Sociologisk teori om social integration teori om social integration Teorier af Talcott Parsons, David Lockwood, Jürgen Habermas og Anthony Giddens og disses perspektiver for det empiriske

Sociologisk teori omsocial integrationTeorier af Talcott Parsons, David Lockwood, Jürgen Habermas ogAnthony Giddens og disses perspektiverfor det empiriske arbejde

Lilli ZeunerDavid BunnageMai Heide OttosenMogens Nygaard Christoffersen

København 1998Socialforskningsinstituttet98:18

Sociologisk teori om social integrationUndersøgelsens følgegruppe:

Lektor Nils Mortensen, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet

Professor Peter Gundelach, Sociologisk Institut, Københavns Universitet

Seniorforsker Søren Rudbæk Juul, Socialforskningsinstituttet

Sekretærarbejdet er udført af forskningssekretær Jette Buntzen og overassistent Lillian Eckardt

ISSN 1396-1810

ISBN 87-7487-605-8

Sats og tilrettelæggelse: Socialforskningsinstituttet efter principlayout af Bysted A/S

Omslag: Kirsten Prange

Oplag: 1.000

Trykkeri: Holbæk Center-Tryk A/S

SocialforskningsinstituttetHerluf Trolles Gade 11

1052 K

Tlf. 33 48 08 00

Fax 33 48 08 33

E-mail [email protected]

www.sfi.dk

Socialforskningsinstituttets publikationer kan frit citeres med tydelig angivelse af kilden. Skrifter,

der omtaler, anmelder, henviser til eller gengiver Socialforskningsinstituttets publikationer,

bedes sendt til instituttet.

3|||||||||

ForordMed denne antologi udbygger Socialforskningsinstituttet sin forsknings-

mæssige kompetence inden for temaet social integration. Artiklerne i an-

tologien bidrager til afklaringen af to spørgsmål af betydning for den videre

forskning i social integration. For det første undersøges, hvorledes nogle af

sociologiens mest betydende teoretikere inden for feltet har forstået begre-

bet social integration og sat det ind i en større teoretisk sammenhæng. For

det andet undersøges, hvorledes denne tænkning omkring social integration

kan overføres til nogle udvalgte genstandsfelter.

Antologien er tænkt som et redskab for forskere, der skal arbejde med em-

piriske undersøgelser omkring temaet social integration i eller uden for So-

cialforskningsinstituttet. De fire bidragydere, Lilli Zeuner, David Bunnage,

Mai Heide Ottosen og Mogens Nygaard Christoffersen, har i fællesskab

tilrettelagt antologien, men står hver især for de enkelte artikler. Opponen-

ter på artiklerne har været Peter Gundelach fra Københavns Universitet,

Søren Juul fra Socialforskningsinstituttet og Nils Mortensen fra Aarhus

Universitet. De tre opponenter har som kritikere ydet et stort arbejde. De

skal have tak for deres indsats, men de hæfter naturligvis ikke for bogens

indhold.

København , november 1998

Jørgen Søndergaard

5|||||||||

IndholdIndledning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7David Bunnage, Mogens Nygaard Christoffersen,Mai Heide Ottosen og Lilli Zeuner

Del 1Sociologisk teori om social integration . . . . . . . . . . . . . . . . 21

Rundt omkring Parsons . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 23Mogens Nygaard Christoffersen

Social integration hos Lockwood:Et spørgsmål om overensstemmelsepå aktørniveau og på institutionelt niveau . . . . . . . . . . . . . 47David Bunnage

Habermas: Den sociale integration truesaf rationalitet og system . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 61Lilli Zeuner

Giddens og integrationsbegrebet . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 87Mai Heide Ottosen

Del 2Teoriens perspektivering af den empiriske forskning . . . . . . 105

Talcott Parsons' bidrag til forståelse afbørns integration eller udstødning . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 107Mogens Nygaard Christoffersen

Er skilsmisser tegn på social disintegration? . . . . . . . . . . . . 125Mai Heide Ottosen

Perspektivering af unges sociale integration . . . . . . . . . . . . 149Lilli Zeuner

Om ældres sociale integration . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 165David Bunnage

Socialforskningsinstituttets udgivelser siden 1.1.1998 . . . . 179

7|||||||||

IndledningDavid Bunnage, Mogens Christoffersen, Mai Heide Ottosen, Lilli Zeuner

Spørgsmålet om social integration er igen på dagsordenen. I sam-fundet og i forskningen er det et tema, som sættes mere og mere ifokus. Hensigten med denne antologi er at belyse, hvad sociologi-en kan bidrage med omkring dette tema. Andre opfattelser, afhvordan man skal forstå spørgsmålet om social integration, er ik-ke inddraget. Vi har undersøgt, hvorledes den sociologiske teoripå dette felt har udviklet sig, og hvorledes den kan anvendes i enempirisk forskning. Antologien falder således naturligt i to dele.Den første del præsenterer og diskuterer udvalgte dele af den so-ciologiske teori om social integration. Den anden del diskuterer,hvorledes man ved hjælp af disse teorier kan sætte fokus på nogleudvalgte genstandsfelter.

Denne antologi gør ikke noget forsøg på at belyse den empiriskeviden om social integration. En tidligere antologi fra Socialforsk-ningsinstituttet har bidraget til belysning af dette spørgsmål.(Zeuner (red.), 1997). Med denne nye antologi har vi i stedetvalgt at sætte fokus på den sociologiske teori om social integrationog at drage nogle metodiske konsekvenser af den.

Teoriens opståenSociologien er ifølge Dag Østerberg videnskaben om social inte-gration. I bogen, Metasociology, ser han sociologien som en reak-tion på den liberalistiske tænkning (Østerberg, 1988). Mens denliberalistiske tænkning har sat staten og kontrollen med individet icentrum, har sociologien sat det sociale og dermed sammen-hængskraften i centrum.

Ifølge Østerberg var sociologiens grundlægger, franskmanden Au-guste Comte, optaget af problemet om den sociale orden. Comtes

8|||||||||

udgangspunkt er, at hverken staten eller markedet var i stand til atskabe orden. Der må være en menneskelig sociabilitet, som kandanne grundlag for den sociale orden. Den franske sociolog,Émile Durkheim, bygger videre på denne tænkning. Menneskermå socialiseres til at være medlemmer af samfundet. Midlet til atsikre en sådan socialisering er uddannelse. Individet må gennemden pædagogiske påvirkning lære at indgå i social interaktion medandre, således at samfundets medlemmer kan integreres til en hel-hed. Grundlaget for integrationen bliver således ifølge Durkheimden moral, der udvikles gennem socialisering af individet. Dertilkommer lovgivningen, som skal gøre det muligt at gribe ind, nårmoralen ikke er tilstrækkelig til at sikre sociabiliteten. Når sociali-seringen ikke kan sikre den fornødne moral, betyder det, at der viludvikles disintegration og anomi. Et symptom på disintegrationer fx selvmordet.

Nyere teorier om social integrationVi har valgt at sætte fokus på, hvorledes teorien om den socialeintegration har udviklet sig frem gennem dette århundredes socio-logi. Hertil har vi udvalgt de teorier, som mest eksplicit beskæfti-ger sig med social integration, nemlig den amerikanske sociologTalcott Parsons, den engelske sociolog David Lockwood, den ty-ske sociolog Jürgen Habermas og den engelske sociolog AnthonyGiddens. Med dette ekspliciteringskriterium har vi bl.a. udelukketden amerikanske sociolog Amitai Etzioni og hans kommunitari-stiske tænkning, den tyske sociolog Niclas Luhmann og hanstænkning om inklusion/eksklusion og den franske sociolog Mi-chel Foucault og hans undersøgelser af normalitet/afvigelse. Disseog andre sociologer bidrager til forståelsen af den sociale integra-tion, men for os har det været væsentligt at gå gennem selve be-grebsudviklingen og dermed udvikle en mere præcis forståelse af,hvad man skal forstå ved social integration, og hvorledes den soci-ale integration skal forstås i en større teoretisk sammenhæng. Der-for har vi anvendt ekspliciteringskriteriet.

I artiklen om Talcott Parsons påpeger Mogens Nygaard Christof-fersen, at det også for Parsons var problemet om den sociale or-

9|||||||||

den, der dannede udgangspunkt for integrationsteorien. Det varHobbes problem om, hvordan man undgår alles krig mod alle ien målrationalistisk verden, der dannede udgangspunkt for Par-sons teori om, hvorledes det sociale system kan reguleres og be-vares.

Ifølge Christoffersen er det grundlæggende element i Parsons teorisystemet, og teorien centrerer sig om, hvorledes ligevægten indenfor systemet kan opretholdes. Ligevægten i systemet opretholdesgennem fire forskellige funktioner, nemlig målorientering, tilpas-ning, integration og vedligeholdelse af individets motivation. Forat disse funktioner kan opretholdes må det enkelte individ udsæt-tes for socialisering og kontrol. Gennem socialisering skal barnetlære at udfylde forskellige roller, og der må iværksættes en kon-trol, som forhindrer, at rollerne brydes.

Christoffersen peger på, at Parsons bygger på brede dele af deneuropæiske sociologi, herunder Durkheim, Pareto, Weber, Tön-nies og Marx. Det betyder ifølge Christoffersen, at Parsons ikkealene ser på, hvorledes sammenhængskraften kan sikres i det socialesystem, men også på hvad der undergraver sammenhængskraften.

Hvis man med udgangspunkt i Parsons vil studere integration,må man ifølge Christoffersen undersøge, hvad der sikrer ordeneller konflikt i det sociale system. Man må undersøge socialiseringog social kontrol i relation til det sociale system. Dertil kommerallokering af magt, fælles normer og værdier og endelig de institu-tioner, som regulerer adfærden.

Den engelske sociolog David Lockwood har ifølge David Bunna-ge foretaget en kobling mellem den systemteoretiske tænkning ogkonfliktteorien. Det betyder, at han indfører en helt grundlæg-gende analytisk skelnen mellem systemintegration og social inte-gration. Den sociale integration er et spørgsmål om fredelige ellerkonfliktfyldte relationer mellem aktører, mens systemintegrationer et spørgsmål om ordnede eller konfliktfyldte relationer mellemdet sociale systems dele.

10|||||||||

Fordelen ved denne skelnen mellem social integration og system-integration er ifølge Bunnage, at det bliver muligt at undersøgeden gensidige påvirkning mellem de to niveauer. Problemet er, atdenne kobling mellem to teoretiske tilgange vanskeliggøres afuklarheder i Lockwoods begrebsapparat omkring “institutioner”og “dele af det sociale system”.

Alligevel lykkes det Bunnage på grundlag af Lockwoods eksempli-ficering (og Mouzelis' fortolkning og afklaring af Lockwood) atpege på nogle principper for empirisk forskning i social integra-tion. Principperne indbefatter undersøgelse af social integrationog systemintegration hver for sig samt derefter, hvordan de påvir-ker hinanden. Den forskningsmæssige strategi bygger på spørgs-mål om, hvorvidt relationerne mellem aktører (gruppe af aktører)er fredelige eller konfliktfyldte, og om relationen mellem institu-tioner er modsætningsfyldt eller forenelig. Dertil kommer spørgs-målet om, hvilke udfordringer eller krav der fremføres af de socia-le aktører i forbindelse med sociale konflikter, og hvilke reaktio-ner på udfordringer eller krav der forekommer i relevante institu-tioner. Endelig drejer det sig om resultatet: om der sker korrek-tion eller kompensation af de institutionelle forhold.

Den tyske sociolog, Jürgen Habermas er ifølge Lilli Zeuner opta-get af de stigende problemer i livsverdenen. Han så de nye socialebevægelser i slutningen af 1960'erne og begyndelsen af 1970'ernesom udtryk for tiltagende menneskelige og kulturelle problemer.Der var problemer med den sociale integration. I den teori, derskal forklare disse problemer, foretager han en kobling mellem enfænomenologisk tænkning og en systemteoretisk tænkning. Ogsåhan arbejder således med en skelnen mellem social integration ogsystemintegration. Den sociale integration hører til i livsverdenen,mens systemintegrationen hører til i systemet.

Ifølge Zeuner er den sociale integration hos Habermas den pro-ces, der skal sikre samfundets reproduktion. Den foregår gennemden kommunikative handlen, dvs. de handlinger, som søger modkonsensus. Dens resultat er solidaritet. Den sociale integration

11|||||||||

støttes af to andre reproduktive processer, nemlig socialisering ogkulturel reproduktion. Hvis den sociale integration ikke fungerer,bliver konsekvensen anomi.

Truslerne mod den sociale integration kommer fra den stadigtstigende rationalisering af livsverdenen. Adskillelsen af samfund,kultur og personlighed gør det vanskeligt at få livsverdenen til athænge sammen, og adskillelsen mellem ret og moral gør det van-skeligt at få samfundet til at hænge sammen. Dertil kommer trus-lerne fra markedet og den moderne forvaltning. De fungerer nem-lig som normløse systemer, der på den ene side styrer livsverdenenved hjælp af penge og magt og på den anden side henter ressour-cer i livsverdenen. Konsekvensen af alle disse tendenser bliver, atden målrationelle handlen fortrænger den konsensussøgendehandlen. Dermed trues den sociale integration.

Hvis man vil bruge Habermas' teori om den sociale integration tilperspektivering af en empirisk forskning, må man, ifølge Zeuner,sætte fokus på en række begrebspar, herunder integration over foranomi, solidaritet over for normløshed, konsensusorienteredehandlinger over for strategisk orienterede handlinger. Dernæst måman se på, hvorledes den sociale integration bliver påvirket af so-cialiseringen og den kulturelle reproduktion. Kan der registrereskonflikter om den sociale integration, og gøres der noget for atstyre den sociale integration?

Også den engelske sociolog Anthony Giddens har kombineret totraditioner inden for sociologien. Sigtet med hans teori er ifølgeMai Heide Ottosen at bygge bro mellem den traditionelle dualis-me mellem aktør og struktur. Hans teori bygger således på enkombination mellem handlingssociologien, der har individet icentrum, og funktionalismen og strukturalismen, der har sam-fundsstrukturerne i centrum. Med denne kombination af to teori-er udvikler han sin teori om distinktionen mellem social integra-tion og systemintegration.

12|||||||||

Hos Giddens er social integration forbundet med ansigt til ansigt-relationer mellem individer, mens systemintegrationen er forbun-det med relationen mellem kollektiver og grupper. Ved social in-tegration forstår Giddens gensidighed i relationerne mellem men-nesker. Ved systemintegration forstår han gensidighed i relatio-nerne mellem grupper eller kollektiver. Hos Giddens sker der enpåvirkning fra den sociale integration til systemintegrationen.Hverdagens praksis i ansigt til ansigt-relationer bliver rutiniseretog udvikler sig dermed til institutionaliseret praksis. Man kan si-ge, at den sociale integration bliver systemgjort og dermed til sy-stemintegration. Med denne systemgørelse bliver det muligt foraktørerne at skaffe sig viden om, hvordan det står til med inte-grationen og dermed at påvirke den.

Heide Ottosen kritiserer Giddens for at se bort fra hverdagenskonfliktpotentiale: Dels tilskriver aktørernes indsigt i de system-gjorte relationer ikke nødvendigvis i sig selv en villighed til at æn-dre på en given praksis. Dels kan der være nogle grundlæggendeinteressemodsætninger, således at refleksiv viden ikke i sig selvgiver et grundlag for at forbedre den sociale integration.

Hvis man vil tage udgangspunkt i Giddens teori, når man tilrette-lægger forskning i social integration, må man ifølge Heide Otto-sen skelne mellem institutionsanalyse og strategisk adfærdsanalyse.I institutionsanalysen må man undersøge de forskellige strukturer,herunder magt- og kontrolstrukturer, betydnings- og kommuni-kationsstrukturer etc. I den strategiske adfærdsanalyse må manundersøge aktørernes praktiske og diskursive bevidsthed og dehandlingsstrategier, som følger heraf. Man må undersøge konse-kvenserne af disse handlingsstrategier. Spørgsmålet er, om de førertil forandring eller stilstand.

Perspektivering af det empiriske arbejdeI antologiens anden del har vi diskuteret, hvorledes man på bag-grund af de udvalgte teorier kan perspektivere den empiriskeforskning i social integration. Det er gjort inden for nogle udvalg-te genstandsfelter, nemlig børns sociale integration, familiens so-

13|||||||||

ciale integration, unges sociale integration og ældres sociale inte-gration. Disse felter er ikke på nogen måde dækkende for, hvadman i en empirisk forskning naturligt ville tage op som temaerunder begrebet social integration. Vi har valgt de områder, som vihver især har kendskab til fra vores hidtidige empiriske forskning.Det betyder, at relevante temaer, som fx etniske gruppers socialeintegration, ikke bliver dækket.

I artiklen om børns sociale integration eller udstødning diskutererNygaard Christoffersen konsekvenserne af at lade en forskning idette tema tage udgangspunkt i Parsons teori. Begrundelsen for atse nærmere på denne teori frem for de tre andre er, at den givermulighed for at se børnegruppen som et socialt system. NygaardChristoffersen diskuterer på den ene side, hvilke problemstillingerParsons teori giver anledning til, og på den anden side, om anven-delsen af denne teori vil føre forskningen ind på et blindspor.

Det er Nygaard Christoffersens opfattelse, at en Parsons-inspireretforskning i børns sociale integration vil ignorere nogle væsentligeaspekter omkring det aktivt handlende barn. En sådan forskningvil ikke kunne inddrage barnets egen søgen efter udvikling, mensnarere se barnets udvikling som en konsekvens af forældrenes be-lønning og straf. En Parsons-inspireret børneforskning vil endvi-dere have en tendens til at se på orden og forudsigelighed i bør-negruppen frem for konflikter og uforudsigelighed. Den vil havesvært ved at forklare eskalerende konflikter mellem børnene ogeventuel opløsning i børnegruppen. Endelig peger Nygaard Chri-stoffersen på det problem, at Parsons teori ikke inddrager spørgs-mål vedrørende differentiering, udstødning og marginalisering.Den vil altså ikke kunne indfange det problem, at nogle børn bli-ver lukket ude af legen. Perspektivet ved at anvende Parsons mo-del kan være, at det bliver muligt at få et redskab til at belyse,hvorvidt børnegruppen adskiller sig fra andre typer af socialegrupper.

I artiklen om skilsmisser som tegn på social disintegration disku-terer Heide Ottosen, hvordan man på baggrund af de fire udvalg-

14|||||||||

te teorier om social integration kan diagnosticere den familiemæs-sige disintegration, forklare den og vurdere dens konsekvenser.Det er Heide Ottosens opfattelse, at en Parsons-inspireret familie-forskning må tage udgangspunkt i en værdi- og normanalyse.Desuden må den inddrage de socialpolitiske tiltag, som har tilformål at dæmpe konflikterne i familien. En Lockwood-inspireretfamilieforskning må se på det økonomiske grundlag for familiensopretholdelse, på spørgsmålet om konflikt eller fred mellem fami-liens medlemmer. På denne baggrund må man undersøge kom-pensation eller korrektion inden for familiens rammer. En Haber-mas-inspireret familieforskning må afdække, om familiemedlem-mernes relationer er præget af solidaritet, fælles normer og kon-sensus. Det afgørende ved en sådan analyse vil være at se på derelationer, der udvikles mellem familiens medlemmer, mere enddet vil være selve spørgsmålet om skilsmisse eller ej. Habermas'teori lægger endvidere op til en analyse af, hvorledes det offentligesøger at regulere udviklingen i familien og dermed den opvoksen-de generations vilkår. En Giddens-inspireret familieforskning måse på den indbyrdes tillid og det gensidige ansvar inden for famili-en. Den må endvidere se på spilleregler i ansigt til ansigt-relatio-ner mellem familiemedlemmerne. Her er det altså adfærden, derkommer i centrum.

Det er Heide Ottosens opfattelse, at en Parsonsk tilgang til empi-riske studier af den sociale integration i familien i alt for høj gradvil opfatte skilsmisser som udtryk for disfunktionalitet. Hun hæl-der derfor mere til de perspektiver, som vil kunne udledes af detre andre teorier. Ud fra en ren teoretisk tilgang finder hun Lock-woods teori som værende den mest hensigtsmæssige. Den har denklareste distinktion mellem social integration og systemintegration.Alligevel mener hun, at Habermas og Giddens leverer så væsentli-ge elementer til forståelsen af familien, at det alt andet lige er disseteorier, som bedst kan perspektivere den empiriske forskning.

Hvis det er de unges sociale integration, der er i fokus, må manifølge Zeuner se på, hvorledes de fire teorier kan perspektivereforskningen inden for dette tema. En Parsons-inspireret ung-

15|||||||||

domsforskning vil sætte fokus på de unges værdier og den indsats,der gøres for at sikre, at disse værdier er i overensstemmelse medsamfundets generelle værdier. En Lockwood-inspireret ungdoms-forskning vil sætte fokus på, om der er konflikt mellem de ungeog andre generationer. En Habermas-inspireret ungdomsforsk-ning vil sætte fokus på, om de unge er i stand til at vise solidaritetmed hinanden og med andre aldersgrupper. Endvidere vil deninddrage spørgsmålet om socialiseringen af de unge og den viden,de får overført gennem deres uddannelse. En Giddens-inspireretungdomsforskning må sætte fokus på de ansigt til ansigt-relatio-ner, som de unge indgår i.

Det er Zeuners opfattelse, at en Parsons-inspireret ungdomsforsk-ning udelukker muligheden for at se på relationen mellem socialintegration og systemintegration. Af diskussionen om de tre andrefremgår, at Habermas og Lockwood leverer de bedste forklarings-modeller med hensyn til, hvad der påvirker den sociale integra-tion. Under alle omstændigheder anses alle fire teorier for at kun-ne levere væsentlige bidrag til perspektivering af forskningen i deunges hverdag.

Bunnage har i sin artikel sat fokus på spørgsmålet om relationenmellem de ældres faktiske grad af integration i samfundet og deyngre aldersgruppers opfattelse af de ældres situation. Det er hansopfattelse, at denne problemstilling bedst vil kunne belyses ud fraLockwoods teori. Udgangspunktet for en sådan perspektiveringvil være spørgsmålet om fredelige eller konfliktfyldte forholdmellem generationerne. Desuden må det undersøges, hvorledes dedelsystemer, som har betydning for de ældre, fungerer. Hertilhører pensionssystemer, social- og sundhedsvæsen, virksomhederetc. Spørgsmålet er, hvorledes disse delsystemer fungerer i forholdtil hinanden. Dernæst må man se på, hvilke krav de ældre stillertil disse delsystemer. Hvilken rolle spiller de ældre som medspil-lere i den politiske, økonomiske og kulturelle forandringsproces?Og hvilke reaktioner kommer der fra disse delsystemer? Sker derkorrektioner, eller må man nøjes med en kompenserende indsats?

16|||||||||

Det er således Bunnage' opfattelse, at en forskning i ældres socialeintegration må tage udgangspunkt i Lockwood, men han ser ogsånogle væsentlige perspektiver hos de andre teoretiske bidrag. Gid-dens’ teori ville kunne yde bidrag til spørgsmålet om interaktio-nen mellem individer. Habermas ville kunne bidrage til en per-spektivering af problemstillinger omkring koordinerende handlin-ger og normative processer. Med det problemkompleks der er ta-get som udgangspunkt for diskusionen om forskning i de ældressociale integration, mener Bunnage dog, at Lockwoods teori giverdet mest frugtbare perspektiv.

Konklusion og perspektiverUdgangspunktet for teorien om den sociale integration har altsåværet en bekymring for spørgsmålet om den sociale orden. Hvis viskal tro Dag Østerberg er det selve sociologiens essens at ville un-dersøge, hvorledes man kan skabe et grundlag for sammenhængs-kraften i samfundet. Sociologien bygger på den opfattelse, at mar-kedet og staten ikke kan skabe denne sammenhængskraft. Der måblandt mennesker være en grundlæggende sociabilitet, hvis sam-fundet ikke skal gå i opløsning. Dette er bekymringen bag teori-ens opståen.

Ser vi på de fire udvalgte teorier om social integration, er detklart, at denne bekymring er gået videre som grundlag for Parsonsteori, og den findes i allerhøjeste grad hos Habermas. Hos Lock-wood finder vi ikke denne bekymring. Her er det snarere spørgs-målet om drivkraften bag den samfundsmæssige forandring, derer i fokus. Man kan sige, at hans teori mere bygger på en tro påaktørernes evner til at påvirke udviklingen. Det samme gælder forGiddens, der sætter den gensidige påvirkning mellem aktører ogstrukturer i fokus.

Den grundlæggende ide i teorien om social integration har frastarten, dvs. hos Durkheim, været, at man for at sikre sammen-hængskraften i det sociale system må påvirke individet. Sociali-sering og udvikling af moral har været midlet til at sikre denne på-

17|||||||||

virkning. Derfor måtte uddannelse anses for at være et væsentligtmiddel til sikringen af den sociale integration.

Parsons bygger klart videre på denne tænkning. Også hos hamstår socialiseringen som et væsentligt middel til at sikre den socialeintegration. Denne tænkning genfinder vi hos Habermas, menhan føjer en langt bredere tænkning til dette aspekt. Han ser ra-tionaliteten og opdelingen mellem livsverden og system som væ-sentlige hindringer for den sociale integration. Hos Lockwoodbliver den sociale integration et spørgsmål om fred mellem aktø-rerne. Dette kræver interesser og magtforhold, der kan bane vejenfor en korrektion af de etablerede systemer. Giddens ser den soci-ale integration som et spørgsmål om gensidighed i handlinger.Det er altså karakteristisk, at Parsons og Habermas udvikler teori-er om, hvad der påvirker den sociale integration, mens Lockwoodog Giddens i højere grad tager udgangspunkt i en given grad afsocial integration for derefter at kunne undersøge dens relation tilsystemintegrationen. For dem er det nok mest den overordnedesamfundsudvikling, der er i fokus.

Udgangspunktet for teorien om den sociale integration har altsåværet en funktionalistisk tænkning omkring det sociale system ogmuligheden for at inkorporere individet i dette system. Sådan harDurkheim set på integrationsspørgsmålet, og sådan har Parsonsvidereudviklet denne tænkning. Imidlertid har de nyere teoreti-kere fundet denne synsvinkel for begrænsende. De har anset detfor nødvendigt at skelne mellem en social integration og system-integration. Det har de gjort ved at koble systemtænkningen til enmere socialt orienteret tænkning. For Lockwood blev denne an-den tænkning konfliktteorien og dens fokus på de sociale klasser.For Habermas blev det fænomenologien og dens fokus på livsver-denen. Og for Giddens blev det handlingssociologien og densfokus på individet. Man kan sige, at systemintegrationen er etgennemgående tema i teoriens udvikling, men at den har væretutilstrækkelig. Mennesket, livet, aktøren, agenten, klassen etc. harmanglet i denne systemtænkning. Den aktive handlen måtte in-troduceres. Teorien om den sociale integration er på denne måde

18|||||||||

knyttet til teorien om systemintegrationen. Den samlede teori erblevet en kombination af to synsvinkler, nemlig systemteorien ogen af de teorier som sætter fokus på det aktive element hos men-nesket eller gruppen. Dette andet element skifter fra teori til teori.

Konsekvensen af denne teoriudvikling er blevet, at selve forståel-sen af den sociale integration er meget forskellig hos de teoretike-re, som kobler dette aspekt til systemintegrationen. Det betyder,at de giver anledning til ganske forskellige former for perspekti-veringer i det empiriske arbejde. Anvender man Parsons, er derkun én vinkel på integrationsperspektivet, nemlig systemvinklen.Hvis man anlægger denne vinkel på det empiriske arbejde bliverdet normer og værdier, der kommer i centrum. Anvender manLockwood bliver det konfliktperspektivet, der kommer i centrum.Anvender man Habermas bliver det solidaritetsaspektet, der kom-mer i centrum. Og endelig hos Giddens bliver det gensidigheden ihandlingerne i ansigt til ansigt-relationerne.

Undersøgelsen af udviklingen af den sociologiske teori om socialintegration og diskussionen af dens anvendelse på empirisk forsk-ning peger altså i retning af flere modeller for empirisk forskning isocial integration. Det har ikke været muligt at pege på én modelfrem for en anden, ligesom det ikke har været muligt at kombine-re de gennemgåede teorier til én fælles model. De konkrete pro-blemstillinger, som den enkelte undersøgelse skal belyse, må væreafgørende for, hvilken af de diskuterede teorier det vil være mestfrugtbart at tage udgangspunkt i.

Denne konklusion rejser spørgsmålet om, hvorvidt vi i dag kan setegn på nye typer af integrationsproblemer. Hvis vi i dag kan setegn på disintegration og manglende social sammenhængskraft,hvad skyldes det så? Dette er naturligvis nogle omfattende spørgs-mål, som ikke umiddelbart lader sig besvare, men måske kan vi senogle udviklingstendenser.

En af de problemstillinger, som trænger sig på er globalisering ogopbrud. De sociale relationer kan eksistere over meget store af-

19|||||||||

stande. Familier kan bo i hver sin ende af verden og dog være ikontakt med hinanden. Arbejdet kan kræve stor grad af mobilitetog viden om, hvad der foregår i andre dele af verden. Hvad bety-der denne udvikling for den sociale sammenhængskraft?

En anden problemstilling, der trænger sig på, er individualiseringog det enkelte individs fokusering på, hvorledes dets eget liv skalforme sig. Individet løsriver sig fra traditioner og vælger sin egenløbebane. Det skaber sin egen biografi. Det vælger uddannelse,det skaber karriere, det skaber samliv. Konsekvensen bliver, at deri de sociale relationer indgår individer, som er meget optaget af atskabe deres eget liv. Dette udgangspunkt gør det ikke lettere at fåde nære relationer til at fungere. Også her må man spørge, omdette giver anledning til problemer med den sociale integration.

En tredje problemstilling er vidensudviklingen, der foregår så eks-plosivt, at ingen kan overskue den samlede udvikling. Det bety-der, at individerne må tilegne sig forskellige dele af vidensuniver-set. Alle bliver specialister på deres eget felt. Der bliver ikke et fæl-les vidensgrundlag, eller det man kunne kalde en fælles dannelse.Hvordan fungerer den sociale integration i lyset af denne udvik-ling?

En fjerde problemstilling gælder den tiltagende polarisering i sam-fundet. Der bliver større afstand mellem dem, der klarer sig godt isamfundet, og dem, der har svært ved at klare sig. Dette rejserspørgsmålet om den generelle samfundsmæssige sammenhængs-kraft. Hvordan fungerer den sociale integration under vilkår afstadig større polarisering?

Generelt set kan man måske sige, at der sker en løsrivelse af indi-videt. Individet træder mere og mere i relief, samtidig med at sy-stemerne forstået som uddannelsessystem, arbejdsmarked, statenmv. stiller stadig større krav til individet. Det er ikke længere til-strækkeligt at uddanne sig i hjemlandet. Man må også rejse ud forat uddanne sig. Arbejdsmarkedet er hverken lokalt eller nationalt.Det er globalt. For nogle bliver det muligt at leve op til kravene,

20|||||||||

mens det for andre mislykkes. Hvis dette billede er korrekt, såbliver de sociale relationer klemt i denne relation mellem individog system. Dette rejser unægteligt spørgsmålet om, hvorvidt derkan gøres noget for at fremme den sociale integration. Er det fort-sat tilstrækkeligt at stille krav om individets socialisering og mo-ralske habitus, eller skal vi vende dette spørgsmål til de systemer,som stiller stadig større krav til individet?

Referencer

Zeuner, L. (red.) (1997)Social Integration. København: Socialforskningsinstituttet.

Østerberg, D. (1988)Metasociology. An Inquiry into the Origins and Validity of SocialThought. Oslo: Norwegian University Press.

Del 1

Sociologisk teori omsocial integration

23|||||||||

Rundt omkring ParsonsMogens Nygaard Christoffersen

Hobbes problemLigesom for Durkheim var udgangspunktet for Parsons teoretiskearbejde den engelske 1600-tals filosof Thomas Hobbes problemom, hvordan man i en verden med knappe ressourcer kan undgåstadige konflikter og alles krig mod alle. Hobbes præsenterer etbillede af suveræne personer, der ud fra rationel kalkulation ind-går en social kontrakt. Motiveret af egen selvopholdelsesdrift un-derkaster de sig et styrende organ, som til gengæld giver beskyttel-se imod aggressioner og angreb fra andre (Haralambos & Hol-born, 1995).

Parsons godtog ikke Thomas Hobbes løsning. Men det var Hob-bes problem om, hvordan social orden var mulig, der udfordredeParsons. Hvordan kan det sociale liv være præget af gensidige for-dele og fredeligt samarbejde i modsætning til gensidig fjendtlig-hed og destruktion? Problemet optog ham allerede i de tidligsteværker, hvor han analyserede tidligere tyske teoretikeres behand-ling af indre modsætninger og sammenhængskraft i “kapitalis-men” (Parsons, 1928, 1929).

For Parsons blev det en vigtig del af løsningen af dette problem atkortlægge de sociale strukturer og deres betydning for oprethol-delsen af det sociale system. Hvad er det for mekanismer, som re-gulerer systemets dele i forhold til hinanden på en sådan måde, atdet sikrer systemets bevarelse?

Det er således ikke umiddelbart det konfliktfyldte, det kaotiske ogsystemopløsende, der vækker undren, og som påkalder sig hans

1) Teoretisk set kunne man med lige så stor ret undres over, at man fandtnogle fænomener, der var kaotiske og uforudsigelige.

2) En af hans kolleger anvendte følgende analogi om dette aspekt af Par-sons begrebsramme: For Parsons er glasset halvt fyldt med vand, for an-dre vil glasset være halvt tomt.

3) Det har eksempelvis været for let at afvise Parsons teoriopfattelse alenemed begrundelse i dens indbyggede funktionalisme. De væsentlige deleaf Parsons begreber og teorier kan imidlertid fremstilles uden funktiona-lismens indbyggede tilbøjelighed til teleologiske kortslutninger, som detvil fremgå af nærværende artikel.

24|||||||||

interesse, men eksistensen af en vis – om end begrænset – ordenog forudsigelighed.1)

På grund af dette teoretiske udgangspunkt bliver systemets sam-menhold (dvs. integration) et af de fundamentale temaer i Par-sons' tænkning, mens processer, der skaber systemændringer, kunbliver stedmoderligt behandlet. Men – som det senere vil fremgå– så tvinger Parsons’ interesse for, under hvilke betingelser syste-met opretholdes, ham til at beskæftige sig med de betingelser, derkan afstedkomme systemets disintegration og opløsning.2)

Desværre er Parsons systemopfattelse ofte blevet brugt som enskyggebaggrund, der skulle danne kontrast til andres teorier ognye synspunkter. Mange har ikke læst Parsons, men kun andres3)

lidt skræmmende gengivelser af hans synspunkter. Parsons har så-ledes på godt og ondt haft stor indflydelse på den sociologisketænkning i vort århundrede.

Parsons systembegrebCentralt for Parsons teori er systembegrebet. Parsons anvender etabstrakt systembegreb, der åbner mulighed for anvendelse påmange forskelligartede fænomener. Parsons' systemer har noglesærlige egenskaber, der gør dem værd at studere nærmere.

De konstituerende egenskaber ved Parsons' systemer er "orden",og "equilibrium", som der her gøres rede for:

"The most general and fundamental property of a system is theinterdependence of parts or variables. Interdependence consists in

4) Parsons’ note: “That is, if the system is to be permanent enough to beworth study, there must be a tendency to maintenance of order exceptunder exceptional circumstances.”

5) For Parsons er det vanskeligt at inkorporere forestillingen om et system,der selv genererer en spiral af stadig alvorligere konflikter, der kulmi-nerer i destruktion.

6) Foruden udtrykket "self-maintenance" ses også udtrykket "boundary-maintenance".

7) Analogien holder imidlertid ikke, fordi temperaturen i pattedyr ikkeopretholdes ved at organismens struktur ændres. Biologiske organismerkan ikke ændre deres struktur. Derved adskiller de sig fra sociale syste-mer (Buckley, 1967).

25|||||||||

the existence of determinate relationships among the parts or vari-ables as contrasted with randomness of variability. In other wordsinterdependence is order in the relationship among the compo-nents which enter into a system. This order must have a tendencyto self-maintenance, which is very generally expressed in the con-cept of equilibrium .” (Parsons et al., 1951b, p. 107).4)

Parsons funktionelle teori præsenterer et socialt system, som ten-derer imod at opretholde en relativt stabil ligevægt. Variationer5)

fra såvel indre som ydre forhold søger systemet at neutralisere.Når der sker uforenelige ændringer af enkelte deles indbyrdes for-hold eller processer i systemet, vil ændringer i andre dele eller pro-cesser søge at genoprette balancen.

Denne tendens til at opretholde ligevægt inden for visse grænserer en iboende egenskab ved systemet. Grænserne er ikke påtvun-get systemet udefra, men opretholdt af systemets bestanddele.Parsons antager, at der er tale om egenskaber, som omfatter allesystemer. Han kalder dem "selvopretholdende systemer".6)

Parsons teori om ligevægt er blevet til ved inspiration fra en ana-logi til pattedyrenes temperaturregulering (Parsons et al., 1951b,7)

p. 108) som fungerer som homøostase (Buckley, 1967, p. 14).

Imidlertid er ligevægten ikke i alle tilfælde af denne statiske natur.Der kan være tale om en bevægelig ligevægt, dvs. en ordnet æn-dringsproces, som snarere følger et mønster end en tilfældig

8) Parsons benytter begrebet "the distinctive internal properties" fra detfysisk-kemiske eksempel med biologiens homøostase.

26|||||||||

bevægelse i forhold til udgangspunktet (Parsons et al., 1951b, p.107). Der er med andre ord ikke tale om determinisme, men omet mønster eller en orden, som adskiller sig fra den helt kaotisketilfældighed.

De to mest fundamentale processer, som er nødvendige for opret-holdelse af equilibrium i et system, er allokering og integration.Ved allokering forstås de processer, der opretholder en fordelingaf bestanddele i overensstemmelse med ligevægtstilstanden. Vedintegration forstås de processer, med hvilke relationerne til omgi-velserne er reguleret på en sådan måde, at de indre parametre og8)

systemets grænser som en helhed opretholdes på trods af ændrin-ger i omgivelserne.

Selvopretholdelsen for et system indbefatter altså ikke blot opret-holdelse af systemets ydre grænser, men også opretholdelsen af be-standdelenes indbyrdes relationer inden for grænserne.

Systemets selvopretholdelse er ikke alene et spørgsmål om kontrolover omgivelsernes variationer, men også kontrol over tendenserfra systemets indre, som ville give forandringer af systemets karak-teristika (Parsons et al., 1951b, p. 108).

Problemløsende grupperEt socialt system kan fx være et samfund, en kommune, en socialorganisation, eller en mindre problemløsende gruppe.

Robert Bales samtidige arbejder med at udforske problemløsendesmågrupper ved laboratorieforsøg kom til at indgå i Parsons studi-um af ligevægt i sociale systemer. Bales opdeler aktiviteterne i firegrupper:

1) (Adaption) Tilpasningens problem: gruppens relationer tilomgivelserne.

9) Parsons anvender også systembegrebet på "kulturelle systemer", "ad-færdssystemer", "politiske systemer", "økonomiske systemer" etc.

27|||||||||

2) (Goal-seeking) Instrumentelle problem: løsningen af denstillede opgave

3) (Integration) Integrative problem: sammenholdet i gruppen.4) (Latency) Ekspressive problem: de enkelte medlemmers

motivation.

Hvis gruppen, ifølge Bales, ensidigt kun løser ét af problemerne,opstår en uligevægtstilstand, som gruppen søger at imødegå ved fxat bruge mere tid på det integrative problem (Rundblad, 1967, p.248). Fortolkningen af gruppeadfærden viste, at der foregår enstadig ekvilibreringsproces, hvor alle fire opgaver søges løst sidelø-bende.

Bales’ begreber blev oversat til Parsons' systemvariabler, som be-står af fire funktionelle nødvendigheder, som alle systemer måløse for at overleve:

1) (A) tilpasning: dels tilpasning til omgivelserne (miljø) delskontrol af omgivelserne.

2) (G) mål-orientering: definere mål og opnåelse af mål.3) (I) integration: regulation af systemets dele samt forholdet

imellem de tre andre funktioner.4) (L) latent mønsteropretholdelse: vedligeholdelse af individer-

nes motivation (Det kulturelle system).

Sociale systemer og personlighedssystemerDisse selvopretholdende, grænseopretholdende egenskaber vedsystemet gør, at Parsons finder, at systembegrebet og AGIL-begre-berne kan anvendes på personlighedssystemer og sociale systemer,selvom der er tale om tydeligt adskilte systemer. Disse systemerhar fælles træk, der gør det muligt (ifølge Parsons) at anvende denfælles sprogbrug, selvom der er tale om vidt forskellige systemer.9)

Men systemerne trænger ind i hinanden: personlighedssystemetkan ikke eksistere uden deltagelse i det sociale system, og det so-

10) Man skal bemærke, at Parsons undgår her at tale om den materiellefordeling af samfundets ressourcer.

11) Det kan dog diskuteres om Parsons' teori kan omfatte læreprocessensdobbelthed: hvor børnene opfattes som agenter, og forældrene (læreren)selv ændres i kraft af læreprocessen.

28|||||||||

ciale system er konstitueret gennem medlemmernes personlighed.Der er tale om homologe systemer, der dog ikke tillader at betrag-te personligheden som et mikro-socialt system eller det socialesystem som et makro-personlighedssystem (Parsons et al., 1951b,p. 109).

Equilibrium i sociale systemer opretholdes gennem en række pro-cesser, hvoraf de vigtigste til opretholdelse af motivationen er so-cialisering og social kontrol (Parsons et al., 1951b, p. 227).

Socialiseringen foregår hovedsageligt ved forskellige læreprocesser(generalisering, imitation, og identifikation). Man kan skelneimellem to stadier i læreprocessen. For det første, at identifikatio-nen bliver formet gennem tilknytningen i den tidlige barndom,samt at værdiorienteringen i det institutionaliserede rollesystembliver internaliseret som en del af barnets personlighed. For detandet bliver barnet på senere stadier bekendt med mere komplek-se roller, definitioner for indehavelse af disse roller, de mål sompasser til disse roller, belønningernes symbolske struktur, som10)

er knyttet til de pågældende roller. Der er imidlertid stor varia-tionsbredde, der giver muligheder for den enkelte til selv at udfyl-de hullerne.11)

Imidlertid er der to forhold, der under ekstreme forhold kan truesystemets opretholdelse. For det første at der kommer nye med-lemmer ind i systemet, som skal lære rolleopfyldelse, og for detandet når de etablerede læreprocesser ikke slår til.

Hvis socialiseringen ikke har givet den nye generation – eller ind-vandrerne – de nødvendige redskaber, er der en risiko for, at derkan opstå disequilibrium (Parsons et al., 1951b, p. 228). Afvigen-de adfærd ud over et kritisk punkt kan ifølge Parsons virke for-

29|||||||||

styrrende på den sociale orden og give uligevægt, som det fremgåraf det følgende:

"The most important general conclusions are that without delibe-rate planning on anyone's part there have developed in our typeof social system, and correspondingly in others, mechanismswhich, within limits, are capable of forestalling and reversing thedeeplying tendencies for deviance to get into the vicious circlephase which puts it beyond the control of ordinary approval-dis-approval and reward-punishment sanctions. The therapeuticfunctions is perhaps the best understood case of which this istrue." (Parsons, 1951, p. 319-20).

Walter Buckley (1967) argumenterer imod Parsons afvigelsesbe-greb, idet han mener, at afvigelse kun er en normativ betegnelsefor adfærd sat i forhold til en arbitrært valgt norm. Netop studietaf "afvigelsen" er ifølge Buckley mindst lige så relevant som un-dersøgelsen af konformiteten, når man skal undersøge sociale sy-stemer.

Bestanddelene i Parsons sociale system er "roller", hvortil der erknyttet forventninger med tilhørende sanktioner – positive somnegative – afhængigt af om personen lever op til de andres for-ventninger. Rolleforventningerne med tilhørende sanktioner kan istørre eller mindre grad være institutionaliserede.

Differentierede roller, som er en fundamental egenskab ved allesystemer, kræver integration. Det kan ske ved en koordinationenten ved at undgå forstyrrende sammenstød imellem rollerneeller ved realiseringen af fælles mål gennem en samarbejdsindsats(Parsons et al., 1951b, p. 197). Hvis komplementariteten af syste-mets roller ødelægges af konflikt, ophører det sociale system medat eksistere.

Parsons' syn på allokeringsproblemetFor at kunne forstå Parsons analyse af selvopretholdende systemerer det særligt interessant at se, hvordan han anvender det på sam-

12) Begrebet "orden" har forskellige betydninger inden for det samme værkaf Parsons et al. (1951b), som det ses af det ovenstående.

30|||||||||

fundsmæssige processer, der kan danne kimen til systemødelæg-gende antagonistiske (uforenelige) konflikter:

Orden, forstået som fredelig sameksistens under forhold med12)

begrænsede ressourcer, er en af de første nødvendigheder for etsocialt system (Parsons et al., 1951b, p. 180).

Netop, når det drejer sig om fordelingen af systemets knappe res-sourcer, skal den sociale orden og ligevægt stå sin prøve. Menallerede tidligt i barnets udvikling sker en socialisering som legiti-merer uligheder i allokeringen af knappe ressourcer. Socialiserings-processen i familien, skolen, legegrupper og i lokalsamfundet be-tyder, at graden af uforenelighed mellem idealer, krav og faktiskopnåelse reduceres til "normale omstændigheder".

Uden en løsning på dette problem vil der ikke være noget socialtsystem. I de tilfælde, hvor allokeringsprocesserne ikke lykkes –hvad enten det skyldes, at allokeringsprocessen karambolerer medsystemets effektive målopfyldelse, eller fordi allokeringsprocessenikke opnår tilstrækkelig legitimitet – vil det pågældende socialesystem disintegrere og give plads for et andet socialt system (Parsons etal., 1951b, p. 197-198).

Allokeringen kan her ses delvis som en bevidst beslutningsproces,delvis som resultat af mange processer, hvis kumulerede resultatintet individ eller kollektiv agent havde forudset eller søgt.

Systemets første allokative funktion er fordelingen af menneskeligekapaciteter og ressourcer imellem opgaver. Allokering af facilite-ter, der er nødvendige for rollens udførelse. I den udstrækningfaciliteter allokeres herudover, kaldes de for muligheder eller pri-vilegier.

Systemets løsning af dette allokeringsproblem vedrører i særliggrad den institution, som kaldes "ejendomsretten". Fx kan en

31|||||||||

bondes ejendomsret til en bestemt jordlod være et resultat af hansmedlemskab af en familie. Fabriksarbejderen ejer ikke selv sinmaskine, og hans adgang til den er afhængig af, i hvilken grad hanopfylder sine kontraktmæssige forpligtigelser med firmaet. Ejen-domsretten er lovmæssigt sikret og beskyttet af statsmagten og un-derstøttet af den almindelige værdiorientering i den pågældendekultur (Parsons et al., 1951b, p. 199-200).

Allokering af magt – som ifølge sin natur er et begrænset gode –udgør et vitalt problem, som forstærkes af de afledede faciliteter,der knyttes til magtudøvelsen. Medmindre denne allokering ervelintegreret i det sociale system og i værdisystemet, således at le-gitimiteten er bredt anerkendt, kan størrelsen af den konflikt, detafstedkommer, meget vel føre til systemets opløsning eller disinte-gration (Parsons et al., 1951b, p. 200).

For Parsons var en vigtig forklaring på systemernes selvoprethol-delse, at de enkelte bestanddele havde fælles normer og værdier.Ligesom Durkheim er Parsons af den overbevisning, at overhol-delse af normer og regler sker, fordi værdier og normer deles af deinvolverede parter. Således bliver konsensus om værdier en af defundamentale integrationsmekanismer i samfundet. Teoriens pro-blemstilling peger således på konsensus som en metode til at op-retholde systemets orden. Men teoriens evne til at behandle kon-fliktforhold er dermed begrænset.

Teoriens tilblivelseshistorieTalcott Parsons har en meget omfattende produktion, der er ble-vet til i løbet af en lang årrække fra slutningen af 1920'erne til70'erne. Det er vanskeligt at give et sammenhængende billede afden teoretiske indsats, blandt andet fordi begreberne ikke er kon-sistente, og onde tunger siger, at man altid kan finde bemærknin-ger og udtalelser i denne produktion, der imødegår enhver ind-vending (Buckley, 1967, p. 24).

Hans tidlige interesse for biologiske og medicinske spørgsmål harpræget hans begrebsverden, som det fx kan ses af hans forestil-

13) Parsons dør i 1979, men artiklen udgives først i 1990.

32|||||||||

linger om ligevægtstilstande i sociale systemer hentet fra den bio-logiske verden. Hans økonomiske studier resulterede i en dok-torafhandling, der handlede om begrebet kapitalisme på grundlagaf tre tyske samfundsteoretikere (Karl Marx, Werner Sombart ogMax Weber), som han betegner som de mest betydende bidrags-ydere til den teoretiske udvikling af sociologien.

Parsons introducerede de europæiske sociologer (Marshall, Pare-to, Durkheim, Weber) for det bredere amerikanske, sociologiskesamfund i værket "The structure of social action" (1937), menhan nævner knap nok Marx i dette værk, hvilket betyder, at man-ge af de samtidige amerikanske sociologer først langt senere fårkendskab til Marx's teorier. Selv skriver han på dette sted, at devigtigste navne for ham var Pareto, Durkheim, Weber, Simmel ogTönnies (Parsons, 1990 ). Alligevel kan man se af de her skitse-13)

rede temaer og af hans tidligere værker, at Parsons selv havde etudmærket kendskab til Marx's teorier, og at han er optaget afnogle af de samme problemer, men ud fra en anden begrebsramme.

Parsons havde en meget omfattende produktion. Det kan værevanskeligt at afgrænse præcis den eller de teoretiske kerner i hansbegrebsapparat. Berger & Zelditch (1968) anfører, at der ikke ertale om en systematisk teori, men en blanding af flere forskelligar-tede teoretiske elementer (Berger & Zelditch, 1968, p. 449).Hans teoretiske begrebsramme består primært af en række klassifi-kationer, som hverken kan være sande eller falske. De udsiger i sigselv ikke noget om sammenhænge.

Flere af kritikerne hæfter sig ved uskarpheden og inkonsistensenhos Parsons (se fx Baldwin, 1961; Bronfenbrenner, 1961; Buck-ley, 1967; Selznick, 1961; Barber, 1994). Hans teoretiske arbejderer sjældent særligt klart formulerede. Baldwin (1961) formulerededet således: hans stil er vanskelig, hans sætninger mærkværdige ogmeningen uklar. En af de ting, der gør det vanskeligt at læse Par-sons, er, at begreberne skifter mening og indhold. Dette er fataltfor en teori (Baldwin, 1961, p.184).

33|||||||||

Man får ind imellem fornemmelsen af, at Parsons havde sat sig forat skrive en avanceret lærebog i generel sociologi. Måske skyldesuklarhederne, at det netop har været magtpåliggende at analyseresociologiens postulater, altså de bagvedliggende forudsætningerfor sociologiske teorier.

Baggrunden er, at Parsons søger at forsvare den forholdsvis nyeta-blerede videnskab. Da han skriver sine første skrifter om socialeinstitutioner i 1930'erne, er han underviser i sociologi ved Har-vard Universitet, men på dette tidspunkt var universitetets ledelsei tvivl om sociologiens berettigelse (Camic, 1990). Det har såledesværet påtrængende for Parsons at udskille sociologien fra de eta-blerede tilgrænsende videnskaber, som økonomi, politologi, ogpsykologi.

Hvis man skal vurdere Parsons bidrag til sociologien, kræves deret kendskab til de teoretiske problemstillinger, der var fremme pådaværende tidspunkt. Han mente, at økonomien negligeredespørgsmålet om menneskelige værdier, således som de kommer tiludtryk i begreber som "moral", "normer" og "holdningsværdier".Samtidig søgte han at afgrænse sociologien fra samtidige ad-færdspsykologers tendens til at reducere menneskelig handlen tilet produkt af arv og miljø (Camic, 1990).

Fra en tidligere sociolog, Hamilton, overtager Parsons begrebetsociale institutioner forstået som kulturelle vaner, hvortil der erknyttet formelle og uformelle sanktioner, som derved bliver ad-færdsregulerende. Parsons afviser datidens forsøg på at reducereog forklare "institutioner" ud fra bio-psykosociale teorier ellerøkonomiske teorier. Analysen måtte, ifølge Parsons, foregå ud frasociologiske principper (Camic, 1990).

Uanset om der er tale om økonomiske institutioner, familiemæssi-ge institutioner, politiske- eller religiøse institutioner, samt insti-tutioner i andre kulturer, er institutionernes funktion at regulereadfærd, så denne bliver konform med fælles værdier (Parsons,1990, p. 331). På denne måde lykkedes det for Parsons at undgå

34|||||||||

den adfærdsorienterede reduktionisme, hvor forklaringer på socia-le fænomener hentes fra psykologi og biologi, men desværre an-vendes en funktionalistisk forklaringsmåde.

Kritik af Parsons' teori og teoriens begrænsningerSom svar på kritikken om, at den strukturelle funktionelle teorihar tendens til at være statisk uden at kunne forklare forandringer,anfører Parsons, at der ikke er nogen grund til, at en god teori vilvære lige så anvendelig på forhold, der ændrer det sociale system,som på forhold der stabiliserer systemet (Parsons, 1951). Principi-elt er alternative analyser af de mekanismer, som opretholder sy-stemet netop analyser af de kræfter, som søger at ændre systemet."Det er umuligt at studere det ene uden at undersøge det andet"(Parsons et al., 1951b, p. 231). Det er således et gennemgåendetræk hos Parsons, at den ene side af mønten ikke kan studeresuden samtidig at analysere møntens bagside.

David Lockwood (1956) gør imidlertid gældende, at Parsons'analyse af sociale systemer netop viser sin mangelfuldhed, fordibegreberne ikke er lige velegnede til at analysere stabilitet og foran-dring.

Parsons anvender begrebet social integration synonymt med lige-vægt i et socialt system. De vigtigste mekanismer, med hvilke mo-tivationsniveau og retning sikrer systemets fortsatte beståen, er so-cialiseringsmekanismerne og social kontrol (Parsons et al., 1951b,p. 227). Imidlertid får denne analyse Parsons til i særlig grad atfokusere på afvigelse og mangelfuld socialisering, men det er næp-pe sådanne mekanismer, man vil fokusere på for at forklare socialeforandringer. Som det ses af efterfølgende afsnit, anvender Par-sons da heller ikke denne fremgangsmåde, når han selv skal analy-sere social stratifikation og klassekamp i praksis.

David Lockwood (1956) henleder opmærksomheden på, at nårdet drejer sig om sociale konflikter, kan det være frugtbart at se pådelstrata med interesser, der går på tværs af den konforme defini-tion af situationen. Sådanne analyser vil primært fokusere på kon-

14) Et klassisk problem, som i øvrigt også vedkommer nutidens post-moder-ne teoretikere i forhold til teorier baseret på sociologisk materialisme.

35|||||||||

flikter baseret på situationer med begrænsede ressourcer (i mate-matisk abstrakt sprogbrug ville man i dag benævne det som nul-sum-situationer, hvor den ene parts gevinst modsvares af et tabhos den anden part). Det er med andre ord nødvendigt også atkende de kræfter, der genererer sådanne modstående interessekon-flikter inden for systemet – og ikke blot, som Parsons' teoriforstå-else foreskriver, analysere det fælles værdisystem, som holder sam-men på systemet.

Karl Marx's analyser af den tidlige industrialisering henleder op-mærksomheden på, at sådanne interessekonflikter er af ikke-tilfæl-dig art, men er fremkommet som en konsekvens af sociale relatio-ner mellem produktivkræfterne.

"The structure of the productive forces which Marx outlined forcapitalist society is real and of fundamental importance. Natural-ly, many refinements in the presentation of the structural factsand their historical development have been introduced sinceMarx’s day, but the fundamental fact is certainly correct. Thetheory of class conflict is an integral part of this. It is of great in-terest to sociology." (Parsons, 1948/1954, p. 323).

David Lockwood kritiserer såvel Karl Marx som Talcott Parsonsfor at præsentere partielle teorier, hvor den første fokuserer påmodsatrettede økonomiske interesser baseret på produktionsrela-tioner, mens den anden teori kun beskæftiger sig med det domi-nerende værdisystem i et samfund. Parsons' selektive analyse ud-gør med andre ord et handicap, når man skal studere sociale syste-mers dannelse, opretholdelse, stabilitet, udvikling og opløsning.

Er det muligt at analysere og forstå det 20. århundredes amerikan-ske samfund ud fra opnåelsen af et universelt værdisystem – udenat nævne ændringerne i de kapitalistiske institutioner? spørgerDavid Lockwood.14)

15) Men Parsons' argument ser bort fra, at der til stadighed omkring os fin-des eksempler på konflikter, der eskalerer uden grænser. Fra den dagligeavislæsning kan man i dag finde mange eksempler herpå.

36|||||||||

I den udstrækning arbejdsdelingen knyttes sammen med fordelin-gen af knappe ressourcer og adkomsten til magten over produk-tionsmidlerne, vil der uvægerligt være en latent interessekonfliktindbygget i det sociale system. Netop de fælles værdier som fx"frihed" og "lige muligheder for alle" kan give det sociale systemnogle legitimeringsproblemer. Parsons fremstiller med andre ordværdikonsensus som en alt for ukompliceret løsning på Hobbes’problem.

Et vigtigt kritikpunkt er ifølge David Lockwood, at Parsons over-lader analysen af magtforhold i det sociale system til politologerog økonomer (Lockwood, 1956, p. 141). Sociologien bør ogsåbehandle magtrelationer og ikke blot overlade dette til andre fag-grupper. Dette mener Lockwood af to grunde: for det første fordiøkonomiske magtrelationer jo netop ikke bliver underkastet ana-lyser af økonomer, det overlader de til andre. For det andet fordimagtrelationer er centrale for forståelsen af sociale systemers op-retholdelse og forandringer.

Men det er nu ikke helt retfærdigt. Magtrelationer får en omfat-tende behandling hos Parsons inden for hans teoretiske begrebs-ramme. David Lockwood skyder på dette punkt over målet.

Parsons tager (1951, p. 121) udgangspunkt i Hobbes klassiskemagtdefinition: Et menneskes aktuelle midler til at opnå fremtidi-ge goder. Hobbes analyser viste, at i sin uregulerede form førtedette til "alles kamp imod alle". Parsons argumenterer for, at derer en fælles interesse for to modstående parter i ikke at eskalerekonflikten, og det er dette rationale, der bryder den onde cirkel15)

(Parsons, 1951, p. 123).

Et andet eksempel herpå er Parsons' analyse af, hvorledes de socia-le institutioner lagde rammerne for den økonomiske magtudfol-delse. Kerneproblemet i den politiske magtanalyse bliver hos Par-

37|||||||||

sons integrationen af den individuelle magt og subkollektiversmagt i et sammenhængende system af legitimiseret autoritet (Parsons,1951, p. 127).

Men en begrænsning af Parsons behandling af begrebet socialintegration er den ensidige fokusering på systemets beståen elleropløsning. Den mest nærliggende og indlysende modsætning tilbegrebet social integration er social differentiering. Som det vilfremgå af det følgende, vil en analyse af Parsons' begreb social in-tegration i forhold til dets modsætning (social differentiering) visenoget om begrænsningerne og mulighederne i hans teoretiske be-grebsapparat.

Et centralt eksempel på anvendelse af Parsons' teori:Parsons' analyse af social stratifikation og sociale klasserIgennem Parsons egne analyser og fremstilling af dels sociale klas-ser, dels hans fremstilling af Karl Marx's sociologi får man et ty-deligere indblik i Parsons begreb om social integration.

Det er i disse analyser, at begrebet bliver sat på prøve (se fx Par-sons, 1949, p.109-110). Parsons udtrykker en uenighed medHobbes’ analyser af disse konflikter: “Even societies ridden withanomie (for example, extreme class conflict to the point of civilwar ) still possess within themselves considerable zones of solidari-ty.”(Parsons et al., 1951b, p. 204). Men hvordan anvender Par-sons selv sin systemteori på sådanne systemkonflikter, der undervisse omstændigheder har ført til samfundssystemers opløsning?

Parsons har redegjort for sit syn på Marx's bidrag til sociologien ito essays: Det ene omhandlede primært de indre problemer iMarx's teori om social stratifikation. Det blev offentliggjort somforedrag på the American Economic Association's årsmøde påhundredåret for det kommunistiske manifest. Det andet essay be-handlede Marx's bidrag til sociologien i et bredere syn. Dette of-fentliggøres i Talcott Parsons' teoribog: Sociological Theory andModern Society (1967). Den første del heri omhandler de tre

38|||||||||

mest betydningsfulde bidrag til den teoretiske udvikling af socio-logien forud for de samtidige teoretikere. Det drejer sig ifølgeParsons om: Karl Marx, Émile Durkheim og Max Weber.

Ifølge Parsons har Marx's sociologiske teorier en central betyd-ning for formuleringen af mange af fundamenterne i teorien omsociale institutioner. Marx's syn på vigtigheden af analyser af klas-sestrukturen har vundet almindelig udbredelse. Marx's analyserudgjorde et betydeligt teoretisk bidrag i forhold til de samtidigeteoretiske opfattelser (Parsons, 1954, p. 334). De tre forskere,som Parsons anså for de vigtigste grundlæggere af den modernesociologi (dvs. Pareto, Durkheim og Weber) var alle ifølge Par-sons dybt engageret i de problemer, som Marx havde rejst, menParsons tager i øvrigt her kraftigt afstand fra Marx's sociologi.

For at kunne forstå rækkevidden og begrænsningen i Parsons teo-retiske begrebsapparat kan det derfor være formålstjenligt at følgeParsons analyse og kritik af Marx's teori om klassekonflikt.

Ifølge Parsons betyder "social stratificering" en rangordning af in-dividerne i et socialt hierarki på baggrund af efterspørgslen eftersjældne kvalifikationer og kompetencer, der kun kan erhvervesgennem langvarig og vanskelig træning. Ud fra Parsons teoriram-me rejser han en række spørgsmål: På hvilken måde bliver diffe-rentieringen institutionaliseret? Hvordan forholder stratificerin-gen sig til slægtskabsstrukturen? Leder stratificeringen frem til so-cial integration og sociale relationer med en vis orden inden fordet sociale system?

Parsons angiver her, at børnene deler deres forældres status, og deter faderens status, der indplacerer familien i statushierarkiet. Depersoner, der på denne måde har samme status, udgør således enklasse, ifølge Parsons. Marx's analyser viste, at strukturen i denkapitalistiske virksomhed uundgåeligt medfører en klassekonflikt.Men Parsons ser stratificeringen som en nødvendig orden, der tje-ner til at stabilisere systemet på trods af den latente klassekonflikt.

39|||||||||

Parsons fokuserer på institutionaliseringen af de normer, der sty-rer systemets stratificering, herunder formelle og uformelle sank-tioner. Afvigende adfærd mødes med varierende former for mis-hagsytringer lige fra tilbagetrækning fra samarbejde til direkte af-straffelse og belønninger for konformitet (Parsons, 1954, p. 325).Han sætter således fokus på, i hvilken udstrækning det lykkes deninstitutionelle integration i systemet at udvikle adækvate kontrol-mekanismer.

Der er ifølge Parsons en generel tendens til, at de magtfuldt strate-gisk placerede udnytter de svagere og mindre favorabelt placerede.I den Marxske teori – sådan som Parsons beskriver den – sker deret sammenfald og en synergistisk effekt fra tre faktorer: 1) positio-nens autoritet i organisationen (virksomheden) 2) udnyttelsen afforhandlingspositionen fra markedsrelationen 3) den politiskemagt, hvor virksomhedsejernes interesser i tilgift får en lettere ad-gang til de politiske magtcentre.

Parsons mener, at denne analyse bør suppleres med analysen afudviklingen af differentierede sociale kulturer, holdningssystemer,ideologier og definition af situationen, som kan give mulighed forkommunikation på tværs af grupperne og derved virke som eneffektiv integrationsmekanisme.

Netop når det drejer sig om udvikling af subkulturer i de socialeklasser, kan det øge disintegrationen i systemet. Parsons mener, atder er indikation på, at familiestrukturen i lavere sociale lag ud-vikler holdninger, der er et handicap for medlemmerne, når deskal konkurrere om status i ansættelsessystemet. I sådanne situa-tioner kan slægtskabsstrukturen yderligere uddybe adskillelsen afklasserne og dermed potentialet for konflikt mellem klasserne(Parsons, 1954, p. 331).

Der er således nogle forhold, der på forhånd forhindrer en udlig-ning af klasseforskellene, ifølge Parsons. For det første er der denfamiliemæssige solidaritet mellem familiens medlemmer, hvorbørnene tildeles den familiemæssige status. For det andet vil de i

40|||||||||

forvejen favoriserede grupper få adgang til flere muligheder (Par-sons, 1954, p. 331).

Alt efter temperament kan man hæfte sig ved de fundamentale oguforenelige forskelle mellem det marxistiske klassesystem og Par-sons begrebsapparat, eller man kan fremhæve, at der også er flerelighedspunkter og supplerende begreber.

Marx nævner eksempelvis følgende integrationsmekanisme, somharmonerer med Parsons analyser – om end sprogdragten er me-get forskellig: Kapitalen befæster sit herredømme og udvider sinbasis ved at forny sig med stadig nye kræfter fra de samfundsmæs-sigt lavere lag, ifølge Marx. Det sker, ved at en uformuende mandlåner kapital og fungerer som kapitalist. På lignende måde somden katolske kirke i middelalderen uden hensyn til stand, fødselog formue dannede sit hierarki af folkets bedste hoveder. Dettevar et af de vigtigste midler (stadig ifølge Marx, 1972) til at sikrepræstedømmet og undertrykkelsen af lægfolk. "Jo mere den her-skende klasse er i stand til at optage de betydeligste mænd fra debeherskede klasser i sig, desto solidere og farligere er dens herre-dømme" (Marx, 1972, p. 782).

Bortset fra at Parsons ikke forholder sig til begreber som udbyt-ning, undertrykkelse og de afledede og beslægtede begreber (denherskende klasse osv.), er der enighed om, at en manglende socialmobilitet øger den potentielle klassekonflikt – om end der, somdet fremgår, er tale om en forskellig sprogbrug. I stedet for at taleom "social integration" udtrykker Karl Marx det ved sætningenom, at den herskende klasse befæster sit herredømme.

Parsons anfører, at man også kan finde visse fælles elementer ifunktionelle problemer ved social stratifikation og klasser i det so-cialistiske samfund (Parsons, 1954, p. 333): organisationer i storskala, erhvervsmæssig rolledifferentiering og familiesystemet. Par-sons mener således, at man kan finde klassekonflikter i alle de mo-derne industrisamfund (datidens Sovjetsamfund indbefattet).

41|||||||||

Parsons mener således, at hans begreb om social integration er afbredere karakter end Marx's.

De mest fundamentale forskelle ligger i Marx's systemopfattelse,hvor Marx argumenterer for, at det sociale system genererer enspiral af stadig alvorligere konflikter, der kulminerer i selvdestruk-tion. Parsons søger i stedet at finde forklaringer på, at dette ikkeer en korrekt opfattelse af det moderne samfund.

Parsons' konkrete analyse af den sociale integration Det var Parsons idé, at hans AGIL-begrebsapparat skulle kunnegive mulighed for en bedre måde at analysere og studere socialesystemer på. Sociale systemer er kernebegrebet i Parsons' tænk-ning, og hans påstand om en ligevægtstilstand i disse systemer eraf afgørende betydning for hans teori (Barber, 1994).

Bernard Barber (1994) er af den overbevisning, at Parsons' AGIL-begrebsapparat er for abstrakt til at kunne anvendes til empiriskeanalyser. Barber gør gældende, at den manglende anvendelse i demange år, der er fulgt siden Parsons fremsatte teorien, har over-bevist ham i dette. Man kan lige så lidt i 1968 som i 1950 sigenoget om, hvad teorien medfører, som hvad der ikke kan betrag-tes som udledt af teorien (Berger & Zelditch, 1968, p. 448).

Det er på denne baggrund interessant at se, om Parsons selv fin-der det værd at anvende AGIL-begreberne, når han som i detforeliggende tilfælde skal analysere klassesystemets latente konflik-ter.

Parsons nævner en række empiriske forhold, der har virket i ret-ning af neutralisering af den ulige magtposition mellem virksom-hedsejerne/proprietærerne og arbejderne. For det første har arbej-dernes organisering i fagforeninger virket til beskyttelse og frem-melse af deres interesser. For det andet har regeringernes interven-tion (velfærdspolitik) understøttet arbejdernes position.

42|||||||||

Virksomhedsstrukturens omfattende differentiering har sammenmed adskillelsen mellem ejerskab og virksomhedsledelse øget densociale integration. Det er blevet i personalets egen interesse atstræbe efter profitmaksimering, mener Talcott Parsons. Den klaredikotome opdeling af interesserne er blevet afløst af et differenti-eret system med mange muligheder for solidaritet og modsætnin-ger på kryds og tværs.

Parsons fremhæver endvidere betydningen af kollektive overens-komster for etableringen af "borgfreden".

Integrationen baserer sig i Parsons analyser på institutionaliserin-gen og internaliseringen af værdier, som legitimeres af normsyste-mer. Det kapitalistiske system er blevet transformeret gennem vel-færdsmål, gennem udviklingen af uddannelsessystemer og viden-skabelig forskning. Disse processer kan ifølge Parsons sammenfat-tes i følgende fire punkter:

1) Pluralisering af samfundet i stedet for dikotomisering i toklasser.

2) Øget økonomisk produktivitet, der havde betydet en forbed-ret levefod for hele befolkningen.

3) Udviklingen af en national solidaritet, der omfattede lavereklasser, etniske og religiøse grupper.

4) En bred kulturel opgradering ved udviklingen af uddannelses-systemer og videnskabelig forskning.

Man kan konkludere, at Parsons i denne konkrete analyse ikkeselv anvender det teoretiske begrebsapparat AGIL. Man skal såle-des i øvrigt hele tiden være opmærksom på, at når det drejer sigom Parsons, så er der altid to personer involveret. Det er såledesvigtigt at skelne mellem hans teorier og hans diskussioner af kon-krete samfundsmæssige emner (Baldwin, 1961).

Hvordan anvendes Parsons?Hvilke centrale begreber og processer bør studeres, hvis man skalanvende Parsons begrebsapparat? Hvis man skal anvende Parsons'

43|||||||||

teoretiske forståelse af social integration, må man fokusere på demekanismer, der regulerer systemet, på en sådan måde, at de ermed til at sikre systemets beståen. Parsons' systemanalyse leder så-ledes frem til følgende problemstillinger:

Hvad er det, der i modsætning til det kaotiske, konfliktfyldte●

og systemopløsende sikrer en vis orden og forudsigelighed? Decentrale begreber er orden, systemets ligevægt og delenes gensidigeafhængighed.

De sociale processer, der er centrale for integrationen, er soci-●

aliseringen og social kontrol.

Hvorledes kan der opretholdes en fredelig sameksistens under●

forhold med begrænsede ressourcer (allokeringsproblemet)? Her-under rejser sig problemerne om: 1) magtens allokering og legiti-mitet, 2) fælles normer og værdier, 3) institutioner, der regulereradfærd, så den bliver konform med fælles værdier.

Parsons' systemteori leder frem til at analysere socialisering og●

social kontrol og i den forbindelse: 1) identifikationen i den tidli-ge barndom af værdiorienteringen i det institutionaliserede rolle-system i barnets personlighed, 2) socialiseringen til at kunnehåndtere, at allokeringsproblemet sker i familien, legegrupper iskolen og lokalsamfundet.

Endelig leder Parsons' begrebsapparat til spørgsmål om, hvor-●

vidt det pågældende sociale system er i stand til at tilpasse sig ogopretholdes på trods af ændringer i omgivelserne?

44|||||||||

Referencer

Baldwin, A.L. (1961)The Parsonian theory og personality, i: Black, M. (ed.): The socialtheories of Talcott Parsons. A critical examination. EnglewoodCliffs, N.J.: Prentice-Hall.

Barber, B. (1994)Talcott Parsons on the social system: An essay in clarification andelaboration. Sociological Theory, 12, 101-105.

Berger, J. & Zelditch, M. (1968)Review symposium. Talcott Parsons, Sociological Theory and Mo-dern Society. American Sociological Review, 33, 446-456.

Bronfenbrenner, U. (1961)Parsons’ theory of identification, i : Black, M. (ed.) The socialtheories of Talcott Parsons. Englewood Cliffs, N.J.: Prentice-Hall.

Buckley, W. (1967)Sociologi and modern system theory. Englewood Cliffs, New Jersey:Prentice-Hall.

Camic, C. (1990)An historical Prologue. American Sociological Review, 55, 313-319.

Haralambos, M. & Holborn, M. (1995)Sociology. London: Collins Educational.

Lockwood, D. (1956)Some remarks on "The Social System". The British Journal of So-ciology, 7, 134-146.

Marx, K. (1972)Kapitalen. Den kapitalistiske produktionsproces betragtet som ethele. Anden del. København: Bibliotek Rhodos.

45|||||||||

Parsons, T. (1928)“Capitalism” in recent German literature: Sombart and Weber. TheJournal of Political Economy, 36, 6, pp. 641-661.

Parsons, T. (1929)“Capitalism” in recent German literature: Sombart and Weber. TheJournal of Political Economy, 36, 6, pp. 31-51.

Parsons, T. (1949)The structure of social action. New York: The Free Press of Glencoe.

Parsons, T. (1951)The social system. New York: The Free Press of Glencoe.

Parsons, T. (1954)Essays in Sociological Theory. New York: The Free Press of Glen-coe. Chap. XV: Social Classes and class conflict in the light of re-cent sociological theory (pp. 323-335).

Parsons, T. (1967)Sociological Theory and Modern Society. New York: The FreePress.

Parsons, T. (1990)Prolegomena to a theory of social institutions. American Sociologi-cal Review, 55, 319-333.

Parsons, T. et al. (1951a)Some fundamental categories of the theory of action: A generalstatement, i: Parsons, T. & Shils, E.A. (eds.): Toward a generaltheory of action (Chap. 1). Cambridge Massachusetts: HarvardUniversity Press.

Parsons, T. et al. (1951b)Value, Motives, and systems of action, i: Parsons, T. & Shils, E.A.(eds.): Toward a general theory of action (Part 2). CambridgeMassachusetts: Harvard University Press.

Rundblad, B.G. (1967)Talcott Parsons, i: Asplund, J. (ed.): Sociologiska teorier. Stock-holm: Almqvist & Wiksell.

46|||||||||

Selznick, P. (1961)The social theories of Talcott Parsons. (rev. article). American So-ciological Review, 26, 932-935.

47|||||||||

Social integration hos Lockwood: Et spørgsmål om overensstemmelse på aktørniveau og påinstitutionelt niveauDavid Bunnage

I en lille artikel fra 1964 med titlen Social Integration and SystemIntegration satte den engelske sociolog David Lockwood en debati gang, som skulle vise sig senere at få stor betydning for densociologiske tænkning og diskurs omkring begrebet integration(Lockwood, 1964 - genoptrykt i Lockwood, 1992).

I artiklen påpegede Lockwood utilstrækkeligheden i kun at tænkei systemer. Selv om han var enig med systemteoretikere, fx Par-sons, i, at samfundet består af interrelaterede "dele", og at reduk-tionisme af sociale fænomener til individniveauet må forkastes,fremhævede han, at integration ikke alene handler om systemetsdele, men også om det sociale liv mellem mennesker. På sammemåde gjorde han op med den konfliktfri tænkning og pegede pånødvendigheden af at se på aktørernes og agenternes interesser ogkonflikter. I denne forbindelse indførte han en skelnen mellemsocial integration og systemintegration. Ved at frigøre den socialeintegration fra systemtænkning kunne social integration sættes pådagsordenen som et selvstændigt fænomen. Endvidere blev det ennaturlig følge af Lockwoods teori at diskutere, hvad det er, derpåvirker den sociale integration.

Præsentation af Lockwoods teoriLockwoods bidrag til integrationsdiskursen skete i tilknytning tilden daværende debat mellem funktionalistiske systemteoretikereog konfliktteoretikere omkring, hvordan social forandring frem-

48|||||||||

bringes i samfundet. Artiklen kan anses som Lockwoods forsøg påat bygge bro mellem systemtænkning og konfliktteori ud fra enteoretisk synsvinkel, som i væsentlig grad hviler på Marx, menmed klar anerkendelse af Weber's sociologiske bidrag, ikke mindsti forbindelse med bureaukratiske strukturer.

Han kritiserede især de to polariserede tilgange "normativ funk-tionalism" og "konfliktteori". Ifølge Lockwood er normativ funk-tionalisme karakteriseret ved, at der lægges særlig vægt på norm-konsensus og fælles værdielementer i samfundet som afgørendefaktorer for integration. Konsekvensen er, at der fokuseres for me-get på social stabilitet og for lidt på social forandring. Han stadfæ-ster, at mennesker kan have modstridende interesser, og de vilsom regel forsøge at sejre over hinanden i forskellige handlingssi-tuationer. Normer og magtforhold må således betragtes som alter-native veje til institutionalisering. Her citerer han John Rex: "We have also to recognise that some of the ends which the actorsin our system pursue may be random ends from the point of viewof the system or actually in conflict with it. If there is an actualconflict of ends, the behaviour of actors towards one another maynot be determined by shared norms but by the success which eachhas in compelling the other to act in accordance with his interests.Power then becomes a crucial variable in the study of social sy-stems" (Rex, 1961, p. 112, citeret i Lockwood 1964, p. 246).

Lockwood mener dog, at konfliktteoretikere som Rex (1961) ogDahrendorf (1959) lægger for meget vægt på "magt"-faktoren iinstitutionaliseringsprocessen (og dermed social forandring) ogfor lidt på værdier, normer og ideologier: "... even in situations where power is very evident and conflictendemic, it is doubtful whether the phenomena of conflict can beadequately grasped without incorporating into conflict many ofthe concepts and propositions concerning the dynamic propertiesof value systems (or ideologies) which have been developed, or

1) Som Mortensen (1995, 25) gør opmærksom på, diskuterer Lockwoodtil gengæld ikke den logiske implikation af dette synspunkt, dvs. atgrundlæggende social forandring er mulig uden sociale konflikter.

49|||||||||

taken over, by normative functionalism" (Lockwood, 1964, p.248).

Samtidig kritiserer Lockwood konflikt-teoretikernes påstand om,at sociale forandringer kun kan analyseres som et resultat af skif-tende magtbalance mellem konfliktgrupper. Mens han er enigmed konflikt-teoretikerne i, at sociale forandringer ofte sker i køl-vandet på sociale konflikter, pointerer han, at det modsatte ikkealtid er tilfældet: konflikt i et socialt system kan være både ende-misk og intens, uden at den fremkalder grundlæggende strukturel-le forandringer. 1)

Udgangspunktet i Lockwoods forsøg på at slå bro mellem"konsensus-" og "konflikt"-orienterede teoretiske synspunkteromkring social forandring består i at adskille begreberne socialintegration og systemintegration. Efter hans mening er konflikt-teoretikernes reaktion mod systemteoretikere (og især normativfunktionalisme) fortrinsvis rettet mod problemer relateret til soci-al integration, mens normativ funktionalismes hovedinteresse errettet mod systemintegration. Lockwood definerer de to begrebersåledes:

"Whereas the problem of social integration focuses attentionupon the orderly or conflictful relationships between the actors,the problem of system integration focuss on the orderly or con-flictful relationships between the parts, of a social system” (Lock-wood 1964, p. 245).

Lockwood pointerer, at skelnen mellem systemintegration ogsocial integration er kunstig: Adskillelsen er en analytisk nødven-dighed for at kunne undersøge integration, da integrationsniveau-et i samfundet essentielt er produktet af deres indbyrdes (samtidi-ge) påvirkning. Desuden påpeger han, at integration forudsættereksistensen af disintegration: på systemintegrationsniveau optræ-

50|||||||||

der mulighed for funktionelle uoverensstemmelser (og disintegra-tion), mens der på social integrations niveau optræder mulighedfor konflikt.

Når Lockwood skal eksemplificere den indbyrdes påvirkning mel-lem social- og systemintegration (specielt i tilknytning til forskelligedynamiske processer i disintegration), griber han til både Marx ogWeber.

Hans første eksempel er hentet fra Marx's teori om kapitalismen,hvori Marx beskriver modsætningsforholdene i kapitalismens pro-duktionsmåde, dvs. mellem drivkræfterne i den materielle pro-duktion (forces of production) og produktionsforholdene (rela-tions of production), fortrinsvis ejendomsinstitutioner. Lockwood omdanner Marx's begreb produktionsmåde til (kerne-)institutionel orden i et givet samfund og dets materielle grundlag(substructure). Materielle forhold omfatter de teknologiske kon-trolmidler over det fysiske- og sociale miljø, samt de tilknyttedefærdigheder:

"(Material conditions).. include not only the material means ofproduction, but also what Weber frequently refers to as the ma-terial means of organization and violence. Such material condi-tions must surely be included as a variable in any calculus of sy-stem integration, since it is clear that they may facilitate the devel-opment of "deviant" social relationships which run counter to thedominant institutional patterns of the system" (Lockwood, 1964 ,p. 251).

For Marx (ifølge Lockwood) består kapitalismens disintegrations-potentiale i uoverensstemmelser mellem kapitalismens (kerne-)institutionelle orden og dens materielle grundlag. Når dette ertilfældet, skaber det materielle grundlag grobund for udvikling afsociale forhold (fx socialiserede frem for private ejendomsfor-hold), som udgør en direkte trussel mod den eksisterende institu-tionelle orden. Hvorvidt disintegrationspotentialet bliver aktuali-

2) Eller i Marx's terminologi: funktionelle uoverensstemmelser mellem dematerielle produktionsmidler (means of production) og ejendomsfor-hold: i tilfældet kapitalismen, en uoverensstemmelse som stammer fraprivat ejendomsinstitutionernes manglende evne til at tilpasse sig detindustrielle systems produktive kapacitet, således at "spændinger" vedoverproduktion kommer i fokus.

51|||||||||

seret, afhænger af, om de personer og grupper (fx klasser), somhar (tilsigtet) interesse i at fastholde den institutionelle orden, er istand til at klare de dysfunktionelle tendenser i (dele-)systemet2)

over for situationens aktuelle udfordringer. Eksempelvis ved atkompensere for disse krav. Et resultat af kompenserende foran-staltninger kan være, at den institutionelle orden opretholdes –men "potentialet" for disintegrationen er der stadig: den eksistererså længe systemets funktionelle modsætninger består. Til gengældbliver resultatet et andet, hvis udfordringer i den aktuelle situationfører til en intensivering af modsætninger i (dele-)systemet, oghvis kompenserende foranstaltninger fører (utilsigtet) til en vi-dereudvikling (forværring) af de potentielle disintegrative socialeforhold i (dele-)systemet. Her sættes en ond cirkel af social disin-tegration og ændring i systemets institutionelle orden i gang.

Lockwood understreger, at hans teoretiske tilgang til systeminte-gration, eksemplificeret ved Marx, ikke alene begrænser sig tilsamfundets produktive system: Kerne-institutioner i den "institu-tionelle orden" kan variere fra et samfund til et andet.

Udgangspunktet i hans andet eksempel, som ligeledes bygger påforholdet mellem den institutionelle orden og det materiellegrundlag, er Webers analyser af forudsætninger for udvikling afstabile bureaukratiske strukturer. Weber analyserede flere ek-sempler på bureaukratier i historiske samfund, hvoraf nogle (ek-sempelvis Rom og Byzans) var baseret på fædrene arv og hviledepå subsistensøkonomier. I disse typer samfund blev bureaukratietsansatte oftest betalt i naturalier frem for penge. Det er Webersopfattelse, at en basisforudsætning for en stabil bureaukratisk ad-ministration er en udviklet pengeøkonomi; et stabilt skattesystemer nødvendigt, for at bureaukratiet kan fortsætte. Når denne stabi-litet ikke er til stede, er bureaukratiets centraliserende målsætnin-

52|||||||||

ger stadig udsat for de trusler eller sabotage, der potentielt ligger ide sociale forhold i systemets "materielle grundlag" (Lockwood):en subsistensøkonomi favoriserer nemlig decentrale- eller feudali-stistiske frem for bureaukratiske magtforhold.

På grund af de spændinger der skabes mellem et utilstrækkeligtskattesystem og de bureaukratiske institutioner, bliver de bureau-kratiske ansattes tilegnelse af de politiske og økonomiske ressour-cer, som er tilknyttet deres position, en stadig trussel. Når deropstår spændinger mellem bureaukratiets ansatte, der skal inddri-ve skatterne, de store jordejere, der prøver at slippe for beskat-ning, og bønderne der forsøger at beskytte sig mod den tunge be-skatning, opstår der således centrifugale tendenser. Hvis en bu-reaukratisk institution på denne måde kommer i modsætning tilde materielle forhold, bliver integrationen i samfundet truet. We-ber bruger Kina og Egypten som eksempler på stabilitet og inte-gration, mens Rom og Byzans bruges som eksempler på spændingog disintegration.

Lockwoods hovedtese er, at strukturelle modsætninger eller system-opløsende (disintegrative) forhold mellem samfundets dele eller subsy-stemer (fx mellem dets materielle grundlag og ejendomsforhold,eller mellem økonomityper, skattesystemer og bureaukrati) dannerbasis for social konflikt eller social opløsning (fx kapitalister mod ar-bejdere, lokale godsejere mod den centrale magt). Lockwoodviser, hvordan strukturelle egenskaber skaber betingelser for, atkollektive aktører, placeret forskelligt i forhold til sociale roller ogressourcer, kan foretage (alternative) handlinger, som sigter modat opnå egne mål og interesser. Systemmodsætninger bliver der-med sammenknyttet med sociale konflikter, og resultatet er ikkepå forhånd fastlagt.

Teoriens grundlagLockwood bygger i væsentlig grad på systemteori. Selv om han erkritisk over for visse systemteoretikere, fx Parsons, bygger Lock-woods teorier i afgørende grad på systemtankegangen. Han skæ-ver dog mest i retning af generel funktionalisme, eksempelvis

53|||||||||

Merton. Bl.a. fremfører han Mertons teoretiske og empiriske bi-drag omkring dysfunktioner og spændinger i systemer og institu-tioner samt hans anerkendelse af magtforholdenes centrale betyd-ning i sociale relationer. Lockwood vil hermed understrege, atikke alle systemteoretikere har set bort fra, at orden i systemerneofte indbefatter modsætningsforhold i delsystemer.

Set i bredt perspektiv har Lockwoods hovedengagement over flereårtier, både teoretisk og empirisk, været nært tilknyttet de klassi-ske sociologiske problemområder social stabilitet og social foran-dring. Hans artikel fra 1964 viser således en kombination af flereintellektuelle kilder: hans egen form for etisk socialisme (som påvæsentlige områder bygger på T.H. Marshall's borgerskabsprin-cipper), en filosofisk tilgang, som bærer præg af Popper, menfrem for alt en anerkendelse af det teoretiske og empiriske arbejdesom Marx, Durkheim, Weber, Marshall og Parsons tidligere harbidraget med på ovennævnte kerneproblemområder. Hans egetbidrag kan betragtes dels som en syntese, dels som videreudviklingaf disse sociologers arbejde.

Dette gælder ikke mindst i artiklen om social integration og sy-stemintegration. Som nævnt kritiserer han især de polariseredetilgange til social forandring – normativ funktionalisme og kon-fliktteori. Når det gælder et systems potentiale for social foran-dring tager normative funktionalistiske teorier ikke tilstrækkeligthensyn til de funktionelle modsætninger mellem systemernesinstitutionelle orden og materielle grundlag og for meget hensyntil de moralske dimensioner i social integration. Men potentialetfor sociale forandringer undervurderes også, ifølge Lockwood, ikonflikt-teorierne, idet disse ved at koncentrere sig om problemermed social integration forsømmer at relatere teorierne til spørgs-mål om systemintegration – eksempelvis ved at ignorere de fællesværdiers rolle i opbygning af sociale klasser.

Ved at påpege, at integration kan betragtes fra de to synsvinkler –fra systemets vinkel (systemintegration) og fra aktørernes vinkel(social integration) – åbner han op for analyser af de indbyrdes

54|||||||||

processer og gensidige påvirkninger mellem de to tilgange, hvilketvel at mærke kun er deleligt i analytisk forstand. I virkelighedenindbefatter integration begge synsvinkler, hvilket Lockwood (somovenfor nævnt) illustrerer, bl.a. via mindre omformulering afMarx's analyse af modsætninger i kapitalismens produktionsmå-de. I øvrigt er det bemærkelsesværdigt med Lockwoods teori, isærset i forhold til gængse systemteorier i begyndelsen af 1960'erne,at mennesker fremtræder som aktive deltagere i integrationspro-cessen – som aktører og agenter med interesser og valgmulighe-der, magt og indflydelse.

I sit senere værk (Lockwood, 1992: Solidarity and Schism: "TheProblem of Disorder in Durkheim and Marx”) viser Lockwoodtydeligt sin fortsatte interesse i at bygge bro mellem teoretiske per-spektiver, som hidtil er blevet betragtet som uforenelige. Dennemålsætning ses også i hans eksplorative arbejder af nyere dato ommedborgerskabsintegration og klassedannelsen (Lockwood,1996). Her stiller han klasseanalysens problematik på hovedet:han antager den hypotese, at den institutionelle enhed af medbor-gerskabs-, markeds- og bureukratiske forhold er kernen i socialkohæsion. Han forsøger derefter at belyse, hvordan ulighed iklasse og status påvirker medborgerskabet som institution ogdermed medborgerskabets integrative funktion.

KritikSom Zeuner (1997) påpeger, er det et problem med Lockwoodsteori, at den forekommer meget lidt operationaliserbar set fra ensocial integrations synsvinkel. Det er nogle meget overordnedekategorier, han tager i anvendelse.

I artiklen fra 1964 og det senere værk fra 1992 lægges fortrinsvismegen vægt på systemintegrationstilgang i analyse afintegrationsproblematikken på bekostning af nærmere analyse afsocial integration som sådan. Uden at Lockwood forviser"aktørerne" til periferien, må man sige, at aktørernes handlingerog aktive påvirkning af integrationsprocessen ikke bliver (som fx

55|||||||||

hos Giddens) udviklet teoretisk. Han begrænser sig, stort set, tilgruppeaktører såsom "klasser".

Til gengæld er der i hans eksemplificering af integrative og disin-tegrative processer (fx i det teoretiske og empiriske arbejde hosMarx, Weber, Durkheim), rigelig anerkendelse af social integra-tions betydning for samfundsintegration.

En anden kritik, som rejses bl.a. af Mortensen (1995), er uklarhedomkring, hvad han mere præcist mener med "dele af det socialesystem" i hans definition af systemintegration. Det gælder ikkealene i artiklen fra 1964, men også i hans senere arbejde. Eksem-pelvis i "Solidarity and Schism" (1992), hvor han henviser til sy-stemintegration som

"... the more or less functional or contradictory relationshipsbetween its institutional subsystems” (Lockwood, 1992, p. 377). Denne definition er lidt anderledes end i 1964 (hvor han henvisertil "... velordnede eller konfliktfyldte forhold mellem dele af detsociale system"), men også i den nyere formulering kan det væresvært at vide mere nøjagtigt, hvordan han opfatter begrebet "insti-tution". Som følge heraf bliver det vanskeligt mere konkret at for-ske i relationen mellem det, han betegner som den (kerne-)institu-tionelle orden og det materielle grundlag. Og dermed i relationenmellem systemintegration og social integration.

Omkring begrebet systemintegration har især Mouzelis (1997)fremført kritiske bemærkninger om Lockwoods skelnen mellemden kerneinstitutionelle orden og det materielle grundlag. IfølgeMouzelis er det væsentligste udgangspunkt for systemanalyse sna-rere, at systemdele nødvendigvis altid måtte henvise til institutio-naliserede kompleksiteter af normer og roller. Det gælder, uansetom man betragter områderne slægtskab, jura og religion eller vi-denskab, teknologi og privat ejendom, der (ifølge Mouzelis), måbetegnes som "institutioner". Som følge heraf vil systemuoverens-stemmelser altid afspejle modsætninger mellem institutioner, dvs.

56|||||||||

modsætninger i hvilken type logik de forskellige institutionellekompleksiteter af normer og roller fungerer efter. Samtidig menerMouzelis (som Marx og Lockwood), at nogle dele af systemet ermere påvirkelige eller holdbare end andre, men at man kan hen-holde sig til variation i påvirkelighed eller holdbarhed i institutio-naliserede kompleksiteter, uden at man (som Lockwood) behøverat skelne mellem (kerne-) institutionel orden og materielt grund-lag.

"It could be argued, for instance, that certain institutions are lessmalleable, harder to change, because powerful interest groupssupport them in a more or less purposive manner" (Mouzelis,1997).

Udbredelsen af logikken i de mere holdbare institutionaliseredekompleksiteter i forhold til logikken i de mere påvirkelige vil så-ledes, ifølge Mouzelis, altid indebære kampe eller strid på detssocialintegrationsniveau, dvs. mellem aktører – omkring strategierog de uventede følger af disse strategier. Til gengæld er Mouzelisenig med Lockwood i, at systemmodsætninger ikke automatiskmedfører social forandring: sociale forandringer sker ofte i køl-vandet på sociale konflikter, men det modsatte er ikke altid tilfæl-det, ligesom en konflikt i et socialt system kan være både ende-misk og intens uden at den fremkalder strukturelle forandringer.For at kunne vurdere hvorvidt systemiske modsætninger fører tilforandring og/eller for at analysere, hvilken type forandring der erpå tale, må man undersøge, hvordan aktørerne griber situationenan (dvs. analyser på social integrations niveau): fx hvor bevidsteaktørerne (eller agenter) er om modsætningerne mellem institutio-ner, og hvad de foretager sig i form af handlinger med henblik påat stabilisere eller ændre modsætningerne i status quo, osv. (Mou-zelis, 1997, 113).

Mouzelis forsøger i sin kritik at gøre Lockwoods social- og sy-stemintegrations tankegang logisk – og dermed analytisk set –mere konsistent for derigennem at muliggøre, at samme socialefænomen (integration) kan undersøges fra to forskellige – men

57|||||||||

sammenhængende – perspektiver. Fokus i social integrationsper-spektivet er på konkrete aktører eller grupper af aktører og deresforhold/interaktion i tid og rum. Fra systemintegrationsperspekti-vet skiftes fokus til institutionelle kompleksiteter – den virkeligeorden af regler og normer, der (ifølge Mouzelis – og i Giddens´terminologi) kun aktualiseres, når aktørerne trækker på dem for athandle i en specifik situation. Institutioner må altså ikke betragtessom reificerede antropomorfiske enheder. Netop denne tilgangmå anses for at være i overensstemmelse med Lockwoods egetgrundsyn på forholdet mellem social- og systemintegration.

Hvordan kan vi bruge Lockwood?Til trods for at Lockwoods teoretiske begrebsapparat indebærervisse uklarheder, og at "systemintegrations"- aspektet ved integra-tion er meget fremtrædende i hans hidtidige arbejde, benytter hansig af sin (egen) teoretiske forståelsesramme, som helt klart indbe-fatter handlende aktører: det er aktørernes fredelige eller konflikt-fyldte relationer, som betegner graden af deres sociale integration. Hvis man yderligere går ud fra Lockwoods antagelse om, at gra-den af social integration er en afspejling af graden af overensstem-melse på det institutionelle niveau, sættes forskningsmæssig fokuspå såvel forholdene på de to niveauer, som på de processer dersker indbyrdes mellem dem.

Lockwood fremfører ganske vist ingen detaljeret vejledning om,hvordan man skal operationalisere begreberne, men hans egen ek-semplificering (fx i forhold til Marx's og Weber's teorier) peger påen række retningslinier, som kan anvendes, når konkrete problem-stillinger vedrørende integration skal undersøges.

Således antyder fx Mouzelis (1997), hvordan Lockwoods teoreti-ske tankegang kunne anvendes i en belysning af den voksendemodsætning (i UK) mellem "produktivitets- og konkurrencelo-gik" i den institutionelle sfære af "økonomien", og hvad Parsons(Parsons & Platt, 1973) har betegnet som "logikken af kognitivrationalitet" i højere uddannelse.

3) Spørgsmålene er oprindelig formuleret af Zeuner (1997, p. 215). Denuværende formuleringer afviger på enkelte punkter fra Zeuners.

58|||||||||

"In view of the prevailing balance of political and social forcessince the 1974 world economic crisis, it is not surprising that themore malleable educational institutions have been colonised, touse Habermas's expression, by the less malleable, economic ones.This colonisation, which took the form of the gradual displace-ment of the academic by the managerial logic in British universi-ties, did not occur automatically. It entailed strategies of colonisa-tion and resistance to colonisation by a variety of interest groupsin and outside academica" (Mouzelis, 1997, 113).

Det interessante her er Mouzelis' viderebygning af Lockwoodsteori. Mennesker og (interesse-) grupper bliver således hos Mou-zelis mere synlige ihændehavere af institutioners forskellige "lo-gik", end hos Lockwood. Institutioner hos Mouzelis betragtes ty-deligvis ikke som reificerede antropomorfiske enheder, men somkompleksiteter af normer og roller, hvis "logik" fungerer (på for-skellig vis) gennem aktørernes handlinger. Videreføres den tanke-gang, bliver social integration - de fredelige eller konfliktfyldteforhold mellem aktører - ikke alene et spørgsmål om forhold på"microniveauet" eller mellem individet (eller gruppen) og "syste-mets" institutioner: Social integration forekommer også blandtagenterne i de intra- og interinstitutionelle samspil og forhold,dvs. i systemintegration. Fællesnævneren er altså aktørerne. Ogaktører (og agenter) kan selvfølgelig have forskellig grad af magteller indflydelse i de givne situationer, qua deres placering i devarierende institutionelle sammenhænge.

Ud fra disse betragtninger forekommer det, at Lockwoods oprin-delige og senere teoretiske bidrag, sammen med en videreudvik-ling af teorien (jf. Mouzelis), udgør et vigtigt grundlag for at for-følge en række spørgsmål i forbindelse med undersøgelser af socialintegration inden for givne tider og rum. Blandt de væsentligstespørgsmål er følgende: 3)

59|||||||||

Hvorvidt er relationer mellem aktører fredelige eller konflikt-●

fyldte? Er relationerne mellem institutionerne modsætningsfyldte●

eller forenelige?Hvilke udfordringer eller krav bliver fremført af de sociale●

aktører i forbindelse med sociale konflikter?Hvilke reaktioner (til udfordringer eller krav) fremkommer●

fra relevante agenter fra de implicerede institutioner? Her måman inddrage magtforhold og interessemodsætninger.Er "resultatet" kompensation for aktører eller korrektion af●

de institutionelle forhold: Hvad bliver konsekvensen af resul-tatet?

Spørgsmålet bliver derefter:

Om konfliktniveauet er blevet mindre, og dermed om den●

sociale integration er blevet bedre (eller større)?

Lockwoods oprindelige artikel om social- og systemintegration muliggør således udvikling af en forskningsstrategi, som indbefat-ter undersøgelse af de to niveauer hver for sig samt derefter atundersøge deres indbyrdes påvirkning af hinanden. Hvorvidtstrategien kan realiseres, kan kun afgøres gennem empirisk arbej-de.

Referencer

Dahrendorf, R. (1959) Class and Class Conflict in Industrial Society. Stanford: StanfordUniversity Press.

Lockwood, D. (1964) Social integration and System Integration, i: Zollschan, G.K. & Hirsch, W. (eds.): Explorations in Social Change. London: Rout-ledge.

60|||||||||

Lockwood, D. (1992) Solidarity and Schism "The Problem of Disorder", i: Durkheimianand Marxist Sociology. Oxford: Clarendon Press.

Lockwood, D. (1996) Civic Integration and Class Formation, i: Brit. Journ. of Sociology.47, 3.

Mortensen, N. (1995) Mapping System Integration and Social Integration, i: Mortensen,N. (ed.): Social Integration and Marginalization. København: Sam-fundslitteratur.

Mouzelis, N. P. (1991) Back to Sociological Theory. The Construction of Social Orders.London: Macmillan.

Mouzelis, N. P. (1997) Social and System Integration: Lockwood, Habermas, Giddens, i:Sociology, 31, 1.

Parsons, T. & Platt, G. (1973)The American University. Cambridge, Mass.: Harvard UniversityPress.

Rex, J. (1961) Key Problems in Sociological Theory. London: Routledge & KeganPaul.

Zeuner, L. (1997)Sociologisk teori om social integration - mod en forskningsstrategi,i: Zeuner, L. (red.): Social Integration. København: Socialforsk-ningsinstituttet 97:9.

61|||||||||

Habermas: Den socialeintegration trues afrationalitet og systemLilli Zeuner

Den tyske sociolog Jürgen Habermas har i sin bog, Theorie desKommunikativen Handelns (her anvendes den engelske oversæt-telse, The Theory of Communicative Action, 1991), ydet et væsent-ligt bidrag til diskussionen om social integration. Bogen udkomførste gang i 1981 og var ifølge forfatterens forord foranlediget afde krisetendenser, som det moderne samfund kunne registrere i1970'erne. Rationaliteten var ikke længere noget, der blev accep-teret uden videre argumentation, og den stabilitet, som velfærds-staten havde skabt, krævede i stigende grad socialpsykologiske ogkulturelle omkostninger (Habermas, 1981/1991-92, vol. 1, xliii).

Det var på denne baggrund, at Habermas satte relationen mellemlivsverdenen og systemet på dagsordenen. Dermed satte han ogsåden sociale integration og systemintegrationen på dagsordenen.Han ønskede at undersøge relationen mellem livsverdenen og sy-stemet for dermed at kunne forklare de problemer, som han kun-ne registrere i livsverdenen. Hvad var årsagen til de menneskeligeog kulturelle problemer?

Indfrielsen af denne dagsorden gennemførte han ved at gå igen-nem de klassiske sociologiske teorier og undersøge, hvorledes dissehar bidraget til forståelsen af de menneskelige relationer, og ved atgå igennem historien og se, hvorledes menneskelige relationer harændret sig. Han kombinerede således det logiske og det historiske.

Når vi har inddraget Habermas i vores diskussion om social in-tegration, skyldes det altså, at han giver os en grundig forståelse

62|||||||||

af, hvorledes social integration er blevet forstået i sociologien, ogat han sætter dette begreb ind i en bred teoretisk og historisk sam-menhæng. Det er især hans livsverdensanalyse, som gør det muligtat komme tættere på en forståelse af fænomenet, social integra-tion.

Vores læsning af Habermas' teori vil være styret af ønsket om atundersøge, hvorledes han forstår den sociale integration i en størresammenhæng. Hvilken status har den sociale integration hos Ha-bermas? Hvorledes bliver den sociale integration forklaret? Hvadpåvirker den sociale integration?

Præsentation af teorienI Habermas' teori om den kommunikative handlen indgår der tovæsentlige distinktioner. Den ene distinktion vedrører samfundetsgrundlæggende strukturer, hvor Habermas skelner mellem livs-verden og system. Den anden vedrører menneskers handlinger,hvor Habermas skelner mellem kommunikativ handlen og strate-gisk handlen.

Hvis vi ser nærmere på den første distinktion, så definerer Haber-mas livsverdenen som et vidensmæssigt referencesystem, hvisstrukturelle komponenter er kultur, samfund og personlighed.Hver af disse komponenter bliver nærmere defineret. Kulturen erifølge Habermas det vidensforråd, fra hvilket det er muligt at skaf-fe fortolkninger. Samfundet er de legitime ordninger, med hvilkedet er muligt at regulere tilhørsforhold til sociale grupper og der-med sikre solidaritet. Og personligheden er de kompetencer, medhvilke det bliver muligt at deltage i forståelsesprocesser og dermedsikre identitet (Habermas, 1981/1991-92 , vol. 2, p. 136-138). Påtilsvarende måde definerer Habermas systemet ved hjælp af detskomponenter, nemlig det økonomiske system og forvaltningssy-stemet (Habermas, 1981/1991-92, vol. 2, p. 320). Ser vi nærmerepå den anden distinktion, nemlig distinktionen mellem kommu-nikativ handlen og strategisk handlen, finder vi følgende defini-tioner: Den kommunikative handlen er den form for handlen, derhar til formål at skabe forståelse mellem mennesker, mens den

63|||||||||

strategiske handlen er den form for handlen, der har til formål atskabe resultater (Habermas, 1981/1991-92, vol. 1, p. 285-86).

På tværs af de to grundlæggende distinktioner foretager Habermasen kobling mellem livsverdenen og den kommunikative handlen.Den kommunikative handlen er således den generelle proces, sominden for hver af de tre livsverdenskomponenter sikrer kompo-nentens reproduktion.

Habermas definerer tre typer af reproduktive processer inden forlivsverdenen. Til kulturen hører den kulturelle reproduktion, tilsamfundet hører den sociale integration og til personlighedenhører socialiseringen.

Bag disse tre processer ligger den kommunikative handlen. Det eraltså ifølge Habermas den kommunikative handlen - den handlen,der sigter mod gensidig forståelse - der ligger bag de tre reproduk-tive processer i livsverdenen. Den kommunikative handlen sørgerfor en indbyrdes forståelse og sikrer dermed videreførelse og for-nyelse af den kulturelle viden. Den kommunikative handlen sør-ger endvidere for koordinering af handling og sikrer dermed soci-al integration og solidaritet. Endelig sørger den kommunikativehandlen for socialisering af nye generationer og sikrer dermed ud-vikling af personlig identitet Habermas, 1981/1991-92, vol. 2, p.137).

Det fænomen, som vi her skal beskæftige os med, nemlig densociale integration, er altså en af de processer, som sikrer livsver-denens reproduktion. Den sociale integration sker ved hjælp afden kommunikative handlen, dvs. ved hjælp af de handlinger, dersigter mod gensidig forståelse. Konsekvensen af den sociale inte-gration er koordinering og solidaritet.

Udgangspunktet for Habermas' teori er den tiltagende rationali-sering af livsverdenen. Det er den stigende grad af rationalisering,som giver anledning til hans bekymring, og som samtidig virkersom udgangspunkt for hans teoridannelse. Med den stigende grad

64|||||||||

af rationalisering af livsverdenen følger den stigende grad af kom-pleksitet af systemet. Det er disse to udviklingstendenser, somdanner dynamikken i hans teori.

Teorien udvikles i to dele. Den første del sigter mod at afklare deprocesser, der foregår inden for livsverdenen, og det vil især sigeafklaring af begrebet om den kommunikative handlen. Den andendel sigter mod at forklare, hvorledes livsverden og system påvirkerhinanden, og det vil især sige afklaring af, hvorledes rationalitetenslår igennem inden for livsverdenen og dermed baner vejen for sy-stemets stigende grad af kompleksitet og overgriben i relation tillivsverdenen.

Lad os først se på de processer, der finder sted inden for livsverde-nen. De grundlæggende processer, som skal sikre reproduktionenaf livsverdenen er knyttet til hver af de tre livsverdenskomponen-ter, kultur, samfund og personlighed. Den kulturelle reproduk-tion, den sociale integration og socialiseringen har alle til formålat sikre, at nye situationer bliver bundet sammen med eksisteren-de situationer.

Den kulturelle reproduktion sikrer, at traditionen bliver videre-ført, og at videnselementerne hænger sammen. Det afgørendebliver således, om den viden, der bliver opfattet som gyldig, er ra-tionel. Hvis den ikke er det, kan den eksisterende viden ikke dæk-ke aktørernes behov for gensidig forståelse, når nye situationer op-står. De skemaer, der skal bruges til fortolkning bryder sammen,og det bliver svært at finde mening med tingene.

Den sociale integration sikrer koordineringen af handlinger vedhjælp af legitimt regulerede mellemmenneskelige relationer ogstabiliserer gruppens identitet i en grad, som er nødvendig, for athverdagen kan fungere. Det afgørende bliver, om der eksisterersolidaritet mellem en gruppes medlemmer. Hvis der ikke er til-strækkelig solidaritet mellem gruppens medlemmer bliver resulta-tet anomi og dertil svarende konflikter. I sådanne tilfælde vil ak-tørerne ikke kunne få dækket deres behov for koordinering, når

65|||||||||

nye situationer opstår. Der er ikke længere tilstrækkeligt med legi-timt regulerede medlemskaber, og den sociale solidaritet bliver enmangel.

Socialiseringen sikrer, at nye generationer bliver udstyret med ge-nerelle handlingskompetencer og sikrer, at individuelle livshistori-er er i harmoni med de kollektive livsformer. Det afgørende bliverher, om den enkelte i tilstrækkelig grad har udviklet en evne til atvære interaktiv og påtage sig et ansvar. Hvis socialiseringen bliverforstyrret vil det resultere i psykiske sygdomme og fremmedgørel-se. Hvis det er tilfældet, har aktørerne ikke den fornødne kompe-tence til at indgå i gensidige relationer med hinanden. Resultatetbliver, at personlighedssystemet kun kan sikres gennem forsvars-strategier, som er skadelige for deltagelse i den sociale interaktion,og at jeg-styrke bliver en mangel (Habermas, 1981/1991-92, vol.2, p. 140-141).

Imidlertid får disse reproduktive processer ikke kun betydning in-den for den livsverdenskomponent, som de hver især vedrører.Reproduktionen af hver komponent bliver afgørende for, om deto andre komponenter lader sig reproducere.

Hvis kulturen giver tilstrækkelig gyldig viden til, at der kan ud-vikles en gensidig forståelse inden for livsverdenen, betyder det, atden kulturelle reproduktion bidrager til på den ene side legitime-ring af eksisterende institutioner og på den anden side af mønstrefor socialisering.

Hvis samfundet er tilstrækkeligt integreret til at dække behovetfor koordinering af livsverdenen, betyder det, at den sociale inte-gration bidrager til på den ene side individernes legitimt regule-rede medlemskab af samfundet og på den anden side til moralskeforpligtigelser.

Hvis den personlige identitet er tilstrækkelig stærk til, at individetkan handle realistisk i forhold til situationer, der opstår i dereslivsverden, betyder det, at socialiseringen bidrager på den ene side

66|||||||||

til et fortolkningstalent og på den anden side til motivation for athandle i overensstemmelse med normer (Habermas, 1981/1991-92, vol. 2, p. 141).

De tre reproduktionsprocesser har altså betydning ud over denkomponent, som de virker inden for. De bidrager hver især til re-produktionen af de to øvrige komponenter. Det betyder, at densociale integration ikke blot har betydning for den samfundsmæs-sige reproduktion, men også for den kulturelle og personligheds-mæssige reproduktion. Den sociale integration baner vejen for in-dividets sociale medlemskab og for de moralske forpligtigelser.Hvis der omvendt hersker anomi på det samfundsmæssige niveau,vil der også ske en fremmedgørelse af individet og udvikles en u-sikkerhed vedrørende den kollektive identitet. Spørgsmålet om,hvorvidt den sociale integration er vellykket, bliver dermed af be-tydning for hele livsverdenen.

Problemet er ifølge Habermas, at livsverdenens tre komponenterog de dertil hørende reproduktionsprocesser bliver skilt ud frahinanden. Konsekvensen af denne differentiering bliver, at ram-merne for menneskelig interaktion bliver underlagt den rationeltbegrundede gensidige forståelse. Konsensus hviler i den sidsteende på argumentets autoritet. Der sker altså en rationalisering aflivsverdenen.

Samtidig med, at der sker en differentiering mellem livsverdenenstre komponenter, sker der en differentiering inden for komponen-terne. Inden for kulturen sker der en differentiering mellem tradi-tion og det konkrete indhold. På det samfundsmæssige niveausker der en differentiering mellem moral og ret. Inden for person-ligheden sker der en differentiering mellem de vidensmæssigestrukturer og den kulturelle videns indhold. Inden for alle trekomponenter sker der altså en differentiering mellem indhold ogform. Der sker en formalisering af generelle principper, som løsri-ves fra det indhold, de oprindeligt har været bundet til. Der skeren teknificering.

67|||||||||

Endelig sker der en funktionel specificering inden for hver af detre komponenter. Der sker en professionalisering af den kulturelleoverlevering, den sociale integration og opdragelsen. Inden forkulturen udvikles der handlingssystemer til overlevering af viden-skab, ret og kunst, inden for samfundet udvikles demokratiskeformer til kanalisering af den politiske viljesdannelse, og inden forpersonlighedssystemet sker der en pædagogisering af opdragelsen.Inden for alle tre komponenter sker der således en refleksiv bryd-ning af de traditionelle former for reproduktion. Reproduktionenaf livsverdenen bliver professionaliseret og grunder sig på viden(Habermas, 1981/1991-92, vol. 2, p. 146-47).

For den sociale integration betyder den tiltagende differentieringaf livsverdenen, at der sker differentiering mellem moral og ret ogdermed en udskilning af det tekniske og rationelle element. Sam-tidig sker der en professionalisering, således at den sociale integra-tion bliver vidensmæssigt baseret. Den sociale integration bliversåledes genstand for den demokratiske viljesdannelse, og den bli-ver bundet til regelstyring frem for moral. Den sociale integrationbliver en professionaliseret reproduktionsproces. Den bliver vi-densbaseret.

Den anden del af Habermas' teori vedrører relationen mellemlivsverden og system, og her bliver livsverdenens rationaliseringhelt afgørende. Det er rationaliseringen af livsverdenen, der mu-liggør en forøgelse af den systemmæssige kompleksitet. Den sy-stemmæssige udvikling kan nemlig ikke ske uden en forankring ilivsverdenen. Det er i livsverdenen, det sociale system bliver defi-neret som helhed og dermed institutionaliseret.

Den systemmæssige kompleksitet starter med at være tæt sam-menslynget med den sociale differentiering. I stammesamfund be-står systemkompleksiteten i regelbundne slægtskabssystemer, derer tæt knyttede til social differentiering. På denne måde er system-integration og social integration tæt sammenslyngede (Habermas,1981/1991-92, vol. 2, p. 163).

68|||||||||

Med tiden sker der en uddifferentiering af generaliserede byttere-lationer. Dette sker ved hjælp af pengemediet. Konsekvensen bli-ver, at staten tvinges til at reorganisere sig. Dette sker ved hjælp afmagtmediet. Der udvikles altså to subsystemer, nemlig markedetog den moderne forvaltning. Det er karakteristisk, at disse sub-systemer bliver normfrie og uafhængige af den kommunikativtstrukturerede livsverden. Med udgangspunkt i disse subsystemersker der en tiltagende differentiering i subsystemer. Konsekvensenbliver, at livsverdenen indsnævres og selv bliver et subsystem,samtidig med at den danner grundlaget for systemdifferentierin-gen. Det er først og fremmest livsverdenens differentiering mel-lem ret og moral, som gør systemdifferentieringen mulig (Haber-mas, 1981/1991-92, vol. 2, p. 172-173).

Udviklingen af styringsmedier som magt og penge betyder, athandlinger i stigende grad bliver koordineret gennem ikke-sprog-lige styringsmedier. Den sprogligt baserede konsensusdannelsebliver således afløst af styringsmedier som penge og magt, og kon-sekvensen bliver stigende kompleksitet i interaktionen. Det erdenne differentiering mellem sproglig kommunikation og medie-styret kommunikation, der muliggør adskillelsen mellem socialintegration og systemintegration (Habermas, 1981/1991-92, vol.2, p. 183).

Adskillelsen mellem social integration og systemintegration bety-der, at systemintegrationen på den ene side snylter på den socialeintegration og på den anden side indskrænker dens kommunika-tion. Konsekvensen bliver, at livsverdenens fatteevne bliversprængt. Det er denne udviklingshistoriske ironi, som Habermasønsker at præcisere (Habermas, 1981/1991-92, vol. 2, p. 155).

Den stigende differentiering af livsverdenen betyder ifølge Haber-mas, at systemet og de dertil hørende subsystemer bliver differen-tieret ud. Ved hjælp af magt og penge dannes forvaltningssystemetog det økonomiske system. Når disse subsystemer er dannet, målivsverdenen reagere imod dem. Over for statens og økonomienssystemintegrerede handlingsområder dannes der inden for livsver-

69|||||||||

denen socialt integrerede handlingsområder i form af privatsfæreog offentlighed. Livsverdenen beskytter sig gennem institutions-dannelse. Privatsfærens institutionelle kerne er familien, som erfriholdt for produktive funktioner og specialiseret til socialise-ringsopgaver. Offentlighedens institutionelle kerne er de kommu-nikationsnet, der består af kulturvirksomheder, presse og masse-medier (Habermas, 1981/1991-92, vol. 2, p. 318-319).

Med denne institutionalisering af livsverdenen bliver det muligtfor systemet at skabe udvekslingsrelationer i forhold til livsverde-nen. Det økonomiske system kan bytte løn for arbejdsydelse ogvarer og tjenesteydelser for efterspørgsel. Den offentlige admini-stration bytter organisationsydelser for skat og politiske afgørelserfor masseloyalitet (Habermas, 1981/1991-92, vol. 2, p. 318-319).

Set ud fra livsverdenens perspektiv udkrystalliseres der omkringdisse udvekslingsrelationer nogle sociale roller. Med udgangs-punkt i privatsfæren udkrystalliseres rollerne som beskæftigede ogkonsumenter, og med udgangspunkt i offentligheden udkrystalli-seres rollerne som statsborgere og klienter. På tværs af privatsfæreog offentlighed tegner der sig to typer af roller. Rollerne som be-skæftigede og som klienter er defineret i relation til organisatio-ner. Beskæftigelsessystemet regulerer sin udveksling med livsver-denen via organisationsmedlemmernes roller, og den publikums-relaterede administration regulerer sin udveksling med livsverde-nen via klientorganisationernes roller. Begge roller er retsligt kon-stitueret med henvisning til organisationerne. Rollerne som kon-sument og som deltager i den offentlige menings processer er ikkedefineret gennem tilsvarende organisatoriske og retslige princip-per. Konsument- og statsborgerrollen henviser i stedet til forudgå-ende dannelsesprocesser, som har formet præferencer, værdiorien-teringer, indstillinger etc. Sådanne orienteringer dannes i privat-sfæren og i offentligheden (Habermas, 1981/1991-92, vol. 2, p.319- 322).

Sammenføjningen mellem livsverden og system giver anledning tilnye typer af sociale konflikter. Det er de roller, som er udviklet

70|||||||||

som konsekvens af adskillelsen mellem livsverden og system, dergiver anledning til nye typer af protester. Kritikken retter sig modinstrumentaliseringen af erhvervsarbejdet og konkurrence og præ-stationspres helt ned i grundskolen. Den retter sig mod den for-brugeriske omdefinering af private livsområder og personlig livs-stil. Den retter sig mod afhængigheden af offentlig virksomhed ogklientgørelse. Og den retter sig endvidere mod statsborgerrollenog rutinen i den målrationelle realisering af interesser (Habermas,1981/1991-92, vol. 2, p. 395).

Konsekvensen af denne udvikling bliver, at de samfundsmæssigekonflikter antager nye former. De klassiske konflikter mellem ar-bejdsmarkedets organisationer rettede sig mod spørgsmålet omfordeling af de samfundsmæssigt producerede goder. De nye kon-flikter handler om de roller, som følger af modsætningen mellemsystem og livsverden. Disse roller vil blive forsvaret af de menne-sker, som umiddelbart er involveret i produktionen, og derfor erinteresserede i den fortsatte kapitalistiske vækst, mens de vil bliveangrebet af de mennesker, som står perifert i forhold til produk-tionen, og som vil finde sammen i forskellige former for protest-bevægelser. De materielt betonede fordelingskonflikter afløses afcenter/periferi betonede livsformskonflikter. De nye konflikteropstår således inden for den kulturelle reproduktions, den socialeintegrations og socialisationens områder, og de handler til syvendeog sidst om livsformens grammatik (Habermas, 1981/1991-92,vol. 2, p. 392).

På baggrund af denne præsentation af Habermas' teori kan vi nuopsamle den forståelse af den sociale integration, som han bidra-ger til. Den sociale integration bliver hos Habermas defineret somen samfundsmæssig reproduktionsproces. Denne reproduktionforegår gennem den kommunikative handlen. Det er altså dehandlinger, som sigter mod at skabe konsensus, der baner vejenfor den sociale integration. Resultaterne af den integrative proceser solidaritet. For Habermas er den sociale integration altså enhandlingsbaseret proces.

71|||||||||

Modpolen til social integration er ifølge Habermas anomi. Hvisden sociale integration ikke er i orden, brister koordineringen afmenneskelig handlen. Der sker ikke en legitim regulering af men-neskelige relationer og en udvikling af en gruppes identitet. Måletpå, om den sociale integration er i orden, bliver ifølge Habermassolidariteten. Hvis der ikke hersker solidaritet mellem mennesker,vil normløsheden brede sig. Konsekvensen bliver, at når nye si-tuationer opstår, kan grupper af mennesker ikke få dækket deresbehov for koordinering.

Den sociale integration kan ikke ses isoleret fra de andre repro-duktionsprocesser i livsverdenen. På den ene side baner den socia-le integration vejen for den kulturelle reproduktion og socialise-ringen, og på den anden side fremmer den kulturelle reproduk-tion og socialiseringen den sociale integration.

Hvis vi skal svare på spørgsmålet om, hvad der ud fra Habermas'teori fremmer den sociale integration, bliver det altså klart, at denkommunikative handlen sikrer den sociale integration. Den socia-le integration fremmes endvidere af vellykket socialisering og vel-lykket kulturel reproduktion. Der skal altså være en interaktionmellem mennesker med henblik på at skabe konsensus, der skalvære en kultur, som legitimerer de samfundsmæssige institutioner,og det enkelte menneske skal have en personlighed, der sikrer denfornødne motivation til at handle i overensstemmelse med de ek-sisterende normer.

Truslerne mod den sociale integration kommer såvel fra livsverde-nen som fra systemet. Inden for livsverdenen betyder adskillelsenaf kultur, personlighed og samfund, at det kommer til at knibemed den kulturelle og den personlighedsmæssige opbakning tilden sociale integration. Inden for samfundet sker der endvidereen differentiering mellem ret og moral, således at den sociale inte-gration i sig selv bliver teknificeret og professionaliseret. Den in-stitutionaliseres i demokratiske institutioner.

72|||||||||

Livsverdenens trusler mod den sociale integration forstærkes afden systemgørelse, som den selv har banet vejen for. Når det øko-nomiske system og det administrative system bliver stadig merekomplekse betyder det, at de fylder mere og mere og gradvist for-trænger verden. Den måde, som systemet yder indflydelse på,nemlig ved at anvende penge og magt, kommer derved til at for-trænge den kommunikative handlen, som skulle danne grundlagfor den sociale integration. I stedet for at handle kommunikativtog søge en indbyrdes konsensus vil mennesker handle strategisk iretning af at opnå størst mulig løn for deres arbejdsydelser ogstørst mulige ydelser for deres politiske loyalitet.

Truslerne mod den sociale integration resulterer i konflikter om,hvordan livet skal forme sig. Er det den strategiske handlen ellerden kommunikative handlen, der skal være fremherskende? Er detsystemet eller livsverdenen, der skal være i centrum? Skal vi accep-tere styringen fra magten eller pengene, eller skal vi forsøge atgenetablere den sociale integration? Den sociale integration bliveri sig selv genstand for konflikter.

Teoriens grundlagHabermas udvikler sin teori ved på den ene side at gå gennem væ-sentlige sociologiske teorier og på den anden side at anlægge etudviklingsteoretisk perspektiv. Fra sociologien henter han begre-ber om livsverden og system, og fra teorien om den samfunds-mæssige udvikling fra stammesamfund til moderne samfund hen-ter han argumentation for sin teori om adskillelsen af livsverdenog system. På denne måde bliver hans sociologiske teori såvel teo-retisk som historisk begrundet. Hans teori bliver reelt en udvik-lingsteori.

Habermas peger selv på, at konsekvensen af den historiske udvik-ling bliver, at teorien må skifte perspektiv. Livsverdenen kan ikkelængere begribe sin egen udvikling uden at inddrage en systemte-oretisk analyse. Habermas udvikler derfor først en livsverdensteoriog derefter en systemteoretisk forståelse af livsverdenen.

73|||||||||

Selve begrebet om livsverdenen henter Habermas i den fænome-nologiske tradition repræsenteret ved Alfred Schutz og EdmundHusserl. Ifølge denne tradition konstruerer individet sin verdenpå grundlag af dets grundlæggende viden. Denne synsvinkel anserHabermas for at være utilstrækkelig. Han videreudvikler derforlivsverdensperspektivet ved at inddrage to andre linjer i sociologi-en. På den ene side bygger han på den tyske linje fra Marx og We-ber til Lukacs og den kritiske teori. Fra denne linje kommer ratio-naliserings- og fremmedgørelsesproblemstillingen. På den andenside bygger han på den tradition, der sigter mod den kommuni-kative handlen frem for den målrettede handlen. Denne linje erprimært repræsenteret af Mead og Durkheim. Fra Mead stammerkommunikationsteorien og fra Durkheim stammer teorien omsocial solidaritet. Også sprogfilosofien repræsenteret ved Austinhører til denne linje. Det er på dette grundlag, Habermas udviklersin teori om kommunikativ handlen (Habermas, 1981/1991-92,vol. 2, p. 1).

Webers teori er det primære udgangspunkt for Habermas' ratio-nalitetsdiskussion. Det er Webers grundlæggende spørgsmål om,hvorledes den vestlige rationalitet kan forklares, der danner ud-gangspunktet for Habermas' teori om livsverdenens rationalise-ring. Webers teori er reelt en handlingsteori, hvor forskellige typeraf handlinger ses som afvigelser i forhold til den målrationellehandling (Habermas, 1981/1991-92, vol. 1, p. 6). Dette udgangs-punkt finder Habermas imidlertid utilstrækkeligt. For ham er derationelle handlinger kun en del af de menneskelige handlinger.Til brug for sin teori om livsverdenen må han have et begreb omen kommunikativt orienteret handlen. Han udvikler derfor enskelnen mellem handling, der er rettet mod succes, og handling,der er rettet mod udvikling af forståelse (Habermas, 1981/1991-92, vol. 1, p. 285).

Såvel Weber som Marx danner udgangspunkt for Habermas' teoriom rationaliseringens konsekvenser. Weber påpeger, at rationali-seringen fører til tab af mening og tab af frihed. Marx peger påfremmedgørelsen og den indre kolonisering som konsekvens af

74|||||||||

kapitalismen. Herfra videreudvikles Lukacs teori om fremmed-gørelse og Horkheimer og Adornos teori om bevidsthedens frem-medgørelse gennem massemedier. Konsekvensen bliver individetsforsvinden. Habermas foretager en reformulering af denne frem-medgørelsesproblematik. Det gør han ved hjælp af begrebet omden kommunikative handlen og teorien om styringsmedier. For atkunne gøre det, må han have fat i den anden linje inden for socio-logien, nemlig den linje, der stammer fra Mead og Durkheim.

Meads teori, om at den menneskelige interaktion har udviklet sigfra at være formidlet af ekspressive fagter til at være formidlet afsymboler, danner udgangspunkt på Habermas' teori om denkommunikative handlen. Overgangen til symbolsk formidlet in-teraktion nødvendiggør udvikling af regelsæt, der kan være medtil at styre den menneskelige adfærd. For det enkelte menneskebliver det nødvendigt at udvikle en regelkompetence. Denne re-gelkompetence er i starten et middel til at kommunikere med om-verdenen og bliver senere en kompetence til at styre adfærd. Deter såvel kommunikation som adfærd og dispositioner, der bliversymbolsk struktureret. Denne opfattelse er hos Mead bundet tildet enkelte menneskes udvikling. For Habermas er denne meto-dologiske binding uacceptabel. For ham er det afgørende at kunneudvikle en almen teori om den symbolske strukturering af livsver-denen. Denne teori må være båret af en social udviklingsteorifrem for en individorienteret udviklingsteori. Derfor inddragerhan Durkheim.

For Durkheim er det ikke sproget, der danner udgangspunktet forde regler, der styrer menneskelig adfærd. Hos Durkheim er regler-ne for menneskelig adfærd indlejret i den moral, som udspringeraf det hellige. Det er igennem de hellige genstandes magt og denrituelle praksis, der skabes en fælles bevidsthed.

Det er Habermas' opfattelse, at Mead og Durkheim på trods afderes uenigheder om normernes grundlag, har mange ens træk ideres teorier. De har begge to den opfattelse, at normernes grund-lag skal søges uden for den sociale interaktions felt, nemlig i hen-

75|||||||||

holdsvis sprog og religion. De søger begge to en symbolsk forkla-ring på normerne, nemlig henholdsvis sproglige og hellige symbo-ler. Og endelig ser de målet for interaktionen mellem menneskersom værende en form for gensidighed, nemlig henholdsvis kon-sensus og kollektiv bevidshed.

Stillet over for disse forskelle og ligheder udvikler Habermas sinteori om konsensussøgende adfærd på grundlag af de fælles træk ide to teorier, nemlig de symbolsk strukturerede handlingsreglerog den fælles søgen efter overensstemmelse. Udgangspunktet bli-ver Meads opfattelse af sproget som grundlag for den kommuni-kative handlen, og metodologien bliver Durkheims sociale evolu-tionsforståelse. På dette grundlag udvikler Habermas sin teori omlivsverdenen og sin teori om livsverdenens adskillelse fra systemet.

For at kunne videreudvikle sin teori om systemets selvstændiggø-relse og kolonisering af livsverdenen inddrager Habermas teorieraf Parsons og Marx.

Habermas bygger sin teori om systemets udskillelse fra livsverde-nen på Parsons systemteori. Habermas påpeger, at Parsons igen-nem hele sit forfatterskab arbejder med en kobling mellem enhandlingsteori og en systemteori. I starten af Parsons forfatterskaber den enkelte handling i centrum. Den ses som værende båret afde sociale normer, der igen er forankret i den enkeltes værdier. Pådenne baggrund får kulturen en overordnet status i forhold tilandre dele af samfundet. Efterhånden som Parsons udvikler sinteori bliver systemperspektivet dominerende. Samfundet skilles udi en række delsystemer og uden om disse udvikles andre systemeraf fysisk og biologisk art. I denne proces forsvinder Parsons skel-nen mellem social integration og funktionel integration. Han talerganske enkelt om integration.

Habermas tager afstand fra denne rene systemtænkning. Han fast-holder en skelnen mellem social integration og systemintegration.Imidlertid kan han bruge Parsons systemteoretiske tænkning til atudvikle den del af sin teori, der vedrører systemet. Det er specielt

76|||||||||

Parsons teori om styringsmedier, der finder anvendelse i Haber-mas' teori. For Parsons har hvert system sit styringsmedium. Iføl-ge Habermas søger Parsons at generalisere sig frem til nogle fællestræk ved styringsmedier, som fx at de skal være uafhængige af detenkelte menneske, at de skal kunne lagres, at de skal kunne cirku-lere mv. Habermas gør opmærksom på, at de forskellige systemersstyringsmedier i forskellig grad kan leve op til disse krav. Derfortager han udgangspunkt i markedets styringsmedium, nemligpenge, og analyserer på denne baggrund, hvorved andre styrings-medier adskiller sig fra penge. Magten, som er den administrativeverdens styringsmedium, adskiller sig fra pengene ved at skullelegitimeres, dvs. den skal forankres i sprog og kultur. Den skalforankres i livsverdenen. Livsverdenen bliver derfor fastholdt somanalytisk kategori i Habermas' teori.

Fra Marx udvikler Habermas sin teori om systemets koloniseringaf livsverdenen. Marx' analyse af varens dobbelte karakter, nemligsom både bytteværdi og brugsværdi, danner udgangspunkt for enskelnen mellem de økonomiske spændinger og den spændings-fyldte interaktion mellem de sociale klasser, og dermed for enskelnen mellem system og livsverden. Marx' skelnen mellem sy-stem og livsverden fremkommer som en reel abstraktion. Det be-tyder, at det kapitalistiske system bliver en mystificeret form afklasserelationerne. Denne mystificering baner vejen for fremmed-gørelse og en borgerlig kultur, som tilslører de faktiske klasserela-tioner. Der opstår en falsk klassebevidshed. Problemet er ifølge Habermas, at Marx ikke ser, at staten og detøkonomiske system gennemgår en stadig stigende grad af differen-tiering, som åbner op for nye styringsmuligheder i forhold tilklasserelationerne. Habermas kritiserer Marx for at foretage endialektisk sammenbinding af livsverden og system. Det betyder, athan ikke kan adskille den generelle systemdifferentiering, der føl-ger af moderniteten, og den klassespecifikke form, den på dettidspunkt blev institutionaliseret i. Som konsekvens heraf erstatterHabermas Marx' begreb om en falsk klassebevidsthed med et be-greb om en fragmenteret hverdagsbevidsthed.

77|||||||||

Hos Habermas sker koloniseringen af livsverdenen som konse-kvens af livsverdenens differentiering og som konsekvens af deroller, der udvikles i bytterelationerne mellem livsverdenen ogsubsystemerne. Resultatet bliver en fragmenteret hverdagsbevidst-hed.

Det er altså først og fremmest Mead og Durkheim, der dannerudgangspunkt for Habermas' teori om social integration. Det er idisse teorier, grundlaget for Habermas' livsverdensteori skal fin-des. Hvis man vil forstå hans teori om livsverdenens problemer,må man imidlertid også inddrage hans brug af Weber, Marx ogParsons. Herfra kommer ideerne om rationaliseringens gennem-syring af livsverdenen og systemets kolonisering af livsverdenen.

KritikI diskussionen af Habermas' teori skal vi kun inddrage den kritik,som vedrører hans teori om social integration. To engelske socio-loger, nemlig Nicos P. Mouzelis og Margaret S. Archer har disku-teret og kritiseret Habermas' teori om social integration.

Mouzelis fremfører sin kritik i bogen Back to Sociological Theory(1991). Fra denne bog skal vi især fremhæve to væsentlige kritik-punkter.

Mouzelis kritiserer Habermas for hans systemopfattelse. IfølgeMouzelis har Habermas udviklet en teori, hvor den økonomiskeverden er præget af automatik og passivitet. Der findes ikke nogenmakroaktører, som er med til at forme udviklingen gennem mod-satrettede interesser og indbyrdes konflikter. Mouzelis fremhæver,at den nyeste viden om udviklingen inden for det økonomiske sy-stem peger på, at dette system er præget af fleksibilitet og samar-bejde mellem mange agenter.

I forlængelse af denne kritik peger Mouzelis på, at Habermas ikkeberører spørgsmålet om, hvordan den sociale evolution, som ud-gør et centralt element i hans teori om systemintegrationens løsri-velse fra den sociale integration, er kommet i stand. Der er ikke

78|||||||||

nogen aktører, som i kraft af deres handlinger har frembragt den-ne udvikling.

Manglen på aktører i systemdelen af Habermas' teori opfatter visom en alvorlig mangel. Det betyder, at der opstår automatiskeudviklingsprocesser, som ikke kan føres tilbage til menneskelighandlen. Menneskelig handlen bliver på denne måde noget, der erforbeholdt livsverdenen.

Mouzelis kritiserer endvidere Habermas for at sammenblande enmetodologisk og en substantiel distinktion. På den ene side frem-fører Habermas, at hans skelnen mellem livsverden og system eren metodologisk skelnen, hvor to analytiske perspektiver anlæggespå samme fænomen, nemlig samfundet. På den anden side bliverlivsverden og system substantielle, således at man kan undersøgemodsætningen mellem dem.

Denne kritik er yderst central for en videre diskussion af, hvorle-des en forskning i social integration kan tage udgangspunkt i Ha-bermas' teori. Hvis man anlægger to synsvinkler på et og sammefænomen, kan man ikke samtidig tale om to adskilte fænomener,der kan analyseres hver for sig.

Archer fremfører sin kritik i den reviderede udgave af Culture andAgency. Hendes kritik retter sig mod den grundlæggende distink-tion i Habermas' teori.

Archer er for så vidt enig med Habermas i, at der må være engrundlæggende skelnen mellem social integration og systeminte-gration. Hendes kritik retter sig mod Habermas' anvendelse afdisse begreber. Hun kritiserer ham for at anvende begrebet om so-cial integration i forhold til livsverdenen og begrebet om system-integration i forhold til systemet. Hendes problem er, at livsver-den og system derved bliver adskilt som to blokke, der fungererefter hvert sit princip. Ifølge Archer må begge disse blokke analy-seres med hensyn til social integration og systemintegration. In-den for livsverdenen må der skelnes mellem social integration og

79|||||||||

systemintegration. Det samme gælder for systemet eller struktu-rerne, som Archer ville sige. Også her vil der være grundlag for enskelnen mellem social integration og systemintegration. De toblokke må altså analyseres efter samme principper (Archer, 1988/1996, p. 288-297).

Det afgørende problem ved Habermas' teori er ifølge Archer, athan ved at placere den sociale interaktion i livsverdenen og desociale strukturer i systemet afskærer sig fra at undersøge den gen-sidige påvirkning mellem den sociale integration og systeminte-grationen. Derfor kan han heller ikke afsøge den interne udvik-lingsdynamik, der må være inden for såvel livsverden som system.Han kan kun undersøge den historiske udvikling med den gensi-dige påvirkning mellem livsverden og system som et engangsfæno-men.

Archers krav, om at livsverden og system skal forstås og analyseresefter samme principper, bunder i hendes opfattelse af kultur ogstruktur som værende ensartede fænomener. Et sådant principkan vi ikke tilslutte os. Det betyder, at vi ikke umiddelbart vilkunne støtte op om Archers kritik af Habermas. Alligevel følgerder nogle væsentlige problematiseringer som konsekvens af hendeskritik. En af disse problematiseringer er, at kulturen i Habermas'teori fremtræder som ensartet og sammenhængende. Der optræ-der altså ikke modsigelser eller uenigheder i kulturen. En andenproblematisering er, at systemet i Habermas' teori udelukkendefremtræder som system uden agenter, der kan være uenige eller ikonflikt med hinanden. Sådanne kritikpunkter er der god grundtil at fremføre over for Habermas' teori.

I forlængelse af de kritikpunkter, som er fremført af Mouzelis ogArcher, vil vi fremhæve, at Habermas' skelnen mellem livsverdenog system ikke bliver en reel distinktion. Når Habermas på denene side ser livsverdenen som en historisk forudsætning for syste-met og på den anden side ser livsverdenen som værende koloni-seret af systemet, må konsekvensen blive, at livsverdenen bliverunderlagt systemets udvikling. På denne måde bliver det vanske-

80|||||||||

ligt at fastholde en reel distinktion mellem livsverden og system,således at disse kan undersøges hver for sig med henblik på enundersøgelse af deres indbyrdes påvirkning.

Principper for forskning i social integrationFra denne kritiske diskussion af Habermas' teori skal vi vende ostil en diskussion af teoriens anvendelse. Spørgsmålet bliver her,hvordan man på baggrund af Habermas' teori kan sætte den soci-ale integration på dagsordenen og undersøge, hvad der påvirkerden? Hvilke empiriske spørgsmål rejser teorien?

1. Social integration som empirisk fænomenIndledningsvist må man sætte fokus på den sociale integrationsom empirisk fænomen. Den sociale integration er ifølge Haber-mas en samfundsmæssig reproduktionsproces, som er helt nød-vendig for samfundets fortsatte eksistens. Hvordan kan man un-dersøge denne reproduktionsproces?

Habermas leverer nogle begrebspar, som gør det muligt at disku-tere, hvordan vi kan undersøge den sociale integration. I sin teoriskelner han mellem integration og anomi, solidaritet og normløs-hed, koordinering eller ikke koordinering af handlinger, konsen-susorienterede handlinger eller strategisk orienterede handlinger,legitimitet eller mangel på legitimitet i de menneskelige relationer.

Disse begrebspar giver et udgangspunkt for at sætte fokus på soci-al integration eller manglen på social integration på et empiriskniveau.

2. Social integration og andre reproduktionsprocesserDer må ske en afklaring af den sociale integrations relationer tilandre reproduktionsprocesser. Hvis vi følger Habermas' teori, kanvi ikke se isoleret på den sociale integration. Den er afhængig afde reproduktionsprocesser, der finder sted inden for livsverdenensøvrige komponenter, nemlig den kulturelle reproduktion og soci-aliseringen.

81|||||||||

Den legitimitet, som den sociale integration må bygge på, kankun hentes i kulturen. Kulturen må levere tilstrækkelig gyldig vi-den, til at der kan udvikles en gensidig forståelse omkring den so-ciale integration. Gennem gyldig viden og gensidig forståelse vilden samfundsmæssige reproduktion blive legitimeret. Spørgsmåletbliver altså, om der eksisterer en gyldig viden om de samfunds-mæssige fænomener, vi kan registrere. Danner denne gyldige vi-den en gensidig forståelse omkring de konkrete fænomener? Ska-bes der på denne måde en legitimitet omkring disse fænomener,således at den sociale integration fortsat kan fungere?

De normer, som skal danne grundlag for det enkelte menneskeshandlinger i relation til samfundets reproduktion, kan kun skabesgennem socialiseringen. Spørgsmålet er altså, om mennesker erudstyret med tilstrækkelig kompetence til at handle, til at være iinteraktion med andre mennesker og til at påtage sig et ansvar. Ernormerne for interaktion mellem mennesker stærke nok til, at densociale integration fortsat kan fungere?

Denne relatering mellem livsverdenens tre reproduktionsprocessergiver anledning til en undersøgelse af, hvorledes de indbyrdes på-virker hinanden. Kan man registrere en sammenhæng mellem so-cial integration, kulturel reproduktion og socialisering?

3. Differentiering inden for livsverdenenDer må ske en afklaring af, om livsverdenens komponenter blivermere og mere adskilt fra hinanden. Ifølge Habermas betyder op-splitningen mellem kultur, samfund og socialisering, at det bliversvært at overføre legitimitet fra kulturen og normer fra socialise-ringen til støtte for den sociale integration. Opsplitningen indenfor samfundet mellem form og indhold betyder, at de sociale re-lationer bliver funderet i såvel moral som teknisk orienterede love.Og endelig betyder professionaliseringen, at den fælles vilje kana-liseres over i en demokratisk funderet professionalisering af en sø-gen efter konsensus.

82|||||||||

I denne sammenhæng bliver spørgsmålet, om vi kan registreresådanne udviklingsprocesser. Bliver den sociale integration adskiltfra den kulturelle reproduktion og socialiseringen? Bliver den so-ciale integration i stigende grad en lovreguleret proces? Og endeligmå man spørge, om den fælles søgen efter konsensus bliver over-ladt til de professionelle politikere.

4. Systemets voksende kompleksitetDer må ske en afklaring af, hvorvidt systemet bliver mere og merekomplekst med deraf følgende negative konsekvenser for den so-ciale integration. Ifølge Habermas er systemets voksende kom-pleksitet med til at hæmme den sociale integration. Når densprogligt styrede kommunikation mellem mennesker erstattes afstyringsmedierne, magt og penge, bliver den sociale integrationundergravet. Den sociale integration bliver i sig selv truet, fordimennesker handler strategisk i stedet for at søge efter konsensus.Desuden bliver den kultur og socialisering, som integrationen erafhængig af, truet. Kulturen kan ikke længere rumme den fornød-ne viden om systemets kompleksitet, og socialiseringen kan ikkelængere forberede mennesker på at indgå i relationer med hinan-den.

Det spørgsmål, som kan rejses i forlængelse af denne opfattelse,er, hvorvidt mennesker handler strategisk eller kommunikativt.Får magten og pengene dem til at søge mod kvalifikationer, jobog indflydelse, eller søger de mod livsverdenens menneskelige re-lationer.

I denne sammenhæng bliver opgaven altså at undersøge, om vikan registrere sådanne udviklingsprocesser. Ser vi tendenser til enfragmenteret hverdagsbevidsthed? Ser vi tendenser til en rationelmålsøgende adfærd frem for en konsensussøgende adfærd? Ser vitendenser til, at mennesker søger efter individuelle fordele fremfor gode menneskelige relationer?

83|||||||||

5. Konflikter omkring den sociale integration?Der må ske en afklaring af, hvorvidt konflikter centrerer sig om-kring livsverdenen frem for de materielle forhold. Modsætningenmellem strategisk handlen og kommunikativ handlen kan ifølgeHabermas føre til konflikter mellem de mennesker, som er cen-tralt placeret i samfundet, og de mennesker, som er perifert place-ret. De mennesker, som er tæt på produktion og administration,vil holde fast ved deres ret til strategisk handlen, mens de menne-sker, som er perifert placeret, vil bekymre sig mere om livsverde-nens måde at fungere på. De vil skabe nye kulturelle strømninger,danne nye institutioner, opdrage deres børn efter nye principper,forfølge nye værdier og leve efter nye normer. På denne måde vilde bidrage til legitimeringen af nye regler for relationen mellemmennesker. Spørgsmålet bliver altså, om vi kan registrere strate-gisk handlen i retning af at få størst mulig løn for en given ar-bejdsindsats og i retning af at få størst mulig ydelse fra det offent-lige for den politiske loyalitet, eller om vi kan registrere nye nor-mer og værdier og nye typer af institutionsdannelser.

6. Styring af den sociale integrationEndelig må det undersøges, om vi kan registrere tendenser til sty-ring af den sociale integration. Habermas understreger systemetsafhængighed af livsverdenen. Økonomi og administration kanikke fortsætte deres udvikling, hvis der ikke sker en tilsvarendeudvikling i livsverdenen. Hvis den kulturelle reproduktion, densociale integration og socialiseringen bryder sammen, kan syste-met ikke fungere. Derfor vil der blive anvendt såvel magt sompenge på at få alle tre processer til at fungere. Den sociale integra-tion bliver derfor også genstand for anvendelse af såvel magt sompenge. Her bliver spørgsmålet, om vi kan registrere anvendelse afmagt og penge for at få den sociale integration til at fungere. Erder forsøg på at styre den kultur, der skal sikre institutionerneslegitimitet? Er der forsøg på at styre den socialisering, som skaludstyre mennesker med handlingskompetencer? Og er der forsøgpå at styre de relationer, som udvikles mellem mennesker?

84|||||||||

I denne sammenhæng bliver opgaven at undersøge, om vi kan re-gistrere anvendelse af magt og penge for at få den sociale integra-tion til at fungere. Gribes der ind over for kultur og socialiseringmed henblik på at sikre samfundets fortsatte beståen.

KonklusionHabermas' teori om den kommunikative handlen indeholder ogsåen teori om social integration. Undersøgelsen af den samlede teorigjorde det muligt at lade Habermas' opfattelse af den sociale inte-gration træde frem i sig selv og i sin sammenhæng.

Undersøgelsen af teoriens grundlag viste, at den byggede på enmeget stor del af den forudgående sociologiske teoriudvikling.Man kan vel sige, at Habermas inddrager den samlede sociologi-ske teori i sin teoriudvikling.

Ved at gennemgå andre teoretikeres kritik af Habermas og ved atføje et par yderligere punkter til kritikken har vi fremført nogle fåcentrale kritikpunkter til Habermas' teori. Disse vedrører teoriensopbygning og den manglende præcisering af nogle af de centralebegreber.

På trods af disse kritikpunkter har vi gennemført en diskussion afden empiriske anvendelighed af Habermas' teori om social inte-gration. Denne diskussion har ført til nogle ganske klare empiri-ske spørgsmål, som kan være anvendelige for en empirisk forsk-ning i social integration. Vi mener således, at det vil være muligtat gennemføre empirisk forskning med udgangspunkt i Haber-mas' teori om social integration.

85|||||||||

Referencer:

Archer, M. S. (1988/1996)Culture and agency. The place of culture in social theory. RevisedEdition. Cambridge: Cambridge University Press.

Habermas, J. (1981/1991-1992)The Theory of Communicative Action. Cambridge: Polity Press.

Mouzelis, N. P. (1991)Back to Sociological Theory. The Construction of Social Orders.London: Macmillan.

87|||||||||

Giddens og integrationsbegrebetMai Heide Ottosen

Også den kendte engelske sociolog, Anthony Giddens (f. 1938)har beskæftiget sig med integrationsproblematikken i sine teoreti-ske arbejder. I forhold til Lockwood, der eksplicit og systematiskhar social integration og systemintegration som sit teoretiske gen-standsfelt, har Giddens' refleksioner over integrationsbegrebetsom helhed en mindre sammenhængende karakter og kan snarereanskues som en række "approaches". Når vi til trods herfor harvalgt at præsentere Giddens' refleksioner her, skyldes det ikkemindst, at han (i modsætning til både Parsons, Lockwood ogHabermas) repræsenterer en teoretisk position, hvor individerne,de handlende aktører, er synliggjort og aktivt påvirker integra-tionsprocessen, uden at systemsiden går analytisk tabt.

Præsentation af teorienStrukturdualitetHos Giddens optræder integrationsbegrebet og differentieringenmellem social integration og systemintegration i tilknytning til ogsom et af mange elementer i hans overordnede teoretiske projekt:Strukturationsteorien. Dette projekt har som sit overordnede for-mål at slå bro over den traditionelle dualisme mellem aktør ogstruktur. I det eksisterende sociologiske teorigrundlag ser Giddensto dominerende traditioner: På den ene side en tradition repræ-senteret ved funktionalismen og strukturalismen, hvor samfunds-strukturen eller systemet opfattes at have en selvstændig eksistensuafhængigt af individerne/aktørerne. I disse teorier er der tendenstil at betragte individet/aktørerne som bærere af eller determineretaf strukturerne uden egentlig handlingsfrihed. På den anden sidestår handlingssociologien, hvor samfundet opfattes som summenaf indviduelle handlinger, og hvor sociale fænomener (fx institu-tioner) forklares med udgangspunkt i individet.

88|||||||||

I modsætning til disse to sociologiske traditioner argumentererGiddens for, at forholdet mellem individ og samfund, mellem ak-tør og struktur ikke må betragtes som en dualisme. Konstitutio-nen af aktører og strukturer er ikke to uafhængige fænomener,men repræsenterer en såkaldt dualitet, hvor de menneskeligehandlinger på en og samme tid strukturerer og er struktureret afsamfundet.

Giddens sondrer mellem system og struktur. I den Giddensketerminologi er sociale systemer mønstre af relationer mellem ak-tører eller kollektiver, som reproduceres over tid og rum. Ek-sempler på sociale systemer kan være uddannelsessystemet, famili-en eller nationalstaten. Sådanne sociale systemer har ifølge Gid-dens strukturelle egenskaber: For uddannelsessystemet kan deteksempelvis dreje sig om bestemte autoritetsstrukturer, mens enstrukturel egenskab ved familieinstitutionen kan være en givenkønsarbejdsdeling. Giddens' pointe er, at disse strukturer ikke harnogen selvstændig eksistens uafhængigt af den viden, som aktørerhar om, hvad de gør i deres hverdagsaktiviteter. Strukturer er medandre ord ikke udvendige eller eksterne i forhold til individet,men eksisterer kun gennem den menneskelige handling og i denmenneskelige hukommelse til anvendelse i praksis. I den menne-skelige handling – den sociale praksis – sker der på en og sammetid en produktion og reproduktion af strukturer, idet aktørerne ideres handlen både frembringer og trækker på eksisterende struk-turer. De strukturelle egenskaber ved de sociale systemer bestårifølge Giddens af regler og ressourcer, som både kan være begræn-sende og mulighedsskabende. Regler henviser til de procedurer,der ofte på et uudtalt niveau er indlejret i den menneskelige be-vidsthed, og som vi trækker på i den sociale praksis, mens ressour-cebegrebet henviser til det middel, hvorigennem individet kanudøve 'transformativ kapacitet' og magt. (Kaspersen, 1992,1995). Giddens bruger sproget som eksempel (1979, p. 77): Nårman udtrykker en sætning, hvor bestemte grammatiske og syntak-tiske regler må følges, frembringes sproget, samtidig med at manbidrager til at reproducere det som helhed. Sproget består af et sætaf regler om, hvordan man skal kommunikere, som synes at være

89|||||||||

uafhængige af den enkelte sprogbruger, idet grammatik, syntaksog vokabularium ikke uden videre kan ændres af det enkelte indi-vid. Reproduktionen af et sprog forudsætter, at det tales og skrivesaf individer efter de gældende regler og er dermed afhængigt af, atnogen bruger det. I langt de fleste tilfælde vil dette være tilfældetinden for det afgrænsede sprogområde, men samtidig sker derogså en bestandig sprogudvikling, i og med at nye ord opfindes,samtidig med at andre vendinger går af brug og glemmes. Pådenne måde bidrager sprogbrugerne/agenterne både til en repro-duktion og produktion/transformation af sproget.

Det er imidlertid helt centralt at understrege, at disse strukturerikke handler “bag om ryggen” på agenterne. I den Giddenske so-cialteori er individerne vidende og kyndige. En del af de regler,som agenterne trækker på i deres handlinger, er indfældet i densåkaldt praktiske bevidsthed, det vil sige som et ikke-formuleretlager af viden, som man benytter sig af i de daglige handlinger.Tandbørstning kunne være et eksempel på en sådan indlært hver-dagsrutine. Antagelig er det de færreste, der reflekterer over, at debørster tænder to gange dagligt, putter tandpasta på børsten, ogbørster tænderne med cirkulerende bevægelser. Et andet aspektved agenternes bevidsthed er den diskursive bevidsthed. Diskursivbevidsthed er den viden, som sætter agenterne i stand til eksplicitat formulere og forklare deres handlinger, fx at man børster tæn-der for at undgå caries. Det er bl.a. i kraft af agenternes diskursivekapacitet, at social forandring kan muliggøres. Det er ved at kæde aktør, struktur og handling sammen, således atstrukturerne indfældes i de sociale praktikker, hvorved de menne-skelige handlinger samtidig strukturerer og er struktureret af sam-fundet/systemet, at Giddens søger at slå bro over på den ene sidestrukturalismen/funktionalismen og på den anden side den her-meneutiske/fænomenologiske tradition. Derved bliver det hand-lingsbegrebet eller den sociale praksis, der kommer til at stå somdet centrale omdrejningspunkt i Giddens' teori.

1) Eller snarere redefinitioner: Som det fremgår af skemaet/figur 1, define-rer Giddens social integration og systemintegration varierende betingetaf den kontekstuelle sammenhæng.

90|||||||||

Systemintegration og social integrationI bred forstand kan Giddens' motiv til at behandle integrations-problematikken anskues som en af flere indfaldsvinkler til at nå tilen nærmere forståelse af social praksis' konstitution, der er struk-turationsteoriens omdrejningspunkt. Spørgsmålet om social inte-gration og systemintegration tages op i "Central Problems of So-cial Theory" (1979) og i den 5 år yngre "The Constitution of So-ciety" (1984).

Ligesom Lockwood sondrer også Giddens mellem social integra-tion og systemintegration. Hos Lockwood var udgangspunktetkonfliktteoretisk, og social integration blev forbundet med socialekonflikter mellem individuelle og kollektive aktører, mens system-integration blev forbundet med eventuelle modsætninger mellemsystemdele, dvs. institutionelle komplekser. Denne distinktionmellem social integration og systemintegration optræder i en en-kelt passage hos Giddens (1979, p. 144; jf. figur 1 pkt. 1), menellers er dette konfliktteoretiske perspektiv fraværende i de sam-menhænge, hvor Giddens drøfter integrationsproblematikken.

Integration defineres/forstås ikke som hos Parsons som social or-den eller som hos Lockwood som sammenhængskraften i samfun-det. Ligesom med en række andre centrale sociologiske begreberforetager Giddens også en redefinition af integrationsbegrebet:1)

Integration defineres således som graden af den gensidige afhæn-gighed, der er i handlinger. Integration kan derfor forstås som deregulerede bånd, de udvekslinger eller den reciprocitet, der er ipraktikker enten mellem aktører eller mellem kollektiver.

Således som Giddens sondrer mellem social integration og sy-stemintegration i "Central Problems of Social Theory" (jf. skema1 pkt. 2 og 3), hører de handlingsmønstre, som etableres i inter-aktionen mellem individer, til på den sociale integrations side.Det distinkte ved social integration er ifølge Giddens imidlertid

91|||||||||

ikke "smågruppe-pespektivet", men at der er tale om en ansigt tilansigt-interaktion. Dette understreger betydningen af tid og rum.

Figur 1

Social integration refererer til: Systemintegration refererer til:

1. Social konflikt (CPST, 1979, 1. Systemmodsætning (CPST,

p. 144) 1979, p. 144)

2. Systemgørelse på det niveau, der 2. Systemgørelse på det niveau,

vedrører ansigt til ansigt-interak- der vedrører relationer mel-

tion. (CPST:76) lem sociale systemer eller

kollektiver (CPST: 77)

3. Reciprocitet mellem aktører (rela- 3. Reciprocitet mellem grupper

tioner af autonomi og afhængig- eller kollektiver (relationer af

hed) (CPST: 77) autonomi og afhængighed)

(CPST:77)

4a. Reciprociteten mellem aktører i 4a. Reciprociteten mellem

det samtidige nærværs (co-pre- aktører og kollektiver over

sence) kontekst (TCS:28) udstrakt tid/rum (TCS:28)

4b. Reciprociteten af praktikker 4b. Reciprocitet mellem aktører

mellem aktører i det samtidige og kollektiver over udstrakt

nærværs omstændigheder, forstå- tid/rum, uden for det samti-

et som fortsættelse/kontinuiteter dige nærværs betingelser

i og adskillelse af møder (TSC: 377)

(TSC:376)

4c. Interaktion i det samtidige

nærværs kontekster (TSC:142)

Systemsiden er bredt defineret og omfatter relationerne mellemsociale systemer, kollektiver og grupper (i "The Constitution ofSociety" – jf. pkt. 4 i skema 1 – udstrækkes systemsiden endog tilat omfatte "aktører". Ifølge Giddens kan det mindste sociale sy-

92|||||||||

stem være dyadisk). Differentieringen mellem social integrationog systemintegration er med andre ord anvendt som et middel tilat kunne håndtere nogle fundamentale karakteristika ved sam-fundsdifferentieringen: Man kan sige, at Giddens bruger distink-tionen mellem social integration og systemintegration som erstat-ning for den traditionelle anvendelse af mikro- og makroniveauer-ne.

I den Giddenske terminologi forekommer eller sker systemgørelsepå det niveau, som vedrører social integration, typisk gennemrefleksiv handlingsregulering (reflexive monitoring of action) ioverensstemmelse eller samspil med adfærdsrationaliseringen(rationalisation of action). Med andre ord: I den strøm af hver-dagshandlinger, som aktørerne bestandigt foretager, og som demere eller mindre uudtalt forstår konsekvenserne af, etableres derefterhånden nogle rutiner, som får et systemagtigt præg.

Systemintegration vedrører som nævnt det niveau, hvor den socia-le interaktion er erstattet af sociale relationer, og kommer til ud-tryk gennem sociale roller og positioner, som til stadighed repro-duceres.

I overensstemmelse med sin grundlæggende tese om strukturdua-liteten, understreger Giddens, at systemintegration, dvs. den reci-procitet, der er mellem grupper, kollektiver (og sociale systemer),ikke kan forstås som en proces, der fungerer uafhængigt af densociale integration. Det understreges tværtimod, at den "system-gørelse", der finder sted i den sociale interaktion, er fundamentalfor systemgørelsen af samfundet som sådan. Der ville ikke værenogle strukturelle principper, hvis ikke der var individer til atproducere og reproducere dem.

I modsætning til Habermas, hvor systemsiden dominerer (koloni-aliserer) livsverdenen, har de handlende og kyndige individer hosGiddens mulighed for at påvirke de sociale systemer gennemsåkaldt refleksiv selvregulering. Dette kan føre til social foran-dring.

93|||||||||

Giddens bruger den såkaldte fattigdomscirkel til at illustrere,hvordan det vil være muligt for aktører at gribe forandrende ind iet systems tilsyneladende selvreproducerende forløb, hvor materielforarmelse fører til dårlig uddannelse, som fører til en udsat pla-cering i arbejdsmarkedshierarkiet, der igen fører til materiel forar-melse. Som eksempel peger Giddens på, at eksamensinstitutioneni uddannelsessystemet kan fungere som en tilbagemeldingseffekt,som for det enkelte individ (barnet fra arbejderklassen) kan føretil en reguleret adfærdsændring (dvs. mobilitet til middelklassen).Man kan også forestille sig, at der på baggrund af en erkendelse affattigdomscirklens mekanismer kunne finde en politisk indgribensted fra undervisningsministeriets side: En refleksivt styret hand-ling kan med andre ord (i princippet) have indflydelse på de soci-ale systemers organisering.

I "Central Problems of Social Theory" har Giddens hovedsageligsit fokus på forholdet eller samspillet mellem social integration ogsystemintegration, idet disse to termer som nævnt nærmest synesat optræde som erstatningsbegreber for den traditionelle mikro-makro-distinktion. Hovedanliggendet med integrationsproblema-tikken er at pointere og kvalificere aktørernes handlingspotentiale,dvs. at argumentere for at individer i kraft af deres kyndighed harmulighed for at være aktivt indgribende i forhold til de sociale sy-stemer, dvs. de sociale praktikker, der reproduceres over tid ogrum. Mulighederne for at påvirke de sociale systemer vil dog værebetinget af graden af diskursiv bevidsthed, dvs. om aktørerne fx ikraft af deres uddannelse, erhverv og sociale placering har adgangtil viden og dermed magt eller kapacitet til at handle.

I "The Constitution of Society", der er udkommet fem år senere,tages integrationsproblematikken atter op og distinktionen mel-lem social integration og systemintegration præciseres ud fra et(lidt) ændret fokus. Det pointeres nu eksplicit (jf. figur 1, pkt. 4),at den afgørende sondring mellem social integration og systemin-tegration drejer sig om, hvorvidt gensidigheden mellem aktører ersitueret i tid og rum eller ikke. Den afgørende forskel mellem so-cial integration og systemintegration bliver med andre ord et

94|||||||||

spørgsmål om, hvorvidt der er tale om fysisk tilstedeværelse ellerikke: Social integration refererer til den reciprocitet, der er elleropstår mellem aktører i ansigt til ansigt-interaktion, hvor indivi-der mødes og er sammen på samme tid og i samme rum, dvs.hvor der er samtilstedeværelse (co-presence). Systemintegrationvedrører den sociale praksis, som ikke foregår mellem individer idet samtidige nærværs kontekst, men som reproducerer socialehandlinger og relationer på tværs af tid og rum.

Giddens interesserer sig i denne sammenhæng for, hvad der er dekonstitutive elementer eller fænomener i den interaktion, som fo-regår i det samtidige nærværs omstændigheder, dvs. han ønskermed andre ord at pejle sig ind på, hvad der er den sociale integra-tions karakter.

Her finder Giddens et inspirationsgrundlag i bl.a. Erving Goff-mans arbejder over hverdagslivets møder. Disse analyser kan læsessom en kortlægning af, hvor afgrænsningen mellem nærvær ogfravær går i den sociale interaktion. Det fremhæves her, hvordankropskontrollen og i særdeleshed ansigtet har fundamental betyd-ning for den sociale integration, dvs. for den gensidige afhængig-hed, der etableres i ansigt til ansigt-interaktionen: Kendskabet tilnormerne og signalerne for, hvordan hverdagslivets møder åbnesog afsluttes, hvordan man fremtræder med sin kropsholdning,påklædning og udsmykning, hvordan man i hverdagssamtalerneviser respekt og takt for samtalepartnernes ønsker og behov – altdette er eksempler på, hvordan regler for hverdagslivets tilfældigemøder er indfældet som en uudtalt viden i aktørernes praktiskebevidsthed. Som eksempler på situationer, hvor den sociale inte-gration er svækket, dvs. hvor der mangler en gensidighed i densociale interaktion, henviser Giddens til Goffmans studier af hjer-neskadede patienter, som ikke formår/magter at kontrollere dereskropsbevægelser og mentalt syge patienter, som ikke agerer i over-ensstemmelse med de konventioner, som præger hverdagslivetsmøder.

95|||||||||

Teoriens grundlagDet er vanskeligt at sætte en etiket på Giddens, der placerer ham ien bestemt teoretisk bås, skole eller tradition. Den danske socio-log, Lars Bo Kaspersen (bl.a. 1995), er en af dem, der har beskæf-tiget sig indgående med Giddens samlede forfatterskab. Kaspersenkarakteriserer Giddens (teoretiske) arbejde med at overskride dua-lismen mellem fundamentale kategorier som subjekt/objekt, ak-tør/struktur, mikro/makro, individ/samfund som et forsøg på atetablere teorisynteser (som ligeledes er dagsordenen for bl.a. Jür-gen Habermas og franskmanden Pierre Bourdieu). I denne am-bitiøse bestræbelse inddrager og sammenkobler Giddens elemen-ter fra en lang række klassiske og moderne sociologiske teorier/socialteorier med Kaspersens ord: "...på en sådan måde, at de til-sammen udgør et tilsyneladende sammenhængende teoretisk ap-proach.." (Kaspersen, 1995, p. 195). Giddens måde at forholdesig til det eksisterende teorigrundlag på bliver derfor karakteriseretsom eklektisk: Der plukkes med en vis vilkårlighed fra forskelligeteoretiske traditioner og fagdiscipliner i henhold til, hvad der pas-ser til de problemstillinger, Giddens aktuelt har under behand-ling, i stedet for at læse teorierne på deres egne præmisser. Dettekan være frugtbart, men indebærer ifølge Kaspersen også, at Gid-dens læsning og tolkning af socialteorierne visse steder får et for-enklet præg.

Set i relation til sociologiens to klassiske filosofiske positioner, po-sitivismen og hermeneutikken, kan Giddens imidlertid placeressom hørende hjemme i en hermeneutisk videnskabstradition: Samfundet bevæges ikke som naturen – regelbundet efter fysiskelove – men af de kyndige aktørers intentionelle og utilsigtedehandlinger. Derfor må analyserne altid relateres til en specifik oghistorisk sammenhæng.

Det teoretiske gods, som Giddens trækker på, hidrører fra forskel-lige retninger, som har fokus på den menneskelige aktør og for-skellige handlingsaspekter (Kaspersen, 1995, p. 36): sprogfilosofi,fænomenologisk sociologi, etnometodologi og symbolsk interak-tionisme. Det latente problem med disse retninger, der kan samles

96|||||||||

under betegnelsen handlingssociologi, er imidlertid, som ovenfornævnt, faren for subjektivisme, som Giddens sætter sig for atovervinde med sin strukturationsteori. Omvendt forholder Gid-dens sig stærkt kritisk over for funktionalismens organismetænk-ning, herunder at det sociale system i sig selv skulle have behovfor at reproducere sig selv uden om de menneskelige aktører.Tilsvarende problematisk finder Giddens strukturalismen, hvor(sprog)systemet tilskrives en selvstændig eksistens uden om densociale praksis.

Diskussion og kritikSom nævnt har Giddens som sit overordnede formål at udforske,hvad social praksis er. Integrationsbegrebet og differentieringenmellem social- og systemintegration kan anskues som en af flereveje til at nærme sig denne problematik. Pointen hos Giddens er,at social integration og systemintegration må opfattes som to sideraf samme sag: Gennem face to face-interaktionen i hverdagslivetsmøder skabes rutiner, som bliver tilbagevendende social praksis.De strukturer (regler og ressourcer), som disse praktikker er præ-get af, gør vi samtidig brug af i den sociale interaktion. Herved fårGiddens rejst spørgsmålet/problemstillingen om, hvordan det kanvære, at bestemte handlingsmønstre kan reproduceres over tid ogrum, og han får ekspliciteret, hvordan relationen, dels mellemaktør og struktur, dels mellem mikro- og makroniveauet, kan an-skues. Lad os se på et eksempel:

I Pers og Lises 3-årige ægteskab har der på baggrund af en mereeller mindre ekspliciteret overenskomst efterhånden udviklet sigen hverdagsrutine, hvor Lise, som er på deltid, er den, der henterbarn i vuggestuen hver eftermiddag og laver middagsmaden, mensPer kommer sent hjem fra arbejde. Denne kønsarbejdsdeling kanbetragtes som en institutionaliseret social praksis eller en system-gørelse af (visse sider i) den sociale interaktion i den dyadiske so-ciale relation, som ægteskabet udgør. Denne praksis strækker sigover tid (fordi den gentages dagligt i familien) og over rum (fordiden ligner den arbejdsdeling, der er i mange andre familier).

97|||||||||

Spørgsmålet er imidlertid, om det betydningsindhold, Giddenslægger i integrationsbegrebet, og den måde, hvorpå der differenti-eres mellem social integration og systemintegration, er tilstrække-lig distinkt og udfoldet, når perspektivet, som her, er at anvendeteorien som en overordnet analysemodel for empiriske studier afsocial integration.

Et problem ved Giddens' reformulering af integrationsbegrebeter, at det konflikt- eller magtperspektiv, der var det centrale om-drejningspunkt hos Lockwood, tenderer til at være fraværende.Hos Giddens påvirkes de sociale systemer, jf. ovenfor, som følgeaf at de kyndige individer aktivt griber ind og ændrer de socialerelationer og systemer.

Illustreres der ud fra smågruppeeksemplet Per og Lise, kan man fxforestille sig, at Lise ønsker en mere ligelig arbejdsdeling i famili-en. Lise indser, at den nuværende praksis begrænser hendes karri-eremuligheder. Samtidig synes hun, det vil være godt for både farog barn at være lidt mere sammen i hverdagen. Ud fra den Gid-denske betragtningsmåde vil det sociale system enten kunne for-andres på baggrund af en bevidst adfærdsændring hos aktørerne,Per og Lise, som fx indebar, at de skiftedes til at hente barn oglave mad. Eller kønsarbejdsdelingen kunne forblive uforandret,hvis Per, hver gang Lise bragte emnet på banen, lukkede af ogblev fraværende – dvs. ikke overholdt reglerne/koderne for inter-aktion i hverdagslivets møder. Men man kunne også – som entredje udfaldsmulighed – forestille sig, at Per faktisk lyttede tilLise og forstod hendes synspunkter, men ikke var villig til at imø-dekomme forslaget. I dette tilfælde ville der være tale om en reelinteressekonflikt imellem parret, som til trods for en diskursivbevidsthed i værste fald kunne have disintegrative konsekvenser,dvs. ende med at føre til skilsmisse. Det er med andre ord ikke ialle tilfælde, at viden, indsigt eller erkendelse er tilstrækkelig til atpåvirke den sociale udvikling.

De ovennævnte eksempler med Per og Lise er valgt for at illustre-re Giddens' tankegang om, at selv en dyadisk relation kan være et

98|||||||||

socialt system. Men lad os udvide pespektivet og inddrage et sam-fundsmæssigt relevant og politisk brændbart felt som indvandrer-spørgsmålet. Hvad vil Giddens' teori tilbyde som analytisk rammefor empirisk forskning ud fra de distinktioner og definitioner, dergives om social (og system-) integration?

Her vil analysefeltet komme til at dreje sig om den interaktion –eller mangel på samme – der i konkret/fysisk forstand – udspillersig mellem danskere og indvandrere. Hvordan afvikles hverdagsli-vets møder? En analyse af, hvorvidt der er gensidighed eller reci-procitet i interaktionen, kunne bl.a dreje sig om: Færdes indvan-drere og danskere overhovedet i samme sociale rum? Hvilken ka-rakter har disse møder: Foregår det i offentlige eller private rum?Er det på grund af sprogforskelle overhovedet muligt at etablereen kommunikation? Formår danskere og indvandrere at aflæsehinandens kulturelle adfærdskoder? Og er der til trods for kultur-forskelle en respekt og forståelse for den anden gruppes særegen-hed med hensyn til påklædning, kropssprog og vaner? Hvis ikke,kan den manglende forståelse og respekt da i givet fald tilskrivesfordomme eller reelle normforskelle med hensyn til, hvad der erdet “rigtige” eller “forkerte”? Og er det i kraft af den diskursivebevidsthed – dvs. på baggrund af refleksiviteten om det samspil,der udfolder sig, og indsigten i den anden gruppes situation mu-ligt at ændre på forholdene?

Ud fra de definitioner og de eksemplificeringer Giddens selv gi-ver, forekommer social integrationsbegrebet fortrinsvis at liggeinden for det forskningsfelt, der traditionelt kunne kaldes detsocialpsykologiske. Der er ingen tvivl om, at der med Giddens'redskaber kan gennemføres empiriske analyser, som kunne havestor praktisk anvendelighed, fx om indvandrerbørn i daginstitu-tioner eller om etniske grupper i hospitalssystemet. Men det er –hvis man fortsat holder sig snævert til Giddens' egen definition afsocial integration – vanskeligt at se, hvordan “indvandrerspørgs-målet” kan analyseres i et bredere sociologisk perspektiv, der foreksempel drejer sig om magtrelationer, hvad enten styrkeforholdetdrejer sig om talmæssige størrelser eller politisk indflydelse. Cen-

99|||||||||

trale problemstillinger, som fx drejer sig om betydningen af denførte indvandrerpolitik (tilpasning eller multikulturelt samfund),om forholdet mellem nationalstat og medborgerskab, om italesæt-telsen af “de fremmede”, fx i medierne, synes at falde uden foremnekredsen. Det er med andre ord diskutabelt, om Giddens'afgrænsede forståelse af social integration er frugtbar, hvis anlig-gendet er at erhverve indsigt i og forståelse for menneskers vilkår iden sociale orden.

Et andet problem ved Giddens' teori er, at den med betoningen afde kyndige individers handlemuligheder, hvorved den sociale in-tegrationen baner vejen for systemintegrationen, tenderer at få etvoluntaristisk (dvs. viljesbestemt) præg, hvor de begrænsende ele-menter underbetones. Fortsætter vi ud fra eksemplet med ægte-parret, kan man forestille sig, at Per og Lise faktisk begge ønskedeat ændre den nuværende situation, men at ydre barrierer stilledesig hindrende i vejen for en ændret praksis: Det kunne fx være, atPers nedsatte arbejdstid, som naturligvis også betød lønnedgang,ville indebære, at deres rækkehus ville gå på tvangsauktion; ellerdet kunne være, at det slet ikke var muligt at opnå nedsat arbejds-tid i Pers firma, fordi man havde kundekontakt til kl. 18 hverdag. I sådanne tilfælde ville der være tale om en konflikt mellemaktører og systemer (overenskomstsystemer henholdsvis arbejdsor-ganisering), hvor strukturelle egenskaber ved andre sociale system-dele (lønsystem og arbejdsorganisering) forhindrer aktørerne i atforandre den sociale praksis (medmindre Per og Lise sælger huset,eller Per får nyt job). Spørgsmålet er med andre ord, om Giddens'teori i fornødent omfang bidrager til at besvare spørgsmålet om,hvor og hvornår grænserne for aktørernes transformative kapacitetgår. Hermed rejses også det teoretiske problem, om relationenmellem aktør og en sådan systemdel, der er upåvirkelig af først-nævnte, ikke snarere bør karakteriseres som en dualisme end somen dualitet.

Et tredje problem ved Giddens' integrationsteori er rejst af denengelske sociolog Mouzelis (1991). Han har rejst spørgsmålet om,hvorfor distinktionen mellem social integration og systemintegra-

100|||||||||

tion skal gøres til et spørgsmål om, hvorvidt der er tale om fysisknærvær/tilstedeværelse mellem aktører eller ikke. Dels kan man ialmindelighed problematisere, at Giddens (ikke mindst i lyset afinformationsteknologiens udvikling) lægger så stor vægt på, at detakkurat (helt bogstaveligt) er den fysiske tilstedeværelse (eller detsamtidige nærvær), der er afgørende for, hvorvidt der er tale omsocial- eller systeminteraktion. Dels – og afgørende – kommerGiddens' distinktion til at indebære, at der fokuseres på hand-lingssituationen. Derved får handlingskonsekvenserne mindreopmærksomhed. Som Mouzelis anfører, kan der imidlertid værekvalitative forskelle på, hvor vidtrækkende følger ansigt til ansigt-interaktioner (eller møder) har. De møder, der finder sted mellemLigestillingsrådets formand og arbejdsministeren og udmøntes i"Lov om incitamenter til forbedring af småbørnsfædres fleksibili-tet mellem arbejds- og familieliv", får mere vidtrækkende konse-kvenser for kønsarbejdsdelingen end den interaktion, der udspillersig mellem Per og Lise om børnepasning og madlavning. IfølgeMouzelis er det med andre ord nødvendigt at have de sociale hie-rarkiers betydning med i analysen af den sociale integration, fxved at differentiere mellem (mikro-), mega- og makro-aktører.

Retningslinier for empirisk forskningGiddens' udvikling af strukturationsteorien har til tider en ab-strakt karakter, som kan synes vanskelig at overføre til konkreteforskningsstrategier. I "The Constitution of Society" skitseresdog, hvordan man kan arbejde empirisk med teorien. I overens-stemmelse med det grundlæggende synspunkt om strukturalitetbør et empirisk studie principielt omfatte såvel aktør- som struk-tursiden i analysen. I praksis kan det imidlertid være nødvendigtat sætte sit fokus det ene af stederne og sætte en metodologiskparentes om det andet. Giddens sondrer således mellem to typeraf tilgange i den sociologiske forskning: På den ene side den insti-tutionelle analyse og på den anden side den tilgang, som Giddenskalder strategisk adfærdsanalyse.

Den institutionelle analyse vil have sit fokus på identifikationen afde strukturelle egenskaber og behandle reglerne og ressourcerne

101|||||||||

som kronisk reproducerede sider ved de sociale systemer. I denneanalyse sætter man en metodologisk parentes om aktørerne. Manmå med andre ord undersøge, hvad det er for strukturer (der somtidligere nævnt både består af regler og ressourcer), som aktørerhar at trække på, og som "binder" dem til de sociale systemer. Derkan, som Giddens andetsteds fremhæver (bl.a. 1979, p. 106),være tale om forskellige typer af strukturer, som kan være sam-mensat og sammenvævet på forskellige måder, betinget af hvilketsocialt system der er tale om. Der sondres således mellembetydnings- og kommunikationsstrukturer (signifikation), kon-trol- og magtstrukturer (domination) og legitimationsstrukturer.Disse elementer er til stede i alle sociale praktikker. I analyser af,hvordan institutioner reproduceres og forandres, er det centralt atundersøge samspillet mellem disse dimensioner.

I den strategiske adfærdsanalyse sættes fokus på aktørernes prakti-ske og diskursive bevidsthed og på de strategier, der udfoldes in-den for en given kontekstuel sammenhæng. En sådan analyse hartil formål at klarlægge, hvordan aktører trækker på de strukturelleegenskaber i konstitueringen af sociale relationer. I analysen vil destrukturelle eller institutionelle egenskaber metodologisk blive be-tragtet som givne, hvilket dog ikke er ensbetydende med, at deikke produceres og reproduceres gennem menneskelig handling.

Som et eksempel på en konkret analyse af strategisk adfærd frem-hæver Giddens Paul Willis' "Learning to Labour", der viser, hvor-dan strukturer aktivt kan reproduceres som utilsigtede konsekven-ser af menneskelig handling. Dette studie, som er baseret på etno-grafiske metoder, viser kort fortalt, hvordan en gruppe arbejder-klassedrenge reproducerer en række generelle sider ved det kapita-listiske/industrielle system gennem deres afvisning af skolesyste-met og i beslutsomheden for manuelt arbejde. Som fremstillet hosGiddens bliver begrænsningen til en udsigt som ufaglærte arbej-dere ikke forstået som ydre kræfter, som disse drenge er passivebærere af. Drengene er i besiddelse af en stor praktisk og diskursivviden om det skolemiljø, de befinder sig i, og har udviklet enmodkultur, der udfolder sig som en opponeren i forhold til skole-

102|||||||||

systemets autoritetsstrukturer og som en manglende faglig indsats.I kraft af de handlingsstrategier, de aktivt vælger i skolesystemet,bliver den utilsigtede konsekvens, at de ender med at få begrænse-de valgmuligheder senere i livet.

Den Giddenske betragtningsmåde om at fastholde spændingsfel-tet mellem aktør- og institutionssiden i empiriske analyser kanaflede en række retningslinier, der kan indgå i forskning om inte-grationsspørgsmål, jf. nedenfor. Disse retningslinier synes at kun-ne bringes i anvendelse, hvad enten det drejer sig om at bestem-me, hvad der fører til rutinisering eller systemgørelse i face toface-interaktionen (social integration), eller det drejer sig om deninstitutionaliserede praksis, som finder sted dér, hvor interaktio-nen bliver til sociale positioner eller systemer og institutioner, ogsom har en større tid/rumudstrækning (systemintegration): Tages der udgangspunkt i en strategisk adfærdsanalyse af den so-ciale integration, vil det analytiske fokus være centreret på, hvor-dan hverdagslivets møder udformer sig mellem aktører. Gennemoberservation og dekoding undersøges status og forandring i deinstitutionaliserede praktikker. Der må først og fremmest foreta-ges en kortlægning af handlingssituationen. Det klarlæggges, hvadder er den kontekstuelle sammenhæng for disse møder, ligesomdet må undersøges, hvem der er agenter, og hvilke handlemulig-heder de involverede har til deres rådighed. Det undersøges vi-dere, hvilke specifikke adfærdsstrategier de involverede aktørerbetjener sig af: Der kan i analyserne lægges vægt på at belyse be-tydningen af ikke-sproglige ytringer som kropssprog samt andreydre signaler og af konventioner og regler for disse møder. Derlægges endvidere vægt på at belyse, hvordan samtaler og kommu-nikation foregår, og man kan se på, hvilke ydelser eller udvekslin-ger der finder sted. På baggrund af disse observationer kan derkonstrueres udsagn om den sociale integrations karakter, dvs. ihvilken udstrækning disse møder bliver præget af gensidighedmellem aktørerne i et spændingsfelt mellem autonomi og afhæn-gighed.

103|||||||||

Analysen vil endvidere sætte fokus på at belyse drivkraften bagaktørernes handlinger. I hvilken udstrækning trækkes der i inter-aktionen på allerede eksisterende, institutionaliserede praktikker?Hvor henter man sin viden til at handle fra? Og hvilke handlings-motiver har agenterne? Hvorfor vælger de at handle på én mådeog ikke på en anden? Er de pågældende handlinger (eller ikke-handlinger) udtryk for en ubevidst, en praktisk eller diskursivbevidsthed?

Endelig må der sættes fokus på handlingskonsekvenserne: Hvadsker der fx, hvis spillereglerne overtrædes? Medfører det sanktio-ner eller andre reaktioner? Hvilke tilsigtede som utilsigtede konse-kvenser følger af agenternes handlinger? Hvilke institutionalisere-de praktikker bliver reproduceret (systemreproduktion)? Hvilkegør ikke? Hvilke fører til social forandring?

En analyse, der har sit umiddelbare fokus på agenternes adfærd,og som søger at besvare de ovenfor stillede spørgsmål, kan imid-lertid næppe gennemføres dækkende, medmindre forskeren påforhånd eller undervejs inddrager struktur- eller institutionssiden ianalysen. Beskaffenheden ved den eller de sociale systemer/insti-tutioner, som der i det aktuelle tilfælde måtte være tale om, måafgrænses. Det må med andre ord gøres klart, hvilke regler ogressourcer der som helhed står til rådighed for de involveredeaktørers handlemuligheder.

104|||||||||

Anvendt litteratur

Giddens, A. (1979)½Central Problems of Social Theory. Action, Structure and Contradic-tion in social Analysis. London: The Macmillian Press.

Giddens. A. (1984)The Constitution of Society. Cambridge: Polity Press.

Kaspersen, L.B. (1992)Teorisynteser i moderne sociologi, i: Sociologi – en grundbog til etfag. København: Hans Reitzel.

Kaspersen, L.B. (1995)Anthony Giddens – introduktion til en samfundsteoretiker. Køben-havn: Hans Reitzel.

Mortensen, N. (1995)Mapping System Integration and Social Integration, i: Mortensen, N.(ed.): Social Integration and Margianlisation. København: Samfunds-litteratur.

Mouzelis, N.P. (1991)Back to Sociological Theory. The Construction of Social Orders.London: Macmillan.

Zeuner, L. (1997)Sociologisk teori om social integration – mod en forskningsstrategi, i:Zeuner, L. (red.): Social integration. København: Socialforskningsin-stituttet.

Del 2

Teoriens perspektivering afden empiriskeforskning

1) Som eksempel på dette kan nævnes Semmelweis' afdækning af dødelig-heden ved barselsfeber (1847-48), der gav et gennembrud i bekæmpelseaf sygdommen, på trods af at hans teori var baseret på en fejlagtig opfat-telse af sygdomssmitte gennem luften såkaldt “miasma” (Føllesdal et al.,1990).

107|||||||||

Talcott Parsons' bidrag til forståelse af børnsintegration eller udstødningMogens Nygaard Christoffersen

Teoretikernes bidrag til forskningsprocessen kan bestå i, at deresbegrebsramme leder frem til at stille nogle nye spørgsmål, eller atsystematikken heri afslører oversete problemstillinger, som senerekan vise sig frugtbare. Det første spørgsmål, der rejser sig, er altsåom Talcott Parsons ved sit teoretiske arbejde har bidraget til nyeoverraskende synsmåder, der ellers havde været overset inden fordet nærværende forskningsområde.

Imidlertid kan den pågældende teoretiske ballast for det andet be-tyde en begrænsning af forskningsprocessen, dels ved at ledeforskningen ind på et blindspor ved at være baseret på fejlagtigeopfattelser af forskningsfeltet, dels ved at begrænse forskningen tilalt for snævre problemstillinger. Teorierne må ifølge sagens naturogså have nogle blinde punkter. Visse spørgsmål kan ikke stilles,og visse områder i den sociale verden overses. Teorierne kan medandre ord lede os på afveje, så væsentlige forhold overses. Der kanfor eksempel være problemstillinger og spørgsmål, som slet ikkelader sig tænke inden for den pågældende teoriramme.

Endelig bør det for det tredje også nævnes, at videnskabsteoriernesudviklingshistorie er rig på eksempler med fejlagtige teorier, derhar ført frem til nye undersøgelser, der senere skulle vise sig atvære banebrydende.1)

108|||||||||

I nærværende kapitel har vi valgt at konfrontere Talcott Parsonsteoretiske bidrag om socialisering, personlighed og identifikationmed en konkret forskningsmæssig problemstilling, som behand-ler børns sociale integration.

De to typer af spørgsmål, vi vil stille, er for det første: Kan TalcottParsons tilføje nogle nye perspektiver til den specifikke problem-stilling? Og for det andet: Er der væsentlige forhold i den specifik-ke problemstilling, som ikke kan tænkes inden for teoretikerensbegrebsramme?

Denne metode til at vurdere teoretikernes bidrag til vores videnom social integration er altså at konfrontere dem med en udvalgtproblemstilling, som er hentet inden for et stærkt afgrænset forsk-ningsområde. Man skal nok bemærke sig, at det selvfølgelig kandiskuteres, om en sådan fremgangsmåde er egnet til at yde teoreti-kerne retfærdighed.

På den anden side er socialiseringen et centralt tema i Parsons’meget omfattende produktion. Gennem socialiseringen i barn-dommen sker værdiorienteringen i et institutionaliseret rollesy-stem. Socialiseringen foregår ifølge Parsons i familien, skolen ogkammeratskabsgruppen. Parsons antyder, at hvis socialiseringenikke giver den nye generation de nødvendige redskaber, er der enrisiko for, at der kan opstå disequilibrium.

Det er på denne baggrund, at vi i nærværende kapitel har valgt atkoncentrere os om en enkelt af de fire teoretikere.

Hvad er modsætningen til integration?Gennemgangen af de fire teoretikeres (Parsons, Lockwood, Gid-dens og Habermas) anvendelse af begrebet social integration viser,at der kan være forskellige opfattelser af, i hvilken dimension inte-grationen udfolder sig og dermed, hvad der er modsætningen elleralternativet til social integration.

109|||||||||

Ud fra en simpel sproganalyse må man komme til det resultat, atmodsætningen til integration (at samle) er differentiering (at spre-de). Omsættes denne tankegang til samfundsforhold, må man an-tage, at modsætningen til social integration er social polarisering,det vil sige processer, hvor dele af befolkningen marginaliseres ogudstødes af det sociale fællesskab.

Det er imidlertid ikke denne modsætning, der har præget system-teoretikernes brug af begrebet integration. Som man kan se hos fxParsons, betragtes modsætningen til integration at være systemetsdisintegration (opløsning). Parsons’ begrebsrammer giver såledesmulighed for at forestille sig et socialt system, der på en gang ersocialt integreret og samtidig stærkt differentieret. Parsons, derførst og fremmest har det (nord-) amerikanske samfund som siterfaringsmæssige udgangspunkt, bruger altså betegnelsen integra-tion på et samfund, der har udviklet en høj grad af differentieringmed hensyn til økonomisk, erhvervsmæssig, social spredning ilevekårsforholdene. Hos Parsons kan en høj grad af social diffe-rentiering således være forenelig med systemets integration.

Et mere grundlæggende træk ved anvendelsen af Parsons analyti-ske apparat er således, at det skelner mellem på den ene side sy-stemintegration – altså processer der fremmer det sociale systemsfortsatte beståen – og på den anden side at et større eller mindreantal udstødes af det sociale system. Men det er fortrinsvis denførste type af processer, der optager Parsons’ begrebsverden.

En udvalgt problemstilling funderet i barndomsforskningDe voksne er måske ofte optaget af at løse problemer for at sikrebarnets integration i den voksne verden. Men man kan komme tilat overse et af barndommens vigtigste spørgsmål: Barnets integra-tion i kammeratskabsgruppen. For det enkelte barn er udelukkel-sen fra fællesskabet noget af det alvorligste, der kan ske. Gruppensmest magtfulde personer kan true andre med eksklusion. Det er fxEriksons (1971) opfattelse, at der netop i vores barndomserfarin-ger er spor af disse grusomme undertrykkelseskræfter og discipli-neringsmetoder: truslen om isolering og udstødelse af fællesskabet.

110|||||||||

Denne problemstilling rejser umiddelbart en række spørgsmål:

Lever børn i et socialt fællesskab med andre børn, som lader●

sig studere på samme måde som de voksnes verden?

Hvad er det, der får betydning for børns deltagelse i kamme-●

ratskabsgruppens sociale fællesskab?

Hvilke forhold i barndommen får indflydelse på deres senere●

integration eller udstødning af det voksne samfund, når deselv skal stå på egne ben?

Hvilken betydning får forældrenes egen sociale integration●

eller sociale udstødning/marginalisering for børnenes vilkårfor at kunne deltage i barndommens sociale fællesskab?

Det, vi i det følgende ønsker at belyse, er, hvorvidt Talcott Par-sons kan bidrage med en begrebsmæssig ramme, der egner sig tilat belyse disse spørgsmål?

Parsons' model om familiens socialisering og barnets udviklingEn række fænomener, som traditionelt er henregnet under psyko-logi, er af Parsons blevet behandlet som led i en omfattende teore-tisk sociologisk begrebsramme. Det drejer sig om begreber som fxpersonlighed, behov og identifikation. Men Parsons’ interesse forpersonlighedsdannelsen er udelukkende baseret på den betydning,det har for stabiliteten af det sociale system. En teori om integra-tionen i det sociale system må ifølge Parsons nødvendigvis inddra-ge begreber om personlighed, identifikation og socialisering, fordidet sociale system fungerer gennem det enkelte individs adfærd.Mange psykologer vil imidlertid finde, at det sker ud fra en nogetstedmoderlig behandling, idet Parsons kun fokuserer på de aspek-ter af personligheden, som han mener påvirker personens sociali-sering af roller og “værdier”.

111|||||||||

Socialiseringsprocessen forenkles i første omgang til at foregå i etsocialt system bestående af mor og barn. Parsons opdeler proces-sen i to typer af processer: 1) en opgave- eller færdighedsorienteretfase og 2) en proces, der drejer sig om indlæring af social kontrol.

Den førstnævnte af de to processer foregår gennem de fire faser ifølgende rækkefølge (Parsons & Bales, 1955, p. 39):

Instrumentel tilpasning (Adaptive-instrumental)Mål-tilfredsstillelse (Goal-gratification)Integration (Integrative)Skjult mønsteropretholdelse (Latent).

Parsons hævder, at ved indlæring af social kontrol sker processer-ne i modsat rækkefølge:

Overbærenhed (L)Støtte (I)Fornægtelse af gensidighed (G)Manipulation af belønning/straf (A).

Modellen beskriver her en Freud-inspireret psykoterapeutisk pro-ces (Baldwin, 1961): Forælderen skaber indledningsvis et stærktkærligt afhængighedsforhold præget af overbærenhed, som indgy-der barnet tilfredsstillelse, for senere at kunne tilbageholde beløn-ning eller foretage straffeforanstaltninger uden at ødelægge detgode forhold. Barnet indlæres færdigheder og en stigende grad afselvhjulpethed (autonomi) gennem forældres gradvist skærpedeforventningspres.

Diskussion af modellenHos Parsons er barnets stræben mod uafhængighed og autonomisåledes resultat af en indlæringsproces, som initialiseres af foræl-drene. Der er imidlertid flere grunde til at stille spørgsmålstegnved, om denne analogi til den terapeutiske metode passer påsocialiseringsprocessen.

2) Parsons (1951) viser (s. 209 i den 4. udgave fra 1964), at han er op-mærksom på dette forhold: “Thus not only the socializing agents but thesocializee must be conceived as acting in roles”. Denne betragtning fårdog ingen teoretiske konsekvenser for hans behandling af socialiserings-processen.

112|||||||||

Man kan ikke ifølge Parsons tænke sig, at denne selvstændiggø-relsesproces først og fremmest udspringer af en iboende kraft hosindividet selv.

Piagets opfattelse af det aktive og handlende barn, der gennem in-teraktion og manipulation af objekter udvikler sine abstrakte be-greber om tingenes muligheder og begrænsninger, kan således ik-ke tænkes inden for Parsons begrebsapparat. Hos Parsons er den-ne udvikling et resultat af forventninger rettet mod barnet. Bar-nets egen søgen efter udvikling og ikke ligevægt falder uden for Par-sons’ begrebsverden (Frønes, 1995).

Moderen skærper ifølge Parsons sine forventninger til barnet,hvilket skaber et pres på barnet. Spørgsmålet er imidlertid, om detikke ville være et kolossalt pres for barnet at leve med den tænktesituation, at forældrene bibeholdt de samme forventninger påtrods af barnets aldersmæssige udvikling?

Endvidere overser Parsons, at de nybagte forældre almindeligvisselv undergår en forandringsproces, som følge af de nye relationer:Barnet foretager en slags “opdragelse” af forældrene . En tanke-2)

gang, hvor barnet gennem sin adfærd fremkalder forandrede for-ventninger hos forældrene, kan ikke rummes i Parsons’ forenkledebegrebsapparat.

Parsons ser forandringen i barnets udvikling, som et resultat af deændrede forventninger, som forældrene retter mod barnet. Mankunne også anlægge det modsatte synspunkt: Det kræver stor sen-sitivitet og opmærksomhed fra forældrene at kunne iagttage desmå umærkelige forandringer, der foregår gennem barnets udvik-ling. Som følge af denne følsomhed er forældrene i stand til atændre deres forventninger i takt med barnets ændrede færdighe-

113|||||||||

der. Men forandringerne er således ikke et resultat af forældrenesændrede forventninger.

Det kan tilføjes, at man i andre sammenhænge måske ville hældetil den anskuelse, at omverdenens forventninger og roller almin-deligvis af det enkelte individ opleves som en konservativ faktor –og ikke som en kilde til forandring. Endelig skal man bemærke sig, at Parsons’ begreber undergår såstore forandringer alt afhængigt af det aktuelle område, at mankan diskutere, om det er det samme begrebsapparat, der anvendestil at beskrive barnets udviklingsfaser. Dette uddybes i det følgende.

Parsons’ antagelse om isomorfiSom tidligere nævnt var Parsons’ begrebsapparat (AGIL) forsøgtanvendt i Bales’ laboratorie-forsøg med opgaveløsende smågrup-per (4 personer). Men Parsons tilfører sin analyse af socialiserings-processen i familien en magtdimension, idet børn og forældre – tilforskel fra Bales’ smågrupper – ikke består af ligeværdige parter.På trods af denne meget vigtige forskel søger Parsons alligevel atanvende samme begrebsapparat til at beskrive de sociale processer.Kun med meget store anstrengelser, hvor meninger ændres, ellerindholdet sløres, kan man bibringes det indtryk, at det lykkes forParsons at benytte det samme skema til at beskrive så vidt forskel-lige fænomener (Baldwin, 1961).

Parsons er – med Alfred L. Baldwin’s ord – en “unitary isomor-phist” (1961), idet Parsons forestiller sig, at alle fænomener i densociale verden, hvad enten det drejer sig om institutioner, små-grupper, samfund eller personligheden, lader sig beskrive med detsamme begrebsapparat (AGIL, jf. kapitlet om Parsons).

Hvis der skulle være en sådan postuleret isomorfi mellem så vidtforskellige sociale systemer som fx samfund, smågrupper og per-sonlighed, ville det uvægerligt rejse et spørgsmål, der krævede enforklaring af samfundsvidenskaberne.

114|||||||||

Alfred L. Baldwin (1961) gør endvidere opmærksom på, at Par-sons egen anvendelse af begreberne imidlertid levner så megenluft, at man vanskeligt kan forestille sig at kunne foretage direktelogiske deduktioner, der kunne afprøves empirisk.

Dannelse af konsistente værdigrundlag – et empirisk eksempel En vigtig del af socialiseringsprocessen i familien er, ifølge Par-sons, at de underordnede systemers “værdier” bliver konsistentemed det omgivende sociale system. Nye værdier bliver integreretind i det allerede eksisterende system. Enhederne bindes sammenved at tjene det samme værdisystem.

De forhold ved personligheden, som Parsons hæfter sig ved, erbehovsdispositioner, internaliserede sociale objekter, rolle-forvent-ninger og “værdier”. Barnets værdier bringes ind i tæt konformitetmed familiens værdier, hvor de fælles værdier indgår i barnetspersonlighedsdannelse:

“Seen in personality terms these value-systems are strategically themost important properties of internalized social objects.” (Parsons &Bales, 1955, p. 167).

For at vurdere den analytiske rækkevidde af disse overvejelser kandet være nyttigt at tage et konkret eksempel, hvor Parsons’ tanke-gang finder anvendelse.

Ved undersøgelser af langvarig arbejdsløshed finder man ofte, atogså børnene, når de bliver voksne, har en øget risiko for ledig-hed. Inspireret af Parsons’ tankegang kunne man søge at forklaredette fænomen ved, at forældrenes arbejdsløshed smitter af påbørnene, fordi de normer og værdier, man lærer som barn, tagerman med sig som voksen samfundsborger. De langvarigt arbejds-løses børn har således ikke selv noget forhold til arbejde, påståsdet.

115|||||||||

Men denne traditionelle sociologiske tankegang stemmer imidler-tid ikke overens med en række undersøgelser af unges “arbejds-værdier”. Disse andre undersøgelser viser, at der ingen sammen-hæng er mellem forældrenes arbejdsløshed og de unges udviklingaf arbejdsværdier. Børn af arbejdsløse er ifølge disse undersøgelservillige til at få en uddannelse og interesseret i at få et arbejde –stærkt tilskyndet af deres forældre.

Således viser Goodwins (1972) undersøgelse, at sønnernes identi-fikation med arbejdet ikke er svagere i de arbejdsløses familier endblandt de jævnaldrende, hvis forældre (fædre) er i arbejde. De un-ge viste villighed til at få en uddannelse og interesse i at få et ar-bejde stærkt tilskyndet af deres forældre. Tilsvarende finder Isra-lowitz & Singer (1986, 1987) ingen sammenhæng mellem foræl-drenes arbejdsløshed og de unges udvikling af arbejdsværdier.

Isralowitz & Singer's (1987) undersøgelser viste imidlertid, at dearbejdsløses børn er skeptiske mht., om de også vil få et arbejdeselv. Ligesom Goodwin (1972) i sin undersøgelse fandt, at de ar-bejdsløses børn ser ud til at være mere pessimistiske end deresjævnaldrende mht. deres egne fremtidsudsigter på arbejdsmarke-det. Specielt tydeligt for drengene finder Isralowitz & Singer(1987), at de arbejdsløses børn har et lavere selvværd end deresjævnaldrende, hvis forældre var i arbejde (Isralowitz, 1989).

Dette eksempel illustrerer en række analytiske problemer i Par-sons begrebsapparat. For det første synes det ikke at være de mang-lende fælles værdier, der er afgørende for den sociale integration afde unge på arbejdsmarkedet. De unge arbejdsløse er ikke arbejds-løse, fordi de har nogle værdier, der er ude af trit med det øvrigesamfund. De er antagelig snarere arbejdsløse, fordi de mangler enuddannelse, og fordi konjunkturerne på det givne tidspunkt varsærligt dårlige.

For det andet illustrerer eksemplet, at der er store vanskelighedermed direkte logisk at udlede nogle præcise udsagn fra Parsons'begrebsverden, som lader sig konfrontere med empiriske forhold.

116|||||||||

Vi hævder godt nok, at den pågældende antagelse, om at de ungesværdigrundlag er i overensstemmelse med forældrenes situationsom langvarigt arbejdsløse, er en følge af Parsons’ tankegang. MenParsons ville nemt kunne forsvare sig med, at antagelsen ikke di-rekte er logisk afledt af hans teoretiske arbejder. Eksemplet afspej-ler således også de generelle vanskeligheder, der hævdes at være, med at afprøve hans teoretiske antagelser.

Man kan diskutere om denne kritik yder Parsons retfærdighed,fordi den bygger på alt for strenge krav til teoriens form. UrieBronfenbrenner (1961) har selv tidligere hævdet det synspunkt, aten frugtbar teori ikke behøver at være testbar “need not be statedin testable or even communicable form;” men skriver efter en gen-nemgang af Parsons’ teori om identifikation, at han ønsker attrække dette udsagn tilbage efter at have smagt frugten af et så-dant synspunkt.

Hvorledes vil Parsons belyse barndommens spørgsmål omsocial integration?Den første forudsætning, der skal opfyldes, hvis man søger at an-vende Parsons’ teoriopfattelse på barndommens integrationspro-blemer, er at foretage en meningsfuld afgrænsning af de aktuellesociale og kulturelle systemer. Netop når det drejer sig om barn-dommens forhold, kan der måske opstå sociale systemer, der kunhar en kortvarig levetid. Sådanne sociale systemer er ikke omfattetaf Parsons’ systembegreb. Det Parsonianske system forudsættes athave en vis levetid, som gør det muligt at studere dets indre pro-cesser.

Begrebet om det sociale system kan således ikke anvendes på enkategori af personer med et fælles kendetegn som for eksempelalder, køn eller uddannelse. Alderskategorier som fx børn, ungeog gamle kan ikke udgøre sociale systemer, fordi det forudsættes,at der er tale om selvopretholdende systemer, der dels indbefatteropretholdelse af systemets ydre grænser, dels indbefatter mulighedenfor, at systemet kan opløses. Den sidste forudsætning har ingen me-ning, når der tænkes på fx de nævnte alderskategorier. Om forud-

117|||||||||

sætningerne vil være opfyldt ved undersøgelse af de sociale proces-ser i visse andre typer af sociale grupperinger som fx en børne-gruppe, en ungdomsbande eller organisationer som fx en skole, ensportsklub eller lignende, vil være et empirisk spørgsmål.

Ud fra disse betragtninger synes det overraskende, at Parsons selvforeslår en afgrænsning af de unges sociale system bestående affamilien, skolen og kammeratskabsgruppen som et enkelt socialtsystem, der indeholder hele spekteret af unges signifikante rolle-typer (Parsons & Bales, 1955 , s.114). Det er umiddelbart vanske-ligt at forestille sig, at der her kan være tale om et selvoprethol-dende system, der dels søger at opretholde systemets ydre grænser,dels søger at modvirke en “opløsning”. Hvordan det skal gives enempirisk fortolkning kan umiddelbart se ud som en vanskeligudfordring.

Den anden forudsætning, der bør indgå i en sådan undersøgelse,er, hvorvidt der opbygges en orden og forudsigelighed, som byg-ger på en gensidig afhængighed, når børn mødes i en nydannetbørnegruppe? Eller oplever børnene en kaotisk, konfliktfyldt oguforudsigelig verden?

Det er sådanne problemstillinger, der bør indgå i en undersøgelse,hvor man søger at anvende Parsons’ model for et socialt system.Spørgsmålet er, om man – ligesom Parsons – vil fokusere på deprocesser, der giver en ligevægt i det sociale system – med risikofor at overse de processer i det sociale system, der potentielt inde-holder muligheden for at generere en spiral af eskalerende konflik-ter, der kunne kulminere med børnegruppens opløsning.

Den tredje modelforudsætning omhandler forekomsten af knapperessourcer. Det kunne fx være, at visse genstande i legens konstru-erede verden udgjorde nogle særligt sjældne attråede knappe res-sourcer. Hvorledes løser børnene allokeringsproblemet? Findesder fælles værdier i børnekulturen, eller konstrueres der noglefælles værdier, normer og institutioner, der kan bruges til at givemagtens allokering legitimitet?

118|||||||||

Det fjerde tema vil være: Bygger nogle af disse fælles værdier ognormer – der anvendes til at håndtere allokeringsproblemet – påsocialiseringen i familien eller i legegruppen? Vil nogle af disseværdier og normer være internaliseret i barnets personlighed?

Det femte spørgsmål omhandler børnegruppens evne til at op-retholdes på trods af ydre ændringer i omgivelserne. Findes der idet sociale system nogle ændringsmuligheder, der kan kompense-re for ændringer i omgivelserne – eller kan sådanne ydre ændrin-ger i sidste ende føre til opløsning af den pågældende børnegrup-pe som socialt system?

Parsons & Bales' mere empiriske operationelle tilgang til at analy-sere (voksne) problemløsende smågrupper vil antagelig i mangetilfælde være for snæver til at anvende på barndommens socialelandskab, fordi den vigtigste forudsætning for disse forsøg antage-lig sjældent vil være opfyldt. Børnegrupperingerne vil sjældent væ-re samlet om løsning af et bestemt problem. Sådanne smågruppe-ringer af børn vil antagelig have uklare mål. Endvidere vil de mål,børnene forfølger, antagelig ofte være ustabile og foranderlige,hvilket måske kan ses som en følge af legens natur. Det vil såledesvære særlige typer af situationer, hvor Parsons & Bales' operatio-nelle begrebsapparat kunne tænkes anvendt. Det vil antagelig ikkekunne anvendes på et fænomen som en spontant opstået børne-gruppe, men dette er egentlig et empirisk spørgsmål, det kunnevære interessant at undersøge nærmere.

Ved en sådan undersøgelse kunne der komme ny erkendelse ud afat belyse, om sådanne børnegrupper er af en anden natur end deparsonianske selvopretholdende sociale systemer. Hvis dette visersig at være tilfældet, så har man opnået et bidrag til forståelsen afsådanne børnegrupper. Det ville være værdifuldt, hvis man kunneforetage en sammenligning med nogle andre typer af smågrupper,som lever op til de parsonianske betingelser.

3) Her ville det måske have været lettere at forstå Parsons’ tankegang, hvishan havde nævnt en række konkrete tilfælde fra historien, hvor der sketeet systemskifte, som følge af denne manglende evne til at socialisere denæste generationer.

119|||||||||

Socialiseringen af differentieret rollesystemIndlæringen af sociale roller og værdier vil være det centrale forden sociale integration. Det er Parsons’ opfattelse, at hvis det so-ciale system ikke har held med at socialisere de næste generatio-ner, vil systemets overlevelse være bragt i fare .3)

I følge Parsons får barnet kendskab til den basale rollestruktur ikernefamilien (Parsons, 1955, p. 46). Parsons skelner her mellemto dimensioner: (1) magt-dimensionen og (2) dimensionen eks-pressiv-instrumentalistisk. Barnet i familien lærer at skelne mel-lem de overordnede og underordnede (hhv. forældre og børn).Endvidere bliver barnet bekendt med forskellen mellem instru-mentel og ekspressiv (hhv. far og mor). Faderens (og sønnens)rolle er – stadig ifølge Parsons – relativt mere instrumentel sam-menlignet med moderen (og datteren).

Rollesystemet differentieres yderligere ved at indføre dimensionen(3) universalistisk-partikularistisk. Kombineres de tre dimensio-ner, der hver har to udfaldsmuligheder, fås 8 forskellige rolletyper.Han begrunder denne analyse på følgende måde:

“The reason for the choice is that the principle of construction of ourstructural series concerns successive stages of integration of the develop-ing child in progressively more complex social systems.“ (Parsons &Bales, 1955, p. 50).

Det er imidlertid ifølge Parsons uden for familien, at barnet lærerat skelne mellem universalistiske og partikularistiske rolletyper.Det er i skolen, at barnet konfronteres med den universalistisketype, mens det er i kammeratskabsgruppen af ligeværdige (“peergroup”), at barnet oplever den partikularistiske rolletype (Parsons& Bales, 1955, p. 52).

120|||||||||

Kammeratskabsgruppen adskiller sig fra skolen og familien på enrække områder. Den er for det første dannet uafhængigt af voks-nes indblanding. For eksempel er opdeling i drenge og pigegrup-per således ikke påtvunget af autoriteter. Man kan for det andetfinde udviklet en stærk følelse af solidaritet i kammeratskabsgrup-pen og grobund for en revolte mod de voksnes (skolens) krav ogforventninger. (Især drenge har i det amerikanske samfund en ten-dens til at udvikle en intens loyalitet over for deres “bande”). Fordet tredje bliver barnet og den unge i kammeratskabsgruppenkonfronteret med normer i et socialt system af nogenlunde lige-værdige, hvor det ikke er omverdenen, men deltagerne selv, derforeskriver de gældende normer. “...the rules of the game are sub-ject to revision in the light of the interaction of the players, defin-ed as peers.”

På trods af at Parsons flere steder nævner distinktionen mellem“vi” og “de andre” samt begreber som solidaritet og loyalitet in-den for gruppen, så berører han ikke problemet med udstødning,marginalisering eller barnets manglende integration i kammerat-skabsgruppen. Rolledifferentiering indgår i Parsons’, Bales’ ogZelditch’s undersøgelser af små problemløsende grupper, men harikke fundet indpas i deres analyser af “peer groups”. Og barnetsfrygt for eksklusion af kammeratskabsgruppen samt den del afbarnets adfærd, der er rettet mod at foregribe en udelukkelse, be-røres slet ikke (så vidt jeg kan se).

Man må således i første omgang konkludere, at et af problemerneved at anvende Parsons’ begrebsapparat er dets manglende strin-gens og manglende konsistens. Hertil kommer, at Parsons foreta-ger en alt for snæver begrebsmæssig afgrænsning af sit forsknings-felt, hvorved væsentlige forhold overses.

En mere alvorlig konsekvens er, at man ikke logisk kan udledenogle empirisk testbare hypoteser på grundlag af Parsons AGILbegrebsramme, der kan lede frem til at belyse de stillede spørgs-mål om, hvilke forhold der har betydning for børns ekskludering

121|||||||||

af børnegruppen og eventuelle senere udstødning eller marginali-sering af det voksne samfund. Men på trods af disse forbehold synes det under alle omstændig-heder interessant at undersøge, på hvilken måde kammeratskabs-gruppen (“peer group”) kunne indgå i en empirisk undersøgelsemed udgangspunkt i Parsons’ mere detaljerede teoretiske arbejder.

122|||||||||

Referencer

Baldwin, A.L. (1961)The Parsonian Theory of Personality, i: Black, M. (ed.): The SocialTheories of Talcott Parsons. Englewood Cliffs, N.J.: Prentice-Hall.

Bronfenbrenner, U. (1961)Parsons’ Theory of Identification, i: Black, M. (ed.): The SocialTheories of Talcott Parsons. Englewood Cliffs, N.J.: Prentice-Hall.

Erikson, E.H. (1971)Barnet og samfundet. København: Hans Reitzels Forlag.

Frønes, I. (1995)Among Peers. On the meaning of peers in the process of socializa-tion. Oslo: Scandinavian University Press.

Føllesdal, D. et al. (1990)Argumentasjonsteori, språk og vitenskapsfilosofi. Oslo: Universi-tetsforlaget.

Goodwin, L. (1972 )Do the Poor Want to Work? Washington, D.C.: The BrookingsInstitution.

Isralowitz, R.E. (1989 )Family Unemployment and its Impact on Adolescent Personalitydevelopment. Adolescence, 24, 93, p. 47-52.

Isralowitz, R.E. & Singer, M. (1986)Unemployment and its Impact on Adolescent Work Values. Adole-scence, 21, 81, p. 145-158.

Isralowitz, R.E. & Singer, M. (1987)Long-Term Unemployment and its Impact on Adolescent WorkValues. Journal of Social Psychology, 127, 2, p. 227-236.

Parsons, T. (1951)The Social System. New York: The Free Press og Glencoe.

123|||||||||

Parsons, T. & Bales, R.F. (1955)Family, Socialization and Interaction Process. Glencoe, Illinois:The Free Press.

125|||||||||

Er skilsmisser tegn på socialdisintegration?Mai Heide Ottosen

I perioden fra 1960 og frem er der sket en betydelig vækst i an-delen af ægteskaber, der opløses. Af 100 indgåede ægteskaber i1960 var 21 pct. opløst, inden der var gået 20 år, mens den tilsva-rende skilsmisseandel for ægteskaber indgået i 1975 var 34 pct.

Set fra et mikroperspektiv – fra enkeltindividernes niveau – er detnærliggende at betragte skilsmisse eller samlivsopløsning som endisintegrativ proces: Sammenhængskraften mellem de voksne in-divider – kærligheden, tilliden og viljen til at ville hinanden – erforsvundet, og familieenheden opløses i bogstavelig forstand.

I dette kapitel ser vi på, hvordan man empirisk kan studere skils-misse/familieopløsning ud fra de fire integrationsteorier, idet viopholder os ved følgende analytiske indfaldsvinkler:

For det første sættes der fokus på, hvilke redskaber de fire teorierleverer, når det drejer sig om at diagnostisere, hvorvidt der er pro-blemer med den sociale integration. Dernæst ser vi på, hvilke bag-grunds- eller årsagsfaktorer, det ifølge teorierne er relevant at havefat i, når der skal opstilles hypoteser om eller findes en forkla-ringsramme på, at der opstår disintegrative processer i familien,som evt. fører til samlivsopløsning. For det tredje sættes der fokuspå, hvilke retningslinier de fire teorier leverer, når det drejer sigom at vurdere konsekvenserne af familieopløsning. Eller med andreord om det er muligt at påvirke den sociale integration gennemforanstaltninger på individ- eller systemniveau.

I den udstrækning, det er muligt, vil vi endelig se på, hvor vidt-rækkende konsekvenser de fire integrationsteorier har, når det

126|||||||||

drejer sig om at udstrække analyserne fra mikro- til makroniveau.Kan vi på baggrund af teoriernes egen forståelsesramme – og evt. ikombination med forfatternes refleksioner om familielivet/familie-institutionen – vurdere, hvilken betydning det har for familiensom institution, at der i dag er flere ægteskaber (hvad enten maner formelt juridisk forbundet med hinanden eller ej), som bliveropløst end tidligere? Er skilsmisserne udtryk for deinstitutionali-sering af familien? Eller er der snarere tale om, at familielivet an-tager nye former? Og hvilke konsekvenser har det for “resten” afsamfundet?

Skilsmisser i traditionel familieforskning: ParsonsFamilieinstitutionens betydning/funktion i samfundetI det følgende afsnit skitseres, dels hvordan skilsmisser som socialtfænomen forstås ud fra Parsons eget teoretiske arbejde om socialintegration og familieinstitutionen, dels hvordan disse teorier erblevet anvendt (og kan anvendes) i den empiriske forskning.

Parsons brede definition af begrebet “socialt system” indebærer, at“familien” både kan studeres fra et makrosocialt perspektiv, hvorfamilien som institution bidrager til at opretholde samfundet (detsociale system) med de centrale reproduktive funktioner: fødsel,opvækst og ikke mindst socialiseringen af den næste generation.Men familier kan også studeres fra et mikro- eller smågruppeper-spektiv som et lille samfund, hvor den enkelte families bestandde-le studeres ud fra, hvordan disse dele er forbundet med hinanden.Disse dele kan være de positioner, som folk besætter i familier(som fader, moder, søn, datter), og de roller de indtager.

Parsons udformede i midten af 1950'erne en teori om den isolere-de kernefamilie, der knyttede an til en traditionel diskussion i fa-miliesociologien om “The decline of the family”. Disse refleksio-ner kan uden vanskeligheder læses som en forlængelse og konkre-tisering af Parsons generelle teori om integration. På det tids-punkt (der i bagklogskabens lys kan karakteriseres som kernefami-liens guldalder), hvor teorien blev udformet, tilbageviser han da-tidens bekymring for, at skilsmisseraten, kvindernes erhvervsfre-

127|||||||||

kvens og det faldende fødselstal skulle være et udtryk for, at fami-lien har mistet sin betydning som en central samfundsmæssig in-stitution. Derimod er det hans opfattelse, at den moderne, specia-liserede og økonomisk uafhængige kernefamilie, set i et makro-skopisk perspektiv, ikke på samme måde som andre tiders ellerandre kulturers slægtskabssystemer bidrager direkte som agent tilintegrationen af det større samfund: Familien som institution erhverken engageret i økonomisk produktion eller en signifikantenhed i det politiske magtsystem. På de områder er familien ble-vet næsten fuldstændig funktionsløs. Men familiens medlemmerdeltager i disse funktioner, ikke som familiemedlemmer, men somindivider. Når man taler om familiens funktioner i moderne spe-cialiserede samfund, er der derfor ikke tale om direkte funktioneri forhold til samfundet, men om funktioner i forhold til person-lighederne: For at individerne kan integreres i samfundet, har fa-milien en afgørende og basal funktion som den socialisations”fa-brik”, der producerer menneskelig personlighed. Gennem sociali-sationen internaliseres det pågældende samfunds kulturelle nor-mer og værdier. Det gælder såvel i relation til den primære sociali-sation af børn, så de kan blive rigtige medlemmer af det samfund,som de er født ind i, som det gælder stabiliseringen af den voksnebefolknings personlighed.

For at kunne opfylde sin socialisationsfunktion hensigtsmæssigt iforhold til barnets forskellige psykologiske udviklingsfaser har denmoderne kernefamilie udviklet en differentieret rollebesætning tilfamiliens medlemmer. Ved at lægge et horisontalt snit i familientildeler Parsons manden/faderen, som forsørgeren, det instrumen-telle lederskab, mens kvinden/moderen, der er ansvarlig for hus-holdets omsorgs- og reproduktionsfunktioner, udnævnes som denekspressive leder.

Diagnostisk analyse

Ud fra Parsons' teoretiske forudsætninger om familieinstitutionenog dens betydning som integrativ faktor i det sociale system er dernæppe tvivl om, at bekymringen for skilsmissefrekvensen ville

128|||||||||

være større, hvis han havde levet i dag, end dengang teorien omden isolerede moderne kernefamilie blev udformet.

For at vurdere de disintegrative mekanismer ved skilsmissefæno-menet forekommer det som udgangspunkt hensigtsmæssigt at op-retholde en distinktion mellem familien i smågruppeperspektiv ogfamilien i makro-socialt perspektiv.

Ud fra et smågruppeperspektiv vil konflikter, som fører til sam-livsbrud, være udtryk for tegn på dysfunktionalitet, i og med atfamilien ikke længere kan varetage sin socialisationsfunktion, ogdermed opstår der risiko for, at børnene, dvs. den næste genera-tion ikke internaliserer de normer og værdier, som er nødvendigefor at kunne blive integreret i samfundet. Forskningsstrategisk kandet udmønte sig i undersøgelser, der belyser, hvilke konsekvenserfamilieopløsning har for den opvoksende generation. Udviklerbørn af skilte forældre sociale og psykologiske kompetencer elleregenskaber, som gør dem mindre rustede til at blive normalemedlemmer af samfundet? Dette perspektiv, som de facto harværet stærkt dominerende, ikke mindst i den angelsaksiske forsk-ning om skilsmisser og nye familiedannelser, interesserer sig medandre ord for effekten (“outcome”) af familieopløsning, med densåkaldt normale kernefamilie som im- eller eksplicit sammenlig-ningsgrundlag. Forskningsinteressen behøver imidlertid ikke kunat være rettet mod børnene, men kan principielt også være rettetmod familiens voksne medlemmer, dvs. mod fraskilte mænd ogkvinder, i højere grad end personer der lever som par, får vanskeli-gere ved at opfylde de rolleforventninger, der stilles til dem sommedlemmer i samfundet som sådant.

Som vi læser Parsons, kan man imidlertid ikke drage den slutning,at hvad der sker af dysfunktionalitet i familier på mikroniveaunødvendigvis også fører til, at familieinstitutionen (som subsy-stem) – og dermed samfundet (hele det sociale system) opløses.Det vil nemlig ikke alene bero på, hvor stor en andel af befolknin-gen, der skilles og potentielt udvikler adfærdsmønstre, som er in-adækvate for opretholdelse af det sociale system (dvs. samfundet),

129|||||||||

men også på hvordan den skilte del af befolkningen agerer efterkernefamiliens opløsning. Hvis de etablerer sig i nye kernefamilie-lignende enheder (fx sammenbragte familier) med en specialiseretkønsarbejdsdeling, burde de forudsætninger være genetableret,som ifølge teorien er nødvendige for at sikre, at familiens med-lemmer kan internalisere det kulturbundne norm- og værdisæt.Derimod vil det tendentielt true den sociale integration i samfun-det, hvis de opløste familier organiserer sig i ikke-kernefamilie-lignende enheder, som fx eneforsørgerfamilier eller kollektiver.

Ætiologisk analyse

Som det blev anført i Nygaard Christoffersens artikel, har Parsonsintegrationsteori sit fokus på ordensproblematikken snarere endkonfliktproblematikken.

En forståelse af, hvad der sikrer, at familieinstitutionen i densmoderne udformning kan opretholdes, vil ifølge den parsonsketankegang være, at der mellem de enkelte medlemmer i familieneller i befolkningen som helhed er et fælles norm- og værdisæt,som deles af parterne. Heraf er det omvendt fristende at slutte, aten Parsonsinspireret analyse, som leder efter årsager til/forklarin-ger på familieopløsning, teoretisk må tage udgangspunkt i, at deropstår norm- og værdikonflikter.

En analyse, der metodologisk tager afsæt i individer eller i de en-kelte familier, må derfor indkredse, dels hvori disse normkonflik-ter består, dels hvad der er baggrunden for dem. Skyldes norm-konflikterne en mangel på konsensus om, hvordan (køns)rolle-besætningen i familien skal varetages: At familiens kvindeligemedlem eksempelvis ikke længere kan eller vil slå sig til tåls medrollen som familiens ekspressive leder, eller at manden ikke kaneller vil leve op til normen om at være forsørger? Opstår norm-konflikterne som følge af problemer med allokering af ressourcer-ne, fx ved at kvinder gennem øget deltagelse i uddannelsessyste-met og på arbejdsmarkedet får uddannelsesmæssige og egne øko-nomiske ressourcer at råde over?

130|||||||||

En analyse, der metodologisk har sit fokus på samspillet mellemsamfundets forskellige institutioner, kunne fokusere på, hvilkeydre kræfter der påvirker rollerne i den moderne kernefamilie,som fx arbejdsmarkedets behov for kvindelig arbejdskraft, ellerkonjunkturnedgang som fører til arbejdsløshed og dermed elimi-nerer mændenes mulighed for at udføre deres rolle som breadwin-nere.

Konsekvensanalyse

Som det har været omtalt i Nygaard Christoffersens artikel omParsons, vil det sociale system have en tendens til at korrigere forændringer for at opretholde orden (equilibrium), ikke kun gen-nem socialisering, men også via social kontrol. Et tredje forsk-ningsperspektiv på skilsmisseproblematikken inden for det par-sonske univers kunne derfor dreje sig om indkredsning af foran-staltninger, som søgte at påvirke eller modgå skilsmissernes disin-tegrative/dysfunktionelle effekter. Man kunne for eksempel se på,i hvilken udstrækning der fra statens side etableres socialpolitiskeforanstaltninger, som har til formål at dæmme op for skilsmisse-udviklingen og afbøde de negative effekter af familieopløsning,eksempelvis for børnene. I hvilket omfang ydes der eksempelvisægteskabsrådgivning og -mægling, og har sådanne tiltag overhove-det den tilsigtede effekt? Og hvilke strategier anvendes såvel gen-nem den familiepolitiske lovgivning som i det sociale arbejde forat sikre, at den opvoksende generation får både en far og en morsom rolleforbilleder? Men man kunne også forestille sig, at det ville være relevant at un-dersøge, om andre agenter end staten var på færde som autoritets-personer for at sikre, at familieværdierne opretholdes: Hvilken be-tydning og gennemslagskraft har politiske og sociale bevægelser,der eksempelvis opererer på et familiaristisk grundlag i det sam-fund, som er genstand for vores studium?

Afrunding/kritik

Parsons' teori om familien som integrativ faktor er både berømtog udskældt. Et kritikpunkt, som går igen mange steder i familie-

131|||||||||

sociologien, er, at teorien leverer en statisk forståelse: Den er ble-vet overhalet indenom af den historiske udvikling, der har vist, atfamilieinstitutionen er mere fleksibel og overlevelsesdygtig (ogden isolerede kernefamilie knap så universel), også selv om for-udsætningerne om den traditionelle kønsarbejdsdeling ikke læn-gere er til stede. At bebrejde Parsons for manglende fremsyn kanpå mange måder forekomme at være udtryk for bagklogskab, mende forudsætninger, der opereres med i teorien, afsvækker den ogfår den til at virke utidssvarende. Ikke desto mindre kan det allige-vel være fristende politisk ukorrekt at rejse problemstillingen om,i hvilken udstrækning forestillingen om breadwinnerfaderen ogden ekspressive moderfigur – bevidst eller ubevidst – spiller enrolle for de konflikter, der udspiller sig i de små hjem.

Imidlertid er det et problem, at teorien om den moderne isoleredekernefamilie nemt kommer til at skabe en glansbilledforestilling af,hvad “familie” er. Det antages, at der hersker orden, såfremt for-udsætningen om den specialiserede komplementære arbejdsdelinger til stede. Hermed kommer man nemt til at se bort fra konflikt-,magt-, og undertrykkelsesmekanismer, som hersker i familier,skønt de formelle forudsætninger for integration er i orden. Te-orien er med andre ord blind for, hvorvidt andre faktorer endnorm- og værdikonflikter kan forårsage disintegrative processer.

LockwoodThe State of the FamilyOs bekendt har Lockwood ikke gjort familien/familielivet tilgenstand for selvstændig refleksion i sine arbejder. Men følgesLockwoods tankegang, forekommer det rimeligt at betragte fami-lien som en institution, der (ligesom bureaukratiet) har en funk-tion at udfylde i det sociale system/samfundet. Hvori denne funk-tion består, kan vi imidlertid ikke hente svar på inden for Lock-woods egen teori. Her må man læne sig op ad andre familiesocio-logiske teorier: Er familien først og fremmest at forstå som ensocialisationsfabrik (jf. Parsons), eller er den – som der fx plæ-deres for i nyere sociologisk familieteori – i højere grad et “intimi-tetsreservat”?

132|||||||||

ForklaringsrammerSkal Lockwood læses på ordet, skal problemstillingen om socialintegration mellem aktører i vid udstrækning ses som en afspej-ling af forholdet mellem den institutionelle orden og dens materi-elle grundlag. Forklaringsrammen for empirisk undersøgelse afintegrative eller disintegrative mekanismer i familielivet vil såledesvære fokuseret på de materielle vilkår for, at familien kan varetagesine funktioner. Da “materielt grundlag” hos Lockwood forekom-mer at skulle tages relativt bogstaveligt, er det i den forbindelsederfor først og fremmest relevant at se på de økonomiske for-udsætninger for familiens opretholdelse. Gennemføres husholds-analyser, kan det være familiens indtægtskilder, den samlede hus-standsindtægt og indkomstfordelingen mellem familiemedlem-merne, men også materielle faktorer som boligforhold kan inddra-ges. Anlægges et bredere makroorienteret analyseperspektiv kandet endvidere være relevant at se på, i hvilken udstrækning famili-ens subsistens er betinget af markedets udbud af og efterspørgselpå arbejdskraft og behov for arbejdskraftreserve, ligesom man kaninddrage sociale institutioner (fx børnehave/skoler), som er nød-vendige for den moderne families reproduktion.

Diagnostisk analyse Ifølge Lockwood henviser social integration til, hvorvidt forholdetmellem aktører – fx familiemedlemmer – er fredelige eller kon-fliktfyldte. Lockwood er ikke generøs, når det gælder en nærmerespecificering eller operationalisering. “Konflikt” og “fred” må kva-lificeres: Hvor mange skænderier, skærmydsler eller uenighed skalder til, hvor dybtgående skal de være, og over hvor lang tid skal destrække sig, før den sociale integration i familielivet er truet? Udfra en generel helhedsbetragtning forekommer det imidlertid ikkeurimeligt at betragte skilsmisse/familieopløsning som produkt afkonfliktbetonede relationer – eller disintegrative mekanismer ifamilielivet.

Forskningsstrategisk vil en diagnostisk analyse, som interesserersig for skilsmisseadfærd, have sit analytiske fokus på, hvorvidt derer overensstemmelse eller modsætningsforhold mellem det materi-

133|||||||||

elle grundlag og de egenskaber, der skal være til stede, for at fami-lielivet kan fungere.

Indebærer eksempelvis arbejdsmarkedets produktivitets- og mobi-bilitetskrav eller daginstitutionernes åbningstider, at det blivervanskeligt at få enderne til at hænge sammen i familien? Skaberdet stress og konflikter? Hvilke konsekvenser har lovgivningsmæs-sige incitamenter – fx indførelsen af individualprincippet på detoffentligretlige område – i forhold til den måde, hvorpå familiein-stitutionen forventes at fungere på? Hvilken betydning har hus-holdsøkonomien i familier: Under hvilke omstændigheder førersymmetrisk henholdsvis asymmetrisk indkomstfordeling eller højhenholdsvis lav husstandsindtægt til konflikter og illegitime magt-relationer og under hvilke omstændigheder til fredelige forhold?

KonsekvensanalysePå analysens næste trin belyses, hvordan familiens medlemmerreagerer på disse uoverensstemmelser. Finder aktørerne løsninger,som kompenserer for de opståede modsætninger, eller fører de tilkonflikt og social forandring? Man kan både sætte fokus på, hvor-dan familiens individer søger at finde løsninger, der kan afdæmpekonflikter, så familieopløsning undgås, og man kan blandt famili-er, der er gået i opløsning sætte lys på, hvordan eksempelvis detfortsatte forældresamarbejde om børnene fungerer til trods for etunderliggende konfliktpotentiale. Her bør man være opmærksompå, at Lockwoods forestilling om konflikt og social forandring, incasu samlivsophævelse, ikke er ensbetydende med familiens død,men snarere rummer et potentiale for udvikling af nye familiefor-mer eller en forandring af familieinstitutionen. Er nogle familierbedre i stand til at kompensere for modsætningerne end andre? –Og hvad er i givet fald forklaringen?

Ud over at se på de konkrete aktørers egen handlingsstrategi kanman se på, hvordan andre institutioner/aktører reagerer påmodsætningerne. Fører et politisk pres fra børnefamilier fx til, atder kompenseres for de konstaterede modsætninger eller uover-ensstemmelser ved at gennemføre en mere familievenlig politik på

134|||||||||

arbejdspladserne, ved at indføre fleksible åbningstider i daginsti-tutionerne eller at ved at forhøje den statslige børnefamilieydelse?Og har dette i givet fald positiv effekt for integrationen i familien,dvs. fører det inden for denne kontekst til et fald i skilsmisseraten?

Afrunding og kritikSom teoretisk referenceramme for et studium af sammenhængs-kraften i det moderne familieliv er det en fordel, at Lockwoodikke giver sig af med forhåndsdefinitioner og -forståelser af, hvilkekonstitutionelle særtræk der er nødvendige for den moderne fami-lies funktionsmåde. Det gør på den ene side analysemodellen me-re fleksibel og dynamisk, og på den anden side også fri for dentendens til moralisme, der fx ses i den Parsonsinspirerede tradi-tion, fx det kulturpessimistiske syn på “familiens død” eller “TheDecline of the Family”. Teorien er med andre ord fleksibel overfor de forandringsprocesser, der over tid sker med familieinstitu-tionen.

Selv om den konsekvente synsvinkel på familiens materielle basissom et grundlæggende konfliktpotentiale og på uoverensstemmel-serne mellem forskellige institutioner kan forekomme frugtbar, erspørgsmålet imidlertid, om denne forståelsesramme er fyldestgø-rende. Generelt kan man indvende, at en teori, der i væsentlighedser konflikter og undertrykkelse som afspejling af mekanismer,der forårsages af uoverensstemmelser på systemniveau, kan føre tildeterminisme: På trods af at Lockwood i princippet giver de kon-krete aktører deres egen plads i teorien – har disse alligevel en ten-dens til at forsvinde. Teorien bevæger sig med sit fokus på pro-blemstillingen om (kerne)institutionens funktionelle målrationali-tet og dennes materielle grundlag på kanten af systemtvang: Deopståede problemer, vanskeligheder og konflikter ligger ikke i,men så at sige uden for individerne selv.

Ej heller i specifik relation til det aktuelle genstandsfelt om sam-livsophævelse forekommer Lockwoods teori dækkende: Man vilutvivlsomt komme til at skyde sig selv i foden ved alene at ladeforklaringsrammen for disintegrative processer i familielivet hen-

135|||||||||

vise til uoverensstemmelser mellem den institutionelle orden ogdet materielle grundlag. Dels er det et kritisk spørgsmål, om deekstrafamiliære (dvs. strukturelle) faktorer, som kan tænkes atpåvirke familielivet i mere eller mindre gunstig retning, fyldest-gørende indfanges ved alene at hente forklaringskraften i den ma-terielle basis. Dels kommer Lockwoods teori til at negligere betyd-ningen af de forhold, der kan kategoriseres som intrafamiliærefaktorer, og som man, såvel fra den empiriske forskning som frahverdagslivets erfaringer, ved, kan have en afgørende betydningfor forståelsen af, hvorfor samliv ophæves. På trods af at Lockwo-ods teori om social integration besidder en indre stringens, fore-kommer den i sin rene form vanskelig at anvende som en over-ordnet ramme for et empirisk studium af familielivet af indholds-mæssige grunde.

HabermasFamilieinstitutionen i det sociale systemI Habermas’ univers er familien den centrale institution i samfun-dets privatsfære, hvor socialiseringen foregår. Familien er medandre ord en samfundsmæssig institution, der hører livsverdenentil. Hvordan kan vi bruge Habermas’ teori om social integration,når vi ønsker at studere sammenhængskraften og solidariteten idet moderne familieliv og herunder også belyse, hvilke konsekven-ser familieopløsning har såvel i small- som largescale-perspektiv?

Diagnostisk analyse: Social integration som empirisk fænomenDa Habermas’ forståelse af social integration har meget omfatten-de implikationer og så at sige fordrer, at alle niveauer i samfundetmå eller kan inddrages i analysen, forekommer det frugtbart – forat undgå at “drukne” – at man i en empirisk forskningsprocesstarter med afgrænset fokus og kaster sig direkte ud i den diag-nostiske analyse: at få indkredset en tilstandsvurdering af det aktu-elle familieliv gennem operationalisering af og identifikation aftegn på solidaritet henholdsvis disintegration, som gør det muligtat belyse, fx om familielivet i dag har en anden karakter end tidli-gere, eller, måske mere oplagt for den empiriske socialforskning,

136|||||||||

om nogle familier udviser mere markante tegn på disintegrationend andre.

Der må derfor foretages en analyse af de mellemmenneskelige re-lationers beskaffenhed i familierne. Vi må opstille en række indi-katorer, der skal bruges til at afdække, hvorvidt den måde, fami-liemedlemmer handler/agerer på i forhold til hinanden, er legiti-me og koordinerede, og om de er præget af solidaritet, af fællesnormer og af konsensus. Eller hvorvidt familielivet er præget afdet modsatte: af illegitimitet, af mangel på koordinering og fraværaf fælles normer og af strategisk/målrationel handlen. Og det ernaturligvis nemmere sagt end gjort!

Det er oplagt, at man inden for Habermas' egen forståelsesrammekan anskue skilsmisser og familieopløsning som en effekt af, at detinden for den enkelte familie ikke har været muligt at tilvejebringeen konsensussøgende adfærd. Men med det begrebsapparat Ha-bermas leverer til vurdering af den sociale integration i familieli-vet, er det ikke givet, at samlivsophævelse er et ultimativt tegn pådisintegration, mens et intakt (kerne)familieliv er udtryk for detmodsatte. Selv om familieopløsning kan være (eller er) en kon-fliktfyldt og vanskelig proces, udelukker det ikke, at de involvere-de parter nødvendigvis er uenige om, at der er tale om en rigtigbeslutning. Ligesom man ser forældrepar, der efter samlivsbruddeter fleksible samarbejdspartnere og har et fælles fodslag i opdragel-sen af børnene. Og på den anden side er det ikke svært at forestillesig, at der kan eksistere livslange familiefællesskaber, som er præ-get af disintegration, fx udøvelse af vold mod børn eller ægtefæl-ler, vedvarende skænderier, eller hvor de enkelte medlemmer ifamilien handler usolidarisk og strategisk i forhold til hinandenfor at kunne forfølge egne, individuelle mål. Tegn på, at familielivet trues eller præges af disintegrative proces-ser, skal således ikke måles i antallet af skilmisser, men i antallet affamilierelationer, der er karakteriseret ved mangel på solidaritet.Og her kan snittet lægges forskelligt: Man kan se på den ægteska-belige relation, eller man kan tage udgangspunkt i børnene og se

137|||||||||

på forælder-barn-relationen, hvad enten der er tale om kernefami-lie, eneforsørgerfamilie eller sammenbragt familie. Og man kanfor den sags skyld se på intergenerationelle forhold – fx voksne ogderes forældre.

Den ætiologiske analysePå analysens næste trin må der udarbejdes en model, som kan bi-drage til forklaring af, hvorfor familielivet i nogle tilfælde har endisintegrativ karakter og i andre tilfælde er præget af solidaritet.Hvilke faktorer bidrager til at hæmme forudsætningerne for, atden kommunikative handlen kan gro? Det er med andre ord denætiologiske analyse.

Her leverer Habermas’ omfattende teori mange indfaldsvinkler,som kan danne afsæt for hypoteser:

For det første kan man inden for det område, der hører livsverde-nen til, se på de differentieringsprocesser, som finder sted indenfor samfundet.

Man kan for eksempel se på, om de disintegrative processer i fa-milielivet er en følge af eller har sammenhæng med professionali-seringen og teknificeringen af de sociale relationer: Har den måde,hvorpå eksperterne udi livsverdenen (psykologer, samlivsterapeu-ter, pædagoger osv.) sætter de sociale relationer i tale, betydningfor integrationen i familielivet? Hæmmer eller fremmer det denkommunikative handlen, at vi forholder os pædagogiserende ellerterapeutiserende i forhold til hinanden? I hvilken udstrækning hareksperternes meningsdannelser om “det gode liv” karakter af sy-stemtvang? Og på hvilken måde griber de offentlige systemer ind iansvaret for og opdragelsen af vore børn? Fører det til en ansvars-forflygtigelse, således at ansvaret for opdragelsen slet og ret overla-des til pædagogerne?

Man kan ligeledes se på differentieringsprocessen mellem ret ogmoral: Understøtter familielovgivningen solidariteten i familier-ne? Hvilke konsekvenser har fx indførelsen af individualprincip-

138|||||||||

pet i sociallovgivningen for familiemedlemmers måde at agere på iforhold til hinanden? Føler familiens medlemmer sig mindreforpligtet i forhold til hinanden? Og hvilke konsekvenser har denrettighedstænkning, man i bred forstand har kunnet iagttage i desenere år? For det andet kan man undersøge, hvorvidt de disintegrative me-kanismer opstår som følge af differentieringsprocesserne mellemsocialisering, kultur, samfund og personlighed, fx om et disinte-greret familieliv skyldes, at familiemedlemmernes socialisering erinadækvat, dvs. at man mangler handlingskompetencer til atkommunikere med hinanden, men i stedet tager illegitime magt-midler i brug. Og for så vidt uddifferentieringen mellem kulturog samfund, som tegn på normløshed i det levede familieliv berorpå et mismatch mellem den traditionelt overleverede forestillingom, hvad familie er (fx glansbilledforestillingen om kernefamilieneller bestemte kønsrolleforventninger), og så den måde hvorpåfamilielivet faktisk leves.

For det tredje kan man ifølge Habermas' teori finde forklarings-kraft på disintegrative processer ved at se på spændingsfeltet mel-lem systemet og livsverdenen: Forholder det sig fx sådan, at noglefamiliekonstellationer er mere kolonialiserede af systemverdenenend andre? Er vores samhandling præget af et bytteforhold, ogtænker man kun på, hvad der kan betale sig? Eller er familielivetgennemsyret af konsumption: Røver den tid, vi bruger på at købeforbrugsgoder eller konsumere produkter fra kulturindustrien,mulighederne for familiær kommunikation?

KonsekvensanalyseEr det muligt at påvirke den sociale integration i familierne?

Habermas' teori synes kun i yderst begrænset udstrækning at væreindrettet på (empirisk) at belyse, hvilke muligheder de faktiskeaktører – medlemmerne i familierne – har for at påvirke den soci-ale integration.

139|||||||||

Teorien leverer derimod et velegnet apparat til undersøgelse af,hvordan det antropomorfiserede system kan reagere. Som det ernævnt tidligere, kan systemverdenen ikke fungere, hvis den socialeintegration bryder sammen. Det bliver derfor centralt at se på,hvornår og med hvilke midler det velfærdsstatslige system griberind enten for at sikre den sociale integration i familierne eller forat sikre, at den opvoksende generation socialiseres adækvat. Det erfx relevant at se på, under hvilke omstændigheder systemet følersig så truet, at der sættes socialpolitiske foranstaltninger i værk,ligesom det bør undersøges, hvem der er de faktiske målgrupperfor de socialpolitiske indsatser, og det er endvidere relevant at sepå, hvilke midler der tages i anvendelse i det sociale arbejde for atdæmme op for de disintegrative processer. Endelig er det interes-sant at se på, hvilke konsekvenser eller effekter sådanne initiativerhar: Fører de til kommunikativ handlen eller til yderligere ratio-nalisering af livsverdenen?

Kritik/afrundingSet i relation til artiklens problemstilling – om skilsmisser er ud-tryk for disintegration – er Habermas’ teori problematiserende:Skillelinierne ligger et andet sted. Set isoleret i forhold til proble-matikken om skilsmisseadfærd er der tale om en dynamisk syns-vinkel.

Habermas' teoriapparat forekommer endvidere at være velegnet atanvende, når det drejer sig om empirisk forskning, der skal under-søge effekten af socialpolitiske foranstaltninger eller socialt arbej-de.

Skønt Habermas’ omfattende elaborering af, hvordan de socialeintegrationsprocesser hænger sammen med andre processer i detsociale system, teoretisk er en styrke, forekommer det imidlertidvanskeligt at forestille sig, at det i en isoleret empirisk undersøgel-se af et givet fænomen skulle være muligt at inddrage og operatio-nalisere alle disse sammenhænge som bagvedliggende forklarendefaktorer på, at der finder disintegrative mekanismer sted i familie-livet. Det vil kræve stor sociologisk fantasi!

140|||||||||

GiddensGiddens om det moderne familielivGiddens har flere steder i sin produktion drøftet vilkårene ved det(sen-)moderne familieliv og ikke mindst den ægteskabelige rela-tion (fx Modernity and Self-identity (1991), The Transformationof Intimacy (1992), In Defence of Sociology (1996). Det er Gid-dens' tese, at de nære sociale bånd som følge af moderniserings-processen, der bl.a. har ført til øget individualisme og høj refleksi-vitet, har ændret karakter. Hvor de nære sociale relationer, fx denægteskabelige, traditionelt har været konstitueret af og baseret påydre, givne bånd, er det moderne individ i dag frisat til selv atvælge og skabe de intime tillidsrelationer, som er nødvendige forselvets udvikling. Giddens taler om disse som “rene relationer”.Det karakteristiske ved disse relationer er, at de bliver indgået forderes egen skyld og kun har gyldighed, så længe parterne findertilfredsstillelse i dem.

Solidariteten i det moderne familieliv i det detraditionaliseredesamfund er med andre ord baseret på tilstedeværelse af aktiv tillid,som er parret med et personligt og socialt ansvar for andre. Aktivtillid er noget, der skal erhverves, det hidrører ikke fra forudsattesociale positioner eller kønsroller. Aktiv tillid forudsætter autono-mi, men involverer også, at individerne har et gensidigt engage-ment og en forpligtelse over for hinanden over tid. Giddens serikke den aktive tillid som inkompatibel med diversiteten i familie-former. De høje skilsmissetal, som givet er kommet for at blive,kan på mange måder ses som en berigelse snarere end som enødelæggelse af den sociale solidaritet, fx kan de sammenbragtefamilier fremme konsolideringen af nye slægtskabsbånd.

Med denne karakteristik og forståelse af vilkårene for det modernefamilieliv drejer problemstillingen om familiens sociale integra-tion sig ikke om, hvorvidt familieinstitutionen i en bestemt ud-formning er under opløsning som følge af skilsmisseratens udvik-ling. Ligesom hos Habermas kommer omdrejningspunktet i hø-jere grad at til at dreje sig om beskaffenheden ved de mellemmen-

141|||||||||

neskelige relationer i familielivet, hvad enten der er tale om kerne-familier eller andre familietyper.

Diagnostisk analyseHvorvidt Giddens tese om det (sen-)moderne familieliv er hold-bar, kan/bør efterprøves empirisk ved at tage udgangspunkt i hansegen teori om social integration, dvs. om der er gensidighed i an-sigt til ansigt-relationerne: Hvis det er karakteristisk ved det mo-derne ægteskab/familieliv, at der er tale om rene relationer, som erbaseret på gensidig, aktiv tillid, på respekt og forpligtelse, og ogsåpå individernes relative autonomi, lægger en empirisk analyse afsocial integration i familielivet op til at belyse, hvorvidt der i densociale interaktion mellem familiemedlemmer er en gensidighed ihandlingerne, som sikrer disse elementer og dermed solidariteten.

For at kunne belyse dette forekommer et empirisk undersøgelses-design, baseret på kvalitative, etnografiske metoder, hvor hver-dagslivets aktiviteter studeres, umiddelbart at være det mest indly-sende, men det udelukker ikke, at man også kan forestille sig an-dre metodiske tilgange.

Hvem agenterne for en sådan analyse er beror på den empiriskeproblemstilling: Det kan være ægtefællerelationen, søskenderela-tioner eller samspillet på tværs af generationer.

Det analytiske fokus må dreje sig om at indkredse, hvilke strategi-er familiemedlemmer anvender i den indbyrdes interaktion:Hvordan er spillereglerne, når det drejer sig om familiers om-gangstone, kropssprog og udvekling af ydelser? Hvordan signa-lerer man tillid, nærvær og respekt i forhold til hinanden? Hvor-dan balancerer man spændingsfeltet mellem de enkelte familie-medlemmers autonomi og de gensidige forpligtelser? På hvilkenmåde, i hvilket omfang og hvor forekommer faktisk de elementer,som ifølge Giddens selv er forudsætninger for solidariteten i detmoderne familieliv?

142|||||||||

I analysen af de mellemmenneskelige relationers beskaffenhed måman ligeledes sætte fokus på, hvilke tilsigtede som utilsigtede kon-sekvenser, der følger, hvis spillereglerne overtrædes. Hvilke hand-linger er acceptable, og hvilke er det ikke? Træder der sanktioner ikraft over for den, som ikke følger spillets regler? Og hvad skerunder sådanne omstændigheder med familielivet som sådant?

Som der har været redegjort for i kapitlet om Giddens’, indebærerdenne teori om social integration, at der gradvist finder en sy-stemgørelse sted af ansigt til ansigt-relationerne, så de efterhåndenbliver til systemintegration. Aktørerne producerer og reproducererpå en og samme tid de strukturelle principper.

I en empirisk analyse af familielivets sociale praksis bør det derforbelyses, i hvilken udstrækning de handlinger, familiemedlemmerudøver i forhold til hinanden, reproduceres over tid og rum ogdermed er udslag af eller bliver til institutionaliserede praktikker.

Ætiologi og profylakseMan kan på den ene side – som den ætiologiske analysedel – sættefokus på drivkraften bag bestemte interaktionsmønstre: I relationtil problemstillingen om samlivsbrud er et interessant spørgsmål,som endnu ikke forekommer entydigt besvaret i den empiriskeforskning, hvorfor nogle skilsmisseforældre ikke mestrer det fort-satte forældreskab, dvs. afbryder kontakten eller har et konflikt-fyldt samarbejde (og dermed udviser disintegrative træk), mensandre skilsmisseforældre modsat fungerer som “virkelige venner”eller “korrekte kollegaer” (fx Moxnes, 1990)? Med Giddens ihånden og som inspirationsgrundlag kunne man opstille hypote-sen om, at det samarbejde, der udvikles efter samlivsbruddet,måske i virkeligheden er en reproduktion af de interaktionsmøn-stre, der udspillede sig, mens familien stadig var intakt. Det er så-ledes relevant at undersøge, om relationerne i de “disintegrerede”skilsmissefamilier også førhen var karakteriseret ved manglenderespekt og autonomi (fx vold/afmagt – dominans/undertrykkelse),manglende gensidig forpligtelse, mangel på nærvær i fysisk ellerpsykisk forstand (fx manglende interesse for ægtefælle/børn eller

143|||||||||

mere dramatisk: misbrug), eller manglende tillid (løgn, bedrag ogutroskab).

En analyse af (sådanne) adfærdsmønstre bør imidlertid også un-dersøges i en bredere kontekst, fx kan det være relevant at belyse,om der er variationer i måden at tilvejebringe et integreret familie-liv på, som har sammenhæng med social klasse, livsform eller geo-grafi? Eller man kan undersøge, hvilken betydning den institutio-nelle ramme om familielivet spiller for individernes adfærd i for-hold til hinanden? I hvilken udstrækning præger fx lovgivnings-komplekser om ægteskab og skilsmisser vore indbyrdes handle-mønstre? Og omvendt: Hvordan reagerer disse institutioner påfolks adfærd?

Omvendt kan man på den anden side – som den konsekvensana-lytiske del – sætte fokus på, hvad aktører, der er “ramt af skilsmis-se”, gør for at dæmme op for de disintegrative processer, der kanligge på lur, som følge af selve det faktum, at de fysiske rammerom familielivet bliver opløst. Hvad gør man for at foregribe, atreciprociteten ikke går tabt? Hvor henter vi viden fra til at imøde-gå disintegrative processer? – Hvad er det for en slags viden, vitrækker på? Er nogle i kraft af deres diskursive viden bedre i standtil at overvinde tendenser på disintegration end andre? Ligesomhos Habermas bliver det også her relevant at se på, hvilken betyd-ning eksempelvis ekspertsystemerne, fx terapeuterne og pædago-gerne, har for vores daglige omgang med hinanden? Er det her vihenter hjælp, hvis der er disintegrative processer på spil i familien?

Som en overordnet ramme for et empirisk studium af det aktuellegenstandsfelt forekommer Giddens alt i alt at have mest at bydepå, når det drejer sig om at belyse og forstå de processer, der ud-spiller sig i den mellemmenneskelige interaktion, mens påvirk-ningsforholdet fra og til systemsiden – den institutionelle rammefor familielivet – i praksis forekommer mindre udfoldet.

144|||||||||

Opsummering og konklusionFormålet med dette kapitel har været at undersøge og diskutere,hvordan et fænomen som samlivsopløsning empirisk ville kunnestuderes ved hjælp af de fire teorier om social integration, herun-der også hvilke implikationer skilsmisse har for forståelsen affamilien som institution.

Inden for Parsons' teoretiske referenceramme skulle familieopløs-ning ubetinget ses som et disintegrativt/dysfunktionelt tegn i dekonkrete familier, og på institutionelt niveau vil(le) en ekspansivskilsmisseudvikling som konsekvens føre til (kerne)familiens død,medmindre der fandt en reetablering af nye kernefamilielignendeenheder sted. Hypoteser, som kunne levere forklaringskraft tilproblemstillingen vil være at finde i norm- eller værdikonflikter,mens konsekvensanalyser vil være centreret om at vurdere skades-virkningerne.

Forudsætningen for at kunne studere familieopløsning ved hjælpaf Lockwoods teori vil bero på en antagelse om, at skilsmisse erudtryk for konflikter – eller ikke-fredelige forhold mellem ak-tører/familiemedlemmer/ægtefæller. Forklaringerne på disse kon-flikter er ifølge Lockwood først og fremmest at finde i det materi-elle grundlag for det konkrete familieliv eller i institutionelle u-overensstemmelser. En analyse, der fokuserer på konsekvenserneaf familieopløsning, må dels se på, om der iværksættes kompensa-toriske foranstaltninger, dels om der opstår social forandring, dvs.om familien på et institutionelt niveau antager nye former.

Såvel inden for Habermas' som Giddens' teoriapparat kan sam-livsophævelse være en effekt af disintegrative processer i familieli-vet/ægteskabet, dvs. et udslag af manglende solidaritet eller gensi-dighed i de mellemmenneskelige relationer. Men samlivsbrud erikke nødvendigvis den mest centrale indikator på disintegration ifamilielivet. Skillelinierne mellem et socialt integreret og et disin-tegreret familieliv befinder sig i disse teorier et andet sted: I evnentil at samhandle og kommunikere. Hermed kan såvel Giddens'som Habermas' forståelse af social integration siges at være adæ-

145|||||||||

kvate, teoretiske modsvar til en del af den nyere, empiriske fami-lieforskning. I denne er det hyppigt en generel konstatering, at fa-milielivet i dag har antaget mere pluralistiske former, uden at deraf den grund er anledning til at frygte, at familien som institutiongår i opløsning. Når det specifikt drejer sig om skilsmisseproble-matikken, er det endvidere ikke alene dokumenteret, at de flesteefter samlivsbruddet forvalter familierelationerne på en fornuftigmåde (gennem samvær med barnet og forældresamarbejde), menogså at de fleste skilsmissebørn kommer igennem erfaringen medsamlivsbrud uden på afgørende vis at tage skade (bl.a. Arendell,1997). Det er således i tråd med empiriske forskningsresultater,når såvel Habermas som Giddens ad teoriens vej får præciseret, atdet ikke er skilsmisser i almindelighed, der er den centrale og be-kymringsvækkende problemstilling, men de “vanskelige” samlivs-brud. Skønt der er en vis diversitet i den empiriske forskning, nårdet drejer sig om, hvad der har positiv henholdsvis negativ ind-virkning på børns opvækstvilkår, er der generelt enighed om, at erder én ting børn lider under, så er det konfliktfulde forældrerela-tioner.

Giddens og Habermas leverer imidlertid to helt forskellige sætforklaringsrammer på et disintegreret familieliv: Anvendes Gid-dens, er det i vid udstrækning en analyse af aktørernes viden, vimå danne hypoteser om, mens man ifølge Habermas må dannehypoteser, som tager udgangspunkt i samfundsdifferentieringenog i forholdet mellem system- og livsverden.

Hvis man ser på Lockwood, Habermas og Giddens som “alterna-tive” modeller til det traditionelle Parsonske paradigme, for såvidt angår problemstillingen om skilsmisse og samlivsbrud som etaf vilkårene ved det moderne familieliv, er spørgsmålet, om én afdisse teorier fremstår som et mere indlysende valg blandt de øvri-ge, når det drejer sig om anvendelighed i forhold til empiriskforskning? Ud fra en ren teoretisk betragtning er der næppe nogen tvivl om,at Lockwood, der både gør det muligt at analysere de to sider –

146|||||||||

aktørsiden og systemsiden – hver for sig og samtidig muliggør enanalyse af samspillet imellem disse to sider, leverer det mest konsi-stente bidrag.

Teorivalget bør imidlertid også være baseret på, om det kan passetil den empiriske problemstilling ud fra det kendskab, vi har tilgenstandsfeltet. Her forekommer Lockwood, som nævnt tidligere,nok interessant, men indholdsmæssigt ikke fyldestgørende til atforstå kompleksiteten i familielivets processer. Uanset, at det kanskabe problemer at kombinere elementer fra så forskellige teoriersom Habermas’ og Giddens’, forekommer disse – på hver deresmåde – mere adækvate i forhold til et empirisk forskningsfelt somfamilielivet: Et empirisk forskningsprojekt, der har sit analytiskefokus på aktørsiden, vil derfor med fordel kunne hente inspirationi Giddens' teori, mens en empirisk analyse af sammenhængskraf-ten i det moderne familieliv, som fokuserer på systemsiden, kunnefrugtbargøres af de spørgsmål, der kan rejses ud fra Habermas'teori.

147|||||||||

Anvendt litteratur

Arelles, R. (1995)Contemporary Families. A Sociological View. Thousand Oaks:Sage Publications.

Arendell, T. (1997)Divorce and Remarriage, i: Arendell, T. (ed.): ContemporaryParenting. Thousand Oaks: Sage Publications.

Bonke, J. (1997)Levevilkår i Danmark. Statistisk oversigt. København: Socialforsk-ningsinstituttet. Danmarks Statistik.

Christoffersen, M.N. (1993)Familiens ændring. København: Socialforskningsinstituttet.

Giddens, A. (1991)Modernity and Self-identity. Self and society in the late modernage. Cambridge: Polity Press.

Giddens, A. (1992)The Transformation of Intimacy. Cambridge: Polity Press.

Giddens, A. (1996)In Defence of Sociology. Essays, Interpretations. Rejoinders. Cam-bridge: Polity Press.

Moxnes, K. (1990)Kjernesprengning i familien? Familieforandring ved samlivsbruddog dannelse av nye samliv. Oslo: Universitetsforlaget.

Ottosen, M.H. (1997)Børn i sammenbragte familier. Et studie af forældreskab som socialkonstruktion. København: Socialforskningsinstituttet.

Parsons, T. (1955)The American Family: Its relations to Personality and the SocialStructure. In: Parsons, T. & Bales, R.F. Family, Socialization andInteraction. Process. Free Press.

149|||||||||

Perspektivering af ungessociale integrationLilli Zeuner

Det problem, som skal diskuteres i dette kapitel, er, hvorledesman på baggrund af teorierne om social integration kan forske iunges sociale integration. Hvorledes ville man på baggrund af deteorier, som Parsons, Lockwood, Habermas og Giddens har ud-viklet om social integration, kunne udvikle modeller til forskningi unges sociale integration? Hvilke former for tænkning vil hver afde fire teorier give anledning til? Hvilke typer af empiriske spørgs-mål vil det være naturligt at stille i forlængelse af deres teorier?

På denne baggrund bliver spørgsmålet, om der er forskel på defire teorier med hensyn til deres relevans for en forskning i ungessociale integration. Der skal således træffes nogle konklusioner omde fire teorier med hensyn til deres overordnede tilgang, deres for-klaringskraft og deres evne til at indfange den virkelighed, de un-ge lever i.

Unges sociale integration med udgangspunkt i ParsonsTager man udgangspunkt i Parsons' teori om integration, måman tænke de unge ind i en systemteoretisk ramme. Man må altsåstarte med at afgrænse, hvilket system med tilhørende subsystemerman har med at gøre. Når man taler om de unges integration isamfundet, er det samfundet, der er det sociale system, mensgrupper af unge udgør sociale subsystemer. Som subsystemer kanman her forestille sig skoleklasser, kammeratskabsgrupper, idræts-udøvere, kriminelle bander etc. Til alle disse sociale systemer kanman stille spørgsmålet om, hvorvidt der hersker integration indenfor et systems egne grænser, og om systemet er integreret med an-dre systemer.

150|||||||||

Det er Parsons' opfattelse, at forudsætningen for, at man kan taleom integration inden for et socialt system, er, at der er tale om etfælles mønster af værdiorientering. Hvis man vil undersøge, omde unge er socialt integrerede, må man således undersøge deresværdier. På den ene side må man undersøge, om deres værdimæs-sige orienteringer stemmer overens med det øvrige samfunds vær-dimæssige orienteringer. Dette er forudsætningen for, at man kantale om, at de unge er samfundsmæssigt integrerede. På den andenside må man undersøge, om de unge inden for deres egne subsy-stemer i skoleklassen, fodboldholdet og kammeratskabsgruppenhar fælles værdier.

Med Parsons' teori som udgangspunkt må man altså især koncen-trere sig om at gennemføre værdiundersøgelser, når man vil un-dersøge de unges sociale integration. Her kan man forestille sigundersøgelser af religiøse værdier, moralske værdier, politiske vær-dier, uddannelsesmæssige værdier, sportslige værdier etc. Sådanneundersøgelser af de unges orienteringer inden for værdimæssigeuniverser kan være af såvel kvantitativ som kvalitativ art. Det af-gørende er, at man kan afdække forskelle og ligheder i de møn-stre, som kommer frem gennem sådanne undersøgelser.

Et andet kriterium for integration i et socialt system er ifølge Par-sons, at der eksisterer nogle rolleforventninger inden for det socia-le system. Der må være nogle autoritetspersoner, som kan udtryk-ke rolleforventninger, både med hensyn til hvad man bør gøre, oghvad man ikke bør gøre. Hvis man vil undersøge, om de unge ersocialt integrerede, må man altså undersøge, om der findes autori-tetspersoner, der kan foreskrive de unges roller i positiv og negativforstand. Spørgsmålet er altså, om der findes forældre, skolelære-re, idrætsledere, religiøse ledere, politiske ledere, som kan foreskri-ve de unges roller og sige fra, når de overtræder grænserne for ac-ceptabel adfærd. Sådanne autoritetspersoner må have nogle magt-beføjelser, så de bliver i stand til at gribe ind, når de unges adfærdfalder uden for de foreskrevne roller.

151|||||||||

Ud over en værdiundersøgelse lægger Parsons' teori altså op til enundersøgelse af autoritetsforhold. Man må undersøge relationenmellem forældre og børn, mellem skolelæreren og eleverne, mel-lem idrætslederen og idrætsudøveren, mellem den politiske ellerreligiøse leder og de unge medlemmer etc. Sådanne autoritetsper-soner vil udstikke retningslinjer for de unges adfærd. De vil mar-kere niveauet for den faglige indsats, for den kropslige præstation,for den moralske adfærd etc. Her vil det være relevant at undersø-ge autoritetspersonernes opfattelser af, hvilke roller de unge spil-ler, og hvilke roller de bør spille? Endvidere vil det være relevantat undersøge, hvilke metoder autoritetspersonerne tager i anven-delse for at sikre, at de unge spiller de rette roller, og hvad de gør,når det mislykkes. Hvilke sanktioner tager de i anvendelse?

En høj grad af integration af de unge vil kunne sammenfattes i enhøj grad af institutionalisering af de sociale systemer, som de ind-går i. Denne institutionalisering indebærer to ting, nemlig, at derhos de unge sker en internalisering af fælles værdier, og at der hosautoritetspersoner sker en formulering af rolleforvaltninger. Såvelværdier som roller vil blive mere og mere sikre og faste.

En forståelse af, hvordan det står til med integrationen af de unge,vil kræve, at man inddrager de øvrige funktioner, som er indbyg-get i et socialt system. Det er nemlig Parsons' opfattelse, at et så-dant socialt system kan blive ensidigt belastet, hvis der satses formeget på én type af funktion frem for en anden. Ud over den in-tegrative funktion har et socialt system en instrumentel funktion,en kulturel funktion og en tilpasningsfunktion. Det sociale systemskal altså ud over at sikre sin egen sammenhængskraft sikre, at detnår sine mål, at dets medlemmer forbliver motiverede, og at det ertilpasset i forhold til sine omgivelser. Det er Parsons' opfattelse, athvis man satser for ensidigt på en af disse funktioner, vil de øvrigeblive underprioriterede. Hvis en skoleklasse fx udelukkende satserpå at nå sine mål med hensyn til elevernes faglige indlæring, vildet blive svært at sikre sammenhængskraften i klassen, motivatio-nen hos eleverne og tilpasningen til elevernes fritidsliv. Det bety-

152|||||||||

der, at integrationen kan blive truet, hvis den faglige indlæringalene prioriteres højt.

Hvis man vil undersøge de unges integration, må man altså un-dersøge denne integration som én funktion blandt andre. Man måundersøge, hvorledes den integrative funktion er vægtet i forholdtil andre funktioner. Man må undersøge, om det er målopfyldel-sen, tilpasningen til omgivelserne, motivationen eller den socialeintegration, der er i fokus. Her bliver det fx et spørgsmål, om ind-læringen er mere i fokus end hensyntagen til kammerater, om til-pasningen til arbejdsmarkedet går frem for den indre sammen-hængskraft i skoleklassen, etc.

Hvis man vil undersøge de unges sociale integration på baggrundaf Parsons' teori om integration, må man altså starte med at defi-nere, hvilket socialt system og eventuelle undersystemer man vilsætte fokus på. Man må fastlægge, om der skal sættes fokus påsamfundet på det generelle plan. Hvis det er tilfældet, vil de ungevære at betragte som en gruppe, der er defineret ved sin alder, sinstatus, sin tid etc. De unge vil være en gruppe blandt andre sam-fundsgrupper. En anden mulighed vil være at bestemme det socia-le system på mikroniveau, altså som værende overskuelige syste-mer i skolen, klubben, foreningen etc.

Når det sociale system er fastlagt, må man undersøge den socialeintegration på to niveauer. Det ene niveau er værdiniveauet. Manmå undersøge de unges værdier for dermed at kunne fastslå, omder hersker konsensus mellem dem og det øvrige samfund ellermellem dem selv indbyrdes. Værdierne er altså et udtryk for sam-menhængskraften i det sociale system. Det andet niveau er autori-tetsniveauet. Man må undersøge magtforholdene i forhold til deunge. Her inddrages de autoritetspersoner, som skal formulererolleforventninger i forhold til de unge.

Når man har opnået disse to udtryk for integration i det socialesystem, må man derefter søge dens forklaring ved at inddrage deøvrige funktioner i det pågældende sociale system. Her må det

153|||||||||

undersøges, hvorledes vægten fordeles mellem de fire funktioner,om en af funktionerne bliver tillagt større vægt end de andre.Spørgsmålet er, om vi kan forklare en disintegrativ tendens ved, atder lægges for meget vægt på en instrumentel funktion, en tilpas-ningsfunktion eller en individuel motivation.

Unges sociale integration med udgangspunkt i LockwoodHvis man vil undersøge unges sociale integration på baggrund afLockwoods teori, må man tage udgangspunkt i hans skelnen mel-lem social integration og systemintegration. Vi kan altså ikke somhos Parsons nøjes med at beskæftige os med én form for integra-tion, nemlig integration i sociale systemer. Dette vanskeliggør na-turligvis spørgsmålet om, hvorledes vi kan undersøge unges socia-le integration. Vi må undersøge to former for integration, nemligintegration mellem mennesker og integration mellem institutioner.

For Lockwood er social integration ensbetydende med fredeligerelationer mellem mennesker, mens disintegration er ensbetyden-de med konflikter mellem mennesker. Hvis vi vil undersøge deunges sociale integration, må vi således undersøge, om der er fre-delige eller konfliktfyldte relationer mellem de unge og andre al-dersgrupper, og om der er fredelige eller konfliktfyldte relationermellem de unge indbyrdes. Omdrejningspunktet er altså konflikteller fravær af konflikt.

En undersøgelse af de unges sociale integration vil, hvis man tagerudgangspunkt i Lockwood, betyde, at det må undersøges, om deunge er i konflikt med andre befolkningsgrupper. En muligheder, at der kan være økonomiske konflikter mellem generationerne.Der kan fx være konflikter mellem generationerne med hensyn tilstudiestøttens størrelse, pensionernes størrelse, boligmassens for-deling. En anden mulighed for konflikter vedrører livsstile, nor-mer og kulturelle udtryk. Sådanne konflikter kan vedrøre spørgs-målet om, hvorledes de unge indtager de offentlige rum med nyeformer for adfærd, fremtoning, påklædning, frisure mv. Dertilkommer mulighederne for indbyrdes konflikter mellem de unge.Sådanne konflikter kan tage udgangspunkt i, at nogle unge får

154|||||||||

større økonomiske og sociale gevinster end andre. Dette kan fxantage karakter af bedre uddannelser, bedre job, højere lønninger,bedre adgang til billige boliger etc. Også mellem de unge kan dervære livsstilsmæssige konflikter. De kan udvikle modsatrettedeholdninger, adfærdsformer, fysiske fremtoninger etc. I værste faldkan der udvikles egentlige kampe mellem grupper af unge, fx mel-lem unge af forskellig etnisk baggrund, med forskellig territorialbaggrund etc.

Over for disse sociale relationer står de institutionelle relationer.Disse relationer kan ifølge Lockwoods teori være modsætnings-fyldte eller forenelige. Det må altså undersøges, om de institutio-ner, som de unge må forholde sig til, passer sammen. Her vil detisær være af betydning at undersøge uddannelsesinstitutioner ogarbejdsmarkedsinstitutioner. Her kan man tænke i såvel form-mæssige som indholdsmæssige termer. Det bliver afgørende, omde forskellige trin i uddannelsessystemet er dimensioneret sådan,at det bliver muligt for de unge at bevæge sig fra en institution tilen anden uden at blive marginaliseret i en sådan overgangsproces.Det samme gælder ved overgangen fra uddannelse til arbejdsmar-ked. Her bliver det afgørende, om arbejdsmarkedet er dimensio-neret sådan, at det bliver muligt for de uddannede unge at findesig et arbejde. Også indholdsmæssigt vil det være relevant at spør-ge, om institutionerne passer sammen. Det er væsentligt for deunge, at de, når de bevæger sig fra et trin i uddannelsessystemet tilet andet, er indholdsmæssigt forberedte til det nye trin.

Hvis man gennem sådanne analyser registrerer uoverensstemmel-ser mellem de unge eller mellem de institutioner, der skal tage sigaf de unge, er der grund til at spørge, hvilke processer sådanneuoverensstemmelser sætter i gang. Man må på den ene side under-søge, hvilke krav der fremføres fra de unges side, og på den andenside undersøge, hvilke reaktioner der kommer fra de aktører, derrepræsenterer de relevante institutioner. Konflikter mellem de un-ge indbyrdes eller mellem de unge og andre samfundsgrupper vilifølge Lockwood føre til, at de unge stiller krav til de institutioner,som de skal forholde sig til. De stiller økonomiske krav omkring

155|||||||||

studiestøtte, krav om adgang til relevante uddannelser, krav ombedre lærere, krav om et mere relevant indhold af uddannelserne,krav om ordentligt arbejde etc. Spørgsmålet er så, hvorledes agen-terne for institutionerne reagerer på sådanne krav. Her kan devælge to strategier, nemlig kompensation eller korrektion. Hvis devælger at kompensere for problemerne gennem oprettelse af alter-native uddannelsespladser, alternative arbejdspladser etc., vil detikke være nogen varig løsning på konflikten. Det vil måske skabero for en tid, men problemerne vil komme frem igen. Hvis deomvendt vælger at foretage egentlige korrektioner, så vil det bety-de, at der bliver flere rigtige studiepladser, flere rigtige lære-pladser, flere rigtige arbejdspladser etc.

Resultatet af sådanne processer afhænger af, hvorledes magtfor-holdene i institutionerne er. Her vil de forskellige agenters interes-ser med hensyn til fastholdelse eller korrektion blive af betydningfor, hvad der sker. Til disse agenter hører lærerorganisationer,professioner, virksomheder, virksomhedsorganisationer, fagligeorganisationer etc. Og endelig bliver det et spørgsmål, hvem derhar magten til at bestemme, hvad der skal ske. Hvilke af disseinteresseorganisationer er de stærkeste, og hvor påvirkelige er deover for krav fra de unge?

Hvis man vil forske i de unges integration med udgangspunkt iLockwood, må man altså undersøge på den ene side konfliktni-veauet mellem de unge og andre samfundsgrupper og mellem deunge indbyrdes. På den anden side må man undersøge, om de in-stitutioner, som de unge skal forholde sig til, passer sammen. Nårdisse to niveauer er undersøgt, må man undersøge, hvorledes re-aktionerne er. Man må undersøge, om de unge stiller krav, hvor-ledes interesser og magt er fordelt mellem institutionerne, omkonsekvensen bliver kompensation eller korrektion.

Unges sociale integration med udgangspunkt i HabermasHabermas' teori om social integration vil være endnu en mulig-hed for et teoretisk perspektiv for studier af unges sociale integra-tion. Også Habermas skelner mellem social integration og system-

156|||||||||

integration. Derfor vil også hans teori gøre det nødvendigt at un-dersøge unges sociale integration ud fra såvel en social som ensystemisk synsvinkel. Ser vi først på de begreber, som han udvik-ler til forståelse af social integration, så handler de om solidaritet,koordinerede handlinger, konsensusorienterede handlinger og le-gitimitet i de menneskelige relationer.

Hvis man skal omsætte disse begreber til empiriske forhold, vildet altså handle om, hvorvidt der er solidaritet mellem menne-sker, om de koordinerer deres handlinger, om de søger enighed,og om der udvikles en enighed om, hvorledes de menneskeligerelationer bør være. Ser man på de unge, vil spørgsmålet være, omder hersker sådanne relationer mellem dem selv indbyrdes og mel-lem dem og andre generationer.

Hvis de unge skal være indbyrdes integrerede, kræver det altså, atde er solidariske med hinanden, at de koordinerer deres handlin-ger indbyrdes, at de søger enighed, og at de i fællesskab udviklernormer for deres indbyrdes relationer. En sådan undersøgelse kræ-ver altså redskaber til at undersøge solidaritet og handlinger. Manmå undersøge de holdninger, de unge har til fællesskabet, og denadfærd, de udviser i forhold til fællesskabet. Dette lægger op tilsåvel interview som observationer. Man kan fx spørge de unge,om de finder det nødvendigt at yde noget for fællesskabet, dvs. forat alle deres kammerater kan være med i fællesskabet, i skoleklas-sen, i studiegruppen etc., eller om de mere satser på deres egnemeritter og fremgang. Samtidig må man observere deres faktiskeadfærd i forhold til hinanden. Derigennem kan man kortlægge,om de rent faktisk arbejder på at søge enighed i deres gruppear-bejde, på at få alle med, når der skal udrettes noget i fællesskab,eller når der skal være fest og fornøjelser.

Det samme spørgsmål gælder i relationen mellem den unge gene-ration og andre generationer. Her må man undersøge, om derhersker solidaritet mellem generationerne, om de tager hensyn tilhinanden, om de er villige til at ofre noget for hinanden, om de ideres handlinger er orienterede mod enighed, koordinering og

157|||||||||

fælles forståelse? Også her må man på et mere konkret niveau un-dersøge, om holdninger og handlinger trækker mod integrationmellem generationerne. Man må undersøge, om der på tværs afgenerationerne er holdninger i retning af at støtte generationerunder opvækst og udvikling og i den anden ende generationer un-der aftrapning og nedtoning, om de unge i praksis viser en ad-færd, hvor de støtter de andre generationer, og omvendt, om deældre i praksis støtter de unge, når de banker på og vil have ud-dannelsespladser og arbejde. Det samme spørgsmål kan rettes tilde etablerede organisationer. Tager de hensyn til de unge, ellerbruger de alle kræfter på at tage vare på deres medlemmers inter-esser?

For Habermas er det afgørende, at den sociale integration er bun-det sammen med to andre typer af reproduktionsprocesser, nem-lig den kulturelle reproduktion og socialiseringen. Disse to repro-duktionsprocesser er nødvendige, for at den sociale integrationkan fungere. Den kulturelle reproduktion sker gennem stadig ud-vikling af gyldig viden. Spørgsmålet er altså, om der hele tidenudvikles en viden, som er tilstrækkelig til, at den sociale integra-tion kan blive forstået. Her må man undersøge, om de unge og deandre generationer ved nok om, hvordan det står til med deresindbyrdes relationer, med deres indbyrdes holdninger og handlin-ger. Ved de, om udviklingen trækker i retning af integration elleranomi, solidaritet eller opløsning, konsensus eller strategi etc.?Dette spørgsmål lægger reelt op til en undersøgelse af viden og vi-densniveau. Den anden reproduktive proces af betydning for densociale integration er ifølge Habermas socialiseringen. For ham erdette et spørgsmål om udvikling af normer. Normerne skal væredet nødvendige grundlag for de handlinger, der skal danne grund-lag for den sociale integration. Derfor må spørgsmålet om op-vækst drages ind i billedet. Her bliver ungdomsperioden naturlig-vis også væsentlig. Normer udvikles først og fremmest i barndom-men, men de videreudvikles i de unge år. Her må det undersøges,om de unge bliver trænet i at være i interaktion med andre men-nesker og i at tage ansvar for andre mennesker. Sådanne

158|||||||||

spørgsmål lægger op til observation af den daglige adfærd i insti-tutioner, foreninger etc. Hvilke normer indlæres?

Det problem, som Habermas peger på, er, at disse supplerendereproduktive funktioner bliver adskilt fra den sociale integration.Den kulturelle reproduktion sker isoleret fra den sociale integra-tion. Det samme gælder socialiseringen. Det betyder, at disse pro-cesser ikke kommer til at støtte den sociale integration. Konse-kvensen af dette bliver, at den sociale integration kun kan fungereved hjælp af lovgivning og politisk indsats. Der skal i stigendegrad professionel styring til, hvis man skal sikre en vis solidaritetmellem generationerne og inden for generationerne. Dette læggerop til undersøgelser af styring og regulering over for mere selv-groede processer.

Hvis vi herfra bevæger os til systemverdenen, bliver det afgørendespørgsmål her, om der er en tendens til stigende kompleksitet, så-ledes at systemet kun kan fungere ved hele tiden at hente ressour-cer i livsverdenen. Antagelsen må være, at de unge bliver under-lagt penge og magt, således at de ikke har mange muligheder forat dyrke solidaritet og konsensus. Det grundlæggende spørgsmålbliver i denne sammenhæng, om en registrering af en lav grad afsolidaritet skal forklares ved systemets overgriben. Dette er natur-ligvis vanskeligt at undersøge, men man kunne dog lade det væreen ledetråd i undersøgelser af de holdninger og den adfærd, manfinder hos de unge. Er de præget af en søgen efter kvalifikationer,store indtægter og høj grad af indflydelse frem for en søgen efterkonsensus og koordinering?

Ifølge Habermas vil de moderne former for konflikter centrere sigomkring livsverdenen. Det er hans opfattelse, at de mennesker,som er centralt placeret i samfundet, vil holde fast ved deres ret tilstrategisk handlen, mens de mennesker, der står mere perifert isamfundet, vil bekymre sig om livsverdenens måde at fungere på.Hvis vi skal overføre denne synsvinkel til de unge, må det betyde,at vi skal undersøge, om de handler strategisk eller kommunika-tivt, om de forfølger deres egne strategier eller satser på at opnå

159|||||||||

konsensus. Sådanne spørgsmål lægger op til undersøgelser af, omunge i særlig grad satser på at forfølge deres egne mål i tilværelsen,eller om de i særlig grad satser på at udvikle nye normer for fælles-skaber, nye normer for opdragelse, nye værdier i tilværelsen etc.

Endelig vil der ifølge Habermas være en tendens til, at systemetgriber ind med magt og penge, hvis den sociale integration ikkefungerer. Spørgsmålet er altså her, om vi ser tendenser til indgri-ben i et forsøg på at styrke de unges sociale integration. Ser vi an-vendelse af magt eller penge til sikring af de unges sociale integra-tion? Griber skolerne, arbejdspladserne, offentlige myndighederind, når de får en fornemmelse af, at de unge glider væk fra hinan-den eller fra andre aldersgrupper?

En undersøgelse af unges sociale integration vil med udgangs-punkt i Habermas lægge op til en undersøgelse af solidaritet, for-stået som holdninger og handlinger. Man må undersøge, om deunge er præget af strategisk tænkning og handling, eller om de erpræget af en søgen efter konsensus. Hvis man vil undersøge på-virkningen af den sociale integration, må man endvidere undersø-ge vidensudviklingen og normudviklingen hos de unge. Endeliger der spørgsmålet om, hvorvidt der anvendes magt og penge påat sikre den sociale integration, når der er tegn på disintegration.Med udgangspunkt i Habermas vil man altså komme til at læggeop til en meget bred undersøgelse.

Unges sociale integration med udgangspunkt i GiddensOgså Giddens skelner mellem social integration og systeminte-gration. Denne skelnen mellem social integration og systeminte-gration indebærer hos Giddens en skelnen mellem ansigt til an-sigt-relationer og relationer uden nærvær. Hos Giddens kan deraltså kun være social integration, hvis mennesker er i interaktion ifælles tid og rum. Relationer, der ikke er indlejret i fælles tid ogrum, er systemrelationer.

Hvis man vil undersøge unges sociale integration, må man altsåtage fat i de ansigt til ansigt-relationer, som de unge indgår i. Man

160|||||||||

må sætte fokus på de menneskelige relationer. Hvis man skalkunne tale om, at de unge er socialt integrerede, må de ifølgeGiddens' teori være i stand til at begå sig i forhold til andre men-nesker. De må kunne sende og modtage signaler, som er almentanerkendte. De må kunne vise deres nærvær gennem kropsligkontrol, herunder kontrol over ansigtet. De må kunne modtagesignaler fra andre mennesker, herunder signaler om, hvad der åb-ner og slutter møder. De må kunne vise deres respekt for andremennesker gennem deres påklædning, frisure og øvrige fysiskefremtoning. De må kunne vise deres gensidighed i forhold til an-dre mennesker. De må være i stand til både at give og modtage.

En sådan opfattelse af, hvad det vil sige at være socialt integreret,lægger op til deltagerobservation. Man må iagttage de unges ad-færd i interaktionen med andre mennesker. Ved at observere deunges indbyrdes adfærd vil man kunne se, om de magter spilletsregler, om de magter den kropslige kontrol, om de er i stand til atsignalere nærvær over for hinanden, om de viser respekt over forhinanden, om de viser indbyrdes gensidighed etc. Ved at foretageen sådan undersøgelse vil man kunne afklare, hvad der opfattessom acceptabelt, og hvad der opfattes som uacceptabelt. Og hvadsker der med dem, der ikke magter at vise nærvær, respekt og gen-sidighed i forhold til kammeraterne? Bliver de lukket ude og der-med marginaliserede i kammeratskabsgruppen? Kan vi gennemsådanne studier finde forklaringer på, hvorfor nogle unge bliverintegreret i kammeratskabsgruppen, mens andre ikke bliver det?

Et andet spørgsmål er integrationen mellem generationerne. Hvisman følger Giddens, må integration mellem generationerne inde-bære, at de i ansigt til ansigt-relationer er i stand til at vise respektover for hinanden gennem deres fysiske fremtoning, at vise nær-vær gennem deres kropslige kontrol, at vise gensidighed i deresindbyrdes handlinger etc. Også dette spørgsmål vil kunne afdæk-kes gennem deltagerobservation. Et sådant spørgsmål vedrøreransigt til ansigt-relationer mellem unge og mennesker, de kender,som fx forældre, slægtninge, lærere etc., men det vedrører ogsåansigt til ansigt-relationer til mennesker, som de ikke kender.

161|||||||||

Giddens' teori forudsætter, at den sociale integration gennemgentagne ansigt til ansigt-relationer gradvis overføres til en syste-mintegration. Disse relationer bliver så at sige systematiske ogdermed systemgjorte. Ansigt til ansigt-relationerne er dermed helegrundlaget for struktureringen af samfundet. Den sociale integra-tion overføres således til systemniveauet og bliver til systeminte-gration. Konsekvensen bliver, at den form for integration, derudvikles på det sociale niveau, vil overføres til systemniveauet.Her må vi altså for at kunne tale om systemintegration finde gen-sidighed og respekt mellem grupper eller kollektiver. Sådannegrupper kan være generationer eller institutioner præget af be-stemte aldersgrupper som fx uddannelsesinstitutioner, klubber,foreninger, bevægelser etc. Her kan man altså undersøge, om derer respekt og gensidighed mellem denne type af kollektiver og an-dre typer af kollektiver som fx faglige organisationer, myndighe-der etc.

Det er en afgørende pointe hos Giddens, at systemintegrationenkan påvirkes af aktører. Det må betyde, at også unge menneskervil kunne påvirke den systemiske sammenhæng mellem forskelligetyper af kollektiver eller institutioner. Forudsætningen for en så-dan påvirkning er imidlertid en refleksiv viden. Man må være istand til at tilegne sig viden for derigennem at kunne påvirke re-lationerne mellem grupper. Problemet er, at denne viden og ind-sigt er forskelligt fordelt mellem mennesker. Den forudsætter ud-dannelse og erfaring med hensyn til at fremskaffe viden. Mulighe-den for at påvirke de sociale systemer vil således være afhængig afuddannelse, erhverv og social baggrund. Unges muligheder for atpåvirke relationerne mellem uddannelsesinstitutionerne, de fagligeorganisationer, myndighederne etc. vil derfor være forskellige.Dette lægger op til en undersøgelse af de unge som aktører. Hvor-ledes er deres sociale og uddannelsesmæssige baggrund? Hvilkemuligheder har de for at påvirke forskellige typer af organisatio-ner? Lykkes det for dem at påvirke disse organisationer? Dennetype af spørgsmål vil kunne afdækkes gennem forskellige typer afdata, interview, dokumentaranalyse etc.

162|||||||||

Hvis man med udgangspunkt i Giddens' teori om social integra-tion og systemintegration vil undersøge de unges integration, måman altså undersøge de ansigt til ansigt-relationer, som de ungeindgår i med hinanden og med mennesker hørende til andre gene-rationer. Derved vil man kunne kortlægge deres sociale integra-tion. Desuden må man undersøge de kollektiver eller grupper,som er relevante for de unge, enten fordi de deltager i dem, ellerfordi de sætter rammerne for deres tilværelse. Er disse kollektiverintegreret i forhold til hinanden? Kan man således tale om system-integration? Endelig må man undersøge de unges muligheder forat påvirke relationen mellem disse kollektiver. Har de den fornød-ne viden, kompetence og uddannelse til at kunne være aktører iforhold til den institutionelle orden?

KonklusionDe fire teorier lægger op til hver sin model for forskning i deunges sociale integration. Hos Parsons står en værdiundersøgelse icentrum. Hos Lockwood står en konfliktundersøgelse i centrum.Hos Giddens står en undersøgelse af ansigt til ansigt-relationerne icentrum. Og hos Habermas står en solidaritetsundersøgelse i cen-trum. Spørgsmålet er nu, om det er muligt at afgøre, hvilken til-gang der er mest relevant for en undersøgelse af de unges socialeintegration.

Svaret på dette spørgsmål kan afgives på flere niveauer. På den eneside er der et overordnet videnskabsteoretisk niveau, som handlerom præmisserne for teorierne. På den anden side er der teorierneseget niveau, som handler om teoriernes forklaringskraft. Og ende-lig er der det empiriske niveau, som handler om teoriernes evne tilat indfange den virkelighed, som unge mennesker lever i.

Ser vi først på præmisserne for teorierne, er det karakteristisk, atParsons' teori er konstitueret som en ren systemtænkning. Dennerene systemtænkning udelukker faktisk en tænkning omkring densociale integration.

163|||||||||

For de tre andre gælder, at de foretager en skelnen mellem socialintegration og systemintegration. De udvikler imidlertid dennedistinktion på hver sin måde. Hos Lockwood kobles systemtænk-ningen sammen med konfliktteori. Hos Giddens er udgangspunk-tet den rituelle interaktion, der systemgøres. Hos Habermas er sy-stemet overgribende, således at den sociale integration er under-lagt systemet. Hos Lockwood er der altså mulighed for en gensi-dig påvirkning mellem social integration og systemintegration.Hos Giddens og Habermas er det ene niveau en konsekvens af detandet. Man kan sige, at det ene niveau bliver et vedhæng til detandet.

Med udgangspunkt i præmisserne for teorierne ser Lockwoodsteori ud til at være den mest hensigtsmæssige som udgangspunktfor en forskning i unges sociale integration.

Ser vi dernæst på teorierne ud fra spørgsmålet om deres forkla-ringskraft, er det Giddens' teori, der skiller sig ud. I Giddens'teori er der egentlig ikke noget, der forklarer den sociale integra-tion. Nogle har gode forudsætninger for at blive integrerede,mens andre ikke har disse forudsætninger. Vi får ikke at videhvorfor.

Hos de tre andre kan vi finde sådanne forklaringer. Hos Parsonskan forklaringen på god eller dårlig integration findes i en mangelpå autoritetspersoner med evne til at udstikke retningslinjer for deunge. Dertil kommer, at en voldsom satsning på de øvrige funk-tioner som fx målopfyldelse, tilpasning til omgivelserne eller mo-tivation kan forringe den sociale integration. Hos Lockwood kanforklaringen på manglende social integration findes i manglendeoverensstemmelse mellem systemsidens enkeltdele, og det vil idenne sammenhæng sige sammenhængen mellem uddannelser ogarbejdsmarked. Endelig er der Habermas. Hos ham kan vi findeforklaringen på tilstanden i den sociale integration i udviklingenaf kultur og socialisering. Hvis disse dele skilles ud fra samfundetog den sociale integration, øges risikoen for disintegration. Deunge bliver ikke socialiseret og uddannet til at blive integreret, til

164|||||||||

at vise solidaritet. En anden forklaring kan være, at lov og moralskilles fra hinanden. Det betyder, at man må lovgive for at sikreden sociale integration. Endelig kan det være et problem, at pengeog magt griber ind og forringer muligheden for den socialeintegration.

Det er altså muligt at finde forklaringer på manglende integrationhos Parsons og manglende social integration hos Habermas ogLockwood.

Endelig er der spørgsmålet om teoriernes evne til at indfange denvirkelighed, de unge lever i. Her må man sige, at alle fire teorierhar væsentlige bidrag til denne opgave. Det er for så vidt relevantat se på såvel værdier som konflikter, solidaritet og ansigt til an-sigt-relationer. Alle disse synsvinkler er væsentlige i forhold til deunges hverdag.

Der skal på denne baggrund ikke træffes noget valg med hensyntil anvendelsen af de fire teorier. Ideen med denne artikel har væ-ret at anføre nogle fordele og ulemper ved at anvende hver af defire teorier.

165|||||||||

Om ældres sociale integrationDavid Bunnage

Denne artikel handler om ældres sociale integration. Der tagesudgangspunkt i et problemkompleks, som er centralt i forhold tilældres aktuelle situation, såvel i Danmark som i flere andre indu-strielle lande, nemlig en vurdering af ældres integration i samfun-det, socialt set. Der sigtes mod at opbygge en ramme til analyse ogvurdering af, hvilke mekanismer der bidrager til eller hæmmer in-tegrationen.

Til dette formål må frugtbarheden af de teorier, som Parsons,Lockwood, Giddens og Habermas har udviklet om social integra-tion, ventes at være forskellige. Blikket rettes dog ikke mod, hvil-ke typer empiriske spørgsmål det ville være naturligt at stille iforlængelse af de fire teorier. Synsvinklen er i stedet "pragmatisk":et problemkompleks frem for en (systematisk) søgen efter empiri-ske spørgsmål på baggrund af de udvalgte teorier.

Problemkomplekset om ældres sociale integrationEn sag om inkonsekvens?Umiddelbart forekommer ældres vilkår i vort samfund at væregode. Der er fx få ældre i dagens Danmark, som lider økonomisknød eller bolignød, ligesom velfærdssystemet og dets institutionerer indrettet sådan, at ældre principielt er berettigede til de flesteserviceydelser på lige fod med andre aldersgrupper. Ikke destomindre kan man sætte spørgsmålstegn ved de ældres integration isamfundet socialt set: Hvis social integration skal forstås som væ-rende handlinger og holdninger præget af gensidighed og udveks-ling – at være og at føle sig som en aktiv del af samfundet – kanældres sociale integration antages at være noget problematisk(Bunnage, 1997). Det skyldes en vis inkonsekvens mellem på denene side ældres formelle status samt normative ældrebilleder i be-

166|||||||||

folkningen, og på den anden side ældres egen opfattelse af sig selv,deres situation, deres muligheder – og deres handlinger. Dettekan også tolkes som inkonsekvens mellem ældres sociale integra-tion set ud fra en institutionssynsvinkel og set ud fra en proces-synsvinkel (Mortensen, 1995, pp. 44-45).

Den sociologiske udfordring består således i at analysere og vurde-re ældres sociale integration og de mekanismer, som bidrager tileller hæmmer denne integration.

En belysning af dette problemkompleks indebærer analyser påflere niveauer byggende på, at ældre opfattes både som en gruppei samfundet og som grupper af ældre. Som det fremgår af kapitletforekommer Lockwoods teoretiske bidrag om social- og systemin-tegration set ud fra et konfliktorienteret perspektiv at være enfrugtbar tilgang til belysning af problemkomplekset.

Begreber og billederTager man udgangspunkt i ældre som "en gruppe i samfundet",må et grundlæggende spørgsmål være at afgrænse gruppen af "æl-dre". Efter Parsons' definition af begrebet "socialt system" på etgenerelt samfundsniveau vil ældre fx være at betragte som en be-folkningsgruppe, der er afgrænset ved sin alder, sin status, beskæf-tigelsessituation mv. De samme afgrænsningskriterier ville findegenklang hos andre teoretikere, fx Lockwood.

Allerede på dette niveau forekommer aldersbegrebet, set i forholdtil "ældres" aktuelle situation, noget problematisk og uklart: Isamfundet findes flere gængse definitioner af "ældre" (både deformelle og uformelle) – og flere ældrebilleder.

I Danmark bliver vi – i officiel (statslig) forstand – "ældre", når vinår folkepensionsalderen på 67 år. Grænsen er som bekendt ar-bitrær; kronologisk alder er langt fra pålidelig som indikator påpersonernes fysiske eller psykiske tilstand, arbejdsevne mv. Denofficielle ældregrænse er heller ikke ens i alle lande. Fx kan man iFrankrig formelt betegnes som ældre i en (folkepensions-)alder på

167|||||||||

60 år. En sammenkobling mellem "ældre"-begrebet og pensions-alderen har vidtgående konsekvenser i andre sammenhænge, idetdet at være pensionist samtidig betegner en klar, retslig (juridisk)og finansiel status i civilsamfundet: folkepensionen (og i al væsent-lighed efterlønnen) er blevet institutionaliserede som en del af vor(og andres) kultur.

I flere af samfundets delsystemer fungerer imidlertid andre"ældre"-definitioner, eksempelvis på arbejdsmarkedet, som flore-rer med "ældre"-begreber, dog oftest mere eller mindre tilknyttetden officielle pensionsalder. Således har en stor andel virksomhe-der 67 år (eller før) som fast fratrædelsesalder for samtlige ansatteeller for ansatte i bestemte stillingskategorier. Faste aldersgrænsergælder også for medlemmer af bestyrelser o.lign. i en lang rækkeforeninger og andre organisationer. Herudover findes som be-kendt også mere eller mindre uformelle aldersgrænser, eksempel-vis i forhold til ansættelse i en række ledige stillinger.

Det er karakteristisk, at aldersgrænserne opretholdes til trods forændringer i virkelighedens verden. Der er således talrige forsk-ningsmæssige beviser på, at det i stigende grad varer længere, in-den vi iscenesætter os som "ældre" eller "gamle".

Sideløbende med de formelle og uformelle "ældre"-begreber og al-dersgrænser er det fortsat en del af nutidens normative virkelighedat betragte afgang fra arbejdslivet som tegn på begyndende alder-dom. Muligvis har netop koblingen mellem tilbagetrækning fraarbejde (pensionering) og alderdom en yderligere normativ på-virkning i befolkningen, idet overgang til alderdom samtidig an-tages at medføre bl.a. tab af roller og sociale funktioner skabt tid-ligere i livet (Eskelinen, 1991: 13/14). Dette normative billede afpensionering/alderdom trives formentlig stadig – måske isærblandt erhvervsaktive – og bekræftes i øvrigt i en del mediebille-der. Billedet er også meget passende set i forhold til livsforløbblandt tidligere årgange ældre, eksempelvis dem som blev voksne ibegyndelsen af dette århundrede, hvor afgang fra arbejdet i vidtomfang skete i tilknytning til nedsat arbejdsevne som følge af bl.a.

168|||||||||

nedslidning, skader, svigtende eller dårligt helbred. Men det erikke betegnende for langt størstedelen af nutidens (og formentligogså af fremtidens) ældre, heller ikke af dem som trækker sig tid-ligt tilbage fra arbejdet. Dette bevises af foreliggende statistisk ma-teriale og undersøgelsesresultater. Eksempelvis er det velkendt, atsamfundsudviklingen i dette århundrede har medført en gradvisstigning i den gennemsnitlige levetid. Ikke alene er antallet af æl-dre vokset; ældres vilkår og ressourcesituation har også ændret sigvæsentligt. Efter al sandsynlighed vil kommende ældre (eksempel-vis de, som er født i årene omkring slutningen af anden verdens-krig) gennemsnitligt være bedre uddannet, have bedre helbred,bedre økonomi, et andet forbrugsmønster m.m. i deres senerepensionisttilværelse end deres forgængere. Set i dette udviklings-perspektiv er der i virkeligheden sket en opblødning af alders- og"ældre"-betegnelserne: Tendensen er, at barndommen er blevetkortere, man er ung og søgende længere op i alderen, og man ermidaldrende langt op i det, der før nærmest var alderdommen.Ændringerne har naturligvis haft (og må påregnes fortsat at villehave) indflydelse på ældres handlinger og holdninger. Dog måtendenserne samtidig ses i lyset af differentiering i ældregruppen,bl.a. i ressourcesituationen: Der er forskelle i vilkår og ressourcermellem ældre, og disse forskelle øges med alderen. Netop diffe-rentiering tyder på heterogenitet i ældres sociale integration. Atældre mænd og kvinder af forskellige fødselsårgange og i forskelli-ge livsfaser er meget heterogene både med hensyn til ressourcer,såsom helbred, arbejdsevne, økonomi og med hensyn til socialenetværks- og samfundsmæssige aktiviteter, bekræftes samtidig afempirisk forskning.

Spørgsmålet er, om de normative billeder af ældre i samfundet harændret sig i takt hermed. Ganske vist betegner nutidens yngre er-hvervsaktive ikke nødvendigvis alle ældre som "gamle og hjælp-trængende". Men det kunne antages, at "ældre" i al væsentlighedbetragtes (af yngre) som en gruppe modtagere, der lever i deres(fortjente) otium, men som ellers har en ubetydelig rolle at spille isamfundslivet.

169|||||||||

Både ældrebegreber og ældrebilleder er altså normative, kulturellestørrelser i den forstand, at de ændrer sig i tid og rum – og mereeller mindre synkronisk med, hvad der er empirisk konstaterbart iden pågældende befolkningsgruppe.

Fra et socialintegrationsperspektiv kan både formelle og uformellealdersbegreber og normative billeder påvirke de ældres sociale in-tegration i negativ retning, bl.a. ved at styrke grobunden for enbred offentlig identificering af "ældre" som en kollektiv kategori.Denne "homogenisering" kan bidrage til ikke alene at stigmatisereældre borgere som en gruppe modtagere fra samfundet, eller som"outsidere" i samfundsudviklingen. Ved at sløre den reelle socio-økonomiske differentiering blandt grupper af ældre og gamle kandette også være med til at understøtte "infleksibiliteter" i delsyste-mer og institutioner, eksempelvis i den offentlige forvaltning afforskellige typer behov blandt ældre – eller i opfattelsen og be-handlingen af de (evt. nye) krav, som stilles af ældre. Det er bl.a.på denne baggrund, at flere forskere, heriblandt Phillipson &Walker (1986), fremhæver betydningen af uligheder i de økono-miske, politiske og sociale strukturer for en stigende tilstand af"struktureret afhængighed" blandt ældre.

Fredelige eller konfliktfyldte forhold?Tages ovennævnte argumentationer i betragtning, må spørgsmåletom, hvordan forholdet er mellem ældregruppen og andre i sam-fundet, rejses. Hvorvidt hersker der fredelige eller modsætnings-fyldte forhold mellem ældre og yngre samfundsgrupper? Det erdels et spørgsmål om holdninger mellem grupperne, dels omhandlinger i forhold til hinanden. Dette er der i hvert fald enig-hed om både hos Parsons og Lockwood. Parsons opfattelse erimidlertid, at forudsætningen for, at man kan tale om integrationinden for et system, er, at der er et mønster af fælles værdier ognormer. For ham vil et kernespørgsmål om ældres sociale integra-tion være, om ældres værdier og normer er anderledes end deværdier og normer, der i øvrigt hersker i det sociale system (sam-fundet): En lav grad af integration vil være ensbetydende medværdi- og normmæssige uoverensstemmelser mellem ældre og

170|||||||||

yngre aldersgrupper. Hos Parsons er de fælles værdier og normeraltså et udtryk for sammenhængskraften i det sociale system.

For Lockwood derimod er social integration et spørgsmål om re-lationerne mellem mennesker, mens systemintegration betegnerforholdene mellem delsystemer eller institutioner. Social integra-tion for Lockwood er et spørgsmål om, i hvilken grad befolk-ningsgrupper i holdninger og handlinger viser fredelige forholdeller modsætningsfyldte relationer til hinanden. Samtidig forud-sætter Lockwoods teori ikke, at der skal være konsensus om fællesværdier eller normer, for at systemet (samfundet) kan opretholdeligevægt. Tværtimod peger han på, at værdier og normer (grundetfx magtforhold og forskelle i interessegruppers styrkeforhold) kanvære forskellige både inden for og mellem befolkningsgrupper,uden at modsætninger nødvendigvis manifesterer sig fx i konflikt.Desuden fremhæver han, at modsætninger eller konflikt i relatio-nerne (mellem grupper) ikke er ensbetydende med systemdisinte-gration: Systemer og delsystemer (der, som Lockwood pointerer,også indbefatter menneskelige aktører) kan reagere på forskelligvis over for modsætninger eller (potentielle) konflikter, der opstårsåvel udefra (fx fra interessegrupper) som indefra (fx mellem del-systemer og agenter). Reaktionerne over for modsætninger eller(potentielle) konflikter kan bl.a. bestå af kompenserende eller ju-sterende handlinger.

En undersøgelse af ældres sociale integration med baggrund iLockwood vil således betyde, at det i første instans må undersø-ges, hvorvidt ældre er i modsætningsforhold eller (potentielt) er ikonflikt i forhold til andre befolkningsgrupper. Eksisterer der fxreelle eller potentielle konflikter omkring økonomiske, kulturelleeller sociale forhold mellem ældre og yngre samfundsgrupper?Dette forekommer som et frugtbart udgangspunkt til "problem-komplekset" om ældres sociale integration.

Hvilke modsætningsforhold kan der i så fald være tale om? Enmulighed er, at der kan være økonomiske modsætninger mellemaldersgrupper. Eksempelvis omkring omfanget og fordelingen af

171|||||||||

offentlige midler til pensioner og serviceydelser over for ældre-gruppen. Findes modsætningforhold med hensyn til, om de unge(fortsat) vil bære offentlige udgifter til ældre? Er der modsætnin-ger mellem unge og ældre med hensyn til mulighed for at få ad-gang til egnede boliger – eller bedre arbejdstilbud? En andenmulighed er, at der mellem aldersgrupper kan være modsætnings-forhold (eller konflikter) omkring normer, livsstil, mv. Dertilkommer mulighederne for indbyrdes modsætningsforhold mellemældregrupper. Også dette emne indgår i Lockwood's overvejelserom social (og system-) integration. Han lægger bl.a. vægt på be-tydningen af interessegruppernes (fx sociale klassers) differentiere-de magtforhold over for hinanden. En undersøgelse af ældressociale integration, hvor der tages hensyn til differentiering (he-terogenitet) blandt ældre må indebære analyse af, hvorvidt der ermodsætningsforhold mellem grupper af ældre omkring økonomi-ske, sociale eller kulturelle anliggender. Eksempelvis angåendeskatteforhold, prioritering af serviceydelser eller adgang til ældre-boliger. Hvad ved vi om disse forhold i Danmark? Svaret må være, at derer stor vidensmangel, også når det gælder ældregruppernes ind-byrdes forhold.

Ganske vist peger hidtidige forskningsresultater på, at de yngresholdninger over for ældre generelt set er meget positive – og om-vendt. Men der findes også tegn på holdninger, der afspejler visseinteressemodsætninger, som på sigt kan tænkes at udvikle sig tilmere konfliktfyldte forhold på samfundsniveauet. Et eksempelfindes netop i holdningen over for ressourcefordelingen, ikkemindst den fremtidige fordeling af offentlige midler. I tilknytningtil den fortsatte vækst i ældregruppen forventes øget pres på offent-lige finanser til overførselsindkomster (efterløn, pensioner mv.) ogserviceydelser til ældre. Der er formodninger om en stigende "æl-dreforsørgerbyrde" på skuldrene af en (dalende) yngre del af be-folkningen i årene fremover, hvilket fra flere sider betragtes som etpotentielt spændingsområde for holdnings- og handlingsmæssigekonflikter mellem yngre og ældre, dvs. mellem “generationerne".

172|||||||||

Ældres egen opfattelseDe fortsatte ændringer, der sker i ældregruppen samt dens (måskestigende) heterogenitet, står i modsætning til visse "ældre"-begre-ber og billeder i samfundet.

For de ældre selv kan en kategorisering som kollektiv (homogen)gruppe være med til at bekræfte fornemmelsen af at være "outsi-dere", uden væsentlige muligheder for at påvirke samfundsudvik-lingen. Sandsynligvis forstærkes derved tilbøjeligheden blandtnogle ældre til at vige tilbage for en større identifikation eller en-gagement med det øvrige samfund, ud over egne primære socialenetværk.

Negative påvirkninger på ældres sociale integration må desudenventes generelt at være store i et samfund der er stærkt orienteretmod markedsværdier. Her bliver sondringen mellem de økono-misk "produktive" og "uproduktive" dele af befolkningen nød-vendigvis betydningsfuld – specielt under omstændigheder hvordet samtidig fremføres bredt, at finansiering af aktuelle eller frem-tidige velfærdsudgifter er i krise. I en situation, hvor offentligfinansiering af overførselsindkomster, serviceydelser mv. til ældrebliver en principiel skydeskive i kampen om at reducere offentligeudgifter, kan såvel ældres sociale integration som kohæsionenmellem aldersgrupper i samfundet tænkes at være truet. I dennesammenhæng må det tages i betragtning, at ældre ikke nødvendig-vis er passive tilskuere til begivenhederne. Holdningsmæssigt er der meget lidt viden om, hvorvidt social in-tegration hos grupper af ældre påvirkes af "ældre"-begreber og-billeder. Hidtil har disse emner ikke optaget megen plads i sam-fundsforskningen. Hvad angår det primære sociale netværk af fa-milie, venner og bekendte findes til gengæld klare beviser på, atlangt størstedelen af ældre (handlingsmæssigt – gennem regelmæs-sig kontakt, samvær og gensidig praktisk hjælp) kan betragtes somintegreret inden for disse systemers egne grænser. Spørgsmålet eraltså, hvordan det står til med ældres sociale integration i form afgensidighed og udveksling i andre sammenhænge og på andre

173|||||||||

niveauer, end det primære? Ligger der fx i arbejdslivet eller i denoffentlige forvaltning holdnings- eller handlingsmæssige forhold,som er hæmmende (eller konfliktskabende) i relation til ældresintegration i samfundet, bredere set? Vor viden på disse områderer ret begrænset; der er flere beviser på, at der sker en del diskri-minering af ældre i forhold til yngre i virksomheder og på arbejds-markedet generelt, mens ældres situation i forhold til andre afsamfundets delsystemer og i andre institutionelle sammenhængeer forholdsvis ubelyst.

Betydningen af delsystemer og institutionerEt mere fuldstændigt svar på ovennævnte spørgsmål kræver ny –og mere systematisk – viden. Følger man Lockwoods tilgang kræ-ves bl.a. viden om, hvordan delsystemerne (eksempelvis pensions-og skattesystemerne, social- og sundhedsvæsenet samt arbejdsmar-kedets institutioner, såsom virksomheder og andre organisationer)fungerer i forhold til ældre. Her skal bl.a. stilles spørgsmål om,hvorvidt der i forskellige af samfundets delsystemer skabes hin-dringer (eller det modsatte) for ældres sociale integration, dvs. forat ældre kan være og føle sig som en ligeberettiget og aktiv del afsamfundet.

En belysning af denne type problemstilling hører tydeligvis ind iLockwoods teoretiske rammer. Til gengæld forekommer en an-den type problemstilling inden for samme emneområde, nemligde interaktive processer og relationer mellem individer, vanskelig atudforske inden for Lockwoods begrebsramme, eksempelvis ældresforhold som "klienter" eller "brugere" over for professionelle,sagsbehandlere osv., i konkrete (be)handlingssituationer. Her kanmåske især ældre tænkes at opleve (eller få fornemmelsen af) mag-tesløshed, ydmygelse eller krænkelse af egen integritet. Undersø-gelser af disse typer mellemmenneskelige relationer og deres på-virkning på ældres sociale integration ville kræve andre teoretiskeovervejelser end Lockwoods. Umiddelbart forekommer Haber-mas' skelnen mellem kommunikativ handlen og strategisk hand-len i den sociale integration at være bedre egnet til belysning af fxforholdet mellem “professionelle” og “brugere”. Ligeledes kunne

174|||||||||

Giddens' teoretiske tankegang om social integration med ud-gangspunkt i ansigt til ansigt-interaktion betragtes som et oplagtudgangspunkt til belysning af denne type problemstilling.

I tilknytning til spørgsmålet om, hvordan delsystemerne fungereri forhold til ældre, vil det samtidig være ønskeligt at inddrage end-nu en af Lockwoods teoretiske overvejelser omkring social- og sy-stemintegration, nemlig spørgsmålet om hvorvidt delsystemernefungerer i forhold til hinanden. Over for relationer mellem befolk-ningsgrupper, de indbyrdes forhold i grupperne og ældres egenopfattelse af sig selv står delsystemer og institutionelle relationer,der ifølge Lockwood både kan være modsætningsfyldte og forene-lige. Passer delsystemerne og institutionerne sammen set i lyset afældre og ældres integration? Er der modstridende interesser og/el-ler målsætninger? Hvordan er deres indbyrdes relationer?

Hvis man gennem undersøgelser konstaterer uoverensstemmelsermellem ældre og andre samfundsgrupper, mellem de ældre ind-byrdes eller mellem de delinstitutioner og institutioner, som skalvaretage ældres interesser, er der grund til at spørge, hvilke proces-ser sådanne uoverensstemmelser sætter i gang.

Her forekommer det uundgåeligt, at ældre betragtes som (aktiveeller passive) medspillere i samfundsudviklingen (og egen socialintegration). Tilmed må det undersøges, hvilke krav ældre (somsamfundsgruppe eller som interessegrupper af ældre) stiller tilsystemverdenen (institutionerne). En erkendelse af aktørernesrolle i forandringsprocessen medfører, at ældres politiske, økono-miske og kulturelle krav må sættes i fokus. En erkendelse af ak-tørernes rolle som medspillere i forandringer fremhæves, somnævnt tidligere, især af Lockwood. For Giddens er aktører i cen-trum, men i ansigt til ansigt-interaktioner frem for i systemforan-dring. Aktørernes rolle som aktive medspillere i forandringspro-cesser fremhæves i mindre grad i Habermas' teori – og endnumindre i Parsons'.

175|||||||||

Social integration og systemintegrationSpørgsmålet om, hvilke krav ældre stiller til systemverdenen, ud-gør et vigtigt bindeled mellem det, som Lockwood definerer somsocial integration (de menneskelige relationer), og systemintegra-tion (relationer mellem delsystemer). Som det fremgik af gennem-gangen af hans teoretiske overvejelser, betragtes de to integrations-dimensioner kun som adskillelige i analysemæssig henseende; ivirkeligheden optræder de samtidig og med gensidige påvirknin-ger. Som følge heraf ses social integration som produkt af interak-tive processer på forskellige planer.

I forlængelse af ovennævnte spørgsmål om, hvilke krav der stillesaf ældre, må det således være en væsentlig opgave yderligere at un-dersøge, hvorledes aktørerne påvirker institutionerne på delsystem-niveauet. Er der fx tale om, at ældre organiserer sig i mere ellermindre brede interessegrupper eller bevægelser? Handler organisa-tionerne selvstændigt, eller benytter de sig af andre organisationereller bevægelser, som yder pres i politisk eller institutionelt regi,eksempelvis via massemedierne?

Som følge heraf bliver det også nødvendigt at undersøge reaktio-ner fra delsystemerne (eller måske snarere fra de agenter, der re-præsenterer de relevante institutioner), over for disse krav. Gøresder forsøg på at kompensere for modsætninger eller evt. konflikt-fyldte forhold eller udvikle eller korrigere forholdene i delsystemet– eksempelvis ved at ændre serviceydelserne til ældre eller at udvi-de ældres muligheder for indflydelse på beslutninger? Hvad bety-der sådanne indgreb for holdninger og handlinger? Betyder detændringer i modsætningerne eller i konfliktniveauet – og dermedændring i ældres sociale integration?

Hvad betyder reaktionerne for integrationen i delsystemer og forintegration mellem delsystemer?

I vurderingen af reaktionerne må der tages hensyn til tidsfaktoren:Er formålet at vurdere reaktionernes betydning for social integra-tion på kort eller på længere sigt?

176|||||||||

Resultatet af sådanne processer vil, ifølge Lockwood, afhænge af,hvorledes magtforholdene er i institutionerne. Hvem har interessei at fastholde institutionerne, som de er, og hvem har interesse i atændre dem? Og endelig, hvem besidder magten til at bestemme,hvad der skal ske? Hvilke interesser er stærkest, og hvor påvirkeli-ge er de over for udfordringer eller krav fra de ældre?

Konkluderende bemærkningerAf ovennævnte eksempel fremgår, at der på grundlag af Lock-woods teoretiske bidrag kan nås langt i overvejelserne omkring etgivet problemkompleks om social integration. Efter min meninggiver Lockwood en fyldestgørende (og samtidig fleksibel) teoretiskramme for at undersøge fremmende og hæmmende mekanismer iældres sociale integration. Yderligere begrebsafklaringer og opera-tionalisering ville dog være påkrævet, før rammen kunne anvendestil empirisk forskning.

Kun i spørgsmålet vedrørende de interaktive processer og relatio-ner mellem individer forekommer Lockwoods tilgang mangelfuld:her vil især Giddens' teoretiske tilgang sandsynligvis være bedreegnet. På de andre spørgsmål rejst ovenfor vil især Giddens' til-gang være mindre – eller slet ikke – anvendelig. Dette gælder også Parsons' teori. Parsons er i væsentlig grad opta-get af integration set udelukkende fra et systemintegrativtperspektiv – som i øvrigt ligger på et så abstrakt niveau, at detnæppe vil kunne operationaliseres. Mindst lige så afgørende inuværende sammenhæng er, at Parsons underdrejer betydningenaf interessemodsætninger og konflikt i forbindelse med processer isocial forandring.

Sandsynligvis vil Habermas' teoretiske overvejelser kunne benyttesi en belysning af flere dele af ovennævnte problemkompleks, fxvedrørende strategiske og koordinerede handlinger og normativeaspekter i ældres sociale integration. En hindring herfor er dog, athans teoretiske overvejelser bygger på et stærkt deterministiskgrundlag, hvor "aktører" (eksempelvis ældre) ikke tildeles reel

177|||||||||

identitet eller betydning uden for "livsverdenen". I hans teori eraktørerne (i løbet af det moderne samfunds udfoldelse) efterhån-den blevet underlagt styringsmekanismer i en (selvregulerende)systemverden. En interesse i ældre som handlende "aktører" iforhold til samfundets institutioner og disses "agenter" virkerfjernt fra Habermas' begrebsmæssige forståelse.

Tilbage er at gentage, at både Parsons, Giddens og Habermas harbidraget til sociologiske, teoretiske overvejelser om social integra-tion. De har hver for sig deres tilgang til emnet, som de, ud fraegne teoretiske præmisser, muligvis kunne oversætte til belysningaf konkrete problemstillinger inden for feltet ældres sociale inte-gration. At især Lockwoods teori fremhæves, er i væsentlig gradbestemt af den type problemkompleks, som jeg har påpeget somrelevant i forhold til ældres sociale integration.

178|||||||||

Referencer

Bunnage, D. (1997) Ældre og social integration, i: Zeuner, L. (red.): Social Integra-tion. København: Socialforskningsinstituttet. 97:9

Eskelinen, L. (1991)Arbejdets betydning for de ældre. København: AKF Forlaget.

Mortensen, N. (1995)Mapping System Integration and Social Integration, i: Mortensen,N. (ed.): Social Integration and Marginalization. København: Sam-fundslitteratur.

Phillipson, C. & Walker, A. (eds.) (1986)Ageing and Social Policy. Aldershot: Gower.

179|||||||||

Socialforskningsinstituttets udgivelser siden 1.1.1998

98:1 Holt, H.: En kortlægning af danske virksom-heders socialeansvar. 1998. 186 s. ISBN 87-7487-583-3. Kr. 135,00.

98:2 Christensen, E.: Anbringelser af børn. En kvalitativ analyse afprocessen. 1998. 186 s. ISBN 87-7487-584-1. Kr. 135,00.

98:3 Leisner, E. & Rosdahl, A:: Merbeskæftigelseskravet i den of-fentlige sektor. Interview på 14 institutioner. 1998. 66 s. ISBN87-7487-586- 8. Kr. 75,00.

98:4 Hansen, H.: Elements of Social Security. A comparison cover-ing: Denmark, Sweden, Finland, Germany, Great Britain, TheNetherlands, Canada. 1998. 208 s. ISBN 87-7487-587-6.

98:5 Just Jeppesen, K. & Nielsen, A.: Etniske minoritetsbørn i Dan-mark - det første leveår. Rapport nr. 2 fra forløbsundersøgelsenaf børn født i efteråret 1995. 1998. 188 s. ISBN 87-7487-588-4. Kr. 185,00.

98:6 Bonfils, I.S.: Puljejobordningen. Implementering af puljejob-ordningen i kommuner og amter. 1998. 160 s. ISBN 87-7487-589-2. Kr. 120,00

98:7 Andersen, D.: FRIT VALG af dagpasningsordning. Evalueringaf forsøgsordningen. 1998. 148 s. ISBN 87-7487- 590-6.Kr. 100,00.

98:8 Hussain, M.A. & Pico Geerdsen, L.: Erhvervene og de langtids-ledige. Marginalisering og integration på arbejdsmarkedet. 1998.84 s. ISBN 87-7487-591-4. Kr. 85,00.

98:9 Bach, H.B., Aggergaard Larsen, J. & Rosdahl, A.: Langtidsledi-ge i tre kommuner. Hovedresultater fra en spørgeskemaunder-søgelse og kvalitative interview blandt forsikrede langtidsledigeog langvarige kontanthjælpsmodtagere. 1998. 56 s. ISBN 87-7487-592-2. Kr. 65,00.Bach, H.B.: En spørgeskemaundersøgelse blandt forsikredelangtidsledige og langvarige kontanthjælpsmodtagere. Doku-mentation I til Langtidsledige i tre kommuner (98:9) 1998.108 s. ISBN 87-7487-593-0. Kr. 100,00. Forhandles kun afSocialforskningsinstituttet.Aggergaard Larsen, J.: En kvalitativ undersøgelse blandt for-sikrede langtidsledige og langvarige kontanthjælpsmodtage-re. Dokumentation II til Langtidsledige i tre kommuner (98:9)1998. 126 s. ISBN 87-7487-594-9. Kr. 125,00. Forhandleskun af Socialforskningsinstituttet.

180|||||||||

98:10 Hussain, M.A.: Marginalisering i regioner 1990 og 1994.1998. 131 s. ISBN 87-7487-595-7. Kr. 125,00.

98:11 Anker, N.: Eleverne, virksomhederne og de nyudlærte. Privatevirksomheders beskæftigelse af elever og praktikvirksomheder-nes betydning for nyudlærtes chancer på arbejdsmarkedet.1998. 343 s. Udgivet af Handelshøjskolen i København, ph.d.-serie 7.98. ISBN 87-593-8091-8.

98:12 Andersen, D. & Bach, H.B.: Virksomhedernes brug af løntil-skud – og langtidslediges senere jobsituation. 1998. 114 s.ISBN 87-7487-598-1. Kr. 95,00.

98:13 Larsen, M. & Langager, K.: Arbejdsmarkedsreformen og ar-bejdsmarkedet. Evaluering af arbejdsmarkedsreformen III.1998. 219 s. ISBN 87-7487-600-7. Kr. 190,00.

98:14 Friis, H. & Petersen, K.: Socialforskningsinstituttets forhistorieog første år. Udgivet i anledning af 40-året for Socialforsk-ningsinstituttets oprettelse. 1998. 45 s. ISBN 87-7487-601-5.

98:15 Hestbæk, A-D.: Tvangsanbringelser i Norden. En komparativbeskrivelse af de nordiske landes lovgivning. 1998. 264 s. ISBN87-7487-602-3. Kr. 180,00.

98:16 Villadsen, K., Gruber, T. & Bengtsson, S.: Socialpolitiske stra-tegier - på tværs af frivillige og offentlige institutioner. 1998.180 s. ISBN 87-7487-603-1. Kr. 125,00.

Social Forskning er instituttets nyhedsblad. Det udkommer fire gangeom året og orienterer i en lettilgængelig form om resultaterne af insti-tuttets arbejde. Lejlighedsvis udkommer Social Forskning som udvidettema-nummer med bidragydere udefra.

Abonnementet er gratis og kan tegnes ved henvendelse til instituttet.

Tema-nummer af Social Forskning:Velfærd – for hvem? Oktober '98En fuldstændig liste over instituttets udgivelser kan fås ved henvendelsetil Socialforskningsinstituttet tlf. 33 48 09 46, e-mail: [email protected].