Jan 31, 2016
Forventning & Forvirring #38
digte af Christian de Groot-Poulsen
Tilgængelig på Scribd.com fra d. 24. november 2015
Forsidebillede af Linn Larsen.
”There are probably seven person, in all, who really like my work; and they are enough. I should write even if I were the only patient
reader, for my aim is merely self-expression.”
― H. P. Lovecraft, 1921
Mandag eftermiddag
På legepladsen bytter børnene personligheder. Solen skinner.
Vandpytterne stirrer som flygtninge op på himlen,
skyerne er deres hjem. Må de fordampe her.
Mennesker går forbi. Deres identiteter er malet over
af Hverdagen. Hver tanke om flugt makuleres i selvcensur. Nu får
børnene fødselsdagsgaver: smarttelefoner og computere. Ved
gavebordet sidder alle og stirrer
på deres egen lille skærm. Solen skinner for meget, gør tv-serierne
svære at se. De fleste går over i skyggen
eller inden for. Som depressioner. Det går over.
Tirsdag eftermiddag
Natsværmere letter fra træerne som en flok introverte ånder. Hvor
længe har de holdt deres farver inde. Undgået at
sommerfugleblomstre med regnbuevinger. Jeg selv står ved
køkkenvinduet og holder min latter tilbage som et raseri. Min el-
kedel er en joke, mit skema en vittighed og min mangel på succes et
grineanfald. Jeg hører Gud le, når jeg åbner et vindue. Selv da jeg
mødte den eneste ene og vidste, at hun var det pureste guld, endte
en anden med at vriste hende ud af mine arme. Det var uretfærdigt.
Det var synd. Og der findes ingen regler på området. Nu står jeg her
og sympatiserer med natsværmerne. Nu står jeg her og skifter farve
til blå.
Onsdag nat
Efterårsbladene letter fra græsset som natsværmere.
Det lille blå lys på min e-cigaret lokker dem frem.
Jeg må holde op med at dampe
og lære at fordufte. Ingen føler behov for at behøve mig.
Som julepynt om sommeren. Mørket er en barndomsven
som jeg stadig har noget tilfælles med. Desværre.
Solopgange fascinerer mig. Med deres løfter om muligheder.
At dagen kan fyldes ud med nye oplevelser. I stedet for
samtaler med væggen, at drikke te og tænke på ekskærester.
Men jeg falder altid i søvn, når solen står op. Og allerede
kalder drømmene på mig, depressionen lokker dem frem.
Torsdag eftermiddag
Fyrværkeri sprænges i humøret, smileys, smileys, og vi griner,
lad ham blive kvalt, én usling mindre i verden, og vi køber
de smukkeste bukser, og de smukkeste thailandske brude, og
vi behøver ikke charmeklude for at føle os awesome, nej, lad
ham brænde i kakkelovnen, ja, lad følelserne slikke hans
ansigt af, og vi griner, når han taler til stemmerne i sit hoved,
på gaden, og vi smykker ham med fuckfingre, rejst i vejret,
og vi smykker os med hans råb om hjælp, og vi griner, og
griner, og griner!
Lørdag morgen: Gåtur i landsbyen
Murstene løsriver sig gavlen. Springer ned på græsset
og krabber sig væk. Ønsker de at bygge deres egne huse? Ønsker
de at skabe deres eget mesterværk?
Hvorfor skulle jeg bekymre mig. Pillerne som min læge
ordinerede, stjæler smilene fra mine læber. Ned i en sort sæk i
min underbevidsthed. Ved jeg. Om natten mærker jeg dem flakse
rundt som sommerfugle.
Med vinger af barberblade.
Det kan være ligegyldigt. Om mit humør befinder sig i
en elevator som er stoppet halvvejs oppe. Det kan være
ligegyldigt, at den aldrig lærte at tage trapperne. For nede
i kælderen skjuler minderne sig i æg. Det ved jeg.
Om natten mærker jeg dem kravle ud og lyse op.
Blege og forskrækkede. Men de findes. Og gemmer sig.
Søndag aften
Kæreste, jeg ønsker at lirke dine øjne ud som juveler.
Give dem til en hjemløs og gå derfra med et smil på læberne.
Jeg ønsker at stjæle din stemme, så du ikke længere kan
bruge den som torturinstrument. Alle de gange, du har skreget med
flammer i ordene.
Hvordan bildte jeg mig ind, at du var 25 karat guld,
når du var en bjørnefælde. Hvordan bildte jeg mig ind,
at du var en flugtvej til lykke, når du holdt mig under vandet på
depressionen. Gav mig mund-til-mund. Forlængelser
af pinslen. Ikke andet.
Kæreste, jeg ønsker at lykønske dig med fødselsdagen.
Med et elektrisk stød fra mine læber og til dit hjerte. Lad det flække
som en istap. Lad det smelte bort til ingenting
og aldrig mere rumme din ondskab.
Den sorte regnbue
Min kæreste har timeglasfigur, jeg ser, at sandet løber ned
mod bunden, snart er kyssene ovre, ikke flere tumleture i
sengen, eller aggressioner i stemmen, et hjerte er ikke en el-
kedel, når følelserne er kolde, og hun sidder i sofaen, ser jeg,
og tygger på stemningen som et holdkæftbolsje, noget er galt,
og der findes ingen skattekiste i forholdet, at grave op, ingen
gryde med guld for enden af regnbuen, i det blik hun sender
mig, en sort regnbue, hvor ækelt, hvordan pupillerne bygger
bro, og de tilbageholdte tanker bryder løs, en march mod mig,
et sidste slag, og det er ovre, jeg trækker over mod døren til
køkkenet, med tusindvis af spørgsmål i halsen, hvordan er det
gået så vidt, hvem skal have katten, hvor flytter hun hen, og
kan jeg flytte med.
Moderne mennesker er måner
men computerskærme i stedet for sole
lyser dem op, jeg selv er et spøgelse
og drives af min egen kræft i verden
for at finde en udgang.
Hendes sneboldsøjne
vrikker fra side til side, når hun er vred,
lad dem smelte, når jeg taler
med ild i stemmen, lad dem glide
som tåreformede gravsten,
og der er plads til grineanfald,
når skænderiet er ovre.
Mine knytnæver i sproget
gav ingen næseblod,
kun blå mærker
i mine kæresters hjerter,
jeg er blevet forladt
som et digt, forstå mig,
eller lad være
at brokke dig til veninder
over mine åndssvagheder,
når jeg rummer guld
i hjernecellerne,
brok dig ikke, kære,
når du er blank som
et A4-papir, og selv
vælger ikke at lade mig
fylde dig ud med linjer,
fordøm mig til Helvede,
og jeg holder en afskedsfest,
fordøm mig til Helvede,
og dét er i dine arme.
Vi drømte
om et sandslot på stranden,
hvor vi kunne bo.
Dén dag
Solskinnet friserede vores hår
til hanekamme, og træernes blade
lyste mere grønt end de digte,
jeg skrev med tegnsprog på din hud,
hvad andet er der at sige, du var smuk
som sædvanlig, men din forelskelse
pakkede sig ind i folie, hjertet mistede ilt,
og senere kom regnen, som en kliché
slog vi hinanden med ord, da vi slog op,
mørket på aftenhimlen kom som flygtninge
over landegrænsen til mit humør,
og et ”cool” rullede sig sneboldsagtigt ud
i mine øjne, da du gik over til søen
for at kaste dine tårer som dagbogspapir.
Komalussing
Spark væggen, spark mit ben,
og jeg giver dig en lussing,
lille tornerose i sengen
med spredte ben
og kontakten trukket ud
af sit humør, sig mig,
hvem af os er Gud,
mine arme er ikke en bjørnefælde,
mine arme er dit hjem,
kom her og fald til ro,
eller spark døren, spark mit ben,
og jeg giver dig en lussing,
lille tornerose i sengen
med spredte ben
og viljen fjernet som en sms
på telefonen, sig mig nu,
hvem af os er Gud.
På stranden
Vi bygger sandkirker
og prædiker og glemmer,
hvad vi ville sige,
morgenstjernen
i hendes ravnesorte øjne
udkonkurrerer solen,
så natten fortsætter
som en depression,
og vi danser,
hvis vi gider,
men helst sidder vi bare
lige her og graver
gange i hinanden
med hver sætning
som spadestik,
en guldmine af visdom
og vittigheder
åbenbarer sig, og vi griner,
og græder og lærer hinanden
at kende som bibler
som ensomhed, og hvordan
man slår tiden ihjel
på den dejligste måde.
I stuen driver jeg spøgelsesagtigt rundt
med min tågesnak.
Snemand og Cuba
Januarsneen lytter ved dine fødder,
og træet holder sin paraply over dit hoved.
Du fortæller, hvordan din rejse til Cuba
har skubbet minderne om os ud af dit hoved.
Du fortæller, at kun brødkrummerne
af din forelskelse er tilbage, at jeg kan nippe til dem,
hvis jeg vil. Så meget for ønsket om at være
din eneste ene, når jeg faktisk er en snemand,
du kan forme som du vil. Mørket på himlen
taler med mørket i mit indre, får jeg lyst at sige.
Savn
Min psoriasis på huden
er mærkerne efter hendes kys,
ikke til at fjerne med serviet
eller hukommelsestab,
jeg savner hende
mere end jeg nyder min frihed
til at være alene,
mit værelse har kistestørrelse,
for væggene rykker nærmere,
nu kan jeg ikke strække armene,
men trækker stadig vejret
mere af pligt end nødvendighed,
når hun ikke sidder her
med sin kokosduft
og candyflossstemme,
og fortæller mig vittigheder
eller hvad jeg betyder for hende,
efterhånden går dét ud på ét.
Engang fandtes der regnbueheste
Engang fandtes der regnbueheste
omkring på stepperne, men Gud
opfandt påfugle og tulipaner,
koralrev og så videre
manglede Han naturligvis farver,
hvad skete der så, hvorfor er zebraer
sorte og hvide, hvad skete der så?
og hvorfor er himlen altid grå
over Danmark, når jeg tænker
på altings dannelse og min mangel på samme,
dumpet til høflighed på A-niveau,
og så videre.
Træk korsettet og trusserne
af, og vi jubler, op
på et løbebånd med dig
og tro, at du kan flygte,
ind i kontoret med dig,
og lad chefen give et valg
mellem forfra eller bagfra,
hvad, du siger, er pynt,
hængt op som guirlander
i bevidsthedsstrømmen,
vi fisker efter et gisp,
selv, når du siger nej,
du er ikke den eneste
på krogen, nej, op
på løbebåndet med dig,
slank depressionen ud,
og læg lykkepiller ind
i humøret som plaster
på en afrevet arm,
forfra eller bagfra,
du siger til, og vi lytter
kun til dine støn.
Københavns Engle
Kontorbygninger står som lodrette grave,
i retning af supermarkedet går frokostzombierne
nu, kære tøs med udråbstegn, hvor pupillerne sad,
jeg lærer af dit tegnsprog, jeg lærer ligeglæde
som filosofi, at nyde fuglesangen, selvom du råber,
asfalter H.C. Ørstedsparken, og lad bilerne parkere
dér, hvor forårsforelskede kyssede kærligheden
helt ind i hinanden, lad handlende stå med indkøbs-
poser dér, hvor man handlede på sine følelser,
nu kommer Københavns Engle og pensler makeup
på børnene, overmaler de brune øjne med blå,
så lad os klappe i takt og lade lyden af bulldozere
være en guitarsolo i det uendelige, lad os synge med
på panikken i fuglesangen og række fuckfingre
til demonstranterne, kære kære, med krøller
som spørgsmålstegn ned ad din nakke, kan du huske
dengang, vi sendte mariehøns til Gud og bad om godt vejr
i morgen, nu regner det med grene i søen,
og savsmuld hvirvler op for vores øjne,
nu ned på knæ, min kære kære, og vær med
til at ødelæggene frisuren på græsset,
vær med til at grave grave for ænderne,
og lad os åbne en flaske champagne som hyldest
for fremskridtet.
Tekst
med fødderne oppe på bordet
ønsker jeg at lade mig fotografere,
et monument over ensomheden
eller en fordrukken nar med kviste
i sproget, sæt ild til min stemme!
lær mig at kende, ikke som Facebookdude,
men sjæleven, åbn mig op som pakkegave,
og mine traumer kommer væltende
som skræmte katte, ønsker at kæles,
eller lær mig at kende som Gud
over min egen lille verden, vampyragtig
opvågning klokken fem om eftermiddagen,
imens drømmene hænger ud i mine øjne
som gamle venner, og fortæller mig,
hvad jeg prøver at glemme, slåskamp
i skolegården med mig som boksepude,
blev jeg smidt rundt, endnu hvirlver jeg
med flakkende øjne, lær mig at kende
som ven, og minderne holder op
med at klistre sig til indersiden
af mine pupiller som blitz, red kvistene
ud af mit sprog, og der findes et tempel
skjult under bunkerne, lad mig tale frit,
og jeg kan brænde vores ensomhed bort
med ild i min stemme, alle spøgelserne,
slag mod mit ansigt, næseblod som rød løber
til flere aggressioner, byd ind, byd ind,
og du lægger mærke til, hvem jeg egentlig er,
et skadet barn i en voksens krop
med tendenser til Gud, tendenser til
at sove dagene bort og kalde det frugtbart
ikke at gå ud af døren, holde mit hærgede ansigt
skjult som en rædsel, ikke bekymre borgerne,
ikke skræmme nogen til at pege fingre
og kalde mig det grimmeste monster,
riv mig ud af genertheden, den holder mig fanget,
eller så er den en dør, jeg prøver at låse
indefra, jeg ved ikke længere hvem af mine jeger,
jeg er, et skadet barn i en voksens krop
eller en Gud over landet mellem mine fire vægge,
begge dele, ingen af delene, jeg er ligeglad,
vær min ven, og jeg behøver ikke bekymre mig mere,
og drømmene kan begynde at omhandle dig,
hvad vi mangler at fodre dagene med,
picnic på Damhusengen, søndagsture i Gribskov,
imens den utrænede glæde genlærer at smile
indeni, indeni, lad os genlære at grine, hvis du
da også har glemt, hvordan man gør det oprigtigt,
hvordan man ikke kan lade være
og ikke mekanisk, vittighedsslubrende
timet og tilrettelagt til fester og andre steder,
eller sæt ild til min stemme nu og her,
lad mig brænde op indefra med alt det,
jeg ønsker at sige, brænd mig af, og drømmene
snorkler i deres akvarie af søvn, uden mulighed
for at virkeliggøres, nej, aborter denne længsel
i mig efter at være din ven, aborter muligheden,
og monsteret vokser frem i mit bryst.
Mindernes film
Slå mig gennem brystet
og lad det yderste af næven
sætte et punktum i mit hjerte,
endnu med trætte øjne
holder mindernes film,
gåture på Damhusengen,
mig vågen, dit candyflosshår
glimtede sine fuckfingre
mod verden, din puls
var punk, og vi nynnede,
ude i byen kan jeg ikke
finde dit ansigt hos andre,
den samme ild i stemmen,
din iver efter at myrde
præsidenter, hvis de ikke
gør, hvad du siger, men
hvordan kan jeg leve
med søvnløshed til ud
på morgenen, hvordan
kan jeg møde op på arbejdet
som andet end vampyr
og lade mig forkulle af vreden
i de andres himlende øjne,
når du hjemsøger mig
med mindernes film,
og mit hjerte skriver videre
på romanen om os, slå mig,
eller slå op uden et måske
i øjnene, at vi senere kan
mødes og lade fortiden opstå
i forbedret udgave, nej,
slå mig ned med din latter,
og jeg kan prøve at glemme,
hvad vi har udforsket sammen
som et eventyr, hvad er rødhætte
og ulven, hvad er denne gnist
i mit bryst, når jeg ser dig
gå ture med en anden
for mit indre blik, ja, lad mig
makulere tankerne og følelserne,
glemme, hvordan dit kønshårs
lille pyramide rummede mine sorger,
og at du barberede den væk,
gav plads til min tunge, nej!
ikke flere minder, jeg har nok
i forvejen, ikke flere film,
når jeg ikke kan sove, bare slå mig
ned med din latter, og lad dit candyflosshår
hjemsøge en anden.
en ung pige holder udsalg
af mørke tanker i sit humør,
men ingen vil have dem,
ingen vil lytte
andre steder end på Youtube,
når hun bøjer sig forover,
findes der en udsigt til Gud
i kavalergangen,
Christian er et overstået
kapitel af personligheden,
nu findes tilbage robotten,
lad arbejdet og resten af livet
begynde at overstås
så hurtigt som muligt.
Nyd stilheden
Hendes stemme mørkere end flagermuse,
snor sig rundt om mine ankler,
når jeg vil gå, hendes mund åbner sig
som et digt, og lokker mig
til at sove i hendes spindelvævsarme,
man kan kaste sig ud af vinduet
og ramme asfalten som et punktum,
man kan lade sit hjerte være
en skrivemaskine og mærke det taste
endnu et kapitel, nu ligger vi side
om side i sengen, imens hun suger
gnisterne ud af mit blik, nu fletter vi
fingre, så hænderne ligner en grav,
og hvad så, om hendes forelskelse
er en død plante bag øjnene,
at jeg vander den med våde kys,
men aldrig får set den spire,
når mit hjerte taster videre
på mit testamente i stedet for kapitel,
og hvad så, om vinduet tilbyder slutningen,
når jeg kaster mig ud i hendes arme
og lade mig tømme for lys.