiske gevinst, og hanbør derfor også over for omverdenen bære densærlige risiko for, at skader kan opstå som følgeaf uforsvarlig adfærd udvist af den selvstændi-ge hvérvtager (eller dennes underordnede med-hjælpere), som han har engageret til at udføredet pligtmæssige arbejde. Dertil kommer, at etansvar for hvervgiveren vil tilskynde ham til atsøge kompetente hvervtagere antaget til arbej-det. Reglen medfører endvidere, at man undgårat tage stilling til, om retsordenen pålægger

2) En vis beføjelse for arbejdsgiveren til at dele-gere sine personligt straffesanktionerede forpligtelserefter loven over for arbejdstagerne er indrømmet ved§ 3 i lovene nr. 226-28 af 11. juni 1954 om alminde-lig arbejderbeskyttelse inden for henholdsvis handels-og kontorvirksomhed samt landbrug, skovbrug oggartneri.

2a) Jvf. herved og til det følgende A. VindingKruse: Erstatningsretten, I del, s. 265-67.

hvervgiveren særlige uoverdragelige forpligtel-ser. På områder som det foreliggende kan derogså ofte opstå tvivl om, hvorvidt en hvérvtagerindtager en selvstændig stilling eller ej. Dertilkommer, at det for den skadelidte i mange til-fælde vil stå som en urimelig tilfældighed, ellerat den skadeforebyggende virksomhed er over-ladt til en selvstændig medhjælper, således atselve virksomhedens indehaver er ansvarsfri.Ofte vil der i øvrigt være tale om skader af enbetydelig størrelsesorden, som det kan være ri-meligt at henføre til hvervgiverens ansvarsfor-sikring, hvilket imidlertid forudsætter et ansvarfor hvervgiveren, idet hans ansvarsforsikringnormalt ikke vil dække selvstændige hvervtage-re. Et sådant ansvar for selvstændige hvervtage-re er for øvrigt heller ikke ukendt i dansk ret,jfr. således med hensyn til udførelsen af kon-traktslige forpligtelser foran kapitel I, 1. under-afsnit, side 9-10.

Også fremmed ret anerkender i et vist om-fang synspunktet. Dette gælder således anglo-amerikansk ret med hensyn til ansvaret for»non-delegable duties« og »extrahazardious ac-tivities«3), og i fransk ret med hensyn til hus-ejerens ansvar for en bygnings sammenstyrtning(»mine«) 4 ) . En noget tilsvarende regel aner-kendes også i tysk og schweizisk ret 5 ) .

Det spørgsmål kan rejses, om det særlige an-svar bør gælde enhver skade eller ulempe, derkan opstå, eller kun sådanne, der kan rammeden videre »omverden« eller »almenheden«.Spørgsmålet er blevet drøftet i de nordiske ud-valg, og det er opfattelsen hos det danske, fin-ske og norske udvalg, at ansvaret bør begrænsestil, hvad der kan ramme almenheden, idet detnetop er hensynet til de udenforstående, der kanbegrunde særlige regler om ansvar; hvortil kom-mer, at personer, der er beskæftiget i virksom-heden, vil være værnet af arbejderbeskyttelses-og ulykkesforsikringslovgivningen. Gennemføresden nævnte begrænsning derimod ikke, forflyg-tiges reglens karakter af en særregel begrundetved de anførte særlige hensyn. De nævnte treudvalg er enige om at udtrykke begrænsningenved, at skaden eller ulempen skal ramme »al-menheden«. Dette udtryk anvendes ganske vistikke ofte i den erstatningsretlige litteratur elleri retspraksis på området, men det er dog for-mentlig det, der bedst udtrykker den forelig-gende tanke, og udtrykket skulle antagelig udenafgørende vanskelighed kunne vinde indpas i

3) Jfr. bilag 1 s. 10.4) Jfr. bilag 1 s. 25.5) Jfr. bilag 1 s. 45.

27

retssproget. Det svenske udvalg går dog ikkeind for en begrænsning af reglen i § 2 som denher anførte.

H. De nordiske udvalg har også drøftetspørgsmålet om principalansvaret bør begrænsessåledes, at det ikke omfatter skader, der er for-voldt af den underordnede skadelidtes arbejds-fæller i de tilfælde, hvor den skadelidte er dæk-ket af den lovpligtige ulykkesforsikring. Mantaler her om en »arbejdsfællesskabsbegræns-ning«. En begrænsning af arbejdsgiverens an-svar i disse tilfælde (common employment) haroprindeligt været antaget i anglo-amerikanskret, hvor det vandt frem ud fra synspunktet»volenti non fit injuria« (»assumption ofrisk«), jfr. nærmere kapitel IV. I tysk og dansk-norsk ret er synspunktet blevet knyttet til tilste-deværelsen af den lovpligtige ulykkesforsikring,idet det har været hævdet, at modstykket til ar-bejdsgiverens pligt til at betale (en del af)ulykkesforsikringens præmier måtte være, at ar-bejdsgiveren blev fritaget for det personlige an-svar i disse tilfælde, bortset fra visse kvalificere-de tilfælde af medskyld. Således er forholdet igældende norsk ret efter yrkestrygdelovens reg-ler, jfr. nærmere redegørelsen herom foran i af-snit II C. I dansk ret er synspunktet imidlertidudhulet gennem de særlige krav, som man i rets-praksis stiller for at statuere et arbejdsfælles-skab, jfr. foran afsnit I.

Det forekommer udvalget principielt forkert,dersom den omstændighed, at skaden dækkes afden lovpligtige ulykkesforsikring, skulle med-føre, at skadelidende begrænses i adgangen tilat rejse erstatningskrav i henhold til de alminde-lige erstatningsregler. Over for dette synspunkter der ganske vist blevt henvist til, at ulykkes-forsikringen sikrer arbejderen også i de tilfælde,hvor der ikke findes noget erstatningsgrundlag,og at en begrænsning af arbejdsgiverens ansvarderfor er det rimelige modstykke hertil. Dettesynspunkt er dog næppe holdbart, idet rimelig-heden i, at arbejderen sikres, næppe kun børgælde betingelsesvis. Tilstedeværelsen af forsik-ringsdækning vil i mange tilfælde gøre detunødvendigt for arbejderen at rejse erstatnings-krav mod arbejdsgiveren, men dette bør ikke af-skære arbejderen fra at rejse krav, hvor det ermuligt efter retsordenens almindelige erstat-ningsregler, og vil i øvrigt alene have den be-tydning, at arbejdsgiverens regresansvar over forforsikringen, som han jo bidrager til, eller even-tuelt hans direkte ansvar for skader, der dækkesaf forsikringen, begrænses, jfr. herved de indenfor privatforsikringen gældende bestemmelser i

forsikringsaftalelovens §§ 18, jfr. 20 og 25.Man skal herved i øvrigt henvise til den ovenfor s. 12 beskrevne udvikling i gældende rets-praksis vedrørende arbejdsfællesskabsreglen,dels i almindelighed, dels inden for militæreforhold. Synspunktet om, at der i arbejdsfælles-skab skulle kunne opstilles en formodning foregen skyld fra skadelidtes side, synes heller ikkebærekraftigt.

De nordiske udvalg er enige om, at der udfra erstatningsretlige synspunkter ikke er grund-lag for at fastsætte særlige regler for skadefor-voldelse i arbejdsfællesskab, og forholdet kanderfor lades uomtalt i de fremsatte lovforslag.

Som anført er ikke dermed sagt, at arbejds-giverens regrespligt over for ulykkesforsikrin-gen ikke burde lempes. I det omfang, skaden erdækket af ulykkesforsikringen, kan der måskeendog være grund til at lempe arbejdsgiverensdirekte ansvar over for den ansatte. Dettespørgsmål bør dog ikke tages op til løsning inærværende sammenhæng, men derimod ved enrevision af bestemmelserne i almindelighed omen foreliggende forsikrings, herunder også enlovpligtig ulykkesforsikrings, betydning for er-statningsansvaret.

Herved bemærkes, at udvalget heller ikke fin-der anledning til at underkaste spørgsmålet omhensigtsmæssigheden af reglen i FAL § 25, stk.1, for så vidt angår spørgsmålet om lempelse afhusbondansvaret, når skaden er dækket af for-sikring, en nærmere bedømmelse. Dette spørgs-mål må overvejes i en bredere sammenhæng,hvorved henvises til betænkning nr. 215 af1959 om ændring i lov nr. 129 af 15. april1930 om forsikringsaftaler.

Om en samordning af reglerne for lempelse iarbejdsgiverens og den ansattes ansvar henvisestil underafsnit 2.

J. Spørgsmålet om lempelse af principalan-svaret rækker ud over tilfælde, hvor skaden erdækket af forsikring, idet man kan spørge, omder ikke ud fra andre grunde bør være anled-ning til at lempe ansvaret, herunder navnligøkonomisk hensyn til den ansvarlige. Problemetangår ikke alene principalansvaret, men kan rej-ses for alle ansvarsregler.

I almindelighed kan spørgsmålet ikke tagesop til løsning her. Den gældende regel i nordiskret, både med hensyn til principalansvaret, denalmindelige erstatningsregel og andre ansvars-regler i almindelighed er den, at lempelse ikkefinder sted.

Spørgsmålet blev navnlig for den almindeligeansvarsregel drøftet på det 18. nordiske jurist-

28

møde i København i 1948, og her var det navn-lig Uss/ngs opfattelse6), at en lempelse af an-svaret vel burde kunne finde sted, men kun in-den for snævre rammer, således navnlig hvis an-svaret ramte den ansvarlige urimeligt hårdt. Be-grundelsen herfor var navnlig hensyn til en sik-ker retstilstand — hvorved der bl.a. henvistes tilden usikkerhed, lempelsesreglen i forsikrings-aftalelovens § 25 havde medført i praksis - ogtil den almindelige retsopfattelse, der næppe vil-le anerkende videregående lempelsesregler. Isærlige tilfælde burde lempelse dog kunne findested både af ansvaret efter den almindelige er-statningsregel og af ansvaret efter D.L. 3-19-2.

Det er også udvalgets opfattelse, at principal-ansvaret i enkelte tilfælde kan virke for hårdt,og man foreslår derfor - på linie med de øvrigenordiske udvalg — at der åbnes mulighed for atlempe ansvaret, såfremt det vil virke urimeligttyngende for den ansvarlige. Det er herved op-fattelsen i det danske, finske og norske udvalg,at såvel skadelidtes som skadevolderens økono-miske forhold må kunne tages i betragtning for-uden foreliggende forsikringer og forsikrings-muligheder samt omstændighederne i øvrigt.Dette udtrykkes i lovteksten, men den detaljere-de fastlæggelse af reglens indhold bør overladestil domstolene. Man er klar over, at »hensynta-gen til foreliggende forsikringsmuligheder« in-debærer en nydannelse i dansk ret. Det svenskeudvalg går ind for en lempelsesregel med merekortfattede kriterier.

Det kan anføres som betænkeligt at indføreen regel om ansvarslempelse inden for et be-grænset område af erstatningsretten som ar-bejdsgiveransvaret uden en almindelig under-søgelse og løsning af spørgsmålet. Denne ind-vending er udvalget opmærksom på, men finderdesudagtet, at indførelsen af en regel på dettedesuagtet, at indførelsen af en regel på detteområde vil være ubetænkeligt, idet reglen errummeligt formuleret. Udvalget finder det her-ved af værdi at lade princippet komme til an-vendelse på et begrænset område, således at mankan indhøste praktiske erfaringer med henblikpå en eventuel senere gennemførelse af princip-pet som en generel regel i erstatningsretten, forhvilken anvendelsen inden for nærværende om-råde kan blive en løftestang.

2. underafsnit: om den ansattes ansvar.

A. De almindelige regler for ansvarspådra-gelse ved udførelse af arbejde, herunder navnlig

6) Jfr. herved forhandlingerne til mødet, bilag 6,s. 44.

den almindelige agtpågivenhedsnorm skal ikkeher beskrives nærmere. Heller ikke spørgsmåletom flere ansvarliges samtidige solidarisk hæftel-se skal drøftes. Husbondens og den ansatteshæftelse er et eksempel på samtidig hæftelse der-ved, at husbonden hæfter i kraft af principal-ansvarsreglen og den ansatte efter culpareglen.Det er den almindelige regel i dansk ret at flereerstatningsansvarlige for den samme skade hæf-ter solidarisk7) , og denne regel er udgangs-punktet for drøftelsen i det følgende. Om an-svaret skal være solidarisk eller ej er af begræn-set betydning, for så vidt der gennem en efter-følgende regresregulering mellem de ansvarligefinder en rimelig fordeling sted af erstatnings-byrden, og det solidariske ansvar vil naturligvisikke medføre en ugrundet berigelse for skade-lidte, idet han kun skal have dækket sit krav engang. Til begrundelse for denne solidariskehæftelse må herefter navnlig anføres, at den ik-ke er urimelig i forhold til de ansvarlige, fordidisse hver for sig opfylder ansvarsbetingelserne.Det solidariske ansvar er i realiteten et spørgs-mål om, hvem der skal bære risikoen for, at denene ansvarlige ikke betaler sin anpart, og det errimeligere, at den medansvarlige bærer dennerisiko, end tredjemand, der er uden skyld. Hvadsærligt angår principalansvaret bemærkes, at er-statningskrav fra tredjemands side normalt måforventes rejst alene mod arbejdsgiveren, og forså vidt vil en solidarisk hæftelse være uden be-tydning. Dette er dog ikke tilfældet, hvis ar-bejdsgiveren er uden midler og den ansatte harsådanne (som eksempel kan nævnes en formu-ende direktør i et insolvent aktieselskab) ellerhvis arbejdsgiveren modsat den ansatte har vær-neting i udlandet og derved vanskeligere kansagsøges end den ansatte 8 ) . Det forekommerherefter, at der ikke er grund til at fravige dettraditionelle udgangspunkt. På denne baggrunder der heller ikke anledning til nærmere at over-veje, om det solidariske ansvar alene skal gen-nemføres som en subsidiær regel, f.eks. betingetaf forgæves retsskridt mod den anden part ellerlign. En sådan løsning vil komplicere erstat-ningsreglerne betydelig, uden at en mere retfær-dig retsregel i realiteten nås.

B. I nærværende sammenhæng må dog over-vejes det særlige spørgsmål, om der er grund tilat lempe den ansattes ansvar som følge af, at

7) Jfr. Ussing: Erstatningsret, s. 194-97.8) Om den seneste drøftelse af solidaritetsprincip-

pet inden for erstatningsretten kan i øvrigt henvisestil Carsten Smith: Solidaritet og regress i erstatnings-retten, s. 18 ff. (også offentliggjort i TfR 1961,s. 346 ff.).

29

skaden er forvoldt i tjenesten. En sådan lempel-sesregel kan indsættes enten i det direkte ansvarover for skadelidte eller i forhold mellem hus-bonden og den ansatte i deres indbyrdes opgør.I praksis vil det formentlig være det mest al-mindelige, at erstatningskravet rejses mod ar-bejdsgiveren, således at problemet om den an-sattes ansvar opstår som et spørgsmål om regres-pligt for den ansatte over for arbejdsgiveren.Dette skal derfor omtales først.

1. Som det fremgår af afsnit I er det den al-mindelige regel i dansk ret, at arbejdsgiveren,hvis hæftelse principielt er objektiv, har fuld re-gres mod den ansatte, der har handlet uforsvar-lig, jfr. herved D.L. 3-19-2's bestemmelse omhusbondens adgang til at »søge opretning« hostjeneren. Undtagelse fra reglen gælder med hen-syn til ansvaret inden for søfarten, hvor regres-pligten begrænses efter bestemmelserne i sø-lovens § 59 og sømandslovens § 50. Endvideremindes om, at regresansvaret i praksis begræn-ses, dels, såfremt den ansatte er dækket af enansvarsforsikring, idet der her almindeligviskun bliver tale om regresansvar i tilfælde af for-sæt eller selvforskyldt beruselse, dels såfremtskaden er dækket af en tingsforsikring, og ska-devolderen kun har udvist en mindre uagtsom-hed, jfr. herved den foreliggende retspraksismed hensyn til FAL § 25, stk. 1.

Udvalget kan tiltræde, at der naturligvis børvære adgang til at gennemføre regres mod denansatte, når hensynet til udvist skyld eller andreomstændigheder gør det rimeligt. Men der erenighed mellem de nordiske udvalg om, at re-gresreglen bør udformes noget mere liberalt endde nugældende regler i sølovgivningen. Det errigtigere, at skaden — hvor præventive hensynaf betydning ikke gør sig gældende — principieltbæres af den i hvis interesse og virksomhed,den skadeforvoldende adfærd er udvist, end afden ansatte, som har forvoldt skaden. Arbejds-giveren har en relativt lettere adgang til at dæk-ke sig ved en ansvarsforsikring end den ansatte,og udgiften herved kan afholdes som en gene-ralomkostning i virksomheden. Dækkes skadenaf arbejdsgiveren, uden at ansvarsforsikring fo-religger, vil han i mange tilfælde kunne »dæk-ke« udgiften som en produktionsomkostning.

Spørgsmålet om den ansattes erstatningsan-svar har været forhandlet med arbejdsmarkedetsparter, hvorom man nærmere henviser til deni bilag 4-8 aftrykte brevveksling. Fra arbejds-givernes side peges der på den betydelige præ-ventive og pædagogiske værdi, der er knyttettil, at erstatningsansvaret fastholdes principielt,

selv om arbejdsgiverne i praksis kun sjældentog navnlig kun i tilfælde af grov skyld søgeransvaret gennemført. Heri må udvalget væreenig, hvorved bemærkes, at ubillighed i forbin-delse med rejsning af erstatningsansvar kanundgås, såfremt der netop indføres lempelses-mulighed i lighed med reglerne i søretten.

I nær overensstemmelse med forslagene frem-sat af udvalgene i de øvrige nordiske lande fo-reslås herefter en regel, hvorefter arbejdsgiverenfor erstatning, han har måttet udrede som følgeaf den ansattes uforsvarlige adfærd i tjenesten,kun har regres mod den ansatte i det omfang,det findes rimeligt under hensyn til udvistskyld, den ansattes stilling og omstændigheder-ne i øvrigt. Den nærmere fastlæggelse af rets-tilstanden bør i øvrigt overlades til retspraksis.Tilsvarende synspunkter bør anlægges med hen-syn til den ansattes erstatningsansvar for skade,han i øvrigt forvolder arbejdsgiveren.

I forbindelse med spørgsmålet om den ansat-tes ansvar over for husbonden for skader, denansatte forvolder denne, bemærkes, at D.L. 3.bog, 19. kapitel i artikel 1 rummer den bestem-melse, at »Tienistefolk maa ej med deris For-seelse føre deris Husbond Skade paa, men debør selv at lide for, hvis de brut have«. Denneregel ses ikke påberåbt i retsafgørelser i nyeretid, og er i dag uden betydning, formentlig for-di den intet selvstændigt bestemmer ud over,hvad der ligger i den almindelige culparegel. Iforbindelse med gennemførelsen af en regel omlempelse i den ansattes ansvar vil det dog værerigtigt at ophæve nævnte regel, hvilket udvalgetstiller forslag om.

2. Når den ansatte forvolder tredjemand ska-de, vil det som nævnt under A formentlig kunundtagelsesvis ske, at tredjemand gør ansvaretgældende mod den ansatte direkte. Hvis ar-bejdsgiveren bor i udlandet, eller retsforfølg-ning på anden måde er besværlig eller umulig-gjort, vil tredjemand dog kunne have en interes-se i at holde sig til den ansatte. Den foreslåedeadgang til at lempe den ansattes ansvar i for-hold til arbejdsgiveren foreslås derfor også gen-nemført i forholdet direkte til tredjemand medden modifikation, at en lempelse af ansvaret til-lige skal være rimeligt, når henses til skadelid-tes interesse. For så vidt den ansatte herefterkommer til at bære et videregående ansvar, måhan have regres over for arbejdsgiveren, i detomfang en anvendelse af reglen om den ansat-tes regrespligt over for arbejdsgiveren fører til»at skaden skal bæres af sidstnævnte.

Reglerne i § 4, stk. 1-3 vedrørende den un-

30

derordnede skadevolder skal gælde, hvad entenarbejdsgiveren hæfter i medfør af § 1 eller som»øverste« hvervgiver efter § 2.

Reglerne i § 4, stk. 1-3 bør derimod ikkeomfatte forholdet mellem en (»øverste«) hverv-giver, der er ansvarlig efter § 2, og den andenperson, som det efter bestemmelsen er overladttil selvstændigt at udføre et hverv (hvervtage-ren). Den »øverste« hvervgivers ansvar er afekstraordinær beskaffenhed, jfr. det i underaf-snit 1, litra G, anførte, og det er rimeligt at til-lægge ham fuld regres mod den selvstændigehvervtager, hvad enten dennes ansvar beror påansvar efter § 1 for en ansats fejl eller på etandet retsgrundlag, f.eks. uforsvarlig adfærdudvist af ham selv. En sådan regresret vil for-mentlig kunne anerkendes uden udtrykkelig lov-hjemmel. Når man derfor i § 4 i øvrigt gør opmed regresordningen, er det rimeligt også at gø-re det i denne henseende. Dette standpunkt ind-tager også det norske udvalg (der dog indsætterregresreglen som et stk. 2 til § 2, hvilket detdanske udvalg finder mindre praktisk end enplacering i forbindelse med § 4). Det finske ogdet svenske udvalg finder ikke anledning til atlovgive om spørgsmålet, idet regresretten anta-ges at støtte sig på almindelige retsgrundsætnin-ger. Nogen realitetsforskel i opfattelsen hos denordiske udvalg foreligger således ikke. Hverv-tagerens ansvar efter § 2 vil dog som anført for-an i 1. underafsnit litra K kunne lempes efterlovforslagets § 3, der tager begge parters for-hold i betragtning.

C. Som berørt oven for under afsnit I rejserder sig et spørgsmål om samordning af lempel-sesregler, der grunder sig på forsikringsdæk-ning, for henholdsvis arbejdsgiverens og denansattes ansvar. I tilfælde, hvor arbejdsgiverener dækket af en ansvarsforsikring, er det dog iretspraksis fastslået, at ansvaret endeligt skalhvile på arbejdsgiveren, idet ansvarsforsikringennormalt ingen regres har over for den ansatte,jfr. herved kapitel I, side 14. Vanskeligere stillersagen sig, såfremt der ingen ansvarsforsikringforeligger, og arbejdsgiverens ansvar i alminde-lighed kan forventes lempet efter FAL § 25.Her ville det være lidet tilfredsstillende, omskadelidte netop under hensyn hertil rejste kravmod den ansatte personligt i tilfælde, hvor hanikke ellers ville have rejst krav mod denne. Her-ved bemærkes, at det kun er inden for relativtsnævre rammer, at culpaansvaret lempes efterFAL § 25.

En nærmere overvejelse af dette spørgsmålskal dog ikke foretages her, idet det hænger

sammen med dels spørgsmålet om retsforholdeti almindelighed mellem flere ansvarlige, delsspørgsmålet om, hvilke synspunkter der i almin-delighed skal være afgørende for, hvorvidt re-gresansvaret over for forsikreren skal kunnelempes for den, der er ansvarlig efter reglen omprincipalansvar eller culpareglen, og ingen afdisse spørgsmål bør tages op til isoleret løsningi en lovtekst om erstatningsansvar for arbejds-givere og ansatte; udvalget skal derfor ikkegøre andet end at henlede opmærksomheden påspørgsmålet.

D. I sin besvarelse af henvendelsen fra ud-valget: vedrørende de ansattes ansvar rejserLandsorganisationen i Danmark, jfr. bilag 8,spørgsmål om indførelse af regler, der begræn-ser arbejdsgiverens adgang til at søge sig fyl-destgjort for sit erstatningskrav ved modregningi den ansattes løntilgodehavende.I gældende ret findes ingen lovregler, der sær-ligt begrænser arbejdsgiverens ret til i arbejds-tagerens lønkrav at modregne et eventuelt er-statningskrav eller andet krav, som står i forbin-delse med ansættelsesforholdet. I norsk arbejds-beskyttelseslovgivning (arbejdsvernslovens §40) findes regler, hvorefter modregning udenskriftlig aftale mellem parterne er udelukket,medmindre den ansatte har handlet forsætligteller groft uagtsomt. H. Ussing gør sig i Danskobligationsret (4. udgave v. A. Vinding Kruse)s. 340 til talsmand for en begrænsning i adgan-gen til modregning ud fra hensynet til arbejds-tagerens løn sædvanligvis går til dækning afhans almindelige leveomkostninger.

Der er imidlertid mellem de nordiske sagkyn-dige enighed om, at spørgsmålet om arbejdsgi-verens modregningsadgang i den ansattes løn-krav rækker langt videre end til nærværendespørgsmål om den ansattes regrespligt over forerstatningskrav, og at modregningsspørgsmåletderfor ikke bør tages op til isoleret løsning afudvalgene.

Erstatningsregler antages i almindelighed atkunne fraviges ved aftale mellem den ansvarligeog skadelidende 9 ) . Dette gælder også for prin-cipalansvaret og for regresforholdet mellem ar-bejdsgiveren og den ansatte. Aftalte vilkår omerstatningsansvaret er omfattet af aftalelovensugyldighedsregler, herunder bestemmelserne omutilbørlig udnyttelse i § 31, om at aftaler ikke

9) Om ansvarsfraskrivelse henvises til /. GüntherPetersen: Ansvarsfraskrivelse, København 1957, navn-lig vedrørende principalansvaret, s. 79 ff.

31

må stride mod almindelig hæderlighed i § 33 ogom konventionalbod i § 36. Disse regler kanimidlertid næppe anses for fuldt tilstrækkeligetil at sikre mod urimelige aftalevilkår på det fo-religgende område. De danske og norske udvalgmener derfor, at der er et behov for en supple-rende bestemmelse, og foreslår derfor en regelom, at aftaler, som fraviger lovforslagets erstat-ningsregler ved at indskrænke skadelidtes ret el-ler øge den ansattes ansvar, kan tilsidesættes, så-fremt aftalen ville virke åbenbart urimelig. En

sådan regel indgår derimod ikke i det finske ogsvenske lovforslag.

Som det fremgår af bilag nr. 2 og 3, har desagkyndige brevvekslet med assurandør-societe-tet om visse spørgsmål om forholdet mellem an-svarsreglerne for arbejdsgivere og forsikring.Brevvekslingen kræver ikke nærmere kommen-tarer, idet bemærkes, at de derved tilvejebragteoplysninger tjener til grundlag for bedømmel-sen af de spørgsmål, betænkningen omhandler.

VI. Ny selvstændig lov eller lovændring af D. L. 3-19-2.

Mens udvalgets opgave med hensyn til erstat-ningsansvaret for børn og forældre formentlignaturligt — såfremt en lovændring ønskes gen-nemført - lader sig løse ved en ændring af myn-dighedsloven, stiller det sig mere tvivlsomt,hvorledes en lovgivning vedrørende principal-ansvaret og den ansattes ansvar formelt skal ud-formes, idet man mener at kunne bortse fra denmulighed at tilvejebringe en ny lovtilstand ved

formelig ændring af ordlyden i D.L. 3-19-2.Lovspørgsmålet kunne løses ved gennemførel-

se alene af en lov om ændringer i lovgivningenom erstatningsansvar, hvori man medtog delsændring af myndighedsloven med hensyn tilbørns og forældres ansvar (§ 1), dels bestem-melser om modifikation i henholdsvis principa-lens og den ansattes ansvar efter D.L. 3—19—2(henholdsvis § 2 og § 3). Af hensyn til det nor-diske lovsamarbejde har man dog afstået fra atgennemarbejde denne tanke nærmere. Afgø-rende for, om denne mulighed i øvrigt bør fore-trækkes må til dels afhænge af, hvor vidtgåendeændringer i reglerne om principalansvar m. v.lovgivningsmagten endeligt går ind for, herun-der også, om forslaget ønskes sammenkædetmed lovgivning om offentligretlig erstatnings-ansvar.

Udvalget foreslår herefter gennemført enselvstændig lov, der gør op med ansvaret forprincipal og ansat. Til fordel for denne løsningtaler dels hensynet til den nordiske retsenhed,idet tilsvarende fuldstændige love foreslås i ind-stillingerne fra de øvrige nordiske udvalg, delsdet rimelige i, når spørgsmålet om erstatnings-pligt for principal og ansatte skal løses i en lov

fra vor tid, da at gøre det i denne lov i fuld-stændighed og undgå som retskilde delvist atbenytte en forskrift, der snart er 300 år gammel,og hvorom der råder tvivl m.h.t, hvad lovgive-ren i sin tid ønskede at foreskrive. Skal der lov-gives, bør man formentlig tage skridtet fuldt udog gennemføre en ny lov, der i helhed løser deforeliggende spørgsmål og ophæver den gamlebestemmelse i D.L.

Som det fremgår af det følgende afsnit, erdet udvalgets opfattelse, at en almindelig lov-givning om husbondansvaret endvidere bør sam-arbejdes med det foreliggende forslag om sta-tens og kommunernes erstatningsansvar. I dettetilfælde synes det ikke rimeligt blot at gennem-føre en ændringslov i lovgivningen om erstat-ningsansvar af forannævnte karakter.

Udvalgets lovforslag gengives i afsnit VIII.Vort principale lovforslag (1°) dækker i heri-hold til det anførte såvel det private som detoffentlige principalansvar.

I tilfælde af, at en sådan samordning ikkefindes formålstjenligt, og i øvrigt for at belyse,hvad privatretlige hensyn alene taget i betragt-ning kan føre til, har vi desuden udarbejdet etlovforslag 11°, der alene dækker privatretligearbejdsforhold.

I de øvrige nordiske lande går det norske ud-valg ind for et forslag, der ligesom det danskesamarbejder det privatretlige og det offentlig-retlige ansvar i én lov. Det finske og det sven-ske udvalgs lovforslag omfatter derimod alenedet privatretlige ansvar.

Vi har dog alene fundet anledning til at ud-arbejde selvstændige bemærkninger til lovfor-slagl°.

32

VII. Det offentliges erstatningsansvar.

Grundlaget for udvalgets overvejelse af dettespørgsmål er den betænkning (nr. 214), deri 1959 blev afgivet af justitsministeriets ud-valg (af 24. februar 1952) om statens og kom-munernes erstatningsansvar i forbindelse medjustitsministeriets skrivelse af 25. september1961, hvori udvalget blev anmodet om efterforhandling med de sagkyndige i de øvrige nor-diske lande at fremkomme med en udtalelse omforholdet mellem lovudkastet i nævnte betænk-ning og en eventuel almindelig lovgivning omhusbondansvar m. v., herunder hvorvidt regler-ne om statens og kommunernes ansvar burdeindarbejdes i en sådan lovgivning.

Det er naturligt, at de to retsområder kon-fronteres med hinanden, idet områderne i gæl-dende ret og ud fra sagens natur er nært be-slægtede. Det offentliges ansvar for sine em-bedsmænd må i hvert fald i gældende ret sessom et særligt tilfælde af principalansvar, forhvilket grundsætningen i D.L. 3-19-2 finderanvendelse, jfr. herved bl. a. oversigten ved-rørende dansk ret, der findes s. 53 ff. i nævntebetænkning.

Det kan naturligvis ikke være meningen, atudvalget selvstændigt og i almindelighed skaloverveje spørgsmålet om det offentlige erstat-ningsansvar, men overvejelserne må begrænsestil en bedømmelse af samsvarigheden af de tolovudkast, idet herved bygges på betænkningenaf 1959, således som den foreligger.

A. Spørgsmålet, om de to sæt lovregler børindarbejdes i en fælles lov, afhænger i førsterække af, hvorvidt man, som nærmere drøftet idet foregående afsnit, ønsker at tilvejebringe enny selvstændig lov for husbondansvaret m. v.,eller man alene kan gå ind for den mere be-grænsede løsning at gennemføre en lov om æn-dringer i lovgivningen om erstatningsansvar,hvori medtages ændringer af myndighedslovenmed hensyn til børns og forældres ansvar, ogregler om modifikation i principalens og den an-sattes ansvar efter D.L. 3-19-2. I første fald vilen samarbejdning formentlig være mere rimeligend i det sidste, hvor reglerne om husbondan-svaret alene behandles fragmentarisk og derforgør en samordning mindre naturlig.

Spørgsmålet har været overvejet med de øv-rige nordiske sagkyndige på grundlag af et lov-udkast af førstnævnte beskaffenhed. De finskesagkyndige har ikke fået mandat til at tage stil-ling til sagen. Fra svensk side har der været gi-

3

vet udtryk for betænkelighed ved en samordningaf reglerne, hvad enten det sker inden for ram-merne af en fælles lov eller ej. Fra norsk sideforeligger der derimod tilslutning til tanken omen samarbejdning af reglerne i en fælles lov,der gør op med principalansvaret både i privat-retlige og offentligretlige forhold. I dette sidstestandpunkt må vi principielt være enige. Der sesikke at være nogen fordel ved at gennemføreadskilte love om to emner, der i så høj grad eri slægt med hinanden, som tilfældet er for prin-cipalansvaret og det offentliges erstatningsan-svar. Det udkast, som vi har udarbejdet, synesogså at vise i enkeltheder, at en samarbejdningmed rimelighed lader sig gøre og indebærer enforenkling af det samlede lovstof.

En samarbejdning af lovreglerne kan gen-nemføres mere eller mindre konsekvent. Mankan foresøge en fuldstændig samarbejdning, så-ledes at hvert enkelt problem løses i en fællesbestemmelse for de to lovområder. Men mankan også adskille reglerne, således at man førsttager stilling til principalansvaret i et af lovenskapitler, og derefter i et andet kapitel løserspørgsmålet om det offentliges ansvar med hen-visning til de allerede for det privatretlige prin-cipalansvar opstillede regler, i det omfang detteer muligt, og til sidst opstiller de regler, somomhandler fællesspørgsmål for de to områder.En gennemgang af problemet, som den fore-tages i det følgende, synes dog at vise, at enfuldstændig samordning lader sig gennemføre.

B. Indledningsvis må det bemærkes, at be-tænkningen om det offentliges erstatningsansvarfremtræder på grundlag af overvejelser udeluk-kende om dette emne, og at det i betænkningenfremsatte lovforslag står alene uden at vedrøreandet erstatningsansvar. Arbejdet bygger såledespå visse forudsætninger, som ændres, såsnartreglerne om ansvaret placeres i en lov, der om-fatter principalansvar i almindelighed. En regel,der kan være naturlig at kodificere i en lov aleneom det offentliges ansvar kan virke for vidtræk-kende, såfremt den placeres i en almindelig lovom principalansvaret, eller den kan indbyde tiluheldig modsætningsslutning, såfremt den i ensådan lov gennemføres udelukkende for det of-fentliges ansvar. En lov omfattende alt princi-palansvar får formentlig ikke på samme mådesom en speciallov om det offentliges ansvar ka-rakter af at være positivt udtømmende med hen-syn til de pågældende retssubjekters ansvar og-

33

så efter andre retsregler. Som det fremgår ne-denfor, kan det således formentlig være rigtigthelt at slette en regel som den, der foreslås i1959-betænkningens § 2 om ansvar på andetgrundlag end fejl eller forsømmelse hos denansatte, hvis reglerne om det offentliges ansvarskal inkorporeres i en lov om principalansvaret.Visse forudsætninger kan det på den anden sidevære rigtigt at præcisere i en almindelig lov omprincipalansvaret, som kan virke overflødige ien lov, der alene omfatter det offentliges an-svar. Inkorporeres imidlertid regler herom i enfælles lov om principalansvar vil det være natur-ligt at udstrække disse forudsætninger også tildet offentliges ansvar. Dette gælder således reg-len i forslagets § 1, stk. 2, om forbehold overfor den ansattes abnorme handlinger.

Dertil kommer, at det må være naturligt i detilfælde, hvor reglerne i de to lovudkast står idirekte modstrid med hinanden, at overveje, omman skal søge fællesregler tilvejebragt, eller omen særstilling for de to områder bør opretholdes.Dette er således tilfældet med hensyn til reglenom skadevolderens direkte ansvar over for ska-delidte. Såfremt en fuldstændig samarbejdningkan gennemføres, spares man for overvejelserom, hvorvidt et ansvar angår offentligt ellerprivat ansvar, hvilket spørgsmål ikke sjældentkan være vanskeligt at afgøre, jfr. herved 1959-betænkningen s. 19-20. I så fald kan bestem-melserne i 1959-forslagets § 7 om, hvilke for-valtningsenheder reglerne omfatter, og forholdeti § 8 for det privatretlige ansvar udgå.

Det forslag, som udvalget nedenfor fremsæt-ter om fælles lovbestemmelser, er derfor på in-gen måde udtryk for en kritik af 1959-forslaget,men må alene opfattes som et forsøg på en til-pasning af dette forslag til de ændrede forud-sætninger. Arbejdsgrundlaget for denne tilpas-ning er dels 1959-forslaget, som det foreligger,idet udvalget ikke har foretaget en selvstændigovervejelse eller bedømmelse af forslagets be-stemmelser, dels det i fællesnordisk samarbejdetilblevne forslag II0, der gengives nedenfor i af-snit VIII. Af hensyn til den nordiske retsenhedstiller det sig således, at udvalget i systematiskhenseende mener at måtte udforme lovforslagetomfattende såvel privat som offentligt husbond-ansvar så nær op ad forslag 11° som muligt. Deter med en vis usikkerhed, at man går ind for atforeslå ændringer i 1959-forslaget, idet der ikkeer forhandlet med de myndigheder, der i prak-sis beskæftiger sig med reglerne om det offent-liges ansvar, nemlig finansministeriet og inden-rigsministeriet. Disse myndigheder bør forment-

lig have lejlighed til at udtale sig om sagen, for-inden et lovforslag, der ændrer 1959-forslaget,søges fremmet.

Man skal herefter gå over til en behandlingaf spørgsmålets enkeltheder.

1. Hovedreglen efter begge forslag er, atprincipalens ansvar er betinget af culpa hos denansatte. Udvalget har fundet det mest præcist atudtrykke dette ved, at den ansatte skal have ud-vist »uforsvarlig adfærd«, hvorimod 1959-for-slaget taler om »fejl eller forsømmele«. De toudtryk er i realiteten synonyme, og man benytterda også sidstnævnte udtryk i § 2. Når de to ud-tryk anvendes i lovforslagene som sket, skyldesdet kun rent sproglige hensyn, der gør det na-turligt i den ene sammenhæng at foretrække detene udtryk og i den anden det andet. Når regler-ne er identiske, må det af hensyn til simplifika-tionen være naturligt at søge dem samarbejdet,og i en fællesregel forekommer det udvalgetmest hensigtsmæssigt at benytte udtrykket »ufor-svarlig adfærd«.

2. I en fælles lovregel må det ligeledes værenaturligt at medtage den traditionelt anerkendteeller anden upåregnelig adfærd, jfr. herved for-an s. 26 uanset, at der er mindre anledning tilat gennemføre begrænsningen ved det offent-liges ansvar, hvilket 1959-betænkningen da hel-ler ikke har gjort. Den må dog formentlig herkunne anerkendes uden større betænkeligheder.Mangler 1959-betænkningen denne bestemmel-se, medtager den til gengæld et andet forbehold,nemlig det, at »krav, som med rimelighed kanstilles i forhold til skadelidte, er tilsidesat«.Denne regel giver udtryk for ,at interessen skalvære »værnet« ved erstatningsreglen, jfr. 1959-betænkningen s. 26. Inden for det private ar-bejdsgiveransvar er denne begrænsning nærmesten selvfølge, som man ikke har fundet anled-ning til at præcisere, idet den følger forudsæt-ningsvis af, at den ansatte skal have gjort sigskyldig i »uforsvarlig adfærd«. Det må imidler-tid anerkendes, at der er et særligt behov for atmedtage reglen, såfremt det offentligretlige an-svar medtages, idet det offentliges pligter efterlovgivningen, hvorpå et culpaansvar søges grun-det, ofte har et mere alment sigte end blot gen-nem erstatningsansvaret at værne private vær-dier. Skal lovforslaget omfatte også det offent-liges ansvar må det formentlig være naturligt ialmindelighed at medtage dette forbehold, ogder stilles derfor forslag om en sådan regel somtilføjelse til § 1, stk. 2.

3. For husbondansvaret foreslår man den sær-lige regel i § 2 om ansvar for en selvstændig

34

arbejdstager. En tilsvarende regel indeholder1959-betænkningen ikke. Skal den gennemføresi private arbejdsforhold, bør den sikkert ogsåblive det i offentlige forhold. Det må dog er-kendes, at den næppe her vil få større betyd-ning, fordi de forpligtelser, som reglen omfat-ter, typisk kun foreligger i private forhold; oghvor det offentlige måtte have sådanne pligtersom ejer af fast ejendom eller som bygherre forvejarbejder og lignende, må forholdet forment-lig anses som værende af privatretlig natur, jfr.herved 1959-betænkningen s. 19-20. Der kannaturligvis i reglen indsættes en bestemmelseom, at den ikke gælder offentligt erstatningsan-svar, men det vil næppe være rigtigt at gennem-føre mindre strenge regler for det offentligeend for den private arbejdsgiver, og et forbe-hold for det offentliges ansvar vil afføde van-skelige overvejelser med hensyn til afgrænsnin-gen af de to ansvarsområder.

4. Udkastet til offentligt erstatningsansvarrummer en bestemmelse, se vort udkast § 7, om,at reglen i § 1 (der fastslår det offentlige an-svar i almindelighed) »ikke skal være til hinderfor at pålægge stat og kommune erstatningsan-svar, såfremt skade er forvoldt ved særlig far-lige handlinger, eller der er anden særlig be-grundelse for et erstatningsansvar«. Om begrun-delsen for denne regel henvises til 1959-betænk-ningen s. 9-12 og s. 22. Udvalget kan ikke fo-reslå en tilsvarende regel for det private prin-cipalansvar, og det vil heller ikke ske i de øv-rige nordiske lovforslag. Skal de to sæt reglersamarbejdes i en fælles lov bør bestemmelsenformentlig udgå, idet den kan friste til en ube-rettiget modsætningsslutning, såfremt den gen-nemføres for det offentliges ansvar, men ikkefor husbondansvaret. Og selv om bestemmelsenudelades, vil det ikke være udelukket at pålæggeertsatningsansvar på andet grundlag end culpaudvist af den ansatte eller tjenestemanden m. v.Spørgsmålet herom egner sig formentlig bedsttil behandling i forbindelse med en almindeligovervejelse af erstatningsreglerne.

5. § 3 i lovforslaget om principalansvaret haren bestemmelse om ansvarslempelse, og der måspørges, om en tilsvarende regel bør gennemfø-res for det offentlige ansvar. Spørgsmålet omlempelse drøftes i betænkningen om det offent-liges erstatningsansvar s. 28-30, hvor det ud-tales, at man ikke har fundet anledning til atindføre erstatningsbegrænsninger specielt fordet offentliges erstatningsansvar, idet man dogikke udtaler sig imod sådanne regler, såfremt degennemføres inden for hele erstatningsretten.

3*

På denne baggrund må det være ubetænkeligtat udvide den foreslåede lempelsesregel i § 3 tilogså at gælde offentlige forhold. De kriterier,bestemmelsen rummer om betingelserne for lem-pelse, har et sådant indhold og er så elastisk for-mulerede, at bestemmelsen vil give mulighed foren rimelig praksis også i offentlige forhold, nårfornøden hensyn tages til dettes særlige karak-ter. Som overvejende regel bør ansvaret i offent-ligt forhold formentlig kun lempes under merekvalificerede betingelser, end hvad der gælderfor ansvaret i private arbejdsgiverforhold.

6. Ifølge vort lovudkast § 4 gennemføres deret erstatningsansvar direkte for den ansatte iforhold til trediemand, dog at ansvaret kan lem-pes under hensyn til udvist skyld, den ansattesstilling, skadelidtes interesse og omstændighe-derne i øvrigt. Forslaget om det offentliges an-svar går derimod ind for en regel, hvoreftertrediemand intet krav kan rejse mod skadevol-deren (tjenestemanden). Begrundelsen herforvar den, jfr. betænkningens s. 13, at et sådantdirekte ansvar for tjenestemanden i praksis vilvære uden betydning og heller ikke præventivehensyn anså man at være af betydning, fordiandre sanktioner end erstatningsansvar virkerind og gør det med større effektivitet, når entjenestemand har handlet uforsvarligt.

Inden for det private principalansvar må detanses for betænkeligt at afskære skadelidte fraat kunne kræve erstatning direkte hos skade-volderen, bl. a. fordi skadelidte kan have en in-teresse heri, når søgsmål mod arbejdsgiverenenten ikke vil give noget resultat, fordi arbejds-giveren ingen midler har, eller vil være vanske-ligt, f. eks. fordi retssagen må anlægges i ud-landet. Herved kan nærmere henvises til det ikapitel V, s. 29 anførte. Uanset at forholdenei praksis stiller sig anderledes inden for offent-lige forhold, synes det dog ikke rigtigt her atgennemføre en ansvarsfritagelse for den an-satte, når man ikke gør det inden for privatearbejdsforhold. En forskelsbehandling ville og-så kunne virke stødende for retsfølelsen. Ud-valget er derfor tilbøjelig til at mene, at densærlige regel i 1959-udkastets § 4, stk. 1, 2.punkt, ikke bør opretholdes, men at derimodreglen i udkastets § 4 bør finde anvendelse ogsåpå offentlige forhold. Hvad særligt angår reg-len i stk. 2 bemærkes, at da der normalt ikkevil være nogen risiko eller vanskelighed for ska-delidte til udelukkende at holde sig til det of-fentlige som arbejdsgiver, vil hensynet til ska-delidte ikke efter denne regel være til hinderfor en lempelse af den ansattes ansvar.

35

7. 1959-betænkningen har i § 3 en regel omegen skyld. Reglen i stk. 1 udtaler ikke andetend, hvad der i dag anses for i gældende ret, ogreglens indsættelse skyldes formentlig blot øn-sket om at gennemføre den særlige regel i § 3,stk. 2, om at egen skyld også anses for at fore-ligge, såfremt skaden er voldt ved en beslutning,som skadelidte uden grund har undladt at søgeændret. Om begrundelsen for denne regel sebetænkningen s. 29-30.

Det fremgår af udvalgets lovforslag II0, jfr.afsnit VIII, at man ikke inden for det privatearbejdsgiveransvar finder anledning til at giveregler om egen skyld. Bør regler herom gennem-føres for det offentliges ansvar, ses der dog in-tet til hinder for på tilsvarende måde at give så-danne regler for det private arbejdsgiveransvar,hvorved bemærkes, at reglen i 1959-betænknin-gens § 3, stk. 2, alene kan gælde det offentligesansvar. Som en ny § 5 i forslag 1° kan nævnteregel herefter indgå med en enkelt redaktionelændring.

8. I udvalgets forslag 11° indgår i § 5 en re-gel om gyldigheden af ansvarsfraskrivelse, jfr.nærmere om begrundelsen herfor kapitel V, s.31-32. Spørgsmålet om en sådan regel er ogsåovervejet i 1959-betænkningen, jfr. s. 25, hvorudvalget peger på den praktiske betydning afforskellige former for ansvarsfraskrivelse indenfor offentlige forhold. Udvalget afstår dog fraat stille forslag om en lovregel, ikke fordi man

er modstander af en sådan (tværtimod menerman, at ikke enhver ansvarsfraskrivelse vil væretil hinder for, at der pålægges det offentlige er-statningsansvar), men fordi man finder det van-skeligt at formulere en regel, der passer på alletilfælde. Såfremt en regel om ansvarsfraskrivel-se imidlertid gennemføres i private arbejdsgiver-forhold, bør den sikkert også gennemføres i of-fentlige forhold.

9. Endeligt skal det bemærkes, at 1959-be-tænkningen har en særlig regel om forældelse,jfr. forslagets § 6, der henviser til reglerne omden 5-årige forældelse i loven af 1908. Udvalgethar, jfr. bemærkningerne i betænkningen s. 31-32 fundet det nødvendigt positivt at fastslå det-te for at sikre en 5-årig forældelse, idet det of-fentligretlige forhold, i hvilket den ansatte vir-ker, har været opfattet som et »særligt retsfor-hold«, der efter nævnte lov udelukker den korteforældelse. For private arbejdsgiverforhold sy-nes det utvivlsomt, at erstatningskravet omfattesaf loven af 1908, og der er for så vidt ikke an-ledning til at give udtryk i lovteksten herfor.Skal en regel om spørgsmålet gennemføres, mådet dog være naturligt at fastslå i almindelig-hed, at 1908-loven finder anvendelse, og en re-gel herom er derfor optaget i § 8.

10. Reglen i udvalgets forslags § 7 angårsærligt afgørelser truffet af domstole og er over-ført fra 1959-betænkningens § 5.

VIII. Forslag til lov om arbejdsgiveres erstatningsansvar for ansattes skadeforvoldelse m. v.

Forslag 1°.§ 1-

Enhver, som beskæftiger andre i sin tjeneste,er erstatningsansvarlig for skade, den ansatteforvolder trediemand ved uforsvarlig adfærdunder hvervets udførelse.

Stk. 2. Erstatningsansvaret omfatter dog ikkeskade, der skyldes en adfærd hos den pågælden-de, som ligger uden for, hvad der efter virksom-hedens eller arbejdets art med rimelighed kunnepåregnes. Ansvaret er endvidere betinget af, atkrav, som med rimelighed kan stilles i forholdtil skadelidte, er tilsidesat.

Ejer eller bruger af fast ejendom er erstat-ningsansvarlig for skade, som skyldes fejl eller

forsømmelse med hensyn til udførelsen af ar-bejde eller andre foranstaltninger, som han erforpligtet til at udføre for at forebygge skadereller ulempe, som kan ramme almenheden, selvom han har overladt arbejdets udførelse til enanden, som han ikke er ansvarlig for i henholdtil § 1. Det samme gælder enhver, som i sin er-hvervsvirksomhed har pligt til at forebygge til-svarende skader. Reglen i § 1, stk. 2, finder og-så anvendelse på ansvaret efter nærværende be-stemmelse.

§ 3.Erstatningsansvaret efter §§ 1 og 2 kan ned-

sættes eller bortfalde, såfremt det findes urime-ligt tyngende. Ved afgørelsen heraf tages der

56

også hensyn til skadelidtes økonomiske forhold,foreliggende forsikringer eller forsikringsmulig-heder og omstændighederne i øvrigt.

For erstatning, som arbejdsgiveren efter § 1har måttet udrede som følge af den ansattesuforsvarlige adfærd i tjenesten, har arbejdsgive-ren regres mod den ansatte i det omfang detfindes rimeligt under hensyn til den udvisteskyld, den ansattes stilling og omstændigheder-ne i øvrigt.

Stk. 2. Den ansattes erstatningsansvar overfor trediemand kan lempes på tilsvarende måde,for så vidt det findes rimeligt under hensyn ogsåtil skadelidtes interesse. For erstatning, som denansatte har måttet udrede til trediemand, harhan regres mod arbejdsgiveren i det omfang,ansvaret efter stk. 1 påhviler arbejdsgiverenendeligt.

Stk. 3. Lempelsesreglen i stk. 1 finder tilsva-rende anvendelse med hensyn til den ansatteserstatningsansvar for skade, han i øvrigt forvol-der arbejdsgiveren.

Stk. 4. Arbejdsgiveren, der gøres ansvarligefter § 2, har regres mod den, der har fået hver-vet overladt til udførelse.

Har skadelidte medvirket til skaden, kan er-statningen nedsættes eller bortfalde.

Stk. 2. Dette gælder også, når skaden er voldtved en offentlig myndigheds beslutning, somskadelidte uden rimelig grund har undladt atsøge ændret.

§ 6.Aftaler, som fraviger denne lovs bestemmel-

ser ved at indskrænke skadelidtes ret eller øgeden ansattes ansvar kan tilsidesættes, såfremtaftalen ville virke åbenbart urimelig.

Ansvar for indholdet af de af domstolenetrufne afgørelser kan ikke gøres gældende, med-mindre afgørelsen er blevet ændret.

§ no .

Erstatningskrav i henhold til denne lov foræl-des efter reglerne i lov nr. 244 af 22. december1908.

§ 9-Danske lov 3. bog, 19. kapitel, artikel 1-3,

for Færøernes vedkommende Norske lov 3. bog,21. kapitel, artikel 1-3 og retsplejelovens §1020 ophæves. I lov nr. 95 for Færøerne omrettens pleje af 16. marts I960 § 1 indsættesefter nr. 158 følgende: »158 a. § 1020 udgår«.

Stk. 2. Denne lov medfører ikke i øvrigt æn-dring i sådanne særlige lovbestemmelser, hvor-efter der er pålagt arbejdsgivere et strengere an-svar for deres ansatte eller det offentlige sær-ligt erstatningsansvar. Derimod finder lempel-sesreglen i § 4 anvendelse i tilfælde, hvor denansattes ansvar er pålagt i henhold til særligelovregler.

Stk. 3- § 25, stk. 1, i lov om forsikringsaf-taler nr. 129 af 15. april 1930 formuleres så-ledes:

Er nogen overfor den sikrede erstatningsplig-tig for en af forsikringen omfattet begivenhed,indtræder selskabet i det omfang, i hvilket dethar betalt erstatning til den sikrede, i dennes retmod den erstatningspligtige. Hvis trediemandhar forvoldt skaden ved uagtsomhed, der ikkekan betegnes som grov, eller hviler hans ansvarudelukkende på bestemmelserne i §§ 1 eller 2 ilov nr. ... af om arbejdsgiveres erstat-ningsansvar for ansattes skadeforvoldelse m. v.,kan skadevolderens erstatningspligt nedsætteseller efter omstændighederne helt bortfalde.

§ 10-Denne lov træder i kraft den

Forslag 11°.

§ I-Enhver, som beskæftiger andre i sin tjeneste,

er erstatningsansvarlig for skade, den ansatteforvolder trediemand ved uforsvarlig adfærdunder hvervets udførelse.

Stk. 2. Erstatningsansvaret omfatter dog ikkeskade, der skyldes en adfærd hos den pågælden-de, som ligger uden for, hvad der efter virksom-hedens eller arbejdets art med rimelighed kunnepåregnes.

2.Ejer eller bruger af fast ejendom er erstat-

ningsansvarlig for skade, som skyldes fejl ellerforsømmelse med hensyn til udførelsen af arbej-de eller andre foranstaltninger, som han er for-pligtet til at udføre for at forebygge skader ellerulempe, som kan ramme almenheden, selv omhan har overladt arbejdets udførelse til en an-den, som han ikke er ansvarlig for i henhold til§ 1. Det samme gælder enhver, som i sin er-

37

hvervsvirksomhed har pligt til at forebygge til-svarende skader. Reglen i § 1, stk. 2, finder og-så anvendelse på ansvaret efter nærværende be-stemmelse.

§ 3.Erstatningsansvaret efter §§ 1 og 2 kan ned-

sættes eller bortfalde, såfremt det findes urime-ligt tyngende. Ved afgørelsen heraf tages derogså hensyn til skadelidtes økonomiske forhold,foreliggende forsikringer eller forsikringsmulig-heder og omstændighederne i øvrigt.

For erstatning, som arbejdsgiveren har måttetudrede som følge af den ansattes uforsvarligeadfærd i tjenesten, har arbejdsgiveren regresmod den ansatte i det omfang det findes rime-ligt under hensyn til den udviste skyld, den an-sattes stilling og omstændighederne i øvrigt.

Stk. 2. Den ansattes erstatningsansvar overfor trediemand kan lempes på tilsvarende måde,for så vidt det findes rimeligt under hensyn og-så til skadelidtes interesse. For erstatning, somden ansatte har måttet udrede til trediemand,har han regres mod arbejdsgiveren i det omfang,ansvaret efter stk. 1 påhviler arbejdsgiverenendeligt.

Stk. 3- Lempelsesreglen i stk. 1 finder tilsva-rende anvendelse med hensyn til den ansatteserstatningsansvar for skade, han i øvrigt forvol-der arbejdsgiveren.

Stk. 4. Arbejdsgiveren, der gøres ansvarligefter § 2, har regres mod den, der har fået hver-vet overladt til udførelse.

§ yAftaler, som fraviger denne lovs bestemmel-

ser ved at indskrænke skadelidtes ret eller øge

den ansattes ansvar kan tilsidesættes, såfremt af-talen ville virke åbenbart urimelig.

§ 6.Denne lov gælder ikke for statens og kommu-

nernes erstatningsansvar uden for privatretligeforhold.

Danske lov 3. bog, 19- kapitel, artikel 1-3,for Færøernes vedkommende Norske lov 3.bog, 21. kapitel, artikel 1-3 ophæves.

Stk. 2. Denne lov medfører ikke i øvrigt æn-dring i sådanne særlige lovbestemmelser, hvor-efter der er pålagt arbejdsgivere et strengere an-svar for deres ansatte. Derimod finder lempel-sesreglen i § 4 anvendelse i tilfælde, hvor denansattes ansvar er pålagt i henhold til særligelovregler.

Stk. 3- § 25, stk. 1, i lov om forsikringsaf-taler nr. 129 af 15. april 1930 formuleres så-ledes:

Er nogen over for den sikrede erstatningsplig-tig for en af forsikringen omfattet begivenhed,indtræder selskabet i det omfang, i hvilket dethar betalt erstatning til den sikrede, i dennes retmod den erstatningspligtige. Hvis trediemandhar forvoldt skaden ved en uagtsomhed, derikke kan betegnes som grov, eller hviler hansansvar udelukkende på bestemmelserne i §§ 1eller 2 i lov nr. ... af om arbejdsgivereserstatningsansvar for ansattes skadeforvoldelsem. v., kan skadevolderens erstatningspligt ned-sættes eller efter omstændighederne helt bort-falde.

.§ 8-Denne lov træder i kraft den

IX. Bemærkninger til de enkelte bestemmelser i Forslag til lov om arbejdsgivereserstatningsansvar for ansattes skadeforvoldelser (forslag 1°).

§ 1-Bestemmelsen stemmer med reglen om »hus-

bonds« ansvar i D.L. 3-19-2, med hvilken dener udformet i nutidigt sprog på grundlag af denforeliggende retspraksis. Bestemmelsen gælder ialmindelighed, d.v.s. såvel i forhold uden forkontrakt som i tilfælde, hvor ansvarssituationenhar tilknytning til et kontraktsforhold. Den gæl-der for alle skadeforvoldelser, der beskyttes aferstatningsreglerne, hvad enten skaden er fysiskeller af anden art.

Den foreliggende retspraksis vedrørende D.L.3-19-2 viser, at der råder nogen fortolknings-tvivl med hensyn til bestemmelsen. Dette gæl-der f. eks. med hensyn til, hvorvidt fornødent»husbond«-»tjener« forhold eller selvstændigvirksomhed foreligger i det enkelte tilfælde,hvor flere hvervgivere står bag det samlede ar-be jdsopdrag, med hensyn til hvem af disse, derer den ansvarlige husbond. Det gælder endvide-re med hensyn til afgrænsningen af, hvilkenskadeforvoldende adfærd hos tjeneren husbon-

38

den hæfter for, jfr. herved reglens krav om atskaden skal være forvoldt »derudi«. Det erimidlertid udvalgets opfattelse, at det ikke vilvære rigtigt at forsøge i loven nærmere at be-stemme, hvilke krav der stilles i disse eller an-dre henseender til anvendelsen af forslagets re-gel, idet det må overlades til retspraksis på bag-grund af hidtidig opfattelse af D.L. 3-19—2 iforbindelse med retsudviklingen fremover atfastlægge reglens nærmere indhold.

Hvad særligt angår ansvaret for misligholdel-se af kontraktsmæssige forpligtelser henvises tilbemærkningerne ovenfor i kapitel V, 1. under-afsnit, litra F (s. 26). Det skal herved bemær-kes, at en kontraktspart ofte vil ifalde et videre-gående ansvar for sine medhjælperes adfærdend nærværende bestemmelse i og for sig hjem-ler. Dette hænger som anført sammen med, atman i kontraktsforhold normalt identificerermedhjælperens adfærd med skyldnerens såledesforstået, at ansvaret pålægges skyldneren, der-som han var blevet pålagt kontraktsansvar, hvisdet var ham selv, der havde udvist den pågæl-dende adfærd. Der vil derfor ofte kunne blivetale om ansvar, selv om den ansattes adfærdikke i forhold til medkontrahenten kan karak-teriseres som »uforsvarlig«. I disse tilfælde vilden ansatte heller ikke selvstændig blive ansvar-lig over for medkontrahenten, i modsætning tilde tilfælde, hvor den ansatte ved uforsvarlig ad-færd volder skade på medkontrahentens tingeller person. Kontraktforholdet vil også kunnemedføre, at den pågældende kontraktspart i vi-dere omfang end uden for kontraktsforhold vilblive gjort ansvarlig for selvstændige medhjæl-pere samt for den ansattes abnorme (upåregne-lige) handlinger end hjemlet efter § l's bog-stavelige ordlyd. Nærværende lovforslag tilsig-ter ikke nogen ændring i denne retstilstand. Påden anden side har udvalget ikke ment, at detville være hensigtsmæssigt at udforme supple-rende regler om principalansvaret i kontrakts-forhold, da dette ville komplicere lovforslaget ibetydelig grad og dermed også meget væsentligfjerne det fra de øvrige nordiske landes forslag.

Loven finder anvendelse på såvel private somoffentlige arbejdsforhold, jfr. herved om detsidste foran i kapitel VII.

Vedrørende § 1 henvises i øvrigt til bemærk-ningerne i kapitel VII, litra B, pkt. 1-2 (s. 34).

o 2,,

Om reglens begrundelse henvises til det forani kapitel V, underafsnit 1, litra G (side 26-27)

anførte, og særligt for offentligt erstatningsan-svar til kapitel VII, litra B, pkt. 3, jfr. side34-35.

Reglen tilsigter ikke at gøre op med det kon-traktsmæssige ansvar for en kontraktspart. Så-fremt parten benytter selvstændig medhjælp tilopfyldelsen af sine forpligtelser, kan ansvaretrække videre end til, hvad der følger af § 2.Herved henvises til bemærkningerne ved § 1 ogH. Ussing Dansk Obligationsret, Almindelig dels. 114 ff. (4. udgave ved A. Vinding Kruse).

Den hvervgiver, der ifalder ansvar efter § 2har fuld regres mod den selvstændige hverv-tager, jfr. § 4, stk. 4, således at hvervtagerensansvar ikke kan nedsættes efter lempelsesregler-ne i § 4, stk. 1. Derimod er begge undergivetden neden for omtalte ansvarsbegrænsning i §3. Har hvervtageren anvendt underordnet med-hjælp, der drages til ansvar for skadeforvoldel-se, er hvervtageren ansvarlig efter § 1 og med-hjælperen efter § 4.

§ 3.Der henvises om denne bestemmelse til det

foran i kapitel V, underafsnit 1, litra J (side28—29) anførte, jfr. om det offentliges ansvarkapitel VII, litra B, pkt. 5 (side 35).

Hvad særligt angår ansvaret for selve opfyl-delsen af en kontraktsmæssig forpligtelse, målempelse som alt overvejende hovedregel ansesfor udelukket. Derimod kan det snarere tænkes,at man bør lempe i de tilfælde, hvor en kon-traktsparts folk har forvoldt skade på medkon-trahentens ting eller person, men lempelse børdog også her kun ske undtagelsesvis. I disse til-fælde kan der være særlig grund til at læggevægt på de »foreliggende forsikringer eller for-sikr ingsmuligheder«.

§ 4-Der henvises om denne bestemmelse til det

foran i kapitel V, underafsnit 2, litra A-C (side29-31) anførte, jfr. om det offentliges ansvarkapitel VII, litra B, pkt. 6 (side 35).

Reglerne om parternes indbyrdes regres kanfraviges ved aftale herom.

Pådrager arbejdsgiveren sig et kontraktsligterstatningsansvar over for den skadelidte tredie-mand, må det bero på almindelige erstatnings-retlige synspunkter, hvorvidt den ansatte er re-grespligtig i medfør af § 4.

Der henvises om denne bestemmelse, der forså vidt angår stk. 1 allerede følger af alminde-

39

lige retsgrundsætninger, til det i kapitel VII,litra B, pkt. 7, anførte (side 36).

§ 6.Der henvises om denne bestemmelse til det i

kapitel V side 31-32 anførte, jfr. herved om detoffentliges erstatningsansvar kapitel VII, litraB, pkt. 8 (side 36). Det afgørende tidspunktfor bedømmelsen af, hvorvidt aftalen vil virke»åbenbar urimelig«, er efter bestemmelsens ord-lyd det tidspunkt, hvor aftalen gøres gældende,og ikke aftalens indgåelse.

Der henvises herom til det i kapitel VII, litraB, pkt. 10, anførte (side 36).

§ 8.Der henvises herom til det i kapitel VII, litra

B, pkt. 9, anførte (side 36).

§ 9.Ved gennemførelsen af forslagets nye regler

må D.L. 3—19-2 (for Færøernes vedkommendeNorske lov 3-21-2) ophæves. Det samme ertilfældet med D.L. 3—19—1 (for Færøernes ved-kommende Norske lov 3-21-1), jfr. foran side30 kapitel 5, underafsnit 2, litra B, 1 in fine. Iforbindelse hermed må det endvidere være na-turligt at ophæve reglen i D.L. 3-19-3 (forFærøernes vedkommende Norske lov 3-21-1),der bestemmer, at »Begaaes noget Uskielligtimod Tieneren af andre end Husbonden, da op-bær Tieneren selv Bøder«, hvilken bestemmelsei 4ag>,ef uden betydning, da enhver uanset an-sættelsesforhold personligt er berettiget til er-statning, såfremt der overgår ham skade, forhvilken der kan rejses erstatningskrav.

Det har været overvejet, hvorvidt der i lovenburde tages udtrykkelig stilling til forholdetmellem lovens regler og særlige bestemmelserom arbejdsgiveres ansvar m. v. i den øvrige lov-givning. En løsning af spørgsmålet fælles foralle tilfælde er næppe mulig. I visse tilfælde,bør den særlige lovregel opretholdes frem fornærværende lovs regler. Det gælder således over

alt, hvor en arbejdsgiver pålægges et mere kva-lificeret ansvar, herunder også for folks fejl, foren bestemt virksomhed, således som det f. eks.er tilfældet i færdselslovens § 65, stk. 1 (og stk.3), lejelovens § 49, sølovens § 8, luftfartslovens§ 127, stærkstrømslovens § 6 m. fl. I andre til-fælde, hvor ansvarsreglen beror på mere almin-delige synspunkter, navnlig for så vidt angården ansattes ansvar, som f. eks. færdselslovens§ 65, stk. 5, sølovens § 59 og sømandslovens §50, stk. 2, bør lovens regler derimod anvendesfremfor eller i tilslutning til den særlige lov-regel.

1959-betænkningens forslag til lov om detoffentliges erstatningsansvar har i § 9, stk. 2,en bestemmelse, der fastslår, at lovforslagets be-stemmelser om ansvar kun gælder, for så vidtandet ikke er bestemt ved lov. Efter bemærknin-gerne til reglen, jfr. betænkningen side 32, er enpositiv regel om spørgsmålet rimelig. Der kanherefter være grund til også for principalansva-ret i almindelighed at give en udtrykkelig regel,og dette bør efter vor opfattelse ske i overens-stemmelse med de forannævnte synspunkter. Iforhold til 1959-betænkningen indebærer vortforslag den ændring, at lempelsesreglen i § 4også med hensyn til offentlige forhold skullefinde anvendelse, selv om der er pålagt tjeneste-manden ansvar i henhold til særlige lovregler.

1959-betænkningen har i sit lovforslags § 10en regel, der udtrykkelig tager stilling til lovensanvendelse i tid. Denne regel stemmer med,hvad der følger af almindelige retlige synspunk-ter. Den særlige regel om lempelse af tjeneste-mandens personlige ansvar foreslås dog ogsåanvendt på krav opstået før lovens ikrafttræden,når kravet ikke inden da er fastslået ved dom.Skal denne tanke gennemføres for forslaget omprincipalansvaret i almindelighed, måtte det for-mentlig bestemmes, at sidstnævnte særregel fin-der anvendelse med hensyn til ansvarsreglerne i§ 3 om lempelse i principalansvaret og i § 4 omden ansattes ansvar. Vi finder dog ikke tilstræk-kelig anledning til at opstille en sådan særregelog foreslår derfor, at spørgsmålet om lovens an-vendelse i tid helt lades uomtalt i lovteksten.

40

X. De nordiske udvalgs lovudkast opstillet som paralleltekster.

DANSK

Forslag til lov om arbejdsgiveres erstatningsansvarfor ansattes skadeforvoldelse niv.

§/•Enhver, som beskæftiger andre i sin tjeneste,

er erstatningsansvarlig for skade, den ansatteforvolder trediemand ved uforsvarlig adfærdunder hvervets udførelse.

Stk. 2. Erstatningsansvaret omfatter dog ikkeskade, der skyldes en adfærd hos den pågæl-dende, som ligger udenfor, hvad der eftervirksomhedens eller arbejdets art med rimelig-hed kunne påregnes. Ansvaret er endvidere be-tinget af, at krav, som med med rimelighed kanstilles i forhold til skadelidte, er tilsidesat.

FINSK

Arbetsgivares skadeståndsansvar ni.in.

Arbetsgivare skall svara för person- eller sak-skada som hans arbetstagare genom fel ellerförsummelse i arbetet vållar tredje man.

Skadeståndsskyldighet föreligger dock ej omarbetstagaren handlat på sätt som det, med hän-syn till verksamhetens eller arbetsuppgiftens art,saknas skälig anledning att taga i beräkning.

§ 2.Ejer eller bruger af fast ejendom er erstat-

ningsansvarlig for skade, som skyldes fejl ellerforsømmelse med hensyn til udførelsen af ar-bejde eller andre foranstaltninger, som han erforpligtet til at udføre for at forebygge skadereller ulempe, som kan ramme almenheden, selvom han har overladt arbejdets udførelse til enanden, som han ikke er ansvarlig for i henholdtil § 1. Det samme gælder enhver, som i sinerhvervsvirksomhed har pligt til at forebyggetilsvarende skader. Reglen i § 1, stk. 2, finderogså anvendelse på ansvaret efter nærværendebestemmelse.

Den som i egenskap av ägare eller besittareav fast egendom eller såsom näringsidkare lag-ligen är skyldig att vidtaga åtgärd för att skyddaallmänheten mot skada, skall, även om han där-vid anlitar annan än arbetstagare, svara på sätti 1 § sägs för skada som uppkommit till följdav fel eller försummelse vid förpliktelsens full-görande.

42

NORSK SVENSK

Utkast til lov om det offentliges og andrearbeidsgiveres erstatningsansvar.

(arbejdsgivers ansvar for arbeidstaker).1. Arbeidsgiver er erstatningsansvarlig for

skade som på uforsvarlig mate voldes tredje-mann av arbeidstaker under utføring av arbeideller verv for arbeidsgiveren eller for øvrig vedat de krav som tredjemann med rimelighet kanstille til virksomheten eller tjenesten ikke eroppfylt. Dette gj elder likevel ikke såfremt ar-beidstakeren har gått utenfor hva det er rimeligå regne med etter virksomhetens eller sakom-rådets art og karakteren av arbeidet eller vervet.

2. Som arbeidsgiver regnes i denne lov detoffentlige og enhver annen som i eller utenforervervsvirksomhet har noen i sin tjeneste.

3. Med arbeidstaker menes enhver som gjörarbeid eller utfører verv i arbeidsgivers tjeneste.Like med arbeidstaker regnes Ombudsmann ioffentlig virksomhet.

§ 2(oppdragsgivers ansvar for oppdragstaker).1. Når noen i sin ervervsvirksomhet eller

som eier eller bruker av fast eiendom har plikttil å treffe tiltak for å forebygge skade ellerulempe som kan ramme allmennheten, men haroverlatt til andre enn sine egne arbeidstakere åoppfylle plikten eller utföre tiltaket, har hansamme erstatningsansvar som etter § 1 for opp-dragstakeren og hans folk.

2. Oppdragsgiver som er blitt ansvarlig foroppdragstaker eller hans folk etter förste ledd,kan kreve dekning av oppdragstakeren.

Lag med vissa bestämmelser om arbetsgivares ocharbetstagares skadeståndsansvar num.

1 §•Envar som för bedrivande av yrkesmässig

verksamhet eller eljest har arbetstagare i sintjänst skall svara för person- eller sakskada somarbetstagaren i tjänsten vållar annan.

Vad nu sagts gäller dock ej skada genom så-dan handling som det, med hänsyn till verk-samhetens eller arbetsuppgiftens art, saknasskälig anledning att taga i beräkning.

2, Q,

Den som genom lag eller författning ålagtsatt, såsom fastighetsägare eller näringsidkareeller i annan särskild egenskap, vidtaga åtgärdtill förebyggande av person- eller sakskada skall,om han anlitar annan än arbetstagare för upp-giften, i fråga om dess fullgöranda svara på sätti 1 § sägs för den som anlitats och hans folk.

43

DANSK FINSK

§ 3.Erstatningsansvaret efter §§ 1 og 2 kan ned-

sættes eller bortfalde, såfremt det findes urime-ligt tyngende. Ved afgørelsen heraf tages derogså hensyn til skadelidtes økonomiske forhold,foreliggende forsikringer eller forsikringsmulig-heder og omstændighederne i øvrigt.

Skadestånd, som avses i 1 eller 2 §, må ned-sättas, om det med beaktande av den skade-ståndsskyldige arbets- eller uppdragsgivarensekonomiska förhållanden finnes oskäligt be-tungande. Härvid må hänsyn tagas även till denskadelidandes ekonomiska förhållanden, hansförsäkringar och försäkringsmöjligheter samtomständigheterna i övrigt.

§ 4.For erstatning, som arbejdsgiveren efter § 1

har måttet udrede som følge af den ansattesuforsvarlige adfærd i tjenesten, har arbejdsgive-ren regres mod den ansatte i det omfang, detfindes rimeligt under hensyn til den udvisteskyld, den ansattes stilling og omstændighedernei øvrigt.

Stk. 2. Den ansattes erstatningsansvar overfor trediemand kan lempes på tilsvarende måde,for så vidt det findes rimeligt under hensynogså til skadelidtes interesse. For erstatning,som den ansatte har måttet udrede til tredie-mand, har han regres mod arbejdsgiveren i detomfang, ansvaret efter stk. 1 påhviler arbejds-giveren endeligt.

Stk. 3. Lempelsesreglen i stk. 1 finder til-svarende anvendelse med hensyn til den ansat-tes erstatningsansvar for skade, han i øvrigtforvolder arbejdsgiveren.

Stk. 4. Arbejdsgiveren, der gøres ansvarligefter § 2, har regres mod den, der har fåetoverladt hvervet til udførelse.

§ yHar skadelidte medvirket til skaden, kan

erstatningen nedsættes eller bortfalde.Stk. 2. Dette gælder også, når skaden er

voldt ved en offentlig myndigheds beslutning,som skadelidte uden rimelig grund har und-ladt at søge ændret.

Arbetsgivare äger av arbetstagare återfå ska-destånd, som han utgivit på grund av arbets-tagarens vållande i arbetet, i den mån det medhänsyn till felets eller försummelsens geskaf-fenhet, arbetstagarens ställning och övriga om-ständigheter prövas skäligt.

Gör tredje man skadeståndsansvar gällandemot arbetstagare må skadeståndet nedsättas iden mån det med hänsyn till den förstnämndesintresse samt felets eller försummelsens be-skaffenhet och omständigheterna i övrigt prö-vas skäligt. Skadestånd, som arbetstagaren ut-givit till tredje man, äger han återfå av arbets-givaren i den mån skadeståndet enligt i 1 mom.angiven grund bör stanna på denne.

Vad i 1 mom. sägs äger motsvarande till-lämpning i fråga om arbetsgivares rätt till er-sättning av hans arbetstagare för skada, somdenne i arbetet vållat arbetsgivaren.

44

NORSK SVENSK

(lemping av ansvaret for andre).Ansvaret etter §§ 1 eller 2 første ledd kan

lempes for så vidt det virker urimelig tyngendeeller det for øvrig på grunn av særlige forholdfinnes rimeligt at skadelidte selv helt eller del-vis bærer skaden. Ved avgjøreisen tas hensyn tilden ansvarliges - og etter forholdene ogsåskadelidtes — økonomiske evne, foreliggendeforsikringer eller forsikringsmuligheter og om-stendighetene ellers.

%4(lemping av arbeidstakers ansvar).

1. Den som er blitt ansvarlig for arbeidstakeretter §§1 eller 2, kan kreve dekning hos hamfor så vidt det finnes rimelig under hensyn tilutvist skyld, arbeidstakerens stilling og om-stendighetene for øvrig.

2. Arbeidstakerens ansvar overfor tredjemannkan lempes i samsvar med første 1edd dersomdet finnes rimelig under hensyn også til skade-lidtes interesse. Arbeidstaker som selv erstatterskaden, kan kreve tilbake det arbeidsgiverenbør bære i samsvar med første 1edd.

3. Første 1edd gj elder tilsvarende dersom ar-beidsgiver gjør krav gjeldende mot arbeidstakersom i hans tjeneste har påført ham skade.

3 §'Skadestånd enligt 1 eller 2 § må jämkas, om

det med hänsyn till den skadeståndsskyldigearbets- eller uppdragsgivarens ekonomiska för-hållanden och omständigheterna i övrigt finnesoskäligt betungande.

Skadestånd, som arbetsgivare utgivit på grundav hans arbetstagares vållande i tjänsten, måsökas åter av arbetstagaren allenast i den måndet med hänsyn till handlingens beskaffenhet,arbetstagarens ställning och övriga omständig-heter prövas skäligt.

Arbetstagares personliga skadeståndsansvarmot tredje man må jämkas på motsvarande sätt,såvitt det finnes förenligt med tillbörlig hänsyntill dennes intresse. Vad arbetstagaren utgivittill tredje man äger han söka åter av arbets-givaren, i den mån utgiften enligt i första styc-ket angiven grund bör stanna på denne.

Vad i första stycket sägs äger motsvarandetillämpning i fråga om arbetsgivares rätt till er-sättning av hans arbetstagare för skada somdenne i tjänsten vållat arbetsgivaren.

45

DANSK FINSK

§ 6#

Aftaler, som fraviger denne lovs bestemmel-ser ved at indskrænke skadelidtes ret eller øgeden ansattes ansvar, kan tilsidesættes, såfremtaftalen ville virke åbenbart urimelig.

Ansvar for indholdet af de af domstolenetrufne afgørelser kan ikke gøres gældende, med-mindre afgørelsen er blevet ændret.

§ 8.Erstatningskrav i henhold til denne lov for-

ældes efter reglerne i lov nr. 244 af 22. decem-ber 1908.

§ 9.Danske lov 3. bog, 19. kapitel, artikel 1-3,

for Færøernes vedkommende Norske lov 3. bog,21. kapitel, artikel 1-3, og retsplejelovens §1020 ophæves. I lov nr. 95 for Færøerne omrettens pleje af 16. marts I960 § 1 indsættesefter nr. 158 følgende: »158 a. § 1020 udgår«.

Stk. 2. Denne lov medfører ikke i øvrigtændring i sådanne særlige lovbestemmelser, 5 §.hvorefter der er pålagt arbejdsgivere et stren- Är eljest, med avvikelse från vad i denna laggere ansvar for deres ansatte eller det offent- sägs, särskilt stadgat, skall det fortfarande gälla,lige særligt erstatningsansvar. Derimod finderlempelsesreglen i § 4 anvendelse i tilfælde,hvor den ansattes ansvar er pålagt i henholdtil særlige lovregler.

Stk. 3- § 25, stk. 1, i lov om forsikrings-aftaler nr. 129 af 15. april 1930 formuleressåledes:

Er nogen overfor den sikrede erstatningsplig-tig for en af forsikringen omfattet begivenhed,indtræder selskabet i det omfang, i hvilket dethar betalt erstatning til den sikrede, i dennesret mod den erstatningspligtige. Hvis tredie-mand har forvoldt skaden ved uagtsomhed, derikke kan betegnes som grov, eller hviler hansansvar udelukkende på bestemmelserne i §§ 1eller 2 i lov nr. ... af ... om arbejdsgivereserstatningsansvar for ansattes skadeforvoldelsem. v., kan skadevolderens erstatningspligt ned-sættes eller efter omstændighederne helt bort-falde.

§ 10.Denne lov træder i kraft den

46

NORSK

§ *(kontraktansvar)

1. Regiene i denne lov gjør ingen innskrenk-ning i det ansvaret noen har påtatt seg vedkontrakt.

2. Avtale som avviker fra lovens regler vedå innskrenke skadelidtes rett eller øke arbeids-takers ansvar, kan settes til side for så vidt denville virke åpenbart urimelig.

SVENSK

(utenlandsk skip eller luftfartøy).Kongen kan bestemme at det offentlige ikke

skal svare etter denne lov for skade som ram-mer utenlandsk skip eller luftfartøy eller lastombord, med mindre det godtgjøres at ansvarfor tilsvarende skade på norske interesser på-hviler det offentlige etter rettsordningen i detland der skipet eller fartøyet hører hjemme.

(forholdet til annen lovgivning m. m. ).Lovens regler g] elder ikke i den utstrekning

annet følger av lovgivningen for øvrig.

§ 8.(ikrafttredelse; opphevning eller endring avandre lover).

Vad i 1-3 §§ denna lag sägs gäller icke skadai följd av vårdslöshet vid sådan trafik med mo-torfordon, för vilken skall finnas trafikför-säkring.

Bestämmelserna i 4 § skola tillämpas utanhinder av att, enligt vad därom är stadgat iannan lag, utgivet skadestånd må sökas åter avden som vållat skadan.

Denna lag träder i kraft den

47

2. DEL

Erstatningsansvar for børn, forældre m. v.

I. Gældende dansk ret1).

1. underafsnit: børns erstatningsansvar.

A. Retsudviklingen.I Danske lov 1-24-9 bestemtes det, at »barn

som er under sine 15 år bøder skaden tilden, som han forsætligen haver forbrudt sigimod . . .«. Denne bestemmelse blev forstået så-ledes, at mens børn over 15 år var ansvarligefor deres handlinger på samme måde som voks-ne, kunne børn under denne alder alene dragestil ansvar, dersom de forsætlig havde tilføjet enanden skade. Denne retstilstand ændredes vedstraffeloven af 10. februar 1866 § 300, hvor-efter enhver, der har gjort sig skyldig i for-brydelse, er pligtig at tilsvare den skadelidendeerstatning. Ifølge den gamle straffelovs §§ 35og 36 var den kriminelle lavalder i almindelig-hed 10 år, og børn mellem 10 og 15 år, derherefter begik en strafbar uagtsom handling,for eksempel uagtsom grov legemsbeskadigelse,jfr. straffelov af 1866 § 207, var nu i medføraf § 300 også civilretlig ansvarlig for dereshandling. At straffelovens § 300 således be-virkede en ændring af reglerne om børns er-statningsansvar, tiltrak sig ikke særlig opmærk-somhed ved lovens givelse. Motiverne til § 300(udkastets § 296) siger således blot, at pligtentil at svare skadeserstatning bør indtræde i etnoget større område for strafbar adfærd endefter den hidtil fulgte danske retspraksis (mo-tiverne s. 364-366) og bemærkningerne omreglerne om den kriminelle lavalder taler aleneom strafspørgsmålet, motiverne s. 41 ff. Denneretstilstand ændredes igen ved lov nr. 129 af 1.april 1905 § 15, jfr. lov nr. 63 af 1. april 1911

J) Se til det følgende Borum: Personretten, 3. udg.,s. 134 ff., Gomard: Juristen 1954, s. 395 ff., ogTrolle: Risiko og skyld i erstatningspraksis, s. 263 ff.,A. Vinding Kruse: Erstatningsretten I, s. 180 ff.

4

§ 15, hvorved den kriminelle lavalder forhøje-des fra 10 til 14 år.

Spørgsmålet blev taget op af straffelovskom-missionen af 1905, der foreslog følgende regel(udkastets § 94): »Er en strafbar handling fore-taget af et barn under 14 år, . . . kan ansvar forskaden kun pålægges . . ., når retten finder, athans formueomstændigheder tillader udredelseaf erstatning helt eller delvis, uden at der der-ved påføres ham et føleligt savn«. Forslaget be-grundedes af kommissionen (motiverne s. 138)med, at det er ønskeligt, at erstatningspligten idisse tilfælde kan blive afgjort og ikke hængeved disse personer hele livet igennem. Reglenfrembyder en lighed med den norske regel, derfindes i lov om straffelovens ikrafttræden af22. maj 1902 § 22, jfr. nedenfor afsnit II B.Forslaget til denne erstatningsregel udgik imid-lertid senere af forslaget til en ny straffelov,idet man fandt, at så vigtigt et civilretligt spørgs-mål ikke burde ordnes »i forbigående ved enrevision af straffeloven« (Torp i betænkningover straffelovsudkastet 1917 s. 93). I sin Per-sonret (I916-I9I8) s. 78, note 8, rejste Bentzonspørgsmålet, idet han fremhævede, at adskilligefremmede retsforfatninger åbner domstoleneadgang til efter et skøn at pålægge børn erstat-ningsansvar, og en sådan smidig regel er atforetrække.

Problemet blev herefter drøftet af den vedkgl. kommissorium af 26. juni I9IO nedsattefamilieretskommission, efter at den på grundlagaf et kommissorium af 14. april 1919 togspørgsmålet op til undersøgelse om myndig-hedsalderen og umyndigheds retsvirkninger. Iden af kommissionen i juli 1921 afgivne be-tænkning stillede man i udkast til lov om umyn-dighed og værgemål § 65 følgende forslag:»Barn under 15 år er erstatningspligtig for

49

skadegørende handlinger i det omfang, hvoridette efter barnets sindstilstand, handlingensbeskaffenhed eller omstændighederne iøvrigtfindes billigt.«

Efter i motiverne s. 97-98 at have gennem-gået fremmed ret udtaler kommissionen s. 98-100 følgende:

Reglerne om de unges erstatningsansvar for deresskadegørende handlinger er således indbyrdes ret af-vigende i de forskellige lande. Men de nyere lovgiv-ninger går dog alle i retning af at pålægge dem etvist, mere skønsmæssig afgrænset erstatningsansvar.Den regel, som er gældende dansk ret, må anses forat være stiv, idet den snart er for lemfældig overforden unge ved ubetinget at fritage ham for erstat-ningspligt for uagtsomme retsbrud, snart for strengved ubetinget at kende ham erstatningspligtig for for-sætlige handlinger. Nutidens retsliv synes at have brugfor en mere smidig og elastisk regel. Det vil oftevære stødende at lade den skadelidende alene bæretabet, hvor skaden er forvoldt ham af et barn, dermåske har vist en høj grad af uforsigtighed. Særligvil det findes uheldigt, hvor barnet er fuldt ud istand til at dække skaden, måske endda uden væsent-lig ulempe for sig selv. Man har derfor ment at burdeopstille en ny regel, som bedre kan fyldestgøre rets-livets krav.

Man går herved ud fra den almindelige erstat-ningsregel, hvorefter en person er ansvarlig for sitforsætlige og uagtsomme retsbrud. Denne regel tæn-kes principielt også at skulle gælde børn, men er deunder 15 år, gøres der den afvigelse fra hovedreglen,at man i lighed med de foran omtalte fremmede rets-forfatninger giver domstolene en beføjelse til skøns-mæssigt at nedsætte erstatningspligtens omfang efterbillighedshensyn, efter omstændighederne helt at fri-tage den unge for erstatningspligt. Selv om nogetkunne tale for, i lighed med, hvad B.G.B. hjemler,at lade muligheden for en skønsmæssig begrænsningaf ansvar gælde lige op til det 18. år, mener mandog at burde blive stående ved 15 år som grænsenfor det lempede erstatningsansvar.

Ved afvej elsen af erstatningspligten skal der tageshensyn til »barnets sindstilstand, handlingens beskaf-fenhed eller omstændighederne iøvrigt«. Ved barnetssindstilstand tænkes der særlig på dets alder og mo-denhed, men udtrykket omfatter tillige barnets for-hold til selve den skadegørende handling, om denneer forsætlig eller blot uagtsom, hvilket naturligvisbør have betydning for ansvarets omfang. Med hensyntil handlingens beskaffenhed vil det navnlig få betyd-ning, om den medfører en nærmere eller fjernereliggende fare, og om den skade, den kan forvolde, eraf større eller mindre omfang. Det vil også kunnehave betydning, om skaden gøres ved en handling,som barnets forældre eller værge havde forholdsvislettere adgang til at forebygge, og derfor burde haveafværget, så at der kan rettes bebrejdelse mod demfor, at skaden er sket. Af andre omstændigheder, påhvilke der bør lægges vægt, kan nævnes skadens stør-relse og særlig det hensyn, hvem tabet vil rammehårdest, barnet eller den skadelidende.

På grundlag af kommissionens udkast frem-satte justitsministeriet lovforslag på rigsdagen.Forslaget undergik en Ændring under behand-

lingen i landstinget i det af tinget nedsatte ud-valg om lovforslaget, og her fik reglen den for-mulering, der i dag indeholdes i myndigheds-lovens § 63, nemlig følgende:

»Barn under 15 år er erstatningspligtig for skade-gørende handlinger efter samme regler sorn personerover denne alder, dog kan erstatningen nedsættes ellerendog helt bortfalde, for så vidt det findes billigt pågrund af manglende udvikling hos barnet, handlingensbeskaffenhed og omstændighederne i øvrigt, derundernavnlig forholdet mellem den skadegørendes og denskadelidendes evne til at bære tabet og udsigten tilat få skaden godtgjort hos andre.«

Udvalget giver ingen begrundelse for sit æn-dringsforslag. Det siges blot (Rigsdagstidende1921-1922 tillæg A, spalte 3286), at der harværet nedsat et underudvalg til behandling afspørgsmålet om umyndiges og sindssyges er-statningsansvar, og at udvalget derved er kom-met til en ændret affattelse af § 65 og § 66(den senere lovs § 63 og § 64). Under denefterfølgende forhandling i landstinget udtalteimidlertid udvalgets ordfører følgende (Rigs-dagstidende 1921-22, Landstingets Forhandlin-ger spalte 2084): »Man har ved den nye af-fattelse lagt vægt på straks at henvise til denalmindelige erstatningsregel for derigennem atsætte den rette grænse op ad for erstatnings-pligten, men man har tillige holdt vejen åbenfor, at ansvaret for barnet eller den sindssygekan bortfalde, når erstatningen kan erholdesudredet hos andre, for eksempel forældre ellerforsikringsselskaber.« Spørgsmålet blev iøvrigtikke berørt under forhandlingerne på rigsdagen.

B. Hovedreglen, hvorefter barn under 15 år ererstatningspligtig efter samme regler som per-soner over denne alder.

Efter den formulering, myndighedslovens §63 således har fået, er udgangspunktet, at børner erstatningsansvarlige efter samme regler somvoksne, hvilket vil sige, at børn som hoved-regel er ansvarlige for deres uagtsomme og for-sætlige skadeforvoldende handlinger. Hermeder det dog ikke meningen, at børn skal bedøm-mes efter samme standard som voksne, menspørgsmålet om deres ansvar må afgøres på bag-grund af, hvad man sædvanligvis kan forlangeog forvente af et barn på det pågældende al-derstrin. På lignende måde som for voksne erder altså tale om at anlægge en typebedøm-melse, således at der i almindelighed ikke tageshensyn til barnets særlige individualitet i hen-seende til udvikling, intelligens m. v. Derimodkan man lægge vægt på individuelle forholdved spørgsmålet om eventuel nedsættelse af er-statningen.

50

Forudsætningen for at anlægge en culpabe-dømmelse for børn må imidlertid være, at bar-net overhovedet har en alder, efter hvilken detkan forventes, at visse adfærdsnormer er op-bygget i barnets bevidsthed til efterlevelse. Heltsmå børn vil derfor ikke kunne pålægges an-svar. Dansk retspraksis er dog gået ned til enrelativ lav alder med hensyn til at idømme an-svar. Ved højesteretsdommen i UfR 1941 s.1054 blev således en 4-2-årig pige pålagt an-svar for forsætligt stenkast mod en legekamme-rat, hvis øje ramtes og beskadigedes, og foruagtsom adfærd i trafik er en 4-årig dreng fun-det ansvarlig ved dommen i UfR 1951 s. 1096.Heroverfor må nævnes afgørelsen i UfR 1963s. 303, hvorefter en pige på ca. 3 år og 8måneder »under hensyn til sin alder på ulykkes-tidspunktet« blev frifundet for ansvar over foren motorcyklist, der på en trafikeret bygademåtte bremse op for at undgå at påkøre denlille pige, der uforvarent løb ud på gaden,hvorved motorcyklisten kom til skade. (Dom-men er kommenteret af Trolle i UfR 1963 Bs. 233-236)2).

Alt i alt gælder der næppe en almindelig al-dersgrænse nedad, men denne må bero på detpågældende sagsforhold og den udviste skyld.Mens domstolene således med hensyn til trafikog leg godkender en lav aldersgrænse, må derformentlig gælde en højere grænse i andre for-hold, hvor farligheden ikke for barnet så åben-lyst ligger for dagen. UfR I960 s. 510 H an-tager således, at der ikke var egen skyld hos en8-årig dreng, der kom til skade ved eksplosio-nen af en raket, som en købmand nytårsaftenaffyrede fra sin ejendom i landsbyen, idet ra-ketten stødte mod en elektrisk ledning og faldttil jorden, hvor den lå og fusede; efter at ra-ketten var ophørt at fuse, løb drengen med enkammerat frem og greb i raketten, der da eks-ploderede; købmanden fandtes fuld ansvarligfor ikke at have draget omsorg for, at drengeneholdt sig væk. En beslægtet afgørelse findes iUfR 1962 s. 894 V, der omhandler en 6-årigdreng, der kom til skade ved berøring med enslåmaskine. Endvidere kan anføres UfR 1963s. 206 V om en 5-årig dreng, der kastede en3~2' kg tung sten ned i et ca. 40 m dybt borerørpå en mark og derved forvoldte skade i bore-arbejdet, men blev frifundet på grund af mang-lende tilregnelse efter sin alder, og idet firmaet,der forestod boringen, burde have sikret, atrøret var aflåset. Heroverfor må nævnes UfR1963 s. 73 H om en 10-årig dreng, der var ste-

2) Jfr. også UfR 1963, s. 627 V.

get op på trinbrættet på en igangværende halm-presser, og som kom til skade ved, at hans enefod, da han svingede benet frem og tilbage,kom i klemme mellem to uafskærmede tand-hjul; idet benyttelsen af halmpresseren uden af-skærmning havde været uforsvarlig, ansås går-dens ejer ansvarlig for skaden, men efter bar-nets alder og kendskab til arbejdet med land-brugsmaskiner og under hensyn til, at han gen-tagne gange var blevet advaret, nedsattes er-statningen til halvdelen.

Barnets subjektive forhold spiller formentligogså ind, således at aldersgrænsen f. eks. liggerlavere ved forsætligt forhold (jfr. herved UfR1941 s. 1054 og 1963 s. 73) end ved uagtsomtforhold, hvis farlighed barnet har vanskeligereved at erkende (jfr. herved UfR 1963 s. 303 Hog 1959 s. 39 H om uagtsomt stenkast af et53A år gammelt barn), jfr. herved Trolle UfR1963 s. 233-34.

Dommene i UfR I960 s. 510 og 1962 s. 894viser endvidere, at reglen i § 63 i princippetgælder, hvad enten der er tale om børns ansvareller nedsættelse af deres erstatningskrav modandre som følge af egen skyld.

Efter den foreliggende righoldige praksis ombørns erstatningsansvar er det dog formentligreglen, at børns uforsætlige skadegørende hand-linger mod andre børn under fælles leg normaltikke pådrager dem ansvar, hvis legen ikke erfarligere, end børns leg er i almindelighed, jfr.herved højesteretsafgørelserne i UfR 1951 s. 77og 566, 1956 s. 635 og 1961 s. 167 samt for-mentlig også 1959 s. 39- Frembyder legen der-imod betydelig risiko for liv og lemmer, f. eks.afskydning af sten på farlig måde, idømmes derofte halv erstatningspligt (under hensyn til atskadelidte på lige fod med skadevolderen hardeltaget i legen), jfr. UfR 1954 s. 500 H.

Børns ansvar for uforsigtighed i trafikforholdbedømmes forholdsvis strengt, jfr. f. eks. UfR1962 s. 181 V, hvor en 7-årig dreng kom gåen-de i græsrabatten i højre side af en vej og plud-selig uden at se sig for gik ud på vejbanen forat komme over til nogle kammerater på denmodsatte vejside, hvorved han tvang en i sammeretning kørende motorvogn til opbremsning ogskade opstod; drengen fandtes ansvarlig (idetder dog også blev statueret medskyld hos vog-nens fører, der burde have nedsat hastighedeneller givet signal). Beslægtet hermed er Vestrelandsrets afgørelser i UfR 1945 s. 368, 1946s. 1295 og 1963 s. 112 V.

At barnets ansvar er dækket af en ansvars-forsikring, er principielt uden betydning for de

51

almindelige ansvarsbetingelser. Til illustrationheraf kan henvises til den foran s. 51 anførtehøjesteretsdom fra 1963, der frifandt en pigepå 3 år og 8 måneder for erstatningsansvar forskade i trafik, uanset at der var tegnet ansvars-forsikring. Der kan dog formentlig spores envis tendens hos domstolene til, når ansvarsfor-sikring foreligger, at skærpe ansvaret, uden atdette dog udtales i domspræmisserne; jævnførherved nedenfor, at domstolene ikke i disse til-fælde anvender lempelsesreglen i § 63. Someksempel kan UfR 1958 s. 638 anføres, i hvil-ken sag en 6-årig pige og en knap 6-årig drengunder leg havde ladet en legecykel blive ståendepå fortovet, medens de fjernede sig ca. 15 meterfor at se på en kammerat, der var faldet i envandpyt. Umiddelbart efter faldt en ældre,stærkt svagtsynet dame over cyklen og kom tilskade. Ved dommen blev børnene, som beggevar ansvarsforsikrede, dømt in solidum til at be-tale erstatning 3 ) .

C. Lempelse af barnets ansvar.Mens som anført under litra A Familierets-

kommissionen af 1919 foreslog en lovbestem-melse, der allerede i sin hovedregel fastsatte etlempeligere ansvar for barnet end for den voks-ne, bestemmer myndighedslovens § 63, at an-svarslempelse alene finder sted som en undta-gelse fra den almindelige regel om sædvanligterstatningsansvar, idet erstatningspligten forbørn under 15 år kan nedsættes eller endoghelt bortfalde, for så vidt det findes billigt pågrund af manglende udvikling hos barnet,handlingens beskaffenhed og omstændighederneiøvrigt.

Mens kommissionens lovudkast benyttede ud-trykket »Barnets sindstilstand«, erstattede lov-giveren det med det mere præcise udtryk»manglende udvikling hos barnet«. Lempelseefter denne betingelse må formentlig for detførste kunne ske under hensyntagen til selvealderen. Et 7-årigt barn må generelt set bedøm-mes mildere end et 14-årigt. Men man må udentvivl også kunne tage individuelle hensyn oglægge væge på, om det pågældende barn ermindre udviklet end normalt for sin alder. Ved»handlingens beskaffenhed« har man, jfr. her-ved kommissionsudtalelsen, navnlig tænkt påhandlingens større eller mindre farlighed. Harbarnet - efter sin alder - kun udvist ringe uagt-somhed, kan der være grund til at lempe -også ved større skader, i modsætning i alminde-

3) Jfr. herved også Trolle i UfR 1963 B, s. 234-35.

lighed til tilfælde, hvor barnet har handlet groftuagtsomt eller ligefrem forsætligt.

Som eksempler på lempelse under hensyn til»omstændighederne i øvrigt« nævner § 63 selv»forholdet mellem den skadegørendes (barnets)og den skadelidendes evne til at bære tabet ogudsigten til at få skaden godtgjort hos andre«.Der vil herunder kunne lægges vægt på, ombarnet - henholdsvis skadelidende - er for-muende, om ansvar også kan gøres gældendemod forældrene, fordi de har tilsidesat derestilsynspligt (se herom nedenfor), eller om even-tuelt barnets principal (f. eks. ved budtjeneste)kan pålægges ansvar efter D.L. 3-12-2. Erskadelidtes tab dækket af en forsikring, vil derogså kunne tages hensyn hertil, jfr. også FAL§ 25. Kravet til ringe uagtsomhed som forud-sætning for ansvarslempelse er strengere efterFAL § 25 end efter § 63, jfr. således UfR 1954s. 706 H, der ikke lempede nogle drenges an-svar for en brand i halmstak efter FAL § 25,idet der var udvist betydelig uagtsomhed, menhvor ansvaret, der beløb sig til 3.000 kr., ned-sattes til halvdelen i medfør af § 63.

Børns erstatningsansvar vil i mange tilfældevære dækket af en af forældrene tegnet familie-ansvarsforsikring. I tiden lige efter myndig-hedslovens gennemførelse gav det anledning tiltvivl, om der også kunne tages hensyn hertil,men domspraksis lagde sig hurtigt fast på denlinie, at der skulle tages hensyn, således at lem-pelse ikke vil finde sted, når barnet er dækketaf en ansvarsforsikring. Se hertil højesterets-dommene i UfR 1941 s. 707 og 1947 s. 998.

Er barnet derimod ikke dækket af en forsik-ring, og ejer det heller ikke midler af betyd-ning, har det utvivlsomt været bestemmelsenshensigt, at ansvaret som regel bør lempes, nårtilfældet ikke er meget graverende, eller detdrejer sig om småskader. Dette har da ogsåstort set været domstolenes indstilling. Menundtagelser gives. Som et eksempel herpå kanUfR 1956 s. 635 H anføres. I denne sag havdeen 8-årig dreng ramt en 3-årig dreng i øjetmed en pil; skaden opgjordes til 8.000 kr., menlempelse nægtedes uden hensyn til, at skade-volderen var uforsikret og formueløs. Derimodnedsattes erstatningen i en lignende sag i UfR1954 s. 541 fra 8.000 kr. til 5.000 kr. og iUfR 1944 s. 430 H til det halve; se også UfRI960 s. 460 V, hvor erstatningspligten for enuformuende 14-årig dreng, som havde voldtskade på en forsikret bil, nedsattes fra 4.711 kr.til 1.500 kr., samt forannævnte dom i UfR 1954s. 706 H.

52

2. underafsnit:Erstatningsansvaret for forældre og andre, der har

tilsyn med børn.I dansk ret findes der ingen lovbestemmelser

om erstatningsansvaret for forældre eller andre,der fører tilsyn med børn for skade, barnet for-volder. I det omfang, et sådant ansvar anerken-des, bygger det på de almindelige ulovbestemte •erstatningsregler.

Grundlaget for forældres ansvar er forældre-myndigheden med det lydigheds- og tilsynsfor-hold (omsorgsforhold), hvori barnet står i for-hold til forældrene. Det samme gælder, hvoren tilsvarende beføjelse udøves af andre endforældrene, f. eks. slægtningen, et børnehjemeller i mere afgrænset omfang ledelsen af enskole, en feriekoloni, spejderlejr o. s. v.

Ansvaret kan pålægges både for aktiv ogpassiv adfærd (undladelse) hos forældrene,men der er ingen tvivl om, at undladelsen ud-gør det i praksis foreliggende vigtigste område.Som eksempel på ansvar for forældrenes egenhandlen (på barnets vegne) kan nævnes, at enmoder kalder sit barn over gaden uden for-nøden hensyntagen til færdslen, og derved for-voldes et trafikuheld, eller at hun giver barnetpositiv urigtig instruktion med hensyn til, hvor-ledes barnet skal bruge et stykke legetøj og enlegekammerat derved forvoldes skade. Der fore-ligger så vidt ses ingen trykt retspraksis omerstatningsansvar for sådan aktiv adfærd.

I praksis angår spørgsmålet om forældrenesansvar langt oftest deres undladelser i forholdtil barnet, udtrykt mere præcist undladelse afen positiv handling, der kunne have bevirket(medvirket t i l ) , at barnet ikke forvolder skade.Forældremyndigheden indebærer, at forældremå drage omsorg for deres barn, d. v. s. detmå opdrage barnet, belære det om livets for-skellige faresituationer og føre fornødent tilsynmed det. Omfanget af forældrenes pligter, dersom nævnt ikke er angivet i lovgivningen, måbero på et konkret skøn i det enkelte tilfælde,og det er på basis af domspraksis4) kun muligtat opstille enkelte mere grove retningslinier forretsstillingen.

Der ses ikke at have foreligget nogen dom,der har domfældt på grundlag af manglendeopdragelse i almindelighed, jfr. herved UfR1946 s. 130 (om en 5-årig drengs kasten medsten) og 1941 s. 987 (om skade tilføjet en

4) Se til det følgende navnlig Trolle: anførte værk,s. 267-68, s. 273-75, s. 281 ff. og s. 323 ff., Borum:Personretten, 3. udg., s. 140-41, A. Vinding Kruse:anførte værk 176 ff., 180 ff.

parkeret bi l ) . Sædvanligvis beskæftiger dom-mene sig med, om forældrene i den konkretesituation har ladet det mangle på tilsyn oginstruktion. En række sager af typisk art fore-ligger således med hensyn til tilsynet af børn,der færdes i trafikken, jfr. UfR 1944 s. 392, derpålagde faderen ansvar, fordi han havde ladetsin knapt 4-årige søn færdes uden opsigt på enstærkt trafikeret hovedvej. Sammenlign hervedUfR 1952 s. 99 H, som frifandt for opholduden tilsyn på en villavej, 1959 s. 755, der fri-fandt, fordi moderen havde holdt opsigt i »ri-meligt omfang«, og UfR 1963 s. 303 H, der fri-fandt, idet »der ikke er tilstrækkeligt grundlagfor at statuere, at ulykken er indtrædt, fordi for-ældrenes tilsyn var svigtet«. Endvidere kan derhenvises til UfR 1955 s. 501 H, 1951 s. 894 ogVLT 1950 s. 324.

Når børn leger med farlige ting, særlig flits-buer, luftbøsser m. v., må det kræves, at dentilsynspligtige udviser særlig påpasselighed, bådei henseende til instruktion og effektivt tilsynog i henseende til overhovedet at give tilladelsetil, at børnene leger med den slags ting, her-under om fornødent effektivt forhindrer, at dekommer i barnets besiddelse. Som eksemplerfra domspraksis kan anføres UfR 1958 s. 387,1955 s. 542, 1954 s. 541, 1953 s. 352 og 742 H,1952 s. 1111 og 1113 og 1959 s. 548 H. Ommindre farlig leg se UfR 1943 s. 153, 1940s. 350, ASS X X V I (1947) B s. 146. Om legmed ild se UfR 1956 s. 215 H og 1945 s.227 H.

Der kan formentlig ikke opstilles en regelom, at bevisbyrden for, at forældrenes tilsyns-pligt er opfyldt, særlig påhviler forældrene,men bevisbyrden må bedømmes efter alminde-lige synspunkter. UfR 1921 s. 58 har ganskevist givet udtryk for, at bevisbyrden var hosforældrene, men dette har ikke fundet støttei senere retspraksis, jfr. herved bl. a. dennævnte højesteretsafgørelse fra 1963.

Et tvivlsomt spørgsmål er, hvorvidt børn børtåle identifikation med deres forældre i til-fælde, hvor barnet lider skade og kan rejsekrav mod trediemand, og hvor også forældreneer ansvarlige. I litteraturen går Borum5) ogGomard®) imod at anerkende identifikationen,mens Trolle1) finder identifikation r ime l ig 8 ) .

I retspraksis har nogle ældre landsretsdom-me tilsyneladende gennemført en identifikation,

5) Personretten, s. 145.6) Juristen 1954, s. 4l4.7) Anførte værk s. 324-326.8) Ussing: Erstatningsret, s. 189, synes ikke at tage

klar stilling til spørgsmålet.

53

men det er tvivlsomt, hvilken præjudikatsvirk-ning disse har, når henses til en real vurderingaf problemet. Det har været hævdet9), at inden-tifikationssynspunktet »forudsætningsvis« er ble-vet godkendt af højesteret i nogle sager, hvorder under søgsmål fra barnets side af modpartenhar været procederet på, at barnets forældrehar udvist manglende tilsyn, og at den pågæl-dendes ansvar derfor burde nedsættes. Dettegælder således UfR 1956 s. 635 H, 1955 s.501 H og 1938 s. 704 H. Højesteret statueredeimidlertid i alle disse sager blot, at »forældre-nes forhold til barnet ikke kunne begrunde ennedsættelse af erstatningen«. Hvorvidt dette be-ror på, at højesteret ikke fandt, at der forelåskyld hos forældrene, således at identifikationallerede af den grund ikke kunne ske, eller atretten overhovedet ikke fandt, at der var grund-lag for identifikation, fremgår ikke med sikker-hed af afgørelserne. I svensk højesteretspraksiser det med afgørelsen Nytt Juridisk Arkiv 1952s. 573 klart antaget, at identifikation ikke børfinde sted i tilfælde, hvor barnet pådrages per-sonskade -

Endeligt skal det bemærkes, at spørgsmåletom ansvar for manglende tilsyn og instruktionmed børn ikke alene kan påhvile forældre, selvom dette tilfælde naturligvis er det praktiskvigtigste. Er børn således givet i varetægt hosandre, vil der efter omstændighederne gældelignende ansvarsregler. Dette gælder i praksisnavnlig skoler og børnehjem. Således kan næv-

9) Mathiassen: Juristen 1961, s. 327 ff.

nes en række afgørelser om ansvar for børns til-skadekomst under leg på legeplads UfR 1955s. 542, ASS 1954 B s. 210, 1932 s. 977 og VLT1932 s. 56, der dømte skolen, og UfR 1940 s.350, ASS 1947 B s. 146 og UfR 1937 s. 87 H,der frifandt denne. Også om ansvar for skadeunder gymnastik og sport foreligger der afgørel-ser, jfr. således UfR 1952 s. 669, 1939 s. 600,1030 og 1085 H samt 1937 s. 87 H og 1126.Om en skoles ansvar for et barns tilskadekomstunder transport i forbindelse med barnets del-tagelse i en af skolen arrangeret frivillig svøm-meundervisning, se UfR 1963 s. 419 V. Ombørnehavers ansvar se UfR I960 s. 178, ASS1945 B s. 36, 1954 B s. 210 og 1947 B s. 146.For feriekolonier kan henvises til UfR 1949 s.977 og for hjem for vanskelige børn, hvorfra todrenge forårsagede brandskade, se UfR 1955 s.336 og 1956 s. 215 H.

Til fuldstændighed skal bemærkes, at ansva-ret for forældre og andre, der har tilsyn medbørn, ikke blot gælder i forhold til tredimand,men også i forhold til barnet selv, der liderskade, jfr. herved bl. a. den anførte dom UfR1963 s. 419. Afgrænsningen af tilsynspligtenvil dog formentlig her blive bedømt på en lidtanden måde, fordi skadesituationen er ander-ledes. Antages det, at barnet med hensyn tilsit erstatningskrav overfor trediemand må tåleidentifikation med forældrenes fejl, har barnetefter almindelige synspunkter et regresansvarover for forældrene. Nogen retspraksis ses dogikke at foreligge.

II. Anden nordisk ret.

A. Finsk ret.1. Barnets ansvar.

Som i anden nordisk ret gælder culpareglensom den almindelige erstatningsregel i finsk ret.For så vidt angår ansvar for børn bestemmerden finske straffelovs kapitel 9, 5. paragraf, føl-gende:

»Är skada gjord av barn under femton år, . . . ochkan skadestånd ej gäldas av den, vilken för under-låten tillsyn om sådan person, eller för annat sådantvållande, förklarats skyldig att ersätta skadan; gångeskadeståndet ut av gärningsmannens gods.«

Andre bestemmelser om børns erstatnings-ansvar findes ikke i finsk lovgivning. Om for-ståelsen af den citerede regel i straffeloven harder såvel inden for doktrin som praksis rådetdelte meninger.

Undertiden har man gjort gældende, at etbarn under 15 år alene er erstatningsansvarlig,såfremt den eller de, der havde tilsyn med bar-net (forældrene), havde svigtet med hensyntil tilbørligt opsyn, således at den pågældendederved selv blev ansvarlig for skaden. I dettetilfælde anses barnets ansvar alene at være sub-sidiært. Til støtte for denne opfattelse er derforuden til lovens ordlyd henvist til alminde-lige retlige synspunkter og den omstændighed,at det ville være fremmedartet at pålægge bar-net absolut ansvar for sine gerninger i tilfælde,hvor loven med hensyn til voksne - for at be-skytte dem mod ugrundet ejendomstab - kræ-ver culpa som ansvarsforudsætning.

En mere almindelig godtaget opfattelse erden, at der efter straffelovens kapitel 9, 5. §,

54

ikke er noget til hinder for, at et barn pålæg-ges ansvar i tilfælde, hvor barnet ingen for-ældre har, eller hvor forældrene ikke kan på-lægges ansvar som følge af forsømmelse vedtilsynet. Tilhængere af dette standpunkt hardog været af forskellig mening med hensyntil de forudsætninger, der må opstilles for bar-nets erstatningsansvar.

Efter én opfattelse bør culpareglen finde an-vendelse ved bedømmelsen af børns ansvar, så-ledes at den tilpasses den typiske evne for om-dømme og tilpasning, som man kan fordre afet barn i den pågældende alder. En anden op-fattelse gør på den anden side gældende, atbarnet alene bør være primært ansvarlig i så-danne særlige tilfælde, hvor objektive billig-hedshensyn taler for et ansvar. Dette gældersærligt i tilfælde, hvor barnet med sine midlervil kunne være i stand til at honorere et ansvars-krav uden derved at sætte sit underhold og sinuddannelse på spil, og den skadelidende skullekomme i vanskelighed, såfremt han ikke fikerstatning. Til støtte for denne opfattelse erbl. a. henvist til, at det nævnte lovbud i straffe-loven synes at sondre mellem ansvar for til-regnelige og utilregnelige personer.

I retspraksis er børn i de senere år pålagterstatningsansvar også i tilfælde, hvor for-ældrene ikke primært er idømt ansvar. —

2. Ansvar for forældre tn.fl.Med hensyn til forældres ansvar for deres

børns skadegørende handlinger er der i dok-trin og praksis enighed om, at ansvar kun på-lægges i tilfælde, hvor forældrene har forsømtat opfylde en foreliggende tilsynspligt.

B. Norsk ret.1. Barnets ansvar.

Ligesom i dansk ret gælder i norsk ret culpa-reglen som den almindelige erstatningsregel.For så vidt angår børn modificeres denne af ensærlig bestemmelse i loven om straffelovensikrafttræden af 22. maj 1902 (nr. 11) § 22,der bestemmer følgende:

»Har barn under 14 år voldt skada, er barnet ikkeansvarlig for skaden.

Har barnet midler kan dog retten, hvor den efteromstændighederne finder det billigt bestemme, at ska-den helt eller delvis skal erstattes af disse midler.«

Efter denne bestemmelse er et barn såledessom hovedregel ikke underkastet det alminde-lige culpaansvar. Udgangspunktet efter § 22,stk. 1, er, at barn under 14 år ikke er pligtigat erstatte de skader, som barnet forvolder. Det

gælder ikke blot, når skaden er forvoldt veduagtsomhed, men også hvor skaden er forsætlig.

Ansvarsfriheden for barn under 14 år er dogikke absolut. Efter § 22, stk. 2, kan et barnundertiden blive pålagt erstatningsansvar; menfor at dette kan ske, er det en betingelse, atbarnet har »midler«. Hvis barnet ikke ejermidler, kan det ikke gøres erstatningsansvarlig.

Ansvaret begrænses til de midler, som barnethar, idet en dom alene kan gå ud på, at erstat-ning ydes af »disse midler«. Det er den for-mue (nettoformue), som barnet ejer på dettidspunkt, hvor dommen afsiges, der skal tageshensyn til. Erstatningen kan alene eksekveres idisse midler og ikke f. eks. i midler, som bar-net senere bliver ejer af. Et personligt ansvarud over disse midler kan barnet således ikkepålasgges.

Der råder nogen usikkerhed med hensyn til,hvor meget der fordres for, at barnet kan sigesat have midler. Spørgsmålet har praktisk taltikke været forelagt domstolene. En bestemt for-muegrænse kan næppe sættes for, at barnet kananses at have midler. En hvilken som helstformue vil dog ikke være tilstrækkelig. For-mentlig må kravet til formuens størrelse varierenoget efter skadens størrelse, idet der ved størreskader kan være grund til at kræve mere, forat barnet kan anses at have midler, end når detgælder mindre skader. I teorien har det værethævdet, at barnet må have adskillige midler iforhold til den skade, der er forvoldt, for atder kan være tale om at gøre barnet ansvarlig.Det må eje så store værdier, at det ikke risi-kerer at sidde igen med lidt eller intet, nårerstatningen er betalt. Hvis barnet ikke ejermidler udover, hvad der efter processens reglerom tvangsbeneficium er unddraget udlæg, erbarnet i hvert fald uden midler.

Det antages ikke i norsk ret, at den omstæn-dighed, at barnet er ansvarsforsikret, indebærer,at barnet har midler i nævnte lovregels forstand,idet tilstedeværelsen af en ansvarsforsikring ik-ke findes at kunne øge erstatningsansvaret forden pågældende i forhold til, hvad retsordensregler i øvrigt fastsætter.

Foruden at barnet skal have midler, krævesdet efter lovreglen, at retten efter omstændig-hederne finder det billigt, at barnet erstatterskaden helt eller delvist. Efter indholdet afdenne betingelse er retten ved sin afgørelseikke bundet til bestemte momenter, men kantage alle omstændigheder i betragtning, dermed rimelighed vil være af betydning. Disseomstændigheder er formentlig navnlig barnets

55

(skadevolderens) økonomi, alder, modenhed,udvist skyld og den skadelidtes økonomi, her-under om han er forsikret mod skaden. Der erimidlertid i teorien ikke enighed om, hvilkeforhold der her bør komme i betragtning.

Reglen i ikrafttrædelseslovens § 22 antagesalene at gælde spørgsmålet om barnets ansvaroverfor trediemand og således ikke spørgsmåletom nedsættelse af barnets eget erstatningsansvarsom følge af egen skyld. Med hensyn til dettespørgsmål gælder i norsk ret principielt desamme regler for børn som for voksne, det vilnavnlig sige bestemmelsen i nævnte ikrafttræ-delseslovs § 25, hvorefter erstatningskravet vedegen skyld kan nedsættes eller falde bort. Vedansvaret for motorkøretøjer, hvor der gældersærlige lovbestemmelser om egen skyld, harnorske domstole i forhold til den hidtidige lov-regel på området, der imidlertid nu er afløstaf en ny regel, i adskillige tilfælde nedsat er-statningsansvaret under hensyn til barnets egenskyld. Der er her eksempler på, at et barn nedtil 8-års alderen har fået nedsat erstatning pågrund af egen skyld.

De nævnte indskrænkninger i et barns erstat-ningsansvar gælder alene, for så vidt ansvareter betinget af udvist skyld, og omfatter såledesikke tilfælde, hvor ansvaret beror på objektiveerstatningsregler (ansvar uden skyld).

2. Ansvaret for foraldre m. fl.Ligesom i dansk ret gælder der heller ikke

i norsk ret særlige lovbestemmelser om for-ældres erstatningsansvar for børns skadegørendehandlinger. Forudsætningen for et ansvar er,at forældrene har udvist et uforsvarligt for-hold. Nævneværdig retspraksis findes dog ikkepå området.

Udgangspunktet er, at ingen andre er ansvar-lige for andres skadegørende handlinger. Imid-lertid har forældrene som følge af deres stillingen vis pligt til at opdrage barnet og føre til-syn med det. Noget objektivt ansvar har for-ældrene dog ikke for barnet; men ligesom idansk ret opstår spørgsmålet om ansvar, såfremtforældrene har svigtet deres tilsynspligt medbarnet. Bedømmelsen af dette spørgsmål stillersig formentlig tilsvarende som i dansk ret, idetansvaret vil bero på en konkret vurdering afsagen. Har forældrene viden om, at barnet erved at foretage en uforsvarlig handling, må deefter omstændighederne være forpligtede til atgribe ind, og udstyres barnet med farlige ting,f. eks. salongevær eller lign., må forældrenevære pligtige til at sikre, at barnet får den for-

nødne instruktion. Der skal formentlig megettil for at statuere et ansvar alene på grundlagaf dårlig eller manglende opdragelse i alminde-lighed.

Ansvar for børn foreligger formentlig ikkealene for forældre, men efter omstændighedernekan et sådant også pålægges andre, der harpligt til at føre tilsyn med barnet eller tagesig af dets opdragelse og her forsømmer deresopgave.

C. Svensk ret1).1. Barnets ansvar.

Den almindelige erstatningsregel i Sverige erculpareglen som i de øvrige nordiske lande.For børn suppleres reglen af bestemmelsen i6. kapitel, 6. § i straffeloven, der har følgendeordlyd:

»Är skada gjord av person under femton års åldereller sådan, som i 5. kap., 5. § omtalas, vare hanpliktig att ersätta skadan, om och i den mån detmed hänsyn till hans sinnesart, gärningens beskaffen-het och omständigheterna i övrigt må anses skäligt.Vad han sålunda utgivit äge han söka åter av den,som genom underlåten vård om hans person vållatskadan.«

Reglen svarer i al væsentlighed til den, somden danske og den svenske familieretskommis-sion foreslog i deres udkast, for Danmarks ved-kommende til loven om umyndighed og værge-mål, jfr. foran i kapitel 1, 1. underafsnit,litra A.

Bestemmelsen rummer efter sin ordlyd ingenhenvisning til barnets alder. I retspraksis er detimidlertid knæsat, at mindstegrænsen for at på-lægge ansvar ligger ved barnets 5 års alder.Alderen kommer i øvrigt i betragtning ved be-dømmelsen af, om en vis handlemåde må an-ses som culpøs. I øvrigt tillægges alderen be-tydning for erstatningsudmålingen, idet børn opmod 15 års alderen almindeligvis ikke opnåren nedsættelse af erstatningsansvaret til mereend 2/3 af ansvarsbeløbet, hvorimod børn i delavere aldersklasser i almindelighed opnår ennedsættelse indtil en trediedel af ansvarsbeløbet.

Graden af uforsigtighed tillægges betydningved ansvarsudmålingen, ligesom handlingensfarlige beskaffenhed gør det. I øvrigt må man,når man vil trække retningslinierne op i svenskret, på lignende måde som i dansk ret gennem-gå en række typetilfælde. Skade, der opstårved fælles leg mellem flere børn er et tilfælde,som ofte bedømmes relativt mildt. Leg med-

*) Jfr. bilag 1 til Statens offentliga utredningar1963:33 Skadestånd I (i det følgende kaldet densvenske betænkning).

56

fører ricici, som man inden for visse grænsermå akceptere. Efter omstændighederne må etbarns deltagelse i farlig leg endog kunne til-regnes barnet som egen skyld.

I trafikforhold anlægges ligesom i dansk retderimod en relativ streng bedømmelse.

Den svenske regel bestemmer yderligere, athensyn skal tages til »øvrige omstændigheder«.Efter motiverne kommer her nærmest skade-volderens og den skadelidendes økonomiskeforhold i betragtning. Det er dog imidlertidsjældent, at udtrykkelige hensyntagen til parter-nes økonomiske forhold sker i retsafgørelserne.Der foreligger ikke i praksis afgørende støttefor den antagelse, at tilstedeværelse af skade-forsikring for den skadelidte anses som ennedsættelsesgrund bortset fra de tilfælde, hvorreglen i forsikringsaftalelovens § 25 eller be-stemmelserne i forsikringsvilkårene giver støttefor en ansvarslempelse. Det kan dog ikke ude-lukkes, at der i retspraksis vil blive taget hen-syn til, at skadelidte er forsikret; men spørgs-målet står endnu åbent.

I flere retstilfælde har det været anført, atansvarsforsikring forelå. Svensk ret har dogikke stillet sig på det tilsvarende klare stand-punkt som i dansk ret, hvorefter ansvarsforsik-ring udelukker lempelse. I svensk ret er detudgangspunktet, at spørgsmålet om barnets er-statningsansvar bedømmes uden hensyntagen tilde økonomiske konsekvenser for barnet. Disseer først af betydning, når det i anden rækkeskal afgøres, om ansvarsbyrden bliver økono-misk rimelig for barnet. Først her sætter spørgs-målet om ansvarsforsikringens betydning ind.Der foreligger derfor også domme i svensk ret,som lemper ansvaret for barnet uanset tilstede-værelsen af ansvarsforsikring.

Ligesom i dansk ret er barnets ansvar ikkeafhængig af, om forældrene eller andre, derhar tilsyn med barnet, undgår erstatningsansvar,barnets ansvar er således aldrig subsidiært. Iet enkelt tilfælde er dog et barn blevet frifun-det for uagtsomhed, idet hans uforsigtighedfandtes ringe i forhold til den uforsigtighed,som moderen, der førte tilsyn med barnet, havdeudvist.

Vedrørende barnets egen skyld gælder der iprincippet samme regler som for barnets ansvarover for tredjemand. I det enkelte tilfælde kandog forholdet bedømmes forskelligt. Retspraksishar bl.a. i et tilfælde statueret egen skyld hos et4 års barn, der kom til skade i trafikken, uan-set om retspraksis i øvrigt almindeligvis hånd-hæver en mindstegrænse for ansvar på 5 år.

2. Ansvaret for forældre m. fl.Forældre har som indehavere af forældre-

myndigheden pligt til at sørge for barnetsperson, give det den fornødne opdragelse ogføre opsyn med barnet. Hermed følger pligttil at føre tilsyn med barnet og at søge at hin-dre, at barnet forårsager skade. Tilsidesættelsenaf disse forpligtelser kan pådrage forældreneeller den ene af dem ansvar efter culpareglen.I almindelighed angår sagen spørgsmålet omundladelse fra forældrenes side med at føre op-syn eller kontrol med farlige genstande o. lign.eller at hindre barnet i at komme ud i trafik-ken, inden de har tilegnet sig de nødvendigeforudsætninger herfor.

I forældrenes opgave at opdrage barnet liggernaturligt at bibringe barnet almene lærdommeom, hvordan det skal forholde sig i livets for-skellige situationer. Det vil dog kun foreliggesjældent, at erstatningsansvar kan pålægges for-ældrene på grund af manglende opdragelse.Derimod findes adskillige eksempler på, at for-ældrene har pådraget sig ansvar for deres børnshandlinger som følge af forsømmelse med til-synet i det enkelte tilfælde. Der stilles her gan-ske store krav til forældrene, hvor det gælderderes pligt til at advare eller hindre barnet i påuforsvarlig måde at omgås med farligt legetøjog lignende eller begive sig ud i trafikken udenomtanke.

Forældrenes tilsynspligt ophører ikke, førbarnet fylder 15 år og dermed selv bliver fuldtansvarlig for sine handlinger.

Også andre end forældrene kan blive ansvar-lige for børns skadegørende handlinger. Er bar-net under særskilt forordnede formynderskabeller har nogen på grundlag af aftale, f. eks.som barnepige eller husassistent længere ellerkortere tid overtaget den faktiske omsorg forbarnet, pådrager vedkommende sig i princippetsamme ansvar som forældrene. Dette gælderogså i tilfælde, hvor overtagelsen af tilsyns-pligten er rent midlertidig, f. eks. hvor en mornogle timer overlader barnet til naboens kone.Ansvar kan også opstå for personalet på syge-hus, i feriekolonier o. lign. samt for skolelærere,der har pligt til at føre tilsyn og opsigt medbørn, som overlades dem. Spørgsmålet om an-svaret for andre, der har tilsynet, end foræl-drene synes dog kun sjældent at være prøvetved domstolene.

Reglen i andet punktum i den foran citeredebestemmelse i straffeloven, hvorefter et barn,som pålægges erstatningsansvar, har fuld re-gresret mod den forsømmelige af forældrene

<>7

eller andre, der har tilsynet med barnet, er afnaturlige grunde af ringe praktisk betydning iforholdet mellem forældre og børn. Eksemplerforeligger ikke på reglens anvendelse i rets-praksis.

Svensk retspraksis har fastslået, at et barn,der lider personlig skade ved en trafikulykke

ikke får sit erstatningskrav påvirket af, at derikke fra forældrenes side har været ført fornø-dent tilsyn med barnet. Barnet behøver såledesikke at tåle identifikation med forældrene forderes fejl, i hvert fald ikke, når der er tale om,at personskade overgår barnet.

III. Fremmed ret i øvrigt.

A. England.

Engelsk ret indeholder ingen almindelig re-gel om, at børn ikke skulle være erstatnings-ansvarlige for deres handlinger. Dette indebæ-rer imidlertid ikke, at lav alder er uden betyd-ning ved afgørelsen af spørgsmålet om ansvar,idet dette vil være afhængig af de subjektiveansvarsvilkår, der i almindelighed er gældendefor vedkommende »tort« (krænkelse).

Hvor der er tale om ansvar for »negligence«(uagtsomhed), vil skadevolderens alder for-mentlig blive tillagt betydning ved vurderingenaf, hvilken uagtsomhed der er lagt for dagen.Et barns adfærd vil blive bedømt på baggrundaf, hvad der kan forventes af et barn i ved-kommende alderstrin, således at et barn i man-ge tilfælde vil anses uden ansvar, hvor envoksen ville være ansvarlig. Ved enkelte andre»torts« er de subjektive vilkår udformet således,at et barn vil blive holdt ansvarlig helt på liniemed en voksen. Som eksempel kan nævnes»trespass on land«, d.v.s. uberettiget ophold påanden mands ejendom. Her er det tilstrække-ligt, at den, der trænger ind, frivilligt har fore-taget sig den handling, som har bragt ham indpå ejendommen; kun når han mod sin vilje erkommet derind, er han uden ansvar. Uvidenhedhos den, der trænger ind, om områdets grænse-linie eller hans urigtige opfattelse m.h.t. hansret at færdes på ejendommen fritager ham ikkefor ansvar.

En undtagelse fra reglen om barnets prin-cipielle ligestilling med den voksne med hen-syn til erstatningsansvar udledes imidlertid afreglen om, at mindreårige (under 21 år) ikkekan forpligte sig ved kontrakt (Infants ReliefeAct 1874). Hvis barnets skadevoldende hand-ling samtidig er et kontraktsbrud, vil den skade-lidte ikke kunne omgå reglen om barnets mang-lende retshandleevne ved at rejse sag på et er-statningsgrundlag. Denne undtagelsesregelfremkalder afgrænsningsvanskeligheder, men

det er f. eks. fastslået, at et barn ikke kan hol-des ansvarlig efter erstatningsreglerne, hvorhan har opnået et lån ved urigtig opgivelse afsin alder.

Engelsk ret indeholder heller ikke særligeregler omfattende forældres ansvar for skader,som barnet forvolder. Skal forældrene pålæggesansvar, må det bero på, at forældrene selv haroptrådt uforsvarligt. Ansvaret kan have singrund i, at forældrene har opfordret barnet tilat begå den skadegørende handling, eller for-ældrene kan holdes ansvarlige for »negligence«i form af svigtende tilsyn. Et ansvar er såledespålagt en fader, som udstyrede sin 15 år gamlesøn med luftgevær og lod ham beholde det,efter at sønnen havde forvoldt skade med det.

Hvilken betydning egen skyld hos barnet skaltillægges, varierer for de forskellige »torts«, ogalderens betydning må vurderes særligt i hvertenkelt tilfælde heraf.

Størst interesse samler sig formentlig om be-tydningen af egen skyld hos et barn, hvorskadevolderens ansvar beror på »negligence«.To regler kommer formentlig her ind i billedet.

For det første har man i engelsk ret den re-gel, at en ejer eller besidder af fast ejendommed hensyn til ejendommens tilstand ikke harnogen pligt til at udvise agtpågivenhed i for-hold til »trespassers«, d.v.s. personer, som ube-rettiget befinder sig på ejendommen. Dette gæl-der også, når vedkommende er et barn. Derhar imidlertid været en tendens til at tillæggedet forhold, at der på en ejendom befinder sigting, som har en særlig tillokkelse for barnet,og besidderen er vidende herom, betydning som»implied consent« ved barnets ophold, såledesat barnet i disse tilfælde ikke kan betegnes som»trespassers«.

løvrigt gælder i engelsk ret siden 1945 (TheLaw Reform (Contributory Negligence) Act)det såkaldte fordelingsprincip, d.v.s. ansvaretsomfang bedømmes på grundlag af den skyld,

58

der er udvist fra begge parters side. For børngælder ingen mindstegrænse for statuering afegen skyld. I en sag blev skadevolderen såledesfrifundet på grund af egen skyld hos en 4-årigskadelidt. Det er imidlertid anerkendt, at etskadelidende barns adfærd skal bedømmes un-der hensyn til barnets alder og udviklingstrin.I en sag, hvor skadevolderens uagtsomhed be-stod i, at han havde udleveret benzin til en 9-årig dreng, der derefter satte ild til benzinenog kom til skade, blev det således antaget, atder ikke forelå uagtsom medvirken, idet detikke kunne forventes, at en 9-årig skulle forstå,hvor brandfarlig benzin er.

Det er alene barnets egen uagtsomhed, dertillægges betydning for barnets erstatningskrav.Der foretages ingen identifikation med foræl-drene, således at barnets krav ikke nedsættessom følge af, at der ved skadens opståen er ud-vist uagtsomhed fra forældrenes side.

B. Frankrig.Fransk erstatningsret bygger i hovedsagen på

Code Civil art. 1382-1386, der dels angår an-svar for culpa, jfr. ordene »faute«, »negligence«og »imprudence«, dels nogle mere objektivtbetonede ansvarsregler om skyldpræsumption ogobjektivt ansvar. Ansvar pålægges for både for-sætligt skadevoldende handlinger (»delits«)som uagtsomme (»quasi-delits«). Det synesanerkendt, at man ved uagtsomhedsbedømmel-sen skal vurdere skadevolderens adfærd på bag-grund af en objektiv agtsomhedsstandard meden bonus pater familia som målestok.

Code Civil indeholder ingen særregler om,hvorvidt et barn er erstatningsansvarlig for sineskadegørende handlinger. Formentlig fremgårdet af art. 1310, at mindreårighed ikke i sig selvvirker ansvarsbefriende. Denne bestemmelsehar imidlertid ikke været forstået derhen, at denalmindeligt fastslår, at et barns adfærd skal be-dømmes som en voksens. Fransk ret bygger her-ved på den opfattelse, at uanset om agtsomheds-vurderingen i almindelighed er objektiv, forud-sætter begrebet »faute«, at vedkommende er ibesiddelse af sådanne åndsevner, at han kanforstå rækkevidden af sine handlinger. Det an-tages derfor, at helt små børn ikke kan pålæg-ges erstatningsansvar, idet ansvaret må forud-sætte, at barnet har nået »l'age de raison«. Derkan imidlertid ikke fastsættes en bestemt al-dersgrænse; om barnet skal pålægges ansvar,må bedømmes i hvert eenkelt tilfælde underhensyn til barnets fysiske og psykiske udvik-

ling og under hensyn til den handlingssituation,som barnet befinder sig i.

Man har eksempler på, at børn på 6-7 år erpålagt ansvar, bl. a. for skader forvoldt kam-merater under leg, men i de fleste tilfælde an-ses børn i alderen 8—10 år at savne skyldevne.Finder man imidlertid, at barnet har den for-nødne modenhed, antages det, at man ved skyld-bedømmelsen i det enkelte tilfælde ikke skaltillægge alderen betydning, men at barnets ad-færd skal vurderes på baggrund af en generelagtsomhedsstandard; denne opfattelse er imid-lertid ikke ganske uomstridt.

Reglen om, at de helt små børn i konsekvensaf skyldkravet ikke er erstatningsansvarlige,gælder ikke, hvor ansvaret beror på objektiveansvarsregler.

Hvis et barn forvolder skade, vil forældrenekunne holdes ansvarlige efter den almindeligeskyldregel i Code Civil art. 1382, såfremt derføres bevis for, at barnets adfærd direkte harsin baggrund i forsætlig eller uagtsom hand-ling eller undladelse hos forældrene. Den al-mindelige skyldregel får dog begrænset betyd-ning, idet man i art. 1384, 4. led, har en regel,som pålægger forældrene et noget strengere an-svar. Denne regel, der efter sin ordlyd er enskyldpræsumptionsregel, opfattes således, at deropstilles en generel formodning om, at når bar-net forvolder skade, har det sin baggrund en-ten i mangelfuld opdragelse eller i svigtendetilsyn fra forældrene. Disse kan således kun fri-holde sig ved at føre bevis for, at den indtrufneskade ikke kan bebrejdes dem. Forældrene måherved føre bevis for, at de har opfyldt derespligt til at føre sædvanligt tilsyn med, hvadbarnet foretager sig. Hvor langt denne tilsyns-pligt rækker, er afhængig af barnets alder ogkarakter og tillidsforholdet, hvorunder familienlever. Den ansvarlige vil ikke kunne friholdesig ved at henvise til, at han var fraværende,da skaden forvoldtes, når han ikke har sørgetfor, at en anden i hans sted har haft barnet.Med hensyn til opdragelsen må forældrene forat undgå ansvar føre bevis for, at de har givetbarnet en forsvarlig opdragelse, og at de her-ved har vist tilstrækkelig fasthed over for bar-net. Man har eksempler på, at forældre er holdtansvarlige for et barns trafikskader, når de ikkehar kunnet bevise, at barnet har fået tilstræk-kelig vejledning i færdselsreglerne.

Den ansvarlige efter art. 1384, 4. stk., erfaderen, og efter hans død moderen. Praksishar fortolket denne bestemmelse således, at mani almindelighed lader ansvaret påhvile den af

59

forældrene, som har forældremyndigheden. For-ældreansvaret gælder dog alene, hvis barnet borhos forældrene, men et midlertidigt fravær erikke tilstrækkeligt til at gøre ansvarsreglen uan-vendelig.

Code Civil indeholder ikke almindelige reglerom betydningen af egen skyld, men der har iteori og praksis udviklet sig en fordelingsregelpå grundlag af en skyldvurdering. Savner ska-delidende skyldevne, vil hans medvirken tilskaden være uden indflydelse på erstatningskra-vet. I retspraksis har der dog været en tendenstil at lade helt små børns uforsigtighed influerepå deres erstatningskrav.

C. Tyskland.

Tysk rets erstatningsregler findes i Bürger-liches Gesetzbuch (BGB) § 249 ff., mens §§823-853 giver regler om ansvarsgrundlag m. v.Også i speciallovgivningen findes der vigtigeerstatningsregler, herunder om jernbaner, mo-torvogne, luftfart, kraftværker m. v. Reglerne iBGB bygger i udpræget grad på skyldprincip-pet; de afvigelser, som findes i retning af etobjektivt betonet ansvar, har med få undtagel-ser karakter af regler om skyldpræsumption. Ispeciallovgivningen findes imidlertid i stor ud-strækning regler om objektivt ansvar (»Ge-fährdungshaftung«) .

Spørgsmålet om børns erstatningsretlige stil-ling er behandlet i BGB §§ 828-829. Forældre-nes ansvar reguleres af § 832.

En forudsætning for ansvaret efter skyldreg-len er, at skadevolderen har skyldevne (»Ver-schuldensfähigkeit«). Spørgsmålet om alderensbetydning for skyldevnen lægger BGB til grundfor en ordning med 3 aldersgrupper: de somhelt savner skyldevnen, de som har »betingetskyldevne«, og de som har »fuld skyldevne«.Ved denne gruppedeling bygger loven på be-stemte aldersgrænser, nemlig 7 år og 18 år.

Efter BGB § 828, stk. 1, er den, som ikke erfyldt 7 år, ikke ansvarlig for sine skadeforvol-dende handlinger; han savner helt skyldevne.

Efter BGB § 828, andet stykke, har børn ialdersgruppen 7-18 år en betinget skyldevne;ansvar kan her pålægges, men dette gælderikke, såfremt det påvises, at barnet savner »diezur Erkenntnis der Veranwortlichkeit erforder-liche Einsicht«. Afgørende er altså, om skade-volderen har nået en sådan grad af intelligensog modenhed, at han er i stand til at indse, athans handling er uretmæssig. I praksis inde-bærer dette et krav om, at skadevolderen skal

have nået et sådan åndeligt udviklingstrin, athan er i stand til at indse, at hans handling erfarlig og af skadevoldende karakter. Om et barnefter dette kan siges at savne skyldevne, må af-gøres konkret; der må således tages hensyn til,at et barn på samme alderstrin kan have nåeten anden grad af modenhed og intelligens, ogat der på forskellige livsområder kan kræves etforskelligt mål af indsigt. Som eksempel fraretspraksis kan nævnes, at en 8-års dreng blevanset at savne den fornødne indsigt, når detgjaldt farerne ved et tærskeværk, men at hanblev anset tilstrækkelig moden til at se det uret-mæssige i at overtræde et forbud mod at færdespå området, hvor tærskeværket var placeret.

Foruden ved spørgsmålet om skyldevne vilalderen også kunne få betydning ved bedøm-melsen af uagtsomheden. Som målestok vedvurderingen heraf benyttes optræden, som kankræves af personer inden for den samme so-ciale gruppe som skadevolderen.

Selv om et skadeforvoldende barn ikke kanpålægges skyldansvar på grund af manglende»Verschuldensfähigkeit«, kan barnet efter BGB§ 829 på et rent rimelighedsgrundlag pålæggesat erstatte skaden helt eller delvis. For at en så-dan erstatning skal kunne tilkendes, kræves det,at skadeforvoldelsen er objektiv retsstridig, så-ledes at det bare er den manglende skyldevne,som udelukker ansvaret efter de sædvanligeregler. Ved bedømmelsen af, om et sådant an-svar skal pålægges, tages der hensyn til barnetsformueomstændigheder; ansvar efter § 829 kanikke pålægges, såfremt dette vil berøve barnetmidler, som er nødvendige for dets underhold.Også skadelidendes økonomiske forhold tages ibetragtning, og erstatning efter § 829 kan ikketilkendes, såfremt den skadelidende har opnåeterstatning hos den, som har pligt til at føre til-syn med barnet.

BGB § 832 pålægger den, som har en lov-bestemt pligt til at føre tilsyn med en mindre-årig, at erstatte skade, som denne forvolder,medmindre det godtgøres, at tilsynspligten eropfyldt, eller at skaden ville være indtrådt, selv-om der var ført tilbørligt tilsyn.

Sålænge ægteskabet består, påhviler ansvaretefter § 832 begge forældre, idet begge har til-synspligt. Er ægteskabet opløst, således at aleneen af forældrene har forældremyndigheden, på-hviler tilsynspligten og ansvaret alene denne.

Forældrenes ansvar efter BGB § 832 gælder,når barnet er mindreårigt, d.v.s. ikke fyldt 21år og ikke erklæret myndig inden denne alder.Forældrenes ansvar er betinget af, at barnets

60

skadevoldende handling er retsstridig (»wieder-rechtslich«), men det er uden betydning, ombarnet selv er ansvarsfrit, f. eks. på grund afmanglende skyldevne.

Ved afgørelsen af, om forældrene har op-fyldt deres tilsynspligt, lægges der først ogfremmest vægt på barnets alder og dets karak-ter. Et velopdragent og lydigt barn kan givesstørre frihed end barnet, som har vist mindregode karakteregenskaber. Er barnets uheldigeegenskaber stærkt fremtrædende, kan det for-langes, at der tages meget strenge opdragendeforholdsregler. Som eksempel kan nævnes, at enfader er blevet holdt ansvarlig for skade for-voldt ved, at hans 16-| år gamle søn skød påpolitiet, da han skulle bringes tilbage til denopdragelsesanstalt, han var rømmet fra; detblev herved lagt til grund, dels at faderen selvvar pligtig til at sende drengen tilbage til an-stalten, dels at faderen havde undladt at hin-dre sønnen i at få fat i et ubrugeligt gevær, somsønnen reparerede og senere brugte ved skyd-ningen.

Der lægges også vægt på forældrenes økono-miske evne; dette får særlig betydning, hvor derforeligger spørgsmål om at anse forældrenepligtige til at skaffe en anden i deres sted, nårde selv på grund af arbejde el. lign. er afskåretfra at føre tilsyn med barnet.

Forældrene har pligt til at sørge for, at bar-net ikke deltager i virksomhed, hvor det pågrund af manglende indsigt og erfaring let kankomme til at forvolde skade. Er barnet f. eks.kommet i besiddelse af et skydevåben, har for-ældrene pligt til at gribe ind, medmindre barnethar nået en sådan alder og et sådant forstands-niveau, at det må forventes at afholde sig framisbrug og undgå uheld.

I § 254 bestemmes, at ansvaret kan nedsæt-tes eller bortfalde, dersom skadelidte culpøsthar medvirket til skaden. Ved skyldbedømmel-sen lægges der her principielt samme krav tilgrund som ved spørgsmålet om barnets eget an-svar. Egen skyld kan ikke komme på tale, hvisskadelidte ikke er fyldt 7 år; er skadelidte ialdersgruppen 7-18 år, er nedsættelse eller bort-fald af ansvaret betinget af, at barnet havdetilstrækkelig indsigt til at opfatte den farligekarakter i sin handling. Selv om skadelidte sav-ner skyldevnen, kan der endvidere som følge afegen skyld blive tale om en nedsættelse af an-svaret efter analogi fra reglen om billigheds-ansvar i BGB S 821.

D. Schweiz.De almindelige regler i schweizisk erstat-

ningsret findes i Schweizeriches Obligationen-recht (OR) artiklerne 41-61. Artikel 41 fastslårskyldprincippet; i artiklerne 54-58 gives enrække mere objektivt udformede regler, f. eks.om husbondansvar og ansvar for dyr. Derudoverfindes i særlovgivningen regler om objektivtansvar for motorkøretøjer, jernbaner m. v. Reg-lerne om ansvarsbetingelserne afviger kun i de-taillerne fra, hvad der gælder i andre lande,men hvor det gælder erstatningsudregningen,frembyder schweizisk ret særlige træk, for såvidt som man ikke tager udgangspunkt i, at denfulde skade skal erstattes, men derimod byggerpå en regel om, at erstatningen skal udmåles iforhold til den skyld, skadevolderen har udvist,og de øvrige omstændigheder i sagen, som f. eks.parternes økonomiske forhold, jfr. OR. artikel43 og 44, stk. 2. Med hensyn til børns og for-ældres erstatningsansvar gælder særlige reglerinden for afsnittet om person- og familieret iSchweizeriches Civilgesetzbuch (ZGB); børnsansvar bestemmes af artikel 16 og 18 heri samtaf OR. artikel 54, mens forældrenes ansvar re-guleres af ZGB artikel 333.

ZGB artikel 18 fastslår, at handlinger begåetaf en person, som er »urteilsunfähig«, ikkemedfører retslige konsekveenser, medmindreandet er bestemt i loven. Erstatningsansvar vilsåledes i almindelighed ikke kunne pålægges en»urteilsunfähig«, altså en person, som på grundaf ung alder, sindssygdom, åndssvaghed, beru-selse eller lignende tilstand savner evnen til athandle fornuftmæssigt (ZGB artikel 16). Dettegælder dog principielt alene skyldansvaret.

Afgørende for spørgsmålet, om et barn kanpålægges erstatningsansvar, bliver derfor, ombarnet har nået en sådan grad af åndelig ud-vikling, at det er i stand til at bedømme konse-kvenserne af sine handlinger og at lade sit ad-færd bestemmes af denne indsigt. Bedømmel-sen er helt konkret, og det lader sig således ikkegøre at opstille en almindelig bestemt alders-grænse. Ved afgørelsen må der først og frem-mest tages hensyn til det enkelte barns intelli-gens og modenhed. Endvidere må der tages hen-syn til den handling, der er tale om at knytteansvar til, og til det livsområde, hvor handlin-gen er foretaget på. Der er således principieltintet til hinder for, at et barn kan anses »ur-teilsfähig« i forhold til en skadevoldende hand-ling på et område, men ikke på et andet. Fraretspraksis kan nævnes, at en 13 års dreng er

61

blevet pålagt ansvar for skade voldt under ufor-sigtig cykling, idet han fandtes at være i standtil at indse farerne ved at bruge en cykel, somikke passede for ham, og ved at cykle med enpakke i hånden, således at han blot havde énhånd på styret. I en anden sag er det derimodantaget, at en 11 -̂ år gammel dreng savnedefornøden dømmekraft til at forstå farerne veden elektrisk drevet høj elevator.

Selv om et skadevoldende barn er »urteils-unfähig« og ikke kan pålægges ansvar efter dealmindelige regler, kan et vist erstatningsansvaralligevel komme på tale, idet OR artikel 54åbner adgang til på et rent rimelighedsgrundlag(»aus Billigkeit«) at pålægge den, som savnerskyldevne, erstatningspligt. Det antages imidler-tid, at forudsætningen her må være, at skadefor -voldelsen er af en sådan art, at den ville væreansvarsbetingende, såfremt den var blevet be-gået af en voksen. Ellers står dommeren frit,når han skal vurdere, om barnet bør pålæggesansvar efter denne regel: han kan herved tagehensyn til parternes økonomiske forhold og tilskadelidtes mulighed for at få tabet dækket påanden måde, f. eks. ved forsikring.

Forældrenes erstatningsansvar er fastlagt iZGB artikel 333, som pålægger familieover-hovedet ansvar for skader voldt bl. a. af etumyndigt medlem af husstanden. Ansvaret på-hviler familieoverhovedet, det vil sige den, somtil enhver tid leder den fælles husholdning.Normalt vil det være faderen, men er for-ældrene skilt, og barnet lever hos moderen, på-hviler ansvaret hende; bor barnet hos plejefor-ældre, vil plejefaderen i almindelighed bliveanset som familieoverhovedet, og går barnetpå kostskole, vil ansvaret påhvile skolen. Bar-net må leve hos forældrene, for at ansvar kanpålægges efter den nævnte regel. Ansvaret for-udsætter, at skadevolderen er umyndig, det vili almindelighed sige 20 år, eller at han er ånds-svag eller sindssyg.

Familieoverhovedets ansvar er afhængigt af,at skadetilføjelsen er objektivt retsstridig, menbestår uafhængigt af, om skadevolderen selv eransvarsfri, f. eks. fordi han ikke er »urteils-fähig«.

Ansvaret efter artikel 333 kan ikke betragtessom et rent objektivt ansvar, men bestemmel-sen har mere karakter af en regel om skyld-præsumption, idet familieoverhovedet kan frisig ved at godtgøre, at der er udvist »das üb-liche und durch die Umstände gebotende Massvon Sorgfalt in die Beaufsichtiggung«. Det be-tones i retspraksis, at der ikke må stilles for

strenge krav til det tilsyn, familieoverhovedet erpålagt, men at man må afpasse tilsynspligtenefter det virkelige livs krav. Der må tages hen-syn til de praktiske vanskeligheder som tilsynetfrembyder, efterhånden som et barn vokser tilog bevæger sig omkring, hvorved konstant til-syn ikke længere er muligt. Det betones også,at hensynet til barnets naturlige udvikling til-siger, at det efterhånden overlades mere til sigselv. Det anses således ikke for ubetinget ufor-svarligt, om et barn i en noget højere alders-klasse får anledning til at bruge skydevåben,hvorved henvises til, at dette kan ske som ledi en erhversuddannelse eller i forskoling tilmilitærtjeneste.

Ved fastlæggelsen af tilsynspligten tages dernaturligvis først og fremmest hensyn til barnetsalder, dets modenhed og dets karakter. Harbarnet tidligere vist skadeforvoldende tendenser,kræves det, at der tages forholdsregler modgentagelser. Det stedlige forhold spiller ogsåind, idet der i almindelighed kræves større til-syn i byerne end på landet. Også sociale ogøkonomiske forhold spiller ind. Det er såledesantaget, at en fader ikke kunne lastes for svig-tende tilsyn ved, at han havde ladet sin A\ årgamle søn arbejde som kvægpasser sammen meden noget ældre broder; herved blev der tagethensyn til den økonomiske og oplæringsmæs-sige nødvendighed for forældrene, der levedei Alperne, til at lade deres barn passe kvæg,et forhold der ikke kunne anses som uforsvar-ligt.

Efter OR artikel 44 kan erstatningsansvaretnedsættes eller bortfalde i tilfælde af egenskyld. Er skadelidte et barn, er ansvarsreduk-tion i almindelighed betinget af, at barnet er»urteilsfähig«.

Bestemmelsen i OR artikel 54 om ansvar»auf Billigkeit« finder analog anvendelse vedegen skyld. Er den skadelidte, som har udvistegen skyld, bedre økonomisk stillet end denansvarlige, kan dette føre til en større reduktionaf ansvaret ud fra en billighedsbedømmelse.

Reglerne om nedsættelse af ansvaret på grundaf egen skyld må i øvrigt ses i lys af de friereregler, der gælder i schweizisk ret for erstat-ningsudmålingen. Egen skyld bliver således blotet blandt flere momenter, som dommeren kanbygge på ved fastsættelsen af erstatningen. Detforhold, at erstatningen skal afpasses efterskadevolderens skyld, vil bidrage til at ned-sætte betydningen af skadelidendes egen op-træden.

62

E. Amerikansk ret.I amerikansk ret henhører reglerne om børns

og forældres ansvar som alt overvejende hoved-regel under de enkelte delstaters lovområde,således at hver enkelt stat formelt har sine egneregler. Imidlertid består der som helhed storoverensstemmelse mellem enkeltstaternes ret, deri vidt omfang svarer til, hvad der gælder iEngland, hvis retlige struktur og tradition ervidereført i U.S.A. I enkeltheder består der dogutvivlsomt forskelle mellem retsudviklingen i deto lande, ligesom afvigelser naturligvis ogsåforekommer mellem enkeltstaterne indbyrdes.

I nogle af de amerikanske stater har dom-stolene prøvet at fastsætte en minimumsalderfor uagtsomhed hos børn; grænsen har væretsat dels til 5, dels til 6 eller 7 år. Det over-vejende flertal af stater har imidlertid for-kastet at fastsætte sådanne aldersgrænser.

Der har formentlig i amerikansk ret væretmindre tilbøjelighed end i engelsk ret til atanse en mindreårig for uden ansvar, når er-statningssøgsmålet har sin grund i indgåelsenaf en kontrakt. Selv om amerikansk ret i situdgangspunkt her stemmer med engelsk ret,har man i de fleste stater ikke draget den kon-sekvens at anse en mindreårig for uden ansvar,hvor han f. eks. ved urigtig aldersangivelse haropnået lån.

Ligesom i engelsk ret kan forældre pådragesig erstatningsansvar, når de har tilsidesat derestilsynspligt vedrørende barnet. I forbindelsehermed må imidlertid nævnes, at amerikanskret i vidt omfang i familieforhold har anvendtsine regler om principalansvar, uanset om derer tale om at udføre et hverv for forældrene.Dette gælder navnlig med hensyn til anven-delse af familiens motorkøretøj, hvorved kanhenvises til fremstillingen i bilag 1, side 13, ibetænkningens første del. Denne regel må for-mentlig ses på baggrund af dels et ønske ommere effektive ansvarsregler for kørsel medmotorvogne, idet skadelidte har større mulig-hed for i praksis at kunne gennemføre et an-svar over for vognens ejer end over for detofte ubemidlede barn, dels et ønske om merei almindelighed at skærpe forældrenes ansvarfor deres børn. Når forældrene overlader enmotorvogn til deres barn, må de være naturligtopfordret til at søge sikret, at barnet førermotorvognen på betryggende måde.

I samme retning går en række love i forskel-

lige delstater, hvorefter forældre pålægges an-svar for skade barnet volder på skolers byg-ninger og materiel.

Af større interesse er imidlertid en regel,som mere i almindelighed pålægger forældreneansvar for skader voldt af deres børn. Hyppig-heden af hærværk har haft en stigende ten-dens, og som udslag af den opfattelse, at for-ældre bør opfordres til en børneopdragelse, dermodvirker hærværk hos børn, og som en reak-tion mod, at den skadelidte blot får en ufor-muende mindreårig at holde sig til, har mani ca. 30 delstater vedtaget »Strict ParentalLiability Statutes«.

Med få undtagelser pålægger disse love for-ældre ansvar for deres børn, dog kun ansvarfor skader, som barnet forvolder »willfully«,det vil sige med skadehensigt eller med kend-skab om, at det var overvejende sandsynligt,at skade ville indtræde. Ved besvarelsen afspørgsmålet, om barnet forudså skadens ind-træden, vil naturligvis barnets alder spille ind;i enkelte stater er det dog fastsat, at forældreneikke er objektivt ansvarlige for skade voldt afbarnet, når dette er under en vis mindstealder,f. eks. 7 år.

Så godt som alle love om forældreansvarsætter som vilkår for forældreansvaret, at bar-net bor hos forældrene eller er under deres til-syn og kontrol. De fleste love bestemmer end-videre en maksimumsalder hos barnet for for-ældrenes ansvar, i almindelighed 18 år. Defleste love indeholder regler om, at ansvaret erbegrænset til et vist beløb for hvert skade-tilfælde, oftest et beløb mellem 100 og 500dollars. I enkelte stater har domstolene adgangtil skønsmæssigt at afgøre om og i hvilken ud-strækning, forældrene skal pålægges ansvar.

Med hensyn til egen skyld bemærkes, at deamerikanske stater ikke som almindelig regelanerkender den nu i England ved særlig lovgennemførte regel om contributory negligence.I U.S.A. bygger man derimod på den ældreengelske regel, hvorefter ansvar kan bortfaldefuldstændigt, såfremt skadelidte har medskyld.Ved afgørelsen heraf vil der for et barns ved-kommende kunne tages hensyn til dettes alderog udviklingstrin.

I enkelte stater må barnet tåle identika-tion med forældrenes fejl. Den alt overvejendehovedregel er dog, at sådan identifikation ikkefinder sted.

63

IV. Sammenfattende bemærkninger om de gældende retssystemer.

Det er karakteristisk for alle de beskrevneretsforfatninger, at børn erstatningsretligt sæt-tes i en særstilling i forhold til voksne, idetansvarsbedømmelsen af børnene er mere lempe-lig. Positive lovregler findes alene om spørgs-målet i nordisk og tysk ret, hvor der arbejdesmed bestemte aldersgrænser. Bemærkelsesvær-digt er det, at fransk og schweizisk ret, hvisretssystemer i øvrigt bygger på en almindeligkodifikation, af erstatningsretten ikke har sær-regler om børns ansvar. At engelsk og ameri-kansk ret ikke har lovbestemmelser om spørgs-målet kan ikke forbavse, når henses til denmanglende kodificering i øvrigt af erstatnings-retten i disse lande.

I alle landene gennemføres i alt fald en lem-pelse af erstatningsansvaret for børn på denmåde, at culpastandarden tilpasses efter barnetsalder. Der forlanges ikke den samme agtpå-givenhed af barnet som af den voksne.

Som helhed indtager nordisk ret en merelempelig holdning til børnene end andre rets-systemer. Det er øjensynligt, at norsk ret erdet system, der behandler børn mest lempeligt,idet børn under 14 år som hovedregel er heltansvarsfri. Men også dansk og svensk ret harlempeligere ansvarsregler for børn end andreretssystemer, idet der i Danmark og Sverigegælder særlige lempelsesregler udover, hvad derfølger af ansvarets bedømmelse efter den forbørn gældende mildere culpamålestok. Medhensyn til bedømmelsen efter culpastandardenindtager dansk ret dog et relativt strengt stand-punkt, idet skyldansvar for børn antages heltned til 4 års alderen. Dette er næppe tilfældeti Sverige.

I øvrigt bemærkes, at de nordiske lande ar-bejder med et formelt enklere system end dettyske, idet vi alene opstiller en gruppe af unge,for hvem erstatningsansvaret lempes, således idansk og svensk ret børn under 15 år og iNorge børn under 14 år, medens man i Tysk-land arbejder med grupperne af børn under7 år og mellem 7 og 18 år. Det er bemærkel-

sesværdigt, at tysk ret har valgt en højere al-dersgrænse end den, som anerkendes i de nor-diske lande.

Bemærkes må det også, at visse retssystemer,således tysk og schweizisk ret, begrænser an-vendelsen af de lempeligere ansvarsregler forbørn gennem særregler om ansvar efter mereobjektive billighedshensyn. -

Med hensyn til forældrenes erstatningsansvarer det karakteristisk for retsforfatningerne bort-set fra tysk og schweizisk ret, at ansvaret ikkeer særligt lovbestemt, men at det udledes af al-mindelige erstatningsretlige synspunkter, her-under navnlig culpareglen. Det er karakteristiskfor alle retsforfatninger, at man pålægger for-ældrene tilsyns- og instruktionspligt overforbarnet, og at forældrene således holdes ansvar-lige, såfremt barnets skadeforvoldelse kan hen-føres til manglende tilsyn eller instruktion.

For fransk og schweizisk ret er det modsatde øvrige retsforfatninger karakteristisk, at for-ældrene pålægges bevisbyrden for, at deres til-synspligt m. v. er opfyldt.

Som noget specielt for amerikansk ret måfremhæves den særlige lovgivning om forældre-nes objektive ansvar for deres børn og reglerneom forældrenes ansvar for børnenes brug af fa-miliens motorvogn. For nordisk ret følger medhensyn til det sidste i princippet samme resultataf de særlige erstatningsregler i færdselslovgiv-ningen. —

Med hensyn til betydningen af egen skyldhos barnet, er det den overvejende regel, atsamme bedømmelse anlægges for egen skyldsom på spørgsmålet om barnets selvstændigeerstatningsansvar. Hvad særlig angår de lande,der - som tysk og norsk ret - helt fritagerbarnet for ansvar under en vis aldersgrænse,bemærkes, at mens tysk ret ikke tillægger egenskyld hos barnet under den gældende ansvars-grænse betydning, gælder det i norsk ret someneste land, at der tages hensyn til egen skyldhos barnet også i de tilfælde, hvor barnet ikkeselv pålægges erstatningsansvar.

V. Udvalgets hovedsynspunkter.

1. underafsnit: Børns erstatningsansvar m.v.A. Når spørgsmålet om børns og forældres

erstatningsansvar er taget op til overvejelse, skyl-

des det i første række et ønske fra norsk side,idet man har ment, at reglerne i den norskeikrafttrædelseslov § 22 om børns erstatningsan-

64

svar, der kun i meget begrænset omfang pålæg-ger børn under 14 år ansvar, trængte til en revi-sion, som det var naturligt at løse gennem etnordisk samarbejde. Herved bemærkes, at Nor-ge ganske vist deltog i det nordiske familierets-samarbejde forud for myndighedsloven, men atreglerne om børns erstatningsansvar dengangkun blev taget op til drøftelse af den danske ogsvenske komité.

Behovet for at ændre den nugældende danskeregel i myndighedslovens § 63, der således erforankret i et nordisk samarbejde - om end lov-givningsmagten gennemførte en regel af en an-den ordlyd end den, som komiteen havde fore-slået -, og som i vidt omfang overlader til dom-stolene at afgøre, i hvilket omfang erstatnings-ansvaret skal gennemføres, synes ikke videre på-trængende. Det må dog selvsagt være naturligtat tage spørgsmålet op, når det ønskes drøftetfra anden nordisk side, hvilket justitsministerietogså i sit kommissorium har pålagt udvalget.Hertil kommer, at det kan være rimeligt at tageden gældende regel op til kritisk bedømmelse,efter at den nu har virket i 40 år, hvorved detmå fremhæves, at reglen i forhold til tidligereret var en nydannelse, der i øvrigt indtager no-get af en særstilling i vor erstatningsret. Fra for-skellig side er der også fremkommet kritiskebemærkninger til reglen, som der kan væregrund til at overveje nærmere.

Ved en overvejelse af problemet rejser dersig navnlig to spørgsmål: 1. kan og bør culpa-standarden tilpasses den særlige situation, at ska-devolderen er et barn, således at reglen her giveset modificeret indhold? 2. Bør erstatningsbe-tingelserne herudover modificeres, når børn eransvarlige ?

Besvarelsen især af spørgsmål 2 er vanskelig,hvis barnet har økonomisk mulighed for at ho-norere et erstatningskrav opgjort efter sædvan-lige regler, hvilket navnlig er tilfældet, hvis detsansvar er dækket af en ansvarsforsikring, menogså hvis det i øvrigt har fornødne indtægtereller formue til at dække skaden. Hertil kom-mer, at forældrene ofte eller dog undertiden vilhave mulighed for at dække barnets ansvar,hvad de ofte vil føle sig moralsk forpligtede til,uanset om der ikke påhviler dem nogen juridiskpligt.

Et forhold, der også spiller ind, er at skadeforvoldt af børn jævnlig består i legemsbeskadi-gelse af andre børn. I tilfælde af alvorligere le-gemsskade, vil der føles et særligt stærkt behovfor ved ydelse af erstatning, at give det skadede

5

barn mulighed for en uddannelse, der tager hen-syn til den forvoldte invaliditet.

De anførte omstændigheder tillægges princi-pielt ingen betydning i den almindelige erstat-ningsret, hvor det afgørende alene er, om derforeligger en uforsvarlig skadeforvoldelse. Ska-delidendes og skadevolderens økonomiske for-hold og deres behov for, henholdsvis tyngethedaf et erstatningskrav, er i almindelighed udenbetydning, ligesom det er uden betydning, omder foreligger en ansvarsforsikring, og der ta-ges heller ikke hensyn til parternes individua-litet.

B. Det er imidlertid almindeligt anerkendt iretsforfatningerne, både de, der bygger på enkodificering, og andre, der bygger på alminde-lige retsprincipper, at culpanormen må tilpassesbarnets særlige status som barn. Denne antagelseer så stærk, at den også gælder børn over den iretsforfatningerne stipulerede aldersgrænse,f. eks. i Danmark 15 år. Uden at gå ind påspørgsmålet i almindelighed om betydningen afskadevolderens særlige fysiske og åndelige in-dividualitet for erstatningsansvaret, kan det for-mentlig slås fast, at en regel, der tager hensyntil ung alder, er rimelig og velbegrundet. Præ-ventivt er der ingen betænkelighed herved, idetingen har indflydelse på sin alder, og den er velogså en konsekvens af kravet i culpareglen omskyld. I øvrigt er barnet et naturligt led i detmenneskelige samfund, som der næppe er an-ledning til at belaste med et ansvar, der går udover en culparegel, der er tilpasset barnets ty-piske udviklingstrin. Det må dog fremhæves,hvilket navnlig er sket i svensk litteratur, at deter noget tvivlsomt, om der overhovedet kan op-stilles en særlig normalmålestok for børn.

Der er mellem de nordiske udvalg enighedom det principielt rigtige i at anlægge en modi-ficeret culpabedømmelse på børn under henvis-ning til deres nedsatte modenhed i forhold tilvoksne. Dette må gælde, uanset om ansvarsfor-sikring foreligger eller ej, idet en modsat regeli for høj grad ville betyde et brud på synspunk-ter, der ellers er godtaget i erstatningsretten.Det forholder sig imidlertid således, at det ikkeskulle være nødvendig udtrykkelig at udtale det-te i en lovtekst. Resultatet godkendes jo alleredeunder den gældende lov, uden at forholdet ernærmere præciseret, og det må derfor være til-strækkeligt ved ny lovgivning at optage en be-mærkning herom i lovmotiverne.

C. Der opstår herefter to spørgsmål: 1) frahvilket øverste alderstrin den unge alder børkunne spille ind ved culpabedømmelsen, og 2)

65

hvilket nederste alderstrin, der bør gælde foranerkendelsen af et ansvar.

Ud fra en real vurdering kan spørgsmålenenæppe besvares entydigt for alle livsforhold.Som allerede dansk retspraksis viser, må en for-skellig vurdering anlægges under leg, i færdsels-forhodl eller i tilfælde, hvor barnet kommer iberøring med f. eks. et kompliceret maskinanlægeller lignende.

Som det fremgår af det nedenfor under litraF anførte, går udvalget ind for en 18 års græn-se for en særlig erstatningsregel for børn. Den-ne grænse refererer sig i første række til mulig-hederne for anvendelsen af den særlige lempel-sesregel, og uanset den generelle formuleringdenne grænse har, vil det formentlig ikke ude-lukke domstolene fra — som det formentlig og-så sker i praksis i dag - at tage hensyn til ungalder også over den i lovreglen fikserede græn-se. En sådan praksis må udvalget principieltkunne tiltræde. Den indebærer en mere smidigretsordning, hvor domstolene på grundlag af dekonkrete omstændigheder for det erstatningspå-dragende forhold kan træffe en rimelig afgørel-se. På denne baggrund knytter der sig i dennehenseende mindre interesse til, hvilken alders-grænse der vælges, og spørgsmålet skal derforikke i denne forbindelse uddybes yderligere.

Med hensyn til en grænse nedad bemærkes,at udvalget er tilbøjelig til at mene, at hidtidigretspraksis har været noget for streng i retningaf at pålægge helt små børn erstatningsansvar.Uanset at dette ofte har haft sin grund i tilstede-værelsen af en ansvarsforsikring, mener vi dog,at praksis er gået for vidt. En naturlig grænsefor børns erstatningsansvar i det hele taget kun-ne formentlig passende sættes ved deres skole-alders indtræden, d.v.s. 6 eller 7 år, hvilkensidste alder i tysk ret er mindstealderen for an-svar overhovedet. Herved kan også henvises tildet i svensk og fransk ret oplyste om mindste-alderen i retspraksis og til norsk retspraksis ved-rørende nedsættelse af barnets erstatningskravefter den tidligere motorvognslov på grund afegen skyld.

De nordiske udvalg finder, at en alder på 6år som alt overvejende hovedregel bør væremindstegrænsen for børns erstatningsansvar. Derer dog ikke opnået enighed, om dette udtrykke-ligt bør fastsættes i loven, idet en bestemt alders-fastsættelse altid inden for visse grænser vilvære vilkårlig og overhovedet beror på et skøn.Under hensyn til den eksisterende danske rets-praksis, som det må være hensigtsmæssigt atkomme bort fra, foreslår det danske udvalg dog

en udtrykkelig bestemmelse i loven om, at er-statningspligt kun under særlige omstændighe-der kan pålægges barn, der ikke var fyldt 6 år,da skaden forvoldtes 1).

D. Der er enighed mellem de nordiske sag-kyndige om, at en lempelse ud over den, derfølger af den modificerede culparegels anven-delse, bør kunne finde sted, og udgangspunktetfor bestemmelsen af betingelserne herfor har na-turligt været synspunkterne i gældende dansk ogsvensk ret.

Her må først nævnes det enkelte barns indi-viduelle udviklingstrin, jfr. udtrykkene i hen-holdsvis den danske lov »manglende udviklinghos barnet« og den svenske lov »barnets sinnes-art« (sammenlign udtrykket i den danske kom-missionsbetænkning: »barnets sindstilstand«).Der er enighed om principielt at opretholde det-te kriterium i formuleringen: »barnets alder ogudvikling«, idet man finder det rimeligt side-ordnet med udvikling positivt at fremhæve al-deren, der naturligvis i praksis har været detbetydeligste element ved bedømmelsen af ud-viklingen hos barnet.

Endvidere må nævnes »handlingens beskaf-fenhed«, jfr. det tilsvarende svenske udtryk:»gärningens beskaffenhet«. Det er givet, at her-under går først og fremmest en bedømmelse afden af barnet udviste skyld, altså navnlig hand-lingens farlighed. Svensk retsopfattelse stillersig meget tilbageholdende over for overhovedetat tale om skyld hos et barn, idet man principi-elt ikke i egentlig forstand vil anerkende, at derkan finde en modereret culpabedømmelse stedaf et barns adfærd sammenlignet med en vok-sens2). Man ønsker derfor i en fremtidig lov-tekst at bibeholde det mere rummelige udtryk»handlingens beskaffenhet«. Indstillingen er til-svarende fra finsk side. Efter dansk og norsktradition og opfattelse synes der derimod intettil hinder for, at anse et barn som værende iskyld, og da dette forhold utvivlsomt er det cen-trale i bedømmelsen af »handlingens beskaffen-hed«, foreslår det danske og norske udvalg,at der gives udtryk herfor i lovteksten, ved atder udtrykkeligt henvises til »udvist skyld«, så-ledes at der ikke herudover henvises til »hand-lingens beskaffenhed«.

Hvad angår de økonomiske forhold er det ef-ter gældende ret således, at alene den danskelovregel udtrykkeligt henviser hertil ved udtryk-ket »omstændighederne i øvrigt, herunder navn-

l) Smlgn. herved den svenske betænkning, s. 17-18.

2) Jfr. den svenske betænkning, s. 17.

66

Jig forholdet mellem den skadegørendes og denskadelidendes evne til at bære tabet og udsigtentil at få skaden godtgjort hos andre«. Svensk ret- og på linie hermed udkastet fra den danskefamilieretskommission - taler alene om »om-stændighederne i øvrigt«.

For det danske udvalg har det været utvivl-somt, at man under en ny retstilstand burde op-retholde den gældende retspraksis, hvorefter an-svaret ikke lempes, dersom barnet er dækket afen ansvarsforsikring, og at man i øvrigt, somlovreglen i dag udtrykkeligt bestemmer, børkunne tage hensyn til parternes evne til at bæretabet og muligheden for at få skaden godtgjorthos ander, f.eks. i de tilfælde, hvor forældreneogså har pådraget sig et ansvar. Disse synspunk-ter, herunder betydningen af ansvarsforsikring,deles af de norske sagkyndige, hvorimod desvenske alene kan anerkende deres utvivlsom-me berettigelse i aldersgruppen mellem 15 og18 år, jfr. herved nedenfor, hvor man finder,at tilstedeværelsen af ansvarsforsikring bør af-skære lempelse af erstatningsansvaret hos bar-net.

For det danske udvalg har det ved afgørelsenaf, hvorledes reglen om de økonomiske forholdsbetydning nærmere bør formuleres, været af be-tydning at nå til en formulering, der under sik-ring af den hidtidige retspraksis bedst muligtkunne vinde gehør fra anden nordisk side, hvil-ket navnlig vil sige norsk side, idet de svenskeog finske sagkyndige principielt ikke ønsker deøkonomiske hensyn positivt fremdraget i lov-teksten, hvori alene optages det vide udtryk»omstændighederne i øvrigt«. På denne bag-grund har udvalget fundet det rigtigst at foreslåen regel, der omhandler skadevolderens og ska-delidtes økonomiske evne, hvilket er på liniemed det norske forslag, men dog som tilfældeter i gældende ret at tilføje »herunder udsigtentil at få skaden godtgjort hos andre«, hvorvedden gældende retstilstand med hensyn til betyd-ningen af, at barnet er ansvarsforsikret, eller atforældrene er ansvarlige, fuldt ud kan oprethol-des. Det bemærkes dog herved, at man ikke fin-der det rigtigt i loven at fastslå, at barnet bloter subsidiært ansvarlig, hvor forældrene kandrages til ansvar; en sådan regel er heller ikkeforeslået fra anden nordisk side.

Da lempelsesreglen bør bygge på et skøn ef-ter en helhedsvurdering, med hensyn til hvilkendet ikke er muligt i lovteksten udtrykkeligt atopregne alle betydningsfulde hensyn, må det og-så være rimeligt i overensstemmelse med gæl-dende dansk og svensk ret at bibeholde det alt-

V*

omfattende kriterium »omstændighederne (for-holdene) i øvrigt«3).

E. Den nærmere udformning af erstatnings-reglen på baggrund af de foran anførte syns-punkter kan ske på forskellig måde.

Først må fremhæves den forskel, der forelig-ger mellem dansk og svensk ret derved, at dendanske regel som udgangspunkt fastslår, at barnunder 15 år er erstatningspligtig for skadegø-rende handlinger efter samme regler som per-soner over denne alder, og først derefter opreg-ner visse lempelsesgrunde, hvorimod den sven-ske regel — på linie med familieretskommissio-nens udkast - i en sætning fastslår, at barn un-der 15 år er erstatningspligtigt i det omfang,hvori dette efter visse kriterier findes rimeligt.

De nordiske udvalg er enige om, at det ikkeskulle være nødvendig i en kommende lovtekstpositivt at fastslå, at børn principielt er erstat-ningsansvarlige som voksne - en sætning, dermed den fortolkning culpareglen gives i forholdtil børn, strengt taget heller ikke er holdbar —.Det må være fuldt tilstrækkeligt og således enk-lere, som svensk ret at indarbejde lempelseskri-terierne som umiddelbare bestanddele af en lov-regel, der direkte fastslår erstatningspligten ogdens omfang.

F. Et andet spørgsmål er, indtil hvilken alderdet lempeligere erstatningsansvar bør gælde.Foran under C er det anført, at fastsættelsen afen aldersgrænse i lovteksten næppe vil hindredomstolene i at modificere culpabedømmelsenogså for personer over denne alder. Alders-grænsen har derfor særlig betydning med hen-syn til de ekstarordinære lempelsesgrunde, dergår ud over culpareglen, og som domstolenenæppe har mulighed for at udnytte uden positivhjemmel hertil.

Som det fremgik af kapitel IV anvendes deren noget forskellig aldersgrænse inden for deretssystemer, der opererer med en sådan. I gæl-dende dansk og svensk ret er grænsen således15 år, medens den i norsk ret er 14 år, og i tyskret 18 år.

Den hidtidige aldersgrænse på 15 (14) år inordisk ret har utvivlsomt haft forbindelse medden kriminelle lavalder. Imidlertid må man ef-ter de nordiske udvalgs opfattelse stille sig tviv-lende med hensyn til rigtigheden af uden videreat sidestille aldersgrænserne inden for de toretsområder. Dertil kommer, at udviklingen ikriminalretten, når bortses fra bødestraf, klart

3) Jfr. i øvrigt til det anførte den svenske betænk-ning, s. 19-20.

67

er gået ind for en særbedømmelse af personermellem 15 og 18 år. Efter dansk straf feproces-suel praksis, jfr. retsplelovens §§ 723, stk. 1,nr. 1 og 2, sammenholdt med 723a, stk. 2 (somudformet ved lov nr. 164 af 31. maj 1961),rejses der således i almindelighed ikke tiltale istatsadvokatsager, hvis den sigtede på gernings-tidspunktet var under 18 år. Et vilkår herfor erdog i almindelighed, at den pågældende - for-uden at føre en straffri vandel gennem en nær-mere bestemt periode - inddrages under børne-og ungdomsforsorg. En realistisk sammenlig-ning med kriminalretten fører derfor formentligtil, at der også i erstatningsretlig henseende ergrundlag for særbehandling af personer helt optil 18 år og i en vis udstrækning også af perso-ner over denne alder.

Til fordel for en aldersgrænse over 15 år ta-ler også andre hensyn. Formentlig må et afgø-rende synspunkt for bedømmelsen af den erstat-ningspligtige grænse være den gennemsnitligeskolealder. Så længe barnet går i skole, er detsadfærdsmønster bestemt heraf, hvorimod bar-nets livmønster skifter billede, når det kommerud af skolen og går ind på en arbejdsplads, hvordet må honorere en voksens stilling. Skolealde-ren er i dag forlænget i forhold til, hvad denvar tidligere. Dertil kommer, at mange unge og-så efter, at de er indgået på en arbejdsplads i etvist kortere eller længere åremål fortsætter meden særlig skolegang. Også i andre henseenderend med hensyn til kriminalret og skoleganganerkendes det formentlig i dag, at barnet ikkeer voksent, når det fylder 15 år; bl. a. består ialmindelighed forældremyndigheden indtil bar-net fylder 18 år, jfr. myndighedslovens § 18,ved hvilken alder den unge endvidere kan er-hverve førerbevis til motorkøretøj. Den person-lige myndighed indtræder også først, når barnetfylder 18 år.

Der har været enighed mellem de nordiskeudvalg om, at aldersgrænsen for særlig lempelseaf barnets erstatningsansvar bør hæves ud over15 år, men der er dog ikke opnået enighed medhensyn til, hvor høj en alder man kan gå op til.Spørgsmålet hænger sammen med den nærmereudformning af lempelsesbetingelserne. Det dan-ske og norske udvalg har ud fra de i det forrigeangivne synspunkter ment at burde foretrække18 år som en øverste grænse, mens det finskeog det svenske udvalg 4) går ind for 21 år, idetder foreslås to lempelsesregler, en, der merevidtgående tillader lempelse i ansvaret for børn

4) Jfr. den svenske betænkning, s. 25-27.

under 15 år, og en anden, der muliggør lempel-se i mere begrænset omfang for personer mel-lem 15 og 21 år. Det danske og norske udvalgfinder, at en ordning med to regler indebæreren unødvendig komplikation af retstilstanden,samt at man må kunne nå rimelige resultatermed blot en enkelt regel. Nogen anledning til atbedømme spørgsmålet om en lempelse i ansvaretprincipielt forskellig for børn under og over 15år ses ikke at foreligge. Når aldersmomentet iansvarsreglen indgår som et af de forhold, derskal tillægges betydning, vil det være muligt imindre udstrækning at lempe ansvaret for deældre aldersklasser end for de yngre, hvor dettemå anses for rigtigst, således f.ks. med hensyntil ansvaret i trafikken, f.eks. for en 17-årig fod-gænger eller cyklist. Det er naturligvis klart, atdet med et system, som det, der foreslås frafinsk og svensk side, er mindre betænkeligt atgå op til en aldersgrænse på 21 år, men det dan-ske og det norske udvalg finder dog ikke detteafgørende.

Den regel, der foreslås fra dansk og norskside, er i sin formulering i det væsentlige over-ensstemmende med den regel, det finske ogsvenske udvalg går ind for med hensyn til børnunder 15 år. For børn mellem 15 og 21 år fore-slår det finske og det svenske udvalg en regel,der som udgangspunkt pålægger den unge an-svar efter almindelige regler, men hvor ansvaretkan lempes, såfremt det under hensyn til hans»alder, udvikling« (finske forslag), »ungdom«(svensk forslag) og øvrige omstændigheder fin-des urimeligt tyngende (»oskäligt betungan-de«). Efter bemærkningerne til det svenske for-slag er det tanken, at en nedsættelse af ansvaretfor denne højere aldersgruppe aldrig bør findested, såfremt og i det omfang den ansvarlige erdækket af en ansvarsforsikring.

Med hensyn til lempelsesreglernes nærmereformulering er det et spørgsmål, i hvilket om-fang man i en lovtekst skal fastsætte lempelses-betingelserne eller, hvorvidt man skal overladetil domstolene at foretage en konkret bedømmel-se i sagen ud fra de i loven mere generelt holdtekriterier. Det er de nordiske udvalgs opfattelse,at den sidstnævnte fremgangsmåde er at fore-trække. Det danske udvalg mener, at man, jfr.herved det foran under litra D anførte i det væ-sentlige må holde sig til de kriterier, den nuvæ-rende lovregel bygger på. Som nævnt under litraD foretrækker man en henvisning til »den ud-viste skyld« fremfor »handlingens beskaffen-hed«. Det generelle krav, om at et modificeretansvar skal være »billigt« har man dog fundet

68

at burde erstatte med den i vore dage mere be-nyttede terminologi »rimeligt«.

Særligt kunne man dog spørge, om det i lov-teksten udtrykkeligt burde udtales, at lempelseaf ansvaret ikke kan finde sted, når skaden erdækket af en ansvarsforsikring for barnet, så-ledes som praksis er i dag, og som udvalget ogsåfinder fremover må være rimelig. En sådan præ-cisering finder udvalget dog ikke er nødvendig,og under hensyn til ønsket om at nå frem til enfællesnordisk formulering, skal man i øvrigt af-stå fra nærmere at overveje spørgsmålet, idet enregel af dette indhold næppe vil kunne accepte-res fra anden nordisk side. Også hensynet tilikke at foregribe en løsning af problemet omansvarsforsikringens betydning for erstatnings-ansvaret i almindelighed, der ikke kan overvejesinden for udvalgets kommissorium, taler for ik-ke i lovteksten at tage udtrykkelig stilling tilspørgsmålet. Det samme gælder tilsvarende be-tydningen af andre momenter, som f.eks. tings-forsikring. Det må her være tilstrækkeligt blotat opretholde gældende rets sætning om betyd-ningen af, at skaden kan forlanges godtgjort afandre. I bemærkningerne til lovforslaget vilnogle af de forhold, der bør tillægges betydningved domstolenes afgørelse af lempelsesspørgs-målet særligt bliver anført5).

Der henvises herefter til forslaget i kapitel VItil ændring af myndighedslovens § 63, stk. 1.

G. Der er mellem de nordiske udvalg enig-hed om, at den særlige ansvarsregel for børn ogunge kun bør gælde, hvor ansvaret beror på denalmindelige erstatningsregel, og ikke hvor merekvalificerede ansvarsregler finder anvendelse,f.eks. hvor den unge udøver en særlig virksom-hed eller lignende, hvortil der er knyttet etstrengere ansvar. Under hensyn til den foreslå-ede formulering af ansvarsreglen for børn ogunge, har man fundet det rigtigst udtrykkeligtat gøre forbehold over for reglen i tilfælde,hvor ansvar for barnet og den unge indtræderuden skyld (forslaget til myndighedslovens §63, stk. 2).

H. Et særligt problem angår betydningen afbarnets egen skyld for dets erstatningskrav.

Spørgsmålet er ikke udtrykkeligt omhandlet igældende lovgivning, men det antages alminde-ligt, at den særlige erstatningsregel må finde til-svarende anvendelse på egen skyld, således atbarnets egen skyld bedømmes tilsvarende lempe-ligere. I norsk ret, der som hovedregel friholderbarnet (under 14 år) for ansvar, antages det

derimod ikke, at barnets egen skyld er udenindflydelse på erstatningskravet, men nedsættel-se har i hvert fald i et vist omfang fundet stedefter de i øvrigt gældende regler om egen skyld,jfr. herved fremstillingen i kapitel II, litra B(side 56) og kapitel IV (side 64).

Der er mellem de nordiske udvalg enighedom, at de regler, der foreslås gennemført forbarnets ansvar, principelt bør finde tilsvarendeanvendelse på egen skyld hos barnet i overens-stemmelse med de synspunkter, der i øvrigt an-lægges for egen skyld. Af hensyn til klarhedenfinder det danske udvalg det rimeligt, at detteudtrykkeligt udtales i lovteksten, se herved for-slaget til myndighedslovens § 63, stk. 3. De øv-rige nordiske udvalg finder dog ikke anledningtil at indføre en udtrykkelig regel om egen skyldhos barnet. Fra finsk side anser man det foroverflødigt at give en udtrykkelig regel. ForNorges vedkommende er synspunktet, at egenskyld i almindelighed findes tilstrækkeligt regu-leret ved særlig bestemmelse i ikrafttrædelses-loven til straffeloven § 25. Fra svensk side fin-der man det betænkeligt udtrykkeligt at lovgiveom spørgsmålet, idet bedømmelsen om ansvars-lempelse kan falde forskelligt ud i tilfælde afansvar og egen skyld 6 ) .

I. Et spørgsmål, som også må berøres, er,hvorvidt barnet bør tåle identifikation med for-ældrene, således at skyld hos disse anses somegen skyld hos barnet med en nedsættelse af er-statningskravet til følge. Det fremgår af frem-stillingen vedrørende gældende dansk ret, kapi-tel I, side 53—54, at spørgsmålet ikke er ganskeafklaret i retspraksis, og at der i litteraturen ertvivl om, hvorvidt indentifikation bør anerken-des eller ej.

Det er udvalgets opfattelse, at det, for så vidtangår skade på barnets person, ikke i alminde-lighed kan være rimeligt, at barnet identificeresmed forældrene. Der består ganske vist normalten praktisk samhørighed eller solidaritet mellemforældrene og børn, men denne synes dog ikkeat have en sådan karakter, at den i erstatnings-retten kan begrunde en erstatningsretlig identi-fikation. Barnet må anses direkte værnet af er-statningsreglerne, og hensynet til i videst muligtomfang at sikre barnet erstatning taler ligeledesimod identifikation med forældrene. Identifika-tion kunne være mere velbegrundet i de tilfæl-de, hvor barnet lider en almindelig formueska-de, men her beror forældrenes mulige ansvarmere på synspunktet, at de står som fuldmægti-

') Jfr. den svenske betænkning, s. 20-24. 6) Jfr. den svenske betænkning, s. 24-25.

69

ge for barnet; i denne situation vil det oftestsnarere være i deres egenskab af værger for bar-net end som indehavere af forældremyndighe-den, at forældrene kan drages til ansvar. Der erenighed mellem de nordiske udvalg om ikke atforeslå lovregler om forholdet.

2. underafsnit:Erstatningsansvaret for forældre in. v.

A. 7) I gældende nordisk ret findes der ikkeudtrykkeligt lovregler om forældrenes ansvar,men det antages, at de har en på almindeligeretsgrundsætninger beroende tilsyns- og opdra-gelsespligt over for barnet dels i almindelighed,dels mere specielt, og hvis tilsidesættelse kanmedføre erstatningsansvar. Det samme er tilfæl-det i anglo-amerikansk ret, for amerikansk retdog med en skærpende modifikation med hen-syn til brugen af familiens motorkøretøj, og me-re almindeligt i kraft af særlig lovgivning i visseenkeltstater (Strict Parental Liability). Konti-nental ret har i deres kodifikationer regler omforældreansvaret uden et materielt kvalificeren-de indhold ud over, at nogle af reglerne bestem-mer, at forældrene har bevisbyrden for opfyldel-sen af deres tilsynspligt over for barnet.

Man kan spørge, om der overhovedet er be-hov for særlige lovregler med hensyn til for-ældreansvaret. Formentlig er behovet, i hvertfald for dansk rets vedkommende, ikke stærkt.Men det er dog opfattelsen hos de nordiske sag-kyndige, at det kan være rimeligt at stille for-slag herom, når der i øvrigt gælder positive lov-regler for børnenes eget erstatningsansvar. Fordansk rets vedkommende kan hertil føjes, at så-danne regler naturligt føjer sig ind i myndig-hedsloven, der jo i øvrigt positivt fastlæggerindholdet af forældremyndigheden, jfr. lovens§§ 19 og 20. Baggrunden for erstatningsansva-ret for forældrene er den tilsynspligt m.v., somkonstitueres ved § 19.

En erstatningsregel for forældre kan føjes indi loven enten i forbindelse med §§ 19 og 20 el-ler med § 63. Herved bemærkes, at værgens er-statningsansvar er fastlagt i § 53 i sammenhængmed reglerne i lovens kapitel V om værgensbeføjelser og pligter, hvilket kunne gøre det na-turligt for forældre at indføje reglen ved § 20.Imidlertid bør ansvarsreglen ikke begrænses tildem, der formeligt sidder inde med forældre-myndigheden, men gælde enhver der faktisk ud-øver tilsyn med og instruktion af barnet, jfr.

nedenfor. Under hensyn hertil er det formentligrigtigst at optage bestemmelsen i tilknytning til§ 63 om barnets eget ansvar.

Om indholdet af en ansvarsregel bemærkes,at der mellem de nordiske udvalg er enighedom, at det er rigtigt at understøtte en tilsyns-pligt for forældrene over for deres barn med eterstatningsansvar, men at det dog ikke er muligti nærmere enkeltheder at fastlægge tilsynsplig-tens omfang. Man kan ikke gøre mere end atfastlægge en almindelig standard herom, hvisnærmere indhold det må overlades til domstole-ne at udfylde. Således er reglerne jo også i alvæsentlighed i udenlandsk ret. De momenter,der bliver tale om, angår opdragelsen, som denforeligger, uden speciel hensyntagen til det kon-krete skadetilfælde, tilsynet i de enkelte tilfæl-de, herunder dets effektivitet, samt den oplys-ning, der på samme måde er meddelt barnetmed henblik på at bibringe det forståelse af for-holdets farlighed m.v. Pligtens indhold må beropå en konkret bedømmelse, hvorunder barnetsalder og udvikling og den situation, hvori bar-net befinder sig, må tages i betragtning.

Om bevisbyrden bemærkes, at skadelidte oftevil være i bevisnød for, at forældrene har hand-let uforsvarligt ved deres tilsyn og opdragelse afbarnet. I et vist omfang må forældrene bærerisikoen for sagens oplysning, når det angår for-hold de har mulighed for at give nærmere for-klaring om. I kontinental ret er bevisbyrdennormalt flyttet fra skadelidte til forældrene, jfr.kapitel III og IV. De nordiske udvalg har dogbl.a. på baggrund af de almindelige bevisbyrde-regler ikke fundet det rigtigt at formulere sær-lige regler om spørgsmålet8). For dansk retsvedkommende skal herved henvises til, at bevis-byrdereglerne er tilstrækkelige smidige til, atder i et forhold som det foreliggende bliver mu-lighed for at tage alle foreliggende omstændig-heder i fornøden betragtning, jfr. herved rets-plejelovens § 292, stk. 2.

Forældrenes tilsynspligt må naturligt bortfal-de, når barnet fylder 18 år, jfr. herved at for-ældremyndigheden her ophører (myndigheds-lovens § 18). Denne aldersgrænse er også sam-menfaldende med den, der nu foreslås for densærlige erstatningsregel om barnets og den un-ges eget erstatningsansvar.

Det særlige forældreansvar bør efter de nor-diske udvalgs opfattelse ikke begrænses til denaturlige forældre eller dem, forældremyndig-heden tilhører. Er barnet rent faktisk undergivet

7) Jfr. den svenske betænkning, s. 27-30. 8) Jfr. hertil den svenske betænkning, s. 28.

70

andres omsorg, må disse indtræde i forældrenespligter. Det foreslås derfor, at tilsvarende an-svarsregler som for forældrene gælder for sted-forældre, plejeforældre, slægtninge eller andre,som med hensyn til opdragelse og tilsyn står isamme stilling som forældre.

Se i det hele forslaget i kapitel VI til myndig-hedslovens § 63a, stk. 1.

B. Efter retspraksis begrænses imidlertid om-sorgsforholdet ikke til forældre eller de, somtræder i deres sted. Også andre, der har medbørn og unge at gøre kan have pligt til at ud-vise tilsyn og instruere de pågældende i rimeligtomfang om, hvad der er farligt. Dette gældersåledes navnlig skoler, optagelseshjem, ung-domskorps og lignende institutioner.

I forbindelse med en kodificering af børns ogforældres ansvar kan det være rimeligt også atgive regler for disse institutioner. Man har hel-ler ikke herved fundet nogen anledning til atgive særlige bevisbyrderegler.

På linie med, hvad der i praksis gælder forforældreansvaret, kan det være rimeligt at be-grænse ansvaret til barnets 18. år. Herved ude-lukkes ikke, at institutioner, der har børn overdenne alder i forsorg, f. eks. tilpasningsvanske-lige unge under ungdoms- eller kriminalforsorg,kan pådrage sig ansvar for sådanne unge efteralmindelige retsgrundsætninger.

Se i det hele forslaget i kapitel VI til myndig-hedslovens § 63a, stk. 2.

C. De nordiske udvalg er enige om - i lighedmed, hvad man foreslår inden for principalan-svaret — at stille forslag om en lempelse af er-statningsansvaret for forældrene m. v., såfremtansvaret ville være urimeligt tyngende. Se for-slaget til myndighedslovens § 63 a, stk. 3. Pro-blemet om en sådan adgang til at nedsætte er-statningsansvaret angår erstatningsretten i almin-delighed, herunder også culpareglen, hvorpå for-ældreansvaret er et eksempel. Såfremt senere enmere almindelig behandling af erstatningsrettenmåtte komme på tale bør dette spørgsmål for-mentlig drøftes, bl. a. med virkning for de tosærlige retsområder, som nærværende udvalghar behandlet.

3. underafsnit: kvalificeret ansvar for børnsskadegørende handlinger.

Det har været drøftet mellem de nordiske ud-valg, hvorvidt man burde foreslå en regel omobjektivt ansvar for forældre m. v. inden forgrænsen af et vist mindre beløb, f. eks. 2.000kr. for hver skadegørende handling. Hensynet

til en enkel retstilstand, der frembød sikkerhedfor skadelidte og den omstændighed, at for-ældre ofte vil finde det naturligt, at de hæfterfor deres børn, kunne tale til støtte for en så-dan regel. Der har imidlertid ikke kunne opnåsenighed om et sådant forslag, der bryder prin-cipielt med de ellers i erstatningsretten knæsatteprincipper9).

Efter at de nordiske overlægninger er afslut-tet, og det svenske udvalg har afgivet sin be-tænkning, er der i Nordisk Råd fremsat et med-lemsforslag om tvungen forsikring af ansvaretfor børns skadevoldende handlinger, således atansvaret eventuelt tillige skulle gøres objektivt.Det danske udvalg har haft lejlighed til at afgi-ve en udtalelse om spørgsmålet til justitsministe-riet, der har videregivet udtalelsen til rådet iforbindelse med, at ministeriet selv har erklæretsig. Endvidere har assurandørsocietetet udtaltsig. Der henvises herved til bilag 9-12, hvortilvi finder at kunne henholde os i nærværendesammenhæng. Spørgsmålet om tvungen ansvars-forsikring og objektivt ansvar melder sig ikkemed tilstrækkelig styrke på det her foreliggendelovområde til, at de nordiske udvalg har fundetanledning til at tage det op til nærmere over-vejelse. Spørgsmålet, hvortil der i øvrigt knyttersig rent administrative problemer, bør forment-lig overvejes i en bredere sammenhæng.

Spørgsmålet om erstatningspligten for sinds-syge m. v., jfr. myndighedslovens § 64 falderuden for udvalgets kommissorium og har ikkeværet forhandlet på nordisk plan. Opmærksom-heden skal dog herved henledes på den sammen-hæng, disse regler har med ansvarsreglerne forbørn. En ændret affattelse af § 63 kan derforrejse spørgsmål om ændring også af § 64.

Med den begrænsede ændring af ansvarsreg-len for børn som udvalgets forslag er udtrykfor, har man imidlertid ikke fundet det rigtigtat stille forslag om ændring af ansvarsreglen forsindssyge m. v. i § 64. Et ændringsforslag af§ 64 begrundet i hensynet til sproglig eller re-daktionel koordination med § 63 ville nemligkun være af ringe betydning. Herved skal navn-lig peges på, at uanset at bestemmelsen i § 63efter forslaget ikke længere bygger på en hoved-regel om, at børn er ansvarlige som voksne, børden tilsvarende hovedregel om, at sindssygem. v. er ansvarlige som sjælssunde formentliggælde uændret. Både præventive og risikomæs-sige hensyn taler for at opretholde den erstat-

J) Jfr. den svenske betænkning, s. 28.

71

ningspligt også for sindssyge m.v. Hertil kom-mer, at det i modsætning til børn og unge -næppe er muligt at opstille en særlig adfærds-standard for de sindssyge, hvorfor det må fore-trækkes at bibeholde udtrykket »handlingens be-skaffenhed« i § 64, uanset at man i § 63 fore-slår det erstattet med »den udviste skyld«. Til-bage bliver herefter blot eventuelt at erstatte ud-trykket »billigt« med »rimeligt«.

Ved afslutningen af de øvrige nordiske ud-valgs arbejde har det vist sig, at alle tre udvalgi de andre lande i deres lovforslag har medtagetregler om erstatningsansvaret for sindssyge. Alletre forslag bestemmer, at sindssyge m.v. (kun)holdes ansvarlige »i det omfang« (»for såvidt«), det findes rimeligt efter omstændighe-derne. Dette rejser spørgsmål, om der a.h.t. dennordiske retsenhed alligevel bør søges en tilsva-rende regel gennemført i Danmark. Af de forananførte grunde finder udvalget principielt ikkeanledning til at foreslå myndighedslovens § 64ændret, fordi reglen må anses for rigtigst, somden er. For det tilfælde, at lovgivningsmagtendog skulle finde det formålstjenligt at ændre §64 i overensstemmelse med forslaget i de øvrigenordiske lande, har udvalget udformet forslagtil en ændret formulering af § 64. Denne gen-gives nedenfor. Efter forslaget kan man dog ik-ke gå ind for at fravige den hidtidige bestem-melse af lempelsesgrunden (habilitetsmanglen),hvorefter det kræves, at skadevolderen skal havemanglet »evnen til at handle fornuftsmæssigt«

på grund af sindssygdom m.v. De øvrige nordi-ske forslag bestemmer habilitetsmanglen ved»under indflydelse af sindssygdom m.v. at for-årsage skade«.

En ændring i § 64, stk. 1, af anførte beskaf-fenhed nødvendiggør tillige en ændring af reg-len i stk. 2, der bestemmer, at lempelse af erstat-ningsansvaret er udelukket, når skadevolderenved misbrug af beruselsesmidler eller på lignen-de måde forbigående har hensat sig i en sinds-tilstand som oven for nævnt. Nogen realitets-ændring af retstilstanden på dette punkt bør dogikke herved finde sted, hvorved bemærkes, atogså de øvrige nordiske forslag lægger tilgrund, at selvforskyldt fortabelse af handleev-nen ikke bør medføre ansvarsfrihed eller nedsatansvar. Ved en omformulering af § 64, stk. 2,er det formentlig rimeligt ligesom i de øvrigenordiske forslag at give reglen en almindeligformulering, og ikke som i den gældende regelsærligt fremhæve beruselsestilfældene, selv omdisse naturligvis fortsat er de praktisk betyd-ningsfulde.

I øvrigt skal det bemærkes, at spørgsmålet omerstatningsansvar for sindssyge m.v. på grund afskadegørende adfærd uden for kontraktsforholdikke ses at have spillet nogen større rolle i rets-livet. I retspraksis foreligger kun få tilfælde afskadeforvoldelse over for tredjemand. Ombrandstiftelse kan således henvises til U.f.R.1929 s. 388 og 137.

VI. Udkast til Lov om ændring i lov nr. 277 af 30. juni 1922 om umyndighedog værgemål.

1. § 63 affattes således:»Børn og unge under 18 år er erstatningsplig-

tige for deres skadegørende adfærd, for så vidtdet findes rimeligt under hensyn til den udvisteskyld, den pågældendes alder og udvikling, ska-devolderens og skadelidtes økonomiske evne ogforholdene i øvrigt, herunder udsigten til at fåskaden godtgjort hos andre. Var barnet under 6år, da skaden forvoldtes, kan erstatningspligtkun pålægges dette under særlige omstændig-heder.

Stk. 2. I tilfælde, hvor erstatningsansvar ind-træder uden hensyn til skyld, er børn og ungeunder 18 år ansvarlige i samme omfang somvoksne.

Stk. 3. Reglerne i stk. 1 og 2 finder tilsvaren-de anvendelse ved afgørelsen af, om erstatnings-krav, der tilkommer barnet eller den unge, skallempes som følge af egen medvirken.«

2. Som § 63 a indsættes følgende:»Forældre er erstatningspligtige for skade for-

voldt af barnet eller den unge, såfremt de harladet det mangle på tilbørligt tilsyn eller opdra-gelse eller på anden måde ikke har gjort, hvadder efter forholdene er rimeligt at forlange afdem for at hindre skadeforvoldelse. Tilsvarendebestemmelse gælder stedforældre, plejeforældre,slægtninge eller andre, som med hensyn til op-dragelse og tilsyn står i samme stilling som for-ældre.

72

Stk. 2. Skoler, optagelseshjem, ungdomskorpsog lignende institutioner er erstatningspligtigefor skade forvoldt af børn og unge under 18 år,såfremt institutionen har ladet det mangle pårimeligt tilsyn med eller instruktion af den på-gældende.

Stk. 3. Erstatningsansvaret efter stk. 1 og 2kan lempes, såfremt det efter forsømmelsens artog omstændighederne i øvrigt findes urimeligttyngende.«

3. § 64 affattes således:

»En person, som på grund af sindssygdom,åndssvaghed, forbigående sindsforvirring eller

lignende tilstand har manglet evnen til at hand-le fornuftsmæssigt, er erstatningspligtig for sinskadegørende adfærd, for så vidt det findes ri-meligt under hensyn til personens sindstilstand,handlingens beskaffenhed, den skadegørendesog den skadelidtes økonomiske evne og forhol-dene i øvrigt, herunder udsigten til at få skadengodtgjort hos andre.

Stk. 2. Har skadevolderen selvforskyldt bragtsig i en forbigående tilstand som omhandlet istk. 1, er han ansvarlig efter sædvanlige erstat-ningsregler.«

o 2.Denne lov træder i kraft den

VII. Bemærkninger til lovforslaget.ad § 1.

T/l nr. 1 f§ 63):Forslaget i stk. 1 må ses på baggrund af den

i almindelighed i dansk ret anerkendte regel omansvar for uforsvarlig adfærd. Ved bedømmel-sen af, om uforsvarligt forhold er udvist, måder kunne tages hensyn til skadevolderens al-dersklasse, når dette findes rimeligt efter karak-teren af det foreliggende forhold. Dette må an-tagelig gælde også personer over 18 år, idet reg-len, der foreslås, alene omfatter de børn og un-ge, hvor der er grund til særlig lempelig be-handling af erstatningsansvaret.

Forslaget bygger herved på, at 18 års alderenmå være passende, jfr. bemærkningerne i kapitelV, 1. underafsnit, litra F, s. 67-69. Dette er enfravigelse fra gældende ret, der lægger 15 årsalder til grund.

I modsætning til gældende ret finder man detikke nødvendigt som udgangspunkt at fastslå,at børn (og unge) under den anførte alders-grænse er erstatningspligtige efter samme reglersom personer over denne alder, således at manførst derefter fastslår begrænsningerne i ansva-ret, men man mener, at det må være fyldest-gørende under ét at fastslå betingelserne forbørns og unges ansvar. Dette giver formentligen enklere løsning, og er mere korrekt på bag-grund af, at man formentlig for unge over den-ne aldersgrænse kan anlægge en lempeligere ad-færdsbedømmelse. Endvidere er det i overens-stemmelse med forslagene i de øvrige nordiskelande. Der henvises herved til kapitel V, 1. un-derafsnit, litra E, s. 67.

I modsætning til gældende ret går nærværen-de forslag ud på, at var et barn under 6 år, daskaden forvoldtes, pålægges erstatningspligt kundette under særlige omstændigheder. Det erherved det danske udvalgs opfattelse, at der ialmindelighed ikke med rimelighed kan fastslås,at børn under denne alder kan udvise uforsvar-ligt forhold, idet de næppe under denne alderhar tilstrækkelig etisk forståelse af deres adfærdeller evne til at indrette denne i overensstem-melse hermed. Hidtidig retspraksis, der har på-lagt børn under 6 års alderen erstatningsansvar,har efter udvalgets opfattelse i nogle tilfældeværet for streng, og dette uanset om barnet erdækket af en ansvarsforsikring eller ej. Der hen-vises herved til kapitel V, 1. underafsnit, litra C,s. 65-66.

Forslaget anfører i øvrigt en række omstæn-digheder, der må lægges til grund ved bedøm-melse af, om ansvar bør pålægges. De fleste eroverført fra den gældende retsregel. Man hardog ment særligt at burde fremhæve barnets al-der og ikke blot dets udvikling, som gældenderet gør. Endvidere har man fundet det rimeligtat fremhæve den udviste skyld, som også er etvigtigt moment. Med hensyn til de økonomiskeforhold har man fundet det rigtigt ikke at be-grænse dette kriterium til »forholdet mellemden skadegørendes og den skadelidtes evne tilat bære tabet«, men blot i almindelighed at hen-vise til de pågældendes økonomiske evne. Her-ved er forslaget i nøje overensstemmelse meddet tilsvarende norske forslag. Man finder atburde opretholde synspunktet om »udsigten tilat få skaden godtgjort hos andre«, idet der der-

73

ved som i hidtidig retspraksis bl. a. kan læggesvægt på, om barnet eller den unge er dækket afen ansvarsforsikring eller om forældrene kandrages til ansvar. I øvrigt må henvises til det deranføres i kapitel V, 1. underafsnit, litra D, s.66-67.

Om reglen i stk. 2 henvises til det i kapitelV, 1. underafsnit, litra G, s. 69, anførte.

Om reglen i stk. 3 henvises til det sammested, litra H, s. 69, anførte.

Til nr. 2 f§ 63 a):Efter gældende retspraksis antages det, at for-

ældre og andre, der har et barn i deres varetægt,har pligt til at føre tilsyn med barnet og med-dele det fornøden oplysning om livets farer, så-ledes at forældrene, såfremt de tilsidesætter den-ne forpligtelse, pådrager sig erstatningsansvarefter erstatningsretlige synspunkter. Der findesingen udtrykkelige lovregler herom, men i for-bindelse med en kodificering af børns erstat-ningsansvar kan det være naturligt også at givelovregler om forældreansvaret (stk. 1), hvilketogså sker i de øvrige nordiske lande. I øvrigtkan henvises nærmere til det i kapitel V, 2. un-derafsnit, litra A, s. 70-71, anførte.

Samme regel som forældre foreslås for sted-forældre, plejeforældre, eller andre som medhensyn til opdragelse og tilsyn står i samme stil-ling som forældre.

I forbindelse hermed bemærkes, at »forældre«efter bestemmelsen i 1. punkt betyder forældre-myndighedens indehaver, således at i tilfælde,hvor dette alene er den ene af forældrene,f. eks. ved separation eller skilsmisse, vil denanden af forældrene ikke være ansvarlig efterdenne regel. Ansvar for den af forældrene, derikke har forældremyndigheden vil dog utvivl-somt kunne opstå efter bestemmelsen i 2. punkt,i det omfang den pågældende faktisk udførertilsyn med eller opdragelse af barnet, såledesf.eks. under barnets besøg.

Ved reglen i stk. 2 findes det endvidere rig-tigst at fastsætte en regel om erstatningsansvarfor skoler, optagelseshjem m.v. for unge perso-ner under 18 år, for så vidt det har manglet pårimeligt tilsyn med eller instruktion af den un-ge. En lempelse i de almindelige bevisbyrdereg-ler har man ikke fundet på sin plads.

Fra reglen bør der ikke sluttes modsætnings-vis til, at ansvar er udelukket for institutioner,der har unge over denne alder eller mentaltsvækkede personer i forsorg, f. eks. tilpasnings-vanskelige unge under ungdoms- eller kriminal-forsorg eller sindssyge på hospital eller anstalt.I øvrigt henvises til kapitel V, 2. underafsnit,litra B, s. 71.

I stk. 3 er foreslået gennemført en regel omlempelse for ansvaret efter stk. 1 og 2, såfremtdette er urimeligt tyngende, jfr. herved det ikapitel V, 2. underafsnit, litra C, s. 71, anførte.

Til nr. 3 (% 64):Det bemærkes, at dette forslag ikke anbefales

af udvalget, men alene er formuleret for det til-fælde, at lovgivningsmagten måtte ønske § 64ændret ad modum § 63 og i overensstemmelsemed udvalgsforslag fra de øvrige nordiske lan-de.

Ligesom i § 63 er forslaget udtryk for enenklere måde at angive ansvarsbetingelserne på.I almindelighed bør dog det fulde erstatnings-ansvar efter sædvanlige regler fastholdes i vi-dere udstrækning for de af denne bestemmelseomhandlede personer end for børn og unge ef-ter § 63.

Bestemmelsen i stk. 2 gælder både forsætligtog uagtsomt forhold, således f.eks. efter om-stændighedernes tilfælde hvor skadevolderenhar indtaget beruselsesmidler i et omfang, somhan bør forstå, vil berøve ham evnen til athandle fornuftsmæssigt.

74

VIII. De nordiske udvalgs udkast opstillet som paralleltekster.

DANSK

Lov om ændring i lov nr. 277 af 30. juni 1922 omumyndighed og værgemål.

§ 63.Børn og unge under 18 år er erstatningsplig-

tige for deres skadegørende adfærd, for så vidtdet findes rimeligt under hensyn til den udvisteskyld, den pågældendes alder og udvikling, ska-devolderens og skadelidtes økonomiske evne ogforholdene i øvrigt, herunder udsigten til at fåskaden godtgjort hos andre. Var barnet under6 år, da skaden forvoldtes, kan erstatningspligtkun pålægges dette under særlige omstændig-heder.

Stk. 2: I tilfælde, hvor erstatningsansvar ind-træder uden hensyn til skyld, er børn og ungeunder 18 år ansvarlige i samme omfang somvoksne.

Stk. 3: Reglerne i stk. 1 og 2 finder tilsvaren-de anvendelse ved afgørelsen af, om erstatnings-krav, der tilkommer barnet eller den unge, skallempes som følge af egen medvirken.

%63a.Forældre er erstatningspligtige for skade for-

voldt af barnet eller den unge, såfremt de harladet det mangle på tilbørligt tilsyn eller opdra-gelse eller på anden måde ikke har gjort, hvadder efter forholdene er rimeligt at forlange afdem for at hindre skadeforvoldelse. Tilsvarendebestemmelse gælder stedforældre, plejeforældre,slægtninge eller andre, som med hensyn til op-dragelse og tilsyn står i samme stilling som for-ældre.

Stk. 2. Skoler, optagelseshjem, ungdomskorpsog lignende institutioner er erstatningspligtigefor skade forvoldt af børn og unge under 18 år,såfremt institutionen har ladet det mangle pårimeligt tilsyn med eller instruktion af den på-gældende.

Stk. 3- Erstatningsansvaret efter stk. 1 og 2kan lempes, såfremt det efter forsømmelsens artog omstændighederne i øvrigt findes urimeligttyngende.

§ 64 ').En person, som på grund af sindssygdom,

1) Det bemærkes, at dette forslag ikke anbefales afudvalget, men alene er formuleret for det tilfælde, atlovgivningsmagten måtte ønske § 64 ændret ad modum§ 63 og i overensstemmelse med udvalgsforslag for deøvrige nordiske lande.

FINSK

Lag om ändring av 9 kap. strafflagen.

^ §•Har skada vållats av någon som fyllt femton

men ej tjuguett år, må skadeståndet nedsättas,om fullt skadestånd med hänsyn till hans ålder,utveckling och övriga omständigheter finnesoskäligt betungande.

5 a §.Den som ej fyllt femton år är skyldig att er-

sätta skada, som han gör, om och i den mån detmed hänsyn till hans ålder och utveckling, hand-lingens beskaffenhet, skadevållarens och denskadelidandes ekonomiska förhållanden samtomständigheterna i övrigt prövas skäligt.

^ b §•Föräldrar äro skyldiga att ersätta skada, som

gjorts av deras barn, såframt föräldrarna genombristande tillsyn eller på annat sätt underlåtitvad som med hänsyn till barnets ålder och ut-veckling samt omständigheterna i övrigt skä-ligen ålegat dem till undvikande av skadegörel-se. Skadeståndet må dock nedsättas, om det medhänsyn til försummelsens art och övriga om-ständigheter finnes oskäligt betungande.

Vad i 1 mom, sägs gäller jämväl adoptiv- ochfosterföräldrar samt andra, vilka med hänsyn tillvårdnadsplikt stå i samma ställning som för-äldrar.

-5 c §•Den som under inflytande av sinnessjukdom,

sinnesslöhet eller annan rubbning av själsverk-samheten orsakar skada är skyldig att ersättadenna i den omfattning som med hänsyn tillomständigheterna prövas skälig. Var han genomeget vållande tillfäldigt från sina sinnens bruk,

76

NORSK

Lov om erstatningsansvar for skade voldt av barnog ungdom og for skade voldt i visse andre særlige

forhold.

§ 1 (bams og ungdoms eget ansvar).Barn og ungdom under 18 år er erstatnings-

ansvarlige for den skade som de volder, for såvidt dette finnes rimelig under hensyn til utvistskyld, alder, utvikling, skadevolderens og skade-lidtes økonomiske evne og forholdene for øvrig.

SVENSK

Lag med allmänna bestämmelser om skadestånd.

Har skadan vållats av någon som fyllt femtonmen ej tjuguett år, må skadeståndet jämkas, omdet med hänsyn till hans ungdom och övrigaomständigheter finnes oskäligt betungande.

Den som ej fyllt femton år är skyldig att er-sätta person- eller sakskada som han gör, omoch i den mån det med hänsyn till handlingensbeskaffenhet, hans ålder och utveckling samtomständigheterna i övrigt prövas skäligt.

For så vidt erstatningsansvar inntrer uten hen-syn til skyld, er barn og ungdom ansvarlige påsamme mate som voksne.

§ 2 (foreldres o g andres ansvar).Foreldre er erstatningsansvarlige for skade

voldt av barn og ungdom under 18 år, såframtde har lätt det mangle på tilbørlig tilsyn elleroppdragelse eller på annen mate ikke har gjorthva det er rimelig å kreve av dem for å hindreskadeforvoldelse. Tilsvarende gj elder pleiefor-eldre, barnehjem, skoler og andre som har an-svar for eller tilsyn med barn eller ungdom un-der 18 år.

5 \Har någon genom bristande tillsyn eller an-

nan försummelse i vården om barn medverkattill person- eller sakskada som barnet gör, är hanskyldig att ersätta skadan. Skadeståndet må dockjämkas, om det med hänsyn till försummelsensart och övriga omständigheter finnes oskäligtbetungande.

Ansvaret etter første ledd kan lempes for såvidt det under hensyn til skadens størrelse, ut-vist skyld og omstendighetene for øvrigt virkerurimelig hårdt.

§ 3 (sinnsykes ansvar m.v.).Den som under indflytelse av sinnsykdom,

åndssvakhet, bevisstløshet eller liknende forstyr-relse av sinnstilstanden volder skade, er erstat-ningsansvarlig for så vidt dette finnes rimeligunder hensyn til sinnstilstandens innvirkning påskadevoldingen, utvist skyld, skadevolderens og

Den som under inflytande av sinnessjukdom,sinnesslöhet eller annan rubbning av själsverk-samheten orsakar person- eller sakskada är skyl-dig att ersätta denna i den omfattning som medhänsyn till omständigheterna prövas skälig. Varhan genom eget vållande tillfälligt från sina

77

DANSK FINSK

åndssvaghed, forbigående sindsforvirring eller skall skadeståndet dock ej allenast på grundlignende tilstand har manglet evnen til at hand- därav nedsättas.1e fornuftsmæssigt er erstatningspligtig for sin Vad i 5 b § sägs äger motsvarande tilllämp-skadegørende adfærd, for så vidt det findes ri- ning på den, som är skyldig att vårda skadevål-meligt under hensyn til personens sindstilstand, låren,handlingens beskaffenhed, den skadegørendesog den skadelidtes økonomiske evne og forhol-dene i øvrigt, herunder udsigten til at få skadengodtgjort hos andre.

Stk. 2. Har skadevolderen selvforskyldt bragtsig i en forbigående tilstand som omhandlet istk. 1, er han ansvarlig efter sædvanlige erstat-ningsregler.

7cS

NORSK

skadelidtes økonomiske evne og forholdene forøvrig. Var skadevolderen selvforskyldt brakt ien forbigående tilstand som nevnt, har han alli-kevel det ansvar som ellers ville følge af almin-nelige erstatningsregler.

Dissens af ekspedisjonssjej Stein Rognlien.o 2.

1. Foreldre svarer for skade voldt av barn ogungdom under 18 år, såframt det er grunn til åanta at de har latt det skorte på tilbørlig tilsyneller oppdragelse eller på annen mate ikke hargjort hva det etter forholdene er rimelig å kreveav dem for å hindre skadevoldinger. Tilsvaren-de g] elder pleieforeldre, barneheimer, skole-heimer og andre som har omsorg og tilsyn medbarn eller ungdom under 18 år.

2. Ansvaret etter første 1edd kan lempes forså vidt det virker urimelig hårdt under hensyntil barnets og den ansvarliges atferd, skadens artog størrelse, økonomiske forhold og tilhøva el-lers.

3. Uten hensyn til egen skyld plikter foreldreå erstatte skade voldt på uforsvarlig mate avderes barn under 18 år som de bor sammen medog har omsorgen for, med inntil 1 000 kronerfor hver enkelt skadevolding.

SVENSK

sinnens bruk, skall detta tillstånd dock ej för-anleda nedsättning av det skadeståndsansvarsom eljest skolat gälla.

Vad i 5 § sägs äger motsvarande tilllämpningpå den som medverkat till skadan genom för-summelse i vården om skadevållaren.

79

Bilag 1.

ÖVERSIKTER

av gällande rätt beträffande principalansvaret

och arbetstagares skadeståndsansvar

i vissa utomnordiska rättssystem

Översikterna har utarbetats inom de danska och svenska

kommittéerna och har tryckts genom den svenska kommitténs försorg

för de nordiska kommittéernas gemensamma räkning

13—412306

Innehåll

Förkortningar 4Om principalansvaret (arbejdsgiveres ansvar for ansattes handlinger) m. v. i

angloamerikansk rett 5I. Den principielle anerkendelse af principalansvaret 5

II. Den historiske udvikling og de reale grunde for reglen 5III. »Master-Servant» over for »Independent Contractor» 7IV. Adfærden hos den underordnede som principalen hæfter for 11V. Særlig tilfælde af ansvar for andens fejl 13

VI. Begrænsning i principalansvaret for skade overgået medansat 14VII. Det offentliges erstatningsansvar 15

VIII. Om principalens regresret mod den ansatte 16

Om principalansvar (arbetsgivares ansvar för arbetstagares vållande) och ar-betstagares skadeståndsansvar i vissa kontinentala rättssystem 18

Förbundsrepubliken Tyskland 181. Allmänt om utomobligatoriskt skadeståndsansvar 182. Principalansvar 20

Presumtionsansvar enligt BGB § 831 20Arbetsledningens ansvar enligt BGB § 831 24Implicerat principalansvar enligt BGB § 832 25Principalansvar enligt Reichshaftpflichtgesetz 25Skador som arbetstagare vållar varandra 26Förhållandet till inomobligatoriskt skadeståndsansvar 26Passiv identifikation 28

3. Organansvar för juridiska personer 294. Statens skadeståndsansvar 305. Förslag till nya bestämmelser om principalansvar 316. Arbetstagares skadeståndsansvar 32

Frankrike 351. Allmänt om utomobligatoriskt skadeståndsansvar 352. Principalansvar enligt Code civil art. 1384 37

Ansvarets förutsättningar 38Skador som arbetstagare vållar varandra 43Förhållandet till inomobligatoriskt skadeståndsansvar. 43Passiv identifikation 44Förhållandet till ansvar för skada genom sak 45

3. Organansvar för juridiska personer 464. Statens skadeståndsansvar 465. Arbetstagares skadeståndsansvar 48

Schweiz 491. Allmänt om utobligatoriskt skadeståndsansvar 492. Principalansvar enligt OR art. 55 51

Ansvarets förutsättningar 52Skador som arbetstagare vållar varandra 57Förhållandet till inomobligatoriskt skadeståndsansvar 57Passiv identifikation 58

3. Organansvar 584. Statens skadeståndsansvar 595. Arbetstagares skadeståndsansvar 61

Förkortningar

Litteratur:BengtssonCharlesworthClerk & LindseliColin-Capitant

Enn.-L.

Esmein

EsserGuhlHarper and JamesHuprechtLalouLarenzMazeaud-Tunc

Oftinger

PollockProsserRodiéreSalmondStreetWalineWinfield

Williams CLJWilliams LQRWilliams MLR

B. Bengtsson, Om ansvarsförsäkring i kontraktsförhållanden, I—II, 1960Charlesworth, On Negligence, 3rd edition, London 1956 (4th edition 1962)Clerk & Lindseil, On Torts, 12th edition, London 1964Colin et Capitant, Traité de droit civil, refondu par L. Julliot de 1a Morän-diére, Torne II, 1959L. Enneccerus, Recht der Schuldverhältnisse, 15. Bearbeitung von H. Leh-mann, 1958M. Planiol et G. Ripert, Traité pratique de droit civil francais, VI, Obliga-tions, 1e partie, 2e éd. par P. Esmein, 1952J. Esser, Schuldrecht, 2. Aufl. 1960T. Guhl, Das Schweizerische Obligationenrecht, 4. Aufl. 1948Harper and James, The Law of Torts, Boston & Toronto, 1956G. Huprecht, Notions essentielles de droit civil, 5e éd. 1960H. Lalou, Traité pratique de 1a responsabilité civile, 5e éd. 1955K. Larenz, Lehrbuch des Schuldrechts I.—II. Band, 1960 och 1959L. Mazeaud et A. Tune, Traité théorique et pratique de 1a responsabilitécivile, Tome II—III, 5e éd. 1957, 1958K. Oftinger, Schweizerisches Haftpflichtrecht, Bd. I, 2. Aufl. 1958, Bd I I/l,2. Aufl. 1960Pollock, The Law of Torts, 15th edition, London 1951Prosser, Law of Torts, 2nd edition, Set. Paul, Minn. 1955R. Rodiére, La responsabilité civile, 2e éd. 1952Salmond, On Torts, 11th edition, London 1953 (13th edition 1961)Street, Law of Torts, London 1955 (2nd edition 1959)M. Waline, Droit administratif, 8e éd. 1959Winfield, Textbook of the Law of Tort, 6th edition, London 1954 (7thedition 1963)Williams, Glanville, (1956) Cambridge Law Journal 180 ffWilliams, Glanville, (1956) 72 Law Quarterly Review 522 ffWilliams, Glanville, (1957) 20 Modern Law Review 220 ff, 437 ff

övriga förkortningar:

ARS

BAGBGBBGEBGHZC. c.D.H.GGHaftpflGJWJZKUVGNJANDORRAGRGRGZRVOSJZSOUTfRUfRZGB

Entscheidungen des Reichsarbeitsgerichts und des Landesarbeitsgerichts,verlegt bei Bensheimer(Entscheidungen der ) Bundesarbeitsgericht(s)Bürgerliches GesetzbuchEntscheidungen des Schweizerischen BundesgerichtsEntscheidungen des Bundesgerichtshofes in ZivilsachenCode civilReceuil hebdomadaire de jurisprudence DallozGrundgesetzReichshaftpflichtgesetzJuristische WochenschriftJuristenzeitungKranken- und UnfallversicheringsgesetzNytt Juridiskt Arkiv avd. INordiske domme i sjöfartsanliggenderBundesgesetz über das Obligationenrecht(Entscheidungen des )Reichsarbeitsgericht(s)ReichsgerichtEntscheidungen des Reichsgerichts in ZivilsachenReichsversicherungsordnungSchweizerische JuristenzeitungStatens offentliga utredningarTidsskrift for RettsvitenskapUgeskrift for RetsvesenZivilgesetzbuch

Om principalansvaret (arbejdsgiveres ansvar for ansattes handlinger)m. v. i angloamerikansk ret

A f fg fuldmægtig i justitsministeriet Adam Vestberg

I. Den principielle anerkendelse af principalansvaret

Såvel i engelsk som i amerikansk ret anerkendes i almindelighed, at principalen(the master/employer) er ansvarlig for fejl begået af den underordnede (theservant). Man taler ofte om vicarious liability.

Forudsætningen for ansvaret er dels, at der består et overunderordnelsesfor-hold (master-servant eller agency relation) i modsætning navnlig til selvstændigearbejdsforhold (skadevolderen en såkaldt independent contractor), dels at denskadegørende adfærd foreligger som led i det arbejde, den underordnede skaludføre for den overordnede, altså en betingelse, der er beslægtet med den dansk-norske regels krav om »derudi» (within the scope/course of the employment).Derudover skal der foreligge en i sig selv erstatningspådragende (tortious) ad-færd fra den underordnedes side, d. v. s. navnlig culpa.

Regeln opstilles i common law og bygger i dag på retspraksis.I den amerikanske Restatement of Agency1 chapter 7 er opstillet vejledende

regler om spørgsmålet med grundlag i enkeltstaternes ret, navnlig deres commonlaw. Hovedreglen om ansvaret har her følgende formulering, jfr section 219, (1):

»A master is subject to liability for the torts of his servants committed whileacting in the scope of their employment.»

II . Den historiske udvikling og de reale grunde for reglen

Om reglens oprindelse kan det oplyses,2 at reglen ikke kendtes i ældre engelskret, hvilket står i modsætning til romersk ret, der pålagde en fri mand ansvarfor sine slaver og ting, og for sin familie (i sin egenskab af pater familias). Iengelsk ret opstod den først fra omkring år 1700 i forbindelse med den voksen-de handel og industri. Den fik sin anerkendelse navnlig ved et dictum fra LordHolt i sagen Bosen v. Sandford (1690) :

»Whoever employs another is answerable for him, and undertakes for his careto all that make use of him.»

En omstændighed, der hos forfatterne3 i første række fremhæves som begrun-delse for reglen, er kontrolmuligheden. Der er imidlertid forståelse for, at det

1 Restatement of the Law, Second Edition, adopted and promulgated by the American LawInstitute, Set. Paul, Minn. 1958.

2 Jfr Holmes 4 Harvard Law Review 345 (1891), 5 samme 1 (1892), Wigmore 7 HarvardLaw Review 315 (1894), Holdsworth, 2 History of English Law, 46 og 47 (4 th 1936) 3 samme382—87, 8 samme 472—79, Baty, Vicarious Liability, 1916, Pollock s. 58 ff, s. 61—62. Harperand James s. 1364—66, Prosser s. 350—51, Winfield, s. 137—38. Se endvidere Williams LQRs. 523—25, MLR s. 220 ff, 437 ff.

3 Harper and James s. 361—74, Williams MLR s. 228—235, Prosser s. 350—51.

(i

ikke af denne betragtning følger, at det — herunder heller ikke som bevisbyrde-regel — alene er en culparegel eller en fiktion herom, der bygges på; således vilder ikke under en retssag blive lagt vægt på, om svigtende kontrol fra arbejds-giverens side i det enkelte tilfælde kan påvises. Foreligger der iøvrigt en sådan,er man indstillet på at bedømme arbejdsgiverens ansvar som ansvar for egenculpa. Harper and James understreger imidlertid, at betydningen af kontrolmulig-heden ikke skal underkendes, fordi der ikke i den enkelte sag konkret tagesstilling til, om kontrolmulighed foreligger, idet netop et objektivt ansvar for den,der har kontrollen, er et incitament for denne til at forebygge ulykker ved enhensigtsmæssig arbejdstilrettelæggelse og gøre det, som ikke kan forlanges af denalmindelige forsigtige mand. Det er endvidere utvivlsomt, at netop kontrolmyn-digheden efter herskende retspraksis er et afgørende kriterium for afgørelsen af,om der foreligger et over-underordnelsesforhold eller blot et forhold til en in-dependent contractor, for hvem arbejdsherren ikke hæfter.

Beslægtet med kontrolhensynet anføres den omstændighed, at principalen harvalgfrihed med hensyn til, hvem han gør til sine underordnede.

Andre hensyn har dog formentlig større vægt. Allerede Lord Brougham udtaltei sagen Duncan v. Findlater (1839): »I am liable for what is done for me undermy orders by the men I employ and the reason I am liable is this, that by em-ploying them I set the whole thing in motion, and what he does, being done formy benefit. . .» Med andre ord, arbejdsgiveren er årsag til skadeforvoldelsen, ognyder fordelen af den underordnedes indsats. Endvidere fremhæves det hos nogleforfattere, at arbejdsgiverens ansvar også har sin grund i det faktum, at »thedamages are taken from the deep pocket», altså en billighedsbetragtning om, atden med de største økonomiske resurcer bør betale.

Harper and James og Glanville Williams føjer hertil, at andre og måske vigti-gere hensyn gør sig gældende i nutiden. Først og fremmest anføres det nu, at derligger en social interesse i at den skadelidte får erstatning. Dertil kommer at etskærpet ansvar for arbejdsgiveren ikke føles byrdefuldt, fordi han kan overvælterisikoen enten som en omkostning i sin virksomhed eller ved at tegne ansvars-forsikring.

Det sociale problem, der knytter sig til skader i arbejdsforhold kan løses påforskellig måde, bemærker Harper and James. Det kan dels ske gennem tilveje-bringelse af en almindelig ulykkesforsikringsordning, hvilket man dog navnlig iU.S.A. ikke finder videre realistisk. En anden vej er den, der er fulgt ved arbejds-ulykkesforsikringen (Workmen's compensation), der sikrer de ansatte erstatningfor personskade. Udenfor denne forsikrings område, hvor en almindelig sikker-hedsordning ikke har kunnet tilvejebringes, er imidlertid tendensen, hvor dethar været muligt, gået i retning af, at pålægge erhvervsvirksomheder risikoenfor de skader, de forvolder. Culpareglen er ikke derved afskaffet, men gennemfiktioner og procedureregler er den i vidt omfang veget for en regel om »enter-prise liability», der fyldestgør behovet for erstatning. Ansvaret for trediemander en hovedhjørnesten i denne nye bygning. Reglen retferdiggøres med andre ordved det behov for genoprettelse, som den tilfredsstiller.

Harper and James bedømmer altialt reglen om principalansvar meget fordel-agtigt, og mener at den navnlig i tre henseender er gunstig: 1. den ansporer ar-bejdsgiveren til at forebygge ulykker, 2. den tenderer mod, at der ydes de skade-lidende større sikkerhed for genoprettelse, og 3. den virker med til, at skadernebliver bredt og retfærdigt fordelt mellem dem, der nyder fordel af den pågæl-dende virksomhed. En anerkendelse af principalansvaret har såvidt ses hellerikke lagt urimelige hindringer i vejen for udviklingen af forretnings- og industri-

7

virksomheder. Såvidt man kan forudse, mener forfatterne ikke, at der er udsigttil nogen alvorlig strømændring bort fra tendensen til at pålægge ansvar efterprincippet om »enterprise liability».

Et særligt spørgsmål af teoretisk art er det, om husbondens ansvar for tjenerenprincipalt må betragtes som ansvar for en anden person, altså sui generis, ellersom ansvar for egen culpa. Se herom Glanville Williams (1956) Law Quarter-ly Review s. 522 ff. Det indrømmes her, at det er en fiktion at betragte ansvaretsom et ansvar for egen culpa, men det kan være af betydning at hævde konstruk-tionen, bl. a. for at give skadelidte, hvis han har udvist egen skyld, mulighedfor, om end kun delvist, at rejse erstatningskrav mod skadevolderens husbondi medfør af den britiske Contributory Negligence Act, 1945. Teorien anses ikkenødvendig for at nå til, at husbonden hæfter for såkaldt anonyme fejl, hvilketantages. Teorien har endvidere, men uden held været forsøgt anvendt til at hjemleen begrænsning i husbondens regresret mod tjeneren. Principielt forkaster dogWilliams teorien, jfr. navnlig s. 545—47.

III . »Master-Servant» over for »Independent Contractor»

Som anført er det en forudsætning for principalansvaret, at der eksisterer et over-og underordnelsesforhold. Navnlig skal skadevolderens stilling kunne betegnessom en servant's.*

Restatement of Agency §§ 2 (2), jfr 220 (1), definerer en »servant» som:

»a person employed by a master to perform service in his affairs whose physi-cal conduct in the performance of the service is controlled or is subject to theright to control by the master».

Som modsætning til »servant» stilles som nævnt »independent contractor», forhvis adfærd der ikke gælder trediemandsansvar for hvervgiveren. Som typeeksem-pel herpå nævnes tilfælde, hvor man hyrer en taxa, tager med toget eller lejeren flyttemand. Vedkommende hæfter her ikke for fejl begået af chaufføren, re-spektive togpersonalet eller flyttefolkene. Denne begrænsning i trediemandsan-svaret kendtes formentlig ikke oprindeligt, men har i hvert fald været aner-kendt i engelsk ret siden begyndelsen af 1800-tallet, jfr herved bl. a. afgørelsenLangher v. Pointer (1826), og er senere også godtaget i amerikansk ret.

Hovedkriteriet for bestemmelsen af, om et servanf-forhold foreligger, er, hvor-vidt hvervgiveren har kontrolmyndighed.

Denning, L. J. udtalte herom i sagen Stevenson, Jordan & Harrison, Ltd. v. Mac-donald and Evans (1952) : »It is often easy to recognise a contract of servicewhen you see it, but difficult to say wherein the difference (between a contractof service and a contract for services) lies. A ship's master, a chauffeur and areporter on the staff of a newspaper are all employed under a contract of service,but the ship's pilot, a taximan and a newspaper contributor are employed undera contract for services. One feature which seems to run through the instances isthat, under a contract af services a man is employed as a part of the businessand his "work is done as an integral part of the business; whereas, under a con-tract for services, his work although done for business, is not integrated intoit but is only accessory to it.»

4 Se til det følgende Harper and James s. 1395 ff, Prosser s. 357, Clerk & Lindsell s. 135 ff.Pollock s. 62—66, Salmond s. 97—105, Winfield s. 139 ff, Street s. 436 ff, Williams CLJ s. 180.

8

1 sagen Mersey Docks & Harboner Board v. Coggins Griffith (Liverpool), Ltd.(1947) lagdes særlig vægt på »who is entitled to give the orders as to how thework should be done.»

Restatement § 220 (2) opregner en række faktorer, der »bl. a.» må tillæggesbetydning, således som: omfanget af kontrol, som kontrakten tilsikrer, om hverv-tageren er engageret til et bestemt opdrag, som sædvanligtvis ikke i enkelthederudføres under hvervgiverens opsyn, hvilken fagmæssig kvalifikation der er nød-vendig, længden af hvervet og betalingsformen, om arbejdet er »a part of theregular business of the employer», og om parterne selv anser sig som herre ogtjener.

I amerikansk ret er dog ingen af de i Restatement opregnede kriterier afgø-rende, men vel vejledende. En samlet bedømmelse anlægges i det enkelte tilfælde,og vægten af de enkelte kriterier, herunder også med hensyn til bedømmelsen afkontrolmuligheden kan svinge fra det ene livsforhold til det andet. I visse for-hold vil parterne undertiden søge at give kontrakten karakter af at hjemle hverv-tageren stor uafhængighed, uden at domstolene dog herved har ladet sig ledetil nægtelse af trediemandsansvar, fordi en kontrolmyndighed i realiteten forelig-ger, således f. eks. med hensyn til bestyrere af tankstationer og avisforhandlere.Opdragsbedømmelsen er heller ikke altid afgørende. Mens der således næppe forhospitaler foreligger nogen egentlig opdragsgivelse til de på hospitalerne virkende»resident doctors» (d. v. s. selvstændigt virkende læger, der har klinikret foregne patienter på hospitalet, et forhold der vist ikke kendes i de nordiske lande),er det dog i amerikansk ret fastslået, at hospitalet er ansvarlig for fejl fra så-danne lægers side. I England er tendensen også klart den, at hospitalerne hæfterfor fejl begået af de der virkende læger.5

Som eksempel på, at faglig kvalifikation tillægges betydning, nævner Harperand James gas- og vandmesteren, som husejeren kalder til sin ejendom, mennævner heroverfor som en underordnet person jernbaneselskabets præsident iforhold til sit selskab. I visse tilfælde vil det være af betydning, om hvervtage-ren benytter egne redskaber, herunder eget automobil. Spørgsmål om betalings-måde, f. eks. med timeløn eller akkordløn, om opsigelsesbetingelserne og om hverv-tageren under hvervet arbejder alene eller benytter egne folk er ligeledes fakto-rer af betydning.

Bevisbyrden for at hvervtageren ikke står i underordnelsesforhold, men er enindependent contractor påhviler den, der gør denne regel gældende.0

Harper and James understreger, at der efter amerikansk ret med visse begræns-ninger, som nedenfor skal omtales, principielt gælder frihed til delegation afansvaret for den virksomhed, man udøver. Dette har i visse tilfælde frem-kaldt kritik, således hvor der er tale om virksomhed, der almindeligvis ud-føres netop ved underordnet arbejdskraft. I sådanne tilfælde underkaster domsto-lene da også sagen en meget nøje bedømmelse, og det er i disse tilfælde, at derforeligger det store antal retssager. Men det betones i tilslutning hertil, at det ialmindelighed er med fuld føje, at principalansvaret ikke pålægges, hvis hverv-tageren er en independent contractor, idet det er rimeligt i typetilfældende netopat henføre skaderne til ham og ikke til hvervgiveren. Dette gælder således i demange tilfælde i dagliglivet, herunder forretningslivet, hvor man modtager tje-nesteydelser fra andre uden tanke på erstatningsansvaret for de pågældende.Publikum betaler her deres andel i skaderne gennem omkostningsniveauet for,hvad der ydes, og det er bedre netop at placere ansvaret her end at forsøge at

5 Jfr Salmond s. 100—101, Street s. 438, Winfield s. 143—44.•• Jfr Harper and James s. 1399—1400.

9

føre det videre. Det kan indkalkuleres i prisen eller dækkes ved forsikring. Enansvarsregres vil i mange forhold være helt upraktisk, således f. eks. i tilfældeaf, at en sporvogn eller lignende forvolder en ansvarsskade, og man ville forsøgeat drage passagererne som arbejdsgivere for sporvejsselskabet til ansvar.

En interessant parallel drager Harper and James i sammenstillingen af begrebetindependent contractor i læren om principalansvaret med det tilsvarende begreb,der begrænser personkredsen under workmen's compensation. Det hævdes, atfælles retspolitiske synspunkter gør sig gældende ved bedømmelsen af de to rets-institutters struktur.

Et særligt problem opstår i tilfælde, hvor en arbejdsgiver (A) for kortere ellerlængere tid udlåner en ansat (B) til en anden arbejdsgiver (C). Det må herafafgøres, om A eller G eller eventuelt begge hæfter for Bs fejl. Spørgsmålet varfremme i den engelske sag Mersey Docks & Harbour Board v. Coggins & Griffith(Liverpool), Ltd. (jfr ovenfor).7 Sagen angik et tilfælde, hvor en virksomhed forudlejning af kraner (A) udlejede en sådan med betjening (B) til en virksomhed(C), der påtog sig losning af skibe. Under losningsarbejdet led en trediemandskade ved Bs uforsigtighed. Det var herefter spørgsmålet, hvorvidt A eller C somprincipal var ansvarlig. På uheldstidspunktet havde C den umiddelbare ledelseog kontrol af de manøvrer B skulle udføre, d. v. s. myndighed til at beordre hamtil at optage og losse et bestemt stykke gods, men G havde ikke ret til at givekranføreren ordre om, hvorledes han skulle betjene kranen eller dens styrings-organer. Ved dommen blev det statueret, at A var ansvarlig. Retten fandt, at Asom den almindelige og varige arbejdsgiver for B, der lønnedes af A, havde bevis-byrden for, at ansvaret var gået over til G, og en sådan overførsel ville kunkunne godtages under særlige omstændigheder. — Alt må dog bero på omstæn-dighederne. Formentlig gælder der en forskellig løsning i tilfælde, hvor et kom-pliceret maskineri med fører udlånes og hvor almindelig arbejdskraft, særligufaglært arbejdskraft udlånes. — Se til den anførte afgørelse den relativt til-svarende afgørelse i dansk ret, UfR 1959 side 444 H, ND. 1959 s. 170, jfr ogsåUfR 1955 side 472 H og 1960 side 145 H med Gjerulff, kommentar i TfR I960s. 227—29. De danske afgørelser er omtalt i den danske betænkning, 1. del, afsnit I.

Tre praktisk vigtige begrænsninger gælder i reglen om ansvarsfrihed for »theindependent contractor».8

Den første er, at hvervgiveren uanset hvervtagerens selvstændighed kan dragestil ansvar, hvis han selv har handlet retsstridigt, navnlig culpøst, således hvis detoverhovedet at sætte det pågældende arbejde i gang involverer et retsbrud modtrediemand, hvis hvervgiveren har handlet uforsvarligt ved at overlade netophvervtageren at udføre det pågældende arbejde, eller hvis han ikke fører fornødenttilsyn.

Den anden begrænsning er, at der påhviler hvervgiveren en selvstændig for-pligtelse, som han ikke retmæssig kan delegere til hvervtageren (nondelegableduty).9 Hertil henhører navnlig forpligtelser pålagt i medfør af kontrakt eller po-sitiv lovgivning (statutes). I sagen Hole v. Sittingbourne & SR Co., (1861), blevsåledes et jernbaneselskab, der ved en Act of Parliament havde fået tilladelse tilat bygge en bro over et sejlbart vand, men således, at fremkaldelse af hindringer

7 Se om dommen Salmond s. 103—04, Winfield s. 141—42, Street s. 439—40, Clerk & Lindselino 208 (s. 110—11). Se også Charlesworth s. 98 ff.

8 Jfr Prosser s. 358 ff, Harper and James s. 1405 ff, Clerk & Lindseil s. 137 ff, Salmond s.133 ff, Winfield s. 1697 ff. Se hertil Restatement §§ 212—14. Se endvidere; Williams MLRs. 112—15.

9 Se hertil endvidere Charlesworth, On Negligence, 3rd edition, 1956, s. 80 ff og GlanvilleWilliams (1956) Cambridge Law Journal s. 180 ff.

10

for sejladsen af længere varighed end nødvendigt for at tillade tog at passereover broen var forbudt, fundet ansvarligt, fordi broen som følge af entreprenø-rens fejl ikke kunne åbnes, og skadelidtes skib derfor ikke kunne passere. Hvisen arbejdsgiver f. eks. i medfør af fabrikslovgivningen er pligtig at afskærmemaskiner, og hans entreprenør undlader dette, vil arbejdsgiveren også blive holdtansvarlig. Men også forpligtelser efter common law kan være nondelegable, bl. a.grundejeres ansvarspligt overfor personer, der indfinder sig på ejendommen. Detsamme er endelig også tilfældet i kontraktsforhold, hvis ret til delegation af for-pligtelsen, herunder til udførelse af arbejde, ikke må anses at være forbeholdt.

En tredie begrænsning eller undtagelse, der dog undertiden henføres undergruppen af nondelegable forpligtelser, er hvervgiverens selvstændige ansvar forsærlig farlige ting eller adfærd {inherently dangerous instruments eller extrahazardous acts), hvortil henregnes indretninger som damplokomotiver, spræng-stoffer og farlige våben, farlige stoffer, herunder gift og ondskabsfulde dyr, samti et vist omfang udførelser af vejarbejde. Retspraksis er dog endnu ikke afklaretog følger næppe rationelle synspunkter. I hvilket omfang sætningen rækker udover ansvar for farlig bedrift (extra hazardous activity) eller andre regler omdelvist objektivt ansvar (som for eksempel nuisance i naboforhold) er dog imange jurisdiktioner uafklaret.

En begrænsning i de anførte undtagelser gøres der dog med hensyn til så-kaldt tilfældig (casual eller collateral) culpa, d. v. s. hvor den indtrufne skadeskyldes hvervtagerens culpa, uden at forholdet har nogen forbindelse med und-tagelsesreglernes særlige omstændigheder, navnlig af nondelegable forpligtelseeller forholdets særlige farlighed, jfr således navnlig Dalton v. Angus (1881).10

Denne særlige regel viser formentlig, at de anførte undtagelser ikke i egentligforstand kan betragtes som undtagelser fra reglen om hvervgiverens ansvarsfri-hed for independent contractors, men blot er udtryk for, at den omstændighed,at skaden er hidført af en sådan person, ikke afskærer skadelidende fra att gøreansvar gældende mod hvervgiveren, hvis denne er ansvarlig i kraft af retsorde-nens øvrige regler.

I forbindelse med behandlingen af persongrupperne independent contractorsog servants er der grund til at nævne, at hvervgiveren endvidere efter omstæn-dighederne kan pådrage sig ansvar i kraft af reglerne om agency, der nærmestsvarer til nordisk rets regler om fuldmagt. En agent er en person, der har fuld-magt (authorised) til at handle på en anden persons vegne. Mens vi i nordiskret reserverer begrebet fuldmagt til aftalelæren, er det formentlig således, at vissetilfælde af, hvad vi vil betegne som ansvar i kontrakt, og som derfor i dansk-norsk ret følger vor regel om husbondansvar, i anglo-amerikansk ret bedøm-mes efter de såkaldte agencyregler. Det antages således, at hvis en ejendoms-handler (real estate agent) handler svigagtigt (begår den særlige tort of deceit),og trediemand lider skade, kan trediemand søge hvervgiveren netop for tort ofdeceit og ikke blot for det mindre tort of negligence, hvilket sidste formentligalene ville være muligt, hvis grundlaget for ansvaret var at finde i vicariousliability. I engelsk ret synes man også i forhold, hvor reglerne om vicariousliability skulle give fornødent grundlag for ansvar, at foretrække o^ency-konstruk-tionen, således navnlig i tilfælde, hvor en person fører en vogn for en andentilhørende denne og under kørselen forvolder skade. Muligvis hænger dette sam-men med en utilbøjelighed hos de engelske domstole til at godtage, at fornødenkontrolmulighed foreligger, således at man kan statuere master-servant-forhold.11

10 Charlesworth s. 83, Prosser s. 361—62, Harper and James s. 1410, Street s. 446—47,Salmond s. 135 ff, Clerk & Lindseli no 248 (s. 134—35).

II Charlesworth s. 75—77, Street ?. 440—42. Se også Clerk & Lindaeli no 249 (s .135 36).

11

For dansk rets vedkommende kan i denne forbindelse henvises til Gomard, For-holdet mellem Erstatningsregler i og udenfor Kontrakt, København 1958, s. 86 ff.

IV. Adfærden hos den underordnede som principalen hæfter for

Vender vi os herefter til tilfælde, hvori der foreligger det fornødne over- ogunderordnelsesforhold, bemærkes, at det som anført er en forudsætning, at denunderordnedes handling ligger indenfor området (the scope/course) af den på-gældendes beskæftigelse som underordnet (employment),1* et krav der minderstærkt om forudsætningen »derudi» i dansk-norsk ret.

Den overordnede hæfter her givetvis for den adfærd, der tilsigter at bringedet pålagte arbejde til udførelse. Herved kan henvises til Restatement of Agency§228 (c):

»but only if . . . .(c):

»Conduct of a servant is within the scope of the employment if it is actuated, atleast in part, by the purpose to serve the master.»

Det bemærkes herved, at selv om den underordnedes adfærd kun delvist tjenertil at opfylde hvervet, hæfter arbejdsgiveren alligevel. Der pålægges iøvrigt an-svar både for handlinger og undladelser.

Det er imidlertid efter anglo-amerikansk ret således, at arbejdsgiveren ikkehæfter for enhver adfærd hos den underordnede, der tilsigter hvervets udfø-relse. Som betingelse for hæftelse gælder, at den indtrufne skade i en vis for-stand er forudseelig (foreseeable). Formuleringen av denne begrænsning har ifølge Harper and James formentlig sin oprindelse i culpalæren, men begrebetbruges her i en bredere forstand med referens ikke til den enkeltes særlige ad-færd, men til virksomheden i sin helhed. Der vil således være ansvar for risici,der er typiske for eller står i rimelig sammenhæng med den pågældende virk-somhed (typical or reasonably incidental lo the enterprise). Dette betyder bl. a.,at der efter omstændighederne vil være ansvar, selv om arbejdsgiveren udtryk-kelig har forbudt den underordnede en bestemt handlemåde, jfr herved Limpusv. London General Omnibus Co. (1862). I sagen Rankin v. Western Union Tele-graph Co. (1946) holdtes selskabet ansvarlig for sit telegrafbud, uanset at hanunder sin skadevoldende kørsel trods forbud herom havde benyttet en racer-cykel i stedet for en almindelig cykel. Afgørelsen understreger forskellen mellemsagens omstændigheder og tilfælde, hvor budet måtte have benyttet et transport-middel helt forskellig fra det påbudte, i hvilke der formentlig ville foreliggeansvarsfrihed for arbejdsgiveren.

Foreseeability-kriteriet indeholder så vidt ses, en videregående begrænsning afarbejdsgiver-ansvaret end den, der gælder i dansk-norsk ret i medfør af forbe-holdet for abnorm adfærd, som hos os formentlig kun anerkendes udenfor kon-trakt. Det forhold, at den underordnede benytter vogn i stedet for påbudt cykelvil ikke hos os virke ansvarsfritagende.

Et spørgsmål, der også drøftes i anglo-amerikansk ret er, om arbejdsgiverener ansvarlig, hvis hans chauffør overlader føringen til en uvedkommende person.Domme har her tidligere fritaget arbejdsgiveren for ansvar bl. a. ud fra syns-punktet, at det som forudsætning for arbejdsgiverens ansvar må gælde, at hanhar valgt den pågældende. Dette resultat er formentlig stadigvæk gældende i Eng-land,13 hvor det dog fremhæves, at ofte vil den underordnede selv være med-

12 Se til det følgende navnlig Harper and James s. 1374 ff, Prosser s. 351—52, Clerk & Lindsellno 219 ff (s. 117 ff), Salmond s. 105 ff, Street s. 447 ff, Charlesworth no 111 ff (s. 66 ff),Winfields. 146 ff.

13 Jfr Charlesworth no 117 (s. 70) og Street s. 450, Clerk & Lindsell no 216 (s. 115—16).

12

ansvarlig, fordi det har været uforsvarligt at overlade føringen til trediemand.Harper and James14 tager afstand fra dette resultat ud fra synspunktet, at netopoverladeisen af føringen til trediemand kan »fairly and reasonably be regardedas incidental to the work».

I denne henseende går amerikansk ret formentlig videre end DL 3—19—2(NL 3—21—2), der ikke blot stiller krav om tilstedeværelsen af culpøs adfærdhos en eller anden person, der handler indenfor virksomhedens berøringsområ-de, men netop forudsætter, at den culpøse adfærd må foreligge hos den under-ordnede, for hvem der hæftes. I færdselsforhold vil dog efter dansk ret i medføraf færdselslovens § 65 følge et tilsvarende strengt ansvar som i amerikansk ret.

En konsekvens i amerikansk ret er det endvidere, at arbejdsgiveren ikke blothæfter for adfærd, der primært tilsigter at opfylde hvervet, men også for acceso-risk adfærd som f. eks., hvis en linoleumsmand under sit arbejde adskiller engasforbindelse til et komfur, han må flytte under sit gulvarbejde, og der derefteropstår brand eller anden skade som følge af gasapparatets flytning. Dette må ogsåvære tilfælde i dansk-norsk ret.

Principalen hæfter også i et vist omfang for adfærd, der ikke i sig selv tjenertil hvervets udførelse. For amerikansk rets vedkommende bemærkes herved, atRestatements regel, hvorefter handlingen skal være »actuated . . . by the purposeto serve the master» ikke har hindret domstolene i at nå til dette resultat. Ethovedeksempel er chaufførens afvigelse fra sin rute (detour). Det er her opfat-telsen, at det må bero på omstændighederne, om principalen er ansvarlig. Vedmindre svinkeærinder og ruteafvigelser vil han således være det. løvrigt viltiden og stedet for afvigelsen, dens omfang i forhold til den foreskrevne rute,formålet med afvigelsen, herunder hvorvidt den delvis sker af hensyn til ar-bejdsgiverens interesse, og sædvane være faktorer, der virker bestemmende. Derer således i vidt omfang tale om en risikoafvejning.15 Et noget lignende, måskelidt mere restriktivt standpunkt indtages af engelsk ret.16 I dansk-norsk ret vildette spørgsmål ikke foreligge for motorkørsel. løvrigt adskiller resultatet signæppe afgørende fra vor ret.

Et andet eksempel er rygning, der forvolder brandskade. Harper and James17

oplyser, at linien i retspraksis her ikke er klar. I Kelly v. Louisiana Oil RefiningCo. (1934) er olieselskabet således frifundet for brandskade, dets chauffør for-voldte med en cigaret under ophold indendørs hos en kunde, mens et brederesynspunkt med hensyn til grundlaget for arbejdsgiverens ansvar er anlagt i af-gørelsen George v. Bekin Van & S Co. (1949). Den sidste afgørelse er den, for-fatterne er mest sympatisk indstillet overfor. Også i engelsk ret har reglen tid-ligere været den, at arbejdsgiveren ikke var ansvarlig, jfr Charlesworth,18 der an-fører, at spørgsmålet i dag er tvilsomt, og at arbejdsgiveren i hvert fald vil væreansvarlig, hvis rygning er udtryk for uforsvarlig udførelse af det pålagte hverv,således f. eks., hvor en benzinvogns chauffør under afladning på tankstation tæn-der ild for at ryge. Efter dansk ret må det formentlig antages, at arbejdsgiverenprincipielt hæfter for rygning.

Et andet spørgsmål, der drøftes, er dette, at den underordnede uden tilladelseopfordrer trediemand til at være med under arbejdet, f. eks. i køretøjet der føres,og under kørselen eller på anden måde i forbindelse med hvervets udførelsekommer til skade. Det er her formentlig den herskende opfattelse hos domstolene,

S. 1379—80.5 Jfr Harper and James s. 1382—86, Prosser s. 352—54.6 Charlesworth no 112 (s. 67).7 S. 1386—87.8 No. 121 (s. 73), se tillige Clerk & Lindseli no 216 (s. 115—16).

13

at arbejdsgiveren ikke er ansvarlig. Nogle retsafgørelser begrunder resultatet med,at et sådant forhold ikke omfattes af, hvad arbejdsgiveren efter reglerne om vi-carious liability hæfter for, hvilket Harper and James kritiserer, bl. a. som in-konsekvent fordi arbejdsgiveren vil hæfte for skade forvoldt f. eks. på andentrediemand under optagelsen af førstnævnte trediemand. Andre afgørelser be-grunder resultatet med de særlige regler om tresspass og invitation on land elleregen skyld (med hvilken sidstnævnte tilfælde de to førstnævnte har noget slægts-skab i systematisk henseende).

Også for den underordnedes forsætlige handlinger hæftes der principielt.19

Undertiden vil sådanne handlinger dog ligge udenfor, hvad der »kan forudses»,og i så fald vil der ske frifindelse, medmindre principalen har en selvstændigpligt til at beskytte skadelidte, f. eks. et transportselskap sine passagerer eller enbeværter sine kunder, overfor angreb o. lign. fra personalets side. I følge Harper andJames er der imidlertid en tendens, der er ganske interessant, henmod et videre an-svar for arbejdsgiveren ud fra påvirkning fra begrebet om skader, der »arise outof and in the course of the employment», således som begrebet kendes indenforområdet af workmen's compensation.

Efter anglo-amerikansk ret hæfter selskaber og andre juridiske personer forderes organers fejl, jfr således bl. a, Mersey Docks Trustees v. Gibbs (1864).Dette gælder også med hensyn til deltagere i interessentskab, uanset om den enepart ikke har kontrolmyndighed med den anden. Også for bedragerisk misbrugaf betroede midler hæfter ledelsen eller øvrige deltagere.20 Dette er iøvrigt også til-fældet i dansk og formentlig anden nordisk ret, men dog næppe i første rækkemed støtte i regler om principalansvar, men derimod snarere ud fra reglerne omden enkelte deltagers kontraktslige forpligtelser overfor den skadelidende tredie-mand.

V. Særlige tilfælde af ansvar for andens fejl

Foruden i forholdet master-servant godkender amerikansk ret vicarious liabilityi visse andre forhold, der navnlig eller udelukkende angår motorkørsel.21

Således må først og fremmest nævnes »Joint enterprise» (fælles virksomhed).Er to eller flere personer engageret i en fælles aktivitet, og en af dem begår en fejlunder denne, vil de andre deltagere kunne holdes ansvarlig herfor. Sætningenhviler på en analogi fra reglerne om »partnership» (interessentskab), i hvilkedeltagerne hæfter solidarisk.

I en del amerikanske jurisdiktioner hæfter vognejeren endvidere for skaderforvoldt, mens vognen føres af et medlem af hans familie til gavn for familien(»family purpose»), eller hvor ejeren befinder sig i vognen, mens denne føresaf en anden person.22 Reglen om »family purpose-» er navnlig" vokset frem påbaggrund av tilfælde, hvor børn forvoldte skade under kørsel med deres for-ældres køretøj. Børnene har i almindelighed ikke været formuende eller dækketaf ejerens ansvarsforsikring.

Disse regler skal ikke nærmere forfølges her, fordi de næppe har interessefor nordisk ret, hvor særregler regulerer automobilansvaret, og hvor ansvarsfor-sikringen såvel udad- som indadtil i almindelighed vil dække denne form forskader, selv om ansvaret ikke formelt henføres til vognens ejer.

19 Harper and James s. 1389 ff, Salmond s. 110 ff, Winfield s. 150 ff.20 Jfr Pollock s. 74—76.21 Jfr Prosser s. 363 og Harper and James s. 1414.22 Jfr Prosser s. 368—72 og Harper and James s. 1419—24.

11

VI. Begrænsning i principalansvaret for skade overgået medansat23

I principalansvaret for den underordnedes forvoldelse af skade overfor medansathar der navnlig tidligere foreligget nogle begrænsninger, som fortsat i dag i etvist omfang er af betydning. Først kan her nævnes det i almindelighed i engelsk-amerikansk ret gældende princip om nedsættelse eller bortfald af ansvaret somfølge af egen skyld (contributory negligence) hos skadelidte. Denne regel harværet af særlig praktisk betydning som ansvarsfrihedsgrund indenfor principal-ansvaret med hensyn til skader på arbejdspladsen. — løvrigt er forholdet det,at mens egen skyld tidligere i engelsk ret og fortsat i dag i amerikansk ret med-fører fuldstændig" ansvarsfrihed, gælder i engelsk ret i dag i henhold til The LawReform (Contributory Negligence) Act, 1945, en regel ad modum den i Nordengældende, hvorefter skaden fordeles efter skyldgraden.24

Endvidere må nævnes, at ansvarsfrihed kan følge i kraft af reglen om »theassumption of risk», der bygger på sætningen »volenti non fit injuria». Denneregel er ikke begrænset til skade på arbejdspladser, men det er navnlig her, atden finder anvendelse, og det var også her reglen voksede frem ud fra en libera-listisk opfattelse af, at det var en frivillig sag for arbejderen, om han ville tageansættelse i en virksomhed, hvor skade kunne opstå. Allerede inden gennem-førelsen af arbejdsforsikringslovgivningen kritiseredes reglen, og domstolenesøgte at begrænse reglens anvendelse gennem strenge krav til beviset for ar-bejderens indforståelse i at være undergivet den skadevoldende risiko. Men reg-len anerkendes principielt fortsat i dag, om end dens område er begrænset til,hvad der i hvert fald i amerikansk ret betegnes som »ordinary risks», d. v. s.risici, der er »so regularly and normally incident to the employment, that anyonewho considers the matter at all must see that the liability to be injured by such anoccurrence is an ever-present possibility».25

En tredie begrænsning i principalansvaret for skade på arbejsdpladser ogspecielt gældende herfor er den såkaldte fellow servant (common employment)rule, der imidlertid i dag er opgivet i England ved gennemførelsen af The Lawfief orm (Personal Injuries) Act 1948.26 Reglen, der vandt frem allerede midt isidste århundrede, jfr således afgørelserne Priestley v. Fawler, 1837 (England),og Farwell v. Boston and Worchester Railway, 1849 (Mass., U.S.A.), går slet ogret ud på, at arbejdsgiveren i kraft af sit principalansvar ikke hæfter for skadehos underordnet forvoldt af arbejdsfælle. Reglen støttede sig på de allerede om-talte to undtagelsesregler om egen skyld og indforståelse med hensyn til risiko,men opstilles dog som selvstændigt retsprincip. På baggrund af reglens recipe-ring i dansk ret efter ulykkesforsikringslovgivningens gennemførelse og af reg-lens afskaffelse i England i forbindelse med den nye socialforsikrings gennem-førelse efter 2. verdenskrig er der grund til at bemærke, at reglen i sin oprindelseingen forbindelse har haft med tilvejebringelsen af arbejdsulykkesforsikringen.Reglen blev afskaffet i England efter en kritisk vurdering i lovkomiteen, der

23 Anglo-amerikansk ret anvender for dette ansvarsforhold udtrykket Employer's liability,der således ikke benyttes som betegnelse for principalansvaret i almindelighed.

24 Se om egen skyld i engelsk ret bl. a. Salmond s. 519 ff, Winfield s. 537 ff, Charlesworthno 865 ff (s. 531 ff), i ameiixansk ret Harper and James s. 1193 ff og Prosser s. 283 ff sammen-holdt med s. 378.

25 Se om reglen »assumption of risk» i engelsk ret Salmond s. 38 ff, Winfield s. 26 ff, Charles-worth s. 536 ff, i amerikansk ret Harper and James s. 1193 ff, navnlig s. 1175—79.

26 Jfr Final Report of the British Departemental Committee on Alternative Remedies (Cmd.6860, July 1946) s. 152 ff.

15

forberedte den nye lovgivning.27 Også i amerikansk ret er reglen blevet stærktkritiseret og reglens anvendelse søgt begrænset, således ved krav om særligt ar-bejdsfællesskab og om, at skaden skulle være forvoldt af en ligestillet og ikke enoverordnet medansat eller medansat, hvis opdrag det var at udføre arbejdsgive-rens common law duties overfor skadelidende, således f. eks. en sikkerhedsin-spektør. En sådan person må nemlig betragtes som såkaldt »vice-principal» oger derfor ikke en »fellow» af skadelidte.28

På baggrund af den i England og i U.S.A. overalt gennemførte lovgivning omworkmen's compensation (arbejdsulykkesforsikring) spiller de anførte begræns-ninger i principalansvaret og overhovedet dette ansvar med grund i culpa hosmedansat i dag en mindre rolle. De opstillede undtagelser i reglen om princi-palansvaret gælder dog principielt fortsat, for feilow-servant-reglens vedkom-mende som nævnt dog kun i U.S.A. Her er den endvidere ophævet indenfor etvigtigt område, nemlig hvor The Federal Employer's Liability Act er gældende,det vil navnlig sige for jernbanearbejdere i såkaldt »interstate commerce».29

Forsåvidt angår den skadelidtes adgang til at gøre principalansvaret gældendeuanset skadens henførelse under workmen's compensation, er der dog for engelskret grund til at bemærke, at efter den nye lovgivning i 1948 består der fuld mu-lighed for skadelidte til at søge arbejdsgiveren efter common law, d. v. s. den al-mindelige regel om principalansvar, og herunder uden anvendelse af den nævntefellow-seruant-rule. Forsåvidt angår skade, der er dækket ved den sociale for-sikring, gælder endda det ejendommelige, at skadelidte delvist er berettiget tildobbeltdækning, idet han uanset ydelse fra forsikringen for det af denne dækkedetab kan rejse halvt erstatningskrav mod den ansvarlige. I denne regel liggerder et praktisk kompromis ud fra en betragtning af socialforsikringen på liniemed enten skadeforsikring — som vi gør i Norden — eller summaforsikring.3"

I amerikansk ret er det den almindelige regel, at arbejdsgiveren ikke kan søgesefter common law i tilfælde, hvor den underordnede kan oppbære workmen'scompensation.31 løvrigt tillader amerikansk ret, hvor common-law-retten måttevære bevaret, ikke dobbeltdækning, idet workmen's compensation ses på linie medskadeforsikring.32

VII. Det offentliges erstatningsansvar

Forsåvidt angår det offentliges erstatningsansvar skal følgende bemærkes.Efter den engelske Crown Proceeding Act, 1947, er kronen (staten) ansvarlig

for dets »servants or agents», dels for »torts» disse personer begår, dels for»duties» iøvrigt, der i medfør af common eller statutory law påhviler disse per-soner over for underordnede eller ejendomsbesiddelse under kronen.33 Det er

27 Se herom bl. a. Salmond s. 129 ff, Munkman, Employer's Liability, 2nd. edition, London1952 (5th edition 1962).

2 8 Se b l . a. P rosse r s. 380—382 .29 Se b l . a. P rosse r s. 382—388 .30 Jfr Friedman 63 Harvard Law Review s. 252 ff, se endvidere Winfield s. 158—61.I svensk ret har man været inde på at se socialforsikring på linie med summaforsikring, således

at dobbeltdækning skul være tilladt, jfr således prop. nr 312 till höstsessionen 1946 s. 277 ogSocialvårdskommitténs betänkande VII, Utredning och förslag angående lag om allmän sjuk-försäkring, SOU 1944: 15. Men en regel i overensstemmelse hermed blev ikke gennemført vedden endelige yrkesskadeförsäkringslagen 1954.

31 Jfr bl. a. Prosser s. 384.32 James 27 New York University Law Review (1952) s. 433 ff.33 Jfr Charlesworth no 109—110 (s. 64—66), Munkman s. 391—93, Pollock s. 66.

16

alene kronen, der hæfter, og overordnede embedsmænd er således ikke ansvar-lige for underordnedes fejl.

En lignende regel gælder for den amerikanske unionsregering i henhold tilThe Federal Tort Claims Act, 1946. Efter denne lov er forbundsregeringen an-svarlig efter loven på det sted, hvor den skadegørende handling intræder, foruforsvarlige handlinger eller undladelser begået af forbundsembedsmænd (em-ployees) indenfor »the scope of their employment», »in the same manner andto the same extent as a private individual under like circumstances». Fra reglengælder dog en række undtagelser for særlig virksomhed, navnlig af militær art.For enkeltstaternes administration gælder i vidt omfang immunitet mod erstat-ningsansvar, idet tilsvarende lovgivning i almindelighed ikke er indført her.34

Den engelske Crown Proceeding Act og den amerikanske Federal Tort ClaimsAct reciperer således i almindelighed den civilretlige regel om principalansvar.

VIII . Om principalens regresret mod den ansatte

Spørgsmålet om principalens regres mod den underordnede ses ikke i videre om-fang drøftet i den anglo-amerikanske litteratur.

At ret til regres principielt haves, må antages at være en selvfølge, når deterindres, at hvervgiveren hæfter på objektivt grundlag, medens den underord-nede har handlet culpøst, og at regres (subrogation) principielt godkendes ianglo-amerikansk ret. At hvervtageren endvidere principielt er ansvarlig direktei forhold til trediemand er givet.35 Med hensyn til amerikansk ret oplyses dethos Harper and James, at i langt den største del af skadestilfælde søger den skade-lidte alene erstatning hos hvervgiveren (udhævet her). I de fleste jurisdiktionerkan hvervgiver og -tager søges under samme søgsmål. Hvor søgsmål også rettesmod den underordnede, har det ofte sin begrundelse i, at sagsøger af særligegrunde ønsker at få dækning for sit krav hos ham. Det kan således være tilfældetfor at sikre, at sagen,kan føres som statslig og ikke federalt søgsmål, eller under-tiden af psykologiske grunde, der kan være rimelige, fordi sagen afgøres af enjury-

i engelsk ret har Denning L. J. i sagen Jones v. Manchester Corporation (1952),forsøgt men uden held at begrænse husbondens regresret udfra opfattelsen, athusbondeansvaret måtte anses som ansvar for egen culpa, jfr herom foran underI in fine.

Om regressøgsmålene oplyser James,*6 at sådanne i amerikansk ret praktisktalt aldrig finder sted. At hvervgiveren således bærer det endelige tab, udtrykkerHarper and James tilfredshed med, fordi tabet derved placeres, hvor det ud frabåde økonomiske, preventive og billighedsmæssige synspunkter bør høre hjemme.

Ved spørgsmålet om regressen mod den underordnede kan der være grund tilat være opmærksom på reglerne om regres indenfor området af workmen's compen-sation, jfr herved ovenfor under V. Som nævnt under dette punkt har forsikrereni engelsk ret ikke nogen regresret; den ansvarlige kan efter almindelige erstatnings-regler søges for den halve skade. I amerikansk ret beror regresretten på bestem-melse i den enkelte lov om workmen's compensation, der varierer fra stat til stat.I de fleste systemer gælder der fuld regresret mod den ansvarlige arbejdsfælle,

34 Se hertil Prosser s. 770—74, Harper and James s. 1607 ff.35 Jfr Harper and James s. 1363 med note 8.3 6 J f r 57 Yale L a w J o u r n a l 556—57 (1948).

17

idet loven alene beskytter arbejdsgiveren og i en del systemer endvidere hansfunktionærer (»persons who conduct his business»), men ikke den medansatte.37

Heller ikke i offentligretlige forhold, i hvert fald ikke i England, gennemføresansvaret mod embedsmanden personligt.38

3 7 Se n æ r m e r e h e r o m Reisenfeldt 42 California L a w Rev iew 563 ff (1954) og Larsson , T h eL a w of W o r k m e n ' s Compensa t ion § § 7 2 ff.

38 Jfr Williams MLR s. 443—44.

14—412306

Om principalansvar (arbetsgivares ansvar för arbetstagares vållande)och arbetstagares skadeståndsansvar i vissa kontinentala rättssystem

Av hovrättsassessor Ulf Nordenson

Förbundsrepubliken Tyskland

1. Allmänt om utomobligatoriskt skadeståndsansvar

De grundläggande bestämmelserna om utomobligatorisk skadeståndsskyldighetåterfinns i BGB §§ 823—853 under rubriken »Unerlaubte Handlungen».

I § 823 lagfästes en allmän culparegel. Enligt första stycket är envar, som upp-såtligen eller av vårdslöshet genom rättsstridigt förfarande skadar annans liv,kropp, hälsa, frihet eller egendom eller annan liknande rättighet (»sonstigesRecht») skyldig att ersätta skadan. Vad som är att hänföra till »annan liknanderättighet» är omstritt.1 Hit torde emellertid räknas bl. a. begränsade sakrätter ochrättigheter av immateriell art, såsom namnrätt och vissa rättigheter av familjerätts-lig natur, t. ex. föräldrars rätt att utöva föräldramyndighet över sina barn.2

Fordringsrättigheter däremot hör ej hit, och ersättning för direkt tillfogad allmänförmögenhetsskada torde över huvud icke kunna ådömas med stöd av § 823 förstastycket.

I lagrummet uppräknas fyra »Persönlichkeitsgüter» som åtnjuter skydd: rätttill liv, kropp, hälsa och frihet. Även den psykiska hälsan räknas hit.3 Person-skada som tillfogas genom icke-fysiska medel är ersättningsgill.4 Till personligfrihet räknas i princip blott den kroppsliga rörelsefriheten men icke rätten tillandlig frihet i olika hänseenden, »beslutsfrihet» (»Entschlussfreiheit»); rättig-heter av denna art åtnjuter skydd enligt särskilda bestämmelser.5 Detsamma gäl-ler den ekonomiska rörelsefriheten. Den personliga äran och rätten till privatliv(»Recht an der Geheimsphäre») anses numera åtnjuta privaträttsligt skydd enligt§ 823; dylika rättigheter behandlas som »sonstiges Recht».6

Enligt § 823 andra stycket inträder skadeståndsansvar vid culpös (»schuld-haft») överträdelse av lagbestämmelser som syftar till att bereda annan skydd,bl. a. åtskilliga straffsanktionerade handlingsnormer och ordningsföreskrifter så-som t. ex. regler om skyldighet för fastighetsägare eller annan att sanda vid halkao. s. v. Endast bestämmelser till skydd för enskilda intressen avses med stad-gandet. Också i administrativ ordning utfärdade föreskrifter omfattas av lagrum-met, t. ex. »Polizeiverordnungen».7 För skadeståndsansvar förutsätts att skade-vållaren handlat rättsstridigt, vilket objektivt sett torde vara fallet redan i ochmed att en positiv lagbestämmelse blivit eftersatt. Rättsstridigheten kan varautesluten på grund av särskilda mothänsyn, såsom exempelvis nödvärn.8 En

1 Se till det följande Enn.-L. s. 936 ff, Larenz II s. 350 ff, Esser s. 844 ff.2 RG, JW 13, 202; 25, 377. Larenz II s. 352.3 Larenz II s. 352.4 Enn.-L. s. 944; Larenz ib.8 Enn.-L. s. 945 Larenz s. 3536 Enn.-L. ib. Larenz II s. 355 f.7 Larenz II s. 368.8 Larenz II ib. jfr s. 365 f.

19

underlåtenhet att handla är rättsstridig endast då det förelegat en särskild för-pliktelse att vara aktiv på ett eller annat sätt.9

I rät tspraxis antager man förhandenvaron av särskilda »Verkehrssicherungs-pflichten». Härmed avses av den allmänna samfärdseln och sammanlevnaden be-tingade förpliktelser för den som tillskapar särskilda faror för allmänheten —t. ex. i trafiken, såsom ägare eller innehavare av fastighet, såsom butiksinneha-vare o. s. v. — att vidtaga åtgärder till förebyggande av skador. Underlåtenhethärut innan stämplas såsom rättsstridig och kan föranleda skadeståndsansvarenligt § 823 första stycket.10

Av generell räckvidd är även stadgandet i BGB § 826. Enligt detta lagrum in-träder skadeståndsansvar för den som uppsåtligen tillfogar annan skada genomförfarande som strider mot goda seder. Ansvar kan inträda även för handlingarsom enligt härskande doktrin icke är att anse som rättsstridiga.11 Fråga kan varaom angrepp på bestämda subjektiva rättigheter eller vilka som helst förmögen-hetstillgångar (»Güter») liksom även om intrång i någons allmänna förmögen-hetsställning. Även skada genom att utsikt till framtida förvärv förringas är er-sättningsgill.12 Bland exempel på handlingar som kan medföra ansvar enligt dettastadgande nämns i doktrinen vissa fall av vägran att sluta avtal.13 För ansvar för-utsätts direkt, indirekt eller eventuellt uppsåt, som skall omfatta skadans inträde.Huruvida handlandet str ider mot goda seder, bedöms mot bakgrunden av allmäntvedertagna normer, det »allmänna folkmedvetandet».14

Av de »Sondertatbestände» för skadeståndsansvar varom stadgas i BGBs kapi-tel om »Unerlaubte Handlungen» må här nämnas »Kredit- und Erwerbsschädi-gung», som regleras i § 824. Enligt detta lagrum inträder ansvar för allmänförmögenhetsskada som någon culpöst tillfogar annan genom att sanningslöstgöra uttalanden eller sprida rykten som är menliga för den andres kredit ellereljest medför menliga följder för dennes näringsverksamhet eller utkomst. Före-ligger icke uppsåt i avseende å det sanningslösa i meddelandet, inträder ickeansvar, därest den som lämnade eller mottog meddelandet hade ett berättigat in-tresse därav.15

Härutöver innehåller BGB — utöver de i det följande berörda reglerna om an-svar för annans handlande —• bl. a. bestämmelser om barns och sinnessjukasskadeståndsansvar, om ansvar i vissa fall för skada genom djur, om ansvar förskada från fastighet samt om ämbets- och tjänstemäns skadeståndsansvar.

Vid sidan av BGBs skadeståndsbestämmelser finns skadeståndsrättslig special-lagstiftning för vissa verksamhetsområden, innefattande regler om s. k. »Ge-fährdungshaftung», d. v. s. ansvar oberoende av (eget) vållande. De viktigastebestämmelserna återfinns i Strassenverkehrsgesetz, Luftverkehrsgesetz, Reichshaft-pflichtgesetz och Sachschädenhaftpflichtgesetz (ang. egendomsskador i vissa tra-fikförhållanden). I viss utsträckning innehåller dessa lagar bestämmelser omansvar för annans handlande. I den mån fråga är om principalansvar i egentligmening berörs bestämmelserna i det följande.

Skadestånd enligt reglerna för »Unerlaubte Handlungen» utgår i pr incip en-'dast för ekonomisk skada. I vissa i lag angivna fall kan emellertid även utgå

9 Enn-L. s. 945 f.10 Ang. »Verkehrssicherungspflichten» se Enn.-L. s. 946 f, Esser s. 866 f, Larenz II s. 366 fII Enn.-L. s. 954.12 Enn.-L. s. 955.13 Enn.-L. ib.14 Enn.-L. s. 956.15 Ang. »Kredit- und Erwerbsschädigung» se närmare Enn.-L. s. 962 ff, Esser s. 856 f, Larenz

II s. 371 ff.

20

ersättning för ideell (»immateriell») skada. Dylik ersättning, s. k. »Schmerzens-geld», kan enligt BGB § 847 utgå vid kroppsskada (även »Gesundheitsschädi-gung») och frihetsberövanden. I nyare praxis har ideellt skadestånd utdömts ävenvid andra än rent fysiska angrepp på den personliga integriteten; vägledandeär rättsfallet BGHZ 26, 349 (»Herrenreiterfall»), där ersättning utgick för lidandesom åsamkats en person vars bild utnyttjats för reklamändamål.16 »Schmerzens-geld» utmäts efter skälighetsprövning och kan även utgå i rater (»Rente»).17

Ersättning kan endast utgå vid culpöst tillfogad skada (och vid vissa fall av skadaorsakad genom djur). Vid objektivt ansvar enligt regler om »Gefährdungshaftung»gäller bestämmelserna ej.18

BGB innehåller i § 254 en allmän regel om verkan av medvållande. Har denskadelidande genom eget vållande (»Verschulden») medverkat till skadan, kanskadeståndet nedsättas eller helt bortfalla. Härvid skall hänsyn tagas till »om-ständigheterna» och en bedömning ske, i vilken omfattning skadan kan ansesorsakad av den skadevållande eller den skadelidande. Bestämmelsen vinner till-lämpning även vid »Gefährdungshaftung». Regeln i § 254 tillämpas analogt, dåden skadelidande själv bär objektivt ansvar, t. ex. då ett honom tillhörigt djurkommit till skada, för vilket han enligt BGB § 833 bär objektivt ansvar. Motsva-rande gäller, då objektivt ansvar står mot objektivt ansvar.19

2. Principalansvar

Presumtionsansvar enligt BGB § 831För inomobligatoriska förhållanden gäller enligt BGB § 278 ett oinskränkt princi-palansvar. Gäldenären i ett kontraktsförhållande svarar för vållande av legalställföreträdare och för vållande av envar som han anlitar för uppfyllande avsina kontraktsförpliktelser. Huvudmannen svarar såsom för eget vållande.

För utomombligatoriska förhållanden däremot erkänner den tyska rätten ickeprincipalansvar i egentlig mening. Här gäller i stället en på culparegeln grundadbestämmelse om presumtionsansvar. Enligt BGB § 831 skall sålunda den som an-litat annan att för den förres räkning uträtta något svara för skada som med-hjälparen vid utförande av uppdraget vållar tredje man, såvida icke uppdrags-givaren förmår visa, antingen att han visat all tillbörlig omsorg vid valet avmedhjälpare eller i avseende å tillsyn av redskap eller anordningar, för vilkahan har att sörja, eller vid honom åliggande ledning och övervakning av upp-dragets utförande, eller ock att skadan skulle ha inträffat, även om han i dessahänseenden iakttagit erforderlig omsorg.20

»Geschäftsherr-Verrichtungsgehilfe». För ansvar förutsätts till en början, attnågon anlitat annan för »eine Verrichtung». Uppdraget kan vara av faktisk ellerrättslig art, det kan avse en enstaka handling eller en fortlöpande sysselsätt-ning. Huruvida uppdraget avser ett mer eller mindre högt kvalificerat arbete, ärutan betydelse. Ett uppdrag för en advokat eller sakförare kan sålunda utgöra

16 Jfr Larenz II s. 395, Esser s. 920.17 Esser s. 923.18 Larenz II s. 395.19 Esser s. 279 f.20 S tadgandet har följande lydelse: »Wer einen anderen zu einer Verrichtung bestellt, ist zum

Ersatz des Schadens verpflichtet, den der andere in Ausführung der Verrichtung einem Dri t tenwiderrechtlich zufügt. Die Ersatzpflicht t r i t t nicht ein, wenn der Geschäftsherr bei der Auswahlder bestellten Person, und sofern er Vorrichtungen oder Gerätschaften zu beschaffen oder dieAusführung der Verrichtung zu leiten ha t , bei der Beschaffung oder der Lei tung die im Verkehrerforderliche Sorgfalt beobachtet oder wenn der Schaden auch bei Anwendung dieser Sorgfaltents tanden sein würde.»

21

en »Verrichtung» i stadgandets mening, liksom ett uppdrag för en byggmästareatt utföra visst byggnadsarbete o. s. v.21

Uppdragstagaren skall ha anlitat (»bestelit») annan person för uppdragets ut-förande. Härmed avses en viljeförklaring från huvudmannens sida som syftar tilluppdragets fullgörande genom den anlitade. Uttryckligt avtal behöver icke före-ligga; konkludent handlande från huvudmannens sida torde vara tillfyllest. Före-ligger avtalsförhållande, t. ex. tjänsteavtal, är det icke nödvändigt, att avtalet ärrättsligen bindande. Det är tillräckligt, att huvudmannen rent faktiskt anlitat denandre för uppdraget och att det råder orsakssammanhang mellan denna »Be-stellungsakt» och skadan.22 Till de avtalstyper som kan ifrågakomma hör ickeblott tjänsteavtal; även arbetsbeting och uppdragsavtal kan konstituera en »Be-stellung». Avtalet kan vara benefikt eller oneröst.

Stadgandets tillämpningsområde begränsas genom kravet att mellan huvud-mannen och den anlitade skall föreligga ett subordinationsförhållande (»Ge-schäftsherren-Verhältnis»). I lagtexten kommer detta indirekt till uttryck genomanvändningen av uttrycket »Geschäftsherr» och genom att stadgandet i det se-nare ledet bygger på förutsättningen att huvudmannen har att utöva viss ledningoch övervakning av uppdragets utförande. Den anlitade måste alltså i viss gradvid utförande av arbetet vara beroende av huvudmannens vilja. Denne skallockså ha full frihet beträffande valet av medhjälpare. Det förutsätts icke, attmedhjälparen är i varje detalj underkastad huvudmannens anvisningar, menden senare skall när som helst kunna inskränka eller återkalla uppdraget ochskall öva det bestämmande inflytandet i avseende å uppdragets omfattning itiden och beträffande dess faktiska innehåll. Han skall ha befogenhet att skiljaden anlitade från uppdraget.23 Av det sagda följer, att i regel självständiga före-tagare icke är att anse som »Verrichtungsgehilfe», och vid arbetsbeting torde deterforderliga beroendeförhållandet i regel saknas. I praxis har lagens medhjälpar-begrepp sträckts ganska långt — sålunda har t. ex. en av en läkare under dennesbortovaro anlitad vikarie ansetts såsom »Verrichtungsgehilfe». Däremot har ensjukhusläkare, då han avger utlåtande inför domstol, ej ansetts handla såsomsjukhusets »Verrichtungsgehilfe», och en god man för bortovarande arvingar äricke att anse som dessas medhjälpare.24 Droskföraren är att anse som droskäga-rens »Verrichtungsgehilfe» men i fråga om passagerare, som beställer en kör-ning, saknas det erforderliga subordinationsförhållandet, och passageraren häf-tar icke enligt § 831 för vållande av droskföraren.25

Bevisbördan med avseende å den skadevållande medhjälparens ställning av»Verrichtungsgehilfe» åvilar den skadelidande.

Medhjälparen skall ha handlat i tjänsten. Den skadegörande handlingen skallha utförts under uppdragets utförande (»in Ausführung der Verrichtung»), d. v. s.»i tjänsten». Att uppdraget satt medhjälparen i tillfälle att föröva handlingen äri och för sig icke tillfyllest. Det skall föreligga ett »inre sammanhang» mellanhandlingen och uppdraget. I doktrinen har man också talat om krav på adekvatkausalitet mellan »die Bestellung» och skadan.26 Föreligger ett inre, orsaksmäs-sigt sammanhang mellan uppdraget och den skadegörande handlingen, uteslutsicke en tillämpning av § 831 därav, att medhjälparen tilläventyrs överträtt sinabefogenheter eller eljest gått utanför uppdragets gränser eller av att hans hand-

21 Enn.-L. s. 980.22 Enn.-L. ib.23 Esser s. 879, Larenz II s. 377 f.24 Se hos Esser s. 879 anmärkta rättsfall.25 E n n . - L . s. 980.26 E]sser s. 879.

22

lande icke varit nödvändigt eller ändamålsenligt för uppdragets fullgörande. Omt. ex. ett bud under en färd i tjänsten gör en tillfällig avvikelse från färdvägenoch därvid tar upp en tredje man såsom passagerare samt denne därefter kom-mer till skada genom budets vållande, kan i princip ansvar för principalen in-träda enligt § 831.27 Har däremot den skadegörande handlingen utförts »beiGelegenheit der Verrichtung», saknas det erforderliga sambandet med uppdraget.Som exempel har anförts, att en berusad kusk under en färd råkar i dispyt meden utomstående, lämnar hästarna, vilka skenar och orsakar skada, samt självger sig i slagsmål med sin antagonist och skadar denne. Den skada som hästarnatill följd av försummad tillsyn från kuskens sida orsakat anses härvid stå i så-dant samband med kuskens uppdrag, att ansvar för arbetsgivaren kan inträdaenligt § 831, under det att den skada kusken under slagsmålet vållar den utom-stående uppkommit allenast »bei Gelegenheit der Verrichtung» och följaktligenicke medför ansvar för arbetsgivaren.28 Skada som en arbetstagare vållar underväg till eller från sitt arbete anses icke stå i sådant samband med hans uppdragför principalens räkning, att ansvar enligt § 831 kan ifrågakomma. Detsammagäller skador som han vållar under det han olovligen brukar arbetsgivarens for-don (»Schwarzfahrten»). För uppsåtligt tillfogande av skada, t. ex. stöld, ansesprincipalen icke vara ansvarig.211

Handlingen skall vara rättsstridig. I objektivt hänseende skall föreligga en»unerlaubte Handlung». Däremot fordras icke i subjektivt hänseende culpa hosmedhjälparen. Att denne på grund av minderårighet eller sinnessjukdom ickesjälv kan göras ansvarig för handlingen utgör ej hinder mot tillämpning av § 831.30

Detta sammanhänger med att här icke är fråga om objektivt ansvar för annansvållande utan om ett ansvar för (presumerat) eget vållande hos principalen. Ommedhjälparens handlande är skadeståndsgrundande endast enligt § 826, d. v. s. dåfråga är om handlande i strid mot goda seder, blir även det subjektiva momentethos medhjälparen av betydelse, eftersom enligt nämnda lagrum förutsätts uppsåt.

Vid positiva handlingar anses typiskt sett rättsstridighet föreligga så snart hand-lingen adekvat orsakat en skada på en av rättsordningen — d. v. s. av skade-ståndsreglerna i BGB — skyddad rättighet. Principalen kan emellertid gå fri frånansvar om han visar, att handlingen likväl i det enskilda fallet är rättsenlig,exempelvis att vederbörande handlat i nödvärn. Såsom en särskild grund förrättsstridighetens bortfallande anses även att den som orsakat skada iakttagit»das im Verkehr erforderliche Mass an Sorgfalt zur Verhütung des Schadens»,att han uppträtt »verkehrsrichtig». Denna grundsats har i praxis erkänts blottför järnvägs- och vägtrafikförhållanden men antages i doktrinen äga mer gene-rell giltighet.31

Även s. k. anonym culpa ådrager principalen ansvar. Den skadelidande behö-ver således blott visa, att skadan vållats av någon av principalens »Verrichtungs-gehilfe», men det är icke nödvändigt att han utpekar någon bestämd person.32

Exculpation. Enligt § 831 första stycket andra punkten kan principalen (»derGeschäftsherr») gå fri från ansvar, om han visar att han själv är fri från vål-lande i vissa i lagen angivna hänseenden.

För det första har principalen att visa sig fri från vållande i avseende å valetav medhjälpare (culpa in eligendo). Kravet på omsorg i detta hänseende blir

27 Enn.-L. s. 980.28 Enn.-L. ib.29 Se t. ex . B G H Z 11,151 och Esser s. 879 f.3 0 E n n . - L . s. 981 , Esser s. 880, La renz II s. 377.31 Esser ib.32 Se t. ex Esser s. 882 och där under p. 3 e) anmärkta rättsfall.

23

beroende av uppgiftens eller arbetets art och svårighet och den grad av farasom dess utförande medför. Bevisningen, som främst torde avse medhjälparensyrkeskvalifikationer och allmänna personliga egenskaper, kan exempelvis förasgenom företeende av arbetsbetyg för medhjälparen eller genom sakkunnigbevis-ning. Dylik bevisning lärer dock sällan vara tillfyllest. Principalen anses ha enskyldighet att fortlöpande öva kontroll av medhjälparens lämplighet. Visar detsig efter hand att denne inte fyller de krav som med hänsyn till arbetets artskäligen kan ställas på honom, måste principalen fråntaga honom uppdraget,enär han eljest blir ansvarig på grund av culpa in eligendo.33 Är statlig auktorisa-tion för arbetet erforderlig, torde det dock vara tillfyllest att principalen visar attvederbörande innehade dylik auktorisation.34

Vidare åligger det principalen att visa, att han iakttagit tillbörlig omsorg i av-seende å tillhandahållande och tillsyn av redskap, verktyg och andra arbets-anordningar samt i fråga om instruktion och övervakning av medhjälparen, alltdock endast i den omfattning det ankommit på honom att sörja för dylika an-ordningar och att utöva dylik arbetsledning. I vilken utsträckning sådana för-pliktelser åvilar honom beror på omständigheterna i det enskilda fallet, sär-skilt arbetets art och farlighet. Även arbetarens eller medhjälparens ålder, erfa-renhet och kunskaper spelar här stor roll, särskilt då det gäller i vilken om-fattning undervisning, instruktioner och anvisningar är påkallade. Det går må-hända för sig att utan särskilda anvisningar låta en pojke köra traktor på landet,men det ställer sig annorlunda, om han skall färdas i en stad o. s. v.35 Om och ivad mån principalen haft att utöva arbetsledning eller att sörja för och tillsearbetsanordningarna, ankommer det på den skadelidande att visa.

Från den skyldighet att utöva konkret arbetsledning varom här är fråga harman att skilja den allmänna övervakningsplikt som en företagare har även iförhållande till helt självständiga medhjälpare och vars åsidosättande kan med-föra ansvar direkt enligt § 823 (t. ex. på grund av att principalen anses ha brus-tit åt en »Verkehrssicherungspflicht»). Här åvilar bevisbördan också i själva vål-landefrågan den skadelidande.36

I storföretag förekommer givetvis ofta, att befogenheten att anställa arbetare,utöva arbetsledning och öva tillsyn över redskap och anordningar delegeras tillpersonal i drifts- eller arbetsledande ställning (»leitende Angestellte»). I praxishar det ansetts vara tillfyllest i dylika fall, att principalen, d. v. s. företagsled-ningen, visat sig fri från vållande i fråga om val av och övervakning av arbets-ledare. Däremot har man icke velat tillräkna principalen vållande av arbetsled-ningen och sålunda icke krävt exculpationsbevisning beträffande vederbörandearbetsledares åtgöranden. Man talar här om »dezentralisierter Entlastungsbe-weis».37 Denna praxis har kritiserats i doktrinen. Man har menat, att själva kon-struktionen med exculpationsbevisning passar endast i mindre förhållanden menej för storföretag och att resultatet av inställningen i praxis lätt blir, att denskadelidande blir helt utan ersättning, eftersom arbetsledaren själv mera sällankan betala skadeståndet.38 Även i praxis har emellertid dessa olägenheter obser-verats, och man har försökt komma till rätta med problemet på andra vägar.I nyare praxis har man sålunda inom ramen för de allmänna »Verkehrssicher-

33 Enn.-L. s. 982, Larenz II s. 377, Esser s. 881.34 Enn.-L. s. 981 f.35 Esser s. 882.36 Enn.-L. s. 982.37 Esser s. 881, Larenz II s. 378.88 Enn.-L. s. 982, Esser s. 881 samt Larenz II s. 378, som de lege lata avvisar tanken att

tillämpa objektivt principalansvar beträffande arbetsledare.

24

ungspflichten» antagit en föi*pliktelse för företagaren att sörja för »ausreichendeOrganisation», d. v. s. en organisation av verksamheten som medger effektiv kon-troll och övervakning av driften i dess helhet. Företagsledningen måste självövertyga sig om att säkerheten inom företaget är tillfredsställande och att kon-trollen av de underlydande fungerar. Ett åsidosättande av denna skyldighet med-för ansvar direkt enligt den allmänna culparegeln i § 823.39

Skulle principalen icke förmå visa, att han är fri från vållande i avseende åval av medhjälpare, tillsyn av anordningar samt övervakning och instruktion avskadevållaren, kan han ändock undgå ansvar, om han visar att skadan skulle hainträffat även om han i alla dessa hänseenden iakttagit tillbörlig omsorg. Vadbeträffar skadevållarens person kan principalen antingen visa, att även en medall omsorg utvald person i den konkreta situationen skulle ha betett sig på sam-ma sätt eller ock att även en omsorgsfull principal skulle ha valt ifrågavarandemedhjälpare för uppdraget.40 Motsvarande bevisning står honom till buds i frågaom vidtagna anordningar, givna instruktioner etc. Däremot är det icke tillfyllestatt föra bevisning om att skadan av annan, principalen ovidkommande orsakändock skulle ha inträffat.41

Eftersom här i princip är fråga om ansvar för eget vållande från principalenssida förutsätts, att denne i subjektivt hänseende kan tillräknas vållande, är »dc-liktsfähig». Barn under 7 år (BGB § 828) och sinnessjuka kan därför icke ådragasig ansvar enligt § 831. Regeln i § 829 om »Billigkeitshaftung» för dessa kate-gorier — d. v. s. ansvar helt grundat på skälighetsprövning — kan emellertidtillämpas även i hithörande fall.

Har den skadelidande medverkat genom eget vållande, kan skadeståndet jäm-kas enligt den allmänna medvållanderegeln i BGB § 254. Vid avvägningen av gra-den av vållande på ömse sidor är det på principalens sida i första hand dennes(presumerade) vållande och icke medhjälparens culpa som skall tagas i betrak-tande.42

Regressrätt. Har den skadevållande medhjälparen handlat culpöst (d. v. s.»schuldhaft» och icke blott »widerrechtlich»), drabbas även han personligen avansvar, i regel enligt § 823 eller § 826. Är principalen ansvarig enligt § 831, skallenligt uttryckligt stadgande i § 840 första stycket medhjälparen och principalensvara solidariskt. I det inbördes förhållandet mellan de ansvariga har principa-len enligt § 840 andra stycket full regressrätt mot medhjälparen.42a

Arbetsledningens ansvar enligt BGB § 831Enligt § 831 andra stycket drabbar presumtionsansvaret även den som genomavtal åtagit sig att för principalens räkning ombesörja val av medhjälpare, sörjaför redskap och arbetsanordningar eller leda och övervaka lägre befattnings-havares arbete. Det kan röra sig antingen om helt självständig driftsledning ellerom »Verrichtungsgehilfe» i arbetsledande ställning. Huruvida också principalensjälv blir ansvarig i fall då presumtionsansvar åvilar hans arbetsledare, berori första hand på om denne intager ställning av »Verrichtungsgehilfe» och omprincipalen kan visa sig fri från vållande vid valet av arbetsledaren och vid sinövervakning av denne. Skulle drifts- eller arbetsledaren vara att anse som organför juridisk person, inträder s. k. organansvar enligt BGB § 31 (se härom nedan

39 Se särskilt Esser s. 881 och där anmärkta rättsfall. Jfr äv. Enn.-L. s. 982 f.40 Enn.-L. s. 983, Esser s. 882.41 Esser ib.42 Enn.-L. ib. Jfr Reichsgerichtsräts-Kommentar zum BGB, 8. uppl. 1934, s. 666.42» Jfr dock nedan s. 33 ff.

25

s. 29). Som nyss nämnts kan principalen därjämte drabbas av ansvar omedelbartenligt § 823 på grund av att han anses ha åsidosatt sin skyldighet till »ausreich-ende Organisation» (ovan s. 24).

Implicerat principalansvar enligt BGB § 832Principalansvar i presumtionsansvarets form kan härflyta även ur stadgandeti BGB § 832 angående skadeståndsansvar för den som har att öva tillsyn överpersoner, som på grund av minderårighet eller på grund av sitt andliga ellerkroppsliga tillstånd är i behov av tillsyn. Enligt detta lagrum svarar den tillsyns-pliktige för skador som den minderårige eller sjuke rättsstridigt tillfogar tredjeman, såvida han inte förmår visa, att han fullgjort sin tillsynsplikt eller att ska-dan skulle ha uppkommit även om behörig tillsyn utövats. Stadgandet gäller iförsta hand beträffande den vars tillsynsplikt grundar sig på lag, men enligtparagrafens andra stycke skall ansvaret även drabba den som genom avtal åtagitsig att utöva tillsynen. Främst gäller stadgandet beträffande föräldrar (förmynda-re) i förhållande till deras barn, men också den som i näringsverksamhet sys-selsätter en minderårig såsom lärling har skyldighet att öva tillsyn över denne.43

Särskilt i det senare fallet kan ett mera vittgående presumtionsansvar inträdaän enligt § 831, eftersom exculpationsbevisning här måste föras beträffande enallmän tillsynsplikt och icke blott i fråga om övervakning och arbetsledning iavseende å det speciella uppdrag under vars utförande skadan uppkommit. Ocksådå föräldrar anlitar sina barn att utföra arbetsuppgifter för föräldrarnas räkningtorde ansvar enligt detta lagrum kunna inträda. Till dem som på grund av av-talsmässigt åtagande kan drabbas av ansvar enligt förevarande lagrum hör t. ex.barnjungfru, personal vid barnträdgårdar och vårdanstalter etc.44

Är i hithörande fall även den skadevållande skadeståndsansvarig på grund avegen culpa (betr. barn mellan 7 och 18 år enligt BGB § 827) inträder solidarisktansvar enligt § 840, och den tillsynspliktige har full regressrätt mot skadevål-laren. Om emellertid denne på grund av bristande tillräknelighet endast kangöras ansvarig enligt reglerna om »Billigkeitshaftung» i § 829, skall ansvaretslutligen drabba den tillsynspliktige (§ 840 andra stycket in fine).

Principalansvar enligt ReichsliaftpflichtgesetzFör vissa industriella företag av större omfattning finns i Reichshaftpflichtge-setz (HaftpflG) § 2 ett stadgande om rent objektivt principalansvar av begränsadräckvidd. Enligt detta stadgande skall den som är innehavare av bergverk, sten-brott, »Gräberei», fabrik eller kraftverk svara för personskada som någon till-hörande arbetsledningen (»Aufsichtsperson») i tjänsten (»in Ausführung derDienstverrichtungen») vållar tredje man. Med bergverk avses anläggningar förutvinning av underjordiska (»unterirdische») mineralfyndigheter. Till »Gräbe-rei» hänförs anläggningar för tillgodogörande av i jordytan befintliga fossileroch jordarter, t. ex. torvmossar och sandtag. Begreppet »fabrik» kan inte skarptavgränsas. Avgörandet får träffas med stöd av det allmänna språkbruket och denallmänna uppfattningen rörande begreppets innehåll, varvid särskilt kommer ibetraktande verksamhetens omfattning, antalet sysselsatta personer, företagetsorganisation o. s. v. Ett byggnadsföretag räknas inte till fabrik men däremott. ex. tegelbruk, gas-, el- och vattenverk, glasbruk, gjuterier o. I.45

43 Esser s. 884, Enn.-L. s. 984 f.44 Esser ib. Enn.-L. ib. Se i övrigt ang. föräldrars och andra vårdnadshavares skadestånds-

ansvar enl. tysk rätt SOU 1963: 33, bilaga 3, s. 73 f.46 Enn.-L. s. 990.

26

Bestämmelsen gäller endast beträffande personskada. Härmed avses blottkroppsskada. Ersättning för sveda och värk (»Schmerzensgeld») skall enligt ut-tryckligt stadgande ej utgå.

Skadan skall ha vållats av en »Aufsichtsperson». Härmed avses fullmäktig ellerrepresentant eller någon som arbetsgivaren anlitar för drifts- eller arbetsledning.Även en vanlig arbetare kan räknas hit, om han tillfälligt eller mera varaktigtanförtrotts uppgiften att övervaka utförandet av visst arbete eller att eljest utövaarbetsledning.46

Det måste bestå ett visst samband, faktiskt och orsaksmässigt, mellan skadanoch verksamheten sådan denna beskrivits genom uppräkningen av berörda»Grossbetriebe». Så t. ex. hör verksamheten vid en utställning av tillverkadeoch saluförda maskiner till »die Betriebstätigkeit» endast om den sammanhängermed den tekniska verksamheten och står under företagets omedelbara ledning.47

Till skillnad mot vad som gäller beträffande presumtionsansvaret enligt BGB§ 831 fordras här, att skadevållaren själv kan göras ansvarig för skadan, d. v. s.att han handlat culpöst (»schuldhaft») och kan i subjektivt hänseende tillräk-nas sitt handlande såsom vållande. I princip kan emellertid ansvar för principa-len inträda även vid s. k. anonym culpa (jfr ovan s. 22) ,48

Endast arbetsgivaren drabbas av ansvar enligt dessa regler. Något mot § 831andra stycket svarande stadgande om objektivt ansvar för arbetsledningen finnssålunda ej. Dennas eget ansvar följer allmänna regler (BGB § 823 ff).

Skador som arbetstagare vållar varandraDe regler om presumtionsansvar och principalansvar för vilka nu redogjorts ägeri princip giltighet även i förhållandet mellan en arbetsgivare och hans egnaarbetstagare, då dessa kommer till skada i tjänsten genom vållande av någonsom är att anse som arbetsgivarens »Verrichtungsgehilfe» (BGB § 831) eller »lei-tender Angestellter» (HaftpflG § 2). I kraft av vissa bestämmelser i den tyskayrkesskadeförsäkringslagstiftningen gäller likväl vittgående begränsningar i ar-betsgivaransvaret med avseende å skador som arbetstagare vållar varandra. Iden mån ett olycksfall i arbete grundar rätt till ersättning enligt »Reichsversicher-ungsordnung» (RVO) gäller nämligen enligt RVO § 636, att den skadelidandearbetstagaren kan rikta anspråk på supplerande skadestånd mot arbetsgivarenendast om denne uppsåtligen vållat skadan eller denna inträffat i den allmännatrafiken (»bei Teilnahme am allgemeinen Verkehr»).49 Det är svårt att avgöravad som faktiskt avses med det sistnämnda undantaget, men sannolikt är syfteti första hand att klargöra, att arbetsgivarens ansvarighet enligt speciallagstift-ning rörande bil-, järnvägs- och sjötrafik lämnas oberörd av RVOs bestämmel-ser.

Förhållandet till inomobligatoriskt skadeståndsansvarFör kontraktsförhållanden gäller som nämnts regeln i BGB § 278 om oinskränktprincipalansvar utan möjlighet till exculpationsbevisning. Även helt självständigamedhjälpare omfattas av principalansvaret enligt detta lagrum. Genom rättspraxishar tillämpningsområdet för detta stadgande kommit att utvidgas till att omfattaäven vissa fall i gränsområdet till utomobligatoriska förhållanden.

46 Enn . -L . s. 991 .47 Enn.-L. ib.48 Enn.-L. ib.49 En lag den 30 april 1963 om ändr ing i R V O t r ä d d e såv i t t nu är i fråga i kraf t den 1 juli

1963 (Bundesgesetzbla t t nr 23/1963). I sin äldre lydelse innehöll RVO mot s t adgandena i § 636svarande bes tämmelser i § 898.

27

Till en början har § 278 tillämpats, då en av ena parten vid avtalsförhandlingar.anlitad medhjälpare gjort sig skyldig till culpa in contrahendo. Man antager för-handenvaron av vissa »vorvertragliche Pflichten», väsentligen viss upplysnings-plikt och skyldighet att iakttaga omsorg (»Sorgfalt») i förhållande till den tänktaavtalsparten i avseende å det tillämnade avtalet. Dylika förpliktelser anses före-ligga redan då möjligheten av ett blivande avtalsförhållande föreligger, och huru-vida avtal verkligen kommer till stånd är i princip utan betydelse.50 Så t. ex. upp-kommer dylika »vorvertragliche Pflichten» för innehavaren av en butik ellerannan för allmänhetens betjänande avsedd anläggning i och med att butiken elleranläggningen öppnas, och de består gentemot envar som tillhör den presumtiva»kundkretsen». Förpliktelserna omfattar i ett dylikt fall skyldighet att tillse, attskaderisker som är förbundna med anläggningens nyttjande avlägsnas. Alla somtillhör butikens eller anläggningens personal blir att anse som »Erfüllungsgehilfe»enligt § 278.51

I praxis har man också laborerat med »faktiska avtalsförhållanden» som grundför en tillämpning av § 278. Dessa skulle kännetecknas av en social kontakt mel-lan parterna som erinrar om kontraktsförhållanden utan att fråga dock är omavtal i egentlig mening. Konstruktionen används framför allt beträffande nytt-jande av offentliga inrättningar. Men det måste här vara fråga om åsidosättandeav förpliktelser som konkretiserats till att avse en bestämd krets av personeroch icke blott allmänheten. Som exempel kan nämnas, att en sjuk person gratismottagits på en stads sjukhus för poliklinisk behandling och därvid lidit skadatill följd av sjukhuspersonalens försummelser, att invånarna i en by lidit skadatill sin hälsa, då till följd av en tjänstemans försummelse vattenledningsvattnetblivit blyhaltigt, eller att i kraft av statlig myndighetsutövning omhändertagen•egendom kommit till skada eller ej kunnat återställas.52

I viss omfattning har man i praxis funnit utrymme för en tillämpning av § 278under antagande av avtal till förmån för tredje man. Framför allt har dennakonstruktion kommit till användning i hyresförhållanden. Så t. ex. anses hus-ägaren ansvarig enligt kontraktsrättsliga regler icke blott gentemot hyresgästensjälv utan även mot dennes familje- och hushållsmedlemmar för skador somkan tillfogas dem genom bristfälligheter i lägenheten eller genom försummelserav en hantverkare som hyresvärden anlitar för reparationsarbeten etc. I praxishar även antagits, att en droskägare bär ansvar enligt § 278 icke blott gentemotden som beställt en resa med droskbilen utan även gentemot andra medföljandepassagerare. Som ytterligare exempel må nämnas, att vid förhyrning av fest-lokal för en större tillställning lokalens innehavare ansetts enligt kontraktsrätts-liga regler ansvarig gentemot envar av festdeltagarna för att lokalen befinnersig i sådant skick att gästerna icke kommer till skada.53

Slutligen bör påpekas, att skada genom åsidosättande av biförpliktelser i kon-trakt ersätts enligt kontraktsrättsliga regler (»Neben- und Treupflichten»).54 Såt. ex. beträffande skada på förhyrda eller brukade saker, behandlings- och vård-skador etc. Också ansvar för skadebringande egenskaper hos försålt gods be-

50 Esser s. 32 f. Jfr Enn.-L. s. 191, som synes anse, a t t »vorvertragliche Pflichten» uppkommerförst i och med att verkliga avtalsförhandlingar inletts.

51 Esser s. 33. Jfr Bengtsson I s. 51 f och där anförda rättsfall.52 Enn.-L. s. 197. Jfr Larenz I s. 195 f.53 Se Larenz I s. 163. Larenz kritiserar denna praxis från rättsteoretiska synpunkter och fram-

håller, att här icke är fråga om tredjemansavtal i egentlig mening (BGB § 328) utan avtal medskyddsverkan för tredje man. Jfr Bentgsson I s. 52.

54 Esser s. 217.

28

handlas enligt kontraktsrättsliga regler, och ansvar för medhjälpare enligt § 278kan alltså ifrågakomma.55

Passiv identifikationI BGB § 254, som behandlar frågan om skadelidandes medvållande, stadgas ut-tryckligen i andra stycket andra punkten, att bestämmelserna i § 278 skall ägamotsvarande tillämpning. Obestridligt är alltså, att i kontraktsförhållanden gäl-ler en regel om passiv identifikation. Den skadelidande parten tillräknas m. a. o.vållande av sina »Erfüllungsgehilfen».

BGB § 254 gäller i princip även i utomobligatoriska förhållanden. Frågan omhänvisningen till § 278 också gäller med avseende å utomobligatorisk skadegö-relse är emellertid omstridd. Med endast få undantag har praxis i princip intagitden ståndpunkten, att passiv identifikation i utomobligatoriska förhållanden en-dast kan ifrågakomma inom ramen för § 831, d. v. s. att den skadelidande prin-cipalen har möjlighet att exculpera sig och att m. a. o. en tillämpning av § 278förutsätter ett mellan parterna bestående kontraktsförhållande.56 Inom ramen förett bestående avtalsförhållande har emellertid en tillämpning av § 278 ansettskunna ifrågakomma icke blott när den medvållande medhjälparen handlat föruppfyllande av en principalen åvilande kontraktsförpliktelse gentemot skadevål-lande tredje man utan även då medhjälparens handlande blott avsett ett tillvara-tagande av principalens egna intressen.57 Vidare har man i praxis antagit, att irent utomobligatoriska förhållanden genom själva den skadegörande handlingenetableras ett kontraktsrättsligt förhållande mellan den skadevållande och denskadelidande och att därmed uppkommer den skyldighet för den senare att vid-taga åtgärder för skadans avvärjande och mildrande varom stadgas i § 254 andrastycket. Med denna konstruktion har man funnit utrymme för en tillämpning av§ 278, så att en skadelidande principal fått tåla identifikation med arbetstagareeller andra medhjälpare som medverkat till skadan genom att culpöst underlåtaatt vidtaga dylika åtgärder.58 För att på denna väg nå ett tillfredsställande resul-tat har man dock nödgats förlägga uppkomsten av »kontraktsförhållandet»(»Schuldverhältnis») redan till den tidpunkt då skadan omedelbart hotar.59

Inom doktrinen har man starkt kritiserat en praxis, enligt vilken man för till-lämpning av passiv identifikation med stöd av § 254 och dess hänvisning till§ 278 å ena sidan upprätthåller kravet på kontraktsförhållande mellan den skade-vållande och den skadelidande principalen men å andra sidan genom en pres-sad tolkning av själva avtalsbegreppet vidgat tillämpningsområdet för den passivaidentifikationen utöver de egentliga kontraktsförhållandenas område. Flertaletförfattare är eniga om att kravet på bestående avtalsförhållande icke bör upp-rätthållas.00 Larenz rekommenderar sålunda, att passiv identifikation utan vidaretillämpas, då den skadelidande anförtrott det skadade objektet åt annan person.61

Mot en tillämpning av passiv identifikation i utomobligatoriska förhållanden en-bart med stöd av § 831 har anförts, att exculpationsbevisningen i hithörande fallmestadels lyckas — särskilt vid »Gefährdungshaftung» på den ansvariges sida —

55 Enn.-L. s. 197 och Bengtson I s. 51 och där anförda rättsfall.56 Enn.-L. s. 79.57 Enn.-L. s. 80, Larenz I s. 148.58 La renz I s. 147 f.59 Se N J W 53, 990.60 Larenz I s. 148, Enn.-L. s. 79, Esser s. 281 f.61 Larenz ib; jfr Esser s. 281 f och Enn.-L. s. 79, se även Ju s tR Walins y t t rande för svensk

rä t t s vidkommande i rättsfallet N J A 1955 s. 102.

29

och att den praktiska följden därför i allmänhet blir, att den skadeståndsansva-rige nödgas bära ansvaret för vållande hos den skadelidandes medhjälpare.62

3. Organansvar för juridiska personerFrån de regler om presumtionsansvar och objektivt principalansvar för vilkahär redogjorts är att skilja bestämmelser om s. k. organansvar, d .v. s. juridiskapersoners ansvar för handlingar av deras organ (»Organhaftung»). Enligt BGB§ 31 häftar juridiska personer för skador som deras »verfassungsmässig berufeneVertreter» vållar tredje man under utförande av dem i denna egenskap anför-trodda uppdrag. Den juridiska personen svarar här såsom för eget vållande, ochnågon exculpationsmöjlighet föreligger icke.

Till »verfassungsmässig berufene Vertreter» hör i första hand de befattnings-havare som enligt lag eller stadgar, bolagsordning etc. (»Satzung») äger före-träda den juridiska personen. Hit hör t. ex. i bolag verkställande direktör, sty-relse och enskilda styrelseledamöter. Det krävs dock icke, att vederbörande harbehörighet att rättsligen företräda den juridiska personen. Avgörande för ställ-ningen av organ är vederbörandes faktiska ställning i organisationen, framförallt graden av självständighet med vilken han äger handla för den juridiska per-sonens räkning. I senare praxis har t. ex. överläkaren vid ett sjukhus vid ut-övande av själva läkarverksamheten ansetts såsom organ för sjukhuset.63 Detskall i princip vara fråga om befattningshavare som särskilt nämns i stadgar ellermotsvarande, och vederbörande skall ha handlat inom ramen för sina befogen-heter. Praxis har emellertid gått längre och såsom organ betraktat den somfaktiskt anförtrotts uppgifter vilka ankommer på »verfassungsmässig berufeneVertreter» i egentlig mening, även om han icke hör till dem som uttryckligennämns i »die Satzung». Fråga kan t. ex. vara om en självständig filialförestån-dare. Att en dylik befattningshavare i sin verksamhet är underkastad anvisningaroch kontroll av överordnade personer i organställning hindrar icke, att han självkan vara att anse som organ.64 Om i visst fall den juridiska personen saknar ilag eller stadgar föreskrivna befattningshavare i organställning och i stället låtersig företrädas av fullmäktig, inträder enligt praxis likväl ansvar enligt § 31. Mantalar här om ansvar för bristande organisation.65

För ansvar enligt § 31 förutsätts, att befattningshavaren handlat på ett sätt somenligt allmänna regler grundar skadeståndsansvar för honom själv. I principinträder organansvar också då befattningshavaren själv ådrager sig ansvar obe-roende av vållande.66

Om enligt gällande ordning endast flera befattningshavare gemensamt kan före-träda den juridiska personen såsom dennas organ, är det för inträde av organ-ansvar tillfyllest, att någon av dessa varit vållande till skadan. Även då det gäl-ler organansvar kan ansvarighet föreligga vid anonym culpa.67

Frågan om tillämpning av § 31 beträffande den offentliga rättens juridiska per-soner behandlas i det följande.

62 Enn.-L. ib. Jfr av Esser, s. 282, anförda riskfördelningssynpunkter (»das Personalrisiko desGeschädigten»).

63 Enn.-L. s. 986; jfr Esser s. 882.64 Se t. ex. RGZ 157, 228 samt 163, 21; jfr Staudinger, Kommentar zum BGB, 11 Aufl., 1957,

anm. 15 c) till BGB § 31.65 Enn.-L. s. 987.66 Enn.-L. s. 986.67 Esser s. 883.

30

4. Statens skadeståndsansvarFrågan om statens ansvar för skador som ämbets- och tjänstemän vållar regleras-av särskilda bestämmelser.

En grundläggande bestämmelse i BGB § 839 rör tjänstemännens personliga an-svarighet. Enligt detta lagrum svarar en ämbets- eller tjänsteman (»Beamter»)68

för skada som han uppsåtligen eller av vårdslöshet i tjänsten vållar tredje mangenom åsidosättande av en honom gentemot tredje man åvilande ämbetsplikt.I motsats till § 823 förutsätter stadgandet för sin tillämpning icke skada på per-son eller egendom eller annan »subjektiv rättighet». Ansvar för allmän förmö-genhetsskada kan sålunda i princip inträda, och härför förutsätts icke, att för-farandet strider mot goda seder (§ 826). Andra stycket i § 839 upptager en spe-cialregel för domare som vid meddelande av en dom åsidosätter sin ämbetsplikt.För skada som härigenom kan uppkomma blir domaren ansvarig endast om hangjort sig skyldig till straffbart förfarande.

Generellt gäller, att om en ämbets- eller tjänsteman blott gjort sig skyldig tillvårdslöshet (»Fahrlässigkeit»), han kan ådraga sig skadeståndsansvar endast omden skadelidande icke kan erhålla ersättning på annat sätt, t. ex. av staten (§ 839första stycket andra punkten). Slutligen begränsas den skadelidandes rätt attgöra skadeståndsansvaret gällande av § 839 tredje stycket, enligt vilket stadgandeskadeståndsskyldighet ej inträder, om den skadelidande uppsåtligen eller avvårdslöshet underlåtit att söka rättelse genom användande av rättsmedel.

BGB § 839 innefattar en exklusiv reglering av ämbets- och tjänstemäns skade-ståndsansvar i de fall som avses med bestämmelsen. Är däremot fråga om hand-lingar som icke innefattar åsidosättande av tjänsteplikt, regleras ämbetsmannensskadeståndsansvar av de allmänna skadeståndsreglerna (§ 823 ff).

Enligt art. 34 i den västtyska grundlagen (Grundgesetz, GG) skall, då fråga ärom tredje man tillfogad skada som en tjänsteman vållat genom åsidosättande avsin ämbetsplikt under utövande av offentligt ämbete, staten eller den offentlig-rättsliga korporation i vars tjänst vederbörande är, övertaga det ansvar som mååvila tjänstemannen (»Hoheitshaftung»). Då denne svarar endast enligt § 839,regleras de facto statens ansvar av detta lagrum; statsansvar inträder blott omoch i den mån tjänstemannen själv skulle ha blivit ansvarig, om anspråket rik-tats mot honom personligen.

En viktig förutsättning för statsansvar enligt GG art. 34 är, att skadan vållatsvid utövning av offentligt ämbete. Tidigare talades i lagrummet om »öffentlicheGewalt», d. v. s. offentlig myndighetsutövning. Ändringen anses vara av rent re-daktionell natur och icke betyda någon ändring i sak.69 Detta innebär, att prin-cipalansvar för staten icke inträder enligt art. 34, då tjänstemannen handlarinom ramen för en av staten bedriven verksamhet av privaträttslig karaktär, somicke innefattar någon myndighetsutövning. Här gäller i stället den allmännaskadeståndsrättens regler, och principalansvar för staten kan blott inträda jäm-likt § 831. I den mån en ämbets- eller tjänsteman i verksamhet som sålunda är attjämställa med enskild verksamhet70 åsidosätter en honom mot tredje man åvi-lande ämbetsplikt — i verksamhet av denna art kan det ifrågasättas, huruvidaen dylik ämbetsplikt över huvud kan föreligga — regleras i stället statens ansvarav privaträttens regler, d. v. s. § 831 (i kombination med § 823 el. 826).n

6 8 Be t r . den n ä r m a r e innebörden av begreppet »Beamter», se Enn . -L . s. 971.69 Enn.-L. s. 970, Esser s. 888.70 Till frågan om avgränsningen av »offentligrättslig» och »privaträttslig» verksamhet , se

Esser s. 888 ff, jfr Enn.-L. s. 989.71 Jfr SOU 1958: 43 s. 147.

31

Begränsningen i § 839 till de fall, då en i förhållande till tredje man förelig-gande ämbetsplikt blivit åsidosatt, är betydelsefull och har givit upphov till åt-skilliga tolkningsproblem. Praxis tenderar att utvidga tillämpningsområdet förart. 34 genom att ge förevarande rekvisit en extensiv tolkning.72 Tjänsteåliggan-den, som blott tjänar till skydd för ett offentligt intresse, t. ex. upprätthållandeav allmän ordning, eller blott ett allmänt samhälleligt intresse av en korrektämbetsutövning, avses emellertid ej. Föreligger en »unerlaubte Handlung» enligt§ 823, är ifrågavarande rekvisit dock regelmässigt uppfyllt.73

Enligt BGB § 89 första stycket skall bestämmelserna i § 31 om organansvar ägamotsvarande tillämpning beträffande staten och offentligrättsliga korporationersamt stiftelser och anstalter. Detta gäller dock endast såvitt fråga är om av sta-ten bedriven verksamhet inom näringslivet (»wirtschaftliche» och »fiskalische Be-tätigung»).74 Detta följer av hänvisningen till § 31, som endast rör de enskildajuridiska personernas privaträttsliga verksamhet. För bestämmande av kretsenav de befattningshavare som enligt § 89 skall räknas till organ för de offentlig-rättsliga subjekten har man att hålla sig till de bestämmelser i lag eller författ-ning som reglerar vederbörande myndighets, institutions eller inrättnings förvalt-ningsorganisation och vilka här således motsvarar det privaträttsliga begreppet»Satzung».73 Vid avgörande, huruvida viss verksamhet är att anse såsom »wirt-schaftlich» (»fiskalisch»), kommer det enligt praxis i första hand an på hur verk-samheten är organiserad och om vederbörande verk, institution etc. kan upp-fattas som »übergeordnet» eller »gleichgeordnet» i förhållande till de enskildasom åtnjuter tjänster el. dyl.76 Det tyska postverkets verksamhet t. ex. uppfattasi princip såsom »hoheitlich» — med hänsyn till dess legala monopolställning —under det att de statliga järnvägarnas verksamhet anses såsom privaträttslig af-färsdrift. Ett statligt sjukhus anses i förevarande hänseende bedriva privaträtts-lig verksamhet.

5. Förslag till nya bestämmelser om principalansvarInom det västtyska Bundesjustizministerium har nyligen utarbetats förslag tillvissa ändringar av bl. a. bestämmelserna om principalansvar i BGB § 831. För-slaget går i huvudsak ut på att ersätta presumtionsansvaret med ett rent objek-tivt principalansvar av den typ som gäller i t. ex. angloamerikansk, fransk, danskoch norsk rätt. En arbetsgivare skall sålunda enligt förslaget svara på objektivgrund för skada som hans »Verrichtungsgehilfe» i tjänsten vållar tredje man,och principalen berövas möjligheten att föra exculpationsbevisning. Till skill-nad mot vad f. n. gäller förutsätts emellertid enligt förslaget —• såsom fallet äri övriga här nämnda rättssystem där objektivt principalansvar utan exculpations-möjlighet gäller — att den skadevållande arbetstagaren handlat culpöst (»schuld-håft»); hans handlande skall m. a. o. i subjektivt hänseende kunna tillräknashonom såsom vållande. Förslaget har remissbehandlats men synes ännu ej haförelagts Bundestag.77

72 Se Esse r s. 893 ff.73 Enn.-L. s. 972.74 Enn.-L. s. 987, Larenz II s. 382, Esser s. 882.7 5 F ö r n ä r m a r e exempl i f ie r ing , s e Es se r s . 883 . J f r även L a r e n z I l s . 383 , enl ig t v i lken v e d e r -

börande skall äga viss självständighet och hans ställning skall vara reglerad i förvaltnings-rättsliga bestämmelser eller, då det gäller offentligrättslig »Körperschaft», i dettas »Satzung».Så t. ex. anses en järnvägsstationsföreståndare men icke en banvakt (»Schrankenwärter») såsomorgan för järnvägsförvaltningen.

76 Larenz II s. 383.77 Uppgifterna om förslaget hämtade ur en artikel av Ministerialrat H. Weitnauer i Karlsruher

Forum 1962, Beiheft zum Versicherungsrecht, s. 3 ff.

32

I detta sammanhang må anmärkas, att i Västtyskland arbetsgivarna i stor ut-sträckning redan nu i praktiken bär objektivt principalansvar för samtliga ar-betstagare. De tyska ansvarighetsförsäkringarna — företagarförsäkringarna — av-ser nämligen icke blott skador för vilka arbetsgivaren själv är lagligen ansvarigutan täcker jämväl de anställda arbetstagarnas personliga skadeståndsansvar förskador som de vållar i tjänsten.78

Det finns icke f. n. någon möjlighet för en arbetsgivare att erhålla jämkningav sitt skadeståndsansvar, vare sig fråga är om ansvar för eget vållande eller omprincipalansvar i någon form enligt här återgivna regler. I det nyss berördalagförslaget har emellertid upptagits en bestämmelse avsedd att införas i BGB så-som § 255 a, enligt vilken domstolen, därest skadan i anseende till grunden förskadeståndsansvaret (»die die Ersatzpflicht begründenden Umstände») är osed-vanligt stor, kan nedsätta skadeståndet, i den mån detta under beaktande jäm-väl av den skadelidandes berättigade intresse skulle medföra betungande obil-lighet (första stycket). Nedsättning skall dock icke kunna ifrågakomma, därestden skadeståndsskyldige eller, om denne är en juridisk person, en befattnings-havare i organställning eller, då fråga är om skada genom åsidosättande av äm-betsplikt (BGB § 839), vederbörande ämbets- eller tjänsteman låtit allvarligarefel eller försummelse komma sig till last (andra stycket). Enligt tredje stycketslutligen skall vid tillämpning av första stycket i fall av ansvar för annans hand-lande graden av skuld (»Verschulden») hos den skadevållande tagas i betraktan-de.79 Stadgandet avses av allt att döma bli tillämpligt såväl i kontraktsförhållandensom i utomobligatoriska förhållanden. Förslaget har i denna del bl. a. givit upp-hov till diskussion av frågan, om eller i vad mån jämkning skall kunna äga ruminom ramen för en föreliggande (obligatorisk eller frivillig) ansvarsförsäkring,liksom frågan, huruvida även föreliggande försäkringsmöjligheter och -praxis börbeaktas. Förslagets tillskyndare synes vara av den uppfattningen, att en föreliggan-de ansvarsförsäkring i princip bör utesluta jämkning inom försäkringens ram ochatt även försäkringsmöjligheter och -praxis bör tillmätas betydelse vid jämknings-regelns tillämpning.80

6. Arbetstagares skadeståndsansvarSåsom i det föregående anmärkts finns i den tyska Reichsversicherungsordnung(RVO) § 636 bestämmelser som gör väsentliga inskränkningar i en arbetsgivaresskadeståndsansvar gentemot de egna arbetstagarna med avseende å olycksfall iarbete (»Arbeitsunfälle») som grundar rätt till ersättning (yrkesskadeersättning)enligt RVOs bestämmelser. Enligt RVO § 637 gäller motsvarande inskränkningi skadeståndsansvaret för arbetstagare (»Betriebsangehörige») som är sysselsatti samma företag eller verksamhet (»Betrieb») som den skadade. Har en arbets-kamrat till den skadelidande vållat arbetsolycksfallet genom handlande i tjänsten

78 Se härom Weitnauer, op.cit. s. 6 sp. 2.79 Stadgandet har i förslaget följande lydelse:"Ist der Schaden im Hinblick auf die die Ersatzpflicht begründenden Umstände ausserge-

wöhnlich hoch, so kann der Richter die Ersatzpflicht insoweit einschränken, als sie für denErsatzpflichtigen auch unter Berücksichtigung der berechtigten Interessen des Gläubigers zu einerschweren Unbilligkeit führen würde.

"E ine Einschränkung der Ersatzpflicht ist ausgeschlossen, wenn den Ersatzpflichtigen odereinen verfassungsmässig berufenen Vertreter des Ersatzpflichtigen oder im Falle des § 839 den-jenigen, der die Amtspflicht verletzt ha t , hinsichtlich des Schadens ein schwerer Vorwurf trifft.

" I m übrigen ist das Verschulden von Personen, für die der Ersatzpflichtige einzustehen h a t ,bei Anwendung des Abs . 1 in angemessener Weise zu berücksichtigen."

80 Se Weitnauer , op.cit. s. 3 f.

33

(»durch eine betriebliche Tätigkeit») kan sålunda den skadelidande rikta ersätt-ningsanspråk mot den skadevållande personligen (beträffande den del av skadansom icke täcks av försäkringsersättningen), endast om den skadevållande handlatuppsåtligen eller skadan uppkommit i den allmänna trafiken (jfr ovan s. 26).Även efterlevandes rätt till ersättning för minskat underhåll och den rätt till ska-destånd som eljest kan tillkomma tredje man (BGB §§ 844, 845) är underkastadinskränkning enligt förevarande stadgande i RVO.

Huruvida även i fråga om RVO § 637 gäller, att stadgandet äger tillämpningå förhållandet mellan arbetstagare hos olika arbetsgivare i fall då arbetsgivarnabedriver verksamhet för gemensam räkning eller då en arbetare utlånats från enarbetsgivare till en annan, framgår inte klart av tillgängliga förarbeten.80* I dessahänvisas emellertid till att redan tidigare i praxis gjorts väsentliga inskränk-ningar i arbetstagares personliga ansvarighet för olycksfall i arbete och att be-gränsningen av RVOs skyddsbestämmelser till arbetsledare och likställda därföricke vidare kan upprätthållas. Det finns sålunda anledning förmoda, att lag-stiftaren nu velat kodifiera denna praxis. Föreliggande avgöranden talar emeller-tid blott om »Arbeitnehmer desselben Betriebes oder Unternehmens», och frå-gan synes ej ha ställts på sin spets.81 Då det i förarbetena uttryckligen förut-sätts, att inskränkningen av arbetsgivaransvaret skall gälla även vid utlåning avarbetare och vid av flera arbetsgivare gemensamt bedriven verksamhet, finns detdock anledning räkna med att motsvarande princip avsetts skola gälla beträf-fande arbetstagares skydd mot personligt skadeståndsansvar i anledning av olycks-fall i arbete.

Yrkesskadeersättning utgår icke för ideell skada, t. ex. sveda och värk. Huru-vida även rätten till dylik ersättning likväl avskärs av bestämmelserna i RVO§§ 636 och 637 (förutvarande §§ 898 och 899) är ovisst.82

Vid sidan av de inskränkningar i arbetstagares personliga skadeståndsansvarsom gjorts genom berörda stadgande i RVO har i praxis skadeståndsansvaretför arbetstagare i allmänhet ansetts kunna bortfalla eller jämkas, såvitt gäller detinterna förhållandet mellan arbetsgivare och arbetstagare.83 Detta gäller såvälmed avseende å skador som arbetstagare i tjänsten direkt vållar arbetsgivaren,t. ex. skador på maskiner och verktyg, som beträffande regressansvaret gent-emot arbetsgivaren, då denne jämlikt BGB § 278 eller § 831 nödgats utgiva ersätt-ning till tredje man för skada som hans arbetstagare vållat. Vänder sig tredjeman mot arbetstagaren, anses denne under vissa förhållanden ha ett »Freistel-lungsanspruch» mot arbetsgivaren, som alltså har att bära skadan i den månarbetstagarens regressansvar skulle ha jämkats, därest arbetsgivaren själv gjortsansvarig (t. ex. enligt BGB § 831) och gottgjort den skadelidande. Har arbets-tagare gottgjort skadelidande tredje man, äger han i motsvarande mån återkravs-rätt gentemot arbetsgivaren.84

Jämkning av arbetstagares skadeståndsansvar kan i enlighet med det sagdainträda, när skadan vållats av vårdslöshet och uppkommit vid utförande av ar-

8Oa Deutscher Bundestag, 3. Wahlperiode, Drucksache 758, 4. Wahlperiode, Drucks. 120 och938, samt Deutscher Bundestag, 62. Sitzung, Bonn 6/3 1963.

81 Rörande rättspraxis före 1963 års lagändring beträffande arbetstagares skadeståndsansvarvid olycksfall i arbete, se JZ 1958, 254, BGHZ 27, 62, Steindorf JZ 1959 s. 1 ff, Klein JZ 1959s. 748 ff.

82 Betr. äldre rätt, se Enn.-L. s. 929, JZ 1952 s. 272 (BGHZ 3, 298), samt Rietschel JZ 1955s. 35, Erhardt, Zeitschrift für Versicherungsrecht 56, 11; Sieg, JZ 1960, s. 436 f.

83 Till det följande, se Enn.-L. s. 928 ff, Larenz II s. 169 ff, Esser s. 590 f, Steindorf, op.cit.,Knorr, JZ 1959 s. 137 ff, Klein op.cit. och Sieg, JZ 1960 s. 436 ff.

84 Steindorf, op. cit. s. 1.

15—412306

34

bete som är särskilt farligt eller medför speciella skaderisker (»gefahrbehafteteoder schadensgeneigte Arbeiten»).85 Bundesarbeitsgericht har i ett ledande rätts-fall uttalat, att dylik begränsning av ansvarigheten kan ifrågakomma, »wenndie Eigenart der vom Arbeitnehmer zu leistenden Dienste es mit grosser Wahr-scheinlichkeit mit sich bringt, dass auch dem sorgfältigen Arbeitnehmer gele-gentlich Fehler unterlaufen, die — für sich allein betrachtet — zwar jedesmalvermeidbar waren, also fahrlässig herbeigeführt worden sind, mit denen aberangesichts der menschlichen Unzulänglichkeit als mit einem typischen Abirrender Dienstleistung erfahrungsgemäss zu rechnen ist.»80 Bland de omständighe-ter som beaktas i jämkningsfrågan kan nämnas graden av arbetstagarens vål-lande,87 hans lönevillkor samt övriga ekonomiska och personliga förhållanden,däribland anställningstidens längd, levnadsålder, familjeförhållanden och tidi-gare vandel. På arbetsgivarens sida beaktas bl. a. i vad mån skadan varit förut-sebar och huruvida försäkring bort tecknas (»die Zumutbarkeit einer Versiche-rung»). Vidare beaktas skadans storlek och i vilken grad arbetet varit riskfylltoch ägnat att ge upphov till skador. Såsom arbetstagare med riskfyllda arbetsupp-gifter har bl. a. ansetts bilförare, maskinmästare, spårvägsförare, kranskötare,filialföreståndare, kassörer, vissa ackordsarbetare etc. Åtminstone i litteraturenhar man på vissa håll ansett, att jämkning kan ifrågakomma även då grovafel förelupit — enligt vissa författare skulle jämkning kunna ifrågakomma ävenvid grov vårdslöshet eller uppsåt.88

Både full befrielse från skadeståndsansvar och jämkning av skadeståndet kanifrågakomma.89 I fråga om bevisbördan har ibland hävdats, att det skulle krävasbevisning — från arbetstagarens sida — om särskilda grunder för jämkning.90

I praxis har det å andra sidan ansetts åligga arbetsgivaren att visa särskildaomständigheter till stöd för att arbetstagaren skulle åläggas skadeståndsansvar,då denne blott visat ringa oaktsamhet.91

Det sagda gäller endast arbetstagarens ansvar gentemot arbetsgivaren. I förhål-lande till tredje man bär arbetstagaren fullt skadeståndsansvar enligt allmännaregler (BGB § 823 ff) för skador som han vållar i tjänsten.92 Härutinnan gälldedock redan före 1963 års ändringar i RVO undantag för skada genom olycksfalli arbete, som vållats av arbetskamrat till den skadelidande. I ett avgörande från1957 fastslog BAG, att en arbetstagare icke svarar för skada som han av vårds-löshet tillfogat en arbetskamrat i samma företag, om och i den mån manicke kan belasta honom med bördan av ett skadestånd, enär hans vållande medhänsyn till de med arbetet förbundna farorna efter omständigheterna icke kananses allvarligt.93 Beslutet hade åtminstone delvis sin grund i en önskan att und-

85 Stcindorf, ib; Enn.-L. s. 620 f, Larenz II s. 170, Esser s. 520.86 BAG 5, 1 (7) i ans lu tn ing till RAG, A R S 4 1 , 55 (58).8 7 En l ig t Enn . -L s. 620 ifrågakommer j ämkn ing b lo t t vid r inga vårdslöshet; jfr dock Steindorf

s. 1, särsk. no t 20 och 21 .88 Steindorf s. 1 och där gjorda hänvisningar . Jfr dock Larenz II s. 717.89 Steindorf ib., som dock för egen del hävdar, att frågan om begränsning av arbetstagares

skadeståndsansvar bör besvaras inom ramen för en till de speciella arbetsförhållandena anpassadculpabedömning och att följaktligen valet endast kan stå mellan fullt ansvar och full ansvars-befrielse; enligt Steindorf står senare rättspraxis i överensstämmelse med ett dylikt betraktelse-sätt (se särsk. s. 6 f).

90 Se Steindorf s. 1 no t 24.91 Steindorf s. 2 n o t 25 .92 Klein, JZ 1959 s. 748.93 JZ 1958, 254. Domskälen i denna del lyder: »Ein Arbeitnehmer, der fahrlässig den Arbeits-

unfall eines anderen Arbeitnehmers desselben Betriebes oder Unternehmens verursacht, haftetdem Geschädigten nicht, wenn und soweit ihm eine Belastung mit solchen Schadenersatzan-sprüchen nicht zugemutet werden kann, weil seine Schuld im Hinsicht auf die besondere Gefahrder ihm übertragenen Arbeit nach den Umständen des Falles nicht schwer ist». Jfr även BGZH27, 62.

35

vika konflikt med de då gällande bestämmelserna i RVO § 898. Därest arbets-tagaren vore ansvarig för olycksfall i arbete som han vållade en arbetskamrat,skulle han enligt tidigare angivna grundsatser erhålla ett »Freistellungsanspruch»gentemot arbetsgivaren, vilket dock skulle stå i strid med stadgandet i RVO § 898,enligt vilket arbetsgivaren i princip icke var ansvarig för dylika olycksfall.04

I allt väsentligt torde i övrigt ha tillämpats enahanda bedömningsgrunder sombeträffande arbetstagares ansvar gentemot arbetsgivaren. BAGs beslut rörde per-sonskada och härutinnan gäller numera i stället RVO § 637. Det framgår ej avmotiveringen till BAGs beslut, huruvida principen anses äga giltighet även vidsakskador. I doktrinen har antagits, att så icke är fallet.93

I BAGs domskäl till 1957 års avgörande antyds, att förhandenvaron av ansvars-försäkring kunde medföra att jämkning ej borde äga rum. I senare praxis harockså nedsättning eller bortfall av skadeståndet ansetts icke böra ske inom ra-men för en i lag föreskriven, obligatorisk ansvarsförsäkring, t. ex. trafikförsäk-ring.96 Däremot har i ett (Landgerichts-) fall från 1958 fastslagits, att förhanden-varon av frivillig ansvarsförsäkring icke skall tilläggas denna verkan och attnedsättning av arbetstagares skadeståndsansvar gentemot arbetskamrat vid olycks-fall i arbete kan ifrågakomma inom ramen för exempelvis en av arbetsgivarentecknad dylik försäkring.97 Såvitt gäller personskada har frågan numera ickenågon praktisk betydelse med hänsyn till stadgandet i RVO § 637, men proble-met kan få aktualitet vid egendomsskada, om och i den mån den av BAG knä-satta principen överhuvud anses böra vinna tillämpning vid dylika skador.

Beträffande ämbets- och tjänstemäns personliga skadeståndsansvar gäller somnämnts enligt BGB § 839, att i fråga om skada, som en tjänsteman av vårdslöshetmen icke uppsåtligen i tjänsten tillfogar tredje man, personlig skadeståndsskyl-dighet för tjänstemannen icke inträder, därest den skadelidande kan få ersätt-ning på annat sätt. Av praktisk betydelse är denna regel framför allt, då detallmänna svarar för skadan enligt GG art. 34 eller enligt BGB § 278 eller § 831.Regressrätt för det allmänna föreligger enligt GG art. 34 — d. v. s. då skadanuppkommit under myndighetsutövning — endast om tjänstemannen handlat upp-såtligen eller grovt vårdslöst. Är fråga om av staten bedriven privaträttslig verk-samhet och svarar det allmänna enligt BGB § 831, gäller den allmänna regress-bestämmelsen i BGB § 840 (se ovan s. 24).

Det må slutligen erinras, att den tidigare berörda föreslagna allmänna jämk-ningsregeln (avsedd att införas i BGB såsom § 255 a, se ovan s. 32) givetviskommer att kunna tillämpas även då det gäller arbetstagares skadeståndsansvar.Det föreslagna stadgandets formulering med dess hänvisning till »die die Ersatz-pflicht begründenden Umstände» och till »(schwere) Unbilligkeit» synes kunnage utrymme för särskilt hänsynstagande i det enskilda fallet till att en skadavållats under utövande av tjänst hos annan.

Frankrike

1. Allmänt om ut om obligat orisk t skadeståndsansvarDen franska Code civil (C. c.) innehåller i artiklarna 1382—1386 under rubriken»les délits et quasi-délits» regler om utomobligatoriskt skadeståndsansvar. Grund-läggande är den allmänna culparegeln, lagfäst i art. 1382—1383.

94 Steindorf s. 3 (under II).95 Klein, JZ 1959 s. 749 f (under I I I ) . Jfr dock Steindorf s. 8, som med sin u tgångspunk t , a t t

frågan om arbets tagares skades tåndsansvar bör lösas inom ramen för culpabedömningen (enligtB G B § 276), kommer till a t t befrielse från ansvar gentemot a rbe t skamra te r bör i f rågakommaäven vid sakskador .

96 Se hos Steindorf s. 2 i no t 35 a n m ä r k t a rättsfall ; jfr s. 7.97 JZ 1959 s. 224.

36

Art. 1382 lyder:»Tout fait quelconque de l'homrae, qui cause ä autrui un doramage, oblige celui

par 1a faute duquel il est arrive, å le reparer».I art. 1382 upptages en bestämmelse om att skadeståndsskyldighet inträder även

för den som vållar skada »par sa negligence ou par son imprudence».1

Art. 1384—1386 innehåller bestämmelser om olika former av objektivt ansvar ochpresumtionsansvar. Enligt art. 1384 första stycket är envar ansvarig icke blott förskada som han själv vållar utan jämväl för skada som orsakas av personer för vilkahan bör svara (»personnes dont on doit répondre»), d. v. s. enligt de följande spe-cialreglerna i art. 1384, eller av saker (»choses») som han har i sin vård (»sous sagarde»). Uttrycket »personnes dont on doit répondre» torde blott innefatta en hän-visning till de följande bestämmelserna i art. 1384 om ansvar för annans vållande.Stadgandet om ansvar för skada genom sak berörs närmare nedan under 2 (s. 45).

De följande styckena i art. 1384 innehåller —• förutom vissa undantagsreglerbeträffande eldskador samt ansvar i hyresförhållanden — bestämmelser om ansvarför annans vållande. Ett presumtionsansvar, i form av ansvar för eget vållande medomvänd bevisbörda, stadgas för föräldrar beträffande skadegörande handlingar avderas barn, för lärare beträffande skada som vållas av elever samt för hantverkare(»artisans») beträffande skador som vållas av deras lärlingar (fjärde, sjätte ochsjunde styckena).2 Genom en lag av år 1899 har ett åttonde stycke tillagts, enligtvilket det ansvar för elever som enligt nyssnämnda bestämmelse åvilar lärare iallmän tjänst (»membres de l'enseignement publique») skall bäras av staten(genom lagstiftning år 1937 har lärare helt befriats från den skärpning av ansvaretför skador vållade av elever som den omkastade bevisbördan innebar, och desvarar därför numera blott enligt den allmänna culparegeln).3

Art. 1384 femte stycket innehåller en bestämmelse om principalansvar. Stad-gandet ålägger »maltres et commettants» att svara för skador som deras »domesti-ques et préposés» vållar i tjänsten (»dans les functions»)•

Art. 1385 och 1386 slutligen innehåller regler om objektivt ansvar för skadagenom djur och skada som orsakas av nedfallande delar av byggnad.

Vid sidan av de allmänna skadeståndsbestämmelserna i G. c. finns skadestånds-rättslig speciallagstiftning på särskilda områden, bl. a. beträffande skada i följd avluftfart. Behovet av speciallagstiftning är emellertid mindre än i flertalet andraländer, eftersom åtskilliga problem har kunnat lösas inom ramen för stadgandeti art. 1384 första stycket om ansvar för skada genom sak. Man har sålunda hittillsicke behövt införa någon särskild bilansvarighetslag.

Lagstadgande om verkan av medvållande finns ej, men enligt fast praxis kanmedvållande på den skadelidandes sida både vid culpaansvar och objektivt ansvarleda till jämkning eller bortfall av skadeståndsansvaret.4

Culparegeln vinner tillämpning i vid omfattning även utanför integritetskränk-ningarnas område. Ersättning för ekonomisk skada — även direkt tillfogad allmänförmögenhetsskada — utgår utan andra begränsningar än som följer av kravet påadekvat kausalitet.41 Även medelbart tillfogad ekonomisk skada är i princip ersätt-ningsgill.5 Ersättning till efterlevande utgår i större omfattning än enligt svensk

1 Om culpaansvar et, se Esmein s. 689 ff, Rodiére s. 80 ff.2 Betr. föräldrars skadeståndsansvar, se Esmein s. 887 ff; jfr äv. SOU 1963: 33 s. 69; betr.

lärare och hantverkare, se Esmein s. 893 ff.3 Rodiére s. 82 f.4 Esmein s. 787 ff, Rodiére s. 244 ff."a Rodiére s. 219 ff och 230 ff. Se även Esmein s. 745 ff, särskilt s. 748 anmärkta rättsfall.5 Esmein s. 762 f.

37

rätt; underhållsskyldighet för den avlidne utgör ej förutsättning för dylik ersätt-ning." Ideell skada gottgörs icke blott i form av ersättning för sveda och värk o. 1.vid personskada och ersättning för psykiskt lidande vid direkta angrepp på denpersonliga integriteten. Även andra personliga olägenheter av icke ekonomisknatur kan i många fall grunda rätt till ersättning för ideell skada.7 Också förlustav rent estetiska värden har i praxis ansetts ersättningsgill.8

Icke blott positiva handlingar utan även underlåtenhet kan grunda skadestånds-skyldighet, om det nämligen kan sägas ha förelegat en skyldighet att handla.9

Uppmärksammas må i detta sammanhang en år 1945 införd lagstiftning, som vidstraffansvar ålägger den enskilde att under vissa förhållanden lämna hjälp åt nöd-ställda personer eller ingripa, då någon hotas av brottsligt angrepp på den person-liga integriteten.10 Tidigare har domstolarna tvekat att anse ansvarsgrundandeculpa föreligga i dylika fall.11

Liksom i nordisk rätt förutsätts för personligt skadeståndsansvar imputabilitethos den skadevållande.12

2. Principalansvar enligt Code civil art. 1384Regeln i C. c. art. 1384 femte stycket om principalansvar har följande lydelse:

»Les maitres et les commettants [sont responsables] du dommage cause parleurs domestiques et préposés dans les functions auxqelles ils les ont employes».

Stadgandet skiljer sig såtillvida från övriga bestämmelser i art. 1384 om ansvarför annans handlande, att det icke utformats såsom en bestämmelse om presum-tionsansvar, d. s. v. »le maitre» eller »le commettant» kan icke undgå ansvargenom att föra exculpationsbevisning i avseende å sitt eget handlande. Detta oaktathar det åtminstone i äldre doktrin varit den härskande uppfattningen, att prin-cipalansvaret för »maltres et commettants» grundade sig på antagande om egenculpa hos principalen i form av culpa »in eligendo vel vigilando» (faute desurveillance) »vel instruendo».13 Industrialiseringen och utvecklingen mot stordriftmed stora företagsenheter har dock medfört att man icke kunnat helt stå kvar viddenna uppfattning — att presumera egen culpa hos principalen skulle innebäraren fiktion. Vissa författare hävdar dock alltjämt, att regeln grundar sig på anta-gande om »favite» hos principalen.14 Ofta laborerar man emellertid med identi-fikationsgrundsatser (»la doctrine de 1a representation»), enligt vilka den anställde(arbetstagaren) uppfattas såsom »representant» för principalen och hans culpaomedelbart tillräknas denne; den anställde »prolonge son (principalens) aeti-

6 Esmein s. 760 f.7 Esmein s. 756 f. Huprecht s. 111.8 Huprecht ib. Det är att märka, att i många fall anspråk på ersättning för ideell skada

reses i form av ett blott symboliskt skadestånd på t. ex. 1 franc, se Esmein s. 769. Principielltsynes dock icke föreligga hinder för domstolarna att medge högre ersättningsbelopp. Ofta sär-skiljes ej ekonomisk och ideell skada, se härom Esmein s. 757 not 2.

9 Rodiére s. 774, Esmein s. 692 f. Av intresse är det hos Esmein s. 693 anmärkta rättsfalletfrån 1951, där författaren till en bok om radions historia ådömdes skadeståndsansvar för under-låtenhet att i boken nämna Branly som en av uppfinnarna och i vilket Court de cassation lämnaten intressant principmotivering rörande rättsstridighetsrekvisitet vid underlåtenhet.

10 Esmein s. 693.11 Esmein ib.12 Se närmare Rodiére s. 39 ff och Esmein s. 653 ff samt 678 ff. Enligt Esmein s. 683 kan den

som på grund av ålder eller sinnessjukdom icke är ansvarig för egna handlingar ej heller ådragasig objektivt ansvar enligt bestämmelserna i art. 1384. Se vidare ang. barns skadeståndsansvarSOU 1963: 33 s. 68.

13 Rodiére s. 97, Esmein s. 897.14 Se t. ex. Colin-Capitant s. 661, jfr dock Rodiére s. 98.

38

vite».13 Vanligare är dock i modern doktrin att anföra risksynpunkter (»théoriede risque») såsom principalansvarets grund. Även dessa risksynpunkter haremellertid utsatts för kritik från flera håll och utifrån skilda synpunkter.16 Bl. a.har framhållits, att risksynpunkter icke tillfredsställande förklarar en tillämpningav principalansvarsreglerna i icke-ekonomisk verksamhet, t. ex. då det gäller»domestiques», och att man inom ramen för dessa teorier svårligen kan rättfärdigaen regressrätt från principalens sida gentemot en skadevållande arbetstagare.Vissa författare har därför i stället velat anlägga sociala och ekonomiska aspektersamt rättvisesynpunkter på problemet. Man pekar på att den anställde ofta saknarekonomiska resurser som står i proportion till de skador hans arbete sätter honomi tillfälle att vålla. Den skadelidande har därför i hithörande fall ett särskiltintresse av att kunna vända sig mot någon som står bakom den anställde. Princi-palen bör ikläda sig en garanti, ett slags borgen (»cautionnement»), gentemottredje man för skador som hans arbetstagare vållar.17 Men man har i modernteori också åberopat preventionssynpunkter. Lagstiftaren har genom ett objektivtprincipalansvar velat ålägga arbetsgivaren särskild försiktighet vid val av arbets-tagare samt tillsyn, instruktion och övervakning av dessa.18

Ansvarets förutsättningar»Commettant-préposé». I art. 1384 talas dels om »maitre» och »domestique», delsom »commettant» och »préposé». De båda sistnämnda begreppen torde vara mervidsträckta och vart för sig omfatta »maitre» resp. »domestique». Dessa ålder-domligare termer tar närmast sikte på förhållanden i privata hushåll och svararsålunda ungefärligen mot »husbonde» och »tjänare». De har numera knappastsjälvständig betydelse; då i det följande talas om »commettant» och »préposé»avses därmed också »maitre» och »domestique».

En första förutsättning för principalansvar enligt förevarande stadgande i art.1384 är sålunda, att den skadevållande intager ställning såsom »préposé» i förhål-lande till någon som å sin sida är att anse som »commettant» i förhållande tillskadevållaren. Det krävs icke, att det föreligger ett formligt avtal mellan de båda,vare sig tjänsteavtal eller uppdragsavtal.19 De faktiska förhållandena är avgörande.Det väsentligaste kriteriet är, att det föreligger ett subordinationsförhållande.Arbets- eller uppdragsgivaren skall ha anlitat annan att utföra något för hansräkning och skall i avseende å detta arbete äga faktiska och rättsliga möjligheteratt öva kontroll, ledning och tillsyn av den andres arbete. Man talar om att den är»commettant» som i avseende å visst arbete har »autorite» över den som utförarbetet och sålunda kan ge order åt arbetstagaren.20 »Preposition» uppfattas såsomett rättsligt förhållande (»etat de droit») konstituerat av vissa faktiska omständig-heter.21

Att formligt avtal icke krävs innebär bl. a. att »preposition» kan föreligga ikraft av konkludenta handlingar, exempelvis då någon överlämnar åt sin makeeller en god vän att köra hans bil samt själv medföljer såsom passagerare ochdärvid är i tillfälle att övervaka körningen.2' Det är icke nödvändigt, att »le com-

16 Rodiére s. 99, Colin-Capitant s. 660.18 Se härom närmare Rodiére s. 100 ff.17 Rodiére s. 103 f. Jfr Esmein s. 899 och Colin-Capitant s. 661.18 Colin-Capitant ib.19 Rodiére s. 105,80 Esmein s. 899, se särskilt domsmotiveringarna i de i not 1 anmärkta rättsfallen. Jfr

även Rodiére s. 106 i.21 Esmein s. 900, Rodiére s. 105.22 Rodiére ib., Esmein s. 900 f.

39

mettant» faktiskt utövar kontroll och ledning av arbetet. Avgörande är hans fak-tiska möjligheter och rättsliga befogenheter att leda arbetet. Saknar principalenhelt de insikter och kvalifikationer som på grund av arbetets särskilda beskaf-fenhet krävs för att kunna utöva arbetsledning och ge instruktioner, har dettaibland i praxis ansetts utesluta subordinationsförhållande. Detta gäller bl. a.beträffande förhållandet mellan sjukhusläkare och sjukhuset, såvitt avser den rentmedicinska verksamheten.23

Att det faktiska subordinationsförhållandet är avgörande innebär, att den rätts-liga karaktären av föreliggande avtal icke är av avgörande betydelse. Uppdrags-avtal likaväl som tjänsteavtal kan ge upphov till »preposition». Egentliga entrepre-nadavtal däremot lärer i regel utesluta, att sådana kontrollbefogenheter tillkommerhuvudmannen som utgör en förutsättning för tillämpning av principalansvar, ochdetsamma gäller arbetsbeting.24 Då domstolarna fäster avgörande vikt vid defaktiska förhållandena, är det å andra sidan icke möjligt att kringgå principal-ansvarsreglerna genom att beteckna avtalet såsom entreprenadavtal, om det iverkligheten har karaktären av ett tjänsteavtal.25 Huruvida föreliggande avtal ärrättsligen bindande för parterna, är icke av betydelse.26 Också i vissa offentlig-rättsliga förhållanden, som ej grundar sig på avtal, kan »preposition» föreligga.Så t. ex. kan fångvårdsmyndighet intaga ställning av »commettant» i förhållande tillinterner på fångvårdsanstalt.27

Kravet på subordinationsförhållande upprätthålls ganska strängt i praxis.Handelsagenter och handelsresande (»coramis voyageurs») har t. ex. ej ansettssåsom »préposés», då de vållat skador under resor som de företagit för huvud-mannens räkning men som de helt självständigt haft att bestämma om.28 Tvekanhar också rått, huruvida självständigt arbetande skogshuggare och kolare kunnatbehandlas såsom »préposés» enligt art. 1384.29 Praxis synes vara vacklande. Vi-dare har den, som haft i uppdrag att för annans räkning sälja en bil, icke ansettssom uppdragsgivarens »préposé» med avseende å skador han vållat i samband meduppdragets utförande,30 under det att utgången blivit den motsatta, då skada vållatsav den som åtagit sig att föra annans hund till en presumtiv köpare.31 Möjligenkan skönjas en tendens hos domstolarna att i enskilda fall, för att nå ett socialtönskvärt resultat eller möjliggöra för den skadelidande att komma i åtnjutande avett försäkringsskydd, tillämpa en extensiv tolkning av begreppet »preposition».32

Till skillnad mot vad som gäller exempelvis i sociallagstiftningen spelar desociala och ekonomiska relationerna mellan uppdragsgivare och uppdragstagareicke någon självständig roll. Att någon såsom arbetstagare eller jämställd kommeri åtnjutande t. ex. av yrkesskadeersättning innebär därför icke med nödvändighet,att han också är att anse som »préposé» enligt art. 1384 (t. ex. handelsresande).3"

23 Esmein s. 906 och i not 1 anmärkta rättsfall. Praxis ståndpunkt i detta hänseende haremellertid också kritiserats i doktrinen, bl. a. av Rodiére, s. 108, som anser att den som anställeren läkare väl kan vara att anse som dennes »commettant», även om han själv helt saknar medi-cinska kunskaper. Se äv. D. H. 1950, 82.

24 Rodiére s. 107.25 Esmein s. 901.26 Rodiére s. 108, Esmein s. 900.27 Rodiére s. 105. Betr. statens ansvar i övrigt, se nedan under 4.28 E s m e i n s. 900 ff.29 Esmein ib. Enligt Esmein betraktas s. k. hemarbetare (»travailleurs å domicile») ej ss

»préposés».30 Esmein s. 904 not 1.31 Esmein s. 902.32 Esmein s. 901.33 Esmein s. 900 not 1. Jfr Rodiére s. 107 f.

40

Huruvida betalning utgår för arbetet eller ej, saknar betydelse. Att någon gratisoch helt tillfälligt utför arbete åt annan hindrar icke, att »preposition» kan före-ligga, om nämligen ett subordinationsförhållande är för handen.34 En man kansålunda väl vara att anse som »commettant» i förhållande till sin hustru eller sinabarn med avseende å speciella arbetsuppgifter som han anförtror henne eller bar-nen. Däremot antages det, att en fader icke kan vara »préposé» i förhållande tillsina barn.35 — Skall ersättning för arbetet utgå, spelar betalningssättet icke någonroll. Att arbetet i sin helhet avlönas t. ex. genom drickspengar som tredje manförutsätts tillhandahålla, utgör icke hinder mot att anse »preposition» föreligga.

Det är icke nödvändigt, att principalen själv valt sin »préposé» (i äldre doktrinansågs detta utgöra en nödvändig förutsättning). Praxis i detta hänseende ärnumera entydig. Sålunda har exempelvis en frivillig försvarsorganisation ansettssom »commettant» i förhållande till instruktörer, som utan valmöjlighet för organi-sationen ställts till förfogande av de militära myndigheterna.36

Det sagda innebär också, att en företagare, som delegerar rätten att anställaarbetare till personer i drifts- eller arbetsledande ställning, icke därmed upphöratt vara »commettant» i förhållande till de anställda arbetstagarna (»sous-pré-posés»). Detta gäller även, därest den som haft i uppdrag att anställa arbetskrafthandlar helt självständigt och icke själv är att anse som »préposé». Den som iegenskap av drifts- eller arbetsledare självständigt men för sin arbetsgivaresräkning utövar kontroll och övervakning m. m. av underlydande arbetare är ickesjälv att anse som »commettant» och kan icke ådraga sig principalansvar.37

Förhållandena kan vara sådana, att det visserligen är uppenbart, att skadevål-laren är att anse som »préposé», men samtidigt är tveksamt, vem som skall i egen-skap av »commettant» svara för skadan. Det kan t. ex. vara fråga om en hem- ellerstädhjälp som successivt under dagen tjänstgör i olika familjer. Av praktiskbetydelse är också de fall, då en företagare tillfälligt ställer en eller flera av sinaarbetare till annan arbetsgivares förfogande. Avgörande är i hithörande fall vemav de berörda arbetsgivarna som vid skadetillfället ägde utöva kontroll och över-vakning av skadevållaren.38 Vid lån av arbetare kan givetvis villkoren i »låne-avtalet» vara av betydelse för bedömningen av detta spörsmål, t. ex. vilken avarbetsgivarna som främst drar ekonomisk nytta av arbetstagarens verksamhetoch huruvida avtalet även avser hyra av egendom, t. ex. en bil, en kran eller lik-nande, som skall skötas eller omhänderhavas av den utlånade arbetaren. (Attmärka är att i dylika fall även en tillämpning av reglerna om ansvar för sak kanifrågakomma).39 Att tjänsteavtalet med den ursprunglige arbetsgivaren formelltbestår under utlåningstiden medför icke någon presuintion för att denne är attanse som »commettant». Det faktiska subordinationsförhållandet är ensamt avgö-rande. Åtminstone i princip synes man utgå från att i hithörande fall endast denene av arbetsgivarna skall vara ansvarig, och solidariskt ansvar för båda torde ickeifrågakomma.40

Liknande problemställningar kan uppkomma även i vissa andra situationer. Idoktrinen har man bl. a. diskuterat frågan, huruvida en läkare (kirurg), som utföroperation på en sjukhusklinik, skall svara såsom »commettant» för skador som kli-

34 E s m e i n s. 900 f.35 Rodiére s. 108, Esmein s. 907, som med hänsyn till den äkta mannens ställning också anser

det uteslutet att en man kan vara sin hustrus »préposé» annat än i sådana undantagsfall dåmannen är anställd i en av hustrun driven rörelse.

36 Rodiére s. 106.37 E s m e i n s. 904.38 Esmein s. 907 f, Rodiére s. 109 ff.39 Rodiére s. 110, Esmein s. 908.4 0 R o d i é r e s . I l l n o t 6 , E s m e i n s . 907 .

41

nikens sköterskor vållar under eller i anslutning till operationen eller om i dylikafall kliniken som sådan skall bära ansvaret. Även här blir det avgörande vem somi det konkreta fallet haft »autorite» över den skadevållande.41

Av det sagda torde framgå, att ett fullmaktsförhållande icke i och för sig konsti-tuerar »preposition». Men om undantagsvis råder faktiskt subordinationsförhål-lande mellan mandant och mandatarie finns utrymme för tillämpning av prin-cipalansvar enligt art. 1384 i avseende å mandatariens faktiska handlande (»actesmaterielles»).42 Om återigen en arbetstagare, som står i subordinationsförhållandetill sin arbetsgivare och således i princip är att anse som »préposé», befullmäktigasatt företaga rättshandlingar för arbetsgivarens räkning såsom dennes »represen-tant», är han även i detta avseende att betrakta såsom »préposé». Här anses dåemellertid icke föreligga »mandat» i egentlig mening.43

Legal ställföreträdare anses icke kunna intaga ställning av »préposé» i förhål-lande till den han företräder, enär subordinationsförhållande redan med hänsyntill rättsförhållandets natur saknas. Förmyndaren är således icke i denna egenskapatt anse som myndlingens »préposé», och detsamma gäller exempelvis beträffandeförhållandet mellan konkursförvaltare och konkursbo eller likvidator i aktiebolagoch bolaget.44

Handlande i tjänsten. Den skadegörande handlingen skall ha utförts »dans[1'exercice de] les functions». I förslå hand avses handlingar som direkt syftartill fullgörande av förelagda arbetsuppgifter. I vart fall krävs ett visst orsaksmäs-sigt samband mellan tjänste- eller uppdragsförhållandet och den skadegörandehandlingen. I praxis har man emellertid ofta nöjt sig med ett ganska löst sambandmellan handlingen och »les functions». Vissa avgöranden ger vid handen, attdomstolarna blott kräver, att handlingen begåtts på arbetsplatsen och underarbetstid, men icke därutöver gör några begränsningar i avseende å handlingensart. Att den skadevållande handlat utan instruktioner eller i strid mot givnainstruktioner utesluter icke ansvar för principalen.45 Även handlingar som denanställde begått »å 1'occasion des fonctions», d. v. s. handlingar som visserligenicke faller inom ramen för tjänsteåliggandena men vilkas utförande möjliggjortseller underlättats genom tjänste- eller uppdragsförhållandet, har av domstolarnaansetts kunna ådraga principalen ansvar, t. ex. då en chaufför under tjänsteresamedfört ett jaktgevär och vållat skada genom att utöva olaga jakt.46 Principalansvarhar t. o. m. ålagts arbetsgivaren till en chaufför, som utan tillstånd gjort en färdmed arbetsgivarens bil och därunder vållat en olycka,47 och då i ett fall någraarbetare under takläggning på ett hus begått stöld i en angränsande fastighet fickderas arbetsgivare svara för skadan.48 I domsmotiveringarna i fall av denna artanförs ibland, att principalen även är ansvarig för handlingar som innefattar»abus des fonctions».49

Man nöjer sig m. a. o. med ett ganska avlägset orsakssammanhang mellan hand-lingen och »1'exercice des fonctions» utan nämnvärd hänsyn till handlingens arteller ändamål. Sålunda kan ansvar ådömas principalen även för handlingar som

41 Rodiére s. 111; jfr ovan s. 39 med not 23.42 Esmein s. 904.43 Esmein s. 905.44 Esmein ib.45 Esmein s. 910.4 6 Esme in ib . med no t 4, Rodiére s. 115 n o t 6.47 D.H. 1934, 37; jfr Rodiére s. 116, som starkt kritiserar denna praxis och anser att handlingar

>)ä 1'occasion des fonctions» ej bör omfattas av principalansvaret. Praxis synes ej fullt enhetlig,se t. ex. Esmein s. 912 not 1.

43 Esmein s. 910 not 4.49 Esmein s. 912.

42

den anställde begår helt i sitt eget eller i tredje mans intresse.50 Saknas det tids-mässiga och rumsliga sambandet med tjänsten, inträder däremot icke ansvar förhandlingar av detta slag ens om ett orsaksmässigt samband med tjänsteförhållandetkan påvisas. Så t. ex. har skada, som arbetare under slagsmål efter arbetstidens sluttillfogat varandra, icke ansetts medföra ansvar för arbetsgivaren.51

Praxis i förevarande hänseende är emellertid oenhetlig. Det finns sålundaavgöranden, där den skadegörande handlingen ansetts i sådan grad »étrangeraux fonctions», att ansvar på denna grund funnits ej böra åläggas principalen;detta gäller främst vissa uppsåtliga handlingar (t. ex. mord), men även då denanställde förfarit blott eulpöst har i vissa fall erforderligt samband med tjänstenej ansetts vara förhanden.52 Det kan dock med ledning av föreliggande praxis knap-past sägas, att domstolarna generellt gör undantag för s. k. abnormhandlingar, överhuvud är det knappast möjligt att ange några säkra kriterier för gränsdragningenmellan handlingar »dans 1'exercice des fonctions» och handlingar »etrangers auxfonctions».

Vid avgörande, huruvida sambandet med tjänsten är sådant att principalansvarbör åläggas, tages även hänsyn till hur situationen tett sig utåt, gentemot skadeli-dande tredje man. Även om den anställde gått helt utanför ramen för tjänsteför-hållandet, åsidosatt givna instruktioner och handlat helt för egen räkning, inträderansvar, om den skadelidande haft grundad anledning räkna med att den skade-vållande handlade i tjänsten. Man menar, att det är principalen som skapat självasituationen och får bära ansvaret för hur det hela ter sig för den utomstående.Är det objektivt sett fråga om en handling som är »étranger aux fonctions»ankommer det dock på den skadelidande att visa, att han p. g. a. omständigheternalikväl hade skäl räkna med att handlingen ägde samband med eller företogs itjänsten.53 Om den anställde handlat helt för egen räkning — låt vara att hand-lingen företagits under tjänstetid och på arbetsplatsen — undgår principalenansvar, om han visar att den skadelidande hade eller bort ha klart för sig atthandlingen icke företogs för arbetsgivarens räkning. Som exempel kan nämnas,att en banktjänsteman inlåtit sig på aktiespekulationer för en kunds räkning elleratt en chaufför under en tjänsteresa såsom passagerare tagit med en utomstående,vilken kände till att den anställde härvid överskred sina befogenheter.54

Medhjälparen skall ha handlat eulpöst. För att principalansvar skall inträdafordras, att den skadevållande själv är ansvarig för skadan. Hans handlande skallkunna tillräknas honom som vållande, han skall ha begått en »délit» eller »quasi-délit». Är den skadevållande ett barn eller en sinnessjuk person som på grund avsin ålder eller sitt sinnestillstånd helt eller delvis går fri från skadeståndsansvar,bortfaller eller reduceras principalens ansvarighet i motsvarande mån.55

Principalansvar enligt art. 1384 kan icke inträda, då den som orsakat skadanicke varit vållande utan svarar endast på objektiv grund. t. ex. såsom »gardien de1a chose» eller »gardien d'un animal».58

Medvållande hos den skadelidande leder till jämkning av principalens ansvar på

50 Esmein s. 911, särskilt i not 1 anmärkta rättsfall. Jfr äv. Huprecht s. 117 not 1 och Rodiércs. 116.

51 Esmein s. 912 i not 3 anmärkta rättsfall.52 Esmein s. 912 i not 5 anmärkta rättsfall.53 Esmein s. 913, Rodiére s. 116.54 Esmein ib. Rodiére s. 117. Ett flertal exempel ägnade att belysa gränsdragningen i praxis

mellan handlingar »dans les fonctions» och »etrangers aux fonctions» återfinns hos Lundstedt,Grundlinjer i skadeståndsrätten, senare delen, Bd 1, Strikt ansvar, 1944, s. 7 ff.

55 Esme in s. 914 f, Rodiére s. 112.56 Rodiére s. 113. Jfr även n e d a n s. 45 f.

43

samma sätt som vid det allmänna culpaansvaret. Det blir härvid fråga om enavvägning mellan graden av vållande å ömse sidor, d. v. s. arbets- eller uppdrags-tagarens respektive den skadelidandes vållande. Principalens ansvarighet sträckersig aldrig längre än den skadevållande arbetstagarens personliga ansvar.57

Bevisbördan. Det åligger den skadelidande att visa, att rekvisiten för principal-ansvar föreligger. Denne skall alltså visa, att »preposition» föreligger, att »lepréposé» handlat »dans Fexercice des fonctions» samt att han varit vållande tillskadan och på den grund är personligen ansvarig för denna.58

Regressrätt. Principalen och den skadevållande är solidariskt ansvariga gent-emot den skadelidande.59 Principalen har i princip full regressrätt mot den skade-vållande arbetstagaren, under förutsättning att han icke själv varit vållande, vilketdet givetvis ankommer på den skadevållande arbetstagaren att visa. I praxis harprincipalen ansetts skola ensam bära hela skadan, om skadevållarcn visar att hanhandlat på principalens uttryckliga order.60 Att märka är, att å andra sidanprincipalen icke behöver visa att arbetstagaren varit vållande till skadan, omdetta redan blivit lagligen fastslaget genom en dom mot principalen i mål mellandenne och den skadelidande.61

Skador som arbetstagare vållar varandraRegeln i art. 1384 om principalansvar är i princip tillämplig även då principalensarbetstagare vållar varandra skador.62 Lagstiftningen om olycksfall i arbete(»accidents du travail») av år 1946 gör emellertid vittgående inskränkningar iarbetsgivares ansvarighet för skador som drabbar hans arbetstagare och grundarrätt till ersättning — på försäkringsmässiga grunder — enligt denna lagstiftning.Enligt art. 66—67 i 1946 års lag kan sålunda den skadelidande arbetstagaren riktaersättningsanspråk mot sin arbetsgivare för den del av skadan som ej gottgörsgenom försäkringsersättningen endast under förutsättning att arbetsgivaren upp-såtligen vållat skadan. I praxis har undantagsbestämmelsen ansetts omfatta ävendet fall att en arbetskamrat, för vilken arbetsgivaren bär principalansvar, varituppsåtligen vållande till skadan.63 Vid utlåning av arbetskraft betraktas i regel dentillfällige arbetsgivaren såsom »employeur» vid tillämpning av art. 67 i 1946 årslag, och denne blir alltså ansvarig endast vid uppsåtligt vållande, även om det ickeär han utan arbetstagarens ordinarie arbetsgivare som betalar försäkringspre-mierna för olycksfallsförsäkringen.

Förhållandet till inomobligatoriskt skadeståndsansvarDet finns icke några lagregler om allmänt principalansvar i inomobligatoriskaförhållanden.64 Det antages dock, att en part i ett avtalsförhållande i princip svararför bristande uppfyllelse av kontraktsförpliktelserna icke blott då han själv varitvållande härtill utan även då vållande ligger någon till last som parten anlitatsåsom medhjälpare. Grunden för det kontraktsrättsliga principalansvaret torde iprincip vara densamma som uppbär stadgandet om utomobligatoriskt principal-

57 Esmein s. 916.58 Rodiére s. 118.59 Esmein s. 919.60 Rodiére s. 119.61 Rodiére ib.62 E s m e i n s. 914.63 Lalou s. 833, Mazeaud-Tunc I s. 314 not 13.64 Däremot finns specialregler för vissa kontraktstyper, se t. ex. G. c. art 1245 (betr. »le

débiteur d'un corps certain et determine»), 1735 (ang. hyresgästs ansvar) och 1797 (ang. bygg-nadsentreprenörer).

44

ansvar i C. c. art. 1384, och i äldre doktrin ansåg man detta stadgande tillämpligtäven i kontraktsförhållanden.65 Numera gör man emellertid en klar distinktion,och det erkänns allmänt, att åsidosättande av kontraktsförpliktelser icke kan med-föra ansvar enligt utomobligatoriska regler utan blott enligt de ansvarighetsreglersom gäller för kontraktstypen i fråga.66 Såvitt gäller principalansvaret är denpraktiska betydelsen härav emellertid ringa, eftersom inom båda områdena gällerett oinskränkt principalansvar. Det inomobligatoriska principalansvaret går visser-ligen längre, i det att i kontraktsförhållanden ansvar i princip inträder för allamedhjälpare som en avtalspart begagnar sig av i avtalsförhållandet och icke blottför dem som är att anse som »préposés» enligt art. 1384 femte stycket. Ävensjälvständiga medhjälpare kan sålunda i kontraktsförhållanden ådraga huvud-mannen skadeståndsansvar.67 Även i vissa andra hänseenden råder skillnadermellan det inomobligatoriska och det utomobligatoriska skadeståndsansvaret (t. ex.i avseende å bevisbördan för att skada uppkommit genom vållande, beträffandesjälva culpabedömningen, i fråga om vad som är ersättningsgill skada o. s.v.).Från dessa synpunkter kunde det i och för sig vara av intresse att närmareprecisera gränserna för det kontraktsrättsliga resp. det utomobligatoriska skade-ståndsansvaret. Inom ramen för en framställning av principalansvaret synesemellertid en analys av detta spörsmål knappast påkallad. Den skillnad mellandet kontraktsrättsliga resp. det utomobligatoriska principalansvaret som ligger i attansvar för självständiga medhjälpare förutsätter ett avtalsförhållande har fögauppmärksammats i doktrinen.68 Icke heller synes förhållandet ha influerat pådomstolarna, när det gällt att bestämma tillämpningsområdet för kontraktsansvaret.Huvudregeln torde vara, att inomobligatoriska regler tillämpas endast inom ramenför ett bestående avtal.69 I icke obetydlig omfattning vinner visserligen kontrakts-rättsliga regler tillämpning vid åsidosättande av biförpliktelser, t. ex. vid vård-och behandlingsskador,70 men detta förhållande förefaller på intet sätt stå i sam-band med en önskan att vidga tillämpningsområdet för det inomobligatoriskaprincipalansvaret. Ej heller synes såsom exempelvis i tysk och svensk rätt kon-traktsanalogier ha kommit till användning för att uppnå ett dylikt resultat.

Passiv identifikation

Frågan, om en arbetsgivare, som av tredje man tillfogas en skada till vilken hansarbetstagare (»préposé») varit medvållande genom handlande i tjänsten, skalltillräknas arbetstagarens medvållande och nödgas tåla jämkning av skadeståndet,har icke ägnats nämnvärd uppmärksamhet i doktrinen. Mazeaud-Tunc diskuterari korthet problemet och avvisar kategoriskt tanken på passiv identifikation i falldå den för skadan ansvarige tredje man svarar för eget vållande enligt culparegeln.En motsatt lösning skulle enligt dessa författare stå i strid med grunderna förreglerna om principalansvar. (De avvisar också tillämpning av grunderna förobjektivt ansvar och presumtionsansvar i motsvarande situationer.)71 Däremotsynes Mazeaud-Tunc utgå från att passiv identifikation skall tillämpas, då tredjeman svarar på objektiv grund, t. ex. enligt reglerna om principalansvar.72

65 Mazeaud-Tunc I s. 1019 ff, Colin-Capitant s. 526.66 Mazeaud-Tunc I s. 1019.67 Bengtsson I s. 86.68 Bengtsson I s. 89.69 M a z e a u d - T u n c I s. 137 ff; jfr s. 1021 .70 Se härom Mazeaud-Tunc I s. 190 ff; jfr Bengtsson I s. 95 ff.71 Mazeaud-Tunc II s. 523 f samt not 4, där vissa rättsfall åberopas till stöd för författarnas

åsikt.72 Mazeaud-Tunc ib.

45

Förhållandet till ansvar för skada genom sakStadgandet i C. c. art. 1384 första stycket om ansvar för den som har ett fysisktföremål, en sak, i sin vård (»sous sa garde») har i praxis erhållit ett vidsträckttillämpningsområde.™ Detta innebär, att reglerna om principalansvar fått minskadbetydelse. En arbetsgivare kan nämligen enligt detta stadgande bli ansvarig påobjektiv grund — helt oberoende av vållande — för skada som orsakas genomanvändning av maskiner, verktyg, fordon etc. Förutsättningen är, att han kanbetraktas som »gardien de 1a chose» och att det föreligger ett orsakssammanhangmellan »la garde de 1a chose» och skadan.74 (Åtminstone i äldre doktrin utgickman från att art. 1384 första stycket endast statuerade ett ansvar för presumeradculpa. Någon exculpationsmöjlighet föreligger dock ej. I modern fransk praxishar domstolarna talat om »presomption de responsabilité».75) I princip förutsätts,att endast den kan göras ansvarig som har den omedelbara kontrollen över före-målet. Praxis talar om det effektiva utövandet av »direction et surveillance»76.I praxis har emellertid fastslagits, att den som exempelvis i egenskap av arbets-tagare (»préposé») innehar och nyttjar ett föremål för annans (arbetsgivarens)räkning, icke är att anse som »gardien». Som sådan betraktas i stället den förvars räkning föremålet nyttjas. Detta innebär, att en arbetsgivare betraktas som»gardien» även med avseende å föremål som används av hans arbetstagare i derastjänst (»dans les fonctions») och är under dessas vård (»garde»), och detta ävenom arbetstagaren skulle vara ägare till föremålet. Arbetsgivaren drabbas följakt-ligen av det objektiva ansvaret för skador som orsakas genom dylika föremål.77

Han kan befria sig från detta ansvar endast genom att visa »une cause étrangére»,d. v. s. att skadan uteslutande orsakats av någon av arbetsgivaren oberoende om-ständighet —• t. ex. ingripande av tredje man eller av den skadelidande själv —som har karaktären av force majeure eller »cas fortuit» och icke kan tillräknasarbetsgivaren; det skall vara fråga om en »cause étrangére å 1a garde de 1a chose».78

Medvållande hos den skadelidande befriar helt från ansvar endast om »le gardien»visar, att den skadelidandes handlande ensamt orsakat skadan och att dennesvållande varit oförutsebart och omöjligt att avvärja (»imprévisible et irresisti-ble»).79 Jämkning av ansvaret på grund av medvållande kan däremot ske, även omden skadelidandes handlande ej framstår som »cause étrangére». Här tillämpasallmänna grundsatser rörande verkan av medvållande.80 Vissa inskränkningar iansvarigheten inträder gentemot skadelidande som själv betjänar sig av det skade-orsakande föremålet, i vart fall då så icke skett i innehavarens (»le gardien»)eget intresse, t. ex. då det gäller passagerare som gratis fått medfölja i en bil.81

Slutligen bör nämnas, att ansvaret för skada genom sak numera anses tillämpligti fråga om såväl lös som fast egendom82. Beträffande vissa skador genom byggnadinträder dock objektivt ansvar för ägaren redan på grund av stadgandet i C. c.art. 1386 (ovan s. 36).

Vad här sagts om ansvar för skada genom sak enligt art. 1384 första stycketgäller mutatis mutandis beträffande stadgandet i art. 1385 om objektivt ansvar förskada genom djur.83

73 Till det följande se Esmein s. 833 ff, Rodiére s. 122 ff.7* Rodiére s. 145 ff.75 E s m e i n s. 854 f, R o d i é r e s. 127 f.76 Rodiére s. 129, 163.77 E s m e i n s. 857 f, R o d i é r e s. 166.78 Esmein s. 868, Rodiére s. 173 ff.79 Esme in s. 870.80 Rodiére s. 183.81 Rodiére s. 168 ff, Esmein s. 876 f.82 Esmein s. 864.83 Se härom Esmein s. 834 f.

46

3. Organansvar för juridiska personer

Organteorien, enligt vilken en juridisk person svarar omedelbart enligt den all-männa culparegeln för skador som vållas av fysiska personer, vilka intager ställ-ning av organ för den juridiska personen — t. ex. verkställande direktör i aktie-bolag, delägare i handelsbolag, styrelsen i en förening etc. — synes icke ha spelatnågon framträdande roll i fransk doktrin och Judikatur. Detta torde främst sam-manhänga med att man sedan länge haft ett oinskränkt principalansvar. De flestaförfattare synes dock vara eniga om att man har att göra åtskillnad mellan organ-ansvar och principalansvar och att följaktligen en juridisk person svarar för vål-lande av sina organ direkt enligt den allmänna culparegeln i art. 1382—1383 i Codecivil och icke enligt reglerna om principalansvar i art. 1384.84 I rättspraxis synesman däremot i regel icke ha gjort någon klar distinktion mellan organansvar ochprincipalansvar.85 Det är därför knappast möjligt att med bestämdhet uttala sig omvilka befattningshavare som bör räknas som organ. I doktrinen synes denna frågaicke ha ägnats ingående uppmärksamhet.86

Det må nämnas, att organteoriens berättigande •— åtminstone från praktiskasynpunkter — har ifrågasatts av vissa författare. Enligt Esmein t. ex. når mantillfredsställande resultat genom att tillämpa principalansvarsreglerna i art. 1384även beträffande vållande av organ.87

Den praktiska betydelsen av att den ena eller andra lösningen väljs synes vararinga. Även de som hyllar organteorien erkänner, att den skadevållande befatt-ningshavaren i organställning i likhet med en enkel »préposé» ådrager sig person-ligt skadeståndsansvar och att den juridiska personen och dess organ är solida-riskt ansvariga gentemot tredje man.88 Såväl doktrin som praxis erkänner ocksåatt den juridiska personen i princip har full regressrätt mot den skadevållande iorganställning.89 I dessa hänseenden råder sålunda full kongruens mellan organ-ansvar och principalansvar. Icke heller i övrigt synes man från något håll hävda,att det skulle föreligga någon praktiskt betydelsefull skillnad mellan organansvaroch principalansvar.

4. Statens skadeståndsansvar

Staten ansågs tidigare över huvud icke vara ansvarig för sina ämbets- ochtjänstemäns handlingar inom ramen för dessas myndighetsutövning. Numeraanses emellertid staten i princip bära principalansvar.90 De allmänna civilrättsligareglerna i C. c. är dock icke direkt tillämpliga, då det gäller statens ansvarigheti den offentligrättsliga verksamheten. De regler som härutinnan tillämpas av deadministrativa domstolarna avviker i vissa hänseenden från de privaträttsligareglerna. Grundläggande är ett avgörande av Tribunal des conflits från 1873, variuttalades, att statens ansvar för fel och försummelser av dess »agents» ickeregleras av de principer som lagfästs i Code civil för förhållandet enskilda emellan,att dess ansvarighet icke är vare sig generell eller absolut och att denna ansvarig-het följer särskilda regler som varierar alltefter verksamhetens behov (»les besoins

84 Mazeaud-Tunc II s. 960 ff, Colin-Capitant s. 637 ff.85 Colin-Capitant s. 638 och där anförda rättsfall.86 Jfr Colin-Capitant s. 639.87 Esmein s. 686, som hävdar att praxis ofta intagit denna ståndpunkt och åberopat art.

1384 då det gällt vållande av organ.88 Mazeaud-Tunc II s. 965 ff.89 Mazeaud-Tunc II s. 968; jfr Esmein s. 686 och där i no t 1 a n m ä r k t a rät tsfal l ; enligt Esmein

är dock en dylik regressrät t oförenlig med den av honom kri t iserade organteorien, som ju byggerpå full identifikation mellan den juridiska personen och dess organ.

90 Esmein s. 1012, Mazeaud-Tunc I I I s. 39.

47

du service») och nödvändigheten att sammanjämka statens och enskildas rättig-heter (»de concilier les droits de l'Etat avec les droits privés»). Statens ansvarför ämbets- och tjänstemän och andra som utövar offentligrättslig verksamhet ärendast i begränsad utsträckning legislativt reglerad och vilar i huvudsak på oskri-ven rätt. De regler som tillämpas av domstolarna vilar emellertid på grundsatsersom i allt väsentligt är analoga med de privaträttsliga principer som gäller förenskilda personer.91

Enligt den rättspraxis som utbildats av Conseil d'Etat svarar staten för ämbets-och tjänstemäns fel och försummelser i tjänsten (»fantes de service») men däremoticke för deras »privata» handlingar (»fautes personnelles»). Det är här fråga omen distinktion motsvarande den som för det allmänna principalansvarets del följerav kravet att handlingen skall ha företagits »dans 1'exercice des fonctions». Idoktrinen brukar man tala om »faute detachable ou non detachable de 1'exercicedes fonctions» eller »de 1'acte administrative».82 Väsentligen tillämpas sammakriterier för gränsdragningen som då det gäller det privaträttsliga principalansva-ret.93 Att tjänstemannen överskridit sina befogenheter, åsidosatt instruktioner, hand-lat mot givna order eller missbrukat de maktbefogenheter som tjänsten ger honomutesluter icke att »faute de service» kan anses föreligga. Handlingar som har ett iförhållande till tjänsteutövningen helt ovidkommande syfte, t. ex. misshandel avpersonligt hämdbegär o. 1., anses däremot som »fautes personnelles». Enligtnutida praxis kan ansvar inträda även för handlingar som begåtts »å 1'occasiondu service», därest det föreligger ett närmare orsaksmässigt samband med tjänsten.I princip omfattas dock dylika handlingar icke av statens ansvarighet.93'

I vissa fall krävs enligt praxis att grov oaktsamhct skall ha förelupit (»fautelourde») för att ansvar för staten skall inträda. Detta är bl. a. fallet beträffandepolisverksamhet i allmänhet, brandväsen och sjukvård vid allmänna sjukhus.94

Det krävs icke, att den skadelidande kan påvisa culpa hos viss bestämd tjänste-man, även anonyma fel — »fautes du service» till skillnad från »fautes de service»— kan medföra skadeståndsansvar för det allmänna.

Skadeståndsansvar inträder icke för s. k. »actes de gouvernement». Hit räknasden lagstiftande verksamheten, diplomatiska handlingar, krigshandlingar ochåtgärder i allmänna krissituationer, t. ex. ingripanden mot epidemier. Fel i dendömande verksamheten — vartill i detta hänseende räknas även verksamhet somhåndhaves av »la police judiciaire» — kan i princip icke heller ge upphov tillansvar för det allmänna. Genom lagstiftning år 1933 infördes emellertid speciellaprocedurregler (»prise å partie») enligt vilka den enskilde kunde rikta ersätt-ningsanspråk mot vissa domare (»magistrats») för grövre fel i den dömandeverksamheten, och genom denna lagstiftning infördes också ett subsidiärt ansvarför staten.

Speciallagstiftning gäller även för bl. a. post- och telegrafverksamheten, enligtvilken statens ansvar för skador som vållas i dylik verksamhet är starkt inskränkt.

Vad ovan sagts har avseende å statens ansvar för skador uppkomna i den offent-ligrättsliga verksamheten i allmänhet (»service administratif», vartill dock ickeräknas rättskipningen). Skadeståndstalan mot staten skall i hithörande fall förasinför de administrativa domstolarna. Högsta instans är Conseil d'Etat.

I icke ringa utsträckning regleras emellertid statens ansvarighet av de allmänna91 Esmein s. 1012.92 Esmein s. 1023, Waline s. 655.93 Betr. den omfattande Judikatur som utbildats kring begreppen »faute de service» och

»faute personnelle», se Waline s. 655 ff; jfr även Esmein s. 1023 ff.93a Esmein s. 1027 f.94 Mazeaud-Tunc III s. 42.

48

privaträttsliga reglerna i Code civil, och jurisdiktion tillkommer då de allmännadomstolarna (»tribunaux judiciaires»). Detta gäller i första hand anspråk påersättning för skador som uppkommit i statens rent privaträttsliga, affärsdrivandeverksamhet (»gestion du domaine privé»), d. v. s. verksamhet som kan ansesjämställd med enskild.95 Vissa mål om expropriation och rekvisition skall ävenhandläggas av allmän domstol. Detsamma gäller generellt beträffande flertaletfall av besittningskränkningar eller intrång i grundläggande enskilda fri- ochrättigheter (»libertés publiques») såsom pressfrihet, yttrandefrihet, frihet attarbeta etc. (»voie de fait»).96 Talan om ansvar på grund av fel i den dömandeverksamheten (»erreurs judiciaires») enligt reglerna om »prise ä partie» skallockså handläggas av allmän domstol. Numera har genom en lag av år 1957 fast-slagits, att anspråk på ersättning for skador som uppkommit genom bruk av varjeslag av fordon i offentlig verksamhet alltid skall väckas vid de allmänna domsto-larna, som härvid har att tillämpa allmänna privaträttsliga regler.

5. Arbetstagares skadeståndsansvarDet finns icke några lagregler som generellt reglerar arbetstagares skadestånds-ansvar. Inom doktrinen synes råda enighet om att en arbetstagare, som i sintjänst vållar skada, utan inskränkning svarar för skadan enligt den allmännaculparegeln. Detta gäller såväl ansvaret gentemot skadelidande tredje man somregressansvaret gentemot arbetsgivaren, då denne enligt reglerna om principal-ansvar nödgats utgiva ersättning till tredje man. Rättspraxis ansluter sig även tilldenna uppfattning.97 Det sagda gäller även då fråga är om skada som arbetstagarendirekt tillfogat arbetsgivaren.98 I doktrinen har visserligen den uppfattningenblivit företrädd, att regressrätt från arbetsgivaren skulle vara utesluten eller blottskulle kunna utövas i fall av grov vårdslöshet, då skadan i tjänsten vållats av»ouvriers» eller »employes». Ståndpunkten har dock icke vunnit anslutning ipraxis och har av Mazeaud-Tunc betecknats som »purement fantaisiste».99

Det må dock anmärkas, att enligt den franska försäkringsavtalslagen av år 1930(art. 36 tredje stycket) försäkringsgivare som meddelat en arbetsgivare ansvars-försäkring icke äger utöva regressrätt mot skadevållande arbetstagare (bortsettfrån fall av »malveillance»).100

Vidare bör erinras, att enligt art. 66—67 i 1946 års lag om olycksfall i arbete enarbetstagare, som drabbats av olycksfall i arbete genom vållande av arbetskamrat,ej av den skadevållande kan kräva ersättning för skadan, med mindre denne hand-lat uppsåtligen. Detta skydd har i praxis även utsträckts att gälla arbetstagare hosannan arbetsgivare, då de båda arbetsgivarna driver en verksamhet för gemensamräkning och under enhetlig ledning samt skadan uppkommit i dylik verksamhet.101

Slutligen gäller ett vittgående skydd mot personligt skadeståndsansvar förämbets- och tjänstemän med avseende å skador som de vållar i tjänsten och förvilka det allmänna bär skadeståndsansvar enligt de regler för vilka redogjorts idet föregående (skada genom »faute de service»). Den skadelidande har i dyliktfall icke möjlighet att rikta ersättningstalan mot den skadevållande. Icke hellerkan det allmänna utöva regressrätt mot tjänstemannen, med mindre denne också

95 Mazeaud-Tunc III s. 45.96 Mazeaud-Tunc III s. 45 f.97 Esmein s. 920 f, Rodiére s. 118 f, Mazeaud-Tunc I s. 988 f och av dessa författare angivna

rättsfall.98 Mazeaud-Tunc I s. 962 f och där anmärkta rättsfall.99 Mazeaud-Tunc I s. 989 och i not 4 och 4bis anförda rättsfall.100 Mazeaud-Tunc I s. 840, särsk. n o t 1, och I I I s. 986 ff.101 La lou s. 840.

49

gjort sig skyldig till »faute personelie».102 Skulle en skadelidande s. a. s. av misstagfå dom mot tjänstemannen vid allmän domstol (som t. ex. felaktigt bedömt hand-lingen såsom »faute personelle») har tjänstemannen återkravsrätt mot det allmän-na.103 I vissa särskilt reglerade fall bär dock ämbetsmän personligt skadestånds-ansvar även för »faute de service». Bl. a. gäller detta domare, som enligt reglernaom »prise å partie» kan göras ansvariga för vissa grövre fel i den dömande verk-samheten.104 Generellt gäller i övrigt, att i de fall då staten på grund av särskildaundantagsbestämmelser icke bär ansvar för »faute de service» av ämbets- ellertjänstemän — såsom beträffande rättsväsendet i allmänhet — vederbörandeämbets- eller tjänsteman icke åtnjuter skydd mot personligt skadeståndsansvar,och i dylika fall kan den skadelidande i allmänhet föra ersättningstalan införallmän domstol.

Schweiz

1. Allmänt om utomobligatoriskt skadeståndsansvar

De grundläggande bestämmelserna om utomobligatoriskt skadeståndsansvar åter-finns i Bundesgesetz über das Obligationenrecht (OR) art. 41—61.

Det inledande stadgandet i art. 41 första stycket innehåller en allmän culparegelenligt vilken envar som rättsstridigt tillfogar annan skada, vare sig uppsåtligeneller av vårdslöshet, är skyldig att ersätta skadan. I andra stycket stadgas skyl-dighet för den som uppsåtligen tillfogar annan skada genom förfarande som stridermot goda seder att utge ersättning härför (jfr BGB § 82(3). Culpaansvar kan inträdaäven vid underlåtenhet. Det förutsätts härvid ha förelegat en plikt att handla,som dock icke behöver ha kommit till uttryck i skriven lag utan kan härledas urallmänna grundsatser.

Härjämte innehåller OR vissa bestämmelser om skärpt skadeståndsansvari form av s. k. »Kausalhaftung». I art. 55 upptages en bestämmelse om principal-ansvar, enligt vilken en principal (»Geschäftsherr») svarar för skador som hansanställda eller arbetare orsakar i tjänsten, såframt han ej visar att han iakttagit allav omständigheterna påkallad aktsamhet till avvärjande av skada av ifrågavarandeart eller att skadan skulle ha inträffat, även om han iakttagit dylik aktsamhet.Liknande ersättningsskyldighet stadgas i art. 56 för innehavare av djur medavseende å skada som djuret orsakar. En betydelsefull regel om objektivt ansvaråterfinns i art. 58 som stadgar ansvar, s.k. »Werkhaftung»,.för ägare av byggnadeller annan anläggning (»Werk») med avseende å skada som uppkommer tillföljd av byggnadens eller anläggningens felaktiga uppförande eller konstruktioneller dess bristfälliga underhåll. En art av objektivt ansvar representerar ävenbestämmelsen i art. 54, enligt vilken otillräkneliga (»urteilsunfähige») personerkan efter skälighetsprövning åläggas att helt eller delvis ersätta skada som deorsakar, ehuru de enligt stadgandet i Zivilgesetzbuch (ZGB) art. 18 i princip ickeär rättsligt ansvariga för sina handlingar.1

I övrigt innehåller kapitlet delvis detaljerade regler om uppskattning av skadanoch om skadeståndets beräkning, om verkan av skadelidandes medverkan, omersättningsgill skada i vissa fall, om solidariskt ansvar för flera ansvariga och om

102 Mazeaud-Tunc III s. 13 ff. Mazeaud kritiserar dock detta system och framhåller de olägen-heter i skilda hänseenden det medför för den skadelidande.

103 Mazeaud-Tunc III ss. 14 och 27.104 Mazeaud-Tunc III s. 27; jfr ovan s. 47.1 Se ang. barns skadeståndsansvar SOU 1963: 33 s. 70 f.

16—412306

50

den inbördes fördelningen av ansvaret dem emellan samt om ämbets- och tjänste-mäns skadeståndsansvar (se härom nedan under 4. och 5.).

Av särskilt intresse är bestämmelsen i OR 43, enligt vilken det skall ankommapå domaren att i det särskilda fallet utmäta skadeståndets storlek på grundval aven diskretionär prövning under hänsynstagande till såväl omständigheterna iallmänhet (»die Umstände») som graden av den skadeståndsskyldiges vållande(»die Grosse des Verschuldens»). Detta stadgande ger en vidsträckt möjlighet fördomstolarna att jämka betungande skadestånd — bl. a. tages i praxis hänsyn tillparternas ekonomiska och sociala förhållanden.2 Bestämmelsen kompletteras avett stadgande i OR 44 andra stycket, enligt vilket rätten, därest den skadestånds-skyldige skulle försättas i nödläge genom utgivande av fullt skadestånd och ickehandlat uppsåtligen eller grovt vårdslöst, kan nedsätta skadeståndet. Detta stad-gande kan tillämpas även vid olika former av »Kausalhaftung». Även jämknings-regeln i art. 43 torde kunna vinna tillämpning vid »Kausalhaftung», men härvidifrågakommer icke direkt hänsynstagande till graden av vållande, eftersom vål-lande icke utgör någon förutsättning för dylikt ansvar. En nedsättning av ansvaretunder hänsynstagande till omständigheterna i övrigt torde däremot kunna ifråga-komma, och härvid lärer exempelvis vid principalansvar enl. OR 55 graden avvållande hos den skadevållande kunna beaktas vid bestämmande av jämknings-graden.3

Medvållande på den skadelidandes sida kan enligt art. 44 första stycket vid såvälculpaansvar som »Kausalhaftung» föranleda jämkning av skadeståndet. Helt bort-fall av skadeståndsansvaret på grund av medvållande (»jämkning till noll») ansesemellertid liksom i fransk rätt kunna ifrågakomma endast därest den skadelidandeseget handlande är att uppfatta som den exklusiva skadeorsaken och sålunda bryterkausalsammanhanget mellan den »skadevållandes» handlande och skadan.4

1 princip är all ekonomisk skada ersättningsgill, således även direkt tillfogadallmän förmögenhetsskada.5 Ersättning utgår dock endast till den som omedelbartdrabbats av skadan, och s. k. medelbart tillfogad skada ersätts ej annat än i vissai lagen angivna undantagsfall, t. ex. då det gäller efterlevandes krav på ersättningför minskat underhåll (OR 45 tredje stycket).6

Ideell skada ersätts endast i de fall lagen anger (ZGB 28), och ersättningutgår då i form av s. k. »Genugtuung». Ersättning kan utgå exempelvis vid intrångi namnrätt (ZGB 29). Det viktigaste stadgandet återfinns i OR 47, enligt vil-ket »Genugtuung» kan tillerkännas den som lidit kroppsskada eller vid dödsfallden dödades anhöriga.7 Ersättning för personligt lidande i form av »Genugtuung»kan även utgå vid intrång i rättigheter av personlig natur (»persönliche Verhält-nisse») — exempelvis vid ärekränkning — enligt uttryckligt stadgande i OR 49.Ersättning för ideell skada torde enligt modern praxis kunna utgå vid såvälculpaansvar som objektivt ansvar, utom i fall då avvikande reglering skett genomspeciallagstiftning.8

Vid sidan av skadeståndsbestämmelserna i OR finns skadeståndsrättslig special-lagstiftning om objektivt ansvar, s. k. »Gefährdungshaftung», för särskilda verk-samhetsområden. Dylik lagstiftning finns bl. a. beträffande järnvägs- och bil-trafiken, sjö- och luftfarten samt för elektriska anläggningar och atomenergi-anläggningar. Utmärkande för dessa olika former av »Gefährdungshaftung» är att

2 Se närmare Oftinger I s. 245 ff.3 Oftinger I s. 235 f; Guhl s. 73.4 Oftinger I s. 137 ff.5 Oftinger I s. 40 f.8 Se härom närmare Oftinger I s. 205 ff.7 Ang. begreppet »Angehörige», se Oftinger I s. 259 f.8 Oftinger I s. 262.

51

reglerna om skärpt ansvar på dessa områden anknyter till de speciella faror ochrisker som är förbundna med verksamheten; det är m. a. o. fråga om ansvar förfarlig verksamhet. Endast såtillvida intager denna lagstiftning en särställning iförhållande till »gewöhnliche Kausalhaftung». Det föreligger icke i övrigt generelltsådana principiella skillnader i avseende å ansvarsreglernas utformning vid»Kausalhaftung», resp. »Gefährdungshaftung», att det i systematiskt hänseendefinns skäl att göra skillnad mellan dessa båda typer av objektivt ansvar.9

Utöver speciella regressregler i de olika bestämmelserna om »Kausalhaftung»innehåller OR en allmän bestämmelse i art. 50 om att, då flera svarar solidarisktför samma skada på grund av vållande, ansvaret dem emellan skall slutligenfördelas på grundval av en skälighetsprövning (enligt ZGB art. 4 efter »rätt ochbillighet»). Vidare skall enligt art. 51 vid sammanträffande av culpaansvar ochobjektivt ansvar den som svarar på grund av vållande i regel slutligen bära helaskadan i förhållande till den som svarar oberoende av eget vållande.

Slutligen må nämnas, att även ZGB innehåller vissa regler om utomobligatorisktskadeståndsansvar. Här må blott nämnas stadgandet i art. 333 om ansvar i vissafall för »familjeöverhuvud» (»Familienhaupt») med avseende å skador som orsakasav omyndig eller sinnessjuk medlem av hans hushåll (»Hausgenosse»),

2. Principalansvar enligt OR art. 55Stadgandet i OR 55 första stycket har följande lydelse:

»Der Geschäftsherr haftet für den Schaden, den seine Angestellten oder Arbeiterin Ausübung ihrer dienstlichen oder geschäftlichen Verrichtungen verursachthaben, wenn er nicht nachweist, dass er alle nach den Umständen gebotene Sorg-falt angewendet habe, um einen Schaden dieser Art zu verhüten, oder dass derSchaden auch bei Anwendung dieser Sorgfalt eingetreten wäre».

Bestämmelsen uppfattades tidigare såsom ett på culparegeln byggt presumtions-ansvar, d. v. s. ett ansvar för eget vållande med omkastad bevisbörda. Numerauppfattas stadgandet emellertid såsom en form av »Kausalhaftung», d. v. s. ettobjektivt ansvar för annans handlande med särskilda »Befreiungsgründe». Dessaär dock icke på sådant sätt anknutna till det allmänna culpabegreppet, att mankan tala om exculpationsmöjlighet i vanlig mening. Under det att vid presumtions-ansvar — sådant det framträder t. ex. i den tyska rätten i BGB § 831 — grundentill ansvaret är egen culpa och den presumerat ansvarige går fri från ansvar, omhan visar sig ej ha varit vållande till skadan, kan vid »Kausalhaftung» enligtOR 55 vederbörande ådraga sig ansvar även om han fullgjort exculpationsbevisningi denna mening. OR 55 rör sig nämligen med en aktsamhetsnorm som är strängareän den allmänna culparegelns och som har ett mer objektiverat innehåll. Ansvarenligt OR 55 kan således inträda inom gränsområdet mellan »icke-vållande» (»Un-Schuld») och »objektivt bristande aktsamhet» (»objektive Un-Sorgfalt»).10 Detsagda innebär bl. a. att — till skillnad mot vad som gäller beträffande presumtions-ansvaret i tysk rätt enligt BGB § 831 — även en otillräknelig person i princip kandrabbas av principalansvar enligt OR 55. Uppfattningen om ansvarets karaktärav »Kausalhaftung» i denna mening synes ha brutit igenom i schweizisk doktrinoch praxis i början av detta århundrade. Tidigare uppfattade man principal-ansvaret som ett på culpa byggt presumtionsansvar i traditionell mening.11

9 Oftinger I s. 12 ff samt II s. 1 ff. Oftinger använder beteckningen »Kausalhaftung» för allaformer av objektivt ansvar men skiljer inom detta område terminologiskt mellan »gewöhnlicheKausalhaftung» och »Gefährdungshaftung».

10 Oftinger II s. 97.11 Oftinger ib.

52

Ansvarets förutsättningarFör att principalansvar enligt OR 55 skall inträda uppställs till en början treförutsättningar: l:o den ansvarige principalen skall intaga ställning såsom»Geschäftsherr» i förhållande till annan person, vilken i sin tur skall vara attanse såsom principalens medhjälpare, »Hilfsperson»; 2:o skadan skall ha orsakatsav medhjälparen; 3:o denne skall därvid ha handlat »i tjänsten».

»Geschäftsherr-Hilfsperson». Stadgandet i art. 1384 i den franska Code civilom ansvar för »maltres et commettants» för skador vållade av deras »domestiqueset préposés» har stått som mönster för OR 55 (förutvarande OR 62). I principgäller också samma kriterier som i fransk rätt för avgörande av om »Geschäftsherr-Hilfsperson»-förhållande föreligger.12 Varje tillfälligt eller bestående förhållandemellan två personer, så beskaffat att det ger den ene rätt och möjlighet att ut-nyttja den andre för tillgodoseende av sina egna syften (»Zwecke») och attden förre därvid är överordnad den senare, konstituerar i princip ett dylikt för-hållande.13 Subordinationsförhållandet är liksom i fransk rätt det avgörandekriteriet. Detta sägs i doktrinen sammanhänga med att grunden till ansvaret väsent-ligen utgör antagandet, att principalen åsidosatt en aktsamhetsplikt, vilken fram-förallt består i en skyldighet att undervisa, kontrollera och övervaka den hananlitat att fullgöra uppgifter för sin egen räkning, och en dylik övervakning kankomma till stånd endast om ett faktiskt subordinationsförhållande föreligger.14

Det ankommer i enlighet härmed icke på arten av rättsförhållandet mellan prin-cipalen och medhjälparen, huruvida stadgandet kan tillämpas. I första handifrågakommer att tillämpa OR 55 vid tjänsteavtal, men även i uppdragsförhållan-den kan bestämmelsen bli tillämplig, om ett subordinationsförhållande faktisktråder. Kravet på subordination upprätthålls emellertid strängt, och vid t. ex.agenturförhållande eller arbetsbeting antages principalansvar i regel ej kunnainträda. Självständiga företagare faller utanför tillämpningsområdet. Så t. ex.kan — till skillnad mot vad som gäller enligt tysk rätt — den som anlitar enadvokat regelmässigt icke drabbas av principalansvar för skada som advokatenorsakar under uppdragets utförande. Likaledes saknas det erforderliga sub-ordinationsförhållandet mellan en byggherre och byggmästaren eller arkitekten.Detsamma gäller beträffande förhållandet mellan mäklare och kommissionär samtderas huvudmän, och i det inbördes förhållandet mellan delägare i handels-bolag och enkla bolag föreligger ej heller erforderlig subordination.15 Även iett tjänsteavtal kan det erforderliga subordinationsförhållandet saknas, om näm-ligen beroendeförhållandet mellan avtalsparterna är rent formellt. Det antagespå dessa grunder att vid s. k. »Freie Dienste» varom talas i OR 361 — dvs.då någon anlitar annan för utförande av uppgifter som förutsätter särskild ve-tenskaplig eller konstnärlig utbildning — principalansvar enligt OR 55 ickekan inträda. Härutinnan är man sålunda i schweizisk rätt mer restriktiv än t. ex.i fransk rätt.16 Som exempel på gränsfall, där det torde bli beroende på om-ständigheterna i det enskilda fallet huruvida erforderligt subordinationsför-hållande föreligger, kan nämnas att skada orsakas av s. k. hemarbetare ellerhandelsagenter (»Handelsvertreter») eller av (amatör-)idrottsmän som engagerasinom ramen för en affärsmässig verksamhet att göra en uppvisning o. s. v. Finnesprincipalansvar i hithörande fall kunna inträda, har dock domstolen att, vidbedömande av vilka krav som kan ställas på principalen, taga tillbörlig hänsyn

12 Oftinger II s. 100 och 131 not 152.13 Oftinger II s. 132.14 Oftinger ib.15 Oftinger II s. 135.16 Oftinger II s. 134 med not 163 och där anmärkta rättsfall.

53

till den relativa självständighet, med vilken den anlitade haft att fullgöra sittuppdrag. Spörsmålet blir aktuellt, när det gäller bedömningen av principalens»Entlastungsbeweis», d. v. s. bevisning om att han visat tillbörlig aktsamhet.17

Det är icke nödvändigt, att avtal föreligger mellan principalen och medhjälpa-ren eller att ett föreliggande avtal är giltigt. Även i rent familjerättsliga förhållan-den kan stadgandet bli tillämpligt, t. ex. då föräldrar använder sina barn attfullgöra uppgifter för deras räkning. Dock antages det, att en hustru icke kanvara »Hilfsperson» i förhållande till sin man, såvida hon icke direkt anställtsi hans verksamhet. Detta anses följa av den nutida uppfattningen om den äkten-skapliga gemenskapens väsen.18 Vad här i övrigt sagts om stadgandets tillämpningi förhållandet mellan familjemedlemmar innebär, att OR 55 och det tidigareberörda stadgandet i ZGB 333 kan bli på en gång tillämpliga. Konkurrens tordevara tillåten, och den skadelidande kan grunda sitt anspråk på vilketdera avstadgandena han finner förmånligast.

I förekommande gränsfall kan det vara av betydelse, huruvida uppdragsgivarenbesitter erforderliga kvalifikationer att utöva den ledning och uppsikt överarbetet som karakteriserar subordinationsförhållandet. Är fråga om uppgifter somkräver speciella kvalifikationer vilka huvudmannen själv ej besitter, kan dettabli ett indicium på att subordinationsförhållande icke föreligger. Inom ramenför ett bestående tjänsteavtal spelar synpunkten likväl icke någon roll, eftersomprincipalen i kraft av avtalet dock har rättsliga befogenheter att leda och över-vaka arbetet. Det är överhuvud fråga om ett subordinationsförhållande i allmänbemärkelse, och det förutsätts icke, att principalen skall ha rätt eller faktiskamöjligheter att övervaka medhjälparen i varje detalj.19

Liksom i fransk rätt anses subordinationsförhållande bestå även om principalenför utövande av övervakning och kontroll använder sig av medhjälpare, d. v. s.drifts- och arbetsledare. Man talar här om »Hierarchie von Unterordnungsverhält-nissen».20 Även dessa befattningshavare i högre ställning anses i princip såsom»Hilfspersonen» och kan ådraga principalen ansvar enligt OR 55. De kan där-emot icke själva drabbas av principalansvar. Någon motsvarighet till BGB § 831andra stycket finns ej.

Vid utlåning av arbetskraft gäller på samma sätt som i fransk och tysk rätt,att avgörande för vilkendera av arbetsgivarna som drabbas av ansvaret blir,vilken av dem som vid skadetillfället faktiskt ägde rätt och möjlighet att utövaarbetsledning och kontroll. Det torde emellertid icke vara uteslutet, att de bådabehandlas som Geschäftsherr och ådrager sig solidariskt ansvar.21

Arten av de uppgifter som anförtrotts medhjälparen är i princip utan betydelse.Det kan vara fråga om faktiskt handlande eller rättsligt. Även då medhjälparenhandlar i kraft av uttrycklig fullmakt kan principalansvar inträda. Det behövericke vara fråga om yrkesmässig eller över huvud affärsmässig (»geschäftlich»)verksamhet. Ansvar inträder även i rent privata förhållanden, t. ex. då skada upp-kommit under husligt arbete eller orsakats av någon som man anlitat för renaförströelseändamål.22 Huruvida betalning skall utgå för arbetet eller icke, saknarävenledes betydelse.23

Skadan skall ha orsakats av medhjälparen. Lagen föreskriver blott, att »die17 Se härom nedan s. 55 f.18 Oftinger II s. 138.19 Oftinger II s. 138 f.20 Oftinger II s. 139.21 Oftinger II s. 140 f.22 Oftinger ib.23 Oftinger II s. 134 f.

54

Hilfsperson» skall ha orsakat (»verursacht») skadan. Det förutsätts dock, atthandlandet varit rättsstridigt.24 Det skall ra. a. o. i objektiv mening föreligga en»unerlaubte Handlung». Det krävs däremot icke, att medhjälparens handlande —eller underlåtenhet — kan tillräknas honom såsom vållande (»Verschulden»).25

Härutinnan råder överensstämmelse med den tyska rätten (varemot i fransk rättvållande av medhjälparen är en förutsättning för ansvar). Att medhjälparen pågrund av omyndighet eller sinnessjukdom ej själv kan göras ansvarig för skadanhindrar således ej, att principalen ådrager sig ansvar. Föreligger vållande hosmedhjälparen, röner principalens ansvarighet icke i och för sig inverkan avhuruvida vållandet är grovt eller om medhjälparen t. o. m. handlat uppsåtligen.26

Däremot kan principalen erhålla jämkning av ansvaret enligt OR 43 under hän-synstagande till graden av vållande hos medhjälparen (jfr ovan s. 50). Fråganom medhjälparens vållande blir också av betydelse för principalens regressrätt(se härom i det följande). Indirekt kan spörsmålet också få betydelse för princi-palens möjligheter att föra »Entlastungsbeweis». Har medhjälparen förfarit grovtvårdslöst eller uppsåtligen, ligger det närmare till hands att antaga, att principalenicke brustit i sin aktsamhetsplikt.

Det bör i detta sammanhang anmärkas, att även anonymt orsakande avskada kan medföra ansvar för principalen. Att någon bestämd medhjälpare ickekan utpekas är icke av betydelse, därest det står klart att skadan måste haorsakats av någon av principalens »Hilfspersonen».27

Handlande i tjänsten. Ansvar inträder blott för skador som medhjälparna vållat»in Ausübung ihrer dienstlichen oder geschäftlichen Verrichtungen». Det krävs ettfunktionellt samband mellan den skadegörande handlingen och tjänste- eller upp-dragsförhållandet — eller rättare sagt de uppgifter för vilka medhjälparen an-litats. Handlingar som denne utför helt för egen räkning medför icke ansvar förprincipalen, även om de skett under arbetstid och också i övrigt står i orsaks-mässigt samband med tjänsten. Man talar i dylikt fall om handlingar »beiGelegenheit (i motsats till Ausübung) • der Verrichtungen» (jfr för denfranska rättens del uttrycket »å 1'occasion des functions»). I princip förutsätts,att medhjälparen vid skadetillfället var verksam för principalens räkning, mendet är icke nödvändigt, att själva den skadegörande handlingen utgjorde ett ledi sådan verksamhet. Så t. ex. har i praxis ansvar ålagts, då en arbetare genomrökning under arbetstid orsakat eldsvåda. Skada som vållas under arbetspauserhar däremot i regel icke medfört ansvar för arbetsgivaren.28 Kravet på funktio-nellt samband med tjänsten — som synes gå betydligt längre än i fransk rätt —medför vidare, att exempelvis stöld eller förfalskning som arbetstagaren begårunder sin tjänsteutövning åtminstone i vissa fall i praxis ansetts icke kunnaådraga principalen ansvarighet. Och givetvis inträder icke principalansvar förskador uppkomna under s. k. »Schwarzfahrten» med arbetsgivaren tillhörigtfordon.29

Att medhjälparen går utöver sina åligganden eller att han utför dessa på ettoriktigt sätt eller överskrider sina befogenheter innebär icke, att han ej anses hahandlat i tjänsten. Tvärtom är det just för dylika fall av felaktigt handlande frånmedhjälparens sida om principalansvaret har sin största praktiska betydelse.

24 Oftinger II s. 149.26 Oftinger II s. 147 f.28 Oftinger II s. 148. Kravet att handlingen skall ha skett i tjänsten medför dock begräns-

ningar i detta hänseende, se vidare i det följande.27 Oftinger II s. 142.28 Oftinger II s. 145 not 231.29 Oftinger II s. 145. Se vidare i not 231 anmärkta rättsfall.

55

Men sambandet mellan den skadegörande handlingen och principalens verk-samhet skall vara så beskaffat, att medhjälparens åtgöranden framstår som»das Geschäft des Geschäftsherrn», medhjälparens felaktiga handlande (»Ver-sagen») skall framstå som en brist i själva verksamheten (»Mangel des Betriebs»).30

Bevisbördan för att nu angivna ansvarighetsrekvisit är uppfyllda åvilar denskadelidande.

»Befreiungsgründe». Även om nu angivna förutsättningar är uppfyllda kanprincipalen undgå ansvar om han lyckas föra »Entlastungsbeweis» i något av deav lagen föreskrivna hänseendena.

Lagen nämner först det fallet att principalen visar att han iakttagit all efteromständigheterna påkallad aktsamhet till avvärjande av skada av ifrågavarande art.

I första hand gäller det för principalen att visa, att han icke brustit åt tillbörligaktsamhet genom underlåtenhet att vidtaga förebyggande åtgärder, t. ex. genomatt ge medhjälparen erforderliga anvisningar beträffande dennes åligganden. Meni praxis tillämpas OB 55 också i de likväl mera sällsynta fall, då principalen genomen positiv handling bidragit till skadan och hans handlande måste anses inne-fatta ett åsidosättande av erforderlig aktsamhet.31 Så kan vara fallet, då en ar-betsgivare organiserat verksamheten på ett icke ändamålsenligt sätt — t. ex.genom en felaktig kompetensfördelning, då materiel och verktyg som principalenställt till förfogande icke är beskaffade på lämpligt sätt eller då principalen an-litar en arbetare för uppgifter som denne uppenbarligen icke är vuxen eller för-anleder att en arbetare blir överansträngd. I flertalet hithörande fall torde emeller-tid principalen bli ansvarig på grund av eget vållande. Som tidigare nämnts äremellertid aktsamhetskravet i OB 55 strängare än enligt den allmänna culpa-regeln, och i vissa fall av medverkan genom positivt handlande från principalenssida kan således en tillämpning av OB 55 ifrågakomma, ehuru principalens hand-lande icke kan stämplas såsom vållande.32

Lagen förutsätter, att kraven kan variera från fall till fall —- principalen skallha iakttagit en »efter omständigheterna» påkallad aktsamhet. Att närmare ange,vilka omständigheter som kommer i betraktande, låter sig ej göra. Allmänt kansägas, att ju viktigare eller farligare de medhjälparen anförtrodda uppgifternaär, desto mer kräver man av principalen.33 I främsta rummet har principalenatt visa tillbörlig omsorg i tre hänseenden: ifråga om val av medhjälpare (cura ineligendo), i fråga om instruktion och undervisning av denne (cura in instruendo)samt beträffande övervakning av medhjälparen (cura in custodiendo). Det ärhärvid fråga om en rent objektiv bedömning. Subjektiva förhållanden på principa-lens sida kommer ej i betraktande. Icke heller är det tillfyllest, att principaleniakttagit vad som är allmänt brukligt i liknande fall eller att i offentligrättsligordning meddelade föreskrifter följts.34 I fråga om kravet på instruktion ochövervakning blir det helt beroende på arbetets art i det enskilda fallet ochmedhjälparens erfarenhet och kvalifikationer hur långt man skall sträcka sig,i vad mån skriftliga anvisningar varit erforderliga och fortgående övervakningvarit påkallad o. s. v.

I detta sammanhang bör anmärkas, att då en arbetsgivare för instruktion ochövervakning använder sig av medhjälpare, d. v. s. drifts- och arbetsledare, dessas(presumerade) försummelser i detta hänseende strikt tillräknas principalen.Denne går ej fri från ansvar genom att visa, att han själv iakttagit erforderlig

30 Oftinger II s. 146 f.31 Oftinger II s. 153 f.32 Oftinger II s. 156.33 Oftinger II s. 158.34 Oftinger II s. 164, jfr s. 46 f.

56

omsorg vid val, instruktion och övervakning av arbetsledaren. Han måste ävenvisa, att denne i sin tur visat tillbörlig aktsamhet i avseende å ledningen ochövervakningen av den underordnade arbetare som orsakat skadan. (Här möter detfrån tysk rätt kända problemet rörande »dezentralisierter Entlastungsbeweis»,som sålunda i schweizisk rätt synes ha fått en generell och entydig lösning.)35

Ehuru aktsamhetskravet sätts högt och principalen i princip skall visa att hani alla avseenden iakttagit tillbörlig omsorg, uppvisar praxis åtskilliga exempelpå att principalen gått fri från ansvar. Man håller trots allt kraven inom rimligagränser och räknar endast med åtgärder som principalen fornuftigtvis bort vid-taga (eller underlåta).36 Ur praxis må nämnas, att en lantbrukare som använten 13-åring som körkarl ej ansågs ha åsidosatt nödig aktsamhet genom att över-lämna en dylik syssla åt en så ung person (BGE 55 II 434). Och i ett fall gicken målarmästare fri från ansvar för brandskada, som en av hans medhjälpareorsakat under det han var sysselsatt med att avlägsna gammal färg med blås-lampa. Det rörde sig om en erfaren arbetare och en »anspruchlose Aufgabe»(BGE 80 II 251 ).3'

I andra hand kan principalen undgå ansvar, om han visar att den bristandeaktsamhet han må ha ådagalagt likväl icke stått i orsaksmässigt samband med ska-dan, d. v. s. att skadan skulle ha inträffat, även om han iakttagit erforderlig om-sorg. Som exempel på fall då motbevisning i detta hänseende kan få betydelse kannämnas, att principalen anlitat en alltför ung person att föra ett fordon ochföraren vållat en skada. Även om principalen ej kan göra gällande, att han visat»cura in eligendo» kan han gå fri från ansvar, om han kan visa att olyckanmed säkerhet skulle ha inträffat även därest han anlitat en äldre och erfarenperson såsom förare. Däremot är det icke tillfyllest, att principalen påvisar attskadan skulle ha inträffat av honom ovidkommande orsaker. Man rör sig s. a. s.endast inom ramen för det förutsatta orsakssammanhanget mellan medhjälparenshandlande och skadan.38

Regressrätt. I OR 55 andra stycket upptages en regressbestämmelse, enligtvilken principalen har full regressrätt mot medhjälparen, därest denne själv äransvarig för skadan (»Schadenersatzpflichtig»). För att regressrätt skall kunnautövas förutsätts m. a. o., att medhjälparens handlande kan tillräknas honom så-som vållande och att han kan göras ansvarig enligt den allmänna culparegelni OR 41. Regressrätten anses ha karaktären av subrogationsrätt,39 vilket sannoliktinnebär, att medhjälparen kan komma i åtnjutande av reduktion av skadeståndetenligt OR 43 i samma utsträckning som han kunnat få en dylik nedsättning iförhållande till den skadelidande. Givetvis kan medhjälparen åberopa eget vål-lande hos principalen och därigenom helt eller delvis undgå regressansvar menhan måste själv styrka vållande. I dylikt fall blir den allmänna fördelningsregelni OR 50 andra stycket tillämplig.

35 Oftinger II s. 158 f med not 303. Jfr ovan s. 23 f.36 Oftinger II s. 156 och i not 288 angivna rättsfall.37 Rättsfallen återgivna av Oftinger II s. 167 och 170.38 Oftinger II s. 175. — Oftinger kritiserar den ifrågavarande bestämmelsen, som han icke

anser ha något utrymme vid sidan av den första »Befreiungsgrund». Stadgandet synes emellertidha sin väsentliga betydelse i processuellt hänseende, i det att bevisbördan för kausalsamman-hanget mellan skadan och (det presumerade) vållandet på principalens sida, som utgör grundenför hans ansvarighet, genom stadgandet överflyttas på principalen. Att i materiellt hänseendeett orsakssammanhang skall föreligga för att ansvar skall inträda förutsätter även Oftinger, menhan behandlar denna fråga i samband med den första »Befreiungsgrund» utan att beröra detrent processuella bevisbördeproblemet, se s. 158.

39 Oftinger II s. 177.

57

Skador som arbetstagare vållar varandraOR 55 är i princip tillämplig även i avseende å skada som drabbar principa-lens egna arbetstagare. Arbetsgivarens ansvarighet i dessa fall är emellertid un-derkastad väsentliga begränsningar i kraft av den schweiziska »Kranken- undUnfallversicherungsgesetz» av år 1911, KUVG, vilken närmast motsvarar våryrkesskadeförsäkring och ålägger arbetsgivare inom vissa verksamhetsområdenobligatorisk försäkringsplikt beträffande olycksfall i arbete och vissa yrkes-sjukdomar. Lagen reglerar även viss frivillig olycksfallsförsäkring. Enligt KUVGart. 129 andra stycket kan en skadelidande arbetstagare som äger rätt till för-säkringsersättning —• vid dödsfall dennes anhöriga — väcka talan mot arbets-givaren om supplerande ersättning enligt skadeståndsrättsliga regler endast omarbetsgivaren själv vållat skadan uppsåtligen eller av grov vårdslöshet. Vållandehos arbetstagare tillräknas icke arbetsgivaren; denne skall personligen — närdet gäller juridiska personer befattningshavare som intager organställning — hahandlat uppsåtligen eller grovt vårdslöst. Bevisbördan härutinnan åvilar denskadelidande arbetstagaren; regeln i OR 55 om omkastad bevisbörda gäller ej.Begränsningen av arbetsgivaransvaret gäller endast sådan skada som omfattasav KUVGs ersättningsbestämmelser, vilket främst innebär att den skadelidandesanspråk på »Genugtuung» för icke-ekonomisk skada följer allmänna regler. Härkan alltså arbetsgivaren ådraga sig ansvar enligt OR 55. Arbetsgivaren är skyddadenligt berörda regler även då han är ansvarig för skadan på objektiv grund enligtspeciallagstiftning om »Gefährdungshaftung». Arbetsgivaren åtnjuter slutligenskydd enligt enahanda regler jämväl mot regressanspråk från försäkrings-anstalten (som eljest i princip har full regressrätt mot den som svarar för skadan;beträffande arbetstagares ansvarighet i hithörande fall, se nedan under 5).

En förutsättning för att arbetsgivaren skall komma i åtnjutande av dessa be-gränsningar i ansvarigheten är, att han till fullo eller, vid frivillig olycksfalls-försäkring, till minst hälften erlagt premierna för försäkringen.

Förhållandet till inomobligatoriskt skadeståndsansvarFör kontraktsförhållanden stadgas i OR 101 ett i princip oinskränkt principal-ansvar. En kontraktspart svarar sålunda gentemot sin medpart för skador somorsakas av medhjälpare vilka han anlitar vid uppfyllande av kontraktet eller vidutövande av sina kontraktsenliga befogenheter. Ansvar antages inträda även försjälvständiga medhjälpare.40 Principalen kan ej undgå ansvar genom att föra»Entlastungsbeweis». I princip förutsätts culpa hos medhjälparen. Principalensvarar för varje handlande av medhjälparen, som skolat ådraga honom ansvarighet— enligt de allmänna kontraktsrättsliga ansvarsreglerna i OR 97 ff — därest hansjälv utfört handlingen.41

Det kontraktsrättsliga principalansvaret har i schweizisk rätt ett mera be-gränsat tillämpningsområde i gränsområdet till utomobligatoriska förhållandenän i tysk rätt. Sålunda antages kontraktsregler bli tillämpliga vid åsidosättande avbiförpliktelse endast om det råder ett närmare samband mellan huvudförpliktelsenoch skadan.42 Kontraktsanalogier av den typ som både i svensk och tysk rätt(»faktische Vertragsverhältnisse») utnyttjats för att utvidga området för inom-obligatoriskt principalansvar synes icke ifrågakomma. Icke heller tillämpas inom-obligatoriska regler vid culpa in contrahendo.

40 Bengtsson I s. 72 och i not 2 gjorda hänvisningar.41 Oftinger II s. 112 och särsk. not 71.42 Bengtsson I s. 75.

58

I princip anses inom det kontraktsrättsliga området råda konkurrens mellaninom- och utomobligatoriska ansvarsregler.43 En tillämpning av utomobligatoriskaregler anses utesluten blott om det är uppenbart att lagstiftaren avsett att dekontraktsrättsliga reglerna skall vara exklusivt tillämpliga. I praxis föreliggerockså exempel på att man i kontraktsförhållanden tillämpat OR 55.44

Läget i Schweiz synes sålunda vara ungefärligen detsamma som i Frankrike,såvitt gäller frågan om förhållandet mellan kontraktsrättsligt och utomobliga-toriskt principalansvar. Att man icke känt större behov av att, på sätt somskett i Tyskland, utvidga området för det inomobligatoriska ansvaret, torde främstsammanhänga med att OR 55 i allmänhet erbjuder den skadelidande minst likastora fördelar som de kontraktsrättsliga reglerna.45

Passiv identifikationSchweizisk rätt erkänner passiv identifikation i samma omfattning som aktividentifikation. Det innebär, att en skadelidande »Geschäftsherr» genom analogisktillämpning av OR 55 får tåla jämkning av sin rätt till skadestånd av en skade-vållande tredje man, därest någon hans medhjälpare, för vars skadegörandehandlingar han svarar jämlikt nämnda lagrum, medverkat till skadan genomrättsstridigt handlande i tjänsten. Den skadelidande principalen underkastaspresumtionsregeln i OR 55 och kan undgå jämkning av skadeståndet endast ge-nom att föra »Entlastungsbeweis» i de hänseenden som angives i lagrummet.46

Intager den skadevållande medhjälparen ställning av organ föreligger däremotingen exculpationsmöjlighet. Reglerna om ansvar för organ i ZGB 55 resp. special-bestämmelserna i OR för vissa juridiska personer (se härom nedan under 3)vinner analogisk tillämpning.

3. OrganansvarDen schweiziska rätten hyllar liksom tysk och fransk rätt organteorien. EnligtZGB 55 förpliktar en juridisk persons organ omedelbart den juridiska personenicke blott genom rättshandlingar utan också genom faktiskt handlande. Dettainnebär i skadeståndsrättsligt hänseende, att den juridiska personen blir direktansvarig för skada som vållas av befattningshavare i organställning och för vilkendenne själv är ansvarig, under förutsättning att vederbörande handlar inom ramenför sin organställning, i tjänsten. Uttryckliga skadeståndsregler av denna inne-börd finns i de delar av OR som reglerar associationsrätten, t. ex. OR 718 tredjestycket beträffande »Aktiengesellschaft», OR 814 fjärde stycket för »Gesellschaftmit beschränkter Haftung», OR 899 tredje stycket för »Genossenschaft» och OR563 tredje stycket för »Kollektiv- und Kommanditgesellschaft».

I dessa specialbestämmelser talas om skada som vållas (»aus unerlaubtenHandlungen») av »eine zur Geschäftsführung oder zur Vertretung befugte Personin Ausübung ihrer geschäftlichen Verrichtungen». Såsom organ uppfattas i förstahand den som enligt lag, statuter eller därpå grundade reglementen har att upp-fylla »Korporative oder stiftungsmässige Aufgaben», men envar sonl rent faktisktutför dylika uppgifter anses intaga organställning.47 Det skall dock vara frågaom mera generella befogenheter att företräda den juridiska personen och handla

43 Oftinger I s. 433 ff, Bengtsson I s. 77 ff.44 Bengtsson I s. 77 och det i not 7 anmärkta rättsfallet BGE 26 II 106.45 Bengtsson I s. 75.46 Of t inger I s. 142 f.47 Oftinger II s. 104 f.

59

för dennas räkning. Att någon erhållit fullmakt att företräda denna inom blottett starkt begränsat verksamhetsområde är icke tillfyllest.48 Reglerna om organ-ansvar äger i princip tillämpning jämväl inom det offentligrättsliga området.Härvid blir de förvaltningsrättsliga organisationsreglerna avgörande för bestäm-mande av vilka personer som faller inom kretsen av »organ».

För att en befattningshavare skall anses som organ är ej nödvändigt, att hantillhör den högsta ledningen och deltar i den juridiska personens »innereWillensbildung». Även »Geschäftsführer» av olika slag har i praxis räknats hit.49

Den som är att anse som organ kan icke samtidigt vara »Hilfsperson» i denmeningen att ansvar för den juridiska personen alternativt kan göras gällandeenligt regeln om principalansvar i OR 55.50

För att ansvar för den juridiska personen skall inträda fordras, att vederböran-des handlande kan tillräknas honom som vållande och att han sålunda person-ligen kan göras ansvarig för skadan.51 Härutinnan föreligger en skillnad i för-hållande till principalansvaret enligt OR 55, som blott förutsätter objektivt rätts-stridigt handlande hos medhjälparen (»Hilfsperson»).

Kravet att befattningshavaren skall ha handlat i tjänsten har i princip sammainnebörd som motsvarande rekvisit då det gäller principalansvar enligt OR 55.52

Har befattningshavare i organställning vållat skada i tjänsten, är han person-ligen ansvarig för skadan och häftar solidariskt med den juridiska personen(ZGB 55 tredje stycket). Den juridiska personen antages ha full regressrätt motden skadevållande.53

Om skada orsakats gemensamt av organ och »Hilfsperson», anses OR 55 ex-klusivt tillämplig och konkurrens mellan detta lagrum och OR 41 icke kunnaifrågakomma. OR 55 betraktas som lex specialis i förhållande till den allmännaculparegeln.54 Den juridiska personens eget vållande — genom dess organ •—blir blott att beakta inom ramen för OR 55, d. v. s. som »Zusätzliches Verschulden».Den praktiska betydelsen av att anse konkurrens utesluten i hithörande fallskulle bl. a. kunna ligga däri, att vid en eventuell tillämpning av den allmännajämkningsregeln i OR 43 hänsyn inte kan tagas till graden av vållande hosorganmedlemmen. Det har dock icke påträffats belägg för att detta skulle vararättspraxis ståndpunkt.

4. Statens skadeståndsansvar

De privaträttsliga skadeståndsreglerna kan i princip tillämpas även då detgäller det allmännas skadeståndsansvar. Detta gäller dock endast, såvitt frågaär om av staten (kanton, kommun) bedriven verksamhet som är att jämställamed enskild verksamhet (»gewerbliche Verrichtung»). I dylik verksamhet ådragersig det allmänna sålunda principalansvar enligt OR 55. Då fråga är om myndig-

48 Oftinger II s. 105.49 Såsom organ har i praxis anset ts t. ex. kassör och bokhållare i en mindre bank (BGE 44 II

136/37), flyglärare i en segelflygskola, tillhörig en förening (SJZ 51 , 143) och i e t t fall t. o . m .chefsmontören vid e t t elektricitetsverk (BGE 59 II 431; jfr dock BGE 49 II 94 och BGE 20, 1124som gällde chefsmaskinisten i e t t ångfartygsrederi) . Däremot har t. ex. en verkmäs ta re (»Werk-führer») vid en fabrik icke anset ts intaga organställning (BGE 56 II 34). — Jfr Oftinger II s. 105.

50 Oftinger II s. 104.51 Oftinger II s. 108.52 Oftinger II s. 107 f.53 Oftinger II s. 108.54 Oftinger II s. 109.

60

hetsutövning •— »hoheitliche Befugnisse» -— regleras frågan om statens ansvarav offentligrättsliga regler. Den grundläggande principen är, att det allmännaådrager sig ansvar för skador som uppkommit vid offentligrättslig myndighetsut-övning endast om och i den mån ansvar kan grundas på skriven lag eller sed-vanerättsliga normer i edsförbunds- eller kantonalrätten.55

Såvitt gäller statlig verksamhet, d. v. s. verksamhet som utövas av edsförbundetsom sådant, gäller sedan 1958 en särskild lag om edsförbundets ansvarighet förskada uppkommen under myndighetsutövning.56 Enligt denna lag svarar eds-förbundet (staten) gentemot skadelidande tredje man för skador som tjänste-männen orsakar i tjänsten, med motsvarande ansvarsbefrielse för den enskildeärhbets- eller tjänstemannen (se nedan under 5). Statens ansvar omfattar varjeskada som rättsstridigt tillfogas annan, vare sig vållande kan läggas tjänstemannentill last eller ej. Specialbestämmelser om statsansvar inom särskilda verksamhets-områden tar emellertid över de generella reglerna. Så t. ex. gäller för skador upp-komna i militär verksamhet speciella bestämmelser i kraft av »Militärorganisationder schweizerischen Eidgenossenschaft» (MO).57

De kantonala reglerna rörande kantonernas ansvarighet varierar från be-stämmelser om generellt »statsansvar» till regler som helt befriar kantonen frånallt ansvar för skada uppkommen under myndighetsutövning.58 Om och i denmån kantonen icke genom uttryckliga regler påtagit sig ansvarighet, har denskadelidande att hålla sig till den skadevållande ämbets- eller tjänstemannen per-sonligen, vilkens ansvarighet regleras av allmänna regler. Enligt OR 61 kanemellertid tjänstemännens personliga ansvarighet genom kantonal lagstiftninggöras till föremål för specialreglering som avviker från de privaträttsliga skade-ståndsreglerna.59 Möjligheterna att införa dylika specialbestämmelser består obe-roende av om kantonen själv påtagit sig ansvar eller ej.

I statlig eller kantonal (kommunal) verksamhet, som är att jämställa med en-skild verksamhet, är som nämnts det allmänna omedelbart underkastat de privat-rättsliga skadeståndsreglerna. I OR 61 andra stycket stadgas uttryckligen, atttjänstemännens personliga ansvarighet för skador som de orsakar i dylik verk-samhet icke kan inskränkas genom kantonal lagstiftning, och stadgandet ansesanalogiskt tillämpligt beträffande det allmännas eget ansvar, exempelvis principal-ansvaret enligt OR 55, som således icke kan inskränkas genom dylik lagstiftning.60

Gränsdragningen mellan myndighetsutövning och »privaträttslig» verksamhetsynes icke ge upphov till problem i praxis. Området för myndighetsutövningförefaller jämförelsevis vidsträckt. Nämnas må, att verksamheten vid allmäntsjukhus ansetts hänförlig till »hoheitliche Befugnisse» liksom gatubyggnad ochgatuunderhåll samt brandväsen.61 Detsamma gäller det allmänna skolväsendet.Till privaträttslig verksamhet har å andra sidan hänförts driften av gas-, elektrici-tets- och vattenverk. Äldre praxis har beträffande dylik »blandad verksamhet»varit vacklande, men tendensen har gått i riktning mot att vidga området för»gewerbliche Verrichtung».62 Bestämmande för gränsdragningen är i första

55 Oftinger II s. 117.5 6 »Bundesgesetz über die Verantwort l ichkei t des Bundes sowie seiner Behördenmitgl ieder

und Beamten vom 14. März 1958.»57 Oftinger II s. 118.58 Oftinger II s. 119 f.59 I kantonen Zürich t. ex. har genom lagstiftning den enskilde t jänstemannens ansvarighet

inskränkts, så a t t han svarar endast för uppsåt och grov culpa. Se härom Oftinger II s. 127.60 Oftinger II s. 121.61 Se av Oftinger II s. 129 f anmärkta rättsfall.62 Oftinger II s. 124.

GI

hand verksamhetens art och ändamål och icke under vilka former den bedrivs. Attavgifter upptages för nyttjande av allmän inrättning medför sålunda icke i ochför sig, att verksamheten blir att hänföra till »gewerbliche Verrichtung». Å andrasidan blir verksamheten vid ett statligt affärsföretag icke att räkna till myndig-hetsutövning enbart därför att företaget organiseras och drivs enligt förvaltnings-rättsliga grundsatser.63 Om myndighetsutövning anförtros ett enskilt rättssubjekt,blir verksamheten underkastad offentligrättsliga regler. Bestämmelserna i 1958års lag har i dylikt fall i praxis ansetts omedelbart tillämpliga på det enskildaorganet. Staten (edsförbundet) häftar blott subsidiärt för den händelse ersättninginte står att få hos det enskilda företaget eller organet.64 Finnes en verksamhet varaatt hänföra till offentlig myndighetsutövning, spelar det i överensstämmelse här-med inte heller någon roll, huruvida i det särskilda fallet den skadevållande ärtjänsteman eller kontraktsanställd. Tilläggas må, att den osäkerhet för allmän-heten, som följt av de varierande ansvarsreglerna i skilda kantoner beträffandeskador vilka uppkommer under myndighetsutövning, lett till att man i praxis istörsta möjliga omfattning utsträckt tillämpningsområdet för reglerna om »Werk-haftung» i OR 58 och därunder inrymt även anläggningar som nyttjas för ute-slutande allmänna (»öffentliche») ändamål, t. ex. gator och vägar.65

5. Arbetstagares skadeståndsansvar

Icke heller i schweizisk rätt finns några generella bestämmelser om arbetstagaresskadeståndsansvar. Behovet av dylika regler är också mindre framträdande än imånga andra rättssystem, eftersom de allmänna jämkningsreglerna i OR 43 och 44andra stycket lämnar utrymme för hänsynstagande till omständigheterna i detenskilda fallet vid bestämmande av det personliga skadeståndsansvarets omfatt-ning. I första hand synes graden av vållande beaktas som grund för en lindring avansvaret, men som tidigare nämnts tar domstolarna även hänsyn till den skade-vållandes och den skadelidandes ekonomiska och sociala förhållanden.66 Inomdenna ram synes den omständigheten att skadan vållats av en arbetstagare i tjäns-ten kunna vinna beaktande. I litteraturen har dock icke påträffats belägg för attsådana omständigheter uttryckligen åberopats av domstolarna.

I de tidigare berörda fall då arbetstagare vållar varandra skador åtnjuter denskadevållande arbetstagaren ett vittgående skydd mot personligt skadeståndsansvar.Vid olycksfall i arbete som ger rätt till ersättning enligt KUVG och som vållatsav arbetstagare (»Angestellte oder Arbeiter») hos den skadades arbetsgivare kanskadeståndsanspråk riktas mot den skadevållande endast om denne handlat upp-såtligen eller grovt vårdslöst (KUVG art. 129). Motsvarande gäller med avseende åförsäkringsanstalternas regressrätt gentemot den skadevållande. Arbetstagare åt-njuter sålunda här samma skydd som arbetsgivaren. En förutsättning är dockäven i hithörande fall, att arbetsgivaren fullgjort premiebetalningen för olycks-fallsförsäkringen (jfr ovan s. 57). Anspråk på ersättning (»Genugtuung») förideell skada är ej underkastat i KUVG föreskrivna ansvarsbegränsningar. Det-samma gäller givetvis också beträffande egendomsskada.

Slutligen må erinras, att 1958 års tidigare berörda lagstiftning om ansvar föredsförbundet för skada som orsakas i statlig verksamhet innebär, att ämbets- ochtjänstemännens personliga skadeståndsansvar helt bortfaller i samma mån som

63 Oftinger II s. 123.64 Oftinger II ib.65 Oftinger II s. 124 f.66 Se ovan s. 50 och not 2.

62

staten är ansvarig gentemot den skadelidande. Detta gäller icke blott beträffandeskador uppkomna under myndighetsutövning, för vilka staten svarar direktenligt 1958 års lag, utan jämväl i fråga om skador uppkomna »in gewerblicherVerrichtung», för vilka staten svarar enligt privaträttsliga regler (Art. 11 andrastycket i 1958 års lag).67 Även i vissa kantoner gäller regler om begränsning avde enskilda tjänstemännens personliga ansvarighet, men dylika bestämmelser kanpå grund av stadgandet i OR 61 andra stycket endast ha avseende å skador upp-komna under myndighetsutövning (jfr ovan s. 60).

87 Oftinger II s. 178.

BILAG 2

Justitsministeriets skrivelse af 24. oktober 1960 til assurandørsocietetet.(jr. nr. L A 210/59, brev nr. 956.)

Justitsministeriets udvalg om arbejdsgiveresansvar for ansattes skadegørende handlingerm. v. har i september d. å. afholdt møde i Stock-holm med de tilsvarende udvalg fra de øvrigenordiske lande.

På mødet blev det bl. a. vedtaget, at de re-spektive udvalg inden næste møde, som agtesafholdt i februar 1961, skulle søge forskelligeforsikringsmæssige forhold oplyst. I den anled-ning skal justitsministeriet anmode Assurandør-Societetet om så vidt muligt at besvare følgendespørgsmål:

1) Der ønskes oplysning om de for tiden gæl-dende præmietariffer for privatansvarsfor-sikring, erhvervsansvarsforsikring og lov-pligtig ulykkesforsikring i henhold til lov-bekendtgørelse nr. 142 af 8. maj 1959.

2) Ville det efter Societetets skøn medføre æn-dringer i præmieberegningen for erhvervs-ansvarsforsikringen eller den lovpligtigeulykkesforsikring, dersom

a) arbejdsgiveres regreskrav mod de ansatte ihenhold til Danske Lov 3—19—2 ændredes,således at domstolene fik hjemmel til atlempe de ansattes regrespligt i tilfælde af, atdisse har forvoldt skaden ved uagtsomhed?eller

b) ulykkesforsikringens regresret mod arbejds-giveren personligt eller dennes ansvarsfor-sikrer lempedes i overensstemmelse med reg-lerne og praksis gældende efter forsikrings-aftalelovens § 18, jfr. § 20 eller § 25?

3) Kan der udtales noget skøn over, hvor ud-bredt privatansvarsforsikringer og erhvervs-ansvarsforsikringer er? Kan der med hen-syn til privatansvarsforsikringen gives oplys-ning om, hvor mange forsikringer der fortiden er tegnet i samtlige selskaber?

Om muligt anmoder man om at få tilstillet eteksemplar af normalvilkårene for privatansvars-forsikring og erhvervsansvarsforsikring.

656

BILAG 3

Assurandør-Societetets skrivelse af 22. februar 1961 til justitsministeriet.

Komité-sag nr. 1274. — Deres j. nr. L.A. 210/59. Brev.nr. 956.

Under henvisning til lovkontorets ovennævn-te skrivelse af 24. oktober I960 skal man efterat have forelagt de deri rejste spørgsmål for etflertal af de i brancherne ansvars- og lovpligtigulykkesforsikring interesserede selskaber udtalefølgende:

ad spm. 1:Der findes ikke for tiden nogen fællestarif

for erhvervsansvarsforsikring. Vedrørende lov-pligtig ulykkesforsikring og privatansvarsforsik-ring henvises til vedlagte eksemplarer af fælles-tariffer for Dansk Ulykkesforsikrings Foreningsmedlemmer.

ad spm. 2 a:En hjemmel for domstolene til at lempe de

ansattes regrespligt i tilfælde, hvor disse harforvoldt skaden ved uagtsomhed, vil næppemedføre ændringer i præmieberegningen for er-hvervsansvarsforsikringerne eller for de lovplig-tige ulykkesforsikringer.

ad spm. 2 b:En lempelse af ulykkesforsikringens regresret

mod arbejdsgiveren eller dennes ansvarsforsik-rer vil, i det omfang dette vil medføre en størreskadesbelastning for den lovpligtige ulykkesfor-sikring, føre til en stigning i præmierne fordenne branche og en tilsvarende nedgang i præ-mierne for erhvervsansvarsforsikringerne; dervil således på langt sigt ikke ske nogen ændringi de samlede præmiebeløb, som vil blive pålig-net arbejdsgiverne, der betaler præmierne for denævnte to kategorier af forsikringer.

Man vil dog i denne forbindelse ikke undladeat gøre ministeriet bekendt med, at der undersagens behandling fra enkelte sider er blevet ad-varet mod en ændring af den i henhold til ulyk-kesforsikringslovens § 4 gældende praksis. Deter herved fremhævet, at den lovpligtige ulykkes-forsikrings formål er at dække ulykkestilfælde,der skyldes »arbejdet eller de forhold, hvorun-der dette foregår«, hvorfor det ville stride modsåvel historiske som sociale forudsætninger, hvisden lovpligtige ulykkesforsikring kommer til atdække mere end den risiko, hvilket vil ske, så-fremt regresretten mod trediemand afskæres, ogat korrelatet til arbejdsgiverens naturlige hæftel-se for arbejdets risiko må være, at udefra betin-gede risikomomenter i forbindelse med tredie-mands ansvar ikke kommer til at belaste ulyk-kesforsikringen, hvortil arbejdsgivernes udgifterigennem en årrække har været genstand for sto-re og tyngende stigninger.

ad spm. 3:Man tillader sig at henvise til forsikringsrå-

dets seneste beretning for året 1958, p. 22, hvor-af det fremgår, at der her i landet ultimo 1958var løbende cirka 1,6 millioner ansvarsforsikrin-ger. Det tilføjes, at der ikke er mulighed for atdele nævnte tal op på de enkelte kategorier afansvarsforsikringer.

Der findes ikke normalvilkår for privatan-svars- og erhvervsansvarsforsikring, men i prak-sis frembyder selskabernes policevilkår kun min-dre afvigelser indbyrdes. Man vedlægger tilorientering nogle forskellige policeeksemplarer,som formentlig kan anses typiske for de to bran-cher.

66

BILAG 4

Udvalgets skrivelse af 11. april 1962 til Dansk Arbejdsgiverforening, V. Yoldgade 113,København V., Sammenslutningen af landbrugets arbejdsgiverforeninger ved formanden,hr. godsejer A. U. Juni, Bjørnholm pr. Trustrup, og Landsorganisationen i Danmark,

De samvirkende fagforbund, Rosenørns Allé 14, København V.

Justitsministeriet har nedsat et udvalg til over-vejelse af bl. a. spørgsmålet om arbejdsgivereserstatningsansvar for ansattes skadegørendehandlinger (husbondansvaret) og lempelse aferstatningsansvaret for personer, der volder ska-de i andres tjeneste. Udvalget samarbejder medtilsvarende udvalg, der er nedsat i de øvrigenordiske lande, med henblik på, hvorvidt ens-artet nordisk lovgivning kan opnås på området.

Til brug for sine overvejelser vedrørende detanførte emne tillader man sig at bede om en ud-talelse fra landsorganisationen til følgendespørgsmål:

1. Hvorvidt og i hvilket omfang gennemførerarbejdsgiverne i praksis erstatningskrav modansatte, dels for skade, der voldes andre (ogsom arbejdsgiveren erstatter), dels for ska-de, den ansatte volder arbejdsgiveren (di-rekte) ?

2. I bekræftende fald, hvilke synspunkter læg-ges til grund ved afgørelsen af, om krav kan

rejses, og hvilken økonomisk eller anden be-tydning har disse krav i praksis?

3. Hvilken vurdering anlægges med hensyn tilspørgsmålet om en eventuel lempelse i reg-lerne for de ansattes erstatningsansvar?

Udvalget har ved brev af 11. april d. å. an-modet Arbejdsgiverforeningen om en udtalelsetil følgende spørgsmål:

1) Hvorvidt og i hvilket omfang gennemførerarbejdsgiverne i praksis erstatningskrav modansatte, dels for skade, der voldes andre (ogsom arbejdsgiveren erstatter), dels for ska-de, den ansatte volder arbejdsgiveren (di-rekte) ?

2) I bekræftende fald hvilke synspunkter læg-ges til grund ved afgørelsen af, om krav rej-ses, og hvilken økonomisk eller anden be-tydning har disse krav i praksis?

3) Hvilken vurdering anlægges med hensyn ti]spørgsmålet om en eventuel lempelse i reg-lerne for de ansattes erstatningsansvar?

676*

BILAG 5

Dansk Arbejdsgiverforenings skrivelse af 22. november 1962 til udvalget.

Således foranlediget har vi foretaget en rund-spørge til en række af vore større medlemsor-ganisationer, og vi skal på grundlag af det herfremkomne materiale udtale følgende:

ad 1. Det kan konstateres, at erstatnings- ellerregreskrav som det omtalte af større økonomiskrækkevidde formentlig kun rejses i et fåtal aftilfælde. Der er derimod næppe tvivl om, at er-statningsansvar for mindre skader i det dagligegøres gældende i et ret stort antal tilfælde, udenat det bliver nødvendigt at føre disse krav fremved retlige intanser. Sådanne krav tillægges storbetydning, således f. eks. inden for transport-fagene og forskellige håndværksfag, hvor hånd-værktøj anvendes, idet man ofte kræver erstat-ning for beskadigede eller mistede varer og formistet værktøj. Erstatningskrav eller regreskravrejses i visse tilfælde på grundlag af direkte be-stemmelser om erstatningspligt i de kollektiveoverenskomster, men normalt på grundlag afden almindelige erstatningsregel. Det kan i øv-rigt anføres, at sådanne erstatningskrav som of-test er relativt små, ligesom det kan anføres, atde oftest afgøres ved modregning i løn, even-tuelt efter behandling ad normal fagretslig vej.Det kan tilføjes, at der oftere rejses krav om er-statning på grundlag af direkte skadeforvoldelseend regreskrav.

ad 2. Når arbejdsgiveren gør erstatnings- el-ler regreskrav gældende over for den ansatte fordennes skadegørende handlinger, synes kriterietfor, om sådanne krav rejses, overvejende at væ-re, hvorvidt der er tale om forsætlige eller groft

uagtsomme handlinger, medens handlinger, deralene er forvoldt ved simpel uagtsomhed, sjæl-dent danner grundlag for rejsningen af erstat-ningskrav. I denne forbindelse må det imidler-tid også konstateres, at arbejdsgiveren ikke sjæl-dent undlader at rejse krav over for den ansatte,selv om sådanne krav egentlig måtte findes be-rettigede, ud fra den betragtning, at kravene eruerholdelige på grund af den ansattes økonomi-ske evne.

Selv om det kan konstateres, at vore medlem-mer ikke tillægger krav af omhandlede art størreøkonomisk betydning for virksomhederne, til-lægger man sådanne krav en væsentlig præven-tiv og pædagogisk betydning, et synspunkt, somArbejdsgiverforeningen for sit vedkommendefuldt ud deler. Man kan endvidere ikke bortsefra, at der kan opstå situationer, hvor sådannekrav også kan have egentlig økonomisk værdi.

ad 3. Som ovenfor anført tillægger vi de en-kelte erstatningssager stor præventiv værdi, ogdette synspunkt gælder også den blotte mulig-hed for at rejse krav af denne art, hvorfor vi månære frygt for, at en eventuel lempelse i nugæl-dende regler vil kunne føre til uheldige resul-tater.

Under hensyn til det ovenfor anførte skal visluttelig bemærke, at det er vor opfattelse, at dei dansk ret gældende regler for ansattes erstat-ningsansvar for skadevoldende handlinger harvirket og stadig virker tilfredsstillende, og udenat der igennem disse regler påføres de ansatteunødige økonomiske byrder, hvorfor en lempel-se af retsstillingen forekommer os upåkrævet.

68

BILAG 6

Danmarks Rederiforenings skrivelse af 28. december 1962 til udvalget.

grove, uagtsomme handlinger. De fleste af dis-For så vidt angår de af udvalget rejste spørgs- se tilfælde drejer sig om rømninger eller agter-

mål 1 og 2 er stillingen inden for skibsfarten udsejlinger (udeblivelser),den, at erstatningsansvar mod ansatte for skade, Med hensyn til spørgsmål 3 kan Rederifore-der forvoldes andre, gennemføres yderst sjæl- ningen henholde sig til Dansk Arbejdsgiverfore-dent, og for skade, den ansatte volder rederiet, nings svar, som fuldt ud dækker vore synspunk -gennemføres erstatningskrav kun, når der fore- ter.ligger utvivlsomme tilfælde af forsætlige eller

69

BILAG 7

Sammenslutningen af landbrugets arbejdsgiverforeningers skrivelse af 11. januar 1963til justitsministeriet.

Med skrivelse af 11. april har det høje mini-sterium anmodet sammenslutningen om en ud-talelse til følgende spørgsmål:

1. Hvorvidt og i hvilket omfang gennemførerarbejdsgiverne i praksis erstatningskrav modden ansatte dels for skade, der voldes andre,dels for skade den ansatte volder arbejds-giveren.

2. I bekræftende fald hvilke synspunkter læg-ges til grund ved afgørelsen af om krav rej-ses, og hvilken økonomisk eller anden betyd-ning har disse krav i praksis.

3. Hvilken vurdering anlægges med hensyn tilspørgsmålet om en eventuel lempelse i reg-lerne for de ansattes erstatningsansvar.

I den anledning skal vi fremkomme med føl-gende udtalelse: Så vidt vi har kunnet undersøgesagen foreligger der ikke nogen omfattende rets-praksis på dette område, og det vi i det efter-følgende må svare beror derfor i det væsentligepå praktisk anvendelse ude omkring i det dag-lige arbejdsliv.

Først og fremmest må oplyses, at en stor delaf de skader, der her er tale om, hidrører fraenten sløseri eller grov uagtsomhed med be-handling af udleveret værktøj eller andet ud-leveret materiale f. eks. også arbejdstøj. Alenede nævnte ting vil angive, at det som regel dre-jer sig om mindre beløb, og en meget stor del afde spørgsmål, der her opstår bliver ordnet lokaltmellem arbejdsgiver og arbejder, eventuelt i detilfælde, hvor det drejer sig om organiserede ar-

bejdere ved mægling mellem organisationernepå begge sider, og det er et meget ringe antal afde spørgsmål, der her foreligger, der kommer tilretlig prøvelse.

Hvor det drejer sig om større og mere omfat-tende skader, vil det sikkert kun være i yderstfå tilfælde, at sagen bringes videre for domsto-lene, vel i væsentlig grad ud fra den bevidsthed,at selv om arbejdsgiveren får medhold, så vilet erstatningskrav fremsat overfor den pågæl-dende arbejder have ringe udsigt til at medføreen effektiv erstatning fordi arbejderen må for-modes i de fleste tilfælde slet ikke at være istand til at udrede en sådan erstatning.

Selv om man herefter kan sige, at erstatnings-krav ikke har den store økonomiske betydning,så må vi dog tillægge den en meget væsentligbetydning i en anden henseende, idet den er ihøj grad medvirkende til at bremse op for sløse-ri med udleverede ting. Dersom man f. eks.tænkte sig, at reglen blev modificeret eller heltbortfaldt, så ville arbejdsgiveren sikkert bliveudsat for et langt mere omfattende sløseri, ogman kan heller ikke helt se bort fra, at det vikalder sløseri undertiden også kan dække, atvedkommende arbejder har tilegnet sig praktiskebrugsgenstande. Det må derfor fra sammenslut-ningens side bl. a. under henvisning til, at er-statningsansvar ikke er blevet misbrugt af ar-bejdsgiveren indstændigt advare imod, at dergennemføres ændringer i den hidtidige lovgiv-ning på dette område.

70

BILAG 8

Landsorganisationen i Danmarks skrivelse af 27. marts 1963 til udvalget.

Under henvisning til udvalgets brev af 11.april f. å. skal Landsorganisationen fremkommemed følgende besvarelser af de i skrivelsen stil-lede spørgsmål:

1. Hvorvidt og i hvilket omfang gennemførerarbejdsgiveren i praksis erstatningskrav modansatte, dels for skade, der voldes andre (ogsom arbejdsgiveren erstatter), dels for skade,den ansatte volder arbejdsgiveren (direkte) ?

ad. 1.LO kan erklære sig enig i det af Dansk Ar-bejdsgiverforening den 22/11 f. å. givne svarpå dette spørgsmål, idet LO dog ønsker attilføje, at det er vor opfattelse, at erstat-ningskrav af mere omfattende karakter — ihvert fald set i forhold til de ansattes øko-nomi - forekommer oftere, end Arbejds-giverforeningens svar synes at give udtrykfor.

LO er med arbejdsgiverforeningen enig i,at regreskrav fra arbejdsgivernes side imodde ansatte (D.L. 3-19-2) kun sjældent fo-rekommer.

2. I bekræftende fald, hvilke synspunkter læg-ges til grund ved afgørelsen af, om kravrejses, og hvilken økonomisk eller anden be-tydning har disse krav i praksis?

ad. 2.LO er med arbejdsgiverforeningen enig i, atdet praktiske kriterium for, om erstatnings-krav fra arbejdsgiverside gøres gældendeimod de ansatte, er, om der fra den ansattesside kan siges at være udvist forsæt ellergrov uagtsomhed, medens skadevoldendehandlinger som udslag af simpel uagtsom-hed almindeligvis ikke giver anledning tilerstatningskrav.

Det er naturligvis klart, at spørgsmålet

3.

om grov eller simpel uagtsomhed alminde-ligvis ikke diskuteres eller nærmere belysesi de enkelte tilfælde, ligesom det vel fore-kommer, at man på arbejderside kun dårligtkan have nogen mening om, hvorvidt denenkelte skade efter arbejdsgiverens syns-punkter er forårsaget ved den ansattes groveeller simple uagtsomhed. Om dette sidstemå henvises til arbejdsgiverforeningensovenfor nævnte besvarelse, men LO kan til-føje, at det ganske stemmer med vort ind-tryk af forholdene, at der fra arbejdsgiver-side kun gøres ansvar gældende imod an-satte, hvor den udviste uagtsomhed klart måbetragtes som grov, eller forsæt fra den an-sattes side synes at være indiceret.

Når der i arbejdsgiverforeningens svar erhenvist til ansvarsreglens præventive og pæ-dagogiske betydning, skal LO for sit ved-kommende udtale, at man kan være enigheri, for så vidt der herved alene er henvisttil den almindelige erstatningsregels general-og specialpræventive virkning. Det skal dogtilføjes, at den præventive og pædagogiskevirkning naturligt har sin tyngde på det om-råde, hvor erstatningskrav efter almindeligsædvane kan ventes rejst, nemlig hvor talener om forsæt eller grov uagtsomhed. Medhensyn til grov uagtsomhed, er det vor op-fattelse, at denne form for uagtsomhed imangfoldige tilfælde påberåbes under for-hold, hvor forsæt vel er indiceret, men ikkelader sig bevise. LO er af den opfattelse, aterstatningsreglerne i præventiv og pædago-gisk henseende ikke har nogen væsentlig be-tydning over for de ansattes simple uagt-somhed.

Hvilken vurdering anlægges med hensyn tilspørgsmålet om en eventuel lempelse i reg-lerne for de ansattes erstatningsansvar?

71

ad. 3.Det er LO's opfattelse, at det må anses for

hensigtsmæssigt og rimeligt, at erstatningsreg-lerne i så vid udstrækning som muligt bliverudformet således, at de falder sammen med denomtalte praktiske hovedregel, hvorved ansvarkun gøres gældende over for ansatte, når der ertale om forsæt eller grov uagtsomhed. Som oven-for under pkt. 2 anført vil gennemførelsen afen sådan regel ikke skabe betænkelighed medhensyn til erstatningsreglens præventive virk-ning.

Specielt ønsker LO vedrørende spørgsmåletom en eventuel lempelse i reglerne for de ansat-tes erstatningsansvar at pege på den nugældenderetstilstand, hvorefter arbejdsgiveren formentligmå anses for berettiget til uden begrænsning atmodregne sit erstatningskrav i arbejdstagerensløn. Som det fremgår af arbejdsgiverforeningenssvar på spørgsmål 1, foregår indkrævning af ar-bejdsgiverens påståede erstatningskrav oftest vedmodregning i løn, eventuelt efter behandling adnormal fagretslig vej. LO er af den opfattelse,at det må anses for uheldigt og urimeligt, at så-danne erstatningskrav kan inddrives ved mod-regning, og det kan nævnes, at dette problemhar været gjort til genstand for flere drøftelserpå konferencer i et af de nordiske Landsorgani-sationer nedsat fællesudvalg. Så vidt det harkunnet oplyses, synes der i alle de nordiske lan-de (Danmark, Finland, Norge og Sverige - for-holdene i Island er ikke nærmere oplyst) at væreden principielle hovedregel, at arbejdsgiverenfrit kan modregne i lønkrav, i hvert fald for såvidt angår konnexe fordringer, hvorom derpraktisk taget altid er tale i de her omhandledeforhold. Det er dog oplyst, at arbejdsgiverensret til modregning i Finland ved en særlig lov-regel er begrænset til V6 af den arbejderen til-kommende forfaldne nettoløn, og at den norskelov om arbeidervern i § 40, stk. 2 indeholderen regel om, at fradrag i løn ikke må gøres udenskriftlig aftale, undtagen når det er hjemlet ilov, eller det gælder reglementerede indskud ipensions- eller sygekasser eller erstatning forskade, som arbejderen har voldt forsætligt ellerved grov uagtsomhed.

Der er i de nordiske landsorganisationer enig-hed om, at den gældende retstilstand er util-fredsstillende, også fordi lønaftalerne ikke medsikkerhed af domstolene vil blive fortolket så-ledes, at modregning er udelukket, navnlig skal

det fremhæves, at det for de ansatte er af vitalbetydning, at lønnen udbetales i overensstem-melse med de ifølge lønaftalen fastsatte ter-miner. Den ansatte baserer hele sin og sin fami-lies eksistens på forventningen om lønnens ud-betaling til disse terminer, og det synes klart, atdenne vitale interesse hos lønmodtageren langtmå overstige den mere tilfældige interesse, somarbejdsgiveren kan have i at modregne even-tuelle krav mod lønmodtageren.

Hertil kommer yderligere, at modregning joi praksis kommer til at virke som en særlig formfor tvangsfuldbyrdelse, som sker, uden at spørgs-målet om modkravets berettigelse har været fore-lagt domstolene til afgørelse, og uden at de sæd-vanlige garantier til beskyttelse af skyldneren ertilstede. Således gælder jo ved almindeligtvangsfuldbyrdelse et trangsbeneficium, som sæt-ter grænser for, hvor meget en fordringshaverkan berøve sin skyldner for at få sit krav gen-nemført, men en sådan beskyttelse forekommerikke, hvor talen er om modregning, hvor dethelt er overladt til indehaveren af modkravet atafgøre, i hvilken udstrækning han vil bringe sitmodkrav til modregning. Han vil således ogsåkunne modregne hele den forfaldne løn meddet resultat, at arbejderen ser sig berøvet enhvereksistensmulighed i hvert fald i den nærmestkommende tid. Arbejderens eneste våben i ensådan situation vil nemlig være at søge andetarbejde, og i så fald bør han endog sikre sig, attransport af modfordringen ikke sker til hansnye arbejdsgiver.

LO tillader sig i denne forbindelse at henvisetil, at modregning almindeligvis ikke antages atkunne ske i de ansattes krav på feriegodtgørelse,ligesom der henvises til, at professor Henry Us-sing i Obligationsrettens alm. del, side 340 delege ferenda anfører, at der tiltrænges præcep-tive regler, der begrænser arbejdsgivernes ret tilmodregning over for lønkrav.

På den 4. nordiske faglige arbejdskonferencei Stockholm den 26.-27. september 1962 meddeltagelse af landsorganisationerne i Danmark,Norge og Sverige, vedtoges om dette spørgsmålen resolution, hvoraf vi vedlægger en fotokopi.

Bortset fra hvad ovenfor er anført, kan LOtilslutte sig det af Dansk Arbejdsgiverforeningindtagne standpunkt om, at de gældende erstat-ningsregler har virket tilfredsstillende på de heromhandlede områder.

72

UNDERBILAG TIL BILAG 8

Resolution om kvittning i lön.

Den 4:e nordiska fackliga arbetsrättskonferen-sen samlad i Stockholm i september 1962 harbehandlat frågan om kvittning i lön. Konferen-sen har konstaterat att nu gällande regler i all-mänhet icke ger tillfredsställande skydd för ar-betstagarens lön. Konferensen har kommit framtill följande principer att läggas till grund förgemensamma nordiska lagstiftningsåtgärder.

Som tillag till de regler om begränsning avarbetsgivares kvittningsrätt vilka för närvarandegäller i de olika nordiska länderna skall föl-jande tillämpas:

För arbetsgivarens fordringar må kvittning i

lön endast ske så vitt angår 1JQ av den till be-talning förfallna nettolönen med avdrag av så-danna innehållna belopp, som gjorts med stödav lag.

Det förutsattes att begränsningen i kvittnings-rätten utformas så att den ej kan kringgås gen-om fullmakt, överlåtelse, revers eller dylika ut-fästelser av arbetstagaren.

Vidare förutsattes att begränsningen av kvitt-ningsrätten förknippas med effektiva sanktionermot arbetsgivare vid brott mot den föreslagnaregeln.

73

BILAG 9

NORDISKA RÅDET12 :e sessionen 1964

Medlemsförslag om lagstiftning rörande barns skadeståndsansvar av 14. augusti 1963.

(Väckt av Ingrid Gärde Widemar och Knud Thestrup)

I de senere år er væsentlige områder af erstat-ningsretten gennemgået af nordiske sagkyndigemed henblik på, om ændringer i lovgivningenherom måtte være påkrævede eller hensigtsmæs-sige, f. eks. lovgivningen om ansvar for motor-køretøjer, om det offentliges erstatningsansvarog om børns og forældres erstatningsansvar.Hvad angår børns og forældres ansvar er for-nylig afgivet en betænkning af den i Sverigenedsatte komité (SOU 1963:33), og tilsvarendebetænkninger kan i løbet af kortere tid ventesafgivet i de øvrige nordiske lande.

Set fra et nordisk synspunkt er det i høj gradønskeligt, om de nordiske landes erstatningslov-givning, hvis regler allerede nu viser store lig-heder, og til dels er fremgået af et fællesnordisklovgivningssamararbejde, yderligere måtte kun-ne tilnærmes hinanden og om muligt gøres ens-artet. Det er derfor velbegrundet, at spørgsmåletom ensartede erstatningsregler gøres til genstandfor overvejelse i Nordisk Råd, så meget destomere som hovedprincipperne for erstatningslov-givningen synes velegnede til drøftelse på fæl-lesnordisk parlamentarisk plan.

Med hensyn til børns ikke-kontraktsmæssigeerstatningsansvar er reglerne i store træk såledesi de enkelte lande:

Danmark: Barn under 15 år er erstatnings-pligtigt efter samme regler som personer overdenne alder, men erstatningen kan nedsættes el-ler bortfalde, for så vidt det findes rimeligt(»billigt«) på grund af manglende udviklinghos barnet, handlingens beskaffenhed og om-stændighederne i øvrigt, derunder navnlig for-holdet mellem den skadegørendes og den skade-lidendes evne til at bære tabet og muligheden

for, at skaden kan fås godtgjort hos andre (dertænkes her bl. a. på forsikring).

Finland: Efter den ret kortfattede bestemmel-se i den finske straffelovs 9. kap. 5. §, såledessom denne fortolkes i praksis, påhviler der børnansvar efter samme regler som voksne. Både iteori og praksis er der dog nogen tvivl om dennærmere forståelse af bestemmelsen.

Norge: Barn under 14 år er ikke ansvarligtfor skadegørende handlinger, men hvis barnethar midler, kan vedkommende domstol, hvisden efter omstændighederne finder det rimeligt(»billigt»), bestemme, at skaden helt eller del-vis skal erstattes af disse midler.

Sverige: Barn under 15 år er erstatningsplig-tigt, såfremt og i det omfang gerningens be-skaffenhed og omstændighederne i øvrigt gørdet rimeligt (»skäligt»).

Den foreliggende svenske betænknings for-slag til bestemmelser vedrørende børns erstat-ningsansvar går stort set ud på følgende:

Den, der er fyldt 15 år, er erstatningspligtigsom voksne personer, men erstatningen kan lem-pes, hvis den under hensyn til hans ungdom ogøvrige omstændigheder findes »oskäligt betung-ande». Den, der ikke er fyldt 15 år, er erstat-ningspligtig, såfremt og i det omfang det underhensyn til handlingens beskaffenhed, alder ogudvikling samt omstændighederne i øvrigt fin-des rimeligt (»skäligt»).

Af betænkningen fremgår det, at den finskekomité vil fremsatte et næsten ligelydende for-slag, medens de danske og norske komiteer kanventes at ville foreslå en regel, hvorefter børnog unge under 18 år kun er erstatningspligtige,

74

for så vidt det findes rimeligt under hensyn tiludvist skyld, alder, udvikling, skadevolderensog skadelidtes økonomiske evne og forholdenei øvrigt (herunder udsigten til at få skadengodtgjort hos andre). Den danske komité vilforeslå en yderligere regel hvorefter børn under6 år kun »under særlige omstændigheder« på-lægges ansvar.

Formelt og principielt er der ret stor forskelpå det finsk-svenske forslag på den ene side ogdet dansk-norske på den anden side. I praksisvil forskellen næppe blive betydelig, men detforekommer ejendommeligt, at man ikke skullekunne nå frem til nordisk retsenhed i selve lov-givningen, og efter vor opfattelse bør regerin-gerne søge i fællesskab at nå frem til ikke blotreelt, men også formelt ensartede bestemmelser.

Det er imidlertid et spørgsmål, om de prin-cipper, som de nordiske komiteer har lagt tilgrund for deres forslag, er de mest hensigts-mæssige.

Som ved al erstatningslovgivning gør der sigved udarbejdelsen af reglerne bl.a. to modsattehensyn gældende: hensynet til skadevolderen oghensynet til skadelidte. Ved udarbejdelsen afreglerne om børns erstatningsansvar har manhidtil — i hvert fald i Danmark og Sverige -ladet hensynet til skadevolderen få overvægt.Dette er også tilfældet med samtlige 4 komite-ers forslag, og umiddelbart kan det synes en rig-tig tanke, at erstatning kun bør tilkendes, hvisdet efter domstolens opfattelse findes rimeligt.Det er imidlertid efter de nævnte regler reelt setforholdene hos det skadevoldende barn, der skalvære afgørende for, om erstatning er rimelig.Skadelidtes naturlige krav på genoprettelse afden skete skade skydes derimod så at sige i bag-grunden, uanset at det fra skadelidtes synspunkter ligegyldigt om skadevolderen er barn ellervoksen.

Konflikten mellem de to hensyn er vanskeligfor ikke at sige umulig at løse, hvis de hernævnte regler lægges til grund.

Reglerne vil endvidere give anledning til hyp-pige retssager og til retsusikkerhed for skade-lidte, hvilket da også bekræftes af dansk-svenskretspraksis. Retssagerne vil i øvrigt ofte give an-ledning til ret verdensfjerne overvejelser om,hvorvidt det pågældende barn har optrådt »nor-malt« under sin skadegørende handling. Den afkomiteerne foreslåede løsning er derfor næppehelt tilfredsstillende.

Disse vanskeligheder og ulemper vil kunnefjernes, såfremt man indfører en regel om lov-pligtig ansvarsforsikring, der dækker ansvar forskade forvoldt af børn, uanset om noget person-ligt ansvar kan pålægges børn eller deres for-ældre. En løsning af det foreliggende problemefter denne retningslinie er kort nævnt i densvenske betænkning, men tanken herom er afvistaf komiteen med den bemærkning, at ingen afde nordiske komiteer har fundet tilstrækkeliganledning til at rejse forslag herom.

Efter vor opfattelse bør en bestemmelse omobligatorisk ansvarsforsikring for børn foretræk-kes frem for den af komiteerne foreslåede regel.Den vil efter vor opfattelse betyde en væsentligforenkling af problemerne, spare en mængderetssager, sikre at skadelidtes tab genoprettes, ogden vil ikke være nogen væsentlig belastningfor forældre og børn i økonomisk henseende,idet ansvarsforsikringspræmier er ganske ubety-delige.

Under henvisning til det anførte henstiller vi,at Nordisk Råd rekommanderer regeringerne ifællesskab at indføre ensartede bestemmelser ide nordiske lande om børn erstatningsansvarbaseret på et system med obligatorisk ansvars-forsikring.

75

BILAG 10

Udvalgets skrivelse af 26. oktober 1963 til justitsministeriet.

I skrivelse af 14. oktober 1963 (jfr nr. L.A.327/63) har justitsministeriet anmodet udvalgetom en udtalelse vedrørende et medlemsforslag iNordisk råd af august 1963 om lovgivning ombørns erstatningsansvar.

I bemærkningerne til medlemsforslaget kriti-seres det, at de nordiske udvalg om børns ogforældres erstatningsansvar ikke har kunnet nåfrem til formelt ensartede forslag om børns er-statningsansvar. Endvidere gøres det gældende,at visse vanskeligheder og ulemper ved en ord-ning som den, de nordiske udvalg går ind for,og som i princippet bygger på den almindeligeerstatningsregel (culparegel), »vil kunne fjer-nes, såfremt man indfører en regel om lovplig-tig ansvarsforsikring, der dækker ansvar for ska-de forvoldt af børn, uanset om noget personligtansvar kan pålægges børn eller deres forældre«.Under henvisning hertil henstilles det, »at Nor-disk råd rekommanderer regeringerne i fælles-skab at indføre ensartede bestemmelser i de nor-diske lande om børns erstatningsansvar baseretpå et system med obligatorisk ansvarsforsik-ring«.

I anledning heraf skal udvalget udtale, at og-så vi beklager, at det ikke har været muligt atnå til enighed mellem de nordiske udvalg omden principielle udformning af reglen om børnserstatningsansvar. Forskellen mellem udvalgenesopfattelser består navnlig deri, at mens det dan-ske og det norske udvalg går ind for en ansvars-regel om lempelse af børns ansvar bedømt efterculpareglen, og til barnet er fyldt 18 år, går detsvenske og formentlig også det finske udvalgind for en regel ad modum det dansk-norskeforslag alene for aldersgrupperne indtil 15 år,mens der for unge mellem 15 og 21 år består enmere begrænset mulighed for at lempe ansvaretefter den almindelige erstatningsregel.

Efter udvalgets opfattelse må det ud fra etdansk synspunkt være rimeligt at gå ind for enforhøjelse af den nuværende 15 års grænse til18 år, hvorved bemærkes, at det ved anvendel-sen af en ansvarsregel, der er mere lempelig endden almindelige ansvarsregel vil være muligtunder i øvrigt lige betingelser at anlægge enstrengere bedømmelse, der nærmer sig norma-len, for personer over 15 år end for personerunder denne alder. Udvalget har på den andenside ikke fundet det rimeligt at foreslå en lem-pelsesregel i ansvaret for den unge, der går heltop til 21 år. Det bemærkes herved, at forældre-myndigheden varer til det 18. år, efter hvilketden mindreårige selv træffer bestemmelse omindgåelse og ophævelse af aftale om tjeneste el-ler andet personligt arbejde. Endvidere bemær-kes, at skolegangen for mange unge i dag gårud over det 15. år, uden at den dog for det storeflertal rækker ud over det 18. år, og at 18 års-alderen er en grænse, der er af praktisk betyd-ning ved afgørelsen af, om tiltale skal rejses tilidømmelse af mere alvorlig straf, jfr. retspleje-lovens § 723, stk. 1, nr. 1 og 2, og § 723a, stk.2. Inden for en ordning med en lempelig erstat-ningsregel for børn og unge under 18 år harman ikke, som tilfældet er med det svenske(finske) forslag, fundet det praktisk at opstilleto regler, men udvalget har fundet, at man måkunne nøjes med en regel, når der i en af densbetingelser indgår en hensyntagen til barnets el-ler den unges alder i det enkelte tilfælde.

Med hensyn til spørgsmålet om at gennem-føre en obligatorisk ansvarsforsikring, eventueltkombineret med et objektivt ansvar for barneteller dets forældre bemærkes, at dette spørgsmålhar været drøftet af de nordiske udvalg, menman har ikke fundet det rigtigt at stille forslagom en sådan ordning. For det danske udvalg

76

har det herved været afgørende, at det måtteforekomme vilkårligt at pålægge et objektivt an-svar eller gennemføre en obligatorisk ansvars-forsikring for børn og unge, når en sådan regelikke er gennemført for personer over 18 år.Spørgsmålet kan ikke rejses isoleret for børn ogunge, men må overvejes i forbindelse med enalmindelig drøftelse af forholdet i erstatnings-retten, hvortil der tillige knytter sig administra-tive probemer.

I øvrigt forekommer spørgsmålet om obliga-torisk ansvarsforsikring af børn ikke af afgøren-de praktisk betydning, fordi den frivillige for-sikring er almindelig udbredt, både for så vidtangår den private ansvarsforsikring, som tings-og personskadeforsikringen.

Spørgsmålet om tvungen ansvarsforsikring afbørn blev drøftet på det 20. nordiske juristmødei Oslo 1954, hvor den islandske referent profes-sor Theodor B. Lindal foreslog en sådan ord-ning, men forslaget mødte udbredt modstandhos de i øvrigt i forhandlingerne deltagende.

Endvidere skal peges på, at flere andre pro-blemer foreligger vedrørende spørgsmålet omerstatningsansvaret for børn og forældre, somde nordiske udvalg har forbigået, fordi de efterudvalgenes opfattelse ikke egner sig til løsning isammenhæng alene med en drøftelse af de an-

svarstilfælde som udvalgene behandler, men mådrøftes i en langt bredere sammenhæng. Detgælder således f.eks. spørgsmålet overhovedetom udformningen af den rigtige erstatningsre-gel i almindelighed begrundet i culpa, ud fraobjektive hensyn eller på anden måde, ogspørgsmålet om forsikringens indflydelse på er-statningsansvaret. Det danske udvalg er op-mærksom på, at det med det forslag, som udval-get fremkommer med, ikke er sikkert, at denendeligt rigtige erstatningsregel er fundet påreglens område, men såvel spørgsmålet om ob-jektivt ansvar og obligatorisk ansvarsforsikringsom andre spørgsmål må overvejes yderligere,dog ikke i denne sammenhæng, men i en bre-dere.

Det bemærkes, at det forslag, som udvalgetagter at fremsætte, går ud på en bibeholdelse afden gældende praksis, hvorefter barnets ansvarikke lempes, når det er dækket af en ansvarsfor-sikring. Ansvar for Dørn under 6 år bør dogkun pålægges »under særlige omstændigheder«.

Et eksemplar af det foreløbigt vedtagne for-slag, der er gengivet i den allerede nu fra svenskside afgivne betænkning (SOU 1963:33) ved-lægges. Endelig betænkning vil blive afgivet

senere.

77

BILAG 11

Brev nr. 1201.Journal nr. L. A. 327/63-

Justitsministeriets skrivelse af 4. november 1963 til statsministeriet.

I skrivelse af 8. oktober 1963 (j.nr. 93-22-308) har statsministeriet anmodet om en udtal-else fra justitsministeriet vedrørende et til Nor-disk Råds 12. session fremsat medlemsforslagom lovgivningen vedrørende børns erstatnings-ansvar.

I anledning heraf skal man vedlagt fremsen-de fotokopier af en udtalelse, som justitsmini-steret har indhentet fra udvalget vedrørendebørns og forældres erstatningsansvar. I udval-gets skrivelse fremhæves bl.a., at gennemførelseaf en lovgivning efter de i medlemsforslagetskitserede retningslinier vil rejse en række pro-blemer af betydelig principiel rækkevidde. Ensådan lovgivning vil ligeledes afføde en rækkeadministrative spørgsmål, f.eks. med hensyn tilkontrollen med overholdelse af pligten til attegne ansvarsforsikring for børns skadegørendehandlinger. Bl.a. under hensyn hertil og i be-tragtning af, at de sagkyndige i Danmark, Fin-land og Norge endnu ikke har afgivet betænk-ning, finder justitsministeriet ikke at kunne tagestilling til medlemsforslaget på indeværendetidspunkt. Gennemførelse af de i medlemsfor-slaget udtrykte principper vil i alle de nordiskelande betyde en gennemgribende ændring af

gældende erstatningsregler, og må nødvendigvisforudsætte indgående undersøgelser og over-vejelser. Det må således eksempelvis overvejes,om en eventuel regel om objektivt ansvar ogobligatorisk ansvarsforsikring bør angå alle børneller kun mindre børn, som efter retspraksis ogefter udvalgets forslag i almindelighed ikke på-lægges ansvar efter culpareglen. Netop fordigennemførelse af en lovgivning efter de i med-lemsforslaget angivne synspunkter vil betyde etradikalt brud med hidtil gældende regler, vil endrøftelse i Nordisk Råd imidlertid efter justits-ministeriets opfattelse kunne være af stor værdi,idet regeringerne gennem en sådan drøftelseeventuelt vil have mulighed for at danne sig etindtryk af, hvorvidt man bør iværksætte de om-fattende og derfor også tidkrævende og bekoste-lige undersøgelser, som måtte gå forud for ud-arbejdelse af forslag til en sådan lovgivning.

I betragtning af, at der som nævnt endnu ik-ke foreligger betænkning fra udvalgene vedrø-rende børns erstatningsansvar i Danmark, Fin-land og Norge, må det imidlertid forekommetvivlsomt, om en drøftelse som den omhandledebør finde sted allerede på rådets førstkommendesession.

78

BILAG 12

Assurandørsocietetets skrivelse af 20. november 1963 til Nordisk Råd.

Indførelse af tvungen ansvarsforsikring somen forsikring af det ansvar, der efter de gælden-de regler påhviler et barn og eventuelt tilligedet ansvar, der påhviler dets forældre for mang-lende tilsyn med barnet, vil alene medføre sik-ring for skadelidte i det omfang, ansvar efter denævnte regler kan pålægges. Dækning af ska-der, for hvilke skadevolderen ikke er ansvarlig,falder uden for ansvarsforsikringens rammer.Spørgsmålet om skærpelse af ansvarsreglerne,navnlig om indførelse af objektivt ansvar, harsocietetet, da den danske betænkning om børnserstatningsansvar endnu ikke foreligger, ikkehaft lejlighed til at tage endelig stilling til. Deter dog societetets opfattelse på grundlag af er-faringerne med ansvarsforsikring gennem enlang årrække, at de nu gældende danske reglervirker tilfredsstillende, og at tvivlsspørgsmål,der giver anledning til retstvist, kun yderst sjæl-dent opstår.

Ansvar for børn er dækket af ansvarsforsik-ring tegnet af familieoverhovedet, af den an-svarsforsikring, der indgår i famileforsikringen,og endelig af ansvarsforsikring tegnet af land-boere for deres bedrift. Formentlig er omkring1 million husstande dækket af ansvarsforsikring.Allerede af denne grund vil derfor større udæk-kede skader kun forekomme i ganske enkeltstå-ende tilfælde.

Tegning af ansvarsforsikring må utvivlsomtanses for et betydeligt gode både for forsik-ringstagerne selv og for skadelidte. Societetethar imidlertid stedse været af den opfattelse, atarbejdet for yderligere udbredelse af ansvarsfor-sikring som hidtil bør ske på frivillighedensgrund. Societetet skal herved pege på, at ind-

førelse af tvungen ansvarsforsikring, f.eks. forbørn under 15 eller 18 år, vil nødvendiggøre etmeget betydeligt og kostbart administrativt ap-parat. Udgiften hertil ville stå i misforhold tilde få skader, der ville blive inddraget under an-svarsdækningen. De praktiske vanskelighederved gennemførelsen af en pligtmæssig forsik-ringstegning er betydelige. Særlige regler ompræmieinddrivelse måtte gives, og regler til sik-ring af, at forsikring var tegnet for alle børn,måtte indføres. Sådan sikring af, at ansvaret vardækket, ville volde betydelige vanskeligheder,f.eks. for børn på besøg her i landet, og selvmed al tænkelig omhu ville en særegen dækningfor skader, voldt af uforsikrede børn og forbørn, hvis identitet ikke kan fastslås, formentligvære påkrævet. Mod indførelse af forsikrings-pligt og eventuelt i forbindelse hermed indfø-relse af objektivt ansvar taler også, at skadelidtepersoners behov for at være fuldt dækket modenhver skade kun kan fyldestgøres ved tegningaf ulykkesforsikring, idet en ansvarsdæknings-ordning, hvordan de ansvarsregler, den byggerpå, end er udformet, vil efterlade udækkede ska-demuligheder. Der er ikke grundlag for at anseskader, voldt af personer under en vis alder,som skader, for hvilke økonomisk sikkerhed ermere påkrævet for skadelidte, end andre skader.

Societetet må derfor fraråde indførelsen aflovpligtig ansvarsforsikring for børn og ligele-des fraråde væsentlige ændringer af de gælden-de danske regler i myndighedslovens § 63,navnlig på nuværende tidspunkt, hvor de dan-ske sagkyndiges betænkning ikke foreligger ogderfor ikke har været genstand for overvejelseog debat.

79