Barndom i et sociologisk generationsperspektiv · tisk teori om generationer for at gøre begrebet mere centralt for sociologisk ... per, en befolkningen består af. 6 . Grundidéen

Barndom i et sociologisk generationsperspektiv1

Jens Qvortrup

Institutt for sosiologi og statsvitenskap og Norsk senter for barneforskning

Norges teknisk-vitenskapelige universitet, Trondheim

Indledning

Studier af barndom, som ikke forholder sig til voksendom eller alderdom, er

sociologisk uinteressante. De må betjene sig af begreber og fænomener, som

hører til samme kategori for at kunne tolkes meningsfuldt i forhold til hinan-

den. Selv studier af børn, som leger med hinanden forudsætter, når alt kom-

mer til alt, et begreb om barndom. Men hvad skal ’barnet’ hedde, om jeg så

må sige?

Jeg foretrækker at tale om et generationsforhold og vil begrunde,

hvorfor jeg vælger begrebet generation frem for andre bud, som stiller sig til

rådighed, såsom livsfase, livsløb og kohorte. I forhold til alder er, som jeg

skal vise, generationsbegrebet mere plastisk og fleksibelt. Desuden kan man 1 Denne artikel er en bearbejdet og udvidet version af et foredrag holdt på debatdag om ”Alder, generation og livscyklus – et nyt forskningsfelt” d. 27. februar 2003 ved Center for Kulturforskning, Aarhus Universitet.

bruge begrebet på flere niveauer – de vigtigste blandt dem er familieniveauet

og samfundsniveauet. Endelig kan dette forhold mellem generationer bruges

tematisk på mange områder – fra det kulturelle til det økonomiske område.

Hvad man end kalder det, er spørgsmålet, hvad man har ud af dette,

som man ikke ligeså godt kunne have opnået med mere hævdvundne begre-

ber? Blandt disse byder navnlig begreber som klasse, køn (gender) og etnici-

tet sig til. De er hævdvundne begreber i sociologisk og anden samfundsviden-

skabelig analyse i den forstand, at ingen i og for sig stiller spørgsmålstegn ved

dem som nyttige for vores forståelse af samfundet. Problemet med dem er, at

de ikke specifikt retter fokus på børn og barndom, som derfor gøres usynlige.

Dette gælder rigtignok også for andre alders- eller generationssegmenter, at

disse forsvinder som sådanne, men voksne, gamle og i nogen grad også unge

lader sig dog beskrive af disse begreber.

For den sociologiske barndomsforskning er den væsentligste grund til

at undersøge generationsbegrebets potentialer derfor en antagelse om, at dette

vil kunne bidrage til at løfte børn og barndom frem i forreste række og derfor

beskrive og forstå børn og deres livsverdener, bedre end andre begreber kan

gøre det, navnlig med henblik på de relationelle aspekter.

Det er i de seneste år blevet mere almindeligt at se generationsbegre-

bet anvendt i barndomsforskningen. Selv har jeg fra første færd – siden jeg

begyndte at interessere mig for barndom for tyve år siden – betragtet genera-

tionsforhold som en forudsætning for at bedrive barndomsforskning. Set i

bakspejlet er der på den anden side grund til at udøve selvkritik: Det har vist

sig utilstrækkeligt at forudsætte disse forhold – jeg burde på et langt tidligere

tidspunkt have gjort dem til genstand for begrebsmæssig analyse; jeg burde

have udviklet og udfoldet problematikken. Ikke at jeg derfor nødvendigvis er

2

uenig med megen af den generationsanalyse, der nu lægges for dagen, men

måske snarere at jeg ville have angrebet det fra en anden vinkel og med en

anden systematiserende optik.

Jeg betragter med andre ord generationsperspektivet som en fast be-

standdel af den sociologiske barndomsforskning, men må erkende, at det ikke

for alle barndomsforskere forstås som et sine qua non – et uden dette intet.

Jeg vil derfor også her komme til at repetere nogle for mig grundlæggende

perspektiver, som nogle måske er bekendt med; det beder jeg om forladelse

for.

Generationsbegrebets anvendelse uden for barndomsforskningen

Lad mig dog først sige lidt om generationsbegrebet i almindelighed. Det er

nemlig ved at komme på mode igen og ikke alene i barndomsforskningen. Et

af de store navne i moderne sociologi, Bryan S. Turner, har sammen med sin

medforfatter, June Edmunds, just i 2002 udgivet en bog under titlen ’Genera-

tions, culture and society’ (Edmunds and Turner, 2002a) og samme år en an-

tologi om emnet (Edmunds and Turner, 2002b). Turner har ikke mindst gjort

sig bemærket som udgiver og kommentator af klassiske sociologiske forfatte-

re og er således i eminent grad skikket til at sætte tingene i en større sammen-

hæng. Man kunne derfor naivt have ventet sig noget, som også ville kaste lys

over barndommens placering, men selvom bogen er indsigtsfuld og interes-

sant, er i al fald jeg skuffet over den – om ikke af andre grunde, så fordi den

er kemisk renset for henvisninger til børn og barndom. I en vis forstand er

dette symptomatisk for den triste kendsgerning, at det meste af det, vi gør

inden for den sociologiske barndomsforskning, endnu ikke har nået uden for

vores egne små cirkler og frem til dem, der beskæftiger sig med den store,

3

forkromede teori (se Qvortrup, 2003; se dog Kampmann, 2003, som mener

denne forskning har haft stor indflydelse på praksis, i al fald i Norden). Det er

endnu ikke lykkedes os at sætte nogle klare aftryk i den almene sociologiske

teoridiskussion, og det er derfor helt som forventet, at der heller ikke i disse

bøger er den fjerneste henvisning til barndomsforskning.

Det er bemærkelsesværdigt, men næppe forbavsende, for vi gør klogt i

ikke at gøre os illusioner om vores egen betydning i den store sammenhæng.

Men det bør give os anledning til at skærpe os, før begrebet om generation

monopoliseres og kanoniseres af andre og til helt andre anvendelser. Alterna-

tivt giver det os grund til måske at spørge, om selve begrebet, ordet generati-

on er det strategisk rigtige, når og hvis det nu overtages af tungvægtere.

Edmunds og Turner skriver, at de, ”ønsker at udvikle en programma-

tisk teori om generationer for at gøre begrebet mere centralt for sociologisk

analyse og forståelse”, og til det formål vil de gøre brug af en histo-

risk/komparativ approach “med trauma som den hovedsagelige ordnende fak-

tor”2 (Edmunds and Turner, 2002, p. 20). I egen selvforståelse adskiller de sig

hermed fra traditionelle måder at nærme sig generationsbegrebet på, men så

vidt jeg kan se, repræsenterer de snarere en forlængelse af mere spekulative

historiske generationsforskere (herunder Mannheim) på den ene side og klas-

siske livsløbssociologer på den anden side.

Den historiske generationsforsknings greb består bl.a. i at forsøge at

forklare historiens gang med henvisning til tilsynekomsten af bestemte bevæ-

gelser, som typisk er legemliggjorte i eliteformationer, ikke mindst indenfor

kulturområdet. Den tyske filosof og idehistoriker Wilhelm Dilthey har formu-

leret det sådan: 2 Alle citater fra ikke-danske kilder er oversat af Jens Qvortrup.

4

” En generation udgøres af dem, der modtager de samme indtryk gennem de-

res opvækstår. I den forstand består en generation af en snæver kreds af indi-

vider som udgør en holistisk enhed via deres afhængighed af de samme histo-

riske begivenheder og forandringer, som de erfarede under opvæksten uanset

andre forskelle” (citeret hos Jaeger, 1985, p. 276, fodnote 10).

Denne såkaldte ’imprint hypothesis’ (se loc.cit.) er ikke uden betyd-

ning – der er næppe tvivl om, at der kan konstateres nogle kollektive erfarin-

ger hos forskellige generationer, som sætter præg på dem og gør en forskel fra

andre. Det er imidlertid karakteristisk, at de får et elitistisk præg – som hos

Diltey, der taler om ’en snæver kreds af individer’ – og man kan derfor næppe

overse et idealistisk træk i denne forskning, som forstår eliter af varierende

sortiment som historiens motor.

Der findes talløse benævnelser af mere eller mindre lødig art på så-

danne generationer – fra den romantiske Sturm und Drang-generation, formu-

leret af Goethe, over Fin de Siècle som betegnelse for særlige åndelige strøm-

ninger i slutningen af det 19. århundrede, i Danmark ’generationen, der snub-

lede i starten’, som Jacob Paludan kaldte sig og sin aldersgruppe af digtere,

’Jazz-generationen’ (med henvisning til Knud Sønderby’s ’Midt i en jazz

tid’) og til ikke mindst ’68-generationen’, som vel er blevet det mest kendte

moderne generationsbegreb af den type, vi her taler om. Hertil kommer så en

række mere eller mindre løsagtige betegnelser som ’blue jeans generationen’,

’den tavse generation’, ’IT-generationen’, ’X-generationen’ etc.

Der er meget interessant at hente i denne generationsbegrebets kultur-

historie. Ofte ligger der idéer om modstand og protest i begreberne – altså et

mere eller mindre udtalt oprør mod den forudgående generation, hvad enten

det har ytret sig som konflikter mellem fædre og sønner, mest berømt sikkert

5

hos Ivan Turgenjev i hans bog af samme navn (Fædre og Sønner), men også

hele 68-oprøret er typisk blevet søgt tolket som et oprør mellem generationer

snarere end en protest mod en bestemt samfundsindretning, som fx hos Lewis

Feuer (1969), der har tolket det ind i en freudiansk ødipus-konflikt (se en kri-

tik hos Sheleff, 1981).

Jeg skal ikke opholde mig ved denne generationstolkning – den har

utvivlsomt selvstændig interesse, men den har efter mit bedste skøn ikke me-

get at byde os som barndomsforskere. Men vi kommer ikke uden om risikoen

for, at selve begrebet kan være beslaglagt af andre og mere dominante tolkere

af vores kultur og civilisation, så det bliver vanskeligt for os at komme til

orde med vores bud. Hovedproblemet – set fra et barndomsperspektiv – er, at

denne tolkning, inklusive Mannheim’s og Edmunds & Turner’s, lægger sig

fast på et historisk-kronologisk tidsforløb, hvor barndom ikke tematiseres.

Kravet om fokus på barndom

Mit udgangspunkt har været barndommen, og det er analysen af denne, der

har foranlediget en inddragelse af generationsbegrebet. Dette i sig selv kræver

en kritisk stillingtagen til anden analytisk beskæftigelse med generation, der

ikke tager barndommen i betragtning. Dernæst indebærer enhver idé om

barndom som et relationelt begreb, at det må forholde sig til andre dele af

alders- eller generationsstrukturen, ligesom det bliver uacceptabelt, når anden

såkaldt generations- eller aldersforskning ikke tager barndom med i betragt-

ning, som det fx er tilfældet med megen historisk generationsforskning og

gerontologisk forskning. Generationsforskning må derfor handle om forholdet

mellem generationer, dvs. i princippet alle de generationer eller aldersgrup-

per, en befolkningen består af.

6

Grundidéen bag dette krav bundede i udgangspunktet ikke i en fore-

stilling om, at der eksisterede en generationskonflikt, som børn potentielt var

en del af. I virkeligheden var problemet snarere, at de eksisterende metodolo-

giske værktøjer var utilstrækkelige til overhovedet at gøre barndommen syn-

lig. Tilbage i 1980’erne og langt ind i 1990’erne stødte vi hovedet mod muren

ved selv de simpleste forsøg på at beskrive barndommen i en samfundsmæs-

sig kontekst. Bortset fra den elementære optælling af børn var det i det store

og hele umuligt at etablere et billede af børn og deres livsvilkår i relation til

andre befolkningsgruppers vilkår. Statistisk set var børn ikke nogen, der hav-

de boligforhold eller materielle vilkår eller familieomstændigheder – de havde

dem kun som en del af de voksne, de så at sige hørte til, dvs. deres forældre,

først og fremmest.

Figur 1 illustrerer her pointen, hvor vi i samfundsbeskrivelsen bevæ-

ger os fra en traditionel klasse- eller stratifikationsrepræsentation til en

generationspræsentation. I de lodrette søjler er populationen delt op efter

klasse- eller stratifikationsvariabler, som er helt og holdent voksenvariabler

såsom indkomst, uddannelse, erhverv og lignende. Som det fremgår, så har

det den konsekvens, at de deler aldersgrupperne eller generationselementerne

op og derved hindrer os i at få et samlet overblik over dem og deres forhold til

hinanden. Figuren viser på den anden side muligheden for at skaffe sig et

sådant overblik. De vandrette bjælker deler nu befolkningen op netop efter

generation – og øvelsen går herefter ud på at etablere nogle parametre eller

variabler, som beskriver disse.

7

Figur 1: Opsplitning af befolkningen i henholdsvis klasser eller lag (lod-

ret) og generationer (vandret)

Alderdom

Voksendom

Barndom

Øverste kasse eller lag

Nederste klasse eller lag

En eksemplarisk tabel fra 1981 om befolkningens boligforhold viser, hvordan

barndommen kan repræsenteres (se tabel 1). Det var den eneste, jeg på det

tidspunkt kunne spore op, og siden er den ikke set, så vidt jeg ved. Vi kender

alle til tabeller, som er ordnede efter husstandsoverhoved, efter familietype og

lignende – og det er lige præcis den type, hvor bl.a. børn, og for den sags

skyld også husmødre, bliver skjult. Her er man ved nærmest et uheld kommet

til at udskille børn som en socioøkonomisk gruppe. Som det klart fremgår, så

får vi informationer frem om børns boligforhold i deres adskilthed fra andre

socioøkonomiske grupper, hvor de ellers ville have været skjult, fordi de ville

have været fordelt på alle andre tænkelige socioøkonomiske grupper. Vi in-

formeres her med andre ord om, hvordan børns boligforhold er i statistisk

belysning, og tallene her fra begyndelsen af 1980’erne viser, at børn var stærkt

overrepræsenterede i de mindre boliger.

Tabellen tager ikke skridtet fuldt ud ved at dele befolkningen op efter

generation, og selvfølgelig fortæller den ikke alt om befolkningens boligfor-

8

hold. Det, den viser, og det er min pointe, er, at det principielt er muligt at

foretage analyser af for eksempel ressourcefordelinger, som også giver et bil-

lede af børns vilkår – med andre ord: at præsentere børns vilkår i forhold til

andre gruppers vilkår.

Tabel 1: Boligtæthed (antal personer pr. rum) efter socioøkonomiske

grupper. Danmark 1981. Procent.

Mere end 1 1 Mindre end 1

0-15 år 23,0 30,2 45,9

Pensionister 2,2 16,4 80,7

Beskæftigede 10,8 22,5 65,2

Faglærte 13,5 27,7 57,8

Ufaglærte 16,3 26,7 55,8

Husmødre 12,9 20,8 65,5

Total 12,6 23,4 62,6

Kilde: Danmarks statistik, 1984: Folke- og boligtællingen.

Der ligger altså i dette en påstand om, at børn kan udskilles som en gruppe –

her oven i købet, og mirakuløst nok udtalt af Danmarks Statistik, en socio-

økonomisk gruppe. Men altså en social gruppe, som man kan udsige noget

om som sådan. Det er ikke enden på historien, det er snarere begyndelsen, for

først herefter kan vi tage fat på det interessante. Hvorfor fordeler ressourcerne

9

sig så skævt?3 Findes der nogle indbyggede mekanismer, som systematisk

begunstiger eller forfordeler børn i forhold til voksne eller gamle?

Men lad os holde fast i det, vi er nået frem til, nemlig børn som en so-

cial gruppe. Er det en relevant og en frugtbar måde at se det på? Udgør børn

en sådan social enhed, at det giver mening at udskille dem fra andre grupper?

Eller bør vi hellere indrømme, at de lever så mange forskellige børneliv, at det

ikke går an at se så meget fælles i dem, at de kan forstås som egen menings-

fuld enhed? De tilhører jo dog vidt forskellige familier, som på sin side er

forskelligt socialt placerede; hertil kommer, at de hører til – efterhånden også

i vort samfund – forskellige etniske grupper, som præger deres liv, for slet

ikke at tale om opdelingen i køn4. Disse indvendinger ville pege i retning af,

at vi mere og mere burde interessere os for hvert enkelt barn og dets vilkår

under opvæksten.

Det er vigtigt at få sagt, med så stor betoning som muligt, at der ikke

er tale om, at de traditionelle opdelinger efter klasse, etnicitet eller køn er gået

af mode. De er lige så vigtige som hidtil. Men lige så sandt det er, at disse –

klasse, etnicitet og køn – ikke står i modsætning til hinanden og udmærket

lader sig anvende sideløbende, så er en generationsanalyse heller ikke et kon-

kurrerende, men et supplerende perspektiv. Hvilket perspektiv blandt dem,

der er vigtigst i politisk forstand, er et spørgsmål af en hel anden karakter. Det

afgørende spørgsmål er, om det nye generationsperspektiv føjer ny indsigt til,

som vi ikke kan opnå med de andre perspektiver.

3 Det samme spørgsmål ville vi selvsagt have kunnet stille, hvis resultatet var faldet mere positivt ud for børn, men det er ikke pointen. 4 Figur 1 kunne også tegnes med køn eller etnicitet på den lodrette dimension. Kommen-tarerne ville have været principielt de samme som til klasse/lagdimensionen.

10

For 30 år siden stod kvindeforskningen i en tilsvarende situation, da

den for alvor lancerede et kønsperspektiv. På det tidspunkt var der navnlig,

men ikke alene, fra marxistisk hold kritik af kønsperspektivet, fordi det blev

hævdet, at kvinder tilhørte så mange forskellige sociale lag, at der var tale om

en utidig opdeling, som kun kunne have den uheldige følge at tilsløre klasse-

forholdet. Set i bakspejlet er der næppe nogen der fortryder, at kvindeforsk-

ningen blev ved sit og insisterede på, at kvinder kunne forstås som en socio-

logisk gruppe, at der var god mening i at antage, at der fandtes sådan noget

som en kønsopdeling af samfundet, og at det gav mening at spekulere på eksi-

stensen af patriarkalisme. Det tvang ikke nogen til at påstå, at der ikke samti-

dig kunne eksistere et klassesamfund, men det gav os ny indsigt i andre me-

kanismer til forståelse af uligheder, varierende kulturer etc. i samfundet.

Beklageligvis kommer i dag den største modstand og utryghed ved en

generationel barndomsforskning fra netop kvindeforskere, som bestandig stil-

ler krav om at se det hele i et kønsperspektiv. At imødekomme dette krav sva-

rer imidlertid til, at kvindeforskningen straks skulle have givet køb og accep-

teret klasseanalytikeres krav om alene at indordne kvinder under et klasseper-

spektiv. Det gjorde den heldigvis ikke, hvilket indebar, at vi faktisk fik en

levedygtig kvindeforskning, som kunne stå på egne ben med massive nye

indsigter til følge. Lige så vigtigt i dag og med principielt samme argumenta-

tion er det, at barndomsforskningen kridter skoene og står fast på den funda-

mentale tese, at barndommen må begribes i en intergenerationel kontekst.

11

Diakrone generationsforhold

Men hvad er da en generationsrelation? Jeg skal her gennemgå en række mu-

ligheder, som har været foreslået, og som hver for sig har noget for sig. Jeg

tror, figur 2 kan være nyttig som illustration.

Figur 2 Model af generationsrelationer

2010’erne

1980’erne

1950’erne

1920’erne

1890’erne

Barndom Voksendom Alderdom

Denne figur er, ligesom figur 1, en gammel kending, som imidlertid har tjent

mig så godt, at jeg vover at benytte den igen. Som alle modelfigurer er den

en simplifikation, som ikke får alle nuancer med; den sigter alene mod at

fange de væsentligste perspektiver ind. I forspalten findes den historiske di-

12

mension – opdelt med 30 års mellemrum, svarende til en hævdvunden gene-

rationsafstand; den kunne have været 20 år eller noget andet også, det er ik-

ke afgørende. Langs den vandrette akse har vi begreberne barndom, voksen-

dom og alderdom. Her kunne vi også have indføjet flere nuancer, som fx

ungdom. Igen er det ikke afgørende, det er det derimod at begribe meningen

med det. Og meningen er at komme til rette med forskellige generationer

som både distinkte og sammenhængende.

Der er to tids dimensioner i figuren; den ene er som nævnt en historisk

dimension, den anden, som følger pilen, gennemgår et livsforløb. Lad os be-

gynde med sidstnævnte. På mange måder er det den mest begribelige, fordi

den repræsenterer både en dagligdags forståelse og en psykologisk-

pædagogisk forståelse, som vi er fortrolige med. Heri ligger faktisk en slags

generationsopfattelse, selv om det ikke er den, jeg er optaget af. I virkelighe-

den er der flere.

Den første kan vi kalde livsfase-modellen (eller livsstadie eller ’li-

fespan’). Den kender vi bedst fra psykologi, og den optræder i en række vari-

anter (Freud, Gesell, Piaget, Erikson etc.). Dens mest karakteristiske træk er,

at den er bygget op omkring en række stadier i det enkelte individs liv, hvor

navnlig barndommen er godt dækket ind. Den har været genstand for kritik

fra ikke mindst barndomssociologien for bl.a. dens næsten naturbundne

postulater (se fx James, Jenks and Prout, 1998), og hertil kommer dens

normativt og kronologisk set fremadskuende træk – hen imod voksenlivet,

som ikke blot tidsmæssigt ligger foran, men også kvalitativt. Uanset kritik er

der ingen tvivl om, at vi må klassificere modellen som en generationsmodel,

idet den på sin måde knytter barndom og voksendom sammen i et livsforløb.

Der er endvidere den vigtige pointe, at selve forestillingen hos et barn om at

13

blive voksen, og den indflydelse denne forestilling har i den enkeltes tilværel-

se, spiller en rolle, som ikke bør overses (cf. Olwig, 2000; Frønes, 2003).

Den anden model er livsløbs-modellen (’life course’). Den har vundet

akademisk anerkendelse med Glenn Elder’s studier af børn under 1930’ernes

depression (Elder, 1999). Den opfatter de konventionelle psykologiske stadie-

modeller som utilstrækkelige, fordi de baserer sig for firkantet på det enkelte

barns erfaringer fra familiemiljøet og de helt nære omgivelser, og er til gen-

gæld fortaler for at inddrage større samfundskontekster som påvirkningspa-

rametre. Livsløbs-teoretikere, siger Elder, søger at bygge en begrebsmæssig

bro mellem personlige udviklingsprocesser, individuelle livsløb og løbende

samfundsforandringer. Elder’s studier har konkret fulgt grupper af personer,

som har været udsat for potentielt samme historiske og samfundsmæssige

erfaringer og interesseret sig for forskelle mellem opvækstgrupper med for-

skellige historiske erfaringer. Efter min mening repræsentere disse livsløbs-

modeller et stort fremskridt i forhold til livsfase-modellerne; samtidig er og

bliver de fremadskuende, i og med at det er udviklingsprocesserne, der står i

centrum, men ganske vist nu på et kollektivt niveau og til dels med anvendel-

se af makro-variabler. Desuden indeholder de ikke den historiske generations-

forsknings elitebetragtninger. I en vis forstand har de slægtskab med kohor-

ten, som så bliver den tredje model, jeg vil nævne.

Kohorte-modellen er i udgangspunktet et demografisk hjælpemiddel.

For demografer betegner en kohorte en årgang, hvad enten det nu er en fød-

selsårgang, en skoleårgang, en årgang af dimittender eller hvad som helst.

Den kan naturligvis gives sociologisk indhold, og det er navnlig demografen

Norman Ryder, der har søgt at kvalificere begrebet på denne måde i en be-

rømt artikel fra 1965. Ryder definerer her en kohorte som ”aggregerede indi-

14

vider inden for en population, som erfarer de samme begivenheder inden for

det samme tidsinterval” (Ryder, 1965, p. 845). Den definition har klart lig-

hedspunkter med Elder’s livsløbsdefinition, i og med at den er fremadskri-

dende eller diakron, men den har slet ikke ambitioner om at knytte kohortens

erfaringer sammen med personlighedsudvikling.

Vi har indtil nu beskæftiget os med variationer af en diakron betragt-

ningsmåde, dvs. vi har fulgt den opadgående pil – enkeltindivider eller grup-

per eller kohorter af individer, som er født i 1980’erne, indtil de er blevet

voksne engang efter 2010 (eller hvornår vi nu lægger snitpunktet mellem barn

og voksen). Vi kan også sige, at det er variationer af overgange, eller ’transi-

tions’ fra barndom til voksendom og evt. videre til alderdom. For at sige det

på en anden måde, så anskues livsfaserne, livsløbene eller kohorterne som

perioder i et enkelt individs eller i en gruppes længere livsforløb.

Et spørgsmål, vi kan stille os, er, hvad det fortæller om barndommen

som sådan – den enkelte barndom eller den kollektive barndom andet end

netop det, denne kommer til at betyde for senere stadier i livsløbet. Og det er

ikke nødvendigvis lidt, hvis der kan dokumenteres en sammenhæng mellem

opvækstvilkår og livskvalitet senere i livet, navnlig hvis der moralsk eller

normativt tilstræbes en positiv sammenhæng. Et nagende spørgsmål står dog

tilbage: hvad nu hvis man kunne identificere en negativ sammenhæng? Hvad

nu hvis en ’dårlig’ barndom var en forudsætning for en ’god’ voksendom og

en ’god’ barndom resulterer i en ’dårlig’ voksendom? Hvilken prioritering

ville man da gøre – den ’gode’ barndom eller den ’gode’ voksendom?5

5 Begreber som ’god’ eller ’dårlig’ barndom eller voksendom er selvsagt problematiske. Her bruges de blot som en hurtig genvej til at illustrere en anden pointe.

15

Dette er ikke helt og holdent akademiske spørgsmål, selvom de fleste i

dag er enige om en positiv sammenhæng. Der var faktisk en gang for ikke så

længe siden, da tugt, skæld ud og korporlig afstraffelse var god tone netop

med henvisning til, at når børn blev voksne ville de skønne på de klø, de hav-

de fået i deres barndom. Og der er stadig eksempler på, hvordan visse foræl-

dre med henvisning til barnets fremtidige succes i voksenlivet udsætter det for

stressende og disciplinerende regimer, fx indenfor idræt, ballet, klaverspil etc.

I en større sammenhæng kan man spørge, om børns differentielle rets-

stilling respektive udelukkelse er et eksempel på, at relativ forfordeling be-

grundes med henvisning til børns eget bedste i en verden, der er indrettet på

voksnes præmisser. Lige ret for børn og voksne ville under disse omstændig-

heder ikke være i børns interesse, hvilket imidlertid ikke indebærer en aner-

kendelse af præmisserne som ideelle.

Jeg er her ikke optaget af at diskvalificere de teorier eller modeller,

som jeg har nævnt ovenfor, som alle bærer det diakrone, det mod voksen-

dommen fremadskuende kendetegn, men jeg søger svar på spørgsmål om for-

holdet mellem samtidigt levende generationer. I de diakrone modeller frem-

træder disse i bedste fald som formforvandlinger af enten det enkelte individ

eller af gruppen som sådan i deres ’Werdegang’, så at sige.

Det spørgsmål, som i alt fald ikke besvares af disse modeller, er, i

hvilken udstrækning forskellige aldersgrupper eller generationer har været, er

eller bliver gjort til genstand for forskellig behandling, som af en eller anden

grund savner legitimitet. En undtagelse er filosoffen Daniels (1988), som ikke

mener, at ulighed mellem børn og voksne nødvendigvis indebærer en kræn-

kelse af børn i en generationskontekst. Hans argument er interessant: Selvom

børn forfordeles som børn, vil de jo som voksne indhente det tabte, og derved

16

vil der over livsløbet opnås lighed. Dette forudsætter dog, hvilket Daniels

ikke siger noget om, at forholdene mellem generationer ikke ændres over tid,

og den forudsætning holder næppe. Bortset herfra er konsekvensen af denne

tankegang, at selvom børn som gruppe skulle være ’dømt’ til dårligere vilkår,

så har de ikke grund til at beklage sig, for deres tid kommer, hvor andre børn

så har sat sig på nederste trin! Hvor absurd denne tankerække end tager sig

ud, så er den i virkeligheden indholdet i idéen om ens livsløn.

Synkrone generationsforhold

Figur 2 har imidlertid andre dimensioner end de diakrone, og dem vil jeg nu

se på. De giver bedre mulighed for at begribe, hvad barndom er sociologisk,

og hvordan den forholder sig til andre generationer. I den første søjle har vi

barndom registreret i forskellige historiske perioder. Som nævnt kunne af-

standen mellem disse perioder lige så gerne – eller bedre – have været 20 som

30 år, men det spiller ingen rolle for argumentationen. For de fleste vil det,

tror jeg, give mening at tale om ’barndom’ for fx 100 år siden. På samme må-

de vil man måske have et billede af voksendommen i samme periode. Både

barndom og voksendom eksisterede i en historisk kontekst, hvor en række

økonomiske, sociale og kulturelle parametre var mere eller mindre bestem-

mende for deres konturer. Der var utvivlsomt talløse facetter, som gjorde både

barndom og voksendom differentierede, men den historiske afstand fungerer

her som en abstraktionsprocedure, som hjælper os til at overse nuancerne. For

selvom vi ikke har rede på alle detaljerne, så ved vi tilstrækkeligt til, at ingen

er i tvivl om, at der vil være stor forskel på barndommen for 100 år siden og

barndommen i dag. Men for at foretage denne sammenligning i vore hoveder

tvinges vi til – i mangel af historisk distance – at abstrahere fra detaljerne i

17

den moderne barndom. På samme måde som samfundet – konteksten – har

forandret sig, så har også barndommen, voksendommen etc. ændret sig. I før-

ste række kan vi observere, at samfundet ændrer sig, og som en specifikation

heraf observerer vi, at barndommen og voksendommen ændrer sig6. Eftersom

de næppe forandrer sig i samme takt og på samme måde, er der også grund til

at antage, at forholdet mellem dem, dvs. at generationsforholdet som sådan

har ændret sig, og at dette i dets foranderlighed i virkeligheden er en af de

parametre, som bidrager til at karakterisere barndommen og voksendommen.

Dette generationsforhold vises abstrakt i figur 2 langs den vandrette

dimension. Vi kan altså gå ind i figuren for hver enkelt periode og rimeligvis

gøre den antagelse, at der findes et forhold mellem generationer i hver perio-

de, og det er desuden rimeligt at gå ud fra, at dette forhold ændrer sig løben-

de. Samfundsmæssige udviklingstræk vil formentlig slå igennem og manife-

stere sig med varierende tyngde på de enkelte generationer. Således vil fx

ændringer inden for arbejdslivet have direkte fokus på voksengenerationens

medlemmer, mens fx det historiske skifte til almen skolegang frem for alt

havde en direkte effekt på børns dagligliv. Men det, som direkte fokuserede

på ét generationssegment, var ikke uden indirekte virkning på andre. Forhol-

det mellem generationer undergår derfor ændringer i et mønster af gensidige,

mere eller mindre direkte og indirekte, påvirkninger, uden at det er enkelt at

gøre dette op med præcise mål. Iøjnefaldende er det fx, at barndomspopulati-

onen i løbet af det 20. århundrede reduceres fra cirka en tredjedel til omkring

en femtedel, mens ældrebefolkningen øges fra mindre end en tiendedel til en

andel, der hastigt nærmer sig børns. Bag en sådan udvikling ligger en lang

række faktorer, som hver for sig og samlet set er udtryk for og påvirker for-

6 Vi kunne også have valgt andre specifikationer, fx klasse eller køn.

18

holdet mellem generationerne, både materielt og kulturelt. Samtidig bliver

den ny demografiske balance en selvstændig parameter i forholdet.

Denne måde at nærme sig barndom eller generation på er en strukturel

tilnærmelse. Barndom, voksendom og alderdom bliver hver for sig strukturel-

le former eller segmenter i en generationsrelation. Den historiske dynamik

eller det tidsmæssige perspektiv følger her ikke det enkelte individ eller livs-

løbet eller kohorten, men derimod disse strukturelle segmenter i et historisk

forløb, hvor de bestandig er i interaktiv forbindelse med hinanden. Med barn-

dom som eksempel, så er det selve dens strukturelle form, der ændrer sig,

fordi dens formende parametre ændrer sig, men den strukturbestemte barn-

dom forsvinder ikke – uanset hvor mange børn der rent faktisk gennemlever

deres enkelt-barndomme. Barndommen har med andre ord permanens. Det

har også forholdet mellem barndom og voksendommen, selvom deres former

ændrer sig, og selvom forholdet mellem dem forskyder sig, kvantitativt og

kvalitativt. Det ændres der ikke noget ved, uagtet at vi samtidig kan konstate-

re, at alle børn faktisk oplever deres barndomme som overgange. Der er med

andre ord – i løbet af en ’generationel periode’ – tale om en total udskiftning

af de personer, som udgør eller befolker barndomssegmentet, eller om man

vil: Der finder en bestandig udskiftning sted, i og med at der fødes nye med-

lemmer ind i den, samtidig med at andre forlader segmentet og indlemmes i

voksendommen. Der står, så at sige, en barndom og venter på den nyfødte;

denne barndom er den omfattende kontekst, som er meget mere end familie-

konteksten, den er også samfundskonteksten og den globale kontekst.

Man kan også udtrykke det på den måde, at mens den enkeltes barn-

dom forstået som livsfaser er bestemt af indre dispositioner samt i bedste fald

de nærmeste omgivelsers indflydelse, så er den strukturelle barndom bestemt

19

af eksterne parametre, som i det store og hele eksisterer uafhængigt af det

enkelte barn. Det er så at sige en institutionaliseret strukturform, eller som

den engelske sociolog Philip Abrams siger det, ”en kulturel institution som

analytisk er adskilt fra de individer, som passerer igennem den” (Abrams,

1970, s. 183). Hvordan skal vi så placere Elder’s livsløb i den sammenhæng,

for han er jo også optaget af de ydre omstændigheder, ligesom heller ikke han

er specielt interesseret i det enkelte individ? For Elder, for livsløbsanalysen

og også for kohortemodellen står ikke forholdet mellem samlevende alders-

grupper eller generationer i centrum, men derimod overgangen af aldersgrup-

pen eller kohorten fra barndom til voksendom. Forholdet mellem barndom og

voksendom bliver for så vidt kun interessant, hvis den fortæller noget om

denne overgang, mens den ikke er optaget af forholdet som sådan mellem

samlevende generationer.

Det er min erfaring, at det, som er vanskeligst at begribe ved dette, er

forskellen mellem overgang og permanens eller mellem periode og segment

(eller form). Det enkelte barn gennemlever sin egen barndom som en periode

af hele livet, og denne periode bliver da en overgang til den næste. For barn-

dommen som strukturel form kan der ikke være tale om hverken en periode

eller en overgang: Da den ikke er tidsmæssigt begrænset, har den ikke perio-

disk karakter, men derimod legemliggjort som et strukturelt fænomen. Og

eftersom denne legemliggjorte form ikke forsvinder, er der ikke tale om en

overgang til en ny strukturform. Den ændrer sig ganske vist historisk, men

den bliver ved at være der; den forandrer sig kontinuerligt, men der er ikke

tale om en diskontinuitet. Barndomssegmentet er heller ikke en fase eller en

periode i et enkelt barns eller en børnekohortes liv, men blot et af flere samek-

sisterende og gensidigt forbundne generationssegmenter. Segmenterne ænd-

20

rer sig både kvantitativt og kvalitativt i forhold til hinanden, og det er disse

kvantitative og kvalitative ændringer, det gælder om at beskrive og begribe

for at komme til rette med ændrede generationsforhold. Men før jeg går vide-

re med eksempler på dette, vil jeg kort vende tilbage til sammenligningen

med køn og klasse.

Mere om klasse-, køns- og generationsforhold

Den engelske antropolog Jonathan Benthall har sagt, at ”den store forskel

mellem børn og andre trakasserede grupper er, at børns ’minoritets’ status

normalt kommer til en ende” i modsætning til fx kvinders position, som er

livslangt (Benthall, 1992, p. 1). Jeg er ikke enig i dette, men vil være mere

tilbøjelig til at lægge vægt på lighederne mellem ’gender’ og generation.

Kønsrelationen (eller rettere: gender-relationen) er ganske vist ikke aldersbe-

grænset, men den vigtige pointe er, at også den eksisterer uafhængigt af den

enkelte kvindes livsforløb, fordi den er et strukturelt forhold mellem de to

køns-segmenter. Kønsrelationen kan ændre sig, kvinders status bliver en an-

den, men positionen kvinde er fortsat den ene af kønssegmenterne. Positionen

kvinde, eller kvinde-segmentet forsvinder ikke, blot fordi kvinder forlader

denne verden, lige så lidt som barndommen hører op, blot fordi børn bliver

voksne.

Sammenligningen med social klasse er måske mere instruktiv, selvom

også den byder på komplikationer. Eksistensen af en social klasse i marxistisk

forstand er heller ikke afhængig af enkeltmedlemmer. En arbejder kan forlade

arbejderklassen eller nye arbejdere kan komme til, men det ændrer ikke ved

den kendsgerning, at der findes en arbejderklasse, som forholder sig til kapita-

listklassen. Klassen kan blive mindre eller større, og klasserelationerne kan

21

undergå forandringer, men klassen består, så længe der er klasserelationer,

dvs. så længe der er udbytningsforhold af denne specielle karakter. Hverken

klasserelationer eller generationsrelationer er i princippet evigtvarende relati-

oner; klasserelationer kan teoretisk set forsvinde i et kommunistisk samfund,

ligesom vi jo har Ariès’ ord for, at barndommen ikke eksisterede frem til og

med middelalderen. Den empiriske støtte til disse tanker kan man diskutere,

men teoretisk set er de frugtbare.

Komplikationen i sammenligningen mellem klasse- og generations-

segment ligger et andet sted. Som bekendt skelnede Marx mellem klasse ’an

sich’ og ’für sich’ (’i sig selv’ og ’for sig selv’), og han havde her på den ene

side en objektiv bestemmelse for øje, på den anden side en bestemmelse som

følge af klassebevidsthed. En klasse med et handlingsberedskab og -potentiale

forudsatte ifølge Marx begge bestemmelser, men den objektive bestemmelse

forsvandt ikke, blot fordi arbejderne ikke kunne opvise bevidsthed om deres

klasseværen.

Det er, for at sige det mildt, en udfordrende opgave at bestemme

barndommen som en generation ’für sich’, altså med bevidsthed om generati-

onsrelationen, især hvis det også indebærer et organiserings- og handlingsbe-

redskab. Men det forhindrer ikke, at den fortsat kan eksistere ’an sich’, altså

som en objektiv relation. Edmunds og Turner skelner her (generelt og ikke

med tanke på børn) mellem passive og aktive generationsmedlemmer (2002a,

p. 16ff) og aktualiserer hermed Mannheim’s generationstænkning (Mann-

heim, 1952), i og med at også han forudsatte en bevidsthed om generationstil-

hørsforhold, hvis den overhovedet skulle give mening. Da han samtidig antog,

at børn og/eller unge først fik tankens kraft ved 17-års alderen, udelukkede

han hermed børn fra sin tænkning. Ingen barndomsforskere vil i dag skrive

22

under på dette, men selvom man måske kan være enige i, at børn ikke har

styrke til at organisere sig, så indebærer dette som sagt ikke, at de ikke kunne

have objektive grunde til at gøre det, eller i det mindste, at de ikke objektivt

skulle kunne identificeres (evt. identificere sig) som medlemmer af distinkte

segmenter.

Barndommens politiske svaghed, dens politiske tragedie om man vil,

består i, at så snart dens medlemmer når den alder, hvor de potentielt kunne

have styrke til at etablere et bevidst handlingsberedskab, så forlader de så at

sige segmentet. En evt. politisk organisering af barndomssegmentet forlanger

utvivlsomt støtte fra andre segmenter - den forudsætter så at sige et ’generati-

onsforræderi’, men heri er der intet nyt. Både arbejderklassen og kvindebe-

vægelsen er historisk blevet støttet af ’klasseforrædere’ eller ’kønsforrædere’

– men børn vil have behov for ’forræderiet’ i særlig og endnu højere grad. Jeg

vil kunne følge fortalerne for børns kompetencer og kapaciteter et langt styk-

ke ad vejen, men ikke så langt som til at benægte dette.

Der er endnu en komplikation, der står i vejen for børns selvorganise-

ring, og det er deres rumlige opsplittethed7 i små familier, hvilket på sin side

giver anledning til en principiel solidaritets- eller loyalitetskonflikt mellem på

den ene side familien (herunder i både klasse-, etniske og ’gender’-varianter)

og på den anden side generationen. Hvor har børn deres loyalitet? Den ameri-

kanske psykiater Robert Coles gjorde – midt i de amerikanske sydstaters ra-

cekonflikt – den observation, at ”på en måde har hvide og sorte børn mere

tilfælles med hinanden end med deres forældre” (Coles, 1967, p. 322). Hans

observation baserede sig på den påstand, at så længe deres racetilhørsforhold

7 Det var en tilsvarende rumlig opsplittethed, som for Marx gjorde bønderne suspekte i en klassekontekst, selv om de kunne være ligeså forarmede som arbejderne.

23

ikke var socialt etablerede eller indoktrinerede, så ville deres umiddelbare

selvforståelse som børn bringe dem sammen i et fællesskab. Det samme kan

sikkert siges om deres forhold til klasse og ’gender’.

Nogle vil hævde – ikke mindst i forlængelse af megen antropologisk

forskning, at generationsanalyser bør indskrænkes til familien eller slægten,

altså til et forhold mellem børn, forældre og evt. bedste- og oldeforældre. Det

er utvivlsomt en vigtig del af generationsanalysen – og adskillige emner vil

kunne tematiseres inden for denne ramme. På den anden side har samfunds-

udviklingen medført, at en række perspektiver overses, hvis vi i dag skulle

begrænse os til dette. Når børn i store dele af deres barndom faktisk opholder

sig uden for hjemmet og dér er underkastet andre autoriteter, så tvinger det os

til at opholde os ved andet og mere end blot forholdet til forældre. Hvis børns

forhold til voksne før i tiden i alt væsentligt begrænsede sig til et forhold til

forældre og kvinder i nabohuset, så må vi i dag konstatere, at børn i en hel

anden forstand forholder sig til en meget mere sammensat gruppe af voksne,

ja det er rimeligt at hævde, at barndommen forholder sig til voksendommen

også på et strukturelt niveau, som overskrider de mere personlige relationer.

På tysk skelner man mellem Beziehungen og Verhältnisse (se Honig,

1999), hvor Beziehungen henviser til netop disse personlige relationer, mens

Verhältnisse refererer til forhold af strukturel karakter, som for eksempel

klasseforhold. Disse to typer af forhold er heller ikke i generationssammen-

hæng identiske, de kan ligefrem går i modsat retning. Det kan meget vel være

– og meget taler for det (se fx Zelizer, 1985) – at udviklingen har medført et

væsentligt mere ligeværdigt for ikke at sige kammeratligt forhold mellem

forældre og børn, et forhold, hvor børn har en del at skulle have sagt i det,

man nu kalder forhandlingsfamilien. Men dette forhindrer ikke, at afstanden

24

mellem børn og voksne, mellem barndom og voksendom meget vel på et

strukturelt niveau kan være blevet mere fremmed og modsætningsfyldt. Mens

børn og voksne i traditionelle samfund levede deres liv i fælles og tætte rela-

tioner, og hvor alt, som skete, havde umiddelbare og synlige følger også for

børns liv, så er moderne samfundsprocesser tilsyneladende både mere fjerne

og abstrakte i forhold til børn; uigennemskueligheden øger med kompleksite-

ten, og det, der fx sker på såvel statsligt, korporativt som globalt niveau, lader

sig ikke enkelt og umiddelbart etablere som en relation til det enkelte barns

liv. Men det betyder naturligvis ikke, at der ikke er mange og til dels markan-

te afsmitninger på barndommen; til gengæld betyder det en forflygtigelse af

denne voksenverdens ansvar i forhold til børns vilkår. Tyskeren Kaufmann

taler i denne sammenhæng om ’strukturel ligegyldighed’ og ’strukturel man-

gel på hensyn’ i forhold til familier med børn (Kaufmann, 1990).

Disse strukturelle relationer forekommer så abstrakte, at mange tøver

med at tage livtag med dem. Det hænger sikkert også sammen med både vo-

res moraliserende syn på børn og vores indgroede familieideologi, som begge

næsten protesterer mod, at børn anskues i andre end netop disse tætte familie-

relationer (Beziehungen). Denne manglende evne eller vilje til at anlægge en

strukturel distance til barndom bidrager til at fastholde nogle strukturelle ak-

tører i deres ansvarsfrihed over for børn og barndom, hvilket ikke undgår at få

en række følger for børns tilværelse, fx når der skal diskuteres fordeling af

ressourcer. Så længe familien fastholdes som mere eller mindre eneansvarlig

både moralsk, eksistentielt og økonomisk, så berøver man også sig selv argu-

menter til forsvar for børn som borgere, der som sådanne legitimt bør kunne

stille krav på lige fod med andre generationers medlemmer.

25

Et generationsperspektiv er ikke enkelt at komme til rette med. Når

det er værd at beskæftige sig med, så skyldes det, at kun dette perspektiv gør

det muligt at studere barndom i sin egen ret på et strukturelt niveau. Man kan,

som nævnt, diskutere, hvad man skal kalde det. Jeg har nævnt en række bud

på det – livsfase, livsløb og kohorte, fx, og jeg har fundet dem uegnede af

forskellige grunde, ikke mindst fordi de alle henviser til forløb og perioder (på

individ eller gruppeniveau) snarere end til en sammenligning mellem samle-

vende generationssegmenter. Jeg er på det rene med, at også andre gør krav

på generationsbegrebet, fx i Mannheim traditionen, hvilket er et problem, men

jeg vælger alligevel at give begrebet sådanne præciseringer, at det bliver mu-

ligt at fastholde nogle objektive, ’an sich’-betragtninger som de væsentlige.

Nogle vil fremhæve aldersbegrebet og tale om aldersspænd (Abrams, 1970)

eller alderssegmenter; det er en mulighed, men man bør, efter min mening, så

vidt muligt undgå aldersbegrebet på grund at dets biologiske konnotationer –

på samme måde som kvindeforskningen har undgået køn til fordel for ’gen-

der’8. Alder undgår man ikke uanset, hvad man gør, som et deskriptivt in-

strument, men med et aldersbegreb som teoretisk grundlag løber man stor

risiko for at knytte sig til ret tilfældige og alt for præcise aldersgrænser (se

Gillis, 1974, sml.s.2,104 og 208). De kan nemlig blive for præcise, hvis man

ønsker at gøre rede for historiske udviklingstendenser, hvor aldersgrænser

varierer – ligesom de gør det internationalt – selvom den afhængige befolk-

8 Som et kriterium for socialt medlemskab er alder, siger Turner, ”i stigende grad anor-malt, eftersom alder er en tilskrevet kategori og tilskrevne kategorier er vanskelige at forene med en universalistisk norm for borgerskab” (Turner, 1986a, p. 98. Andetsteds siger Turner, at eftersom kategorien alder – likesom race og køn – ikke er ’facts of being’, så er der ”ikke nogen nødvendig grund til at en person skal beskrives ved hjælp af alder, køn og race” (Turner, 1986b, p. 12). Turner skrev faktisk ’gender’ og ikke ’sex’, men det må have været en bommert.

26

ningsgruppe, vi kalder børn, i princippet er den samme. Barndom har stor

samvariation med alder, men kan ikke defineres ved hjælp af alder.

Nogle almene illustrationer på generationsforhold

Hvilke praktiske konsekvenser får nu disse overvejelser om generationsfor-

hold? Jeg skal give nogle eksempler på generationsanalyser, som falder i tråd

med min generationsforståelse og skal begynde med Margaret Mead’s kendte

bog Culture and Commitment fra 1972. Denne letlæste bog, baseret som den

er på nogle radioforedrag, er ikke desto mindre et fremragende eksempel på

ændrede generationsforhold. Ganske vist understreger Mead, at hendes ek-

sempler alle er hentet fra nutidige samfund (dvs. fra midten af det 20. århund-

rede), som samtidig var samfund, som repræsenterede forskellige udviklings-

niveauer. Derfor kan bogen også læses som en tentativ beskrivelse af genera-

tionsforhold i samfund på forskellige historiske udviklingstrin. Mead’s egen

sammenfatning i begyndelsen af bogen lyder sådan:

”Distinktionerne, jeg gør mellem tre forskellige slags kulturer – postfigurati-

ve, i hvilke børn lærer primært fra deres forfædre, cofigurative, i hvilke både

børn og voksne lærer fra deres peers, og præfigurative, hvor voksne lærer

også fra deres børn – genspejler den periode, vi lever i. Primitive samfund og

små religiøse og ideologiske enklaver er primært postfigurative, idet de afle-

der autoriteten fra fortiden. Store civilisationer, som nødvendigvis har udvik-

let teknikker til at inkorporere forandringer, gør karakteristisk brug af en

eller anden form for cofigurativ indlæring fra peers, legekammerater, med-

studerende og lærlingekolleger. Vi er nu på vej ind i en historisk ny periode,

hvor de unge påtager sig en ny autoritet i deres præfigurative tilegnelse af

den stadig ukendte fremtid” (Mead, 1972, p. 31).

27

Mead maler her med den brede pensel og knytter implicit disse ænd-

rede generationsforhold sammen med forandringshastigheden i samfundet: jo

langsommere tempoet i forandringerne er, i jo større afhængighed står børn

og unge til deres forældre og de ældre generationer i det hele taget, og jo kla-

rere er autoritetsforholdene mellem generationerne. Det, som har gyldighed

her og nu, har gyldighed også når børn bliver voksne, og manglen på opfin-

delser og forandringer fastholder derfor den kendte autoritet, fordi den bygger

på kendte erfaringer.

Den næste store fase repræsenterer det nye, at man mere og mere læ-

rer af arbejdskammerater, medstuderende, peers og andre samtidige i forskel-

lige sektioner af samfundet – og i den udstrækning, det er tilfældet, reduceres

autoritetsforholdet til de ældre generationer. Det er i en vis forstand en over-

gangsperiode, før man kommer til den præfigurative periode, som endnu da

bogen blev skrevet var i sin vorden, men som på mange måder er blevet ac-

centueret i sine tendenser, nemlig at unge kan ting, som voksne ikke kan.

Vi kan forestille os en udviklingskurve, som beskriver samfundets

forandringer målt ved fx teknologiske opfindelser. Den kurve vil i lange peri-

oder af historien ligge stabilt lavt (postfigurativ periode) og så begynde at gå

opad i en lang cofigurativ periode, for så at stige eksplosivt og eksponentielt i

vores moderne præfigurative periode, og der er ingen tegn på, at det vil ændre

sig, tværtimod. Hvis vi for eksempel lægger generationsafstande ind på kur-

ven, lad os sige af 20 års varighed, så er det nemt at se, at mens intet for så

vidt ændrede sig i voksnes brugbare erfaringer i den postfigurative periode, så

er den verden, børn fødtes ind i for 20 år siden, en helt anden end den, nyfødte

møder i dag. Det spørgsmål, der så rimeligvis må stilles, er, om de erfaringer,

28

den ny forældregeneration har opsamlet, overhovedet er adækvate i forhold til

den nyfødte generation?

Mead’s diagnose er overbevisende i det store overblik, men kan sik-

kert kritiseres i detaljen. Idéen om, at børn og unge hurtigere nemmer det nye

end deres forældre, er ikke længere ny, men provokerer fortsat forestillingen

om, at kompetence giver adgang til udøvelse af autoritet. Hvis der skabes

tvivl om kompetencefordelingen mellem generationer, trues den traditionelle

intergenerationelle autoritetsrelation. Det var i virkeligheden den trussel, som

foranledigede Postman til i sin bog med den karakteristiske titel, The Disap-

pearance of Childhood, at lufte et forslag om at forbyde børn at se TV, angi-

veligt netop på grund af frygten for, at det ville udhule forældreautoriteten

(Postman, 1982).9

Mead’s bog giver eksempler på, hvordan forholdet mellem samleven-

de generationer varierer over tid og sted. Det er åbenbart, at hun ikke har vil-

let eller kunnet give sig ind på specifikke aldersgrænser for barndom – de har

naturligvis været forskellige, hvilket kun viser, at det ikke er sådanne speci-

fikke aldersgrænser, det handler om. Samtidig rejser bogen det spørgsmål,

som i og for sig ligger i Postman’s klageskrift, om grænserne mellem voksen-

og barndom udviskes, eller som Hengst (1981) spurgte for en snes år siden:

Er barndom på vej til at blive likvideret? Er den en fiktion?

9 Historisk er dette ikke enestående. Høegh-Guldberg, notorisk anti-oplysningsmand på Struenses tid, skrev således i et brev fra 1787, at ”mere kundskab gør bonden og hans stand mere ufordragelig og medfører lede og kedsomhed over det hårde og ensformige arbejde, hvortil hans dag må bruges. Og staten må og skal bruge hans dage. Det hele menneskelige køn tåler kun et vist mål af kundskab, og enhver stand må derfor have sin bestemte andel. Mere gør drukken” (se Haue et al., 1986, s. 89). Eller glasfabrikanten Gedde, som Marx citerer for følgende: ”Så vidt jeg kan se, er den større mængde uddan-nelse, som en del af fabriksklassen har nydt i de senere år, et onde. Det er farligt, for det gør dem uafhængige” (Marx, 1970, s. 585).

29

Det er den nu næppe, ville i al fald nyligt afdøde John Hood-Williams

mene. I et interessant bidrag til diskussionen om magtrelationer i familien

hævder han, at de har holdt sig stabile trods mange samfundsmæssige æn-

dringer. Han tager udgangspunkt i det, han kalder familie-patriarkatet, som

han deler op i to: På den ene side forholdet mellem køn, som han kalder mari-

tal- eller ægteskabs-patriarkatet, og på den anden side forholdet mellem voks-

ne og børn, som han kalder alders-patriarkatet. Han gør opmærksom på

skjulte aspekter af familielivet og mener, at der ved nøjere studier af familie-

livet:

”opstår en ny dagsorden, som må give anledning til bekymring, og som tilsi-

ger, at der formodentlig eksisterer antagonistiske forhold inden for familien,

og som retter vores opmærksomhed på differentiel fordeling af magt, arbejde,

vold og belønninger” (Hood-Williams, 1990, p. 159).

Trods ændringer i tidens løb, mener Hood-Williams ikke, at de fundamentalt

rokker ved hans tese.

Mens Hood-Williams er optaget af magtrelationer indenfor familien,

tager David Oldman det radikale skridt at påstå, at der findes en slags klasse-

relationer mellem voksne og børn i samfundet, og han sætter især fokus på

forhold mellem børn i institutioner og dem han (med et uheldigt begreb) kal-

der ’childworkers’, altså dem, der arbejder med børn, lærere, pædagoger etc.

Det er hans argument, at børn indgår i en tvungen forbindelse med dem. I

dette arbejde med børn, siger han:

”… er barnet objekt for andres arbejde, hvad enten det er betalt eller ubetalt.

Samtidig er barnet imidlertid et aktivt subjekt. Mere præcis, det er barnets

aktivitet, dets eget arbejde, som bliver objekt for voksnes arbejde. Arbejdet

med børn producerer subsistensmidler for en betragtelig del af voksenbefolk-

30

ningen” (Oldman, 1994, p. 155). … ”[H]vis vi kan vise, at værdien til voksne

øger på bekostning af værdien til børn, så bliver det muligt at tale om udbyt-

tende forhold mellem voksne og børn. Dette ville være kvintessensen af det, vi

kunne kalde en ’generationel produktionsmåde’” (Oldman, loc.cit.).

Mens Hood-Williams opererer på familieniveauet for generationsana-

lysen og således siger noget om ’Beziehungen’ mellem generationer, er Old-

man altså optaget af ’Verhältnisse’ mellem børn og voksenbefolkningen på et

strukturniveau. Trods disse forskelle bruger begge et sprog, som minder om

klassiske studier af ulighed såsom produktionsmåde, patriarkat og antagoni-

stiske relationer, et sprog, som introducerer en helt anden dagsorden end den,

vi er vant til, når børn og forældre slås sammen i familieenhedens underfor-

ståede fællesinteresse, hvor ydermere forskellene mellem familier stiliseres

som klasseinteresser.

Johan Galtung har i en helt anden sammenhæng (og i en fodnote) gjort

opmærksom på en mulig interessekonflikt mellem børn og forældre:

”Hvis man føler, at det strider mod børns interesser, som autonome menne-

skelige væsner at acceptere båndet som børn af deres biologiske forældre, så

er der i sandhed en inkompatibilitet i det nuværende familiesystem: forældre

har som ejere interesser, som ikke stemmer overens med børns interesser som

selv-ejere. Den eneste forskel mellem dette eksempel og Schmid’s herre-slave

eksempel10 er, at han leverer et paradigme om en konflikt fra fortiden, jeg et

paradigme om en konflikt i fremtiden og ydermere om en konflikt, jeg tror vil

10 Galtung bruger eksemplet i en polemik med Herman Schmid om noget helt andet, som jeg ikke her skal gå nærmere ind på.

31

manifestere sig ret snart, på linie med den almene bølge mod defeudalisering

af den sociale orden11” (Galtung, 1969, p. 191).

Det er karakteristisk, at når den offentlige debat overhovedet nævner

interessebegrebet i forbindelse med børn, så er det i formuleringer om ’bar-

nets bedste interesser’. Her fokuseres der abstrakt på barnet i ental, og indhol-

det i begrebet om ’barnets bedste interesser’ er genstand for kontroverser og

langtfra entydigt; ved nøjere eftersyn forekommer det imidlertid som om,

kontroversens genstand, barnet, forsvinder, eller måske rettere, at barnet

instrumentaliseres til fordel for andre interesser – familieideologiske, konser-

vative, socialdemokratiske, kvindepolitiske etc. Hver for sig hævder disse

interesser ikke blot at tale barnets sag, men at være i fundamental overens-

stemmelse med den. Idéen om, at der skulle kunne eksistere en modsætning,

endsige konflikt mellem børns interesser på den ene side og på den anden

forældres, voksnes eller korporative eller samfundsmæssige interesser, er

fremmed. Galtung analyserer ikke dette (det var ikke hans ærinde), men leve-

rer os ny begrebsmæssig ammunition ved at skelne mellem forældres ejer-

interesser i børn og børns selv-ejer-interesser (som autonome menneskelige

væsner), ved at pege på forældre-børn relationen som en herre-slave lignende

relation i en feudal orden.

Jeg har allerede gjort opmærksom på, at introduktionen af et generati-

onsperspektiv ikke kan eller må forstås som et forsøg på at gøre andre mod-

sætningsfyldte relationer ugyldige, såsom klasse, køns- eller etniske relatio-

ner. Tværtimod har de det tilfælles, at de hver for sig stiller spørgsmålstegn

ved overleverede, traditionelle herredømme-forhold, som hidtil blev forstået

11 Med dette ordvalg havde Galtung formentlig også den på dette tidspunkt fremvoksende kvindebevægelse i tankerne; angrebet på patriarkatet kunne, forudså Galtung, følges op af at angreb på andre ’naturlige’ autoriteter.

32

som mere eller mindre naturlige. Men det er, som også nævnt, nødvendigt

også at specificere deres forskellighed som herredømme-forhold.

Derfor må vi nødvendigvis radikalt og beslutsomt rette fokus mod

barndom og dens forhold til andre generationer, når vi har bestemt os for, at

barndom er omdrejningspunktet i vores analyse. I forenklet form illustrerede

figur 1 og tabel 1 ovenfor dette. Specifikationen af forskellighed mellem do-

minansforholdene nødvendiggør – for hver enkelt af dem – at vi uddyber ana-

lysen med henblik på at udvikle begreber, parametre, variabler og dimensio-

ner, som på en meningsfuld måde diskriminerer mellem klasser, køn, etnicitet

og generationer. For så vidt angår sidstnævnte er det dette arbejde Mead,

Hood-Williams, Oldman og – lidt tilfældigt – Galtung har taget fat på. I virke-

ligheden er den tanke også implicit, når det ikke så sjældent hævdes, at barn-

dommen er en marginaliseret gruppe, en karakteristik, som forudsætter noget

fælles for gruppens medlemmer.

Det fælles inden for og det forskellige mellem generationssegmenter

Samlevende generationer i et givet samfund – børn, unge, voksne, gamle – er

på den ene side påvirkede af de samme makrovariabler; det er svært at fore-

stille sig nogen makrovariabel eller -parameter, som ikke på en eller anden

måde sætter sig spor i ethvert generationssegment. På den anden side påvirkes

de ikke nødvendigvis på samme måde eller i samme omfang eller dybde, dels

fordi voksne har særlige forståelser af børn og følgelig forholder sig til dem

på andre måder end til samlevende voksne, dels fordi der fra voksensamfun-

dets side gribes ind – beskyttende, præventivt, prohibitivt etc. – over for børn

og barndom. Endelig, og ikke mindst, fordi voksne selv har planer og træffer

beslutninger, som slet ikke har børn og barndom i tankerne.

33

Bortset fra den vigtige grundantagelse, at børn og voksne har det til

fælles, at de er menneskelige og sociale væsner, giver summen af disse foran-

staltninger og holdninger grund til at antage, at der er forskelle på barndom og

voksendom. En generationsanalyse må med andre ord bygge på den hypotese,

at børn er fælles om noget, som adskiller dem fra andet, som voksne er fælles

om12. Det er dette noget og andet, en generationsanalyse må være optaget af

at identificere.

Alders- eller generationsdiskrimination kan udtrykkes på både et per-

sonligt og et strukturelt niveau. Hood-Williams ydede et vigtigt bidrag ved at

pege på den kontinuerlige ’alders-patriarkalisme’ inden for familien. Som

antydet ovenfor vil andre tolke udviklingen anderledes, at børn har fået større

indflydelse netop dér i takt med deres svindende antal og sentimentaliseringen

af dem og manifesteret i den såkaldte forhandlerfamilie. Denne konstaterbare

udvikling skal ikke overses, ligesom det er vigtigt at notere sig ændringer til

børns fordel så som lovgivning mod korporlig afstraffelse, ret til medbestem-

melse på stadig flere områder etc. De ændrer imidlertid ikke ved forældres

rettigheder og pligter som formyndere, på godt og ondt. Generationsforhold

inden for familien er personlige forhold – mellem forældre og børn, evt. også

bedsteforældre, men grænserne mellem det personlige og det strukturelle er

flydende. I den udstrækning personlige generationsbånd mellem børn og for-

ældre antager almen karakter med gyldighed for alle forældre-børn relationer

får de også struktur-karakter. Det gælder for eksempel afskaffelsen af revsel-

sesretten, som er en regulering af generationsforholdet på et strukturniveau

12 Dette forhindrer ikke eller modsiges ikke af, at børn og voksne på en række områder har meget til fælles, for eksempel når de bor i samme familie eller tilhører samme klasse. Det er ingenlunde utænkeligt, at klassetilhørsforholdet til syvende og sidst er mere signi-fikant end tilhørsforholdet til et generationssegment, men dels er det ikke det, der her står til diskussion, dels ville en besvarelse af det forudsætte, at vi har undersøgt begge.

34

(Verhältnisse), men hvis praktiske implementering i den enkelte familie præ-

ges af personlige relationer (Beziehungen). Der er således forskel på, om vi

på den ene side taler om forhold mellem forældre og børn og på den anden

side forhold mellem voksne og børn (eller om forældreskab13 og barndom

respektive voksendom og barndom). Her skal jeg fortrinsvis med nogle ek-

sempler belyse generationsforhold på et strukturelt niveau.

Barndom er umyndighed

Mest eksplicit demonstreres dette legalt: Børn er umyndige, men voksne er

myndige. Denne forskel mellem og lighed inden for generationer hersker i alle

lande uden undtagelse og er desuden implicit nedfældet i såvel Menneskeret-

tighedserklæringen som FN’s konvention om barnets rettigheder. I ingen af

disse centrale dokumenter er det gjort eksplicit, at man ikke må diskriminere

på grund af alder. Hvad enten dette tolkes positivt eller negativt – i normativ

forstand kan eksempler på begge dele nævnes – så markerer det en klar skille-

linie mellem barndom og voksendom. Hertil kommer en række specielle lega-

le bestemmelser som for eksempel seksuel og kriminel lavalder. Forskellige

aldersgrænser på forskellige områder demonstrerer endnu engang, at en enkelt

stipuleret aldersgrænse er upraktisk at operere med. Derimod giver det me-

ning at tale om generationer, om ikke af andre grunde så fordi det er voksne,

som har truffet beslutning om de forskellige aldersgrænser. At tale om barn-

dommens almene vilkår indebærer således også en indsigt i sådanne aldersdif-

ferentieringer, som imidlertid selv lader sig analysere som udtryk for voksen-

samfundets interessepolitik, dets ambivalens over for barndommen eller må-

ske blot som administrative hensigtsmæssigheder. Umyndighed i legal for-

13 Terminologisk kommer vi til kort på dansk. Voksendom er knap nok en indarbejdet term, og forældreskab er endnu mindre tilfredsstillende. På engelsk siger man ’adulthood’ og ’parenthood’ – begreber, som bedre indfanger meningen.

35

stand giver således en klar aldersgrænse, men undervurderer formynderiets

omfang. Der kan argumenteres for, at de forskellige aldersgrænser er fastsat

efter forgodtbefindende af de myndige og efterlader barndomsgenerationen i

et morads af ugennemskuelige, uklare og ofte usammenhængende forhold

mellem rettigheder og pligter. Det sociologiske begreb formynderi er derfor

mere meningsfuldt end det legale begreb om myndighed.

Børn er underkastet formynderi

I bredere sociologisk forstand er børn, foreslår jeg, underkastet formynderi; de

er med et godt tysk udtryk ’bevormundet’. Formynderiets subjekt er mere end

et legalt stipuleret regelsæt, således som det er nedfældet i lovgivningen; det

er også normative påbud og forbud, som om nødvendigt kontrolleres og

håndhæves af voksne, men oftest bliver stiltiende fulgt af børn, som meget vel

ved, hvad de har lov og ikke lov til. Disse voksne formyndere kan være for-

ældre (eller værger), som legalt har børn under deres myndighed, eller det kan

– in locu parentis (i forældrenes sted) – være kommunen eller staten eller

repræsentanter for dem i et eller andet institutionelt regi. Men det kan også

være andre og ganske almindelige voksne som indehavere af voksenstatus.

Vi kan i den sammenhæng introducere begrebet ’status krænkelse’

(fra det engelske ’status offence’), som netop ikke nødvendigvis drejer sig om

handlinger, som er stødende eller krænkende i sig selv, men som alene henvi-

ser til handlinger, som er tilladt for nogle, men ikke for andre, afhængig af

deres sociale status. Et klassisk eksempel finder vi i en raceadskillelsespolitik,

som tillod hvide at benytte bænke i en park, men forbød sorte at sætte sig på

dem; eller en kønssegregering, som i realiteten forhindrede kvinder at påtage

sig lønnet arbejde uden for hjemmet. Findes der på samme måde en generati-

onsadskillelsespolitik eller -praksis? Myndighedslovgivningen, som omtalt

36

ovenfor, er et indiskutabelt eksempel på det. De såkaldte ’curfew’ regler i

USA og England er et andet markant eksempel, som regulerer, hvornår børn

(inden for visse aldersgrænser) har lov at opholde sig uden for hjemmet eller

er tvunget til ’husarrest’ for enten at beskytte børnene selv eller det omgiven-

de samfund. Og selvom vi er blevet mere liberale over for børn, findes der

fortsat mange ’forbudt for børn’ områder, som demonstrerer statuskrænkelser,

der på sin side i større eller mindre omfang retfærdiggør eller ligefrem forlan-

ger, at voksne griber ind, viser tilrette, hovmestererer eller simpelt hen skæl-

der ud (se Sigsgaard, 2002) i en form og et omfang, som ville være utillade-

ligt og utidigt over for voksne, navnlig da, hvis børn gjorde det.14

14 Der kan i al fald være tale om to relevante indvendinger mod denne analyse. Den ene er, at formynderi eller statuskrænkelse ikke nødvendigvis er noget negativt eller fjendtligt over for børn, den anden, at de må vurderes forskelligt, afhængig af, hvor gamle børn er. Hvad den første indvending angår, så er det rigtigt, at et statusbegrundet indgreb udmærket kan have positive konsekvenser. Den kan endda gå den anden vej i den forstand, at også voksne kan tænkes udsat for statuskrænkelse. I begge tilfælde, og det er pointen, er der imidlertid tale om en praksis, som dokumenterer adskillelse mellem generationer. Og selv-om det er rigtigt, at jo ældre børn bliver, jo mere accepteres det, at de gør, hvad man ellers kun forventer af voksne, så forudsætter denne anden indvending fortsat en generationsad-skillelse, idet den altid gælder for nogle børn, men aldrig for voksne. Barndomsstatus er med andre ord en nødvendig, men ikke tilstrækkelig betingelse for at vi skal kunne hævde, at børn krænker voksnes status.

Spørgsmålet er derfor, hvor strenge krav vi i hver enkelt situation må stille til barndom-mens inklusivitet og eksklusivitet. Må vi forlange, at alle børn under fx 18 år omfattes af samme barndomsvilkår gennem hele deres barndom og inkluderes i samme omfang, når vi taler om forskelle mellem barndom og voksendom, eller er det tilstrækkeligt at henvise til, at visse vilkår som en hovedregel er gyldige for de fleste børn i et omfang, som kvantitativt og kvalitativt gør dem forskellige fra andre voksenvilkår? Det første, meget absolutte, krav ville gøre en teoretisk bestemmelse af barndom rigid og umuliggøre meningsfulde udsagn om forskelle mellem barndom og andre generationssegmenter. Det andet og mindre stren-ge krav er derfor at foretrække, for selvom vi da konfronteres med flere tvivlstilfælde, vil vi formentlig kunne sige noget alment om forskelle mellem generationer.

Det er således vigtigt at arbejde med sådanne begrebsmæssige og metodologiske afgræns-ninger. Der er intet mærkværdigt eller specielt ved, at grænserne er flydende. Klasseteore-tikere har i årtier diskuteret kriterier for, hvornår arbejdere og andre ansatte hører til arbej-derklassen, ligesom der også blandt kvindeforskere er diskussion om, hvorvidt alle kvinder er underkastet et patriarkalsk regime i samme omfang, eller om nogle kvinder er det over-

37

Barndommen er en institutionaliseret status

Skolegang og institutionalisering er i stadig højere grad blevet et fælles vilkår

for børn og måske mere end noget andet et sindbillede på adskillelse mellem

generationer. For Ariès var ’skolarisering’, som han kaldte det, det afgørende

nye, som synliggjorde, at barndommen begyndte at tage form som et særligt

samfundsmæssigt rum, hvor børnene også fysisk var adskilt fra voksne (bort-

set fra lærerne). Men børns beskoling var kun begyndelsen på barndommens

institutionalisering, som med vuggestuer, børnehaver og børnehaveklasser

efterhånden har antaget et så massivt omfang, at det er rimeligt at betegne den

som et alment barndomsvilkår – noget som er fælles for børn, og som samti-

dig adskiller det fra voksne. Hertil kommer talrige andre institutionaliserings-

lignende former, som specielt er indrettede for børn, ikke mindst inden for

fritidsområdet. Der findes næppe andre områder end institutionaliseringen,

som så markant demonstrerer barndommens adskillelse fra voksendommen.

Ganske vist er ikke alle børn i løbet af deres barndom institutionaliserede (i fx

vuggestue og børnehave) og slet ikke i hele deres barndom; og ganske vist er

det måske kun to tredjedele af børnepopulationen, som til en hver tid går i

skole; alligevel lægger institutionaliseringen beslag på børns tid i et omfang,

som gør det rimeligt at påstå, at det er et alment vilkår for praktisk taget alle

børn, at de er institutionaliserede i mange år. Både institutionalisering i al-

mindelighed og skolegang i særdeleshed er således parametre, som gyldigt og

relevant karakteriserer barndommen – også selvom en del voksne undertiden

hovedet. Efter mit skøn ændrer disse diskussioner ikke noget ved den kendsgerning, at der faktisk findes kategorier som klasse og køn eller klasse- og ’gender’-relationer. Tilsvaren-de findes der generations-forhold, uanset vanskeligheder ved afgrænsningerne, i den for-stand at barndomsstatus betyder noget forskelligt, er forårsaget af noget forskelligt og har andre konsekvenser end voksen- eller ældrestatus.

38

sidder på skolebænk15, og selvom institutionalisering også for mange gamle

vil være en realitet16.

Barndommens institutionalisering, herunder navnlig skolegangen, be-

kræfter samtidig, at børn er adskilt fra arbejdslivet og således forhindret i at

opleve sig selv som bidragyder til akkumulering af rigdomme. Snarere under-

støtter løbende diskurser den forståelse – blandt børn og voksne – at børn er et

dræn i offentlige såvel som private kasser17. Herved konsolideres barndom-

men som en afhængig status.

Barndommen er en afhængig økonomisk status

Det hører til de barndomsforskningens fortjenester de senere årtier, at børn

mere og mere bliver anerkendt som aktive deltagere på deres forskellige are-

naer. Anerkendelsen har imidlertid sine grænser, som markerer, at når alt

kommer til alt, så er og bliver barndommen en underordnet og afhængig sta-

tus. Intetsteds er dette tydeligere end på det økonomiske område. Ikke blot er

børn økonomisk umyndige; den manglende anerkendelse af, at deres aktivite-

ter kan have positive økonomiske implikationer, efterlader dem i alt væsent-

15 Noget tyder på, at selv da vil der være en forskel. Som Knud Illeris påpeger, så kræver voksne, som er i gang med et efteruddannelsesforløb, særlige greb og former, ”der hele tiden muliggør og kræver ansvaret for deres egne forløb”, netop for at forhindre, at de skal føle, at der bare bliver ”tale om livslang skolegang”, hvor dette eget ansvar netop var fraværende (se Illeris (2003a) med forfatterens henvisning til i sin nye bog (Illeris, 2003b)). Det forekommer med andre ord vigtigt, at voksne skal kunne markere en distan-ce til børneskolens formynderi for at kunne fastholde deres status og identitet som voks-ne. 16 Sådanne intergenerationelle sammenligninger af tilsyneladende ensartede fænomener er vigtige for at prøve gyldigheden af, hvad der fælles, og hvad der er forskelligt. Se fx Foucault’s udsagn om at ’childhood is madness’ i forbindelse med gamles institutionali-sering. 17 Denne mentale konstruktion af virkeligheden holder ikke nødvendigvis vand, hverken historisk eller logisk. Den forudsætter, at børns skolegang bortdefineres som nyttig, rig-domsakkumulerende virksomhed (se senest Qvortrup, 2003), hvilken i sig selv kan tolkes som udtryk for særlige vokseninteresser.

39

ligt som konsumenter, hvis forbrug må dækkes af voksne, først og fremmest

af deres forældre. I denne artikels kontekst kan vi hævde, at børn er fælles om

at være økonomiske ansvarsfrie, mens voksne til forskel herfra bærer økono-

misk ansvar, herunder for deres umyndige børn18.

En sådan generationel ordning har bl.a. den konsekvens, at børns ma-

terielle velfærdssituation usynliggøres. Med stærk støtte af en hævdvunden

familieideologi forstås de som en del af familien, hvis forældre er forpligtede

på deres underhold. I kraft af at de historisk set har mistet deres status som

anerkendte økonomiske bidragydere, er både de og deres forældre bragt i en

prekær materiel situation: Forældrene, hvis lønninger på markedet ikke regu-

leres opad i takt med antal børn, må få den samme løn som ikke-forældre til at

række til flere personer. Offentlige ydelser til børn og deres familier hjælper,

men dækker langt fra de ekstraudgifter, børns tilstedeværelse medfører.

Det bemærkelsesværdige ved dette anerkendte arrangement er, at børn

ikke som personer eller borgere kan gøre krav på intergenerationel fordelings-

retfærdighed, bortset fra den, der følger af forældrenes forpligtelse over for

dem. Men netop den begrænsning gør alt andet lige deres situation mere ud-

sat, fordi en stadig mindre andel af voksne har børn boende hos sig og derfor

ikke har denne forpligtelse – en kendsgerning, som næppe er uden sammen-

hæng med netop omkostningerne ved at få og have børn. Det er således en

kendsgerning, at børnerige familier har større risiko for at oplever fattigdom,

end hvis der er få børn.

Samtidig illustrerer dette eksempel vigtigheden af at skelne mellem

familieniveauet og samfundsniveauet. Der vil ikke være en markant forskel

18 Læg vel mærke til, at jeg hverken omtalte børn som økonomisk ansvarsløse eller voks-ne som økonomisk ansvarlige.

40

mellem børns og deres forældres materielle velstandsniveau – en forskel, som

til gengæld vil være stigende mellem børn og voksne på et aggregeret niveau,

jo færre familier, der er børnefamilier. Dette demonstrerer på sin side, at

voksne som sådanne ikke i vort system har noget økonomisk ansvar over for

børn, og det samme gælder korporative aktører som virksomheder og organi-

sationer. Det offentlige griber ganske vist ind med støtte, men dels dækker

den støtte som nævnt ikke gabet, dels har det offentlige ikke nogen konstituti-

onel forpligtelse til at yde støtte til børn, som principielt er en privatsag.

Den historiske udvikling af disse komplekse forhold har ikke alene

bragt børn i en udsat økonomisk situation, men truer også samfundets repro-

duktion, som i vores økonomiske selvforståelse er reduceret til familiens re-

produktion, uanset at det er samfundet, som er økonomisk afhængig af den.

Der kan endelig argumenteres for, at netop denne tabte erkendelse af sam-

menhænge mellem generationer er i færd med at true ældres pensioner.

Fysiske omgivelser – oversete trivialiteter

Det er moderne at tale om, at barndommen er en social konstruktion, som er

etableret via et sæt af diskurser. Der er det rigtige heri, at formuleringer af fx

holdninger til børn bidrager til at konsolidere bestemte praktiske arrangemen-

ter og opdragelsesformer, selvom det ofte ville være nyttigt at undersøge dis-

ses materielle interessebundethed. Men man bør tillige være opmærksom på,

at der vitterligt findes magtfulde rum rundt om barndommen, hvor der formu-

leres diskurser og praktiseres interesser uden nogen som helst tanke på barn-

dom. Der er grund til at tro, at sådanne diskurser og interesser, som er inder-

ligt indifferente over for børn, har massiv indflydelse på barndommens

livsverdener.

41

I den større sammenhæng er der krige, erobringer, interventioner, ko-

loniseringer, valutatransaktioner, globalisering etc. I mindre målestok er-

hvervslivsfusioner, arbejdsmarkedskonflikter, de fire forbehold i forhold til

EU, privatiseringer, dereguleringer m.v.

Måske er det i den slags domæner, hvor barndomsdiskurser er be-

mærkelsesværdigt fraværende, at barndommen frem for alt konstrueres som

en sociologisk realitet og et generationssegment. Jeg skal blot nævne et par

eksempler blandt antagelig talløse andre.

Urbanisering er ét blandt mange udtryk for det moderne og et resultat

af krav, som uudtalt er formuleret af de nyeste produktionsmåder med er-

hvervsliv og stat i førersædet. Byen er herved blevet et rum, som er tilpasset

disse nye krav, som samtidig har forlangt tilpasningskapaciteter af familier og

børn. Motorisering og andre rumlige begrænsninger har næppe været en del af

nogle ’børnevenners’ plan for børns bedste interesser, ligesom barndom om-

vendt kun undtagelsesvis har været et koncept på iværksætternes dagsorden,

og hvis, da aldrig som en første prioritet. Alligevel vil ingen formentlig be-

stride, at denne massive om- og udformning af rummet også har om- og ud-

formet barndommen.

Skattepolitik er et andet markant tema af stor betydning for alle. Dens

indretning har aldrig i udgangspunktet haft børn som centralt omdrejnings-

punkt. Det samme gælder de fleste andre økonomiske specialområder som fx

valuta-, kredit- og pengepolitik. Ikke desto mindre er der god grund til at an-

tage, at den slags – og mange andre politikker – har konsekvenser for børns

levevilkår.

I et generationsperspektiv må man således spørge, hvilken betydning

de nævnte økonomiske og politiske aktioner og processer har for andre gene-

42

rationer, og hvilke forskelle der markerer sig i forhold til barndom. Dette er

dels et empirisk spørgsmål: Er der forskel på børn og voksne med hensyn til

adgang til materielle ressourcer, til bevægelsesmuligheder i rummet, til selv-

stændig brug af tid etc. Men det er også et spørgsmål om forklaring på og

tolkninger af forskelle: Er der forskelle på de magtmidler og kanaler til ind-

flydelse, som står til rådighed for børn og voksne? Det vil på sin side kræve

undersøgelser af de forskellige interesser. I den konkrete økonomiske og poli-

tiske virkelighed vil børn være afhængige af støtte fra enkelt-voksne eller

voksenorganisationer, som arbejder for børns vilkår. Og der er selvsagt ikke

tale om, at børn vil stå over for en monolitisk voksengruppe. Dels er det sand-

synligt, at der ganske ofte vil være udbredt støtte til forbedring af børns vil-

kår; dels vil der heller ikke så sjældent være et sammenfald af interesser – fx

om udbygning af børnehavepladser, som vil kunne tolkes som vigtigt for både

børn, deres forældre og erhvervslivet. Endelig dækker begrebet ’vokseninte-

resser’ over en mangfoldighed af interesser, som ofte strider mod hinanden.

David Thomson, en historiker fra New Zealand, er en af dem, der har

gjort et ambitiøst forsøg på at inddrage den type faktorer, som vi ikke i første

række knytter til barndom (Thomson, 1996). Han har metodisk og eksempla-

risk over et halv århundrede løbende undersøgt forholdet mellem generations-

kohorter, som han kalder dem. Han har samlet vidnesbyrd fra lovgivning og

økonomisk udvikling, inklusive overførsler fra og bidrag til det offentlige,

ligesom han også har inddraget boligforhold. Han hovedkonklusion er, at

mens velfærdsstaten ved midten af det 20. århundrede var familie-, børne- og

ungdomsorienteret, er den blevet mere og mere til et serviceorgan for den

ældre del af befolkningen. Dette er, vel at mærke, ikke sket som et resultat af

en bevidst politik, endsige konspiration med børn og deres familier. Det er

43

sket ved, at den økonomiske og politiske interesse har forflyttet sig og skub-

bet barndom langt ned på dagsordenen – ja, måske ud af diskursen. Men en

sådan indifference er ikke nødvendigvis mindre formende og indflydelsesrig

end en aktiv interesse for barndommen. Endelig kan den positive barndomsre-

torik være udbredt, men alligevel vise sig at være retorisk eller slet og ret et

instrument for andre interesser (sml. ovenfor om ’barnets bedste interesser’).

Min pointe er, at barndomsforskningen – netop forstået som en gene-

rationsforskning – potentielt har et stort og uudforsket område foran sig, hvis

relevans for barndommen ikke er blevet opdaget. Barndomsforskningen er

kommet et stykke vej det seneste kvarte århundrede, men hidtil har vi for-

mentlig kun kradset i overfladen.

En generationel dagsorden for fremtidig barndomsforskning

Den barndomsforskning, der har udviklet sig det seneste kvarte århundrede,

har lagt megen vægt på at studere børn i deres egen ret, at give børn ’be-

grebsmæssig autonomi’, at gøre børn og barndommen synlige på det viden-

skabelige landkort. Disse i grunden metodologiske udsagn kan til syvende og

sidst have politiske følger, men er i udgangspunktet forsøg på at komme

forskningsmæssigt til rette med barndom og børns livsverdener. Det er denne

artikels påstand og rationale, at dette kun kan realiseres, hvis der anlægges et

generationsperspektiv. Der er intet forbavsende i at hævde, at børns livsvilkår

står i et gensidigt afhængighedsforhold til forældre og voksne og deres liv-

somstændigheder. Det kan til gengæld diskuteres, om et generationsperspek-

tiv er mere centralt end andre perspektiver såsom klasse, køn og etnicitet.

44

Jeg har argumenteret for, at et generationsperspektiv er nødvendigt

under forudsætning af, at det er børns livsvilkår, vi ønsker at belyse – at med

andre ord andre perspektiver, som fx de nævnte, i første række vil aflede op-

mærksomheden fra netop barndom. Det kan ikke bestrides, at børn lever me-

get forskellige liv, fx på grund af klasse, køn og etnicitet, men der er samtidig

grund til at tro, at børn også har noget fælles, som adskiller dem fra andre

generationer.

Selve generationsbegrebet er ikke entydigt og bruges på forskellig

måde. Ikke desto mindre foretrækker jeg dette begreb frem for andre på grund

af dets fleksibilitet. Netop det forhold, at det ikke lægger sig fast på bestemte

aldersgrænser og derfor er mindre mekanisk end begrebet alder, muliggør

sammenligninger historisk og kulturelt.

Der er imidlertid fortsat et stort behov for at udvikle begrebet og be-

grunde det empirisk. Der er grund til at udvikle nye begreber, som tester

grænserne for kompatibilitet og modsætninger mellem generationer; som bå-

de stiliserer det, som på en meningsfuld måde kan siges at være fælles inden

for generationssegmenterne, men som også er opmærksom på varierende inte-

ressekonstellationer inden for såvel som mellem segmenterne.

Det kan tænkes, at generationstesen ved nøjere eftersyn ikke holder og

må vige i forhold til andre og måske mere frugtbare teser. Det er ikke desto

mindre den tese, der metodologisk set må være udgangspunktet for en origi-

nal barndomsforskning. En barndomsforskning, som ikke er relationel, vil jeg

ikke spå gode chancer for at overleve. Og en relationel barndomsforskning

kan som sådan alene forstås i et generationsperspektiv.

45

Referencer Abrams, Philip (1970) ”Rites de Passage: The Conflict of Generations in In-

dustrial Society”. In: Journal of Contemporary History, no. 5, pp. 175-190. Ariès, Philippe (1962) Centuries of Childhood. A Social History of Family

Life. New York: Vintage Books. Benthall, Jonathan (1992) “A late developer? The ethnography of children”.

In: Anthropology Today, vol 8, no. 2, April. Coles, Robert (1967) Children of Crisis. A Study of Courage and Fear. Vol. I.

London: Faber & Faber. Daniels, Norman. (1988) Am I My Parents’ Keeper? An Essay on Justice Be-

tween Young and the Old. New York/Oxford: Oxford University Press. Edmunds, June and Bryan S. Turner (2002a) Generation, culture and society.

Buckingham: Open University Press. Edmunds, Jane and Bryan S. Turner, eds. (2002b) Generational Conscious-

ness, Narrative, and Politics. London: Rowman & Littlefield Publishers, Inc.

Elder, Jr., Glenn H. (1999) Children of the Great Depression: Social Change in Life Experience. 25th Anniversary Edition. Boulder, Colorado: Westview Press.

Feuer, Lewis S. (1969) The Conflict of Generations: The Character and Sig-nificance of Student Movements. New York: Basic Books.

Frønes, Ivar (2003) ”Life Course, Childhood and Youth. An Essay on the Structuring of the Life Course and Anticipatory Socialization”. Invited lec-ture at the 5th doctoral course in the series Childhood – Agency, Culture, Society. Trondheim, 3-4 April, 2003.

Galtung, Johan (1969) “Violence, Peace, and Peace Research”. In: Journal of Peace Research, Vol. 6, Issue 3, pp. 167-191.

Gillis, John R. (1974) Youth and History. Tradition and Change in European Age Relations 1770-Present. New York and London: Academic Press.

Haue, Harry o.a. (1986) Skolen i Danmark fra 1500-tallet til i dag. Herning: Systime.

Hengst, Heinz (1981) “Tendenzen zur Liquidierung von Kindheit”. In: Kind-heit als Fiktion, hrsg. von Heinz Hengst. Frankfurt am Maim: Suhrkamp, pp. 11-72.

46

Honig, Michael-Sebastian (1999) Entwurf einer Theorie der Kindheit. Frank-furt am Main: Suhrkamp.

Hood-Williams, John (1990) ”Patriarchy for Children: On the Stability of Power Relations in Children’s Lives”, in: Lynne Chisholm et al (eds.) Childhood, Youth and Social Change. A Comparative Perspective. Lon-don: The Falmer Press, pp. 155-171. Let revideret udgave 2001: “Power Relations in Children’s Lives”, in: Manuela du Bois-Reymond, Heinz Sünker and Heniz-Hermann Krüger (eds.) Childhood in Europe. Approa-ches – Trends – Findings. New York: Peter Lang, pp. 91-116.

Illeris, Knud (2003a) ”Livslang eller lunken læring”, kronik i dagbladet In-formation, 12.09.2003.

Illeris, Knud (2003b) Voksenuddannelse og voksenlæring. Roskilde: Roskilde Universitetsforlag.

James, Allison, Chris Jenks, and Alan Prout (1998) Theorizing Childhood. Cambridge: Polity Press.

Jaeger, Hans (1985) “Generations in History: Reflections on a Controversial Concept”. In: History and Theory, Vol. XXIV, No. 3, pp. 273-292.

Kampmann, Jan (2003) ”Barndomssociologi – fra marginaliseret provokatør til mainstream leverandør”. I: Dansk Sociologi, 14. årg., nr. 2, pp. 79-93.

Kaufmann, Franz-Xaver (1990) Zukunft der Familie. München: C.H.Beck’sche Verlagsbuchhandlund.

Mannheim, Karl (1952 [1928]) “The Problem of Generations”. In: Karl Mannheim: Essays on the Sociology of Knowledge. London: Routledge & Kegan Paul, pp. 276-322.

Marx, Karl (1970 [1853]) Kapitalen. Bind 1, del 3. København: Rhodos. Mead, Margaret (1972) Culture and Commitment. A Study of the Generation

Gap. Herts: Panther Books. Oldman, David (1994) “Childhood as a Mode of Production”, in: Berry Ma-

yall (ed.) Children’s Childhoods: Observed and Experienced. London: Falmer Press.

Olwig, Karen Fog (2000) ”Generations in the Making – The Role of Chil-dren”. Unpubl. paper to European Anthropological Conference, session Generational Boundaries and Beyond: Re-examining the Anthropology of Children and Childhood. Krakow, 26-29 July.

47

Postman, Neil (1982) The disappearance of childhood. New York: Delacorte Press.

Qvortrup, Jens (2003) ”Børns koloniserede arbejde”. I: Dansk Sociologi, 14. årg., nr. 2, pp.25-36

Ryder, Norman (1965) ”The cohort as a concept in the study of social change”. In: American Sociological Review, Vol. 30, No. 6, December, pp. 843-861.

Sheleff, Leon (1981) Generations Apart: Adult Hostility to Youth. New York: McGraw-Hill.

Sigsgaard, Erik (2002) Skældud. København: Hans Reitzels Forlag. Thomson, David (1996) Selfish Generations? How Welfare States Grow Old.

Cambridge: The White Horse Press. Turner, Bryan S. (1986a) Citizenship and Capitalism: The Debate over Re-

formism. London: Allen & Unwin. Turner, Bryan S. (1986b) “Personhood and Citizenship”. In: Theory, Culture

and Society, vol 3, no. 1, pp. 1-16 Zelizer, Viviana (1985) Pricing the Priceless Child. The Changing Value of

Children. Princeton, New Jersey: Princeton University Press.

48