KBH-#1212549-v3-Nyhedsbrev 1 2014 · 2016. 12. 16. · afgørelse om ophævelse af registreringen med den begrundelse, at MDI kendte Yakult’s varemærke. MDI bestred imidlertid,

Nyhedsbrevet omhandler et udpluk af de lovgivningsmæssige tiltag samt afgørelser, der har været på det IP- og IT-retlige område i perioden 1. januar 2014 – 31. marts 2014.

Du kan læse om nyheder inden for følgende områder:

1. Ophavsret, varemærkeret og designret

2. Markedsføringsret og E-handel

3. Persondataret

4. Domænenavne

1. Ophavsret, varemærkeret og designret

Delvis krænkelse af Tivolis varemærkerettigheder Sø- og Handelsretten afsagde den 12. marts 2014 dom i sagen mellem Pressalit Group A/S (herefter ”Pressalit”) mod Tivoli A/S (herefter ”Tivoli”).

Sagen drejede sig om, hvorvidt Pressalit havde overholdt parternes licensaftale indgået den 7. no-vember 2003. Efter licensaftalen kunne Pressalit benytte det registrerede ordmærke TIVOLI i be-grænset omfang i forbindelse med salg af toiletsæder.

Sø- og Handelsretten fandt, at Pressalits anvendelse af ordet Tivoli sammen med ordet Pressalit ud-gjorde sammensatte varemærker og var derfor i strid med parternes aftale. Dog fandt et flertal af dommerne ikke, at brugen af ordene Soft, Soft D og Soft Universal, efterfulgt ordet Tivoli, var i strid med licensaftalen, idet betegnelserne blot udgjorde en beskrivelse af den pågældende type toiletsæ-de. Mindretallet mente derimod, at der var tale om sammensatte varemærker.

Endvidere havde Pressalit ved sin prægning af ”TIVOLI 2” på deres toiletsæder handlet i strid med licensaftalen pga. udformningen af især 2-tallet og I’et, og idet prægningen var forvekslelig med Ti-volis meget kendte Grandjean logo.

Pressalit havde således ved sin brug af ordmærket TIVOLI som betegnelse for toiletsæder delvist krænket Tivolis rettigheder, hvorfor Sø- og Handelsretten påbød Pressalit at fjerne/tilbagetage

Den 8. maj 2014

Nyhedsbrev IP Update, Q1 | IP & Technology

Side 2 markedsføringsmateriale indeholdende de kendetegn, der var omfattet af forbuddet, dog kun i det omfang Pressalit fortsat kunne råde over dette materiale. Desuden fandt Sø- og Handelsretten, at Pressalit havde handlet i strid med licensaftalen i et sådan omfang, at Tivoli var berettiget til at op-hæve licensaftalen med virkning fra den 21. september 2011, sådan som det var sket. Pressalit skulle derudover betale vederlag fra licensaftalens ophør den 21. september 2011 til ophøret af brugen af ordmærket den 31. december 2012, hvilket udgjorde 50.000 kr. svarende til 5 % af Pressalits om-sætning ved anvendelsen af ordmærket. Sø- og Handelsretten fandt ikke grundlag for at pålægge Pressalit bødestraf eller påbud om offentliggørelse af dommen.

Sagen er anket til Højesteret (HR 58/14) den 26. marts 2014.

Læs Sø- og Handelsrettens afgørelse her:

http://domstol.fe1.tangora.com/?id=16692

Ophævelse af registrering af vareudstyrsmærke af en plasticflaske til mælkedrik sket med rette Den 3. april 2014 afsagde Højesteret dom i en sag vedrørende fortolkningen af ond tros-begrebet i varemærkelovens § 15, stk. 3, nr. 3.

Malaysia Dairy Industries Pte. Ltd. (herefter ”MDI”) indgav i 1995 en om ansøgning registrering af sin plastikflaske til mælkedrik som tredimensionalt varemærke til Patent- og Varemærkestyrelsen. I 2000 blev varemærket registreret, hvorefter konkurrenten Kabushiki Kaisha Yakult Honsha (heref-ter ”Yakult”) gjorde indsigelser mod registreringen, idet man anførte, at Yakult havde og gjorde brug af et ældre identisk varemærke uden for Danmark, og at MDI ved indgivelsen af registrerings-ansøgningen havde eller burde have haft kendskab til Yakults ældre identiske varemærke, jf. vare-mærkelovens § 15, stk. 3, nr. 3. I 2005 afslog Patent og Varemærkestyrelsen indsigelsen fra Yakult, men Yakult påklagede denne afgørelse til Ankenævnet for Patenter og Varemærker, som i 2006 traf afgørelse om ophævelse af registreringen med den begrundelse, at MDI kendte Yakult’s varemærke. MDI bestred imidlertid, at det var en korrekt fortolkning af varemærkelovens § 15, stk. 3, nr. 3, og gjorde gældende, at ”kendte/burde kende”-begrebet skulle fortolkes som et krav om decideret ond tro. Efter som parterne var konkurrenter og havde haft tvister med hinanden rundt om i verden igennem en lang årrække og indgået forligsaftaler med hinanden, var de naturligvis bekendte med hinandens varemærker. MDI indbragte derfor Ankenævnets afgørelse for Sø- og Handelsretten, som i 2009 imidlertid stadfæstede Ankenævnets afgørelse. Herefter indbragte MDI i 2009 sagen for Højesteret, der besluttede sig for at forelægge en række præjudicielle spørgsmål til EU-Domstolen vedrørende fortolkningen af ond tros-begrebet i direktiv (EF) nr. 95/2008 af 22. oktober 2008 om varemærker (varemærkedirektivet), artikel 4, stk. 4, litra g som den danske varemærkelov § 15, stk. 3, nr. 3 bygger på.

Indledningsvist fandt EU-Domstolen, at artikel 4, stk. 4, litra g, skal fortolkes således, at begrebet ond tro udgør et selvstændigt EU-begreb, der skal fortolkes ensartet i Den Europæiske Union. Ef-terfølgende fandt EU-Domstolen, at der i forbindelse med spørgsmålet om, hvorvidt der foreligger

Side 3 ond tro, skal foretages en helhedsvurdering under hensyntagen til alle de relevante faktorer i sagen, som foreligger på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen, såsom bl.a. det forhold, at ansøgeren vidste eller burde vide, at en tredjemand brugte et identisk eller lignende tegn for varer af samme eller lignende art. Det forhold, at ansøgeren vidste eller burde vide dette, er imidlertid ikke i sig selv tilstrækkeligt til, at det kan fastslås, at denne ansøger var i ond tro. Der skal desuden tages hensyn til den nævnte ansøgers hensigt på tidspunktet for indgivelsen af ansøgningen, hvilket er et subjek-tivt element, der skal vurderes på baggrund af sagens konkrete, objektive omstændigheder, og hvor-til domstolen henviste til dets præmisser (37 og 40-42) i sag C‑529/07 Chocoladefabriken Lindt & Sprüngli vedrørende fortolkningen af ond tro-begrebet i Varemærkeforordningen. EU-Domstolen gav således MDI medhold i, at betingelsen ”vidste/burde vide” i varemærkelovens § 15, stk. 3, nr. 3, skal forstås som et krav om decideret ond tro, og underkendte således Ankenævnet for Patenter og Varemærkers og Sø- og Handelsrettens fortolkning.

Under sagen for Højesteret blev det indledningsvist fastslået, at Yakult opfyldte brugsbetingelsen i varemærkelovens § 15, stk. 3, nr. 3, samt at mærkelighedsbetingelsen var opfyldt for så vidt angik sammenligningen mellem MDIs flaske og Yakults flaske. I relation til vurderingen af ond tro lagde Højesteret vægt på, at Yakultflasken havde et anerkendt og markant design, og flasken havde været i brug siden 1968. Højesteret fandt det usandsynligt, at MDIs flaske havde fået sin udformning, hvis ikke designeren bag flasken havde haft kenskab til Yakultflasken. Højesteret lagde også vægt på, at MDI først havde ansøgt om varemærkeregistrering i Danmark, efter Yakult allerede havde etableret sin fabrik i Holland og offentligt tilkendegivet, at man ønskede at sælge sine produkter i Europa. Endelig fandt Højesteret, at MDI ikke havde en legitim forretningsmæssig begrundelse for, hvorfor man havde valgt at registrere varemærket i Danmark. Det blev derimod lagt til grund, at MDI indgav ansøgningen om registrering af varemærket med en hensigt om at forhindre Yakult i at markedsføre og sælge sine flasker i Danmark og eventuelt at få registreret sin flaske som EF-varemærke. Ud fra en samlet vurdering fastslog Højesteret, at MDI var i ond tro på tidspunktet for indgivelsen af varemærkeregistrering, således at ophævelsen af registreringen af vareudstyrsmær-ket var sket med rette.

Højesteret stadfæstede herefter Sø- og Handelsrettens dom, dog med den ændrede begrundelse som følge af EU-Domstolens afgørelse.

Læs Højesterets dom her:

http://www.hoejesteret.dk/hoejesteret/nyheder/Afgorelser/Documents/282-09.pdf

Programtrailer til ”Vild med Dans” indebar ikke en krænkelse af ophavsretslovens § 3

Højesteret afsagde den 18. marts 2014 dom i en sag mellem arvingerne efter komponisten Kai Nor-mann Andersen og TV 2. Sagen omhandlede en tvist om, hvorvidt TV 2 havde krænket komponi-stens rettigheder efter lovbekendtgørelse nr. 202 af 27. februar 2007 om ophavsret, § 3, stk. 1, og § 3, stk. 2. Sagens hovedspørgsmål var, om det var i strid med god skik, at TV 2 ikke havde nævnt komponistens navn i forbindelse med en programtrailer, hvori der blev spillet et uddrag på ca. 15

Side 4 sekunder af visen ”Glemmer du”, samt om melodien ” Glemmer du” blev brugt på en måde, der var krænkende for komponistens kunstneriske anseelse eller egenart. Efter ophavsretslovens § 3, stk. 1, har ophavsmanden til et værk krav på at blive krediteret i overensstemmelse med, hvad god skik kræver. Det er antaget i forarbejderne til ophavsretsloven, at navnet på kunstneren skal anføres el-ler oplyses, når det efter almindelige opfattelse må anses for at stemme overens med en rimelig og hæderlig handlemåde. Ophavsmandens krav på kreditering udelukkes ikke af den omstændighed, at der på et givet område ikke eksisterer en sædvane om, at ophavsmandens navn sædvanligvis næv-nes.

Højesteret fandt, at der i den konkrete sag ikke var sket en krænkelse af komponistens rettigheder ved manglende kreditering, idet Højesteret lagde vægt på, at visen ”Glemmer du” blev vist i et kort uddrag, som ikke var et fremtrædende element i traileren. Højesteret fandt endvidere efter en ob-jektiv bedømmelse, at komponistens ære og anseelse ikke var blevet krænket på trods af den om-stændighed, at programtraileren havde en vis lighed med tv-reklamer. Den manglende kreditering og anvendelsen af komponisten Kai Normann Andersens vise ”Glemmer du” i programtrailerne ud-gjorde derfor ikke en krænkelse af ophavslovens § 3.

Læs Højesterets dom her:

http://domstol.fe1.tangora.com/media/-300016/files/231-2011.pdf

Anmodning om midlertidigt forbud mod salg af jakker uden oprindelig stregkode og mærkat blev ikke taget til følge.

Sø- og Handelsretten afsagde den 20. januar 2014 kendelse om midlertidigt forbud mellem parter-ne Ape & Partners S.P.A. og Balling Brands ApS (herefter ”Ape og Balling”) overfor Streetman ApS (herefter ”Streetman”).

Sagen angik Streetmans markedsføring og salg af jakker med varemærkerne ”PARAJUMPERS” og ”P.J.S. THAT OTHERS MAY LIVE PARAJUMPERS”, som Ape og Balling havde eneret til at gøre brug af. For det i sagen omhandlende parti jakker var stregkode-mærkateterne blevet fjernet, og på den ene side af de øvrige mærkater var der påført et hvidt klistermærke.

Sø- og Handelsretten lagde til grund, at jakkerne, der var solgt hos Streetman, ikke var piratkopier, hvorfor der måtte være tale om parallelimport. Sø- og Handelsretten påpegede, at det hvide kli-stermærke på mærkaterne ikke udgjorde en forringelse af varens renommé i et sådant omfang, at dette i sig selv kunne begrunde et midlertidigt forbud mod salg af jakkerne. Vedrørende stregkoder-ne anførte Sø- og Handelsretten, at disse kunne benyttes til at identificere jakkerne og tilbagekalde defekte varer. Stregkoderne kunne dog også benyttes til at identificere den parallelimporterende di-stributør, således at Ape og Balling kunne lægge hindringer i vejen for Streetmans forsatte import og forhandling af jakkerne, hvilket ikke er usædvanlig adfærd over for distributører, som sælger va-rer til parallelimportører. På den baggrund fandt Sø- og Handelsretten efter en samlet vurdering, at Ape og Balling ikke havde godtgjort at have rimelig grund til at forbyde Streetmans markedsføring og salg af jakkerne, jf. lovbekendtgørelse nr. 109 af 24. januar 2012 om varemærker, § 6, stk. 2.

Side 5 Anmodningen om forbud mod sagsøgtes salg af jakker med ændrede mærkater blev derfor ikke ta-get til følge.

Læs Sø- og Handelsrettens kendelse her:

http://domstol.fe1.tangora.com/brDomsoversigt.16692/A-0009-13.1412.aspx

Eneforhandlers fortsatte brug af varemærket WISECON efter ophør af eneforhand-leraftalen udgjorde en varemærkekrænkelse

Sø- og Handelsretten afsagde den 17. januar 2014 dom i en varemærkesag mellem WiseCon A/S og WiseCon AB. Sagen omhandlede spørgsmålet om, hvorvidt WiseCon AB efter ophøret af parternes eneforhandleraftale fortsat kunne gøre brug af WiseCon A/S’ varemærke ”WISECON”, herunder fortsat drive sin virksomhed under selskabsnavnet ”WiseCon AB”. Derudover angik sagen, hvorvidt WiseCon A/S havde handlet i strid med eneforhandleraftalen med WiseCon AB ved indgåelse af en koncernaftale med et andet selskab.

Parterne havde i marts 2010 indgået en eneforhandleraftale. I oktober 2010 indgik WiseCon A/S imidlertid, uden samtykke fra WiseCon AB, en koncernaftale med et svensk selskab om køb af en række WiseCon-produkter. Eneforhandleraftalen blev herefter opsagt med virkning fra 31. decem-ber 2012. Ikke desto mindre fortsatte WiseCon AB med at benytte samme selskabsnavn, varemær-ket WISECON og domænenævnet www.wisecon.se. På baggrund heraf anlagde WiseCon A/S sag mod WiseCon AB ved Sø- og Handelsretten med påstand om, at WiseCon AB skulle ophøre med at benytte selskabsnavnet WiseCon AB og varemærket ”WISECON”.

Sø- og Handelsretten fandt, at anvendelsen af selskabsnavnet og varemærket var aftaleretligt funde-ret, hvorfor WiseCon AB, efter samarbejdets ophør den 31. december 2012, ikke længere var beret-tiget til at gøre brug af navnet. Sø- og Handelsretten fandt omvendt, at WiseCon A/S havde krænket WiseCon AB’s rettigheder som følge af eneforhandleraftalen ved, uden forudgående samtykke, at have indgået koncernaftalen med det svenske selskab.

Læs Sø- og Handelsrettens dom her:

https://jura.karnovgroup.dk/document/7000545365/1?frt=wisecon&rank=1&versid=606-1-2009

Præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkning af Toldforordningen

Den 6. februar 2014 traf EU-Domstolen præjudiciel afgørelse i sag C-98/13 vedrørende fortolkning af Rådets forordning (EF) nr. 1383/2003 af 22. juli 2003 om toldmyndighedernes indgriben over for varer, der mistænkes for at krænke visse intellektuelle ejendomsrettigheder, og om de foran-staltninger, som skal træffes over for varer, der krænker sådanne rettigheder (Toldforordningen).

Side 6 Sagen omhandlede en dansk forbruger, der via en engelsksproget internetbutik i Kina, købte en ko-pi af et Rolex-ur. Ved ankomsten til Danmark kontrollerede de danske toldmyndigheder pakken og suspenderede frigivelsen af uret, da der var tale om en varemærkeforfalskning. Myndighederne bad forbrugeren om at give samtykke til destruktion af uret, hvilket forbrugeren modsatte sig. Rolex an-lagde derfor sag mod forbrugeren ved Sø- og Handelsretten med påstand om anerkendelse af su-spension af frigivelsen og den dermed forbundne destruktion af uret uden erstatning. Sø- og Han-delsretten gav ved dom af 8. november 2011 Rolex medhold heri.

Den danske forbruger indbragte herefter sagen for Højesteret, der stillede en række præjudicielle spørgsmål til EU-Domstolen. Hovedspørgsmålet i den præjudicielle forelæggelse var, om Rolex, som indehaver af ophavs- og varemærkerettigheder, kunne gøre disse rettigheder gældende over for en privatperson, der havde købt kopivaren via en internetbutik i et tredjeland.

EU-Domstolen udtalte, at Toldforordningen skal fortolkes således, at indehaveren af en intellektuel ejendomsrettighed til en vare, der via en internetbutik i et tredjeland er solgt som en ulovlig kopi til en privatperson inden for EU, på det tidspunkt, hvor varen kommer ind på medlemsstatens områ-de, er omfattet af Toldforordningens beskyttelse. Endvidere udtalte EU-Domstolen, at der ikke stil-les krav om, at den pågældende vare er indgået i et salgsfremstød eller en reklame rettet mod for-brugerne i det pågældende medlemsland. Købet af varen i internetbutikken er i sig selv tilstrække-ligt til, at Toldforordningens beskyttelse finder anvendelse i det øjeblik varen indføres i det pågæl-dende medlemsland. Med EU-Domstolens præjudicielle afgørelse kan toldmyndighederne, med hjemmel i Toldforordningen, således destruere ulovlige kopivarer købt af privatpersoner fra en in-ternetbutik beliggende uden for EU.

Højesteret skal nu træffe afgørelse i sagen med udgangspunkt i EU-Domstolens afgørelse.

Læs EU-Domstolens afgørelse her: http://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf?text=&docid=147506&pageIndex=0&doclang=DA&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=231338

The Polo/Lauren Company L.P. var berettiget til erstatning og vederlag i forbindelse med Dansk Supermarked A/S’ salg af varemærkeforfalskede produkter

Sø- og Handelsretten afsagde den 10. januar 2014 dom i varemærkesagen mellem The Polo/Lauren Company L.P. (Ralph Lauren) og Dansk Supermarked A/S (Dansk Supermarked).

Sagen var anlagt som en justifikationssag den 26. juli 2012. Dansk Supermarked havde taget be-kræftende til genmæle over for Ralph Laurens påstande om bevissikring, forbud og krænkelse af Ralph Laurens varemærkerettigheder, hvorfor sagen for Sø- og Handelsretten kun vedrørte spørgsmålet om fastsættelsen af sanktioner herfor. Ralph Lauren havde nedlagt påstand om beta-ling af 500.000 kr. i vederlag og erstatning. Dansk Supermarked havde foretaget indkøb af de for-falskede varer hos firmaet Zeprotex via dets hjemmeside, hvis visuelle udtryk lå meget langt fra Ralph Lauren. Desuden var der tydelige, fysiske tegn på forfalskning ved de omhandlede varer. Dansk Supermarked fandtes derfor at have handlet ansvarspådragende. Ralph Lauren var herefter

Side 7 berettiget til 200.000 kr. i vederlag og erstatning i medfør af § 43, stk. 1, nr. 1 lovbekendtgørelse nr. 90 af 28. januar 2009 (varemærkeloven) og § 20, stk. 3 i lovbekendtgørelse nr. 58 af 20. januar 2012 (markedsføringsloven).


http://domstol.fe1.tangora.com/brDomsoversigt.16692/V-0058-12.1408.aspx

Hyperlinks til allerede offentliggjorte avisartikler udgjorde ikke en overførsel til al-menheden

I sag C-466/12 afgav EU-Domstolen den 13. januar 2014 en præjudiciel afgørelse i forbindelse med en sag mellem parterne Nils Svensson m.fl. (Nils Svensson) og Retriever Sverige AB (Retriever). Det præjudicielle spørgsmål angik fortolkningen af artikel 3, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets di-rektiv 2001/29/EF af 22. maj 2001 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet (Direktivet).

I sagen havde Retriever på sin hjemmeside placeret hyperlinks, som førte brugerne af hjemmesiden til avisartikler udarbejdet af Nils Svensson m.fl. i forbindelse med deres profession som journalister på bladet Göteborg-Posten. Artiklerne var offentligt tilgængelige på Göteborg-Postens hjemmeside.

EU-Domstolen fastslog i sin afgørelse, at Direktivets artikel 3, stk. 1, skulle fortolkes således, at til-rådighedsstillelse på en internetside af hyperlinks til værker, der er frit tilgængelige på en anden in-ternetside, ikke udgør en overførsel til almenheden, der er omfattet af denne bestemmelse. Konkret havde Retriever overført artikler via sine links, men EU-Domstolen fandt ikke, at denne overførsel skete til almenheden, da der ikke var tale om en overførsel til en ny almenhed. Begrundelsen herfor var, at artiklerne allerede var tilgængelige på Retrievers hjemmeside.

Læs EU-Domstolens afgørelse her:

http://curia.europa.eu/juris/celex.jsf?celex=62012CJ0466&lang1=da&type=NOT&ancre

Præjudiciel afgørelse om databeskyttelse og ”dedikerede metasøgemaskiner”

Den 19. december 2013 traf EU-Domstolen præjudiciel afgørelse i sag C-202/12 om fortolkning af direktiv 96/29/EF af 11. marts 1996 om retlig beskyttelse af databaser (Direktivet).

Tvisten vedrørte to hollandske virksomheder, Innoweb og Wegener. Innoweb drev via sin hjemme-side den dedikerede metasøgemaskine GasPedaal, som gjorde det muligt at foretage søgninger på tredjemands hjemmeside. En metasøgemaskine gennemsøger andre hjemmesiders søgemaskiner i stedet for at gennemsøge hjemmesider. En metasøgemaskine er dedikeret, hvis den er udformet til specifikke emner. På sin hjemmeside havde Wegener databasen AutoTrack, hvilket indeholdte en stor samling af bilsalgsannoncer. GasPedaal gav brugerne adgang til en række informationer fra Au-toTrack-databasen direkte fra Innowebs hjemmeside. Wegener anlagde sag mod Innoweb ved de

Side 8 nationale domstole med anbringender om, at Innoweb overtrådte den såkaldte sui generis-ret i Di-rektivets artikel 7 om databasebeskyttelsens genstand. Wegener fik i det væsentligste medhold i før-ste instans. Ved anden instans forelagde domstolen spørgsmålet til præjudiciel afgørelse ved EU-Domstolen.

De præjudicielle spørgsmål vedrørte i det væsentligste, om operatøren af en dedikeret metasøgema-skine udøver en virksomhed, der falder ind under Direktivets artikel 7, stk. 1 eller 5, således at data-basefremstilleren, som opfylder de i nævnte stk. 1 fastsatte kriterier, kan gøre indsigelse mod, at da-tabasen uden vederlag indgår i den dedikerede metasøgemaskines tjeneste. Vurderingen drejede sig især om fortolkningen af begreberne ”genanvendelse” af data og ”væsentlige dele” af en database.

EU-Domstolen kom frem til, at der foretages genanvendelse af hele eller en væsentlig del af indhol-det af en database, som er beskyttet af Direktivets artikel 7, når den dedikerede søgemaskine:

i) giver slutbrugeren en søgeformular, som i det væsentlige tilbyder de samme funktioner som databasens formular,

ii) oversætter slutbrugerens anmodninger i den søgemaskine, som databasen er udstyret med, i ”real time”, således at alle data i denne database gennemsøges, og

iii) fremstiller de fundne resultater for slutbrugeren i webstedets visning udadtil, idet den samler gengangerne i en enkelt enhed, men i en rækkefølge, der er baseret på kriterier, som er sammenlignelige med dem, der anvendes af den pågældende databases søgema-skine til at fremvise resultaterne.

Læs EU-Domstolens afgørelse her: http://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf;jsessionid=9ea7d0f130d6f9aef71ef97e4d429eb884f70f50b77c.e34KaxiLc3eQc40LaxqMbN4OaNeMe0?text=&docid=145914&pageIndex=0&doclang=DA&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=141125

Spillekonsoller til brug for videospil udstyret med genkendelsesanordning var omfat-tet af begrebet ”effektive tekniske foranstaltninger”

I sag C-355/12 besvarede EU-Domstolen den 23. januar 2014 et præjudicielt spørgsmål i forbindel-se med en sag i Italien. Afgørelsen vedrørte fortolkningen af begrebet ”effektive tekniske foranstalt-ninger” i artikel 6 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EF) nr. 29/2001 af 22. maj 2001 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i informationssamfundet.

Sagen omhandlede parterne Nintendo Co. Ltd, Nintendo of America Inc. og Nintendo of Europe GmbH (samlet ”Nintendo”) og den konkurrerende spilforhandler PC Box Srl (”PC Box”), hvis spil distribueres via en hjemmeside hostet af 9Net Srl. PC Box havde i sagen udviklet teknisk udstyr, som kunne omgå Nintendos krypteringsprogram, således at software, der bestod af bestemte appli-kationer udviklet af uafhængige producenter, kunne benyttes på Nintendos konsoller.

Side 9 EU-Domstolen fastslog, at begrebet ”effektive tekniske foranstaltninger” i Direktivets artikel 6 ikke kun omfattede de af Nintendo udviklede videospil, der var udstyret med en genkendelsesanordning, men også de konsoller, der skulle sikre adgangen til disse spil og anvendelsen heraf. EU-Domstolen tog imidlertid ikke konkret stilling til, om PC Box’ software udgjorde en omgåelse af de tekniske foranstaltninger, men overlod i stedet vurderingen heraf til den nationale domstol. EU-Domstolen opstillede imidlertid generelle kriterier til brug for den nationale domstols vurdering, herunder at den tekniske beskyttelsesforanstaltning skal være i overensstemmelse med proportionalitetsprin-cippet, samt tredjemands faktiske brug af pågældende software set i sammenhæng med tilsidesæt-telse af ophavsretten, som den tekniske beskyttelsesforanstaltning skal beskytte.


http://curia.europa.eu/juris/celex.jsf?celex=62012CJ0355&lang1=da&type=NOT&ancre

Internetudbyderen ansås for mellemmand i forbindelse med ulovlig udbredelse af ophavsretligt beskyttede cinematografiske værker.

EU-Domstolen besvarede den 27. marts 2014 et præjudicielt spørgsmål i forbindelse med en østrigsk sag mellem UPC Telekabel Wien GmbH (herefter ”UPC Telekabel”) og modparterne Con-stantin Film Verleih GmbH (herefter ”Constantin Film”) og Wega Filmproduktionsgesellschaft mbH (herefter ”Wega”). Anmodningen om præjudiciel afgørelse vedrørte fortolkningen af artikel 5, stk. 1 og stk. 2, litra b), samt artikel 8, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF af 22. maj 2001 om harmonisering af visse aspekter af ophavsret og beslægtede rettigheder i infor-mationssamfundet (herefter Direktivet).

Constantin Film og Wega havde produceret en række cinematografiske værker, der lå tilgængelige på tredjemands hjemmeside uden samtykke fra disse. Ved Handelsgericht Wien’s kendelse den 13. maj 2011 havde Constantin Film og Wega fået UPC Telekabel påbudt at forhindre sine kunders ad-gang til den omtvistede hjemmeside ved at spærre domænenavnet. Den 27. oktober 2011 ændrede Oberlandesgericht Wien delvist førsteinstansens forbud, således at UPC Telekabel forsat skulle for-hindre sine kunders adgang, men UPC Telekabel måtte selv vælge metoden til at opfylde det forbud. UPC Telekabel har herefter iværksat »revisionsanke« ved Oberster Gerichtshof (Østrig), idet UPC Telekabel anførte, at krænkelsen af ophavsrettighederne ikke foretages af UPC Telekabel, men af den pågældende hjemmesides udbydere som UPC Telekabel ikke har nogen forretningsmæssig for-bindelse til.

EU-Domstolen fastslog, at en internetudbyder, som giver adgang til et websted, der uden ret-tighedsindehaverens samtykke tilgængeliggør beskyttede værker, må opfattes som en mellemmand efter artikel 8, stk. 3, i Direktiv. EU-Domstolen udtalte endvidere, at de grundlæggende EU-rettigheder ikke var til hinder for, at internetudbyderen i en sådan sag ved et retligt udstedt forbud forbydes at give sine brugere adgang til webstedet. Forbuddet måtte dog ikke præcisere, hvilke for-anstaltninger internetudbyderen skal foretage for at efterkomme forbuddet. Endelig skal internet-

Side 10 udbyderen kunne undgå straf for overtrædelse af det ophavsretskrænkelsen ved at have foretaget rimelige foranstaltninger for at efterkomme forbuddet.

Læs EU-domstolens afgørelse her:

http://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf?text=&docid=149924&pageIndex=0&doclang=DA&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=540170

Geodatastyrelsens søkort var ophavsretligt beskyttet

Højesteret afsagde den 6. februar 2014 dom i sagen 146/2012 mellem Geodatastyrelsen (herefter ”Styrelsen”) og Nautische Veröffentlichung Verlagsgesellschaft GmbH (herefter ”NV”).

Sagen vedrørte, hvorvidt Styrelsens søkort var ophavsretligt beskyttet, samt hvorvidt NV’s salg af egne søkort til lystsejlere krænkede styrelsens eventuelle ophavsret.

Højesteret tiltrådte Landsrettens afgørelse om, at fremstillingsprocessen af søkortene var udtryk for en sådan selvstændigt skabende, intellektuel eller kreativ proces, at de udarbejdede søkort nød op-havsretlig beskyttelse efter § 1 i lovbekendtgørelse nr. 587 af 20. juni (ophavsretsloven) og Plakat nr. 4000 af 16. april 1816. Højesteret udtalte dog, at enkelte kartografiske elementer ikke sig selv nyder ophavsretlig beskyttelse, men at udvalget og kombinationen af flere af disse elementer efter omstændighederne kan være beskyttet. De omhandlede søkort skulle derfor udleveres til Styrelsen til destruktion, jf. ophavsretslovens § 84, stk. 1, nr. 4.

Modsat Landsretten fandt Højesteret ikke, at Styrelsen havde udvist passivitet i et sådant omfang, at Styrelsen havde tabt retten til vederlag og erstatning. Styrelsen blev derfor tilkendt vederlag på 1 mio. kr., jf. ophavsretslovens § 83, stk. 1, nr. 1. Højesteret fandt derimod ikke, at Styrelsen havde godtgjort et afsætningstab.

Læs Højesterets afgørelse her:

http://www.hoejesteret.dk/hoejesteret/nyheder/Afgorelser/Documents/146-2012.pdf

Armaturer udgjorde ikke en krænkelse af ophavsretten

Højesteret afsagde den 3. januar 2014 dom i sagen 88/2012, hvor Vola A/S (herefter ”Vola”) havde nedlagt påstand, om at Damixa ApS (herefter ”Damixa”) og Andersen & Nielsen A/S (herefter ”A&N”) havde krænket dennes ophavsretlige beskyttelse af amaturet Vola KV 1. Parterne i sagen var enige om, at Vola KV1 nød ophavsretlig beskyttelse som brugskunst.

Højesteret anførte, at Vola KV1 i kraft af sit virke som funktionsbestemt genstand kun nød ophavs-retlig beskyttelse i det omfang efterligningerne var meget nærgående. Højesteret lagde vægt på, at armaturerne produceret af Damixa og A&N adskilte sig både i relation til dimensioneringen, kom-positionen og formen på de forskellige cylinderformede genstande, som er særegne for Vola KV1.

Side 11 Højesteret fandt derfor ikke, at armaturerne produceret af Damixa og A&N var meget nærgående efterligninger af Vola KV1, hvorfor disse armaturer ikke krænkede ophavsretten til Vola KV1.

Højesteret stadfæstede derfor Sø- og Handelsrettens dom.

Læs Højesterets afgørelse her:

http://www.hoejesteret.dk/hoejesteret/nyheder/Afgorelser/Pages/Volasophavsretikkekraenket.aspx

Varemærkeretlige rettigheder kunne fortabes i tilfælde, hvor det pågældende vare-mærke var blevet en almindelig betegnelse for et produkt.

I sagen C-409-12 besvarede EU-Domstolen den 6. marts 2014 et præjudicielt spørgsmål i forbindel-se med en østrigsk sag mellem parterne Backaldrin Österreich The Kornspitz Company GmbH (her-efter ”Kornspitz Company”) og dennes konkurrent Pfahnl Backmittel GmbH (herefter ”Pfahln Backmittel”). Spørgsmålet angik fortolkningen af artikel 12, stk. 2, litra a), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/95/EF af 22. oktober 2008 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker.

Kornspitz Company producerede en bageblanding, som blev solgt til bagerier, hvorefter bageblan-dingen blev brugt til at bage små, aflange brød med spidse ender, som efterfølgende blev solgt til bageriernes kunder. Bageblandingen blev markedsført under det registrerede varemærke ”KORNSPITZ”.

Pfaln Backmittel gjorde gældende, at den varemærkeretlige beskyttelse af ordtegnet ”KORNSPITZ” var fortabt, da de endelige brugere af slutproduktet ikke opfattede ”KORNSPITZ” som et varemær-ke, men snarere som en almindelig betegnelse for denne type bagværk.

EU-Domstolen fastslog, at rettighederne til et varemærke kan fortabes i forhold til en bestemt vare, når varemærket på grund af indehaverens virksomhed eller passivitet er blevet til en almindelig be-tegnelse for denne vare hos de endelige brugere. Desuden fastslog EU-Domstolen, at fortabelse af rettighederne til et varemærke ikke forudsætter, at der findes andre betegnelser for den vare, som varemærket er blevet en almindelig betegnelse for.

Læs EU-domstolens dom her:

http://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf;jsessionid=9ea7d2dc30dcce4a9d9c53ea4c0a8a939e735e0152ef.e34KaxiLc3qMb40Rch0SaxuMchf0?text=&docid=148746&pageIndex=0&doclang=DA&mode=req&dir=&occ=first&part=1&cid=208305

EU-Domstolen har truffet afgørelse om hjemvisning i de forenede sager C-337/12 og C-340/12 P

Side 12 EU-Domstolen afsagde den 6. marts 2014 dom i de forenede sager C-337/12 og C-340/12 P. Afgø-relsen omhandler varemærkeretlig beskyttelse af knivskafter produceret af Yoshida Metal Industry Co. Ltd (herefter ”Yoshida”). I sagen havde Yoshida i 1999 opnået registrering af EU-varemærker i form af figurmærker. Registreringen var foretaget ud fra todimensionelle tegninger efter artikel 7(1)(e)(ii) i Rådets forordning (EF) nr. 40/94 af 20. december 1993 om EF-varemærker. Pi-Design AG, Bodum Logistics A/S og Bodum France SA anførte, at Yoshida’s EU-varemærke skulle erklæres ugyldigt, da rettigheden efter deres opfattelse ikke blot omfattede et visuelt design, men også en teknisk nødvendighed, som derved afskar andre producenter fra at producere knive med tilsvarende tekniske formåen.

EU-Domstolen tog i den forbindelse stilling til, hvorvidt der kunne inddrages andre momenter end blot en analyse af figurens visuelle udtryk ved vurderingen af, hvorvidt et produkt var varemærke-retligt beskyttet. Domstolen fastslog, at også andre momenter såsom brugerundersøgelser, ekspert-udtalelser og andet data relateret til varemærkerettigheden kunne indgå i vurderingen. EU-Domstolen fandt således, at der under vurdering om tildeling af EU-varemærke burde have været taget hensyn til momenter såsom Yoshida’s tidligere patenter samt markedsføringen af knivene. EU-Domstolen erklærede herefter registreringen for ugyldig og hjemviste sagen til Kontoret for Harmonisering i Det Indre Marked.

Læs EU-domstolens dom her:

http://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf?text=&docid=148744&pageIndex=0&doclang=EN&mode=lst&dir=&occ=first&part=1&cid=16877

Nyt direktiv om kollektiv forvaltning af ophavsret og beslægtede rettigheder

Den 26. februar 2014 vedtog Rådet for Den Europæiske Union direktiv 2014/26/EU om kollektiv forvaltning af ophavsret og beslægtede rettigheder samt multiterritoriale licenser for rettigheder til musikværker med henblik på onlineanvendelse i det indre marked (herefter ”Direktivet”).

Direktivet har til formål at harmonisere den kollektive forvaltning af ophavsret og forbedre mulig-hederne for at udbyde grænseoverskridende licenser for onlinemusik. Direktivet fastsætter også en række henstillinger til kollektive forvaltningsorganer med henblik på at sikre en høj standard for forvaltning, økonomisk forvaltning, gennemsigtighed og rapportering.

De kollektive forvaltningsorganisationer vil arbejde på tværs af EU-medlemsstaternes grænser, og forvalte ophavsretslicenser til onlineforhandlere og musikstreamingstjenester i stedet for, at aktø-rerne skal have en licens i hver enkelt EU-medlemsstat. De kollektive forvaltningsorganisationer skal ikke have en bestemt retlig form. I praksis fungerer disse organisationer i forskellige retlige former, såsom sammenslutninger, kooperativer og selskaber med begrænset ansvar, som kontrolle-res eller ejes af indehaverne af ophavsretten og dertil knyttede rettigheder, eller af enheder, der re-præsenterer sådanne rettighedshavere.

Side 13 Direktivet skal give forbrugerne et bredere valg af musik, som de kan downloade eller streame onli-ne, alt imens det sikres, at kunstnernes rettigheder beskyttes bedre, og at deres royalties betales hurtigere. Medlemsstaterne har to år til at implementere direktivet i deres nationale lovgivning fra ikrafttrædelsesdatoen 20. marts 2014.

Læs hele direktivet her:

http://old.eur-lex.europa.eu/smartapi/cgi/sga_doc?smartapi!celexplus!prod!CELEXnumdoc&lg=EN&numdoc=32014L0026

Find FAQ fra Kommissionen her:

http://europa.eu/rapid/press-release_MEMO-14-79_en.htm?locale=EN

2. Markedsføringsret og E-handel

In vitro forsøg udgjorde tilstrækkelig dokumentation for markedsføringsudsagn fremsat i forbindelse med markedsføring af tandpasta.

Sø- og Handelsretten afsagde den 30. januar 2014 dom i sagen V-0114-06. Sagen omhandlede spørgsmålet om, hvorvidt Unilever Danmark A/S (tidl. a/s Blumøller) ved en række in vitro forsøg havde fornøden dokumentation for de markedsføringsudsagn, der anvendtes ved markedsføringen af et tandpastaprodukt, jf. § 3, stk. 3 i lovbekendtgørelse nr. 58 af 20. januar 2012 (markedsførings-loven).

Sø- og Handelsretten fandt, at Unilever Danmark A/S’ dokumentation var tilstrækkelig dokumenta-tion for markedsføringsudsagnene. Sø- og Handelsretten lagde vægt på styrken af de fremsatte markedsføringsudsagn samt det forhold, at det ville være forbundet med etiske og praktiske pro-blemer at foretage in vivo undersøgelser i det pågældende tilfælde. Skønsmændene havde i deres skønserklæring og i afhjemlingen forklaret, at de foretagne in vitro forsøg ikke medførte, at mar-kedsføringsudsagnene var videnskabeligt bevist, men at studierne indikerede, at tandpastaen kunne have den påståede virkning.


http://domstol.fe1.tangora.com/brDomsoversigt.16692/V-0114-06.1413.aspx

Nye retningslinjer for markedsføring af kortfristede lån

Forbrugerombudsmanden har netop udstedt nye retningslinjer for kortfristede lån indgået ved fjernsalg, såkaldte kviklån. Retningslinjerne trådte i kraft den 1. april 2014 og gælder for alle lån, der skal betales tilbage inden for tre måneder, og som er indgået via fjernsalg, f.eks. lån indgået via SMS-beskeder eller ved benyttelse af låneformular på internettet.

Side 14 Baggrunden for udarbejdelsen af de nye retningslinjer skyldes bl.a., at kreditaftaleloven er blevet ændret i perioden fra udstedelse de tidligere retningslinjer for kortfristede lån, bl.a. er lovens tidli-gere bagatelgrænse på 1.500 kr. blevet ophævet, således at også mindre lån nu er omfattet lovregu-leringen. Forbrugerombudsmanden har også konstateret, at udbuddet af kortfristede lån er steget i perioden. Samtidig ses en tendens til, at lånebeløbene og antallet af misligholdte lån er stigende, samt at det oftere er yngre forbrugere, der optager kviklån.

Retningslinjerne har i vidt omfang karakter af en orientering om centrale forbrugerbeskyttelse reg-ler på området for kreditgivning via fjernsalg samt regler om god markedsføringsskik, dels som en hjælp til låneudbyderne i forhold til at overholde vigtige forbrugerbeskyttende regler, og dels for at have bedre mulighed for at gribe ind, hvis reglerne overtrædes af låneudbyderne. De nye retnings-linjer dækker alle låneaftaler indgået via fjernsalg, som har en løbetid på højst tre måneder, uanset omkostningerne forbundet med lånet. Derudover indeholder de nye retningslinjer ændringer til af-snittet om kreditvurdering, som skal medvirke til at sikre, at långivning sker på et forsvarligt og in-formeret grundlag.

Endelig omtaler retningslinjerne, hvilke betingelser, der skal være til stede for, at særligt byrdefulde vilkår kan anses for vedtaget, ligesom der sker særlig omtale af fortrydelsesreglerne i lovbekendtgø-relse nr. 347 af 2. april 2014 om kreditaftaler § 29 samt oplysningskravene i lovbekendtgørelse nr. 1216 af 25. september 2013 om markedsføring §§ 12 a og 14 a. Udover disse ændringer videreføres de hidtil gældende retningslinjer fra 2009 i det væsentligste.

Læs de nye retningslinjer her:

http://www.forbrugerombudsmanden.dk/~/media/Forbrugerombudsmanden/loveregler/retningslin-jer/Retningslinjer%20for%20kortfristede%20ln%20indget%20som%20fjernsalgsaftaler%20april%202014.pdf

Konkurrence afholdt af Cult A/S var i strid med god markedsføringsskik

Forbrugerombudsmanden udtalte ved pressemeddelelse af 21. februar 2014, at energidrikprodu-centen Cult A/S med sin ”Neversleep”-konkurrence overtrådte reglerne om god markedsføringsskik i Lovbekendtgørelse nr. 1216 af 25. september 2013 om markedsføring.

Konkurrencen gik ud på, at den deltager, der kunne holde sig vågen i længst tid, vandt en rejse til New York. Konkurrencen fandt sted som et led i markedsføringen af en ny energidrik. Forbruger-ombudsmanden indledte sin behandling af sagen på baggrund af to klager. Forbrugerombudsman-den vurderede på baggrund af blandt andet udtalelser fra Sundhedsstyrelsen, at konkurrencen var i strid med god markedsføringsskik, da deltagelse i konkurrencen potentielt var sundhedsfarligt. I sin vurdering lagde forbrugerombudsmanden blandt andet vægt på, at der ikke var opsyn med delta-gerne, og at der i finalen ikke var fastsat nogen øvre grænse for, hvor længe deltagerne skulle holde sig vågne. Det udgjorde en skærpende omstændighed, at konkurrencen var led i markedsføringen af en energidrik, samt at konkurrencen appellerede til unge under 18 år. Forbrugerombudsmanden

Side 15 udtalte på den baggrund kritik af Cult A/S, og han tog endvidere forbehold for retslige skridt, så-fremt den samme konkurrence eller lignende konkurrencer afholdes i fremtiden.

Læs forbrugerombudsmandens udtalelse her:

http://www.forbrugerombudsmanden.dk/Nyheder-fra-FO/Pressemeddelelser/Cults-Neversleep-konkurrence-var-i-strid-med-loven?tc=D74929A5CD4D4F43909476CBFC7C9FE1

Selskaber bag Pragture politianmeldt

Forbrugerombudsmanden politianmeldte i februar 2014 to selskaber bag rejser for unge til Prag. Begge selskaber havde benyttet alkohol i deres markedsføring rettet mod unge. Lovbekendtgørelse nr. 1216 af 25. september 2013 om markedsføring, § 8, stk. 3, opstiller et forbud mod, at markedsfø-ring rettet mod børn eller unge under 18 år, indeholder omtale af, billeder af eller henvisninger til rusmidler, herunder alkohol.

Den 6. februar 2014 udtalte forbrugerombudsmanden, at selskabet GO Rejser havde anvendt alko-hol i sin markedsføring af rejser til Prag rettet mod unge under 18 år. Selskabet havde blandt andet brugt udsagnene ”Happy hour på Prags bedste diskoteker!” og ”Prags eneste pub-crawl med fri bar. 1,5 times fri bar i ALT” ved markedsføring af rejserne på Facebook. Unge på 16 år og derover kunne deltage i rejserne. Der var endvidere intet filter, der sikrede, at unge under 18 år ikke havde adgang til hjemmesiderne med reklamerne.

Den 19. februar 2014 fandt forbrugerombudsmanden ligeledes grundlag for at politianmelde endnu et selskab bag Pragrejser for unge. Selskabet RM Travel havde på Facebook reklameret med ”Pub-crawl”, ”Beer Factory” samt andre udsagn og billeder med indhold, der ledte tankerne hen på alko-hol. Heller ikke RM Travel havde benyttet sig af et aldersfilter ved tilgang til reklamen.

Læs forbrugerombudsmandens udtalelser her:

http://www.forbrugerombudsmanden.dk/Nyheder-fra-FO/Pressemeddelelser/Forbrugerombudsmanden-politianmelder-selskab-bag-Pragture?tc=D74929A5CD4D4F43909476CBFC7C9FE1

http://www.forbrugerombudsmanden.dk/Nyheder-fra-FO/Pressemeddelelser/Forbrugerombudsmanden-politianmelder-endnu-et-selskab-bag-Pragture?tc=D74929A5CD4D4F43909476CBFC7C9FE1

Forbrugerombudsmandens indsatsområder for 2014

Den 14. marts 2014 udsendte forbrugerombudsmanden en pressemeddelelse med sine otte priorite-rede indsatsområder for 2014. Meddelelsen udstikker retningslinjer for forbrugerombudsmandens arbejde det kommende år og identificerer en række problemer, som forbrugerombudsmanden me-

Side 16 ner, at forbrugerne støder på. Det primære indsatsområde handler om at sikre forbrugerbeskyttel-sen på internettet. Forbrugerombudsmanden vil have særligt fokus på sager, hvor der har været uklarhed omkring aftaleindgåelsen og dennes indhold. Endvidere vil forbrugerombudsmanden sæt-te fokus på de såkaldte abonnementsfælder, hvor det ikke har været klart for forbrugerne, at de som følge af dispositioner på internettet, er blevet bundet til et abonnement. Forbrugerombudsmanden har også fastlagt en række yderligere indsatsområder for 2014, herunder dealsites, uanmodede hen-vendelser og klarere retningslinjer for, hvornår og hvordan netbutikker må hæve penge fra forbru-gerens konto ved handel på internettet.

Antallet af sager inden for disse indsatsområder viser da også, at forbrugerombudsmanden har in-tensiveret behandlingen af disse typer sager. Som eksempel herpå har forbrugerombudsmanden politianmeldt virksomhederne Dan-Aktiv A/S for uanmodede reklamer i forbindelse med lånetil-bud, L’EASY for mangelfulde pris- og kreditoplysninger i forbindelse med reklamer på internettet og Serviceklub.dk for vildledende markedsføring angående et løbende abonnement på internettet. I sin pressemeddelelse om Serviceklub.dk-sagen udtalte forbrugerombudsmanden: ”Jeg ser desværre et stigende antal sager, hvor selskaber lokker forbrugerne i abonnementsfælder på nettet. Vildled-ning på nettet er et af mine særlige indsatsområder i år”.

Læs forbrugerombudsmandens pressemeddelelser her:

http://www.forbrugerombudsmanden.dk/Nyheder-fra-FO/Pressemeddelelser/Forbrugerombudsmanden-har-fokus-paa-internettet-i-2014?tc=D74929A5CD4D4F43909476CBFC7C9FE1

http://www.forbrugerombudsmanden.dk/Nyheder-fra-FO/Pressemeddelelser/Laaneudbyder-politianmeldt-for-uanmodede-reklamer?tc=D74929A5CD4D4F43909476CBFC7C9FE1

http://www.forbrugerombudsmanden.dk/Nyheder-fra-FO/Pressemeddelelser/Forbrugerombudsmanden-politianmelder-LEASY?tc=D74929A5CD4D4F43909476CBFC7C9FE1

http://www.forbrugerombudsmanden.dk/Nyheder-fra-FO/Pressemeddelelser/Serviceklubdk-betaler-boede-paa-190000-kroner-for-abonnementsfaelder?tc=D74929A5CD4D4F43909476CBFC7C9FE1

Forbrugerombudsmanden går ind i sag om internetforhandlers ansvar ved flysel-skabs konkurs

Forbrugerombudsmanden indtræder som mandatar i en retssag om, hvem der bærer ansvaret, når en forbruger har købt flybilletter gennem et selskab på internettet, og flyselskabet efterfølgende går konkurs. I første omgang skal forbrugerombudsmanden have tilladelse til at anke sagen, som for-brugeren tabte ved Retten i Roskilde den 2. januar 2014 (sag BS 2A-1449/2012), hvorefter han vil få mandat til at føre sagen videre på forbrugerens vegne.

Side 17 Sagen omhandlede en forbruger, der i 2012 købte flybilletter til Nice på Goleif.dk. På hjemrejsen skulle forbrugeren flyve med Cimber Sterling, som i mellemtiden var gået konkurs. I byretten fik forbrugeren ikke medhold i, at GoLeif, som blot var formidler, fremtrådte som aftaleparten.

Efter forbrugerombudsmandens vurdering havde forbrugeren god grund til at tro, at selskabet bag GoLeif var aftaleparten set ud fra en helhedsvurdering af hjemmesiden og bestillingsforløbet. Der-for burde GoLeif erstatte udgifterne til hjemrejsen. Forbrugerombudsmanden mener, at det i man-ge tilfælde er uklart, hvem forbrugeren handler med på internettet, og at dette område derfor skal afklares. Sagen kan få principiel betydning, hvorfor forbrugerankenævnet har sat 812 lignende sa-ger om flyselskabers konkurs i bero indtil afgørelsen foreligger.


http://www.forbrugerombudsmanden.dk/Nyheder-fra-FO/Pressemeddelelser/Forbrugerombudsmanden-gaar-ind-i-sag-om-ansvar-ved-flykonkurs?tc=D74929A5CD4D4F43909476CBFC7C9FE1

Brug af betegnelserne ”eftermonterede” og ”senere” ben ved salg af designerstole med uoriginale ben var vildledende markedsføring

Forbrugerombudsmanden udtalte i en pressemeddelelse af 28. marts 2014, at onlineauktionshuset Lauritz.com, ved benyttelse af udsagn som ”eftermonterede” og ”senere” ben om uoriginale ben ved salg af designerstole, havde handlet i strid med § 3, stk. 1 i lovbekendtgørelse nr. 1216 af 25. sep-tember 2013 om markedsføring.

Forbrugerombudsmanden udtalte, at det for en gennemsnitskøber af en designerstol, måtte anses som en væsentlig oplysning, om benene på stolen var uoriginale. Forbrugerombudsmanden udtalte endvidere, at det ikke fremstod klart for de fleste forbrugere, at de benyttede betegnelser betød, at stolebenene var uoriginale og produceret af en anden end rettighedshaveren. På denne baggrund fandt forbrugerombudsmanden, at betegnelserne ”eftermonterede” og ”senere” ben var egnet til mærkbart at forvride forbrugernes økonomiske adfærd på markedet, hvorfor markedsføringen var vildledende og i strid med § 3, stk. 1 i markedsføringsloven.


http://www.forbrugerombudsmanden.dk/Nyheder-fra-FO/Pressemeddelelser/Lauritzcoms-salg-af-designerstole-med-uoriginale-ben-under-betegnelsen?tc=D74929A5CD4D4F43909476CBFC7C9FE1

Side 18 3. Persondataret

EU-Domstolen har underkendt omdiskuterede logningsregler

Den 8. april 2014 traf EU-Domstolen præjudiciel afgørelse i de forenede sager C-293/12 og C-594/12 om fortolkning af direktiv 2006/24/EF af 15. marts 2006 om lagring af data genereret eller behandlet i forbindelse med tilvejebringelse af offentligt tilgængelige elektroniske kommunikations-tjenester eller elektroniske kommunikationsnet og om ændring af direktiv 2002/58/EF (Direkti-vet).

Sagerne var anlagt i Irland og Østrig med henblik på at fastslå, hvorvidt de nationale foranstaltnin-ger var lovlige. I Østrig var der anlagt adskillige søgsmål angående underkendelse af nationale be-stemmelser, der implementerede direktivet. Henholdsvis Irlands øverste domstol og Østrigs forfat-ningsdomstol forelagde præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen om direktivets gyldighed set i lyset af Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. EU-Domstolen fandt, at direktivet i særligt alvorlig grad gør indgreb i den grundlæggende ret til respekt for privatliv og be-skyttelse af personoplysninger. EU-Domstolen henviste til, at de data, der lagres, bl.a. gør det mu-ligt at få oplysninger om med hvem og med hvilket middel en abonnent eller registreret bruger har kommunikeret, kommunikationens varighed, stedet hvorfra kommunikationen foregik samt fre-kvensen af kommunikationen i en given periode. EU-Domstolen fastslog, at disse oplysninger sam-let set kan give meget præcise oplysninger om personers privatliv. EU-Domstolen fandt, at sådant indgreb ikke er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet. EU-Domstolen lagde vægt på, at Direktivet ikke indeholder en sondring, begrænsning eller undtagelse til formålet om bekæmpel-se af grov kriminalitet, objektive kriterier for myndighedernes adgang til de pågældende data i for-bindelse med kriminalitet eller varigheden af lagringen. EU-Domstolen erklærede Direktivet ugyl-digt, idet EU’s lovgivende institutioner havde overtrådt grænserne for charteret om grundlæggende rettigheder i forbindelse med vedtagelsen af Direktivet. Danmark implementerede logningsdirekti-vet ved bekendtgørelse nr. 988 af 28. september 2006 om udbydere af elektroniske kommunikati-onsnets og elektroniske kommunikationstjenesters registrering og opbevaring af oplysninger om teletrafik (logningsbekendtgørelse), og indførte i den forbindelse mere indgribende regler end EU’s regler. Det må derfor forventes, at de danske regler vil blive ændret i lyset af EU-Domstolens afgø-relse.


http://curia.europa.eu/juris/document/document.jsf?text=&docid=150642&pageIndex=0&doclang=en&mode=req&dir=&occ=first&part=1&cid=375186

Artikel 29-gruppen og APEC går sammen om at kortlægge kravene til BCR og CBPR

Den 27. februar 2014 offentliggjorde artikel 29-gruppen i samarbejde med Asia Pacific Economic Cooperation (APEC) en udtalelse, der kortlægger kravene til Binding Corporate Rules (BCR) og Cross-Border Privacy Rules (CBPR). Der er formålet med udtalelsen at give et praktisk redskab til

Side 19 multinationale virksomheder, der både opererer i EU og i Stillehavsregionen, ved at identificere for-skelle og ligheder mellem de krav, som opstilles i hver af de to regioner.

BCR har til formål, at sikre et tilstrækkeligt beskyttelsesniveau i relation til internationale dataover-førsler af persondata, der overføres internt i virksomheden mellem EU og tredjelande. CBPR-systemet, som blev introduceret af APEC-landene i 2012, har ligeledes til formål at sikre, at virk-somheders interne privatlivspolitikker lever op til anerkendte standarder for beskyttelse af person-data. Begge systemer bygger på en forudsætning om, at virksomhedens interne regler for personda-taoverførsel skal godkendes af databeskyttelsesmyndighederne i de respektive lande. Med kortlæg-ningen af kravene til hvert af de to systemer er det hensigten, at multinationale virksomheder, der både ansøger om CBR og CBPR godkendelse, får nemmere ved at identificere de samlede krav, som deres interne regler skal leve op til for at blive godkendt i henhold til begge systemer.

Læs artikel 29-gruppens udtalelse her:

http://ec.europa.eu/justice/data-protection/article-29/documentation/opinion-recommendation/files/2014/wp212_en.pdf

EDPS har offentliggjort nye retningslinjer for behandling af personoplysninger

Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse (EDPS) offentliggjorde den 24. februar 2014, som en del af dets strategi for 2013/2014, Guidelines on the Rights of Individuals with regard to the Processing of Personal Data (Herefter Retningslinjerne). Retningslinjerne er rettet mod alle dele af EU-administrationen, der behandler personoplysninger, men Retningslinjerne kan også tjene som generel vejledning for andre offentlige organer. Formålet med Retningslinjerne, er at fremme data-beskyttelse blandt EU-institutioner og -organer samt at bidrage til at opbygge en bevidsthed om da-tabeskyttelse som en grundlæggende rettighed.

Retningslinjerne beskriver EDPS’ holdning og anbefalinger til relevante principper i forordning nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne op-lysninger. I Retningslinjerne behandles også balancen mellem den enkeltes rettigheder, hvis per-sonlige oplysninger bliver behandlet, og andres rettigheder og friheder, f.eks. en whistleblower eller informanter, som også har behov for at blive beskyttet.

Læs EDPS’ retningslinjer her:

https://secure.edps.europa.eu/EDPSWEB/webdav/site/mySite/shared/Documents/Supervision/Guidelines/14-02-25_GL_DS_rights_EN.pdf

Side 20 4. Domænenavne

Ny lov om internetdomæner vedtaget Den 1. marts 2014 trådte lov nr. 164 af 26. februar 2014 om internetdomæner i kraft. Loven erstat-ter den tidligere domænelov og indeholder en række ændringer. Der indføres nye regler for admini-stration af topdomæner, der særligt tildeles, eller på anden vis er tilknyttet, Danmark. Loven inde-holder også ændringer i forhold til reglen om god domænenavnsskik.

Reglen om god domænenavnsskik findes nu i lovens § 25, stk. 1, som er en delvis videreførelse af den tidligere domænelovs § 12, stk. 1. Ved indførelsen af § 25, stk. 1, er det hensigten, at reglen om god domænenavnsskik skal fungere som en egentlig generalklausul, hvis indhold og anvendelse i højere grad end i dag skal udfyldes af klagenævn og domstole. Indholdet og anvendelsen af god do-mænenavnsskik kan således ikke længere afgrænses af administrators retningslinjer, forretningsbe-tingelser eller andre vilkår. Det følger endvidere af den nye domænelov, at administrationen af top-domænet ”.dk”, som i dag varetages DK-hostmaster, nu kan sendes i udbud af erhvervs- og vækst-ministeren. I den forbindelse igangsatte Erhvervsstyrelsen en høringsperiode vedrørende udbud el-ler forlængelse af administrationen af topdomænet ”.dk”, der udløb den 16. april 2014.

Den nye domænelov indfører også skærpede krav til administrator i forbindelse med registranters oplysninger i databasen over domænenavne (WHOIS-databasen). Der stilles således krav til admi-nistrator om at sikre korrektheden af registranternes oplysninger i WHOIS-databasen gennem hele registreringsperioden. Desuden skal administrator sikre hemmeligholdelse af registranters oplys-ninger om navn, adresse og telefonnummer i WHOIS-databasen, såfremt oplysningerne er undtaget som følge af anden lovgivning, f.eks. lovbekendtgørelse nr. 5. af 9. januar 2013 om Det Centrale Personregister (CPR-loven). Efter ikrafttrædelsen af den nye lov skal administrator af egen drift sikre hemmeligholdelse af de pågældende oplysninger, hvor det førhen skete efter anmodning af re-gistranten. Denne del af loven træder først i kraft den 1. marts 2015. Læs hele loven her: https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=161869

Side 21 Janne Glæsel D +45 33 41 42 81 M +45 27 80 40 10 [email protected]

Lasse Arffmann Søndergaard Christensen D +45 86 20 74 20 M +45 40 56 86 02 [email protected]

Søren Høgh Thomsen D +45 86 20 74 12 M +45 24 28 69 03 [email protected]

Denne orientering er ikke og kan ikke erstatte juridisk rådgivning. Gorrissen Federspiel påtager sig intet ansvar for skader eller tab, der direkte eller indirekte kan henføres til brugen af orienteringen.