2016-02 Bibelstudium

BIB

EL

ST

UD

IUM

April · Maj · Juni 2016

ISSN

139

8-2

826

ISB

N 9

78 8

7 75

32 5

78 8

Matthæus-evangeliet

1. KVARTAL 2007

© 2016 Dansk Bogforlag, Nærum

ISBN 978 87 7532 578 8 • ISSN 1398-2826

BIBELSTUDIUM

FOR SABBATSSKOLEN

Matthæusevangeliet

Andy Nash

2. kvartal

Forfatter

SYVENDE DAGS ADVENTISTKIRKEN, DANMARK

2. KVARTAL 2016

BIBELSTUDIUM FOR SABBATSSKOLEN

Udgiver: Adventistkirken, sabbatsskoleafdelingen

Hovedforfatter: Andy Nash

Oversættelse: Marit Birch Petersen

Aktiviteter og dialog: Paul Birch Petersen

Korrektur: Elsebeth Daugaard

Grafisk opsætning: Bente Skov-Hansen

Tryk: Holm Print Management

© 2016 General Conference of Seventh-day Adventists®. Alle rettigheder forbeholdes. Ingen del af Bibelstudium for sabbatsskolen må redigeres, ændres, omformes, tilpasses, oversættes, gengives eller udgives af nogen enkeltperson eller organisation uden forudgående skriftlig godkendelse fra The General Conference of Seventh-day Adventists®. Divisionskontorerne under The General Conference of Seventh-day Adventists® har ret til at sørge for oversættelse af Bibelstudium for sabbatsskolen efter særlige retningslinjer. Ophavsretten til sådanne oversættelser og deres udgivelse forbliver hos Generalkonferensen. Seventh-day Adventist, Adventist og flamme-logoet er registrerede varemærker tilhørende The General Conference of Seventh-day Adventists® og må ikke benyttes uden forudgående godkendelse af Generalkonferensen.

INDHOLDSFORTEGNELSE

2. april

9. april

16. april

23. april

30. april

7. maj

14. maj

21. maj

28. maj

4. juni

11. juni

18. juni

25. juni

INDLEDNING TIL 2. KVARTAL ................................................ 4

1. Davids søn .................................................................. 6

2. Jesu tjeneste begynder ................................................ 16

3. Bjergprædikenen .......................................................... 26

4. ”Rejs dig og gå!“ Tro og helbredelse ........................... 36

5. Den synlige og den usynlige strid ................................ 46

6. Hvile i Kristus ................................................................ 56

7. Jøders og hedningers Herre ......................................... 66

8. Peter og klippen .......................................................... 76

9. Sjælens afguder (og andre af Jesu lærdomme) ............. 86

10. Jesus i Jerusalem ......................................................... 96

11. Den sidste tids begivenheder ....................................... 106

12. De sidste dage i Jesu liv ............................................... 116

13. Korsfæstet og opstanden ............................................ 126

3

2.

KV

AR

TA

L 2

016

4

Matthæusevangeliet

Da Rick Hoyt blev født i Winchester, Massachusetts, blev han under fødslen næsten kvalt af navlestrengen. Dette medførte, at han fik en hjerneskade, som gjorde ham ude af stand til at styre sine lemmer. Nogle måneder senere fortalte lægerne familien, at Rick kom til at leve i en vegetativ tilstand resten af sit liv, og at de burde anbringe ham i en institution.

”Men familien Hoyt troede ikke på det,“ skrev Rick Reilley i en pro-filartikel i bladet Sports Illustrated (20. juni 2005). ”De lagde mærke til, hvordan Ricks øjne fulgte dem rundt i værelset. Da Rick var 11 år, tog de ham med til ingeniørafdelingen på Tufts universitetet og spurgte, om der fandtes noget, der kunne hjælpe deres søn til at kommunikere.

”Overhovedet ikke,“ fortæller Dick Hoyt, at han fik som svar. ”Der foregår intet i hans hjerne.“

”Fortæl ham en vittighed,“ protesterede Dick. Det gjorde de. Rick lo. Det viste sig, at der forgik temmelig meget i hans hjerne.“

Han blev ”koblet til en computer, der lod ham styre cursoren ved at berøre en kontakt med siden af sit hoved, og Rick blev endelig i stand til at kommunikere med andre.“ Denne teknologi gjorde det muligt for ham at begynde et nyt liv. Og dette nye liv indbefattede blandt meget andet, at hans far skubbede ham i en kørestol i et ma-ratonløb. Efter løbet skrev Rick: ”Far, mens vi løb, følte jeg mig ikke længere handicappet.“

Dick besluttede at give Rich denne følelse så ofte som muligt. Fire år senere deltog de sammen i Boston maratonløbet. Dernæst foreslog nogen at forsøge triatlon, og siden da har de to deltaget i hundre-devis af sportsbegivenheder, hvor faren skubber ham eller trækker ham hele vejen.

”Der er ingen tvivl,“ har Rick skrevet. ”Min far er ’Århundredets Far.’“

Vi har meget tilfælles med Rick Hoyt; for vi har en Fader, som elsker os endnu mere, end Dick Hoyt elsker Rick, og han var villig til at ofre sig selv for os.

5

INDLEDNING

Ligesom for Rick har syndens tragedie og ødelæggende følger lam-met os. I vores egen kraft kommer det liv, vi lever, ikke i nærheden af, hvad det var meningen, det skulle være. Hvor meget vi end for-søger, vil vi aldrig blive i stand til at forbedre os selv nok til at blive frelst. ”Vores tilværelse er unaturlig. Det skyldes synden, og der skal en overnaturlig magt til at løfte os op af afgrunden.“ (Ellen White, Vejen til et bedre liv, s. 269). Vi har brug for at blive frelst af en, der er uden for os selv; for det bør være ret tydeligt, at vi ikke er i stand til at frelse os selv.

Dette har været grunden til, at mennesker til tider har betragtet nat-tehimlen for at finde hjælp uden for dem selv – en befrier. Vores ån-delige forfædre, israelitterne, havde et navn for denne befrier, som de håbede på: Davids søn. Vi kender ham som Jesus af Nazaret.

Vi finder en inspireret version af fortællingen om Jesus i Matthæus-evangeliet, som er emnet for vores bibelstudium i dette kvartal. Mat-thæus var en jøde, der troede på Jesus. Han var en af Jesu oprindelige disciple, og genfortæller beretningen om Jesus ud fra sin egen, af Helligånden inspirerede, synsvinkel. Selv om han med Markus, Lukas og Johannes deler det centrale emne om Jesu inkarnation, liv, død, opstandelse og himmelfart, fokuserer Matthæus stærkt på den kends-gerning, at Jesus er den lovede Messias. Han ønskede, at hans læsere skulle blive klar over, at Israels frelse fandtes i Jesus, han, som alle de typologiske profetier i Det Gamle Testamente, pegede frem til.

Selv om hans læsere i første omgang primært var jøder, taler hans budskab om håb og frelse også til os; et folk, der ligesom Rick Hoyt har brug for en frelser til at gøre det for os, som vi ikke selv kan. Og Matthæus fortæller historien om ham, Jesus, som gør lige netop det.

Andy Nash, PhD, er professor og pastor ved Southern Adventist University i Collegedale, Tennessee i USA. Han har udgivet en række bøger, deriblandt ”The Hay-stack Church“ og ”Matthæusevangeliet: ’Frels os nu, Davids Søn’“

11

6

Ugens vers

Introduktion

Ugens tekster

”Han skal frelse sit folk fra deres synder“ (Matt 1,21).

Under Helligåndens inspiration begyndte Matthæus sin bog med en slægtstavle; men det er ikke en hvilken som helst slægtstavle. Det er Jesu Kristi slægtstavle. Og han begyndte ikke alene med en slægts-tavle, men med en, der viste en del aner, som de fleste ikke ville ønske at vedkende sig.

Måske kunne Matthæus, som til en vis grad selv var en udstødt person, identificere sig med denne slægtstavle. Han var trods alt en jødisk tolder, som var på fjendens side, og som rent faktisk betalte romerne for muligheden for at opkræve skat fra det jødiske folk, han selv tilhørte. Han var i hvert fald ikke elsket at sit eget folk.

Men mennesker har en tendens til at se på det ydre, hvorimod Gud ser på hjertet. Og der er ingen tvivl om, at Herren så på Matthæus’ hjerte, da han valgte ham til at være en af sine disciple. Og da Mat-thæus blev kaldet, sagde han ja og opgav det liv, han tidligere havde haft, for et nyt liv med Jesus.

Matthæus fulgte sin Herre, skrev sine notater, og en dag ville han give noget tilbage til sit folk og til verden. Det blev ikke en skatte-kvittering, men i stedet en værdifuld beskrivelse af Jesu liv.

· Matt 1· Mark 12,35-37· Es 9,6-7· Rom 5,8· Joh 2,25· Jer 29,12· Matt 2,1-14

Davids søn

TIL SABBATTEN | 2. APRIL 2016

SØNDAG

7

Joh 1,1-3Hebr 1,1-3 Mika 5,2

Mark 12,35-37

Til at tænke over

”Slægtsbog for Jesus Kristus, Davids søn“ (Matt 1,1).

Lige fra begyndelsen kalder Matthæus sit værk en ”bog“ (fra det græske ord biblos, som betyder ”et helligt skrift“), en ”slægtsbog“ om Jesu aner. Det græske ord, som oversættes med ”slægt“ eller ”generation“, kommer fra et ord, som også kan oversættes med ”begyndelser“. Vi kan altså sige, at Matthæus indledte sit evange-lium med ”en bog med begyndelser“.

Ligesom Det Gamle Testamente begyndte med en bog om verdens skabelse, begynder Matthæusevangeliet og dermed også Det Nye Testamente med en bog om Skaberen selv og den frelsesgerning, som kun Skaberen kan udrette.

Hvad fortæller disse tekster om Jesus?

”Fra evigheds dage var vor Herre Jesus Kristus ét med Faderen; han var ”Guds billede“, billedet af hans storhed og majestæt, ”Guds herligheds glans“ … Ved at komme for at tage bolig blandt os skulle Jesus åbenbare Gud for både mennesker og engle. Han var Guds Ord – Guds tanker … gjort hørlige.“ (Ellen White, Jesu liv, s. 8).

I modsætning til Johannes, som skriver om Kristi guddommelighed fra begyndelsen af sit evangelium (se Joh 1,1-4), før han kommer ind på Jesu menneskelige side (se Joh 1,14), var Kristi guddommelighed ikke det, der optog Matthæus. I stedet fokuserer han i høj grad på Jesu menneskelighed, ”Jesus Kristus, Davids søn, Abrahams søn.“ I sit ønske om at vise sine læsere, at Jesus af Nazaret virkelig var den Messias, som var forudsagt i Det Gamle Testamentes profetier, skit-serer han dernæst Jesu menneskelige slægt fra Abraham helt frem til Jesu fødsel.

Familie og slægt har selvfølgelig stor betydning. Men samtidigt er vores forældre eller bedsteforældre eller en hvilken som helst for-fader uden betydning, når det drejer sig om evangeliet. Hvad er af betydning, og hvorfor? Se Gal 3,29.

En bog med begyndelser

27. MARTS 2016

MANDAG

8

På trods af de mange forskellige opfattelser blandt jøderne med hensyn til Messias’ komme var dette sikkert: Messias skulle være af Davids hus og slægt. Selv i dag blandt religiøse jøder, der venter på Messias, mener mange, at han skal komme fra Davids slægt. Dette er grunden til, at Matthæus begyndte sit evangelium, som han gjorde. Han ønskede at fastslå, at Jesus var Messias. Da Messias skulle være Abrahams afkom (1 Mos 22,18; Gal 3,16) – han som var jødefolkets far – og af Davids slægt, ønsker Matthæus lige fra be-gyndelsen at vise, hvordan Jesus gennem sin slægtstavle var knyttet direkte ikke alene til Abraham, som alle jøder var, men også til kong David. Mange forskere mener, at Matthæus primært skrev til jødiske læsere; derfor var det vigtigt at lægge stor vægt på at vise, at Jesus af Nazaret opfyldte betingelserne for at være Messias.

Læs følgende tekster. Hvordan hjælper de os til bedre at forstå den pointe, som Matthæus ønsker at understrege?

· 2 Sam 7,16-17

· Es 9,6-7

· Es 11,1-2

· ApG 2,29-30

Alt dette gør det lettere for os at forstå, hvorfor Matthæusevan-geliet begynder, som det gør: ”Slægtsbog for Jesus Kristus, Davids søn“ (Matt 1,1). Først og fremmest beskrives Jesus som ”Davids søn.“ Og på samme måde, som Det Nye Testamente begynder med denne beskrivelse, udtaler Jesus følgende om sig selv mod afslut-ningen af Det Nye Testamente: ”Jeg, Jesus, har sendt min engel for at vidne om dette for jer i menighederne. Jeg er Davids rodskud og ætling, den lysende morgenstjerne“ (Åb 22,16). I tillæg til alt andet, Jesus er, forbliver han ”Davids rodskud og ætling“.

Hvilket mægtigt vidnesbyrd om Jesu menneskelige natur og grund-læggende menneskelighed! Vores Skaber har bundet sig til os på måder, vi har meget svært ved at forstille os.

En kongelig slægt

28. MARTS 2016

TIRSDAG

9

Matt 1,2-3

Matt 1,4-5

Matt 1,5-6

Til at tænke over

Hvem finder vi ud over David i Jesu slægtstavle?

Det var ikke almindeligt at medtage kvinder i en slægtstavle; så hvorfor skulle Tamar tages med her? Og hvem var hun egentlig?Tamar var en kana’anæisk kvinde, som havde været gift med to af Judas sønner. Begge disse sønner døde i ondskab, mens Tamar var barnløs. Hendes svigerfar Juda lovede Tamar, at han ville give hende som hustru til sin tredje søn, når denne blev gammel nok. Men det skete aldrig.

Hvad gjorde Tamar så? Hun forklædte sig som en prostitueret og var sammen med ingen anden end Juda, som ikke havde nogen ide om, at det var Tamar. Nogle måneder senere, da det kunne ses, at Tamar var gravid, arrangerede Juda, at den umoralske Tamar skulle lide døden; det vil sige – indtil Tamar afslørede, at Juda var far til hendes baby. Det lyder som en billig Hollywood film, men ikke desto mindre er historien en del af Jesu slægtstavle.

Hvem ellers er, en smule overraskende, også med på listen?

Rahab, den kana’anæiske prostituerede? Efter at have beskyttet de jødiske spioner i Kana’an, blev hun tilsluttet Guds folk og ser ud til at være blevet gift ind i Jesu slægtstavle.

Hvem er ellers med på listen?

Ruth var en retskaffen kvinde og kunne ikke selv gøre for, at hun tilhørte de forhadte moabitter – resultatet af et incestuøst forhold mellem den berusede Lot og en af hans døtre. Batseba, Urias hu-stru, var selvfølgelig den kvinde, som kong David så egoistisk til-kaldte, mens hendes mand var ude i krigen. David var også en syn-der, som havde brug for en frelser. David havde mange fremragende egenskaber; men han var på ingen måde et eksempel på, hvordan en ægtemand og far skal være.

Hvis Gud tager imod os på trods af vores fejl og mangler, hvordan kan vi lære at gøre det samme over for andre, på trods af deres fejl og mangler?

Jesu tidlige stamtræ

29. MARTS 2016

ONSDAG

10

Rom 3,9-10Rom 5,8 Joh 2,25Jer 17,9

Til at tænke over

Hvad fortæller følgende tekster os om den menneskelige natur? Hvilket mægtigt bevis har vi på, at disse udtalelser er sande?

Det er værd at gentage, hvad der så ofte er blevet sagt, nemlig at Bibelen ikke maler et rosenrødt billede af menneskene eller den menneskelige natur. Lige fra syndefaldet i Edens have (1 Mos 3) til Babylons fald i de sidste tider (Åb 18) er menneskehedens sørgelige tilstand meget tydelig. Og selv om vi har en tendens til at idealisere fx kirkens første tid inden det store ”frafald“ (2 Thess 2,3), er dette på en vis måde en misforståelse (se 1 Kor 5,1). Vi er alle syndere, og det indbefatter også den slægt, Jesus selv kom fra.

Forskeren Michael Wilkins skriver: ”Denne slægtstavles ægthed og usandsynlighed må have chokeret Matthæus’ læsere. Jesu stamtræ indeholdt mennesker med alle de svagheder, men også muligheder, som almindelige mennesker har. Gud arbejdede gennem dem for at bringe os frelse. Jesu slægtstavle udmærker sig ikke ved en lang række gode mennesker. Vi finder ægteskabsbrydere, skøger, helte og hedninger. Den onde Rehabeam var far til den onde Abija, som var far til den gode kong Asaf. Asaf var far til den gode kong Josha-fat, … som var far til den onde kong Joram. Gud arbejdede med de forskellige generationer, både de onde og de gode, for at opnå sin hensigt. Matthæus viser os, at Gud kan bruge alle, uanset hvor ud-stødte eller foragtede, for at gennemføre sine formål. Det er netop denne slags mennesker, Jesus kom for at frelse.“ (Zondervan Illu-strated Bible Backgrounds Commentary: Matthew (Grand Rapids: Zondervan, 2002), s. 9).

Dette er vigtigt for os at huske, ikke kun når vi ser på andre, men også når vi ser på os selv. Hvilken kristen bliver ikke modløs på et eller andet tidspunkt i sin vandring og tvivler på sin tro og undres over, om han eller hun virkelig er omvendt? Det, der så tit fører til denne skuffelse, er i sandhed vores syndige natur, vores synder, vo-res mangler. Midt i al vores fortvivlelse kan og bør vi finde håb i det faktum, at Gud kender alt dette, og at det var for mennesker som os, at Jesus kom til denne verden.

Hvilke bibelske løfter kan du klynge dig til, når du oplever skuf-felse og åndelig fortvivlelse?

Mens vi endnu var syndere

30. MARTS 2016

TORSDAG

11

På et eller andet tidspunkt i den kolde natteluft mellem første og andet kapitel i Matthæusevangeliet, blev Jesus født. Det var sand-synligvis ikke den 25. december. På baggrund af tidspunktet for Zakarias’ tempeltjeneste, antyder forskere, at Jesus formentlig blev født om efteråret, mens fårene endnu var ude på markerne, måske sidst i september eller i oktober.

Det er temmelig ironisk, at nogle af de første, der opsøgte og til-bad den jødiske Messias, var hedninger. Mens de fleste af Jesu eget folk og en paranoid halv-jøde, kong Herodes, mente at vide, hvilken slags Messias de skulle forvente, havde de rejsende fra østen åbne sind og hjerter. Vismændene var respekterede filosoffer fra Persien, som havde viet deres liv til at søge efter sandheden, uanset hvor den måtte findes. Det er derfor ikke så mærkeligt, at de kom for at tilbede ham, som selv var ”Sandheden“. Selv om sammenhængen er en anden, kan vi i disse ord se et eksempel på sandheden i de ord, der blev udtalt flere århundreder tidligere: ”Søger I mig, skal I finde mig. Når I søger mig af hele jeres hjerte, er jeg at finde“ (Jer 29,13).

Hvilken kontrast ser vi her mellem holdningen hos vismændene og kong Herodes?

Disse hedninger faldt ned og tilbad Jesus, hvorimod landets konge i stedet forsøgte at slå Jesus ihjel!

Denne beretning bør være en mægtig påmindelse om, at kirke-medlemsskab ikke er en garanti for et rigtigt forhold til Gud. Det bør også være en påmindelse om, at det er meget vigtigt at have en kor-rekt forståelse af sandheden. Hvis Herodes og præsterne havde haft en bedre forståelse af profetierne om Messias, ville Herodes have været klar over, at Jesus ikke ville være den form for trussel, som han frygtede. Han ville have forstået, at der ikke var nogen grund til at være bange for denne ”Jødernes konge“, i hvert fald ikke, når det handlede om at beskytte sin egen politiske magt.

Hvordan kan vi som syvendedags adventister, som er blevet vel-signet med så stort et lys, beskytte os mod det bedrag, at dette lys automatisk betyder, at vi har det rette forhold til Gud? Hvordan kan dette lys alligevel hjælpe os til at få et dybere forhold til Gud på grund af den større forståelse af hans karakter, som sandheden giver os?

Matt 2,1-14

Til attænke over

Davids guddommelige søns fødsel

31. MARTS 2016

FREDAG

Til videre studium

12

Spørgsmål til drøftelse

”Ikke fordi vi havde gjort retfærdige gerninger, men fordi han er barmhjertig“ (Tit 3,5). Når Satan siger til dig, at du er en synder, som ikke kan håbe på at opnå Guds velsignelse, så sig til ham, at Kristus kom til verden for at frelse syndere. Vi ejer intet, som kan tale vor sag over for Gud; men vi kan både nu og altid påberåbe os vor fuldstændigt hjælpeløse tilstand, som gør, at vi ikke kan und-være hans frelsende magt.“ (Ellen White, Jesu liv, s. 223). Hvilken mægtig tanke: det er vores ”fuldstændigt hjælpeløse tilstand“, der gør det nødvendigt, at Kristus er vores frelser. Dette er sandt første gang, vi kommer til Jesus, og det er også sandt, når vi har vandret sammen med ham gennem hele livet. Ligesom personerne i Jesu menneskelige slægtstavle er vi alle syndere og har brug for hans nåde. Vores lydighed mod loven, vores sejr over synd og fristelser og vores vækst i Kristus er alt sammen dele af vores kristne liv; men de er et resultat af frelsen, aldrig grunden til frelse. Enten det er rø-veren på korset eller de hellige, der forvandles ved Jesu genkomst, så er vi alle i en ”fuldstændigt hjælpeløs tilstand, som gør, at vi ikke kan undvære hans frelsende magt.“ Hvor er det vigtigt, at vi aldrig glemmer denne grundlæggende sandhed.

1. Som vi så tidligere i denne uge, misforstod Herodes nogle ting mht. profetierne. Tænk over nogle af de falske opfattelser af profetier, der findes i dag. Mange tror fx, at trofaste kristne i hemmelighed vil blive bortrykket til himlen, mens familie og venner bliver ”ladt tilbage“ til at undre sig over, hvorfor de pludselig forsvandt. Hvilke følger kan sådanne opfattelser have? Eller hvad med den opfattelse, at templet i Jerusalem skal genopbygges og dyreofringer genoptages som en af de sidste begivenheder i verdens historie? Hvorfor er det vigtigt, at have en korrekt forståelse af profetierne?

2. I mange kulturer og samfund er det altafgørende, hvem dine forældre er, og hvilken samfundsklasse du blev født ind i. Dette er en tradition, som findes hele vejen ned igennem historien, og selv i dag er den dybt forankret mange steder. Hvorfor er denne verdslige tanke i så stor modsætning til alt det, evangeliet står for? Hvordan bør tanken om at blive ”født på ny“ få indflydelse på den måde, vi ser på hele spørgsmålet om, hvilken klasse eller socialt mønster vi eller andre fødes ind i?

1. APRIL 2016

DIALOG

13

Aktiviteter og dialog

Guds ordog klassens aktiviteter

Uddybende spørgsmål

Dette er det nye kvartals første sabbat og en god anledning til at begynde at samle spørgsmål til bibelteksterne, vi studerer, og at for-berede aktiviteter for de efterfølgende sabbatter.

• Planlæg for eksempel en fællesspisning for din klasse.- Inviter en gæst, som har en ekspertise, til at besøge klassen

en af sabbatterne

• Dette kvartal giver dig chancen for at lære Matthæusevange-liet grundigere at kende. Herunder er nogle forslag til, hvordan selve læsningen og studiet kan blive endnu mere givende.- Få en oversigt over hele bogen fra begyndelsen af studiet- Sammenlign løbende Matthæus med de øvrige evangelier,

specielt med de såkaldt synoptiske (Markus og Lukas, syn-opsis betyder at blive ”set sammen“). Lad af og til et af klas-sens medlemmer forberede en sammenligning af en af de beretninger, der er fremhævet i ugens lektie

- Sammenfat de gammeltestamentelige citater hos Matthæus- Nedskriv navne og titler, der bruges om Jesus- Lav en liste over helbredelser, Jesus udførte- Hvem, hvordan etc.

• Tænk over Marias situation som gravid uden for ægteskabet. Hvorfor tror du, at slægtstavlen i Matthæus 1 fremhæver en række kvinder med tvivlsom baggrund?- Hvad er forskellen mellem den betydning, en slægtstavle har

for dig og mig i dag, og hvad den betød for en jøde på Jesu tid?

• Hvorfor tror du, at Matthæus opremser netop 14 led flere gange? Hvorfor ikke 13 eller 15?

• Hvad fortæller det om Bibelens inspiration og om Guds måde at kommunikere til os på, at vi har fået fire evangelier, der fortæl-ler om Jesus fra fire forskellige synsvinkler – og som af og til in-deholder detaljer, der ved første øjekast i det mindste kan virke selvmodsigende?- Ville du have foretrukket koranens form for inspiration??


14

DIALOG

Mødet med dagligdagen

Personligt kristenliv

Baggrund

NOTER


Kan du finde situationer, hvor vi i dag har let ved den samme for-dømmende holdning, som jøderne ville have haft til Maria eller andre i hendes situation?

Jesus var ”Davids Søn“, det vil sige kongen, Messias. Dog kom han som et lille barn. Hvad betyder det for dig, at Guds storhed viste sig i det mindste og ringeagtede? Hvilke situationer i din dagligdag kan minde dig om dette afgørende træk ved evangeliet?

Det kan være, at du og jeg studser lidt, når vi nærlæser slægtstav-lerne i Matthæus 1 og Lukas 3. Allerførst vil vi i vores kultur for-vente, at alle led blev nævnt. Datidens kultur delte ikke den forvent-ning. Samtidig ville vi kræve, at de to slægtstavler var absolut ens. Den tidlige kristne kirke valgte imidlertid at lade begge stå, som de var skrevet – også selv om det tilsyneladende kunne opfattes som en modsigelse.

Da de første muslimer efter Muhammeds død samlede koranen fra de brudstykker, der var nedskrevet efter profetens taler, valgte man at frasortere alle afvigende gengivelser, så man havde en be-stemt, entydig tekstradition, hvor indholdet ord for ord var identisk.

Det er blevet foreslået, at Matthæus og Lukas følger henholdsvis Marias og Josefs slægt tilbage i tiden – og det er en mulig forklaring på forskellen.

15

TIL SABBATTEN | 2. APRIL 2016NOTER

22

16

Ugens vers

Introduktion

Ugens tekster

”Han sagde til dem: ‘Kom og følg mig, så vil jeg gøre jer til menne-skefiskere’“ (Matt 4,19).

Et af de største spørgsmål, som menneskeheden har kæmpet med, er at finde meningen og hensigten med livet. Vi fødes trods alt ikke med en brugsanvisning stukket under armen mht., hvordan vi skal leve.

”Jeg vidste ikke, hvad meningen med livet var,“ sagde en 17-årig dreng fra en rig familie, som var blevet narkoman. ”Det gør jeg stadigvæk ikke; men jeg troede, at alle andre vidste det, at der var en eller anden stor hemmelighed, som alle andre end mig kendte til. Jeg troede, at alle andre forstod, hvorfor vi er her, og at de alle i hemmelighed var lykkelige et eller andet sted, jeg ikke kendte til.“Paul Feyerabend, en tysk forfatter og videnskabsfilosof, bekendte i sin selvbiografi: ”Den ene dag afløser den anden, og det er ikke ty-deligt, hvorfor man skulle leve.“

Derfor har vi Bibelen, evangeliet og fortællingen om Jesus og hvad han har gjort for os. I Jesus – i hans forud eksistens, fødsel, liv, død, tjeneste i himlen og genkomst – kan vi finde svar på tilværelsens vigtigste spørgsmål. I denne uge vil vi se på begyndelsen af Jesu liv og arbejde her på jorden, et liv og arbejde, der som det eneste kan give fuld mening til vores eget liv og arbejde.

· Matt 3,1-12· 2 Pet 1,19· Fil 2,5-8· Matt 4,1-12· Es 9,1-2· Matt 4,17-22

Jesu tjeneste begynder


SØNDAG

17

Matt 3,2-3Matt 3,6

Matt 3,7-12

Matthæus 3 begynder med Johannes Døber, hvis første ord i tek-sten er et bydende ”Omvend jer!“ (Matt 3,2). Dette er på en måde en opsummering af, hvad Gud har sagt til menneskene lige siden syndefaldet: Omvend jer, tag imod min tilgivelse, vend jer bort fra synden, så vil I finde frelse og hvile for jeres sjæle.

Selv om dette er et universelt budskab, gør Johannes det til en me-get ”nærværende sandhed“ (2 Pet 1,12), et budskab for disse men-nesker på dette bestemte tidspunkt.

Hvori bestod det nærværende sandhedsbudskab, som Johannes forkyndte sammen med kaldet til omvendelse, dåb og syndsbe-kendelse?

Johannes gør også noget, som vi genfinder i hele Det Nye Testa-mente. Han citerer Det Gamle Testamente. De gammeltestament-lige profetier bliver levende i Det Nye. Hvad enten det er Jesus eller Paulus, Peter eller Johannes, citerer de alle igen og igen fra Det Gamle Testamente for at bekræfte, forklare eller til og med bevise meningen med det, der foregik i Det Nye Testamente. Det er derfor ikke så underligt, at Peter selv i forbindelse med de mirakler, han personligt havde oplevet, lagde vægt på ”profeternes tale“ (2 Pet 1,19), når han talte om Jesu gerning.

Hvilket budskab har Johannes til lederne? Hvilket håb tilbydes de, til trods for de barske ord?

Læg mærke til, hvor centralt Jesus står i alt det, Johannes forkyndte. Selv da handlede det hele om Jesus, hvem han var, og hvad han skulle gøre. Selv om evangeliet blev præsenteret, gjorde Johannes det også klart, at der kommer en afsluttende regnskabets time, en endelig adskillelse mellem hveden og avnerne, og at den person, der skal foretage denne adskillelse, er den Messias, som profetierne har talt om. Igen ser vi meget tydeligt sammenhæng mellem evangeliet og dommen. Her hos Johannes ser vi også et eksempel på, hvordan Jesu første og andet komme ofte i Bibelen betragtes som én begi-venhed. I den umiddelbare sammenhæng med Jesu første komme taler han også om Jesu andet komme.

Johannes Døber og ”den nærværende sandhed“

3. APRIL 2016

MANDAG

18

Es 14,12-14Fil 2,5-8

Til at tænke over

”Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen“ (Matt 4,1).

Prøv at forestille dig denne scene fra Satans synsvinkel. Den gud-dommelige, ophøjede person, som han vidste var Guds Søn, havde fornedret sig selv – havde iført sig menneskeskikkelse – for at frelse menneskene. Dette var den samme Jesus, som han havde ført krig mod i himlen, og som kastede ham og hans engle ud (se Åb 12,7-9). Men nu var denne Jesus – hvad? Et udmagret menneske, alene i en barsk ødemark uden nogen tilsyneladende hjælp? Uden tvivl ville Jesus nu være et let bytte for Satans bedrag.

”Da Satan og Guds Søn første gang mødtes i en konflikt, var Kristus anfører for de himmelske hærskarer, og Satan, lederen af oprøret i Himmelen, blev nedstyrtet. Nu er deres roller tilsyneladende byttet om, og Satan udnytter den fordel, han mener at have.“ (Ellen White, Jesu liv, s. 75).

Hvilken kontrast: selv om Lucifer en gang havde stræbt efter at gøre sig ”lige med den Højeste“ (Es 14,14), havde Jesus lagt al himlens herlighed til side. I denne ene scene kan vi se den enorme forskel mellem selviskhed og uselviskhed; den enorme forskel mellem, hvad hellighed er, og hvad synd fører til.

Sammenlign de to tekster. Hvad fortæller dette os om forskellen mellem Jesu og Satans karakter?

Forestil dig, hvordan englene, som havde kendt Jesus i hans him-melske herlighed, må have opfattet det, der skete, idet disse to fjender stod ansigt til ansigt i en konfliktsituation, som ingen af dem tidligere havde oplevet. Selv om vi har den store fordel at kende udfaldet af denne strid, havde englene – ja, faktisk hele himlen – det ikke. De må dybt grebet og fascinerede have betragtet denne begi-venhed.

Satan ophøjede sig selv. Jesus ydmygede sig selv, ja blev lydig indtil døden. Hvad kan vi lære fra denne ufattelige kontrast, og hvordan kan vi anvende denne vigtige sandhed i vores eget liv? Hvordan bør det indvirke på vores valg, især dem, der har betyd-ning for vores ego?

Kontrasterne i ørkenen

4. APRIL 2016

TIRSDAG

19

Matt 4,1-12

Til at tænke over

Hvad skete der i disse fristelser? Hvorfor var Jesus nødt til at gen-nemgå dem? Hvad har denne beretning med frelsen at gøre? Hvor-dan kunne Jesus udholde sådanne kraftige fristelser i så vanskelige omstændigheder, og hvad lærer det os om at udholde fristelser?

Matt 4,1 begynder med en tilsyneladende mærkelig tanke: det var Ånden, der førte Jesus ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. Det er meningen, at vi skal bede om ikke at blive ledt ind i fristelse af Djæ-velen. ”Og led os ikke ind i fristelse, men fri os fra det onde“ (Matt 6,13). Hvorfor ville Helligånden lede Jesus på denne måde?

Vi finder en nøgle i det foregående kapitel, hvor Jesus kom til Johan-nes for at blive døbt. Da han fornemmede Johannes’ tøven, sagde Jesus: ”Lad det nu ske! For således bør vi opfylde al retfærdighed“ (Matt 3,15). For at opfylde al retfærdighed, dvs. for at gøre det, der var nødvendigt for at være et fuldkomment eksempel og repræsen-tant for menneskeheden, måtte Jesus blive døbt, selv om han var uden synd.

I fristelserne i ørkenen måtte Jesus udsættes for det samme, som Adam var blevet. Han havde brug for sejr over fristelser, som vi alle, lige fra Adam og fremefter, ikke havde besejret. Og ved at gøre det, ”skulle Kristus råde bod på Adams nederlag“ (Ellen White, Jesu liv, s. 73); men han gjorde det under forhold, der var langt vanskeligere end Adams.

Gennem denne sejr viser Jesus, at vi aldrig har nogen undskyldning for synd, at den aldrig kan retfærdiggøres, og at vi, når vi fristes, ikke behøver at falde, men at vi ved tro og underkastelse kan vinde sejr. Vi er blevet fortalt: ”I skal altså underordne jer under Gud; og I skal stå Djævelen imod, så vil han flygte fra jer. Hold jer nær til Gud, så vil han holde sig nær til jer“ (Jak 4,7-8).

Denne beretning viser, at der ikke er nogen undskyldning for synd. Vi behøver tilgivelse og kraft fra Kristus, dvs. hans retfærdighed. Tænk, hvis vi var nødt til at stå med vores egen retfærdighed, uden Kristi retfærdighed til at skjule vores synd og retfærdiggøre os. Ville vi have noget håb?

Fristelsen

5. APRIL 2016

ONSDAG

20

Matt 4,13-16Es 9,1-2

Til at tænke over

Matt 4,12 fortæller os om Johannes Døbers fængsling og dermed afslutningen på hans arbejde. På dette tidspunkt begynder Jesu ”of-ficielle“ arbejde. Teksten siger ikke, hvorfor Jesus drog til Galilæa, da han hørte om Johannes, kun at han gjorde det. (Se også Mark 1,14-16 og Luk 4,14.) Måske ønskede Jesus at holde en lav profil, mens Johannes stadigvæk prædikede, så der ikke skulle opstå rivalisering. Det græske udsagnsord i Matt 4,12, som ofte oversættes med ”drog bort“, kan give indtrykket af at trække sig tilbage i betydningen af at undgå fare. Forsigtig som altid forsøgte Jesus måske at undgå vanskeligheder.

Læs hvordan Jesus bosatte sig i Zebulons og Naftalis land. Hvad fortæller disse tekster om Jesu arbejde?

Zebulon og Naftali var to af Jakobs sønner (se 1 Mos 35,23-26), og deres efterkommere blev to af de stammer, der endte med at bo-sætte sig i det smukke nordlige område.

Desværre var disse to stammer blandt de ti, der opgav troen på Gud og i stedet blev optaget af denne verden. Mange af Det Gamle Testamentes profeter langede ud efter disse nordlige stammers syn-dighed, verdslighed og ondskab. Stammerne blev til sidst indtaget af assyrerne, som spredte dem i hele den dakendte verden. Til gengæld havde hedninger bosat sig i Israel, og Galilæa fik en blandet befolk-ning, et forvirret og mørkt område. Galilæas mest berømte profet var Jonas, hvilket måske fortæller os om niveauet i deres overgivelse til Gud.

Men uanset, hvilke problemerne Galilæa havde, findes denne smukke profeti hos Esajas, om at selv i det mørke Zebulons og Naf-talis land, skulle ”det folk, der sad i mørket, [se] et stort lys“ (Matt 4,16). Jesus kom med andre ord til dette område, hvor behovet var så stort, hvor menneskene blev betragtet som uforskammede, tilba-gestående og ubehøvlede, for at bo og leve og arbejde iblandt dem. Hvor højt ophøjet Jesus end måtte have været, ser vi, at han ydmy-gede sig for at tjene andre. Vi møder også her et eksempel på, hvor centralt Det Gamle testamente var i Jesu arbejde.

Hvordan kan vi undgå den fristelse at bedømme andre som uvær-dige til at blive hjulpet eller vidnet for? Hvorfor er denne holdning så forkert?

Zebulons og Naftalis land

6. APRIL 2016

TORSDAG

21

Matt 4,17-22

”Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!“ (Matt 4,17). Lige-som Johannes begyndte Jesus sit arbejde med et kald til omven-delse. Ligesom Johannes kendte han til menneskenes faldne tilstand og alles behov for omvendelse og et kendskab til Gud. Det er derfor ikke overraskende, at hans første offentlige forkyndelse, som den gengives her i Matthæusevangeliet, var et kald til omvendelse.

Er der områder af vores liv, som Jesu kald ikke dækker?

I det glemte område af Galilæa drev fire unge mænd et lille fisker-foretagende. De var to sæt brødre. Tydeligvis slog deres hjerter for Gud; for nogle af dem havde for en tid fulgt Johannes Døber. Men til deres overraskelse havde Johannes henvist deres opmærksomhed til en anden ung mand fra deres egen egn.

Disse mænd havde henvendt sig til Jesus fra Nazaret og bedt om lov til at tilbringe nogen tid sammen med ham (se Joh 1). Dette var almindeligt i deres kultur. Mænd henvendte sig til en rabbiner og bad om lov til at følge ham. Men det var altid rabbineren, der tog den endelige beslutning om, hvem der skulle være hans disciple. Og det var et meget spændende øjeblik, når en rabbiner bad dig om at blive hans discipel.

Mange er vokset op med den opfattelse, at disciplene mødte Jesus første gang, da han kaldte dem ved søbredden. Men vi ved fra kapitel 1 til 5 i Johannesevangeliet, at disse mænd allerede havde tilbragt et år sammen med Jesus – åbenbart på deltid.

”Jesus udvalgte ulærde fiskere, fordi de ikke var blevet oplært i de-res tids traditioner og fejlagtige skikke. De var mænd med medfødt dygtighed, og de var beskedne og lærevillige. De var mænd, som han kunne oplære til sin tjeneste. Mange mænd i jævne kår passer tålmodigt deres daglige arbejde uden at ane, at de er i besiddelse af evner, som, hvis de kom til udfoldelse, ville hæve dem op i plan med verdens mest anerkendte mænd. Der kræves berøring af den rigtige hånd til at vække disse slumrende evner. Det var sådanne menne-sker, Jesus valgte til medarbejdere, og den fordel, han gav dem frem for andre, var den direkte kontakt med sig selv.“ (Ellen White, Jesu liv, s. 169).

Fiskerens kald

7. APRIL 2016

FREDAG

22

Til videre studium


En evangelist, som kom til byen, annoncerede sine møder på føl-gende måde: ”Kom og se en prædikant, der river en side ud af Bibe-len!“ Det resulterede i en stor tilstrømning. Han stillede sig op foran sine lyttere, åbnede Bibelen, og til deres store forbavselse rev han en side ud af Bibelen. ”Denne side,“ sagde han, ”skulle aldrig have væ-ret der. Det er den side, der adskiller Det Gamle og Det Nye Testa-mente.“ Enten man bryder sig om prædikantens dramatiske frem-gangsmetode eller ej, havde han fat i en sandhed. Disse to bøger er i virkeligheden én. Over alt i Det Nye Testamente bliver der citeret fra Det Gamle Testamente. Begivenheder i Det Nye Testamente bliver gang på gang forklaret og begrundet enten af Jesus selv eller af de nytestamentlige forfattere ved at henvise til Det Gamle Testamente. Hvor tit kom Jesus ikke med en udtalelse, der i en eller anden form sagde, at ”Skriften må gå i opfyldelse“? Enten det var Jesus selv, som gentagne gange pegede tilbage til de gammeltestamentlige skrifter (se Joh 5,39; Luk 24,27; Matt 22,29; Joh 13,18), Paulus, som hele tiden citerede fra Det Gamle Testamente (Rom 4,3; 11,8; Gal 4,27), eller Johannes’ Åbenbaring, som anslås at indeholde 550 hentydninger til Det Gamle Testamente, kæder Det Nye Testamente hele tiden sig selv sammen med Det Gamle. Det Gamle og Det Nye Testamente er Guds skrevne åbenbaring til menneskeheden om frel-sesplanen.

1. Vi kan se de forskellige måder, hvorved Satan fristede Jesus, og hvordan han aldrig faldt for fristelsen eller det bedrag, der lå bag dem. Læg også mærke til Guds Ords centrale rolle. Selv om Jesus var Herren selv, nu ”i syndigt køds lighed“ (Rom 8,3), brugte han Skriften som et forsvarsmiddel mod Djæve-lens fristelser. Hvis Jesus selv var nødt til at gøre det, hvad bør det fortælle os om, hvor vigtig Bibelen må være og hvilken central rolle, den bør have i vores liv, især når vi kæmper med fristelser? Selv om vi i princippet ved, at vi skal bruge Bibelen i vores kamp mod fristelser, hvordan gør vi det rent praktisk? Giv eksempler på nogle af de måder, vi kan bruge Bibelen på til at modstå de angreb, vi alle møder?

2. Hvorfor er ydmyghed en så vigtig dyd for en kristen? Hvordan kan vi lære at blive og forblive ydmyge? Hvilken rolle har korset på dette meget vigtige område af vores liv?

8. APRIL 2016

DIALOG

23


Guds ordog klassens aktiviteter

Uddybendespørgsmål

• Sammenlign gengivelserne af fristelsen i ørkenen i Matthæus med Lukas 4,1-3 og Markus 1,12-13.- Hvorfor tror du, at rækkefølgen er forskellig? Er der andre de-

taljer, som fortælles af den ene, men ikke den anden?

• Det er interessant at sammenligne de forskellige evangeliers valg af, hvilke af Jesu offentlige prædikener, de gengiver som den første. Hos Matthæus finder du den i 4,17, hos Lukas i 4,18-21.- Hvorfor tror du, set i lyset af disse evangelier i deres helhed,

at Lukas og Matthæus vælger at referere netop disse af Jesu ord før andre taler?

- Hvad fortæller disse forskelle dig om den måde, Helligånden inspirerede forfatterne på?

• Hvordan tror du, at evangelisterne har vidst, hvad der egentlig skete ved fristelserne i ørkenen? De var jo ikke til stede, og der var ikke andre øjenvidner (som Lukas udtrykkeligt påpeger i sit evangelium, se Luk 1,1-4)?

• Vi tænker ofte på fristelser på en meget konkret måde, som be-stemte ting, vi ønsker, men som ikke er godt for os. Men betyd-ningsfulde fristelser kan jo også simpelthen være tendensen til at udvise stolthed, have et utilgivende sindelag – eller generel selvoptagethed.- Hvad kan vi gøre for at modvirke sådanne fristelser? Hvordan

kan vi udvikle et åndeligt liv, som får indflydelse på, hvordan de bekæmpes? Del dine tanker med klassen.

• Mange moderne læsere, ikke mindst i vores kulturkreds, ser en kæmpeforskel mellem Det Gamle og Det Nye Testamente. Hvad der forbavser mennesker med dette synspunkt er, at Jesus og disciplene tilsyneladende ikke så de samme problemer i Det Gamle Testamente. De anvendte teksterne som autoritet.- Hvad tror du er nogle af årsagerne til, at så mange sætter

spørgsmålstegn specielt ved Det Gamle Testamente?- Hvad tror du, vi kan lære af Jesus og apostlene, når vi læser

Det Gamle Testamente? Hvad kan vi gøre for bedre at forstå teksterne og tro dem, som de gjorde?


24

DIALOG


Forstå det bedre

NOTER


Hvilke fristelser står du over for i dit liv? Hvad kan du gøre for bedre at undgå dem? Møder andre mennesker de samme fristelser som du gør? Hvad kan du gøre for bedre at forstå andre menne-skers åndelige kampe?

Matthæus anvender adskillige litterære træk, der var særligt almin-delige i samtidens litteratur, og ville blive genkendt af hans første læ-sere. Eksempelvis markerer han afsnittet fra 3,1-4,17 som en enhed ved brugen af en såkaldt inclusio, hvor han begynder og afslutter med samme tema eller ordbrug: både Johannes (3,1) og Jesus (4,17) opfordrer til omvendelse, fordi riget er nær.

Nogle forskere påpeger, at hele afsnittet er struktureret som en omvendt parallel, en såkaldt chiasme opkaldt efter det græske bogstav chi. Læser man både forfra og bagfra, møder man efter opfordringen til omvendelse begge steder bekræftelse fra Skriften (af henholdsvis Johannes’ og Jesu virke).

De fem større taler i bogen er alle forberedt ved fortællinger. Ka-pitel 3 og 4 går fx forud for bjergprædiken. Og alle de fem store ta-ler afsluttes med den samme vending: ”Og da Jesus var færdig med at tale alt dette...“ (som i Matt 7,28 og 26,1).

Disse træk ved evangeliet hjælper os til at se, at Matthæus fortalte evangeliet på en veldisponeret og gennemtænkt måde, der ville have vundet respekt hos og være blevet forstået af hans oprindelige pub-likum.

25


25

33

26

Ugens vers

Introduktion

Ugens tekster

”Da Jesus var færdig med denne tale, var skarerne slået af forun-dring over hans lære; for han underviste dem som en, der har myn-dighed, og ikke som deres skriftkloge“ (Matt 7,28-29).

I 2. Mosebog ser vi, hvordan Gud førte Israels børn ud af Egypten, ”døbte“ dem i Rødehavet, ledte dem gennem ørkenen i 40 år, ud-førte tegn og undere og havde et personligt møde med dem på en bjergtop, hvor han gav dem sin lov.

I Matthæusevangeliet ser vi, hvordan Jesus kom ud af Egypten, blev døbt i Jordanfloden, gik ud i ørkenen i 40 dage, udførte tegn og un-dere og mødtes personligt med Israel på en bjergtop, hvor han ud-dybede den samme lov. Jesus vandrede Israels historie, blev Israel, og i ham blev alle pagtens løfter opfyldt.

Bjergprædikenen er den mægtigste prædiken, der nogen sinde er holdt. Jesu ord har gjort dybt indtryk ikke alene på hans umiddelbare lyttere, men på alle dem, der skulle komme til at høre dens livsfor-vandlende budskaber ned igennem århundrederne lige til vores tid.

Men vi må ikke alene lytte til denne prædiken; vi må også anvende den. Samtidigt med, at vi i denne uge vil studere, hvad Jesus sagde i Bjergprædikenen (Matt 5-7), vil vi også se på, hvad Jesus sagde i Matt 13 om, at hans ord må blive en del af vores liv.

· Matt 5-7· Rom 7,7· 1 Mos 15,6· Mika 6,6-8· Luk 6,36· Matt 13,44-52· Rom 8,5-10

Bjergprædikenen


SØNDAG

27

Matt 5-7 Læs Bjergprædikenen igennem. Lav et sammendrag over det, du synes er mest iøjnefaldende, og hvad det siger dig.

”Måske har intet andet religiøst foredrag i menneskenes historie påkaldt sig den opmærksomhed, som Bjergprædikenen har opnået. Filosoffer og aktivister fra mange ikke-kristne synsvinkler, som har nægtet at tilbede Jesus, har alligevel beundret hans morallære. I det tyvende århundrede var Mahatma Gandhi Bjergprædikenens stør-ste ikke-kristne tilhænger.“ (Craig L. Blomberg, The New American Commentary: Matthew (Nashville: B&H Publishing Group, 1992), bind 22, s. 93-94).

Denne prædiken er blevet betragtet på mange forskellige måder. Nogle ser den som en umulig høj moralsk norm, der tvinger os i knæ, og får os til at påberåbe os Jesu retfærdighed som vores ene-ste håb for frelse; for vi er alle syndere og kan slet ikke leve op til den guddommelige norm, som Gud kalder os til, og som åbenbares i Bjergprædikenen. Andre ser den som et foredrag om civil etik, et kald til pacifisme. Andre igen opfatter den som et socialt evange-lium, et kald til at oprette Guds rige på jorden gennem menneskelig indsats.

På en måde bringer vi måske alle noget af os selv ind i denne prædiken; for den berører os så stærkt på afgørende områder af vo-res liv; derfor reagerer vi alle på vores egen måde.

Ellen White skriver: ”I bjergprædikenen søgte han at nedbryde det, som var blevet forårsaget af falsk lære, og at give sine tilhørere den rigtige forestilling om hans rige og om hans egen karakter … De sandheder, han forkyndte, er ikke mindre betydningsfulde for os, end de var for de skarer, som fulgte ham. Vi trænger ikke mindre end dem til at lære de grundprincipper, der gælder for Guds rige.“ (Ellen White, Jesu liv, s. 210).

Uanset, hvad vi selv bringer, giver Bjergprædikenen os Guds riges grundlæggende principper. Den fortæller os, hvordan Gud er som hersker i sit rige, og hvad Gud kalder os til at være som indbyggere i hans rige. Det er et gennemgribende kald bort fra denne verdens flygtige rigers principper og normer til Guds evige riges principper og normer (se Dan 7,27).

Principper og normer

10. APRIL 2016

MANDAG

28

Matt 5,17-19.21-22.27-28Jak 2,10-11

Rom 7,7

1 Mos 15,6

Til at tænke over

Nogle kristne betragter Bjergprædikenen som en ny ”Kristi lov“, som erstatter ”Guds lov“. De hævder, at et legalistisk system nu blev erstattet med et nådesystem, eller at Jesu lov er anderledes end Guds egen lov. Disse synspunkter er en misforståelse af Bjergprædi-kenen.

Hvad siger følgende bibeltekster om loven og indirekte om den tanke, at loven (dvs. De ti Bud) på en eller anden måde blev erstat-tet med Bjergprædikenen?

Craig S. Keener skriver: ”De fleste jøder forstod budene i sammen-hæng med nåde; … når Jesus krævede større nåde i praksis, … har hans hensigt uden tvivl været, at rigets krav skulle forstås i lyset af nåde (sml. Matt 6,12; Luk 11,4; Mark 11,25; Matt 6,14-15; Mark 10,15). I evangelierne modtager Jesus dem, der ydmyger sig og an-erkender Guds ret til at herske, selv om de i praksis ikke lever op til målet om moralsk fuldkommenhed (5,48). Men det nåderige, som Jesus forkyndte, var ikke den gerningsløse nåde, der svarer til, hvad så meget af vestlig kristendom forkynder; i evangelierne forvand-ler budskabet om Guds rige dem, der i ydmyghed modtager det, ligesom det knuser de overmodige, de religiøst og socialt tilfredse.“ (The Gospel of Matthew:A Socio-Rhetorical Commentary (Grand Rapids: William B. Eerdmans Publishing Company, 2009), s. 161-162).

Kommer frelsen altid af tro?

Hvad Jesus lærte om tro, var i en vis forstand ikke nyt; lige fra Syn-defaldet er mennesket altid blevet frelst på samme måde. Bjergpræ-dikenen lærte ikke, at frelse af nåde erstattede frelse ved gerninger. Det har altid været frelse af nåde. Israels børn blev frelst af nåde ved Rødehavet, før de blev bedt om lydighed ved Sinaj. (Se 2 Mos 20,2.)

Hvad bør din egen erfaring med Herren og hans lov lære dig om, hvorfor frelse altid har været nødt til at være ved tro, ikke ved loven?

Prædikenen i modsætning til loven

11. APRIL 2016

TIRSDAG

29

Matt 5,20

Mika 6,6-8

Til at tænke over

Hvad mener Jesus, når han siger, at hvis vores ”retfærdighed ikke langt overgår de skriftkloges og farisæernes,“ kommer vi slet ikke ind i Himmeriget?

Selv om frelse altid har været ved tro, og selv om jødedommen, som den skulle have været praktiseret, altid var et system, der byggede på nåde, sneg lovtrældom sig ind, ligesom den kan gøre det i enhver re-ligion, som fx syvendedags adventismen, der tager lydighed alvorligt. På Jesu tid var mange (men ikke alle) af de religiøse ledere endt i en ”hård, streng rettroenhed, der var blottet for anger, omsorgsfuldhed og kærlighed, … og var uden kraft til at bevare verden fra fordærv.“ (Ellen White, Med Mesteren på bjerget, s. 57).

Ydre former, ikke mindst menneskeskabte, har ingen kraft til at foran-dre liv eller forvandle karakteren. Den eneste sande tro er den, der er virksom i kærlighed (Gal 5,6); kun den gør ydre handlinger acceptable over for Gud.

Kan disse vers forstås som et resumé af Bjergprædikenen?

Selv på Det Gamle Testamentes tid var ofringer ikke et mål i sig selv. De pegede alle hen til Jesus. På grund af Jesu offer kan Jesu efterføl-gere tilgives og genspejle Guds kærlighed og karakter. Det opnås kun ved fuldstændig overgivelse til Gud og en erkendelse af vores totale afhængighed af hans frelsende nåde. På trods af deres ydre fromhed og tilsyneladende tro var mange af farisæerne og de skriftkloge slet ikke eksempler på, hvordan en Jesu efterfølger skulle leve.

Hvordan kan du sikre dig, at selv umærkelige former for legalisme sniger sig ind, selv om du på det kraftigste går ind for tro alene, og naturligvis mener, at det kun er Jesu retfærdighed, der kan frelse dig?

De skriftkloges og farisæernes retfærdighed

12. APRIL 2016

ONSDAG

30

Matt 5,48

Matt 5,43-47

Til attænke over

I denne tekst finder vi Jesu måske mest opsigtsvækkende under-visning. Hvordan kan vi, især som syndere, nå det mål Jesus sætter?

Blandt alt det, Jesus lærte i Bjergprædikenen, må dette være noget af det mest forbløffende, mest ekstreme. At være lige så fuldkom-men som ” jeres himmelske fader“? Hvad betyder det?

En afgørende faktor til at forstå denne tekst finder vi i det allerførste ord i teksten – ”så“. Dette antyder en konklusion, en opsummering af det, der gik forud. Hvad var det, der gik forud?

Hvordan hjælper disse vers os til bedre at forstå, hvad Jesus mente i det afsluttende vers i Matt 5,48? Se også Luk 6,36.

Det er ikke første gang, vi møder en tanke som denne i Bibelen. Helt tilbage i 3. Mosebog (19,2) siger Herren til sit folk: ”I skal være hellige, for jeg, Herren jeres Gud, er hellig.“ I Luk 6,36 sagde Jesus: ”Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig.“

Sammenhængen i Matt 5,43-48 handler ikke om en ydre overens-stemmelse med regler og normer, hvor vigtige de end måtte være. Teksten fokuserer i stedet på at elske mennesker, ikke kun dem alle og enhver kan elske, men dem vi efter verdens målestok i almin-delighed ikke ville elske. Igen handler dette om Gudsrigets normer, ikke menneskenes.

Det er vigtigt i denne sammenhæng at huske, at Gud ikke forlanger noget af os, som han ikke kan udrette i os. Hvis vi overlades til os selv, hvis vi styres af vores syndige og selviske hjerter, hvem ville da elske sine fjender? Sådan fungerer verden ikke; men er vi ikke nu borgere i et andet rige? Vi har Guds løfte om, at hvis vi overgiver os til ham, vil ”han, som har begyndt sin gode gerning i jer, vil fuldføre den indtil Kristi Jesu dag“ (Fil 1,6), og hvilken større gerning kunne Gud udføre i os end at få os, i vores sfære, til at elske, som han el-sker os.

Hvor anderledes ville dit liv være her og nu, hvis du elskede dine fjender?

Gudsrigets principper

13. APRIL 2016

TORSDAG

31

Matt 13,44-52

Til at tænke over

En bjergtop var ikke det eneste sted, Jesus prædikede. Han for-kyndte det samme budskab om riget overalt i Israel. Matthæus 13 fortæller, at Jesus underviste fra en båd, ”mens hele skaren stod på bredden“ (Matt 13,2). Dernæst fortalte han dem lignelser, der skulle vise, hvor vigtigt det er ikke kun at høre hans ord, men også leve efter det.

Hvad siges der i denne lignelse, som især er af betydning for vores forståelse af, hvordan vi skal leve efter de sandheder, der åbenba-res i Bjergprædikenen?

To pointer er iøjnefaldende i de første to af disse lignelser. I begge møder vi tanken om adskillelse, om at skille sig af med noget for at tilegne sig noget nyt, enten det er en skat i en mark eller en perle. Den anden pointe er den store værdi, hver af mændene tillægger det, han havde fundet. I begge tilfælde solgte de alt, hvad de havde, for at kunne anskaffe det, de havde fundet. Selv om vi ikke kan købe frelse (Es 55,1-2), er pointen i lignelserne tydelig: intet af det, vi har i denne verden, er mere værd end vores plads i himlen.

For at leve efter det, Gud beder os om, er vi nødt til at vælge at skille os af med alt det verdslige, alt det kødelige, og i stedet lade Guds Ånd fylde os (se Rom 8,5-10). Dette er ikke let; det vil kræve, at vi lader selvet dø, og at vi tager vores kors op. Men hvis vi hele tiden har værdien af det, vi er lovet, for øje, bør vi have nok motiva-tion til at foretag de valg, vi er nødt til at foretage.

Læs den sidste af lignelserne (Matt 13,47-50). Også denne taler om at adskille noget. Hvordan kan adskillelsen i de to første lig-nelser hjælpe os til at forstå, hvad der sker i denne tredje lignelse?

Modtag budskabet om Gudsriget

14. APRIL 2016

FREDAG

32

Til videre studium


· Ellen White, Jesu liv, Bjergprædikenen, s. 209-221 · Ellen White, Med Mesteren på bjerget (den engelske udgave,

Thoughts From the Mount of Blessing, er tilgængelig online på www.whiteestate.org/books/mb/mb.asp).

I lignelserne i Matt 13,44-49 fandt manden noget af stor værdi. Når vi ser på sammenhængen, specielt efter at Jesus havde fortalt den tredje lignelse (Matt 13,47-50), opdager vi, at det de fandt, var sandheden, den sandhed der fører til evigt liv i modsætning til evig fortabelse i ”ovnen med ild.“ Dette er vigtigt, fordi vi lever i en tid, hvor tanken om ”sandhed“ i sig selv i bedste fald betragtes som gammeldags, og i værste fald som farlig. Mange kristne har des-værre taget denne misforståelse til sig. Budskabet i disse lignelser er ikke desto mindre, at ikke alene eksisterer sandheden, men denne sandhed vil få evig betydning for hvert eneste menneske. Dette bør ikke være nogen overraskelse. Jesus sagde trods alt: ”Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig“ (Joh 14,6). Hvis ikke dette er at komme med en absolut sandhed, hvad er så? Det er indlysende, at der er meget, vi ikke ved, når selv en så lærd mand som Paulus kunne sige, at ”vi erkender stykkevis“ (1 Kor 13,9). Men selve hans udtalelse om, at vi kender ”stykkevis“, antyder, at der er mere sandhed at kende, sandhed der vil være af-gørende for, om vi oplever evigt liv eller evig død. Evigt liv eller evig død? Det kan næppe blive mere alvorligt end det.

1. Hvordan ville det være at leve i en verden, hvor alle fulgte de principper, vi finder i Bjergprædikenen?

2. Jesus fortalte en lignelse om en vis og en dum bygningsmand (Matt 7,24-27), mens han befandt sig i nærheden af bredden af Galilæas sø. I den tørre årstid var forskellen mellem, hvordan klipperne og det tørre sand så ud, næsten ikke til at få øje på, og en mand, der byggede sit hus på sand, kunne let tro, at han havde bygget på klippegrund. Men når regnen kom, blev det sandholdige fundament tydeligt, og huset faldt sammen. Jesus sammenligner dem, der hører hans ord, men ikke lever efter dem, med en grundvold af sand. Hvordan vil livets storme vise, om vi har bygget på klippe eller sand? Hvordan kan vi have en grundvold, der vil forblive solid og fast selv i de værste prøvel-ser?

15. APRIL 2016

DIALOG

33


Guds Ord og klassens

aktiviteter



Baggrund

• Prøv sammen at få et overblik over talerne i Matthæusevange-liet.- Hvor mange er der? Hvem taler hvornår og til hvem?

• Hvilke af Jesu ”bud“ i bjergprædikenen synes du er de vanske-ligste at følge?- Hvis du skulle bruge bjergprædikens etiske krav som en ret-

tesnor for menighedsfællesskab, hvilke af Jesu befalinger i denne tale skal bruges som baggrund for menighedspolicy, og hvilke skal ikke?

• På hvilken måde kan vi være fuldkomne, ligesom Gud er det, se Matt 5,48?- Hvordan kaster sammenhængen lys over, hvad Jesus mener,

se Matt 5,43-47?- Bestemmer vi selv over, hvornår vores ”fjender“ handler

ukorrekt mod os?- Kan vi selv finde på gerninger, som vi kan udføre for at være

som Gud?

• Tænk over Jesus som prædikant: - Ville hans metode have virket i dag?- Bruger Jesus mange eller få ord? - Hvordan ville du have gjort det?

• Lad et eller flere medlemmer af klassen samle eksempler fra ugens avisoverskrifter eller populære medier.- Hvordan ville disse historier eller overskrifter have været,

hvis mennesker havde fulgt bjergprædikens krav/bud om at elske fjenderne, give til de fattige etc.?

Bibelforskere har peget på en lang række ligheder mellem Moses og beretningerne om Jesus hos Matthæus. Her er nogle af dem. Ikke alle er fra Bibelen selv. Nogle findes i datidige jødiske værker, som har været kendt af Matthæus’ læsere.


34

DIALOG

Forstå det bedre


Når man betragter sådanne ligheder, hjælper det os til at forstå også den anvendelse af de gammeltestamentelige tekster, vi finder hos Matthæus. Den er til tider fjern fra den måde, vi i dag ville anvende teksterne på; men Matthæus taler til sin tid og opbygger på litterær vis sin beskrivelse, i fuld overensstemmelse med, hvad datidens læ-sere ville finde rimeligt.

Bibelforskere omtaler ofte de fem store taler i Matthæusevangeliet: bjergprædikenen (5-7), udsendelsen af disciplene (10), lignelsespræ-dikenen (13,1-52), autoritet og tilgivelse i det sande Israel (18) og forkastelse af farisæerne samt de sidste tider (talen på Oliebjerget, 23-25). Men dertil kan nævnes to ”små“ eller korte taler, dels Johan-nes Døberens ord i Matt 3,7-12, dels Jesu missionsbefaling i Matt 28,18-20). Disse to kommer først og sidst af alle talerne, de inde-holder nogenlunde lige mange ord og omtaler samme emne, nemlig dåben. På samme måde er nummer 2 og 6 lette at sammenligne: de prædikes begge på et bjerg (Tabor og Oliebjerget), er nogenlunde lige lange og omhandler dels principper for Guds rige, dels de pro-fetiske begivenheder, der går forud for det synlige gudsriges opret-telse.

En sådan opbygning af talerne kaldes ofte chiastisk efter det græske bogstav chi’s form, og den var typisk for det jødiske publi-kum, som Matthæus i særlig grad henvendte sig til.

I en drøm fortalte en engel, at Moses ville befri sit folk – ifølge Josefus til Moses’ far, ifølge Pseudo-Filon til Miriam

Ved Moses’ fødsel gav Farao ordre til at dræbe alle Israels dren-gebørn (2 Mos 1,15-22)

Farao havde hørt om den kom-mende befrier fra jødiske skrift-lærde (ifølge Josefus)

Moses forlod som ung sit hjem-land, fordi Farao ønskede at dræbe ham (2 Mos 2,15)

Moses ledte Israel til Sinajs bjerg, hvor Gud gav dem principperne for loven

I en drøm fortalte en engel Josef, at Jesus ville frelse sit folk (Matt 1,21)

Ved Jesu fødsel dræbte Herodes alle jødiske drengebørn inden for et bestemt område (Matt 2,16-18)

Herodes lærte om Jesu fødested fra de jødiske skriftlærde (Matt 2,4-6)

Jesus måtte med sine forældre flygte til Egypten, fordi Herodes stræbte ham efter livet (Matt 2,13-14)

Jesus gav i bjergprædikenen sine efterfølgere de dybere principper i Guds rige

35


44

36

Ugens vers

Introduktion

Ugens tekster

”Hvad er det letteste, at sige: Dine synder tilgives dig, eller at sige: Rejs dig og gå?“ (Matt 9,5).

Hvis du skulle lave en liste over de ting, du frygter mest i tilværelsen, hvordan ville den se ud? For de fleste af os ville den indbefatte, at en af vore kære døde, eller at vi selv døde. Og selv om det er meget forståeligt, så tænk over, at denne frygt er jordbundet og kun hand-ler om vores liv her og nu. Er det virkeligt, hvad vi bør frygte mest – tabet af livet her på jorden, som når det kommer til stykket alligevel ikke varer ret længe?

Hvis Gud skulle lave en liste over det, han frygter mest, ville det helt sikkert indbefatte, at vores familie eller vi selv mistede det evige liv.Der er ingen tvivl om, at det piner Gud, når vi er syge eller dør; men han er allermest optaget af vores åndelige sygdomme og evige død. Selv om Jesus helbredte mange mennesker og til og med vækkede døde til live, var det kun midlertidigt. De døde alle senere en natur-lig død. En undtagelse er naturligvis de få, der opstod sammen med Jesus ved hans opstandelse. (Se SDA Bible Commentary, 5. bind, s. 550 og Ellen White, Jesu liv, s. 572).

På trods af alt det, der er gjort for os, fritager frelsesplanen os ikke fra sygdom og død i denne verden. Lad os med dette i tanke se på nogle af beretningerne om helbredelse, både fysisk og åndeligt, og se hvilke vigtige lærdomme om tro vi kan finde i dem.

· Matt 8· 3 Mos 13,44-50· Dan 7,7-8· Joh 10,10· Matt 9,1-8· 1 Joh 1,9

”Rejs dig og gå!“ Tro og helbredelse


SØNDAG

37

Matt 8,1-4

Til at tænke over

Efter at Jesus havde holdt Bjergprædikenen, hvor han beskrev Guds riges principper, stod han igen ansigt til ansigt med Satans rige, et koldt og mørkt sted fyldt med døende mennesker, der jamrede efter frelse. På den tid var spedalskhed et af de største eksempler på, hvor frygtelig Satans verden var blevet. Enkelte gange blev spedalskhed brugt som en guddommelig straf (fx Miriam, se 4 Mos 12,9-12); men i den større sammenhæng i Bibelen er den et mægtigt og skrækkeligt eksempel på, hvad det vil sige at leve i en syndig og ødelagt verden.

Hvilken betydning ligger der i det faktum, at Jesus rørte ved denne spedalske, da han helbredte ham? (Se fx 3 Mos 13,44-50).

Den spedalske knæler ned foran Jesus og siger: ”Herre, hvis du vil, kan du gøre mig ren.“ Det græske ord for ”kan“ er dunamai, ligesom i dynamit. Det betyder ”fuld af kraft.“ ”Hvis du vil, er du fuld af kraft og kan forvandle mit liv.“ Jesus siger, at han er villig til at helbrede den spedalske og gør det med det samme.

At Jesus rørte ved ham, må have givet skaren kuldegysninger. Jesus kunne ganske enkelt have udtalt ordene, og manden ville være blevet helbredt. Det gjorde han mange gange, fx ved den næste helbredelse, der beskrives. Men hvorfor rørte han ved ham?

”Kristi handling, da han rensede den spedalske fra hans frygtelige sygdom, er et billede på den gerning, han udfører, når han renser hjertet for synd. Manden, der kom til Jesus, var ”fuld af spedalsk-hed“. Hele hans krop var gennemsyret af dens dødelige gift. Discip-lene søgte at forhindre deres Mester i at røre ved ham; for den, som rørte ved en spedalsk, blev selv uren. Men Jesus blev ikke besmittet ved at lægge hånden på den spedalske. Hans berøring overførte liv-givende kraft. Spedalskheden blev helbredt. Således er det også med syndens spedalskhed – dybt forankret, dødsens farlig og umulig at helbrede ved menneskelig kraft.“ (Ellen White, Jesu liv, s. 182).

Ved at røre ved den spedalske ønskede Jesus måske at vise, at uanset hvor frygtelig vores synd er, vil han drage nær til dem, der er villige til at blive tilgivet, helbredt og renset fra den.

Kender du nogen, der fejler noget, der får folk til at tage afstand fra dem? Hvordan kan Jesu eksempel hjælpe os til at forstå, hvordan vi skal forholde os til sådanne personer?

At røre de urene

17. APRIL 2016

MANDAG

38

Matt 8,5-13

Til at tænke over

Der er en god grund til, at Daniels Bog bruger så meget tid på at beskrive Romerriget (se Dan 7,7-8. 19-21; Dan 8,9-12.23-25). Dette imperium herskede på Jesu tid. Ikke desto mindre kom en romersk officer, som var et udtryk for Romerrigets magt, til Jesus. Manden stod hjælpeløs over for de almindelige prøvelser og tragedier, som alle møder. Hvilken lektie om jordiske magters begrænsninger! De største og mest indflydelsesrige ledere, de rigeste mænd og kvin-der, er hjælpeløse i mødet med mange af tilværelsens almindelige kampe. Hvilket håb ville nogen af os have uden guddommelig hjælp?

Hvilke vigtige lærdomme om tro, og hvad det vil sige at have tro finder vi i denne beretning? Hvad bør det sige os som syvende-dags adventister i lyset af alle vores privilegier?

Denne officer havde normalt ansvar for mellem 80 og 100 soldater. Man gjorde tjeneste i hæren i ca. 20 år og havde ikke lov til at stifte egen familie. Officerens tjener var derfor måske det nærmeste, han kom til at have en familie.

I den jødiske kultur på den tid var kun en spedalsk mere foragtet end en hedning som denne romerske officer. Officeren antog må-ske derfor, at Jesus ikke ville bryde sig om at komme ind i hans hus, selv om Jesus siger, at han vil gøre det. Ved blot at bede om et ord fra Jesus, ikke om hans faktiske tilstedeværelse, viser denne officer en stor tro, som taler til os også i dag. Jesu ord har lige så stor kraft som hans berøring. For denne officer var det ikke en vanskelig op-gave for Jesus at helbrede. Det svarede til, at en militær officer gav ordre til en menig soldat, og dette skete hele tiden.

Læg også mærke til, hvad Jesus siger i Matt 8,11-12. Hvilken alvorlig advarsel til dem, der har fået store privilegier. Vi som syvendedags adventister bør lægge mærke til Jesu ord.

Hvilke daglige vaner og valg foretager du? Hvordan påvirker disse valg din tro? Hvad kan du gøre for at foretage valg, der vil få din tro til at vokse?

Romeren og Messias

18. APRIL 2016

TIRSDAG

39

Matt 8,23-34

Til at tænke over

Hvad fortæller begge disse to gengivelser om Guds kraft? Hvordan kan beskrivelsen af Guds kraft give os trøst, især når vi kæmper med problemer, der synes uoverkommelige?

I jødisk tankegang var Gud den eneste, der herskede over naturen og dæmonerne. Efter at have stillet en kraftig storm med et enkelt ord (Matt 8,23-27) gik Jesus i land på Galilæa Søs østlige bred. Dette var ikke alene hedningeområde, men også et område, hvor der boede nogle djævlebesatte mænd.

Mark 5,1-20 og Luk 8,26-39 giver flere detaljer til fortællingen om de besatte. De urene ånder identificerede sig som ”Legion“. En legion i militæret var 6.000 soldater. De urene ånder blev sendt ind i 2.000 svin.

Mange har undret sig over, at de urene ånder bad om at blive sendt ind i svinene. Det var en udbredt opfattelse, at det, dæmo-nerne afskyede mest, var tom omflakken; de foretrak at have et hjem af en slags, selv om det skulle være i et urent svin. En anden opfattelse var, at djævle var bange for vand, og Jesus selv henviser til dæmoner, der flakker om i øde (vandløse) egne (se Matt 12,43). Der var også jødiske grupperinger, der mente, at dæmoner kunne ødelægges før den sidste, apokalyptiske Herrens dag.

Men den vigtigste pointe er, at de forhold, de to mænd lever un-der i denne beretning, lige præcis er den ødelæggende situation, Sa-tan ønsker for Guds børn. Jesus forvandlede totalt deres liv. Alt det, Satan forsøger at gøre i vores liv, både kan og vil Jesus forvandle for dem, der giver deres liv til ham. Uden ham er vi helt hjælpeløse over for Satan.

Vi står enten på den ene eller den anden side i den store strid. Uanset hvor barskt og kompromisløst det lyder, kunne Jesus ikke have udtrykt denne sandhed tydeligere, end han gjorde, da han sagde: ”Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder“ (Luk 11,23). Det er op til os, hvilken side vi står på.

”Tyven kommer kun for at stjæle og slagte og ødelægge. Jeg er kommet, for at de skal have liv og have i overflod“ (Joh 10,10). Hvordan viser dette hen til ikke alene de besatte, men også til os og vores liv? Hvordan kan og bør vi opleve det, vi bliver lovet i dette vers?

Dæmoner og svin

19. APRIL 2016

ONSDAG

40

Matt 9,1-8

Til at tænke over

I mandagsafsnittet lagde vi mærke til, at Jesus sagde til den romer-ske officer, at han ikke havde fundet nogen i Israel med så stor en tro. Men på samme tid fandtes der i Israel en mand, der var nået til et punkt, hvor ønsket om åndelig helbredelse var større end hans ønske om kroppens helbredelse.

Hvilket stort håb er der for os i løftet om syndstilgivelse, uanset hvad vi har gjort eller hvilken skade det har medført? Se også Rom 4,7; 1 Joh 1,9; 1 Joh 2,12.

Det er fascinerende, at det første Jesus tager sig af, da denne lamme mand blev bragt hen til ham, var mandens åndelige tilstand. Jesus var tydeligvis klar over, hvad det egentlige problem var. På trods af mandens elendige fysiske tilstand vidste Kristus, at det mere dybt-gående problem var mandens skyldfølelse over, hvad der må have været et meget syndigt liv. Da Jesus kendte til mandens ønske om tilgivelse, udtalte han, hvad der for enhver, der forstår syndens reali-tet og pris, må have været en stor trøst: ”Dine synder tilgives dig.“

Ellen White tilføjer: ”Alligevel higede han ikke så meget efter legem-lig helbredelse som efter at blive befriet for syndens byrde. Hvis han kunne møde Jesus og få vished om tilgivelse og fred med Himmelen, så ville han være tilfreds med at leve eller dø, alt efter Guds ønske.“ (Ellen White, Jesu liv, s. 183).

Det er blevet sagt, at den største tro er at have tro nok til ikke at blive helbredt. Dette sker, når vi ser videre end til vores fysiske om-stændigheder og i stedet fokuserer på evigheden. Ofte beder vi i vores bønner for vores fysiske behov, og Gud har også medfølelse for dem. Men i sin bjergprædiken sagde Jesus: ”Søg først Guds rige og hans retfærdighed.“ Hvor er det derfor vigtigt i en verden, hvor så meget er midlertidigt og flygtigt, at vi hele tiden holder os de evige ting for øje, på trods af vores umiddelbare fysiske behov.

Uanset hvor store vores fysiske problemer selv i værste fald måtte være, er de altid kun midlertidige. Hvorfor er det af største vigtig-hed aldrig at glemme den tanke?

”Rejs dig og gå!“

20. APRIL 2016

TORSDAG

41

Matt 8,18-22

Til at tænke over

Hvad siger Jesus til disse mænd om, hvad det vil sige at følge ham?

I Matt 8,18-22 ser vi først to mænd, der henvender sig til Jesus med et ønske om at blive hans disciple. Begge mener det alvorligt; men begge holdes tilsyneladende tilbage af et eller andet. Jesus, som kender alle vores tanker, går lige til sagen. Han stiller spørgsmåls-tegn ved, om den første af mændene virkelig er villig til at opgive alt – sin egen seng indbefattet! – for at følge ham. Dette betyder ikke nødvendigvis, at en person vil miste alle jordiske ejendele, hvis vedkommende følger Jesus, men ganske enkelt, at man må være vil-lig til at gøre det.

Dernæst spørger Jesus den anden mand, om han virkelig er vil-lig til at sætte Jesus højere end sin egen familie. Ved første øjekast virker Jesu ord til denne mand meget barske. Han ønskede jo bare at begrave sin far. Hvorfor kunne han ikke gøre det først og derefter følge Jesus, især når man ved, at i den jødiske tro blev det betragtet som lydighed mod det femte bud at sørge for, at ens forældre fik en ordentlig begravelse?

Nogle bibeltolkere mener, at mandens far endnu ikke var død el-ler nær ved at dø. I stedet sagde manden til Jesus: Lad mig få ordnet alt, der har med min familie at gøre, så vil jeg følge dig.

Derfor svarede Jesus, som han gjorde.Et andet kald til discipelskab finder vi i Matt 9,9-13, hvor Jesus

kalder Matthæus, den forhadte tolder. Jesus kendte hans hjerte, som åbenbart var modtageligt for sandheden, hvilket vi ser af hans reaktion på Jesu kald. Jesus vidste godt, hvad det ville medføre, at han kaldte en mand som Matthæus, og teksten viser, at det skete. Set med vores øjne i dag er det svært at forstå, hvorfor det skulle være så rystende for folk på den tid, at Jesus kaldte en mand som Matthæus. Vi ser her endnu et eksempel på, hvor universelt evange-liets kald er.

Læs Matt 9,13. Selv om sammenhængen er anderledes, hvordan gælder princippet fra denne tekst endnu i dag, også når vi erstatter ideen om dyreofre med Jesu offer? Med andre ord, hvordan kan vi sørge for, at vi ikke lader religiøse trospunkter eller skikke, uanset hvor rigtige de er, stå i vejen for at gøre det, der virkelig betyder noget for Gud?

Lad de døde begrave deres døde

21. APRIL 2016

FREDAG

42

Til videre studium


· Ellen White, Jesu liv, Tilgivet og helbredt s. 179-187

På tysk har man et ordspil: ”Einmal ist keinmal“. Direkte oversat betyder det ”En gang er ingen gang.“ Det er et idiomatisk udtryk for tanken om, at hvis noget kun sker én gang, tæller det ikke. Så har det ingen betydning. Hvis det kun sker én gang, kunne det lige så godt ikke være sket. Enten du er enig heri eller ej, så tænk over denne ide i lyset af torsdagsafsnittets studium, hvor Jesus sagde til manden, der først ønskede at begrave sin far og derefter blive Jesu discipel: ”Følg mig, og lad de døde begrave deres døde“ (Matt 8,22). Hvad mente Jesus med at antyde, at manden, som var le-vende, i virkeligheden var død? Hvis ”én gang er ingen gang“, hvis du kun lever én gang her på jorden, uden at der er en evighed bag-efter, kunne du lige så godt aldrig være blevet født. Du kunne lige så godt være død her og nu (se Joh 3,18). Verdslige tænkere, som ikke tror på et liv efter døden, har klaget over meningsløsheden ved et liv, som kun eksisterer her én gang, og kun en ganske kort tid, før det forsvinder i al evighed. De har spurgt, hvad meningen kan være, hvis vi efter denne korte periode for evigt er borte og for evigt er glemt. Det er ikke så mærkeligt, at Jesus sagde, det han gjorde. Han ønskede at understrege en pointe over for manden: der findes en større virkelighed end den, denne verden i sig selv kan tilbyde.

1. Med ovenstående ide i tankerne, læs igen beretningen i Mat-thæusevangeliet om det, Jesus sagde til manden om at begrave sin far. Hvad bør dette sige os om betydningen af at se den store sammenhæng (og når vi siger ”stor“, mener vi virkelig stor) i alt, hvad vi foretager os? Hvordan hjælper vores teologi os til at forstå, hvor stor sammenhængen virkelig er?

2. Vi kender ikke altid Guds vilje, når det gælder fysisk helbre-delse; men vi kender hans vilje, når det handler om åndelig hel-bredelse. Hvilken indflydelse bør dette have på vores måde at bede på?

3. Hvad har størst betydning for dig? Lav en liste og del den med de andre i din sabbatsskoleklasse. Hvad kan vi lære om os selv og vores opfattelse af verden, Gud og hinanden ud fra det, vi prioriterer højest? Hvor stor forskel ville det gøre for en sådan liste, hvis en gruppe ateister fik den samme opgave?

22. APRIL 2016

DIALOG

43



aktiviteter



Personligtkristenliv

• Denne sabbat kan være en god anledning til at samle nogle af spørgsmålene fra tidligere studier og evt. invitere og forberede en gæst på klassens spørgsmål.

• Kapitel 8 og 9 i Matthæusevangeliet foregår efter bjergprædike-nen og før Jesu tale til disciplene, inden han sender dem ud to og to (kap. 10).- Hvor mange mirakler er der omtalt i disse to kapitler? Hvor

mange af dem er helbredelser?- Kapitlerne indeholder også to typer af beretninger, hvor der

ikke findes noget mirakel. Hvad er fælles for disse afsnit? (Se Matt 8,18-22 og 9,9-17.)

• Prøv at få en oversigt over indholdet af disse kapitler.

• Bed nogle af jeres uddannede sundhedsarbejdere om at tale med jer om forholdet mellem menneskers fysiske sygdomme og deres mentale eller åndelige tilstand.- Spørg dem evt. om de har eksempler på mennesker, der følte

deres åndelige nød langt stærkere end selv voldsom fysisk lidelse?

• Tænk over nogle af de syge mennesker Jesus helbredte, fx de besatte i gedarenernes land!- ”Gav de sig selv til Jesus“ for at blive helbredt? Hvad var de-

res del i den proces, som førte til deres helbredelse?- Hvad er din og min del i den proces, der fører til vores frelse?

• Hvordan er forholdet mellem nuet og evigheden?- Er det forkert at have glæder i nuet? Hvilke glæder i nuet har

Gud skabt?

• Spedalske i datiden var udstødte af samfundet. Er der menne-sker i vores tid, som der ikke findes plads til i samfundet?- Kan og skal vi som kristne gøre noget for dem? Skal vi gøre

det som kirkelig organisation eller som enkeltkristne?

Hvilke fysiske glæder har du, som betyder meget for dig? Hvordan ville du føle dig tilpas, hvis du pludselig blev ramt af en sygdom,


44

DIALOG TIL SABBATTEN | 23. APRIL 2016

Forstå det bedre

Baggrund

NOTER

der forhindrede dig i at nyde dem? Hvad ville det betyde for dit ån-delige liv og glæden over det liv, Gud har givet dig?

Matthæus 8-9 indeholder 10 mirakler, fordelt på først 3 helbre-delser bekræftet af et citat fra Esajas (8,1-17), dernæst tre mirakler (8,23-9,8), indrammet af to afsnit om, hvad det koster at være en discipel (8,18-22 og Matthæus’ kaldelse i 9,9-17), og endelig endnu 3 mirakler, hvor et fjerde er indeholdt i den første af beretningerne (9,18-34), nemlig den blodfattige kvinde, hvis historie er fortalt midt i beretningen om helbredelsen af Jairus’ datter.

De ti mirakler, Jesus udfører i disse to kapitler (Matt 8 og 9), svarer nøje til de forventninger, datidens jøder havde til en profet som Moses – jf. sidste uges afsnit om sammenligningen mellem Moses og Jesus. Før udgangen af Egypten udførte Moses ifølge jødisk tal-tradition 10 mirakler (2 Mos 7-12), og profeten Mikas ord om nye mirakler fra Gud i fremtiden (Mika 7,15) blev af mange forstået som et kendetegn på den kommende Messias’ virke.

45


55

46

Ugens vers

Introduktion

Ugens tekster

”Fra Johannes Døbers dage indtil nu er Himmeriget blevet stormet, og de fremstormende river det til sig“ (Matt 11,12).

Hver dag foretager vi vigtige valg mht. livsstil, medmenneskelige forhold, karriere, værdier, underholdning og venner. For virkeligt at kunne indse betydningen af disse valg er det vigtigt for os at forstå, hvad de egentlig handler om. Vi må trække forhænget til side og se det usynlige; for Bibelen fortæller om en usynlig virkelighed, der har stor indflydelse på det, vi ser.

Vi som lever i videnskabens tidsalder, burde ikke have svært ved at tro på en usynlig virkelighed. Vi kender til røntgenstråler, radiobøl-ger og trådløs kommunikation og burde have let ved at tro på ting, vi ikke kan se. Med hvert eneste mobilopkald vi foretager eller får, eller med hvert eneste program vi ser via satellit, arbejder vi ud fra den forudsætning, at der er en usynlig virkelighed bag ved det, vi ser eller hører.

Den store strid mellem Kristus og Satan danner den usynlige bag-grund for den synlige verden, vi oplever hver dag. I denne uge vil vi se på tekster fra Matthæusevangeliet (og andre bøger), som vil hjælpe os til at åbenbare disse usynlige kræfter og deres indflydelse på vores liv og valg her og nu.

· Matt 11,11-12· Åb 5,5· Matt 12,25-29· Es 27,1· Matt 11,1-12· Hebr 2,14

Den synlige og den usynlige strid


SØNDAG

47

Matt 11,11-12

Til at tænke over

Bibelen er Guds Ord, og i den ser vi tydeligt Guds plan for at frelse menneskene. Men nogle af teksterne kan være vanskelige at forstå. Dette bør ikke være overraskende. Vi møder trods alt ting, der er vanskelige at forstå på alle områder af vores tilværelse. Hvor meget mere vil det ikke være tilfældet med dele af Guds Ord, som åben-barer åndelige og overnaturlige sandheder og virkeligheder for os? Ellen White udtrykte denne tanke meget tydeligt: ”I den naturlige verden er vi konstant omgivet af mysterier, som vi ikke kan fatte. Selv den ydmygeste form for liv er et problem, som de viseste filo-soffer står magtesløse over for at forklare. Overalt er der undere, der går over vores fatteevne. Kan vi så være overraskede over at opdage, at der i den åndelige verden også er mysterier, som vi ikke kan fatte? Problemet ligger udelukkende i menneskehjernens svag-hed og indskrænkethed. I Bibelens hellige skrifter har Gud givet os tilstrækkeligt vidnesbyrd om deres guddommelige oprindelse, og det er ikke meningen, at vi skal tvivle på hans ord, fordi vi ikke kan forstå alle hans forsyns mysterier.“ (Ellen White, Vejen til Kristus, s. 119).

En af de vanskeligste tekster i hele Bibelen finder vi fx i Matt 11,11-12: ”Sandelig siger jeg jer: Blandt kvindefødte er der ikke fremstået nogen større end Johannes Døber. Men den mindste i Himmeriget er større end han. Fra Johannes Døbers dage indtil nu er Himmeri-get blevet stormet, og de fremstormende river det til sig.“

Læs versene igen. Hvilke dele forstår du? Hvad forstår du ikke?

Nogle oversættelser af vers 12 siger: ”Fra Johannes Døbers dage indtil nu er Himmeriget gået fremad med stormskridt, og onde men-nesker angriber det.“

Hvad siger Jesus til os her?

Hvilke ting selv i de verdslige omgivelser er mysterier for os? Holder vi fx op med at tro på solens eksistens, fordi der er mange mysterier omkring den, som vi ikke forstår? Hvor meget mere bør dette ikke gælde mht. spørgsmål vedrørende tro og Guds Ord?

Matthæusevangeliet 11,11-12

24. APRIL 2016

MANDAG

48

Matt 10,34Åb 5,5

Mika 2,13

Bibelforskere har ned igennem tiderne kæmpet med betydningen af Matt 11,12, fordi ordene, der beskriver Guds rige og menneskene i denne tekst kan bruges både på en positiv og en negativ måde. Det græske ord biazomai kan enten betyde at ”storme fremad“ eller at ”udsættes for vold“. Og det græske ord biastes kan betyde ”frem-stormende eller ivrige mennesker“ eller ”voldelige mennesker“.

Betyder dette vers, at det ydmyge og blide Himmerige bliver udsat for vold, at det bliver angrebet af voldelige mennesker? Eller stormer Himmeriget fremad på en positiv måde, og er de fremstor-mende mennesker, der river det til sig i virkeligheden Kristi efterføl-gere?

Er det muligt for Kristi efterfølgere at være så aggressive, ja til og med fremstormende i deres søgen efter riget? Læs bibeltek-sterne. Hvad siger de, som måske kan kaste en smule lys over spørgsmålet?

Nogle forskere påstår, at vi finder den mest sandsynlige forkla-ring på Matt 11,12 ved at anvende den mest almindelige brug af biazomai (typisk positiv) og biastes (typisk negativ). Det giver os følgende fortolkning: Himmeriget stormer fremad med ”hellig kraft og storslået energi, der har presset mørkets frontlinjer tilbage“; og mens dette sker, ”har voldelige og glubske mennesker forsøgt at udplyndre det.“ (D.A. Carson, The Expositor’s Bible Commentary With the New International Version: Matthew, (Grand Rapids: Zon-dervan, 1995), s. 266-267).

Denne fortolkning ser ud til at finde genklang i resten af Mat-thæusevangeliet. Den griber også fat i den større baggrund, nemlig striden mellem lys og mørke, mellem Kristus og Satan, et tema, der gennemsyrer hele Bibelen, men som tydeligst kommer til udtryk i Det Nye Testamente. Der foregår virkelig en krig, både synlig og usynlig, hvor vi alle tager del, hvor vi alle vælger side, og som vi alle oplever hver eneste dag, uanset hvor meget eller hvor lidt vi forstår af det, der foregår. Dette er, hvad det vil sige at leve midt i den store strid.

Mørkets frontlinjer

25. APRIL 2016

TIRSDAG

49

Til attænke over

Uanset, hvad den endelige fortolkning af Matt 11,12 er, så vi i gårs-dagens afsnit, at den er med til at vise os den store strids virkelig-hed. Den beskriver en kamp, en strid, og fra andre bibeltekster ved vi, at denne kamp i bund og grund er mellem Kristus og Satan.

Hvad fortæller følgende tekster os om den store strids virkelighed?

Matt 12,25-29

Es 27,1

1 Joh 5,19

Rom 16,20

1 Mos 3,14-19

Ef 2,2; 6,10-13

Dette er kun nogle få af mange tekster, både i Det Gamle og Det Nye Testamente, som henviser til det, en nulevende ikke-adventist teolog har omtalt som ”krigsførelsens verdenssyn“, tanken om at der forgår en kamp mellem overnaturlige kræfter i himmelrummet, en krig hvor vi alle sammen på en eller anden måde er involveret. Denne tanke er selvfølgelig ikke ny for syvendedags adventister. Det har været en del af vores teologi fra vores kirkes første tid; vores pionerer hævdede dette, selv før vores kirke var officielt stiftet.

Hvordan oplever du virkeligheden af denne strid i din egen hver-dag? Hvordan kommer den til udtryk i de valg, du er nødt til at foretage og i de fristelser, du møder? Hvordan kan din forståelse af virkeligheden i denne strid hjælpe dig til at foretage de rigtige valg og modstå fristelser?

”Krigsførelsens verdenssyn“

26. APRIL 2016

ONSDAG

50

Matt 11,1-12

Til at tænke over

Som vi allerede har set, viser Jesu ord i Matt 11,12, uanset hvor vanskelige de er, at Guds rige ikke vil blive oprettet uden kamp eller strid. Vi forstår, at denne kamp er den store strid, og den har været i gang og bliver ved med at rase. Det vil den indtil den endelige udslettelse af synd, Satan og de fortabte. Denne strid kan fra tid til anden være meget grim.

Vi kan se den store strids virkelighed, og hvor grim den kan blive i den sammenhæng, hvor vi finder Jesu ord i Matt 11,12.

Hvordan viser den store strids virkelighed sig på forskellige ni-veauer i denne sammenhæng? Hvordan kan den store strid hjælpe os til at forstå det, der sker?

Hvem inspirerede de jødiske ledere til at fængsle Johannes? Vi kan se Satans forsøg på ikke alene at standse Johannes, men også at af-skrække troen på Jesus. Hvis Johannes, Jesu forløber, fik en så barsk skæbne, hvad kunne man så ikke forvente for Jesus selv?

Dernæst er der ingen tvivl om, at Satan kunne have fået Jesu og Johannes’ disciple til at spørge sig selv: ”Hvis Jesus af Nazaret kan udføre så mange undergerninger og har så stor magt, hvorfor lader han en så trofast og god mand som Johannes, hans egen fætter, få lov til at hentæres i fængsel?“

Og hvem gav Johannes tvivlstanker? ”Hvorfor er jeg her? Hvor-for befrier han mig ikke?“ Det er derfor ikke så mærkeligt, at han spurgte: ”Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?“ (Matt 11,3). Husk, dette er den samme Johannes, som døbte Jesus, og som så, hvorledes ”himlene åbnede sig over ham, og han så Guds ånd dale ned ligesom en due“ (Matt 3,16). Det var ham, som hørte en stemme fra himlen sige: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!“ (Matt 3,17). Nu, med alt det der er sket, fyldtes han med tvivl. Men hvor alvorlig Johannes’ situation end var, skulle det i hvert fald på kort sigt blive meget værre, og det kunne kun skabe mere tvivl i hans sind (Mark 6,25-28).

Hvad kan du fokusere på, dvæle ved og bede om, når du fyldes af tvivl, så den kan skubbes væk, og du kan få hjælp til at huske alle de fantastiske grunde, du har til at stole på Guds godhed?

Når striden bliver grim

27. APRIL 2016

TORSDAG

51

Hebr 2,141 Kor 15,20-27Åb 12,12; 20,10

Så længe der har været mennesker til, har der også været krig. Et eller andet i menneskenes natur får folk fra en gruppe til at ønske at udplyndre, røve og nedslagte dem fra en anden gruppe. I en bog om sin far, den britiske filosof Bertrand Russell, skriver Katherine Tait om sin fars bekymring ved begyndelsen af første verdenskrig med hensyn til den glæde, han oplevede i Englands gader over udsigten til krig med Tyskland. ”Han voksede op med en optimistisk victori-ansk tro på automatisk fremgang, med troen på at hele verden på et eller andet tidspunkt ville følge englændernes kloge bevægelse fra oldtidens brutalitet til civiliseret selvstyre. Men pludselig ople-vede han, at hans egne elskede landsmænd dansede i gaderne i forventningen om nedslagtningen af et stort antal medmennesker, der tilfældigvis talte tysk.“ (My Father Bertrand Russell (England: Thoemmes Press, 1997), s. 45). Gang denne tanke med de mange gange, den har gentaget sig ned igennem historien i næsten alle be-folkningsgrupper, og du vil se den faldne menneskeheds natur i en af dens mest tragiske former og med de største konsekvenser.

Resultatet var ikke kendt på forhånd i alle disse krige. Man gik i krig uden at vide, om man ville vinde eller tabe.

Ifølge ”krigsførelsens verdenssyn“ foregår der en kosmisk strid mellem godt og ond, og her har vi én stor fordel. Vi ved, hvilken side der allerede har vundet. Kristus har vundet den afgørende sejr for os alle. Efter korset var der ikke længere noget spørgsmål om, hvem der var sejrherren, og hvem der kan få del i resultaterne af denne sejr. Satans krig er i sandhed et håbløst foretagende.

Hvad siger disse tekster om resultatet af den store strid?

Ligesom Satan tabte kampen i himlen, tabte han også kampen på jorden. Men han forsøger endnu med had og hævn at lede efter nogen at sluge (se 1 Pet 5,8). Selv om Kristus har vundet en fuld-kommen sejr, raser kampen endnu, og vores eneste beskyttelse er at placere os selv med både krop og sjæl på den vindende side. Og det gør vi med alle de valg, vi foretager hver eneste dag. Vælger vi det, der vi placere os på den vindende side, hvor sejren er sikret på vores vegne, eller på den tabende side, hvor nederlaget er sikkert? Vores evige skæbne afhænger af svaret på dette spørgsmål.

Et håbløst foretagende

28. APRIL 2016

FREDAG

52

Til videre studium


Vi lever i en ødelagt verden, som er forbandet med bekymring og smerte. En verden fuld af fristelsernes hviskende stemmer, som angriber os på alle mulige forskellige måder, og så let fanger dem, der ikke gennem tro og bøn er på vagt. Det er ikke så mærkeligt, at Jesus sagde: ”Våg og bed,“ så vi ikke skal falde i de mange snarer, der venter på os. Og for den kristne er den allerfarligste af alle disse fælder den, der siger: ”Når du falder for en fristelse, er du gået for langt. Der er ingen nådens Gud, der vil byde dig velkommen tilbage i hans arme.“ Hvem har ikke på et eller andet tidspunkt hørt denne hviskende stemme? På en måde er denne følelse rigtig: når vi falder for en fristelse, selv om det kun er en enkelt gang, har du bevæget dig alt for langt bort til, at du selv kan bringe dig tilbage igen. Men det er lige netop derfor Jesus kom, vandt sejr for os, hvor vi alle har lidt nederlag, og tilbyder os sin sejr. Det er lige netop dette, evan-geliet handler om. I den store strid udretter Jesus det for os, som vi selv aldrig ville kunne gøre. Men samtidigt er vi nødt til at vælge hver dag, hver time, hvert øjeblik at stille os på hans side. Det gør vi ved at adlyde hans ord og tilegne os hans løfter om sejr, som han har forsikret os, at vi kan opnå. Hele tiden må vi støtte os til det, han har gjort for os, som den eneste sikkerhed for vores frelse.

1. Nævn nogle fysiske ting, der eksisterer omkring os, og som vi ved, er der, men som vi ikke kan opfatte med vores sanser. Hvordan bør denne virkelighed hjælpe os til at være åbne for, at der findes andre kræfter og magter, som vi ganske enkelt ikke kan se? Hvordan kan vores erkendelse af disse usynlige kræfters eksistens hjælpe os til at forstå virkeligheden af den store strid?

2. Mange kristne tror ikke på, eller har ingen forståelse for tanken om den store strid. Hvilke grunde kan der være til, at de ikke forstår det? Hvilke argumenter kan de komme med over for dig, der modsiger dette verdenssyn, og hvordan vil du svare dem? Hvilke bibeltekster vil du bruge, hvis du skulle give nogen et bibelstudium om den store strid?

3. Hvordan takler du spørgsmålet om, hvorfor vi stadigvæk er her, efter at der er gået så lang tid, siden Jesus vandt sejr på korset? Hvorfor kom Jesus ikke tilbage efter sin død, opstandelse og himmelfart for at ødelægge djævelen en gang for alle?

29. APRIL 2016

DIALOG

53



aktiviteter


• Læs Matthæus 11 og 12 igennem for at finde de situationer, der specielt viser, at Johannes’ og Jesu budskaber bliver mødt med modstand!- I kapitel 10 har Jesus udsendt sine disciple til Israel. I 11,20-

24 taler Jesus om reaktionen på evangeliet i nogle af de jødi-ske byer. Hvordan reagerede de?

- Tror du, at Jesus måtte ændre sin strategi i lyset af den mod-stand, han kom til at møde? Hvorfor ville Gud give de jødiske ledere chancen for at acceptere Jesus først, før evangeliet gik videre til andre? Hvad var Guds missionsplan A?

- Læs Jesu bøn i Matt 11,25-27. Hvorfor tror du, at Jesus i lige netop denne situation opsendte en bøn, som på en måde var så radikal: kun han kender Faderen?

Lektien fokuserer på to områder: vores vanskelighed ved at forstå – og den modstand, evangeliet mødte.

• Er der i vores videnskabelige tidsalder stadig noget, vi ikke for-står? Vil vi ikke komme til at forstå det, bare vi gives tid? Ken-der vi i dag til mere, vi ikke forstår, end vi kendte til for 100 år siden?- Få evt. en ekspert i fysik og astronomi til at fortælle klassen

kort om ”mørkt stof“!- Af de ting, du ikke forstår, hvad er der grund til at bekymre

sig over?- Hvilke forhindringer må overvindes for at forstå Guds Ord

bedst muligt?- Hvilke eksempler på fordomme eller/og uvidenhed kan du

finde, som af og til sætter en stopper for vores forståelse af Skriften?

• Hvor meget modstand møder vi i dag i forkyndelsen af evange-liet i dagens Danmark?- Er der mere ligegyldighed end modstand? Hvis det er tilfæl-

det, hvad kan være grunden til den situation?- Nævn nogle af de dybereliggende grunde til modstanden

mod Jesu forkyndelse til hans samtid!


54

DIALOG



NOTER


Føler du, at mennesker i din hverdag i al almindelighed respekterer dig for din tro og forsøger ikke at skabe problemer for dig, fordi du er kristen?

Sig Gud tak for de fredelige forhold, han har givet dig at leve un-der. Bed ham om hjælp til at møde evt. modstand med tilgivelse og forståelse og trofasthed.

55


66

56

Ugens vers

Introduktion

Ugens tekster

”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile“ (Matt 11,28).

”Kristus var selv den levende repræsentant for loven. I hans liv fandtes ingen overtrædelse af dens hellige bud. Idet han henvendte sig til et folk af øjenvidner, der søgte anledning til at dømme ham, kunne han uimodsagt sige: ‘Hvem af jer kan påvise nogen synd hos mig?’“ (Ellen White, Jesu liv, s. 200).

Jesu liv afspejlede fuldt og helt meningen med Guds lov, de Ti Bud. Han var Guds lov levendegjort i et menneskeliv. Ved at studere hans liv kan vi lære, hvad det vil sige at holde budene og gøre det på en måde, som ikke er tør legalisme uden åndeligt indhold.

Blandt disse bud finder vi selvfølgelig det fjerde, sabbatsbudet. Når vi i denne uge fortsætter vores studium af Matthæusevangeliet, vil vi se på nogle af de sabbatsstridigheder, vi møder, og vi vil ud fra Jesu liv finde ud af, hvad det vil sige at holde sabbat. Hvis loven vir-kelig er en genspejling af Guds karakter, og hvis Jesus var legemlig-gørelsen af denne lov, må vi kunne lære mere om Guds karakter ved at finde ud af, hvordan han holdt det fjerde bud, og hvad han lærte om det. Og endnu vigtigere må vi kunne finde ud af, hvordan vi kan genspejle hans karakter i vores eget liv.

· Matt 11,28-30; 12,1-2· Luk 14,1-6· Joh 5,9-16· Matt 12,9-14· Es 58,7-13

Hvile i Kristus

TIL SABBATTEN | 7. MAJ 2016

SØNDAG

57

Matt 11,28-30

Til at tænke over

I Matt 11,20-27 begynder Jesus med en kraftig irettesættelse af nogle af byerne i Galilæa, som ikke tog imod ham. Det gør denne irettesættelse og hans advarsel om fordømmelse skræmmende, at disse byer havde haft store anledninger til at kende sandheden. Jesus, sandheden (Joh 14,6), havde fysisk gået iblandt dem. Og som om det ikke var nok, havde han også udført mange ”mægtige gerninger“ (Matt 11,20) der; alligevel nægtede de at omvende sig. Han sagde faktisk, at hvis de ”mægtige gerninger“ (Matt 11,23), han havde udført i Kapernaum, var blevet gjort i Sodoma, ”havde den stået den dag i dag.“ De var med andre ord værre end Sodomas indbyggere.

Lige efter denne revselse begynder Jesus i vers 25-27 at bede til Faderen, idet han takker ham og dernæst taler om det tætte forhold mellem dem. Han anerkender også alt det, han var blevet givet af Faderen, og viser på en måde endnu tydeligere, hvorfor afvisningen af ham i disse byer var så tragisk.

Hvad siger Jesus i disse vers, og hvorfor sagde han det netop på dette tidspunkt?

Efter at have fordømt vantro og bekræftet sit nære forhold til Fade-ren tilbyder Jesus alle, der er trætte, hvile i ham. Han opfordrer med andre ord folket til ikke at begå den fejl, som disse andre havde gjort ved at afvise ham. Han har både autoritet og magt til at gøre det, han siger, og han fortæller at vi ved at komme til ham vil finde hvile for vores sjæle. I lyset af sammenhængen kan vi altså se, at denne hvile indeholder fred, frelsesvished og et håb, som de, der forkaster ham, hverken har eller kan have.

Hvad mere mener Jesus, når han siger, at han vil give os hvile? Betyder det dovenskab? Betyder det, at alt er tilladt? Selvfølgelig ikke. Jesus har en meget høj standard for os; vi så dette i hans Bjerg-prædiken. Men et personligt forhold til Jesus vil ikke slide os op. I dette personlige forhold lærer vi af ham og afspejler hans karakter. Deri finder vi hvile fra livets slid og vanskeligheder. Og vi vil se, at en måde, denne hvile findes, er ved at holde sabbatten.

Hvordan oplever du det løfte, Jesus tilbyder os her? Hvad har ”sagtmodig og ydmyg af hjertet“ at gøre med at bære en let byrde?

Jesu åg er let

1. MAJ 2016

MANDAG

58

Matt 12,1-2 Luk 14,1-6

Mark 2,23-28 Joh 5,9-16

Til at tænke over

Hvis en stor del af den kristne verden har ret i, at den syvende dags sabbat er afskaffet, erstattet, afløst eller opfyldt, hvorfor brugte Je-sus så meget tid på, hvordan man skal holde sabbatten?

Læs teksterne. Hvad drejer striden sig om i disse begivenheder, og hvad drejer det sig ikke om?

Farisæerne var blevet klar over, at en af årsagerne, til at Israel blev ført i fangenskab i Babylon, var, at de havde vanhelliget sabbatten. De ønskede at forhindre, at dette gentog sig, og de skabte derfor en lang række love og regler for, hvad der var og ikke var tilladt at gøre på sabbatten. De ønskede på denne måde at bevare dens hellighed.

Er det i orden at spise et æg, som en høne lægger på sabbat-ten? De fleste af farisæerne mente, at hvis det drejede sig om en æglæggende høne, var det ikke i orden at spise et æg, der var lagt på sabbatten; for i så fald havde hønen arbejdet. Men hvis det var en ikke-æglæggende høne – hvis det drejede sig om en høne, som skulle fedes op for at slagtes og spises – var det i orden at spise dens æg; for så var det ikke hønens primære arbejdsopgave. (Der var også et forslag om, at du godt kunne spise et æg lagt på sabbatten af en æglæggende høne, hvis du senere dræbte hønen for at have brudt sabbatsbudet.)

Er det i orden at se sig selv i spejlet på sabbatten? Svaret er ”nej“; for hvis du ser et gråt hår, kan du blive fristet til at hive det ud, og det ville være det samme som at høste og dermed en over-trædelse af sabbatsbudet.

Er det i orden at forsøge at redde dit tøj, hvis der går ild i dit hus på en sabbat? Svaret er, at du kun må tage et sæt tøj ud af huset. Men hvis du iklæder dig et sæt, er det i orden at tage et mere ud af huset. (Hvis der går ild i dit hus, er det ikke i orden at bede en hed-ning om at slukke ilden; men hvis hedningen alligevel slukker ilden, er det i orden).

Er det i orden at spytte på sabbatten? Svaret er, at du gerne må spytte på en sten, men ikke på jorden; for det ville svare til at lave mudder eller mørtel, som er byggemateriale.

Måske ryster vi på hovedet af disse eksempler; men kunne det være, at vi gør noget lignende på nogle områder af vores tro – at vi har mistet det af syne, som virkelig er betydningsfuldt, og i stedet fokuserer på bagateller?

Uro over en hviledag

2. MAJ 2016

TIRSDAG

59

Matt 12,3-8

Til at tænke over

De omgivelser, Jesus arbejdede i, bestod af strenge og umulige reg-ler for at holde sabbat. Derved blev den oprindelige hensigt med sabbatten ødelagt. Den var tænkt som en dag med hvile fra ens ar-bejde; en dag til tilbedelse af Gud og fællesskab med andre troende på måder, der ikke lader sig gøre i løbet af arbejdsugen; en dag, hvor børn vidste, at forældrene havde mere tid til at være sammen med dem end normalt; en dag til på en særlig måde at glæde sig over, hvad vores Skaber og Frelser har gjort for os.

Hvad var Jesu svar var på farisæernes tunge åg. Læs også 1 Sam 21,1-6. Hvad er Jesu argumentation i denne sammenhæng?

Jesus siger til dem, hvad han senere kom til at gentage på en endnu stærkere måde (se Matt 23,23-24), at de skal fokusere på det, der virkelig betyder noget. Jesus genfortæller den kendte historie om David på flugt, som tager de skuebrød fra tabernaklet, der kun skulle spises af præsterne. I situationen var Davids og hans mænds sult vigtigere end et ritual i tabernaklet, som havde en anden hen-sigt. På sammen måde var Jesu disciples sult vigtigere end sabbats-regler (om at høste), som var givet med en anden hensigt.

Jesus henviser også til præsternes arbejde i templet på sabbatten. Det var tilladt at gøre tjeneste på sabbatten. På samme måde var det tilladt for Jesu disciple at arbejde på sabbatten, fordi Jesus og hans opgave var større end templet.

Der er intet i det, Jesus siger her eller andre steder med hensyn til at holde sabbatten, der på nogen måde formindsker det guddom-melige bud om at holde den. Han forsøgte at frigøre dem, ikke fra sabbatten, men fra de meningsløse regler, der skjulte det, sabbatten egentlig handlede om, nemlig den hvile vi har i Kristus som vores skaber og frelser.

”På Kristi tid var Sabbatten blevet så forvansket, at overholdelsen af den snarere genspejlede selviske og tilfældige menneskers tan-ker end den kærlige himmelske Faders sind.“ (Ellen White, Jesu liv, s. 197). Tænk over dine egne handlinger og spørg dig selv, hvad du kan gøre for at sikre dig, at de genspejler vores kærlige himmelske Faders karakter og ikke menneskelig selviskhed.

Jesu svar

3. MAJ 2016

ONSDAG

60

Matt 12,9-14

Det er meget interessant at læse evangelierne igennem og finde alle de gange, hvor forfatterne beskriver sammenstød mellem Jesus og de religiøse ledere. Hvorfor inkluderer alle fire evangelieforfattere adskillige gengivelser af de stridigheder, Jesus havde med lederne om sabbatshelligholdelse, hvis sabbatten kort tid efter skulle af-skaffes? Denne pointe får endnu større betydning, når vi husker, at evangelierne blev nedskrevet mange år efter Jesu arbejde her på jorden. Selv om forskere er uenige om de nøjagtige datoer, placerer de fleste af dem evangeliernes tilblivelse til 20 eller 30 år efter Jesu død. Hvis syvende dags sabbatten på den tid var blevet erstattet med søndagen (et almindeligt argument), burde der være antydnin-ger om denne forandring i det mindste i en af de inspirerede gen-givelser af Jesu liv. Men vi kan ikke finde et eneste eksempel eller bud fra Jesus selv i nogen af de fire evangelier, hvor syvende dags sabbatten blev afskaffet, forandret eller erstattet. Tværtimod, hvis vi fokuserer på Jesu bud og eksempel, viser evangelierne os, at den syvende dag stadigvæk er sabbat.

Hvad er problemet i denne situation, og hvorfor var det endnu et stridsspørgsmål?

”En anden sabbat kom Jesus ind i en synagoge og så der en mand med en vissen hånd. Farisæerne iagttog ham, spændte på at se, hvad han ville gøre. Frelseren vidste godt, at han ved at helbrede på en sabbat ville blive betragtet som lovovertræder; men han tøvede ikke med at nedbryde den mur af traditionsmæssige forordninger, som omgav sabbatten … Der var blandt jøderne den grundregel, at und-ladelse af at gøre godt, når man havde lejlighed til det, var at gøre ondt; at undlade at frelse liv var at slå ihjel. Således mødte Jesus de skriftkloge på deres egen grund.“ (Ellen White, Jesu liv, s. 198-199).

Ligesom ved den forrige sabbatsbegivenhed forsøgte Jesus at vise menneskene lovens højere formål, en dybere forståelse af, hvad et liv i tro handler om. Disse mænd ville have været tilfredse med at lade manden forblive i smerte og lidelse fremfor at overtræde deres egne sabbatsregler Deres forståelse var blevet så forvrænget, at selv om de ville have trukket en okse op af en grøft på sabbatten, ville de ikke befri et medmenneske fra dets lidelser. Hvor må vi være for-sigtige med, at vores egen udøvelse af troen ikke står i vejen for at leve vores tro på den måde, Gud har kaldet os til!

Helbredelse på sabbatten

4. MAJ 2016

TORSDAG

61

Matt 12,12

Es 58,7-13

At holde sabbat

Det bør være tydeligt fra evangelierne, at Jesus ikke afskaffede sabbatten. Tværtimod genindsatte han sabbatten og befriede den fra alle de besværlige byrder, som menneskene havde lagt på den. Mange hundrede år senere hvilede kristne stadigvæk på sabbatten og samledes til gudstjeneste. Historikeren Sokrates Skolastikus skrev i det femte århundrede: ”Næsten alle kirker i hele verden fejrede de hellige mysterier (nadveren) hver uge på sabbatten, men de kristne i Alexandria og Rom nægter at gøre dette på grund af en eller anden gammel tradition.“ (Ecclesiastical History, bog 5, s. 289). Hvad end grunden til, at alle disse hændelser blev medtaget i evangelierne, er der ingen tvivl om, at det ikke var for at vise, at sabbatten var afskaffet.

Læs teksten igen og fokuser på sætningen: ”Derfor er det tilladt at gøre noget godt på en sabbat.“ Hvad betyder dette, ikke kun i den umiddelbare sammenhæng, Jesus talte i, men også i den større sammenhæng om, hvad sabbatshelligholdelse bør indbefatte?

Selv om jødernes lov tillod, at man gav medicinsk hjælp på sabbat-ten til mennesker, hvis liv var i fare, gik Jesus længere. Helbredelser, måske også helbredelser, der kunne finde sted på en anden dag, er tilladt på sabbatten. Med dette i tankerne, se da på, hvad Jesus sagde senere i Matthæusevangeliet: ”Enhver skriftklog, der er blevet Himmerigets discipel, ligner en husbond, der tager nyt og gammelt frem fra sit forråd“ (Matt 13,52). Der er ingen tvivl om, at Jesus også tog nye skatte frem fra sit forråd.

Hvordan er det, der udtrykkes her, med til at vise os, hvad det vir-kelig betyder at følge Herren og leve efter principperne i hans lov, også sabbatsbudet? Hvordan skal vi forstå udtrykket ”den, som tætner revner“, især i sammenhæng med de tre englebudskaber?

5. MAJ 2016

FREDAG

62

Til videre studium


6. MAJ 2016

En eller anden har sagt: ”Med eller uden religion vil man finde gode mennesker, der gør godt, og onde mennesker, der gør ondt. Men det kræver religion for gode mennesker at gøre ondt.“ I 1600-tallet advarede den franske mystiker Blaise Pascal om, at ”mennesker gør aldrig ondt så fuldstændigt og med glæde, som når de gør det ud fra religiøs overbevisning.“ Selv om disse udsagn er en smule over-drevne, er der desværre en hel del sandhed i dem. Denne sandhed kan ses i forbindelse med denne uges bibelstudium i farisæernes forhold til sabbatten. ”Da Jesus vendte sig mod farisæerne med spørgsmålet, om man på Sabbatten havde lov til at gøre godt eller ondt, at frelse liv eller slå ihjel, konfronterede han dem med deres egne onde hensigter. De stræbte ham efter livet med det bitterste had, mens han frelste liv og bragte lykke til mange mennesker. Var det bedre at slå ihjel på Sabbatten, som det var deres hensigt at gøre, end at helbrede de plagede, som han havde gjort? Var det mere retsindigt at gå med mordtanker i hjertet på Guds hellige dag end med den kærlighed til alle mennesker, som giver sig udtryk i barmhjertige gerninger?“ (Ellen White, Jesu liv, s. 199.)

1. Hvad mente Jesus, da han sagde: ”Barmhjertighed ønsker jeg, ikke slagtoffer“ (Matt 12,7). Tænk også over disse tekster, når du giver dit svar. Matt 9,10-13; Hos 6,6; Es 1,11-17.

2. Hvorfor tror du, at så mange kristne, selv mange meget trofaste kristne, som elsker Jesus, er så urokkelige i deres afvisning af sabbatten, når der er så mange mægtige beviser for den i Bibe-len? Hvad kan vi gøre, ud over at komme med de bibelske bevi-ser, som måske kan få disse mennesker til at blive modtagelige for sandheden om sabbatten?

3. Hvordan holder du sabbat? Hvad kan du gøre anderledes, så du kan få en dybere og rigere erfaring i din sabbatshelligholdelse?

4. Jesus sagde: ”Mit åg er godt, og min byrde er let.“ Tænk over, hvordan du kan være med til at gøre andre menneskers byrde og åg lettere at bære.

DIALOG

63



aktiviteter




Baggrund

• Find musik, sange eller digte, som kan illustrere den fred, Jesus omtalte. Del disse eksempler med klassen. Lyt evt. sammen til forskellige musikalske gengivelser af Jesu ord i Matt 11,28-30.

• Kan du finde andre løfter i Guds Ord om fred og hvile i Jesus? Prøv at samle nogle af dem.

• Jesu ord var ofte stærkt kritiske over for hans samtids religi-onsudøvelse, selv om jøderne delte mange af de væsentlige teologiske synspunkter: de var monoteister, holdt Skriften højt i ære, holdt sabbatten, forkastede (i det mindste generelt) den dualistiske lære om mennesket som sammensat af legeme og sjæl.- Har vi ret til og bør vi være kritiske over for religion? Er der

situationer, hvor vi har langt mere grund til at stå sammen med sekulære end med religiøse mennesker? Begrund dit svar.

- Tænk over eksempler fra historiens løb – såvel som fra nu-tiden.

• Det er bemærkelsesværdigt, at Jesu løfte om fred og hvile efter-følges af strid om sabbatshelligholdelse, først i forbindelse med aksplukningen (Luk 12,1-8), dernæst ved en helbredelse i en synagoge (Luk 12,9-14). Tænk over dine sabbatter.- Hvad kan du gøre for i højere grad at opleve den fred, Jesus

ønsker, at netop sabbatten skal give dig fra dagligdagens be-svær?

- Hvad kan du gøre i dagligdagen i ugens løb for at forberede sabbatten, så du på hviledagen netop kan være fri for så me-get som muligt at hverdagens rutine og slid?

- Hvad kan du gøre for at hjælpe andre til at opleve denne sab-batshvile, fx andre i din familie eller i menigheden?

Hvordan er dit åndelige liv og dit forhold til Gud? Hvis du føler, at du ikke ejer den fred, Jesus lover, hvad tror du holder den tilbage? Hvad kan der gøres, så du kan opleve den mere?

Ikke kun syvendedags adventistteologer mener, at sabbatten blev holdt af Jesus, og at Jesu diskussioner med de jødiske lærde om


64

TIL SABBATTEN | 7. MAJ 2016DIALOG

Forstå det bedre

NOTER

sabbatten drejede sig om, hvordan den skulle holdes, ikke om, hvor-vidt den skulle holdes. Læs fx følgende citat, som er skrevet i tilknyt-ning til Lukas’ gengivelse af disciplenes plukning af aks (Luk 6,1-5):

”… for Jesus stod dette spørgsmål endnu tilbage: Hvem fortolker Skriften og dermed sabbatsbuddet korrekt? Eller sagt endnu stær-kere: Hvem forstår og repræsenterer Guds vilje? Det er dette spørgs-mål, ikke spørgsmålet om sabbatten som sådan, der er i fokus i Jesu svar til sine modstandere i vers 3 og 9.“ (Joel B. Green, The Gospel of Luke i New International Commentary (Grand Rapids: Eerdmans, 1997), s. 252).

Ordet ”hvile“ er ofte et synonym for frelse (jf. Hebr 3,11; 4,1, 3, 5, 10-11; Åb 14,13). Billedet med åget … er brugt i Matt 23,4 til at be-skrive, hvorledes de skriftlærde og farisæerne tvang mennesker til at bære tunge religiøse byrder. I modsætning hertil er ”Jesu byrder lette at bære.“ (Charles H. Talbert, Matthew i Paideia Commentaries to the New Testament (Grand Rapids: Baker, 2010), s. 150).

Gud har altså givet os sabbatten, for at vi bedre kan have hvile i ham. Den er et symbol på frelse og bør være en glædesdag for den troende, ikke en tung byrde.

65

TIL SABBATTEN | 7. MAJ 2016NOTER

77

66

Ugens vers

Introduktion

Ugens tekster

”Jeg, Herren, har kaldt dig i retfærdighed; jeg tager dig ved hånden. Jeg danner dig og gør dig til en pagt med folket, til et lys for fol-kene“ (Es 42,6).

I Matt 15,24 siger Jesus tydeligt: ”Jeg er ikke sendt til andre end til de fortabte får af Israels hus.“ Der er ingen tvivl om, at Jesu gerning i de år han tilbragte her på jorden som menneske, for det meste var rettet mod Israel som nation.

Men som hele Bibelen viser, var Israel ikke det eneste folk, Herren brød sig om. Grunden, til at Gud valgte Israel, var, at han derigen-nem kunne velsigne alle jordens folk. ”Dette siger Gud Herren, han som skabte himlen og spændte den ud, som bredte jorden ud med dens vækster, som gav åndedræt til folkene på jorden, livsånde til dem, der færdes på den: Jeg, Herren, har kaldt dig i retfærdighed; jeg tager dig ved hånden. Jeg danner dig og gør dig til en pagt med folket, til et lys for folkene. Du skal åbne de blindes øjne, føre fan-gerne ud af fængslet og dem, der sidder i mørket, ud af fangehul-let“ (Es 42,5-7).

Det var gennem Israel eller mere direkte gennem den Messias, som skulle opstå i Israel, at Gud ønskede at nå ud til hele verden. I denne uge vil vi se lidt nærmere på, hvordan Gud rakte ud til alle, der har behov for frelse.

· Matt 14,1-21· 2 Mos 3,14· Matt 14,22-33· Es 29,13· Matt 15,1-20· Matt 12,21-28

Jøders og hedningers Herre


SØNDAG

67

Matt 14,1-21

Til at tænke over

En af Jesu mest kendte handlinger fandt sted, da han mættede fem tusind ”foruden kvinder og børn“ (Matt 14,21). Men ligesom med alt andet i Det Nye Testamente, så forekommer denne beretning heller ikke uden en sammenhæng, der hjælper os til at få en endnu dybere forståelse af, hvad Jesus havde gjort.

Hvad skete der lige før miraklet med bespisningen, og hvilken rolle kan denne begivenhed have spillet i det, der fulgte efter?

Prøv at sætte dig i disciplenes sted. Johannes Døber, som tydeligt var en Guds mand, havde netop fået sit hoved hugget af. De var godt klar over det. De fortalte det selv til Jesus. Selv om teksten ikke siger det, må det have været utroligt nedslående for dem. Det har helt sikkert sat deres tro på prøve. Men med det, Jesus derefter gjorde, må deres tro have fået en stor saltvandsindsprøjtning, især efter en sådan skuffelse.

Men der er en dybere betydning i denne fortælling, uanset hvor meget den må have styrket disciplenes tro. Jesu mirakel med at bespise det jødiske folk mindede alle om den manna, som Gud havde givet israelitterne i ørkenen. ”Der opstod den overlevering i jødedommen, at Messias skulle komme i påsken, og samtidigt med hans komme ville der igen begynde at falde manna … Så da Jesus bespiste de fem tusinde lige før påske, bør det ikke komme som en overraskelse for nogen, at skaren måske begyndte at spekulere over, om han var Messias, og om han snart skulle udføre et endnu større mirakel – bespise alle hele tiden ved at genindføre mannaen.“ (Jon Paulien, John: The Abundant Life Bible Amplifier (Boise: Pacific Press Publishing Association, 1995) s. 139-140).

Det var netop denne slags Messias, folket ønskede: en Messias, som kunne sørge for deres ydre behov. På dette tidspunkt er skaren parat til at gøre Jesus til konge; men Jesus var ikke kommet for at blive konge, og hans afvisning blev en meget stor skuffelse for dem. Deres forventninger havde været store, og da de ikke blev opfyldt, vendte mange sig bort fra Jesus, selv om han var kommet for at leve op til så meget mere end deres snævertsynede og verdslige forvent-ninger.

Hvordan kan din opfattelse af, hvad du kan forvente af Gud, være for snæversynet?

At mætte de sultne

8. MAJ 2016

MANDAG

68

Matt 14,23-33

Til attænke over

Efter den mirakuløse bespisning beordrede Jesus sine disciple til at gå ombord i båden (Matt 14,22). Han ønskede dem bort fra fol-keskarens ståhej og pres. En god lærer vil beskytte sine elever fra det, de endnu ikke er parate til at møde. Ellen White skriver: ”Jesus kalder sine disciple til sig og befaler dem at tage båden tilbage til Kapernaum og overlade til ham at sende folket hjem … De prote-sterede mod beslutningen; men Jesus talte nu med en autoritet, som han aldrig før havde anvendt over for dem. De vidste, at yderligere modstand fra deres side ville være nytteløs, og i tavshed gik de mod søen.“ (Ellen White, Jesu liv, s. 267).

Hvad fortæller disse vers om, hvem Jesus var, og om frelsen?

Det er et afgørende øjeblik for de skrækslagne disciple, som undrer sig over, hvem det er, der kommer gående hen til dem på vandet. Jesus siger til dem: ”Vær frimodige, det er mig, frygt ikke!“ (Matt 14,27). Udtrykket ”Det er mig“ er en anden måde at oversætte det græske udtryk ego eimi, som betyder ”Jeg er.“ Dette er selve Guds navn. (Se også 2 Mos 3,14.)

Igen og igen i Skriften finder vi, at Herren har kontrol over na-turen. Salme 104 viser fx tydeligt, at Gud ikke alene er skaberen, men også opretholderen, og at det er gennem hans kraft, at verden bliver ved med at eksistere og naturens love fungere. Intet antyder en deismens gud, som skaber verden for derefter at overlade den til sig selv. Enten vi er jøde eller hedning, skyldes vores vedblivende ek-sistens den Gud, hvis kraft opretholder alle tings eksistens, og som også stillede stormen på søen. (Se også Hebr 1,3.)

Peters råb: ”Herre, frels mig!“ (Matt 14,30), bør også finde gen-klang hos os; for hvis Herren Jesus ikke frelser os, hvem gør så? Pe-ters hjælpeløshed i denne situation genspejler vores egen situation, når vi står over for alt det, vores syndige verden udsætter os for.

Tænk over hvor hjælpeløs du i virkeligheden er; der er magter, der er så meget større end dig, og som du ikke kan kontrollere, og du er totalt i deres vold. Hvordan bør denne tanke styrke din totale afhængighed af Jesus?

Hele skaberværkets Herre

9. MAJ 2016

TIRSDAG

69

Matt 15,1-20

Til attænke over

”Herren siger: ’Dette folk dyrker mig med munden og ærer mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig, og deres gudsfrygt er tillærte menneskebud’“ (Es 29,13).

Hvilket budskab indeholder dette vers for vores kirke i dag, selv om disse ord blev sagt af Gud til det gamle Israel? Hvilke to ho-vedpunkter advarer Gud dem om, og hvordan kan vi sikre os, at vi ikke gør det samme i dag?

Flere århundreder efter, at Esajas skrev disse ord, citerer Jesus dem i en konfrontation med de religiøse ledere.

Hvad er problemet, og hvad siger Jesus om det?

På et tidspunkt, da han var vendt tilbage til Kapernaum, havnede Jesus i en debat med de jødiske lærere om, hvad der gør et menne-ske urent. Lærerne havde tilføjet alle mulige regler til loven om ydre urenhed. Man skulle fx vaske sine hænder på en bestemt måde, og da de skriftkloge og farisæerne fra Jerusalem påpegede dette, sva-rede Jesus, som han gjorde.

Jesus fordømmer ganske enkelt på det kraftigste det, der så let bliver en fælde for alle, nemlig hykleri. Hvem af os har ikke på et eller andet tidspunkt gjort sig skyldig i dette ved at fordømme an-dres handlinger (enten verbalt eller i vores hjerte), selv om vi selv har gjort eller gør det samme eller noget endnu værre? Hvis vi ikke passer på, har vi alle en tendens til at finde fejl hos andre samtidigt med, at vi er blinde over for vores egne fejl. Det er altså meget na-turligt for os alle at være hyklere.

Vi hader alle sammen hykleri hos andre. Og det er altid så let at se hykleri hos andre. Hvordan kan vi sikre os, at vores evne til at op-dage hykleri hos andre ikke kun betyder, at vi selv er hyklere?

En hyklers hjerte

10. MAJ 2016

ONSDAG

70

Matt 15,21-28

Efter at have bespist, helbredt og prædiket for sit eget jødiske folk, tager Jesus en dramatisk beslutning. Han forlader jødernes område og går ind i outsidernes, i hedningernes område.

Hvordan skal vi forstå denne beretning?

Vi ved ikke noget om tonefald eller ansigtsudtryk i denne samtale. Først ser det ud til, at Jesus ignorerer kvinden; når han dernæst taler til hende, synes hans ord meget hårde: ”Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde“ (vers 26).

For det første er det rigtigt, at jøderne omtalte hedningerne som hunde, noget, der får os til at tænke på mange løse hunde, der løber omkring i gaderne. Men Jesus benytter den mere venlige græske form, ”lille hund“ (eller ”hundehvalp“), som giver os et billede af kæledyr, der blev holdt i hjemmet og fik mad fra bordet.

For det andet kalder denne kana’anæiske kvinde Jesus ”Davids søn“. Dette viser, at hun godt var klar over, at Jesus var jøde. Og som en god lærer taler Jesus med hende, og måske tester han hende. Craig Keener skriver: ”Måske forlanger han af hende, at hun skal forstå hans sande opgave og identitet, så hun ikke kommer til at behandle ham som en af de mange omvandrende troldmænd, som hedningerne fra tid til anden henvendte sig til for at få djævleud-drivelse. Samtidigt kalder han hende til at blive klar over Israels for-trinsret i den guddommelige plan, en erkendelse, som i hendes til-fælde vil indbefatte en indrømmelse af hendes afhængighedsstatus … Man kan sammenligne med Elisas krav til Na’aman om at dyppe sig i Jordanfloden på trods af, at Na’aman foretrak de armenske floder Abana og Farpar, … noget, der ultimativt førte til Na’amans anerkendelse af Israels Gud og landområde (2 Kong 5,17-18) …

Endeligt er det sandsynligt, at denne kvinde var en græsk over-klassekvinde, som tilhørte den samfundsklasse, der ”rutinemæs-sigt havde taget det brød, der tilhørte de fattige jøder, der boede i nærheden af Tyrus … Nu … vender Jesus situationen om; for det ’brød’, som Jesus tilbyder, tilhører i første række Israel; … og denne ’græker’ må bede om hjælp fra en omvandrende jøde.“ (The Gospel of Matthew: A Socio- Rhetorical Commentary, s. 417).

Dette er ikke et letforståeligt afsnit; men læg mærke til, at Jesus ved at samtale med denne kvinde giver hende værdighed – ligesom han gjorde for kvinden ved brønden. Hun går fra ham med sin dat-ter helbredt og troen på Davids søn tændt i sit hjerte.

Smuler fra den riges bord

11. MAJ 2016

TORSDAG

71

Læs og sammenlign teksterne. Hvilke ligheder og hvilke forskelle er der mellem disse to beretninger?

Mange mennesker er slet ikke klar over, at der er to bespisninger af folkeskarerne i evangelierne. Den første er af jøderne, den anden af hedningerne. I begge tilfælde ”ynkes“ Jesus over skaren.

Det er et forbløffende billede, der tegnes for os af tusinder af hed-ninger, der kommer for at blive undervist, elsket og bespist af denne unge lærer. Når vi i dag med vores forståelse af evangeliets verdens-omspændende karakter ser tilbage (de fleste, der læser dette her og nu er trods alt ikke jøder), kan vi meget let komme til at overse, hvor utrolig og uventet en sådan begivenhed må have været for folket, både for jøderne og hedningerne. Der er ingen tvivl om, at Jesus ta-ger folkeskaren ud over deres bekvemmelighedsområde.

Men det har altid været Guds plan at drage alle jordens mennesker til sig. Vi finder et overraskende vers i de hebraiske skrifter, som be-kræfter dette: ”Er I ikke for mig, israelitter, ligesom nubierne? siger Herren. Har jeg ikke ført israelitterne op fra Egypten, filistrene fra Kaftor og aramæerne fra Kir?“ (Amos 9,7).

Hvad siger Gud i dette vers? At han er interesseret ikke kun i Israels anliggender, men i alle folks? Er han interesseret i filistrene? En nøje læsning af Det Gamle Testamente viser denne kendsgerning igen og igen, selv om den ned igennem århundrederne var blevet så glemt, at mange af de første troende var nødt til at lære denne grundlæg-gende bibelske sandhed, da Det Nye Testamentes kirke blev opret-tet.

På hvilken måde ser vi evangeliet og dets verdensomspændende karakter i disse vers?

Hedningernes Herre

12. MAJ 2016

Matt 15,29-39Matt 14,13-21

Rom 4,1-12

FREDAG

72

Til videre studium


En kristen talte om Gud med nogle elever på et verdsligt univer-sitet. Efter at have brugt alle de almindelige argumenter gik han over til en anden taktik. Han sagde: ”Da jeg var ca. på jeres alder, troede jeg ikke på Gud; men fra tid til anden, når noget overbeviste mig om, at Gud måske alligevel var til, skubbede jeg altid tanken fra mig. Hvorfor? Fordi noget sagde mig, at hvis Gud virkelig er til, var jeg i store vanskeligheder, når jeg tog den måde, jeg levede på, i betragtning.“ Stemningen skiftede med det samme. Samvit-tigheden hos mange af dem begyndte i samme øjeblik at give dem problemer. Det var næsten, som om temperaturen i rummet steg på grund af det ubehag, ordene vakte. Han havde helt afgjort ramt et ømt punkt. Disse studerende var ikke kristne, og de var derfor sandsynligvis heller ikke særligt optaget af De Ti Bud. Ikke desto mindre følte de, at ikke alt var, som det moralsk burde være i deres liv, og hvis der var en Gud, var der meget, de skulle stå til ansvar for. Som kristne, der bør være meget opmærksomme på Guds moralske normer, behøver vi ikke at føle ubehag, når vi møder en moralsk Gud; for vi har evangeliets løfter. Enten vi er jøde eller hedning, kan vi, når vi stilles over for vores synd, søge tilflugt i Kristi retfærdighed, som tilbydes os gennem tro ”uden lovgerninger“ (Rom 3,28). Jøde eller hedning – det spiller ingen rolle. ”Uden skelnen til alder, rang, nationalitet eller religiøse privilegier er alle indbudt til at komme til ham og leve.“ (Ellen White, Jesu liv, s. 290).

1. Læs Matt 16,1-12. Hvad tror du, Jesus mente, da han sagde: ”Se til, at I tager jer i agt for farisæernes og saddukæernes surdej“? Til at begynde med troede disciplene, at Jesus talte om virkelig surdej. I påsken var jøderne meget nøje med at fjerne al surdej; så de troede, at Jesus bad dem om ikke at købe brød, der var hævet. Men Jesus havde noget meget mere dybsindigt i tanke. Hvad var det?

2. Kristi kærlighed til alle mennesker bør være det budskab, der først og fremmest strømmer ud fra kristendommen. Vi er trods alt også syndere, der kæmper vores kampe. Ingen af os har noget håb uden Jesus Kristus. Desværre er det budskab, vi af og til kommer til at give til andre, et budskab om fordømmelse, overlegenhed og bedreværd. Hvordan kan vi som en kirke ved at følge Jesu eksempel blive bedre til at vise medfølelse og barmhjertighed over for alle mennesker?

13. MAJ 2016

DIALOG

73


Guds Ord og klassens aktiviteter



Baggrund

• Prøv at finde yderligere eksempler fra Det Gamle Testamente, hvoraf det fremgår, at Gud er Gud for alle folk.- Hvis Gud er Gud for alle, hvorfor kaldte han Israel og gav

dem en speciel plads i frelseshistorien? Beskriv, hvad Guds hensigt med Israel var – og hvad den ikke er?

- Hvordan skal vi forholde os som kristne til nutidens Israel i lyset af frelsens historie?

I dag er verden i en vis forstand blevet mindre. Vi taler om globale forhold. Men samtidig er menneskers første reaktion at værne om og snævert beskytte den lille del, hvor vi vokser op, vores land, vores etniske gruppe osv.• Inviter en missionær med erfaring fra andre dele af verden til at

dele erfaringer mht. til de problemer, som inddelinger i stam-mer eller folkegrupper skaber for missionen.- Overvej i hvor vid udstrækning vi også i Dannmark lever med

sådanne gruppeinddelinger.

• Hvordan tror du, at Jesus ville have tacklet dagens flygtningesi-tuation? Og naturligvis, husk ikke at komme op at toppes over eventuelle politiske uenigheder! Jesus ønsker, at vi skal have et godt fællesskab!

Hvad synes du om den metode, som bliver omtalt i fredagsafsnit-tet? Ville du bruge den samme?

Hykleri finder sted, når mine handlinger siger noget andet end mine ord. Spørg dig selv, om du af og til optræder hyklerisk. Hvad kan du gøre for at vinde over hykleri?

Jesu ord til disciplene på søen – ”Jeg er“ – forstås bedst som ”iden-tisk med den guddommelige selvkarakteristik i Es 41,4; 43,10.15; 46,4; 51,2. I Matthæus er det mest naturligt at forstå ”Jeg er“ som forkyndelsen af det guddommelige navn.“ (Charles Talbert, Matthew, s. 156).

Handlinger som den at stille en storm eller vandre på vand var i samtiden, både blandt jøder og grækere, opfattet som karakteristisk for et guddommeligt væsen. I den græske oversættelses gengivelse


74

DIALOG

Forstå det bedre

Tænk over det

NOTER


af Job 9,8 vandrer Gud selv på havets bølger. Omvendt skete det også, at mennesker, som begyndte at opfatte sig selv som gud-dommelige, fejlagtigt bildte sig ind, at de kunne gøre det samme. 2. Makkabæerbog fortæller i 5,21, at Antiokus IV Epifanes, som havde forfulgt Guds folk, i sin indbildskhed og arrogance troede, at han kunne sejle på landet og vandre på vandet!

Denne uges bibeltekster fra Matthæusevangeliet følger efter Jesu lignelsestale ved søen (Matt 13,1-52) og er en del af et større afsnit i evangeliet (Matt 13,54-19:2), hvor Jesus fokuserer på sine disciple og deres forståelse af hans og deres mission. Det er i lyset heraf, vi ser Jesus gøre sin guddommelige autoritet klart for sine disciple og også hjælper dem til at forstå, hvorledes hans mission rækker videre end til den jødiske nation.

Hykleri viser sig, når handlinger og ord ikke stemmer overens. Kun et eneste menneske har levet fuldkomment op til sine ord. Kun et eneste menneske var aldrig en hykler. Jesus.

75


88

76

Ugens vers

Introduktion

Ugens tekster

”Så spurgte han dem: ’Men I, hvem siger I, at jeg er?’“ (Matt 16,15).

”Fra da af begyndte Jesus at lade sine disciple vide, at han skulle gå op til Jerusalem og lide meget ondt af de ældste og ypperstepræ-sterne og de skriftkloge og slås ihjel og opstå på den tredje dag“ (Matt 16,21).

Det Nye Testamente gør det klart: Jesus skulle dø. I korsets truende skygge bad han: ”Nu er min sjæl i oprør, og hvad skal jeg sige? Fa-der, frels mig fra denne time? Nej, det er derfor, jeg er nået til denne time“ (Joh 16,27). Dette var den guddommelige plan, som opstod i Guds sind ”for evige tider siden“ (Tit 1,2: se også 2 Tim 1,9).

Derfor sagde Jesus ikke blot til disciplene, at han kom til at lide me-get og dø og opstå på den tredje dag, men også at det var menin-gen, at han skulle gennemgå disse ting. Når vi tager Guds væsen i betragtning, lovens hellighed og menneskenes frie vilje, var Jesu død den eneste måde, hvorpå menneskeheden kunne frelses fra over-trædelsens straf.

I denne uge læser vi mere af beretningen om Jesus; men vi vil især fokusere på Peter, og hvordan han reagerede på, at Jesus i sit arbejde gik døden i møde, som det var planlagt ”for evige tider si-den.“

· Gal 4,4· Hebr 7,26· Matt 16,13-20· Ef 2,20· Matt 16,21-27; 17,1-9

Peter og klippen


SØNDAG

77

Matt 16,13-17

Til attænke over

Forestil dig, hvordan Peter følte. Han havde været med Jesus næsten fra begyndelsen. Hvad har han mon tænkt som vidne til den ene utrolige begivenhed efter den anden: helbredelserne, uddrivelse af onde ånder, bespisningen af store skarer, de fantastiske taler, her-redømme over naturens kræfter, opvækkelsen af de døde og van-dringen sammen med Jesus på søen? Hvilke spørgsmål har han dag efter dag kæmpet med (som fx hvorfor Jesus lod Johannes Døber lide en så forfærdelig død?), når han så noget, som ingen andre i historiens løb nogen sinde havde været vidne til? Jesus var trods alt Gud i menneskeskikkelse. Han levede og arbejdede for menneskene som et medmenneske (Gal 4,4; Hebr 7,26; Es 9,6; Luk 2,10-11). De, som var sammen med ham, som levede sammen med ham og var hans disciple, fik ganske enestående erfaringer.

Hvilket spørgsmål stillede Jesus sine disciple, og hvilken betyd-ning har det, at Peter ifølge optegnelserne er den eneste, der sva-rer? Og hvorfor er hans svar så afgørende?

Peters bekendelse om, at Jesus ”er Kristus, den levende Guds søn“ (vers 16), er et af højdepunkterne i hele Bibelen. Peter kaldte ham ”Kristus“, den salvede, og med denne bekendelse sagde han (helt korrekt, som det senere skulle vise sig), at Jesus var Messias, som skulle komme og opfylde pagtens løfter, der blev givet først til Abraham og senere til Israel (se Gal 3,16).

Det er også værd at bemærke, at Peters bekendelse af Jesus som Messias foregik i området ved Cæsarea Filippi. Dette var et hedensk område. I dagene op til dette havde Peter set Jesus vise omsorg ikke kun for jøderne, men også for hedningerne. Ved Helligåndens hjælp indså Peter, at Jesus var meget mere end kun en jødisk profet, sådan som andre havde antydet. Hans tjeneste rakte meget længere end Johannes Døbers, Elias’ eller Jeremias’. Den omfattede hele menne-skeheden; derfor omtalte Jesus sig selv som ’Menneskesønnen’, no-get der viste, at han identificerede sig med alle mennesker. Bibelen viser os senere, at Peter stadigvæk havde meget at lære om Jesus og hans missions verdensomspændende natur.

Hvilke ting har Jesus gjort i dit liv, som du kan fortælle andre om? Hvorfor er det en god ide altid at huske disse ting og dele dem med andre?

”Du er Kristus“

15. MAJ 2016

MANDAG

78

Matt 16,17-20

1 Kor 10,4 Matt 7,24-25

Ef 2,20

Til at tænke over

Umiddelbart efter at Peter så klart havde bekendt sin tro på Jesus som ”Kristus, den levende Guds søn“, svarer Jesus Peter.

Hvad sagde Jesus til Peter, og hvordan skal vi forstå, hvad han mente?

Udtrykket ”på den klippe“ har været omstridt i den kristne kirke. Katolikkerne fortolker ”klippen“ som Peter og hævder, at Peter var den første pave. Men protestanter afviser med god grund denne fortolkning.

Vægten af bibelske beviser støtter tanken om, at klippen er Kristus selv, ikke Peter. For det første bruger Peter nogle få steder klippebilledet til at henvise til Jesus, ikke sig selv (se ApG 4,8-12; 1 Pet 2,4-8).

For det andet finder vi over alt i Bibelen billedet med klippen brugt om Gud og Kristus; i modsætning ses mennesker som svage og upålidelige. ”For han ved, at vi er skabt, husker på, at vi er støv“ (Sl 103,14). ”Stol ikke på stormænd, på mennesker, de kan ikke frelse“ (Sl 146,3). Og som Johannes også skrev om Jesus: Han havde ikke ”behov for, at nogen skulle vidne om mennesket; for han vidste selv, hvad der gemmer sig i mennesket“ (Joh 2,25). Og Jesus vidste også, hvad der gemte sig i Peter (Matt 26,34).

Hvad viser følgende tekster om, hvem klippen egentlig er, og hvem kirken er bygget på?

”Hvor syntes kirken svag, da Kristus sagde disse ord! Der fandtes kun en håndfuld troende, mod hvem alle djævles og onde menne-skers magt ville være rettet; men alligevel behøvede Kristi disciple ikke at frygte. Opbygget på deres styrkes klippe kunne de ikke over-vindes.“ (Ellen White, Jesu liv, s. 298).

Hvordan har du selv oplevet menneskers svaghed og fejl? Hvordan kan disse erfaringer hjælpe dig til at stole på Klippen alene?

”På den klippe“

16. MAJ 2016

TIRSDAG

79

Matt 16,21-23

Matt 16,24-27

Til at tænke over

Hvorfor er Jesus pludselig så barsk ved Peter?

Peters problem var ikke, at han forsøgte at beskytte Jesus. Han for-søgte at styre Jesus i en bestemt retning. Han fulgte ikke længere Jesus; han bad Jesus om at følge ham.

Jesus sagde: ”Vig bag mig, Satan!“ (vers 23), fordi Peter ligesom Satan under fristelserne i ørkenen var blevet en trussel imod Jesu opgave.

Mark 8,33 bemærker, at Jesus i denne samtale vendte sig og så på disciplene. Han var kommet for at frelse dem. Han skulle ikke fristes til at gøre noget andet og slet ikke af en af sine egne disciple, uanset hvor velmenende denne discipel end måtte være.

På trods af, hvor meget Simon Peter var vokset i sin vandring med Jesus, forsøgte han stadigvæk at dirigere det hele, også Jesus selv. I denne scene var Peter ikke spor anderledes end en anden discipel. Judas havde forsøgt at styre Jesus til at udføre Judas’ egne planer for, hvordan han mente Messias skulle være. Men i modsæt-ning til Judas angrede Peter dybt og var villig til at blive irettesat og tilgivet.

Hvad mener Jesus, når han siger: ”Den, der vil frelse sit liv, skal mi-ste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det“ (vers 25)?

Vi lever i en kultur, der opfordrer os til at følge vores drømme, at ofre alt for det, vi ønsker. Men Jesus siger det stik modsatte; han inviterer os til at opgive vores drømme og overgive dem til ham. Det var grad-vist ved at gå op for Peter og de andre disciple, hvad sand tro er. Det er ikke meningen, at sand tro skal være den ophidsende oplevelse at stræbe efter det, du ønsker allermest. Sand tro er den smertefulde erfaring at opgive det, du ønsker allermest. Når du giver slip på dine drømme, mister du dit liv. Og samtidigt finder du det.

Hvad har du været nødt til at opgive for at følge Jesus? Måske føltes det den gang meget betydningsfuldt; men hvordan synes det nu, når du ser tilbage?

Peter og Satan

17. MAJ 2016

ONSDAG

80

Matt 17,1-9

Til at tænke over

Hvad sker der, og hvorfor var dette af så stor betydning både for Jesus selv og for disciplene?

Jesus ”havde boet midt i Himmelens kærlighed og fællesskab, men i den verden, som han havde skabt, var han ensom. Nu havde Him-melen sendt sine sendebud til Jesus; ikke engle, men mennesker, der havde lidt skuffelser og sorg, og som havde forståelse for Frelseren i hans jordiske livs prøvelse. Moses og Elias havde samarbejdet med Kristus. De havde taget del i hans længsel efter menneskers frelse … Disse mænd og ikke en engel omkring Guds trone var udvalgt og var kommet for i nær samtale med Jesus at styrke ham til de fore-stående lidelser og for at trøste ham med forsikringen om Himme-lens deltagelse. Verdens håb, frelsen af hvert eneste menneske, var det, som deres samtale drejede sig om.“ (Ellen White, Jesu liv, s. 306-307).

Hvor er det fascinerende, at Jesus Guds søn, i sin menneskelighed havde brug for trøst og opmuntring fra disse mænd, som selv havde kendt til både lidelse og skuffelser. Lukas fortæller, at de talte med ham om ”den udgang, han skulle opfylde i Jerusalem“ (Luk 9,31). Læg mærke til ordet ”opfylde“, som igen viser, at Jesu død var nød-vendig for menneskenes frelse. Når der stod så meget på spil, er det ikke mærkeligt, at himlen så behovet og sendte denne opmuntring.

I tillæg skulle Peter, Jakob og Johannes få yderligere begrundelser for at tro, på trods af alt det, de allerede havde set og hørt. Den stemme, der lød ud fra skyen, må også have lydt opmuntrende, da de først var kommet sig over deres første frygt. Det er også afslø-rende, at Matthæus siger, at ”Jesus gik hen og rørte ved dem og sagde: ’Rejs jer, og frygt ikke!’“ (Matt 17,1). Selv midt i alt det, han selv skulle møde, trøstede og opmuntrede han sine disciple.

Vi kan alle til tider have brug for opmuntring, uanset hvem vi er, eller hvor stor vores tro og overgivelse måtte være. Dette betyder også, at en eller anden du kender, måske også har brug for det. Hvem kan du lige nu give trøst og opmuntring?

En lille opmuntring fra himlen

18. MAJ 2016

TORSDAG

81

Matt 17,24-27

Til attænke over

Hvad foregår her, og hvad fortæller det os om Jesus?

Selv om alle jøder skulle betale tempelskat, var præsterne, levitterne og rabbinerne fritaget. Spørgsmålet om, hvorvidt Jesus betalte tem-pelskat var altså også en udfordring til ham og hans arbejde.

Ellen White skriver, at Peter overså en gylden anledning til på dette tidspunkt at vidne om Jesu absolutte autoritet. ”Ved at svare skat-teopkræveren, at Jesus ville betale skatten, havde han faktisk aner-kendt den falske opfattelse af ham, som præsterne og rådsherrerne forsøgte at sætte i omløb… Hvis præsterne og levitterne var und-taget på grund af deres forbindelse med templet, var han så meget desto mere, for templet var jo hans Faders hus.“ (Ellen White, Jesu liv, s. 314).

Vi har meget at lære af Jesu milde svar til Peter. I stedet for at yd-myge ham forklarede Jesus blidt hans fejltagelse. Og derudover af-finder Jesus sig på en temmelig opfindsom måde med den retning, Peter havde valgt. Frem for helt enkelt at betale skatten og dermed indrømme, at det var hans pligt, henter Jesus pengene andetsteds fra, nemlig fra munden på en fisk.

Dette mirakel er ret usædvanligt; det er den eneste gang, hvor Jesus udfører et mirakel, der tilsyneladende er til hans egen fordel. Men i virkeligheden var det en demonstration over for alle af Jesu autoritet ikke alene over templet, men over hele skaberværket. Hvordan kan vi fra et menneskeligt synspunkt fatte, hvordan Jesus kunne udføre dette mirakel? Når vi tænker over alt det, Peter havde set, hvad må så ikke have gået igennem hans hoved, da han kastede snøren ud, fangede den første fisk og fandt den nøjagtige sum, der skulle til for at betale tempelskatten? (Se Es 40,13-17).

Selv om der ikke var nogen grund til, at Jesus og hans disciple skulle betale tempelskatten, fik Jesus dem til at gøre det alligevel for at undgå unødvendig strid. Hvordan kan vi lære at nedtrappe situationer, især dem, der handler om ting, der ikke er strengt nød-vendige, for at undgå konflikter?

Jesus og tempelskatten

19. MAJ 2016

FREDAG

82

Til videre studium


Beretningen om, hvordan Jesus fik Peter til at hente penge ud af munden på den første fisk, han fangede, er usædvanlig. Faktisk er den så usædvanlig, at nogle forskere har forsøgt at argumentere for, at det er et eventyr beregnet til at belyse en pointe. Men det er selvfølgelig en helt utilstrækkelig løsning (det er faktisk slet ingen løsning). Det er rigtigt, at dette mirakel, i modsætning til andre mirakler – fx helbredelse af de syge, at give synet til de blinde, op-vækkelse af de døde, bespisning af de sultne – er helt anderledes. I Bibelen finder vi også beretningerne om det flydende øksehoved (2 Kong 6,2-7), den våde uld på den tørre jord og den tørre uld på den våde jord (Dom 6,36-40); så den type mirakler, er ikke helt ukendt. Hvorfor gav Jesus ikke bare Peter pengene, så han kunne betale, i stedet for at udføre dette forbløffende mirakel for at løse et forholdsvis lille problem? Bibelen giver os ikke svaret på det spørgs-mål. Men det viser os Guds utroligt store magt, som egentlig ikke bør være nogen overraskelse for os. Vi ser trods alt beviser på hans magt hele tiden. Selve vores eksistens, for ikke at tale om det synlige univers, er en fantastisk tilkendegivelse af Guds magt og kraft. Hvis Gud kan styre dette, er en bestemt mønt i munden på en bestemt fisk for intet at regne. Paulus’ pointe, selv om den er skrevet i en an-den sammenhæng, er også anvendelig her: ”O dyb af Guds rigdom og visdom og kundskab! Hvor uransagelige er hans domme, og hvor usporlige hans veje!“ (Rom 11,33). Beretningen i Matthæusevange-liet er kun endnu et udtryk for denne sandhed.

1. Peters kamp for at underkaste sin vilje under Gud er også vores kamp. Vi finder et mægtigt billede på denne kamp i Malakias’ Bog 1, hvor Gud beder jøderne om kun at bringe deres bedste dyr som ofre. ”I kommer med stjålne dyr og med de halte og syge og bringer dem som offergave. Skulle jeg tage imod det fra jer? siger Herren“ (Mal 1,13). Hvorfor skulle Gud bryde sig om, hvilken slags ofre vi bringer til ham? Fordi han ønsker, at vi skal give ham det, vi allermest ønsker at beholde for os selv. Hvad ønsker du at beholde for dig selv i dit liv? Hvordan kan du give slip på det og overgive det til Gud?

2. Tænk over, hvordan Jesus løste situationen med tempelskat-ten. I stedet for at tilspidse situationen, lod han det være. Hvad lærer det os om de hverdagskonflikter, som vi oplever? Hvordan kan vi vide, hvornår vi skal tale, og hvornår vi skal tie?

20. MAJ 2016

DIALOG

83


Guds Ordog klassens aktiviteter



Baggrund

• Denne sabbat kan være en god anledning til at samle nogle af de spørgsmål, som klassen har fået i løbet af studiet. Inviter en gæst, eller/og forbered udvalgte personer på at besvare nogle af disse spørgsmål.

• Sammenlign gengivelsen af Peters bekendelse i de tre synopti-ske evangelier, Matt 16,13-20; Mark 8,27-30; Luk 9,18-20.- Hvilken er længst?- Hvilken beskrivelse af Jesus i Peters bekendelse er gengivet

af Matthæus, men ikke af de øvrige evangelister?

• Hvordan vil du svare, hvis nogen henviser til, at Peter helt sik-kert havde en dominerende rolle i disciplenes flok, og hans efterfølgere på pavetronen derfor fortsat har autoritet over de kristne?- Hvad fortæller dette syn om opfattelsen af autoritet i kirken?

Hvem styrer kirken? Hvem bør styre kirken? Ledelsen? Hele menigheden? Præsten – ikke mindst hvis han er ordineret?

- Hvad er ledelsens og ”præsteskabets” rolle i Kristi kirke?- Hvordan synes du, at vi lever op til det ideal? (Og tænk også

på andre spørgsmål end kvinders ordination!)

• Har du en trang til at ville bestemme og dirigere og ligne Peter lidt? Eller er du mere som en anden af disciplene?

• Hvad kan vi gøre i kirken for at lade alle komme til – ikke mindst at komme til orde?

I en jødisk sammenhæng ville udtrykket ”Guds Søn” naurligt blive opfattet som en titel for Messias, kongen. Messias blev til græsk oversat til Kristus, deraf forskellene mellem Markus og Lukas.

I en mere græsk kulturel sammenhæng kunne et udtryk som ”Guds Søn” imidlertid langt lettere misforstås som noget fysisk. Sådan forstod man myterne om mange græske guder, og evangeliet om Jesus blev også af og til opfattet på den måde.

Sådanne misforståelser førte til, at kirken udviklede treenigheds-læren. Heri understreges, at Jesus er Guds Søn, fordi han repræsen-terer guddommen fuldkomment, ikke fordi han har en begyndelse og står under faderen i et guddommeligt hierarki af flere guder.


84

DIALOG

Forstå det bedre

NOTER

Denne forskel kan være grunden til, at Matthæus gengiver ud-trykket ”den levende Guds Søn”, hvorimod Markus og Lukas ikke gør det.

Romerkirken har brugt den såkaldte ”nøglemagt” (Matt 16,19) som et bevis for Peters og dermed hans pavelige efterfølgeres særlige autoritet. Flere modargumenter bør fremhæves.

- Allerførst er det jo ingenlunde givet, at lederen af kirken i Rom skulle være leder for alle kristne, bare fordi Peter evt. var det. Peter var leder på sin tid; men det har ikke automatisk noget som helst med paven i Rom at gøre.

- Dernæst giver Jesus rent faktisk denne nøgle til at åbne og lukke himmelens dør til alle disciplene lidt senere, se Matt 18,18.

- Men endelig bør man overveje, hvori denne ”nøglemagt” består.

I katolsk sammenhæng opfattes den organisatorisk. Lederen lukker dig ind og ud af kirken – og det er i kirken, frelsen findes. Den prote-stantiske forståelse har været anderledes. Nøglemagten er Guds Ord og dets forkyndelse. Når mennesker hører om Jesus, Messias, den levende Guds Søn, åbnes døren til himmerige for dem, når de tror – men den lukkes, hvis de er vantro. Det er Guds Ord som forkyndt i Peters bekendelse, der giver Peter og disciplene åndelig magt. Den autoritet og magt er givet til alle Jesu efterfølgere, kvinde såvel som mand, ikke ordineret såvel som ordineret.


85


99

86

Ugens vers

Introduktion

Ugens tekster

”På den tid kom disciplene hen til Jesus og spurgte: ’Hvem er den største i Himmeriget?’“ (Matt 18,1).

Vi mennesker er et produkt af vores omgivelser, af vores kultur, som har stor indflydelse på vores værdinormer, tro og holdninger. Det gør ingen forskel, om du er vokset op i en storby eller en lille landsby uden rindende vand; den kultur og de omgivelser, du vok-sede op i, har været afgørende for den person, du er i dag. Og selv om du er i stand til at leve under andre forhold, vil de, du voksede op under, have sat sit præg på dig, til du dør.

Desværre modarbejder de fleste omgivelser og kulturer til en vis grad Guds riges principper. Vi lever trods alt i en syndig verden, og dens værdier, moralbegreber og skikke genspejler ofte denne syn-dige tilstand. Hvad ellers kunne de genspejle? Men det er ofte svært for os at se, fordi vi er så dybt forankrede i vores kultur og omgivel-ser.

Guds arbejde med vores hjerter skal bl.a. rette vores opmærksom-hed mod Guds riges værdier, moralbegreber og normer. I denne uge vil vi se på, hvordan disse værdier, moralbegreber og normer ofte adskiller sig totalt fra det, vi er født og opvokset med. Disciplene var nødt til at lære denne lektie. Det samme er vi.

· Præd 9,10· Matt 18,1-4· Matt 18,21-35· 19,16-30· Gal 3,21-22· Matt 19,27

Sjælens afguder (og andre af Jesu lærdomme)


SØNDAG

87

Matt 18,1-4

Til at tænke over

Hvem af os har ikke et ønske om noget stort? Hvem af os kunne ikke tænke sig at være noget eller udføre noget bemærkelsesværdigt stort og enestående? Et sådant ønske behøver ikke nødvendigvis at udspringe i egoisme eller overlegenhed. Det kan ganske enkelt handle om at gøre det bedste, man kan, og håbe, at det måske til og med kan være til velsignelse for andre. (Se også Præd 9,10.)Men der er et problem, når vi skal definere, hvad storhed er. Det er meget let for os syndige mennesker at opfatte storhed på en helt anden måde, end Gud gør.

Hvad er ifølge Jesus ægte storhed, og hvordan kan vi anvende det i vores egen hverdag?

For at definere ægte storhed, kaldte Jesus et lille barn til sig og sagde, at ”den, der ydmyger sig og bliver som dette barn, er den største i Himmeriget“ (vers 4). Jesus talte ikke om at være en stor prædikant eller en stor forretningsmand, ikke engang om en stor filantrop. Storhed i Guds øjne handler om, hvordan vi er i vort indre, ikke hvad vi gør udadtil, selv om det, der er indvendigt, utvivlsomt vil have indflydelse på vores ydre handlinger.

Læg mærke til, at Jesus definerer storhed på en helt anden måde, end de fleste i verden gør. Hvem af os vågner en morgen og beslut-ter sig for, at den storhed, vi ønsker her i livet, er at være så ydmyg som et lille barn? Det virker mærkeligt for os at stræbe efter noget sådant; men det skyldes kun, at vi er så påvirket af verdens normer, tanker og ideer.

Hvad vil det sige at være ydmyg som et lille barn? Et af tegnene på ydmyghed er lydighed, at sætte Guds ord over vores egen vilje. Hvis du har en forkert retning i din livsvandring, skyldes det, at du går din egen vej. Løsningen er enkel: ydmyg dig selv og kom tilbage på Guds vej gennem lydighed til hans ord. Hvis Adam og Eva var forblevet ydmyge, ville de ikke have syndet. Det er interessant at tænke over, at livets træ og træet til kundskab om godt og ondt begge stod midt i haven. Meget ofte er liv og ødelæggelse ikke langt fra hinanden. Forskellen består i ydmyghed.

Overvej hvilke af vores holdninger og ideer, der udelukkende skyl-des vores kontakt med verden, holdninger og ideer, der er i mod-strid med Guds ord. Del dit svar med klassen på sabbatten.

Ydmyghedens storhed

22. MAJ 2016

MANDAG

88

Matt 18,15-35

Matt 18,21-35

Til attænke over

En af de største følger af syndefaldet ser vi i medmenneskelige for-hold. Lige fra Adams forsøg på at give Eva skylden for sin egen synd (1 Mos 3,12) til dagen i dag, er vores race blevet ødelagt og forned-ret gennem stridigheder mellem enkeltpersoner. Desværre møder vi konflikter ikke kun i verden, men også i kirken.

Hvad fortæller Jesus os i disse vers? Hvorfor følger vi så sjældent hans ord til os?

Lad os bare indrømme det: det er lettere at klage over nogen bag ryggen på dem end at gå direkte til dem for at løse problemet. Men Jesus lærer os, at vi skal henvende os direkte til en person, som har såret os, og forsøge at genoprette forholdet. Hvis vedkommende ikke er modtagelig, er der yderligere instrukser.

”For hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem“ (Matt 18,20). Se på sammenhængen; det handler om menighedsdisciplin og genoprettelse af et andet menneske. (Vi har en tendens til at anvende teksten meget bredere).

Jesus siger, at Helligånden er til stede, hvor en lille gruppe forsø-ger at bringe en troende, der har forsyndet sig, tilbage til fællesska-bet. Dette er frelsens smukke gerning. Og den begynder med yd-mygt at gøre det rette og tale direkte med en person, der har såret os. Dette er et eksempel på storhed hos dem, der følger det.

Læs versene igen. Hvilken vigtig pointe kommer Jesus med her?

Når Jesus siger, at vi skal tilgive ”op til syvoghalvfjerds gange“, siger han egentlig, at vi aldrig må holde op med at tilgive. Jesus tager nødvendigheden af at tilgive meget alvorligt, ikke kun til gavn for andre, men også for os selv. Læg mærke til, hvor stærk den lignelse er, som han fortalte for at illustrere sin pointe. Vi kan få tilgivelse for mange ting; det er, hvad evangeliet handler om – tilgivelse (se 2 Mos 32,32; ApG 5,31; Kol 1,14); men hvis vi ikke er villige til at til-give andre på samme måde, som vi er blevet tilgivet af Gud, vil det få alvorlige følger.

Hvorfor er det så vigtigt at dvæle ved korset, ved den tilgivelse, vi har modtaget på grund af det? Hvis Gud har gjort dette for dig, hvordan kan du lære at tilgive andre, uanset hvor umulig en sådan tilgivelse synes i øjeblikket?

Tilgivelsens storhed

23. MAJ 2016

TIRSDAG

89

Matt 19,16-30

Til at tænke over

Hvordan skal vi som nytestamentlige kristne forholde os til denne fortælling i dag? Hvad kan vi lære af den?

Selv om der ikke siges ret meget om denne mand, kan vi finde nogle vigtige punkter. Han var rig, en rådsherre (se Luk 18,18), og fulgte tilsyneladende meget samvittighedsfuldt Guds lov. Vi ser også, at han følte, at noget manglede i hans liv. Det minder os lidt om histo-rien om Martin Luther; selv om han udadtil var en from munk, var han indvendigt meget utilfreds med sit åndelige liv, og han kæm-pede med at have frelsesvished. I begge tilfælde følte disse mænd, at den store afgrund mellem dem selv og Gud ikke kunne udfyldes af deres egne ydre gerninger.

”Rådsherren havde høje tanker om sin egen retfærdighed. Han mente i virkeligheden ikke, at han manglede noget; men alligevel var han ikke helt tilfreds. Han følte, at der manglede noget, som han ikke var i besiddelse af. Kunne Jesus ikke velsigne ham, som han vel-signede de små børn, og opfylde hans store ønske?“ (Ellen White, Jesu liv, s. 373).

Nogle vil måske hævde, at Jesus i denne beretning lærer, at vi mod-tager evigt liv på baggrund af vores gode gerninger. Han siger trods alt i Matt 19,17: ”Men vil du gå ind til livet, så hold budene!“ Hvis dette var den eneste tekst, der handlede om dette emne, kunne man komme med en sådan påstand. Men alt for mange andre tek-ster, især i Paulus’ skrifter, lærer, at loven ikke frelser, men i stedet viser os vores behov for frelse (se Rom 3,28; Gal 3,21-22; Rom 7,7). Jesus må i stedet have forsøgt at lede denne mand til at se sit eget store behov for noget mere end det, han gjorde. Hvis det var nok at holde loven, ville denne mand trods alt allerede have frelse; for han holdt den meget nøje. Det er nødvendigt, at evangeliet når ind i hjertet, når direkte ind til sjælens afguder. Alt det, vi holder fast ved, som forhindrer vores forhold til Gud, må fjernes. I dette tilfælde var det penge. Jesus bemærker, hvor vanskeligt det er for en rig person at blive frelst. Og alligevel fortæller Lukas en smuk fortælling, der fandt sted kort tid efter denne samtale, hvor lige netop det sker.

Hvad tror du, Jesus ville sige til dig, hvis du var i den rige mands stilling, og du stillede Jesus det samme spørgsmål? Tænk over be-tydningen af dit svar.

Sjælens afguder

24. MAJ 2016

ONSDAG

90

Matt 19,28-20,16

Til attænke over

Hvad sker der lige efter mødet med den rige rådsherre?

”Da tog Peter ordet og sagde til ham: ’Se, vi har forladt alt og fulgt dig. Hvad får så vi?’“ (Matt 19,27).

Intet i teksten fortæller, hvorfor Peter stillede dette spørgsmål; men det kan meget vel have været i direkte forlængelse af, at den rige mand forlod Jesus. Det ser ud til, at Peter antydede, at i modsætning til denne mand og andre, som enten havde forkastet Jesus eller fulgt ham for en tid for derefter at forlade ham, så havde han og de andre disciple forladt alt for at følge ham. De var forblevet tro imod ham, selv om det havde kostet dem meget personligt. På denne baggrund spørger han: Hvad får vi ud af det?

Fra vores synsvinkel kan dette spørgsmål virke som endnu et eksempel på, hvor hårdhjertede og åndeligt tykhovedede disciplene var (og til en vis grad er dette rigtigt). Men på den anden side, hvor-for er det forkert at stille et sådant spørgsmål? Hvorfor skulle han ikke spekulere på, hvad han ville opnå ved at følge Jesus?

Livet her er trods alt vanskeligt, selv for dem, som har det bedst. Vi udsættes alle for denne syndige verdens traumer, skuffelser og smerte. I 1800-tallet skrev en italiensk intellektuel ved navn Gia-como Leopardi om menneskenes altoverskyggende tristhed og sagde, at ”så længe et menneske føler liv, føler det også ubehag og smerte.“

Livet er ofte en kamp, og det gode i denne verden opvejer ikke altid det onde. Så Peters spørgsmål er egentlig fornuftigt nok. Livet er vanskeligt, så hvad får vi ud af at følge Jesus? Hvad kan vi for-vente, når vi foretager en sådan overgivelse, som Jesus forlanger?

Hvordan besvarede Jesus spørgsmålet?

Læg mærke til, at Jesus ikke irettesatte Peter for at være selvisk eller noget lignende. Først gav han ham et meget direkte svar og dernæst fortalte han lignelsen om arbejderne i vingården. Selv om der ned igennem århundrederne har været stor diskussion om betydningen af denne lignelse, er hovedpointen tydelig: Jesus giver, hvad han har lovet.

Hvad ville du svare, hvis nogen spurgte dig: ”Hvad får jeg ud af at tjene Jesus?“

Hvad får vi ud af det?

25. MAJ 2016

TORSDAG

91

Matt 20,20-28

Til at tænke over

For virkelig at sætte pris på historien om Jakob og Johannes (og deres mor) i Matt 20,20-27, er det en god ide først at læse Luk 9,51-56. Denne begivenhed fandt sted, da Jesus og hans disciple begav sig på vej til Jerusalem, kun nogle få dage før Jakob og Johannes spurgte, om de måtte sidde ved Jesu højre og venstre side i hans rige.

Hvad fortæller Luk 9,51-56 om, hvor parate Jakob og Johannes var til at sidde ved Jesu venstre og højre side i hans rige?

Jakob og Johannes, tordensønnerne, var tydeligvis stadig mere opta-get af deres egen fremtid end af de menneskers frelse, som de mødte, selv efter at de havde været udsendt for at forkynde i de omkringlig-gende byer. På en måde ligner denne beretning den, vi så på i går, Peters spørgsmål om, hvad de ville få ud af at følge Jesus.

Læg nøje mærke til Jesu svar i denne situation. ”I ved ikke, hvad I beder om. Kan I drikke det bæger, jeg skal drikke?“ (Matt 20,22). At blive indbefattet i Jesu fremtidige herlighed betyder med andre ord, at man først må tage del i hans lidelse og død. Dette var ikke, hvad de havde forventet, og de var ikke rede til det. Det faktum, at de med det samme svarede: ”Ja, det kan vi“ (Matt 20,22) viser, at de ikke vidste, hvad han advarede dem om. Men med tiden ville de finde ud af det.

Vi finder en interessant kontrast i denne beretning, og vi gør klogt i at tænke over den. Som vi så i gårsdagens studium er vi ble-vet lovet vidunderlige ting, ja til og med ”evigt liv“ (Matt 19,29), hvis vi følger Jesus. Men samtidigt gør Bibelen det klart, at det i denne verden vil koste, nogle gange dyrt, at følge Jesus. Jesus for-talte på et senere tidspunkt Peter, at han ville komme til at dø som martyr (se Joh 21,18-19). Mange troende ned igennem tiden og også i dag har betalt en høj pris for at følge Jesus. Det vil faktisk være klogt at spørge os selv, om der er noget galt med vores kri-stenliv, hvis vi slet ikke har betalt en høj pris for at følge Jesus. Men uanset hvor høj prisen er, vil den være det værd.

Hvad har det kostet dig at følge Jesus? Tænk nøje over, hvad dit svar indebærer.

”Ja, det kan vi“

26. MAJ 2016

FREDAG

92

Til videre studium


Ned igennem århundrederne har nogle mennesker argumenteret for det, der af og til kaldes ”naturens lov“. Selv om denne ide kommer i mange udgaver og former, siger den grundlæggende, at vi fra na-turens verden kan uddrage moralske principper, som kan hjælpe os til at styre vores handlinger i den rigtige retning. I en forstand kan vi som kristne, der tror, at naturen er Guds ”anden bog“, acceptere, at der er en vis portion sandhed i dette. Se fx hvordan Paulus diskute-rer i Rom 1,18-32 om, hvad mennesker burde have lært om Gud fra naturens verden. Samtidigt må vi ikke glemme, at det er en syndig verden, og vi ser den med vores syndige, ødelagte sind. Det ville derfor ikke komme som en overraskelse, at vi kunne ende med en helt forkert moralsk opfattelse fra naturen. En af antikkens største tænkere, den græske filosof Aristoteles, argumenterede for slaveri bygget på hans opfattelse af naturen. For ham viste naturen, at der var to klasser af mennesker, en der var ”den anden underlegen … ligesom … et dyr er et menneske underlegent.“ For dem ville ”et liv i slavisk underkastelse være en fordel.“ Dette er kun et af mange eksempler på, hvordan verdslige principper, værdier og ideer strider imod Guds rige, og vi må derfor studere Guds ord, uanset hvor vi blev født og hvordan vi blev opdraget, og deri finde de normer, værdier og principper, der bør styre vores liv. Intet andet er i sig selv til at stole på.

1. Jesus kalder os til at tilgive alle, der gør os ondt. Dette indbe-fatter vores egen familie. Tænk på nogen, der står dig nær, og som har såret dig. Hvordan kan du nå til et punkt, hvor du kan tilgive vedkommende, selv om arrene måske altid vil blive ved med at være der?

2. Drøft jeres svar på søndagsafsnittets spørgsmål om konflikten mellem et verdsligt samfunds værdier og Bibelens. Hvordan bør vi som kristne takle disse forskelle?

3. Tænk nøjere over tanken om, at storhed svarer til et barns yd-myghed. Hvad betyder dette for os som kristne?

4. Som syvendedags adventister tror vi med rette, at vi skal over-holde Guds lov, De Ti Bud. Men hvad bør fortællingen om den rige rådsherre sige os om, hvorfor dette ikke er nok, uanset hvor vigtig en ydre lydighed mod Guds lov er?

27. MAJ 2016

DIALOG

93





• Læs De Ti Bud sammen eller mind hinanden om dem. De inde-holder universelle principper; men de er også skrevet i en be-stemt kulturel sammenhæng.- Find træk og ordvalg, som ikke svarer helt til vores kultur og

situation i dag. Gør dette budene mindre anvendelige?- Det er sagt, at man ikke skal begære sin næstes hustru. Må

en hustru så godt begære sin nabos mand? Eller skal vi forstå også De Ti Bud som skrevet i et mandsdomineret samfund, hvor principperne naturligvis også gælder kvinder?

- Siger De Ti Bud noget om dine motiver, eller drejer de sig kun om dine ydre handlinger? Hvis svaret på den første del er ”ja“, hvor finder du så, at motivet er i søgelyset?

- Find bibelske eksempler på mennesker, der var ydmyge og samtidigt principfaste

• Drøft den danske kultur. Hvilke træk er positive set i lyset af kristendommens og Bibelens værdier? Hvilke sider ved vores kultur er i konflikt med vores kristne og adventistiske livssyn?- Hvilke af disse skal vi lægge vægt på, når vi taler med andre

mennesker om vores tro?

• Tror du, at der findes en særlig bibelsk kultur, som alle kristne skal følge? Begrund dit svar ved hjælp af eksempler.- Skal vi følge en speciel type påklædning som kristne? Er der

bestemte moderne opfindelser, som vi bør holde os fra, fordi de ikke fandtes på Bibelens – eller pionerernes – tid?

- Er den fremherskende kultur i de samfund, hvor Bibelen blev til, normativ for os i dag, fx på områder som ligestilling mel-lem kønnene, slaveri og personlig frihed?

• Bed Gud om hjælp til- at forstå motiverne bag dine handlinger og ved at se på

Kristus blive inspireret til større uselviskhed- at aflægge stolthed- at være lydig mod hans lov- at finde den bedste måde at forklare mennesker, du møder,

om de evigtgyldige principper i Guds lov.


94

NOTER TIL SABBATTEN | 28. MAJ 2016

95


1010

96

Ugens vers

Introduktion

Ugens tekster

”Jesus sagde til dem: ’Har I aldrig læst i Skrifterne: Den sten, byg-mestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten. Det er Herrens eget værk, det er underfuldt for vore øjne?’“ (Matt 21,42).

I Matt 20,27-28 sagde Jesus: ”Og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.“ Her ser vi Jesus, den evige Gud, han, som skabte alt, leve et liv i tjeneste her på jorden, arbejde for at hjælpe dem, der var fortabte, syge, nødlidende, og som i mange tilfælde al-ligevel hånede ham. Hvilken selvfornægtelse, hvilken selvopofrelse; vi kan slet ikke fatte det!

Men hvor ufattelig hans tjeneste end synes, bliver vores forundring endnu større, når vi ser, at han, den evige Gud, nu står over for det, der var hele hensigten med, at han kom til jorden: at ”give sit liv som løsesum for mange.“ Denne selvfornægtelse, denne selv-opofrelse, vil snart nå sit klimaks i et mysterium, som selv ”englene begærer at få indblik i“ (1 Pet 1,12), nemlig på korset.

I denne uge vil vi se på Jesu undervisning og nogle af hovedbegi-venhederne, da han kom til Jerusalem, ikke for at lade sig krone som en jordisk konge, som så mange havde ønsket og håbet, men for at blive ”gjort til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham“ (2 Kor 5,21).

· Zak 9,9· Matt 21,1-46· Rom 4,13-16· Åb 14,7-12· ApG 6,7· Matt 22,1-15

Jesus i Jerusalem

TIL SABBATTEN | 4. JUNI 2016

SØNDAG

97

Matt 21,1-11

Til at tænke over

Efter at have været i landflygtighed i Babylon i 70 år begyndte jøderne at vende tilbage til Jerusalem. De glædede sig til at genop-bygge templet; men da grundvolden var blevet lagt, indså de, der kunne huske Salomos storslåede tempel, at dette andet tempel slet ikke kom til at blive noget lignende. Og de ”græd højt“ (Ezra 3,12).

Men folket fik uventet opmuntring fra to mænd, der stod iblandt dem: en ældre profet Haggaj og den unge profet Zakarias. Haggaj mindede folket om, at den sande herlighed i Salomos tempel ikke bestod i det, Salomo eller nogen anden havde gjort det til. Det var ikke Salomos tempel. Det var Guds tempel. Haggaj sagde til dem: ”Dette siger Hærskarers Herre: Det varer kun kort tid, så vil jeg få himlen og jorden til at skælve, havet og det tørre land. Jeg vil få alle folkene til at skælve, så de kommer med deres skatte; jeg fylder dette hus med herlighed, siger Hærskarers Herre. Mit er sølvet, og mit er guldet, siger Hærskarers Herre. Husets kommende herlighed bliver større end den tidligere, siger Hærskarers Herre. På dette sted giver jeg fred, siger Hærskarers Herre“ (Hagg 2,6-9).

Og folket fik endnu større håb, da den unge Zakarias talte: ”Bryd ud i jubel, Zions datter, råb af fryd, Jerusalems datter! Se, din konge kommer til dig, retfærdig og sejrrig, sagtmodig, ridende på et æsel, på en æselhoppes føl“ (Zak 9,9).

Hvordan passer disse fantastiske profetier på Jesu indtog i Jerusa-lem, som vi finder beskrevet hos Matthæus?

”Kristus fulgte den jødiske skik for kongeligt indtog. Dyret, han red på, var det samme, som blev redet af Israels konger, og profetien havde forudsagt, at således skulle Messias komme til sit rige. Så snart han havde sat sig på føllet, genlød luften af høje jubelråb. Skaren hyldede ham som Messias, deres konge. Nu tog Jesus imod den hyldest, som han aldrig før havde tilladt dem at bringe ham, og disciplene tog dette som bevis for, at deres glade håb nu skulle virkeliggøres ved at se ham indtage sin plads på tronen. Skaren var overbevist om, at befrielsens time var nært forestående. De forestil-lede sig de romerske hære fordrevet fra Jerusalem, og Israel atter engang som et uafhængigt folk.“ (Ellen White, Jesu liv, s. 411).

Igen og igen ser vi, hvordan Skriften gik i opfyldelse, og alligevel forstod menneskene det slet ikke. Hvad kan du og jeg lære af dette om, hvordan forudfattede ideer kan fordreje sandheden?

Et komme, der var profeteret

29. MAJ 2016

MANDAG

98

Matt 21,12-17

Til attænke over

Lige fra de første dage af menneskenes synd var ofringen af et dyr Guds foretrukne måde at undervise verden om frelsesplanen på – frelse af nåde gennem tro på den kommende Messias (se Rom 4,13-16). Vi finder et mægtigt eksempel på denne sandhed i 1 Mosebog 4 i beretningen om Kain og Abel og den tragedie, der indtraf bl.a. på grund af spørgsmålet om tilbedelse (se også Åb 14,7-12). Da Gud kaldte Israel til at være sit udvalgte folk, et ”kongerige af præster og et helligt folk“ (2 Mos 19,6), indstiftede han også helligdomstjene-sten som en mere fuldstændig forklaring på frelsen. Fra tabernaklet i ørkenen, i Salomos tempel samt i det nye tempel, der blev bygget efter hjemkomsten fra Babylon, blev evangeliet åbenbaret gennem symboler og forbilleder i helligdomstjenesten.

Men på trods af dets guddommelige oprindelse blev templet og dets ritualer varetaget af syndige mennesker, og ligesom med næ-sten alt, mennesker bliver involveret i, opstod der korruption, selv her i forbindelse med den hellige tjeneste, som Gud havde indstiftet for at vise en syndig verden sin kærlighed og nåde. På Jesu tid var tingene blevet så fordrejede på grund af præsternes griskhed og ha-vesyge (de selvsamme, som havde fået ansvaret for et formidle tje-nesten!), at ”offerhandlingens hellige karakter i høj grad [var] blevet ødelagt i folkets øjne.“ (Ellen White, Jesu liv, s. 424).

Hvad kan vi lære af dette med hensyn til tilbedelse af Gud?

Ligesom i så mange andre situationer citerede Jesus fra Skriften for at begrunde sine handlinger. Dette er yderligere bevis på, at vi som Jesu efterfølgere må lade Bibelen være central for hele vores ver-denssyn og moral. Udover at citere fra Skriften udførte Jesus også mirakuløse helbredelser af de blinde og de lamme. For folket var dette endnu mægtigere og mere overbevisende tegn på hans gud-dommelige væsen og kald. Hvor er det tragisk, at de, som burde have været mest opmærksomme og åbne over for alle disse beviser, var dem, der kæmpede hårdest imod ham. På grund af frygten for at miste deres egne jordiske skatte og deres status som ”forvaltere“ og ”vogtere“ af templet, kom mange til at gå glip af netop det, som tjenesten i templet pegede hen til, nemlig frelsen i Jesus.

Hvordan kan vi sikre os, at vi ikke lader vores ønsker om at opnå eller bevare noget som helst i denne verden, selv det der er godt, ødelægge det, der virkelig betyder noget, nemlig evigt liv i Jesus?

Jesus i templet

30. MAJ 2016

TIRSDAG

99

Matt 21,18-22

Til at tænke over

Tempelrensningen var i virkeligheden en barmhjertighedshandling fra Jesu side. Al handel foregik i hedningernes forgård, og Jesus øn-skede, at hans hus skulle være et bedehus for alle folk.

Men tempelrensningen var også en domshandling. Præsterne, der løb bort fra templet, havde ødelagt deres chance for at velsigne alle folk, og deres domsdag var nær. Hvis disse mænd blev ved med at nægte at tage imod Jesus efter alt det, han havde gjort for at vise dem sit guddommelige kald, hvad andet kunne der ske, end at de kom til at høste følgerne af deres sørgelige valg?

Hvilken sammenhæng er der mellem tempelrensningen og Jesu forbandelse af figentræet?

Jesus forbandede figentræet som en lignelseshandling om mange af jødefolkets ledere, som endeligt og uigenkaldeligt måtte høste det, de havde sået. Men vi må huske, at denne lignelse ikke handlede om alle de religiøse ledere. Mange af dem kom faktisk til at tro på Jesus som Messias. ”Guds ord havde fremgang, og tallet på disciple i Jerusalem blev større og større; også en stor gruppe præster blev lydige mod troen“ (ApG 6,7). Men ligesom figentræet ikke bar frugt, gjorde tjenesten i templet det heller ikke, og den skulle snart blive afskaffet.

Denne handling og Jesu barske ord må have kommet som et mægtigt chok for disciplene. De havde stadigvæk brug for at lære den vanskelige lektie om barmhjertighed og at indbefatte alle, noget der så tydeligt kom til udtryk i Jesu gerning. Dette var den samme Jesus, som havde sagt, at han ikke var kommet for at fordømme verden, men frelse den; den samme Jesus, som havde påstået, at han var kommet for at frelse mennesker, ikke ødelægge dem. Hvert ord og hver handling i Jesu gerning drejede sig om at genoprette den faldne menneskehed, at lede mennesker hen til håbet og løftet om nyt liv i ham. Det overraskede dem, at han handlede og talte på en så barsk og definitiv måde. Derfor skriver Matthæus, at de ”un-drede“ sig over det, han havde gjort.

Før eller siden kommer nogle mennesker til helt at afvise Guds barmhjertighed og nåde (se 1 Mos 6,13; 15,16; 19,24; Åb 22,11). Hvorfor er det så vigtigt, at vi overlader den slags bedømmelse til Gud og aldrig selv dømmer, hverken om andre eller os selv?

Ingen frugt

31. MAJ 2016

ONSDAG

100

Matt 21,33-46

Matt 21,44

Hvad ville du gøre, hvis du kun havde nogle få dage af livet tilbage? En af de ting, Jesus gjorde, var at fortælle nogle historier, som kom til at efterlade et dybt indtryk hos tilhørerne.

Hvem repræsenteres af hver af følgende personer?

Vingårdsejeren:

Vinbønderne:

Vingårdsejerens folk:

Sønnen:

Læg mærke til, at Jesus citerer fra Sl 118,22-23. Ved at citere denne profeti om stenen, der blev forkastet, henviste han til en hændelse i Israels historie. Det skete under opførelsen af det første tempel. Da Salomos tempel blev opført, blev de kæmpestore sten, der skulle udgøre væggene og fundamentet, gjort helt færdige i stenbruddet. Efter at de blev bragt til byggepladsen, blev der ikke brugt værktøj på dem, og der lød ingen larm af hammer eller mejsel. Arbejderne skulle ganske enkelt sætte stenene på plads. En bestemt sten af ualmindelig størrelse og facon var blevet bragt dertil for at blive anvendt i fundamentet. Men arbejderne kunne ikke finde et sted til den, og de afviste den. Den var til gene for dem, mens den ubrugt lå i vejen for dem. Og i lang tid forblev den en vraget sten.

”Men da bygningsarbejderne skulle til at lægge hjørnestenen, ledte de længe for at finde en sten af passende størrelse og styrke og med den rigtige form til at passe på dette specielle sted og til at bære den store vægt, som skulle hvile på den … til sidst blev de opmærksomme på den sten, som så længe havde været kasseret … Stenen blev godtaget, bragt til den udpegede plads og viste sig at passe fuldstændigt.“ (Ellen White, Jesu liv, s. 431).

Læs verset igen. Der gives to forskellige måder at forholde sig til stenen. Den ene falder over stenen og bliver kvæstet. Men den, som stenen falder på, vil blive knust. Hvad er den afgørende for-skel på disse to? (Se også Sl 51,7 og Dan 2,34.)

Stenen

1. JUNI 2016

TORSDAG

101

Matt 22,1-15

Bibelens fantastiske budskab er, at vi blev skabt af en kærlig Gud, som ved Jesu offer på korset har sørget for en vej til os ud af syn-dens og dødens kaos. Dette tema finder vi på en eller anden måde hele vejen gennem Bibelen. Vi kan også se det i den følgende lig-nelse, som Jesus fortalte.

Hvad lærer denne lignelse om frelse ved tro?

Selv om lignelsen synes barsk, er det vigtigt at huske, at der står afgørende ting på spil: evigt liv eller evig udslettelse for mange men-nesker. Hvad har egentlig betydning sammenlignet med det?

Når vi betragter korset, og hvad det kostede Gud at frelse men-neskene, bør vi blive i stand til at se, hvor enormt og dybt og ufat-teligt dette emne er. Vi taler om én af personerne i den evige Gud-dom, som bar hele Guds egen vrede over synd. Det kan næsten ikke blive mere alvorligt. Hvis dette er et emne, vi skal studere i evighe-den, er det ikke nogen overraskelse, at vi har svært ved at fatte det nu.

Vi møder derfor stærke kompromisløse ord i lignelsen. Gud havde givet fuldkommen mulighed for alle til at deltage i bryllups-festen (se Åb 19,7); alt, hvad der var nødvendigt, var nådigt blevet tilvejebragt til en pris så høj, at ingen lignelse nogensinde fuldstæn-digt kan beskrive den. Det var slemt nok, at de mennesker, der var blevet indbudt til brylluppet, ikke tog sig af det, men havde travlt med deres egne foretagender. Der var til og med nogle, der angreb dem, der var kommet for at give dem den nådige indbydelse. Det er egentlig ikke så underligt, at kongen reagerede så kompromisløst.

Hvad er betydningen af ”bryllupsklæderne“? Se også Åb 19,8.

Klæderne symboliserer Kristi retfærdighed, en retfærdighed, der vi-ser sig i de helliges liv og gerninger. Manden, som ikke bar bryllups-klæder, symboliserer bekendende kristne, som påberåber sig nåde og frelse, men som ikke har ladet evangeliet forvandle deres liv og karakter. Til en høj pris var alt blevet gjort for dem, som tager imod indbydelsen. Men som denne lignelse viser, er der mere involveret i at komme ind i Guds rige end kun at møde op ved døren.

Nådens pris

2. JUNI 2016

FREDAG

102

Til videre studium


Følgende overskrift kunne læses i en Londonavis: ”Kvinde død i sin lejlighed i tre år. Joyces skelet fundet i sofaen med fjernsynet stadig-væk tændt.“ (www.theguardian.com/film/2011/Oct/09/joyce-vincent-death-mystery-documentary). Død i tre år i en lejlighed i London, og ingen havde savnet hende? Hvordan kunne dette ske, især i en tid med næsten grænseløs kommunikation? Da historien først blev offentliggjort, blev det en international nyhed; men bebo-erne i London var især chokerede. Hvordan kunne hun have været død i så lang tid, uden at nogen opdagede det? Men uden evange-liets håb og løfte og uden den frelse, der tilbydes os og kostede så meget, er vi alle dømt til den samme glemsel som denne kvinde i London. Men situationen vil være meget værre; for der vil ikke være nogen til at finde os eller sørge over vores skæbne tre år eller tre milliarder år senere. Der er i øjeblikket enighed blandt videnskabs-mænd om, at før eller senere vil hele universet ebbe ud og dø i det, man kalder ”Den kosmiske varmedød“, eller en lignende morsom betegnelse. Men korset fortæller os, at denne opfattelse er forkert. I stedet for evig glemsel kan vi have løftet om evigt liv i en ny him-mel og på en ny jord. Med en så fantastisk fremtidsudsigt, hvordan kan vi lære ikke at lade noget eller nogen stå i vejen for, at vi får del i det, der er blevet tilbudt os i Jesus Kristus?

1. Tænk over, hvor uigenkaldelig og mægtig døden er, og hvor nytteløse alle menneskelige forsøg ned igennem tiderne på at besejre den har været. Det bedste, vi er i stand til at gøre, er i nogen grad at bevare ligene; men dette er lige så lidt en sejr over døden, som et nyt lag maling på en bil, hvis motor er udbrændt, gør den i stand til at køre igen. Det er derfor ikke overraskende, at der skulle noget så intenst og drama-tisk som Guds søns død og opstandelse til for at besejre dø-den i vores sted. Hvad bør dette fortælle os om, hvor centralt korset må være, i alt vi håber på, og alt vi tror på?

2. Tænk dybere over, hvad det vil sige at være dækket af Jesu retfærdighed. Hvordan kan en rigtig og balanceret forståelse af dette vigtige emne forhindre os i at ende på den ene side i billig nåde eller på den anden side i lovtrældom? Hvorfor er det så vigtigt, at vi undgår disse yderligheder?

3. JUNI 2016

DIALOG

103





Baggrund

• Prøv at samle nogle af de gammeltestamentlige profetier om Jesu første komme.- Hvilke af disse profetier finder du i dag klare og tydelige, og

hvilke synes du er mere vanskelige at forstå?- Hvilke gammeltestamentlige eksempler kan du finde, der vi-

ser, at Messias ville gennemgå lidelse?

• Ikke mindst i mange danske julesange fortælles, at Jesus kom, som ”forud profeter spå’de“. Prøv evt. at finde henvisninger til sådanne profetier i vores sange og salmer.

• Ved Jesu rettergang blev Jesus anklaget for at ville nedbryde templet og tjenesten i helligdommen (se Matt 26,61). Samme anklage blev senere rettet mod Stefanus (se ApG 6,13-14).- Var denne anklage berettiget?- Hvad mening ville der være med offersystemet i Jerusalems

tempel efter Jesu død?- Skulle festerne, der tilhørte den gamle pagt og var knyttet til

ofringerne i templet, fortsætte efter Jesu død og himmelfart og indvielsen af den himmelske helligdom?

• Hvilke ritualer og religiøse fester fejrer vi som kristne i dag?- Hvilke er indstiftede af Gud, og hvilke er simpelthen tradition

eller hører til vores kulturkreds?- Hvad kan være positive følger af at have ceremonier? Hvad

kan være risikoen?

Sand kristen meditation har sit centrum i Jesu kors. Prøv at sætte tid til side, hvor du læser beretningerne om korset, fra evangeli-erne eller andre gode bøger, og hvor du, når du beder til Gud i Jesu navn, søger at se Jesus som korsfæstet for dit indre blik. Bevar det billede i løbet af dagen, og bed til ham, når du føler behov for samfund med Gud i dine daglige aktiviteter.

Jesu indtog i Jerusalem indeholder en række træk, der var typiske for betydningsfulde personers besøg i en by i datiden. Alexander den Store og Marcus Agrippa er eksempler på fremtrædende politiske skikkelser, der blev modtaget i Jerusalem. I sådanne tilfælde ville by-ens ledere møde gæsten uden for byen med gaver og ledsage ham


104

DIALOG

Forstå det bedre

NOTER


ind i byen, hvor han oftest ville bringe et offer i byens helligdom. I Jesu tilfælde mødte lederne ham ikke uden for byen; han blev i ste-det fulgt af de skarer, der havde rejst med ham til festen i Jerusalem. Valget af et æsel frem for en hest afspejler hans komme i fred, ikke som erobrer.

Det kan være nyttigt at have et overblik over de begivenheder, Mat-thæus beskriver. Efter Jesu tale om tilgivelse i Guds rige i kapitel 18 følger en række beretninger fra kapitel 19-23 inden Jesu prædiken på Oliebjerget om verdens ende.

Begivenhederne fra kapitel 19-23 kan inddeles i to dele: kapi-tel 19 og 20 fortæller, hvorledes Jesus forlod Galilæa og kom ind i Judæa. Fra kapitel 21 fortælles om Jesu indtog i Jerusalem og hans virke der i den sidste uge af hans liv. Kapitel 21-23 beretter om Jesu konflikt med de jødiske ledere og kulminerer med Jesu dom over le-derne i kapitel 23.

105

TIL SABBATTEN | 4. JUNI 2016NOTER

1111

106

Ugens vers

Introduktion

Ugens tekster

”Den, der ophøjer sig selv, skal ydmyges, og den, der ydmyger sig selv, skal ophøjes“ (Matt 23,12).

Jesu genkomst er klimakset for den kristne tro. Jesu første komme og hans død på korset er forløberne for hans andet komme. Jesu genkomst kunne ikke ske uden hans første komme, og hans første komme ville være nytteløst uden hans genkomst. Begge er uløseligt knyttet til hinanden, om ikke i tid, så i det formål at frelse menne-skeheden og gøre en ende på den store strid. Hans første komme er forbi, fuldendt og afsluttet; nu venter vi med iver og længsel på hans genkomst.

I denne uge vil vi studere, hvad der siges i det 23. kapitel i Matthæ-usevangeliet, hvor vi finder Jesu sidste appel til nogle af de jødiske ledere om at omvende sig og tage imod ham, det eneste håb om frelse. Dernæst vil vi se på kapitel 24, hvor Jesus svarede på spørgs-målene om, hvad der ville ske før hans genkomst. I dette kapitel giver Jesus et temmelig alvorligt billede, hvor han kæder Jerusalems ødelæggelse sammen med det, der vil ske lige før hans genkomst.Men uanset, hvor vanskelige tingene vil blive, med krig, hungers-nød og trængsler, gives vi løftet om, at vi ”skal se Menneskesønnen komme på himlens skyer med magt og megen herlighed“ (Matt 24,30). På trods af bedrøvelse og slid har vi altså al grund til at glæde os.

· 2 Mos 19,5-6· Matt 23· Joh 12,20-26· Matt 24· Joh 14,1-4· 1 Thess 4,16

Den sidste tids begivenheder


SØNDAG

107

Matt 23

Med en mægtig hånd og en udstrakt arm havde Jesus selv ført Isra-els børn ind i Jerusalem. På ørnevinger havde han båret dem ud af Egypten og ledt dem til sig selv. ”Hvis I adlyder mig og holder min pagt, skal I være min ejendom, ene af alle folkene, for hele jorden tilhører mig. I skal være et kongerige af præster og et helligt folk for mig“ (2 Mos 19,5-6).

På en måde havde Jesus friet til Israel på det smukke Sinaj bjerg. 2 Mos 24 fortæller, at lederne og de ældste gik op og ”så Israels Gud. Under hans fødder var der som et flisegulv af safirer, så rent og klart som himlen selv … De skuede Gud og spiste og drak“ (2 Mos 24-9-11). Jesus tilbød sin pagts bæger til Israel, ligesom en mand tilbyder et bæger til den kvinde, han ønsker at blive gift med og give en pragtfuld fremtid. Israel tog imod bægeret og sagde: ”Ja, vi øn-sker altid at leve sammen med dig i det lovede land.“

Læs kapitlet hos Matthæus med denne baggrund i tanke. Hvad siger Jesus til Israels ledere? Hvilken advarsel giver han? Og hvad kan vi lære af de specifikke ting, han irettesatte dem for? Hvordan kan vi sikre os, at vi ikke gør os skyldige i det samme?

Matt 23 var Jesu sidste desperate opfordring til en genforening med sin elskede. Men hans elskede forlod ham. Han accepterede hendes beslutning, og for sidste gang gik han ud af hendes hus – templet. ”Se,“ sagde han, ”jeres hus bliver overladt til jer selv, øde og tomt“ (Matt 23,38). Da Jesus forlod templet, blev det øde og tomt, lige-som den ørken, Herren til at begynde med havde reddet dem fra.

Snart skulle der ske et stort skift i frelseshistorien, og disse ledere og dem, de ville føre ud i vildfarelse, ville gå glip af dette skift. Mange andre derimod, både jøder og snart også hedninger, som var åbne for Helligåndens ledelse, ville fortsætte den store opgave og det kald, som Israel havde haft. De ville blive Abrahams sande efter-kommere og ”arvinger i kraft af Guds løfte“ (Gal 3,29). I dag er vi også en del af dette folk med det samme guddommelige kald.

Blinde vejledere

5. JUNI 2016

MANDAG

108

Matt 24,1-14

Til attænke over

Efter at Jesus havde irettesat de jødiske ledere, der forkastede ham, fortæller Joh 12,20-26 om et fantastisk ønske. Kristus får at vide, at nogle hedninger ønsker at ”se Jesus“. Disse hedninger fremsæt-ter dog først deres ønske over for jøder, der er trofaste mod Jesus. Inden længe ville noget lignende ske i meget større målestok. Nogle jøder ville fornægte Jesus; men andre ville blive de primære redska-ber, hvorigennem mange hedninger ville komme til at kende ham. Hvor er det fascinerende, at dette ønske blev fremsat lige efter, at Jesus havde fortalt de jødiske ledere, at deres hus skulle blive over-ladt til dem selv, øde og tomt. Det gamle ville snart vige pladsen for noget nyt, for det, der altid havde været Guds hensigt: frelse for både hedninger og jøder.

Hvilket billede giver Jesus i denne tekst – både for sine trofaste efterfølgere og for verden generelt?

Jesus svarer på spørgsmålene om tegn på hans komme og verdens ende. ”Jesus besvarede ikke disciplenes spørgsmål om henholdsvis Jerusalems ødelæggelse og den store dag for hans genkomst hver for sig. Han sammenblandede beskrivelsen af disse to begivenheder. Hvis han havde afsløret fremtidens begivenheder for disciplene, sådan som han så dem, havde de været ude af stand til at udholde det. Af barmhjertighed mod dem blandede han beskrivelsen af de to store krisetidspunkter og overlod så til disciplene selv at tolke betyd-ningen … Hele denne udredning blev ikke kun givet til disciplene, men også til dem, som skulle opleve de sidste begivenheder i denne jords historie.“ (Ellen White, Jesu liv, s. 455-456).

En ting står meget klart i Jesu svar: de begivenheder, der fører frem til hans genkomst, er ikke kønne. Jesus forudsiger ikke en jor-disk utopi eller et jordisk tusindårsrige med fred. Krig, svig, naturka-tastrofer, en kirke, der bliver forfulgt, falske messiasser og til og med falske brødre. Det mest positive i denne beskrivelse er, at ”dette evangelium om Riget skal prædikes i hele verden“ (vers 14). I Matt 24,13 siger Jesus, at ”den, der holder ud til enden, skal frel-ses“. Hvad kan du gøre for at holde dig åndelig stærk midt i prø-velser, som meget let kan gøre dig svag og få dig til at opgive? Vi har set, hvordan dette er sket for andre; hvorfor er det vigtigt, at vi ikke narrer os selv til at tro, at det slet ikke kunne ske for os?

Tegn på de sidste tider

6. JUNI 2016

TIRSDAG

109

Matt 24,15-22

Til at tænke over

Hvad taler Jesus om i disse vers? Igen, hvilken slags billede giver han som svar på de spørgsmål, han var blevet stillet?

”Ødelæggelsens Vederstyggelighed“ bliver i reglen fortolket som en eller anden form for vanhelligelse eller profanering af det, der er helligt. Jesus taler tydeligvis om Jerusalems ødelæggelse, som skete i år 70 e.Kr. Som vi så i går, blandede Jesus sin beskrivelse af denne begivenhed med dem, der ville ske i verden før hans genkomst. ”Kristus så i Jerusalem et symbol på verden, forhærdet i vantro og oprør og hastigt på vej mod Guds dom og gengældelse.“ (Ellen White, Mod en bedre fremtid, s. 20).

Men selv midt i al ødelæggelsen forsøger Herren at frelse alle dem, der ønsker at blive frelst. I Lukasevangeliet fortæller Jesus faktisk sine disciple, at de skal flygte, før vederstyggeligheden bliver opstil-let: ”Når I ser Jerusalem omringet af hære, da skal I vide, at dens ødelæggelse er nær. Da skal de, der er i Judæa, flygte ud i bjergene; de, der er inde i byen, skal forlade den, og de, der er ude på landet, skal ikke gå ind i byen. For det er straffens dage, da alt det, som står skrevet, skal gå i opfyldelse“ (Luk 21,2-22).

Da de kristne i Jerusalem så dette ske, flygtede de ud af byen, som Jesus havde sagt, de skulle, mens de fleste af jøderne blev tilbage og omkom. Det er anslået, at mere end en million jøder omkom under belejringen af Jerusalem, og mere end 97.000 andre blev taget til fange. ”Men under en midlertidig afbrydelse, hvor romerne uventet ophævede deres belejring af Jerusalem, flygtede alle de kristne og det siges, at ingen af dem mistede livet. Deres tilflugtssted var Pella, en by i bjergene øst for Jordan, ca. 27 km syd for Genesaret Sø.“ (The SDA Bible Commentary, 5. bind, s. 499).

Tænk over en advarsel, du engang har fået, men som du til din egen fortrydelse ikke lyttede til. Hvorfor er det vigtigt, udover at lytte til Bibelens smukke løfter, også at lytte til advarslerne i Guds Ord?

Jerusalems skæbne

7. JUNI 2016

ONSDAG

110

Matt 24,23-26

Matt 24,27-31

Til at tænke over

Jesu svar i Matt 24 blev givet på spørgsmålet om ”tegnet på dit komme“ (vers 3); dvs. Jesu komme for at regere.

Hvilken anden advarsel giver Jesus i sammenhæng med begiven-heder før hans genkomst, og hvordan er dette blevet betragtet ned igennem tiden?

Her møder vi Jesus, som fra et verdsligt synspunkt kun er en omvan-drende galilæisk prædikant med en lille flok følgesvende; alligevel forudsiger han, at mange vil komme i hans navn og give sig ud for at være ham. Dette er selvfølgelig lige netop, hvad der er sket ned igennem århundrederne lige til vore dage, en kendsgerning, der gi-ver os endnu et mægtigt bevis for sandheden i Guds Ord.

Hvordan beskrives Jesu genkomst? Hvad vil der ske, når han kommer?

Efter at have advaret om, at mange vil komme og påstå, at de er Kristus, beskriver Jesus, hvordan hans genkomst virkelig kommer til at være.

For det første er Jesu genkomst personlig og bogstavelig. Det er Jesus selv, der kommer tilbage til jorden. ”For Herren selv vil … stige ned fra himlen“ (1 Thess 4,16) er en åbenlys afvisning af dem, der hævder, at Jesu genkomst blot er symbolsk eller ganske enkelt en ny epoke i menneskehedens historie. Hans genkomst kommer til at være synlig, ligesom lynet tværs over himlen. ”Hvert øje skal se ham“ (Åb 1,7). Billedet med en basun viser, at det også kommer til at være højt og tydeligt, højt nok til at vække de døde! Og allervig-tigst er det, at hvis Jesu første komme skete i ydmyghed, vil Jesus ved sin genkomst komme som en konge (Åb 19,16), der har besejret alle sine (og vores) fjender (1 Kor 15,25).

Hvordan kan vi i en tid med så megen uro og uvished om fremti-den i vores verden lære at finde personlig styrke og håb i løftet om Jesu genkomst?

Jesu genkomst

8. JUNI 2016

TORSDAG

111

Matt 24,36.42

Matt 24,42-51

Til at tænke over

Jesu genkomst er kulminationen på alle de kristnes håb; det er op-fyldelsen af alt det vi er blevet lovet. Hvad ville vi have uden Jesu genkomst? Vi ville rådne i jorden efter døden ligesom alle andre. Uden Jesu genkomst og alt det, den indebærer, ville alt andet i vores tro være en løgn, en farce, netop det, som kritikere og modstandere har angrebet kristendommen for.

Det er egentlig ikke så mærkeligt, at nogle kristne i deres iver og forventning om hans genkomst har sat datoer for hans komme. Der er trods alt så meget, der afhænger af dette komme. Vi ved selv-følgelig, at enhver dato, som indtil nu har været forudsagt om Jesu genkomst, har været forkert.

Hvordan forklarer denne tekst, at de, der sætter datoer for Jesu genkomst, er forkert på den?

Og fordi vi ikke ved nøjagtigt, hvornår Jesus kommer igen, bliver vi opfordret til at være rede og våge.

Hvad siger Jesus her om, hvad det vil sige at våge og være rede for hans genkomst?

Jesus er meget klar: vi ved ikke, hvornår han kommer igen. Han kommer faktisk, når han er mindst ventet. Derfor må vi altid være rede for hans komme. Vi må leve sådan, at han kunne komme når som helst, selv om vi ikke ved hvornår. Den tanke, at der vil gå lang tid, før han kommer igen, så jeg kan leve, som jeg har lyst til, er lige netop den holdning, Jesus advarer imod. Det må være vores ønske at være trofaste, fordi vi elsker Jesus og ønsker at gøre det, han siger, uanset hvornår han kommer igen. Og med alle de tekster, der advarer om den kommende dom, især over dem, der behandler andre dårligt, betyder tidspunktet for Jesu genkomst egentlig ikke noget. Før eller senere vil dommen komme.

Hvordan kan vi som syvendedags adventister, som i så lang tid har troet på Jesu genkomst, sikre os, at vi selv ikke på en umærkelig måde begår den samme fejl som den ”dårlige tjener“?

Våg!

9. JUNI 2016

FREDAG

112

Til videre studium


I sammenhængen med de begivenheder, der beskrives i Matt 24, sagde Jesus også: ”Sandelig siger jeg jer: Denne slægt skal ikke forgå, før alt dette sker“ (vers 34). Dette vers har ført til meget for-virring; for det er jo tydeligt, at alle disse ting ikke skete i løbet af en enkelt slægts tid. Dr. Richard Lehmann skriver i The Handbook of Seventh-day Adventist Theology, at det græske ord, der oversættes med slægt, svarer til det hebraiske ord dor, som ofte bruges til at beskrive en gruppe eller klasse mennesker, som fx ”en genstridig og trodsig slægt“ (Sl 78,8). Jesus brugte altså ikke ordet til at beskrive tid eller datoer, men til at beskrive den onde gruppe mennesker, som han havde talt om. ”I overensstemmelse med denne gammeltestament-lige brug benyttede Jesus ikke udtrykket ”denne slægt“ i en tidsmæs-sig betydning, men for at henvise til en bestemt gruppe mennesker. Den onde slægt ville indbefatte alle, der deler onde karakteregen-skaber (Matt 12,39; 16,4; Mark 8,38).“ (Handbook of Seventh-day Adventist Theology (Hagerstown: Review and Herald ® Publishing Association, 2000), s. 904). Ondskab vil med andre ord blive ved med at eksistere lige til tidernes afslutning, til Jesu genkomst.

1. Hvordan forholder vi os som syvendedags adventister til det, der tilsyneladende ser ud som en forsinkelse af Jesu genkomst? Er forventningen om, at han skal komme igen inden for en bestemt tidsperiode ikke det samme som at fastsætte en dato? Hvordan finder vi den rette balance i, hvordan vi forholder os til hans komme? Hvordan undgår vi den ”dårlige tjeners“ holdning, sam-tidigt med, at vi undgår den holdning, som ser tegn på verdens umiddelbare undergang i hver eneste avisoverskrift? Hvilken holdning bør kendetegne os, som venter på Jesu genkomst?

2. Læs Jesu beskrivelse af, hvordan hans genkomst vil blive igen. Hvordan adskiller dette sig fra nogle af de populære opfattel-ser af Jesu genkomst? Hvorfor tror så mange på noget, der er direkte imod Bibelen, når vi ser, hvor tydelig teksten er? Hvilke argumenter bruger de for at forsvare deres synspunkter, og hvordan bør vi svare på dem?

3. Hvordan lærer vi at leve med forsinkelser? Hvilke bibelske per-soner var nødt til at leve med forsinkelser, og hvad kan vi lære af fx af Josef, Abraham og Sara, Kaleb og Josva? Og hvad siger Åb 6,9-10 om forsinkelser?

10. JUNI 2016

DIALOG

113





• Sammenlign Matthæus 24 med henholdsvis Markus 13 og Lu-kas 21. Lad evt. et af klassens medlemmer forberede en sådan sammenligning for klassen.- Hvad er de større forskelle mellem den måde, Jesu tale på

Oliebjerget gengives på i de tre evangelier.- Hvad er centrale fællestræk mellem dem?

• Jesus nævner direkte Daniel ved navn som profet og citerer fra Dan 9,27.- Kan du finde andre specifikke ligheder mellem Daniels profe-

tier og Jesu tale?

• Læs Matt 24,4-8 nøje. Jesus taler her om de traditionelle tegn på krise, krig, hungersnød, jordskælv osv.- Er disse begivenheder de afgørende tegn på verdens ende?

Eller er de blot typiske tegn på, hvordan verden udvikler sig?- Hvad er ifølge Matt 24,14 det afgørende tegn på Jesu komme

og verdens ende?

• Hvis Jesus havde vist billeder…- Lav evt. en kort power point præsentation, som Jesus ville

have brugt i dag!

• Ned gennem tiden har kristne (og andre) ofte elsket snak om katastrofer. Begivenheder i den politiske verden eller i naturen får med jævne mellemrum mennesker til at slå fast, at nu er ti-den kommet for (1) Jesu genkomst, (2) prøvetidens ophør, eller andre skelsættende begivenheder i endens tid.- Hvordan skal vi reagere på forudsigelser om enden i lyset af

de mange fejlslagne fortolkninger?- Hvad skal vi lægge vægt på i vores anvendelse af Bibelens

profetier? Hvad bør vi undgå?- Hvad er for dig afgørende argumenter for vores tro på, at

Jesu genkomst er nær? Del dem med klassen.

• Har du mødt mennesker, der har mistet troen, fordi andre kristne blev ved med sensationelt at spekulere i tidsfæstelse af Jesu komme eller på katastrofer som tegn på enden?


114

DIALOG TIL SABBATTEN | 11. JUNI 2016


Baggrund

Forstå det bedre

• Nogle trosretninger gør meget ud af, at Jesu komme ikke er umiddelbart synligt, at Jesus fx allerede er kommet og er set med ”troens øje“, eller at Jesu komme betyder en hemmelig bortrykkelse fra jorden af de troende.- Hvad vil du med henvisning til Jesu profeti i Matt 24 (se spe-

cielt versene 26-28 og 30-31) sige til sådanne ideer?

Tænk over, hvordan du indretter dit liv. Hvordan præges dine pla-ner og drømme af troen på Jesu genkomst og oprettelsen af det evige gudsrige?

Jesus ikke bare henviser direkte til ”profeten Daniel“. I Matt 24,9-14 anvender han et mønster eller en begivenhedsrække, som vi gen-finder i Daniels Bog: ”frafald“ (Dan 8,12, jf. 11,30-33) efterfulgt af forfølgelse (Dan 8,12-13), lovløshed (Dan 7,25, jf. 11,36-37, se også 2 Thes 2,8), og endens tid (Dan 8,17-19).

Disse henvisninger forudsætter, at tilhørerne kendte Daniels Bog godt. Det kan være grunden til, at Matthæus, hvis hovedpublikum var jøder, indeholder flere af disse henvisninger, hvor Lukas og Mar-kus indeholder en lidt forenklet udgave af Jesu tale.

Lektierne får ikke plads til også at berøre Jesu fortsatte tale i Matt 24,42-25,46. Men Jesu lignelser i disse kapitler er værd at tage med, fordi de understreger en meget vigtig pointe: Jesus ville ikke komme tilbage så hurtigt, som de første kristne troede. Der ville gå tid. Der var en gerning at udføre for kirken. Det kunne trække ud, så med-lemmer faldt i søvn. Vi har talenter, der skal bruges i denne verden. Selv om Jesus ikke fortæller klart, hvor langt tid der ville gå, bringer han i disse lignelser en tydelig advarsel om ikke at tro, at det absolut ville ske med det samme.

115


1212

116

Ugens vers

Introduktion

Ugens tekster

”I nat vil I alle svigte mig…“ (Matt 26,31).

I denne uges studium vil vi se på de sidste hændelser i Jesu liv før korset. Verden, ja hele universet, står over for det mest afgørende øjeblik i al skabningens historie.

Vi kan uddrage et væld af lærdomme fra de begivenheder, som vi skal studere i denne uge; men lad os, mens vi læser, fokusere på en enkelt, nemlig frihed og friheden til at vælge. Læg mærke til, hvor-dan de forskellige personer bruger den store og kostbare gave, som den frie vilje er. Se på de mægtige og til og med evige konsekvenser, der på den ene eller anden måde følger med benyttelsen af denne gave.

Peter, Judas og kvinden med alabasterkrukken foretog alle et valg. Men det vigtigste er, at også Jesus måtte vælge, og hans største valg var at udholde korset, selv om hans menneskelige natur skreg imod det: ”Fader, hvis det er muligt, så lad dette bæger gå mig forbi. Dog, ikke som jeg vil, men som du vil“ (Matt 26,39).

Ironien i alt dette er ufattelig: den frie viljes gave, som vi har mis-brugt, bragte Jesus til dette øjeblik i hans liv, hvor han, idet han brugte sin frie vilje, måtte vælge, om han ville frelse os eller ej fra den ødelæggelse, som misbrugen af vores frie vilje ellers ville have ført til.

· Matt 26,1-16· Luk 12,48· Matt 26,17-19· 1 Kor 5,7· Matt 26,36-46· Matt 26,51-75

De sidste dage i Jesu liv


SØNDAG

117

Matt 26,1-6

Til at tænke over

Vi går nu ind i de sidste dage af Jesu liv her på jorden. Han er endnu ikke ved korset, er endnu ikke opstået, og har endnu ikke til fulde åbenbaret sig som den korsfæstede og opstandne verdens frelser. Uanset hvor meget de, som fulgte Jesus, elskede ham og satte pris på ham, havde de stadigvæk meget at lære om, hvem han var, og hvad han skulle gøre for dem. Når vi i dag ser tilbage i lyset af hele Bibelen, ikke mindst Paulus’ vidtrækkende forklaringer om Jesu for-sonende død, ved vi så meget mere om, hvad Jesus skulle gøre for os, end hans efterfølgere gjorde, mens det hele skete.

Læs versene med denne baggrund i tanke. Hvad er betydningen af denne kostbare gave, og hvordan bør vi forholde os til Jesus?

Læg mærke til, hvordan Matthæus placerer beretningen om salv-ningen af Jesu fødder (som sandsynligvis skete inden Jesu indtog i Jerusalem palmesøndag) i forbindelse med den stadigt voksende sammensværgelse om at slå ham ihjel. Mens nogle af hans egne lagde planer om at skade ham, udøste andre deres ubegrænsede kærlighed og hengivenhed over ham, ligesom Maria gjorde med ”en alabastkrukke fuld af meget kostbar olie“ (vers 7).

Mens disciplene beklagede sig over hendes spild, kaldte Jesus det, hun gjorde, en ”god gerning“. Gennem denne gerning viste kvinden sit hjertes dybeste følelser over for Jesus. Selv om hun ikke vidste alt om det, der skulle ske, forstod hun nok til at vide, hvor meget hun skyldte Jesus; derfor ønskede hun at give ham meget tilbage. Måske havde hun hørt hans ord: ”Den, der har fået meget betroet, skal der forlanges så meget mere af“ (Luk 12,48). I mellem-tiden gik disciplene helt glip af pointen, selv om de i virkeligheden havde set meget mere, af hvad Jesus havde gjort, end kvinden.

”Denne olie var et symbol på giverens overstrømmende hjerte. Det var en ydre tilkendegivelse af en kærlighed, der i den grad var næret af himmelske strømme, at det til sidst løb over. Og Marias olie, som disciplene betegnede som spild, strømmer igen og igen i tusinder af andre modtagelige hjerter.“ (Ellen White, The SDA Bible Commen-tary, 5. bind, s. 1101).

Hvad fortæller denne beretning os om, hvordan vi bør reagere på alt det, vi har fået i Jesus? Hvilken ”god gerning“ kan vi udføre for ham ved at bruge vores frie vilje som svar på det, han har gjort for os?

En god gerning

12. JUNI 2016

MANDAG

118

Matt 26,17-19

Matt 26,26-29

Til at tænke over

Hvorfor har det så stor betydning, at dette skete i påsken? Se også 2 Mos 12,1-17; 1 Kor 5,7.

Beretningen i 2. Mosebog er selvfølgelig en beretning om frelse, om befrielse – en gerning, Gud gør for dem, der ikke kunne gøre noget for at frelse sig selv. Hvilket passende symbol for det, Jesus snart skulle gøre for os alle!

Hvad siger Jesus til sine disciple? Hvad betyder hans ord for os i dag?

Jesus viste dem påskens dybere mening. Befrielsen fra Egypten var en fantastisk manifestation af Guds herredømme og magt; men i sidste ende var den ikke nok. Det var ikke den befrielse, som jø-derne eller nogen af os andre virkelig har brug for. Vi trænger til den forløsning, som vi har i Jesus – evigt liv. ”Derfor er Kristus formidler af en ny pagt, for at de kaldede kan få den evige arv, der er lovet, ved at han er død til forløsning fra overtrædelserne under den første pagt“ (Hebr 9,15). Jesu viser vinens virkelige betydning, brødets virkelige betydning; det pegede alt sammen frem til hans død på korset.

I modsætning til offerdyrene, der pegede frem til Jesu død, peger deltagelse i nadveren tilbage til den. I begge tilfælde peger symbo-lerne på Jesus og hans død på korset.

Men korset er ikke afslutningen på beretningen. Når Jesus siger til disciplene, at han ikke vil drikke af vintræets frugt før ”den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige“ (Matt 26,29) retter han deres opmærksomhed på fremtiden, på sin gen-komst og endnu længere frem.

Tænk over Jesu ord om, at han ikke vil drikke af vintræets frugt, før vi er sammen med ham i hans faders rige. Hvad fortæller dette om det nære forhold, han vil have med os? Hvordan kan vi lære at op-leve denne form for nærhed med ham allerede her og nu?

Den nye pagt

13. JUNI 2016

TIRSDAG

119

Matt 26,36-46

Til at tænke over

I løbet af påskeugen ofrede præsterne tusinder og atter tusinder af lam i templet, som lå på toppen af bakken ved Kedrondalen. Blodet fra lammene blev hældt ud over alteret og flød ned i en kanal til bækken, der løb igennem Kedrondalen. Denne bæk kan have været helt rød af blodet fra lammene. Jesus og hans disciple har krydset det røde vand i denne bæk på deres vej til Getsemane.

Hvorfor var Getsemane-erfaringen så vanskelig for Jesus? Hvad skete der egentlig?

Det var ikke den fysiske død, Jesus var bange for, da han bad om, at dette bæger skulle gå ham forbi. Det bæger, Jesus frygtede, var adskillelsen fra Gud. Jesus vidste, at ved at blive gjort til synd for os, ved at dø i vores sted, ved at tage Guds vrede over synd på sig, ville han være nødt til at blive adskilt fra sin Fader. Overtrædelse af Guds hellige lov var så alvorlig, at den krævede overtræderens død. Jesus kom netop for at tage denne død på sig, så vi ikke behøver at ud-sættes for den. Dette er, hvad der stod på spil for Jesus og for os.

”Med kampens kendsgerninger for øje fyldtes Kristus med rædsel over at være adskilt fra Gud. Satan sagde til ham, at hvis han blev garant for en syndig verden, så ville adskillelsen vare for evigt. Han ville blive identificeret med Satans rige og ville aldrig mere kunne blive ét med Gud… Det forfærdelige øjeblik var kommet – det øje-blik, som skulle afgøre verdens skæbne. Menneskeslægtens skæbne lå skælvende i vægtskålen. Kristus kunne stadig nægte at drikke den kalk, der var tiltænkt syndige mennesker. Det var endnu ikke for sent. Han kunne tørre den blodige sved af sin pande og overlade mennesker til at dø i deres synd. Han kunne sige: Lad den skyldige få straffen for sin synd, og jeg vil vende tilbage til min Fader. Vil Guds Søn tømme ydmygelsens og dødsangstens bitre kalk? Vil den uskyldige udsætte sig for følgerne af syndens forbandelse for at frelse de skyldige?“ (Ellen White, Jesu liv, s. 498. 501).

Hvilken indflydelse bør det have på hvert eneste aspekt af vores tilværelse, især på det at hjælpe andre, at Jesus var villig til at gøre alt det for os, som han gjorde? Hvordan kan vi blive bedre til at efterligne Jesus i vores liv?

Getsemane

14. JUNI 2016

ONSDAG

120

Joh 6,70Luk 22,3

Matt 26,47-50; 27,1-10

Hvor er fortællingen om Judas sørgelig! Hvis han var død før sin sidste rejse til Jerusalem, var han måske blevet en af Guds folks histories mest beundrede helte. Kirkebygninger ville have været op-kaldt efter ham. I stedet er hans navn for altid kædet sammen med forræderi og svig.

Hvordan er disse tekster med til at forklare Judas’ handlinger?

Det er selvfølgelig let at lægge skylden på Satan, for det Judas gjorde; men vi er nødt til at stille dette spørgsmål: hvad var det i Judas, der gjorde det muligt for djævelen at få ham til at blive en så-dan forræder? Det blev jo også sagt om Peter, at Satan havde gjort krav på ham (se Luk 22,31). Forskellen må være, at Judas nægtede at give sig selv helt til Jesus; han må have holdt fast ved en synd, en karakterbrist, som gjorde det muligt for Satan at få indpas hos ham og lede ham i den retning, han gjorde. Her ser vi igen, hvordan an-vendelsen af vores frie vilje får store konsekvenser.

Hvad kan vi lære af Judas’ sørgelige historie?

I Matt 26,47-50 ser vi Judas i spidsen for en stor skare soldater fra ypperstepræsternes og folkets ældste. Hvilket ufatteligt magtøjeblik for Judas! Hvis du har noget, som folk virkelig ønsker, har du utrolig stor magt, ligesom Judas havde her. Og det er godt, i hvert fald så længe du har det, folk ønsker. Men hvis de kun giver dig opmærk-somhed på grund af det, du har, og de til sidst får det, vil de ikke længere have brug for dig. I løbet af nogle få timer var Judas helt alene. Han havde intet tilbage.

En anden vigtig lektie fokuserer på, hvad der kostede Judas hans sjæl. Tredive sølvpenge? Det hævdes, at det i dagens valuta sva-rer til mellem en og fire måneders løn, afhængigt af, hvilken type sølvmønter, der var tale om. Men selv om det var ti eller hundrede gange den sum, se hvad det kom til at koste ham! Og som historien viser, mistede han alt. Han kom ikke til at nyde noget af det; i ste-det kastede han det hele for fødderne af dem, der i første omgang havde betalt ham. Hvilket skræmmende eksempel på, hvordan alt hvad der får os til at vende os bort fra Jesus, alt hvad der får os til at miste vores sjæl, er ligeså værdiløst, som disse sølvpenge var for Judas. Judas var så tæt på evigt liv, og alligevel valgte han at smide det hele væk for ingenting.

Judas sælger sin sjæl

15. JUNI 2016

TORSDAG

121

Matt 26,51-75

Til at tænke over

Jesus vidste på forhånd, at Judas af eget valg ville vælge at forråde ham. Dette er et af de mange eksempler i Bibelen, der viser, at Gud på forhånd kender til vores frie valg; men at dette ikke på nogen måde krænker vores frihed til at foretage disse valg. Jesus vidste ikke kun, at Judas ville forråde ham, men også, at Peter, på trods af al sin brovten, i det afgørende øjeblik ville flygte og derefter fornægte ham.

Hvorfor tror du, Peter fornægtede Jesus?

Vi tænker måske tit, at Peter fornægtede Jesus, fordi han ganske en-kelt var bange. Men det var Peter (ifølge Joh 18,10), der havde mod til at trække sit sværd imod ypperstepræstens tjener! Peter var villig til nærmest at starte en krig – indtil Jesus standsede ham.

Hvilken forandring var det sket med Peter fra det tidspunkt, hvor han trak sværdet, til han kun nogle timer senere fornægtede Jesus? Hvorfor sagde han, at han ikke var en af Jesu disciple? Hvor-for sagde han om Jesus: ”Jeg kender ikke det menneske!“ (Matt 26,72)?

Måske var det, fordi Peter indså, at han ikke kendte Jesus, ikke vidste, hvorfor han var kommet, og hvad hans tilfangetagelse be-tød. I et øjebliks panik nægtede han, at han i det hele taget kendte ham. Måske fornægtede Peter Jesus, da det gik op for ham, at han ikke forstod, hvad Jesus gjorde. Han opgav, da han så, hvad han troede, Jesus opgav. Peter havde stadigvæk alt for stor tillid til sin egen forståelse i stedet for at sætte al sin tillid til Jesus, selv på trods af alle de utrolige tegn, han havde set, og på trods af sin modige bekendelse om at tro på Jesus som Messias (Matt 16,16). Peters for-nægtelse burde fortælle os, at selv al verdens mirakler og tegn ikke kan bevare os trofaste mod Gud, før vores hjerter er helt overgivet til ham.

I Lukas’ gengivelse kan vi læse, at da Peter tredje gang nægtede, at han var en af Jesu disciple, vendte Jesus sig om og ”så på Peter“ (Luk 22,61). Lukas benytter det græske ord emblepo, som også blev brugt til at beskrive, hvordan Jesus så dybt ind i Peters sjæl første gang, de mødtes (Joh 1,42). Hvilket håb kan vi finde i denne beretning om Guds kærlighed til os, selv når vi svigter, som Peter gjorde her?

Peters fornægtelse

16. JUNI 2016

FREDAG

122

Til videre studium


I 1959 brød to forbrydere ind i et hus i Kansas og myrdede et for-ældrepar og deres to teenagebørn. Før morderne blev fundet, skrev den myrdede fars bror følgende brev i den lokale avis. ”Der er me-get vrede i vores lokalsamfund. Jeg har mere end en gang hørt sagt, at når manden findes, burde han blive hængt i det nærmeste træ. Lad os ikke nære disse følelser. Ugerningen er sket, og det vil ikke ændre på den at tage endnu et menneskeliv. Lad os i stedet tilgive, ligesom Gud har tilgivet os. Det er ikke rigtigt at gå rundt med had i vores hjerter. Gerningsmanden vil i sandhed have svært ved at leve med sig selv. Han kan kun få fred i sindet, når han går til Gud og beder om tilgivelse. Lad os ikke forhindre, men i stedet bede om, at han må finde fred.“ (Truman Capote, In Cold Blood (New York: Modern Library, 2013) s. 124).

Vi skal ikke tale om dødsstraf; men vi ser her et storslået ek-sempel på den type nåde, Jesus tilbyder os alle. Selv efter Peters uundskyldelige fornægtelse tilgav Jesus ham og betroede ham en opgave med at vinde sjæle. ”Peter havde netop erklæret, at han ikke kendte Jesus; men nu indså han med bitter sorg, hvor godt hans Herre kendte ham, og at han havde set den falskhed i ham, som han ikke selv kendte.“ (Ellen White, Jesu liv, s. 515). Han vidste, hvad der gemte sig i Peter, før Peter selv vidste om det; og han vidste, hvad Peter ville gøre, før Peter selv vidste det. Alligevel forblev Jesu kærlighed og nåde uforanderlig, selv om Peter ikke havde nogen an-den at skyde skylden på end sig selv. Hvor er det vigtigt, at vi lærer at vise nåde mod dem, der begår lignende fejl, ligesom vi selv ville ønske at blive vist nåde.

1. ”Enhver omvendelseshistorie,“ skrev C. S. Lewis, ”er historien om et velsignet nederlag.“ Hvad betyder det? Hvordan har du selv oplevet dette ”nederlag“? Hvad lider nederlag, og hvad sejrer?

2. I beretningen om Jesus i Getsemane beder Jesus om, at bægeret må blive taget fra ham, men kun ”hvis det er muligt.“ Hvad lig-ger der i dette ud over, at hvis menneskene skulle frelses, måtte Jesus give sit liv? Hvorfor? Hvorfor var Jesu død, som den der bar al vores synd, absolut nødvendig? Hvorfor kunne der, i lyset af den store strid, ikke være en anden måde for Gud at løse syn-dens problem på?

17. JUNI 2016

DIALOG

123





Forstå det bedre

• Det kan være, at du møder et kristent menneske, som mener, at vi egentlig ikke har noget valg, men at Gud har bestemt alle menneskers evige skæbne på forhånd.- Hvordan vil du ud fra Bibelen argumentere for, at Gud giver

mennesker et valg?

• Find bibelske personer eller tekster, der understreger valgmulig-heden

• Livet er fuldt af valg, nogle vedrørende småting, andre af afgø-rende betydning for en persons tilværelse.- Lav en liste over de mest betydningsfulde valg, et menneske

træffer i sit liv. Hvilken betydning har de små valg for de mere betydningsfulde afgørelser, vi træffer?

- Hvilke af valgene på din liste er af speciel moralsk eller ånde-lig betydning?

- Hvordan påvirkes jeg i de store, moralske afgørelser af de mange små valg, jeg tidligere i mit liv har foretaget mig?

- Lav en liste over situationer eller forhold i livet, som du ikke er herre over, og hvor der altså ikke er noget valg!

• Hvis jeg har en fri vilje, og Gud giver mig muligheden for at vælge ham, betyder det så, at jeg frelses på grund af min frie vilje? Og hvis det er tilfældet, frelser vi så os selv? Og er frelsen da af nåde alene? Begrund dit svar!

• Sæt en kort tid til side hver dag til at betragte Jesus på korset. Idet du mediterer over, hvad han har gjort for dig, og du ser ham for dit indre blik, opsend da dine bønner både for dig selv og andre – og sig ham tak for alle hans velsignelser.

• Find evt. en god kristen sang, som beskriver Jesus på korset, og som du holder meget af. Lær den udenad og gentag ordene og melodien for dig selv i løbet af din dagligdag.

I kirkens historie var der i det fjerde-femte århundrede en vældig strid mellem Pelagius og Augustin. Pelagius hævdede, at mennesket stort set var upåvirket af det oprindelige syndefald, og hans tilhæn-gere mente derfor, at vi havde en nærmest ubegrænset frihed til at


124

DIALOG

NOTER


vælge Gud. Modsat lærte Augustin, at mennesket på grund af syn-den var blevet fanget af Djævelen og behøvede guddommelig kraft udefra for at blive frelst. Augustin kæmpede imod Pelagius’ ideer og påviste, at hvis vi har en ubegrænset frihed, bidrager vi selv til vores frelse, hvilket bringer hele evangeliet om frelse af Guds nåde alene ved tro på Jesus i fare. Augustin gik imidlertid også så langt, at han betvivlede, at selv et kristent menneske var frit.

Syvendedags adventister har i deres teologiske tradition henvist til reformatoren Arminius, som lærte, at når et menneske får mulighe-den for at vælge Gud, skyldes det, at Helligånden allerede på mange forskellige måder har arbejdet med dette menneske. Med andre ord skyldes valgmuligheden eller den ”frie vilje“ ikke en menneskelig indsats, som giver os frelse. Valget skyldes Guds nåde alene.

125


1313

126

Ugens vers

Introduktion

Ugens tekster

”Mig er givet al magt i himlen og på jorden“ (Matt 28,18).

En annonce i et britisk blad spurgte, om nogen var villig til at give deres krop til videnskaben. Annoncen sagde, at videnskabsmænd havde studeret egyptisk mumificering og nu var på udkig efter en frivillig med en dødelig sygdom, som var villig til at give sit legeme til videnskaben efter sin død. Annoncen påstod, at forskerne troede, at de havde løst gåden om, hvordan egypterne foretog mumificerin-gen, og at kroppen ”ville bevares – muligvis i hundreder, ja måske tusinder af år.“ (www.independent.co.uk/news/science/now-you-can-be-mummified-just-like-the-egyptians-1863896.html).

Som kristne behøver vi ikke at bekymre os om at få vores legemer bevaret. Gud har lovet os noget meget bedre. Jesu død, hvor han selv betalte straffen for vores synder, og derefter hans opstandelse, hvor han var ”førstegrøden af dem, der er sovet hen“ (1 Kor 15,20), har banet vejen for, at vores legemer ikke skal ”bevares“ som en eller anden farao fra oldtiden (og hvis du nogen sinde har set et af disse lig, er de alligevel ikke ret kønne), men blive forvandlet til ufor-gængelige legemer, der vil leve evigt.

I denne uge vil vi i de sidste kapitler i Matthæusevangeliet studere de uudtømmelige sandheder mht. Jesu død og opstandelse og det håb, som disse to begivenheder giver os.

· Matt 27,11,26· Joh 3,19· Es 59,2· Matt 27,45-46. 49-54· Hebr 8,1-6· Matt 28,1-20

Korsfæstet og opstanden


SØNDAG

127

Matt 27,11-26

Til at tænke over

Hvilke dybtgående konsekvenser havde det valg, folket blev givet, og det valg, de traf?

Morderen Barabbas skulle være korsfæstet på korset i midten. De to røvere på hver side var muligvis hans medforbrydere. Barabbas var ikke et fornavn, men et efternavn. Bar betyder søn af, ligesom Si-mon bar Jonas betød ”søn af Jonas“ eller Bartolomæus betød ”søn af Tolomæus“. Barabbas betød ”søn af abbas“, som betød ”fade-rens søn“. Mange af de tidlige manuskripter giver Barabbas’ fornavn som Jeshua (Jesus). Jeshua var et ret almindeligt navn på den tid, og betyder ”Jahve frelser“. Barabbas’ navn var altså noget i retning af ”Jahve frelser, søn af faderen“.

Tal om en farce!

”Denne mand havde hævdet at være Messias. Han hævdede at have myndighed til at oprette en ny tingenes orden, der kunne bringe verden på fode igen. I satanisk selvbedrag hævdede han også, at alt, hvad han kunne opnå ved tyveri og røveri, tilhørte ham. Han havde udrettet store ting ved djævelske kræfters medvirken, han havde vundet tilhængere blandt folket og havde ophidset til oprør mod det romerske styre. Under dække af religiøs begejstring var han en for-hærdet og samvittighedsløs skurk, der var opsat på oprør og grusom-hed. Ved at give folket valget mellem dette menneske og den skyldfri frelser troede Pilatus, at han kunne vække deres retfærdighedsfø-lelse. Han håbede at vinde deres sympati for Jesus trods modstand fra præsterne og rådsherrerne.“ (Ellen White, Jesu liv, s. 533).

Pilatus tog fejl. Medmindre mennesker er under Helligåndens på-virkning, vil de altid ende med at træffe de forkerte åndelige valg, ligesom menneskeskaren gjorde i denne situation. Til syvende og sidst er vi alle nødt til at vælge mellem Kristus og Barabbas, mel-lem Kristus og den syndige verden, mellem liv og død. ”Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket frem for lyset, fordi deres gerninger var onde“ (Joh 3,19).

Hvorfor har vi mennesker en tendens til at foretrække mørket frem for lyset? Hvordan ser du denne tendens også i dig selv? Tænk over, hvor vigtigt det er, at vi overgiver os helt og fuldt til Gud.

Jesus og Barabbas

19. JUNI 2016

MANDAG

128

Til at tænke over

”Men fra den sjette time faldt der mørke over hele jorden indtil den niende time. Og ved den niende time råbte Jesus med høj røst: ’Elí, Elí! lemá sabaktáni?’ – det betyder: ’Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?’“ (Matt 27,45-46). Hvad indebærer dette råb? Hvordan skal vi forstå dets betydning i lyset af frelsesplanen?

Matthæus gengiver det, som af teologer bliver kaldt ”forladthe-dens råb.“ Forladthed indebærer tanken om noget eller nogen, der er overladt til sig selv og i nød. I dette tilfælde drejer det sig om Jesu følelse af at være forladt af Faderen. Det mørke, der på det tidspunkt dækkede landet, symboliserede guddommelig dom (Es 13,9-16; Amos 5,18-20; Jer 13,16). Jesus erfarede selv syndens forfærdelige følger, den totale adskillelse fra Faderen. Han bar den guddommelige fordømmelse af synd, som skulle have været vores. ”Sådan er Kristus ofret én gang for at bære manges synder og vil anden gang komme til syne, ikke for syndens skyld, men for at frelse dem, som venter på ham“ (Hebr 9,28; se også 2 Kor 5,21). På korset gør Jesus ordene fra Sl 22,1 til sine: for på en helt enestående måde erfarede han det, mennesker erfarer, nemlig adskillelse far Gud på grund af synd. ”Det er jeres synder, der skiller jer fra jeres Gud; jeres overtrædelser skjuler hans ansigt, så han ikke kan høre jer“ (Es 59,2).

Dette var ikke noget, Jesus lod som om. Jesus bar virkelig Guds vrede over synd; straffen for vores overtrædelser ramte ham og fyldte hans sjæl med rædsel og gru, idet han tog vægten af skyld, vores skyld, på sig selv. Hvor må synden være forfærdelig i Guds øjne, når den var skyld i, at en af Guddommens personer måtte lide syndens skyld og straf, for at vi kunne få tilgivelse!

Alligevel kunne Jesus, midt i denne gru, råbe: ”Min Gud, min Gud!“ På trods af alt det, han gennemgik, forblev hans tro urokke-lig. Han forblev tro indtil enden, uanset hvor meget han led, uanset hvor meget han følte, at han var forladt af Faderen.

Hvordan føles det at være adskilt fra Faderen på grund af synd? Hvorfor er vores eneste redning at modtage Kristi retfærdighed? Dette må nødvendigvis føre til anger, syndsbekendelse og en be-slutning om at opgive synden.

Vores korsfæstede stedfortræder

20. JUNI 2016

TIRSDAG

129

Matt 27,49-54

Hebr 8,1-6

Et flænget forhæng og revnede klipper

Evangelieforfatterne fortalte beretningen om Jesus fra forskellige synsvinkler; men de fokuserede alle på hans død. Kun Matthæus omtaler det flængede forhæng i templet, og gravene der sprang op.

Hvad er betydningen af disse begivenheder? Hvilket håb giver de for os?

Jesus døde lige efter at hoben i deres uvidenhed om, hvad Jesus virkelig sagde, havde hånet ham for at ønske, at Elias skulle redde ham. Deres spot var endnu et sørgeligt eksempel på, hvor misfor-stået Jesus var af sit eget folk.

Dernæst fortæller Matthæus, at forhænget i templet blev flænget fra øverst til nederst. Symbolikken i dette er tydelig. En ny epoke i frelsens historie tager sin begyndelse. Offersystemet, som i så lang tid havde peget frem til Jesus, var ikke længere nødvendigt. De gamle jordiske symboler var nu blevet erstattet af noget langt bedre.

Hvad siger disse vers, der hjælper os til at forstå, hvad der skete i den jordiske helligdom, og hvad der har erstattet det?

Matthæus beskriver ikke alene, at forhænget blev flænget, men også at klipperne revnede, gravene sprang op og nogle af de døde opstod – begivenheder, der kun kunne ske på grund af det, Jesus opnåede ved at dø som vores stedfortræder, for vores synd. Her hos Matthæus kan vi se ting ske, som det gamle system aldrig kunne have forårsaget. ”For blod af tyre og bukke kan umuligt tage synder bort“ (Hebr 10,4). Jesus er selvfølgelig den eneste, som kan bort-tage vores synder, og for os er opstandelsen den store forsikring, det store løfte om, at Jesus har taget vores synder på sig. Uden dette løfte havde vi intet (se 1 Kor 15,13-15.19). Gennem disse tidlige opstandelser (og vi ved ikke, hvor mange der var), ser vi håbet og løftet om vores egen opstandelse, når Jesus kommer igen.

21. JUNI 2016

ONSDAG

130

Matt 28,1-15

Den kristne tro centrerer sig ikke kun om korset, men også om den tomme grav. Faktum er, at de fleste mennesker i verden, også ikke-kristne, tror, at en person, der hed Jesus fra Nazaret, døde på et kors. Ikke ret lang tid efter Jesu liv finder vi historiske referencer som fx fra den romerske historiker Tacitus: ”Nero … udførte de mest udsøgte former for tortur på en klasse, der var hadet for deres vederstygge-ligheder. De blev i den brede befolkning kaldt kristne… Kristus, som er oprindelsen til deres navn, led den mest yderligtgående straf under Tiberius’ regering i hænderne på en af vores statholdere, Pontius Pilatus“ (Tacitus, A.D. 57–117 (www.causeofjesusdeath.com/jesus-in-secular-history).

Der er ingen egentlig debat, hverken dengang eller nu, om, at en hi-storisk person ved navn Jesus blev dømt og korsfæstet. Den vanske-lige del er opstandelsen, tanken om at Jesus af Nazaret, som døde en fredag eftermiddag, kom til live igen en søndag morgen. Det har mange mennesker svært ved at acceptere. Der var trods alt mange jøder, der blev korsfæstet af romerne i Judæa. Men en jøde, der op-stod igen efter at have været korsfæstet? Det er en helt anden sag.

Men uden troen på en opstanden Jesus, har vi ganske enkelt ingen kristentro. Paulus skrev: ”Men er Kristus ikke opstået, er vores prædiken tom, og jeres tro er også tom… Har vi alene i dette liv sat vort håb til Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker“ (1 Kor 15,14.19). Jesu død var nødt til at blive efterfulgt af hans opstan-delse, for det er i hans opstandelse, at vi har forsikring om vores egen opstandelse.

Når vi kommer til beretningen om Jesu opstandelse, har vi to valgmuligheder. Den første er at betragte fortællingen som senti-mental propaganda, skrevet af nogle få af Jesu efterfølgere, der i deres ensomhed ønskede at holde mindet om ham i liv, ligesom vi i vores tid forsøger at mindes en kendt person, der dør. Den anden mulighed med hensyn til opstandelsen er at tage den bogstaveligt, som en førstehåndsbeskrivelse af en usædvanlig hændelse, en be-givenhed, der senere er blevet fortolket til at have konsekvenser for hvert eneste menneske, der nogen sinde har levet.

Jesus hilser (i vers 9) sine disciple med et ”God morgen!“ Og det var i sandhed en god morgen; Jesus var opstået fra de døde, deres herre og mester var i live igen. Men hvad bør være vores egentlige grund til at glædes over Jesu opstandelse?

Den opstandne Kristus

22. JUNI 2016

TORSDAG

131

Matt 28,16-18Dan 7,13-14

Matt 28,19-20

Til at tænke over

For mange mennesker er det allersværeste at forstå, at Jesus vendte tilbage til himlen og overlod til os mennesker at forkynde evangeliet til andre. Hvor tit skuffer vi ikke både Jesus og os selv. Dette ses tydeligt i evangelierne, og hans første efterfølgere var ingen undta-gelse. Men ved at betro os en opgave viser Jesus os sin kærlighed og vores behov for ham.

Sammenlign Jesu ord ”Mig er givet al magt i himlen og på jorden“ (Matt 28,18) med teksten fra Daniels Bog. Hvilken sammenhæng er der mellem disse to tekster?

Læs de sidste vers i Matthæusevangeliet. Hvad siger Jesus? Og hvilken relevans har hans ord for os i dag?

Ellen White indikerer, at næsten 500 troende var samlet på Oliebjer-get, da Jesus fór op til himlen. (Se også 1 Kor 15,6.) Hans missions-befaling var ikke kun givet til disciplene, men til alle de troende. Hun skriver: ”Det er en skæbnesvanger misforståelse, at arbejdet med at frelse mennesker alene afhænger af den ordinerede prædikant. Enhver, der tager imod livet i Kristus, er indviet til at arbejde for sine medmenneskers frelse. Til dette arbejde blev menigheden etableret, og alle, der påtager sig dens hellige løfter, er dermed forpligtet til at arbejde for Kristus.“ (Ellen White, Jesu liv, s. 597).

Hvor tit har du tænkt på dig selv som en af Jesu medarbejdere? Hvordan kan du helt konkret være mere aktiv med at bringe evan-geliet til verden?

Missionsbefalingen

23. JUNI 2016

FREDAG

132

Til videre studium


Ligesom alle de andre evangelieforfattere skrev også Matthæus om opstandelsen. Og ligesom de andre skrev han ikke ret meget om, hvad betydningen af opstandelsen egentlig var. Selv om de fortalte om den, gav hverken Matthæus, Markus, Lukas eller Johannes nogen egentlig teologisk forklaring på den. Det er i Paulus’ skrifter, vi finder de mest detaljerede forklaringer på korsets betydning. ”Men nu er Kristus opstået fra de døde som førstegrøden af dem, der er sovet hen. Fordi døden kom ved et menneske, er også de dødes opstan-delse kommet ved et menneske. For ligesom alle dør med Adam, skal også alle gøres levende med Kristus“ (1 Kor 15,20-22). Paulus skrev også, at vi er blevet ”begravet sammen med ham i dåben, og i den blev I også oprejst sammen med ham ved troen på Guds kraft, der oprejste ham fra de døde“ (Kol 2,12). Peter har også noget at sige om dette vigtige emne: ”Det vand er et billede på den dåb, som nu frelser jer; ikke en fjernelse af legemets snavs, men en god samvit-tigheds pagt med Gud, ved Jesu Kristi opstandelse“ (1 Pet 3,21). Selv om vi ikke ved, hvorfor evangelieforfatterne ikke kom med en detaljeret forklaring, har nogle forskere set dette som et stærkere bevis for sandheden i deres gengivelser. Hvorfor benyttede de ikke anledningen, da de skrev så mange år efter, at begivenhederne fandt sted, til at komme med en detaljeret forklaring om, hvad de ønskede, at folket skulle tro mht. opstandelsen? Hvis det var et bedrag eller et fupnummer, hvorfor benyttede de så ikke anledningen til at få det til at betyde det, de ønskede, at det skulle? I stedet fortæller de ganske enkelt beretningen uden at forsøge at udsmykke den med teologiske forklaringer om, hvad det alt sammen skulle betyde.

1. Da Jesus døde, blev tempelforhænget fra den gamle pagt flæn-get fra øverst til nederst, og en ny pagt med en ny ypperste-præst, Jesus Kristus, blev indstiftet. ”Brødre, ved Jesu blod har vi altså frimodighed til at gå ind i helligdommen ad den nye, le-vende vej, som han har åbnet for os gennem forhænget, det vil sige ved sit jordiske legeme, og vi har i ham en stor præst over Guds hus“ (Hebr 10,19-21). Hvad føler du ved at vide, at Jesus nu selv tjener som ypperstepræst?

2. Hvad har du lagt specielt mærke til i læsningen af Matthæus-evangeliet i den måde, Jesus bliver fremstillet på? Hvordan kan studiet af dette evangelium hjælpe dig til bedre at forstå, hvad det vil sige at være en kristen og følge det, Jesus lærte?

24. JUNI 2016

DIALOG

133


Guds ordog klassensaktiviteter


• Som den sidste sabbat i kvartalet er denne dag en god anled-ning til at forsøge at samle spørgsmål fra kvartalet eller til at opsummere.- Del to velsignelser med din klasse, som du føler studiet og

samværet har givet dig.- Nævn to bibeltekster, som i løbet af studiet i særlig grad har

talt til dig.

• Ud fra sammenligningen mellem Matthæus og de øvrige evan-gelier, - saml evt. særlige træk, som er karakteristiske for Matthæus i

hans beskrivelse af Jesus- lav en liste over navne eller titler for Jesus i Matthæusevan-

geliet

• Jesu ni ”ord“ eller udsagn på korset har været genstand for meditation og for kunstneriske udtryk ned igennem kirkens historie. - Saml disse ni udsagn – skriv dem ned- Få evt. en musikkyndig til at fortælle om og spille eksempler

fra nogle af de musikalske gengivelser af de ni ord på korset.

• Tal sammen i klassen om argumenterne for Jesu opstandelse. Hvilke muligheder er der?- Hvordan skal vi forklare disciplenes reaktion, hvis Jesus ikke

var opstået? Kan deres handlinger senere forklares, hvis de vidste, at ”opstandelsen“ var en skrøne eller et fupnummer?

- Hvilke argumenter vil du kunne bruge i samtale med en tviv-ler?

• Hvorfor tror du, at Gud har givet os fire forskellige fortællinger om Jesu kors og opstandelse?- Hvorfor har vi ikke fået en systematisk forklaring på, hvorfor

Jesus døde – men i stedet ikke en enkelt, men fire fortællin-ger?

• Hvordan fejrer vi Jesu opstandelse?- Synes du, at vi kan/bør gøre mere ud af at understrege denne

begivenhed i vores forkyndelse, undervisning og tilbedelse?


134

DIALOG

´Personligt kristenliv

NOTER


• Tænk over mennesker, du savner eller har mistet. Sig Gud tak for håbet om opstandelsen.- Mediter over Jesus på korset for at styrke troen på, at Gud er

kærlighed, og at sejren over døden er virkelig.

• Bed Gud om at give dig en mulighed for at dele dit opstandel-seshåb med et andet menneske, der er ramt af sorg og evt. lever uden håb.

135


2016-02 Bibelstudium

Documents